Marja! Pst!

Aha, er det Frøken Bertha. Goddag, Frøken!

Goddag! Kom herind lidt.

Ei, ei, Kaffeslabberas!

Jo, jeg skulde mene! Tre Fruer med Mænd og selve Presten, Mor! De skal ha et Barnehjem naa – for saanne Barn, som – aa ja, du skjønner det vel … Du – mødte du nogen Hest paa Veien?

Hest! Jo, jeg skulde tru det. Og han var ikke alene heller.

Du da! Det ved jeg vel, at Hestene ikke løber alene paa Landeveien. Var det Folen, han red?

Sku’ tru! Eia mig, for et staseligt Par! Svart-Folen og Fuldmægtigen, ja.

Uf, for noe Filleri!

Hvafornoe?

Aa, alle disse væmmelige Gjæsterne!

Jøss, Frøkna maa da ikke snakke slig. Han kommer vel Kjæresten og?

Ja da – jeg mener ikke ham, naturligvis. Og ikke de andre heller – naturligvis. (Hidsig.) Men idag skulde vi havt den første Langtur med Folen, ser du! Nu taaler den Sælen, men du kan tro, vi har havt Sjau med at tæmme den, Nils – Fuldmægtigen og jeg. Han skulde tat den og jeg Raven. Hutetu, slig som vi skulde raset gjennem hele Gillestad Sogn! Redet overende baade fine Fruer og Klokkerer og Prester! (Tar Marja om Livet og svinger hende rundt.) Men ikke snille, gamle Kjærringer!

Men Gud velsigne Dem, Frøken, er De reint gælen, tænk om Kjæresten eller Jomfrua hørte og saa Dere? Dom vil nok Frøkna skal være lidt adstadigere naa, hu snart skal bli Frue … (Bertha lægger Haanden over Marjas Mund. Marja rister Haanden af sig.) Naada, det er vel ikke farligt at nævne det. Er det ikke alt lyst i Kjærka baade en og to Ganger?

Du er slem, Marja! Ta Kurven din og gaa ind i Kjøkkenet, saa faar jeg vel komme alligevel. 38Jomfruen træffer du ikke idag, hun har vondt i Maven; men jeg skal nok greie det. (Nærmere.) Og saa du – ikvæld, naar Gjæsterne er gaat …

Frøkna skulde være lidt forsigtig.

Tøv Marja; en kan da ikke la den deilige Septembermaanen skinne til ingen Verdens Nytte!

Ja, ikke er det mig imod aa se Frøkna i Hytta mi … det er største Hygga hu gamle Marja har det, men …

Men, men – vær nu ikke dum da, Marja! Skjønner du ikke, at du skal ikke være slem mod mig nu … nu er det jo snart forbi, saa – (snur sig bort og river hidsig et Par Kvister af en Busk) – saa kan jeg vel faa lov at røre mig lidt … disse Par Dagene …

Javist da, Frøkna mi! – Men det er liksom jeg er saa ræd – – det er liksom jeg kjenner det paa mig, at …

Ja da, det blir Uveir, Marja! Det er det du kjender paa dig! (Gaar mut til Bordet.)

Det er som jeg skulde se Far hendes! Aldrig kunde en faa snakke et Alvorsord med ham heller – før det var for sent. Han spøger noe hver Steds her paa Gaarden, han. (Gaar.)

Du er vel ikke sint, Marja?

Pøh, sint! Akkurat saa sa’n Prokuratoren au. Men det var akkurat som med Frøkna, det – bare han saa paa en, han, saa …

Der kan du se!

Men uvørn var’n, stygt uvørn, og derfor saa fik ingen rigtig greie paa’n … og derfor saa … men løien og morosam var’n, og saa er det med Dere og, Frøkna mi – stygt uvørn – det er heller, som De skulde vært mynta til Gut.

Ja, det var jeg ogsaa, det, ved du, Marja! Far vilde endelig, jeg skulde været Gut. Kan du ikke huske, da jeg kom fra Kjøbenhavn med Far – nei, der er sandt, det var – før jeg kom hid, det. Men da gik jeg i nydelige Fløielsklær, som han havde kjøbt til mig. (Pludselig alvorlig.) Jeg husker godt, hvor Mor var fortvilet. (Ryster Tankerne af sig.) Jeg var saa vild og gutteagtig, ser du …

Skulde du hørt sligt syndigt Indfald!

Og saa lærte han mig at spytte og sige «Død og Pølse». Da graat Mor.

Ja, det var ikke til at undres paa.

Og ved du, Marja, at det har jeg endda mangen Gang saan rivende Lyst til.

Til hvad?

Til at spytte og sige noget rigtig stygt.

Jøss!

Og saa til at gaa i Bukser. Da kunde en da komme afsted! Du aner ikke, hvor deiligt det er at gaa i Bukser, Marja! Har du prøvet det noen Gang? (Tar kaad omkring Marja.)

Nei, det Plagget har jeg da saavist aldrig havt paa min syndige Krop. Jøsses for Gælenskab! Ja, naar jeg tænker paa, aassen han var! Stakkars Prokuratoren! Jeg skal ikke glemme sidste Gangen han var nere hos mig. Det var Tufs med’n da, stakkar – det var nok en Knute paa Traaden (nikker mod Huset) – saa hadde’n vært indom og faat sig en Kaffikop, som’n ofte gjorde, naar’n var ute og rei. Saa stod’n og holdt i Bidslet paa Hesten og skulde afsted, og saa sa’n: «Se her, Marja,» sa’n, og saa tog’n op en Bukseknap tur Lomma og slog i Næven paa mig; «du faar greie dig med den idag,» sa’n, «for har jeg en Halvskilling, har jeg støli’n,» sa’n. Ha, ha, ha!

