Elskede Amalie

1882

Etter at hun i 1878 hadde flyttet vekk fra Bergen, ble Amalie Müller boende en tid hos sin yngre bror Ludvig, som var adjunkt i Fredrikshald. Ordningen fungerte imidlertid ikke så bra på grunn av altfor stor temperamentsforskjell mellom den stillferdige, litt trangsynte broren og den noe bohemaktige, mondene fraskilte søsteren. I august 1881 flyttet hun så med sine to sønner til Kristiania, hvor hun skulle bo sammen med sin eldre bror, Wilhelm. Han var enkemann med et barn, Jakob, som Amalie ble meget glad i; Wilhelm hadde tatt avskjed fra sitt prestekall etter å ha mistet sin tro. Så kom de to søsken til å bo sammen med de tre guttene i en leilighet i Rosenborggaten 11.

Amalie trivdes i Kristiania. Hun kom i forbindelse med radikale kretser i hovedstaden, og ved kontakt med kunstnervenner og kritikere som Bjørnson, Garborg, Kielland og Gunnar Heiberg fikk hun direkte eller indirekte oppmuntring i sine egne skriveforsøk. Hun hadde en ganske stor selskapelig omgangskrets, og kom mye sammen med Thaulow-familien, Sars-familien, Ullmann-familien. Hun hadde begynt å få et visst navn som anmelder; fra 1877 av skrev hun i de følgende årene regelmessig i Smaalenenes Amtstidende og fra 1880 i Dagbladet. Hun fikk en del støtte fra sin fraskilte mann August Müller, slik at hun klarte seg tålelig bra økonomisk.

Erik Skram måtte slite for sin føde i København i 1880-årene. Han hadde to «halve» stillinger, som tilsammen ble til mye mer enn en hel, men som begge to var så ille betalt at han var i en konstant økonomisk krise. Etter å ha fått en fast stilling som stenograf i Rigsdagen i 1872 fikk han i januar 1881 også stillingen som redaksjonssekretær ved Morgenbladet. Utover dagen satt han i Rigsdagen og skrev, og så satt han ofte på aviskontoret til langt på natt og skrev videre. Foreløpig hadde han omtrent sluttet å skrive skjønnlitterært. Fra 1880 holdt han seg ved siden av redaktørarbeidet mest til reportasjer og anmeldelser, som han skrev både til Morgenbladet og til Ude og hjemme, (norsk) Dagbladet, Göteborg Handels- och Sjöfartstidning osv. Han tilhørte det «europeiske» venstre, og omgangskretsen var deretter: Brandes-brødrene, Viggo Hørup, Holger Drachmann. Han bodde alene i Nansensgade 34, men var så lite hjemme at det nærmest bare var et sted hvor han sov; ellers hadde han en forbindelse med en «Dameskrædderinde», Camilla, som han besøkte regelmessig og hadde kjent i tre år.

Til Bjørnsons dikterjubileum i august 1882 var Amalie invitert som personlig venn og medlem av Bjørnson-kretsen; Erik ble utsendt som korrespondent for Morgenbladet og skulle sende reportasje hjem, og dessuten reise litt rundt i Norge etterpå og formidle sine inntrykk. Han kom sammen med Holger Drachmann til Kristiania 8. august, og begge ble invitert til et aftenselskap hos familien Thaulow, hvor også Amalie var invitert. Så reiste alle sammen dagen etter til Aulestad og feiret Bjørnson ettertrykkelig i et par dager. På tilbaketuren reiste de med båt, og Erik gikk av i Gjøvik for å ta fatt på sin reise over fjellet til Lærdal i Sogn og videre til Bergen. Så reiste han ned til Stavanger, hvor han bodde hos Alexander Kielland i noen dager mens han ventet på brev fra Amalie, om han kunne komme på besøk til Kristiania. 31. august traff de hverandre igjen i byen. Han bodde på Victoria Hotel; de hadde fortrolige samtaler, satt på hotellrommet, gikk gatelangs, satte seg på havebenker og snakket. Men hun hadde ikke mye tid til ham; hun hadde hyppige vennebesøk som hun ikke syntes hun kunne si nei til, og var dessuten livredd for at noen skulle mistenke henne for å ha noe hemmelig fore.

2. september måtte Erik reise tilbake til København og sitt arbeid, men etterlot et brev som voldte Amalie mange kvaler. Deres korrespondanse utviklet seg utover høsten til en debatt hvor hun påsto at hun ikke ville, ikke kunne inngå en forbindelse med ham, og han prøvde å overbevise henne om at hun ikke var ferdig med livet, at hun burde åpne seg for kjærligheten. Men skrivingen var et ork, de ville sees. Etter mye diskusjon om hvordan det best kunne ordnes, ble de enige om å møtes i Sverige like etter jul, under påskudd av å treffe familie og venner. 26. desember møttes de i Göteborg og reiste sammen til Falköping, hvor de var sammen i fire dager.



1. Amalie til Erik

Kr.ania 16-8-82.

Både deres telegram og brev har jeg fået, det sidste for et øieblik siden, og jeg takker dem for al den dvælen i tankerne ved mig, der ligger bagved, og har sendt begge dele frem.deres telegram og brev: Den overleverte korrespondansen begynner med Amalies svar på Eriks brev. Da hun ville avbryte forbindelsen i brev 6/9/82, truet hun med å brenne hans brev, og det har hun nok delvis gjort. (Det fremgår av hans dagbok at han sendte Amalie to brev og fem telegrammer i perioden 13.–31. august 1882.)

Alligevel vilde jeg ønsket at jeg intet havde hørt fra dem. For så havde det været lettere at få livet af det hele. Thi livet skal det lade. Jeg er bleven enig med mig selv, og jeg og mig selv har været ærlige og modige mod hinanden.

Hvor det er underligt at jeg ikke skammer mig over at ha’e siddet der på dampskibet,der på dampskibet: på vei fra Aulestad til Gjøvik etter Bjørnson-feiringen. og udleveret mig således. Men det er vel fordi jeg kjender det på mig, at det måtte så være. Det brød frem af sig selv, og jeg glemte at genere mig.

Jeg er ikke «frygtagtig». Det er ikke derfor at jeg kaster på dør dette nye og forfærdelige, der forklædt og uforvarende har listet sig ind hos mig, og siden har siddet og bredet sig og forstyrret hver en fiber i mine nerver, eller hvad det nu er for noget.

Det er fordi jeg ikke vil det anderledes.

Jeg kunde nok ha’e mod, jeg, hvis jeg bare havde villien. Men den har jeg ikke. Jeg vil være herre over mig selv, og spare mig for smerte.

Jeg har havt nok af smerte, endog jeg aldrig har elsket nogen mand, (men der er andre arter smerter) – nok, at jeg er bleven træt og blødagtig deraf, og ønsker at hytte mit skind. Og skjøndt det volder mig en stor smerte at rive mine tanker og mit væsen løs fra dem, så ved jeg dog at jeg derved handler som den, der lader fingeren amputere for at koldbranden ikke skal fordærve hele legemet.

Jeg forudser at de synes dette er sludder, og det i den grad at det vil hjælpe dem til snarere at glemme mig, – men jeg er nu engang af en så vidt egen art, at jeg også har min egen måde at behandle mig selv og min tilværelse på. Jeg vil ikke ud af den vei, jeg nu er kommen ind på. Jeg vil leve mit liv i fred og ro, skjøndt det lader til, det bli’er vanskeligt nok. Når noget kommer, så kommer det i flok og følge med så meget; – sådan er det bestandig, og jeg sidder fortabt i forskrekkelse over at jeg ikke kan få fred, men der er så mange (også aldeles uvedkommende) som vil mig noget. Jeg vil ikke nogen noget, jeg.

Jeg vil leve for og med mine gutter og min broders gut.mine gutter og min broders gut: dvs. hennes to sønner, Jacob Worm Müller (født 15/5/66), Ludvig August Müller (født 29/3/68), og Wilhelms sønn Jacob Alver (født 1873). Jeg vil kunne se dem i øinene og ha’e den glæde at kunne tænke: I kan alle være stolte af mig. Ikke således at jeg mener de havde lov til at foragte mig om jeg handlede anderledes. Men der er dog en seier i det at være hård mod sig selv, og være det for andres skyld, fordi en ved, at hvis en gav sig hen, og lod sig synke, så blev en ikke det en kunde og skulde for de andre.

For jeg, – jeg vilde blive opslugt af det, jeg.

Og har jeg nu klaret mig altid og bestandig, og hele mit liv gået om som et frit menneske, som ingen kunde gjøre noget, eller være mester over, så skal det, håber jeg, – være min mindste kunst at greie mig ud af denne smule pine.

Det er hos Pylle jeg sidder og skriver,hos Pylle: Pauline Thaulow, f. Gad, gift med Herman Thaulow. der hvor jeg så dem første gang, og mindst anede at de var en troldmand, med forgiftede toner i hvert et ord. Alle er gået på Tivoli, men jeg vilde ikke, jeg. Jeg skal sove her inat, hvad jeg også gjorde igårnat, fordi rangelen er blevet ved, og jeg endnu ikke har kunnet ta’e op til Grefsen.Grefsen: en kuranstalt litt utenfor Kristiania, hyppig besøkt av Kristianias bedre borgerskap.

Imorgen er det til Sars’s vi skal i et stort selskab, som fru Sars giver på sin fødselsdag.til Sars’s: Familien Sars var en velkjent akademikerfamilie, som Amalie kom mye sammen med. Enkefru Maren Sars var født Welhaven, søster til dikteren; hennes sønner Ernst og Ossian var litt eldre enn Amalie, og moren ville nok gjerne ha sett en forbindelse mellem Amalie og Ossian (forteller Amalie senere). Drachmann reiste imorges til Lauervig,Lauervig: Larvik. men vender imorgen tilbage, og bli’er her til på lørdag.

Det var godt de ikke kyssede mig. For så var jeg måske kommen til at lægge mit hoved ind til dem, og det vilde jeg siden fortrudt.

Men det er stygt af dem, at de la’er det bli’e til noget, at én har kysset mig på panden, og én på kinden. Herregud, jeg har jo slet ikke følt det, jeg! Når de andre vil gjøre sig til narre, og gå hen og trykke læberne mod en trædukke, hvad kommer det så trædukken ved?

Men det er forresten sandt, det er for modbydeligt, at blive således fingereret på. Det var nu blot på den fest, og det kom som et udtryk for en over – overgiven stemning. Det skal aldrig mere ske! De siger: «Stæng os ikke på forhånd ude» o.s. v. Men det er jo netop hvad jeg vil og må. Gjør jeg ikke det, så er jeg forloren, – det ved jeg jo. Jeg vil ikke under-handle med dem, – ikke treffe dem, ikke reise nogetsteds hen for at møde dem, ikke for nogen verdslig pris, vil jeg det. Var de her så vilde jeg måske ha’e én éneste samtale med dem, – skjøndt nei, – heller ikke det, vilde jeg! –

Ikke tro, at de vilde ha’e godt af at komme sammen med mig! Tro det endelig ikke. For jeg vilde bare blive idiot, og sidde ganske stille, og høre og lytte med et fjantet smil, eller sådant noget. Og det vil jeg ikke. Jeg vil ikke fordummes og forkvakles og forhexes, således som samværet med dem vilde gjøre det. –

Jeg er forfærdelig bedrøvet – så helt til døden bedrøvet, når jeg nu i aften siger dem mit farvel. Men sige det må jeg. –

Amalie Müller.

[På baksiden:] Læs dette sidst.

Morgenen derpå.

Jeg har læst det igjennem hvad jeg skrev igåraftes, og jeg er så misfornøiet, så misfornøiet med det. Men sende det må jeg, for jeg ved ikke noget andet at svare. Det er så svært at tale til en om sig selv, der ikke kjender de forudsætninger og betingelser i kraft af hvilke man er den man er, og har det underlag at stå på, som man har. Derfor er det så håbløst. I sex måneder, ja måske i et år måtte vi være sammen, og være det uafladeligt for at de skulde kjende mig tværs igjennem. Og dog er jeg så utrolig enkel. Men det er det folk ikke tror, og det er det jeg altid glemmer at folk ikke tror.

Jeg forstår ikke deres brev. Hvorfor skal jeg være så «uendelig forsigtig med med [sic] hvad jeg gjør med dem og mig» og hvorfor så «uendelig modig»?

Hvorfor i al verden skal jeg det?

Som om der var anledning at være den ringeste smule i retning af hverken det ene eller andet ligeoverfor dem.

Vi, som beboer to forskjellige riger og lande, og som ikke kan være noget andet for hinanden end brevvenner, hvad vi slet ikke vil, for det er så kjedeligt. Det var underligt det, at de kunde gå hen og ha’e til hensigt at give mig et kys og det et alvorligt, for det gjør man dog ikke sådan uden videre med et medmenneske, – og hvor kunde de vide om jeg vilde det?

Nei, nei, nei, – der er intet andet at gjøre end det jeg skrev igåraftes. Nu skal jeg ta’e fat med alvor og kraft på at fordrive og reflektere mig ud og bort og opover, og som sagt, – det skulde være underligt om det ikke vilde lykkes.

Og når de sidder dernede i Kjøbenhavn og atter er ved deres arbeide så vil de huske, (men skjældnere og skjældnere) at de traf en rar en (ikke på dansk) deroppe på Norgesreisen, som tvang sig ind i deres tanker ved at være så underlig «forrykt» som Drachmann kaldte mig i sine rimede vers. som Drachmann kaldte mig i sine rimede vers: Det har ikke vært mulig å oppdrive et slikt dikt skrevet av Drachmann i august 1882, da han traff Amalie for første gang; det var sannsynligvis en muntlig improvisasjon ved Bjørnson-jubileet. (Amalie forteller i et brev til Elisa Knudtzon 15/8/82, som finnes på NBO, at Drachmann «strømmede over af lune og elskværdighed, og enda lavede mig et digt.»)

Og jeg, – ja jeg klarer mig nok. Livet er så dog alligevel en ørk, og støder man på en oase, så gjør man klogest i at gå den forbi for at slippe for den jammer det volder at drives fra den igjen. Og fra den må vi alle, bestandig.

Men de var et vidunderligt menneske. Gud give, det nu måtte være helt ud sandt, at «jeg havde en mageløs evne til at glemme.»

Deres

A.M.

NB. Jeg skal nok sende dem afskriften af B.B.s brev om Jakobsens bog, når de er vendt tilbage til Danmark.BBs brev om Jakobsens bog: Det er nok brevet Bjørnstjerne Bjørnson skrev til Amalie 9. juni 1881, hvor han hadde hørt at hun beundret Niels Lyhne og skjente på henne for å kunne like noe så kunstferdig og kjønnsløst: «Alle disse sanselige malerier er mig så dybt ækle derved at de åbenbart er givne af en man, som i den rætning har megen vilje og liden ævne … At De, som jeg trodde var det stik modsatte, af hans megen ævne og liden æller slæt ingen vilje, går hen og forlieber Dem i denne sanselige ønske-munk, der sidder i sin celle og gør vællystige pastelbilleder på lærred. At De ikke er stærkere i nærverne, æn at De lar Dem ta sådan af bare parfume og øjne og stæmme. Dumme, dårlige, faldne ængel, lig hvor De ligger.» (Og nu vil jeg tale ut, s. 47-8.) D. S.



2. Telegram til Erik

Skram, Hotel Nordstjernen Bergen
Fra Kristiania 17/8/82 kl. 5.35 em
Hilsen tilbage. Har sendt brev idag.
Amalie Müller



3. Telegram til Erik

Redaktør Skram
Alexander Kielland Stvgr
Fra Christiania 26/8/82 kl. 1.40 em
Jeg er i Kristiania, hvor de treffer mig hjemme
Amalie Müller



4. Telegram til Erik

Skram
Alexander Kielland Stavanger
Fra Christiania 28/8/82 kl. 2 em
Har feber af at vente. Længes, men er gruelig bange.
Amalie Müller



5. Amalie til Erik

[2/9/82]

Søde, elskede!

Du kommer ikke mere til at se mig. Her lå bud fra atter nogle reisende bergenservenner om at de kom idag kl.10 for at være sammen med mig til kl.6 iaften, da de reiser sin vei. Selv om jeg vilde, kunde jeg intet afbud sende, for jeg ved ikke, hvor de bor. Men jeg kunde forresten ikke gjøre det i ethvert fald.

Derfor sender jeg dig mit portrait. Du vil sikkert ikke synes om det, i allefald ikke meget, – ja jeg ved ikke, jeg, men folk synes ikke det er godt.

Hvis du skriver til mig, så kunde du gjerne fortælle mig det som du begyndte på igår, om hvorfor du af to grunde, vilde komme til at lide mindre end jeg ved at skilles og leve adskildt fra mig. Hvorfor var det? Jeg kom til at tænke på noget Drachmann sa’e om dig,noget Drachmann sa’e om dig: Holger Drachmann er en gjennomgangsfigur i Amalie og Eriks brev. Han og Erik kjente hverandre fra skoletiden (Metropolitanskolen), og på Aulestad har det nok vært en viss rivalisering mellem dem om å gjøre inntrykk på den smukke Amalie (jfr. Eriks senere uttalelser og hans dagbok). Dette kan ligge bak Drachmanns baktalelse. Hennes følelser var litt ambivalente; hun klaget over Drachmanns «ekle» tilnærmelser, men hadde en drøm hvor hun var sammen med ham (se brev 86). men det er lidt stygt, og kanske bli’er du sint på mig for det, men det kunde være den ene grund. Det var dette, at du havde gående en 5–6 forhold på en gang i almindelighed, og så gik du sådan og pirkede lidt ved dem alle. Hvis det er sandt, var det måske bedst, at du skyndsomst lod det til mig falde, for det vil utvilsomt bli’e det brydsomste og kanske også det kjedeligste, når alt kommer til alt.

Du var så sød og god igår. Ved at være sådan vandt du og bandt du mig i en forfærdelig grad, – du er det deiligste jeg ved. Og jeg har sovet som en sten, og jeg er slet ikke bedrøvet eller forpint mere, men bare glad, og jeg vil vedblive at være det. Farvel da elskede, – og tak for det altsammen, – men husk at du ikke siger det til nogen, og husk at binde With,With: Jacob With var Eriks gode venn og kollega som riksdagsstenograf. eller hvad det var noget på ærmet,– husk endelig det!

Din, din egen – – –



6. Erik til Amalie

Kristiania. Hotel Victoria den 2 September [1882] Kl. 1 ½

Min Kuffert er pakket, jeg har spist, om to Timer kommer Folk og bærer mine Sager bort, og jeg trasker bag efter, forunderlig tilmode. Jeg er ganske rolig, alt er blidt inden i mig, jeg lider ikke, men ved en lille Anledning kunde jeg græde. Da dit Brev kom til mig imorges,da dit Brev kom til mig imorges: Både i Kristiania og i København ble brev delt ut flere ganger hver dag; det hendte ofte at folk skrev og fikk svar samme dag. og jeg følte Fotografiet inde i, vidste jeg, inden jeg åbnede Konvoluten, at jeg ikke måtte komme til Dig. Havde det været den gamle Grund, havde Du tilføjet mig et næsten ondt Slag, nu kom det fint og blødt som din Hånd igår Aftes på mit Hoved. Jeg blev ikke straks bedrøvet, det voxede langsomt op i mig, men jeg tænkte næsten ikke på andet end på, at Du måtte komme til Kbhvn i Julen, og hvorledes jeg da vilde indrette alt. Hvorledes Du skulde gå ud og ind hos min Moder og min gifte Søster,min Moder og min gifte Søster … min søster Emma: Eriks mor, Ida Johanne født Hoë, levde til 1886. Han hadde fire søsken: Tyge, Henriette, Emma og Jutta, og to eldre halvsøsken, Hanne og William. Hans yngste søster Jutta var gift med grossereren Christian Rothe. Emma var ugift og lærerinne. og hvorledes Du og min Søster Emma – spørg om hende hos Lille-Mo’rLille-Mo’r: Marie Thaulow, søster til Herman og Frits, senere gift med den danske juristen Carl Torp. og gamle Fru Thaulowgamle Fru Thaulow: Nicoline (Nina), f. Munch, moren til Herman, Frits, Marie og Nini Thaulow. – skulde gå med mig i Teatret og videre og videre.

Men jeg var inderlig forknyt og medlidende med mig selv, og nu er jeg helt melankolsk. Idag skulde jeg have tiet stille, jeg skulde have fået Dig til at tale, mine Spørgsmål skulde have lagt sig så snedigt om dit Hjerte, at Du måtte bryde ud igjennem dem for at få Luft. Min egen dyrebare Veninde, mit første alvorlige Forlangende til Dig – og nu har jeg Ret til at forlange – er, at Du så snart ske kan sender mig Manuskriptet til dine Fortæl-linger.Manuskriptet til dine Fortællinger: Det dreier seg om «Byråsjef Krogh’s» og «Madam Høiers lejefolk». Jeg kende dem. Jeg må vide, hvad der har bragt Dig til at skrive. Jeg må hjemme og på Afstand få at vide noget af alt det, som jeg nu rejser fra. Amalie Du skal lukke dit Sind op for mig. Du Søde, du er jo allerede i Gæld til mig. – Dit Billede ligger foran mig. Jeg er glad derfor. Helt godt er det ikke, men det er jo dog Dig. – Ak mon jeg idag kunde have været rolig og fornuftig ved vort Møde og spurgt klogt? Jeg havde vel ikke gjort andet end trykke Dig til mit Hjerte og kysset Dig. Men et er næsten godt, at jeg ikke så Dig idag. Det havde gjort bitterlig ondt at sige farvel. Du, jeg er så langsomt et Menneske, det havde først gjort rigtig ondt nede på Gaden og ombord og hjemme, og Smærten jeg nu først skal til at føle, vil blive mange Gange værre, jo længere bort jeg kommer fra Dig. Alligevel Amalie, jeg er kun glad over, at jeg kom tilbage, kun skulde jeg ikke have talt så meget – jeg interesserer mig ikke længer rigtig for mig selv; indtil jeg på ny får gjort noget, der duer,indtil jeg på ny får gjort noget, der duer: Etter Gertrude Coldbjørnsen (1879) hadde Erik ikke fått samlet seg til å skrive noe større, og han led under forventningenes press. har jeg ved at tale om mig selv en underlig Følelse af at omtale noget forhenværende. Kun det Amalie gør mig så ubeskrivelig glad, at jeg måske ved al denne Snakken har gjort Dig noget godt. Min egen Pige, derfor kom jeg jo tilbage for at sige Dig, at Kærlighed er ikke noget ondt. Og Du har nu følt det. Om end kun en eneste Dag! Min Ven, tro mig, det vil holde ud. Der er en velsignet Tilflugt i en eneste virkelig fyldt Dag. Men for mig er alt dette kun en Begyndelse. Jeg er så langsomt et Menneske, jeg er længe om at leve, og jeg er længe om at vokse mig helt ind i en Kærlighed. Jeg synes det er så stort det, jeg går ind deri som i et nyt Liv, jeg vil føle det igen i enhver Trevl i mig, og det breder sig ikke i et Nu. Taler jeg uden Respekt om den Følelse, der nu binder mig til Dig? Jeg tror det ikke, Ven, den er så øm og god og levedygtig. – Ak jeg har ikke Tid til at sige Dig hvad det er jeg forlanger af Dig og mig, det er så meget.

Der var nu et Menneske, som vilde have mit Tøj.Tøj: dvs. hans bagasje. Jeg må snart afsted. Det suger om mit Hjerte.

Kæreste Du, blot jeg igår havde sagt helt ud hvad jeg mente med, at jeg vilde rimeligvis komme til at lide mindre end Du. Drachmanns Sludder må Du ikke bryde Dig det mindste om, han snakker hen i Vejret, han kender mig absolut ikke.

Jeg mente for det første det, at jeg jo har elsket én Gang og lidt. Jeg mente, at mit gamle Hjerte måtte vibrere mindre voldsomt end dit. Du er så ung, Amalie, så uskyldig, min yndige, dejlige Pige, Du vidste jo igår endnu næppe, hvor hen dit Hjerte kunde føre Dig.

Også det andet Amalie. Jeg sagde det ikke igår, for jeg var bange for at tilføje Dig Smærte. Jeg syntes jeg måtte gå forsigtig og lempelig frem. Du véd, at alle vi Mænd ikke leve kysk. Jeg heller ikke. Men jeg lever ikke i Griseri – det kan jeg ikke holde ud. Der er en ung Pige,Der er en ung Pige: Eriks elskerinne Camilla var første syerske. som holder inderlig, absolut trofast af mig nu på tredie År. Hun er en fin Natur. Jeg vilde have vist Dig hendes Breve til Stavanger. Hun er mig en Trøst, det er således og jeg har ikke Evne eller Vilje til at vise dette fra mig så længe jeg er aleneSlutten av dette brevet er vel brent, men ut fra Amalies svar kan man anta at det vesentligste er med.



7. Amalie til Erik

Kr.ania 6-9-82

Jeg har ventet med at skrive. Dag efter dag har jeg ventet, for jeg vilde så endelig være sikker i min sag. Jeg vilde vide med vished om det var sandt at for hver time, som gik, levede jeg mig længer og længer bort fra det, der var mellem dem og mig.

Og således er det.

Dine to «grunde», dem du ikke vilde sige.

Den ene af dem har bevirket forandringen.

De stod at læse i dit brev, ved du jo nok – det brev, som jeg var så henrykt, så frydefuld over – sålænge til slutningen kom.

Det gjør så ondt at vide, at der ikke gives nogen muligheds råd for at få det sagt eller udtrykt således som det er, og jeg er så bange for at du så dårligt og så neppeligt, vil kunne forstå hvad der er foregået med mig. For hvis du f.e.x. tænker at at jeg er vred, eller krænket, eller misfornøiet med dig; at jeg har følt så meget som en skygge af en skuffelse over dig; at jeg nærer et øiebliks tvil om at du er den aller éneste i verden, som kunde været min Pygmalion,min Pygmalion: i greske sagn en billedhugger som forelsket seg i en kvinnestatue han selv hadde laget, og som fikk Afrodite til å gi henne liv; hun ble til hans hustru Galateia. Amalie hentyder til sitt rykte som «marmorkvinne». så er det så galt og så urigtigt tænkt. Nei, det er bare dette, at den ene lille grund har tilintetgjort og veiret hen, ikke billedet af den mand jeg nu bærer i min sjæl, – men enhver mulighed for, at jeg kunde ville ham noget. Forstår du? Du skulde vide hvor alvorligt jeg taler nu.

Det er jo ikke mange dage siden jeg blev født på ny ved min kjærlighed til dig. Men disse få dage, har været en travel tid indeni mig. For jeg «lever ikke langsomt», jeg, når jeg først farer med det.

Hvad der skete mellem os, er blevet en drøm, en dejlig forførende drøm, som jeg i fremtiden vil mindes, men skjældnere og skjældnere, og som aldrig kan få mere end en drøms magt over mit sind.

Hvis jeg nu kommer til at volde dem [krysset ut], jo dem, for lad os være de’s igjen – om bare et par dages bedrøvelse eller mismod, så vil det gjøre mig forfærdelig ondt.

For jeg vilde heller volde dem glæde, al den glæde, der bare er til. Jeg skylder dem jo det meste et menneske kan skylde et andet, og jeg kan ikke glemme, at de var den, de var.

Men jeg må jo være redelig, og sige dem sandheden.

«Det voxer så langsomt» – skrev de – «det tager slig tid før det bliver til kjærlighed». – Aa hvor jeg nu er glad for disse ord, de som i øieblikket gjorde mig så urolig og utålmodig. Nu er det dem, som giver mig mod.

Hvor jeg takker dem fordi de ikke gjorde mig klog på «grunden» hin aften. Kun dårligt kan jeg forestille mig den virkning det vilde havt, at høre det af deres egen mund. Sandsynligvis vilde jeg, stum som en sten, være sprunget min vei, forbi glanende tjeneste-piger og nysgjerrige opvartere, ikke ændsende nogen verdens ting, kun villende det ene; flygte bort fra dem, og komme i skjul. Men hvor det var godt de skrev det nu strax. Og hvor det var rigtigt! De er da endelig engang en mand, og hvor jeg tror, at de er sanddru.

Men hvorledes kan det hænge sammen at de vilde binde mig til dem, endskjøndt de tilhørte en anden kvinde iforveien, en som er deres, og som er dem en trøst? Hvorledes kunde de ville det, – de, som er så fin og god? «En ung pige som holder inderligt, absolut trofast af mig, nu på tredie år. Hun er en fin natur, og hun er mig en trøst «.

Hvad vilde de så gå ud efter en ny kvinde, de som allerede har givet dem bort til en, der er værdig til at eie dem. Og fremfor alt, hvorledes kunde de falde på at vælge netop mig? Hvorledes kunde de tænke, at jeg vilde have nogen del eller lod i sligt?

Det er ikke skinsyge, i allefald føles det ikke således. Det er simpelthen min retsbevidsthed som oprøres i en grad, så de aner det ikke. Jeg være kommen ind mellem dem og en kvinde, som elsker dem, og som de elsker, og som sidder inde med sine krav ifra års troskab, kjærlighed og samliv. En som har givet hele sig selv hen, og som er bleven taget af dem, som de, for at sige det vulgairt, har forført og levet med. Det er jo netop den slags forhold (som det, deres til mig vilde blive) jeg har den dybeste, den sandeste afsky for. Thi enten de er viet i kirken eller ei – det er ligefuldt et ægteskab – og de er ligefuldt for mig en gift mand. Og når hun virkelig er så meget for dem, hvorfor tager de hende da ikke til deres virkelige hustru, siden hun udentvil vil det helst af alt i verden, og siden de ved, at hun vil gå i hundene den dag, de forlader hende. Det er og bliver oprørende, at mænd ikke opdrages til at føle den slags ansvar. Mephistofeles: «Sie ist die erste nicht»Mephistofeles: «Sie ist die erste nicht»: Mephistopheles’ kyniske svar på Fausts fortvilelse når han hører at hans elskede Gretchen er blitt dømt som barnemorderske (Goethe: Faust, erster Teil (1808). Goethes Werke 14, Weimar 1887. s. 225.) – det er den formular, hvormed samfundet begraver disse sine døde. Hvad skal der dog gjøres for at få en anden moral ind på netop dette punkt. Om tusinder gav sit liv hen for det, – det nyttede intet. Derfor jeg vende mig bort fra verden, og lade den seile sin egen sø, for jeg kan, jeg kan ikke udholde at se på al den uret der gjøres, al den smerte, der lides, al den menneskekapital der går tilspilde. Hvor jeg synes synd i denne unge pige, som sikkert er en sød og god og ufordærvet én, siden de holder af hende. Og hvor det vilde gjøre mig ondt, om de nogensinde gik fra hende. Havde det enda været mig. Jeg skulde nok ha’e vidst at greie mig bagefter. Men sådan en ung stakkel, der ikke er klog nok til at være færdig med livet, hvad øieblik som helst. Men hendes breve vilde jeg ikke ha’e læst. Det vilde været helligbrøde. Og jeg havde ikke havt lyst engang, jeg.

Bare dette, at de skulde gå med to kvinder i deres hjærte, og jeg være den ene; – og jeg være den, som skulde vendte til jeg voxede op ved siden af den anden! Hvor de absolut ikke kjender mig!

De vil tænke på mine liberale udtalelser om flerkoneri,flerkoneri: En av de foreslåtte løsningene i samtidens sedelighetsdebatt var at menn skulle ha «lov» til å ha flere kvinner/koner, for å bli kvitt prostitusjonen og kunne «leve i sannhet». og kan måske ikke rime dette sammen. Men forstår de da ikke at jeg vilde ha’e det, fordi hele det skidt var mig i uindskrænket grad uvedkommende. Fordi mændene og alt deres kram var mig så uendelig ligegyldigt, og fordi jeg syntes bedst om at der var sandhed i tingene, siden det alligevel ikke kunde nytte at forlange at de bedste mænd skulde være jevngode med de bedste kvinder. Det er forresten ikke sandt at alle mænd lever ukydsk. For jeg ved med absolut vished at begge mine brødre, ikke min tredie, som er i Amerika, men begge de andre, som er ugifte, og som jeg skiftevis har levet sammen med, siden jeg forlod mit ægteskab – at begge disse mænd lever kydsk.begge mine brødre, ikke min tredie: Ludvig, som Amalie levde sammen med fra 1878 til 1881, og Wilhelm, som hun flyttet til i 1881 og fremdeles bodde hos. Den tredje overlevende bror (hennes fem andre søsken var døde, fire som spebarn) var den mye yngre Bernhard, som måtte reise til Amerika i 1879 etter å ha svindlet sitt firma for mange penger. De kan stole på at det er sandt. Og gives der først to undtagelser, så kan der gives to tusinde.

Jeg stanser forskrækket over at ha’e talt så meget, jeg, som sammen med dem ikke kunde sige nogen verdens ting, fordi de fyldte mig så helt at der ikke blev rum for mig, eller mine tanker, eller min forstands brug; og fordi det var mig en for stor fryd at se dem, at høre deres ord og deres stemme, at lytte til alt det om dem selv, som aldrig blev mig nok. Jeg og mine greier blev så kjedelige i sammenligning med selv det mindste ord fra deres mund. Og så forresten, så interesserer jeg mig heller ikke for mig selv i ringeste måde.

Gå nu ikke hen og tro at at dette vil øve en stor og smertelig indflydelse på mig.

Jeg skal nok klare mig, jeg. En så durchdreven og gjennemreflekteret pessimist, finder sig hurtigt tilrette i hvadsomhelst, der forefalder. Livet har nu engang omtrent skræmt livet af mig. Nu kan det længe nok stå og kalde på mig. Så såre jeg løfter på mit hoved, og går et frygtsomt og nølende skridt for at se hvad det er, støder det mig, ved selve sin venlighed, således tilbage, at jeg ræd og forfærdet søger ind i mit skjul igjen. Således er det gået mig, hvergang jeg har listet mig frem for at høre hvad det er man vil mig. Kanske går jeg dog bare for at få fred en dag hen og gifter mig med et menneske, som jeg akurat kan tåle, og som forresten har meget at byde på. Gutterne kan så alligevel ikke godt tages fra mig for skolens skyld.Gutterne kan … ikke godt tages fra mig: I disse årene var Amalie konstant redd for at August Müller ville ta guttene fra henne; selv om hun og Müller hadde fått skilsmissebevilling i mai 1882, og vært enige om at guttene skulle bo hos henne, visste hun at hun var sårbar hvis hun gjorde noe «uanstendig». Det sto i skilsmisseavtalen at guttene skulle flytte til Müller hvis hun giftet seg igjen. Det vilde ikke blive så slemt nu, siden jeg ved hvad det er for noget. Og vanen vilde gjøre sit. Livet er så utrolig vulgairt, og det bedste man kan gjøre, er uden tvil selv at blive vulgair.

Der er noget jeg har sådan en trang til at gjøre, og det er at bede dem om forladelse. Og idet jeg nu gjør det, sker det med en så levende følelse af sorg og anger, at mine øine står fulde af tårer, mine, som i åringer ikke har udgydt én éneste. For det var min skyld altsammen. De mig ikke, de, (i allefald ikke på den måde), før jeg tvang dem til at tænke på mig. Og så telegraferte jeg ikke afbud til Stavanger, fordi den troldskaben, jeg på reisen havde fået i blodet mit, endnu sad i, og kun behøvede deres tilsagn om at komme for at gi’e sig til at rase på nyt, og værre end før. Altsammen var min skyld, – det er derfor jeg beder om forladelse. De har havt så meget bryderi med mig, og nu er det spildt altsammen – der er intet, intet tilbage, – det er veiret hen som støvet på landeveien. Lad det ikke gjøre dem noget. Det tror jeg heller ikke det kan. De ser jo at jeg er en ubekvem materie. Og desuden har det havt en så en [sic] kort tid til at gro i hos dem, og de er «så langsomt et menneske» ved de, og så har de en, som «er dem en trøst». Og skulde de et øieblik ville til at føle smerte, så skal de skynde dem at huske, at der er ingenting ved mig i grunden. Det er ved gud sandt. Jeg duer ikke til at bruges. Jeg passer i ethvert fald ikke til at ha’e noget med mænd at gjøre, for de er så anderledes beskafne end jeg. De vilde ikke havt nogen rigtig glæde af mig. Langtifra! Kammerater og venner kunde vi være blevne, for de var jo så kjæk og prægtig i alle henseender, og alt det de kunde lært mig! Men nu er også denne mulighed gået istykker for os.

Vær nu ikke sint på mig. For jeg kan ikke holde ud, at de er det. Husk bestandig på, at jeg kunde ikke hjælpe det, jeg. Jeg blev ledet ind i dette af noget, der var stærkere end jeg. Derfor kan jeg heller ikke skamme mig over at jeg har favnet og kysset en fremmed mand, og det skulde jeg dog. En fremmed, – hvor det klinger underligt. For jeg følte det, som havde jeg kjendt dem i al min tid, men bare ikke havt held til at treffe dem før. Derfor – Fortryder? Langtifra!

Der er ikke tanke på, at jeg fortryder. Hvad skulde jeg fortryde? Jo, at jeg har voldt dem al den tummel det var at komme hid tilbage, ikke at tale om udgifter og sligt. Og det vilde smerte mig, hvis det kunde gjøre dem nogen virkelig, eller varig fortræd, at de fandt og tabte mig omtrent samtidigt. Men det kan det ikke. Kan det vel det?

Jeg har været ude på røvertog og eventyr. Træt og såret, men ikke tilsølet og forjasket, er jeg nu vendt tilbage. Mit forrige jeg åbner med en streng og dadlende, men dog moderlig mine sine arme for mig, og langsomt, ganske langsomt synker jeg ned i dem. Det er som går jeg nu i kloster.

Og jeg vil være så flittig og virksom, meget flittigere end før. Når jeg ser alt det, jeg vil bestille, går det pludselig op for mig, at jeg har været et dovent menneske.

Og al den søvn jeg har tilgode!

Hvis vi nogensinde treffes, hvad jeg håber vi ikke gjør, for det vilde pine mig så meget, så har vi bare set hinanden en passant. Husk endelig det!

Nu vil jeg brænde alle telegrammerne, og begge brevene. Jeg føler et stik i hjærtet, idet jeg nu tager mod til mig og siger: adieu for bestandig.

Amalie Müller.

Jeg har glemt at takke for det telegram jeg fik igår. Havde det været som det var, da vi skildtes, vilde det moret og glædet mig i høi grad. Nu bare gjorde det så ondt, så ondt. D.S.



8. Amalie til Erik

Kri.ania 7-9-82

Netop som jeg har sendt mit modbydeligt lange brev afsted, bli’er jeg nødt til at skrive et til. Først igår traf jeg nemlig Ingeborg og en del andre Thaulower,Ingeborg og en del andre Thaulower: Den norske familien Thaulow og den danske familien Gad var innflettet i hverandre på en komplisert måte: Pauline (Pylle) Gad giftet seg med Herman Thaulow, Ingeborg Gad med Frits Thaulow, Johan Theodor Gad med Nini Thaulow. Ingeborg og Amalie var gode venner, og hadde vært fortrolige med hverandre. da jeg har været syg siden lørdag, og nægtet mig hjemme for alle, uden undtagelse, og nu har jeg fået hele lextien om, i hvilken grad de havde forstået at stave og lægge sammen. Nini og Theodor havde ikke alene sét dem i vognen, men også sét dem kjøre op ad Rosenborggade,Rosenborggade: Amalie bodde i Rosenborggaten 11, hvor Erik besøkte henne 31. august. og ventet til den tomme vogn kom nedover igjen. De var gået ganske rolig til løkkenløkken: familien Thaulows landsted, nå ved Volvat stasjon, nær Vestre Gravlund i Oslo (her traff Erik og Amalie hverandre for første gang 8. august). og fortalt at de nu vidste hvem fru Müllers reisende var e.c.t. De havde ikke villet nævne det til dem dagen efter, fordi de gjerne vilde være delikate, og fordi de troede, det var en så «alvorlig affaire.» Ingeborg påstod at de havde været så besynderlig dagen efter, og besvaret alle spørgsmål på en så åndsfraværende og rastløs måde. Det, de havde sagt om forretninger, havde forekommet dem alle så mystisk. Nogen havde sét mig fare nedover byen i en drosche. Herman havde taget fat på Jakob, og spurgt ham ud, om hvor jeg skulde hen, hvad Jakob ikke kunde give besked om. Ingeborg påstod med en sådan bestemthed, at jeg havde været sammen med dem begge aftener, at jeg virkelig troede, hun positivt vidste det. Hun var meget fornærmet på mig, fordi jeg ingen fortrolighed havde havt til hende, og trængte hårdt ind på mig for at jeg skulde tilstå alt! Nini havde skrevet til Theodor om det og sagt at der var ingen tvil om at fru Müller og Skram o.s. v.

Der kan de se, hvor godt det var, vi ikke kom på løkken hin aften, da vi næsten stod for døren.

Jeg udholdt attentatet med en beundringsværdig ro og koldblodighed. Jeg havde ikke tiltroet mig selv så megen frækhed og energi som den, hvormed jeg tilbageviste alle beskyldninger. Det gik op for mig, at man først ved, hvad man duer til, når man står foran ilden. Jeg er ikke så gal, jeg, må de tro. For en fordærvet og snedig person, jeg kunde være bleven, hvis forholdene havde taget mig ordentligt i brug. Nu gider jeg hverken det ene eller andet. Men jeg løi, – det er utroligt hvor godt jeg gjorde det, tiltrods for at jeg ikke er håndgangen, og jeg påstod, at jeg kun havde set dem den ene gang i visiten. Din tomme vogn kunde været en anden, sa’e jeg: alle vogne ser éns ud, og det gjør alle kudsker også. Den første aften havde de faret omkring for at treffe Grevstad,Grevstad: Nicolai Grevstad, som var redaktør av Dagbladet 1880–83. med hvem jeg havde forstået, at de havde kjedelige forretninger, – pengesager – men uden resultat, – så havde de i ethvert fald sagt det til mig. De havde endvidere sagt at de også fredag eftermiddag sandsynligvis vilde være optaget af kjedelige forretninger, hvorfor jeg ikke mere fik dem at se. Det holdt hårdt, især med Ingeborg, men tilsidst troede hun mig aldeles ubetinget. Jeg tog det så utroligt roligt. Som om det ikke interesserte mig synderlig enten man troede mig eller ei. Nini og de andre, bad mig næsten om forladelse, fordi de havde kunne tænke det til mig. Hun vilde strax skrive til Theodor. Fritz sa’e, at han altså havde havt ret, når han hele tiden havde sagt, at det hele var noget sludder; han var så vis på at Skram og jeg ikke havde havt det fjerneste maskepi sammen at o.s. v. Det vidste han bedre. O.s. v. Jeg underretter dem om dette, for at de skal vide, hvordan sagerne står, når Fritz og Ingeborg nu kommer til Kjbhvn og måske gjør hentydninger. Kjære, – sig nu bare akurat det samme som jeg, så er de så sød. De sa’e engang at det ikke kunde være så farligt om folk til syvende og sidst, fik det at vide, men det er, det er farligt. Ingen af dem vilde tro mig mere! Bare det! Man vilde mistænke mig for at være så meget værre og for at ha’e gjort så meget galere ting end det jeg virkelig har gjort. De vilde tro det værste om mig. Og det vilde ikke være hyggeligt at stå som en løgner foran dem alle. Og så er det ikke bare for min skyld, men for mine gutters som fortjener at ha’e en mor med et pletfrit rygte og for min broders og hans guts skyld. Husk på alt det!

Forresten føler jeg mig tryg i deres hænder.

Deres A. M.



9. Erik til Amalie

Kbhvn. den 10 September [1882]

Amalie, Du har dømt hurtig, for hurtig, og Du skal høre mig. Tro ikke, min dyrebare Veninde, at jeg i mit Hjerte beskylder Dig for letsindig at have fældet din Dom, jeg véd, at Du har været dybt dybt alvorlig, da Du gjorde Prøven på at rive mig ud af dit Sind, og hvad mere er, jeg tror, at hvad Du har gjort Prøve på, er lykkedes for Dig. Du elsker mig ikke mere. Jeg siger dette så sørgmodig som muligt, men jeg er rolig, for jeg har intet Håb opgivet. Jeg vil bejle til Dig. Jeg vandt Dig for hurtig. Lad mig nu prøve, om jeg kan vinde Dig anden Gang og bedre. Jeg er Dig ikke uværdig, og jeg beder dig kun, om jeg langsomt må få Lov til at søge ind imod dit Hjerte på ny. Jeg beder derom for min og for din Skyld Amalie. Jeg kan gøre Dig noget godt, så vist som jeg véd, at der hos Dig ligger det Gode i Livet, som jeg har Evne til at søge. Dit Liv Amalie er ikke helt rent, og synder jeg imod noget Fint og Skært, så står Du og har stået i Begreb med at gøre det samme. En enkelt Ytring i dit Brev indeholder forblommet det samme Brud på Renhed og Ægthed i dit Følelsesliv som min Meddelelse gjorde det for mit Livs vedkommende. Og tager Du ærlig din Kærlighed op på ny, så bliver Du renset, det er det Gode jeg kan gøre Dig – og Du mig. Jeg vender mig med min Kærlighed til Dig som til en Renselsesfest helt og helt igennem – ikke fordi Amalie Du er et så meget bedre Menneske end jeg, end ikke et så meget finere, skønt det er Du, men fordi to ærlige Mennesker kunne elske hinanden rene.to ærlige Mennesker kunne elske hinanden rene: et uttrykk som satte seg fast hos Amalie; hun skulle bruke det som en nøkkelreplikk i sitt skuespill Agnete i 1893. Du og jeg, hvis Livet giver os Lykke dertil. Når Du har næret Planer om Gifter-mål og griber til dem på ny, er det på dine Vilkår en Synd af samme Art som den jeg har gjort Tilståelse om, kun at min er så meget værre, fordi jeg sidder midt i den. Men Du har ingen Trang haft til straks at sige mig, at der var et Brud i Rækken af dine blanke, selvrolige Handlinger, at Du stundom hemmelig hvilede ud i Planer, der, man tage så hensynsfuldt på dem som man vil, smitter af i en ren Sjæl. Min egen Veninde, jeg retter ingen Bebrejdelse imod Dig, men jeg ønsker for et Øjeblik at vende dit Blik ind imod Dig selv. Jeg er bleven uhyre forskrækket ved din Ytring, den er gået mig igennem Hjertet på langt smærtefuldere Måde end dine Ord direkte til mig. For jeg tror, Du har Uret i det væsentlige hvad mig angår, og jeg er endnu modig nok til at håbe, at jeg skal kunne vise Dig det – men er Du for Alvor slap i dine egne Sager, så Amalie forstyrrer Du så meget, der kunde blive godt.

Men jeg har vel ingen Myndighed til at tale til dig, før jeg har fejet for min egen Dør.

Husker Du min Ven, Dyveke i «Gertrude Coldbjørnsen»?Dyveke i «Gertrude Coldbjørnsen«: Dyveke er en bondepike som elsker helten Fabricius, og som får lov til å komme og være hos ham og pleie ham – hun vet selv at hun bare er en slags erstatning for Gertrude. Når Gertrude og Fabricius finner sammen, forsvinner hun uten videre fra historien, og får bare disse ord til takk: «Ak, hun har lært mig, om jeg ikke havde vidst det før, hvor lidet det nytter, at det kun er den Ene, som elsker i et Kærlighedsforhold.» (s. 161) Den unge Pige, som trøster Fabricius. Hun optræder først i sidste Kapitel. Forargede hint Forhold Dig, da Du læste det, eller forstod Du nogenlunde Arten af den Godhed, Fabricius nærede for hende, og kunde Du tænke Dig, at denne unge Pige elskede ham af hele sin Sjæl og vidste af, at hun kun var ham en Trøst, aldrig kunde fylde Tilværelsen for ham? Dette er Grundtonen i det Forhold jeg omtalte for Dig som en Trøst i mit Liv. Der er end ikke en Gnist af Løgn deri i den Forstand, at den unge Pige tror, at jeg elsker hende. Hun tror, at jeg holder alvorlig og ømt af hende, og at der hidtil siden Gertrudes Dagesiden Gertrudes Dage: Skikkelsen Gertrude var basert på en kvinne som Erik hadde elsket (og som han forteller mer om senere). ikke har været nogen Kvinde på min Vej, som har kunnet tage mig fra hende. Men da jeg blev så længe i Norge, var hun forberedt på, at jeg kom forlovet endog gift hjem, og hun vilde været gået fra mig uden at rejse nogensomhelst Anklage imod mig, for på de Vilkår vidste hun vare vi forenede. Det har jeg sagt en Gang for alle og hun gentaget de hundrede Gange. Forklaringen på disse – i Danmark ikke meget hyppige, i Frankrig overordenlig talrige – ensidige Kærlighedsforhold ligger simpelthen i den sociale Dannelses Forskel. Den unge Pige jeg omtaler er Dame-skrædderinde og har aldrig tænkt på at ville være min Hustru. Hun er forstandig og véd, at hvad der udgør hendes Fryd som Elskerinde vilde være en Ulykke for hende som Frue.

Men om igen; jeg vil lægge det hele så klart frem for Dig som det er mig muligt.

En Efterårsaften for snart tre År siden mødte jeg på Gamle Kongevej ved Søen den unge Pige som hedder Camilla. Hun havde en ejendommelig smuk Gang, som fængslede mit Blik og idet jeg gik forbi, så hun vist på mig. Jeg vendte om og talte til hende, og hun bad på en Måde om Undskyldning fordi hun havde set så bestemt på mig, hun havde i mig troet at genkende en anden, som hun ønskede at træffe. Jeg spurgte om, hvem denne anden var, og skønt jeg ikke fik nogen klar Besked, forstod jeg, at det måtte være en meget kær Person, en Elsker formodentlig, med hvem det var kommet til et Brud. Hun talte behage-ligt og med et ejendommeligt Lune og noget forpint, og var langt langt finere end unge Piger man kan finde på at tale til på Gaden ellers ere. Hun boede i Nærheden. Jeg husker, at jeg foreslog hende at følge med mig på en Restauration, men da det så ud til Regn, svarede hun kort og godt, at det var bedere [sic] at gå op til hende og der drikke den Flaske Vin, jeg omtalte. Naturligvis mente jeg nu, at have et mildest talt højst letsindigt Pigebarn for mig; jeg købte Vin og Glas – kan jeg huske – og befandt mig installeret hos en fint-tarvelig klædt yngere [sic] Pige på en 25 År, hvis ualmindelig svære sorte Øjenbryn og forunderlig hårdt skårne Ansigt interesserede mig. Vi talte i et par Timers Tid sammen. Så vidste jeg, at jeg havde et ufordærvet, forstandigt, delvist dannet og rimeligvis fintfølende Væsen for mig, der havde lidt Nød i en Kærlighedshistorie. Hun var for Tiden første Syerske på et stort Magasin. Vi talte muntert og honnet, kun forsvarede jeg i al Skikkelig-hed den sanselige Side af Elskov, som hun angreb som noget uskønt. Jeg fortalte en Historie om Kærlighed, som skulde bevise mine Teorier, så, uden Overgang eller Forberedelse rejste hun sig, greb med et forunderlig stille Smil Broschen under Hagen, løftede den af og sagde «Ja, nu må jeg i Seng; jeg ved ikke hvad De vil gøre.» «Blive naturligvis,» svarede jeg trods min umådelige Forbavselse så rolig, som om jeg intet andet kunde have ventet, og i et Minut var hun hoppet i Seng. Jeg var rolig som en Eksperimentator. Hendes Hengivelse var forunderlig, ur-ren, skælvende sanselig og sig brødefuld bevidst på én Gang. Jeg havde ondt af hende. Jeg tror, at jeg ikke et Sekund tog fejl. En Mand, hendes Elsker havde hun hengivet sig til før, han havde forladt hende; i Måneder havde hun lidt, krænket i sin inderste Sjæl og dybt bedrøvet, nu stod hun på et uendelig farligt Vende-punkt. Hendes Sanser havde overlistet hende i den forpinte Tilstand hvori hun var. Var jeg nu en Slyngel – nej blot det man i Almindelighed kalder et Mandfolk – var hun fortabt. Jeg tog så blidt og roligt og så muntert skikkeligt som jeg havde Evne til på hele Situationen. Da jeg gik, kyssede jeg hende, det havde jeg ikke gjort før. – Ak Amalie, det er sandt, Du mener formodentlig, at jeg skulde være gået, da hun vilde give sig hen. Min Ven, om slig Dyd findes, vilde den på dette Tidspunkt næppe have været heldig anvendt. Hun havde været skrøbelig som Vox i enhver nogenlunde erfaren Slubberts Hænder, og en sådan vilde hun have truffet. Jeg tog med rolig Samvittighed hvad hun gav. Jeg kendte Værdien deraf. Min Ven, mulig forstår Du slet intet af den hele Historie, men gør Du det, så skal Du føle, at jeg har Ret, når jeg siger, at det var netop deri min Fortjeneste bestod. Jeg forstod hvad der var sket. Jeg kendte Arten af hendes Sjælstilstand. Det var ikke et usædeligt Kvinde-menneske, der gav sig hen for en Flaske Vin; det var en ulykkelig ung Pige; næsten alle Mænd jeg kender vilde ikke have forstået dette. De vilde ikke have spurgt, de vilde ikke have haft synderlig Plads til Interesse for hende, for deres eget Begærs Skyld, og de vilde råt have ladet hende gå i Klasse med Skøgerne, man for en Klat Sølv kommer i samme hurtige Forbindelse med. Nu behandlede jeg hendes Hengivelse som en stor, vægtfyldig Begivenhed, jeg vilde ikke have undladt at komme igen for overmåde meget – løs og ledig som jeg var – jeg tog hende under Behandling som en Slags Elskovspræst kunde have gjort det, der gik en Måned hen, inden jeg spurgte om en Gentagelse af den første Aftens Begivenhed og jeg lærte hende i denne Tid og derefter såre såre meget om Respekt for sig selv, Finhed i Følelser. Hun skulde, var vi den Gang blevet skilte, ikke let være faldet i sine egne Sansers Snare på ny. Men naturligvis, så kom hun til at elske mig, for jeg tog godt og kærligt på hende. Så fortsattes vort Forhold i to År – hendes eneste Frygt var: når jeg gik fra hende; hun troede aldrig på Varigheden af vor Forbindelse, og en skønne Dag gik hun hen og forlovede sig med en halvt gejstlig Person ved Irvingianernes Menighed, Enkemand med to Børn.en halvt gejstlig Person ved Irvingianernes Menighed: Opphavsmannen til Irvingianerne var Edward Irving (1792-1838), en skotsk prestbyteriansk prest. Irvingianerne, som hevdet Kristi snarlige gjenkomst, ble senere til den katolsk-apostoliske kirke. Jeg kunde naturligvis have forpurret denne Forbindelse, men jeg støttede den, fordi jeg troede hun var i god Havn. Forstår Du hendes bange Bevæg-grund? Mig forlod hun først to Dage før sit Bryllup. Hun var gift i lidt over et halvt År, i hvilken jeg fik et Par Breve – meget sørgmodige. Så gik hun pludselig en Dag fra sin Mand – han havde lagt Hånd på hende, og hun havde holdt det ud i tre Måneder, tror jeg. Hun tyede naturligvis til mig. Jeg hjalp hende med Penge og med min store Godhed for hende, hun var umådelig nedbrudt. Hun er en meget dygtig Kvinde og er hurtig kommen sig. Nu er hun modig, tjener godt og – elsker mig.

Ser Du Amalie dette er i korte Omrids Historien. Jeg brugte Udtrykket «mig absolut trofast», det skete for i et Par Ord at antyde Forholdets Art. Jeg var bange for, at Du skulde tro, at det var almindeligt Griseri det Hele. Når jeg brændte på Tungen for at få fortalt dette Forhold, så er det fordi det har spillet en Rolle i mit Liv. Camilla har været mig en Trøst. Det er godt at holde af; min Hengivenhed har været øvet og jeg har været trofast mod den Opgave at gøre godt – på min Måde – mod denne gode og kærlig-hedsfulde Kvinde. Havde jeg gået ganske ene om i Verden og kun nu og da knyttet et kortvarigt måske pikant, måske kun usædeligt Forhold til Kvinder i og uden for mit eget åndelige Område, var jeg måske bleven ligeså rå i mit Følelsesliv, som jeg til min Forskrækkelse mærker, at selv fint dannede Mænd kunne være. At jeg skulde have levet som en Munk er ikke din Mening. Men altså Amalie, min Brøde mod Dig er, at jeg ikke bryder dette Forhold straks, ja endog har sagt, at det vil være mig en Trøst at holde det vedlige. – Amalie, jeg ligger under her for min Ærligheds Skyld. Forstår Du slet ikke min Mening? Jeg lider ved min Fraværelse fra Dig, jeg lider ved, at jeg i mit Liv fra Dag og til Dag ikke kan få udtrykt, ikke finde Udtryk for det, som er blevet mit eget egentlige Indhold; min Stræben hen imod, ind til Dig, min Tro på, at Du har min Lykke i din Hånd, min Følelse af, at det er rent og dygtigt hvad vi to kunne ville hinanden – det lider jeg under, og så véd jeg, at jeg vilde lide endnu mere, hvis jeg med Ét skulde mærke, at jeg foruden en rent åndelig Smærte, om man kan sige så, skulde have mit sanselige Jegs aller bitreste Længsel at kæmpe med, ave og kue. Forstår Du ikke Amalie hvad Længsel vil sige. Er det afskyligt at sige, at jeg føler en Trøst ved at døve Længslen noget. Tror Du Trøsten er stor? Tænker Du ikke på den Pine, der ligger i selve Forsøget på Trøst? Amalie, Du må ikke lade mig falde for denne Sags Skyld – Du handler urigtigt heri. De fleste Mænd vilde vel på dette Punkt have tiet bom stille, og så Dig uafvidende søgt og fundet en rimeligvis langt lavere Art af Trøst. Amalie, havde Du været min Hustru, vidste jeg når Du blev det, tror Du så, at Sagerne stillede sig som nu, hvor jeg på Forhånd har meldt et Slags Frafald mod min Troskab mod Dig? Husk Amalie, at Du ikke har gjort Fordring på dine Rettig-heder, Du kappedes kun svagt med mig om at «give». Du har ikke villet være min straks og udelt, og derfor har jeg sagt Dig, at jeg så længe jeg er «alene» i Verden holder på den lille Trøst, som Livet har ført til mig. Jeg har ikke mod til at begynde min Pilgrimsgang med den Tærepenge jeg har. Du skal give mig mere. – Amalie, Du må ikke indlade Dig på at elske et Fantasimenneske. Jeg har vist mig som jeg er. Som sådan, men bedre og bedre, håber jeg, ved din Hjælp vil jeg vinde Dig. Lad Dig vinde Amalie, og tro en Smule på, at jeg, der har kunnet tale ind i dit Hjerte blot ved rolig at være mig selv, også er skikket til at høre til hos Dig. At jeg med mine Fejl, med min plumpe Udvikling som Mand dog kan råde og hjælpe Dig, at det virkelig er muligt at elske et Menneske, som ikke er en ideal Person men blot et ærligt Menneske, som i Bestræbelse efter at fjærne enhver Misforståelse har brudt ind på et fint omgærdet Sted og netop voldet en lignende Mangel på Forståelse som den han frygtede – tro på det.

Ak det er så fattigt det jeg siger. Kan Du ikke føle, at det jeg har kaldet en Trøst, nu er mig en tyngende Byrde netop for den udvortes Ligheds Skyld, der er imellem dette Forhold og et virkeligt Kærlighedsforhold, og kan Du forstå, at jeg nu aldrig kunde have begyndt på noget sådant. Jeg er jo ikke nogen løs og ledig Person mere – hvis Du holder af mig. Men kan Du så på den anden Side tage med en Smule af din Tanke forsigtig fat i det sørgelige Forhold, at vi Mænd – det er så Amalie, på meget få Undtagelser nær – rent uafhængig af vort Følelsesliv har lært fra 14–15 Års Alderen at leve ukysk, og at det dæmrer truende for mig som noget rent fysisk ondt, der vilde komme over mig og gøre mit Sind uklart,noget rent fysisk ondt, der vilde komme over mig og gøre mit Sind uklart: Erik gir her uttrykk for sin tids utbredte oppfatning, at både onani og seksuell avholdenhet er skadelige for menn; det første kunne føre til alvorlig sykdom, enda til sinnsforstyrrelse, det siste var usunt og urimelig. Man hadde krav på å kunne få regelmessig «naturlig» utløsning, enten innenfor eller utenfor ekteskap. hvis den Fordring nu stilledes til mig, at jeg uden sikkert Varsel om et nyt Liv i Skønhed og Ro skulde bryde med noget forholdsvis kønt og blive Munk. Stil ikke dette op som din Vilje, Amalie, det er for ufornuftigt.

Jeg vil ikke skrive mere før dette Punkt er klaret. Det bæres mig for, at jeg kun med et Par ulyksalige Udtryk har voldet Dig og mig Fortræd. Men jeg tør intet tro, intet rigtig tænke.

Grunden til, at mit Svar først idag bliver skrevet ligger i at jeg først idag har læst dine to Breve og hvorfor jeg først idag har læst dem ligger i Omstændigheder, jeg ikke nu kan få fortalt. Det hænger sammen med hele mit Kærlighedsliv og derom vover jeg nu ikke at tale. For alt Godts Skyld misforstå mig nu ikke igen: min Kærlighed til Dig Amalie – jeg har ingen anden.

Alt det Pinlige med Thaulows gør mig oprigtig ondt for mange Årsagers Skyld – ikke mindst for din Dygtighed i at lyve.

Din Erik.



10. Telegram til Erik

Skram
Nansensgade 34 – 4 Kbhvn
Fra Christiania 13/9/82 kl.9.05 fm
Skriver et Svar, naar jeg har tænkt mig ferdig, rimeligvis om en Dag eller to.
A M.



11. Amalie til Erik

Kristiania 15de septbr. [1882]

«Jeg har dømt hurtigt, for hurtigt», siger du. Ak nei, min ven; jeg har slet ikke dømt, jeg. Bare den ytring beviser mig at du aldeles ikke forstår hvordan det hele er gåen til. Og hvorledes skulde du også kunne det. Jeg skrev jo det til dig, at der aldeles intet andet var foregået end dette, at jeg ikke mere kunde ville dig noget. Men deri ligger ingen dom, end ikke en nuance af bebreidelse mod dig, du kjære. Jeg er så modløs og så beklemt ligeoverfor den opgave jeg har, at skulle svare på dit brev. Jeg gjør det så modstræbende, for jeg vilde helst knibe af fra det hele, sænke det altsammen ned i den grav jeg har lavet istand i mit indre. Men det går jo ikke an, at du et sekund skulde tænke, at jeg behandlede vort mellemværende legertlegert: lettvint (jfr. fransk «légèrement»). eller ukjærligt. Jeg har så stor respekt for dig og det, så megen godhed for det minde vi nu har fælles, at jeg ikke kan tåle, du skulde misforstå mig her. Men husk at jeg sendte dig mit sidste, mit virkelige farvel, og betænk at det var alvorligt ment. Når jeg nu taler til dig, så er det som var jeg stået op fra det døde.

Jeg ser anderledes på dit forhold til hint fruentimmer nu, og jeg ser også anderledes på hende. Det er sandt; det var af en anden art, end jeg tænkte. Jeg forstår mig forresten så utrolig lidt på den slags ting. Og det uagtet jeg ved og har hørt så meget, at intet burde være mig fremmed eller overraske mig. Men alligevel, – jeg oplever det atter og atter, – al min viden er ikke trængt indenfor huden. Det er et lag af olie jeg må være indsmurt med; thi alt det, der er min natur fjernt og modbydeligt, glider af igjen, om man så tog og dyppede mig i det fra isse til fod. Det mærker jeg bedst når noget sligt bryder ind hos mig. Den virkning det gjør, den skræk og smerte jeg føler, kunde passe for et barn, der intet, absolut intet vidste, og pludselig så alle sine illusioner flommet over af en smudsig, slimet strøm. Og hvis jeg enda havde illusioner! – men jeg eier ikke det som illusion er, skabt i min hjerne eller mit hjerte.

Hvad jeg har lidt ved at læse dit brev, – disse mange gange igjennem! Du aner det ikke. Tilsidst har jeg dog ikke kunnet udholde andet end at springe over det meste, og kun læse det du siger til mig om dig og mig.

Det har været som om en stod og pirkede i mit hjerte, med noget iskoldt, stålagtigt. Jeg er vis på at jeg har siddet og anket mig under læsningen. Jeg ha’e gjort det. Det var ikke bare fordi det var dig. Det var også den gamle, fortærende smerte over alt det stygge og fæle, som verden er fuld af, alt dette her som menneskene siger ikke er synd, men som jeg aldrig, aldrig kan forlige mig med. Jeg skulde ikke tro det var «almindeligt griseri», siger du. Ja, jeg ved nu ikke, hvad man i almindelighed kalder for «almindeligt griseri», – men jeg vilde, hvis jeg turde for dig, sætte et u foran adjektivet og beholde substantivet uforandret, og så bruge den betegnelse der kom ud deraf, på det du i dit brev fortalte mig. Bliv nu ikke vred på mig. Det er bare fordi jeg er så uskjønsom, – nei, det er fordi jeg bliver så forfærdet, så i min inderste sjæl forstyrret, hvergang dette på ny træder mig nær. En kvinde som møder en fremmed herre på gaden, som tager ham med op, og går tilsengs for hans øine, og så det andet, – uf nei, – hvorledes kan du dog forlange, at jeg skal kunne forstå det. Men endnu værre er det at hun midt i sin kjærlighed til dig, går hen og gifter sig med en anden, med en af den art, at hun løber fra ham efter ½ års forløb. Og så at hun bliver hos sin elsker til to dage før bryllupet! Og så at hun vender tilbage til ham, og ikke føler trang til at rense sig ud fra al sin besmittelse ved at leve sit liv i ensomhed og selvfornægtelse, og brænde ud sin skam ved at tage sin smerte op som sit daglige brød. Og at hun ingen pligter og intet ansvar har fundet i sin nye stilling, ikke engang ligeover-for de små, som hun dog var trådt i forhold til, og kunde ha’e været noget godt for, – nei det er så over al beskrivelse udenfor min fatteevne, at andre end de mest lavartede fruentimmersorter kan gjøre alt det, at jeg slet ikke vil befatte mig med at tænke på hvorledes det går til, at du kalder hende en «god og kjærlighedsfuld kvinde» og at du holder «ømt og alvorligt af hende». Jeg kan nu forresten heller ikke begribe hvad forskjel der er på at «elske», og at holde ømt og alvorligt af en kvinde, eller omvendt af en mand. Hvis det var mig så vilde jeg ganske vist ikke kunne skille de to ting ad, eller skjelne mellem dem. Men om alt dette, skal vi aldrig mere tale. Lov mig det. Ja, forresten er det vel sidste gang jeg skriver til dig, for jeg antager ikke du kommer til at svare på dette. Men vist er det, at jeg ikke kan, ikke med min allerbedste villie kan forstå det, og at jeg føler et fysisk ildebefindende ved at lade tanken dvæle derved. Nu ved jeg så vist at enhver anden kvinde i min alder, og med min intelligents, vilde vide at finde sig tilrette ligeoverfor det, der har fjernet mig fra dig. Det vilde slet ikke gjøre dem noget. De vilde endog synes at du i dit forhold til dette fruentimmer stod så nobel og god og fin, at du derved blot kunde voxe og få forøget værdi. Når jeg ikke kan det, så er det fordi jeg er formeget af en abstraction. Det er også dette som er iveien for at du kunde få nogen glæde af mig. Jeg er bleven så vis på det efterat ha’e læst dit brev. Når jeg tænker på dig som på et blot og bart medmenneske, så gjør det mig slet ikke noget hvorledes du lever eller har levet; jeg vilde så gjerne, så uhyre gjerne ha’e dig til ven, og det er ikke alle mænd jeg vilde ha’e til ven, må du tro. Men når jeg tænker på, at du er den mand jeg skulde elske, og give mig hen til, så kan jeg ikke holde nogen ting ud, ikke engang at du har levet i verden sålænge som jeg selv. Det vilde derfor ikke nytte mig det ringeste om du skrev: jeg bryder med hende, og vender aldrig tilbage, – jeg forpligter mig til at leve som en munk for eftertiden. Langtifra! Jeg vilde gyse ræd og feig tilbage for at ta’e et sådant offer, og det vilde ikke bevirke den ringeste forskjel hos mig. Jeg ønsker intet i den retning. Ikke for nogen pris i verden vilde jeg ha’e det engang.

