Spil ud! Du er distrait.
Du behersker Situationen som altid.
Det skal der ikke meget til for det meste. Det er forresten to Ting i Verden, jeg liker. (Læner sig tilbage et Øieblik; retter sig atter op.) Stik den!
Tør man vide?
Føle sig almægtig. Overlegen dygtig. Se Menneskene visne under sin Kraft – (ler) slik som du idag paa Hesteryggen deroppe i Skogen! Huh, saa bleg som du var i Graalysningen, da du sad der og dinglet i Sadlen … (De spiller.)
Det andet?
Hvilket andet?
Der var to Ting i Verden, som …
Hm. Det andet? Det er forresten det første.
Og dette første …
Det er at føle Mandsvilje over sig, du! Føle sig afmægtig. (Læner sig atter tilbage og lukker Øinene et Øieblik.)
Nu er det nok du, som er distrait.
Man maa jo sovne ved sligt Spil! Nei, i Kortene er og blir du en Stakkar.
Ja, du har nok været vant til andre Makkere du. Prokurator Hald var berømt, han. (Hed.) En allerhelvedes Kar, baade i Kortene og i Toddyglasset.
Aa, i Toddyglasset gir du ham vist intet efter. (Kaster et Kort paa Bordet.) Værs’aagod! (Hensynsløs.) Men ellers er der ikke nogen Lighed mellem dere, det er sandt. Min nuværende juridiske Konsulent fortar sig ikke.
Tak!
Der er en Ting i Verden, jeg ikke kan begribe, og det er Dovenskab. Jeg synes der skal – naa, naa, spil ud – meget Arbeide til, jeg, for at greie det …
Greie, hvad?
Livet, Livet! Dette seige Livet. Og saa gaar Folk bare der og spekulerer paa, hvordan de skal faa lure sig unna alt, som der skal lidt Vilje til.
Tja. Menneskene er ikke som de skulde være.
Er der en, som sidder med et Par gode Kort paa Haanden, saa skynder han sig at bli dem kvit. Det er saa anstrengende at spille med store Kort. Sæt at man vandt! Saa blev der ikke Tid til at sove. Huh!
Hids dig ikke op. Der er mange Maader at slaa Livet ihjel paa, grande Mademoiselle!
Men der skal da leves, for Pokker! Og det forstod Hald. Han sov ikke Livet bort, han. Hver Dag havde han nye Tanker og Planer, hver Dag en ny Maade at stormleve Livet paa … Og ingen har jeg kjendt, som vidste mer, og som alligevel saa ofte sa: jeg ved ikke!
Tror gjerne det. Men arbeided han saa meget, du?
Nei, men det gjorde jeg. Han gjorde mig sterk og klok. Men alle dere andre, dere suger Kræfterne ud af mig igjen! Dig kan man gi Hænderne fulde; du gidder ikke lukke dem igjen og holde fast paa det. Du gaar der og drikker dig søvnig og snakker i Gaader. (De spiller hidsig) En Mand, vi begge kjendte, sa engang: En dannet Mand drikker til han vaagner, Barbaren til han sovner. Men dere dannede Mandfolk nu for Tiden, dere kan ikke engang drikke.
Hæ! Vi dannede Mandfolk! (Mod hende.) Du og jeg, Alvilda, vi ved, at vi dannede Mandfolk, vi drikker og lyver og bedrager og bedriver Hor akkurat som de andre – som Barbaren. Men vi spytter ikke paa Gulvet, og det er sgu Hovedsagen!
Nei, gaa og læg dig; du ser jo ikke Forskjel paa sort og rødt længer!
Hm. Er Tiden kommet?
Hvad mener du?
Jeg er dig ikke anstrengende nok længer. Din Hjerne trænger nye Problemer. Nye Stimulanser. Stakkars dig! Den dybe Religiøsitet forslaar heller ikke! Det er trist.
Nu tænker jeg vi slutter. Du har vist faat nok.
Du minder mig om en skjøn Kvinde fra de glade Hoffers Tid.
Vrøvl! Se at komme i Seng!
