Jeg Eder, tappre Mænd, min Konges Sag betroer;
Staaer I hos vore Folk, lad Sværdet færdigt være:
Snart Endre Adgang vil til Kongens Gaard begiære:
Men tænker] imp. flert. av tænke tænker: Faren da for Harralds Liv er stor.
Jeg Endres Anlæg veed: Han foregive skal
For os, som holde Vagt, at han med sine vilde
Hos Kongen Einers Dom og Straf med Bøn formilde;
Han bringer derfor med af Mænd et ringe Tal;
Men den Forræder vil, saasnart han Adgang faaer,
Angribe Kongen selv. Vi derfor maae forbyde,
At ikke han herind] sig ind M1bherind skal med sit Følge bryde;
Og næst] (adv.), nærmest; like ved siden avnæst ved Porten I med spændte Buer staaer!
Til Endre strax enhver allene sigte bør,
For den, som fælder ham, er riig Belønning færdig – –
Hans Fader dømmes snart, og findes Døden værdig:
Kun ved at hævne Vold, man Thronen sikker giør.
Jeg under dette Skin ham faaer af Dage bragt:
Jeg veed nok: Endre vil kun for sin Fader bede;
Han skulde da maaskee formilde Kongens Vrede –
Nu den Forhadte døer – og jeg – jeg holder Vagt –
Jeg er min Konge troe, og man skal rose mig,
Fordi jeg Harralds Liv med Nidkierhed beskiærmer;
Lyksaligt Øyeblik, som mod mit Had sig nærmer,
Mit Hierte brænder alt, hvor sødt at hævne sig!
Er Vagt ved Porten sat, og til min Sikkerhed
Nu alt i Orden bragt?
Dig intet Ondt kan røre;
Ey før en Fiende vil ved Porten Indbrud giøre,
Før hver af Kongens Mænd til Modstand er bered.
Man Einer Vaabenløs, som det en Skyldig bør,
Strax bringe hid. (Til Arne.) Og du, vær mine Mænds Anfører.
Hans Dom i Loven staaer, jeg straffer en Oprører –
En Voldsmand – dog – hvad Frygt!] Frygt – AFrygt! – det afgiort er – han døer.
Om alle Trønderne mig truede med Krig,
Og Thronen selv med Fald; jeg bør retfærdig være,
Og redde Himlens, min, og vore Loves Ære; – –
Der er han, det er Tid engang at hævne mig.
Omsider kom den Dag, da overdrevet Mod
Til egen Undergang din stolte Siel forførte!
Til Venskab, Ydmyghed, dig ey min Naade rørte,
Hør nu: Retfærdighed forkynder Dom og Blod.
Forsvar dig, om du kan, her er det Tid og Sted:
Du Loven veed, tael nu, og gaae med mig i Rette;
Hvad Sminke kan du vel paa dine Laster sætte?
Hvormed undskylder du din Vold, din Grusomhed?
Du, som mod Gud og Lov og Konge trodse tør,
Hvad Straf har du fortient, og hvo kan dig tilgive?
Hvad venter du af mig? hvad bør din Skiebne blive?
Spørg Loven – svar mig – tael –
Du dømmer, og jeg døer.
Kan egne Feyl dog ey din Stolthed bøye ned?
Maaskee med Rette du i Dag ey Døden lider?
Maaskee min Dom mod Lov, mod Nordmænds Frihed strider?
At ville synde frit, er Slavers Øyemeed] (-en el. -et), hensikt; formål; siktemål; målØyemeed;
Troe dog, jeg veed, hvori vor Friheds Ret bestaaer:
Til fælles Nytte vi tør bruge hver sin Evne.
Vi tør vort Gods og Gaard og Tid vor egen nævne,
Og Dyd og Last hos os sin rette Farve faaer.
Vi tænke, handle selv, og Fyrsters Tyrannie
Giør aldrig Last til Dyd, og aldrig Dyd til Laster:
En Nordmand Hoffets Smag antager, og forkaster,
Og aldrig følger den af Frygt og Hyklerie;
Hos os er Dyden ey en efterabet Skik,
En tvungen Øvelse i det, som Kongen ynder:
Ær derfor Nordmænds Dyd; Men straf kun deres Synder,
Og tænk at Ondt og Godt hos dem fra Hiertet gik.
Opfyld din Pligt mod mig, og Loven fyldestgiør.
Du til dit Forsvar først maa, hvad du kan, fremføre.
