Har De ikke fundet mit Lommetørklæde, Lisa? Det laa her, hvor jeg sad igaaraftes. (Løfter paa Puderne i Sofaen.)
Nei, langtifra, jeg har ikke set noe Lommetørklæde.
Godmorgen, Fru Rask! – Huh da, Lisa, hvor det støver af Dem –, sæt da Vinduerne op. (Gjør det selv med energiske Bevægelser.)
Godmorgen, Fru Jul. Naturligvis har jeg mistet et Lommetørklæde igjen.
Det var da leit. Er Jomfru Linde staaet op, Lisa?
Det kjender jeg ikke til.
Det kommer nok til sig igjen, Fru Rask. (Til Lisa.) Se nu til at rappe dig lidt. (Til Fru Rask.) Var der Navn paa det?
Nei, men det var af dem med Hulfald.
Aa ja, det kommer nok til sig. (Ud.)
Nei, lægger man en Ting fra sig her, saa er man fri for at se det mer.
De gaar jo og drøsser Lommetørklæder etter Dere alle Steder, saa det kan De vel liksaa gjerne leite paa Gata etter som her, tænker jeg.
– Hør, vil De si til Jomfru Linde, at jeg maatte gaa; men vi kommer til Raby imorgen Kl. 5 hele Barnehjemskomiteen, sig! Glem nu ikke det. (Ud.)
Isch, disse Filledørene! – Hvem var det som gik? (Nikker mod Baggrundsdøren, hvor Fru Rask netop forsvinder.)
Aa, det var denne halvgælne Fru Rask. Hu leita etter noe igjen, som hu pleier.
Etter Manden sin, kanske?
Aa nei, han er a vel blaa for aa finne igjen, er’n først kommen laus, saa … Kom du ikke ind med Chokoladen naa heller?
Tænk komme ind! Nei da! Endda hu har bestelt’n til Kl. 8.
(Gaar til Speilet og retter paa sin Frisure.)Naar en har Penger nok, saa kan en gjøre det en vil, da. Hu kunde vel gjerne ligge rundt, hu, hvis a vilde.
Ved du, aa jeg trur?
Naa?
Jeg trur hu har havt Visitter.
Jomfrua?
Ja netop «Jomfrua», ja. Har ikke du merka noe?
Gid! (Dytter Trine i Siden.) Fuldmægtigen?
Hys da, skrig ikke saa. Men derude paa Raby, der gaar det for sig, siger jeg. (Dæmpet.) Han reiste, før Fa’n fik Skoa paa sig idag.
Gaardsgutten hendes! Kors bevare dig for ei «Jomfru»!
Du da; han er «Fuldmægtig» blit naa, veit du? (De storler. Trine tar Brættet og gaar mod Døren; snur sig.) Pas naa paa, naa kommer det ei feit Gaas til Frua en af Dagene, det kan du bande paa!
Vær sikker!
Uf, er du ikke færdig endda?
Færdig! Nei, det er leit, at en ikke har mere end to Hænder! Her i Huset kunde en saavist behøve fire.
Ikke vær saa sint da, Lisa; det klær dig ikke det.
Jeg er snart trøt og lei af hele Pensionsvæsenet, jeg.
Naa da, Lisa! – Nei se, for et nydeligt Lommetørklæde du har! Hulfald og alting …
Ja, kanske en ikke skulde faa ha et ordentligt Lommetørklæde engang, fordi om man er en Tjener.
Jo, kjære dig da, Lisa …
Jeg har Mellemverk og Silkeband paa Bukserne ogsaa, jeg, hvis De vil vite det, akkurat som Frøkna … (Hurtig ud.)
Gudskelov! (Gaar foran Speilet, løser sit lange Haar, tar en Krans af hvide Evighedsblomster, som hænger paa Ovnen, og gaar langsomt som i Drømme mod Speilet igjen; hænger Kransen paa Kandelabren og siger.) Jeg hilser dig, min Kjærlighed, Godmorgen! (Det banker paa Døren til Venstre.)
Kom ind!
Godmorgen, Frøken Tora!
Godmorgen!