Hun var saa Gud hengiven, at hun leiede en Celle i et Kloster for uforstyrret at kunne forrette sin Andagt. I dagevis laa den fromme paa sine skjønne, hvide Knæ paa det haarde Stengulv og bad. Og hendes Godgjørenhed vokste, men mest imod Mænd! Og saa vidt strakte den sig tilslut – ja du, saa vidt, at hun – ha, ha, ha – rømte med sin Stalddreng!
Du er drukken. (Vil gaa.)
Nei, vent nu lidt … vent nu lidt. Lad os snakkes ved. Imorgen er jeg kan hænde ikke længer i disse hellige Haller.
Saa–aa.
Hvorfor lod du mig ikke i Fred? Hvorfor grov du mig op af den Grav, jeg lykkelig og vel havde fundet mig?
Er det Takken?
Du snakker om Tak! Ja, Blufærdighed har aldrig været din sterke Side. Er det, fordi du fik sparket mig ud af Onkels Hus, dengang jeg var ung og dum, at du vil jeg skal takke dig? Fordi du spilled og drak og elsked dig til den Formue, som ellers var blit min, og som du nu har den Elskelighed at øve Godgjørenhed med, ogsaa mod mig? Er det, 125fordi du forførte mig og gjorde mig til en Drukkenbolt, du vil jeg skal takke dig? Ja, for det var du – du altsammen!
Dersom du ikke var drukken og gal, saa skulde jeg kanske svare dig. Der var vist blit meget igjen af den Formue, du havde faat mellem Hænderne … Gaa og sov dig ædru, saa træffes vi.
Ja, jeg skal gaa – og overlade Pladsen til Stalddrengen!
Hvad vover du? Du, som jeg har trukket op af den dybeste Fornedrelse …
Det begyndte at tyndes i Rækkerne. Da var jeg god nok. Et værdigt Objekt for kristelige Barmhjertighedsgjerninger, hvad? Man ældes og Samvittigheden blir skral af og til. Og jeg, din allerværdigste Arving, jeg kom. Ja sandelig, du er stor! Har du set nøie paa saan en tyk, graa Edderkop, som lurer og spinder og spinder? Bare en eneste stor, bred, graadig Mund …
Gaar du, eller vil du jeg skal ringe og la dig jage som en Hund af Gaarden? (Gaar i Oprør mod Baggrunden og vil trække i Klokkestrengen.)
Saa sagte, saa sagte Madame! Jeg tænker ikke det er værdt, at der ringes for meget med Klokker her i Huset! Rul alle Gardiner ned og sluk alle Lys; det tjener dig bedst – Vampyr! (Hurtig ud til Høire.)
Lad Gutten spænde for! – Kariolen! Og meld til Kandidaten, naar han er færdig. Men straks, straks! Og saa ryd her – ryd af Bordet (Hurtig ud til Venstre.)
Aa, haa! er det slig fat naa igjen!
(Samler Kortene sammen og lægger dem paa Sekretæren. Tar Glassene paa Brættet og gaar samme Vei som Jomfruen.)Kom ind!
Det er godt – det er dig jeg leder efter. Er du gaat fra Forstanden, du? Er du blit gal, spør jeg dig? Ved du, hvad du har gjort …
Ja.
Nei, du kan ikke vide, hvad du har gjort – det er alt, alt for skammeligt! Ved du, at du har myrdet Alf! (Bertha smiler.) To Gange er han faldt i Besvimelse; – og Mor; – og Skandalen, da! Det er jo lyst i Kirken! Fins der ikke Skam i dig? Aa, fy! (Græder i Sinne.)
Er du færdig? Hvis ikke, saa vær saa god –
Jeg spør dig, om du er blit forhekset? Tante kan ikke vide noget om dette … Nu ber jeg dig, at du straks paa Flekken blir med ind til Byen og ber Alf og Mor Omforladelse, saa skal vi la Naade gaa for Ret, sa Mor, og ingen skal faa vide noget, skjønt du havde fortjent, at … for nu er du forhaabentlig kommet til Besindelse …
Du skal slet ikke anstrenge dig; min Beslutning staar fast. Jeg sa jo Alf, hvorfor jeg ikke kunde. Det er vel ikke ham, som har sendt dig? Saa megen Æresfølelse har han vel i Livet.
