Børnene

42Som før fortalt omkom Mons Eira og hans Hustru paa en Seiltur ind imod Garnes, hvorefter Broderen, Jon, tog et af deres Børn, en Gut, Mathis, til sig, medens Datteren, Ella, blev sat ud paa Lægd og senere adopteret af Lind.

Nogen Tid derefter arvede Jon en Del Rensdyr og glad var han, da han kunde forlade sin usle Gamme nede ved Stranden og atter føre sit tidligere, frie Liv som Nomade paa Høifjeldsvidderne. Han og en anden Fjeldfin, Mellet Laagje, ferdedes i Regelen sammen. Om Vinteren holdt de til paa Fjeldene henimod Enontekis og om Sommeren paa Østsiden af Altenfjorden. Sine Sommertelte havde de i Regelen ved «Ravdosjøen», henimod en Mils Vei oppe i Fjeldet fra Garnes, hvor deres Forfædre i umindelige Tider tilbage ogsaa havde havt sin Sommerleir.

43Efter et gammelt Løfte til Mellets Fader havde Linds Hustru taget hans Sønnesøn, Anders, der var af samme Alder som hendes egen Søn, Anton, til sig for at opdrage ham som Nordmand.

Der var saaledes tre Børn paa Garnes, Anton, Anders og Ella. Af disse var Ella den yngste. Eftersom Børnene blev ældre, vokste Nordmandsgutten, Anton, snart fra Finnebørnene Anders og Ella. Paa den Tid, da de begyndte at gaa i Skole, var han et halvt Hoved høiere end disse, der omtrent var lige store.

Børnene forligtes i Regelen godt. Anton var naturligvis den Høistbefalende, og Ella saa op til ham, medens hun mere kammeratslig omgikkes Anders, med hvem hun ogsaa altid talte sit eget Sprog. Anders var en fredsommelig, noget frygtsom Gut, som sjelden vovede at være af anden Mening end Anton, medens der, besynderligt nok, var mere Mod i Pigebarnet. Hun var slet ikke bange for undertiden at sætte sig op imod Anton, og ikke sjelden blev gjort, som hun vilde.

Ellers var Linds Hustru den, som i alle Tvistemaal Børnene imellem blev raadspurgt eller appelleret til, og alle tre var overbeviste om Retfærdigheden i hendes Dom og fandt sig tilfredse med den, fordi de alle holdt inderlig af hende, ikke mindst 44lille Ella, som bestandig vimsede omkring hende og idelig spurgte:

«Faar jeg ikke hjælpe dig Mama?» Jo hun fik hjælpe, om det nu just ikke altid gik saa godt med, hvad hun i sin Iver skulde udrette.

Før Anders kom i Huset, pleiede Anton og Ella turvis at faa Lov til at ligge i samme Seng som deres Moder, naar Lind var fraværende paa Reiser, som ofte indtraf. Dette var en saa stor Herlighed, at de naturligvis passede nøie paa, hvis Tur det var.

Saaledes sad Anton en Aften søvnig og dubbede i Hjørnet af en Sofa, ventende paa, at hans Moder skulde gaa hen og lægge sig. Det var hans Tur. Men uventet viser Lind sig i Døren, dryppende vaad, saa det rendte af ham ned paa Gulvet. Veiret havde været saa fælt, at han var bleven nødt til at vende om. Med et «Gud ske Lov!» modtog hans Hustru ham. Men Anton? Hvad gjorde han, da han saa sin kjære Fader komme hjem efter at have været i Livsfare? Jo, han satte i at stortude. Det var den Velkomsthilsen, han opvartede med. Han havde ingen Forstand paa Faren; men at han nu gik Glip af sin Tur, det var det visse. En anden Gang var han ikke saa ivrig. Han solgte sin Tur til Ella for 10 Rosiner.

