Ved Vintertide,
da ondt maa lide
den Fattigmand.
Ei Uld at slide,
ei Brød at bide,
saa haver han.

Men paa Gud Fader
sig trygt forlader
den Fatigmand,
89og trøstig venter
til Gud ham henter
fra Armods Land.

Aa, værsaagod.

Gokvæld, Marja!

Aanei, Gokvæld! Er det Frøkna? Det blei saa seint. Er De – aleine? Og gaaendes, mener jeg?

Ja.

Han var vel for vild Svarte-Folen ligevel, kanske?

Aa, det var jo bare Galskab det. – Huf, jeg er saa forfærdelig træt, Marja. (Sætter sig paa Krakken ved Ovnen.)

Ja sandelig, ser ikke Frøkna reint tufs ud. Det er saa surt ikvæld ogsaa, saa. Jeg har holdt Kjedlen varm paa Vona.

Det var deiligt, Marja. Jeg forstaar ikke – jeg fryser formelig.

Ja, se det. Jeg har sandelig lagt en Pinde i Ovnen, jeg; det faar ikke hjælpe, om det bare er September Maaned aldrig saa mye.

Aa ja, her er saa godt og lunt hos dig, Marja … jeg tror, jeg faar ta af mig lidt.

Ja, kom naa her med Kaapa. (Tar Kaaben fra hende og lægger den paa Sengen.) Men aassen er det med Føtterne? Dere er naa vel endelig ikke vaat paa Føtterne? La mig kjende. (Vil ha fat i Berthas ene Fod.)

Nei tak da, Marja, det er jo ganske tørt ude.

Ja, ja. (Putter et Par Vedtrær i Ovnen.)

Hvor deiligt det var at komme ind til dig lidt, Marja. Naar jeg sidder her paa denne Krakken og ser dig gaa slig og smaastelle, da er det, som 91jeg var barn igjen. Kan du huske, hvor ofte jeg sad her og legte med Spolekurven din.

Om jeg huser det? (Sætter sig paa Stolen sin.)

Og saa sang du saanne gamle, rare Viser for mig. (Varmt og vemodig.) Det var det bedste, jeg vidste, at være her hos dig, Marja.

Ja, større Hygge hadde ikke jeg heller, Frøken, end naar Vesle-Bertha kom og vilde høre Eventyr og Viser.

Hvorfor kan du ikke sige Bertha, nu som dengangen, Marja. Det er ligesom du slet ikke bryr dig om mig længer, naar du siger Frøken – og det maa du, Marja.

Men … men … ja, saa død og snyte – forlate mi Synd – trur jeg ikke hu graater. (Reiser sig.) Men Herregud, De er ikke lik Dere ikvæld … (gaar hen og lægger Handen paa hendes Hoved) … Du er naa vel aldrig klein Berthamor.

Nei da, Marja … det er ingenting; jeg er bare saa – –. Aa, hvor jeg glæder mig til den Kaffen. (Reiser sig.)

Nei, naa trur jeg det spøger; sidder jeg ikke her og glemmer hele Kaffen igjen.

Ved du hvad jeg vilde ønske, Marja?

Aa, det kunde vel være mangt det; men jamen – – –

Jeg vilde ønske, at jeg var dit Barn; at du var min rigtige Mor, og vi kunde leve sammen alene; men da maatte Stuen din ligge langt, langt herfra, saa ingen anden kunde finde os, end de vi selv vilde … (smiler) i Blaaland, Marja.

Aa du og du – i Blaaland ja; det var et Land du snakked mye om, det, da du var liden. Ja, ja, ja, det var dengangen det. Drik naa, mens han er god og varm.

Tak. Ja, did kunde jeg komme naar jeg vilde, dengang. Jeg bare satte Tommeltotterne i Ørene og Pegefingeren paa Øinene og snudde mig i Ring – fort, fort, fort; og saa kasted jeg mig ende ned og sa exe, vexe, hex, pex, og saa var jeg i Blaaland.

Aa ja, jeg maatte vel sidde og høre lange Stunder paa Eventyr fra Blaaland.

Jeg kaldte det saa, fordi alt blev blaat for Øinene mine, ser du, Skogen og Fjeldene og Sjøen. Jeg lukked ikke Øinene op; men jeg saa det alligevel; – aa ja, hvor glad jeg var, naar de voksne glemte mig, og det gjorde de ofte – lange Tider; og da reiste jeg til Blaaland.

Spis naa, og drik.

