Elskede Amalie

1883 (januar-juni)

Etter møtet i Sverige i slutten av 1882 forandret forholdet mellom Amalie og Erik seg, og brevene ble mer intime, mer gjensidig engasjerte, og meget hyppige. 1883 er langt det største brevåret, med 150 brev, dvs i gjennomsnitt tre hver uke. Dette var «beslutningsåret» i deres forhold, og de brukte mange brevsider på å undersøke hva de ville med hverandre, og hva mulighetene var for å være sammen på kortere eller lengere sikt. Samtidig var begge to energisk opptatt av kulturdebatten i København og Kristiania, og av forbindelsene mellom kulturkretsene i de to hovedstadene. De diskuterte bøker og forfattere, avisfeider og politikere; de gikk på teater, på forelesninger, i selskap, og informerte hverandre om store og små begivenheter.

Det var et dramatisk år for begge to. Amalies første publiserte fortelling, «Madame Høiers Leiefolk», ble trykt i siste nummer av Nyt Tidsskrift 1882 som kom ut i januar 1883 og vakte mye oppsikt og debatt, både i avisene og blant vennene. Hun skrev også på andre fortellinger, som hun sendte til Erik og fikk grundige kommentarer om. I begynnelsen av april flyttet hun til Nordahl Bruns gate sammen med barna og sin bror Wilhelm; han hadde kjøpt en gutteskole der som han skulle drive. Men det varte ikke lenge før Wilhelm ble alvorlig syk, med det som skulle vise seg å være slekten Alvers familiesykdom, lungetuberkulose. I mai reiste han til Bad Ems i Tyskland for å forsøke å komme seg, men han var allerede dødssyk, og døde i Ems i slutten av juni. Det ble Amalie som måtte reise ned og ordne med begravelsen. Hun traff Erik på vei ned (like før han etter planen skulle reise til Norge) og på vei tilbake, og så reiste han også til Norge og ble der i seks uker; han og Amalie var i Bergen sammen, og reiste over land tilbake til Kristiania en reise som de fikk høre en del om fra bekjente, og som særlig Amalie ble bebreidet, fordi hun hadde vært uforsiktig med sitt rykte.

Erik hadde ikke vært gjennom så store forandringer i de første seks måneder av 1883; hans tid var gått med arbeid og lengsel, men også med voksende utilfredshet på grunn av hans stilling i Morgenbladet, hvor han følte han trellet for liten anerkjennelse og sultelønn, mens andre (særlig Edvard Brandes) bestilte mye mindre og fikk hele æren. Da han reiste til Norge i juli 1883, var det halvveis som korrespondent for Morgenbladet; han skulle bl.a. skrive reportasje om utvandring. Men det ble det ikke noe særlig av, og så ble han også borte lenger enn forventet. Da han plutselig og uten varsel forlot Kristiania i begynnelsen av september, var det halvveis i fortvilelse over at han ikke så utsikt til noen gang å kunne være sammen med Amalie på alvor, og halvveis med en følelse av at han forsømte alt i København. Men hans forhold til de andre i redaksjonen var blitt så forverret at han sa opp sin stilling som redaksjonssekretær da han kom hjem.

Eriks plutselige forsvinnen fra Kristiania ga Amalie det støt hun trengte for å bestemme seg. Hun hadde tidligere vaklet, redd for å miste guttene sine og usikker på om hun kunne bryte opp fra det kjente og satse alt på forholdet til Erik; hun hadde til og med grepet til utveien å ville flykte fra del hele og utvandre til Amerika. Men da han reiste, gikk det opp for henne at hun ikke ville leve uten ham, og hun skrev med det samme og forlangte at de skulle gifte seg. Hennes mot ga også Erik mot til å svare gledelig ja, og alt så bra ut i noen uker; men etter en stund meldte ettertanken seg. Erik var bekymret, som han alltid var, for økonomien. Hans stilling i Rigsdagen ga ikke nok penger til å leve av, han hadde ikke fått hva han syntes Morgenbladet skyldte ham, og han hadde en usikker utsikt til å tjene noe mer ved å skrive i forskjellige aviser og tidsskrifter. Til å begynne med feide Amalie bekymringene til side hun skulle bidra til husholdningen, dette ekteskapet skulle bli et arbeidsfellesskap. Men hans insisteren på at dette var et alvorlig problem fikk henne til å tro at han kanskje angret at hun hadde «tvunget» ham til å si ja, og hun skrev 19. oktober for å bryte forholdet.

Da Erik (klokelig) ikke besvarte hennes brev, var Amalie i villrede; til slutt gjorde hun hva han tidligere hadde bedt henne om å gjøre, og reiste ned til København tidlig i november for å snakke med ham. Hun ble i flere uker, og etter dette møtet var der ingen tvil mer; hun skulle flytte til København så snart som mulig. De så seg om etter leilighet og opptrådte som «forlovede» hos familien Knudtzon, hvor Amalie bodde – selv om det er klart fra brevene at temperamentsmessige forskjeller fremdeles kunne føre til heftig debatt. Men da Amalie reiste hjem i begynnelsen av desember, var det for å ordne flyttingen og finne et sted for guttene å være når hun reiste fra dem.

I desember kom en til av Amalies brødre hjem: Bernhard, som hadde svindlet sitt firma i Norge for penger og hadde reist til Amerika for å prøve å gjøre lykke der. Nå vendte han hjem, nedbrutt og, skulle det vise seg, dødssyk av lungetuberkulose han også. Hennes andre gjenlevende bror, den melankolske Ludvig, var ikke blid da han hørte at hun skulle forlate guttene og reise til utlandet. Erik hadde også sine bekymringer da krisen ved Morgenbladet tilspisset seg samme måned, og han ved Chresten Bergs overtagelse fra Edvard Brandes og Hørup kom til å stå definitivt utenfor. Men ikke desto mindre var begge to ved godt mot i slutten av året, ved utsikten til bryllup i København ved påsketid 1884.



56. Amalie til Erik

Fr.hald tirsdag aften [2/1/83]

Å min elskede hvor det nu er fattigt og usselt at skulle skrive, hvor hjælpeløst og sørgmodigt! Og især med denne såre, syge fornemmelse om hjærtet, som jeg aldrig har kjendt før. Jeg har naturligvis til mangfoldige tider været fortvilet og ulykkelig; havt mange triste perioder, men noget af denne nagende, grådkvalte fornemmelse, der nu har sat sig fast om mit hjærte har jeg ingensinde før vidst af. Alligevel, siden jeg er kommen hjem og har sét gutterne friske og muntre, og havt en lang passiar med moderen, der allerede flere gange har fået mig til at le, er jeg mildere og bedre tilsinds. Men du, – endnu sidder du jo på den fæle jernbane, alene med din længsel og dine sørgmodige tanker, for dig er det dog værre, du elskede. Jeg kunde naturligvis ikke læse om Germannernes [sic] lærling;Germannernes lærling: Karl Gjellerup, dikter og protegé av Georg Brandes, ga ut romanen Germanernes Lærling i 1882. jeg forsøgte nok, men ordene svømmede ud for mig, og meningen blev borte, druknede i de tårer, som så ganske langsomt sneg sig ned over mit ansigt. Jeg var ussel og elendig; det gjorde så ondt derinde, hvor det før havde været så godt. Mine øren var fyldt med din søde stemme, og alt hvad du pleiede at gjøre og sige, så og hørte jeg uafladelig. Med alle mine sanser, med hele min sjæl drages jeg tilbage mod dig, hvor er du sød og deilig at være hos, og hvor jeg er fattig og elendig uden dig. Jeg har måttet sige til moderen, jeg kunde ikke la’e være, at der er et menneske jeg har fået kjær, og at jeg havde sét og truffet dette menneske i Sverrige. Hun blev forskrækket og sa’e med en klynkende stemme: «Nei vil du nu tutle dig ind i slige greier, du som har havt det så godt, siden du blev kvit alt det væsen.» Jeg bad hende ikke spørge mig om noget, og det gjorde hun heller ikke. Hun tror at jeg har truffet dig hos fælles venner, kan jeg mærke, og det er det bedste, at hun bliver i den tro. Der vil ingensomhelst mistanke kunne opstå med mig; – jeg er bleven så tryg og rolig i den henseende, alt ser så naturligt og rigtigt ud. – Sove kunde jeg naturligvis ikke, så energisk jeg endog prøvede på det. Jeg lå bare og kastede mig frem og tilbage hele natten igjennem, og længtes og sørgede. Jeg fik tilsidst ondt i maven, og måtte tørne ud for at gjøre det samme som den nat, da du sad oppe og var fornærmet, og du behøver ikke at spørge om jeg vadskede mig, da jeg kom ind igjen. Jeg går og vadsker mig i ét væk, og der er ingen tvil om at jeg vil blive ved med det bestandig. Endelig ud på morgenen faldt jeg i en slags døs, hvoraf jeg vækkedes af den lille opvarter med det sorte, friserede hår, præcis kl. 6. Hvor det var græsseligt at gå der og tumle alene, uden dig, at drikke min sørgelige kaffe, og gå afsted med de knapper åbne i ryggen, som jeg ikke kunde nå. Opvarteren vilde jeg ikke bede om at hjælpe mig, og pigen kom ikke tilsyne før ude på gangen, da hun stod for at få sine drikkepenge. Jeg kom afsted i ordentlig tid; øsregnede gjorde det, og alt var gråt i gråt. Etsteds på veien var jeg inde, og drak en kop kaffe med noget optørket sødbrød til, det var det hele, – sulten var jeg ikke, fordi jeg var syg af længsel og savn, af en tærende fornemmelse ved tanken om de mange, mange hundrede dage der skulde hengå, inden jeg atter skal se dig, min éneste, elskede. Toget var forsinket af at vente på det, der kom fra Norge, som skulde passeres underveis; jeg kom først kl. 5 omtrent til Fr.hald. I vaggonen faldt jeg dog i søvn, og lå flere tider og drømte om dig, om bare dig. Vi var i Fr.hald, og du sad med mig og moderen, der ikke kunde forstå hvad du sagde. Jeg er så træt og tom; nu da glæden over dig ikke længer holder mig oppe, føler jeg det så uhyre. Hvor du er sød og fin og god, hvor jeg er stolt af at tilhøre dig, og hvor jeg er lykkelig ved at du elsker mig. For nu ved du, at du elsker mig, ikke sandt? Men jeg er bedrøvet over at du har elsket så græsselig høit tidligere; og det gjør mig ondt det med hende, som reiste til Tyskland, for naturligvis vil du savne hende.hende, som reiste til Tyskland: syersken Camilla, som Erik fortalte Amalie om i september 1882 (se også brev 61, 14/1/83). Man glemmer ikke så let og snart, den man har holdt af, og især når man har stået i et så inderligt forhold til hinanden. Din kjærlighed har været udstykket på så mange forskjellige hold; det er en del af dig kun, jeg har fået, jeg mener ikke, at du nu, kun har givet mig en del, men alt det du før har givet andre, er gået tabt for mig. Jeg får slutte nu. Der skal spises tilaftens, og jeg er desuden altfor bedrøvet til at kunne skrive. Jeg kysser dig tusinde gange, min elskede, min Erik, og er din

Amalie



57. Erik til Amalie

Tirsdag Aften den 3 Januar 1883

[2/1/83][2/1/83]: Erik har skrevet feil dato på brevet; tirsdag var 2. januar, ikke 3. januar.

Min elskede dyrebare Amalie, så sidder jeg igen i det afskylige København og skriver Dig til.

Har det Hele været en Drøm og begynder jeg der hvor jeg slap i det gamle År? Nej min Ven, hvor meget end alle Omgivelserne og mit Liv vel med vil true mig til at tro, at jeg er den samme som før, så ved og føler jeg, at det er ikke så. Du elsker mig Amalie og jeg? Jeg elsker Dig min egen, stolte, modige, kloge Veninde så dybt som mit Hjerte formår – og ingen af Delene vidste nogen af os før på samme Måde som nu. Vi har gjort Prøve, Amalie! Yndigste Stump, Du spurgte mig igår, om jeg virkelig fandt Dig så sød som jeg havde ventet. Jeg kom til at le, og vi blev forstyrrede, så at Du ikke fik mit Svar. Jeg lo, fordi Du var så sybaritisk, Du vilde høre om igen, hvad jeg ikke mange Timer forud havde sagt Dig. Måske var det Dagen før jeg sagde det, men da stod jeg med Dig i min Arm og gentog for Dig – uden at Du først spurgte – at Du var ubeskrivelig dejligere end jeg havde tænkt mig – ikke smukkere, nej sødere, bedre mere bedårende. Det var vistnok i Falkøping, henne til højre i Stuen fra Døren, i Nærheden af den store Lænestol. Unge, det var jo derfor jeg lo. Du kunde godt føle på min korte Latter, hvor glad jeg var. – Jeg skriver til Dig efter en kort Søvn i mit Hjem, og jeg føler mig i dette Øjeblik så ubeskrivelig lykkelig. Havde jeg straks som jeg kom hjem sat mig til Skrivebordet, var vistnok Begyndelsen af Brevet blevet alt andet end fornøjeligt. Du véd ikke, hvor København lagde sig ondt over mig – fælt vilde jeg have sagt, nu skriver jeg, og så taler jeg ikke norsk længer – da jeg i Drosken tog fra Dampskibet hjem, og da jeg hjemmefra gik til en Kaffé for at spise lidt. På Rejsen havde jeg det ikke så slemt som jeg troede jeg skulde have fået det. Jeg sov næsten hele Natten. Først da Toget gik, græd jeg min Stump lidt. Det gjorde så ondt at glide fra Dig, at skulle tage fra Dig, at se Dig stå ene der på Perronen og selv være så ene på ny. Så Amalie kom jeg til at tænke på, hvor dumt jeg havde båret mig ad ved ikke at sige til Hotelkarlen, at han skulle vente og følge Dig hjem – jeg tror, at det var løbet mig gennem Hovedet, medens jeg tog Billet, og så slap det fra mig igen, jeg kunde ikke tænke fornuftigt i det Øjeblik. Så blev jeg bange for, at Du ikke kunde finde hjem, at Du måske ikke en Gang rigtig vidste hvad Hotellet hed; det pinte mig en Stund. – Jeg er ganske bange nu igen for at der tilstødte Dig noget – Men jeg jo lade den Tanke fare, og igår Aftes gik den også fra mig. Jeg tænkte på Dig – og på mig, mest på Dig. Men ikke lidt på mig. På, at det ikke var underligt, at jeg elskede Dig, jeg var jo så fattig åndelig og dårlig stillet, om der ikke var et Slags Forræderi i, at jeg var så lykkelig, så helt mig selv hos Dig. Jeg vidste jo og følte i det Øjeblik, hvor underlig jeg faldt sammen i samme Nu jeg blev ene. Du havde aldrig set mig slidende, utilfreds, på en Måde ydmyget ved den Rolle, jeg har at udføre i Livet – jeg tænkte på, hvor usikkert det er, om der ligger en Fremtid for mig. Du har kun set mig kæk, og jeg blev virkelig alvorlig bange for, at der fra min Side skjulte sig en Slags Løgn i dette. Om Du vilde elske mig lige højt, når Du vidste rigtig helt ud, havde det klart, at Du vistnok giver mere end Du får. Ikke af Ømhed, Unge, jeg kysser Dig på Foden, men af Friskhed, Dygtighed, Lykke. Du var jo lykkelig, jeg var det ikke, da vi mødtes. Der er en uhyre Forskel. Jeg trængte til Dig, Du ikke til mig. Således pinte jeg mig og således vil jeg mange Gange komme til at pine mig, indtil jeg en Dag, åndelig talt, kan optræde som Rigmanden. – Så gled det lykkelige Billede af os to i disse 6 Dage i små Stykker ind til min Sjæl. Jeg dannede min Pels til min Hovedpude lagde mig ned, lukkede Øjnene og så havde jeg Dig helt og holdent. Ak en eneste Ting vilde jeg ønske Du havde gjort – ikke fordi jeg bad Dig derom, men som om det var faldet af sig selv, det skulde være kommet, når der rent praktisk taget var Anledning dertil, jeg skulde netop ikke have udhævet det – vist mig det, Du ikke turde. Du véd ikke Amalie, hvor jeg to tre, fire Gange, medens jeg lod som ingen Ting for ikke at forstyrre Dig og gøre Dig «flov», var henrykt, når Du sans gëne var flink og ordnede det og det, som du netop vilde have ordnet uden først at gøre en lille Scene. Havde jeg nu fuldt og rundt for mit Øje det, som jeg nu ikke gider nævne – det skal netop ikke nævnes, rent i Forbigående skulde jeg vide Besked dermed – vilde mine lykkelige Forestillinger have lige som et Brændpunkt at samle sig om. Jeg er vis på, at der er en egen Pragt ved det Billede af Dig jeg mangler. Men det gør nu alligevel ikke noget. Jeg har så meget at være lykkelig over, at jeg er rig nok til foreløbig at undvære dette. – Amalie, hvor er det jammerligt at skrive Brev! – Jeg faldt i Søvn min Unge med Dig trofast hos mig, og vågnede først i Falkøping – det er ikke sandt! Den sidste Time inden Falkøping var jeg vågen og beregnede, at Toget var omtrent 20 Minuter forsinket. I F. skulde jeg jo vente. Klokken var næsten 11 og jeg var bleven sulten. Jeg spiste på Stationen. Der stod den lille runde Værtinde fra Hotellet. Jeg blev ganske rørt ved at se hende og nikkede venskabelig til hende. Hun smilede med det samme idiotiske svenske Smil til mig som til alle de andre, jeg er næsten vis på, at hun ikke kendte mig, og i et Slags Raseri spiste jeg af alle Fadene, Kalvesteg, Boeuf, Haresteg og Kage. Jeg have glemt at forsyne mig med mine egne Cigarer og købte en afskylig slet hos den lille runde Tingest, som jeg nu foragter, og gik i min Kupé, som opvarmet stod og ventede. Der sov jeg så til ½ 2 da vi kørte, og Du, så faldt jeg i Søvn igen med enkelte Afbrydelser til Kl 8. Jeg følte da vi var i Jønkøping – Du husker at Toget der kører ind under et Tag – jeg sendte Dig en Tanke og så sov jeg igen. Kl 8 drak jeg Kaffe på en Station og atter igen kunde jeg sove i lidt over en Time. Du ser altså min Unge, at min Rejse var helt blid. Der var umådelig varmt i Kupéen. Udenfor styrtregnede det, og da jeg kørte i Skåne glædede jeg mig over at få grønne og brune Farver at se på ny efter det meget hvide, som trætter Øjet umådelig. I Nærheden af Malmø begyndte der at komme Folk ind i Kupéen, og jeg mærkede at med dem var min Fred forbi. Jeg var meget nervøs og irritabel, og det blev værre og værre jo mere vi nærmede os bekendte Steder. Tilsidst på Dampskibet til København styrtede alt det modfaldne ned over mig på ny, og her hjemme – ak her var det drøjt. Jeg har havt det for godt, Du har været for sød. – Amalie jeg er glad over således som vore Forhold nu en Gang ere, at jeg mødtes med Dig helt løsrevet fra alt mit eget. Havde jeg fået Dig med ind i mine egne Sager fra Dag til Dag vilde Savnet være grusomt. Nu i dette Øjeblik er jeg modig, og jeg synes, at Tiden til Juli – August – hvem véd måske før – må kunne gå tålelig.

Jeg har én Længsel, det er Brevet fra Dig, og når det kommer, så smelter mit Mod fra mig. En Ting er vis, at stod jeg rede til at modtage Dig Amalie, ønskede jeg at føre Dig ind i mit eget Liv, så fik Du ikke Fred for mig, for så havde jeg ikke Fred i min Sjæl for Dig. Nu er Du for god til at tumles med som Livet tumler med mig.

Jeg har ikke talt med et Menneske siden jeg kom hjem. Jeg véd intet om hvorledes det står til på Morgenbladet, så det må jeg fortælle Dig en anden Gang. Jeg var hjemme vistnok på samme Tid som Du er kommen til dit Hjem Kl ½ 5 – var det ikke så? Men Amalie det er jo sandt! Gambettas Død!Gambettas død: Léon Gambetta, fransk jurist og politiker, republikansk motstander av Napoleon 3. I 1881 dannet han en regjering, men den ble sittende bare tre måneder. Han døde 31. desember 1882 etter en skyteulykke. Jeg så det af en Avis jeg imorges Kl 10 købte på en Station, hvor jeg telegraferede til Mrgbl. at jeg imorgen tiltrådte Tjenesten på ny. Min første Tanke var, tror jeg, at det kunde komme Dig rent på tværs, at Du intet vidste derom. Men Efterretningen har vistnok ikke stået i noget Blad før Tirsdag Morgen, så at Du selv i et fornuftigt Familiebesøg ikke har behøvet at vide noget. – Jeg begynder pludselig at blive bange for, at et eller andet kunde være galt fat med dit Foregivende om et Besøg i Gøteborg – å pyt! (Du véd ikke hvor henrykt jeg de Snese Gange har været ved dit «å pyt») når man ikke har grebet Dig på fersk Gerning, så er det jo umuligt, at Du ikke skulde klare Dig over for dem, der sidst af alt formoder noget sligt som er sket. –

Amalie jeg elsker Dig, elsker Dig! Men det ligger hårdt på mig her hjemme, at jeg kun kan give Dig så lidt – ikke andet end min Kærlighed. Kan Du være glad nok i den? – Du, jeg sender Dig medfølgende Brev, som lå til mig da jeg kom hjem. Naturligvis var det godt at modtage det. Schw. er ham, der har skrevet om Wergeland.Schw. er ham, der har skrevet om Wergeland: Herman Schwanenflügel, som ga ut Henrik Wergeland. En litteraturhistorisk Skitse i 1877. Brevet finnes på KB, og er datert «3dje Juledag 1882». Der står det bl.a.: «tillad mig nu at sige Dig, at Du i den korte Anmeldelse Du skrev om Schandorphs ny Bøger i nogle faa Linjer har sagt det bedste der endnu er sagt om denne Forfatter Han er brav men desværre ikke helt «flink» (norsk). – Det skal jeg leve af at skrive «din Erik» under mine Breve – jeg som har været det!

Din Erik



58. Amalie til Erik

Brev-Kort.

Fredrikshald 6-1-82 [rettet til: 83]

Reiser idag fra Fr.hald. Tak for brevet. Send det næste til mit eget hjem. Skriver strax imorgen. Din

A.



59. Erik til Amalie

Mandag Nat Kl 12 [8/1/83]

Jeg sidder på Kontoret – jeg har læst om og om igen dit Brev. Amalie det er for elendigt at skrive. Da jeg fik dit Brev – det var i Fredags – var det som lå Du i mine Arme. Du min elskede, det var sødt, som Du skriver, men jeg! Amalie hvor er Du yndig. Min Ven, jeg er så forunderlig tilmode i alle disse Dage. Lykkelig over enhver Beskrivelse ved din Kærlighed og sørgmodig ussel ved Følelsen af at gå så ene og forladt her nede. Du Amalie, at Du må vide det en Gang for alle: jeg er kun noget hos Dig. Jeg er den ynkeligste Prås her på Københavns Gader: jeg har ikke en Tanke. Kun en eneste syg Fornemmelse af, at det bedste af mig blev der oppe hos Dig. – Min Ven, så glad Du har gjort mig ved ikke at kunne lade være at sige til din Moder, at der var En Du havde fået kær. Jeg blev så stolt, så ærbødig tilmode, hvorledes skal jeg udtrykke det – der kom noget så fint og sødt ind til mig, det var smukt og rigtigt følt fra din Side, min egen kæreste Ven på Jorden. Vil Du Amalie forstå mig, når jeg siger Dig, at den Følelse, der drev Dig til at sige din Moder, at Du var fyldt af et nyt Liv, den samme Følelse var det, som drev mig, da jeg i Sommer kom hjem, til at sige With,til at sige With: Eriks venn Jakob With. Se brev 5, note 2. at han ikke måtte tage mig, hvor han sidst havde forladt mig: jeg var en anden. Jeg måtte fortælle ham, at jeg havde fået en Kærlighed. Husk Ven, at i mit meget fattige Liv spiller den Venskabsfølelse, der binder os to Mandfolk sammen, Erstatningen for en Moders Forståelse; en Moders Kærlighed kan jeg ikke sige, men Muligheden for igennem Medfølelse at få Lindring, lige som Tilhold for alt det, man er fyldt af, og som næsten er for rigt til at det kan bevares i Skjul og Tavshed. Du min sødeste Pige, Du forstår, at jeg bringer disse to Forhold ind under samme Kategori. Du var så absolut borte fra en Forståelse af hvad det var, der blev sagt og følt mellem W. og mig, når jeg havde nævnet mit gryende Forhold til Dig. Du troede, at det var blevet trukket noget ned ved at blive nævnet til en Mand – lad mig sige Mandfolk – men for Resten slap Du vistnok efterhånden denne Følelse. Og nu min Ven, skal den Opfattelse fra din Side være helt borte. Om vort Møde denne Gang har jeg så godt som ikke sagt et Ord til ham. – Det er sandt, jeg må jo fortælle Dig, at min Fraværelse har voldet mig meget mindre Fortræd end jeg ventede. Den Omstændighed, at With havde overtaget det rent mekaniske Slid for mig, bødede i umådelig Grad på at jeg var borte. Der er kun én kedelig Omstændighed derved, at Edv. Brandes var kommen hjem Dagen før mig.Edv. Brandes var kommen hjem: Edvard Brandes reiste til Paris i desember 1882, hvor Ingeborg Thaulow bodde i hvert fall fra januar 1883. Se brev 50, note 1. Han vil jo stave og lægge sammen. Imidlertid havde W. med stor Koldblodighed klaret for mig, og jeg antager, at min egen Antydning af Familieubehageligheder tog sig særdeles sandfærdig ud. At jeg har været i Sverig kunde ikke skjules, da man vidste, at jeg med et Skib var gået til Malmø; men det gør for så vidt ikke noget, da jeg netop har eller har haft Familje bosat i Sverige.Familje bosat i Sverige: Det kommer ikke fram av slektsboken hvem det kan ha vært. (Se Peder Schram: Stamtavle over den danske Gren af Slægten Schram, s. 84–86.) Brandes tidlige Hjemkomst – han havde tilmed været i Berlin i adskillige Dage – hænger vistnok sammen med en eller anden Skuffelse. Af hvilken Art véd jeg ikke og forsker ikke efter. Der hænger noget i Luften med, at han og jeg ville blive grundig adskilte. Vi er ikke af samme Stof. Han har begået den Ufinhed at bruge stærke Ord i Uvedkommendes Nærværelse imod min Artikel, Du har af mig,min Artikel, Du har af mig: Sannsynligvis en artikkel som ble trykt i Morgenbladet 24/12/82, hvor Erik skriver om nye bøker av Drachmann, Kielland og Schandorph og roser Drachmanns Rejsebilleder (1883). fordi den kom ham utilpas, og han har ikke turdet sige det samme til mig. Han er vred, fordi Drachmann er bleven rost og har mistænkt mig for på en eller anden Måde at have sluttet Forbund med Dr. mod ham og Broderen – der er noget Småtteri i dette. Selv har han trukket sig ud af den daglige og nøje Berøring med mig, er bleven påvirket til Ugunst mod mig, og går nu omkring med Følelsen af, at jeg virker på halv troløs Måde til Fordel for Uvenner af ham. At jeg ikke skulle kunne rose Dr. når der er Grund dertil uden at mistænkes – det huer mig ikke. Nå, muligvis er dette at stave og lægge sammen fra min Side uden tilstrækkelig Anledning. Heldigt vilde det være, om jeg tog Fejl af mange Grunde, og blandt andet af den at jeg borgerlig talt ikke har godt af at stå mig ilde med Brødrene Brandes. – Hvad jeg vilde give for som Iagttager at kunne vurdere denne Svingning i Gemytterne – jeg holder ikke af personlig at hænge fast i alt dette, som jeg i Virkeligheden ikke personlig har det mindste med at gøre. Men det ender med, at jeg formodentlig bliver akkurat af samme Art som de andre.

– En Ting Stump! Midt i din søde Sorg over at jeg var borte, over at jeg ikke er hos Dig – sig mig, hjælper det samme ikke Dig, som hjælper mig, at vort Møde var under fremmede, fra vort daglige Liv løsrevne Forhold? – er Du så dog ikke glad over din Kærlighed? Du vil ikke være den foruden.

– Amalie, Du må ikke sige, at Du hellere vilde have gået Livet igennem uden at støde på mig. Jeg kunde ikke tænke mig nu at skulle være den samme som for et halvt År siden. Men Amalie det er en Sorg og en Elendighed at elske på vore Vilkår. Al den Lykke alle de smukke Ting som gå til Spilde! – Mit Arbejde, ethvert af mine Forhold sløver mig, og jeg er glad derved. Jeg tager på vor Adskillelse som på det uundgåelige og finder mig deri roligere, fornuftigere end jeg egenlig selv kan begribe. Der er den ene Ting, som er mig en Støttestav uden lige: Jeg vilde ikke have Dig her nede med den Dont – det Slaveliv, jeg nu fører. Men jeg længes op efter Dig Amalie som efter Lys i Mørke. Ak havde jeg Penge! Du, jeg synes, at det i den Grad er nødvendigt for mig at blive uafhængig, at jeg tror på, jeg en skønne Dag bliver det. Jeg har jo mødt Dig netop da jeg var i Færd med at gå på Akkord med Livet – nej det er ikke rigtig sandt, mit Håb levede endnu – det er et så vidunderlig vel ordnet Træk af Naturens Orden, at jeg mener den har flere i Baghånden. Min elskede Ven, Du véd ikke, hvad godt Du har gjort mig og vil komme til at gøre mig – men en Jammer er det med os to alligevel. Men jeg véd, at når vi næste Gang mødes, bliver jeg så lykkelig, at jeg tror, at jeg ganske stille kunde dø deraf. – Jeg bliver lykkeligere endnu end denne Gang. Min Ven! – Nu vil jeg ikke skrive mere. Det har trukket så længe ud med mit Brev – af en Slags Sybaritisme. Sålænge jeg ikke havde svaret, gik jeg bestandig med dit Brev hos mig – og så havde jeg for øvrigt ikke et Minut til min Rådighed. Min egen Pige, jeg husker godt Aviserne jeg skal sende Dig – og Ringen! Du, om den skal jeg skrive Dig nogle Ord til næste Gang. Nu er jeg træt.

Min søde Pige, når Du får dette Brev, er Du jo i Kristiania – i dit gode fornuftige Liv. Tag mig med ind i det men fredeligt, stille, yndigt – ikke snart sygt, snart sløvt som jeg har Dig. Det er ikke sandt, jeg har Dig mange Gange så smukt, så smukt og velsignet. Du min elskede Ven. Tak fordi Du kaldte mig Erik.

Din Erik



60. Amalie til Erik

Kr.ania 9-1-83.

Endelig idag kommer jeg mig til at skrive. Jeg har ikke fundet tid til at gjøre det før. Bare ét brev har jeg fået fra dig, så hvis du har skrevet 2 gange til Fr.hald, er det sidste endnu ikke nået frem til mig. Men det kommer nok. Lørdag aften altså kom jeg hid tilbage, og gik strax ind til min bro’er, der var hjemme udtrykkelig fordi jeg dagen forud havde skrevet at jeg kom til det og det klokkeslet. Han tog meget venlig imod mig, og sa’e strax, at han var glad ved at ha’e mig tilbage; så gik han lidt på gulvet med små nervøse skridt, vendte sig så pludselig imod mig, og sa’e med en stemme som talte han om det naturligste af verden: sig mig er det så, at du har været i Sverrige og giftet dig? Er du gal! var vistnok mit svar, og min mine har ganske vist været yderlig bestyrtet. «Ja, men du har dog været i Sverrige jo?» Ja, svarte jeg, og (Nu kommer fru Schjøtt,) jeg fik ikke skrive mere igår, for da fru S. omsider gik, kom nogle andre, der slet ikke gik, før kl. var næsten 12. Altså er det den 10de idag. Jeg berettede altså det samme til ham, som jeg havde sagt på Fr.hald. Det er forresten ækelt at fare med usandhed; det er ikke bare det ene faktum; det drager så meget med sig. Som nu f.eks. når man spørger om hvordan jeg har haft det, om jeg var meget i selskab, om mine værtsfolk gav selskab, så må jeg fare med historier; og når man spørger om hvad man i Sverrige sa’e om den politiske situation i Norge, så må jeg diske op med noget som jeg hørte af nogle svensker ifjor. Men tilbage til min bror. På mit spørsmål om hvordan han kunde falde på noget så urimeligt, som at jeg skulde ha’e giftet mig, svarede han, at han havde sin visdom fra Poulsen, der havde sagt, at jeg ikke alene ikke var på Fr.hald, men at jeg endog slet ikke havde været der, at jeg derimod var tagen sporenstregs til Sverrige, hvor jeg havde sat literaten Skram stævne, med hvem jeg derpå hemmeligt havde giftet mig. Jeg citerer ordret hvad min bro’er sa’e. Jeg svarede med indignation at det var det største sludder af verden, og at jeg nok skulde ha’e fat i hr. Poulsen for hans vilde fantasier. Min bro’er forsøgte at formilde mig, sa’e at han havde fået det indtryk af P. at han var forarget fordi det ikke var med ham jeg havde giftet mig. Det havde dog trøstet ham noget at det ikke blev Helland; gang efter gang havde han gjentaget: det er da enda bra, at det ikke er med Helland. Vilh. havde været meget urolig og bekymret, ikke vidst hvad han skulde tænke, været angst for, at folk skulde få noget at sige på mit rygte o.s. v. Det kom for dagen at han igrunden havde gået og været stolt af mig og mit forhold, og vilde tage sig det nær, hvis der kom noget vrøvl på med mig. Jeg tog altsammen med stor sindsro. Jeg var nemlig fra første øieblik vis på, at det bare var slutninger og spekulationer af P., at han absolut intet vidste, mere tænkte sig det og det. Jeg har jo ofte mærket, at han går med en hemmelig mistanke om at jeg har givet mit hjærte bort til et eller andet menneske, og at dette menneske er dig. At han vidste jeg var i Sverrige, kom deraf, at han har en ven på Fr.hald, der også kjender mig fra Bergen. Denne ven var så (underrettet gjennem brev fra P. om at jeg skulde tilbringe julen på Halden) gået op til mor og Ludvig for at hilse på mig nytårsaften. Der havde han fået den besked at jeg var i Sverrige, men ventedes hjem hver dag. Nytårdag var denne mand reist til Kr.ania, havde truffet P. og meddelt nyheden. Så var P. begyndt at spekulere. Fra Helland fik jeg et brev på Fr.hald, hvori han taler om en oversættelse af Ingersolls værker,Ingersolls værker: Robert G. Ingersoll, amerikansk politiker, agnostiker, forfattet populære skrifter med kritikk av bibelen. som en amerikaner vilde anmode mig om at tage fat på. Men siger han: «Nu bli’er der vel en forandring på det hele. De kommer vel ikke mere til at arbeide; jeg hører at deres broder pludselig har sagt op logiet.» Der havde inden jeg reiste været tale om at vi skulde flytte ned i øverste etage i skolelokalet;flytte ned i øverste etage i skolelokalet: Amalies bror Wilhelm hadde sagt fra seg prestekallet og kjøpt en gutteskole i Nordahl Bruns gate i Kristiania, som han skulle drive. Han og familien måtte derfor flytte fra Rosenborggaten 11 til en leilighet i skolebygningen. det blev, mente Vilh. nødvendigt for ham at bo på skolen, som bestyrer; men vi havde begge en overhændig ulyst til at forlade Rosenborg. Så blev vi da enig om at blive boende, her sommeren ud; det var vor endelige aftale strax inden jeg reiste. Hellands meddelelse forbausede mig derfor. Men med logiet forholdt det sig således, at Vilh. havde sét sig nødt til at leie hele etagen, fordi der var kommen så mange nye indmeldelser at en udvidelse af skolelokalet var bleven nødvendig. Hvis han ikke leiede alt hvad der var at få, kunde han ikke få de par værelser han tiltrængte, og derfor måtte han i sidste øieblik slå til og afgjøre det på egen hånd. Han har gjort ganske og aldeles ret. Mig vilde han ikke underrette skriftligt, fordi han vidste det vilde bedrøve mig så meget at skulle flytte, og så syntes han det var bedre at gjøre det mundtligt. Det var imidlertid tydeligt at Helland havde sat opsigelsen af logiet i forbindelse med sin frygt for at jeg skulde forandre mig, en frygt som han havde havt ganske på egen hånd, og aldeles uafhængig de Poulsenske fantasier [sic], som denne havde beholdt for sig selv, og kun i sit hjærtes forpinthed betroet min bro’er, sandsynligvis for at iagttage og undersøge, om der virkelig var noget igjære, eller iallefald om min bro’er vidste af at der var noget igjære. – En af skolens lærere, der sammen med Vilh. beså vor nye leilighed havde pludselig sagt: Men din søster, bli’er jo ikke her længer end til sommeren, jo? Vilh. blev aldeles forfærdet. «Er det kommet så vidt, at hele byen ved og taler om det, tænkte han, så er det bedst du holder gode miner.» Han svarede derfor undvigende: ja, det ved jeg ikke så rigtig endnu. Vedk. fik det indtryk, sa’e han, at han (Vilh.) nok vidste besked, men ikke vilde røbe hemmeligheden. Også hvad denne mand sa’e, stod ikke i den fjerneste sammenhæng med Poulsen. De aner ikke hinandens gjensidige existence, og jeg ved at P. i både mine og sine egne kredse, forsåvidt de er forskjellige, har holdt ren mund. Men sagen er den, at man formelig går og venter på, at jeg skal tage mig noget sligt til. Jeg er vistnok meget mere omtalt og bemærket end jeg selv i min beskedenhed havde nogen anelse om. Ja, at jeg var afgjort og omtalt der hvor jeg færdes, det vidste jeg jo nok, men at man forresten ofrede mig nogen opmærksomhed, har aldrig faldt mig ind. Jeg traf Poulsen hos Sars’s søndag aften, hvor der i Parenthes sagt var adskilligt røre i anledn. Marcellus. Marcellus: en svensk brosjyre, utgitt av pseudonymet Marcellus. Den oppfordret kongen til å gjøre statskupp og la Venstres førere halshugge. Forfatteren var en underordnet svensk embetsmann ved navn Wilhelm Bergstrand. Venstre trodde kongen sto bak den, og det ble en politisk storm. Han spurgte mig i aftenens løb, om han måtte få lov til at følge mig hjem, min broer var nemlig et andet sted. Jeg sa’e ja, og tilføiede at jeg havde noget at tale med ham om. Helland, der også var der, blev imidlertid aldeles rasende fordi jeg ikke vilde gå med ham. Han kom løbende efter os, dunkede P. i ryggen, greb mig hårdt om håndledet [sic], og vilde drage mig afsted med magt. Alt hvad P. sa’e brød han sig ikke om. Først da jeg talte ham hårdt til, og betydede ham, at nu vilde jeg gå med P. med hvem jeg ønskede at tale om noget særligt, gik han sin vei, uden at sige godnat, eller at mæle et ord.

Følgen af dette overfald var, at jeg mistede mit armbånd, det som du så på i Falkøping, som jeg havde fået af konsulens i Lima.konsulens i Lima: Amalie var i Lima i juli 1870 på jordomseiling sammen med August Müller. Da jeg opdagede det, gik vi veien tilbage og ledte meget nøiagtigt, men uden resultat; vi var ganske stivfrosne og forkomne, da vi endelig gav tabt. Så kom der en slæde forbi, som vi strax tog og satte os op i. Poulsen blev naturligvis yderlig flou og fortvilet, da han hørte hvad jeg havde at sige, og da han mærkede hvor vred jeg var, og hvor alvorligt det havde mishaget mig. Han påstod at Vilh. havde refereret galt, at han sammen med ham havde undret sig over hvad jeg skulde i Sverrige, at han P. havde fremsat tre muligheder: forretninger i anledn. livsassurancen, literære ting, eller måske giftermål, eller aftale om giftermål. «Hvem skulde det da være med?» havde Vilh. sagt. Ja, – det er ikke så godt at vide, – f.eks. Skram o.s. v. Sådan var det. Han vilde endelig følge op med for at se om Vilh. var oppe, og få ham til at bekræfte at han ikke havde fremsat det uden som gisninger. Vilh. var oppe, men følgen af forhandlingen var, at V. sae, at jeg havde refereret aldeles korrekt, og at han ikke havde opfattet det som bare gisninger af P. Han havde fået det indtryk at P. på en eller anden måde vidste bedsked [sic]. Dem om det. Jeg er ikke en snus bekymret over det. Der er ikke et fnug af begrundelse i det; jeg mener at P. ikke har så meget som et halmstrå af positiv mistanke engang at holde til, end sige spor af noget der ligner et faktum. Men han er digter, og han har ikke digtet så ueffent denne gang. Hans angst har ledet ham ind på det rette spor. Vær nu bare du forsigtig, – det forlanger jeg af dig. Hvis man gjætter på noget lignende dernede hos dig, så er det din pligt at lyve for min skyld. Jeg er slet ikke så tryg mere, siden du imod min villie (jeg havde bedet dig lade være) har indviet en, der er mig ganske fremmed i vort forhold. Hvor kan jeg vide om han ikke en dag siger det samme som vennen i «Herregårdsbilleder»:vennen i «Herregårdsbilleder»: Krogs venn von Osten forteller hans hemmelige kjærlighetshistorie med den bemerkning: «Jeg har lovet ham aldrig at omtale, hvad jeg véd om den, jeg bryder mit Løfte i Aften – Løfter holder man jo saalænge, indtil den passende Lejlighed kommer til at bryde dem.» (Herregaardsbilleder, s. 60) man tier med en hemmelighed sålænge o.s. v. Du må nægte alt; selv om nogen har sét dig i mit selskab, må du sige det har været en anden. Det er jo frygtelig kompromiterende efter verdens mening, det jeg har gjort, og for mine gutters skyld især, må jeg ikke kompromiteres. Poulsen bad mig så meget om at jeg måtte tilgive ham, forklarede mig, at han havde været så usigelig bange for at det skulde været sandt, at han var så sjæleglad over at jeg var kommen uskadt tilbage o.s. v. Det samme sa’e Helland. Han var næsten rørende, det store hårbevoxede barn. I et andet brev som han skrev til Fr.haldet andet brev som han skrev til Fr.hald: Det finnes ingen brev mellom Amalie og Amund Helland i brevsamlingene. men som kom efter min afreise, og som jeg derfor først fik her skriver han (det var i anledning forretninger han skrev): «Hvor Fanden bliver de af? John Poulsen går her, og vil vide hvor de er. Jeg siger de er på Fr.hald. Han siger at han gjennem den katholske præst har fået vide, at de ikke er der, hvortil jeg svarede at jeg ønskede dem guds velsignelse og alt det som godt er, hvor i verden de er. Men det siger jeg dem, at hvis de ikke snart kommer, så tager jeg John Poulsen af dage med Cyankalium,Cyankalium: dvs. kaliumcyanid, et meget giftig preparat som ble brukt bl.a. ved utvinning av sølv og gull. Helland var geolog. dels for at gjøre en ende på hans lidelser, dels til selvforsvar, thi han plager livet af mig.» Og længere nede: – – «Som sagt er, John Poulsen tror at de er i Gøteborg, men dette siger han i et slags sindsforvirring, tror jeg. Vi andre har imidlertid, så hårdt det endog har holdt, bevaret vor forstand uformørket, og vi håber at de har det godt, dog ikke så godt, at de helt bliver borte. Det siger jeg: den der tager dem fra os, og lader hele det liberale parti stå tilbage med en lang næse, den vil vi alle ligge efter livet» – – o.s. v.

Fra Bertha Knudtzon fik jeg forleden et brev,Bertha Knudtzon: datter til «gamlefru» Lucinde Knudtzon, som Amalie skulle gjeste i København. Også kjent som nær venninne av Georg Brandes. Brevet finnes ikke i samlingene. meget interessant og underholdende var det, hvad breve skjælden er; der stod: «De har aldrig fortalt mig, hvad de syntes om Erik Skram isommer. Hernede siger man, at han havde så vanskeligt ved at forlade Norge for deres skyld.» Der kan du se. Man har sine tanker, og der passes dog på. – – – Bestem du en vis dag til skrivning. Vil du f.eks. skrive hver søndag punktlig, så får jeg det hver onsdag morgen. Så kunde jeg sende brev hver uge så at du fik det lørdag aften. Vil du det?, eller har du andre dage at foreslå? Svar mig på det. «Germannernes Lærling» [sic] skal jeg meget snart sende.Germannernes Lærling: Karl Gjellerups roman (se brev 56, note 1). Det er skjældent at se en så «alvorlig» bog komme fra Danmark, men den er så ubeskrivelig kjedelig. Den lader sig næsten ikke læse, og det er synd, for bogen er virkelig god. Jeg sa’e det til Sars, og han lo, og svarede at det var den kjedsommeligste bog han nogensinde var snublet over. Den er forresten bleven krøllet af at ligge i jernbanen, og så har jeg en gang sluppet den ned, da jeg gik ud af kupén. Du må ikke være vred over det. – – Du, – jeg vil ikke give dig nogen ring før jeg ved hvor du har den med diamanten i fra. Jeg turde ikke spørge dig, så ofte det endog brændte mig på tungen. Det er naturligvis en gave fra hende, som du har elsket heftigere, længere, og yngre end mig. Du kommer aldrig til at elske mig som du elskede hende. Det kan ikke nytte dig at du prøver på det. Jeg ved det, ved det med hver en evne, hver en nerve i min sjæl. Jeg lærte det da jeg var hos dig. Jeg erfarede det af såmange småting, – nei det er ikke ret, af det der ikke kan nævnes fordi det ikke kan sættes i ord. Jeg er meget klogere end jeg vidste, og jeg er heller ikke så god som jeg troede. Men alt dette følte jeg ikke før jeg kom hjem; jo, naturligvis har jeg undfanget disse fornemmelser da jeg var hos dig, men de fik først liv her. Først syntes jeg det var så ubeskrivelig deiligt alt sammen, og at være hjemme igjen; men siden faldt der så meget over mig. Og det er så usigeligt sikkert at det er sandt alt hvad jeg har tænkt, og alt hvad jeg nu ved. Intet, intet kan ske uden at konsekventserne står der som lovenes virkninger, som lovene selv. Det er ikke så sikkert at vi to blev lykkelige sammen.

Din Amalie. –



61. Erik til Amalie

Søndag den 14 Januar 1883

Aften.

Amalie, jeg har ikke nu Lyst til at svare Dig på alt det Filleri med hvad Folk tror og mener og har lagt sammen. Jeg har i den Anledning kun følt ét, og det er en umådelig Tynge ved Visheden om den væsenlige Rolle det spiller for Dig og derfor vil komme til at spille for mig. Jeg har ikke nogen rigtig Evne til at huske og tænke på den Slags Ting, men mulig ligger det i, at jeg ikke har haft andres end mine egne Sager at varetage – indtil for nylig. Jeg husker, at da det gik op for mig, at man i Rephold [sic] i Brandes StykkeRephold i Brandes Stykke: se brev 50, note 2. kunde finde Tegn til, at han havde tænkt på mig, pinte det mig navnlig af den Grund, at Folk vilde regne Dig for dårlig stillet, hvis de fik at vide, at Du havde mig kær. – Jo der er dog ét jeg vil sige. Jeg fatter ikke, hvad Du vilde med Poulsen den Aften. Hvad har Du at snakke med ham om? At Du gider nævne mit Navn i en falsk Belysning, når Du ikke er tvunget dertil? Er det at frede om din Kærlighed til mig? Hvorfor skulde vort Møde trækkes ned i en ussel Passiar med en sådan Person og lyves på og blive klamt og modbydeligt ved at dækkes til med Ord, der bleve hentede underlige Steder fra. Du kom jo hjem ugift. Nå, hvad var så hans Snak værd? At Du i en enkelt Sætning eller med et Par Ord vilde slå ham på Øret, det forstår jeg, men tage en Scene med den Fyr, slæbe ham hjem med, holde Forhør, få Forklaring – nej Stump, det kan umulig have været rigtigt. Og så det afskylige Optrin med Helland! – Amalie, jeg vilde gerne tale lige ind i dit Hjerte. Der er noget i dit sidste Brev, som gør mig bange for at have mistet noget af min Evne dertil, men lad mig prøve. Er der slet intet i din Følelse, der lægger ligesom en Anelse af Skamfuldhed over Dig ved at sligt kan foregå? Kan Du slet ikke tage imod, at jeg her nede rejser en Stump af en Anklage imod Dig? Har Du holdt ret fast på din Person, Amalie, når en Bandit og en Springfyr kan opføre en Scene med Dig af den beskrevne Art? Min Ven, føler Du, at jeg er indviklet i denne Sag? Amalie, lad gå tidligere, men nu, nu véd Du, hvad det er at stå til Ansvar for en anden for hvert Ord, hvert Blik hver Handling, der angår Dig, din Person, dit jeg. Mig har Du skænket alt, og dog tumler to Mennesker Dig med hinanden, som havde de Lod og Del i Dig. Så vidt har Du ladet den brutale af dem gå, at han i Forglemmelse griber efter Dig som sit lovlige Bytte. Min kære elskede Ven, forstå at mine Ord er ømme og gode, men at jeg fører min Sag frem for dit Hjerte med en Klage. Jeg beskylder Dig ikke for noget positivt i Verden, jeg beder Dig kun tænke den Sag helt igennem, om det, at Du er min, at Du har givet Dig bort, ikke måtte kunne præge sig i din Færd så sikkert, at ingen Mand, han være nok så stumpåndet, faldt på at række sin Hånd ud efter Dig. Men Du har ikke givet Dig hen til mig helt. Der er et Forbehold i dit Hjerte, en Følelse af ikke fuld Tillid. Tiden skal klare denne Sag, jeg vil slet ikke tale derimod. Som vi er stillet, er det vel ikke helt urimeligt, at det er kommet således. Men det angår ikke den Værdighed, jeg havde troet det skulde give Dig, at Du fik at vide hvad Lykke det var Du rådede over at give bort. Min Elskede, jeg havde drømt om, at Du skulde blive stolt i mine Arme. Stolt over Dig selv. Men Drømme skal man tage sig i Agt for.

Du vil ikke give mig nogen Ring, før Du véd, hvor jeg har fået den med Diamanten fra. Naturligvis svarer jeg Dig på dit Spørgsmål, men jeg havde sat Pris på, om jeg havde fået min Ring for vort Mødes Skyld. Jeg synes det var den værd. Om Du så samtidig havde spurgt, havde Du også fået Svar. Ringen med Diamanten, min Ven har jeg fået af hende Friherreinde Soffi – eller hvad det er jeg har kaldet hendeFriherreinde Soffi: en figur fra Eriks roman fra 1877, Herregaardsbilleder (se brev 18, note 6). Hun var basert på en moden gift kvinne, sannsynligvis fra familien Tutein, som hadde tatt den unge Erik som sin elsker. (Se Pil Dahlerups kommentar i Danske Klassikeres utgave av Gertrude Coldbjørnsen, s. 173.) Det kan godt være at det var Alice Tutein, datter til Peter og Anna Tutein, som hadde fått et uekte barn og var blitt giftet bort i 1849 med en mye eldre mann. Hun var atten år eldre enn Erik. – med den Bemærkning, at hun en Gang i Tyskland havde fået den af en ældre Veninde, der havde givet hende den på den Betingelse, at hvis hun en Gang i Verden mødte en Mand, hun havde udelt Respekt for, skulde han have den. At hun havde så stor Respekt for mig, er ikke meget underligt. Hun var med sin ypperlige Begavelse en fordærvet Kvinde, da vi mødtes, og jeg var ufordærvet. Det forstod hun. Hun havde næppe haft en så uskyldig Elsker før. Tilmed var jeg ikke nogen helt almindelig Elsker – jeg trode jeg havde en Slags Mission at udføre; det var egenlig Båndet imellem os. Ringen har jeg først sat Pris på i den senere Tid, da En en Gang sagde mig, at Brillanten var af en sjælden Renhed og Glans. Nu går jeg med den af et Slags Lapseri. Det morer mig at bære en virkelig fin Sten. Sådan noget kommer formodenlig med Alderen. De to andre tarvelige Ringe holder jeg for så vidt mere af. Den ene har Gertrude givet mig, den anden har jeg fået af hende, der drog til Tyskland.Gertrude … hende, der drog til Tyskland: Gertrude i Gertrude Coldbjørnsen var basert på en annen kvinne Erik hadde vært forelsket i (sannsynligvis Louise Bille); det var Camilla som dro til Tyskland.

Nu står vi ved det, som volder Bitterheden eller vel hovedsagelig Bitterheden i dit sidste Brev: Du tror ikke, at jeg kan elske Dig så hæftigt, så længe, så ungt, som jeg ganske vist har elsket den ene af disse Kvinder.den ene af disse Kvinder: Det er vel modellen til Gertrude Erik mener her, den samme som han senere i brevet kaller «fru B», dvs. fru Bille. Det framgår av et brev fra Anna Tutein til Erik (KB, 13/12/73) at han møtte henne på herregården Marienborg ved juletiden 1873. Hun var vel også modellen til Marie i Herregaardsbilleder. Min Ven, så sørgmodig din Frygt end gør mig, så rigtigt tror jeg det er, at vi kommer til at tale derom. Du har til syvende og sidst Uret, om end Du har ret i noget, men lad mig tage ganske rolig fat derpå. Jeg har siden jeg igår modtog dit Brev tænkt meget på denne Sag. – Da jeg en Jul på den Herregård jeg vistnok har nævnet for Dig lærte Fru B. at kende, syntes jeg ikke om hende. Det var flere Måneder efter i København i hendes eget Hus at hun gjorde en Slags kærlig Tilnærmelse til mig. Det overraskede mig men berørte mig på en Måde ubehagelig, jeg vidste intet om, at der intet virkeligt Kærlighedsforhold var mellem hende og Manden. Jeg betragtede hende som en Kokette og tvang mig – jeg husker endnu med hvilken Anstrængelse og hemmelig Selvforagt – til et Slags Lapseri. Først efter en rum Tids Forløb kom der en Situation imellem os af den Art, at jeg holdt det for min Pligt – siden jeg nu havde indladt mig på det hele, og det var jeg for videlysten og for forfængelig til at nægte mig – at optræde som dristig Kavaller og trykke et Kys på hendes Kind til Godnat. Da jeg umiddelbart derefter stod i Entreen og tog mit Overtøj, faldt mit Blik i et Spejl, og jeg rakte da Tunge af mig selv. Så farlig en Don Juan var jeg den Gang! Jeg tænkte mig for øvrig, at Madame var dybt krænket. Jeg tror, at det var Dagen efter at vi mødtes i et Selskab. Jeg havde en meget ond Samvittighed, men da så jeg for første Gang i hendes Blik noget så kærligt og alvorligt, at jeg blev dybt grebet. Fra da af steg langsomt min Interesse til Kærlighed. Jeg fik hendes Fortrolighed, og hun led, og jeg misforstod på et væsenlig Punkt hendes Stilling. Jeg trode, at hun og Manden levede adskilte. Jeg drømte ikke om, at der gaves Mænd, der vedblivende benyttede deres Ret brutalt, (der var den Omstændighed til, at hun ikke måtte blive frugtsommelig) – der gik halvandet År eller mere, fra da, inden jeg fik den Kundskab. Jeg var ganske ung i mine Følelser, umådelig ideel, fyldt indtil Randen af min Sjæl med Længsel efter den sande, den virkelige Kærlighed. Der var utrolig meget at tage fat på her. Min Kærlighed begyndte som Medlidenhed, Medfølelse, hvad Du vil, et kraftigt Raseri mod en Kvindes ynkværdige Lod, og så var hun på Bunden af sin Sjæl mærkelig naiv, lige på, frisk og af en god Forstand. Idelig trampede Manden hen over det Bedste hos hende uden Spor af Forståelse, jeg stod som den brændende Yngling, der gjorde hver Blomst hos hende til et Rosenbed. Jeg havde slet ingen Menneskekundskab den Gang, jeg levede og svælgede snart himmelglad snart sort fortvivlet over alt hvad jeg fik at se og høre. Så kom sent hen den Viden, at hun og Manden dog levede sammen. Fra da af var min Kærlighed syg. Jeg vilde skille dem ad. Ikke Ægteskabet, det tænkte jeg ikke synderlig på, men det hæslige Forhold imellem dem skulde ophøre – og jeg drev Sagen til et afgørende Punkt. Så faldt hun dog tilføje. Det var jo mig, der havde drevet hende op til at ville – hendes Forelskelse, eller hvad man skal kalde det, i mig bundede intetsteds, hun vidste ganske sikkert ikke hvad Kærlighed var. Det slog mig overende – og dog Amalie jeg véd det, at hemmelig, inderst inde var jeg forberedt på, at således vilde det gå til. Kort efter foregik min Rejse til Italienmin Rejse til Italien: Erik reiste til Rom i mai 1877; han forteller i sin dagbok at han traff C. St. A. og Louise Bille der. – der kom det flygtige Møde i Rom, som jeg har fortalt Dig om, den sidste Opblussen af en Følelse, jeg havde levet på i to til tre År – og i Rom helbrededes jeg fuldstændig. Ser Du Amalie jeg har fortalt Dig dette, for at Du skal lægge Mærke til én Ting. Det var mig, der i hele dette Forhold var den fineste, og så kom det til en Begyndelse over mig, at jeg havde en Uret – mit Lapseri – at gøre god igen. Så var det mig, der var den rige, jeg gav og gav, jeg forelskede mig i min egen Renhed, jeg uddybede hver en Følelse, der meldte sig hos mig og fyldte den med de dyreste Skatte af Poesi for med megen Viden om det kostbare jeg gav at lægge alt i Skødet på en Kvinde, som jeg vilde «løfte» op til mig. Ikke et Minut i den hele Kærlighedsperiode satte jeg hende på lige Fod med mig, jeg beskyttede, jeg tænkte, jeg følte – når så blot hun vilde følge og forstå. Og så havde jeg et Mod den Gang. Ganske vist havde jeg intet Kendskab til hvad mine Evner egenlig duede til, men i al Almindelighed havde jeg et Livsmod, som intet kunde rokke. – Nu Du, min elskede Veninde, tænk nu på, hvorledes vor Kærlighed er født og har vokset sig stærk. Først det rent ydre. Jeg kom til Norge advaret mod at blive forelsket i Dig eller rettere forberedt på ikke at ville blive det – «alle lå for dine Fødder» og mellem alle vilde jeg ikke være – yderligere havde Helland det Drog og de andre hos Catharinus [sic] BangCatharinus Bang: Cathrinus Bang ble professor i nordisk litteratur i Kristiania i 1869. 7. august 1882 (dagen før han traff Amalie) spiste Erik middag med Bang og Helland. om ikke talt ondt om Dig så dog anvendt en Tonart i deres Omtale, så at jeg fik Indtryk af noget ikke fuldt lødigt (der kan jo her være en Fejltagelse fra min Side), nok jeg var rustet, da vi stod over for hinanden. Mit første Indtryk var en Slags Forundring over, at Du virkelig var smuk. Det vilde jeg have forsvoret, i alt Fald på den ægte Vis som Tilfældet var. Så mit store Behag ved dit Væsen. Nej da, hun er også ægte af Natur, rolig, fin. De andre skræpper op, hun sidder fint stille. Videre, den næste Dag. Du véd ikke, hvor Du var sød i Jernbanekupéeni Jernbanekupéen: på toget til Eidsvold 9. august 1882, på vei til Bjørnson-jubileet på Aulestad. med dine lange knækkede Cigaretter i Lommen, den Måde Du hørte på de andres Drilleri med din Beskrivelse af Bjørnsons Hjem. Jeg var meget indtaget i Dig. Upersonligt, jeg havde jo ikke noget og vilde ikke få noget med Dig at gøre. Ombord, din Friskhed, vor begyndende Forståelse i Fjendskabet mod Frøken St.,Frøken St.: Henriette Steen, en dansk kvinnesakskvinne som var med på festen, Holger Drachmanns kusine. vor Spøg over Borg,vor Spøg over Borg: Fredrik Theodor Borg, svensk pressemann og politiker, nær venn av Bjørnstjerne Bjørnson, var også med på Aulestad i august 1882. alt hvad jeg sagde til Dig lykkedes, vi havde Vaner sammen, Du vilde sove, jeg også. Du brød Dig ikke om at gøre Lykke, Du interesserede Dig for at sove, vi begyndte dog alle at hylde Dig. Middagsbordet, der kom for tidligt, Du var halvt gnaven og sød, jeg fik Dig ved List ved min Side. Kan Du huske, at jeg for at gøre Dig opmærksom på noget stødte til Dig med Foden. Det kunde jeg jo kun gøre, når jeg havde fuld Tillid til Dig – at Du ikke skulde falde på at mistænke mig for en Lapsestreg. Den lille Begivenhed med Toiletskrinet, som jeg straks straks [sic] satte et forunderligt Håb til. Jeg vilde, at Du skulde lægge Mærke til mig. Så vor gode Forståelse i Lillehammer med Aftalen om at køre sammen. Da denne svigtede næste Morgen – vent lidt, jeg fik Dig til at gå i Seng for at jeg kunde gå; var Du bleven, var jeg det også, Du var allerede da for mig Selskabet – da Aftalen svigtede, betød det for mig, at Du dog ikke betragtede mig som andet end en hvilkensomhelst Herre, og det gjorde mig ondt og sint, jeg kunde ikke tage det ligegyldigt. Ja Amalie, da Du så på Aulestad løb med mig til «Styrten» – sig mig, var Du en Smule genert den Gang? jeg var det; det var jo første Gang jeg var ene med Dig, jeg vidste ikke ret, hvad jeg skulde sige til Dig – og Du havde fortalt mig om «Grisserne»,«Grisserne»: må være en privat hentydning. ja så var jeg det, som man vel vilde kalde for forelsket. Men jeg holdt det helt fjærnt lige som udvendig – Min Ven, jeg var nu jo dog noget verdens klog. Hvad kunde det hjælpe til her ved dette tilfældige Møde at blive forelsket. Men jeg tænkte ikke meget derpå. Så talte vi sammen. Jeg talte kun med Dig. Da jeg så Bjørn gøre Kur til Dig,Bjørn gøre Kur til Dig: dvs. Bjørn Bjørnson. Se brev 20. var jeg lige ved at blive lapset – der kom en Smule af en Mistanke mod Dig op i mig. Det forekom mig, at Du var noget koket og det gik op for mig, at Du var vant til umådelig megen – dum og klog – erotisk Smiger. Jeg sagde til Dig, at alt det øvrige vilde jeg endda kunde stå mig for, men kom jeg ofte til at se den Tungespids imellem dine Læber, måtte jeg blive forelsket. Jeg tror min Stump, at det er det eneste ikke fuldt ærbødige Ord (det var det på det Tidspunkt) jeg har henvendt til Dig. Og jeg véd, at jeg den Gang besluttede at huske, at Du havde taget imod mit Lapseri (det er i Grunden Synd at kalde det så, for jeg følte stærkt ved hvad jeg sagde) noget mere – hvad skal jeg kalde det? – nysgerrig ligeglad, end jeg egenlig fandt helt i sin Orden. Men det glemte jeg siden. Jeg var meget ilde tilmode medens Du og Dr. spadserede.Du og Dr. spadserede: Drachmann gjorde nok også kur til Amalie ved festen. Erik skriver i sin dagbok 11/8/82 om «Uviljen hos Drachmann mod mine Sejre» (se hans papirer på KB.) Se også Bjørn Bjørnson: Aulestad-minner, s. 110–19. Begivenheden næste Dag var, at Du satte Dig hen til mig ved Bordet. Det er det, der har forenet os min elskede Ven. Dengang fik jeg sagt så meget, at Du virkelig begyndte at interessere Dig for mig. Og medens jeg talte, talte jeg mig i Grunden i mit eget Sind bort fra Tanken om at kunne blive for Alvor forelsket i Dig. Du havde jo aldrig elsket, Du vilde heller ikke komme dertil – ikke i mig. Men, hvor var jeg indtaget i Dig. Ak Amalie Resten véd Du altsammen. Så yndig Du var, så sødt og fint vort Venskab steg til en hel barnlig glad Fortrolighed – men at jeg sad sidste Aften, da Du var så livlig, og var i Grunden helt forpint, det véd Du vist ikke. Jeg trode det var Dr. der fik Dig i denne ypperlige Stemning, det stod for mig, som om Du ude ved Vandfaldet var smuttet fra mig. Og Ven, på noget der virkelig var Forelskelse hos Dig turde jeg slet ikke tænke. Din Livsanskuelse var så glædeløs, så færdig. Jeg sov så godt som slet ikke den Nat. Jeg vilde stå tidlig op og gå rolig og alvorlig ind til Dig medens Du endnu lå i Sengen. Jeg vilde tage din Hånd, bøje mig ned og kysse Dig på Panden. Hele min Sjæl skulde ligge i det Kys. Jeg syntes Du måtte føle deri, at Du engang i dit Liv var stødt på en Mand, som uden at forlange noget for sig, vilde om han kunde give Dig det snilde og gode, som Du ikke havde fundet i Verden. Jeg var så angst for at Du skulde tro det var Kurmageri – og Kysset faldt jeg på, fordi de andre havde snakket om, at Thomsen havde kysset Dig.Thomsen havde kysset Dig: må ha vært Olaf Thommessen, redaktør av Verdens Gang. Du skulde føle Forskellen, jeg vilde vække noget hos Dig, som slumrede. Jeg vilde om jeg kunde give Dig Indtrykket af noget fint hos en Mand. Kl 4 tror jeg var jeg oppe – var ude i Huset Du véd, og tog så et Bad så godt det lod sig gøre i Stuen. Var ren fra Top til Tå og rent Linned, og så svigtede Modet mig dog til sidst. Jeg tøvede, til jeg næsten kunde begribe, at Du var oppe. Og da jeg så kom og bankede – jeg havde for Resten været ved din Dør før – blev jeg halv stødt over, at Du kunde blive så forundret, og ja jeg tror næsten også over, at Du ikke lod mig komme ind. Der var noget underlig Fantasteri i dette, men jeg troede virkelig Ven, at det vilde være muligt i et Kys på denne Måde at få lagt alt det ind, som jeg følte. – Jeg var slet ikke forberedt på hvad der kom på Skibet. Det kom så pludselig og stærkt, at det i Grunden bedøvede mig. Jeg så dog ikke et Øjeblik Fejl; jeg vidste at Du var inderlig, så dybt som mulig grebet af Kærlighed til mig. Men nu skal Du forstå mig fint Amalie. Jeg så på det næsten med Frygt. Har Du Lov til at tage, hvad Naturen her på næsten vidunderlig Måde lægger i din Hånd? Må Du benytte Dig af, at en slig Følelse er bleven skabt hos denne fine yndige Kvinde, har Du nogen Fortjeneste deraf, må Du tage Lønnen – og er Du rede? Ven forstå mig. Jeg vidste – jeg havde nær sagt alt for tydelig – hvad det var der skete. Kvinden fødtes i Dig. Det var mig umuligt ikke at se rent beundrende derpå. Jeg glemte mig og Dig for Skønheden i hvad der foregik – tror Du nogen havde haft Mod til at blive forelsket i Venus, da hun steg op af Havets Skum – sådan stod Du for mig. Og dog var Du mig nær. Dig var det, jeg havde tænkt den hele Nat på, Dig var det, der havde givet mig Følelser og Tanker tilbage, jeg syntes jeg havde mistet, jeg vidste ikke for hvorlænge siden. Men Dig var det også, som jeg ikke havde troet kunde føle Kærlighed som vi andre. Jeg var ikke rede da til at gribe til, og Amalie, der lå noget af en Frygt for, at når det kom til Stykket var det dog mulig slet ikke mig Du elskede. Amalie her kommer hele den indre Historie ved Fødselen af min Kærlighed. Jeg var ikke modig. Jeg var ikke glad ved mig selv, min Selvtillid var borte. I de År der var gået, siden jeg havde stået helt og kønt og kækt samlet om et Arbejde (min Bog) havde jeg sjusket med mine Følelser, tyet til Surrogater og jeg havde en Forestilling, som om alt det uskønne jeg havde begået, rejste sig hånende imod den Kærlighed, der nu vilde tage sin brede Plads i mit Hjerte. Amalie det var der i Vejen med mig den Gang, og det er der i Vejen med mig endnu – men mindre o mindre! – at jeg ikke har det Mod som i gamle Dage. Hvad kan jeg give Dig? Hvor er det, Du trænger til mig, hvor er det Du skal blive finere og bedre ved mig? Jeg har prøvet på at få sagt, at min første Kærlighed dannede jeg til en Art Apoteose for mig selv, og det er vistnok sandt. Jeg er bange for, at hvis Du har sporet i min Kærlighed det Du kalder det mindre hæftige og unge, så kommer det af den lidt ydmygende Følelse jeg har af, at til slig Apoteose er der nu ikke Plads. Du véd ikke ret, hvad det betyder for en Mand ikke at stå med begge Hænderne fulde og give, der kan let komme et Skær af Modfaldenhed over ham da. Amalie, Du skal være klogere end Du nogensinde i dit Liv før har været, Du skal ud af disse dårlig sammenfiltrede Ord forstå mig til Bunds. Du skal vide, at har Du ikke kunnet føle helt ind i dit Hjerte Fryden ved den Glæde Du giver mig, så ligger det i, at min Glæde endnu har noget af Barnet ved sig, den er ikke voxet til Mand, jeg har levet for kort med Dig til, at jeg kan få sagt eller vist Dig, at det er Dig jeg elsker, Dig, Dig min Ven, medens det, der i gamle Dage var min Kærlighed, var mig selv. Du véd slet ikke tydelig nok, at der er begyndt et nyt Liv for mig med Dig. Men det nye Liv skal Du give Lov til at voxe. Jeg er for mismodig en Fyr nu til hurtig at vise hæftige og unge Følelser. Hvorfor er Du ikke modig Amalie? Du har jo Grund dertil.

Bliver jeg til noget Amalie, bliver jeg det i Kraft af Dig, jeg vil være modig som Du skulde være det.

Giv mig nu min Ring til højre Hånd. Ved alt hvad jeg rører mig til i Verden vil jeg føle den trykke om min Finger.

Du Slemme som ikke har været kærlig ved mig i dit sidste Brev.

Din Erik



62. Amalie til Erik

Onsdag formiddag. 17de. januar 83.

Min egen kjæreste ven, jeg har imorges fået dit lange brev, som kostede 24 øre, så tungt var det. Jeg vil begynde idag, så får jeg det vel færdig imorgen engang, og så får du det til den aftalte dag. Alt det skidt om Helland og Poulsen vil jeg gjøre mig færdig i en fart med. Når du taler som du gjør, og formelig retter en anklage mod mig, hvis art jeg forøvrigt ikke spor af misforstår, så sker det kun fordi du som fraværende ikke ser tingene rigtig an, og heller slet ikke ved at Helland er en barbar, en vild, og ved alle givne leiligheder fuldt ud opfører sig som en sådan. Hvis det skéte med en hvilkensomhelst anden fyr, vilde det kaste skygge på mig, men hele klikken, og alle der kjender H. vil ikke et sekund tænke andet om mig, end at det er et stort kors jeg må bære efter bedste evne, at H. har kastet sin godhed eller sin forelskelse på mig. Den Herren elsker, den tugter han, tænker Helland formodentlig, og så farer han frem derefter. Men siden du ikke forstår dette væsen som det bør og må forståes (og det undrer mig ikke) vil jeg for eftertiden ikke fortælle dig noget derom. Der kunde ellers være plenty af anledning. Det kan jeg også trygt la’e være, uden samvittighedsuro, for det er som sagt det største og meningsløseste tusseri af verden. Ingen kan klare sig for Helland, når han først vil et menneske noget. Om det så var selve guds moder, så vilde han springe efter hende, og gribe hende om håndledet, og begå et overfald for at skille hende fra en Poulsen, når han selv havde sat sig i hovedet at ville gå med hende. Og du må aldrig tænke at H. vilde ha’e andet end gået ved siden af mig med 1 ½ alens mellemrum, og næsten ingenting sagt o.s. v. Derfor går ikke hvad du siger «ind i mit hjærte», og derfor «lægger der sig ingen anelse af skamfuldhed over mig, ved at sligt kan foregå». Hvis det var tilfældet, måtte jeg trækkes med en usund, affekteret og opstyltet betragten af det virkelige forhold, som én som jeg, aldrig vilde kunne præstere. Jeg sér dertil for sundt og rigtigt ud af mine øine. – Men en fremtoning som Helland, har vistnok en dansk såre vanskelig for at begribe, hvad vi heroppe til dagligt dog også har forresten. Hvad dernæst «springfyren» angår, så har han ingen del eller lod i det røveragtige optrin. Han havde spurgt om han måtte følge mig hjem; jeg havde sagt ja, fordi jeg ønskede at tale med ham; hans opførsel var under det hele ganske korrekt. Med ham resikerer [sic] man heller aldrig at blive udsat for uopdragenheder. Du spørger om jeg har holdt ret på min person o.s. v. Der er ingen tvil om at jeg har gjort det. Men kjøtere som H. kan man jo ingen forståelse vente af. Hvad Poulsen betræffer, så er det min formening, at han først nu, er bleven rigtig sikker på, at jeg virkelig har givet mit hjærte bort. Der var ikke tale om at jeg «løi, eller dækkede vort møde til med ord hentede underlige steder fra». Det var ham som talte og mig som tiede. Jeg bare spurgte hvor han havde det fra, som han havde meddelt min bro’er. Dette vilde jeg vide; for så sikker jeg endog syntes mig at være i min formodning om sagens rette sammenhæng, – vished havde jeg dog ikke. Jeg måtte komme på det rene med, om en eller anden reisende fra Sverrig måske havde sét os sammen eller a.d.a.d.: andet deslige. Jeg sagde ingenting om enten det var sandt eller ei; det blev så overflødigt, fordi P. var så ivrig i at forsikre mig, at han bare havde tænkt og sagt det for spøg, og da han bad om lov til at følge op med, og tale med Vilh. fandt jeg ingen grund til at afslå det. Hvorfor kunde han ikke gjerne gjøre rede for hvordan han havde ment det, og hvorledes han vilde ha’e sit snak forstået, ligeoverfor ham til hvem han havde udtalt sig, når han virkelig følte sådan trang til det? Nei du, – der er ingen som kan ha’e mindre klus af den art, eller mindre med mandfolkegreier at gjøre, end jeg. Ikke én mand i hele byen, kan rose sig af den mindste smule gunst eller opmuntring til nogen verdens ting fra min side. Hvis de så alligevel er karakterløse nok til at gå og bilde sig ind at de er forelskede eller at o.s. v. så lad dem det. Det vedkommer slet ikke mig; jeg har at passe på mig, og ikke på dem. Og der er forresten heller ingen som forulemper mig andre end Helland, og det og skal du forstå én gang for alle, at han kan ikke komme ind i nogensomhelst rubrik. – – Jeg kan ikke blive en anden end jeg er om også dette med dig er foregået. Det kan gjøre mig mere alvorlig og retiré, fordi jeg er bleven så meget klogere både på andre og på mig selv, og bedre forstår at vurdere hvad jeg ser og bliver berørt af, men nogen egentlig væsensforandring kan der ikke blive tale om, det jeg kan tro. Jeg kan f.e.x. ikke fra at have været indtagende og behagelig (hvis jeg har været det), gjøre mig om til det modsatte. Jeg ved ikke hvordan jeg skulde bære mig ad med det. Min natur er at være snil og omgjængelig og efter bedste skjøn elskværdig mod alle mennesker. Hvis jeg nu pludselig blev anderledes, vilde man sige at jeg var affekterert for at opvække en forhøiet interesse og sligt – – – – –

Det er ganske og aldeles sikkert og vist, at jeg aldrig i livet giver dig nogen ring. Hvis du nogensinde kommer til at bære ring no 4, så er det ikke fra mig du skal have fået den. Du må ikke blive sint på mig; ordene høres kanske bitre, men det er slet ikke meningen at ville såre eller støde dig. Der er bare noget som oprører sig hos mig mod at du ved nok en ring skulde kunne registrere forholdet til mig ind blandt de andre. Kan du ikke begribe det, at når du går med en ring til minde om hver en af de kvinder, som har spillet nogen længere eller vigtigere rolle i dit liv, så kan jeg ikke ville sætte nogen ring på din finger. Jeg jo, forsåvidt jeg ønsker eller tror at foreningen mellem os skal blive af en bedre og varigere art end før har været tilfældet, netop have en brændende ulyst til, ja afsky for at give dig netop det samme ydre symbol, som du har fået fra de andre. Hvor jeg vilde ønske, nei det er for svagt, hele mit liv på to år nær, som jeg skulde leve i dagligt samliv med dig for alle menneskers øine, ikke i skjul og mørke, vilde jeg give hen for at du ikke havde elsket alle disse kvinder. Du vil sige der er forskjel på at elske og stå i forhold til. Jeg sér den ikke denne forskjel, – jeg kan ikke gribe og fatte den, – nu siden jeg har været din, siden jeg har følt og ved hvad det vil sige, at tilhøre en mand, at give mig hen til et menneske som jeg elskede, – nu mindre end nogensinde. Det brænder sig ind i mig med smerte, at du så ofte, og i så mange kvinders arme har følt det samme (og følt det heftigere) som i mine. Det kan ikke nytte at jeg ræsonnerer med mig selv. Det som er, det er. Før jeg havde været din, kunde jeg ræflektere mig gjennem og bort ifra dette. Jeg vidste jo slet ikke hvad alt det væsen var for noget. Jeg kaldte det i mine tanker noget usselt filleri, som jeg syntes du gjorde formeget væsen af, betragtede det som en ren bisag. Nu er det anderledes. Jeg synes, at hvis jeg ikke kunde truffet en mand som aldrig før havde elsket, eller givet sig hen til nogen kvinde, før han så mig, så vilde jeg tusinde gange hellere ha’e gået livet igjennem som den jeg var, før jeg mødte dig. Jeg ved at jeg smerter dig med dette, men det er sandhed, og sandheden frem. Jeg ved nu så udmærket tydeligt at dette kan drive mig ifra dig, ikke så at jeg langsomt glider fra dig, men så at jeg pludselig flygter. Det hulker indeni mig, mens jeg skriver dette; men jeg har ingen tårer. Kom mo’er nu ind ad døren, vilde jeg kaste mig til hendes bryst; så fik jeg græde, og så blev det bedre. Alt hvad du kan svare mig, ved jeg til punkt og prikke: Ingen mand kunde svare til mine fordringer eller tanker. Nei, det er vist sandt, men derfor vilde jeg heller været dette foruden. Og det er sandt, jeg vil ingen ring ha’e af dig; ikke jeg heller vil ha’e nogen ring. De andre kan bære dine ringe, jeg ikke!

Også fra hende som drog til Tyskland, har du altså fået en ring. Så inderligt og helt har forholdet været mellem eder. Og så kunde du alligevel vise hende fra dig, bare fordi at en fremmed kvinde, der var for uerfaren og hjelpeløs til at kunne bære sig ad som et normalt menneske, havde siddet på et dampskib, og givet sit indre til pris. På hende har jeg tenkt så meget i den sidste tid. Jeg føler som om jeg mod min villie har gjort hende en stor smerte, en stor uret. Men hun var jo gift, – uf nei, – det er formeget roderi. En vakker dag, kommer hun forøvrigt vistnok tilbage til dig, skal du se. Hun har jo været borte før, og er kommen igjen.er kommen igjen: Det ser ut til at Amalie gjetter riktig her; hun skriver i hvert fall senere at Camilla kom tilbake til Erik innen sommeren 1883. Dette oppdaget hun først etter at de hadde giftet seg. Erik benekter det ikke.

