IX.

178Hansemand hadde man sendt til Bergen i smedelære, noget han gladelig fandt sig i, og doktoren var ude til middag. Ensomt og trykket og skymmert var der ved bordet, Petra sad malpropert påklædt og jæpte med uforsonlig foragt, hvergang hun fandt for godt at se hen på morens eller Sannes gråagtige og forpinte ansigter. Det var pandekager til mad, tykke risengryns pandekager med puddersukker, og Petra lod dem vederfares retfærdighed. Men ikke slig, at hun på nogen måde lod sig mærke med, at hun fandt dem gode. Hun tog tre og tre af gangen, stak gaffelen i dem med en mine, som om hun desværre ikke hadde andet valg end at lægge dem i sig.

Idag tror jeg du får brev, sa Sanne velvilligt.

179Med optrukne øienbryn, mat og hadefuldt så Petra ned på den firskårne klumpede søster. Hvad var det som gik af hende? Trodde det rødskoltede dydskadaver, at hun nogensinde kunde hæve sig op i dannede menneskers fortrolighed? Vilde hun bli dame hun også, kanske? Ja, det var virkelig mistænkelig – for længe siden hadde hun aflagt at tæse huset rundt i halmsko med maven ud i veiret. Nu om dagene var det nette sko og trippende skridt, undertiden nynned hun en sangstump, og den der sorte glatte kjolen, som hun selv hadde syd hos madam Pedersen på Eidet, den sad unægtelig både fast og pent om den dumme figuren.

Sanne opgav at få svar og spiste videre, men Petra fortsatte at følge hende med sit væmmeligste blik. Endelig sa hun: Bry dig bare ikke, mor! det er komisk, hvor du pludselig er begyndt at interessere dig for mine anliggender.

Ta-ja, du er en tækkelig ung dame, det må man si! lød det fra fru Wang, som hadde hodet sørgmodigt på skjæve. Hun spilte nu for tiden den resignerte, der ingen vei kunde komme med sin vanartede datter. Efter Hansemands reise hadde Petra foranstaltet de utroligste kampscener; som to megærer hadde hun og 180moren ståt mod hinanden, hårtotter hadde de slidt af hinanden, og om nætterne hadde hun hulket og båret sig som et galt menneske, fordi der endnu ikke var kommen brev fra Kristian, og fordi hun ikke fik lov til at drage hjemmefra. Doktoren var blit spag af sorg og forskrækkelse, han undgik at skride ind og holdt sig mest mulig ude i «praksis». Og de stunder, han ikke andet kunde end gi sit besyv, indskrænked han sig til at meddele datteren, at hun fuldstændig var moden til en sindssygeanstalt, og at næste gang hun skaffed ufred i huset, skulde hun ske en ulykke.

Petra var fortvivlet, rasende. Aldrig, aldrig skulde de få hende indbildt, at hun bar ansvaret for hjemmets uhygge. Tvertimod. Ja, hun var sikker på, at de selv i sit stille sind indrømmed, at hendes formeninger om hele stellet var så rigtig som dagen er lang. Men en ting tålte de ikke: at kyllingen vilde lære hønen at værpe. Moren især haded hende, og hun var den fuleste; hun vidste at pine hende og stikle med forlovelsen, udbrede sig over, hvor dårligt Plesners vilde være tjent med at få sligt et spektakel af en tøs i familjen. I det stykke var fru Wang stik modsat alle 181andre mødre. De fløi jo som gale for at få døtrene gift.

Så stærkt hader hun mig! tænkte Petra.

Å gud hvor hun var spændt på posten!

Da Gamle-Erik hørtes i gangen, var det knapt hun kunde sidde rolig på stolen, og da han tren ind med skindhuen under armen og halte breve og aviser ud af sin solide stastrøie, for hun bort, rykked alt ud af næven på ham, fandt sit brev og slængte resten henover bordet. Ved vinduet, hvor det var tålelig lyst, satte hun sig, fast bestemt på at le over hver eneste kvikhed i Kristians skrivelse. Så kunde moren ha det så godt og ærgre sig; alle hendes og fru Plesners skumlerier nytted aldrig det gran overfor Kristian.