Ja, det ligned ham, det.

Ja, han var ikke af dom, som bar Suta mye tilskue, han san! Men synd var det i’n. Død og snyte – forlate mi Synd –; men jamen kan en ikke mange Ganger bli saa hakkende sint paa disse Kvindfolka …

Ja, ja, ja – det er ikke noe at snakke om alt dette gamle, Marja.

Nei, nei, jeg sier bare, at Livet lager sig rart for mange, sier jeg.

Det gjør vist det, Marja. Nei, nu maa du gaa, Marja; jeg maa gjøre færdigt her …

Det er vel saa. Ja, ja, jeg rusler ind i Kjøkkenet, jeg da. Men …

Naa?

Han er stygt vild Svart-Folen endda.

Huf nei, Marja, nu er jeg saa ludende lei af de tamme Hestene!

Jøsses! Prokuratoren sjøl op af Dage! Ja, ja – ja, ja! – (Gaar.)

Se her er Sølvtøiet. Gjør nu ordentlig istand. Jeg føler mig saa træt og klein.

Men skal du ikke klæ paa dig, da? Klokken er mange. Tænk om Presten kom; du ved, han pleier komme saa tidlig. Han er ræd, Vaflerne skal bli kolde.

Der findes da ikke Alvor skabt i dig! Jeg synes, du skulde ha andet at tænke paa i denne Tid end Skøi og Galskab!

Jeg siger jo bare, at Klokken er mange. Og du pleier da aldrig ta imod i Slaabrok – uden naar du ligger paa Sofaen og er daarlig.

Ikke et Menneske har man at snakke et alvorligt Ord med. Ærgrelser og Bekymringer paa alle Kanter. Utak og leit og vondt! (Paa Verandatrappen; raaber.) Henriksen! Henriksen! (Et af Arkvinduerne aabnes.)

Hallo! (Vinker ud med en lang Pibe; forsvinder.)

Kunde du ikke gjøre saa meget som at bære Bænkene ud! Overhovedet hjælpe til en Smule. Her maa jeg gaa alene med alt, klein som jeg er! Hvad har en igjen, fordi en tar Folk op fra Gaden og gjøder dem og føder dem! (Utaalmodig op og ned.) Nils-Petter lader, som der ikke er andet at gjøre paa en Gaard end tæmme Hester; alt andet bryr han sig Pokker om! Og du, du bare fordreier Hodet paa dem alle med Galskaben din! (Ind paa hende.) Hvad tror du Alf vilde sige, dersom han vidste, at du streifer i Skog og Mark Nattes Tider med Nils-Petter?

Jeg?

Jeg er ikke saa let at narre. Jeg sover meget lidet; ta dig i Agt!

Men du store min – jeg …

Ti! Jeg kjender Arten. Ogsaa for ham – din letsindige Far, har jeg vaaget mangen Nat.

Fy!

Ti, siger jeg! Du er en næsvis, utaknemmelig Unge! Du lyver for mig og bedrager mig – som han! Han, som jeg tog op af Rendestenen!

Det har du sagt mig ofte, det om Far og Rendestenen; men endda er jeg ikke sikker paa, at det er sandt, tænk!

Du himmelske Fader! Er det ikke, som du samler al din medfødte Frækhed og kaster i Ansigtet paa mig – netop i disse Dage, da jeg sandelig mer end nogensinde havde fortjent andet af dig! Næsvis og uforskammet er du! istedetfor at du skulde takke mig paa dine Knæ!

Tag det igjen altsammen – altsammen, saa skal jeg takke dig!

Læg Baand paa dig, Barn; du er nervøs. (Sagte.) Der kommer Alf. Gransk nu din Samvittighed.

Goddag Bett! Goddag Tante! (Nedover Havegangen.) Hvordan har du det?

Goddag. Daarligt har jeg det, Gutten min. Der er nok af dem, som sørger for det. (Ind.)

Hvad skal dette betyde! Har du nu været lei mod Tante igjen, Bertha? (Mod hende.)

Lad mig være! (Vil gaa.)

Gaar du? Men Bertha, hvad mener du med dette? Hvad er der i Veien, spør jeg?

Ingenting. Jeg skal bare dække Kaffebordet. Tante skjændte, for det ikke var færdigt.

Aa, ikke andet; men saa vent da!

Jeg gaar ikke langt.

Lad mig følge dig! Idag maa vi være sammen hele Tiden.

Nei – nei, du kan ikke følge mig.

Men hvorfor ikke da?

Du maa da ikke spørge om det! (Løber ud. Alf ryster paa Hovedet, gaar langsomt ind mellem Trærne til Høire.)

Hvad det er? Naa, jeg siger bare: Gud være lovet, at det ikke er mange Skridt igjen til Graven.

Ak, Vennen min, du overlever os alle.

Dere er to Alen af et Stykke, Bertha og du. Der er ikke Alvor i nogen af dere. (Træt.) Jeg er for gammel til at more mig over Vrøvl længer.