Hvor De ser – fraværende ud, Frøken Tora. Jeg forstyrrer vist – det var bare en Bog, jeg glemte her igaaraftes.
Aa naa!
Se, der ligger den. Omforladelse. (Tar efter Bogen; faar fat i en Lok af hendes Haar.)
Uf!
Hvad var det?
Aa, det ved De godt. Skynd Dem og gaa.
Eva! (Stirrer paa hende.) Det er en Ting i Verden, som er deilig! Eva, Eva!
Uf! Gaa, hører De.
Godmorgen, Frøken Eva! (Gaar baglængs mod Baggrunden.)
Kom ind!
Goddag!
Omforladelse!
Goddag!
Du kjender mig nok ikke igjen. (Smiler; ser efter Studenten.) Gid, saa rar han var … Jeg er Fanny – husker du ikke –? Fra Badehuset.
Jovist! Nu husker jeg godt … Det var saan Sommel dernede paa Badehuset. Og saa havde du ingen Klær paa dig da …
Nei, og saa var det saa kort. Men du sa, at jeg maatte besøge dig, og det vilde jeg saa gjerne, for – ja, for jeg kjender ingen herinde endda – jo noen kjender jeg nok; men ingen, som jeg bryr mig om.
Ja, det var da morsomt, at du kom! Vil du ikke ta Hatten af og bli en Stund?
Tak, jeg ved ikke … Egentlig gaar jeg Ærind for Mor. Men jeg var lige her i Nærheden, og saa …
Aa, det haster da vel ikke saa svært!
Aa nei. (Ser mod Døren.) Var det din Bror, han som gik?
Nei da. Det var bare en Student, som bor her. Vi har Pensionat, ser du, for Mama liker at ha det lidt livligt omkring sig.
Hvorfor gik han baglængs?
Aa pyt, han er gal, han, ser du. Han er forelsket i mig, Mor!
Au! (Lidt forlegen.) Er ikke det grulig … grulig morsomt, saan …
Pyt, han! Jeg bryr mig ikke en Døit om ham – det er jo en Evighed, til han blir noget. (Fanny ser paa hende.) Men nu maa du sandelig ta af dig og bli! Jeg fik saadan Lyst til at snakke med dig dernede paa Badehuset i Formiddag … (Vil ta Pakkerne fra Fanny.)
Tak, men …
Jovist! – Sandelig tror jeg ikke det er Brød! Og Smør! Ha, ha, jeg mener sandt for Dyden du er huslig!
Nei da … det er bare noe … nei, tænk jeg tror, jeg maa gaa alligevel.
Sludder. Nei da, nu skal du bli! (Tar Fannys Hat af hende og lægger den paa Sofaen.) Ved du, jeg likte dig saa godt med det samme. (Trækker hende med sig ned paa 11Chaiselonguen.) Du var saa sød, da du stod der paa Bassintrappen i det altfor korte Linnedet dit med den troskyldige hjemmesyede Borden paa – og saa Krøllerne saan vildt om Hovedet – akkurat som en af Rafaels Engle! Du ved Rafael, han med alle de smaa, søde Englene!
Ja da. Tænk saa rart, for jeg syntes ogsaa noe om dig. Du saa ud som … (stanser genert.)
Hvad som? Sig det!
Du saa ud som en Brud.
Aa gid, saa snodig! En Brud! Det var det, at jeg var hvid. Ellers pleier alle si, at jeg ser ud som en Skuespillerinde; er det ikke væmmeligt? Tænk en Brud!
Ja, du havde bare Badelagenet paa dig; og saa gik du saa …
Hvordan gik jeg? Sig det! – Du saa altsaa paa mig; det var det jeg syntes. Jeg la Merke til 12dig, fordi du var fremmed, ser du. Ikke ligned du de andre heller. Hvordan gik jeg?
Jo, det slæbte efter dig, som Slæbet paa en lang, hvid Brudekjole – Badelagenet – og saa gik du saa alvorlig bortover den lange Gangen – med bøiet Hoved (reiser sig og gaar bortover Gulvet) – saan. Og saa tænkte jeg, at hvis hun der havde havt Krans paa Hovedet, saa havde hun set ud akkurat som en Brud i Kirken – saan langsomt opover mod Alteret. (Sætter sig, pludselig forlegen, da Tora ler.) – Ja, det var bare noe Tøv, skjønner du.
