II.

Ja – men vi maa betænke – mine Damer og Herrer! at det her ikke blot gjælder at komme den betrængte Menneskehed tilhjælp i sin Almindelighed; men at vi have sat os til Opgave at virke indenfor et bestemt Omraade. Paa samme Tid som jeg derfor af fuldt Hjerte kan slutte mig til de af Hr. Konsul With fremholdte Synspunkter, maa jeg dog fastholde, at vi ikke bør gaa ud over vor egen Begrænsning. Det er nok muligt, at Nøden – og hvad her særligt vedkommer os: den sædelige Fordærvelse blandt de unge Piger –, at den kan være ligesaa stor – ja kanske meget større i St. Pauli Menighed end her i St. Petri. Men jeg tror dog, at skal vort Arbeide ret bære synlige Frugter til Velsignelse, saa bør vi 28holde os inden den af Gud selv anviste Begrænsning, og det er – mener jeg – vor egen Menighed.»

«Aa – hvor det er sandt, hvad Kapellanen siger der,» sagde Fru Bentzen glad; «det er ganske som førend jeg fik mine visse Fattige. Alt hvad jeg gav, hvad vi øste ud, det forsvandt sporløst, og der blev bare fler og fler, som kom og tiggede. Men nu lader jeg bare Pigen svare: «vi har vore visse». Saa ved man, at ingen uværdige faar, og saa kan man da se usynlige Frugter – nei – velsignede Frugter –; hvorledes var det nu Kapellanen sagde, det var baade saa sandt og saa smukt.»

«Synlige Frugter til Velsignelse –» sagde Kapellanen beskedent rødmende.

«Ja – saa var det –» sagde Fruen og gjentog Ordene halvhøit, forat huske dem.

«Jeg for min Del tror nu ikke engang, at det er Ret at give og hjælpe iflæng –,» sagde den nye Politimesters unge Frue og sænkede beskedent sine smukke Øine.

Kapellanen bukkede anerkjendende for Fruen og gjorde opmærksom paa, at det ogsaa hedder i Skriften, at det ikke er Ret at tage Brødet fra Børnene og kaste det for de smaa Hunde. Dertil knyttede han nogle Bemærkninger, 29hvori han atter fremholdt, at den Forening for faldne Kvinder, man her var samlet forat stifte, strængt burde holde sin Virksomhed inden St. Petri Menigheds Grænser.

Grosserer With havde igrunden ikke det mindste at indvende herimod. Han havde talt nogle almindelige Ord i hyt og Veir, forat sige noget. Nu maatte han da forklare, at det blot havde været hans Mening – saaledes i store Drag – hm! at give en Antydning af, hvad der efter hans – hm! – Formening burde gjøres ligeoverfor dette hm! – dette Samfundsonde.

Kapellanen komplimenterede ham for de værdifulde Bidrag, Konsulen havde ydet til Sagens Belysning, hvorefter Diskussionen om dette Punkt betragtedes som afsluttet, og det af Kapellanen foreslaaede Navn blev vedtaget: Foreningen for faldne Kvinder af St. Petri Menighed.

Konsul With glattede sine sorte Knebelsbarter og lurede sig til at se paa Uhret. Det var hans Kone, som havde tvunget ham til at deltage i denne Forsamling, hvori der foruden ham ikke fandtes andre Herrer end Kapellanen. Forøvrigt var det et Udvalg af Byens allerfineste Damer, der var traadt sammen i denne Anledning ifølge Indbydelse fra Kapellanen.

30Konsul With var taget med, fordi man ønskede et af Byens rigeste og bedste Navne blandt Stifterne.

Ondskabsfulde Mennesker vilde kanske finde, at Konsulen tog sig lidt underligt ud netop i en Forening af den Art; thi han havde i Virkeligheden ikke det bedste Rygte.

Nogle fandt en Undskyldning for ham i den Omstændighed, at Konsul With næsten havde gjort, hvad Kierkegaard vil, at Luther skulde have gjort – nemlig: giftet sig med et Strygebræt. Thi Fru With var visselig noget af det fladeste, man kunde se for sine Øine.

Andre fandt, at hun fortjente det ikke bedre, naar hun kunde være saa taabelig at indbilde sig, at den smukke Otto With havde taget hende for andet end for gamle Skipper Randulfs Penge.

Men Konsulen selv var saa smidig og glat, saa elskværdig og beleven, at Rygterne gled af ham. De, som kjendte ham nøie, lo af ham: han var nu engang uforbederlig; men de fleste mente, han var ikke saa slem som der sagdes.

Imidlertid fortsattes Forhandlingerne; de forberedende Arbeider aftaltes og fordeltes mellem de Tilstedeværende. Dette var imidlertid ikke uden Vanskelighed, og Kapellanen maatte være yderst varsom, forat manøvrere mellem alle disse Damer uden at støde nogen.

31Især kunde han mærke, at der var flere af Damerne, der eftertragtede Posten som Foreningens Sekretær. Og dette var for en Del Kapellanens egen Skyld. Thi han havde halvt spøgende udmalet det interessante og ansvarsfulde ved saaledes at føre en stor, tyk Protokol med Rubriker af rødt og blaat Blæk.