Jeg vil ikke skrive mere nu. Det er ud på eftermiddagen, og jeg skal om en times tid gå i theatret med min bro’er og se en «Folkefiende».se en «Folkefiende»: Ibsens En Folkefiende hadde première ved Christiania Theater 13. januar 1883. Jeg er så forfærdelig bedrøvet, rent ulykkelig. Jeg lider under alle disse pinsler, sjælen græder hele dagen indeni mig, og jeg længes efter et menneskebryst ved hvilket jeg kunde øse det ud altsammen. Men ingen, ingen i verden vilde kunne forstå mig helt, – det ved jeg, og det er det som er det græsselige. For eks. det at jeg lider, fordi du har elsket før, hvem vilde vel forstå det, ja nok på en måde, men ikke helt; ikke være med i begribelsen af alle de smådetaljer som jeg går med i bevidstheden, som daglig myldrer op derinde, og ligesom kvæler min kjærlighed. Og så er der billedet af hende der reiste. Jeg kan aldrig glemme det udtryk hvormed du svarte på mit spørsmål om hun havde været bedrøvet i sit afskedsbrev til dig. Hvad ret har det ene menneske til at volde det andet så grusom en lidelse, til helt af [sic] bryde livets blomst af for det, og sende det ud i en ørken. Og jeg kunde godt ha’e ladet være. Jeg vilde kunne levet fort, når jeg atter var kommen i ligevægt, omtrent som tidligere. Havde du ingen notits taget af min tilstand, og det er min bestemte formening jo mere jeg tænker på det, at du ingen ret havde dertil, bunden som du var til en anden kvinde, der aldrig havde gjort dig andet end godt, at hun ikke på alle punkter var din ligemand forandrer ikke sagen, et menneskes værd afhænger dog ikke af en større eller mindre grad af dannelse; hun var en «god og kjærlighedsfuld kvinde», det er dine egne ord, og hun var et finartet menneske, det har du sagt, og hun vist ved sin opførsel; – altså havde du ingen notits taget af min tilstand, så var det jeg følte vågne, snart visnet bort igjen; jeg havde glemt det hele, og måske én gang imellem tænkt på hvor underlig forkjert dog livet var indrettet, siden det éneste menneske jeg kunde ha’e elsket, ikke kunde elske mig, mens de andre – – – At der kunde være andre praktiske grunde, der afholdt dig fra at nærme dig til mig, vilde jeg aldrig været opfindsom nok til at kunne tænkt mig. Nu går jeg. – – –

Torsdag aften. Jeg læser mit brev igjennem, og er så misfornøiet med det. Gud give du kunde forstå det, og gud give du ikke blev vred på mig for det. Jeg «skulde være modig», siger du, jeg «som har grund dertil». Men det er jo det jeg ikke længer har siden denne tvil har listet sig ind i mit hjærte. Jeg er ikke modig, og jeg vil ikke være det; jeg er et vanskeligt menneske og passer vistnok bedst til at gå min vei alene. Når denne forestilling var bleven så indgroet hos mig, når jeg så rent havde slået mig ifra verden, ikke tænkte på at søge noget eller nogen, så har det sikkert bundet i noget naturgivet hos mig. Jeg vilde nok ellers gået omkring, og ventet på at livet skulde betale mig hvad det var bleven mig skyldig, vilde holdt udkig, og stået på post færdig til at gribe til. Men det gjorde jeg ikke. Og der ligger forskjellen mellem os hvad vor finden hinanden betræffer. Du gik omkring og ventede på at møde et menneske, som du kunde, ikke give dig til, men tage til din eiendom. Hvis det ikke havde været tilfældet, var du ikke kommen til at blive forlovet med en, som du, da det kom til stykket, ikke engang fandt behag i.

Jeg var ment på, og det så alvorligt og helt, at seile på min egen sø, den jeg selv havde udvalgt mig, og seile der alene. Jeg vilde ikke være mellem de andre, fordi de allesammen havde det på en vis, jeg for ingen pris vilde ha’e del i. Det samliv der levedes fyldte mig med modvillie, ja en tid endog med rædsel og modbydelighed. Alting var så vulgært og forpjusket, så usselt og fattigt. Og så bli’er jeg pludselig rammet af noget midt i hjærtet, noget der trods al modstand og al doktoreren viser sig at være kjærlighed til en mand. Men denne kjærlighed vil bringe mig lidelse af forskjellig art, har allerede gjort det. Jeg tænkte ikke på om du havde elsket eller elskede andre; der var ikke rum eller evne til nogenslags reflektioner dengang. Så, da vi var sammen her de par få timer, antydede du vistnok, det var nede ved banken i haven, at du havde havt kjærlighedseventyr; men det gik på rent overfladisk vis ind gjennem mine øren, og nåede så at sige, ikke min bevidsthed. Og jeg vidste slet ikke dengang, at det vilde volde mig nogen kvide; jeg var for dum og tankeløs på samme tid. Jeg er idethele en barok sammenblanding af viden og dumhed. Så kom jo det du skrev, der voldte bruddet mellem os. Nu ved jeg, at havde jeg dengang været din ganske, og du så bagefter havde fortalt mig om dit forhold til hende, at du ikke kunde vise det fra dig fordi det var såmeget for dig, fordi du trængte hende, når du ikke havde mig, – at så vilde hint brud aldrig i evighed være bleven helet. Men jeg vidste jo dengang ikke hvad det vilde sige, hvad det var for en fryd at give mig hen til dig. Nu, siden jeg ved det, er først alt det du har oplevet med de andre, bleven mig en rigtig pine. Jeg er begyndt at blive bange for at jeg ikke har mod til at tage denne lidelse på mig, og forsøge at klare den fra mig. Når jeg tænker på det, krymper jeg mig sammen, og vender mig bort. Du skal ikke svare mig på dette. Hører du min ven. Ingenting skal du sige. Hvis du har forstået nogenlunde hvorledes det er at jeg har det, så vil du også vide at ord vil være spildt på mig. Lad det ligge. Vi vil i vore breve for eftertiden glide det forbi, og skrive om ganske andre ting, og jeg begynder. Når så tiden går, kan vi se, om vi vil mødes mere, om vi kan det. – –

«En Folkefiende» gik udmærket over scenen. Der var et samspil og en energi som man altid pånyt glemmer at Kristiania skuespillere kan præstere, indtil man atter ser et norsk stykke blive spillet. Reimers’s spil var aldeles storartet godt;Reimers’s spil: Arnoldus Reimers spilte hovedrollen ved premièren. der er ikke tale om at Stokmann [sic] kan blive således spillet på nogen anden scene. Men naturligvis vil stykket snart blive kjedeligt. Nu er der jo en jubel uden ende, men allerede næste vinter vil det ikke kunne gives mere. Der er fire af os, Garborg, Lammers, fru NicolaysenLammers, fru Nicolaysen: Thorvald Lammers var sanger og kordirigent. Han var gift med Mally Sars, søster til Elise Sars (=fru Nicolaysen), og til Ernst og Ossian. og jeg som har væddet om sherry og champagne, der skal gives ud i en frokost hos en af os, to mod 2 om stykket vilde gjøre lykke eller ei. Nu ved vi ikke hvem der har vundet, men søndag formiddag skal frokosten være. – Her er en lettelse og glæde uden ende over at Grevstad endelig er bleven bortdrevet fra «Dgbldt». Med Bætzmann er alle fornøiet.Grevstad … Bætzmann: Nicolai Grevstad var redaktør av Dagbladet 1880–83. Han var ikke radikal nok for styret, og den unge journalist Fredrik Bætzmann overtok i januar 1883 etter forslag fra Bjørnstjerne Bjørnson. Han viste seg imidlertid å være enda mindre radikal, og ble avsatt etter tre uker. Han har været ved bladet før; idag var han oppe hos mig, og bad mig endelig skrive. Jeg hverken gider, eller har tid; men jeg svarte hen i veir og vind, og lovede ingenting. Her har også været en anden redaktør af «Figaro»redaktør af «Figaro»: Tidsskriftet Figaro (Ugeblad for Kunst, Musik, Theater og Literatur) kom ut 1882–83 (bare en årgang) i Kristiania; redaktøren var Wilhelmine Gulowsen, kjent som oversetter og anmelder. og bedet om han måtte sætte mig op som fast medarbeider. Jeg behøvede ikke at skrive mere end et par gange om året. Jeg er forskrækket over de tusser, at de kommer til mig. Jeg er så kjed og led af dem, og af al den dumme skrivning med. Lørdag havde jeg middag kl. 6 for en del af mine venner. Vi var 16 tilbords, og det var udmærket vellykket. De siger bestandig at der er så hyggeligt hos os, og at jeg er en mageløs flink værtinde. Skal jeg dømme efter den livlighed og det spektakel vore gjæster altid holder, så må det være sandt. Jeg kan se og føle at de morer sig, og så vil de aldrig gå. Nu skal jeg snart ha’e et konservativt selskab, og der må jeg bede Thaulows, som der slet ikke var plads for sidst. Hvor det er skrækkeligt at du ikke lever her i byen. Gjorde du det så vilde jeg tilsidst ikke kunne leve uden dig, og så måtte jeg vel komme over alt det, der nu smerter og tynger mig. Du ikke misforstå hvad jeg før har skrevet. Du kunne se, at det er fordi jeg elsker dig så høit, fordi det er så nyt for mig, fordi jeg ikke kan hjælpe for, at jeg ikke kan tåle du har været de andres, nu da jeg ved hvad det vil sige at være din. Kys mig nu, og hav ondt af mig.

Din Amalie.

Det er sandt, du må strax sende mig det lange kabinetsbillede tilbage.det lange kabinetsbillede: et bilde Amalie sendte til Erik like før jul 1882 (se brev 55). Jeg kom tilfældig da jeg fulgte en anden til fotografen, at sige til ham, hvor misfornøiet jeg var med billedet. Han var så elskværdig ganske uopfordret at tilbyde sig at gjøre det om: Jeg vilde ikke spørge ham om det, for det er noget de aldrig gjør, uden at man betaler pånyt. Men så vilde han ha’e det gamle tilbage. Nu skal du se, at du endnu skal få et pent billede af mig. Dennegang skal jeg nok passe på at klæde mig manérligt. – Godnat Erik!

Din Amalie.



63. Erik til Amalie

Søndag Aften 21/1 83

Min Amalie, Du har gjort mig så bedrøvet ved dit Brev, at var det ikke som at bryde en Aftale skrev jeg ikke i Aften. – Et vil jeg sige Dig, og lad det her i mit Brev blive til et Kærtegn, at ingen af de Kvinder, det piner Dig at tænke på, har jeg været kærlig ved som mod Dig. Du har fået af min Ømhed Beviser, som Du ejer helt alene. Amalie mod Dig har jeg gjort hvad jeg hos Dig syntes måtte blive det højeste Udtryk for min Kærlighed – ingen anden har ejet mig som Du har. Tænk på det inderligste, intimeste nøjeste Kærtegn mellem os to næst vor virkelige Forening og vid, at her behøver da under alle Omstændigheder ingen fæle Skygger fra Fortiden at træde imellem os. Amalie vi var for kort sammen, ellers vilde Du have lært at elske mig med større Fred. Der er også noget at lære her. – Du må ikke stille det hen i det uvisse, om vi snart mødes. Mit Liv er indrettet derpå. Jeg har kun det ene. Men jeg vil ikke skrive derom, jeg har tabt mit Mod til at klage. Du ligger ikke stille og sødt ved min Side – –

Amalie én Sorg har Du gjort mig til. Du har i sin Tid bildt mig ind, at « –ie» var Irgens Hansen eller Mathilde Schiøtt jeg véd nu ikke længer hvilken.« –ie» var Irgens Hansen eller Mathilde Schiøtt: Erik tar feil her, han hadde spurt hvem « –ea» var (se brev 42, note 4). « –ie» var Amalies merke. Jeg spurgte fordi jeg troede det var Dig og Du svarede mig med et af disse Navne. Dette forstår jeg absolut ikke. Det må hænge sammen med den Følelse hos Dig, der tilsagde Dig at bede mig om at lade være med at læse din Fortælling i Tidsskriftet. Der er noget her så stik imod min Natur, at jeg opgiver ethvert Forsøg på en Begriben. Men det har gjort mig meget ondt. – – Igår Aftes fik jeg Tidsskriftet i Hænde.Tidsskriftet: siste nummer av Nyt Tidsskrift 1882, redigert av Ernst Sars og Olaf Skavlan. Amalies fortelling «Madam Høiers leiefolk» står på s. 557–70. Mit Hjærte bankede derved meget kraftigere end om jeg selv havde havt en Fortælling deri. Og så måtte jeg oven i Købet lade som ingen Ting og besørge adskilligt ved Redaktionen først. Sverdrup havde mistet sin Kone,Sverdrup havde mistet sin Kone: Johan Sverdrups kone Caroline Sørensen døde 18/1/83. der stod noget om Marcellus i Dgbl. vi måtte have med,Marcellus: dvs. Wilhelm Bergstrand (se brev 60, note 3). en Pastor Krog-Meyer var død,Pastor Krog-Meyer: I Morgenbladet 21/1/83 står dødsannonsen for «forhenværende Sognepræst for Snolleløv og tidligere for Ulkebøl paa Als H.W. Krog-Meyer.» der lå en Betænkning fra et af Folketingsudvalgene, en jydsk Folkesanger og Digter skulde have en Oplæsning osven jydsk Folkesanger og Digter: Samme sted står opplysningen om at Folkesangeren og Blicher-Oplæseren Christen Sørensen skal holde opplesning på Kasino 24. januar. det måtte besørges altsammen først. Og så skulde jeg til en Forestilling i Folketeatreten Forestilling i Folketeatret: 20/1/83 hadde Folketeatret et program ordnet av Komiteen for Invalidernes Venner for å samle inn penger for krigsinvalider. og til et Diskussionsmøde i Studentersamfundet, hvortil Socialdemokraternes Førere vare indbudne: Jeg fik det besørget alt og endda fik jeg læst «Madam Høiers Leiefolk» – inden jeg kl 9 gik til Forestillingen. Din Fortælling er god Amalie, men for mit Øje og Øre er der en umådelig Forskjel mellem de første 6 og de sidste 7 sider. Således at forstå, at jeg på de sidste 7 finder en fin og ypperlig egen Kunst; på de 6 første plager en Påvirkning af Kiellands Stil mig så stærkt, at jeg ikke véd, om det er Kunst. Jeg var skinsyg på Kielland. Og så Amalie, Du som er så meget Person, og som har skrevet den Samtale mellem Manden og Konen – bedre end Kielland – hvad tager Du efter ham for? Det hele er bedre end Kiellands små Billeder, sandere, mere lige på – intet Lapseri (på de sidste 7!) Er det fra Bergen, Ven? To eller tre Steder skulde jeg have vist Dig Muligheden for en heldigere Vending. Men hvor er det ægte! Det er meget dygtig gjort Amalie, og slet ikke fruentimmeragtigt. I den Skildring er der Mod Amalie. – Når jeg tænker på, hvor forkert jeg vilde være kommen til at dømme om Dig, hvis jeg uden at kende Dig havde læst din Fortælling og fra den skulde slutte til din Natur. Alle de bløde og de ufuldførte Linjer mangler jo. Men Du må ikke skrive efter Kielland. – Jeg har læst for tredje Gang den sidste Halvdel. Denne Gang har Indholdet lagt sig helt grufuldt på mit Sind. Sig mig dog én Ting Amalie, som man her nede strax vil sige: Hvorfor vandre disse elendige Mennesker ikke til Fattiggården og melder sig som husvilde?Fattiggården: I 1846 fikk Norge en felles fattiglov for hele landet, hvor det sto at enhver trengende hadde rett til forsørgelse; men etter 1863 ble det offentliges forsørgelsesplikt sterkt begrenset. Er det ikke indrettet således hos jer, at det offentlige skal tage sig af den Slags Folk? Udsætterforretninger forekommer naturligvis også i Kbhvn, men er de Vedkommende så elendige som her, måtte de øjeblikkelig blive besørgede til Fattiggården, om de ikke selv kunde gå, og der fik de da i det mindste Tag over sig, Mad og Varme – vistnok også Sengestel og Klæder om det kneb, ja sikkert. Og de var ikke uden videre Fattiglemmer for det. Kunde Manden få Arbejde var de fri på ny – kun havde han så mistet sin politiske Valgret, indtil han tilbagebetalte Staden dens Udlæg. – – Jeg har nu siddet og læst Arne Garborgs Anmeldelse af «En Folkefjende».Arne Garborgs Anmeldelse: Garborgs anmeldelse av En Folkefiende sto i Nyt Tidsskrift 1882, s. 571–80. Hvis Du vilde sige til denne fine Skribent, at Du har en Ven i Danmark, som med udelt Glæde og Beundring har læst denne Anmeldelse, gjorde Du mig en Glæde – men Du har vel ikke Lov til at have en Ven i Danmark.

– Amalie det er tungt dette at være skilt fra Dig! Men at komme til Dig på de «forbudne» Vilkår gruer jeg for. Imidlertid det måtte Du da vel få at mærke, at jeg havde kastet Broen af bag mig, og det måtte vel være Dig en – Trøst. Jeg synes selv det ikke er rigtigt at sætte dette Ord her, men det lå nær. – Jeg er ene, helt og fuldstændig ene i Verden, og Du er bange for det Følge jeg slæber med mig! Og Du tror, at jeg nogensinde har været selvanden. Ja bliver jeg det ikke hos Dig, går jeg i min Grav uden at vide hvad det Ord betyder. – Nu har jeg læst «Slagter Tobias»,«Slagter Tobias»: Jonas Lies fortelling ble trykt i Nyt Tidsskrift s. 513–36. Se brev 43, note 7. Begyndelsen er god, Ven, ikke sandt? Nå, der har jeg det samme Fattigvæsensspørgsmål som hos os. Så burde dog vistnok det være nævnt i din Fortælling. Der er for Resten noget vist virtuosmæssigt i Lies Måde at fortælle på, men det slår klik jevnlig. Det med Melsækken er godt.det med Melsækken: refererer til en episode i Lies fortelling hvor Tobias får forært en full melsekk ved en feiltakelse.

Jeg har ingen Lyst til at skrive mere i Aften. Det ligger tungt på mit Sind hvor uendelig – jeg vil ikke fortsætte.

Det med Bætzmann interesserer mig levende. Skulde monstro den moderate Tone kunne virke til virkelig Gavn? Fortæl mig hvad der bliver af Grevstad? Hvad er «Figaro» for noget? Har Du hørt noget fra Bjørnson? – Jeg savner Konvolut i Aften til at sende Dig Fotografiet – Dit Hoved er imidlertid så godt, at jeg næsten synes det er Synd at give slip på det.

Slutningen i dit Brev min Ven er så sød – det er den jeg lever på til næste Brev.

Din Erik



64. Amalie til Erik

Kristiania 25de januar 83.

Jeg har aldrig sagt at « –ie» var Irgens Hansen eller Mathilde Schjøtt. Du tager ganske feil. En gang har du spurgt mig om mærket «ea» i Dgbldt. Jeg har overensstemmende med sandheden svaret at det var Hansens mærke, når han skrev om theatret. Så meget jeg endog kunde ønske at du ikke kom til at læse hvad jeg havde skrevet, fordi jeg generer mig for dig, så vilde jeg dog aldrig sige en positiv løgn i den anledning. Når du skjænder en anden gang, skal du være aldeles vis på, at du har ret dertil min søde gut. Jeg har været syg et par dage. Nu er det over; det begyndte søndag på hvilken dag jeg var udbuden på 4 forskjellige steder. Jeg måtte dog tilbringe den i min seng. Jeg var stærkt forkjølet da jeg om aftenen gik tilkøis, og så fik jeg et brev fra en dansk dame strax om morgenen, der gav mig slig feber, at jeg blev absolut syg. Der stod nemlig dette, – ja det er jo bedst du får det skjøndt jeg er bange du bliver både sint og bedrøvet, men det har pint mig så meget, der stod altså: «Jeg har hørt fra en norsk bekjendt, at de skal interesere [sic] dem meget for E. Skram. Nu vil jeg bare sige dem, at det er ham der er forbilledet for Repholdt i «Et Besøg»;Repholdt i «Et Besøg»: se brev 50, note 2. Den «danske dame» må være Bertha Knudtzon – se senere brev 95. [og – krysset ut] Han skal for ikke lang tid siden hae havt en aldeles lignende historie med en ung pige.» Nu er det bare det jeg synes, at når der peges så bestemt hen på en «lignende historie», så der ligge en «historie» af en eller anden art til grund derfor. Sig mig, hvad er det for en historie? Den har du ikke fortalt mig om. Det forekommer mig ubegribeligt at en slig påstand som at du er Repholdt og har havt en sådan historie virkelig kan blive ved at være i omløb, når der slet intet er deri. Jeg kan ikke forstå hvorfor der ikke strax danner sig en slags opinion, der med en gang gjør sagen klar, og vender det derhen, at man taler om det lumpne af E.B. at benytte en vens ydre og tildels personlighed til en sådan skildring, når det er i den grad ubeføiet o.s. v. Bare det at sligt virkelig kan siges og bliver troet om Dig, gjør mig forfærdelig ondt; ikke for det dumme sladders skyld, men fordi du anses for et troværdigt og brugbart materiale til at gjøre en sådan figurant af, fordi du ikke står således i det almindelige omdømme, at det vækker latter at du nævnes. Sæt f.eks. det var bleven sagt om en der hos eder svarede til hvad Sars er hos os,hvad Sars er hos os: Ernst Sars giftet seg aldri. eller bare om en som Wullum, eller endog om Drachmann, – hvor vilde man ikke strax le snakket ihjel. Hvorfor le’s det ikke ihjel, når det gjælder dig? Og hvorfor har i det hele E.B. vovet at stille dig op på denne måde. Hvis det ikke angik dig, så vilde jeg sige til mig selv: Jeg kan tænke mig to grunde, enten har den, der er Repholdt betroet oplevelsen til B. og givet ham lov til at bruge den, fordi han altså er af den art, at han er ligeglad med sig selv og alting, eller så, har B. været indiscrét i den grad, at han har tilføiet vedkommende den blodigst mulige fornærmelse. Og hvorfor har Brandes, tror du, gjort det? Hvorfor har han tegnet ham slig, at ingen, der kjender dig, kan læse det uden at du står der lyslevende? Jeg har grublet meget over dette, og alleslags tanker er i bølgegang gået gjennem mit sind. Du ved du blev vred dengang jeg talte om Donjuanneriet, og du har ved flere leiligheder søgt at vise mig, at du netop ikke er en Don Juan. Det er jeg også vis på, du ikke er. Men jeg har spurgt mig selv om det alligevel ikke er muligt at en sådan begivenhed som den med Repholdt kunde være forekommet i et menneskes liv, der var alt andet end en Don Juan. En der er bleven skuffet i sin kjærlighed til den kvinde han elskede, kunde vist falde på alleslags underlige ting bagefter, især hvis der kommer en periode, da han giver sig over, har mistet sin tro til livet og dets værd, sin respekt for kjærlighedens [sic] og dens væsen. Og måske var det ikke sikkert at han derfor var absolut fordærvet, skjøndt det måtte han vel være. Men hvis det nu var hændt bare én eneste gang, og aldrig mere, hvis han altid siden fortrød det, og græmmede sig over det, og følte byrde og kvide ved det? Hvis du var her nu, vilde jeg kaste mig til dit bryst, og ikke slippe dig, før du sa’e at du havde tilgivet mig. Og vær overbærende og god, når jeg nu beder dig om forladelse, fordi jeg ikke er stærkere end at jeg siger: gjør mig vis på, at det ikke er dig, som er Repholdt. Du ved ikke hvorledes jeg har pint og slidt dette ud af mig selv. Det vil såre og opirre dig, og smerte dig, at du skal nødes til at forsvare dig ligeoverfor mig. Jeg kan tænke mig at det vil virke således på dig at du skriver tilbage: Når du ikke endnu kjender mig bedre end at du trænger en sådan forsikring fra mig, så får det være forbi mellem os to. Men forsøg dog som sagt at være overbærende og snil. Det går mere og mere op for mig hvor ulykkeligt vi er stillet, at vi ikke kan være sammen bestandig siden vi elsker hinanden. Men det er noget sludder at du ikke skulde vilde ha’e mig dernede, sålænge du er ved bladet. Var det ikke fordi det af andre grunde er umuligt, så skulde jeg nok tvinge dig til at gifte dig med mig. Men så måtte jeg jo rigtignok først være sikker på at jeg vilde, at jeg vovede det, og at jeg kunde komme over alt det fæle jeg skrev om sidst, hvad jeg slet ikke er vis på, jeg kan. – Det var rigtig godt du skrev alligevel på søndag, endskjøndt du ikke havde lyst. Hør her Erik, – du må aldrig bryde den aftale, men bestandig skrive på den fastsatte dag. Du ser jeg gjør det; nu f.eks. sidder jeg her istedetfor at få min sædvanlige smule middagssøvn, fordi jeg skal ud kl. 5 og ikke for alt i verden vil opsætte at skrive til imorgen, fordi følgen deraf vilde være at du ikke fik brevet på lørdag. –

Hvis der ikke kommer noget særdeles iveien, så er det min mening at besøge gamle fru Knudtzon i april.fru Knudtzon: Fru Lucinde Knudtzon bodde i Amaliegade 14 sammen med sine tre ugifte døtre. Jeg har igjen havt brev fra dem, hvori de beder mig komme, og de siger at i april vilde det være så herligt. I maj skal de til Marienbad, og senere ligger de på landet. Nu har jeg virkelig lyst til at gjøre det en gang. Men jeg er bange for at vi ikke fik se stort til hinanden. Jeg kan ikke tænke mig hvorledes det skulde gå for sig. Hjem til dig i dit logi kom jeg nu ikke under nogen omstændigheder. Selv om det ikke var forbundet med den mindste resiko [sic], gjorde jeg det ikke. Jeg vilde nemlig ikke. Der har hun jo været som er i Tyskland, og der kom ikke jeg. Men bare at være i samme by som dig, var morsomt. Og tænk at træffe dig på gaden! Men du er vel aldrig på gaden, du, som sidder på kontoret. Det var morsomt at du kunde sige så meget godt om mine leiefolk. Jeg tror ikke du har ret i det om Kiellands stil. Ingen har sagt det. Men vi er begge fra Vestlandet og bruger begge udtryk, der er eiendommelige for dette strøg. Der er også et eget fællesskab i sprogtonen mellem Bergensere og Stavangere; det kan være dette du har følt; skjøndt jeg kan jo ikke være så aldeles sikker på det, jeg. Vist er det, at jeg var meget langt fra at tænke på Kielland, eller hans manér, da jeg skrev det. Det med fattigvæsenet har du ret i. Jeg kunde ha’e nævnt det. Men sagen er at jeg har fortalt det netop sådan som det gik til. Den arme kone, der kom til mig og tiggede efter at hun havde udstået sin straf, og som jeg et par gange gik til, berettede mig hele tildragelsen. Familien kom ganske rigtig på Arbeidsanstalten, men først den næste dag. Alle de fattige i Bergen havde en ubegribelig afsky for at komme der, og vilde hellere lide det værste, end søge did. Og sålænge ikke politiet fandt dem kunde de godt blive siddende i prangen. Så blev det jo også snart mørkt, [da de kastedes ud – krysset ut] og så var der en sprinkeldør der lukkede for smuget. Man har også sagt, at ingen kan kastes ud uden der er politi tilstede. Men det var ikke tilfældet her. Folkene lod sig kaste, fordi de var så angst for politiet. Manden havde jo været i straf. De foretrak at gå godvilligt. Hvorledes vilde du være kommen til at dømme om mig hvis du uden at kjende mig havde læst min fortælling, og skulde sluttet efter den? Sig mig det, – jeg er så nysgjerrig. Forkjert vilde det blevet, siger du. Det som du beder mig sige til Garborg, skal jeg nok. Jeg tror det vil glæde ham, og jeg går altid på lur efter at kunne glæde ham. Da jeg takkede ham for anmeldelsen, sa’e han, at han siden han havde skrevet den, hver dag havde gået og spekuleret på at gå op og takke mig, for den, såsom det var samtalen med mig om «Folkefienden», der havde givet ham hans syn på bogen, og ladet ham skrive sådan. Det var fornøieligt, for jeg ved at hvad han siger, det kan han altid stå ved. Og jeg husker vi begyndte med uenighed. Han aldeles begeistret, og jeg netop det modsatte. Jeg forstår ikke det om at kaste broen af bag dig, og at det vel måtte være mig en trøst; men jeg beder dig bare, at du ingen galskaber gjør, for noget galt må det vel være du pønser på, når det skal gå løs på broer og sligt. Jeg synes så udmærket godt om Lies fortælling. Tusind gange bedre end om min. Jeg synes næsten det omtrent er det bedste Lie har gjort. Den prægtige Tobias! Som man tror på ham, og som en får respekt for den iltre kone. Og hvor vi forstår at der bliver prægtige sønner, som kan gå i slagterkompagni med sin far. Og så er den morsom og opmuntrende midt i sin tragik. Jeg får slutte her. Kl. er bleven mange. Skriv nu ikke hårde ord til mig i dit næste brev. Jeg falder dig om halsen og kysser dig mange, mange gange, så at hvis du vil tale vredt til mig, så får du ikke komme til. Kan du huske hvorledes jeg kunde kysse dig, husk på det, så ved du du er min egen Erik og at jeg er din Amalie.



65. Erik til Amalie

Kbhvn 28/1 83

Indlagt vil Du finde Kopien af et Brev, jeg idag har afsendt til Brandes. et Brev … til Brandes: Brevet ligger i samlingen, og lyder slik: København 28/1 83 / Kære Ven! / Jeg har en Tjeneste at bede Dig om. Det lader til, at dit «Et Besøg» har gjort mig en del Fortræd. Jeg havde glemt det Snak, Folk kom med de første Dage, efter at Bogen var udkommen – gode Venner vare krænkede på mine Vegne – men senere er jeg et Par Gange på en ubehagelig Måde bleven mindet om Sagen. Igår trådte så pludselig en fuldtfærdig Historie mig i Møde fra en Kant, hvor jeg kan rammes på et ømskindet Sted. «Skram er Forbilledet for Repholdt i «Et Besøg». Han skal for ikke længe siden have havt en aldeles lignende Historie med en ung Pige.» Det er Historien. Min Anmodning er nu den, at Du i et Brev til mig udtaler Dig om dette. Jeg ønsker at få Ram på de Mennesker, der på en Formodning, og uden direkte Årsag for Resten, skader mig. Jeg er nemlig så heldig denne Gang at kunne gribe rette Vedkommende. / Din AOE Skram Hans Svar sender jeg Dig, når jeg modtager det. Mit bestemte Forlangende er da det, at Du svarer den Dame, der på en løs Angivelse har skamskændet mig, at Du ganske rigtig som formodet nærer Venskab for mig og er i det heldige Tilfælde at vide bedre Besked end hun. Og så meddeler Du hende, at Du har set E.B.’s Brev og giver hende det positive Indhold deraf. Om Du for egen Regning vil tilføje nogle Betragtninger om det Skammelige i at tale ærerørig om Folk, man ikke véd noget om, overlader jeg til din Indignation eller Finfølelse.

Jeg var igår i et Middagsselskab og traf der for første Gang en Dame, der er Søster til en god Ven af mig, Kammerjunkerinde Bauditz f. Rist.Kammerjunkerinde Bauditz f. Rist: Eriks venn P. Fr. Rist var offiser og forfatter, og hadde vært med i slaget ved Dybbøl. Hans søster Augusta hadde giftet seg med Kammerjunker Heinrich Tobiesen, ikke Kammerjunker W. G. O. Bauditz. Hun havde hørt mig meget omtale og var glad ved at se mig og tale med mig. I Samtalens Løb nævnede hun «Et Besøg». Efter en Omtale af Bogens glimrende Egenskaber sagde hun pludselig: «Den Bog kunde de ikke have skrevet. De kunde ikke have ladet det være nok, at gøre en Kvinde så blodig Uret.» Denne Dame har jeg som sagt aldrig vekslet et Ord med tidligere. Hun havde sin Visdom formodenlig fra hvad jeg har skrevet og fra sin Broders Omtale.

Blandt dem, Du nævner, hvis Navn skulde være nok til at slå enhver Bagtalelse til Jorden, er Drachmann. Om ham er blevet fortalt og troet, at Fiskere ved Kysten have spyttet ad ham, fordi han er bleven grebet på fersk Gerning i et Lysthus med en Vens Hustru, han havde forført. Om ham er blevet fortalt og troet i mange År, at hans Liv var det mest ryggesløse, at ingen Kvinde kunde være sikker for hans Efterstræbelser. Da han løb bort med Fru Talbitzer,Fru Talbitzer: Holger Drachmann hadde en affære med Polly Thalbitzer i 1875. brusede Historierne op som et Springvand. Der gik Afskrifter af et Brev rundt fra ham, hvori han blottede sig selv som den jammerligste Pjalt. Brevet har jeg ikke set, men sligt sagdes og blev troet. –

Jeg har ingen hårde Ord at sige i Anledning af dit Brev. Din Kærlighed er syg, og det synes mig at jeg i alt Fald på Frastand ikke har Lægedom til den.

Du underretter mig om, at Du til April vil besøge Fru Knudtzon, og at det skulde «more» Dig at møde mig på Gaden, medens Du iøvrigt ikke kan tænke Dig, at vi skulde se stort til hinanden, idet min Bolig er et befængt Sted, hvor Du ikke kunde sætte din Fod. – Da jeg ikke forstår noget af dette, tier jeg.

Du spørger mig, om jeg kan huske, hvorledes Du har kysset mig? Ja Amalie det kan jeg huske! Og jeg kan også huske mine Tanker og Følelser under dine Kys. Det kom mig for, at Du elskede mig som en kærlig trofast og yndig Kvinde, der vilde prøve på at fæste Bo og blive hjemme inde hos mig. Dette Indtryk har dine sidste Breve ikke i høj Grad tjent til at bestyrke.

Og dog er der noget virkelig kærligt og smukt i al den Fjærnhed Du giver Rum. Du må ikke tro, at der ligger en Vrede imod Dig og ulmer hos mig; der er kun en pinlig Forundring. Jeg venter, indtil Du atter i din Tanke når til at blive min. Nu er Du kun din egen. Du borer Dig fast ind i dine egne Forestillinger og har kun mig med derinde som en fremmed Urostifter, som Du så pludselig en Gang imellem kaster Dig om Halsen på og overgiver Dig til for at få Fred.

Du bruger det Ord, at Du skulde «tvinge» mig til at gifte mig med Dig. Véd Du da ikke, at var jeg uafhængig og kunde jeg byde Dig blot jevne Vilkår, lukker den Plan at blive gift med Dig sig om alle mine Planer for Livet. Jeg har i alle disse Dage, hvor Du har stablet Had og Bitterhed op imod mit foregående Liv, kun gået og vejet dette ene i mit Hoved: vilde Amalie som min Hustru kunne føle sig tilfreds i København, eller måtte vi drage til Kristiania? Og jeg har fantaseret mig ind i, at vi levede et År her nede, så længtes Du hjem, og jeg fulgte med Dig. Jeg har vejet hele min Omgang med den Vægtskål, jeg tænkte mig, Du vilde anvende, og næsten alle ere vippede op som for lette. Havde vi Penge, véd jeg imidlertid, at vi kunde danne et fint og interessant Hus i Kbhvn.

Vilde Du virkelig komme til Kbhvn nu i April og ikke gøre alt for at se mig hver Dag? Endnu tror jeg det ikke.

Din Erik



66. Amalie til Erik

Onsdag aften 31-1-83.

Denne gang bli’er det bare for at sige dig, at jeg ikke skriver denne gang, at jeg sætter pen på papiret. Jeg kan det nemlig ikke, for jeg er altfor bedrøvet, beklemt, forpint og angst til at jeg kan få et brev sat sammen. Ja, der var virkelig angst i den følelse hvormed jeg læste dit brev imorges, og der har været angst i den måde hvorpå jeg idag har gået og gjentaget dets sætninger for mig. Så ondt, så frygteligt ondt gjorde din skrivelse mig at jeg sad og dukkede mig sammen som under slag fra en usynlig hånd; og så feig var jeg bleven at jeg efter læsningen drog pusten og sa’e til mig selv: Gudskelov at han ikke brugte hårde og onde ord. Jeg følte som om sådanne vilde ha’e gjort det af med mig, og havde du været tilstede kunde jeg ha’e tigget og tryglet dig om at la’e være – – – men gud ved hvad jeg snakker for, – det nytter så ikke til noget, – du er krænket og vred og det med rette, – jeg er ulykkelig og lidende, og det er også med rette, – ja, det er med rette du, for der er så meget som gjør ondt og forpiner mig, og nu at vide, at der er kommet dette fremmede, kolde modvillige ind mellem os, mellem os der elskede hinanden. Det var det som gjorde mig angst, – denne fjærnhed, denne lyd som af stygge dissonnantser. Jeg kunde, syntes jeg styrtet frem over stok og sten og fjeld og hav for at få dig tilbage, nå frem til dig, og slynge armene om dig for at holde fast på dig for bestandig. Men så i næste nu, blev jeg stående stille, rådvild og modløs, som jeg er i mine tanker om dagene. Men du skal ikke bryde dig om det du. Det er ikke fra dig det er kommet, men bare fra mig. Det er mig som er skyld i det hele, fordi jeg har fået en sygdom i blodet, der voldtes ved at jeg i dine arme fik forstand på hvad det var at elske. Det er af kundskabens træ på godt og ondt at jeg har spist, og det mærkes på mig desværre, desværre. – – Du er jo den du var, da du uden at vide det, tog mit hjærte i besiddelse. Ved du, at jeg nu undertiden synes synd i dig for det. Du gjorde ingenting du, hverken for eller imod. Det er mig som har stået for det hele og det er mig, ene mig, der har skabt denne misstemning. Det er virkelig sandt, at du er for god for mig. Der er intet lapseri; og ingen affektation i ordene, det må du tro. Jeg mener det virkelig. Et menneske der, som jeg, når det kommer til stykket, har tabt enhver gnist af tro til livet, det vil sige tro til at det kan præstere noget virkelig skjønt, noget helt og fuldstændigt, noget som det er værdt at reise sig op, eller gjøre sig uleilighed for, er ikke noget for en mand som dig at knytte sig til. Jeg har allerede som ganske ung været så umådelig gammel af sind og så livsled. Det kunde ikke mærkes, fordi jeg trængte det tilbage og fordi det mest føltes som en ligegyldighedens ringeagt for livet, der satte mig istand til med en vis ligesælhed, at være med på alt, endog med livlighed, så at folk troede jeg var livsglad og intereseret. Så havde jeg også tidlig fået en utrolig færdighed til at omgåes, og underholde mig med alleslags folk. Det gik lige glat med hvem det var, tiggere, bønder, søfolk, unge lapser og gamle jomfruer, udlændinger og indfødte, det var mig det samme. Du talte om at «snakke sig fra det», – jeg har i mange år af mit liv ikke gjort andet end snakket mig fra min umådelige skuffelse ved og foragt for det liv som jeg havde tiltrådt med begeistring og andagt og hellig alterild. Så, da jeg havde revet mig løs fra mit ægteskab og var kommen til ro efter al den utrolige slid og strid der udfordredes for at blive stående fast ved min beslutning – hvad jeg der har havt for bombardement at stå for, det er endnu et ulæst kapitel for dig – begyndte jeg at finde mig bedre tilrette. Jeg blev levende optaget af alleslags spørsmål, jeg tænkte dem igjennem, og fik min egen opfatning, – jeg tog mit bestemte parti og jeg følte under dette mine kræfter voxe, på samme tid som hver en redelig forhvervet overbevisning, hver en indvunden erfaring gav mig en særskildt glæde. Jeg arbeidede mig igjennem og ud af kristendommenud af kristendommen: Amalie ble fritenker etter sin skilsmisse. langsomt og retskaffent. Religiøse materier havde jeg altid været stærkt optagen af, så her havde jeg en særlig betingelse for at kunne give et ord med i laget ligeoverfor mig selv. Tilslut fandt jeg at det dog gik an at leve; der var blot ét et vist menneske burde sky, og det var alt, alt i verden der havde den fjerneste skygge af tilbøielighed til at falde ind under erotiken. Her var og blev min foragt grænseløs og mit had bundløst. Ja, det ved jeg nu forresten, at intet menneske i verden vil kunne forstå eller fatte fuldt ud mine rørelser og følelser på det gebet. Om nogen havde sagt mig at jeg, jeg skulde opleve at der skulde være en mand som ikke var mig akurat ligeså ligegyldig, og ligeså kameratslig velkommen som alle de andre, der var af den kaliber, at det gik an at samtale med dem, – ja, jeg ved ikke hvad jeg vilde sagt, men hvad jeg vilde tænkt, det er jeg fuldkommen på det rene med. Og da jeg så traf dig, du vidunderligt søde menneske, så blev jeg jo strax ligesom et barn igjen. Det var jo et barns fagter at sidde der og jamre sig over den kjærlighed som havde grebet mig, og samtidig fortrøste sig til at den nok skulde gå over. Jeg glemte alt over dig, og den følelse du havde vakt. Hvis ikke det havde været tilfældet, vilde jeg ganske vist husket at alle mand på ganske få undtagelser nær, har levet sådan som jeg ikke kan andet end fordømme, fordømme fordi det ikke svarer til de fordringer jeg stiller til et menneske der i sandhed er et menneske, det vil sige, – – ja det vil sige, noget ganske andet end andre siger, at det vil sige. Det at jeg elskede en mand kunde gjøre mig ung igjen sålænge som jeg kunde holde alle urene skygger borte fra min kjærlighed. Jeg tror jeg må elske længe, længe, før jeg kan elske skyggerne bort. Om det ellers vil lykkes mig. Jeg føler så stærkt og intenst, og jeg har en ulyksalig evne til at lide en lidelse tværs igjennem helt ud i alle dens detaljer. Det var derfor jeg blev gal dengang. Tror du alle har evnen til det? Men så er der jo rigtignok også det, at når jeg er færdig; – så er jeg færdig. Det har jeg erfaringens vished for. – Du mærker nok mere og mere, at du har fået en vanskelig kvinde på halsen; sikkert er det i allefald, at du havde fortjent en anden. Der er mangfoldige som vilde passet dig bedre. Jeg er vis på du vilde være bleven lykkeligere med Gertrude. Om hende har Poulsen forresten fortalt mig en masse ting forleden aften. Han omtalte også dit forhold til hende ganske uforbeholdent, og som talte han om et fait accompli som alle kjendte – i sine mindste detaljer. Hvert ord var et stik i mit hjærte, men jeg hørte roligt på, og lod som ingen ting. – Det bliver alligevel et brev, – nu er jeg kommen igang, og nu kan jeg fare fort. – Hør her, – hvis du nu er begyndt at tvile om at jeg kan gjøre dig mere lykkelig end du var før, hvis du er bleven bange for mig, og undertiden har tænkt at du hellere ikke vilde ha’e mødt mig, – så du ikke kvie dig for at sige mig det. Dit sidste brev var skrevet i en sådan tone, at jeg kunde tænke mig det. Nu skal du huske én ting, og det er at du har lov til nårsomhelst at sige til mig: Jeg vil fra dig. Netop fordi det er mig og ikke dig fra «hvem forargelsen er kommen», har du mere end ellers lov dertil. Så vilde jeg da være vis på, at jeg fik gå resten af mit liv igjennem uden nye kjærlighedssorger. Og derved er dog altid noget vundet. – – – – – Forstår du, – det er fordi jeg er så gammel, så ulidenskabelig i ond forstand, at min kjærlighed til dig ikke som en brusende fos river alle smertelige reflektioner overende, – det er derfor at jeg ikke er god nok for dig. Du skrev før vi havde eiet hinanden, at jeg var så ung i mine følelser. Og det var sandt; det ved jeg nu var sandt. Dengang var det mig ikke klart, hvad du mente med det. Men da kunde jeg sagtens være ung, jeg vidste jo slet ikke noget om alt det du siden har bragt mig til at føle og begribe. Forstår du mig? Jeg vilde så gjerne vide, om det er dig muligt at fatte hvad der, siden vi var hos hinanden, er foregået i mit indre, eller det er dig som står du over en forseglet bog. Det vilde trøste mig om du forstod. – – Ja naturligvis – alt det der siges om Dr.mann er af den kaliber at man kan tro det. Alt det kunde han ha’e gjort, netop! men alt det kunde du ikke ha’e gjort. Det du fortæller mig at man har troet om ham, falder så akurat ind under hans naturels kategori. Hvis det er løgn, så er det tilfældets skyld. Det kan være sandt. Men Repholdts udåd kunde han ikke ha’e øvet. Det ligger udenfor hans evnes rækkevidde. Det er ikke hans specialitet. Netop ikke. Han vilde ikke engang givet sig tid dertil. En «vens kone», – das ist was anders. En vens kone, der lader sig forføre, kan du være vis på, er ingen «ubekvem materie». Men en ung uskyldig, ufordærvet pige er en «ubekvem materie». Der skal en tusindfold høiere grad af ryggesløshed til at ville hende. Der skal en snedig diabolitet, en iskold fordærvethed, en næsten mephistofelisk dygtighed. Det er derfor jeg sa’e at hvis man havde duttet Dr.mann det på, vilde det være bleven le’t ihjel. Det ligger i almenhedens bevidsthed, at sådan er ikke hans evners art. Man gjør sig det ikke klart hvorfor man ikke kan rime det sammen med ham, – man tror det simpelthen ikke. Det var det jeg vilde den almindelige opinion skulde ha’e gjort gjældende ligeover dig også. Det var det som smertede mig, som gjorde mig så tumelumsk i hovedet, – det, at dette rygte om dig kunde leve, holde sig, bringes om. Der var altså ikke noget i den almindelige sladderbevidsthed, der forkastede en sådan antagelse.

Min elskede! forstå det ikke altfor overfladisk dette. Lad ikke dine betragtninger over at jeg virkelig kunde synke ned til at nære denne angst, denne uro der drev mig til at sige dig det, kvæle din evne, din villie til at sætte dig ind i min lidt vanskelige stilling, vanskelig både ved den ydre afstand, min mangel på erfaringsmæssig bekommet kjendskab til dig, og min indre tilstand. Nu skal du være høimodig. Og din høimodighed skal hidrøre fra din forståelse. Som gave tager jeg ikke imod den! Hvor du har været i slet humør, som ikke har forstået, at det om at «tvinge» dig til at gifte dig med mig, var et mat, et krampagtigt forsøg på at tage brådden af mit brev med en spøg. Ja, det vil sige ordet «tvinge», var en spøg. Det andet står jeg ved. – – – – Men det er virkelig min mening, at vi, hvis jeg kom til Kjbhvn. ikke kunde komme til at være synderligt sammen. Sålænge vort forhold er hemmeligt, kan vi jo ikke sætte os ud over fornuftige hensyn. Og du ved selv hvor bunden en dame, der boer hos en enkefru som fru Knudtzon er. Kan du huske at du skrev dengang talen havde været om at jeg skulde fulgt Fritz (med ham og Ingeb. er det desværre overordenlig galt fat) til Kjbhvn: «Du har gjort så klogt som muligt ved ikke at komme herned nu, hvis du da ikke vilde bryde med alle hensyn, og springe lige i armene på mig, hvad der under vore forhold vilde været aldeles urigtigt». Det samme gjælder nu. Enten får jeg lade være at komme, og det er kanske under disse omstændigheder det rigtigste, eller også måtte vi begge ha’e den fornødne selvfornægtelse til ikke at mødes oftere end bekjendte af forskjelligt kjøn pleier at møde hinanden. Sammenkomster i smug kunde der ikke blive tale om. Knudtzons ved jeg, vilde lægge al mulig beslag på mig. Og som jeg sidst skrev: i dit logi vilde jeg ikke komme. Om du bliver vred igjen, – det får ikke hjælpe, jeg vilde det ikke. Det er den visse sandhed, det. Forresten, – hvis jeg kommer, så bli’er det nok i marts, for i april har jeg Jakobs konfirmation og flytningen på mig, og det huskede jeg ikke strax.Jakobs konfirmation: Av gode grunner forteller Amalie ikke noe mer i brevene om konfirmasjonen; da det kom til stykket, nektet Jakob å la seg konfirmere. – Ak om jeg kunde lægge mig tæt, tæt ind til dig, og græde ud hos dig. Du er og bli’er dog den éneste jeg har elsket her i verden.

Din Amalie.

Torsdag 1ste februar. Jeg sender Dig Brandes’s brev tilbage.Brandes’s brev: Brevet ligger i samlingen: 29 Jan. 83 / Kjære Ven! / Paa en vis Maade forbauser det mig ikke, at Folks Gemenhed har udfundet Dig som Forbillede for Repholt. Det maa sikkert friste mange paa éngang at gøre Dig Fortræd og samtidig faa et Vidensbyrd om, hvor skændigt jeg misbrugte mine Venner. Men alligevel synes Uforfærdetheden mig kolossal, saasandt jeg er mig bevidst ikke et Minut at have tænkt paa Dig, da jeg skrev Stykket. / Dog, maaske et Minut. Jeg ser jo, at Repholt ligner Dig deri, at han har været i Krigen, blev saaret og forfremmet til Løjtnant. Jeg satte dette Træk for at vise, at Fyren ikke manglede legemligt Mod. Jeg gjorde det des roligere, da jeg vidste, at ellers ikke et eneste Træk hos ham kunde genkalde Dig i nogens Erindring.* Thi hvad i al Verden skulde Repholt ligne Dig i? / Hans ydre Stilling? Han er ministeriel Embedsmand, tilkommende Amtmand – Du, Poet og Journalist. / Hans Karakter og Meninger? Ja, behøver jeg at sige noget herom? Dette slappe Menneske, der intet interesserer sig for, der er et godt Hoved uden en original Tanke, hvis Hjærte aldrig har banket hverken for en Ide eller en Sag eller en Kvinde – thi forelsket har han heller ikke været – og saa Du! Det forekommer mig for dumt at diskutere dette. / Og nu Historien, Stykkets Sujet. Der kunde jeg da vide, at den i intetsomhelst vedrørte Dig, desformedelst den var helt opfunden paa Grundlag af den flygtigste Begivenhed. Hverken passeret mig eller Dig eller nogen anden – men et rent Fantasifoster, lavet ad hoc, for at tilvejebringe den ringest mulige Sanseforvildelse i en honnet Kvindes Lod. / Saadan kan jeg kun beklage, at mit sølle Stykke har skaffet Dig Ubehageligheder. Jeg synes min Skyld er forholdsvis ringe. Og det trøster mig lidt, at jeg rundt omkring fra hører, at Repholt er en Selvskildring. Senest paastaar Herm. Bang det paa Tryk igaar i «Nationaltidende». / Din hengivne / Edvard Brandes / *Og der var dog endel andre Danske med i Krigen foruden Dig og ham. Til vedkommende dame skal jeg skrive det du forlangte i dit brev fra igår. Jeg har en følelse af at jeg skulde bede dig om tilgivelse. Men jeg kan det ikke. Mine følelser ligeoverfor hele denne sag er så forviklede og sammensatte, at jeg ikke vilde kunne give dem et blot nogenlunde sandfærdigt udtryk. At tænke på denne sag, – jeg mener det hele tilsammen: at det skulde siges om dig, troes og bringes videre, at det skulde skrives til mig og stilles op som en advarsel imod dig, at det skulde få magt til at formørke mit sind til at bringe om det så kun havde været den svageste forstyrrelse i det gode, lyse billede samværet med dig havde givet mig af ham, som jeg elskede, at det ikke vilde slippe mig men blev ved at plage mig sålænge til jeg havde sagt dig det, – jeg tænkte de første par dage at ingen magt i verden kunde bringe mig til at ymte om det til dig, – altså, at tænke på alt dette er som at røre ved et ondt sår. Og når jeg ikke tænker på det, føler jeg det alligevel som en nagende fornemmelse et steds inde i brystet. Du kan vide det må være så, – du kan forstå at det piner og ydmyger mig grænseløst, – det at det virkelig kunde gjøre mig noget, jeg som dog vidste bedre besked end alle verdens andre. Det er ikke skam jeg føler; men det er, at jeg ikke kan være stolt af mig selv. Jeg kan ikke skamme mig, for jeg ved jo hvordan det hele gik for sig derinde; jeg kan heller ikke angre, for det kan jeg aldrig, men jeg kan græmme mig over dette nye bevis på, at jeg har taget skade på min sjæl af det syn livet i lange tider blev ved at vise mig af mændene. Jeg er meget forsagt; jeg tør ikke engang bede dig om at kysse mig; jeg sætter mig stille hen i en krog og falder i tanker.

Din Amalie

[Tilføyelse på første side]:

Det er Irgens Hansen, som han [sic] har skrevet anmeldelsen af Nyt Tidsskrift i Dgbldet.anmeldelse af Nyt Tidsskrift i Dgbldet: Anmeldelsen av Nyt Tidsskrift november-desember 1882 ble trykt i Dagbladet 31/1/83. «Madam Højers Leiefolk» blir kritisert fordi den bruker et språk som «ikke forstaaes uden netop fra Egersund til Aalesund». Han skal være så rasende fordi jeg har anmeldt «Pehrsens» velvilligt.

[Tilføyelse på siste side]:

Hverken de lovede Morgenblade eller det fæle kabinetsbillede har du sendt mig. Men det skal du!



67. Erik til Amalie

Søndag den 4 Februar 1883

Min elskede lille Pige, vær aldrig bange for hvorledes det går med min Kærlighed! Den er der, og den står rolig og tillidsfuld og ser på de Lidelser og Smærter, som kan komme også ind under dens skærmende Skygge, men selv lider den ingen Nød. Du yndigste Stump, jeg har havt Dig så tæt og godt hos mig i dit Brev, Du har lidt og Du lider endnu, men det vil gå over, og Du skal se, min Unge, at det vil gøre Dig godt, at komme ned til mig og lægge dit Hoved ind til mit Bryst, medens jeg klapper dit Hår og kysser Dig oppe i Skildningen. Vær slet ikke bange. Dine Anfægtelser bunder vel i din Natur, i din Historie og i vor Fjærnhed fra hinanden, men det er ikke Meningen med Dig, at Du ikke skulde kunne slippe ud af dem igen. Jeg forstår vel ikke helt din Sindstilstand, men ganske uden at begribe, hvorledes det kan være gået til, er jeg heller ikke. Det Drag af Fjendtlighed netop mod den man elsker, som hos Dig er slået ud i bitter Skinsyge mod min Fortid og i frygtsom Usikkerhed i Bedømmelsen af hvad der overhoved ligger indenfor min Karakters Muligheder, har jeg læst om, måske set noget til, mulig overfor Dig også følt noget af; men det gør mig ikke længer for Alvor angst. Alt dette er Ting, som Tiden skal klare. Du slår på, at jeg har Ret i, at Kærlighed er en langsom Ting. Min Unge, vær vis på, at vi to har uendelig meget tilbage at lære – at lære hinanden at lære af hinanden. Min Ven, det er ikke sådan at springe til at forstå, stole på og elske et andet Menneske. Du kender af mig jo bedst, tror jeg, mine fordums Forsøg på at komme til at elske – jeg har aldrig elsket før – og din Tanke kaster sig formelig glubsk over dette. Få lidt mere Kendskab til mig, så blegner nok de Indtryk fra mit fordums Jeg, som nu volder Dig Fortræd. Du er ikke kritisk på dette Punkt. Du sluger alt, hvad jeg selv har fortalt, hvad andre véd at fortælle, naivt med Tro på, at det forholder sig, som det fortælles. Du lægger ikke Mærke til, at rimeligvis jeg selv lægger en Farve ind i mine Ord, som ikke er helt ægte, som i alt Fald rimeligvis er for ene om det, der skulde have været mange flere til for at gøre det hele naturtro – formodenlig meget mattere –, at de andres Snak er mere eller mindre fri Digtning, og Du bærer Dig således ad, fordi Du endnu har altfor få Midler til med Tryghed på egen Hånd at kunne gå de Billeder efter, som Du ejer Originalen til. For Du ejer mig, min Ven, det er kun et Tidsspørgsmål, når Du kommer i sikker Besiddelse af din Ejendom. Og tror Du, et eneste Ord om før, passer helt på mig nu? Min elskede Pige skyd alt det grimme Snak om mig til Side og kom ned til mig og lær mig bedre at kende. Hvad tror Du jeg har brugt min Tid til siden Dagene om Nytår? Til at lære at føle, hvor højt jeg elsker Dig. Og tror Du ikke Du skal komme til at mærke det, hvis Du lægger Dig trygt ind til min Favn? Du dumme lille Unge, Du bygger på den lille Stump af en Begyndelse til vor gode Kærlighed, vi oplevede, som var den Fundamentet til alt i de kommende Dage – min lille Pige! nu først kan vi jo mødes med tilforladelig Vished om vor Kærlighed. Og så først kan Grunden rigtig lægges. Du hos mig, i min Favn! Hvad der piner Dig er din Fraværelses Ubeskyttethed mod Fantasier. Du har for lidt af Minder om mig. – Et, Unge, skal Du lære, og det er at lade være med at skille din Sag fra min. Du er ikke en stakkels Pige, der kommer dumpende ind i en Mands Liv, som en tredie Elsket der har at kæmpe med de foregående; Du er den Kvinde, som han har stridt sig gennem Livet for at nå. Dig tager han ind til sig, og med Dig ser han tilbage på et Liv – mildt eller fordømmende. Du gør ham Skade ved at stå alene og skælde. Han har ventet noget andet af Dig, Ven, forstår Du hvad jeg her flygtig skriver? Jeg mener en hel Del med det. Vi to må virkelig holde sammen. Skulde der i mit foregående Liv ved din Skarpsindighed kunne opdages noget, som tager endog blot et Gran af hvad dit er fra Dig, vil jeg være hurtigere til at føle Smærte derover end Du eller i alt Fald lige så hurtig, og Du kan stole meget langt på min Finfølelse i så Henseende – ud over hvad jeg selv kan føle af denne Art, véd jeg er Sygdom hos Dig. Du må betænke lidt, om Du sådan uden videre har Lov til at give Dig en Skinsyge i Vold, som æder sig ind i Kærnen af vort Liv – hører Du Amalie, vort Liv – Du er ikke så ene og frit rådende over hvad Du gør ud af Dig selv, som Du har været. Men det véd Du ikke sådan helt inderst inde. Du er meget selvisk Amalie. – Men alt det tænker jeg kun lidt på for dette ene, at jeg om en Måned har Dig i min Favn. Og Du vil straks, når vi mødes, kysse mig, det véd jeg – det gjorde Du ikke sidst men denne Gang kan Du ikke lade være. Amalie min elskede Ven, vær lidt tryg og glad ved din Kærlighed, så bliver alt godt. – – Jeg er nødt til at bryde af her!

Den Slyngel i Dgbl! jeg troede ikke, at det var IH. – Skriv mig lidt til om Bætzmanns Stilling nu! Kan Du huske at jeg straks ytrede nogen Tvivl om det hensigtsmæssige i hans Fremgangsmåde?

Din Erik



68. Amalie til Erik

7de februar 83.

Min elskede, min Erik – jeg har fået dit brev, og jeg takker dig så meget for det. Du forstår at jeg blev rørt og glad over det. Hvis du sad der i sofaen iaften, istedetfor at være de hundrede mile borte (hvad der er og volder hele ulykken) så vilde jeg sætte mig på en skammel og lægge mit hoved på dit knæ; så fik jeg se om du vilde tage mig op i dine arme og lade mig kysse din deilige mund, eller om du ganske rolig lod mig blive dernede, fordi du dog var lidt vred på mig. Dit brev var så sødt, men på det sidste får du bare tid at skrive hastværksbreve til mig. Hvorfor får du bare det? Det er ikke «fiendtlighed» jeg har følt overfor dig; og det er heller ikke skinsyge, må du vide; jeg tror det idetmindste ikke, for der er ikke kommet op en gnist af uvillie hos mig mod disse kvinder, tværtom holder jeg næsten af dem, fordi du har elsket dem. Det vilde således være mig en smerte og en skuffelse hvis jeg nogensinde opdagede at der intet havde været ved dem, og jeg vilde i det længste stride imod en sådan kundskab. At høre J.P. forleden tale så ringeagtende om hende Gertrude, og fortælle alt det væsen hun havde drevet med RosenstamRosenstam: må være maleren Vilhelm Rosenstand, som hadde vært i Rom i 1877 mens Erik og Louise Bille var der, og som flyttet til København i 1883. Se brev 61, note 5.(han havde mødt dem alene om natten på forskjellige steder) pinte mig ikke lidet. Det vilde glædet mig, om jeg af hans omtale kunde ha’e uddraget at hun havde været i alle henseender en første klasses kvinde, netop fordi du havde ødslet din kjærlighed på hende. Det som du kalder skinsyge tror jeg er sorg over at jeg ikke kan eie dig hele tiden bagover, sålænge du har været voxen, blandet sammen med en frygt for at du slet ikke vil kunne elske mig således som du kunde ha’e gjort, om du ikke havde levet med så mange kvinder iforveien. Forresten ved jeg ikke selv klart hvad jeg sørger over. Jeg ved bare at undertiden gjør det så ondt, så jeg næsten ønsker jeg aldrig havde sét dig, naturligvis for i næste nu at ta’e ønsket tilbage med en heftig angst. Jeg tænker ofte på dig når jeg sidder og taler med Ernst Sars, og så kan jeg ikke lade være at ønske at din fortid havde været som hans. Han har aldrig, absolut aldrig i sit liv været nogen kvinde nær. Det er ikke bare noget som siges, – det er noget som alle ved. – – – Det er sandt at jeg er meget «selvisk». Godt at du er kommen efter det på egen hånd. Jeg har forresten ikke vidst det, før efter jeg var kommen tilbage fra vort møde, og jeg har gået og tænkt på at du dog burde vide det. Hvorledes skulde jeg også ikke være bleven selvisk, jeg som er bleven så gammel uden at ha’e elsket et menneske som jeg kunde gå op i, gå under i, og som der, hvor jeg er kommen, i mere og mindre grad har været den, hvorom det dreiede sig. Jeg er græsselig selvisk, jeg. Men selviskhed er vistnok en alvorlig hindring for at elske. Tror du ikke? Det har Gertrude også været. Hun er bleven det fordi hun har været vant til at gjøre lykke. Det at gjøre lykke er noget, der til en vis grad kan fylde og tilfredsstille et menneske, så at man resikerer når man længe har været vant dertil især, ikke at føle trang til nogen anden lykke end den der flyder af at «gjøre lykke». Men jeg tror at du også er selvisk. For du er også bleven skjæmt ud. Du har vist i dine dage gjort megen lykke hos kvinder, og tilsidst er du kommen til at mene at det skulde så være, og derfor synes du egentlig at det at man elsker dig er intet under. Hvor gjerne jeg vilde vide om jeg ikke har ret i dette. Jeg er forresten vis på at jeg har det. – Det er «ikke sådan at springe til at forstå, stole på og elske et andet menneske». Men det skulde det være, når de rette mødtes. Da du var gået i land i Gjøvik, var der intet menneske i verden, jeg kjendte og forstod som dig. Det var virkelig så at det kom mig for, jeg havde kjendt dig til punkt og prikke hele mit liv, som var det dig, jeg uden at vide det, havde gået og ventet på, og som det var næsten latterligt at jeg ikke havde fundet før. I Kristiania voxede denne følelse. Men så kom hint brev, som drog det forhæng bort som min egen tankeløshed eller glade forrykthed havde hængt op, og lod en bølge skylle hen over min glade, dumme tro. For det jeg troede eller rettere glemte at vide, thi jeg troede egentlig intet, var en dumhed af mig. Havde jeg tænkt mig om, så vilde jeg ha’e vidst, at der måtte være en fortid med andre kvinder i, bag dig. Så kom hele min gamle villen holde mig borte fra mændene med overvældende styrke over mig. Der sidder endnu noget af en tvil om hvorvidt det ikke havde været det klogeste, igjen hos mig. Men jeg tror jeg kommer over det. Siden jeg har læst dit sidste brev, har jeg fået en fornemmelse af at det kan gå over. Du er så klar så tryg og rolig, så ærlig og mandig i dit brev. Det er synd at du skal ha’e slig møie med mig – – – Jeg «kyssede dig ikke strax vi mødtes sidste gang», – – men hvorfor kyssede du ikke mig, for det gjorde du ikke. Jeg lod det være, fordi jeg var nærved at af undseelse, og så stærkt optagen af at skjule min undseelse, – men du, – du var da ikke undseelig, og alligevel kyssede du mig ikke. Du følte ikke trang til det, for du var endnu ikke sikker på at det var mig, den påtrængende, barnagtige tingest, som på en måde havde taget dig med magt, at det var mig, du elskede. Og det er det som oppirrer mig, at du har måttet lære dig til at elske mig; du har formelig måttet godsnakke med dig selv, om at det dog ikke gik an at lade mig blive liggende, når jeg faldt sådan fra skyerne ned for din fod, kanske var der noget ved mig som der var værdi i, og kanske kunde du bruge min kjærlighed. Du har måttet ave og bøie dig henimod mig, – å jeg ved det så vist, – din forstand har spillet en rolle, og din reflektion ligeledes. Med mig var det stik modsat. Jeg spurgte og vidste, og så ikke efter nogen verdens ting. Det gik som en pludselig varm bølge henover mig, og så stod jeg der aldeles færdig. Gud gie du havde ta’et mig dengang med det samme ind i dine arme, og sagt mig at jeg var din og du min. Men det at du trængte tid, tog dig betænkning gjorde at jeg lidt efter lidt mærkede hvor anderledes det var med dig; det gik langsomt op for mig (ja det vil sige jeg så først meget senere gjennem og under det hele) og det gjorde langsomt sin gjerning hos mig. Den har først i de sidste tider båret sin frugt. Dette har givet mig et knæk, som jeg neppe helt forvinder. Der var noget af det samme ved vort sidste møde. Du trængte tid før du kunde føle trang eller være tryg nok på dig selv til at trykke mig til dit hjærte og kysse mig. Jeg er for stolt til ikke at gjøre oprør mod at blive «antaget» sådan efter grundig prøvelse, og så kan jeg ikke lade være at tro at mindet om dem du før har havt i dine arme, gjør glæden over mig meget mattere. Jeg tænker mig bare til at det var mig som havde havt en eller to virkelige elskede og en hel hoben andre som jeg havde stået i forhold til. (Det gammeldagse snak om at den sædelige moral er anderledes for kvinden, må du ikke komme med). Jeg ved med vished at hver en gnist af evne til at føle en retskaffen, virkelig kjærlighed da vilde være slukt hos mig. Og tror du nu virkelig, du som er så klog, på denne grundforskjellighed hos kvinde og mand, der skulde diktere dem uensartede love på følelsesområdet. Jeg gjør det ikke. Jeg ser ikke andet end at alt drager sine konsekventser. Det er vist derfor der er så mange ulykkelige ægteskaber. Hustruerne føler sig bitterlig skuffede. De sidder fortabt i sin smerte og tomhed, og ved ikke hvoraf det kommer; det er fordi de får mænd med udbrugte, forjaskede hjærter, med visne, skyggeagtige følelser, mens de selv står i al sin friskhed og uberørthed. Du, min elskede, – du må ikke tro at jeg vender alt dette snak mod dig – – for du ved jo at jeg elsker dig, – det er på det heles vegne jeg taler, og idet jeg gjør det, kaster jeg mig grædende til dit bryst, og beder om at du skal kysse mig. Du ved jo at jeg hænger ved dig med hele min sjæl, at jeg gjøre det og kan ikke andet. Men det var ikke mig du skulde fået fat på tilsidst. Det skulde været én, der var frisk og naiv og måske lidt enfoldig, eller i allefald ikke betydelig. Mænd kommer bedst ud af det med dem, der ikke har nogen videre evne til at reflektere over fortid og sligt. Og nu jeg, ja du kan vide en kommer ikke ustraffet over 13 års ægteskab, – det har sat sine mærker på mig. – – –

Der råder inden vort parti et til forbitrelse grænsende misnøie med Bætzmanns redaktionsvirksomhed.Bætzmanns redaktionsvirksomhed: se brev 62, note 6. Intet kunde være uheldigere end at han kom med sit holdningsløse, dinglende prat netop nu. Det er slingringsmændenes prototype det, hel og fuldfærdig. Sligt et vandigt udflydende intetindholdende hjælpeløst snakkeri. Og så Wullum den hylekrogWullum den hylekrog: Erik Vullum hadde vært redaktør av Dagbladet 1879–80. Hylekrog: en snurrebass som er utstyrt med hull slik at den gir lyd når den snurrer (bergensk). som har stået på folkemøder, og prædiket til det yderste handlingens politik, offensivens fremgangsmåde, som har hævdet niendejunibeslutningens konsekventserniendejunibeslutningens konsekventser: 9. juni 1880 vedtok Stortinget at et grunnlovsvedtak om statsråders adgang til stortingsforhandlinger var gjeldende grunnlov enda Kongen hadde nedlagt veto i saken for tredje gang. 9. juni-vedtaket innebar at Kongen ikke skulle ha absolutt veto i grunnlovssaker. Dermed ble Stortinget delt i to partier, Venstre og Høire. med en ordflom og en fraseveltalenhed der var sit ophav værdig, – han sidder nu i redaktionen og går på med på [sic] dette intetstedsbundende, og ingentingsvillende uvæsen, som nu om dagene er Dgbldts. daglige opdækning. Jeg har aldrig hørt Sars tale i så vrede udtryk om B.B. der har sendt os Bætzmann på halsen.B.B. der har sendt os Bætzmann på halsen: Bjørnson blandet seg flere ganger i valg av redaktør til Dagbladet. Han forhandlet med Bætzmann i Paris på avisens vegne, og skapte forventninger om at han skulle bli mer radikal enn Grevstad, noe som snart viste seg ikke å stemme. Han sa’e blandt andet, at han undte B.B. at han skulde komme til at lide i sin inderste sjæl ved at se Dgbbledts. [sic] udseende. Dengang Bætzmann kom, skikket her af B.B., troede vi alle at han havde truffet en bestemt aftale med B.B. om sin holdning som redaktør. Ingen kunde ane at B.B. havde taget ham på de gamle præmisser. Men vi er bleven sørgelig skuffet. Det er bare personlig hevnfølelse hos B.B. mod Grevstad, der har drevet ham til at få Bætzmann ansat. Hvis B.B. kan noget i ligeså høi grad som han kan elske og tro, så er det at hade, – ja var det ikke stygt, så vilde jeg sige at han bedst kan hade. Og han hadede Grevstad med et aktivt had. Det var han forresten også vel værd. Men at opofre sagen, stille så alvorlige interesser på spil for sin personlige hevns skyld, det er dog uværdigt. Jeg var ganske enig med Sars i at man kunde bære over med at B.B. gjorde sligt i sin ungdom, men nu i femtiårsalderen skal det ikke tåles, ikke tilgives ham. Sars sa’e at der arbeidedes for at oprette et nyt blad; så får vel Dgbldt. overtae salige Aftenbladets rolle.salige Aftenbladets rolle: Kristiania-avisen Aftenbladet, grunnlagt 1855, hadde vært talerør for de kretser som senere dannet partiet Venstre. Den sluttet å komme ut i 1881. Det fortælles nu at Bætzmann akurat lige gjerne havde overtaget Morgenbladet.lige gjerne havde overtaget Morgenbladet: Etter å ha blitt avsatt reiste Bætzmann tilbake til Paris og ble korrespondent for Aftenposten. Og det er mere end troligt. Bladet lå jo lavt under Grevstad, og det var jo af mange grunde umuligt at ha’e ham, blandt andre af den, at han var en skurk, men gud signe os hans redaktion fremfor denneher. Det er et deiligt trekløver det, Bætzmann Wullum og Wullumine,Wullumine: Margrete Vullum, dansk forfatter, gift med Erik Vullum, en av Amalies omgangskrets. for hun er jo også med i redaktionen, og har meget der at sige. Alex. Kielland har underrettet «Tidsskriftet» om at han agter at sende det første kapitel af en ny roman,første kapitel af en ny roman: Første kapitel av Kiellands Gift (1883) ble trykt i det første nummer av Nyt Tidsskrift 1883, s. 1–9. som skal være færdig til flyttedag.flyttedag: den dag et leie- eller tjenesteforhold opphører, tradisjonelt 14. april i Norge. Ikke et ord mere. Hvad det er for en flyttedag må vorherre vide. Sars der er så godslig og har så vanskelig for at sige nei, har ladet sekretæren skrive at det ganske Tidsskrift stod til hans disposition, men ellers er man misfornøiet med det. Sådan et første kapitel af en roman er en uting i et tidsskrift. Poulsen siger at Kielland forstår at tjene penge, og vort tidsskrift betaler udmærket godt og meget kontant. Det var ikke I.H. som havde skrevet hele den anmeldelse i Dgbldt. Begyndelsen om «Dagny» var af Wullumine f.eks. Begyndelsen om «Dagny»: se brev 66, note 4. På samme side som anmeldelsen av Nyt Tidsskrift står det en usignert anmeldelse av Elise Auberts Dagny (1882). Der var slået en 3–4 forskjellige anmeldere sammen, og det om Tidsskriftet var af I.H. Jeg har skyndt mig rædsomt for jeg skal ud iaften og kl. er mange. Det er torsdag idag og torsdag har det været siden jeg begyndte at tale om Bætzmann og Dgbldt. Resten skrev jeg igår. Du må ikke blive sint for min rædsomme skrift. – Jeg længes forfærdeligt efter dig, efter at være dig nær, høre din stemme, se dit ansigt, sidde ved din side, kysse dine øine og din mund, hvile i dine arme, og meget meget mere. Jeg ved ikke hvordan det skal gå mig uden dig. Det er som et halvt liv jeg fører.

Din Amalie. –



69. Erik til Amalie

Søndag Aften den 10 Februar 83

[11/2/83][11/2/83]: Brevet er feildatert; det må ha vært 11. februar.

Min elskede Pige! Fortryd ikke på, at jeg har kendt andre Kvinder end Dig, jeg bringer en Målestok med, som løfter Dig højt over alle de andre. Hvad virkelig Værdi var der i dette, om jeg ikke vidste, at det forholder sig som jeg føler. Du aner ikke i hvilken Grad Du har fået ethvert Indtryk fra Kvinder til at blegne for mig, jeg bærer Dig i mit Hjerte og går forundret omkring over, at alle de andre betyde så lidt. På en Måde var det yndigt, om Du havde været Gertrude, men Stump, om jeg nu får det kysset helt ind i din Sjæl, at jeg kun har virkelig elsket Dig i mit Liv, vil det så ikke lægge sig fint og kærlig blødt omkring dit sårede Hjerte? Og Du skal komme til at føle det. Tro mig Amalie, gå mig tillidsfuldt i Møde, og Du skal komme til at se, at det er Dig, der har fået hele min Sjæl, medens det andet kun var en Begyndelse, en Følelse af selvisk Længsel, ikke Kærlighed. – Men for Resten, min yndige Ven, mit Liv er jo nu en Gang gået som det er – jeg kunde have tabt mig ude i et Øde – hvorfor vil Du ikke som jeg glemme, at der har været andet til i Verden end det, der ligger foran mig. Jeg har kun min Glæde over Dig. Yndigste Pige det er så. Du har givet mig alle mine hele Følelser tilbage, tror Du jeg husker eller tænker på andet i Verden end, at jeg er reddet, at jeg er din? Ja vist jeg havde hele Følelser den Gang under min «første Kærlighed» – men pyt, min Stump jeg véd, at de var til at knække over, de var ungdommelige. Du lille Pige, nu snakker vi ikke mere om det, Du skal se, hvor jeg skal elske Dig, helt ud i dine Tåspidser, når vi nu mødes. Og vi skal mødes på følgende Måde: Du melder din Ankomst her i Kbhvn tidlig i Marts ikke sandt? Så snart som muligt Unge, jeg længes så hårdt. Nu vel Du må tage med Jernbanen. Det er drøjt, jeg véd det, men det er den eneste Måde hvorpå vi kan mødes. I Kristiania fortæller Du, at Du lægger Vejen om ad din Moder – og der var jo intet til Hinder for at Du besøger hende – og så passer Du at være enten Fredag eller Lørdag Aften i Gøteborg for at tage med det Tog jeg tog med. Så går Du om Natten til Lund (Du skal under alle Omstændigheder den Vej), hvor Du kommer tidlig Frmdg. Der er jeg, og så bliver vi 1 eller to Dage der sammen. Så kommer Du Mandag eller Tirsdag til Kbhvn den Dag Du har meldt det. Jeg kan nok slippe disse to eller tre Dage bort, som ere nødvendige, når en Søndag benyttes. Min Ven det var aldeles utåleligt, at Du skulde komme her til Kbhvn, og vi ikke skulde kunne ses anderledes end i stjålne Øjeblikke. Men når Du er her, går Du lige rakt op til min Søster Emma og hilser på hende og interesserer Dig for det store Skole- og Pensionatsinstitut, taler derunder frejdig om dit Bekjendtskab fra i Sommer med mig – de Pigebørn ane intet – så Invitation til en Lørdag eller Søndag, og så går Emma, Du og jeg i et af Teatrene osv. Så kan Du senere en Dag slippe helt og holdent bort med mig, idet Du melder en ny Invitation til min Moder eller en af Søstrene. Min lille søde Pige er dette ikke godt? Du må ikke sige nej, for så tror jeg ikke, at Du elsker mig. – Min lilleste Pige, Du spørger mig, hvorfor jeg ikke kyssede Dig, da vi mødtes. Stump, jeg var jo bange for Dig. Bange i den Forstand, at jeg ikke skulde fylde, som Du havde ventet det, bange fordi Du så så betænkelig ud. Bange fordi den Lyksalighed, der fyldte mig, da jeg stod på Perronen, løb fra mig, da Du kom og ikke var hjemme ved min Arm som jeg havde ventet det. Og Amalie, i hele vort Forhold må Du vente at mærke det, at jeg synes Du bør gribe først til. Der er noget ved en Mand, som kunde få ligesom et brutalt Anstrøg, når han altid er på Færde først – forstå mig, Pigelil, nu er jeg ikke bange mere, men alligevel jeg synes, at det er smukkere, at Du giver end at jeg tager. Ak Forskellen skal ikke måles ud på en Vægtskål mellem os min egen Ven, men alligevel, prøv at føle, at jeg er din over al Måde, alt medens jeg i alt Fald endnu kan tænke med Forsigtighed på at fare over Dig med et Kærtegn. Men holder Du af at jeg kysser Dig – og det gør Du Amalie – hvor skal jeg da myrde Dig med mine Kys! Så lille Pige vær nu rolig og sød og lad os give hinanden et rigtig trofast Kys. – Selvisk? Ja Ven, det er jeg vel som Du. Men jeg tror, at jeg er lidt mere bange derfor end Du er. Jeg tror ikke, at jeg er meget hensynsløs. Du har været det lidt. Jeg gør mig i alt Fald umage for at tænke mig ind i dens Følelse jeg holder af, og stiller jeg store Fordringer, bilder jeg mig i det Mindste ind, at de ere belagte med Grunde også uden fra hentede. Jeg har som Du siger gjort nogen Lykke hos Damer – der er for øvrigt her en stor Forskel, mange kan sikkert ikke fordrage mig – og dét må naturlig have fået en vis Indflydelse på min Optræden. Men Stump, det tror jeg ikke har spillet den mindste Rolle over for Dig. Jeg har været – det véd Du – og er dybt grebet af, at Du kan elske mig, og skulde jeg give mig til at tænke over Forklaringen, vilde det aldrig løbe ud i Stolthed eller Følelse af eget Værd, nej Stump, jeg begriber det egenlig slet ikke – men jeg har hørt op at tænke over Grunden. Jeg er stolt, modig, indbildsk, alt hvad Du vil af den Grund alene, at Du elsker mig, men jeg giver ikke mig selv Æren af et «derfor». Du min lille Pige er vist bleven en Smule forbavset, hvad skal jeg kalde det, over at din Skønhed, dit fortryllende Væsen tilsyneladende ikke har spillet den Rolle i min Kærlighed, som Du er bleven vænnet til, at det må spille for enhver Mand. Men nej, Amalie, den Følelse skal og må brydes netop hos den Du elsker, den Lykke Du gør hos mig er noget nyt. Du er sat på de Vilkår at skulle begynde for fra. Det er jeg med Amalie, og uden det antager jeg heller ikke at nogen Kærlighed bygges rigtig solidt op. Vi er selviske begge to, Unge. Lad os prøve på ikke at gøre hinanden Fortræd dermed. – Og så for Resten Amalie vilde Du kende mig dårlig, hvis Du ikke følte den Mistillid til mig selv, den Frygt for at komme til kort, der på så uendelig mange Punkter behersker mig. Jeg er jo nogenlunde klog min Ven og jeg véd Besked om mine Mangler bedre sikkert end de fleste. Jeg tror, at ingen kender mine Dumheder og Dårligheder bedre end jeg selv. Men alt dette er det næsten umuligt at tale om i Antydninger. – Min Ven, «når de rette mødes», kan der ske hundrede Ting. Det er ikke udtømt med den ene Begivenhed, at de falder i hinandens Arme. Vi to kunde skrive en Roman om, hvad det vil sige, at de rette mødes. Så begynder Livet forfra for dem begge, hvis de er heldige; men så kommer det an på, hvor hver af dem stod. Husk det! Efter at de to ere mødtes, kan Vejen fra den ene til den anden endda blive lang nok. – Hør nu min Ven, husk hvad der blandt andet gjorde, at jeg ikke kunde tage Dig ind til mig straks: Det var din egen Frygt og Bæven for det Grimme der overfaldt Dig. Havde Du været rede! Amalie tænk lidt på, hvor lidt færdig Du var, da «de rette mødtes». Jeg kom rejsende de mange Mile imod din Vilje. Mig var det, som tog Dig i Kristiania, Du stred imod og vilde til Taulows [sic] den Aften. Og det er mig der har holdt fast på Dig. Stump jeg har ikke været i Tvivl et Sekund, om end jeg fra første Færd har vidst, at der i mit Sind var en Renselsproces at udføre, inden jeg stod blank og prud i min Kærlighed. Kys mig så min Ven og tænk en Smule på hvor blasfemisk Du efter 13 Års Hæslighed talte, og lad min Langsomhed være Noget ved mig, Du kan bruge til andet end at pines ved og harmes over. Det er ikke Minderne om de andre som har holdt mig tilbage – aldrig! Det véd Du jo også, at den, som vel må siges at have havt min Ungdoms Kærlighed, aldrig har været min – det var en Slags Frygt for mig selv. Jeg syntes ikke at jeg gik ren og skær nok ind til Dig. I din Undselighed min egen Pige så jeg noget, som jeg tydede som Mangel på Glæde ved mig og det gjorde mig bange. Å ja Amalie, havde Du været ungdommelig og naiv måske var jeg hurtigere nået til Sikkerhed og Ro – hvis jeg da nogensinde var kommet til at elske Dig. Men netop som Du er, er der Grund for en Mand til at blive varsom – ikke for at skåne Dig, nej varsom med sin egen Lykke. – Jeg tror Du har Uret i din Tro på hvad et af mere eller mindre ren Kærlighed og Elskov fyldt Kvindeliv nødvendig må ende i – Erfaringen taler derimod. Men derom vil jeg nu ikke tale. Et Par Ord om Mændene. Det, som volder Ulykken i så mangt et Ægteskab, er så vist ikke, at Hustruen får en Mand med et «udbrugt» Hjerte, nej det ligger deri, at han aldrig har kunnet drive en ærlig Gnist af Kærlighed frem i den Klump, der banker ham i Brystet. Han har slukket Evnen til at føle en retskaffen Kærlighed i et fra enhver forpligtende Fornemmelse adskilt Liv i Liderlighed. Og selv det udelukker endda ikke, at han kan leve op på ny og blive brav, men det er sjældent. Skæld ikke på Mænd, som har elsket! Når Tiden er inde, står Valget for Mænd i de 999,999 Tilfælde mellem Kærlighed og blot og bar Tilfredsstillelse af Kønsdriften – og de, der få Kærlighed gør et Arbejde i Livets Tjeneste; de andre sløse Livet bort. En af de 100000 [sic] får ingen af Delene og om ham er det umuligt at sige noget almindeligt, han er en Særling. Det må ikke spille den Rolle det har gjort at vi ere mødtes så sent i Livet, som sket er. Det er en Uretfærdighed mod de gode År vi har tilbage at virke i. – Virke? Ak min Ven, om jeg var en fri Mand, hvor vilde for Resten ikke min Kærlighed få et lysere Præg. Nu er jeg duknakket til alt, hvad jeg indlader mig på. Du véd ikke helt Besked om hvor tungt og dumt mit Liv er.