En Voldsmand vil omsunst sin Sag retfærdiggiøre:
Alt hvad jeg sige kan, er, at jeg skyldig døer.
Saa kiender du dig selv? saa kan du bøye dig
Saa dybt i Støvet ned? Og om dig selv bekiende?
Saa har dit stolte Mod dog før end Livet Ende?
Din sieldne Ydmyghed i Dag behager mig.
For Spot min Alder spar; nok, at du glad kan her
See Einers første Feyl ham ned til Jorden bøye:
Tænk: den, som stedse dog har Dyden havt for Øye,
Og samme Agt for den mod Livets Aften bær,
Bereed til Dødens Nat; tænk naar han føle skal
Med Bludsel] (-en), skamfølelse; blygsel; undseelseBludsel Dydens Tab paa rynket Pande tegnet,
Og see sit hele Liv, sin Troskab, Dyd beregnet] part. av beregne: (opp)telle; utregneberegnet
Kun efter sidste Dag – tænk, Konge, hvilken Qval!
Man maatte skilt mig ved min Bergliod, min Søn
Mit Hiem og Arnested] (-et), åpent ildsted, her: hjem; hus; hjemstedArnested og alt hvad kiert, jeg eyer,
Jeg maatte tabt et Slag, og taalt min Fiendes Seyer,
Jeg maatte været troe, og savnet Troskabs Løn.
Man maatte straffet mig med Lænker, Spot og Død;
Jeg vilde trodset alt, naar Dyden i mit Hierte
Udbredte roelig Fred; jeg vilde glemt min Smerte,
Hvis jeg mig havde selv ey styrtet i min Nød – –
Nu – synker kiekke Mod, og Hiertet savner Trøst;
Jeg seer mig selv og flyer] pres. av fly (flykte; unnvike), her i overført betydning: bli forferdet; bli redd; bli skrekkslagen; frykteflyer, hvad er for mig tilbage?
Hvad kan jeg haabe meer? hvem rører denne Klage?
Hast Konge med min Straf, igiennemboer mit Bryst.
Mit rørte Hierte fandt et Raad for al din Qval:
Begier Forladelse, det koster kun at bede,
Saa redder du dit Liv, formilder Kongens Vrede.
Beviis din Ydmyghed: – – Du tier – Einer – tael –
Det var ey altsaa nok, at feyle] synde M1bfeyle selv i Dag;
Jeg skulde dig maaskee ved Suk og Bøn forføre,
Du skulde glemme dig, og Vold retfærdiggiøre?
Og handle mod vor Lov? – Nei hast, og døm min Sag.
Du veed en Dommers Pligt: Vaag for Retfærdighed,
Tænk, hvad du vover selv, ved ey at straffe Laster?
Snart en Forræder sig mod Kongens Liv formaster] pres. av formaste: driste seg til; sette seg opp mot ( den rette orden); hovmode segformaster,
Naar han ved ydmyg] ydmyghed M2ydmyg Bøn fra Straf at reddes veed.
Men siig dog, vilde du i Templet myrde mig?
Ja – havde denne Arm til Mod og Vrede svaret,
Der intet Helligt var, som jeg da havde sparet.
Men til dit Raserie hvad har bevæget dig?
Beviiste Gierninger du ikkun dømme bør;
Nok – du mit Forsæt veed – foragt Bevægegrunde,
Hvad mig til Gruesomhed endog forlede kunde,
Jeg trakte Sværd mod dig, og efter Loven døer.
Men siig mig, hvormed jeg dog har dit Had fortient?
Hvad væbnede din Arm, til Avindskiold at føre?
Maaskee fordi jeg meer om Fred ey vilde høre?
Nei men fordi jeg dig i Dag ey ret har kiendt,
Fordi man sagde mig, at du i Templet var,
Og gruesom vilde der opoffre Søn og Fader,
Jeg tvivlte dog, og gik, og tænkte: Kongen hader
Mit Raad til Fred; Men dog for Templets Gud han har
Fuldkommen Ærefrygt; Jeg kommer, seer dig der
Med draget Sværd, en Død jeg mod Formodning finder,
Og savnede min Søn, en Drøm mig strax forblinder:
Naturen raaber Hævn: din Endre myrdet er.
Men tænk for alting ey, jeg mig Retfærdig troer.
Hvo gav mig Ret, med Magt mod Kongen Mord at hævne?
