VIII.

Det var en rigtig Julenat – stille og ren. Hvide lette Skyer strøg som Englevinger forbi de blanke Stjerner, og Maanen, som var kommen sent op, tindrede over den nye Sne og udover den mørkeblaa Fjord mod Havet.

Over hele Byen svævede der en let Duft af Gaasesteg og Punch; og lig fjern Salmesang lød der en lind Snorken fra alle dem, der sov rundtomkring med overlæssede Maver.

De smaa sov dybt – udmattede af Lykke og drømte om Tinsoldater og Sukkertøi.

De store sov uroligt – kastede sig hid og did og syntes, der sad dem en fed Gaas paa Brystet og gned dem med Smult under Næsen.

Men Loppen sov bedst af dem alle. –

«Jeg synes minsæl, jeg kunde faa Fred Julenat,» sagde Doktor Bentzen sint, idet han 115kom ud af Fængselsbygningen, «det var noget, jeg kunde sagt paa Forhaand, at hun vilde drikke sig ihjel, og ethvert Barn kunde da se, at hun var død. En anden Gang kan De vente til Morgenen – Hansen Far!»

«Undskyld Hr. Doktor! men jeg har Ordre til uopholdelig at lade Døden konstatere,» svarede Arrestforvareren ydmygt, han stod igjen i Døren; – «glædelig Jul! – Hr. Doktor.»

Doktoren brummede og skyndte sig gjennem de tomme Gader til sin varme Seng. Det var bidende koldt, et surt Drag af Nord stod ind fra Havnen.

Imidlertid tog Maanen Stykke efter Stykke for sig af Byen og Landet, besaa altsammen med sit kolde, ligegyldige Øie – først paa den ene Kant og saa paa den anden; og naar den var færdig, lagde den en sort Skygge over og tog fat paa det næste.

Saaledes kom den ogsaa til Fængselsbygningen, kigede skraat ind gjennem et Gittervindu, og der fandt den Loppen paa en Bænk ved Væggen.

Hendes Kjole stod oppe i Brystet, fordi Doktoren havde lyttet til Hjerteslaget, og den ene Arm hang ned mod Gulvet.

Munden var halvaaben, og Blodet paa Læberne gjorde den sort og stor. Hun var 116styg – fælslig styg – som hun laa der vissen og ussel i det kolde Lys af Maanen.

Sin Skjønhed havde hun mistet og andet med den. Ellers havde hun ikke havt stort at tabe i Livet; og nu, da hun gik bort, var hun hellerikke noget Tab for Livet. Der stod vistnok etsteds en Tallerken sveden Risengrynsgrød til hende; men ellers var der ikke noget eller nogen Plads i Livet, som tilhørte hende, saa hun kunde gaa bort uden at forstyrre.

Der var ganske stille i den store kolde Stenbygning. Kun af og til udover Natten blev der en Smælden med Døre, Raslen med Nøgler, Skridt og Stemmer, der tabte sig bortigjennem lange Gange, hvergang en af Banden blev fanget og bragt ind. Thi Politimesteren havde i et Anfald af Energi besluttet at gribe hele Flokken, som saa længe havde været en Skam for den dydige By.

Alligevel fik de ikke fat paa dem, de helst vilde have. Mekaniken, som Politiet havde en Tæft af, var og blev som sunken i Jorden. Og Puppelene kunde man ikke faa noget Paaskud til at sætte fast; thi allerede Klokken syv blev hun funden sovende Uskyldighedens Søvn i sin Seng.

Da Svend blev bragt ind, spurgte han efter Else. Men da de fortalte ham, at hun 117var død, blussede hans Taterblod op i et vildt Slagsmaal med Slutteren og Betjenten, saaat man lagde Jern paa ham.

Dernæst blev det igjen ganske stille i den store, kolde Stenbygning, og Maanen fortsatte sin Runde. Den havde dvælet længe ved Else; thi der var meget at se. Det var ligesom et Udtog af et helt Menneskeliv, som laa her, en hel Historie, – en gammel Historie forresten.

