Min Dronning! Freden snart blant Norske Klipper skal

Hos et lyksaligt Folk igien sit Tempel bygge;

Og ingen voldsom Haand dets evig Grundvold rygge;

Ja Konge, Undersaat, Hav, Slætte, Bierg og Dal

Skal føle Liv og Lyst.] rettet fra F: Lyst: A: Lyst; M2: LystLyst.

                                                 Du drømmer sødt om Fred:

Ved Nordmands Side Sværd ey blev af Rust fortæret:

Han døer med Lyst i Krig for ey at døe vanæret.

Den nyder Freden længst, som er til Krig bered;

Mod seyersalig Helt hvo] (pron.), her: hvemhvo tør som Fiende gaae?

Min] Men M2Min Sigrid kiendte du dit Folkes haarde Sæder,

Du glemte vist den Roe, som nu dit Hierte glæder:

Min Harrald selv i Fred blant Nordmænd skiælve maa.

Af et oprigtigt Folk han intet frygte kan;

Endnu min Dronning ey den rene Lue kiender,

Som i hver Nordmands Bryst, for elsket Konge brænder:

Bliv længe Dronning her; kiend, ær, og elsk vort Land.

Veninde! kiender du din Svigerfaders Mod?

Hans Stolthed? haarde Sind? hans Klogskab? Rigdom? Vælde?

Det er just slige Mænd, som kunne Konger fælde;

Og viid: Han frygtes: – – –

                                                 Ach! nu iisner alt mit Blod:

Hvad Haab for Endre da? – – skiønt han uskyldig er

I hvad hans Fader sig mod Kongen har forsyndet.

Frygt ey for ham: han er af mig og Harrald] rettet etter M2. F: mig af Harrald A: mig, af Harraldmig og Harrald yndet;

Knap Solen dale skal, før Navn af Jarl han bær:

Kan da din Konge meer? Den Gunst, som Einer har

Af Overmod forskudt] part. av forskyde, her: avvise; nekte å mottaforskudt, han Endre nu tilbyder;

Tilgiver Faderen, belønner Sønnens Dyder;

Ja Kongen glemme vil, hvad Tambeskielver var.

O! Dronning! undersøg, hvad du om Einer troer.

Han stedse] (adv.), her om varighet: til enhver tid; alltid; bestandig; stedse redelig, skiønt haard og stolt har været,

Og Norges Konger før veyledet, elsket, æret:

En Nordmand glemmer ey, at denne Helt var stor,

Og elskede sit Land. – Men see – min Moder der.

Et Rygte man om Krig i Dag, o! Dronning, hører.

Ey noget er bestemt, før Trøndernes Anfører

Samtykket har; Men siig: Mon og en talrig Hær

Ham følger hid i Dag?

                                                 Ja Dronning neppe var

Din Konges Bud i Gaar til Einer selv forkyndet,

Før Venner samle sig; hvad Lyst at være yndet

Af tappre Landsmænd?

                                                 Ja – hans Konge selv ey har

En bedre Muur og Skiold for Liv og Sikkerhed

End Folkets Gunst.] rettet etter M2. F: GunstGunst.

                                                 Og den skal fromme Konger have,

Som ey sin Undersaat fornedre vil til Slave,

Som vise for sit Land en Faders Kierlighed.

Naar er en Konge from? naar trodsig Undersaat

Tilegner sig hans Magt, og skriver Landet Love?

Naar Frækhed uden Frygt tør alt mod Thronen vove] (v.), tillate seg; driste seg tilvove?

Naar han samtykker læt og troer, at alt er godt?

Men viid: Monarchen bær forgiæves da sit Navn;

Han til sit Folkes Vel bør tænke, handle, byde,

Hver Undersaat hans Vink med ivrig Lyst adlyde;

Saa bliver Kongen stor, saa fremmes Landets Gavn.

Siig, hvorfor Magnus fik det Navn af Eyegod] (adj.), hjertegod; svært godEyegod,

Fordi din Einers Raad, han stedse villig hørte,

Og denne meer end han i Norge Zeptret førte,

Da faldt en Konges Ret, da voxte Frækheds Mod.

Saa var da Magnus ey i Garderige kiendt,

Den Vennesaligste] fra vennesæl (adj.): populær; godt liktVennesaligste blandt tappre Mænd i Norden,

Sit Folkes Øyenslyst, sin Fiendes Skræk og Torden;

For ham var Troskabs Ild i hvert et Bryst optændt.