Nam, nam, deilige Marjavafler! Og saa du; husker du Sørensen, den vesle Kalven min, som jeg opkaldte efter Schweizer-Sørensen. Du ved, jeg sørged saa, da Schweizer-Sørensen reiste til 94Danmark igjen; for i Fjøset hos ham var det eneste Sted, det var deiligt at være foruden i Blaaland – ja, og saa her hos dig.

Ja, ja, du!

Og saa laa vi ude i Engen, og saa bandt jeg Kranser af blaa Blomster og satte om Halsen paa Kalven min – (smiler) Kalve-Sørensen kaldte vi ham, kan du huske! Og saa satte den Mulen op i Ansigtet mit og pusted, saa det krisled mig, og saa lo vi, og saa reiste vi til Blaaland sammen. Men Sørensen sovned gjerne paa den lange Reisen, han Stakkar.

Aa du og du for Eventyr!

Nu kan jeg aldrig reise til Blaaland længer, Marja!

Hør naa her. – Trur du kanske ikke jeg ser, at – – jeg ser nok, at det er noe, som er vondt for Berthamor naa …

Aa, spør mig ikke, Marja. (Pludselig.) Aa, sæt dig bort til Ovnen og syng den gamle Visen for mig, Marja … den, som du lærte, da du var ung, deroppe i Fjeldbygden! Det er saa længe, siden du sang for mig, Marja – aa gjør det! Vil du?

Kan sagtens freste. Men det blir saa skralt med Maalet mit naa. (Tørrer Øinene med Forklædesnippen.) Det er liksom det ruster bort.

Aa nei da, Marja. Ingen synger slig som du. Det er ligesom langt, langt bortefra.

Aa Gud beres!

Liti Kersti ho var seg so liti eit Viv,
Bronfolen rinder lett.
Ho kunne ‘kje raade sit unge Liv,
med’ det regner og det blæs.
For nordan under Fjøllo
der leikar det.

96Liti Kersti ho var seg so liti ei Brur,
Bronfolen rinder lett.
Ho kunne ‘kje Nyklam i Laasanne snu,
med’ det regner og det blæs.
For nordan under Fjøllo
der leikar det.

Liti Kersti ho sat seg i Veven saa fin,
Bronfolen rinder lett.
Kvi renne det Mjølk utor Brystine din’,
med’ det regner og det blæs.
For nordan under Fjøllo
der leikar det.

Aa d’ er no ikkje Mjølk, om det synest so,
Bronfolen rinder lett.
Men det er den Mjøden eg drak igaar,
med’ det regner og det blæs.
For nordan under Fjøllo
der leikar det.

Dei tvo Ting dei er no kvora’re olik,
Bronfolen rinder lett.
For Mjøden er bron, men Mjølki er kvit
med’ det regner og det blæs.
For nordan under Fjøllo
der leikar det.

97Aa det nyttar ikkje lenger aa dylja for deg;
Bronfolen rinder lett.
Bergekongen nord han hev lokka meg,
med’ det regner og det blæs.
For nordan under Fjøllo,
der leikar det.

Aa nei … aa nei, ikke idag alligevel, Marja. (Brister i Graad.)

Men Jøssenam! Aa nei kjære, vene, aassen er det med dig? (Gaar bort og lægger Haanden paa hendes Skulder og søger at faa se hende i Øinene.)

Aa ja, Marja, det er det, ser du, at … Jeg tør næsten ikke si det høit, ser du, for jeg ved ikke ud og ind længer; men hvis jeg bare kunde slippe at gaa derop mer! (Bøier sig over Marjas Haand og græder.)

Men Jøssenam …

Det er saa galt som det kan være, Marja; for det er jo lyst i Kirken og alting; men jeg kan ikke …

Aa kors, aa kors …

Og saa har jeg ingen at snakke med; der er ingen, som kan hjælpe mig, for de er saa rædde allesammen. Men nu er det gjort. Og nu er det saa forfærdeligt at gaa derop igjen … Der er nogen i Svalen! Aa lad mig gaa ind i Kammerset, Marja … (Idetsamme aabnes Døren paa Glytt og Fanny stikker Hovedet ind.)

Goddag. Omforladelse, men er dette den rette Veien til Raby?

Jo-o – det er da det …

Aa! Bertha!

Fanny!

Aa nei, aa nei! (Tørrer Øinene med Forklædesnippen.) Aa nei, aa nei! (Trækker sig bortover mod Kammersdøren.) Aa Herregud! (Gaar sagte ud, uden at de to lægger Mærke til hende.)

Men kjære – kommer du nu – saa sent (Fanny bare nikker og græder.) Vi vented dig i Formiddag.

Ja, men …

Nei kjære, du maa ikke … aa nei, hvor stor du er blit. Hvorfor kommer du saa sent.

Jeg blev ikke – færdig.

