V.

83En kvæld ud i februar, det var vinteren efter, og pusled doktoren inde paa sit kontor, i sideværelset sad hans børn og hans kone under spinkelt lampelys og spiste sin grød, grågul rugmelsgrød, tynd suppe. Alle var de grå og grætne og tunge, ikke en frisk mine hos nogen af dem, ingen samtale førte de. Fru Wang holdt med den ene hånd om spanskrøret, mens læberne i det udhviskede ansigt kneb sig sammen i skolemesteragtig biskhed. Røret lå tværs over dugen bort til Jensine, det skar bordpladen i to dele som en korde en cirkel, og på den afskårne stump stod brød, ost, smør, en flaske øl og en flad tallerken med en serviet under. Doktoren hadde ikke spist endnu. Så kom de fem grødtallerkener og melkekopperne med lige store mellemrum. Hansemand, han 84sad vis à vis de for faren bestemte herligheder, hadde slåt sin melk udover grøden for at slippe den tidsspildende dypping. Både han og Petra afskydde vællingen og slugte hver skefuld hurtigere end ond medicin. De var lige disse to søskende, hadde samme lyslyse øine, Petras var kanske mere tinagtig hvide, og de hadde begge hvidgult hår, som hos hende hang i en tung flette ned over korsryggen. Hun rynked panden, lod skeen klaske i koppen, så melk sprat til alle sider, og gav uafladelig sinte blæs fra sig. Men hvergang den lange fugletørre hånd greb fastere om røret og morens onde øine sattes i hende, gav hun det udseende af, at de sinte blæs gjaldt grøden, der hos hende som hos de andre flød ud af skeen og ned i melken, når hun skulde dyppe. Ja vogt dig bare, unge! skreg fru Wang og lod krabasken gjøre ildevarslende klask. Petra hadde ved måltidets begyndelse præsenteret sig med skidne næver, derfor var den i al hemmelighed bleven hentet af Sanne og overleveret til moren, som pludselig hadde drevet den svidende ned på den vanartede datters fingre. Men Petra mønstred de andres fingre, Hansemands og Sannes, og fandt ud, at intet var smudsigere end den 85forgudede yngste søsters valne poter. Denne yngste spiste med andagt og halte for hver mundfuld skeen blank ud mellem læberne, som om den var gåt ind med prinsessepudding i. Hun hadde et forædt udtryk i sit deminutive ansigt, og alt i ét vandred de runde ubehjælpsomme øinene fra Sossens tallerken til Petras og fra Petras til Hansemands, undersøgende om nogen sølte så lidet som hun.

Der hørtes et rasende hark fra kontoret, hvorefter en skuffe smeldtes hårdt i. Sanne og hendes mor vendte ansigterne forfærdet mod døren, de andre følte sig for lidet solidarisk med familjen til at ville vise nogen opmærksomhed.

Mågens! brølte det.

Spring ind Sanne, og sig, at Mogens er ikke kommen endda.

Men idetsamme viste manden sig, lang og ludende i skjødefrakken, ansigtet var som hvidsminket under det fortvilet ildrøde hår.

Mågens! – Er Mågens ikke her?

Hvad er det da, Nikolaj?

Er han ikke hjemme iaften heller! – Hvor er han? – sig, har ingen set ham?

Alle hoderne bevæged sig frem og tilbage, 86og mundene åbned sig til et nei, mens hans lysende guldbriller hugged sig fra den ene til den anden, ringen rundt. Så bed han læberne sammen, det var som om skjægget droges ind mellem to maskinhjul, knytnæven sloges mod bordet, og øinene skrued sig ned i konens langhøie glatkjæmmede hode.

Har du åbnet skrivebordsskuffen idag?

Nei.

Har du Sanne?

Nei.

Du Hans?

Nei.

Petra?

Nei.

Da kjender altså du Sossen til det! Det er jo du, som skal passe på, at ingen sætter sin fod i kontoret, når jeg er ude.

Jensine så ikke op på ham, hev bare undvigende med hodet.

