Elskede Amalie

1883 (juli-desember)


114. Erik til Amalie

Søndag den 1 Juli [1883]

Min Amalie, jeg har intet at indvende imod din Plan. Jeg kommer formodenlig midt på Eftrmdg den 12 til Kr.ania, men kan naturligvis godt greje mig alene til Aften. Det vil sige, kommer jeg så tidlig, at jeg kan være hos Dig inden Du tager i Selskab, så har du mig. Så siger Du Goddag til mig, og jeg går så igen, når Du skal tage bort. Jeg må derfor have Tiden at vide, når Selskabet er. Siden Du kommer hjem 11, er det jo mulig ikke Middag, og kom jeg derfor Kl 2–3 til Kr.ania, var der jo oven i Købet Udsigt til, at jeg kunde komme som uanet Middagsfremmed hos Dig. Sig mig altså to Ting: når går Du til Vibes og når er din Middagstid? Kommer jeg så sent til Kr.ania, at jeg ikke kan få se Dig før den sildige Nattetime, bør jeg vel bøje ind i din Gade fra St Olafs Pl.fra St Olafs Pl.: Langes gate fører fra St. Olavs plass til Nordahl Bruns gate. Akersgata krysser den østlige enden av Nordahl Bruns gate. – jeg véd ikke, hvad den lille Stump Gade hedder, der fra denne Pl. fører til Nordal Br. Gade – eller mulig helt oppe fra Akersgade for ikke at støde på din Eskorte fra dit Selskab. Du må jo komme fra Pilestrædet ind i din Gade. Så går jeg der oppe i den nordlige Del af Gaden og holder Vagt – den Del, der ligger til højre for dit Hus. Den Ting står jo nemlig fast min Elskede, at Du ikke bør forsømme dit Selskab. Gør Du det, har Du straks Fru V. den næste Dag på Visit. Hun må jo se, om Du er død eller hvad der er i Vejen, og det kunde jo dog slet ikke være belejligt. Skal jeg tage ind i Grand Hotel som sidst? Det er vistnok det Hotel der ligger Dig nærmest. Men det er så Pokkers på alfar Vej. – Mine Pengesager får jeg magelig bragt i Orden. Det ærgrer mig blot lidt, at jeg har snakket til Dig om dem; men Spørgsmålet sysselsatte mig sidst, jeg havde det den Gang ikke nærværende at jeg må kunne hæve hele min Julisgage, inden jeg rejser, og så er alt i Orden. – Min Ven, jeg har intet Hensyn taget til din Broder Ludvigs Lyst til at træffe Dig, men ikke sandt, det var dog ikke en Hindring, som bør komme i Betragtning, når ellers alt føjer sig således, at jeg netop bedst kan komme til Kr.ania den fastsatte Dag? – Jeg gør intet Gilde for nogen. Min Stockholmerdame har jeg aldrig vekslet et skrevet Ord med. Hun har rejst flere Gange igennem Kbhvn og lagt Hilsner til mig, og jeg har gengældt disse Hilsner, nu dumpede hun over mig på Redaktionskontoret. Jeg skulde – naturligvis – hjælpe hende og nogle Rejsefæller til at komme ind på den den Gang endnu strængt afspærrede ufærdige Nordiske Kunstudstilling.den Nordiske Kunstudstilling: se brev 80, note 2. Middagen hos min Moder gik rigtig pænt. Til Ære for de to Skoledamer – har jeg fortalt, at foruden Frk Lundin var der en Frk Dahl fra TrondhjemFrk Dahl fra Trondhjem: uvisst hvem hun var. Det finnes ingen frk. Dahl i lærerkalendre fra den tiden. – var Frk Zahle og hendes uadskillelige norske Veninde Frk Winnern budte,Frk Winnern: Ingeborg Vinderen, som flyttet inn som husmor hos Nathalie Zahle i 1879, i en alder av 29 år, og ble der til hennes død i 1913. og jeg havde desuden bedt Gunnar Heiberg. Den Mand er en fortrinlig Begavelse! Det ærgrer mig, at jeg har fortalt Dig Ting om hans Vaner, som må nedsætte ham. Så pænt han for Resten har levet her nede. Går det ham nogenlunde godt, er han kommen over Rangleriet. Nå, vi måtte spise tidlig for Søstrenes Skolegernings Skyld og G.H. og jeg tog så den lange Aften med de to Damer til Frederiksberg, var senere på et lille Teater der ude hvor der spilledes en Parodi på «Strandby Folk»en Parodi på «Strandby Folk»: Parodien blir ikke nevnt i litteraturen om Holger Drachmann. og spiste så tilsidst til Aften i Tivoli. Kørte Damerne hjem Kl 1. Det var et Hoveri Du søde. Jeg tænkte hele Tiden på om det nu havde været Amalie – for Du kunde akkurat lige så godt som denne Dame seit lange her være kommen til Kbhvn, havt et Forretningsanliggende med mig og være bleven budt til min Moder. Jeg dumme Menneske, som ikke har anvendt alle Evner på at få dig her ned til Kunstudstillingen. Du skulde have moret Dig min yndige Ven, og Du skulde have fået en lille Dråbe sund Respekt for os, for Naturen her nede i vor sydlandske Sommer i År og for vor Kunst. Elendigheder og Småtteri er her naturligvis nok af, men jeg skulde have ønsket Amalie at Du, som elsker mig, med mig vilde være gået rundt og set på Tingene uhildet og venlig. Du lille Pige dømmer undertiden vel rask og på for få Forudsætninger. Efter 8 Dage her i Kbhvn var vi så på et Skib forsvundet direkte til Bergen. Så havde Du taget en Del af det Land med i dit Sind som jeg elsker, hvor jeg er født, og Amalie i din Kærlighed til mig vilde jeg have fundet endnu en elsket Plet til at kysse på, så alle Sorger forsvandt. – Jeg har dårlig Tid til at skrive mere, jeg skal ud til Middag. Men jeg bryder mig heller ikke så farlig derom nu Du elskede. Snart snart er jeg hos Dig! Hele denne Uge er jeg slugt bort i Kunstnermødets Vrimmel. Godt måske dog, at Du ikke er her, så kan jeg bruge min Opfattelse og se hvad her foregår. Var Du her, så jeg intet – som på Aulestad.

Tænkte jeg det ikke nok, at Du den Gang i Gøteborg ikke kunde finde hjem. Jeg er for Resten glad i at Du mangler den gode Stedsans som jeg har. Man er altid vigtig af sin Overlegenhed på det Punkt hvis der kan blive Spørgsmål om den største Evne. Men har man den er man kærlig overbærende mod den ringere stillede dødelige.

Min Drøm er, at jeg kommer til Kr.ania netop som Du er i Færd med at klæde Dig på til Selskab. Pigen lukker mig efter nogen Vanskelighed ind og beder mig vente. Så med ét – når hun er borte – er Du halv påklædt i mine Arme. Amalie hvor jeg elsker Dig.

Din Erik



115. Telegram til Erik

Skram

Zinnsgade 2-4 Ø Kbhvn

Fra Kristiania 5/7/83 kl. 5.55 em

Reiser Ems over Kjøbenhavn Dronning Lovise imorgen mød d’Angleterre ikke ombordreiser Ems: Wilhelm døde i Ems 21. juni; Amalie fikk telegram om det først 2. juli, etter begravelsen. Hun skulle reise med skipet Dronning Lovise og møte Erik på Hotel d’Angleterre i København.

Amalie



116. Amalie til Erik

[Skrevet på hotellbrevpapir: «Hotel de Flandre» Carl Fahdt Bad-Ems]

Ems 10de juli [1883]

Min elskede Erik, først iaften kan jeg komme mig til at skrive. Du er naturligvis den første der hører fra mig, såvist som du har været i mine tanker hvert minut siden jeg forlod dig i Korsøer. Jeg elsker dig mere end før, på en hedere måde, – det bæres mig for at jeg kan ikke mere leve dig foruden; hvad skal, hvad skal jeg gjøre? den lange, kolde umulige vinter og ikke se dig mere, aldrig mere se dig! Jeg føler dine kys på mit legeme bløde og varme, og når jeg sover ind om aftenen, er det i dine arme. Du er deilig, ubegribelig deilig, og hvor jeg er din! Det ved jeg egentlig først nu. – Jeg kom i god behold til Hamburg, havde akurat tid til at få min kuffert kartiertmin kuffert kartiert: dvs. kartert (ekspedert). og spise lidt aftensmad på Jernbanerestaurationen, før jeg gik ombord i trainet til Ems. Det var nattetoget, som er 3 timer snarere end dagtoget, og derfor gik jeg med det, byttede train i Göttingen kl. 6 om morgenen, og kom kl. ½ 12 til Ems. Her traf jeg bergensere, Mowinkler med fruer,Mowinkler med fruer: Familien Mowinckel er en velkjent bergensk slekt. og nogle andre, som tog imod mig med åbne arme, og har siden kun levet for at være mig til hjælp. Jeg har fået udrettet en mængde ting idag og igår, har været hos den dame som pleiede ham, i det værelse hvor han døde, på hans grav, der var uden en blomst, bare med et nummer på en hvid pind. Nu er der blomster og kranser i massevis, – alle her har lagt hver sine, og jeg mine. Jeg har talt med hans læge, med ligkommissairen, med graveren, og borgermesteren, med en, som er udnævnet til hans kurator, og jeg fik det svar at ligets hjemsendelse godt lod sig iværksætte, at det var forbunden med så og så mange omkostninger, så og så mange vanskeligheder, og at der vistnok vilde hengå 14 dage inden alt var bragt i orden. Jeg telegraferte til Prebensen i Kr.ania alt dette,Prebensen i Kr.ania: sannsynligvis Wilhelms svigerfar Jacob Wetlesen Prebensen. og spurgte hvad han syntes, fik for et par timer siden svar, at liget skulde hjem, og at jeg burde forblive til afsendelsen. Nu er imidlertid min nærværelse her ganske overflødig, såsnart jeg bare har fået sagen i gang, og udbetalt alle omkostninger. Her er penge nok; Vilhelms akkreditiv er der 2000 mk. tilbage på,2000 mk.: i datidens penger ca. 1800 kroner. (100 kroner i 1880 svarer til 5000 kroner i 2000.) og hjemmesendelsesomkostningerne beløber sig til omtrent 1000. Der må så alligevel medsendes en fører, da liget må reise med et godstrain, og vedkommende person må fremstille sig for de forskjellige authoriteter med ligpasset, hvad jeg jo ikke kan påtage mig. Ligkommissairen her vil gå med det; han har gjort mangfoldige sådanne reiser med lig til Paris, Moskwa, Sverrig, Wien o.s. v. Alt kan således gå i orden uden at jeg bliver, og derfor reiser jeg såsnart ske kan antagelig torsdag, eller fredag. Jeg havde tænkt at reise over Jylland, (er det ikke Fredrikshavn den by hedder)? til Kristiansand for at træffe dig i Jylland, for nu må jeg til Risøer og overvære begravelsen,nu må jeg til Risøer: Wilhelm hadde vært prest i Risør i 1870-årene, og han hadde sagt at han ville begraves på kirkegården der. Han hadde sagt fra seg kallet etter å ha mistet troen på en pilegrimsreise til Det hellige Land i 1880. og give dem alle underretning. Over Kjøbenhavn kan jeg ikke komme, siden jeg skal til Risør. – – – 11te. Jeg stansede her igåraftes for at tænke mig om, og måske er det dog bedst at jeg går over Kjøbenhavn, hvis du kan finde en afsides krog helst udenfor byen, hvor jeg kan hvile ud et par dage. Så reiser jeg til Kr.ania fra Kjbhvn. og derfra til Risøer. Men så var det vel bedst at du ikke kom til Kr.ania før efter at alt det var forbi,at du ikke kom til Kr.ania: Etter den opprinnelige planen skulle Erik reise 11. juli til Kristiania med et utvandrerskip (se brev 112, note 1). eller kanske du vilde være derinde mens jeg var i Risøer, nei, deri er der jo ikke et fnug af mening. Jeg er uhyre rådvild, hvad skal jeg dog gribe til? Kanske er det dog bedst at jeg går over Jylland, at du møder mig der, bliver hos mig et par dage, reiser tilbage til Kjøbhvn, mens jeg over Kr.ansand går til Risøer. Nei, nei, nei, – det er dog bedst jeg går over Kjøbhvn. at du følger med til Kri ania, bliver der med mig til jeg går til Risøer, så går du samtidig til Arendal f.eks. og venter på mig. Jeg kommer næste dag med dampskibet forbi Arendal, du kommer ombord, og vi drager videre til Bergen. Således får det blive. Jeg skal telegrafere ved afgangen fra Hamburg, så ved du vel når jeg kommer til Korsøer, hvor jeg håber du er for at møde mig. Hvordan gik det med pengene, fik du hvad jeg skyldte dig? det gjorde du vistnok ikke, i altfald var det sikkert for lidet; men det kan vi endnu gjøre op. Skulde jeg nu måtte forandre min bestemmelse, skal jeg telegrafere til dig om det. Har du noget at indvende så er min adresse: fru Müller, hotel Flandre Ems. Farvel elskede! om ikke altfor mange dage, er jeg atter i dine arme, – og da, – ja da er jorden et paradis.

Din Amalie.

[Skrevet i margen:]

Du må forresten aldeles ikke telegrafere til mig: Det vil først komme efter min afreise, og så vil Mowinklers åbne det, fordi de tror det angår liget. – Vær nu ikke ulydig.



117. Telegram til Erik

Skram

Zinnsgade 2 Kbhavn Danemark

Fra Ems 14/7/83 kl.3.30 em

Afreisen herfra først Mandag Aften

Amalie



118. Amalie til Erik

Ems 15de juli 1883.Ems 15de juli 1883: Fra og med dette brevet skriver Amalie på sortrandet papir i flere måneder.

«Forgaar af længsel!»«Forgaar af længsel!»: Dette må referere til et telegram fra Erik som er gått tapt. End jeg da du søde, nydelige elskede! Længes du virkelig så hårdt? Det gjør jeg også, med langt større utålmodighed end nogensinde tidligere. Jeg havde glædet mig så til at vi skulde været sammen lørdag aftenen og søndagen, eller dog idetmindste søndagen, men se hvordan det går. Og jeg, som så godt kunde havt et brev ifra dig, så længe som dette varer, men du er vel glad du, at du nu i to uger har været fri for det kors, du siger det er, at skrive til mig; det kan jeg dårligt tilgive dig, du stygge menneske! Vilde du da bedre kunne holde ud at lade det være? Den tid kommer nok altfor snart, da du ikke mere skal skrive til mig, eller høre fra mig, da det skal være for den ene af os, som om den anden ikke var til. Så har du atter dine søndage fri. Jeg kan ikke komme afsted mandag heller, knapt nok på tirsdag. Vi har gået og ventet og ventet på et telegram, der skulde være forsynet med alle slags formaliteter, og påtegning af skifteret og konsulat og øvrighed fra Kr.ania; det skulde været her igåreftermiddag, og da var det jeg regnede ud, at kunne reise mandag. Men så igåraftes da jeg kom tilbage, – jeg var bleven taget med på en tur til Coblenz – lå der telegram fra Nicolajtelegram fra Nicolaj: Nicolai Prebensen, Wilhelms svoger, som senere skulle bli Norges minister i Rusland. at det havde været umuligt at opnå rekommanderet telegram, og at derfor den formelle, officielle fuldmagt var sendt pr/ brev. Det vil vist ikke kunne være her før på tirsdag, og så er det et spørsmål om jeg rækker at få alt besørget til om aftenen, toget går. Hvis det imidlertid sker, vil jeg onsdag aften kunne være i din favn, du elskede. Jeg tager billet lige til Kjøbenhavn, og reiser i et kjør. Derfor er der dog intet iveien for at du kan møde mig i Korsøer, hvis du vil. Hvis ikke jeg ser dig der, bli’er jeg ikke skuffet, men reiser rolig videre til Kjbhvn, hvor du naturligvis vil være på banegården. Onsdag aften er altså det seneste tænkelige jeg kommer herfra, og så vil jeg først torsdag kunne slynge mine arme om din hals for at kysse dig umådelig meget. Fra Hamburg skal jeg sikkert telegrafere. Hans lig bliver alligevel liggende hvor det er. Efter mange telegrammer frem og tilbage mellem Risøer, Kr.ania og Ems, er det nu endelig bleven bestemt at det skal opgives. Det kostede, da det kom til stykket, omtrent 2000 mrk. Ligkommissairen her opgav udgifterne mindre fra først af, end de virkelig var. Han vilde så gjerne få sagen bragt i gang, fordi han skulde være ligfører, og formodentlig vilde gjøre en god affaire ud deraf. Jeg blev lidt mistænkelig over hans iver, og indhentede oplysninger fra andre hold. Så var det også det, at der måtte ventes til det ikke længer var så varmt, helst til næste år, med opgravningen, og så måtte der fra Risøer sendes en mand det imøde, da føreren ikke skulde følge længer end til Hamburg. Jeg synes det er bedst som det nu er bleven bestemt. Jeg har bestilt monument, som bliver opsat og færdigt allerede på mandag, og gjort aftale med graveren, at han for den og den sum, skal holde graven pen så og så mange år. – Havde Vilhelm bare ikke så ofte sagt, at han så gjerne vilde begraves på sin gamle, kjære kirkegård i Risøer, så havde alt været bare godt. Men nu er det jo ham i altfald ganske det samme. Jeg drømte forleden at han sa’e til mig: lad mig ligge, jeg hviler så godt. Jeg vidste, syntes jeg, at han var død. Han lå udstrakt på en lang sofa med et hvidt lagen under sig, der hang ned til gulvet på alle sider. Da han talte, løftede han hovedet en liden smule, vendte det med anstrængelse om til mig, som lå i sengen, og smilte så træt, men så venligt. Da jeg vilde sige noget, lagde han fingeren på munden og rystede på hovedet, inden han lod det falde ned igjen på puden. – – Jeg har grædt meget i disse dage; det har været så ondt at høre om hvor syg og elendig han var, før han døde. Det er udenfor al tvil at han er død en naturlig død. Han var så udhungret sa’e lægen, og så forkommet, da han indtraf i Ems. Han havde stanset mangesteds underveis, og været et par dage her og der. I de sidste tre dage før han kom, havde han kun nydt et eneste glas øl. Det havde smertet ham forfærdeligt at synke noget. Et lidet glas brøndvand, tog det ham to timer at få ned. Men han havde været so geduldig – so geduldig, fortalte lægen. Ikke en eneste klage havde han hørt af ham, og ikke spor af fortrydelighed havde han sét, hvad der pleier være så almindeligt når patienter ingen bedring mærker. Lægen havde villet ha’e ham til at reise hjem igjen, da han meget snart mærkede, at han var færdig; men det havde Vilh. slet ikke villet. Det var hans mening at blive etsteds i Tyskland, og gå til syden til vinteren, hvis han ikke blev helbredet. Tilsidst havde lægen sagt, at han måtte reise, at han ikke fik lov at være der længere – man frygter jo altid så meget for dødsfald ved badesteder ved du – og så havde stakkelen lovet at afreise den følgende dag. Men da tiden kom, havde han bedet så vakkert om henstand to dage; han orkede det ikke, og så kom døden og tog ham. Han havde været iseng om natten, og var ud på formiddagen stået op, og havde klædt sig fuldt på. Så havde han lagt sig på sofaen, formodentlig for at hvile efter anstrængelsen, og der fandt man ham død og kold ved middagstiden. Lægen troede det var en lammelse i lungerne, forårsaget ved udmattelsen på grund af hunger og lidelse. Eller også kunde det være, at han var bleven kvalt af slim, som han ikke havde havt kraft til at hoste op. Pulsen havde været utrolig svag de sidste dage, men han havde alligevel holdt sig så mærkværdig rank, og var altid gået op ad trapperne uden at stanse. Kun den sidste dag var han et øieblik bleven stående på afsatsen for at trække veiret. Lægen trøstede mig – han var meget venlig og elskværdig – og sa’e jeg måtte være glad at hans lidelser var endt. Han havde lidt meget, og helbredes kunde han ikke. Den store svulst i halsen, troede lægen var kræftagtig, sikkert kunde han dog ikke sige det. Ingen hjemme anede hvor syg han var; ingen, undtagen jeg, men selv jeg troede ikke det stod så ilde til med ham. Han forstod i en sjælden grad at skjule sine lidelser, og var ligesom for stolt til at ville være syg. Derfor vilde han også bort. Hans endeligt minder om et sygt dyrs, der slæber sig bort i en afkrog, for at ingen skal se det dø. Hvis jeg forrige gang skrev om alt dette, må du undskylde at du får det to gange. Jeg er så ør i hovedet af bestandig at gå og tænke og gruble over hans sidste dage. Og det er så tomt og tungt at han er borte. Det vil føles værre og værre alt som tiden går. Tanken på mødet med dig, og så samværet med dig, tog brådden af den første smerte. Når vor ferietid er tilende, og jeg sidder alene i Kr.ania, da vil først sorgen komme.

Din Amalie.



119. Telegram til Erik

Skram

Zinnsgade 2 Kbhavn

Fra Hamborg 19/7/83 kl.9.55 fm

Afgaaer fra Hamborg 8 ½. I Korsør sandsyntlig [sic] Kl 6

Amalie



120. Amalie til Erik

[?/7/83][?/7/83]: Brev 120–122 er udatert. De ble nok skrevet sommeren 1883, da Erik var sammen med Amalie i Norge, men det er umulig å fastslå nøyaktig tidspunkt. Etter innholdet å dømme ble dette brevet skrevet i Kristiania like etter at Amalie var kommet tilbake fra Ems.

Der kommer folk til mig i hele dag sågodtsom – ja det vil sige, før kl 8 aften omtrent, kan jeg vist neppe blive at få fat på for dig. Jeg fik en billet fra en af min broers svogre fra Kristiansand,en af min broers svogre: Foruten Nicolai hadde Wilhelm tre svogre: Doreus, Jacob og Thorvald. at han var kommen til byen sent igåraftes, og så gjerne vilde høre lidt om det fra Ems, om jeg derfor kunde være hjemme og ta’e imod ham idag kl. 2. Han reiser allerede iaften. Og kl 4 præcis kommer skifteretten for at efterse min broders papirer, og ordne en del med boet. Der må jeg være tilstede. Og fra Nikolaj Prebensen fik jeg bud at han først kl. 7 iaften kunde komme op og tale med mig, istedetfor kl. 11 fmd. som han igår havde sagt. Så må jeg desværre give afkald på at se min elskede i hele dag. Jeg må til byen iformiddag i et par nødvendige ærinder. Kan du ikke se efter mig udenfor hotellet kl ¼ før 12. Jeg kommer Rosenkrantzgaden. Det går godt an at du tiltaler mig, og går opover gaden et stykke med mig, så kan vi aftale for aftenen. Får nu de andre fat på dig, så er jeg vis på jeg slet ikke får kysse dig i hele dag, og det er ikke til at udholde. Jeg svider i øinene af for lidt søvn og føler mig som et dygtigt forlevet menneske. Jeg kunde desværre ikke sove længere end til 10 minutter over 7; det er ikke stort mere end to timers søvn jeg har havt inat. Men jeg klarer mig nok. Jeg venter ikke svar på dette, men håber at se dig på gaden.

Din Amalie



121. Amalie til Erik

[?/7/83][?/7/83]: Brevet må ha blitt skrevet i Kristiania like før Amalie reiste til Bergen og Erik fulgte etter.

Kommer først afsted imorgenaften. Det er kjedeligt forsåvidtsom morgendampskibet ikke er så godt som det der går iaften, men det er umuligt at komme afsted. Jeg har en plan om at sløife Risøerplan om at sløife Risøer: Rutebåten til Bergen anløp Risør, omtrent halvveis mellom Oslo og Kristiansand. – det vil sige, jeg skriver og berammer møde nede ved bryggen, såvidt jeg får talt med dem. Så kommer jeg ligehurtigt til Bergen.

Måske kunde jeg følge med dig på visit til Thomsen imorgenpå visit til Thomsen: Olaf Thommessen, redaktør av Verdens Gang siden 1878. – det gik vist an, at jeg viste dig hvor han boer – tror du ikke. Så blev vi måske budne der til imorgen aften, og så pakkede jeg i forveien, og sendte tøiet ombord, og så fulgte du mig ombord fra Thomsens, eller du fulgte mig ikke, men så var vi i ethvert fald sammen den stund. Hvis du iaften kan komme hen til mig – så skal jeg passe på og lukke dig ind. Kom i såfald enten præcis 10 eller præcis 11. Er du der ikke til 11 går jeg iseng, og så må du ikke komme.

Din Amalie



122. Erik til Amalie

[?/8/83][?/8/83]: sannsynligvis skrevet i Kristiania etter at de var kommet tilbake fra Bergen, mens Erik bodde på Fru Jenny Sandbergs Pensionat og Privathotel (se brev 123).

Kl 12

Min elskede, der må findes på dit Bord en Nøgle til min Kommode. Jeg lagde den fra mig igår. Find den og tag den med idag ti denne Nøgle gemmer for mine Penge.

Jeg har sovet til 11 ¼ og har det udmærket godt. I hver Nerve i hvert usselt lille Blodkar sidder Du og er så munter og sød

Din Erik

Bedårende er Du!



123. Erik til Amalie

[1/9/83][1/9/83]: skrevet på brevpapir fra «Fru Jenny Sandbergs Pensionat & Privathotel Carl Johans Gade 33».

Kl 1

Farvel Amalie.Farvel Amalie: Dette brevet mottok Amalie først etter en tid (se brev 131) – derav hennes utbrudd i neste brev. Jeg har på en Avis set, at det er den 1ste September, det er Vanvid at blive længere. Jeg har været ved dit Hus – jeg kunde ikke gå op. Jeg kan ikke skrive for Gråd. Min elskede Du må [noen ord krysset ut] (slettet Kl ½ 4) aldrig glemme min Kærlighed jeg vilde så gerne den skulde have været god for Dig. Hils dine Gutter

Din Erik

Giv Helland 2 Kr 50 Øre fra mig og hils ham Vi har jo et Regnskab sammen



124. Amalie til Erik

Søndag formiddag.