Tilbedet af sit Folk han alles Fader var,

Han hørte Venne-Raad, og valgte selv det beste,

Og sin fortiente Roes i Folkets Aasyn læste,

Saa tidt han Freden Hiem og Seyers-Krandse] (-en), krans som en seierherre (særlig i idrett) ble smykket medSeyers-Krandse bar.

Hans Helte-Dyd har fyldt mit giennemtrængte Bryst;

Det er min hele Siel, som om min Konge taler;

Min Siel, som her sit Tab, sin Helt, sin Fader maler;

Ja Magnus hører du de Dødeliges Røst,

Tag min Velsignelse, her er jeg Norges Tolk] (-en), her: person som taler på vegne av en annen el. andre; talsmann; forsvarerTolk,

Mit Fødeland ved mig en hellig Pligt opfylder;

Det sin Velgiørers Støv jo disse Taarer skylder:

Du var – – Du Fader var for et lyksaligt Folk.

Den Fyrste var ey til, som ey sin Lovsang fik.

Den blodigste Tyran dog stundom er Velgiører;

En Gunst forblinder tidt, en Gave Hiertet rører;

Ey altid Kongers Roes fra Folkets Hierter] Hierte M2Hierter gik.

O! Dronning gid du stod i Hytten ubekiendt,] ubekiendt? Aubekiendt,

Hvor ærlig Frihed, tryg, sin egen Herre dømmer,

Og Laster uden Frygt, og uden Haab berømmer,

Du skulle skue der hver Bondes Barm optændt

Af hellig Troskabs Ild, med Suk at stønne ud

Sin tabte Konges Roes; med Sorg og bittre Taarer

At vidne, hvor det Savn hvert ærligt Hierte saarer;

At kalde ham sin Ven, sin Fader og sin Gud.

Det er formeget – –

                                                 Nei – mit Hierte taler her:

Saa kier mig Magnus var; Saa høyt hver Nordmand driver

Sin Agt for Konger – –

                                                 Godt! Men følg det Raad, jeg giver:

Betænk, hvad Magnus var, det nu min Harrald er.

Din Harrald, tapper, klog, stolt, haard og seyerrig

Til Naboe-Rigers Skræk sit grumme Zepter fører;

Men Norges Trang til Fred hans haarde Bryst ey rører:

Vort Land er faderløst] rettet fra F: faderløsfaderløst, naar Kongen elsker Krig.

Vort Kiøn om Fred og Krig kun lidt at dømme veed;

Men dette veed jeg dog, at vore Vaabens Ære

Ved tappre Kongers Mod skal Muur om Landet være;

Og Kongen ynder os; han er jo selv bered

At skiænke mig den Gunst, hvorom min Endre har

Anmodet ham – naar kun – ach gid min Fader vilde

Ydmyge sig – – –

Hvortil?

                                                 Til Kongen at formilde;

Strax Einer Harralds Ven og Jarl min Endre var.

Den har en nedrig] (adj.), her: ussel; undertrykket; underkuetnedrig Siel, som kryber ydmyg frem,

Som kaster sig i Støv, og søger haanlig Ære:

En Helt, ved Dyder stor, kan betlet] (adj.), fra betle (v.): tigge; tryglebetlet Gunst undvære.

Øv ædle Gierninger, og Æren følger dem.

Min Einer, skulde han saa dybt sig bøye ned?

Han – ved sit Raad i Fred, ved Buen stor i Krige?

Tre Kongers høyre Haand, i Troskab uden Lige?

Som er Fortrængtes Tolk og Landets Love veed.

7Han hos Monarchen selv mod Uret tale tør,

Han elsker Landets Vel, foragter Egennytte:

Reis Norge paa hans Grav en evig Ærestøtte,

Og skiælv for en Tyran, saasnart din Einer døer.

Gav Fødsel ey, men Dyd til Norges Throne Ret,

Og blev den Viise valgt til Folket at regiere,

Min Einers Hoved da den Krone skulde bære,

Som Byrd] (-en el. -et), herkomst; avstamning; slektskapByrd en anden gav

                                                 Ach! mon han hørte det?

Velkommen være du i Dag at megle Fred!