Der er stjå–let pen–ge! hvisked han leende, og bagefter råbte han høit med et slag i tallerkenen, så den sprang i stykker: En blank flunkende ny tikroneseddel, der var tyve, nu er der nitten!

Om han med den sataniske latter hadde 87hvisket til dem, at det ene medlem af den treenige gud var bleven myrdet i sin himmel, kunde familjen ikke blit mere forfærdet. Og mens alle gjorde op med sig, at Mogens måtte være manden, bøjed de sig over tallerkenerne og fandt slet ikke på at forlade bordet, da grøden var spist.

Doktoren lukked kontordøren, stak tommelfingrene ind i vestens armhuller og gav sig til at tråve rundt bordet.

Vil du ikke spise? bad hans kone og la hodet sørgmodigt på skjæve. Han hørte ikke, bare jog rundt dem, så der stod træk af hans skjøder.

Vil du ikke spise?

Med en stemme, så brusten og hul, at den pludselig kasted Petra og Hansemand ind i fortærende anger, svarte han:

Å nej, mine børn sørger nok for at beta mig appetiten!

Men i en anden tone skreg han straks efter:

Så han er ude i aften også, den laban! Hm – ør, hm – hursch! Ende på tugthuset, det aspirerer han til! – Er det ham, som har 88stjålet de ti kroner, så ved den levende gud skal han i lensmandens klør!

Du ved ingenting endnu! råbte Jensine og stamped i gulvet. Hun gik bort til væggen, hvor hun i halvmørket satte sig på en stol med hænderne i fanget.

Ti! – Det er din skyld!

Ikke engang sin ældste datter skal man kunne ha nytte af, skal man kunne stole på!

Du indbilder dig kanske det er en nydelse at gå herhjemme og agere politi for dig! – Hæh – hæh! Nej vær sikker på det far, at hadde jeg kunnet komme mig bort, så –

Vær’sgod, rejs, rejs, rejs! lo han og stansed op foran hende.

Nei så du vil rejse! Vær’sgod reis du, hvis du har penge! det er vel med dig som med din mor, hun får også rejselængsler imellem, hun kan heller ikke holde ud, – at hoppe op som en hjort og falde ned som en lort, heder det!

Jensines skikkelige ansigt fyldtes med tårer, men hun slog modig armene overkors og så op på ham.

Mor, hun bindes af andre bånd end jeg, og alligevel var det naturligt, om hun hadde 89rømt sin vei for længe siden. Bare det, at du håner hende som børnene hører på, bare det var nok. Det hjælper ingenting, at du bagefter pisker dem, fordi de følger dit eksempel, fordi de har lært sig til at foragte hende. Hvad mig angår, skal jeg vise dig, at jeg skal komme bort, jeg holder ikke længer ud herhjemme!

Dermed løb hun paa dør, de hørte hulkenen bryde løs udenfor. Doktoren blev spag, han bøied sig velvilligt ned over sin kone.

Har – har hun ymtet noget – tæ – noget – æ – om ham der, nå – ham der med den mopsede far’en?

Nei ikke som jeg ved, svared hun, lykkelig over den fortrolige tone og med et blink, der betød, at børnene var tilstede.

Børnene ja, doktoren fik det atter travlt med de forsvundne penge og begyndte at jage rundt bordet igjen.

Jo, det er nydelige børn man har! Dovne er de og upålidelige er de og penge vil de ødsle! Her lar jeg gutten reise ind til hovedstaden, og jeg afser ti daler af min usle indtægt, firti kroner om måneden afser jeg til kost og logi, og ikke har han været derinde stort over et år, før han kommer krybende hjem 90igjen, udsultet og lige kundskabsløs som før. Han holdt ikke ud med saa lidet penge! Haha! Stormandsgalskab har han! Som om ikke jeg i mine studenterdage måtte nøies med ti daler og greied mig godt med det! Og nu vil han reise til Bergen, til skolen der, der skal han være flittig, lover han – jovist! Gode løfter og fedt flæsk! Men da jeg lar ham læse privat med den nye filolog på Eidet, så går han og ræsonnerer over hjemmet, over maden, over alting og pukker på lommepenge! Jo jeg skal gi ham lommepenge! Indbilder han sig, at han er kommen hjem for at trassere på mig, så tar han sgu feil!