[2/9/83]

Erik elskede at du kunde gjøre mig dette! Aldrig har jeg vidst hvad smerte var, før nu i disse sidste 17–18 timer. Jeg dør af det, hvis jeg ikke snart finder lindring. At du kunde, kunde, kunde det! Stod du derude i entrén og kyssede mig for sidste gang? Gjorde du virkelig, eller var det først siden du tog den grusomme beslutning? Ja, jeg ved nok at jeg sa’e noget om, at det var bedst du reiste uden at jeg vidste det, for at slippe afskedens kval, men det havde jeg rent glemt. Ikke et sekund faldt det mig ind, at du havde noget sligt isinde. Hvor fik du mod og styrke til det? Her lå jo «Sandinge Menighed»«Sandinge Menighed»: en novelle av Henrik Pontoppidan fra 1883. og medallionen du skulde fået; vort regnskab var ikke opgjort, og vi havde jo ikke skrevet op de dage vi havde været sammen og så portnøglen! Da det varede sålænge før du kom igår, sendte jeg Ludvig ned med et lidet brev til dig, der var fuldt af kjærlighedsord, hvori jeg bad dig endelig ikke udeblive til aftens, da Lammers’s og Ernst Sars kom; jeg havde nemlig truffet Lammers’s om formiddagen på vei til mig, og så bad jeg dem hellere komme til aftens, så skulde de få treffe Skram. Strax efter mødte jeg Sars, og inviterede også ham, på dig. Og så da Ludvig kom tilbage med mit lille brev i hånden, og allerede i døren med en travel stemme siger: hr. Skram var reist idag kl. ½ 4 til Kjøbenhavn, skar der en sådan skjærende smerte gjennem mit bryst, at jeg et øieblik troede, det var døden som var kommen. Jeg lukkede mig inde på mit soveværelse, og var afsindig af lidelse. At du virkelig gjorde mig dette, elskede! Jeg kan neppe skrive for gråd og jammer og jeg ved ikke hvad jeg skal gjøre med mig selv, og min store elendighed. Og tænk dig at have fremmede under slige omstændigheder. Det var for sent at sende afbud, – jeg måtte ta’e imod dem. Jeg drak noget stærkt for at døve mig, eller for at få kræfter, og var så hele aftenen Nora, der danser tarantella med døden i hjærtet.Nora, der danser tarantella med døden i hjertet: I Ibsens Et dukkehjem (1879) danser Nora tarantella for å avlede mannens oppmerksomhet fra det skjebnesvangre brevet som Krogstad har lagt i postkassen, og som opplyser at hun har lånt penger fra ham. Hvad jeg led igåraftes, og hvad jeg endnu lider, er ikke til at beskrive. Et har din grufulde forsvinden lært mig: at jeg aldrig, aldrig vil forlade dig. Så meget du ved det: du skal gifte dig med mig. Der er og eksisterer ikke tale om noget andet. Så dårlig er ingen af os, at vi af frygt eller feighed giver afkald på hinanden. Jeg reiser ikke til Amerika,Jeg reiser ikke til Amerika: se brev 101. jeg rører mig ikke af pletten andetsteds hen, end for at komme og være din hustru. Du behøver ingen større leilighed end den du har, tre værelser er akurat passe, og det skal ikke blive dig kostbarere end det var før. Du skal se hvor flink jeg skal være, jeg kan godt, jeg kan udmærket godt; lad mig bare få lov til at arrangere det hele, så skal du se, hvor godt jeg skal greie mig. Havde du bare beholdt din plads på «Morgenbladet» så havde det ingen sag været,Havde du bare beholdt din plads på «Morgenbladet»: Erik må ha bestemt seg for å si opp sin stilling som redaksjonssekretær innen han reiste tilbake til København 1. september. kan du ikke tage den tilbage, åh gjør det endelig, for at vi kan blive sammen. Hvad jeg skal bruge for mig, skal jeg selv fortjene, – du skal se jeg skal få tid til alt, – jeg vil, jeg vil gifte mig med dig, – det skal ikke ske, at vi skal skilles. Hvor mange har ikke gjort det, på ligeså knappe vilkår, og det er gået bedre og bedre, fordi de var arbeidsomme, og skikkelige. Skulde vi være så meget ringere end alle disse? Desuden, det er det samme, jeg vil for enhver pris om vi bli’er aldrig så fattige, det er mig det samme, og du skal også ville, ellers er du en klein kar. Til foråret skal det ske. Vinteren skal jeg bruge til at arrangere alt i alle henseender. Jeg vil når tiden kommer, betro det til gutterne, – de er så kloge og søde, – de vil nok forstå og tilgive mig. Vi bli’er ikke skildt for det; der eksisterer nemlig ingen adskillelse mellem mor og børn, uden den, der kommer af hjærtekulde. Vi skal skrive til hinanden, og af og til skal jeg besøge dem; jeg har jo venner jeg kan bo hos i Kr.ania, når du giver mig ferie. Og jeg skal nok få dem godt anbragte, hos folk jeg har tillid til. Nu må du ingen betænkeligheder ha’e. Du må blindt sige ja, til det jeg vil. Du skal se, du vil ikke komme til at angre det. Vi skal klare os pynteligt, og vi skal ingen børn få, der kan gjøre husholdningen dyrere. Først når jeg er hos dig i ro og fasthed, vil du få evne til at arbeide, rigtig. Du skal se, jeg siger sandt. Du er en dåre, hvis du tænker, at du dog først måtte få noget gjort, før du tænkte på en sådan ting. Tro ikke at dette er fusentasteri, noget der er født ud af den voldsomme smerte, og vil dø bort igjen efterhånden. Nei du, det er min urokkelige faste beslutning. I denne nat har jeg for første gang sét hvad min kjærlighed er for noget. Den er min herre, mit liv, mig selv. Med den kan jeg alt, uden den intet. Det er ikke tomme ord, det er sandhed. Jeg er bleven en anden i denne nat; først nu har jeg fået øinene op. Og nu skal jeg sige dig en ting, og jeg sværger af min inderste sjæl at jeg taler sandt: hvis du nu ikke tager imod mig, men har betænkeligheder og viser mig tilbage, så reiser jeg ikke til Amerika, men gifter mig med Gjems. gifter meg med Gjems: Amalie forteller et annet sted at Gjems er en gammel venn av hennes bror Wilhelm, og det kommer fram i et brev til Helene Sandberg 22/3/83 at han var på Grefsen sammen med dem sommeren 1882 (brevet finnes på NBO). Det har ellers ikke vært mulig å finne noen opplysninger om ham. Jeg behøver blot at sige et ord, så kommer han. Uden dig har jeg ikke kraft til at arbeide, til at leve et retskaffent liv, – jeg troede jeg havde det, – jeg kjendte ikke min kjærlighed – jeg talte iblinde – nu

Nu ved jeg at jeg kun vil leve for at døve mig, for at gå i hundene, hvis jeg ikke får leve med dig. Livet blier mig vammelt uden dig, så modbydeligt tomt og ækelt, at jeg ikke eier kraft til at leve som et menneske. Jeg vil give mig over, og lade mig synke, og jeg synker bedst og dybest i et sådant ægteskab. Var det ikke for gutternes skyld, så valgte jeg at dø uden betænkning, men nu har jeg ikke hjærte til at føre den sorg og pine over dem. Svar mig strax; før jeg får et ord af din elskede mund, blier der ikke svaling for min kvide at finde. Og betænk dig på at komme med indvendinger; du gjør mig fortvilet, vanvittig af smerte derved. Jeg skriver en af dagene til Bertha Knudtzon, og fortæller hende at vi elsker hinanden, og at jeg forfærdelig gjerne vil komme til Kjøbenhavn, og bo hos dem, at det er for at se og træffe dig, og at hun må hjælpe mig dertil alt det hun formår, – ja det vil sige hvis du går ind på at gifte dig med mig, ellers kommer jeg naturligvis ikke derned. I slutten af oktober skal jeg komme; før kan jeg ikke slippe løs, altså om knapt to måneder sés vi elskede, deilige, søde, uden det kunde jeg heller ikke leve. – – Havde du enda skrevet et lidet brev inden du reiste, og sagt at du var taget afsted, at du vilde spare mig for afskeden o.s. v. vilde det været en stor lettelse for mig. At du kunde la’e være at gjøre dette, kan jeg vanskeligt tilgive dig. Hvorfor gjorde du ikke det? hvorfor, hvorfor? Jeg ventede som den dødsdømte på en yderste benådning, igåraftes, – jeg hørte hvert fodtrin lige nede fra porten og de nederste trapper; jeg lyttede til det værkede i mit legeme, men aldrig var det postbudet. Det var for hårdt gjort af dig. Mente du at ville straffe mig for et eller andet? Jeg tror undertiden, at du må ha’e gjort det i vrede, det ser jo sådan ud, men hvad i herrens navn, skulde det være for? Svar mig, svar mig, jeg lider vanvittigt. Vær nu ikke bange for at give dig over til tanken om vort giftermål til våren. Det og skal så være, og det skal gå. Du har jo ingen gjæld, det har jeg heller ikke; vi behøver ikke at sætte os i nogen slags udgifter for at sætte bo, at få vielse koster ikke stort; og du lever jo dog alligevel af dit arbeide. Det blier jo bare at du arrangerer dig lidt anderledes, tager en husholderske, og spiser dine måltider hjemme. Og noget må jo jeg også fortjene – det skulde ellers rart være,[?] og går det partout ikke, så kan vi jo udvandre. Bare vi holder sammen til døden. Det er kun skilles vi ikke må. Jeg kan ikke, jeg orker ikke at leve uden dig! Med dig skal det ydmygste liv være mig en daglig fornyet lykke og glæde. Jeg ved godt hvad jeg tager på mig, jeg er intet barn med dumme illusioner o.s. v. at arbeide sammen med dig min elskede, mit eneste i verden er hvad der er nødvendig for min eksistens. Du må, du skal ikke sige nei, jeg ligger på knæ foran dig og beder dig med tårer og med sjæleangst, tigger og trygler om, at du skal tage mig ind til dig, og lade mig blive hos dig. – Jeg vil stanse her, – jeg er grænse, grænseløs ulykkelig, et ord fra dig, kan tage smerten fra mig, – lad det ikke udeblive, men giv mig det snart snart! Jeg elsker dig, du forfærdelige menneske.

Din Amalie

Det der følger medDet der følger med: Det følgende er skrevet på et avrevet stykke papir. er brevet jeg sendte Ludvig med igår til fru Sandbergs pensionat.

Du kommer vel, og blier iaften, det må du endelig, Lammers’s og Sars, som jeg mødte iformiddag, kommer. Du ved, du lovede at være her tidlig ieftermiddag, nu synes jeg det varer sålænge og jeg begynder at blive frygtagtig. Jeg længes efter dig, og jeg elsker dig bestandig mere og mere. Alt det du engang skrev om kjærligheds vækst og væsen, forstår jeg pånyt fra dag til dag. Jeg tror jeg kunde bruge et liv for at lære at elske dig, og så lære hvad det var at elske dig. Jeg er mere end nogensinde

Din Amalie

Der kan ikke være tale om andet, end at du må komme. Har du lovet dig et andet steds hen, så må du udenvidere la’e være at gå. Stik mig en seddel i hånden iaften, hvorpå der skal stå, om du kommer tilbage efterat være gået, eller om du vil at vi begge skal sove inat, i hele nat hver for sig. Det var måske ikke så dumt. D.S.



125.Telegram til Amalie

Fru Müller

24 Nordalbrunsg. Chria

Fra Kjøbenhavn 2/9/83 kl.7.49 em

Jeg måtte og troede på en måde at ramme dit ønske.Jeg måtte: Dette telegrammet må være svar på et tapt telegram fra Amalie som spurte hvorfor han hadde reist. Jeg er lamslået.

Erik



126. Erik til Amalie

Kbhvn Søndag Aften 2/9 83

Min elskede, et Kvarter efter jeg kom hjem Kl 7 modtog jeg dit Telegramdit Telegram: se brev 125, note 1. og gik så straks til Telegrafstationen. Jeg havde ikke gjort det i Aften, havde jeg ikke modtaget dit, jeg tænkte på, at Du var hos Sars’s; så havde jeg telegraferet imorgen tidlig. Har Du været hos Sars’s i Aften? Jeg vil finde det rimeligt både at Du er gået der, og at Du har ladet være. En så jammerlig Tilstand som vor kan tages på alle mulige Måder, lige sørgelig bliver den. Jeg er så lam, så rasende elendig, jeg er som underkuet af egenkærlig Sorg. Amalie, jeg synes jeg er ond, fortabt, først dit Telegram mindede mig ret levende om, at også Du har Sorg, Sorg som jeg. Men det har Du ikke min Ven. For jeg er så inderlig ræd for mig selv. Jeg synes jeg intet er, intet har været for Dig og intet formodenlig nogensinde kan blive. Min Kærlighed har intet Mod, og jeg har intet andet end denne Kærlighed at leve på. Jeg har pint Dig de mangfoldige Gange, der har været onde Ord på min Tunge, jeg har været vred og styg og skinsyg til Tåbelighed. Ak der har jo kun været et eneste Menneske i hele Norges Land, som var til for mig, jeg var syg, når Du talte med andre, når blot den mindste Gnist af en Tanke hos Dig syntes at stå og gælde for sig selv alene uden Hensyn til om den havde noget med mig at gøre. Jeg som troede, at jeg netop i min Kærlighed skulde være kæk og brav og god, jeg blev noget helt andet. Den smukke kraftige Viden-om din Kærlighed, den inderlige Stolen på Dig svigtede i Øjeblikke – og nu på Dampskibet og her tænkte jeg næsten udelukkende på min Sorg. Du elskede, elskede, jeg var nødt til at rejse. Jeg tror endnu, at det var rigtigt at jeg ikke gik op til Dig. Du vilde have talt om, at vi ikke skulde skrive til hinanden, at vi ikke skulde ses mere – Ting, som endnu virkelig i Kristiania stod som noget Du kunde falde på at udføre – hvorledes tale om det? Du kunde jo lige så gerne række mig en Pistol og bede mig trykke til mod Dig. Hvorledes sige farvel til Dig, jeg forstår det ikke. Amalie bliver det til, at jeg nogensinde tror at skulle sige farvel for Alvor til Dig, så flygter jeg som nu, jeg kan det ikke. Jeg véd det, jeg kan det ikke. Jeg tænker på ét og ét og det samme: mine jammerlige Forhold, som gør det til en Umulighed for mig at bede Dig om at blive min Hustru. Der er noget i mig, som er ved at gøre det til en skammelig Streg af mig, at jeg har bejlet til Dig og vundet din Kærlighed, når det står til med mine Pengesager som det gør, at det nu bliver tvivlsomt nok om jeg kan komme anstændigt ud af det alene. Mit Liv skulde blive et Arbejde for Dig og med Dig, et inderligt sammenknyttet noget, som var Dig og mig, et elsket Tryk af Dig på mig, en helt mekanisk Viden-om, at jeg intet kunde sætte overstyr af Finhed, Godhed, Hensyn alt hvad nævnes kan uden at din Smærte tog i mig så hvast og sikkert og ubønhørligt som Minutterne løbe om Dagen – nu har det været, som kunde jeg knibe ud. Har jeg ikke gjort Dig Fortræd som var Du ikke min helt og holdent? Ak det er som har jeg manglet ret Troen på, at Du var min, min alene. Du elskede søde, det anklager jeg mig for, at jeg til Tider har følt mig alene i Norge. Hvor jeg har kunnet det? Ak Amalie der er i mig så megen Mistillid til mig selv, noget sygeligt og også noget fuldstændig klogt, det vandrer med mig, blander sig for mig og strøg sig som en Mangel på Tro ind i min Kærlighed. Jeg søgte Dig til alle Tider, overalt, Du var roligere. Du har i så mange År måttet være Dig selv nok, din Søgen var ikke så ængstelig, så uophørlig, ikke så syg som min: det var Grunden. Min elskede kunde jeg på nogensomhelst Måde nu sidst, da jeg dog skulde rejse, have undgået at gøre Dig Fortræd? Jeg tænkte og tænkte, da jeg havde skrevet de få Ord – jeg kunne næsten ikke for Gråd; Du, hvor underligt, jeg vidste på Gaden, at jeg vilde komme til at storhulke i det Minut jeg blev alene, kom ind i min Stue, men på Gaden kunde jeg tænke rolig og fornuftigt: jeg lagde f.E. Mærke til, at Du havde Ret i hvad Du om Aftenen havde sagt, at Udstillingspavillionen, hvor der spilles, ligger nærmere Nordal Br.’ G. end mit Pensionat – Du Søde at Du skulde få Ret i sligt! – jeg tænkte siger jeg på, om der skulde være Måder, hvorpå Efterretningen om at jeg var borte ikke skulde komme farende over Dig – jeg fandt ingen. Min elskede har Du været vred på mig? Skriv mig til om alt.

Endelig, hører Du om alt. Om Bord traf jeg som afskedtagende ThaulowerneThaulowerne: Nini Thaulow giftet seg i 1883 med Theodor Gad. – jeg gemte mig så vidt mulig for dem – og kom jo til at rejse med Theodor Gad, hvad jeg naturligvis havde glemt at jeg skulde – han var elskværdig – så strøg kun Fru Bull (Buhl?)Fru Bull (Buhl): et utbredt navn – det kunne ha vært en av mange. mig forbi ved Landgangen. Hun hilste køligt. Hun vidste, at for hende var jeg umulig. Hun havde taget Afsked med en Dame, Fru Schou fra Kjøbenhavn,Fru Schou fra Kjøbenhavn: ikke nærmere identifisert. jeg kender. Denne Dame spurgte mig, om man havde Lov til at ønske mig til Lykke. «Til at jeg skal tilbage til Kbhvn?» spurgte jeg formodenlig med så trist en Mine, at al videre Spørgelyst forgik hende, hun drejede diskret af. Thommesen var også ombord, men da det øsregnede, gik han ikke med til Horten som hans Plan var, og jeg var glad derfor. Jeg kunde ikke tale med noget Menneske. Åh disse Afrejser fra Kristania! For Resten gik Rejsen godt. Jeg tvang mig til at læse, til jeg faldt i Søvn og gentog Kuren idag: en bedrøvelig Bog «Une vie» af Maupassant.«Une vie» af Maupassant: Guy de Maupassants roman Une Vie kom ut i 1883. Jeg har endnu ikke talt med et Menneske siden jeg kom hjem andre end Pigen, men venter With. I et langt BrevI et langt Brev: Brevet er datert 27/8/83 og finnes på KB. With refererer utførlig en samtale med Edvard Brandes, som gjør det klart at det ikke lenger finnes en stilling for Erik ved Morgenbladet. har han meddelt mig adskilligt ubehageligt om hvorledes Stemningen ved Morgenbl. og måske andre Steder har benyttet min Fraværelse til at blive mig ugunstig – – der kom With.

Elskede jeg venter på dit Brev

Din Erik



127. Telegram til Amalie

Fru Müller

24 Nordalbrunsg. Chrania

Fra Kjøbenhavn 4/9/83 kl. 7.10 em

Jeg siger ja uden et sekunds betænkning. Kasserersken fik brev med indlagt nøgle

Erik



128. Amalie til Erik

Kr.ania 4-9-83.

Min elskede, hvor det var sørgeligt at læse dit brev; jeg havde som du, næsten glemt, at også du måtte lide, fordi min egen smerte var så voldsom, og fordi det så så hjærteløst ud, at du reiste, uden at give mig et ord til afsked. Af en ytring i dit brev, ser det forresten ud, som om du skulde have skrevet et par ord til mig,et par ord til mig: se brev 123. som da altså ikke er kommet mig ihænde; hvorledes kan dog det hænge sammen? Skriv og fortæl mig derom. Jeg er ikke længer så håbløs, fortvilet siden jeg har hørt fra dig – en sådan sindstilstand som den jeg gik i lørdag og søndag havde heller ikke været til at udholde stort længere, – jeg måtte have døet af det. Den lettelse jeg føler, skriver sig forøvrigt fra den beslutning jeg har taget om at gifte mig til våren. Du tror ikke hvor modig og stærk og glad jeg er bleven af det. Alt hvad du siger om dine dårlige pengeforhold skrækker mig ikke. Jeg er efter at have læst dit brev, om muligt endnu fastere bestemt på det. Det skal og ske, og det er på høie tid. Ser du ikke at du trænger til mig? Og ved du ikke at jeg aldeles ikke formår at leve uden dig. Det er forsilde, jeg kan ikke mere gå tilbage; det er det samme hvorhen veien fører, om jeg så helvedes afgrund som endemål, kunde dog ingen jordelig magt hindre mig fra at gå videre. Det er en nødvendighedens lov jeg er kommen ind under, og det nytter lidet at spørge om hvorfor, eller hvorledes, det skal ske, og det sker. Nei du gode gud, hvor jeg er bleven voksen, og hvor jeg har været blind og umyndig! Du må ikke være bange, ja det vil sige, du kan gjerne være det, hvis du har lyst, men det hjælper så alligevel ikke. Jeg skal tvinge dig! Ingen magt i verden kan få mig til at afstå fra mit forsæt, og du skal nok se, du kommer til at takke mig derfor, når skrækken har lagt sig, og du ser det går. Og gå, skal det. Nu skal du bare se, hvad penge jeg skal tjene i vinter; når to slår sig sammen sparer de begge en hel del på husholdningsudgifter, kan du ikke begribe det? ja det kan også være det samme, for det er nu sandt alligevel. – Tal ikke om at du har pint mig, eller været ond. Det er ikke sandt. Din væren hos mig står for mit minde som en eneste lys og deilig livsalighed. Det er mig, som ikke altid var, hvad du vilde jeg skulde være, og det gjorde dig smerte. Tilgiv mig alt det, og hav endelig fuld og fast tro til min kjærlighed, jeg tror den alligevel fortjener det, – jeg er din, ene og ganske alene din i verden, og du kan trygt forlade dig på mig. Jeg elsker dig, det er vist og sandt i alle måder, og det er en god sort kjærlighed for den giver mig et mod som jeg vilde forbauses over, hvis det ikke syntes mig så naturligt og selvfølgeligt. Nu skal du ikke være så bedrøvet du elskede. Du har jo mig, og jeg viger ikke fra dig, om du så siger du ikke tør ta’e mig, jeg bryder ind med magt, og lader ganske rolig som jeg er hjemme der. Du må slet ikke tro, at jeg lader mig afvise. Skal du blive mig kvit, må du enten bruge vold og magt, eller list, og det nænner du ikke. Du skal ikke sørge og være elendig, men tænke dig glad på al den moro vi havde sammen, og på al den fryd vi fandt i hinandens selskab. Og så skal du huske, at vi snart skal sés, – to måneder og neppe det, hvad er det for noget, – de vil gå af sig selv uden at vi mærker hvor de bliver af. Og du skal se at det om stemningen ved «Morgenbladet» ikke er så farligt som det lader til på frastand. Når du selv kommer tilsyne, vil deres knurren ikke længer være så høirøstet, og når du så tager i og er flittig og kjæk straks med engang, vil nok misfornøielsen fordunste. Fortæl mig endelig om hvordan det går, og glem det ikke. Hvor du er sød og deilig, at du elsker mig således. Jeg er så rig, så rig, og så lykkelig ved din kjærlighed – det éneste der piner mig er, at jeg ikke formåede at lade dig føle min kjærlighed, således som jeg kunde føle din. Jeg havde ingen øvelse i at elske et menneske på den måde, du ved jeg forstår nu, at det er noget man må lære, og du skal se jeg er lærvillig. Hvis du var bleven her til idag som du falskelig foregav, du stygge gut – kan du huske hvor glad jeg blev, jeg måtte hen og kysse dig, men kunde ikke nå dig, og du gad ikke løfte dit hoved – så havde du truffet min broder Ludvig. Han kom rent uventet igår, og reiste idag til Hamar hvor han skulde i bryllup. På torsdag kommer han tilbage, og bliver til på fredag, – han var så sød og munter. Alle mennesker spørger om jeg er forlovet med dig; jeg siger nei, og slår det hen, men nu fra forleden dag, er jeg forlovet med dig, hvad enten du vil eller ei; men det skal være hemmeligt til våren; du må ikke fortælle det til nogen, åjo, gjerne til With, hvis du vil, og du kan gjerne sige at det er mig der har tvunget dig, det skal jeg nok også selv fortælle ham, når vi er gift. Men han må ikke sige at det er vanvittigt, for da blier jeg vred på ham, og glemmer ham det aldrig. Det kan gjerne hænde at det er litegran vanvittigt, men det skal jeg lade mit liv på, at det er ti gange så vanvittigt at lade det være. Tror du vi skal skilles, vi? Ikke tale om det! Og vi er træt af at gå således i smug, og ikke én eneste gang få ordentlig nattero, når vi er sammen, fordi du må op og ud i nattens mulm og mørke, og liste afsted, som en, der har gjort noget galt. Hvor vi skal sove fredeligt og godt ved hinandens side, i hver vor seng som andre skikkelige folk, der har lov til at sove sammen. Og du, som så godt kan la’e være at snorke! Jeg ta’er dig om halsen og kysser dig for det. Jeg vil slutte her. Jeg venter på dit svar før jeg taler mere til dig. Alligevel sender jeg dig dette fillebrev; du må blive glad i det, for du ser jo hvor jeg elsker dig. Du må ikke anklage dig for nogen ting i verden med hensyn til mig. Du har været bare deilig og sød, og jeg er kommen til at elske dig med langt større styrke. Jeg er elendig borte fra dig; Kom du nu ind ad døren, kunde jeg dø af glæde. Aa hvor jeg vilde komme til at græde, hvis jeg nu kunde styrte mig i dine arme. Al den smerte som i disse dage har stivnet hjærtet, vilde løses op, og smelte hen i tårer. Vær ved godt mod, du elskede, elskede! Vi skal holde sammen, vi skal ikke skilles.

Din Amalie



129. Erik til Amalie

Kbhvn Onsdag Morgen den 5 Sept. 1883

Min elskede Amalie, igår kunde jeg kun sende Dig Telegrammet og idag får Du kun et Par Linjer – jeg må jo have dem med Posten, som går Kl 11 fra Havnegade en halv Times Vej fra mig. Elskede jeg er kun lyksalig. Jeg aner ikke det mindste om, hvorledes vi i Virkelighed skal ordne vore Forhold, men det bryder jeg mig ikke en Snus om. Du har sagt vi kan, Du vil, Du får klare den Sag, jeg vil lytte til og smile. Alvorlig talt, Unge: jeg tror på Dig, jeg begynder at tro en Smule på mig selv, og jeg opsætter enhver Undersøgelse af nøjagtig Art til Oktober, når jeg taler ordenlig og forretningsmæssig med Dig. Pyt, hvad sa’ jeg. Tror Du vi kan skilles for bestandig? Tage Livet af os medens vi endnu er så unge og kan vove at håbe? Amalie Du er det dejligste Menneske på Jorden! Ved Dig skal jeg blive til noget, min Hustru, mit yndigste Barn. – Når må jeg fortælle min Mor, at Du vil have mig? Du forstår Amalie, at det for hende betyder først og fremmest, at hun får sin Søn igenhun får sin Søn igen: Eriks forhold til sin mor hadde vært litt anstrengt siden 1879, da Gertrude Coldbjørnsen kom ut. Se brev 25, note 1. – jeg har jo været et Udlændighedens Barn for hende nu i fire År, med Dig falder jeg uvilkårlig naturnødvendig tilbage i hendes Favn – men så Amalie betyder det, at hun får en Datter til. Du véd ikke, hvor stort et Hjerte min Moder har, hendes hele Natur er den blødeste Kærlighed. Giv mig snart Lov til at sige hende, hvor lykkelig jeg er, Du vil blive glad selv da ved at føle hendes Kærlighed på Dig. Elskede Amalie hvor er jeg glad. Jeg er så rolig, så stolt.

– Stakkels Unge så afskyligt min Afrejse kom. Det er det skændigste Forrædderi af den lille modbydelige fede Kassererske i Pensionatet. Jeg gav hende Brevet med et Par andre med Frimærker (indeholdende Visitkort med nogle Afskedsord) og sagde udtrykkelig: Jeg stoler på, at det bliver hurtig besørget, det er et vigtigt Brev. Hun smilede forbindtlig og lovede øjeblikkelig at sørge for det. – Det var mig i Vognen til Toldboden påfaldende, at hun intet havde forlangt for Brevets Besørgelse, jeg dumme Menneske glemte at spørge. Nå hvad, tænkte jeg, det går formodenlig ind under Pensionatets Drift – hun stod jo med min Regning i Hånden og kunde have skrevet på hvad hun vilde. Men det ligger formodenlig i, at der ikke blev betalt noget for Brevet, at det heller ikke så blev besørget. Det er skammeligt alligevel. Jeg stod jo med Pengene i Hånden! Du må endelig undersøge Sagen, der stod naturligvis i de få Ord, jeg skrev, Ting, som ingen af os kan ønske i forkerte Hænder. I Hotellet gav jeg Stuepigen 2 Kr i Drikkepenge men ganske vist ikke noget til den pæne Jomfru, som stod for Spisestuen. Det var måske en Fejl, men hun så mig for fin ud, jeg turde ikke, og Kasserersken fik naturligvis heller ikke noget. Skulde dette have taget sig ud som Kniberi og har man villet hævne sig?

I Brevet bad jeg Dig om at betale 2 Kr 50 Øre til Helland og hilse ham. Gør det min Unge, jeg skylder Dig så vidt jeg kan se med dette 16 Kr, som Du først får i Kbhvn – for Øjeblikket ejer jeg ikke en Øre.

Brevet må afsted. Elskede, søde trofaste, yndige dejligste på Jorden jeg er din.

Elsk mig

din Erik

Her med et Minde om vort korte Besøg på Udstillingenvort korte Besøg på Udstillingen: sannsynligvis den nordiske kunstutstilling som Erik nevner i brev 114. Det ligger ikke noe sammen med brevet. hin første Dag i Kbhvn!



130. Erik til Amalie

Kbhvn Onsdag Aften den 5 September [1883]

Amalie véd Du, at jeg er et andet Menneske siden dit Brev, et lykkeligt, stolt, muntert Menneske, en hel Karl. Jeg elsker Dig af hele min Sjæl. Jeg er så rolig, så tillidsfuld, det skal gå med vort Ægteskab. Jeg længes nu kun rasende efter dit næste Brev. Var det først igår Aftes jeg sendte mit Telegram, imorges der gik et lille Brev afsted? Forunderligt, jeg synes det er mange Dage siden, og jeg har i Aften så småt gået og ventet på Svar. Du vidunderlige søde Kvinde. Nu véd Du, hvad Kærlighed er, ja kæreste, søde Amalie, jeg er nær ved at tro, at Du hidtil kun har været forelsket i mig og nu først elsker mig. Men stol på, min Ven, at min Kærlighed vokser med din. Ind i mit Legeme, ind, ind i Sjælen sætter den sig fast. At Du skulde lide så hårdt? At det skulde få Udseende af, at jeg således hensynsløst, ukærligt smøg min Vej! Nej min Stump, det kunde jeg ikke. Mon Du har fået fat i mit lille Brev? Jeg kan huske, at jeg lige inden jeg skulde aflevere det til denne skændige Taske af en Kassererske slettede et Par Ord deri, som pludselig kom til at lyde anderledes i mine Øren, end de var mente. Der stod sådan noget som: lev som Du vil, men glem ikke min Kærlighed osv. Jeg blev bange for, at Du kunde tro jeg gav Dig fri, at jeg slappede Båndet imellem os. Det vilde jeg ikke. Jeg tænkte på, Stump, min evige Kval: din Glæde ved at snakke med alle dine Venner, din Munterhed med dem osv. Jeg vilde, at Du skulde vide, at jeg så det i et andet Lys, at jeg følte, hvor sygelig min Smærte havde været, og jeg vidste den Gang ikke, hvor meget Du holdt af mig.