Udrust din Siel med Mod; træd mellem vrede Kiemper

Og hvis dit Raad, din Bøn optændte Lue] (-en), her: fiendtlighet; hatLue dæmper;

Da giør du, hvad din Pligt, vort Haab, din Kierlighed

Og Landets Velfærd selv af dig forlange kan.

Vor Konge kiender du – Alt skiælver for hans Vrede;

Jeg seer ham, grum og taus, til Strid sig at berede:

Snart svømme skal i Blod vort kiere Fødeland.

Jeg seer et gruesomt Syn, en Konges Sverd udstrakt

Mod et uskyldigt Bryst; fortørnet Harrald truer

Din Einer – – derfor kom, qvæl disse Vredens Luer!

Gaae, tael, og raad, og beed, og knæl for Overmagt.

Nei, Dyden stedse tryg med nøgen Isse gaaer

Mod Kobber-væbnet Last. Forsynets Haand bedækker

Sin Yndling; og enhver, som Sverd mod Dyden trækker,

Sit Stød tilbagevendt mod eget Hierte faaer.

Jeg ærer Eders Dyd: O! gid den Seyer fik!

Men Himlen taaler tidt, at selv dens Yndling lider,

Og med en saaret Arm omsunst] (adv.), også skrevet omsonst, her: til ingen nytte; uten resultat; forgjevesomsunst mod Tiggre strider;

Tidt Laster i Triumph, naar Dyd i Lænker gik.

Ja kiendte Kongen kun en Tambeskielver ret,

Han skulde ære da, og troe ham, som en Fader;

Men dersom Einer ey i Støvet sig nedlader – –

Jeg kan ey sige meer – –

                                                 Nok – jeg begriber let – –

Jeg veed, at Kongen har for Einer megen Agt,

Han stedse kalder ham den tappre, stærke, viise.

Viid: Helte frygte meest de Dyder, som de prise,

Og det er Stoltheds Sprog, at rose frygtet Magt.

Men siig, min Bergliod! hvor er din Mand i Dag?

Hvi fulgte du ham ey? hvi kom du først og eene?

Og af din Einers Skib ey vilde dig betiene?

Betroe mig kun din Frygt! oplys mig denne Sag!

Min Frygt – – jeg frygtede for Stormens Raserie,

Jeg taaler ey, som før, paa Søens vrede Bølger

At tumles op og ned; Men snart min Einer følger,

Og væbnet kommer han – da skiælve Tyrannie!

9Da blegne hver, som vil med Harrald gaae i Krig,

Enhver, som ey paa Fred og Landets Velfærd tænker!

Vi Kongen lyde vil; Men Slaver bære Lænker.

Der er Oplysning nok for Kongen og for dig.

For mig – Miskiend] Mistænk M2Miskiend dog ey en øm og trofast Ven,

Som skiælver meer end du i Dag for Einers Skiebne,

Som bæver ved at see Ulykker sig bevæbne

Mod Norges beste Mand. Kast all Mistanke hen,

Og overlæg med mig, hvordan at vikles ud

Af Snarer, som i Dag for Einers Fod udstrækkes;

«I Dag» har Kongen sagt – «skal Skyttens Bue brækkes,

«Ey Tambeskielver meer skal skyde visse Skud.»Tambeskielver bemærkede paa gammelt Norsk Bueskytte.Tambeskielver bemærkede paa gammelt Norsk Bueskytte] Denne tolkningen av Einars tilnavn har vært den vanligste siden 1400-tallet. Tolkningen ble imidlertid utfordret av Finnur Jónsson (Jónsson 1907) som mente at ordet þomb her som ellers i islandsk betegner (utspilt) mage og at Einar fikk tilnavnet på grunn av redusert førlighet. Senere har Bjarne Fidjestøl (Fidjestøl 1997) og andre gått tilbake til den eldre tolkningen.

Følg derfor tryg mit Raad, lad Einer væbne sig,

Og med en talrig Hob i Dag din Konge møde;

Og dersom denne Arm for Einers Liv kan bøde,

Den mod Tyrannens Sværd skal kiempe mandelig.

Lad Kongen byde Krig, jeg raader dog til Fred,

Og giennem Einers Mund fortrængte Rige taler,

Og Krigens Gruesomhed med sorte Farver maler:

Men hører han os ey, da er vort Sværd bered.

Spar disse stolte Ord. De dog kun røbe Frygt.