– Længes efter Dig Amalie? Mit Liv er ingen Verdens Ting i den sørgelige Ørk hvori jeg vandrer. Vær frygtelig god ved mig, når vi mødes. Jeg går til Dig min eneste eneste Ven på Jorden med en Tillid og Tro, som Du åbenbart slet ingen rigtig Forestilling har om. Amalie ét må ikke nogen Fornemmelse i Verden byde Dig at nægte mig når jeg beder Dig derom, det er hvad du nægtede mig sidst: Min elskede Ven Du kan ikke måle den Glæde det vilde have gjort mig og nu vil gøre mig – Du forstår det slet ikke, tror jeg. Men jeg siger Dig, at der ligger et helt Stykke af mit Liv derpå. Jeg har ikke et renere Ønske på Jorden.

Stump jeg lægger her i Brevet en lille Billet, jeg igår Aftes sammen med dit Brev fik fra Mama. Sig mig om det har Interesse for Dig at se det. Det var idag 3 uger siden jeg havde været i Linnésgade.Linnésgade: Eriks mor bodde sammen med døtrene Henriette og Emma i Linnésgade 8, i samme bygning som Nathalie Zahles skole. Jeg fulgte naturligvis Indbydelsen og har havt det rigtig godt til Middag. «Småkrattet», Juttas fire Børn, vare meget søde mod deres Morbro’r Erik.

Jeg havde hundrede Ting, Begivenheder osv. at fortælle. Et dog: Brandes er på ny i Paris. Fortæl mig lidt om Ingeborg og Fritz.

Elsk mig!

Din Erik



70. Amalie til Erik

Kristiania 15de februar 83.

Nei du har ret min sødeste elskede! vi snakker ikke mere om det; det har jeg altfor længe tvunget dig til; nu må det være slut. Og du har også ret ligeoverfor mig i alt det du siger i det sidste brev. Følgen er at jeg føler mig stedse mere og mere uværdig til dig, i den grad at der skal mod til at mødes med dig. Jeg har været ond mod dig, og plaget dig med alskens ubehagelige puslerier; men jeg har ikke kunnet hjælpe for det, – det kan du være tryg for. Det er sket mod min villie, ganske og aldeles imod min villie, hvis du ellers kan forstå det. Nu håber jeg at denne vanvittige raptus er over for denne gang iallefald, – nei for bestandig naturligvis. Det tror jeg virkelig er tilfældet. Jeg kommer ikke til Kjøbenhavn i marts du søde. For det første har jeg selv ondt for at komme afsted, og for det andet skrev Knudtzons at den syge svigerinde som nu i årevis har ligget for døden i de største smerter uden at kunne dø, sløvet på hjernen så hun ingen kjender, og som de skiftes om at være i huset hos, nu var så dårlig, at de håbede det ikke kunde vare så længe. De vilde derfor hellere ha’e at jeg skulde komme i april om det også blev så sent som jeg havde sagt, nemlig først efter den 20de; de kom nemlig ikke at reise til Marienbad før ud i Mai (hvis det ellers blev af), og jeg kunde under ingen omstændigheder blive længere borte end en 14 dages tid. Altså desværre, det bli’er frygtelig længe før vi ser hinanden! Om det ellers sker før til sommers engang. Den vei med jernbanen kunde jeg ikke reise. Jeg vil nu slet ikke nævne min afsky for jernbanereiser, og især alene; det vilde ikke veie stort når målet var dine åbne arme, skjøndt overhændig fælt vilde det jo være den lange, lange, kjedsommelige vei. Men det vilde være så over al måde uforsigtigt. Når vi kom sammen fra Lund til Kjøbenhavn, så måtte jo alle forstå sammenhængen. Og Knudtzons i allefald, der vilde være der for at ta’e imod mig vilde jo se det, og alle de andre også få det at vide. Nei, det kan ikke ske. Og nu det med at gå lige op til din søster. Det kom jeg vist heller ikke til at gjøre. Hvor påfaldende, og påtrængende vilde det ikke være. Min følelse deraf, vilde gjøre mig det umuligt både at gå, og hvis jeg gik at opføre mig naturligt. Om jeg også fik en hilsen med fra Thaulows; det er dog altfor søgt at overbringe en sådan – det vil sige gjøre anstalter for at overbringe den, en anden sag er det, når det skete en passant, hvis leiligheden gaves, at altså tilfældet førte mig sammen med din søster. Jeg har iallefald absolut aldrig brugt at med den slags hilsener. Jeg har så ofte fået pålæg snart fra en, snart fra en anden, om at gå der og der, når jeg reiste andetsteds hen, og endelig gå for at hilse, men tror du jeg nogensinde har gjort det? Jo, når situationen har været slig at det vilde været urigtigt og påfaldende ikke at gjøre det. F.eks. da en tysk dame i Melbourne, som jeg var meget sammen med, og som jeg holdt en hel del af, indstændigt bad mig opsøge hendes søster som boede i Lima,som boede i Lima: Amalie var i Melbourne i 1870 under jordomseilingen, og seilte derfra til Peru. og var gift med en peruviansk søofficer, og fortælle hende om hvor godt hun havde det i Melbourne, om hvor yndige hendes børn var, og hvor god hendes mand, og så endelig at skrive om mit indtryk af hvordan søsteren havde det – hun frygtede nemlig at hun var ulykkelig og lod være at skrive om det, hvad også var sandt, for hendes mand var en dårlig fyr – han brugte den først mulige leilighed til at sige mig at han havde fattet en rasende kjærlighed til mig med det samme han så mig, – det afskum, – jeg svarte ikke et muk, men gik øieblikkelig jeg tænker med en både bedrøvet og foragtelig mine på mit ansigt ud i haven til hans frue, der holdt på at skjære af nogle roser til mig. Han var så ubehagelig den person. Jeg var siden så rasende bange for ham, og undgik ham som den onde selv, og han gik på lur efter leiligheder til at tale alene med mig. Endelig lykkedes det ham engang, og så kastede han sig med en pludselig theatralsk pathos ned på knæ, greb fat i min kjole, og svor at det var kun det han vilde, at jeg skulde sige, jeg havde tilgivet ham. Han så virkelig ud som han var ærlig i det øieblik. Jeg sagde strax ja, at jeg tilgav ham; så bad han mig sige at jeg ikke foragtede ham, – men det var igrunden en liden løgn, – men så angst jeg var over den heftighed, havde han kunnet få mig til at sige løgne i hundredevis. Så bad han mig række ham hånden for at han kunde se at jeg mente det; det gjorde jeg, men livende ræd var jeg: Han kyssede naturligvis min hånd tre gange tror jeg, så reiste han sig, og gik ganske stille ud af stuen. De gange jeg senere så ham, var han tilbageholdende og alvorlig. – – Som sagt, – der gik jeg naturligvis, for der vilde det været lumpent ikke at gå. Og naturligvis vilde din mor og dine søstre, når de hørte at jeg kjendte dig fra i sommer tænke at jeg kom for din skyld, og strax få et tvilsomt indtryk af mig. Og tror du jeg kunde tale med freidighed om at jeg kjendte dig! til dem; jeg tror du er gal. Forstår du ikke at mit hjærte vilde banke sig til[d]øde ude på trappen og når jeg så var kommen ind kunde jeg ligegodt vælge strax at gå til bekjendelse med rene ord; det blotte syn af mig vilde så alligevel strax røbe alt. Kan du virkelig bilde dig ind at det er en så ligefrem sag for mig at gå bent op til din mor og dine søstre, og tale med freidighed o.s. v. Ak nei du, – jeg måtte ikke elske dig som jeg gjør, hvis det skulde være så. Ja, iallefald stiller det sig i dette lys for mig nu; kanske vilde det blive anderledes, men jeg tror det knapt. Bevidstheden om alt hvad der er os imellem, og bevidstheden om at jeg foer med et slags, om end uskyldig underfundighed, (for jeg vilde jo nemlig aldrig i verden være gået op til din søster med nogen hilsen, hvis du ikke havde været) vilde betage mig mit mod, og gjøre mig umulig. Men den tid, den sorg forresten. Nu får vi nu først se om jeg kommer eller ei. Det er ikke så sikkert, for det vil være så pinefuldt ikke at kunne holde til med dig. Og det er en umulighed. Selv stjålne sammenkomster kan jeg ikke indse lader sig iværksætte. – Hvor jeg har følt at jeg har elsket dig den sidste ugestid, med en styrke som du ikke begriber min ven. – Nei så Brandes atter er i Paris! Det forstår jeg ikke. Det har været en frygtelig tid for gamle fru Thaulow, stakkers. Det er omtrent 14 dage siden at jeg fik høre at Pylle og Hermann pludselig var styrtet afsted til Paris, fordi Ingeborg og begge børnene lå for døden. «Fruen gik og græd hele dagen, mens hun pakkede – der var kommet et brev fra [uleselig] i Paris, og så reiste de strax. Jeg har aldrig sét fruen så ilde» – sae Stina, Pylles søde, svenske pige. Jeg gik øieblikkelig ned på Løven.Løven: apoteket hvor familien Thaulow bodde. Se brev 43, note 8. Pigen sa’e at siden det var mig troede hun nok de tog imod, ellers havde hun ordre til ingen at slippe ind. Jeg kom altså ind og fru Thaulow brast strax i gråd, og talte at jeg en lang stund troede at Ingeb. var gået fra forstanden. At hun ikke var legemlig syg, og ikke de små heller, gav hun strax besked om. Tilsidst kom det da ud af hende, at det ikke var sindssygdom heller, og så fremgik det af alt hvad hun sa’e og alt hvad hun spurgte mig om, at det var dette, at Ingeb. vilde skilles fra Fritz.Ingeb. vilde skilles fra Fritz: Ingeborg og Fritz ble skilt i 1886, og hun giftet seg med Edvard Brandes i 1887. Hun må i sit brev til Pylle ha’e udtalt sig med stor voldsomhed, thi fru Th. vred atter og atter sine hænder og sa’e: «nei, du gode gud for et brev det var Pylle fik!» Så gik der naturligvis en legion af rygter over byen. Allesteder talte de om det, og alle slags gav sit besyv med om årsag og grund og hensigt og mål. Jeg gjorde mig døv og stum i de dage, og var rent ør i mit hoved. Edv. Br.s navn figurerede naturligvis øverst og i transparent så at sige på alle de rygter. Man tildelte ham en meget aktiv rolle, og talte med stor ubarmhjærtighed om Ingeb. andre gjorde det om Fritz forresten. Så kom der en norsk foged fra Paris, der vidste at melde at sagen var i fuld gang, og de indledende skridt til skilsmisse allerede taget. Dette var sandt. Jeg gik i denne tid ikke ned til fru Th. Jeg havde et indtryk af at hun ikke brød sig om besøg, og det har vist været korrekt. Men igår eftermiddag fik jeg et meget kjærligt brev fra hende, hvori hun åbent taler om al den kval hun har gået igjennem i disse dage, og siger at nu gudskelov er hun rolig, for samme dag var der kommet et telegram fra Fritz med de fire ord: Ingeborg blier hos mig. Hun var så uendelig glad og lettet derved. Jeg skrev strax til hende, og nu går jeg snart derned, hun bad mig endelig komme, men Lillemor ligger forresten tilsengs, og er nok adskillig syg. Hvad kan Br. have at ha’e gjort i Paris netop med det samme Ingeb. har bestemt sig for at blive? – Det har vist forresten holdt hårdt for hende at bekvemme sig til dette sidste skridt. Men alle har været over hende, og så har kraften svigtet. Jeg ved hvad det er, jeg. Nu er det jo sandt hvad fru Th. sa’e at de to familier er så indvævet i hinanden at overskjærelsen af et bånd, bringer hele greien til at opløse sig. Nini har været aldeles fortvilet under dette. Havde jeg ikke vidst om så meget som andre ikke ved, så vilde jeg græmmet mig over at Ingeborg ikke kom løs fra det ægteskab. Nu siger jeg at af to onder har hun valgt det mindste.

Hun har før talt til mig om skilsmisse, men altid sagt at så gjerne hun vilde og trængte til det, så kunde hun ikke, aldrig i livet. Hun kunde ikke for sin mors skyld; man vilde sige til hende: du rendte fra din mand; nu gjør din datter det samme. Hun kunde ikke for Pylles skyld, hvis hjærte det vilde knuse, og hvis forhold det vilde vanskeliggjøre så det ikke var til at bære, – hun kunde ikke for Theodor, som er forlovet med Nini – ikke at tale om svigermoren som forresten ikke veier en døit for hende i vægtskålen; hun synes slet ikke om hende. Som sagt: de har været over hende allesammen, og fået sin villie frem. Stakkels, arme Ingeb. hvad hun har lidt i denne tid! Hun skal være bleven så mager og elendig, rent en skygge af sig selv. Men bare ikke den seier kommer de Gadder og Thaulower dyrt at stå! Jeg er stygt bange for det. Jeg kjender Ingeb. og forstår hende langt bedre end alle de andre, for jeg forstår hende – – – Det er ikke til at holde ud at gå og være så fuld af elskov til et menneske. Jeg var forleden i et lidet selskab hos Vibes; der var vist morsomt, men jeg sad og var sammen med dig hele tiden. Kjender du det at du har mig så nær, at du formelig føler mine arme om dig. Det hænder mig undertiden, og det er så deiligt, men så fælt fordi det ikke er sandt. Sådan sad jeg med dig forleden nede hos Vibes – det var rent som en trolddom – og jeg fik ikke fred, men blev hvert øieblik kaldt til orden. Du ved hvad det vil sige, – jeg blev trukket i og interpelleret, og spurgt om hvor det var mine tanker var henne og drillet på en måde, der var sandheden langt nærmere end de anede. «Jeg vilde give mit liv for at være den eller det, der giver deres øine dette udtryk,» sa’e en af dem, – uf det var så fælt; jeg blev forvirret og rød gang efter gang, men jeg kunde ikke ta’e mig såvidt sammen, at jeg fik dig bort fra mig. Det var for mig en forløsning da man brød op og jeg fik løbe ovenpå, og putte mig i seng, og drømme videre med dig i min arm. Du, men det er forgalt at du snorker som du gjør. Det vil være et kors, hvergang vi er hos hinanden. Du snorker som den allerværste. Indtil den nat i Gøteborg, da du pludselig faldt i søvn med mig i dine arme, hvad du ellers ikke pleiede, snorkede du rent oprørende. Du burde dog virkelig den gang havt en vis kontrol i blodet dit, der forbød dig selv i søvne, at skeie sådan ud. Men du snorkede af hjærtens lyst og så var du så sød, da du med ét vågnede op et sekund for at minde mig om, – ja det kan være det samme hvad du mindede mig om – men med en af søvn halvdød stemme, var det, og du sovnede også øieblikkelig til igjen. Sig mig hvad tid det er din geburtsdag? Og sig mig om du ingenslags hentydninger har hørt til at nogen ved hvad du havde reist bort til i Julen? Dit sidste brev var langt og deiligt. Du aldrig lade være at skrive på den bestemte dag, hører du. Jeg dør pludselig med et rabalder, det vil sige jeg falder død om, den onsdagmorgen jeg intet brev får. Det er virkelig sandt. Og du må skrive lidt langt, som sidst. Dine breve er så vidunderlig herlige. Der er så meget, meget mere i dem end ordene og udstrækningen synes at tillade. Å at det skal vare så længe inden vi sés! Kan du ikke finde på en forretningsreise til Kr.ania i påsken f.eks.? Det var sødt af dig at sende mig din moders brev; jeg er så glad i det, og vil så gjerne slippe for at sende det tilbage; må jeg beholde det? Læse det kan jeg rigtignok ikke undtagen ordene: Kjære Erik; men det gjør ingenting. Du må ikke undre dig over at jeg ikke kan læse den slags bogstaver;den slags bogstaver: Det finnes mange brev fra Ida Skram til Erik på KB. De som er datert er fra 1861–80, men det finnes også mange udaterte brev, noen skrevet fra Linnésgade. Skriften er ikke så vanskelig å lese, det er bare at hun bruker gammeldags «s». jeg har nemlig aldrig lært dem. Vi fik lov at skrive vore tyske stile med almindelige, skikkelige bogstaver, og til andet end tyske stile har man jo ikke brug for dem. Jeg har atter læst dit brev. Hvor har du ret i alt, altsammen. Jeg elsker dig, elsker dig! Du, jeg er slet ikke bange for at komme tilkort; jeg, ligeoverfor dig, – jeg har slet ingen mistillid til mig selv, og nærer ingen slags frygt af den art. Og det kommer ikke af at jeg er selvgod eller indbildsk. Jeg er det ikke, så alt, alt andet. Selvisk er jeg, det hørte du jeg tilstod straks, men ikke det andet.

Din Amalie.

Efterskrift. Hvad er det du mener jeg ikke skal nægte dig, som du bad mig om sidst. Først tænkte jeg at det var det som jeg ikke vilde gjøre den morgen i Gøteborg, da jeg stod og vaskede mit ansigt og du kom ind, og trak min uldtrøie af mig, og det du vilde når vi skulde bade. Men siden forstod jeg at det måtte være noget andet, for det kan da aldrig i verden være dette du lægger slig vægt på, at du skriver om det iforveien. Forresten, jeg synes det er flaut at vise sig foran et andet menneske med ikke klæder på. Jeg har altid syntes det fra jeg var barn. Det var ikke muligt at få mig til at bade sammen med andre småpiger når vi om sommeren daglig gik ned til Bontello [sic] i Bergen.Bontello i Bergen: Bontelabo, havneområde i Bergen, tidligere et populært badested. Jeg fik altid min særegne lukaf til at klæde mig af i, og kom ud med badedragt på. Og siden er den følelse ikke bleven brudt. Sålænge jeg var gift var jeg rent tusset når det hændte sig at han så et stykke af mit legeme. Han vilde det også, men det skete aldrig. Jeg bare spurgte om han var gal på en måde, der bragte ham til at tie stakkel, han var virkelig sagtmodig overfor mig. Men skidt vi blier vel enig om det; med os er det en anden sag. Skjøndt jeg tror det knapt. – –

Der har været en rasende feide i studentersamfundet i anledning af at Sars havde tilbudt at holde et foredrag der.Sars have tilbudt at holde et foredrag der: Ernst Sars, professor i historie, hadde utgitt Historisk Indledning til Grundloven i 1882; hans radikale synspunkter hadde ført til en voldsom polemikk. Min broder som havde været tilstede fortalte så meget morsomt om det. Stemmegivningen faldt først kl. ½ 5 om morgenen. Til fordel for Sars med mange stemmer overvægt. Høire havde fået undsætning fra alle småbyerne. Min broder siger ofte: Hvis jeg var en dame, vilde jeg dø af kjærlighed til Sars. Sars havde selv været tilstede, og havde taget det så morsomt. Han kommer her imorgenaften. Jeg glæder mig til at høre ham tale om det.

D.S.



71. Erik til Amalie

Den 18 Februar 1883

Min elskede Amalie, jeg er meget bedrøvet over Udsættelsen af vort Møde. Jeg længes så stærkt, at jeg ligesom frygter for, at der skal gå noget itu inden i mig, når ikke det får Luft, jeg bærer på. Min Ven, så er der også det, jeg ikke kan lade være at tænke på: Vi er ikke så meget unge længer, vi har ikke ret Råd til at stole på Fremtiden. Der går store store Værdier tabt for os ved vor Fjærnhed – ak ja, var vi 16 År yngre, så havde vi Råd til at leve fattigt som vi gør. Du, som sidder hos Vibes og giver mig Gaver, jeg ikke får! Amalie – i mine unge Dage vilde jeg have skrevet et Digt i Prosa derom og på egen Hånd have fyldt min Sjæl med Henrykkelse – nu suger det for Hjærtet af mig ved Følelsen af min Forladthed. Jeg er grisk på min Lykke, jeg har ikke Mod længer til at leve grandementgrandement: i stor stil. og kaste ud i Verdens tomme Rum de Lyksalighed [sic], som er mine med Rette. De andre skal ingenting have. Dine Øjnes søde Udtryk! – at en anden kan nå til at se det, at han kan komme Dig så nær, at han kan få Ønsker i den Anledning! Han skulde kvæles. Jeg favner Luften hvor jeg skulde have Dig i mine Arme – Stump, jeg er ikke Poet længer, jeg kan ikke finde dette sødt. Jeg vil ikke snakke til Månen, jeg vil tale med Dig. Amalie min Længsel er meget stor. Var endda mit Liv indrettet således, at jeg f.Eks. i mit Arbejde havde med Dig at gøre. Sad jeg og skrev på et Stykke – studerede jeg et Spørgsmål af lidt betydelig Art, så at jeg kunde føle, hvorledes enhver nedskreven Linje, som lykkedes for mig, var ligesom et fastgjort Brædt i den Bro, der om end måske sent så dog sikkert førte over til Dig, ja så Unge vilde jeg mulig finde, at vor Adskillelse kunde ordnes ind fornuftigt i vort Livs hele Økonomi; men nu denne utrolige Ødslen! Jeg sidder i en idiotisk Syssel, hvor lige som igennem et fint Sold Dråbe for Dråbe mine Tankers Friskhed uhjælpelig drypper ned i Sand, intet er der til at samle dem op, intet Steds fra på Jorden føres nye Kildespring ind til min Hjerne. Snart er den helt tør. Medens Du sidder i Kristiania og elsker mig, dør i langsom Svindsot efterhånden enhver fornuftig Mening ud i den Kærlighed, der grebet og benyttet medens det var Tid, kunde have gjort Dig godt, kunde have været måske en Livselixir for Dig. Ven, hvad vil Du med mig, når jeg er bleven ganske dum? Et kunde Du virkelig nu have brugt mig til. Du kunde være bleven yngre. Endnu, min Amalie er jeg i dine Arme ung. Ak Ven, levede vi sammen, Du skulde se, jeg var helt Gut endnu, og elskede Du mig så, så smuttede ind i din Sjæl – det tror jeg på – lidt af den Livsglæde, som Du så sørgelig kvalte hin Brudenat i dine unge År. Det var jo det, som jeg skulde give Dig nyt Mod til at leve Livet for dets egen Skyld, ny Lyst til at prøve om igen den Tilværelse, Du havde lagt til Side med Foragt. Men nu min Stump? Nu mødes Du om nogen Tid med en gammel Mand. Længsel, Savn, tilkæmpet Ro, Øvelse i at undvære gør gammel. Men mest af alt synes jeg, gør det gammel: i Livets tusinde Småting at være ene, i Livets tusinde Momenter at slå en anden Tone an, end den man trænger til at få ind i sit Øre. Det er det sidste, der er det værste. Jeg kunde gå ind på at vente på Dig, hvis jeg i de Dage, der gik, Slynge for Slynge spandt min Tankes Tråde til et Net, der skulde spændes under din Fod til Sikkerhed for Dig, når Du modig på ny svang Dig ud til en Fart tværs over Livets store Cirkus. Men sidde og krybe sammen og føle, at Maske for Maske rådner det Net bort, som min unge dejlige Pige skulde se, at hendes Elsker have spændt solidt og fast under hende, så at selv om Gyngen i Loftet brast, faldt hun blødt – nej Pige min lille, det er onde Vilkår. Jeg har Skaden deraf og Du med!

Efter at jeg nu har fået Dig hængt op i en Gynge under Loftet, bliver jeg for Resten bange for, hvorledes det er jeg tumler med Dig. Du som er frygtsom af Dig! Vi kunde udmærket være mødtes i Lund, jeg behøvede ikke at være taget til Kbhvn med samme Skib. Amalie et Ord så godt som mange: Jeg vil ikke have Dig til Kbhvn, hvis vi ikke kan mødes nogenlunde frit, og hvis jeg ikke forud får Dage at leve i med Dig. Så hellere de hundrede Miles Adskillelse. Jeg véd ikke, om Du ønsker mig til Kristiania, for at jeg mulig en Gang om Dagen kan få Lejlighed til at hilse Dig på Karl Johanns Gade og for Resten tilbringe glade 14 Dage i en fra din helt forskellig – mulig endog fjendtlig Kreds? Jeg antager, at Du vil betakke Dig for sligt Besøg.

Om Thaulows har man fortalt nogenlunde det samme her som Du fortæller fra Krstna. Ingeborg og Fritz skulde skilles. Besynderligt er det altid for mig, hvorledes det går til, at Folk helt Fanden i Vold fra kan fortælle En sligt. Om Brandes Rejse til Paris har jeg den Mening – han kom hjem igår – at den netop meget har bidraget til en Udjevning. Hvad enten der nu har været Elskov mellem de to Mennesker eller ikke – Du synes fremdeles at henføre I.’s Sindstilstand til Oplevelser af ældre Dato – så er han ingen Helt. Vil hun noget djærvt, så går hans Instinkter netop ud på det modsatte. Han har alle sine Dage levet sit Liv på Halvheder, han tror ikke på nogen Beslutnings Holdbarhed, han taber Modet tre Gange om Ugen. Har I. villet gå fra Fritz for en Finheds Skyld i Sjælen, så har denne Finhed måttet dø en ynkelig Død spændt over en Rist med tusinde glødende Grunde fra B.’s Bål af udbrændt Klogskab. Der er jo hundrede af Former at indrette sig på, når man er nået så langt som Ingeborg. – Om han har rådet klogt eller i sidste Instans dumt (Du véd, hvor dum selv den allerfineste Klogskab kan være) har jeg ikke Spor af Begreb om. Jeg kender ikke Ingeborg.

Jeg må høre op nu, jeg skal til Middag hos Kielland. Tusinde Gange hellere blev jeg hjemme og skrev videre. Der er meget at fortælle Dig – Du, som bliver siddende deroppe i Stedet for at komme ned til mig. Amalie prøv på småt og småt at få givet mig hele din Sjæl, min Elskede! – – –

Jeg er kommet hjem, Du søde, fra Kiellands. Der var I.P. Jacobsen, en Direktør i Livsforsikringen ved Navn Drewsen med FrueDrewsen med Frue: Viggo Drewsen var formann i bestyrelsen av en livsforsikringsanstalt, og samtidig filosof, som bl.a. utgav anonymt En Livsanskuelse, grundet paa Elskov (1881). Han og Louise Drewsen ble gode venner av Alexander og Beate Kielland mens de bodde i København tidlig i 1880-årene, og de skrev senere flittig til hverandre. og jeg – det var Kiellands Fødselsdag – og Skam for os her nede, så var det det eneste Sted jeg har været siden Nytår – med Undtagelse af ét – hvor jeg med Ro havde ført Dig hen. Alle de andre Selskaber jeg i den senere Tid har deltaget i, har jeg målt med din Alen – den jeg mente var din Alen – og alle ere de blevne på en eller anden Måde for små. Uden at der forefaldt noget egenlig usædvanligt hos Kiellands, havde jeg dog Følelsen af, at der vilde Du have kunnet være hjemme: Det var hos en norsk. Min yndige Pige, var jeg bleven hvor jeg oprindelig hørte hjemme, i de «gamle» Kredse i Kbhvn og på Herregårdene, så havde jeg havt en Kreds at byde på, som havde den Omgangstone i alt Fald, som i sin Art havde været fin nok til Dig. De andre, ak hvilke Plebejere det i Grunden er! At vi ikke ejer en virkelig fin Kreds indenfor Venstre er en Jammer! Det er min stadige Idræt siden mit Møde med Dig nu, at måle og vrage alle mine Jevnlige i Kraft af Dig, min elskede, og det bidrager desværre kun til at tage Modet fra mig: Der er så få, som er gode nok til Dig. – Men det får nu være det samme, om jeg blot er det. Jo, Amalie det er sandt, at jeg har været bange på en Måde for at komme til kort, netop i Kraft formodenlig af min Selviskhed. Jeg forlanger meget af mig selv! Og når jeg nu som i Aften sidder sammen med literære Mennesker, så går det med en ny pinlig Følelse igennem mig, hvorledes jeg er gået ind i en lille Høkerforretning, medens de andre brede sig som Grossister. Jeg, som nu i over to År bogstavelig ikke har læst en Bog. Der er ikke megen Tid at spilde, om Du vil have en Smule godt af den Kærlighed, Du letsindig har undfanget. Du spørger mig, om jeg har hørt noget Steds fra, at man véd, hvad jeg var rejst bort til i Julen. Nej min Unge, jeg har intet hørt derom, men jeg har nu og da kort efter jeg kom hjem lige som kunnet fornemme, at der var Formodning om, at jeg havde havt et kært Ærinde, og skønt Du formodenlig bliver ilde berørt deraf, kan jeg dog ikke forti for dig, at jeg igår hørte, at en Ven jeg i lange Tider ikke har været hos eller set noget til, hos With spurgte, om det var sandt, at jeg var bleven forlovet med en rig norsk Enke – det havde han hørt. W. gjorde Løjer dermed og slog det ned, og den vedkommende betragtede det også kun som løs Snak. – Ak om det var sant! Var Du for sandt en rig norsk Enke, og Du vilde, som Du en Gang sagde, forsøge på at «tvinge» mig til at gifte mig med Dig, jeg er bange for, at den Tvang fandt jeg mig i med næsten upassende Hast. – Hør min Stump, hvem var det, som vilde «give sit Liv» for at være den, Du tænkte på? Det er dog lige godt en temmelig nærgående Ytring, når den ikke er Spøg – men det er den Slags Ting, som Du efterhånden ved Misbrugen har mistet Evnen til at forstå, og jeg vil ikke snakke til Dig om det. Så får jeg tilbage det Svar: Her efter vil jeg slet ikke meddele Dig Noget af den Art, for Du forstår ikke Situationen og kan aldeles ikke sætte Dig ind i, hvorledes sligt er sans consequense. – Jeg véd kun, at slig uforskammet Floskel – forudsat som sagt, at det ikke er Spøg, og som sådan har jeg i Grunden lige til nu opfattet det – kunde jeg aldrig have taget i min Mund over for nogen Dame. Men jeg indrømmer Dig Ven, jeg véd intet om, hvad Mandfolk kan falde på at byde smukke Damer af åndelige Knæfald, og hvad de muligen kan være nødte til at tage imod som ganske lige fremme Ting. Og jeg har ikke haft et Minuts ilde Fornemmelse deraf – jeg har slet ikke tænkt på den Ting før nu pludselig. Værre er det Ven, med Sars. Ham har Du en åndig Kærlighed til, som formodenlig en skønne Dag gør mig skinsyg. Men det er sandt, jeg må dog ikke glemme at fortælle Dig, at jeg i et Middagsselskab forleden faldt i Samtale med I.P. Jacobsen og Kielland om Madam Højers Lejefolk af Amalie Müller. De angreb den begge. J. fandt, at det var en Dame, der havde sat sig for at skrive noget rigtig slemt, og han læste en ham ubehagelig Kulde ud af Beretningen. Forf. var ikke Spor af grebet ved at fortælle sligt sørgelig Noget. I Stilen fandt han kun det godt, hvor Konen da hun er mest sint, bøjer af og taler i en sødlig Tone til Manden. Så fik K. Lejlighed til en finere Bemærkning. Der var anvendt for mange Ord til at få skildret det sørgelige skidne, lasede, lurvede osv. «Den Fejl lider Beretningen under, at den netop for sine Ords Mængde ikke får det Indtryk frem, den skal. Når man vil skildre en uhyggelig Begivenhed og få Læseren til at føle Uhyggen, så er der ét Ord man ikke må bruge, og det er «uhyggelig» – alle andre Ord ere gode. Alle de Adjektiver, som Fru Müller bruger, lader En kold, man læser den lille Fortælling uden at føle den Elendighed der er skildret – det er et Politireferat.» – Der har Du de to Augurers Dom.Augurer: prester i det gamle Roma. Deres oppgave var i statens tjeneste å tyde varsler. De lagde begge to med en vis Iver, jeg havde Følelsen af, at de lige som forsvarede sig imod et Indtryk fra Fortællingen, de ikke vilde være ved for dem selv, den var dem på en Måde for dygtig, for vel støbt (en Dame skal ikke således lære dem Kunsten af). I K.’s Bemærkning er der i alt Fald en Finhed man kan bruge. Hvad J. sagde forstod jeg absolut ikke. Mit Indtryk er fremdeles nu som før, at sidste Halvdel er bedre Kunst end K.’s for glatte Tagen løst om Tingen. Men i første Halvdel har Du uden at vide det skrevet K. efter. – Sig mig helt ærlig Stump hvad Indtryk det nu gør på Dig at læse denne Dom. Du selv har vel kun fået rosende Ord at høre. – Kan Du forstå, at K. sender sit første Kapitel ud i Verden,sit første Kapitel: se brev 68, note 9. han har først igår endt det tredje? Jeg kunde mærke i Aften, at han for Drewsens – meget gode Venner – havde læst det hidtil skrevne. Sligt noget vilde være mig, tror jeg, absolut umuligt. Jeg kan ikke en Gang spørge en anden om den Bog han skriver på, end sige, at jeg for flere skulde læse op, hvad endnu dog kun er halv født. På det Punkt er jeg blufærdig eller skamfuld hvad man skal kalde det, som Du var for dine Veninder i Skolen.

Ja min Ven, det jeg sigtede til i mit forrige Brev er hvad Du har gættet på. Du forstår mig ikke på dette Punkt. Det er hele min Sjæl som beder Dig – nej jeg vil netop ikke bede Dig. Jeg véd, at sålænge Du ikke i Kærlighed, i den inderligste Tryghedsfølelse har blottet Dig fuldstændig for mig, så længe har jeg en Følelse, som var Du ikke helt min – som var der en Finhed tilbage i din Sjæl, Du ikke vilde give mig Lod i. Det er for mig da, som var der ingen Glæde i vort Møde, som var det et Syndefald, der skete. Jeg kan slet ikke forsone mig med den Forestilling, at Du vil bevare den Følelse af Skam overfor mig. Jeg vil have min Viden om det Nøgne fra Dig, lige som jeg i alt menneskeligt vil have Viden Sammenligning Korrektiv fra Dig. Jeg står ussel fattig, helt sørgmodig nu for hver nøgen Kvindeskikkelse jeg ser fremstillet i Kunsten, fordi jeg ikke kan henføre hvad jeg ser til hvad jeg véd fra Dig. Og jeg har slet, slet ingen Respekt for den besynderlige halve Skamfølelse, der snører din Tanke sammen her. Du véd, at der er et Skønhedsindtryk, vi ikke kan få højere, i det smukke nøgne Legeme, Du véd, at der ved vore Skikke, der skjuler Legemets Former, er bleven lagt Skamfølelsen ind i Sjælen og Muligheden for i Kærlighedsmødet at give den Elskede en Gunst, som netop ikke kan blive større – og Du holder denne Gunst tilbage. Amalie, jeg går så vidt at tro, at Du næsten ikke har Lov til at tage og give mig den højeste Lyst, når Du ikke stille, fin, yndig – uden Ophævelse giver mig Lod og Del i Dig som Du er fra Naturens Hånd med hvad der er ubeskrivelig smukt og hvad ikke. Jeg vil være så stille, så rolig, så glad og taknemlig så rig og lykkelig, mulig uden et Ord. Min Ven det har for mig en uendelig kærlighedsfuld Betydning. Hvorfor vil jeg se dit Legeme, fordi det er dit, dit. Amalie det er fordi jeg elsker Dig.

Din Erik



72. Amalie til Erik

Kr.ania 16-2-83.

[22/2/83][22/2/83]: Brevet er feildatert; det må ha vært 22. februar.

Og tror du ikke jeg er «meget bedrøvet», min elskede gut? Jeg er bestandig syg, meningsløs elendig over ikke at kunne være hos dig; og som du siger, vi har ikke råd til at undvære hinanden, tiden løber fra os, mens vi sidder hver på vort sted og ældes. Dit sidste brev har bragt mig til at tænke alvorligt over vor fremtid – det har jeg aldrig gjort før – jeg har igrunden taget hele den ydre side ved denne sag uforsvarlig løsagtig eller letsindig, hvad du vil, ganske som havde jeg været 17 år, og vilde lade violen sørge.lade violen sørge: la bekymringene hvile. Men forstår du, de indre vanskeligheder opslugte alle mine tanker, og så var jeg jo også de mange, mange mile borte fra at ville indlade mig på noget praktisk i retning af giftermål eller sligt. Det stod altid for mig sådan uklart og «bøigagtig» (du husker udtrykket fra Peer Gynt)fra Peer Gynt: Bøygen i Ibsens Peer Gynt (1867) er et usynlig, skremmende troll som tvinger ham til å gå utenom. også efter at jeg var bleven besnæret af denne hovedkulse kjærlighed og efter at jeg helt og villigt havde givet mig bort til dig, at der slet aldrig kunde eller skulde blive spørsmål om andet end sådan en hemmelig, men derfor ikke mindre hel og inderlig kjærlighedshistorie, med et møde en skjælden gang indimellem. Ja, det vil sige, jeg tænkte end ikke dette helt igjennem; der stod som en skanse omkring mig, der stilt og umærkeligt var voxet ud af alt det foreliggende, – der var som en taus underforståelse mellem mig og mig selv om at sådan som jeg nu havde indrettet mig, sådan skulde det blive indtil dagenes ende. Og det at jeg elskede dig, bragte ingen forstyrrelse i dette. Jeg havde ikke gjort noget løfte, ikke givet mig nogen forsikring i denne anledning, det var overflødigt, for det faldt så over alle grænser af sig selv. Jeg var jo så vis på at det om kjærlighed var noget nonsens, at jeg iallefald ikke kunde komme ud for noget sligt. De ydre arrangements var ganske i overensstemmelse hermed. Som betingelse for at jeg skulde få beholde begge gutterne blev sat at jeg ikke skulde gifte mig igjen, og hvis jeg alligevel gjorde det, skulde både gutterne og de penge som var udset til os, falde tilbage til ham.til ham: August Müller. Se brev 7, note 5. Jeg gik med glæde ind på alt, når jeg bare slap for at være gift, og fik ha’e mine gutter i ro. Jeg måtte smile over hans iver for at hindre mig fra at ægte nogen anden end ham. Han sa’e det også ofte, at han kunde tåle på én vis, at jeg gik fra ham, men han kunde ikke udholde, at jeg blev en andens. Når jeg spurgte ham om han for alvor troede jeg vilde begynde på noget sligt igjen, svarede han: du vil ikke få fred, det ved jeg. Og nu er jeg bleven en andens, som slet ikke har bedt mig, ganske godvillig, med hele min sjæl, og af min egen inderste længsel, tænk om han vidste det. Siden igår, har alt dette gået rundt i hovedet på mig ikke på den forrige tågede, drømmeagtige måde men således at jeg greit og klart har tænkt mig tværs igjennem det. En stor del af natten har jeg ligget vågen, og spekuleret, og når jeg sov ind drømte jeg, at jeg skulde giftes med dig, men kunde ikke fordi jeg havde mistet min skilsmissebevilgning, hvad der i parenthes sagt også er sandt; jeg ved ikke hvor den er bleven af, så ligeglad var jeg med den. Jeg er bleven klar over, at det er rent uudholdeligt, meningsløst at vi holder fast ved hinanden, hvis vi ikke kan komme til at leve sammen, som andre skikkelige mennesker, og derfor er det min alvorlige mening når jeg siger: lad os da hellere gå fra hinanden. Nu er jeg vakt til bevidsthed om hvordan dette egentlig har sig – jeg har jo gået som i søvne før, har du også gjort det? – og nu vil jeg ha’e greie på det. Det er ganske sikkert, at havde vi begge været i vor første ungdom – (uf at jeg ikke traf dig dengang skjøndt gud ved – – –) så kunde vi ha’e set tiden an sålænge, og ventet til forholdene lempede på sig, men som tilfældet er, kan det ikke nytte noget. Desuden, det bli’er vel ikke bedre siden. Der er meget at betænke. Først dette at jeg for din skyld måtte opgive og forlade mine gutter, og min visse indtægt, der med det jeg selv fortjener lader mig leve ganske sorgløst, og så det, at jeg vilde falde dig tilbyrde, hvad jeg ikke på nogen måde kan finde mig i at skulle gjøre. Du kan vide, det var et alvorligt skridt. Havde det været en mand i Kr.ania, vilde sagerne ha’e stillet sig ganske anderledes. Jeg er da nemlig sikker på at jeg, når det kom til stykket, og efter nogen delibereren, vilde fået beholde gutterne, og altså også indtægten iallefald sålænge til de blev voxne, for der er jo dog ingen, han tryggere lader dem være hos, end mig, det har han ved flere leiligheder sagt, og desuden, skolegangen vilde hindre ham fra at tage dem til Bergen nu. Det vilde være en umulighed. Men, hvis jeg gik til dig, så måtte gutterne sættes i logi etsteds i Kristiania, og det vilde være for fælt både for dem og mig. Nei, du skulde været norsk, og bosat i Kristiania, og havt nok af penge, – det skulde du, din stygge gut, som volder mig al denne kvide, og alt dette hovedbrud. Og dog, slig som jeg længes efter dig, og er ulykkelig uden dig, så kunde det godt hænde at jeg en dag sa’e: dette holder jeg ikke ud, tag mig ned til dig på hvilkesomhelst vilkår. Men forresten, – du har jo sagt at du ikke for nogen pris vilde ha’e mig derned i det «slaveliv» du fører. Det kan jeg nu ikke forstå; fører du et slaveliv så trænger du jo netop meget mere til mig end om du levede det bedste herreliv. Hvad skulde jeg der så, – for da havde du det jo godt nok iforveien. Hvis der ikke var andre betænkeligheder som holdt mig tilbage, så skulde jeg nok tigge og bede dig og ikke give dig fred før du vilde ha’e mig. Men det er nu dette med gutterne først og fremst. Havde du været rig eller havt en udmærket indbringende stilling, så vilde du sandsynligvis været gift forlængesiden, og så havde jeg ikke fået noget af dig. Så havde du kanske havt din frue med på turen til Gausdal forrige år, og så var vel aldrig denne troldskab kommen over mig. Jeg skulde jo naturligvis forelsket mig i en rig mand, og det skulde du også ha’e gjort. Men en rig mand til at forelske sig i, havde jeg vel aldrig truffet. Min broder har rigtignok en Neworkerven,en Neworkerven: dvs. en venn fra New York. som er rig og smuk og elskværdig, og intelligent og dannet og fin, og alting – han kommer måske til Norge i sommer. Ham har han bedet mig blive forelsket i; – ja, han siger jeg kan ikke lade være, når jeg taler med ham. – Men tilbage til det jeg begyndte med. Kan vi altså forudse, at vi muligens aldrig, eller dog måske sandsynligvis aldrig vil kunne gifte os, (siden nu denne dumme gifting er den eneste form hvorunder vi kan leve sammen) så bør vi sige hinanden farvel. Det er ikke noget snak; der står en mand bag hvert ord, for jeg har tænkt det alvorligt og ærligt igjennem. Jeg synes nemlig at livet kan være korsfuldt nok, om en ikke skal tage på sig slig en tung byrde, som jeg daglig mere og mere mærker det er, at ha’e en elsket, som man ikke hvert øieblik kan nå hen til. Tror du ikke jeg går her i hvert øieblik og vilde sige noget til dig, eller spørge dig om noget; og er det ikke en pine at ikke du er den jeg altid har alting fælles med, at jeg ikke kan gå hen og sætte mig på dit skjød med armen om din hals, og tale ret ud af hjærtens lyst om alt og ingenting, eller om det der lå mig på sinde, eller plagede mig. Jeg vilde om aftenen kunne lægge mig ind til dig, og føle mig lykkelig og tryg og glad, ved altid på nyt at se hvor du var glad i mig, og var lykkelig ved min kjærlighed, så jeg skulde vide, der var ingen du savnede når du havde mig. Det vilde blive frygtelig ondt og smerteligt, frivilligt at skulle opgive dig, og en del af mit liv, måske hele resten vilde blive en ørken. Men alligevel vilde jeg hellere det. For det er forbunden med større lidelse, (mere uro, mere nag ikke at tale om denne frugtesløse ødslen med sit livsens indhold, sine kjærlighedsfyldte længsler, sin rigdom af tanker, der ikke kommer den elskede, eller nogen tilgode), at holde liv i en elskov under vore vilkår. Jeg tror det er mandigere og modigere og til syvende og sidst, rigtigere at opgive hinanden og synke ned i en rolig og sindig sorg, der med årene vilde mildnes, fordi det var den overmægtige skjæbne, der lagde den på os uden vor skyld, end at lade sig fortære af en elskov på hundrede miles afstand, der tilsidst må fortørne vort indre. Så vilde du nok la’e være at bære nag til mig, fordi jeg voldte dig denne forstyrrelse, med al den smerte der måtte lides, før du ganske havde glemt mig; du vilde ikke, – det stoler jeg på – kunne bære over dit hjærte, at nære uvillie mod mig, netop fordi du ved det så tydeligt og vist hvorledes det altsammen er gået til. Men vi skal begge være enig om dette, at sådan som det nu er, kan det ikke være i årevis. – Jeg kom til at tænke over alt dette, fordi det bæres mig for at der i dit sidste, søde brev var en klage over mig, mod mig fordi vi var skildt og ikke sammen. Hvor det dog var synd i dig, at du skulde mødes med mig på den tur. Hvis det ikke havde været, kunde du enda ha’e truffet en ung, smuk og rig pige, som du havde fået kjær, og strax havde kunnet gifte dig med. Du må ikke bilde dig ind at du er gammel; det er bare mig, som er det. Du er netop i den rigtige alder til at begynde at tænke på at tage en ung pige tilægte, og der er mangfoldige unge piger som du kunde bedåre ikke tiltrods for, men snarere meget mere på grund af din alder. Og det ved du også meget godt. Det vilde være meningsløst af dig, om du tabte modet hvis vi to gik fra hinanden; for dig er endnu tiden inde i massevis, og du vilde snart komme på ret kjøl igjen, og finde noget meget bedre, og især hensigtsmæssigere end jeg – – – Der er så græsselig meget jeg skulde skrive om denne gang, men det går som det pleier, jeg får ikke sagt en fjerdedel, så glemmer jeg det til næste gang, og så går du glip af en hel del jeg vilde fortalt dig. – Naturligvis vilde det været morsommere om Kielland og Jacobsen havde talt godt om stykket, men noget ubehageligt indtryk gjorde det ikke. Det er så underligt hvorledes det folk siger dog er mig uvedkommende, ja dette om leiefolkene, mener jeg. Det er som det slet ikke angår mig. Hvad K. sa’e var nu forresten ganske sandt, – jeg har selv tænkt noget lignende, og skulde jeg anmelde det, blev det en meget betinget ros, jeg kom til at yde. Jakobsens [sic] ytring om at det var skrevet med kulde, har jeg også hørt fra andre kanter, og det er, må du vide, sandt. Dengang jeg skrev den, var jeg ganske hørt op at føle smerte ved at tænke på begivenheden. Jeg var færdig dermed. I flere år kom det over mig med en sand sorg, hvergang tankerne streifede derhen, men nu var jeg ganske rolig og ligegyldig. En, som havde læst den sa’e, at det kunde aldrig være rigtig at han skulde give sig til at storle der hvor mdm H. slæber de lamme ud i gården; men det gjorde han bare han tænkte på det; det morede ham. Forresten, tiet ihjel er den skam ikke bleven; i Bergensposten fortæller J.P. har der stået en på tredie spalte lang anmeldelse af deni Bergensposten … en anmeldelse: Anmeldelsen er signert «Th. T.», og står i Bergensposten 13/2/83. Det står bl.a. «Forfatterinden har paa denne indskrænkede Plads af 13 Oktavsider forstaaet at skrabe sammen saa meget slet, saa meget foragteligt og saa meget væmmeligt, at man i høieste Grad maa forundre sig derover.» der begynder med at «vort byesbarn Amalie o.s. v. har debuteret o.s. v.» Jeg har ikke læst den men den skal være overmåde nedrakkende. Dette morer mig nu virkeligt. Det er sandsynligivs en theologisk kandidat som har skrevet den. Tænk at den lille bagatel kan gjøre opstyr. Bare at den tales om, er jo fornøieligt. Fra Bergen skrev en veninde: man gjør ikke andet, hvor en kommer end disputerer om mdm. Høiers leiefolk. Så har der været en korrespondance til en stokholmsk avis her fra Kristiania,korrespondance til en stokholmsk avis …: Det har ikke vært mulig å finne dette. hvor den også er bleven omtalt på en meget smigrende måde. Jeg mener det virkelig, thi nedrakken fra disse hold smigrer og glæder mig virkelig. En assessor i høiesteret, der forresten fandt den talentfuld skreven har bedet Sars om plads i Tidsskriftet for et angreb;en assessor i høiesteret: dvs. sorenskriver Edvard Mørch, som også skrev artikler til norsk Morgenbladet i 1883–84. Han fikk trykt sin anmeldelse av «Madame Høiers leiefolk» i annet hefte av Nyt Tidsskrift 1883, s. 190–92 (uten svar fra Amalie). han vilde nemlig gjøre indsigelser mod fortællingens juridiske tilforladelighed. Sars kom til mig og spurgte om jeg havde noget imod det, for så vilde han nægte plads, men jeg svarede naturligvis: nei, – jo mere, jo bedre. Jeg skulde også få læse det før det tryktes, og få svare med det samme. Så har også endelig en basaravis der udgaves nogle dage på «fremtidens marked» i Handelsstandsforeningen lavet en morsom karikaturføljeton af den.en basaravis: Det finnes en bok om basaren: Fremtidsmarkedet 4. –11.2.83 (Kristiania 1883), men det har ikke vært mulig å oppspore basaravisen. Den kaldes «Leie Folk» (du forstår ordet lei?) og den er slået ihop med «Trofast», «Karen», «en Forgrundsfigur» og Ibsens fru Alving,«Trofast», «Karen», «en Forgrundsfigur» og Ibsens fru Alving: «Trofast» og «Karen» er korte fortellinger av Alexander Kielland; «En Forgrundsfigur» av G. A. Dahl ble trykt i Nyt Tidsskrift 1883, s. 472–89. (Se brev 36, note 17.) Fru Alving er hovedperson i Gengangere. men der er brugt mest af min. Den var meget morsom, og jeg måtte le uhyre meget da jeg læste den; men så bagefter så jeg noget der gjorde et høist ubehageligt indtryk på mig nemlig at forf.s navn var Amalie Bimbam.Amalie Bimbam: Amalie Bimbam er den fordrukne maitresse til den syfilisbefengte Anders Mo i Kiellands Arbeidsfolk. Se brev 32, note 9. Du husker hende fra «Arbeidsfolk». Det var jo råt, men jeg glemte det strax, for det prællede jo af på mig naturligvis; men nu går mine venner og sætter mig op og er så rasende på mine vegne, og nu ærgrer det mig stundimellem. Forresten er basaren forbi og «markedet» forsvundet og alt forbigangent. Jeg havde aldrig fået sét bladet, hvis fru Vibe ikke havde fået en lysestage hun kjøbte, indpakket i det. Jeg tror forresten næsten, at det er G.A. Dahl som har gjort det. Jeg fik instinktmæssig det indtryk, da han på gaden igår talte om det sådan en passant, og sa’e at det var en dum og forfeilet spøg. Da jeg sa’e at føljetonen var morsom, svarte han: jeg har ikke læst den og det er jeg vis på var løgn, for han har havt med denne basarkomers at gjøre, og han skulde ikke læse den, når Forgrundsfiguren var taget med! Det var for at vise, i hvilken grad han stod det fjernt. Men han er vist meget perfid, og lidt stødt på mig, fordi jeg aldrig har bedet ham, hvad han så gjerne vilde jeg skulde. – Det har forresten altid været så at hvergang jeg har skrevet noget er der blevet et raseri fra de forskjelligste kanter. Jeg har ikke kunnet åbne min mund på tryk før man har lagt ivei og modsagt mig. Ligefra den gang jeg skrev om «Kongen»den gang jeg skrev om «Kongen»: Amalie skrev om Bjørnsons Kongen i Oplandenes Avis 28/5/79. og hele tiden nedover. «Luthersk ugeskrift»«Luthersk ugeskrift»: Amalie skrev om Bjørnsons Det ny System i Dagbladet 14–15/4/1880. Angrepet sto som redaksjonsartikkel i Luthersk Ugeskrift 1880, s. 281–91, med tittel «En Bodsprædiken i Dagbladet». har således fyldt sit halve hefte, for at vidne imod nogle artikler jeg havde skrevet om B.B. og det nye system. Jeg svarte på det, og det var et godt svar; det var nu også så altfor let at sætte ugeskriftet fast. Så kom der en masse penne i bevægelse dengang jeg skrev om Niels Lyhne,dengang jeg skrev om Niels Lyhne: Amalies artikkel om J. P. Jacobsens Niels Lyhne ble trykt i Dagbladet 29/1/1881. Kristofer Randers reagerte med «Moderne Pessimisme» i Dagbladet 8/2/81; Amalie svarte på den med artikkelen «Optimistisk Læsemaade», Dagbladet 19/2/81. Georg Brandes skrev en artikkel om «Norske Anmeldere om dansk Literatur» som ble trykt i Dagbladet 3/3/81, hvor han bl.a. beskyldte Amalie for å ha overdrevet pessimismen i boken. Så fulgte det tre artikler: «Om dansk Literatur» I–III (Dagbladet 9/3, 10/3, 15/3/81) skrevet av «en Dansk», som sannsynligvis var Margrethe Vullum. først Kristoffer Randers, der tog voldsomt i, så to andre som jeg ikke ved hvem var, og så endelig G. Brandes, og så tilsids[t] fru Wullum i 3 artikler som det var umuligt at læse igjennem gratis. – Mens jeg husker det; fru W. har skrevet en betragtning over «Et besøg» som jeg synes er for god til at ligge utrykt. «Dgbldt.» vilde ikke ta’e den, ja Bætzmann vilde ikke, fordi den var for «drøi». D. Mrgbld. vil vel heller ikke, fordi det har havt anmeldelser af den? Og det er sandt: Har du læst, «Hun kommer ikke mere igjen.» af Dr.mann.«Hun kommer ikke mere igjen»: Drachmanns fortelling ble trykt i Ude og Hjemme Nr.273 og 274, 24/12/82 og 31/12/82. Det er det fineste og skjønneste, og fuldkomneste, og rigtigste jeg på lang tid har læst. Det er deiligt, bent ud sagt deiligt. Hvor han kan være flink! Gud ved nu om disse andre greier jeg har skrevet er noget værdt. Jeg har siddet og filet og filet på den første, og bli’er aldrig fornøiet med den. De andre to har jeg endnu ikke rørt ved – de skal skrives om. Det er længe siden jeg skrev dem, nede i Fr.hald, og jeg vilde ikke ha’e gjort den første slig, om det havde været nu; men nu får den blive, hvad den oprindelig var tiltænkt. Den hedder en moderne dame,Den hedder en moderne dame: Denne fortellingen ble omdøpt til «fru Ring» og senere omskrevet til romanen Constance Ring. John Paulsen lånte den første tittelen til sin neste roman, Moderne Damer (1883). og det skal være en ironi; men jeg er bange for at det kan ingen se. Så er der også en samtale som bør sammentrykkes, men jeg får det ikke til. Jeg generer mig grusomt for det, men alligevel tror jeg nok jeg sender dig denne «dame» med det allerførste for at få vide om den er nogenting teds eller ikke.nogenting teds: om det er noe tess, om det duger Jeg tror det næsten ikke selv, skjøndt jeg ved ikke rigtig. Sålænge jeg har den vil jeg også ikke kunne la’e være at sidde og rette på den, og det må der dog engang være slut med. Den anden fortælling heder [sic] «Bureauchef Kroghs»,«Bureauchef Kroghs»: Denne fortellingen ble ikke trykt mens Amalie levde; den måtte vente til hennes Samlede verker i 1993. Den handler om en familie hvor barna dør av syfilis etter å ha blitt smittet av faren. Ibsens Gengangere ble utgitt i desember 1881 og den må du vide jeg ikke anede omhandlede samme emne som Gengangere, før mindst et halvt år efter at Gengangere var kommen ud. Jeg skrev mit om sommeren nede på landet i Fr.hald, og Ibsens kom ved juletider bagefter; men det faldt mig ikke dengang ind, så utroligt det lyder at stoffet var ensartet. Behandlingsmåden var nu også så forskjellig at det måske forklarer phænomenet. Det, som jeg skildrer er hændt i en familie i Bergen – jeg var barn dengang da alle de voksne børn i denne familie døde, et efter et, og moren og faren og alle andre gik og sa’e at guds veie var så urandsagelige, og at alle hans tilskikkelser var nådige, tiltrods for alt. Jeg tænkte dengang, at gud måtte være en streng og vilkårlig herre, siden han kunde ha’e hjærte til at se på al den sorg og elendighed og ovenikjøbet være ophavsmanden til den. Længe efter, da jeg i nogen tid havde været gift, fik jeg høre hvorfor børnene måtte dø. Faren var en troende kristen, og havde ment at han kunde bede sig og børnene fri for konsekventserne af hans legemes tilstand. Jeg har i min fortælling taget mig for at vise hvorledes den åbenbarede religion, der lover mirakler, ødelægger al moral. Fru Wullum, der har læst den, har talt i stærke rasende udtryk om den, jeg skammer mig for at gjentage dem til dig. Når du har læst den første, så må du strax sende mig bogen tilbage, for at jeg kan skrive de andre to ind; så sender jeg dem atter ned til dig. Vil du dette? Men så siger du igjen at jeg har skrevet Kielland efter. Hvad skal jeg dog gjøre, for at det ikke skal se sådan ud for dine øine, og hvad skal jeg gjøre hvis det nu virkelig er, som du siger. Tænk om vi havde kunnet sidde sammen og læst og talt om dette, og jeg kunde ha’e læst mit kram for dig, hvis jeg havde havt mod dertil, da. Sådan en hyggelig aftenstund, med ordre til Josephine om ingen at slippe ind. – – Du har jo sét at Bætzmann og Wullum er afsat og Lars Holst indtrådt i deres sted.Lars Holst: Med den solide venstremannen Lars Holst fikk Dagbladet endelig en mer stabil redaksjon; han ble ansvarlig redaktør fram til 1898 Ja, at der vilde ske noget var man vis på, thi forbitrelsen var stor. Man råbte frisk væk på forræderi; især er det Wullum man raser mod. Hvis det ikke lykkes ham og Bætzmann, hvad de arbeider for, at stifte et nyt blad som altså skal repræsentere centrum, så kan Wullum gjerne ryste støvet af sine fødder, og forlade disse egne. Hvis de forøvrigt havde midler dertil, så er der ingen tvil om at et sådant blad vilde kunne stå sig. Der er bleven en utrolig masse centrums mænd under de sidste års foreteelser, folk som ræddes for Morgenbladet, og gyser tilbage for et VerdensGangsstandpunkt.Morgenbladet … VerdensGangsstandpunkt: Morgenbladet var opprinnelig et opposisjonsblad, men under Chr. Frieles ledelse 1857–94 var det blitt det ledende høyreorgan i Norge. Verdens Gang var en uavhengig liberal avis med Olaf Thommessen som redaktør 1878–1910. Aftenposten var et nyhets- og annonseblad som fikk et konservativt preg i 1880-årene. Dagbladet derimot var blitt et organ for den liberale opposisjon, og dets kamp mot Høyre bidro til riksrettsoppgjøret. Mrgbldt. taber år for år sine abonnenter. Så holder disse mennesker der for sin samvittigheds skyld ikke kan ha’e Mrgbldt. et kjøkkenblad som Aftenposten, som de aldrig ta’er i sin hånd uden at skjælde ud. Det er nemlig så politisk umyndigt at det hvad denne sag angår ikke kan vække nogen vrede, men så ærgrer det dem, at de skal være henvist til en sådan avis. Dgbldt. fik under Bætzmanns korte styre en masse af den slags abonnenter, som nu øieblikkelig har sagt op da Holst kom til. Det er storthingsmajoriteten med Konow i spidsenmed Konow i spidsen: Wollert Konow (H., dvs fra Hedmark) var styreformann i Dagbladet, og ble stortingsmann for Venstre i 1886. (Ida Bojesens mand) som er formand i interesentsskabet, der har afsat Bætzmann og indsat Holst. De vil ha’e at Dgbldt skal lægges tættere op til gårbrugerstanden [sic], for at få nogen virkelig magt. Gud ved hvordan det nu går med Holst. Han må ha’e forandret sig meget siden de dage, da jeg kjendte ham godt,de dage, da jeg kjendte ham godt: Holst var født i Bergen, og ansatt i Bergens Tidende 1872–83. hvis han skal kunne magte denne sin stilling. Hvis det nu lykkes Bætzmann og W. at danne et nyt blad, så tror jeg næsten det bli’er dem, der får magten engang. Gud ved om ikke venstre kommer til at bruge altfor stærke midler. Hvad kan det nytte med den rigsret.den rigsret: I mai 1883 ble de norske statsrådene tiltalt for ikke å ha rettet seg etter grunnlovs-forandringen i 1880. Se brev 68, note 4. Ja, regjeringen går, for den har jo begået ulovligheder, men så kommer der en ny regjering af akurat samme farve, der vel vogter sig for at begå ulovligheder, og som altså aldrig kan rokkes. Det må jo være en stedse voxende opinion som skal trykke en regjering bort, hvis det skal ske ved sunde midler. Jeg er bleven fuld af mistro til venstre, fordi jeg ved at de i lukkede møder omtrent er kommen overens om at optage Livius Smits forslag til votering.Livius Smits forslag: Livius Smitt var en konservativ stortingsmann, som i 1880 hadde foreslått et kompromiss i grunnlovssaken som kong Oscar var villig til å gå med på i 1883. Det er den største ydmygelse der kan overgå storthinget, og hvis det sker, da får de ret alle de som skreg på at niende junibeslutningen var en fadese af værste art.niende junibeslutningen: se brev 68, note 4. Tilstanden er igrunden mislig, og venstre er slet ikke så modigt som det lader. Ske noget? du må aldrig et minut tro at der vil ske noget. Alt vil sige sin sendrægtelige [sic] gang videre fort. Det var det Venstre var forbitret på Bætzmann for at han røbede deres hemmelige tanker, deres hemmelige tendents til muligens at ville gå på en smule akkord. Og naturligvis, – sligt skal ikke røbes. Så er B. også en mand uden overbevisning, uden tro til nogen sags positive ret, og så kan det jo ikke gå. Jeg overvar storthingets åbning i lørdags. Det var et syn til at komme i stemning af at se kongen og Sverdrup ansigt til ansigt.kongen og Sverdrup: Den svenske Kong Oscar II så (med rett) sin makt truet av Sverdrup, som vant valgkampen i 1882. Kongen hilste så vredt og kort på Sverdrup; alle andre fik derimod de mest huldsalige smil. S. så værdig og bestemt ud. Idet kongen gik ud passerede han tæt forbi der hvor jeg stod oppe i en thingstol flere trin høiere end gulvet. Han kjendte mig igjen – vi har talt sammen engang for 11 år siden – gjorde en bevægelse bagover med overkroppen som af overraskelse og sa’e goddag idet han gik forbi med en uhyre venlig hilsen. Han er bleven så meget penere end han var som kronprins nu med det grå hår. – Hvor kommer dog det snak fra om en rig norsk enke? Uf, det viser at der dog er dem som har tænkt sine tanker. Hvis nu jeg kom ned til Kjbhv. og man bare en eneste gang så os sammen, så naturligvis vilde snakket bryde løs for alvor, og så vilde man sige, hende er det altså, hende er det han har været hos i julen o.s. v. Nei, du, det er bedst jeg ikke kommer. Ja vist var det en nærgående ytring – den hos Vibes mener jeg. Det skulde jo være spøg, men den var meget uheldig, og jeg viste ham også med et uvilligt blik at det kjedede mig: Det var en fyr, der hedder Kræfting, hvalfangerkaptain tror jeg han er, som har gået omkring og været vakker i al sin tid.Kræfting: sannsynligvis Axel Krefting, kaptein på «Viking» fra Arendal, som bl.a. seilte på selfangst med Fridtjof Nansen i mars 1882. Han er ualmindelig smuk i alle henseender, men for mig har han et så modbydeligt ydre, at jeg næsten ikke kan bekvemme mig til at svare, når han taler til mig. Jeg kan ikke tåle hans skjønhed, og jeg ved ikke hvoraf det kommer. Jeg skulde engang ha’e lyst til at vise dig ham; jeg er vis på du vilde sige: nei, hvor han er smuk. Jeg får slutte her. Jeg kysser dig i tankerne sålænge til du beder om nåde, og jeg fortæller dig at jeg elsker dig sålænge til du siger du er kjed af at høre det, og jeg er din Amalie. Ser du hvor lange breve jeg skriver! Send mig dog billedet, og sig mig dog når det er din fødselsdag.



73. Amalie til Erik

Kr.ania lørdag 24de februar [1883]

Min elskede ven, det er ikke den rigtige dag idag, jeg skrev jo nemlig iforgårs, men jeg har længtes så uhyre efter dig, netop siden jeg skrev, og jeg føler mig så beklemt og mismodig, så rent ud op i ingenting ved min adskillelse fra dig, at jeg må prøve det med at skrive, for at se om det da måske skulde blive bedre. Jeg vil ikke sende det før ved sædvanlig tid, men det gjør jo ikke noget om det er skrevet i flere terminer. Jeg skal prøve på at give dig hele min sjæl siger du. Det har jeg jo gjort, forsåvidt som der intet er i den, som ikke du skal have. Men give dig den praktisk, så at du selv kunde se hvorledes du fik mig stykke for stykke, det vilde først være sket, når vi havde levet et helt liv sammen. Du har jo sét så lidet til mig; du har slet ikke erfaret de forskjellige sider, der er ved mig; du ved ikke hvorledes jeg er i så mange forhold, hvorledes jeg tager på det eller det, hvorledes jeg i det hele arter mig. Det var det som samliv skulde lære os begge, thi heller ikke jeg ved jo noget egentlig om dig. Du siger at du er gået ind i en «høkerforretning». Men hvorfor har du egentlig fra først af gjort det? Hvorfor blev du ikke ved at skrive, du som kan i rang med de første og bedste? Hvorfor skrev du ikke bog efter bog som Kielland f.eks.? Din ene bog står jo så fuldkommen ved siden af hans bedste. Det er igrunden ubegribeligt. J.P. sad en aften for længere tid siden, – det var før vort sidste møde – og udbredte sig over hvor besynderligt det var at du ikke var bleven ved at skrive. Til et svar som en eller anden gav, og som jeg ikke husker svarte han: «Nei, – det er mangel på energi, eller mangel på livsmod, – se på mig som er langt mindre talentfuld, jeg har ernæret mig ved at skrive i alle disse år, – jeg har ikke givet tabt, og vil aldrig gjøre det. Har jeg kunnet leve ved at skrive, og altid kunnet klare mig og være honnet, så skulde da Skram med langt større lethed kunne gjøre det.» Det bæres mig for at der må være noget i dette. Jeg tror du ikke har gidet have det stræv, men hellere har taget en plads med en sikker indtægt. Og det er jo ikke at foragte. Hvis ikke din tid var således til det yderste minut beslaglagt i den høkerforretning, så at du kunde skrive dine bøger ved siden af, så vilde det just være godt, at du var der. Hvis du ikke tog det fuldt så samvittighedsfuldt, kunde du vist drive dine literaire sysler ved siden af. Når jeg skriver noget så er det altid som drev jeg noget nebenbei. Det er kun en stund nu og da, halvt stjålne fritimer på en måde, jeg anvender dertil, og alligevel får jeg noget færdigt, men om det duer, det er nu et andet spørsmål. Jeg er ganske på det rene med, at hvis ikke de tre småting jeg nu holder på med, kan trykkes – og jeg vil ikke på nogen måde ha’e det trykt, hvis det ikke er virkelig godt, om det er passabelt eller ikke så galt, – hjælper ikke, – så vil jeg slet kun opgive det. Jeg vil ikke holde ved på Poulsens vilkår. Derfor er det en samvittighedssag for dig at du giver mig ren besked, når du har læst det. Og du behøver ikke at bruge omsvøb eller formildende talemåder. Du skulde vide, hvor lidt ømfindtlig jeg er på dette punkt. Jeg var sammen med Sars i et selskab igår. Vi talte om alle de «haglbyger» jeg havde fået over mig i anledn. leiefolkene, og han gratulerte mig med et strålende fornøiet ansigt med at der nu var skrevet mere om mit produkt end produktet var langt til. Han vilde i mit sted været lykkelig over alle de ukvemsord i sammenligning med hvad han vilde følt, hvis der var bleven sagt: et velskrevet, stemningsfuldt arbeide, som man med tryghed kan anbefale læseverdenen o.s. v. Jeg kunde ikke la’e være at sige ham, at der også fra de hold hvor en sådan udtalelse virkelig vilde været en ros, var mit stykke bleven dadlet og angrebet, og jeg fortalte ham ord til andet hvad Jakobsen [sic] og Kielland havde sagt. Han hørte meget interesseret på det, og det første han sa’e var: hvem har skrevet det til dem? «En bekjendt, jeg har dernede» – svarte jeg. «I hvad Kielland sa’e, kan der måske være noget» – mente han, «men det er så langt fra at han i høi grad har ret, at det tværtimod næsten bliver en uretfærdighed at fremføre anken, fordi den kun er så svagt begrundet. Men det kan jo altid komme dem til nytte, at det er bleven sagt», føiede han til. «Hvad jeg har fået ud, er at fortællingen er folk for god» – blev han ved, – de falder i forundring og ærgrelse over at de har kunnet gjøre det godt at de føler sine nerver angrebne. Han havde hørt mange angribe den, men også mange rose den, især damer, og det var damer, hvis mening han brød sig om. Jeg holder fremdeles fast ved min første dom, sa’e han, og jeg tager ikke i betænkning at sige at det er noget af det bedste Tidsskriftet har budt. Der var mange, som hørte at han sa’e det. Der er så meget mere jeg vilde fortalt dig – han duttede mig på med det mest fornøiede ansigt, men jeg mærkede dog, at det havde gjort ham ondt, at jeg engang indirekte havde beskyldt ham for at være feig, – men det bli’er for langt at fortælle om nu. Da jeg fortalte ham det med «Bimbam»det med «Bimbam»: se brev 72, note 11. blev han formelig bleg af forbitrelse, men strax efter sa’e han hvad jeg selv også synes, at det, der i den grad ikke rammer, er intet at bryde sig om. Det som assessoren havde skrevet imod mig – det var fem sider langt, kommer ikke denne gang. Sars havde mærkelig nok, fået det aldeles feilagtige indtryk af mig, at jeg nødig vilde ha’e det, og så havde han leveret det tilbage, og sagt at der ikke var plads o.s. v. Nu vilde han sige, at det skulde få komme næste gang, men han vilde forlange at han skulde sætte sit fulde navn under. «Jeg tænker, at en assessor i Høiesteret nødig tør være bekjendt at skrive i et så berygtet organ» – sa’e Sars, – så det bli’er vel ikke noget af.en assessor i Høiesteret: se brev 72, note 8. Assessoren kjender jeg forresten personligt. Amund Helland havde også straks taget ordet for, at det ikke skulde få komme ind. Sars sa’e tilslut, at hvad jeg vilde levere til Tidsskriftet øieblikkelig skulde tages. «De har skaffet os flere hundrede nye abonnenter især fra Bergen; da Leiefolkene stod anonceret med forfat.’s navn blev folk i Bergen så nysgjerrige, og det var kommen Tidsskriftet tilgode». – –

Kunsterne [sic] skal ha’e et storartet karneval 12te marts. Udgifterne skal beløbe sig til 20000 kr. Formanden var her i går, og spurgte om jeg vilde være med i et optog. Jeg tror det knapt. Jeg har ikke lyst. Adieu sålænge elskede! Jeg tænker du har kjedet dig over denne lange passiar. Og hvad kan det hjælpe, – der er altid så meget, ja det meste, jeg ikke får sagt. – Jeg elsker dig min Erik. –

Onsdag. Det var et snippeligt brev idag,et snippeligt brev: brev 74, skrevet søndag 25. februar. men jeg vil ikke skjænde for du råber så op over al din travlhed, og gjør dig til sådan en martyr for den, at jeg uvilkårlig imponeres. Jeg bare spør mig selv, hvordan det er gået til, at du har fundet tid til at læse mit lange brev, skjøndt jeg kan jo slet ikke vide om du virkelig har læst det, såsom du ikke just besvarer det. Hvad mener du med det, at du da vilde «få fred bl.a.» – når man vidste, at du elskede mig. Er der damer som er forelsket i dig, og gjør kur til dig? Det er stygt af dig, hvis du la’er dem gjøre det. Men du skal sige mig det, – jeg vil vide det. Nei du, jeg kommer ikke til Kjøbenhavn. Jeg kan det ikke. Jeg ved at det vilde blive en lidelse for mig, fra den første dag og til den sidste. Der er jo ikke mening i for mig, at komme derned til dit sted, når det ikke var for at være sammen med dig uafladelig. Og det vilde være en umulighed, at nå til dig overhovedet, når jeg boede hos Knudzons [sic]. Tænk dig de formfaste, gammeldags-fornemme mennesker! og når jeg først havde indladt mig på at være gjæst der, så bød simpel velopdragenhed mig at tage alle mulige hensyn. Jeg vilde ikke da foretage mig noget som, hvis det kom gamle fru Kn. for øre, vilde skandalisere hende, og gjøre hende misfornøiet. Hun vilde sige at jeg havde benyttet mig af hendes gjæstfrihed, for at holde stævnemøder med en elsker, og det ovenikjøbet en af venstres mest omtalte mænd, og derover vilde hun ha’e grund til at være vred, [Jeg kan ikke bare tænke på mig selv under disse omstændigheder – krysset ut] fordi det efter hendes mening vilde sætte en plet på hendes hjem at ha’e sådan en til gjæst. Jeg kan desuden ikke gå med underfundighed; jeg vilde ikke ha’e mod dertil, det vilde svigte mig, og gjøre mig usikker ved hvert skridt jeg tog. En anden sag var det, hvis du skrev: kom alligevel, og gjør det bedst mulige ud af det. Tilfældet får råde om vi ser meget eller lidt til hinanden. Nei, jeg vilde ikke folk skulde vide at det var mig, du elskede; jeg hader snakket som pesten, og det vilde fra Kjbhvn. trænge hid op, og væltes ud over mig i alle mulige former. Jeg vilde aldrig få fred for stiklerier og hentydninger folk er ikke videre taktfulde, ved du. Man vilde anse det som en temmelig letsindig historie i allefald fra din side, for du er nu engang kommen ud for et leit ord i den retning, og alt det kunde jeg ikke udholde. Det ser rigtignok mørkt ud for os; selv mødes flygtigt kan vi ikke. Jeg er bange for at vi må vente til i juli-august, og selv da er det vel tvilsomt om det bliver noget af. Jeg ser det undertiden så trist an, at jeg er på nippet til at skrive: farvel for bestandig, det går ikke med os. Det gjør så ondt at gå sådan og længes; man får uvilkårlig trang til at kaste den utålelige byrde af sig, og atter stå fri. Og du som ikke får fred! Hvad er det de vil dig? Skal jeg nu også få skinsyge at trækkes med, så bli’er det rigtig hyggeligt. Uf, jeg gruer så for at sende dig manuskriptet. Jeg er vis på det ikke er noget. Og så er jeg kommen efter at den titel: «En moderne dame», slet ikke passer. Det er for pretentiøst, såsom det bare er en skisse, og det hele foregår på én éneste aften. Det er helt igjennem latterligt at kalde det en mod. dame. Den titel har jeg raderet ud, og sat en anden istedet.den titel har jeg raderet ud: se brev 72, note 16. Jeg skriver ikke mere nu. Jeg er for nedstemt.