Kjære Petra!
I den sidste tid har jeg tænkt og grublet over vort forhold. Du kan ikke begribe, hvor jeg har lidt af den grund. Siden isommer har dagene været uger og ugerne måneder, men jeg er nu endelig bleven klar over mig selv og kommen til eftertanke. Dette må du ikke forstå således, at jeg er bleven påvirket af andre eller at jeg ikke længere bryr mig det mindste om dig. Men 182når tænker du, at vi kunde gifte os? Jeg som studerer medicin og har mange, mange år igjen. Gamle og grå vilde vi være Petra, før det kunde ske. Derfor er det til dit eget bedste – – –

Petra glemte hvor hun sad. Tåre for tåre rendte ud af øinene, papiret stirred hun på uden at se mere. Hun syntes, hun var bleven pustet på bagfra af et koldt gab eller bleven pumpet tom. Hun blev ræd, hun skjalv, hun begyndte at fryse. Men nogen mening, nogen tanke hadde hun ikke, før hun vækkedes af moren, som harked. Da sprang hun bort, kasted sig ned på sin stol og slang sig fremover bordet med brevet i hånden. Det forekom hende, at moren med et ondt smil sad og gumled pandekage og så ned i tallerkenen, og Petra stirred og stirred på det benede grå ansigt, hvis udtryk skjultes af halvmørket, stirred og stirred, en rædsel var det, stirred til hun ikke så ansigtet længer, men bare et eneste tydeligt lysende, satanisk og taust smil. Hun lod hånden falde, den følte sig i pandekagefadet, den greb nedi og slængte, sikkert og muskelfast slængte den, hvad den holdt, midt ind i det fæle syn. Fru Wang rykked bag på stolen 183og glodde, stumt forskende. Hendes opspærrede forundrede blik trængte ind i Petra som en angst, der satte sig fast og ved at ta rigelig plads og skyde alle andre fornemmelser tilside varskudde, at den vilde bli siddende evig. Brevet trak hun til sig, famled efter kjolelommen og stak det ind der, hvorefter hun løfted sig op af stolen. Da hun mærked, at Sanne var nærværende, at den fordums skinhellige sladderhank sad og glodde på moren med uvillige øine, gled der en undring gjennem hende, men hun glemte det straks.

Hun kom sig ovenpå, fyrte i ovnen og satte sig foran den med korslagte arme og fødderne på pladen. Slig sad hun den hele eftermiddag, og fuldmånen steg bleg opover himlen. Der blev stilt i huset, Sanne og moren gik sammen ud, de skulde til Rivenæs ikvæld. Den var længst forbi den tid, da Petra blev budt med. Moren fandt på sligt deiligt påskud for at slippe hendes selskab. Hun var så ubeskeden, hed det, man måtte skamme sig for folk over at ha hende til datter. Men Petra hylded nu det ord, at når man sidder i kirsebærtræet, skal man spise. Ikke at ta for sig når man hadde lyst på retterne, det var 184uærlig og affekteret. Og for Petra var det en livsbetingelse at være sand. Kun ved at præstere en ærlighed større end forældrenes, større end nogens, hun kjendte, kunde hun få fred for sin samvittighed og rolig som en martyr trodse videre mod det fjerde bud.

