Einer Tambeskielver

av Johan Nordahl Brun

Fierde Optog.

Skuepladsen forestiller Choret af St. Clements fordum, nu Tronhiems Dom-Kirke.

FØRSTE OPTRIN.


Endre allene.

Høytidelige Sted! hvor hellig Andagt boer!

Hvor saaret Hierte Trøst, hvor Haabet samler Styrke,

Hvor Fyrster selv med Bøn en evig Guddom dyrke,

Og skiælvende for ham nedlægge Rigets Roer!

Gid Harralds stolte Siel i dette Tempel maa

Opfyldt af hellig Frygt for Verdens Hersker være!

Lad ey hans Haand med Blod saa værdigt Sted vanære!

Lad Torden splitte Svig, lad Troskab Seyer faae.


ANDET OPTRIN.

Sigrid. Endre.

Sigrid.

Saa fandt jeg dig dog her, min alt for kiekke Mand?

Saa kan jeg dig endnu omfavne, før du bliver

Et Offer for dit Mod?


48Endre.

                                                 Din Sorg min Siel henriver:

Jeg næsten glemmer Mod og Pligt og Fødeland.

I dette Tempel min for første gang du blev;

Ach! mon og her i Dag det kiere Baand skal briste?


Sigrid.

Nei, lad din Sigrid ey saa bitter Skiebne friste,

Hvad blev jeg, naar man dig bort fra mit Hierte rev? – –

Men hvad er vel min Bøn? hvad kan jeg raade dig?

Elsk Fred – Dog Kongen selv enhver til Krig opbyder –

Elsk Krig – Dog nei, vort Folk din Faders Røst adlyder –

Jeg veed ey hvad du skal – Men du skal elske mig,

Men dæmpe denne Storm, men stifte varig Fred,

Men aldrig rykkes bort fra den, som dig omfavner.


Endre.

Mit Hierte smelter hen, og Sielen Styrke savner;

O! Sigrid! spar mig dog, bort med din Kierlighed!

Snart gielder det om Raad, om Mod og beste Valg;

Gid jeg maa glemme dig og dæmpe disse Luer!

Og Siælen væbne sig mod Vredens Storm, som truer!

Siig, hvis] viis M2hvis du elsker mig, siig, hvad her giøres skal – –

Min Fader raaber Fred; – Fred vil mit Fødeland – –

Min Konge byder Krig; – Krig ønsker og mit Hierte – –


Sigrid.

Men ulyksaligt Sværd, som Folk og Land fortærte,

Skal da berøve mig, min Fryd, mit Liv, min Mand.


Endre.

Men skiælv for Harralds Sværd, saasnart vi nævne Fred.


49Sigrid.

Nei Kongen elsker mig, min Bøn skal Klippen høre,

Og disse Sukke vist Haardraades Hierte røre,

Han ære skal dit Mod og Sigrids Kierlighed.

Vort svage Kiøn har Ild, og den, som næres her

I dette ømme Bryst, skal ey forgiæves brænde,

I Dag du hos din Brud skal Tapperhed erkiende:

Hvo vil ey vove Blod for den man haver kier.

Du mine Vaaben seer – Min Endre – dette Bryst

Mod Kongens dragne Sværd din Varetægt skal være;

At giennembore det, besmitter Heltens Ære – –

Det er min Tilflugt, Skiold, og Raad, og Haab, og Trøst.


Endre.

Pligt – Ære – Kierlighed! I sønderrive mig!

Min Konge – Norges Vel – Nye Seyer og min Fader –

Jeg ønsker – gruer for – jeg elsker – og jeg hader –

Der er han – Himmel –


Sigrid. som træder mellem Kongen og Endre.

                                                 Bliv, og lad mig døe for dig.


TREDIE OPTRIN.

Harrald, geleidet av Dronningen, fire Betienter, de forrige.

Harrald.