Din Amalie.

Torsdag. Jeg har fået billedet og dit brev.dit brev: brev 75, skrevet mandag 26. februar. – Jeg kan slet ikke forstå at det på disse vilkår er bedre for dig end før, da du ikke havde mig. Jeg tror at det i virkeligheden er meget værre. Før havde du dog noget, et sted at ty hen til, som dog altid var et sted, men nu! Og hvad kan det hjælpe at vi mødes, – at det sker snart eller sent? Jeg er slet ikke så hidsig på at mødes, jeg, for jeg husker det savn og den ulidelige tomhed, som følger efter, og så synes jeg, jeg er bedst faren ved slet ikke at se dig. Sådant et møde på nogle dage, det tjener jo blot til at lade os føle den ulykke det er ikke at være sammen. Jeg tror jeg kunde ganske langsomt dø af fra ønsket om at eie dig og være din, hvis jeg nu år efter år ikke så dig mere. Men at gå til at møde dig, vil bare oprive såret på nyt, og det vil jeg så nødig ha’e gjort. Bjørnsons nye stykke hedder, ved du: «Over Evne».«Over Evne»: Bjørnsons skuespill Over ævne, første stykke kom ut i 1883. Der er et kjærlighedsforhold der som er over evne. Han spurgte mig for år tilbage om jeg ikke kunde hjælpe ham med dette forhold; han fik det ikke til, som han vilde; han havde ikke sikker erfaring at holde sig til. Havde det været nu kunde jeg nok ha’e hjulpet ham. Vort forhold vil blive over evne. Det er dårlig økonomi at holde det vedlige. Det, vi får igjen er for intet at regne mod det vi giver ud. Tilsidst vil vi blive træt af at sætte til det bedste og værdifuldeste på det. Og hvis vi så alligevel ikke la’er det falde, praktiserer vi noget, som er over evne. – Nyt Tidskrift [sic] kom idag. Kiellands første kapitel er bent ud sagt kjedeligt, mat, flaut, fuld af mislykket jagen efter at være morsom.Kiellands første kapitel: se brev 68, note 9. Han gjentager sig selv for meget den gode kavaler, og det kan dog selv ikke Kielland ustraffet gjøre i længden. Nu kan det jo hænde, at bogen alligevel bli’er god, når det kommer til stykket. Henrik Jægers afhandling om Jakobsen [sic] er der adskilligt godt i;Henrik Jægers afhandling om Jakobsen: Jægers «Om I. P. Jacobsen som novellist» sto i Nyt Tidsskrift 1883, s. 75–89. den er dog et stykke nokså kjedelig, men så tager den sig op igjen. Men han ta’er feil i at Jak. er den mindst produktive af Danmarks nutidsforfattere; derimod har han ret i at han er den mest åndfulde kunstner af dem alle. Der er som sagt meget godt i den. Så har fru Schjøtt anmeldt Trofast og Karen.fru Schjøtt: «Anm. af M.S.», Nyt Tidsskrift 1883, s. 90. Det er fire meget velskrevne sider, hun har leveret, men hun roser for stærkt, synes jeg næsten; især Karen, for Karen kan jeg ikke få ind i mit hoved skal være noget mesterværk. Mulig har jeg uret deri. Jeg glemte vist at spørge dig. Der tales atter om redaktionsskifte i Dgbldt. Jeg er så kjed af det kram, at jeg ikke gider vide noget om det mere. Dgbldt ligner Slagter TobiasSlagter Tobias: se brev 43, note 7. deri, at det uafladelig gjennem alle disse herrens år hænger på hægten af fattigkassen, og akurat såvidt klarer sig. Skjøndt nu klarer det sig vist ikke mere. Kanske det også må til Amerika. Wullums kommer her iaften. Jeg kvier mig. Hun var her igår og var så yderlig trist og ulykkelig, og så vilde hun ha’e mig til at gjøre regnskab for hvorfor jeg aldrig kom der, og vilde dutte mig på, at jeg havde slået hånden af hende. Jeg gik udenom, og bad dem komme her iaften. – Jeg skal alligevel være med til det karneval, og jeg får en del at varetage, for jeg er sat ind som et slags opsyn af kunstnerforeningen med alle de damer, gode bekjendte forresten, som skal være i Semiramis’s følge.i Semiramis’s følge: en assyrisk sagndronning gift med kong Ninos; etter å ha myrdet ham overtok hun regjeringen og lot oppføre praktfulle byggverker i Babylon, bl.a. de hengende hager. Jeg får slutte her. Farvel. Jeg er meget mismodig.

Din Amalie.



74. Erik til Amalie

Søndag Nat Kl 12 den 25 Febr. [1883]

Idag kommer jeg til at gøre Dig Sorg min Elskede, men jeg kan ikke gøre for det: det har været mig positivt umuligt at få så meget som et Minut til at skrive i idag, og nu er jeg ødelagt af Træthed. Jeg skulde på Embeds Medfør i Theatret i Aften og har i Går i samme Anledning været til en Fest den største Del af Natten,været til en Fest: Lørdag 24/2/83 var det fest med tableauer i Kasino «til Fordel for de kvindelige Haandarbejdere» (referert i Morgenbladet 25/2/83). efter at jeg i Fredags som privat Person ligeledes havde festet til henad Morgenstunden. Min Amalie, dit Brev er forfærdelig alvorligt – jeg har sagt mig alt det selv, men at se det fra din Hånd gør et endnu stærkere Indtryk. Men min søde Pige, ét glemmer Du, og det er, at vi to slet ikke overvejer andet i Verden end når skal vi mødes. Du lægge en Plan. Jeg er næsten glad ved i Aften ikke at kunne skrive, for jeg vil ikke andet på Jorden end at være sammen med Dig, om det så kun var en eneste Dag – min yndige Ven, så skal Du se, at vi får nyt Mod. Den Jammer der er over vor Fjærnhed, har endnu ikke fået gjort mig helt bange, om end jeg i Grunden hvert Minut på Dagen er inderlig bedrøvet. Disse Fester t.Ex. gør ikke anden Virkning på mig end at jeg dybere føler min Ensomhed. Så ensom som jeg, er Du ikke Amalie. Min elskede Ven, som jeg trænger til Dig gør Du Dig intet Begreb om. Amalie vi har intet, intet andet at tænke på end vort næste Møde. Min Plan med Lund er god – der er en Mulighed for, at jeg kunde nå højere op i Sverig for at møde Dig, men derom kan jeg endnu intet sige med tilnærmelsesvis Sikkerhed. Og kommer Du til Kbhvn, skal vi kunne mødes, om det så end kun er en Time hver Dag. Det er slet ikke så umuligt at ordne. Du skal samle dine Tanker om dette ene at komme ned til mig.

– Du lille dumme Unge, som indlader Dig på at ordne mit Liv for mig uden Dig – nej Stump, det er ørkesløs Tale. Hør sig mig Amalie, vilde det nu virkelig være så slemt om Folk her nede, der tror på min «rige norske Enke», kom det Skridt videre og sagde, at den, jeg elskede var Dig, netop Dig? Mig vilde det være kært, hvis Du blot kunde være rolig ved den Tanke. Så havde jeg Fred bl.a. De dumme Fæ, som ikke øjeblikkelig kan mærke, at jeg er mindst de hundrede Mile borte under alt hvad der foregår. Jeg havde mest Lyst til at råbe min Kærlighed ud på alle Gader og Stræder. For Resten er det vistnok kun et enkelt Sted at denne Historie med Enken grasserer. Jeg er kommen nogenlunde efter hvem det er, der siger det. Men nu Amalie må jeg slutte, der er koldt i mit Værelse hvor jeg sidder. Det har været en Orkan idag som har jaget al Kakkelovnsilden ud i min Dagligstue, den har stået i den tykkeste Røg, og under disse Vilkår har jeg oven i Købet ikke haft Ro et Minut. Jeg håber imorgen at kunne finde Tid til at skrive.

– Jeg glæder mig og er spændt ved Tanken om at få dine Fortællinger til Gennemsyn, min elskede Pige. Min Fødselsdag er den 10 Marts. Når er din? Det har jeg glemt. Dit Billede skal jeg sende imorgen – jeg har ikke haft Lyst til at sende det uden at have set, om det andet Du har stillet i Udsigt blev bedre.

God Nat Amalie

Din Erik



75. Erik til Amalie

Mandag Aften Kl ½ 12 26/2 83

Min Elskede, det er næsten håbløs Gerning at begynde på et Brev til Dig nu, træt og udaset som jeg er. Et Par Ord må jeg dog sende Dig. Jeg sendte Dig ikke en Klage «over» Dig, Unge, sidst – anderledes end at mulig havde jeg fundet, at Du tog mere rolig på den Ting, at vort Møde måtte blive opsat end jeg kunde. Jeg siger «mulig», for har dér et Øjeblik været en sådan Opfattelse hos mig, så glemmer jeg det straks bag efter – tror Du, at jeg i Grunden finder, at nogetsomhelst er galt ved Dig, Stump? Kan jeg ikke billige det, så mener jeg, at det kommer af, at vi skriver, så står stundom et Udtryk helt stivnet som et Resultat af de Tanker, der er gået forud, og som vi gensidig ikke altid kan føle umiddelbart og sikkert. Jeg klagede Ven, fordi jeg virkelig ikke har det godt. På den ene Side er det overhændig meget Arbejde jeg har, naturligvis en god Ting mod at fange Griller, men det Øde, det volder i min Hjerne, den Træthed i min Sjæl gør mig Savnet af Dig endnu bitrere. Dette Skændige, der er ved, at de korte Øjeblikke jeg har Tid til at være mig selv, gå spildt, kan gøre mig bitter. Jeg er bange for Amalie, at jeg skal blive dum egoistisk, at jeg skal gå og vænne mig ind i at være sløv og gold. Jeg er angst for, at mit Hjerte lider under ikke til alle Tider at have Dig at være kærlig, øm og omhyggelig for. Min egen Pige, jeg véd slet ikke, om det er en Kimære; men det bæres mig for, at mit tomme Pebersvendeliv gør mit Hjerte Fortræd. Du, Ven jeg skrev altså et Varsko til Dig om ikke at slå Dig til Tåls med en Måned før eller senere. – Men for Resten Amalie er der jo slet ikke Sammenligning mellem min Tilstand før og nu. Nu har jeg Dig – det havde jeg jo ikke før, og så dog i Grunden et Savn af lignende Art som nu, kun rigtignok med den uhyre Forskel, at det ingen bestemt Form havde. Der er en egen Rigdomsfølelse i at længes – forstår Du søde kære Ven? Og Amalie, arbejdede jeg på at gøre mit Navn anset, var der dog en Mulighed for, at jeg kom Dig nærmere rent udvortes taget – nu grundlægger jeg kun i en Kreds af Indviede den Dom om mig, at jeg er en «finere» Journalist end de andre. Jeg følte for første Gang i mit Liv, tror jeg, forleden Misundelsens nagende Tag i mig. Ved «Nationaltidende»«Nationaltidende»: et dansk dagblad, grunnlagt 1876. H. R. Hiort-Lorenzen var redaktør fra 1877 og skaffet avisen en betydelig utbredelse. Avisen var organ for Højrepartiets interesser. havde Ejeren tjent 22000 Kr mere i det sidste År, end han havde gjort Regning på, og med en vis storslået Forstandighed lod han alle ved Bladet ansatte nyde godt af denne Merindtægt. Den Mand, der som jeg ved «Morgenbladet» gør Sjovet, Redaktionssekretæren, fik som sin Part 1200 Kr udbetalt som et lille Tillæg til Gagen – og jeg slider Året rundt for 1800 Kr. Tænk hvilken Forskel i Vilkår! Og den Vedkommende er med en Pen i Hånden hundrede Trin under mig. Jeg forsikrer Dig Ven, at det virkelig for et Kvarterstid eller så gjorde mig nervøs og utilpas at høre denne Historie, og jeg vender nu og da tilbage til den i Tankerne. Jeg har fået Anledning til at ville have mange Penge, og jeg burde i min Stilling tjene udmærket – var det ikke Venstre jeg hørte til. – – Amalie, vi kan længes, til vi går i Stykker – ét står fast: Dine Gutter må Du ikke forlade. Ikke for deres Skyld, for dem kender jeg ikke, men for din egen Skyld. Jeg kan i Længden ikke give Dig Erstatning for Tabet af dem. Men Du skal være modigere med mig. Endnu Ven er jeg ikke ret bange. Men Amalie forlænger Du Tiden for vort Møde begynder jeg at blive det. Jeg håber også noget på i Sommer; jeg tror på Muligheden af at komme til at arbejde for mig selv, når Rigsdagen hører op. Men for Resten kan det godt være, når det kommer til Stykket, at jeg slet ikke kan. Rig i min Fantasi har jeg aldrig været, «Påhit» er min svage Side, og kan jeg ikke kultivere min Hjerne udelukkende for denne ene Gernings Skyld, kan jeg ikke ensidig slå mig over at lide og vinde Sejre på dette ene Område, går måske Digterdrømmene Pokker i Vold, og jeg bliver det jeg slet ikke har Lyst til at være Journalist Resten af mine Dage. Så har jeg for Resten Lyst til at tage Livet af mig. Gift med Dig Amalie i gode Vilkår – Du må netop ikke komme sammen med mig, når jeg lider disse sørgelig små Sorger, Du forstår dem ikke, og jeg selv har jo så ondt ved at lære at begribe dem – nej i gode Kår, hvor jeg havde Tid til at elske Dig, til at drage Dig ind i min Sjæl og til at give Dig en hel Sjæl til Gengæld – min Ven uden det må vi leve adskilt. Du vilde slet ikke kunne leve i en fremmed By i en tre Værelses Lejlighed og gå på de billige Pladser i Teatret osv. Nej Amalie tænk end ikke på sligt. Men for Alvor, jeg har kun den ene Tanke: Når skal vi mødes?

Mine Øjne falde sammen af Træthed

Din Erik



76. Erik til Amalie

Søndag Aften den 4 Marts 1883

Lad mig besvare dit Brev i Orden og Følge. Det var sødt af Dig at prøve på at jage dit Mismod bort ved at skrive til mig i Lørdags, således får jeg i alt Fald flere Glimt af den Ting at se, som jeg endnu kun i sine Hovedtræk kan danne mig en virkelig levende Forestilling om: din Sjæl. Amalie, jeg tror nu mindre end nogensinde, at jeg kender Dig. Det Drag af utålmodig Mismod, der lige som i Vrede vil kaste Nøglen fra sig til en af Indgangene til Livets Herlighed, fordi det varer og varer, inden Ens Tur kommer – sig mig, elskede Ven, bunder det i selve din ny Følelse? Er det Dig for hårdt at længes efter mig, eller er det noget, Du overhoved ikke vil indlade Dig på at være i Vånde for nogen Ting i Verden? Kender Du slig Utålmodighed fra før, eller har jeg givet Dig denne Plage med, da vi skiltes? – Du spørger mig, hvorfor jeg i sin Tid ikke fortsatte min begyndte Forfattervirksomhed? Jeg vilde meget gerne have, at Du skulde forstå mig her og vide Besked, og jeg vilde have givet uendelig meget til, at Du selv havde gennemskuet mig på dette Punkt – men det var vel et urimeligt Ønske efter vore Vilkår. Medens jeg skrev på Gertrude, husker jeg, at jeg undertiden under den langsomme Udarbejdelse fik Planer til Skildringen af helt andre Forhold, helt forskellige Mennesker. Jeg betragter det derfor som rimeligt, at jeg havde taget fat på noget sligt, hvis min Bog havde gjort Lykke. Da den imidlertid gav Stødet til et næsten eksempelløst Overfald alle vegne fra,et næsten eksempelløst Overfald: Eriks roman var en offentlig skandale; høyrepressen var nesten enstemmig negativ, og venstrepressen kjølig. (Se «Modtagelsen hos anmelderne» i Gertrude Coldbjørnsen, red. Pil Dahlerup, s. 177–88.) og jeg altså til min store Forundring så, at jeg og de, jeg skrev for, ingen Mulighed havde til at forstå hinanden tænkte og følte som Antipoder – jeg vidste jo, at der for så vidt ingen Fejl var begået fra min Side som jeg ikke kunde tale tydeligere eller finere – blev jeg ganske naturlig tavs, i alt Fald foreløbig. Du véd det vel sagtens ikke, og jeg vil derfor anføre, at min Bog var i den Grad «uanstændig», at ingen vovede at rose den, den blev slået absolut til Jorden, og endnu den Dag i Dag kendes den enten ikke, eller Navnet mindes som noget gement, der i sin Tid er begået af Skram. Georg Brandes havde, da den udkom, ingen videre Respekt for den. Han betragtede den nærmest som en noget naiv uskyldig Provins Idyl, det er først senere (mulig efter at Paul Heyse havde sat den over de af Kiellands Romaner han havde læst og Elsters Bog) at han har fundet Ting deri, som det er værdt at tage Hatten af for.som det er værdt at tage Hatten af for: Georg Brandes’ anmeldelse av Gertrude Coldbjørnsen kom først fire måneder etter at boken utkom, dvs. 9/8/79 i det norske Dagbladet; Erik var lite tilfreds med den. Paul Heyse skrev til Georg Brandes om boken 15/10/81, da han hadde lest den sammen med Kristian Elsters Farlige Folk (1881): «Vielleicht wirst Du nicht mit mir übereinstimmen, dass ich Skram für den Begabteren halte, seine Scala ist weiter, er hat Humor und jene leisen hingeworfenen Züge, die den Meister ankündigen, während Elster mühsamer arbeite …» (Correspondance de Georg Brandes III, ved Paul Krüger, 1966. Brev nr.522, s. 235–36.) Der var altså ikke i de ydre Omstændigheder nogen Opfordring for mig til at tage fat umiddelbart efter Tilendebringelsen af Gertrud. Jeg levede meget ene den Gang og erfarede så godt som intet om, at Bogen i Stilhed havde vundet Hjerter for mig. Det kom først År og Dag efter. Det var det første. Det næste er, at jeg så begyndte at læse Zola.jeg så begyndte at læse Zola: Emile Zolas L’Assommoir kom ut i 1877, på dansk i to forskjellige oversettelser i 1882: som Faldgruben (ved A. Schumacher) og som Mukkerten (ved N. J. Behrendsen og V. Møller). Erik leste den nok på fransk; han kunne også oversette fra det språket (se brev 89, note 7). L’Assomoir [sic] gjorde et overmægtigt Indtryk på mig, og jeg sagde meget rolig til mig selv: Du skriver ikke et Muk mere, for Du er kun en Dreng i Literaturen. Det stod for mig med næsten afgjort Vished, at mit Arbejde var Fusk, og at jeg følgelig aldrig vilde befatte mig med sligt mere. Det var Zolas «Sagkundskab», der gjorde det af med mig. Hvor meget af det, der er skrevet i G.C. er ikke til syvende og sidst gjort på en Gætning – for mig stod det, som om Zola ikke kunde skrive en Linje uden fuld og sund Vished. Anderledes havde jeg heller ikke ment det, men han åbnede mine Øjne for, hvorledes man skulde forstå det. Det Indtryk har varet i År. Jeg mente ikke at vide Besked om noget, hvad i al Verden skulde jeg da skrive om? Besked til Bunds, helt ind og ud på den anden Side med. Nu vel, jeg levede altså frem og frem, og det er mig en Gåde nu, hvad jeg egenlig foretog mig. Jeg læste en Del, spredt hist og her fra. Mit Sind blev meget øde. Den rent tekniske Skræk for at skrive forlod mig vel efterhånden, men jeg sporede ikke den fjærneste Trang til at producere ud over de Artikler jeg ugenlig afleverede til Blade i Sverig – også til n. Dagblad skrev jeg den Gang af og til.Blade i Sverig: Erik skrev artikler til Snällposten og til Göteborgs Handels- och Sjöfartstidning. Hvorfor kom ikke på ny Trangen til at skrive? Jeg tror Amalie, at det ligger deri, at det Talent jeg har, er af fuldstændig lyrisk Art – jeg kan kun skrive ud af mit jeg, som en Bekender om mig selv, ud af mine personlige Forhold. Jeg har slet ingen Fantasi. Jeg blev de to Gange jeg har skrevet, drevet dertil, fordi jeg vilde sige: således forholder det sig, og det var, fordi således havde jeg følt det. Det forekom mig, at ingen Mennesker vidste Besked om det, jeg kunde lære dem, og at det jeg lærte dem var noget nyttigt, som de kunde bruge. I de År, der gik, oplevede jeg intet, der var nyttigt, jeg følte intet, som Livet kunde leves på, jeg lærte kun at tvivle på, om noget af alt det, jeg tidligere havde følt, var Værdier, som kunde stå sig. Med et Hjerte, der ikke elskede, havde jeg et Par Kærlighedshistorier, med et Sind, som ingen Respekt havde derfor tog jeg Del i det politiske Stræv. Jeg følte mig selv synke i personlig Vederhæftighed, jeg erfarede en Del om Livets Vrangside, om den Del deraf, der ikke leves åbenlyst – jeg var forinden meget uerfaren – nu vel, hvad var der i det Liv, som jeg kunde trænge til at meddele andre? Ja havde jeg kunnet forandre hele min Natur og tro på, at Livet byggedes op af Grimhederne, af det Lunkne af det Svage, stundom Skidne, så kunde jeg have samlet Stof til at præke denne Lære, eller havde jeg haft et Håb foran mig, kunde jeg modig have vist frem den Sygdom og Usselhed jeg havde set, og peget på den Vej, der var at følge, når man karsk vilde leve i Verden; men jeg havde intet Håb, jeg så ikke længer Vejen foran mig. Jeg tvivlede på mig selv, hvor kunde jeg så præke for andre? Et var der smukt i mit Liv: det var den unge Kvindes Kærlighed, som der mellem os er bleven talt så meget om. Og det var dog for koldblodigt handlet i en Fortælling at slagte denne Smukhed for hendes egne Øjne, og andet kunde jeg jo ikke gøre, den måtte ende med Sorg og Smærte for hende. Nej Amalie som jeg er beskaffen har jeg ikke kunnet skrive i de År, der ere gåede. Jeg kan ikke skildre det Syge uden i Kraft af min Viden om det Sunde – hvor får man ellers Mod fra til at holde Billedet af det Syge fast? Jeg véd slet ikke, hvorledes andre Mennesker bære sig ad med at få en Digtning lavet, for mig går det således til, at jeg lever hele Historien igennem. Jeg har hidtil ikke kunnet få et Ord ned på Papiret, som jeg ikke personlig står inde for. Det er mig en forskrækkelig alvorlig Sag at skulle skrive. – Nå, nu kommer dertil, at jeg ingen Lethed har for at forme et Stof.jeg ingen Lethed har for at forme et Stof: Etter Gertrude Coldbjørnsen skrev Erik bare to små romaner og tre skuespill (ett med Amalie). Dette Digteri ligger helt dybt nede i mig, det kommer så sjældent frem for Dagens Lys, og så er det så blufærdigt som en Kvinde med sit nøgne Legeme. Alene det, at Folk véd af, at jeg mulig en Dag kunde have siddet og digtet, generer mig. Og jeg er utrolig langsom, begynder jeg en Gang. De syv otte Gange bliver hver Enkelthed skrevet om. Levede vi sammen, fik Du intet at vide om Aftenen om hvad jeg havde skrevet om Dagen alt skulde være færdigt først. Det at jeg er bleven Journalist er en latterlig Modsigelse, og jeg begriber stundom slet ikke, hvorledes det er muligt at jeg overhoved får noget i Stand til Avisen. Du vil nu imidlertid kunne forstå, at jeg greb endog med en vis Begærlighed Tilbuddet [sic] om at være Redaktionssekretær ved det nye Morgenblad,det nye Morgenblad: I 1880 var Morgenbladet i økonomisk krise; det ble reddet av Edvard Brandes og Chresten Berg, som sammen med Viggo Hørup dannet et nytt styre i desember 1880. Bladet ble mye radikalere, og på Edvards anmodning ble Erik Skram ansatt som redaksjonssekretær. der skulde skabes samtidig med at det literære Venstre gik til at drive praktisk Politik. Pengespørgsmålet spillede ingen Rolle for mig. Jeg troede på at komme i en nyttig Virksomhed og vidste ikke, at Foretagendet var så goldt som det er – helt goldt er det nu dog ikke – og heller ikke, at jeg blev så fuldstændig bunden som jeg blev. Nu sidder jeg der. Det er sandt hvad der også spillede en Rolle for mig: Jeg troede at jeg skulde lære noget. Det har jeg, men hverken så fuldstændig eller af den Art jeg ventede. – – Jeg skal tage lige så kritisk fat på Bedømmelsen af det, Du sender mig, som var det mine egne Sager, en mere nærgående Kritik kan jeg ikke præstere, om den er sund og brugelig er et andet Spørgsmål. Min søde Pige, det morer mig at se, hvor næsten enslydende mine og Sars’ Bemærkninger er om Kiellands og Jacobsens Kritik, men det kunde Du gerne selv have lagt Mærke til – hvis Du da ikke har det. – Du, det gjorde i dit Brev forrige Gang ikke Spor af Indtryk på mig det om «Bimbam», det var for dumt, og Du havde givet mig for meget at tænke på, kun havde jeg en Følelse af, at Du mistænkte G.A. Dahl med Uret. Har den Fyr gjort det, er det sikkert nok en gemen Streg; men jeg anser det ikke for muligt. Det er en Højremand, der må være Partigemenhed med i dette. – Du spørger mig om hvad jeg mente med dette at have Fred og om det er Damer der gør Kur til mig. Å nej, så vidt jeg erindrer er der for Øjeblikket ingen som gør det. En, som vilde gøre det, kommer jeg næsten aldrig mere sammen med, den unge Pige jeg ifjor i to Dage var fanget af, er for stilfærdig til, at den Godhed hun viser mig, kan komme ind under denne Betegnelse – hende har jeg tilfældig mødt i Selskaber tre Gange i forrige Måned – nej det jeg tænkte på, var den dumme Fordring jeg kan spore i ikke få Damers Væsen overfor mig, at jeg skal være tilrede og kurtiserende, når vi mødes. Særlig var jeg ærgerlig vistnok sidst jeg skrev på en lille smuk Jødinde, kåd og provocerende i sit Væsen, som ved en Fest i Kasinoen Fest i Kasino: se brev 74, note 1. i Lørdags fangede mig ind og tvang mig havde jeg nær sagt til at snakke om lutter Lapserier. Jeg fandt heldigvis på at benytte Thaulow, som jeg vidste havde gjort umådelig Kur til hende. Men det ærgrer mig denne flade Opfattelse af den Glæde jeg har fundet og vel fremdeles endnu kan finde i Omgang med Kvinder – smukke Kvinder. Der er så liden Form og som Regel så lidt Ånd i Selskabslivet hos os, at man næsten aldrig slipper fra at have sagt en Finhed til en Dame, der ikke betyder noget andet i Verden end at det er En til stort Behag at være sammen med en livlig og smuk Kvinde – hvis Navn man meget mulig ikke kan komme på næste Dag – uden at det hedder sig, at man gør Kur – det modbydelige Begreb, som jeg foragter dybere end meget andet. [endret fra: end noget havde jeg nær sagt.] – –

Amalie jeg véd slet ikke hvad jeg skal sige til den Ting nu mere, om Du skal komme eller ikke. Jeg har skiftet Mening fire eller fem Gange i Dag. Lad mig nu først og fremmest sige Dig, hvorledes jeg havde tænkt mig Sagen ordnet. Altså først: vi mødtes i Lund. Det synes jeg ikke at vi kan opgive uden at opgive os selv. Synes Du vel Amalie? Helt måtte vi være sammen, var det så kun ét Døgn – jeg kan ikke forestille mig Dig her nede som «en Dame af mit Bekendtskab», tilmed en Dame, jeg næppe så. Vi måtte være mødtes som det vi er: to der elsker hinanden. Det står fast, uden det vil jeg ikke tænke den Tanke færdig, at Du kommer. Når Du så er her Stump, var der dog den Mulighed at Du hver Morgen gik i Bad og brugte varme Søbade eller Styrtebade af Saltvand. Det er en ret anselig Tur fra Amaliegade, som må kunne benyttes. Fremdeles, jeg gør Dig en Visit dels af almindelig Høflighed og dels i literært Forretningsøjemed. Jeg bringer en Indbydelse til min Moder til Middag, det slår den Ting fast, at Du kommer der. Kan Du ikke bære den Forstillelse, der hører med til dette? – Ak nu véd jeg igen ikke ud eller ind, undertiden tager jeg ganske rolig derpå og synes at det må kunne gå, undertiden er det jammerfuldt lidt det Hele. Du har gjort mig bange helt ind i Sjælen Du med dit «over Evne». Men jeg vil ikke tale om det. Det er der ingen Rimelighed i, det er ikke over Evne endnu. Jeg har min Glæde i Dig og den har endnu ikke Længslen taget fra mig. Jeg så igår eller forleden, at der næste Sommer skal være Industriudstilling i Stockholm.Industriudstilling i Stockholm: Det er uvisst nøyaktig når denne utstillingen var. Det var min første Tanke, at der må vi kunne mødes og leve sammen i det mindste 14 Dage. Vi kunde arbejde sammen, Du kunde jo også korrespondere, og selv om vi havde Bekendte, kunde vor gode Forståelse og vort Samliv (naturligvis ikke det virkelige) magelig gå an. Det gav mig lige som nyt Håb. – Jeg hader det Karneval Du skal på, og var jeg i Krania – desværre jeg tror også at jeg vilde hade det. Jeg er bange for, at der er Elementer i mig til at lide meget af Skinsyge. Men jeg vilde gøre Forsøg på at skjule det om jeg kunde. Amalie er det dog ikke forkert følt, at Du for Savnets Skyld bag efter ikke vil gøre det mest mulige for at komme sammen med mig? Så har vi dog det vundet. Vort Møde til Sommer vil jo ikke blive angrebet i nogen Måde deraf. Kom min Stump her ned! – – Jeg er dog bange her for hvert Ord jeg siger. Jeg kender ikke dit Følelsesliv til Bunds – ak jeg kender næppe mit eget. I Aften er jeg rolig, men hele Dagen, medens jeg gik omkring på nødvendige Visiter har den Tanke pint mig, at jeg ingen Ret har til at holde Dig fast. Du er kommen som en god Fe ind i mit Liv. Blot selve det Faktum, at Du har vist Dig og hvilet ved min Favn har gjort mig så uendelig meget godt, at jeg ikke véd, når jeg kunde lide nok til at få Mod til at sige: jeg opgiver Dig. Men det forholder sig anderledes med Dig. Jeg har ikke på tilsvarende Måde øvet nogen god Gerning mod Dig. Men alligevel Amalie er det dog ikke en Ødselhed større end Du foreløbig ret vel kan bære at lade dit Ønske om at se mig og være min langsomt dø hen? Jeg véd det ikke. Du er Herre over dette. Jeg véd helt så langt ind i min Sjæl som muligt, at Lykken kun kunde komme i langsom Dråbeform ved det daglige Samlivs ugribelige små Indgifter, men jeg har endnu ikke Mod eller Vilje til at give Afkald på de korte Møders Sødme eller til at give mine daglige Tanker om Dig Løbepas. Der er dog en Sødme i dette at vide at hver Gang jeg lægger mig til Hvile falder jeg i Søvn med Tankerne på Dig. Jeg er dog ikke ene som i gamle Dage, og selv om netop det, at Du lægger Dig ind til mig, kan gøre mig syg – min Amalie, med nogenlunde nær Udsigt til, at det bliver til Virkelighed, kan jeg leve. – Lad mig huske at sige Dig, at det ikke vilde kunne gå at tage endnu en Anmeldelse i Mrgbl. af et Besøg, husk Forf.’s Navn står på selve Bladet. Stakkels Du med dit Besøg og stakkels Fru V. Jeg kender slet ikke den Fortælling af Dr. «Hun kom ikke igen».«Hun kom ikke igen»: se brev 72, note 15. Hvor har Du den fra? – Jeg kysser Dig til Godnat min Elskede.

Din Erik

Har jeg sagt Dig Stump, at jeg er meget glad fordi Du er sød og sender mig dit Manuskript og har jeg sagt Dig at jeg tillige er ræd. Du forstår mig, ikke sandt.



77. Amalie til Erik

Kristiania 7-3-83.

Har du været meget bedrøvet, da du skrev dit brev? Ordene tyder ikke hen derpå egentlig; men da jeg læste det, kom der over mig en smertelig følelse, en nagende, sår fornemmelse, som jeg kan tænke mig må være i slægt med det, man føler, når man står ved sine kærestes lig, og siger sig selv, at til dem kan man aldrig smile mere. I hele dag har jeg gået med disse tårer frosset fast omkring mit hjærte, og alle de jeg har truffet har sagt: men hvad er der dog gået dem imod? Og da fru Lammers, (Mally Sars) hos hvem jeg spiste middag, også sa’e det, følte jeg et øieblik trang til at kaste mig om hendes hals (for hun er så sød, og hun holder af mig) og sige at jeg var det ulykkeligste menneske på jorden, men så gjorde jeg det ikke, fordi Mally ikke var dig, og fordi det kun vilde nytte at kaste mig om din hals, og græde ud ved dit bryst. Da jeg havde læst dit brev imorges, måtte jeg la’e det ligge, og gå til byen; jeg havde tusinde ting at udrette i anledn. af dette ækle karneval, ikke for mig selv, men jeg har 17 damer under min kontrol, hvis dragter jeg skal påsé bli’er ordentlig, og hvem jeg skal tilholde at møde frem til prøver e.c.t. Kunstforeningen bekoster alt dette her med os, men jeg har at sørge for, at alt går i orden. Du skal ikke umage dig med at «hade» dette skidt karneval. Du ved ikke hvor lidt nærværende jeg vil være på det. Jeg er allerede så mæt og træt af det, at jeg mere end gjerne udeblev, hvis det gik an; men det gjør det ikke, for hvis jeg går, så går næsten alle de andre også; de er kun blevne med på betingelse af, at jeg er med. Det var derfor jeg gav efter for formandens forestillinger. Han kom igjen, og fortalte, at omtrent alle de, der var bleven anmodet havde sagt: «ja, hvis fru Müller bli’er med.» Jeg har titel af oberhofmesterinde hos dronning Semiramis, skuespillerinden frøken Reimers. frøken Reimers: dvs. Sofie Reimers, søster til Arnoldus Reimers, skuespiller ved Christiania Theater 1881–99. Se brev 73, note 11. Nu er jeg kommen hjem for et par timer siden; kl. er over 11, og nu har jeg lagt den sidste hånd på denne pude som jeg sender dig til din fødselsdag. Nu skal du blive lidt glad i den; for den fortjener det. Jeg har nemlig selv syet hvert eneste sting på den; stopning og alt har jeg selv gjort, og alle de kjærlige tanker jeg har syet ind i den! Jeg har valgt så mørke og tarvelige farver, for at du skal bruge den daglig til din middagslur, nei det er sandt, – du spiser ikke middag hjemme, – men så om søndagene da! Og den er stoppet med den fineste grådun, det vil jeg bare fortælle dig, og det er dobbelt så kostbart som krølhår, hvad der også er kostbarere end al anden stopning. Det er for at du skal se hvor vel jeg har villet gjøre det tiltrods for at den ser så tarvelig ud, men det gjør den forresten ikke for den, der rigtig skjønner det. Når du sover på den, så skal du vende fløielssiden til dit ansigt, for den er blødest; det har jeg prøvet iaften. Og jeg håber du kan se, at det skal betyde E.S. i snirkelbogstaver med en blåstål pil igjennem, henne i det ene hjørne. Hvis jeg ikke havde haft så overhændigt meget at gjøre i disse dage, så vilde jeg sét, før jeg syede det, at den E. var en uting, men nu får du tage fantasien tilhjælp, og forstå at der skal stå E.S. Mit billede sender jeg dig også; det er slet ikke bedre end det andet, i allefald er ansigtet det ikke, men figuren er ikke så fæl som på det forrige. Jeg vilde sendt dig et avisbord – du kjender de lave små med to bordhylder, betrukket helt med klæde og frynser, på små hjul, men det skal du få en anden gang, for det er så vanskeligt at få det praktiseret derned.

I næste uge skal jeg sende dig manuskriptet. Jeg er endelig begyndt at renskrive også den anden fortælling, så nu får du de to til gjennemsyn på én gang, men jeg er ikke bleven færdig med no. 2. Jeg er bleven så tryg for at du skal sige mig ren besked, efter det du sidst skrev, at jeg sender dem med den største ro og tillidsfuldhed. – Og så du elskede! hvor meget er der ikke at svare på, lad mig dog engang prøve det, skjøndt lykkes gjør det ikke. Men først dette: min pude vil du alle dage blive ved at være glad i, ikke sandt? For den vil jo altid minde dig om en kvinde, som først ved dig fik at vide hvad kjærlighed var, som efter modstand og strid, lagde sig overvunden ned for dine fødder, – ja for dine fødder, og som du løftede op, og gav det kys, som gjorde hende forstyrret i hovedet. Derfor, hvordan det end går, så skal du have min pude kjær. Den vil vare sålænge du varer, og når den falmer, så er det måske for at holde skridt med det billede og den erindring, der, som vore vilkår er, vel vil blegne år for år i dit hjærte. Nu kan jeg ikke skrive på en stund, for nu må jeg lægge pennen bort for at græde. – Se så, nu er jeg her igjen. – – Hvad du spørger om, kan jeg ikke svare på, for jeg ved det ikke selv. Der har jo aldrig i mit liv været noget, som jeg har længtes efter, været syg efter at opnå [uavsluttet]

Torsdag.

Jeg havde skrevet fem sider til igåraftes, foruden de fire jeg sender dig, men jeg måtte kassere dem idag, for der var falden så mange tårer på papiret og det havde trukket sig udover, og taget blækket med, så det så så ækkelt ud. Jeg kunde ikke lade dig få det. Så var der også en altfor dyster nattestemning i det. Også det ark du får, har jeg grædt på, men det ser dog ikke så ilde ud, at jeg vil skrive det om, synes jeg. – Altså været syg efter at opnå som jeg er det efter dig. Hvor kan jeg vide besked! Du ved slet ikke hvor roligt og sedat mit liv trods alt, er gledet hen over mine år. Jeg tror at det er dig, som har givet mig denne grænseløse utålmodighed, der heller vil dræbe end vente, men vis på det, kan jeg ikke være. Dette her er jo noget hos mig, som ikke før har været taget i brug, ikke er bleven sat på prøve. Hvis jeg i mine unge år havde truffet en mand, som jeg var kommen til at elske, og som havde lært mig, som du nu har det, fryden ved at give sig hen til den elskede, så vilde denne kundskab ha’e gjort mig anderledes indvendig, måske også gjort mit liv anderledes. Nu har jeg gået fri om i alle mine mange ungdomsår, og så kan du vide det ikke er spøg pludselig at få tøiler og sæle på. Ja, kunde jeg være hos dig, så vilde det jo bare være min høieste glæde at have det på, men som nu det er, bli’er det et åg der gjør ondt. Jeg fristes til at være enig med Lucifer hos Byron,Lucifer hos Byron: I Byrons versdrama Cain (1821) forteller Lucifer Cain at jordisk kjærlighet er et bedrag, som er oppfunnet av Gud for å tvinge menneskene til å befolke jorden. Dramaet kom ut på dansk i Edv. Lembckes oversettelse 1873. når han taler til Kain om det menneskene kalder kjærlighed. Jeg tror ikke at jeg «ikke vil indlade mig på at være i vånde for nogen ting i verden». For er der nogen som med velberåd hu har taget vånde på sig, så er det mig. Hvis jeg ikke havde gjort det, så var jeg ikke det lille gran jeg er, og så var jeg heller ikke kommen løs fra mit ægteskab. Jeg tror tværtom, at jeg hvad mod til at tage min lidelse angår, så skal jeg kunne hamle op med de fleste. Og ved du ikke hvad der skulde til af vånde og pine for at have mod til at opgive dig f.eks.? Men hvis jeg nu fandt at der var mere mening i at lide dette, end det andet, skulde jeg så ikke gjøre det? Og tror du nu virkelig at du selv vilde holde ud år efter år, med den fattige lykke til tærepenge, at du i dine tanker havde lov til at regne mig for din? Vilde det ikke gå dig som mig at du efter hvert fornyet møde – og hvor sparsomt vilde vore møder ikke falde – dybere og dybere følte tomheden og ulykken ved at savne det eneste menneske i verden som du helt trængte til, for rigtig at kunne leve. Det er bedst at tænke det modigt igjennem. Siden jeg først er vågnet op til synet af det som jeg før ikke havde fået øie på, kan jeg ikke lade det ligge, eller skyve det fra mig. Tror du ikke, du vilde blive træt og modløs og forpint under et sådant forhold, og så forpint når det lidt efter lidt gik op for dig, at du havde indladt dig på noget der oversteg dine kræfter, og så forpint ved at skulle sige mig det, og så endelig forpint ved at skulle gå som en åndelig reconvalescent i lange tider bagefter. Og så er der endnu noget, som jeg kvier mig for at nævne, men det skal til. Du skrev dengang du ved, da jeg havde sagt at det måtte være forbi mellem os, i dit lange brev hvori du søgte at forklare mig dit forhold til hende du ved, at du ikke kunde leve kydsk, at det vilde gjøre dit sind uklart og føles som noget ondt o.s. v., at jeg ikke måtte stille op et sligt forlangende o.s. v. Det må jo også tages i betragtning. Jeg mener at du heller ikke her, må tage mere på dig end du kan bære. Jeg forstår mig jo altfor lidt på alt det væsen, til at jeg kan begribe den plage det skulde være at undvære sligt, når man ikke var hos sin elskede. Men mænd er ganske vist anderledes her end kvinder. Og det som er, det er. Det er alt dette jeg har tænkt på, når jeg frygtede at vort forhold (og især hvad dig angår), skulde blive over evne. Jeg er vis på du forstår mig, og giver mig ret. Vi er for voxne og for dygtige eller brave begge to, til at vi ikke skulde vilde klare det der er os vigtigst i livet om det end er forbunden med en stor smerte at gjøre det. – – – Du «har ikke på tilsvarende måde øvet nogen god gjerning mod mig». Ak min ven, min Erik, skjønner du ikke her forskjellen på dig og mig. Du har jo bestandig vidst hvad det var for noget, – ja, lad mig kun sige det, – den sanselige fryd, medens jeg! fordi du elsker mig, og fordi du tror jeg er din kjærlighed værdig har jeg gjort noget godt imod dig, ved at hvile i din favn – det er blevet smukt det, der uden kjærlighed bli’er hæsligt. Men jeg er bare kommen ind som et nyt led i en kjæde, der går langt tilbage, og der også kan komme til at gå langt frem ved at nye led knyttes til og knyttes til. Du er taknemmelig og fornøiet over at dette med mig blev et smukt led, som du bestandig vil kunne mindes med glæde. Helt ubevidst er det således. Eller kanske jeg ta’er feil. Jeg husker pludselig noget du skrev om at jeg ikke var en stakkels pige som kommer dumpende ind i en mands liv, men at jeg var den kvinde han havde stridt sig gjennem livet for at nå. Det kunde jeg så godt forstå dengang, og det gjorde mig så tryg og glad. Altså jeg opgiver at ville sige hvordan det er for dig. Men for mig er det i ethvert fald helt forskjelligt. Samværet med dig har gjort mig forstyrret i hovedet. Det er som om en ny verden har åbnet sig for mig, og jeg som er vant til at se mine små ønsker imødekommet af gud og hvermand kan ikke holde ud at det éneste jeg bryder mig om: – at være med dig bestandig – skal nægtes mig. Jeg kan aldrig, aldrig, aldrig blive nogen andens end din. Det ved jeg så altfor vist. Om jeg giftede mig med nogen anden end dig, så blev det for at leve på den gamle vis. Men derfor kan du forstå, at den fryd du har givet mig ved at være min, har lagt livet end yderligere øde for mig, siden det ser ud til at vi aldrig kan komme til at leve sammen. Derfor har du ikke øvet nogen tilsvarende god gjerning mod mig. Havde jeg ikke stødt på dig så vilde jeg ikke vidst besked, og så havde jeg været fri dette kors som jeg nu går og bærer, til ingen nytte synes det mig ofte. Jeg «kaster ikke nøglen bort i vrede fordi det varer og varer før min tur kommer», men mere fordi jeg ved jeg skal stødes ud igjen såsnart jeg har været et øieblik derinde i herligheden, og fordi jeg heller vil forsmå den stakkede glæde, og skåne mig for den lange pine bagefter. Kan du ikke forstå lidt af dette? Du siger at du ikke kjender mig. Nei, når vi aldrig er sammen, så er det jo rimeligt. – Forresten så har jeg raptusser, hvor jeg blindt hen gi’er mig over til glæde og jubel over at eie dig. Men så kommer altid de mørke stunder i hælene på raptusserne. Og sidst jeg skrev, var jeg nu også så sint på dig, og så såret i mit inderste, for dine feige tanker om mig, og for dette snak om tre værelser og billige pladser. Det var nok sandt og rigtigt hvad du skrev, men ikke på de præmisser. Du sætter mig så lavt på en måde, og det vil jeg ikke tåle, skal jeg sige dig. – – Og hvorfor skal du altid tale om «hende», og om at hendes kjærlighed var noget smukt i dit liv. Jeg kan fremdeles ikke begribe at du ikke knyttede hende fast til dig for bestandig; thi det er jo klart, at du har holdt uhyre meget af hende, og det gjør du endnu; jeg kan godt mærke det, jeg. Kan du vel sige dig fri for at du går og længes efter hende undertiden? Men det kan ikke gå an, at du gjør det. Fik jeg kanske lov hos dig til at gå og længes efter en mand på 25 år som jeg engang havde holdt meget af, og stået nær, og som jeg endnu havde en svaghed for? – – – – –

Hvis jeg ikke havde elsket dig allerede, så vilde jeg være kommen til at gjøre det efterat ha’e læst alt det du skrev om dig selv som forfatter. Der er ikke et muk som jeg ikke forstår helt ind i sjælen. Det er så rigtigt og sandt hvad du siger, og jeg føler om muligt endnu større respekt for dig end tidligere; jeg er stolt over at jeg elsker dig, og jeg er stolt over at jeg strax forstod at vurdere din bog. Jeg vidste ikke det, at din bog ingen lykke gjorde. Jeg troede at overfaldene var komne fra den andre kant bare. Men jeg husker nu at Brandes’s anmeldelse ikke egentlig var skrevet med respekt, i allefald ikke med nok.Brandes’s anmeldelse: se brev 76, note 2. Men du har ret, som du er beskaffen, kan du ikke skrive ud af det, som mange andre kan. Jeg tror at hvis jeg kommer at skrive, så vil det blive en fortærende spot over livet, ikke fordi jeg ingen respekt har for det for min egen del – nu har jeg jo endogså fået tro på det og kjærlighed til det – jeg vilde elske det, hvis jeg kunde leve det med dig – men spotten vilde være over den måde hvorpå det leves. Og så er det dog igrunden synd at spotte de stakkels mennesker, for de står jo der hvor de sættes, og de har at ta’e fat, der hvor de forrige slap, – de er jo igrunden bare et produkt. – Men du, – hvad var det for en ung pige du ifjor i to dage var fanget af? Det har du ikke fortalt mig, – værs’god! – – – Nu taler vi ikke mere om dette enten jeg skal komme eller ei. Det bli’er nu i ethvert fald ikke før hen i april omkring den 20de. Så får du en dag et brev, (hvis det bli’er af naturligvis) hvori det står, at jeg reiser den og den dag fra Kr.ania, og så får resten stå i Herrens hånd. Men sig mig, er der ingen mulighed for at jeg kunde gå iland et sted og træffe dig før jeg kom til Kjbhn. om jeg også gik med dampskib? Er der ingen anløbssteder underveis? For jeg hader at reise med jernbane af al min evne og formue. Kan du spare mig for dette, så du, du gjøre det. Kunde du ikke ta’e lige til Gøteborg? for der anløber den jo, – det ved jeg. Men det fik du vel ikke tid til. Nu når jeg sidder og skriver om det, får jeg en rasende lyst til at se dig, og jeg brænder af længsel efter at kaste mig om din hals. Uf, at det skal være så længe! Du siger at der «næste» sommer skal være industriudstilling i Stokholm? Du mener vel isommer, – nu isommer, for «næste» er for fjern til at vi allerede nu skulde befatte os med at lægge planer for den. Hvor kan du vide at du kunde komme til at lide af skinsyge. For nu er du vel ikke skinsyg på nogen? Den af Dr.mann: «Hun kommer ikke mere igjen», stod for en tid siden i Ude og Hjemme sammen med Poulsens: «Hundejomfruen», bedrøvelig ihukommelse.«Hun kommer ikke mere igjen»: se brev 72, note 15. Første del av Drachmanns fortelling sto i samme nummer av Ude og Hjemme som John Paulsens «Hunde-Jomfruen» (No.273, 24/12/82). Du må endelig læse Dr.manns. Den er det skjønneste, jeg næsten ved. Og så som det er kunst! Apropos om Poulsen forresten. Han gav mig forleden et manuskript til gjennemlæsning, en liden fortælling som skulde åbne næste hefte af Tidsskriftet.en liden fortælling: John Paulsens fortelling «En ubrugelig» står i Nyt Tidsskrift 1883, s. 120–46. Sars havde sagt at han vilde ta’e den ulæst, og at det fik gå på forfatterens eget navn, om den ikke var god. Han bad mig indstændigt sige min oprigtige mening uden forbehold. Det gjorde jeg da. Jeg sendte ham den tilbage med en vrimlende masse blyantstreger ved sproglige, rent ud sproglige feil. Der var så mange, at jeg tilsidst opgav at understrege dem, og så skrev jeg, at jeg i hans sted ikke vilde sende den til Tidskrift [sic] iallefald ikke uden at ha’e omarbeidet den. Så kom han strax op med den, og så sad jeg i fire timer, og rettede norsk stil. Hvor han dog er en gut og en slusk af en gut! Han var så taknemmelig, men lidt skamfuld tror jeg. Foruden de sproglige bommerter fik jeg ham til at stryge omtrent halvdelen og til at forandre en hel del replikker, som var så aldeles uægte, som vedkommende aldrig i livet vilde sagt. Det er mest sluskeri, tror jeg som hindrer ham fra at blive til noget, for strax jeg gjorde en indvending, gik det op for ham at jeg havde ret; han rettede og forandrede med en rent overvældende raskhed og redebonhed. Du må læse den i sin tid. Den hedder: En Ubrugelig, – og den er nokså dum sådan overhovedet. Jeg sender dig Wullums brochure.Wullums brochure: sannsynligvis Erik Vullums politiske kommentar: Løsningen, dens Krav, Midler og Grændser, Kristiania 3/3/83, 44s. Jeg ved ikke om det vil more dig, at læse den. Der har været råbt så høilydt på forræderi, at W. har set sig nødt til at ta’e ordet, og forsøge at feie for sin stakkels dør. Tænk dig det du, at Tidskriftet [sic] gav et overskud af 500 spcd. altså 2000 kr. for hver af redaktørerne. Fru Sars fortalte at Ernst var kommen ned med hænderne fulde af hundredekronesedler, og sagt at han ikke vidste hvad han skulde gjøre med alle disse penge. Og enda har sekretæren havt 3,500 kr. Nu er abonnentantallet voxet, så nu skal han ha’e 4000. Og det er bare sådan en nebenindtægt. Men nu får jeg slutte. Jeg er ganske træt i hånden af at skrive. Jeg har atter gjennemlæst dit brev, og jeg synes ikke det er så trist idag, som det var igår. Skriv lidt langt til mig, så bliver jeg så glad. Hvis du kunde blive sekretær ved vort Tidsskrift, så fik du udmærket tid til at skrive dine egne sager bagefter. Tror du det gik an, fordi om du var dansk? Forresten tror jeg Poulsen går og lurer på den post. Men nu er den jo forresten besat. Men gud ved om den ikke bliver ledig. Hvis jeg bare kunde intrigere lidt. Men jeg holder mig for god; det ligger ikke for mig.

Din Amalie

[Tilføyelse på s. 5]:

Det er sandt! Du får vel ikke puden til din fødselsdag. For den skal vel fortoldes. Så bliver du kanske vred over at jeg har skaffet dig det klus på halsen.

[Tilføyelse på s. 9]:

Fortæl mig hvad du synes om billedet. Jeg ser så mange småfeil ved det.



78. Erik til Amalie

Kbhvn den 11 Marts 1883

Aften

Du søde, søde, elskede Amalie har jeg voldt Dig de Tårer! Min yndige Pige, Du må være god og blive en Heksemester i den Kunst at kunne leve og ikke leve på en Gang – elske og ikke finde Smærte i vor Adskillelse, ikke føle den Smærte, som gør ondt. Lille Pige, Du må ikke græde. Var det fordi der var noget galt ved Tonen i mit Brev? Ak min Ven, det har ikke været mig bevidst; men jeg var jo ikke glad, da jeg skrev. Véd Du Amalie, hvad der må have gjort Fortræd? Det kan ikke være andet. Der var en ond lille Frygt trængt dybt ind i mig, den førte et Slags hemmeligt Liv der inde, men jeg vidste alligevel, at den var der –: at Du vilde være fri for mig, at Du af ligefrem Kærlighedssorg el. Længsel, på en Måde fortvivlet, kastede mig bort og tænkte på at finde en anden Mand, som Du kunde elske. Et Parti, som kunde blive virkeligt, et Forhold, der kunde holde, hvad din Kærlighed til mig havde begyndt med at love. Der var noget så utålmodigt, så bittert i dit Brev, så verdensklogt – det er det sidste, der stundom gør mig helt forskrækket. Jeg er ikke sikker i at dømme om, hvor meget en sådan Verdensklogskab kan føre med sig. Jeg er ikke verdensklog min lille Pige – ikke som Du, ikke med mig selv. Du så med så sikkert Øje Elendigheden i vor Adskillelse, alene den, så den grellere, voldsommere end jeg – vent lidt lille Pige, jeg vil endnu ikke tale færdigt om dette. – Min elskede Ven, endnu har jeg kun fået dit Billede, det er Søndag idag, så at jeg ikke har kunnet lade din Pude hente fra Toldboden. Du søde, hvor er Du dog smuk! Ak Amalie jeg vilde næsten ønske, at Du ikke var det, så var Du ikke så forkælet – ja Du må ikke blive vred, men det er Du – og så vilde Du, synes jeg næsten, tilhøre mig mere helt, mere ganske alene, nu er de alle forelskede i Dig; der er noget påtrængende i dette som jeg ikke kan fordrage. Billedet er meget bedre end det foregående, hvad hele din Skikkelse angår, den Kjole er så sød, og så ser Du mere alvorlig ud således som jeg tænker mig Dig nu. Hvor kunde jeg lægge en Arm ind om din Hals og kysse din dejlige Mund, dit Ansigt, Amalie mens Du stod stille og lagde Dig glad glad ind til mig. Min yndige Ven, det gør mig helt elendig af Længsel at have Dig her liggende ved Siden af mit Brev, medens jeg skriver. Du må ned i din Skuffe igen. Jeg ser godt Stump, at Du har Brystnålen på fra mig – der foran på Halsen vilde jeg kysse Dig. Så læg Dig nu pænt ned igen, imorgen skal jeg kysse Dig på ny, Du min smukke Elskerinde. Amalie din Pude glæder jeg mig meget til. Du skal ikke nære Frygt for, at jeg ikke skulde have mærket hvad den var stoppet med. Min Stump, mit Hoved fordrer netop noget blødt og fint – og jeg skal hvile sødt med din Pude under Nakken. Jeg elsker den, inden jeg har set den, for dit Arbejdes Skyld, for dens velsignede Blødheds Skyld, for dine Tankers Skyld min yndige Pige, som er syet ind i den, fordi jeg nu får noget fra Dig ind i min Stue. Jeg er for Resten ikke glad i min Bolig og flytter til Efteråret. Jeg skulde se at finde mig en mere lun og hyggelig Bolig, og din Pude min Stump skal da komme endnu bedre til sin Ret. Skulde jeg en Gang igen komme til at føre et menneskeligt Liv med Hjemmesidden, vil den komme til at spille en umådelig Rolle for mig, hjemme læser og tænker jeg bedst liggende. Nu bliver den foreløbig min Søndagstrøst. Tak Du søde for disse Fødselsdagsgaver! Jeg gjorde ellers ikke megen Stads af Dagen. Jeg spiste Frokost hos min Moder, hvor min Søster Jutta med sine to små Gutter vare de Gæster, der vare bedte til Ære for mig, der var nogle Småforæringer til mig. Så gik jeg på Kontoret og der arbejdede jeg til Kl ¾ 12 Nat, med en Times Besøg i et af Teatrene for en ny Farces Skyld, der blev spillet.en ny Farce: Farsen Vildsvinet fra Ardennerne (dvs. Amédée Achards Le sanglier des Ardennes) ble oppført første gang i Dagmartheatret 10/3/83, med kritikk i Morgenbladet 11/3/83. Det var min Dag. Den endte så hos à Porta, Kafeen på Kongens Nytorv, Du måske kender, og for en Begivenheds Skyld, som der indtraf, kom jeg sent hjem. Jeg lukkede dit Brev op, kyssede glad dit Billede og turde ikke begynde på at læse dit Brev – de søvnløse Nætter kan jeg ikke tåle. Først fra imorges har jeg Dig i dit sidste Brev, der er mere kærligt synes jeg, mere Dig, som jeg kender, end de nærmest foregående. Men det er jo også sandt Du siger, at Du har været sint på mig – o min Ven, det har der ingen Grund været til. Jeg har ikke gjort Dig fejg – jeg har kun brugt min Smule Verdensklogskab. Det kan for Resten godt være, at det vilde være mig, der vilde lide mest ved, at Du måtte vænne Dig ind i tarvelige Vaner. – Blot jeg nu ikke har pyntet på mig selv ved Omtalen af hvorfor jeg ikke skrev! Men jeg tror det ikke. Kun husk, at mit Talent er et skrøbelig et, der fordrer en Række af gunstige Betingelser for at gøre Gavn, og det værste er, at det vist altid vil falde mig umuligt at drive det neben dabei. Jeg må have Tid og Ro til at kæle hver eneste Tanke frem. Uf, jeg er på det Område så lidet hårdfør. – Det morer mig, at Du har plukket J.P. op en Gang. Det forekom mig, at Du tog ham for meget au sérieux, han er jo dog virkelig en Fusker. Fyren har sikkert også godt af det. – Det med den unge Pige har jeg fortalt Dig: at jeg var forlovet i to Dage; det er en græsselig flov Historie, og i den Anledning valgte jeg nogle mere pyntelige Ord sidst. Jeg kviede mig for at bruge det rette Ord. «Kvie» er det ikke rigtigt? – Tidsskriftet, hvor er det godt med det! men om en Plads der, ak Ven, en dansk! Rent praktisk vilde det vistnok også være farligt at have en dansk Sekretær, han vidste jo ikke Besked om personalia, om Skik og Brug og om Sproget, Stump. Vi skriver jo snart Pokker i Vold fra hinanden. Der vilde slet intet være til Hinder for at en norsk blev Sekretær ved et dansk Tidsskrift. Ikke en Kat vilde gø derad, som man siger. Men det er sikkert anderledes hos jer. À propos Kielland æder sig mere og mere ind i sit Danskerhad. Han er snart trættende med denne Væren på Post for det norske. Du, hvad siger man egenlig i Kr.iania om Johan Svendsens Udvandring til os?Johan Svendsens Udvandring: Johan Svendsen var norsk komponist og dirigent; etter å ha vært orkesterdirigent i Kristiania 1872–77 og 1880–83, ble han kapellmester ved Det kgl. Teater i København 1883–1908. Er man vred på ham eller på os? Skinsyg? Ja min Ven, jeg er skinsyg på Sars og på den amerikanske smukke og rige Ven, som kommer til Sommer.den amerikanske smukke og rige Ven: se brev 72, note 5. At Du véd det og er skikkelig. Og hvis der er flere Mennesker af samme Kaliber, som Du holder af, så er jeg også skinsyg på dem. – Min søde Pige, jeg véd ikke, hvad det er Lucifer siger til Kain og har jeg nogensinde vidst det, har jeg glemt det.hvad det er Lucifer siger til Kain: se brev 77, note 2. Du er undertiden mere literær end jeg straks kan være med til. Byron kender jeg kun lidt til. Du må huske, at med mit engelsk er det såre slet bevendt, jeg har aldrig lært det ordenlig. I Skolen lærte vi det ikke, og det jeg har læst af Byron i Oversættelse, interesserer mig oprigtig talt ikke meget. – Ven, jeg havde altså en Stump af en Fornemmelse, et Gry af Frygt for, at Du ligesom førte dine Menneskerettigheder i Ilden mod mig. Der var som en Anelse i dit forrige Brev af at nu da Du var vågnet af de mange Års Slummer, så vilde Du også leve og ikke blot længes. Min Ven, jeg havde jo strængt taget intet andet at svare dertil end med min Sorg. Nu vel, Amalie, det bæres mig for, at Du er lidenskabeligere mere hæftig, i dine Følelser end jeg, og dine Forhold fører også med sig, at Du må komme til at lide ved vor Adskillelse mere end jeg. Jeg er næsten bange for at tænke på, hvorledes jeg vilde have det, hvis jeg var fri og kunde hvad Øjeblik på Dagen det skulde være give mig hen til mine Tanker. Nu er jeg bunden i et Arbejde, som hvor tomt det end stundom kan være dog fordrer min udelte Opmærksomhed, og som for hver Dag lader mig udmattet søge hjem, hvor jeg på Hovedet går i Seng. Der er to Tider på Dagen, hvor jeg lever mit eget Liv: om Morgenen, og da er jeg i Reglen kæk, og om Aftenen sent den halve Time eller mere jeg er om at vandre hjem, og da er jeg i Reglen træt. Jeg har altså ikke ret Tid mere til at lide. Og Amalie, det har endnu ikke været for mig, hvad jeg vil kalde Lidelse i hel bogstavelig Forstand at længes efter Dig. Der er for mig endnu en Rigdom i dette – naturligvis forudsat bestandig, at der er et fornuftigt Håb i denne Længsel. Blev Du borte for mig, vilde jeg søge på alle Måder at kvæle en så ulykkelig Kærlighed. Og ét Amalie, som Du har spurgt om, og som det er smukt af Dig at bringe på Bane: Den Frygt jeg tidligere nærede for at leve kydsk, den Frygt nærer jeg ikke længer.Frygt … for at leve kydsk: se Eriks brev 2/9/83: «Du véd, at alle vi Mænd ikke leve kysk». Jeg vidste ikke, at Kærlighed gør så stærk som den gør. Jeg har ikke sporet de onde Følger af den Forvandling, der er foregået med mig, som jeg var bange for. Hvor længe Ven denne sjælelige Spænding kan holde de rent animelske [sic] Funktioner i Ave, véd jeg jo ikke Ven, jeg har ikke erfaret det. Jeg kunde tænke mig, at det gik «over Evne» – men da, min inderligt elskede Pige var det, måtte det blive une affaire de santé,une affaire de santé: et sunnhetsspørsmål. der måtte afgøres som sådan. Hvis Du havde Ret i, at min Glæde i Dig kun var at betragte som det gode Behag jeg måtte føle ved at have føjet et særlig smukt Led ind i den Kæde af Elskovsæventyr, som mit Liv havde ført med sig, ja så måtte jeg vel bøje mig for din følelsesfulde og fine, nej virkelig kærlige og store Klogskab og give Dig Medhold i, at vi måtte søge en rimelig Slutning på dette skønne Vovespil med vor Lykke – men Amalie, min Følelse er jo en hel anden. Bag Dig øjner jeg intet. Jeg har givet mig hen til Dig, og det har for mig betydet, at nu kom det store, anede, drømte i mit Liv, at jeg fandt mig selv i min Kærlighed til en Kvinde. Alt forudgående var de ærlige eller slappe Forsøg, de gode eller onde Udslag af den Overbevisning, der har ledet mit Liv, at kun ved en Kvinde blev en Mand til en Mand, men nu kronedes alt det forudgående med det virkelige store Bevis på, at den røde Tråd, der kan følges i mit Liv, har ledet mig til Sandhed, fordi den begyndte ud fra selve Livets sunde Kærne. Min Amalie, ingen af os kan endnu sige, at vor Kærlighed er Afslutningen, Fuldstændiggørelsen af vort Liv, men i den Tro har jeg hengivet mig til Dig Amalie. Jeg har forbi Dig ikke Følelsen af noget. Jeg kan have taget fejl af Dig og mig, men derom véd jeg under alle Omstændigheder intet endnu, med en sådan Forestilling kan jeg ikke regne. – Du må ikke vente Amalie, at jeg med et helt Livs Længsel efter Dig, skal føle disse Måneders undertiden vel hårde og onde Pine – det indrømmer jeg – for tunge at bære: Jeg tager dem og lidt til. Klage min Nød til Dig, Du Elskede, må jeg, men så lever jeg videre på mit Håb. – Men Amalie, at Du véd det, Du må ikke her lade Dig binde over Evne. Dit Liv er bygget over helt andre Forudsætninger end mit. Du har ikke den grævlingeagtige Øvelse som jeg i at få Halvparten Fjerdeparten, Tiendedelen af det Vovede ind igen. Du har taget rundt tilbage hvad Du gav ud. Lad mig hurtig meddele Dig lidt om mine Forhold, som Du ikke kender. Fra en udmærket Stilling og forholdsvis rige Forhold og Forbindelser, faldt min Fader, da jeg var 8 År, tror jeg, med ét ud i et økonomisk fuldstændig uholdbart Vovespil af et Liv, han havde slet ingen Støtte i min Moder, han opløste vort Hjem, og jeg med de fleste af mine Søskende kom til at leve for den aller største Del af en Onkels storartede Godhed.en Onkels storartede Godhed: Eriks far Gustav Schram, som i 1850 forandret navnet til Skram, var den første jernbanedirektør for Det sjællandske jernbaneselskab; han måtte fratre sin stilling i 1856 p.g.a. økonomiske vanskeligheter, og hjemmet ble oppløst. Fra da av bodde Erik hos sin onkel Mozart Waagepetersen, som var gift med hans fars søster. Vi optoges i hans rige Hus. Vore Forhold havde et besynderlig falskt Præg, min Fader ophørte så vidt jeg véd snart med at betale for os, og uden direkte at vide det, fik vi alle tidlig Følelsen heraf. Dette varede, til jeg blev Student. Min Fader døde Året før. Denne Følelse af at være lige som på Siden af de Forhold, hvori jeg færdedes, har gravet sig fra Børneårene ind i min Sjæl. Jeg holdt af min Fader imod min Moder, fordi hun direkte gjorde Forsøg på at rive os alle løs fra ham, og jeg så samtidig de fleste af hans Fejl. Den Onkel af hvis Godhed vi levede, forarmedes, og vi mærkede det småt efter småt. Så måtte han sige til os, at vi ikke kunde finde Støtte mere hos ham. Det var fem År efter min Faders Død, så kom en i Grunden ganske smuk Periode, hvor den yngste af mine Søstre, min Moder og jeg dannede et Hjem.dannede et Hjem: Erik bodde med sin mor og yngste søster Jutta fra ca.1870 til Jutta giftet seg i 1873 med Christian Rothe. Eriks eldste søster Henriette, som var blitt lærerinne i Nathalie Zahles skole, flyttet sammen med sin mor og Erik i en leilighet i skolebygningen i 1877. Hans nesteldste søster Emma ble også lærerinne. I 1881 flyttet Erik endelig hjemmefra. Så skiftede dette efterhånden et Par Gange ved min Søsters Giftermål og ved at min ældste Søster og derefter også den næstældste flyttede sammen med min Moder og jeg fortrak, da Huset ikke længer kunde rumme mig. Men i den Tid var så min Don Quichotiske Kærlighed til Fru B. falden og tidligere Tåbeligheder. Aldrig havde jeg kunnet leve helt på noget, altid var jeg kommen ind ad den forkerte Dør på Scenen. Jeg fortæller Dig dette fordi jeg tror, at det oplyser, at jeg har en større Øvelse i at finde Lyspunkter også ved Forhold, der ere pinlige i høj Grad. Ja og det er sandt, så udgav jeg i to Gange mine Bøger. Den ene var en Skandale – den var ganske ærlig og naivt skrevet fra min Side – som slog ihjel hele min Omgang med det fashonable [sic] Grosserers København og Herregårdene på LandetHerregårdene på Landet: Eriks roman Herregaardsbilleder (1877) foregår på en herregård og ble av de fleste oppfattet som et angrep på miljøet. og med den anden gik det som Du véd. Nu min Virksomhed ved Mrgbl. – overalt har jeg måttet krybe i Ly inde i mig selv og finde ud af at leve, endda alt var skævt. Jeg har altså Øvelse i at nøjes. Jeg siger Dig altså kort og grejt: Du skal ikke tage mine Følelser her som Rettesnor. Kan Du ikke finde Dig i en så lille Kærlighedslykke som vor – jeg har ikke sagt, at jeg i al Evighed kan holde dette ud – så kast los! Men Amalie, når Du aldrig kan blive en andens, når Du føler dette sikkert og vist, hvorfor så gøre det? Hvad vil Du drive med din Båd så håbløst alene for? Og hvorfor vil Du gøre mig så bitterlig sørgmodig ved at tale om, at der er endog blot en Mulighed for, at Du giftede Dig. Er det Koketteri, eller er der bestandig, når Du lider Nød denne i mine Øjne usleste af alle usle Udveje parat i dit Sind, at Du kan slå Følge med en Mand, som Du intet har med at gøre?

– Min Ven tror Du ikke, at jeg huskede og vidste hvor afskylig Jernbaneturen faldt Dig? Men jeg syntes ikke, at der var Mulighed for at udfinde nogen anden Måde at mødes på. Idag gryer der dog et Håb for mig at vi kunne slippe til at mødes på en anden Måde. Du kan stå af i Helsingør. Men der i den lille By er jeg for godt kendt, til at jeg turde vise mig. Der måtte da kombineres noget med Helsingborg. Men derom får vi jo desværre god Tid nok til at lægge Planer.

Jeg tror Du elsker mig Amalie helt og aldeles, hold så fast ved mig Pige, jeg elsker jo også Dig!

Din Erik



79. Amalie til Erik

Kr.ania 15-3-83.

Idag er det mig, som kommer at volde dig sorg, for noget langt brev får du ikke. Jeg er træt og forkavet og jeg har kun en timestid til min rådighed. Så har jeg også stødt min høire hånd igåraftes på karnevalet, hvor vi var med til et optog og tableauer i vore assyriske hofdragter fra mandag af, således at det gjør ondt at skrive langt. Ja, om karnevalet skulde jeg vel fortalt dig, men det bli’r for meget hvis jeg først begynder. Jeg har vist været ganske forfærdelig deilig, for jeg hører fra alle kanter om det. Gutterne kommer og siger det fra skolen hvor lærere og kamerater har sagt at jeg var den deiligste, pigen kommer med det fra andre folks piger, min broer siger at alle siger det; ikke at tale om hvad jeg selv hører. Det morer mig ikke det ringeste. Det hverken morer eller kjeder mig. Jeg hører på det, på samme måde som jeg vilde høre at man sa’e de havde sét mig i theatret eller på gaden, og at jeg gik med en sort kåbe o.s. v. Kunstnerforeningen har lovet mig en takadresse når alting er over, men det varer endnu hele ugen ud desværre, og hver aften med undtagelse af én, skal vi vise os i vore strålende dragter i tableau og optog e.c.t. Vore dragter, og særlig min og fru Lammers’s, der var éns, var nu virkelig pragtfulde, og aldeles i stilen studeret ud efter ninivitiske basreliefer.ninivitiske basreliefer: fra Ninive, det gamle Assyrias hovedstad. Se brev 73, note 11. Vi havde været så stilfærdige fru L. og jeg, og sagt at vi kunde tage de stoffer og farver, der blev tilovers når alle de andre, der sloges om det smukkeste, havde fået sit. Og tænk så gik vi hen og blev ubetinget de skjønnest klædte. Men vor skrædderske gjorde sig nu også særlig flid, for hun havde, som hun sa’e, slået sin elsk på mig, og så fik fru Lammers også godt af det. Det var forresten meget vellykket det hele. Vore kunstnere har ære af hele arrangementet, og ikke mindst, af de to hallers udsmykning med Semiramis’s palads i baggrunden, og alle de aldeles ægte basreliefer på væggene. Man er i sandhed flinkere her oppe hos os, end jeg havde tænkt eller vidst. Der er en kraft og en hensynsløshed ligeoverfor hindringer og vanskeligheder og pekuniære umuligheder, som viser nationens store livsfriskhed, det er næsten morsomt at være norsk, tiltrods for at det er den mindste og fattigste nation i verden, omtrent. Og så er man så brav, så beskeden, så lidt fordærvet. Ja, de er patent de norske; indvendig er det de mest dannede, det vil sige, de finest og hæderligst tænkende mennesker, de der ta’er på folk, på kvinder i altfald, med de værdigste forudsætninger, jeg har stødt på; udvendig er mange af dem lidt slampede, men ikke alle; de virkelig fine, dem der er både udvendig og indvendig fine, er finere end alle på jorden, ligeså fine som de fineste englændere. Jeg synes der er lidt forskjel på danske og norske her, men det er vel en tilfældighed. Når jeg tænker på dem af det literaire venstre jeg kjender personlig og af omtale, så er de alle simple, Georg Brandes med, – jeg tænker på Schandorf, Dr.mann, Borchsenius som jeg kjender gjennem andre, han har jo giftet sig med et bæst, som drikker f.eks. Schandorf … Borchsenius: Sophus Schandorph skrev dikt, venstreorienterte stridsskrifter og naturalistiske romaner. Otto Borchsenius er mest kjent som litteraturkritiker; han giftet seg i 1873 med skuespilleren Betty Guldbrandsen. Ekteskapet ble oppløst i 1879. Men så er det jo rigtignok sandt: så er jo du dansk, du deilige, og det opveier jo meget. – Fru Lammers og jeg har lovet at lade os photografere i vore asyriske [sic] hofdragter, så skal du få et, og så skal du få se, hvor sød og nydelig Mally er. – Ja, J.P. er en fusker, det er sikkert. Nu er jeg desuden bleven så dødsens træt af ham, at jeg næsten ikke kan tåle ham. Jeg kan nemlig mærke at han er forelsket i mig, og det gjør ham så modbydelig. Han forsøger at skjule det, for han forstår jo situationen tilbunds, men det vil ikke længer lykkes ham. Det kjedeligste er, at de, der ser ham, når jeg er tilstede, også kan se det. På karnevalet rent prostituerte han sig ved at gå og dilte efter mig, og være skinsyg. Han var formelig uartig, fordi jeg dansede to danser med én person; og ingen med ham. Jeg vilde være fri ham den aften, og gjorde alt for at blive det, hvad han tydeligt så. Så har den ækling forstået at insinuere sig så godt hos min bro’er, og derved har han fået sikrere fodfæste. Og jeg som skulde leve med dig, og elske dig, og være din, så at alverden vidste det, – jeg går her, og bliver beundret og begjæret af alle de andre. Det er ikke til at udholde og det er ikke min skyld; jo mere alvorlig og fraværende jeg er, jo mere, tror jeg, synes man om mig. Men lad mig ikke tale om dette til dig, – det kan jo ikke være hyggeligt at høre på. Men den, der elskede mig, og som jeg også elskede, skulde kunne ta’e mig helt ind til sig, så at jeg blev skjærmet, ikke mod virkelig påtrængenhed, for den kan jeg selv holde borte, men mod alle de øine og øines udtryk, som luften er fuld af. Og desuden, jeg er ikke skikket til at gå og tage min lykke i smulevis, i skjul og mørke, det er så utåleligt. – Og det med «une affaire de santé», kan jeg ikke udholde. Jeg vilde ikke møde dig bagefter, – aldrig i livet; jeg kunde det ikke, fordi jeg vilde lide ved det, og fordi det er min natur imod at kunne det. Jeg siger dig det ligeså ærligt som du skrev til mig, at den tid vistnok kunde komme, at dette vilde spille en rolle. Det var det jeg frygtede, og derfor vilde jeg at du skulde vide besked. Vilde du virkelig sørge, hvis jeg blev «borte» for dig, virkelig alvorlig sørge? Sig mig det. Vilde aldrig den dag komme, at du tænkte det igrunden var en byrde, du var bleven kvit? Er du vis på det? Jeg går bestandig med din brystnål nu; jeg kan ikke være den foruden nogen dag; og så er den så pæn. – – Det tror jeg slet ikke at en norsk vilde blive tålt ved et dansk tidsskrift som sekretær. Og hvor skulde han vide bedre besked om personalia, om skik og brug om sproget o.s. v. end en dansk i samme kasus? Nei du, – det blev ganske vist hip som hap, det. Man skammer sig over at Svendsen er nødt til at ta’e en post dernede hos eder.Svendsen: se brev 78, note 2. Det er det eneste snak jeg har hørt i den anledning. Svensen [sic] selv er bedrøvet over det; han ved på forhånd at han ikke vil trives blandt de danske, og at han får det ondt med alle de intriguer og sligt. Og så skal jeg betro dig, at han slet ikke er skikket for den slags arbeide. Det er ikke der hans evner ligger. Nu skal du få se; skjøndt han er jo så dygtig, at han nok måske kan lære det. Hans frue er en ækel, liden jødetingest, som altid i selskab hænger sig fast i mig, og tvinger mig til at tale engelsk med hende, som hun forresten ikke kan; hun kan overhovedet ikke et sprog i verden; noget modersmål har hun nemlig ikke. Hun sminker sig, og har en løs paryk, og piner sine stygge fødder ind i bitte små parisersko, så hun gier indtrykket af at gå på stylter; og så får hun krampe, strax hun ikke får sin villie og er fæl mod sin mand, og er idethele meget simpel. Nu ved du det. – Jeg er meget sørgmodig, men jeg elsker dig, og jeg vil mødes med dig endnu en gang, for at være din. Den salighed vil jeg ta’e med, men så siger jeg dig måske farvel for altid.

Din Amalie.