Elsk Fred, vær Landet troe, vaag for din Herres Ære,

Min Einer Avindskiold … bære] kjempe mot; gå til angrep mot; angripe. Fra avind (-en): hat; misunnelseAvindskiold mod Kongen ey skal bære;

Naar Heltens Sag er god, er Sindet altid trygt.

Tael dog – jeg beder dig – det varme Venskabs Sprog;

Du læt før Aften kan en Ven i mig behøve,

Og gielder det end om en blodig Troskabs Prøve,

Da lær, hvor lidt jeg mig fra fælles Nød unddroeg.

10Ja Egennytten selv vor Skiebne fælles giør:

Er Einer ikke meer, hvo tør i Norges Rige

Et Ord til Landets Tarv] (-en el. -et), 1) behov; 2) gavn; nytte; fordelTarv imod Tyrannen sige?

Vor Frihed, Lov og Ret er tabt, naar Einer døer.

Vor Konge Harrald er, og du formaster] pres. av formaste, brukes kun refl.: driste seg til; hovmode seg; vågeformaster dig

At kalde ham Tyran! Et andet Sprog du talte,

Saafremt han hørte dig; Naar du ham før afmalte,

Du kaldte ham din Helt, retfærdig, seyerrig.

Du hans Bedrifter] flert. av bedrift (-en): her: berømmelig handling; (helte)dådBedrifter tidt for mig opregnet har:

Jeg elskte Kongen meer, jo meer du om ham sagde;

Men nu, naar du ham her Beskyldninger tillagde,

Da viid: At røbe dig, min Pligt mod Kongen var.

Man Hofmænds fine Sprog hos Konger tale maae,

Vi rose tidt den Dyd, vi ønske dem at lære;

Vi sige, du er from, det er, du burde være:

Og i vor Lovsang tidt en skiult Erindring laae.

Saa taler Einer ey.

                                                 Han ingen Hofmand er.

Min Datter lad os gaae; du skal ey Arne røbe;

Lad listig Hofmand kun sin Konges Naade kiøbe

Ved andres Undergang. (Til Arne.) Min Ven bestandig vær,

Afvend, saafremt du kan, den vrede Harralds Sværd;

Men naar du Venskabs Pligt med Nidkierhed opfylder,

Da glem for alting ey, hvad du din Konge skylder;

Viis; Nordmænds Troskab er sin Konges Naade værd.] rettet fra F: værd:værd.

Jeg troer, at Bergliod kan Hiertets Tanker see;

Hun bliver kold og taus, trods alle Troeskabs Eeder;

Jeg troer hun mærke kan, hvad Stød, min Hævn bereder.

Men Sigrid staffes bør, hun mig forhaanede:

Før Endre Hiertet fik, hun stolt min Haand forskiød] pret. av forskyde: avvise; vise bort; støte fra seg; nekte å motta eller imøtekomme; ikke ville kjennes ved forskiød – –

Og Einer – din Foragt – din Myndighed og Vælde

Jeg kan ey taale meer – – Det Eders Liv skal gielde.

Min Hævn forsones kun ved hele Slægtens Død.

Snart kommer Einers Skib, man seer paa Byens Fiord

Forstavnen kneisende, som om den kunde være

Stolt af sin Eyermand – –

                                                 Dig denne Dag skal lære,

At en Forræder var paa dette Skib om Bord:

Alt Bergliod forud til Tronhiem kommen er,

Hun taler stolte Ord, og dig med Feide truer;

Hvis Tambeskielvers Mod du strax ey underkuer,

Han snart faaer Overhaand, og Harralds Krone bær.

12Hvor længe skal han dog modsige Kongens Bud?

Hvor længe trodse dig? hvor længe sig forbryde

Mod Undersaatters Pligt? Lær Einer at adlyde;

Hvis ikke, lad hans Slægt af Jorden slættes ud.

Du frygter, feige Mand! men jeg er uforfærd] (adj.), uredduforfærd;

Jeg veed at bruge Skiold, hvorlidt jeg forud truer:

Lad Faren nærme sig, jeg roelig den beskuer:

Den er ey største Helt, som løfter først sit Sværd.

Du selv er uden Frygt, naar Faren nærmer sig;

Men den, som er dig] dig er M2er dig huld] (adj.), tro; hengiven; trofasthuld, desmere frygtsom bæver] pres. av bæve: skjelve; rystebæver,

Og som en Gield af dig Forsigtighed udkræver:

Tænk, hvo du er! dit Liv tilhører ikke dig,

Nei hele Landet – –

                                                 Nok, jeg troer, jeg elsket er;

Men Tambeskielver du Forræderie tillægger,

Og mod en gammel Helt til Vrede mig opægger.