Saa rar som du er. Er det ikke komisk, at vi to straks skulde lægge Merke til hverandre. Ved du, hvad jeg tænkte? (Som hun læser af en Bog.) Vi to kommer til at spille en Rolle i hverandres Liv, tænkte jeg.
Nei, saa rart; for jeg tænkte, at jeg vilde ønske, jeg kunde bli Veninde med den Pigen med det lange Haaret, fordi …
– Fordi jeg saa ud som en Brud!
Nei, men …
Men?
Jo, det var ligesom jeg kom til at tænke paa saa meget, jeg havde læst om. Haremskvinder og Nonner og alt saadant …
Nei, saa morsomt, sværmer du ogsaa for Haremskvinder?
Ja, ogsaa for Nonner! Hvide Nonner! Og Haremskvinder (udtaler Ordet med høitideligt Alvor) i lange, gule Silkekjoler, og Guld og Diamanter, saa det drysser. Og ingen faar se dem uden han –
Huf, du snakker, saa det krisler i mig. Hvor gammel er du, Fanny?
Tretten Aar.
Jeg er seksten.
Aa tænk; da er du vel konfirmeret da?
Nei. Bedre Mands Børn gaar ikke saa tidlig her. Men jeg gaar og læser, og i Oktober skal jeg konfirmeres.
Er ikke det rart at tænke paa. Næste Aar skal jeg.
Gid, saa tidlig!
Ja, de brugte det der, hvor vi bodde før, og saa … Ja, og saa er det bedre for Mor, at jeg blir voksen.
Ja, det er sandt, din Far er jo død. Har du ingen Søsken da?
Jo, en Søster. Men hun er ikke hos Mor.
Hvor er hun, da?
Aa – hun er paa en – et forfærdelig stort Gods … hos en forfærdelig rig Dame – en Slegtning af Far … (Stanser og ser ned.)
Nei fortæl!
Og tænk, hun har Ridehest – min Søster – deilig, sort Ridehest og gaar med tykt Guldarmbaand til hverdags, og nu er hun blit forlovet med en Professor eller noe saant er han vist. Han er i Slegt med den gamle Damen.
Saa er han jo i Slegt med dig og din Søster ogsaa da jo.
Nei da.
Men du sa jo, den Damen var en Slegtning af din Far jo!
Aa ja, men det er saa grulig langt ude, det.
Aa naa! Det var did du skulde reise da?
Ja. Jeg skulde faa komme did, jeg ogsaa. For Mama var saa syg. Hun har skrevet noe hemmeligt til Mama – min Søsters Pleiemor. For naar Mama er syg, saa tjener hun ikke noe da, og da …
Maa din Mor tjene Penge selv? (Ser nedover Fannys tarvelige Dragt.)
Ja. Mor broderer saa nydelig. Men nu, naar jeg er blit saa stor, saa er det saa dyrt med Kjoler og Støvler og saant …
Aa ja. Du vil vel gjerne reise, da?
Aa ja, bare ikke Mor graat saa – det er jo saa svært stille hjemme hos Mor …
Hvorfor graater din Mor for det, da? Du faar det jo deiligt, da jo!
Ja, og saa længter min Søster saa efter at se mig, skriver hun.
Har hun ikke set dig, da?
Nei, ikke siden jeg var liden. Du kan tro, hun skriver alvorlige, rare Breve – akkurat som en gammel Dame. Og det synes Mor er saa rart, for da hun var hjemme, var hun ligesaa vilter som jeg, siger Mor.
Er du saa vilter du, da?
Mor sier det. Men du ved ikke, hvor ofte jeg graater.
Gjør du? Hvad graater du for, da?
Aa – jeg ved ikke – det er saa meget det … Men det faar ikke Mor se.
Du? Hvad heder din Søster?
Bertha.
