Elskede Amalie

Appendiks II

Notater og lapper omkring skilsmissen

Disse forskjellige notatene finnes på små lapper som ligger spredt blant Eriks papirer på KB (NKS 4501, 4°. Forskellige optegnelser, kps. 18). Jeg har delt dem opp i tre bunker:

A) er skrevet med Amalies håndskrift på baksiden av noen papirer med Eriks stenograferte referater fra Rigsdagen. De ligger sammen i en konvolutt med «Hjærtesuk» skrevet på utsiden (av Erik?)

B) er skrevet med Eriks håndskrift på fire sammenhengende lapper. De er nummerert, men ikke datert.

C) er også skrevet med Eriks håndskrift, men spredt omkring i papirene og ikke datert (bortsett fra den første). Det er ikke mulig å bestemme i hvilken rekkefølge de ble skrevet.



A) Skrevet av Amalie

Det er det sidste forsøg på at tro på at der endnu er en fremtid for mig, der har givet mig kraft til at skilles. Hvis jeg havde givet efter for den ofte gjenkommende følelse af at potten var ude, så havde jeg taget mit kors på mig og var blevet i ægteskabet. Det har tæret al min kraft for jeg har sat alt ind på det. Og når jeg i den senere tid er flygted, så har det været uden tro uden begejstring uden følelse af at ny fremtid var mulig. Jeg har været hunden, lukket inde i envilje til at gjøre dette ene til det virkelige liv, godt, fint.

– – – – – –

Lørdag nat
[i margen: Schandorphs aften i samfundet]
Her sidder jeg med alle tankerne hos Dig.
Hvad har det dog været for en uudholdelig aften!
Jeg tænker nu måske mest på det Du fortalte om hvad der var bleven sagt om Dig.
Min egen tillidsfulde ven, Det er det, der er så vanskeligt at lære at man skal indrette sit væsen efter slet selskab – de, der sætter den onde, dumme gemene forklaring til ens ord – og ikke efter det gode man en af hundrede gange møder. Hvor alt er en stor tragedie! Kunde vi dog ikke komme til at tale sammen snart igjen?
De tusinde ting, vi nu skulde have sagt hinanden!
Mit blækhus er borte, derfor skriver jeg med blyant. Hvor gjerne vilde jeg nu sendt Dig en hilsen, som Du skulde havt imorgen.

– – – – – –

Jeg tror ikke, hun er af et så ædelt stof. Men derfor elsker jeg hende ikke mindre. Men det er liksom min lidelse nu er den, jeg ejer. Jeg er alene. Forrige gang var min følelse altid ude efter hendes tilstand, hendes fornedrelse.

– – – – – –

Jeg har jo levet livet i mange år uden kjærlighed – hvorfor så ikke nu. Jeg havde glemt den følelsenes salighed, dens ubegribelige håbfuldhed, dens frugtbarhed, dens mod.
Nu er det forbi med mit egentlige liv.
Jeg havde sagt og tildels troet for jeg erfarede jo ikke andet at kjærlighed til ens barn var det højeste. Det er ikke sant.
Det forfærdelige at slukkes

– – – – – –

Den usigelige hengivenhed Hvis man kunde lade være at tænke på det
Disse nagende tanker.
Men altså jeg med min erfaring: kun forsøg på glemsel, ikke denne ungdoms ærbødighed for sorgen

– – – – – –

Hun, der var alle mine tankers gjenstand, min lidelses alfa og omega har været hos mig og har talt om sine sorger, forklaret mig sit indres sønderrevethed, hvori også jeg spiller en rolle, og jeg er rolig.
Var det fordi hun sagde at hun ikke følte attrå til mig?