Men føler du nu ikke mere og mere, hvor dårligt jeg kunde passe for at være din? Du har taget feil af mig. Jeg vilde være så ræd så ræd. Du aner ikke hvor bange jeg er bleven for dig, efter at ha’e læst dit lange brev. Jeg har fået en angst over mig, så jeg kunde sætte mig nedfor og storhulke. Jeg er ikke skikket for at tilhøre nogen mand, selv ikke den jeg elskede. Dette at han skulde komme og forlange af mig, hvad han havde fået hele livet igjennem af en eller anden, – – – jeg må gjemme mig bort i rædsel. Og jeg kunde heller ikke ha’e ham halvt, for det vilde pine mig tildøde.

Og ved du hvorfor jeg også er bange for dig. Det er fordi du har noget, nei meget af det stof i dig, hvoraf Søren Kjirkegaard har lavet forføreren, Johannes. Søren Kjirkegaard har lavet forføreren: Johannes Forføreren er den reflekterende erotiker i Kierkegaards Enten – Eller (1843). Og så når jeg tænker på at jeg har gået sådan og slængt på gaden næsten ved nattetide med en mand, akurat som hvilketsomhelst fruentimmer, og været på hans værelse i hotellet, så bli’er jeg pludselig ganske jevngod med hende den anden, som du forresten jo sætter så høit, hvad jeg ikke gjør. Og det kunde godt hænde sig at du engang, hvis situationen havde været slig, at vi to kunde have etableret magen til hint forhold, at du da en dag når du var bleven kjed af det, overtalte mig til at ægte en «halvt geistlig person», for at «bringe mig i havn». Ja, for du kan slet ikke vide det du, om det ikke vilde gå akurat sådan og ikke anderledes. Og du skal ikke blive vred fordi jeg siger det, – jeg bare sætter det jo. – – –

Jeg har jo slet ikke næret planer om giftermål, jeg. Det har i allefald bare været lavede tanker. Du behøver ikke at skjænde på mig for det, og dutte mig på at jeg af og til har hvilet ud i urene forestillinger. Nei, for jeg har virkelig ikke gjort det. Og hvor-ledes skulde jeg så ha’e følt trang til straks at sige dig det. Jeg måtte have rodet længe om, og gravet dybt ned for at finde dette frem, og du ved jo, at jeg slet intet kunde sige, bare fordi du var så deilig, du. Du ser altså at det er din egen skyld, når jeg ikke har kunnet tale. Forresten, jeg skal være ganske ærlig. Da jeg sidst skrev til dig, kom tanken pludselig for første gang som en virkelig tanke. Jeg ved ikke hvorfor den netop kom da, endnu mindre hvorfor jeg skrev den ned. Men den har ikke været der siden, ikke så meget som et spor af den, og tror du virkelig, jeg nogensinde kunde få mod til at gjøre det, jeg? Eller tror du, at jeg nogensinde kunde få lyst til det, kanske? Ja, da måtte jeg i allefald forandre mig meget. Rigtignok forstår livet sig udmærket på at vende op og ned på et menneske, – men så er der dog visse ting, som straks kommer på sin rigtige plads igjen. – – – Jeg kunde forresten godt mærke på dit brev, at du ikke havde taget dig alt dette synderlig nær, og det var mig en beroligelse.

Bjørn er her endnu.Bjørn er her endnu: Bjørn Bjørnson, Bjørnstjernes sønn, ved den tiden 22 år gammel, som var forelsket i Amalie – noe som Erik nok hadde oppfattet. Han er bleven længere, end han fra først af mente. Hvis han nu reiser over Kjbhvn. som jeg tror han gjør, så vil han plage dig med sit snak om mig. Han driller mig uafladelig med dig, og det er desværre lykkedes ham at få mig gloende rød lige ud i ørespid-sen. Den omstændighed har han vidst at drage fordel af. Når han er hjemme hænger han altid over mig. Derfor må jeg skynde mig at skrive mens han er ude. Du havde ret i det, du sa’e om ham, rasende ret, men jeg har været så fjern og så alvorlig som en gudinde. Og så har jeg været så bedrøvet. Nu har jeg det dog bedre. Jeg tror at jeg er rolig og fattet. Når alt kommer til alt, er det dog sandt, at jeg er et flygtigt menneske. Der er ingen ting ved mig i grunden, det er altid omkvædet på alle mine betragtninger over mig selv som jeg forresten anstiller skjældnere og skjældnere. Det er sandt at du ligger under for din ærlighed. Men det skal du ikke bryde dig om, for vilde du vel opnået så meget som så, – ved en løgn. Nei det vilde du ikke. Du er meget for god dertil. De fleste andre mænd vilde ha’e tiet. Men du er ikke som de andre du, ved du. Du er så meget, meget bedre.

Amalie Müller.



12. Erik til Amalie

Søndag den 17 September [1882]

Amalie, om Du vidste, om det var mig muligt med Ord at sige Dig, hvor lidt den usalige Historie, der ligger os imellem, har med Dig og mig at gøre! Det er en Sag helt til en Side. Jeg elsker Dig, det vil sige, der er om Dig en Verden – der har om den unge Pige i en Ørk været en Oase, hvorhen jeg tyede, da Tomheden greb mig med Skræk. Min Ven, jeg har brugt det forkerte Udtryk «Trøst»; det skulde jo kun betyde, at når jeg gik tilbage i det, jeg troede fremdeles var en Ørk – det er det ikke, så længe Du er til og – elsker mig, Amalie – så var der dog en Plet, som ingen smudsig Fod havde betrådt. Jeg så jo mit Liv i Belysning af de mange Års golde Tilstand; Amalie jeg havde endnu ikke vænnet mit Øje til ret at forstå Rigdommen, hvori jeg var kommet ind. Jeg er langsom af mig, det har jeg sagt Dig. Om Du vidste, hvor dybt jeg nu føler, at Du måtte opfatte mine Ord som et Fald helt dybt ned, et uforklarligt Forræderi, om Du vidste Amalie, hvor utallig mange Ord jeg nu véd der skal til for at danne den Kæde ind til dit Hjærte, som Du skal vide der er mellem Dig og det helt rene i mig. Amalie, lad mig få din Hånd, se mig ind i Øjet, det er ufordærvet hvad Du har elsket! Der ligger over mig et Lag af Livets smuldrede Støv. Jeg tør jeg vil ikke nægte det, men blæs på det, Vennen min, og Du vil få at se, at det ligger løst.

Amalie, Du har elsket mig, endnu har jeg dit Hjærte, Du må ikke sige nej, for så er Du ikke sand, men det kan man ikke løbe fra. Du må ikke tænke som så, at Du kendte mig ikke nok, dit Hjærte bedrog Dig, at der er endnu Mulighed for Dig til at trække Dig i Behold ud af Historien. Det er en falsk Tankegang. Amalie det smærter og svier at gøre som Du vil, og den Smærte betyder, at Du tager af dit Liv det bedste, Du ejer. Giv, giv helt, før har Du for din egen Skyld ikke Ret til at gå tilbage, ti før kan Du ikke gøre det i Behold. Hvad der ikke duer i mig skal Du forme Dig til Behag, først når det store Forsøg glipper, står Du atter ene i Verden. Så er der atter Smærte, det er vist, men den har Livskraft i sig, det er Forskellen, den Smærte, Du nu føler, er gold. Du har elsket mig, det vil sige, Du har følt Lykke ved mig; Amalie, det er Livets Vilkår: brug den Lykke eller gå til Grunde! Der er kun denne ene Mulighed til i Verden. Hvad enten Du vinder et Liv i din Kærlighedslykke, eller Du taber i Kampen for at binde dit og mit Væsen uløselig til hinanden, har Du vandret de Veje, der gør seende. Og det er nok Måden at vinde sig selv på. Du skal elske mig, for Du gør det. Det er et Vovespil, hvor det Højeste er Indsatsen – Amalie, tror Du jeg byder Dig letsindig derpå? Du har elsket mig; det er en Livets Lov, der har rørt Dig; Du er under dens Indflydelse, og det er Livets dyreste Magt Du står i Begreb med at krænke – eller har stået. – Amalie, to Menneskers Elskov er det eneste Hellige Livet véd af at skabe. Jeg var forsigtig med at indlade mig derpå – Du vilde kvæle din Elskov, for Du kendte kun dens Vrængebillede – men én Gang under dens Magt Amalie, tror jeg, at det er forsmædelig Synd at bryde ud, før den haarde Nød fordrer det. For så synder man mod sit eget Væsen. Og den hårde Nød foreligger ikke for Dig Amalie. Lad min Opfattelse af hvad jeg fjærnt fra Dig, og inden Du har bundet dit Væsen helt om mig, tør gøre, og jeg er fristet til at sige, bør gøre af mildt mod en anden og ligesom afbødende for mig selv, end bero på et Fejlsyn, på en noget sløvet Finfølelse – ak nej Amalie det er slet ikke det, jeg føler uendelig sikkert Fejlens Art – så skal Du, fordi Du elsker mig, tage blidt forstandig og kærlig derpå. Skru ikke vilkårlig, og fordi Du vil følge en Opfattelse, som aldrig på god – jeg mener på kærlig forklarende Måde er kommet til Dig, en Sag op til at være et Enten-eller, når den kun er et rent ydre historisk Påhæng. Lad der end indfiltret i Sagen være en Grimhed, Du vægrer Dig ved at ville forstå – ikke kan forstå – men tag så min gode Forsikring om, at denne Grimhed tynger mit Sind hårdt, men at jeg stoler på en Dag at kunne tage Tyngen både fra Dig og mig.

Og nu Amalie, gid den Historie, jeg måske, fordi den derved måtte få forkerte Dimensioner, aldrig burde have fortalt Dig, kunde lægges i en Slags åben Begravelse, som Du ikke besøger. Lad mig stride denne Strid alene. Der har vist været noget umandigt hos mig, da jeg vilde indvi Dig i disse Forhold, som hænger sammen med netop alt det i Livet, Du ikke har haft med at gøre og derfor ikke kan opfatte i sin rette Sammenhæng. Mon jeg har søgt efter en Absolution, som jeg ikke skulde få? Bevidst har jeg i alt Fald ikke gjort det. Min Meddelelse hænger sammen med, at der ikke er den Ting i Verden, som jeg ikke synes, at jeg bør dele med Dig.

– Du har ikke skrevet den Dag jeg havde ventet. Jeg troede så sikkert, at jeg igår Kl 5–6 skulde have fået dit Brev. Nu har jeg intet at holde mig til. Imorgen når disse Ord alt ere på Vejen til Dig, kommer formodentlig dit Brev. Ak, gør mig nu ikke for bedrøvet! Du har Synd deraf Amalie. Véd Du hvorfor jeg sidst kom to Dage efter med mit Svar? Jeg fik dit Brev Fredag Aften,dit Brev: brev 7, skrevet 6/9/82. nogle Timer før jeg ventede et Par Venner til Aften, de havde meldt sig, og inden mine Forretninger vare færdige. Jeg kyssede da Brevet – tænk det sørgelige Brev – og lagde det i min Skuffe. Havde jeg læst det – jeg tænkte mig kun Muligheden af et godt Indhold – vilde det have været mig så at sige umuligt at agere Vært, jeg havde været uartig, og jeg vilde ikke bryde mit Indtryk af Dig med noget andet i Verden. Da Vennerne gik hen ad Nat, turde jeg for mit Arbejdes Skyld næste Dag ikke læse Brevet. Jeg vilde da ikke have sovet den Nat. Jeg havde det fremme, kyssede det på ny og lagde det i sin Skuffe. Næste Dag havde jeg Hovedpine og forceret travlt fra Morgenstunden og skulde i Middagsselskab hos min Moder – jeg lod som en Gnier dit Brev ligge. Så Søndag Morgen efter et endnu omhyggeligere Bad end mit sædvanlige styrtede jeg over Læsningen – Hvor det gjorde ondt! Hvis Du kunde Amalie lade mig få dine Breve Lørdag, så kæmper jeg ingen Strid. Du véd ikke, hvor tungt mit Arbejde falder mig, når noget særligt fører mig ind i den Labyrint af Tanker, som min Kærlighed uhjælpelig har stillet mig midt i. Du er så at sige altid hos mig, men kommer der noget særligt til, ligger jeg helt under. Forunderlig nok har denne Uge for øvrigt været ret modig; men nu er jeg melankolsk. Ak det jeg skriver synes jeg er så lidet sigende. Du skulde vide, hvorledes mit Væsen har haget sig fast i Dig, hvorledes al min Tro og Higen kun suger Næring af mit Håb til Dig. – Men jeg er ved at klage, og det vil jeg ikke. Må jeg sende Dig de medfølgende tre Fotografier. Ler Du ad mig, fordi Du får tre. Jeg synes de ser så dumme ud allesammen, men tag et af dem til Nåde og lad et andet være officielt og riv det tredie itu. – Så har jeg også det lille Smykke til Dig, som jeg har ladet lave pænt i Stand og forgylde. Når må jeg sende det? – Hvor jeg frygter for og længes efter dit Brev!

Din Erik



13. Erik til Amalie

Morgenbladets Kontor Onsdag Aften

Den 20 September [1882]

Amalie jeg fik dit Brev i Mandagsdit Brev: brev 11, skrevet 15/9/82. og har siden gået med det i Lommen og har læst det om og om igen ved hver forefaldende Lejlighed. Det kan ikke lykkes Dig at gøre mig modløs. Jeg har en Uendelighed at sige Dig, og det har ikke været mig muligt at finde et eneste Øjeblik til at skrive. Nu er jeg alene tilbage på Kontoret, om et Minut måske styrter Arbejdet ind over mig, så bryder jeg af og tager fat på ny – i Aften vil jeg sende Dig et Par Ord. – Rigtigt, der var nu en Afbrydelse men heldigvis kun kort. – At Du ikke skulde ville mig noget? Amalie, der er ikke den Ting i Verden Du ikke vil mig. Hele dit Liv skulde Du leve om med mig, og Du må vide, at så først fik Du levet. Det er kun de fortvilede hundrede Mil, som er imellem os, der gør det muligt for Dig at tale til mig, som var Du stået op fra det Døde. Ak min Ven, Du siger, at Du er bleven bange for mig – der er så absolut ingen Grund dertil, med mindre ét er sandt, det nemlig, at Du er en «Abstraktion» som Du siger.en «Abstraktion»: tidens betegnelse for en «marmorkvinne», en kvinne som var sanselig kold. Jeg forstår, tror jeg, nogenlunde Billedet, og der har været en isnende Skræk i mig for at Du virkelig skulde have fundet en træffende Betegnelse for dit Væsen; men jeg har smilet rystende på Hovedet ad min egen Skræk – jeg har jo følt begge dine Hænder om mit Hoved, Amalie … (henved to Timers Afbrydelse)… Så, det er til at blive nogenlunde rasende over – – på ny en Dreng med Spørgsmål Korrektur osv. Jeg opgiver det, jeg er tilmed højst ilde tilpas af en voldsom Forkølelse jeg fik igår ved at snakke på en Veranda med en Dame efter en stor Middag – om Du vidste hvor hun var mig ligegyldig; men for Resten morsom. Hun var ingen Abstraktion! – Du begriber ikke Amalie, hvor jeg er hjemløs siden mit Besøg hos Dig. Alle, alle uden Undtagelse forekommer mig at være Væsener af en vis lavere Rang – jeg gider slet ikke tale med nogen.

Amalie, ét har Du glædet mig usigeligt med: at Du afviste det stygge Snak om Giftermålsplaner. – Du har aldrig næret sådanne, det véd jeg.

Jeg kunde knække Halsen på den Dreng Bjørn! – Var Du nu også virkelig Gudinde lige over for ham? Fuldstændig utilgængelig? Sig ja!

Amalie fortæl mig hvorledes det er gået til, at Du skrev «Rosen» i Nyt Tidsskrift.du skrev «Rosen» i Nyt Tidsskrift: «Rosen», en liten enakter, ble trykt anonymt i Nyt Tidsskrift 1882, s. 113–139. Den handler om en 40-årig forfatter og en yngre (23-årig) jente som er gjensidig forelsket, men ikke tør erklære seg; de finner fram til hverandre ved å diskutere hans skuespill, en enakter som heter «Rosen» om en 40-årig forfatter og en 23-årig jente som osv. Fortæl mig vidt og bredt og send mig det Manuskript jeg straks bad om. Hvorfor er Du ikke god ved mig? Det er noget Snak, at Du er bange for mig. Vi kan ikke være to uensartede Naturer. Men Du er forskræmt. Der er ingen på Jorden, som har holdt rigtig af Dig, og der er ingen, der har haft Mod til at vise og forklare Dig alting – å jo måske, men der er ingen, der har haft Evnen dertil. Som Du trænger til mig Amalie! Noget kan jeg forklare Dig, noget vil Du kunne lære hos mig – alt det bløde, gode smukke, som jeg har fundet i Livet, der ikke er den Samling Hæslighed, som Du, når Du er bange, taler om. Se nu den lille Ting: Du får pludselig en Skræk for den ydre Lighed mellem vor «slængen» på Gaden og gåen i et Hotel og så noget andet. Men Ven, var det nu ikke rimeligere at tage fra sin Rigdom og tro, at alt andet dog måske ikke er fuldt så usselt, som det der og der har fået Ord for. Hvorfor bruger Du ikke straks enhver Stump Erfaring til om og om igen at måle. Hvor tør Du, som véd så lidt, have så kradse Meninger? Min lille Pige, Du gik dog lykkelig ved min Arm hin Fredagnat – sådan et lille Glimt af Lykke skulde, rigtig brugt, kunne kaste Lys over hele Strækninger. Hvorfor er Du sprungen så skræmt tilbage, min Stemme er jo dog den samme – jeg er jo den Du kyssede, Du har jo virkelig en Lygte i Hånden, som kunde lyse noget op. Du er slet ikke så klog, som Du skulde være. Der er uendelig meget til i Verden, som forekomme Dig grimt, ja vel hæsligt og forfærdeligt; men har Du ret for Alvor sat Dig hen og undersøgt Beskaffenheden af din Evne til at dømme. Er der mulig ikke en Fejl i din Opdragelse, en Ulykke i dit Liv, et hvadsomhelst, som kunde fra først af have forrykket dit eget Standpunkt således, at Du må være bange for din egen Dom. – Amalie, Du har aldrig før elsket nogen Mand. Men hvor får Du så Mod til at karakterisere, anbringe lavt eller højt i Værdi Handlinger, der direkte eller indirekte have deres Udspring fra Elskovssiden i Livet? Det er jo ikke sagt, at Du har Uret, men Du kan jo ikke selv vide noget derom. Og hvor tør Du, Ven, lade en sådan Ukyndighedens Dom få afgørende Indflydelse på dit Liv – jeg mener sådan uden videre, uden Prøve, lige bus fra det Gode ind i det Afskyelige?

Du kunde have godt af Amalie at få en lille Smule af min Langsomhed.

Jeg var bange for dig Amalie indtil på Skibet, for jeg troede ikke Du kunde elske – således var dit Væsen og Du havde selv sagt det – – – – nej nu må jeg afbryde; der er ikke Mulighed for at blive ved.

Næste Brev må Du adressere Zinnsgade 2,4 Ø.Næste Brev må Du adressere: Erik flyttet i september 1882 fra Nansensgade 34 til Zinnsgade ved Østerbro.

Din Erik



14. Amalie til Erik

Kr.ania 21de septbr [1882]

Tusinde tak for din vrimmel af photografier, du søde, bedrøvede menneske!din vrimmel af photografier: Det finnes flere bilder av Erik Skram fra omtrent denne tiden; se f.eks. Irene Engelstad et al.: Amalie Skrams verden, s. 98, 120, 132. Han ser alvorlig og velpleiet ut på alle sammen. Der er et jeg synes bedst om, og et jeg synes mindst om. På det sidste ser du meget ældre ud, og så er det slet ikke den Erik Skram jeg kjender, – nok ham på en måde, men ikke sådan som han var, da jeg var sammen med ham. Det er det, som er taget hos Pettersen på Nørrebrogade, med dette sedate, gammelmandsagtige, selvfornøiede udtryk, jeg ikke kan like, – nei jeg mener, – synes mindre om end de to andre. Jeg vil ikke have et, officielt, og tage ét til nåde, og rive et itu, du kommandérsergeant! Jeg vil ha’e dem allesammen for mig selv alene, og ikke vise et menneske dem.

Hvergang jeg skriver til dig, tror jeg det er for sidste gang, og jeg synes at være så ganske og aldeles færdig med det hele. Men hvordan det er eller ei, så forstår du altid så snedigt at få lokket mig frem fra mit skjul igjen. Der er altid noget, jeg svare på. Så er det da bedst at give sig over på nåde og unåde, og med en rask beslutning opgive at der skal være ende på det. «Sørg for at jeg får dine breve på lørdagene Amalie», siger du, som om der ikke havde været en skygge af noget galskab imellem os, og som om ikke den samme Amalie nogensinde i verden havde sagt farvel til dig for bestandig. Det kalder jeg at trumfe sig frem. «Becheidenheit [sic] ist eine Zier, doch kommt man weiter ohne ihr.»Becheidenheit ist eine Zier, doch kommt man weiter ohne ihr: en travestering av det tyske uttrykket «Bescheidenheit ist eine Zier, doch weiter kommt man ohne ihr» – beskjedenhet er en pryd, men man kommer lenger uten den. Nei, alvorlig talt – skal vi så alligevel prøve det med at være venner? Først tænkte jeg det slet ikke kunde gå, – der var så meget sårt, som blødede, og som jeg tænkte vilde virke forstyrrende; men nu tror jeg dog det er forsøget værdt. Venskabet er dog altid og evindelig det jeg foretrækker, og vender tilbage til, – det andet er der så meget klus,så meget klus: så mye rot. så fortvilet megen uro og elendighed med. Og så går man hen og bliver lidende og føler sorg, og bilder sig ind at man har lov til at føle sig skuffet, medens sandheden er at det er livet som idelig og altid har ret til at beklage sig over at sligt et fæ som jeg f.e.x. aldrig lærer noget af det, og det uagtet det har taget mig så nidkjært og omsorgsfuldt i skole. Jeg vil ikke svare noget i særdeleshed på dit brev. Fra nu af skal der komme en anden, roligere, ganske intetkjønsagtig tone mellem os, og du begynder! Vi kan jo godt være dus, ikke sandt? I allefald skriftligt. Mundtligt tror jeg det vilde genere mig, – men herregud – så kan vi være de’s når vi ses, hvis det sker, hvad der ikke er sandsynligt. Jeg tror du tager feil af dine følelser for mig. Bare begynd at analysere dem med ærlig nøiagtighed, så skal du se hvor de reduceres. Der er jo nok af kvinder i verden, og nok af dem som du kunde komme til at elske, nok af dem som du har elsket, eller i allefald stået i forhold til. Hvorfor skulde så netop jeg kunne få en større betydning for dig, eller have nogen evne til at binde dig varigere og stærkere. Du må ikke tro at jeg et øieblik vilde være indbildsk og naiv nok til at bilde mig det ind. Desuden, når bægeret er tømt, sætter man det fra sig, – det gjør jeg, det gjør du, det gjør alle fornuftige mennesker. Men jeg vil ikke være et tømt bæger, jeg, – jeg vil, jeg vil det ikke. Jeg vil meget heller være et fyldt, som ingen får lov at drikke af, skjøndt de brænder af lyst dertil. Uf nei, – hvor jeg snakker, – ved du, – jeg har en glimtagtig fornemmelse af at jeg kunde blive slet. Tænk det, – og jeg som hele mit liv har været så sikker på at være god, bare god. Du må ikke tænke, at det nytter at ville omstemme mig, eller atter at vende mit hjærte til dig på den tidligere måde, – for det er, det er umuligt. Det vilde være uærligt og uhæderligt af mig ikke at sige dig det, og sige dig det så, at du ved det er sandt. Men det kommer aldeles ikke af det du betroede mig om dig selv. Det gjorde en voldsom virkning på mig i øieblikket, – det er sandt, – jeg kunde ikke fatte, hvad du mente, hvad du tænkte, hvad du var for noget, og så på samme tid var jeg så taknemmelig for din ærlighed. Men nu forstår jeg alt det bedre. Jeg ved du har ret, – du er vist netop således som de bedste mænd, eller den bedste mand kan være, for tingene er nu engang ikke anderledes. Men alt dette med dig har gjort mig utrolig klog og klar på mig selv. Det er på grund af min beskaffenhed og ikke på grund af din, at jeg aldrig kan blive andet end en ven for dig. Gud give du vilde forstå det, og tro det. Du har, i allefald for mit vedkommende, så decideret uret, når du siger at der ikke gives andre vilkår i livet end at bruge den lykke jeg en stakket stund følte ved min kjærlighed, eller at gå tilgrunde. Jeg føler det hos mig, at jeg aldeles ikke skal, ikke kan gå tilgrunde ved nogen lov i verden, hvis jeg selv ikke vil. Hvis jeg går i vasken, så er det fordi jeg med rolighed har valgt at ville være slet. Men det kommer jeg aldrig i evighed til at ville, når jeg ret betænker mig. Jeg har jo mine 3 gutter, som jeg føler levende ansvar og pligter med. Et menneske behøver ikke mere for at blive stående på et sted, hvor intet smuds driver omkring, om det end kunde være aldrig så lysteligt at være med på farten blandt dem, der er ligesæle om alt andet end det at gå på eventyr og komers – – – –

Det er et så strålende, deiligt veir idag. Haven er fuld af sollys og ren, blå luft. Når jeg strækker mig henimod vinduet fra skrivebordet, kan jeg se de træer, som skjuler bænken, hvor vi sad. Hvor det dog er en drøm for mig, – og så fjern, så fjern. Synes du ikke også?

Vær nu ikke altfor bedrøvet over mine breve! Du beder mig om ikke at gjøre dig altfor bedrøvet. Jeg var ved at græde, da jeg læste det, for jeg frygter for mit brev har bedrøvet dig, og det vil vel dette også. Men hvad skal, hvad skal jeg dog gjøre? Jeg kan jo ikke skrive anderledes end jeg skriver. Der kan du se hvor meget bedre det havde været om du aldrig havde indladt dig med mig, både for dig og mig. Det er så forsmædeligt at tænke på at dit arbeide skal falde dig tungt for min skyld, og at du virkelig skal lide ved mine breve, eller ved mig overhovedet, at jeg kunde ha’e lyst til at tage dit hoved mellem mine hænder, og kysse dig sålænge til du blev rigtig god og glad igjen. For det kunde jeg godt gjøre med en ven, ja i allefald til nøds! Vær nu rigtig kjæk og mandig, og lav det bedst mulige ud af dette, – og det bedst mulige er, at du lærer dig op til at betragte mig som en ven og kammerat. Du kan gjerne sende mig smykket, siden du har lyst til det. Men kanske, nu vil du ikke, – for jeg ved godt hvor egenrådig du er – jeg husker nok må du tro, at jeg ikke måtte få det, hvis jeg ikke lovede at være med dig hele eftermiddagen.

[i margen] Tænk nu hverken med bedrøvelse eller vrede på din fuldtro ven

Amalie Müller.

Siden der er mere papir, skriver jeg lidt til. Bjørn reiste først i forgårs ved middagstiden. Han tog veien over Fredrikshavn, tror jeg det var, for at nå snarere frem. Jeg syntes i det hele så godt om ham, og jeg havde så uhyre ondt af ham. Han var så mismodig da han reiste, rent nedfor af flere grunde, også af den at fremtiden lå så mørk foran ham. Han kom nu til et rent fremmed sted, til en filleby, og et ukjendt theater med naturligvis bare second class kræfter.til en filleby, og et ukjendt theater: en filleby: et gudsforlatt sted. Bjørn Bjørnson fikk et engasjement som skuespiller ved teatret i St. Gallen i Schweiz fra oktober 1882. Der er meget som duer hos ham, meget mere end jeg tænkte.

Jeg arbeider så flittigt, næsten forceret om dagen på oversættelsen af den engelske bog af Waite om «History of Christian Religion».den engelske bog af Waite: Bjørnson hadde oppdaget Charles B. Waites bok A History of the Christian Religion to the Year 200 (Chicago 1881) på Amerikareisen i 1881, og var blitt fyr og flamme. Han prøvde å overtale Hegel til å utgi utdrag av boka i oversettelse, og ba Amalie om å oversette den (kanskje fordi Amalie hadde nevnt i et brev til Karoline i februar 1881 at hun hadde økonomiske problemer etter skilsmissen). Hegel nektet til slutt, og Bjørnson måtte utgi boka på eget forlag under tittelen Hvorfra stammer miraklerne i det ny testamente? (Kristiania 1882). Bjørnson raser fordi det går for langsomt. Men jeg har været så forfærdelig meget på farten, og også selv flere gange havt fremmede; så kommer dertil at jeg, såsnart jeg havde en times ro, sank hen i grublerier over dig og alt det. Du må forresten ikke tro, jeg var kvit det nogensinde på dagen. B.B. har skrevet en alenlang fortale til bogen.en alenlang fortale: Boka ble trykt med en fortale på halvannen side. I 1883 utga Bjørnson enda en oversettelse av en amerikansk bok, Robert Ingersolls Tænk selv!, som har et langt forord med hans synspunkter på den teologiske debatten. Jeg har ikke læst den, men Bjørn fortalte mig om den, og efter det at dømme, må den indeholde det værste og voldsomste og hensynsløseste anfald på geistligheden og alt det theologiske humbug, som endnu nogensinde har været trykt i Skandinavien, kanske i Europa, hvis det ikke skulde være at Bradlaugh i England har været ligeså slem.Bradlaugh i England: Charles Bradlaugh var en engelsk fritenker og skribent som ble valgt til Parlamentet i 1880, men som ble nektet adgang fordi han ikke ville avlegge eden; først i 1886, etter å ha blitt gjenvalgt tre ganger, fikk han ta sitt sete. Jeg vil blive set på som en rent fortabt person af præster og konservative, når det bliver bekjendt at jeg har oversat en så antichristelig bog. Og mange af mine bekjendte vil blive bedrøvet over mig, endnu mere end de alt i forveien er det. Du skulde se mit skrivebord. Det ser så lærd ud med disse store folianter og masser af beskrevne papirer. På det ligger først den engelske store bog, så Schleiermachers «Kritischer Versuch über Schriften des Lucas»,Schleiermacher: Friedrich Schleiermacher: Über die Schriften des Lucas. Ein kritischer Versuch. Theil 1, G. Reimer, Berlin 1817. så Protevangeliet på græsk hvorved min broder kontrollerer en del af min oversættelse,Protevangeliet: apokryft skrift på gresk om Marias historie og Jesu fødsel og barndom. så bibelen på norsk og engelsk, så et par vældige lexikon. Som sagt, man kunde tro, det var en lærd man kom ind til. Og jeg synes næsten jeg ikke er langt fra at være det om dagen. Jeg må stjæle mig tid til alt muligt, også til at skrive til dig, du kjære.

Din

A.M.



15. Amalie til Erik

22de septbr. [1882]

Du gjør mig så forvirret og usikker at jeg hverken ved op eller ned. Du skjænder så græsseligt på mig. For alting skjænder du. Jeg er tilmode som en skolepige der er sat i skammekrogen og ikke slipper ud før hun beder om forladelse. Men det vil jeg ikke, jeg, må du tro. Når du nu vender ryggen, det vil sige, når jeg ikke længer føler mig så overvældende trykket af dig, som stod du overalt og truede mig med bittre miner, så griber jeg leiligheden til at smutte ud og løbe min vei. – – Jeg har ikke skrevet nogen «Rosen», jeg. Hvor kunde du dog være så dum at tro at det var noget sligt som sådan en stakkels forlovelse mellem to smule forelskede, der lå mig på hjærtet at skrive om? Kan du da ikke begribe hvor fjærnt sligt «tusseri» måtte være mig. Det er jo fru Schjøtt, professorens frue, datter af Dunker,fru Schjøtt, professorens frue: Mathilde Schjøtt, datter av regjeringsadvokat Bernhard Dunker og gift med professor P. O. Schjøtt. Hun er mest kjent som litteraturkritiker. forresten en god veninde af mig, som er forfatterinden, – ja, for en dame måtte det jo være. Hun læste det for mig, før det var indleveret, og jeg sa’e jeg syntes det var en net og sød liden tingest. Det var heller ikke meningen at det skulde være noget andet. Nei du, når jeg skriver, er der mere raseri og flere «krasse meninger», som du siger. Du hørte jo det at Schou krympede sig for at forlægge det,Schou krympede sig for at forlægge det: Det er uvisst hva Amalie sendte – det kan ha vært en novelle eller et skuespill. Den danske forleggeren Andreas Schou satset mest på oversatt skjønnlitteratur etter 1870. fordi jeg havde været for oprigtig, og taget for lidt hensyn til de forhold hvorunder vi lever o.s. v. Så kan du selv tænke dig til!

Stakkels Bjørn som du er så sint på! Jeg er slet ikke sint på ham, jeg, for han var ikke sådan at jeg kunde blive sint. Om jeg nu virkelig var helt ud gudinde? Ja, det skal jeg fortælle dig, hvis vi treffes engang. Men du, som står på verandaer med morsomme damer, som ikke er nogen abstraction, – du vil vel snakke, du. – Jeg vil ikke sende dig manuskriptet, ikke endnu i allefald. Det kan ligge så længe. Jeg vil se det over igjen, og dertil har jeg ikke tid nu om dagene. Jeg har idag været nede og forlangt dine to bøger hos Aschehoug.dine to bøger hos Aschehoug: romanene Herregaardsbilleder (1877) og Gertrude Coldbjørnsen (1879). Aschehoug ble grunnlagt som bokhandel i 1872. De skulde komme om 4–5 dage, sagdes der. Jeg glæder mig umådelig til at læse Gertrude om igjen. Tænk, jeg har ikke se’t den, siden dengang i Fr.hald, med det samme den var udkommen. Og som jeg dengang var betaget af den! Jeg mindes ikke at nogen bog har gjort det indtryk på mig. Jeg kunde i lang tid ikke tænke på andet. Og nu har dens forfatter gået hen og fordreiet hovedet på mig, så jeg slet ikke er menneske mere. Men det er jeg nu forresten. Det er bare at han lægger for meget beslag på mine tanker, men ikke på den måde, at jeg er forelsket i ham længere, – nei for det er, det er, det vil jeg ikke være.

Du kunde vistnok forklare og lære mig en hel del, og jeg kunde måske gjennem dig få en anden opfatning af meget som jeg nu ikke har forstand på og derfor dømmer så raskt og hårdt, men det er et spørgsmål om jeg ikke er lige godt hjulpen uden alt det, om jeg ikke til syvende og sidst dog slipper lettest og mindst beskadiget gjennem livet ved at stå som jeg nu står. Naturligvis, mit liv er på en vis måde glædeløsere, (skjøndt glædeløst er det heller ikke, om end ofte kjedeligt) men så er jeg også sparet for megen og mangeslags smerte. «Hver glædesstund du fik på jord, betales må med sorg»«Hver glædesstund du fik på jord, betales må med sorg»: fra Taylors Sang i Bjørnsons Maria Stuart i Skottland. Diktet ble skrevet 4. november 1864, da Bjørnson møtte megen motgang, bl.a. for diktet «Norrønastammen» som var blitt forkastet som sang på unionsdagen. – jeg er vis på det er sandt. Nei, jeg vil ikke skrive mere. Det nytter ikke. Jeg har atter læst dit brev igjennem og jeg er fornærmet over alt det skjænd. Og så har du alligevel ikke ret. Det er aldeles ikke en ukyndighedens dom jeg lader få indflydelse på mit liv, – det er min naturbestemte inderste vished for hvad der er ret og uret, og andet har intet tænkende menneske at holde sig til.

Din A.M.



16. Erik til Amalie

Mandag Aften [25/9/82]

Amalie, jeg har fået begge dine Brevebegge dine Breve: brev 14 og 15, skrevet med en dags mellomrom. – jeg ligger midt i Flytning og er bunden af Forretninger på fire Hænder, om jeg havde dem.

– Jeg havde vel aldrig svaret på det Brev jeg fik i Forgårs – Brevet i Aften vil jeg – ak desværre for gerne svare på, men der må gå Dage hen inden det er mig muligt. –

Svaret havde jeg nok på det første, men helt ude fra en anden Verden – min Smærte kunde jeg ikke have blottet.

– – «Din naturbestemte inderste Vished for hvad der er Ret og Uret» – ja Amalie, på de Vilkår Du nu kender – men Du kender ikke de Vilkår, som kunne komme, og Du véd, at der gives andre Vilkår end dine, og derfor skal Du være forsigtig.

Din Erik

«naturbestemt» – hvad véd Du derom? Din Natur står for din Bevidsthed som sund og hel, fordi Du slutter med den Erfaring Du gjorde igår – – men når Du nu véd, at der er Mulighed også for Dig for at gøre Erfaringer helt udenfor dem fra igår – hvad så Amalie? –



17. Erik til Amalie

Kbhvn. Søndag Eftrmdg den 1 Oktober 1882
(sluttet den 8 s. M.)

Jeg kan næsten ikke tænke mig, at der ikke er gået mere end en Uge, siden jeg læste dit næstsidste Brev,dit næstsidste Brev: brev nr.14, skrevet 21/9/82. så meget er der foregået i mig siden da. Jeg fik det Lørdag Efterm. i forrige Uge. Som sædvanlig vilde jeg ikke blande Dig ind midt i mit daglige Vrøvl, og det lå i min Brevtaske til næste Morgen, da jeg i en Jernbanekupé – jeg skulde besøge nogle Venstrebønder i Kultusministerens Valgkreds i SydsjællandKultusministerens Valgkreds i Sydsjælland: Jacob Scavenius, fetter til J. B. S. Estrup, som ble gjort til kultusminister (= kirke- og undervisnings-) i Estrups regjering i 1880 – lukkede det op og læste det. Jeg havde flere Timers Kørsel for mig og glædede mig til at leve i Tankerne frem til en ny Vinding i mit nye Liv. – Jeg forstod kun Brevet langsomt. Jeg er ganske dum ved slige Overgange i mit Liv. Så groede der en ond og ildeartet Smærte op i Brystet på mig, den satte sig fast og fejede som med en Hånd, der i sin Sikkerhed ikke vilde forhaste sig, enhver glad og god Tanke ud af mit Sind. Jeg glemte Brevets Enkeltheder – jeg har siden ikke kunnet læse det – og tilbage blev kun Visheden om, at Du nu «var kommen Dig» efter Dårskaben, jeg en Tid havde indgydt Dig. Ser Du min Ven, når denne «Dårskab» nu uheldigvis var bleven den Grund, som jeg havde tænkt skulde bære den Bygning til Dig og til mig, hvori jeg Smule for Smule vilde slæbe al den Livets Lykke ind til Dig og til mig, som en ihærdig Stræben kunde overkomme – så er det en Skuffelse, at denne Grund pludselig svigter under Ens Fødder. Ens Stræben bliver noget håbløs derved, for den har intet Sted at gå hen. – Hvor meget eller hvor lidt en sådan Skuffelse piner i et Tilfælde som mit, er det næppe Umagen værd at undersøge, kun vil jeg med ét Ord sige, at det var, som om Alt visnede inden i mig, og når det sker pludselig, er der ikke ringe Smærte forbunden dermed. – Jeg tænkte i min Pine meget på, hvad jeg vilde sige til Dig, om jeg skulde give den snigende Ringeagt Ord, som i Smærtens Øjeblik vilde til at flænge i mit Hjertes Kød – om jeg skulde give hele den Bedrøvelse Luft, der begræd de tusinde Spirers ynkelige Død – om jeg skulde samle al den Mildhed, jeg ejede i min Natur, og kaste den som en varmende Kåbe om dit stakkels golde Hjerte – ak, jeg tænkte onde Tanker, og gode fornuftige imellem: det Hele beroede jo derpå, at jeg var langt borte fra Dig. Du var som Gertrude: Du vidste slet ikke hvad det var at elske og kunde kun langsomt lære det. Men jeg vidste også, at Smærten med Gertrude vilde jeg ikke leve om igen.Smærten med Gertrude: Hovedfiguren i Gertrude Coldbjørnsen er basert på en virkelig erfaring som Erik Skram hadde gjort i 1870-årene. Man kan ikke to Gange give sit Liv og Intet vinde. Så blev tilbage denne ene Beslutning: Jeg vilde sige til Dig, at der var kun Ét jeg fortrød i mit Forhold til Dig, dette at jeg havde sagt, at jeg vilde bejle til Dig. For det var usandt, og jeg vidste det, da jeg skrev det. Jeg har aldrig villet bejle. Da jeg brugte Ordet var min hemmelige Forståelse derved, at jeg vilde bejle til den Kærlighed, som måtte blot være krøben i Skjul, som umulig kunde have lagt sig til at dø, som altså endnu var der, som jeg kendte, som jeg havde kysset. Bejle mig en Kærlighed til! Aldrig. Således forstår jeg ikke to Menneskers Kærlighed. Det er for stolt og god en Ting, for kraftig for modig og ærlig en Følelse, til at den Ene eller den Anden kan bejle om den. Du gav på Skibet din Kærlighed, Du bejlede ikke – jeg er vel så stolt som Du.

Min Ven, så kom jeg hjem. Mandag Aften fik jeg dit Brev.Mandag Aften fik jeg dit Brev: brev 15, skrevet 22/9/82. Jeg læste det ved en Gaslygtes Skin på Vejen forbi min nye Bolig – der var Flyttefolk og Rumsteren i mine nye Stuer. – Der var en anden Tone i det Brev. Jeg greb den som en Druknende – ja, lad mig kun bruge det Billede; der var Noget slået sammen over mit Hoved, som gjorde mig sanseløs – og jeg skrev hos en Ven de Par Ord jeg sendte Dig, og hvoraf jeg nu kun husker, at jeg fastholdt min Advarsel til Dig om ikke at have færdige Meninger om Ting, hvis virkelige Natur og Væsen Du ikke kendte men mulig kunde lære at kende. Og siden har dette Brevs Tone og hvad der altsammen er sket imellem os arbejdet i mit Sind, som om dette havde jeg nær sagt var et stort Vand, der gik i Dønning eller Bølgeslag alt efter Påvirkningens Art. Jeg begyndte med min gamle Tro på Umuligheden af, at din Kærlighed var omkommen, og på mine Ture om Morgenen og Aftenen til og fra Redaktionskontoret skrev jeg Breve på tyve Sider og mere til Dig om denne Ting. Jeg syntes det var de alvorligste Øjeblikke i mit Liv, og at mit Livs Lykke afhang af, om jeg fik sagt det rette Ord. Du undrer Dig over min Langsomhed til at fatte den Sag, Du alt havde været på det rene med et Par Dage efter min Afrejse og Modtagelsen af mit første Brev, og Du forstår ikke den Ihærdighed, hvormed jeg har overhørt dine Forsikringer om, at Alt var forbi. Jeg skal sige Dig, at vor Natur og Tankegang her er meget forskellig. – Jeg lægger ind i Kærlighed Alt, hvad Livet ejer af godt, for jeg har elsket én Gang, og jeg véd, at jeg ved denne Følelse blev til Mand. Jeg kom til at lide utrolig, ethvert åndeligt Ledemod i mig blev som slidt i Stykker, og jeg ser dog tilbage på denne Lidelsernes Tid med ubetinget Andagt, for jeg husker denne Følelses uhyre Styrke, dens Ubetingethed, Selvsikkerhed, Værdighed og utrolige Evne til at føre enhver nok så lillebitte levedygtig Spire i Sjælen frem til Lyset. Og jeg husker den sejerstolte Glæde, hvormed en sådan Følelse begynder. – Du ser i Kærlighed en Forstyrrelse af Livets regelmæssige Udvikling, for Du har nået den modne Alder uden Kærlighed. Fra dit eget Liv har Du kun Vidnesbyrd om, at der lader sig prægtig leve uden det, som andre Folk snakke så meget om, og Du smiler ad et sådant Ord som, at man skulde gå til Grunde, hvis man ikke fik Kærlighed. For Dig har Kærlighed Sammenhæng med Alt, hvad der er svagt i et Menneskes Sjæl, den fører i Følge med sig Svigten af Pligter, Selvfortabelse, ja går den rigtig højt, bliver man netop en Slave af sine Lidenskaber. Er man inde under Kærlighedens Magt, har man netop mistet det, som dog er det eneste Holdepunkt man har: sig selv i ren og uforvansket Form. Og således vilde Du kunne blive længe ved uden synderlig tydelig at mærke, at Du taler uden virkelig inderlig Overbevisning, kun af Indignation over alt det Slette, Du har set, at Kærlighed kan volde. Din Viden er kommen udvendig fra til Dig, Du har i dit Liv lige som været kørt i Kvas af det lange Brudetog man møder overalt i Vejene – din lille fine enslige Karriol har ligget splintret ved deres ustyrlige Færd, og Du passer med Harme på ikke mere at komme ud for sligt et Tog. – Og så, Amalie, kommer der så en ensom Vejfarende, en forsinket Gæst i Livets store Brudefølge, og han er klædelig, munter eller taler smukt, bliver dit Sind helt blødt, og Du går ind på at køre med ham til næste Station, og undervejs lytter Du med et for Dig selv aldrig helt forklarligt Behag til hans Opfordring til Dig om at slå Følge med de Andre – dem Du ringeagter for deres grove Ubændigheds Skyld –, bad han Dig ikke om at være med, vilde Du føle Dig skuffet. Hvori kan dette dog ligge? Hvorfor har Du ikke en Gang for alle kunnet vende denne foragtede Side af Livet Ryggen? Er det fordi det er morsomt og behageligt at være efterstræbt, være det fyldte Bæger, som Du siger, Alle gad sætte til Munden og derfor gøre Anstrængelser for at nå? Nej Amalie dette er ikke Grunden – var det i alt Fald oprindelig ikke; hvor langt Du nu er kommen ind i en af Omstændighederne lavet Natur, kan jeg ikke nøjagtig måle – Grunden er simpelthen den, at også Du har stået, da din Natur var ung og ufordærvet, jeg mener upåvirket, med Pigelængslen i dit Sind, Længslen efter hensynsløst at give. Du har målt med dit Øje Svendene, som drog forbi og tænkt på: hvilket Hjerte af disse er det ærligste, til hvem af dem skal jeg give Alt, hvad jeg ejer? Du har ikke oprindelig tænkt på vedblivende at være det fyldte Bæger, Ingen skulde komme til at tømme, Du har drømt om selv at bringe hele dit Livs Skat til en Mand, og Du har søgt at udmåle for Dig selv Dybden og Omfanget af den Fryd, Du skulde føle ved at se ham henrykt tage. At så også han vilde give, var selvforståeligt, men det kom for din Tanke i anden Række. Om dette store Grundforhold i Naturen er nået langt ind i din Bevidsthed, jeg mener om denne din Længsel i sine brede Træk har været Dig synderlig klar, ikke tidlig er bleven forstyrret, tør jeg ingen Mening have om, jeg véd kun, at den fra første Færd ved Vanrygt er bleven ynkelig fordærvet. – Du har aldrig fået at vide, aldrig følt hvad det var at give. Det, Du kom til at skænke bort [«at give» krysset ut] var et Intet, Fryden, Du ængstelig havde søgt at udmåle, svandt som en Tåge. Du har endnu Dig selv fuldstændig i Behold, ingen Mand har ejet end ikke en Unse af dit Livs Lykke. Ser Du, Amalie, når Du vil vide, hvori det for Dig aldrig helt forklarlige Behag ligger i idelig at få Opfordringer til at slå Følge, så beror det derpå, at Livets uendelige Glæde ligger stille inden i Dig, endnu urørt, den trykker sagte på dit Sind, når Du hører smukke forelskede Ord, den vil ud, når Tiden kommer, den er så blid, så blød, så salig ventende, denne Glæde, der er i Livet den eneste, som fylder sig selv helt, Glæden ved at give sig bort. Du véd det ikke tydelig, men Naturen lader sig ikke spotte, den volder Dig Uroen, Utilstrækkeligheden i Alt, Du har endnu aldrig kunnet give Rum til denne Glæde, som er sin egen Skaber, denne runde store frydefulde Hengivelse i en eneste Alt omfattende Salighedstilstand – og derfor taler Du ilde om Kærlighed. Du har aldrig været tvungen til at tænke denne Sag igennem, for Du har aldrig følt Kærlighedens Vilje sprænge noget af de Hylstre, som Naturen og Omstændighederne lægge om den. Men derfor ligger ikke mindre vist Kærligheden i Dig som en Puppe og venter på sin Befrielses Dag. – Mit Møde med Dig var så menneskelig smukt, for da trængte, uden at jeg vidste det, mine Ord helt ind til Glæden i din Sjæl, og den rørte sig, og et af Båndene brast. Men Hylstret forblev urørt, fordi de mange År har gjort det hårdere end Naturen oprindelig har dannet det. – Du må ikke tvivle på, at jeg har Ret med denne Glæde, som jeg taler om. Den er der. Den vimrer i Fiskestimerne, når de sanseløse for alt Andet under deres Kærlighedsrus lade sig skovle ind i de Både, som styrte sig over dem; den findes i Insekternes Summen og forlibte klirrende Lyde; Fuglene synge om den, og de Firbenede gå fra Sans og Samling, når Lysten melder sig. I Menneskene er Driften i al sin bløde Skønhed Tanke og sanselig Atrå i uadskillelig Forening. Den er det, som har skabt Alt hvad der falder ind under Skønhedssiden i Livet. Det er jo så, at i Mennesket blive alle Jordelivets Kræfter – alle de Magter, alle de stoflige Forbindelser, der med ét Ord danne det vi kalde vor Jord – til en Del af vort Åndsliv; der er ikke den mindste Smule Gæring i den usleste lille mikroskopiske Celle af de Millioner, der stykke os sammen, som ikke har sin Del i det Produkt, vi tage og føle på som vor Ånd. Nu vel, to Virksomheder driver Naturens store Værk: Ernæringsdriften og Formeringslysten.Ernæringsdriften og Formeringslysten: Dette brevet inneholder Eriks «Trosbekjennelse» om den fysiske elskovs livsskapende kraft, som begge to senere refererer til som «systembrevet». Den første driver sit Spil i vor Tanke som Alt hvad der på nogen Måde kan komme ind under Selvbevaringslysten – og det går meget højt: der er ikke nogen Heltebedrift, ikke nogen stor videnskabelig Udforskning, hvis Rod ikke findes i vore Urforfædres simple Pønsen på at tilrane sig det bedste Stykke af det fældede Vildt. Og Formeringen? Det er den forunderlige ligesom modgående Strøm. Der har Naturen samlet alle sine Midler til at danne en Lyst, som kan tage det op med Selvbevaringsdriften. Det mætte Legeme kan forestille sig en endnu bedre Mættelse; Mættelsen kan mulig næste Gang blive endnu fyldigere behageligere for det hele Befindende. I Parringen derimod slutter al Forestilling om livsalig Nydelse; ud over denne Tilfredsstillelse kan Sanserne ikke danne sig det mindste Billede af Lyst. Det er Højdepunktet, selve den absolute Tilfredsstillelse. Se, dette måtte nu også til for at bringe Formeringen i Stand. Den betyder jo på de lavere Trin Moderdyrets Tilintetgørelse, på de højere en Række af Lidelser og Savn (Svangerskab, Afkommets Røgt). På menneskelige Vilkår findes denne Udviklingsrække om igen i den halve Side af Åndslivet, som hviler på Formeringslystens Grund. Hos de Vilde kun ligefrem Begær; op efter: Hengivenhed, Ømhed, Troskab og så, Amalie, alt det fint udviklede Smukke, som nu kan fødes i to Menneskers Forening. Det er Selvhengivelsen, de to nøgne Menneskers dybe og inderlige Forening, den forunderlige Taben sig selv og Finden sig igen, det er Sansernes og Tankernes usigelig mættede Fryd, Naturens virkelige Lykke. Der gives ingen anden, som er hel. – Alt dette er nu måske Græsk for Dig eller på en eller anden Måde hæsligt; imidlertid, således er Kærlighed: Det er Naturens Formeringsvilje gjort til Skønhed af Menneskene. Og at Naturen har samlet det finest udviklede af sin glædefrembringende Evne i Kærlighedslysten, i Trangen hos Kvinden til at give sig hen, og i Ønsket hos Manden om at blive taget til Nåde og være Beskytter tillige, hænger simpelthen sammen med Naturens hele store Livsøkonomi, at Livets Bevaring og Udvikling kun kan bygges på det Glædefrembringende. Kun det er frugtbargørende, kun i virkelig Glæde eller ud fra dens oprindelige Grund spirer Livets Kræfter og de Tanker som bære fremad. Børnene fødes efter Mødet på Elskovslejet, og også kun der fødes Poesi, Kunst og Moral. Menneskene véd Intet om hinanden – Mand og Kvinde ikke – før de have skænket hinanden den højeste Fryd og givet sig nøgne hen (åndelig og legemlig), i hinandens Arme. Fra denne inderlige Forbindelse skriver sig alt blødt og godt på Jorden. Det er i Blottelsen Kundskaben stikker, og kun ved denne kommer Udviklingen. Det er i Følelsen af den Enes Uundværlighed for den anden, i den højeste Følelse af denne Art, at Muligheden for gode Samfundstilstande må søges, og det er i den fromme, selvfortabte indbyrdes Dyrkelse af hinanden som dem, der give Fryd og rolig Lykke, at Mand og Kvinde have hjulpet hinanden til at få et Skønhedsbegreb og derved dannet Kunst og Poesi på Jorden. – Oprindelig, der er ingen Tvivl der om, var den menneskelige Parring som Dyrenes; et Valg har der vel altid været – Dyrene vælge jo også – men jevnsides dermed gik Parring i Flæng for sig;Parring i Flæng: et slagord fra sedelighetsdebatten i 1880-årene; bl.a. Georg Brandes ble beskyldt for å oppfordre til det under den smukkere betegnelsen «fri kjærlighet». først langsomt arbejdede Lystfølelsen sig op fra sin Begyndelse og blev til Kærlighed. Og fordi det var den højeste Lystfølelse blev Kærlighed den skønnest mulige Sjælstilstand. Når jeg har sagt, at man går til Grunde uden Kærlighed, så har jeg ment, at det Bedste i En aldrig fødes, hvis ikke et Kærlighedsliv varmende kommer til og bringer Sjælens fineste Evner til at virke. – Se, Alt dette kan nu højt regnet kun tjene til at vise, at den, som spotter Kærlighed, spotter Naturens Orden og må tage Skade for Hjemgæld. Men hvori ligger det da, at Nogen overhoved kan sætte sig uden for Naturens Lov? Er det da muligt for det naturlige Menneske at bryde med Naturen, – blive sit eget Livs vilkårlige Ordner, en Slags Skaber på ny? Hvis Kærlighed virkelig er en sådan Fryd og en så fornuftig Fryd tilmed, og den yderligere har været så forsynlig at melde sig i ethvert Menneskes Bryst som Længsel, for at man ikke skulde gå hen og glemme den, hvorfor styrter alle Mennesker sig da ikke hurtigst muligt i hinandens Arme, hvorfor er der ikke en evig Kærlighedsjubel over den hele vide Jord? – For det første: Folk styrter sig i hinandens Arme overalt, bestandig, og der er Jubel forbunden dermed. At Jubelen ikke holder ud men vender sig til Lede hyppig til Elendighed måske lige så ofte eller oftere end at den bliver til Lykke, er et Forhold, hvis rigtige Forståelse nødvendiggør en Vandring ad alle de Veje til Visdom, som kendes. Men Sagen er i Korthed den, at i så mange Mennesker er «Udviklingen» ikke gennemført – de have Tilbagefald til Urtiden, og for min Opfattelse er der i og for sig ikke noget Mærkeligere i, at Elskovslængslen kan ende i Usselhed end i, at den naturlige Tørst kan ende i Delirium tremens. Men det var Undtagelsen fra Reglen, som interesserer Dig – og mig med. Disse Mennesker, oftest Kvinder, som netop ere så bange for det Favntag, jeg nu har brugt så mange Ord til at forherlige, hvad er det da for Væsener? Man har kaldt dem «Marmorkvinder», tror jeg – jeg antager, at et fransk Stykke med dette Navn, som jeg for Resten ikke kender, spiller om disse Kvinder, hvis Hjerte er koldtet fransk Stykke med dette Navn: «Marmorkvinderne», en fransk folkekomedie av Théodore Barrière og Lambert Thiboust, hadde première på Folketeatret i København i 1859, og ble tatt opp igjen i 1862, 1867, 1883, 1898. – «Sirenerne», der sang så smukt for Odysevs, men ikke selv kunde føle Kærlighed, var de Gamles Navn på dem«Sirenerne», der sang så smukt for Odysevs: I gresk mytologi var sirenene sjønymfer med fuglekropp og kvinnehode, som satt på en øy og sang så skjønt at alle sjømenn måtte oppsøke dem – og bli drept. Odysseus lot seg binde fast til masten for å høre sangen uten å kunne forlate skipet. Se Homers Odyssé, tolvte sang. – Du husker, at disse Sirener grusomt dræbte hver Mand, der i sin Længsel søgte til dem (en modig Allegori!) – og Biskop Martensen, det Fæ, har nylig kaldt disse Kvinder for «angeliske» Naturer, det vil sige englelige Væsener.Biskop Martensen, det Fæ: Hans Martensen var biskop i København fra 1854, kongens rådgiver og en innbitt fiende av Georg Brandes og hans krets. Man går altså i Nutid og Fortid ud fra, at der virkelig gives sådanne Væsener, der danne en Undtagelse i Naturen, Kvinder uden Elskovsevne. Det er jo muligt, at man har Ret, jeg tør ikke benægte det. Men jeg antager unægtelig, at man har taget sig Sagen altfor let, er gået alt for overfladisk til Værks. Der er og har været en stor Mængde ulykkelige Forhold mellem Mænd og Kvinder, det vil sige Forbindelser, der i Fortiden stiftedes ved Køb eller Tvang, i Nutiden ved Uvidenhed, ved den håbløse Vankundighed, hvor i det naturlige Menneske nu om Dage holdes. Der er ingen Glæde i Forholdet. Netop der, hvor den navnløse Fryd skulde skabes, føler Kvinden kun en vammel Modbydelighed, der efterhånden strækker sig til Alt i Forholdet! Og denne Rædsel eller Modvilje har man så taget for uadskillelig forbunden med denne Kvindes Natur. Det havde været klogere, forekommer det mig, at undersøge, om den ikke skrev sig fra en Forkerthed i disse to Menneskers Forening. – Og her kommer jeg til det Punkt, hvorhen jeg hele Tiden har villet.

Den 8 Oktober.

Amalie, har Du kunnet læse det Foregående? Har det ikke været for tungt og klodset skrevet? Jeg kunde ikke blive færdig i Søndags og i Ugens Løb har jeg haft indtil 15 Timers Arbejde om Dagen – der var ingen Mulighed været [sic] for at gøre mit Brev færdigt, og jeg vilde dog så gerne skrive det helt ud – om det skulde lykkes mig at få sagt lidt af det, som gærer i mine Tanker, og som jeg synes vedkommer Dig.

Det er jo Dig jeg mener med de Kvinder, der i Livet kun har følt Modbydelighed med det, som har fyldt de tusinde Millioner med Henrykkelse. Troede jeg nu på, Amalie, at Du var «Sirenen», så styrede jeg ikke mit Skib hen i Nærheden af Dig – men jeg tror ikke derpå og kan ikke tro derpå! Der er på alle Livets højere Trin overalt i Kærlighedslivet det fine Åndsforhold at spore – jeg taler om Dyrene – at der vælges. Du véd, at Darwin har bygget på dette Forhold som på sin Hovedhjørnesten. Nu vel, i det menneskelige Kærlighedsvalg ligger al Kærlighedens Orden og Lov. Kun når to, som virkelig have Behag i hinanden, mødes, er de Betingelser til Stede, som gør Kærlighed til det, den kan blive. Amalie, Du fandt Behag i mig. Jeg tror, at jeg kan løfte Modbydeligheden ud af din Sjæl og give Dig tilbage til den Jord, som Du hører til, den skønne gode Jord, som er så skændig miskendt. Der er blevet syndet mod Dig i din Ungdomstid; Ingen havde lært Dig at vælge – derfra de Tårer og den Nød, som Du har kendt, og som måtte gøre Længslen i dit Sind til en vantreven Stakkel. Og Amalie det er det, som jeg vilde sige Dig, at når to mødes som vi to, så står det for min Tanke, at her var der Mulighed for, at det virkelig fint Menneskelige kunde blive til. Det fødes kun ved to, det fødes kun ved Glæde, det fødes kun i virkelig Kærlighed. Der er mellem Menneskene ikke så såre meget menneskeligt i god Forstand, og når man pludselig kommer det nær ind på Livet, man synes man kan gribe det, så er det i mine Tanker en Forbrydelse at lade det fare, som var det Tant. Det er ikke Tant. Der gives ingen Alvor på Jorden, som er højere end det at blive Menneske, for der er intet Mål at stræbe efter ud over det. Og det Arbejde er ikke gjort en Gang for alle, så at man kan tage en Andens Vejledning og lære det; ethvert Ord Du har tilegnet Dig, enhver Viden Du har, er som de marvløse Knokler i en sygelig Stakkel, når det ikke er din egen Erfaring, der har gjort Arbejdet. Og det Arbejde bliver ikke færdigt. Det er ikke så, at Du i Kærlighedens Kys med Et bliver «synsk», så at Du kan se tværs gennem Alt, Du bliver kun så uendelig klog, og så kommer det helt an på Dig selv, om denne Klogskab og hvorledes den vil blive benyttet. Der er ikke én Pligt, der behøver at dø i et Kærlighedsliv; den kan blive omformet, det er vist, men så beror det på, at den er fyldigere forstået. Der er ikke Tale om, at man taber sig selv, når man elsker; man får mere at overveje, det er vist, der bliver så rigt et Mylr derinde, hvor før var så roligt og tarveligt, men det betyder kun, at man må anstrænge sig mere, blive dygtigere for at holde rede på sig selv. Det er ikke Lediggang dette Elskovsvæsen, det er så rig en Opgave. Man bliver ikke sine Lidenskabers Slave; man bliver et Menneske, som véd ud til Bunden hvilke Muligheder man rummer. Man kan gå til Grunde ved Kærlighed. Netop! Det er Beviset på denne Følelses overragende Evne, og det er Sejersstoltheden ved Farten ad disse Veje, at en Fejl kan have Undergang til Følge.

Lad mig standse her. Jeg véd ikke, om Du nu forstår Ét: min Ihærdighed til at overhøre dine Forsikringer om, at Alt var forbi. For mig står det, som om Du ved at kvæle din Kærlighed – hvad siger jeg: det spæde lille Væsen, der kunde have vokset sig op til Kærlighed – har begået en af den Art Forbrydelser, der har hele Unaturens Afskylighed ved sig. Jeg troede det ikke, før jeg havde Beviset i Hænde. Når man selv har så megen Respekt for en Ting, har man uendelig ondt ved at fatte, at Andre tager den for ringe. Men Du har borgerlig talt gjort klogt, der er ingen Nødvendighed for at elske, og det Hele var jo muligvis en Fejltagelse, og hvem siger, at min Kærlighed duede Noget? Og under alle Omstændigheder vilde den Historie have voldet Dig overmåde megen Ulejlighed, Uro, Bekymringer osv.

Mit Hoved er tomt som en Tønde, jeg er i usselt Humør. Skade har alt dette gjort mig og vil gøre mig mere – jeg er langsom af mig, hvad jeg måske gentagne Gange har givet Dig Beviser på. Når jeg giver dette Brev fra mig, lader jeg lige som det Korkbælte fare, der har holdt mig oppe. Så går jeg lidt til Bunds og kommer op igen og ser meget dumt på Tilværelsen, og der er det kedelige ved at være dum, at det i Reglen har Dumheder i Følge. – – Om jeg imidlertid skulde komme til at begå noget så dumt som Drachmann har begået i «Puppe og Sommerfugl» skulde jeg betvivle.«Puppe og Sommerfugl»: Drachmanns skuespill ble oppført første gang på Det kgl. Teater i september 1882 og ble trykt samme år. Dumt? Ja kunstnerisk set, men ellers er det næsten til Uforskammethed fiffigt anlagt på at angle alt det Bifald, som giver Penge. Uf! han er en forrodet Natur. Du kunde ellers gerne have fortalt mig meget mere om Dagene i Kristiania. Så Du det Digt, han skrev til Fru* – så nu kan jeg ikke huske Navnet, din Veninde fra Bergen, som Du lå på Grefsen sammen med, som er så flink?Fru … Sandberg: Helene Sandberg, gift med sønnen til læge Ole Sandberg, som var direktør for Gaustad Sinnsykeasyl under Amalies opphold der i 1877. – Jeg er meget glad over, at det ikke er Dig, der har skrevet «Rosen», men det ærgrer mig, at Folk siger, at det er Dig. – Jeg har set Ingeborg Thaulow i et Minut og slet ikke Pylle; den sidste véd jeg er vred. Ingeborg og Brandes undgå mig systematisk, de ønske ikke Vidner, og mig er deres Roderi usympatetisk.Ingeborg og Brandes undgå mig: Edvard Brandes og Ingeborg Thaulow, som da var gift med Frits Thaulow, hadde kjent hverandre lenge som fortrolige da de begynte å få et forhold omkring 1882; Ingeborg og Frits ble endelig skilt i 1886, og hun giftet seg med Edvard i 1887.

*Sandberg, ikke sandt?

Farvel Din hengivne

A O E Skram



18. Amalie til Erik

Kr.ania 5-10-82.