Du døe for ham – hvordan? hvo vil saa helligt Sted

Med Blod besmitte? Nei – Man mig kun ilde kiender;

Jeg vilde bande] (v.), forbannebande selv den Røvers grumme Hænder,

Som trakte her sit Sværd – Kun Fred og Kierlighed,

50Pagt, Forbund, Venskab, Eed, min Sigrid, herske bør

Her, hvor den Evige sit Tempel selv opfylder,

Hvor Kongen og hans Træl det samme Himlen skylder,

Her alting helligt er – din Frygt mig Uret giør.

Jeg Eders Fader har til dette Sted bestemt,

For end] een M2end engang som Ven i Fred med ham at tale,

Og Undersaattens Pligt, som Venskabs Pligt, afmale] (v.), her: beskrive; skildreafmale;

Naar han samtykker da, er all vor Trætte glemt.

Saa vil vi sværge her en evig Venskabs Pagt:

Og Himlen høre skal – Væ den, som Eeden bryder.


Sigrid.

Væ den, som Kongen ey med Nidkierhed adlyder – –


Harrald.

Nei, nævn ey Lydighed, her har jeg ingen Magt,

Her Eders Ret og min er stedse lige stor,

Her knæler jeg og du for samme Herres Throne – –

Med Venskab Einer skal i Dag mit Had forsone,

Og sværge ved den Gud, han kiender, ærer, troer – –

Jeg veed, han der har giemt en kostbar Helligdom,

En Helt, som han; og jeg, og alle Nordmænd agte;

Min Broder hviler der – Selv Einer hid ham bragte,

Og sidste Pligt mod ham han nidkier efterkom;

Min Broders Liig] Støv M1bLiig skal frem og tale Kongers Sag:

Han fik sit Banesaar af Landets egne Sønner;

Paa savnet Dyd man nu med sildig] (adj.), (for) sen; forsinketsildig Anger skiønner;

Din Fader var ham troe, og han skal selv i Dag

Her over Olufs Skrin] Heltens Støv M1bOlufs Skrin med Harrald Haand i Haand

Fornye Troeskabs Eed. Saa vil jeg mig bevæbne

(afsides) For ey at friste selv i Dag min Broders Skiebne


Endre.

Hvor helligt blive vil! hvor evigt dette Baand!


51Harrald. til Betienterne.

Bring frem vor døde Helt! Grav! viis os nu din Skat.

De aabne tvende Dørre dybest ind paa Skuepladsen, bringe en Kiste frem, dog saa den bliver staaende temmeligt dybt inde, imidlertid siger

Elisabeth.

Jeg ved min Faders Hof ham saae i Garderige,

Berømt af Hellighed og tapper uden lige,

Men af sit eget Folk og Lykkens Gunst forladt – –

Nu skal jeg see ham her og lære Dødens] Dødsens M2Dødens Magt,

Som Throner kaster om og stolte Konger fælder – –

Men naar det dig engang, min elskte Harrald, gielder,

Da gid din Dronning var før] rettet fra F: forfør dig i Graven lagt!


Harrald.

Lad fare denne Sorg – – Jeg længe ønsket har

Min Broder her at see, hans Levninger jeg skylder

Den sidste Æres Pligt, som jeg i Dag opfylder,

Han før min Ven, Regent, Anfører, Broder var.

(Imidlertid er Kisten kommen frem og Laaget taget af)

Her seer jeg ham – Min Gud – hans Kinders Farve rød –

Hans Læber smilende, hans Legem ufortæret – –

Endog for Ormene har Helten hellig været – –

Du sover – ach! – hvor sødt – Min Broder! – er du død?

O! gid du hørte den, som her velsigner dig –

Du faldt ved Stikkelstad – jeg saaret maatte vige – –

Nu faaer du mit Farvel – nu – først i Gravens Rige

Jeg dig omfavne kan, du aldrig mere mig.