Døren til gangen åbnedes, Jensine viste sig, påklædt til at gå ud.

Hvor skal du hen?

Jeg skal søge efter Mogens. Her er bud fra de gamle frøknerne Schnitler, den ene er forkjølet –

Bed Erik spænde for!

Vil du ikke spise lidt først Nikolaj?

Jeg har jo sagt dig, jeg er ikke oplagt til at spise.

Nu reiste Petra og Hansemand sig, som dødsdømte, så triste og blege forsvandt de.

91Men den rødhårede Sanne bøied sit hode op under morens hage med den bemærkning: Huf, det var gyseligt det med Mogens, mamma!

Jensine sendte frøknernes pige ind for at hun kunde gi besked om sygdommen; selv stod hun en stund i døren ud mod gårdspladsen og overveied, hvor Mogens sandsynligst var at finde. Det vilde været bra, om man kunde få ham hjem, før far’en kom tilbage fra Eidet. Hun hørte nu ingen lyd inde fra huset, og ud over snemarkerne var det bare mørke. Et skarpt skjær fra lyset i kjøkkenet flød ud over den brune nøgne gårdsplads, opad den grå staldvæggen og ind vinduet til Gamle-Eriks værelse, hvor hun skimted den lange række stasklær, trukket på en staur under loftet. Staldporten var slåt på vid væg, det var som indgangen til en underjordisk hule. Så kom Gamle-Erik tutlende ud med en utændt lygte.

Kvik dig nu Erik, og spænd gampen for!

Det skulde nok ske, mente manden søvndrukkent og fik sig ind i kjøkkenet efter fyrstikker.

Endelig gik Jensine rundt huset og nedigjennem kjøkkenhaven; sneen dér var oplyst mat fra vinduerne. Nede i veien stansed hun 92atter og studerte på, om hun skulde gå til Oppegård eller til Eidet.

Hun så sig om til alle sider. Over dalen og over sletten derborte ruged himlen, dyster og mørkere end den snedækte jorden. Eksercerpladsen kransedes af sort skog, og fjeldet over skogen var også sort, men over dets kam, halvveis oppå himmelmuren, gliste lidt lyståge som et smeltet smørgran. Der bag stod månen.

Det blæste.

Fra alle kanter kom suset. Suset fra træerne – fra skogen oppe i udmarken, fra oldrene over elvebrinken derhenne, fra furumoen – det var som dæmpet sus fra tusen fosse. Enkelte gange drog et vindstød sig hivende og hårdere end ellers forbi hende, og det hvinte i havegjærdet og klapred i stalddøren. Naar det var lidt svagere, hørte hun et ihærdigt hundeglam fra en gård inde i dalen etsteds.

Nu ringled det i blakkens bjælder, hun vendte rådvildt ansigtet mod de fem-seks blinkende lys fra Eidet, men satte så i løb indover den mørke vei til Oppegård. Veien var fuld af tøsne, af slapse, som skvat hende op over læggene under kjolen, gjorde både den og kåben våd og tung at gå i, og seg gjennem 93skotøiet. Men hun løb, hun trykked muffen tæt ind til sig med armene, hun syntes det var beroligende i den uhyggelige nat at kjende sig selv, sit eget legeme.

Oppegård bestod af en klynge huse, tyve-tredve i tallet, som lå et par hundrede skridt oppe i bakken over landeveien. En bikkje kom farende imod hende og gav hals af alle kræfter, mens hun varsomt ledte sig frem mellem fjøse, lader, møddinger og grå husvægge, for her var svart og håbløst uddød. Jo endelig, der kom lysning fra en af stuerne, og hun steg op trappen. Først kom hun ind på det stenlagte kjøkkengulv, og løfted så på klinken over et lille lysende nøglehul. En stram tobakslugt slog mod hende og fik hende til at nyse. Ved væggen ret imod sad et ældgammelt ægtepar side om side i sin seng og røg skråtobak af hver sit kridtpibehode. På et bræt over dækkenet nede ved sengens fodende stod det osende talglys og fik øiet til at fæste sig ved et brunt kræmmerhus med karvetobak, en æske svovlstikker og et par hornbriller. Begge de gamle vendte sig forskrækket, deres små øine blinked blankt igjennem piberøgen.