Nei, dette er Topmaalet af Uforskammethed! Jo, der kan man se, hvad vi har igjen, fordi vi blanded os oppi slig en fin Familie! Din Far og Mor sloges jo! Tror du ikke vi kjender hele Herligheden? Og din Far forførte Pigerne her paa Gaarden, saa Tante holdt paa at maatte jage ham; – jo – nu ser vi, at du er samme Slags!
Er du nu færdig?
Ja, jeg skal vist ikke nedværdige mig til at tigge dig – Alf er sandelig for god til at tigge dig! Hvor er Tante? (Slaar Døren til Venstre heftig op og farer ud.)
Er det dig? Aa hvor forfærdeligt dette blir du! (Læner sig mod hans Skulder og græder igjen.) Tora har været 129her. Det var det første. (Ser op paa ham.) Men jeg stod fast, Nils-Petter! Det var bare saa stygt, saa stygt …
Hys!
Aa, men jeg er saa lykkelig, du! Saa glad, saa glad! Det er som jeg er vaagnet af en fæl, fæl Drøm! Som jeg var lukket inde i en mørk Kjælder, og Døren holdt paa at stænges for altid, saa jeg aldrig mer skulde leve og bli glad! Du ved ikke, hvor forfærdeligt det var, Nils-Petter. Men nu er jeg sluppet ud alligevel, er det ikke vidunderligt. (Klynger sig til ham.)
Jo, jo. Vist er det saa.
Alt det vonde blir saa smaat. Jeg tør alt! Midt op i Øinene paa dem allesammen skal jeg si, at jeg elsker dig! (Gjemmer sit Ansigt hos ham.)
Saa, det gjør du!
Hjælp mig, Nils-Petter!
Gaa ind paa dit Værelse. (Bertha gaar til Høire. Til Nils-Petter, som har lagt Hænderne paa Ryggen og prøver at se ligeglad ud.) Nu, Høistærede?
Tja, jeg kan virkelig ikke gjøre noget ved det. Det er ikke min Skyld; du saa jo selv …
Ti stille. Feig er du, som alle Mandfolk!
Tro hvad du vil …
Ti, siger jeg! Sæt dig, Rædhare! (Han blir staaende.), Jeg vil ingen Scener ha. Jeg skal snakke rent ud – i al Ro! Lad os se hverandre i Øinene! Vi to behøver jo ikke at genere os for hinanden. (Nils-Petter trækker paa Skuldrene.) Dette med Bertha og dig, det kom mig ganske tilpas. Du ser paa mig. Det kom mig ganske tilpas, siger jeg. Der sladres endel, og det har jeg ikke Brug for – du forstaar: min Gaardsgut, det … nei, nei, ikke et Ord vil jeg høre!
Hvad skal dette bety, siger jeg?
Det skal betyde, at du er mig en lidt for tarvelig Person til, at jeg vil der skal sladres om os. Forstaar du? Ikke det, at du har (smiler) bedraget mig; det vidste jeg forlængst, at du vilde; men mod hende har du været en Stymper! Havde du været en Mand, saa havde du sagt mig Sandheden og bedt mig reise Pokker i Vold.
Sindssvagt Vrøvl. (Vil gaa.)
Nei, stop nu lidt; nu er jeg straks færdig. Jeg har altsaa Brug for dig. Siger du ikke Tak? Hm. Men jeg ser paa dig, at du takker alligevel, Kujon! Bertha er selvfølgelig nu fri. Jul vil vist betakke sig. Og saa har dere bare et at gjøre, og det skal jeg ordne. Derpaa reiser du bort f. Eks. for at studere Forstvæsen. Men først fortæller vi vore Venner, at jeg vil hjælpe eder til at komme sammen, naar en rimelig Tid er gaaet.
