II.

19Et par dage senere, lørdag eftermiddag var det, at gamle bager Olsen borte på Eidet sa til sin søn veiingeniøren: Du Hannibalmand, eg længes så svinagtig etter at se mopsen, skal vi ikkje ta os en trip henover til Wang.

Sønnen, hvis organ skjæmmedes af et syngende næsesnøvl, gav ham et arrigt grin og svarte: Å jo, vi kan gjerne det. For Hannibal havde netop bestemt sig til at gå alene derbort.

Hans visne far trak i kisteklærene, kjæmmed parykken og satte sin gammelbergenske floshat på hodet. Hvorefter han tog en sørgmodig afsked med de to hjemmeblivende mopse og loved dem på alvorsord, at han skulde hilse deres fælle: Stakkars Pittermand, de er stygge 20med Pittermand derhenne hos Wang. Nei minsandten om vi skulde ha git Pittermand ifra os, nei.

Veiingeniøren stod allerede nede i gaden og vented. Han brugte altid at gå i kisteklær, og han hadde aldrig noget at bestille. Et hvidt, otte tommer langt cigarrør holdt han lækkert mellem fingrene, og yderst ude vikled osende røg sig ud fra en gul toskillingscigar. Inde i butiken vidste han, moren og søsteren stod og ekspederte, men han værdiges ikke at kaste et blik til den side. Endelig kom bager Olsen ud, stiv som en sørgeklædt mumie i helligdagsklærene.

Du Hannibal, peb han, eg skal bande på, at de ikkje har kjæmmet eller badet mopsen, siden sidst eg såg til han.

Å ja, den dør jo ikke for det, mente sønnen. Men har du varskud mor, at vi kanske blir borte til aftens?

Nei, smet ind du Hannibal, og sei det.

Hannibal smat ind med svingende skjøder, og da han var mindre end andet folk, stansed han på dørtærskelen, hæved sig på tå, strakte halsen, og høit råbte han over hoderne på de kurvebærende madammer og de stilfærdige 21bondemænd foran disken: Vi går bare en liden trip bort til distriktslægen, mammen – kanske gir vi os over der til aftens.

Klædt i sort, i den gispende hedluft, gik så far og søn gjennem Eidets gade. Barhodede og barbente unger, lykkelige og skidne som hedningebørn, lå og vipped på trapperne til de fattige huse, eller krøb ind under bondekjærrerne, som stod ventende foran hvert andet hus, forspændte med søvnige fjordheste. Over hele landsbyen var der en ubeskrivelig em kommen ud fra landhandlerens åbne døre, en em af tusen varesorter, nødvendige for bygdens befolkning og moens soldater. Det var næsten som et friskt sjøpust, at larmen fra et lossende dampskib svirred herop. Hannibal la forøvrigt ikke mærke til andet, end at et blondt kvindehode trak sig leende bag gardinet inde hos portåbneren. Det lykkedes ham at indbilde sig selv, at han ikke var den komiske gjenstand. Da han på hotellets veranda så engelsmænd og norske turister, hilste han op med anstand.

Far’en hjulbenet og sønnen kalvbenet, den ene tørret, bleg og vimset, den anden ung og brun med brune barter; men begge herrerne 22var små og spinkle, og begge hadde de det samme udtryk i sine diminutive åsyn, et udtryk af uskadelig sluhed og små sjæles griskhed. Muligvis var det rynkerne om de ellers så snille kastanjeøjne, det lå i. Til den gamles fjæs høved det listige træk, men til Hannibals, så sundt og ungdomsfyldigt, passed det som et Harpagon-smil over barnslige læber.

De kom ind på sletten, hvor landeveien skilte mellem ekserserpladsen tilhøire og markerne nedover mod fjorden tilvenstre. Trods solsteken, kisteklærene og flossen var gamle Olsen tørrere end pergament, men på Hannibals brune næse var der skinnende svedatomer, presset ud af rifter i huden. Under tavshed hadde de nærmet sig broen, da gamlingen oplod sin pibende røst.

