Edderkoppen

av Hulda Garborg

Anden Akt


Paa Raby, Jomfru Lindes Gaard. Parti af en gammel Have. Til Venstre Façaden af det hvidmalte Vaaningshus. Stor Veranda, tæt bevokset med Vildvin. Arkvinduer paa Taget. I Baggrunden hvidt Stakit med Grind til Veien. Bag denne Skog. Haven fortsætter indover mod Høire.
Bertha, 18 Aar, blond, vakker og staut med kjækt, uforfærdet Væsen, dækker Kaffebord under et stort Lindetræ. Hun er rask i sine Bevægelser og hurtig vekslende i Udtryk. Hendes Dragt er skjødesløs, men klædelig. Pludselig springer hun hen til Grinden og vinker paa en gammel Kone med Kurv paa Armen, som kommer paa Veien fra Høire.


    Bertha  (gutteagtig)

Marja! Pst!


    Marja 

Aha, er det Frøken Bertha. Goddag, Frøken!


    Bertha 

Goddag! Kom herind lidt.


    36Marja  (kommer indenfor)

Ei, ei, Kaffeslabberas!


    Bertha 

Jo, jeg skulde mene! Tre Fruer med Mænd og selve Presten, Mor! De skal ha et Barnehjem naa – for saanne Barn, som – aa ja, du skjønner det vel … Du – mødte du nogen Hest paa Veien?


    Marja 

Hest! Jo, jeg skulde tru det. Og han var ikke alene heller.


    Bertha 

Du da! Det ved jeg vel, at Hestene ikke løber alene paa Landeveien. Var det Folen, han red?


    Marja 

Sku’ tru! Eia mig, for et staseligt Par! Svart-Folen og Fuldmægtigen, ja.


    Bertha  (stamper med foden)

Uf, for noe Filleri!


    Marja 

Hvafornoe?


    Bertha 

Aa, alle disse væmmelige Gjæsterne!


    37Marja 

Jøss, Frøkna maa da ikke snakke slig. Han kommer vel Kjæresten og?


    Bertha 

Ja da – jeg mener ikke ham, naturligvis. Og ikke de andre heller – naturligvis. (Hidsig.) Men idag skulde vi havt den første Langtur med Folen, ser du! Nu taaler den Sælen, men du kan tro, vi har havt Sjau med at tæmme den, Nils – Fuldmægtigen og jeg. Han skulde tat den og jeg Raven. Hutetu, slig som vi skulde raset gjennem hele Gillestad Sogn! Redet overende baade fine Fruer og Klokkerer og Prester! (Tar Marja om Livet og svinger hende rundt.) Men ikke snille, gamle Kjærringer!


    Marja  (frigjør sig og retter paa Skautet)

Men Gud velsigne Dem, Frøken, er De reint gælen, tænk om Kjæresten eller Jomfrua hørte og saa Dere? Dom vil nok Frøkna skal være lidt adstadigere naa, hu snart skal bli Frue … (Bertha lægger Haanden over Marjas Mund. Marja rister Haanden af sig.) Naada, det er vel ikke farligt at nævne det. Er det ikke alt lyst i Kjærka baade en og to Ganger?


    Bertha 

Du er slem, Marja! Ta Kurven din og gaa ind i Kjøkkenet, saa faar jeg vel komme alligevel. 38Jomfruen træffer du ikke idag, hun har vondt i Maven; men jeg skal nok greie det. (Nærmere.) Og saa du – ikvæld, naar Gjæsterne er gaat …


    Marja  (alvorlig)

Frøkna skulde være lidt forsigtig.


    Bertha  (utaalmodig)

Tøv Marja; en kan da ikke la den deilige Septembermaanen skinne til ingen Verdens Nytte!


    Marja 

Ja, ikke er det mig imod aa se Frøkna i Hytta mi … det er største Hygga hu gamle Marja har det, men …


    Bertha 

Men, men – vær nu ikke dum da, Marja! Skjønner du ikke, at du skal ikke være slem mod mig nu … nu er det jo snart forbi, saa – (snur sig bort og river hidsig et Par Kvister af en Busk) – saa kan jeg vel faa lov at røre mig lidt … disse Par Dagene …


    Marja 

Javist da, Frøkna mi! – Men det er liksom jeg er saa ræd – – det er liksom jeg kjenner det paa mig, at …


    39Bertha  (hurtig)

Ja da, det blir Uveir, Marja! Det er det du kjender paa dig! (Gaar mut til Bordet.)


    Marja  (ryster paa Hovedet)

Det er som jeg skulde se Far hendes! Aldrig kunde en faa snakke et Alvorsord med ham heller – før det var for sent. Han spøger noe hver Steds her paa Gaarden, han. (Gaar.)


    Bertha  (efter hende, tar hende om Skuldrene og snur hende rundt)

Du er vel ikke sint, Marja?


    Marja  (ser godslig paa hende)

Pøh, sint! Akkurat saa sa’n Prokuratoren au. Men det var akkurat som med Frøkna, det – bare han saa paa en, han, saa …


    Bertha 

Der kan du se!


    Marja 

Men uvørn var’n, stygt uvørn, og derfor saa fik ingen rigtig greie paa’n … og derfor saa … men løien og morosam var’n, og saa er det med Dere og, Frøkna mi – stygt uvørn – det er heller, som De skulde vært mynta til Gut.


    40Bertha  (ler)

Ja, det var jeg ogsaa, det, ved du, Marja! Far vilde endelig, jeg skulde været Gut. Kan du ikke huske, da jeg kom fra Kjøbenhavn med Far – nei, der er sandt, det var – før jeg kom hid, det. Men da gik jeg i nydelige Fløielsklær, som han havde kjøbt til mig. (Pludselig alvorlig.) Jeg husker godt, hvor Mor var fortvilet. (Ryster Tankerne af sig.) Jeg var saa vild og gutteagtig, ser du …


    Marja 

Skulde du hørt sligt syndigt Indfald!


    Bertha 

Og saa lærte han mig at spytte og sige «Død og Pølse». Da graat Mor.


    Marja 

Ja, det var ikke til at undres paa.


    Bertha 

Og ved du, Marja, at det har jeg endda mangen Gang saan rivende Lyst til.


    Marja 

Til hvad?


    41Bertha 

Til at spytte og sige noget rigtig stygt.


    Marja 

Jøss!


    Bertha 

Og saa til at gaa i Bukser. Da kunde en da komme afsted! Du aner ikke, hvor deiligt det er at gaa i Bukser, Marja! Har du prøvet det noen Gang? (Tar kaad omkring Marja.)


