Skildringer fra Finmarken (Ella)

av Jens Andreas Friis

Tilbage

143Ella blev ikke mange Aar i Frankrige. Hendes Mand blev dræbt i en Duel straks før Revolutionen i Slutningen at forrige Aarhundrede, og hun var Enke. Hun havde imidlertid vundet hans Slægtningers Velvilje, og en af hendes Veninder foreslog, at de for at adsprede hende lidt skulde gjøre en Tur ind til Hovedstaden fra det Landsted, som hendes Mand havde eiet. Hun var rig, da hendes Mand havde efterladt hende hele sin Formue.

Under Opholdet i Hovedstaden kom de en Dag ogsaa hen til en zoologisk Have. Her fik Ella pludselig Øie paa nogle Rensdyr indenfor en Indhegning. Hun sprang øieblikkelig hen til dem; og en liden sort Hund kom hen til Gjærdet.

«Muste, Muste!» raabte hun, og Hunden hoppede glad op imod Gjærdet og slikkede hendes Haand, da hun stak den ind til den. Den havde uventet faaet høre sit rette Navn og Klangen af finske Ord 144og blev ellevild af Glæde. Den fulgte efter hende langs med Gjærdet, hvor hun gik.

«Jeg vil kjøbe Hunden,» sagde hun, og en Herre, som var i deres Følge, fik den ogsaa for en noget høi Pris kjøbt af en af Vogterne. Den fulgte hende, senere saa tro, som om den aldrig før skulde have tilhørt nogen anden.

Men om Aftenen, da hun var gaaet til Hvile, kom dette Syn af Rensdyr igjen frem for hende. Hun kunde ikke falde i Søvn. Gamle Minders Bølger hævede sig op fra Erindringens Hav og kom rullende ind over hende, den ene efter den anden større og større. Der kom Garnes, der sidder hendes kjære Fostermoder inde i Dagligstuen, der kom Familierne ved Ravdosjøen, der kom Anton. «Anton, Anton!» stønnede hun. «Jeg maa tilbage, jeg maa hjem, jeg maa gjense mine Slægtninge, Ravdosjøen og Garnes og Anton. Han maa gjerne kalde mig «Lita», saa meget han vil, jeg skal ikke bryde mig det mindste derom.»

Ella var ikke at formaa til at blive længer i Frankrige, uagtet hendes Mands Slægtninge søgte at overtale hende og gjerne vilde have beholdt hende blandt sig, fordi hun havde gjort sig afholdt af alle, med hvem hun havde gjort Bekjendtskab.

Gamle Minder viste sig idelig for hende som 145lokkende Dioramaer og trak hende Dag og Nat uimodstaaelig tilbage til Norden, og hun reiste.Forfatternote: Historisk.

Det blev en lang Tur. Først med Seilskib fra nærmeste franske Havn til Kjøbenhavn. Derfra igjen med Skib til Haparanda. Herfra med Renskyds langs Torne Elven til Trakterne mellem Enontekis og Koutokæino. Men efter ½ Aars Forløb naaede hun dog frem.

Der blev naturligvis stor Overraskelse i Leiren, da Ella en Dag ud paa Vinteren kom kjørende hen til Mellets Telt og blev gjenkjendt af sine Slægtninge.

Hun spurgte dem naturligvis om Lind og Hustru og Anton; men de kunde ikke give nærmere Besked om dem, da de ikke havde holdt til ved Ravdosjøen i de sidste Aar.

«Men saa maa vi reise did til Sommeren,» mente Ella, «jeg maa ned til Garnes og se mine Fosterforældre igjen. Nu er jeg, ikke længer nogen fattig Finnepige, men en rig, fransk Enke.»

«Tak for Riflen, Du sendte mig,» sagde Mellet.

«Var den god?»

«Ja, udmærket. Der findes ikke Mage til den hele Finmarken.»

«Og Tak skal Du have for Foræringerne til os,» 146sagde Kvinderne. «Se her er Guldringene!» og de viste disse frem paa sine Fingre.

«Og Du er gift, Elsa?» sagde hun til denne.

«Ja, din Broder Mathis og jeg er Mand og Kone.»

«Jeg tænkte ellers engang paa, at jeg kanske burde tage en Mand med til dig fra Frankrige.»

«Aa nei,» mente denne, «jeg er vel fornøiet med den Mand, jeg har.»

Ud paa Vaaren flyttede de til Ravdosjøen, og en vakker Dag gik Ella nedover til Garnes ad den gamle, velkjendte Fjeldsti.