Ulignelige Helt! meer kiek end lykkelig,

Af eget Folk forskudt, af elskte Nordmænd slagen!

For Konger, Land og Folk hans Død har lagt for Dagen,

At man bør dæmpe Had og skye indbyrdes Krig.


52Endre.

Hvor stor er du i Dag, o Konge!] Dag! o Konge M2Dag, o Konge! Fredens Sprog

Paa Heltens Læber fik nye Skiønhed, Kraft og Styrke.


Elisabeth.

Vi vinde Folk med Fred; med Fred vi Himlen dyrke.


Harrald.

Og Fred skal Landet faae; men først det Danske Tog.

Du tappre, unge Helt, kom her og sværg en Eed,

At du din Konge vil og Landet trofast være,

Og Navn af Jarl du skal fra denne Time bære;

Bliv Folkets Yndest værd og Kongens Kierlighed.


Endre.

Ved dette kiere Støv og ved Kong Olufs Sværd,

Ved alt hvad helligt er, ja ved den Gud vi dyrke,

Saa længe Staal i Sværd og i min Arm er Styrke,

Jeg Harrald følge skal i Fred og Herrefærd] (-en), krigstokt; krigHerrefærd.

Før Slætte, Field og Dal skal vendes op og ned,

Før Biørnen blive from, før vore Klipper smelte,

Før Helten savne Mod, og Norden savne Helte,

Før jeg undfalder dig – –


Harrald.

                                                 Det var en Nordmands Eed,

Og nu er Endre Jarl; Men gaae, din Fader siig:

Om Harrald hades bør, naar han med Venne-Gaver

Forbundet har hans Søn, om Nordmænd ere Slaver,

Om Kongen er Tyran, fordi han byder Krig.

Din Fader tøver] pres. av tøve: her: nøletøver, gaae, og siig jeg venter her.


Sigrid. i det Endre gaaer midt udaf Skuepladsen.

Siig: Harrald er vor Ven, beed dog din stolte Fader – –


53Harrald tager Olufs Sværd op.

Ey Sværd og Mod er nok, naar Lykken os forlader!

Den største Helt omsunst da sine Vaaben bær;

Troløse Sværd! som ey gav en Oprører Løn,


FIERDE OPTRIN.

De forrige: Einer som kommer fra Siden uden at have mødt sin Søn. Dronningen og Sigrid staae for Siden af St. Olufs Liig, og med Forundring betragte det. Kongen staaer ved den ene Ende af Kisten, og vender Ryggen til den Side hvorfra Einer kommer ind; men han kommer igiennem den forreste Coulisse, og hører følgende:

Harrald.

Og lod af stolte Barm gienstridig Blod udrinde!


Einer, afsides.

Hvordan! jeg Kongen her med draget Sværd skal finde – –

En Død – Ach! den Tyran, han myrdet har min Søn:

Naturen taler – ja min Endre hævnes bør.

(Han trækker sit Sværd, og løber mod Kongen.)

Kom, strid, Blodtørstige! du eller jeg skal falde,

Men Norge mig sin Ven, dig sin Tyran skal kalde.

Lær, Morder, lær, at ey en Helt uhævnet døer.


Sigrid ved Einers Knæ.

Min Fader jeg forgaaer.


Elisabeth. ved Harralds Fødder seende til Einer.

                                                 Spar Kongen, spar min Mand


54Harrald til Elisabeth.

Bort! bort, for slige Hug forstaaer jeg læt at bøde.

(Til Einer) Saa kiender jeg dig da – Dit Hierte skulde bløde

For mine Fødder her, var] rettet fra F: Varvar jeg, som du, i Stand

At glemme, hvor jeg stod, paa et saa helligt Sted.


Einer.

Du ærer dette Sted, Tyran! hvor Blodet taler

Til Himlen, til dit Folk, og all din Skam afmaler?

Du tøver, stød kun til, fuldend din Grusomhed.