Der manglede ingenting; det var der alt. Hun havde sit Tørklæde, sin Kjole, sine gamle Støvler og de Filler, hun brugte til Underklær; – ja i Lommen havde hun endogsaa sin brune Barnehue med de rosenrøde Hagebaand. Andet ejede hun ikke; fra Barnehuen til hendes sidste Filler havde de troligt fulgt hende; – hvad Livet havde bragt hende fra Fald til Fald, havde Strømmen skyllet sammen i en Krog af Fængselet; ja – indtil Roserne – saa var de der! Frosten tegnede dem paa Ruden bag Gitteret, og den skalv paa Haanden, somom den frøs af sig selv – eller om det kunde være Medlidenhed.

Et Par Mus bedes og peb under Bænken; der løb en over Gulvet og blev borte. Klokken i Kirketaarnet slog fem; Lyden skalv længe i den tindrende kolde Morgenluft. Men Maanen trak langsomt sit Lys opad Væggen og ud 118gjennem Vinduet; og idet den gik, bredte den et tykt og blødt Teppe af Mørke og Glemsel over Else, som sov. –

Og Maanen blev ved at lade sit kolde, ubarmhjertige Øie glide hen over Jorden; og Natten krøb sammen i Skyggerne – ræd for sine onde Hemmeligheder.

Men tilslut væltede den tunge, stivfrosne Jord sig ligesom i Smerte bort fra Maanen, og Solen begyndte at skinne paa Kirkespirene, der vare forgyldte til Guds Ære.

Og alle Byens Kirkeklokker ringede og kimede Julemorgenens festlige Jubel ud over den ganske Menighed. Og Børnene sprang op i Skjorten, forat lege med det nye Legetøi, eller forat spise noget sødt, som det ikke havde været dem muligt at faa Plads til igaar.

Men alle de Voxne pyntede sig og gik i Kirken.

Derfor var den ogsaa ganske fuld, og Pastor Martens maatte formeligt trænge sig frem til Prækestolen.

Vintersolen legede muntert med de brogede Farver, som den tog fra Glasmalerierne i det store Korvindu; skjød skraa Straaler forbi Altertavlen og sendte farvede Lys af rødt og grønt og ildende gult nedover Koret. Der laa som 119et festligt Smil over den hele Kirke, en straalende, velsignet Julestemning.

Derover var det ogsaa, Pastor Martens prædikede.

Julefesten var ikke blot en verdslig Glædesfest, en Hjertefest, en Børnefest; men den var tillige – ja først og fremst en religiøs Fest, hvor hver Glæde, hver Nydelse havde dybere Grund og Rod. Og som han gik over til Dagens Text, dvælede han særlig ved de fromme Indtryk fra Barneaarenes Jul; og for Menighedens Øine fremmanede han de yndige Billeder af Barnet i Krybben, af Hyrder og Engle og ofrende Konger, medens Ordene faldt fra Prækestolen mildt og inderligt som i barnlig Henrykkelse.

Dersom det virkelig var saa, at et eller andet haardt Ord fra de tordnende Taler om Helvede og Dom havde forstukket sig hist eller her bag Stenblomsterne, saa blev det grundigen udfeiet idag. Alle Billeder fra Smertens og Forsagelsens Religion skubbedes lempeligt tilside, og han, som hang og sledes ihjel med Spigre gjennem Hænder og Fødder – han blev til det yndigste lille Barn, og ham! – ham havde de lagt i en Krybbe.

Den gode Pastor Martens fik Taarer i Øinene, og hans Stemme blev graadkvalt: der 120var noget saa usigeligt rørende i dette. Og saa det, at det i Verden ringe og foragtede – at det netop var den sande Højhed, den sande Majestæt – deri var der ogsaa noget saa uendeligt velgjørende og beroligende. Saa havde da ingen Ret til at klage over sin Plads i Livet, – ja hvem vilde vel gjøre det, naar det laveste var det høieste – naar de ringe og foragtede vare de udvalgte! – hvor livsaligt – o! hvor livsaligt at vide dette! – maatte vi bare alle med Barnesind vende os mod Barnet i Krybben hist i Betlehems Stad.