Linds Hustru sad i en Lænestol i Dagligstuen og strikkede. Hun var bleven noget gammel nu, havde graat Haar og brugte Briller; men hun var endnu næsten ligesaa vakker som i gamle Dage.

Medens hun sidder saaledes fordybet i gamle Erindringer, aabnes Døren sagte, og et Finnefruentimmer træder stille ind og sætter sig ned paa Gulvet henne ved Døren. Saaledes er det Skik og Brug blandt Finnerne, at den Fremmede bliver siddende eller staaende ved Døren, indtil han eller hun bliver anmodet om at komme nærmere. En liden sort Hund fulgte ind med og lagde sig ved hendes Fødder. Linds Hustru blev ikke i mindste Maade forundret herover, og hun vedblev at strikke. Det hændte meget ofte, at hun fik Besøg af Finner, da 147hun kunde tale deres Sprog ligesaa godt som de selv og viden om var bekjendt for sin Godgjørenhed og Venlighed. Men da den Fremmede vedblev at sidde der ganske taus, saa hun over Brillerne hen paa hende.

«Ibmel rafhe vissui! Buorre ækked! Guds Fred i Huset! God Aften!» siger den Fremmede.

«God Aften igjen!» siger hun.

«Hvor kommer Du fra?»

«Fra Ravdosjøen.»

«Jasaa, kommer Du fra Ravdosjøen. Er Mellet og Jon der iaar?»

«Ja, og de sender dig, din Mand og Anton sin Hilsen.»

Der var lidt skumt henne ved Døren, saa Linds Hustru ikke tydelig kunde skjelne den Fremmedes Ansigtstræk, men hun syntes, hun skulde have hørt denne Stemme før, og hun holdt op med Strikningen og lagde Brillerne fra sig paa Bordet.

«Hvad heder Du?» spurgte hun. «Kjender Du mig og min Mand?»

«Ja, og Du, kjender Du ikke mig? Har Du glemt mig?» sagde Ella og reiste sig op.

«I Guds velsignede Navn hvem er Du? Er det Ella? Er det virkelig Ella? Barn, Barn, kom hid til mig!» og hun strakte Armene ud imod hende.

Ella sprang hen, faldt paa Knæ og skjulte 148hulkende sit Ansigt i sin gamle kjære Fostermoders Skjød.

Denne løste Finnehuen af hendes Hoved, saa hendes rige Haar rullede ned over Skuldrene, løftede hendes Hoved op og kyssede hende paa Panden.

«Saa skulde jeg dog opleve at se dig igjen mit kjære Barn, Ellasjam,» udbrød hun og kyssede hende atter.

«Hvor har Du været, og hvor kommer Du fra? Fortæl mig nu alt, hvad Du har oplevet.» Og Ella fortalte.

«Men», sluttede hun, «saa greb Hjemveen mig tilsidst. Jeg fik ingen Søvn, ingen Fred, ingen Ro hverken Nat eller Dag. Jeg længtes efter at se dit kjære Ansigt igjen og at bede dig om Tilgivelse. Har Du været meget vred paa mig, fordi jeg flygtede?»

«Nei, kjære Barn, jeg har ikke været vred, jeg har været bedrøvet, men nu haaber jeg, at alt skal blive godt igjen.»

Lind kom nu ogsaa ind og blev ikke mindre overrasket ved at se Ella og høre hendes Historie.

«Og nu er Du Enke?» sagde Lind.

«Ja tænk, jeg en fattig Finnepige er nu en rig, fransk Enke.»

«Og ung Enke, ikke mere end, lad mig se, 24 Aar.»

149«Hvorledes lever Anton og Julie?» spurgte Ella. «Det er vel længe siden, de blev gifte?»

«Gifte. De er ikke det allermindste gifte.»

«Er ikke Anton gift?» udbrød Ella.

«Nei, efterat han kom tilbage fra en Fjeldtur, han gjorde for at finde dig igjen, har han levet som Eremit, saa fortvivlet blev han, da han fik vide, at Du var tabt for ham. Men nu kanske der igjen kan blive Menneske af ham, naar han faar se dig igjen.»

«Skulde han virkelig holde lidt af mig, tror Du?»

«Holde lidt af dig! Anton har aldrig elsket nogen anden Pige end dig lige fra Guttedagene af, det har han bekjendt for sin Moder. Nu skal jeg sige dig, hvad Du skal gjøre. Du skal liste dig sagte ind til ham. Jeg er vis paa, at han i Aften, som ellers, sidder med Hovedet støttet paa Albuerne og grubler over en eller anden Bog. Han vil hverken høre eller se dig komme ind. Saa skal Du liste dig hen bag ham, tage ham med begge Armene om Halsen og give ham et ordentligt Kys, saa tænker jeg, at han vaagner op af sine elendige Grublerier.»