Du gammel! Nei Jomfru, du blir aldrig gammel, for du er et Element, du, ser du! Men hvad var det nu, som stod paa, mon Amie?

Ingenting staar paa. Men din uendelige Sindsro irriterer mig. Kan du ikke ialfald vise, at du er til! Om man tog Livet af mig, du rørte ikke en Finger. (Sætter sig; forandret.) Ja, du smiler du! Aa Henrik, jeg er saa træt.

Ja, ja, Elementerne maa ogsaa hvile af og til, ser du.

Aa, du er lig dig selv. Det er forresten sandt, der er Tider, da jeg føler uendelige Kræfter i mig; 49men alt jeg rører ved, er saa skjørt. Alting viger unna og gaar istykker. Hvad skal man bruge sine Kræfter til. Der er ingen Trold med ti Hoveder længer!

Nei, nu nøier vi os med mindre.

Nu du, f. Eks.! Naa, overhodet dere Mænd – ak, dere er saa snille, og saa føielige og saa skjøre! Huttetu!

Min Ven, du skulde ta et beroligende Pulver. Men det var altsaa Bænkene – Komiteen kommer vel snart. Men hør du – dette Barnehjemmet – naa ja, det er allright; men, gjør os for Himlens Skyld ikke fattige! Ingen fattig kommer ind i Valhal, ved du. Odin er streng i saa Maade. Praktisk Religion det, hvad? – for saa var der ingen fattige, dengang man trodde paa Odin, ser du.

Din Hedning! Ved du ikke, at det er ligesaa vanskeligt for en rig at komme ind i Guds Rige, som for en Kamel at komme gjennem et Naaleøie.

Nei, den Trøst havde de da paa rede Haand de gode Kristne, da de gjorde Slaverne til Tiggere! Men tag det ikke saa bogstavelig, du – ikke rigtig saa bogstavelig, hvad …

Det gjør jeg heller ikke; for det siger Presten ogsaa. Men skal man kanske ikke gjøre godt …

Hvis man rækker det – bien! Men Hovedsagen er: Mindst muligt Vrøvl. Og fremfor alt: gjør ikke af Humanitet Slaverne til Tiggere.

Spot ikke! Er det som Konsulent eller – Arving, du er bekymret?

Pardon! Men der er noget ved at ha Brød, mener jeg; og det at være Slave, det ved du, jeg har en vis Svaghed for. Jeg er skabt til det jeg, ser du! Jeg er doven, og der er mange, som er det. Men du Alvilda, du er skabt til at være Herre du, for din Hjerne hviler aldrig. Du fordobler din Formue hvert tiende Aar – jeg blir træt bare af at tænke paa det! Jeg beundrer dig, for ingen kan 51binde dig, hverken Prester eller Profeter! Jeg beundrer dig og kysser din smukke Fod; hvor den træder, der er mit terra patria!

Bevares, hvor du er galant.

Og tro du mig, naar ikke Tusender gjør som jeg, saa er det, fordi du er født i en gal Tid; for du har den kolde, klare Hjerne og den store Graadighed, som skaber de store Mordere – de store Verdenseventyr –

Er du blit gal?

Tilgivelse! Men vi blir saa dumme alle ved Siden af dig. Jeg er stolt af dig! Om Jalousi kan der ikke være Tale! Ja, du er stor; men du mangler den sidste Tomme. (Knipser sig paa Panden.) Aa Herregud, det er bra, saa blir der Rum for Presten.

Sludder! Lad mig komme ind og klæ mig; her kommer jo Gjæster.

Ja, det er det. Og oprigtig talt du – mellem os – saan Øie mod Øie: jeg befinder mig ikke rigtig vel i al denne Velgjørenheden. (Bøier sig mod hende.) Det klær os ikke du!

Du har drukket. Det var tidligt.

Jagu har jeg saa! Det er saa meget saant (med nervøse Fingerbevægelser) saant Fedt, som maa svælges ned! Tilgivelse for Slaven, hvad? – Nu skal vi ta Bænkene.

Ah, lad Bænkene være. Kom og hjælp mig!

Med Støvlerne, hvad?

Uforbederlig er du, Henrik. Nu, ja, med Støvlerne; du ved jo min Ryg er elendig!

Alvilda, Alvilda, aldrig glemmer du, at den Fod engang er hugget i Marmor!

Nei, saa ofte har du da sagt mig, at dertil var den formet i Himlen. (Han følger efter hende.)

Naa er du der, Skøierunge! (Vil ta hende om Halsen.)

Jeg har saa travlt.

Det har du altid, naar jeg vil tale med dig. Du formelig flygter for mig. Og vi har da saa meget at tale sammen om nu, da vi snart skal sammen for altid – i det intimeste af alle Forhold … Bertha …

Ja siden, siden.

Det siger du altid. Men naar? Kom! Vær snil! (Trækker hende med sig ned paa Bænken.) Jeg søgte dig igaaraftes; da havde jeg et Par gode Aftentimer ledige, og hvad var naturligere, end at jeg gjerne vilde tilbringe dem sammen med dig. Vi maa prøve at forstaa hverandre, Bertha, fuldt ud, nu, da …

Nei, – de kan jo komme hvert Øieblik. Slip!