Petra sad der og bed i sin våde lommedug, og imellem tørked hun den, når den af gråt og af snuen, som fulgte med tårerne, var blit altfor våd. Når far’en ud på kvælden kom hjem og fik sagen serveret, vilde han sikkerligen slå hende styg, denne gang blev det nok alvor af. Og sin mor følte hun rædsel for og haded hun med det samme grøssende had, hvormed hun som barn haded heksen, der bodde i hytte af menneskeben og lokked unge piger til sig for evig at seigpine dem. Og drevet af angsten arbeided Petra planer på planer til at komme afsted med skibet imorgen tidlig. Før nogen kom hjem iaften, måtte hun være ude af huset, kanske Gamle-Erik kunde være hende behjælpelig og fortælle, hun var kjørt opover til Indrebygden med en eller anden bondejente. Men ombord turde hun ikke begi sig før i sidste øieblik, det kunde jo tænkes, at de fatted mistanke og søgte efter hende der inat. Hun 185pakked lidt undertøi i en familjejournal og tog frem af sine kommodeskuffer de af sine småting, der hadde nogen værdi eller minded om Kristian. Hans fotogram, som hang over sengen i glas og ramme, og alle hans breve kyssed hun og stak dem til sig sammen med pengene fra Karoline. Kjolelommerne blev tilsidst stappende fulde og så tunge, at hun måtte lense dem og gjøre et knytte af et fint silketørklæ til at bære tingene i. Efter at ha vasket sig, lå hun på sengen og nød en hvile, en ro uden angst, uden påtagelige fornemmelser, det var ro, fordi hun skulde undgå at bli skamslåt og fordi hun nok ante, der endnu kunde bli ting at glæde sig ved i tilværelsen, at alt endnu kunde ordnes til det bedste. Gud, hvor det skulde bli deiligt at komme til den store morsomme by og græde med Karoline! Og Kristian skulde få hele sammenhængen at vide; og hvor det vilde bedrøve ham al løgnen, man hadde sat ud om hende, når hans øine nu blev åbnede! Endelig bad Petra en brændende bøn til gud, at hendes far snarlig vilde skrive til hende og erkjende det feilagtige i sin opdragelsesmetode.

Månen var hendes timeviser, da den hadde trukket sig bort fra vinduet led det til kvældstid, 186og hun reiste sig. Men før hun gik nedenunder, så hun for sidste gang efter, at værelset tog sig ud som ellers, at intet skulde bringe anelser om fuglens flugt.

Gamle-Erik var ikke at finde hverken på kammerset over stalden eller i hønsehuset eller i noget af værelserne. I spisestuen var der ikke sat mad frem, hvoraf hun slutted, at også far’en skulde bli ude til aftens. Der var altså god tid, hun trak kåben på sig og bragte sine sager i sikkerhed under verandatrappen. Og så gik hun ind på Hansemands rum, åbned vinduet og la sig til at stirre nedover mod Kapteinsgården. Al sneen var gåt af markerne, og nede i hjulsporene på veien blinked det blankt af tyndfrossent vand. Det var denne fuldkomne stilhed, hvor hver lyd høres og vækker hver sine forestillinger, og det kolde halvlys, hvor man ligesom venter, at en taus kat skal dukke frem og snige sig lydløst henover jorden. I drømmende sentimentalitet vilde Petra dvælet ved den månelyse Kapteinsgård, men der indfandt sig ingen af de søde erindringer, som burde seget frem ved beskuelsen. Meget mere fyldtes hun af spænding for, hvad der vilde bli følgerne af flugten, og den hviskende 187stilhed fik hende til at tænke på Tornerose i det fortryllede slot. Nu nærmed tiden sig, at hun skulde vågne til virkeligt liv, at alt skulde komme for en dag, og så sandt der var en barmhjærtig gud, måtte de onde mennesker bli omvendte, så hun selv og Kristian kunde få et liv i lykke.

Hun fik øie på to skikkelser, en mand og et kvindfolk, som nærmed sig nede i veien. Snart kjendte hun Sanne på den kluntede figur, og den anden han var kavaller, lod det til, og bøied sig kurtiserende fremover.

Nei se mig til det lille høns – har hun ikke fåt sig følge!

Formontlig skulde hun hente noget, eller hun hadde glemt at lave kvældsmad til Gamle-Erik. Han fik skiver når de andre var ude og det ikke lønned sig at la ham koge grød. Petra trak sig ind, lukked vinduet og låste dørene, både den ud til gangen og den til stuen. Han som fulgte søsteren, var kandidat Knudsen, ganske rigtig ham, som var kommen i logi hos madam Pedersen straks efter at Sanne var begyndt at sy der i høst. Petra vidste intet om manden andet end at han var fritænker og at man stygt spekulerte på at si 188ham op fra «skolen» af den grund. Ellers var han nærsynt og vist græsselig sprænglærd.