Du Hannibal, har du tænkt over det du, om du ikkje snart vil gifte deg?

Jeg thnænker på at forlove mig, men det er så vanskeligt at finde nogen man er glad i. Hun må være rigtig pen! Og så må hun aldrig bli styg, – Hannibal udtalte forresten ordet som tsnyg – det er så uhyggelig at se, hvorledes kjærringerne altid blir sa tsnygge, når de har været gift et par år.

23Du har ret i det Hannibalmand, sa Olsen.

De gik over broen, gjennem kapteinsalléens løvtunel så de oppe på gårdspladsen nogle allerkjæreste ungdamer gynge vildt under den hvidmalte galge.

Der er ikkje længe siden du snakte med hinner? spurgte så Olsen for at prøve en intimere tone.

Hvem?

Sossen vel?

Du ved, jeg liker ikke, du kalder hende Sossen. Jensine Wang er på sit toogtyvende nu, og – –

Jamen Sossen er så sødt! råbte mandslingen sentimentalt.

I det samme skvat Hannibal ihop og tog sig til øret med en smertens grimace. Cigarstumpen hopped ud af røret.

Ka er det for nokken fantegutter, som skyder med ertespretter! råbte han og glemte at tale bogsprog. Med opspilede øine gav de sig begge til at stirre ind i lindealléen. Da der ingen sås, gik gamle Olsen bort i grøften og keg gjennem det hvide havegjærde.

Kom bare pappen, vi skal nok klage, når vi træffer kapteinen.

24Men neppe hadde far og søn sat sig i videre bevægelse, før to halvvoksne mennesker under triumferende indianerhyl haled opigjennem alléen. Det var Hansemand og Johan, som hadde ståt gjemt bag hver sin lind.

Gamle Olsen trued med hånden og skreg gjennem de hvide læber: Ja vent kjuagutter, dokker skal nok få på den bare ende!

Nei pappen, lad os bare ikke gjøre noget ved det. Hansemand Wang er jo rent uforbederlig.

Hans far stansed forbløffet. Så la han hodet påskakke med et frydefuldt grin.

Å, eg begriber deg så godt, Hannibalmand. Han er bror til Sos – til Jensine, og defforså – – – men han blev ædru fra sin spøgefulde stemning. Ingen frygted mere end han og forstod mindre end han et vist udtryk i Hannibals ansigt. Da han nu så det, blev han angest som børn må bli angest, når de leger dukkespil indunder hyggelige mosgrodde stene og pludselig en snog hvæser dem sin ånde i øret. Han kjendte ikke sin eneste søn, skjønte ikke, at i lille Hannibals hjerne hadde bevidstheden om det umandige ydre leiret et fond af energisk ondskab, en liden vanvittig ondskab 25med både pigger og horn, og at man kun behøved trykke på det ømme punkt, for at hornene skulde springe frem som bussemænd af en lakeret æske. Allermindst faldt det ham ind, at han under sit forsøg på at være underholdende hadde forekommet sønnen uendelig tåbelig, uendelig fjottet, at Hannibal pludselig var bleven rasende over at skulle ha sin egen karikatur efter sig i Jensines farvande.

Tænker du ikkje på Jensine længer, Hannibalmand? ka er det då for nokke, sei det til pappen, peb han så ynkelig, han formådde. Ti den mest slikkende ydmyghed hadde undertiden vist sig lige probat for veiingeniørens forunderlige anfald som Davidsharpen for Sauls spleen.