Ja, er det Alvoret dit, saa gjerne for mig! Men det er ingen Grund til sligt Hastverk, synes jeg; det er jo ingenting galt sket. Jeg kan jo ikke gjøre for at …
Skulde næsten tro du vilde luske unda.
Nei, nei, Frøken Bertha er vist mye for god til mig; men sligt Opstyr, det – ja, det passer ikke for mig. Jeg kan reise uden sligt Tøis!
Og ta hende med, mener du?
Ja det … det fik da bli som – som du vilde det, da.
Du Himmel! Findes der da ikke et Menneske med Kjød og Blod længer! Som Vaskefiller er dere alle!
Nu kan det Fanden gale mig være nok! (Vil gaa.)
Vent!
Saa se at faa en Ende paa dette Vrøvlet! Hvad vil du?
Jeg er ikke vant til at gjøre saa mange Omveie, som du ved …
Hvad vil du, spør jeg?
Jeg vilde, at du skal komme tilbage. Siden. Jeg indreder for eder her paa Gaarden. (Fremdeles uden at se paa ham; flytter paa en Blomsterpotte.) Jeg … jeg kan saa vanskelig undvære dig, Nils-Petter. (Snur sig; forandret Tone.) Naa, saa kan jo Bertha komme. (Raaber ud til Venstre.) Bertha! (Nils-Petter har med et Smil trukket paa Skulderen; kaster nu Hænderne paa Ryggen og plystrer. Bertha kom mer stiv og kold.) Jeg ved alt. Og jeg haaber, du indser, at jeg vilde være retfærdig, om jeg sparked dig ud af mit Hus.
Ja. Kan jeg gaa?
Nei, du kan ikke. Kom herhen. (Bertha ser paa Nils-Petter og tar et Skridt fremover.) Jeg skal ordne alt med Alf. (Bertha ser spørgende og uforstaaende paa hende.) Du ser paa mig. Hør ogsaa paa, hvad jeg siger. Dit Forhold til Nils-Petter kjender jeg.
Men …
Ti! Jeg siger, dit Forhold til Nils-Petter kjender jeg. Alf vil selvfølgelig efter dette ikke mere spørge efter dig. Du er fri, og Nils-Petter og du har et at gjøre.
Hvad mener du …?
Dere har et at gjøre, og jeg skal hjælpe eder!
Aa men … aa men er det sandt?
Jeg vil ingen Tak ha. (Gaar majestætisk mod Venstre.) Jeg er ikke vant til Tak. (Ud.)
Nils Petter, hvad skal dette betyde? Der er noget under, Nils Petter … jeg kjender hende – naar hun er god, da er jeg ræd.
Ja, Gud ved, hvad en skal tænke. Men blaas i det altsammen; vil hun testamentere os Raby, saa kan vi altid gjøre hende den Tjenesten at gifte os. (Tar Bertha freidig og lidenskabelig ind til sig.)
Nei, nei, uden det! Bort, bort herfra! Du behøver ikke det, du er sterk og modig, og jeg er ogsaa flink, naar jeg vil, kan du tro! Aa, Nils-Petter! (Klynger sig til ham.)
Død og Helvede! Omforladelse … (Tar sig sammen.)
Aa, Kandidat, du maa vide det straks! Jeg er fri, fri og lykkelig!
Pjalt!
Er De … er De gal?
Pjalt! Vil De se at komme ud af Døren i en vis Fart, for jeg føler i dette Øieblik en uhyggelig Mængde Kræfter i mig!
En skulde tro, en var paa et Daarehus. (Gaar hurtig og smelder Døren efter sig.)
Nils-Petter!
Nei, nei … hør her Barn … hør nu her. Du har jo næsten lige saa meget Vet som et almindeligt Mandfolk … du har set lidt af Verden før … du vil jo være fornuftig. Du ved – Livet er ikke saa enkelt. (Hidsig.) Stygt er det; stygt Bertha!
Sig mig, hvad det er?
Ja, det maa jeg – der er Grænser! Du er for god til det! En Pjalt er han!
Hvad mener du?
Fra hendes Arme kom han i dine!