FEMTE OPTRIN.

Endre, de forrige.

Endre. løber til, og kaster sig for] til M2for Kongens Fødder.

Hvad seer jeg? Sværd mod Sværd, spar dog min Fader, spar.


Einer, Sværdet falder af hans Haand.

Han lever, hvilken Drøm, saa har jeg mig bedraget!

(Han gaaer hen til St. Olufs Kiste.)

Endre.

Hvad har opirret dig? hvad Brøde] (-en), overtredelse; forseelse; forbrytelseBrøde foraarsaget,

At ey i Templet meer, en Helt dig hellig var.

Tilgiv i hvad det er, hør hele Rigets Bøn!

Lad Einer være stolt; de Gamles Tænkemaade

Er uforanderlig. Beskiæm] imp. av beskæmme: ydmyke; nedverdige; vanære; krenkeBeskiæm du ham med Naade,

Saa er din Seyer stor, hør og tilgiv en Søn.


Einer bevæget til Kongen.

Min Konge! – – –


Harrald.

                             Tie og skiælv!


55SIETTE OPTRIN.

Bergliod, de forrige.

Bergliod.

                                                 Kom Mand og Søn og strid!

(Til Endre.)

Hvad! – seer jeg dig paa Knæ – –


Einer til Bergliod.

                                                 Holt inde! dæmp din Vrede!


Bergliod.

Skal Tambeskielvers Søn til fælles Skiendsel bede?

Staae op, anfør din Hær, til Hævnen er det Tid!

Mod Templet Arne gaaer med alle Kongens Mænd.

(Til Einer.)

Dit Hoved gielder det. Lær Morderen at blegne!

Lær ham, hvordan han bør et tappert Folk begegne] (v.), her: møte; treffe; komme i møte; imøtegåbegegne!

(Til Harrald.)

Kom, strid, og døe Tyran og Kiempers Mod erkiend!


Harrald.

Viid, jeg er alt for stolt for her at hævne mig;

En Qvindes Raserie veed Helten at foragte.


Einer.

O! hvilket Skrit!


Endre.

                             Undskyld, o! Konge!


Bergliod.

                                                 Tie, Forsagte!


56SYVENDE OPTRIN.

Harrald, Elisabeth, Einer, Endre, Bergliod, Sigrid, Arne bevæbnet tager Kongen afsides.

Arne.

Min Konge! hør, hvorvidt man tør fornærme dig;

Viid Einer har mod Lov og mod din Konge-Magt

Brudt Fængslet; givet løs den, som paa dine Vegne

Af mig var grebet – kom – For Sværdet Einer segne!

Hug snart. Jeg har din Hær til Templets Dørre bragt.


Harrald.

(Til Arne.) Vanhelligt er dit Raad.

                                                 (Til Einer.) Hør Einer, tie og hør:

Din Konge tale vil; men her skal du ey svare;

Du] Du, ADu som ey Helligdom, ey Lov, ey mig vil spare,

Du for din Dommer snart og Konge møde bør.

Jeg hid som Einers Ven i Fred til Templet kom;

Din Søn skal vidne selv, at Kongens Haand var færdig

Til evig Venskabs Pagt; du blev min Gunst uværdig;

Nu veed du Landets Lov, læs der, der staaer din Dom.

Mod Kongen, mod din Ven jeg seer dig trække Sværd,

Du raser her til Trods for alt, hvad helligt kaldes;

Et Fængsel brydes op, og Vagten overfaldes,

Og Vold mod Kongens Mænd, du veed,] veed Aveed, er Døden værd.

Mød snart i mit Pallads; der dømmes skal din Sag.

Du efter Loven døer, troe dog i det du falder,

Jeg dig endda min Ven og kiekke Landsmand kalder;

Men Himlens Ret og min jeg hævne bør i Dag.