Torsdag Aften

Længer kom jeg ikke igår Aftes, så måtte jeg klæde mig på og afsted til en Lindberg Fest. Du véd måske, at den meget talentfulde svenske Skuespiller Lindberg med sin Trup i denne Tid har spillet «Gengangere» i KbhvnLindberg med sin Trup: Den svenske skuespiller og sceneinstruktør August Lindberg gjorde mye for å gjøre Ibsen kjent. Han gjennomførte turnéer over hele Norden, og han var den første som spilte Osvald i Gengangere i København, hvor stykket hadde première på Folketeatret 28. august 1883. – en gribende Forestilling – og for ham havde Studentersamfundet lavet Fest. Jeg var der altså, kom hjem Kl 3 i Nat med Hovedpine af Tummelen og den dårlige Luft i det fyldte Lokale, og idag er jeg pint af en arrig Smærte i Forhovedet, som har gjort mig helt sløv og mat. Du Søde, jeg har i Grunden ikke bestilt andet end ventet på dit Brev. Jeg fik det, da jeg Kl henad 6 gik til min Restauration for at spise Middag. Postbudet kom løbende efter mig på Gaden med det. Så læste jeg det på Restaurationen med en stor Tallerken Risgrød dampende ved Siden af mig. Elskede Unge, min egen Amalie, hvor er det godt at have Dig, ja Du kan tro, jeg trænger til Dig, og Du har Ret, at det var noget evigt Vås at vi kunde skilles. Men Du véd jo, at det ikke bliver nogen stedsevarende Fest at være gift med mig, rent bortset fra vore Pengesager, jeg kan sikkert godt være urimelig og ubehagelig. Men jeg tror for Resten, at min Kærlighed til Dig skal gøre mig til et godt Menneske. – Du Amalie, hvis vi blot kan tjene nogenlunde menneskelig rimeligt, så skal Du bare se, at jeg har et nok så muntert Sind, men skal det knibe for os, er jeg bange for, at jeg bliver så græsselig alvorlig, jeg synes, at jeg er lidt gammel allerede. Og Du vide, at jeg aldrig hidtil har forstået mig det mindste på at skaffe mig Indtægter. Jeg har slet intet Greb på det. Jeg arbejder utrolig langsomt, og enhver Øre, jeg har tjent, er kommet som Tilbud til mig, når jeg da undtager netop mine to Bøger og så min Stilling i Rigsdagen. Du må altså på Forhånd vide, at Du har med en Sinkepeter af første Rang at gøre. Du er hurtig, flink og tager med godt Håndelag på de fleste Ting i Livet, jeg er så tung i Vendingen som en Kærrehest. Belav Dig altså på denne Forskel i dit Ægteskab og beslut tidlig ikke at ville blive utålmodig – min yndige søde Pige, jeg skal nok stræbe, men det går altid småt for mig. Om min Stilling i Øjeblikket hør nu dette Du søde: Du må ikke et Minut beklage, at jeg har sagt Morgenbladet farvel.at jeg har sagt Morgenbladet farvel: se brev 124, note 4. Det var ganske vist 1800 Kr fast med usikker Udsigt til mere, men det var min åndelige Ruin, og det var en Elendighed uden lige i et Ægteskab, jeg var aldrig hjemme og var altid forjaget og træt. Jeg havde nogle Planer om at bevare for mig en Post ved Bladet, som sikrede mig 1000–1200 Kr og kun gav lidt at bestille – under Skin af Overopsyn, Tilsyn eller sligt – men det er røget i Lyset og i Grunden med rette, som Bladet nu er ordnet med E. Brandes som virksomt Medlem af Redaktionen,med E. Brandes som virksomt Medlem af Redaktionen: Edvard Brandes styrte bladet mer og mer på kollisjonskurs med Chresten Berg. Se brev 23, note 1. er der ingen Plads for mig, og min Plan var også udelukkende fabrikeret til min egen Fordel. Jeg har naturligvis Adgang til at skrive honorerede Artikler til Bladet så meget jeg lyster, men ad den Vej bliver der næppe meget at tjene, jeg har ingen virkelig Specialitet, dog vil der naturligvis falde et og andet af. Fra «Ude og hjemme» har jeg derimod et Tilbud,Fra «Ude og hjemme» har jeg derimod et Tilbud: Ude og Hjemme var et illustrert ukeblad 1877–84, etablert av xylograf Frederik Hendriksen, med medarbeidere som hørte til de beste blant Nordens intellektuelle. I 1884 gikk bladet opp i Illustreret Tidende. som jeg håber skal kunne udbyttes. Jeg skal skrive en ugenlig Artikel, en Revue, og jeg formoder, at man vil honorere den anstændig. Så har norsk Dagbladet anmodet mig om Korrespondancernorsk Dagbladet: fra 1883 Venstres hovedorgan i Norge under redaktør Lars Holst. Se brev 72, note 19. og også tilbudt honnet Betaling; fremdeles kan jeg skrive til Handelstidningen i Gøteborg,Handelstidningen: Göteborgs Handels- och Sjöfartstidning. og har jeg et eller andet af politisk Art i pikant Form, vil «Verdens Gang» uden Tvivl også betale pænt derfor.«Verdens Gang»: se brev 121, note 3. Det er mine Udsigter. I Rigsdagen har jeg i År 1700 Kr, til næste År 1850–1900. Du ser min Stump, at det vil blive småt, men da Du vil kunne tjene ikke så lidt, så er jeg slet ikke bange for, at vi ikke skulde kunne leve – lige frem fattige måtte vi kun nødig være, det står vi næppe ud. Men for Resten siger jeg som Du, det er ganske og aldeles nødvendigt at vi gifter os, det kunde se meget værre ud, og vi måtte gøre det alligevel, nu kan jeg kun dårlig begribe, at vi ikke har vidst det hele Tiden. Og der er en usigelig Lykke i denne Beslutning. Jeg tror Amalie, at vi godt kan hjælpe hinanden frem i Livet. Du skal se min egen Pige, at det var klogt, hvad Du fandt på hin sørgelige Nat, da Du lå der forladt og led for min Skyld. Og Amalie, jeg blev i Grunden slet ikke forbavset eller forskrækket eller befippet eller nogensomhelst af den Art, da jeg læste din Beslutning. Hvis Du f.E. havde sagt mig det to Minutter inden Toget skulde gå, Du sad inde i Kupéen, og det galdt om, at jeg straks skulde rejse med, og Du havde brugt sådan nogle Ord som nu, det altså med ét havde stået klart for mig din Beslutning, så havde jeg ganske sindigt lukket Kupedøren op og sat mig ind til Dig og smilet og først bag efter var jeg faldet Dig om Halsen og brugt Mund om, at jeg elskede Dig. Du søde, jeg tror jeg sagde sådan noget som: ja naturligvis, og så gik jeg hurtig ned til Sporvognen, den kørte fra mig det Bæst, og jeg måtte løbe. Jeg skulde på Morgenbl’s Kontor for at læse Korrektur på mit Brev fra Kristiania,mit Brev fra Kristiania: Eriks korrespondanse om Kristiania ble trykt i Morgenbladet 5/9/83. inden jeg kunde telegrafere, og bag efter skulde jeg til «Gengangere». Da jeg havde telegraferet havde jeg et knapt Kvarter endnu, Forestillingen begyndte ½ 8, jeg skyndte mig op til min Svoger og Søster, jeg var så venlig og glad, jeg havde endnu ikke været hos nogen af min Familie siden min Hjemkomst, det var Tirsdag Aften, jeg kom Søndag Aften, og da jeg ikke traf min Svoger, tilbød jeg Jutta den ene af de to Billeter jeg havde (Du, man har altid 2 Pladser i Sekundteatrene fra Bladene, en til Dig og en til mig, når vi er gifte) men hun afviste den med Forskrækkelse, «Gengangere» vilde hun ikke se, og tænk jeg blev ikke en Smule gal i Hovedet, jeg lo kun. Så gik jeg hen i Teatret. Det interesserede mig usigelig, at jeg der traf to Par Ægtefolk, hvis Skæbne jeg kendte noget til. Det ene var en Fif-Dame,en Fif-Dame: tilhørende «fiff-en» = de rike, de smarte. som imod Familie og Venners Advarsler Trusler og Bønner giftede sig med en fattig Skuespiller ved Det kgl Teater, der indtil da aldrig havde haft nogen egenlig Rolle, og som man antog for en noget rå Person – han har en bedre Anseelse, om end han benyttes overmåde lidt – de er gode Kammerater og holder trofast sammen. Jeg så dem gå fejl af hinanden og endelig finde hinanden udenfor Theatret, de to andre er senere gifte, lykkelige, rolige. De sad lige bag ved mig. Han er juridisk Kandidat, min Kollega i Rigsdagen og tjener vistnok godt uden om. Jeg havde haft den mest brændende Lyst til at vende mig om og fortælle ham – Konen kender jeg ikke til at tale med – at jeg snart kunde sidde lige så rig som han. Ja Du min Unge, det var min Forlovelses Aften. Selve Stykket fængslede mig umådelig. Intet blev helt galt spillet, om end Fru Alving og Præsten kun var så som så, men Lindberg som Osvald og en pragtfuld ung Frk Rustan som Regine var over enhver Beskrivelse gode.Frk Rustan som Regine: Anna Sophia Rustan var en svensk skuespiller som bl.a. var engasjert hos August Lindberg 1882–84 og 1888–93. Snedker Engstrand heller ikke ilde. – Du, når fik Du mit Telegram Tirsdag Aften? Blev Du glad for det. Havde Du ikke ventet, at jeg skulde telegrafere. Blev Du først bange eller blev Du straks glad, da Du fik Telegrammet, eller var Du måske endog slet ikke hjemme? Fortæl mig alting Unge. – Jeg husker godt, hvor glad Du blev, da jeg sagde Dig, at jeg blev til Tirsdag. Men min sødeste Ven, jeg véd også, at jeg i samme Nu havde en underlig bitter Følelse af, hvor lidt sådan et Par Dage betød, hvis det virkelig var sandt, at vi da skulde skilles. Amalie det er næsten ikke til at begribe, at vi har kunnet være lykkelige med denne gabende Afgrund foran os, som vi hver Dag nærmede os et Stykke til. Jeg glemte den, vilde ikke tænke på den, troede ikke på den. Men den lurede der dog. Det var i Grunden hæsligt. Du sødeste Stump, Kærlighed er noget mærkeligt noget – tænk, hvor sorgløs nydende Du sad den ene Dag i vor Vogn og sov så sødt, det var da vi tog fra Grindahejm,da vi tog fra Grindahejm: Grindaheim er en skysstasjon i Vang i Valdres, ved riksveien til Lærdal. Amalie og Erik må ha reist her på bergensturen i juli/august 1883. dengang var det vist jeg fandt på Opstillingen med de to Sæder, jeg syntes alt var så smukt og yndigt som det kunde være, og Dagen forud, da Du havde sovet med dit Ben over mit, – elskede Ven, det vil dog blive bedre, når vi begge har sovet sødt om Natten, ikke? Det er åbenbart den egenlige Moralitet i Livet: Nattesøvn. Ja det er din Tanke, det véd jeg godt, jeg har den bare også. Du jeg glemmer aldrig for Resten, hvor sød Du var, da Du pludselig vågnede, og vi holdt uden for en Landhandlers Hus, og Du troede det var en Station og vilde ud og ind i Huset og så endnu søvndrukken opdagede din Fejltagelse. Du blev vred fordi jeg narrede Dig, og jeg troede først, at Du narrede mig en Smule.

– Jeg har ikke kunnet fortælle With det mindste, vi har gået fejl af hinanden uafladelig siden han var hos mig i Søndags. Han vil gøre store Øjne. Vi skal være gode ved ham, når vi er gifte. Han er melankolsk, han tjener det samme som jeg og har været rasende angst for at forelske sig, fordi han med sine 3400 Kr ikke mente at kunne gifte sig. Nu gør jeg det på mindre, men rigtig nok også med en Stadspige, som selv kan føre noget til Huset. Det er sandt min Pige, det har jeg ikke fortalt Dig, at jeg har en fast årlig Udgift af 200 Kr,jeg har en fast årlig Udgift af 200 Kr: Denne mystiske posten blir aldri nærmere forklart i brevene. Det mest nærliggende er at Erik må ha hatt et uekte barn – og Amalies reaksjon tyder på at det også var hennes mistanke. som jeg ikke kan slippe for, det må bestandig regnes fra mine Indtægter. Sammenhængen hermed er det for langt og kedeligt at fortælle nu, men det er altså et Hul i de 1700 faste eller det er sandt 1900 til næste År. Vi må for Resten bilde Folk ind, at Du har Formue, ellers har man deres forbandede Bekymring på ens Vegne på Halsen. Igår var jeg hos min Moder, hun blev meget glad ved at se mig, min Søster Emma fik jeg også talt med. Hende vil Du komme til at synes bedst om af mine Søstre, hun er også den elskværdigste. Da hun gik, sagde hun: «Nå, Du har ikke din Enke med Dig? Jeg troede det, siden Du blev så længe borte. Sig til hende, at hun skal blive modtaget avec des bras ouverts. »avec les bras ouverts: med åpne armer. «Jeg har ingen med,» sagde jeg stilfærdig. «Endnu ikke» sagde min Moder ganske sødt og stille og gik over til noget andet. Du vil få en god Modtagelse, Elskede. Men hvad mon din Moder vil sige, og Gutterne? Det vil gøre dem ondt, meget ondt og dog måske –

Farvel min egen elskede Amalie, idag må Du have fået mit Brev fra igår. Hvor var dit yndigt!

Din Erik



131. Amalie til Erik

Kristania 8de septbr [1883]

Min egen elskede, jeg har så meget at svare på og takke for, at jeg ikke ved hvor jeg skal begynde. Først var det nu telegrammet,telegrammet: brev 127. som kom sent tirsdag aften, ja det vil sige det var ikke sent, men jeg var allerede gået iseng, og havde slukket lyset – jeg skal betro dig at jeg går iseng kl. 9 og sover som en sten til kl. ½ 7, og da er jeg endnu så dødsens søvndrukken, at jeg falder hen og blier liggende til 7, før jeg orker at stå op; det er som bestandigt med mig: min natur regulerer sig selv; den søvn jeg måtte undvære da du var hos mig, tager jeg ganske rolig nu, og ser derfor så frisk og prægtig ud om dagene – jeg er penere nu forsikrer jeg dig, – da du var her, så jeg bestemt en del forranglet ud – altså, jeg lå og døsede og tænkte i halvsøvne fremdeles på hvad du vel vilde svare til mit forlangende – da jeg skvat op ved at høre entreklokken sådan en pågående, selvsikker ringen. Josephine havde fået fri og var ude og gutterne iseng, som jeg. Lad dem bare stå – var min første tanke jeg rører mig min sandten ikke af flækken og jeg blev liggende. Men der blev en kimen som i ildebrand, og endelig måtte jeg som dommeren i Judæa, der plagedes af kvindens bønnerdommeren i Judæa, der plagedes av kvindens bønner: Amalie må tenke på en lignelse som Jesus fortalte, Lukas evangelium 18, 2–5. tørne ud, kaste på mig den lange frakke, stikke mine bare ben i tøflerne og begive mig ud. Jeg tændte ikke lys, for jeg vilde nødig sés i det kostume. Omtrent samtidigt med mig kom Jakob ud fra sin dør i underbukser og spurgte barskt: hvem er det? Så var det telegrammet fra dig, du elskede, deilige menneske. Om jeg blev glad? – overhændig glad – men først forskrækket et øieblik. Jeg var så angst, der var tilstødt dig noget galt, for jeg så jo på følgeseddelen at det var fra Kjbhvn. Hvor det var elskeligt af dig at telegrafere. Jeg lå i sengen og var så glad, at jeg ikke kunde holde mig rolig. Jeg havde forresten været så glad og tryg og vel tilmode, så stolt af min kjærlighed, lige siden det gik op for mig, at vi skulde giftes, men nu da jeg havde dit deilige uindskrænket glade og bejaende svar, var jeg aldeles overstadig lykkelig. Først nu føler jeg den rette og egentlige lykke ved dig og min kjærlighed. Jeg siger som du: jeg begriber ikke at der nogensinde har været tale om noget andet. Vi har været utilgivelig dumme, – nei du, det er ikke det, – det er bare at alt mellem os, er modnet i sin egen tid. Det er igrunden en skjøn historie, vor kjærlighedshistorie. Den har fået lov at vokse i fred, og styre sig selv, uden nogenslags kunstig forpleining, derfor er den bleven som den er. Jeg, som aldrig tænkte på at der eksisterede råd for ikke at skilles, – hvor er det latterligt at jeg ikke før havde den plan at vi skulde gifte os! Men ser du: nu igjen er det mig som har tvunget mig ind på dig, ligesom på dampskibet. Indrøm det nu: der var ikke bleven en snus af nogenting mellem os, havde jeg ikke været. Du er ikke den, som har taget fat. Fy skam dig, at ville lade mig glide dig således af hænderne, at ville sidde rolig og se til at jeg blev det elendigste og jammerligste på jorden – ja, for det var jeg blevet uden dig, hvor tror du jeg havde gidet være eller gjøre noget i verden siden jeg vidste hvad livet havde at byde og hvad jeg måtte undvære. Og ifjor efter Aulestadfesten, – du havde ladet mig gå, du stygging, hvis ikke jeg min stakker, havde været dig en retskaffen, overrumplet tusse, sådan en bondemadam. Men nu kan det altsammen være det samme, – du er det deiligste på jorden, og jeg elsker dig. Du, hvis du havde sagt nei, og altså givet mig en kurv, – jeg var bleven så uhyre forundret, bare forundret; jeg havde siddet rent forstenet i forundring, og ikke været istand til at fatte, at ikke du, såvelsom jeg vidste at det måtte, måtte ske. Og alt det om indtægter og sligt foreligger slet ikke. Der er nu ikke tale om andet end at det skal så være, så får jeg ta’e fat i det andet, når tiden kommer. Og jeg tror ikke, jeg selv om det skulde knibe for os, hvad der vel vil kunne hænde imellem, vil have nogen alvorlig frygt for fremtiden. Hvis jeg senerehen ikke skulde kunne fortjene noget, så har jeg jo mine gutter, som med den indtægt de har, vil kunne gjøre sig færdige og blive uafhængige mænd i en ung alder. Når jeg tænker på, hvor udmærket mor har havt det fordi hun har havt sine sønner, og det er ingen skam at blive hjulpen af sønner der holder af en. Forresten skal jeg nok klare mig, jeg. Det er ikke dig, som skal forsørge mig, det er to kammerater som slår sig sammen og arbeider i fællesskab. Det er, tror jeg næsten, borgerlig talt, den eneste fornuftige basis for et ægteskab, forudsat at man elsker hinanden som vi to gjør det. Og skidt om det kniber for os. Jeg vil ikke blive «græsselig alvorlig» – da jeg, men heller være litegran letsindig. Jeg vil være så lykkelig, så lykkelig, at der skal meget til at noget skal kunne tære på mig. Og det er just det, som skal holde min lykke frisk, at jeg må arbeide for mit brød. Du ved hvorledes vi er enig om at denne forbandede lediggang af hustruen undergraver lykken i ægteskaberne.denne forbandede lediggang af hustruen undergraver lykken i ægteskaberne: et av de viktigste temaene i Constance Ring, som var i Amalies tanker i denne perioden – og i hennes senere ekteskapsromaner. Altså: alting er så godt og velsignet som det er muligt, og jeg er så glad – så glad! Også jeg er bleven en anden; nu kan jeg rigtig føle velsignelsen af at «sole sig under varmen af en beslutning» som Bjørnson siger i «Kongen».som Bjørnson siger i «Kongen»: I Bjørnsons skuespill Kongen (1877) er solen et gjennomgående motiv, knyttet til kongens forsøk på å bli en «folkekonge» ved å gifte seg med en borgerlig pike. Reisen til Amerika var jo også en beslutning, men den frøs jeg under. Der kommer Jakob Alver i bare skjorten. Han skal ligge på fladseng herinde hos mig disse to nætter gutterne er på landet hos Vullums. Pigen har vrøvlet noget om at Vilhelm går igjen derinde, og det ved jeg Jakob har hørt ligt til.Jakob har hørt ligt til: folkelig norsk uttrykk: har hørt snakk om, har hørt rykte om. Derfor spurgte jeg om han vilde flytte ind til mig. Hans strålende glæde! han faldt mig om halsen og lo for at skjule det. Nu har han vasket sig, og taget ren natskjorte på. – – Søndag morgen kl 7. Jeg sendte naturligvis bud til kasserersken, straks om onsdagen. Hun blev meget forbauset, og tilkaldte øieblikkelig budet, der efter at ha’e tænkt sig lidt om trak en aldeles søndermaset konvolut op af lommen. Jeg fik det altså i en ynkelig forfatning, med mange medsendte undskyldninger. Det er det sandsynligste at det slet ikke har været læst; det gav indtryk deraf. Kasserersken er altså uskyldig. Havde jeg fået det forrige lørdag, da jeg endnu sad og ventede på dig, vilde det været godt for mig. Det så så stygt ud, at du kunde stryge din vei uden et muk til mig; ikke et sekund faldt det mig ind, at dit brev kunde være bortkommet; jeg er så lidt vant med at sligt hænder. Den bitterhed, der nu blandede sig ind i smærten vilde jeg så slet ikke ha’e følt. Du har ikke svaret mig om du sad og var bestemt på at reise sidste fredagsaften, om du vidste at du narrede mig da du lovede at blive til tirsdag, om du omfavnede og kyssede mig for sidste gang, eller om det var lørdag morgen du tog din beslutning. Jeg vilde helst det første skulde være tilfældet, for da forstår jeg alting bedre. – Var jeg bleven glad over telegrammet, så blev jeg det i end høiere grad over det lille brev med photografiet af det yndige billede fra udstillingen.det lille brev med photografiet: se brev 129, note 2. Tak min elskede, det var sødt af dig, og det gik mig så varmt og trygt gjennem sjælen da jeg læste at du var rede, at også du var bleven glad og rolig ved beslutningen, at det slet ikke havde forfærdet dig, men at du havde taget det som noget der måtte så være. Du er jo en herlighed – det forstår sig, ellers var jeg ikke kommen til at føle denne virkelige kjærlighed til dig. Det er det lange samvær i sommer som har styrket og modnet og befæstet min følelse. Det har ikke været forgjæves, og den kjærlighed du har givet mig har heller ikke været spildt på mig, kan du se, om det end har taget lidt tid, før jeg lærte at blive klog på mig selv. Så håber jeg til gjengjæld at jeg nu skal finde mig selv helt igjennem tilforladelig i min villie og i min følelse. Vilde du virkelig gjerne sige det til din mor? Jeg er så bange; tror du virkelig hun vil tage godt imod mig, og blive glad for det? Ja kanske når hun først har vænnet sig til tanken, og har overvundet den fordom hun dog føle imod mig. Hun er jo så konservativ og fordomsfuld, har du selv sagt, og for hende vil der stå skræk af at jeg har været gift, og er bleven skildt – så vil hun også synes jeg er for gammel for dig. Hvis hun havde kjendt mig i nogen tid som f.eks. gamle fru Sars, så vilde det måske gået lettere, men nu gruer jeg virkelig. Jeg vilde så forfærdelig gjerne at hun skulde blive lidt glad i mig, og jeg skal gjøre mig al mulig flid for det. Jeg er nu så sikker på, at jeg kommer til at blive glad i hende, både fordi det er din mor, og fordi jeg kjender det på mig at hun er en fin og deilig gammel dame, og gamle damer, der er søde, holder jeg så uhyre meget af og bliver altid tilvens med dem. Og det at hun føler min kjærlighed vil måske hjælpe lidt. Forresten du, jeg er så rasende bange. Tror du ikke det er bedst du venter til jeg har været nede hos Knudtzons ihøst. Da, mens jeg er hos dem, kan du jo sige, at jeg er en dame du kjender så godt fra Norge, at du gjerne vil være lidt venlig imod mig og må få lov til at bede mig til din mor. Du måtte komme og invitere mig, jeg vilde og kunde ikke gå der på visit, det vilde være så flout og pinligt. Når jeg så er reist, kan du jo sige hende, at det er mig som er din enke fra Norge. Forresten giver jeg dig frie hænder ligeoverfor din mor. Gjør som du vil, – nu da det virkelig er så et vi skal giftes, er det jo naturligt at hun ved det. Men du må ikke sige det til andre. Det skal og må ikke være et almindeligt samtaleemne blandt dem der kjender dig – som noget der er en kjendsgjerning, før tiden er kommen. Såsnart jeg taler mundtlig med mor, siger jeg hende det. Hvad hun vil synes? Hun er nu så stilfærdig og god, – hun vil ikke gjøre megen sjou i den anledning, og ikke Ludvig heller, skjøndt han vil blive kollossal forfærdet, og vil ikke kunne begribe at jeg kan forlade gutterne. Forresten, hvad mor og Ludvig og alle i verden vil sige, angår mig ikke – i fjerneste grad. Det er kun mine søde deilige gutter, som ligger mig på sinde. Det går mig undertiden med et stik gjennem hjærtet når jeg tænker på hvad de vil føle ved at høre det; de vil blive bleg, og der vil komme trækninger om deres mund. Og så, når jeg med angst og undseelse beder dem ikke være vred på mig, og spørger om det går dem meget nær, så ved jeg de vil falde mig om halsen med gråd og sige: nei søde mama, hvor kan du tænke det? Jeg glemmer aldrig Jakobs indignation over «fru Føns’s» børn.«fru Føns’s» børn: J. P. Jacobsens novelle «Fru Fønss» (1882) forteller om en enkefru Fønss som møter igjen sin ungdoms elskede og vil gifte seg med ham; hennes voksne barn, Tage og Ellinor, bryter med henne fordi hun ikke lever bare for dem. Hun gifter seg og blir lykkelig, og på sitt dødsleie skriver hun et forsonende brev til sine barn. Han havde fundet den på mit bord og læst den, og så kom han til mig og talte ganske oprørt over hvilke egenkjærlige, modbydelige kanaljer Ellinor og Tage var. «De fortjente at hun døde» – sa’e han, «og at de ikke fik sige hende farvel.» Jeg skal nu se til at få det godt indrettet for dem, så de skal føle sig hjemlig og vel; jeg har en plan som jeg håber at få iværksat. De fleste gutter skilles jo i den alder fra sine mødre; mine brødre reiste sin vei til Kr.ania, og det må jo så mange. Hvad der vil blive skadeligt og tungt for dem er, hvis de efter min bortreise vil føle sig hjemløse herinde, men det er det jeg håber at skulle kunne undgå. Du kan tro, der er mange som vil stå færdig med en dom over mig, fordi jeg gjør det, men det kan jeg intet hensyn tage til. Jeg tror også at mange af mine bekjendte vil føle en vis forargelse over at jeg gifter mig med en dansk og forlader landet for hans skyld, men alt sligt kommer mig ikke ved. Jeg er dog vis på at de vil lade mig føle det. – Og så var det «Morgenbladet» du sendte mig. Hvor det var morsomt at læse dit brev,morsomt at læse dit brev: se brev 130, note 8. og hvor det var godt skrevet. Ved du hvad der slog mig: at alt hvad du sa’e var så korrekt. Og så var det fængslende. Jeg blev så ræd at det skulde være galt bogstaveret det om: Eg e så lei o.s. v., men det var aldeles rigtigt. Du, hvor jeg brast i latter, da det pludselig kom. Sig mig nu alvorlig om du ikke selv er tilfreds med det brev? Her synes alle det er så godt. Du må endelig skrive mere, om de spedalske og om theatret,om de spedalske og om theatret: Brevet handler mest om norsk politikk, om norske bønder og om utvandringen til Amerika; Erik nevner spedalskhet i forbigående. hører du, lad mig nu se, du skriver mere. Amund Helland var reist før jeg fik besked om de 2 kr. og 50 øre. Han havde været heroppe for at sige farvel, mens jeg var ude og kjøbte brullupspresent [sic] med Ludvig, før han reiste til Hamar; han havde siddet og skrevet et langt brev til mig med mange hjærtelige afskedsord. Såsnart jeg ser ham, skal han få pengene. – Det var godt du ikke talte med din mor, før efter du havde fået mit brev, for ellers vilde du når Emma havde spurgt om enken, sat op en altfor bedrøvelig mine; nu er jeg vis på din moder så, at du var glad. Jeg er så glad fordi du har fortalt mig hvad du havde slettet i det lille brev. Jeg studerte så på hvad det kunde være for noget, og var helt febrilsk ved ikke at vide det. Du, de 200 kroners udgift om året, – det er vel ikke i anledning af en tidligere kjærlighedsforbindelse eller noget sligt; du skal slet ikke fortælle mig hvad det er, hvis det ikke er dette, for da er jeg vis på det er så kjedeligt og langvarigt; gjør det endelig ikke, men sig mig om det har noget med fordums kjærlighed at skaffe. – Det er sandt at det er ækkelt at ha’e folks medlidenhed og bekymring for vort udkomme på nakken. Du kan jo bare sige at jeg har såpas meget at jeg ikke falder dig til byrde. Det vil på en vis måde blive sandt. Og det vil ikke koste dig en skilling at sætte bo. Jeg sælger nogle gamle møbler og kjøber nogle nye istedetfor. Vi skal jo ha’e liden plads så vi får ikke brug for så meget; men så skal det til gjengjæld være pent det vi har. Om alt dette kan vi tale i oktober. Hvor jeg glæder mig, – jeg har aldrig vidst hvad det var at gå og være glad fra dag til dag, at vågne om morgenen, og pludselig huske at jeg er et lykkeligt menneske, det er over al beskrivelse deiligt. Og alt dette bare fordi du skulde til Bjørnson ifjor. Havde han ikke været Bjørnson, og skulde han ikke havt fest det velsignede menneske, så havde jeg jo aldrig fundet dig min elskede, elskede. Du behøver slet ikke at fortælle mig at du kan være urimelig og fæl, – det ved jeg jo nu så godt, og jeg ved også at intet liv på jorden er en stedsevarende fest; livet er arbeide, og livets lyst må jo være at elske hinanden og at kjæmpe og slide og arbeide sammen. Du skal bare se, jeg kommer ikke til dig med uholdbare forestillinger og tågede illusioner. Husk at jeg er voksen, og at det at jeg er gammel også kan ha’e sin fordel. – Du må læse Dagbladet for lørdag. Det er så indholdsrigt, og Øiebliksphotografierne er meget morsomme.Øiebliksphotografierne: en usignert artikkel i Dagbladet 8/9/83, som harselerer med Kristofer Randers for å ha blitt «Kongelig Fuldmægtig-Poet». Men du må kjende lidt til Randers’s sidste poesi,Randers’s sidste poesi: Kristofer Randers var en polemisk dikter og ivrig tilhenger av Ibsen og Bjørnson. I 1883 utgav han Politiske Epigrammer. og vide hvorledes han bander og skjælder og siger til «helvedes» for ret at nyde dem. – Tænk at din søster ikke vilde se «Gengangere» – jeg forstår det så dårligt, men i grunden er det vistnok konsekvent og rigtigt af hende – det måtte bare være så vanskeligt at huske på det. Tænk når jeg skal kunne gå med dig, du! – Fredag da jeg var oppe i rigsretten et øieblik med min br. Ludvig blev jeg pludselig grebet om armen i vrimmelen deroppe på galeriet, og en stemme i mit øre sa’e hviskende: «er de glad for det?» Endelig var de da komne, aftenen iforveien.Endelig var de da komne: Helene og Jørgen Sandberg, som Amalie hadde bodd hos i juli/august 1883, mens hun var i Bergen (se Amalies brev til Helene 2/7/83 på NBO). De havde reist overland, samme vei som vi. Der blev en hvisken og en fnisen, så Thommesen smilende rystede på hovedet, og betydede os, at vi ikke måtte gjøre skandale. Længer nede stod Helene lige ved den forreste bænk. Hende fik jeg ikke talt med, men Sandberg og Thommesen fulgte ud på gangen da jeg gik, og den sidste sa’e at vi nu i den kommende uge måtte forsamle os hos ham til middag. Så traf jeg Sandbergs på gaden i gåraftes, og gik en stund og drev med dem. Helene spurgte straks om hun måtte gratulere, alle mennesker påstod at jeg var forlovet, enkelte sa’e gift. Jeg spøgte det hen, men så vist altfor lykkelig ud. Hun var forresten så misfornøiet med Kr.ania, og vilde bare tilbage igjen. Der fandtes ikke en eneste kavaller, som var værdt at gå med o.s. v. Tingen er at hun blandt hans venner ingen lykke gjør. Man går af veien for hende, og undgår såvidt muligt at invitere dem. Han er forresten meget afholdt, og har en masse venner, men hun er meget lidet likt. Du må endelig skrive til dem. Tak for dit deilige, lange brev igåraftes. dit deilige, lange brev igåraftes: brev 130. Jeg havde ventet det, men samtidigt fortalt mig selv at det meget let kunde hænde jeg intet fik, at det endog var sandsynligst o.s. v. Jeg blev så henrykt da jeg fandt det ved min hjemkomst. Tak du elskede! Skriv så ofte du kan. Det er som jeg føler dig omfavne og kysse mig hvergang dit brev kommer.

