130Det var året efter, en regnfuld dag senhøstes, at Petra forlod sit hjem, gik over broen, over pladsen, gjennem Eidets gade og videre ud over den triste fjordveien, som løb i bakke op og bakke ned. Hendes gang var hidsig, hun så kun ret frem for sig under paraplyen, hun vilde på trods ikke gi sig til at se, og når hun traf kjørende eller gående åbned hun ikke munden hverken til et «vel mødt» eller «guds fred». Oprørt og hadefuld drog hun folk forbi med et stivt blik ud i regnet, et blik som hos en, der har grædt uden at få lise. Hun gik i sort tøikåbe, glat fremme og glat bag, den nådde kun halvt ned over værkenskjolen, som var tung og mørk af væde. Ansigtet var ikke som før brunt og skøieragtigt, men langagtig voksent; over det hvidgule håret, opsat i en knude, hadde 131hun en skindbaret. Hun passerte en to tre gårdstun, kom så ned i en sænkning med en skummende skiddengul bæk, der buldred under den mosgrodde stenbro. Veien gik videre, op gjennem en skråning, klædt med furu og blandskog, hvis gule høstdragt gren ud mellem de sortgrønne bartræer. Hun tog indover en smal nylagt lervei og gik langsomt for at puste ud, indtil hun skimted den oljede gule væg af et hus i sveitserstil, da hun atter tog fart. Nyt og ufærdigt, koldt med sit våde blå skifertag, lå det der omringet og skjult af furuer og bladtræer med tyndt dinglende halvråddent løv. Hun gik op på verandaen, men havedøren var låst. Helt uhyggelig tilmode steg hun ned igjen og fulgte husets kalkmur. Bag, opfor kjøkkendøren, var gjort en udhugning til fremtidig have. Også denne indgang var låst, hvor rart! Da blev et vindu slåt op ovenpå, Jensine bøied sig ud i hvid nattrøie og håret flommende udover.
Det må jeg si er høist mærkelig! råbte Petra, – at være hjemme og så ha alle dørene stængt!
Der er Olsen – han bruger gjøre det, når han er sint, tosken.
132Har du ikke nogen nøgler?
Nei.
Har han tat dem med sig?
Ja det har han, men du behøver ikke synge så op for det. Ta den tomme tønden deroppe under fururoden og bær den nedfor huset, så kan du klatre ind stuevinduet, – jeg skal lukke det op.
Du milde himmel for en fyr! tænkte Petra, hun glemte sit eget over slig sjofelhed. «Han bruger gjøre det, når han er sint»! – og ingenting vidste de hjemme om dette!
Imidlertid rulled hun tønden nedover –, der hadde været kalk eller sement i den, hun svined kåben rent skrækkelig til, – og stilled den med bunden op udfor vinduet ved siden af verandaen.
Du får ikke være her længe, Olsen kan kanske komme igjen, han er gåt ud for at skyde kråker, sa søsteren, bøied sig langt ud for at nå hendes hånd og hjalp hende op på tønden.
Se her, ta paraplyen!
Er du gal unge, tror du jeg vil ha den våde regnhatten ind i bedstestuen? – slæng den bort på verandaen.
133Petra gjorde så og kravled sig ind vinduet.
Forresten kan jeg si dig Sossen, at han er ikke og skyder kråker, for jeg så ham nede på Eidet, han sad på disken i Ellefsens butik og drak øl, og geværet hang i hylsteret over skulderen. Han så ikke mig, men –
Ja det er bra det! svarte Sossen bisk og gik for at hente sit strikketørklæ.
Gud, hvor hun må være ulykkelig! tænkte Petra, – og så frugtsommelig hun var blit, det var jo ækkelt at se på.