Du veed dog vel, hvor høyt han agtes af enhver;

Sandt nok hans Overmod mig tidt fortørnet har:

Min Frende Magnus ham lod alt for meget raade;

Og hvo forføres ey ved fromme Fyrsters Naade?

Ja strax jeg Konge blev, han min Modstander var.

Da for erhvervet Skat jeg Deel i Norge fik,

Da Magnus tog mit Guld og jeg hans halve Rige,

Man Einer hørte strax paa Tinge] fra ting (-et): forsamling, der man hadde rådslagning og tok avgjørelser om anliggender. Tinge kan være svak form (norrønt þingi) men siste ’e’ kan også være en hjelpevokal satt inn for å få riktig antall stavelser i verslinjen. Formen kan også være dativ-formen som ifølge ODS ble brukt i noen faste preposisjonsuttrykk, eks. inden Tinge, paa Tinge, ved Tinge. Tinge] Ting M2Tinge stolt at sige:

«At bryde Troskabs Eed var aldrig Nordmands Skik,

«Kong Magnus, eene ham jeg Huldskab soret har / Og Dovre synke ned, før jeg mit Løfte bryder] Tidlig eksempel på Dovre brukt som nasjonalt symbol. Dovre har fra gammel tid vært det mest omtalte fjellparti i Norge, noe som trolig skyldes at dalføret var og er et viktig knutepunkt for innlandstrafikken på Østlandet. Dovre ble tidlig symbol på fjellandet Norge, noe som førte til at Dovre ble sentral i sagn og uhyggeforestillinger om fjellverdenen. På 1500- og 1600-tallet var det for eksempel en vanlig forestilling at Dovrefjell var åsted for heksenes årlige samling, og ifølge flere sagn og historier bor kjemper og troll på Dovre.

Bruken av Dovre som symbol på nasjonalt samhold, har trolig sin opprinnelse i gudbrandsdølenes seier over George Sinclair og skottene i 1612. Hundre år senere opptrer «Bjergtroldet i Dovre» som landets talsmann i et anonymt dikt overrakt Frederik 4 på hans Norgesreise i 1704. Diktet er en klagesang, men etterhvert som nasjonalfølelsen vokser i løpet av århundret, dukker Dovre opp i dikt og sanger som uttrykker begeistring og selvhevdelse. For eksempel bruker Brun Dovre som symbol i drikkevisen «For Norge, Kiæmpers Fødeland» (1772).

Verselinjen «Og Dovre synke ned før jeg mit Løfte bryder» er en tidlig variant av Eidsvollsmennenes motto «Enig(e) og troe til Dovre falder». Brun bruker selv andre varianter av uttrykket i «Til Nordmænd» fra 1773 og i et nasjonalpolitisk dikt fra 1814 (trykket i Bergens Avis). Det finnes også andre varianter av mottoet, de fleste fra omkring 1814. Ingen av disse variantene er eldre enn eksempelet i Einer Tambeskielver, noe som kan tyde på at uttrykket stammer fra Brun.Kong Magnus, eene ham jeg Huldskab] (-en el. -et), troskap; trofasthet; hengivenhetHuldskab soret] (ark.) part. av sværge (sverge): avgi høytidelig erklæring; love; forsikre; erklæresoret har,

«Og Dovre synke ned, før jeg mit Løfte bryder!

«Lyksaligt Land og Folk, hvor een allene byder!

«Til fælles Undergang vort Riges Deeling var.»

13Saa talte Einer da: Jeg har ey heller glemt,

Da Danner-Konge Svend var flygtet af sit Rige

For Magnus og for mig; Dog Einer turde sige:

«Viid, Danne-Kongers Arv er ey for dig bestemt;

«Lad af at tviste] (v.), trette; kappes; stridestviste meer om fremmed Eyendom;

«Reys Hiem, begrav i Fred din store kiekke Frende;

«Jeg fulgte Magnus død, var det til Verdens Ende;

«Hans Ligemand ey meer paa Norske Throne kom.»

Med disse Einers Ord hver Nordmands Hierte rørt

For Krigen Afskye fik; man til den Dødes Ære,

Om mueligt, vilde ham paa taalig] (adj.), tålmodigtaalig Skuldre bære:

Kort sagt: Høytidelig han blev til Tronhiem ført.