Sig det ikke … sig det ikke!
Forpestet er dette Huset! – Tag dig sammen, Barn! Saa langt jeg kan, skal jeg hjælpe dig, saasandt de gamle Romere staar mig bi endnu engang. Jeg er en Drukkenbolt og en ynkelig Person; Gud hjælpe mig saasandt; men jeg er da ingen Pjalt. At hjælpe dig som en gammel, faderlig Ven maa jeg da turde byde dig! Jeg pakker mine Bøger – dem har jeg Særeie paa, ser du … du maa ud af denne Pesthulen! Kom! (Bertha er sunket ned paa en Stol, hvid og stirrende stift frem for sig. Kandidaten lægger Haanden paa hendes skulder.) Tag dig sammen, Barn! Hys – hun kommer! Kom! Du er jo saa klok og sterk! Dette kommer du over, skal du se! Vær nu snil og kom med. Jeg har en gammel Søster etsteds i Verden. Hun vil ta vare paa dig saalænge. Og jeg er jo en gammel durchdreven Jurist; det maatte da være som Pokker, om jeg ikke skulde holde Liv i dig, til du selv kan lære noget – kom nu, Barn!
Tak. Men jeg vil se hende først.
Saa venter jeg paa dig. (Gaar.)
Kanske du nu kunde læse Dagens Tekst for mig – hvis du da har saa megen Tid tilovers for mig. (Rækker hende Bibelen, som hun har med sig – uden at se paa hende.) Her er Bogen. (Sætter sig paa Chaiselonguen og vil lægge sig.)
Jeg ved alt! Nu forstaar jeg alt – det med Far ogsaa! Fy! (Kaster Bogen voldsomt for hendes Fødder.)
Omforladelse – jeg banked, men … – – – Men hvad er dette, Frøken Bertha!
Nu kom De tilpas, Pastor …
Ja, ha – nu kom De tilpas hr. Pastor – nu skulde vi netop til at læse Præken, min «gode Pleiemor» og jeg.
Hr. Pastor! Hvad maa De tro! Jeg … det er for meget hr. Pastor; hun tar Livet af mig!
Ja, der har De nok et tungt Kors at bære, bedste Jomfru Linde.
Lad mig fortælle Dem, hvordan jeg blir behandlet i mit eget Hus af denne – denne Tøite! Her – her i min egen Stue, saa at sige lige for mine Øine, kaster hun sig i Armene paa min Gaardsgut, Hr. Pastor!
Men bedste Veninde – jeg er maalløs af Forfærdelse. Nu – fjorten Dage før sit Bryllup, og …
Fjorten Dage før sit Bryllup! Og naar jeg foreholder hende hendes Skamløshed, saa svarer hun mig med at kaste Bibelen – Guds hellige Ord – lige i mine Øine! Det er for meget!
Forfærdeligt!
De vil forstaa … Jeg trænger Raad. Har De en Stund tilovers for mig, Pastor? Jeg vilde saa gjerne tale helt ud med Dem.
Intet er mig kjærere. Forfærdelige Ting har De taalt og tiet med, kjære Jomfru Linde. Sandelig, det skal bli bekjendt.
Nei, nei, kjære Ven, jeg beder Dem … men til Dem … det vil være mig en Lettelse og en Trøst. Og saa vilde jeg takke Dem, om De, før jeg prøver at gaa til Ro, vilde læse lidt for mig. (Mild.) Der er Hvile i Guds Ord, Pastor.
Saa inderlig gjerne. (Tørrer en Taare af Øiet.) Jeg kan ikke hjælpe for det, Jomfru Linde, – jeg er rørt over Deres Langmodighed. Og naar jeg tænker paa, hvor Verden er uretfærdig – ubarmhjertig. Netop idag kom jeg for aabent at tale med Dem om et Rygte – et stygt, afskyligt Rygte, som jeg, jeg beder Dem tro mig, aldrig et Øieblik har tvilet paa var falskt. Men jeg følte det som min Pligt, jeg, som faar Lov at kalde mig Deres Ven og Sjælesørger. Jeg berørte det allerede igaar.