    Marja 

Nei, det Plagget har jeg da saavist aldrig havt paa min syndige Krop. Jøsses for Gælenskab! Ja, naar jeg tænker paa, aassen han var! Stakkars Prokuratoren! Jeg skal ikke glemme sidste Gangen han var nere hos mig. Det var Tufs med’n da, stakkar – det var nok en Knute paa Traaden (nikker mod Huset) – saa hadde’n vært indom og faat sig en Kaffikop, som’n ofte gjorde, naar’n var ute og rei. Saa stod’n og holdt i Bidslet paa Hesten og skulde afsted, og saa sa’n: «Se her, Marja,» sa’n, og saa tog’n op en Bukseknap tur Lomma og slog i Næven paa mig; «du faar greie dig med den idag,» sa’n, «for har jeg en Halvskilling, har jeg støli’n,» sa’n. Ha, ha, ha!


    Bertha 

Ja, det ligned ham, det.


    42Marja 

Ja, han var ikke af dom, som bar Suta mye tilskue, han san! Men synd var det i’n. Død og snyte – forlate mi Synd –; men jamen kan en ikke mange Ganger bli saa hakkende sint paa disse Kvindfolka …


    Bertha  (nervøs)

Ja, ja, ja – det er ikke noe at snakke om alt dette gamle, Marja.


    Marja 

Nei, nei, jeg sier bare, at Livet lager sig rart for mange, sier jeg.


    Bertha 

Det gjør vist det, Marja. Nei, nu maa du gaa, Marja; jeg maa gjøre færdigt her …


    Marja 

Det er vel saa. Ja, ja, jeg rusler ind i Kjøkkenet, jeg da. Men …


    Bertha 

Naa?


    Marja  (nærmere igjen)

Han er stygt vild Svart-Folen endda.


    43Bertha  (i utaalmodigt Udbrud)

Huf nei, Marja, nu er jeg saa ludende lei af de tamme Hestene!


    Marja 

Jøsses! Prokuratoren sjøl op af Dage! Ja, ja – ja, ja! – (Gaar.)


    Jomfruen  (fra Verandaen. Hun er iført Slaabrok og Tøfler)

Se her er Sølvtøiet. Gjør nu ordentlig istand. Jeg føler mig saa træt og klein.


    Bertha 

Men skal du ikke klæ paa dig, da? Klokken er mange. Tænk om Presten kom; du ved, han pleier komme saa tidlig. Han er ræd, Vaflerne skal bli kolde.


    Jomfruen  (strengt)

Der findes da ikke Alvor skabt i dig! Jeg synes, du skulde ha andet at tænke paa i denne Tid end Skøi og Galskab!


    Bertha 

Jeg siger jo bare, at Klokken er mange. Og du pleier da aldrig ta imod i Slaabrok – uden naar du ligger paa Sofaen og er daarlig.


    44Jomfruen  (ophidset)

Ikke et Menneske har man at snakke et alvorligt Ord med. Ærgrelser og Bekymringer paa alle Kanter. Utak og leit og vondt! (Paa Verandatrappen; raaber.) Henriksen! Henriksen! (Et af Arkvinduerne aabnes.)


    Henriksens  (Stemme høres)

Hallo! (Vinker ud med en lang Pibe; forsvinder.)


    Jomfruen 

Kunde du ikke gjøre saa meget som at bære Bænkene ud! Overhovedet hjælpe til en Smule. Her maa jeg gaa alene med alt, klein som jeg er! Hvad har en igjen, fordi en tar Folk op fra Gaden og gjøder dem og føder dem! (Utaalmodig op og ned.) Nils-Petter lader, som der ikke er andet at gjøre paa en Gaard end tæmme Hester; alt andet bryr han sig Pokker om! Og du, du bare fordreier Hodet paa dem alle med Galskaben din! (Ind paa hende.) Hvad tror du Alf vilde sige, dersom han vidste, at du streifer i Skog og Mark Nattes Tider med Nils-Petter?


    Bertha 

Jeg?


    Jomfruen 

Jeg er ikke saa let at narre. Jeg sover meget lidet; ta dig i Agt!


    45Bertha 

Men du store min – jeg …


    Jomfruen 

Ti! Jeg kjender Arten. Ogsaa for ham – din letsindige Far, har jeg vaaget mangen Nat.


    Bertha  (stamper grædende i Bakken)

Fy!


    Jomfruen 

Ti, siger jeg! Du er en næsvis, utaknemmelig Unge! Du lyver for mig og bedrager mig – som han! Han, som jeg tog op af Rendestenen!


    Bertha  (i Vrede)

Det har du sagt mig ofte, det om Far og Rendestenen; men endda er jeg ikke sikker paa, at det er sandt, tænk!


    Jomfruen  (med himmelvendt Blik)

Du himmelske Fader! Er det ikke, som du samler al din medfødte Frækhed og kaster i Ansigtet paa mig – netop i disse Dage, da jeg sandelig mer end nogensinde havde fortjent andet af dig! Næsvis og uforskammet er du! istedetfor at du skulde takke mig paa dine Knæ!


    46Bertha  (i Udbrud)

Tag det igjen altsammen – altsammen, saa skal jeg takke dig!


    Jomfruen  (som ser Alf komme – nu med en Gang høi og værdig)

Læg Baand paa dig, Barn; du er nervøs. (Sagte.) Der kommer Alf. Gransk nu din Samvittighed.


    Alf  (gjennem Grinden)

Goddag Bett! Goddag Tante! (Nedover Havegangen.) Hvordan har du det?


    Jomfruen 

Goddag. Daarligt har jeg det, Gutten min. Der er nok af dem, som sørger for det. (Ind.)


    Alf 

Hvad skal dette betyde! Har du nu været lei mod Tante igjen, Bertha? (Mod hende.)


    Bertha  (viger unna)

Lad mig være! (Vil gaa.)


    Alf 

Gaar du? Men Bertha, hvad mener du med dette? Hvad er der i Veien, spør jeg?


    47Bertha 

Ingenting. Jeg skal bare dække Kaffebordet. Tante skjændte, for det ikke var færdigt.


    Alf 

Aa, ikke andet; men saa vent da!


    Bertha 

Jeg gaar ikke langt.


    Alf  (efter hende; tar hende om Livet)

Lad mig følge dig! Idag maa vi være sammen hele Tiden.


    Bertha 

Nei – nei, du kan ikke følge mig.


    Alf  (ømt)

Men hvorfor ikke da?


    Bertha  (river sig utaalmodig løs)

Du maa da ikke spørge om det! (Løber ud. Alf ryster paa Hovedet, gaar langsomt ind mellem Trærne til Høire.)


    Jomfruen  (kommer ud paa Verandaen fulgt af Kandidat Henriksen. Han er en Mand paa nogle og firti Aar, rød og veirbidt. Haaret tyndt og graasprængt om den høie Pande. Hans Smil er ironisk, og han beholder altid en vis overlegen, halvt spottende Ro, som en der ikke længer tar Verden au serieux)

Hvad det er? Naa, jeg siger bare: Gud være lovet, at det ikke er mange Skridt igjen til Graven.


    48Kandidaten  (rolig dampende paa sin Pibe)

Ak, Vennen min, du overlever os alle.


    Jomfruen  (ned i Haven; ser paa Kaffebordet; retter paa et og andet)

Dere er to Alen af et Stykke, Bertha og du. Der er ikke Alvor i nogen af dere. (Træt.) Jeg er for gammel til at more mig over Vrøvl længer.