Pastor Martens talte med sand Begeistring. I hans smukke Stemme dirrede hele en Offerdags spændende Forventning, og da han kom til Slutningsbønnen og Kirkebønnen, som han kunde udenad, betragtede han nøiere de enkelte blandt Menigheden dernede.

Han fandt strax den rige, gamle Skipper Randulf – Konsul With’s Svigerfar, som pleiede at gaa forrest i Rækken af de Ofrende. Thi her herskede endnu «den fromme og christtækkelige Skik» – som Martens sagde –, at Menigheden personlig frembar sit Offer for Sjælehyrden.

Og Pastor Martens tænkte paa de store, flade Konvoluter, i hvilke der ikke kunde være andet end Sedler, men ogsaa paa de beskedne 121Tutter med Sølvpenge; – thi han foragtede end ikke Enkens Skjærv –, og selv det usle Kobber faar en velsignet Klang, naar det nedlægges i Ydmyghed paa Herrens Bord.

Det var en af de bedste Prækener, man havde hørt af ham; og Præsten Martens indtog en anerkjendt Stilling blandt de mest fremragende geistlige Talere i Landet.

Menigheden følte sig saa usigeligt vel, saa barneglad, saa juleglad. Fru Politimesterinden bøiede sig fremover og sagde til Fru Bentzen, at hun langt nede i Kirken kunde se en Hat med skotsk Besætning, som hun selv havde syet og foræret bort til Julen, – og det gjorde hende saa godt at se.

Fru Bentzen nikkede smilende tilbage: «jeg føler mig, somom vi alle var en stor Familie.»

Imidlertid fortsatte den gule Vintersol sin Leg med de farvede Straaler. Fra Sankt Lucas’s Oxe tog den en brun Flæk og klistrede den i Ansigtet paa Klokkeren, der sad i Galla-Andagt bag det lille beskedne Bord, hvorpaa hans Offer skulde henlægges.

Og videre nedover Kirken gik de skraa Straaler og lagde hist og her en Helgenglorie om et og andet Hoved dernede.

122Men der var jo ingen Helgener blandt dem, og det var netop saa godt. Alle havde sine Skrøbeligheder og alle kjendte dem. Snarere kunde der vel være en og anden, som havde vel mange Skrøbeligheder; men – Herregud! hvem vilde paa en saadan Dag gaa irette med Næsten.

Enhver følte sig saa tryg paa sig selv, saa fornøiet med sig selv, saa overstrømmende kjærlig og barnlig from. Man smilede til hinanden og trykkede sig sammen paa Bænkene, forat alle kunde faa sidde; det var nydeligt at se den elegante, fornemme Konsul With reise sig, forat overlade sin Plads til gamle Madam Späckbom. Det var rigtig en dejlig Juledag, og Kirken var opvarmet, saa man sletikke behøvede Fodposer.

Og Tanken dvælede ved den lange Række af Festdage og glade Selskaber, som nu stod for Døren. Man var netop i Humør til at tage fat, til at gaa sig en lang Tur i den friske Vintersol og vende hjem med god Appetit, forat møde Lugten af Rybesteg i Gangen.

Og fra de høie, solfyldte Hvælvinger sænkede sig en hellig Julestemning beroligende som en god Samvittighed over den ganske Menighed.

Men Kirken fyldtes med brusende Toner. Organisten spillede et Festpræludium med brede, 123triumferende Harmonier. Og da Salmen begyndte, istemtes den freidigt og jublende af hele Menigheden; – de fleste behøvede ikke engang at se i Salmebogen; thi det var den gamle herlige Julesalme:

I denne søde Juletid
Tør man sig ret fornøie. –

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.