Men idag gjorde det galt værre. Hannibal skjøv underlæben op under barten, det så ud som tungen var ude, og lod i den simpleste bergensdialekt al sin galde flyde ud over far’en. Nasallyden var borte. Bare den røde læbe skovled ordstrømmen op: Du er en tosk, du er en spellemand, du er en, du er en … ingen kan se deg uden at le seg kryl … du skulde bare se, korlissen du tar deg ud … æh …

26Den sorteste bedrøvelse la sig over gamle Olsens ansigt, skikkelsen sank sammen i knærne, gråten vilde til at ta ham, og alleslags trækninger for gjennem ansigtet under kampen for at holde igjen. Endelig fik han sagt, spagfærdigt og uden skygge af vrede: Vi er så som gud har skabt os Hannibal, ingen kan lægge en alen til sin vækst. Men eg må nok sande, ka eg så ofte har sagt: Ingen, ingen holder af meg, ikkje engang mine egne barn, det er bare mopsene, som kjender meg og som ikkje skammer seg over meg.

De hadde tilbagelagt det korte stykke vei mellem Kapteinsgården og doktorhuset. Fru Wang sad og læste aviser og strikked oppe ved stenbordet i skyggen under den gamle ask. Ellers var ingen at se. Hannibal skrued en ny gul cigar i røret og åbned havedøren.

Ja såmeget du ved det snerred han, – du skaber dig ikke deroppe, og ikke kysser du mopsen heller.

Fru Wang hørte fodknirk i gruset og så nedover.

Det led nu på tredie dagen med Mogens’s arrest. Oppe på forældrenes soveværelse sad 27han, ved et bord foran vinduet, det vindu, som skulde git udsigt henover den fuldmodne blomsterfarvede mark, ned til Kapteinsgården imellem de ældede træer, ud til fjordstrimen mellem fjeldsiderne – hvis ikke den store asken hadde skygget. Ruden var åben, en tynd, tynd grøn grenspire, med en-to-tre af de fligede blade smilte indefter mod gutten. Nedenunder var det, fru Wang sad ved stenbordet, dybt fordybet i «Morgenbladet» og «Bergens Adressecomptoirs Efterretninger». Han hørte strikkepindene gå og aviserne rasle. Af og til harked hun med hæs ihærdighed noget op af halsen og spytted det hørligt ud, hvad Mogens fandt ukvindeligt, ja ækkelt. I stuen under lå doktoren og sov middagslur paa sofaen. Gutten kjendte det som en stemning af døsig mæthed over huset at vide moren, den travle, krigerske mor, fredeligt strikkende og læsende i det grønne og høre far’ens kraftige snork efter laksesuppen. Der kom ikke andre lyder fra huset. Petra og den yngste søsteren, Sanne, hadde fåt lov at gå til Karoline Plesner, og kjendte han Hansemand ret, var han tat samme veien.

Alting var så middagsroligt. Ude i askekronen bremsed hvepsene, og på den ikke-åbne 28rude stod tre «ørestikkere» med vinkelbøiede trådfine ben, urørligt fasthæftet til glasset, som om også de holdt siesta.

Man hadde git ham bibelen til fængselslekture, derfor læste han nu Høisangen for sjette gang. Gamle indianerbøger, som han første morgen hadde smuglet med under vesten, hadde vist sig at være tant og forfængelighed, da de kom på siden af Salomos lyrik. Ude i slutningen af bibelbogen hadde han anbragt et penneskaft. Når nogen tog i dørklinken, forvandledes skuepladsen blinksnart til Paulus’s 1. brev til Korinthierne.

Mogens var klædt i tarvelig gråt vadmel. Om håndleddet lå den skidne skjortelinning, først længer oppe kom jakkeærmet. Han hadde en nedliggende snip i halsen, som vesten knapped over. Det var en svagelig fyr, fladbrystet, spæd og fregnet. Han hadde far’ens røde hår, men hos gutten lå det i bløde lysgyldne lugger, var ikke som hos gamlingen kortklippet og stivt. Han hadde hodeformen fra moren, et høit, idiotisk hode, ret op fra ryggen, fladt i nakken, fladt på siderne og fladt i ansigtet. Men med det hodet hadde morens far hævet sig fra småbonde op til landhandler 29paa Eidet, med samme hode hadde hendes bror tat forretningen i arv og blit velstandsmand, med det hode endelig hadde hun selv inspireret den unge doktor til himmelstormende elskovsvers. Vilde hun nu trække dem for lyset og vise ham, skulde han slåt hendes næse endnu fladere i skamfuldt raseri.