Der lå altså hunden begraven! Intet under at søsteren gik og øved sig op i fine manerer om dagene, intet under at også hun begyndte at ønske sig menneskelige vilkår. Men Petra syntes egentlig, det var for komisk. Denne Sanne, denne sinker uden interesser, dette trækdyr, som fuldstændig hadde bøiet sig under hjemmets tvang og som satte sin høieste lykke i at få ros for huslighed, hun gjorde sig forhåbninger! Petra fandt det frækt og indbildsk, hun var i årenes løb kommen i vane med at betragte søsteren mere som gammelt udtørket og indflydelsesrigt tyende end som kvinde.

Sanne og kandidaten – han var en ynkelig foroverludet skikkelse med hænderne frysende dybt i frakkelommen – passerte forbi vinduet og kom ind i gangen.

Nu tænker hun at gjøre sig vigtig for mig med sit fine følge, men det skal vi ikke ha noget af! tænkte Petra.

Værsego’, værsego’ – vil de ikke se ind i stuen? hørte hun hende si med den sukkersøde røst, som moren også pleied at bruge overfor fremmede.

189Petra stod midt på gulvet, hun tog til at overveie, om det måtte kaldes lytting, hvis hun ikke stak fingrene i ørene, til de var gåt igjen. Sanne tændte lys derinde, fløi så ud, op trappen, ned igjen, ind i kjøkkenet, ud på gårdspladsen, og endelig vrikked hun i den låsede dør til Hansemands værelse.

Ikke begriber jeg, hvor hun har gåt hen! råbte hun så inde i stuen.

Ja så, nå – deres søster – er hun ikke hjemme?

– Petra kunde høre, kandidaten hadde slåt sig ned i sofan lige bag væggen.

Nei – og hun har ikke fåt aftensmad. Men kanske er hun gåt bort på Oppegård. – Uf, De kan ikke tro, Knudsen, hvor liden lyst jeg har til at gå tilbage i besøget.

Jeg siger ikke om det, frøken – man er ikke meget åndrige hos Deres onkel.

Nei, tænkte Petra, det var så sandt som det var sagt. Men Sanne – det måtte man si, hun var familjær! Slap hun sig ikke ned derinde i sofan ved hans side, så det knak i de gamle fjære.

Der fulgte en taushed, hvorunder det suste Petra for ørene af spændingen.

190Å gud, hvad skal jeg gjøre! råbte Sanne fortvivlet.

Med dyb og øm stemme spurgte han: Hvad er det, som er så trist, frk. Wang? – Er det det, at de er glad i mig?

Ja.

Petra skvat til over det svar, så fast kom det.

Lidt efter hørte hun:

Nei ikke græde, frøken – ikke græde – er det da så trist at holde af en?

Ja, når De ikke føler sligt for mig, så –

Petra stod med opspilte øine og vrikked hodet frem og tilbage af forbauselse. Hun hadde hele tiden ståt i samme stilling, så åndeløst spændt, at hun var ved at falde overende.

Jo, jeg har jo sagt Dem det, frk. Wang, jeg er glad i Dem, virkelig glad i Dem er jeg, men ikke på den måden som De – De skal bare lære at foragte mig, så går det nok over.

Jeg har forsøgt, men jeg kan ikke foragte Dem. Alt det stygge, De har fortalt om Dem selv, det har de digtet op, bare fordi De vil skræmme mig og bli kvit mig. Og selv om det var sandt – –

191Her hørte Petra en snufsing og en næse som blev pudset.

Så-så-så-så – – – da, frk. Sanne! trøsted kandidaten.

Huf, hulked Sanne, og det værste er, at jeg nu ikke længer kan være så hyggelig mod mine forældre, som jeg burde. Jeg tror, jeg kommer til at hade dem – åh! åh! åh! jamred hun.