57Min Broders kiere Støv jeg vilde viist dig før,

Erindret dig hans Fald og rørt dit grumme Hierte;

Men du mig først i Dag dig ret at kiende lærte,

Hvad Nordmænd før mod ham, du her forsøge tør

Mod mig, men Himlen har for Harrald større Gunst;

Du til min Broder snart i Graven skal nedstige;

Siig ham: Jeg byder selv og vil for ingen vige!

Siig: Harrald elsker Ret, og bær ey Sværd omsunst;

Siig: Trodsig Undersaat for Kongen skiælve maa;

Siig: Han har Lyst til Krig og veed at overvinde;

Siig: Himlen frygter han, men aldrig væbnet Fiende;

Siig: Han med Herreskiold] (-et), 1) adelsskjold; ridderskjold, 2) våpenskjoldHerreskiold mod Dannemark skal gaae.


Einer meget bevæget.

Min Konge! tøv] imp. av tøve: betenke seg; nøle; vente; (foreløpig) unnlate (å gjøre noe)tøv og hør.


Harrald.

                                                 Kom Dronning! Arne kom!


Elisabeth.

Tøv dog, maaskee han vil i Dag om Naade bede.


Harrald.

Nei, Ret skal Einer skee, opir] imp. av opirre: tirre; opphisseopir mig ey til Vrede.

(Til Einer.)

Mød for min Throne snart, der venter dig din Dom.

(Harrald og Elisabeth tilligemed Arne gaaer.)

58OTTENDE OPTRIN.

Einer, Bergliod, Endre, Sigrid.

Einer.

Hvor er jeg? hvilken Skam! Gud! Tempel! Konge! Ven!

Udruster eder snart til Hævn mod frække Laster!

Før jeg til flere Skrit mod Dyden mig formaster. – –

Siig Endre, kiender du din Fader her igien?

Han er ey meer den Mand, som taler Folkets Sag;

Lastværdig selv og dømt til Straf og Død han føres,

Jeg æret var for Dyd, nu skal min Skiændsel høres,

Graaehærdet] (adj.), gråhåret; (overført betydning:) gammelGraaehærdet uden Skam, vanæret sidste Dag.

Før var jeg Lovens Tolk, nu fælder den min Dom;

Før Mod og Dyd jeg dig og Troskab kunde lære;

Nu – glem din Faders Navn, det giør dig kun Vanære,

Du bør foragte mig – tal – straf mig Endre – kom –

Bebreyd mig al min Skam – – dog – du bør ynke mig,

Jeg kom, fandt Kongen vred med Sværd og denne Døde,

Og vis Formodning om, hvad her os skulde møde,

Jeg saae, blev fuld af Ild og vilde hævne dig. – –

(Han seer til Olufs Kiste.)

Mon] Men M1bMon jeg for dette Støv,] Støv M1bStøv, saa megen Omsorg bar] bær M1bbar,

At det mig skulde her til gruesom Vold forlede?

Dog hvil Retfærdig du – Jeg burde qvalt min Vrede,

Og hørt og undersøgt – – men ach – – jeg Fader var.


Endre.

Fra dette Øieblik jeg større kiender dig,

For Harralds Throne snart du skal din Sag forklare.


Bergliod.

Saa skal endnu min Mand sig give blot for Fare?

I Spidsen af sin Hær han bør forklare sig.


59Einer.

Hvorhen, min Bergliod, med dit forvovne Mod?

Dit Raad er altid grumt, og dristig er din Vrede:

Jeg veed, du elsker mig; Men vil du da forlede

Din Mand til større Vold? Jeg mig bedrage lod

Af din Beretning før: Du hører Kongen har

Selv ladet Biarke fast i Stadens Fængsel sætte:

Siig: Hvormed jeg en Skam, som denne, skal udslette;

Og lær: At Qvinders Raad i] Raad {«ord»} i M2Raad i Staten farligt var.

Elsk mig, begræd min Dyd; det er alt hvad du bør.