Al den mørke skogen udfor gjorde stuen kold og ulidelig trist trods de pene møbler. Og så var der en fernislugt –
Søsteren kom ind igjen med et sort uldtørklæ over nattrøien og satte sig i krogen mellem pianoet og vinduet. Hun var i tøfler og hvide strømper under skjørtet, det var sort og hvidstribet, og Petra så straks, at de striberne kun tjente til at udhæve mavens dimensioner. Sossen hadde en grætten, frysende mine som om hun vilde si: Så kom nu frem med dit ærind og få dig afsted igjen! Men Petra gav sig god tid, hun tog tøiet af og begyndte at bladre i et album med nogle fotogrammer 134spredt hist og her. Hun overveied, hvordan hun skulde gribe sagen an.
Du må ikke tro, det er nogen fornøielse at gå herhid, gå gjennem Eidegaden. Huf det er som en spidsrodgang. Jeg forsikrer dig Sossen, jeg føler mig som fiende af hvert menneske dernede, og jeg ved, de sidder og snakker om mig der bag gardinerne og korser sig i hellig afsky over min og Hansemands ubegribelige slethed og synder mod det fjerde bud. Det er mamma, ser du, som går og holder dem à jour med scenerne hjemme og lyver på os, så det render af hende. «Den stakkels fru Wang, heder det, som skal plages med de ugudelige barnene. De klager over at de har det ikke godt nok, – det er nu forresten løgn, vi har aldrig beklaget os til andre end Plesners – som om de fortjente det bedre, når de bare gjør sine forældre uhygge. Pisk på den bare skulde de ha. Se på onkelens barn, på Malli og Sissen, se på præstens barn, se på kapteinens barn, se på vores barn – alle barn er bedre end doktorens». Uf, jeg kan bli så rasende, når jeg tænker over det.
Sossen hørte ikke efter, hun sad lænet op mod pianoet og stirred ud i regnet med de 135grå ærlige øinene. Tørklædet hadde hun ballet tæt om barmen, og håret flød udover den ene skulderen. Det jævne stærke ansigtet, forstenet i udtrykket, var som hugget af det blege alabast. Atter glemte Petra sit eget over al søsterens tristhed. Kanske om hun fik hende til at spille en af de lette melodier, hun hadde lært sig i sommer?
Spil lidt Sossen.
Nei.
Det må man si, du er venlig! – Du vil kanske ikke gi mig et stykke smørrebrød engang, om jeg ber dig? – jeg er virkelig sulten, jeg får aldrig mere end fire skiver til frokost med næsten ikke noget smør på.
Nei.
Ved du hvad Sossen, nu er du ækkel!
Så tar jeg selv.
Dermed gik hun ud i kjøkkenet, men spiskammeret var stængt.
Irsch! hvæste hun, da hun kom ind igjen og søsteren sad der på samme flækken og så lige umedgjørlig ud.
Petra slog sig ned foran pianoet for at klunke lidt. Låst.
Hun hadde lyst til at trampe i gulvet og 136spørre, om Sossen partout vilde bli moren lig, siden hun låste så vel af alting. Men hun besinded sig. Det gik aldrig an at ta søsteren med det onde, desuden lå her noget så underligt i luften, hun følte det fælent, og så bad hun pent.
Å lån mig nøglen, Sossen.
Olsen har tat den med sig, svarte Jensine med uhyggelig ro. Der blev så stilt efter, at Petra hørte vandet risle gjennem blikrenden ude ved hushjørnet.
Er det Hannibal, som har tat spiskammersnøglen også? spurgte hun langsomt.
Ja.
Petra bøied sig frem for at se hende i ansigtet. Stakkels, stakkels, stakkels Sossen! Det bævred i mundvigerne, de trak sig skjævt til siden, hun snufsed, det klukked i struben af hulken, der holdtes nede, og fra øinene, de stirred stadig ud, gled der ensomme tunge tåredråber nedover.
Sossen, hvad er det?
Flere og flere, flere og flere rendte tårerne, mundvigen kjæmped og bævred, der kom gurglende lyder fra halsen – og så brød det løs! Hun lod hodet synke ind mellem pianoet og væggen og jamred sårt som et sygt barn.