    Kandidaten  (paa hvem det mer og mer mærkes, at han har drukket)

Du gammel! Nei Jomfru, du blir aldrig gammel, for du er et Element, du, ser du! Men hvad var det nu, som stod paa, mon Amie?


    Jomfruen 

Ingenting staar paa. Men din uendelige Sindsro irriterer mig. Kan du ikke ialfald vise, at du er til! Om man tog Livet af mig, du rørte ikke en Finger. (Sætter sig; forandret.) Ja, du smiler du! Aa Henrik, jeg er saa træt.


    Kandidaten  (lægger Haanden beroligende paa hendes Skulder; hun læner Hovedet et Øieblik mod hans Arm)

Ja, ja, Elementerne maa ogsaa hvile af og til, ser du.


    Jomfruen  (retter sig)

Aa, du er lig dig selv. Det er forresten sandt, der er Tider, da jeg føler uendelige Kræfter i mig; 49men alt jeg rører ved, er saa skjørt. Alting viger unna og gaar istykker. Hvad skal man bruge sine Kræfter til. Der er ingen Trold med ti Hoveder længer!


    Kandidaten 

Nei, nu nøier vi os med mindre.


    Jomfruen 

Nu du, f. Eks.! Naa, overhodet dere Mænd – ak, dere er saa snille, og saa føielige og saa skjøre! Huttetu!


    Kandidaten  (smilende)

Min Ven, du skulde ta et beroligende Pulver. Men det var altsaa Bænkene – Komiteen kommer vel snart. Men hør du – dette Barnehjemmet – naa ja, det er allright; men, gjør os for Himlens Skyld ikke fattige! Ingen fattig kommer ind i Valhal, ved du. Odin er streng i saa Maade. Praktisk Religion det, hvad? – for saa var der ingen fattige, dengang man trodde paa Odin, ser du.


    Jomfruen 

Din Hedning! Ved du ikke, at det er ligesaa vanskeligt for en rig at komme ind i Guds Rige, som for en Kamel at komme gjennem et Naaleøie.


    50Kandidaten 

Nei, den Trøst havde de da paa rede Haand de gode Kristne, da de gjorde Slaverne til Tiggere! Men tag det ikke saa bogstavelig, du – ikke rigtig saa bogstavelig, hvad …


    Jomfruen 

Det gjør jeg heller ikke; for det siger Presten ogsaa. Men skal man kanske ikke gjøre godt …


    Kandidaten 

Hvis man rækker det – bien! Men Hovedsagen er: Mindst muligt Vrøvl. Og fremfor alt: gjør ikke af Humanitet Slaverne til Tiggere.


    Jomfruen 

Spot ikke! Er det som Konsulent eller – Arving, du er bekymret?


    Kandidaten 

Pardon! Men der er noget ved at ha Brød, mener jeg; og det at være Slave, det ved du, jeg har en vis Svaghed for. Jeg er skabt til det jeg, ser du! Jeg er doven, og der er mange, som er det. Men du Alvilda, du er skabt til at være Herre du, for din Hjerne hviler aldrig. Du fordobler din Formue hvert tiende Aar – jeg blir træt bare af at tænke paa det! Jeg beundrer dig, for ingen kan 51binde dig, hverken Prester eller Profeter! Jeg beundrer dig og kysser din smukke Fod; hvor den træder, der er mit terra patria!


    Jomfruen 

Bevares, hvor du er galant.


    Kandidaten  (hed)

Og tro du mig, naar ikke Tusender gjør som jeg, saa er det, fordi du er født i en gal Tid; for du har den kolde, klare Hjerne og den store Graadighed, som skaber de store Mordere – de store Verdenseventyr –


    Jomfruen  (reiser sig)

Er du blit gal?


    Kandidaten 

Tilgivelse! Men vi blir saa dumme alle ved Siden af dig. Jeg er stolt af dig! Om Jalousi kan der ikke være Tale! Ja, du er stor; men du mangler den sidste Tomme. (Knipser sig paa Panden.) Aa Herregud, det er bra, saa blir der Rum for Presten.


    Jomfruen 

Sludder! Lad mig komme ind og klæ mig; her kommer jo Gjæster.


    52Kandidaten 

Ja, det er det. Og oprigtig talt du – mellem os – saan Øie mod Øie: jeg befinder mig ikke rigtig vel i al denne Velgjørenheden. (Bøier sig mod hende.) Det klær os ikke du!


    Jomfruen 

Du har drukket. Det var tidligt.


    Kandidaten 

Jagu har jeg saa! Det er saa meget saant (med nervøse Fingerbevægelser) saant Fedt, som maa svælges ned! Tilgivelse for Slaven, hvad? – Nu skal vi ta Bænkene.


    Jomfruen  (mod Huset)

Ah, lad Bænkene være. Kom og hjælp mig!


    Kandidaten 

Med Støvlerne, hvad?


    Jomfruen  (snur sig, smiler)

Uforbederlig er du, Henrik. Nu, ja, med Støvlerne; du ved jo min Ryg er elendig!


    Kandidaten  (truer)

Alvilda, Alvilda, aldrig glemmer du, at den Fod engang er hugget i Marmor!


    53Jomfruen  (kneisende, idet hun gaar foran ham)

Nei, saa ofte har du da sagt mig, at dertil var den formet i Himlen. (Han følger efter hende.)

(Bertha kommer med et Blomsterglas fuldt af Roser og sætter det paa Kaffebordet.)

    Alf  (frem fra Høire)

Naa er du der, Skøierunge! (Vil ta hende om Halsen.)


    Bertha  (vrir sig fra ham)

Jeg har saa travlt.


    Alf 

Det har du altid, naar jeg vil tale med dig. Du formelig flygter for mig. Og vi har da saa meget at tale sammen om nu, da vi snart skal sammen for altid – i det intimeste af alle Forhold … Bertha …


    Bertha  (hjælpeløst)

Ja siden, siden.


    Alf 

Det siger du altid. Men naar? Kom! Vær snil! (Trækker hende med sig ned paa Bænken.) Jeg søgte dig igaaraftes; da havde jeg et Par gode Aftentimer ledige, og hvad var naturligere, end at jeg gjerne vilde tilbringe dem sammen med dig. Vi maa prøve at forstaa hverandre, Bertha, fuldt ud, nu, da …


    54Bertha  (vil løs)

Nei, – de kan jo komme hvert Øieblik. Slip!


    Alf  (slipper hende)

Dette er stygt og utaknemmeligt af dig, Bertha. Jeg har jo næsten ikke talt med dig, siden vi blev forlovet. Og din gode Pleiemor, som har ordnet alt for os, saa vi kan gifte os nu og faa et godt Hjem – er dette Taknemmelighed mod hende, synes du? Vi holder jo alle saa meget af dig, og vil dig saa vel; men du er kold og mistroisk. (Vil ta hendes Haand igjen.) Husk du har bundet dig til mig for Livet, Bertha.