(Til Endre.)

Du min Gienstridighed med Troskab bør forsone

Hos Kongen, hos min Ven – Ja vaag for Harralds Throne,

Og siig til Trønderne, at Einer skyldig døer – –

Nei, siig – jeg veed ey hvad – til dette kiere Folk –

Undskyld mig, at man dog ey skal min Aske hade;

Hvad Qval for denne Siel – Jeg Norge maa forlade

Vanæret – kiere Søn] Søn, ASøn vær du din Faders Tolk.

Forklar min bittre Harm] min Kierlighed M1bmin bittre Harm og siig alt hvad du kan,

Siig: Jeg af Had mod Vold blev bragt til Vold at øve;

Siig: Du var Aarsag – dog – jeg bør ey dig bedrøve –

Siig kun:] Siig: kun M2Siig kun: Mit sidste Suk var for mit Fødeland.

Gaae, vaag, og tal, og strid med Ild og Nidkierhed,

Jeg Folket nu min Søn, betroer i dine Arme,

Gid denne Lue maa dit kiekke Bryst opvarme!

Arv til dit Fødeland all Einers Kierlighed.

Ja du, mit Haab, som skal forplante dette Navn,

Jeg dig besvær ved Gud, ved disse kiere Skygger,

Hvor Himlens Ære boer, hvor Dødelighed bygger

En Tilflugt for sit Støv, arbeid til Landets Gavn.

Bliv kiek, som denne Helt, bliv mere lykkelig.

Bliv du, hvad Einer var, men viid, at døe med Ære,

60Og dersom Lyst til Fred du kan din Konge lære,

Fra Graven skal mit Støv, min Søn, velsigne dig.

Hvi blev det ey min Deel at falde ved et Spyd?

Hvi lærte jeg i Dag min Pligt at overtræde?

Hvi har jeg i min Død ey Helters stolte Glæde,

At bringe til min Grav en ubesmittet Dyd?


Endre.

Din Dyd dig stolt og vred] grum og stolt M1bstolt og vred mod Kongen giorde før;

Men det du kalder Last, dig skal retfærdiggiøre:

Hvor glad vil Harrald ey sin Vens Undskyldning høre.


Einer.

Nei, at tilstaae sin Feyl, er hvad en Skyldig bør:

Lad Kierlighed til dig og Had mod Arnes Vold

End have været Grund til det, som Kongen laster;

Men viid, at sminke] (v.), her i overført betydning: kamuflere; dekke over; besmykke; forkle; bortforklare sminke Feyl din Faders Siel forkaster:

Undskyldning er, min Søn, en svag Forræders Skiold.

Jeg streed saa tidt for Ret, og talte Lovens Sag – –

Og jeg – jeg skulde mig fra Lovens Dom unddrage?

Nei kommer] imp. flert. av kommekommer, hver som har mod Einer mindste Klage,

Kom Konge, Folk og Lov, og dømmer] imp. flert. av dømmedømmer mig i Dag.

Ja kiere Landsmand kom; men bliv ey svag og øm,

Tænk ey du seer i mig din gamle troe Velgiører,

Forglem din Klages Tolk, glem Trøndernes Anfører;

Men tænk paa Landets Lov, og min Misgierning døm.

Kom Hagens Datter, kom, omfavn endnu din Mand!

Tag mit Farvel, min Tak, mit Suk, mit hele Hierte!

Sørg for min tabte Dyd, tag Deel i denne Smerte;

Lyd Kongen, følg min Søn, og elsk mit Fødeland.

Ja Søn og Datter, kom; for sidste Gang jeg maae

Ved Faderlige Bryst] rettet etter A. F: BrøstBryst min Efterslægt velsigne;

I Krig du skal, min Søn, ved Buen Einer ligne,

Ved Dyd du skal i Fred din Fader overgaae.