45Børnene havde mange Fornøielser sammen. Om Vinteren klædte de sig i Finnedragt og gjorde Skiture for at se til sine Rypesnarer. Om Sommeren gjorde de Fisketure opover langs Elven. I en liden Bæk, som rislede forbi Garnes, havde de indrettet sig en Fiskedam, hvori de havde Ørret gaaende, som de havde fisket i Elven og baaret levende hjem i et Spand. Naar der uventet skulde serveres fersk Fisk paa Garnes, fik ogsaa Linds Hustru undertiden Lov til at tage nogle af de største Ørreter til Gjesterne.

Ella havde naturligvis sine Dukker baade norsk og finsk Dragt, og Anton døbte dem, medens Anders stod Fadder, eller omvendt; thi en saadan Forretning betaltes af Ella med 4 Svisker. Forat ikke Daabsordene, som Børnene havde hørt i Kirken, skulde misbruges af dem, havde Linds Hustru givet dem en Daabsformel, der endte med:

«Saa døber jeg dig i Fiskesø,

Vil Du ikke leve, saa kan Du dø!»

Ligeledes foregik Brudevielse, som betaltes med 8 Svisker.

Engang hørte Linds Hustru, at Anders holdt Brudetalen over en selvopfunden Tekst: «Vi ville haabe det Bedste.»

Men saa havde Børnene henne i Tjenerstuen hørt fortælle om en Skipper, som paa sin Reise i 46Udlandet havde giftet sig, uagtet han havde Hustru hjemme i Norge. Dette var en forferdelig Forbrydelse, og næste Dag kom Ella og fortalte Anton at en af hendes Dukker havde gjort sig skyldig i den samme Forbrydelse. Hun spurgte ham derfor, hvad Straf han skulde have.

«Han maa halshugges,» svarede Anton straks, han havde netop faaet en ny liden Økse, som han prøvede baade paa ligt og uligt. Anders gik straks ind paa Forslaget, og Forbryderen blev hentet frem og lagt paa Trappen. Dommen blev afsagt af Anders, som holdt Dukken i Benene, medens Anton stod med opløftet Økse. Paa Anders’s sidste Ord: «Derfor skal Du dø Døden!» hug Anton til med sin nye, skarpe Økse, saa Hovedet trillede ned paa Marken.

Ikke langt fra Garnes boede der en gammel Fin i en liden Jordhytte. Hver Lørdag Morgen pleiede han at komme til Garnes for at hugge Smaaved til Kjøkkenet. Han blev der da ogsaa om Søndagen, og paa disse to Dage aad og drak han saa meget, at han næsten ikke behøvede Mad Resten af Ugen. En Fin, især en Fjeldfin, kan nemlig ligesom Ulven spise forferdelig meget paa én Gang, især om Aftenen, førend han lægger sig. Men saa kan han ogsaa ligesom Rovdyret klare sig saagodtsom uden Mad et Par Døgn. Han bliver vænnet hertil fra Barnsben af. For en Fjeldfin er 47det ogsaa nødvendigt, da han ofte i Uveir paa 2-3 Dage kanske ikke kan komme til at faa gjøre op Ild og koge Mad. Paa Grund af sit Arbeide paa Garnes hver Lørdag havde Finnen, som hed Simen, faaet Tilnavnet «Lørdags-Simen». Han havde en ægte Finnefigur, var lavvoksen, noget tykfalden, hjulbent, havde store udstaaende Kindben, smaa dybtliggende Øine, liden Klumpnæse og stor Mund, men Ansigtet havde i det Hele dog et Præg af Godslighed. Fede Folk er ofte godslige. Fedtet dæmper formodentlig Vredens Bølger.