Din Amalie.



132. Erik til Amalie

Torsdag Morgen den 13 September [1883]

Du elskede, søde, slemme Pigebarn, som lader mig vansmægte af Længsel efter Brev, jeg véd ikke hvor mange Dage, og så med ét sender mig det sødeste, fuldstændigste dejligste Brev på Jorden. Og så gør det med en overjordisk Mine af Elskelighed, som om Du ikke anede, at jeg lå hentæret slængt på Jorden og ernærede mig af den magre Længselskost Du havde sat mig på. Men jeg var skikkelig og knurrede ikke. Jeg mødte i Mandags den Grosserer Knudtzon, vi så i Bergen,den Grosserer Knudtzon: Amalies venninne Elisa var gift med Jørgen Baillie Knudtzon, konsul og mølleeier i Bergen. ham med den udslukte Stemme, og han fortalte mig, at Sandbergs var kommet til Kristania. A, sa’ jeg til mig selv, der har vi Forklaringen, Amalie har måttet ture med dem, har været fuldstændig optaget, er naturligvis fortvivlet over, at hun ikke kan skrive til Dig, men stoler jo på, at Du rolig bøjer Dig for den jernhårde Skæbne – vent lidt, lad mig se: dit Brev er formodenlig lagt i Postkasse i Søndags, den er først bleven tømt Mandag, jeg fik Brevet Tirsdag Nat, da jeg kom fra Teatret og en Passiar hos Fritz Bendix med nogle gode Venner.en Passiar hos Fritz Bendix: musiker, ansatt i Det kgl. Kapel. Han skrev også avisartikler og et par skuespill. Jeg slugte det som den udhungrede sit første Måltid og lå så med Hjertebanken, lykkelig over enhver Beskrivelse. Véd Du, at Du taler dybere inderligere blødere til mig nu end tidligere, ved Du, at Du elsker mig højere nu, véd Du, at det er dit første Brev til mig efter at vi har lovet hinanden at holde sammen i Liv og Død, havde jeg nær sagt. Elskede, kan Du begribe at jeg særlig måtte længes efter dette dit første «rigtige» Kærlighedsbrev – Ven, det er jo dit første Brev efter at Du havde Vished om mig. Lad mig straks huske at svare på dit Spørgsmål, om jeg hin Fredag Nat kyssede Dig med Viden om, at det skulde være så at sige sidste Gang. Nej Stump den Gang troede jeg, at jeg kom igen som jeg havde sagt. Jeg angav lidt i Blinde og uden fuldt at være sikker derpå, at jeg vilde blive til Tirsdag, men senere tog jeg det selv for gyldigt. Det var først næste Frmdg ved at se Datoen helt tydelig materielt og manende trykt på en Avis, at jeg fattede min Beslutning. Jeg har dog i Grunden ikke et Minut troet på, at vi var skilt for bestandig, det var en underlig umulig Tanke, en Gift for alt hvad der havde været imellem os, som jeg ikke kunde sluge. –

Dette er ikke noget Brev Du søde, jeg tør ikke begynde på noget, jeg må om et Øjeblik til Byen med lidt Manuskript til «Ude og Hjemme», men jeg måtte dog sende Dig et Livstegn. Igår var det mig umuligt at skrive et Ord, jeg skulde lave noget sammen, og så fik jeg igår Aftes «En Hanske».«En Hanske»: Bjørnsons skuespill, som kom ut i 1883, tar opp «sedelighetsspørsmålet». Svava oppdager at hennes forlovede Alf har hatt et tidligere forhold og protesterer mot dobbeltmoralen som forlanger kyskhet av ugifte kvinner, men tillater menn å ha erfaringer. Den har jeg også allerede skrevet en Bemærkning om. Du, den er ikke god. Bjørnson lader det, som i sin inderste Rod er et personligt Spørgsmål mellem Svava og Alf – ikke Svavas egen Sag alene, ikke Alfs for sig, eller om Du vil begge disse to Menneskers fineste Anliggende hver for sig – afgøre ved Snak og Debat in abstracto mellem os uvedkommende Familiemedlemmer. I Stedet for at male Alf og Svava i Kamp om dette Følelsesanliggende, inderlig indfiltrede i hinanden, stridende deres egen Strid, siddende fast eller nående ud af Tågen og Pinen, et Anliggende der for de to Menneskers Skyld skulde gribe os, giver han os i dramatisk Form en Afhandling – oven i Købet uklar i høj Grad – om et Samfundsspørgsmål. Om Kyskhed eller Ukyskhed for Manden inden Ægteskabet om Troskab efter dette. Alf er det blotte og bare Mandfolk, ikke et ganske særlig og begrænset Menneske med den og den bestemte Historie, Svava er bedre; men skal dette være god Kunst? Hvad drev ham i Armene på Fru Hoff, hvad førte ham mod Svava, må jeg be’, deri ligger Livet, og der ligger den kunstneriske Opgave. Jeg ser jo nok, at B. har forsøgt i Fru Riis, i Christensen og RiisFru Riis … Christensen … Riis: Riis og fru Riis er Svavas foreldre, Christensen er Alfs far. at skabe Mennesker, alt medens Samfundssagen får en Art af Løsning, det er Udenomsgreb, det er kun i én Slags Lys han ser disse Personer, det er det socialt-moralske Spørgsmål, som har fyldt hans Sind, ikke disse Menneskers Livsskæbne. Og det går ikke at lade Alf og Svava være Sagen, medens det er Fru Riis og Hr Christensen, der tager Kampen op. Og så forstår jeg kun Halvdelen af Replikerne, Tankerne er for mig ved første Gennemlæsning urimelig skruede og tilslørede. – Virkelig god synes mig kun den ene lille Scene med Hoff.den ene lille Scene med Hoff: mann til Alfs tidligere avdøde maitresse. Han oppsøker Svava for å fortelle henne sannheten, men får seg ikke til å gjøre det når han ser henne. Hun gjetter likevel hva han vil si. Denne Biperson er grebet med forbavsende Genialitet.

Sødeste Stump jeg skal nok se at få Tid til at skrive mere idag.

Din lykkelige Erik



133. Erik til Amalie

Torsdag den 13 September Kl ½ 4 [1883]

Min elskede, i dette Øjeblik da jeg skulde sætte mig til at skrive til Dig, har jeg fået en Modgang, som jeg ikke nægter angriber mig noget. Min første Artikel til «Ude og Hjemme» har ikke vundet Redaktionens Bifald. Jeg modtager lige nu følgende Linjer: «Kære Skram! Jeg er dog lidt betænkelig ved Artiklens Form, jeg tror, også for din egen Skyld, at vi gør rettest i at vente til næste Gang med at begynde osv.» Sagen er, at jeg havde indrettet den ugenlige Oversigt, jeg skulde levere, i Dagbogsform og søgt at være kort og vittig. Noget var lykkedes, andet var miserabelt, jeg talte imorges med Udgiveren og tog det dårlige Stykke hjem med for at omskrive det. Det var tildels gjort, jeg havde fået det til, så kommer den lille Billet. Desværre er jeg temmelig stærkt gennemtrængt af, at jeg ikke duer til dette Stykke Arbejde, og denne Begyndelse virker ikke opmuntrende. Men nu vil jeg lade dette ligge og sætte mig til på ny at læse i dit Brev, det er Balsam for al Modgang. Det vilde være mig mindre magtpåliggende, om det var godt eller slet, hvad jeg havde skrevet ved denne Lejlighed, om der ikke bag lå et Pengespørgsmål. Jeg havde jo påregnet en forholdsvis god Indtægt af dette og derfor indladt mig derpå og ikke for selve Arbejdets Skyld. Nå, skidt med det, jeg er vant til, at intet lykkes for mig første Gang. – Du, når vi bliver gift, og jeg har noget for, som ikke vil gå, så er jeg i dårligt Humør. Ikke gnaven, det håber jeg ikke, men nedtrykt, at Du véd det. Stump, det er alligevel vistnok slet ikke så morsomt at blive gift med mig som Du tror. Sig mig, når er Du i ondt Humør? Jeg har kun set det, når jeg enten har gjort Dig Fortræd, eller Du ikke har fået din Vilje. En Gang oppe ved Nystuenoppe ved Nystuen: hotell på høyfjellet ved veien mellom Valdres og Lærdal. Se brev 130, note 11. var Du nu lige frem urimelig, men Du blev snart sød og glemte dine vilde hævngerrige Forsætter. Jeg kan for Resten godt huske, at jeg så med nogen Forundring på Dig. –

Fredag Aften Kl 11 ¼

Du søde elskede, igår blev jeg siddende med dit Brev i en Krog af min Stue. Da jeg havde læst det for fjerde Gang fra Ende til anden, så var jeg, havde jeg nær sagt, først ret fængslet af det. Og jeg sad og drømte. Det vil sige jeg sad og tænkte og tænkte på mig og Dig, på hundrede Ting, Tiden gik, og jeg fik ikke skrevet. Jeg måtte til Byen for at spise Middag, og så skulde jeg på Morgenbladets Kontor, og så var Tiden gået til at gå hen og høre Ullmann holde Foredrag i Studentersamfundet om norsk Politik.Ullmann holde Foredrag i Studentersamfundet om norsk Politik: Viggo, norsk folkehøyskolemann, grundtvigianer, politiker; populær foredragsholder som gjorde flere turnéer i Danmark. Hans foredrag 13/9/83 om «den politiske Strid i Norge» blir annonsert samme dag i Morgenbladet. Bag efter måtte jeg blive til et Gilde for ham og Stortingsmand RindeStortingsmand Rinde: Peder Rinde, bonde, stortingsmann. Han gjorde seg særlig bemerket som forkjemper for sparepolitikk. og et Par norske Herrer til, jeg ikke véd hvem var. Og idag har jeg været sysselsat hele Tiden. Iaften har jeg måttet gå i Teatret og se en Debutantinde. Sødeste Du, Du har ikke været et Minut, tør jeg næsten sige, ude af mine Tanker, og også har det ligget som en Anfægtelse over mig, at under alt dette har jeg ikke fået skrevet det lange Brev til Dig, som Du skulde have. Men Elskede Du må være yndig elskelig og ikke være vred på mig for det. Det kommer til at gå således til, at Du aldrig sikkert må stole på mit Brevskriveri. Nu i Aften trode jeg, at jeg kunde indhente lidt af det forsømte, og så sidder jeg og er dødsens søvnig. Jeg skal op imorgen Kl 6 ½ til en Landtur. Elskede jeg siger Dig Godnat i det Håb på Søndag at kunne skrive. Du må elske mig elske mig, hele mit Liv er dit. Men jeg duer til ingenting nu, jeg må i Seng.

Din Erik



134. Amalie til Erik

Lørdag aften 15de septbr. [1883]

Du, som havde lovet at skrive mere på torsdag – det har du ikke gjort! Jeg har i hele dag gået og glædet mig til iaften, og så kom der alligevel ikke noget; imorgen er det søndag, og så får jeg ikke noget før på mandag. Tak for dit sidste; det var så kjærligt og sødt. – Moderen er her siden igår; der kom et brevkort iforgårs og meldte at hun kom, men hun reiser allerede mandag, det styggeting; hun har taget returbillet for ikke at blive fristet. Jeg har fortalt hende alt; hun sad så taus og rolig og hørte på mig og omsider sa’e hun: Gudskelov at det altså er gået overstyr dette fæle med Amerika; nu kommer du da ikke længere afveien end der er håb om at få se dig igjen engang her i verden. Forresten talte hun så fornuftigt og kjærligt. Hun syntes ikke det var så ilde med gutterne som jeg havde tænkt. De var så store mente hun og så snille og brave, det vilde nok gå. I hvereneste liden ferie skulde de komme og være hos hende og Ludvig. Men hun spurgte mig alvorlig om jeg også var vis på, at jeg elskede dig nok – hun kunde ikke begribe hvadslags menneske det måtte være, som virkelig havde fået mig til at elske sig således at jeg vilde gifte mig med ham – jeg, som havde været så forhærdet i det kapitel. Jeg forsikrede hende at jeg elskede dig så over al beskrivelse, at der ikke kunde være tale om at jeg var istand til at leve uden hos dig, når der eksisterede en mulighed for det og tilsidst blev hun også ganske beroliget ved alt det jeg sa’e, skjøndt mærkeligt forekom det hende dog. «Du får hilse ham da, og takke ham fordi han har hindret dig fra at gå til Amerika» – sa’e hun. Men så sa’e jeg hende, at det ikke var dig, at det var mig som havde tvunget dig, at du havde været for stolt til at ville sige en tøddel imod min Amerikaplan, at det var mig, som tilsidst var kommen til fornuft, og havde pludselig sét hvor vanvittigt det var at forlade dig, at jeg havde tigget dig om at tage mig o.s. v. «Er dette dig?» spurgte hun med et ansigt, der var bare forbauselse. – «Ja, sådan er jeg tørnet ud efter alt» – svarte jeg. – – –

Søndag morgen. Hun havde med din bog,Hun havde med din bog: Amalie hadde gitt sin mor Gertrude Coldbjørnsen å lese. som hun sidst tog med sig, fordi hun dengang ikke fik læst den ud. Det var en udmærket bog, sa’e hun, en af de bedste hun havde læst. Meget i den havde hun læst to gange. «Og Gertrude, det er jo dig op ad dage, som du var før du blev gift, og efter, – det er jo en umulighed at det ikke er dig han har skildret» – sae hun. Men hun vidste jo godt at du ikke dengang ikke havde kjendt mig, for hun havde sét at bogen var udkommet i 78 eller når det nu var. – Jeg fandt ikke en eneste replik uklar i «Hansken»; tvertom var de mig alle durch gjennemsigtige fra første øieblik af. Jeg er enig med dig i meget; Svava er jo et blot og bart vehicel for hvad han vil ha’e sagt, men jeg synes alt det sagte i hele bogen er godt, idel godt. Som kunstværk står den ikke høit, men dens betydning ligger andetsteds. Den er skabt af en profet, og den er i egentlig forstand det folks eiendom, der eier profeten, – det folks og intet andets. – Og den deilige Garborg! Min sjæl forlyster sig i hvad han har skrevet om «Vantroens Væsen» – Heuchs bog, ved du.Heuchs bog: Pastor J. C. Heuch var en konservativ og strengt luthersk teolog. Hans bok Vantroens væsen kom ut i 1883. Han hadde tidligere angrepet Amalie i Luthersk Ugeskrift for hennes anmeldelse av Bjørnsons Det ny System i Dagbladet 14–15/4/80. Jeg måtte skrive ham et par festlige jubelord til tak. Jeg fik Tidsskriftet igår morges, kastede mig øieblikkelig over Garborgs lange artikel,Garborgs lange artikel: Garborg anmeldte Vantroens væsen i Nyt Tidsskrift 1883, s. 426–48. og havde en over al beskrivelse morsom time. Som han kan den mand; man læser og er tilfreds, ganske og aldeles tilfreds. – – – Forleden havde jeg brev fra Bertha Knudtzon.brev fra Bertha Knudtzon: Brevet finnes ikke i samlingene. Efter at ha’e talt om at fra den første oktbr. kunde jeg komme når jeg vil, og bedet mig endelig komme snarest mulig, siger hun: «Vi har i denne tid læst Skrams novelle og både mama, min søster og jeg synes at det er en ganske udmærket bog. Det må være et nobelt menneske, der har skrevet en bog som den. Det er over al måde besynderligt, at vi ikke tidligere har læst den. Både Bailly og Elisa syntes så udmærket godt om Skram; og Harriet med. Elisa skriver at hun vilde ønske rygtet talte sandt om dem og ham. De må endelig opgive deres Amerikaplan; når de nu kommer her i høst, må de aftale med Skram at i skal gifte eder. Men de må tillade mig førend de kommer, at sætte mama ind i deres forhold; hun er kjærlig og god og holder så af dem; de vil ikke fortryde at have betroet dem til hende. Jeg har aldrig skjult noget for hende, og jeg synes ikke om at hun skulde være uvidende om hvorledes sagerne står under deres ophold i vort hus, thi Skram må naturligvis besøge dem så ofte de og han ønsker at sés, og det vilde mama måske finde lidt besynderligt, hvis hun intet vidste derom.» – – – Du forstår at jeg i mit brev har fortalt Bertha Knudtzon om vor kjærlighed, og det er jo bedst hun siger sin mor det inden jeg kommer; det gjør jo ikke noget at hun ved det. Forresten vil jeg nødig andre skal vide det mindste om det, før alt er klappet og klart. Alt det snak frem og tilbage, og alle de betragtninger med hensyn til arrangements o.s. v. som folk altid anstiller under slige omstændigheder, vil jeg så nødig ha’e noget af. Derfor må ingen andre end din moder få det at vide; ja, With, – men det var igrunden letsindigt af mig, skjøndt han tier vel, når du beder ham. – Du som taler om at jeg sætter dig på mager kost med hensyn til breve. Du er ikke bedre du heller, skjøndt jo, i forrige uge fik jeg tre breve og et telegram men nu i den sidste, fik jeg kun det ene hastværksbrev på tre knappe sider, og det var til svar på et af 16 sider til dig. Og nu kan du vel ikke ha’e så ondt om tid, siden du ikke mere er på «Morgenbladet». Men jeg har det alligevel så godt, selv om du sjælden kommer og ser til mig, for jeg elsker dig, og jeg nærer mig ved min kjærlighed, ved al den lykke den skaber indeni mig, ved at huske at jeg har dig, har dig for alvor, for fremtiden, at det skal være mellem os, ved at vide at alt er besluttet, og at i denne beslutning ligger mit liv. Jeg drømte så meget om dig inat, om at vi var ude på reiser og skulde skjule vort forhold, og havde det igrunden så ondt. Du var pludselig bleven fører af et stort dampskib med en elegant leilighed i; jeg skulde gå med dig på langtur, og sad ombord inde i en stor fløiels sofa, og bebreidede dig at vi ikke var gift forinden. Du sa’e at det var akurat lige godt vi gjorde dét i Konstantinople,i Konstantinople: Amalie hadde vært i Konstantinopel våren 1871 sammen med August Müller. men jeg mente at det var så leit for styrmændenes skyld. Så pludselig hed du August og ikke længer Erik, ligesom Müller, og det syntes jeg var så leit; men så et øieblik efter var det slet ikke dig, men ham jeg skulde seile med og ham jeg skulde giftes med for anden gang. Og da blev jeg så slagen af rædsel. Jeg så omkring til alle sider efter dig, men du var væk. Og så med engang vidste jeg at det om dig var en fabel, at det havde været August Müller hele tiden, og altid skulde være ham. Så sprang jeg i søen og vågnede nede i bølgerne og det varede lidt før jeg så at bølgerne var min egen gode, varme seng. Du søde, hvor jeg ofte længes, længes efter dig.

Din Amalie.



135. Erik til Amalie

Søndag den 16 September 1883

Min elskede lille Pige[.] Jeg var, som jeg har fortalt Dig, igår på en Tur. Jeg var inviteret til Helsingør hos en Ven, Galschiøt,en Ven, Galschiøt: Martinus Galschiøt var litterat, ansatt 1875–83 som teater- og litteraturanmelder i (dansk) Dagbladet. der har Hjem der, om end han ellers bor i Kbhvn. En brav Fyr, der er noget kedelig moderat og modererende i alle Forhold. Han har hidtil skønt literær Venstremand været ansat ved den mere og mere reaktionære Avis «Dagbladet»,den mere og mere reaktionære Avis «Dagbladet»: (dansk) Dagbladet, grunnlagt 1851. Avisen var opprinnelig nasjonalliberal, fra 1870 konservativ. Redaktør 1872–81 var den moderat-nasjonalliberale Vilhelm Topsøe; 1881–89 P. V. Grove. men har endelig nu brudt dette urimelige Forhold, der har skabt ham en Række Ydmygelser – dem han snakkede om og beklagede sig over. Han bor der nede i et gammelt Hus midt i en stor Have sammen med tre gamle Søstre, der er noget hyggeligt gammel Jomfruagtigt over ham, de har nu taget en lille forældreløs Pige til sig, de to Søstre arbejder ved to Skoler der i Byen, og kappes alle fire om at være gode mod den indtagende lille Stump, der køn og sund og livlig farer om på to af de solideste små Skanker man kan se. Jeg var der i Selskab med Hegels,i Selskab med Hegels: Frederik Vilhelm Hegel («gamle»), sjef for Gyldendal siden 1850, Danmarks viktigste forlegger. Hans sønn Jacob Hegel var gift med Julie Bagge. den store Boghandler Du véd, gamle H. unge do, dennes elskværdige Frue og tre Børn og så den unge Frues Søster, som unge H. er forelsket i samtidig med han holder af sin Hustru. Jeg har vist talt til Dig om dette ejendommelige Forhold. Så var også Borchsenius der,Borchsenius: medredaktør i Ude og Hjemme 1880–84, fra 1885 medredaktør i Morgenbladet under det nye regimet. Du véd Redaktøren (mere af Navn end af Gavn) af «Ude og Hjemme». Alle disse Mennesker vil Du sikkert lære at kende som min Hustru. Du, det var egentlig ikke det jeg vilde fortælle Dig hvem jeg var sammen med, det løb mig nu i Pennen, nej det var kun det, at jeg tog der ned i stærk Spænding. Jeg havde ikke været uden for Byen siden min Hjemkomst, ikke set Skov, ikke Søen, ikke Natur i det Hele. Jeg var rasende angst for, at det altsammen skulde være grimt nu, efter at jeg havde levet mig ind i den norske Natur. Elskede, det var ikke for min egen Skyld, jeg frygtede, jeg tænkte ikke på mig selv anderledes end som den, igennem hvilken en Opfattelse skulde gå, og som havde til Opgave at aflægge samvittighedsfuldt Regnskab. Jeg så med mine Øjne, men jeg så kun og kun på dine Vegne. Du Elskede, jeg var så bange for, hvad Du vilde sige til dette flade Land, som jeg har lokket Dig ned til. Du elskede, elskede Ven, tro mig rolig og sikkert, når jeg siger Dig, at her er til at leve. Landskabet var fint og af en egen blid Ynde, der så ved Søen i den friske Kuling med Skum og Sprøjt fik en tilstrækkelig Tilsætning af Kækhed og Kraft. Du elskede, Du vil kunne være glad her nede, det er ikke dumt og flovt og ækelt og grimt det Sjælland Du skal bo på – Tankerne kan gå viden om her, og de lave bølgende Høje med Korn eller Skov i vekslende Lys efter Skylagets Beskaffenhed lå så venlige der, så stilfærdig indbydende: Kom ud til os, slå Dig til Ro her, lev Dig ind i vort Liv, Du skal se, der er Fred og Hygge her og Finheder, som gør en Sjæl godt. Det ser lidt småt ud, det vi byder på, men Vennen min, det er ikke ubetydeligt det, som sker her. Det er Menneskers Liv og Strid, dine Frænders, Folk, som holder af dit Land først af alle næst deres eget, og som vil tage imod Dig uden Skygge af Forbehold, som beundrer, hvad Du elsker højest, og som i Stræben og Kunnen står Side om Side med hvad der er dit eget. Tilbage i en Henseende, foran i en anden – lige Børn. Husk, at her i dette bløde Land blev de Soldater født, der kæmpede ved Sankelmark og på Dybbøl,ved Sankelmark og på Dybbøl: to av de blodigste slagene i den dansk-prøyssiske krig i 1864. det er ikke alt mygt, der ser således ud. Elskede, Landskabet var så frodigt, og så var det så ærligt; Amalie jeg havde en Følelse, som lå jeg på Knæ foran Dig og så Dig ind i Øjnene, og at Du så tog mig om Hovedet, så på mig og sagde: «Du er dum, at Du er bange: jeg er jo ikke bange. Her er smukt på sin Måde og jeg er også glad i det. Kys mig og giv mig din Kærlighed til Norge, så giver jeg Dig min Kærlighed til Danmark.» Og jeg blev glad Amalie, rigtig glad, og syntes at de Mennesker jeg var sammen med, var elskværdige og flinke. Jeg vilde ønske, at Du og den unge Fru Hegel blev Venner, jeg tror, at hun er en fin Kvinde. – Du, jeg vil her fordi jeg husker det, sige Dig noget, som gik igennem mit Hoved igår Aftes, da jeg Kl 10 gik fra Banegården sammen med Borchsenius. Vi passerede den store Kafé «National» og den lige over for liggende illuminerede Indgang til Tivoli med Sangerindepavillonen,Kafé «National» … Indgang til Tivoli: Kaféen finnes ikke lenger. vi to var inde i, kan Du huske, og han fortæller mig noget om, at et nyt stort Lokale skal indvies, og i den Anledning anførte han nogle Træk fra et lignende Etablissement i Berlin om Opmarcheringen der af uanstændige Fruentimmer. Mine Ord faldt således som de af og til er faldet lige over for Dig, når Du har fortalt mig et eller andet grimt om en Kvinde med mange Elskovsæventyr eller sligt: der var lige som en Anerkendelse deri. Jeg havde i samme Nu din søde, fortrydelige lille Afart af et Overfald eller en Bebrejdelse over mine Ord i mit Øre. Hvorfor siger Du nu det? Mener Du nu virkelig det, så må jo også det og det være godt således og således. Jeg har altid plejet at blive underlig betuttet, hver Gang Du således har taget mig i Kraven, og jeg har ikke kunnet klare for mig til min egen fuldstændige Tilfredshed. Jeg har lige som beholdt en Frygt i mig for, at jeg dog mulig var noget angreben i min moralske Tankegang, noget «vermoulu», som Lægen sagde til Osvald.noget «vermoulu» som Lægen sagde til Osvald: I Ibsens Gengangere (1881) oppsøker Osvald lege da han mister evnen til å arbeide, og får høre at «der har lige fra fødselen af været noget ormstukket ved Dem; – han brugte netop udtrykket ‘vermoulu’» (Hundreårsutgaven, Bind IX, s. 105) – dvs. han har arvet syfilis fra sin far. Men det er jo noget Snak Du kæreste, igår stod det fuldstændig klart for mig, hvad det er, det her drejer sig om. Når sådan et Træk af gennemført Letsindighed, af Liderlighed, af Grisseri, af kort sagt noget fra mit Standpunkt forkasteligt, dog aldeles umiddelbart kan fremklade en anerkendende Ytring fra min Side, så beror dette jo simpelthen på, at jeg rent kunstnerisk føler Behag ved det færdige, det ægte, det afsluttede, plastiske. Om det er grimt og moralsk fordømmeligt har jeg jo slet ikke overvejet, det er en Betragtning helt for sig. Det er den kolde, helt upersonlige, beskuende Måde at tage Tingen på, som gør sig gældende, sålænge man ikke har noget levende, noget mere eller mindre interesseret med Sagen at gøre. Billedet af en Skøge, jeg mener selve Skøgen, der går mig forbi, er morsom, er mig til Behag eller det modsatte, alt efter den større eller mindre Fuldstændighed, der er over hende, og så kan jeg i en anden Stemning eller i næste Øjeblik få hele det Skrækkens Billede af en Skøge frem for Tankerne. Men er det en mig kær Person, der er Skøge, kommer den første Opfattelse slet ikke frem, så bliver jeg ikke uinteresseret beskuende. Når Du altså har fortalt mig noget, som havde Karakter af hvad det nu være vil, noget der havde Klang af færdig Støbning, har det moret mig, lige som kan Du huske Krøyers Billede af den hæslige italienske Hattemager fængslede Dig.Krøyers Billede af den hæslige italienske Hattemager: Krøyers bilde «Italienske Landsbyhattemagere» (1881) ble utstilt i Charlottenborg 1882, hvor det vakte oppsikt og forargelse. Bildet finnes idag på Hirschsprungs samling i København. Og det er rasende forkert, når Du så uden videre løb mig ind på Livet og gjorde mig bange ved at sige: Men så måtte Du jo også synes om, at jeg var sådan. Det var som om jeg fra din Glæde over den ynkelige Hattemager vilde blive krænket og sige: Men så måtte Du jo også ønske mig så mager, udtæret og skidden. Tør jeg spørge, om denne lange Udvikling er Dig tilstrækkelig Du yndige? Eller skal jeg holde et nyt Foredrag for Dig en anden Gang. Det er forfærdelig længe at vente til Slutningen af Oktober, inden jeg kan få kysset Dig. Længes Du efter at komme ned til mig, Du min Dejligheds Unge? – Jeg var hos min Moder i Formiddag, men da jeg ikke havde dit Billede hos mig, sagde jeg ingenting til hende. Der havde ellers været god Lejlighed, hun var ene. Jeg sad kun og var god Søn og gjorde hende glad ved min Nærværelse, havde jeg båret dit Fotografi på mig, vilde jeg sikkert ikke have kunnet tie. Jeg er meget vis på, at hun vil blive glad. Den Omstændighed, at Du har været gift og har forladt din Mand, vil ikke nedsætte Dig i hendes Øjne, hun er ikke borneret på det Punkt, den Religiøsitet hun har, er forfinet, humaniseret på mange Punkter, det er det dannede Selskabs Religion, der i 1830–50 blev præket af den fine Biskop Mynster,Biskop Mynster: Jacob Peter Mynster ble biskop i Sjællands stift i 1834, og ga ut en andaktsbok som fikk stor utbredelse. Han sto for en mild bibelsk preget kristendom, og var motstander av både Grundtvig og pietismen. det er ikke Gisle Jonsons Pietisme.Gisli Jonsons Pietisme: Gisle Johnson, norsk teologisk professor, en leder for den kirkelige vekkelsesbevegelse. Nej men dine to store Gutter vil gøre hende forskrækket. Og det er ikke helt underligt. Imidlertid vil alt svinde for den ene Betragtning, at Du elsker mig og jeg Dig, hun vil i samme Nu jeg fortæller og forklarer, i Tankerne tage din Hånd og klappe den, og hendes eneste Følelse vil være Frygt for, at Du ikke skal få Kærlighed nok her nede til Erstatning for hvad Du forlader i Norge. Du er så ivrig på, at jeg nu må indrømme, at det ikke er mig, der har taget fat nu og før men har villet lade Dig gå. At Du er min «Bondemadam». Elskede, hvad før angår, indrømmer jeg ingen Verdens Ting – ja, jo dog på en Måde, det er sandt, der på Dampskibet, men senere holdt jeg Dig fast, da Du vilde gøre det til intet, hvad Du havde vovet Dig ud for. Da var det mig der holdt; det går omtrent lige op. At jeg nu ikke turde foreslå noget – ak Amalie det var desværre kun altfor naturligt. Du ofrer, forlader og giver, det er mig der tager og tager. Min Ven hvor turde jeg være den, der gik i Spidsen her? Jeg synes i Stød, at min Dristighed, som den er, mulig er vel stor. Men min Stump, der var jo ikke levende Råd for andet. To Mennesker som vi har ikke kunnet leve sammen for at løbe fra hinanden. Det var noget Snak, en Umulighed! Du, det var morsomt at se With, da jeg fortalte ham, at jeg skulde giftes til Foråret. Han skvat helt rundt på Stolen men var i samme Nu glad og kom ikke med et eneste dumt Spørgsmål. Det var, som om han straks forstod, at således måtte det naturligvis være. Ja Du har Ret, vor Kærlighed har haft en smuk Udviklingshistorie, den er groet op uden kunstig Kultur, Du er min «Bondemadam», min søde, kække Kvinde. Jeg vilde ikke kunne, synes jeg, konstruere et mere naturligt Forløb, en mere fornuftig Begyndelse, og så fuld af Æventyr den er, min Ven, vi har jo dog vovet efter vore Forhold det mest umulige. Ja Du, det er morsomt at have begyndt som vi har gjort. For Resten Stump, det er mærkeligt, at denne Gang snakker man her nede ikke, så vidt jeg da har mærket, synderlig om, at jeg har været i Norge for en Kærlighedshistories Skyld. De Mennesker, der interesserer sig for mine Anliggender, stoppe ved det Faktum, at jeg er gået fra Morgenbladet. Jeg får ingen nærgående Spørgsmål, og With siger, at man heller ikke spørger ham. Georg Brandes, som jeg efter min Hjemkomst jevnlig har set,Georg Brandes: I februar 1883 hadde Georg Brandes flyttet fra Berlin til København, og ble boende der. har ikke med en Mine gået mig på Livet; jeg glæder mig til det Øjeblik da vi gør Visit hos ham. Kan Du huske det lille tyske Kvindemenneske,det lille tyske Kvindemenneske: Det har ikke vært mulig å identifisere vedkommende. Georg Brandes levde ved denne tiden i «permanent ægteskabskrise» (Jørgen Knudsen: Georg Brandes 1883–95 (I), s. 69). som Du lod mig sidde og snakke med hos Thommesens? Hun er nu i Kbhvn igen og hænger som en Burre fast ved det Brandeske Hus. Han raser og skælder hende ud, Fruen bærer sit Kors med mere Anstand. Det er et skrækkeligt Fruentimmer. Àpropos Fruentimmer, så kan jeg meddele Dig, at endelig er min Stjerne fuldstændig dukket under Horisonten hos hende den lange Fru Bernhard Olsen,den lange Fru Bernhard Olsen: dvs. Laura f. Glad, gift med museumsdirektør Bernhard Olsen, som grunnla Frilandsmuseet i Sorgenfri. jeg har ikke set hende siden min Hjemkomst, men With, som lider under hendes Tilnærmelser for Tiden, fortæller mig, at hun har fundet ud, at hun har taget fejl af mig, jeg er kun et ganske almindeligt Mandfolk. Heldigvis! Det er sandt Du, jeg glemte at sige Dig, at efter min Følelse kan der ikke være Tale om, at Du må sætte dine Ben i min Mors Stuer under noget Påskud i Verden. Forinden har jeg sagt hende alt, og Du kommer som den Du er, hendes Svigerdatter. Min lille Pige, er dette ikke rigtigt? Vi vil nu, når Du kommer pines det mindst mulige – tænk nu på ny at skulde begynde med at sige «De». Nej Du Amalie den Oase skal der være, at Du og jeg hos min Moder og min Søster, den gifte, mødes som Mand og Kone, havde jeg nær sagt, som Forlovede i det Mindste. Kan Du forinden sige din Moder hvad Du tænker på at gøre hende for en Sorg? Er Du bange for hvad min Mor skal sige, så kan Du begribe, at jeg næsten ikke tør tænke på at træde frem for din Moder. Hun vil kun meget vanskelig kunne tilgive mig, at jeg fører dig ind i Slid og Slæb; havde jeg været velhavende, skulde jeg nok have klaret mig, så var det kun om et enkelt Indtryk at gøre, nu gælder det en fortsat Bekymring. Og din Broder! – Hør Du, har Du Lyst til at sende mig Hellands Afskedsbrev, som han sad og skrev i din Stue? mig vilde det more at se. Gud forbarme sig, hvor det Menneske vil blive rasende på mig, i al Skikkelighed, tænker jeg mig, men rasende særlig fordi jeg er dansk.