61Elsk, unge skiønne, du, bestandig elsk min Søn,

Og raad ham kun til Fred – – Jeg Eder da forlader – –

Farvel – Men knap jeg kan – hvor tungt at være Fader –


Sigrid.

Din store Siel er rørt; hør nu din Datters Bøn:

Lad hende kaste sig for Harralds Fødder ned,

Og der beskrive ham, hvorvidt du blev bedragen,

Du troede, at din Søn af Kongen her var slagen – –


Einer.

Og naar jeg troede ret, da burde jeg i Fred

For Harrald baaret frem en Faders Sorg og Nød:

Vor Lov tillader ey mod Kongen Sværd at føre,

Saafremt mod Landets Vel han ey vil Angreb giøre;

Min Datter, spar din] min M2din Bøn, jeg har fortient min Død.

Jeg til min Dommer gaaer fra disse kiere Pandt – –

Men Død – og Siel – og Gud – tilgiv i det du fælder,

Hos dig en angret Feyl saa høyt, som Dyden gielder,

Ved Miskundhed du meer, end ved din Torden vandt.

Dig anbefales alt, hvad kiert mig Livet gav:

Jeg da mit Fødeland Farvel for evig siger,

Forbandet den, som dig mit kiere Norge sviger;

Jeg døer, og var dig troe; forund mit Støv en Grav.


Bergliod.

Før Ild fortære skal den Lov, dig skyldig giør,

Før Landets Ven skal døe – –


Endre.

                                                 Før alle Norges Sønner

Ved Harralds Throne skal for Helten offre Bønner.


62Einer.

Elsk Ret, din Fader glem, og tænk, en Voldsmand døer.

For denne Dag, min Søn, var Einer selv i Stand

At trodse Kongens Magt og Lovens strenge Domme,

Og Dyden var hans Skiold; Men ach! den Tid er omme!

Hvi maatte jeg ey døe for dig mit Fødeland?

Hvi aabnede du ey dit Moderlige Skiød,

Og Støvet af din Søn hos kiekke Brødre giemte?

Før dig uværdig, han, sig selv og Dyden glemte;

O! maatte nu min Skam udslættes ved min Død!

Jeg efterlader kun mit Fødeland en Søn;] Dog bedst dit Levnet den udslette kan, min Søn! M1bJeg efterlader kun mit Fødeland en Søn;

Opfyld min] den M1bmin glemte Pligt, forson din Faders Brøde;

Saa lever jeg i dig, og Døden glad kan møde,

Naar du] Imens M1bNaar du i Dyden selv skal finde] du finder M1bskal finde Dydens Løn.

Ende paa fierde Optog.

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Einer Tambeskielver

Einer Tambeskielver ble utgitt i 1772 og var den andre tragedien Brun skrev. Stykket er skrevet etter fransk-klassisistisk mønster, men emnet er hentet fra norsk historie.

Handlingen er lagt til Trondheim en stund etter Olav (den hellige) Haraldssons død i slaget ved Stiklestad 1030 og handler om konflikten mellom Einar Tambarskjelver og kongen Harald (Hardråde) Sigurdsson.

I motsetning til Bruns første skuespill, Zarine, som oppnådde stor suksess på scenen i København, ble ikke Einer Tambeskielver godt mottatt. Skuespillet ble oppfattet som for nasjonalistisk og som en trussel mot det danske eneveldet. Stykket ble derfor ikke oppført før drøyt tjue år senere, i 1793.

Les Ellen Nessheim Wigers innledning og kommentarer

Les mer..

Om Johan Nordahl Brun

Johan Nordahl Brun utga verk innenfor ulike sjangere (skuespill, dikt, salmer og viser). Mest kjent er han for påskesalmen «Jesus lever, Graven brast», for den patriotiske drikkevisen «For Norge, Kiempers Fødeland» og Bergens bysang «Udsigter fra Ulriken» (bedre kjent som «Jeg tog min nystemte...»).

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på X
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.