101I stærkt sollys lå doktorhuset der, gult og koseligt under skifertaget, med frugthave opover fjeldbakken, med bærhave og blomsterbed og kjøkkenvækster ned til veien, og foran en gulerodseng sad Petra i hug og luged. Hun hadde et fornærmet gjæp med underlæben ud, det var meningen det skulde ses af moren ved kaffeslabberasen oppe under den gamle ask. Men moren strikked hun, og når Hannibal ikke længer vidste noget at si, læste hun i avisen eller dvæled hun med øinene ned i ærtesengen ved sine fødder, og hun smilte vemodigt – med det om daguerreotypien mindende pigesmil, med det smil, som hendes børn foragted og fandt affekteret.
De spæde ærteplanterne, knapt seks tommer høie, stod i fire hvidgrønne rækker nedover 102bedet og hægted sig som bedst de kunde med sine slyngtråde opefter støttepinderne. Rundt omkring trængte ukrudtet på, og det gjorde det også i bedene nærmest ved, bortover mod det gule havegjærde, – ukrudtet der lugedes gang på gang, men skjød op igjen, fordi det var livskraftigere end kjøkkenplanterne, fordi det ikke behøved gi overskud af næring til doktorens husholdning.
– Ja nu rikker jeg mig ikke til at luge mer! sa Petra, hun kom med det blårudede forklæde tilsmudset af jord op fra gulerodsengen. Hun var i lang grå kjole, Jensines gamle omsyd, for Jensine var bredere i figuren – og på hodet bar hun den hvide grydelågshat, ligeledes afståt af søsteren. Den deilige hvidgule flette var slængt over skulderen, men ellers ligned hun på en prik Hansemand, var hun slig som han vilde tat sig ud i den kjolen, – det kobberbrune vakre ansigtet og de knivsskarpe tinøine, forunderlige som de stærktlyse øine hos kulsorte katte, det var ikke fjæs for en ung dame. Ingen af de fire, der sad omkring stenbordet med tømte kaffekopper foran sig, hverken moren eller Sossen eller Hannibal eller Sanne ænsed hende, og så gik hun ind i skyggen under asken og 103løste på forklædet. Da løfted moren hodet op fra avisen og pegte myndigt på den nærmeste ærteseng.
Værs’god mor, – før du har luget den, kommer du ikke afsted til Plesners.
Petra stamped i grusen, rasende over denne hårde vilje, der ødela sommeren for hende.
Hvorfor skal bare jeg luge, om jeg tør spørre? Hvorfor skal ikke Hansemand og Sanne luge? Nu har jeg holdt på siden middag i denne solsteken –
Hansemand har fåt besked til at spade op ugræsset i gangene, men han er løbt væk, den sørgelige gutten! Hvis han tror, han får sætte sine ben i dansemorroen i kvæld, tar han feil, – og konfirmatiosklærene, som han har tat på sig! Ja er det andet end ulydighed med de barnene! – det er dig det, Sossen, som har ladt ham få nøglen til klædeskammeret – –
Ja det er mig ja, men kom nu ikke i ekstase for det, – når gutten ikke har andet at vise sig for folk i end konfirmationsklærene, så får han gå i dem! afbrød Jensine, hun sad med en bog foran sig og hadde Hannibals ene arm om livet.
Jeg har luget en seng i formiddag jeg, sa 104Sanne klynkende med et blik i retning af grusveien op fra haveporten.
A ja, det behøver du ikke fortælle, det ved hun så godt! virred fru Wang.
Hannibal så op fra sin «Fjordenes Tidende» og gav Jensine et ømt og taknemmelig tryk med armen.
Du Sossen, skal vi ikke ta os en liden koselig trip op i frugthaven? – han ante, at en af de Wangske familjescener var forestående.
Nei det skal vi slet ikke!
Det må man si! blanded fru Wang sig diskret spøgende ind, – du kan tro, Hannibal, hun blir ikke så grei at trækkes med.
Bare ikke bry dig, sa Jensine koldt, og hendes stakkels mor bøied sig med et suk over avisen.
Petra stod der høi og frisk og guttefræk i den side kjolen og kjæmped en indre kamp for ikke at styrte sig over den yngre foretrukne søster og rive det røde håret ud af hodet på hende. Lå det ikke udenpå den dumme mæskede jenten, som sad der og læste katekismus, at hun kun leved for at gå forældrene under øinene! Sligt skulde konfirmeres, sligt skinhelligt væsen!