Jeg intet derfor kan til min Undskyldning nævne;
Jeg veed, jeg feilet har, og denne Feil er stor.
Men siig, hvo turde dog saa sort afmale mig?
Den som vel ogsaa mig for Kongen tidt beførte,
Som sagde ham, at jeg det ganske Folk oprørte,
Som Biarke sigtet har med sammenviklet Svig;
Men jeg, jeg kiender ham, og veed, han skyldfrie er;
Man sagde mig, at du ham ey i Fængsel satte:
Jeg burde, tænkte jeg, ham denne Skam erstatte:
Min Overiilelse jeg nu for silde] sildig Asilde seer.
Nu seer jeg Arnes List og kiender dig igien;
Jeg veed, hvad han og du, hvad Svig, hvad Troskab gielder:
Lær her, at kiende mig; hør nu: Din Dom jeg fælder:
Uskyldig Einer er og Kongens hulde] bedste M1bhulde Ven.
Stor er min Konge nu; jeg for din Throne mig
I Støvet kaster ned. Din Gunst min Siel beskiæmmer;
Mit Bryst af Naade rørt sit Mod sin Stolthed glemmer;
Dybt seer jeg mig i Dag fornedret under dig.
Min Siel tilbeder ey dit Navn, din Konge-Magt;
Jeg Thronen overseer; men du, som mig tilgiver,
Din Dyd, din høye Siel, nedtrykker og henriver,
Din Naade har mig her for dine Fødder lagt.
Din Siel igiennemtrængt af Ømhed har i Dag
Fulgt Venskabs kielne Røst; men glemt] glemt, Aglemt at du var Dommer;
Naar end en skyldig Ven frem for din Throne kommer,
Da følg du Landets Lov, og prøv, og døm hans Sag.
Dit Venskab bør dog ey frikiende Morderen;
Ey Lovens Ret du kan; men Hiertets frit bortskiænke;
Ustraffet Voldsmand ey din Konge-Magt bør krænke;
Fordøm din Undersaat, hav Medynk med din Ven.
Nok – jeg tilgivet har; foragt ey du min Gunst.
Nei det er all min Roes, naar jeg for Sværdet segner,
At du blant Helte mig og kiekke Venner regner,
Men Vold mod Landets Lov frikiender du omsunst.
De Stores mindste Feyl en frugtbar Moder er
Til dyb Vildfarelse; Den frække Mængde haster
At følge vore Spor, for frit at øve Laster;
Den alt hos os, endog vor Svaghed, haver kier.
«Kan Einer øve Vold, og dog ustraffet gaaer,»
Saa Folket tænke vil «Saa kan enhver nedrive
71«De Grændser, Lovene for frække Laster skrive;»
Øv du Retfærdighed, og evig Thronen staaer.
Ja Konge, Himlens Ret mod mig du hævne bør,
Og jeg velsigne skal den Ven, som Dommen fælder,
Hos mig Retfærdighed langt meer end Ømhed gielder,
Straf min Vildfarelse, jeg elsker dig og døer.
Jeg større dig i Dag ved din Misgierning seer,
End før ved strænge Dyd – Lad mig min Ven omfavne –
Hvor meget skulde jeg i Tambeskielver savne?
Jeg aldrig fandt en Helt, en Ven, som Einer meer.
Jeg skulde dømme dig – Nei, jeg vil lægge ned
Den grumme Magt, som nu din Konges Hierte hader;
Den Ret at dømme dig jeg Folket overlader,
Det redde skal dit Liv og min Retfærdighed.
Forvirret, øm og svag, jeg næsten taber mig
I min Velgiørers Gunst – – Jeg gaaer dit Folk at lære,
Hvor kostbart Harralds Liv for Landets Vel bør være,
Og hvad den har fortient, som vilde myrdet] myrde M1bmyrdet dig.
Gaae, lær mit Folk i Dag, hvordan det dømme bør
Den, som er Kongens Ven – –
Jeg er din Gunst uværdig,
Mit Liv til Byrde blev, og Straffen er retfærdig;
Min Søn dit Venskab skienk, og Folkets Klager hør.
72Min Død bekræfte skal den Lov, jeg elsket har;
Jeg kan ey meer dens Tolk, men bør dens Offer være:
Siig du, saa døer jeg stolt, siig kun mit Støv til Ære:
Den Voldsmand stedse troe mod mig og Landet var.