Så-så-så-så – ikke græde nå da, frk. Sanne – – – De skal se, at en dag kommer nok den rette – en ung vakker dame som De blir nok gift.

Jeg vil aldrig, aldrig, aldrig gifte mig! Mine fordringer er blit så store nu. – Og hun hulked videre, sårt og sagte. Petra hadde fundet det hele ækkelt i begyndelsen, nu var hun gråtefærdig af medynk. For al del måtte dog søsteren ikke ane, hun kjendte hemmeligheden. Og Petra følte blodet gyde sig varmt gjennem kinderne ved en ædel beslutning, hun tog. Fra Bergen vilde hun skrive et langt, langt brev til sin far og skildre alle Sannes lidelser. Kanske hvis hun hadde fåt bedre opdragelse og finere manerer, hadde denne skikkelige videnskabsmand nu kunnet elske 192hende og gjort hende lykkelig. Når far’ens sidste håb, når selv hans Sanne ikke længere holdt af hjemmet og forældrene, da måtte han vel komme til eftertanke!

De reiste sig inde i stuen og gik ud, forbi vinduet og nedover til veien. Noget hjælpeløsere end den kluntede søster hadde Petra ikke set i sit liv, hun hadde lyst til at løbe efter hende og råbe: Vent bare, vent bare, du skal nok få det bedre, når jeg har skrevet mit brev fra Bergen! Men istedenfor gik hun ovenpå og skrev en seddel, som Sanne måtte finde, når hun kom. Der stod forresten ikke andet end at hun hadde fåt indbydelse til at besøge kjendte i Indrebygden, og at hun kom tilbage imorgen.

Petra hadde i årrækker betænkt søsteren med hellig foragt, nu på en kvæld var hendes syn ændret, nu gren den tidligere behandling mod hende som en forbrydelse. Hun begyndte at føle sig usikker, ti af al den vilje, af alt det rygstød, som hun hadde eiet i sit had, var en meget stor portion seget bort under hende i løbet af en halvtime. Sanne, forældrenes fordums spion og høitbetrodde husholderske! Men slig var det med dem allesammen, de gik og 193skjulte sine anliggender for hverandre til det blev bare fiendskab og mistanke. Sossen f. eks. – hendes egen far og mor kjendte mindst til hvad hun gik igjennem med den halvtussede Hannibal. Stakkars, stakkars Sossen! Hvem kunde nu også anet dengangen, at slig en poleret mandsling med sligt et glat bonbonfjæs, at han skulde skjule en øglesjæl? Nu lå Sossen syg, siden barnedåben i søndags hadde hun ligget og to gange havt de voldsomste anfald af krampe. Skum hadde vældet ud af munden. Hverken moren eller far’en tålte hun se – vilde de vide fra hende, måtte de høre sig frem hos doktor Gjerløv.

I ubevidst trang til at ta afsked ialfald med et menneske begav Petra sig på veien til Sorgenfri, således hadde ingeniøren fundet på at kalde sit sted. Kommen på broen, opdaged hun Sanne og hendes kavaller langt borte i måneskinnet, derfor gav hun sig til at hænge over rækværket og vente. Her hadde hun ståt og ventet såmangen en kvæld i sommer og sommeren der før og i drømmende velbehag stirret og stirret ned i den blanke elv, til Kristian kom plistrende nedigjennem alléen, glad og mæt efter sin gode aftensmad. Så skulde nu han altid 194more sig med at la hvide papirstrimler sne ned i strømmen, og de stakkels ørreterne hadde ikke bedre vid, de trodde det var insekter og glæfsed og spytted ud igjen, glæfsed og spytted ud. Stod han ikke her den lange prægtige gutten, troværdig som et barn, og lo af fiskene? – Petra kjendte de varme tårer bryde frem. Altid hadde hun havt meget bal, før hun fik ham til at rive sig løs fra fornøielsen, men han var så morsom – hun lod tårerne få løbe. Og mens stod månen ret oppe over fjeldet og lyste i vandet, og de halvrådne træbukkene, som stak ud i strømmen og på vårparten tog mod så mangt et tørn af vældige isflager, de hadde et bedrøvet udseende, som om de også hulked taust i sin bundethed. Frem med lommetørklædet – men så stamped hun i broen og begav sig på vei igjen. Der var ingen tvivl, Kristian hadde aldrig skrevet det brev i nogen ond hensigt. Nei, nei, nei, jamred hun, – man har løiet ham fuld om mig, man har indbildt ham, at jeg ikke elsked ham længere. Å gud, gud, gud – –!