80. Erik til Amalie

Søndag Aften den 18 Marts 1883

Min Kind har lige forladt din Pude – den lugtede af Dig. Jeg sov ind med den Forestilling, at Du og jeg stod hinanden uadskillelig nær, men da jeg vågnede må mine Tanker vel have arbejdet videre i Søvne, da var Du ved at gå fra mig og gifte Dig bekvemt. Det er anden Gang den Tanke er kommen uforvarende over mig, lige som en Køter, der bjæffer på Gaden: med ét er den bag ens Lægge. I gamle Dage kunde end ikke en Forestilling af slig Art være nået til de yderste tågede Linjer af den Forestillingskreds, min Tanke overhoved omspænder; men Livet øver sin Virkning. Der er brudt lange Gange ude fra ind igennem ens egen Atmosfære, og ad disse Gange vandrer med stort Spektakkel Livets elendige Plebejere for som påtrængende Gæster at få Plads ved ens Bord. Men vel tager jeg ikke imod dem. Der skal i mit Væsen kunne ligge noget overordenlig frastødende, når jeg ikke ønsker at indlade mig med nogen. Jeg har Evne til at væbne mig mod Plebejerne, og jeg er væbnet. – Din Pude, min Ven, har jeg brugt første Gang idag. Den er yndig, og det «E.S.» med Pilen må jeg sige Dig var såre let at kende. Jeg tror endog, at det er godt slynget sammen; det er to af de vanskeligste Bogstaver at få til at stå sammen, idet Linjerne for en stor Del bøje samme Vej. Puden er smuk og fin og udmærket brugbar, havde jeg været glad idag, vilde jeg have hvilet uendelig sødt på den. Dens Duft var hele Dig. – Om jeg vilde sørge, hvis Du blev borte fra mig? Amalie, Du forstår ikke ganske, eller Du forstår mulig slet ikke den Art af Kærlighed, der har sat sig fast i mit Sind. Jeg står og falder med den. Det er min Tro. Men den kan jeg ikke meddele Dig i Ord. Jeg har når jeg tænker på at skulle nævne noget om min Kærlighed lige som ikke Plads for mig – det er lige som der kom et Bjerg ind over mig. Jeg vil have År for at få sagt Dig, hvorledes jeg elsker Dig. For min Kærlighed er hele mig selv. Det er det, der er sket, at Du er vandret ind i mig, til hver Evne, hver Tanke, hver Forundring, hvert Ønske. Jeg har Dig ikke som et Billede, som noget færdig, sluttet, som noget jeg kan stå og se på, tale om, Du er ikke det Menneske der henne, som jeg attrår, Du er den, hos hvem jeg først langsomt vil leve op, Du er ikke uden for mig, Det er Dig, der gør mig til mig, jeg vil være Dage, Måneder, År om i Forundring at føle efterhånden alle mine Nervetråde svulme i sjælelig Styrke ved at jeg elsker Dig – – ja, det er min Tro. Der er noget over mig borte fra Dig, som var jeg gået ind i en Dvale. Jeg er sovet ind med den lykkelige Tro, at jeg først vil vågne op ved et Kys fra Dig. Du må ikke tænke min lille Pige, at jeg ved vort Møde fik Indtryk af at «eje» Dig, et så hurtigt Ord kunde ikke nå rundt om alt det jeg følte da. Det er en stille stor Forundring, der har grebet mig; først med Dig, ved Dig vil Du, jeg, min Kærlighed, Livet blive min virkelige Ejendom. Således står det for mig min lille Pige, og så spørger Du, om jeg vil sørge, hvis Du går fra mig? Men Amalie jeg synes, at det er forunderligt af Dig at tale om, hvad Du vil gøre, efter at Du har set mig på ny. Jeg lægger heller ingen Vægt der på. Derom véd Du intet. Men et Møde løsrevet fra alt Sammenhæng med den øvrige Verden er som en Blomst en af os skænker den anden. Det er sødt at modtage den, jeg vil ikke undvære den for noget i Verden; men det er en Fryd, der må visne. Jeg vil finde en Måde til at leve – foreløbig i nogen Tid – med Dig sammen med andre Mennesker. Derom kan vi tale når vi mødes. På en Visit idag hos Kiellands, jeg tror det er en Måned siden jeg var der, sagde en Kontorchef Drewsen, der er bleven K’s meget nære Omgang, og Fruen Fruens, at Fru Amalie Müller ikke kom til Kbhvn, der havde været Tale om, at hun skulde besøge Knudtzons. Det var i Anledning af «Nyt Tidsskrift» og «M.S.’s» Kritik.«M.S.’s» Kritik: Mathilde Schjøtt, som anmeldte Kiellands «Trofast» og «Karen». Se brev 73, note 9. Man vidste ikke hvem M.S. var, og vidste, at -ie- var Dig. Jeg formoder altså, at Du må have svaret meget bestemt nej, hvad så ikke er dit sidste Ord. Der skal jo være Kunstnermøde her til Sommer;Kunstnermøde: «Det nordiske Kunstnermøde» fant sted i København 2. –5. juli 1883. men Du må ikke udsætte dit Komme til da. Jeg vil ved det være absolut bunden. Jeg begynder at vente Dig, når denne afskylige Frost hører op, der tager Modet fra alle Forhåbninger. Alle Skøjtebanerne ere på ny i fuld Virksomhed efter at enhver Anelse om Is var forsvunden. Det er Stockholmer-Udstillingen til næste År jeg har omtalt. Mine Planer farer vide om. I Anledning af Dig sluttede jeg Venskab med Stockholmeren Claes Lundin, Føljetonisten,Claes Lundin: svensk journalist, ansatt ved Stockholms Dagblad 1866–1905 som teater- og litteraturkritiker og kåsør. da han var på Gennemrejse her syd på. – Nej Amalie, det forholder sig som jeg siger, at ikke et Menneske her vilde nævne det som en Anke mod en Sekretær ved et literært-videnskabeligt Foretagende, at han var norsk, hvis han iøvrigt duede og passede. Man vilde måske anføre det som et Kuriosum, som en Anke aldrig. Man holder af de norske her nede. Tænk lidt på, at med Undtagelse af «Tidsskriftet» – hvis Udbredelse i Danmark jeg ikke kender – lever jo den nye norske Literatur mindst for en Halvdel af Danmark. Man bliver forundret hver Gang på ny man erfarer noget om Danskerhadet i Norge. Jeg t.Ex. vidste i Grunden ikke noget derom før mit Besøg ifjor. – Du er et Barn, Amalie, som taler om at kende Folk af Omtale og dømmer om deres Finhed da. Jeg antager, at der er en lille Portion fine Folk overalt i Verden. Finheden er iøvrigt vis à vis Damer ved at skifte Form – det skal og må den; men I blive vel selv de sidste til at forstå det. Det er ingen Anke mod Dig, jeg véd ikke om nogen Mangel hos Dig i så Henseende. Med Finhed forstår jeg iøvrigt Hensynsfuldhed. Jeg vilde have sagt om Stakkels BorchseniusStakkels Borchsenius: se brev 79, note 2. – der ikke er ufin, kun lidt simpel (og ikke umådelig kløgtig) – at hans sørgelige ægteskabelige Historie kun ved Ukyndighed eller Skændighed kan lægges ham til Last. Han var naiv, hun var en ung smuk og talentfuld Skuespillerinde af tredje Rang, der den Gang ikke havde skejet ud, i alt Fald ikke ham vitterligt. Senere fandt hun på at drikke. Han var svag men til sidst lod han sig (for tre fire År siden) skille fra hende, og for et halvt År siden endelig fik han erobret den lille Pige, hun havde beholdt, fra hende. Det er i Korthed Historien. Man skal ikke sidde og sige noget om nogen, når man ikke véd noget. – Jeg vil meget gerne have dit assyriske Billede. Men Du har forstået min Følelse af Fattigdom ved det Karneval. Fortalte jeg Dig i sin Tid om det Kunstnerkarneval, hvor jeg lige som ifjor var i et Slags middelalderligt Landsknægtkostume – en pavelig Gardist. Jeg var henad den næstbedste Maske. Som jeg var tom i Hjertet i År! Ifjor var der en lille Amagerpige jeg da i alt Fald kunde bilde mig ind interesserede mig. Der er på ny, i næste Uge tror jeg, et stort Karneval, hvor jeg omtrent er nødt til at gå hen. Jeg slippe, det er en lige frem Straf – der kunde jeg nu dog skjule mig i en Domino, hos Kunstnerne skulde man være i Dragt. Vi havde et Gilde med et Par smukke og tre tækkelige Damer først hos Maleren Krøyer – jeg drak Champagne og Bourgogne som en Dranker, lige sørgmodig og tom blev jeg. Fru Alex. Kielland var med som norsk Jente og havde moret sig dejlig. Vorherre må vide i Grunden med hvad. Jeg syntes de var alle lige så tomme indvendig som jeg. – «Folkefjenden» så jeg for første Gang forleden.«Folkefjenden»: Ibsens En Folkefiende hadde sin danske première 4. mars 1883 ved Det kongelige Teater. Emil Poulsen spilte hovedrollen. Hvis Poulsen havde havt Intelligens og Mod nok til at spille Manden som det, han i Grunden er, en gal Mand med gode Indfald, min Sandten om ikke Stykket kunde være bleven interessant. Nu var det lige det at det morede. Folkemødet var ypperlig gjort, et lille Mesterstykke med omtr hundrede Mennesker, der alle spillede med. Der var ikke én, hvis Dragt og Rolle ikke var nøje indstuderet: pæne Folk og Sjovere, Søfolk, Værtshusholdere, en nervøs Mand, den fulde, der absolut vilde hilse på Byfogden osv. Jeg havde nærmest mig Ryggen af en Fisker, jeg syntes jeg kunde lugte ham, så ægte så han ud i sit Uldtøj og Søstøvler. Schram som Aslaksen var fortrinlig.Schram som Aslaksen: Operasanger og skuespiller Peter Schram spilte Aslaksen Det var god Kunst, alt det andet var kun så som så. – Min elskede Ven, dit Hjertesuk over Luftens Fyldthed med Øjne og Øjnes Udtryk er Balsam for mig. Jeg tænker imidlertid mit sørgmodige derved. I det Hele Amalie er jeg efterhånden gledet ned ad den skrå Vej Du har vist mig og i hvert Brev tydeligere. Jeg vil ikke skrive mere.

Din Erik



81. Amalie til Erik

Onsdag aften.

[21/3/1883]

Min elskede, hvor dine breve gjør mig glad og bitterlig bedrøvet samtidigt. Hvad er det for en «skråvei» jeg har vist dig «tydeligere i hvert brev», og som du «idethele er gleden ned ad?»? Aajo, jeg forstår det nok på en vis, men det gjør mig så hjærteangst at vide noget om det. Men jeg er så ulykkelig ved at være skildt fra Dig, at jeg er hulter til bulter indvendig. Og bevidstheden om hvor håbløst og vanskeligt det bliver at få være med dig, selv bare de stjålne, korte tider, gjør mig så fortærende utålmodig, så sint og oprørsk, at det bringer tanker op i mig, som jeg i rolige stunder ræddes ved. Hvis jeg skal finde mig i at elske dig, være lykkelig ved at eie dig på disse vilkår, så har jeg meget at lære, og meget at lide, før jeg rolig og ydmyg kan give mig over i det. Men jeg tror, du kan lære mig det; jeg tror du kan få mig til alt i verden, men først må jeg rase og ture, rigtig skjælde og smælde og grassere; så lægger jeg mig roligt og stilt ned for din fod igjen, du elskede. Forstår du lidt af en sådan natur? Nei, det er ikke til at vente; jeg forstår det ikke selv; jeg har aldrig kjendt mig selv fra denne side, ikke vidst, hvad der boede i mig, – jeg har været så sød og snil og medgjørlig og omgjængelig alle mine dage, og det er jeg fremdeles i alle andre forhold, men ligeoverfor dig har jeg tabt mig selv. Og så sidder du dernede og er misfornøiet med mig, og tænker at jeg er en «plebeier», og en «verdensklog», – du stygge, store, dumme gut, – du ved slet ingen besked. Gifte mig med nogen anden! Det er jo bare digtende tænkt; et experiment, som jeg undertiden forsøger at drive smerten på dør med, når jeg har arbeidet mig ind i den forestilling, at jeg elskede dig til at blive gal af; og at jeg længtedes mere end jeg kunde udholde, at jeg tog en beslutning om at gå fra dig for evigt, at jeg iværksatte den uden at vakle, at jeg stod tilbage i en ørken, som jeg vidste jeg aldrig skulde komme ud af, at jeg så for at glemme, for at sætte en skranke der umuliggjorde at jeg kunde prøve på at løbe tilbage til dig, slog følge med en anden, der førte mig uigjenkaldelig bort fra dig, stedse længere og længere. Før jeg kjendte dig kom undertiden også denne tanke i form af noget lavet over mig, når jeg undertiden var så træt af dette at man gik og vilde mig tillivs, at man gik og ordnede min fremtid for mig, og slog mig sammen med den og den, og sa’e at det og det kunde passe. Jeg blev så vammel ved det, og så sa’e jeg undertiden til mig selv: hvis du giftede dig med et menneske, da først blev der ro. Og nu om dagene, går man og siger at jeg skal være forlovet med snart den ene og snart den anden, folk, som jeg neppe kjender engang, ikke at tale om dem jeg virkelig kjender, og det kan du begribe gjør mig træt og kjed. Hvis jeg bare fik være i fred! Men det får jeg ikke, – aldrig får jeg det. Men der er aldrig tale om at jeg kunde gjøre noget sligt. Det er som sagt bare et tankeexperiment ligesom når jeg sidder og tænker: hvis du nu havde været en mand istedetfor en kvinde, hvor godt du så kunde havt det, eller: hvis du nu levede i Amerika istedetfor her, og kunde ha’e studeret og var bleven læge f.eks. Lad det ikke pine, eller ængste dig, min elskede; du må vænne dig til at høre underlige ting af mig, for nu er jeg kommen i vane med at fortælle dig alt hvad der farer mig gjennem hovedet, og så husker jeg ikke at du ikke strax ved at sætte alting på sin rette plads, at du lægger vægt på sligt nonsens, som at: «selv om jeg giftede mig med en anden» o.s. v. Forstår du da ikke, at da har jeg trasket en lang vei gjennem mange digtede egne, som jeg har en vis glæde af at udmale mig så afskrækkende som muligt, fordi jeg i min sorg har en nydelse af at se alting rent djævelsk sort. Og det mest djævelsk sorte er at jeg af smerte over min ulykkelige kjærlighed til dig, skulde blive offer for et giftermål, martyr til gavns for resten af mit liv, frivillig være gået i hundene. – – Jeg skulde skrevet tidligere idag, for jeg havde tænkt at sende dig manuskriptet, og imorgen er det helligdag, og da er der kanske ikke åbent på posthuset, og der må det hen, for jeg ved ikke portoen, og har kun ét frimærke. Hvis det nu ikke kommer, så ved du grunden. Jeg kom ikke til at skrive, fordi jeg havde sendt bud efter Garborg, og han kom senere end jeg vilde, og blev her længere end jeg tænkte. Jeg skulde nemlig være mellemmand for nogle, der troede at jeg bedst kunde få ham ind på det vi gjerne vilde: nemlig ha’e ham til professor i literaturhistorie. At Catarinus Bang bliver siddende, er en ren skandale.Catarinus Bang bliver siddende: Cathrinus Bang var professor i nordisk litteratur i Kristiania fra 1869 til kort før sin død i 1898. Den alminnelige meningen var at han ikke var en begavet foreleser. Der er ikke en kat på hans forelæsninger. Og Garborg er manden, der kan tage hans plads. Det var det jeg skulde sige ham, at nu skulde han søge et universitetsstipendium, som han skulde være vis på at få, og så skulde han reise udenlands for en tid; og så skulde han skrive en afhandling for doktorgraden og så skulde han blive professor. At der var mænd bag, som kunde og vilde sætte dette igjennem, skulde jeg også lade ham vide. Han blev ubeskrivelig rørt da han hørte dette udmærkede program være fix og færdigt foran sig, men han begyndte naturligvis at krympe og ængste sig, og sige at hans livsmod var brudt, hans energi borte, og at hans enthusiasme og en stor del af hans tro var rent forbrugt, og at han altså vilde være uduelig. Jeg beviste ham imidlertid at han tog ganske feil af sig selv, og det endte med at han gik fra mig i et rent strålende humør, og lovede at tage sagen under alvorlig overveielse til lørdag aften, da han hos mig skal treffe de mænd som står bag, og underhandle med dem. Det går nok, – det er jeg vis på. Og hvor glad jeg skal være på hans vegne. Vil du tro det, at dette menneske med sit uansélige ydre, og frygtsomme optræden er et af de fineste jeg har kjendt. Og så kan han få et formelig skjønt udtryk i sine øine når han først er kommen i gang med at tale. Og nu ser jeg at han slet ikke er undselig længer ligeoverfor mig. Han kan sidde og spøge, og være småmorsom, og da er han så sød. Nei min søde, elskede, – det stikker i mig ved at sige det, men jeg kommer alligevel ikke. Det kan ikke ske. Bailly Knudzon,Baillie Knudzon: Baillie og Marie Knudtzon var søsken til Bertha; Baillie var gift med Elisa, Amalies venninne fra Bergen. Elisabeth Knudtzon var gift med deres bror Nicolay Knudtzon, og døde i 1883. som har været i Kjbhvn på et kort besøg var her i forrige uge, og skulde overtale mig til at reise ned til dem strax, de skulde nemlig alle afsted til bade og sligt i midten af næste måned. Ja, før skulde de til Paris, hvor Marie har været syg og spyttet blod i vinter, og gjort sin mor så bange. Men nu er den onde skjæbne slig, at jeg umulig kunde reise før til den tid jeg sidst sa’e dig, i slutten af april på grund af konfirmationen og flytningen e.c.t. Jeg kan ikke løbe fra det, umulig, umulig! Jeg kunde være kommen tidligere, men da var det at hun døde Elisabeth Knudzon, svigerinden, ved du. Bailly Knudzon skulde skrive til sin mor samme dag, og deri berette mit afslag. At Drewsen allerede søndag vidste noget at fortælle derom, er ufatteligt, for fru K. kunde først ha’e fået det brev lørdag, eller kanske fredag. Nu kommer jeg kanske til høsten på besøg til Knudtzons, og det er jo godt at ha’e det tilgode; så bli’er der jo en leilighed mere til at se dig iallefald. Men jeg kan ikke leve i al den tid uden dig, ikke til sommeren heller kan jeg det; jeg se dig engang forinden. Men hvorledes? Det er igrunden dumt, at vi ikke har benyttet påsken; for du har vel ferier da en hel uge. Så kunde vi være mødtes i Sverige igjen; ligesom sidst. Du måtte være reist til Gøteborg min gut. Skal vi virkelig nu gå og vente til i july [sic] måned? Jeg dør af at tænke på det; og det er igrunden dumt, for jeg ved jo godt at jeg vil blive elendig, ulykkelig i tusindfoldt mål, når du så er borte igjen. Der skal være kunstnermøde i Kjøbenhavn siger du. Men her skal være udstilling;udstilling: 16. juni 1883 åpnet «Den norske industri- og kunstudstilling» på Tullinløkken. man bygger en voldsom indretning, et helt kvartal til den, og så er det dig, som skal komme hid værs’god. Jeg kunde ikke komme did til noget kunstnermøde jeg; for da er ikke Knudtzons der, og hvem skulde jeg så bo hos? At ligge og slænge på et hotel for mig alene gik ikke an; det kunde være, hvis jeg fik en med mig; men min bro’er bli’er det ikke, for han skal til Ems for sin hals. han skal til Ems for sin hals: Wilhelm var allerede kraftig angrepet av tuberkulose; han reiste til kurstedet Bad Ems i Tyskland i mai 1883 og døde der 21. juli. Men kanske Ludvig vilde; ånei, – det er sandt; han vil vel til nogle philologgreier et eller andet sted, eller så høit tilfjelds; det gjør han altid, og vil intet andet. Ja, men sés vi, om så jorden forgår af det. –

Også her er det en rasende frost, med en bidende isvind fra nord. Alle mennesker går og er forkjølet; jeg har klaret mig godt; skjøndt lidt hæs er jeg bleven af at gå og klæde mig dernede i «paladset» i et garderobeværelse med en orkanagtig træk. Og der har været en dame som var med til tableauerne, som formelig har forfulgt mig med sin kjærlighed. Du kan ikke tro, hvor fælt det var. Det var sikkert det stygge, som du talte om, husker du. Hun kom når jeg stod og satte mit hår, og kyssede mig på skulderen og armene, og omfavnede mig, selv i negligé, og var så ækel at jeg kan ikke sige det. Jeg rent skreg tilsidst, når hun nærmede sig, og gav mig til at løbe; og så stod hun og sa’e at jeg var det deiligste hun vidste, at hun var blevet et ulykkeligt menneske, siden hun havde sét mig, at hun lå om nætterne og ikke fik sove, at hun forstod sig på mennesker, og at jeg var «pragtfuld» – «pragtfuld»; og tænk, hun er gift, og har tre børn, men det var noget stygt alligevel. Nu har jeg sagt til Josephine at når den dame kommer, skal hun altid sige, jeg ikke er hjemme, for hun truede mig med besøg, og hun går og taler til alle de andre om at hun er bleven syg af kjærlighed. Hvis hun endnu var et galt menneske, men hun er så flink og dygtig, og hun er igrunden smuk, skjøndt jeg synes hun er rædsom, vel før er hun nu også virkelig. Nu skal vi til igjen efter påske med disse utålelige karnevalsgreier. Jeg kvier mig uhyre, for jeg er så gørrende lei af hele greien, men det går ikke an at sige nei, for de stakkels kunstnere mangler endnu 1500 kr. før de har sine udgifter dækket, og disse tableauer og optog trækker hus. Men udgifterne har været rent enorme, større end beregnet, skjøndt beregningen var høi. På slutningsballet 4de påskedag kommer prinsen og kanske kongen, og det bli’er naturligvis averteret, for at lokke folk hid, for naturligvis løber de som gale efter den fillegutten på 22 år.den fillegutten: Oscar 2.s sønn kronprins Gustav, født i 1858, fra 1907 svensk konge, Gustav 5.

Jeg vilde ønske du havde sét «Folkefienden» her. Som Reimers spillede Stokman!!som Reimers spillede Stokman!!: se brev 62, note 3. Bare den måde han stod og hørte de andres replikker på var sådan, at man havde møie med at holde sig i skindet, for ikke at bryde ud i rasende klap. Aldrig havde jeg troet alt det til Reimers. Poulsens maske alene, har været slet og umulig efter hvad jeg har hørt. Reimers’s var ypperlig. Med det samme man ser ham, ved man at der er manden. – – Hvis nu manuskriptet er med,manuskriptet: til Amalies fortellinger «Fru Ring» og «Bureauchef Kroghs». så må du altså læse det i guds navn, havde jeg nær sagt. Du vil sikkert finde at fru Ring er et leit og kjedeligt menneske, med sin leddiggang, der er roden til alt ondt. Men du får søge at fordrage hende så godt du kan. Jeg ser allerede nu manglerne ved det. Ikke hvad detaljerne angår, men sådan overhovedet, nei jeg mener med hensyn til indholdet. Du kan tro jeg kvier mig til at du skal sidde der og læse det med dine kritiske øine (på samme tid kan du aldrig være mig for kritisk, forstår du vel) og naturligvis grine på næsen, som er en sød liden næse, og sige til dig selv, at det er noget juks. Men bureauchef Kroghs’ er ikke juks. Den er jeg selv så glad i, for den er så ærlig og sandfærdig. Men jeg ved nok, at jeg ikke tør lade den trykke, i ethvert fald ikke på flere år, for den vil vække en exempelløs forbitrelse og forfølgelse, der vil gjøre alt hvad jeg måske kom til at skrive til en umulighed blandt publikum. Jeg har jo der bespottet kristendommen, kristentroen, bønnen og nåden, kort, alt det, der er helligt på jorden, vil man sige. Men det er slet ikke meningen. Jeg har blot ment at spotte den måde hvorpå kristentroen bruges som puder under, ja rent ud sagt forbrydelser, og at det personlige, menneskelige ansvar ligeoverfor sig selv og efterslægten, er den eneste religion, der ikke går tilbunds, når det kommer til stykket. Men som sagt, trykkes kan det ikke. Det er gået mere og mere op for mig, siden jeg har hørt hvorledes jeg er bleven beskyldt for at ha’e været gudsbespottelig i den uskyldige mdm. Høier o.s. v. Jeg har mistet venner ved den. Så er det jo også kjedeligt at stoffet er «Gengangeres».stoffet er «Gengangeres»: se brev 72, note 18. Men det kan jeg ikke hjælpe for. Som sagt, nu får du læse det, og sige hvad du synes, og så sende mig det tilbage strax. Jeg vil føre den tredie ind i samme bog. Det er underligt at sende det fra sig. Vær nu lidt glad i mig, lidt tilfreds med mig, næste gang du skriver. Husk, at jeg lever af dig og de ord du sender mig ene og alene, og husk at jeg elsker dig forfærdelig meget.

Din Amalie



82. Erik til Amalie

Natten mellem Søndag og Mandag

Den 25-26 Marts 1883

Min Amalie, det er over Midnat, jeg har sovet en Timestid på din elskede Pude for at være frisk til at skrive til Dig, men jeg føler, at det dog vil være rigtigere af mig at indskrænke Skriveriet i Nat for imorgen at kunne tage fat med bedre Kræfter. Du Søde, Du har gjort mig overmodig glad med dit Brev, som jeg først læste imorges. Véd Du, at jeg nu formelig var bange for det. Du har min Ven i de sidste Breve givet den Stemning så meget Luft, som Du nu selv kan tage i Nakken og ryste, til den tier, at jeg måtte gå og være forknyt. Enhver Glæde i vor Kærlighed var så ynkelig borte – således så det ud. Så fik jeg dine søde Ord, og jeg læste mig Arme til om min Hals, Læber mod mine – Stump, vil Du vide, at jeg har holdt Råd med mit Spejl og min Frisør, om der dog ikke skulde være Mulighed for at skabe mere Plads på mit Ansigt for det dumme Skæg, der sluger de Steder op, hvor Du kunde have Lyst til at kysse mig. Elskede, kan Du huske, at Du har klaget over, at der ikke var kysseligt Sted for dine Læber? Jeg husker det. Men desværre, jeg tror, at det snarere er gået tilbage med Pladsen. Der er bogstaveligt kun et bitte Rum tilbage omkring Øjnene. Så får Du sætte dine Læber to Gange på hvert Sted for den ene Gang Du havde tiltænkt den mere åbne Adgang til Kys. – Jeg er glad for Dig. Og jeg trænger så hårdt til Dig, som Du intet Begreb gør Dig om. Amalie, det er meget mere Sandhed end Du nogensinde vil få tydelig at se, at Du på en Måde holder hele min Skæbne i din Hånd. Jeg er sløv og ligegyldig for Alt uden Dig. Kun i og ved Dig tænker og føler jeg. Der har ved dine Klager, som jeg naturligvis må tage lidt dummere på end nødvendig – Stump, helt dum har jeg dog ikke altid været, alt har jeg ikke taget efter Bogstaven, indrøm mig det, Du har sat mig på ikke så ringe en Prøve – jeg siger, at Du har ved dine Klager fået mig til at holde hele et gnavent Examinatoriums svære Examen med min Kærlighed, med Kærlighed overhoved, om det nu også var så stor en Ting, at man skulde gøre sig så megen Pine for dens Skyld. Men jeg bestod sejrrig Examenen. Uden Dig var Livet absolut intet. Og så kom dit Brev. Så yndigt dine Kærlighedsord klinger, så sødt alt former sig, når Du elsker mig, ja Amalie det må man vel være mig for at kunne forstå. – Nu vel, jeg har slet intet kunnet foretage mig idag. Jeg mener, at jeg ikke har kunnet læse i dit Manuskript, lige som jeg ind til nu ikke har kunnet skrive til Dig. Jeg har skullet være her og der. Det vil sige jeg har dog havt halvanden Time i Ro hjemme. Men jeg foretrak Amalie, at hvile ganske stille på min Sofa med din Pude under Hovedet i Drømme, jeg hverken vilde skrive til Dig eller læse i din pæne sorte Bog med den ordenlige Renskrift og meget slette Radering – Vor Herre bevares sikken en Kniv Du har havt – jeg vilde nyde i Fred den gode rige Stemning Du har givet mig. – Mødes, min Unge? Ja hvad gør vi nu? Rigtig, jeg kunde have været 6–8 Dage borte i Påsken, men jeg vidste i Grunden ikke af det før jeg nu mærker, at således er det. Men altså April løber ud, inden der kan være Tale om noget. Med den begyndende Sommer vil vi ses. Lille Pige, det må dog nok så vist blive i Jylland. Du kan fra Kristianssand komme pr Dampskib til Frederikshavn. Det synes mig nu det rimeligste. Hvis da ikke ligefrem en Tur til København for en Bogs Udgivelses Skyld er mere formålstjenlig. At jeg skulde kunne praktisere mig op til Kristiania ligger næsten udenfor Mulighedernes Grænse. Den Udstilling Du taler om, er ren lokal norsk, der er slet ikke Tale om et skandinavisk Foretagende, og så har vi jo nu en fast Korrespondent i Kr’iania.en fast korrespondent i Kr’iania: Det framgår ikke av avisen hvem det var; det står f.eks. «Brev fra Kristiania» i Morgenbladet 5/4/83 – men forfatteren er anonym. – Men jeg vil ikke tale derom nu. Jeg har ingen fast Plan. Ak det begynder at løbe ud i Elendighed med os på ny. Men nej, det taler vi ikke om nu. – Tænk Dig, jeg kunde være kommen til at bo i Knudtzons Sted i Amaliegade. En fortrinlig indrettet Kvistlejlighed på 3 Værelser til 400 Kr, kun ubetydelig mere end hvad jeg nu giver, har stået ledig et halvt År. Jeg har ikke vidst af det. Igår fortalte Borchsenius mig, at han havde fået Lejligheden. Jeg kender den godt, Pietro Krohn har beboet den som Ungkarl.Pietro Krohn: maler og museumsdirektør, en av Edvard Brandes’ nære venner som var med på å støtte Politiken økonomisk. Det gik som et Stik igennem mig: Om nu osv.! – Hvor Du er sød som Muse for Arne Garborg, men naturligvis, jeg skulde da også blive skinsyg på ham med. Det er forskrækkeligt med den Følelse som den sidder parat til at fare frem som en uartig Dreng, det ikke er muligt at holde Styr på. – Min sødeste Pige, aldrig har jeg bragt Ordet «Plebejer» i Nærheden af Dig. Hvis Du siger det anderledes end for Spøg, må Du læse om – men «verdensklog», ak ja, det Ord har jeg brugt, og det må Du bruge hundrede Kys for at få mig til at slette, Du forunderlig søde og grusomme Kvinde. – Uf, for den Kvinde, som var efter Dig, at jeg dog ikke er i Kr.iania at Du kunde vise mig hende. – Aldrig har jeg dog hørt Mage til Hoveri med jert Kunstnerkarneval. At det er tænkelig muligt at samle Kræfter til at møde 5,6 Gange for det Pjudseris Skyld. Og så kun for at få Udgifterne dækkede! Ifjor kan jeg huske foranstaltede Skuespillerne i Kbhvn et Marked som var beregnet på 3 Dage det blev forlænget til 5, så tror jeg der var tjent 25–30.000 Kr, og der var omtrent friske Kræfter hver Aften til at tage fat. Det er dog næsten for urimeligt med sligt Slid omsonst. Rent alvorligt synes jeg ikke man har Lov til at kaste Tid og Møje bort i den Grad for en Skønhedsvirknings Skyld, hvis positive Udbytte vel er de Forelskelser og Forkølelser, der hentedes på Karnevalet. Hvis jeg var din Mand Amalie, havde jeg vistnok holdt slemme Taler i den Anledning. Nu kan Du være glad Du slipper. Og at Du så skal have med det kongelige Skidt at gøre, som man ellers til daglig foragter. Jeg håber, at Du føler lidt af Byrden ved at være så smuk som Du er – forfængelige Kvinde. – Nu God Nat Stump. Imorgen læser jeg Manuskriptet og – håber jeg – skriver. Men det er ikke sikkert at jeg straks kan sige hvad jeg mener.

Du husker dit Kostumebillede!

Din Erik



83. Erik til Amalie

Mandag

[26/3/1883]

Min elskede Ven, jeg har læst begge dine Fortællinger, og synes ubetinget bedst om den første «Fru Ring». Hvis jeg t.E. var Sekretær ved «Tidsskriftet», og Du havde sendt Heftet der til, og jeg skulde afgive min Kendelse, vilde den lyde således. «Fru Ring» kan trykkes, når det skal være som den er – mulig bør der dog foreslås Forf. en enkelt eller to Lempelser af meget kraftige Udtryk,meget kraftige Udtryk: Amalie hadde problemer med «usømmelige» uttrykk helt til romanen Constance Ring, basert på denne fortellingen, skulle komme ut. Til slutt måtte hun selv betale for utgivelsen. der ikke synes umiddelbart begrundede, og hvis Forf. overhoved er villig til Forandringer, burde det henstilles, om ikke der var Anledning til at omdanne den meget benyttede Nutidsform (Præsens) til Fortid (Imperfektum) om ikke alle Steder så de fleste. – «Bureauchef Krogh’s» bør Tidsskriftet ikke optage. Er der imidlertid personlige Grunde til at gøre det, er der i Fortællingen et Par så gode Steder, at det vil kunne forsvares, hvis en temmelig kraftig Beskæring anvendes på hele Begyndelsen. Det er i Korthed min officielle Dom, min yndige søde Pige, min private skal jeg se at få sammentrængt her så kort og fyndig som mulig. Du synes selv bedst om «Bureauchef Krogh’s» for dens Sandfærdigheds Skyld – men søde velsignede Ven, det er slet ingen Fortælling, det er et Program. Der står intet på Fortællingens 30 Sider, som gør Krogh, Moderen og Sønnen til bestemte kendelige Individer inden for Arten. Kroghs religiøse Overvejelser (og andet kender man ikke til ham) ere Overvejelser i al Almindelighed, der findes ikke en Farve i dem, som han særlig har lagt ind i dem, han er en almindelig, flad, kristelig Syfilitiker, og Moderen går det på samme Måde, hun er den opofrende, slidende, troende Moder, men hvad hun egenlig føler og mener, hvor udslukt eller hvor levende hun er, om hun taler hurtig eller langsomt, er køn eller grim, er venlig eller træg, dygtig eller udygtig osv, derom ved man slet intet. Man kan hverken se hende eller Manden. Holder de af hinanden eller er hun et Offerlam også i Ægtesengen? Ved Sønnen er der dog, fordi han kommer til at sige noget, en lille Antydning af, at han er et særligt Individ, men den er rigtignok kun meget lille. Der er ikke et Billede at få fat i. Det Hele er et Referat. Og er Du vis på, at Referatet er rigtigt? Så vidt jeg véd laver en syfilitisk Fader ikke svindsotige Børn.en syfilitisk Fader: De nedarvede virkningene av syfilis ble ikke fullt ut forstått i 1880-årene, og sykdommen selv kunne bare omtales i antydningene (som også i Gengangere). Amalies undertrykte angst for familiesykdommen lungetuberkulose (svindsot) ligger vel også bak hennes skildringer her. Snarere Kertelsvage og Døvstumme eller Idioter. Og det, at det unge Menneske er så overordenlig forberedt på Døden, jeg mener vidende om, at hans Sygdom er absolut dødelig, og at de alle uden videre taler til ham som en Dødens Kandidat – er det ikke noget helt forunderligt? Jeg har set adskillige Dødens Kandidater og meget kloge derimellem, hverken havde de det present, at de skulde dø, eller nogen kunde falde på at sige dem det. Du har haft den Mening, at det er en Skændsel at lave Børn, når man er fattig, og når man er inkurabel syg – ja ikke en Gang det sidste helt ud. Du har kastet dit Had på Syfilitikeren – men nu den Brystsyge,den Brystsyge: noen som lider av lungetuberkulose den med arvelig Vanvid i Slægten? de sidste ere meget farligere for Menneskeslægten, de Syfilitiske kunne i de fleste Tilfælde slippe for at påføre deres Afkom et Onde. Din Mening har Du formet i en Omtale af nogle Personers Skæbne, men det er ikke Personerne som sådanne der interesserer Dig. Du har aldrig set dem. Du skildrer ikke dem, men den Religion, de har og den Sorg de lider. Men det bliver ikke til nogen Fortælling, og jeg kan kun vanskelig tænke mig, at man ad denne Vej skulde kunne nå til Kunst. Der er smukke Ting i Omtalen af det unge Menneskes Kærlighed til Moderen og i de Ord de veksle, men denne Scene bæres ikke af noget i den øvrige Beretning. – «Fru Ring» er et talentfuldt Arbejde, fyldt med megen bevidst Kunst, men, min Unge, den er langt fra god nok. Du kan skrive den meget bedre. Du har givet for lidt, det er ikke et helt Billede man får. Jeg vil vide, hvorfor Fru Ring keder sig så gudserbarmeligt. Du har præsenteret hende straks om jeg så må sige på for nært Hold. Vi er ikke forberedte til at forstå den særegne overdrevne Form for Træthed og uægte Livslede, som vi få at se, og uden Forståelse ingen virkelig Interesse. Lad mig straks sige, hvori jeg tror, at Hovedmangelen ligger. Det er i Kompositionen: der mangler et Kapitel. Når Tæppet rulles op, taler Hr og Fru Ring sammen. De er ikke enige. Der er et underlig dulgt Fjendskab i alt hvad hun siger, som aldrig kommer tydelig til Orde, men som har skabt den Kulde, der stempler hele deres ægteskabelige Liv, Fjendskabet er hendes Fejltagelse da hun giftede sig. Han ser ikke synderlig dybt i dette. Deres Uenighed nu drejer sig om Minerne i Ivery[?] og den Proces han har begyndt. Hun spotter og havde foretrukket et magert Forlig (?). I denne Samtale lærer man Fru Ring at kende. Så sejler Manden ud og kuldsejler. Næste Billede din Fortælling [sic] fire År efter. Der er som det er nu bl.a. den Urimelighed, at hendes Forhold i Ægteskabet, hendes virkelige Følelser derunder ikke kendes og ikke direkte mærkes gennem de Forestillinger der vandrer trægt ud og ind af hendes Hjerne. – Undskyld jeg opdager nu, at Nils vel betyder Manden og at «siden», da hun er ved at forloves med Fætteren, betyder efter Mandens Død. Men det er ikke tydeligt og forstyrrer i Grunden Billedet noget, man får for dårlig Besked. I det Hele, er det så aldeles rimeligt, at hun netop den Aften straks oven på Ølmanden tænker på dette, om hun da aldrig kan komme til at elske? Ja meget muligt er det det. Men det kommer som en Nysen på os. Vi er for uforberedte. Der er nogen Usikkerhed i din Måde at lade Omgivelserne virke og Fruens Forestillingskreds skifte, og snart er Fortælleren selv med i et Adjektiv, snart er det blankt og blot Fru Ring vi har for os. – Hvorledes har hun overhoved kunnet tænke på at blive forelsket på ny? Der er meget, der ikke er færdigt. Johanne i sit Køkken er god. Det Billede, der ved hende males af Fruen og hende selv er ypperligt – Du har en for en Kvinde helt mærkelig sanselig bred Pensel, en saftrig Anskuelighed, som virker helt bedårende på mig – mulig vil den forskrække andre. Det rent Ydre i hvad Johanne ser gennem Nøglehullet synes mig absolut fortrinligt. Men som sagt: denne Drømmen og Svømmen ud i den blødeste Lediggang skulde forklares, i alt Fald også anskueliggøres. Jeg synes ikke helt godt om Kusinens Besøg. Det forekommer mig, at Tonen imellem de to Damer er lidt under de Udtryk de vilde vælge, – den stramme Stemning over Samtalen er derimod af udmærket Ægthed. Men mulig vrisser to Damer således ad hinanden. Da Du overhoved har delt Fortællingen i Afdelinger skulde III slutte, hvor Fru Hansen går. Begyndelsen af Ensomheden er ikke rigtig godt skrevet. Hun tænker næppe på HolmHolm: er ikke med i den tryke versjon av «Constance Ring, Fragment» (Tilskueren, desember 1884, s. 934–49.) så historisk som Du for Læserens Skyld har været nødt til at gøre det, og der kommer kedelige almindelige Ord med. Så stiger Fremstillingen fra: «Hvad skulde der nu blive af hende?» (Hendes Blik rundt i Køkkenet ug!)hendes Blik rundt i Køkkenet ug!: dvs. udmærket godt (som en skolekarakter) – se Eriks forklaring i brev 85. til hun har brændt Brevene. Erindringen tilbage ved Synet af Strimlen forekommer mig usandsynlig, hun har Medlidenhed med sig selv, er blød hvad Fortiden angår, det er Fremtidens Fattigdom der er Skrækkebilledet. Og så Slutningen, min sødeste Pige, det er for lavet. Nej, naturligvis, lad hende blive forstyrret og få Brevet til Doktoren tilbage, og så efterhånden komme bort fra Selvmordet den Nat, for hun havde ikke taget Livet af sig alligevel, om så Holms Brev aldrig var kommen. Det Brev skulde først dumpe over hende senere, når hun var blevet endnu sløvere eller mere forpint. Slutningen med hendes Fantasier om Dragterne fra «det andet store Magasin» osv. må ikke mangle. – Psykologien er for svag. Vi véd til syvende og sidst ikke, hvad det er, der har naget denne Kvinde. Men den kunstneriske Evne er af ægte Slags, Stilen bliver, hvor den er beskrivende, tæt, kraftig, næsten hed, malende og såre anskuelig. Den er noget for sig selv.

Min søde elskede Amalie, hvad siger Du til alt det, jeg har rodet sammen på det andet stykke Papir? Jeg tør næsten ikke læse det igennem, for der er sandelig ikke Stil i det. Men jeg har en gruforvoldende Hovedpine og det har jeg havt hele Dagen, og det er Du Skyld i, Du sødeste Pige på Jorden. Da jeg i Nat havde skrevet til Dig, og gik i Seng kunde jeg ikke sove. Jeg tror, at den Tur ned på Gaden i Sneuføre sammen med alle mine Tanker – jeg må altid bringe Brevet i Postkassen Søndag Nat – gjorde mig for årvågen, og så drak jeg en skrækkelig Mængde Kognak for at bedøve mig. Det har jeg Hovedpine af idag. – Min elskede Ven, gør Dig en Smule Umage for at forstå de Antydninger af Meninger, jeg har nedskrevet – det er slet ikke så hurtig besørget som Du måske kan tro – var vi sammen, hvilken Uendelighed af Bemærkninger havde jeg da ikke at gøre. Du må ikke lade hånt om min Kritik, og Du må ikke blive mismodig. Den er en Tilskyndelse for Dig til at skrive. Du lille Tosse, Du véd jo meget bedre Besked om Fru Ring end både jeg og alle andre, hvorfor skriver Du ikke ud af din Sjæls Indhold. I Kunst gælder intet andet end Ærlighed. Man tinger ikke der. Amalie, der er stundom en vis Drøjhed i din Udtryksmåde; tror Du ikke, at det var rigtigt at være en Smule mere tilbageholdende der? – Jeg kan for min Hovedpine ikke skrive mere i Aften. Ak der var så meget at fortælle og snakke om.

Elsk mig som jeg elsker Dig

Din Erik



84. Amalie til Erik

Onsdag.

[28/3/83]

Kjære, søde, over alt i verden elskede, hvor du har det ondt med mig. «Du er meget selvisk Amalie» – skrev du engang, men min selviskhed bunder dog ikke i egoisme, men mere i den voldsomme måde jeg føler dette med dig på. Når jeg først har raset ud, tror jeg endog at jeg kunde være meget lidet selvisk, at jeg kunde bringe det til at tie med det, der vilde såre eller gjøre dig forknyt min elskede; oh du ved ikke hvad jeg kunde læres op til ved at elske dig. Men alt må ha’e sin tid, og alt må komme efter sin naturlige orden. Er jeg «grusom», jeg? Kan du virkelig ville sige at jeg er grusom? Ja, med at ha’e mod til at sige mig selv sandheden, til at se iskoldt og nøgternt på tingene, på den måde er jeg grusom. Men så er det dog mere værdt; når jeg tilsidst strækker gevær og gi’er mig over på nåde og unåde, for da har det under sig det, at jeg ved hvad jeg har gjort. – Hvor jeg er lykkelig over at du nu er mere glad i mig, mere tilfreds med mig, at du har følt det rigtig helt ind, hvorledes jeg vilde lægge mine arme om din hals, og kysse dig til at forgå af. Torsdag. Længer kom jeg ikke igår, og der var meget mere jeg skulde sagt om det at kysse dig, blandt andet at det græmmer mig at du har alt det skjæg, – der er jo ingen rimeligheds grænser for det; overalt er det iveien, og der er ikke et menneske på jorden der har så liden plads for kys som du. Jeg bli’er kjed af at kysse dig bare på munden bestandig og på den filleflækken omkring øinene. Jeg har fået dit brev du søde, snille gut som sidder og skriver alt det værdifulde med hovedpine nattens tider. Din kritik er en skat, og du er en perle, men jeg vil ikke omarbeide fru Ring,jeg vil ikke omarbeide fru Ring: Amalie ombestemte seg selvfølgelig, og skrev fortellingen om til roman. – det er for kjedeligt – jeg få slippe, og jeg vil ikke skrive et første kapitel med en samtale i, for jeg vil overhovedet være færdig med det kjedelige fruentimmer. Der var så meget jeg skulde sagt i anledning af det du skriver om min skitse, men jeg kan ikke, for jeg er træt efter igår af at danse til kl. 2, og drikke meget champagne, og tale en hel del fransk med en greve som er fransk vicekonsul her. Uf, at vi aldrig kan få være på bal sammen! hvor det er skammeligt, og hvor meget vi idetheletaget går glip af, vi, det er ganske forfærdeligt, når jeg rigtig betænker det. Nu er det da slut med alt det karnevalsrod, gud være takket og priset. Jeg er ganske enig i alt hvad du siger om det at kaste tiden bort i en sådan udstrækning, og til så liden nytte. Havde jeg det med at angre på noget, så vilde jeg angre på at jeg gik med på dette, nu haster jeg bare fra det med mine tanker, og er glad det er over. Jeg vilde ønske du havde været min mand, for at du kunde ha’e forbudt mig at være med, rent ud forbudt mig, for så havde der ikke været mere snak om det; jeg kunde sagt: jeg får ikke lov af min mand. Tænk hvor godt det vilde været. – Du er udentvil den kyndigste dommer af alle i Skandinavien – det er ikke en superlativisk floskel, men min virkelige mening, og jeg er så glad at du har læst mine greier og sagt mig din mening. Jeg skal ganske vist få nytte af alle de udmærkede vink, hvis jeg skriver noget mere. Men fru Ring, vil jeg som sagt ikke røre ved mere. Slutningen er lidt lavet, – åja herregud, – det er nok sandt, men ikke så græsselig sandt endda, for tilfældet spiller jo som oftest første violin her i verden, og der er intet til hinder for, at det brev kunde komme netop den aften. Det kunde også være bleven borte, hun havde så alligevel ikke taget nogen gift, hun, – men dette gjør det meget letvindtere for mig. At lade det stå hen, og la’e der gå nogen tid, og vise hende endnu mere reduceret, og så lade brevet komme, det bli’er så besværligt, – og som sagt, – det laveri er ikke med det værste. Hvad skulde der være iveien for at brevet kom? Du må ikke være for strid med et menneske heller, og især ikke med en begynder, husk det. Og så det om et første kapitel for tydelighedens skyld. Du har sikkert ret naturligvis, – men jeg synes på den anden side at man godt skimter hvorledes hendes første ægteskab har været, både i det hun siger om Nils, som jeg synes røber en langsom begribelse, at du ikke strax vidste var manden, man skriver da ikke for et publikum, som skal ha’e det ind med ske’r heller – og i det om hans photograferen, og i det hun siger til kusinen om ikke ét ægteskab er nok og om processen. Der kan ikke stå mere om det som det hele er lagt, for husk hvor gammelt det er for hende hvor færdig hun er med at gruble og være bedrøvet over alt det. Hvorfor fru Ring kjeder sig? Det er jo bare fordi hun har stof i sig til at undgå at kjede sig. Hun har lidt indhold i sig, som ikke blier udnyttet, det er det som nager hende; hun ved det ikke selv, – der er mange som går og lider og lider af samme grund uden at vide hvorfor de er lei af sig selv og hele stasen, – de som blier udnyttet til mindste evne, er de lykkelige, de få, de forsvindende få, de udvalgte. Havde fru Ring ikke havt ubrugte evner, så vilde hun ikke ha’e kjedet sig; kun været forlystelsessyg og tom naturligvis, men uden at mærke det eller lide ved det. Det er kvinder som fru Ring det er synd i; det er synd i dem at de opdrages så slet, at de fra barndommen af ledes hen til det, at blive en mands kone, og ikke et menneske. Man skal altså forstå af sig selv hvorfor hun kjeder sig. Fru Ring kunde ikke «spotte» over processen, – hun har altid været udenfor sin mands leben und treiben, gået ved siden af alt det; slet ikke bekymret sig om hans greier. Hvad hun alligevel ved, har hun ikke kunnet undgå at høre. Jeg kan ikke indse at der er noget iveien med samtalen mellem kusinerne. Det er de mange uenigheder og pripne samtaler fra før, når fru Hansen vilde ha’e fru Ring til det eller det, – der ligger under, og gjør tonen som den er. Men hør sig mig nu, – skulde jeg helst la’e være at trykke den? når den har så mange mangler, – og jeg er vis på du ikke har sét dem for skarpt an, så synes jeg ikke det er værdt. Jeg er vis på jeg kan få den i Tidsskriftet, men som jeg før har skrevet, – jeg bryder mig ikke om det hvis den ikke er virkelig god. Og det er den ikke. Vil du gjøre mig den store tjeneste at sætte mærke ved alle de udtryk som er for drøie, – (jeg kan absolut ikke fatte, at der findes sådanne,) og har du bedre, så skriv dem over med blyant, og ved de verber, der heller skulde været imperfekter, og ved de ordelag, du ikke synes om i samtalen mellem de to damer. Ved du, forresten, – hvad jeg tror, – at damer bedre vil kunne forstå fru Ring end herrer kan det. Og så må du sende mig bogen meget snart tilbage, – hører du. Ja, så var det ikke mere, – jo det er sandt «Bureachef [sic] Kroghs»! Jeg synes ikke du har ret i at man ikke kjender Krogh. Jeg ser og kjender ham så tydeligt, at jeg ved på en prik hvorledes han ser ud, ja lige indtil den måde han spiser på, og klæder sig af på om aftenen. Han er så kjendelig ved det, der siges, at der slet ikke skal siges noget. Og hun også. Tror du hun ved om hun holder af ham eller ei? Slig en slavekvinde, for hende gjælder det: alting skal så være, og naturligvis er hun sanselig, ellers havde hun på en eller anden vis gjort oprør. Du skulde hørt hvad fru Wullum sae om den! Og hun skjønner sig ikke så lidt på bøger; jeg har hørt så mange forstandige domme af hende; og hun sa’e engang at din bog var en af de «skønneste» hun havde læst, – rent ud et herligt arbeide, sa’e hun. Men det kan nu være det samme det om «Krogh’s» for den vilde jeg nu alligevel ikke ha’e trykt, af andre grunde end dine. Idetheletaget er det forresten kjedeligt at skulle skrive, rent ud et kors man går og slæber på: igrunden begriber jeg så lidt, at jeg gider, men jeg kan ikke la’e det være heller. Jeg ved godt at jeg er flink, men jeg er ikke flink nok; ikke så flink at jeg, hvad man kalder, får det til. Men jeg er slet ikke bedrøvet over det, må du tro, – det skulde jeg nu egentlig være, men jeg kan ligesålidt ta’e mig nær af at jeg ikke får det til, som jeg kan angre på noget jeg har gjort. Forresten var det en glæde at se, hvor alvorligt du tog på det, at du dog havde fundet, der var noget ved det; jeg var så forberedt på, at du vilde skrive: nej min lille pige (nu snakker jeg dansk, og hærmer efter dig, du skulde bare høre!) det må du ikke befatte dig med, eller sådant noget. Og det synes jeg forresten gjerne du kunde ha’e gjort; så havde jeg lagt det på hylden for bestandig, og været glad og lettet ved det.

– – Er det virkelig sandt at du elsker mig således, at min kjærlighed er så meget for dig, at livet blev intet for dig uden mig? Det er så sødt at høre det, og var du hos mig, så vilde jeg spørge dig igjen og igjen og kysse dig mellem hvert ord, og kysse dig mange gange for hvert svar. Og jeg tror jeg kunde komme til at græde af glæde, hvis du ikke blev træt af at svare mig ja. Som jeg glæder mig til den dag jeg skal være i dine arme! Og du skal komme til at føle hvorledes jeg elsker dig da; men det gjorde du allerede sidst, – ikke sandt? Men nu bli’er det værre. Bare det ikke må være forlænge. Jeg bli’er syg af utålmodighed. Men du, – dengang du elskede hende du ved, da er jeg vis på, du også følte det som om livet vilde være absolut intet for dig uden hende; og dengang følte du det stærkere, varmere, mere troende; for dengang sad du ikke inde med erfaringen om, at det går an at lide, glemme, leve op påny, og finde en ny kvinde til at elske. Det ved du nu, og jeg er aldeles overbevist om at hvis du mistede mig, så – ja, så vilde du nok sørge, men ikke som sidst, og så vilde du om et år eller to møde en anden, som gav dig sin kjærlighed, på samme vis som jeg har gjort det, kanske også da uden at du bad om det, og så vilde du en dag sige til dig selv: jeg elskede nok Amalie, men ikke som jeg troede. Det er det som er det triste. Kostumebilledet skal du få, men du får give tid, til det er færdigt; det blier det vel nok i næste uge en gang. Min elskede, min Erik jeg er ganske og aldeles

din Amalie.

Jeg har taget konvoluten op igjen, for at sige dig, at du har så uhyre uret i meget af det du siger om «Krogh’s». Han skulde ikke vide at han skulde dø efter at han var bleven sengeliggende, og kun havde et par måneder igjen. Jeg ved med vished om flere som har vidst det, og talt om det; en var et ungt menneske på 21 år som døde af tæring inde i Hardanger, hvor jeg med andre, lå på landet. Det var ingen af hans nærmeste hverken lægen eller moren, som lagde skjul på det da, – de gik endog og prøvede på at omvende ham, og bad ham betænke hvor snart nådetiden var forbi. Han sa’e til mig: når de bare vilde la’e mig dø i fred. Og dette var intet exceptionelt tilfælde. Men jeg har mærket engang før, – det var i Gøteborg, at du ikke rigtig ved hvorledes de som farer med at være kristne har det, og hvilket præg det giver dem. Jeg er sikker på der er noget i dette. Meget mere vilde jeg ha’e sagt, men det får være til vi træffes.

Din Amalie.

[Skrevet bak på konvolutten]:

Il y a quelque chose dans votre lettre, que je n’ai pas pu lire, malgré des efforts incroyables. Après avoir dit: «Så stiger fremstillingen fra: ‘hvad skulde der nu blive af hende?’» – vous avez fait une parenthèse: («Hendes blik rundt i kjøkkenet») alors vient ce que je n’ai pas compris; c’est comme ça (maintenant il faut que je dessine) «ug». Qu’est-ce que vous avez voulu dire par ce signe barbare? Dites-moi donc sur-le-champ, et ne l’oubliez pas!il y a quelque chos …: på norsk: «Det er noe i ditt brev som jeg ikke har kunnet lese, selv om jeg har gjort iherdige forsøk. Etter å ha sagt: ‘Så stiger fremstillingen fra «hvad skulde der nu blive av hende?»’ – har du satt i parentes: («Hendes blik rundt i kjøkkenet»), og så kommer det jeg ikke har forstått; det ser ut som (nå blir jeg nødt til å tegne) «ug». Hva mener du med dette barbariske tegnet? Fortell meg det med det samme, og glem det ikke!»



85. Erik til Amalie

Kbhvn

Søndag Nat den 1 April 83

Du elskede søde, dit Brev er yndigt, og ikke mindst tager Du mig fangen med din franske post scriptum uden på Konvoluten. Lad mig straks sige Dig, at «ug» betyder «udmærket godt», og er den forkortede Betegnelse, man bruger som Karakter i Skolen, den bedste Karakter, der gives. Jeg måtte naturligvis tro Stump, at Du var meget fortrolig med denne Karakter. Sig mig for Løjers Skyld, hvilket Mærke man bruger hos jer for samme Sag. – Så er Du mageløs! Du roser mig for min kritiske Evnes Skyld og siger, at jeg uden Tvivl er den kyndigste Dommer i Skandinavien – hvad er nu det for en Urimelighed, Ven? – og bag efter underkender Du mir nichts dir nichts omtrent alt hvad jeg har sagt. O, Du Snedige! Imidlertid, Amalie, vær forsigtig her. Jeg har Ret i omtrent alt hvad jeg har sagt, og jeg skulde ved at gennemgå Stykkerne med Dig Punkt for Punkt vise Dig det. Der er ingen Tvivl om, at «Fru Ring» kunde trykkes, og interessere, men den er drillende under, hvad Du formår. Opgaven er så meget større end i «Madam H’s Lejefolk», men Behandlingen er også tilsvarende ringere. Jeg vilde ønske, at Du ikke sendte den til Tidsskriftet. Jeg siger ikke, at min Idé om at lade et Afsnit gå forud, er den ene rette, Du kunde også inden for den givne Ramme få sagt, hvad Du vilde; men Du måtte da være større Virtuos. Og Et navnlig: Du forholder Dig ikke ret frigjort selv over for dit Emne. Du har ikke fået denne Frue ud i Rummet, Du har hende t.E. ikke i Ironiens Belysning, og det kan ikke nytte at stille den Fordring til Læserne, at de skulle begynde med Forestillingen om, at Hemmeligheden her stikker i den større eller mindre Fond af ubrugte Evner. Det står der ingen Steder noget om. Det vil sige, der er ikke malet noget tydeligt Billede deraf. Husk, at al Kunst er jo dog kun at male Billeder. Man kommer ganske vist efterhånden til den Forestilling, at Fru Ring ikke er helt ringe, men det er en usikker Gætning bag efter, og vi skulde netop have havt denne Opfattelse som Forudsætning. Skal vi holdes indenfor den givne Ramme, måtte hendes Fantasier ganske sikkert være meget mere intelligente, ellers begriber vi ikke, at hun ikke lige som sine sære Medsøstre falder til Føje under Livets almindelige Nipssager. Det forekommer mig en god Opgave og lærerigt for en Mangfoldighed, navnlig af Mandfolk, at få et Billede malet af en Kvinde, som virkelig er livstræt i al Almindelighed – uafhængig af det meget Kærlighedssludder, som Mændene altid tror, at Kvindens Forestillinger ere udfyldte af. En intelligent Kvinde, der er kold og – træt, er en første Rangs Opgave. Men Kulden og det gode Hoved må males lige så anskueligt som Trætheden, ellers er Billedet ikke lykkedes. Amalie, Du måtte kunne gøre det. Men Du har taget underlig flygtig på Tingen her. Det er ikke rigtig Alvor, det jeg møder, ikke rigtig Kærlighed til det kunstneriske Forehavende. Der er ingen Frygt og Bæven i din Sjæl ved i Selvfordybelse pludselig at være kommet Ansigt til Ansigt med Sagens sande Sammenhæng. For Pokker, Du véd jo dog Besked med hvad der foregår i en smuk Kvindes utilfredsstillede Forestillingskreds, når hun er absolut uden Elskov og samtidig begæret af så godt som enhver Mand hun møder. Hvorfor vil Du ikke give dit Livs opsparede Foragt Luft i kunstnerisk Form? Din virkelige Foragt. Du står jo nu over den, kan gennemskue den. Hvorfor vil Du ikke tvinge Dig selv til at se og male den Svaghed, der dog på ethvert Punkt har været i denne Foragt – «Fru Ring» er kun en Antydning i så Henseende. Jeg tror, at det er rigtigt at holde de Fantasier, som en Kvinde i Fru Rings Sted får fat i, til netop de små Ynkeligheder, der foregå umiddelbart for hendes Øjne – men lægger hun sig hen, antage de større Former, de kunne blive til en hel Fortælling, et Maleri. Enten der, eller forud for denne Eftermiddag Maleriet af noget ganske bestemt og enkelt i hendes Liv gives, ellers kender vi hende slet ikke. Pigens Omtale er fortræffelig som Vejledning; men det enkelte Maleri af det, der er hendes Livs Indhold, bør være givet, helst formodenlig – jeg tænker her på, hvad der ligger din Pen nærmest – koldt, udvendig fra set. Og husk, at for at få et Billede til at stå, må man vælge sit Standpunkt og holde det: enten inden fra den Individualitet selv, man vil have frem for Læserens Øje, altså alt, ethvert Støvgran set i Belysning af Fru Rings Stemning, fortalt næsten med de Ord, hun vilde vælge, eller også omvendt Tilskuerens Standpunkt, der beskriver og giver igen sit Indtryk af det sete. En Skiften her, så at man snart ser Tingene med Tilskuerens, snart med den Skildredes Øje, ødelægger som Regel Billedet og røber Usikkerhed i den kunstneriske Evne.

– Min lille Pige, Kl er 2 Nat, jeg holde op. Jeg har ikke kunnet komme til at skrive idag.

Du er mit Livs Indhold, det er noget Sludder med alle før og efter.

Din Erik



86. Amalie til Erik

Onsdag 4de april. [1883]

Det var et kort og snippeligt brev idag, min elskede, og så var det ovenikjøbet opfyldt med bare snak, om det kjedelige stykke. Nu må det dog være nok. Vi taler ikke mere om det, ikke hvis vi treffes heller, det er så flout – og jeg ved jo nu så god besked om hvad du synes, du stygge vigtigpér, som jeg skulde ha’e lyst til at se fornærmet ud på. Nei naturligvis skal det ikke komme i Tidsskriftet, når du ikke synes det; jeg er glad, jeg slipper, havde jeg nær sagt. Men Sars har jeg lovet, skal få læse Bureauchef Kroghs, som fru Wullum imod min villie har gået og talt om som noget udmærket, og gjort ham nysgjerrig efter at læse, og nu er jeg bleven nysgjerrig efter at høre hvad han synes. Så får han jo også læse fru Ring. Men det gjør ingenting. Selv om han skulde bede om det til Tidsskriftet, får han det dog ikke. Hele greien skal brændes sammen med alle de overflødige breve og papirer, som skal kastes i ovnen nu til flytningen. Jeg vil ikke ha’e bogen liggende, for så resikerer jeg gjerne at komme til at gå og tulle med det bagefter, og jeg vil ikke vide af det mere. – Jo, – jeg tror virkelig at du er den bedste dommer jeg kunde finde i de 3 lande – jeg vilde ha’e mere tillid til hvad du sa’e end til G.B. f.eks. fordi han er for lyrisk, for meget digter, når han kritiserer.G.B. … er for lyrisk: Amalie hadde en brevveksling med Georg Brandes som begynte i februar 1881, hvor han bl.a. kommenterte hennes artikkel om Niels Lyhne; men han skrev også gjerne om hennes «smukke og udtryksfulde Øine» (16/3/82). Brevene finnes på KB. Men herregud, derfor kan jeg vel få lov at bruge lidt mund. Jeg «underkjender» ikke hvad du siger – er du gal? men jeg forsøger at snakke lidt imod. Den fornøielse må jeg dog vel kunne ha’e. Du ta’er virkelig feil. Jeg kan ikke gjøre det bedre, og hvad det angår at jeg skulde skrive ud af min sjæls indhold – da er der ikke tale om at jeg vilde det. Naturligvis ved jeg langt bedre besked om fru R. end jeg giver i stykket, – men fru R. selv ved ikke noget synderligt om sig selv; hun er ikke kommen længer end til at være forundret, som jeg var, da jeg var bleven forelsket i dig og til ikke at kunne finde rede i noget. Mange kommer aldrig længer. Jeg vilde ikke skrive om mig selv, ikke for aldrig det! Ja, det har du ret i, at hvis jeg gjorde det, så blev det en anden greie. Du kunde gjøre det; du kunde kanske skildre en kold og træt kvinde ved det du ved gjennem mig; du vilde få det til, for du vilde ikke generes af den undseelse der holder mig tilbage. Nei, om andre vil jeg skrive, om det jeg ser og føler gjennem andre, – men selv vil jeg gå i graven med mig selv. Forresten er det ikke sandt, – jeg vil slet ikke skrive mere, – jeg vil ikke ha’e det mas og slid til ingen verdens nytte, uden den at blive råbt ak og ve over, og blive rakket ned i skrift og tale. Du er forresten så sød – det irriterer dig, at jeg ikke har skrevet noget feilfrit, jeg havde nær sagt fuldkomment, men husk at den kunst der er fuldkommen, interesser[er] ikke længe. Deraf de skiftende skoler. Den dysser os ind i en blød og nydelsesfuld tilstand af hvile, der snart kunde lulle os i søvn. Foran den sixtinske madonna kunde jeg af bare velvære og fryd, glide over i den saligste søvn.den sixtinske madonna: maleri av Rafael, utført 1515–19 for høyalteret i San Sisto, Piacenza. Befinner seg siden ca.1750 i Dresden Uf, jeg havde forøvrigt en rædsom drøm forleden, – det var om dig og mig og én til. Jeg havde været så forvorpen troløs mod dig, – ikke til at beskrive, og ved du hvem det var som havde taget mig fra dig, – ja lé nu bare: Dr.mann. Så kom jeg tilbage fra en udflugt med ham, som havde varet i mange dage, og så kom vi gående hånd i hånd opover haven dernede fra sporveisgaden du husker, hvor så bænken strax stod,hvor så bænken strax stod: De satte seg på benken i haven da Erik besøkte Amalie i Kristiania i september 1882. og så var spisestuen festligt oplyst, så jeg forstod der måtte være selskab hjemme. Jeg steg op på en bænk for at kige og det gjorde han og, og tænk så så vi, at der var middag, og øverst ved bordet lige ved min bror sad du i livlig passiar med ham og Pylle, som havde plads vis à vis dig. Jeg blev så rædselsslagen, at jeg var nær ved at segne fra bænken, (hvorledes man dog kan lide og føle distinkt og korrekt i drømme!) og jeg spurgte Dr.mann om hvordan det gik til at du var kommen til Kr.ania. Han svarte at der længe havde været tale om at du skulde herop, men han troede ikke det vilde være sket så snart. «Han må være reist fra Kjbhvn. dagen efter mig» – sa’e han. Så vilde Dr.mann, at vi skulde gå op, at jeg skulde præsentere ham for min bror, og lade som ingenting o.s. v. Så stod jeg der og skulde skjule for ham – kan du tænke dig noget forfærdeligere svineri – mit forhold til dig, og bad og besvor ham om at gå, – sa’e at jeg var syg, at jeg måtte gå lige i seng. Han blev vredere og vredere, og gik tilsidst fra mig i sinne. Så vågnede jeg, og spørg ikke om det var en lise. Jeg led legemlig hele resten af natten, og kunde ikke sove mere; jeg var så opskræmt, og jeg klamrede mig i tankerne fast, fast, fast til dig. – Men hvad var det jeg skulde sagt, – ja det om fuldkommenhed i kunst, der var forleden en, som sa’e om din bog at den var så udmærket god i et og alt, men at den var kjedelig; jeg kom siden til at tænke på at hvis den virkede kjedeligt – men det kunde den nu ikke uden på dem, der var uden evne til alvorlig forståelse af dit problem – så skyldtes det uden tvil dens fuldkommenhed. Men hør engang – du beflitte dig på at skrive lidt, bare lidt tydeligere. Nu er der atter igjen et ord, som jeg ikke kan læse, – og det er, som altid, et ord som jeg nødvendigvis burde forstå. Jeg har fløiet brevet igjennem en gang til, – der er mange flere end det ene må du tro, som jeg ikke forstår, – det er skam af dig. Nu får jeg ikke det udbytte af alt det udmærkede du siger, som jeg skulde havt. Hvorfor får du på en hel søndag ikke tid til at skrive mere end de tre sider? Men nu får jeg heller ikke tid herefterdags, du. For nu skal jeg snart flytte, og jeg har været længe, og er fremdeles i så mange selskaber, så skal du se hvor godt det er. – Jeg slutter her. Imorgen skriver jeg mere. Jeg længes rædsomt efter at kysse dig.

Torsdag.

Jeg havde halvveis ventet et brev idag istedetfor alt det du ikke havde skrevet til igår, men nei, der kom intet. Derfor skal jeg skrive meget mindre til dig end jeg havde tænkt. – Jo mere jeg tænker på alt det du siger om fru Ring, jo bedre forstår jeg alle dine indvendinger, og jo dybere ser jeg ned i dem. At du havde ret, vidste jeg naturligvis strax, men jeg havde ikke fået sådant tag helt ned og omkring alle dine antydninger og meninger, som jeg nu har. Det er så soleklart altsammen nu. Og det er jeg så glad for, thi først således kan det blive af virkelig nytte for mig. Du siger at jeg bare har «antydet» fru Ring; ja det var det jeg havde sat mig i hovedet at jeg vilde; jeg vilde bare ganske diskret antyde, for jeg syntes det faldt så aldeles af sig selv, at alle måtte forstå hvordan hun havde det, og hvorledes det var gået til med hende, at jeg var bange for at fortælle noget så fortærpet og gammelt. Du må vide jeg gik og spekulerte stærkt på, at stryge hele afsnittet om Johanne fordi jeg syntes det var en kjedelig gjentagelse af alt det, der var sagt og sét i det første afsnit. Og jeg var så sikker på, at du strax vilde sige, at det om Johanne måtte væk. Jeg så igåraftes Hamlet med Hammer i titelrollenHamlet med Hammer i titelrollen: Hamlet ble spilt på Christiania Theater 4/4/83. Hjalmar Hammer hadde rollen som Hamlet, og Thora Hansson spilte Ofelia. – Han var over forventning god og rystede mig flere gange op af min døs. Vanvidsscenen som fru Hansson gjorde nokså bra, fik mig til at græde lidt. Iaften skal jeg se Odette, hvor fru Gundersen skal være en «åbenbaring».Odette: Victorien Sardous komedie Odette ble spilt flere ganger på Christiania Theater i løpet av 1882–83. Øyvind Ankers Christiania Theaters Repertoire 1827–99 nevner ikke at det ble spilt 5/4/83. Laura Gundersen må ha spilt hovedrollen. – Kjender du en cand.jur. Carl Torp fra Kjøbenhavn?Carl Torp: ble i 1886 utnevnt til professor i juristikk ved Københavns universitet. Han har stipendium og ligger, mærkeligt nok, heroppe for at høre forelæsninger. Han var hos os i en liden middag på lørdag, og jeg tror han fandt mig meget ufordragelig. For han talte om det norske og især om det danske venstre på en lidt hånlig måde, og så sa’e jeg ham imod, måske på en lidt mindre høflig måde end det passer sig for værtinden. Jeg ved forresten ikke, men jeg har en følelse af at han syntes jeg var ubehagelig. Han farer forresten selv med at være et slags venstre, og sværmer for den konfødererede republik. Min bror har været sammen med ham i Leipzig forrige år, derfra skriver sig bekjendtskabet. Jeg vil slutte her for du fortjener ikke mere, og du har fået dobbel så meget, som du skulde havt.

Din Amalie

[Tilføyelse på første side]:
Nu skal jeg til photografen for at få taget kostumebilledet.



87. Erik til Amalie

Søndag Aften den 8 April 83

Min elskede Amalie – kan Du læse det? – nå, så er jo Resten ligegyldig, så er der jo slet ingen Grund til Klage. – For Resten, dette er kun Lapseri, jeg synes slet ikke om, at mine gyldne, vel overvejede Ord færdes ude i det tomme Rum, ikke opfattede af Dig; men gør Du Dig nu også rigtig, rigtig Umage? Bliver Du ikke hurtig utålmodig og siger noget om Kludseri og dine mangfoldige andre morsomme norske Ord, der betegne dit Sinds uendelige Overlegenhed over denne Støvets Verden, hvor bl.a. også forekommer en ulykkelig Mandsperson, der gør sig den mest forbistrede Umage med hvert Ord, han elskende lægger hen til sin udkårne Kvinde? Er det virkelig Reglen, Amalie, at Du må igennem mine Breve som igennem et fremmed Sprog, man ikke er helt fortrolig med, hvor man taber Ord den ene Gang efter den anden? Pyt, det er nu kun noget, der meget sjælden hænder, ikke sandt? – For jeg vil sige Dig, at jeg som Regel skriver langsomt. Om end ikke hvert Ord langsomt, så er jeg meget længe om mine Breve til Dig. De give mig så overordenlig megen Anledning til at falde i Tanker. Jeg standser for hver Sætning næsten, stundom blot for at vælge et Udtryk, en Vending, der har mere Kød og Blod i sig, end det, der i sin Magerhed først lagde sig for Pennen, men ofte for at gå helt ind i det, jeg nu netop taler om. Du skulde vide, hvorledes jeg har siddet i Dage, havde jeg nær sagt, ved mit Bord med et Brev til Dig foran mig. Kun lidt efter lidt fylder de af Dig forhånede Bogstaver de hvide Sider, men i min Hjerne har der samtidig været arbejdet, og jeg er vis på, at når jeg en Gang er død, og man vil gøre sig den Ulejlighed at åbne Hovedskallen på mig, vil man finde, hvis man da ellers har Evne til at tyde sligt, i enhver af den store Hjernes Slyngninger en Række samlede Værker med samme fine Skrift, der anvendtes ved Dueposten under Paris BelejringDueposten under Paris Belejring: Duepost ble brukt som kommuniseringsmiddel under beleiringen av Paris 1870–71. – Du véd Indholdet af en Måneds Aviser kunde gemmes i en Pennepose – og på alle disse tæt skrevne Bind står: «Til Amalie». En Nat min Unge, gik jeg først Kl 5 om Morgenen med mit Brev i Postkassen. Det var en Aften hvor jeg havde været hos Kiellands i Selskab, så vidt jeg husker. Du skal altså ikke, Ven, tro, at jeg sjusker med mit Brevskriveri. Og rejser Du en Klage mod mig for denne Måde at være Elsker og Brevskriver på, hvor jeg gemmer det bedste for mig selv, så, dejlige Ven, må jeg dog sige Dig, at fordi der bliver så overvættes meget tilbage i min store Hjernes Slyngninger – Du véd, der er noget, der hedder den store og noget, der hedder den lille Hjerne – så er det jo ikke sagt, at det netop er det bedste. Desværre det jeg giver, må vist betegnes som det bedste; jeg ejer næppe Skatte af anden Art end dem, Du kender, om end jeg har Dynger liggende, Du endnu ikke har set. Jeg har altså ikke i Sinde at lokke Dig med denne Meddelelse, det er kun et af Bidragene til at se, at jeg i alle Måder er en langsom Fyr. Jeg æder det altsammen ind i mig, og så varer det en skrækkelig Tid, inden det kommer frem igen, og så overmåde meget går tabt under denne Proces. – Hvorfor jeg ikke fik skrevet mere forrige Gang? Lille Pige, Grunden var meget prosaisk og dum. Det røg så afskyligt i min Stue, at der ikke var tale om, at jeg kunde være der. Det er sket mig et Par Gange før netop de Søndage jeg skulde skrive. Jeg måtte gå ud om Formiddagen. Ud skulde jeg til Middag og Aften. Jeg har for din Skyld, elskede Ven, forsømt et så anseligt Antal udbudne Søndag Aftner, at der tilsidst måtte komme en, jeg ikke kunde være overhørig, hvis jeg da ikke vilde bryde helt med den fåtallige Rest af Huse, hvor jeg tidligere var en hyppig og velset Gæst. Jeg fik gjort fire Visiter den Søndag Frmdg, et helt Vidunder af en Dag. Jeg var kommet sent på Benene. En Landsmand af Dig havde holdt mig oppe til Kl 4 Lørdag Nat. Det var Gunnar Heiberg.Gunnar Heiberg: Heiberg var 26 år gammel, og hans første skuespill, Tante Ulrikke, skulle komme ut i 1884. Jeg holder af det Menneske, men den Nat var det nær blevet for meget. Det var sidste Lørdag Aften Kiellands var her i Byen – de skal ligge et par Måneder på Landet, inden de rejser hjem, G.H. var for første Gang buden til K.’s, og da Turen ud til dem for en fremmed i Byen, er nogenlunde umulig uden Følge, tog jeg med ham – der er en Times Vej fra mit Kontor, der dog ligger i den østlige Del af Byen.den østlige Del af Byen: Morgenbladets kontor lå i en bakgård til Tordenskjoldsgade, like ved Kongens Nytorv. Kiellands bodde i en villa ved Strandvejen. Eriks leilighet i Zinnsgade lå på veien. De bo yderst ude på Østerbro. På Vejen måtte jeg et Svip op til mig selv for at blive lidt pænere end jeg var, og medens jeg puslede i mit Sovekammer, satte jeg en meget fin Kognak for G.H. – da vi nu Kl 1 Nat kom vandrende hjem, huskede den brave Mand min fine Kognak, og så måtte jeg som høflig Vært byde ham op. Så sad han til Kl 4 og søbede Kognak i sig. Og under alt dette gik jeg med dit uåbnede Brev på Brystet. Det lå til mig da jeg første Gang kom hjem. Du søde yndige Væsen, hvad det Brev Lørdag Aften er for mig! Ja det er bl.a. det, som står at læse derinde i mine samlede Værker i Hjernens fine Slyngninger. – Nå den Aften havde Fru Kielland for Resten direkte spurgt mig, om jeg kendte Dig, om jeg syntes om Dig, og med en mageløs uskyldig Mine fortalte hun mig, at Kielland og Du en Tid lang havde korresponderet, men at det pludselig var hørt op.Kielland og Du en Tid lang havde korresponderet: Amalie hadde hatt en korrespondanse med Alexander Kielland, men den varte bare noen måneder i 1880. Grunnen til at den holdt opp var nok den at Beate Kielland var urolig over hva den kunne føre til, som Amalie forteller Karoline Bjørnson i et brev 8/10/80: «Det var nokså morsomt at få breve fra ham, men jeg kunde også godt lade det som alt andet fare, når jeg hørte at det muligens kunde kaste et glimt af en skygge eller vække en urolig tanke hos et medmenneske.» (Øyvind Anker og Edvard Beyer (red.): «Og nu vil jeg tale ut», s. 35.) Av brevene mellom Amalie og Kielland er det bare ett kort brev fra desember 1890 som er bevart – fra ham til henne. Jeg ved ikke, om jeg har fortalt Dig, at K. tidligere for mig har ladt, som om han kun kendte Dig af Navn, under alle Omstændigheder kun aldeles flygtig. Så spurgte hun fremdeles, om Du og jeg korresponderede, hvortil jeg med samme uskyldige Mine, som hun havde på, sagde at vi havde vekslet et Par Breve. Derpå spurgte hun, om Du ikke havde fortalt mig, at Kielland og Du havde korresponderet, og da jeg sagde nej, vilde hun ikke tro det. Imidlertid må jeg sige, at der ikke i hendes Måde at spørge på lå noget, der i mindste Måde skal forurolige Dig. – Ak idag til Middag – jeg spiste hos min Søster Fru Rothe og der var min Moder, begge de ugifte Søstre og foruden min elskværdige Svoger et Par Personer til, alt var så hyggeligt, Børnene så søde. Der var ved Bordet blevet spøgt med en Historie, der i denne Tid løber Byen rundt på alle Leder og Kanter, at Frk Zahle – Du véd – skal giftes med en bekendt grundtvigiansk Præst, hvilket er hentet ned fra Luften.Frk Zahle … skal giftes: Natalie Zahle bygde sitt eget «kvindeseminarium» hvor kvinner etter 1877 kunne ta studenteksamen. Hun var sterkt påvirket av grundtvigianske utdannelsesmetoder. Hun giftet seg aldri. Nu vel, efter Bordet ved Kaffen sad jeg fredelig og stille mellem min Moder og Søster Emma og ud af denne Ro, hvor vi talte om noget meget alvorligt der er hændt i vor aller nærmeste Slægt, dukker så kønt, varmt og godt fra min Søster – i forsøgende Spøg – «men Du Erik, Dig har man jo også ville gifte bort. Er det slet ikke sandt?» Og så fortalte hun den samme Historie, Du kender om min rige norske Enke, som hos dem havde ligget stille siden den blev fortalt. Min Moder sagde så kærligt «Ak jeg havde næsten begyndt at glæde mig til at det var sandt; men jeg har jo ikke turdet spørge. Var det sandt, havde du jo også fortalt det.» – Jeg var melankolsk – rigtig jammerlig tilpas – medens jeg spøgte Historien bort imellem det andet Snak, der fortælles. Gud Amalie, hvor Du vilde blive godt modtaget, om jeg kunde føre Dig ind til disse fine gode Sjæle. – Stump, det er sørgmodigt med os to! Hør Amalie, hvor jeg er rasende for din Drøms Skyld. Jeg véd det, Du har været helt afskylig utro imod mig – i Drømme heldigvis. Alt véd jeg. Du blev besnæret, din Dyd holdt ikke Stand – og så for dette lange Menneskes Skyld! Sig mig blot én Ting, min lille Pige, om dette er første Gang? Amalie jeg føler fuldstændig med Dig, jeg véd hvad man lider af en sådan Drøm. Der er forøvrig her noget overordenlig interessant, som en Gang må føre til en vigtig psykologisk Opdagelse: disse Forbrydelser, disse fuldstændig skændige Ting man i Drømme begår.Ting man i Drømme begår: Erik var tidlig ute her; Sigmund Freuds Die Traumdeutung kom først i 1900. Jeg spår Dig Stump, at hvis det er første Gang, så bliver det under alle Omstændigheder ikke sidste Gang at Du besnæres i Søvne – og aldrig aldrig vil det blive af mig. Det skulde være et rent Lykketræf, at jeg blev den lykkelige. Det er til at blive en Smule gal over. Men sådan går det altid til. Man er viljeløs i Drømme. Jeg havde uhyre Lyst til at udbrede mig vidtløftig om dette, og jeg havde umådelig Lyst til, at du næste Gang fortalte mig vidt og bredt om denne Drøm og om andre. Men du tør formodenlig ikke. Der er dog én Ting jeg må nævne, fordi det forekommer mig så meget vigtigt. Der er en stærkt sanselig udviklet, fuldstændig uberørt ung Kvinde. Pludselig en Nat får hun en Drøm af hed erotisk Art, den kan endog blive helt forvorpen – hvad Indtryk må dog ikke sligt gøre? Det er såmæn ikke forunderligt, at Drømme i overtroiske Tider har spillet en stor Rolle i Folks Tankeliv; med hvilken Magt kommer ikke sligt over En. Der er for Mænd den Forsmædelighed at opleve i Drømme, at de er fejge. Hvor ofte har jeg ikke tidligere drømt mig ussel. Det er nu vistnok to År siden at jeg for første Gang, i måske den mest levende Drøm, jeg har haft, var fuldstændig koldblodig, endog næsten heroisk modig. Som jeg var glad! Jeg har siden ikke mærket denne vamle Fejghed i mine Drømme, og jeg tilskriver det en bestemt netop imod mine Drømme rettet Bestræbelse, jeg led under dette Dobbeltliv, jeg besluttede, at jeg også i Drømme vilde være mig selv, og denne ene Nats lykkelige Oplevelse gav Styrke til denne Beslutning. Min Hjerne må have fået et Tryk, et Mærke, som den ikke kan slippe for. Jeg drømte, at jeg var i Paris og sov til Middag i mit Værelse i et stort Hotel. Forud var der gået en Mængde andre Ting, inden Situationen blev så simpel. Pludselig blev jeg skræmt op ved et umådeligt Brag i Nærheden. Jeg vidste, at det var Kommunarderne,Kommunarderne: franske republikanere under Pariskommunen 1871. der havde lagt en Række Miner fra en Plads tværs ind under Hotellet videre til Banken. Der vilde springe tre Miner, inden Hotellet gik i Luften. Jeg hørte dem alle tre. Der var god Tid imellem. Jeg kunde have været forfærdet, forsøgt at flygte osv. men jeg lå rolig næsten, festlig stemt, jeg skulde dø, mulig kun lemlæstes, jeg tænkte på, om vi hurtig vilde blive gravede ud, om jeg vilde komme til at lide, alt i en vis højtidelig rolig Stemning – den tredje Mine sprang lige uden for Vinduerne, jeg tog fat i Sengekanten, og med et Brag, hvis Voldsomhed ingen Forestilling kan rumme, gik Hotellet i Luften, og jeg vågnede. Du begriber ikke, hvor fortumlet jeg var. Jeg husker, at da jeg nogenlunde var kommen mig, sagde jeg til mig selv: Ja nu behøver Du min Sandten ikke at opleve at se Døden imøde. Stærkere kan intet virke end denne Drøm. At Du ikke sov Resten af Natten efter at Du på skændig Vis havde bolet med Dr. forstår jeg godt. Men er det ikke forunderligt Ven, denne Løben grasat i Drømme, det dyreste man ejer, har man så godt som aldrig til sin Rådighed, det kommer bag på En. Fortæl lidt om dette.