105Hun skal få kaffe og ikke jeg! buste det endelig ud af hende.
Ja hun gjør nytte fra sig hun, hun vasker op om dagene og rydder sengene nu, Sossen er forlovet.
Irsch! hvæste Petra ud af sit hjærtes had. Men hun bandt dog forklædet på igjen, ti hun vilde heller la dem skjære fletten af sig, end hun vilde være hjemme fra dansemorroen hos Kristian. Hun satte sig på hug foran ærtesengen og begyndte arbejdet.
Hun så lange sorte troppekolonner og mindre afdelinger trække over eksercerpladsen derhenne, og over elven, hvor alle tamburne hadde samlet sig indunder oldrene bag depotet for at øve i skyggen, derfra lød en uafladelig rummel af trommerne, en forfærdelig hyggelig rummel, som fyldte hele bygden. Hun hadde fundet det nokså forunderligt isted, hun sad ved gulerodsengen, at en engelsk turist, der karjolerte forbi nedunder gjærdet, da trommingen begyndte, at han pludselig smeldte på hesten og jog afsted, så veistøvet løfted sig i fede solgyldne småskyer.
Det var alt andet end sødt, det ved de evige guder, at ligge slig og trælle hver dag i sommermånederne, mens moren sad der og gjæted over 106hende værre end en lensmand. Netop den gjætingen var så uudholdelig, – hun var voksent menneske nu og vidste ingen på sin alder, der hadde det så bundet. Ikke hadde hun fåt sætte sine fødder udenfor distriktet, – men det var jo hendes fars ideer det, at kvinderne skulde tvinges til hoveri, for ingenting var mere skadeligt for dyden og moralen end det at være «dame». Allerflauest var det at sidde der på hug foran bedene, når Kristian og Karoline spadserte forbi nede i veien. I denne grå kjolen –! Var det sommertøi for en doktordatter i sit attende år! På siden af Kristian i den hvide studenterhuen og den askefarvede lyse dress og Karoline i den himmelblå kjolen med de hvide blonder og besætninger var jo hun, Petra, som tjenestepigen til et ungt par! Og så denne gammeldagse madamhatten! Der mangled bare grå hængekrøller og hagebånd, for at hun skulde ligne en af de tohundredårige frøknerne Schnitler, som hadde det så koseligt i sit halvrådne herresæde ved enden af en allé borte på Eidet. Var det da at undres over, at hun blev så brysk og mandig! Å gud, hvor det stak hende, når Karoline om søndagen gik over broen dernede for at spille kroket med officersfruer og sekundløitnanter 107på pladsen! Hun, Petra, blev ikke meget indbudt til denslags fornøielser, – hvad måtte også de unge løitnanter tro om en dame, der fik lusinger af sin far og dagstøt blev slidt efter håret af sin egen mor! De kjendte jo ikke forholdet så som Kristian for eksempel. De kunde jo ikke vide, at far’en slog sine børn, fordi han var rasende over sin kone, og hun grasserte værre end en tyrk, fordi hun var hysterisk.
I disse betragtninger sad Petra og luged, da hun hørte Hannibals snøvlende røst.
Forresten Sossen, så jeg nu helst, at hverken du eller jeg gik til Plesners iaften. Vi to alene herhjemme kunde ha det så hyggeligthyggeligt] rettet fra: hnyggeligt – –
Han begynder vel ikke at bli fræk! svarte Sossen kontant, og Petra hadde lyst til at kysse hende for det svar. Hun kunde specielt ikke glemme den lille mandsperson, at han lige efter frieriet hadde tvunget sin mor og sin søster til at sy røde sløifer i hvert af de tyve forlovelseskort.
Jaja – som du vil Sossen, sa Hannibal, hvorefter alle fire læste videre i sine aviser eller bøger. Men moren så ud som hun kunde græde.