Du vilde svare på mit sidste brev skrev du. Der er ikke kommet noget endnu, så har du kanske opgivet det, og er ment på ikke mere at skrive. Det er naturligvis det bedste, men hvor det gjør ondt. Hvor jeg er forfærdelig ulykkelig over at ha’e truffet dig og fået at merke at jeg dog, trods alt, er den samme lov undergivet som de andre. Men det var uret af dig at du skrev til mig dengang fra Gjøvik;du skrev til mig dengang fra Gjøvik: sikkert det første brevet fra Erik, som er gått tapt. havde du ikke gjort det, så var det hele døet bort indeni mig, og jeg vilde nu siddet her som et glad og roligt menneske, som den jeg var, og har været så længe. For jeg skal sige dig, – du følte ingen kjærlighed til mig dengang, – det var bare din forfængelighed som drev dig mod mig, fordi det havde vakt din interesse og nysgjerrighed at se mig sidde der og vånde mig som en såret. Men du skulde nok være kommen til at elske mig, hvis vi havde kunnet være sammen, – det er jeg vis på. Dog, nu er det setletsetlet: fra engelsk «settled». alt det der mellem os, og derfor ikke til at tale om. Men nu skal du vide, at jeg har lidt græsseligt ved denne historie. Tiltrods for min pessimisme har den gået mig gjennem sjælen, så at jeg er vågnet om nætterne og ikke har kunnet huske hvad det var, som gjorde ondt. Du taler om smerte som du ikke «kunde ha’e blottet». Og tror du kanske, at jeg har blottet min. Nu er jeg ligeså kjæk og flink til at lide, uden at klage, som nogen mand. Og jeg kan tage maske på, og være munter og ligegyldig, som du ser jeg har været i mine breve. Men nu er det værre at leve end nogensinde før. Du siger du er langsom; men nu har jeg lært, at det er mig, som er langsom. Så meget i dit første brev har jeg først nu forstået rigtig, – ja nok forstået, – men ikke følt det som en sandhed for mig. F.e.x. det deilige du skrev om at to ærlige mennesker kunne elske hinanden rene. Ja, det ved jeg nu, men det er ikke os to, som skal gjøre det. Og nu ved jeg også at jeg aldrig, aldrig skal komme til at elske mig således ren, for der er ikke mere end én på jorden i hvert menneskeliv som passer for et menneske. Og så passer du alligevel ikke. Jeg ved at du nu er bleven færdig med mig, har fået forstand på, at jeg ikke var den du troede e.c.t. Derfor skriver jeg således iaften, fordi det letter mig i min forpinthed. Men jeg vil ikke ha’e det anderledes. Det må være som det nu er. Men skriv bare én næste gang at du ikke er vred på mig, ikke tænker uvenlige tanker om mig, ikke betragter mig som et væsen der er hjærteløst og ondt. –

Dit ene billede er kommen bort for mig; det er det peneste, der hvor du ser så yndig og fornydelig ud, og nu du give mig et istedet. Hører du! Vær nu ikke barnagtig og sig nei. Jeg , ha’e det billede. Men tag nu ikke feil og send det gale. Du ved der er to fra Hansen; det ene en liden, bitte smule mindre en face end det andet. Det er det mindst enface jeg har mistet.det mindst enface: se brev 14, note 1. Og det er det jeg holdt mest af og altid så længst på. Er det ikke komisk at jeg skulde miste det første gang jeg af vanvare slap det op af min skuffe. Nu skal du høre. Jeg fik bogen fra Drachmann den nye,bogen fra Drachmann: skuespillet Puppe og Sommerfugl. og hans portrait med nogle venlige ord, samme dag som vi skulde ha’e en liden sen middag på 12 stykker. Så tog jeg dit billede frem og holdt det ved siden af Drachmanns for at glæde mig over, hvor meget sødere og penere og kjækkere dit ansigt var end hans. I det samme kom der nogen og kaldte på mig fra kjøkkenet; jeg lagde begge portraitter fra mig inde i hans bog, tænkte at gjemme dit bort igjen, men glemte det hele. Så efter kaffen skulde jeg læse «Puppe o.s. v.» høit, ingen kjendte den endnu, og så faldt både du og Drachmann ud. Nini tog dem begge op. Jeg sa’e ganske rolig at jeg havde fået begge portraitter. De gik rundt gamle fru Thaulow og do. Sars beundrede mest dit, men da gjæsterne var gået, var dit portrait ikke til at finde. Jeg har søgt ustanseligt siden, men forgjæves. Nu må du endelig være sød og sende mig det strax, for jeg kan ikke leve uden det.

Begge dine bøger har jeg læst. Det er utroligt at den første er en debut.den første er en debut: Herregaardsbilleder, utgitt 1877 under pseudonymet Henrik Herholdt. Den står jo i ét og alt især fra formens side, på høiden med det bedste der er kommen ud. Og at kalde den bog uanstændig, – det er jo en ren latterlighed. Den er jo så ren og uskyldig! Men Marie har du vist idealiseret; jeg tænker at hun har været et rigtigt bæst, jeg, – ikke så slem som Soffi dog, eller iallefald på en anden måde, men hun har vist ikke været bra. Og sig mig så en ting: hvorfor er du ikke gift med Julie?, – er det hende du «har elsket og lidt» for? Nei, – det er jo umuligt, at hun skulde sagt nei til dig, men hvorfor er du så ikke gift med hende? Julie er en af de bedst gjorte og korrektest holdte kvindeskikkelser jeg har sét på prent, og så er hun så helt igjennem skjøn; det er en nydelse at kjende hende. Og så som dialogen falder der; bare den replik: «men de kyssede mig jo» er uforlignelig, og så lig dig. Og samtalen mellem Julie og Krog, da de taler om Soffi, hvor er den brilliant gjort.Marie … Soffi … Julie … Krog: figurer fra romanen. Soffi er «friherreinde» på gården og en helt ut fordervet kvinne, som bedrar sin mann med tilfeldige elskere. Krog og Julie er hovedfigurene; han har vært forelsket i en gift dame, Marie, som ble gitt til sin mann som uvitende ung kvinne og har aldri elsket ham (som flere av Amalies senere heltinner). Hun elsker Krog oppriktig, men velger plikten til slutt og blir hos sin mann. Julie er forelsket i Krog og blir kjent med hele historien; hun vinner ham til slutt fordi hun står ved sin kjærlighet uten å nøle. Romanens budskap er at det som kvinner er opplært til – troskap og plikt – ikke er det viktigste i livet, og den største synden er å svikte sin egen følelse. Og så er bogen helt igjennem spændende. Men du da gå hen og skrive noget nyt. Jeg tror du er splinter gal, som ikke gjør det. En mand som dig, der har skrevet to af de bedste bøger som Danmarks nye skole eier, gi’e sig til at tie stille, og være aldeles ufrugtbar. Der er ikke mening skabt i at være redaktør, når man er digter, og det en førsterangs. Ja, for det kan ingen nægte der forstår sig på bøger. Og det nægter heller ingen. Men det er bare de fineste kjendere, som ved hvor høit dine to bøger rangerer, – det var Poulsen og jeg enig i.Poulsen: Forfatteren John Paulsen var en av Amalies nærmeste omgangsvenner ved denne tiden – et bekjentskap som han senere utnyttet ved å bruke henne som modell i romanen Moderne Damer. Han talte forleden en hel del om dig. Jeg sad ganske stille med nedslagne øine, og nød hvad han sa’e, for det var så godt, og han var venlig nok til at fortælle og blive ved, uden at jeg spurgte et éneste spørgsmål. Jeg kunde gjerne være falden ham om halsen for det. Krog havde slet ikke tænkt på Julie, hvis hun ikke havde tvunget ham dertil. Langtifra! Således var det også med dig, – for du gik vist med en rest af din gamle kjærlighed i dit hjærte da du så mig, og så er der jo desuden hende, den anden. Men lad os være venner, lad os endelig det! Kan ikke det gå an, tror du? Svar mig nu.

Endnu Gertrude stod i en så strålende erindring for mig, blev jeg ikke spor af skuffet ved at læse den engang til. Jeg har tærsket den to gange igjennem fra perm til perm, og jeg har nydt den rigtig grundigt. Sig mig, er ikke Gertrude og Marie samme person på forskjellige stadier af sit liv? Nei, hvor Gertrude er yndig, helt igjennem, og så sandfærdig som hun er, jeg mener psychologisk. Hvor kan du dog lave så vellykkede unge piger fra? Ingen forfatter kan måle sig her med dig! Du kjender dem så forbausende vel; du ved nøiagtigt hvorledes de tænker, hvad de siger og føler i givne situationer, – jeg har aldrig i mit liv sét magen. Hvad jeg ikke synes om i Gertrude, det er at alt det skal arrangeres og klargjøres ved denne lange samtale, (Emma og doktoren) først mellem hende og Feddersen og så mellem hende og manden.Hvad jeg ikke synes om i Gertrude: Gertrude var et barn da hun ble gift med Feddersen, en eldre erfaren mann, som ikke forsto at han skulle være varsom; det forklarer doktorens kone Emma til ham med rene ord, og så forteller hun mannen det: «Paa det farligste, det fineste Punkt i en Kvindes Liv – hendes Blufærdighed og hendes Lyst … har han traadt med Vaner fra det Liv, I alle har ført! … Gertrude er syg, for hun er bleven tagen med Vold!» (s. 148) Amalies innvending går kanskje ut på at Emma er et for tydelig talerør for forfatteren. Den hele dialog vrimler af brilliante ting, er lutter perler kan jeg næsten sige, men det virker pinligt og uheldigt, og der må på en eller anden måde være en feil derved. Endnu står det ikke klart for mig, hvori det stikker, men der må være noget galskab i det, for det virker som sagt pinligt. Men det er også det alleréneste jeg har at udsætte på bogen, nei, hvor den er god og rigtig, og hvor sproget og formen er «first class». Men hvorfor siger doktorfruen til sin mand at Feddersen burde vidst i forveien hvorledes Gertrude vilde være i en vis bestemt retning? Mener du at han skulde forført hende uden de blev gift, eller prøvet på det? Nei, det er jo umuligt! Å der var så meget jeg vilde spurgt dig om, tusinde ting både fra bøgerne og fra mig selv, men det er for besværligt, og nu har jeg desuden ikke hørt fra dig på så længe, og jeg kan jo ikke vide om du er vred på mig, eller ei. Jeg er virkelig så bange, jeg. Tænk om jeg kunde fået talt en time med dig, bare for at få forklaret dig altsammen. Men så var jeg vel kommen til at tie igjen.

Din Amalie Müller.



19. Erik til Amalie

[Skrevet på baksiden]:

Læs dette først!Læs dette først: Dette brev ble sendt sammen med brev nr.17; Erik hadde i mellemtiden fått Amalies brev nr.18.

Den 9 Oktober Morgen [1882]

Min egen kæreste Ven, jeg har fået dit Brev imorges just som jeg skulde med det fra igår Aftes lukkede Brev afsted på Posthuset. – Jeg er rolig, glad nu og sikker på Dig Amalie. Hører Du, min Ven! Lad os nu begge bære os fornuftig ad. Vi skal ikke skilles. Vi skal blive sammen som to fornuftige Mennesker, og så lader vi Tiden råde for, hvor meget godt vi ved den kunne komme til at gøre hinanden. – Vi må begge to være roligere nu, vi véd begge to mere nu end fra først af. Vi høre sammen og kan ikke gå fra hinanden uden at skade hinanden. Men pin nu ikke Dig og mig med nye Klager over den Ufred jeg volder Dig; det er en dårlig Tale. Den Ufred er nødvendig – var det – og tager Du rigtig på den, smelter den sagte hen i gode og modige Forestillingers Lykke. Du har ikke vidst Ret, hvor dyb en Lov Naturens er, at den er den stærkeste; Du havde skabt Dig en efter Omstændighedernes Vilje og lod de to kæmpe, og Du led inderlig under denne Kamp. Og Du svigtede Dig selv og gjorde mig Fortræd. – Tag nu, klogere som Du nu er, Naturens Lov ved Hånden, gå stolt og blød, modig og forsigtig frem med den, luk dine Øjne op og forstå, at Du kun på denne Måde kan nå en sikker Havn – om gennem Lidelser eller Lykke eller gennem hvilken Blanding af disse, véd ikke Du, ikke jeg. Der har været noget kvindagtigt Bange over Dig; det er galt, det skader, ser Du nu. – Du har Ret, jeg elskede Dig ikke i Gjøvik – ikke fyldt ikke virkeligt; men det var en helt anderledes mægtig Følelse end Interesse og Videbegær, der drog mig tilbage. – Amalie, det var min Tro på, at jeg endnu en Gang kunde komme til at leve. Jeg troede på, at Du kunde gøre mig god – og så Amalie, en usigelig Respekt for hvad jeg havde set foregå i Dig. At det skulde ske, at jeg løste dine Lænker, det gjorde mig så grebet, så bevæget, så ydmyg og stolt. De Uvidende benævne slig en Følelse en Kaldelse af Gud; jeg skulde gerne have knælet, men for Dig Amalie, for Dig, Menneskebarnet; for det Hellige der foregik i Dig, jeg kunde uden at have strakt Hånden ud efter Dig have tilbedt den Naturens Vækkelse, der skete i Dig, stille have ligget med bøjet Hoved og frydefuld have ventet på, at alt dette skulde tilsidst sænke sig ned over mig og gøre mig god, god. – Du begriber, Unge, hvor det pinte mig, at Du stred imod.

Kæreste Amalie jeg har læst mit lange Brev igennem. Ak nu forekommer det mig, at der må et lige så langt til for at forklare Dig den Stemning, under hvilket det blev skrevet. Forsøg at forstå det. Du må kunne se min underlige Hjælpeløshed igennem det. Der er jo gået så lang Tid hen med det, og jeg blev ondere og ondere.

Jeg sender Dig mit Billede og så sætter jeg Datoen idag på det. Du har gjort mig så uendelig meget godt idag. Der er Ord i dit sidste Brev, som er Kærlighedsord – det er på dem jeg bygger videre.

Du begriber nok, hvorfor jeg sender Dig mit lange Brev. Du har Ret til at se tværs igennem mig, og Noget vil Du lære af Brevet.

Dette skriver jeg i jagende Hast.

Svar mig så snart Du kan. Jeg skal nok skrive om Herregårdsb og Gertr.

Jeg er meget glad

Din Erik



20. Amalie til Erik

13de oktbr. 1882.

Igåraftes fik jeg dit brev, som vi sad ved aftensbordet. Jeg turde ikke åbne det der, men måtte sidde og vente til min bro’er, der spiser så langsomt, især når han snakker med os, endelig, endelig, på sin langsomme måde, stak servietten i ringen. Så gik jeg ind på mit eget værelse med det, og blev siddende der så bange, så bange. Jeg sad og græd mere end jeg læste, ikke for brevets skyld tror jeg, skjøndt meget i det gjorde ondt, men fordi jeg havde lidt så meget i alle disse dage og nætter, og gået så stille og taus med det, og været som ellers, når jeg var blandt folk. Det var al denne opsamlede smerte som igåraftes fik luft i min lange gråd; (tænk at jeg nu skal begynde at græde igjen!) Tilsidst stak min broder hovedet ind, og spurgte hvor jeg blev af; kl. var da ½ 11, og gutterne var én for én komne for at sige godnat, mens jeg havde siddet der. Min bro’er så så vist på mig gang efter gang, da jeg var kommen ind i stuen, men han spurgte ikke. Det gjør han aldrig, han er så god og hensynsfuld. Det bliver ikke et svar idag, bare et par ord for at takke dig for dit lange, lærde foredrag om naturkundskab eller hvad det nu hedder. Der var så meget i det, som var mig så nyt, ja alt omtrent; jeg har aldrig vidst og aldrig tænkt over hvorledes alt det havde sig. Min tanke har altid vendt sig fra det, bare fra det, for jeg syntes det var så stygt og ondt. Men jeg begynder at forstå, – ja tænk, jeg gjør virkelig. Jeg må forresten studere dit brev igjennem sætning for sætning, så vil der gå flere og flere lys op for mig. Hvor klog du er, og hvor meget du ved. Men der er meget i brevet som er af den beskaffenhed at jeg ikke kunde se på dig efter at ha’e læst det, og slet ikke kunde jeg tale om det med dig, det vilde være for flaut. Du var langsom med at forstå det, der var dig fremmed og syntes dig umuligt; jeg er så endnu megetmere langsom end du, til at finde mig tilrette på ukjendte enemærker. Nei, hvor langsomt det kommer at gå! Jeg mener med min forståelse af alt det, der hører kjærligheden til. Men husk hvor aldeles nyt alt dette er, og hvor totalt ukyndig og uvidende jeg står her. Derfor skal du bære over og ha’e en mild og snil forståelse.

Nei, jeg var alligevel ikke kommen over dårskaben min; og gjør det heller ikke. Thi nu er jeg træt af at kjæmpe, og jeg ser også at det er unyttigt. Du må vide jeg var så sikker på at det var over; midt i min bedrøvelse og tomhed følte jeg en vis tilfredshed med mig selv over at jeg havde evnen til at kontrollere og styrken til at kommandere og mestre mig selv. Og det havde ikke kostet mig så farligt meget enda; tusinde grunde, skarer af fornuftige reflexioner kom løbende til min undsætning; jeg sad som i en fæstning, med hundreder af hjælpesvende omkring mig. Jeg vidste jo, som du siger, hvor prægtigt der lod sig leve uden alt det vrøvl som andre gik og pludrede med, og så hele min livsbetragtning, alle mine theorier om tilværelsens værdiløshed, mit had mod og min foragt for det, folk kaldte kjærlighed, det som jeg havde sét hvad var for noget og som jeg satte min ære i at være hævet over, og så endelig dette at jeg vidste med mig selv at jeg både havde evne og villie til at leve på nokså hårde vilkår, at det var en beslutning hos mig, at jeg vilde gå gjennem resten af mit liv uden at begjære noget af det der kaldtes lykke, som jeg forresten lod hånt om, fordi jeg ikke troede på den, – ikke troede at det som jeg vilde kalde lykke, var til. Og jeg havde jo fået beviset ihænde på ny. Du ved jo hvad det var, som bevirkede alt dette. Jeg var kommen til at elske dig, – jeg forstod det ikke, – men det var så, – det var kjærlighed jeg følte hin fredag, og endnu mere dagen efter; da jeg mærkede, at jeg var bleven et nyt menneske. Jeg skal sige dig noget. Jeg havde inderst inde et hemmeligt lidet rum, som jeg så uhyre skjælden betrådte med mine tanker. Der var noget gjemt derinde, og det var en drøm om, (thi mere end en drøm var det ikke, – jeg havde hverken tid eller lyst til at gi’e mig ikast med det) hvorledes det vilde være at finde den mand jeg kunde elske. Men hør nu: at den mand ikke fandtes, var jeg samtidig således sikker på, at der ikke existerede en trevl af tvil i min sjæl. Jeg havde jo truffet så mange i alle disse år. Fra jeg var ganske ung har der været så mange mænd omkring mig. De begyndte med at sige mig smukke ting dengang jeg ikke forstod et muk deraf. Jeg var så utrolig dum, da jeg var ung, – ja jeg er det forresten endnu tildels, men du aner ikke hvor dum jeg var; og så, så det ud som om jeg tog vel imod, hvad jeg ikke tilbageviste, fordi jeg ikke begreb det. Derfor har jeg fået en dyb og stærk afsmag for mændene. Ikke til at treffe, og vexle ord med i dagligt lag, thi der er i reglen (ikke bestandig forresten) mere udbytte af at tale med dem. Men en afsmag for deres forelskelse. Hvad er det de kalder forelskelse? alle disse elendige, pjattede dumrianer, der tror man skal blive i den syvende himmel over deres forelskelse. Sligt hænder mig forresten ikke mere, ikke på den gamle måde, i allefald. Jeg har sét så meget flaneri hos mændene, så megen begjærlighed, at jeg en tidlang foragtede hele racen. Nu er det over, – ja det var det – før jeg så dig også. Kan du derfor forstå den ting at jeg til den inderste bund i min sjæl, til hver nerve og pore var forvisset om at den mand fandtes ikke, der kunde tage min kjærlighed? I «Syndfloden» hos Byron, stiger guds sønner, vældige kolosser af engle ned på jorden og besnærer Kains døtre med sin elskov.I «Syndfloden» hos Byron: Byrons Heaven and Earth (1823) ble oversatt til dansk av P. F. Wulff i 1827. (Du husker det af theologer så meget omtvistede sted i anden Mosebog – det er dette han har taget til text for sit storartede poem.)det af theologer så meget omtvistede sted i anden Mosebog: «da saa Guds Sønner Menneskens Døtre, at de vare skjønne, og toge sig Hustruer af alle, som de udvalgte.» Det står i Første Mosebok 6, 2. (Sitert fra Bibelen, Grøndahl & Søn, Christiania 1875.) Jeg smilte undertiden med mig selv og tænkte: ja, det måtte til for mig. Det måtte være en mand af en ganske ny og usét sort, en som kom ned fra himlen, og hvor var jeg overlegen og tryg! Jeg havde jo været sammen med alle de bedste og første, alle dem der gik ry af i hvilkensomhelst retning, og jeg havde altid endt med at smile og altid smile.

Så kom du. Naturligvis var jeg sikker og tryg også efter at jeg havde følt denne lyst til at være ved siden af dig, denne bestandige dragen henimod dig, dette savn og denne uro, når jeg ikke så dig, og dette utrolige velbefindende i din nærhed. Tror du at jeg blev bange for det? Det faldt mig ikke ind med et øiebliks tanke. Den sidste dag på Lillehammer begyndte jeg imidlertid at ikke kunne like mig. Alting blev mig med ét så ækkelt og kjedsommeligt. Når jeg tænkte på Grefsen og alt andet, kunde jeg formelig ikke holde det ud; og der gik mig et stik gjennem hjærtet da jeg mindede mig om: imorgen er han borte. Så ved du hvorledes det var på skibet, og hvorledes det gik bagefter. Og så da jeg endelig havde givet mig over, da jeg klart og bestemt sa’e til mig selv: det er ham, han er kommen, den du troede ikke var til, da foregik dette som jeg godt kan betegne med Kristi ord: jeg blev født påny i et nu. Men det skete ikke om fredagen, men på lørdag morgen da jeg vågnede fra min trygge, faste søvn. Så gik jeg og tænkte, at nu skulde du ha’e det altsammen, alt det jeg havde sparet op og gjemt bort, og sat på renter i alle disse år, min ungdoms og min modne alders; ikke en tanke, ikke en evne skulde jeg eie uden at jeg vilde lægge den ned for dig, eller drysse den over dig; og hvor skulde jeg være på vagt om mig selv, ågre med det jeg eiede af skatte, for at blive rigere og rigere til dig; intet, intet havde jeg lov at give til nogen anden, – ikke et smil, ikke en tanke, – det var rov fra dig, – og så kommer du og skriver, at du har en anden kjærlighed, at du nok vil forsøge på at oparbeide en kjærlighed til mig fordi jeg nu engang var bleven såret så uændeligt,uændeligt: Ordet er uklart skrevet. men at du, sålænge til jeg voxede helt op i dig, vilde elske og leve med den anden.

Du som er så klog, og som skjønner dig så godt på kvindehjærter, burde kunne forstå det bedre og dybere end du har gjort. Der gik en stormflod over mig i hint øieblik, da jeg læste disse ord i dit brev. Hvor jeg dog fik ret! hvor sandt og klogt og vist jeg havde opfattet alt det væsen, for ikke at sige uvæsen. Så gik jeg alligevel og ventede til på fjerde dagen, før jeg skrev, men alt det jeg grundede og ventede, blev jeg kun vissere og tryggere. Og kan du ikke forstå alt det jeg har lidt, – jeg! når det nu var mig, som endelig havde fundet den mand jeg kunde elske, som endelig havde taget spranget fra der jeg stod, til der jeg aldrig havde tænkt jeg kunde komme til at stå, så at blive stødt således tilbage. For et øieblik tabte jeg alt muligt fodfæste, – jeg svømmede om som en syndflodsforulykket; hvad andet havde jeg så at gjøre end at ty tilbage til mit forrige jeg, og synke ned, stedse dybere i dets arme. Når du ret kunde sætte dig ind i alt det, så vilde du ikke ha’e et eneste skjænd, ikke tale om ringeagt, eller vrede eller noget af alt det. Og når jeg skrev til dig at jeg ikke elskede dig, ikke på grund af din, men min beskaffenhed, så var det sandt. Jeg ynkedes over mig selv, at jeg ikke kunde være som en af de andre; at jeg stod der med så strenge fordringer, at jeg ikke kunde slå mig tiltåls fordi om du også holdt af en kvinde til, foruden mig; det vilde andre ha’e kunnet gjøre, fordi andre vilde sét på dette som noget «nebenbei», et nødvendigt onde. Men det kan ikke jeg, – og det vil jeg heller ikke. Jeg vil ikke give alt, alt, og ikke få alt i bytte. Det vil jeg ikke!

Og nu skal du vide det altsammen:

Jeg har lovet Bjørn, at jeg aldrig skal tilhøre nogen mand i verden.jeg har lovet Bjørn: Bjørn Bjørnson. Se brev 11, note 3. Han skulle komme til å gifte seg fire år senere. Nu vil du naturligvis fare op i forfærdelse. Men der er intet at blive forfærdet over. Bjørn kom tilsidst til at sige mig hvorledes han led. Han led virkelig, og han var mere alvorlig og mandig, og selvfornegtende og klog end de fleste. Ikke ét éneste forsøg gjorde han på at opnå, såmeget som så. Men han jamrede sig over at han elskede mig. Vi havde én éneste samtale om det, strax før han reiste. Jeg talte fornuftigt og roligt og sagde ham besked. Han svarede at han vidste det altsammen i forveien, alt kunde han finde sig i, men én tanke kunde bringe ham til selvmord, og det var, hvis jeg gik hen og elskede, og tilhørte en anden. Jeg svarede med et gjengangersmil, indbilder jeg mig, at for den sags skyld kunde han være rolig. Han greb det med lidenskab og følgen blev at jeg gjorde ham et formeligt løfte. Det var just efter at jeg, som jeg mente, var bleven færdig med dig.

Men nu er jeg alligevel ikke færdig med dig, – desværre, – desværre! Det er der, det er derinde. Og nu ved jeg at det aldrig kan overvindes, eller kvæles. Det kan dø en naturlig død, når det har levet sig færdigt – det ved jeg nok, men det lader sig ikke myrde, for det opstår strax fra det døde igjen. Jeg sidder i et chaos af vildrede. Jeg ved kun ét klart og bestemt: at jeg elsker dig, trods alt. Nu får jeg se til at tænke mig klar over altsammen. Vær ikke længe før du skriver til mig.

Hvad skulde jeg ha’e fortalt dig om «dagene i Kristiania», sammen med Drachmann? Jeg husker, og huskede da jeg så dig, ikke et fnug der var værdt at fortælle. Og så må du jo huske at jeg sammen med dig, havde mistet min tales brug. At fru Sandberg har fået noget digt af Drachmann, er jeg sikker på, ikke er sandt: Hvor kan du falde på det. Det er absolut ikke sandt. Og hvad er det hun er så flink i? Det forstår jeg ikke. Ja, hun er nok flink og kjæk i flere henseender, men hvad er det du mener? Hvor kan folk sige, at jeg har skrevet «Rosen». Alle ved jo at det er Mathilde Schjøtt. Det stod jo til overflod i en korrespondance til Danmark fra Norge. Hvorfor vil Ingeborg og Brandes være uden vidner? Du skal svare mig på alt. For jeg tåler det ikke om Ingeborg. Og hvorfor er Pylle vred? Og på hvem er hun vred?

Din Amalie

[skrevet på langs på side 2:]

Nu er det dog blevet et langt brev. Men der er meget mere at svare på. Idag har jeg dog ikke tid, ikke på nogen måde.



21. Amalie til Erik

Kr.ania søndag aften [15/10/82]

Kjæreste dig, – jeg havde tænkt at få skrevet mere idag, for jeg syntes der var masser af ting jeg skulde ha’e svaret på, masser af ord jeg skulde ha’e sagt. Men naturligvis måtte jeg gå i selskab. Jeg forsøgte at få min broder til at gå alene, men det gik ikke. Så har jeg i hele dag siddet i stort selskab, og alligevel bare været sammen med dig. Jeg syntes hele tiden du sad ved siden af mig, så nær, at jeg formelig kunde føle dig. Jeg har aldrig oplevet noget så snurrigt i mit liv. Lidt distrait gjorde du mig jo, men jeg klarte mig alligevel mærkelig godt. Det var bare ved l’hombren man ikke havde grund til at være så fornøiet som man pleier. Jeg kommer næsten altid nemlig til at spille l’hombre med 3 herrer, når jeg er i selskab; thi du må vide jeg er så ualmindelig flink til det, og man mangler gjerne en fjerdemand. Her i Norge er det ikke så almindeligt at der spilles l’hombre af hvemsomhelst. Jeg spiller også så uhyre gjerne; for det første fornøier jeg mig meget derved, og dernæst slipper jeg jo på den måde lettest fra at sidde og snakke med alle de kjedelige mennesker. Og så vil man altid så gjerne ha’e mig til fjerdemand, og det er jeg stolt af, for det viser at jeg spiller godt, såsom herrer ikke kan fordrage at spille l’hombre især, uden for fuldt alvor. Dette synes du vist var altfor længe talt om kortene, men husk på alt dit om bevaringslyst, eller var det ernæringspligt?, og formeringsdrift og parringsvalg og marmorkvinder og Odyssevs’s sirener og hvad det altsammen var. Det surrer mig om ørene alt dette doktorsnak, havde jeg nær sagt; for du må vide jeg tror, jeg kan det udenad; i alfald burde jeg kunne det, for alle de gange jeg har læst det om igjen. Men jeg tror, jeg er lige klog, jeg. Jeg kan ikke begribe, at det filleri skal være et så vigtigt anliggende, som om himmel og jord afhang deraf – jeg har aldrig hørt magen! Nei du, jeg kan ikke forstå det. Om det nu også er så stor en tilfredsstillelse, så er man dog lige velhjulpen uden. Jeg synes det er så uvæsentligt det, i allefald mellem to som elsker hinanden, for da er der så meget andet de kan ha’e imellem sig. Men det kan også være det samme om jeg ikke forstår alt det så godt, for nu er det dog så vist og sikkert at jeg elsker dig, og helst af alt vilde være hos dig bestandig. Jeg er alligevel ikke nogen marmorkvinde (uf! det dumme, ækle drama!), og heller ingen sirene, det skal du nok få se engang. Bi nu bare. Det bli’r ikke meget i aften, for klokken er så mange, og jeg står tidlig op om morgenen, jeg. Så er jeg også så træt, efter al den mad og drikke. Jeg er roligere tilsinds nu. Jeg vil gjøre som du siger, give mig ganske hen under åget, ja, for det er et åg, og lade tiden råde for resten. Det nytter ikke at stride imod. Nu er jeg to gange sprungen fra dig; og begge gange var jeg vis på at ingen magt i verden skulde kunne drive mig tilbage. Men begge gange har jeg dog på egne fødder måttet vandre tilbage den vei jeg var kommen, og nu får jeg blive hos dig. Der er jo dette som piner mig, det du ved, som voldte al denne smerte og møie; men jeg får se til at skyve det fra mig, – ja for tænke det igjennem, og blive klar og rolig over det, formår jeg ikke. Jeg har forsøgt det om og om igjen; men det er altid som om jeg tilslut render panden mod en mur i et mørke, som jeg ikke kan gjennemtrænge med mit blik. Jeg kan det ikke. Jeg bare tænker, – hvis det nu var mig som holdt så meget som så, af en anden mand ved siden af dig, – ja det er jo en utænkelig ting, men hvis, – hvor forbryderagtig vilde jeg ikke føle mig. Men når du siger det går an for dig, så gjør det vel det da. Det er det gamle om igjen, – den forskjellige sort moral for de to kjøn.

Uf ja! Jeg vil ikke tale om det. Jeg føler den smerte derved, som når en river op i et nylig tilgroet sår, og så har jeg sådan lyst til at skjænde og græde for det, men gjør det alligevel ikke. Nu skal du ikke svare et ord på dette. Hører du. Jeg vil og kan ikke drøvte den sag med dig; den har noget mørkt og pinligt i følge med sig, som jeg helst vil holde mig fra livet. Nu svarer du ikke! Du «vilde ikke beile til mig». Du skriver som om jeg havde forlangt at du skulde det. Jeg kan så godt forstå at du ikke vilde det, og jeg opfattede også dine ord dengang rent instinktmæssigt sådan som du havde ment dem, således at jeg i øieblikket da du tog dem tilbage i dit sidste brev slet ikke huskede at du havde sagt det. Ikke jeg heller vilde beile, ikke om noget i verden vilde jeg det, ikke engang hos dig, skjøndt dog, – nei, jeg vilde det ikke jeg er vis på det. Hvorfor skulde så du gjøre det? Hvor godt du dog kjender mig, og hvor du ved, hvoraf alting kommer. Jeg faldt fra overraskelse i overraskelse da jeg læste dit brev. Kun på et punkt ta’r du lidt feil: Jeg synes ikke det er morsomt at få «idelige opfordringer om at slå følge». Tvertom, jeg gav, jeg ved ikke hvad, for at undgå dem, hvis jeg mærker, de er i anmarsch. De piner og ængster mig og gjør mig helt ulykkelig og jeg synes min værdighed lider et knæk derved, og jeg giver mig selv så stor skyld. Nei, der tog du feil, men også kun der. Du siger du blev til mand på «den følelse» på din kjærlighed. Jeg tror dog snarere, det var på den lidelse du ved den fik at gjennemgå. Ja, jeg taler af egen erfaring her. Jeg har ingen kjærlighed havt at blive til mand på, men jeg er dog blevet det (jeg mener menneske), og jeg er blevet det gjennem lidelse. Det ved jeg vissest af alt i verden.

Jeg troede jeg skulde klaret mig med det ene papir, men det blev for knapt, for der er lidt til, jeg vil hae sagt. For det første dette, at løftet til Bjørn giver jeg en god dag. Jeg har ikke med nogen anden at skaffe end dig nu, og jeg er så tryg og stolt derved og færdig til at sige «spadille» til hele verden.at sige «spadille»: betegnelsen for spar ess, som er høyeste trumf i l’hombre. Altså, det tænker jeg ikke mere på. Og så, – ja så er det vel altsammen klaret os imellem, så klaret som det vel bli’er, i alfald for det første. Men sig mig; hvad mente du med at der var noget æggende i den måde hvorpå hun i «Herregårdsbilleder», hvad var det nu hun hed, Sofie, legte med sine børn? Jeg har grublet så på det, men kan ikke finde ud deraf. Svar mig på det. –

Og så godnat min deilige, kjære. Vær nu blot ganske tryg og sikker. Nu kan du være det, for nu er al modstand brudt «for ever». Jeg har været så træt mens jeg har skrevet; kl er mere end 12; nu er jeg også søvnig. Hvor det skal være deiligt at komme iseng. Men du, det er sandt – hvor vred du vist har været på mig, men dog kanske mest bedrøvet. Fortæl mig om det.

Din Amalie

Jeg sender dig dette stykke billede af mig. Det blev taget forrige sommer, just som vi kom tilbage fra landet sammen, Kathinka HeibergKathinka Heiberg: Amalie kjente Kathinka Heiberg fra barnehagen i Bergen. Hun hadde også flyttet til Kristiania, hvor hun var lærer for døvstumme barn. Hun forble ugift. og jeg: Det er min ældste veninde, vi gik hele skolen sammen i Bergen. Så forflyttedes hendes fa’er herind omtrent samtidigt med at jeg kom hid. Jeg har klippet hende bort, fordi jeg jo ikke tør bede hende om lov til at sende det med, og jeg vil ikke gjøre det, når hun ikke ved om det, for hun er lidt streng med sligt.

D. S.



22. Erik til Amalie

Kbhvn den 17 Oktober 1882

Min elskede yndige Ven, vær vis på en eneste Ting, at var jeg nu hos Dig, vilde utrolig meget være let, som nu volder Dig Ufred og Pine. Vær rolig, vær god Amalie, hold af mig og tro en Smule på mig. Lad det være en Fortjeneste hos mig, at jeg holdt så fast på Dig, da Du vilde bort, og se ikke deri et Slags Forsøg på at besnære Dig i dine egne Følelsers Snare. Tro ikke, at Du har valgt den svage, den lille, den bedragerske Side af dit Jeg til nu at bygge dit Liv på; min kæreste Ven, som ærlig Kvinde, ærlig mod Dig selv, var der ingen anden Udvej åben, og Du skal være for stolt til at kunne ville noget andet i Verden end det din Natur siger: Du skal. Din Kærlighed er stærkere end den Fæstning, en fjendtlig Magt havde lagt midt i dit rige Jegs gode Agre, slut Dig til din Kærlighed Amalie, slut Dig inderlig trofast til den, hold af den, følg den, lær den dine bedste Ting og lær af den igen, den er jo Frihedens og Folkets Sag i Dig, om jeg så må sige, Fæstningen var Aristokraternes Borg. Går Du imod din Kærlighed, kan Du så vist gøre den Skade, det er sikkert, men underkue den i sidste Instans formår Du ikke. Den er Dig, den er din Natur den vil frem – prøv da på at føre den så ædelt og smukt som et Menneske formår. Du har hældet til den Religion, at Lidelse og Forsagelse i og for sig var et Noget at bygge Livet på – jeg tror det ikke Amalie, jeg vil kun lide for det Gode, som jeg skal vinde. Du har villet mestre Dig selv – ja Ven, men ikke ved at forknytte, hugge ned det Stærkeste man ejer. Der ligger et Mistillidens Bedrag der bag ved, som ikke er et sundt Menneskebarn værdigt.

Men Amalie vi er jo enige. Stump vær nu ikke bange!Stump: Dette er første gangen Erik bruker dette ømme, fortrolige, litt overbærende kjælenavnet – som han også ofte kaller Amalie for «Unge». Og så Amalie tag kærlig og mildt på mig. Ak Ven, jeg trænger til din Godhed. Tror Du jeg har talt de store Ord om Kærlighedens Lykke uden Angst? Min Ven, jeg har været ved at bøje Hovedet under en ydmyg Følelse af: Hvad kan jeg, når Alt kommer til Alt, give hende til Erstatning for den Kampens Pine, som jeg vil føre hende ind i? Men så Amalie har den inderlige Overbevisning ført mig: vi høre sammen. Vi skal tage, hun som jeg, Følgerne af vor Kærlighed. Og jeg tror på Dig min egen Ven. Vil Du være kærlig ved mig, kan Du gøre mig utrolig meget godt. Jeg kan leve af din Kærlighed, ja Amalie, jeg tror, at jeg nu kun kan leve af den. Jeg holder jo ikke meget af de for store Ord, og Livet har givet mig så mange Slags Erfaringer, men jeg har målt og undersøgt mit Hjertes Bund i denne hårde Tid, jeg for nylig har gennemgået, og Amalie, Du véd ikke, hvor tomt der blev om mig, da jeg på ny blev ene, da jeg troede jeg var ene. Jeg havde en tydelig Forestilling om, at Resten af mit Liv vilde blive en Slags langsom Gåen til Grunde. Du er det Kildespring i mit Liv, som den store Natur havde forbeholdt for mig, inden det var for silde. Min sødeste Pige, Du får i mig ikke den, Du burde få, jeg er ikke god, ikke ufordærvet nok, men gå med lidt Fortrøstning til vort Møde, og Du skal se, der kommer noget ud deraf, som også Du kan bruge. Jeg er så glad ved at kunne tale kærlig til Dig, Ven, Du er så sød.

Amalie, om jeg føler Alvoren i dit sidste Brev? Vær inderlig vis derpå. Om jeg begriber, at Du har lidt? Ja jeg gør Amalie. Jeg véd det. Men det skulde altså gå således til. Det var mit uforsigtige på en Måde urimelig skrevne Brev, der voldte «Syndflodssmærterne» – Stump, din vilkårlige Forståelse deraf gjorde Gengæld; kun at jeg holdt min Ro og mit Håb længere ved lige, end Du kunde. Amalie vær ikke for stræng i dit Hjerte over min Mangel på sikker Begriben af din Følelses ømme og fine Ungdom, jeg var noget undskyldt, Du havde næsten ikke givet mig den i Hænde, jeg havde jo mest kun haft med dens Frygt at gøre, jeg så dens «snusfornuftige» Side og skulde derfra skabe mig selv din Følelses sande Billede. Og Ven, Du sprang så hurtig fra mig, at Du næppe fik fat i mine Ords virkelige Ordlyd end sige deres Mening: Jeg vil ikke nu begynde på ny på en Forklaring, som Du vistnok mangler de hundrede små og store Forudsætninger til at kunne få helt og fuldstændig rundt fat på – kun Et skal Du høre på ny. Du ikke tale om, at jeg for at nå til Dig har måttet arbejde mig ud af en «Kærlighed» til en anden Kvinde. Det er så afskylig en Forvridning af Sandheden og mine Ord. Med en Kærlighed i Hjertet til en anden Kvinde var jeg aldrig kommen til Dig. Det kunde jeg ikke. Ikke et Sekund siden jeg talte de første Ord med Dig har jeg i min Tanke kunnet byde Dig noget Halvt, noget Ufuldstændigt. – Amalie, det faldt mig først ikke ind, at Du kunde elske mig, og så var jeg klog og gammel nok til at kunne tøjle mit usigelige Behag ved Dig til det Venskab jeg viste Dig – Du har ikke hørt et lapset Ord af min Mund – men fra første Færd jeg så din Kærlighed gry, blev jeg så alvorlig grebet af et Håb – et Håb for mig selv, forstå det Amalie, et Håb om på ny at mødes med mit virkelige Jeg under den rene Indvielse til et nyt Liv, som min Kærlighed skulde give mig – at jeg ikke kunde tænke mig at lade dette Møde blive til en smuk lille Oplevelse, således som Du (bange, demoraliserede(!) Kvinde) vilde have det. Men så Amalie lå jo over mit Sind de mange Års Halvheder og onde Smuler, hvormed jeg havde hjulpet mig igennem. Jeg måtte, da jeg havde haft Dig i mine Arme, sige Dig, at jeg var ikke ung som Du – Amalie, jeg måtte sige Dig, at en 35 årig Mand stiger ikke ned som Guden fra Skyen for at give en Kvinde et æterklart Liv. Der var foregået en Vandring på denne Jord i Søle og Solskin, det skulde Du vide; og jeg gjorde som jeg trode et rigtigt Forsøg på at angive for Dig Arten af det Hvilested jeg havde udsøgt mig. Jeg gjorde med en anklagende Ærlighed mod mig selv, som jeg nu fortryder, fordi det måtte falde forkert ud, Forsøg på at stemple mine Følelsers Natur under den Periode af Flugt fra alt det gamle ind i det nye, som måtte gå forud for den rolige Besiddelsestagen af det Kærlighedens store Land, som Du havde skænket mig. Min sødeste lille Pige, jeg kom til Dig så ene så ene, og mine dumme Ord gav dig Indtryk af, at Du skulde i Flok og Følge med andre – andre ganske vist af lavere Rang, men dog andre. Nej Amalie, derom har der aldrig været Tale, kan der aldrig blive – vær nu dog usvigelig vis på det! Alt hvad der er Dig uforståeligt, gådefuldt uforeneligt med din Kærligheds gode og dybe Natur, og som har Sammenhæng med den Skræk jeg som min Kærligheds Morgengave til Dig (ak, tilgiv mig Amalie!) begyndte med at skænke Dig, skal du på mit Ansvar lade ligge. Du skal komme til at kende mig her også helt ud og ind, når vi mødes, Du vil få noget at overvinde hos Dig selv for at give mig det Kys, der gør mig ren – men Du vil ikke nægte mig Kysset, tro det, Amalie! Og elsk mig nu.

Den 18 Oktober Aften

Jeg er lige kommen hjem, jeg har lige læst dit Brev fra i Søndags, du søde, søde, jeg har set og set på dit Billede – tænk dig Amalie, det fór igennem mig, jeg trode et Øjeblik, at det var en Mand, der var klippet fra. Du er så smuk, men Stillingen er ikke rigtig god, din Underkrop er bleven til slet ingen Ting. Jeg holder mere af det Billede jeg allerede ejer, Du ser mig således ind i Sjælen på det, og så har Du klemt Læberne sammen på det sidste, og der véd Du også af, at Du er smuk, Du er så umådelig stolt af din Næse, og Du er dog ikke nær så smuk som på det første Billede, hvor Du er så ærlig, så ligefrem og god. Men jeg er meget glad for det nye Billede, det griber mig ikke som mit gamle, men det er yndigt, og så er der det Sted op under Mansketten ved Håndledet, som ikke er til at holde ud. Det er en fuldstændig Snare for et roligt og skikkeligt Menneske som mig.

Kæreste Amalie jeg skulde lige til i adstadig Pasgang at spørge Dig, om Du ikke allerede sidst gjorde Nar ad mig for mit naturvidenskabelige Kærlighedssystem. Nu behøver jeg såmæn ikke at spørge. Du giver hele min Klogskab en god Dag, men den imponerer Dig dog. Ja bi Du lidt, en skønne Dag går det Hele op for Dig lige som Hegels System gik op for J L Heiberg, da han stak Benene ud af Sengen en Morgenstund i Hamborg.Hegels System gik op for J L Heiberg: Heiberg forteller om hvordan han ble grepet av Hegels system, i en meddelelse til Christian Molbech, trykt i dennes Dansk poetisk Anthologi (København 1840, s. 275). Eriks omtale er kanskje farget av Kierkegaards satiriske gjenfortelling i Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift (1846): «Ifølge hans egne særdeles vel skrevne Efterretning skal han ved et Mirakel i Hamborg i Streits Hotel (uden at dog nogen af Opvarterne mærkede Noget) Paaskemorgen være bleven Tilhænger af den hegelske Philosophie af den Philosophie, der antager, at der ingen Mirakler er.» (Gyldendal, København 1962, s. 170) – Hør Amalie jeg har været så alvorlig, nu kunde Du friste mig til at blive lystig. Men det er jeg for Resten slet ikke, men det kommer måske af, at jeg er sulten, Klokken er halvelleve og jeg har ikke spist til Aften. Nu gør jeg det. – Du, det er for Resten et højtideligt Måltid; det er første Gang jeg i to År spiser hjemme en Aften – alene da. Mit Arbejde på Redaktionskontoret har ført uundgåelig med sig, at jeg måtte tage mine Måltider ude. I Aften havde jeg gjort mig fri og var gået hjem for at skrive mit Brev færdig, og så, Stump, får jeg et nyt Brev fra Dig og får Dig med helt ind i mit intime Liv med lidt Brød og Ost og bayersk Øl. Du har ikke haft det så fint hos mig, som jeg havde det hos Dig i Kristiania «med al den Mad og Drikke». – Så Du er en så dygtig L’hombre Spiller? Jeg er en Slags genial Idiot i det Spil som i andre – min sødeste Ven, forbarme sig, hvor jeg vilde forgå af Raseri, skulde jeg virkelig i Selskab gå omkring og se Dig spille L’hombre, og skulde jeg komme til at spille med Dig – Du vilde tabe al Agtelse for mig, én Gang af ti gør jeg noget rigtigt, men så kan det for Resten være glimrende – én Gang af hundrede. – Ak Amalie hvor jeg synes det er lidt at sidde her og skrive; men de Tanker vil jeg ikke give Rum. Der er kun det, at jeg aldrig tilfredsstiller mig selv som en, der formår at få sagt det ordenlig, som han trænger til at sige. Og så kommer det aldeles afskylige til, at jeg bogstavelig aldrig har Tid til at skrive. Jeg er idiotisk bunden af Forretninger. Nu har dette Brev været to Dage om at blive til, ja egenlig tre for i Mandags fik jeg jo dit Brev og vilde under normale Forhold naturligvis straks have sat mig til at besvare det, og i Stedet derfor måtte jeg stikke det til mig og bære det hos mig et Døgn, inden der var Tale om at jeg kunde få sat Pen til Papiret. Jeg stjæler, når jeg blot kan, et Par Morgentimer for at skrive til Dig. Jeg elsker disse Morgentimer, og jeg vil blive ved med dette Tyveri, det får så gå som det vil. I Aften besvarer jeg ikke dine forskellige Spørgsmål, der nu tror jeg have hobet sig ret anselig op. Jeg er altid sløv og træt om Aftenen – – Jeg har standset her og har læst mit Brev igennem. Jeg skriver ikke mere i Aften. Klokken går til 12, og jeg må tidlig op imorgen. Jeg har glemt at betale mine Skatter i to Kvartaler, Rodemesteren har været her og sagt til Pigen, at det er rent galt.Rodemesteren har været her: tidens skatteoppkrever. Så får jeg heller ikke Tid til imorgen at skrive for at løbe afsted med Penge, som jeg for Resten ikke har liggende men først må hente – Min Ven gid jeg med et eneste Ord kunde få Dig sagt den usigelige stolte Fred Du har givet mig ved din Kærlighed. Jeg elsker Dig og er lykkelig.

Din Erik

Du brugte det rette Ord, da Du sagde: bliv nu ikke forfærdet, den Gang du fortalte mig om Løftet til Bjørn. Det stak i mig, som havde Du ført en Kniv ind i mit Bryst. Så gik det jo over! Men Amalie, Forræder, gjorde det Dig ikke frygtelig ondt at sige sligt. Hvor kan man komme så langt bort fra sig selv? – Jeg har haft et Par Ord at skrive til John Paulsen. Jeg har nævnt dit Navn i Brevet, fordi jeg vilde have, at han skulde komme til Dig og snakke om mig. Det skulde være en Hilsen. Måtte jeg ikke det? Jeg vilde helst fortælle hele Verden at jeg elsker Dig. – Har Du to Gange fået nogle «Morgenblade» fra mig?



23. Erik til Amalie

Den 19 Oktober 1882

Jeg sender Dig herved min kæreste Ven de to Knapper oppe fra dit eget Land, forgyldte og sammenføjede. Du må endelig blive glad for dem, jeg selv synes de er så pæne, og jeg har holdt så meget af dem, så længe de har været hos mig, fordi de hele Tiden har været bestemt til Dig. Da jeg var bedrøvet, huskede jeg på disse Knapper, der i deres nuværende Tilstand har ligget i min Skuffe fra tre Dage efter jeg kom fra Norge – jeg gik straks til en Guldsmed med dem – og jeg syntes det var Synd i dem. Jeg vilde ikke sende dem, for de Tanker, som de skulde bringe Dig fra mig, var lyse og gode, og Du havde jo gjort Fortræd. Ja kære, kære Amalie Knapperne blev købt i den lyse Stemning jeg var i, efter at jeg i Stavanger havde modtaget dit Telegram om at Du ventede mig. Men tag nu altså det lille Smykke og tænk på mig, når Du bærer det. Det er den eneste Overtro jeg bekender mig til, den som knytter sig til Gaver. Kan Du ikke lide de to Knapper eller er ligegyldig ved dem og lader dem ligge og går ikke med dem, bliver jeg umådelig bedrøvet.

Desværre er det mig ikke muligt at ordne Spørgsmålet om Tolden, som rimeligvis skal betales, anderledes end at Du selv må betale. Det er lidt dumt men hvad skal jeg gøre? Men det er altså fra Norge udførte Sølvknapper som i Danmark har fået lidt Guld på sig.

Jeg havde et Par mindre Knapper af lignende Form med til den skikkeligste af mine Søstre, Emma; hun er meget strålende fornøjet med den Brosche hun har fået. – Tænk dig for Resten hvorledes jeg lever, jeg har ikke set hende siden jeg for over en Måned siden gav hende den og det er sandt da så jeg hende heller ikke, jeg lagde den til hende hos min Moder. Jeg går til Morgenbladet og Rigsdagen og hjem igen – det er mit Liv – dermed går 10–15 Timer af Døgnet. En enkelt Gang er jeg bedt ud, men det indtræder sjældnere og sjældnere. Jeg tror Folk er kede af mig. – Du må ikke blive det for snart, jeg har så meget at lære af Dig, og jeg skal blive så god. Det, Du sagde i dit sidste Brev om, at den Udvikling, jeg havde vundet ved min Kærlighed, rimeligvis lå i den Lidelse, der havde været forbunden med den – kan jeg ikke blive kvit. Der er meget sandt deri. Du er sød, yndig og klog, meget klogere end jeg; men Du skal love mig ikke at opdage det altfor snart. – Amalie jeg er rædsom tykhovedet! Det eneste der duer ved mig er, at jeg er en lille bitte Smule skikkelig.

Sig mig, om Paulsen har været hos Dig? I Brevet til ham havde jeg søgt at gøre ham angst for at skrive til os. – Du forstår jo nok, at jeg ikke har villet tale på Redaktionen om Dig som Korrespondent. Enhver Ytring, der kunde falde blandt disse lidet hensynsfulde Menneskerdisse lidet hensynsfulde Mennesker: Erik hadde vært ansatt som redaksjonssekretær ved Morgenbladet siden januar 1881, da bladet ble totalt omredigert; bestyrelsen bestod av Chresten Berg, Viggo Hørup og Edvard Brandes, med Brandes som redaktør. Eriks forhold til bestyrelsen var alltid litt anstrengt, og det kom til brudd i 1883. kunde dryppe Gift i mit Forhold til dem, og så véd jeg jo nu heller ikke, om Du har Lyst. Du sagde for Resten også, at det under alle Omstændigheder skulde blive mellem Dig og mig – det var nu en Umulighed.

Det summer mig om Ørene med Redaktionsvrøvl – jeg sidder på Kontoret – Farvel Amalie. Send mig en Gang Bjørnsons Brev om Jacobsen.Bjørnsons Brev om Jacobsen: se brev 1, note 9.

Din Erik



24. Amalie til Erik

Lørdag aften 21-10-82.

Det er altså sikkert at du elsker mig. Ja, for det har jeg slet ikke egentlig troet, før nu. Det kom mig for, at du vilde bringe dig til det, forsøge på det, siden du nu engang var bleven vis på at jeg var gået fra mine gode koncepter for din skyld. Ja, for det så du jo dengang på Mjøsen. Det var nu også rimeligt at jeg troede det; for hvad skulde jeg vel bringe ud af et brev som dit første – jeg mener det, efter vort møde i Xania. Det var virkelig en utrolig skrivelse, det. Der stod jo med rene ord, at du holdt af en anden fra for år tilbage. Så begyndte jeg at tænke mig om, og pludselig huskede jeg, at du slet ikke havde sagt en eneste gang, at jeg var den du elskede, nei for det gjorde du ikke. Du talte om at du kunde komme til at gjøre det, men videre gik du ikke. Hvor rimeligt det var, at jeg tog det, som jeg gjorde. Ja, ikke sandt? Jeg blev næsten så skamfuld over at du skulde ha’e al den uleilighed, bare fordi du syntes synd i mig, og så føltes det som en uret mod den du elskede fra før af. Partiet blev så ulige – jeg med alt mit til dig, og du med næsten ingenting til mig. Jeg blev jo til en påtrængende, en bønfaldende, – uf ja, jeg var både harm og fortvilet, men mest af alt dog fortumlet, før jeg kom til klarhed over det hele. Hvis du havde været tilstede og jeg var løbet fra dig, og du havde fulgt efter, er jeg vis på, jeg var sprunget bent på søen, hvis det havde været den eneste udvei til at undgå dig. Og så var det også dette, at jeg ikke kunde begribe, hvorfor du også skulde elske mig. Jeg syntes at ingen var god nok for dig, og hvad var jeg? Ja, jeg regner ikke de andre, der går med hænderne fulde af fixe og færdige forelskelser til det første, det bedste smukke ansigt, – uf alle disse, der er så færdige til at tro de er uimodståelige, og at en «stakkels» kvinde strax er parat til at tage imod deres forslag.

Det er det jeg ikke kan forstå at du netop ved mig fik et håb om at kunne komme til at leve på ny. At ikke det var hændt dig før, med en af de andre, du må ha’e truffet, som er smukke og unge og alt hvad du vil, i langt høiere grad end jeg, der var så færdig og udlevet, at jeg syntes alle måtte kunne se, hvor umulig jeg dog var. Ja, for du ved jo godt at du kunde ha’e vundet hvilkensomhelst ung piges kjærlighed, når du for alvor havde villet. Du kan vel skjønne at dette må være ubegribeligt for mig, rent ud sagt en gåde. Men når det virkelig er sandt at det alligevel er mig du elsker, mig alene, så er jeg det lykkeligste menneske, der er til. Ikke jeg heller holder af «de for store ord», men tror du vel det er formeget sagt, jeg mener, kan du ikke sætte dig ind i at jeg må føle mig som den lykkeligste af alle, siden jeg elsker dig så høit? Jeg elsker dig mere og mere for hver dag som går. Skal dette blive ved, øiner jeg ikke hvad ende det skal tage. Nu har jeg givet mig helt og holdent hen i dette, der er mere end en følelse, fordi det er et liv, og nu er jeg fuldstændigt i dets vold. Og alt hvad du har sagt i alle dine breve, (ja, ikke doktorsnakket alligevel) men alt det andet, går jeg her om dagene og forstår mere og mere af. Jeg er et andet menneske og jeg kan bare ikke skjønne hvorfor man ikke ser det på mig, og fordrer at jeg skal stå til regnskab. Jeg tænker uafladelig på dig, ikke et sekund er du borte fra mig; det er som om jeg har slugt dig, og du nu holder til indeni mig, og det skal du vide er besværligt, så stor som du dog er. Når jeg sidder og oversætter på Marcions evangelium,Marcions evangelium: en kristen sektstifter fra det 2. årh., som er kjent fra kirkefedrenes polemik mot ham og fra fragmenter av hans egne skrifter. Utdrag er tatt med i Bjørnsons bok. falder jeg hvert øieblik i staver, fordi jeg aldrig kan få fred for dig, og når jeg taler med nogen, er det dig, jeg ser foran mig. Bare jeg ikke bliver sindssvag af det, det ser virkelig «spøge» ud.det ser virklig «spøge» ud: fordansket form av det norske «spøkje», farlig, risikabelt. Hvor det dog er utroligt, at man kan ha’e så meget igjen for at elske et menneske. Og når jeg nu engang skal se dig igjen, – jeg tør ikke tænke på det. Det bli’er så deiligt, at det næsten er fælt. Men så må du være lige så sød og snil som sidst. Husk endelig det! Da er der intet at være bange for, og jeg er det ikke heller, – jeg bare glæder mig, jeg: Du kan tro det er en herlighed at få dine breve, men jeg venter altid så længe på dem. Jeg skriver altid snarere til dig, – og tror du kanske jeg har tid, jeg? Forresten ved jeg så godt, at du ikke kan svare hurtigere end du gjør, – du har jo så meget at bestille. Kan du ikke ta’e et menneske til at hjælpe dig, – for det er jo til at dø en tidlig død af, 15 timers arbejde om dagen, – og nu må du ikke dø på det første, hvis du går hen og gjør det, – så vil jeg også dø, – vær vis på det! Men du kan skrive breve, du!

Ja, det er jo en «fortjeneste», at du har holdt så fast på mig, trods min vilde flugt. En stor, en meget stor fortjeneste. Tror du ikke jeg ved det. Og det viser mig, at det har været alvor med din tro på at jeg kunde blive noget virkelig godt for dig. Og det skal jeg også blive. Men at du beder mig tage mildt og kjærligt på dig, er næsten dumt. Kan man da gjøre andet, når man elsker? Jeg spørger om man kan. Selv ikke den, der er ond, kan det, og jeg er jo ikke ond, jeg, ved du jo nok. Nei, jeg vilde aldrig være andet end god mod dig, aldrig andet end det bedste, sødeste og ærligste jeg vidste og eiede i mig. Og hvis jeg ikke elskede dig mere, eller du ikke mig, så vilde jeg gå fra dig, sige dig eller mig løs strax, – der er ingen tvil om at jeg ikke betænkte mig et øieblik. Og det vilde du heller ikke, er jeg vis på.

Men du ikke sige, at du ikke er god nok, – tænk det gjør mig ondt at du siger det, og jeg kan heller ikke like det, for det er jo mig, som ikke er god nok, og jeg vil så nødig være ved det, jeg.

Jeg havde ikke vist dig min kjærlighed siger du. Det kan jeg ikke begribe. Så du da ikke, hvorledes du havde mig i din magt, hvorledes jeg gjorde de vanvittigste ting fordi du vilde det: gik med dig på gaden om natten, sad med dig på bænker omkring, var på dit værelse i hotellet o.s. v. Og så det brev jeg skrev om morgenen, tror du jeg kunde skrevet slig, hvis jeg ikke var bleven vis på, at jeg elskede dig. Jeg skrev jo ganske anderledes tydeligt, jeg, end du gjorde, ligesom jeg i det hele var den, der havde været tydeligst, jeg, stakker!

Du måtte sige mig at du ikke var ung, som jeg. For et snak! Jeg er jo så gammel, jeg, at jeg burde være færdig med livet, hvad jeg da også ærligt har været i mange år. Man siger jo altid at en kvinde, i samme alder, som en mand, er langt ældre end han. Og det er ganske sandt. Pigerne bliver meget tidligere voxne. Da jeg var 16 år, var jeg med på voxne baller, og 17 år gammel var jeg gift. Tænk det – og hvad var du, da du var 17 år, – en liden, bitte skolegut (for man bli’er jo ikke student før man er 18) som jeg vilde ha’e imponeret uhyre om vi var stødt på hinanden, kun et år ældre end Jakob.hvad var du, da du var 17 år: Amalie tar litt feil her. I 1864 løp Erik vekk fra skolen og meldte seg som frivillig i krigen; han ble hardt såret ved kampen på Als og lå på preussisk lasarett innen han vendte hjem for å lese til artium. Nei du, hvad alderdom angår, kan du ikke hamle op med mig, om du også ellers kan stikke mig i lommen, især når du disker op med dine utrolige systemer om formeringsvalg og sligt. – – John Paulsen hilste mig ganske rigtig fra dig. Det vil sige, han fortalte at du havde skrevet, at jeg var en dygtig dame. Det var bare så morsomt syntes jeg, for han talte atter så meget om dig. Min broder var så ondskabsfuld forleden aften, da Paulsen var her, at foreslå mig at jeg skulde drikke du’s med ham. Han blev naturligvis begeistret, og jeg kunde ikke undslå mig. Det er forresten så kjedeligt, og jeg siger stadig væk de til ham, men han er så dum, at han altid retter på mig. Min br. er forresten ikke den som drikker du’s med nogen, efter hvad jeg har mærket. Han gjorde det for at drille mig, til gjengjæld for et lidet puds, jeg havde spillet ham. Nu ved jeg hvorfor Pylle er vred, for hun har selv sagt det. Det var alligevel sandt med digtet til fru Sandberg; ikke ét, men tre, og hvorfor det blev holdt hemmeligt for os andre, er en vidtløftig, men morsom historie, som jeg skal fortælle dig mundtlig.digtet til fru Sandberg: Hvis Drachmann har skrevet noen dikt til Helene Sandberg, er de ikke blitt trykt. Den Dr.mann er af en simpel art. Og du, som har ladet Paulsen gå mig i næringen, og givet ham mine korrespondancer, uden at spørge om lov! Jeg spøger bare – for jeg vilde ikke prøvet det jeg, ikke som det er nu, i ethvert fald.

Forleden aften ude hos Sars’s hendte noget, som jeg skal fortælle dig: Fru Sars, der altid er så sød mod mig, og «udmærker» mig så meget som de andre siger, sad og sagde så de alle hørte det, at hvis hun var en mand, vilde hun øieblikkelig frie til fru Müller, og at hun ikke kunde begribe at Ernst og Ossian (hendes sønner) kunde lade det være.at Ernst og Ossian … kunde lade det være: Ernst Sars var professor i historie og skrev en ny Norges-historie; Georg Ossian Sars var professor i zoologi. De bodde hjemme hos sin mor, enkefru Maren Sars, som førte et stort hus. Begge brødre forble ugifte. Jeg, som altid sidder og tænker på dig, blev ildrød derved og Ernst og Ossian, der er blygheden og uskyldigheden selv, ligeledes. «Men», føiede fru Sars til, da hun så vi var forlegne, «jeg tænker nu på at gjøre det alligevel, og hvis fru Müller ta’er mig, så bli’er det et af de ægteskaber, der indgåes i himlen». Så lo man, og så var det over. Men siden kom flere og drillede mig, og vilde dutte mig på, at jeg svermede for professor Ernst, eller sådant noget, og så var det bare for din skyld jeg blev rød. Der kan du se, hvad jeg har fået at gjennnemgå!

22de.

Så langt kom jeg igåraftes; nu er det atter søndag. Kl. er 4 ½, og vi har netop spist middag. Istedefor [sic] at ta’e min sædvanlige siesta med avislæsning, og en liden blund, sætter jeg mig nu til at skrive brevet færdigt. For om en halv time er det mørkt især siden jeg har fået op de tykke vintergardiner, og i aften skal jeg ud. Jo, du jeg har fået to gange «Morgenblade» fra dig og det har været så morsomt at ta’e imod dem. Bare at se din udenpåskrift er nu i og for sig en stor fornøielse. Den sidste artikel af G.B. om «Nyt Tidsskrift» var især morsom.den sidste artikel af G.B. om «Nyt Tidsskrift»: Brandes’ anmeldelse av Nyt Tidsskrift sto i Morgenbladet 15/10/82. Jeg sad og lo høit, mens jeg læste den og var så enig, især hvad Fru Colban angår, for over hendes nonsens havde jeg ærgret mig en del i forveien.især hvad Fru Colban angår: Marie Colban, norsk forfatter og oversetter, bodde i Paris. Hennes «Indtryk og erindringer» ble trykt i Nyt Tidsskrift 1882, s. 305–20. Artikkelen handler for det meste om Zola, og formidler et stort sett positivt inntrykk, skjønt hun synes romanen Nana går for langt i uanstendighet. Iflg. Brandes inneholder den «trods Stoffets Begrænsning ikke det mindste, noget Menneske kan lære noget af, og en forbavsende Mængde Naiviteter og misvisende Paastande». Men hvor også Dr.mann får sit pas påskrevet. Til «Noget» læste han høit for os efter en middag med Champagne hos Pylle, og vi syntes alle det var så deiligt.Til «Noget» læste han højt for os: Drachmanns dikt «Til Noget i Norge», som ble skrevet i august 1882 i anledning av Bjørnson-jubileet, ble trykt i Morgenbladet 16/8/82 og i Nyt Tidsskrift 1882, s. 331–33. Det er en hyllest til «det unge Norges kunst», men samtidig kritisk overfor hva han ser som den umodne politiske sans. Uttrykket som forarget Amalie handler om valget: Hvad saa? Hvem bærer sejren hjem fra striden? / Det er ej let at fælde dom i sag, / hvor begge parter har maaske for liden / udviklingsmodnet ret den dag idag …. Brandes kaller diktet «et uheldigt Eksemplar af en uheldig og for Holger Drachmann saa slet som muligt liggende Genre, nemlig Tankedigtet.» Over dette med «for liden udviklingsmodnet ret» kan jeg dog huske, at jeg ærgrede mig på stedet, men jeg gjorde ingen indsigelser, der var ikke stemning til at gjøre det da. Alt var så rosenrødt. Dr.mann er ikke nogen sikker mand. Han vil for meget holde sig tilvens med begge leire. Måske ved han det ikke selv, man bedrager sig jo så ofte, men på bunden er der ikke ganske rent mel i posen, det jeg kan tro. Og dette til «Noget» har også indbragt ham noget. «Han, den gale Drachmann, er dog, når det kommer til stykket, den bedste af alle de røde hunde, dernede – det er den modne mands overlegne dom» o.s. v. Nei, du, han bliver aldrig en pålidelig soldat, bare en fanejunker eller en tambur med et godt øie til marketendersken. Men det er soldater og arbeidere vi trænger til, for fanejunker kan enhver fusentast være. Begge gange har jeg forresten snuset bladene igjennem for at se efter noget af dig. Men forgjæves. Skriver ikke du noget du? Men «Gamle Guder og Nye» forresten, – det er jo noget af det deiligste jeg har læst, – jeg må ikke være uretfærdig og glemsom.«Gamle Guder og Nye»: Drachmanns diktsamling (trykt under pseudonymet Svend Trøst) som kom ut i 1881. Og «Puppe og Sommerfugl» syntes jeg heller ikke var gal, men det tør jeg vel ikke sige høit, efter hvad du skrev, og efter Brandes’s kritik i «Ude og Hjemme».Brandes’s kritik i «Ude og Hjemme»: Edvard Brandes anmeldte Drachmanns stykke forbeholdent i Ude og Hjemme 1/10/82, s. 9–11. – Det er sandt mens jeg husker det: kan du ikke tjene mig i at skrive dine præsenser i singularis, selv om subjektet er pluralis. Jeg kan ikke for min død fordrage vi «ere», de «høre», vi «komme», – det er, – – ja, det er så «dansk».præsenser i singularis: Flertallsformen i danske verb ble mindre og mindre brukt og ble offisielt avskaffet i 1900. Og skriv ikke mere bare på den ene side af papiret, – det er et altfor stort snyderi; at få et tykt brev og så finde at halvparten er borte.