Denne tykke Protokol syntes specielt Fru Politimesterinden at have forelsket sig i; og hvergang Secretærposten kom paa Tale, lod hun sine smukke Øjne hvile paa Kapellanen med en blufærdig Bønfaldelse.

Men der var andre, som kunde være mere værdige til denne Udmærkelse. Først var det nu Fru With, i hvis elegante Selskabsværelse Forsamlingen fandt Sted, og fra hvem man ventede det største Bidrag. Men Kapellanen havde listeligen tænkt at affinde sig med hende ved at gjøre hendes Mand – Konsulen til Foreningens Formand.

Saa var der den rige Fru Fanny Garman fra Sandsgaard. Hun saa rigtignok ud, somom hun bare kjedede sig og ikke brød sig om nogenting; men det kunde dog hænde, hun vilde tage en Forbigaaelse ilde op; man kan aldrig vide det.

Og saa var det ogsaa et stort Spørgsmaal, om han ikke rettest burde tilbyde sin Sognepræsts 32Frue denne Sekretærpost. Pastor Martens havde paa sin Kones Vegne modtaget Indbydelsen til at deltage i Foreningen. Men han havde rigtignok tilføiet, «at skjønt hans Lena med Liv og Sjæl interesserede sig for Sagen, var hun desværre saa svagelig, at hun helst som en stille Kvinde holdt sig indenfor Hjemmets lune Hegn.» Hun var hellerikke tilstede i Mødet.

Kapellanen begyndte at blive urolig; han var forholdsviis ny i Menigheden; og Stiftelsen af denne Forening for faldne Kvinder i St. Petri Menighed skulde egentlig være hans store Entre. Nu følte han allerede Vanskelighederne; denne Secretærpost – hvad skulde han dog gjøre med den? Men som han sad og vred sig i alle disse Betænkeligheder, blev der banket paa Døren, og Frøken Falbe traadte ind.

Efter en flygtig Hilsen til Fru With begyndte hun kort og fyndigt – henvendt til det samlede Selskab: «Jeg har hørt, at her dannes en Forening for at redde unge Piger; og da jeg tænkte, at her kunde blive Rift om Pladserne, vilde jeg skynde mig at anbefale en ung Pige, som i høi Grad trænger til at reddes ud af sine Omgivelser. De kjender hende vist ogsaa – Fru Bentzen! – det er den lille Else hos Madam Späckbom.»

33Fru Bentzen rystede sig og børstede en Traad af sin Kjole; – jovist kjendte hun hende; Alverden kjendte jo den lille fordrevne Tingest; men hun maatte jo rigtignok tilstaa at –

Ogsaa flere af de andre Damer mumlede og hviskede til hinanden; men Konsul With var saa uforsigtig at raabe: «A – De mener Loppen – Frøken Falbe! – en nydelig – hm! hm!» Det hjalp ikke, at han hostede; Strygebrættet sendte ham et Blik, og Fru Garman lo aabenbart bag sin store Vifte. Men Frøken Falbe fortsatte sin Anbefaling, idet hun skildrede alle Fristelserne ved Livet i Arken.

«At Frøken Falbe kan holde ud at bo i et saadant Hus –» sagde Strygebrættet ud i Luften.

Frøkenen tvang sig til at tie. Men da ingen syntes at ville svare noget, sagde den lille Politimesterfrue: «Undskyld! – jeg er jo endnu saa fremmed; men bor den omtalte unge Pige indenfor St. Petri Menigheds Grændser?»

Dette skarpsindige Spørgsmaal gjorde et saa godt Indtryk paa Kapellanen, at han bestemte, at hun skulde have Secretærposten. Imidlertid blev det snart bragt paa det rene, at Arken virkelig laa indenfor St. Petri Menigheds Grændser, og der opstod atter en liden pinlig Pause. Thi allesammen vilde gjerne være 34mod Frøken Falbe, men ingen vidste, hvilke Indvendinger, de skulde finde paa.

Da sagde Kapellanen: «Undskyld Frøken Falbe! – men da De kjender denne Forenings Formaal, ved De ogsaa, hvilke Mennesker i Samfundet, vi gaa ud paa at redde. Tillad mig derfor et Spørgsmaal: Er den af Dem anbefalede Pige en falden Kvinde?»

«Det ved jeg ikke –», svarede Frøken Falbe hurtigt og blev rød; men strax efter tilføiede hun roligt: «hun er ikke mere end sytten Aar, og netop derfor haabede jeg, at hun kunde reddes. Thi efter de Omgivelser, hvori hun voxer op, synes det mig næsten en Nødvendighed, at hun maa falde og synke – som vi saa ofte ser Piger i hendes Stilling gjøre.»