Simen holdt af Børnene og var altid villig til at hjælpe dem i deres forskjellige smaa Gjøremaal enten paa Fisketure eller Rypefangst eller anden Bedrift. Var han i rigtig godt Humør, lod han sig om Vinteren bruge som Kjælke til at age paa udover en stupbrat Bakke fra Gaarden ned mod Elven. Han lagde sig da paa Maven i sin tykke Renskindspels, og begge Gutterne satte sig paa hans Ryg, Anton forrest og holdt ham i Haaret, saa han kunde løfte hans Hoved op, saavidt at han ikke skurede sin Næse ned i Issvullen. Ella stod og saa paa. Bagerst satte Anders sig, og saa gik det i skurende Fart nedover Bakken; men i det samme han standsede, passede han altid paa at rulle sig rundt, saaledes at Gutterne tumlede hid og did, og saa lo han saaledes, at Mundvigerne gik lige op til Ørene.

48Naar Tjenerne skulde spise ude i Kjøkkenet, vilde Børnene gjerne liste sig derud for at staa og se paa Lørdags-Simen spise. Han kunde svælge større Grødklumpe end nogen anden og lægge i sig ligesaa meget som 2-3 andre, og naar han havde spist en Stund, løsnede han altid lidt paa det brede Læderbelte, som han havde om Livet. Kom Linds Hustru ud og fik se Børnene staa der og glo paa Simen, saa blev de naturligvis straks jagede bort. Men saa passede de igjen paa, naar Simen skulde gaa over Tunet hen i Tjenerstuen. Han havde da forsynt sig saa godt, at hans Mave formelig struttede ud paa venstre Side, saa han maatte gaa lidt krumbøiet eller paa Skakke. Børnene hoppede og dansede da omkring ham, efterlignede hans Gang og nappede ham i Kuften, saa det kunde hænde, at han, som ellers var meget godmodig, til Slutning blev vred, standsede og udbrød:

«Halt Fre’, eller so skjer der Ska’!»

Naar de saa kom hen i Tjenerstuen, søgte de at blidgjøre ham igjen for at faa ham til at fortælle finske Eventyr, hvoraf han havde et stort Forraad.

«Nei, dok æ so oskjikkele Unga, at æg inkje ve fortæl’,» kunde han da svare, naar de havde været for slemme med ham; men naar saa Ella sprang hen i Kramboden og kom tilbage igjen med 49en Stump Tobak, blev han atter blid, satte sig hen til Peisen og fortalte. Saaledes engang følgende.

Jættens Liv.
«Der var engang en Mand, som havde en vakker Hustru. Men saa var der en Jætte eller et stort Trold, som boede inde i en tyk Skov, og som engang havde faaet se hende, og fra den Dag af lagde han sig paa Lur for at dræbe Manden, saa han selv kunde tage hans Kone til Hustru. I 7 Aar havde Manden klaret sig og reddet sit Liv; men da det syvende Aar var forløbet, lykkedes det endelig Jætten at berøve ham Livet. Og saa tog han Konen til sig som Hustru. Men Manden og Konen havde en Søn. Da Sønnen var bleven voksen, tænkte han Dag og Nat paa, hvorledes han skulde faa Livet af Jætten og saaledes hevne sin Faders Død. Han lagde forskjellige Snarer ud for ham baade paa Land og Vand; men det var til ingen Nytte. Han kunde ikke paa nogensomhelst Maade komme ham tillivs. Til Slutning begyndte han at tro, at Jætten slet ikke havde sit Liv paa sig, men at han havde gjemt det et eller andet Sted, saa det ikke kunde nytte, om han baade kvalte, druknede og brændte ham. En Dag sagde Sønnen til sin Moder:

«Ved Du, hvor Jættens Liv er? Han maa 50have skjult det et eller andet Sted, siden jeg ikke er istand til at dræbe ham. Nu skal Du en Dag, naar han er i godt Lune, udfritte ham og spørge: «Jætte, hvor er dit Liv?»»

Næste Dag spurgte Moderen herom, og Jætten svarede: «Hvorfor spørger Du derom?»

«Jo,» svarede Konen, «dersom jeg skulde komme i nogenslags Nød, saa kunde det altid være en Trøst at vide, at dit Liv var sikkert.» Saa fortalte Jætten om sit Liv:

«Langt ude paa et brændende Hav er der en Ø, paa Øen en Tønde, i Tønden en Sau, i Sauen en Høne, i Hønen et Æg, og i det Ægget er mit Liv.»