Ja, var det ikke det jeg syntes, at det ligned saa altsammen! Da er du Fanny Hald, den lille Søsteren til Bertha, som er hos Jomfru Linde. Gid, dette var romantisk! Det er jo min Bror, hun er forlovet med! Professor han! Nu maa jeg le! Og Bertha alvorlig! Jo, du er en god Skøier! Nei, at vi skulde træffes saan; det er rent som i en Roman …
Ja, tænk … men …
Og saa Gods! Raby er da bare en stor Gaard. Og du maa ikke tro Bertha har egen Ridehest og rider ordentlig. Hun lurer sig til at ride, uden Sadel, akkurat som en Gut. Og tænk hun skyder Fuglene i Flugten. Din Far lærte hende at skyde, tænk. Min Bror er saa fortvilet over det, kan du vide. Men Penge faar hun!
Nei, tænk kan hun skyde?
Ja da, og en fin Revolver fik hun af din Far, før han døde. Han har selv ladet den, og ingen har rørt den siden. Den hænger endda over Portrættet hans i Dagligstuen paa Raby. Men ved du hvad – Tante Linde er jo i Byen idag, saa kan du jo træffe hende …
Aa nei, jeg maa nok skynde mig. Jeg har været saa rent for længe borte.
Jovist, maa du hilse paa hende …
Godmorgen, Tora!
Godmorgen, Tante! Ser du her!
Har du Besøg?
Ja, og tænk du, det er jo Fanny – Fanny Hald!
Saa? Ja, det burde jeg straks ha set. Du ligner hende – din Mor.
Vi er blit kjendt paa Badehuset, tænk. Men jeg vidste jo ikke, at det var den Fanny.
Vil du ikke hilse paa mig, Barn? (Fanny neier taus.) Det var et underligt Træf. Jeg har ventet at høre fra din Mor. (Rækker hende Haanden.)
Mor er saa svært daarlig. Men vi skulde nok kommet imorgen.
Vi. Hm. – Tora, gaa ind paa mit Værelse; der ligger Berthas Sager; saa faar jeg høre, om du synes, det er Stedmoderudstyr, hun faar. (Tora gaar, idet hun nikker forstaaelsesfuldt.) Jasaa, saa du vilde da komme til Jomfru Linde! (Smiler.) Endda du vel har hørt lidt af hvert om hende? – Naa, du ser ud, som du er ræd jeg skal spise dig. (Sætter sig.) Vil du gi mig den Fodskammelen der? (Fanny skynder sig at sætte Skammelen under hendes Fødder med et sagte: værsaagod!) Tak, Barn. (Tar Fannys Haand.) Lad mig tale lidt med dig, Vennen min – Det er saa meget, du endnu ikke kan forstaa; men tro ikke alt, hvad Folk siger dig! En gang vil du ogsaa lære, at Uretfærdigheden er stor i Verden – og Utaknemmeligheden! (Fanny bøier forknyt Hovedet.) Du ved, jeg har kjendt din ulykkelige Far, og jeg siger dig nu – og Gud i Himmelen skal være mit Vidne –: stor Barmhjertighed har jeg øvet mod ham, lige fra jeg tog ham og hans nakne Barn op fra Gaden og til den Dag, han døde i mit Hus. (Fanny begynder at græde.) Ja, du kan nok græde, Barn. Han var en hjemløs Mand, han; men jeg siger dig: ikke hans var Skylden! Tro du 21mig, hvad du saa end har hørt af – af andre, af dem, som haded ham.
Aa, stakkars Far!
Ja, jeg syntes ogsaa Synd paa ham; det var det. Og jeg raadførte mig med Gud og min Samvittighed og gjorde, hvad jeg trodde var min Pligt. Ikke sandt, Vennen min, naar et Menneske er ifærd med at drukne, saa er det simpel Menneskepligt at redde det, hvis man kan.
Jo.
Men hvad tror du, jeg har havt igjen for det? Naa, naa, Barn, det kan du ikke forstaa. Jeg siger bare: Gud være lovet, som lærte mig at samle gloende Kul paa deres Hoveder, som vilde mig Ondt. (Tørrer en Taare af Øiet. Tar en Guldknap ud af sin Halslinning.) Se her, Barn. Denne Guldknap har din Far baaret. Han fik den paa sin Konfirmationsdag, og i sin Dødsstund gav han den til mig. Det var hans hele Eie her i Verden. Nu vil jeg du skal ha den. (Bøier Fanny ned til sig og kysser hende.) Lad saa Mindet om ham, som eied den, være dig helligt.