Bleg og matøied var gutten før, og end blegere var han blit under indespærringen. Mest fordi Høisangen og den barbente budejen til kaptein Plesner alle tre dagene hadde sat ham i kjønslig andagt. Denne budejen hadde han tilfældigvis opdaget ved at ligge i vinduet og speide efter blakken. Hun gik oppe under stengjærdet ved udmarken og slog græs til grisen, fordi det der var så saftig og vådt. Både igårformiddag og idag var hun kommen igjen til samme tid, og gutten hadde slugt hver hendes bevægelse med vellyst. Solen kyssed hendes hvide skjorteærmer, og det røde livstykket var så deilig fyldt, og stakken løftedes til halvt på barleggen, når hun bøied sig under arbeidet. Gutten tænkte på galehospitaler og det gøs i ham, men lige meget – han kunde ikke la være med sine synder mod naturen. Derfor blev han blegere om næbbet og mattere 30i øinene, og undred sig på, om ikke faren skjønte noget.

Men Wang hadde ikke for skik at tale med sine barn, sådan rigtig intimt. Uden med Jensine, ti hende elsked han, alene hende i hele verden. Hun fik lommepenge, og hun hadde fåt lov at reise til Bergen for at lære fin syning. Hun bar morgenkaffen op til ham, og når han kom trækkende med den tykke kvartermesteren, pikked han hende på skulderen, hvilket betød, at lidt genever ikke kunde være afveien. Og så drak han og kvartermesteren tørre knerter til sylteflæsket. Hvis det hændte, at Jensine var spydig mod moren, turde denne aldrig smelde til hende eller klage. Sad far og mor og skjændtes ved bordet, var Jensine altid på hans parti. Hun var en magt i huset, størst næstefter ham, så moren selv gjorde kur til hende. Og hun var mindre som en datter end som en æret gjæst, syntes de andre. Mod dem var han anderledes, ærted dem og kneb dem, var han i godt lune, og hadde de overtrådt nogen af hans drakoniske bestemmelser, gik han efter fuldbyrdet afstraffelse omkring med rynkede bryn og sukked lydeligt under måltiderne. Da Mogens 31hadde læst Bjørnsons bondenoveller, syntes han, at der faldt et nyt lys over far’en, og han forsøgte at holde af ham. Ti disse svidende spanskrørslag og denne mørke fåmælthed var altså kun tegn på den sarteste kjærlighed til barnene. Jo færre ord, de klipped af sig og jo dystrere de så ud, disse mænd i fortællingerne, des mere elsked de jo sine sønner. Det var bare lidt rart at begribe.

Mogens kjendte angstfulde fornemmelser både under brystkulen og i maven. Den egentlige straf skulde forkyndes ham idag. Bare, bare, bare jeg får reise til Kristiania til høsten, så kan han gjøre med mig, hvad han vil! endte omkvædet på alle hans betragtninger. Indimellem læste han i Høisangen, som han nu kunde udenad.

I værelset talte ingenting om skjønhedssans eller endog hyggelighedstrang hos ægteparret. Der var en spartansk mangel på sligt. De to senge side om side, med hovedgjærderne ind mod den ene skråvæg, schatollet ved døren i baggrunden, bordet og et par stole var hele møblementet. Jo, et speil over servanten var der og. Men i vinduet ikke en plante, på gulvet ikke et tæppe, på væggen ikke et skilderi.