– – – – – –

Det er det, som holder mig tilbage nu – at giver jeg mig hen i min elskov betyder det, at jeg vil give alt mit Liv, min Id, alle mine tanker – og det er det jeg ikke vil, ikke kan.
Jeg er dømt til at skulle leve halvt herefter

– – – – – –

Den uhyre medlidenhed med mig selv
Alle de tanker og følelser som nu intet liv kan få. Hele den tilstand af stort og følt liv som udebliver
I gamle dage var det – jeg mener første gang jeg elskede den uendelige medlidenhed med hende. Nu er jeg helt anderledes egenkjærlig. Jeg tænker på mig selv.
Måske elsker jeg ærligere nu.
Eller ligger det i at hun ikke er i så dårlige forhold.
Jeg svømmer ikke hen i de ømme tanker for hende

– – – – – –

Jeg har ikke følelsen af at Du giver Dig helt hen
Vilde Du det, hvilken forglemsel, hvilken henrykkelse
Å men jeg indser alle mine forbeholds, alle mine forsigtigheders hæmmende virkning Jeg har – mærkelig nok tror jeg – har forudsat at Du vilde give bestandig – –
– – – – Kunde vi ikke nærme os hinanden og så tale os fra hinanden?



B) Skrevet av Erik

1) Da jeg var ung og led min første Kval i Kærlighed, levede jeg den igennem hårdnakket våndefuld.
Nu prøver jeg på at drikke den bort.
Jeg drikker, og det hjælper, jeg får vidtløftige Tanker, der svæver vidt om, og så kommer de pludselig tilbage til Smærten, sætter sig som sorte Fugle på dens Græne og skriger
Jeg har det forfærdelig ondt
Jeg drikker for at kunne sove
Hun har jo evindelig Ret i hvad hun har gjort. Hun følte Kulde den Gang jeg sejerstolt troede, hun var min.
Det var Nemesis, for da elskede jeg hende kun dårligt.
Nu elsker jeg hende godt og nu er det for sent.
Kunsten for mig er at blive af med hende. Men det kan jeg ikke. Jeg tænker på hende jeg vil meddele mig til hende
Min Kærlighed er en Lidelse
Og ret beset er hele Livet det samme –: en Lidelse
Mit hele Liv har været en Komedie – Tiden imellem de to Kærligheder.

2) Den uhyre Medlidenhed med mig selv.
Alle de Tanker og Følelser som nu intet Liv kan få. Hele den Tilstand af stort og følt Liv som udebliver.
I gamle Dage var det – jeg mener første Gang jeg elskede – den uendelige Medlidenhed med hende. Nu er jeg helt anderledes egenkærlig. Jeg tænker på mig selv
Måske elsker jeg ærligere nu
Eller ligger det i at hun ikke er i så dårlige Forhold
Jeg svømmer ikke hen i de ømme Ønsker for hende
Jeg tror ikke så støt så usvigeligt på hende
Jeg har set for meget jeg tror at hun er af et mindre ædelt Stof. Men derfor elsker jeg hende ikke mindre
Men det er ligesom min Lidelse nu er den jeg ejer. Jeg er alene – Forrige Gang var min Følelse altid ude efter hendes Tilstand, hendes Fornedrelse

3) Jeg har jo levet Livet i mange År uden Kærlighed – hvorfor så ikke nu.
Jeg havde glemt den Følelses Salighed. Dens ubegribelig Håbefuldhed, dens Frugtbarhed, dens Mod
Nu er det forbi med mit egentlige Liv
Jeg havde søgt [sic] og tildels troed – for jeg erfarede jo ikke andet – at Kærlighed til ens Barn var det højeste. Det er ikke sandt.
Dette forfærdelige at slukkes.

4) Det er det sidste Forsøg på at tro at der endnu er en Fremtid for mig der har givet mig Kraft til at skilles. Hvis jeg havde givet efter for den ofte genkommende Følelse af at Potten var ude så havde jeg taget mit Kors på mig og blevet i Ægteskabet
Det har tæret al min Kraft for jeg har sat alt ind på det.
Og når jeg i den senere Tid er flygtet så har det været uden Tro uden Begeistring uden Følelse af at en ny Fremtid var mulig. Jeg har været Hunden lukket inde i en Vilje til at gjøre dette ene til det virkelige Liv. Godt fint.