Dette er stygt og utaknemmeligt af dig, Bertha. Jeg har jo næsten ikke talt med dig, siden vi blev forlovet. Og din gode Pleiemor, som har ordnet alt for os, saa vi kan gifte os nu og faa et godt Hjem – er dette Taknemmelighed mod hende, synes du? Vi holder jo alle saa meget af dig, og vil dig saa vel; men du er kold og mistroisk. (Vil ta hendes Haand igjen.) Husk du har bundet dig til mig for Livet, Bertha.

Jeg! Nei du; tænk dig om! Jeg er aldrig blit spurgt jeg, du!

Bertha! Lad ikke et tilfældigt daarligt Humør løbe af med dig. Du vil angre det. Jeg ved jo, du mener det ikke slig. Jeg er jo saa glad i dig, du store, uskikkelige, søde Unge! (Tar hende hurtig ind til sig og kysser hende.)

Huf, nei da! Pas det hvide Skjortebrystet dit! (River sig voldsomt løs.)

Bertha! Bertha!

Aa du da, du har da Brillerne paa Næsen, ser jeg.

Naar Gjæsterne er gaat, vil jeg tale med dig! Forstaar du! (Hurtig ud)

Du, Kandidat, du kan jo Loven saa godt, du.

Naada, skal du anlægge Proces?

Vil du si mig en Ting?

Hvis jeg kan.

Naar en Pige er forlovet, og det er lyst i Kirken, og Brudekjolen næsten er færdig – blir hun straffet, hvis hun slaar op da?

Men Gud bevare dig vel, Barn …

Hys! Fly nu ikke og spør Jomfrua, som du pleier at gjøre – svar mig, hvordan tror du det gik?

Er du splitter pinegal, Barn! (Hjælpeløs.) Den … den – pene, brave Gutten, og … og …

Huf, snak ikke saan … jeg ved godt, hvad du synes.

Ja, ja, Herregud, han er en smule pedantisk og lidt sygelig og saan, men … men tænk paa Stillingen da, Barn. Vor fælles Jomfru Moder vil jo sørge for dere, og …

Ikke tøv nu! Du maa hjælpe mig! Du maa, hører du! Heller vil jeg gifte mig med dig, saa styg som du er – nu ved du det!

Tak skal du ha. Men … men snille Barn … det er lovlig sent dette du … hvorfor i Alverden har du …

Ja, ja, ja, jeg ved jo alt det der. Jeg har jo hundrede Gange forsøgt at sige det; men jeg faar aldrig Lov at snakke ud. Alf ved godt, at jeg ikke kan dette her, og du ogsaa – fy, det er stygt af dere allesammen! (Slaar Hænderne for Ansigtet og græder.)

Men kjære, Barn … du skulde da før … hvorfor har du ikke alvorlig –

Jeg har ikke turdet; nu ved du det. For jeg har ogsaa været ræd hende – akkurat som du – og alle de andre. Men nu er jeg lige glad … jeg kan ikke, jeg vil ikke! Hun kan slaa mig og hvad hun vil … jeg vil heller dø.

Du har Feber, Barn, du raser …

Aa, du ved godt, at jeg mener, hvad jeg siger.

Ja, du siger hvad du mener forholdsvis ugeneret ialfald, det er vist.

Ja, du kan tro, det er Alvor. (Knytter Haanden.) Det maa ske, forstaar du! Og du kunde godt hjælpe mig du, og snakke med hende og si det, du rigtig mener – men du er ræd, stakkar! Fy, det er stygt af dig! Dere er imod mig alle – ingen, ingen vil hjælpe mig! (Graater igjen; men tar sig sammen.) Fy, for en Rædhare! (Stamper med Foden, snur sig og gaar.)

Goddag, Goddag, Hr. Kandidat, Goddag Frøken Bertha. (Bertha med et Kniks hurtig forbi ham og ud Grinden.)

Goddag, Hr. Pastor – velkommen! Nu skal jeg straks si Jomfruen til.

Nei, nei, jeg ber Dem; jeg er saa tidlig. Kommer lige fra Sygebesøg, og min Vei faldt her forbi. – Det er nok en vanskelig liden Dame, Frk. Bertha. Jeg maa i Sandhed beundre vor gode Venindes Taalmodighed. (Nysgjerrig.) Hun skal jo ligne Faderen? Der gaar Rygter om, at han ogsaa i sin Tid beredte Jomfruen adskillige Vanskeligheder? Kjendte De Sagfører Hald, Hr. Kandidat? – De ved, det var 59før min Tid. Han døde nok Aaret før jeg kom hid til Bygden. Og Folk snakker saa meget …

Nei, jeg havde ikke den Fornøielse at kjende Hr. Sagføreren; det var ogsaa før min Tid, Hr. Pastor.

Saa! En smuk Mand har han været efter Billedet at dømme. Folk vil vide, at Jomfru Linde sørged … (stanser pludselig forlegen, da Kandidaten ser ham med et skøieragtigt Smil i Øinene, mens han damper energisk.)

Goddag, Henriksen! Goddag, Hr. Pastor!

Aha! Velkommen!

Goddag, Frue! (Gir Fru Jul Haanden.) Goddag, mine Damer!

Hvor er Alvilda?

Hun kommer vist straks. Nu, skal De ogsaa i Barnehjemmet, Fru Klem?

Ja, De kan nok spørge om det, slig en Klods som jeg er.