32Ingenting som kunde gribe indbildningskraften, ingenting som øiet under tanker kunde dvæle ved. Når derfor Mogens eller Hansemand var fordømt til opholdet herinde, vendte de naturlig blikket ud, lod alle sine længsler flyve fra hjemmet, lod dem boltre sig i andre sfærer, Hansemand i Karoline Plesners hjem, – kapteinsgårdens hyggelige stuer var nu det lyseste, han hadde set – og Mogens i omgivelser af mere krydret og åndig natur.

Mogens la sig varsomt ud vinduet for ikke at vække morens opmærksomhed. Han kunde se en strime af elven og eksercerpladsen, den skjulte askeløvet ikke for ham, og videre kunde han på denne side se opover udmarken i fjeldet. Den som var deroppe, hvor trostene flaksed gjennem olderen og bjældekoen prustende brød ind i krattet, mens alle de andre kjørene dovent tygged drøv og vifted med halen. Solen hadde nærmet sig fjeldkammen, den skinned gutten i hodet og strødde sit guld ind i askens krone. Og en rift han så af fjorden var blåere end ultramarin. Ved denne blå flækken mellem bladene syntes han al smerten over at være stuebunden, al ubarmhjærtigheden i det livløse og øde kammers, samled sig til en lang forladthedsfølelse, 33hvorunder verden drog ham forbi, sommerklædt og syngende, mens han selv sad i en kjælder. Hansemand skulde i slig en stund ha følt trang til at slænge sig ud, gjerne ned i hodet på den læsende mor, og om han kom fra det med livet, svinge sig over gjærdet og med bærsærkerkraft storme rundt, kyssende og omfavnende træer og stene, dyr og mennesker, bare ikke dem fra hans eget hjem. Denslags vildmandstilbøieligheder var blit udryddet hos Mogens, livet hadde lært ham moderation. Vist følte han sig lokket af sommerdagen og vist haded han sin mor, som lod al den magtbrynde, hun ikke fik anvendt på manden, gå ud over børnene. Men skulde han øve nogen lignende bedrift, vilde det bli at spytte ned i hendes stråhat og bagefter nægte, som det gjaldt livet.

Den skikkelige bager Olsen og veiingeniøren dukked frem nede paa veien.

En indespærret morder kan ikke bli stort hvidere ved at høre tømmermænd bygge skafottet i fængselsgården, end Mogens blev det ved synet af de to. Han trak sig ind, stod et minut åndeløs spændt, men da han hørte trin i havegrusen, hørte moren hilse, sprang han 34mod døren og husked ikke, Jensine hadde fåt ordre til at låse den. Med knyttede næver jog han så rundt i kammeret på tå, som var gulvet en gloende rist og kunde han ikke skrige.

Der var altså straffen!

Han skulde sættes i lære hos bager Olsen på Eidet! Aldrig komme til Kristiania, aldrig ta artium! … Fordi han hadde spilt hasard med kapteinens Kristian og solgt sin fars bøsse for at få penge!

Der var straffen! Så ofte hadde doktoren truet med det, nu blev det alvor.

Som hos Hansemand gik også hos Mogens stormgangene snart over. En tanke kom listende: endnu var Polen ikke tabt. Der var et middel til at forsone far’en: kaste sig på sine knæ, perse tårerne frem og forsikre, at han følte sig som det mest skyldbetyngede kryb, love hulkende at bli et lys, skrige ud at han blodigt angred hele sit liv. Agere sønderknust. Det var jo løsenet for fred der i huset: bøje sig. Han satte sig ved bordet igjen, overvældet af sin glimrende idé, feberagtigt tyggende på sine negle, der reves fliser af, blodet pibled frem, og han balled lommetørklædet omkring fingertuppene. Ja det var greit! Heller fornægte 35sit inderste væsen, når det gjaldt så meget, end at trodse og bli sat i bagerlære.

Og sekstenåringen gav sig til at le lydløst. Der var ikke tvil om, at hans taktik vilde frelse ham og med tiden skjænke fædrelandet en dygtig akademiker.