    Bertha  (som har plukket Blomster af en Zirbusk; stanser pludselig og snur sig hurtig om mod ham)

Jeg! Nei du; tænk dig om! Jeg er aldrig blit spurgt jeg, du!


    Alf 

Bertha! Lad ikke et tilfældigt daarligt Humør løbe af med dig. Du vil angre det. Jeg ved jo, du mener det ikke slig. Jeg er jo saa glad i dig, du store, uskikkelige, søde Unge! (Tar hende hurtig ind til sig og kysser hende.)


    Bertha  (blussende rød)

Huf, nei da! Pas det hvide Skjortebrystet dit! (River sig voldsomt løs.)


    55Kandidaten  (paa Verandaen; lader som han ikke ser)

Bertha! Bertha!


    Bertha 

Aa du da, du har da Brillerne paa Næsen, ser jeg.


    Alf  (krænket og vred)

Naar Gjæsterne er gaat, vil jeg tale med dig! Forstaar du! (Hurtig ud)


    Bertha  (trækker paa Skulderen. Saasnart Alf er borte, gaar hun hurtig Kandidaten imøde og griber fat i hans Arm. I Oprør)

Du, Kandidat, du kan jo Loven saa godt, du.


    Kandidaten 

Naada, skal du anlægge Proces?


    Bertha 

Vil du si mig en Ting?


    Kandidaten 

Hvis jeg kan.


    Bertha  (ophidset)

Naar en Pige er forlovet, og det er lyst i Kirken, og Brudekjolen næsten er færdig – blir hun straffet, hvis hun slaar op da?


    56Kandidaten 

Men Gud bevare dig vel, Barn …


    Bertha 

Hys! Fly nu ikke og spør Jomfrua, som du pleier at gjøre – svar mig, hvordan tror du det gik?


    Kandidaten 

Er du splitter pinegal, Barn! (Hjælpeløs.) Den … den – pene, brave Gutten, og … og …


    Bertha 

Huf, snak ikke saan … jeg ved godt, hvad du synes.


    Kandidaten 

Ja, ja, Herregud, han er en smule pedantisk og lidt sygelig og saan, men … men tænk paa Stillingen da, Barn. Vor fælles Jomfru Moder vil jo sørge for dere, og …


    Bertha 

Ikke tøv nu! Du maa hjælpe mig! Du maa, hører du! Heller vil jeg gifte mig med dig, saa styg som du er – nu ved du det!


    Kandidaten  (urolig)

Tak skal du ha. Men … men snille Barn … det er lovlig sent dette du … hvorfor i Alverden har du …


    57Bertha 

Ja, ja, ja, jeg ved jo alt det der. Jeg har jo hundrede Gange forsøgt at sige det; men jeg faar aldrig Lov at snakke ud. Alf ved godt, at jeg ikke kan dette her, og du ogsaa – fy, det er stygt af dere allesammen! (Slaar Hænderne for Ansigtet og græder.)


    Kandidaten  (klapper hende klodset paa Skulderen)

Men kjære, Barn … du skulde da før … hvorfor har du ikke alvorlig –


    Bertha  (hidsig)

Jeg har ikke turdet; nu ved du det. For jeg har ogsaa været ræd hende – akkurat som du – og alle de andre. Men nu er jeg lige glad … jeg kan ikke, jeg vil ikke! Hun kan slaa mig og hvad hun vil … jeg vil heller dø.


    Kandidaten 

Du har Feber, Barn, du raser …


    Bertha 

Aa, du ved godt, at jeg mener, hvad jeg siger.


    Kandidaten 

Ja, du siger hvad du mener forholdsvis ugeneret ialfald, det er vist.


    58Bertha  (fast)

Ja, du kan tro, det er Alvor. (Knytter Haanden.) Det maa ske, forstaar du! Og du kunde godt hjælpe mig du, og snakke med hende og si det, du rigtig mener – men du er ræd, stakkar! Fy, det er stygt af dig! Dere er imod mig alle – ingen, ingen vil hjælpe mig! (Graater igjen; men tar sig sammen.) Fy, for en Rædhare! (Stamper med Foden, snur sig og gaar.)


    Pastoren  (er under sidste Replik kommet gjennem Grinden)

Goddag, Goddag, Hr. Kandidat, Goddag Frøken Bertha. (Bertha med et Kniks hurtig forbi ham og ud Grinden.)


    Kandidaten  (forvirret)

Goddag, Hr. Pastor – velkommen! Nu skal jeg straks si Jomfruen til.


    Pastoren 

Nei, nei, jeg ber Dem; jeg er saa tidlig. Kommer lige fra Sygebesøg, og min Vei faldt her forbi. – Det er nok en vanskelig liden Dame, Frk. Bertha. Jeg maa i Sandhed beundre vor gode Venindes Taalmodighed. (Nysgjerrig.) Hun skal jo ligne Faderen? Der gaar Rygter om, at han ogsaa i sin Tid beredte Jomfruen adskillige Vanskeligheder? Kjendte De Sagfører Hald, Hr. Kandidat? – De ved, det var 59før min Tid. Han døde nok Aaret før jeg kom hid til Bygden. Og Folk snakker saa meget …


    Kandidaten  (smilende)

Nei, jeg havde ikke den Fornøielse at kjende Hr. Sagføreren; det var ogsaa før min Tid, Hr. Pastor.


    Pastoren 

Saa! En smuk Mand har han været efter Billedet at dømme. Folk vil vide, at Jomfru Linde sørged … (stanser pludselig forlegen, da Kandidaten ser ham med et skøieragtigt Smil i Øinene, mens han damper energisk.)

(Fru Jul, Fru Rask og Fru Klem kommer i livlig Passiar gjennem Grinden.)

    Fru Jul  (viftende med Haanden)

Goddag, Henriksen! Goddag, Hr. Pastor!


    Kandidaten  (vifter med Piben)

Aha! Velkommen!


    Pastoren 

Goddag, Frue! (Gir Fru Jul Haanden.) Goddag, mine Damer!


    Fru Jul 

Hvor er Alvilda?


    60Kandidaten 

Hun kommer vist straks. Nu, skal De ogsaa i Barnehjemmet, Fru Klem?


    Fru Klem  (ung og smilende)

Ja, De kan nok spørge om det, slig en Klods som jeg er.


    Fru Jul  (betragter Kaffebordet)

Det var greie Mandfolk, som har Kaffebordet istand. (Slaar ud med Haanden) Slig skal det være! Ha, ha!


    Pastoren 

Altid lige spøgefuld, Frue. Hvordan lever Gemalen?


    Fru Jul 

Tak, som spør; jeg synes ligesom han er kommet sig lidt, siden jeg satte ham paa Havrevelling.


    Kandidaten  (grøsser)

Huf, stakkars Mand. Vil De ikke ta Plads, mine Damer. (Fru Klem og Fru Rask sætter sig paa en Bænk, Kandidaten staar foran dem; konverserende:) Deres Mand kommer vel, Fru Klem?