Jeg er ikke meget fornøjet med hvad Du skriver om dit Forfatterskab, om end Du er så henrivende sød i dine Bemærkninger. Jeg havde Lyst til at ruske i Dig. Hvad er det Du siger: Du vil ikke skrive ud af din Sjæls Indhold? Nu vel, Du mener naturligvis, at Du ikke vil skrive således at En og Anden kan gå hen og pege og være Idiot og sige: Æ, der går Fru Ring. Men min lille Pige, det er ét, et andet er, at Du så pinedød – nu bander jeg på norsk – ikke kan få en Linje til at Du, uden at Du føder og elsker den som dit eget Barn, ammer den med din egen Mælk. Du ved bedre end andre Besked om Fru Ring. Vil Du skrive om hende, er det din Pligt at sige os alt. Vil Du være fornem lige over for Kunsten? Forbeholden tage vare på din Mund? Så skal Du blive uden for med det Gode, for så er der ingen Plads til Dig der inde. Men det er heller ikke din Mening. Du har stået i den Formening, at der i Billedet «Fru Ring» var givet ærlig og redelig hvad der skulde til for at skabe et levende Maleri. Men der er kun en talentfuld Begyndelse. Det forundrer mig, at Du er bange her. Du er jo ikke Fru Ring. Du har i Stød været så meget af hende, at Du kan danne hende til en kunstnerisk Helhed – mig kan Du jo gerne sige det, om det ikke netop er en begravet Stemning hos Dig meget mere end et Møde i Livet med Fru Ring, som har givet Dig Lyst til at skildre denne Kvinde. – Uf, hvad det er for noget Du siger om det fejlfri eller fuldkomne, at det ikke interesserer længer! Der kommer for øvrig til syne her en Åndrighed, som Du skal nærmere udføre: det med de skiftende Skoler. Det står for barokt i en indskudt Sætning til at jeg kan forstå din Mening, men det lokker mig. Men det er vist kun noget åndrigt Forkert. Er det dit eget? Kom med det Stump, hører Du, sådan noget lærer man noget af, om det også er ravruskende galt. Hør nu: min Bog er god, men jeg skulde vise Dig en Mængde Svagheder og ligefremme Fejl i den. Er den kedelig, hvad jeg for Resten ikke tror, så er det skam ikke fordi den er fuldkommen. – Så for Pokker, nu går min Lampe. Der er ikke mere Petroleum i den, Pigen er forlængst i Seng. – Nu har jeg tændt min Sovekammerlampe, men med det samme set, at Kl er over 1, jeg må i Seng, og der er da for Resten heller ikke synderlig meget Petroleum på den lille Lampe. Jeg havde havt Lyst til at blive ved endnu en Stund. – Du, det kan jeg godt lide, det Træk, at Du har troet, at inden Du næsten fik nævnt Tingen, kendte man Fru Ring, jeg tror der er Grøde i dette. Men altså således forholder Tingen sig: vi kender hende alle i al Almindelighed, for hun er hundrede Gange omtalt i Literaturen; men det er Dig, der kjender hende til Punkt og Prikke. Af Dig skal vi lære hende virkelig at kende. Du kender hendes Udtryk Manerer da hun var ung Pige, hendes Fantasier da, Du véd hvad hun tænkte, da han friede, hvad der gik for sig Bryllupsnatten, under Ægteskabet da hun blev Enke. Du kender hendes Bolig, de Bøger, hun har læst, hendes Omgang, hendes Helbred, Lyster, hver Fold i hendes Klæder. Du har set hende nøgen, halv påklædt, under Toilettet – husk Amalie, netop fordi vi i al Almindelighed kender hende godt har det umådelig Interesse for os at lære hende at kende ud og ind. Du har begyndt ypperlig, men vi mere ind i hende. Gå løs på Opgaven. Og Ven, uden en prægnant Samtale, næppe Mulighed for at få pustet Liv ind i Skikkelsen. God Nat min elskede, elskede Pige. Om Du vilde drømme en Nat om mig! Den Torp kender jeg ikke. Det er naturligvis et Fæ, jeg hader ham fordi han kan sidde og snakke med Dig.

Din Erik

Det er denne ene bestemte Kvinde, med denne bestemte Natur og denne Livsskæbne og disse Dun på Armene, denne Måde at fæstne Strømpebånd på osv.



88. Amalie til Erik

Onsdag 11te april. Kristiania

[1883]

Jeg går og ordner og pakker ned til flytningen imorgen,flytningen imorgen: se brev 60, note 2. – bare veiret bli’er godt – det sner idag så det driver efter, sådan en vassen, surpet sne, der siler ned i et vådt slubs over folks parapluie, jeg har nemlig været ude og prøvet det. Derfor må du nøie dig med et kort brev med besked på omtrent ingenting af det du taler om i dit sidste, og derfor får du det fredag istedetfor lørdag, såsom jeg må få det afsted idag; imorgen bli’er der ikke tale om at sætte pen til nogetslags papir, eller at få så meget som slængt et brev ned i den postkasse som hænger nogle skridt borte fra havnen. Jeg troede rigtignok du feiede dine breve til mig af i en fart, især de korte, for det gjør jeg altid selv; men det kommer vistnok af at jeg altid går og tænker på dig, og elsker dig, og derfor kommer det så rent af sig selv, det jeg skal sige dig. Så er nu også dine breve noget ganske andet end mine, gudbevars. Men det bry’er du dig ikke om, bare du kan mærke at jeg elsker dig, det er hovedsagen, ikke sandt? – Men hvad er det for noget forrykt snak du kommer med i anledn. af min dumme drøm? Jeg forstår absolut ikke et muk af alt det, og jeg begriber ikke at du ved at høre om den filledrøm, kunde komme til at diske op med så meget, der høres så stygt. Jeg var selv så ilde berørt deraf; jeg led både i drømme, og især da jeg vågnede over at jeg havde været så falsk og løgnagtig mod dig, som jeg dog elskede, men nu får du mig dog til at le af alt det tusseri. Jeg forstår det slet ikke, det du siger; jeg har følelsen af at jeg trænger en nøgle for at gløtte på en dør, for pludselig at få alt at se. Ja, for noget extra må du dog ha’e ment med alt det. Er du gal? Tror du f.eks. at jeg drømte at jeg kyssede ham? Langtifra! Det gik slet ikke sådan for sig. Det var alt i et hulter til bulter; vi gik og vi gik fra sted til sted og vi vandrede hele tiden hånd i hånd. Og jeg syntes at vi havde det på samme måde som vi to, – ja det vil sige, jeg drømte at jeg havde tutlet mig ind i et forhold til Dr.mann, der var ens med det jeg havde til dig, og jeg gik og var så ulykkelig, så forfærdelig lidende over det, men havde ikke mod at sige til Dr.mann, at jeg var så elendig, at jeg ikke engang havde kraft til at afsky og hade ham, hvad jeg ellers vilde, men at jeg kunde lade mig slæbe afsted til verdens ende af bare modløshed og skamfuldhed. Og vi kom til det ene herberge, (jeg bruger det ord, for hoteller var det ikke) efter det andet, men så måtte vi øieblikkelig afsted, for der var altid nogen som vi ikke vilde sés af. Og da jeg da endelig halvdød af sorg og jammer nåede vor have, forekom det mig at vi havde været borte i mange dage, og at jeg ved at gjøre dette, havde gjort mig værdig til at foragtes af dig først og fremst, og dernæst af alle andre. Denne følelse var så stærk, at jeg ikke kunde få sove for den, men måtte ligge og formelig anke mig. «Om det er første gang?» Hvad kan du dog mene med sligt snak! Du er virkelig dum. Om det er første gang jeg drømmer at jeg trasker afsted med Dr.mann og har ond samvittighed for min dobbelthed? Tror du kanske jeg har for vane at drømme om Dr.mann eller om at jeg begår nedrige handlinger? Jeg vil ikke svare dig, – dog jo, – jeg vil alligevel, – ja det er absolut første gang. Men jeg kan slet ikke skjønne at det kan ha’e nogen interesse for dig, når alt kommer til alt, enten det er første gang jeg ligger og væver og roder nogle urimelige oplevelser sammen i drømme, eller ei. Forresten drømmer jeg sågodtsom aldrig. Jeg har dog engang drømt om dig, men det var ikke morsomt, for jeg syntes du var vred på mig for alt det skriveri om at jeg vilde fra dig o.s. v. Jeg græd og søgte at forklare mig, men du var så forstokket. Tilsidst gled jeg ned på knæ foran dig, og søgte at omfavne dig, men du tog mine hænder bort. Derfor vil jeg helst la’e være at drømme om dig, for i drømme er du ikke grei at komme ud for. Det er besynderligt at du kan sige en ting som den, at jeg har været «helt uskyldig utro» imod dig. Hvor har du dog gjort af din sunde forstand? Drømt det har jeg, – jeg har drømt at jeg har været, ikke «helt uskyldig», men helt skyldig, utro imod dig, men været det! ja, iallefald er det dumt at kalde det for det. Idetheletaget forstår jeg ikke, og jeg er ærgerlig over at du virkelig har gidet gjøre noget ud af dette klus. Jeg vil ikke tale mere om det, jeg. – – – Nei, det er ikke reglen at jeg må gjennem dine breve som gjennem et fremmed sprog. Men det hænder iblandt at der er et ord som jeg umulig kan forstå. Jeg slider og stræver med det indtil jeg bli’er aldeles rasende, for det er altid et ord, der forekommer midt i den vigtigste sætning, og gjør at jeg ikke får fuld greie på det sagte. Så bli’er jeg naturligvis ærgerlig. – Jeg har atter læst dit brev igjennem, ja det vil sige jeg kom ikke længer end til dit: «Hør Amalie, hvor jeg er rasende for den drøms skyld. Alt ved jeg. Du blev besnæret, din dyd holdt ikke stand!» længer kom jeg ikke, for der brast jeg i latter, – ja, jeg kan ikke hjælpe det, – det er så latterligt. «Min dyd holdt ikke stand»! Sludder! hvad har der dog gået af dig, – jeg sidder og ler og ler, for nu er jeg kommen over ærgrelsen, og nu synes jeg det bare er komisk. Men hvor jeg alligevel skulde kysse dig hvis du var her, – kysse dig og le, for du er for sød og deilig og dum, og jeg kan godt li’e at du er skinsyg på mine drømme men alles mit massen, sage ich allerdings. alles mit massen, sage ich allerdings: Alt med måte, sier nå jeg. – – Om jeg har det om fuldkommenhed i kunst fra mig selv? Det har jeg sikkert forsåvidt som man overhovedet har noget i verden helt fra sig selv. Jeg har i ethvert fald hverken læst det eller hørt det af nogen. Men det synes jeg enhver der tænker, må ha’e af sig selv. Det er jo nemlig så soleklart at det forholder sig således som jeg siger. Alt hvad jeg ved, forekommer mig forresten i den grad gammelt og fortærpet, at jeg næsten ikke gider nævne det i allefald ikke uden sådan i forbigående. Hvis ikke alle ved det, at når kunsten har nået op til fuldkommenhedens tinde, så er den dødsdømt med det samme, så er det bare fordi de ikke har gidet tænke den sag igjennem. Når der ikke længer er noget nyt at udnytte af noget, hvad interesse har det så? Således er det med religionerne. Lad dem være udnyttede, og drevede op til at præstere det fuldkomne, det vil sige efter sin arts og sit væsens evne, og de vil være på nedgangen i næste nu. Kristendommen kulminerede i middelalderen, – der er ingen tvil om det, – da satte den sig overalt sine blomster, i literaturen, i kunsten – hvad har den siden været: på nedgående. Således er det også med kjærlighed. Brug den ud til dens sidste smule indhold, – den vil være forbi med det samme; man vil vende sig bort, og søge noget nyt, der kan lægge beslag på ens interesse, og den nye kjærlighed vil uomgjængelig få en ny form, aldrig vil den være det samme som den foregående, ligesom de nye retninger i kunst og literatur o.s. v. idelig skifter skikkelse; det må de jo, fordi mennesket voxer og kræver forandring.

Jeg har ikke tid at skrive mere min elskede, jeg har lyst til at sige, min elskede Erik, men jeg gjør det ikke, fordi det ikke er nødvendigt og derfor klinger affekteret i mine egne øren. Det er ikke min fødselsdag før i slutten af august,min fødselsdag: Amalies fødselsdag var 22. august. og inden den tid må vi dog vel ha’e truffet hinanden, om det ellers sker her i verden. Næste gang må du adressere brevet: Nordahl Bruns gade 24. Uf, der er ikke i nogen henseende så pent som her, skjøndt værst er der ikke. Men opgangen er ækel med de skidne skoletrapper, og så er det i tredie etage, og ikke på langt nær den udsigt vi har her, skjøndt selv udsigten er ikke værst – det vil sige, den kunde være meget værre. Men alle værelserne har lyst tapet, ganske lyst, og det kan jeg ikke fordrage. Jeg hader at du kan lade mine breve ligge så længe før du læser dem, og det er fordi jeg absolut ikke kan forstå den evne hos et menneske. Og det jeg ikke kan forstå, hader jeg. Jeg kunde ikke vente et minut med at læse dit brev, ikke om jeg vandt al verden; thi hvad hjælper det mennesket om han vinder den ganske verden, men tager skade på sin sjæl, og det vilde jeg gjøre ved at lade dine elskede breve vente, bare et øieblik. Jeg er så lykkelig over dit lange brev idag. Tak søde, elskede fordi du skrev så meget, men alt det om drømmen var dumt, næsten altsammen søde små nar! Du kan stole på at fru K. har hørt noget om at vi gjør af hinanden eller sådant noget, siden hun spurgte dig om mig. Den næseperle!den næseperle: det uforskammede menneske. Hørte K. på det? Det var deiligt at du løi og sa’e at jeg ikke havde fortalt dig om vor korrespondance, om K’s og min, mener jeg. Men hvorfor sa’e du at vi havde vekslet breve? Det kom jo ikke hende ved. Blev du ikke flou og forvirret da hun spurgte så direkte? Fortæl mig alt om det er du snil. – Jeg lægger billedet indeni som ikke er tiendeparten så deiligt som Mally og jeg var i virkeligheden.billedet: bildet av Amalie og Mally Lammers i karnevalsdrakt (gjengitt i Amalie Skram om seg selv, s. 103). Tænk dig bare de strålende farver, som ikke kan gjengives. Jeg bli’er altid mindre pen på billeder end jeg skulde være, og især er jeg det på dette. Fortæl mig hvad du synes om det næste gang.

Og vis det ikke til nogen, enten de så heder With eller Hit, hører du!

Jeg har skyndt mig rædsomt. Bare du kan læse det!

Din Amalie.



89. Erik til Amalie

Søndag Aften den 15 April

[1883]

Min sødeste Pige hvad jeg synes om Fotografiet af Dronning Semiramis’s to Hofdamer – de pæneste naturligvis i Flokken –? Ak, jeg er en Kætter, jeg synes slet ikke om det. Jeg kan ikke finde din Skønhed end sige da Fru Lammers. Virkningen må absolut være gået tabt med Farvernes Forsvinden. Snittet i Klædedragten forekommer mig tungt og tvivlsomt korrekt og Stoffet afskyligt, der er jo ikke en Fold til at glæde Øjet, og så er tilmed hele Stadsen så forkrøllet, at det på Fotografiet gør et helt forjasket Indtryk. Dernæst burde Fotografen hænges for den slettest mulige Opstilling han har udfundet, for sin Baggrund og sine elendige sorte Skygger. Nej, min inderlig elskede, dejlige Amalie – var jeg Dig, foranstaltede jeg øjeblikkelig et Bål af disse Fotografier – en større Løgn om Dig end dette Billede vil der vistnok vanskelig kunne udbredes. Du bliver jo ikke vred min søde Pige fordi jeg siger Dig min Mening lige ud. Du har sendt mig dette Billede for at jeg skulde blive glad for det, og så sender jeg Dig til Gengæld en Række hårde Ord om det; men det er jo så, at Du have set hundredetusind Gange bedre ud, og Du kan ikke gøre for, at Fotografiet er under al Kritik. Jeg havde glædet mig meget til at få en Smule Lod i de Lovsange der fra dette Karneval er blevet sunget i dine Øren, og nu kan jeg kun istemme et fælt Ugleskrig. Men Skylden er ikke min, min elskede. Jeg er ganske fyldt af Forbavselse over, at man, når man er så smuk som Du, kan tage sig så lidet godt ud. – Jeg har vist ikke skrevet «uskyldig utro» men «afskylig utro» min sødeste Ven, det gør en Forskel. For Resten har jeg naturligvis moret mig over det Drømmesnak. Min Fejltagelse er mig yderst kærkommen. Det var mig virkelig overmåde pinligt alt det jeg troede, og som slet ikke var «dumt», Du «kloge» Malene – det Faktum, som jeg berørte i mit Brev, véd Du blot ikke noget om, men det skal jeg fortælle Dig til Sommer – Du er blot sødere, fordi Du ikke véd noget om det. – Ja, nu må Du så skam ikke begynde med at fortælle Dig selv, at jeg er dum, eller ikke har tænkt Tingen igennem, fordi det forekommer mig, at det, Du siger om «det fuldkomne», er meget uklart. «Det keder, det interesserer ikke mere», et Liv er levet og udslukt deri, man vil forbi det, til noget andet, og det hvad enten det fuldkomne træffes i Kunst, Religion eller Kærlighed. Har Du da truffet det? Ja i den sixtinske Madonna, i Venus fra Milo, i Middelalderens Kristendom; – i Kærlighed? dér lades (til Beroligelse for mig) Pladsen åben. Nu vel: «foran den sixtinske Madonna kunde jeg (Du) af bare fryd og velvære glide over i den saligste søvn». Hvis dette er Kedsomhed eller Mangel på Interesse, er det ganske vist af en anden Art end det, der griber Tilhørerne under et Foredrag om Ting, man har hørt hundrede Gange før, og som stundom skal kunne fremkalde Søvn. «Salig» Søvn, dermed mener Du vel den fuldkomneste Ro, den største Tilfredsstillelse i Beskuelsen, Sindets fuldstændige Gåen til Hvile. Der er lige overfor dette ene intet mere at fordre. Men Millionerne af andre Ting? Og er det Kedsomhed, Mangel på Interesse, at man betragter Tingen som nået, Opgaven som løst på et eneste Punkt i Verden? Du siger: husk på, at den Kunst, der er fuldkommen, interesserer ikke længer? Er da Interessen for Venus fra Milo ophørt? Og overhoved dette farlige Ord: «det fuldkomne». Hvad er det andet end et foreløbigt Hvilepunkt for Tanken. I sine historiske Undersøgelser kommer man til Steder, der indbyde til Hvile, en Udvikling synes at være nået længst mulig, en Kraft at have sat sit stærkeste Mærke, man kan i alt Fald ikke finde noget stærkere: man hviler ud i Beskuelse eller Overvejelse og taler om «det fuldkomne». Det Hele er som en rød Streg i en Bog. Det er et udhævet Sted; har man alle de udhævede Steder i sit Hoved, har man Udviklingens Gang. Men det fuldkomne som en virkelig Standsning på Ens Vej, som den absolute Ende på Legen, er jo en Indbildning; i den Forstand findes intet fuldkomment. Man kan betragte en Kunstart som udtømt – jeg vil t.E. nævne Vaudevillen – en religiøs Retning som udlevet – lad os rolig sige Kristendommen – og for så vidt om disse Ting tale om, at det fuldkomne, som disse Sager kunde nå, er nået. Men hvad i al Verden denne vedtægtsmæssige Betegnelse har med vor Stræben fra Dag til Dag i kunstnerisk og religiøs Henseende at gøre anderledes end som en Vejledning for den Retning, vi ville slå ind på, forstår jeg ikke. Som om det var muligt for os i vor Gøren og Laden at anbringe Betegnelsen: fuldkommen? Det er jo en historisk Betegnelse. Og selv om vi med en dristig, måske genial Fremskuen, satte dette Ord rigtig hen midt i Nuets Bevægelse, hvad har så dette med Kedsomhed og Mangel på Interesse at gøre? Som Du nævner Tingen, skulde man tro, at det kun var de famlende eller mislykkede Forsøg i en Bog, der interesserer, og at det var de lykkede Steder man faldt i Søvn over. Du er kommen ind på dette Emne ved at svare på min Kritik over dine små Fortællinger, og i kort Begreb lød i Grunden dit Svar således: Du skal ikke være så ivrig for at få mig til at gøre disse Fortællinger bedre, ti sæt at de blev fuldkomne, vilde de jo ikke interessere længer. Denne Betragtning var mig og er mig stadig meget dunkel. Men mulig taler Du ganske ensidig om en Kunstners Standpunkt lige over for det, han selv betragter som fuldkomment – ti at der kan være forskellige Meninger om «det fuldkomne» hører jo også med til at forflygtige dette Ords Betegneevne – meget vel, jeg er i Grunden lige klog. Hvorfor han derfor skal være pisket til at falde i Søvn over en Scene hos Shakspeare eller et Vers af Gøthe [sic], eller slumre ind i Sofaen over for den sixtinske Madonna, skylder Du mig endnu Beviset for. Jeg blev spil levende i Dresden da jeg så den berømte Madonna. Jeg tænkte ganske vist på, at «Himmeldronningen» næppe nogensinde vilde blive malt bedre, men det trøstede mig, at de Tider også var forbi, hvor det var Opgaven at male Himmeldronninger, Malkepigernes Tidsalder kunde jo være god nok for sig. Og at en Kunstner lige over for det ypperlige, det udmærkede i hans eget Fag, kan blive modløs og af den Grund søge Trøst i Søvnen forstår jeg også godt. Men at han eller andre ikke derfor skulde interessere sig for det? Nej det forstår jeg ikke. «Når der ikke længer er noget nyt at udnytte af Noget, hvad Interesse har det så?» siger Du. Det har så skam den Interesse, at – – – om Forladelse nu forstår jeg din Mening. Du mener, at når noget er gammelt og kendt på Retten og Vrangen og alle Pletter med, så skal man ikke snakke om det. Nej det er meget sandt, men det kommer blot slet ikke det ved, vi snakker om. Vi taler om at gøre sig så megen Flid som muligt er for at nå «det fuldkomne» inden for sine Bestræbelser, og det siger Du er ufornuftigt, fordi det er uinteressant, hvis det lykkes. Er der her en Forveksling mellem det Standpunkt, Kristiania om hundrede År vil indtage over for «Fru Ring», hvis den blev fuldkommen og altså til den Tid endnu læstes, – og så vort, dine Læseres Standpunkt nu om Dage? Vil Du virkelig forsøge på at bilde noget Menneske ind, at første Gang han ud og ind fik Tag i en Kvindeskikkelse som Fru Ring, vilde han kede sig? Eller sødeste Kvinde af alle på Jorden, hvad mener Du egenlig? Det Du snakker om Kærlighed er måske rigtigt, hvis Kærlighed er en sanselig Forlibelse; deraf rummer to vel kun et vist Mål, som må kunne tømmes; men jeg ser ingen Hindring for, at to’s gode Forening, der er foregået, fordi den ene væsenlig hjælper den anden, kan holde Livet ud. Menneskenes Krav på Forandring er jo ikke andet end den samme Naturmagt, der virker i en Malkeko, som keder sig Yveret læns, hvis den bliver lukket ene inde i Stald. Den vil have Selskab. Det vil vi med. Men hvorfor vi nødvendigvis skulde forlange af Livet, at det skal skaffe os en lang Række af skiftende brune og blonde kloge og dumme henholdsvis Elskere og Elskerinder forstår jeg ikke. Der er nogle, der betragte det som en aldeles satanisk Ulejlighed at skulle skifte Elsker eller Elskerinde. Bø! jeg er lige så klog som Du med den Kærlighed, Du snakker om med en Rutine, så man skulde tro Du havde drømt meget værre Ting end Du fortæller mig – ikke at tale om dine Oplevelser. –

Ja jeg var en Smule usikker og mulig en Smule varm i Kinderne ved Fru K’s Spørgsmål – hvad er det Du kalder hende (Naseperle?) – men der var ikke meget lyst hvor vi sad og K hørte ikke på. At vi havde vexlet Breve sagde jeg ja til, fordi Du har fortalt J.P. det samme. Så havde det været ufornuftigt at sige andet. Hvordan går det med Fyren P.? jeg har ikke havt Fornøjelsen af at se ham i dine Breve siden han var Dig lästig på Karnevalet.lästig: plagsom (tysk). At Du nu er flyttet, er mig en Hjertesorg. Nu véd jeg slet ikke, hvordan Du har det, og den Bænk der nede! Er der Have hvor Du bor nu? Fortæl mig vidtløftig om dine Værelsers Beliggenhed, deres Indretning, hvor Du sover, hvor Do er osv. og om Du vasker Dig som Du skal.

– Så er der den store politiske Situation. Som jeg skriver i Aften véd jeg intet om Kompromisets Skæbne.Kompromisets Skæbne: se brev 72, note 24. Kong Oscar ville til å begynne med ikke anerkjenne Stortingets rett til å forandre Grunnloven uten Kongens godkjennelse, men begynte å vakle i 1883. Kongens Omgivelser har altså virkelig ikke Lyst til at sætte alt på Spidsen, en Rigsretsdom betragtes virkelig som et Magtmiddel –? jeg spørger fordi vi ere i en sådan Demoralisation her nede m.H.t. alle politiske Værdier – der er intet længer, der gælder for hvad det skulde være – at vi meget let kunde tænke os et Ministerium i Norge, der sad en Rigsretsdom overhørig. –

Forleden havde dine Drømmes Ven, Dr’mann, en hård Dag eller Aften. Hans nye Stykke «Strandby Folk» gik for første Gang og faldt til Jorden.«Strandby Folk»: Drachmanns stykke hadde sin première på Det kongelige Teater 10/4/83. Jeg var i Teatret. En sådan første Forestilling er en Begivenhed, Billeterne koste 7 Kr på første Hånd, Mellemhandlerne sælge dem for fra 8 til 10 Kr. Man kender så godt som alle hinanden, i alt Fald hinandens Ansigter. Ved denne Lejlighed mødte de få mest indviede med en nogenlunde sikker Viden om, at Stykket ikke duede, de uindviede havde hørt om et hartad Mesterværk, der stod for alle tilbage at vide, hvad Virkning det vilde gøre. Jeg var rædsom klog og sagde: Stykket falder igennem, Pietro Krohn – kender du ham? –. profeterede 100.000 Kr Indtægt for Teatret. Der er én god Figur i Stykket, og han blev så fortrinlig spillet som tænkes kan, en Ironiker blandt Fiskerne, som vi i Stykket leve imellem, Stykket var sat i Scene med den fineste kunstneriske Sans – alle Dragter var gamle brugte Ting fra Skagen og «gjorde» sig bedre end det næsten var tænkeligt, men Stykket faldt, fordi det er flovt og tomt og gjort på en halv Fornemmelse. Der er imidlertid næppe Tvivl om, at Stykket vil spille sig noget op. Nu véd Folk at de ikke må vente sig noget godt, og så blive de overraskede ved at finde så meget «Poesi» deri, som de kalde det. Jeg havde tæt ved mig den skikkelige Schandorph og på den anden Side Kielland, lidt længere borte I.P. Jacobsen. Ak, de var skadefro. Det vil sige Sch. gjorde det oprigtig ondt, at det gik så dårligt som det gjorde, men det var dog altid en Trøst, at Dr. ikke endnu havde nået «det fuldkomne», når man selv går om med en Plan om at skrive et Stykke, der vistnok også skal handle om simple Folk, de andre kan ikke lide Dr. og morede sig over Fiaskoen med den retfærdige Tanke ved Siden af, som jeg også deler, at havde Dr. denne Gang med det urimelig ringe Arbejde havt Lykken med sig, havde han lidt ubodelig Skade. Han kan foreløbig næsten ikke tåle mere Lykke.han kan … ikke tåle mere Lykke: Drachmann var i vinden i 1883; han var fremdeles med i den radikale kretsen, skrev mye og ble beilet til fra flere sider. Jeg har lige frem næsten en syg Følelse ved Dr’s og K’s hurtige Produktion, jeg, som skal møfle mig det halve Liv igennem for at få skrevet en Novelle, så jeg vil ikke fragå, at denne på Næsen for Sjuskeri kom mig til pas. Jeg så Dr. sent samme Aften eller Nat, han gik hjem fra Gilde, der var forudbestilt til ham og Kl var kun ½ 2, han så hverken til højre eller venstre. Næste Dag var jeg bedt til en Middag dels til Ære for ham dels for Kielland – det var en naiv Mand, der gjorde det. Dr havde – naturligvis – om Morgenen sendt Bud, at han ikke kom. Der blev dog gjort Anstalter, og hans Kone lovede, at hun og han skulde komme.hans kone: Ved denne tid var Drachmann gift med sin andre kone, Emmy Culmsee. Vi var meget uhyggelig stemte, snakkede, inden han var kommen, men medens hans Hustru forlængst havde indfundet sig, om alle mulige Ting, kun ikke om «Strandby Folk», så kom han. Han havde indrettet sig på at komme en halv Time for sent, men uheldigvis havde han misforstået Indbydelsens Klokkeslet og måtte finde sig i at gå til Bords sammen med os andre dødelige. Han var – ikke drukken, men meget påvirket af den Mængde Vin han Dagen igennem havde nydt under en forceret Tur ud i Frederiksberg Have og Søndermarken – om Natten havde han ikke lukket et Øje – sammen med nogle af Skuespillerne. Jeg havde ondt af ham, var irriteret på ham for hans absolute Uopdragenhed ved Bordet, han var støjende, indkrævende, pokulerende – som det Menneske kan drikke! – og holdt af ham for hans i Grunden elskværdige og bløde Sind netop nu hvor en umådelig Boble var bristet for ham. Ingen sagde et Ord om «Strandby Folk». Værten turde ikke drikke Dr’s Skål for ikke at komme til at nævne noget, der bragte det Billede frem, alle forsøgte at mane nederst ned i sit Sind. Dr. brølede, snakkede, vilde omfavne sin Borddame – ikke erotisk, men i Kraft af, at Livet var stort, bredt, og hvordan Fanden det så gik til var han dog H.Dr. en uhyre stor Digter. Han tømte en halv Flaske Champagne i et Drag og begyndte så at holde Taler. Ak alt havde været godt, om vi alle havde været Herrer og Stedet havde været et Værelse på en Restauration, nu var der Damer, det var lidt ulideligt. Under andre Forhold vilde vi vel alle have båret over med ham netop i den Stemning, der skyldtes Gårsdagen. Så begyndte han i en af Talerne at omtale sit første Møde med Kielland i Paris, K. blev vred, Skænderi, Dr måtte tilsidst sætte sig ned. Det hele var ikke meget hyggeligt. Bordet trak længe ud. Der blev pokuleret umådelig. Jeg havde efter Bordet en ganske kort Samtale med Dr. ellers undgik jeg ham. Jeg syntes, at det var rigtigt dog en Gang at nævne «Strandby Folk». Jeg spurgte ham, hvorfor han havde begået den urimelige Fejl at lade de pæne Folk i Stykket sige «Du» til Fiskerne, medens de tiltale de Velklædte med «De». «Det har jeg ikke gjort, svarede han; men hvad skal man gøre med Skuespillere, som absolut ikke vil rette sig efter mit udtrykkelige Forlangende? Jeg har 10 Gange på Prøverne sagt: Sig dog «De!» Idag har jeg kigget i hans Stykke, der står «Du» alle Steder. Er han dog ikke et besynderlig fejgt Menneske? Den lille (?) Anke tør han ikke stå for. Og hvorfor? Han har ved dette «Du» gjort et Forsøg med at imponere Folk. Han vil bilde os ind, at han – den Gang han var en lignende problematisk Natur som den naturalistiske Maler, der præsenteres i Stykket, hvad han jo nu gudskelov ikke længer er – selv har sagt «Du» til Fiskerne. Det forekommer ham rask, overlegent, dannet. Det er et plumpt Forsøg på at sætte sig til rede nede mellem de velklædte i 1ste Parket og blinke til dem ad Fiskerne der oppe samtidig med at han udhæver Fiskerne som de sunde, fra hvem man skal tage Eksempel. Han skulde have sagt «Du» til Fiskerne! Han var bleven kastet på Hovedet ud af ethvert Lag, havde han vovet det. Og han har netop bejlet til dem. Dumheder! Han har aldrig tænkt på, at sligt kunde gøres, før han fik Pennen i Hånden og jaskede sit «Strandby Folk» sammen af Reminiscenser fra sine andre Bøger. Nå, havde jeg sagt noget, der gik alvorligere ind på Stykket, havde han svaret: «Åh, ba! det er et Stykke jeg har skrevet for Børn – sådan noget må der også en Gang imellem til». Det var en Ytring han Dagen efter kom af med. Nej Sandheden er, han havde sat umådelig Lid til «Strandby Folk», men vover forløbig ikke en Øre på det mod Forkastere af det. Lad det nu gøre relativ Lykke ved en 7–8 Forestillinger, så er min Sæl Manden stor på det igen.

– O, undskyld de to store Pletter, det var et Glas Vand jeg drak og skulde sætte fra mig, der var Dråber under Glasset, jeg stirrede forfærdet på Ulykken og så bredte den sig, inden jeg med et Klatpapir kunde råde nogenlunde Bod på den. – Men er Du ikke ked af mig, Unge? Jeg synes jeg skriver så uklart idag. Men det er din Skyld, for det med det «fuldkomne» var ikke til at forstå et Muk af. – Der er for nylig opstået en Strid mellem det Kgl Teater og Kasinoteatret om den dygtige Skuespillerinde Fru Oda Petersen;Fru Oda Petersen: Oda Petersen (etter 1884 Oda Nielsen) debuterte ved Casino i 1870. Etter sin første manns død ble hun engasjert ved Det kgl. Theater fra 1881, men «hendes Primadonna-Natur drev hende allerede 1883 tilbage til Casinos kolorerede Folkekomedier» (iflg. Dansk biografisk leksikon 1939). det har kostet mig 200 Kr, hvilket er kedeligt, for Pengene skulde være brugt til at mødes med Dig, hvor i Verden Du bød. Kasino havde nemlig købt af mig en Oversættelse af «La princesse de Bagdad»«La princesse de Bagdad»: et stykke av Alexandre Dumas fils fra 1881. Stykket ble spilt i Eriks oversettelse på Dagmarteatret i mai 1885. jeg i sin Tid skrev til Mrgbl’s Føljeton, og nu ventede Direktøren et Forbud mod at spille det fra Kgl Teaters Chef, ergo lod jeg Handelen gå tilbage. Det er Kasino, som har erobret tilbage samme Frue, og Kgl Teaters Chef, der hævner sig. Fruen har 7000 Kr ved Kgl Teater, Tilbudet fra Kasino er som Begyndelsesgage 12000 Kr – og Hævnen kan udføres ved Benyttelsen af det Kgl T.’s Forret til at spille visse Arter af Stykker. At nu netop denne Strid skal bryde ud lige som jeg stod i Begreb med at indkassere 200 Kr., jeg aldrig havde gjort Regning på – det hører med til de gratis Fornøjelser jeg har havt ved Mrgbl. – er kun et af de snurrige Uheld, som altid skal ramme mig. – Jeg har haft ét ubegribeligt, ufatteligt Held i Verden, det var i Sommer da jeg mødte Dig. Våg over det Held, Amalie, vær øm over det, bevar det for mig, og begynd nu at tænke på, hvor vi skulle mødes i Sommer. Sarah Bernhardt kommer til Kbhvn i Begyndelsen af JuniSarah Bernhardt: spilte i København 4. –10. juni 1883. – var det noget for Dig? Så er her Kunstnermøde i Begyndelsen af Juli. Amalie, det bliver vist i dine Gutters Ferie at vi må mødes. Men vær nu dog ikke for bange for at bestemme at jeg kommer et Sted hen hvor også Du er – og lad så Folk snakke! At man siger Du holder af mig er jo dog ingen Skændsel. Kan du ikke ligge på Landet et Sted i Norge, hvor også jeg kan komme dumpende. Jeg begriber ikke at den Ting skulde være så farlig. Hvorledes vi holder af hinanden får jo ingen noget at vide om. God Nat min søde elskede Ven – nu venter jeg på et sødt, yndigt, langt Brev fra Dig

Din Erik



90. Amalie til Erik

Kr.ania onsdag aften 18de april.

[1883]

Jeg skulde ha’e skrevet til dig iaften, et langt og godt brev, men så kom en ven af min bro’er, som jeg måtte gjøre honnørs for og nu kl. 11 er jeg taget ind på mit soveværelse, for dog at få skrevet lidt. Men det har ingen art, for hvert minut venter jeg at han kommer med sit hoved stikkende ind gjennem døråbningen, og spørger hvor jeg bliver af. Han vil altid at jeg skal sidde med dem, og det er ofte så kjedeligt, for jeg er bleven glad i at gå lidt tidligt iseng, og han er slig en nattemand. – Er det ikke deiligt! Nu får jeg dine breve tirsdag aften, istedetfor onsdag morgen, siden vi bo’er i en af byens mitre [sic] kredse, hvor aftenposten ikke bliver liggende til næste dags morgen, som tilfældet er med Hægdehaugen,Hægdehaugen: Rosenborggaten ligger på Hegdehaugen i den vestlige delen av Kristiania; Nordahl Bruns gate ligger ved Rikshospitalet, ikke langt fra Slottsparken. i altfald om vinteren, og her er det næsten altid vinter. Nu kom dit brev rent uforvarende over mig igåraftes, og det var slig en glæde. Men tænk at igår måtte jeg gjøre det som jeg hader at du har så let for, nemlig la’e være med at læse det straks; for Vilhelm og jeg stod færdig til at gå i selskab; det var blevet så sent, og da jeg åbnede brevet, sa’e han lidt forundret: «Kan du ikke vente med det til siden?» Jeg stak det i lommen, og svarte med den blideste og ligegyldigste stemme: Jo, naturligvis, og så gik jeg foran ham nedad trappen. Så sad jeg der den hele aften, og var overstadig livlig, og fik dem alle til at le ved at snakke efter folk, blandt andre efter J.P. og de bad mig uafladelig blive ved, og jeg blev ved og blev ved, og gjorde det altid bedre, og det kom bare af nervøsitet, fordi dit lange brev lå ulæst og brændte i min lomme. Da jeg så endelig engang var kommen iseng i mit deilige, nye soveværelse læste jeg dit indholdsrige brev. Hvor du i de få ord gi’er Dr.mann ypperligt! Det er for mig abslout det samme som at ha’e været tilstede og sét og hørt ham i det selskab. Som duften og ånden og arten – hans egen – er over ham. Han er forresten utålelig. Jeg kommer til at tænke på ham som han var en aften hos Helland ifjor, da han pludselig vilde omfavne og kysse mig for noget jeg sa’e (ganske uskyldig) med et brøl og et rabalder hvorfra man måtte bé sig gudbevare. Og så at ligge og drømme om at han har fået magt over mig. Det kom vist af at jeg havde tænkt så meget på hans yndige stykke: «Hun kommer ikke mere igjen.» Han har jo lovet os heroppe, Pylle og mig at han skal blive kvindernes digter, – ved den lille skitse har han gjort sit løfte ære. Af aviserne ser det ikke ud som om «Strandby Folk» er faldet så aldeles til jorden; men det er jo Shandorf [sic] som skriver om det;Shandorf som skriver om det: Schandorph skrev velvillig om Strandby Folk i Morgenbladet 11/4/83. jeg forstår det netop som det skal forståes. Jeg er sint fordi du ikke fortæller mig det om drømmen. Vente til isommer! Hvem siger at vi treffes isommer? Ikke jeg ialtfald, for jeg synes det ser mørkt ud. Det om at ligge på landet sammen, går ikke, hvad forresten forøvrigt ingenting gjør. Og så at svinge mig om næsen med dit «faktum», som jeg blot ikke kjender. Jeg tror ikke på det, for alt det jeg ikke vidste, fortalte du mig jo ivinter. Hvad skulde det være for et faktum, – det er det reneste galimathiasprat for mig; og jeg kan ikke fordrage, at du begynder på noget, som du ikke vil forklare mig. Det forresten være noget nonsens, siden jeg ikke begriber det, og du er en Vigtigper, som vil lade som om du sidder inde med en visdom, som overgår min viden, – det er ikke sandt. Jeg «er sødere, ved at jeg ikke ved det» – du gjør mig rent gal af nysgjerrighed, – skjøndt nei, – det er jeg ikke, for jeg ved jo godt, at det er noget sludder og jeg, – der er min bro’er, nu må jeg afsted. – – – Nu er jeg her igjen. Kl. er over 12; jeg sa’e godnat og gik min vei, men nu er jeg så søvnig at jeg ikke kan tænke, end sige skrive, og når jeg er så forsøvnig som kun jeg kan være, så ved du hvad jeg duer til. Jeg vil ikke skrive mere om det om fuldkommenhed i kunst. Jeg er så træt af det. Ret har jeg, det vil sige, således som jeg mener det, men du forstår mig bare ikke, og det er ikke din skyld men min, der ikke kunde skrive udførligt i det hastværksbrev jeg sidst sendte dig. Jeg begyndte jo med at sige det for spøg, – det vil sige i den forbindelse med fru Ring kom det som en spøgefuld harcellas over mig selv. At Du ikke forstod det, har ærgret mig. Men min påstand indeholder dog naturligvis sin sandhed: – Som alle paradoxale sandheder kan den imidlertid plukkes op, og hutles væk i lutter ingenting, men dermed er min påstands indre holdbarhed ingenlunde veiret hen. Får jeg nogensinde den lykke at tale mundtligt med dig, skal jeg forsøge at gjøre mig forståelig. Men at du har anvendt det således i alvor på mit eget kram, – det er næsten latterligt, jeg stakkel! og «Fru Ring», tifold mere stakkel! Det er dog forfærdelig forgalt at jeg kan være sammen med alle andre, så meget jeg lyster, kun ikke med dig. Nu vil de ha’e mig med på en såkaldet fodtur i pintsen, Erns[t] Sars, Lammer’s, Vibes og nogle til. Jeg siger ja, og er samtidig forbitret og fortvilet fordi det ikke er med dig jeg skal. Det er til Krokleven vi drager,Krokleven: Krokkleiva, en bratt kleiv (bakke) i den gamle Ringeriksveien med praktfull utsikt over Ringerike. et for sin skjønhed og sin udsigt berømt sted på Ringerike. Du har havt «et ubegribeligt held: at møde mig isommer.» Det synes jeg slet ikke er noget held. For hvad ligner vort forhold? Og hvad skal du egentlig med mig! Jeg finder at du var langt bedre faren, før du kjendte mig. – Du har havt uheld med dine 200 kr. som du ikke fik, men det er værre for mig, for jeg er i flytningen bleven frastjålet min portemonaie med mere end 100 kr i, og du har bare ikke fået nogle penge, som du aldrig har havt. – Jeg får det ene brev efter det andet om at komme til Bergen en tur på besøg fra forskjellige hold, men jeg har ikke lyst at røre mig fra flækken, når det ikke er for at møde dig. Jeg synes også at vort billede er stygt, men ikke i den grad som du; du gjør formeget ud af dets uheldighed. Jeg syntes det var så ækelt, da jeg så det, men jeg turde næsten ikke sige det, for alle mener det er deiligt, og ude hos Sarsene er de rent henrykte over det, men det regner jeg nu slet ikke, for der forguder de både Mally og mig, og når det bare skal være os, er det nok til at de synes det er deilighedens toppunkt. Deilig var vi nu forresten hvad du end siger, men jeg holder med dig i at du ikke fordrager billedet, det gjør jeg heller ikke. Men brænde det nytter ikke, for Mally går og giver det bort til alle mennesker; vi er blevne enige om at ha’e lov til at gi’e det bort til hvem vi vil. Nu jeg lægge mig, men jeg vil ikke tænke på dig, og drømme mig ind i din arm, for det er så kjedeligt at det altid bare er drøm, og aldrig virkelighed. Jeg vil beskæftige mine tanker med ganske andre ting. Heldigvis lykkes det, når jeg vil, for jeg har et herredømme over min hjærne og mine følelser, der ikke er lidet. Apropos; Sars var aldeles henrykt over «Bureauchef Kroghs». Han brugte omtrent ordlydende de samme udtryk som fru Wullum, bare endnu stærkere. Han sa’e at den var utrolig godt gjort og mange andre ting. Ikke én indvending havde han. Fru Ring var «udmærket» sa’e han, men han satte den langt under den anden (hans nøiagtige ord.) Han vilde absolut ha’e fru R. til Tidsskriftet, men det får han ikke, for der ved jeg at du har ret. Du skulde se mig i flytning, – da fik du respekt for mig. At jeg har været bestemt til at blive snedker, kan der ingen tvil være om; det er sørgeligt at jeg ikke blev en mand, og fulgte dette kald. Godnat! jeg sover omtrent.

Torsdag. Jeg var så mistrøstig igåraftes, og derfor må du ikke bryde dig om det, dersom der er noget skrevet som du ikke synes om. Men jeg ved virkelig ikke, hvor det skulde være at vi kunde mødes isommer. Hvis vi reiste til et af de almindelige badesteder, – det blev uudholdeligt! Du ved ikke hvordan det er at ligge ved bad i Norge. Jeg så lidt af det ifjor ved Grevsen. Det sladder og det udspioneri, og den passen på! Ja, det gik jo ikke ud over mig, for jeg havde dengang ikke noget at skjule – (anderledes vilde det blive om du var tilstede) men desto mere over stakkels Helene Sandberg, som jeg tog mig på at beskytte, hvoraf følgen var at man også så skjævt til mig. Hun havde forresten vistnok heller ikke noget at skjule, men hun er en underlig sanselig-geschäftig natur, så ganske det stik modsatte af mig. Og dog vilde Grevsen måske være det eneste bekvemme sted at ligge ved, fordi det kun er en halv mil fra Kr.ania, og fordi jeg altså kunde tage ind til mit hjem nårsomhelst, hvor så du, hvis du også lå ved Grevsen, kunde besøge mig, for deroppe på Grevsen kunde vi slet ikke være sammen, uden som bekjendte; det ved jeg var umuligt. Men hjemme hos mig, hvor der stod ganske tomt, – der kunde det gå. Eller kanske det skulde være på et ensomt sted i en eller anden fjeldbygd, men det vilde ha’e den fare ved sig at fik man vide vi havde været sammen der, så vilde man vide besked i langt høiere grad end om vi tilfældig mødtes på Grevsen. Grevsen er forresten et ækkelt utriveligt sted, hele etablissementet ligner en dårekiste, men de danske synes om det, – de finder det så «yndigt» der! Eller kanske jeg skulde blive i byen, og blot du ta’e til Grevsen, så kunde du hver dag ta’e dig en tur til byen, der går diligence og sporvogn, den sidste et langt stykke på vei, men så fik jo jeg slet ikke ligge på landet isommer. Du kunde jo fortælle at du var syg, og trængte til bade, – stop – du har jo gigt! det er altsammen iorden, gigt, din fæle gigt, hvoraf også jeg blev smittet i vinter, – der er ingen tvil om det, – jeg har aldrig havt det hverken før eller siden, men dengang fik jeg gigt i mit høire skulderblad, det er sikkert. Men at det skal være så længe inden vi sés! Det er så trist, at jeg atter får disse stygge planer om at løbe fra det hele. Jeg er ikke det mindste tålmodig. Jeg synes at livet byder så lidt at det der er, skal man ha’e helt eller slet ikke! Får jeg ikke det, kan jeg kaste det fra mig for bestandig. Smuler vil jeg ikke leve af. Jeg er vis på, når vi næste gang mødes, hvis det overhovedet sker, siger jeg dig ved afskeden mit sidste farvel. Du må ikke blive sint på mig for det, for min natur er sådan, og den kan jeg ikke tvinge, vil det heller ikke. Jeg vil lide grænseløst derved, for du har været og er mit livs virkelige sollys, men kan jeg ikke få holde tilhuse i solskinnet, det der vælder ud og er skabt for mig, for mig og ingen anden, så forsmår jeg at stjæle mig ind når en lumpen, fattig liden leilighed gives, for så at føle mørket og skyggen dobbel bitterlig, når jeg er stødt udenfor igjen. Nei, min elskede, min éneste på hele jorden, vi vil ikke nogen af os være så beskeden; vi vil begge være stoltere end som så, og forsmå de smuler, der falder fra den riges bord. Jeg har aldrig savnet de smuler, jeg, og jeg vil det ikke heller. Jeg kan undvære helt, men jeg kan og vil ikke akkordere. Enten, eller, det har altid – jeg mærker det mere og mere – været min villies og min tilværelses røde tråd. – – – Du spørger efter J.P. Han er siden karnevalet forsvundet fra min synskreds. Han har båret sig så ilde og fortusset ad ligeoverfor mig – det er rent en ynk – hans skinsyge og forelskelse har drevet ham til at være så byrdefuld, at jeg måtte være så ubehagelig som jeg neppe nok har været mod nogen anden. Så er han blevet borte. Jeg ser ham aldrig mere. Et par gange har jeg truffet ham hos Sars’s men da har vi neppe hilst på hinanden. «De må have god råd på tilbedere,» sa’e forleden Lammers, «siden de slår dem således fra dem, tilhøire og venstre» (han tænkte på Helland og én til formoder jeg). Længer kom jeg ikke iformiddag, fordi jeg fik besøg af nogle damer. Så skulde jeg ned til fru Wullum i eftermiddag, og havde tænkt at skrive en mængde iaften; men så havde min bro’er taget med sig en ven, en maler Bold,en maler Bold: Fredrik Boll tilhørte kretsen rundt Ernst Sars, og malte mest kyst- og sjøbilder. iaften igjen, og nu har jeg stjålet mig ind for at sige dig godnat søde, elskede. Jeg skal skrive om leiligheden og alt det andet næste gang. Javist vasker jeg mig du nærgående menneske, – som er så stolt og hoffærdig af din renslighed, og som fik mig reduceret til en ren gris. Men det er ikke morsomt at gå slig og vaske sig, siden du ikke er hos mig. Jeg tror snart jeg sløifer det, for det er igrunden overdrevent, ånei, jeg mener ikke med det.[sic] Jeg elsker dig og længes og elsker dig umådeligt; men jeg har havt en af mine onde raptusser i disse dage. Jeg er så fortrædelig over at eie dig på denne måde. Jeg kunde kvæle dig med kys for at få dig til at dø, så var der ikke mere nogen at fortæres af længsel efter; så vilde jeg kvæle mig selv bagefter.

Din Amalie



91. Erik til Amalie

Søndag den 22 April [1883]

Du kære elskede, usigelig søde, urimelige, forkælede, bedårende Amalie, idag får jeg kun Lejlighed til at skrive Dig et kort Brev til. Jeg skal i Middagsselskab, og Tiden i Frmdg er uden min Skyld smuttet mig ud af Hænderne. Jeg er ikke helt rask og har en Formodning om i Aften at komme hjem som en Klud, der intet andet har at foretage sig end at gå på Hovedet i Seng. – Min Elskede: når jeg nu kom til Bergen i Sommerferien? Kunde vi så mødes nogenlunde godt og hyppig. Johan Bøgh er med Hustru og Barn for Tiden i København,Johan Bøgh … med Hustru: Johan Bøgh kom fra Bergen, hvor han hadde tatt initiativet til å gjenopprette Den Nationale Scene og var sceneinstruktør 1881–84. og med dem taler jeg væsenlig kun om det at komme til Bergen i Sommer. Så vidt jeg har opfattet det er det ikke nogen direkte Indbydelse om at bo hos dem, der ligger bag, men der tales om en Udflugt til Sogn og andetsteds som om det var en Indbydelse. Kunde vi have Glæde af hinanden på denne Måde? Jeg har i disse Dage bestandig havt vort Møde om Bord på Damperen til Bergen i Tankerne. Jeg har tænkt mig at vi indrettede det så, at jeg i Kristianssand, der jo står i direkte Forbindelse med Frederikshavn, kom ombord i det Skib, der førte Dig afsted, og jeg bestiller ikke andet end at drømme om vort Møde der i den lille Kahyt, Du havde for Dig selv. Min Søde det er næsten til at gå fra Forstanden af. Men nu begynder din ensomme Bolig i Kristiania at spøge i mine Tanker. Dog Unge, hvis vi på nogen Måde kan få en Udflugts Friskhed med ind i vort Møde, bør det jo ubetinget foretrækkes, jeg er bange for, at skal Du for min Skyld kukkelure i et ophedet Byliv Sommeren igennem, så bliver Tabet Du lider større end jeg kan erstatte. Tænk det nøje igennem, om ikke dette Møde i Bergen vil kunne gå. Der var jo intet til Hinder for – antager jeg – at vi stoppede i en eller anden lille Filleby på Vejen. Og Rejsen hjem, hvis selve Bergensopholdet væsenlig kun kunde blive udvortes selskabelig. På en af de to Måder vi mødes. Enten kommer jeg til Kristiania eller vi ses i Bergen (først på Rejsen derop!). Tænk nu alt koldblodig og omhyggelig igennem. Imidlertid gør jeg Kur til Fru Bøgh – der er umanerlig kedelig. En Ulempe er der for Resten med Bergensturen, og det er, at Schandorphs også tænker på et Bergens Ophold i Sommer – men hvad, det kunde vel give Anledning til nogen Selskabelighed, hvor vi mødtes. Det er nu for Resten Skade det med vor Kærlighed, Amalie; jeg vil ikke have Interesse skabt for andet der oppe end Dig, og det vil præge sig i mit Væsen. Er jeg ikke bestandig sammen med Dig, bliver jeg tavs, uselskabelig, uelskværdig – som på Aulestad, hvor jeg satte min Kredit til hos Bjørnsons.

Nat

Klokken er 2 ½, en halv Mil mod en Østenstorm og en Kamp forud med en Samling politiske Modstandere – min elskede, jeg er dødstræt –

God Nat elskede

Din Erik



92. Erik til Amalie

Mandag Aften

[23/4/1883]

Kære elskede Amalie Du har sikkert ventet idag at få Fortsættelsen af det lumpent lille Brev jeg fik afsendt igår, men der bliver ikke mere Tid idag end igår. Jeg sidder her på Kontoret midt i Redaktionsslid. Jeg er et Øjeblik alene og benytter det til blot at sende Dig en kærlig Hilsen. Du må aldrig blive vred på mig for korte Breves Skyld, det er så vist ikke min Lyst at snuppe Dig af i en Fart min sødeste Veninde, det er Forholdene der ikke giver mig Ro og Lejlighed til at skrive. – «Enten-eller» det har altid – jeg mærker det mere og mere – været min Viljes og min Tilværelses røde Tråd», skriver Du. Ak min Ven, således har jeg også talt, og jeg har handlet en Del derefter; det var den Gang jeg var en ung Fole. Nu da jeg har fået slidte Mærker i den fordums blanke Lød af Livets Seletøj, nu siger jeg det ikke, og når jeg hører Dig sige det, kan jeg ikke andet end med en lille Hovedrysten tænke på, hvad det er der danner Baggrunden for disse modige Ord, hvad det er, der oprindelig har givet Kraft til denne Følelse som sanddru Naturer vel som Regel ere begyndte med: Det er dine gode timelige Kår, dit borgerlige Livs Velartethed og Blødhed. Du må huske, at Du i ethvert «eller» falder tilbage til noget fint godt og forsonende

– – – Så, nu er jeg forstyrret, Stuen er fuld, og jeg har på stående Fod måttet holde et lille Foredrag om hvad en «timokratisk» Forfatning er for nogeten «timokratisk» Forfatning: en statsforfatning hvor borgernes rettigheter og plikter avhenger av deres formue.

– Vi se[s] næppe mere i Aften min elskede Pige.

Vi ses kun for at jeg i Tankerne kan sende Dig et brændende Kys min Elskede

Godnat

Din Erik



93. Amalie til Erik

Tirsdag aften 24de april. [1883]

Min elskede! Jeg har ligget tilsengs i hele dag for noget som jeg måtte holde mig i ro for og som ikke ellers pleier at genere mig i den grad. Jeg var oppe imorges, men jeg kunde ikke holde det gående, og klædte mig derfor af igjen. Så kan du vide hvorledes jeg har ligget og ventet og ventet på det brev, som skulde komme iaften, og som i parenthes sagt, var et fillebrev hvad kvantit[et]en angår.et fillebrev: brev 91, skrevet 22/4/83. Du er for gal med dine korte breve! Men så var der jo rigtignok gået to lange, galante i forveien. Det er formelig morsomt at ligge tilsengs, siden jeg har dig at divertere mig med – du stygge forresten, som volder mig al den kvide med længsel og sligt. Idag har jeg kun levet for dig, udelukkende for dig, – men jeg har jo sovet den meste tid, men du har været der under søvnen også. Ja, som jeg har sovet. Hvert øieblik har jeg sovet, men også hvert øieblik været vågen, når gutterne eller Josephine er kommen ind. Nu er jeg tørnet ud for at få sengen redt, men jeg er nok glad til snart at putte mig i den igjen, for det er aldeles latterligt hvor mat og træt jeg er. Tænk om du var her til at stelle godt for mig, og være snil, og synes litegran synd i mig – hvad der dog ikke er spor af grund til, men alligevel! Skjøndt Gud ved om du vilde være nogen god sygepleier. Jeg husker pludselig hvor let du tog det med min gigt i Falkøping, og det uagtet du selv havde smittet mig, og det virkelig gjorde så ondt. – Ja, fru Bøgh er kjedelig; næsten til overmål. Står du i længden ud at gjøre kur til en dame med den stemme, så vil jeg sige det er godt gjort. Hvorlænge bli’er hun der? Jeg skal tænke på det med Bergensturen. Der er meget som taler imod, men også meget for. At der vil blive snakket tusinde gange mere og tusinde gange vægtigere, hvis vi viser os sammen i Bergen, end om det skete her, er der ingen tvil om. Det har sine naturlige grunde, som er mange og vidtløftige. En af dem er, at jeg er ganske anderledes kjendt der af alle og enhver end her, hvor byen desuden er større og hvor sladder og snak ikke trives en tusindedel så godt som i Bergen. Bergen er i den retning aldeles utrolig – forresten en kjæk by som jeg elsker mest af alle byer – men småstadsmæssig! i en grad som det slet ikke var nødvendigt, fordi om den kun har 50,000 mennesker. Men det er bergensernes specialitet at lægge sammen og snakke og gjætte og kombinere, og sætte de vildeste historier i omløb! I og for sig vilde man nu også snakke om mig når jeg viste mig i Bergen, om aldrig du var med. Jeg har jo ikke været der, siden dengang jeg syg sendtes til Gaustaddengang jeg syg sendtes til Gaustad: se brev 38. og siden skilsmissen og alt det væsen; så kan du tro det vil rippes op, og nu har jeg jo også forbrudt mdm. Høier. Så vilde det jo også være græsseligt hvis jeg mødte ham på gaden,hvis jeg mødte ham på gaden: August Müller. – skjøndt det var igrunden ingenting, men jo, der er mange som jeg nødig vilde møde, hans brødre f.eks. Du er naiv, som tror det gik an, at gå i land i en filleby ved kysten. Umuligt! Overalt er der nogen som kjender mig, så ofte som jeg har faret den kyst nedover frem og tilbage! Det vilde være at fortælle alt. Og tror du jeg midtsommers på et af de overbefolkede Bergensskibe får nogen lugar alene. Aldrig tale om det. Du må forresten ikke udmale det for mig, det øieblik vi skal mødes og være ganske alene, for det er ikke til at holde ud at tænke på, du elskede, søde! Helene Sandberg skrev forresten forleden at hun halvveis ventede Dr.mann derop til Bergen på et besøg. Hvis nu både han og Schandorphs’ kom så havde vi det «gåendes». Der er ingen tvil som sagt om, at vi vilde kunde mødes mest ubemærket her i byen i vor tomme leilighed. Det er bare en pedel som bor langt nede etsteds, pokker ivold, som vil være i huset på den tid. Og han og jeg er desuden hjærtensvenner. Vi fandt hinanden under flytningen; han er forresten tater, ikke bare med taterblod i sig, men helt tater, og en deilig tater er han, en prægtig fyr. Josephine vilde jeg sende på landet, og lade pedellens datter stelle for mig. Så var der ingen uden mig i næsten tre etager, og hvorledes kunde vi da ikke rumstere! Og være på mit eget soveværelse! Det var dog meget morsommere, især bagefter når du var borte. Jeg vilde synes der var blevet en hel del igjen af dig, når du virkelig havde været der, og elsket mig der. Men på Grevsen vilde jeg ikke være. Der er for dræbende, jo mere jeg tænker på det, jo værre står det for mig. Bare den vrimmel af danske, – og sådanne danske, gustne adjunkter med lyse, hængende hår, og bondepigekoner, klokkere fra Falster med hornbriller og stumpnæser, og døve madammer, kirkesangere fra Lolland, folkehøiskolelærere med koner i afklippet hår, og hæleløst skotøi, smilende, snakkesalige grundtvigianske præster, forhenværende skippere, der er blevne landmænd og lader som de har glemt sine egne visitkort for at få vise sine adelige koners, og endelig Ostermand!Ostermand: se brev 37, note 6. Og som de spiser og drikker, mælk, sød og sur, en stor mugge af hver sort, kaffe og the alt på engang; intet har de hjærte til at la’e gå fra sig, fordi det fåes for samme betaling, og så sidder de og skryder af den meget middelmådige mad, og nyder at spise sig mæt som om de pleiede at halvsulte hele året igjennem. Og så de mangle [sic] gamle danske frøkener, der er så snerpede og egenretfærdige og fremfor alt så dumme. Og de rumsterer deroppe, og ter sig som om de eier det hele; de norske er rent skudt for glug,rent skudt for glug: satt helt utenfor. for de er så fåtallige og kommer dumpende af vanvare medens de danske har været der sommer efter sommer i al deres tid, og længe før i sine forfædre, gjennem mange slægtled bagover. Jeg hørte sidst at en gammel frøken Bagesen skulde komme igjen i år for 21de gang, og hendes far og bedstefar havde også ligget ved Grevsen. Men du kunde godt holde ud at være der, for du er selv dansk og når det var for at få treffe mig, så gik det nok, tror du ikke? Så er der også så billigt, som du pleiede at sige på Lillehammer, kan du huske, hvergang du foreslog os at blive en dag længere end vi havde tænkt. Du var så sød, når du sa’e det. – Jeg skal nu forresten tænke det nøiere over; så skriver jeg mere imorgen, og forøvrigt behøver vi vel ikke at bestemme os endnu – der er jo masser af tid til at summe os på, desværre! Godnat min hjærtens elskede, du min hemmelige glæde, min skjulte sorg, min lyst, min pine! Jeg elsker dig. – Onsdag aften. Jeg kommer til at tænke på det, at hvis vi ikke var blevne på Lillehammer den ene dag mere end hensigten var, noget som Bjørnsons i parenthes sagt, var meget pripne over, så havde vi to aldrig fundet hinanden. Var vi reist efter bestemmelsen morgenen efter vor ankomst til Lillehammer, da vi havde kjørt sammen, og fået talt en hel del med hinanden – husker du i giggen, med «sandhedsvidnet», den arme adjunkt Mohn på bukken,adjunkt Mohn: sannsynligvis Emanuel Meyer Mohn, adjunkt i Ålesund fra 1876 og foregangsmann i norsk fjellturistliv. han, som jeg altid har været så tilvens med, og som jeg dengang var over alle grænser uartig mod, så havde vi nu måske slet ikke husket hinanden. Det er aldeles sikkert at der intet var opstået mellem os, uden den dag på Lillehammer, thi den modnede hvad der, formodentlig lige siden jeg så dig først, havde været under vækst. Der kan man se hvorledes de såkaldte skjæbner hænger i en tråd. Du nu også, uden at du selv har vidst det, ha’e været en liden smule forelsket i mig; kanske det var derfor du rent instinktmæssig gjerne vilde forlænge opholdet. Men det var jo slet ikke om dette jeg skulde snakke. – Du, det er sandt, sig mig – har du mærket noget til at Bøghs ved at vi kjender hinanden? Har de nævnt mig til dig, og spurgt hvad du synes om mig, ligesom fru K. gjorde? Jeg vil gjerne vide om dette fruentimmers, denne Poulsens snak er nået op til Bergen. Det skulde ikke undre mig for han korresponderer med flere deroppe, og vaser bestandig. Fosseduren kalder vi ham, aldrig andet. Hans skyld er det at vore navne her i Xania er bleven sat i forbindelse med hinanden. Ingen havde drømt om at nævne os sammen, hvis ikke han havde gået og fosset af sig at jeg var reist til Gøteborg for at ægte dig. Forresten er der ingen her som tror noget, end ikke P. selv. Men fortæl mig endelig om Bøghs har nævnt mig, og hvilken art fornemmelse du derunder har havt. Du må ikke være bange for at forurolige mig, jeg vil helst af alt vide rigtig besked. – – – –

Hvis vi begge var i Bergen isommer, var der naturligvis ikke tale om at være sammen uden selskabeligt. Og tænk hvad det vilde være for en tvang at skulle sige de til hinanden, og passe på at ikke altid hænge efter hinanden, men lade som vi var interes[s]eret og optaget af alt andet mindst ligesåmeget som jeg af dig og du af mig. Og så det at vi aldrig kunde få kysse hinanden. Være sammen i 4 uger f.eks. og ingensinde få gi’e hinanden et kys, ikke en eneste gang få falde dig om halsen, og trykke dig ind til mig og sige at du var det sødeste og deiligste på jorden. Tror du det blev til at bære? Men det forstår sig, således måtte det jo altid være hvor vi så var, når det ikke hang sammen som i vinter, så for den sags skyld kunde Bergen være lige god som hvilketsomhelst andet sted. Og hvis nu jeg boede hos Knudtzons, og du hos Bøghs eller det bare var at du ligesom mest holdt til med og hos dem, så vilde vi vistnok komme til at færdes i forskjellige kredse. Elisa Knudtzon og fru Bøgh er jo rigtignok kusiner,Elisa Knudtzon og fru Bøgh er … kusiner: Elisas mor, Antoinette Ulrikke Mowinckel, var en søster til Wenche Bøghs mor, Constance Mowinckel, begge fra den velkjente bergenske slekten. men der er ingen nær omgang i allefald var det der ikke. Og hvis du reiste med Bøghs til Sogn (Hardanger er nu forresten langt deiligere) så kunde jo ikke jeg blive med, med mindre Knudtzons også reiste, og det er ikke sikkert at de gjorde det, og hvis de reiste er det ikke sagt at det blev sammen med Bøghs. Det kan hænde at vi fik megen anledning til at være sammen, – det ved jeg nok, – men det kan også hænde, at vi kom til at se hinanden meget lidet. Men måske får vi lade det stå til, og gjøre det bedste ud deraf. Kunde jeg bare ta’e ind til Sandbergs istedetfor Knudtzons, så fik jeg det meget friere, og Knudtzons bor desuden så langt afveien udenfor byen oppe i Kalvedalen, hvis du ved hvor det er, ikke langt fra Svartediget. Jeg er buden til Sandbergs uhyre indtrængende, men det gik formodentlig ikke an at bo der, såsom Knudtzons har bedet mig først, og det gjennem lange tider har været en aftale at jeg, såsnart jeg vilde komme til Bergen, skulde ta’e ind til dem. Og Sandbergs ligger vist på landet i sommermånederne, men det forstår sig, Helene tog til byen, hvis jeg sa’e jeg vilde komme, det er jeg vis på, og hos hende vilde jeg få det friere. Allerbedst vilde det være om jeg tog ind på et privathotel. Der er en frue, som jeg kjender, der har et sådant, hos hende kunde jeg godt bo, det var nu det allerfrieste. Ja, jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal sige. Det ser så forviklet og vanskeligt ud på frastand, men kanske alt vilde forenkles og falde rent af sig selv til gunst for os, hvis det først stod sin prøve –

Hvad siger du om at komme først hid og være et par dage. Hvis min bro’er og gutterne da var væk kunde du i al stilhed og hemmelighed besøge mig, og så kunde du reise ned til Drøbak f.eks., og blive til næste dag da jeg kom nedover med Bergensskibet, som stopper ved Drøbak, hvor så du kom ombord. Da vilde det se ud som et tilfældigt møde. Du kunde vistnok godt være i Kr.ania nogle dage, uden at nogen som du kjender, så dig; på den tid er næsten alle bortreist. Alle damerne Thaulow skal til forskjellige bade, men det er sandt, Fritz og Carl og Herman blev i byen, så det vilde måske være farligt. Fritz og Ingeborg kommer i slutningen af maj – for at slå sig ned her for bestandig hedder det. Kanske gik det an at du simpelthen boede her, hvis du kom til Kr.ania. Ikke kom kjørende med kuffert og sligt, men kom herop ud på eftermiddagen, blev til aftens hos mig ganske alene; – så gik jeg ud til Josephine og sa’e: det er en god bekjendt af os, en reisende, han har taget ind på et hotel, men han er så fremmed i byen at han ikke ved at finde veien – derfor har jeg sagt at han kan sove her de par nætter han er i byen, – gå ind og gjør istand på min broders værelse. Det kunde udmærket godt gå an du søde, elskede. Jeg er vis på det kunde, du skal ikke ryste på hovedet og se skeptisk ud, for det ved jeg meget bedre end du. Naturligvis havde du et værelse på hotellet, hvor dit tøi stod; traf du så nogen på gaden, så sa’e du at du boede der eller der, og du kunde jo vise dem dit værelse, hvis det faldt sig så, – at du ikke var hjemme om natten kom jo ingen ved. Til min pige vilde jeg give dig et andet navn, så kom hun jo aldrig til at kunne fortælle at du havde sovet her. Hun vilde ikke fatte en gnist af mistanke om du sov her; for det første vilde det aldrig være hende muligt at tro noget sligt til mig, og for det andet er hun vant til at en eller anden ligger her om natten f.eks. før i vinter, Poulsen. At min broer ikke var hjemme, var et tilfælde som var beklageligt, forstår du. Ah, det kunde så udmærket gå! Tænk i det tomme hus med den skikkelige bundsforvandte af en pedel, og den velsindede, troskyldige, naive Josephine. For ombord på dampskibet er jeg vis på, vi ikke kunne få være såpas øieblik alene, at vi kunde omfavne og kysse hinanden engang, og det var jo ikke til at udholde at komme op til Bergen og være måske i en vrimmel af mennesker, når vi traf sammen, uden at ha’e gjort det. Du spørger efter værelserne. Det er bare mit soveværelse som jeg er glad i; de andre bryder jeg mig ikke snus om. Det er forresten ikke noget ekstra ved det værelse heller – det er lysmalet med to fag vinduer afskyelig lyst o.s. v., men jeg ved ikke hvad der er ved det, som gjør det så tiltalende for mig. Ja, der er sol, og det er jo en deilig ting; det er kun i mit og gutternes værelse at der er det. Når du kommer op ad to lange ækle ikke videre rene trapper har du en bred entredør foran dig. Så kommer du ind i en uhyre langstrakt entre (vi brænder to lamper i den, rigtignok er de små) og så har du tilhøire i bunden min soveværelsesdør og til venstre i bunden af entren forstår du, gutternes dør. Midt foran dig er der 3 døre, den ene fører ind til spisestuen, den anden til kontoret, den 3die til «salen», – det er et øgenavn jeg giver den, for alle værelserne her er små, nei ikke de to jeg og gutterne sover på. Så er der i flugt med disse tre værelser på den ene side et kabinet, som støder til mit soveværelse, der vender til gården, og på den anden side min broers og Jakob Alvers soveværelse. Kjøkkenet og pigeværelset er pent men doet er stygt, så trangt at man ikke kan være to der, og så er der så underlig lavt under loftet. Jeg er der aldrig, uden at jeg sidder og studerer på, hvorledes de har båret sig ad med at få det så lavt; det er som en aflang kasse de har stillet ind i et dertil afpasset indelukke. Heldigvis er det lige udenfor kjøkkendøren. Det er en renslig, stille gade vi bor i, og luften i dette strøg er god, men ikke så god som på Hægdehaugen. Fra vore vinduer har vi udsigt til det nye, storartede rigshospital med et stort haveanlæg,rigshospital: se brev 90, note 1. der endnu er for ungt til at være pent. Bygningens forskjellige dele er forbundne med åbne buegange, der hviler på søiler; gjennem disse buer ser vi videre ind til haver og beplantede gårdsrum og andre store bygninger. Den er ganske eiendommelig den udsigt, den har et svev af noget italiensk over sig med den lyse sten og de åbne buegange. I måneskin ser det godt ud. Jeg længes forresten tilbage til mit forrige logi. Her er langtfra så pent, og disse trivielle stuer med de lyse væggefarver, som formelig gjør ondt i øinene, kan jeg ikke føle mig hjemlig i. Jeg har mit skrivebord inde på mit soveværelse, og der kommer jeg at tilbringe det meste af min tid. Det er bare om aftenen, når vi skal sidde sammen at jeg holder til i «salen» og kabinettet. På mit soveværelse har jeg også min yndlingsstol en ostindisk lænestol med en braminbramin: medlem av den indiske prestekasten. som altid gjør mig ondt i ryggen, og som jeg bestandig har sagt jeg skal dø i. Den er forresten slet ikke pen – af strå eller rør – men bare så egen. Der er også en anden god stol, en amerikansk, som du kunde bruge til at sidde og være fornærmet i om nætterne. Den vilde passe så godt til det, for den er så lav og magelig, og du kunde nemt få dig en liden blund der, så du ikke blev for meget martyr. –

Torsdag. Du søde, elskede, deilige menneske som sendte mig nok et fillebrev!nok et fillebrev: brev 92, skrevet 23/4/83. Du er en skat, og jeg kysser dig i tankerne mange, mange, mange gange. Ved du, at undertiden står det ganske som en drøm for mig, at jeg har været hos dig på den måde, at jeg har kysset og kjærtegnet dig og ligget i dine arme. Undertiden er jeg vis på, at det slet ikke er sandt. Som da det spørsmål pludselig kom om jeg vaskede mig som jeg skulde; da strømmede blodet med en rasende fart op i mit hoved, og jeg følte en underlig fremmed undseelse. Det at jeg havde været og var din, stod så tåget og fjernt, langt tilbage, og jeg var halvt skamfuld over at du skrev om sligt til mig. Men det er bare øiebliksvis at jeg har det således. Når du engang kommer, så må jeg få sidde ganske, ganske stille hos dig, i timevis uden at røre mig, bare for at føle og nyde at jeg har dig tilbage, og at dine arme er om mig. Hører du, – du må slet ikke røre på dig, eller sige et eneste muk eller gjøre den mindste mine til at ville kysse mig. Det kan vi gjøre bagefter. Det med gode kår, tror jeg slet ikke er sandt. Dengang jeg stod ved mit livs egentlige «enten, eller» da jeg vilde fra mit ægteskab, var jeg gået min vei, om det så havde været på den pureste fattigdoms vilkår. Der er ingen tvil om det. Det blev også stillet mig for øie som et skræmmebillede, at jeg vilde få så lidet at leve for, og at jeg vilde komme til at måtte føre et yderst nøisomt liv. Det vidste jeg også var sandt, men det rokkede mig ikke. At jeg skulde komme til at bo sammen med brødre først den ene og så den anden, havde jeg dengang ingen anelse om. Og hvis jeg ikke var kommen til at gjøre det, vilde jeg slet ikke havt gode kår, men meget knappe kår. 550 spd, det er knappe kår.550 spd.: se brev 41, note 4. Og det er jo usikkert hvor længe det kan være at jeg bor sammen med min bro’er. Jeg har også fået «slidte mærker af livets seletøj» men jeg vilde derfor ikke opgive mit enten eller. Levede vi i religionsfanatismens, inkvisitionens tid, da var jeg én af dem, der lod mig brænde; om en eneste hykkelsk mine vilde været nok til at redde mit liv, – aldrig, aldrig havde jeg ta’et den mine på. Jeg vilde skrevet mere men bli’er afbrudt. Nu skal du sige at du har fået et langt og sødt brev. Hvor jeg glæder mig til dit på tirsdag!