De sad og snakked nedenunder vinduet, kaffekopper og teskeer klirred. Morens røst var saa dannet og mild, det blev den altid i fremmedes selskab. Men børnene, som ikke kjendte til hendes ungdomsdrømme, til hendes trang efter harmoni, efter de fine former, børnene, der kun var fortrolig med den side af hendes væsen, som skuffelserne hadde vrænget ud, syntes ved slige leiligheder, at hendes stemme lød svært affekteret.

Doktoren kom ud til dem, Mogens hørte det på goddag’erne og skrabningen med feltstolene. Han stilled sig lyttende ved vinduet, men turde ikke kige ned. Nu var vel far’en grundende og mørk og sukkende over sin vanartede søn. Men der lød latter, den store fars fine hivende latter. Det var for mærkelig, at han glemte sig i den grad! Mogens måtte kige ned, men kom straks ind igjen med luggen. Var det ikke akkurat som far’en netop hadde 36husket ham og skulde til at se op? Han satte sig stille ved bordet, foran Paulus’ 1 brev. Og ganske rigtig, der kom det i trappen. Han samled al sin energi til den forestående scene, fik ved at stikke lommetørklædet i halsen et par tårer frem, og med panden støttet i hånden gjorde han nogle forberedende snufs. Imidlertid var døren låst op, han syntes allerede far’en fyldte hele rummet bag hans ryg. Så kom han op til bordet, en lang arm straktes ud, og vinduet lukkedes. Gutten stirred ned i de ord: Men den åndelige bedømmer alle ting, men selv bedømmes han ikke af nogen, – mon der egentlig ikke skulde være semikolon foran et men med efterfølgende subjekt og prædikat?

Doktoren hented en stol og satte sig. Den ene albu la han i vinduskarmen, med den anden hånd bøjed han guttens arme ned under bordet.

Se på mig!

Mogens sendte ham et blik, så flygtigt som doktoren selv kun sendte sine egne kreditorer det. Men han opfatted et ansigt, over hvis ene halvdel der faldt et stærkt lys, langt ind i skjægget, og ansigtet var meget «absolut».

Når jeg siger, at jeg ikke har sovet de tre sidste nætter af sorg og græmmelse over dig, 37min gut – – her holdt han inde med et blik som hos en pløiende bonde, når han træffer på nedgravede myntsorter i den gjenstridige agerjord. Mogens hadde kastet sig ned over bibelen, og mens gråten sled i hans smalle krop og de rødlette hårluggerre lå udover bogens skindbind, vælted der ord ud af ham, som gjorde doktoren først perpleks, men da han begreb, at gutten virkelig var gåt i sig selv, fuld af taknemlighed mod forsynet. Dette var mere end han i de sidste år hadde vovet at håbe. Den lange trodsige knægt lå der som en orm og vred sig under selvanklagens piskeslag, og altimellem lød der løfter om bod og bedring, absolut underkastelse, løfter som kom fra et knust hjærte. Doktoren lod ham kile på og hørte forelsket efter de søde snufsende lyder fra ansigtet mellem de koldrøde guttehænder. Nei jeg må, jeg må bli et nyt menneske! – var det sidste, gutten råbte.

Det var blit fredeligt stille, som i et tomt kapel. Kjærtegnende la han sin hånd på den udpersede snegl af en søn og sa: Du ved ikke hvor det har gjort mig godt at høre dig tale således, min gut. Du vil ikke komme til at 38fortryde det – – din mor vil det også glæde – – – – – – – –

En stund efter sad Mogens nede ved stenbordet og drak kaffe med de voksne, høilig misundt af Hansemand, hvem frygten hadde drevet hjem fra den forbudte Kapteinsgård, og da doktoren senere kjørte opover dalen i praksis, sad Mogens bagpå karjolen og førte tømmerne.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.