(Han gaaer.)Saa vandt han dog tilsidst ved Ædelmodighed] (-en), 1) det å være edel el. storsinnet; det å yte (egennyttig og selvoppofrende) hjelp og støtte; gavmildhed; oppofrelse, 2) det å vise overbærenhet el. tilgivelse, 3) modighetÆdelmodighed – – –
Men Folket glemmer Lov, og Kongens Ven frikiender –
Mod Arnes slebne Svig til Hævn mit Hierte brænder – –
Nær havde han mig nu forført til Gruesomhed.
Jeg saae et skræksomt] grusomt M1bskræksomt Syn: Det gandske Folk oprørt:
Hist raabe nogle Hævn, og stille sig i Orden,
Og sværge Haand i Haand: Vor beste Helt i Norden
Skal leve; Harrald døe! som ey hans Raad har hørt.
73Halv-voxne Sønner gik med Bue, Piil og Sværd,
Og ønskte Leilighed ved tappre Faders Side
At lære Krigens Kunst; og uden selv at vide
Hvorfor de streed; enhver var nidkier,] rettet etter A. F: nidkiernidkier, uforfærd.
Her en ærværdig Hob af gamle Trønder kom
Med mandig Ømhed frem, og deres Ven afmalte;
Man hørte, Hiertet selv om Tambeskielver talte,
De sagde: «Kongen bør forsigtig fælde Dom.
«Tit Einer var vor Tolk, og strax vor Nød forsvandt,
«Og naar han Kongens Sag for os igien fremførte,
«Til Lydighed hans Raad hver Nordmands Hierte rørte,
«Frels denne Helt! og viid, din Harralds Liv du vandt.»
Her græd de gamle Mænd: Nu hørte jeg et Skrig
Af unge Rasende, som raabte: «Heele Norden
«Skal skiælve ved hans Fald, og Ild og Hav og Jorden
«Bevæbne sig til Hævn – fortære,] rettet etter A. F: fortærefortære, knuse dig.»
Kan da din Dronnings Bøn, din egen Sikkerhed,
Dit gandske Riges Suk – –
Nok – viid mit Had, min Vrede
Formildet er; iil nu det samme Folk at bede,
At det forglemme vil sin Lov, sin Nidkierhed,
Og at min beste Ven i Dag frikiendes maa.
Frels, Konge, frels min Mand! skal dog dit Sværd fortære
En Helt, som var dig troe? skal han et Offer være
For Arnes Grusomhed? Jeg mellem Vaaben saae
Min Endre kiæmpende, foruden Spyd og Skiold! – –
For Himlens skyld hør dog, min Kierlighed, min Smerte,
Min sønderrevne Siel – –
Jeg den Forræders Hierte
Igiennembore skal – –
Nu har jeg hævnet Vold.
Og Endre, hvor er han?
Din Throne sikker staaer.
Han vilde bryde ind; men jeg forstod at møde,
Han vilde myrde dig, jeg traf ham og han døde.
Forræder! hvilket Mord!
O Dronning! jeg forgaaer.
(Hun falder i Afmagt] besvimer falder i Afmagt.)Din Throne dog endnu, o Konge!] rettet etter A. F: endnu. O! Kongeendnu, o Konge! vaklede,
Hvis denne Bue mig i Striden havde skuffet,
Jeg neppe havde der den unge Kriger truffet,
Før Einer selv jeg fik blant vore Mænd at see;
Jeg æggede dem frem; Men da de Einer saae,
Hver kastede sit Sværd, og ingen turde stride;
Jeg saae hvor lidt man kan paa Folkets Troskab lide,
Naar Landsmand væbnet skal mod elsket Landsmand] rettet etter A. F: LandmandLandsmand gaae;
Enhver opmærksom var til alt] alt, Aalt hvad Einer bød;
Men jeg – jeg var dig troe, og dristig Buen spændte,
Og Pilen traf; maaskee din verste Fiende endte
I dette Øyeblik sit Liv – – –
Er han ey død
Endnu, da bringer ham herind – (Til Arne.) Men viid du selv
Mod Land og Folk og mig den sorteste Forræder
Har myrdet Kongens Ven. Strax] rettet etter A. F: Ven Strax M2: Ven, straxVen. Strax griber] imp. flert. av gribegriber den Misdæder] (-en), forbryter; lovbryter; brottsmann; ugjerningsmannMisdæder.
Din Død skal blive grum, for alle Piinsler skiælv.