C) Skrevet av Erik

Den 2. Sept 1896
Dagen endog ualmindelig fredelig. Sød var den i Morges og hyggelig stille. Nu Kl 11 ½ Aften pludselig:
Jeg vil ha’ det røde Flor over mig imorgen, når jeg dør. Hører Du det?
Ja.
(Går)

(Småen havde hun ladet klæ’ sig af for åbne Vinduer og fremdeles sove på samme Måde uden at lægge Mærke dertil. Åbne Vinduer har i denne Tid været hendes Skræk. Hun har ordnet i sine Skuffer i nogle Aftentimer)

Hun knælede foran mig med Hovedet på mine Ben og græd, så jeg følte Væden igennem Benklæderne
Tag mig til Nåde
Vent!
Nej jeg vil ikke vente. Tag mig til Dig nu. Skriv til den anden, at Du holder mere af mig.

Jeg har ikke Følelsen af at Du giver Dig helt hen
Vilde Du det hvilken – Forglemsel hvilken Henrykkelse
Å, men jeg indser alle mine Forbehold alle mine Forsigtigheders hæmmende Virkning
Jeg har – mærkelig nok tror jeg – har forudsat at Du vilde give bestandig
Jeg tror jo ikke på noget tilsvarende hensygnende evindelige vedhængende – men måske er det netop det, Du har ment
kunde vi ikke nærme os hinanden og så tale os fra hinanden

Jeg sidder i en Undren over mig selv.
Jeg har følt den stærke Lidenskabs Pust midt inde i mit inderste Selv nu for nogle Dage siden – og nu er der Vindstille i mig.
Hun, der var alle mine Tankers Genstand, min Lidelses Alfa og Omega, har været hos mig og har talt om sine Sorger, forklaret mig sit Indres Sønderrevethed, hvori også jeg spiller en Rolle – og jeg er rolig.
Jeg tror det ligger i at jeg er for langsom. Jeg fattede ikke, mens hun var hos mig hendes uendelige Fjærnhed

Men hun vækkede ikke hos mig den uendelige Attrå jeg for to Dage siden endnu har følt
Er det fordi hun sagde, at hun ikke følte Attrå til mig?

Ved det evige Tagdryp af voldelig Misforståelse har jeg vænnet mig af med at forme mine Følelser. De skal dog plaskes ned af tunge Dråber.
Jeg er uforberedt i næsten alle Situationer, eller forberedt på at tage dem så flygtigt og ligegyldigt som muligt.
Jeg har ikke nogen Mening længer.
Der var en Tid, hvor jeg havde Medlidenhed med mig selv. Det har jeg ikke engang mere.

Jeg sidder hjemme, skønt jeg skulde i Teatret og havde lovet gode Venner at være sammen med dem der. Og jeg gør det, fordi jeg frygter for den Følelse, der griber mig, når jeg ude fra gode Forhold vender hjem.
Denne Angst for, at hun skal komme over mig med hæslige Ord, er mindre pinlig, når mit Øre ikke umiddelbart i Forvejen har hørt andet.

Under hjærteskærende Hulken og uden at mærke, at jeg er til Stede:
Hvem er de mange, som har været her?
Hvorfor er her ikke tændt Lys i alle Stuer, som jeg havde det i gamle Dage?
Når Dagslyset kommer, vælter Sorgen ind over mig igen.
På Kirkegården er der tre Grave, dèr har jeg med Fingrene gravet mine Minder og mine to små Brødre op.
Hvis der er en Gud, beder jeg Dig hjælpe mig, at jeg kan stå som et Menneske og ikke sørge alt for meget. Jeg har lidt nok.
Ingen, ingen kan hjælpe mig!
Ham kan jeg ikke få tilbage igen.
Hvis jeg kunde rejse mig fra alt dette og sige: Du har sørget nok, bliv Menneske.
Jeg er så sulten.
Nu ligger han i sin Grav. Alle døer.

Jeg giver mig til kende: Nej er du dèr, hvordan er Du kommen? Hun trykker glad min Hånd ind til sit Bryst
Jeg har ikke Magt over Dig
Du elsker mig ikke
Jeg river Dig ud af mit Hjærte

Jeg har ikke Mod til at sige, at om Du gav Dig hen under mit Herredømme vilde der blomstre Roser for din Fod.