Det var greie Mandfolk, som har Kaffebordet istand. (Slaar ud med Haanden) Slig skal det være! Ha, ha!

Altid lige spøgefuld, Frue. Hvordan lever Gemalen?

Tak, som spør; jeg synes ligesom han er kommet sig lidt, siden jeg satte ham paa Havrevelling.

Huf, stakkars Mand. Vil De ikke ta Plads, mine Damer. (Fru Klem og Fru Rask sætter sig paa en Bænk, Kandidaten staar foran dem; konverserende:) Deres Mand kommer vel, Fru Klem?

Jo da, men ikke til Kaffe – han taaler ikke Kaffe.

Jeg trodde, det var bare Damerne, som skulde komme til Kaffe.

Ja, jeg ber Damerne undskylde; jeg kom fra Sygebesøg, og min Vei faldt her forbi.

Og saa er Pastoren en Skjælm efter varme Vafler.

Vafler! Er De gal Mand, De som har daarlig Mave. De har vel prøvet det varme Omslag, vi snakked om?

Det har jeg, Frue, og jeg har takket Dem i mit stille Sind. Nu har jeg stadig vaadt om Maven – Dag og Nat. (Fru Rask grøsser.) Og det er forbausende, hvor det har virket (pludselig forlegen) forbausende, ja, hm …

Der kan De se; det er ikke værst at være Venner med gamle erfarne Fruer. (Til Kandidaten.) Men hvor blir Alvilda af?

Hun har saa meget at staa i. Har vist saavidt faat Tid til at klæ sig.

Ja, hun er storartet! Slig som hun styrer og steller hele denne store Bedriften. Der kan man se, hvor overflødige dere Mandfolk igrunden er! (Kandidaten smiler og bukker.)

Og dog er hun Kvinde fuldt ud. Ydmyg i sit Gudsforhold, og saa beskeden og enkel i al sin Færd. Bare dette, at hun ret og slet ønsker at kaldes «Jomfruen» – der er noget stort i det.

Jagu – omforladelse, ja, det er stort, mener jeg, sandelig!

Se der har vi hende. Goddag, Alvilda! (Imod hende.)

Velkommen, mine Damer! Goddag og velkommen, Hr. Pastor! (Gir ham Haanden; kysser Fru Jul og haandhilser saa paa de andre.)

Alf er her vel?

Han var her netop. (En Pige med Kaffekanden.) Værsaagod! (De sætter sig om Kaffebordet.)

Vi talte netop om det store i at ha Hoved som en Mand og dog Hjerte som en sand Kvinde, slig som De, bedste Jomfru Linde.

De er fra en Tid, da Mændene endnu var galante, De Pastor. – Værsaagod, mine Damer! (Skjænker Kaffe.) En herlig Eftersommer vi har. Varmt som ved Sankte Hans.

Jah! Og er Eftersommeren først god, saa er den skjønnere end alle andre Aarstider.

Goddag, Frk. Bertha! – Aha, der har vi Bruden! – Goddag, Goddag!

Kom her, Bertha og byd omkring!

Hvor har du gjort af Alf?

Jeg ved ikke – han var her netop.

Hvordan staar det til med den blege Kjæresten, da, Frøken; vi ser ham aldrig mer inde i Byen.

Tak – han er vist – noksaa bra.

Ja, mer skal man da ikke forlange af et Mandfolk. Jeg tror, de gaar med Mavebind allesammen snart.

Bedste Fru Rask, en Kop Kaffe til?

Ja, tak, en fuld Kop, er De snil!

Prenez garde aux enfants, mine Damer.

Gud hjælpe den, som er Barn, naar hun skal gifte sig!

En Vaffel, Hr. Pastor! De er varme.

Tak. Tusen Tak! Deiligt!

Jeg maa gi Fru Rask Ret. Vi er en daarlig Race vi Mandfolk nu for Tiden. Vi fortjener sgu, saa inderlig vel alle de saltlagede Ris, vi har lavet til vore respektive …

Naa, naa Kandidat! Vi! De og jeg, to gamle Ungkarle, vi …

Aah, aah, Hr. Pastor!

Det er ingen Sag at være Ungkarl, naar man er saa heldig som du, Henriksen. Langkogt Mad 66og huslig Hygge, naar du har Lyst paa det, og fri Fugl, naar du har Lyst paa det. Og saa Burdøren paa Gløt bestandig, saa du kan flyve ind igjen, naar du blir – sulten, havde jeg nær sagt. Ha, ha!

Ja, naar man er saa lykkelig at være Jomfru Lindes Pleiebarn!

Sæt, der var Plads for et til, Pastor!

Ak, hvor er der Plads for den Graahaarede! Snart er det vel bare paa Kirkegaarden, det.

Ak, Pastor, paa Kirkegaarden har jeg 7 Grave. Snak nu ikke om den ottende. Ja, for ogsaa Deres Grav blir min, Pastor.

Tak, bedste Veninde, det var smukt sagt af Dem! Jeg er en ensom Mand.

Ja, ja, Hr. Pastor, kanske vi kan ende som Brødre. Ha, ha, ha; Burdøren paa Gløt, som Fru 67Jul siger – naar jeg fløi ud, saa fløi De ind; ha, ha, ha!

De har altid en Skjælm bag Øret, De, Kandidat!

Nei, nei, jeg er umulig, jeg, ser De. Det har sine gode Grunde, at jeg ikke har giftet mig.