«Tror Du, at jeg tør gjøre det? Han kunde blive vred paa mig.»

«Vred paa dig! Nei, Du kan være tryg. Det eneste er, at han vil blive saa overvættes glad, haar han ser dig og kjender dig igjen, han vil klemme 150dig ind til sig med sine store Bjørnelabber. Men kryster han dig altfor haardt og kysser dig altfor slemt, saa bare skrig, saa skal vi komme ind og hjælpe dig og rive dig fra ham.»

De gik alle tre ned til Antons Bolig, og han sad ganske rigtig bøiet over en Bog med Ryggen mod Døren.

Ella listede sig hen bag ham, tog ham om Halsen og lagde sit lille, smukke Ansigt ind til haus Kind.

Han vendte sig om og fór op.

«Ella!» udbrød han. Er det virkelig Ella?»

«Ja, det er Lita, som kommer tilbage til dig.»

Han greb hende i sine Arme og trak hende ned til sig paa sit Fang i Lænestolen.

«Drømmer jeg!» udbrød han.

«Nei, Du drømmer ikke. Det er virkelig mig, Lita, som kommer hjem til dig», sagde hun og skjulte sit Ansigt ved hans Bryst.

«Gud velsigne dig,» udbrød Anton; «og Du er ikke gift?»

«Nei, jeg er Enke.»

«Ella, jeg har været saa ulykkelig, siden jeg i Fjeldet fik høre, at Du var gift og reist til Frankrige. Gid Du aldrig nogensinde maa føle, hvad jeg følte, da det blev mig fortalt. Det blev 151ligesom ganske sort inden i mig og ligkoldt, og jeg reiste hjem igjen uden at vide, at jeg levede.»

«Jeg troede, at Du slet ikke brød dig det mindste om mig,» sagde Ella, «derfor rømte jeg.»

«Jeg har aldrig elsket nogen anden end dig, Ella,» udbrød Anton, «og nu spørger jeg dig ærligt og alvorligt, Ella, vil Du nu blive min Hustru?»

«Ja, Anton.»

«Og aldrig mere rømme?»

«Aldrig.»

Nu kom Lind og hans Hustru ind, bukkede, neiede og gratulerede. Derpaa gik de alle fire op igjen i den gamle Dagligstue og havde nok at fortælle om udover den sollyse Nat.

Der var ikke en eneste Sky paa Himmelen, da Anton ud paa Morgenen gik ned igjen til sit Studerkammer.

Før han lagde sig, satte han alle de Bøger, der laa paa Studerbordet, op igjen paa sin Plads i Boghylden.

Han havde afsluttet sine theoretiske Studier og vilde nu tage fat paa Praksis.

*

Bryllupet stod paa Garnes ved Juletider. Ella vilde ikke, at de skulde holde Bryllup, førend Huset nede ved Havnen var bygget meget større 152og hun fra Trondhjem havde faaet en hel Jagteladning af forskjellige smukke Møbler, Kjøkkenredskaber og Dækketøi m. m. Hun var rig og vilde have et smukkere udstyret Hus end noget andet Ægtepar i hele Finmarken. Det var tilgiveligt, at, det fattige Finnelægdbarn satte lidt Forfængelighed i nu at optræde som en fin og rig fransk Dame, der udviste en udsøgt Gjestfrihed i sit pragtfulde Hus og trakterede med franske Retter efter en Spiseseddel paa Fransk.

Til Bryllupet blev naturligvis indbudne Mellet Jon, Mathis, deres Hustruer og ligesaa gamle Lørdags-Simen.

«Blot han nu ikke spiser sig ihjel,» mente Ella.

Saa traf det sig ogsaa saa heldigt, at Anders Porsanger, som da var Provst i Østfinmarken, netop kom paa Besøg til Lind med sin Hustru og to Børn, førend han tiltraadte sin ulykkelige Reise til Kjøbenhavn.

Ellas Brudedragt var en saa smukt udstyret Finnekufte med Sølvbælte og anden Slags Finnestads samt Tophue, at man aldrig før havde seet noget lignende i Altens Kirke.