Ja, hvad Dr.mann angår, så ved jeg jo at hvis det kom til skarpskuring, vilde han ikke betænke sig på, hvor det var, han vilde hen, men jeg tror det lokker og smigrer ham at vinde ind igjen, stykke for stykke af sit ramponerede renommé og for at opnå dette, må han strø lidt sukker på retterne for høire, – thi det er jo dog høire som på en vis måde har magten, – skjøndt ikke så meget nede hos eder vistnok som heroppe, og især her i Xania. Det viser sig bedst nu ved valgene.Det viser sig bedst nu ved valgene: Striden om parlamentarismen i Norge tilspisset seg i årene 1880–84. Stortinget var splittet i to partier, Venstre og Høire. Ved stortingsvalget høsten 1882 var det Venstre under Johan Sverdrups ledelse som seiret. Du kan tro her er hurlumhei; men man følger det ikke med synderlig spænding, fordi man ved, der bliver omvalg i februar, som storthinget vil forlange. Men at høire også da seirer, er der ikke et fnug af tvil om. Hvad kan det så hjælpe for et land med en hovedstad som Kr.ania. Det er et deiligt «hjærte» det. Før Kr.ania bli’er vundet, kan jeg ikke ret glæde mig over noget og der vil sikkert gå en 3–4 valgperioder hen, inden det sker. Nu kan jeg ikke se mere, og der kommer også kaffen. Gid du var her din stygge unge, så kunde vi drikke den sammen; for min br. er ude til middag, og vi kunde sidde ganske alene herinde hos mig. Når jeg kommer hjem iaften sladrer jeg endnu et øieblik med dig, inden jeg sender brevet afsted.

Nu er jeg her igjen; kl. er 12 ½, så du kan vide jeg må skynde mig. Jeg var sammen med professor Erns[t] (Sars) iaften. Han talte en hel del om Brandes’s kritik over «Nyt Tidsskrift».Brandes’s kritik over «Nyt Tidsskrift»: Ernst Sars og Olaf Skavlan var redaktører for Nyt Tidsskrift i 1882. Han fandt at den var skrevet med altforliden velvillie, at det var ildesindet at B. kastede sig over netop det svageste hefte, at den samme B. vistnok ikke havde et godt øie til vort Tidsskrift o.s. v. Ja, dette må du ikke fortælle dernede blandt dine, hører du. Sars talte forresten så meget om dansk literatur og dens forhold til den norske, om den rolle Brandes havde spillet som fører, som han syntes B. gjorde en reklame for, der grænsede til markskrigeri. Så roste han også stærkt en liden skitse som jeg havde sendt ind til tidsskriftet og sa’e at også Skavlan som er så streng, havde sagt, at der ikke var tale om andet end at ta’e den.en liden skitse som jeg havde sendt: Amalie sendte fortellingen «Madam Høiers leiefolk» til tidsskriftet, og den ble trykt i årgangen 1882, s. 557–70 (som visstnok først kom ut i 1883). Han var så interessant iaften; Ja det er han nu altid og vi blev stående over 1 time borte i et hjørne. Her synes damerne det er sådan herlighed at få tale med Sars, det kommer måske af at han er så sky for damer; ja ikke for mig, – mig kan han snakke med i det uendelige. Paulsen var der også, og vilde partout vide, hvad vi havde talt om. Det er så underligt, hvergang jeg er sammen med Sars føler jeg bedst hvorledes jeg elsker Norge. Og en trænger om at føle det iblandt. Sars fandt det f.e.x. så latterligt at G.B. vilde annektere Kielland som ikke havde mere sammenhæng med ham og dansk literatur end katten med sennep, endvidere at han tog Garborg med hud og hår, og talte om at han «nu havde dobbel glæde af ham». Dette lod han dog passere; men at han også prøvede at bemægtige sig B.B. og Ibsen, som fremgåede af hans skole; det blev dog for drøit.han tog Garborg … prøvede at bemægtige sig B.B. og Ibsen: Om Garborg sier Brandes: «Jeg for min Del, der havde den Ære at regne ham til mine ivrigste Modstandere, … har nu dobbelt Fornøjelse af hans kritiske og poetiske Talent.» Det står ingenting i artikkelen om at Ibsen og Bjørnson tilhører Brandes’ skole.

Men nu godnat eneste! Jeg tager dig i tankerne om halsen, og kysser dig på munden og på øinene dine, idet jeg nu går ind og lægger mig.

Din Amalie



25. Erik til Amalie

Lørdag den 21 Oktober 1882

Vil Du tro min Ven, at når jeg på Gaden i en lille Afstand ser en Dame af din Højde med indkneben Talje i Overstykket – og af den Slags Dragter synes jeg nu der vrimler – tror jeg det er Dig. Der går et Stød igennem mig og så siger jeg: Vås! bagefter til mig selv. Sortøjede og smukke Damer har jeg begyndt at interessere mig levende for. Der er en ung Pige, jeg har set et Par Gange i et Vindu på mine Morgenture i Nærheden af min Bolig på Østerbro, hun har en aldeles fjærn Lighed med Dig – i den Anledning kigger jeg til Vinduet, og hvis jeg sætter hende Fluer i Hovedet, er det din Skyld. Det er for Resten nu flere Dage siden jeg har set hende, og jeg er ikke ganske vis på, hvilket Hus det er hun sidder i, så nogen egenlig begyndende Intimitet synes der dog ikke foreløbig at være Fare for. Sig mig nøjagtig dine Øjnes Farve; sorte var de ikke. Så forelsket som jeg er i dit Billede – det første – begriber Du ikke. Jeg synes det er over al Beskrivelse smukt. Så god som Du dog er Amalie, og som det ligger fint og stille på dit Ansigt! Kan Du huske vort allerførste Møde. Da de andre søgte at forvirre Dig. Du bøjede Dig en Gang imellem over din Kop eller din Tallerken, Du var ganske rolig, lidt ked af Snakken men iøvrigt uden at lade den nå synderlig længere end til dit Øre, Du fulgte din egen Række af Tanker, der måske vare blevne lidt nysgerrige, men som ikke derfor forlod den slentrende, personlig uinteresserede Gang de nu en Gang havde anslået. Jeg fik i samme Nu i store almindelige Træk den dybe Respekt for dit Væsens Soliditet, som jeg så senere fik rigere udstyret. Kan Du huske, at Drachmann om Aftenen vilde ægge Dig til at snakke med – der begyndte den Række af smagløse Befamlinger af dit Væsen, som senere bestandig pinte mig ubeskrivelig, jeg tror mig meget mere end Dig selv. Amalie, Du var fra første Nu så fin, så rolig, så fuldt ud Dig selv. Hvor jeg er glad over, at jeg havde Evne til øjeblikkelig at se det. Det, at jeg straks forstod Dig, gjorde, at jeg følte mig de andre så overlegen. Havde jeg et eneste Sekund taget fejl, var Du vist heller ikke kommet til at elske mig. Jeg var i dit Selskab så højnet, så dygtig – ja forstå mig: jeg blev bedre og følte mig bedre, fordi jeg kunde følge et så yndefuldt bravt og i visse Måder upåvirket Menneskebarns – Snak, Kvindes! – hemmelige Veje, medens de andre sprang omkring og trampede som Klovner uden for hendes Have. Det at jeg strax gik derinde og var så rolig og nydende og ikke fra første Færd tænkte på, hvad jeg nu kunde rapse til mig – Amalie, det er vistnok det, som har givet mig min Lykke nu. Min Ven, Du må tro mig, at det er rigtigt at være religiøs i Kærlighed. Hvad jeg har syndet, det er dog uantastet: min Tro på det Hellige i et rent menneskeligt Forhold, min Følelse af at skulle have Fred og Forsoning ved den Kvindes Hjælp jeg elsker. En sådan Følelse gør, at man må gå varlig frem. Det lapsede må falde bort. Jeg har godt ellers kunnet være lapset – ikke nok, ikke meget; jeg var lige begyndt at skulle komme efter det. Du véd, dette at plukke et Øjebliks, nogle Dages letsindige – grimme eller kønne – Sødme, og så lade det være, som intet var sket – Og så møder jeg Dig Amalie, som tager enhver lapset Fibre ud af min Sjæl. Du søde dygtige Kvinde!

Tirsdag

Amalie, det er noget nær fortvivlende vor Fjærnhed fra hinanden og Umuligheden af at få skrevet, når man vil, og så meget jeg vil. Jeg havde opsparet min Søndag. Hele Dagen skulde jeg have siddet ved mit Skrivebord og ikke tænkt på, ikke bestilt andet i Verden end at skrive til Dig. Så blev jeg ulidelig forstyrret ved et Besøg fra tidlig Morgen, og så var jeg nødt til at tage et Arbejde for, som skulde gøres. Så sad jeg dernæst den hele Aften hjemme, bund melankolsk, ganske ene og forladt forekom det mig af hele Verden. Jeg glemte ikke et Sekund Dig, tro ikke det, og Du var netop den eneste Tilflugt jeg havde, uden Dig vilde min Tilstand ikke have været til at beskrive for Jammerlighed; men jeg var modfalden også ved Tanken på Dig: Hvor var jeg ikke et fattigt Menneske, hvor havde jeg Retten fra til at klynge mig til din rolige ubekymrede Tilværelse, jeg, som til syvende og sidst kun havde en urolig, uenergisk svinglende Mands ensomme Følelsesliv at byde Dig. Desværre Amalie, jeg er meget ene. Rundt om mig taber jeg Venner og Bekjendte. Der må være en Kulde i mit Væsen, som gør det. Jeg søger dem ikke, og så gør det mig ondt, når jeg mister dem. Og jeg har ikke Tid til at holde de selskabelige Bekendtskaber friske, de dø ud. Og så er jeg ulidelig dum til at støde Folk fra mig, når jeg virkelig interesserer mig for dem – jeg siger dem min Mening, og alle Folk mærker jeg, selv de bedste, ere forkælede på dette Punkt. Ingen siger sin Mening! Der går et Lyveri i Svang, som er mig af inderste Sjæl imod. Jeg har ganske vist lært meget i den Retning, men jeg bruger det ikke med megen Øvelse og ikke gerne. Det morer mig ikke. Jeg bliver borte, og så er jeg naturligvis den, der taber. Jeg har ingen social Stilling, som kan bære den Stolthed oppe, som jeg vel på en Måde besidder. Jeg dumper, og er så en Gang imellem overmåde nedtrykt i den Anledning. Min Moder, som elsker mig, besøger jeg ikke. Dels har jeg aldrig Tid, dels piner den absolute Fjærnhed, der er imellem os, mig. Der er ingen Forståelse mulig imellem os. Jeg sled, til jeg var 30 År tror jeg på at få denne Forståelse bragt til Veje. Så brast det en Gang for alle uhjælpeligt. Det var med Gertrude.Det var med Gertrude: I et brev til Erik 25/3/79, da Gertrude Coldbjørnsen kom ut, skrev hans mor at hun var «hverken istand til at dele Dine Anskuelser og Din Opfattelse, ei heller forstaa at Dine Tendentser og den Retning Du gaar i virkelig kan bringe Velsignelse og sand Forædling hverken for Dig selv personlig eller for den Tid og det Samfund Du lever i og arbeider for.» (KB) For hende er det en afskylig Bog. Jeg vender i Ny og Næ tilbage med et Slags Håb. Da jeg kom ned fra Norge t.Ex. Jeg vilde jo berede Dig et Sted, som jeg havde givet Dig. Min Moder er nemlig en fin Kvinde, og der er på en Måde godt at være hos hende. Men nej, Håbet er forgæves. I den aller sidste Tid har Du, søde, taget Venner fra mig. Jeg tror ikke, at jeg har aflagt et eneste Besøg siden min Rejse og det er Du Skyld i. Enten jeg har været glad eller bedrøvet, har jeg kun kunnet tænke på Et, kun interesseret mig for Et, og det er Dig. – Men alt dette spiller nu for Resten – – –

Den 27 Oktober

Amalie begge dine Breve har jeg!begge dine Breve har jeg: brev 24 (21/10/82) og 26 (23/10/82). Søde søde lad mig kysse Dig! – Jeg sender blot for at give et Livstegn fra mig dette kedelige Brev afsted. – Jeg måtte afsted i Tirsdags midt i en Tankegang. Siden har der ikke været Mulighed for at skrive. Jeg har været afskylig dårlig og dog måttet passe mine Ting. Min yndige Ven som dine Breve går ind i mit Hjerte! Jeg kan først skrive på Søndag, det er Fredag idag. Vent så længe på et ordenligt Brev! Jeg klipper en Stump ud, som jeg skrev forleden.en Stump … som jeg skrev forleden: sannsynligvis en anmeldelse av Zolas Mukkerten (L’Assommoir) som ble trykt anonymt i Morgenbladet 24/10/82. Mukkerten ble utgitt på dansk i 1882, i oversettelse av N. J. Berendsen og Vilhelm Møller. Utklippet ligger blant brevene. Jeg skriver ikke meget i Avisen, mest de andres Sager om. Men så kan Du dog se lidt af mig på Tryk. – Sars dømmer udmærket rigtig! Men jeg er skinsyg på ham! Og din Broder er jeg rasende på med den dusdrikken. Vi fik straks et meget mådeligt Brev fra Paulsen. Gid Pokker havde ham.

På Søndag!

Din Erik



26. Amalie til Erik

Mandag aften kl. næsten 12. [23/10/82]

Endelig slipper jeg til; jeg havde bestemt at skrive strax i eftermiddag for at takke for det nydelige smykke, som jeg selv hentede på posthuset idag, men så var der kommen bud fra fru Wullumbud fra fru Wullum: Margrete Vullum var opprinnelig dansk, gift i 1879 med Erik Vullum. Hun var forfatter og litteraturkritiker, og en av Amalies omgangsvenner. at hun og en dame fra Bergen vilde komme her idag til kaffe. Så kom de da og siden kom en student og en anden fyr, og først i dette øieblik gik de sin vei. Vi har brændt af et stort fad bruleau,bruleau: en slags avbrent punsj. Ordet er sannsynligvis lånt fra svensk. og pigen havde lagt formeget i ovnen, og her er endnu så forsmædelig varmt at jeg næsten ikke kan puste, endskjøndt jeg har sat døren åben til mit soveværelse. Her har været såmegen sang og musik iaften; den unge dame sang så deiligt forelskede sange, og du kan vide hvor jeg tænkte på dig. Du, det er ikke «fred» netop min kjærlighed har bragt mig, som du siger tilfældet er med dig, snarere uro, men dog mest en stille fryd. Nei, men hvor knapperne var nydelige! i langt høiere grad end jeg kunde ha’e tænkt. Jeg elsker det smykke, og må hvert øieblik ta’e det frem for at betragte det. Jeg håber du har kysset det, før du sendte det afsted; derfor kyssede jeg det, da jeg fik det. Skal jeg gå med det, siger du? Men det er jo aldeles umuligt. Mine bekjendte, især mine bedste, og dem er der mange af, kjender jo på en prik alle mine eiendele, og især alle mine smykker og det er så kjedeligt at stå og lyve, når de spørger, hvorfra jeg har fået den smukke tingest. Ja – for den er så iøinefaldende og egen, at alle strax ser den, og jeg kan jo ikke sige, at du har sendt den, du søde elskede. Altså jeg går ikke med det, – ja det måtte da være om nætterne, at jeg brugte det istedetfor knap i mit natlinned; men den vil stikke mig under hagen, er jeg bange for, eller gjøre ondt med sine høie tapper. Hvor det var morsomt at jeg fik det, når jeg treffer dig, skal jeg nok kysse dig for det. Jeg betalte ingen told. Det var en gammel herre med hvidt hår og forgyldte knapper, der gav mig det. «Nei, der er ingen told at betale, når en så smuk dame kommer og henter det» – sa’e han, og så tog han begge mine hænder. Heldigvis var der en disk imellem os. Jeg blev et sekund bange, men så følte jeg i det næste, at der ingen grund var, og så blev jeg bare så fuld af latter indvendig, (som jeg dog ikke gav luft) fordi han var så varm, så varm i hænderne, og mine fingre så stivfrosne i de stramme handsker, (det var en bidende vind) at det slet ikke var ubehageligt. Han opholdt mig så længe som muligt, og da han endelig kom med pakken tog han atter og varmede mine hænder, og takkede fordi jeg var kommen selv. Han kjeder sig naturligvis rædsomt der nede, den gamle kavaller, eller også er han fjollet. Som sagt, bange var jeg ikke, og da jeg sagde adieu, lo jeg endog en ganske liden smule. – – Hvor skrækkelig kjedeligt du dog må ha’e det dernede, efter hvad du skrev idag. Bestandig bare ved arbeidet. Ja, det forstår sig, – arbeidet er jo det vigtigste af alt, heller formeget end for lidt – men alligevel. Når du ikke bli’er bedt ud, så er det naturligvis din egen skyld. Der har vel været en periode, hvor du slet ikke har giddet gå nogetsteds, og så holder man op at sende indbydelser tilsidst. Man kommer ud af vane. Men at du ikke har sét din søster Emma på over en måned, er dog mærkværdigt. Går du da ikke daglig indom til din mor? Forresten har du sét hende, siden du lagde smykket hos din mor, thi hvor kunde du ellers vide, at hun var strålende fornøiet over det, – å jo, – du kan jo ha’e hørt det gjennem andre. Herefterdags kommer brevene at ta’e længere tid; den mørke, fæle årstid er kommen med tåge og storm og regn. Uf, det er så bitterligt vanskeligt at komme gjennem denne tid; den har i mange år været mig en hård nød at knække; mørket virker så nedstemmende på mig. Såsnart det lysner, er det ingen sag at leve. Men i år bli’er det vel bedre, for nu har jeg jo dig at tænke på. Skal jeg ikke blive kjed af dig? Jeg vilde ønske du vidste hvor liden udsigt der er til det. I ethvert fald må jeg jo først lære dig at kjende. Men du værs’god skal være klogere og flinkere og dygtigere end jeg er, for ellers går det galt, så meget du ved det. Jeg er så enig, – det var ikke værdt at jeg skrev noget for «Morgenbladet», – jeg har fået ulyst, ganske instinktmæssig, (foruden at jeg ikke ellers gad, eller kunde) siden jeg er kommen i dette forhold til dig. Jeg sender dig Bjørnsons brev.Bjørnsons brev: brevet om J. P. Jacobsen (se brev 1, note 9). Kan du læse det, kalder jeg det godt gjort, men det kan du naturligvis ikke, for det kan ingen uden folkehjælp. Du må ikke tumle det bort for mig, men give mig det smukt tilbage engang. – – – Godnat, nei hvor jeg elsker dig, du eneste!

Din Amalie

[Tilføyelse på første side]:

Der bli’er nok alligevel ikke omvalg i februar. Venstre har båret sig så dumt ad, har fjantet omkring med hundreder af ulovlige bygselmænd;hundreder af ulovlige bygselmænd: Det var ikke alminnelig stemmerett ved stortingsvalg, og mange eiendomsløse venstrefolk sørget for å bygsle et jordstykke for å få stemmerett. derfor har de tabt så mange stemmer fra sidst. Nu er de glad til at tie stille.



27. Amalie til Erik

Onsdag formiddag [25/10/82]

Jeg har slet ikke tid til at skrive; egentlig burde jeg være flittig på oversættelsen, men nu er jeg netop færdig med et ustyrtelig kjedeligt afsnit, og så må jeg begynde på et brev til dig. Jeg, som har været så kjed af at skrive breve, kommer nu til at skrive som et menneske, hvis sindssygdom består i den fixe idé, at det uafladelig må lave breve. Jeg føler det er i anmarsch, strider imod, men ved, at det ikke nytter. Jeg har altid så ubegribelig meget at sige dig, og bestandig kommer der mere til. Jeg er et offer for «the law of accretion»,«the law of accretion»: Tilvekst befordrer ny tilvekst. som de kanoniske evangelier, skylder det meste af sit indhold. Bare du ikke bliver træt af mit snak. Det er nokså heldigt, alt vel betænkt, at vi ikke kan komme til at være sammen længe ad gangen nogensinde; for jeg vilde komme til at forgive dig med snak. Du, som jeg ikke kunde tale til sidst – hvor bli’er du dog forskrækket, når du ser mig i min sande skikkelse, for jeg er ustanselig når jeg først får munden på gang, og jeg er bekjendt for det og bliver drillet med det. «Nu, er jernbanen kommen ud af skinnerne?» sa’e forleden prof. Storm,professor Storm: kan være enten Gustav Storm (professor i historie) eller Johan Storm (professor i filologi). da jeg omsider holdt inde. Det var noget vi havde været uenig om, og jeg havde havt så mange grunde. Hvad der hjælper på, er at jeg også kan tie for det kan jeg så godt som nogen.

Dette bli’er bare en begyndelse på et brev; jeg har kun en halv times tid til min rådighed, og iaften skal jeg i theatret og først drikke the hos fru Vibe.drikke the hos fru Vibe: Rosenborggaten 11, hvor Amalie og hennes bror Wilhelm bodde, het «Vibes gård»; eieren var Ferdinand Ludvig Vibe, proprietær for jernstøperiet «Vukan». Fru Vibe var en temmelig konservativ dame, som fant Amalie for frisinnet. Men så skriver jeg videre imorgen. – Det går forresten slet ikke fort med min bog, for jeg har altid så meget i ilden, og andre har bestandig brug for mig, og der kommer stadig væk nye afbrydelser.

Bjørnson var forresten nokså fornøiet med at jeg var over halvveis, da han var her nu.Bjørnson … da han var her nu: Bjørnson reiste til Paris høsten 1882, og ble der i fem år. – Dette har nu forresten også været en travel tid i huset, med rengjøring og gardinophænging og vinterforberedelser, og syltning og alslags stel. Jeg har dertil fået ny pige, (hvad der også bringer tidsspilde), for Karoline den stakkel, har gået hen og giftet sig. Jeg har så ondt af hende, skjøndt hun vistnok er så lykkelig, men jeg synes altid det er synd for dem, der gifter sig – ja ikke for mændene, må du tro. Det er en styg institution, den med ægteskabet. Fra alle sider sét, er den så styg, så styg. Min nye pige er forresten den sødeste, snilleste og flinkeste lille «værelse» i verden. Så ser hun også så glad og munter ud. Selv mine gutter, der er så kræsne på pigerne er blevne så glade i denne her. Jeg får nu forresten altid mine piger til at blive flinke, dels fordi jeg selv er flink i huset, men også fordi de bli’er glade i mig, hvad jeg da også ærligt gjengjælder.

Også igåraftes kom her fremmede. Jeg var ment på at være så flittig, men så, kl. ½ 8 kom pigen, og meldte hr. Paulsen, og strax efter kom et ægtepar, og alle havde de tænkt at blive naturligvis. Jeg går aldrig af mig selv til nogen, jeg, for jeg er aldrig ledig nok til at kunne gjøre det. Jeg begynder mellem os sagt, at blive kjed af J.P. Han var forresten så fornærmet på dig, fordi du havde strøget nogle linier af hans korrespondance,du havde strøget nogle linier af hans korrespondance: John Paulsens «Brev fra Kristiania», om Studentersamfundet, Kristiania Theater og valget, sto i Morgenbladet 22/10/82, signert J.P. og det var netop noget, som han absolut vilde ha’e sagt. Han ønskede ikke at få sit arbeide revideret, som var det en skolestil, og det blev første og sidste gang han skrev til «Morgenbladet». Nu kan du ha’e det så godt! Jeg var forøvrigt ganske enig; det er virkelig næsten en uforskammethed mod vedk. forf., uden given tilladelse, at tage om end aldrig så lidt fra det, han har sagt; det tilkjendegiver nemlig, at man ikke taxerer ham i rang med dem, man nødig vil støde på manschetterne, og det skal man ikke sige lige i ens næse. Han sov her forresten inat, men gik imorges strax. Han kalder værelset deroppe for sin kvist, og han ved det står tomt. Derfor hænder det at han, når det er påtide at gå, siger: Veien er så lang, og veiret så mørkt, kan jeg ikke få sove deroppe på min kvist. Han er så ualmindelig ensartet bestandig; der er ingen farvevexel og ingen foranderlighed, – det er derfor man bliver så snart færdig med ham. Sig mig engang om du synes det er kjedeligt at jeg fylder siderne med småsnak, og fortæller alt dette vrøvl om ingenting. Jeg vilde nu holde af at få høre hvadsomhelst, når det angik dig og din daglige færden, men kanske vil du heller jeg skal skrive anderledes. Sig det bare, så skal jeg nok!

Jeg fik et brev fra Ingeborg igår, det første siden hun reiste. Hun er vred på dig, fordi du ikke har gjort dig den uleilighed at hilse på hende eller Pylle, meget vred. Hun skal [sic] samme dag i middag til E.B.i middag til E.B.: Edvard Brandes. Var ikke du der? Forresten går der en oprevet tone gjennem brevet tiltrods for at hun ikke i mange herrenstider har fundet livet så «tækkeligt som nu». Hun er «ligeså kjed af Kjbhvn. som af Xania, og glæder sig til Paris. »

– Ja, så længe det vil vare – det kommer nu derpå an. Stedet gjør hverken fra eller til. Betingelsen for at være tilfreds, eller det modsatte, bærer man jo indeni sig. I allefald gjør jeg det. Ydre ting eller tilstande kan hverken gjøre mig det ene eller det andet, hvis det da ikke går på livet løs, og det hænder jo ikke så ofte. Jeg er bekymret for Ingeborg; jeg ved ikke hvorhen hendes hensynsløshed, der forresten hænger sammen med, ja er det bedste i hende, kan føre hende.

Du skriver i dit næstsidste brev: «jeg måtte sige dig, da jeg havde havt dig i mine arme, at jeg ikke var ung som du». Mener du dermed, at det da gik op for dig, at du ikke kunde komme til at elske mig som du havde elsket den anden, at det på en måde vilde blive smuler og levninger, det jeg skulde komme til at nøies med? Er det det du mener med dit snak om min ungdom? Du skal svare mig på dette, (hvad der forresten slet ikke er din vane, men så er det jo også sandt det om én dåre og 10 vise)det om én dåre og ti vise: «En dåre kan spørre mer enn ti vise kan svare», et gammelt ordspråk. Det blir først nevnt i J. Ray: A Collection of English Proverbs (1670): «A fool may ask more questions in an hour than a wise man can answer in seven years. » og du skal svare uforbeholdent, hører du, – for jeg vil endelig vide det, jeg. – –

Torsdag. Det var et skrækkeligt stykke med ægteskabsbrud og forførelser på åben scene, og skurkestreger og mord og revolverskud. Man forlod en bunke lig og ruiner, da man endelig slap fri. Sådant et ritsch-rutsch, knald og smaldeffekteristykke! Rigtig noget kram. Ja, det var naturligvis «Fyrst Panin» af George Ohnet, en simpel sort vare.George Ohnet: en fransk forfatter. Hans skuespill i fem akter Fyrst Panin (på fransk Serge Panine, 1881) ble oppført 14 ganger i Christiania Theater oktober-desember 1882. Hus har det dog trukket og gjør det fremdeles. Nu har jeg også fået billet til fredag igjen. Da er der abonnement som jeg ikke har, da jeg i regelen kjeder mig mere end jeg skjøtter om at være ved, i theatret. Da skal jeg se et «Photografie» af Henrik Jæger,«Photografie» af Henrik Jæger: Henrik Jægers Et Fotografi og Alfred de Mussets Man spøger ikke med Kjærlighed (på fransk On ne badine pas avec l’amour, 1834) ble framført sammen to ganger i Christiania Theater, 27/10/82 og 31/10/82. den unge dumme literat, der er æstetisk konsulent ved theatret, og optræder som en Molbech i miniature.en Molbech i miniature: Christian K. F. Molbech, dramatiker og sensor ved Det kgl. Teater fra 1871, som dyrket romantikken og forsøkte å nekte norsk og dansk realistisk og naturalistisk diktning adgang til nasjonalscenen. Desuden Alfred de Mussets: «On ne badine pas» o.s. v.

Ja, jeg har ganske vist ikke alene «hældet til den religion, at lidelse og forsagelse var noget at bygge sit liv på» – men den har i mange år været min éneste. Ved lidelse, ved ærligt og modigt at ville lide sin lidelse tværsigjennem, således at en ikke for nogen pris, vilde skyve fra sig, eller søge at undgå én éneste smule af det, der hørte med, vinder et menneske frem og opover. Det er derved man kommer til at eie sig selv, til at kunne ta’e sig i brug til det, man vil, (istedetfor at blive beslaglagt af snart et, snart et andet, der ikke er andet end forfuskelse) og til at styre sit liv i den retning man har afstukket sig. Lidelsen gjør jo den gjerning som ploven på marken. Jo dybere den skjærer sig ned, når der er jordsmon da, jo mere gror der op bagefter. Og kjærligheden, – ja den må vel lignes med solskinnet, den. Men hvad kan det hjælpe at solen skinner på et vildnis, der ikke er oppløiet eller ryddiggjort, der kommer bare mere vildnis ud deraf. Mange mennesker har havt virkelige kjærligheder, men de er ikke blevne, hvad jeg kalder voxne alligevel. Og mange prægtige planter trives deiligt uden solskin. Jeg har endog engang i Bergen fået roser til at blomstre, skjøndt de stod i et vindu hvor der kun i omtrent 10 minutter om morgenen (når det ikke regnede, men det gjorde det altid,) faldt et par skrå stænk af solskin hen over dem. Og deiligere roser havde ingen sét. De var så underlig kjølig skjønne, og som de duftede og holdt sig længe!

Gjennem at lide bli’er man først rigtig klarsynet. Ja du siger kun det sker ved at man kommer til at elske, men det kan du tro, er forskjelligt for de forskjellige. Når man har lidt sig fra livet, ganske fra det, først da er man skikket til at leve det, med eller uden solskin, det kommer ikke så nøie an på. Man må blive den stærkeste, have livet under sin fod, så at det ikke skal få magt til at skade en. «Hvo som mister sit liv (det er, giver det fra sig,) skal finde det»«Hvo som mister sit liv … skal finde det»: fra Matteusevangeliet 10, 39. – det er et sandt og dybt ord, som så mange af dem, der står i bibelen. Så mener jeg da fremdeles det, at lidelse og forsagelse eller rettere evnen og villien til begge dele, som så mange übrigens slet ikke har, er en sikrere grund til at bygge sit liv på, end kjærligheden, thi den kan fordunste for et menneske, men det kan lidelsens indhold og udbytte ikke. Hvis du nu synes jeg har været for vidtløftig så husk på dit systembrev! Jeg har meget at løbe på, før vi er kvit.

Senere på dagen. – Jo mere jeg tænker på det, jo bedre forstår jeg, at det er dette du har ment med det snak om at du «ikke var ung». Du har følt det, kanske pludseligt, at du ikke mere kunde elske synderlig meget. Det må vel være fordi du har sat så meget overstyr af dit hjærtes kapital i tidligere dage. Så er da altså sandheden den, at det er dig, som ikke kan elske, istedetfor vi gik og troede det var mig, min tåbe, som ikke havde prøvet på, og derfor ikke kunde. Og så skal jeg alligevel forære mig til dig, du stygge? Skal jeg virkelig alligevel gjøre det; uden pardon. Men du må virkelig prøve at elske mig meget, ligesåmeget som nogensinde før du har gjort det, for det er så harmeligt ellers. Jeg er formelig bleven trist af at forstå dette, men det går vel over igjen – –

– – Her har været slig sjauher har været slig sjau: slikt oppstyr. idag om et kjøkkenforklæde og en fåresteg, som er bleven stjålet derude. Pigen beskyldte oppassergutten for det, en stakkels kanalje på 16 år, med et ansigt til en alder af 12. Jeg kunde dog strax se, at han var uskyldig; han, på sin side havde mistanke til en jentunge, som han kaldte Martine Svingen, der havde stået alene i kjøkkenet da han kom ind om morgenen, og var der for at tigge. Så gik han efter hende, bragte hende med og fortalte at forklædet ganske rigtig hang derhjemme på væggen. Siden kom moren, og skjændte så græsseligt på os allesammen, at jeg rent gik fra vid og sans af angst. Jeg løb uden videre min vei, og lod dem fægte det ud alene. Nu vil pigen endelig mælde det, for det er hendes forklæde, men jeg beder hende så lade være, og lover hende et nyt istedet, for det bli’er bare så fælt. Og desuden – de er naturligvis så fattige, at de nok kunde bruge både stegen og forklædet, og mere til. Nu må jeg gå. Adieu til imorgen.

Lørdag. Jeg havde håbet så vist at få brev fra dig igår; forrige fredag fik jeg nemlig. Men så fik jeg ikke noget. I theatret var det kjedeligt. Alle stykker uden forskjel går yderlig slet, når Ibsens og Bjørnsons regnes fra, for de går nemlig udmærket. At prøve det med Musset! det er dog for ilde. Stykket handler jo forresten bare om kjærlighed og mad,kjærlighed og mad: en hentydning til J.H. Wessels epigram «Kierlighed og Smørrebrød»: At Smørrebrød er ikke Mad, / Og Kierlighed er ikke Had, / Det er for Tiden hvad jeg veed /Om Smørrebrød og Kierlighed. og det er noget så nyt for mig at kjærlighed skal interessere mig, at jeg endnu ikke er kommen i vane dermed. Musset har nok sat kjærligheden lige høit som du, kan jeg mærke, – derom ingen tvil. Det var forresten synd for det deilige, fine arbeide at få sig udskjæmt på en secondscene i Xania. En gammeldags duft er der dog allerede ved det. Man taler ikke længere således til hinanden, selv om man er forelsket. –

Fritz går her og driver og kommer sig aldrig afsted til Kjbhvn., endskjøndt han skulde været der allerede mens Pylle var der. Du må vide han har en forelskelse, ja hvad værre er, en liaison til en ung pige af den bedste familie.en liaison til en ung pige af den bedste familie: Alexandra Lasson, som Frits Thaulow giftet seg med i 1886. Der er ingen som aner det uden jeg. For det første har han været lidt uforsigtig i sit snak til mig; han var så forlegen for at tale lidt om det der fyldte ham så til randen. Deraf vilde jeg nu ikke vidst det, for jeg er ikke videre gløgg i den retning, men så har tilfældet spillet ham det puds, at jeg er bleven medvider i, hvad jeg tusinde gange heller, ikke vilde anet. Jeg går her om dagene og føler mig så modbydelig ubehageligt berørt derved, og så har jeg så ondt af den lille, der naturligvis ikke har et gnist af en anelse om hvad det er hun har gjort for noget. Men jeg tænker ikke på det forresten. For at ikke vække mistanke prøvede han at bruge mig som skalkeskjul. Men det gik ikke først af den grund, at jeg ikke har tid eller lyst til at være således optagen af nogen og siden fordi jeg gjennemskuede ham. Han er bleven så elastisk og ung for tiden: Alle går og snakker om at Fritz Thaulow aldrig har været så smuk som nu. Kanske det kommer af at han er forelsket, og hvad mere er, lykkelig forelsket. Forresten er han utrolig freidig. Det er en taktik alle Thaulower, og de Gadder med forresten, praktiserer i en forbausende grad den, at dække sig bag sin nonchalante åbenhed. Han aner mindst at jeg ved noget og ikke for nogen pris, vilde jeg det heller. Og husk på: naturligvis har du aldrig i dit liv hørt et kny om dette. Hvad er dog ægteskaberne for noget uudholdeligt noget. Dette at man er tvungen til at leve sammen, at få børn sammen enten man kan li’e hinanden eller ei, livsvarigt, uopløseligt, hvis man ikke vil gå igjennem hvad de færreste formår at bære, det er dog en oprørende usædelighed, en vederstyggelig unatur, og hvor det dog afstedkommer ulykke! Hvor går de dog tilspilde, mænd som kvinder, men især de sidste. Jeg hader den institution, især fordi den ikke kan afskaffes, siden man ikke har noget bedre at sætte istedetfor.

Jeg skriver ikke mere nu, og jeg sender ikke dette brev før jeg har hørt fra dig, du sendrægtige til at skrive.

Mandag 30te oktbr. Endelig imorges kom dit brev. Jeg gad vidst om du bli’er ligeså henrykt når du ser at brevet er fra mig, som jeg, når jeg ser, det er fra dig. Men det gjør du ikke. Du ta’er det roligere, du. Det har du også forudsagt at du vilde. Du vilde hverken elske eller længes således som jeg.

Du skal slet ikke interessere dig for sortøiede og smukke damer, du. Du værs’god har andet at gjøre. Det manglede bare! Skal så jeg kanske begynde at have et godt øie til blonde herrer med smukt skjæg af et distingueret ydre? Nei, hverken mit hår eller mine øine er sorte, skjøndt dumme folk kalder det sort altsammen. Jeg er tværtom temmelig blondagtig i grunden men det ler man af, fordi man ikke har bedre forstand. Mine øine er gulbrune, tror jeg, og mit hår er lysebrunt, nu ved du det, og prøv aldrig på at sige mig imod på dette punkt, for det er et af mine ømme.dette punkt … er et af mine ømme: Det er mange vitnesbyrd om Amalies mørke «sydlandske» utseende, og hun reagerte alltid heftig mot slike bemerkninger. Det ble ved den tiden oppfattet som ikke riktig norsk, og det hendte hun ble betraktet som noe fremmed, nesten utenlandsk. Siden jeg taler om hår, – fru Vibe kom iformiddag, just som jeg skulde begynde at gjøre dette langstrakte brudstykkebrev færdigt, og vilde endelig krølle mit forhår; hun har så længe villet ha’e lov til at gjøre det og idag skulde hun da forsøge. Hun har også friseret mig lidt anderledes og gutterne siger, jeg ser meget yngre ud med det. Selv ved jeg ikke rigtig. Jeg får ikke tid at svare ordentlig på dit sidste brev nu; du har været trist da du skrev det, du søde, elskede, ubeskriveligt kjære. Der er meget jeg skal svare dig på, såsnart jeg får tid. Når du mister venner og bekjendte, så er det bare fordi der er så meget ved dig. Forstår du ikke det, nei jeg skal forklare dig hvad jeg mener næste gang, – det er ikke det heller. Igår var jeg hjemme alene med Jakob Alver. Mine gutter var bedt ud og min broder var ikke frisk og holdt sig inde hos sig selv.min broder var ikke frisk: Wilhelm led nok allerede av den tuberkulosen som han skulle komme til å dø av i juni 1883. Alle Amalies brødre døde av denne sykdommen. Jeg sad og læste eventyr for ham af Andersens og vi var begge så rørte ret som det var at vi måtte stanse for at pudse vore næser. Tilsidst brast Jakob ud i hulken, faldt mig om halsen og sa’e: tante, du må ikke læse det så sørgeligt; det var bare for at give mig skylden for sin rørelse, som han generte sig for. Jeg sov på sofaen herinde næsten i hele nat. Det er en svaghed jeg har, når der er varmt i stuen, at lægge mig til at sove i fuld oppakning på den bløde sofa, og så rave op kl 4 om morgenen dødelig drukken af søvn, og putte mig tilsengs. Imorges var den ½ 5, og da jeg var kommen iseng sov jeg urolig og drømte om dig.

Farvel så længe du elskede, elskede!

Din Amalie

[Tilføyelse på første side]:

Bare der nu ikke er kommen et «ulideligt besøg» igjen på søndag, ligesom sidst. Så får jeg i ugens løb ikke noget brev. Og det bli’er synd i mig. Jeg kunde ha’e lyst til at kassere dette dumme, snakkesalige brev og skrive et, der var svar på dit. Men kanske vil du heller ha’e dette end vente.



28. Erik til Amalie

Søndag den 29 Oktober Kbhvn [1882]

Min elskede! Jeg har til Morgen været en lang Visit hos min Moder, jeg skal spise til Middag hos gode Venner, og jeg skal i Aften til den første Opførelse af «Gyngende Grund» – Du véd E Brandes’ sidste Stykke.E Brandes’ sidste Stykke: Gyngende Grund (1882) er et skuespill som handler om umuligheten av kjærlighetsforbindelser mellom høyre og venstre, og ble oppført 10 ganger på Det kgl. Theater vinteren 1882–83. Hvis altså mit Brev bliver meget kortere end det skulde være, så har du her Grundene. Jeg var igår Aftes hos Alexander Kiellands. Drachmann var der. Han og Kielland kom i Strid om norsk og dansk. D. æggede, og så busede Kielland ud med hele sin umådelige Norskhed.sin umådelige Norskhed: Alexander og Beate Kielland bodde i København 1881–83. Trofast, som ble trykt i To novelletter fra Danmark (1882), et er angrep på dansk selvtilfredshet og materialisme. Intet duede i Danmark, som ikke på en eller anden Måde var kommet fra Norge. Jeg sad ganske tavs – og tænkte på: om nu Amalie havde været her, hvad vilde hun så sige. Ja, min sødeste Pige, jeg var virkelig helt forvirret, og Du skulde have bragt Rede i mine Tanker. Der blev jo talt ud af Følelser fra begge Sider; det forekommer mig delvist besynderligt i et sådant Spørgsmål, hvis rette og fornuftige Løsning kun kan foregå med overordenlig omfattende Kundskaber – jeg mener Spørgsmålet om Nordmænds og Danskes Fælles- eller Særarbejde i Foreningstiden. At Norske holder på sit og Danske på sit, er naturligvis ikke svært at forstå; men at man endnu så lidenskabelig og hovedkuls afgør Sagen, som om Uretten og Undertrykkelsen var fra igår, forvirrer mig. Er det virkelig så, at Forbitrelsen mod Danmark holder sig, måske endog tager til med Selvfølelsen i Norge og ikke tager af, at man t.Ex. i Norge betragter Jammerligheden under de Oldenborgske Kongerde Oldenborgske Konger: kongene som styrte Danmark-Norge 1448–1814. som særlig Uret mod Norge og ikke som en Fællesplage og – nød? At man i det Hele i Norge er så instinktmæssig vis på, at det er Foreningen med Danmark, der har holdt Udviklingen tilbage og ikke lægger Mærke til, at Danmark i visse Måder holdtes endnu mere nede under det Regimente, der i lang Tid førtes, og at Norges Stilleståen også må tilskrives den politiske Svaghedstilstand i Norge, som overhoved havde ført de to Riger sammen? Det forekommer mig, at Spørgsmålet er et ganske roligt Kundskabs- og Skarpsindighedsspørgsmål; men er det kun fordi jeg er dansk og altså har mine Instinkter fra det Land, der sikkert nok i Foreningstiden følte sig som det overlegne og vel tildels endnu pukker på sin «finere» Intelligens? Svar mig Du søde kloge Ven: kribler det i Dig af Harme imod «dansk», når Du tænker på de foregående Århundreders sørgelige Forkuethed? Jeg holder så inderlig af Norge – også uafhængig af min Kærlighed til Dig – jeg deler gerne ud til det af min Fædrelandsfølelse; men det bliver jo halv komisk, når det er en almindelig Forestilling i Norge at jeg og mine høre til et fremmed Folk, fordi vi i gamle Dage levede under og selv da for Resten lavede os det Regimente, som fordummede Norge – og Danmark.

– Min Ven jeg måtte, syntes jeg, bringe dette Emne på Bane, siden det igår overfaldt mig og bragte mig Dig så nær, så nær; jeg gik hjem fra Kielland – og Turen er lang – med Dig under Armen. Du talte så klogt, jeg spurgte, og Du gav mig Lov til at være dum. Du kyssede mig en Gang ganske uden videre midt på Vejen, fordi jeg var sådan et Fæ og dog ikke så dum endda. – Men Amalie som jeg længes efter Dig! Og det vil blive meget slemt. Skulde jeg komme til at klage mig, så er det fordi jeg en Gang imellem må have Luft for overhoved at kunne holde det ud. Og Ven, der er vel næppe Udsigt til, at vi ser hinanden snart? – Min Plan har hele Tiden været den, at jeg i Vinter skulde se på en eller anden Måde at få Tid til at skrive et Arbejde – for Teatret. Når det var sket, vilde jeg se Dig. Jeg har ment, at jeg ikke vilde se Dig uden det. Jeg har tænkt lidt på, at hvis jeg ikke kan gøre noget som duer – som jeg selv synes duer – vilde jeg se at få mig skaffet ud af Livet. Jeg havde da ikke nogen Ret til at komme til Dig med min Kærlighed. Den vilde da nemlig være syg. Og er der ikke noget sundt og dygtigt ved mig, må Du ikke elske mig. Du må ikke gå ned til den, Du elsker – lige for lige min Unge! Derfor kan Du godt få Lov til at være den klogeste i en Uendelighed af Forhold. Jeg er så mærkværdig langsom og tung til at forstå og så er jeg så grænseløs uvidende. – Amalie véd Du hvad Idealet af Tilværelse for mig er. At have så mange Penge, at vi to kunde studere sammen. Jeg er frygtelig doven, når jeg kan få Lov til at være det. Men jeg er videbegærlig, Ven. Hvad mener Du om, at vi to levede et Par År i Paris for at lære. Læste sammen, gik ud sammen! Min nuværende Stilling har den frygtelige Fare, at min Hjærne bliver tom. Du kan mere end jeg Amalie, – tror jeg da. Med min elendige Hukommelse har jeg sat det meste til af hvad jeg spredt rundt omking fra har kunnet. Jeg spiller i Lotteriet for at vinde den Sum, der skal gøre mig fri. Vil Du så gå med? Eller skal Rejsen kun være kortere? Vil Du tilbage og være Moder for Gutterne? Nu vel, Amalie, den Pligt er hellig for mig som for Dig, så fik jeg Lov til at arbejde sammen med Dig endda. Men Altsammen under Forudsætning af, at jeg nu får skrevet noget, som duer. Ellers går jeg min Vej. Du skal kunde være en lille Smule stolt af mig. Jeg har haft god Tro til, at jeg nu skulde kunne skrive et dygtigt Arbejde – min Tro kom med min Kærlighed; det er positiv sandt Amalie. Du har givet mig den Skønheds- og Lykkefølelse, uden hvilken jeg ikke vilde eller kunde skrive. Min Tro er lige som lidt svagere i denne Tid. Og lad mig kun sige Dig det Ven, da Du fingerede i det Brev, som jeg endnu ikke ret forstår, at Du kunde skrive, at din Kærlighed var forbi, slappedes i mig en Mængde Strænge, som havde givet – for mig i alt Fald – helt skønne Toner fra sig. Min Vished om det menneskelig Brave, Sande, Dygtige, Stærke faldt underlig sammen, og det gjorde mig ondt for det Arbejde, som nu ikke vilde blive til. Jeg har endnu ikke rigtig samlet mig på ny om den Ting at skulde tage fat; jeg har ikke Mistillid til mine Evner – endnu, men jeg er ikke helt stærk og dygtig i Troen. Det bliver en underlig Tid for mig, når jeg på ny skal skrive – jeg er da nødt til at lukke mit Sind ude fra alt andet i Verden i Stød, jeg véd det. Jeg er et underlig enkelt Menneske, jeg kan kun skrive én Ting ad Gangen. Intet Menneske må heller have Nys om hvad jeg foretager mig. Jeg er så angst og undselig fra Dag til Dag. Levede vi sammen, var jeg i Stand til også at skjule mit Foretagende for Dig. Og søde Amalie, når jeg begynder mit Skriveri, kommer Du på Aftægt, hvis Du kender det Ord.på Aftægt: på føderåd, på kår. Det er mig da ikke muligt at skrive synderlig meget eller synderlig ofte til Dig. Og det vil pine mig usigelig. Og mit Arbejde vil gå langsomt for sig. Tænk så lidt Tid jeg har. Og så skal hver Replik skrives 7, 8, 10 Gange om. Ven, Ven det bliver en hård Tid! Men Du skal være interesseret deri! Jeg går til denne Sag som Ungersvende i fordums Tid gik til at fælde Dragen for at vinde Jomfruen. Jeg skal skrive mig ind til Dig, ikke til dit Hjerte Amalie, men dels i rent udvortes Forstand – den Mand, Du vil begunstige, skal stå foran Mængden – og dels i indvortes Forstand i mig selv. Jeg skal skrive for at have Mod til at være din, jeg vide, at jeg kommer til Dig som en nogenlunde rig Mand. Jeg kan overfor dig ikke lade mig nøie med den Formue, jeg har besiddet.

– Ven, når Du nu spørger mig, hvor det kunde være, at jeg var så langsom med at tale om min Kærlighed til Dig, så ligger det jo deri, at jeg er forsigtig ved enhver Begyndelse. Du véd endnu ikke ret hvilken Omvæltning Du har bragt tilveje i mig. Jeg troede ikke godt om mig selv. Jeg havde Afsmag for mig selv. Mine virkelig ynkelige Trældomsår ved Morgenbladets Trædemølle havde givet mig så megen bedsk åndelig Føde, havde udelukket mig fra så meget af det gode i mig, at hvis jeg dristig havde sagt: jeg elsker Dig af hele mit Sind med alt hvad jeg ejer af godt, så vilde det i mine Øre have lydt helt formasteligt. Mit Sind stolede jeg næppe på, og af det gode syntes jeg fandtes så lidt tilbage. Kærlighed er for mig virkelig noget Stort, som man kan arbejde et Liv på – jeg mener det vidste jeg så overmåde godt – skulde jeg altså have begyndt med at sige, at dette ejede jeg altsammen, så havde jeg i min daværende Tilstand, syntes jeg, sagt mere end jeg var vis på at kunne stå ved. Jeg tror, at når Kærligheden er god, kommer man til at elske mere for hver Dag, der går, det er selve det gode i En, der vokser. Jeg var bange for uden Prøve og med min Viden om alt hvad der hang ved mig af Slaphed fra de golde År at sige det store Ord. Jeg måtte i mit Hjem føle Hjemveen efter Dig Amalie, før jeg ret havde Mod til at sige: jeg véd, at jeg elsker Dig. Dette, ser Du, er ikke en ung Mands Forelskelse, hans ene Dags Sejer over alt det døde i ham; men jeg er jo ikke ung. Det er i den Forstand at Du er ung Amalie. Du har på en Dag og Nat kunnet vinde, hvad jeg måtte have nogen Tid til. – Men hvor jeg længes efter Dig for at føle Dig nær, for at hvile lykkelig med min Arm om Dig nær ind til Dig og slet ikke sidde og lave alt dette til Ord. – Jo det vil sige nok til Ord men langsomme som Kærtegn et og et ad Gangen. – Du må være ganske usvigelig vis på, at Du har haft Ret – på din Vis, som Tingen kom osv. – til at føle min første Meddelelse til Dig som et giftigt Stød imod din Kærlighed. Jeg vil nu ikke for alt have det anderledes. Min Følelse var ikke som den skulde være på dette Punkt, om end ikke således som Du opfattede den. Jeg kommer tilbage hertil kun for at sige Dig Amalie, at nu er alt forkert fra denne Side ophørt. Du behøver ikke mere at tænke på dette, det er forbi.det er forbi: På dette tidspunktet har Camilla gjort forholdet med Erik slutt. Det er ikke mig, der har haft den sidste og sande Fortjeneste af selve Opløsningen. En Gang skal Du lære alt at kende om denne Historie og Du skal ved den, så underlig det måske i dette Øjeblik lyder for Dig, lære at få Respekt for dit eget Køn og for en af de Kvinder, som Du tidligere vistnok har troet at have Ret til at ringeagte. Et beder jeg Dig nu kun om: tænk godt om den Kvinde, der imod hendes Vilje kom til at gøre Dig Fortræd; hun fortjener det! Og husk så på: det har aldrig været Kærlighed, som bandt mig til hende.

Min Ven, nu lakker det ad Spisetid. Der har været for hedt i min Stue medens jeg har siddet og skrevet. Jeg har fået Hovedpine og vil gå lidt i Luften, inden jeg præsenterer mig i det lille Selskab. – – Jeg har nu klædt mig om. Farvel så længe. Når jeg kommer hjem i Aften eller Nat, skriver jeg et Par Ord om Stykket.

Nat Kl 1 ½.

Vi var en Del Mennesker sammen efter Teatertid, Klokken er bleven mange. Stykket er ikke rigtig godt, og så har Spillet gennemgående været elendigt. Jeg led så jevnt under hele Opførelsen. Stemningen i det propfulde Theater var imidlertid velvillig. Til slut peb nogle personlige Antagonister, hvilket bragte Bifaldet godt i Vejret. Jeg sad og så med Skræk på, hvor meget Skuespillere kunne ødelægge af et Stykke. Det var ingen Opmuntring!

Søde kæreste Ven, Du får dette ufærdige Brev, som jeg med Skræk har læst igennem – der står forekommer det mig noget ganske andet end det, jeg troede jeg havde skrevet: noget inderligt og kærligt noget – imorgen og på Tirsdag véd jeg, at jeg ikke kan skrive, men så håber jeg på Onsdag. Der skal være Fest i Studentersamfundet på Tirsdag, jeg har fået Anmodning om at holde Talen for de indbudne Kunstnere.Fest i Studentersamfunnet: Studentersamfundet var et viktig talerør for den københavnske kulturradikalismen. Det ble grunnlagt 2. mai 1882 av utbrytere fra den konservative Studenterforening. Jeg aner ikke når jeg skal få Tid til at lave den Tale.

God Nat Amalie. Sig mig kan Du læse i mine Breve, at jeg elsker Dig? Der går så mange Tanker på hvert Ord!

Din Erik



29. Amalie til Erik

Kristiania 1-11-82

Dit brev fra i søndags har givet mig meget at tænke på. Med det samme jeg læste det, blev jeg så forfærdelig bedrøvet; magen til tankeforvirring og hulter til bulter tilstand, kan jeg ikke mindes på mange år at have været hjemsøgt af. Hvor kan du dog gå hen og skrive meget, der må gjøre ondt; det er stygt af dig. Du er jo bleven aldeles gal, du som har været så sindig og rolig, og i dine breve har sendt mig så megen tryghed og glæde. Og hvis du tror at jeg kan gjøre rede for mig, eller snakke dig tilrette, så er det det største sludder du nogensinde har tænkt i dit liv. Jeg føler mig så magtesløs og uformuende ligeover dit urimelige snak, fordi jeg føler det bunder i en slags galskab, og jeg ved hverken hvor jeg skal begynde eller ende. Desuden, – jeg er så træt af denne brevskrivning; det ligner slet ingenting, for jeg får jo ikke sagt en tusindedel af det jeg netop vil og skal, og nu, når jeg bare har trang til at ryste og knibe og dunke dig, nei ikke for spøg, men så det gjør ondt, for at vise hvor vred jeg er på dig, du hjærteløse menneske, hvad kan det så nytte at gi’e sig til at skrive. Og jeg vil det ikke heller! Langtifra! Jeg sidder her og kunde storgræde, og jeg ønsker til at bli’e gal af, at du var her for at jeg kunde få skjænde mig tom. – Nei du, – jeg kan slet ikke læse i dine breve at du elsker mig, du som ikke vilde komme til mig med din kjærlighed, hvis du ikke kom som den rige og mægtige storfyrste af guds nåde, for at du ret kunde føle, hvor meget du gav mig. Hvor du dog er hoffærdig, og hvor du er egoistisk. «Hvis ikke du får skrevet noget som duer, så går du din vei.» Ja, og så kan jeg længe nok sidde der med et knust hjærte. Det er ikke mig og min kjærlighed du vil, det er fremfor alt dette, at du vil være den eller det ligeoverfor mig, der gjør dig stolt af dig selv. For du ved meget godt, at jeg elsker dig over alt, netop som du er, at jeg ikke vilde, du skulde være den mindste smule mere eller det ringeste anderledes end det du var, da du uden selv at ville, eller vide det, ganske rolig tog mit hjærte og gik med. Du har ment du «ikke vilde se mig uden», du «har tænkt lidt på at få dig skaffet ud af livet», hvis det ikke lykkes. Oh, hvor det piner og harmer mig at du har tænkt disse tanker. – Det er rent utilgiveligt af dig. Står du da ikke for mig «foran mængden»? Du er jo den mand jeg elsker. Og at jeg er kommen til at elske dig, – det vil sige noget, for jeg har ikke været let at fange, jeg. Og hvor stolt er jeg ikke af dig! Og så skal jeg komme på aflægs – eller hvad det var for et utåleligt ord, bare for at du skal skrive mig stolt af dig! Jeg giver pokker i den ækle stolthed, – jeg vil ikke have noget med nogen stolthed at skaffe, jeg. Istedetfor at vor kjærlighed skulde være det væsentlige, og alt andet i verden noget i enorme grad subsidiært, så sætter du sagen på hovedet og siger: det at jeg elsker dig og har vundet din kjærlighed, har for mig ikke et fnug af betydning, hvis jeg ikke kan gå ind til dig i den prunk og stads jeg ønsker. Det rager mig aldeles ikke om du så ligger derinde og dør af at vente på mig. Det er nemlig ikke dig det gjælder, det er først og fremst mine prægtige klæder. Men på den måde vil jeg slet ikke ha’e dig, – jeg vil ikke, jeg vil ikke! Og så vil du dutte mig på, at jeg «fingerede» at min kjærlighed var forbi. Nei, du, hvis jeg ikke havde været fuldt og fast overbevist om at det var sandt, havde jeg ikke skrevet det. Jeg bedrog mig det så jeg siden, for jeg havde jo bare raisonneret mig min rolighed til, men det vidste jeg slet ikke dengang. Ja, det er jo aldeles umuligt at få talt ud, så det nogenlunde tilfredsstiller mig, – jeg ved det, jeg ved det, og derfor opgiver jeg det. Hvis du nu bli’er forskrækket over min heftighed, og sidder og siger til dig selv at du ikke begriber mig, at jeg forvirrer dig o.s. v. så er det bare det samme som er hændt mig med dig. Og hele dette skriverivæsen er noget ufordrageligt filleri, jeg tror det er lige godt vi aldeles holder op at korrespondere, og gjemmer hvad vi har at sige hinanden til vi engang treffes, hvis det nogensinde sker, og du ikke «går din vei» forinden. Nei at du kan gå og tænke sligt! Det er jo at ville spille hassard om mit hjærteblod, om mit livsens indhold. Det er dig selv der vil, og ikke i fjerneste måde mig. Min kjærlighed skal tages på prøve; du skal se hvor langt den rækker at bære dig frem; holder den ikke det mål du i din villie har sat den, så har du slet ingen brug for den; «så må jeg ikke elske dig.» Så kan du være den du er, og ta’e din kjærlighed til dig. Ja, jeg ved jo godt at dette blot er den éne side af sagen; (du behøver slet ikke at forklare det for mig), men sagens ene side opsluger for mig ganske dens anden. Du skal slet ikke gjøre dig nogen møie med mig, – jeg ved på en prik hvad du kunde ville sige, og jeg kan ligegodt sige mig det selv. Det er slet ikke derfor, – jeg ved med vished at du vil klare hvad du har sat dig for, du har netop særlig alle betingelser for at kunne skrive for scenen, men alligevel, at du så hensynsløst sætter alt på dette ene kort, at det ikke er dig kjærere end at du sætter det som indsats i et lotteri, det viser i hvilken grad alt dette med mig er en fantasiens, en tankens sag og ikke en livets og hjærtets, ikke noget konstant, der er i og ved sig selv. – – –

Så langt var jeg kommen igår, da jeg blev afbrudt. Inat drømte jeg, at vi var på Lillehammer, og at jeg skjændte og var sint, men så så du så underligt på mig, og så blev det bare til at jeg kyssede dig 100 gange. Men det må du ikke tro vilde ske i virkeligheden. Langtifra! «Skaffe dig ud af livet!» Ja, hør, hvis du virkelig engang gjør det, så vær idetmindste så venlig at varskoe mig om det, for at jeg kan slå følge. Jeg har igrunden slet ikke noget imod at gå min vei på den vis, – jeg synes meget mere det er den værdigste måde et menneske kan absentere sig på, istedetfor at gå og vente til man bli’er kastet ud med magt. Og så lever man tryggere og mere ligesælt med en sådan beslutning i baghånden.

Og så det andet du skrev om at leve sammen i Paris; ja, det vilde jo være over al måde deiligt, og det er også for mig nu blevet idealet af tilværelse, ikke at leve i Paris, men at arbeide og lære sammen med dig. Men der er bare den hage derved, at det aldrig på jorden kan realiseres. Jeg blev så urolig og forskrækket, da jeg læste det; det rullede med en gang op et forvirret virvar af alle de vanskeligheder og umuligheder, der vil formørke, og fordærve fremtiden for os, og det lagde sig så knugende og pinefuldt over sindet. Siden er det jo blevet bedre, for jeg har fået en letsindig tendens til at lade fem være lige og give alt hvad der er sørgeligt en god dag, fordi jeg er bleven så altfor glad igrunden, siden jeg er kommen ind i dette nye, til at noget i verden helt kan spolere min glæde for mig. Men tænk dig at jeg slet ikke har tænkt det mindste fremover. Nu synes jeg selv det er så mærkværdigt og utroligt, men havde jeg gjort det, så var jeg vist aldrig kommen så langt ind i min kjærlighed, som nu er tilfældet. At elske dig, og være elsket af dig, og få dine breve, og så engang imellem få se dig en dags tid eller så, – at der kunde blive noget mere at opnå, har aldrig faldet mig ind. Og ikke det heller har faldet mig ind forresten; jeg har slet ikke tænkt så langt. Men nu ser jeg pludseligt hvor umuligt selv det vilde blive. For jeg vilde hellere dø, end at nogen skulde vide om at jeg elskede dig, og hvis jeg f.e.x. kom til Kjbhvn. eller du til Kristiania, så var det jo for at vi kunde være sammen med hinanden, og så vilde jo alle folk vide om vort forhold, og drage det ned i smuds, og håndtere og beføle det på den modbydeligste måde. At du ikke strax har sét og vidst det, og med det samme været på det rene med, hvor ugjørligt det var at vi kunde være sammen mere end et stjålent og hemmeligt øieblik ad gangen. Det måtte vel være på et fremmed sted vi måtte mødes, på en feriereise eller noget sligt, – det er i allefald den eneste udvei jeg øiner. Men det er vel ikke værdt at spilde tiden med at drøvte dette; du har jo givet hele vort forhold en forudsætning ivold; hvis ikke den indfrier hvad du vil den skal indfri, så vil du jo slet ikke se mig. Leve med dig et par år i Paris! begriber du da ikke at det i alle henséender vilde være meget værre end selve det at jeg gik hen og giftede mig? Hvis det står i kontrakten, at jeg skal aflevere gutterne til deres fa’er hvis jeg gifter mig, og han er ugift, så kan du vel forstå, at han tog dem uden nogen aflevering, hvis jeg uden videre reiste med en elsker, – jeg sidder og ler, – for så komisk klinger det i mine egne ører, – jeg gjøre noget sligt! Og han måtte jo det, for gutterne kunde jo ikke gå på vievanke herinde i byen. Og hvad vilde gutterne tænke og lide, og hvorledes vilde jeg komme til at stå for dem. Det er slet ikke fordi jeg for min egen del finder det urigtigt at leve sammen med den man elsker under hvilkensomhelst form, men du ved meget godt hvad samfundet dømmer derom, (det kunde være mig det samme forresten), hvis det ikke var for at gutterne vilde komme til at lide under den opfatning der er den rådende, som de måske når de blev mænd slet ikke vilde dele, men som dog i mellemtiden vilde forpine deres liv. Og dette er bare en eneste side af sagen, og den har så mange, så mange, der alle vender sig med tusinde brådder mod et sådant foretagende. Jeg forstår nu, at jeg skal ind i en hel ny sort smerte, for når jeg ret betænker det, er det jo den værste ulykke, at jeg ikke kan få være med dig, men det er ligeså uomstødeligt sikkert, at det aldrig, aldrig kan ske.

Hvor har jeg dog været henne, at jeg ikke er begyndt at sørge over dette for længesiden. Og jeg mærker nu at mine store ord fra igår om at vor kjærlighed var alt, og alt andet noget underordnet, slet ikke holder stik. Jeg beder dig om forladelse, – det er mig som har havt uret. «Om jeg vilde tilbage og være mor for gutterne?» Du kan være rolig for at gutterne var væk, når jeg kom tilbage fra en sådan færd, om den også blev en hel del kortere end 2 år. Mine stakkels gutter, – i kan være sikre på mig. Der er noget som piner mig så græsseligt nu, siden det er gået op for mig, hvor lidt jeg dog kan blive for dig, – men jeg er ikke istand til at nævne det.der er noget som piner mig så græsseligt: Det er sannsynligvis tidens tanke om at en mann ikke kan klare seg med seksuell avholdenhet over lengre tid, og at Erik derfor blir nødt til å søke trøst annetsteds. Jeg er helt ulykkelig her jeg sidder; men når jeg for din skyld vil til at ønske, at det hele ikke havde været, så kan jeg det dog ikke. Bliver du nu misfornøiet med mig igjen? Og vred på mig? Du må endelig sige mig det. Jeg tænker det bli’er mig som kommer at skaffe mig ud af livet, fordi jeg ikke kan klare mig helskindet igjennem alt dette.

Man er ikke «forbitret» på Danmark heroppe, men jeg tror der i det store hele er bleven siddende en uvillie igjen mod danskerne ikke fordi man endnu går og harmes over vor underkuelsestid, men fordi man idelig og altid pånyt mærker hvorledes danskerne er tilbøielige til at overse os norske. Der er en vis overlegenhed i grundstemningen dernede, og den vil vi ikke anerkjende som berettiget. Men af den gamle forbitrelse er her ikke stort tilbage. Den vilde i allefald vidne om råhed og dumhed; skamfølelse og selvmedlidenhed vilde være i langt høiere grad på sin rette plads ved tanken om den lange ydmygelses tid, som vi naturligvis var fuldt modne og hjemfaldne til, siden vi så roligt og sløvt gled ind under den. Jeg for min del har i mange år været aldeles færdig med den forbitrelse, som bestandig før, da jeg var yngre, lige fra jeg var barn, ved alle givne leiligheder blussede op i mig. Og det er gået mange som mig, og vil gå hele nationen på samme vis. Jeg har nu gået hen og slået så aldeles om, og er kommen til at holde så uhyre meget af de danske, fordi de har så meget som vi mangler og må mangle, og som tiltrækker mig. Men så er det også på den anden side sandt, at det er Norge som står for tur i langt høiere grad end Danmark. Og det må med nødvendighed være så; tænk alt det Norge har sparet op, mens danskerne har produceret og blomstret. Specielt hvad nu Kielland angår, så ved jeg at han, inden han flyttede derned, tænkte mod Danmark omtrent som jeg, men jeg ved også gjennem Bjørnson, at han efterat ha’e boet dernede er falden tilbage til en afsmag for danskerne, der er i slægt med vor ungdomstids forbitrelse. «Hvor han er færdig», – –, men det er sandt, nu husker jeg at B.B. (det var sidst han var herinde) udtrykkelig lagde mig på sinde at ikke fortælle til et eneste menneske, hvad Kielland havde skrevet til ham om danskerne og Danmark.hvad Kielland havde skrevet til ham om danskerne og Danmark: f.eks. i brev 20/9/82: «jeg vil saa nødig sige noget ondt om Danskerne; men – mellem os – jeg kan ikke holde dem ud længe …» Trykt i Alexander L. Kielland: Brev 1869–1906. Bind I, s. 263. Det vilde jo være unaturligt, hvis den lange fornedrelsestid under hvilken Danmark foer frem mod os (lad være at det var styrelsens skyld), på en oprørende måde, – (skjøndt nei, det er mere oprørende at vi fandt os i det) ikke skulde have sat mærker i sindene, der vil gå i arv endnu gjennem nogle generationer. Og jo mere vor selvstændighed voxer, jo større, ser vi, har uretten været. Det er langt lettere for en dansk at holde af Norge og «dele ud til det af sit fædrelandssind» end for en norsk ligeoverfor Danmark. Danskerne var jo dem, der gik af med fordelen på alle områder, var de overlegne, de styrende, de undertrykkende. Og alt hvad der duede i Norge tog jo Danmark og slugte, alt, alt uden undtagelse. Hvad har vi ikke tabt derved, skjøndt vi har også vundet en del. Og ét er sikkert, vi står i et langt inderligere slægtsskabsforhold, og har i langt høiere grad naturbund fælles til og med Danmark end Sverrige: Så stor forskjel der er på den norske og danske nationaleiendommelighed, og der er en stor, så er der næsten en raceforskjel mellem den svenske og norske; i allefald føler jeg det så. Ja, du kan vel mærke hvor bedrøvet jeg har været, siden jeg har skrevet så tungt, og har brugt så mange ord til det, der kunde været sagt i et par sætninger. Det er først idag at dette har overfaldt mig. Igår da jeg sad og skjændte, var jeg så fripostig. Jeg er det ikke mere; det vil sige, alt det er trådt i baggrunden for denne nye kummer. Og at jeg ikke har tænkt på det før, – – der er dog intet hold i mig. Jeg stanser her. Bliv nu ikke vred på mig du søde, søde, som jeg elsker. Jeg skal siden på konsert.