Aa tusen Tak!
Saa, saa, Barn. Fra imorgen er du altsaa min! (Reiser sig; maaler Fanny fra Top til Taa med inspicerende Blik) Saa kaster vi Kordskjolen og de lappede Sko, hvad? Og faar os en anstændig Hat.
Ja, tak!
Bertha venter paa dig. Hun har været rent lang i Ansigtet, fordi vi ingenting hørte.
Aa ja, jeg glæder mig ogsaa forfærdelig til at se Bertha. Hun er vel svært stor og – pen.
Ja, du kan tro. Men saa lever vi ikke af Kaffe og Sirupkage heller paa Raby, ser du.
Det blir jo meget lettere for Mor ogsaa da. Og saa kan jeg jo besøge Mor, naar jeg vil. (Ser spændt paa Jomfruen, som vender sig bort uden at svare.)
Aa – aa De maa ikke være vond paa Mor … Mor har været saa syg, kan De tro! Og saa har det – – – ja det har været saa svært vanskeligt for Mor … (Holder pludselig inde og tørrer bort de frembrydende Taarer.)
Du har din Frihed. Jeg har aldrig forbudt Bertha at besøge hende. Forstaar du?
Ja.
Og saa se her. Det koster lidt at komme afsted. (Gir hende nogle Penge.)
Tak!
Og saa adjø, min Ven. Gud velsigne dig. (Kysser Fanny paa Panden og gaar raskt ud til Høire. Fanny staar og ser efter hende med Pengene i den lukkede Haand. Aabner saa Haanden og ser ligesom raadvild paa dem.)
Naa, hvordan gik det
Aa jo … hun var svært snil … men … men … det var noe alligevel. Det var saa meget, jeg ikke forstod rigtig. – Aa, men se denne Knappen fik jeg. Tænk, den har været Fars. Han har baaret den paa sin Konfirmationsdag. Den er jeg saa forfærdelig glad i!
Ja, hun er svær til at gi bort. (Ser ligegyldig paa Knappen.) Hvad skal du egentlig med den forresten?
Gjemme den, kan du vide!
Faa se, fik du Penger ogsaa?
Ja – til Reisen. (Putter Pengene i Lommen; ser tankefuld frem for sig.)
Naa da; hvad tænker du paa?
Hun var saa rar. – Tror du, hun er bedrøvet?
Hvem?
Jomfru Linde. Saan indvendig. Hun fik lige som saa ofte Taarer i Øinene.
Pyt ja, hun har det med det. Hvad skulde hun være bedrøvet for; hun har jo en Masse Penge og kan gjøre, hvad hun vil. (Kniser) Ved du, hun er saa svært gudelig ogsaa.
Hvorfor ler du af det?
Jo, for jeg synes saanne gudelige gamle Damer er saa rare. Indimellem bander hun alligevel, men det maa du ikke si, jeg har sagt.
Fy, snakker du saan om Tanten din!
Hun er ikke min rigtige Tante, ser du. Mama og hun er bare saa gode Venner. Forresten behøver da ikke du at slaa dig saa hellig – husk bare, hvor du løi isted.
Det var jo bare for Moro, det, kan du vide.
Pyt ja, er det noe at bli saa rød for, det da! Hvad gjør det, om man skrøner lidt. Ved du, det gjør Bertha ogsaa – gyselig! Men Mama siger, at det gjør altid saanne Barn, som har saanne – ja saanne skilte Forældre, som du og Bertha, stakkar. Pyt, du bryr dig da ikke om det (klapper hende), vi er jo gode Venner nu vel … for da blir det saa meget rart, siger Mama … Hys, der kommer Tante igjen. Lad os gaa ind til mig. (Lægger Armen om den nedslagne Fannys Hals og trækker hende med sig.)
Ja, ja, min Ven, alt er ordnet, som jeg haaber til din Tilfredshed.
Du er saa god; jeg ved ikke, hvordan jeg skal takke dig.