Montro, tænkte Petra, om han vil bli så 108føielig, når de vel er gift! Og så gjentog hun for tusende gang ved sig selv: nei at hun kunde falde på at ta den fyren! Stakkars mand, det var jo det, at han hadde gåt og sukket i næsten – ja sålænge, hun kunde huske. Men bare det, at han hadde slig en snodig nissegodreng til far! Mopsene! Haha! – – De e deg Pitra, så har dræbt mopsen, hærmed hun ved sig selv. Nu hadde hun fåt høre det i de tre sidste årene, at hun hadde trakket på mopsen i mørket, og at den derfor var død. Som om den ikke hadde fåt lungebetændelse ved at bades i varmt vand! Gid det var mig, som hadde gjort det af med det forspiste krybet! tænkte Petra.
Det skulde forresten undre hende, om det ikke var sandt, hvad Mogens hadde hørt i Kristiania. Det skulde hun nu få vide engang, ikke af Hansen, for han var komt på et galehus efter at ha gjort sin anden parisertur, men af Sossen. For så minsæl, om hun skulde gifte sig med Hannibal, før hun hadde sværget på, at hun var ren. Det var ikke første gang, hun tænkte at sætte søsteren kniven på struben, det var bare ikke blit til noget endda. Der sad så megen respekt igjen for Sossen, og hun var 109aldrig så kontant og kaut som når de talte om forlovelsen, det var det, som holdt Petra tilbage. Men hadde søsteren syndet, så var selv Hannibal altfor god til hende, altfor god til at bli bedraget. – Og så med en fyr, der hadde ranglet sålænge, til han kom på galehus! Tvi! Ja han var vel ikke væmmelig den Hansen, når han skulde gjøre sig interessant i frikvarteret og gik og glodde på hende og kneb hende i armen! – De sa, at Kristian også hadde ranglet, – Mogens var det, som vrøvled noget sligt her i fjor vinter, før han rømte tilsjøs. Men det var løgn i Mogens’ hals –
Holloj Petra!
Nu så hun op fra arbeidet, hun hadde alt luget den ene halve siden og var nåd ned midt i haven.
Solen lyste på tre glade mennesker, to prinser og en prinsesse syntes hun, og de så på hende med venlige miner og vilde ha hende ned til sig.
Kvik dig Petra og bliv med bort til Ole Oppegård, vi vil få ham til at spille på låven, – de voksne skal sidde i havestuen, hvor pianofortet er.
Du sætter ikke foden af flækken, før du 110er færdig! hvisled moren hende i ryggen, det var beregnet på ikke at høres af dem dernede. Men Petra gjorde et gjæp, som fik dem til at le.
A, kjære Dem fru Wang! råbte Kristian og letted ærbødigt på sin snehvide hue, – kan hun ikke for en gangs skyld slippe det der arbeidet?
Da reiste fru Wang sig og var med engang smørblid.
Ja stod det til mig, så – hun maa ialfald gå ind til Wang og be om lov.
Kvik dig da Petra!
Og Petra kasted forklædet, tog verandatrappen i to sæt og var inde i huset. Faren var på kontoret og måtte ha hørt alt. Han stod i sin uopslidelige blå silkejakke og ordned i bogskabet; før hun fik sagt et ord, vifted han vredt og afværgende med hånden, og han var forfærdelig sorgfuld i røsten, da han råbte: Bare gå! bare gå du til fjas og fornøielser istedenfor at hjælpe dine forældre. Bare gå, der er ikke andet end uhygge med dig alligevel!
Stakkels gubbe! tænkte Petra, hun løb ovenpå for at ordne sig lidt. Det hadde set så sørgeligt, så øde ud – den lange rødskjæggede 111far’en stå og tutle alene foran bøgerne, mens sommeren og glæden var udenfor det åbne vindu. Siden det med Mogens kom, hadde hun undertiden næsten syntes synd i ham. Han hadde stolet så trygt på den gutten og ventet sig, han skulde blit student iår sammen med Kristian. Og så sorgen over, at Sossen vilde forlade ham! Ja nu tålte han knapt se hende, siden mistanken for at ha hjulpet Mogens var faldt på hende. Faktum var, at gamle Olsen hadde penge, mange penge, og at hun kunde få både Hannibal og hans gnier af en far til at danse efter sin pibe.
Men hendes far, den store dumme manden, som trodde det gik an at behandle menneskesjæle som maskiner!
Og så denne elendige grå kjolen, hun skulde være fordømt til at gå i! Konfirmationskjolen var for liden og den var sort, og selv om den alligevel var brugelig, så var det umulig at få fat i klædekammersnøglen. Hun vasked sig og speiled sig, bandt en stump rød fløielsbånd om fletten og heldte lidt af søsterens Eau de Cologne i sit lommetørklæ.