Har du gaat hele veien?

Ja.

Ganske alene?

Nei – Mor fulgte mig – til Korsveien; og der blev vi saa længe. (Graater igjen.)

Mor?

Jeg tror næsten hun sidder der endda.

Saa.

Aa, Bertha, bli med til Mor! Jeg – – jeg – – aa, jeg kan ikke gaa fra Mor alligevel!

Mor! Nei, nei, vær nu fornuftig! … Det vil bare bli vondt, det, ved du. (Gaar fra hende; nervøst.) Imorgen skjønner du nok det. (Hen til hende igjen.) Da skal vi ud og se paa Hestene, ser du, og Fjøset med de fyrretyve fede Kjørene, og Kalvene, som danser i Bingen, saa du kan sprække af Latter! Herregud, du er da ikke noe Pattebarn, vel!

Aa, men du ved ikke, hvor vondt det er.

Sludder … Mor vil det jo selv! du rømmer jo ikke … Mor vilde jo bli fortvilet, kan du vide, hvis du nu kom tilbage; hun har jo mere end 101nok med sig selv, Mor. Husk paa, en saan stor, lang Pige som du skal ha baade Mad og Klær og … og det er da vist længe til du selv kan skaffe dig noget …

Ja, det er det nok.

Ja, der kan du se. Saa er du bare til Byrde for Mor, da, skjønner du. Og kommer du til Jomfruen, saa blir du vel forsørget, det kan du bande paa.

Du er saa underlig. (Ser paa Bertha; i pludseligt Udbrud.) Aa, hun har været slem imod dig, Bertha!

Nei da, hun har aldrig slaat mig, og aldrig har jeg sultet heller.

Aa nei, men …

Og Klær har jeg, og de som solide er! – Du skulde se Brudekjolen!

Aa ja, tænk du, som …

Den er af Silke, og saa tyk, at den staar af sig Selv. (Fanny trækker sig stødt tilbage uden rigtig at forstaa. Bertha forandret; tar Fannys Haand.) Bry dig ikke om mig, Fanny; jeg er saan jeg, ser du … (svælger Graaden) jeg er blit saan. (Ligesom undskyldende.) Jeg har været saa alene – helt siden den Dagen … den Dagen – jeg husker den Dagen, de tog mig fra Mor, jeg, ser du … men især siden Far døde, har jeg … (Græder stille.)

Aa stakkars Bertha!

Du var saa liden du da. (Pause.) Men kjære, du er da vist træt. Kom og sæt dig. (De sætter sig. Bertha ser paa Fanny.) Husker du Far, Fanny?

Ja, fra en Gang – en Gang, han var hjemme hos Mor og mig.

Det er længe, længe siden!

Ja, jeg var vist bare fem Aar; men jeg husker det saa godt. Han var kommet reisende og bodde paa Havanders Hotel, og saa kom han hjem – aa, saa underlig, som han var, da han hilste paa mig; han kyssed mig ikke; men bare dasked mig paa Kindet og sa jeg var blit stor. Og saa blev jeg sendt ud.

Saa snakked han med Mor da?

Ja, længe. Og da jeg kom ind igjen, saa –

Saa?

Saa graat Mor … (snufser) og saa gik hun ud.

Hvad sa Far til dig da?

Han sa ingenting straks. Han bare strøg mig over Panden og bøied Hode mit bagover og saa paa mig, og saa sa han: du ligner din Mor, sa han, (med myg, bristende Stemme) og da var han saa bedrøvet i Øinene, … aassaa begyndte jeg at graate … (Tørrer Øinene og pudser Næsen. Bertha stryger Fanny over Haaret, mens Taarerne triller nedover hendes Ansigt. Efter en Pause.) 104Men saa med engang, saa sa han – akkurat saan som du for lidt siden: nei, nei, nei, ikke noe Sludder – sa han; og saa spurgte han, hvordan det gik paa Skolen.

Og saa?

Saa gik han saa svært fort.

Og du traf ham ikke mer.

Nei, aldrig. Men da han var død, da drømte jeg saa ofte, at jeg saa ham paa Ligstraa; og altid laa han med den store, sorte Floshatten paa, som han havde dengang jeg saa ham; og saa var Øinene aabne og sorte som Kul. (Stirrer frem for sig.)

Huf, nei da. (Gaar taus op og ned.) Du … jeg tror alligevel …

Hvad mener du?

Jeg tror ikke du passer her alligevel. Jeg tror … jeg tror alligevel, du maa tilbage til Mor!

Aa ja … aa ja, lad mig faa Lov til det!