Ak Pastor, har nogensinde en enlig Kvinde gaat fri? Men jeg ber Dem … jeg føler mig saa træt …
Dersom det letter Dem, saa tal. (Har sat sig ned ved Siden af hende.) Stol paa mig.
Tak, det vil jeg. Men – her er saa utrygt. Inde hos mig, Hr. Pastor, der er Ro, og jeg har saa meget, saa meget at tale med Dem om. (Ser paa ham.)
Som De vil, kjære, som De vil.
Tak. (De gaar mod Venstre; hun snur sig i Døren.) Og imorgen kjører vi sammen ud til Børnehjemstomten, ikke sandt, Pastor. (Rækker ham Haanden, som han kysser.)
Det gjør vi. Det glæder jeg mig til.
Tak! (Begge ud.)
Mor?
Barn! Kjære, kjære …
Aa, Mor!
– – Kjære, kjære … (klapper hende paa Hovedet, over Skulder og Ryg; tar saa tilsidst hendes Hoved mellem sine Hænder.) Lad mig se dig. (Bertha slaar sine bedrøvede Øine op mod hende. Fru Hald med lav Stemme.) Ja – nu ser jeg det … (Griber efter Støtte.) Aa, lad mig sætte mig et Øieblik.
Du er syg … aa kjære … Men, aa kjære ikke her …
Jeg maatte, jeg maatte. Jeg sad ved Landeveien igaar og saa Fanny gaa bort – alt var Taage – jeg kunde slet ikke mere tænke. Jeg havde vaaget saa meget, ser du. Men saa maatte jeg efter – faa hende tilbage for enhver Pris. Saa langt var det kommet med mig, at jeg sad rolig og saa paa, at Fanny gik – hun ogsaa! Men saa … saa blev jeg saa sterk og saa traf jeg hende igaar i Hytten – og saa blev vi der. Fik ikke Lov at gaa før nu, det blev mørkt igjen. Dagen har været saa lang, saa lang. Du havde sendt hende til mig igjen – da vidste jeg med en Gang, at du – Jeg maatte se dig! (Bøier sig mod hende.) Ondt har du havt det!
Aa, tag mig med dig, Mor!
Ondt, ondt har de gjort dig! Pint dig har de! Aa, for en Jammer. Jeg har vidst det i de lange, lange Nætter! Hver Nerve i mig har krympet sig i Smerte for din Skyld. Savnet og Længselen og Angsten har skreget i mig! Hvor kunde det ske! Hvordan kunde Vorherre se paa det! De tog dig jo fra mig! Og siden har de pint dig! (Slaar Hænderne for Ansigtet.) Aa, det gjør saa ondt, saa ondt herinde!
Aa nei … aa nei, Mor! Ikke her! Kom!
Alle sa mig, du havde det godt. Og du sa det jo selv i dine Breve – dine korte – kolde Breve! Og hos mig – jeg kunde jo ikke … jeg fik jo heller ikke ta dig, og de sa du havde det godt … og jeg – – (Tar sig forvirret til Panden.)
Mor! Kom! Aa kom! Ikke her! Jeg blir med dig! Jeg blir hos dig og Fanny! Jeg er saa sterk, kan du tro, og du skal lære mig at arbeide!
Du? Men du … du er jo … du skal jo …
Nei nei – aa spør ikke Mor! Siden! Tag mig med dig! Aa, kjære, kjære Mor!
Er det sandt, Barn? Kan jeg tro, at det er sandt?
Jeg har saa meget, saa meget at si dig, Mor! Aa, saa forfærdelig meget!
Men nu er det jo forsent. Jeg kan jo ingenting mer. Ikke noget godt kan jeg gjøre dig mer! Med mig er det forbi – aa for længe, længe siden – lad mig bare faa græde – græde! (Ser sig om med angstfuldt, forvildet Blik.) Her i denne Stuen … (Dækker atter øinene.) Aa, lad mig græde, græde … Det gjør saa ondt. (Det mørkner.)
Jeg ber dig saa inderlig Mor, kom!