Mandag Morgen

Jeg var i Kasino igår Aftes for at se første Opførelse af «Prinsesse George» med den fra det kongelige Teater flygtede Fru Oda Petersen i Tittelrollen.første Opførelse af «Prinsesse George» … Oda Petersen: Fyrstinde Georges (dvs. Alexandre Dumas’ drama La princesse Georges) ble spilt første gang på Kasino 16/9/83. Oda Petersen fikk sin debut på Casino i 1870, ble knyttet til Det kongelige Teater i 1881, men flyttet tilbake til Casino i 1883. Det bliver en af Skuffelserne for With, når vi er gift, så kommer han og jeg ikke mere på Komedie sammen; han plejer altid at have den anden Billet. Han vil for Resten have godt af det, han er for afhængig i sin Dom af hvad jeg mener. Du, det er en af de Ting jeg glæder mig umenneskelig meget til, det er dine Meninger, dine friske Indtryk. Gud véd, om jeg ikke kommer til at rette mig umådelig meget efter din Opfattelse. Du, jeg er lidt spændt på at høre din Mening om «En Hanske». Jeg tror, at Du må synes nogenlunde det samme som jeg. Hvor B.B. dog i Grunden slet ikke har magtet det Spørgsmål. Det ligger som en Klump i Tilværelsen for ham, han har løbet Panden imod det, men det er godt til ham. Hvad ligner det, når man er Digter, at vælge et Stof, hvori man ikke selv har levet. Det var dejligt Vejr igår Aftes. W. og jeg gik så efter Forestillingen ud på Tivoli og spiste der til Aften. Jeg har ikke været der siden min Hjemkomst. Vi sad i en åben Veranda og spiste, Luften var så mild, det var Fuldmåne tror jeg, og Illuminationen brændte så klart og smukt i Farverne; nede ved Kanalen var det helt prægtigt med Spejlingerne i det blanke Vand. Jeg vilde nu på Morgenstunden have skrevet et Brev til Fru Sandberg men jeg får ikke Tid, jeg har så ustyrlig meget at gøre, men snarest mulig må det jo løbe af Stabelen. Jeg har i Sinde at sende hende mit Fotografi, den Taske, for det er hun i Grunden. Du, jeg er naturligvis glad over, at Du synes om mit første Brev.mit første Brev: se brev 130, note 8. Hans sammenlikning mellom norsk og dansk oppfatning og handlemåte faller ut til fordel for Norge. Å jo, det er jo ikke dårlig skrevet, og det har også interesseret her nede, men egentlig godt er det ikke. Hvad der ikke er ilde, er den Karakterisering af det københavnske Væsen, der lige som tilfældig og fordringsløst løber ind med. Og Brevet er i Grunden skrevet for den Sags Skyld. Jeg vilde give mine søvnige Landsmænd et Stød, puffe opmuntrende til Normændene også, og begge Dele er i al sin Lidenhed vistnok lykkedes. Det andet Brev er en Del ubetydeligere. Virkelig godt er hverken det første eller sidste. Om de spedalske og om Teatret i Kr.ania kan jeg ikke skrive. Jeg véd for lidt. – Amalie beklag mig! På Onsdag skal jeg til et knasende Bryllup, det bliver frygtelig dyrt, hvor skal jeg ulykkelige Menneske tage Pengene fra? For Resten er det et ungt Par, som jeg håber noget af: Maleren Hans Nikolaj Hansen og hans nydelige Brud.Maleren Hans Nikolaj Hansen: giftet seg i 1883 med Theodora Rasmussen. Han ble særlig kjent som raderer. Der vil vi komme. Har Du tænkt på den slemme Ting med vor Selskabelighed, at vi er nødt til at gøre Gengæld? Kan Du klare det Spørgsmål, min yndigste Unge? Jeg tror, at vi i Begyndelsen vil blive bedt en Del ud. – Så, nu farvel Stump. Du må ikke vente Brev fra mig nu i adskillige Dage jeg har for meget at bestille. Jeg elsker og længes!

Din Erik



136. Erik til Amalie

Tirsdag den 18 September [1883]

Formiddag

Elskede, giv Fru Sandberg indlagte Brev,indlagte Brev: Eriks brev til Helene Sandberg finnes ikke i Håndskriftsamlingen i Bergen, Oslo eller København. som jeg lader åbent for at Du, hvis det interesserer Dig, kan læse det. Men luk det så. Jeg havde i Grunden ikke et Muk at sige hende, men håber, at det Hele nu ser nok så hjertelig og åbent ud. – Jeg venter så temmelig sikkert Brev fra Dig idag, men kommer der intet, vil jeg endnu ikke blive altfor utålmodig. – Du; Er der nu mere end en Måned til vi ses? Ak, tænk Dig Amalie imorgen til det store Bryllup skal jeg være Kavaller for en Dame, hente hende i Vogn, spasere op ad Kirkegulvet med hende, formodenlig have hende til Bords – de Mennesker véd ikke af, at jeg er gift – ja næsten da. Om Du nu havde været her som min Hustru!

Aften

Jeg blev dog ikke lidt skuffet da Klokken blev ¾ 6 og endnu intet Brev var kommet. Så gik jeg ud til min Middag, spiste i en Fart, var melankolsk, gik hen og satte 24 Kr over Styr til en Bryllupsgave til imorgen, blev ikke mere munter af det, gik og tænkte på vort Hus – vi må have 4 Værelser og bo på Østerbro – så så jeg med ét så velsignet venligt et Ansigt, som jeg syntes jeg skulde kende, uden for et oplyst Butiksvindue. Naturligvis et Dameansigt, ellers kunde det ikke være således velgørende. Jeg måtte tænke mig om. Det var en ung norsk Dame (naturligvis var hun norsk, hvor kunde hun ellers se så bundgod ud) fra ombord nu på min sidste Nedfart. Hun rejste i Selskab med en engelsk Dame til Kbhvn. Hun kunde være 25–26 År. Hun var ikke smuk men et mere vindende Smil har man ondt ved at finde. Hun talte ombord med en dansk Herre, hun havde været sammen med enten på Grefsen eller et Sanatorium og fortalte om i hvor høj Grad hun glædede sig til København. Hun havde været der for nogle År tilbage, og aldrig havde hun haft det så godt i sine Levedage. Der kan Du blot se. Nu i Aften kunde jeg på hendes Mine se, at Byen vistnok havde holdt hvad den forrige Gang havde lovet. Tænk jeg måtte næsten holde mig selv tilbage med Magt for ikke at gå hen og spørge hende, om hendes Forventninger var gået i Opfyldelse. Den engelske Dame stod hos. Det var i en Sidegade til Østergade. De så begge to ud, som om de var hjemlig vant, og en Dame må vel også føle sig nogenlunde hjemlig for at gå uden Ledsagelse efter Mørket er faldet på. Kan Du se på min Skrift, at jeg ikke er hjemme? Jeg sidder hos With og skriver i stor Fart med en af hans afskylig hårde og spidse Penne. Du elskede, om lidt skal jeg med ham i Herreselskab – lige nu siger han, at vi ikke må vente for længe med at gå, Kl er ½ 9. Jeg tog, da jeg gik hjemmefra, Brevet med for her at føje et Par Ord til. Her skulde kun stå, at jeg længes og er melankolsk og glad og angst og tillidsfuld. Jeg trænger til Dig, Amalie, trænger så uhyre til at tale med Dig. Jeg er glad ved, at jeg skal ud mellem Mennesker i Aften, jeg føler på mig selv, at jeg er i Humør til at fange Griller. Jeg har slet intet kunnet bestille idag. Farvel nu Du søde i Aften har Du fået mit sidste Brev ikke sandt? Blev du glad ved at føle på Konvoluten, den var tykkere end de foregående Fillebreve. – Nu går jeg elskede – et Kys til Dig!

Din Erik



137. Amalie til Erik

19de septbr. 83.

Så kom da endelig dit lange brev!dit lange brev: brev 135. Det var en henrykkelse at læse det. Fru Schjøtt og fru Ullmann var hos mig til aftens, og da jeg kl. ½ 8 modtog det, måtte jeg putte det i lommen til senere. Du er for sød med din bekymring for at dit land ikke skal være skjønt nok. Du kan være ganske rolig, jeg skal nok komme til at elske det; det er jo det land som har formået hvad Norge ikke kunde: give mig min elskede og mit livs lykke. Og desuden jeg har altid havt Danmark kjær, i altfald fra jeg kom til sjæls år og alder; som barn og ganske ungt menneske gik jeg og hadede det, men jeg blev omvendt lidt efter lidt. Og nu, – der er ikke tale om andet end at jeg er glad i det, og vil finde mig vel der, bedre der end nogetsteds i verden, fordi det er dit hjem, og fordi det er der, jeg skal få være hos dig. Du skriver så sødt om alt det, jeg blev rørt derover; ja, du er nu idethele et yndigt menneske, det synes jeg mere og mere for hver en tid der går, for hver en ny fase, der indtræder i vort forhold, for hvert et brev du sender mig. Jeg er så tryg og lykkelig, – der er ikke en gnist af frygt eller tvil i min sjæl, og hvordan det går, så vil der aldrig komme det, aldrig komme en tanke af tvil mener jeg om det var godt og rigtigt det jeg hin nat besluttede. Du ved jeg kan aldrig ønske nogenting af det jeg selv gjør ugjort; jeg kan det ikke, aldrig, fordi at det jeg gjør, – det gjør jeg fordi jeg , og kan ikke andet. – – Men din lignelse med Krøyers fillede hattemager du’er ikke. For at den skulde slå til, måtte det være din anerkjendende beundring ligeoverfor gode malerier af ryggesløse kvinder, fordærvede fruentimmer, eller udjaskede skjøger, jeg havde klandret. Men det har jeg ikke. Hattemageren nød jeg fordi maleriet af hattemageren var godt gjort. Det var kunstnerens flinkhed jeg stod og så mig glad på; det var ikke hattemagerens fillethed eller degraderede habitus som tiltalte mig – endnu mindre det liv eller de livsvaner som muligens havde gjort ham således. Men når jeg blev stødt over det du taler om, så var det fordi du beundrede de væmmelige gjerninger vedkommende kvinder havde bedrevet, – ja det vil sige væmmelig efter min og mange andres betragtningsmåde. Du kunde sige: «se det er dog flinkt, eller; fanden til dygtigt fruentimmer», når jeg sad og fortalte dig ting som jeg for min del og mange med mig anser for tegn på degradation, åndeligt lurveri og rusk om snusk, og som bedrevet af mig selv f.eks. vilde stemple mig selv i egne øine og i en del andres med som et lavartet og foragteligt fruentimmer. Et er at studse og beundre fordi man gribes af den kunstneriske fuldkommenhed hvormed det hæslige kan være gjengivet, men et andet er at sidde og anerkjende den forvorpenhed, der muliggjør en gradvis synken ned til det der er hæsligt. Eller også må ordene: hæslig, liderlig, væmmelig slet ikke eksistere mere. Og der er jo dem som siger at de begreber som disse ord betegner er lutter fordomme og opspind. Men så langt er jeg endnu ikke kommen, – jeg siger endnu, for jeg ved ikke hvorhen min udvikling kan føre mig – den har ført mig allerede til steder hvor jeg troede jeg aldrig skulde sætte min fod; bare betænk at jeg har været den frommeste sjæl, kristelig talt nogen kunde ønske. Da jeg fortalte dig om den fru v. der Lippes tøilesløshed,den fru v. der Lippes tøilesløshed: Familien von der Lippe var en norsk slekt av tysk opprinnelse, i Bergen fra 1600-tallet. Det er ikke klart hvilken fru von der Lippe Amalie snakker om her. der havde kastet hende – fra hendes tidligste ungdom af – fra det ene mandfolks arme over i det andets uafladeligt, – om de var gift og altså for enhver ærbar kvinde med renhed i villien, en andens eiendom – det gjorde for hende ingen forskjel – så sa’e du: pokker til flinkt gjort, eller sådan noget, – og det er jeg som sagt endnu ikke moden nok til at kunne gå med på. Det er det gamle ord om forskjellen mellem disse der siger: «æd, drik, vær lystig og glad, imorgen dør du» – og dem der siger: bed og arbeid, der her står iveien. Den der beder og arbeider ser andre mål, andre opgaver at samle sin kraft og sine evner om, og både evnerne og målene vokser under troskaben mod sig selv og mod det man har sét som meningen med livet. Jeg kunde blive ved og blive ved, men jeg stopper her – du har allerede kjedet dig over den norske, tunge, dumme rubrikeren eller sådant noget, det ved jeg godt; jeg vil kun endnu tilføie at når dine ord ved disse leiligheder påvirkede mig ubehageligt, og det gjorde de, så var det fordi det hørtes som om alt var dig lige godt, når det bare var helt, når det bare var gjort med fynd og klem så at intet mere stod tilbage. Men hvem ved; – en dag kan jeg måske være sprungen dig helt forbi på dette gebet, hvad jeg gjør det gjør jeg tilgavns – skjøndt nei, – jeg tror det dog ikke.

Dine indtryk no 2dine indtryk no 2: fortsettelsen av Eriks korrespondanse fra Kristiania, som ble trykt i Morgenbladet 14/9/83. læste jeg siddende på doet ude hos Herman Thaulows på løkken.hos Herman Thaulows på løkken: se brev 8, note 3. Jeg havde ligget der om natten og fik om morgenen, som jeg skulde derud, Morgenbladet rakt ud gjennem vinduet af Ingeborg, der stod og flettede sit hår, og som spurgte om jeg ikke vilde tage min ven, Erik Skrams forfatterskab med mig til tidsfordriv. Det var underholdende, men ikke så godt som det første. Du skulde naturligvis skrive om de spedalske, – du ved meget at sige i den anledning som vilde interessere, forsikrer jeg dig. Og dit indtryk af norsk scenekunst, kunde du også lave mindst en spalte af, hvis du gad. Ude hos Sars’s på søndag blev jeg af fru Sars sat til at læse «En Hanske» høit. Hun tvang mig, fordi der var ingen som vilde. Heldigvis havde jeg læst den to gange før, alene og for mor; derfor læste jeg den nokså godt. Fru Sars er så rasende grebet af den. Det er ikke jeg desværre. Jeg kan ikke skrive til B.B. om den som han visselig venter. Erns[t] Sars og jeg var så enig forsåvidt som vi begge sa’e at den slags themaer interesserte os mindre end de helt ud sociale spørsmål. «En Hanske» er hverken en behandling af det ene eller det andet, på en vis rent mislykket. Sars havde netop læst «Over Evne» i manuskript;Sars havde netop læst «Over Evne»: se brev 73, note 6. han gjengav mig indholdet, og jeg er sikker på at dette vil gribe mig. Du skulde hørt ham tale om «Strandby Folk»!«Strandby Folk»: se brev 89, note 3. Tilfældig var han kommen til at læse den – der blev vasket ovenpå i hans og Ossians værelser, – han måtte sidde nede i kabinettet og vente, og der lå på et bord hint berømmelige værk. Hans spot og hån, – det var penge værdt at høre hvor knusende det faldt midt i al hans godslige elskværdighed. Vi lo begge af hjærtens lyst. Stakkels Dr.mann som kan forfalde til sligt – og han skal være Danmarks Vergeland! – sa’e han blandt andet. – Har du så siden skrevet for «Ude og Hjemme»? Du er en tosseper, som ta’er dig nær af sligt – det troede jeg du måtte være vokset fra. Der er mange, og det af dem som skriver bedst, – der altid først skriver dårligt og så udmærket godt, når de gjør det om. Det er som oftest de flinkeste – de bedst – skal jeg bekvemme mig til at bruge hint forhadte ord – begavede, som har det på den vis, – dem som aldrig kan blive rutinemaskiner. Altså går du ganske rolig ivei igjen, og ikke noget snak om at du ikke duer til det stykke arbeide, – det er jeg vis på ikke er sandt, – du duer nok, men der skal arbeide til, man får intet for intet, husk vel på det; nogle vinder frem ved arbeide, andre ved at svire og lide, som Dr.mann f.eks, – men så er det deres måde at arbeide på. – Sent om aftenen. – Jeg er netop kommet hjem fra professor Schjøtts; fruen og jeg læser fransk sammen én gang om ugen. Vi er begyndt med «L’assommoir» som ingen af os har læst.«L’assommoir»: Emile Zolas roman fra 1877. Se brev 76, note 3. Den er hvad den er, men alt på jorden blegner ved siden af «Raskolnikow», som jeg nu også læser.«Raskolnikow»: Dostojevskijs roman Raskolnikow (1866) ble oversatt fra tysk av Kr. Winter-Hjelm og utgitt i Kristiania 1883. Gud bevare mig for et arbeide der er gjort, for en kundskab og viden dybt og ind og ned i menneskets alle nerver og indvolde. Drukkenboldtens inspirerede prædiken på kneipen – kan du huske den? – jeg bare spør om du i dit ganske liv har læst noget mere gribende godt, – at se hvorledes dette om: Kommer hid i som lide og ere besværede, denne tale om purpurrøde synders tilgivelse, dette tågede, deilige sagn om husvalelse og forsoning, om renselse for syndens søle, hvorledes dette lever og rører sig i den elendige lurvs alkoholiserede hjærne, hvorledes det forløser hans trang til at se sig selv i klasse med masser, der fra evige tider har sin plads og sit navn – det er for vidunderligt rigtigt og godt. – Men det var ikke det jeg vilde sagt. Garborg havde været her iaften for at blive. Jeg blev så lei da jeg hørte det, så sjælden som det går på, var det rigtig fatalt, at jeg ikke skulde være hjemme; nu vil jeg sende bud efter ham en aften med det første. Og så var her kommen et nyt maleri af Boll; aldeles nydeligt, motivet fra middelhavet, udenfor Malta. Jeg kjendte det straks igjen – det er udmærket godt gjort. Hvad skal jeg dog gjøre med denne stakkels Boll – jeg ser ham selv omtrent aldrig – han er virkelig så beskeden, – det er kjedeligt med disse presenter; et visitkort var fæstet ved, på det stod: den 22de august. Han huskede dagen, han. – Du må dog have vidst om at du hin fredag gik fra mig for sidste gang, for hvorfor skulde du ellers skrive i dit første brev fra Kjøbhvn. at du vidste med dig selv du vilde komme til at græde i det minut du stod ene i din stue, men at du på gaden havde været rolig og kunde tænke på andre ting f eks det om at jeg havde ret med hensyn til musikpavillionens beliggenhed, kan du huske? – Hellands brev har jeg brændt sammen med en del andre, som havde hobet sig op på mit bord, ellers skulde jeg gjerne ha’e sendt dig det. – Du må vide jeg forleden dag, da jeg skulde vise mor hvorledes jeg havde det i min hængekøie faldt bardous på gulvet, touget gik tvært af. Mor stod og sa’e: «nei gjør det ikke, touget er næsten over heroppe, du vil falde». «Lantifra!»[sic] var mit svar, og i samme nu lå jeg kladask i gulvet. Jeg slog mig frygteligt på min ene ende helt oppe ved hoften; du skulde se: en stor svær kulsort flæk, og så fik jeg en rasende singlen i hovedet som om noget gik løst. Moderen sa’e at gulvet rystede som i jordskjælv, da jeg faldt. Om morgenen når jeg vågner er jeg endnu læmster efter slaget; det gjør ondt når jeg skal reise mig i den anden hofte også, og i den modsatte skulder, men det er bare læmsterhed, og har intet at sige. Om jeg længes efter dig? – du søde elskede – Forfærdeligt, men dagene går så fort, så fort; jeg er så flittig på så meget, og har tiden optaget fra morgen til aften, så det er altsammen ingen ting, – jeg kan nok holde ud at vente, når jeg bare får høre fra dig ofte. Skriv endelig så ofte du kan, om det ikke bliver så meget om gangen – det gjør ingen ting, – det er min fryd, min eneste virkelige glæde at få brev fra dig, som jeg elsker og tilhører. Før efter den 20de oktbr. kan jeg ikke komme, men ved du at der er knapt mere end en måned tilbage! Imorgen skriver vi jo den 20de. Tænk når vi skal være hos hinanden bestandig, og når vi skal kunne sove i fred uforstyrret ved hinandens side hele natten til den lyse morgen, og gjerne i hinandens arme om vi vil, – det bliver noget det, og det glæder jeg mig mest af alt til. Godnat elskede, jeg er søvnig og træt, men jeg elsker dig over alt i verden. Og tænk at du kan lade være at snorke!

Din Amalie.

[Tilføyelse på side 1]:

Nu får du dette brev fredag aften. Så må du endelig skrive lørdag for at jeg kan ha’e det mandag aften. Længer kan jeg ikke vente, hører du!

[Tilføyelse på side 5]:

Jeg har fået et «Morgenblad» til.



138. Erik til Amalie

Onsdag den 19 Sept [1883]

Du elskede, igår Aftes da jeg kom hjem, eller rettere Nat, lå dit Brev til mig.dit Brev til mig: brev 134. Posten må være bleven urimelig sent omdelt, dine Breve pleje at være hos mig ½ 6, og den var bleven over 6 inden jeg kom hjemme fra. Så dejligt et Brev! Tak Du elskede for hvert Ord. Amalie, der er noget mandigt ved Dig, som jeg elsker og beundrer, noget fyndigt, klart. Over for Dig får jeg af mig selv stundom et kvindagtigt Indtryk. Det er det: min Stolthed lider under, at jeg ingen sikret Stilling har at byde Dig, det gør mig myg i Tanker og Følelser, der er sådan en underlig snigende Fornemmelse som af et Bedrag ved mig. Du véd vist ikke ret, hvad det er at mangle Penge og må dog vist engang få Indtryk af, at jeg er udygtig, siden jeg så lidt er i Stand til at skaffe Penge tilveje. Jeg skulde sidde og passe en lukrativ Forretning, det duede jeg til, så havde jeg Rygstød, så skulde jeg være snil og flink og kunde, tror jeg, skabe Dig en nok så passelig Lykke. Nu pusler og roder jeg og er langsom og dum over enhver Beskrivelse – min egen elskede Amalie, Du får meget at bære over med hos mig i vort Ægteskab. Du elskede, jeg gik imorges efter mit Bad og Frokost til Moderen – for at tale som Du, det lyder så morsomt i mine Øren denne bestemte Artikel ved «Moderen» – og fortalte hende, at jeg havde en Svigerdatter at give hende. Hun græd af Glæde, af Bevægelse, så på dit Billede og tog imod Dig så godt og kærligt, som jeg havde ventet. Til Beretningen om, at Du havde været gift, sagde hun: Enhver Kvinde, som duer noget, må jo i vore Dage næsten nødvendigt være skilt fra sin Mand. Du kan se det forskrækkede hende ikke. Hun var mindre forberedt på, at jeg var forlovet, end jeg havde ventet. Det, hun havde hørt, havde hun ikke lagt synderlig Vægt på, hun havde lige netop erfaret af Emma, der havde sin Visdom fra Frk Zahle, at den Dame i Norge, jeg interesserede mig for, hed Fru Müller. Det greb hende strækt, at Du af Kærlighed til mig vilde forlade dine Gutter, hun trode et Øjeblik, at jeg skulde til Norge. Men jeg antager, at hun selv skriver Dig til. Hun bad, om hun måtte beholde det ene af dine Billeder og var meget glad ved Udsigten til snart at skulle se Dig. Foreløbig var hun enig med mig om intet at sige til Søstrene. Men når Du kommer Amalie, er det jo urimeligt ja næsten umuligt andet, end at Du må tage det på Dig at have Svigerinder, som vil holde af Dig. Du sødeste Ven, ellers er jeg så fuldstændig enig med Dig, at ingen skal indvies i vore Planer. Jeg er ligeså ængstelig for at have andres Deltagelse eller Nysgerrighed på Halsen som Du. – Hvad Du skriver om din Moder har naturligvis gjort mig usigelig glad. Jeg var meget bange for hendes Dom og velsigner nu Amerikarejsen, der er optrådt som min Forbundsfælle. Sig mig, det véd jeg ikke rigtig, om din Moder er meget religiøs. Hvor er det dog godt, at hun synes om min Bog. Det hun siger, at Gertrude ligner Dig, forundrer mig for så vidt ikke, kun at hun er så temmelig ubetydelig anlagt, Du må dog altid have vist et langt bedre Hoved og meget mere Karakter. Du har så ubetinget kun ligget under for det urimelige Opdragelsessystem, man har fulgt overfor unge Piger. Vil Du nu hilse din Moder til Tak fra mig og sige hende, at jeg ikke føler det som tog jeg Dig langt bort fra hende eller dine Gutter. København er nærmere Frederikshald og Kr.ania end til Exempel Bergen, eller i alt Fald ikke længere borte, og går det os blot nogenlunde godt, så vil Afstanden ikke blive følt som noget hårdt. Du min elskede Ven, de skal gå os godt, Du skal se, Du bringer Lykken med Dig. Føl blot ikke det som et Spring, at Du kommer til et andet Land, Du skal se Du kan tjene Norge her nede også. Har Du tænkt på den Mulighed at tage Jakob Alver med Dig? Frk. Knudtzons og de andre Knudtzons venlige Omdømme er jo en prægtig Ting. Tænk, om de havde syntes, at jeg var en modbydelig Person. At vi med Tak må tage imod et Asyl der, er jo selvfølgeligt – kun Du, må det gå af med megen Beskedenhed. Lidt løjerligt er det nu også at sidde som hemmelige eller åbenbare «Forlovede» hos fremmede Folk. Jeg tænker, at vi vil være så pas generede begge to, i alt Fald til en Begyndelse. Nå heldigvis er det delikat tænkende Mennesker, så vidt jeg véd af. Du elskede blot det var Bryllup vi gik til nu om en Måned. Og hvad skal vi gøre af os selv i Vinter? Jeg gruer for at tænke derpå. Du, der er nu igen det, var jeg rig, så fik Du ikke Lov til at rejse ugift fra København. – Om «Hansken» må vi tale mere, Du elskede, jeg synes din Opfattelse lyder lidt stejl. Tidsskriftet har jeg endnu ikke set. Din Drøm!! Hvor jeg elsker Dig for dit Spring i Bølgerne. Jeg må slutte.