137Sossen, Sossen, du tåler ikke dette, husk du er frugtsommelig, husk det –
Petra vilde så gjerne trøstet med venlige ord, men kunde ikke. De hadde været så sjelden vare i hjemmet, børnene blev aldrig fortrolig med dem. De trodde den svageste antydning til mildhed i stemmen, den vilde lydt affekteret, ligesom den lød affekteret hos moren.
Sossen, Sossen, du tåler ikke dette! Og så tog hun hende i armen, det skulde være et slags surrogat for de milde ord.
Endelig reiste Sossen sig, gik hurtigt ned og satte sig på en enlig stol inderst i krogen ved ovnen, hvor det var temmelig skymmert.
Du fortæller ikke dette til nogen, hører du. Ikke til far, ikke til mor, ikke til et liv!
Nei, men – æ … gud, for en fyr! Hvordan kunde han falde på sligt, hvad var det, han blev sint for? – Gå sin vei med alle nøglerne, så du hverken kan komme ud eller spise eller trøste dig med at spille!
Det kom imorges, – han vilde krybe op i sengen til mig –
Slig som du er nu!
Ja. Men du mukker ikke om det, hører du.
138Gud for et svin! At du vilde ta ham, Sossen!
Fra pianokrakken, hvor Petra sad, kunde hun ikke skjelne søsterens træk, skimted bare noget hvidt gråt noget af ansigtet og de hvide strømperne under skjørtet.
Når man lever i evig uhygge og spektakel, som vi hjemme, så vil man jo gjerne komme sig bort … det var på sølvbryllupsdagen, da var Olsen virkelig sød, at jeg beslutted mig til det … Olsen kan være snil, må du tro, når man bare ikke tærger ham. Idag blev han sint, fordi – å nej, det kan være det samme.
Nei sig det –!
Ja, da han altså ikke fik, hvad han vilde, og han gav sig til at skvætte koldt vand på mig, som lå i sengen, sa jeg, at han ligned en gutunge på tredve år og ikke nogen mand – derfor var det egentlig, han blev rasende og løb ud med geværet og alle nøglerne. Atter var der en taushed, hvorunder vandet hørtes risle i blikrenden ned fra taget, og Petra tænkte på, hvilket ildevarslende indtryk det hadde gjort idag, dette gule huset inde i al den skumle sortgrønne skogen.
139Ja det ved jeg nu, at jeg aldrig vilde giftet mig med en slig fyr!
Håhå! lo søsteren hult og frysende, det er noget, vi kan si det Petra, at vi aldrig vil gifte os, men vi mener det ikke. Vi vil gifte os allesammen, bare gifte os, vi har ikke andet ønske. Du skal se, får ikke du Kristian, som du er glad i, så sværger du, at du aldrig vil gifte dig, og alligevel tar du den første den bedste, som melder sig efter. Jeg trodde det skulde blit så bra med Olsen, han hadde jo ikke noget af dette tyranniske stivsind, som far har, og som har gjort hjemmet og os alle så ulykkelige – – –
Pludselig grebet af en tanke, spurte Petra.
At du har det slig Sossen, det skulde vel ikke være en hævn for noget, en straf – fra gud?
Hvad mener du med det? Petra syntes det kom så hæst, som om der hadde lagt sig rustent metal over struben, hun følte at søsteren forstod bende, at søsteren blev ræd.
Ja er det sandt, Sossen, så har Hannibal ret, når han – –
Hvad er sandt, hvad mener du?
At der var noget mellem dig og kandidat Hansen dengangen.
140Tøv! – At du ikke kjender dit eget kjøn bedre Petra, end at du kan tro sligt. Det er jo ren logik det, – når en mand gjør kur til os, så tænker vi jo først og fremst: vil han gifte sig med mig? Siger fornuften ja, så er alt godt. Er det tvivlsomt, om han vil gifte sig med os, så holder vi ham tre skridt fra livet i det håb, at han med tiden skal bli tilstrækkelig forelsket. Vi går under ingen omstændigheder bort og lever med ham, det er jo det dummeste af alt.
Ja men – – –
Å tøv! – kan du ikke forstå det: idet vi først og fremst tænker på at bli gift, så indlader vi os ikke på vidtløftigheder, som gjør os umulige.