Ja, og jeg skal aldrig spørge. Lad os dele. Være sammen! Gud velsigne dig!
Tak, tak – kom. Der er nogen udenfor! Kom! Denne Vei! (Fru Hald vender sig, faar Øie paa Halds Portræt. Det gaar en Skjælven gjennem hendes Legeme.) Aa, Mor!
Hun har gjort det! Med mig er det forbi! Hun, hun … (vakler.)
Aa, Mor, nu forstaar jeg alt, hvad du har lidt, Mor! Nu kan jeg forstaa det! (Fru Hald svarer ikke; støtter sig tungt paa Berthas Skulder. Bertha i Angst.) Mor! Kom! Herinde paa min Seng! Du maa hvile. (Tar hende med et fast Tag om Livet og fører hende ud.)
Riv det … riv det ned …
Fars Billede? (Fru Hald nikker.) Ja, ja; men først maa du hvile. (Ud med Fru Hald.)
Her er mørkt og stille overalt. I mit Hus er der tidlig Ro.
Det er en god Skik. Ja, nu Godnat og Tak for den Tillid De har vist mig.
Takken er alene paa min Side, Pastor! Nu ved De, hvor saart jeg trænger en Ven. Paa Gjensyn imorgen!
Ja, kjære, det ved jeg. Ja, paa godt Gjensyn imorgen da! (Kysser hendes Haand og gaar.)
Ah!
(Gaar fremover. Hendes Blik søger Halds Portræt; da hun ser det er borte, farer hun sammen, viger et Skridt tilbage og griber famlende om Stolryggen, hvor hun faar Fru Halds Slør mellem Fingrene. Lyset falder hende af Haanden, idet hun stirrende paa Sløret farer tilbage. Bleg skynder hun sig derpaa hen og ringer.)Hvad er det?
Lys. Tænd Lys for Pokker! (Støtter sig stiv mod Bordpladen.)
Ja, ja, da! De ringer jo, som det stod om Livet! (Ud.)
Maren! Aa Maren, hjælp Mor! Hjælp Mor! (Faar se Jomfruen, som idetsamme vender sig mod hende. Hun skriger som i Rædsel og løber hen til Pianoet, griber vildt Revolveren og løsner et Skud mod Jomfruen; raaber.) Det er fra Mor! (Slaar Hænderne for Ansigtet. Overvældet.) Og fra mig!
Hvad er det! (Mod Jomfruen) Du! (Derpaa hurtig hen til Bertha, der staar som fra sig selv med tungt arbeidende Bryst.) Bertha! Hvad er det?
Det er Bertha, som morer sig med at pudse sin rustne Revolver, og saa var det nær gaat galt.
Aa nei, Fanden frir sine; men mærket er du, husk paa det! (Til Bertha som hjælpeløs rækker Hænderne mod ham.) Kom Barn! Det Skud har renset Luften omkring dig.
Hjælp Mor!
Lys! Lys for Pokker! (Snur sig mod Maren.) Er du døv? Eller traf den dig, den Kuglen! Ha-ha!
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Edderkoppen er et (for sin tid) dristig stykke om en rik kvinne med stor seksuell appetitt som utøver sin makt over alle hun kan få «fanget i sitt nett». Skuespillet ble utgitt anonymt i 1904, fordi intrigen og rollefigurene delvis var basert på virkelige hendelser og personer. Imidlertid var det godt kjent i samtiden at det var Hulda Garborg som stod bak.
Skuespillet regnes blant Garborgs beste verker, men ble en fiasko i samtiden. Bokens innhold sjokkerte kritikerne, og stykket ble tatt av scenen etter bare tre dager, trolig fordi styret i Nationaltheatret ville unngå skandale.
Hulda Garborg er i en viss grad en glemt forfatter i dag. Vi kjenner henne mest som kulturpersonlighet og forkjemper for bygdekultur. Hun engasjerte seg sterkt i kvinnekampen og i kultur- og samfunnsdebatten. I samtiden var hun imidlertid også en viktig stemme i litteraturen.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.