Din Erik



139. Amalie til Erik

21de septbr. 83.

Jeg har to søde, yndige breve fra dig, ét kom igåraftes og ét nu.to søde, yndige breve: brev 136 og 138. Hvorfor vil du dog plage dig med at være bange for udkomme. Jeg siger dig, det skal kunne gå; kun at vi ikke begynder med at indrette os over evne. Vi skal ikke have mere end 3 værelser fordi det er nok; der må være et rigtig stort soveværelse for at jeg kan sidde der og arbeide. Det gjør jeg jo nu her, fordi der er sol, og hele den række af værelser står tom, – der er så øde og ækkelt derinde, jeg gider aldrig være der. Her på soveværelset står mit skrivebord, og her sidder jeg og er flittig om dagene. Fru Ring er allerede indleveret til Tidsskriftet i en meget forbedret skikkelse, og den vil efter al sandsynlighed stå trykt i oktoberheftet.Fru Ring er allerede indleveret til Tidsskriftet: «Constance Ring. Fragment.» ble ikke trykt i Nyt Tidsskrift, men i Tilskueren, desember 1884, s. 933–949. Så får jeg penge for den, og der kan du se at jeg kan fortjene noget. Men nu er jeg allerede i fuld vei med noget nyt, som jeg skal få endnu flere penge for, men jeg vil ikke tale om det, for det er der ingen lykke med. Hvad jeg fortjener ekstra i vinter, gjemmer jeg til våren. Hvad vil du gå og ængste dig for den simple ting at jeg flytter ned og bor sammen med dig. Jeg skal klare mig og du jo ernære dig selv, enten så jeg er der eller ei. Du er en stor tusseper, er du. Men som sagt, vi vil være uhyre økonomisk fra begyndelsen af og ingen fast pige holde, det har jeg udtænkt, for det er igrunden så kostbart, og får man én som ikke er at tro, hvad vistnok let kan hænde i Kjøbenhavn, så er det en ren ruin. Jeg vil ha’e et menneske som kommer og gjør hvad der skal gjøres fra morgenen af, og går sin vei når hun er færdig, – der er intet iveien for at det kan gå, – mange gifte par har det på den vis her. Vadsken kan leies ud, og skal vi ha’e fremmede en aften, så kan hun jo blive. Forresten, det vilde være deiligt at tage Josephine med,at tage Josephine med: Amalies tjenestepike i Kristiania. for hun er så tro, og så flink, og kunde gjøre alt med vask og sligt, men hun er en meget kostbar pige, og så måtte vi også ha’e et værelse til hende. Sålænge ingen af os bli’er sengeliggende, er der ingen tvil om at det kan gå. Bare ikke gå og vær bange, – det er så dumt, og dertil virkelig umotiveret. Ja, skulde jeg blive sygelig og ikke kunne bestille noget, så det jo slemt ud, men hvorfor plage sig med at forudsætte sligt, – så kunde man jo aldrig vove at røre sig til noget her i verden, og jeg, som desuden er så frisk, hvad skulde jeg få til at blive syg af, jeg? – Og hvor kan du så gå med en «fornemmelse af et bedrag», – du har jo sagt fra, det mangler ikke derpå, – har du kanske skuffet mig med at forespeile mig noget, der ikke er sandt? har du pyntet eller sminket på nogen verdens ting? Og er det ikke mig som har fremtvunget dette? Og hvorfor har jeg gjort det? fordi hvilketsomhelst liv uden dig vil blive mig en jammer og en ørken, og fordi hvilketsomhelst liv med dig vil være mig en glæde og lykke; det ved du jo, og kan du ikke så holde fred? Der er jo ikke tale om hvad vi får at leve af, eller om vi kommer til at sulte eller ei, – ikke for mig ialtfald, – det er kun dette som der er tale om, at vi holde sammen, og såsom vi ikke kan det uden at gifte os, så vi gifte os. Den sag er klar og simpel nok, skulde jeg mene. Jeg har aldrig vidst hvad det vilde sige at mangle penge, siger du, – nei, sandt nok, men derfor må du ikke tro at jeg ikke skal forstå mig på tingene, – du skal bare se, – jeg skal blive en gnier, men ikke en ækkel og grætten, men en sød og munter og fornuftig gnier. Jeg skriver i en rasende galop. Vil du vide at jeg har været 5 minutter om dette rabbel. Uhret ligger foran mig på bordet – jeg skal nemlig ud, og kl. er meget mange. Men jeg måtte give dig denne dosis med skjænd, – du stygge dumme gut. Hvor det var sødt hvad du skrev om din moderen; jeg var så bange for hende, – det hjalp ikke hvad du sa’e, – jeg troede du tænkte feil. Der er lettet en sten fra mit hjærte derved, – hun er nu vist over al måde sød, din mor. Men du, – jeg bliver bange alligevel, når jeg skal gå op for at se hende, jeg tør ikke tænke på det, – den tid, den sorg. Det er ikke sikkert det bli’er genert hos Knudtzons. Det kommer an på så meget; jeg har endnu ikke skrevet til Bertha, og svaret på hendes venlighed, men nu gjør jeg det med det første. Farvel elskede, – ved du nu at jeg elsker dig, eller ved du det ikke? Du, som gik og var skinsyg, og gud ved hvad, og var sint på mig, og sa’e at det, var vel det, jeg helst vilde, at du skulde gå din vei. – Nu kan du angre det, nu. Jeg kysser dig 1000 gange.

Din Amalie



140. Erik til Amalie

Lørdag Aften [22/9/83]

Nej det er for galt, først i Aften den 23 modtager jeg dit Brev af 19. Lad gå, at det ikke er kommet afsted før den 20 Eftermdg, så skulde jeg dog have haft det længe før. Hvad Fanden tænker det elendige Postvæsen på? Og så forekommer det mig, at jeg læser mig til, at Du ikke har modtaget direkte sendt fra mig det Morgenbl. med mit andet Brev. Forholder dette sig rigtigt, så er vi jo inde på, at Breve begynder at gå galt mellem os. En dejlig Historie! Elskede, dette er virkelig uhyggeligt. Siden det lange Brev i Søndags har jeg skrevet to – jeg tror ikke flere, et Tirsdag og et Onsdag. – Holdt, jeg ser nu, at det først er den 22 idag, men alligevel er Postgangen altså nu blevet en Dag længere end i Sommer, det er overordenlig bedrøveligt. Sødeste Kvinde med din lange Udvikling og så dine Trusler om at blive meget værre end jeg. Jeg tror for Skam, at Du gør Dig for ringe Umage med at forstå en Tankegang, der lyder Dig fremmed. Om dette Spørgsmål, hvorvidt den kunstneriske Opfattelse og Nydelse af et eller andet først indtræder, når Tingen er gjort (på Lærred, i en Bog, i Marmor), eller om den allerede er der, i det Modellen går forbi, har en vis AOE Skram skrevet noget ret læseværdigt i Novellen Gertrude Col – nu skal jeg slå op – Side 95–105:Novellen Gertrude Col: Eriks betraktninger om kunst står i kapittel VI i novellen, s. 55–60 i Danske Klassikere (1987). Vær så venlig at læse det efter og se, om ikke det indeholder et Fingerpeg til Forståelsen af hvad jeg har ment. Jeg kan for min Død ikke lide at blive vist uden for «Dig og mange med Dig» – det vil sige Du siger «mig o.m.m. mig» – i Spørgsmålet om den moralske Bedømmelse af usædelige Kvinder. Men rigtignok vil jeg holde på, at selve det rent udvortes Faktum ikke er nok til at skære alle over en Kam. Det er ikke Kyskheden som sådan, der er Dyden så lidt for Kvinder som for Mænd, og der er i selve den Ting, at en velopdragen ung Pige bryder Kyskhedsloven, noget kækt, som jeg anerkender som et Fortrin. Jeg mener, at har jeg kun Beretningen om det rent udvortes, så kan jeg i den Omstændighed, at her er sket et Brud på det højtidelig vedtagne, finde noget at rose. Så kan det gerne være, at Tingen bagefter er gået i Fordærv, eller måske ret beset aldrig har været nogen Ros værd, – fordi alt har berot på Slaphed fra Begyndelsen af – det kan jo først afgøres ved Kendskab til det enkelte Tilfælde. Er hun Frk v.d.L. forvorpen som Du siger,Frk.v.d.L.: se brev 137, note 2. så skal Du lade være med at antage, at jeg anerkender dette hos hende. Har jeg sagt noget rosende, så har min Tanke standset ved den første korte Iagttagelse, at her var sket noget kækt. Jeg kan ikke begribe, at Du et eneste Minut har villet lade det bero med den Opfattelse af mit Standpunkt, at det var væsenlig forskelligt fra dit. For her er et Kardinalpunkt, om hvilket man ikke kan være uenig, skal man leve sammen. Men ganske vist, der kan indtræde Meningsulighed i det enkelte Tilfældes Bedømmelse lige som ved en Domstols Behandling af en Sag, man véd ikke altid så lige under hvilken Kategori i Straffeloven Tilfældet skal henføres. Men om Principperne i Loven må der være Enighed for at en Forhandling overhoved skal være mulig. At Du nu véd dette og holder det usvigelig fast, at i Æresbegreber kan vort Grundlag ikke være forskelligt. Er Du gal Tøs! Men Du tænker nu også som en løbsk Hest med Vogn bag efter. – Det forekommer mig, at jeg har skrevet til Dig om «En Hanske»,jeg har skrevet til Dig om «En Hanske»: se brev 132. om den kunstneriske Misopfattelse fra B.’s Side – har jeg ikke? Du nævner Bogen, denne Gang med stor Ro [innskutt: men ikke om Du er enig med mig] – forrige Gang kaldte Du B. i Anledning af «En Hanske» for en Profet. Jeg blev ganske bange. Jeg har læst den om igen. Første Akt er fortrinlig, Resten er jo absolut mislykket. Blot jeg ret forstod, hvad Du og Sars egenlig mener med, at Kunsten skal behandle «sociale» Spørgsmål. Dette er sågu da fra B’s Side netop gjort til et socialt Spørgsmål, og deri ligger Forbrydelsen. Havde B. mere beskedent holdt sig til at ville klare Forholdet mellem de to enkelte Mennesker Svava og Alf, så havde han kunnet skabe et Kunstværk, nu har han intet fået færdig. – Du, det jeg har skrevet om i mit første Brev fra Kbhvn, at jeg vidste jeg vilde komme til at græde osv. refererer sig jo, Stump, til min Vandring Lørdag Morgen fra din Gade. Jeg var jo der omtrent ved din Port, så gik jeg min Vej, jeg kunde ikke gå op. Fredag Nat tænkte jeg vistnok ikke på stort andet end at komme hjem og sove. Hør Amalie, den Historie med Hængekøjen gør mig alvorlig bange, ikke håber jeg, at det skal have varige Følger det Slag Du har fået, men for den underlige Halsstarrighed den viser. Allerede jeg sagde Dig, at Tovet var ved at slides over, og jeg måtte imod din Vilje knytte den højre. Du har formodenlig knyttet den ned igen. Jeg selv kan være dristig og hader Frygtsomhed på urette Sted, men jeg ser mig for, og jeg sætter intet på Spil, når jeg kan lade være, og der intet er at vinde. Jeg finder det for dumt af Dig at krybe i en Hængekøje man kan se vil falde ned, jeg kan slet ikke få i mit Hoved dit Motiv til at gøre det. Historien er uhyggelig i mine Øjne, og jeg siger Dig, at sligt vil kunne gøre mig hensynsløs vred, og så er jeg ikke god. Man har ikke Lov til at handle så åbenbart tåbeligt. Du måtte kunne vide, at det omtrent er det modbydeligste Fald der kan overgå En at falde på denne Måde med Ryggen i Gulvet. Jeg er vred på Dig for den Historie. – Raskolnikov er en vidunderlig Bog, Du vil alt som Du læser videre på ny og på ny gribes af Beundring. Det er først senere hen, at en enkelt Indvending kan falde En ind. Blot vi havde læst den sammen! – Nu ser jeg først din lille Randglose om, at Du har fået det andet Morgenblad. Fortæl mig lidt mere om hvad Du foretager Dig fra Dag til Dag. Bor Hermann Th. på Løkken?Bor Hermann Th. på Løkken?: dvs. Hermann Thaulow. Se brev 8, note 3. Ak, Amalie jeg er ikke ganske vis på, at dette Snorkeri virkelig kan bekæmpes. Men jeg håber jo og skal ærlig stræbe Stump, jeg så i Grunden hellere, at Du glædede Dig mere til vore Dage end til vore Nætter, men det er måske kun i det Humør jeg er i idag. Og imorgen er jeg mulig netop henrykt for den lille Bemærknings Skyld. Jeg har min kæreste Ven skyndt mig at få et Brev i Stand til Dig. Der ligger et Arbejde og venter på mig, derfor får Du ikke mere, Klokken er allerede altfor mange. Men når dette Brev kommer Dig i Hænde, har Du forhåbenlig alt igen skrevet mig til. Farvel altså min sødeste Pige

Din Erik



141. Erik til Amalie

Onsdag Aften den 26 September [1883]

Min elskede, jeg har gået med dit Gallopbrev med den megen økonomiske Fornuft på mig siden i Mandags Morgesdit Gallopbrev: brev 139. – jeg går altid med dine Breve på mig, til de er besvarede, ved enhver lille Bevægelse kan jeg mærke det knage svagt i min Brystlomme – og jeg har opsat at skrive til Dig, fordi jeg i Grunden hver Dag har ventet et til. Jeg tænkte mig, at Du havde fået Brev i Mellemtiden fra min Moder og straks sat Dig til at fortælle mig det. Nu vil jeg imidlertid ikke vente længer med at skrive, så meget mere som jeg har på Fornemmelsen, at det sidste Brev, Du har modtaget fra mig, havde et Præg af Gnaveri, som helst burde have været slettet ud Dagen efter. Ja jeg er ganske vist noget trykket af vore økonomiske Sager; det har nu måske sin særegne Grund deri, at der er kommet et Hul i mine Finanser, som jeg ikke havde påregnet. Jeg har mistet en Måneds Indtægt fra Morgenbladet, idet man har været så venlig at beregne min Fratrædelse fra 1st August i Stedet for fra 1st September, og det giver mig et Minus af halvandet hundrede Kroner, som jeg netop nu aldeles ikke kan tåle. Jeg har strængt taget Ret til at fordre Penge for August, idet jeg havde betinget mig at få min Ferie betalt, men jeg vil så Fandens nødig have en Pengekontrovers med de Mennesker, særlig E Brandes. Han er smålig, og nu, da jeg har løst Forholdet, ingenlunde opfyldt af, at denne Måneds Efterbetaling vilde være vel anvendte Penge. Jeg får nu at se, om jeg kan få mig selv til at fordre denne Sum – der er jo den Svaghed i min Stilling, at jeg så omtrent havde givet Tilsagn om at skrive, medens jeg var i Norge. Det er modbydeligt at have dette at fidte med, men da jeg er i Baghånden med disse Penge, kan jeg ikke skyde det fra mig. For min egen Skyld generer det mig som Regel kun lidt at leve yderlig tarvelig, Gæld kan jeg kun ikke tåle. Du, jeg tror ikke det er muligt for os at leve uden fast Tjenestepige. Tænk blot på Madlavning. Den har Du da vel ikke i Sinde at tage Dig af – det bør på ingen Måde finde Sted. Spise på Restauration er både for dyrt og uudholdeligt og tilbragt Mad noget modbydeligt og dyrt noget. Vask er en kostbar Historie ud af Huset. Nej min Ven, Forskellen i Udgift ved at have et Fruentimmer nogle Morgentimer og ellers Resten ude af Huset og så en Pige er for ringe til, at ikke den uhyre større Behagelighed ved at have et fast Tyende bør være det afgørende. Heller ikke tror jeg, at 3 Værelser kan gøre det. Men vi får nu se. Alt det taler vi bedre om. Tror Du måske ikke, at jeg har tænkt på, om Du kunde få Josephine med Dig. Har hun mere end 10 Kr i Løn hos Dig? Det var vist det vi måtte give vor Pige om Måneden. Jeg har gået og kigget så småt på et Sted, hvor jeg kunde ønske at vi skulde bo – helt afsides uden Genboer med Udsigt over det nedlagde udmærket smukke Fæstningsterræn,Udsigt over det nedlagde udmærket smukke Fæstningsterræn: dvs. det gamle festningsterreng som ble omdannet til parker, bl.a. Østre Anlæg. der nu er omdannet til et stort Parkanlæg, ikke langt fra den egenlige By – men heller ikke det kan det nu nytte at snakke om, Du må selv se, og Finanserne må også være bragt mere på det klare. – At Du har sendt «Fru Ring» i omdannet Skikkelse til Tidsskriftet er jeg både glad og forskrækket over. Du kunde ikke have ladet mig have en Stemme med ved denne Lejlighed? Jeg havde tænkt mig den virkelig færdig udarbejdet – det er den næppe nu. Du må ikke tage mig det ilde op, men jeg er noget bange for din Gesvindighed på det kunstneriske Område, og jeg stoler ikke på dine Konsulenter ved Tidsskriftet, de sluger råt ethvert Bidrag fra Dig. Jeg så forleden et Nødråb fra Irgens Hansen i Dgbl. om æstetiske og andre literære Medarbejdere.Nødråb fra Irgens Hansen i Dgbl.: Irgens Hansen var fast medarbeider i (norsk) Dagbladet fra begynnelsen av 1883. Hans opprop, «Literatur-Tidende. En opfordring», sto i avisen 19/9/83. Eriks korrespondanse er sannsynligvis et kåseri om dansk politikk og kulturliv, «Fra Kjøbenhavn», signert S., som ble trykt i avisen 26/9/83. Tror Du Dgbl. betaler nu? Så var det noget for Dig, ikke? Jeg har sendt en Korrespondance til Bladet og spurgt om Betingelserne. Korresp. duede ikke synderlig men var brugelig. Nu få vi se. Min opsatte Debut i «Ude og Hjemme»min opsatte Debut i «Ude og Hjemme»: se brev 130, note 4. – det er sandt, jeg har da for Resten skrevet der før – er fremdeles udsat til det første Numer [sic] i det nye Kvartal. Vil Du tro, at jeg endnu ikke har spurgt om hvilket Honorar man vil byde mig. Bogstavelig hver Gang jeg har talt med Udgiveren har jeg glemt det og bander mig så selv bag efter, at jeg er så dum. Nu er jeg glad over, at det første jeg skrev ikke kom frem; det duede ikke. Når jeg skal være ærlig har jeg i Grunden været i slet Humør i disse Dage, og selv dit yndige, kærlige Brev nu sidst har ikke kunnet sprede Skyerne ret. Alt har været tungt og gråt i mig. I Søndags gik jeg ikke til min Familje, fordi jeg var gnaven og havde ventet på en særlig Indbydelse. Jeg fik kun Afbud fra min Mor, hun var hos Jutta, og der stod ikke, at hun var vis på at også jeg vilde være velkommen der. Så gik jeg ikke af Flekken før om Aftenen, da jeg besøgte Lægen FejlbergsLægen Fejlbergs: C. A. Feilberg hadde deltatt i krigen 1864, hvor han ble såret ved Als; fra 1876 hadde han vært lege ved Øresundshospitalet, et tuberkulosehospital på Østerbro. – et Hus, hvor vi vistnok jevnlig vil komme. Der kom jeg egenlig på tværs, men nu vilde jeg have det godt, og jeg vilde holde det gode Forhold vedlige, fordi jeg vilde, at de skulde blive glade, når jeg en Gang kom med Dig, og så blev Aftenen hyggelig. Vi talte meget om deres Rejse for 3 År siden i Norge. Den faldt sammen med Kongens Rejse i Telemarken.Kongens Rejse i Telemarken: må ha vært Oscar II, som reiste mye i Norge. De fortalte morsomt om deres Kvaler i den Anledning, hvorledes alle Heste og Rum på Haukeli Sæteren havde været optagne.Haukeli Sæteren: Haukeliseter ligger på grensen mellom Telemark og Hordaland. Tænk dig Fruen – en lille mager, ikke stærk Dame – havde været til Hest over Haukeli fra om Morgenen Kl 6 og kom i øsende Regn til Sæteren Kl 4 og måtte så køre 2 Stationer videre til Kl 2 om Natten, inden der var tale om Hvile. Så kom de til den sletteste Station af alle Mule, hvor der i Rejsebogen står, at man ikke skal tage ind.Mule … Rejsebogen: Iflg. Yngvar Nielsens Rejsehaandbog over Norge (Alb. Cammermeyer, Kristiania 1879) ligger Mule Station på veien over Siljord. Der kan man også lese at «Alle Stationer til Botten ere yderst daarlige» (s. 208). På Vejen havde de talt med Overlæge Danielsen fra Bergen,Overlæge Danielsen fra Bergen: Daniel Danielssen, lege, naturforsker, stortingsmann, særlig kjent for sine banebrytende arbeider om spedalskhet. han havde siddet to eller tre Dage fast, fordi alle Heste havde stået til Kongefølgets Rådighed. På den sidste Del af Turen i bælg mørk Skov havde hun været ved at falde helt sammen af Træthed i Karriolen. Hun kørte forrest og kunde hverken se eller høre noget til sin Mand og en tysk Herre, der kom bag efter i Kærre. Skydsgutten havde da rakt begge Arme frem «Hvil dig kun og sov, jeg skal synge for Dig» sagde han, og hun fortalte om, hvor underlig Sangen havde lydt der i den mørke Skov; hun sovnede hen, indtil hun pludselig fik det Indtryk, at Gutten blev for kærlig. Så rejste hun sig og holdt sidste Del af Turen ud siddende opret i Karriolen. Er det ikke en ganske morsom lille Episode? Ak Du Søde, det er noget jammerligt noget at sidde og skrive sligt. Det er morsomt når man er sammen og hører det. Ligeledes igår. Jeg var i Folketeatret og så en Folkekomedie,Jeg var i Folketeatret: I perioden 23. september–31. oktober 1883 spilte Folketeatret Lars Braabys Bryggeri, en folkekomedie «frit efter Selfrid Kinmannsons svenske Bearbejdelse af H. Wilkens Hopfenraths Erben ved P. Marcussen og O. Zinck» (iflg. L. Swendsen: De københavnske Privatteatres Repertoire). Se Morgenbladets anmeldelse 25/9/83. der særlig for en enkelt Rolles Vedkommende blev spillet uforlignelig godt, ja således, at der ikke var en Indvending mulig. Stykket var ellers tarveligt nok. Du vilde have moret Dig, tænker jeg mig, på samme Måde som jeg, nydt det gode og ladet det slette ligge. Det kan man, når der blot er en eller to, man har fuld Tillid til, og det var der. Folketeatret kan være ypperligt til Sligt. Men jeg længes efter Dig, Ven. Først vilde jeg dog gerne være ude af det Pengeroderi. Skønt nej, det angriber mig kun stødvis. Men jeg synes ikke der er rigtig Hold og Fornuft i hvad jeg foretager mig med Dig så langt borte, og så synes jeg, at jeg er så dum og uduelig. Og så synes jeg en Gang imellem, at Du er helt langt borte fra mig og taler et Sprog jeg ikke forstår. Det er ikke norsk jeg mener.

Jeg elsker Dig

Din Erik



142. Erik til Amalie

Torsdag Aften den 27 September [1883]

Heller ikke i Dag Brev! Amalie Du sætter mig på smal Kost. Er det Straf for mit gnavne Brev fra i Lørdags. Jeg kunde have fået Svar på det. Der gik samtidig et Brev til Irgens Hansen, og det har han besvaret. Han meddeler mig, at Honoraret er 8 Kr for Spalten. Herregud, det er jo ikke stort mere end Morgenbladet betaler, ja det er vist ikke en Snus mere. Så behøvede de da ikke at have talt i så høje Toner om de Honorarer, der fra nu af skulde falde for ved Dgbl. Du, det er snavs Betaling, en Spalte kan stundom være sur nok at lave sammen. Nå, Korrespondancer er den nemmeste Form af al Journalistik. – Men kæreste Amalie, hvorfor skriver Du ikke til mig? Jeg har ikke set en Stavelse fra Dig siden i Mandags. Min egen elskede Ven, og der må ligge et Brev fra Moderen imellem. Er det ikke en Begivenhed? Jeg er spændt – noget ængstelig – på at vide, hvad Indtryk det har gjort på Dig, hvad min gamle Mor egenlig har skrevet. Jeg er så besynderlig i mit Forhold der. Jeg holder af og føler mig fremmed. Jeg er så angst for enhver Diskussion. Den simpleste Meningstilkendegivelse forekommer mig at indeholde en Misvisning. Kunde Du finde Glæde i hende, vilde det hjælpe mig så umådelig. Den egenlige Grund hvorfor jeg i Søndags ikke gik til Familjen har jeg ikke sagt Dig. Den lå i et Par Ord fra min Moder i hendes Brev: der står: «Jeg er inderlig og taknemlig glad for din Lykke, men efterhånden dukker der for mine gammeldags Betragtninger mangehånde alvorlige og bekymrede Fornemmelser op, og jeg kan kun håbe, at I begge med klart og uhildet Blik har set Skærene og véd at undgå dem på en Måde, hvorved intet af det Bedste for nogen af Parterne går tabt.» Nu idag undrer det mig i Grunden, at jeg på en Måde blev ilde berørt i Søndags af disse Ord; men jeg blev det. De kom også uventet oven på den frejdige Glæde hun viste da jeg meddelte hende, at jeg stod i Begreb med at give hende en Svigerdatter. – Jeg har brugt Dagen i Dag til at læse Schandorphs nye Bog «Et År i Embede»Schandorphs nye bog «Et År i Embede»: Romanen behandler brandesianismens sammenstøt med nasjonalliberalismen i en provinsby. – han har sendt mig den. Den er langt fra god, nogenlunde kedelig. Og så er der dog meget gode Ting i den. Manden er «begavet», der kan ikke tvivles derom, men ikke samlet, ikke overlegen. – Jeg har endnu ikke læst «Tidsskriftet» med Garborgs Kritik.«Tidsskriftet» med Garborgs Kritik: se brev 134, note 3. Siden jeg ikke er ved Morgenbladet må jeg hente den Slags Læsning i Atenæum,Atenæum: et leseselskap 1824–1901. og der har man først smølet med at fremlægge Hæftet, og senere har jeg ikke kunnet få fat i det. Jeg længes efter at læse det Stykke, der har voldet Dig så megen Glæde.

Fredag Morgen

Jeg har drømt om Dig i Nat, noget underlig uklart noget. Du var her i Byen, men det var mig ikke muligt at komme til Dig. Der var noget i Vejen, som jeg ikke kunde få at vide, hvad var. Du boede et Sted i en smal Gade og skulde flytte, og jeg kredsede der omkring for at finde Dig. Der kom min Moder og fortalte mig, at Du var forlovet med en anden end mig. Jeg traf Dig endelig lige som Du var i Færd med at bære en Kurv fyldt med Syltetøjsglas med et underligt brunt Stof ind i din nye Lejlighed, lige over for den gamle, nogle ganske små Værelser. Der stod tre Herrer, som da de så Glassene i Kurven, vilde købe denne «Likør» – den plejede de at få på dette Sted. Jeg fortalte dem, at der her intet Udsalg var. De gik, og Du satte Kurven fra Dig i den smalle Gang og gik så ind i det forreste tomme Værelse, uden at lægge videre Mærke til mig. Jeg var umådelig alvorlig og gik efter Dig. Der inde spurgte jeg Dig, om det var sandt, at Du var forlovet med en anden. Du så så sød ud, var også alvorlig og trådte lige hen til mig. Så lagde Du begge Armene om Skuldrene på mig, ikke om Halsen men helt nede på Armene og sagde: Ja vist er jeg forlovet, men det kan Du da vide gør ikke noget. Jeg forstod det ikke og vågnede, medens jeg endnu stod og så forundret på Dig og følte begge dine Arme uden om mine Skuldre.