Det pleier gjerne ha det.

Jeg taaler ikke at være sammen med et Menneske mer end høist to Dage ad Gangen. Jeg blir syg. Jeg skal aldrig glemme, da jeg engang gik med min bedste Ven over Fjeldet i tre Dage. Jeg haded ham!

Fy da, Kandidat!

De eneste lyse Øieblikke var om Kvelden, da han sa Godnat; men saa fik jeg ikke sove, fordi jeg hele Tiden laa og grued for det græsselige Øieblik, da han den næste Morgen skulde komme blid og udsovet og si Godmorgen, som om ingenting var.

Aa, hvor jeg forstaar Dem! Man blir styg indvendig.

Styg! Gudbevare Dere vel; jeg skulde med den største Sindsro stegt ham over en langsom Ild.

Naa, det maa jeg sige!

Jeg gjorde det ikke, snille Frue. Nei; for der er Straf for alt Selvforsvar her i Landet, ser De! Jeg knytted pent Næverne i Bukselommerne og tordned og lynte paa Latin, for det forstod han ikke, Dyret!

De forkjæler vist ikke Deres Venner, Kandidat. Nei, saa kan jeg nok forstaa, at De ikke har giftet Dem. Og Fru Rask synes mig ogsaa –

Aa, Hr. Pastor, der er mange Grunde til at gifte sig!

Saa – aa?

Ja da; det er ikke bare Moro at gaa hjemme og være pen Pige bestandig heller. Vi faar ogsaa Lyst til at spise Brystet paa Kyllingen engang, ser De.

Bevares vel! Jeg er forfærdet over Dem, Frue. Men et Spøg, et andet Alvor: hvordan skal det gaa, naar Kvinderne mister Evnen og Viljen til at elske …

Velsigne Dem – er det noe andet vi vil da! Men hvem skal vi elske?

Hvad siger De om at indføre nogen Zulukaffere, Frue.

Det var ikke daarligt; men da maa vi ta dem, før Kulturen faar Tag i dem.

Skal vi saa sige vor gode Værtinde Tak? Tusen Tak!

Og saa kanske en Pibe – til at svælge ned med, Pastor, hvad?

Jeg siger Tak. (De gaar)

Undskyld.

Aha! De lar vente paa Dem, Fuldmægtig.

Der er et og andet paa en Gaard, som ikke kan opsættes, Jomfru …

Skjænk Kaffe for Fuldmægtigen, Bertha. Tag Plads!

Jeg har ikke Tid, ellers Tak. Det var bare en Besked til Gartneren, jeg skulde …

Ja, mine Damer, er Dere forsynte, saa foreslaar jeg, at I tar en Tur i Drivhuset, mens jeg afgjør mine Forretninger.

Ja, Blomster er deiligt! Kom!

Ja, i det hele taget alt, som gror! Alt som sprætter og springer ud og vokser. (De gaar henover.) Der er ingenting i Verden saa tarveligt som Ufrugtbarhed.

Derfor synes jeg ogsaa, det er for galt med slig en velskabt Jomfru!

Hys, er De gal! (De gaar ud mellem Trærne.)

Hvor var Hestene inat? Tror du jeg sov?

Hestene var paa Stalden i god Tid.

Husk, hvem du er, du Søn af min Husmand! Du, som ikke havde det du kunde skjule Skammen din med, da jeg tog dig op her paa Gaarden! Du – min Gaardsgut – du … du lar mig – vente!

Herregud jeg … ja jeg – (modigere) jeg ved ogsaa en, som har faat vente af og til! I det hele saa – er jeg kjed af at la mig kommandere. Du kunde ladt mig være ifred derover – – –

Ti!

Nei jeg gjør ikke det – siden vi naa er kommet ind paa det, saa …

Nu er det paa Tide du gaar; men først vil jeg si dig, at Hestene skal være paa Stalden Kl. 8, forstaar du. Og saa en Ting til. Jeg ber dig huske paa, at Bertha skal ha Bryllup om 14 Dage.

Sludder og Vrøvl farer du med, siger jeg! Hvad har jeg med Frøken Berthas Bryllup at gjøre! 73Nu er jeg lei af dette. (Frækt.) La mig faa de 20 000, du vilde sikre mig, naar jeg kom tilbage – saa er vi kvit. – Lad mig faa mit, saa reiser jeg.

Dit! Ha, ha! Hvem eier Skjorten paa din Bag, du Stymper? (Pastoren er under sidste Replik kommet ud paa Verandaen, stanser; slipper Piben i Gulvet af Forfærdelse. Nils-Petter ser Pastoren og gaar med et haanligt Smil gjennem Grinden. Jomfruen støtter sig mod en Bænkeryg, tar sig til Hjertet.) Ah!

Men … men Jomfru Linde … hvad … (hen til hende) De er Syg.

Ja, Pastor, jeg er syg … Hvis De vidste, hvad man maa taale, Hr. Pastor … (halvt grædende) og det af dem, man har gjort de største Velgjerninger imod. (Lar sig glide ned paa Bænken.)

Dersom jeg forstaar Dem ret, er det ham – Deres Fuldmægtig, som … Og – bedste Jomfru Linde – det gir mig Anledning til … jeg vilde saa gjerne som Deres Ven … De ved, alting misforstaaes i Verden. Har De ikke været en Smule 74uforsigtig? Jeg mener – ja netop ligeoverfor ham. Det er jo saa, at Folk paa hans Dannelsesniveaa, maa man holde en Smule paa Afstand. – De er for god, bedste Veninde.