Min Endre! – – nei jeg maae, saa blodig som han er,
Endnu omfavne ham, og døe ved Heltens Side,
Den burde Elskov flye] (v.), her: unngå; sky; holde seg borte fraflye, som ey formaaer] pres. av formaa(e): makte; ha krefter; orkeformaaer at lide.
Min Mand! ach! gid jeg dig kun havde mindre kier.
(Hun gaaer.)Min Konge! frels dit Liv, jeg frygter, Einers Død
Til farligt Raserie ophidset Skare] (-en), (stor) gruppe; flokk; forsamling; følge; tropp; hob; mengdeSkare driver;
Ved Arnes Listighed min Harrald Maalet bliver
For Folkets Lyst til Hævn. O! hvilket grusomt Stød –
Det blev da Kongers Deel, at taale Had, Foragt,
Naar kun i deres Navn en Hofmand Vold udøver.
Ja, kostbar er den Skat, man mig i Dag berøver:
Mit Folkes Kierlighed – min Ven – min Konge-Magt.
Hvad er tilovers nu? – Flugt! Himmel! hvilken Skam!
Men Krig! hvad Grusomhed, mod eget Folk at stride!
Nei, før] verslinjene tom «Hør først og undersøg – Der staaer Forræderen,» mangler. M2Nei, før min Ære skal, end Landets Velfærd lide:
Min Dronning! kom. O! Gud! o! Sorg] O Gud! o Sorg! AO! Gud! o! Sorg, der seer jeg ham.
Fortørnet Himlen var, og den har hævnet sig:
Dens Straf udføres tidt ved en Forræders Hænder – –
Dybt føler jeg mit Saar, og snart mit Liv sig ender – –
Ved sikker Piil min Haand blev ofte seyerrig;
Ved alt for sikker Piil jeg fik mit Banesaar;
Men det som smerter meest: En Nordmand Buen spændte;
For hvad der kaldtes Norsk mit hele Hierte brændte.
(Til Arne.)Det brændte og for dig – – Hver Gran, paa Fieldet staaer,
For mig var kostbar, skiøn og dobbelt skiøn og kier,
Fordi mit Fødeland var min og Granens Moder;
Hvor meget mere var hver Nordmand da min Broder!
Og dette Bryst af dig igiennemboret er! – – –
Og Einers tappre Søn – – Jeg glad mod Døden før
Med roligt Hierte gik: naar Endre skulde bære
Mit Navn, og jeg i ham erindret, elsket være; – –
Men ach! mit Haab forsvandt – – Jeg meer end eengang døer.
(Til Harrald.)Jeg Endres sidste Ord for dig i Dag frembær:
Sig Harrald: Jeg var troe mod Konge,] rettet etter A. F: KongeKonge, Land og Fader. –
Ach! hvilket gruesomt Tab! al Kraft min Siel forlader. –
O Gud! hvor denne Slægt har havt sin Konge kier!
78Min allerbeste Ven, Velgiører, Landsmand, Helt,
Min Fader – – dette Navn jeg al din Troskab skylder;
En meer end sønlig Sorg din Konges Bryst opfylder:
Ja Harrald første Gang i Dag har Taarer fældt – –
Men hvad! jeg hører Skrig!
Ach! det er Bergliod!
Han lever, hævner] imp. flert. av hævnehævner ham, før han sin Aand opgiver!
I see Tyrannen der: Hans Hierte sønderriver!
Frem! redder] imp. flert. av redderedder Stad og Land!
Holt, tæm dit grumme Mod!
Hør først og undersøg – Der staaer Forræderen,
Som traf din Søn og mig; men lær den Mand at ære,
Som før min Feil tilgav, som nu min Søn vil være,
Som selv begræd mit Tab – kiend Kongen – kiend vor Ven.
Formaaer jeg end en gang at være Nordmænds Tolk,
Da Konge hør min Bøn, ynk en forblindet Skare!
Det stedse var min Lyst, mit eget Folk at spare.
Du er til Konge fød for et behiertet] part. av behierte (sette mot i), her brukt som adj.: 1) modig; uforfærdet; uredd; 2) godhjertet; kjærlig behiertet Folk.
Seer] imp. flert. av se(e)Seer, Trønder, Eders Ven, som Himlen straffet har:
I vide] konj. av videvide selv, hvor lidt jeg Frygt og Smigren kiender,
Troer] imp. flert. av tro(e)Troer da, mit Hierte nu for denne Konge brænder,
Og hvis mit sidste Raad for Eder helligt var,
Da lyder] imp. flert. av lydelyder, elsker] imp. flert. av elskeelsker ham – –
Undskyld min Heftighed] Dristighed! M1bHeftighed!