Saa kom Sønnen atter til sin Moder og spurgte:

«Er Du nu, kjære Moder kommen til Kundskab om, hvor Jættens Liv er?»

«Ja, min kjære Søn,» svarede Moderen, «nu ved jeg, hvor Jættens Liv er. Han har fortalt mig, at der ude paa et brændende Hav er en Ø, og paa Øen en Tønde, i Tønden en Sau, i Sauen en Høne, i Hønen et Æg, og i det Æg er Jættens Liv.»

«Saa maa jeg,» sagde Sønnen til sin Moder, «leie mig Tjenere, med hvem jeg kan drage over det brændende Hav.» Saa leiede han sig en Bjørn, en Ulv, en Høg og en Lom, og saa drog han 51afsted. Selv satte han sig midt i Baaden indunder et Jerntelt, og Høgen og Lommen tog han ogsaa til sig ind under Teltet, forat de ikke skulde forbrænde sig; men Bjørnen og Ulven satte han til at ro. Derfor har Bjørnen rødbrune og sorte Haar, efterdi den har draget over et brændende Hav. Og derfor har Ulven rødbrune, sorte og hvide Flækker paa Haarene, efterdi den har draget over et brændende Hav. Saa kom de til Øen, hvor Jættens Liv var, og gik op paa Øen og kom hen til Tønden. Saa slog Bjørnen med sin Forlab Tøndebunden ind, og ud af Tønden sprang en Sau. Men Ulven satte efter Sauen og fik Tag i den og rev den i Stykker. Ud af Sauen fløi en Høne. Men Høgen fløi efter Hønen, slog Kløerne i den og rev den i Stykker. Ud af Hønen faldt der et Æg, og Ægget faldt i Havet og sank. Saa dukkede Lommen efter det. Den første Gang, den dukkede efter Ægget, blev den længe borte; men da den ikke holdt ud at være længer under Vandet uden at puste, saa kom den igjen op paa Overfladen. Da den havde pustet lidt, dukkede den ned igjen anden Gang og blev endnu længere under Vandet end første Gang; men den fandt endnu ikke Ægget. Saa dukkede den tredje Gang og blev endnu længere borte end de to foregaaende Gange, og nu fandt den endelig Ægget paa Havets Bund og kom op igjen 52med det paa Vandets Overflade. Og glad blev Gutten, da han saa, at Lommen havde Ægget i sit Neb. Saa bragte Lommen Ægget hen til ham, og Gutten tog Ægget, gjorde op Ild paa Øen og lagde Ægget i Ilden, forat det skulde brænde op. Da det begyndte at brænde, roede Gutten tilbage igjen. Han havde nu udrettet det Ærinde, hvorfor han var reist afsted. Da han kom tilbage igjen, gik han straks op til Jættens Bolig, og han saa nu, at Jætten laa og vred sig i Smerter, som om han brændte ligesom Ægget, som han havde lagt i Ilden ude paa Øen. Saa gik Gutten til sin Moder og fortalte hende, hvorledes det var gaaet, og glad blev hun, da hun saa sin Søn komme frisk tilbage igjen fra sin farlige Reise og hørte hans Fortælling. Men endnu var der lidt Liv i Jætten, og da han hørte, at Moder og Søn talte sammen, udbrød han:

«Jeg elendige Daare, at jeg skulde fortælle den gamle ondskabsfulde Kjærring om mit Liv!»

Saa greb han efter sit «Jernrør», som er hans sidste Tilflugt, naar han er i Nød; men Jernrøret havde Konen lagt i Ilden, saa det var gloende hedt. Alligevel greb han Røret og satte det for Munden og sugede til sig; men istedetfor Menneskeblod slugte han i sig Gløder og Aske. Saa gik der Ild i ham, og hans Liv sluknede paa samme Tid, som Ilden sluknede ude paa Øen.»