Naa, til Tak blir der altid Tid. Snart blir jeg gammel; saa faar Dere sørge for, at jeg ikke ogsaa blir ensom. Anden Tak forlanger jeg ikke.
Gammel! Du er jo ung som vi!
Ak nei, min Ven, jeg er gammel; jeg ved at jeg er gammel. Men det er sandt – jeg føler det ikke.
Nei, ikke sandt. Og ikke vi andre heller. (Kysser hendes Haand.) Du virker – det er Gudsens Sandhed – saa forvirrende ung … Ja, saadan, at det er saa vanskeligt at betragte dig som «Mor».
Det vænner du dig snart til, Gutten min. (Sætter sig med Foden fremstrakt paa Skammelen. Løfter Kjolen en Smule.) Aa, min Ven, Skobaandet. Vil du hjælpe mig?
Skal jeg knytte?
Tak! – Nu, Barn, jeg synes du skjælver paa Haanden?
Jeg blir saa let svimmel. (Reiser sig.)
Daarlig Slegt!
Jeg er saa træt; jeg ved ikke … men det er ogsaa altfor enerverende dette med Bertha. Hvordan skal det gaa. Hun blir værre og værre. Mer og mer mistænksom og kold. Hun ligefrem rømmer for mig; og jeg siger dig, hun kan undertiden se paa mig med et Blik, som – ja, som ligefrem er hadefuldt.
Jeg forstaar ikke, hvad du mener! Hold nu op med den Jammer; det er da for elendigt!
Men saa sig mig da, om du tror, det blir anderledes siden. Du kjender hende jo bedre. Vort Bryllup nærmer sig; men jeg føler mig aldrig tryg – hvad kan hun ikke finde paa? Jeg forsikrer dig, min Stilling er pinlig!
Hør nu her! Alt har jeg lagt tilrette for dig; ikke en Finger har du rørt for at ordne eders Affærer – men gifte mig for dig, det kan jeg ved Gud ikke! (Snur ham Ryggen og gaar opover; vender om, stanser og slaar Haanden haardt i Bordet.) Vis, at du er en Mand, for Pokker!
Naa, se der har vi Offerlammet. (Klapper Alf paa Kindet) Er det daarligt med dig, Gutten min? Har du faat Suppen din?
Ja da! (Ud i Baggrunden.)
Og saa tag dig en Chininkapsel. (Til Jomfruen.) Huf, disse Bogmenneskene! Og denne Gutten, som jeg har pleiet og stoppet som en Strassburgergaas, helt fra han kom til Verden.
Ja, og saa slig en kraftig Mor som du.
Hm, vi var to om ham, ser du!
Naa, Landluften vil styrke ham, skal du se – og det regelmæssige Liv. (Sætter sig.) Saa du Ungen?
Javist. Tora havde jo truffet hende paa Badehuset. Moderen er nok rent nedfor nu.
Ja, endelig har vel den stolte Nakken faat bøie sig. Stakkars Unge, hun var vist fornøiet af at suge paa Labben.
Aa ja, der har vel ikke været fedt netop derhjemme. Nu tænker jeg Dronningen til Søgaard snart er glad hun søber den Kaal, hun har spyttet i, og takker dig til, at du tar Ungen, før hun rent forkommer.
Takker! Aa nei, saa meget forlanger jeg ikke. Men det er jo ganske morsomt.
Hun spaadde dig saa grusom en Alderdom i Ensomhed og Anger og Ruelse. Ha, ha!
Ja, jeg angrer, det er sandt. Jeg angrer paa meget. Jeg angrer paa alle de Timer, jeg har sovet væk!
Du! Har du nogensinde sovet, havde jeg nær sagt?
Jeg angrer paa hvert Minut, jeg ikke har kjendt Livet piske mig i Ansigtet som en frisk, fygende Vestenvind. Der blir sagtens Tid til at sove. Alderdommen ligger paa Lur. Æsch!
Ja, Alderdommen er haard at gaa paa.
Jeg hader Tanken paa den. Kan ikke faa den ind i min Bevidsthed. Som en Mærkværdighed føler jeg mine Aar. Naar jeg ser mine Rynker i Speilet, roper det høit i mig, at dette er Snyderi og Bedrag! Jeg har jo aldrig været stærkere, sundere, klogere!