I Sorg-bespændte Bryst hevngierrig Smerte raaber,
Og Trøst i Blod og Mord omsunst at finde haaber,
Forvirret, svag og øm, fortvivlet, grum og vred,
Jeg veed ey, hvor jeg er, jeg veed ey, hvad jeg bør –
Nu vil jeg søge Hævn, og nu mit Tab oprette,
Nu drage Sværd mod dig, og nu mod Himlen trætte –
Men alt omsunst – Min Mand, min Søn og selv jeg døer.
(Hun hælder] pres. av hælde, her: bøye, synke (ned)hælder sig ned ved Siden af sin Mand.)Veninde! Kongen veed, dit Tab i Dag er stort;
Bliv du ham stedse troe; siig alle Landets Sønner,
At jeg, i det jeg døer, paa Harralds Naade skiønner –
Min Smerte tager til – Farvel – Min Tid er kort –
Hast dyrebare Ven, og siig mig før du døer;
Hvad kan jeg mod din Slægt? hvad dig til Ære giøre?
Mod Bergliod? mod hvem? lad mig dit Ønske høre.
Tael, en saa trofast Helt] Ven AHelt ey noget nægtes bør.
Endnu den sidste Rest af Modet] Mod M1bModet samler] forsamler M1bsamler sig,
Og Sielen flygtende paa nye tilbagevender:
Velsignet Øyeblik, som Himlen selv mig sender!
Din Gunst o! Konge] o Konge! Ao! Konge giør min Død høytidelig.
Min Bergliod er tryg ved Himlens Varetægt.
Min Søn er død; mit Støv forlanger ingen Ære.
Men hør mit sidste Suk, du bød mig at begiære,
See Konge,] Konge! AKonge, dette Folk er Tambeskielvers Slægt – –
Enhver saa kier for ham, som Frende, Broder, Søn,
Antag dig deres Nød! Min Siel dig ey forlader,
Før du mig lovet har at være Folkets Fader
Og unde Landet Fred; der er min sidste Bøn – –
Min Siel er øm og rørt, jeg intet nægte kan.
Min Smerte taber sig; min Død kan Norge gavne,
Det Folk, som Harrald har, skal aldrig Fader savne:
Lyksaliggiør, o Fred,] Fred! AFred, min Konge, Folk og Land.
Ja, Himmel! hør min Bøn, hør her, min hele Siel
I dette ene Suk sin sidste Kraft] Konst M1bKraft udtømmer;
Hør du, som Hiertet seer, du som Tyranner] Monarker M1bTyranner dømmer!
Gid, evig det maae gaae mit kiere Norge vel!
81Lyksalig blive hver, som Lov handthæve tør,
Hver Faderlig Regent, som Folkets Klage rører!
Mit Norge! din jeg var – og dig mit Støv tilhører,
For dig jeg streed og vandt, dig gav jeg Fred og døer.
(Han rykker Pilen ud af Brystet og falder.)Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Einer Tambeskielver ble utgitt i 1772 og var den andre tragedien Brun skrev. Stykket er skrevet etter fransk-klassisistisk mønster, men emnet er hentet fra norsk historie.
Handlingen er lagt til Trondheim en stund etter Olav (den hellige) Haraldssons død i slaget ved Stiklestad 1030 og handler om konflikten mellom Einar Tambarskjelver og kongen Harald (Hardråde) Sigurdsson.
I motsetning til Bruns første skuespill, Zarine, som oppnådde stor suksess på scenen i København, ble ikke Einer Tambeskielver godt mottatt. Skuespillet ble oppfattet som for nasjonalistisk og som en trussel mot det danske eneveldet. Stykket ble derfor ikke oppført før drøyt tjue år senere, i 1793.
Les Ellen Nessheim Wigers innledning og kommentarer
Johan Nordahl Brun utga verk innenfor ulike sjangere (skuespill, dikt, salmer og viser). Mest kjent er han for påskesalmen «Jesus lever, Graven brast», for den patriotiske drikkevisen «For Norge, Kiempers Fødeland» og Bergens bysang «Udsigter fra Ulriken» (bedre kjent som «Jeg tog min nystemte...»).
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.