53Anders skulde blive Præst, havde Linds Hustru sagt, og han øvede sig derfor i at holde Taler baade for Dukkerne og en gammel Saubuk ude paa Gaardspladsen. Men naar saa Talen var slut, æggede han den til at stange efter sig, indtil han fik den henimod Laavevæggen. Her fik han den til at gaa baglængs og saa tage et voldsomt Tilsprang imod sig; men rap som en Kat hoppede Anders tilside saa Bukken rendte Planeten lige i Væggen. Den ristede paa Hovedet, virrede med Halestjerten og sprang sin Vei. Den vilde ikke have mere af den Leg.

Størst Fornøielse var det dog for Børnene, især for Ella og Anders, om Sommeren at gjøre en Tur op til Ravdosjøen, naar Finnerne laa i Leir der med sine Rensdyr. Anders traf nemlig her sine Forældre, og Ella sin Broder og Farbroder. Børnene var da iførte Finnedragt, Ella havde hvid, Anton blaa og Anders rød Kufte.

«Nu maa Du tale Finsk, Anton,» lo Ella og hoppede og dansede afsted, idet de gik opover. Oppe i morede de sig da med at springe omkring med Finnebørn af samme Alder, at se paa disses Legsager, Rensdyr, gjorte af Gran og Furukongler, at finde Fugleæg paa Øerne i Ravdosjøen, at plukke Multer, og undertiden at følge med en eller anden af de ældre, som skulde gjøre en Tur 54indover Fjeldene for at se efter Renhjorden, at hjælpe til med at drive Simlerne ind til Teltene, hvor de blev malkede, at se paa, at et Dyr blev slagtet, som Gutterne ikke var bange for, men Ella ikke kunde taale at se. Hun sprang sin Vei da og gjemte sig inde i et af Teltene.

Men dersom de laa over i Teltene om Natten eller fik Lov til at være der i flere Dage, maatte de ved Hjemkomsten altid underkastes en Storvask og grundig Kjæmning og Visitation.

Første Gang Ella og begge Gutterne var deroppe, blev der Forundring i Leiren. Anton og Mathis, Jon Eiras Fostersøn, kom i Haarene paa hinanden og sloges. Finnegutten var smidig, men Anton større og sterkere, saa det rykkedes ham tilslut at faa ham under sig. Ella, som saa dette og som straks fra først af havde syntes godt om Mathis, havde da Mod nok til at springe hen og med begge Hænder tage et kraftigt Tag i Antons Lug, saa han maatte slippe Mathis. Anton vendte sig med knyttet Haand om imod den, som saaledes bagfra tog ham i Luggen, for at slaa til; men da han saa, at det var Ella, holdt han sig dog, saa sint han end var. Saa ridderlig var han dog, at han ikke vilde slaa til sin Pleiesøster, som han holdt af.

«Det var godt, at det var dig, Lita, som tog mig i Luggen,» udbrød han; «havde det været 55Anders – og jeg troede, at det var Anders –, saa skulde han have faaet en god Lusing, og jeg skulde have banket op begge Finnegutterne.» At han var bleven saa vred paa Mathis, havde for en Del sin Grund i, at han ikke syntes rigtigt om, at denne og Ella var blevne saa gode Venner i saa kort Tid.

Nu kom Forældrene til for at høre, hvad der var paa Færde. De vidste naturligvis godt, hvem Anton og Anders var, men Ella?

«Er det din Søster?» spurgte Mellet, Anders’s Fader.

«Min Søster!» udbrød Anton, «nei, hun er ikke min Søster.»

«Hvis Barn er hun da?»

«Hun er en Finneunge,» sagde Anton; det sved endnu i Luggen hans.

«Hvad heder hendes Forældre?»

«Det ved jeg ikke.»

En af Linds Tjenestegutter, som havde fulgt Børnene op, forklarede nu, at hun var Datter af Mons Eira, som omkom for flere Aar siden.