Hun turde ikke gå gjennem Eidets gade, men lusked nedover de sorte hardfrosne agre og videre langs stranden.

195Hun kom til Sorgenfri. Huset, søsterens uhyggeligt ensomme og tause pinselssted, kasted en dødsdyb skygge langt ind over skovbunden og høit op på de nærmeste furuers halvnøgne stammer. Huf, det grøssed i hende, her var fælt og koldt og stilt; som om en ånd var efter hende, hasted hun op bag huset og styrted ind i kjøkkenet uden at turde se sig om. Der hang en lampe med blikskjærm i taget, og på komfuren kogte en gryde vand, låget løftedes med sagte pusch og slap skodder af damp ud. Fuldt op af skidne kjørler slang over kjøkkenbænken – gjerrig var han den samme Hannibal, han vilde ikke leie en tjenestejente nu, konen lå syg. Alle disse kopper og tallerkener og glasser, de skulde ligge således, indtil Sossen kom på benene igjen.

Kem e det? hørte hun en rå stemme, hun så op, der stod svogeren på øverste trin af trappen til loftet.

Jeg skal tale med Sossen, svarte hun, så bryskt hun kunde.

Kom op då, stå ‘kje der og glo, – men se først, om toddyvandet koker?

Ja det koger.

Let han af då, dit tussebeist, la ‘kje gryten 196stå og koke over? – Dermed forsvandt han og smeldte en dør.

Hun løfted gryden af hullet og karred gløderne udover, steg så op trappen og gik famlende et par skridt henover til hun fandt døren.

Så for fan’en! skreg svogeren, da hun åbned den, – ikkje kom ani mine seilegaren!

Petra blev stående målløs af forbauselse over hvad hun så. På kryds og tværs over hele værelset var der spændt hyssing, og midt i stod den lille Hannibal som en edderkop i sit spind. Hvad skulde dette bety? Luften hadde han forpestet med tobak, og han var yderst lurvet påklædt, mansjetter eller snip var der ikke tale om, skjorten om den tørre gule hals var skidden, og endnu skidnere hang linningerne ned under jakkeærmet, ud over hænderne, som dirigerte alle trådene. Vesten var opknappet, og fødderne stak i et par gabende soldaterstøvler. Det var væmmelig, hvor han var forandret siden ægteskabet! Ikke gad han snakke andet end det simpleste pøbelsprog, og ikke gad han gå klædt som folk. Gud, at være gift med en slig fyr!

På bordet oppe ved vinduet var en lampe med mathvid kuppel, og ved væggen ret foran 197hende, i skygge af sengens høie hovedgjærde lå Sossen, støttet på albuen, og gynged vuggen med den frie arm. Hun lå i stivt hvidt nattøi som til parade, øinene var ligegyldigt og koldt fæstet på søsteren. Som om hun ingenting hadde imod, at jeg reiste til Bloksbjerg! tænkte Petra. På natbordet ved siden af vuggen stod endel medicinsflasker og et glas med vand og olje, øverst på oljen flød en tændt væge. Og over alt sammen spændte Hannibals hyssing, han selv stod med snadden i munden og spytted og harked maliciøst. Petra fik det indtryk, at han kun hadde lavet sit spind i lumsk lyst til at irritere konen. Hun fikserte ham iskoldt og mat og fik den fornøielse at se ham bli forlegen.