Aa, Pastor – god! En Nar har jeg været! Jeg haabede, at i ham skulde jeg faa en ærlig Tjener; det var dog et ganske rimeligt Haab, Hr. Pastor! Et Menneske, man har hjulpet op af den sorteste Elendighed. Men hvad har man igjen? Og det er ikke bare ham! (Reiser sig.) Her spilles frækt bag min Ryg, Hr. Pastor! (Atter svag.) Naa; lad os ikke tale mer om det idag; jeg føler mig altfor syg og træt. Men en anden Gang, Hr. Pastor, vilde jeg saa gjerne tale med Dem. Jeg trænger Raad. Tro mig, det er ikke let for en enlig Kvinde. (Rækker ham Haanden med et smerteligt Smil.) Vil De snart komme igjen, Hr. Pastor? – De er jo min Sjælesørger og – min Ven.

Det er jeg, og intet skal være mig kjærere, Jomfru Linde. Men lad mig blot faa Lov … bare et Ord; det er mig saa magtpaaliggende at faa sagt Dem det. Denne Fru Rask – ja lad mig sige det rent ud: det er mig en Pine at se Dem i hendes Selskab. Og i Barnehjemskomiteen kan hun dog umulig sidde. Det gir det hele et falskt Skjær af 75noget – noget. Ja, De ved, den Slags løse Existenser bringer ingen sund Atmosfære med sig. Man mærker jo saa pinlig, hvor hun stadig synker dybere og dybere. Hun taler jo ikke engang dannet om Tingene længer – –. Denne lystige, frivole Tone – – – kan man ha Medlidenhed med saadant …

Det er sandt; hun generer ogsaa mig selvfølgelig! – Men hun er saa dygtig, Pastor, og saa skikkelig; det er bare Munden, hun ikke kan styre. Og hun har havt det vanskeligt, kan De tro.

Saa – aa?

Da hun var færdig til at begynde – fik hun en Mand, som var færdig til at slutte.

Jeg … jeg forstaar ikke …

Og saa ved jeg ikke, jeg, Pastor; det kan være godt og bra nok med al den Dannelsen; men af og til synes jeg, at Folk «danner» ud baade Følelse og Natur i sig!

Men bedste Jomfru Linde, De kan ikke mene, hvad De der siger. Det er jo en Uhyrlighed! Jeg har stundom saa vanskelig for at følge Deres Tankegang, skjønt jeg jo føler, at den bunder i det samme som min.

Naa, Pastor, De skal ikke ta saa alvorlig alt, hvad en dum Kvinde kan finde paa at si … (Med mildt Koketteri.) Vi er uskikkelige, vi Kvinder, Pastor; men saa tar vi saa gjerne den Revselse, vi fortjener. Ja, kjære Pastor, saa venter jeg Dem snart.

Saa gjerne! Det skal jeg … men dette maa vi tilbage til.

Siden Pastor. Nu er jeg saa træt.

Javist, javist. Ja, ja, saa gaar jeg op til Kandidaten saa længe og faar stoppet min Pibe. Farvel saa længe, kjære Jomfru Linde!

Paa Gjensyn!

Ja, naa er Gjødkalven flaad og fiks færdig, Jomfru. Skal’n hel til Byen?

Ja, afsted med den! Nu er jeg lei af Kalv – baade stegt og kogt.

Jaja. (Vil gaa)

Nei! Hør her, Maren, – send Bagparten til Presten. Men idag! Forstaar du?

Aa, saa naa! Ja vel. Skal saa. (Ud Grinden.)

Ja, jeg skjønner mig ikke noget videre paa det, jeg; men dette at vi skulde opmuntre Usædeligheden med at bygge et Barnehjem …

Om nu saa var, havde jeg nær sagt.

Nei, ved De hvad, Fru Rask …

Ja, skulde ikke en sterk, frisk Kvinde kunne faa et Barn uden saa meget Vrøvl da! Mange kan godt undvære en Mand; men ingen kan undvære et Barn.

Fy da, som De snakker! Sandelig om jeg vilde undvære Manden min for alt i Verden, saa skral som han er.

Nei, han gjør da vist akkurat hvad De vil.

Ja, stakkar, hvad skulde han ellers gjøre. For Tiden er han paa Havresuppe. Huh, den blege Suppetallerkenen paa Sengen om Morgenen! (Fortrolig.) Ved Dere hvad? Jeg faar saa frygtelig Lyst paa Bif, jeg – (ler) med dygtig Peber paa! Ha, ha, ha! Apropos Suppe forresten! Dere kan tro, jeg har en ekstra Opskrift paa Fuglesuppe, som Dere – unter uns – kan koge paa Kanin. Bare et stort Glas gammel Graves tilslut, (smatter) saa er det ikke en, som skjønner det.

Graves! Det taaler vel ikke Deres Mand?

Nei, stakkar; overhovedet ikke Vin! Han er en Helgen!

En træt Helgen! Aa Gud, for en Komedie Dere! Vi gaar og sparer og sparer op vor Ungdom og Kraft, til den store Dag kommer – og saa! – Ak nei, vi var dumme, som ikke moret os i vor Ungdom, som vore Brødre og Fædre!