Det er saa meget rart her, ser du, og – netop i disse Dagene … Ingen har jo set dig; du har jo ikke endnu faat Løkken om Halsen, du.

Aa, Bertha!

Saanne Barn som vi, ser du … vi hører intetsteds hjemme vi!

Du skulde vært hos Mor, du!

Aa nei da. Der var jo ikke Far, der.

Aa, hvorfor tror du ikke Mor og Far kunde være sammen, Bertha.

Snak aldrig om det. (Febrilsk.) Men den, som gifter sig, naar han ikke elsker slig at han aldrig, aldrig kan skilles, maa dø. Husk paa det … men nu skal jeg bede gamle Marja gjemme dig inat; og saa skal du faa sidde paa indover med Melkemanden imorgen, og ingen skal faa vide, du har været her. For Melkemanden er min Ven, han, ser du.

Naar du bare kunde bli med, Bertha?

Jeg! Aa nei. Men kanske – kanske jeg snart skal besøge dig.

Aa ja, kjære, gjør det! Er det sikkert, at du gjør det? Nu er det saa vondt at gaa fra dig ogsaa, ser du.

Ja det … det er ikke morsomt, men – du ved, vi sees nok igjen … Jeg vilde jo saa gjerne, ser du, men – Mor, hun kjender jo ikke mig, og – jeg kjender jo ikke hende, jeg heller …

Aa stakkars Mor, hun har længtet saa efter dig, kan du tro. Hun er mere glad i dig end i mig – ja sommetider har jeg været rent jaloux.

Mor? Hm, jeg tænkte hun var glad, hun var kvit mig, jeg.

Aa fy, Bertha! Og Mor, som har grædt saa meget, fordi du var borte.

Men hvorfor tog hun mig ikke med sig, den Gangen jeg var liden da, – den Gangen hun var her og vilde se mig. Slig som jeg tigged … (Graaden vil op.)

Aa du ved ikke, hvordan vi har havt det, du. Vi havde bare én Seng, ser du, og mange Gange saa … saa var det saa svært vanskeligt, ser du; for Far sendte os ingenting, og Mor var saa syg. – Du maa ikke tro det om Mor, Bertha!

Da Mor var reist den Gangen, vilde jeg kaste mig i Dammen. Jeg var rasende af Sorg. Aldrig, aldrig kan jeg glemme det. Og da de andre sa, at Mor var kold og – meget andet ogsaa, – saa trodde jeg det – Hys der er nogen udenfor, kom! (Tar Fannys Haand.) Ingen maa se dig. Vi gaar ind i 108Kjøkkenet til Marja; du kan trænge lidt Mad ogsaa. (Hurtig ud til Venstre med Fanny.)

Aa Gudskelov! Jeg har ventet saa! (Mod ham.) Nu er det gjort. Jeg er fri! (Da han ikke straks svarer.) Jeg er fri, forstaar du!

Men har du virkelig …

Endelig! Tror du jeg er ræd! Ikke for noget i Verden, ikke for noget, naar jeg bare er hos dig! Nu vil vi glemme alting, glemme, glemme; for det kan vi, naar vi vil! – Men hvorfor … Du ser jo næsten forskrækket ud? Forstaar du mig ikke? Jeg har skrevet til Alf, skjønner du, at jeg aldrig kan gifte mig med ham, at de heller skal faa ta mit Liv! Forstaar du mig ikke, Nils-Petter? (Ser ræd paa ham.)

Jo, – jo, men …

Der er ikke noe men, da, skjønner du! Det er bare dig i hele Verden! Hjælp mig da, Nils-Petter! 109Lad os glemme! (Voldsomt ind til ham.) Jeg er din! … Aa tag mig med dig langt, langt bort!

Aa ja, naar vi bare kunde storme over Prærierne sammen!

Det skal vi! Der er ingen Hindring i Verden for dig, naar du vil. Tag mig, gjem mig hos dig; du er saa sterk!

Det er en, som er sterkere, og hun …

Hun? Tror du vi spør! Jeg kjender dig ikke igjen!

Nei, nei; men du ved …

Du store Gud, er det ikke du, som har sagt, at bare, bare jeg var fri, saa skulde du ta mig paa Armene dine og slaa dig frem, om saa tusen Djævle stod iveien!

Det skal jeg ogsaa – det vil jeg ogsaa; men jeg mener bare, der maa tænkes paa Udvei, paa Raad. (Famlende.) Men – naar du staar fast – naar du vil vente …

Maa jeg vente?

Ja.

Saa skal jeg det. Jeg skal lukke Øine og Øren og lade mig sparke paa og spytte paa, la mig slaa! Hvad gjør det altsammen! Nu reiser jeg snart til Blaaland. (Slaar Armene om hans Hals. Han løfter hende op til sig og kysser hende. Bertha glider sagte ud fra ham; ser ham ind i Øinene.)