No e eg straks færdig her, så kan dokker prate såmykkje dokker vil, – dermed gav han sig til at gå rundt og løsne garnet, som var fæstet i sengestolperne, i dørklinken, i ovnsgesimsen, i spikrer på væggen og andre steder. Mens Petra vented på at passagen skulde bli fri, begyndte væsenet i vuggen at bekjendtgjøre sin existence.

Se så, ska no ongen te at hyle igjen – nei no vil eg rigtignok ner og ha min toddy! – skyndsomt rev han hyssingen af de sidste 198fæstepunkter, lod den slænge over gulvet og forsvandt. Sossen lå med hånden nedi den røde vuggedyne og holdt gummitåten ind i munden på den lille.

Goddag, sa Petra, hun gik frem og rakte hånden over barnet.

Goddag, svarte Sossen ligegyldig som hun pleied. Petra fik en hånd, hvidblå og mager, hun følte det som et søsterens sidste farveltryk før døden. Og slig hun så ud! – huløiet og slap med indsunkent spidst ansigt under det rige hår. Den fordums så tapre, bredvoksne Sossen! Hendes øine hvilte bekymret på barnet, og læberne var lukket som om hun hverken selv vilde tale eller høre tale. Petra keg ned i vuggen, nysgjerrigt og undselig, men kun et øieblik, så ækkelt og slimet så det ud, det blegrøde hode.

Hvorfor gjorde han alt det med seilgarnet? spurgte hun inkvisitorisk.

Han skulde måle hvormeget der var – han skal se, om det kan strække til til et net.

Har han ikke andet at ta sig til end at lave garn – hvorfor spændte han det så over hele stuen, det var jo langt lettere at måle det på andet vis?

199Sossen faldt ned på ryg med et utålmodigt pust, men lod hånden fremdeles vippe til vuggen.

Du behøver ikke spørre – når han måler det på den måde er det, fordi det er bedst.

Gud for et svin – skulde ikke han skydes ned som en hund, skulde ingen! tænkte Petra.

Hvordan er det med dig nu – Sossen?

Å, det er bedre nu, svarte hun kort uden at løfte øinene, – men sæt op vinduet, Eivind har ikke godt af denne tobaksrøgen.

Petra gik til vinduet. Han måtte jo være komplet gal den djævel, som således snigmyrder sit eget barn!

Du skulde få et rullegardin her, Sossen – folk kan jo klatre op i træerne udenfor og se ind.

Vi hadde en jalousi, men jeg ved ikke, hvor den er, – Sossen kasted sig op igjen på albuen og vugged hårdt. Det var som om hun plagedes af søsterens nærvær, men ikke turde be hende gå igjen straks.

Høh, mumled Petra, naturligvis har dyret under et af sine anfald kastet den i ovnen for at ærgre hende!

Du ser forfærdelig dårlig ud, Sossen!

200Synes du? du ser ikke noget videre ud du heller, svarte Jensine spidst.

Hvordan? – er jeg blit meget mager, synes du?

Det er jo interessant det, tak din gud til du, mor.

Hvorfor er du så rar, så spottende? spurte Petra efter en pause. Har jeg gjort dig noget?

Nei – og hun slog over i en hidsig tone – men jeg liker ikke, dere kommer her. Dere går bare og snakker ondt om Olsen bagefter og gjør nar af stellet vort. Vi greier os så inderlig godt uden dere! – Luk vinduet igjen nu, han begynder at fryse.

Det var derfor jeg kom til dig – for at si farvel, svarte Petra mørk. Al den gamle respekt for søsteren gik fløiten, hun syntes, hun var sunket uendelig dybt. Således at ta parti for sin egen bøddel!

Har Kristian slåt op, siden du vil reise? spurte Sossen, da vinduet var bleven lukket igjen.

Slåt op! – langtifra, hvor kan du falde på det?

Men hun følte, hun rødmed, og blev stående med ryggen til værelset, som om hun så opover 201skogens månelyse trætoppe. Hun hørte det ruske i tøiet nede i sengen, og hun indbildte sig, at søsteren lå fremoverstrakt og stirred skarpt på hende. Pludselig slog hun helt rundt på gulvet og gik, under påskud af at fryse, ned i halvmørket ved ovnen.