Da fru Wang så hende komme ned igjen pyntet, skreg hun – ti kapteinens børn hadde 112drevet opover veien et stykke –: Hvem har git dig det fløilsbåndet til at ha i håret?
Du behøver ikke bry dig, det har jeg fåt af Sossen.
Har du git hende det? spurgte moren, i en mere behersket tone til den ældste datter.
Aj – ja, du hører jo det! bed Sossen ivei.
Bæ! råbte Petra, du trodde vist, du skulde få noget at hake dig i nu, siden du er rasende over at jeg fik lov af pappa til at gå.
Dermed gjorde hun et kast på enden og vendte ryggen til forsamlingen. Men moren snerred efter hende: Ja vogt dig du unge, du er ikke for stor til at få af røret endda! Gå nu og gjør dig sød og lækker for Kristian du, men indbild dig bare aldrig, at han vil ha noget med slig en uopdragen unge at gjøre, slig en heje, som stjæler og lyver …
Petra syntes det var så skamløst, så ondt, så grusomt af moren altid at slænge sine smudsige bemærkninger ind i det lille af poesi, hun kunde finde sig. Nu at mindes om spanskrøret og dermed om hele det ugratiøse pigeliv, nu hun var i Kristians nærhed – flauere vilde det 113ikke været, om hun som dronning på et lysende bal hadde fåt sine gamle blejer kastet i næsen.
Går det forresten an at danse i denne kjolen? råbte hun, da hun nådde de tre.
Den er jo finfin den! mente Kristian alvorligt.
Irsch, ingen skulde såmen tro, at jeg var datter af en doktor.
Er han lige gjærrig endda, din far?
Ja han er komplet umulig! – a ja forresten, han skylder vist mange penge, stakkels mand. lalfald har han sagt, at han måtte låne sig frem under studeringerne og at det ikke er betalt. Men det hadde sandt for dyden været bedst, om han aldrig i livet hadde studeret, for så hadde han nu været en gemen grøftegraver, og vi hadde ikke brugt grov mund fordi vi må gå klædt som tjenestejenter!
Allesammen lo de af denne spøg, ti Petra var ubetalelig i sit surmulne hjørne, Hun spidsed truten ud som revnen i en sparebøsse, lågene trak sig ned over de lyslyse katteøine, hele ansigtet blev udfordrende suffisant, og skulde hun gi udtryk for særlig foragt, tog hun sin tilflugt til vrede blæs gjennem næsen.
Stakkels Petra, sa Kristian, både han og 114den yngre broren glodde hende ind i ansigtet med uforstilt sympati. Det var en tung og brav fyr med glat halmgult hår ned fra studenterhuen, han var mægtig i kroppen og fyldte med svulmende kraft i klærene, de var perlende grå som asken på cigaren.
Petra kasted hånligt på hodet, fletten slang sig rundt om den gule halsen.
Pyt! – så længe jeg har dere, står det ikke på. Dere skulde bare høre, hvordan papa tog på vei her til middag. Jeg sa, at om en af Plesners kom med et sårende ord til mig, så vilde jeg bli syg af sorg, sa jeg, men han og mor kunde stå på hodet og la skjældsordene rende af sig og jeg skulde ikke ta mig det bøs nær af det. Han slog i bordet naturligvis, så suppeterrinen hopped og kaldte Kapteinsgården for en moralsk fordærvet rede, hvor ingen sattte sin fod uden at bli smittet på sjælen.
Ja men at du fik lov at gå i dansemoroen iaften da? spurgte Karoline, hun var et hode lavere end veninden og hadde hende under armen, lænet op til hende således som hun vilde lænet sig op til en elsket mand. Hun var blit en skjær liden dame på det år siden konfirmationen, som skabt til at spille kroket 115med forlibte sekundløitnanter. Den spæde nakkeknuden, langt lysere gul end Kristians hår, hang aldeles forførende over den blå kjoleryggen.
Naturligvis slog han i bordet på det også – at ingen af os skulde sætte vor fod til dere oftere. Men så kom mor og Sossen og Sanne og sa, at hvad han hadde lovet igår, det skulde han værs’god ikke gå fra idag. Og så har han vist selv lyst til at komme og drikke toddy, siden kvartermesteren skal være der.