    Fru Klem 

Jo da, men ikke til Kaffe – han taaler ikke Kaffe.


    61Fru Rask  (med et Blik paa Pastoren)

Jeg trodde, det var bare Damerne, som skulde komme til Kaffe.


    Pastoren 

Ja, jeg ber Damerne undskylde; jeg kom fra Sygebesøg, og min Vei faldt her forbi.


    Kandidaten  (ler)

Og saa er Pastoren en Skjælm efter varme Vafler.


    Fru Jul  (som har plukket en Rose og sat i Brystet)

Vafler! Er De gal Mand, De som har daarlig Mave. De har vel prøvet det varme Omslag, vi snakked om?


    Pastoren 

Det har jeg, Frue, og jeg har takket Dem i mit stille Sind. Nu har jeg stadig vaadt om Maven – Dag og Nat. (Fru Rask grøsser.) Og det er forbausende, hvor det har virket (pludselig forlegen) forbausende, ja, hm …


    Fru Jul  (gemytlig)

Der kan De se; det er ikke værst at være Venner med gamle erfarne Fruer. (Til Kandidaten.) Men hvor blir Alvilda af?


    62Kandidaten 

Hun har saa meget at staa i. Har vist saavidt faat Tid til at klæ sig.


    Fru Rask 

Ja, hun er storartet! Slig som hun styrer og steller hele denne store Bedriften. Der kan man se, hvor overflødige dere Mandfolk igrunden er! (Kandidaten smiler og bukker.)


    Pastoren 

Og dog er hun Kvinde fuldt ud. Ydmyg i sit Gudsforhold, og saa beskeden og enkel i al sin Færd. Bare dette, at hun ret og slet ønsker at kaldes «Jomfruen» – der er noget stort i det.


    Kandidaten 

Jagu – omforladelse, ja, det er stort, mener jeg, sandelig!


    Fru Jul 

Se der har vi hende. Goddag, Alvilda! (Imod hende.)


    Jomfruen  (kommer enkelt og strengt klædt som i første Akt)

Velkommen, mine Damer! Goddag og velkommen, Hr. Pastor! (Gir ham Haanden; kysser Fru Jul og haandhilser saa paa de andre.)


    Fru Jul 

Alf er her vel?


    63Jomfruen 

Han var her netop. (En Pige med Kaffekanden.) Værsaagod! (De sætter sig om Kaffebordet.)


    Pastoren 

Vi talte netop om det store i at ha Hoved som en Mand og dog Hjerte som en sand Kvinde, slig som De, bedste Jomfru Linde.


    Jomfruen  (smiler)

De er fra en Tid, da Mændene endnu var galante, De Pastor. – Værsaagod, mine Damer! (Skjænker Kaffe.) En herlig Eftersommer vi har. Varmt som ved Sankte Hans.


    Pastoren 

Jah! Og er Eftersommeren først god, saa er den skjønnere end alle andre Aarstider.

(Bertha kommer; hilser.)

    Damerne 

Goddag, Frk. Bertha! – Aha, der har vi Bruden! – Goddag, Goddag!


    Jomfruen 

Kom her, Bertha og byd omkring!

(Bertha gjør saa.)

    64Fru Jul  (kysser Bertha flyktig)

Hvor har du gjort af Alf?


    Bertha 

Jeg ved ikke – han var her netop.


    Fru Rask 

Hvordan staar det til med den blege Kjæresten, da, Frøken; vi ser ham aldrig mer inde i Byen.


    Bertha 

Tak – han er vist – noksaa bra.


    Fru Rask  (ler)

Ja, mer skal man da ikke forlange af et Mandfolk. Jeg tror, de gaar med Mavebind allesammen snart.

(Alle ler med Undtagelse af Pastoren og)

    Jomfruen  som bare smiler diskret med et lidet Glimt af Humor i Blikket, idet hun siger)

Bedste Fru Rask, en Kop Kaffe til?


    Fru Rask 

Ja, tak, en fuld Kop, er De snil!


    65Pastoren 

Prenez garde aux enfants, mine Damer.


    Fru Rask 

Gud hjælpe den, som er Barn, naar hun skal gifte sig!


    Jomfruen  (afværgende)

En Vaffel, Hr. Pastor! De er varme.


    Pastoren 

Tak. Tusen Tak! Deiligt!


    Kandidaten 

Jeg maa gi Fru Rask Ret. Vi er en daarlig Race vi Mandfolk nu for Tiden. Vi fortjener sgu, saa inderlig vel alle de saltlagede Ris, vi har lavet til vore respektive …


    Pastoren 

Naa, naa Kandidat! Vi! De og jeg, to gamle Ungkarle, vi …


    Kandidaten 

Aah, aah, Hr. Pastor!


    Fru Jul 

Det er ingen Sag at være Ungkarl, naar man er saa heldig som du, Henriksen. Langkogt Mad 66og huslig Hygge, naar du har Lyst paa det, og fri Fugl, naar du har Lyst paa det. Og saa Burdøren paa Gløt bestandig, saa du kan flyve ind igjen, naar du blir – sulten, havde jeg nær sagt. Ha, ha!


    Pastoren 

Ja, naar man er saa lykkelig at være Jomfru Lindes Pleiebarn!


    Jomfruen 

Sæt, der var Plads for et til, Pastor!


    Pastoren 

Ak, hvor er der Plads for den Graahaarede! Snart er det vel bare paa Kirkegaarden, det.


    Jomfruen 

Ak, Pastor, paa Kirkegaarden har jeg 7 Grave. Snak nu ikke om den ottende. Ja, for ogsaa Deres Grav blir min, Pastor.


    Pastoren 

Tak, bedste Veninde, det var smukt sagt af Dem! Jeg er en ensom Mand.


    Kandidaten  (mer og mer lystig)

Ja, ja, Hr. Pastor, kanske vi kan ende som Brødre. Ha, ha, ha; Burdøren paa Gløt, som Fru 67Jul siger – naar jeg fløi ud, saa fløi De ind; ha, ha, ha!


    Pastoren 

De har altid en Skjælm bag Øret, De, Kandidat!


    Kandidaten 

Nei, nei, jeg er umulig, jeg, ser De. Det har sine gode Grunde, at jeg ikke har giftet mig.


    Fru Rask 

Det pleier gjerne ha det.


    Kandidaten 

Jeg taaler ikke at være sammen med et Menneske mer end høist to Dage ad Gangen. Jeg blir syg. Jeg skal aldrig glemme, da jeg engang gik med min bedste Ven over Fjeldet i tre Dage. Jeg haded ham!


    Fru Klem 

Fy da, Kandidat!


    Kandidaten 

De eneste lyse Øieblikke var om Kvelden, da han sa Godnat; men saa fik jeg ikke sove, fordi jeg hele Tiden laa og grued for det græsselige Øieblik, da han den næste Morgen skulde komme blid og udsovet og si Godmorgen, som om ingenting var.