Aa fy, hvor Dere snakker. Om ikke Manden min havde et Haar paa Hodet, om han var aldrig saa træt og aldrig saa meget saan Helgen, som Dere kalder det, saa var han det deiligste paa Jorden! Han er som et lidet Barn og alligevel som et stort, stort, deiligt Menneske! Aa, Dere har aldrig elsket! For da er man bare, bare ydmyg!

Saan skal det være, ja. Der kan De høre, Fru Rask!

Helt fra det vidunderlige Øieblik, da han blev min Mand, har jeg bare Lyst til at ligge paa Knæ og takke. For jeg elsker, elsker, elsker den søde Manden min!

Hvor længe har De været gift, Fru Klem?

Ti Uger akkurat. Og jeg er saa lykkelig! Det er som en Rus!

Ak ja! De ti første Uger er en Rus, de ti første Aar en Kamp –

Og de næste ti Aar sover man ud.

Ja, da lyder formodentlig den daglige Bulletin: Rolig Søvn med normale Drømme!

Aa fy, hvor stygt Dere snakker! Nei, aldrig, aldrig har Dere elsket!

Der er Undtagelser, Fru Klem …

Ja, da er vi Undtagelse! For om vi blir hundrede Aar, saa blir det ikke anderledes.

Lad os haabe det, lille, søde Fru Klem! Ak! Man skal ha Barn i sin Ungdom, mens man er dum og forelsket og siden …

Aa gid, tænk om nogen hørte Dem!

– Siden, naar man blir gammel og klok, kan man ta sig en gammel, klok Ven. En for Aanden og en for Haanden. Hvad ved Mændene om sine Børn andet, end at de skriger og koster Penge. Og saan en ældre, hyggelig Ven er det deiligste paa Jorden næsten; men de er ikke til at faa Smaabarn med.

Hys, hys – nei, det er i det hele svært indviklet. – Men hvor blir Herrerne af?

Se paa alle os sterke, vakre Kvinder – ja, jeg siger vakre uden at blunke –; vi har da Haar paa 82Hode, og Blod i Aarerne! Se paa os, naar vi unge og forventningsfulde staar og gaber som graadige Spurvunger ud mod det forjættede Land …

Og hvad er det saa, vi faar i Næbbet mener De? Nei De er udmerket.

Gid nei, nu gaar jeg. Sæt, at nogen lurte bag Buskene her!

Og se paa Manden – vort forjættede Land, ha, ha! Ak, mine Venner, den som fik opleve Reaktionen!

Fy, for en rædsomt uskikkelig Dame!

Ha, ha; fy skamme Dem forresten! (De følges under det sidste ind over Verandaen.)

Gud ved, hvor vore Damer er!

Ja, min Kone er sikkert paa Pletten; hun fór ud, før en vis Mand fik Skoene paa sig idag.

Ja, dersom Deres Kone har Halvparten saa godt Sovehjerte som min, Sagfører Klem, saa kan hun sgu gjerne staa tidlig op. Min Kone sover den ganske Nat, saa Gud sig forbarme.

Min ogsaa!

End min da! Hun sover som et Murmeldyr, mens jeg …

End jeg da!

Og jeg! Mine Herrer, jeg sover simpelthen aldrig; det er det rene Martyrium.

Min Kone har maattet flytte sin Seng ud i et andet Værelse. (Holder Haanden for Munden; fortrolig.) Hun snorker nemlig.

Det var da mærkeligt, som det stemmer; det gjør min ogsaa! Men hun paastaar naturligvis, at det er mig!

Naturligvis!

Det var da mærkværdigt, som det stemmer det er … der er … noget saa irriterende ved slig Sundhed … Aha, der har vi Jomfruen.

Velkommen, mine Herrer! Vær saa god; – Retten er sat, vi venter bare paa Herrerne. Hvad kan vi stakkels Kvinder gjøre!

Naa, naa … men Spøg tilside, Sagen er jo i god Gjænge?

Jeg tror nok, at Hjemmet er sikret, mine Herrer – med Deres Tilladelse.

Ser vi det! Gratulerer, gratulerer! (Gaar ind.)

Jomfru Lindes Minde – hvad?

Mine Herrer!

Aa du, et Øieblik. Undskyld, mine Herrer. En Smule Forretningskonference …

Undskyld mig et Øieblik. (Til Henriksen.) Naa?

Det er Bud paa Skogen. Godt Bud. Godseier Birk.

Hvor meget?

Seksti Tusen.

Ja, det var godt.

Storartet. Vi slaar selvfølgelig til.

Da har Skogen større Værd. Han ved, hvad gjør.

Selvfølgelig har den Værd; men …

Langt større end den budte Sum … Selvfølgelig.

Men kontante Penge. Og husk den besværlige Drift. Dette er enestaaende heldigt.

Jeg kjøbte Skogen mod dit Raad.

Ja, det ved Gud.

Jeg beholder den ogsaa mod dit Raad.

Du er gal. Husk det anstrengende og vanskelige Bestyr! Du kjender jo ikke engang Skogen.

Men jeg vil lære den at kjende. Kan Birk kjøbe den, saa kan jeg beholde den, det er klart. Telegrafer: Jomfru Linde sælger ikke. (Fra ham.)

Er det dit sidste Ord?

Ja, det kan du bande paa. (Ind.)