Petra fandt jo alt dette i sin orden, det generte hende kun at søsteren tog så på vei for at forsvare sig. Hun var skyldig, Petra følte sikrere end nogensinde, at hun var skyldig, men når hun tænkte på al uhyggen med det udyr af en mand, syntes hun der var mere end gjengjældelse nok. Og så sa hun:
A ja, du kan jo forstå jeg ikke trodde det, det var jo bare opspind af Mogens.
Har dere hørt fra ham nylig?
141Nei ikke siden vi fik det brevet her i vår – du hørte vel om det? – da han hadde været jernbanearbeider i Amerika og lå med brækket ben på et sygehus. Han bad så pent om at få sendt sig lidt penge, men naturligvis fik han ikke et øre. Jeg er sikker på, pappa lod ham heller dø, end han tilgav ham, at han hadde rømt sin vei. Tænke sig, ikke være fornøiet med så deiligt, han hadde det hjemme! Han er gal pappa, han er aldeles gal! Da vi var små, gik det endda an, da var det ikke så skrækkeligt. Men nu, siden han mærker vi har gjennemskuet ham og ikke længer har spor af agtelse for alle hans dybe suk og al hans alvorlighed, nu raser han stivere værre.
Dere behøver jo ikke la ham mærke det, dere behøver jo ikke si ham imod, mente Jensine.
Petra sprang op fra pianokrakken og stilled sig til at glo ud vinduet. Snart la der sig dim over ruden og midt i skrev hun et stort krabbet K. Så slængte hun sin lange ranglede skikkelse rundt ind mod værelset, stamped i gulvet og slog knytnæven ud i luften.
Jeg vil ikke være hjemme længer, jeg holder det ikke ud!
142Hvad er det nu? – Var det ikke så, du skulde få reise til Bergen ihøst? Det er jo bare billetten, som koster, når du får bo frit hos Karolines onkel.
Nei jeg får ikke reise! Hvad byr du mig – efter at han har lovt det i halvandet år. Men jeg må ud, Sossen, du må hjælpe mig, du må gå til ham og si, at han ikke har lov til at bryde sine løfter.
Jeg! – jeg som han ikke tåler at se!
Alligevel, du er den eneste han er ræd for, den eneste, som kan gjøre noget. Jeg hadde brev fra Karoline igår, hun vil sende mig penge, sier hun. Og nu har han sagt bestandig: Ja reis du, reis du, hvis du bare har råd. Hvis nu du kom hjem og tog ham på ordet, så slap jeg afsted, ser du. Selv tør jeg ikke åbne munden til ham, enten slår han i bordet, så jeg ikke får sagt et ord, eller han slænger servietten og går ind i kontoret. Bare det blotte syn af mig, gjør ham rasende. Det er rent forfærdeligt, ser du, så gal han er blit, siden først Mogens og så du kom bort. Mammas skyld naturligvis – hun sidder hver eneste middag og plager ham med beskrivelser af min ondskab og Sannes englelighed. Jeg vil 143ikke gjøre det ringeste gagn i huset, jeg vil være fin prinsesse og bare sidde og læse morskabsbøger, mens Sanne slider og slæber fra morgen til aften. Hun fortæller ikke, at hun vilde sætte mig til at skure gulvene, da Brita Oppegård ikke kunde komme her en lørdag. Ikke for det, jeg skulde gjerne ha skuret, men jeg sad netop og skrev til Kristian et brev, som måtte være færdig straks, og så fordi jeg bad om at få gjøre det først, tar hun ildtangen og klemmer mig over ryggen, så der endnu er blå flækker. Hun hader mig, ser du, ingen skulde såmen tro, hun var min kjødelige mor. Og når hun ved bordet serverer ham sine løgne, så hvidner han i ansigtet og knuger fingrene om gaffelen og spør, om jeg tror, han er millionær, siden jeg kan tillade mig at ha interesse for noget høiere end madstellet og husstellet. Stormandsgalskab har jeg og jeg vil ende på et galehus – tænk dig, det sier han skadefro til sin egen datter. Gud! – igår aftes, jeg igjen bad ham om at få reise, da svor han, at sålænge min opførsel ikke blev bedre, fik jeg ikke en skilling af ham. Og så gråt jeg og sa, at jeg vilde gå i elven, og det hadde jeg virkelig gjort, hvis ikke det var for 144Kristians skyld: Ja værs’god, værs’god gå du i elven! Han har ingen tro på slige trusler, ser du. For i den tid, mamma endnu ikke ganske var sunket ned til den tærskemaskine, hun er, så trued hun også med at dræbe sig, hvis han ikke blev anderledes.