De fire unge mennesker tog så til at udmale sig kvældens glæder, Johan gik fed og ivrig foran og peiste i veikantens græs med en vidje, Petra glemte at hun var klædt som askepot og Kristian støved med sine svære labber midt ude i veien for at ha hende ved siden af sig. Ingen brød sig om varmen uden Karoline, hun hang mat ved venindens arm og greb hvert øieblik i parasolskaftet, – det skulde Petra dirigere – for at skygge for solen.
Et stenkast over elven bugted veien sig, hvid og støvtør, mellem frodige bakker af græsmarker og rent-grønne unge agre, og gården, hvor spillemanden bodde, lå som en 116døsende landsby med sit rote af rødmalte huse og grå udrum.
Jeg gad vide om han får noget i dag? sa Johan, de kom til et sted, hvor veikanten var sat med stabbestene og hvor elven lå ret under. Dernede sad «lorden» og hans frue på bagtoften i en båd og fisked med stang. På midttoften sad den lange skrædderen i skjorteærmer og stridde mod strømmen. Han leiedes til at ro, fordi han kunde engelsk.
Tror du han får laks da? råbte Petra, – nei far, det er bare kjærringen det. Han er med på kjøt og flæsk han. Her en dag, konen hadde fåt en på tre pund, prylte han hende, så hun gaulte, det gamle spektakel – han er rasende, fordi han aldrig får nappet, kan dere skjønne. Ja, skrædderen har selv sagt det.
Hahahahaha! du er storartet! lo Kristian, han satte cigaren fast i mundvigen og så tog han hende med begge hænder om det brune skøieransigtet, som om han vilde vise hende Vorherres høns.
Gå væk med dig Kristian! Hun sled sig løs fra Karoline og dasked til ham, så den hvide huen lå der i veien.
Få en til, bad han.
117Så måtte hun le. Og hun spidsed truten ud til et gjæp, men det kunde også været til et kys. De hadde forståt hinanden.
Man gik videre, overstadig lystig, dansemoroen kom atter på tale. Johan var fuldstændig af Petras mening, at Malli og Sissen aldrig skulde været indbudt.
Slige sladrehanker, løgnhalser! råbte han og peiste med vidjen, – var det ikke dem, som indbildte mopse-Olsen, at det var Hansemand og mig, som hadde knust vinduet hans her i vinter!
Ja men det var det jo, sa Karoline.
Det var det ja, men det kunde jo ikke de vide.
Nogen væmmelige snerper er det ialfald, afgjorde Petra, – netop to kusiner for Sanne.
Den var nu ikke videre fin, den historien, mente Kristian, – snige sig ud en mørk nat og spike vinduer!
Hansemand var naturligvis den, som undfanged idéen, sa Karoline. Hun hadde vokset af sig beundringen for det Hansemandske væsen. Nu haded hun fyren, ti siden han mærked, at hun foretrak sekundløitnanter og andet kram 118for ham, hadde han opsagt hende huldskab og troskab.
Ja men mopse-Olsen sladred, at vi hadde drukket øl på hotellet, og Hansemand fik jo juling, så han lå tilsengs i to dager – det måtte hævnes.
Du er nu også en tosk, som lar ham få dig med på så’nt noget! sa Kristian, det kunde blit en alvorlig sag, hadde lensmanden fåt fat i det.
Petra blev pludselig enig, hun hadde før altid gottet sig over bedriften.
Nei når jeg tænker mig om, så var det ikke fint, Johan.
Forresten interesserte ikke dette emne Karoline. Hun begyndte med spæd frøkenrøst at synge, og Petra stemte i, sværmerisk alvorlig.
Deilig er jorden, deilig er guds himmel,
Skjøn er sjælenes pilgrimsgang.
Gjennem de fagre riger på jorden
Går vi til himmelen med sang.
Så tog også Kristian i med grov manderøst og de sang strofen om igjen, ingen kunde den næste.
119De nådde den smale grusvei, som førte op til gården, da Petra råbte.
Jeg har lavet et digt!
Nei! lød det i kor.
Jo her skal dere se, men ingen får læse det! og så stak hun armen ned i den grå kjolen og trak op et papir.
A la mig få læse, bare jeg, sa Karoline med bønlig beundrende øine.