Kom!

Storme over Prærierne sammen! Ikke se os tilbage! Glemme!

Kom! Det er mørkt alt! Ingen ser os her i Skogen!

Vent derude!

Som du vil.

Din!

Snart! (Kysser hende igjen nede ved Døren og gaar.)

Ja, er det for mørkt at gaa da, tror du?

Ja, du maa bli. Marja steller saa godt med dig, skal du se. Men nu maa jeg afsted.

Aa nei, ikke endda!

Men Stol paa det, jeg loved. (Med straalende Øine.) Jeg kommer du; jeg kommer!

Nu er du saa rar igjen. (Hurtig.) Var det Bud efter dig? Marja sa det var en fra Gaarden, som ikke maatte se mig.

Ja, det var Bud efter mig, og derfor maa jeg gaa fra dig. Farvel da, du rare Fanny! (Kysser hende.) Farvel da – saalænge!

Du ser saa glad ud – nu da vi skal skilles igjen.

Aa, det er ikke derfor; men jeg er glad, fordi … fordi at nu kan jeg snart komme, ser du. Aa, du rare, kjære Fanny, jeg er saa glad, fordi jeg har set dig! Paa Gjensyn – snart du. (Omfavner hende.)

Farvel. Men … men kan jeg ikke følge dig – bare et lidet Stykke.

Nei, nei … ikke ud af Døren maa du. Tænk om Jomfruen fik vide, at du var her. Farvel igjen. Marja er snil, hun vil nok stelle godt for dig.

Kom snart!

Snart. Stol paa det. (Gaar.)

Naa skal jeg komme med nogle Vafler og lidt Lefse. Men det spørs, om du kan spise Lefse, du, som er fra Byen?

Jo tak, men …

Nei, naa maa du ikke graate lel! Du maa ikke … Du faar snart se Bertha igjen, skal du se.

Ja, men … men tænk jeg tror næsten ikke jeg kan bli her alligevel …

Jøss, du vil vel ikke ud naa mørke Høstkvælden alene.

Det er ikke rigtig mørkt endda ude, og saa er det det, at … det var en Dame, som fulgte mig lige til Korsveien hernede. Og der vilde hun sidde og hvile en god Stund, for hun var saa træt …

Aa, men du kan tænke hu sitter ikke der naa …

Jo kanske hun gjør det. For kanske hun ikke orker … Det er en lidt ældre Dame, som …

Aa, saa …

Ja, og derfor saa …

Hys, der er nogen – gaa ud i Kammerset du saalænge; kan hænde det er nogen fra Gaarden … (Fanny hurtig ud til Venstre. Marja gaar til Døren og lukker op.) Hvem er det? (Viger tilbage for)

Undskyld!

Værsaagod. Er det – Langfarendes!

Det var bare … jeg vilde bare bede, om jeg maatte faa hvile lidt hos Dem; jeg har gaat saa langt … jeg blev saa træt …

Aa, ja men … værsaagod … Landeveien tar paa – helst naar en er lite vant med aa gaa … Frua er vel fra Byen, og der gaar ikke Folk saa mye.

Aa nei. Tak. Sig mig, her har vel ikke nylig været en liden Pige, som spurgte efter Veien til Raby? (Ser spændt paa hende.)

Jo-o … jo … Aa nei … aa nei, var det ikke det jeg syntes … (skjælvende) er det ikke Frua til Prokurator’n! Aa, Herregud!

Kjender De mig?

Ja, jeg har set Frua en Gang før, jeg. Det var engang De var paa Raby, mens Bertha var lita … (Tørrer Øinene.)

Dengang. Det er længe siden, det. Og man blir saa træt af at tænke tilbage. (Stryger sig over Panden.) Er hun gaat?

Aa, ja, ja, det er længe siden, det.

Er hun gaat? Er Fanny gaat derop? (Støtter sig til Stolryggen.)

Aa nei, kjære Dere Frue … nei, hu er nok her … men kjære Dere. De er nok ikke bra, De … Jo, naa skal De nok faa Følge til Byen; for hu har snakka med Bertha, ser De … Aa kjære bli naa her og kvil Dere til Maarradagen … (Lægger Haanden paa Fru Halds Skulder og faar hende til at sætte sig igjen.)

Mor! (Springer hen til hende, kaster sig ned med Hovedet i hendes Fang.) Mor, jeg kommer igjen! Jeg hørte Stemmen din! Og Bertha kommer ogsaa snart!

Gud være lovet!