Her seer jeg mig forladt, og med adsplittet Hær,

Med uforrettet Sag, og fra den visse Seyer

Forlader jeg et Land, jeg allerede eyer:

For dette Svend endnu i Gield hos Einer er:

Saa mange haarde Ord, saa megen kold Foragt,

Saa mangt et dristigt Skrit har vist fortient min Vrede;

Jeg dog min Arm ey skal den søde Hevn tilstæde] (v.), her: tillatetilstæde,

Før Einers List og Svig er ret for Dagen lagt.

Du kiender Krigens Skik: Vent ey, indtil du har

Alt følt din Fiendes Stød; Det blev maaskee for silde] for sentfor silde,

Og medens du dit Sverd til Forsvar drage vilde,

Du af din Avindsmand] (-en), person som bærer hat eller nag til en annen; fiendeAvindsmand igiennemboret var.

Men Staten, Arne, har en anden Lov i Fred:

Den siger: Kongen bør retfærdig, nidkier være,

Men og forstaae den Kunst, at kunne overbære;

Grundfæstet Thronen er ved Folkets Kierlighed:

14Du veed, hos Trønderne hvad Yndest] (-en), det å nære el. vise hengivenhet, forkjærlighet el. velvilje for en el. noe; hengivenhet Yndest Einer har.

Døer han ved denne Haand, fortørnet Folket bliver,

Jeg selv ved dette Stød et Stød mit Rige giver,

Og Thronen svag ved Hævn, som tryg ved Naade var.

Imod en yndet Helt vist Hævnen farlig er,

Men større Fare dog, med billig] (adj.), rimelig; passende; berettigetbillig Straf at tøve] (v.), nøletøve.

Naar man hvert Øyeblik er færdig, Vold at øve

Mod den, som elskes bør og lydes af enhver.

Betænk, hvad Einer nu hos Norske Mænd formaaer:

Han kan ved mindste Vink en Hær i Marken føre,

Og vil du ey i alt hans Raad og Anlæg høre,

Han som Anfører strax for alle Trønder staaer:

Det mindste Onde vælg: Han kommer her i Dag

Med væbnet Følgeskab, fra Krigen dig at raade;

Befal ham Lydighed, tilbyd ham først din Naade,

Og trodser han, velan] (interj.), brukt som oppmuntrende tilrop el. oppfordring til en viss virksomhet (etterfulgt av en setning som uttrykker en befaling eller oppfordring)velan, betroe kun mig din Sag.

Jeg den Forræder vil tilbringe sidste Stød.

Du kiender Mængdens Art; den taber sin Anfører,

Og strax er Modet tabt; strax Tvedragts Aand] fiendtlighet; hatTvedragts Aand ophører:

Du faaer ey Konge-Magt før Einers Slægt er død.

Til Hævnen staaer dit Sind – – Du Nag til Einer bær!

Kan jeg vel elske den, som tør min Konge hade?

Nei i den Falskes Blod min Haand jeg strax vil bade

Kun langsom] roliglangsom, dæmp den Ild! her Dommer Loven er:

Om Einer og skal døe, han bør ey døe ved Mord:

Gaae! lad af raske Mænd en Trop tilstæde være!

Skiul den bag Slottets Muur; du siden alt skal lære,

Hvad foretages bør; vent paa din Konges Ord.

Hvad Raad? hvem skal jeg troe? og hvo forraader mig?

Til Einers Undergang sig heftig Arne glæder – –

Hvo veed, om han ey selv – Om Einer er Forræder? –

Saa er da Kongers Hof en Skole blot] (adj./adv./konjunk.), kun; bare; ikke annet ennblot for Svig,

Hvor Frygt og Avind] her: hat; nag; fiendskap; fiendtlig sinnelagAvind sig i Støvet kaster ned,

Og logrende med Roes, af ivrig Troskab praler,

Tilbyder Liv og Blod; men aldrig Hiertet taler.

Hvad er dog Høyheds Top et steilt og slibrigt Sted!

Lyksalig du, som gaaer til Naboe-Hytte hen!

Og tør din Nød betroe til et oprigtigt Øre;

Men Kongers tause Suk – – Ja dem maae Himlen høre!

Hvor findes den Monarch, som har en troefast Ven?