Det er det, som holder mig tilbage nu –, at giver jeg mig hen i min Elskov, betyder det, at jeg vil give alt, – mit Liv, min Id, alle mine Tanker og det er det jeg ikke vil, ikke kan.

Jeg er dømt til at skulle leve halvt herefter.

En Natur, man ikke kan stole på, er det umuligt at slutte sig til, end sige elske

Jeg har aldrig i Kærlighed været skinsyg. Jeg vidste jo, at jeg gav mere end andre Mænd kunde give, at Lykken var fast knyttet til min Person.
Og jeg selv var uvægerlig trofast

Han kommer og ser hende endnu syselsat ved Borddækning
Nej, min sødeste Ven, har Du travlt endnu! Nu troede jeg Du kunde hvile Dig inden de fremmede kom.
Ak nej!
Men hør min lille Pige, de Blomster og grønne Grene på Foglietterne er for lange. Man kan ikke skænke af dem.
Skal Du nu komme og ødelægge min Glæde. En yndig Mand!
Hun slår til Blomsterne så de tildels knækkes.
Han havde hjulpet til i Huset hele Dagen og havde lagt sig en halv Time for Hovedpine, men var gentagne Gange blevet forstyrret – en Gang af hende.

Klokken er næsten 3 Nat. Jeg er stået op, fordi jeg umulig kunde sove. Her er koldt i min Stue, jeg sidder i Vinterfrakke med en Plaid om Benene. Det værste er imidlertid, at min Søvnløshed har smittet min lille Pige. Jeg gik i Seng Kl.11 mest for hendes Skyld. Hun var vågen, og jeg vidste, at hun lå og ventede på mig. Da jeg følte, at jeg ikke hurtig vilde falde i Søvn, skønt jeg var træt fra ringe Søvn den foregående Nat, lod jeg Lampen brænde og læste. Den Scene kender Småen og plejer at falde rolig i Søvn under den. Det skete ikke i Aften. Så slukkede jeg Lampen, men begge lå vi og vendte og drejede os – jeg med Hjærtebanken (noget jeg ellers kun har sporet en eller to Gange før) og under lange Forsøg på at lade som jeg sov for ikke ved min Uro at holde hende vågen – alt forgæves. Så Kl 1½ tændte jeg Lampen på ny, snakkede lidt med Småen og læste på ny. Lige urolig var hun. Jeg listede mig da ind i Spisestuen, hentede Chokolade og lod hende spise, mere og mere vågen blev hun og mere og mere tilbøjelig til at snakke «Ole Lukøje vil ikke komme til mig i Nat, Pappa.» Så stod jeg endelig op og håber nu på, at hun i Ensomhed skal falde i Søvn. Jeg fortalte hende, at jeg blev oppe til Klokken 6 for at hun ikke skulde gøre mig den Spas at ligge og vente på min Tilbagekomst.
Men Situationen her inde i den iskolde Stue er temmelig uholdbar.
De andre Aftner siden hin Mandag Eftermiddag har jeg pøset mig fuld af Wisky og er nogenlunde hurtig falden i Søvn for så at vågne to tre Timer efter. I Aften har jeg ikke gjort det. For idag ‹…›slutten mangler

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Elskede Amalie

Elskede Amalie inneholder hele den bevarte korrespondansen mellom Amalie og Erik Skram, fra 1882 til 1902, til sammen nesten 600 brev. Brevene gir et unikt innblikk i forholdet mellom de to, og kaster også lys over Amalie Skrams diktning.

Utgiveren, Janet Garton, har skrevet en fyldig innledning om ekteparet og deres samtid. I tillegg har hun utstyrt hver årgang i korrespondansen med en kort innledning om brevenes kontekst.

Boka inneholder også ordkommentarer, et appendiks med Erik Skrams notater rundt Amalies sykehusinnleggelse i 1894, et appendiks med begges notater og lapper rundt skilsmissen, ordliste, slektstavler og bibliografier.

Teksten i bokselskap.no er basert på Janet Garton (red.): Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882–1899, 3 bind, Gyldendal, Oslo 2002. Se faksmiler av bokutgaven fra 2002: bind 1, bind 2, bind 3

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.