Aften

Intet Brev! Jeg begynder at blive bange. Er Du syg? Er det måske dit afskylige Fald, som nu først melder sine Virkninger? Men Ven, ikke sandt, det vil Du jo ikke lade ske, at jeg skulde være uden Efterretninger fra Dig, hvis Du blev sengeliggende, så at Du ikke kunde skrive og ikke selv besørge Brevet på Posten. Så måtte Du lade en anden gøre det. Nu kan Du jo dog ikke være så absolut bange for at indvi en anden i den Hemmelighed, der om ikke alt for længe skal briste. Men det må Du jo have sagt Dig selv. Syg er Du altså ikke. Kæreste Ven, tænk Dig femte Dags Aften siden dit sidste Brev! Det er for længe, Amalie. Galt er det at leve Dig foruden, skal jeg oven i Købet pines ved i mange Dage slet ikke at høre fra Dig, så bliver Tilværelsen skam ikke lystelig. Jeg lever absolut ensomt. Idag har jeg t.E. ikke talt med et Menneske og således mange Dage. Og jeg bestiller ikke noget videre. Jeg læser, skriver lidt, drømmer adskilligt, Dagene gå uden at jeg rigtig véd hvorledes. I næste Uge med Mandag begynder Rigsdagen,Rigsdagen: Erik var fremdeles (siden 1872) stenograf i Rigsdagen. så har jeg hele Eftermiddagen besat. Så får jeg naturligvis bestilt endnu mindre. Jeg har idag læst Garborgs Kritik. Tænk, jeg synes, han er for skikkelig mod det Heuchske Pludder. For begyndende Tvivlere er der for øvrigt glimrende Bemærkninger i denne Kritik. Som ungt Menneske vilde den have sysselsat mig meget. Nu synes jeg den tager for meget Hensyn. Jeg er begyndt på en Bog af Normanden: Johannes Norman «Fritz Randel»,Johannes Norman[n]: pseudonym for forfatteren og journalisten Kristian Winterhjelm; hans romaner Til Statsraadstaburetten og Fritz Randel kom ut i henholdsvis 1882 og 1883. den begynder meget lovende. Hvem er den Forfatter? På Bindet ser jeg, at han har skrevet «Til Statsrådstaburetten» og kan huske, at jeg har set en stor Bog med den Titel. Kan Du fortælle mig noget om ham? Jeg er bange for den Dag imorgen, hvis den ikke bringer Brev, og det kommer under alle Omstændigheder ikke før henad 6. Nu vil jeg sætte mig til at læse.

Lørdag Morgen

Elskede, idag hører jeg fra Dig! Der er dog det skikkelige ved at vente, at man endelig en Gang bliver sikker i sin Sag. – Jeg har haft Visit på Morgenstunden af With og har derfor ikke andet at gøre end at slutte Brevet for at det kan komme med Posten. På Mandag er det den første Oktober, så skulde der jo kun være en Snes Dage til at vi ses!

Din Erik



143. Amalie til Erik

Kr.ania 28de/om aftenen. [september 1883]

Min kjæreste ven, jeg har ventet med at skrive – mandag var det jeg fik dit brev – fordi det slet ikke gjorde mig glad, det brev. Du skjænder og er misfornøiet og lidt spodsk, og så er der en ytring som synes mig noget nær fornærmelig. Jeg gik og stundede efter det næste jeg skulde få fra dig, for så tænkte jeg, vilde hint indtryk forsvinde. Iaften er det kommet, men det har gjort mig meget melankolsk. Det er som om glæden ved din kjærlighed er ganske borte; der slår mig som et gufs imøde af noget jeg ikke kan, eller ikke vover at finde navn på. Bare jeg vidste hvad det bundede i; men det kan jeg på denne lange afstand ikke se. Jeg kan tænke mig to ting: enten har jeg såret og stødt dig ved et af mine breve, mig selv aldeles uafvidende, eller også er det vort forestående giftermål, som piner dig. Det må du endelig sige mig, min ven. Vær ikke et sekund bange for at jeg skal misforstå dine motiver. Du kan tale ud til mig om dette, som var det din mor, der havde bedt om din fortrolighed fordi hun vidste du havde fuld tillid til hende. Du har altid været ærlig imod mig, og du er til syvende og sidst ikke kommen tilkort dermed; lad nu intet afholde dig fra atter at være det; det modsatte, ved du, vilde hævne sig svarligen. – – Jeg fik et sødt, elskeligt brev fra din mor;brev fra din mor: Brevet finnes ikke i samlingene. det gjorde mig så lykkelig og glad; jeg skrev straks tilbage så godt jeg kunde; men mit blev så dumt og fladt i sammenligning med hendes. – Jeg kan ikke skrive mere; jeg sidder med en trang til at græde som jeg give efter for. Hvad kan det nytte, sålænge jeg ikke har følelsen af at ligge tæt ind til dit hjærte, og det har jeg ikke nu. – Du, jeg har fået lyst til at opsætte min reise til Kjøbhvn, til engang i nyåret. Det vil af mange grunde blive bedre og rigtigere; da ved vi jo bedre besked om meget af det, der nu står skræmmende i alfald for dig, og derigjennem også for mig. – Du må ikke være sint på mig, men jeg kan ikke mere. Godnat min elskede.

Din Amalie



144. Erik til Amalie

Søndag den 30 September [1883]

Jeg er meget glad idag, men Du, Søde, er rigtignok kun indirekte Skyld deri. Først det Bedrøvelige. Igår da det lakkede mod den Tid, at et Brev fra Dig kunde komme, begyndte jeg at blive usikker og bange: Sæt der nu intet Brev kom! Og jeg gik min Vej, inden Ventetiden var udløben. Jeg gik for at spise, så havde jeg det at glæde mig til, når jeg kom Hjem, at der lå Brev til mig. Efter Middagen skulde jeg tale med Hendriksen, Udg. af «Ude og Hjemme»,Hendriksen: xylograf Frederik Hendriksen. Se brev 130, note 4. og da det var besørget, faldt det mig ind, at det var bedst samme Aften at gå til Schandorph, hvem jeg skyldte et Besøg og en Tak for Tilsendelsen af «Et År i Embede». Hele Tiden tænkte jeg på dit Brev, som lå hjemme på mit Bord og ventede på mig. Men det kunde jo være, at der dog intet Brev var, så vilde jeg ikke være hjemme. Jeg blev altså i Byen, fik Hendriksen til at gå med til Schandorphs, efter at vi først havde set «De usynlige» på kgl Teater«De usynlige» på kgl Teater: Holbergs De Usynlige (1731) ble spilt på Det kongelige Teater bare to ganger i høstsesongen 1883: 29/9/83, og igjen 1/11/83, like før Amalie kom. – det er ikke alene det af Holbergs Stykker, som går bedst, men i og for sig et overordenlig morsomt Stykke; bliver det givet, mens Du er i Kbhvn, skal vi hen og se det sammen – at gå alene til S.’s, var jeg ikke meget for. Jeg turde navnlig ikke udsætte mig for at komme for dybt ind på en Omtale af den nye Bog. Nå, vi var altså hos S., og det gik livlig og godt. Jeg talte kun til ham om de Ting ved hans Bog, som jeg syntes, at jeg med nogenlunde god Samvittighed kunde rose og brød mig for øvrigt ikke Spor om det, som for nogle År tilbage vilde have været min eneste eller dog min væsenligste Interesse, at S. skulde få den hele runde, sandru Dom at høre, at han kunde arbejde sig ud af sine Fejl. Således går man tilbage i Moralitet. Nå naturligvis drak vi meget Vin, og jeg slufrede det formelig i mig som en tørstig Sjæl – Er der intet Brev hjemme, vil jeg i det Mindste kunne falde i Søvn. Men jeg var glad, der lå jo Brev til mig. Så kom jeg hjem i god Tid, Klokken var næppe over 12, Natten var mild, det regnede fint og tæt. Jeg kom ind i mine Stuer, intet Brev! Jeg véd jeg talte ganske højt med mig selv: Hvad skal dette sige? Hvad betyder dog denne Tavshed? Altså nu kan jeg ikke få Brev før Mandag. Hvad skal Du gøre af din Dag imorgen? Dette er virkelig Synd osv. Vinen hjalp mig dog heldigvis til at falde hurtig i Søvn. Jeg sov tungt til Kl 6, mærkede, at jeg havde ondt i Hovedet, og det lykkedes mig at sove videre til hen ad 9. Op. Min Te var nydt, mit Morgenblad læst, nu skulde jeg ud til Styrtebadet – jeg vandrede frem og tilbage i Sovekammeret, hvad så gøre? I det Humør, med denne underlige Tomhed i Tankerne, med denne Ængstelse – Hendriksen havde bedt om noget fint og kønt i den første Artikel, der er ikke Tale om, at Du kan bringe en Linje i Stand – – dirrr! Ringeapparatet. Det var min Moder med den mindste af Juttas Børn, en Gut, Oluf, på 4 År. Hun fortalte mig, at hun allerede for fire fem Dage siden havde havt Brev fra Dig – «så kønt og godt som jeg havde ventet det». Du véd ikke Amalie, hvor det gjorde godt at høre det. Jeg véd ikke, om jeg var bleven gladere, hvis jeg selv havde fået Brev. Alt blev lyst og godt. Hun havde naturligvis ikke tænkt sig, at jeg var uden Efterretninger fra Dig og havde derfor ikke skyndt sig med at meddele mig noget om dette Brev, det kunde næppe være nogen Nyhed for mig, og omvendt har Du vel ikke tænkt Dig, at vi lever så isolerede, at der går Uger og 14 Dage imellem at vi ses. Du har så, idet Du skrev til Moderen, tænkt Dig, at jeg på en Måde blev delagtig i denne Efterretning fra Dig. Men således går det altså ikke til, min Ven. Du en anden Gang ikke lade mig sidde således hjælpeløs alene. Ja, det er kun dette jeg har villet fortælle Dig. Jeg har været så glad og lykkelig idag. Jeg besøgte til Afsked den store Udstilling, det er sidste Dag den er åben.den store Udstilling: se brev 129, note 2. Men dér på kom der mig rigtignok en aldeles afskylig Hovedpine, som endnu spænder over min Pande. Jeg skyndte mig hjem, klædte mig af, gik i Seng for at sove den bort. Det er ikke lykkedes. Jeg har ladet Mad bringe til mig hjemme og vil nu prøve på at sove lidt igen. Uheldigvis har jeg lovet at komme til With i Aften, men det gjorde jeg i Formiddag under Indtryk af min glade Stemning. Men altså Amalie, endnu har jeg intet Brev fået. Dog nu må det jo komme. Vistnok allerede imorgen tidlig. Farvel min yndigste Pige, Du er sød, men i denne Uge har Du været styg mod mig!

Din Erik



145. Amalie til Erik

Mandag formiddag 1ste oktbr.[1883]

Min elskede, jeg læser med bedrøvelse dit sidste brev, fordi jeg ser hvor såre du har ventet på at høre fra mig. Du, som var så sikker på at skulle få lørdag aften! og så må du jo ha’e ventet lige til på mandag. Vær ikke vred på mig elskede! det var ikke for at straffe dig, men fordi jeg var så bedrøvet efter dit brev. Hvor jeg gjerne vilde tage dit hoved mellem mine hænder, og kysse og klappe, og godsnakke for dig med masser af kjælenavne, for at du skulde smile til mig igjen, og sige at du brød dig ikke om det mere. Men kan du huske før, fra mødet i Sverrige af, og lige til isommer; – da fik vi aldrig mere end et brev om ugen fra hinanden, og nu var det netop akurat en uge. – Så man giver ikke mere end 8 kr. spalten i «Dgbldt» nu. Jeg vidste det ikke, for jeg har på lange tider intet havt med det blad at gjøre. Dengang man aldrig betalte, gav man 10 kr. Så er altså taksten reduceret siden den tid. Får man sine penge så er jo den nuværende ordning alligevel at foretrække. Du, hvad mener din mor egentlig med «skærene» som hun håber vi har sét, og skal undgå på en måde, hvorved intet af det bedste for nogen af parterne går tabt. Jeg kan ikke komme ind i hendes tankegang; jeg kan formode dette eller hint, men sikker er jeg ikke. Hendes brev til mig var så sødt og kjærligt; det var bare elskværdigt fra ende til anden. Jeg fik det forrige lørdag middag, og blev uhyre rørt og lyksalig derover. Så om eftermiddagen satte jeg mig til at skrive til hende, og det gik ikke så gesvindt som ellers, for det var så vanskeligt, syntes jeg; dertil kom at jeg også virkelig var så bevæget. Jeg havde tænkt at skrive også til dig, og fortælle derom; men klokken var bleven for mange; jeg skulde i selskab om aftenen, og måtte klæde mig om. Så vilde jeg gjøre det søndag form. Garborg og Schjøtt fra Fr.hald skulde rigtignok spise middag her, men jeg tænkte nok der blev tid. Men så kom Fritz,så kom Fritz: Fritz Thaulow. og blev siddende og beklagede og jamrede sig og talte fortroligt – (uf det kjedede mig!) ligetil mine to gjæster kom. Han spekulerte på at blive til middag tiltrods for at han var buden til sin mor. Om aftenen skulde jeg til Thommesens, det var hans geburtsdag, og mandag havde jeg lovet gutterne at tage imod Fritz’s indbydelse til at seile ud på båden. Om aftenen da vi kom tilbage, fulgte han og de andre fra seilladsen op til mig; så lå dit brev til mig, det som jeg ikke svarte på, og nu ved du hvordan det er gået. Du, hvor godt du kunde ha’e ligget her om nætterne ialtfald undertiden. Nu forleden da Fritz ganske bardous spurgte om han ikke kunde få sove her, han vilde så nødig ud på båden, vilde det været urimeligt og dumt at sige nei. Josefine gjorde naturligvis straks istand på Vilh’s forrige værelse, og der sov han til om morgenen kl. 9 da vi spiste frokost sammen, hvorefter han røg en liden pibe, begyndte at gjøre mig fortrolige meddelelser i anledn. Drachmann og Ingeb.fortrolige meddelelser i anledn. Drachmann og Ingeb.: se brev 112, note 4. og gik så kl. omtrent ½ 11. Siden har jeg ikke sét ham. Han talte også lidt om dig, og ytrede blandt andet: «du skulde gifte dig med ham Amalie.» «Hvorfor?[»] spurgte jeg; «åh, fordi i passer sammen, og sandsynligvis elsker hinanden, i ethvert fald véd jeg at han har været rasende forelsket i dig, hvorfor fanden kan du ikke gifte dig med ham![»] Jeg svarte ikke noget egentligt, og så vedblev han: jeg troede så sikkert det skulde sket i sommer, og det troede vi alle, men nu ser jeg jo at det ikke bli’er. Ah, der var så meget jeg skulde fortalt dig, men hvor kan jeg be[sk]rive det i brev. Når vi tales ved får det komme lidt efter lidt.

Du, der var noget i din mors brev, som tydede på at hun frygtede meningsforskjel og sligt, at hun vidste vi havde en modsat opfatning af så meget. Hvor kan hun for det første vide det, og hvad skulde det for det andet vel spille for en rolle? Se nu moderen; hun er meget religiøs (ikke pietistisk, tvert om) og høikonservativ, – men hun er samtidigt et menneske, og der er ingen jeg fornøier mig så godt med som sammen med hende. Moderen ryster vel engang imellem sit hoved til mig, og drager et oprigtigt suk over mig, men mere bli’er det aldrig; disputerer gjør vi ikke. Alligevel ved jeg godt at hun på bunden er meget bekymret over at jeg ikke er en kristen. Men som sagt, forstyrre det gode forhold mellem os, har det hidtildags ikke formået. Vi er for gode kammerater, ser du, og har for megen moro os imellem, og har også så megen overvunden sorg, og fortrolighed fælles. Hun ved til syvende og sidst, at der er ingen hun bedre kan stole på end mig, trods al forskjel i meninger om dit og dat, og det ved jeg om hende også. Derfor kan jeg ikke indse, at det kan spille en så stor rolle for din mor, at hun, før hun endnu har nogen erfaring på det punkt, gider skrive om det. – Ja, din mors brev var en virkelig «begivenhed» for mig, – det er sikkert. – – Jeg ved ikke hvem «Johannes Normann» er;«Johannes Normann»: se brev 142, note 5. jeg har dog hørt det engang, men glemt det igjen. Det er vist en gammel embedsmand, hvis jeg ikke husker feil, men han skal være flink. – Nu kommer jo snart Poulsens: «Moderne Damer».Poulsens: «Moderne Damer»: Romanen viser seg snart å være en nøkkelroman og høstens litterære skandale i Kristiania. Titelen har han stjålet fra mig. Jeg sa’e ham engang, at jeg havde noget liggende, som jeg med tiden vilde gjøre færdigt, og kalde: Moderne damer. Han blev så henrykt over denne idé, og råbte: «åh for en titel, – den er deilig den titel, – ja, ja – jeg vil stjæle den, – ja, ja!» Og nu har han gjort det. Det er i den bog jeg skal forekomme som en skjønhed med ildrødt hår; vi skal forresten allesammen være der. Gjennem fru Schjøtt hørte jeg at Hegel havde været så ubehagelig, – «ja, ja,» og tvunget ham til at stryge et helt kapitel, og forandre nogle andre. Han er ikke længe om det den karen, – tænk at han alt nu har en bog færdig igjen. Det viser forresten flid og arbeidsdygtighed, men så er det på den anden side sandt, at alt hvad han skriver, helst havde været utrykt. Han ser forresten så sørgmodig og kleinartig ud om dagene. Jeg så ham igår hos Sars’s, men jeg taler aldrig et muk med ham. – Jeg synes rigtignok du skulde fordre din gage for august, når du virkelig havde betinget dig at få den for ferien. En anden sag er det, hvis de har stillet op som modbetingelse, at du skulde skrive korrespondancer. Du kunde jo altid gjøre din fordring gjældende, og heller frafalde den, hvis du mærker de gjør klus; så vil de måske få som en fornemmelse af at du er bleven mindre pent behandlet, og blive rimeligere ved eftertidige anledninger. Havde det været i decbr. istedetfor nu, kunde jeg godt ha’e lånt dig disse penge; for da skal jeg sætte nogle i banken. Er Edv. Brandes virkelig så smålig? Fritz sa’e at han var så uhyre under pisken hos Ingeb. Jeg har slet ikke været så gesvindt med fru Ring som du tror. Jeg havde arbeidet meget på det før vi mødtes isommer. Jeg er rasende bange for din dom. Forresten kommer kun den ene halvdel der, den er bleven så svært lang, resten kommer senere.

Din Amalie



146. Erik til Amalie

Mandag Aften den 1st Oktober [1883]

Kæreste Amalie, min søde, elskede Hustru jeg har fået dit Brev – endelig.jeg har fået dit Brev: brev 143. Det er mig, som har afholdt Dig fra at skrive, det er mit Brev fra forgangen Lørdag, der har gjort Dig Fortræd.mit Brev fra forgangen Lørdag: brev 140. Jeg var bange derfor og troede det dog ikke. Jeg vidste ikke, at Tonen deri havde været så styg, og jeg vidste endnu mindre, at mit næste Brev også kunde gøre Dig utryg. Min elskede, stryg de Breve i den Forstand ud af dit Minde, at de holder os fjærnt fra hinanden, det har ikke været deres Mening og det bør ikke blive deres Virkning. Jeg har intet andet Ønske end at blive din i Ærlighed og Sandhed, at blive gift med Dig, at stride Livet igennem sammen med Dig. Ethvert Ord jeg siger eller skriver går ud fra den Forudsætning, har det lydt anderledes, er det imod min Følelse og Vilje, at det er kommet ind deri. At der er kommet Ord ind, som synes Dig «noget nær fornærmelig» er et så sørgeligt Misgreb fra min Side, at jeg står hjælpeløs forskrækket der over for. Jeg véd ikke hvilket Ord det er, kan altså ikke gøre Dig en bestemt positiv Afbigt, kun dette: jeg har aldrig kunnet tænke, at noget Ord i Verden fra min Mund kunde få en sådan Karakter. Men det kommer vel af, at det står skrevet hen hårdt og koldt på Papiret, dets rette Lyd har Du ikke fået. Men altså elskede Ven, der har ikke været en Skygge af Tvivl i min Sjæl om Rigtigheden af hvad vi har besluttet, jeg ser en eneste Vej foran mig, den går med Dig i Ægteskab med Dig, Amalie jeg har i mine Tanker og Forestillinger ingen anden Form for Lykke og Fremgang i mit Liv. Hold nu dog fast ved dette. For mig står det i Grunden, som om vi alt var gift, så lidet har jeg tænkt på nogensinde at rokke ved den Afgørelse, og netop min absolute Ro på dette Punkt har mulig gjort mine Ord drøjere, mindre varsomme, end de vilde være faldne, stod jeg på en Måde uden for det, Du og jeg kaldte vort. Det var mig, som talte jeg om den Misfornøjelse, jeg havde følt, om den Frygt, jeg nærede, til Kameraten i Båden efter at vi forlængst var kommet ud på det åbne Vand, jeg tænkte ikke et Sekund på at vende Blikket tilbage til en Strand, vi for længe siden havde tabt af Syne. Og min Glæde? Elskede, den er så sikker og fast – ja som min Tilværelse er det. Ja netop som den. Den er ikke lutter Lys og smilende Håb, men den er en god Tro. Jeg tror på Dig Amalie, jeg tror på mig selv, det er denne Tro jeg bygger mit Liv på, og det er min Glæde, det vil sige, det er mit jeg. Jeg kan ikke se dette anderledes. Min egen elskede Pige, Du véd, at jeg ofte er såre misfornøjet med mig selv, at jeg dømmer strængt om mine egne Mangler, strængere end Du gør det, at netop denne kære mig selv kan gøre mig mange Bekymringer, men Du véd jo også, at jeg har Tro til ham, Glæde ved mit Liv. Du elskede, det må ikke forfærde Dig, at jeg ser Mangler ved Dig. Elskede, jeg er ingen stor Filosof. Jeg svinger i Stemninger. Jeg er svag på det Punkt, at et enkelt Indtryk tager Tid for at blive indarbejdet i mit jeg, i mit Sind, blive, om jeg så må sige, erobret, behersket af min hele Viden og Følelse, og inden dette er sket, kan der komme Ord frem, som maler mere det øjeblikkelige Indtryk end den virkelige Fornemmelse ved Tingen. Nå, Du havde i dit Brev hin Lørdag på forskellig Måde ramt mig pinagtigt, syntes jeg, og dette Indtryk har jeg givet for meget efter for – jeg er langsom har jeg sagt Dig mangfoldige Gange, jeg må altid have Tid for at være rigtig mig selv. Jeg véd, at det overraskede mig noget det ved Dig, jeg i hint Brev fandt, hvad skal jeg kalde det, selvretfærdigt, irrationelt, selvisk – ukærligt. Ja det er så store Ord og de dækker ikke min Opfattelse, og Du må for alt godt ikke tage på den Del af Ordene, der lyder bebrejdende. Der var kort sagt noget ved dit Brev, ved Dig selv, som i Øjeblikket for mine Hænder blev lige som glat og koldt, jeg kunde ikke gribe trygt og roligt om Dig. Det betyder mit Brev, den underlig usikre Følelse, der betog mig. Men tror Du jeg for Alvor blev bange? Eller hvad tror Du jeg benyttede Dagene derefter til? Jeg arbejdede mit Indtryk ind i mit jeg til en glad og sikker Fortrøstning til, at det jo dog netop vil sige Kærlighed, at man finder hinanden bag det, der først støder, at man hjælper hinanden på to Måder, fordi man netop har Sind dertil, den enes Indtryk bliver rettet udbedret, det forkerte i hans eller hendes Opfattelse tages bort, og den Rest, der så bliver tilbage af rigtigt i Anklageposten bliver det den andens gode Opgave at forandre. Jeg førte den kærligste Klage frem mod Dig, jeg sagde til Dig, at jeg måske var fordringsfuld og tåbelig, men at der måtte være en Rest af noget Berettiget i, at jeg stødtes bort ved noget strunkt og stivt i din Måde at ræsonere på, ved noget for Dig selv alene gående, ved noget i din Følelse, som gjorde Dig helt ene i Verden, ved noget, der netop ikke bøjede dit Sind ind imod den, Du elskede. Ak jeg fæstede mig i Grunden efterhånden slet ikke til det enkelte, der her havde været mig påfaldende, jeg gik og troede på, at netop vor Kærlighed vilde lære os begge at finde Ord, der skulde hjælpe os til tættere og tættere, inderligere og inderligere at leve Livet med hinanden, og jeg endte med ikke at være bange for den Mulighed, at der vilde komme Uoverensstemmelser, som aldrig kunde løses. Men jeg så fremad på vor Kærlighed som på et alvorligt Arbejde, og jeg bad Dig i Ånden ruste Dig med et stort Mål af Overbærenhed, for jeg kunde jo ikke sikre Dig imod, at jeg ikke midt under den Stræben, som jeg priste for Dig og mig, pludselig kunde lige som bryde ud af Banen og tage på Vej med Ord som dem i det Brev Du har modtaget. Og jeg fik en alvorlig Skræk for mig selv. – Ja nu har jeg i Hast – jeg har været nødt til at skynde mig – sagt Dig noget af det, mit Hjerte er fuldt af. Det er dårlig kommet frem. Men kan Du læse min Kærlighed igennem det, min rolige Fortrøstning til Dig, så er det opnået jeg vilde.

– Amalie, det vilde volde mig en aldeles ubeskrivelig Smærte, om Du nu opsatte din Rejse. Er der ikke tvingende Grunde for ikke at komme nu, så bliv ikke borte.

Din Erik



147. Amalie til Erik

Kr.ania 4-10-83

Min elskede, jeg har ikke kunnet få skrive til dig idag; nu er kl. ½ 12, og jeg er overstadig træt og søvnig. Det har været en meget bevæget dag med besøg og alskens greier fra morgenen af. Iaften har jeg været i en slags literær soiré, hvor «En Hanske» er bleven læst høit, og diskuteret bagefter. Nogle ord må jeg dog sende dig til tak for dit sidste kjære brev, og for det fra søndag;dit sidste kjære brev …det fra søndag: brev 146 og 144. det var så sødt og godt det sidste (fra søndag); jeg blev i et strålende humør af det. Men jeg er bleven bange for os, – det vil sige for mig, for at jeg ikke skal passe for dig igrunden, ikke skal være istand til at gjøre dig så lykkelig som jeg tror du kan gjøre mig. Det er dog alvorligt og skikket til at vække bekymring dette at jeg uden at ane det, kommer til at gjøre dig ondt, «ramme dig pinagtigt [»] o.s. v. Jeg har vist levet for meget på egen hånd – hele mit liv har jeg jo levet hen uden at vide hvad det vilde sige at elske et menneske, gå op i den ene og smelte sammen til et med ham. Jeg er dog glad at jeg kan forstå din anke på dette punkt; men netop derfor nærer jeg frygt. Når jeg nu gjenkalder mig hint brev i min erindring føler jeg godt hvad det er som har stødt dig. Jeg vil så gjerne lære at blive således i min kjærlighed og mit forhold til dig, som du vil, og som du vistnok er det ligeoverfor mig. Jeg vil ikke være for stolt til at ydmyge mig selv for dig, høre på dig, når du peger på mine mangler, dem jeg har i mig selv og dem jeg har i mit forhold til dig; når du bare kan være tålmodig og ikke opgive en eneste smule af dit håb og dine fordringer til mig. Men siden forrige mandag er der listet sig en tvil ind i mit hjærte, for det første om det måske dog ikke var overilet handlet af mig at fremtvinge dette, for det var jo mig som fremtvang det, et ægteskab er en forfærdelig alvorlig ting, ikke havde jeg troet at jeg nogensinde skulde komme til at indlade mig derpå. Og for det andet, om du virkelig ikke er bleven overrumplet af mig, om du ikke når det kom til inderste og sidste stykke helst vilde slippe, om du også har mod til at bære et ægteskab, og specielt et med mig. Det er dette som spøger i min hjærne om dagene; jeg var så sikker som fjeld fra begyndelsen af; men ligesom jeg havde kraften til at være det, kunde jeg ha’e kraften til at træde tilbage, og jeg vilde gjøre det, uden at der blev igjen i mit sind et fnug af uvillie eller bebreidelse mod dig, du elskede. Det var derfor jeg vilde opsætte mit komme for at vi begge skulde prøve os bedre, blive sikrere på os selv. – Alt det økonomiske kommer for mig langt nede i rækken; jeg nærer ikke spor af frygt på dette feldt; og det er ikke fordi jeg er dum og letsindig; det er fordi jeg har tro til dig og mig, og ved at vi kunne klare os her. Du ved der kom uoverensstemmelser af og til, misstemning og rivninger, da vi var sammen; men jeg syntes altid det havde så uendelig lidt at sige, fordi min kjærlighed til dig, og min lykke ved dig var så uendelig overragende over dette, så fast og sikker, at jeg ikke kunde ængste mig. Så tænkte jeg jo dengang heller ikke på at vi skulde leve livet med hinanden; jeg tænkte slet ikke overhovedet når jeg var hos og med dig. Godnat min elskede, jeg længes efter at lægge mit hoved op til dig og høre din stemme tale til mig. –