Nei, men jeg må reise. Imorgen tidlig går dampskibet. – Hvorfor jeg må? Der var en scene til middag, og når hun nu sladrer – de er hos Rivenæs’en iaften, pappa også – så vil han slå mig fordærvet, det har han sagt, han vil gjøre, hvis der kom noget nyt.

Hvad vil du i Bergen? Jensine lå mat på puden og vugged med lukkede øine. Hendes spørgsmål lød medynksfuldt og foragteligt.

Foreløbig skal jeg bo hos Karoline, hos hendes onkel, og senere kan jeg vel altid få en plads som guvernante eller noget sligt, svarte Petra overlegent og så op i taget. Hun fandt ikke søsteren værdig til at bli betrod mere end hvad der var høist nødvendigt.

Jensine svarte ikke på en stund, bare vugged, sagte og irriterende, og Petra fulgte vuggen med øinene, til hun syntes, hun begyndte at hade den, syntes den var en maskine, som med dæmpede slag og ubønhørligt arbeided 202sig henigjennem æteren og førte søsteren afsted til fjerne og fiendtlige egne. Så skvat hun op ved den hånlige røst:

Guvernante! – Nu, alle vil ha musik og først og fremst en eksamen fordres! Du er gal Petra, absolut gal.

Får jeg ikke post, kan jeg altid bo hos Karoline indtil videre. Engang går han vel i sig selv og sender mig penge, så jeg kan uddanne mig.

Og du tror, Karoline i længden vil ynde dit besøg! – Du, som arriverer derned uden penge, uden toiletter – ja for du indbilder dig vel ikke, at du passer i selskabslivet med dine stofkjoler og dine bondestøvler, eller at Karoline vil gå med dig på gaden, når du har den korte kåben der? Og hvad vil du da gjøre, når hun er flau for at vise sig med dig og lidt efter lidt blir kjed af dig? Du står alene i den fremmede by – husk på Mogens, som kanske endda ligger på det hospitalet og ingen hjælp har. Nei mor, det er din egen skyld, fuldstændig din egen skyld, at du sidder i det som du gjør. Du er for grøn og du er for sangvinsk. Der er en regel, en smertende, bestandig regel, at alle mennesker, før de blir voksen og 203skikket for livet, må forløbe sig og gjøre galt, forløbe sig og forløbe sig og for hver gang ydmyge sig og få et opgjør. Men egensindige og stive som alle dere er, falder det tungt at ydmyge sig for sine forældre, allerhelst når disse også har feil. Far kan ikke erkjende, han har uret, det må du forstå. Han er ulykkelig i sit ægteskab, det har gjort ham hård og streng, og han er af den gamle skole, kan ikke forstå, at dere pukker på bedre behandling. Han synes ikke hans egne barn fortjener noget godt, han har ikke set andet end trods og styghed af dem. Og rømmer du nu, er det meget mulig, at han vil græde for sig selv inde på sit kontor, men aldrig, aldrig tåler han høre tale om dig mere, aldrig – det er han for stivsindet til – vil han be dig komme hjem igjen eller sende dig penge. Kun hvis du vender tilbage af dig selv, hylende af anger – – –

Ja hold op med det der! skreg Petra og tramped i gulvet. Hun hadde hørt på hele leksen med opadvendt spidst åsyn, overbevist om at Sossen lå og moraliserte uden spor af oprigtighed. Kun det om Karoline fæsted hun sig ved, det stak hende skarpere end hun vilde 204indrømme for sig selv. Der var noget af den slags upålidelighed ved den fine veninden. Mere og mere pinfuldt blev det, tilsidst holdt hun det ikke længer ud at stå ligeoverfor søsteren og gjøre ligegyldige miner, hun åbned døren, sa et hardt farvel og steg ned trapperne.

Hun hilste ikke til Hannibal, som sad på kjøkkenbænken med dinglende ben og røgte og drak toddy.

Ude på veien brød gråten løs. Ingen, ingen hadde hun at holde sig til.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.