Din Amalie.



30. Erik til Amalie

Fredag den 3die November [1882]

Min egen yndige søde søde Amalie, Du véd ikke som jeg er glad for Dig – glad i Dig hedder det på norsk, det Sprog gad jeg gerne kunne tale. Jo, Du skal fortælle mig hver eneste lille bitte Smule Ting, som angår Dig, som farer Dig gennem Hovedet, Du Stump, tror Du der er så meget som en Knappenål i dit Hus, der ikke har Betydning for mig. – Det er Fredag idag, jeg kom hverken til at skrive Onsdag eller Torsdag. Det er mig som havde jeg svigtet et Møde; men hvad skal jeg ulykkelige Menneske gøre med min vanvittige byrdefulde Bestilling, der netop i disse Dage er rent tosset. Dit Brev fik jeg Onsdag Aften.dit Brev fik jeg Onsdag Aften: brev 27, skrevet 25/10/82. Jeg havde lige begyndt at finde, at nu var det altfor længe siden jeg havde hørt fra Dig. Jeg kyssede det og lod det ligge til Torsdag Morgen – ellers vilde jeg jo ikke have kunnet sove i mange Timer, og jeg sove for at kunne arbejde som jeg gør. Amalie hvad skal jeg begynde på med alle de hundrede Ting som Du skulde have Besked om? At jeg elsker Dig? Ven, Ven, spørg om jeg er til. Om jeg er glad eller bedrøvet, modig eller slap, så er det Dig, som det Hele drejer sig om. Men alt det vil Du først rigtig kunne føle, når vi får levet sammen. Amalie det Liv, som Du har foragtet, skal Du komme til at elske. Du skal komme til at føle den Rigdom, ethvert Minut kan rumme. Hvad betyder det, at jeg siger, at jeg elsker Dig, jeg må jo have Dig hos mig for at Du kan føle hvad det Ord er. Skal Du ikke være i mine Arme, når Du siger, at Du elsker mig? Skal Du ikke Unge? Må jeg kæle for Dig, Amalie Du har strøget over mit Ansigt og Hoved og Hår – kan Du huske, mange Gange efter hinanden, langsomt – det var så ubegribeligt sødt. – Amalie én Ting! Du siger aldrig Erik til mig. Falder det Dig unaturligt? Gør det, hvis Du kan. Når Du siger det, tror jeg Du kysser mig. – – Jeg har siddet og læst igen i dit Brev. Hvor Du dog er henrykkende! Denne Poulsen [sic] med «sin» Kvist! Jeg kunde slå ham i Mas – å nej! Men hvis han, når jeg er i Kristiania, går på din Kvist, da vogt Dig! Jeg bliver aldeles utålelig, og det er Dig det kommer til at gå ud over. Han er dum. Hans Brev var næsten ubrugeligt. Skulde det lykkes, måtte det rettes. Men for Resten naturligvis, har man med en Forf. at gøre, retter man ikke. Men det Menneske kan jo ikke skrive. Hans Brev forekom mig at være en tilfældig Samling af nogenlunde uheldige Ord. Så brugte jeg af det, hvad der kunde gå an. Jeg havde på en Måde varet ham ad og bedet ham om at betragte det at skrive i en Avis som noget af det sværeste, man kunde indlade sig på. Men han er en Sjusk.

Nat Kl 12.

Naturligvis måtte jeg i Morges løbe fra mit Brev. Jeg havde tænkt på at gøre det færdigt nu, når jeg kom hjem – jeg har været i Middagsselskab – men jeg er for træt. Min sødeste kæreste Ven, man gav mig en ganske ung Pige til Bords; hun var meget livlig, men Herregud, nu er jeg dog en ældre Kavaller, det var lidt angribende at sidde med hende fra Kl 6 til 8. Så talte jeg efter Bordet meget med en interessant Dame – 28 År antager jeg – klog, belæst. Ifjor kan jeg huske, at jeg tænkte på, om jeg ikke skulde se at blive forelsket i hende – o min lykkelige Ro nu! Og derpå måtte jeg hengive mig en god halv Time til Politik og så være åndrig mellem flere Damer, hvoraf den ene var en kræsen Kender på de halvhundrede. Så endelig slutte med at gøre lidt Hoveri for den udmærket smukke og elskværdige Frue i Huset – jeg er absolut træt og Idiot nu. Og jeg troede, at jeg skulde komme så oplivet og dygtig fra mit Selskab. Det hænder mig undertiden. Men det kan nu for Resten gerne være, at jeg har spist for meget af den udsøgt gode Mad. – Men nu vil jeg sove for imorgen at begynde min Dag med Dig. Hvad enten jeg skriver eller lade være er det nu alligevel Dig, der indvier min Dag for mig. – God Nat min Ven, min søde – Du er sød! –

Lørdag Morgen

Det er et Herrens Vejr idag, Storm og Regn, jeg har gået en kort Tur og er kommen umådelig våd hjem. Det er for Resten omtrent den første rigtig ægte Efterårsdag vi endnu har haft. Ellers har Vejret været smukt og mildt. Fra min nye Bolig har jeg efter khvnske Forhold en vid og smuk Udsigt – når jeg tænker på det Kig, jeg fik fra din Altan, så er dette rigtignok kun Jammerligheder – jeg lejede Boligen for denne Udsigts Skyld, og så skal der til Foråret bygges en umådelig Kaserne op lige for mine Øjne! Den vil tage al det Kønne bort. Foreløbig morer det mig idag at se Stormen feje hen over det åbne Terræn og rense Træerne for den sidste Rest af gulnede Blade. Før da jeg var ude kom jeg forbi en Flok Ænder ved en Vej – det er jo den mindst bebyggede Forstad jeg bor i – de var som besatte af Henrykkelse over Regnvejret. De Stakler må til daglig nøjes med den bare Jord og lidt Snavs på Vejen – hvor det morede mig at se dem baske med Vingerne og dukke Hovedet i en lyksalig Indbildning om at være i Vandet, nu da de var våde. Jeg følte med de Knægte, deres Glæde var så smittende. De havde så travlt, ned i de små Pytter, tumlede med Bagkroppen, rejste sig i Vejret, virrede med Hovedet og fór omkring imellem hinanden – det er en Fornøjelse at se på en Smule Fornøjelse, selv om det er halvvejs en Indbildning og på Bunden i Grunden en Sørgmodighed. Men det er det, jeg altid kommer tilbage til. Der er i Livet, i selve det at leve, en overskydende Glæde, som er selve Livsprincipet. Var det ikke så, tog vi fornuftige Mennesker Livet af os.

Du yndigste af alle Kvinder, der er i det at sidde og småsnakke med Dig på Papiret en sådan sød og hyggelig Ro, at jeg aldrig kommer til at skrive rigtig til Dig. Og så hindrer min Viden om, at det hver Gang kun kan blive kort mig også deri. Alt det jeg har at svare på! Og jeg, som ikke kan lide, at man ikke svarer på hvad der er spurgt om. – Jeg har ikke ment noget om «Smuler og Levninger». Men jeg skrev vistnok i mit sidste Brev noget derom. Et andet er Amalie, at jeg fra første Færd har følt og været vis på, at så sandt vor Kærlighed er ægte, så sandt vil vi først med fuld Gyldighed kunne tale om vor Kærlighed, når vi har levet sammen. Det der binder os sammen, Ven, har nu mere af Håbets Art, end af den sande virkelighedsfyldte Hengivenhed, som jeg til syvende og sidst er tilbøjelig til ene at give Navn af Kærlighed. Dette at man kender hinanden ud og ind, har sin Tilflugt hos hinanden, søger og finder sin Trøst hos hinanden, elsker hinanden for det usigelige Behags Skyld man gensidig indgyder hinanden, er fortrolig med de Fejl og Skrøbeligheder den anden har og netop elsker dem med, om end de måske bedrøver en, at man længes som en Hund, når man er ene, netop for alle de tusinde små Enkeltheders Skyld, som man kender, at man husker det Kys den Gang, har hele Indtrykket af den bløde Arm om sin Nakke så levende, som var den der, søger ind som et Barn og et voxent Menneske på en Gang i Sovekamret til hinanden, vil eje hinanden grænseløst, fordi man kender Lykken deri, fordi det er en Gentagelse – Amalie, når Du har hvilet lykkelig og stolt og sød som min Brud ved min Side, så elsker jeg Dig. Så véd jeg, at jeg elsker Dig. Nu elsker Du og jeg hinanden, fordi vi tror på noget om hinanden. Jeg vil elske Dig i mange År og så vil jeg sige til Dig: Amalie nu elsker jeg Dig, for nu véd jeg det. Forstår Du min sødeste Pige, at jeg holder på den syv Års grundmurede Kærlighed frem for på Gårsdagens modig optårnede Forelskelse. Men det er vist at være gamlere end Du.

Så nu må jeg til Byen. Jeg tager Brevet med for om mulig at snige mig til en lille Slutning i Aften.

På Kontoret Kl 10

Det bliver ikke nogen lang Slutning jeg sætter på mit Brev, Du Kære, jeg er så uhyggelig anbragt som mulig mellem al Redaktionuroen og så er jeg ikke nogen dygtig Skribent – Fred må jeg have. Alligvel sender jeg Brevet afsted. Imorgen håber jeg at få skrevet mere i Orden og Følge. – Hvad Du siger om at «ville lide sin Lidelse», siger Du så smukt, at Du er nær ved at forføre mig til at have din Mening, og dog tror jeg, at der er en så farlig Misvisning i dette som mulig. Der har formodenlig måttet udkræves intet mindre end hele din sunde Naturs hemmelige Spændkraft til at føre Dig nogenlunde velbeholden ud af denne overhedede Moralovn – brændt Vingerne har Du nu alligevel –. Men har Du ikke taget fejl af den Ting overhoved at tage alvorlig fat på den Opgave man vælger sig og så selve Opgavens Natur? Det ikke at skyde Lidelsen fra sig er dog noget andet end at «ville» lide, og i det første synes mig, at der er moralsk Dygtighed nok, i det andet noget af Selvpineriet. Og Du glemmer, synes mig, at din Betragtningsmåde kun kan have Gyldighed for Folk, som har Tiden til sin Rådighed. Hvorledes skulde stærkt sysselsatte Mennesker komme ud af at lide deres Liden i den Forstand, at de bruge den som Plovjærnet på deres Sjæls Ager? Når man har lidt sig «fra» Livet, Ven, er man da så først skikket til at leve det? Med Interesse? med Iver? Varme for en Sag? Hvad kommer Livet En så ved? Så kan det jo kun være Pligten (mod Andre), som får En til at gå ind på at fortsætte denne værdiløse Tilværelse. Hvad skal jeg med det Snavs, jeg har sat min Fod på? Endnu tror jeg på mit «System» – men husk, at Du har meget at løbe på, Du har først lige begyndt at udvikle din Mening, der er mange Sider at skrive om denne Ting endnu, inden Du når mig om Glæden. – Bæ, tror Du måske jeg lader mig forknytte af, at Du gør Nar ad mig. «Her har været slig sjou [sic] idag» er det nu ikke til at forgå af Henrykkelse over at høre Dig sige det. Ja det kan Du måske ikke forstå, men en sød Kvinde, der er norsk, er det to Gange. Hvor jeg godt forstår Dig med din Fåresteg, som Du lod Tyvene beholde! Men galt er det formodentlig. – Du, som ikke rigtig vil til at interessere Dig for Kærlighed – når Du så bare vilde fortælle mig, hvad Du da egenlig har interesseret Dig for. Der er jo snart sagt ikke andet. Det er jo ikke andet end omsat Kærlighed alt det andet – se Systemet pag.(?)3!se Systemet pag.(?)3!: henviser til s. 3 i «systembrevet», brev 17, skrevet 1/10/82. Du, jeg kom til at le højt, da jeg læste, at Du kaldte Dig «blondagtig i Grunden». Du skulde se på dit Fotografi, så sort Du er – – men Gud Amalie, hvor lang Tid skal der gå hen, inden jeg kan komme til at kysse Dig. Jo undskyld det står i nøjeste Sammenhæng med dit Ydre. Jeg kan absolut ikke forstå, at Du ikke sender mig en Lok af dit – undskyld jeg må se efter i dit Brev – – jo så Gu min Sandten står der ikke «lysebrune» Hår. Jeg venter på den Lok. Dit Fotografi tør jeg ikke kysse på, så lider det, din Kniv har jeg ikke Lyst til at kysse på – Amalie jeg drømte forleden at jeg var sammen med Dig, og på ny fandt noget til Dig, og at Du fortalte de andre, at det var min Specialitet – Du må sende mig lidt af dit Hår, Du ikke af dit «krøllede» Forhår, det er Synd. Nej Du skal give mig noget helt inde ved Nakken, hvor Halsen begynder. Hører Du! Længes Du efter mig Amalie?

Nu kan jeg ikke skrive mere!

Din Erik



31. Erik til Amalie

Søndag Aften Den 5/11 82

Blot to Ord i Aften, Du sødeste af alle Mennesker på Jorden. Du må ikke tro sørgeligt om vor Fremtid! Vi finder Udveje, det skal ordne sig for os. Jeg stoler rolig derpå. Du må ikke sige «aldrig» om Noget, som vi vil. Vi vil, så er den Sag afgjort. Jeg elsker Dig Amalie, mit Liv drejer sig om Dig. Tror Du så, at jeg vil krybe ind under et elendigt «aldrig». Og dine Gutter må ikke lide end ikke Antydningen af Afbræk af din Omsorg for dem. Men Amalie, hvor er jeg sørgmodig ved min Adskillelse fra Dig, hvor er det tungt hvad vi får at kæmpe med. Men der skal komme Lykke ud af det Hele. Du og jeg er for gode til at det ikke skulde ske.

Mandag Morgen.

En Del af Natten har jeg ikke kunnet sove for en Orkan, som brød løs, og da [sic] raser endnu. For et Spektakel det har været! Min gamle Pige går endnu forfærdet omkring og tør ikke rigtig være ene. Jeg har spillet hende et slemt Puds ved trods den brølende Larm og den tydelige Fornemmelse i Sengen af at Vindstødene bevægede Huset – tænk, et meget stort 4-etages Stenhuset meget stort 4-etages Stenhus: De fleste leilighetene hvor Erik, og senere begge to, bodde i København, står der fremdeles. Det er et stort stenhus like overfor Eriks leilighet i Zinnsgade. – at sove hen på Morgenstunden. Hun har i mange Timer trængt så forskrækkelig til at få sagt: Har Herren hørt som det stormer! Men så skulde Herren høre omme på min Side, jeg tør næsten slet ikke være der! Gud, og Herren har kunnet sove! osv. Hun er helt forvåget og bleg, og også jeg er lidt skør i Hovedet af for lidt Søvn. Jeg skal til Byen, min søde Stump straks. Jeg tager Brevet med, mulig kan jeg knibe lidt Tid til at få lidt mere skrevet og så sender jeg Dig det – jeg har en Følelse af, at Du mulig længes mere end ellers efter at høre fra mig. Kys mig, vær god og modig!

Mandag Aften Kl ½ 12

Jeg kommer fra Kasino, hvor jeg har overværet den første Opførelse af Sergius Panin,Sergius Panin: skuespill av George Ohnet (se brev 27, note 8). og takket være Hr Sergius og Jeanne, som var på gode Hænder, ikke kedet mig mere end den halve Tid og skal nu spise til Aften med nogle Fyre. Kun et Kys til Dig forinden. Du vil kunne begribe, at nu var der ikke Lejlighed til at skrive et fornuftigt Brev. Men ikke sandt Du vil hellere have disse Par Ord end vente endnu en Dag. Søde elskede Amalie hvor kan Du gå ind på noget, som hedder aldrig, når det drejer sig om os? Farvel jeg skriver forhåbenlig igen imorgen.

Din Erik



32. Amalie til Erik

Tirsdag 7de nvbr. [1882]

Nei, kjæreste, jeg kan ikke sige Erik til dig, sådan med én gang. Først måtte jeg ha’e vænnet mig til det lidt efter lidt – det er så flaut – ha’e hvisket det ind i dit øre, for at ha’e et sted til at gjemme ansigtet mit, så du ikke skulde se mig, med det samme jeg sa’e det. – Du er så sød og vidunderlig, og du bliver stadig sødere og mere forførende for hver gang du skriver. Du besnærer, og bedårer og besætter mig, og undertiden gjør du mig bange, men det viser jeg fra mig; jeg er bleven letsindig nok til at lade det skure. Men hvor du får mig til at længes efter dig! Og så er du så udsøgt ondskabsfuld, at du ender dit brev med at spørge: længes du efter mig? Ja, jeg længes efter dig, for at sidde ved siden af dig, du små mirakel, og holde din hånd og betragte dig, og engang imellem kysse dig på kinden, eller hellere bag øret for der er ikke noget skjæg, som stikker. Jeg længes, så at jeg får svindsot eller lungebetændelse, der på et par dage gjør det af med mig for jo stærkere man er, og jo skjældnere, man har været syg, jo intensere og farligere ta’er sygdommen fat. Og alligevel, skjøndt jeg længes efter at falde dig om halsen og holde dig meget fast, efter at høre din stemme, der er så sød, efter at se dit ansigt, der er det eneste jeg savner, kom jeg nok til at løbe min vei når jeg så dig, for at rende tilbage i næste nu, naturligvis; men ikke, hvis der var lyst i stuen, der måtte være mørkt, eller næsten mørkt, for jeg vilde genere mig så rasende efter al denne udleveren mig selv i brevene.

Så du virkelig har kniven i din varetægt. Undertiden har jeg husket den, og tænkt at du har mistet den. Det var en underlig ting, sådan en bondekniv, jeg kom til at gi’e dig. Det skal være et slet omen at gi’e sine venner skarpe redskaber. Hvis du engang syntes jeg havde fortjent det, så kunde du ganske rolig myrde mig med den kniv. Uf, jeg vilde ønske den kom bort for dig på en eller anden vis. Kan du huske du først sa’e nei, – du brød dig ikke om at få den – vi sad på giggen, og du var så gjild og kjæk at sidde og tale med; tiden foer væk som en vind, og jeg var så vel, så vel tilmode. Men du betænkte dig og sa’e: Jo, jeg vil dog ha’e den, hvorpå du stak den til dig, kan du huske, du herlighed? – Der var noget bestikkende i det, at du gik og kom over mine eiendele, og bragte mig, hvad jeg selv havde glemt! Først var det min store toiletbox du kom slæbende med. Der gik et øiebliks forundring gjennem mig, over at du strax havde draget kjendsel på den, men så glemte jeg det igjen, indtil du også kom med kniven. Det var meget mere bestikkende det, end om du havde sagt mig de fineste smigerier, og vist mig al den hyldest, du bare kunde ha’e hittet på; for så havde du jo ikke gjort andet, end hvad der er hele sulamitens mindste kunst.hele sulamitens mindste kunst: dvs. hele menigheten. Sulamit var navnet på bruden i Salomos Høysang i Det gamle testamente (6, 13). Alt det jeg er bleven budt af den slags, og som jeg har ladet ligge på veien, der det faldt, uden så meget som at se på det, end sige ta’e det op, – men du, det er slet ikke bare herrer som siger mig smukke ting, damer er de værste, – det var bare frøken Sten, som ikke kunde like mig, men det var nu også rimeligt, for jeg var så ækel imod hende.frøken Sten: Henriette Steen, dansk kvinnesakskvinne, Holger Drachmanns kusine. Hun var med til Bjørnsons jubileum på Aulestad. Men du, kloge, søde vismand, du forstod, at jeg ikke skulde gjøres kur til og derfor, – – – – – Gutterne sidder og øver sin firhændige lektie, og hvergang de spiller galt, jeg fare ind og skjænde på dem, især siden jeg tror, deres frøken generer sig for at ta’e dem strengt, – så kommer de i disput, om hvis skyld det var, og så må jeg dømme dem imellem før det stilner af igjen. Derfor er det skrivning «with difficulties», dette her. Ja, hvor var det nu jeg slap, – jo, – hvor kan det gå til at du kjender mig så nøie, at du ved og forstår alt, før jeg får sagt det, at du skriver om det, som jeg netop har spurgt om i det brev, der er underveis, og som du endnu ikke har fået? Jeg må trykke dig til mit hjærte og takke dig tusinde gange, fordi du er så sød, at være den du er. Der er ingen tvil om at du er den éneste i verden jeg skal elske, fordi du er den eneste der har evne til at ta’e alt hos mig i brug. Jeg vil herefter kun komme til at «være» gjennem dig, – det er virkelig sandt, du fæle, som skal tyrannisere mig. Og så talte du om, at du skulde løse mine lænker. Nei du, nogen løsning af lænker bli’er der ikke tale om, langtifra! Du har jo lagt mig, et fint og uafhængigt menneske i lænker for gud ved hvor længe, kanske for livstid. –

Hvis Amund Helland vidste, at du havde fået kniven!Amund Helland: Helland var bergenser og en av de mennene som svermet for Amalie i disse årene i Kristiania. Han var en fremragende geolog, som på grunn av sine radikale meninger (både geologiske og politiske) hadde vanskelig for å vinne innpass i offisielle kretser i Kristiania. I 1885 fikk han endelig et ekstraordinært professorat ved universitetet. han vilde dø af sinne. Du aner ikke for et kors han er mig. Jeg har ikke fortalt dig om det, for det kjeder mig så meget, og det er heller ikke til at beskrive! Han vil, at jeg skal synes om ham, være hans ven, hans fortrolige, gå med ham, vanke hos ham, bede ham til mig og gud ved hvad mer, – når jeg træffer dig, skal du få høre lidt til. Men nu vil jeg intet af alt dette, og så opfører han de utroligste scener, gjør sig til nar og latter, sender mig frugter og sukkertøi, kommer farende på de mest umotiverede tider, men bliver ikke indladt, skjælder mig ud i selskab, græder af sinne, passer sit snit til at overfalde mig, når jeg et sekund står alene, til at tigge og trygle mig om at være venlig, med en hurtig, lidenskabelig, ubændig hvisken, når jeg går fra et værelse til et andet, sender mig bud og bønner og spørgsmål, gjennem de underligste mennesker, går forbi mig på gaden, uden at hilse, vender om, og kommer i stormskridt tilbage, for at tale mig tilrette med ondt eller med godt, kort sagt, plager mig som kun en sindssvag kan plage et medmenneske. Jeg har lét og ærgret mig vexelvis, men jeg begynder at blive urolig. Sæt han bliver gal! Ja, for du kan vel begribe, at det første han vil gjøre, er at komme ansættende med en øxe, og slå mig ihjel når og hvor han antræffer mig. Der er ingen tvil om det. Og jeg vilde så nødig, netop nu. Havde det været i fjor, men nu, siden jeg har dig, som jeg skal se, og elske og kysse idetmindste én gang før jeg dør. Nu er han gået på en reise til thelemarkenthelemarken: Telemark. Helland reiste vidt omkring i disse årene, mest for å undersøke glacialgeologiske forhold. for at grave i jorden efter jern eller sligt, det er en lette at han er ude af byen. Jeg skal i en dameklub, hvor der læses høit. Iaften skriver jeg lidt til. – – – – – Her er jeg igjen, men jeg er træt. Her er så hedt, så deilig hedt; jer er så glad i at ha’e det varmt om aftenen; det ved pigen, og derfor fyrer hun i til jeg skal komme. Om morgenen er jeg ikke så blødagtig, da går jeg lige af sengen, og i koldt vand; og hele vinteren gjennem, lader jeg ikke vandet lunke engang og har heller ikke i ovnen, før det fryser på ruderne. – Paulsen har sendt mig sin «Pehrsen» i pragtbind.Paulsen har sendt mig sin «Pehrsen»: John Paulsens roman Familien Pehrsen kom ut i København i 1882. (Både «Paulsen» og «Pehrsen» blir stavet forskjellig i brevene.) Indeni har han skrevet et vers om sorte øines pragt (det fæ som ikke ved at de er gulbrune) og kloge læbers magt og husvalet og malet og digt i fattig dragt. Ak herregud om han vidste hvorlidt jeg ændser det. Den er forresten bedre end hans forrige bøger. Der er virkelig fremgang. Enkelte ting i den, er ganske gode, men der er en uformuenhed i hans evne som er nedslående for hans venner. Så arbeider han også forlidt. Han kommer til sine varer for en altfor billig penge, men det hævner sig. Der er personer i bogen som kunde være lavet af en skolegut, så udvendige og flade og naturligvis usande er de. At han kan bilde sig ind, det går an at ta’e sig det så let!! Målstræverparret har han nu slet ikke magtet; det er den rene fiasco, Pehrsen selv er for letvindt tænkt og fruen den incarnerede tradition.Målstræverparret … Pehrsen … fruen: «Målstræverparret» er Lyder Brinkmann og Andrea Storm, et idealistisk temmelig forskjønnet par som gifter seg på sine idealer om norskhet og folkeopplysning. Pehrsen og fruen: Pehrsen er en rik og forstenet parvenu, som gjør alt for å tilhøre «de fornemme», men kuer fruen og sønnen Sverre med en isnende taushet; fruen er en lidende, brystsyk dame som måtte oppgi den fattige maleren hun elsket og nå lever bare for sønnen. Da den kom ut, ble boka oppfattet som et fordekt portrett av familien Ibsen, som Paulsen hadde gjestet i Roma, og som ble meget forarget. Så er der en svensk forloren fuskefyr af en æstetiker, som der kunde været et slags mening i, hvis han ikke ved et éneste sluskeri som han tillader sig, for at få det ydre maskineri til at gå som det skal, gjør et forvirret sammensurium ud af ham. Og så denne henad landeveien liggende, indtil vederstyggelighed gjenfortærskede og udslidte kokette, som har været udstillet i alle second klass noveller, generation efter generation, som er kold som is, men ser ud som ild, som har barneøine med tårer i, og et hjærte fuldt af fordærvelse, og derfor er så «let» at skildre!en svensk forloren fuskefyr af en æstetiker … denne …udslidte kokette: Estetikeren er Rosenius, en holdningsløs entusiast, som bl.a. forelsker seg i den «utslitte kokette» fru Berner, som spotter hans elskov og leser hans dikt til henne høyt for sine beundrere. Men så har han til gjengjæld skildt sig af med en stor del af sin forrige uudholdelige bredde, skjøndt der endnu sidder lidt igjen: der er en større fart og raskhed i stilen, og der er små skildringer fra Italien og Skandinaverleiret der, som ikke er uden friskhed og ynde. Hovedpersonen, den unge fyr, der har konflikten med sin far, har han skildt sig bedst ved.den unge fyr: Sverre, som blir ødelagt av mangel på kjærlighet, og dør ved å falle fra en stige hvor han har klatret opp for å kikke i soveværelset til Andrea Storm, som han begjærer. Der er virklig adskilligt godt der. Og hans død er realistisk og enkel. Men så har han gjort et mislykket forsøg på at efterligne Kiellands vårskildring fra Ægypten i «Arbeidsfolk» eller det kapitel om dampskibet og brevene, du ved.Kiellands … «Arbeidsfolk»: Kiellands roman Arbeidsfolk (1881) inneholder to kapitler som beveger seg helt bort fra romanens personer og maler et slags panoramabilde som parallell til romanens handling: kap. XII, som skildrer våren i Egypt og følger trekkfuglenes ferd nordover mot Norge; og kap. XVI, som følger postdampskipet rundt Norges kyst og reflekterer over brevenes forskjellige budskap. Paulsens kapittel som begynner «Blomster, Blomster, overalt Blomster!» (s. 316) er et panoramabilde av blomsterprakten i Rom, som står som kontrast til det mørke rommet hvor Sverre ligger for døden. At dette har foresvævet Paulsen, da han lavede sit afsnit om «Blomster, blomster og atter blomster», der går foran Sverres død, derom er ikke tvil. Stakkels Paulsen!

Jeg er bange for dit næste brev. Du må ikke være vred på mig elskede! Men jeg kan ikke gjøre det du ved; aldrig, aldrig! Det er da at jeg vil ty til min gamle religion, og modig tage lidelsen på mig igjen. At jeg har kjendt og elsket dig, vil hjælpe mig, når de onde dage kommer. Der vil ingen vaklen være. Det sønderslider mit hjærte at gjøre dig imod, at sige nei til det, du vil, men der vil ingen vaklen være, ingen ingen! (Dette papir er ikke til at udholde; det lader sig ikke skrive på, nemlig.)

Men du, jeg vil ikke komme på «aflægs». Det vederstyggelige ord! Hvor kan du ha’e hjærte til det. Du måtte dog idetmindste skrive én gang om ugen, og på en bestemt dag, så jeg slap at gå og vente og græmme mig bestandig. Jeg er misundelig på den unge pige, som sad tilbords med dig, og jeg er sint på den interessante dame, som du vilde ha’e forelsket dig i, og som er klog og belæst, – den blåstrømpe! og jeg er skinsyg på den udmærket smukke og elskværdige frue i huset som du gjorde hoveri for, det er stygt af dig! Jeg kan ikke fordrage nogen af de kvinder som ser og taler med dig; ingen skal tale med dig, uden jeg! Jeg vil ikke sende dig mit hår, før jeg har sét, hvad du svarer på mit sidste brev. Jeg er så bange, du er sint på mig, og ikke mere bryder dig om mit ækle hår. Du har ikke skrevet på søndag, ellers havde jeg havt det idag. Var det Magda Kielland hun hed, den frøken K. som A. K. sa’e, du havde gået, og taget fra ham.Magda Kielland: kusine til Alexander Kielland, ble senere gift med maleren Eilif Peterssen. Hun er her nu; jeg var sammen med hende i søndags. Imorgen skal jeg i selskab til professor Schjøtts;professor Schjøtts: Professor P.O. Schjøtt og hans kone Mathilde Schjøtt, født Dunker. Nu vil jeg lægge mig på sofaen; det er for fristende; skal jeg klæde af mig, bliver jeg så årvågen, og da er det ingen fornøielse at komme iseng. Godnat elskede! – – Lidt efter. Jeg har måttet tørne ud fra min sofa igjen. Her er så forsmædelig, tropisk varmt, akurat som det var i de tyrkiske badestuer i Konstantinopel.de tyrkiske badestuer i Konstantinopel: Amalie var i Konstantinopel på sine sjøreiser med August Müller i 1871 og 1872. Jeg tør ikke sove, før jeg ser, hvad ende det taer med ovnen; den er blevet en glødende, ildrød masse. Portieren er så ophedet, at jeg knapt kan ta’e i den, og vedkurven lugter af opblødt fernis. Når jeg går på strømpelæsten nede ved ovnen, brænder jeg mig fordærvet under fødderne på gulvtæppet. Hvis der går ild i stuen inat og jeg omkommer i luerne, vilde du så græde for mig?

Din Amalie.



33. Erik til Amalie

Torsdag den 9 November 82

Jeg er lidt overanstrængt af Arbejde i denne Tid, så at selv om jeg havde Tid, min søde Pige, har jeg været meget ilde oplagt til at skrive. Jeg har ikke kunnet lade være at tænke på, hvor sødt og godt mit Arbejde og Slid, der har såre lidt med Ånd at gøre, dog kunde være for mig, havde jeg Dig som Trøster i Nærheden. Men Du måtte rigtignok belave Dig på en hård Tjeneste. Først efter Kl 12 om Natten kunde jeg komme til Dig for at hente den Husvalelse Du skulde give mig. Og Du med dit søde Sovehjerte vilde vel protestere mod sligt nerveangribende Natteravneri. Nu igår t.Eks. kunde jeg først Kl 12 ¼ forlade Kontoret. Jeg havde intet spist siden min Middag mellem 5 og 6. Jeg følte mig dog ikke sulten og lavede mig til at gå hjem – en halv Times Vej. Det faldt mig dog ind, at jeg vist i Løbet af Dagen havde forbrugt så megen Hjernemasse, at jeg kunde have ondt af intet at spise, og jeg turede da ned på en Restaurationskælder, hvor Nattegæster pleje at søge for at fortsætte en begyndt Svir. Der fik jeg en Ret kold Bøfsteg og Porter og mærkede med ét, at jeg var mægtig nødlidende. Midt som jeg spiste, kom ind i Salen hvor jeg sad – og hvor der fra et Kabinet bag et tillukket Gardin lød frejdige Kvindestemmer blandede med dybe mandlige Røster – fire glade Kunstnere og unge Rovsing, som Du kender.unge Rovsing: formodentlig Christian Rovsing, som flyttet til England i 1884 som privatsekretær for Siams gesandt. Det fremgår av brev 96 at Erik kjente ham. De havde været hos á Portahos á Porta: I 1880-årene var kafeen «à Porta» borgerskapets mondene kafe. Den finnes fremdeles på Kongens Nytorv i København. og der vædet om Østers; de skulde nu nydes her. Rovsing og den ene af Malerne havde spillet nærmest til Væg med deres Ure, jeg så Rovsings Ur, det havde under denne Idræt mistet både Glas og Visere og var formodentlig også indvendig sønderbrudt; Malerens Ur havde på en eller anden mærkelig Måde været dyppet i en Sennepskrukke; hele Værket var fyldt af denne klæbrige Masse, og Menneskene var fuldstændig ædru: Nå, jeg blev bænket som en slags Hædersgæst imellem dem og fik min Del af Østerserne. Jeg var umådelig træt, men ikke desto mindre oplivede Selskabet mig, og i en Timestid gik Samtalen muntert for sig. Så fulgte Rovsing, der havde den mest brændende Lyst til en Svir hele Natten igennem – han ejede ikke en Øre – mig halvvejs hjem. Han dyrker mig så småt i denne Tid. Og vor Samtale drejede sig om – Skøger og om Kyskhed. Han er overmåde neddyppet i en vis glad Liderlighed, der dog er ret åndfuld, og jeg forlod det unge Menneske med en halv melankolsk Følelse af, at havde jeg Evne dertil, var han et af de Mennesker jeg kunde have Lyst til at påvirke. Der er gode Krummer i ham. Sad jeg i gode økonomiske Kår og kunde samle Folk om mig, kunde jeg udrette ikke så lidt. – Så var min sidste Tanke Dig, Du søde. Der var så forfærdelig meget vi to kunde leve igennem sammen, tror Du ikke Amalie, og nu sidder vi med hundrede Mile imellem os og sukker. – Min yndige Ven, dit sidste Brev gjorde mig naturligvis forskrækket. Du begynder med en hel Række Bebrejdelser, og det varer noget, inden man kan læse sig til, hvad disse Bebrejdelser egenlig gå ud på. Der hændte mig det besynderlige, hvad aldrig er hændet mig før, at jeg blev nervøst angreben i den Grad, at Ordene svømmede ud for mig i en Tåge; jeg tror, at jeg rystede stærkt, og dog var det ikke nogen rigtig Smærte jeg følte, kun noget ubehagelig mat, uldent noget – ikke det Stik f.Eks. som dit snakkende U-Kærlighedsbrev, jeg læste i Jærnbanewaggonen, voldte – men så kom jeg jo videre i Brevet og læste mig din søde Kærlighed til ud af de hårde Ord. Det var sådan noget som Begyndelsen til en Besvimelse – en Stump af en Begyndelse formodenlig – jeg oplevede. Jeg var ganske forundret. Du min søde Pige, Du må rive i mig og ruske rigtig hårdt, så at det virkelig gør ondt, jeg vil kysse dine Hænder, for Du elsker mig jo. Om selve det jeg skrev, Amalie, må der ikke blive Uenighed mellem os. Du må jo huske min Stump, at alt hvad jeg skriver til dig, kan jo aldrig blive mere end det Halve af hvad jeg vil sige. Du er jo ikke hos mig, Du har de halve af mine Tanker. Et Ord fra mig går ud i Verden for at møde et Ord fra Dig, så favner de to hinanden, og idet de slynge sig inderlig sammen får den lange hjælpeløse Gut fra mine Tanker først sin rette Form. Husk det og kys mig og bliv aldrig bange for hvad jeg siger. – Når jeg vil skrive på et Drama eller hvad det nu kan blive, foregår der noget så alvorligt for os begge, at vi må være enige om at tage Pinen derved i godt Fællesskab. Vinder jeg et Skridt frem i Anseelse, stiger vore Udsigter til Lykke, derom kan der ingen Tvivl være. Og Du må ikke tage Modet fra mig ved at klage stærkere, end at jeg kan kysse Klagen fra din Mund.

Fredag Kl 12 Middag

Jeg har været syg i Nat (voldsom Kolerine) og ligget i Sengen til nu da jeg må til Byen. I Aften når jeg kommer hjem ligger der Brev fra Dig! – det er et forfærdeligt Regnvejr og mig med min Kolerine. – Som jeg denne Gang har længtes efter dit Brev – der må være gået meget længere Tid end sædvanlig. Det kan såmæn godt være, at mit Ildebefindende er bare Længsel. Den slags Ting slår sig altid på de ædle Dele af Legemet. Jeg har en Svoger, hvis Mave aldrig rigtig er kommen sig efter den Klavappelse han gik i, da han skulde forloves.

Fredag Aften

Jeg har fået dit Brev. Der står de Ord. «Du må ikke være vred på mig elskede! Men jeg kan ikke gøre det, Du véd, aldrig, aldrig! Det er da at jeg vil ty til min gamle Religion og modig tage Lidelsen på mig igen.» Hvad betyder de Ord? Hvortil i alt godts Navn sigter dette?

Jeg kan ikke skrive et Ord, før Du har svaret tydelig, så at ingen Misforståelse er mulig. Skriv de Ord af i mit Brev, som Du besvarer på denne Måde, og tøv ikke et Minut dermed. Tal direkte, helt ud, der må ikke være en Gnist af Tvivl hos mig om din Mening her hvor det synes at gælde alt.

Din Erik



34. Amalie til Erik

13de 11-82

Hvad skal det til at du høres ganske vred på mig? Det er en ganske ny fornemmelse jeg har fået over mig, en slags ængstelse for at du kunde blive ond mod mig. Og det kunde du vist. Så skjælden, som du skriver, og så skal du ikke være god engang. Men du kan ikke skrive oftere; det ved jeg jo du søde, elskede! Jeg skjænder ikke på dig, ikke et gran. Herregud hvor dum du er! Det var jo bare det jeg mente, at jeg ikke kunde reise væk med dig, og lade gutterne i stikken. Det skrev jeg jo i mit næstsidste brev også, se efter skal du se, at det står der, og dengang tog du ikke på veie for det, hvorfor skal du så gjøre det nu? Forresten kan jeg aldrig tro, at der står: «det du ved», – det er vist: det du vil. Forstår du, hvis den tid kom, at du vilde forlange, jeg skulde følge med dig, og lade gutterne, og alt andet tilbage, hvad der vilde sige det samme som at opgive helt, så kan du jo begribe at min sjæl og mit hjærte med alt hvad deri er, vilde drages mod dig; men så vilde jeg alligevel ikke kunde gjøre det, og så vilde jeg ty til min gamle religion, og tage den lidelse på mig, som adskillelsen fra dig vilde være. – Jeg kan ikke skrive, fordi jeg netop i dette øieblik har fået dit brev, og gråden sidder mig i halsen; dit brev har voldt det, og når jeg spørger hvorfor, så ved jeg ikke at sige det. Det er rædsomt at være henvist til bare skriveri; en eneste uklar, eller uheldig ytring, kan volde den pinligste misforståelse, og så den tid, der må gå hen, inden det kan greies. Det er frygteligt trist dette her! Der følger dog også megen pine og uro med at elske et menneske, i allefald når man er borte fra den man elsker. Jeg begriber dog ikke, at du kunde blive forskrækket over det jeg skrev. Hvorfor så ikke med det samme, for det stod jo også i det forrige brev. Forresten var det dumt af mig at tale om det. Du vil jo det skal komme an på så meget, om du nogensinde beder mig om en sådan ting; hvis alt det ikke sker, så skal jeg jo gå min vei, med min dumme kjærlighed. Derfor kunde jeg jo vente, og se hvad det blev til; det er tidsnok at begynde og kave om det, når det engang foreligger. Foreløbig vil jeg bare elske dig; og jeg er ganske din, hører du, ganske og helt og aldeles din! Forstår du, eller vil du jeg skal sige det endnu tydeligere, du ubarmhjertige menneske. – – – – Jeg skulde nok holde mig vågen til du kom, om det også blev efter kl. 12. I allefald kunde jeg jo sove på sofaen så længe, så vækkede du mig sikkert nok ved dit komme. Og hvis du nu er syg, hvor gjerne jeg vilde være hos dig; du skulde nok snart bli’e frisk igjen kan du tro. Men jeg har virkelig aldrig i mit liv hørt tale om at noget menneske i verden, nogensinde har arbeidet så uafladeligt, og især så længe om aftenen, eller rettere, så langt ud på natten som du, i allefald ikke nogen, der er functionær. Videnskabsmænd, der sidder oppe og arbeider udover nætterne, fordi de foretrækker den tid af døgnet, – det er en anden sag, men dette med dig, er den rene galskab. Nei, du mærker vel hvor lidt jeg er i stand til at skrive! Jeg få et kjærligt brev fra dig, før dette går over. Du ser så sint, og så forskrækket på mig gjennem disse spørgende slutningsord; jeg kan slet ikke forvinde det indtryk. – Når nu Tidsskriftet kommer for nov. – dec., så må du ikke gå hen og tro at noget deri er af mig. Mit kommer ikke før næste gang i det tidligste. Der var så mange forpligtelser fra før. Mathilde Schjøtt har til dette hæfte skrevet en slags anmeldelse af «Puppe og Sommerfugl», og i det hele, taget Drachmann under behandling.taget Drachmann under behandling: «Puppe og Sommerfugl, af Holger Drachmann, anm. af M.S.», trykt i Nyt Tidsskrift 1882, s. 507–12. Mathilde Schjøtt anklager Drachmann for mangel på moralsk sans i stykket Det er ikke overlegent og flinkt nok skrevet, ellers er det et par nokså gode tanker. Men hendes eget standpunkt er ikke konsekvent. Hun har sluppet meget af det gamle, men ikke alt; hun er kommen over i det nye, men ikke helt, derfor kommer hun ikke til at skrive noget virkelig dygtigt. Hun som så mangfoldige andre er repræsentanter for overgangssstadier som i deres levetid ikke bliver tilbageladte. Jeg ved det så vel, for jeg har selv været af dem, men jeg havde gudskelov mod og evne til at ta’e skridtet fuldt ud, og det uagtet ingen i den grad var bundet af det gamle som jeg, fordi det er min natur at gjøre alting helt. Forresten er jeg så uhyre glad i fru Schjøtt, – det er et fint, et rigtig nydeligt menneske, og så intelligent som hun er! Hun kom til mig og lod mig læse det om Drachmann, strax det var skrevet, og alle mine indvendinger rettede hun sig efter. Det var så altfor hånligt og affeiende fra begyndelsen af, og det havde slet ikke været hendes mening. Nu må du endelig læse det. – –. Uf nei! at jeg ikke kan få tale med dig. Hvor anderledes alting da blev. Kan det slet ikke ske i vinters engang? At du kom herop, var vel ikke rigtig bra, skjøndt var du her først, vilde det blive deiligt, at jeg kom til Kjbhvn. gik endnu mindre, men sæt at vi begge reiste til Gøteborg f.e.x. Jeg kjender næsten ingen der, og de få, skulde jeg nok hytte mig for. Hvis det nu var i julen f.e.x. – ja mellem jul og nytår mener jeg, så kunde jeg tage gutterne med, og lade dem blive i Frederikshald hos mor og Ludvig, – ja for du ved vel, at Fr.hald ligger midtveis imellem Gøteborg og Xania. Så sa’e jeg til mor og Ludvig, at jeg skulde besøge de venner jeg virkelig har der, og at jeg skulde hente gutterne på hjemveien. Gutterne kunde jo også forresten godt bli’e her, om jeg reiste, men da kunde jeg det ikke, før nytårsaften var over. Det var kanske ligegodt, for ellers vilde mor og Ludvig blive vred over at jeg ikke hellere blev hos dem, end reiste til Gøteborg, så ofte som de har bedet mig komme, uden at jeg har gjort det.

Det sludder om at du ikke vil se mig, før du har gjort noget som duer, må du naturligvis stryge en streg over. Vi har jo så meget at tale om gut! Bare derfor du. Nu får du ikke dette brev før onsdag aften, men så skal du død og pine strax skrive, så at jeg kan få dit svar fredag aften. Gjør du ikke det, er det ude mellem os, så meget du ved det. Å, hvor jeg vil komme til at vente. Du skræmmer livet af mig med dine korte, forretningsagtige spørgsmål, og så piner du mig tildøde med at lade mig vente på dine breve. Jeg vil ikke finde mig i dette. Enten, eller. Vi holder op at korrespondere, eller du skriver ordentligt idetmindste én gang om ugen. Jeg er din,

din Amalie.



35. Erik til Amalie

Fredag den 17 November 1882

Amalie, om Du vidste, om Du ret kunde føle den Fryd, Du har givet mig ved dit sidste Brev. Den er så stille, så stor og rolig. Min prægtige, dejlige Pige, Du har givet mig den Lykke jeg drømte om, en Fred så ubeskrivelig sød. Stolte yndige Kvinde, jeg er så tryg ved Dig, Du elsker mig, og jeg, Amalie, elsker Dig, elsker Dig, som jeg alle mine Dage har trængt til at elske. Amalie Du skal få at se, at det dog bliver Dig, som får min første lykkelige Kærlighed. Det andet var en Higen, en Søgen, en Kamp, hos Dig min Stump, med mit Hoved ind mod dit Bryst vil den store Fred komme. Når jeg blot rører ved din Skulder, løber ind i alle mine Årer Livets sikre Lykke. Du er min helt og udelt – føler Du ikke noget så besynderlig livsaligt derved, noget så udhvilende fyldigt og blødt, noget kraftigt og modigt smilende godt, noget, der vil, og noget, der kan – Amalie, Du er min Hustru, Du fine smukke Kvinde, Du skal få Tak derfor, Du skal se, at Du vil få Lykke derved. Jeg er så god hos Dig. – Du véd ikke Ven, hvor stolt min Følelse er. Jeg elsker Dig. – Ak Ven, det vrimler ind på mig af Ting jeg skulde sige Dig. Min Rædsel, den håbløs ensomme Skræk, Ytringen i dit næstsidste Brev voldte mig – men det var jo Dumheder! Og jeg vil nu slet ikke tale derom. Jo Amalie jeg kunde vistnok være blevet ond – og dog alligevel ikke vistnok på den Måde Du tror. Havde min Frygt været rigtig så havde jeg revet Dig ud af mit Hjerte straks og med Et, og havde vi været sammen, og det var kommet pludselig over mig lige som i dit Brev – – men det skete jo ikke, hvorfor så tænke derpå. – Ven ja, ja, naturligvis vil jeg mødes med Dig – alt, hvad jeg har sagt om at gøre noget dygtigt først, er det blotte Mundsvejr lige over for den Mulighed at se Dig. Amalie Du gør mig helt tossetglad af Lykke. O vi skal aftale til Punkt og Prikke vort Møde. Lad mig straks sige, at Gøteborg hvor vi begge har Bekendte, næppe er det fornuftigste Sted. En anden By ved Jernbanelinjen – jeg har studeret et Jernbanekort og tænkt på Jønkøping. Sig mig din Mening, jeg lader følge et lille Kort med i det Tilfælde at Du intet så bekvemt har.et lille Kort: Det finnes blant brevene et kart over Sydsverige, som inkluderer Kristiania og Kiöbenhavn. – Amalie rigtigt, det er til at fortvivle over at skulle skrive, jeg er hundrede Gange fristet til at kaste Pennen. Den forbistrede Tid tilmed, som ikke er min. Min sødeste unge, Du må ikke blive sint på mine få og korte Breve, jeg gør mere end det mulige for at skrive til Dig. Fik Du for Resten ikke et ganske lille Brev (hvor jeg fortalte noget om en Storm) et Par Dage før mit sidste? Og nu med Udsigten til at skulde se Dig snart – tænk Dig Amalie, snart, om næppe to Måneder! Det er næsten for ubegribelig dejligt – bliver Skriveriet endnu dummere. O nej ikke dumt, jeg elsker dine Breve, det er kun mine, der er til at fortvivle over. – Men Du må ikke regne galt med Postgangen. Dit sidste Brev fik jeg ikke Onsdag Aften men Torsdag Morgen. Jeg kunde ikke have afsendt Brev før med den svensk-norske Post Fredag Morgen, der går kun en Gang om Dagen, og Du vilde således under ingen Omstændigheder kunne have haft mit Svar før Mandag, da man i Kristiania – så vidt jeg ved – ikke omdeler Breve om Søndagen. Dette Brev kan først gå af imorgen Lørdag, og Du vil efter min Beregning have det Mandag – er det rigtigt?Du vil efter min Beregning have det Mandag: Det var riktig, hun fikk brevet mandag 20/11 (se brev 36). – Jeg skriver ikke hurtigt, for det er mig umuligt ikke mellem to på hinanden følgende Perioder, at falde i Tanker – det er min Glæde ved at skrive til Dig. Det, der kommer til at stå er så umådelig lidt af det jeg har tænkt derved. Jeg har drømt en hel Del om Dig i Nat. Vi var i Teatret sammen, siden i en Vogn, og i et Selskab, og overalt fik jeg din Hånd imellem mine. Den havde en lang sort Handske på, Du gav mig den så trofast, vi havde begge en Følelse af, at de andre så det, men vi brød os ikke derom. Jeg undrede mig over, at dit Håndled var så spinkelt – jeg kæmpede i Drømme for at huske, om mit Indtryk var rigtig, at Du i Kristiania havde et fast og rundt og fyldigt Håndled. Det har Du. Men det med det spinkle Håndled kom af en Samtale jeg i et lille Selskab igår Aftes havde med en Dame om en anden Dame, der var bleven for svær til, at hendes spinkle Ankler kunde bære hende. Jeg kom i Selskabet Kl 11 ½, før kunde jeg ikke løbe fra Kontoret – og tænk Dig min Glæde, der var en Dame fra Bergen – en Frk Grip nys forlovet med en Hr Bramsen, i hvis Broders Hus vi varen Frk Grip nys forlovet med en Hr Bramsen: Otilia Grip, datter av konsul Rolf Grip fra Bergen, som skulle gifte seg med grosserer Aage Bramsen. – som talte norsk og sagde «flout» på sammen Måde som Du. Hun havde et rart Smil samme Dame – umådelig høj og noget sygelig af Udseende. Kender Du hende? Hun gik imidlertid meget hurtig efter at jeg var kommen, så jeg fik omtrent ikke talt med hende. Jeg bryder mig ikke rigtig om det østlandske norsk, de skal snakke som Du, for at det skal være Musik for mig.

På Kontoret

Hvad er det for et Ord Amalie, der står i Begyndelsen af dit Brev? «Hvad skal det til, at Du høres(?) ganske vred på mig?» Er det det, der står, eller læser jeg galt. – Det Ord, som jeg har brugt en Gang, og som har plaget Dig, er ikke aflægs, men Aftægt. Det betyder – nej det er altfor langt at forklare.Aftægt: se brev 28, note 4. Siden uttrykket ble brukt når sønnen overtok gården og ga sine gamle foreldre et lite hus å bo i, er det ikke vanskelig å forstå at Erik ikke ville forklare det for Amalie. Det er også altsammen lige meget, der sker intet, før jeg har talt med Dig. – En lang Strid med et Menneske på Kontoret ligger på den Streg! Hvor det er pinligt. Et irritabelt Menneske, som er smålig og kun halvvejs dygtig til sin Gjerning, men som er ældre end jeg og derfor på Forhånd nødig retter sig efter Anvisninger fra min Side. – Jeg har læst omtrent Halvdelen af Poulsens Bog. Hvor er den lidt god. Men et godt Kapitel er jeg stødt på. Jeg skal skrive om det til Dig en anden Gang. Nu vil jeg kun fortælle Dig, at jeg kjender en Del af Personerne fra Rom (foruden naturligvis Ibsen og Sønnen), og den danske Dame, der er koket og uden Lidenskab, véd Du hvem det er: det er hende, som er bleven til Gertrude i min Bog.den danske Dame, der er koket: Den beregnende fru Berner i Familien Pehrsen er totalt forskjellig fra den mishandlede Gertrude. Det kommer fram fra senere brev at modellen til begge to var Louise Bille, som var i Rom samtidig med Erik i 1877. Man ser lidt forskellig på Tingene! – Hvor jeg længes efter at læse, hvad Du har skrevet. Men Du, det er nu på en hel anden Måde end før. Før vilde jeg straks have det Du havde skrevet, for jeg vilde vide Besked om Dig. Nu véd jeg jo noget – o jeg ved meget. Véd Du Amalie, at jeg nu snart tror, at jeg kender meget til Dig. Det er dog muligt også at komme hinanden nogenlunde nær gennem Breve. Tænk på, hvad der dog er sket for mærkelige Ting imellem os. Skulde man tro, at vi, siden der kunde komme til at hænde noget mellem os, kun har kunnet bruge Pen og Papir. – Jeg glemte da jeg var ved Poulsens Bog at sige Dig, at jeg ikke har villet læse, hvad Du skrev om den, før jeg selv var færdig med den. Så skal jeg se om vi ere enige.

Farvel på kort Tid min søde Amalie! Nu vil jeg vente med at få dit Hår, til jeg selv kan hente det. Elsker Du mig? Jeg elsker Dig!

Din Erik



36. Amalie til Erik

Tirsdag aften, nokså sent. [14/11/82]

Der er kommen mismod over mig. Alting som hænger sammen med dig og min kjærlighed, synes så vanskeligt, og der er jo ingen mening i at gå og elske på et menneske, som man aldrig ser, og aldrig kommer til at se, uden glimtvis. Og så denne længsel efter hvert øieblik at ty hen til dig, for at sige dig det eller det, for at spørge dig om tusinde ting, for at komme til at kjende dig i alle dine folder og afskygninger, og så at gå her og vide, at noget sådant bli’er der aldrig tale om, fordi vi aldrig bli’er længe nok sammen, og fordi jeg vil være så undsélig og bange og stum, det øieblik vi har hinanden, at der ikke vil vindes stort derved. Men vi er dog bleven en hel del bedre bekjendte ved al denne skriveri, der forresten er så kjedsommelig. Tænk, da vi skildtes her i Kr.ania, hvor var vi dog igrunden fremmed for hinanden, skjøndt jeg følte det ikke dengang. Nu er det som om vi har levet et stykke af et liv sammen, og hvad har vi ikke havt for oplevelser med hinanden, for smerte og fryd! Men det er så trist. Det bli’er en gammeldags roman detteher, med et bjerg af forhindringer, som ingen «tro» kan flytte, med længsel og elskov på hundrede miles afstand, (hvoraf ved du forresten at det er hundrede just?) og sluttelig resigneren, og et evigt farvel, med selvmord eller drukkenskab i udsigt til trøst. Ja, for hvis jeg nu får se dig i vinter, og være nogle dage sammen med dig, så bli’er det jo meget værre bagefter. Jeg går jo her og ved, at det ikke bli’er til at udholde for længsel, når jeg atter er ene. – Havde der været et umuligere tilfælde på jorden, så vilde min skjæbne ganske vist ha’e fundet det frem, for at lade mig snuble i det, og gjøre mig endnu ulykkeligere for resten af mit liv, den stump jeg har tilbage, end jeg da egentlig i grunden altid har været. Skjæbnen har været i slet, eller i drillevornt humør, da den lod mig se dig. At tænke sig til at jeg kommer kjørende i en hyrevogn fra Grand hotel efter at ha’e forladt Grefsen om morgenen i ypperligt humør, og besørget alle mine indkjøb o.s. v., altså kommer ud til fru Thaulows løkke, hvor jeg er kommen 100 gange før, uden at noget har arriveret mig, og så render lige ind i en troldmands usynlige garn, og bliver siddende fast, absolut fast, med ingen udsigt til at slippe ud igjen, uden at jeg må lade mit liv med det samme. Og så er det dig, som vover at sige til mig: «at jeg var den, som skulde løse dine lænker», – du er jo gal! Lagt mig i lænker, har du, og du ved det godt, du tyran! Men jeg vil ikke være med, længere end jeg vil. Vær vis på det. Forstår du, – det er jo det jeg mener med at ha’e livet under sin fod, ikke i foragt, sådan har det været, men det er jeg kommen forbi, – men i svir, kunne leve det med visheden inderst inde, den tryggeste vished om at når det for alvor kniber, så kaster én det fra sig. Det er det jeg kan. – – Du vil vist synes det er stygt af mig, men undertiden ønsker jeg at du aldrig var kommen til Norge, hvad skulde du også der! eller at jeg aldrig var reist op til dette forbistrede Gausdal. Men hvem kunde nu også tænke! – – – – Og desuden, – så ønsker jeg det slet ikke, et helt livs smerte kan jo ikke opveie den lykke jeg føler ved at være din. Men undertiden sidder jeg og tænker, at jeg først nu skal til at leve, hvad det vil sige at være kjed af livet, jeg som bildte mig ind at være det i forveien. Thi hvad værdi kan det ha’e, når det skal leves fjernt fra dig, og hvorledes vil ikke alt mere og mere bare kjede og trætte mig. Jeg kunde ha’e lyst til at flygte fra det hele til Australien eller Nyzeeland, hvor jeg har været, for at blive fårehyrde eller sligt.Australien eller Nyzeeland: Amalie var med Müller i Australia og New Zealand i 1870. De så ud til at ha’e det så urgodt dernede i teltene, med de brogede tæpper om skuldrene, og kvinderne med en antydning af et skjørt, skjøndt klæ’er vilde jeg dog havt på. Min broer, der et øieblik tænkte på at ta’e en såkaldet professorpost i latin og græsk i Amerika etsteds, du ved han kunde ikke greie at være præst længer for alt dette med troen, bad mig om, i tilfælde at være med. Det havde været et sted af [sic] flygte hen. Nu foreligger det forresten ikke mere, for han har kjøbt en skole her i byen, latin og real,han har kjøbt en skole her i byen: Wilhelm kjøpte en gutteskole i Nordahl Bruns gate 24, og dit flyttet han og Amalie med barna i 1883. og skal tiltræde som bestyrer fra 1ste [sept. – krysset ut] dcbr. Du mærker vel, hvor søvnig jeg er, siden jeg skriver så galt. Jeg har været længe oppe både søndag og igår, og imorgen skal jeg igjen i selskab hos Nicolaysens, fruen er Elise Sars,hos Nicolaysens: Elise Sars, søster til Ernst og Ossian Sars, var gift med overlærer Emil Nicolaysen. og en komplet skjønhed, sort, – hun har sort hår, og sorte øine, hun, og du skulde bare se forskjellen mellem os; når nogen siger at mit hår er sort, viser jeg bare hen til hende; det er blåagtigt. Jeg er formeget ude. Det er bare mærkeligt, at jeg alligevel får gjort noget. Torsdag skal jeg også ud; forresten går det jo i røkkevis, – det hænder at jeg er hjemme 4–5 dage i træk, og det er så deiligt; for gutterne er så uhyre kameratslige, og virkelig morsomme, og der er ingen, de heller er sammen med, end mig. Tænk det, – de gi’er gjerne kammerater en god dag, for min skyld. Forresten er de slet ikke optaget af nogen verdens ting undtagen af sit arbeide, som de har måske for fuldt op af, men de er så glade i det. Du aner nemlig slet ikke, hvad det er for to gutter jeg har. Når talen ude blandt folk, hvor jeg er, falder på børn, regner det ned med lovtaler over mine gutter. Og så sidder jeg alligevel og ved, at der ikke gives ét eneste menneske med undtagelse af mig, og måske Vilhelm, der ved i hvilken grad de fortjener alt det gode, der fra alle hold siges om dem. Pylle sa’e forleden: «det er de sødeste og prægtigste gutter, (nei drenge sa’e hun), jeg absolut nogensinde har sét.» «Sødeste og prægtigste, sa’e fru Vibe, nei det er de eneste gutter der find’s». Ja, de er virkelig utrolige; ikke alene så flinke og dygtige, og pålidelige, og arbeidsomme, men de er også velopdragne og har et civiliseret ydre og væsen, hvad der slet ikke altid følges ad her i Norge. Det at de to gutter er hvad de er, forsoner mig med at jeg har bragt dem til verden. Ja, for du kan vel begribe, at jeg helst ikke vilde havt dem, efter det ægteskab, – det er jo igrunden en skjændsel. Havde de en hel del utækkelige egenskaber istedetfor de mange gode, – jeg tror jeg vilde være kommen til, ikke at kunne tåle dem. Som de er, elsker jeg dem, måske dog med en mere medmenneskelig end moderlig kjærlighed, skjøndt nei! Og så er det så morsomt, at de slet ikke ligner nogen anden end mig. Og det er ikke bare af ydre, men i hele måden at være og tale på, alle siger det, og det fremtræder tydeligere jo ældre de bli’er. De siger forresten begge, at jeg forkjæler Jakob Alver, og er meget mere glad i ham. På en vis måde er det sandt, for han er jo bare ni år, og mine er 14 og 16, og det er ham jeg har til at lege med, når det en gang imellem kommer over mig. Og så som han er til at læse eventyr for! At se disse øine, der tindrer og stråler så fulde af glæde, og hænger ved mit ansigt når jeg fortæller ham noget; og så den kjærlighed han viser mig, når vi er alene, eller borte i en krog, for han vil ikke at de store gutter skal se det. Ja, han er fordeilig den gut, men han bli’er aldrig det mine er i de andre alvorlige retninger, thi han er igrunden en almindelig, «gutteagtig» gut.

Jeg oversætter nu på de sidste sider af bogen. Det er deiligt at være næsten færdig, men jeg har dog mere arbeide ivente med den, for jeg må hjælpe student Knudzon, der skal læse korrektur på den.student Knudzon: kanskje J. A. Knudtzon, senere professor i semittiske språk. Det er nemlig så vanskeligt og farligt et arbeide, og den mindste feil kan blive meget at hænge sig på. Bjørnson havde selv oversat nogle blade, af et evangelium som han havde presset sammen og forkortet og vilde ha’e placeret et andet sted. Og der havde han gjort flere grove feil, som vi vilde fået svide for. Det var af ægypternes evangelium,ægypternes evangelium: et apokryft evangelieskrift fra det 2.årh. e.Kr., kjent fra sitater i andre skrifter. og han havde utrolig freidigt oversat et «af» der var genetiv som præpositionen af. Det gjorde en stor forskjel. Men der bli’er en afskyelig, utålelig orthografi i den bog, aldeles bjørnsonsk-bjørnsonsk,utålelig orthografi: Bjørnson hadde på denne tiden en svært individuell ortografi, som bl.a. kjennetegnes ved utstrakt bruk av bokstaven «æ». – jeg kan slet ikke fordrage det. Alligevel glad er jeg dog, at den er færdig, skjøndt mere end halv glæde af nogen verdens ting, har jeg ikke siden du ikke er hos mig. Det skulde være anderledes, hvis det var rigtigt fat med mig, thi så skulde glæden over dig være den stærkeste faktor, men nu er længselen det, der går af med seieren, og så kan du vide, det ikke er godt. Du, som sad og sa’e at det vilde bli’e værre for mig end for dig, – du var så ovenpå du, og du havde jo de mange erfaringers grund at stå på, medens jeg stakkel var som på vildstrå, og anede ikke hvad jeg gik imøde, – nei, for det gjorde jeg ikke. Men alligevel, hvis det gjaldt, så kanske jeg blev den stærkeste. Hvis jeg gjorde op med mig selv, at jeg dog vilde ud af alt dette, hellere idag end imorgen, fordi det havde bragt mig mere uro og pine end jeg syntes det var forsvarligt at læsse på mine skuldre, så var jeg den, der var istand til at handle, til at vikle mig ud, og atter stå fri, eller – til at gå min vei bort fra det hele. Jeg har dig jo bestandig med mig, hvor jeg er og hvor jeg går. Når jeg er i selskab, og den ene efter den anden, og mange på én gang kommer og er elskværdig og siger mig sine pene og beundrende ting snart for det ene og snart for det andet, og jeg et sekund ikke har været distrait for din skyld, så kan du komme jagende gjennem mit blod og på den voldsomste måde minde mig om, hvorledes jeg er fangen og solgt og bundet og lykkeligt ulykkelig. Men sjælen trættes ved denne evige drømmetilværelse. Jeg er ikke skikket til at lide af ulykkelig kjærlighed jeg, – og jeg vil ikke heller. Nu, på mine gamle dage, hvad skal det dog til! Nei, så træt som jeg er, jeg sidder næsten og sover. Hvorledes skal jeg dog bære mig ad med at få mig afklædt, det begriber jeg ikke. Og så skal jeg flette mit hår og børste mine tænder og vadske mig. Jeg tror jeg sløifer det sidste, – ja ikke håret, for det går ikke an, men jeg orker ikke resten. Jeg har været på de streikende kunstneres udstilling iaften.de streikende kunstneres udstilling: Kunstmiljøet i Norge var helt fram til 1880-årene konsentrert rundt den private Kristiania Kunstforening (stiftet 1836). Når unge kunstnere som Frits Thaulow og Christian Krohg kom hjem fra studier i utlandet, krevde de medbestemmelsesrett; den ble nektet, og så boikottet kunstnerne foreningens utstillinger og arrangerte «Kunstnernes Høstutstilling» i 1882 og 1883, som ble til «Statens årlige kunstutstilling» fra 1884 av. Der var oplyst med elektrisk lys, og det hele var nydelig arrangeret, med blomster og gobeliner og draperier og sofaer og alt muligt. Du ved, de har undsagt den gamle, konservative kunstnerforening, som er aldeles umulig. Iaften havde kunstnerne indbudt alle sine venner, før der bli’er betalt entré. Det er den smukkeste udstilling Kr.ania har havt. Der var to deilige billeder af Chr.Krogh [sic], to brilliante sjøulker;to deilige billeder af Chr. Krogh: Krohg hadde fire bilder i utstillingen; de to «brilliante sjøulker» er «Tømmermand tilrors» og «Hart læ» (1882). den ene med sydvest og oliefrakke i regnveir tilrors. Man kan se det er kuling, og at skuden hiver på sig, skjøndt billedet ikke giver andet end fyren til bæltet og et stykke af rattet. Han står lidt foroverbøiet, for at være stødig, og så har han taget mærke på riggen og lysningen i luften for at ha’e noget at styre efter, å det er ikke til at beskrive hvor glimrende det er gjort, – jeg, som har faret tilsøs i mange år, kan tale om dette, – det er et henrykkende korrekt og virkeligt billede. Og så det andet, lodsen som sidder i kahytskappen på koffen og styrer med en rorpind – så som det er gjort! til at se sig ellevild af glæde på. Jeg måtte ha’e fat i ham for at storme ud med min glæde. Han blev helt rød og undsélig derved, hvad der forresten slet ikke er hans specialitet men han så, at det kom fra mit inderste hjærte. Han er forresten slet ikke en af dem, jeg synes om, men når noget er gjort som han har gjort sine to sjøfyre, så er det jo ikke til at udholde. Han havde forresten også, foruden andre gode ting, et billede i legemsstørrelse af Sverdrup, også glimrende godt gjort.et billede … af Sverdrup: «Portrait» (1882), senere kalt «Statsminister Johan Sverdrup». Han er en prægtig fyr, ja det vil sige, kunstner. Fritz havde også nogle udmærkede billeder,Fritz havde også nogle udmærkede billeder: Frits Thaulow hadde fem bilder på utstillingen: «Et gammelt Herresæde i Nærheden af Christiania», «Høstdag ved Akerselven», «Heste paa Havn», «Fra Sandøsund» og «Bob». men jeg kom ikke længer end til Kroghs. Der var masser af mennesker og en hilsen og småsnakken uden ende. Jeg må derned igjen og igjen for at se resten. Jeg skriver afskyligt, og burde slet ikke sende det. Men jeg skynder mig og er søvnig og grætten og sint og fremfor alt forelsket og lidende af ulykkelig kjærlighed, – ja for denneher er meningsløs og umulig, vi som ikke kan «få hinanden». Godnat enehersker, selvhersker. Jeg kysser dig ikke for jeg hader dig! Og jeg dør af søvnighed.