Nei e de’kje ho Sossen!

94Jeg har ikke tid til at komme med indledninger, desuden er her slig stank! råbte hun, – men dere har vel ikke set noget til Mogens her på Oppegård.

Nei de har me ikkje, svarte konen, som sad nærmest ved væggen, og mandens mumiefjæs gynged frem og tilbage til tegn på, at heller ikke han hadde set Mogens.

Ja godaften da gamle! Og Jensine var ude af døren igjen.

Hun tog veien tilbage, drog sit hjem forbi og hadde allerede nået broen, da hun vendte om de få skridt og gik op igjennem Kapteinsalléen, som ruggedes af blæsten og hvor de sorte afføgne linde viste sig som to geleder uhyrlige sopelimer med skafterne i snemarken. Oppe ved den hvide herremandsbolig stanste hun nølende. Fra vinduerne faldt en masse lys ud over gårdspladsen, der var lys oppe og lys nede, næsten som skulde der været fest, og ædelgranene i de grønmalte trækasser udfor trappen svæved også, syntes hun, i festlig lysdunst. Nei, ingen luftning af uhyggen skulde trænge ind i den Plesnerske familjeidyl og gi anledning til diskussioner om hendes far og mor. Hun snudde, over broen, over den øde snedækte 95slette gik hun og løb hun, og da hun nådde hotellet, et af Eidets første huse, så hun blakken stå udenfor, bundet til det hvide gjærde. Der var lys oppe i spisestuen, høirøstede stemmer, glade sorgløse herrestemmer, som bragte tanken hen på toddy og fin cigarrøg, lød ud og hendes fars blandt dem. Hendes far – hun syntes, vinden måtte kunne føre røsterne ind gjennem gaden og fortælle alle menneskerne bag de nedrullede gardiner, at han var med og mored sig ikvæld. Hun steg op i gangen, hvor der hang en lygte, og hørte mer og mer forundret efter herrernes samtale. Da den kolossale madam Christensen viste sig, bærende et fad østers, bad hun hende hilse ind og forsvandt.

Nu vilde hun forhøre sig hos onkelen, landhandler Rivenæs. Men borte i gadens halvmørke skimted hun to dinglende skikkelser, der nærmed sig, arm i arm, slapsende i snemørjen, slagende og støttende hinanden og vekselvis lallende med salige tunger: Trallala – tralalalalala – heisan! – tralleralle – choh! Tydeligvis var den ene Mogens. Den anden var en armlængde høiere end attenåringen, uden dog at være mindre smal og tynd.

96Der kjem ei – hoek! – ei gjenta, hikked den lange henrykt og dansed mod Sossen med udstrakte arme.

Å langt i fra, – blev han flau nu, skrædder! sa hun og nidstirred op i et svart skjæg under en bulehat på toppen af den skranglede krop. Men skrædderen blev slet ikke forbløffet, med en paschas værdighed så han drukkent bebrejdende ned på hende, hikked derefter i slap majestæt og talte således: Stolte frøken, den tid kjem – hoek! – då skrædderne sit på tronen med scepter og krage – –

Hold mund tosken! det er dig, som har drukket Mogens fuld! råbte hun og skubbed ham tilside. Der stod han på et ben og balancerte, til han dat, hvorefter han støttet op mod gjærdet sang: Dudeli-dudeli-deia – choh!

Jeg er ikke fuld! Mogens kom til og dupped med sit sløvøiede hode ind i søsterens ansigt.

Skrædderen nærmed sig.