Nei så lar hun heller mig læse det, mente Kristian.
Ja du Kristian skal få læse det, og hvis det er godt, skal de andre også få høre det.
Vel, så sætter vi os her under denne birken, mens de går op efter Ole.
Nei hør på ham! råbte Johan og Karoline samtidig.
Ja men det er et græsselig trist digt, som bare en må høre om gangen, – kan ikke gjerne dere gå det stykke alene.
Å jo la os gjøre det Johan, – ja dere er go’ dere! lo Karoline og trak den yngre broren med sig opover.
Kristian stod igjen og så på doktordatteren med et tåbeligt og lykkeligt blik. Halsen hendes 120var ligesom blit fyldigere i varmen, kjolelinningen skar ind i den klamme hud.
Nei ikke der under birken sætter vi os, der kan folk se, når de kjører forbi – her henne! Og så løb hun i forveien gjennem græsset bort til den udtørkede bæk, som hadde sit leie midt i Oppegårdssænkningen. På en af de tørre lyse stene der, hvor noget småt orrekrat skjulte hende, satte hun sig, kasted hatten og svinged kjolen ind mellem benene.
Her er jo charmant! sa Kristian, han slap sin staute person ned over en del rullestene ved hendes fødder.
Papiret, hun holdt i hånden, lod hun pludselig synke, hun spilte øinene op som for en fare.
Nei er ikke dette igrunden dumt! Hvad må de tro? – de må jo tro, at jeg er forelsket i dig.
Det var ikke det dummeste du kunde være.
Og lidt efter sa han og så op med hengivne øine.
Du er forfærdelig kjæk, Petra.
Ja hør nu da, men du skal si, om det er godt, om det er virkelig godt. Det heder: Til minde om en tung stund.
121Og så læste hun, i hellig alvorlighed, med sin stærke åbne stemme, mens Kristian lå over stenene og betænksomt pilled ved cigarstumpen.
Dybe sø
med den mystiske bund
tag mod mig, jeg gjerne vil dø
og sove den lange, stille blund;
ti alt hvad jeg elsker er borte nu,
og intet jeg eier uden du sø,
der blinker og vinker;
jeg kommer, o, gjem mig!
lad ingen mig se!
Ingen kan stille min dybe ve,
ingen min nagende kval,
jo, søen er dyb og sval:
skjøn er den også med liljer hvide,
der drømmer og dukker,
dog, hør fra dybet det sukker,
er ei heller der ro …?
nei intet sted på jorden
er hvile, er fred, er ro …
Så stak hun digtet i lommen og blæste ærgerligt.
Jo det er udmærket! erklærte Kristian.
Uffa mig, hvor dumt det var at læse det for dig.
Du er kjæk Petra.
122Ved du Kristian, hvad tid jeg laved det? – inat. Du ved, du og hun der datteren af intendant Lükke, dere gik og spadserte på veien igåraftes. Da lå jeg på lur under ribsbuskene bag havegjærdet – ikke for at lure må du tro, men jeg holdt netop på at sprøite blomsterne, da jeg så dere. Og så vilde jeg ikke, dere skulde få mig at tale om – var jeg løbt op til huset, hadde dere jo fåt øie på mig – derfor dukked jeg mig ned, til dere var gåt forbi.
Søde dig Petra, hvad ondt skulde vi talt om dig da?
Å – hun hadde altid spurt, hvad jeg var for et rart menneske, siden du kjender mig. Der går jo nok af rygter om de skrækkelige barnene til doktor Wang derborte blandt officererne; den væmmelige kvartermesteren, som kommer hjem til os for at drikke toddy, han sprer ud i messen alt, hvad han hører og ser. – Jo, så hørte jeg, du sa til hende, hun ser nu i parantes sagt adskillig snerpet ud den gode frøken –: Jeg glæder mig forfærdelig til at danse med dem imorgen aften, sa du. Og så lo hun, den gås.
Og derfor gik du op og skrev det digtet!
123Ja, sa Petra, hun satte den ene albuen på knæet og tygged ivrigt en negl, mens hun stivt og inkvisitorisk så ned på ham. Han så igjen, høitideligt som tog han i de sekunder en alvorlig beslutning. Pludselig slængte han cigarstumpen med fast hånd.
Petra, gid jeg også kunde digte et vers, som gav hele min stemning.