«Ja – Frøken! – dertil maa jeg svare, at jeg for det første ikke deler denne moderne Anskuelse af Nødvendigheden. Jeg for mit Vedkommende tror, – og jeg er – selv om Tidens nye Visdom vil le af mig – jeg er lykkelig ved at tro, at selv der, hvor Menneskenes Øine ser den sikre, den nødvendige Vei til Fordærvelsen, selv der er der Plads for Guds kjærlige Raadslutning. Og hvad nu selve Sagen angaar,» tilføiede Kapellanen og saa sig om i Forsamlingen, «saa maa jeg herved gjentage, hvad jeg allerede tidligere har havt den 35Ære at udvikle i denne Kreds: – at – ligesom vi have fundet det at være vor Pligt at indskrænke vor Virksomhed til en bestemt Menighed, saaledes maa vi ogsaa fastholde, at vort Redningsarbeide omfatter en vis bestemt Klasse af Medmennesker. Dette har vi ogsaa villet udtrykke i det Navn, vi have valgt: Foreningen for faldne Kvinder – altsaa kun for de Ulykkelige, vi benævne faldne Kvinder – af St. Petri Menighed.»

Denne Tale blev modtaget med dæmpet, men ivrigt Bifald af alle Damerne rundt Bordet; og der hørtes flere: «naturligvis»; – «det er klart»; – «saaledes maa det selvfølgelig være».

Et Øieblik saa det ud, somom Frøken Falbe vilde give et heftigt Svar, – hun var mange Gange saa uberegnelig. Men hun stansede og lod det bero med en tør Undskyldning, «fordi hun var gaaet feil» – som hun udtrykte sig.

Derpaa forlod hun Forsamlingen.

«Saaledes er det altid med Frøken Falbe,» udbrød Fru With, da Døren var lukket, bestandig følger der noget ubehageligt med hende!»

«Hun er saa forunderligt haard,» sagde Fru Bentzen.

«Jeg frygter for, hun fattes den rette Aand,» sagde Kapellanen mildt alvorligt.

36«Saavidt jeg ved,» indskjød Fru Politimesterinden med sin uskyldige Stemme, «er Frøken Falbe ikke Medlem af nogen velgjørende Stiftelse i Byen?»

«Nei! – vi havde hende med fra først af i Pleiestiftelsen for Smaabørn,» svarede Fru Bentzen; «men hun var saa umedgjørlig og herskesyg; og tilslut kom den Historie med Kvaksalversken.»

Denne Historie blev nu fortalt. Den passede desto bedre til Situationen som den just dreiede sig om den samme Else, som Frøken Falbe havde anbefalet. Fru Politimesterinden erkyndigede sig meget ivrigt om Afstanden mellem Frøken Falbes Alder og den unge Piges, – en Skarpsindighed som Kapellanen ikke kunde undlade at anerkjende i sit stille Sind.

Men først da Doktor Bentzen kom til, han var Husets Læge, fik man ordentlig Besked om den hele Skandale.

Da han hørte, hvorom Talen var, stak han sin røde Næse iveiret og begyndte i en Strøm af Ord at rakke ned paa Arken fra øverst til nederst. Den var en Skam for den hele By; Puppelene var en Hælerske, der holdt det Drog af en Musikant, forat narre Politiet. Frøken Falbe og Broderen var omtrent af samme Surdejg; men da han kom til Mam Späckbom og 37Loppen, snakkede han sig selv op i et saadant Raseri, at hans Kone – som hun pleiede – maatte gaa hen og klappe ham og lempeligt puffe ham ud af Døren.

Efter disse Afbrydelser kunde man ikke faa Forhandlingerne igang igjen. Fru Fanny Garman havde knappet sine Hansker, og man havde allerede længe seet Sandsgaardshestene foran Vinduet. Fru Fanny havde ikke aabnet sin Mund undtagen til at gabe. Af og til gjorde hun en Grimace af Kjedsomhed til Konsul With, som han besvarede, naar han turde.

Kapellanen vilde egentlig have sluttet med en liden Bøn. Men det faldt sig ikke saa. Det brusede og knitrede saa underligt i Damernes Silkekjoler, da de nu begyndte at reise paa sig, saa han kom sig ikke til at begynde.

Denne Forening var desuden lidt forskjellig fra de talrige Missions- og Velgjørenhedsselskaber, hvor det religiøse pleier at være saa stærkt fremtrædende. De fleste af de her tilstedeværende Damer deltog ialmindelighed ikke i saadant; og det havde netop været Kapellanens Hensigt til sin Forening at samle de allerfineste Damer, som ellers blot indskrænkede sig til at yde Pengebidrag.

Hermed var det dog ingenlunde hans Mening at gjøre sin Forening mere aristokratisk 38og exclusiv end de andre Foreninger i Byen. Men han var af den Anskuelse, at Præsterne i vore Dage altformeget henvende sig til Middelklassen og undlade at paaminde dem, der staa øverst i Samfundet og tro sig i Besiddelse af den høieste Dannelse.

Det var denne Anskuelse, han vilde hævde.

Men Byen forstod ham desværre ikke. Og ligesom der altid mellem de utallige Foreninger for alslags Mission og i den talløse Vrimmel af Bazarkommitteer i ethvert optænkeligt Øiemed allerede herskede Konkurrance og stærk Rivalisering, saaledes enedes alle om at se med skjæve Øine til denne nye Konkurrent, – denne fine, høifornemme Forening for faldne Kvinder af St. Petri Menighed, – med Konsul With til Formand!

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.