Ja det er din egen skyld, mor, du er dum, forfærdelig dum! skjændte Jensine. Kan du ikke se til bøie dig, så får du nok nok reise engang –
Nei, jeg må reise straks, jeg holder ikke dette ud! skreg Petra fortvilet. Hver dag må jeg høre skoser fra mamma om forlovelsen. «Tror du Kristian vil ha en slig uopdragen unge!» Jeg forsikrer dig, hun vilde juble af djævelsk fryd, hvis han slog op, og hun gjør sit bedste for at det skal gå så’n. Hun er begyndt at gå på kaffeslaberaser til Plesners nu, og fru Plesner ser på mig som om jeg skulde været et galt menneske, det var bedst at ha under lås og lukke. Mamma har indbildt hende, at jeg er værre end et dyr hjemme, men at jeg gjør mig sød for alle fremmede, så de ikke kan se, hvordan jeg egentlig er. Og så har Sanne sladret, at jeg har læst «Brand» tolv gange. Pappa blev rasende som sædvanlig – 145ja du ved, han kalder Ibsen og Bjørnson for djævler i menneskeham, siden de er begyndt at bli realistiske. En dag var vi borte hos Plesner alle sammen, og gamle-præsten var der også. Tænk du, han og fruen talte sammen i en krog, og ved du, hvad jeg hørte? – jeg er sikker på det gjaldt mig og Kristian. Han smisked sledsk og gned hænderne og hvisked fortrolig ind i øret på hende: Kan hun strikke et par strømper, Di? Huf, han så ud som en djævel, og jeg skal vist aldrig mere gå i kirke, når han præker. Men sine egne barn, Karoline f. eks. hende sætter de ingen fordringer til i den retning. Hun har nu moret sig i Bergen et helt år og gjør ikke andet end går på baller og læser literatur.
Jeg skal si dig, Petra, du skal skrive et langt indstændig brev til ham, siden det ikke går an at snakke med ham, og lægge det ind på kontoret hans.
Pyt! det har jeg forsøgt, mor, – han bare slog til mig og spurte, hvad det var for en fræk skrivemåde, jeg tillod mig. Jeg hadde været ironisk, ser du. Nu skal han bruge denne forlovelsen til at knække mig. Han véd, hvor det er mig om at gjøre at lære lidt 146dannelse og få lidt politur for Kristians skyld, og så håber han, at jeg skal komme en dag og græde angerens tårer i hans fang.
Nu gjorde søsteren et grøs af utålmodighed, og i en tvær tone lød det nede fra ovnen:
Jeg er kjed af alt det vrøvlet deres, jeg har så evelig nok med mit eget. Skjønner du ikke det tosken, at jeg er den sidste, som kan hjælpe dig til at komme bort. Jeg blev jo selv så rar efter den bergensturen min, sa han, jeg blev næsvis og kritisk, han likte mig aldrig så godt siden som før. Og Mogens – ja det var i Kristiania, han blev besat af den onde ånd. Han og jeg, vi har git ham erfaring, vi ser du.
Der foregik med Petra en forandring, som om hun blev ædru efter en rus eller vågned op af en drøm. Hun hadde jo gåt i ørsken af fortvilelse, og ingen hadde hun vidst at søge trøst eller råd hos uden Sossen – minderne fra gamle dage, da Sossen hadde magt større end morens, de sad så fastbidt i skolten, at hende var hun gåt til idag instinktsmæssigt, selvfølgeligt, sikker på hjælp.