Det er rart, du ikke tænker på noget andet, sa hun koldt.
Kristian reiste sig på knæ, han var hed og rød, begge to var hed og rød, da han hadde bøiet sig frem og kysset hende på panden. Han blev stående en stund på knæ, han var bleg af salig høitidelighed, han voved ikke at trække pusten, og han så, hvordan de blev våde, hendes forunderlige øine.
Det brast ud af ham.
Gid jeg kunde bli dig værdig, så du ikke angred dette Petra!
Å Kristian, Kristian! hulked hun og trak ham voldsomt ind til sig.
– De hørte de andre borte i veien og krøb frem. Hansemand, skranglet og høivoksen i konfirmationsklærene, var kommen til.
Jo det er en storartet fyr! råbte Karoline 124mod dem og pegte på gutten, – griber vi ham ikke på fersk gjerning oppe i en poteteskjælder, hvor han sidder og kurtiserer Pers søster af alle kræfter! han er forelsket – haha –
I Kari?
I Kari ja!
Håhåhå! lo de allesammen, og allermest Johan, han stod krøget af vellyst med hænderne dybt i bukselommen.
Hansemand vented med foragt i blik og holdning, til latteren var stilnet af.
Gudforbarmesig, for nogen tosker dere er! Er ikke en bondejente lige så god som disse såkaldte fine frøkener. Tvi! – jeg vil ikke ta i dem med en knibetang, så fuld af fjas og tøv og pynt, at det halve kunde være nok, er de.
Hahahaha! lo Karoline pånyt.
Stakkels Hansemand, han har igrunden ret, sa Petra. Der var ikke andet end en sværmerisk glans i øinene, som kunde fortalt, hvad hun kom fra. Kristian udmærked sig for anledningen ved en blid stilfærdighed.
Vil du nu gå igjen? spurgte Johan, da Hansemand drog opover.
125Ja når dere er så ækle, så – forresten tør jeg ikke gå den veien i konfirmationsklærene, jeg går udmarken, jeg.
Karoline var ved at få et anfald påny af hans fornærmede og sinte ansigt.
Nei kom nu Hansemand, du ved jo din mor ikke tør si noget, når du går med os – kom nu, sa hun og gav ham et forlibt blik, og gutten glemte Kari og udmark og frygt for moren, da hun bad ham således.
Han er forelsket i mig, den prægtige ædle gut! Vi er lykkelige, lykkelige! jubled Petra indvendig, de gik veien hjemover, mellem de unge blomstersådde marker og med kvældsolen imod sig. Aldrig hadde hun vidst, her var så deiligt, at det kunde lugte så skjønt af græsset, at græshoppernes kræken var så fuld af poesi, og elven dernede blinked kjærligt som et stumt og evigt vidne til hendes ufattelige fryd. Bagefter de andre gik hun, i dansende kådhed, Kristian tog hendes hånd og hun trykked hans igjen, og hun satte næsen i veiret som ingenting, da Karoline vendte sig. Og så lo Karoline, og så lo Kristian, og så harked den gløgge Hansemand, og den skikkelige Johan, som også fik mistanke, harked værre end værst og tilsidst 126lo de allesammen. I salighedsrusen syntes Petra, at hjemmets uhygge var et hjernespind, et mareridt, som aldrig kunde komme igjen, nu hun var vågnet, nu hun hadde et mål, nu dette mål skulde hjelpe hende til den kraftanstrængelse at gi moren englelige smil og gå hende vakkert under øine. De skulde forundres høilig over sin datter, de skulde lære at behandle hende med respekt, som et menneske, de skulde skjønne, at de ikke gjorde bedre gjerning mod hende og Kristian end at la hende reise bort og uddanne sig således som andre damer. Og gjennem Petras hoved drog blandt andre gode forsætter det store: at bære Sannes skinhellige væsen med kristelig tålmodighed. Malle og Sissen – jo de skulde måbe, når forlovelsen deklareres til høsten! – dem vilde hun også være venlig mod.
Høi og ludende under flossen, med lang skrå skygge henover veien, kom doktoren tankefuldt vandrende mod dem. Munterheden tystned alt som han nærmed sig, men for ikke at lade generet talte de ligegyldige ord, pene forsigtige ord. Petra erindred hvad far’en mente om hendes spadserture med herrer. «Flokse og føite som en heje» var hans underlige benævnelse 127på den ting. Derfor kjendte hun et stik midt i sit velbefindende ved at se ham, og på trods klemte hun Kristians fingre bag sine kjolefolder.