Torsdag. Dit søde telegram!dit søde telegram!: Da Erik fikk Amalies brev torsdag 16/11, sendte han et telegram, som er gått tapt, for å varsle om at han ikke kunne få svart innen fredag 17/11, som hun hadde forlangt. Tak du elskede. Det var godt jeg fik det. Ellers havde det været ude mellem os, som jeg sa’e, siden du ikke har skrevet strax. Nu sender jeg ikke dette brev før jeg har fået dit. Så beror det altså på dig selv, når det skal komme til dig. Jeg tror, at jeg endog lader det ligge et par dage til, for at du skal se hvor godt det er at gå så og vente, som du er begyndt med altid at lade mig gjøre. Du siger du ikke har tid. Men herregud hvad tid ta’er det dog at skrive et stakkels brev. En halv times tid i det høieste og ikke det engang.en halv times tid i det høieste: De hadde et forskjellig syn på brevskriving som på så mye annet – som man også kan se på skriften. Eriks brev er skrevet med sirlig, regelmessig skrift, mens Amalies er skrevet fort, ofte ujevnt, og er vanskeligere å tyde. Det kan gjerne være meningsløst, og slet skrevet som du ser, mine ofte er. Hvad pokker gjør det! Når jeg blot kommer i besiddelse af mine skatte, jeg – ser jeg ikke på hvorledes de er indpakkede. Den arme Paulsen, som han er bleven behandlet af Irgens Hansen i Dagbladet.Irgens Hansen i Dagbladet: Irgens Hansens lange og nedlatende anmeldelse av Familien Pehrsen, «dette Sammensurium af nyt og gammelt», står i Dagbladet Nr.283, 14/11/82. Det er brutalt og råt skrevet. Det er et slægtsmærke hos dem; jeg kjender flere af hans brødre, – hans forældre har 16 børn, og denne er den yngste omtrent, så kan du tænke dig til, hvad det kan blive. Sådan en bergensersimpelhed! Og når man nu ved, at der ligger personligt fiendskab til grund for det, – jeg skal fortælle dig det når vi sés – bli’er det dobbelt skjændigt. Han går omkring og bilder sig ind at han er fører for den norske skjønliterære kritik denne snyvert! Som om vi havde nogen fører, vi! Det er altsammen kun forsøg og begyndelser. En broder af ham, der er sømand, foér som styrmand ombord i et dampskib, så ilde med en stakkels kanalje af en passager, at han gik hen og hængte sig ombord. Han følte en barbars vellyst ved at mishandle og «straffe» ham for alle passagerernes åsyn, og han troede ikke at denne døgenicht, et udskud af en af landets første slægter (Trampe)Trampe: gammel pommersk adelsslekt som ble opptatt 1743 i den danske grevestand. som familien vilde sende til Amerika, havde æresfølelse i sig. Men der forregnede han sig, thi fyren gik bent bort og hængte sig i sin lugar. Jeg måtte tænke på denne begivenhed, da Vilhelm en aften kom hjem og fortalte at Irgens Hansen ikke havde havt tid til at være med på noget, fordi han skulde hjem og «henrette» John Paulsen, og jeg er vis på han har sagt det med et smil, der kunde klæde en menneskeæder. Erns[t] Sars, har bedet mig anmelde bogen til næste hefte af tidsskriftet, fordi han gjerne vilde ha’e den velvillig omtalt.Sars, har bedet mig anmelde bogen: «Familien Pehrsen», af John Paulsen, anm. af – ie» står i Nyt Tidsskrift 1882, s. 582–7. Det er, som hun selv sier, en velvillig anmeldelse. Det er et fælt stykke arbeide, men nu, siden han er således medfaret tror jeg, jeg gjør det, og da tier jeg med indsigelser, og taler bare om det gode, der dog virkelig kan siges om «Familien Pehrson». Om «Morgenbladets» skjælden vil jeg nu slet ikke tale.«Morgenbladets» skjælden: Anmeldelsen er trykt 17/11/82 i norsk Morgenbladet, signert «z» (ikke et kjent pseudonym). Den er rett negativ: «Forfatteren mangler enten Evne eller Villie, eller begge Dele …». Fra den leir venter man ikke andet, – men Dagbladet! Jeg har ikke sét Paulsen siden. Han var her på mandag i dameselskab. Vi havde vor klub, og så kom han af sig selv, og blev til aftens. Stakkels liden!

Lørdag aften. Jeg spiste frokost hos Pylle idag. Hun var så forbitret og bedrøvet over skitsen af G.A. Dahl. i tidsskriftet.skitsen af G.A. Dahl: «En forgrundsfigur», som står i Nyt Tidsskrift 1882, s. 472–89. Skissen består av en lang samtale mellem en gift kvinne med tre barn og en husvenn, og går ut på at hun har forspilt sine muligheter; hun og mannen hadde evnen til å bli en radikal fornyelseskraft i Norge, men hun vil ikke ta skrittet fullt ut, og dekker seg bak sine barn, som hun oppdrar til kristendommen selv om hun er blitt fritenker. Ja, det er jo en fræk indiscretion. At tænke sig at han har gået der og nydt deres mad og deres «iskolde» øl og sødsvage punsch, og så giver sig til at chikanere dem på offentlig gade bagefter, det er forgalt. At han tager studier, det er rimeligt, men når han kun kan photografere, så får han lade være sålænge. Det er aldeles Ingeborgs hjem og hende selv og Fritz og de samtaler, ord til andet, han har ført med hende, og når han ikke formår at digte det om, så kunde han tie. Gamle fru Thaulow var vred, og allesammen var ilde berørt. Forresten er det talentfuldt gjort. Synes ikke du? Han er en fin iagttager, og han kan også tænke sig ind i et menneske, det vil sige et stykke på vei, men ikke som du! Apropos om dig. Der er flere, ja mange, som har sét Herregårdsbilleder, og bedet om at få låne den, og alle er komne tilbage og har sagt, at det var en, – ja det er et stygt ord i allefald på norsk, – – – en forliderlig bog. Kan du begribe det? At den behandler et – – ja der er ordet igjen – et liderligt forhold gjør jo ikke bogen liderlig – hvis du havde en liderlig livsanskuelse, så er det en anden sag – men det er jo stik det modsatte din bog gjør! Uf, de er alle nogle fæ! At sige at det var den liderligste bog de var komne over i sit liv – for en begrebsforvirring! Der var også nogle, som ved samme leilighed vidste noget stygt at fortælle om dens forfatter, altså om dig, og de sad og bredede sig, og forklarede mig hvordan det gik til at du var kommen til at skrive noget så urent, og at du altid vilde komme til at gjøre det, fordi du var så fordærvet, og havde ført et så stygt liv. Jeg sad og lo i mit hjærte, og faldt dig i tankerne om halsen, og trykkede dig tæt ind til mig, og kyssede dig uafladelig, og tænkte at selv om alt det var sandt var du mig dog mere værdt end hele verden og alt hvad i den er, og at jeg vilde været stolt af at sige det, hvis jeg bare havde turdet. Men fælt var det dog at høre det.

Imorgen skal vi i selskab til gamle fru Thaulow. På mandag kommer vel dit brev, endelig en gang! så skriver jeg dette færdigt, og sender det på tirsdag vel. Adio sålænge.

Søndag formiddag 19de nvbr. Det sner idag, men ikke så det bli’er til noget, for det er for mildt. Jeg har ligget så længe; til den var over 11, for jeg var så ustyrtelig søvnig, og endskjøndt jeg flere gange var vågen, som da pigen kom og spurgte mig om noget, og da gutterne kom en for en, og gik igjennem hos mig fuldt påklædte (deres soveværelse er indenfor mit) så sov jeg dog for hver gang fast ind igjen, og så kom der visitter, før jeg var klædt. Men nu sidder jeg i fuld puds, ren og pen, og skriver et par ord til dig. Helland er desværre kommen tilbage. Han var hos Nicolaysens forleden, og tænk han så formelig vakker ud, med hvidt slips og kjole må du vide; det er fordi han ingen mellemdragt holder, mellem den flækkede blå eller af den kaliber, og spidskjole. Han plagede mig som han pleier, og han blev hele tiden drillet af de andre for det, og flere gange af værten, der syntes han fik forlidet godt af mig, opfordret til at lade fru Müller i fred. Men det hjalp aldeles ikke. Gudskelov at han ikke skal til Thaulows iaften. Der kommer han forresten sågodtsom aldrig. Jeg har dog en følelse af at han lader mig i fred nu. Det var da vi gik hjem, forresten i følge med flere andre, og det var ikke mange skridtene, for Nicolaysens bor lige i nærheden, men jeg fik dog sagt ham noget, som jeg tror gjorde indtryk på ham. Tænk om det var ham jeg elskede istedetfor dig – hvor letvindt det vilde være at få komme til at kysse ham i allefald, medens du, – – – uf det er ikke til at tale om. Søndag aften sent. Vil du tænke dig til at jeg virkelig tænker på at reise med til Kjøbhvn. imorgenaften. Fritz har i aften holdt på at overtale mig, – oh du kan ikke tænke dig hvorledes, bare for at få følge på søen. Han ved at jeg aldrig er bange eller søsyg, og det er ikke han heller. Han bli’er der en 8 dags tid før de alle ta’er til Paris, og sålænge skulde også jeg være der. Gamle fru Thaulow støttede ham på det kraftigste, og sa’e jeg var dum, hvis jeg ikke gjorde det, for at treffe Ingeborg, og ha’e den adspredelse e.c.t. Tilsidst lovede jeg Fritz det med hånd og mund, og var virkelig aldeles bestemt på at gjøre det. Men jeg ved alligevel ikke. Jeg kommer jo naturligvis op i det med Fritz og Ingeborgs venner, og kommer måske til at bo derude hos fru Gad,hos fru Gad: Ingeborgs foreldre var byfogd Henry Gad og Johanne, født Lund. og så bli’er der jo ingen råd til at træffe dig, aldeles ingen. Og det er jo ikke til at udholde. At jeg skulde føite omkring dernede på alskens sport uden dig, det vilde jo være komplet meningsløst, og på den anden side vilde det være aldeles ugjørligt at komme sammen med dig, for det gik jo ikke an, at du da forsøgte at gjøre dine hoser grønne med Ingeborg, det vilde være for påtageligt. Og du som jo desuden næsten «sidder fast» på det ækle kontor, det måtte jo være om natten det, vi skulde sés, og da skulde jo jeg pent og anstændigt være i min seng. Nei, jeg får nok skrive et par ord til Fritz, og sige, at efter modent overlæg o.s. v., men sint bli’er han, for jeg lovede det så vist.

Det er bare dette med dig, som står mig for hovedet; havde det ikke været, var jeg virkelig reist; men det vilde jo ikke blive til at holde ud, og desuden, vi vilde naturligvis komme til at prostituere os, med åbenlyse skandaler, så at alle vidste om alting. Nei, jeg opgiver det. Sig mig nu endelig næste gang du skriver, om det ikke var bedst at jeg ikke kom, om du ikke vilde være bleven ubehagelig overrasket, sådan som alting nu engang er, var jeg pludselig en dag kommen gående på gaden dernede og du havde mødt mig sammen med Ingeborg eller Fritz. Jeg tror du vil sige, det var rigtigst og bedst, at jeg ikke kom. Godnat «sødeste, yndigste», – det sa’e du til mig på skibet, med det samme du skulde iland på Gjøvik; kan du huske? Og du var så alvorlig og sød, og din stemme var så forførende, – ja det vil sige, «farvel» var det naturligvis.

Mandag. Jo idag kom da dit brev, dit deilige brev. Det har gjort mig så lykkelig, og har taget hvert et gran af mismod fra mig. Jeg har læst det så mange gange, og for hver gang mere følt hvorledes det er at jeg elsker dig. Jeg er også bleven endnu sikrere på, at jeg ikke skal ta’e afsted med Fritz. Det må ikke være i rammen af alle disse mennesker, og al den ståhei, at vi to mødes. Det bliver høitideligt og alvorligt det, ganske som da jeg gik i kirken for at konfirmeres; vi må være alene, for os selv, når jeg atter skal stå ansigt til ansigt med dig, for det bliver det alvorligste øieblik i mit liv. Det er mig ganske det samme hvor vi mødes; synes du Jønkøping passer bedre, og det er vist så, synes jeg det også. Men jeg kan ikke se, hvorledes det skal gå til med mig; der er såmeget klus og så mange rare greier på linien fra Kr.ania til Jønkøping. Fra Kjbhvn. derimod ser det greit nok ud. Veien kommer for mig til at falde så meget i zigsag, ser det ud til, hvad der vil gjøre reisen længere. Og nu er der kun en eneste ting jeg rigtig grundig hader i verden, og det er at reise på jernbane;en eneste ting jeg rigtig grundig hader … at reise på jernbane: Dette påstår Amalie også overfor andre; det ser ut til at hun led av togskrekk. det er for mig en straffedom værre end nogen anden. Tusinde gange hellere tog jeg søveien hvis det var muligt, for at være tilsøs, kan jeg li’e, men at slæbes afsted på en jernbane! Jeg har havt formeget af det i mit liv, – det er vel deraf det kommer, thi formeget er dog altid for meget. Det ser ud som om jeg må over Gøteborg for at komme til Jønkøping. Se nøie efter om du ikke kan finde et andet og bekvemmere sted. Men kan du ikke, og er det bare vist at jernbanen går til Jønkøping, så skal jeg nok. Men tror du nu virkelig at vi lever frem til det beggeto; det skulde være underligt det, for det bli’er så altfor deiligt, og skjæbnen er ofte så ondskabsfuld vist. I dette øieblik kom der et bybud med et brev fra Fritz, hvori han giver mig nøiagtig besked om skibets afgang, og beder mig indstændigt komme ombord iaften. Han ender således: «Dersom du ikke kommer foragter jeg dig, og tror at du er bange for Nordøsten.» Jeg har alt svaret nu. – – Nu må du skrive om når du lettest kunde komme afsted o.s. v. for at jeg itide kan begynde at indrette mig derpå. Sig mig også hvor længe du kunde være borte. Jo, jeg fik en stump af et brev med en storm i, men du skrev at du vilde skrive mere dagen derpå, (hvad du naturligvis ikke gjorde) og derfor ventede jeg med at svare. Jeg kan ikke begribe at du først fik mit brev torsdag; for jeg sendte det jo mandag tidlig på dagen, og dit, som du sendte lørdag fik jeg tidlig mandag morgen, men det må være kommen hid allerede søndag. Mit håndled er virkelig lidt smalt i allefald forholdsvis, så den drøm var ikke så dum. Er det Bramsen han hedder frk. Grips forlovede? Du skriver undertiden lidt utydeligt. Ja, jeg kjender hende, – det vil sige ikke anderledes end at jeg i Bergen stødte på hende her og der. Hun var så sød dengang, ikke spor af vakker, men alligevel så sød. Men sygelig er hun vistnok. Hendes søstre er døde i alderen mellem 20 og 30; der er blot én (Agnes) tilbage foruden Otilie, denne her. Ja vist står der «høres». Hvorfor skulde der ikke stå høres må jeg spørge. Der kan da intet være at indvende mod det. Og vred hørtes du, det er sikkert; og når jeg nu hører, at du vilde «revet mig ud af dit hjærte straks, med én gang», så viser det i hvilken grad jeg har hørt ret. Men kunde du virkelig ha’e gjort det; strax du havde villet, sådan på komando?[sic] «Farvel på kort tid», siger du. Ja, jeg synes jeg ser hvor kort den bliver. Det skulde du aldrig sige, for så går jeg bare og venter forgjæves og er skuffet, når jeg intet får. Jeg får slutte her. Der var endnu mere jeg vilde sagt, meget mere, men jeg være færdig nu. Ja, jeg elsker dig!

Din Amalie.



37. Erik til Amalie

Lørdag den 18 November [1882]

Der står i dit Brev, Elskede, «jeg kan ikke gøre det du ved, aldrig, aldrig!» men neden under har Du skrevet: «Det sønderslider mit Hjærte at gøre Dig imod, at sige nej til det, Du vil.» Nu har jeg Stump jo aldrig forlangt af Dig, at Du skulde løbe fra Gutterne dine, jeg har vistnok ikke en men flere Gange sagt, at dine Pligter dér også for mig er hellige. Jeg ved jo Amalie, at det ikke nytter det mindste at ville «synde» sig sin Kærlighed til – det vi to forstå ved at synde – det er en Tommes Fryd for hundrede Favnes Elendighed. Altså Stump min uhyre Skræk har jeg ikke letsindig pådraget mig. Jeg havde i Brevet forud til Dig talt Dig helt ind på dit søde yndige blottede Legeme. Det så ud som måtte Ordene være Svar derpå. Nu tror jeg ikke Ven, jeg ret mere, skal kunne misforstå en Ytring fra Dig – men Sødeste indrøm mig, at mine Teorier er rigtige: Kærlighed er Blottelse, først ved den når man til at eje hinanden, først ved den er der Sikkerhed og den guddommelige Ro, der ubevidst er et af Kærlighedens store Mål, ti først ved den bliver Tilliden prøvet og vundet. At jeg dog ikke kan kysse Dig nu!

Søndag

Jeg har læst «Familien Pehrsen» til Ende. Jeg er ikke helt enig med Dig, for så vidt jeg nemlig i det Kapitel, der karakteriserer Fru Berner, Koketten, finder noget af det Bedste i Bogen, og i det Hele synes jeg ikke, at hun er traditionelt gjort. Han har virkelig set hende og skriver ud fra et vist forskrækket forbitret Standpunkt. Ganske vist bliver det til ingen Ting, lige som alt det øvrige heller ikke bliver til noget – der er noget så uplastisk, så ukunstnerisk ved det altsammen, Personerne kan hverken stå eller gå eller snakke. I DagmarDagmar: Dagmar Lunde, en begavet ung malerinne som er forelsket i Rosenius og skriver et fortvilt brev til ham for å be om et stevnemøte – hvor han svikter henne til fordel for fru Berner. finder jeg for Resten det, som vel sagtens gør, at Mennesket tror, at han er Digter: en Del ret fine Ord om hendes Sjælstilstand. Begyndelsen af Slutningen af Ventetiden under det forgæves Stevnemøde synes jeg er det eneste i Bogen, der nærmer sig Kunst. – –

Jeg har siddet og læst i dine gamle Breve Amalie. – Hør Du, skal vi ikke træffe en fornuftig Aftale. Nu holder jeg op med at skrive, for det er sådan noget usselt Tøv jeg skriver, men Du skal blive ved, Du skal fylde mig med Breve, for dine er så ubegribelig dejlige. Det er så jammerligt hvert Ord fra mig, og nu har jeg slet ikke Lyst længer til at skrive. Der skulde bare stå et stort Ord i hvert Brev: jeg længes! Det er det eneste, der interesserer mig. Alt andet er så småt og lille. Jeg tror for Resten, at jeg bliver fjollet af Glæde, når vi kommer sammen. Når jeg skal gå helt ned på Bunden af min Sjæl Amalie, nej, jeg mener, at hvis jeg – Sludder! Det er det jeg vil sige Dig, at jeg tror, at jeg lige til dit sidste Brev, nederst nede på Bunden af min Sjæl har båret på en hemmelig Frygt for, at Du dog alligevel ikke elskede mig helt. Min yndige søde Amalie. Var det så underligt, om jeg kunde nære en sådan Frygt, en bitte en, en som stak Næsen i Vejret engang imellem, men som vistnok mig ubevidst har holdt mine Følelser noget tilbage fra at blive så glade som de lige som ved et Trylleslag ere blevne – fra at have været helt askegrå af ondt modbydeligt Støv i Dagene umidddelbart forud – Du har jo været angst for dette Kærlighedsvæsen. At jeg virkelig er sådan en Eventyrprins, der ved et Kys vækker den slumrende Pige i Skoven, ganske med ét, uden Varsel? Du, det er vidunderligt. Men Du er nu også så dejlig. – – Pyt, bilder Du Dig ind, at jeg er klog, at jeg véd noget om Dig – ikke en Smule! Det er bare Vigtighed og mandfolkeagtig Fripostighed, når jeg lader sådan og får Dig til at tro det. Men det kommer også af, at Du heller slettens ikke kender den aller mindste bitte Smule til Dig selv. Du er jo en hel anden end den, vi havde Fornøjelsen af at tilbringe nogle behagelige Dage sammen med oppe i dette det bedste Land på Jorden, Norge – NB når Solen skinner –. Når Du om 7 Uger!!! har kysset mig én Gang, så risler sagte ned igennem Dig det første Spor af en Fornemmelse af, at det dog også nok måske vil lykkes Dig at blive fortrolig kendt med denne nye underlige elskende Amalie, og så vil denne Følelse efterhånden stige til Vished, hvis Du kysser mig ofte og mange Gange i Træk. Og så søde lille Pige, så skal Du lære mig denne yndige nye fortryllende Kvinde at kende, som Du er bleven fortrolig med. Sikken et Kompani vi skal danne. Hvor vi skal elske hinanden allesammen! Amalie sig mig, er Du ved at blive sindssvag af Glæde ved Tanken om at vi skal mødes? For det er jeg.

Min Stump, hvor jeg gerne vilde fortælle Dig alt muligt fornuftigt, sidde og skrive ganske rolig og sat til Dig. Der er så mange Spørgsmål Du har gjort mig, som endnu vente på deres Besvarelse. Men det er så umådelig meget, og jeg kan ikke indlade mig på de lange Breve. Du spørger mig om Ingeborg og Brandes. Ingeborg og Brandes: Se brev 17, note 12. Jeg har slet ikke set dem sammen, men jeg véd, at der er en nøje Forbindelse mellem dem, og at Brandes på en næsten fornærmende Måde har brudt Omgangen med mig, fordi han ikke vil have mig til Vidne ved sit Foretagende. Dette kan betyde et af to. Enten er hans Forelskelse smuk, og så vil denne følelsessky Mand ikke lade mig se derpå – han véd, at jeg kan se – da han altid har været kynisk overfor mig, eller også er hans Forelskelse ikke smuk, og så vil han endnu mindre lade mig se noget, fordi han en Gang af mig er bleven greben på fersk Gerning – netop overfor Ingeborg – i Ufinhed, ja i Grunden i skammeligt Begær efter at vinde ind på hende ved hensynsløst at bryde noget godt ned hos hende. Jeg har ingensomhelst Agtelse for hans erotiske Bestræbelser, og det føler han instinktmæssig. Det er givet, at der er et Slags Kærlighedsforhold mellem de to – af hvad Art tør jeg ikke have nogen bestemt Mening om – de skjuler ikke deres Forståelse meget, og jeg betragter det som mest sandsynligt, at Ingeborg går bedærvet bort fra dette Møde. Omvendt kan det jo hænde, at denne egenkære, kyniske men udmærket begavede Mand, der ikke har megen Kærlighedserfaring, fordi han ikke har elsket – kun begæret – ved at mødes med Ingeborg kan blive ramt af en virkelig Kærlighedsfølelse, og så er hans Ånd fin nok til at udarbejde Begivenheden til noget smukt. Ham er det, der kommer til at stemple Forholdet, give det dets Karakter; som han vil, bliver det – det vil sige, jeg véd jo ikke ret, om Ingeborg indlader sig på de «sidste» Ting; er hun ikke sanselig kold? – hun er noget af en Fugl her, der er fløjet i Slangens Gab. – – Det er for Resten appetitligt at forestille sig Sammenkomsten nu i Paris mellem hende og Fritz. Du holder jo meget af Ingeborg. Jeg tror, at der er alvorlig Grund til at frygte Virkningen af disse Måneder i København. Den Skade er sket, at man grisser hendes Rygte til.

Lille Pige, som det i Grunden gør mig ondt – nej det er dog måske for stærkt et Ord – at Du ikke bruger det forgyldte lille Smykke. Sig, at Du har vundet det i et Væddemål fra en Beundrer i Danmark. Er Du nødt til at nævne mig? Men er Du det, så begynd da således småt dermed, en Gang skal Du dog udmærke mig. På denne Afstand er jo dog alt så pænt. Du skal bære det Smykke, for så er Du først så hård som Du skal være overfor denne Bandit Helland. Der må ikke være så meget som et Øjes Blink af Svaghed hos Dig. Du må aldrig tage imod ham i dit Hjem, hører Du. – Jeg skal se at tage Timer i Pistolskydning, for jeg får nok en eller anden Duel på Halsen for din Skyld. Det har jeg ikke meget imod, jeg tror, at man har godt af sligt, og nu med Alderen har jeg mistet den Respekt, jeg tidligere havde for et Medmenneskes Liv. Jeg skyder med Fornøjelse løs på den, der vil mig til Livs. Men det vilde interessere mig at mærke, om jeg var bange. Som Gut da jeg var i KrigSom Gut da jeg var i Krig: se brev 24, note 3. var jeg ganske vist ræd på en Måde, men alt det jeg gjorde var modigt. Senere har der vist været en Periode, hvor jeg var mere frygtsom. Nu synes jeg ikke jeg er det.

Hvor det er dejligt med Dig Amalie, at Du elsker denne stærke bløde Stuevarme. Det gør jeg med. I en kold Stue er jeg ulykkelig. Sig mig Unge læser jeg rigtig, gik Du på «Strømpelæsten», da der var så brændende varmt i din Stue og er det Ordet for det, vi blot kalder Strømpefødder. Og husk så på vort første Møde, da Drachm. knælede og tog Støvlerne af Dig – skam Dig! Sig mig kender Du Irgens Hansen? Han har skrevet et Brev til Mrgbl. om de norske Studenterforhold.Irgens Hansen: litteraturkritiker og senere teatersjef, fast medarbeider i det norske Dagbladet, redaksjonssekretær fra 1886. Hans «Brev fra Kristiania» ble trykt i Morgenbladet 19/11/82. Er han ikke en noget tør Fyr. Hans Kritiker er lidt jevne snusfornuftige synes jeg. – Gunnar Heiberg gjorde igår Visit på Mrgbl’s Kontor.Gunnar Heiberg: Heiberg var 25 år gammel ved denne tiden, og tilhørte bohemkretsen i Kristiania. Han arbeidet som journalist i Dagbladet; hans første skuespill Tante Ulrikke var allerede skrevet, og skulle komme ut i 1884. Hvor absolut Br. har trukket sig bort fra mig kan jeg bl.a. se deraf, at han ikke har bedt mig sammen med samme Heiberg, om hvem vi har talt en Del; han har jo skrevet tidligere til Mrgbl. Kender Du noget til G.H.? han har et godt Ydre. Jeg mener et flinkt Hoved og et behageligt Smil. Han skal jo være så umådelig forranglet – det ser man ikke på ham. Jeg vil have lidt fat i ham; han kommer jo oppe fra din By. – Fru Sandberg har jeg hørt omtale af den Hr Ostermann, som lå på Grefsen sammen med Dig og hende og spaserede med jer.den Hr Ostermann: må ha vært en danske som ferierte på Grefsen – det har ikke vært mulig å identifisere ham. Jeg troede i Grunden Manden var et Fæ, men han talte både kønt og fornuftigt om jer begge, mest om Fru Sandberg, med hvem han synes at være bleven god Kammerat. Til ham havde hun vist det Digt af Dr., som jeg en Gang spurgte Dig om. Jeg blev mest forundret over, at Osterm. kunde fylde så meget i en Situation. Snærperne er nok slemme ved samme Frue, som jeg ved hans helt fine Omtale fik et flinkt Indtryk af. Og så Amalie lavede jeg, at Fru S. var den Veninde af Dig, som havde gjort et så pinligt Indtryk på Dig. – Kan Du ret forstå det, at en Maler igår Aftes fortalte fra Paris, hvor han havde omgåedes Ingeb. og Fr., at Ingeb. skulde have gået ved Stranden et Sted der nede og kysset en af de mange Kurmagere? Jeg gad ikke tvære i Historien ved at spørge, der var flere til Stede. Det synes mig så usandsynligt, at hendes Småforlibelser eller Mandfolkeinteresser har haft den Karakter. – Nu skal jeg om lidt til Byen. Jeg skal på en Slags Embeds Vegne se en berømt Tusindkunstner. Nå, det morer mig. Jeg tror Unge, at der nu vil gå flere Dage inden jeg igen kan skrive. Jeg får meget at gøre i denne Uge. – Hør det er sandt, vort Møde blive mel. Jul og Nytår, det er den eneste Tid, hvor jeg kan få fri. Du må ikke være ked derover, søde. Elsker Du mig ganske forskrækkelig meget Amalie? Sig mig det! Og sig mig, om der er noget forkert, galt, ækelt ved mig. Noget jeg skal forandre. Du er det yndigste på Jorden! Du er så sød, Du bliver min første Kærlighed Amalie. Vil Du rædselsfuldt gerne have ét Kys af mig? Vil Du gerne en Gang vækkes af mig med et Kys?

Din Erik



38. Amalie til Erik

22de nvbr. [1882]

Sødeste, vidunderligste, deiligste der er intet som skal være anderledes ved dig. Er du gal? Du kan bare prøve på at forandre dig så meget som der kan ligge på min lillefingernegl, så skal det komme dig dyrt at stå. Sådan som du er, må du være det fuldkomne, i allefald for mig. Jeg kan ikke skjønne andet, siden du har sendt denne stormflod af elskov ind over mig, mig der var så bespottelig sikker. Jeg tænker uafladelig på dig, og det er så henrykkende at gå og være til. «Angst», jovist er jeg angst. Nu må du ikke være dum, og tro at jeg ikke er angst, eller at sligt så let lader sig få bugt med. Du må forstå. Ja, for min afsky for alt det væsen, har været så over alle grændser stor. Min forfærdelse var fra begyndelsen af så alt overskyllende; og min endeløse forbauselse over, at noget der var så modbydeligt og stygt og ovenikjøbet ondt, kunde spille nogen rolle for hæderlige, normale kvinder, gjorde mig rent forhærdet i mine tanker imod det. Og naturligvis sidder det i mig. Men når jeg tænker på dig, føler jeg bare at jeg elsker dig, og at jeg vil være din så helt som muligt, om det også vil koste mig nogen anstrengelse og pine før jeg vinder over den skræk, der sidder mig i blodet fra før; ja vistnok fra fødselen af; for jeg tror, jeg har været usanselig i den retning af naturen, og værre blev det, da det ved mit giftermål brød så uforvarende ind over mig. Man ved jo ingen besked, og det er synd mod et menneske, at det lades så uvidende.det er synd mod et menneske, at det lades så uvidende: Dette er kimen til flere av Amalies senere litterære verker; fortellingen «En moderne dame», som senere ble til novellen «Fru Ring» og så til romanen Constance Ring, ble skrevet ved denne tiden og sendt til Erik i mars 1883. Men dette er i grunden græsselig flaut at sidde og tale om; det er godt du ikke er her, for da var det umuligt. Og når vi treffes, må du ikke lade dig mærke med, at vi har skrevet om så meget stygt, nu du være sød, og ikke gjøre det. Men hvorfor skal du sige der er 7 uger til det. Det er jo ikke sandt, for især hvis vi skal mødes mellem jul og nytår, kan der jo ikke være mere end henimod 6. Skal jeg være nødt til at gi’e dig det ind med skeer, kanske? Idag er det den 22de, altså er der jo kun 1 uge og en dag tilbage af nvbr. Så er der 3 uger og 3 eller 4 dage, til mellem jul og nytår. Men hvad ser jeg! – det bli’er jo knapt 5 uger, eller kan jeg ikke regne sammen denne smule? å du har godt vidst det, men du har alligevel havt moro af at lade for dig selv, og af at bilde mig ind at det var 7 uger. Men du må ikke tro, at du har narret mig et eneste øieblik med det. Det er forresten så ensidigt dette, med dine theorier om kjærligheden og blot – – ja, ja du ved hvad det er. Man kan jo elske hinanden og eie hinanden på en rent åndelig vis, udlevere hinanden sine tanker, skrive sjælen ud af livet på sig, skjøndt det vilde ta’e mange år før den sidste stump var ude – og være helt lykkelig derved. Tror du ikke? Ånei, kanske ikke. Man måtte være i hinandens arme for at føle lykken helt. Når jeg siger noget sligt, blier jeg altid genert bagefter, men det er igrunden dumt. Når jeg har været hos dig, som din, går det over, tror jeg. Men du, det bli’er nok fælt i Jønkøping, kan du tro, sådan en lille flække, hvor man vil se på os, og undre sig over hvad vi er for nogle, men lidt morsomt bli’er det jo også. Men det vil pine mig at gå ned ad trapperne i hotellet, og vide at værten eller en står og tænker noget fordægtigt om mig; for noget mere umotiveret end at komme reisende midt i julen og ta’e ind på et hotel i Jønkøping, og holde til der, og ingen ha’e at besøge, kan der jo ikke tænkes. Og de svenske hotelværter, (for på sligt et fillehotel er det nok værten selv der viser sig og gjør honnørs), er så snedige og slue, og hans «einverstandne» smil bli’er ikke til at udholde. Ja, ikke sandt? Og så er der naturligvis væggedyr i sengene, og hårde møbler med sort damaskes betræk eller kanske det er af hestehår. Og der vil være koldt og træk, og bittesmå gule vaskeservanter med et bitte lidet spilfad til vadskevandsbolle, som ikke rummer mere end omtrent en pægl vand, der ikke er til at bli’e ren af. Og så lys på soveværelset, og en ækkel liden parafinlampe inde i stuen som må tændes kl.3 om eftermiddagen, og som der naturligvis ikke er skjærm til. En skjærm kan jeg jo ta’e med mig forresten, for lampelyset er ellers så utåleligt. To nætter i træk har jeg forresten drømt om væggedyr, og det er det allerværste jeg ved. Det kom af at den flinke lille pige kom ind en dag og fortalte at der var væggedyr i hendes seng. Jeg kunde ikke tro det, men sa’e at hun kanske havde havt dem med i sin kuffert eller komode, for jeg har aldrig nogensinde set væggedyr i vore ting eller i vort hus. Hun svarede blot med at bede mig komme og se. Jeg var rasende ræd, men jeg gik dog med, stod forsigtig et stykke fra, og strak mig fremover, fór så tilbage med et skrig, da jeg så den vrimmel nede i en sprække. Tænk, hun havde sét det for flere dage siden, og alligevel var hun gået tilkøis med freidigt mod. Da jeg ytrede min forbauselse derover, svarede hun leende: «pyt, man dør dog ikke af dem.» Det kunde jeg ikke ha’e gjort hende efter. Nu har oppassergutten fået sengen. Han skulde nemlig slæbe den ned i vedskjulet, hvor den skulde hugges itu for at brændes op, når der blev vadsket klæder, men så spurgte han, om jeg ikke vilde sælge den til ham, hvortil jeg svarede at han skulde få tak og ære, hvis han bare vilde ta’e den, hvad jeg dog rådede ham fra, idet jeg bad ham betænke, hvor rædsomt det vilde være at ligge med alle de dyr. Han mente imidlertid at han nok skulde få livet af dem, men jeg har hørt, at væggedyr aldrig dør, og det er vist sandt. Gutten havde ingen seng, fortalte pigen, men lå på fladseng,lå på fladseng: dvs. på gulvet. derfor syntes han dette var et rent fund. Nu har Josephine fået gjæstesengen sålænge, til jeg får kjøbt en anden, og nu kan Paulsen altså ikke få sove på sin kvist. – Han var her på mandag, og så medtaget ud. Han havde naturligvis taget sig Hansens råhed nær; det vilde, troede han, skade ham meget hos hans forlægger. Nu har også «Aftenposten» havt fat i ham,nu har også Aftenposten havt fat i ham: Familien Pehrsen ble anmeldt i Aftenposten nr.273, 21/11/82. Den usignerte artikkelen kritiserer Paulsen for å skrive overfladisk og usannsynlig. men den slags blade bryder man sig ikke om. Har du læst det stykke i «Dgbldt.» om Irgens Hansens kritik af John Paulsens bog? Meningen er god men når Amund Helland langer fra borde, for at komme nogen til undsætning,når Amund Helland langer fra borde: Helland skrev et hissig svar på Irgens Hansens anmeldelse av Familien Pehrsen i Dagbladet Nr.289, 21/11/82 (se brev 36, note 13). Hansen svarte samme sted. kan man gjerne bede den gamle bøn: gud frie os fra det onde, – det er: fra vore venner. Helland hørte hos Nicolaysens den aften, at vi talte om Hansens kritik. Siden sa’e han til mig: «nu skal jeg ta’e kyllingen af dage i Dgbldt. så bli’er du vel blid på mig.» Stakkels Paulsen! Jeg siger det så tidt, og det er skam af mig, for der er ikke noget ved at blive ynket. – – Du, som har været i krigen! Jeg har hørt at du var så tapper der. Og er det sandt at du har en kule i maven din? Det har Helland sagt, og jeg ved nok det er sandt, for du kunde ikke tåle at ligge på knæ sa’e du, kan du huske deroppe på dit værelse, og det er vist for kulens skyld. Å, du må endelig fortælle mig om alt det, hvert eneste gran fra krigen, du deilige, for at jeg kan blive endnu mere forelsket, endnu mere henrykt over dig, og endnu mere stolt af dig. Du aner forresten ikke hvorledes jeg allerede er det sidste. Du er jo et mirakel. Jeg troede ingen mandfolk igrunden kunde være rigtig tækkelig og fin og behagelig. Men der er én som kan, og det er den, som elsker mig. Nei, for selv de tækkeligste mandfolk er i virkeligheden utækkelige. –

– Ja, du tør bare prøve på at holde op med at skrive! Det er jo dine breve jeg har til at leve af gut, og så vil du lade mig sulte! Ja, hvis du gjør det, så holder jeg også op, så meget du ved det. Se mig til den kanalje. Jeg skulde «fylde dig med breve», og du skulde få lov til at ha’e det så mageligt, og bare ta’e imod. Jeg elsker dine breve. De er så søde og vidunderlige, lidt af dig selv; om de også er korte, er der så meget skjult i dem, ti gange mere end der er ord og bogstaver til. Og hvis mine breve er deilige, – jeg er så glad fordi du synes det, for jeg tænkte du var så misfornøiet med dem – så er det jo bare det, dine breve bli’er til indeni mig som du får igjen. Jo du skrive, så ofte det blot er dig muligt; om det også bli’er kort, det får heller være; du ved jo slet ikke for en fryd det er at se dit brev komme ind døren, – jeg føler, at jeg altid bliver hvid i ansigtet; og så at tage og læse dem! Jeg føler det, som om jeg vilde dø uden dem, og det vilde jeg sikkert. – Jeg er nær ved at blive noget rent ravruskende noget af glæde over at jeg snart skal møde dig, men «sindssvag» er det ikke. Og det må du heller ikke blive, for det kan du tro er fælt. Det har jeg været engang, ja, det ved du vel.det har jeg været engang: Amalie ble innlagt på Gaustad Sykehus høsten 1877, mens kampen om skilsmissen foregikk. Det var dengang jeg endelig, endelig, efter utrolige kampe med mig selv, efter udslidende vaklen og uvished om hvad der for gutternes skyld var det rette, omsider havde fattet min beslutning. Da det først var skét, vidste jeg med mig selv, at jeg heller lod mit liv, end tog den tilbage. Jeg havde ikke sovet, ikke spor af sovet i ni nætter, (og jeg som ikke kan leve uden megen søvn,) og da jeg så skred til handling, kom de allesammen, svigerinder og svogre, (jeg vil nu slet ikke tale om ham) og mor og præsten, og selv den gamle stuepige, som jeg var så glad i, og vilde sætte mig skranker, og troede at de ved sin tomme snak, kunde virke på mig, som endelig var bleven sikker i min sag. Å, du kan tro det var græsseligt! endnu går det gjennem mig, og endnu piner det mig meget at tænke på det. Allesammen kom og kyssede og klappede mig, og talte fornuft for mig; undertiden var der flere på en gang, undertiden tog de mig i énrum. Jeg sad ganske stille, og mælede ikke et ord, for jeg syntes det var så dumt hvad de sa’e, at jeg ikke kunde. Men når de så troede at ha’e udrettet noget, og affordrede mig et nei eller ja, fik de høre at jeg var urokkelig. Men så tilsidst kom hans ældste broer,hans ældste broer: Michael Skjelderup Müller, artillerikaptein, gift med Bolette Müller. som jeg altid havde været så gode venner med, og foreslog mig at jeg skulde lade det bero så længe. Han vilde indestå for, at jeg skulde få leve som om jeg slet ikke var gift, når jeg bare vilde holde skinnet vedlige. Å ja, han sa’e så meget som er for vidtløftigt, og der er så meget som jeg ikke får tid eller plads at fortælle her. Han skulde tale med ham, og forbyde ham at forulempe mig på den måde o.s. v. Træt og sløv og modstandsløs, gik jeg ind på dette. Michael, kan jeg huske som i en tåge, var så stolt af sin mægling. Jeg hører endnu den stemme hvormed han sa’e til Bolette: «ja, det var nok det jeg vidste, jeg fik hende til, stakkel.» Men så må du vide, at netop samme nat, da jeg endelig holdt på at sove ind, og efterat han udtrykkelig havde givet sin bror det løfte at lade mig i fred, – så kom han ind, og var skrækkelig, og så husker jeg ikke mere. Jeg ved at jeg havde fået hjærnerystelse, og var sengeliggende og talte forstyrret, og vilde altid være for låsede døre, og turde aldrig være alene, og følte en uafladelig angst for alt muligt, og huskede ikke at jeg havde to gutter, og vilde ingen anden se end stuepigen og doktoren. Så blev jeg sendt til Gaustad, og der var jeg i to måneder. Men jeg blev meget snart normal igjen. Det kom af at jeg havde så stærkt et legeme, og aldrig havde været syg e.c.t. De sidste tre uger var jeg ikke på asylet, men nede hos direktørens (fru Sandbergs svigerforældre)nede hos direktørens: Ole Sandberg var direktør for det nye asyl på Gaustad fra 1855 til 1882. der var så søde og gode mod mig, at de nødig vilde af med mig, skjøndt jeg længst var fuldkommen frisk. Havde der været det mindste spor af sindsygdom [sic] eller tæring eller sligt i vor slægt,tæring eller sligt i vor slægt: Det var en hel del «tæring eller slikt» i Amalies slekt. Flere av hennes søsken døde som spebarn, og det var sannsynligvis tuberkulosen som drepte Martin i 1874, Wilhelm i 1883, Bernhard i 1884, Ludvig i 1897. Hun var alltid uvillig til å innrømme at en slik sykdom fantes i hennes familie. så vilde jeg været kaput, det er jeg sikker på; men mine forfædre på min fa’ers side, var kraftige, prægtige bønderfolk, og derfor gik det, som det gik, tænker jeg. Siden den tid kom jeg ikke til Bergen. Lysten var omsider forgået dem til at «virke» på mig. Han skrev jo rigtignok masser af «rørende» bønnbreve, men jeg svarte ikke stort, og det jeg svarte var altid det samme. Så blev alt det med skilsmissen ordnet, og gutterne sendt mig til Fr.hald, hvor jeg var taget hen, for at leve sammen med den af mine brødre, som jeg altid har holdt mest af. Det var for gutternes skyld at jeg flyttede til Kr.ania, ellers var jeg gjerne blevet i Fr.hald. Jeg havde det godt nok der, og mig var det ligemeget, hvor jeg boede. Å hvor det endnu den dag idag er fælt, at mindes alt dette. Der kommer krybende over mig noget sort og klamt og uhumskeligt, og det fylder mig med en ubestemt ank,ank: uro, nervøsitet. som om det var noget jeg frygtede for, og ikke vidste hvad var. Det er stygt af dig at få mig til at tale om det, det var dette «sindssvag» som voldte det, for sindssvag har jeg været, og det med skik. Forresten sa’e direktøren, at jeg ikke havde været det, men deri ta’er han feil. – – – – – Du må ikke længes efter at læse hvad jeg har skrevet. Det er ikke noget. Du som er så kritisk, du får slet ikke lov engang til at læse det. Der er ingen jeg generer mig for som for dig. Heldigvis kommer du ikke at se det, før efter vort møde, da det næste hefte først kommer i januar tænker jeg.det næste hefte først kommer i januar: «Madam Høiers leiefolk» ble trykt i Nyt Tidsskrift 1882, s. 557–70 – det kom ut etter nyttår 1883. Det er bare en situation, og det er slet ikke pænt, må du tro. Stygt er det, græsselig stygt og trist. Jeg har sét noget lignende engang for mange år siden. Det hændte med nogle frygtelig fattige mennesker, som jeg undertiden var inde hos i Bergen. Al den elendighed, og at konen siden kom i straf som hun jo måtte komme, er aldrig gået mig af minde, og nu er det kommet frem på denne måde. Men det er en stor bagatel, kan du vide. – – Det var ikke morsomt hvad du skrev om Ingeborg. Hun er dog så altfor god til at gå hen og udjaske sig på denne måde. Jeg forstår ikke at en kvinde af hendes rang tørner sådan ud – jeg tænker ikke på hvad du skrev, som muligheden, men på hvad jeg selv ved. Hun er bleven en ganske anden end den jeg troede hun var, og end den hun vistnok også var i begyndelsen, da jeg kjendte hende. Men jeg holder fremdeles meget af hende. Hun er et glimrende menneske, det er givet. Om hende vil vi forresten ikke tale, når vi sés, – husk det. Jeg f.eks. kan ikke tale om hende, tør det ikke, forstår du. Det kan forresten godt være, at det er Ingeborg, som har forbudt Brandes at lade dig være nærværende. Hun havde nemlig taget dig det så umådelig ilde op, at du ikke havde hilst på hende. Jeg tror, at hun deri har sét tegn på et slags ringeagt fra din side, en demonstration om at du troede slet om hende, – jeg ved gjennem Pylle at hun kjender til det, der siges om hende – eller betragtet sig som personlig fornærmet, og er hun vred på et menneske, så er hun ikke at spøge med, – jeg kunde næsten kalde hende hevngjerrig. – – Nei, du har ret, jeg kjender slet ikke mig selv, ikke den jeg nu er bleven, for jeg er nemlig forvandlet. Å hvor jeg dog elsker dig, – alt er så sødt og godt med dig, så deiligt og trygt, og så denne vished for at jeg virkelig har fundet den jeg kunde elske. Du er så sød og god, eneste! At det nu er mig som sidder og siger det til en mand, en stor voxen mand, som jeg dog i grunden har sét så lidet til. Kan du forstå det? Ja, for jeg kan det ikke. Men det er det samme. Sådan er det nu engang. Jeg tror ikke at Ingeborg er sanselig kold, ja nok overfor Fritz, som hun ikke bryder sig om, men ikke i sig selv. Ja, det er det samme, – – hun er dog et sødt og deiligt mennneske, som er tusinde gange for god til at falde i mandfolks hænder. Jeg kjender ikke denne Brandes, men jeg afskyr ham på forhånd. – – – Du kan bare tie stille, – jeg har gået med dit smykke to gange. Å du ved ikke hvor jeg elsker det. Ret som det er, ta’er jeg mig en tur ind, og betragter det med forelskede øine. Om jeg så aldrig kom til at bære det, – – jeg har dog så utrolig megen glæde af det. Det var i to småselskaber, hos forholdsvis fremmede, hvor ingen kunde holde regning med mig. Men tænk dog dig, man beundrede det, og sa’e at man aldrig havde sét noget så smukt og eget, og man vilde endelig skaffe sig magen; men ingen spurgte dér, om hvor jeg havde fået det. Rød blev jeg naturligvis, men det var der ingen som så. Men ikke så Helland ser det, kan jeg gå med det. Det har jeg også «med alderen», – ja jeg mener mistet respekten for menneskeliv. Jeg kunde således så godt finde mig i at blive skudt, når jeg virkelig havde fortjent det, af dig f.eks. Det er jo bare at ta’e sig tilrette, sin lovlige ret. Selv vilde jeg ikke dræbe, for jeg kunde ikke blive så vred på nogen, ikke engang på dig, fordi der dog er gået noget istykker indeni mig, og det må vel være den tro til livet, der, når den skuffes, gjør fortvilet. Men forresten nu, siden jeg virkelig elsker et menneske, kan det da måske være, at jeg er bleven oprindelig nok til at kunne, i allefald ha’e trang til at slå ihjel. Jeg har læst igjennem dit brev. Hvor deilig du er! Længere er mine breve vistnok, – ja til den grad at du skulde skamme dig, – men deiligere, – umuligt! Jeg skriver jo så kjedeligt, jeg! Sig mig, – er det vist at du ikke synes det, du?

Ja vist er det strømpelæsten! Du fornærmer mig med denne spørgen. Som om strømpelæsten ikke er den rigtige betegnelse – «Strømpefødder», – hvad er nu det for noget! Der er ikke mening skabt i det. Eller som om jeg skulde skrive så utydeligt, – ja det gjør jeg nu forresten; men det gjør du også, min gut! Der er ord i dine breve, som jeg aldrig har fået bugt med. Men jeg har været mere tålmodig, jeg. Naturligvis kjender jeg Irgens Hansen. Alle har sagt han var en råas,en råas: pøbelaktig, ukultivert. men jeg har, så ofte jeg endog har truffet og talt med ham, ikke vidst i hvilken grad det var sandt, før nu. På søndag hos Thaulows jeg ham ikke. Gunnar H. kjender jeg også lidt til.Gunnar H.: Gunnar Heiberg var en del av Amalies omgangskrets i Kristiania. Han er med alt sit umådelige rangleri nokså velopdragen og dertil altid tækkelig, selv når han siger til en dame, at hun er det nydeligste og skjønneste han har sét. Og han er vittig; ofte lader han det gå ud over sig selv, og det bli’er man lidt kjed af, for han bruger det formeget til pynt over sin mangeartede misère. Så den Ostermann har gjort et godt indtryk på dig. Det sa’e også Helene, fru Sandberg, mener jeg. Med mig var han meget lidt sammen. En aften på en tur til troldvandet, hvor jeg talte lidt med ham, – det var det hele. Jeg syntes han var nok så kjedelig, forresten velopdragen. Men Helene og han var gode venner. Det glæder mig at høre, at han talte fint om hende. Hun er nu så altfor uforsigtig i sin opførsel, ikke som snærperne mener det, – men hun udleverer strax hele sig selv, og det bli’er altid misforstået. Jeg var gal på Osterman [sic], fordi jeg troede at også han tænkte ækelt om hende; det gjør godt at høre, at jeg har taget feil: Om jeg elsker dig ganske forskrækkeligt meget? , at det ta’er pusten fra mig at tænke derpå. Om jeg gjerne vil kysses af dig og vækkes med et kys af dig? Du skal få at se!

Din Amalie



39. Erik til Amalie

Fredag den 24 November [1882]

Amalie, Du er et vidunderligt Menneske. Du taler sådan ind i min Sjæl, at det er som havde Du spurgt mig først, om hvad det er for Ting jeg kan forstå og føle – der er ikke en Tone, ikke en Mellemlyd i hvad Du skriver, som jeg ikke tager ind i mig i samme Nu som mit Eje – å Amalie, jeg kan som jeg sidder her på Kontoret ikke få sagt blot en Tusindedel af den usleste lille bitte Snus af en af de fra sin inderste Grund til sin yderste Spids lykkelige Forestillinger, hvormed jeg forsøger at omklamre Dig på ethvert Punkt. Amalie det er næsten for lyksaligt at tænke sig, at jeg i mit Liv skal, om det så kun bliver i Dage fylde hele hele mit Hjerte, hele mit Jeg med en Glæde, der bliver større end alle mine Drømme. Ja, Du har Ret, det bliver Alvor, lyksalig Alvor når vi mødes – en Indvielse. Stump hvor er det muligt, at Du er så nøje det, der griber ind i hver af mine Sjæleporer. Hvor er det dog sikkert at vi to skulde sammen!

Men jeg har ikke Sekund [sic] at give bort. Du må endelig tage større Konvoluter og formodenlig også af bedre Stof. Dit sidste Brev var sprængt i Kanterne, da det kom til mig.dit sidste Brev: brev 36, skrevet 14/11. Bliv ikke bange. Det var ikke læst af uvedkommende. Jeg kunde føle det ved at lukke det op. Den svage Sammenklæbning af Blækket fra de to Sider der mødes, som øjeblikkelig tabes, når Papiret blot en Gang har været lukket op, var fuldstændig bevaret. Brevet var kommet den Dag – Onsdag altså – da jeg var borte og tog imod mig, da jeg dødstræt Kl ½ 4 Nat mellem Onsdag og Torsdag efter at have skrevet min Beretning og læst Korrektur på den, skrubsulten stod i min Stue. (Du har jo fået Avisen med Beretningen om Henrettelsen?)Beretning om Henrettelsen: Eriks artikkel, «Anders Nielsen Sjællanders Henrettelse», sto i Morgenbladet 23/11/82. Det er en saklig og rystende beskrivelse. Jeg kunde da ikke nænne at åbne det af Postvæsenet her sammenklæbede Brev. Jeg var for angreben til at læse det. Om Torsdagen, igår altså, måtte jeg læse det i tre Repriser: Sådan er mit Liv! Men det er næsten godt. Jeg får ikke Tid til at fortvivle – Tirsdag Morgen rejste jeg, efter Mandag Nat at have arbejdet til Kl ½ 1 og være kommen i Seng Kl næsten 2. Kl 5 om Eftrmdg nåede jeg Nakskov, talte med en Mængde Mennesker til Kl 10, gik i Seng Kl 11, var oppe Onsdag Kl ½ 6 overværede Henrettelsen, skrev nogle Notitser, rejste tilbage, var i Kbhvn Kl 9, kunde begynde at skrive Beretning Kl 10 og fortsatte så uden Aftensmad – jeg havde på Vejen på en Jernbanestation slugt en Bøf – til kl 3 under så fortvivlede Forhold, at alt som et Stykke Papir var fuldt beskrevet løb en Sætterdreng afsted dermed, og de første Korrekturstykker kom tilbage, måtte læses og afleveres, inden jeg endnu var halv færdig med Beretningen. At den endda hænger så meget sammen, som den gør, synes jeg virkelig er ganske bravt. Men er et sådant Journalistforfatterskab ikke utåleligt? Det er netop det første løse Udkast, der går i Publikum. Ikke en Snus mere. Det er ikke let at få kunstnerisk Virkning frem på denne Måde. Hvad synes Du om min Beretning? – Det er anden Gang jeg har skrevet om en Henrettelse. Min første Beskrivelse var min Debut i Morgenbladet.min første Beskrivelse: Eriks artikkel «Henrettelsen i Klejtrup», om Rasmus Pedersen Mørkes henrettelse ved Hobro, sto i Morgenbladet 7/1/81. Den er formet som et innlegg mot «det skandaløse og pinligt unyttige, som sker ved denne Lejlighed». Den gjorde umådelig Virkning. – Jeg skriver ikke om selve Tingen, det kan vi tale om som om så meget meget andet når vi ses – jeg mener om mit Indtryk mine Følelser ved en sådan Lejlighed. – Så Søde, kommer en Afbrydelse jeg respektere. Jeg har haft mindst 5 mens jeg har skrevet dette.

Aften

– Klokken går til 12. Jeg venter på de sidste Småartiklers Fremlæggelse fra Korrektørens Hånd. Min Elskede, kun to Ord endnu. Du har haft så fuldstændig Ret som mulig i at blive i Kristiania og ikke tage med til København, når Du ikke vilde bryde med alle Former og bryde Dig Pokker om alle de andre for at springe i Armene på mig – og det havde været topmålt ubesindigt. Den Lidelse det vilde have skaffet os begge – som Sagerne nu stå – at Du var kommen herned, har Du med dit usigelig søde og kloge Hoved og Hjerte rigtig følt og jeg elsker Dig om mulig endnu højre [sic] for det. Du skal komme til København når Du netop kan være fri for at falde i afskyelige Menneskers Snarer, som enten ikke kende mig eller ikke ville have med mig at gøre. Du kan begribe, at en stor Del af mine Fantasier om Dig dreje sig om at have Dig her nede og opleve alt muligt sammen med Dig. At jeg dog ikke har en Smule Formue, så Amalie fandt vi nok på en Mulighed til at gifte os – Sig mig vilde Du være bange for det, hvis det kunde gå for dine Forholds Skyld? – Nå, Du skal nu slet ikke købe Katten i Sækken og Du skal slet ikke elske mig, før til Jul når Du rigtig får set på mig. Folk siger jo at jeg er så umoralsk! Hør sig mig, spørger Du ikke altid når Folk bagtales: Hvor ved De nu egenlig alt det fra? Det gør i Reglen god Virkning. Elsk mig sødeste Kvinde i Verden!

Din Erik



40. Erik til Amalie

Søndag den 26 November [1882]

Amalie, jeg er næsten syg af Længsel! Dine to sidste Breve! Om jeg elsker dine Breve, om de er søde? – ak spørg mig ikke, det er noget helt Snak at svare derpå! Men de gør mig urolig i Sindet af så blød og bevæget en Længsel, som Du næppe ret kan tænke Dig. Det er godt med mit meget Arbejde – levede jeg som i gamle Dage med mange Timer til mine egne Tanker, så véd jeg egenlig slet ikke, hvorledes det skulde gå. – Der har siddet et Menneske hos mig for at tale om en Artikel til Bladet, en interessant og dygtig Mand; han stjal en Time fra mig, som Du skulde have havt, jeg var tilsidst næsten uartig imod ham for at få ham til at gå. – Ven, da jeg i Fredags Nat Kl næsten 12 havde lagt mit Brev til Dig i Postkassen og gik ind på et Konditori for at spise til Aften, traf jeg der Fritz. Han var meget venlig, og omtrent det første han sagde til mig var, at han lige på et hængende Hår havde fået «vor fælles Veninde Amalie» med til København. Så nær som jeg var ved at sige: Ja det véd jeg nok! Min Stump Du var bleven hvid af Skræk, om Du havde anet, hvor langt Ordene var fremme på min Tunge. Men jeg fik sagt: Ih nej da! – «Men hun kom ikke med, for hendes Broder turde ikke lade hende rejse med mig.» Og Fritz lo fornøjet ved Tanken om den Fare, Du var bleven reddet for. Han sagde også, at han skulde hilse mig fra Dig. Jeg håber, at det er sandt. Senere talte han yderlig godmodig om Dahls Artikel,Dahls Artikel: se brev 36, note 17. som han, så vidt jeg forstod, havde læst, forinden den forelå i Trykken. Jeg kender den ikke. Heftet er vistnok endnu ikke kommet til København; men Dahl talte til mig om den i Sommer, uden at jeg dog fik Formodning om, at den skulde blive det Fotokopi den er blevet. Så aftalte Fritz og jeg, at vi som i Går Aftes (Lørdag) skulde mødes i stort Kompani oppe i Studentersamfundet – Du véd den nye oppositionelle Studenterforeningden nye oppositionelle Studenterforening: se brev 28, note 6. – og for Resten opfordrede Fritz mig dog endelig til at se op til Brandes, for der var han «hele Dagen». De andre, der var til Stede, lo stille hver for sig over Ægtemanden. Den gamle Historie! Da jeg så kom hjem, lå dit Brev til mig. Du søde Kvinde! Jamen Amalie, Du er så yndig, at det ikke kan siges. Som jeg ikke bryder mig en Snus om at Du er smuk. Jo naturligvis har jeg og vil jeg have min store Glæde deraf, men det har ikke og vil fremdeles ikke bedåre mig, nej det er det, at Du er så god. Du Elskede, hvor var der alvorlige Ting i dit Brev. Men det vil jeg ikke tale om nu. Jeg kom ikke i Går sammen med Fritz. Jeg var i Middagsselskab, og en kær lille ung Frue – hun er rigtig smuk – bad mig efter Selskabet tage hjem med hende til Manden, der er Violincellist i det kgl Kapel,Violincellist i det kgl Kapel: må ha vært Fritz Bendix, den gang gift med Eugenia Heusinger fra Dresden (som senere giftet seg med Karl Gjellerup). Søsteren kan ha vært Anna Bendix. og fordi en Opera gik ikke kunde være med i Selskabet. Det gjorde jeg så, og vi fik i Følge Mandens Søster, som er, og navnlig har været umådelig forelsket i mig. Jeg har nogenlunde godt før kunnet klare mig med disse Damer – de forelskede – naturligvis med nogen Bumren, men nu er jeg ren Virtuos i Tingen. Vi bliver gode Kammerater. Ja en Undtagelse danner en lille brav ubehjælpsom energisk Dame, som sidder og sørger. Og hende har jeg for et År siden også kommet til at gøre en Slags Fortræd, men det var hendes egen Skyld. Den Historie skal jeg naturligvis fortælle Dig, hvis Du gider høre den. Amalie Du er naturligvis ikke for Alvor skinsyg, og jeg må nok have Lov til at drille Dig en lille Smule med de pæne unge Fruer jeg kender. De er lidt kedelige allesammen, men t.Eks. denne sidste unge Frue fra Dresden er meget indtagende med sit umiddelbare, blide, nervøse Væsen og ret snurrige Indfald. Mandens Søster er brav og meget talende, jevnt fornuftig men uinteressant. – Da jeg blev opfordret til at følge hjem til Manden efter Selskabet, blev jeg dygtig ked af det. Jeg vilde hellere have set Fritz på ny, fordi det forekom mig, at det var ligesom en Smule med Dig. Jeg glæder mig allerede til at skulle have noget at fortælle Dig om ham og om Aftenen i Studentersamfundet. Men det var rigtigt, at jeg lod som om jeg blev glad for Opfordringen. Disse Mennesker viser mig megen Velvilje, og den unge Frue er ikke så lidt bange for, at jeg dog ser hende noget over Hovedet. Altså hvor jeg kan, yder jeg hende min ridderlige Hyldest. Hun er af Småfolk og har været forskræmt. Jeg og en Ven af mig – With,With: se brev 5, note 2. det Navn skal Du lægge Mærke til, for han er min Ven – have Fortjenesten af at have taget det Forskræmte fra hende og givet hende Mod til at være efter sin Natur, altså givet hende en mange Gange forøget Fornøjelse af at leve i den Kreds, hvor hun færdes. Vi gjorde det planmæssig, og det morsomste er, hun aner ikke, at det er os hun kan takke for den Forandring, der til alles – ikke mindst Mandens – Forundring og Glæde er foregået med hende. Jeg tog først fat, så gjorde With det næste Arbejde og gjorde det i Grunden bedre – ham holder hun rigtig af Hjærtet af, mere end af mig. Manden er bleven dygtig forelsket i sin Kone på ny – hun havde pint ham en Del. Er det ikke morsomt? For hun er en lille original og god en, og det så jeg og tvang With med ind i Opfattelsen, og så gjorde vi to Pebersvende et rigtig pænt Stykke Arbejde. Men jeg er vis på, at Folk naturligvis har sagt, at jeg har været forelsket i min Vens Kone. [Innsatt:] Spring nu i Tanken! – Amalie, min sødeste Pige, du må ikke for Alvor være Angst. Snak, Snak, tro nu ikke, at jeg ser forkert på det. Jeg skal nok være sød og god. Men Elskede, vær Du nu også vis på, at Du vil være god af Hjærtet, vi må mødes – Så! så taler vi ikke mere om det. Kys mig og vær god.

Mandag

Jeg blev afbrudt igår. Så skulde jeg spise hos min Moder og i Kasino om Aftenen for at se «Guldfluen», den unge «Miss» der svæver i Luften i en Platintråd, man ikke ser.«Guldfluen»: Miss Ænéa (Guldfluen) opptrådte 26/11/82 i Kasino i Kalifen paa Æventyr, en komedie av Erik Bøgh. Hun var pæn, så fin og let og absolut uden Klæder på. Hun var nydelig. Bag efter faldt jeg i Røveres Klør og måtte svire med dem. Jeg kom hjem i morges Kl 4 og er nu stået op Kl 9 foreløbig uden Hovedpine det er et helt Vidunder; men det er vist fordi jeg hele Tiden igår Aften og Nat tænkte på, at jeg skulde op som nu for at slutte mit Brev til Dig. Det skal være på Posthuset ½ 11 og jeg har en halv Times Vej dertil. – Du lille Stump Du røber jo en grænseløs Uvidenhed med dit Broderlands Geografi: Jønkøping er en stor Stad med mægtige Fabrikanlæg, jeg antager, at man kan leve højst komfortabelt der. Men under alle Omstændigheder bliver det vist det ene rigtige, at vi mødes først i Gøteborg, og så flygter vi sammen fra denne farlige By. Jeg kan rejse den 25 Kl 11 fra København, så må jeg formodentlig i Løbet af Natten kunne være i Gøteborg. Når kan Du tage fra Kristiania? Jeg skal naturligvis nærmere studere Rejselister osv. men når vi samme Dag tage fra Hjemmet må vi vistnok bekvemt mødes i Gøteborg.

Amalie, jeg har læst det Sludder igennem jeg har skrevet. Hvor det er klodset! Det skulde jo have været langt og helt anderledes. Nu er jeg vis på, at Du har læst næsten to Sider med en ubehagelig Fornemmelse i Brystet, fordi jeg ikke i samme Nu kan med et Smil eller et Tonefald forklare Dig hvorledes det hænger sammen med den «kære lille unge» Frue. – Jeg havde Lyst til at rive mit Brev i Stykker, for det har slet ikke været i mine Tanker at volde Dig denne ækle Fornemmelse i Brystet som jeg kender fra de Par Gange Du har talt for længe om en eller anden Mand. Jeg må afsted!