Din Amalie.



94. Amalie til Erik

Kr.ania 28de april. [1883]

Jeg har atter igåraftes fået et brev fra fru Sandberg, hvori hun bønfalder mig om at komme og besøge hende strax i maj; hun vil jeg skal svare strax. I ferierne er hun på landet med børnene, og det er ikke så nær at hun så godt kunde ta’e til byen for min skyld. Nu må du øieblikkelig sige mig om det var muligt for dig at ta’e din ferie i maj-juni, istedetfor juli-august, for hvis du kunde det, var det ligegodt vi reiste nu. Så mødtes vi i Kr.sand tilfældigvis, og kom sammen til Bergen. Hos Sandbergs kunde du vanke hver dag, derom er ingen tvil; jeg tror vi kom til at være meget mere sammen på denne måde end om du ventede til Bøghs kom hjem, og skulde holde til væsentlig hos dem. Og der er morsommere nu i Bergen end i ferietiden, for da er alle mennesker borte og da øsregner det bestandig. Kom vi i ferien, så blev vi ganske anderledes splittet ad, du i Sogn med Bøghs, og jeg på andre kanter med Knudtzons og andre. Jo mere jeg tænker på det, jo vissere forstår jeg at dette med at reise i maj såsnart det lod sig gjøre, og med at bo hos Sandbergs, vilde være den måde, hvorpå vi fik mest godt af hinanden. Til Bøghs kunde du sige, at du blev nødt til at ta’e din ferie tidligere end du havde tænkt af forskjellige grunde. Men hvis dette bli’er af, så gik det ikke an, at du kom til Xania, for nu er huset fuldt, og vi vilde ikke kunne være sammen som to elskende her hos os. Derfor måtte vi mødes i Kr.sand. Eller du kunde komme lidt før mig, og jeg ta’e af der og blive natten over i det samme hotel som du, og så reise afsted næste dag. Jeg venter et øieblikkeligt svar for at jeg strax kan sige fru Sandberg besked. Hvis du ikke kan, så er der naturligvis ikke tale om at jeg reiser. Jeg elsker dig og sender dig mange kys.

Din Amalie.



95. Erik til Amalie

Søndag Aften

[29/4/1883]

Min Elskede, ja det var et langt og sødt Brev, og kunde jeg, skrev jeg et Kys ned her, hvad siger jeg – et? ti, som skulde hvile over Dig, så at Du slet ikke mere kunde frigøre Dig for deres Indtryk: fire på din Mund, et på hvert af dine Øre, et på hvert af dine Øjelåg, et på din Næsetip og så et på din Mund igen, indtil Du bad om Nåde. Der var en Mo’r med sine Drenge, når de skrev til hinanden, satte de Pladser af i Brevet, hvor Kyssene lå, så kunde de på Afstand give og modtage Kærtegn, men det er noget jeg i alt Fald idag ikke har Råd til – for Pladsens Skyld. Og Du er særlig sød, fordi Du ikke blev vred for mine Fillebreve – jeg kunde ikke give Dig dem bedre. Du! som jeg nu sidder her og skriver, stiger der fra mine Hænder, der jo altså ligge foran mig, en sagte Duft af Ixora op i min Næse,Ixora: Amalies yndlingsduft. (I desember 1883 reklamerer Ude og Hjemme med «Lommetørklæde-essentser» som inkluderer «d’Ixora Bréoni», som kan kjøpes i Vimmelskaftet 39.) og der er tilmed ved min Kind og Skulder en blid Duft fra din Pude – jeg har, træt som jeg næsten altid er, når jeg har fri, sovet med din Pude under Hovedet – hvor jeg elsker disse fine Minder om Dig, Du elskede. Jeg har først i den senere Tid taget dit Stykke Sæbe i daglig Brug – det lå og duftede min Hårbørste fuld i min Servanteskuffe og blev kun anvendt ved særlig højtidelige Lejligheder. Men som sagt nu har jeg taget det i Brug, og med en vis Spænding gik jeg så forleden ind i den Butik, hvor jeg plejer at købe min Sæbe og bad om Ixora. Jeg blev helt stolt på Københavns Vegne ved at se, at man foruden hundrede andre Arter af fin Sæbe også havde et rigt Oplag af denne elskede Slags, som Du har betegnet som så sjælden. Foruden denne købte jeg så også af min egen tidligere mere tarvelig Guimande, men Ixoraen bevirkede, at den strænge unge (smukke) Dame, der fører Forsædet i Butiken, for første Gang værdigedes at komme ned fra sine Højder og anerkjende Tilstedeværelsen af min Ringhed i Butiken. Hun henvendte endog med forholdsvis mild Stemme det Spørgsmål til mig, om de skulde sende mig mit Indkøb. Jeg stammede, blev forvirret og sagde, at jeg så godt kunde bære det selv, og med mit dejlige Ixora i Baglommen, min Pakke Guimande under Armen vandrede jeg bort, vel vidende, at Resten af Dagen vilde disse Sager genere mig ganske betydelig, jeg kom jo ikke Hjem før Aften sent og skulde nu på Kontoret. Der kan Du dog se Amalie, København er ikke så dum en By, som du måske troede. – Du min elskede, som tvivler om, at jeg kunde stelle godt for Dig, når Du var syg. Det kan jeg Ven. Men så måtte Du også virkelig fejle noget. Den stakkels Gigt var der ikke noget at gøre ved og så troede jeg heller ikke rigtig på den. Min egen Pige, som har ligget så trofast og sovet med mig i Tirsdags – ak Stump det er et Velvære – jeg mener det at ligge uden Smærter en Dag helt stille – jeg skulde være kommen listende for at kysse Dig men næppe for at beklage Dig, den lille – nej litegran Synd i Dig, jeg skulde have følt, vilde jeg kun have taget på mig for at føje og forkæle Dig, for at vise, at jeg elskede Dig, men i mit Hjerte vilde jeg misunde Dig. For Du har jo ingen Fortræd deraf, vel min Unge? Og Du var oppe igen allerede om Onsdagen, ikke? I Onsdags traf jeg ved en Middag – oj, hvor fin! – hos Pietro Krohn Frk Knudtzon. Jeg kom sidst, og da Pietro spurgte, om nogen i Selskabet var mig ubekendt, lagde jeg ikke Mærke til hende – Broderen Dr Phil og Bogtrykker havde jeg hilst påBroderen Dr Phil og Bogtrykker: Frederik G. Knudtzon var dr.phil. og kunsthistorisk forfatter. – og havde kun Theaterchefen at lade mig præsentere for – vi kendte hinanden for øvrig udmærket –; ved Bordet dukkede så denne blege, langlivede Frøken op i min Nærhed. Hun havde Georg Brandes til Kavaller, og han våndede sig under Åget.han våndede sig under Åget: Hvis det var Bertha Knudtzon, så varte det ikke lenge før hun i juli 1884 ble Georg Brandes’ elskerinne. Senere gad jeg ikke lade mig præsentere. Hun så mig virkelig for kedelig ud, og så var det hende eller en anden af Slægten, som skrev det dumme Sludder til Dig om «Et Besøg» og mig.om «Et Besøg» og mig: se brev 64. Er der for Resten flere Frk Knudtzon – en af dem var det altså. Se, havde jeg nu været diplomatisk anlagt, havde jeg naturligvis gjort mit Bedste for at tækkes hende; i Kbhvn synes jo dog Vejen til Dig at gå gennem denne skyggeløse Poppelfamilie – og det første jeg så hende fôr også en sådan Hensigt gennem min Hjerne, men jeg stod det ikke ud. Men elskede Ven, den Art anklagende Stivhed i en Selskabssal er en Dumhed jeg ikke ret vel tolererer. Hvad vil Mennesker mellem andre, når de ikke selv give noget til Bedste? Har her altså været en Lejlighed til at handle til fremtidig Fordel for os, har jeg undladt at benytte den. – Men nu min Pige til vore Sommerplaner. Det er kun Pengene, min Ven, som gør det lidt vanskeligt for mig først at komme til Kristiania for derpå at drage til Bergen. Det er mindst 100 Kr mere, som derved går med – men hvad, det kommer jeg vel ud over. For det er ellers den dejligste Plan, der er til. Jeg er ikke en Snus bange for at tage imod din Gæstfrihed – når Du kun vil lade være med at begå den umådelige Uforsigtighed at give mig et andet Navn. Og tror Du jeg for bestandig vil lade mig afskære Muligheden for at komme åbenlyst i dit Hus? Nej Amalie, alt går som Du siger, men jeg er den, jeg er – din Josephine bevæger sig vel ikke i de Selskabskredse, som J.P. har averteret, og hvis der skal blive Snak eller Udfritten – det sidste hører nu med til Ubegribelighederne for mig – så gad jeg vide hvad Skjul et fremmed Navn, hentet ned fra Skyerne, skulde kunne give. Den danske Herre, det er mig, om jeg så hedder Per eller Povl, og alt vil først blive riv ruskende galt, hvis et falsk Navn dukker op i Historien. Altså Søde jeg kommer til Kristiania, og så bærer Du Dig ad i dit Hjem og overfor andre som det, der officielt skal være Tilfældet: jeg er din meget gode Ven – – – – –

Elskede, det er sket hvad jeg mindst af alt havde ønsket, et Menneske er kommet for at være min Gæst. Han sidder endnu hos mig, kl er 12 ¼. Han var elskværdig jeg holder af ham, og han søger mig fordi han holder af mig. Kære jeg har været nødt til i mange Timer at være Vært. Jeg har intet haft i Huset og er næsten nødt til nu at gå med ham for at opfordre ham til at drikke et Glas Vin på et offentligt Sted. Min elskede søde, Godnat – om det er mig muligt får Du igen imorgen et Par Ord.

Din Erik



96. Erik til Amalie

Tirsdag Aften

[1/5/1883]

Søde velsignede Amalie, blev Du en Smule skuffet – jeg håber da Du blev det – over den bratte Afbrydelse i Søndags. Jeg vilde så inderlig gerne have bødet en Smule derpå igår, men det var umuligt, jeg var ikke ene og ikke ledig et Minut på Dagen, før Kl. lakkede ad 1 om Natten – og da var jeg heller ikke alene. Da sad et Par Venner på Redaktionskontoret og ventede utålmodig på, at vi skulde gå et Sted hen og nyde lidt, de var sultne og tørstige efter en Kammermusikkoncert, de havde forladt Kl ½ 12. Så kom jeg hjem Kl 2, og da lå dit næste Brev til mig. Jeg var jo nær bleven forskrækket, nu da jeg er afvænt med at blive overrasket af dine Breve. Jeg læste altså din Plan om det tidligere Besøg. Jeg havde den dummeste Drøm. Jeg drømte, at jeg gjorde Forsøg på at få en mig højst nødvendig Søvn på min Sofa, men at jeg blev vækket af en utålmodig Samling Mennesker: min Moder mine to Søstre, min Broder, der er i Frankrig, min gifte Halvsøster og det yngste af hendes Børn,min Broder, der er i Frankrig, min gifte Halvsøster: Eriks bror Tyge var forretningsmand og dansk konsul i Le Havre. Han hadde to halvsøsken fra farens første ekteskap, Hanne og William. jeg skulde op og pakke ind; om ganske kort Tid måtte vi afsted til Dampskibet, vi skulde rejse, jeg, min Mor og to Søstre, til Stettin. Jeg stred og stræbte for at blive vågen, men det var mig ikke muligt, jeg var som lam af Træthed. De gjorde Nar ad mig og blev sinte, navnlig min Bror, men lige umuligt var det mig at stå på Benene, jeg faldt bestandig tilbage på din Pude, og jeg bad for mig om dog blot at få sovet i 5 Minuter til, det vilde hjælpe. Så bøjede min Halvsøster – jeg har ikke talt med hende nu på flere År – sig over mig og kyssede mig – jeg tror aldrig i mit Liv, at det er sket – hun var så forunderlig blød og velgørende at føle på og samtidig kravlede hendes lille Dreng – i Virkeligheden må han nu være Student – op til mig, han var ganske nøgen, fast og buttet på Kroppen, det var så friskt og behageligt, og jeg blev helt vågen. Men dette med Rejsen var en fuldstændig Overraskelse, jeg havde ikke det mindste i Orden. Jeg måtte i en Fart se at finde mine Klæder – Kufferten stod parat inde i Sovekammeret – og mine Penge. Navnlig de sidste! Men hvor var dog min Sparekassebog med de 300 Kroner jeg havde lagt til Side, det var ikke muligt at finde den, den skulde stikke i en Frakkelomme, og jeg dukkede ned i en Uendelighed af Klæder, men det var aldrig min egen Frakke jeg kom i – jeg havde havt min Sparekassebog med mig i Byen for at sætte en Sum ind, jeg havde sparet i Løbet af Måneden, igår var det jo den sidste, og idag har jeg hævet Gage – nå, endelig fandt jeg den. Men hvorledes få hævet Pengene? Min Moder vilde låne mig Penge. Så var Vognen der. Afsted! Så endelig brød det igennem, hvad hele Tiden havde ligget som en dunkel Tanke jeg ikke kunde få fat i, at om jeg nu rejste til Stettin, så vilde jeg jo ikke have Penge nok til i Sommer at komme op til Dig. Høj, Godtfolk jeg rejser ikke med! Nej, lad Du også meget hellere være med det, min Dreng, sagde min Mor med en for mig aldeles forbavsende Koldsindighed – gå Du kun ind i din store Seng og sov, det har Du bedre af. Jeg vågnede badet i Sved af Anstrængelse og Forvirring, himmelglad over, at jeg i sidste Øjeblik havde fået mine Tanker samlede, så at jeg havde undgået den frygtelige Begivenhed at stå uden Penge til Sommer. Hvor var det godt jeg slap! sagde jeg ganske højt og kom så fuldstændig til mig selv. – Jo ser Du lille Pige, det voldte nu dit Brev altsammen, og så en Samtale jeg på Kontoret havde havt med Chr. Rovsings Fader,Chr. Rovsings Fader: dvs. M. Rovsing, offiser og forfatter. Se brev 33, note 1. der havde fortalt mig, at han imorgen må rejse til KissingenKissingen: Bad Kissingen, kursted i Bayern. for at bruge en Kur. Min søde, yndige Ven, jeg kan ikke komme løs nu. Og Amalie i Grunden foretrækker jeg også langt at vente til Ferien. Jeg har sådan levet mig ind i Fantasier om dit tomme Hus, at jeg kun med ligefrem Sorg kan skille mig fra denne Fremtid. Men jeg kan ikke komme bort nu. Lige efter Pinse skal en politisk Kampagne begynde Landet over,en politisk Kampagne: Striden om det danske forsvarsvesen og om Københavns befestning raste ved denne tid. og min Nærværelse på Kontoret bliver en ligefrem Nødvendighed. Du synes at være så glad i den sidste Plan, og i og for sig er den jo også lokkende over al Måde – særlig at Du vilde smutte ind på Vejen til mig i Kr.sand – men Unge, tror Du ikke, at det gik, hvis vi til Sommer var sammen i Bergen, at Du uden videre sagde til Fru Sandberg, at hun skulde bede mig ud på Landet, hvor de lå (og Du naturligvis). Jeg kunde jo være indlogeret i en Kro i Nærheden. Skal jeg i Bergen høre Fru Bøgh til, rejser jeg slet ikke derop. Der er jo ikke noget kompromitterende i, at Du på gæstevenlig Vis anbefaler mig ind i et Hus. Jeg er jo fremmed og skal se Landet og behandles pænt, og der er jo noget literært ved mig. For Resten bryder jeg mig ikke en Snus om Bergen, når jeg blot må komme til Dig i Kr.ania – i dit tomme Hus. Og så synes jeg også Amalie, at det må være Sommer næste Gang vi ses. Vi elsker jo dog begge Varmen, og dette at kunne færdes ude, min Ven, det er dog så godt. For Øjeblikket er her en Smule Forår i Luften her nede. Alle Sommerlængslerne er begyndt, og skulde jeg leve min lykkelige Tid i Maj-Juni (i en Slags grøn Vinter) for så at komme ned her og forgå af Melankoli i Højsommeren – nej Unge, det var næsten for grusomt. Så er der en Ting til, jeg må også se at samle nogle flere Penge sammen til den store Rejse. Jeg hader at låne, når jeg ikke har det klart som Dagen Tidspunktet da jeg kan betale tilbage. Altså kære søde Du, jeg kan ikke rejse nu. – – Du er et lille Fæ. Du lader endnu, som Du ikke véd, at jeg var forelsket i Dig, inden vi kom til Lillehammer. Jeg var det. Men jeg begærte Dig ikke, for jeg trode ikke Du kunde elske, særlig, at Du ikke kunde falde på at elske mig. Og så klog var jeg bleven i Livets Skole, at på håbløse Historier vilde jeg ikke indlade mig. Ak jeg vilde jo være gået ind til Dig hin sidste Morgen for at kysse Dig – forskrækket som jeg var, fordi jeg trode, at Du dog syntes bedre om Dr. end om mig. Det skulde have været det menneskeligt smukkeste Kys på Jorden. Og jeg fantaserede om hele Natten, at jeg på den Måde vilde kunne give Dig noget, et Indtryk af en Mand, der skulde være helt rent og blottet for den Atrå, Du kun havde set som styg. Amalie, min Følelse for Dig var en fin og skær Forelskelse, derom kan der ingen Tvivl være mellem klartseende – og Du er jo så umådelig klog på Kærlighed. Og jeg syntes Synd i Dig, at Du ikke vidste, hvad godt to Mennesker kunde ville gøre hinanden.

– Nej min Ven, Bøghs har ikke med et Ord antydet din Eksistens til mig, så Fossen synes i alt Fald ikke at have lydt i deres Øren. Jeg ser for Resten for Tiden ikke meget til Bøghs, vi kommer ikke i de samme Huse, og det synes at skulle blive meget tilfældig at vi mødes. – Så vidt jeg har kunnet forstå Beskrivelsen af din Lejlighed, må din Broders Soveværelse ligge længst mulig borte fra dit. Du kunde tegne mig et lille Grundris, det vilde interessere mig i højeste Grad. Ligger Gutternes og hans Soveværelse ikke Side om Side svarende til dit Værelse og Kabinettet? – Ak Amalie, jeg vil så gerne, når vi mødes være stille og god, som Du ønsker det – men jeg lover intet, navnlig ikke, at jeg ikke kysser Dig, og Du skal se Ven, at det vil ikke være så slemt. Kan Du huske, at i Falkøping turde jeg ikke straks kysse Dig. – Amalie jeg tror Dig med «enten-eller», det jeg skrev var et Udbrud af min egen mistrøstige Stemning. Jeg har aldrig lidt så meget som i det sidste År ved at skulle slide for mit Brød. – Jeg sender Dig min Unge, hvad jeg tror vil more Dig den allerførste (kasserede) Begyndelse til «Gertrude»Begyndelse til «Gertrude»: Et papirlapp er lagt inn sammen med brevet; det må være det første utkastet. Det lyder slik: – – – – Du siger, at Du ikke tror, hvad jeg en Gang løselig udtalte om hende. Du kalder hende en Kvinde fuld af Følelser, ja en Kvinde, hvis hele Liv kun er Følelser; hun har Ild, Begejstring, en lykkelig Munterhed, Alt kun ikke Slaphed eller Kulde. Jeg svarer Dig, at hvad jeg løselig udtalte, står jeg ved. Hendes Livsnerve er skåren over, hun er kold og kan ikke vækkes til Lidenskab for Noget. Kære, jeg har kendt hende længe, hun har været mig meget påfaldende, jeg har studeret hende, efterforsket hendes Livs Hændelser, som man gør det ved en Afdød, for at kunne skrive en Biografi. Jeg har forskellige Optegnelser liggende, Studier til en Roman om Du vil, der handler om hende. Kun Skade, [her er flere linjer krysset ut] det er Altsammen flygtig skrevet; en egentlig Udarbejdelse har jeg ikke foretaget bl.A. af den Grund at jeg kun har ringe Evne til malende at fremstille, hvad jeg har opfattet. Da Du jo imidlertid er ved at sænke Dig dybt i din Forelskelse [i hende – krysset ut], og jeg anser det for farligt for Dig, ti Du er lidenskabelig, så sender jeg dig i Mangel af bedre, hvad jeg har skrevet. Brug det som et Redningsbelte! – jeg fandt den tilfældig idag; tidligere har jeg ledt meget efter den. Mig har det interesseret at finde Beviset for, hvor fuldkommen jeg stod bag ved Figuren Gertrude, da jeg vilde til at begynde, og hvorledes den efterhånden kunstnerisk betog mig. Du ser også, hvor lidt Mod jeg havde, da jeg begyndte på Novellen: min Plan var umådelig meget simplere: en kort lille Turgenjevsk Fortælling. Du må sende mig denne Begyndelse tilbage, den er jo et Aktstykke, der har Betydning for mig. – Jeg må stoppe, for Kl er mange. Der var for Resten navnlig en Begivenhed jeg skulde have fortalt, men den udvikler sig måske til noget mere senere.

Din længselsfulde

Erik



97. Amalie til Erik

Kr.ania 4-5-83.

Nåde elskede, nåde! jeg glemte at skrive denne gang, nei snak – jeg glemte det ikke, jeg gik tværtom hele dagen igår og glædede mig over at det var søndag at jeg havde skrevet på torsdag som ellers, og at jeg nu kun havde mandag og tirsdag igjen til at vente på dit brev. Så kom dit brev fra tirsdag, imorges (fredag) og så først fik jeg øinene op for ulykken. Det var Christi Himmelfartsdag som narrede mig.Christi himmelfartsdag: Kristi himmelfartsdag var 3. mai i 1883. Jeg havde ikke anelse om at det ikke var søndag. Er du sint på mig nu? Du ikke være det. Og blev du umådelig forbavset og vred da der lørdag aften intet brev lå fra mig ved din hjemkomst? Du vil ikke gjøre gjengjæld og lade tirsdag gå hen uden at bringe mig noget brev! Du , du skal ikke gjøre det elskede. Det værste er at jeg nu ikke kan skrive dig et ordentligt brev til. Det er og har været mig umuligt idag; alt har sammensvoret sig imod det, og det uagtet jeg var oppe 10 minutter før 5. Så tidlig forlader jeg min seng nu fortiden, så går jeg lige i det kolde vand. Men jeg bliver søvnig af det om aftenen, og jeg begriber ikke hvorledes jeg skal stå i det når du kommer, og vi skal holde de vågne nætter gående, som vi gjorde på vor bryllupstur, havde jeg næsten sagt. Ja, ja da, – så kommer du altså ikke før i juli. Det er kjedeligt, først fordi det varer så meget for længe før jeg skal få dig i mine arme, og dernæst fordi jeg var bleven så glad i denne plan. Det bli’er ækkelt på den anden måde. Bøghs kommer at fange dig og holde dig fast, og veiret bli’er slet. Det er en kjendsgerning at det øser ned og stormer og er råt og koldt i Bergen på den tid. Men når du ikke kan, så kan du ikke. Hvor det var sødt af dig at sende mig det udkast til din bog. Jeg har fået en underlig indvendig kjærlighed til det, og det forekommer mig at være noget kostbart, som jeg af og til vil ta’e frem for at betragte. Du får det nemlig ikke tilbage før vi sés. Det er sandt: fik jeg det Bjørnsons brev om Jakobsen [sic] tilbage hos dig?Bjørnsons brev om Jakobsen: se brev 1, note 9. Jeg husker det ikke, men vil i tilfælde gjerne ha’e det. Mor kommer hid fra Fr.hald imorgen. Jeg glæder mig umådeligt. Så var det jo godt for noget at vi ikke skulde til Bergen nu. Jeg slutte, og du ikke være vred.

Din Amalie.



98. Erik til Amalie

Mandag Aften

[7/5/1883]

Min egen Amalie, jeg sad igår hjemme hele Dagen, og var «fornærmet» – lige som hin Nat i Lænestolen.hin Nat i Lænestolen: Det må ha vært en natt på «bryllupsturen» etter jul 1882, da Erik satt i lenestolen og var fornærmet – noe som de begge refererer til i brevene. I den Stemning kunde det naturligvis ikke falde mig ind at skrive, Du skulde dog også føle, hvad det var ikke at få Brev den rette Dag. Ak nej, i Grunden var jeg slet ikke fornærmet, kun skuffet, og da min Uge ikke havde bragt mig noget som helst af Interesse, morede det mig at spille krænket Ægtemand. Du søde, hvor jeg alligevel var glad og lykkelig ved Dig og ved Tanken om Sommeren. Bogstavelig Amalie, jeg lever kun på mit Besøg hos Dig. Alt løber næsten uænset forbi mig medens jeg venter. – Jeg kan nu for Resten dårlig forstå, at Du kunde glemme at skrive, Du tossede Menneske, jeg troede, at Du vilde opsætte at sende Brev, til mit Svar om den nye Plan for vort Møde var kommet Dig i Hænde. Det gik mig for øvrigt Lørdag Nat, da jeg kom hjem, helt raffineret ubehageligt. På mit Bord lå nøjagtig som sædvanlig et firkantet Brev, jeg kunde se det inden jeg tændte Lys og tog det med ind i Sovekammeret. Så tændte jeg Lys og så et Brev med min egen Bys dumme Frimærke – det var virkelig temmelig afskyligt. Jeg smed det hen på en Kommode og gad ikke røre ved det mere ved denne Lejlighed. Igår morges så jeg så, at det var en fuldstændig ligegyldig Underretning. Ak Du søde – godt var det, at jeg hurtig havde min Forklaring til rede på intet Brev at få. Jeg fandt den ganske vist ikke fyldestgørende men den lod sig dog høre. Havde jeg tænkt mig, at Du sådan uden videre kunde glemme mit Søndagsbrev fra Tirsdag Aften og det på ny ventede Svar – jeg havde Samvittighedsnag ved, at jeg måtte vente til Tirsdag med at skrive – så havde min Stemning formodenlig haft sin Tilsætning af Bitterhed. –

– Kl er 11 ½ i dette Øjeblik kom en Deputation fra Kunstnerforeningen for at melde mig, at jeg efter en umådelig Kamp ved Ballotering var optaget i Foreningen.optaget i Foreningen: kan ha vært Selskabet for Historie, Litteratur og Kunst; medlemslisten viser at Erik var medlem. Forrige Mødedag var jeg faldet med nøjagtig 1/3 Stemmer imod. Det er Politik. De gamle havde rottet sig sammen for at undgå det literære Venstres Indmarch. Nu havde man haft Generalforsamling havde omstyrtet den forrige Ballotering holdt Taler som man var gale og med et umådeligt Overtal var min Optagelse sat igennem – kun 12 havde endnu fastholdt Afgivningen af sorte Kugler. De vilde øjeblikkelig have mig med op i Foreningen for at gøre Stads af mig. Denne Gang var jeg glad ved min sene Travlhed, jeg kunde med Sandhed sige, at det var mig umuligt at gå fra Kontoret. Nu må jeg også sige Dig God Nat der ventes på mig.

Din Erik



99. Amalie til Erik

Kr.ania 10de maj 83.

Jeg kunde godt mærke du havde været vred «du tossede menneske», som dårligt kunde forstå, at jeg havde glemt at skrive. Men du hørte jo det, at jeg slet ikke havde glemt det, jeg – det var bare en skjæbne som var over mig. Har der aldrig hændt dig noget sligt, dig, at du har gået og været besat af en rent ravruskende forunderlig tidforveksling? Mig er det slet ikke første gang det passerer, og jeg formoder det heller ikke bli’er sidste. Og desuden, om du også aldrig har glemt at skrive på den rette dag, så har du så ofte spist mig af med rigtige fillebreve, hvad jeg kun én éneste gang har gjort. Men jeg vil gjøre det herefter. Det er så alligevel så bort i natten utilfredsstillende at skrive, at jeg formelig ikke gider være besværet af det. Jeg havde en masse ting at fortælle dig, eller rettere at tale med dig om, eller allerrettest begge dele, men det er så altfor håbløst at begynde derpå. Nu er der jo heller ikke mere end 2 måneder til vi skal sés – så er det ligegodt at vente. – Det har været så trist i den sidste tid; min bro’er har egentlig i hele vinter været dårlig af catahr [sic] i halsen,catahr i halsen: se brev 81, note 4. – ja strengt taget lige fra han forrige år kom hjem fra Leipzig. Men han har selv gjort så lidet væsen deraf, og slet ikke tålt at man lagde merke til det, indtil det blev så galt, at han måtte gi’e sig over. Og selv da gav han sig slet ikke over, men vilde forsøge at lade som ellers. Så gik jeg ned til hans læge, og fortalte ham nøiagtig og omstændelig hvor dårlig han var, og bad ham give mig hans erklæring for at han måtte afsted til Ems heller idag end imorgen. Og han var aldeles enig med mig, og fortalte at han aldrig gjorde andet end sige ham hvor klein han var, og indtrængende opfordre ham til at komme sig afsted. Jeg kunde godt mærke på doktoren, at han ikke havde stor tro til ham. «Han kan jo komme sig i Ems» – sa’e han. Så fik jeg hans svigerforældre og svogre til at sammensværge sig med mig for at få ham afsted, og tirsdag middag reiste han da over Fr.hald, hvor han bliver til fredag, (imorgen) da Ludvig følger ham et stykke på vei. Han var elendig da han sa’e farvel til os. Den smule anstrengelse med at bli’e færdig – endskjønt jeg naturligvis gjorde alting for ham, tog umådeligt på ham, og så var det vistnok også det, at han havde opgivet at ville sætte os blår i øinene. Kuren i Ems varer 6 uger, men så reiser han etsteds hen i Tydskland, som han elsker at være i – han kan ikke fordrage Norge – og han kommer under ingen omstændigheder hjem før i septbr. – Du kan tro det var deiligt for mig at mor kom. Til hende kunde jeg på min side gi’e mig over, og lade al min bedrøvelse få frit spillerum; den jeg ligeoverfor Vilh. og gutterne havde holdt nede. Og mor får mig altid i godt humør. Hun sover inde hos mig; vi har stillet hendes seng på den modsatte langvæg, og så kan vi ligge og tale over til hinanden om aftenen, hvad vi gjør mere end især hun har godt af. Og om aftenen når hun er kommet iseng, kommer alle gutterne ind «for at høre os være fornøielige», – som de siger. Forresten har det ingen art med os denne gang; vi er så bedrøvede for Vilhelm. Det er meget tvilsomt om han kommer mere tilbage. Jeg står fremdeles op kl. 5, og mor skjænder og spør hvad der er kommet over mig, at jeg farer op midt om natten som en daglønner der skal på arbeide ude af huset. Og siden igår kan du tro hun gjør nar af mig, fordi jeg kl. omtrent 11, blev så forsøvnig, at jeg måtte lægge mig på sengen og sov som en sten til kl. 1. Hvor du er flink som har fundet ud at min bro’ers soveværelse ligger længst borte fra mit, og støder op til gutternes værelse, ligesom mit støder op til kabinettet; det er just således. Jeg har lavet en tegning, som er grusom, men som viser dig hvorledes værelserne ligger. Når du ringer på klokken isommer, skal jeg selv lukke dig ind, og så trækker jeg dig, uden at sige noget lige ind i kabinettet, hvorpå jeg falder dig om halsen og kysser dig, og får dig til at sætte dig i den grønne sofa ved siden af mig, og være ganske stille, og ingenting sige. Så får du se om min tegning har kunnet orientere dig en smule. Du kunde nu forresten godt ha’e skrevet søndag aften hvis du havde villet, for mit brev er formodentlig ikke kommet dig så sent ihænde, at der ikke var tid, men du har skullet straffe mig og det var stygt af dig. Jeg må desværre slutte nu. Jeg ved ikke hvordan det er men det bli’er så vanskeligt om dagene at få tid til at skrive. Jeg taler med mor om dig uden at nævne dit navn. Hun har ikke begreb om hvem du er. Idag bad hun om en god bog at læse i over middagene. Jeg har givet hende Gertrude.

Din Amalie.

[Tegning over leiligheten vedlagt]

Illustrasjon



100. Erik til Amalie

Søndag den 13 Maj 83

Min yndige, fine, elskede Veninde, jeg véd ikke ret, hvoraf det kommer, men det forekommer mig, at dit lille sidste Brev fra igår Aftes er et af de kæreste jeg har modtaget fra Dig. Det er så stille, så sødt. I sin knebne Korthed med sin alvorlige bedrøvede Tone fortæller det mig om Dig meget mere synes jeg end tidligere en lang Skrivelse har kunnet gøre det. Jeg tror Amalie, at det er det, at din Kærlighed her har været Dig en selvfølgelig Sag, noget Du ikke længer forundrer Dig over, reflekterer over, kæmper med. Min egen Ven, der gik igennem det lille Brev en Følelse af – det tror jeg da – at Du virkelig trængte lidt til mig, en Tro på, at jeg kunde fylde, blødne en Del af dit Liv for Dig. Jeg tager Dig så usigelig gerne på Ordet, min Ven. Hvis det virkelig skulde blive så, at jeg kom ind i din Tilværelse, ikke som en Forstyrrer men som en Lemper, en Tilrettelægger – ikke just ved det jeg fandt på at gøre men ved din Følelse for mig, så Amalie havde jeg en usvigelig Ret til at være hvad jeg er: din Elsker. Min søde Pige, det er din gode Ven jeg så gerne vilde være. – Hvor jeg er glad på dine Vegne, at Du har din Moder hos Dig netop nu. Så vidt jeg har forstået har Du ikke netop været forberedt på den hurtige onde Vending med din Broders Sygdom, og Du har ikke i den Anledning skrevet efter din Moder, hun er kommen af sig selv. Det synes mig, at det er endnu bedre således: Nu vilde jeg kun have ønsket at jeg kendte din Broder. Rimeligvis må han være kommen over Kbhvn, har måske været her igår eller idag, så kunde jeg have fortalt Dig om hans Humør hans Tilstand. Nu kan jeg kun føle med Dig, dele din Ængstelse og give mine Ønsker med – jeg har fået et så dygtigt og nobelt Indtryk af din Broder ved din Omtale af ham. Sig mig hvad er din Broder Ludvig i Fr.hald. Enten har jeg glemt det, eller jeg har ikke før spurgt der om, vistnok det første. Du er sød Amalie, at Du gav din Moder «Gertrude» at læse. Men jeg er urolig for, hvad hun vil synes om den. Kan hun ikke lide den, bliver jeg virkelig bedrøvet. Herregud, den er jo så inderlig skrevet fra min Side. Du må ærlig sige mig, om hun har sagt noget og hvad hun har sagt. Min Ven, dit Grundris af Lejligheden er jeg en Smule stolt over. Sådan havde jeg netop anbragt Værelserne for hinanden, det eneste jeg ikke kunde komme ud af var Anbringelsen af Køkken og Pigekammer, og så det Pulterkammer, det vidste jeg ingen Besked om. Hvis nu, hvad jeg antager, Pigen fra sit Værelse kun har Adgang til Køkkenet, synes hun mig meget passende lukket inde – det Skind, megen Plads kan hun ikke have. – Du har ikke tidligere fortalt mig om din tidlige Morgenopstandelse. Jeg kan umådelig godt lide den. Om Sommeren er man ubetinget mest Menneske om Morgenen. Ja jeg er nær ved at gå så vidt at sige, at man egenlig i vort Klima kun lever i de fire eller fem Sommermåneders Morgentimer, som man ved at gå i fornuftig Tid i Seng kan forskaffe sig. Det hører med til en af mine Fortvivlelser ved det Avisliv jeg i de sidste År har ført, at jeg Sommer og Vinter kommer lige sent i Seng og lige sent op om Morgenen. Om Vinteren er dette mig en mindre Plage, men fra det Øjeblik jeg kan sætte mig hen ved Skrivebordet i min Dagligstue, uden at der først er fyret i Kakkelovnen, længes jeg som i Hjemve efter den Morgenstund, der giver mig Rådighed over den bedste Del af mig selv. – Hvis jeg sidst vilde vente på dit Brev, kunde jeg ikke have skrevet før, det kom først Mandag Morgen, idet der ingen Brevombæring finder Sted om Søndagen efter 1 eller 2. – Du Amalie, jeg har for Resten noget godt at meddele Dig. Så vidt jeg i dette Øjeblik kan beregne, skal det nu lykkes mig på en god Måde at slippe mit Slaveliv ved Avisen. Det har tæret for meget på min åndelige Evne, og det er på høje Tid at jeg forlader det, hvis jeg ikke skal falde hen til det almindelige journalistiske Håndværkerstandpunkt. Vanskeligheden var, at jeg ingen kunde sætte på min Plads, og at jeg ved at gå, derfor måtte bryde overtvært og gøre Fortræd og rimeligvis skaffe mig Fjender – om ikke åbenlyse så indvendige – i de Mennesker, som jeg hverken borgerlig kunde tåle at være Fjender med eller moralsk ønskede at være det med. Jeg har fundet en Mand.Jeg har fundet en Mand: Det er uvisst hvem det var; Erik ble ved bladet i alle tilfeller fram til september 1883. Se brev 76, note 6. Nu skal min Kunst bestå deri at slippe løs og dog ikke kaste los. Jeg må indrette mig en Stilling, som er overordnet og uden Kontorarbejde, men såsom vi har en politisk Redaktør (Hørup) og en æstetisk Medudgiver (E. Brandes), der når Lunet falder over ham, med noget af Parvenuens Ufinhed blander sig i Styret, er Opgaven ikke let, da netop disse to Mennesker af Navn udfylder omtrent hele det Rum, som jeg skulde bevæge mig på, hvis jeg ikke vil kaste helt los og blot være almindelig Medarbejder. Kan jeg ikke andet, bliver jeg det sidste fremfor at dumme helt hen; men jeg tilsætter derved for den største Del den – relativt dog ikke så helt ubetydelige – Magt, min nuværende Stilling har givet mig, og det har jeg ikke ret Mod og Manddom til at gøre, idet jeg ikke i Forholdene kan se noget fast Punkt, til hvilket jeg kunde knytte nye Bestræbelser efter at vinde Indflydelse. Politiker kan jeg kun ved en sådan Række Lyverier blive, at jeg ikke tiltror mig Evne til at opnå noget ad den Vej. – Megen Tillid til mine åndelige Gerningers Dybde og Vidde har jeg aldrig havt, og i dette Øjeblik da jeg lægger Planer for på ny at sejle ene ud og mulig opdage det Rige, der skal føde mig herefter – Du forstår, ikke alene pekuniært men med Anseelse – er jeg så langt fra at være fortrøstningsfuld, at jeg meget mere er belavet på, at hint Riges Kyster får jeg aldrig Kig på. Men bange er jeg alligevel ikke. Det er noget, der skal gøres. Det er ligesom i 64, da jeg stormede Prøjsernes Stilling.ligesom i 64: se brev 24, note 3. Jeg var vis på, at jeg blev skudt, men det kom ikke mig ved. En underlig Fornemmelse – forhåbenlig er den sund. – Nu min søde Pige, må jeg sige Dig foreløbig farvel. Det er 1st Pinsedag – ganske skikkeligt overtrukket Vejr (bedst til Vinterfrakke) – jeg skal ud til Middag. Kan jeg komme skikkelig hjem, får Du et Par Godnat-ord, men sikkert er det jo ikke. Men jeg må med det samme sige Dig, at Du ikke på Tirsdag Aften må vente Brev fra mig. På Søndag skal et stort politisk Møde foregå i Nordsælland [sic],et stort politisk Møde: 10,000 mennesker var tilstede ved et politisk møte i Herthadalen ved Lejre søndag 20/5/83, hvor bl.a. Chresten Berg snakket og en mistillitserklæring til det Estrupske ministerium ble vedtatt (iflg. Morgenbladet 21/5/83). hvor jeg må være til Stede. Det er hele Dagens Optagelse. Kan jeg, skriver jeg naturligvis Lørdag Aften eller Mandag, men intet af dette er synderlig sikkert. Farvel altså min Elskede. – – Kl. er ½ 2 Selskabet var lille og tungt, jeg er træt. Der var et Par Forlovede, som jeg kender, og som jeg har ondt af: Familjen fornægter dem, vil ikke vide noget af Forlovelsen at sige, fordi han ikke er i Stilling, og hun intet ejer. Han har det mindst mulige Hoved til at lære noget og skal have en Examen han aldrig får; de talte om den Uret, de er udsat for. De er vistnok brave begge to og burde være hjulpne frem; han har mekanisk Talent. Sådan to Menneskers Nød angriber mig en Smule.

God Nat

Din Erik

Kan Du få Tid dertil, gjorde Du mig en stor Tjeneste ved at skrive om den politiske Situation. Hvad din Kreds dømmer, hvad Du selv mener. Jeg har på ny været sammen med Bøghs og fandt hende i Grunden ganske tækkelig – jeg gjorde Lykke hos hende. Jeg vilde og det lykkedes.



101. Amalie til Erik

Onsdag eftm.

[16/5/1883]

Min elskede søde, tak for dit sidste, trofaste brev; hvor du er snil og god og prægtig! ja, det var så, jeg havde en følelse af at trænge dig sidst jeg skrev, og det gjør jeg i en usigelige grad bestandig, men alligevel står det fast hvad jeg dengang skrev, at jeg vilde se dig éngang til, og så aldrig mere. Det er for at tage afsked med dig for bestandig, at jeg venter dig hid isommer. Jeg har gjort noget rasende radikalt; jeg vilde ikke tale om det til dig, før det var afgjort, du må ikke blive forskrækket og du er ikke den jeg tror, hvis du bli’er vred for det, ja det vil sige for at jeg ikke har spurgt dig iforveien. Du kan vide jeg har tænkt det nøiagtigt og grundigt igjennem, og at jeg ved hvad jeg har foretaget mig. Jeg reiser til Amerika; jeg er gjennem en veninde som jeg ikke har sét på mange år, og som er gift med en tydsk professor i Milwaki [sic]en tydsk professor i Milwaki: Marquette University i Milwaukee ble grunnlagt i 1881, og det kan godt ha vært arbeidsmuligheter der. Senere nevner Amalie en Professor Hirt, men det har ikke vært mulig å identifisere vedkommende. bleven tilbudt en god post ved universitetet der, ja, det høres jo latterligt, men i Amerika får damer sådanne poster – det er som bibliothekar, og jeg skal være optaget fra 8 om morgenen til 12 ½ hver form. og så ikke mere; for dette skal jeg ha’e 850 daler i årlig løn, og når jeg på grund af ælde ikke mere kan være der, halvdelen i pension. Jeg skal bare kunne skrive engelsk, tysk og fransk, og det er jo billige betingelser. Det er en dame som har posten nu, men hun skal giftes og drage til Chicago ellers var hun vedbleven at være der. Det er længesiden hun skrev og bad mig komme; hendes mand er formand i det collegium der har med postens besættelse at gjøre. Hun har så længe tænkt at få mig over eller ønsket det, rettere sagt. Vi har i mange år korresponderet af og til, og aldrig ganske tabt hinanden af syne. Det er bare amerikanere og tyskere jeg kommer op i, og det er bedst, for de norske i Amerika er i regelen simple og ukultiverede mennesker. Nu skrev jeg i forrige uge og sa’e at jeg vilde ha’e posten, men på den betingelse, at der kunde skaffes en vikar indtil jeg kunde arrivere, hvad ikke kan finde sted før til næste år høst, når Jakob er bleven student, for begge gutterne ta’er jeg naturligvis med. Så slipper jeg at leve af hans penge, hvad jeg jo for en del har gjort og hvad der altid har pint mig. Så får alt det udelukkende komme gutterne tilgode. Jeg antager ikke at han kan have noget imod at gutterne bli’er med mig, for han har altid været i ekstase over Amerika, og beklaget at hans sønner ikke var født der, på grund af den ulige bedre fremtid for flinke unge mennesker. Jeg kan også godt li’e Amerika; jeg har været overalt der omtrent, ja det vil sige i Nord og Syd og Øst og Vest Amerika,jeg har været overalt der omtrent: Ifølge Liv Køltzow (i Den unge Amalie Skram) er det umulig å finne ut når og hvor Amalie har vært i Amerika; hun nevner det ikke i brevene hjem. I 1864–65 var hun i Belize i ti uker sammen med August Müller. så jeg ved hvad det ligner i altfald. Gutterne har jeg spurgt om de vil være med, og de har sagt ja efter nogen forskrækkelse. Men selv om enden bli’er, at de ikke følger, drager jeg min vei. Jeg vil naturligvis dø af længsel de første to år eller så, for jeg har jo så mange venner her, og er dertil på så mange måder rodfæstet i Norge, som jeg elsker, og aldrig vil glemme, men der er dog grunde gode nok for mig at reise bort. Måske var jeg aldrig kommen til at giøre det, hvis jeg ikke havde mødt og elsket dig. Men ser du, som det er med os, kan jeg ikke holde det ud. Jeg længes efter dig bestandig, – jeg lider ved at være skildt fra dig, – alt hvad i mig er, drager mig bort fra mig selv, over til dig, – jeg rent sygner hen af det – og så indimellem græmmer det mig den frygt jeg bærer på, at du dog ikke elsker, ikke kan elske mig som jeg elsker dig, du som har elsket før, og vidste hvad det altsammen var for noget. Og derfor vil jeg fra det. Tro ikke at jeg bilder mig ind at kunne glemme dig nogensinde i dette liv, eller at jeg kan tænke mig, én dag at være bleven så hærdet at mit hjærte ikke skulde vånde sig og bløde ved at huske på tabet og savnet af dig; men jeg ved, at det vil være mig tåleligere på den måde som jeg nu har udsét mig. Jeg ved det nu: jeg mødte dig kun for at jeg skulde lære alle sorter lidelser at kjende. Jeg havde jo prøvet så mange, ja, alle undtagen den det kan volde at elske et menneske, – nu ved jeg også hvad det vil sige, og nu er jeg først helt et menneske. Og nu vil jeg ikke, at det jeg har følt for og ved dig skal jaskes ud og slides af i livets mangehånde, usselige slitage; det skal stå som et rent og helligt stykke minde, alle mine dage, som de elskede døden berøver os, inden vi har lært deres svagheder at kjende. Og jeg skal desuden sige dig, at alt dette fordækte og dulgte væsen er mig så inderlig forhadt. Og alt det snak som tiden og forholdene, hvis vi fortsætter på denne måde, vil vælte ud over os, vil jeg hade og samtidig krympe mig under mere end jeg kan tåle. Ingeborg og Pylle ved alt. Det bryder jeg mig forøvrigt utroligt lidt om, så langt, langt mindre end jeg skulde tænkt. Jeg fik vide det forleden, og dagen efter skrev jeg til professor Hirt og sa’e at jeg tog posten. Det gik således til: jeg fik forleden et brev fra Ingeb. hvori det blandt andet hedder: «Du ved selv hvor stor tillid jeg havde til dig, hvor sikkert jeg stolede på at du holdt af mig, det viste jeg vel mere end tydeligt i den overstrømmende fortrolighed jeg havde til dig; men ser du Amalie, den slags fortrolighed eller venskab fordrer gengæld. Jeg kan ikke lukke mit hjærte, og alle mine tanker op for en, der sålidt stoler på mig, sålidt føler trang til at være sand overfor mig, at hun ikke taler til mig anderledes end til gud og hvermand. – Du kan forstå jeg bebreider dig slet ikke noget, men jeg vil bare sige dig hvad jeg ved, – eller at jeg ved mange ting, som gjør at jeg vilde være en påtrængende tosse, om jeg bildte mig ind at du bryder dig mere om mig end om alle andre. Se derfor behøver vi vel ikke at ha’e scener og opgjør og bebreidelser o.s. v.» Så traf jeg Pylle, der spurgte om jeg havde hørt fra Ingeborg, og om hvad hun skrev. Jeg svarede at det var ikke noget sådan at fortælle, og så busede Pylle (der forresten er ualmindelig sød) ud: åh jeg ved godt hvad det er, Ingeb. har havt en stor sorg med dem, hun syntes hun stod dem altfor nær til at de skulde kunne gå hen og lyve for hende – det sa’e hun til mig i Paris, og vi ved godt at det om Skram som vi troede i sommer, og som Ingeb. spurgte dem om, er sandt altsammen; de har jo mødt ham i Gøteborg i vinter o.s. v. Så naturligvis nægtede jeg ikke nogenting. Det var så underlig at jeg tog det så roligt. Ja, jeg sa’e heller ikke egentlig ja, – jeg tænkte bare på dig, på hvor sød og deilig du var og på hvorledes jeg elskede dig, og hvad kom så alt andet egentlig mig ved. Men du kan jo vel forstå at jeg i grunden er beklemt over det. Synes du nu ikke jeg skulde fortælle Ingeborg alt, når hun kommer om en 14 dgs tid. Det vilde jeg helst selv, for hun har ret til at vide det, og det er jo ikke noget jeg behøver at skamme mig over – ialtfald synes jeg ikke det, – men det kommer jo an på hvad du giver mig lov til. At jeg nu er bleven i høi grad bekymret og betænkelig overfor vore sommerplaner med møde hos mig og tilhold her om natten, kan du sagtens forstå. Du kan vide man vil tale meget om mig, når man får vide at du er kommen, og holder til hos mig, og at kunne skjule det, er der naturligvis ikke tale om. Det er jo ikke bare for min egen skyld jeg krymper mig, det er jo også for gutternes, de har jo bare mig at holde sig til, og det går ikke an at der tales tvetydigt eller uden respekt om mig. På den anden side jeg jo træffe dig elskede, så du får vel komme som bestemmelsen var. Jeg skulde forresten ønske at det var nu til høsten jeg skulde afsted, så tog jeg afsked med dig, og reiste straks efter, – det vilde være bedre således.

17de maj. Jeg har været ud og sét mig glad på gutternes fanetog. Det er uhyre deiligt og sindsbevægende at se det uendelige guttetog 4 i bredden, alle med flag, og så de store silkefaner for hver skoleafdeling, og de mange musikkorps. De kom nedover Carl Johan op fra slottet, og stansede så hos Wergeland,stansede så hos Wergeland: 17. mai-toget marsjerte fra Slottet nedover Karl Johan. Brynjulf Bergsliens monument over Henrik Wergeland står på Eidsvolls plass, og ble avduket 17. mai 1881. der var bekranset og besløifet til overflødighed. Der holdtes taler, og tilsidst blev den deilige «Ja, vi elsker dette landet» afsungen af de tusinde friske, unge stemmer.Ja, vi elsker dette landet: Bjørnson skrev nasjonalsangen i 1859. I eftermiddag skal den store proscession [sic] foregå, og så skal jeg være sammen med en del venner til et lag i aften i Grand hotel, tror jeg det bli’er. Så er der stor folkefest og tivolifest, og optøier i theatrene, og musik rundt om i byen på alle optænkelige steder. Veiret er strålende, og Kristiania ser godt ud idag i sit festskrud. Men her er ikke som i Bergen. Den som har været med til 17de majer i Bergen vil kunne føle forskjellen. Der gribes alle af stemningen og giver den luft. Man slipper sig ganske anderledes løs end herinde, og man er tækkelig med det. Det er umuligt at gå ude og ikke blive rent ør af den jubel og festlighed som ligger i atmosphæren. Her er man stiv og taus, og ser ud til at kjede sig igrunden. Det gjør man ikke i Bergen, for der er det alvor med festen. Du spørger om den politiske situation. Jeg ved ikke stort at sige om den. Det står stille for tiden. Folk er ligesom trætnet af; man taler ikke længer med ivrighed om det; man går ikke i spænding, og er fuld af forventninger om hvad den nærmeste fremtid kan bringe. Høire er aldeles rasende, utrolig fanatisk ved alle, både private og offentlige leiligheder. Venstre er i godt, jevnt humør og fuld af fortrøstning til sin egen magt og ret. Imorgen begynder rigsretsaktionen mod Selmer og på lørdag kommer turen til Kjerulf, og så er det Vogt o.s. v.rigsretsaktionen: se brev 72, note 23. Statsminister i Kristiania Christian Selmer, statsminister i Stockholm Otto R. Kierulf og statsråd Nils Vogt var blant de medlemmer av den norske regjering som det ble reist riksrettstiltale mot i mai 1883. Alle tre ble fradømt sine embeter ved Riksrettens kjennelse 27. februar 1884. Venstre har som du ved villet indgå på forlig; Lindstøl har været hos kongenLindstøl har været hos kongen: Ole Lindstøl var en moderat venstrepolitiker. Da spørsmålet om riksrett var under debatt, henvendte han seg personlig til kong Oscar og bad ham søke et kompromiss. Da kongen avslo, stemte han i riksretten for å dømme statsrådene. – ja tidligt i vinter – og meddelt ham ganske privat hvor langt Venstre vilde gå i sine indrømmelser, og det var sandelig meget langt – niendejunibeslutningen skulde stå derhen (spørsmålet om det) det absolute veto skulde forblive ubesværet, man skulde votere over Livius Smits forslagLivius Smits forslag: se brev 72, note 24. man vilde ingen rigsret foranstalte; til gjengjæld skulde kongen danne et nyt ministerium der skulde tælle idetmindste et par liberale medlemmer. Det var det hele. Men Gud forhærdede Pharos hjærte, så at han ikke lod Selmer fare. Kongen må være dum. Heftye, en af hans private venner her, var oppe hos ham,Heftye: Thomas Heftye, norsk bankier. og forestillede ham at han burde gå ind på disse betingelser. Han var hos ham hele natten, men uden nytte. Så reiste han til Sverrig med det samme rigsretdebatten skulde begynde; det hed sig at han skulde rådføre sig med Sverrige, og hvis resultatet blev at han vilde vise sig imødekommende øieblikkelig indfinde sig i Norge igjen. Men kort efter læste man i bladene at han var taget på bjørnejagt i en afsides egn af Sverrige. Så gik sagen sin gang. Venstre tror ikke på krig eller på forstyrrelser af nogen art. Alt vil gå sin jevne gang. Ministeriet vil ikke tænke på at sidde rigsretsdommen overhørig, og så vil vi få et nyt råd med et par liberale elementer i. Hvis det mod forventning skulde gå anderledes, så vil vistnok Oscar med det samme ha’e ophørt at være konge i Norge. Men der er ingen som et øieblik tror, at sligt vil ske. Kongen er igrunden en svag mand, uden noget initiativ, han vakler og er rådvild; men så er han på den anden side så latterlig bange for at give slip på noget af sin værdighed, at han aldrig har mandsmod til [at] gi’e sig på noget. Han er halsstarrig, fordi han er en liden person, der ved kunstige, gagnløse midler vil bringe sig i respekt. Dette om «ophøiet over tvil» som kongen utrykkelig trumfede ind i det juridiske fakultets vetobetænkning, er bleven ham en dyr sak, og endnu værre er det at han i den letfærdigt uforsvarligt dumme trontale har sat sin «urokkelige overbevisning» ind. Han er siden den dag bleven en halvt latterligt halvt medynksværdig person; – det er igrunden en theaterfigur. Naturligvis bli’er Norge republik; det er vel ikke så godt at sige når, men at det kun er et tidsspørsmål, er der vist ingen tvil om. Hvad skal vi igrunden med det kongedømme, vi med vor demokratiske forfatning. Det er på forfatningens bygning et unyttigt zirat af en kjedelig gammeldags façon.

Fra min bro’er har vi havt dårlige efterretninger, ja det vil sige, ikke værre end vi kunde vente. Det er Ludvig som har skrevet begge gange; de kom kun frem i små dagsreiser. Først mandag var de i Kjøbenhavn hvorfra de skulde gå med dampskib til Stettin, dine drømmes by.Stettin, dine drømmes by: Det tyske navnet på den byen som nå er polsk med navnet Szczecin. Se Eriks drøm i brev 96 Ja, han er både dygtig og nobel Vilh; især nobel tror jeg. Det er en sjælden fornem natur, lidt lukket og indestængt, mere end folk ofte syntes var elskværdigt. Han var forresten godt likt, fordi han i alle dele var en komplet gentleman; mod mig var han nu altid så elskværdig, så snild og god, men han sa’e jo også bestandig, at han likte mig bedre end de fleste andre mennesker. Ludvig er adjunkt, stakkel;Ludvig er adjunkt, stakkel: Ludvig underviste på skolen i Fredrikshald. Han var en tungsindig, ganske ensom natur, og giftet seg sent. Etter 1884, da Bernhard døde, var han eneste gjenlevende av Amalies åtte søsken. men han er meget dygtig og flink. Han havde som student gjort en stor gjæld; den har han nu betalt for et par år siden, bare ved sit eget arbeide. Siden den tid er han blevet i et ypperligt humør. Glæden rent lyser af ham, og altid er han den samme.alltid er han den samme: Amalie pynter nok litt på sannheten her, som ofte når hun omtaler familien i brevene. Av Ludvigs dagbok bl.a. framgår det tydelig at han ofte kritiserte Amalie skarpt for hennes oppførsel. (En kopi av dagboken finnes på NBO.) Jeg ved ikke noget mere oplivende end at treffe ham, og slå masser af sladre af. Han siger altid at hans eneste bekymring er den at han nu siden han blev gjældfri, mindre og mindre ved hvad han skal gjøre af sine penge. Og endnu fører han hus og har mor hos sig; men han fortjener en hel del ekstra foruden sin gage. Men det om pengene er naturligvis spøg. Han er forresten i et og alt et af de mennesker jeg bruge udtrykket perle om. – Mor læser i Gertrude, og ser uhyre interesseret ud. Endnu har hun intet sagt, og jeg ikke spurgt. Gud ved hvad hun vil synes forresten. Hun er uhyre konservativ, theoretisk, men så i praksis løber hendes sunde omdømme undertiden af med hende. Forleden, da hun talte om et menneske, som havde fremsat de og de forkjerte meninger, og jeg så sa’e at jeg var ganske enig med vedkommende, – svarte hun med en komisk affeiende stemme: ja du, – det tror jeg gjerne sådan en fritænkermadam! Det vil hun vist sige, hvis hun angriber Gertrude og jeg ta’er den i forsvar. – Jeg er uhyre bedrøvet ved udsigten til ikke at skulle få brev fra dig til rette tid. Hvad skal jeg så tage mig for på tirsdag aften! Skriv endelig så snart du på nogen mulig måde kan, og vær ikke misfornøiet med hvad jeg har gjort. Jeg måtte fra det; jeg kan ikke være tilfreds med det lille jeg skulde få se til og af dig gjennem årenes løb i de skjulte, stjålne sammenkomster. Og sligt rod er så utåleligt. Jeg måtte, jeg måtte afsted, for bestandig stænge porten bag mig. Jeg vil leve som i en ørken for resten af mit liv, men det får heller være. Jeg har mod til at tage alt det på mig. Jeg har en fornemmelse af at ha’e skrevet yderlig slet for mig. Du får undskylde; hjærtet ligger som en hård klump i den venstre side, og det bæres mig for at der går en ledning op derfra til hjærnen som forhindrer tankernes omløb. Jeg er så tung og dum og dorsk, men jeg angrer ikke min beslutning. Adieu elskede! jeg venter med længsel dit næste brev.

Din Amalie.



102. Erik til Amalie

Mandag Frmdg 21 Maj [1883]

Amalie jeg har kun Tid at skrive to Ord. Om det mindre først. Kan Du huske, at jeg i sin Tid var meget utilfreds med den Måde Du havde svaret Ingeborg på, men at jeg senere forstod, at Forklaringen for en væsenlig Del måtte søges deri, at Du netop i de Dage var ivrig i Færd med at kvæle din unge Kærlighed: forarget som den var bleven ved min Mangel på Evne til straks helt ud at føle vort Forhold som den Magt det var. At dette atter lå i, at vor Kærlighed endnu ikke havde levet, vil Du huske. Nu altså Amalie deler jeg din Følelse: giv Ingeborg lige for lige. Kun er det min Bøn så til Dig, at Du siger hende, at jeg fra første Færd havde tænkt mig dette som det rigtige og naturlige.at jeg fra første Færd havde tænkt mig dette: se brev 48. Jeg holder af Ingeborg, og det gør mig ondt den Fjærnhed, der er kommen mellem os.

Om det andet Amalie har jeg nu kun ét at sige: Jeg vil ikke rokke en Tomme ved din Beslutning, men den har taget Lyset fra mig. Men Lyset var vel et Blændværk.

Jeg elsker Dig. Du er en dygtig og udmærket Kvinde.

Din Erik



103. Amalie til Erik

Onsdag aften

[23/5/83]

Også for mig er lyset slukt med min beslutning, men så får det gå an at leve i mørke, endog jeg ved at i det mørke vil der være idel håbløshed og livslede. Jeg vilde meget heller dø, men hensynet til gutterne kræver at jeg lever, ialtfald en tid endnu. Du er jo ikke bleven vred på mig elskede, og du må ikke lade det nedtrykke dig for meget. Du skal sé når jeg først er borte, så går det bedre end du tænker, og så vil du nok når nogen tid er gået, finde en anden kvinde, som vil bringe mere lykke med sig, end jeg kunde det, og som vil fylde meget bedre og rigeligere ud for dig. Menneskehjærtet besidder vistnok i en måske rent uindskrænket grad evnen til at gjenføde sig selv, og om det end vil svide hårdt fra begyndelsen af, så skal du se den dag kommer, at du igjen føler dig ovenpå. Men hvis du skriver en bog, så må du ikke skildre mig således, at man ved hvem det er, hører du det, du søde! Alle, alle ved jo hvem Gertrude er, og at det er din egen kjærlighed, som er skildret i Fabricius’s. Ikke til noget eneste menneske i verden skal du betro noget om hvad det er for en kvinde, hvis du skriver en bog, og jeg kommer i den, lov mig det. Ikke til With heller! Lad det være din egen udelte hemmelighed. Og så kan du sende mig den til Amerika. Du må ha’e min adresse for dette ene tilfældes skyld. Så vil det føles som om hjærtet skal briste, når jeg skal sidde og læse om dig og mig, især om dig, du inderlig elskede, du som er så nobel og brav, at det har bragt en hel verden af respekt ind i mit sind for hvad en [rigtig – krysset ut] mand kan være for noget. Jeg vil komme til at græde mig tildøde over den bog, men alligevel vil jeg ikke for alt i verden undvære at få den. Og så skal jeg skrive og takke dig, det må jeg vel, for du er jo ikke bleven vred på mig, og du vil jo altid komme til at mindes mig med godhed og vemod, om du også finder en anden som kan tage min plads i dit hjærte, ikke sandt? Hvorfor siger du, at «lyset var vel et blændværk»? Jeg forstår ikke hvad du mener med det. Du må skrive så tydeligt, så tydeligt herefterdags, hvis jeg skal kunne forstå det, for jeg er bleven så dum, fordi jeg er forstenet resigneret af at ha’e gjort dette skridt. Jeg angrer det dog ikke et sekund, og vil ikke tage det tilbage. Jeg synes ikke at jeg har noget at bebreide mig ligeoverfor Ingeb; at der ser sådan ud for hende, forstår jeg imidlertid så godt. Dengang hun spurgte, var der intet at fortælle. Jeg havde netop skrevet det lange brev til dig, i hvilket jeg sa’e at jeg ikke kunde elske dig efter at ha’e fået vide hvorledes sagerne stod. Og jeg var så oprevet og fuld af smerte over det passerede, at det var mig helt umuligt at fortælle Ingeb. dets detaljer, hvad jeg jo måtte gjort, hvis hun skulde forstået det. Havde jeg ansét det som en virkelig værdifuld begivenhed i mit liv, der gav mig glæde og gjorde mig lykkelig, så vilde det jo været en anden sag, men det ved du jo, kom først senerehen da Ingeborg var borte og så fuld af forvikling og forvirring både udad og indatil [sic], at det jo ikke kunde falde mig ind at gå til hende med nogen slags betroelser om egne affairer. Havde Ingeb. været hjemme i vinter og vi været sammen som de gode venner vi før var, er jeg vis på, jeg havde fortalt hende dette nye i mit liv. Men dengang! bare forskrækkelsen over hvad der var overgået mig, om aldrig alt det fæle var kommet, vilde en tidlang ialtfald, ha’e lukket min mund. Men alt dette, særligt det med forskrækkelsen vil Ingeb. kun dårlig kunne forstå. Hun har oplevet så meget, og er mere hærdet. Det kan forresten godt være, at hun nu er så forstokket i sit sinte syn på mig, eller i sin krænkelse og bitterhed, hvad jeg skal kalde det, – at hun slet ikke vil lade mig tale engang. Det vil ikke undre mig, om så er tilfældet. Jeg skrev straks, men hun har ikke svaret, og der kunde været svar nu. Men muligens venter hun til hun kommer, hvad der meget snart vil ske. Jeg skal sige det du beder om, hvis det bliver til nogen forklaring os imellem. Jeg vil forresten kunne miste hende og alle, alle mine venner, uden at det vil gjøre et minuts ubehagelige indtryk på mig. Siden jeg skal miste dig, – hvad bryder jeg mig så om alt andet i verden. Lad det fare sålangt det vil for mig. Mit hjærte bløder ved at skulle gjøre dig sorg. Jeg glemmer mig selv og det jeg skal lide, fordi jeg bare tænker på dig. Vær ikke vred på

din Amalie



104. Erik til Amalie

Søndag den 27 Maj [1883]

Borte fra Dig Amalie har jeg næppe en Tanke, kun en stor dump Følelse af Sørgmodighed. Jeg vilde skrive så kærlig og godt et Brev til Dig; Ven, jeg véd kun ét, jeg vil være hos Dig. Du siger, jeg er brav – måske Amalie, men jeg kan nu intet godt gøre Dig. Jeg har trængt ind på Dig med min Kærlighed, holdt Dig fast, da Du vilde slippe – hvad har jeg nu gjort Dig? At Du lider og vil flygte fra alt hvad Du har kært. Er det det, at det er kommet på højmåls Tale mellem Pylle og Dig, der gav det sidste Stød, er det din Broders Sygdom og frygtede Død, der løsnede Dig fra Hjemmet? På mig har din Beslutning virket således, at jeg på ny har Følelsen af at drive for Vind og Vove. Jeg véd jo Amalie, at Du ikke har taget Din Kærlighed fra mig – og den ene af alt på Jorden har givet mig en hjemlig Følelse – men nu alt er jeg som var jeg kastet ud på Gaden. Det var det jeg kaldte et Blændværk: Følelsen jeg havde af at hvordan det så gik, så kunde jeg en skønne Dag komme og kaste al min Sorg på Dig, Du elskede mig, så var alt godt. Men Amalie alt var jo ikke godt, for din Kærlighed og min Kærlighed til Dig gav ikke Dig nogen Glæde. Den har ikke hjulpet Dig til noget. Det ser ud, som om Du langt hellere burde have været den foruden. Men hvilken Ret har jeg så til Dig? Hvor tør jeg komme og slutte Dig i mine Arme? Og det er dog det eneste jeg vil, det eneste jeg tænker på. Amalie jeg har en ganske sikker Følelse af at gå som i en Tåge, i en Drøm og først kunde blive Menneske, mig selv, hos Dig – og nu er det som om det var et Bæger sød Gift at tage, ikke Mod til at leve videre. Men frem for alt Amalie er det Hele mig, som om jeg intet forstod deraf, før jeg er hos Dig, og som om det da vil vise sig, at jeg vil glemme alt for et Smil af din Mund. Helst Amalie tav jeg ganske stille til jeg var hos Dig. Hvad kan jeg sige uden dette ene: jeg elsker Dig, tror på Dig – og har ikke Mod til at tænke den Sag igennem, at jeg har gjort Dig Fortræd. Og så ligger det som en uendelig Byrde over mig, at jeg ikke kan sige: Hvorfor løber Du din Vej, kom lad os gifte os. Mit elendige Slid i denne Verden blot for at holde det Liv ved lige, der alene dog intet virkeligt Værd har! – –

Amalie, hvor det er underligt hvad man lærer. Jeg har måttet og skullet have hundrede Ting i Hovedet lige fra det Minut jeg læste dit Brev forrige Lørdag. Jeg var lige ved da at bøje sammen og kaste alt fra mig. Men som Hesten i Trædemøllen gik jeg rundt rundt, og jeg har udrettet hvad jeg skulde. Ugen er netop derved levet igennem uden dybere Indtryk, næsten som om en Forandring ikke var indtrådt, idag hvor alt ligger over mig som et Bjerg, ser jeg med noget, der ligner Forskrækkelse tilbage på denne Uge. Det er altså Livet: man lever uden for sig selv og handler uafhængig af den Følelse der behersker en. Og således skal det herefter gå. Under Glæde eller i det mindste Håb har man Selskab i hver en lille Ting, man foretager sig, af sin egen Sjælstilstand; i Bedrøvelse, Forsagthed skal man først kue sit eget Jeg til Jorden, før man kan røre sig. Det er som om man var henvist til at bestå ved lutter Bedrag og Snyderi. – Men på den anden Side, havde jeg ikke mit Slid, hvad blev det så til. Så stod jeg vel helt stille for ret at stirre på den hårde Skæbne. – Du Søde som tænker Dig mig gøre min Nød til Digt og Skildring – derom véd jeg intet og kan naturligvis kun sige, at lige så lidt som jeg til noget andet Menneske end Dig har sagt hvem Gertrude var, har jeg kunnet ønske, at man skulde gætte rigtig. Og det var det rene Gætteri. Ingen uden jeg kendte Skæbnen i denne 32-årige Kones Liv – Tanten var død. Men man vidste, at jeg havde anvendt nogle År på min Fortabthed i hende, og så var Fabricius vel for tydelig et Udtryk for mig selv. Nu vel får jeg skrevet noget, får jeg Penge, og så anvender jeg dem til et Besøg hos Dig i Amerika. – For Pokker min Unge pludselig ruller der et Billede op for mig, som jeg slet ikke har haft på rede Hånd før. Amalie, vent lidt Stump, Du skal se, at det nytter Dig ikke en Smule at lægge Oceanet imellem os. Det er slet ikke så dyrt længer at komme til Amerika. O, om jeg endnu kunde blive en dygtig Forfatter, så Amalie blev vi ikke adskilt. Men først skal jeg til Norge til Sommer. Dumme lille Unge, som tror, at det er forbi mellem os. Lad mig nu hvile ud i min Tro til Fremtiden. –

Fru Thaulow har jeg set flygtig i et Theater og talt lidt med lige som med Datteren. Fru T. var Dagen efter, tror jeg, hos min Moder, som hun for Resten ikke kendte, hun søgte min Søster Emma, der ikke var hjemme, men så blev Fru T. i et Par Timer hos min Moder og udøste sit Hjerte for hende. Min Moder er en fin og sympatetisk Tilhørerinde.

Jeg sender dette Brev afsted – jeg er bleven afbrudt men jeg får ikke skrevet mere

Amalie jeg lever kun i Dig

Din Erik



105. Amalie til Erik

Kr.ania 30-5-83.

Min elskede, jeg sad og græd over dit brev; det gik mig ind i hjærtet med en underlig vemodig smertesfornemmelse. Hvor du er sød, når du er bedrøvet og hvor sødt de kommer de ord: «jeg vil være hos dig.» Som om du lagde dig trygt tilhvile ved mit bryst, og ikke vilde høre snak om noget andet i verden. Just som jeg vilde gjøre med dig. Nei, nei, nei jeg burde ikke have været min og din kjærlighed foruden. Jeg var jo aldrig blevet noget rigtig menneske uden det, kan du ikke forstå såpas, din dumme gut! Hvad godt du har gjort mig kan ikke siges ud i ord, eller males op i billeder. Det er en verden af godt du har gjort mig, en verden, hører du, – med alt sit tilbehør og al sin uendelighed af indhold. Jeg vilde ikke undværet at ha’e kjendt dig, om jeg end skal have at lide for tabet af dig for resten af mit liv. Du må aldrig tale således; det gjør mig så ondt så ondt. Du har været det eneste i mit liv, for hvis skyld jeg vilde påtage mig at leve det om; du har jo været min eneste fryd, mit eget deilige vidunder, har du været. Du skal ikke gjøre mig mere forsagt og forpint end jeg er i forveien ved at lade som om alt det gjerne kunde været det samme. Og du har ret til mig. Du har ret til at komme og ta’e mig i din favn, fordi jeg vil det, fordi jeg er din eiendom, og elsker dig, og venter på dig, og længes efter at trykke dig til mit hjærte. Nu ved du det, og nu værs’god forstår du at du, og du alene på jorden har retten til mig. Jeg kan forstå at du helst taug ganske stille, til du var hos mig. Hvad vil disse fattige blækkede ord sige mellem os! Men du ikke gjøre det. Du ved jo at det er dit elskede brev jeg stunder efter ugen igjennem og så atter lever på ugen tilende.

Det bli’er ikke meget jeg kan skrive nu. Her kommer et par fremmede, og de er her vist snart. Men så får du lidt imorgen, det er kun onsdag idag. Du taler om hvad det vel er, som nu har givet det sidste stød til at jeg vilde væk. Jeg tror det er lidt af hvert af det du nævner. Samtalen med Pylle havde vistnok ingen direkte indflydelse, men den bragte mig til at se en gang til med mine egne skånselsløse øine på hvordan sagerne stod, og jeg fandt intet smuthul hvorigjennem jeg kunde krybe for at slippe for at gjøre min pligt. Ja, for sådan står det for mig. Det er min pligt jeg gjør, og derfor har jeg mod. Grundene er så mangeartede og kombinerede at det er vanskeligt at lægge dem tilrette. En af dem, måske den stærkeste er hvad jeg så ofte har berørt, at jeg ikke har selvfornægtelse eller seighed nok til at nøie mig med det lidet af samliv forholdene kunde give mig med den jeg elskede. Jeg kunde ikke tage de smuler, og så være forholdsvis tilfreds. Så er det også det med hans penge som jeg nævnte sidst.) det med hans penge: August Müller betalte en del støtte for Amalie og guttene. Se brev 101. Du kan begribe det ikke er behagelige penge at leve på. Det vil jo bringe en ganske anderledes styrkende følelse at gå om dagene og spise helt sit eget arbeides brød. Og så er der en ting til som ikke har spillet en liden rolle. Det er dette at jeg ikke får være i fred for efterstræbelser nei – det ord er for krast, men tilnærmelser kurmagerier og sligt griseri. Man finder det formodentlig usandsynligt at jeg ikke skulde ønske at gifte mig, eller at knytte en eller anden forbindelse – mandfolk er jo således, – og så kommer den ene efter den anden og vil ha’e fat i mig. Jeg bekjæmper og afviser og lider og pines – hvor lidt mandfolk ved eller fatter at sligt er en pine og en forsmædelse, men undertiden kommer det dog over mig, jeg kan ikke holde det borte. Og når jeg så undertiden følger min natur, og glemmer at stå på vagt eller at være væbnet til tænderne, og er tillidsfuld og venlig – går det rent ilde. Du kan tro sligt trætter et menneske ud. I Amerika vil det blive anderledes. Der indta’er en kvinde en medborgerlig stilling, og sés ikke på som én der må være gift for at være noget. Jeg ved det vil blive bedre der, og så bli’er jeg jo også gammel og styg snart, og det vil være en lise. Dette med disse mandfolk har aldrig været mig så afskyeligt, modbydeligt forhadt som siden jeg kom til at elske dig. Jeg tog det før som en forholdsvis ligegyldig sag, som noget der kun i meget ringe grad kom mig ved. Men nu! – det synes mig en skjændsel. Farvel for idag min deilige! Hvor jeg vilde lægge mit hoved op til dit bryst og høre dig tale med din søde stemme, mens du klappede min kind og smilte til mig. Engang skal det dog jo ske. Men så, – der er en afgrund bag det, og ned i den jeg. Torsdag. – Du er sød, som tænker dig muligheden af at komme til mig i Amerika. Hvor kjæk og tapper du i grunden er. Men hvis det nogensinde skete, så måtte det være for aldrig at skilles mere, ikke sandt? Ellers var det bedre vi var som døde for hinanden. Forresten kunde det jo godt hænde at du kom der, – ingen kan vide hvordan det går i verden. Kanske vil det engang vise sig, at det at jeg drog til Amerika var det heldigste jeg nogensinde kunde foretage mig. At det er det rigtigste synes jeg at være så vis på. Der er en ting til som har puffet mig til at fatte min beslutning, men det vil jeg ikke skrive om, for det er så flout; det angår dig og ikke mig. Når du kommer kunde jeg måske sige det, hvis det var mørkt, så du ikke kunde se mit ansigt. Det var Wullums og et par til som var her igåraftes. De første har ikke været her siden længe før jul, og fru W. er rent hørt op med at komme her. Jeg traf hende på gaden igårform. og så sa’e hun noget om at hun havde følelsen af at jeg holdt på at trække mig tilbage fra hende – der har i vinterens løb ofte været fremmede hos os, hvor de ikke har været budne, det er så ondt med det, at ingen liker at treffe dem, men det er mest for hans skyld, for han bli’er jo mere og mere umulig for hver gang man ser det menneske, hende kan man virkelig nu bedre li’e, og hun er et bravt og igrunden et fint og nobelt menneske, og så bad jeg dem komme om aftenen. Så kom Helland et ærind op som han forresten havde lavet for at få en anledning, i den senere tid har han gået og hittet på alle slags påskud for at nærme sig igjen – og da han blev vist lige ind, (pigen troede han var buden), kunde jeg ikke undgå at bede ham bli’e. Så begyndte H. og fru W. at tale om Aulestadturen forrige år, og så tog H. på at fortælle om alt det som jeg er så kjed af at høre ham gi’e tilbedste, om dig og Drachmann, og mig og frk. Sten o.s. v. Så spurgte nogen om hvad Skram var for et slags menneske, og så kom H. med det som han altid siger: «S. er en kjæk kar, – tænk han er ikke som en dansk men akurat som en af os, – men,» og når han siger det som nu kommer ser han altid udfordrende på mig, – han bli’er ikke til noget for han er ødelagt. Når man vil vide – som også igåraftes – hvorfor han ikke bli’er til noget og hvorfor han er ødelagt, har han kun det svar: nei, for han bli’er ikke til noget, og han er ødelagt, fordi han er ødelagt. «Det var en underlig argumentation» sagde fru W. «Skram bli’er netop til noget, – han er jo allerede så meget, og han er en af de bedste og «kækkeste» mænd Danmark har.» «Det er bare Brandes, som har forrost ham» brølede så H. «Nei tværtom» svarte fru W. [«]Skram er netop Brandes altfor selvstændig og dygtig sådan på egen hånd, mener jeg, – til at jeg tror, at han (B), kan li’e ham». Så faldt der da nogle ord om at jeg havde været bedåret af S. på hin mindeværdige tur, og han af mig, – «men» – sa’e H. henvendt til mig – S. er en letsindig fyr, ikke sandt fru Müller, – de vilde ikke være så dum at ville ha’e noget med ham at gjøre? For ham gjælder det: ude af øie, ude af sind – tror de ikke? o.s. v. Jeg sad ganske stille, og sa’e næsten ingenting. H. har tidligere oftere doceret for mig, når han har opfrisket minderne fra Aulestaddagene at S. havde havt så mange kjærlighedshistorier, og at jeg ikke måtte synes om ham. «Han er udbrændt!» er et af hans yndlingsudtryk. Den latterlige tussefyr med sin banditagtige opfatning af alt muligt. Jeg sad der og følte mig så rig og glad igåraftes ved at kjende og eie dig, og jeg var så lykkelig ved at vide fuldt ud, jeg, hvordan du var, min deilige, inderlig elskede Erik. Hvor det er græsseligt at jeg ikke kan sige til dem alle: Det er ham jeg elsker, og han elsker også mig. Hvor stolt jeg vilde være over at det var mig, som havde vundet dit hjærte, og hvor morsomt jeg vilde synes det var at vise dem at jeg havde et hjærte at give bort, at jeg kunde elske, jeg. Nu tror de jeg er kold eller «udbrændt» måske, som H. siger. Det fæ, han har naturligvis ikke nys af en forestilling om hvad det vil sige at være udbrændt. Jeg har fået vide hvad indholdet i Bjørnsons «Hansken» er,Bjørnsons «Hansken»: Bjørnsons skuespill En Handske ble utgitt i sin første utforming i 1883; en mindre forsonende utgave kom etter debatten i 1886. men under strengt taushedsløfte. Han er som han er gal med det denne gang at ingen skal vide et nys om det. Themaet er i slægt med E.B.s. «Et Besøg»i slægt med E.B.s «Et Besøg»: se brev 50, note 2. – nei det vil sige, det er rent det modsatte. Hos B.B. er det hende som bryder da hun får at vide hvilket liv hendes forlovede har levet. En ung uskyldig pige som ikke aner hvorledes mændene er, – sådan som det er med os alle – ser pludselig at hendes elskede i sit foregående liv har smudset sig til og levet med mange kvinder. Så bryder hun med ham, og i anden akt kaster hun ham i vrede sin hanske lige i ansigtet. B.B. opstiller den modsatte fordring af E.B.s [.] Han kræver renhed af mændene, og ikke at kvinderne skal tillades at gjøre det samme. Se hvor langt mere ophøiet hans moral og sædelighedsideal er! Og det er hans vei som fører opad til frelse for samfundet, den anden fører nedad i simpelthen afgrunden, i opløsning og fordærvelse. Der vrimler af skjønne ting, – Bjørnson er et deiligt menneske, men 3die akt er svag. Den burde slet ikke været der. Første akt er glimrende, men anden allerede ringere. Det vil gjøre en meget betinget lykke. De unge mandfolk vil se det og smile og sige at B.B. er bleven værre end den værste romantiker med sit sædelighedsideal, og de gamle vil sige at han nok har ret naturligvis, men at det nu engang ikke går an at forlange umulige ting. Farvel elskede.