    68Fru Rask 

Aa, hvor jeg forstaar Dem! Man blir styg indvendig.


    Kandidaten 

Styg! Gudbevare Dere vel; jeg skulde med den største Sindsro stegt ham over en langsom Ild.


    Fru Klem 

Naa, det maa jeg sige!


    Kandidaten 

Jeg gjorde det ikke, snille Frue. Nei; for der er Straf for alt Selvforsvar her i Landet, ser De! Jeg knytted pent Næverne i Bukselommerne og tordned og lynte paa Latin, for det forstod han ikke, Dyret!


    Pastoren 

De forkjæler vist ikke Deres Venner, Kandidat. Nei, saa kan jeg nok forstaa, at De ikke har giftet Dem. Og Fru Rask synes mig ogsaa –


    Fru Rask  (overgivent)

Aa, Hr. Pastor, der er mange Grunde til at gifte sig!


    Pastoren 

Saa – aa?


    69Fru Rask 

Ja da; det er ikke bare Moro at gaa hjemme og være pen Pige bestandig heller. Vi faar ogsaa Lyst til at spise Brystet paa Kyllingen engang, ser De.

(Bertha ler høit, blir forlegen og gaar ud.)

    Pastoren 

Bevares vel! Jeg er forfærdet over Dem, Frue. Men et Spøg, et andet Alvor: hvordan skal det gaa, naar Kvinderne mister Evnen og Viljen til at elske …


    Fru Rask  (ler)

Velsigne Dem – er det noe andet vi vil da! Men hvem skal vi elske?


    Kandidaten 

Hvad siger De om at indføre nogen Zulukaffere, Frue.


    Fru Rask 

Det var ikke daarligt; men da maa vi ta dem, før Kulturen faar Tag i dem.


    Pastoren  (reiser sig demonstrativt)

Skal vi saa sige vor gode Værtinde Tak? Tusen Tak!


    70Kandidaten 

Og saa kanske en Pibe – til at svælge ned med, Pastor, hvad?


    Pastoren 

Jeg siger Tak. (De gaar)

(Damerne takker leende og snakkende for Kaffen. Bertha kommer fra Verandaen.)

    Nils-Petter  (samtidig gjennem Grinden. De veksler et Blik. Han gaar fremover og bukker for Damerne.)

Undskyld.


    Jomfruen 

Aha! De lar vente paa Dem, Fuldmægtig.


    Nils-Petter 

Der er et og andet paa en Gaard, som ikke kan opsættes, Jomfru …


    Jomfruen 

Skjænk Kaffe for Fuldmægtigen, Bertha. Tag Plads!


    Nils-Petter 

Jeg har ikke Tid, ellers Tak. Det var bare en Besked til Gartneren, jeg skulde …

(Bertha gaar.)

    71Jomfruen  (reiser sig)

Ja, mine Damer, er Dere forsynte, saa foreslaar jeg, at I tar en Tur i Drivhuset, mens jeg afgjør mine Forretninger.

(Alle reiser sig og takker.)

    Fru Jul 

Ja, Blomster er deiligt! Kom!


    Fru Rask  (tar Fru Jul og Fru Klem under Armen)

Ja, i det hele taget alt, som gror! Alt som sprætter og springer ud og vokser. (De gaar henover.) Der er ingenting i Verden saa tarveligt som Ufrugtbarhed.

(Jomfruen gaar opover nogle Skridt med Nils-Petter. Hun slaar ud med Haanden, siger noget sagte; men Nils-Petter trækker paa Skuldrene. Fru Rask (sænker Stemmen.)

Derfor synes jeg ogsaa, det er for galt med slig en velskabt Jomfru!


    Fru Jul 

Hys, er De gal! (De gaar ud mellem Trærne.)

(Jomfruen og Nils-Petter snur og kommer nedover; stanser.)

    Jomfruen 

Hvor var Hestene inat? Tror du jeg sov?


    Nils-Petter 

Hestene var paa Stalden i god Tid.


    72Jomfruen  (i lynende Vrede)

Husk, hvem du er, du Søn af min Husmand! Du, som ikke havde det du kunde skjule Skammen din med, da jeg tog dig op her paa Gaarden! Du – min Gaardsgut – dudu lar mig – vente!


    Nils-Petter  (først spagt)

Herregud jeg … ja jeg – (modigere) jeg ved ogsaa en, som har faat vente af og til! I det hele saa – er jeg kjed af at la mig kommandere. Du kunde ladt mig være ifred derover – – –


    Jomfruen 

Ti!


    Nils-Petter  (hidsig; frækt)

Nei jeg gjør ikke det – siden vi naa er kommet ind paa det, saa …


    Jomfruen  (afbrydende)

Nu er det paa Tide du gaar; men først vil jeg si dig, at Hestene skal være paa Stalden Kl. 8, forstaar du. Og saa en Ting til. Jeg ber dig huske paa, at Bertha skal ha Bryllup om 14 Dage.


    Nils-Petter 

Sludder og Vrøvl farer du med, siger jeg! Hvad har jeg med Frøken Berthas Bryllup at gjøre! 73Nu er jeg lei af dette. (Frækt.) La mig faa de 20 000, du vilde sikre mig, naar jeg kom tilbage – saa er vi kvit. – Lad mig faa mit, saa reiser jeg.


    Jomfruen  (hvid af Sinne, lige ind paa ham)

Dit! Ha, ha! Hvem eier Skjorten paa din Bag, du Stymper? (Pastoren er under sidste Replik kommet ud paa Verandaen, stanser; slipper Piben i Gulvet af Forfærdelse. Nils-Petter ser Pastoren og gaar med et haanligt Smil gjennem Grinden. Jomfruen støtter sig mod en Bænkeryg, tar sig til Hjertet.) Ah!


    Pastoren  (med let skjælvende Stemme)

Men … men Jomfru Linde … hvad … (hen til hende) De er Syg.


    Jomfruen  (med brudt Røst)

Ja, Pastor, jeg er syg … Hvis De vidste, hvad man maa taale, Hr. Pastor … (halvt grædende) og det af dem, man har gjort de største Velgjerninger imod. (Lar sig glide ned paa Bænken.)


    Pastoren  (sætter sig hos hende)

Dersom jeg forstaar Dem ret, er det ham – Deres Fuldmægtig, som … Og – bedste Jomfru Linde – det gir mig Anledning til … jeg vilde saa gjerne som Deres Ven … De ved, alting misforstaaes i Verden. Har De ikke været en Smule 74uforsigtig? Jeg mener – ja netop ligeoverfor ham. Det er jo saa, at Folk paa hans Dannelsesniveaa, maa man holde en Smule paa Afstand. – De er for god, bedste Veninde.