Forresten, blev Jensine ved, er du akkurat lige så egoistisk som de andre. Du tænker 147bare på dig selv. Tror du, du er alene om at længes bort. Husk på Hansemand; han har ikke en ven nu, Johan er blit student, og så begavet som han er, må han stå og sælge plommer i onkels landhandleri. Og Sanne –
Sanne! – nei nu begynder det at lugte her. Tror du, hun længes ud! Nei hende har de knækket så vel for mange år siden, hun attrår såvist intet høiere end at pappa skal si. Idag var kaffen god, barnet mit. Ingen kundskaber har hun heller, de eneste bøger, hun gider læse, er nogen om snille småpiger, som har onde brødre. De snille småpiger får hvedeboller af sin mamma, men de stygge gutter går for at stjæle julebrød i spiskammeret, hvor de naturligvis skjærer fingrene af sig på brødkniven og blir krøblinger for livstid. Og det har de godt af, når de ikke kan være som de søde søstre.
Nu blir du dum, gå nu. Jeg har sat og frosset her altfor længe, erklærte Jensine med et lydeligt gjæsp.
Hørsj, hvor du er blit ækkel med engang! Når jeg ikke har set til dig på et halvt år, kunde du gjerne ta lidt venligere imod mig, synes jeg. Ikke et eneste menneske har man – –
148Å mor, dig synes jeg ikke synd i, du har det såmen bedre end mange andre.
Ja jeg har det deiligt! Men vær sikker på, jeg skal ikke plage dig oftere.
Iltert tog Petra tøiet på, stødte vinduet op, skræved ud over karmen og slap sig ned på tønden. Den hele tid sad søsteren urørligt inde i halvmørket ved ovnen, ikke et farvel veksledes.
Petra stansed nede i veien, hvor skogen lukked til alle kanter og hvor ingen lyder nådde hende uden bækkesuset, den ensformige dryppen fra træerne og regnens sagte fald mod paraplyen – hun standsed, ti alt sinnet var løbt af hende. Sossen! – hun som ikke kunde få sig en bid mad, ikke kunde klunke på pianoet, ikke kunde komme ud engang, slig som hun var. Hvad mente hun med det: Du har det såmen bedre end mange andre. Hun var misundelig Sossen, misundte hende Kristian! – Deri stak den kjølige modtagelse!
Hvad Petra hadde tænkt så mangen gang, det tænkte hun også nu: Stakkels Sossen, hun har det vel ikke så deiligt, hun heller! Ingen, ingen kan hun gå og hente trøst hos, ingen, ingen får se hendes gråt.
149Og doktorens opløbne datter gik videre, skamfuld over ikke at kunne springe tilbage og kaste sig om søsterens hals. Engang hadde hun kastet sig om halsen på Karoline Plesner, da denne vånded sig efter et trak på ligtornen.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Den naturalistiske romanen Doktor Wangs børn er Gabriel Finnes mest kjente verk. Romanen kom ut i 1890 og skapte stor oppsikt. På en rå og uhyggelig måte skildrer Finne konsekvensene av en brutal oppdragelse. «... det frygtelig uhyggelige Doktorhus ved Eidet inde under Vestlandets Fjelde, hvor alle Hadets, Ondskabens, Ufredens og Lavhedens Demoner hyler omkap i en ren Helvedeskoncert» – slik beskrev litteraturkritikeren Carl Nærup boken i 1897 (Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur).
Se faksimiler av 1. utgave, 1890 (nb.no)
Gabriel Finne var en tid del av bohemmiljøet i Kristiania og blir gjerne regnet som en rent naturalistisk forfatter, men i siste del av forfatterskapet dreide han mer mot dekadansetematikk.
Finnes direkte og rå fortellerstil vakte forargelse. Grunnstemningen i de fleste av verkene er dyster og beklemt, og karakterene er ofte hatfulle og forbitret.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.