Din Amalie.



106. Erik til Amalie

Søndag den 3 Juni 83

Min elskede, dit Brev er sødt og velsignet som Du selv, og Du har gjort mig godt dermed. Jeg fik det først imorges og blev naturligvis bange, da jeg i Går Aftes ved min Hjemkomst intet Brev fandt fra Dig. – Ak, Amalie det er et underligt, næsten nedbrydende Liv at have den man elsker så langt borte fra sig. Alt det netop, som man vil dele med hende, som man synes ligger lige som på Siden af En, fordi Du ikke er hos mig, står op imod En efterhånden med en vis fjendtlig Styrke. Da jeg i Går stod uden Brev blev jeg hadefuld på alle, jeg Dagen igennem og Dagene forud havde været i Berøring med. Mon de Mennesker bilde sig ind, at de er det mindste bitte Gran for mig, fordi jeg omgås venlig med dem? Jeg synes, det er meget ringe Mennesker, og i Grunden har jeg en Følelse af at jeg jevnlig er i Demimonde-Selskab. Jeg kan godt være livlig, jeg har lært at skabe mig et vist interesseret Væsen – og så véd jeg, at stod Du ikke bag ved ethvert Ord jeg siger, vilde hele Klumpen af Mennesker og Ting blive som Støv og falde sammen til et intet for min Fod, standsede jeg blot et Øjeblik for at tænke mig om. Der bliver gjort Kur til mig i denne Tid af nogle Damer, Fruer, som jeg i Kraft af min Stilling ved Morgenbladet er kommen i Berøring med, jeg er ganske dum forundret ved hvert Ord de siger. Den ene er noget af en Gamin, den anden er besynderlig brutal uanstændig Anstændighed, der har en slags maniakalsk Lystenhed efter vovede Ord og Situationer, som hun ganske sikkert ikke ønsker at bruge til det aller mindste. Ja det er sandt, så faldt et Skabedyr af en Skuespillerinde fra det kgl Theater over mig i Går. Hun syntes da for Resten at mene noget virkelig uanstændigt med sit grove Koketteri. Jeg gad set dem hængte alle tre. – Jeg véd ikke hvorfor jeg nævner det. Jo det var fordi den Luft, de Mennesker havde åndet på mig i Går, lige som vilde hænge ved mine Klæder, da jeg stod ene i min Stue og intet Brev fandt fra Dig. Du elskede, så vilde det have interesseret Dig mere, om vi i Fredags havde været sammen til en lille Middag, Justitsråd Hegel gjorde på sit Landsted for Kiellands, der nu rejser.Justitsråd Hegel: Frederik Vilhelm Hegel var sjef for Gyldendal og venn og støtte for mange nordiske forfattere, bl.a. Alexander Kielland. Jeg talte længe der med en Dame, jeg tidligere kom en Del sammen med, en ung Fru Puggaard.fru Puggaard: sannsynligvis Magna Puggaard, som var gift med Hans Puggaard. Hans var farens kompanjong 1868–82, men etter det året finnes det ikke flere opplysninger om hans liv før begravelsen i 1895. Hun knyttede Samtalen væsenlig tror jeg, fordi jeg nogle Dage forud havde været i Theatret sammen med den yngre Læge ved Hoffet, der i mange År har været hendes trofaste Elsker. Hun er gift med et Stakkels udslukt Menneske, som er Morfinist og nu noget fra Forstanden. Han fik på en Uge disponeret nogle hundrede tusind Kroner ud af det gamle rige Firmas Kasser, og er nu sat fast i en Slags Landflygtighed i Paris under Formynderskab – vi talte om Tidernes nye Skikke. Hun var så god og medgørlig, tidligere var hun lidt af en fripostig Spidslærke. Hendes bedste Veninde sagde hun, var Frk Knudtzon, og hun (Frk K.) gik meget vidt i sine Anskuelser – det skal man skam ikke mærke meget til, når man tilfældig er sammen med hende. Du vilde så have fortalt mig om din Samtale med Georg Brandes. din Samtale med Georg Brandes: Brandes og Amalie hadde korrespondert en del siden februar 1881 (se brev 86, note 1). De kan ikke ha truffet hverandre i 1883; det må være en tidligere samtale Erik refererer til. Hvor er den Mand – åndfuld som er [sic] – prop stop fuld af de gyseligste Indiskretioner! Idag skal jeg spise sidste Gang hos Kielland. Fruen er der ikke – på Landet for at tage Afsked –. K. er foreløbig glad ved at komme bort, han er meget træt af os danske – de ufine Mennesker, som nu tidlig og sent drille ham med hans Danskerafsky! – Fruen derimod er stille fortvivlet over Begravelsen ved Stavanger. Sagen er: K. har i visse Måder ikke fundet mange af de fine i Landet – jo Drewsens.

Mandag Morgen Kl ½ 4

Jeg og Solen er lige netop ståede op. Det er den skønneste Sommermorgen, blikstille. Der er et Fuglekvidder og Spektakkel uden for mine Vinduer og en fin lilla Tone i Luften. Du elskede, Forklaringen af min tidlige Væren på Færde er denne. Jeg var hos Kielland til Middag – de har boet den sidste Måned inde i Byen i Hegels Lejlighed, efter at denne Familje er flyttet til Landstedet (Margrethe Rohdes fordums Hjem)Margrethe Rohde: Margrete Vullum var tidligere gift med den danske litteraturhistorikeren Gotfred Rode. De bodde på Skovgård i Ordrup, som siden ble kjøpt av Fr. V. Hegel – og efter Bordet gik jeg med de to prægtige Gutter Jens og AlexanderJens og Alexander: Kiellands sønner, den gang ti og ni år gamle. Jens Zetlitz Kielland ble senere forfatter. i Tivoli for at lade dem nyde for sidste gang denne Anstalts glimrende Herligheder. Vi rutschede, kørte i Karussel – et nyt Afskum med Sejlbåde, der gynger under Kørslen som i den voldsomste Søgang, og en Damplirekasse – slog på Studen, bleve vejede, spiste Kager og drak Brus, så på Danserinder, stærke Mænd og Folk på Line, Damer der for igennem Luften hængende i Tænderne osv. osv. Drengene var henrykte, og da vi så kom hjem igen, kunde jeg ikke, som jeg havde villet, slippe, for at gå hjem og skrive til Dig. Kl blev 12 Nat inden jeg stod i min Stue. Så besluttede jeg at stå tidlig op idag for at fuldføre Brevet, men nu er jeg vågnet Kl lidt over 3 og af Frygt for senere at sove over mig har jeg sat mig til Skrivebordet. Men jeg er noget fortumlet af for lidt Søvn. Du elskede, jeg måtte jo sige Dig, hvor lifligt – ja hvad for et Ord skal jeg bruge – dit Brev var, er. Ja Amalie så har jeg virkelig Ret til Dig, når Du elsker mig som Du gør. Min yndige Pige aldrig i noget Brev har jeg vel haft Dig sådan i mine Arme som denne Gang – åh jo dog også før – de sidste Timer i Gøteborg steg uvilkårlig så mægtig levende op for min Erindring. Du kæreste Ven, jeg kan ikke være ulykkelig, ikke sørge – endnu. Vor Kærlighed er mig så ung og frisk. Der spirer, når jeg tænker på Dig, så uendelig meget godt frem og jeg vil være glad i Kristania, når vi mødes. Véd Du Amalie, at det har været stærkt oppe i mig, at når Du dog vilde flygte, så var det Vanvid på ny at mødes – der kunde ikke en Gang blive ret Glæde ved at ses, Adskillelsen vilde stå som et Spøgelse for os og skræmme Lykken bort fra vore Kys – men det Indtryk er lykkeligvis nu borte. Nu har jeg Dig kun som min unge nye Brud, hvad véd jeg om Fremtiden. Jeg elsker Dig min dejlige Veninde, Du er mit Liv, og jeg gør også Dig godt med min Kærlighed. Lad så det komme, der skal komme, ét kan vi to give hinanden som Tærepenge ind i det nye Liv: Lykken, der ligger ene og alene deri, at vi er til, Lykken i at mødes vi to, Lykken i at elske. Min lille Pige, tror Du ikke også, at jeg har tænkt på at gå med til Amerika. Desværre Stump, at jeg er så uduelig i Sprog og enhver praktisk Ting. Jeg vilde næppe nu i min Alder kunne bryde mig en Vej der ovre. Du søde, som hader og afskyer det, der er min Lidelse på dine Vegne: denne Mændenes brutale Bejlen. O jeg vidste det jo godt Veninde, men af og til har der været ligesom en Falden til Ro i det hos Dig, har jeg syntes – kun ganske lidt. Du skal slet ikke svare på det; jeg mener intet, intet, der er et eneste Ord værd fra din Side. Men jeg har jo godt Lov til at være meget øm over Dig min Ven, ikke Amalie? – Amalie det er undertiden som jeg skulde briste af alle de Ord, jeg har at sige Dig, eller som Du siger inde i mig, sådan var det også i Formiddags, og så fortvivler jeg ved den Opgave at skulle sætte mig med en Pen i Hånden. Jeg gik op og ned ad Gulvet og sad på min Stol og bladede mekanisk i en Bunke gamle Aviser istedet for at skrive til Dig. Du elskede vi er kommen for tidlig fra hinanden. Hele din lidenskabelig dygtige Natur Amalie, véd jeg egenlig kun på Afstand, igennem Tåge noget om. Jeg har set din Elskelighed, din Forstand, dit Væsens usigelige Sødme og så din Ufordærvethed, din rene yndefulde Menneskelighed – men det egenlige virkelige Drøn i din Natur har jeg kun kunnet tage Kending af på Afstand. Hvor det er underligt. Amalie hører Du, når jeg nu kommer op til Dig, må Du ikke bruge Tiden til andet end til at tale om Dig selv. Du må ikke vente til jeg spørger – jeg tror, at Fryden ved at sidde hos Dig (føle lugte smage Dig havde jeg nær sagt) vil gøre mig dum, så at jeg glemmer at spørge – men Du skal huske, at jeg uafbrudt dog kun tænker på dette ene: om jeg nu kunde få listet Amalies Sjæl, hendes hele Jeg således ind i mig, at jeg forstår, virkelig forstår enhver lille bitte Krusning af hendes Tanker, således at jeg føler enhver af hendes Følelser. Amalie tag mig om Hovedet og tal uafbrudt – nej men fyld mig ganske med Dig. – Du søde der fortæller mig om denne brave Fru Vullum. Hvor jeg har gjort mig lidt fortjent til hendes gode Omdømme, jeg, der flygtede for hende som for selve Kedsommelighedens Pest. Du, dette med «Udbrændtheden» har Helland formodenlig hentet i en eller anden Udtalelse af Drachmann. Min kunstneriske Goldhed står formodenlig for ham således. H. selv véd jo ikke et Muk om mig, end sige, som Du siger, hvad Udbrændthed er. – Bjørnsons «Handske» har E. Brandes fortalt mig noget om. Han vidste Besked om Gangen og Indholdets Omrids. For Resten, Du Stump, kan Du huske, at Du netop mod mig hævdede, at E.B. «havde Lov til» at lade være med at vise noget Ideal frem.at E.B. «havde Lov til» at lade være: Det står ikke i brevene; hun må ha sagt det mens de var sammen i Sverige. Han viste Tingen som den var! deri lå en Præken. Nu synes jeg Du slår ham en Smule på Snuden med B.B. – det som jeg gjorde i Vinter og naturligvis lod mig imponere af, at Du kunde dømme «Et Besøg» langt mere moderne end jeg, og omvendte mig. – Min Unge nu går jeg ned i Postkassen med Brevet. Jeg må krybe lidt i Seng igen. I Aften optræder Sarah Bernhardt første gang i Kbhvn.Sarah Bernhardt: kom til København 4/6/83, og samme dag spilte hun Fédora i Victorien Sardous Fédora på Det kongelige Theater.

Min elskede det runde her ved Siden er et Kys. Jeg har trykket mine Læber inderlig mod Papiret

din Erik



107. Amalie til Erik

Torsdag aften sent

[7/6/83]

Søde, deilige velsignede elskede, jeg er bogstavelig nær ved at gå istykker af længsel efter dig, efter at, – ja det kan være det samme, efter at elske dig og kysse dig tildøde. Jeg kan kun skrive få ord iaften; gjør nu du ikke gjengjæld, men skriv lidt langt. Jeg har i nogle dage havt sypige, og har måttet sy med, for at blive færdig til hun skulde afsted. Nu er hun væk gudskelov, og imorgen kl. 7 reiser jeg til Fr.hald; det er moderens geburtsdag imorgen,moderens geburtsdag: Amalies mor fylte 62 i 1883. så er jeg der til kl. 12 middag, går op bagtrappen, gjør pigen til min bundsforvandte, får slippe ind i Ludvigs soveværelse, – han er på skolen – bytter dragt, og kommer ind efter at ha’e banket på døren med lange hansker og en blomsterbouket i hånden. Jeg ved der er formiddagschokolade, og så kan du tro der bli’er et opstyr. Moderen bli’er ganske bleg, slår hænderne sammen og siger ganske svagt: «nei men Amalie!» Og de andre kommer at reise sig op og le og snakke i munden på hinanden. Når der så er gået 10 minutter akurat siger moderen: jeg vidste forresten at du vilde komme, jeg har gået og anet det i hele dag, det begyndte allerede igår. Og når jeg så ler og drager det i tvil, påberåber hun sig Ludvig, og siger at han skal være hendes vidne når han kommer, at hun har ventet mig, det var bare forundring over at hendes anelse kunde slå således til, der gjorde hende fælen med det samme. Når så Ludvig kommer bli’er der en ny overraskelse og fornøielse, og så svarer Ludvig når moderen provocerer ham, at hun har sagt, hun vilde ønske jeg kom, og at det vilde være morsomt om det skete o.s. v. Søndag eller mandag – jeg ved ikke hvorlænge returbilletten varer – er jeg her tilbage, og så er det straks tirsdag og brev fra dig. Dit sidste er deiligt, – jeg dør af kjærlighed og længsel ved at læse det. Ja, vi vil gjøre som du siger, glemme alt over den fryd det er at være i hinandens arme. Vi vil leve i solskinnet sålænge det er dag, og lade fremtiden med sit nattemørke i fred til det indhenter og overvælder os. Det er tidsnok at sørge når tiden er inde. Også hos mig har det været stærkt oppe, at det måske var rettest og rimeligst ikke at gjensés, siden det nu skal være forbi mellem os bagefter, men det duer ikke, vi må dog tage den stump liv som bydes os, og kanske det kan være, kanske du kan komme over til mig der. Lad nu mig først være kommen iro der, så finder jeg nok noget for dig også, – hvis du virkelig skulde ville til den tid. – Men hvorfor i alverden fik du først mit brev søndag morgen? Jeg bragte det dog tidsnok i postkassen, skal gud vide. Sig mig endelig det. Og sig mig hvad du tænkte du elskede, da du stod uden brev i din stue. Og du ikke glemme at fortælle mig når vi sés, hvad det er de siger til dig, de fruer som gjør kur til dig, og hvad hun gjorde med dig den skuespillerinde, – hører du, – jeg er så nysgjerrig, – hvad kan de egentlig sige og gjøre, – hvad kan de finde på? – Ja, naturligvis synes jeg det er mere at være B.B. end E.B. Men derfor har E.B. ligestor ret til at skrive som han skriver, derfor er «Et Besøg» ligefuldt berettiget. Det er og bli’er en præken, og en god, til at få forstand af. Brandes er en præst men B.B. en profet af det stof hvoraf de gamle lavede sine guder. At Norge frembringer profeter men Danmark bare præster er et tegn på at Norge er mere, magter mere, står mere for tur til at føre det store ord end Danmark, men det vil i virkeligheden sige at Norge står tilbage. Det vil sige – der hvor Danmark er må Norge desværre også komme. Desværre, desværre.

Du søde, som går med gutter i Tivoli. Du er deilig! Gid jeg havde været en af de gutter. Du må ikke overvurdere mine gode egenskaber. Det gjør du i dit sidste brev. Jeg har nogle men ikke som du tror. Jeg elsker, elsker og tilhører dig med hver en tanke i min sjæl.

[Ikke underskrevet]



108. Erik til Amalie

Søndag Eftrmd

[10/6/83]

Amalie, jeg har tænkt så meget og så stærkt på Dig nu idag, at jeg næsten har været syg. Du yndigste Kvinde! Det er godt, at det ikke er Søndag hver Dag, så døde jeg. Ja virkelig, havde jeg ikke mine bundne Forretninger, så tror jeg ikke, at jeg holdt ud at leve med min Længsel efter Dig. Men hvor er jeg i Bunden af mit Hjerte glad, hvor er den nærmeste Fremtid sommerlys og dejlig, og dog er der 6 Uger endnu at holde ud. Min Ven, så vidt jeg kan se bliver min Afrejse den 25 Juli. Så går et af de store Udvandrerskibe her fra til Kristiania.et af de store Udvandrerskibe: Det går ikke klart frem av Morgenbladet hvilket skip det var. For at forsone nogenlunde med min Fraværelse bliver jeg nødt til at love at skrive nogle Breve, og et Døgn om bord i et Udvandrerskib vil vel straks give et velkomment Stof til en Skildring. Hvordan jeg for øvrig skal blive rolig nok i Sindet til hos Dig at skrive fire fornuftige Ord, begriber jeg ikke; men det kan måske netop blive morsomt at skulle komme op til Dig og være adstadig og passe sine Pligter – pyt! Jo, Du Elskede alligevel, hvad, en lille Smule? Vi løber jo ikke sådan fra hinanden denne Gang som tidligere. Hvor jeg elsker Dig. Du skal være glad ved mig Amalie, så har jeg det så godt. Amalie, hvor skal jeg tage ind i Kr.ania? Et Sted, hvor Du uden Gène kan besøge mig. Tror Du måske, at jeg vil være uden Dig, fordi jeg er nødt til at gå fra Dig i dine egne Stuer? Så kommer Du naturligvis pænt spaserende op til mig. Ikke, Stump? Tænk, når det er Dig der kommer ind ad Døren! Du Amalie, hvor har vi dog været dumdristig lykkelige de to forrige Gange. Og hvor smukt det har været for os. Min Unge, dit Jomfrubesøg hos mig i Viktoria Hotel, vort Måltid nede i Spisestuen og Aftenen før på Gravesens Restauration og vor Bænk!dit Jomfrubesøg hos mig: 1. september 1882 i Kristiania. Se brev 5 og 6. Og så hele det ubegribelige Æventyr i Sverig. Min Ven, hvor kan det være, at det forekommer mig, at det dog først er nu at vi ret skal mødes? Sig mig, Ven er der ikke hos Dig den samme lyksalige Følelse af Fortrøstning ved hvad der nu forestår, som den, der fylder min Sjæl? Jeg ejer Dig, jeg kender Dig, vi mødes, Du elskeligste af alle Kvinder, der er ingen Spænding, ingen Skræk for noget ukendt, Skatten er der, vi lægger Hånden på den og tager den. Ak Amalie læg dit Hoved ind til mig, Du gør det jo nu med Tillid – Du må, om Du kan, fortælle mig hver en underlig Følelse der gik igennem dit Sind hin første Nat i Falkøping. Jeg var angst Amalie, så angst tror jeg, at jeg endnu undres over så rolig jeg var. Og så synes jeg slet ikke jeg var elskværdig. Jeg kan i Grunden slet ikke begribe, at Du blev glad i mig den Gang. Men Du blev også yndigere og sødere mere og mere for hver Dag. Men min Ven, hvor jeg nu synes, at vi er hinanden uendelig meget nærmere. Du elsker mig Amalie! Du gjorde det, da jeg kom til Dig i Kr.ania, og jeg vil kysse Dig hundrede tusinde Gange for din Kærlighed da, den var så yndig og sød som mulig – hvor var den inderst inde kæk og brav – men nu Amalie, nu er din Kærlighed større, den er mit Livs Hvile, den bærer hele min Tankes Lyksalighed. Du søde Veninde – kyssede du på den runde Plet i mit forrige Brev? Der er slet ingen Mulighed for at sige et eneste Ord, der har Rimelighed, der er kun den eneste Udvej at kysse et Kys så dybt ind i din Sjæl, at det evig føles blødt og varmt der inde. – Så min Engel, kys mig nu rask med begge dine Hænder om min Nakke og vær fornuftig. – Vi tager slet ikke fra Kristiania, hvad? Hvad skal vi i det dumme Bergen? Kan vi ikke gøre en Udflugt sammen, rædsom hemmelig?

– Hvad jeg tænkte, da der intet Brev var til mig i Lørdags? Jeg skal sige Dig Amalie, hvad mit Hovedindtryk var: Tænk, om Amalie forlod mig, hvor vilde Livet da være umuligt! Jeg siger Dig, at jeg måske aldrig i et enkelt Nu har haft et så kraftigt Billede af et enkelt Menneske, der famlede blindet afsted på en stenet Vej, hvor der før havde stået et Tempel, som hin Lørdagnat i et gråt Morgenlys. Det var i et Nu. Du begriber, at jeg ikke for Alvor kunde blive forskrækket. Angst var jeg men ikke bange. Men dette Billede af et Tempel – jeg kan næsten se Façaden af det – der var sunket i Jorden, og så en grå Tomhed – det var som et Stød igennem mig. Så slog jeg mig forholdsvis hurtig til Ro med, at der Søndag Morgen vilde ligge Brev. Ja jeg var så sikker i min Sag, at da jeg vågnede om Søndagen gik jeg lige ind i min Dagligstue og tog det, blot med et lykkeligt Smil. Så kan jeg huske, at disse ækle Fruentimmers Latter og næsvise Vimsen indpå mig forfulgte mig som en ond Parfume; jeg kunde ikke få Duften af Dig fat, og det gjorde mig sørgmodig. Og så Du søde, tænkte jeg på, om der kunde være noget i mit Brev, der havde stødt Dig, og så på, om Du kunde være bleven syg. Men det var altsammen ikke meget stærkt. Lykkeligvis var jeg træt og trængte til Søvn og sov tungt næsten umiddelbart efter at jeg havde lagt Hovedet til Puden. Hvad Grunden har været til Forsinkelsen i Besørgelsen af Brevet; har jeg intet Begreb om. – Kiellands rejste da i Onsdags. Det sidste jeg så af dem, da de på Dampskibet passerede gennem Knippelsbros Klapper, var to Dannebrogsflag, som Gutterne holdt i Vejret og svingede til Afsked med. Jeg synes, at det var virkelig fint af K. at lade os få denne Hilsen til Afsked. Om hans gode Norskhed tvivler jo ingen. Jeg er kommen til at holde meget af K. og beklager, at jeg i den sidste Tid kun har haft liden Lejlighed til at give mit Kendskab til ham den sidste Sikkerhed. Han er ikke let at se rundt om. Fruen er en fin lille en, men skønt jeg for Spøg har kaldt hende en «Klippe», er jeg ikke meget vis på «Fastheden i de fine Linjer», som jeg skrev om på hendes Vifte. Du, sig mig om det er affektert, hvad jeg skrev på Viften; men sig mig det ærligt. Jeg skrev: «Klippe» har jeg kaldt Dem, Frue. Det var Fastheden i de fine Linjer jeg derved tænkte på. Når De nu er rejst, vil om denne fine Fasthed kredse som store Søfugle mine Erindringer.» Er det ikke lidt skabagtigt? Jeg skulde skrive noget om «Klippen». – Så har Sarah Bernhardt været her og er rejst igen efter 6 Forestillinger i den forløbne Uge,så har Sarah Bernhardt været her: se brev 106, note 7. I tillegg til Sardou spilte hun også i Scribe og Mellesvilles Valérie og Jean Richepins Pierrot assassin. hvoraf jeg så de 3. Forrige Gang var jeg helt betaget af hendes ubegribelig dejlige Indbegreb af alt hvad som findes af kvindelig Evne til at bedåre.Forrige Gang: Sarah Bernhardt hadde vært i København i august 1880 og spilt Adrienne Lecouvreur (1849), av Eugène Scribe og Ernest Legouvé, og Froufrou (1869), av Henri Meilhac. Denne Gang var jeg rolig og kun sidste Gang i højeste Grad grebet af hendes Kunst. Noget ligger det i Forskjellen på de Stykker, hun spillede de to Gange, men meget Amalie ligger det i, at Du er kommen imellem. Hun er dejlig, der er ingen Tvivl derom, men i Åar [sic] vilde lige som det rent Menneskelige ikke rigtig blive mig indlysende. Ved det første Besøg troede jeg snart sagt slet ikke på Kunstnerinden, alt var for mig kun noget så uanet skønt naturligt, at jeg straks lagde alle fordums Forestillinger om Kvindeynde til Side og sagde til mig selv, at enhver Drøm, jeg som Mand kunde have haft om en dejlig Kvinde, her var ladet langt tilbage; som hun var overstrålede hun alle mulige Fantasier. I År synes jeg ikke sikkert dette. Der er en Mangel hist og her. Men hendes Kunst! Nej Du, det er Højdepunktet. Du er af Væsen vidt forskellig fra Sarah Bernhardt, af en hel anden Type og Race – må jeg kalde Dig en Bjørn, Amalie, når jeg kalder hende en Hjort? Å jeg kalde Dig en Bjørn, en sød, sød en, sådan en rigtig ubegribelig dejlig Hunbjørn, der er sådan nogle med kort Snude – Amalie, bliver Du vred, hænger jeg mig! Hun spanker afsted på lange Ben, hun vil ikke kunne favne som Du. Amalie hos Dig kan jeg gå til Ro, Sarah Bernhardts Ynde er Elskov uden Hvile. Ind i dine mørke Øjne, under dit brune Hår Amalie har jeg set hvad der er smukt i Verden, S.B.’s Blondhed – også i Stemmelag – imponerer mig ikke mere, forvirrer på en Måde. Sødeste Du, hvor jeg [er] lykkelig ved slet ikke at være bange for Dig. Jeg kan godt sige Du er en Bjørn, Du kysser mig jo dog alligevel. – Hør Amalie, hvor det er morsomt med din Tur til «Moderens» Fødselsdag – det lyder så egent for os, at du siger «Moderen» – glem ikke at fortælle mig hvorledes alt gik. Du, jeg har læst på Kortet over Kristiania og véd på en Prik, hvor din Gade og dit Hus ligger – overfor Hospitalet. Du er sød! Amalie jeg elsker Dig. Jeg har en Fødselsdagsgave til Dig.

Din Erik



109. Amalie til Erik

Kr.ania onsdag 13de juni [1883]

Jeg er vis på at brevet har ligget på dit bord ganske allright allerede lørdag aften som det pleier, men at du bare har været for søvnig og træt til at se det. At du ikke af dig selv har kunnet forstå det! Hvorledes skulde det ellers være kommen der på bordet om morgenen. Så var vel pigen gået ind med det på dit soveværelse. Desuden, det er ganske umuligt at det ikke skulde være kommen frem til ret tid, og altså har det været der. – Jo, jeg er fornærmet over at du kalder mig en bjørn. Amund Helland er en bjørn, men ikke jeg. Hvorfor skal jeg kaldes en bjørn, jeg, en hjort er et meget fornemmere dyr, bjørn er sådan en klumpedeie.sådan en klumpedeie: et klosset vesen. Hvor du har været rasende bedåret af, nei, forelsket i S.B. forrige gang! Det bare undrer mig at du kunde se mig bagefter det, at hun ikke helt havde stængt dig inde i en forhærdet vished om, at ved siden af synet af hende gaves der ikke mere noget på jorden i retning af kvindeynde, som et øieblik kunde behage dig. Jeg er ikke skinsyg, tror jeg, men det var ikke morsomt at læse om al den deilighed du har set hos en anden. Jeg blev ilde ved, og følte et slags angst som sad igjen i hele gåraftes – jeg var i et lidet selskab – og tilslut føltes som en art benauelse. Men så, da jeg kom hjem faldt jeg dig om halsen og græd ganske lidt i dit skjæg, og så gik det over. Jeg vidste jo at det var mig du elskede og tilhørte, du balstyrige gut, som har taget mig fangen med hud og hår, og sind og sans. Du behøver ikke at bede mig «være glad ved dig». Kan du ikke mærke på mine breve hvorledes mit blod banker i jubel over dig og den elskov du har kaldt tillive hos mig. Du er en tussegut som slet ikke forstår den vidunderets hemmelighed, som har gjort mig splinterny, helt til en anden end den kolde sphinx jeg før var. Nei du, hvor meget jeg har at fortælle dig. Paul JohnsenPaul Johnsen: dvs John Paulsen. – det navn går han nu under her i klikken, går omkring og docerer at jeg er en sphinx, en iskold kvinde, uden plet og lyde, aldeles ren siger han, men farlig – han rent advarer folk imod mig. Og alt kommer de og fortæller mig. Han er et fjollebøtte! Og han er dum at han gik og blev forelsket i mig, og ikke kunde føle at det var en rent moderlig godhed jeg viste ham – jeg syntes bestandig så synd i ham, – at han ikke forstod at vurdere det jeg ydede efter fortjeneste. Jeg ved med vished at jeg er ganske og aldeles ulastelig her – ikke et eneste, flygtigt sekund har jeg legt med ham, men været så alvorlig bestandig. Jeg var ikke angst i Falkøbing, men undselig – det var hvad jeg stærkest følte, undselig, og så inderst inde fuld af fortrøstning til dig og min kjærlighed. Og så bagefter var jeg fremdeles undselig hver eneste dag og nat, og lyksalig, og fortabt over at ha’e mistet mig selv og forvirret, indtil stumhed, over at jeg nu skulde bort fra livets kilde, ikke være med dig bestandig. Men det bli’er meget, meget deiligere at mødes med dig denne gang; også jeg synes at det først nu skal til at begynde, at vi først nu eier hinanden helt. Når jeg tænker på det øieblik jeg skal lægge mig ind til dit bryst, er det som bæres jeg bort på en bølge af bare lyksalighed, og bli’er borte i dig. Sidst var det jo anderledes. Jeg vidste bare at jeg elskede dig, uden at ha’e anelse om hvad det vilde sige, at mødes med sin elskede, og så var der en lønlig bæven. Nu skal jeg kysse dig til velkomst med fuld bevidsthed om hvad det kys betyder. Ja, naturligvis kyssede jeg på det indhegnede sted, men sligt er i grunden naragtigt. Så lidt kan ikke være noget for et fornuftigt menneske, enten, ja nu kommer jeg igjen at sige dette dumme med enten-eller, der dog ikke kan gjennemføres, ikke, slet ikke gjennnemføres helt af mig, for så skulde jeg ikke se dig mere, siden jeg ved, det er for at skilles. – Men hvor det er forkjert at du først kan komme så sent. Det kommer alle mine planer og arrangements påtværs. Gutternes ferie begynder den 9de omtrent; så reiser de sandsynlig samme dag eller i altfald den næste til Valøerne hvor moderen (og Ludvig en tid) ligger på landet.reiser … til Valøerne: dvs. Hvaler i Østfold, et populært feriested. Hos dem skal de være i ferien. Så havde jeg bestemt at du kom straks da, at vi blev her et par dage, og så reiste til Bergen. Efter mange betænkeligheder og overveielser havde jeg nu nemlig bestemt mig til denne reise. Josephine har jeg givet ferie fra den 12te eller 13de at regne – – Torsdag. Jeg blev afbrudt igår midt i en tankegang, og kunde ikke fortsætte. Nei du, nu er jeg slet ikke fornærmet længer over din «bjørn». Du kan gjerne kalde mig det, sødeste, deiligste, du kan også godt få lov til at synes at S.B. er meget deilig, «indbegrebet» o.s. v. deiligere end jeg, værs’god – når det bare er mig du elsker, når jeg bare er den eneste du bryder dig om at holde i din favn – jeg skal godt finde mig i at være en simpel bjørn – (men din bjørn) mens hun er en fornem hjort når det bare er sikkert, at hendes og andres elskov, om den bødes dig, ikke kunde friste dig, siden jeg er din, – sådan er det jo med mig. Jeg kjender mænd jeg sætter høit og holder af, og skatter, men det er kun dig jeg kunde kysse, og tage i mine arme, med de andre var det umuligt, og så må det også være med dig, lige for lige, ellers vil jeg ikke mere, men løber straks min vei. Men man har jo altid sagt at mænd er ikke således, de tager og tager men giver, kan kun give halvt. Nei, det behøver ikke at være halvt de giver, de kan på en vis give helt, men så er de dog så begjærlige, og dertil mere kjødelige, tror jeg med ringere evne til den troskab, der slet ikke er troskab, for det smager af pligt, men snarere den begeistring som en urokkelig tro giver, men som, – nu kommer paradoxet – bunder i mangel på erfaring, i den ubrugthedens frygtsomhed, der er gode kvinder egen, altså på en vis måde i en mangel, eller et fortrin – som du vil. – Ja, jeg synes at det du skrev på viften var affekteret, – det vil sige bare ordstillingen, forresten, når jeg vænnes til det, går det nok. Indholdet var fint og nyt og morsomt, – det er ingen under man synes om dig, – magen til dig vokser ikke på træer – hvert land har kun én slig – det kan du stole på er sandt, for du er så utrolig egen. Men naturligvis synes jeg det er harmeligt at du er så glad i fru K.fru K.: Beate Kielland. Det er ikke fordi jeg synes hun ikke fortjener det, for det ved jeg intet om, men det er fordi jeg er så grisk. Jeg vil ha’e alt for mig selv alene, ikke en snus af noget af dig kan jeg undvære, uf du, hvor rædsom jeg vist blev til at leve sammen med, hvis ikke min forstand og min snilhed, for jeg er snil og god, måske vilde holdt mine onde lidenskaber i tømme. Skjønt, gud ved! Kjærlighed er en forfærdelig ting! det bæres mig undertiden for, at først når den var forbi, kunde vi to ha’e den rigtige nytte af hinanden. For vi kan lære hinanden noget. Men ikke nu, i alfald ikke jeg, som bare kan føle ét overfor dig: at jeg elsker dig, som bare kan være ét: din elskerinde. Og, ja, – det var det jeg vilde sagt: du skal være min, selv når du skaber dig om til «store søfugle». – – –

Ja, du, nu jeg reise til Bergen. Jeg troede du så gjerne vilde det, – således så det ud i dine breve – og nu har jeg gjort det endelig af med Sandbergs hos hvem jeg tager ind, og med Knudtzons hvor jeg bliver en del af tiden. Jeg kan ikke skrive afbud nu, – det ser så vægelsindet ud; endelig engang får det bære til at jeg virkelig kommer. Desuden, siden jeg nu skal til Amerika, jeg tale med gutternes fa’er. Jeg har ærind derop, og et vigtigt. Når jeg mundligt får forklare ham, hvorledes alting er, og hvor gode gutternes udsigter der kan blive – jeg har flere formuende bekjendte derover, som ligefrem har lovet at være gutterne nyttig – så giver han villigere sit samtykke til at de reiser med. Og uden dem, kan jeg jo dog ikke leve. Det er fordi de i så høi grad har været min egen skabning, disse gutter, – det er derfor jeg ikke kan tænke mig livet uden dem. Og du skulde vide hvordan de er: det spotter enhver beskrivelse. Mirakler, fænomener er de, og du må ikke tro det er mig der er forblindet, eller bare mig som synes det. De vil blive som begge Sarsene – så ser det allenfalls ud. Det er næsten en absolut nødvendighed at jeg bekvemmer mig til denne mundtlige konference, for jeg ved jo hvor tungvindt han er, hvorledes han misforstår, ialfald alt hvad jeg siger. Vi er af forskjellig race, derfor er det, og har det altid været så vanskeligt os imellem. Men altså, hvis du slet ikke kan komme før den 25de july (hvad ligner forresten det, – da er jo vore og alle menneskers ferie omtrent forbi) – så får det blive i Bergen at vi mødes. Så kan vi reise sammen nedover til Kr.ania, helst overland, for det er en deilig tur, og så bli’er du resten af tiden i Kr.ania. Sig mig nøiagtigt, hvorlænge din ferie varer. Der er intet sted i Kr.ania som du kan tage ind på, hvor jeg kunde besøge dig uden gene, – det er vist nok en umulig ting du der har tænkt dig. Det skulde da være, hvis du boede en halv times jernbanereise fra Kr.ania. Altså, – jeg reiser til Bergen den 10de eller så, – og du indtræffer der den 27de, måske. Så kan vi reise derfra, når du vil. Eller også kan jeg møde dig i Kr.ansand, kommende fra Bergen, jeg, så tager vi overland derfra til Kr.ania. Jeg behøver ikke at være mere end 14 dage i Bergen. Det er nok, det. Altså som du vil. Tænk nu alt dette nøiagtigt igjennem, og skriv så om det næste gang. Det er skrækkeligt, rædsomt at det endnu skal være så længe, især for mig, som havde bildt mig ind at du skulde komme den 12te senest. Helene Sandberg skriver at Dr.mann kommer til Bergen, og skal bo hos dem. – Det var et for deiligt brev, dit sidste. Som jeg var lykkelig ved at læse det!

Din Amalie

Nei, det er sandt, – jeg må jo fortælle dig om Fr.halds-turen. Den var aldeles mageløs vellykket i alle retninger. Det gik complet som jeg troede, med undtagelse af at moderen stakker, slet ikke sa’e at hun havde anet det iforveien. Jeg søgte at provocere hende, og spurgte i den anled. om hun slet ikke havde anet det. «Nei sa’e hun ganske fortabt, det faldt mig ikke et øieblik ind denne gang.» Det var så rasende morsomt! Jeg kom først tilbage mandag aften og havde med en veninde der fra byen, som skulde bo hos mig et par dage. Hun havde ærind herind. Da stod der i min grønne sofa et smukt maleri med ramme af Gibraltar som Boll havde foræret mig,Boll: se brev 90, note 4. og en hængekøie var ophængt i mit soveværelse. Det er sikkert Helland som har gjort det. Han hørte engang at jeg syntes om hængekøier – det var den aften du ved. Endnu har jeg ikke truffet ham, – men det er sikkert hans. Du aner ikke hvad dine breve er for mig – – å du aner det ikke! Jeg elsker dig det er det eneste jeg ved med sikkerhed her i verden.

Din Amalie



110. Erik til Amalie

Søndag Eftrmdg

[17/6/83]

Du sødeste Kvinde af alle på Jorden jeg må jeg vil jeg skal komme til Kr.ania på den Tid Du har ventet mig. Når jeg rejser fra Kbhvn den 11 Juli, er det så godt? Vil Du så lade være med at stænge dit Hus og sende din Pige bort, inden Du ser, hvordan det går med os. Herregud søde Amalie, lade være med på Forhånd at have Hast. Vi vil hvile ud et Par Dage i hinandens Arme. Til Bergen kan vi jo altid komme. Du må sige til din Pige, at omtrent på den Tid, den 15 Juli eller så skal hun få fri. Vi vil ikke løbe, ikke styrte afsted. Når jeg kommer til Kr.ania gør jeg et Forsøg på at være gemt for alle. Det er i Grunden udmærket som det nu er. Jeg har hidtil fortalt alle, som spurgte om mine Sommerplaner, at jeg i Slutningen af Juli rejste til Norge, og min Ankomst der på den Tid, er bebudet bl.a. til «Dagbladets» Redaktion af Gunnar Heiberg,Gunnar Heiberg: var bl.a. journalist, og skrev for det norske Dagbladet i flere perioder fra 1880 av; han skrev både om litteratur og kunst og om politikk. der lover sig selv og mig at gøre alt muligt godt for mig der, når jeg kommer. Jeg har ikke kunnet undgå denne Venlighed, som jeg jo på en vis Måde har været meget bange for – nu snyder jeg de brave Folk så vidt mulig. Om min Rejseplan vil blive meget vanskelig at sætte i Værk, har jeg ikke nogen ret tydelig Forestilling om, men det skal gå. Du, Amalie, det forekommer mig absolut ikke behageligt med Dr.manns samtidige Besøg i Bergen. En og anden havde sagt mig, at han skulde der op. Jeg har i Grunden ikke tænkt meget derpå men det kølnede noget min Lyst til Besøget der i Byen. Han vil ikke blive glad ved at møde mig, og jeg har heller ikke Lyst til at være sammen med ham. Imidlertid min Ven, forstår Du, at sligt i Grunden er forbi samtidig med at det er sagt. Skal vi to til Bergen, og det skal vi jo, kan for mig Fandens Oldemor tage imod mig på Bryggen, det kommer ikke mig ved. Jeg tænker slet ikke derpå, og når det interessante Møde foregår, håber jeg at skulle kunne tage det fra den gode Side. Sidste Gang hjalp jeg ham over det Fjendskab, hvormed han begyndte – jeg antager, at det vil gå ligedan i Aar, pourvu ma chère,pourvu ma chère: forutsatt, kjære … at Du er flink og ikke tåler så meget som et Gran Fingereren af hans lange Lapper. Når han slår ud med Arme og Ben, får han lade Dig være i Fred. Med Johan Bøgh og Kone er Venskabet rimeligvis mindre intensivt nu. Jeg blev under alle Omstændigheder en Aften så led af Fruentimret, at jeg endnu den Dag i Dag undrer mig over, at jeg holdt min Mund i Tømme og ikke sagde hende min Mening. Det kom nu for Resten vistnok netop af, at jeg fandt hende så utålelig, at der ikke var det Sted jeg kunde lægge en Bebrejdelse. Min Mening må dog vistnok have skinnet igennem. Monsieur så så forbeholden ud den eneste Gang jeg siden så ham. Nå meget omgikkes vi for øvrigt ikke hinanden her i Byen. – –

Med Brevet forholder det sig som jeg har sagt, Du påståelige Person. Jeg så ikke blot efter i begge Stuer men også i Brevkassen på Døren, og det er bleven bragt Søndag Morgen Kl 8 af Postbuddet. Tror Du Pigen da vover sig ind i mit Sovekammer? Nå! Om der så kom Bud på den Tid fra Kongen om jeg vilde overtage Dannelsen af et nyt Ministerium, vovede hun ikke at vække mig. – Stump, aldrig et Minut forelsket i Sarah Bernhardt! Slået, grebet af dette ufattelige Trylleri, af dette kvindelige Skønhedsindbegreb, det var jeg; men forelsket, nej! Jeg er så rolig Ven, så langsom. Nej Du, jeg sad den Gang de fem Forestillinger i Rad og anstillede literære Overvejelser. En Mængde Ting i franske Bøger gik med ét op for mig, og så havde jeg en Undren om de uendelig mange Ting, som de dumme Franskmænd lod ligge. En sådan Ømhed, som hun kunde give Udtryk, en sådan Kærlighed, så ren og skær som Sølv i Måneglans – der var en smilende Fred deri. I næsten alle franske Bøger, jeg kender, er Kærligheden hidsig. Det var det forunderlige, der slog mig, at det, hun kunde fremstille, netop var det, som danner al god og dårlig Poesis Indhold her hjemme. For mig var hun ganske vist en personlig Oplevelse, for så vidt som hun jo virkelig var et levende Menneske men mest interesserede hun mig literært om jeg så må sige. Og så kan jeg huske, at jeg tænkte meget på, hvor godt vore Kvinder havde af at se, at sådan kunde man elske. Nej, Amalie, om Du den Gang havde set det! Hvad skulde Du havde sagt derom! denne Kurtisane, og Du med din Rædsel for den ækle Erotik. Sødeste Stump, det forstå Du jo nok, at jeg kan tale i høje Ord og med Varme om Kvindeynde og Kvindeskønhed og så ikke være mere personlig berørt deraf end af et Maleri, Skildringen i en Bog osv. – For Resten jeg kan heller ikke lide, at Du bliver altfor henrykt over andre Mænds Fortjenester, om end jeg samtidig godt kan fortælle mig selv, at en sådan Glæde hos Dig jo slet ikke tager noget fra mig. Det piner, det er dumt, men det piner alligevel. Du yndige, bedårende som Du skriver om din lille Pine! Ak, Amalie hvor er det sødt at være elsket, når man elsker igen. Men Du er nu også aldeles ubegribelig dejlig.

(Min yndigste Ven det er aldeles forkert med Papir idagforkert med Papir idag: Sidene på dette brevet er ikke lagt sammen på vanlig måte. – det er nu for Resten Aften, har jeg pludselig mærket, jeg har måttet tænde min Lampe – jeg er nu så lidt hjemme og skriver så sjælden, at jeg havde glemt, at jeg skrev på det sidste Ark forrige Gang til Dig)

– Pigebarn når jeg nu kommer til Kr.ania, og Du er så sød som Du er, hvad skal jeg så gøre for at få Tid til at beundre Dig? Hvordan skal jeg, som jeg dog nu kan i et Brev, sidde og se mig aldeles fortabt af Glæde i Dig. Du, hvis jeg ikke siger et eneste levende Muk hos Dig, bliver Du så vred? Men det er fordi der skal jo dog skam være Fornuft i alt. Når jeg snakker, så kan jeg jo ikke se og høre Dig, og Du er sådan, at der ikke er den Ting ved Dig, som ikke er bedårende, på en egen Måde lifligt, til at få et evig lykkeligt Udtryk i Øjet af – jo et, min egen Stump! Du må ikke, ikke for noget i Verden være «flou» som Du kaldte det. Det virker så besynderlig forstyrrende på mig. Vid at hvad Du giver mig, og Du giver mig jo alt, må Du give med et frit Sind, ellers tager Du noget af Skønheden ved Gaven bort. Men det vil vi nu ikke snakke om, det vil komme af sig selv. Undseelsen kæreste Ven forekommer mig ligger på et andet Punkt mellem os. Ved en Uskønhed er jeg undselig. – – Vil Du tro Ven, at jeg idag da jeg var med mine Søsterbørn i Zoologisk Have rigtig studerede mellem Bjørnene den lille sorte Hunbjørn, som dunkelt havde foresvævet mig da jeg skulde hente en Lignelse. Den (Lignelsen) er betydelig dum vil jeg indrømme Dig, og dog fandt jeg noget af det jeg havde ment: Kraften, Tætheden, Roen og det fuldstændig hurtige Herredømme over enhver Bevægelse parret med en egen bedårende Afvigelse fra det Gratiøse. Der er noget ved en Bjørn, der er et Favntag værdt, en Hjort lader man løbe til Parade i en Skov. Men lad os for Resten komme bort fra det tossede Billede med Bjørnen. Men jeg smilte der ude i Zoologisk Have deraf. Ak Ven, sådan en god Søndag tilbragt med Dig! Jeg mener vi skulde have taget Børnene med, ikke jeg alene. Vi var i Panoramaet førstPanoramaet: et rundmaleri i en bygning ved Jernbanegade hvor man viste dramatiske begivenheter, ved denne tiden Paris’ beleiring. og kørte så oven på en Sporvogn – Børnenes Fryd – ud til Frederiksberg. Du vilde have moret Dig! Se Dig give Elefanterne Brød. Min Ven hvor var der meget godt i Verden at opleve sammen. – Om nogen Kvindes Kærlighed frister mig? Nej Ven, Du har min Kærlighed. Hos Dig ligger mit Liv, jeg tror på, at Liv og Kærlighed hører uadskillelig sammen, og man kan kun elske én. Ja, når jeg skaber mig om til «store Søfugle» så er jeg din, netop din. Der er ikke et venligt Ord, ikke et Påfund, ikke noget, der skabes hos mig i Anledning af en Kvinde, som ikke er dit. Du er nærværende i alt hvad der foregår mellem nogen af dit Køn og mig. Jeg har Dig lige som usynlig ved min Side, Du leder og danner min Smag, jeg har Dig altid inderst i mit Øje, og bagest i mit Øre; når jeg ser på nogen går Billedet, jeg modtager, gennem Dig, og hver Tone må bryde sig sin Vej igennem Klangen af din Stemme. Det sidste er næsten det værste. Mine kære Landsmandinder taler gennemgående stygt. [Et par linjer krysset ut.] (Det jeg har slettet ud, var noget Vås). – Hør nu Ven, det er da sikkert, at vi kan komme meget, meget sammen i Bergen? – Amalie vil Du ikke først skrive til Gutternes Fader om Amerika? Ellers bliver han vel bestyrtet og skal have flere Samtaler med Dig. Hvor det var godt med dit Besøg i Fr.hald! Men hvor jeg afskyer den Hængekøje! – Hvem er Boll? Elskede søde, nu farvel, dit Brev var yndigt!

Din Erik



111. Amalie til Erik

Kr.ania 21de juni. [1883]

Min elskede, min Erik, du gjør mig jo rent ud gal af glæde ved at sige at du vil komme til den tid jeg har ventet dig. Ved du om, at der kun er tre uger omtrent tilbage, at jeg foruden dette altså bare kommer at skrive 3 breve endnu til dig, inden vi skal være i hinandens arme. I hinandens arme, – al jordens fryd og lykke er i disse tre ord! Du hos mig, og jeg hos dig. Hvor er det underligt at elske et menneske. Hvorfor er det netop dig jeg vil give mit legeme og min sjæl til og ingen af de andre? Hvorfor fylder du og dit favntag mig med denne salige følelse, så jeg pludselig forstår at det er deiligt at leve, medens den svageste berøring af enhver anden jager mig en bæven af afsky gjennem blodet. Det er jo igrunden et mysterium dette, men et sødt, som jeg ikke vil søge at udgrunde. Der er salmevers hos Landstad,salmevers hos Landstad: M. B. Landstads Kirkesalmebog ble autorisert til gudstjenestebruk i 1869; Amalie må ha blitt kjent med den i Bergen i 1870-årene. som jeg i gamle dage med andagt sad og sang i kirken, hvori menighedens hjælpeløse længsel, og forventningsfulde jubel ved udsigten til engang at skulle se Kristus, tolkes. Strofer af dem rinder mig nu ofte i hu, når jeg tænker på dig, du som bare hedder Erik, og er et ganske almindeligt, jordisk menneske; de passer akurat for mig, og udtrykker just min sindstilstand overfor dig; jeg kan slet ikke hjælpe mig med noget ringere end ordene i disse glødende, andagtsfulde, pietetfyldte salmevers, jeg. – – Om den 11te som afgangsdag fra Kjbhvn. passer, ved jeg ikke rigtig endnu; jeg kan jo altid skrive nærmere derom. Min broder Ludvig kommer, og bli’er en dag eller to med det samme ferien begynder, før han drager tilfjelds. Som sagt; du skal få grei besked. Men nu du ikke komme og sige at du alligevel ikke slipper bort før den 25de. Ikke nu, siden du først har sat mig dette tidligere møde i hovedet. Jeg var så resigneret da jeg sidst havde skrevet; jeg var allerede begyndt at fortælle mig, at det dog måske vilde være bedst således at jeg var alene i Bergen, og kom nedover og mødte dig i Kr.sand. Jeg udmalede mig hvorledes vi dog måske vanskelig vilde kunne få nogen hygge af hinanden deroppe, hvor vi rimeligvis vilde komme på rent forskjellige steder, og i modsatte sphærer, at jeg vilde undgå det snak der sikkert vil opstå ved at vi er sammen deroppe, at nu siden Dr.mann også skulde komme o.s. v. i det uendelige. Dette med Dr.mann er jeg mindst ligeså kjed af, som du. At han kommer samtidig med mig, er jo ikke sikkert, men dog vistnok sandsynligt, og tænk at skulle bo i hus sammen. Det er absolut ikke behageligt, især siden du tror han er fiendtlig sindet mod dig, – hvorfor er han forresten det? Og desuden, så kan jeg egentlig slet ikke like Dr.mann. Jeg skal «passe mig for hans fingereren»! Men det er jo netop så fingererende han er, både med sin tunge og sine lange, løsagtige knoklede hænder. – Hvor kan jeg vide om det er «sikkert» at vi kan komme «meget, meget sammen» i Bergen. Det beror jo på så mange tilfældige ting. Hos Sandbergs skal jeg nok få dig indstalleret, – ja det vil da sige, hvis ikke Dr.mann lægger hindringer i veien. Hvis han slår sig vrang, og ypper klammeri med dig, eller siger til Sandbergs, at han ikke holder af at træffe dig – så bli’er det jo vanskeligt nok, siden han er deres gjæst. At fru Sandberg forresten vil ha’e det menneske boende hos sig, – jeg mener bare, at hun efter det korte samvær med ham kunde blive så glad i ham, at hun inviterede ham! Forresten var det spøg dengang. Dr.mann sa’e at han til næste år vilde til Bergen. «Så kan de bo hos os» sa’e fru S. Han greb det straks, og siden sendte han hende sit store photografi og sine nye bøger, og skrivelser hvori han stadig henholdt sig til besøget i Bergen med deres hjem som station. Men forresten, når du nu kommer, kan vi jo tale om alt detteher. – – Hvis det går med dette at «være gjemt for alle», her i Kr.ania, så kunde du jo bo hos mig, tror du det gik an? Josephine er jeg ikke bange for. Hun vil ikke tænke det ringeste derved. Sammen med Ludvig kommer måske en god ven af os, Schjøtt fra Fr.hald;Schjøtt fra Fr.hald: Steinar (Stener) Schjøtt var adjunkt i Fr.hald 1874–93. de skal tilfjelds sammen, og jeg er vis på Ludvig bringer ham med op, og spørger om husly for ham og, den ene nat de bli’er her. Han ved jo at her er rum nok og ledige senge, siden også gutterne da vil være væk. Nu er jo altså du for Josephine en anden, ligeså god ven, der bli’er et par dage, og boer her, fordi hotellerne er så overfyldte på grund af udstillingen, hvad der forresten er noget i.udstillingen: se brev 81, note 3. Hvis da veiret er varmt og deiligt, kan vi ta’e bort fra byen ud i omegnen, og først komme tilbage sent om aftenen, gjerne i hver vor drosche, for en sikkerheds skyld, og med 10 minutters mellemrum, og når vi først er kommen ind porten, og op de ækle trapper, (opgangen her er så gennem styg) kan vi ha’e frit spillerum. Josephine sover som om det kunde være mig selv, og så er hun så deilig lukket inde og rent afveien. Du hvor det skal blive deiligt, og morsomt da! Jo, naturligvis må du ha’e lov til at tale med varme om andre kvinders ynde og skjønhed, ligesom du jo heller ikke kan ha’e noget imod at jeg vurderer andre mænd efter fortjeneste. Men jeg skal sige dig, – det er ikke så farligt for mig, – du kan sagtens gi’e lov, du, for der er jo så få bedårende mænd i verden, jeg kjender ingen uden dig – og jeg har jo dog sét så mange, men med kvinder er det anderledes; der er så mange, mange af dem, som er søde og yndige, og uimodståelig indtagende, så det må slet ikke være så let at værge sig for at blive berørt deraf. Og så sidder du og sammenligner og finder ud, at jeg måske mangler dette eller hint, og titulerer mig for en bjørn – en hunbjørn, og det er så utåleligt. Jeg sammenligner aldrig dig med nogen eneste en, jeg. Det kunde ikke falde mig ind, på den måde. Du er det menneske som jeg elsker og dermed er du sat på en plads for dig selv, langt udenfor og over alle andre i verden. – Ak om jeg havde været med eder på søndag. Den ting har vi også fælles, at vi kan more os så deiligt sammen med børn. Ikke på den måde, at det morer mig at more dem, men det er netop mig selv som morer mig rent på første hånd, og det kommer vel af dette at børn så gjerne vil ha’e mig med til alting, at de instinktmæssig føler hvor lige partiet er. Jeg er altid en af deres, og sådan må du bestemt også ha’e det. Jeg tror vi har meget tilfælles også i småting, og vi vilde som følge deraf passe udmærket sammen, ikke sandt? – – –

Du har vist ret i, at jeg først bør skrive til ham om Amerika, jeg skal også gjøre det, men jeg kvier mig naturligvis til det. – Boll er marinemaler, meget flink, men meget doven.Boll: se brev 90, note 4. Det er en gammel herre på henved 60 år tror jeg; han er på en måde en ven af Vilhelm, og vil nu partout være det af mig og gutterne også. Han overdænger dem med elskværdigheder, og tager sig af dem, som var han deres fader, akurat. Jeg har fået en stedse voksende ubehagelig fornemmelse ligeover ham. Det er først kommet i de allersidste dage. Han er sådan, at det slet ikke vilde kunne falde nogen ind at han kunde pønse på noget ubehageligt. Men nu er jeg begyndt at føle mig uvel ved ham, og jeg ved desværre med sikkerhed, at jeg aldrig tager feil i disse ting. Jeg har en for sørgelig lang række af erfaringer. Uf du, – jeg har det igrunden så ondt! Jeg føler mig undertiden som et jaget stykke vildt. Når jeg kan lægge mit hoved ind til dit bryst, og føle dine arme fast og tæt omkring mig, vil dette onde vige fra mig, og en usigelig fred vil falde over mig. Da, men også først da!

Jeg har sét fru Hennings i et par roller.fru Hennings: Efteraarssol, dvs. Meilhac og Halévy: L’été de Saint Martin (1873), som ble spilt på Christiania Theater 11–15. og 18/6/83; Fruentimmerskolen, dvs. Molières L’Ecole des Femmes (1663), som ble spilt de samme dagene. Ibsens Et Dukkehjem ble spilt 17/6/83. Den danske skuespilleren Betty Hennings var alminnelig anerkjent som Nora; hun gjestet Kristiania i juni 1883 og opptrådte i alle disse skuespillene og noen flere. Først syntes jeg slet ikke om hende i det franske lille «Efterårssol», det var bare comediespil fra først til sidst, hun var mig helt imod; i «Fruentimmerskolen» var hun sød, og aldeles udmærket der hvor hun ramser budene op.ramser budene op: referer til en scene i L’Ecole des Femmes hvor den naive ungjente Agnes leser opp ekteskapsreglene som hennes formynder Arnolphe, som håper å gifte seg med henne, har skrevet for henne. Men som Nora var hun deilig. Hvad hun gav synes mig for de to første akters vedkommende at være alt hvad man kunde sidde og ønske sig. I tredie akt slår hun absolut ikke til, men hun ødelægger intet. Hvor dårlig og syg hun forresten ser ud. Hun har gjort megen lykke her, og vistnok tjent en masse penge som hun reiser til Modum for,Modum: Modum Bad i Buskerud, grunnlagt 1857. og derpå til Sanatoriet. Det kan hun trænge om. Noget så magert har jeg ikke sét. Og så stygge hænder! Der var forresten et par replikker som hun ikke sagde ret. Det kom af at hun er dansk, tror jeg. Forresten stak hendes tungemål slet ikke meget af. Hun taler pent, nokså pent, men ikke som Emil Poulsen, der idetheletaget var ti gange mere henrivende end fru Hennings. Emil Poulsen: dansk skuespiller, velkjent for sine roller i klassiske stykker. Han medvirket ikke i gjestespillet på Christiania Theater juni 1883. Tænk om vi havde en skuespiller som ham! Vore er alle så rasende stygge, og så kan de absolut ikke gå eller stå eller geberde sig, når undtages gamle Johannes Brun,Johannes Brun: sin tids fremste norske skuespiller. I 1883 var han 51 år gammel. som er en herlighed at skue fra den øverste tup af hans hovedhår, og til spidsen af hans støvle. – Skal ikke Shandorph [sic] til Bergen? Du talte engang om det. – Jeg skal prøve at ikke være flou, når du kommer; jeg skal gjøre alt, hvad du vil. – Tænk jeg fik dit brev tirsdag formdg denne gang. Var ikke det morsomt? Jeg kysser dig i tankerne på munden og på øinene dine min Erik, hører du, nu kan jeg godt sige Erik, det er ikke det mindste flout.

Din Amalie



112. Erik til Amalie

Søndag den 24 Juni 1883

Min sødeste Pige, jeg har nævnet den 11 Juli som Afrejse-Dag, fordi der på den Dag også går et af Udvandreskibene,et af Udvandreskibene: se brev 108, note 1. og jeg har sat mig i Hovedet, at jeg må benytte et af dem. Jeg har to Fordele deraf: Jeg kan gøre et Brev om Rejsen, og jeg kommer uden Udgifter til Kr.ania, jeg har fri Rejse. Det sidste er meget vigtigt for mig. Pengene vil for Øjeblikket absolut ikke slå til – det er mig for Resten ufatteligt, jeg synes jeg lever mere sparsommeligt nu end i Efteråret hvor jeg dog kunde lægge flere hundrede Kr til Side – og det forbistrede Kunstnermøde, som vi nu går ind til, vil blive blodig kostbart, ikke at tale om, at jeg gøre et Gilde en af Dagene for Venner, og at en Dame fra Stockholm i Går kom dumpende ind til mig med en Veninde fra Trondhjem,en Dame fra Stockholm: Frøken Hulda Lundin er nevnt flere ganger i Eriks dagbok fra 1877 – hun var med i den skandinaviske gruppen i Rom i mai-juni 1877. Det finnes et kort fra henne til Erik på KB, datert 29/6/83, hvor hun takker for innbydelsen til middag med Eriks familie. hende må jeg også sætte mig i særlige Udgifter for. Jeg blev utrolig gal i Hovedet, da denne kære (flinke) Frøken Lundin kom anstigende – (20 til 30 Kr! tænkte jeg) jeg er så rasende gerrig. Ikke en Øre vil jeg klatte ud, alt skal forbeholdes Norge [?:] Dig, Du eneste ene på Jorden. Hun Frøkenen er et Bekjendtskab fra Rom for 6 År siden. Jeg står i lyse Farver for hende – hun er Folkeskolelærerinde og meget livlig og dygtig – pyt, jeg følte allerede i Går i den halve Time vi var sammen, hvorledes Kedsomheden tog mig i Struben. Jeg må se at få mine Søstre engagerede!

Et par Timer senere.

Jeg er oven på. Jeg var hos min Moder og har fået Lov til at invitere de to Damer til Middag på Tirsdag. Begge Søstrene er imidlertid så bundne ved Eksamener og anden Skolegerning, at den ene kun har ½ den anden 1 Time til Middagen, så må de på ny i Virksomhed. Jeg får dog min elskværdige Svoger ind fra Landet, han skal hjælpe mig om Aftenen med Damerne. – Du, jeg har nu efter mine Optegnelser regnet sammen, at min nøjagtig 1 Måneds Rejse ifjor i Norge kostede mig 444 Kr 35 Øre, og der har jeg rimeligvis endda glemt adskilligt, jeg var tilmed i en Uge Gæst hos Kielland, altså under 500 Kr tør jeg ikke beregne min Rejse til i År, og jeg har kun 380 – uf!

Du Menneske med din store dybe Kærlighed og din Forelskelse – for Du er forelsket i mig og det er yndigt – Du skal være skikkelig og huske, at Du ikke sætte mig op et Sted på en Piedestal, hvor det er umuligt at blive. Du må ikke gøre Uret mod mig og tro at det er en så mærkværdig Mand Du elsker. Husk, at de andre finder mig nogenlunde dagligdags, og at jeg også er det, og at det kun er vor lykkelige Passen-sammen, der har bragt Kærlighed til veje mellem os. Vi elsker hinanden, Amalie – der findes slet ikke noget at sammenligne det med på Jorden, for det er det øverste, men min yndige Pige, det er et Forhold, som netop for sin egen stolte Krafts Skyld ikke må tvinges ud af sit Leje, op i Skyerne. Du har ikke gjort det, yndige Vendinde [sic], og vil heller ikke gøre det, men Du kan begribe, at jeg bliver betænkelig ved at være Manden uden Lyde i dine Øjne. Ak, der er så meget Småtteri ved mig, og så er jeg desværre så lidet nogen overlegen klog Person, at jeg tværtimod for hvert andet Skridt jeg gør, kommer i Urede med mig selv og Tingene. Jeg er bleven afvænt med at tænke på andet end hvad der ligger lige for. Du har slet ingen Grund til at være stolt af mig udad til. Vær det altså ikke Amalie. Føl på Jorden, som Du træder på, og mærk, at jeg hører den til. Jeg er et Menneske, som kan føle Glæde, som ikke har rigtig Mod til at sørge, som gør sig Umage for at leve ret, og som elsker Dig. Kys mig derfor, læg begge dine Arme om mig, læs min Sjæls Tanker, inden de har fået Ord og vær min, men husk, at Du favner en Mand, der kun har det Fortrin frem for de andre, at han har følt dybere din Naturs særegne Art, er bleven alvorligere grebet ved Dig og derfor har haft Evne til at elske og til at blive elsket af Dig. – Og vær så uden Spor af Overvejelse sådan som Du vil være, elskede søde Pige, Du gør mig svimmel. Amalie det er lykkeligt at elske. Du må gerne være lige så glad Du være vil ved mig. – – Dr.’s Uvilje mod mig antager jeg ikke er Fjendskab. Han hader E. Brandes og har en usikker Følelse af, at jeg er et Menneske af henad samme Beskaffenhed, kold, og så at jeg er meget forbeholden i min Tro på ham (Dr.). Han kan ikke ret føle sig helt kry i min Nærværelse og får derfor ikke sine bedste Indfald, når jeg hører på. Det plager naturligvis. På den anden Side var vi så gode Venner i Drengeårene og de første Studenterår,så gode Venner i Drengeårene: Erik og Holger Drachmann gikk på Metropolitanskolen sammen fra 1860 av, men de kjente hverandre allerede tidligere. at vi i Reglen blive rørte alligevel over at komme sammen kammeratlig. Det er hans personlige Uvederhæftighed, som gør mig utilbøjelig til at synes om ham. – Bo hos Dig, Stump, når ingen vide det, er vistnok for farligt. – Hvor jeg føler med Dig, Du sødeste Du, med din Træthed ved Mændenes Jagt. Det lyder formodenlig underligt at høre en Mand sige, at han forstår sligt, det siges jo altid mellem os, at en Kvinde inderst inde ikke kan blive led ved endsige krænket over at føle sig efterstræbt. Nå, om den konventionelle Krænkelse end mulig hænger i Vedtægternes skøre Bånd, så er Leden, Trætheden Modbydeligheden ærlige nok det føler jeg lige så vist, som om jeg selv havde oplevet sligt. Jeg har før haft Lyst til at slå Mænd til Jorden for deres idiotiske hundeagtige Gåen løs på ethvert smukt Kvindemenneske der kom for, og det var for det Indtryks Skyld som sådanne Mænd gav disse Kvinder af Livet, og for den Fordærvs Skyld af de mindre lødige, som de udbredte. – Sig mig, hvor er Ingeborg Th.?hvor er Ingeborg Th.?: Ingeborg Thaulows liv synes å ha vært temmelig dramatisk i denne perioden; i juli 1883 brukte Fritz Thaulow Erik Skram som mellommann til å utfordre en rival til duel – men det var Holger Drachmann, ikke Edvard Brandes. Er Br. og hun sammen i denne Tid et Sted i Europa? Han er siden en Måneds Tid eller så rejst – til Schweitz, sagde han. – Det glæder mig at du synes om Fru H. som Nora. Hendes og P.’s Spil der forekommer mig det bedste på vort Theater. Ellers synes hun mig vel spæd. Underlig nok, det siges, at hun er en stærkt erotisk sanselig Natur; det gør hun ikke Indtryk af. Hendes Organ holder jeg ikke meget af, hun er mig for københavnsk. – Schandorph kommer til alt Held ikke til Bergen. Han er umulig uden for den Kreds, der nu en Gang har vænnet sig til ham. Han er ellers en af de braveste Fyre i hele Sværmen her nede. – Nu kysser jeg Dig min dejligste Ven og siger farvel, snart, snart har jeg dine Arme om min Hals og så – lad hele Verden komme, jeg aner ikke den er til! Farvel min elskede Amalie

Din Erik

Jeg skal i Aften til stor Soupé med den svenske Operaden svenske Opera: besøkte Det kongelige Teater i juni 1883 og oppførte bl.a. Bizets Carmen og Gounods Faust. – det er nogenlunde flovt, at jeg næsten ikke har hørt en Smule af den.



113. Amalie til Erik

Kr.ania 28de juni.

Så kommer du altså den 12te juli om aftenen? eller til hvilken tid af dagen? Det er fru Vibes fødselsdag den 12tefru Vibes fødselsdag: sannsynligvis den fru Vibe Amalie bodde hos i Rosenborggaten. Se brev 27, note 3. og jeg er forlængesiden buden der til den dag. Hvis du først kom om aftenen, så gjorde det jo ingenting, men bli’er det tidligere på dagen, ved jeg ikke hvad jeg skal finde på for at slippe fra den; finde på noget kan jeg vel sagtens, men det er så farligt, for de kan så letteligt opdage bagefter, at det ikke var sandt, og når de så får høre, at du er, eller har været i byen på den tid, er 101 ude. Men hvis du kommer om aftenen, så gjør vi det så, at jeg går fra Vibes kl. ½ 11 eller så tidligt som muligt, og at du så kommer op til mig kl. 11 f.eks. Så har du iforveien taget ind på et hotel. Jeg skal passe på dig fra vinduet, og give dig et tegn om alting er allright. Så kan vi jo sidde sammen udover natten i mange timer. Når du så bare finder veien tilbage til hotellet, for følge dig længere end ned ad trapperne, tør jeg ikke. Næste dag kan du så godt blive om natten. Jeg siger udenvidere til Josephine at du skal ligge her. Har du nu noget at indvende mod dette arrangement, eller ved et bedre at foreslå, må du endelig fremsætte forslag derom i dit næste brev. Så får jeg bide i det sure æble, og skrive til Ludvig, og sige at jeg sandsynligvis vil være reist til den tid han vilde overnatte her; det er nemlig akurat den 12te om aftenen han og Schjøtt skulde komme. Forresten er det ikke så ganske sikkert at de tager denne vei over Kr.ania; de har nemlig valget mellem flere og når de nu hører at jeg ikke vil være tilstede, tænker jeg at de bryder sig såre lidt om Kr.ania. Det var især for at få en gemytlig passiar, før de drog ud, at de vilde møde frem her. – Hvor jeg vil få det travelt den tid som er tilbage og især den sidste dag, da alle 3 gutter skal ha’e eksamensfest og sendes afsted om aftenen den 11te, hver til sin kant, ja det vil sige, Jakob Alver skal til Risør, hvor hans bedsteforældre har sit landsted.Jakob Alver skal til Risør: Wilhelms avdøde kone, Regine, var datter til Jacob Wetlesen Prebensen og hans kone Wenche f. Grove. Denne tid, disse fjorten dage, hører du, fjorten dage, vil gå som en vind. Nu kan jeg ikke begribe hvorledes jeg har kunnet holde alle disse måneder ud ligefra den 1ste januar, som var den dag vi skildtes – uf den græsselige mørkets dag – i Gøteborg, kan du huske hvor rædsomt det måtte være for mig at stå alene igjen på perronen og vandre tilbage til hotellet, som jeg naturligvis havde vanskeligt for at finde, hvad jeg vist har glemt at fortælle dig – og til nu da der blot er 14 dage at vente i tilbage. Hvordan det så skal gå mig, når du atter er borte, fatter jeg ikke, og vil jeg ikke tænke på. Tænk, det lykkes mig virkelig helt ud at skyve den tanke fra mig, – det ikke alene lykkes mig, men det falder af sig selv, – for jeg kan ikke dvæle ved det for bare glæde over det som forestår. Jo, af og til kommer det dog over mig i form af et stik, en pludselig angst, et glimt af et mørke, som lurer på mig, for at opsluge mig, men det varer blot et øieblik, så bryder de lyse billeder sig frem til mig, og fylder aldeles mit sind. Kort sagt: jeg går og er lykkelig. Det er kjedeligt med pengene, men du er vist ikke sparsommelig nok. Det gilde som du «» give, kunde du nu vist godt lade være med. Du kan jo gjøre det ved din tilbagekomst; nu kommer du jo at reise tidligere end du havde tænkt, du får ikke tid o.s. v. Gad vidst hvad du skal holde gilde for! Og damen fra Sto[c]kholm – så må du jo ha’e korresponderet med hende, siden hun efter 6 års forløb gjør et reisebekjendtskab gjældende, sligt falder jo intet normalt væsen ellers på. Du er nok en vidtløftig person, du, som har ladet dig forlede til at indgå mange dumme dameforbindelser. Din reise kommer forøvrigt vistnok ikke til at koste dig såmeget iår som ifjor, da du var 2 gange i Kr.ania oppe i Gausdal, overland til Bergen, så til Stvgr, Kr.ania og endelig til Kjbhvn. Nu får du jo fri reise herop på det store udvandrerskib, som forresten må være kjedeligt at gå med, og her bruger du ikke noget at tale om. Reisen til Bergen er ikke kostbar, lidt over 30 kr. tror jeg, og deroppe kan du godt være lidt sparsommelig, og klare dig med 20 kr. ugen, såmeget som du vistnok kommer til at være ude hos folk. Det må kunne gå iår med en 400 kr; vi skal spare, kan du tro, jeg skal passe på dig. Men jeg vilde så gjerne reise landeveien tilbage; jeg har sat Sars og Schjøtt’s stevne i Jotunheimen omkring den 10de august.stevne i Jotunheimen: Ernst Sars og Stener Schjøtt (se brev 111, note 2.) Amalie kom visst ikke til Jotunheimen den sommeren. Hennes bror Ludvigs dagbok forteller at han var sammen med Schjøtt 10. august i Jotunheimen, men han nevner ikke Amalie. De vil endelig at jeg skal møde dem der på tilbageveien fra Bergen, og det vilde være morsomt. Vi behøvede jo ikke at indtreffe netop samtidig, men jeg om middagen, og du om aftenen f.eks[.], så må du bare være forsigtig, og huske at sige de og «fruen» til mig, så de ikke mærker noget; åja forresten, du vil have erhvervet dig øvelse deri da. Reisen overland er jo meget kostbarere end søveien, bare mine penge strækker til, men det håber jeg da, – forresten, jeg har også måttet spare.

Der var så meget sludder i dit sidste brev. Du rent fordærver det for mig. Det jeg skrev om hvorledes jeg elskede dig, og hvorledes du stod på et sted for dig selv, skulde du slet ikke svaret på, men bare forstået med et lidet smil og en rysten på hovedet. I det øieblik det skal tales høit om og raisonneres over, bli’er jeg ganske flou over min egen snakkesalighed, og jeg undres over at det var såmeget jeg i min forelskelse hviskede dig i øret. «Manden uden lyde» – sludder! det er ikke derfor jeg ikke falder på at ligne dig med andre, men det er jo bare fordi jeg elsker dig. – Om Ingeborg og Brandes er sammen, ved jeg ikke, men jeg er alligevel sikker på at det er så. Ingeborg ligger ved et bad i Frankrig har Fritz sagt, undertiden er det Fécamp, og undertiden Trouville.Fékamp … Trouville: badesteder i Normandie. Snart skal hun komme hjem om et par uger, og snart om nogle måneder, og så atter igjen ikke før til vinteren. Andre siger at hun aldeles ikke kommer. Børnene har de delt, F. har Nina, og Ingb. den yngste. Forresten hører jeg så lidt til og om Thaulows om dagene. Der er nok megen bedrøvelse og forvirring. Gamle fruen er så bitter og vred på Gadderne; således har hun aldrig talt før. Og nu skal Nini ha’e bryllup!nu skal Nini ha’e bryllup: Nini Thaulow giftet seg med Johan Theodor Gad i 1883. Det må ikke være morsomt, især fordi Nini vistnok forlængst er færdig med sin forelskelse til Theodor. Pylle ligger ved Modum,Pylle ligger ved Modum: se brev 111, note 7. og er meget bedre. Herman turer herinde i byen på sin sædvanlige kviksølvmaner. Pylles og hans ægteskab er også ulykkeligt. Hun kommer vistnok til byen netop i de dage, du skal være her, og det er meget kjedeligt. Fritz er ude og seiler med båden. Gud give han ikke kom hjem før efter vi er reist. Jeg er bleven afbrudt flere gange under skrivningen. Og nu kommer de og siger at maden står på bordet; vi skal spise middag. Jeg tænker det er bedst at slutte nu; i eftmdg. får jeg så alligevel ikke tid at skrive for jeg skal være et sted kl. 6 og et andet kl. 8. Imorgen fjorten dage har jeg dig inde i mine arme. Dette er det næstsidste brev jeg skriver, jeg havde regnet galt sidst jeg skrev. Dette får du på lørdag, så får jeg fra dig på tirsdag, så får du fra mig næste lørdag, og jeg fra dig den derpå følgende tirsdag, og så kommer du på fredagen som er den 12te. – Fjorten dage, uf det er igrunden en græsselig lang tid, fjorten hele lange sommerdage, med dertil hørende fjorten nætter, som ikke er lange fordi jeg sover dem væk. Jeg tror jeg bliver ganske taus og stille, når jeg ser dig, uden at kunne røre mig, fordi mit hjerte vil banke så voldsomt.

Din Amalie

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Elskede Amalie

Elskede Amalie inneholder hele den bevarte korrespondansen mellom Amalie og Erik Skram, fra 1882 til 1902, til sammen nesten 600 brev. Brevene gir et unikt innblikk i forholdet mellom de to, og kaster også lys over Amalie Skrams diktning.

Utgiveren, Janet Garton, har skrevet en fyldig innledning om ekteparet og deres samtid. I tillegg har hun utstyrt hver årgang i korrespondansen med en kort innledning om brevenes kontekst.

Boka inneholder også ordkommentarer, et appendiks med Erik Skrams notater rundt Amalies sykehusinnleggelse i 1894, et appendiks med begges notater og lapper rundt skilsmissen, ordliste, slektstavler og bibliografier.

Teksten i bokselskap.no er basert på Janet Garton (red.): Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882–1899, 3 bind, Gyldendal, Oslo 2002. Se faksmiler av bokutgaven fra 2002: bind 1, bind 2, bind 3

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på X
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.