Den lange Række Ren, som førte Brud og Brudgom, Forældre og Bryllupsgjester fra Garnes til Altens Kirke, anførtes af Mellet. Derpaa kom Bruden i en stadselig Pulk, trukken af en kridhvid 153Ren, den smukkeste, som havde været at opdrive Fjeldet. Om Halsen havde den en Krave med en stor Bjelde og om Livet et bredt Belte, udsyet med mangefarvet Traad og behængt med Sølvsirater samt en Utallighed af Smaabjelder.

Anders Porsanger viede den og holdt en brilliant Tale over den gamle Tekst, som han havde brugt ven Elias Dukkers Brudevielse: «Vi ville haabe det Bedste.»

Om Aftenen første Bryllupsdag sad Bruden i en Kreds af Brudepiger foran Peisen i den gamle Garnesstue og fortalte om sin Reise og sit Ophold i Frankrige.

Saa kom der listende ind en Mand med sortsmudsigt Ansigt og klædt i en elendig fillet Pæsk, Der laa Sne paa hans Skuldre, Hoved og Bryst, og han skalv af Kulde.

I en klynkende Tone bad han om Husly og om at maatte faa Lov til at gaa hen til Ilden for at varme sig en Smule; thi Veiret udenfor, sagde han, var saa forferdeligt, at han var aldeles forkommen af Kulde. Straks efter kom nok en saadan Tigger ind og bad om Husly, saa nok en, og saa en fjerde. Bruden og Brudepigerne begyndte at blive ængstelige, da disse fæle Tiggere kom nærmere hen til dem. Hverken Lind, Brudgommen eller Anders Porsanger var tilstede netop i Øieblikket, 154men kun et Par andre Herrer foruden Damerne. Disse reiste sig op og stod i en Klynge omkring Bruden, da Tiggerne kom endnu nærmere og ligesom dannede en Kreds omkring dem.

Pludselig griber den høieste af dem, han, som først kom ind, Bruden i sin Favn, og to af de andre binder øieblikkelig hendes Arme og Ben. Baade Bruden og Brudepigerne satte i at skrige, og de to Herrer, som var tilstede, søgte at rive Bruden fra Voldsmændene; men de blev overmandede af hans Følgesvende, og den store og sterke Røver banede sig let Vei gjennem Kvindeskaren og rømte med Bruden i sin Favn ud igjennem Døren. Her udenfor stod 4 Ren, spændte for hver sin Slæde. Han kastede Bruden i den ene af disse, bandt hende fast, satte sig selv i Slæden paa hendes Fang og for afsted i vildeste Fart nedover mod Havnen. De tre andre fulgte øieblikkelig efter med de andre Ren. Gjesterne sprang skrigende bagefter, raabende om Hjælp. Men Røverne var snart ude af Syne og forsvandt med Bruden.

Netop saaledes gik det ogsaa til i gamle Dage, da det var Skik og Brug iblandt Finner og forskjellige andre Folkeslag, at naar en ung rask Karl vilde gifte sig, saa maatte han ikke tage nogen Brud inden sin egen Stamme, men sammen med en 155Flok Kammerater drage ud paa Togt og røve sig en Brud fra en fiendtlig Stamme.

Da Anton med Bruden i sin Slæde kom ned til sin egen Bopæl, stod Lind og Hustru der foran Døren med Hænderne sammen i Kors over sine Hoveder og dannede en Æreport. Brudgommen løftede Bruden af Slæden, og med et: «Gud velsigne Eder,» fra Lind og Hustru samt: «Vi vil haabe det Bedste!» fra Anders Porsanger smuttede de to Lykkelige ind i sin egen Stue.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Skildringer fra Finmarken (Ella)

I Skildringer fra Finmarken (Ella) fra 1891 møter vi igjen Lajla fra Fra Finmarken (Lajla) (1881), men denne gangen har hun en birolle.

Ella er datter til Mons Eira, men blir gitt til Aslak Kvæn da foreldrene hennes omkommer i en ulykke. Da Lajla, som nå er gift med handelsmann Lind, oppdager at Aslak ikke behandler barnet godt, adopterer hun barnet. Ella får dermed norsk oppdragelse og skolegang. Men etterhvert opplever hun at det ikke er helt uproblematisk å høre til to folkegrupper.

Som Fra Finmarken (Lajla) er også Skildringer fra Finmarken (Ella) en blanding mellom en roman og en folkelivsskildring. Hele kapitler er viet forklaringer og beskrivelser av samisk levesett og språk.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1891

Les mer..

Om Jens Andreas Friis

J. A. Friis var språkforsker og forfatter. Gjennom sine mange reiser nord i Norge og Finland utviklet han en stor interesse for området og dets befolkning og for samisk og finsk språk.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.