«Er hun Datter af Mons?» udbrød Jon Eira, som nu ogsaa kom til.

«Ja,» forklarede Gutten, «Lind og Kone tog det forældreløse Lægdbarn til sig.»

«Og hun heder Ella?»

«Ja.»

56«Kjære Barnet mit,» sagde Jon, «saa er Du min Broderdatter, og Mathis, som Du hjalp, er din kjødelige Broder. Det var ikke underligt, at Du kom ham tilhjælp. Det var Blodets Røst, som kaldte dig.»

Ella tog sin Broder i Haanden og tørrede et Par Taarer, som endnu sad paa hans Kind, bort med den anden Haand. Dermed var alt godt igjen, og de to Sødskende, som uvilkaarlig havde følt sig trukne til hinanden, blev herefter endnu bedre Venner. Anton taalte nu ogsaa dette bedre, da han hørte, at de var Sødskende.

Saa gjorde Jon og Mellet og Mathis igjen undertiden en Tur ned til Garnes, hvor de naturligvis blev gjestfrit modtagne og bevertede. Mellet pleiede da at have med sig en «Rittabæl» (en halv Ren) til Linds Hustru, og han blev naturligvis igjen begavet med Brændevin, Kaffe, Tobak, Sukker og fint Brød.

«Jeg vil hviske noget til dig,» sagde Ella til sin Pleiemoder, engang da de Fremmede senere ud paa Dagen skulde reise.

«Naa, hvad er det for en Hemmelighed?»

«Jo, kan jeg ikke faa Lov til at give min Broder Mathis noget, jeg har faaet en Lasso af ham.»

«Hvad vil Du give ham? En Dukke?»

57«Du da! Nei, men kan jeg ikke faa Lov til at give ham en Kniv med Slire, som hænger ude i Kramboden? Dersom han faar den, vil han blive græsselig glad.»

«Du faar gaa ud til Lind og spørge ham.»

«Kan jeg faa den Kniven, som hænger der?» spurgte hun denne.

«Hvad vil Du med den? Vil Du ogsaa gaa med Kniv som en Gut?»

«Nei, men kan jeg ikke faa den alligevel?»

«Jo, naar Du siger mig, hvad Du vil gjøre med den.»

«Nei, kan jeg ikke faa den alligevel, jeg har faaet denne af Mathis,» og hun viste frem Lassoen.

«Ah, jeg forstaar, ja saa faar Du faa den da,» og han rakte hende Kniven.

Glad sprang hun afsted med den ud i Gaarden og holdt den op for Mathis’s Øine.

Blodet strømmede op til Guttens mørke Kinder og farvede dem et Øieblik røde. Hans Øine lyste, da han tog Kniven i sin Haand og saa paa den.

«Vil Du have den?» spurgte Ella.

«Ja, det vil jeg da rigtignok, Tak, Tak!» udbrød han og gav hende Haanden, medens han glædestraalende saa paa Kniven. Saa tog han Spranget og fór afsted for at vise frem denne Herlighed for alle og enhver.

58Børnene var flinke i Skolen, især Anton og Ella, som derfor ogsaa altid stod øverst paa Gulvet i Kirken, naar de blev overhørte af Præsten. Alle Finnebørn blev dengang underviste udelukkende paa det norske Sprog.

Lind, som i sin Tid havde reist meget i Udlandet og kunde tale Fransk, morede sig ogsaa hjemme i Huset med at lære Børnene saa meget af dette Sprog, at de taalelig godt kunde klare sig i dagligdags Tale, og naar de kom sammen med andre Nordmands- og Finnebørn, var de da ogsaa meget stolte af, at de sig imellem kunde tale et fremmed Sprog, som ingen andre forstod.

Da Anton og Anders var 15 Aar gamle, blev de konfirmerede og sendte til Trondhjem for at gaa paa Skole. Senere skulde de sendes til Kjøbenhavn for at blive Studenter.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.