Revolutionen leve! – hoek! den tid kjem, då skrædderne ska hauste, ka di rike har samlet i lade, då konger og prinser … længer kom han ikke, hans krop, som hadde gjort slangebugtninger under hikkingen, stuped pludselig frem mellem de to søskende, så sneslapsen 97skvat til alle sider. Mogens blev stille med engang, bleg og ædru, og da han hadde hjulpet vennen på benene igjen, sa han: Jeg er så våd på fødderne, nu vil jeg gå hjem – godkvæld Knudsen.

Manden blev så såret over slig affeining, over slig ende på det behagelige selskab, at han uden at mæle et ord vendte dem ryggen. Saa gik søskendene hjemover, forbi hotellet, hvor der endnu var lys og hvor blakken fremdeles stod bundet til havegjærdet, og ud på sletten. Mogens hadde ondt for at følge søsteren, som næsten løb og ikke lod falde en eneste sætning.

Har ikke pappa været hjemme til aftens?

Jo, det tænker jeg nok, du skal få mærke!

Hvorfor det?

Skab dig ikke gut, du ved selv bedst, hvad du har gjort.

Hvad har jeg gjort?

Må jeg spørre, hvor du har fåt pengene fra til at gå og drikke dig fuld iaften?

Jeg er ikke fuld, forresten skiller det ikke dig. Vil du absolut vide det, så spenderte Knudsen. Men sladrer du noget om, at jeg har drukket med ham eller været sammen med ham, 98så skal jeg fortælle, hvad der har været mellem dig og kandidat Hansen, jeg. For det har jeg fåt vide i Kristiania.

Ja det er bra, det.

I taushed gik de så et stykke videre henover den sorte streg, som veien danned mellem snefladerne, og Jensine undred sig over, at den igrunden var hende så uendelig ligegyldig denne trusel. Her i blæsten med de gråhvide fjeldbakker foran, og i tanken om de triste dage, som vented, blev det fremmed og fjernt, alt det med Kasper.

Du kan tro, du ser kjæk ud Mogens, som du sniger dig langs siden af mig her, et billede på den frysende samvittighed, – sa hun ud af en trang til at være ond.

Det skiller ikke dig, hvordan jeg ser ud.

Stakkars gut! – Du Mogens, du gjorde rettest i at rejse tilsjøs, rømme om så skulde være.

Jeg vil studere, jeg.

Sorenskrivere og fogder og skolelærere og sligt har vi mer end nok af, far. Og desuden, hvordan skal du nå frem, når du på ingen måde kan greie dig med den hjælp, du vil få af pappa? Du ved jo, han heller lar dig sulte 99ihjel, end han forandrer en sum, han engang har fastsat.

Å – når jeg først er blit student, kan der vel findes en udvei.

Ja men hvad nytte, tror du, du kan gjøre? Indbilder du dig, landet er tjent med at få slige elendige karakterer som dig til embedsmænd? Hvad byr du mig bare for den trusel, du netop kom med! Er det ikke en afgrund af sjofelhed og ynkelighed, som åbenbarer sig i den!

Du kan da begribe, jeg ikke mente det.

Haha, – husker du den dag, du i sinne gav en hel masse forblommede talemåder fra dig netop om det? Petra forstod halvkvædet vise, hun – –

Ja når du tirred mig op, så – –

Skjønner du ikke det Mogens, at jo længer du er herhjemme, des sjoflere blir du? Æblet falder ikke langt fra stammen – – nei reis tilsjøs far, det blir kanske hårdt i begyndelsen og du får tamp af kapteinen, men du kan komme til at ligne en mand med tiden. Du har halvandet år til artium, og du finder det vel ikke så særlig tiltrækkende hver dag fremover at leve i denne småligheden og uhyggen, at bli gjætet på og pryglet … nei tag nu 100julingen ikvæld for de ti kronerne og stryg tilsjøs snarest mulig, røm! Jeg skal låne dig penge, det vil si, jeg skal låne til dig, men det må du holde mund med.

Hele resten af veien græd Mogens ganske sagte, han forsøgte ikke længer at nægte tyveriet.

Ja jeg tror det er bedst at reise, sa han, de de kom hjem til det mørke huset, hvor alle sov.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.