Doktoren tog ærbødigt hatten af for frøken Plesner og hendes bror studenten, men Petra gav han et truende blik, og ved næsen hans var der et grin som om han lugted styg gul materie. Han hadde passeret og var nogle skridt bag dem, da de for sammen ved et kommanderende!
Petra – hid!
Han har set, at Kristian og jeg holdt hverandre i hænderne, tænkte Petra. Men hun manded sig op til et freideligt udseende og en intet anende mine og gik bort til ham. De skarpe øinene lo under hans guldbriller, et tegn på indædt raseri.
Jo du er mig en net en! – han holdt inde og fikserte hende. Hun kjendte blodet fare blussende op i ansigtet, ti de andre hadde stanset og kunde høre hvert ord.
Hvad da? spurgte hun, frækt forundret.
Du husker vel ikke forrige søndag vel? – det var altså alligevel dig, som hadde været i spiskammeret og snasket sveitserost. Ja eller 128nei! skreg han op, – var det dig eller var det ikke dig?
I sin forvirring og mens hun ledte efter svar, dreied hun hodet i retning af dem, som vented på hende. I det samme fik hun en, så hun tumled til siden, det lynte og sved for øinene og brændte på kindet. Men far’en gik videre som ingenting. Alle de fire kom løbende for at trøste og spørre.
Stakkels dig Petra, sa Kristian, men hun undgik at se på ham, hun syntes hun måtte dø af skam. Oprørt og rød og med det hvidgule håret bustet satte hun sig i det støvede græs ved veikanten med ryggen til de andre. Karoline slog sig ned ved siden og la armen om hende.
Se her Petra er hatten din, jeg skal sætte den på dig.
Men Petra sa ikke et ord, de røde øinene stirred dumpt og hadefuldt ned i grøften. Så kom tårerne og med dem fulgte snuen, hun fik lommetørklæ op og sled og vred i sin næse, den blev rødblå og våd, så det var rent uappetitlig.
Stakkels søde dig Petra, trøsted Karoline. Det utidige, det væmmelige menneske! hiksed 129Petra og snød sig, – for det jeg fik lov at følge dere idag, før jeg hadde luget færdig, derfor blir hun så rasende, at hun sladrer noget hun har lovt at tie med. Hun har styrtet ind, det simple menneske, og sagt det til ham, straks vi var gåt. Først lugger hun mig fordærvet, og så to uger efter sladrer hun, for at han også kan få mætte sin fingerkløe!
Hansemand råbte over fra den anden veikant, hvor han og vennerne hadde slåt sig ned:
De er nu engang slig, de Petra, det får man finde sig i. Når vi engang danser til bryllupet dit i stuen, må du også vogte dig, at du ikke er uskikkelig. Ellers tar han dig ind på kontoret og gir dig ris på blanke podeksen.
Karoline lo, så hun dat med albuen ned i veistøvet, Petra snød sig og snød sig og kunde ikke andet end le under gråten. Alle lo, Hansemand blev mer og mer vittig, og om lidt vandred man munter og fornøiet videre.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Den naturalistiske romanen Doktor Wangs børn er Gabriel Finnes mest kjente verk. Romanen kom ut i 1890 og skapte stor oppsikt. På en rå og uhyggelig måte skildrer Finne konsekvensene av en brutal oppdragelse. «... det frygtelig uhyggelige Doktorhus ved Eidet inde under Vestlandets Fjelde, hvor alle Hadets, Ondskabens, Ufredens og Lavhedens Demoner hyler omkap i en ren Helvedeskoncert» – slik beskrev litteraturkritikeren Carl Nærup boken i 1897 (Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur).
Se faksimiler av 1. utgave, 1890 (nb.no)
Gabriel Finne var en tid del av bohemmiljøet i Kristiania og blir gjerne regnet som en rent naturalistisk forfatter, men i siste del av forfatterskapet dreide han mer mot dekadansetematikk.
Finnes direkte og rå fortellerstil vakte forargelse. Grunnstemningen i de fleste av verkene er dyster og beklemt, og karakterene er ofte hatfulle og forbitret.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.