Man skal ha Barn, Alvilda; da er det anderledes. Du længter efter et Barn.
Jeg prøved med hans. Men det var ogsaa hendes – det var Ulykken. Og hende elsked han trods alt.
Du har været saa altfor snil, Alvilda.
Snil! En negativ Dyd! Et ækkelt Ord, som jeg hader, det ved du! Jeg gjør, hvad jeg har Brug for, selv om det er godt. Herinde hos dig behøver man da vel ikke at skabe sig, ved jeg.
Du lyver paa dig selv, Alvilda.
Man lyver jo altid. Som vel er. Det skulde bare mangle, vi ikke det gjorde. Skulde Menneskene begynde at slaa Dørene paa vid Væg til sit allerinderste Væsen og la «Sandheden» strømme ud, da skulde her bli nydeligt! Gud bevare os! Og endda er jo ogsaa alle disse «Sandhederne» til syvende og sidst saa smaa og ynkelige – det er det aller latterligste!
Men det er det, du gjør af og til, du, Vennen min; du tar simpelthen Dørene af Hængslerne du, naar det falder dig ind; og det gaar ikke an!
Nei, det gjør ikke det – selv med min Formue; det er sandt. Men sommetider maa en spendere en liden Aareladning, ellers (reiser sig, hidsig) sprækker en Gud hjælpe mig! (Gaar et Slag bortover Gulvet; sætter sig 33igjen. Alvorlig.) Den, som er født saadan ved Samfundets Grøftekant, har set for meget. Men værst af alt er Nederlagene, hver Gang man i et Anfald af Sentimentalitet rækker Haanden ud og vil være god! Ha, ha, man lærer.
Der var ialfald en, som lønned dig ilde.
Du tar feil! Han lønned mig kongelig! Naar jeg pleier at sige det modsatte, saa lyver jeg af Vane!
Hm. Sagfører Hald var nu vel en vanskelig Floke at greie – selv for dig.
Det var en Kamp fra først til sidst, det var det. Men jeg kjendte da, jeg leved dengang. Det var at spænde hver Nerve, saa det knaged i Maskineriet, for at naa til. Og samme Spændingen, samme Angsten og samme Fryden hver Dag lige til den sidste.
Ja, slig var det. Slig var den netop, den Tvekampen, som vi kaldte Kjærligh …
Ordet klær ikke gamle Damer, du … – Og saa, netop naar man staar der fuldt færdig, med alle Vaaben blanke og skarpe, saa er der ingenting mer! (Kort Pause; sagte.) Og saa gaar man der og leder og søger …
En ny Modstander – ja, ja du! Livet er rart.
Livet er jo bare denne Tvekampen, som du kaldte …
Hys! – Husk Ordet klær ikke gamle Damer. (Jomfruen gjør en slap Haandbevægelse og falder ligesom sammen et Øieblik. Fru Jul gaar hen og lægger Haanden paa hendes Skulder.) Hvor bittert du savner ham, Alvilda.
Han var en Mand; det var bare det!
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Edderkoppen er et (for sin tid) dristig stykke om en rik kvinne med stor seksuell appetitt som utøver sin makt over alle hun kan få «fanget i sitt nett». Skuespillet ble utgitt anonymt i 1904, fordi intrigen og rollefigurene delvis var basert på virkelige hendelser og personer. Imidlertid var det godt kjent i samtiden at det var Hulda Garborg som stod bak.
Skuespillet regnes blant Garborgs beste verker, men ble en fiasko i samtiden. Bokens innhold sjokkerte kritikerne, og stykket ble tatt av scenen etter bare tre dager, trolig fordi styret i Nationaltheatret ville unngå skandale.
Hulda Garborg er i en viss grad en glemt forfatter i dag. Vi kjenner henne mest som kulturpersonlighet og forkjemper for bygdekultur. Hun engasjerte seg sterkt i kvinnekampen og i kultur- og samfunnsdebatten. I samtiden var hun imidlertid også en viktig stemme i litteraturen.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.