Din Erik



41. Amalie til Erik

Søndag aften sent 26de nvbr. [1882]

Jeg har været i stor middag idag, frygtelig fin med bare konservative mennesker, hos min bro’er [sic] svigerforældre.min bro’er svigerforældre: Wilhelm hadde vært gift med Regine Prebensen; hennes foreldre var Jacob Wetlesen og Wenche Grove Prebensen. Så, da vi kom hjem, gik jeg med ind til min bro’er, – han vil altid så gjerne ha’e en aftenspassiar, og så lokker han mig med cigaretter og fin vin. Af vin havde jeg forresten fået nok i forveien, så det kunde ikke friste mig, men cigaretten kunde jeg vanskeligere modstå. Nu har jeg taget af den trange, ækle kjole, og fået slåbrok på, og nu sidder jeg her hos mig selv, for at sladre lidt med dig du sødeste af alle i verden. Jeg er bange for at jeg holder på at lægge mig ud om dagene, thi alle mine kjoler er så stramme, som de aldrig før har været. Bare jeg ikke bliver for tyk, det vil skjæmme mig ud, og så vil du kanske ikke synes jeg er pen nok længere. Også idag har jeg båret din brosche, den er ubetinget den sødeste og smukkeste brosche i verden. Ingen spurgte hvor jeg havde fået den, men flere stod og beundrede den. Naturligvis har jeg spillet l’hombre; vi begyndte ved kaffen og sad frygtelig flittig lige til vi skulde spise aftens. Jeg havde to soloer i kulør og en tout. Det var en morsom l’hombre. Siden blev der danset lidt. Jeg var med i en francaise, men var for mæt til at kunne danse runddanse. Imorges fik jeg dit «Morgenblad». Det var så morsomt. Hvor godt det var skrevet det om mordet på den arme fyr; så knapt og malende. Og hvor oprørende! At du virkelig kunde holde ud at være tilstede. Jeg vilde ikke ha’e været der for 5000 kr. Det var en pine fra først til sidst at læse det igjennem. Hvor jeg ser det arme offer, der stod og frøs, og blev så umenneskelig langpinet. Men hvor det høres bondeagtigt ubehjælpeligt og barbarisk forklodset alt det. Da gik det dog anderledes expedit og praktisk for sig, da Vallin blev henrettet i Bergen for år tilbage.da Vallin blev henrettet i Bergen: En svensk mann, Wallin, ble henrettet ved halshugging i Bergen i 1876. I dette året foregikk de siste henrettelser i henhold til straffeloven av 1842. Dødsstraff i sivile saker ble avskaffet i Norge i 1902. At du virkelig var istand til at se det! Var det også dig der havde skrevet anmeldelsen af Thyra?anmeldelsen af Thyra: Marie Colbans fortelling Thyra ble utgitt i 1882. Den ble anmeldt anonymt i Morgenbladet 23/11/82 som «et fortræffeligt Exempel paa, hvad det vil sige at skrive rigtig ukunstnerisk». Det var det vist, for den var så god. Hvor jeg længes efter dig, og hvor jeg glæder mig forfærdelig til det øieblik jeg skal falde dig om halsen og kysse dig. Tænk om de andre vidste det! Hvor de vilde forbauses. Men det er så morsomt at gå og narre dem allesammen. Bare der nu ikke kommer noget iveien, at jernbanetrafiken stanser på grund af sne eller snestorm, eller noget andet galt, eller at et af trænene forulykkes underveis, så at den ene ikke finder den anden. Hvor det vilde være græsseligt! Du må være kommen til stedet lidt før mig, så du kan være på stationen, og ta’e imod mig. Nei det bli’er altfor deiligt; – bare jeg kunde lade være at glæde mig, for jeg har en følelse af at jeg kunde blive rent syg af at gå og længes efter at tiden skal komme. Om en måned, hører du, om en måned skal vi sés! Godnat min elskede! min deilige, min ubegribelige! Bare det nu ikke varer forlænge, før jeg får brev fra dig: Imorgen er det mandag. Da pleier der at komme, men jeg vil prøve at ikke vente for sikkert, for det er så ondt at bli’e skuffet. Jeg elsker og kysser og omfavner dig! Godnat!

Mandag aften sent. Ved du at jeg er formelig oprørt over den måde hvorpå du tilbringer din tid. Det er jo virkelig umenneskeligt. Og hvad i guds navn skal det betyde?! Er der kanske nogen anden, der arbeider på den vis i hele verden! Langtifra! Man har sin arbeidstid, men man har også sin tid, hvor man er færdig med sit arbeide. Alle mennesker har jo sin aften fri, medens du, uf, det er til at ærgre sig over. Og når jeg bare kunde begribe hvad det skulde være godt for. Får du kanske en voldsom betaling for det, 10,000 spd. om året f.eks.?10,000 spd. om året: Speciedaleren var hovedmynten i det norske myntsystem av 1816. Ved overgang til kronemynten 1874 var 1 speciedaler verd 4 kroner. Hvis vi var gift sammen, så kan du stole på, du ikke skulde få ture således frem, – det vilde være det første, vi blev uvenner om, og hvis du ikke lod dig sige, så vilde jeg mindst 3 gange om ugen gi’e dig noget ind i maden til at blive syg af, så jeg fik beholde dig hjemme de hele dage. Nei, men det er dog virkelig forgalt, hvis det, at være redaktionssekretær fører med sig, hvad du har at udstå, så kan jeg virkelig ikke udgrunde, hvorledes det går til at man får et ordentligt menneske til at befatte sig med det. Man kunde jo ligegodt sidde på slaveriet. Og hvem er det som vil, at du skal ha’e det på den måde? De skyldige burde drages for retten, og dømmes til en ordentlig straf, pengebøder var altfor lidt. Ja, jeg er virkelig så sint, og da jeg ikke ved hvem der er ophavsmanden, går det ud over dig. At tænke sig alle de umanérlig urimelige klokkeslet hvoraf der er en vrimlende mængde i dit brev. Jeg kunde næsten fristes til at spørge: hvad er det så du driver på om dagene, når du har denne sjau om nætterne? Det er uforsvarligt, og utåleligt og selvmorderisk, det er mit sidste ord! Og ikke dine måltider engang får du tid til at passe. Du er en sørgelig en, og det græmmer mig, at du er det. – –

Din beretning stod forresten allerede lørdag aften i «Dgbldt»din beretning … i Dgbldt.: se brev 39, note 2. Eriks artikkel ble trykt opp i norsk Dagbladet nr. 293, 25/11/82, under tittelen «En Samfunds-Skandale», som «et Vitnesbyrd om, hvilket oprørende Barbari Dødsstraffen er.» men jeg læste den naturligvis op igjen i din avis. Netop som den er, gjør den mest virkning. Folk siger den er så god. Mine gutter læste den, og var så indigneret og medtaget over den. «Det er gut, som kan skrive det» – sa’e Jakob, og så spurgte han om jeg kjendte dig. Å hvor jeg blev undsélig du, – det var så rart at sidde og være det ved et spørgsmål fra ham. – Du kan tro her er kjedelige greier om dagene med det liberale parti.det liberale parti: Venstre ble formelt stiftet som parti i 1884. Der er så mange misligheder, så meget «has (nu forstår du vel ikke det ord igjen) i plukfisken»«has i plukfisken»: dvs. mye rot; folk har ikke oppført seg som de skulle. at gud ved hvad ende det ta’er. Der er ikke værendes noget steds, hverken i den ene eller anden leir. B.B. har formelig undsagt Sverdrup, og truet ham med offentligt modskriveri i – hvad synes du – Aftenposten!B.B. har formelig undsagt Sverdrup: Bjørnson støttet opprinnelig Venstre, og bidrog sterkt til valgseieren i 1882, men snart etter kom han i konflikt med partiet og Sverdrup. Han reiste til Paris og ble der i fem år. Fru Wullum, også kaldet «Inden»fru Wullum, også kaldet «Inden»: Det har ikke vært mulig å finne bekreftelse på dette pseudonymet. (Se Hanne Engberg: En frigørelseshistorie. Margrethe Vullum 1846–1918. Gyldendal, København 1994.) har i hu og hast måttet reise til Gøteborg for at snakke B.B. tilrette, og få ham til at afstå fra sit forsæt, hvad han også har lovet foreløbig. Hun havde nok forresten havt meget at stå i der – B.B. havde været voldsom mod hende, og Hedlund især havde været slem.Hedlund: Bjørnsons venn S. A. Hedlund, sjefredaktør på Göteborgs Handels- og Sjöfarts-Tidning. Og så er der naturligvis kommen ud rygter om at hun har været i Gøteborg for at iværksætte, hvad hun netop har opbudt alt for at hindre. Stakkels fru W! Hun har ikke lykken med sig; og så kan man slet ikke like hende; ingen, absolut ingen kan det. Tænk dig, hun har sågodtsom ikke ét eneste kvindebekjendtskab her i byen, når jeg undtager mig, og jeg får desværre så lidt tid til at være noget for hende, for jeg er så optaget på så mange andre kanter. Selv i den såkaldte liberale damekreds, vil man ikke for nogen pris ha’e hende med. Det går så vidt, at man vender om uden at komme ind hvis man af pigen får at høre, at fru W. sidder inde hos mig. Hun har det virkelig så ondt her i byen. Jeg håber blot at hun ikke føler det i samme grad, som andre ser det. Og det er bare fordi man finder hende kjedelig og sær og nogle andre småting. Der er ingen anden grund. Det om B.B. og Sverdrup taler du selvfølgelig ikke om. Når jeg træffer dig, skal jeg fortælle dig mere derom, hvis du husker at spørge mig, men det gjør du naturligvis ikke. Alt det vi skal tale om da! Det er at lide på, at vi glemmer altsammen. – –

Hvor du har gjort mig glad ved at sige at jeg ikke skulde være kommen derned. Ja, det var jeg nu forresten så vis på du vilde, men alligevel; du er så ubeskrivelig sød i det du skriver om det. Å du er, du er så uudholdelig deilig og sød. Men det om «afskyelige menneskers snarer», som «enten ikke kjende dig, eller ikke ville have med dig at gjøre», er mig dog en smule dunkelt. «Når du netop kan være fri for at falde i afskyelige menneskers snarer», – jeg grubler forgjæves over det ord. Men ligemeget, – det gjør intet til sagen. Det er vist lige deiligt for det. Alt hvad du skriver, elsker jeg. Begyndelsen af dit brev, var især utrolig sød og elskelig. Om du også bare kan skrive ganske lidt om gangen, – jeg er så henrykt, så sjæleglad og lykkelig ved at få det, – for du begriber jo nok, hvorledes jeg elsker dig. – Men kl. er meget mange. Jeg har været ude i aften igjen i vor klub, og kom senere end ellers hjem. Om jeg vilde være bange for at gifte mig? Var jeg bleven spurgt om det for en måned siden vilde jeg være sprungen forskrækket tilbage, og selv nu siger jeg, – ja. At gifte sig er dog så sin egen sag. Og især når man ved hvad det er for noget. Desuden, – det er jo af så mange grunde en umulighed. Men gud ved, hvordan det skal gå mig uden dig, – det er det, som er det fatale. Men så bli’er der vel altid råd til at sés idetmindste to gange om året, tror du ikke elskede? Det er jo intet når det skulde være bestandig men dermed er ingen råd. Godnat elskede!

Tirsdag morgen.

Du har måttet læse mit brev i tre terminer; – ja noget under er det ikke, selv om det var et menneske, der havde en normal emploi, hvad du ikke har, utåleligt! for det var jo hele folianter du fik. Jeg skriver vist for langt ad gangen; men det kommer jo af min grænseløse snakkesalighed, som du dog gjør bedst i at vænne dig til, hellere først end sidst, siden vi nu engang uoprettelig er faldne i hinandens snarer. Siden vi skildtes her i Kr.ania, er det dog mig som har talt mest, så jeg har jo mere end «squaret» op min dumme taushed under vort smule samvær. Der kom alligevel brev fra dig igårmorges, – ja du er en herlighed, – det er jo så klart som at 2 og 2 er fire.

Også «Verdens Gang» har en beretning om henrettelsen, fra Dagsavisen.«Verdens Gang» … beretning om henrettelsen: Den usignerte artikkelen «En Henrettelse» står i Verdens Gang 28/11/82. Den siterer A. Cantor og E. Skram. Dine slutningsord har den dog måttet medtage. – – Jeg vilde hellere vort møde skulde fundet sted efter nytår, men når du ikke kan da, er der jo ingen råd for det; thi se dig, vil jeg. Det bli’er dog nok lidt vanskeligt for mig at komme afsted på den tid, men jeg håber dog at greie mig såpas, at der ikke vækkes nogen mistanke. – Hvor den er god den skitsen i «Ude og Hjemme» som hedder «Tøbrud». Det er jo Holger Dr.manns søster, som er forfatteren.Holger Dr.manns søster: Skissen «Tøbrud», skrevet av Arne Vendt, står i Ude og Hjemme 15/10/82, s. 25–28. Arne Vendt var pseudonym for Erna Juel-Hansen, søster til Holger Drachmann. Hun bli’er vist flink, ja hun er det jo allerede. Jeg må slutte her, for jeg skal til byen strax; jeg har en hel del at udrette idag. Jeg går nemlig så skjælden til byen, for det er så kjedeligt; men så kommer der gjerne en masse på en gang. Ieftermiddag skal jeg læse korrektur med Knudzon, og siden skal Sars komme op, og tale om noget, – jeg tror det er om anmeldelsen af Pehrsons. Adiø sålænge du meget elskede.

Din Amalie

[Tilføyelse på baksiden av papiret]:

Nu har jeg ingen anden konvolut før jeg får kjøbt i byen idag. Bare den holder! Sig mig om den har.



42. Erik til Amalie

Mandag Aften den 27 Nov. [1882]

Du sødeste Amalie, vil Du blot se hvad Du har skaffet mig på Halsen! Men jeg hævner mig grusomt. Jeg sætter mig hen og skriver en Anmeldelse, og så får du intet Brev!en Anmeldelse: Amalie hadde visstnok fortalt John Paulsen at Erik hadde skrevet positivt om Familien Pehrsen, så han var nødt til å anmelde det. For Resten, der må vistnok indtræde en Standsning i mit Skriveri til Dig. Jeg er nødt til at tage endnu mere Arbejde på mig for at få noget af den uhyre Juleliteratur anmeldt hos os. Brandes har rent gjort strike, han rører ikke en Pen nu på fjerde, femte Uge eller måske længere endnu. Det er den megen Kærlighed. Du Amalie, hvor dette med Kærlighed er demoraliserende! Hvad siger ikke Du – eller sagde! Barn, Barn det er vist gået rent i Stå med dine Principer. Du sødeste Kvinde, hvor er jeg glad i Dig. Men hvis nu Paulsens Lovsang over Dig gør Dig for venlig mod ham, så ve over dit Hoved! Det Væggetøj er vistnok kommen i en heldig Stund nu da Du skal kæle for Staklen. Hvem er det, som i Lørdags tager sig af ham i «Dgbl»?tager sig af ham i «Dgbl»: Mathilde Schjøtt (MS) anmeldte Familien Pehrsen i Dagbladet Nr. 293, 25/11/82.

– Nu har jeg læst Artiklen. Af Bogstaverne ser jeg, at det er Fru Schiøtz, som Du forleden omtalte. Det er godt «skrevet». Hør Du jeg har umådelig Respekt for jer norske Kvinder. Hun skulde ikke skælde på os stakkels danske. Sig hende det. Vi gør ingen Fortræd mere, og det om fru Colban er noget Snakkeras. I det Numer af Mrgbl. jeg sendte Dig – Du har formodentlig modtaget det senere end Du har læst min Artikel i «Dgbl» – har G. Heiberg skrevet Kritiken over «Thyra». – Jeg gør mig en hel Fornøjelse af at sende Dig Udklippet en Føljeton, som hvem har skrevet? Gæt.en Føljeton: «Brev fra Landet», som sto i Morgenbladet 26/11/82, signert «Kirstine». – Ak Amalie, kunde jeg sidde oppe i Kristiania og sysle med literære Sager og blive klogere for hver Dag og finere af at komme i dit Hus! Her nede bliver jeg dummere og grovere for hver Minut jeg slider i Morgenbladets Tjeneste. At Du gidder have noget med mig at gøre! Jeg er så dum, så hestedum og og ufin. Amalie, jeg havde Lyst til at kaste mig til dit Bryst og suge din Sjæl ind i mig – og Du skulde have skrækkelig lidt Klæder på ved den Lejlighed. Søde, jeg elsker Dig.

Hvem er -ea- i Dagbladet? Det er en fornuftig Kritik over «Puppe og Sommerfugl», der stod i Fredags. -ea- i Dagbladet: -ea- var Irgens Hansen; hans kritikk av Puppe og sommerfugl sto i Dagbladet Nr. 292, 24/11/82. Var Du til Opførelsen den Aften? – –

Der er indtrådt en lille Standsning i Arbejdet, Kl. er ½ 12 min Mave skriger af Sult. Nu må jeg naturligvis i Aften igjen ned på den væmmelige Knejpe med Nattesværmerne for dog at få en Smule Mad inden jeg sover. Og jeg som først kom i Seng Kl. 4 i Morges. Rædsomt det ender! Og imorgen har jeg lovet at komme til Maleren Tuxen Kl 11 og stå Model til en allegorisk Adelsmand der hylder en nøgen «Danmark» tror jeg.Maleren Tuxen: Lauritz Tuxen malte et loftsmaleri til Frederiksborg-Museet som ble kalt: «Danmark, som modtager Stændernes Hyldning». Billedet ble utstilt i 1883. Det er en Bestilling til Musæet på Frederiksborg. Tuxen er den dygtigste af vore yngre Malere måske dog efter Krøyer – nej jeg tror dog over ham. Du søde, kunde jeg dog gå på Malernes Udstilling med Dig! Vi skulle lære så meget af hinanden. Ser Du godt på et Maleri? Ja naturligvis gør Du det. Jeg elsker at betages af Beundring lige over for et Maleri. Lidt kan jeg se, men trænger til Udvikling i «sikker» Farvesans. Har du det? – Kys mig, God Nat Elskede, Du er yndig, jeg er sulten. Vi ses snart. Vi skal køre i Kupé sammen!

Din Erik

[Tilføyelse på første side]:

Det er jo noget Sludder jeg synes slet ikke om Paulsens Bog.



43. Amalie til Erik

Fredag 1ste dcbr. [1882]

Når et menneske i den grad som Helland har fået påtrængenhedens nådegave, så er der intet udkomme med det. Jeg sad ved mit arbeide forrige lad mig se – fredags aften, da jeg hører min bro’r med den venligste stemme af verden vise nogen ind til mig, og et øieblik efter stod der to personer i stuen. Paulsen havde spist middag hos Helland, og så havde H. tvunget P. til at følge med ham til mig, for at foreslå mig, – hvad synes du – at jeg skulde gå med dem i theatret o.s. v. Slige banditidéer har ingen, absolut ingen anden end H. P. bad så meget om undskyldning; han havde kun med magt ladet sig slæbe med o.s. v. Var min bro’r ikke kommen ind så var alt gået vel og brav, men han, der er uvant med H.s maner, sa’e venligt bebreidende: «men du kan da ikke være så ugjæstfri.» Det var nemlig, da H., såsnart han mærkede at jeg omtrent ikke gad svare på hans opfordring om theatret uden videre sae: «ja så må vi få blive her iaften», hvortil jeg energisk svarede: «nei, det kan jeg virkelig ikke indlade mig på», at Vilh. interpellerede. Du har jo forbudt mig at ta’e imod ham, og intet er mig selv mere imod, men hvad kunde jeg gjøre. De blev naturligvis, og nu synes vist H. at han har vundet en smule fodfæste. Men forresten det gjør ingenting. Han er ikke til at bryde sig et gran om. Der er ingen som gjør det; og jeg forstår, at jeg umuligt vil kunne gå ganske klar ham, sålænge han bor i samme by. Det er et kors, som jeg må bære med ro, og som sagt, så uskadelig, som han i grunden er, har det så lidt at sige. Det er bare det, at jeg undertiden taber tålmodigheden. Dette vilde jeg naturligvis ikke nævnt, for det hele er jo en dum bagatel, hvis vi ikke havde talt om sagen i tidligere brev, og du havde sagt at jeg ikke måtte ta’e imod ham; det måtte jo ikke føles som om jeg gik og vilde fortie noget for dig, du elskede, og det var ikke langt fra at jeg havde en sådan fornemmelse. P. har siddet her et par timers tid. Han kom netop som jeg var kommen ind fra middagsbordet for at ta’e min halve times siesta i skumringen med lyset fra sprinklerne i den runde lille kakkelovn. Han fik kaffe og en cigarette, og jeg til gjengæld en ustanselig masse snak. Den smule lovsang i brevet til dig, var da ikke noget at bli’e bestukket af. Da har han gjort det ganske anderledes grundig ved mange forskjellige leiligheder. Han kommer her imorgenaften, og da skal han treffe Garborg som er en af mine specielle yndlinge,Garborg som er en af mine specielle yndlinge: Arne Garborg og Amalie Skram var fortrolige, og skrev senere begeistrede og humorfylte brev til hverandre om den andres bøker. endskjøndt han er så styg som det næsten er muligt at bli’e. Garborg, som i paranthes [sic] sagt har skrevet velvilligt og godt om «Pehrsons» i «Verdens Gang»om «Pehrsons» i «Verdens Gang»: Anmeldelsen sto i Verdens Gang 30/11/82, signert «G». er så utrolig menneskesky; jeg vil nu ikke tale om hans rædsel for kvinder og damer, thi den overgår enhver beskrivelse. Man er forlængst holdt op med at bede ham nogetsteds, for han viste sig aldrig. Men tænk dig til at han kommer til mig, – ja ikke ofte, 3, høiden 4 gange om året, men han kommer dog; og det er jeg så stolt af. Jeg har på en eller anden måde vundet hans tillid. Han sidder så tryg og ligefrem og taler med mig, og det glæder mig mere end alverdens «verdslige» erobringer vilde kunne. Der er ingen, som forstår hvad jeg har gjort med ham – selv Ernst Sars skvat formelig i veiret da jeg tilfældig kom til at nævne, at G. havde været en aften hos mig –; det er nemlig så bekjendt hvordan han har det. Jeg har ikke gjort nogenting mod ham, jeg – det er bare at jeg har været venlig og ligefrem, og stilfærdig og beskeden den gang jeg, meget mod hans villie, kom til at treffe ham, – det var forresten på landet i en ferie. Han «stammer direkte fra bønder» som fogden siger i «Folkefienden»som fogden sier i «Folkefienden: Ibsens En Folkefiende kom ut 28/11/82. I første akt kritiserer byfogd Peter Stockmann redaktør Hovstad, som ikke har gitt ham, men hans bror, læge Tomas Stockmann, æren for å ha skapt badet i byen: «Det er merkelig med de folk som stammer direkte fra bønder; aldri kan de legge taktløsheten av.» og har havt en streng, og forfærdelig fattig og elendig ja vel næsten hæslig barndom og ungdom. Og så lider han så grænseløst ved at være så styg, – ja for det er nu så svært – ser du, mig generer det forresten ikke spor. Men det er en fin og blyg natur, og han er naturligvis ikke en gnist af mandfolkeagtig. Og så som han er at tale med! ja det vil sige, når han vil, og han vil altid med mig. Der tør absolut ingen damer være tilstede, når han skal komme, og det er en, (forresten ganske stiltiende) overenskomst os imellem, at han skal være alene, eller næsten alene. – – – – Jeg synes at «Folkefienden» er kjedelig må du vide. Men folk går naturligvis i ekstase, og jeg har besluttet mig til ikke at lade mig formærke med min dumhed, siden jeg igår blev så høilydt «beforundret», da jeg sa’e at jeg syntes det. Alt det han siger os der, ved vi jo så godt iforveien; og al den avispolemik tilfredsstiller dog ikke de krav man har til et digterværk. Og dette at den virkelig store eller rettere sande mand står i ensom kamp med plebeierne er jo intet nyt syn; og han har ikke formået at give os et nyt syn på dette syn. Han har skildret sin hovedfigur med kjærlighed, hvad han jo skjælden pleier, og han har gjort ham god, bare god og sympathetisk, uden pletter eller «gamle» skavanker men han er dog bleven en halv latterlig fyr. Det er jo B.B. op ad dage, ja det vil sige en incarnation af alle B.B.s gode egenskaber.B.B. op ad dage: Det var alminnelig enighet om at Bjørnstjerne Bjørnson var modell til Tomas Stockmann. Ja, latterlig er forresten for stærkt, men vi kan ikke lade være at synes synd i ham for hans blinde naivitet; han er så barnagtig dum, og på samme tid så gigantisk stærk og sandru. Det er akurat som B.B. Han ved aldrig det som alle andre ved af sig selv, før han må erfare det i et sammentørn, der koster ham noget. Ja, læs nu du den, og se hvad du synes. Skal et folk vinde fremover, så der jo kjæmpes partivis; og det må vel være de bedstes opgave at drage majoriteterne opefter bag sig; men det er jo på den anden side ikke muligt for en ædel ånd at se al partivæsenets uhumskhed, uden at redde sig ved flugt, eller at fortvile. Det er jo derfor Stockmann (B.B) ikke får nogen indflydelse. Men alt det er jo så gammelt, derfor griber ikke bogen, hverken griber eller slår. Den bare gjør håbløs, – nei den gjør ikke det heller, for vi glemmer den strax igjen. At den også må bli’e kjedelig på scenen, synes jeg bestemt; men det tror ikke de andre. De minder om hvor morsom «De Unges Forbund» er, men den er nu også morsommere, den. Jeg er glad at jeg ikke har kjøbt bogen, – jeg har nemlig fået den anonymt. Samme dag den netop var hidkommen, gik jeg og talte med sekretæren i «Tidsskriftet» om den, – ja det vil sige, han kjendte den ikke, men havde hørt et og andet om den, som han fortalte mig. Da jeg så kom hjem lå den på bordet i et omslag med en fordreiet håndskrift på. Jeg ved ikke hvem det er, som har sendt den. Et bybud havde bragt den. – – – Nei da har jeg ganske anderledes glædet mig ved den række småmalerier, du sendte mig, du søde, yndige menneske.den række småmalerier: se brev 42, note 3. Det er jo maler du er, gut! Neimen du er jo ikke til at udholde. Hvor flink og dygtig! Uf, nei, – jeg kan gjerne la’e være at tale om det, for det er jo ikke muligt at takke dig med ord, – kysse dig måtte jeg 1000 gange og enda var det ikke nok. Så det tror du virkelig! At jeg vilde elske stalden. Ja, vær du sikker! Men alle de køer og svin som jeg er så rasende bange for, – nei det får du mig ikke til at tro, at jeg kunde blive god kamerat med dem! Å men den tur i stalden, og kvæget som tygger og hestene som spiser og de to, som har et forstående øiekast, nei hvor du er kunstner! Og så tilslut! Ja, ja jeg gjemmer mit ansigt ved dit bryst, og vil slet ikke se op, såmeget du endog beder mig, for jeg gjemme mig hos dig, bare gjemme mig væk, for at du ikke skal se hvad jeg tænker, du min elskede. Men jeg gik dog «på jorden» du, – det er jeg fornærmet over;jeg gik dog «på jorden»: «Brev fra Landet» er en trekantshistorie om en kvinne som i sin tid svermet for en musiker som hadde lært henne «at baske lidt med Vingerne», men hun giftet seg senere med en godhjertet bonde, og «af ham har jeg lært at gaa paa Jorden.» – som om jeg skulde været slig en overspændt ækel en, før jeg traf dig, – det har jeg aldrig været, jeg. Men kl. 5 vilde jeg ikke stå op, ikke på nogen mulig måde, – jeg tror du er gal! at forlange sligt af et ældre menneske. Men hvor du er sød, aldeles rasende sød er du.

Det var for at trøste Paulsen at jeg sa’e du havde skrevet noget godt om hans bog. Han ved nemlig at vi korresponderer, men derved tænker han ingen verdens ting. Det gik således til at der to aftener mens han var her, kom brev fra dig. Pigen bragte det ind, og P. for imod hende, meget gutteagtig og råbte «ah brev til fruen!», eller sådant noget, og så tog han det, studerte håndskriften og frimærkerne, og sa’e det var fra dig. Jeg blev nok rød og forlegen, men der var skjærm på lampen så det vistes ikke, og så var jeg så rolig som om intet var hændt. Forleden aften spurgte han mig ligefrem, om du havde nævnt «Pehrsons», og så sa’e jeg at o.s. v. Du er vel ikke vred for det, – nei det ser jeg jo. Hvorfor siger du at du er dum, hestedum? Hvad mener du dog med dette snak. Jeg forstår det ikke, og derfor vil jeg ikke høre det. Du dum! Ja, det kan jo slet ikke være dum du mener, men hvad er det så? For noget må det jo være, siden du skriver det. Ak, ja, – tænk om du var i Kr.ania, og kunde komme her i huset, – skjøndt nei, – det er bedre som det er. Du kom naturligvis for tidt, og så vilde snakket begynde, og så var det ikke til at holde ud. -ea- i Dgbldt. er jo Irgens Hansen. Når han skriver om theatret, bruger han altid det mærke. –

Nu kommer min piece i «Tidsskriftet» næste gang. Det er allerede sat, for man vil ha heftet ud til jul. Jeg er bare så lei fordi at de, der har læst det, har gået og forrost det så rent meningsløst, for så ved du, hvordan det går. Forresten bryder jeg mig ikke en smule om at der bliver revet ned på det. Jeg husker slet ikke på det om dagene, uden når nogen vrøvler om det, for her ved og snakker alle om alt. Det er mærkeligt at jeg ikke er spor af bange. Jeg troede, man var det, og jeg har sikkert god grund til at være det. Sekretæren spurgte mig, om hvor jeg vilde stå, først eller i midten. Jeg svarede at det var mig ligegyldigt; gjerne sidst. Nu kommer jeg nummer tre. Jonas Lie begynder, og tænk, det er en [ord krysset ut] noget af samme sort efter hvad jeg har hørt.Jonas Lie begynder: Lies fortelling «Slagter Tobias» ble trykt som første stykke i samme hefte av Nyt Tidsskrift som «Madam Høiers leiefolk», på s. 513–36. Slutten på hans historie står i grell kontrast til misèren i «Madam Høier»; hans fattige familie blir reddet av en godhjertet jordmor som får dem over til Amerika, hvor de blir rike. Ja, så stygt som mit, er det vel neppe, men det skal også være om fattigfolk, der kastes ud. Det er kjedeligt for mig, det! Nu lover du mig at du ikke skal ha’e læst det, når vi sés. Hvis du ikke vil det, kommer jeg slet ikke. Vilde du blive aldeles forfærdelig bedrøvet om vort møde ikke blev af? Ja naturligvis, – det vilde jeg og, men det er jo ikke værdt at sætte sig det for sikkert i hovedet, for der kunde jo komme noget i veien, og så er det en kjedelig tid, at foretage en sådan reise på, som jeg jo ikke kan gjøre rigtig rede for. Endnu har jeg ikke talt til nogen om, at jeg tænker på at echappere i julen; jeg går forgjæves og samler mod til det. Jo nærmere det kommer, jo modløsere bli’er jeg. – Du, det er sandt, redaktionen vil helst at jeg skal sætte mit navn under. Synes du jeg skulde det, eller skulde jeg ikke. Sig mig dog. – Jeg havde ikke bedet Fritz hilse dig, som du vel kan tænke, siden det var bestemt at jeg skulde være med, da vi hin aften sa’e hinanden godnat på «Løven».godnat på «Løven»: Frits Thaulows far Harald Thaulow var apoteker, som i 1843 oprettet apoteket Løven (fra 1857 i Storgaten 18). Forresten havde jeg vist alligevel ikke gjort det. Jeg talte med redaktør Thommesen [sic] idag.redaktør Thommesen: Olaf Thommessen var redaktør av Verdens Gang fra 1878; under hans styre ble bladet et forum for Venstre. Siden selskabet for Dr.mann (hos Th.) da Helene var så altfor lystig, havde jeg ikke øinet ham. Ved at høre hans stemme og se hans smil stod turen opover Mjøsen så lyslevende foran mig. Dengang var alting så deiligt og godt, og nu, – ja nu er det jo på en vis måde skjønnere og bedre; men der er kommet noget meget alvorligt, noget som undertiden gjør mig beklemt, ind i mit liv. Det er som har jeg stået på et skille, og uigjenkaldelig valgt den vei jeg ikke mere kan bøie af fra; og den fører heller ikke tilbage den vei, – du det er frygteligt alvorligt, – jeg går ikke længer med en kjephøi og sorgløs gang; jeg går så stille og igrunden forsagt, med en andægtig mine på ansigtet mit, færdig til at bøie min nakke under hvad der skal komme. Og før! Men nu er det jo også ved vintertide; sneen ligger allerede 4 fod høi tror jeg, og hver dag kommer der mere. Det er så trøstesløst, og jeg kan aldrig begribe, hvorledes det skal blive muligt, at det atter kan blive vår: – –

Nei ikke egentlig, ikke for alvor er jeg skinsyg tror jeg, for det vilde jo være så dumt, siden jeg ved at du er min, alene min ikke sandt – og ingen andens. Men alligevel, gud ved om jeg ikke let kunde blive det.

Alt det snak om den dumme frue! Og gud ved om det hænger så rigtig sammen. Lidt forelsket har du nu alligevel været og da, – det er jo det man siger om dig, at du er en Don Juan. Og det er ikke hyggeligt at elske en Don Juan. Jeg vilde ønske at jeg ikke havde hørt det, især ikke de detaljer, som skulde illusstrere [sic], for undertiden tvinges jeg til at sidde og tænke på det, og da gjør det formelig ondt etsteds. Og jeg kan aldeles ikke vide hvor skinsyg jeg kan blive; jeg kjender jo slet ikke noget til mig selv, – det kan godt hænde jeg vilde blive det urimeligste i verden, og være angst både for levende og døde. Og alle disse forelskede fruentimmer, og hende du har gjort fortræd, – gad vidst om det er den ene historie, – – – ja, det er det samme, – der er noget Donjuanneri under det hele. Og jeg vilde ikke ta’et dig til at forelske mig i, hvis jeg selv havde kunnet råde, – nei, nei, nei – det vilde jeg ikke, – jeg vilde ikke valgt en Don Juan.

At netop jeg, – å ja, – det kan være det samme.

Og så siger de, at det er dig der er blevet til Sti Høeg i «Marie Grubbe»,det er dig der er blevet til Sti Høeg i «Marie Grubbe»: I J. P. Jacobsens Fru Marie Grubbe (1876) er Sti Høg gift med Maries søster. Marie forelsker seg i ham, fordi hun tror at hun i ham har funnet sin herre; men han viser seg å være svak og umandig, og hennes kjærlighet visner snart: «Der er gaaet saa meget som et Halvtaarstid, og den Kjærlighedspagt, der saa brat blev sluttet, var løsnet og braadnet en Stund forinden, og Marie Grubbe og Sti Høg er langsomt gledne fra hinanden.» (Danske klassikere, DSL 1989. s. 158.) og Sti Høeg, som er så klam og modbydelig, som jeg strax følte jeg vilde hade, såsnart jeg bare traf ham. Og så at gå og høre dette ringe for sine øren. «Der er gået det meste af et halvt årstid, og Marie Grubbe og Sti Høeg er langsomt gledne fra hinanden» – – ja det er jo det mest meningsløse sludder alt dette her, og det er dumt at sidde og vrøvle om sligt, men dette tusseri har virkelig gået og gjort mig fortræd, – det har, – men kun af og til og jeg har kjæmpet så imod det – stillet sig imellem dig og mig, så jeg ikke har kunnet finde helt og ganske ind til dig, og jeg vilde så gjerne være kvit det. Du skal dog slet ikke tage dig på at svare på det nu i denne travle tid, og heller ikke bryde dig den mindste smule om det, – jeg ved jo så godt at når du slår armene om mig, og holder mig tæt ind til dig, så er det altsammen væk, og jeg er igjen din lykkelige

Amalie



44. Erik til Amalie

Lørdag Aften den 2 December 1882

Amalie jeg havde lovet mig en «Helligaften», gik fra Kontoret Kl 9, kom hjem for at sidde Resten af Aftenen med dit Brev – Du Skændige intet Brev! Jeg elsker Dig Du Yndige, og jeg har ét Brev fra Dig, som jeg fik Torsdag Nat, da jeg kom hjem, men alligevel blev jeg skrækkelig sint i Aften over intet Brev at finde – nej søde Unge ikke sint, men skuffet, bedrøvet, hvad Du vil. Jeg var så gnaven og skændte på Marie, Pigen – hun ler nu kun af det, for hun véd godt, at jeg mener ikke noget med det – jeg havde så sikkert ventet Brev. Du yndige Ven, jeg længes så inderlig efter Dig, og jeg véd ikke hvorfor, men det var stærkere i Aften end ellers, og jeg var så vis på, at der skulde ligge et Brev på mit Bord. Men fordi du ikke har skrevet, så har jeg siddet og læst i «Nyt Tidsskrift», og nu vil jeg tage fat på den interessante Brevveksling mellem P.A. Heiberg og Fru Gyllembourg og først skrive imorgen.den interessante Brevveksling mellem P. A. Heiberg og Fru Gyllembourg: P. A. Heiberg var gift med Thomasine Gyllembourg. Han ble landsforvist i 1799 fordi han kritiserte eneveldet, og hun skilte seg fra ham til fordel for en svensk adelsmann, C. F. Gyllembourg. Brevvekslingen omkring skilsmissen ble utgitt av svigerdatteren Johanne Luise Heiberg: P. A. Heiberg og Thomasine Gyllembourg, en Beretning støttet paa efterladte Breve I–II (1882). – G.A. Dahls er ikke det og ikke så godt som jeg havde ventet, men for øvrigt dygtigt.G.A. Dahls: se brev 36, note 17. Du ubeskrivelig søde, som jeg i Grunden har meget at fortælle Dig! Men Du får ingen Ting i Aften. Amalie det er Vanvid, at vi lever så langt fra hinanden.

Søndag.

Jeg sad fængslet af Fru Gyllembourgs Breve til i Nat Kl ½ 3 og kom i den Anledning sent op idag. Jeg har været ude til Frokost og nu søde, kaster jeg mig over Brevene igen. Jeg har jo kun Søndagen til at læse. Men imorgen den Dag går jeg ind og køber Bogen til Dig. Den er for interessant! Det bliver min Julegave til Dig, Du får ingen anden. Nej men Amalie om vi kunde have læst disse Breve sammen! Min Elskede, det laver til et forrygende Vejr med Snestorm nu. Når sligt sker, kan jeg ikke lade være at få en dødelig Skræk for, at Vejret til Jul skulde stoppe os, tage Dage af vort Møde. Hvor mange Dage tror du Amalie at vi får? Tag det mest mulige Stump! Husk, at det skal vi leve af vel mindst i et Halvt År. Amalie, hvorfor disse Breve fængsle mig? Fordi jeg læser om Dig i hver Linje – på en Måde. Du vil også kunne læse om mig. – Amalie, Fritz har villet have mig til at snakke om Dig. Han har mærket, at jeg elsker Dig, det er umuligt andet – jeg kan ikke som Du – fy, det har jeg aldrig rigtig tilgivet Dig – fornægte min Sjæls dyreste Indhold, men ikke et Ord, som gav den mindste Forklaring kom over mine Læber. – Er Du så diskret? spurgte han som halvvejs forundret, og så tøjlede jeg ham med en eneste Mine og en Pause, da han i et ikke ærbødigt Udtryk nok sagde noget om Dig, som var godt ment, men ikke fint. Han blev flov og gjorde Undskyldning. Men han snakker sikkert om nu, at Du og jeg elsker hinanden – nej, det gør han ikke, for Du har båret Dig dumt ad, han siger noget, der fidter på og nærmer sig ufint det sande. – Nu går jeg til min Sofa for at læse, men jeg gør det ved en Viljesanstrængelse. Der er for meget jeg vilde sige Dig. Men det er, fordi Du ikke har skrevet siden i Tirsdags.

– Amalie, jeg har i dette Øieblik sluttet Læsningen af det lange Brev, P.A. Heiberg sender som Svar på sin Hustrus Forlangende om Skilsmisse – i et Brev så skønt (Hustruens)! – og jeg må skrive til Dig straks blot dette, at jeg er i højeste Grad rystet ved det Billede af mandfolkeagtig Jammerlighed, det ruller op. Jeg er som Mand forfærdet over sligt! Han, P.A. Heiberg, en af Tidens mest fremragende Personer, så lille! så elendig fortabt i den håbløseste Egenkærlighed, så ynkelig ved Siden af sin Hustru. Men hvor er disse Breve fulde af Lærdomme! Nej, men Amalie, at Mænd kunne være så – så blottede for netop alt det, der giver Livet Værdi. Hvor er dog denne selvfortabte Egenkærlighed en Synd! Amalie, jeg tror at denne Bog vil gribe Dig som ingen anden i Verden. At jeg dog ikke har kendt den før. Den har været udkommet i fjorten Dage og mere. Hvis jeg ikke er den, som giver Dig den, bliver jeg aldeles fortvivlet. Du skal have den af mig, og den skal være ny for Dig, når den kommer sendt fra mig. Jeg lever sammen med Dig i hver Linje jeg læser i den.

Mandag Morgen

Jeg læste videre og videre, bestandig lige fængslet igår. Så skulde jeg i Teatret og siden i et lille Selskab. Jeg kom hjem og læste igen en Smule og atter imorges har jeg læst nogle Breve. Det er den interessanteste Brevsamling, der findes i Norden! Vil Du være enig med mig i, Amalie, at bryde Dig snavs om alle Romaner i Verden, når man kan få fuldstændige og virkelig autentiske Brevsamlinger fra betydelige Mennesker? Jeg foragter Romaner og elsker Breve! – Og dine særlig min Unge! Hvorfor mon Du ikke skriver. Igen imorges ventede jeg at få Brev fra Dig. Jeg er en lille Smule urolig. På den anden Side tænker jeg mig, at Du har gået og lagt din Slagplan og ikke vil skrive, før Du nøjagtig kan sige mig den Dag Du rejser fra Kristiania, og når Du så kan indtræffe i Gøteborg. Naturligvis må jeg helst være der i Forvejen, men vi må tage det så knapt som muligt. Alt hvad der spares, inden vi mødes kan vi jo lægge til vort Møde. Jeg har fået noget af en Forskrækkelse i disse Dage. Halvdelen af min Rejsekapital, som stod i en Sparekasse, har jeg lånt til en Slægtning, der var i Bekneb, 150 Kr. Jeg skulde have haft Pengene igen tilbage allerede for et Par Dage siden, og jeg har intet hørt til ham eller Pengene. Det er så ubehageligt at kræve, og sæt, han nu ikke kan betale! Så må jeg selv låne. – Du spørger mig hvad jeg får for mit Slid ved Morgenbladet. Ja véd Du, Stump, jeg er lidt flov ved at sige Dig Summen. Jeg får 1800 Kr. Ved siden deraf har jeg min Stilling som Stenograf i Rigsdagen 14–1500 Kr., det er mit Levebrød. Du ser, vi Venstremænd får ikke vor Tid glimrende betalt.vi Venstremænd får ikke vor Tid glimrende betalt: I 1880-årene ble 4000 kroner regnet for å være en god borgerlig lønn for en mann med kone og barn, tjenestepike osv. Det var ganske vanlig for folk å kombinere inntekter fra to erhverv, som Erik gjør; men med sine 3300 kroner sammenlagt tjente han i underkanten av hva han trengte for å kunne gifte seg. Det værste ved det hele er, at jeg slet ingen Tid har til at erhverve mig Kundskaber. Jeg går åndelig tilbage, og Virksomheden er ikke opmuntrende. Den bæres ikke af synderlig mange Tanker, i alt Fald ligger de godt gemt og vise sig sjældent på Overfladen.

Du, sidst jeg skrev, stod jeg nok i Begreb med at stille min Nattesult i Rydbergs Kælder.Rydbergs Kælder: en kunstnerkneipe som lå i Østergade 19. Den eksisterte fram til 1960-årene. Naturligvis, da jeg havde siddet en Stund ved min (store) Bøf der nede, kom G. Heiberg og Rovsing spaserende. De så mig ikke, og jeg var for træt til at gidde gøre Anstalter til at snakke med dem. De forsvandt i en anden Del af Kælderen. Jeg spiste færdig og sad dvask og træt tilbagelænet imod Væggen, da de atter kom i Nærheden af mig i Begreb med at gå. De så mig, gik op til mig – jeg sad i den højre roligere Del af Lokalet – og fortalte leende, at de var gået ned for at spise et halvt Dusin Østers hver for deres sidste Penge. Nu havde de ikke en Øre i Lommen og kunde ikke drikke det Glas Øl, de trængte til. Jeg bød dem det, halvt flov over at mit Tilbud på denne Måde blev til en Gave, de trængte til. De drak med stor Fornøjelse, H. var kun skuffet over, at jeg ikke blev ved med at lade komme Øl. – Så inviterede jeg dem til Torsdagen derefter at smage noget Portvin hos mig på Kontoret om Aftenen Kl 11. Jeg bød 7 Mand og havde 7 Flasker Portvin. Det var jo meget rigeligt. Da de 7 Mand kom Torsdag Aften, Fritz var imellem dem, var jeg endnu ikke færdig med mit Arbejde, de måtte tage fat uden mig i de to Kontorværelser, medens jeg sad i det tredje. Da jeg kom ind, var de 6 samlede i den ene Stue, Fritz havde flyttet sig alene ind i den inderste Stue og læste et Brev. På Stillingen så jeg, at det måtte være et Brev fra den lille Dame i Kristiania.et Brev fra den lille Dame i Kristiania: Alexandra Lasson. Jeg sagde intet. Kort efter væltede tre Banditer ind, som nok havde ranglet sammen med Fritz og Rovsing fra om Morgenen, de kom under Påskud af at skulle tale med Thaulow. Han gik og de blev siddende og drak min fine Portvin. Imidlertid var R. bleven aldeles snyd, gav mig en brændende Tilståelse om tre Års Beundring for «Gertrude» og bad om at måtte blive Dus med mig. Det skete. Kort efter drak R. Dus med Resten af Selskabet, for så vidt han ikke alt var det og vrøvlede uafbrudt, midt i Fuldskaben for øvrigt ganske åndfuldt. Heiberg sad forholdsvis stille og drak tæt. Jeg kedede mig og var som Vært ærgerlig på de tre ubudne, der drak som Børstenbindere. Der havde været en Skovtur, Fritz og Rovsing havde været med – Frokost – de skulde til Middag og havde været kjoleklædte. I Kupeen hjem var R. falden hen, og de andre havde da på hans stivede Skjortebryst med Blyant tegnet det uanstændigste og sjofleste Krimskrams og skrevet grove Ord. Han havde måttet købe en anden Skjorte til Middagen og havde med i Overfrakken den overtegnede Skjorte. Den blev triumferende vist frem. Endelig brød man op. «Ak, kan vi ikke blive siddende og drikke hele Natten!» sukkede Heiberg. Der var ikke mere at drikke. «Lad os gå et andet Sted hen» bad han. Jeg svarede med en Floskel jeg længtes blot efter at komme hjem. Jeg antog, at der måtte ligge Brev fra Dig, og det gjorde der. Elskede! Det var en yndig Slutning på den Nat. Da H. ikke kunde få mig med, bad han mig, om han måtte låne 5 Kr – han måtte have dem. Til hvad? En Tøs. – Skal jeg ikke således fortælle helt ud? Det var naturligvis ikke mig der spurgte, jeg svarer nu på dit Spørgsmål. – Søde min Unge, næste Aften var jeg i et lille Selskab hos ham Violincellisten med den indtagende Kone,Violincellisten med den indtagende Kone: se brev 40, note 3. Fritz var buden og kom, og blev øjeblikkelig bedåret af hende. Det så ganske kønt ud. – Jeg sagde hemmelig til ham, at jeg den foregående Aften havde kunnet se, hvilken Art af Brev det var han havde læst. Han blev fuldstændig imponeret, og en Del bevæget. Han vilde umådelig gerne have talt med mig. Havde jeg villet, havde jeg den Aften fået ham til at fortælle og til at sige mig sine Følelser angående Ingeb. og Bra. «Hun har været meget uforsigtig», var hans Indledning. Jeg kunde ikke, syntes jeg, have talt med ham. Jeg følte ikke Venskab nok. – Måtte jeg ikke have lapset mig med mit Skarpsyn m.H.t. Brevet? Amalie, jeg trængte så umådelig til at sige blot et Ord til ham, som jeg vidste jeg havde gennem Dig. Han mærkede intet og kunde intet mærke. Du sødeste, yndigste i Aften skal jeg på et Studenterbal. Om der skulle være Brev i Aften!

Farvel Elskede!

Din Erik



45. Erik til Amalie

Mandag Aften [4/12/82]

Jeg er kommet hjem for at klæde mig på til Bal og har fået dit Brev. Der er Ting deri, som jeg må svare på straks – –

Svigter du ved vort Møde, så Amalie er din Kærlighed en syg lille Stakkel – men det gør Du ikke det er noget der er løbet Dig gennem Hovedet og jeg vil ikke tænke derpå.

Det piner mig, at Du for Alvor tror på det Vrøvl om mit Don Juaneri. For Pokker spørg Folk som snakker: Hvor har I det fra? Og Du skal som Regel se hvor løs næsten al Snak er. Hvem kender mine Forhold i Kristiania? Hvem har blot levet i Dage sammen med mig der? Uden Pylle, og det er vel nu 10–12 År siden, inden noget var sket i mit Liv. Så meget som jeg alt har givet Dig Amalie af mig, skulde Du være stoltere blandt de snadrende Mennesker som gentager på hundrede Hånd hvad alt på første Hånd formodentlig var forkert – Du burde kunne vide Besked og med et Smil høre på, hvad andre bilde sig ind at vide. Tag det Exempel med Stig Høeg. Da Marie Grubbe blev skrevet kjendte Jacobsen og jeg ikke hinandenda Marie Grubbe blev skrevet: Mens Jacobsen var i gang med historiske studier til Fru Marie Grubbe, reiste han i 1873 Europa rundt sammen med de nygifte Edvard og Harriet Brandes. – uden helt flygtig fra et Kursus vi begge i 16 Års Alderen havde besøgt. Véd Du hvem egentlig Stig Høeg er? Det er Edvard Brandes.

– Intet har som denne Frygt i dit Brev vist mig hvor sørgelig vor Lod er. Har jeg da virkelig givet Dig så lidt? Jeg har talt ud af mit ærlige Hjerte, men ganske vist aldrig ret længe ad Gangen, men dette at jeg skulde være dette usunde udbrændte Menneske – eller at jeg skulde være en Don Juan, det vil sige et Menneske, der blot for Spadsens Skyld søgte Kærlighed. Har jeg gjort så let et Indtryk? Jeg har i Grunden slet intet at sige dertil.

Så er der ét, der har glædet mig overordenlig – ja som da jeg læste det i Begyndelsen af dit Brev gjorde mig inderlig stolt – stolt over min Kærlighed. Det er din Dom over «Folkefjenden». Hvert Ord Du siger har jeg sagt, og det var en Forglemmelse, at jeg i Brevet, der er sendt afsted forud for dette, ikke fik indlemmet de Ord: «Har Du læst Folkefjenden? Det forekommer mig at være en Bog, som slet ikke kommer os ved. Den er som et Barn mod Gengangere og Dukkehjem og næsten et – dumt Barn.»

Men så Du søde har Du ærgret mig jammerfuldt igen! Du har ladet dig forlede til at tro, at det er mig, som har skrevet «Brevet fra Landet» og så deri fundet ubegribelige Dejligheder. Kæreste søde Amalie, jeg véd godt hvorledes sådan noget kan gå til, og Brevet er ikke dårligt. Men mig er det skam ikke, der har skrevet det. – I Aften vil jeg ikke sige Dig hvem der er Forfatter dertil. Det bliver for grelt. Du skal få det at vide, når Du er i Stand til at le derad.

Amalie Du må nære megen Tillid til mig, ellers gør Du Synd mod Dig selv og mod mig. Går Du ikke rolig til Hvile hos mig med Tro på min Karakters ærlige Retskaffenhed, så lister Du bort fra vor Kærlighed de friske Safter, som skulde holde den evig ung.

Jeg er ilde berørt af dit Brev og jeg vil ikke skjule det. – Jeg husker, at vi to gik sammen op mod Vandfaldet ved Lille Hammermod Vandfaldet ved Lille Hammer: på vei tilbake fra Aulestad i august 1882. og talte efter at vi havde siddet så længe sammen hin sidste hele Dag på Hotellet. Denne Samtale var for mig et Bevis jeg ikke forlanger bedre på din usigelige Godhed – er Ord fra mig, er Måden at være på intet Bevis?

Jeg vil meget gerne have de Detaljer, som pine Dig eller have pint Dig. Skriv dem kun ned min Stump, lad mig blæse på dem! Sådan noget kan liste sig ind på Dig på ny. Jeg lover Dig slet ikke at jeg vidt og bredt skal stille Historierne på ret Køl – det får jeg vel sagtens ikke Tid til. Men er det til Exempel så let som med Stig Høeg, er det dog Umagen værd at få dem at se.

For Resten Unge, Du har jo mine to Bøger. Heltene deri er mig; i min Kunst er det mig absolut umulig at lyve. Kan man heller ikke se det? Det er jo derfor jeg så længe intet har skrevet.

Din Erik



46. Amalie til Erik

Kr.ania 7-12-82.

Elskede! Begge dine breve kom idag tilligemed bogen, som jeg takker dig mange gange for. Jeg havde læst det meste af den allerede,jeg havde lest det meste af den: brevvekslingen P. A. Heiberg/ Fru Gyllembourg. og jeg havde tænkt at tale til dig om den i mit næste brev. Naturligvis har jeg fundet dem interesant [sic] og fængslende med undtagelse af fru Heibergs refleksioner, som kjeder mig, men så grebet som du tror, er jeg langtfra ikke. Jeg har tænkt både på mig selv, og på dig under læsningen, og har ønsket at du vilde læse dem, men Gyllembourg er jeg ikke bleven glad i, i allefald ikke synderligt, – han viser sig jo heller ikke meget, og den lange skrivelse med alle de «nådigste», og «underdanigste» gjør ikke et udelt godt indtryk. Tiden, det er sandt – den gjør jo meget – næsten alt, og han behøver jo ikke at have været umandig fordi om han bruger alle de dumme talemåder. Når vi sés, skal jeg forklare dig ganske tydeligt hvorfor disse breve ikke har gjort et stærkere indtryk på mig, og du vil sikkert komme til at forstå det. Nu har jeg ikke tid, for der er jo så meget at svare på. At du ikke har skrevet brevet fra landet er mildest talt kjedeligt; – du burde ha’e skrevet det, godt er det – og det vil jeg blive ved at sige, om jeg endogså skulde opleve at du fortalte mig at frøken Sten var forf. Nu tror jeg forresten det er hende, og da er hun ved gud flink, for som sagt, – det kunde godt været dig; du er jo så dygtig til at tænke dig ind i kvinder du. Du kunde såmæn gjerne hae sagt hvem det var, for jeg er ikke det mindste skamfuld over feiltagelsen; – jeg lo tvertom høit, da jeg så det i dit brev. Men nu skal jeg vel drilles for min dumhed alle mine levedage, og altid få høre om mine «småmalerier». – Ja, ja, – men pas dig dog, – jeg skal nok finde ud noget at gjøre gjengjæld med, – det kan du stole på. Derimod er jeg meget skamfuld over alt det om Donjuaneriet. Du er bleven vred, det kan jeg godt mærke, og det har du også havt ret til. Men det var dog bedre at jeg fik sagt det siden jeg er et slet nok menneske til at lade mig påvirke af sligt vrøvl, ellers vilde det gået og spøgt om i min hjærne af og til; nu siden jeg har overgivet det i dine hænder er det taget af dage med det samme, og jeg er vis på det aldrig vil få magt til at forstyrre mig mere. Du aner ikke hvorledes dine djærve, lidt sinte ord har taget alt det fra mig, og givet mig en vished og en fred som er deilig at eie. Og du har ret, – jeg burde ha’e vidst bedre besked om dig, – for jeg kjender dig jo så godt allerede, – men du skal alligevel ikke være for streng og barsk fordi der er løbet mig en angst gjennem, ikke hjærtet tror jeg, men forstanden. Jeg havde jo været så lidt sammen med dig, og skjøndt du er et mirakel, så er du jo alligevel en mand, og manden har jeg jo gjennem alle disse mange år havt mistro og fiendskab til vexelvis. Forresten må du nu slet ikke tro, at dette sludder har andet end hjemsøgt mig som en forbifarende stemning. Nogen synderlig rolle har det ikke spillet. Du, det er sandt, jeg glemte at sige dig, at jeg slet ikke eier bogen om fru Gyllembourg, og at det derfor på ingen måde var overflødigt at du sendte den. Tværtom, – jeg vilde så uhyre gjerne eie den, – havde du dog bare skrevet mit navn i den. Nei du, jeg vil slet ikke fortælle dig de kjedelige historier, – tror du jeg gider nu siden du har talt om det, – det eksisterer ikke mere for mig, og du må vide at det nu er en umulighed at nogen verdens fortælling om dig, kan bringe mig til andet end at smile. Jeg vilde ikke sige det, hvis jeg ikke var absolut vis på det. Der er og bliver noget trolddomsagtigt ved dig; du kan løse og binde nedtrykke og opløfte, bedrøve og lyksaliggjøre efter behag. Du, hvor jeg kunde lade mig tyrannisere af dig, – men det vil jeg ikke, – jeg skal nok holde dig stangen og bide fra mig – jeg «skal værne om kvindens jevnbyrdighed med manden» – er det ikke så det sludder heder?jeg «skal verne om kvindens jevnbyrdighed med manden»: Kvinnebevegelsen hadde sitt gjennombrudd i Norge i 1880-årene; i 1882 fikk kvinner rett til å ta eksamen artium, og den første lille kvinnesaksforening ble stiftet i 1883. Å hvor det er mig ligegyldigt alt det, jeg før var så optaget af. Det er næsten betænkeligt, – jeg er bange for at jeg tørner ud til en slet og ret slavesjæl – ja, ja, så kan du ha’e det så godt. Jeg fik samtidigt med dine breve et langt brev fra B.B. fra Helsingborg.et langt brev fra B.B. fra Helsingborg: Brevet må ha gått tapt; i brevvekslingen mellom Bjørnson og Amalie er det ingen brev mellom november 1881 og mars 1884. Men jeg har ikke læst det endnu, så jeg ved ikke hvad der står i det. Hvis jeg giftede mig med dig, og kom til at bo dernede, så vilde B.B. blive rasende vred. Han har så ofte sagt, at hvad jeg gjør eller ikke gjør: «ud af landet skal jeg ikke, for det vilde være forræderi.» Det tager nemlig slig tid at studere sig igjennem B.B.s breve, og nu jeg ha’e dette færdigt til dig for at bringe det på posthuset, når jeg går til byen, hvilket ske om en halv time. Gad vidst om han skriver om «Folkefienden». Jeg har gjort en proselyt af Erns[t] Sars hvad den bog angår. Det var på søndag derude i hans hjem. Han kom lige hen og sa’e: «nu, de synes ikke om en Folkefiende?» for det var alt bleven ham berettet. Så begyndte jeg at tale, og jeg sa’e meget mere end det jeg skrev til dig, og tilslut sa’e Sars, til nogle andre, at han slet ikke skammede sig for at tilstå, at jeg havde givet ham en anden opfatning af dramaet. Naturligvis mente han det ikke således, for siden tog han sin moder og broder til vidne på, at han også før, han havde talt med mig, havde været misfornøiet med «Folkefienden». – Da måtte jeg le af fuldt hjærte, for det var for komisk at høre Erns[t] Sars virkelig for alvor ta’e så meget hensyn til mig og min mening. – –

Der var forresten adskilligt i dine breve, som berørte mig ubehageligt; f.eks. det om Fritz. Jeg har «båret mig dumt ad». Jeg har slet ikke båret mig ad, hverken vist eller dumt. Såvidt jeg mindes har Fritz og jeg slet ikke talt om dig. Men Fritz har jo sin force i at lyve, – ja det vil sige han lyver slet ikke for at lyve, men han bruger det som redskaber. Det er altid hans vane, at lade som han ved det eller det, eller som om vedkommende selv har fortalt ham det eller det, og så har han ofte på den måde fået at vide mere end det han havde mistanke om. Hvor ofte har han ikke fortalt mig sligt, og siddet og klukket af latter over dem han havde narret, og fået til at røbe sig. Hvor jeg er forfærdelig bedrøvet over at Fritz som du siger «har mærket at du elsker mig». Det har sat mig på hovedet i forvirring. For nu, når du reiser bort i julen, og jeg altså også reiser bort, så får alle mennesker, Fritz og de andre med, det at vide naturligvis, – jeg mener den kjendsgjerning at vi begge forsvinder, og så, – tviler du vel ikke om at man forstår at lægge sammen. Så bli’er jeg en gjenstand for folkesnak og gisninger, og så vil man sige at jeg nok er en god en, der dog trods alt, har sine historier. Og det kan og vil jeg ikke udholde. Det er slet ikke bare for min skyld, – det er meget mere for gutternes, og fordi jeg ikke er vant med at stå i fordægtige lys. Alt hvad jeg har gjort, har jeg før kunne lægge frem for hele verden. Hvad skal jeg dog gjøre?

Å du, hvor jeg vilde ønske at du havde været flink til at «fornægte din sjæls dyreste indhold». Det er slet ikke til at skryde af, at du ikke kan det, for se nu bare hvor det vilde være kommet vel med her. Havde du til Fritz talt om mig i ligegyldige, – ja endog overseende udtryk, så var han fra første øieblik bleven instinktmæssig vis på at der ikke var noget på færde. Jeg forstår mig forresten ikke ret på Fritz. Han lod i den sidste tid til at have en så levende interesse for mig og mine greier, – også efter at han havde opgivet at få mig til skalkeskjul, – kom her om aftenen af sig selv, og bar sig ad som et ulykkeligt forelsket menneske, endskjønt der ingen var tilstede, som kunde blive skuffet af det. Og så sa’e han engang, at når han kom til Kjbhv. vilde han få folk til at tro, at vi, han og jeg var forelsket i hinanden. Jeg er nu altid vant til at lægge så lidt bræt på Fritz’s snak overhovedet så det altid går ind det ene øre og ud det andet, hvad forresten også alle andre menneskers snak gjør. – Det er vanvid, dårskab, uforsigtighed i allerhøieste grad at komme til dette møde for mig, men alligevel gjør jeg det, fordi jeg det. Endnu ved jeg ikke hvorledes jeg skal arrangere det, for at få det til at se blot nogenlunde rimeligt ud, men komme skal jeg. Det gjælder altså blot at vi bliver enig om dagen for vor afreise, og at vi sætter hinanden stævne i det eller det hotel, – jeg overlader til dig at bestemme hvilket. Hvis trænene går på helligdagene fra Kr.ania til samme tid som på hverdagene (om morgenen kl. 7), så vil jeg være i Gøteborg om aftenen kl. omtrent 8 eller 9. Jeg skal nok greie mig, jeg, – for jeg er vant til at reise fra før af, – så tager jeg ind i det bestemte hotel, og venter der på dig. Og så er det vel bedst at vi med det allerførste træn går videre til et andet sted, for jeg kjender et par familier der, og det er altfor utrygt at blive. Skriv nu et nøiagtigt svar på alt dette, og gjør det strax, for husk at der er ikke så overhændig lang tid tilbage. Det du fortalte mig om G.H. kan jeg næsten ikke begribe med min forstand. Er det da blandt mænd ingen skam at være som et lavartet dyr? Jeg finder det udtryk, for leiligheden, thi ordene: usædelig, umoralsk, liderlig er vel forlængst blevne blotte og bare talemåder for personer af hans sort. Jeg synes man må være så over alle grænser skamløs, – nei snak, man må være lavet sammen af bare smuds og lort, for at bede om fem kroner tillåns ved en sådan anledning. Og koster det 5 kroner? Jeg er virkelig nysgjerrig, – er det muligt at det ikke koster mere? Er det, er det virkelig muligt?

Det er dig som må sige hvor mange dage du kan blive: Er jeg først sluppen løs, gjør en dag eller to ikke noget fra eller til, – ja det vil sige, jeg forudsætter at vi regner i dage og ikke i uger. Hvor du er dum som låner dine reisepenge bort, – det skulde du ikke gjort, for den sum skulde været dig hellig. Men koster det virkelig så meget som det dobbelte af 150 kr. Jeg bli’er ganske forskrækket. – Hvormeget er 1800 kr.? Jeg må altid ha’e det i spd for at forstå mig på hvad det er. – 4,50 spd.,jeg må altid ha’e det i spd: se brev 41, note 4. 1800 kr. var 450 speciedaler. – det er jo latterligt for alt det stræv, – ja hvis det var et nebenarbeide, men nu er det ganske det modsatte.

Jeg får slutte her, for nu må jeg afsted. Måske skriver jeg imorgen igjen, for jeg har langtfra fåt sagt alt hvad jeg vil, og dine breve har gjort mig bedrøvet, alt hvad der står der har gjort mig lei, ikke minds [sic] det om G.H. ikke fordi, – det vedkommer jo ikke mig i fjerneste grad, men alligevel, jeg kan aldrig høre sligt, uden at blive sjælesyg, og så varer det en tid før det går over.

Og det om Rovsings skjorte, – uf hvor det er modbydeligt, man kiger ind i en fæl, uren uudholdelig verden, en verden som skulde have Jehovahs syndflod over sig for at skylles bort fra vor stakkels klode, å jeg kan ikke sige, ikke klare for mig, eller dig hvad det er jeg føler, – jeg har ved alle slige leiligheder blot et ønske: at lægge mig til at dø.

Din Amalie.

[Tilføyelse på baksiden av papiret]:

Er ikke dette gode konvolutter?



47. Amalie til Erik

Kr.ania 8-12-82.