    Jomfruen 

Aa, Pastor – god! En Nar har jeg været! Jeg haabede, at i ham skulde jeg faa en ærlig Tjener; det var dog et ganske rimeligt Haab, Hr. Pastor! Et Menneske, man har hjulpet op af den sorteste Elendighed. Men hvad har man igjen? Og det er ikke bare ham! (Reiser sig.) Her spilles frækt bag min Ryg, Hr. Pastor! (Atter svag.) Naa; lad os ikke tale mer om det idag; jeg føler mig altfor syg og træt. Men en anden Gang, Hr. Pastor, vilde jeg saa gjerne tale med Dem. Jeg trænger Raad. Tro mig, det er ikke let for en enlig Kvinde. (Rækker ham Haanden med et smerteligt Smil.) Vil De snart komme igjen, Hr. Pastor? – De er jo min Sjælesørger og – min Ven.


    Pastoren 

Det er jeg, og intet skal være mig kjærere, Jomfru Linde. Men lad mig blot faa Lov … bare et Ord; det er mig saa magtpaaliggende at faa sagt Dem det. Denne Fru Rask – ja lad mig sige det rent ud: det er mig en Pine at se Dem i hendes Selskab. Og i Barnehjemskomiteen kan hun dog umulig sidde. Det gir det hele et falskt Skjær af 75noget – noget. Ja, De ved, den Slags løse Existenser bringer ingen sund Atmosfære med sig. Man mærker jo saa pinlig, hvor hun stadig synker dybere og dybere. Hun taler jo ikke engang dannet om Tingene længer – –. Denne lystige, frivole Tone – – – kan man ha Medlidenhed med saadant …


    Jomfruen 

Det er sandt; hun generer ogsaa mig selvfølgelig! – Men hun er saa dygtig, Pastor, og saa skikkelig; det er bare Munden, hun ikke kan styre. Og hun har havt det vanskeligt, kan De tro.


    Pastoren 

Saa – aa?


    Jomfruen 

Da hun var færdig til at begynde – fik hun en Mand, som var færdig til at slutte.


    Pastoren  (ser forbauset paa hende)

Jeg … jeg forstaar ikke …


    Jomfruen  (glemmer sin Svaghed; med slet dulgt Utaalmodighed)

Og saa ved jeg ikke, jeg, Pastor; det kan være godt og bra nok med al den Dannelsen; men af og til synes jeg, at Folk «danner» ud baade Følelse og Natur i sig!


    76Pastoren  (usikker)

Men bedste Jomfru Linde, De kan ikke mene, hvad De der siger. Det er jo en Uhyrlighed! Jeg har stundom saa vanskelig for at følge Deres Tankegang, skjønt jeg jo føler, at den bunder i det samme som min.


    Jomfruen  (rækker ham smilende Haanden)

Naa, Pastor, De skal ikke ta saa alvorlig alt, hvad en dum Kvinde kan finde paa at si … (Med mildt Koketteri.) Vi er uskikkelige, vi Kvinder, Pastor; men saa tar vi saa gjerne den Revselse, vi fortjener. Ja, kjære Pastor, saa venter jeg Dem snart.


    Pastoren 

Saa gjerne! Det skal jeg … men dette maa vi tilbage til.


    Jomfruen 

Siden Pastor. Nu er jeg saa træt.


    Pastoren 

Javist, javist. Ja, ja, saa gaar jeg op til Kandidaten saa længe og faar stoppet min Pibe. Farvel saa længe, kjære Jomfru Linde!


    Jomfruen 

Paa Gjensyn!


    77Maren Kokke  (kommer, tørrer Hænderne paa sit store, hvide Forklæde)

Ja, naa er Gjødkalven flaad og fiks færdig, Jomfru. Skal’n hel til Byen?


    Jomfruen  (utaalmodig)

Ja, afsted med den! Nu er jeg lei af Kalv – baade stegt og kogt.


    Maren 

Jaja. (Vil gaa)


    Jomfruen  (reiser sig)

Nei! Hør her, Maren, – send Bagparten til Presten. Men idag! Forstaar du?


    Maren 

Aa, saa naa! Ja vel. Skal saa. (Ud Grinden.)

(Jomfruen ind over Verandaen.)
(Scenen staar tom nogle Øieblikke, saa kommer Fru Jul, Fru Rask og Fru Klem fra Høire.)

    Fru Klem 

Ja, jeg skjønner mig ikke noget videre paa det, jeg; men dette at vi skulde opmuntre Usædeligheden med at bygge et Barnehjem …


    Fru Rask 

Om nu saa var, havde jeg nær sagt.


    78Fru Klem 

Nei, ved De hvad, Fru Rask …


    Fru Rask 

Ja, skulde ikke en sterk, frisk Kvinde kunne faa et Barn uden saa meget Vrøvl da! Mange kan godt undvære en Mand; men ingen kan undvære et Barn.


    Fru Jul 

Fy da, som De snakker! Sandelig om jeg vilde undvære Manden min for alt i Verden, saa skral som han er.


    Fru Rask 

Nei, han gjør da vist akkurat hvad De vil.


    Fru Jul  (muntert)

Ja, stakkar, hvad skulde han ellers gjøre. For Tiden er han paa Havresuppe. Huh, den blege Suppetallerkenen paa Sengen om Morgenen! (Fortrolig.) Ved Dere hvad? Jeg faar saa frygtelig Lyst paa Bif, jeg – (ler) med dygtig Peber paa! Ha, ha, ha! Apropos Suppe forresten! Dere kan tro, jeg har en ekstra Opskrift paa Fuglesuppe, som Dere – unter uns – kan koge paa Kanin. Bare et stort Glas gammel Graves tilslut, (smatter) saa er det ikke en, som skjønner det.


    79Fru Rask 

Graves! Det taaler vel ikke Deres Mand?


    Fru Jul 

Nei, stakkar; overhovedet ikke Vin! Han er en Helgen!


    Fru Rask  (smiler)

En træt Helgen! Aa Gud, for en Komedie Dere! Vi gaar og sparer og sparer op vor Ungdom og Kraft, til den store Dag kommer – og saa! – Ak nei, vi var dumme, som ikke moret os i vor Ungdom, som vore Brødre og Fædre!


    Fru Klem 

Aa fy, hvor Dere snakker. Om ikke Manden min havde et Haar paa Hodet, om han var aldrig saa træt og aldrig saa meget saan Helgen, som Dere kalder det, saa var han det deiligste paa Jorden! Han er som et lidet Barn og alligevel som et stort, stort, deiligt Menneske! Aa, Dere har aldrig elsket! For da er man bare, bare ydmyg!


    Fru Jul 

Saan skal det være, ja. Der kan De høre, Fru Rask!


    80Fru Klem 

Helt fra det vidunderlige Øieblik, da han blev min Mand, har jeg bare Lyst til at ligge paa Knæ og takke. For jeg elsker, elsker, elsker den søde Manden min!


    Fru Rask 

Hvor længe har De været gift, Fru Klem?


    Fru Klem 

Ti Uger akkurat. Og jeg er saa lykkelig! Det er som en Rus!


    Fru Rask 

Ak ja! De ti første Uger er en Rus, de ti første Aar en Kamp –


    Fru Jul 

Og de næste ti Aar sover man ud.


    Fru Rask 

Ja, da lyder formodentlig den daglige Bulletin: Rolig Søvn med normale Drømme!


    Fru Klem 

Aa fy, hvor stygt Dere snakker! Nei, aldrig, aldrig har Dere elsket!


    Fru Rask 

Der er Undtagelser, Fru Klem …


    81Fru Jul 

Ja, da er vi Undtagelse! For om vi blir hundrede Aar, saa blir det ikke anderledes.


    Fru Rask 

Lad os haabe det, lille, søde Fru Klem! Ak! Man skal ha Barn i sin Ungdom, mens man er dum og forelsket og siden …


    Fru Klem 

Aa gid, tænk om nogen hørte Dem!


    Fru Rask 

– Siden, naar man blir gammel og klok, kan man ta sig en gammel, klok Ven. En for Aanden og en for Haanden. Hvad ved Mændene om sine Børn andet, end at de skriger og koster Penge. Og saan en ældre, hyggelig Ven er det deiligste paa Jorden næsten; men de er ikke til at faa Smaabarn med.


    Fru Jul 

Hys, hys – nei, det er i det hele svært indviklet. – Men hvor blir Herrerne af?


    Fru Rask  (uvorren)

Se paa alle os sterke, vakre Kvinder – ja, jeg siger vakre uden at blunke –; vi har da Haar paa 82Hode, og Blod i Aarerne! Se paa os, naar vi unge og forventningsfulde staar og gaber som graadige Spurvunger ud mod det forjættede Land …


    Fru Jul  (leende)

Og hvad er det saa, vi faar i Næbbet mener De? Nei De er udmerket.


    Fru Klem 

Gid nei, nu gaar jeg. Sæt, at nogen lurte bag Buskene her!


    Fru Rask  (kaad)

Og se paa Manden – vort forjættede Land, ha, ha! Ak, mine Venner, den som fik opleve Reaktionen!


    Fru Klem 

Fy, for en rædsomt uskikkelig Dame!


    Fru Jul  (tørrer Øinene)

Ha, ha; fy skamme Dem forresten! (De følges under det sidste ind over Verandaen.)

(Sagfører Klem, Doktoren og Adjunkten kommer gjennem Grinden.)

    Doktoren 

Gud ved, hvor vore Damer er!


    83Klem 

Ja, min Kone er sikkert paa Pletten; hun fór ud, før en vis Mand fik Skoene paa sig idag.


    Doktoren 

Ja, dersom Deres Kone har Halvparten saa godt Sovehjerte som min, Sagfører Klem, saa kan hun sgu gjerne staa tidlig op. Min Kone sover den ganske Nat, saa Gud sig forbarme.


    Klem 

Min ogsaa!


    Adjunkten  (meget nærsynt)

End min da! Hun sover som et Murmeldyr, mens jeg …


    Doktoren 

End jeg da!


    Klem 

Og jeg! Mine Herrer, jeg sover simpelthen aldrig; det er det rene Martyrium.


    Doktoren 

Min Kone har maattet flytte sin Seng ud i et andet Værelse. (Holder Haanden for Munden; fortrolig.) Hun snorker nemlig.


    84Adjunkten 

Det var da mærkeligt, som det stemmer; det gjør min ogsaa! Men hun paastaar naturligvis, at det er mig!


    Doktoren 

Naturligvis!


    Adjunkten 

Det var da mærkværdigt, som det stemmer det er … der er … noget saa irriterende ved slig Sundhed … Aha, der har vi Jomfruen.


    Jomfruen  (ud paa Verandaen)

Velkommen, mine Herrer! Vær saa god; – Retten er sat, vi venter bare paa Herrerne. Hvad kan vi stakkels Kvinder gjøre!

(Herrerne gaar hilsende op paa Verandaen.)

    Klem 

Naa, naa … men Spøg tilside, Sagen er jo i god Gjænge?


    Jomfruen 

Jeg tror nok, at Hjemmet er sikret, mine Herrer – med Deres Tilladelse.


    Doktoren 

Ser vi det! Gratulerer, gratulerer! (Gaar ind.)


    85Adjunkten  (idet han bukker dybt)

Jomfru Lindes Minde – hvad?


    Jomfruen  (smilende med en Haandbevægelse mod Døren)

Mine Herrer!

(Alle ind.)

    Henriksen  (kommer med et Papir i Haanden)

Aa du, et Øieblik. Undskyld, mine Herrer. En Smule Forretningskonference …


    Jomfruen  (blir tilbage med ham; efter Herrerne)

Undskyld mig et Øieblik. (Til Henriksen.) Naa?


    Henriksen 

Det er Bud paa Skogen. Godt Bud. Godseier Birk.


    Jomfruen 

Hvor meget?


    Henriksen 

Seksti Tusen.


    Jomfruen  (ser op)

Ja, det var godt.


    86Henriksen 

Storartet. Vi slaar selvfølgelig til.


    Jomfruen  (grunder)

Da har Skogen større Værd. Han ved, hvad gjør.


    Henriksen 

Selvfølgelig har den Værd; men …


    Jomfruen 

Langt større end den budte Sum … Selvfølgelig.


    Henriksen 

Men kontante Penge. Og husk den besværlige Drift. Dette er enestaaende heldigt.


    Jomfruen  (ser overlegen paa ham)

Jeg kjøbte Skogen mod dit Raad.


    Henriksen 

Ja, det ved Gud.


    Jomfruen  (afgjørende)

Jeg beholder den ogsaa mod dit Raad.


    87Henriksen 

Du er gal. Husk det anstrengende og vanskelige Bestyr! Du kjender jo ikke engang Skogen.


    Jomfruen 

Men jeg vil lære den at kjende. Kan Birk kjøbe den, saa kan jeg beholde den, det er klart. Telegrafer: Jomfru Linde sælger ikke. (Fra ham.)


    Henriksen 

Er det dit sidste Ord?


    Jomfruen 

Ja, det kan du bande paa. (Ind.)

(Henriksen trækker paa Skuldrene og følger hende.)

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Edderkoppen

Edderkoppen er et (for sin tid) dristig stykke om en rik kvinne med stor seksuell appetitt som utøver sin makt over alle hun kan få «fanget i sitt nett». Skuespillet ble utgitt anonymt i 1904, fordi intrigen og rollefigurene delvis var basert på virkelige hendelser og personer. Imidlertid var det godt kjent i samtiden at det var Hulda Garborg som stod bak.

Skuespillet regnes blant Garborgs beste verker, men ble en fiasko i samtiden. Bokens innhold sjokkerte kritikerne, og stykket ble tatt av scenen etter bare tre dager, trolig fordi styret i Nationaltheatret ville unngå skandale.

Les mer..

Om Hulda Garborg

Hulda Garborg er i en viss grad en glemt forfatter i dag. Vi kjenner henne mest som kulturpersonlighet og forkjemper for bygdekultur. Hun engasjerte seg sterkt i kvinnekampen og i kultur- og samfunnsdebatten. I samtiden var hun imidlertid også en viktig stemme i litteraturen.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.