Er du endnu sint på mig? Det er du vist, for nu har du fået tid til at tænke dig om, og så er jeg vis på du har tænkt dig harmere og harmere. Ja, for det var nu også stygt af mig at skrive om sligt, – nei ikke at skrive det, for det var vel bedre vel at sige det frem, end at gå og skjule det for dig, og være bange for et og andet sådan i al stilhed. Du har så tidt sagt, at du er så langsomt et menneske, og nu tænker jeg mig at vreden og misfornøielsen langsomt er voxet op i dig, og derfor kvier jeg mig til dit næste brev, på samme tid som jeg venter det med utålmodig længsel. Å bare jeg var hos dig, – du kan tro jeg skulde få dig til at forstå det; der skulde ikke blive såmeget som en skygge af forundring tilbage hos dig, over at jeg havde mine anfald af ængstelse. Nu, efterat du har talt om det kan jeg rigtignok ikke begribe mig på mig selv, skjøndt det kan jeg; men jeg er så usigelig bedrøvet over det, meget mere end det kanske vistnok er værdt. Tror du at du vil ha’e en liden smule ondt for at tilgive mig ganske? Gad vidst om du ikke vil det? Er du langsinnet? Det er ikke jeg, – ja det vil sige, undtagen når det er noget uhyre, – noget der slukker ud, eller bryder af, eller gjør stum, for da er der ingen som er værre end jeg, men da er det heller ikke langsinnethed, men noget ganske andet reelt og fornemt. – Jeg skulde hørt på det med et smil – siger du – det var jo det jeg gjorde først, men så kom der mere, som var værre, og så var det det kjedelige, at jeg kom til at gruble over det om nætterne, og da er det altid slemt, for jeg kan ikke undvære søvnen min, uden at det hævner sig på en eller anden måde, denne gang altså med alle de stygge ængstelser. Og tilslut blev det så pinefuldt, at jeg måtte ud med det. Men nu du ikke længer være vred for det, hører du jeg be’r dig så pænt, og jeg ser så bange på dig, for jeg kan ikke leve uden at du er blid på mig, – nei, jeg kan, jeg kan det ikke. Hvis du gik i dage, og var sint, og så koldt og ondt på mig – for du kan godt, – så blev jeg rent fjollet af sorg, og hvis vi levede sammen, og du kom sent hjem om aftenen, så vilde jeg være gået iseng, og ligge med ansigtet ned i puden og nakken op, og lade som jeg sov stenhårdt, og siden, når du var sovnet, vilde jeg gi’e mig til at græde. Nu du skrive , at jeg kan føle du ikke er vred, ellers kommer jeg ikke til mødet; tror du jeg vil komme, når det skal være for at få skjænd af dig? Jeg har lidt ondt i hovedet i aften, ja ikke så lidt enda, og det gjør mig utålmodig og kjed, for jeg er ikke vant til noget sligt. Jeg har ikke ofte ondt nogetsteds. Men derfor kan du tænke at dette brev ikke bliver langt. Det er desuden sent. Den stærke ovnsvarme skal heller ikke gjøre det bedre. Og så er jeg træt. Jeg har siddet med en sypige siden middag, og været så umådelig flittig, for det var sidste dag hun kunde komme, og i formiddag var jeg i geburtsdagschokolade, og drak en champagne, der ikke var god. – Jeg længes så umådelig efter dig, bestandig, du! Det er dog underligt at gå med denne græsselige lyst til at kaste sig i et menneskes armer, – jeg har aldrig kjendt magen, – det er for naragtigt igrunden. Og gad vidst om det nu egentlig er så morsomt. Ja nu får jeg se når vi træffes i Sverige. Jeg har spurgt efter om trænene, og tænk jeg må overnatte i Charlottenburg.jeg må overnatte i Charlottenburg: Charlottenberg er like over grensen Norge/Sverige. Er det ikke rædsomt. Nu skal du høre: trænet går herfra kl. 8 eller så om morgenen første juledag f.eks. og så kommer det ikke til Gøteborg før den næste dag kl. 8 om morgenen naturligvis. Er det ikke rædsomt! Det er vinterruten. Gid pokker havde den. Kunde ikke du komme til Charlottenburg? Så traf vi hinanden allerede første juledags aften, – å nei, det er sandt, dit træn går jo først fra Kjbhn. kl. 11 om form. så det er jo en umulighed. Ja, nu må du endelig give mig den nøiagtigste besked om alt muligt, hører du? Måske kunde jeg blive i Charlottenburg og vente dig der. Det kan vist ikke være så langt fra Gøteborg. Jeg skal se efter på dit jernbanekort. Nei, – den stod der ikke naturligvis. Så har alt det stræv med at finde det brev, hvori kortstykket lå, været til ingen nytte, – det falder af sig selv, at det var det allersidste brev i bunken, og at jeg havde at gjennemse hvert eneste ét, før det rette kom. Jeg har telegraferet til B.B. idag.jeg har telegraferet til B.B. idag: Telegrammet finnes ikke. Han er jo hos Hegel. Du kommer vel til at treffe ham. Jeg læste et brev fra G.B. til redaktør Thommesen forleden.et brev fra G.B. til redaktør Thommesen: Brandes skrev til Thommessen fra Berlin 30/11/82. Han klaget bl.a. over sin behandling i norske aviser: «I den sidste Tid seer jeg jævnlig mit Navn i det sidstnævnte Blad [norsk Dagbladet] og ærgrer mig regelmæssigt derover. Enhver, der optræder, ansér det for sin Pligt at sige mig nogle Uartigheder.» Hvor han dog kan syte, (klynke hedder det på dansk) den mand. Som om hele verden ikke pønsede og tænkte på andet end at sige ham «ubehageligheder» og «uartigheder». Han er dog med al sin storhed lidt liden; mindre end en af os (i hans sted) kunde være fordi han er en jøde; og dog holder jeg så meget af jøderne, – ja forresten mindre nu. Det går altid så, man har voldsomme anthipatier, næsten afsky, så slår man om såsnart man mærker at man er gået for vidt og har været uretfærdig, man forbauses over al den uret man har havt, man vil gjøre den god igjen, man bliver varm, lukker øinene vidt op, for vidt, man begeistres og får ideer, – men så bli’er man gammel i rusen, og så begynder man at forstå, at der dog har været nogen grund til anthipathien, og så bli’er man stående der. – – Men hvorledes kunde dog Fritz komme til at gjøre dig undskyldning, for noget han sagde om mig. Han må jo vide fuldstændig besked for at kunne gjøre det, – for hvad buisiness [sic] havde han ellers til at gjøre det? Ja, du er rigtig deilig, du. Hvorledes er det dog du har båret dig ad, – jeg er nysgjerrig for at vide hvordan det gik til. Og tænk Fritz som går og vaser så om alt til alle. Det er umådeligt sørgeligt. Hvor jeg glæder mig til at få tale med dig om alt dette. Og hvor jeg glæder mig til at skulde kunne sige mundtlig godnat til dig om et par ugers tid. Da skal jeg også ta’e dig om halsen med det samme, og kysse dig rigtig ordentlig. Jeg elsker dig mere end det er muligt, mere end fru Gyllembourg elskede Gyllembourg, hvor vil du hen! titusinde gange mere. Jeg er træt og min hovedpine er ikke bleven bedre. Og nu skal jeg ovenikjøbet løbe ned gjennem haven midt om natten i al sneen med dette brev til en postkasse, som hænger dernede i den gade, hvor vi gik isommer, for ellers kommer det ikke til at gå før på søndag. Postkasserne bliver tømt om morgenen kl. 6, forstår du. Den, der kunde sidde ved din side, med din arm om sit liv, og tale om alt muligt!

Din Amalie.



48. Erik til Amalie

Søndag Aften den 10 December 82

Min elskede, tak for dit sidste Brev.dit sidste Brev: brev 46, skrevet 7/12/82. Det var yndigt at modtage. Hvor er hvert Ord deri kvægende godt. Det er en så fuldt lødig Kærlighed den, der har skrevet det. Min egen Pige – jeg havde naturligvis en «lille» Angst for Måden Du vilde tage imod Utålmodigheden, Utilfredsheden, hvad Du vil, i mit sidste, afjagede Brev. Stump, vi gå jo begge på en ikke fuldt tilforladelig Viden om hinanden, så længe vi ikke i et Møde har taget på, følt, vejet, undersøgt, legemliggjort vor Kærlighed – Du søde, så roligt, så alvorligt, så inderlig villende vide Besked – å min dejlige Veninde, jeg vil, at jeg med et eneste Strøg af min Hånd skal kunne sige Dig hundrede Ord, og jeg vil i et eneste Blik fra Dig kunne læse Ting, som aldrig endnu er bleven sagt, som aldrig vil kunne blive født til Verden i så grov en Skikkelse som et Ord eller en Række af dem. Min elskede! som Ord dog er for lidt – ikke?

Du, nej jeg tror ikke, at jeg vil drille Dig med din Fejltagelse. Så vidt jeg véd er det ikke min Natur at «ærte». I alt Fald gør det altid et ubehageligt Indtryk på mig at høre andre gøre det. Og det er ikke selve Fejltagelsen, som jeg lagde stor Vægt på – skønt Stump, jeg tror, at min Stil er en hel anden; er den ikke mere varm, er der ikke noget mere Pragt ved den. De tre Breve i «Gertrude» som Helten, hvad Fanden er det han hedder, Arthur, tror jeg, skriver dels om Lærerinden på Gården, dels senere om sine to Veninder og endelig på Lasarettet har jeg altid betragtet som Stilprøver fra min Hånd. Og mig forekommer det, at der er en egen Glød i dem, en blot ved Sprogets Vellyd frembragt særegen Pragt og Dybde i Farverne, som jeg har forud for de fleste, en vis glat eller glidende Ynde, ikke noget energisk, stærkt og stort, men dog noget sikkert, skønhedsmættet villende. Eller er dette noget Sludder, sig mig det! Nej, altså det var ikke selve Fejltagelsen, der gjorde mig ærgerlig, det var de yndefulde, søde Værdier Du ved den kom til at skænke mig forgæves. De nåede mig ikke. Jeg følte dem ikke. Jeg kunde ikke huske de Ting i det lille Stykke, hvortil dine Ord sigtede. Og jeg havde Følelsen af, at Du søgte måske inderligere, kærligere end nogensinde ind til mig, at det Hoved, Du gemte ved mit Bryst, var en Kærlighedsgave af så fin og øm en Art, som jeg endnu i det enkelte ikke havde modtaget – og så stod jeg der som en Per Tott,en Per Tott: gjenstand for ringeakt eller spott, jfr. Tommeltott. der ikke kunde gribe hvad Du vilde have jeg skulde tage. Det var så pinligt Stump, at et eneste Ord fra Dig skulde gå til Spilde, jeg som ikke vil miste end ikke et Fnug af en lille bitte Stump af en Længsel hos Dig, som vil kunne høre et Suk i dit Bryst, længe inden det er blevet til Antydningen af en Lyd! Ikke Unge, Du lagde Dig ind til mig da, så fint og blødt og varmt, som kun dit eget elskende Legeme kan gøre det, og jeg kunde ikke gribe Dig – jeg kunde ikke netop da, da Du var sødest, sige Dig det, jeg kunde ikke med et Kys på dit Hår og med en Arm så varlig om Dig give Dig Følelsen af min Kærlighedsglæde. Du, min Ven, var dette ikke Synd? Forstår Du nu Arten af min Ærgrelse. At noget er spildt imellem os to!

Ven, husk én Ting, at jeg ønsker at kende de Historier man fortæller, om ikke for andet så for at få Lejlighed til at lægge hele mit Liv åbent for Dig. Et eller andet, der peger hen mod virkelige Forhold, indeholder disse Krønniker [sic] dog vel. Og det véd Du jo, at Du elsker en Mand, der har levet som andre Mænd; der er meget i mit Liv som Du naturligvis slet ikke holder af. Kærlighed, Fidteri, Bedrag eller sådan noget Kludseri – er det ikke dit Ord? – er der ikke meget af, noget må vel findes hos ethvert Menneske, jeg er meget nøjeregnende, og véd, at også Du har din Part deraf – Du tror det måske ikke – men netop det, man vil betegne med «Don Juaneri» eller i Ordeste [sic] egenlige Forstand «Fordærvelse» af Hjertet – nej min Stump, det er ikke forekommet i mit Liv. Herregud det er jo netop det, som ikke er sket med mig. Det er jo min eneste Fortjeneste på denne Jord. Du søde vær altså så artig at huske på Historierne, at Du kan fortælle mig dem.

Hør nu Amalie, der er noget af Demoralisationen fra dit foregående Liv, som bestandig gør Dig Fortræd; jeg må tale lidt om det. Først dog dette: Vor samtidige Forsvinden fra vor vante Skueplads vil næppe skaffe Vanskeligheder. Her vil jeg lyve. Jeg rejser til Jylland i Julen til min Broder der, som er Præst.min Broder …som er Præst: Eriks halvbror William Skram var prest i Grønbæk i Jylland. På Mrgbls Kontor vil man ikke få Mistanke om noget andet, og Brandes altså ikke i et Brev til Paris fortælle den mærkelige Omstændighed, at jeg er borte, særlig da han jo ikke aner noget om din Rejse. Passez! Min Ytring til Dig, at Du har båret Dig dumt ad lige overfor Fritz betyder: Du skulde da Thauloverne [sic] i sin Tid faldt over Dig rolig som Du gjorde have afvist de andre, men Fritz og Ingeborg, som du står nær, eller ialt Fald hende, skulde Du have standset ved netop ikke at lyve. Uden at sige et eneste positivt Ord kunde Du have forpligtet de Mennesker til at lade Dig i Fred på dette Punkt. Du har sagt mig, at Ingeborg troede på, at der var «Alvor» i Historien, en eneste Mine, et eneste Ord fra din Side havde gjort, at hun med Respekt havde taget Sagen ind i sig som et kammeratlig Anliggende, om hvilket hun dannede en Del af Vagten imod Uvedkommendes Indtrængen. Havde Du kunnet være stolt for din Kærligheds Skyld vilde dette være sket. Men Du var ydmyget og nægtede som en Forbryder, der for enhver Pris vil slippe. Du har derved opnået at få to Sporhunde – og de farligste – lige i Hælene i Stedet for at danne Dig en solid Sauvegarde. De er krænkede, pirrede for dit Lyveris Skyld, de vil nu ved ethvert mistænkeligt Ord eller Vink, sætte Snuden mod Jorden og finde noget ud, og de har ingen Forpligtelse til at lade være. Tværtimod! Du har vist dem bort fra Dig ud imellem Rakket, der staver og lægger sammen, og så staver de og lægger sammen. Det er jo nemlig umuligt at lyve. Véd Du ikke det? Umuligt at gennemføre en Løgn, når man da ikke er pervers. Man skal ikke lyve, det er dumt! Du tager på min Ytring om min Sjæls «dyreste Indhold» lidt som om den i dine Øren lyder som en Floskel. Det er forkert. Det er sandt, at jeg ved at lyve positivt om Dig har Følelsen som begik jeg Helligbrøde – jeg mener om mine Følelser for Dig. Jeg kan ikke sige de Ord, som skulde ved deres Frækhed eller Flothed eller rolige Ligegyldighed gøre et Forsøg på at jage Hunden bort, der snuser. Men jeg kan ved min rolige Alvorlighed tvinge et Menneske, der har nogen Ære i Livet, til at bøje ind i nogenledes fine Tankeforbindelser, når han har med mine og dine Anliggender at gøre. Længere formår man ikke at sikre sig mod Kendinge – efter min Erfaring. Havde Du valgt dette Middel, havde Du nu i forholdsvis Sikkerhed kunnet bevæge Dig nogenlunde frit. Nu har Du bundet Dig strammere end rigtigt og nødvendigt. Men det kommer altsammen fra dit foregående Liv. Hvad Du stod i Begreb med, var noget så vanskeligt at forsvare osv., der måtte lyves. Uf! Og så er det jo sandt Stump, netop i de Dage man overfaldt Dig, var Du jo i Begreb med at smutte bort fra eller snige Dig bort fra din Kærlighed – og det var min Skyld. Ak, Amalie, havde jeg straks kunnet gøre Dig stolt og glad i din Kærlighed, havde Du måske båret Dig anderledes ad. Ven, jeg véd godt, at der var meget forkert ved mig straks, og dette er netop tror jeg den dårlige tilsvarende Følge. Men altså Amalie, Du kommer! Vær nu ganske og aldeles vis på, at jeg véd, hvad det betyder for Dig. Men Du må ikke bære på denne Skræk. Det er Gift. Det er noget satans afskyligt Tøj! Det er rigtigt hvad Du gør – hvad vil Du så mere? Vi skal være meget fornuftige og forsigtige, så vidt mulig ingen Dumheder gøre. Du vover mest, jeg véd det Unge. Men Du vil jo vove det og så må Du ikke være bange, for så gør Du Sagen endnu sværere.

– Hør Ven jeg kan for min Død ikke lide dette Kurmageri, som Folk vover overfor Dig. Nu det med Fritz. Det er dog for galt. Og så var der virkelig for Alvor Tale om, at Du vilde være gået i Båd sammen med ham! Eller skulde I være rejst på Dampskib sammen? Lige meget! Du er for uvidende Amalie – det går ikke an. Du er for – hvad skal jeg kalde det? jeg har et forskrækkelig hårdt Ord på Læberne – for uberørt af de Kumpaners urene Tilnærmelser. Vis dem dog Foragt, Du er for blød – o jeg havde Lyst til rigtig at skænde på Dig. Men jeg skal nok gøre det, når vi kommer sammen. Må jeg skænde rigtig stærkt på Dig? Det er så sødt. Men Du skal se Amalie, Du vil hos mig uden at jeg behøver at sige meget, lære meget.

Du Stump, når jeg rejser fra Kbhvn den 25, så er jeg den 26 Morgen Kl 6 i Gøteborg. Jeg synes det er fornuftigst, at jeg er der først. Hvis du altså rejser fra Kristiania den 26, kan jeg om Aftenen tage imod Dig. Så er Du kun Natten over i Byen. Næste Dag tager vi et eller andet Sted hen, syd på eller øst på, lige meget hvor, er dette ikke godt? Men sig mig kun én Ting. Skal jeg, når jeg bestiller Værelser, indrette det for min Søster, min Hustru, eller «en Dame» – hvori jo ikke behøver at ligge noget slemt. Du søde overvej dette et Øjeblik. Og så giver jeg mig et andet Navn. Hør det er forfærdelig morsomt alt dette farlige Roderi. Vær snild, giv mig et Navn. Det rigtigste er vistnok at Du simpelthen er min Hustru. Jeg har forhørt mig om Hoteller. Der ligger tre, som skal være lige gode, i Nærheden af Banegården, et af dem er Hotel Kristiania, lad os vælge det. Det er blevet Tøvejr nu i Danmark efter en usædvanlig tidlig og hård Vinter med Snestorme og Togstandsninger – Du skal se, Vejret bliver nok skikkeligt i Juleugen; under alle Omstændigheder har vi Navn og Hotel aftalt, for under mulig indtrædende Tilfælde at kunne telegrafere til hinanden. Amalie er det rimeligere for dine Forholds Skyld at komme en Dag eller to senere til Gøteborg, så kan jeg også det, men for mig er det bedst at komme afsted den 25de.

Den Sum, jeg lånte ud, har jeg fået igen. Jeg har slet intet Begreb om hvad vort Møde vil koste, men jeg gør et Forsøg på at få 300 Kr med. Jeg er så angst for at have for lidt Penge på mig. Jeg véd ikke Amalie hvor mange Dage jeg kan snyde mig til – ak Uger bliver det ikke.

Amalie, jeg ser nu først rigtig tydelig, at Slutningen af dit Brev er så sørgmodig. Du må ikke tage Dig af disse Smudsigheder. Bag dem, ser der dog ikke så hæsligt ud, som Du tror. Jeg har fortalt Tingene som de er, for det er min Vane, og jeg har ondt ved at lade være, og efter min Mening er det rigtigt, at også en Kvinde – en forstandig, moden Kvinde – tvinges til at vide Besked, men naturligvis må der være mangfoldige Ting, som ved at stilles uforklarede hen kan antage endnu værre Former end de i og for sig har. Også om den Slags Ting kan vi jo snakke. Min lille Pige, der er ikke Spor af Tvivl om, at G.H. er fordærvet og demoraliseret – i hvor høj Grad véd jeg ikke ret, jeg mener, jeg véd ikke hvor dybt eller hvor lidt dybt hans egenlige Følelsesliv er angrebet; men det skal Du vide, at fordi det ved hans usigelige Mangel på Penge kommer til at antage grelle Former, så er hans Fordærvelse ikke derfor større end disse rigtig pæne Mænds, hvoraf der sikkert gives nok i Kristiania, og med hvem Du kommer i Selskab og spiller Kort t.E. Husk jeg véd intet om din Omgang, beskylder ingen, men jeg antager det kun for rimeligt. Og heller ikke er dette grove Grisseri egenlig værre end det, Miljonerne gør anstændigt i sin ydre Form, eller blot velhavende Forhold formår at dække nogenlunde vel til.

– Men hele denne Verden under den Verden, man ser, kender Du for lidt til, at det kan nytte her at fortælle Dig noget om den. Der kunde ellers på ny være Lejlighed dertil, igår så jeg nemlig ikke så lidt af sligt: Der var et udmærket vellykket Gilde for Bjørnson i Studentersamfundet – han talte fortrinlig, helt anderledes end oppe på Aulestad – og efter det vandrede jeg ud med 6 [kendte?] Mænd for at se Kbhvn ved Nat.med 6 [kendte?] Mænd: Ordet er delvis avrevet, med det framgår av Amalies svar at det må være «kendte». Jeg vil ikke affektere, at jeg ikke før har set sligt, men det er længe siden, og jeg var nu netop igår i et Humør, som bar mig ind på den Slags Nysgerrighed – Grunden skal jeg fortælle Dig en anden Gang – og jeg så virkelig adskilligt, som morede mig. Da jeg så kom hjem Stump, så dit Brev til mig, og som et rensende Bad efter de Ting jeg havde hørt og set på, fyldte jeg mine Tanker med dine usigelig rene og søde Ord. Ser Du nu, min Unge, hvis G.H. nu ingen Kvinde har, som han holder af, eller som holder af ham skal meget tilgives ham.

Jeg er træt nu af at skrive – min Hånd tåler i Grunden ikke meget, jeg har haft en Art Skrivekrampe – Klokken er også mange, jeg har først sent i Aften kunnet begynde. Jeg siger Dig Godnat min lille Pige! – Det er sandt det om Fru Gyllembourgs Breve. Jeg turde jo ikke sætte dit Navn på. Kan du ikke begribe, at jeg havde haft den inderligste Lyst dertil. Naturligvis er jeg lidt skuffet over, at Du der ikke føler helt som jeg. Men det bliver sødt at tale med Dig om det. – Godnat min yndige lille Pige, min Elskede! Du véd jo af, at jeg er rigtig dybt alvorlig grebet af så snart at skulle mødes med Dig. Min Amalie!

God nat Du elskede.

Det er G. Heiberg som har skrevet Anmeldelsen af «Familien Pehrsen» i Mrgbl.Anmeldelsen af «Familien Pehrsen» i Mrgbl.: en usignert, ganske velvillig anmeldelse som ble trykt i (dansk) Morgenbladet 6/12/82.



49. Amalie til Erik

13-12-82

Nu har du vel også fået mit andet brev, som var skrevet fredag aften i en bange og bedrøvet stemning, såvidt jeg husker. – Jeg havde ligefra søndag af, så vist ventet mig brev idag morges. Hvergang jeg, mens jeg klædte mig på, imorges, hørte nogen gå i trappen og ringe på klokken, bankede mit hjærte som det var galt, men det var aldrig postbudet. Så havde jeg opgivet det, og forsøgte enda med lidet held at være nokså fornøiet, idet jeg sa’e til mig selv, at nu kunde jeg i allefald med kraft ta’e fat på mit arbeide, siden dit brev ikke var der for at distrahere mig, som det altid gjør i en nederdrægtig grad. Men så kom det alligevel; – tak du forfærdelig elskede som får mig til at være et fremmed menneske, som jeg selv slet ikke kjendes ved, som bringer mig til at gjøre hvad jeg forlængst har troet mig ophøiet over, og i overlegen medlidenhed har overladt til andre, elendigt forblindede væsener. – Lad os ikke tale mere om den dumme misforståelse hvad brevet fra Landet angår, iallefald ikke før vi treffes. Jeg forstår dig forresten så udmærket. Du er vidunderlig sød, er du, og så over alle grænser klog, – hvor er det dog muligt at du er til, og at jeg, at jeg virkelig har fundet dig. Men jeg skal sige dig det, at brevet fra Landet er godt; jeg har læst det igjen og igjen, og det kunde, så eiendommelig og meislet din stil endog er, udmærket været dit brev, et udtryk for en stemning eller en fantasi, du havde sat i ord i en fart. Lad det længe nok være hende som har skrevet det istedetfor dig, – jeg siger ikke længer at jeg elsker det, – men jeg holder af det, ikke alene fordi det voldte mig denne illusion, men også fordi det er godt. Hvor det er deiligt, at du ikke synes om at ærte. (Jeg har brugt det danske ord «drille», meget imod min villie, af hensyn til dig. Nu ser jeg til min glæde, at du kjender ordet ærte.) Ikke jeg heller synes om det, – jeg kan det endog ikke. Det vil sige, – jeg har forsøgt at lære det gjennem tidernes løb, for at ha’e et våben mod dem, der ærtede mig, og jeg blev virkelig flink, – skjøndt nogen rigtig art havde det ikke. Men du kan tro, det er min natur imod; dem jeg holder af, holder jeg af på en ganske anderledes alvorlig måde, end at jeg kan klusse samværet op i sligt tusseri. Men det er jo så almindeligt at de, der står hinanden nærmest, uafladeligen og ubarmhjertigen ærter hinanden, så jeg næsten troede det hørte til. –

Alt det du siger om «demoralisation» fra mit «foregående liv», er der vist meget i. Det vil sige, jo længere og jo mere jeg elsker dig, jo bedre forstår jeg hvad der ligger i disse ord, det har jeg i ethvert fald en følelse af nu. Men jeg synes at du i dette tilfælde lægger forliden vægt på, at der dengang Thauloverne kastede sig over mig, slet ikke var noget at betro, hverken de nære eller de fjerne iblandt dem. Ingeborg kom jo og talte til mig, netop som jeg havde afsendt mit (som jeg troede for gud og mennesker) afskedsbrev til dig. Og strax efter reiste hun jo. At indvie nogen, selv Ingeborg, der ved sin egen uhyre fortrolighed kunde havt krav på min til gjengjæld, i det, der dengang var foregået mellem os, vilde jo været en uting, og dernæst mig en umulighed. Jeg gik jo med et sår, der blødte, og jeg havde jo ingen anden udvei end at dække mig bag en forhærdet nonchalance. Det synes jeg just var dygtigt gjort af mig. Netop fordi, jeg var så vis på, at alt var forbi mellem os, måtte jeg jo lyve dig og mig fra det hele. Hvis jeg havde tilstået at du virkelig havde været hos mig, og at vi havde havt sammenkomster her, som vi havde holdt skjult, så kunde de jo ha’e anstillet gisninger, (når de så, der intet kom ud af det), som jeg fuldt så meget for din skyld, som for min, måtte søge at afende. Kan du ikke forstå det? Det lykkedes mig også virkelig. Og jeg tror det skyldtes min måde at tage sagen på, at ikke Thauloverne, Ingeborg også, dengang gik og hviskede om at du havde friet til mig og fået en kurv, for noget sådant slog de på; det var just det som forfærdede mig i den grad, at jeg fik mod til at være så kjæk, så langt kjækkere end jeg selv havde ventet. Sådan hang det dengang sammen. Men det kan jo også godt være, at om det havde været anderledes, jeg dog ikke vilde havt mod til at være sådan som du siger, jeg skulde. Skjøndt gud ved alligevel. Det forekommer mig at om Ingeb. nu spurgte, kunde jeg, om det gjaldt mit liv, ikke ha’e fornægtet min kjærlighed. Sagen har jo slet ikke foreligget siden, – ingen har spurgt mig, – alt synes glemt her. – – Jeg mente slet ikke, at det om dit «hjærtes dyreste indhold» var en floskel. Er du gal gut! Hvis ikke din kjærlighed var det, vilde jeg slet ikke ha’e noget af den, du. Tror du kanske ikke den er mit? Men alt det kan vi jo tale om. Bare vi får tid til så meget. – Hvorfor vandrede du ud «med sex kjendte mænd»? Og hvorfor var du «i et humør som bar dig ind på den slags nysgjerrighed», og hvorledes kunde du more dig? Kan et bravt menneske virkelig more sig ved sligt. Jeg synes det måtte være ham bare en lidelse, jeg. Jeg har nu en følelse af at der er mellem min og mandfolks verden et dyb befæstet, som det der var mellem fader Abraham og den rige mand i pinen.fader Abraham og den rige mand: «Og foruden alt dette er mellem os og Eder et stort Svælg befæstet.» Liknelsen om den rike mann, Lukas-evangeliet 16, 26. Jeg kommer aldrig over det dyb, – jeg mener end ikke med min forstand. Så god den endog er, så slår den ikke til ligeoverfor dette uudgrundelige væsen. At det slet ingen skam er, – bare det at yde sit bidrag til at sligt består, – – ja det nytter jo slet ikke at tale derom, – det er så uhyre nedslående, så græsseligt ondt og stygt, at det stundevis betager mig al min tro til mennesker, og alt mit mod på livet. – Paulsen har troet at det var dig som havde anmeldt «Pehrsons». Du skal få se den skrivelse, han i den anledning sendte mig. Jeg tager den med. – Adieu sålænge. Jeg skal spise middag.

Om aftenen. Jeg går og studerer på om du vil sende mig en skrivelse til svar på mit andet brev, som du vel må ha’e fået mandag morgen, eller om du vil tænke som så, at det jeg fik idag kan være nok for dem begge. Gud give du ikke vilde det, for det er så over al måde deiligt at få dine breve, selv om der er skjænd i dem. I dette sidste var der nu egentlig en hel del, men så var der også så mange søde, gode ord, der gik mig lige ind i sjælen og gav mig en længsel efter dig, som du ikke kan fatte. Jeg skal svare dig på det du skjænder for når vi sés, – (når vi sés – det er næsten berusende at vi skal sés); da skal jeg jo også ha’e mere skjænd, så det er klogest at vente til jeg kan ta’e alt under behandling på én gang. Brevet fra B.B.brevet fra B.B.: se brev 46, note 3. vilde jeg så gjerne ta’e med mig for at vise dig, men jeg er vis på, du bliver sint på mig for det, og det ville virkelig være synd i mig, for der er jeg nu så over alle grænser uskyldig. Jeg ved det er dumt at jeg viser dig det, for du vil ikke kunne forstå hvorledes det går til at B.B. kan skrive således, – og det kan jeg ikke heller, – skjøndt jo, når jeg husker hans måde at spøge på, den er lidt plump og voldsom, så kan jeg det nok, – hvad var det jeg vilde sagt – ja, – men siden du nu netop har skjændt på mig for den slags ting, så vilde det plage mig at der var noget jeg ikke talte om. Pyt, du må ikke tro det er noget! Det er et utækkeligt vrøvlet brev, fuldt af sludder og ingenting; men B.B. har aldrig skrevet således før, og når jeg har været sammen med ham, har han altid siddet mindst tre alen fjernt fra mig, og aldrig rørt med en finger ved mig, undtagen éngang i et selskab, da han midt for alles øine pludselig greb mig om livet, som jeg stod og snakkede med ham. Men han slap mig strax, og det gjorde ingenting, for det kom så rent uforvarende. – Du må love mig at der aldrig skal komme nogenslags misstemning ind mellem os for sådanne årsagers skyld. Det vilde være for dumt og dertil uretfærdigt, og så vilde det krænke mig, og tilsidst gjøre mig vred. Men jeg ved jo godt at du er altfor sød, – jeg er så tryg, så tryg hos dig, min elskede! – – Jeg har atter læst dit brev igjennem, og det næsten ærgrer mig at du tager således på vei fordi jeg har «nægtet som en forbryder, der for enhver pris vil slippe». Det er aldeles forkjert tænkt og sét af dig. Hvad havde jeg at gjøre andet dengang ligeoverfor Ingeborg?, – og siden har man ikke spurgt mig. Men jeg har jo skrevet om alt det, – du gode gud hvor du kan skjænde forresten! Og nu med hensyn til vor reise. Se nu på det, jeg skrev om Charlottenburg.[sic] Var det ikke lige godt, at du gik did? Der vilde altså jeg indtræffe om aftenen. Skulde jeg til Gøteborg vilde jeg altså først træffe dig den næste morgen, og det vilde være fælt at blive alene i Charlottenburg, og måtte op tidlig ja vistnok meget tidlig midt på natten omtrent, eftersom trænet skal være i Gøteborg kl.8, tror jeg, om morgenen. Jeg tager ingen bestemmelse, før jeg atter har hørt fra dig. Men så næste gang håber jeg at kunne give ordentlig besked om alt. Hvor det er græsseligt flaut dette med at bestille værelser. Du ved ikke hvor pinligt det var at læse det, men det er jo ganske nødvendigt at ha’e alt på det rene i forveien. Men hvor det er flaut! Jeg generer mig alligevel græsseligt for dig, du. Og så at du skal give dig et andet navn! Måtte jeg også det? Det er jo som var vi to falsknere som politiet var i hælene på. Jeg overlader alt dette til dig. Du må ikke blive vred fordi jeg ikke giver mit besyv med i laget; jeg kan jo ikke sige at du skal kalde mig din, – ja hverken det ene eller andet. Gjør i denne henseende ganske som du finder det klogest og rettest. Jeg forstår jo godt at vi må være enig om alt, men at vi skal være nødt til at blive så fordægtige!

14de om aftenen. Jeg fik ikke noget brev idag; derfor gjør jeg dette færdigt, og løber ned i postkassen med det, så får du det lørdag aften vel. Hav nu alting bestemt til næste gang du skriver, og lad mig vide nøie rede på alle greierne. Så skriver jeg – det bliver formodentlig i næste uge – et brev med svar, hvori jeg siger at jeg har forstået, og at alt er allright. Derefter skriver jeg bare et eneste brev til før vi sés. Er det ikke deiligt at jeg kun har to breve til foruden dette, at sende dig, inden vi tales ved? Men er det ikke fælt at vi skal ha’e falske navne? Skjøndt klogt er det vistnok. Alt dette har jeg slet ikke tænkt på, for jeg er så letsindig, og derfor kom det så overraskende på mig. Du, det med at bestille værelser er i grunden det sværeste. Hvis du sa’e jeg var din søster, hvad jeg helst ønskede, men hvad ingen vilde tro som ikke var rent idiotisk, (gud give jeg dog havde været meget blondere!) så kunde vi fået værelser ved siden af hinanden. Det kunde du godt ha’e forlangt; ikke sandt? Men hvis du siger det er til en dame, så vil de måske forundre sig over, at vi sidder så meget sammen om dagen og, men du kunde jo sige det var til din forlovede! Er ikke det en god idé. Den tror jeg er udmærket. Så kan vi være sammen så meget vi vil hele dagen, og de vil bare finde det naturligt. Ikke sandt? Gjør forresten som du vil, og skal jeg hae et andet navn, så må du skaffe mig det. Jeg synes alt dette er så fælent på afstand. På nært hold bli’er det dog vel ikke så slemt, antager jeg. Jeg kan meget nødig reise herfra før den 26de om morgenen. Ja; jeg kan jo slet ikke da heller, men jeg vil alligevel gjøre det. Idag om 14 dage er vi altså sammen. Er du nu vis på at du bliver rigtig glad i mig, strax du ser mig? Du har jo igrunden sét så lidet til mig, at du slet ikke ved hvordan jeg er. Tænk om du finder mig ganske anderledes end jeg står for din erindring. Vil du så blive skuffet? Det skulde du ikke, for jeg kan nok være bra, om jeg ikke netop er slig som du har tænkt dig mig. Jeg er vist ikke så pen om vinteren som om sommeren. Al den ovnsvarme tager på huden, og så er jeg meget blegere, for da du så mig, var jeg brun af at ligge på Grefsen. Jeg er så bange, og jeg er så flau for dig. Du må slet ikke sige noget til mig med det samme du ser mig, ikke før en god stund efter, hører du det elskede. Hvor det bli’er dræbende at reise den lange vei alene. Jeg vil tage ind et sovepulver, og lægge mig nedfor fra begyndelsen af. Det er den eneste måde at kunne holde ud på. – Det er slet ikke slige fæle folk jeg spiller kort med, må du tro. De er tværtom meget skikkelige, – ja det vil sige, én siger man noget slemt om, jeg ved ikke hvad, – han er adjudant [sic] hos kongen, – men ham er det så skjælden jeg har spillet med, og de andre er slet ikke slig. – Uf, det blier en travel tid denne. Der er så meget som skal gjøres til jul, og så har pigen naturligvis fået værk i fingeren. Hun går med grødomslag, og tør ikke komme i vand med den. Idag var doktoren her og skar den, stakker, hun var så kjæk. En lykke er det imidlertid at veiret er blevet så mildt. Det har været bidende koldt lige op til 14 grader Reaumur,lige op til 14 grader Reaumur: Reaumur hadde en temperaturskala på 80 grader; (minus) 14 grader = – 17.5 grader Celsius. men nu i over en uge er det gået op til 0, og det er så deiligt, især siden jeg må hjælpe pigen i kjøkkenet, for konen kan ikke komme før på eftermiddagen. Jeg bryder mig forresten slet ikke om at det er koldt, når jeg skal afsted. Kupéen er jo opvarmet, og jeg har udmærket reisetøi, forværks kåbe, og mere end jeg behøver af alt muligt. Man spår imidlertid at veiret blier udmærket i julen. Vi får nu se. Dette er et dumt og kjedeligt brev. Du vil kanske finde at det ikke er værre end så mange af de andre jeg har sendt dig, men deri har du ikke ret, – dette er værst. Pennen er så dårlig, og jeg gider ikke tage en ny. Nu skal jeg desuden holde op. Gud give jeg var kommen tilbage fra expeditionen ned gjennem haven: Det er ikke det mindste fælt, men jeg er bare så doven og min stue er så varm. Godnat min elskede, min søde, yndige hjærtens ven! Det går så, at du blier mig alt, alt i verden, det mærker jeg mere og mere.

Din Amalie.



50. Erik til Amalie

Den 14 December 1882

Som Dit sidste Brev er sødt! Som jeg er gået rundt med det i min Lomme, glad helt ned på Bunden af min Sjæl, helt udfyldt af Dig. Ethvert Hul og Sprække i mig var fyldt med Dig. Også når jeg havde mest travlt kunde jeg føle Dig. Jeg tror, at Du aldrig har været så meget med mig som netop i disse Dage. Men jeg har haft urimelig travlt. – Men jeg er ved at blive fortumlet i Hovedet af at studere et forbandet «Jernvägs Karta öfver Sverige» med tilhørende Liste. Jeg kan ikke finde ud af det. Du søde, har Du ikke sagt galt, at du skal rejse fra Krstia Kl 8 Morgen? Efter mine sidste Granskninger har jeg udfundet, at der må gå et Tog Kl 4,20 fra Kr. – – nej nu ser jeg, at det rimeligvis også er galt. Det er for dumt indrettet det Kort! – Men hør nu. Du siger jo, at Du skal overnatte i Charlottenberg. Det er jo ufatteligt. Charlott. er den første svenske Station på Nordvestre Stambanen 18–20 danske Mil fra Krist. – Fra Charl. går et Hurtigtog Kl 6,50 – men om det er Morgen eller Eftermiddag siger den idiotiske Liste ikke – Dit Tog er Kl 1,40 i Laxå. Samme Dag kan jeg fra Gøteborg være Kl 1,50 i Laxå. Jeg formoder at det er Frmdg’s Tog begge to. – – Nej det er noget Sludder, nu har jeg fundet ud af det. Jeg kan være Mandag den 25d. Aften Kl 9 i Charlottenberg. Det går til på følgende Måde: Jeg tager Lørdag Aften Kl 6 fra Kbhvn med Dampskib til Gøteborg, er der Søndag og rejser Mandag Morgen Kl 6,30 fra Gøteborg, så er jeg om Aftenen Kl 9 i Charlottenberg. Ja jeg kan ved at rejse Søndag Aften fra Gøteborg være i Charlottenberg Mandag Eftermd. Kl ½ 1, men så skal jeg tilbringe 3 Nattetimer i Laxå fra Kl 2 til 5, det er mindre behageligt. Og jeg tror, at det er rigtigt, at Du først tager fra Kristiania Kl 4,20 Eftermdg. Men hør nu, Stump: Forholder det sig som Du siger, at Du skal med et Morgentog fra Kristiania, så må Du være midt på Dagen i Charlottenberg, og så kan jeg altså også være der omtrent samtidig. Undersøg nu dette nøjagtig og behold dette fast, at Du kan eftersom Du indretter din Rejse bestemme, om jeg skal være i Charlottenberg Kl ½ 1 Formdg eller Kl 9 Aft. Mandag den 25. Så tage vi slet ikke til Gøteborg, men flakke om hvor helst vi vil. Indret det aldeles absolut alene efter din Bekvemmelighed hvis begge Muligheder findes (Morgen og Eftermdg’stog) Timerne i Laxå om Natten har i og for sig intet at betyde.

Om Aftenen Kl 12 på Kontoret

Jeg har ikke haft et Minuts Tid Du sødeste til at skrive et eneste Ord i Løbet af Dagen.

Det kan nu også være det samme, nu ser jeg Dig jo snart. Jeg har på ny gennemgået Listerne det er rigtig som ovenfor angivet. Svar mig altså og husk, at jeg under alle Omstændigheder tager ind under mit eget Navn i Hotel Kristiania i Gøteborg Søndag den 24

Brandes er idag rejst til Paris!!Brandes er idag rejst til Paris!: Ingeborg og Frits Thaulows ekteskap var i oppløsning i slutten av 1882; hun var i Paris hos sin søster Mette (Gauguin) fra januar 1883.

Det er slemt for mig, for så vidt der da ikke er Tale om at kunne «bede» mig fri på Bladet. – Jeg bryder mig ikke derom og rejser uden Permission med efterladt Skrivelse om, at Fanden er løs i min Familje i Jylland!

Læs Brandes «Et Besøg».Brandes: «Et Besøg»: Edvard Brandes: Et Besøg, skuespil i to akter, P. G. Philipsens Forlag, Kjøbenhavn 1882. Skuespillet er et trekantsdrama: et lykkelig nygift par får besøk av mannens gamle venn Repholt, og konen oppdager at det var han som kynisk forførte henne som ung pike – noe hun har holdt hemmelig for sin mann. Erik tenker her på mannens beskrivelse av Repholt: «han var voksen, fra han var atten. Han var til sytten gaaet med i Krigen som frivillig, var der meget modig, blev saaret og forfremmet til Løjtnan …» (s. 24) Han har gjort mig en slem Spas, tror jeg, ved at give Forføreren udvortes Kendetegn, der ere tagne fra mig. Han har gjort mig en Slags Undskyldning derfor. Men har jeg altså været Stig Høg, så bliver jeg sikkert nok denne Fyr – jeg husker ikke hans Navn.

Nu farvel Elskede

Vi ses snart!

Din Erik

Dine Konvoluter ere for tynde, man kan læse Skriften igennem dem.



51. Erik til Amalie

Lørdag Aften 16/12 82

Min yndige Ven, jeg har fået dit Brev i Aften og vil blot med et Par Ord sige Dig, at Du er den sødeste Pige på Jorden. Tror Du dit Brev var kedeligt? Du er et lille Fæ!

Når Du ikke kan komme fra din Rede før den 26, så er der jo ikke dertil noget at sige. Men så indretter jeg mig lidt anderledes, så tager jeg den 25 over Malmø og kommer til Charlottenberg 26 Kl 12 (?) tror jeg – jeg har ikke det interessante Jernvejs Kort ved Hånden. Jeg sidder hos fremmede Folk og skriver.

Altså kun dette! Du er ubeskrivelig sød, jeg elsker Dig, glæder mig længes og indretter mig ganske som Du kan og vil have det.

Din Erik



52. Erik til Amalie

Mandag Aften [18/12/82]

Min elskede Amalie, er det underligt, at jeg ikke nu mere, da Tiden til at vi skulle ses, nærmer sig så stærkt, griber Lejligheden ved Hårene for at sende Dig et Brev. Min Stump, det er så fattigt at skrive. Aldrig har jeg ladet et Brev gå afsted til Dig uden at føle hvor lidt der står i det imod hvad jeg ønskede at få sagt, og netop nu er det så lidet lokkende at skrive. Jeg er så lidt glad i Brevskriveri og det hører ikke til det mindst mærkelige i Historien mellem os to, at vi har lært at finde hinanden ved Breve. Også Du havde jo forlængst taget Afsked med det for Alvor at skrive Breve. Søde!

Naturligvis skal Du have B.B.’s Brev med. Du skal aldrig være bange for at sige mig noget eller vise frem et eller andet, der skal forklares. Er der noget jeg tror jeg kan, så er det det at høre på og forstå en Forklaring. Du mærker jo, at jeg nærmest er urimelig i den Retning at tvinge Dig til at høre på og forstå alt muligt i Verden. Jeg vilde godt lide, at Du led af samme Sygdom.

Og hør nu en Gang så godt som tyve. Jeg forlanger, at Du har med Dig Manuskriptet i det mindste til den Fortælling, som er færdig. Jeg har ganske vist tidligere været mere ivrig begærlig efter at se hvad Du havde skrevet, fordi jeg da trængte til at få Stof til dit Billede – nu er min Interesse meget roligere. Men den er alvorlig, forstår Du Stump. Og så bliver jeg sint, når Du finder noget «flaut», som jeg er alvorlig ved. At Du véd det min Unge! Du er nu i det Hele en stor Nar med alt hvad Du finder «flaut» – men det gør ingen Ting, jeg skal nok kysse det flaue bort – jeg siger nu flov det er styggere det véd jeg, men egenlig kæle for dette Begreb har jeg heller ikke i Sinde.

– Du Stump, at Du slet ikke kan huske at vi har talt om de Norskes Morskab ved at ærte. Det var på Lillehammer.

– Jeg véd godt, at Du har Ret med din Optræden overfor Ingeborg – – som Sagerne den Gang vare komne til at stå. Men da jeg begyndte at skrive derom – at tænke derpå – stod det mig ikke helt klart, og havde jeg begyndt var det dog det rigtigste at blive ved, noget ramte jeg jo dog hos Dig, som det slet ikke var så galt, at jeg omtalte. Kan Du se, at jeg godt kan være Jesuit. – Også Paulsens Brev skal Du tage med. Tag alt muligt med, som Du blot nogenlunde kan, der minder om Dig, dine Sysler osv. Er det sandt, at Du i Vinter har gået med en Maria Stuarts Krave, der har klædt Dig så nydelig? – Du, jeg har slet ikke pæne Klæder at vise mig i til vort Møde. Jeg burde være elegant men det er jeg ikke. Den samme Frakke, de samme Buxer som i Sommer. Det er i Grunden «flovt».

Jeg betragter det nu som givet, at Du rejser den 26 fra Kristiania. Jeg tager den 25 Kl 11 fra Kbhvn så skal jeg være i Charlottenberg 26 Middag. Om vi mødtes samtidig? Men derom må Du give mig klar Besked.

Jeg kysser Dig Stump – jeg er rolig og stolt!

Din Erik



53. Amalie til Erik

Mandag aften [18/12/82]

Kl. er græsselig mange min egen elskede. Jeg har været til middag hos Wullums, tænk dig det stel – vi sad og ventede i to timer på maden!! i en iskold stue, og jeg, som var så ulykkelig over at komme 10 minutter forsent. Der blev lagt teppe på gulvet og hængt gardiner op i dagligstuen, og alt det var i fuld gang, da gjæsterne kom. Jeg forsikrer at jeg overdriver ikke. Så kan du jo nok forstå, at hun ingen omgang kan ha’e. Da vi så endelig kom tilbords, var det forresten meget bra altsammen, og ved kaffen i den færdige dagligstue, der var bleven så hyggelig, fik vi det næsten gemytligt. Jeg havde i formiddag været på jernbanekontoret i egen person, og erkyndiget mig om trænene én gang til. Så havde jeg glædet mig til at komme nogenlunde tidlig hjem for at give dig besked, men just som jeg skulde til, kom fru Vibe op, (hun bor nedenunder) så sent det var, med sine nybagte julekager, som jeg endelig skulde smage, og så blev hun naturligvis siddende i timevis. Derfor bli’er det ikke meget du får iaften. Men det gjør jeg mig ingen samvittighed af, for du har så ofte sendt mig småstumper af breve, du, som jeg tålmodigt har taget imod, og været glad til! Alt det om Charlottenberg og overnatten og al den anstaltering, var det største sludder. Ikke et sandt ord er der i det. Men mig var det ikke, men derimod fyren dernede som sidst havde givet gal besked; da jeg mindede ham om det tilstod han at han havde taget aldeles feil. Der går nemlig slet ingen andre tog, end det éne hver morgen kl. 6,30 (hvad synes du til det græsselige klokkeslet?) som ankommer til Gøteborg om aftenen kl. 7,20. Er det ikke deiligt elskede! Så er jeg altså bare en dag underveis, med ingen overnatten eller stands eller sligt. Altså reiser jeg herfra tirsdag morgen kl ½ 7; sætter gutterne af i Fr.hald, tager med en rolig og urokkelig mine imod skjændet og spørgsmålene fra moder og Ludvig, der naturligvis er på stationen for at tage imod gutterne, og være fortrædelige mod mig, fordi jeg ikke stiger af hos dem, men reiser ind til mine venner i Gøteborg, ankommer til denne by kl. 7,20, hvor jeg håber du er i forveien. Så kan jeg jo love at blive et par dage hos dem på tilbageveien, når jeg henter gutterne. Jeg havde idag brev fra Ludvig, hvori han siger at han og mor sikkert og vist gjør regning på at få se os i julen, og at det jeg har skrevet om at ville til Sverrig, istedetfor at blive hos dem, naturligvis har været en spøg. Ja, han skal få se, hvad spøg det er! Men det værste er at her siger jeg bare, at jeg skal til Fr.hald for nogle dage, det værste, fordi det er ækelt at lyve. Thi da er det jo nokså rimeligt at jeg reiser fra Vilhelm og hans gut (de kommer forresten at holde til hos hans bedsteforældre, der er så glade ved at skulle få Jakob til at bo der, mens vi er borte) da, når det er for at være hos mor og Ludvig, hvorimod det ellers vilde være underligt. Siden, når V. får vide engang i tiden, at jeg har været i Sverrige (det er forresten ikke sikkert, for han glemmer at spørge og glemmer at høre alt sådant) så får jeg greie mig som bedst jeg kan. Det går nok. Til gutterne har jeg sagt at jeg skal ind til Gøteborg, og besøge mine venner der, og de er så lykkelige over at skulle til Fr.hald hvor de har masser af venner, at det slet ikke har gjort noget indtryk på dem, at jeg drager videre. Forstår du nu altså: det er ganske sikkert og vist at jeg kommer, hvis jeg ikke falder og brækker mit ben, hvad det er glat nok til om dagene, og det er også aldeles sikkert at jeg er i Gøteborg om aftenen kl. 7,20 på tirsdag, anden juledag, som er den 26de dcbr., hvis jeg ikke får afbud fra dig, eller du siger jeg skal reise en dag senere. Nu må du endelig, strax du får dette brev, skrive, om det er allright, og om til hvilket klokkeslet du er i Gøteborg. Gjør endelig det! Hvis du gjør det strax, vil jeg kunne ha’e dit svar lørdag morgen, og så venter jeg ikke mere noget brev. Skulde der i sidste øieblik komme noget iveien for dig, så må du telegrafere; hvis ikke sender du intet telegram, lad det være en aftale, det. Du kommer vel ikke at reise fra Kjbhvn. før søndag eller mandag, så der vil blive god tid for mig til endnu at sende dig et brev, som du skal få lørdag aften, men som ikke skal åbnes før på julaften. Bare jeg nu har givet dig tydelig besked. Jeg må læse igjennem for at se efter. – – Jo, jeg tror nok det er tydeligt. Men tænk om jeg træffer en bekjendt underveis, der setter sig i kupé sammen med mig, for at være underholdende, og fritter mig ud, for det gjør han sikkert, især hvis det er en bergenser, og de er allevegne ude og er så familiære, når de træffer byesbørn på reiser, hvor det vil blive græsseligt! Jeg vil være i en nervøs og angstfuld forfatning den hele dag, og det vil ikke gå over før jeg sidder ved din side, med mit hoved mod din skulder, og hører dig tale trygt og godt til mig, for det er dig som skal tale og mig som skal høre på, ved du. Og strax den næste morgen må vi ta’e et andetsteds hen, for der er for utrygt i Gøteborg, hvor både du og jeg kjender folk, og derfor er det bedst at sidde oppe om natten, for at vi ikke skal forsove os, for du kan stole på at trainet går kl. 5 eller så, og selv om det går lidt senere, er det ikke værdt at ha’e det bryderi, og så har vi jo desuden så meget at tale om, at vi slet ikke kan bryde op, skal du se. Hvor jeg vilde ønske at jeg kunde reise forklædt som en mandsperson, og komme ansættende i min broders store ulveskindspels, det vilde være trygt det! For så var der jo ikke et menneske, som kunde ane, hvem jeg var. – Endnu har jeg ikke læst «Et Besøg», men imorgen skal jeg. Forresten kjender jeg det i forveien, det må være spændende, og det er godt opfundet; godt gjort skal det jo også være, siges der, rent ud glimrende. Men hvor det er kjedeligt at det bæstagtige mandfolk har ydre kjendetegn tilfælles med dig, – det er mere end kjedeligt, – jeg formelig tager mig nær af det. Hvor udmærket morsom Kiellands «Trofast» dog er!Kiellands «Trofast»: se brev 28, note 2. Vi læste den høit igår et sted hvor jeg var, og hvor man morede sig! Jeg havde forresten læst den før. Men bliver ikke danskerne gale på ham? For en kunstfærdighed det menneske har, det er rent allerhelvedes! sådan som han disker op med det såreste, tristeste, mørkeste, der pletter det bedrøvelige uvæsen, som kaldes samfundet, i dette udstyr, forklædt i en hundehistorie, der minder om et eventyr af Andersen; den ser næsten ud som en børnehistorie; børn og barnlige sjæle kan godt komme til at læse den som en sådan. Så du at man atter var ude og gik om Pålsens [sic] Pehrsons i Dgbldt? Nu bli’er det for meget. Det var igjen Mathilde Schjøtt.Det var igjen Mathilde Schjøtt: se brev 42, note 2. Hennes andre artikkel, signert M., sto i Dagbladet No.310, 14/12/82. Den hadde tittelen: «Audiatur et altera pars. » Og naturligvis sa’e man, det var mig. Alt hendes får jeg skyld for; selv for «Rosen», og så latterligt som det er at jeg skulde ha’e skrevet «Rosen». Sådan en komplet og blot og bar umulighed! «Dagens Nyheder» (er det ikke så den hedder?) har skrevet meget anerkjendende om den (om «Pehrsons»).«Dagens Nyheder» … har skrevet meget anerkjendende: Den usignerte anmeldelsen av Familien Pehrsen sto i Dagens Nyheder 16/12/82; anmelderen synes kritikken har vært for hård og at boken viser «Udvikling og Fremgang mod noget virkeligt Dygtigt». Ser du det, du! Jeg sover næsten. Kl. er 1, og alligevel jeg ned i postkassen med det, for gjør jeg ikke det, får du det ikke onsdag aften, og så får jeg ikke dit elskede svar på lørdag morgen. Godnat vidunderlighed. Jeg elsker dig og længes efter dig.

Din Amalie

Er disse konvolutter heller ikke gode nok? Det er de bedste og dyreste, som findes i byen, skal jeg bare la’e dig vide.



54. Erik til Amalie

Onsdag Aften [20/12/82]

Søde, kære, velsignede Amalie – jeg længes efter Dig, Du skulde være hos mig. Jeg er slet ikke så glad som jeg burde være ved Udsigten til at mødes med Dig på Tirsdag, for jeg vilde have, at Du skulde være allerede i Aften i mine Arme. I Aften her i min Stue, Stump!

– Men det er noget Snak, jeg véd godt, at sådan noget skal jeg ikke sige. Jeg er så inderlig glad ved vort nære Møde. Kun er der det, at jeg er lige som lidt modfalden i Aften. Jeg tror det kommer af, at da jeg kom hjem – og jeg indrettede mig på at være i ordenlig Tid hjemme til dit Brev, som måtte være kommet, det er det også Du Søde – så læste jeg tilfældig, medens jeg ventede på, at Bålet i min Kakkelovn skulde gøre det en Smule hyggeligt og varmt hos mig – der var naturligvis hundekoldt da jeg kom – en Anmeldelse jeg havde skrevet af nogle Bøger, og den var så umanerlig slet. Jeg har været så forkølet og ilde oplagt og haft et Pres på mig af Arbejde og gjort det så dårligt – så synes jeg altid jeg er et så umådelig stort Fæ, og det opliver mig ikke. Det kan nu for Resten være det samme for på Tirsdag Aften er jeg et andet Menneske. Så er jeg hos Dig, min egen, egen, kække, stolte Pige. Du er jo min og vil være det, og Du skal se Stump, at det er noget godt, det vi to vil. – Altså alt det om at komme til Charlottenberg er noget Snak. Jeg tager Mandag Frmdg fra Kjøbenhavn og er Tirsdag Morgen i Gøteborg og tager ind i Hotel Kristiania. Så henter jeg Dig om Aftenen på Jernbanestationen og på Hotellet er Du min Hustru. Vi bliver der kun den Nat til næste Dags Middag, så er Du udhvilet. Så går vi med Toget til Falkøping t.Eks. Jeg skriver mig i Hotellets Bog som Dr. Müller fra Kbhvn, det tror jeg er det fornuftigste.

Stump jeg tror ikke jeg sender Dig noget Brev til Juleaften. Det skulde altså skrives imorgen, og jeg véd, at jeg vil være ophængt af Travlhed for Morgen tidlig til Nat, det er imorgen en af mine to særlige Vagtdage på Kontoret. Jeg har ikke Lyst til at jage et Par Ord af, og Ven jo nærmere det kommer at jeg skal se Dig, jo fattigere forekommer det mig at skrive. Men alligevel, hvis Du nu netop gerne vilde have et lille Brev fra mig den Aften. Om jeg blot sikkert vidste, hvorvidt de omdeler Breve om Søndagen hos jer. Husk også at sige mig, om det ingen Opsigt vækker at jeg til Eks. i denne Uge har sendt Dig Brev tre Gange. – Du, Juleaften er for Resten efterhånden bleven en melankolsk Aften for mig, så underlig fjærnt jeg står med min Slægt. Aftenen højtideligholdes hos min gifte Søster Jutta, Fru Rothe, der har fire prægtige Småbørnmin gifte søster Jutta: Eriks yngste søster Jutta var gift med grossereren Christian Rothe. Hans eldste søster Henriette var forstander i Natalie Zahles banebrytende pikeskole (og overbestyrer fra 1900). «Jernet» var et satirisk-humoristisk navn på en effektiv kvinne, særlig en lærerinne. – men nu har de skrækkelige Mennesker fundet på at «indlede Julen» som de kalder det med en Præken tror jeg af min ældste Søster Henriette – Jernet, Forstanderinden hos Frk Zahle – og Salmesludder, det udebliver jeg naturligvis fra, og befinder mig så for Resten hele Aftenen hjemløs i denne Kreds. Der er noget så forvrænget og sygt i de Menneskers Religiøsitet, og de stakkels Unger, som drives ind i dette håbløse Stads.

– Det er sandt Stump, jeg så i Aften i Dgbl. at din Oversættelse – der stod Bjørnsons – må være udkommen.din Oversættelse: Charles Waites bok ble utgitt i norsk oversettelse med tittelen Hvorfra stammer Miraklerne i Det ny Testamente? På tittelbladet står Bjørnsons navn, men det er ikke nevnt at Amalie har oversatt boka. Den kom ut på dansk samme år. Den tager Du naturligvis med som Gave til mig! – Og hør Amalie tag Fotografier med af dine Brødre Gutterne, din Mo’r osv. alle der stå Dig nær. –

Jeg er ikke glad i «Trofast» som Du synes at være – Kære hvad er det den pyntelige Hollænder hedder med de glatte Salonstykker?den pyntelige Hollænder: Amalie svarer ikke på spørsmålet, og det er umulig fra Eriks utsagn å si hvem det kunne være. Når K. skriver sådanne Småtterier minder han mig om denne glatte Mand. Eller kan Du huske David Popper?David Popper: ungarsk cellist, meget populær som solist. 1 1896 ble han professor ved konservatoriet i Budapest. Det er det samme Foredrag. Det er for Resten ikke min Bemærkning, for jeg forstår mig ikke på Musik. Må jeg sige et grovt Ord? Kunstnere imellem kaldes dette at «ludre» med sit Talent. Nogen Vrede her nede fra mod K. for Fortællingen kan jeg ikke tænke mig mulig.

Lille Pige skulde det virkelig være det sidste Brev jeg sender Dig inden vi ses? Hvor forunderligt og hvor lykkeligt. Véd Du for Resten, at sætter Du noget på Spil ved at rejse, så gør jeg det med, det vil komme så forkert som overhoved muligt at jeg forsvinder – men ikke et Hårs Vægt vejer det i Vægtskålen. Jeg tror, at jeg går til et Møde – nej Stump nu vil jeg ikke sætte mig til at veje Ord af til Dig. Vi mødes på Tirsdag Aften! Kys mig så min lille Pige – Amalie at Du virkelig holder af mig!

Ved Du Amalie at om Du kaldte mig Erik i dit Juleaftens Brev så blev jeg glad!

Men det kan altsammen være det samme for på Tirsdag ses vi!

Din Erik

[Tilføyelse på første side]:

Det Stykke Papir jeg har lagt om mit Brev må Du læse for at få et ægte Indtryk af den besynderlige fordrukne elskværdige simple S.den besynderlige … simple S.: Papiret finnes ikke lenger. Kanskje snakker Erik om seg selv her? Giv mig det tilbage! Kan Du mærke, at jeg vil have, at Du skal kende alt



55. Amalie til Erik

20-12-82:

Min elskede, jeg må allerede iaften skrive det brev som skal sendes imorgen med min juleklap til dig, for imorgen har jeg ikke et minuts tid til min disposition. Jeg skal bage kager, og en masse andre ting, og iaften må jeg sidde længe oppe for at få færdig noget som skal sendes til Elisa Knudtzon i Bergen,til Elisa Knudtzon i Bergen: Amalie korresponderte flittig med familien Knudtzon i Bergen i 1876–83, og bodde hos dem flere ganger. med en udmærket leilighed af en fælles ven. Jeg har det i det hele så travelt at jeg hverken ved ud eller ind. Og så er jeg udbuden både imorgenaften og iovermorgen, men gå kan jeg ikke, og det har jeg svaret, men så kommer de selv og nøder og tvinger mig. Hvor det skal blive deiligt at få hvile ud i julen, og få gjøre det hos og med dig. Jeg fik idag et sødt brev fra mor, hvori hun ganske roligt tager det som noget naturligt at jeg vil til Gøteborg. Hun bare glæder sig til at få gutterne, og forbeholder sig at jeg skal være hos dem nogle dage på hjemveien. Heldigvis har jeg nu venner i Gøteborg, som det vilde være nokså rimeligt at besøge. Alting er klappet, klart og afgjort nu. Jeg var igår hos Jakob Alvers bedsteforældre, og aftalte at Jakob skulde komme der fra første juledag af. De var så henrykte over det, og Vilh. synes det er så godt, at vi reiser ned og besøger mor og Ludvig. Julaften bli’er vi hjemme, fordi Vilh. helst vil det, ellers skulde vi været hos Sommerfeldts, en af hans svogre, hvor hele familien er.hos Sommerfeldts, en af hans svogre: Regine Prebensen Alvers søster Hilda var gift med Gustav Adolf Sommerfelt. Alting flasker sig så herligt, som man siger. – Bare du nu bliver glad i billedet. Jeg har slet ikke sét det endnu. Stygt er det naturligvis; kjolen bli’er vist ikke pen, men jeg måtte ha’e slæb på et sådant billede, og jeg skulde havt en sort dragt, det ved jeg nok, men den lange sorte var ikke rigtig istand, og der var ikke tid til at få det gjort, og så måtte jeg ta’e denne her. Kanske vilde du heller havt noget andet, men siden vi skal være adskildte bestandigt, og kun et par gange om året træffes i smug som et par andre arrestanter, der har brudt ud, synes jeg du gjerne kunde ha’e et billede til af mig. Og så var det så bekvemt at sende. Alt andet havde været værre. – – Hvor «Et Besøg» er udmærket gjort! Det er noget andet end «Puppen», – den flyder ganske ud over ved siden af dette, hvor hver en replik former sig så kompakt om stoffet. Jeg troede ikke at han eiede så megen virkelig dramatisk kraft. Så som spændingen stiger, og som der er meget sammentrængt på de få sider. Og hvor er dialogen naturlig og begrænset. Han er flink. Og emnet er brilliant opfundet. Gad vidst om han har lavet det, eller det er noget virkeligt der har forekommet i et eller andet menneskeliv som han kjender. Det gjør ham ære at han har formået at give Florizel således,at give Florizel således: Florizel er den unge konen i Et Besøg. jeg mener, lægge alt det gode indhold i hende, tiltrods for det, der er hændt. Men hvor nederdrægtigt af ham, at lade afgrundsbæstet i den grad, hvad det ydre angår, være dig, at ingen kan læse det, uden at de må tænke på dig. Det er slet ikke bare dette med krigen. Der er også andre ting, – uf! Han kan da vel ikke ha’e tænkt på dig, da han lavede dette asen. Det ligner vistnok meget mere ham selv, tror du ikke? skjøndt så elendig er han vel dog ikke. Det er en fuldblods Don Juan, Repholdt mener jeg,Repholdt: se brev 50, note 2. Florizels mann Neergaard sier om Repholt: «Han bar sig ad som Mandfolk gør.» (s. 84) men tror du virkelig der gives mange sådanne? Er det ikke en skjældenhed? Du , du må sige ja. Og du forsværge at den replik: «Han har båret sig ad, som mandfolk gjør» – er en floskel, ellers er det ikke muligt at leve. Å hvor dette har sat liv i mit halvt udslukte had til den race, mandfolkene; det viser at stykket er godt. Men hvor slutningen er dum og slet og hverdagslig! Jeg afskyr den, og den kjeder, trætter og irriterer mig. Det er dog altfor usselt at Florizel ikke er stoltere, at hun står der og trygler om nåde hos dette mandfolk (han ligner forresten meget mere dig, end den anden) at hun ikke nøier sig med at bede om forladelse fordi hun har bedraget ham med den løgn hun løi, og som hun måtte lyve, som mandfolkene tvinger de ulykkelige kvinder, der måske har havt en skjæbne som hendes, (det hænder vist forresten utrolig skjælden, tror du ikke?) til at lyve, og så siger ham at hun intet mere vil høre; hvad ret har han til at være hendes dommer, denne mandsperson,denne mandsperson: Neergaard, som alltid har vist sympati overfor unge piker som er blitt forført – inntil det dreier seg om hans kone. – uf uf! det går rent i bugt så overvældende meget har jeg at indvende. Men bi du til vi treffes, så skal du få det altsammen. At ikke Brandes har vidst hvor ganske anderledes hun skulde være der, i det øieblik alt ligger klart for hendes mand. Men Brandes er jo også et mandfolk, og kan som sådant naturligvis ikke vide bedre. Gud give du vil forstå mig her. Den har rent oprevet mig denne historie, og jeg har havt en pinefuld fornemmelse af, at det dog vilde være bedre om jeg var forbleven i min skilpaddeskal, og aldrig var krøben frem i dagens lys. Der er formeget fælt. Jeg får slutte her. Måske skriver jeg lidt mere imorgen, når jeg har fået billedet, inden jeg lukker sammen. Naturligvis, må du ingen, ingen vise mine billeder. Altså, – vor aftale er at jeg reiser herfra anden juledag 26de dcbr. og kommer til Gøteborg om aftenen 7,20, tror jeg det var. Jeg skrev det sidst. Levvel elskede til vi sés. Du kan tro jeg har hjærtebanken af glæde og angst og af alt muligt. Det er forvovent gjort af mig i alle henseender, men nu er loddet kastet. Jeg kommer. Dette er det sidste brev jeg skriver før vort møde. Glædelig jul, – det er sandt, – nær havde jeg glemt det.

Din Amalie.

Torsdag i lynende hastværk. At billedet vilde blive stygt, var jeg forberedt på, men at det skulde være så utåleligt som dette, både så slet gjort og så ækelt i alle henseender, havde jeg dog ikke ventet. Kjolen ser fæl ud, og så sidder den gement, men det er slet ikke sandt, for i virkeligheden sidder den meget godt nemlig. Det er næsten skam at sende dig det, og jeg har været i tvil om jeg ikke heller burde lade være, men det var også så kjedeligt. Sig nu ikke at du synes altfor lidt om det, når vi sés. Jeg fik atter idag nogle linier fra dig min elskede. Tak fordi du sendte dem. Sludder med dit snak om elegant; jeg klæder mig naturligvis så tarveligt som muligt til den færd, jeg. Du må ikke bilde dig ind at du får se mig i andet, end min hverdagskjole. Ja, det er mærkeligt at vi er bleven kjendt gjennem vore breve. Jeg synes forresten ikke om det; thi for det første hader jeg at skrive breve, og har alt gjort det i mange år, og dernæst er det ikke frit for at være farligt og upålideligt dette, at vi, som du siger, har fundet hinanden gjennem breve. Man kan så let komme i skade for at digte hinanden om, når en ikke ser og føler og tager og iagttager; en får jo sagt så lidt i breve, bare antydet et og andet, – så skal man fantasere sig resten til. Det er farligt, meget farligt. Har du ikke af og til en angst over just dette, at vi har fundet hinanden gjennem breve, – ja, for det har jeg, – og så er det gået så underlig til det hele, – men nu nytter det ikke at tænke derpå; men undertiden når jeg grubler over det, får jeg en fornemmelse af en misstemning der næsten vil ha’e mig til at græde, eller noget der ligner, når man ligger og anker sig i søvne. Men du gode gud hvor jeg trænger om at se og tale med dig. Altså, om 5 dage skal jeg være i dine arme. Levvel sålænge elskede.

Din Amalie.

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Elskede Amalie

Elskede Amalie inneholder hele den bevarte korrespondansen mellom Amalie og Erik Skram, fra 1882 til 1902, til sammen nesten 600 brev. Brevene gir et unikt innblikk i forholdet mellom de to, og kaster også lys over Amalie Skrams diktning.

Utgiveren, Janet Garton, har skrevet en fyldig innledning om ekteparet og deres samtid. I tillegg har hun utstyrt hver årgang i korrespondansen med en kort innledning om brevenes kontekst.

Boka inneholder også ordkommentarer, et appendiks med Erik Skrams notater rundt Amalies sykehusinnleggelse i 1894, et appendiks med begges notater og lapper rundt skilsmissen, ordliste, slektstavler og bibliografier.

Teksten i bokselskap.no er basert på Janet Garton (red.): Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882–1899, 3 bind, Gyldendal, Oslo 2002. Se faksmiler av bokutgaven fra 2002: bind 1, bind 2, bind 3

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.