Din Amalie



148. Erik til Amalie

Fredag Efrmdg den 5 Oktober 83

Min egen elskede Ven, idag er det Fredag, og jeg har ikke skrevet siden i Mandags, jeg har lige som Følelsen af at have forsømt noget Dig vedrørende, men det er kommet af Travlhed og anden Forhindring. Dit søde Brev af i MandagsDit søde Brev af i Mandags: brev 145. har jeg og vil først og fremmest besvare det. Det er sandt, jeg drømte igen noget besynderligt om Dig i Nat. Du havde sendt Mo’r et eller andet; med Pakken fulgte et Brevkort, formet som et temmelig stort Stykke let Pap, knækket over på Midten og derpå var på engelsk skrevet en Underretning til mig. Jeg blev nævnt som «han», og der stod noget om, at jeg naturligvis måtte finde mig i de Dispositioner Du traf. Det var urimeligt at stille den Fordring til Dig, først at undersøge mine Ønsker, «det med Giftermålet er jo dog ikke afgjort». Det var ikke din Hånd, der var på Brevkortet, det var store grove Bogstaver, men jeg vidste, at Du havde skrevet det, og jeg vidste også, at jeg ikke vilde få noget andet Brev fra Dig. Jeg havde ondt ved at forstå alle de engelske Ord, men jeg læste dem tydelig nok og i Morges skulde jeg have kunnet gentage den hele Epistel. Det var sikkert rent splittergalt engelsk. – Du Amalie, nu må Du virkelig snart sørge for, at Du bliver sødere i mine Drømme. Hvorfor skal Du pine mig i dem? Jeg længes aldeles umådeligt efter Dig efter at se og høre Dig, efter at tale med Dig, dette Filleri med Breve er ussel Kost og giver oven i Købet Anledning til Misforståelser. Ligger der nu ikke en sådan en og ruger imellem os? Denne forfærdelige Plan med at udsætte din Rejse er da vel falden til Jorden igen, vil jeg håbe? – Men nu dit Brev! Du spørger hvad Mo’r – jeg er fra Barn vant til at kalde hende Mama, og skønt jeg synes det er tåbeligt, kan jeg næsten ikke komme ud af noget andet Navn – har ment med «Skærene». Jeg gættede lige som Du i Blinde til i Søndags, da det fremgik af hendes Ord, at hun havde tænkt på dine Gutter. For hende har «Kærlighed» i Grunden aldrig haft anden Form end den mellem Forældre og Børn og mellem Søskende indbyrdes; hun kan til syvende og sidst ikke forstå, ikke virkelig føle med, når Talen er om Kærlighed mellem Mand og Kvinde. At Du altså kan vælge at følge med mig frem for til Dagenes Ende så vidt mulig at blive sammen med Gutterne, må for hende inderst inde blive en Gåde. Hun forstod mærkelig nok i sin Tid bedre end jeg, hvad der foregik i Søster Juttas Sjæl, da hun på Rothes Frieri rask væk havde svaret nej; det var ja, der var ment. Men hun har i dette Ægteskab, hvis Forløb er foregået så nogenlunde under hendes Øjne, fået at se i sin Datter en Gentagelse af sin egen Natur, og det må have bestyrket hende i Forestillingen om, at dette med den usvigelige Vished om, at man vil sammen, er uholdbar Grund at bygge på. Hun tror på Børnene i et Ægteskab, men længere går hendes virkelige Overbevisning ikke. Det er altså den erotiske Side af Ægteskabet, der alle sine Dage har været hende en lukket Bog. Det blev tilsidst et stygt Forhold mellem hende og min Fader. Da han mistede sine store Indtægter, blev Hjemmet opløst,han mistede sine store Indtægter: Eriks far Gustav Skram (tidligere Schram) var jernbanedirektør, som på grunn av pengespekulasjoner mistet sin stilling i 1856, da Erik var 9 år gammel. og hos Mo’r begyndte en længe tilbageholdt Bitterhed at give sig Udtryk. Det er det eneste Punkt i hendes Liv, hvor der har været noget hårdt og hjærteløst rådende, ellers er hendes Sind snarere overdreven følsomt. Hun er overordenlig kærlig. Nu til Spørgsmålet om hvad Rolle de forskellige Meninger i religiøs og politisk Henseende vil spille. Min sødeste Ven, jeg er meget spændt på det Punkt, om Du virkelig skulde kunne fylde den Kløft ud der findes, med din Elskelighed. Det måtte så netop også være ene Dig, der kunde gøre det. Og jeg ønsker sidst af alt på Forhånd at betage Dig Modet, men mig er det unægtelig ufatteligt, hvorledes det går til. Jeg standser ved den tredje fjerde Sætning nu i enhver Samtale om, havde jeg nær sagt, et hvilketsomhelst Emne, så ser jeg en uoverstigelig Skranke rejse sig mellem vore Anskuelser, en fuldstændig Umulighed for at føle og tænke ens om nogen Ting i Verden. Da jeg var ung, kæmpede jeg med de iltreste Ord for at overbevise, føre på nogenlunde sund og fornuftig Vej, og uden Virkning var disse mangfoldige Disputer ikke – ja det vil sige, man bøjede af for mig – nu siger jeg helst ikke et Muk, hvor Uoverensstemmelsen begynder. Jeg kender på Forhånd det håbløse for mig i at nå et Resultat. Du må jo huske, at det er ivrige, religiøst gennemarbejdede Mennesker med et stærkt udviklet intellektuelt Liv. Min Søster Henriettes Ros som genial Historielærerinde går over de tre nordiske Lande – bogstavelig –; jeg talte for nogen Tid siden med en yngre Dame, der havde været hendes Elev og også stemmede i med Lovtaler over hende, skønt hun nu var helt og holden Fritænker. Hun fortalte mig, at Henriette uden at blinke havde anført som Grunden til, at Carthago ikke gik sejrig [sic] ud af Kampene med Rom, – en Spådom i det gamle Testamente. Og i det hele var Gud og Kristus og «Ånden» og det gamle og ny Testamente uafbrudt med i hvad der så foregik i Verden. Da Mama havde læst Gertrude C., bad hun til Gud for min Sjæl. Ser Du det er ikke lette Forhold.

Lørdag Aften

Så langt kom jeg igår, så svigtede jeg Dig for en Forelæsnings Skyld på Universitetet (om social Ethik), hvis Art jeg gerne vilde lære at kende, om det var noget jeg burde være Tilhører ved i Vinter, og for et lille Selskab hos Arkitekt Bindesbøll eller måske rettere Professorinde B., han, min Bekendt, bor hos sin Moder.Arkitekt Bindesbøll: Thorvald Bindesbøll, arkitekt og brukskunstner. I det Hus vil vi nu næppe komme, mit Bekendtskab til dem er temmelig flygtigt, imidlertid sad jeg som sædvanlig igår Aftes og målte alt med Dig ved min Side. Og jeg kom til det Resultat, at Du vilde have haft Glæde af at være med. Den gamle Professorinde er munter og frisk, to Døtre, hvoraf den ene er overordenlig dygtig.den ene er overordenlig dygtig: dvs. Johanne Bindesbøll, senere kjent som gobelinsvever. Hun er Deltager i eller Bestyrerinde for en Forretning med Kunstbroderi, har meget at bestille og arbejder med en noget doktrinær men overordenlig samvittighedsfuldt udviklet kunstnerisk Smag, véd Besked; Sønnen er en Særling, en Buldrian og meget styg, særdeles kundskabsrig og kritisk. Der er en god kunstnerisk Tradition i det Hus – Faderen har bl.a. bygget Thorvaldsens MusæumFaderen: Gottlieb Bindesbøll tegnet Thorvaldsens museum i København. – Tonen er munter, det er noget af det København, jeg lider bedst. Det har Rod i nogenlunde den Åndssfære, jeg er opdraget i – det vil sige mere frigjort, mere inde i Nutiden. Der var en lille norsk Frk Aschehoug til Stede,Frk Aschehoug: kan ha vært Anne Cathrine Christine Aschehoug; hennes far var kaptein i den danske marine, og hun ble født i København i 1850. som talte rent dansk, underlig nok, begge Forældrene er vistnok norske. Samtalen drejede sig hovedsagelig om det Spørgsmål, hvorvidt vor Tid kunde siges at have sin egen Stil, eller om den bevidste Bestræbelse hen imod en korrekt Genfremstilling af tidligere Stilarter, ikke netop udslettede Begrebet «moderne Stil». Jeg holdt på, at Eftertiden vil finde en «Stil» også i det, vor Tid bygger og laver. Vi talte også om Werenskiold;Werenskiold: Den norske maleren Erik Werenskiold var en ledende skikkelse i 1880-årenes naturalistiske billedkunst, mest kjent for sine illustrasjoner til Asbjørnsen og Moes folkeeventyr 1876–87. jeg søgte at hverve Tilhængere for, at han i én bestemt Retning er Nordens første Maler; i Evnen til at male Frilufttonen, at få sine Figurer til at stå i en Masse, i virkelig Luft, ikke i det tomme Rum. Så strejfede vi også ind på Spørgsmålet, om ikke Trækonstruktionen har ligget til Grund for al Byggekunst osv. Du, vilde Du ikke, tror Du, kunne have haft det nok så godt i dette lille Selskab? Sig mig, min sødeste Ven, om jeg er kedelig, når jeg således gør Forsøg på at meddele Dig, hvad det er jeg lever i? Jeg vil jo så gerne have Dig med ind i alt, og der foregår nu ikke den simpleste Ting i mit Liv, uden at jeg tænker på, hvorledes Du vil opfatte det, når Du er med i det, sidder midt i det. Når jeg går på Gaden, spørger jeg mig selv, om det vil forekomme Dig trykkende og kedsommeligt at vandre i disse Gader, eller om Du vil kunne more Dig ved de utallige Småiagttagelser, der der er Lejlighed til at gøre, om Du vil kunne falde således til Ro her, at de forskellige Gaders Fysiognomi uvilkårlig bliver Dig påfaldende, om Du vil kunne dele min Smag i Retning af at finde Underholdning i Småting, helt ligegyldige Sager, ikke just gøre dem i Ord men komme i en Slags udparcelleret Stemning fra Gadehjørne til Gadehjørne. Eller måske slet ikke det. Noget helt andet. Min yndige Pige, Livet forekommer mig til Tider så rigt, at stirre på mig med så vidunderlig mange Øjne, som alle indeholde en Gåde, der fanger Opmærksomheden fra Nu til Nu. Mest af alt tænker jeg på som noget herligt, at Du en Gang skal blive så gammel i Gårde her nede, at alt er Dig trygt og på en Måde kært, selv det, Du ikke lider. Således går det jo i Grunden mig. Jeg finder Kbhvn grim, utålelig på en vis Måde, og så mærker jeg, at jeg egenlig træder på hver Sten med et hemmeligt Behag. Ja det er, når jeg er i den menneskevenlige Stemning. Det hele kan også hvile som en Byrde på mit Humør. Men jeg snakker Dig vist for meget om ingenting.

Søndag Morgen.

Du elskede, jeg fik dit Brev igår Aftes. jeg fik dit Brev igår Aftes: brev 147. Jeg skulde ud og kunde ikke skrive mere. Nu til Morgen bliver der kun Tid til to Ord. Jeg tror ganske sikkert og fast, at det ingen Fare har med os. Gik vi gladelig uden Spor af Begreb om den Opgave, vort Ægteskab stiller til os begge, ind i dette, kunde Sagen mulig være betænkelig, men når vi to fornuftige Mennesker elsker hinanden og véd, at dette betyder en Udvikling, et Arbejde sammen ud ad til og ind ad til, hvorfor så frygte? Er Uoverensstemmelserne så store? Jeg tror det ikke. Min elskede Pige, føler Du din Kærlighed til mig varm og inderlig som da Du besluttede at ville være min Hustru, tror Du med samme Styrke på, at jeg kan gøre Dig glad, så frygter jeg ikke. Det vil sige jeg frygter ikke for mit eget Vedkommende, for at min Glæde ved Dig ikke skulde være inderlig og stærk nok til at tage adskillige Dravater af Skuffelser, der komme og gå. Men naturligvis må Du være rustet på samme Måde. Du skal være forberedt på at bære din Kærlighed uskadt gennem en gold Egn. Den må have megen Livskraft, må ikke banke i dit Blod alene, den må sidde til Højbords i hele din Natur, i hver Tanke, havde jeg nær sagt, må være det stolteste Du ejer og det blødeste, og den må have en Evne til at fordre lidt og ville meget, samtidig med at den ikke giver tabt for noget som helst Fusks Skyld. Min elskede Pige, det er kun dette Ene: tro, at Du står ved en Begyndelse, når Du gifter Dig, ikke ved en Afslutning, så mødes vore Tanker og vor Vilje. – Men kom ned til mig, elskede, efter din første Bestemmelse, det forekommer mig aldeles forkert at tale om os selv på denne Måde på Papiret. Der er ingen ret Vejledning i nu at sidde hver for sig. Elsker Du mig Amalie, så vær tryg, men Du skal elske mig med Ømhed og Forstand. Men det gør Du jo, Du sødeste Kvinde på Jorden, hvad er det for noget Tøv vi snakker om. Du skal komme til mig efter din første Bestemmelse. – Så nu kom der et Menneske! Farvel Du elskede jeg venter Dig

Din Erik



149. Amalie til Erik

Kr.ania 8-10-83.

Jeg gik og ventede brev fra dig på lørdag; så kom der et på façon som dit, men så var det fra en herre her i byen, som jeg fra engang i tiden skyldte mit portrait. For at minde mig om det, sendte han sit eget en gang til; du kan tro det var en modbydelig skuffelse. Så imorges (mandag) kom Jakob Alver med et på samme façon, og mit hjærte begyndte at stormbanke, men så var det fra Elisa Knudtzon; først iaften fik jeg dit, du elskede; det er forfærdeligt at gå og vente og intet få; især før klokkeslettet er omme, og man har fået den forfærdelige vished. Elisa skriver forresten om at jeg ikke burde reist overland med dig;at jeg ikke burde reist overland med dig: i forbindelse med bergensturen sommeren 1883. Brevet finnes ikke i samlingene. folk har snakket en masse om det; hun er ærgerlig på mig fordi jeg har gjort noget, hvorved jeg har givet dem anledning til at tale tvetydigt om mig, og vred på dig, at du kunde vilde kompromitere mig således, «for det vidste han meget godt at det vilde». –»Jeg, som altid har været så stolt af dig, – hvad skal jeg nu svare, når de kommer og taler ubehageligt om Dig?» – hun taler sig ganske hed og skjænder fordi jeg ikke havde sagt det til hende i forveien – «så skulde du ikke fået lov». – – – «hvad er det Skram tænker på, – tror han sligt går an med en, som dig, – uf, det er skammeligt af ham, [»] – – «ja, hvis i ikke er forlovet allermindst at sige», – – – – – – – «du er meget for smuk og bedårende til at kunne gjøre sligt, og det ved han udmærket godt – – – Knudtzon skriver også om det til dig, – han siger: at hun ikke tænkte på sine gutter» – – – Naturligvis, – det kunde jeg så godt vide, – det forundrer mig ikke en smule, – jeg har fået det før fra flere hold herinde også, – og det er som et dryp af noget koldt på min næse for hver gang; så ta’r jeg lommetørklædet og tørrer den af, og så er hele fornemmelsen vække. Forresten, havde jeg vidst at vi skulde blive gifte med hinanden, kunde jeg gjerne la’et det være, så var vi gået søveien, men dengang da jeg nærmest troede vi snart vilde være skildte for dette liv, kunde jeg ikke nægte mig den glæde det var, at reise gjennem landet med dig. – Du, som ligger og drømmer om mig om nætterne, – sådanne idiotiske drømme, den med sylteglassene var forresten morsom – hvad er det dog som går rundt i hovedet på dig, – nei så kan jeg gjøre det bedre, – hør nu: igårnat (ja du husker vel dengang på skibet, da jeg endte med at springe i vandet, fordi «han» ikke var dig) – altså igårnat sad jeg sammen med Kathinka Heiberg (min ældste og bedste veninde) helt oppe under taget i en trang liden loge i det kgl. theater i Kjbhvn. Vi så et stykke med sang og pistolskud, og helt nede på gulvet sad du ved siden af Edvard Brandes (i drømme kjendte jeg ham, skjøndt jeg aldrig har set ham) og talte og hviskede en hel del. Jeg så dig ¾ profil, og viste Kathinka dig som betragtede dig i min kikkert og sa’e: hvor pen han er, du. Jeg var så henrykt og stolt af dig, vilde gjerne du skulde opdage mig, – jeg var kommen derned uden dit vidende, – men følte samtidigt ængstelse for det øieblik du skulde få øie på mig. Pludselig tog E.B. en kikkert og gav sig til at se rundt om, også op til os; derpå puffede han dig på ærmet, pegte op på mig og jeg kunde se at han spurgte om du vidste hvad det var for en. Du tog kikkerten, vendte dig om til vor kant, og efter et sekunds forløb gav du den tilbage; reiste dig hurtigt og løb ud uden at svare ham et muk. Jeg så at han stirrede skrækslagen på dig: «Han kommer herop», sa’e jeg til Kathinka, – vent nu bare, og straks efter stod du i døren. Jeg for op og styrtede om halsen på dig, for alle menneskers åsyn, – det gjorde jeg, – du som lader dine drømme bagvaske mig således. Du tog mig om livet, og formelig bar mig med dig ned over trapperne ud på gaden. Der tog jeg mig til hovedet, og huskede mit overtøi. «Lad det være, – hvad pokker kommer det skidt os ved», sa’e du ganske vred. Jeg blev ærgerlig, og spurgte om du vilde jeg skulde gå barhovedet gjennem gaderne? «Ja vist, du halstarrige menneske», sa’e du og greb mig hårdt i armen. Men min forværks kåbe, – jeg kan jo ikke gå fra den, råbte jeg og rev mig løs, – sprang et par trin op i trappen, men fik pludselig en lammende skræk for at ha’e gjort dig vred, – vendte om, gik hen til dig, slukøret som en liden hund, tog dig frygtsomt i hånden og sa’e: [«]du kan vel skjønne at det hele var spøg, – tror du jeg bryder mig om nogen kåbe, jeg.» «Så kom da», – sa’e du halvt formildet, – nu kjører vi ud til Amund Helland. Vi så gjorde, men da vi kom op til A.H. var det mine værelser, og inde i kabinettet var der placeret et langt bord med en hvid dug på, og på denne sad en kjæmpemæssig rotte, og tænk dig hvor underligt, – i samme nu vidste vi begge at den der først kom indenfor tærskelen måtte dø af rotten. Jeg gjøs et øieblik heftigt tilbage, men pilsnart besindede jeg mig, puffede dig bagover, og løb frem. «Amalie!» råbte du med en ubeskrivelig angst i stemmen, – «vil du gå tilbage!», og i samme nu havde du armene om mig, og stødte mig så langt indover fra den grufulde tærskel, at jeg vidste der ikke var tale om at komme dig i forkjøbet. Så vendte du dig lynsnart om og gik over tærskelen; der stansede du et sekund, kyssede på fingeren til mig, og var i samme nu dræbt af rotten. Spørg mig ikke om det var en lise at vågne i det samme og vide at det var løgn. Jeg græd af glæde, og af kjærlighed til dig som var gået i døden for at redde mig, – indtrykket var så friskt, og det forholdt sig således at en af os, men kun én, af en eller anden grund måtte og måtte blive et offer for den djævelske rotte.

Tirsdag morgen. Dit sidste brev er så elskværdigt, – jeg læste mig så glad på det, men du skriver i det heletaget på en anden måde end før. Jeg kan ikke mere mærke at du er det mindste forelsket i mig, og det kunde jeg før næsten på hvert eneste brev. Men derfor er det jo ikke sagt at du hænger mindre ved mig nu. Jeg er nysgjerrig på at se, hvorledes jeg vil føle det når vi atter sés – jeg skal nok straks mærke om du elsker mig ligesåmeget som tidligere, eller hvordan det egentlig hænger sammen med dig. Og så kommer jeg alligevel nu, siden du ikke også finder at det var bedst om jeg ventede. Det var det som gik rundt i mit hoved: hvis det nu virkelig forholder sig således at han ikke er ligeså sikker lige ind i sjælen som du, på at det er det eneste rette i alle dele at giftes med dig – (dine breve var så underlige) så er det dog bedst at jeg ikke viser mig dernede, ikke kommer tilsyne for hans mor; det kunde jo dog hænde at det gik overstyr, hvis jeg f.eks. bare fik vished for at min tvil var grundet, så vilde det være uigjenkaldelig afgjort i samme nu. Men dette at du endelig vil jeg skal komme nu efter min første bestemmelse viser mig, at du i altfald selv tror på, at der ingen tvil eller usikkerhed er hos dig, og så er jeg fornøiet. I modsat fald tænker jeg nok at også du vilde finde det bedre at jeg opsatte mit komme, til du havde mere greie på dig selv. Uf, jeg har igrunden gået og lidt så ondt under denne kvalfulde tvil, men ikke været vred på dig eller selv misfornøiet med dig, ikke et øieblik min elskede! Men så kommer jeg altså; når kan jeg ikke bestemt sige, – nu skal jeg flytte ved du i slutten af denne uge, og så går der altid en tid hen før alt er ordnet. Jeg husker ikke om jeg har sagt dig, hvor jeg flytter hen, det er i St. Olafsgade 11 B. anden etage,St. Olafsgade 11B: en parallelgate til Nordahl Bruns gate – Amalie flyttet ikke langt. meget penere værelser end her, og naturligvis meget mindre leilighed. Nu bli’er det bare os tre, så kan du vide vi ikke behøver alle de værelser. Jakob Alver reiser idag tilbage til bedsteforældrene.Jakob Alver reiser … til bedsteforældrene: Wilhelms kone Regine døde i 1875; hennes foreldre var Jacob og Wenche Prebensen. Vi er alle så benauede og Jakob selv ikke mindst. Jeg har ikke villet ymte et ord om at beholde gutten, så stor lyst jeg endog kunde havt dertil. Fru P. har jo havt ham siden moderen døde; da var han 1 ½ år gammel, og hun hænger ved ham med en afguderisk kjærlighed. Hvis hun ikke fik ham, tror jeg hun døde af sorg. Så er det jo også dette, at hun har været så angst for min påvirkning; hun er meget kristelig og fanatisk høirepolitisk. Det var det som var det værste. Det er forresten synd på gutten; han vilde havt bedre af at blevet [sic] hos mig, – synes jeg da – og Vilh. havde også helst sét det; det ved jeg med vished, men siden han ingen bestemmelse efterlod sig derom, får det gå sin gang. – Det var godt jeg fik vide hvad «skærene» betød. Jeg har studeret så på det. Hvis jeg ikke havde truffet dig, vilde jeg heller ikke kunnet forstå at man kunde forlade noget så kjært som sine egne børn for en mands skyld. Jeg begriber såre godt din moders følelser og raisonnement på det punkt. Men jeg er ikke i tvil om at det er ret gjort af mig. Jeg siger som «Nora», rigtignok i en hel anden forstand og ud fra andre forudsætninger: «jeg tror at jeg er først og fremst et menneske»«jeg tror at jeg er først og fremst et menneske»: Noras svar til mannen Torvald i siste akt av Ibsens Et dukkehjem, når han forteller henne at hun er først og fremst hustru og mor. – og dernæst mor for mine gutter. Jeg har i så mange år levet bare med dem, og med min livsplan lagt udelukkende på dem, – nu er tiden kommen at jeg skal få leve lidt for mig selv, det vil sige for dig, som jeg elsker. Gutterne er desuden nu så store at verden snart vilde ta’e dem, – så sad jeg der, jeg, nei, det er ikke sandt, – de vilde aldrig ladet mig sidde der i den forstand, men bestandig havt mig til en vis art kammerat. – Nu er jeg også spændt på at se om det bliver så vanskeligt at finde glæde i hinanden for dine og mig. Jeg kan ikke tro det. Hvad der hjælper mig lidt er nu det at jeg kan så forfærdelig godt, så aldeles til bunden ud og ind forstå en der tænker og er kristelig. Når jeg altså sidder og taler med en sådan, føles det aldrig af ham eller hende som om der manglede forståelse fra min side; jeg har heller ikke imod de kristne specielt; jeg har imod fuskede, vrøvlede, ækle mennesker, enten de er kristne eller fritænkere. Når jeg bare forstår et menneskes tankegang, og finder den grei og konsekvent, så generer forskjelligheden i livsbetragtning mig ikke. Og således er det på det politiske område også. Bare jeg forstår, hvorledes det går til, at de har den eller den mening, så irriterer det mig ikke længer. Husker du når jeg tog Heuch en smule i forsvar,når jeg tog Heuch en smule i forsvar: se brev 134, note 2. hvor vred du blev. Der er dog ingen tvil om, at det var noget af en virkelig forståelse af manden, der bragte mig til at lægge et ord ind for ham, om jeg end hidset ved dig sa’e mere end jeg strengt taget vilde vedkjende mig. Du siger i dit brev: «Elsker du mig Amalie, så vær tryg», men du taler som om det modsatte ikke vilde angå dig i mindste måde, akurat som om du sa’e: elsker du mig, er det vel nok, men elsker du mig ikke, så derfor ingen sure miner. Hvor kan du være bleven så forstokket flegmatisk. Men jeg elsker dig nu alligevel.

Din Amalie.



150. Erik til Amalie

Onsdag Aften den 10 Oktober 83

Du kan ikke mærke, jeg er forelsket i Dig, siger Du. Vent, til jeg har Dig i mine Arme, min yndigste Ven, så vil Du mærke det, håber jeg. Amalie, jeg elsker Dig bedre nu end før om ikke højere. Skønt også det tror jeg. Du er vist bleven mig kærere. Men jeg tror selv, at jeg er bleven roligere – udvortes i alt Fald. Der var før bestandig noget som en Undren over mig, over at jeg var så lykkelig, over at jeg ejede din Kærlighed, denne Undren har jeg jo måttet omsætte til en mere rolig Følelse af fast Vilje. Jeg har Dig Stump, Du har nævnet Dig som min Hustru, jeg elsker Dig som mit evige Eje, og så er jeg dybt grebet af hvad denne Kærlighed betyder for mig selv. Jeg véd så vist Amalie, at der er et Arbejde på min egen Udvikling, der måtte begynde fra samme Dag Du vilde være min, og det har rimeligvis gjort mig alvorlig. Jeg har opgivet at spørge mig selv: hvad er det Amalie elsker hos dig, og så blive glad for hver Gang jeg på ny fik Visheden for din Kærlighed; jeg har vendt Spørgsmålet ind imod mig selv og spurgt: Kan dette og dette leve i dit Kærlighedsliv med Amalie? Kan denne lille Egenskab huses endnu, kan disse lamme Evner tåles? Og det er ikke altid, at Svaret har været fuldt beroligende. Min yndige Ven, det kunde godt være, at jeg nu er helt anderledes frygtsom end i vor Kærligheds første Dage, og at noget sådant spejler sig i min Måde at være på over for Dig. Men samtidig véd jeg, at min Fordringsfuldhed ikke er aftaget. Men alt dette er noget, som kommer i Forgrunden, når jeg er ene; kommer Du nu her ned, vil jeg formodenlig kun være glad. – Jeg var dygtig og fin og glad nok til at være din Elsker. Er min sociale Stilling ikke for ringe til at jeg kan være din Mand? Det er et af de Spørgsmål, der jevnlig komme for.

Fredag Aften den 12 0ktober

Elskede, vær ikke vred på mig for Forsinkelsen af dette Brev, jeg har ikke kunnet gøre for det; Tirsdag, Onsdag, Torsdag og Fredag Morgen har jeg at pusle med den Artikel, jeg skal stykke sammen til «Ude og Hjemme», ved Siden af Dagens Arbejde i Rigsdagen. Min elskede, jeg har tænkt på at sende Dig et Gallopbrev, for at Du ikke skulde gå og vente forgæves, men heller ikke det vilde føje sig for mig. Jeg var så glad ved dit sidste Brev. Torsdag Morgen gik jeg helt lystig i Alleen ind til Byen og gjorde Nar ad mig selv, ad min Alvorsmine, ad denne evige Famlen på og Befølen af mine moralske og intellektuelle Egenskaber, og jeg skrev i Ånden et muntert og frejdigt Brev til Dig, hvori jeg sagde Dig, at jeg elskede Dig, var lykkelig, og at Du var et kortsynet Menneske, som ikke kunde se Forelskelsen dæmre bag den Bededagsmine, som jeg havde anlagt. Så kom jeg ind i Redaktionskontoret, læste Korrektur på den første Del af min Artikel. Den var ikke god. Enkelte Ytringer fra Udgiveren oplyste mig yderligere, end jeg alt var det, om hvor overordenlig bunden m.H.t. Meningsudtalelser, Bladets vanskelige Stilling gjorde mig; det var ikke lovende. Jeg så i Ånden disse Artikler om kort Tid høre op af to Grunde: det ringe Liv, jeg kunde puste ind i dem, og Faren ved at fortsætte med en Omtale af Dagens Begivenheder, hvori revolutionære Anskuelser kunde spores. Så forsvandt min Hovedbiindtægt. Mere end dette sidste Hensyn pinte dog mit svage Arbejde mig. Det er fordømt kluntet, hvad jeg skriver; tungt, uden Flugt eller Lune og netop aldeles blottet for den – ægte eller uægte – Glans, der skulde vække Opmærksomhed. Jeg er vis på, at de allerfleste Læsere går hen over det, uden at fæste sig det mindste derved. Kun en eller anden snusfornuftig Idiot sporer svagt Røgen af den Brand, der stikker bag, og iler med at meddele den let skræmte Redaktion, at dette slet ikke går an. Men altså min Evneløshed til at yde det, som man venter af mig, som er Meningen med disse Småartikler om Ugens Begivenheder (at de skulle være morsomme) blev liggende som en Tynge over mig. Jeg arbejdede i Rigsdagen, læste der efter på ny Korrektur – det sidste Stykke var egenlig ikke en Snus bedre end det første – og gik så til G. Brandes’ første Foredrag i År,G. Brandes’ første Foredrag i År: Brandes holdt forelesninger om «Det unge Tyskland» både våren og høsten 1883. som skulde omtales med et Par Ord. Det var overordenlig fængslende og interessant. Men Ulykken vilde, at Manden fordybede sig i den ulykkelige Charlotte Stieglitz’ Historie,Charlotte Stieglitz’ Historie: Den tyske lærer Heinrich Stieglitz hadde utgitt noen uinteressante dikt i perioden 1831–33, da hans kone Charlotte begikk selvmord i 1834 for å prøve å vekke hans geni. Du véd, den unge begavede Kvinde, der giftede sig med den udslukte Digter Stieglitz og dræbte sig selv for ved denne rystende Begivenhed at vække Manden op af den åndelige Lamhed, hvori han levede. Det var ikke just et Stof, hvoraf jeg skulde hente megen Opmuntring. Tværtimod det gik mig, som det går de unge medicinske Studenter, der høre om afskylige Sygdomme og spore alle Symptomerne på sig selv, jeg følte Hr Stieglitz slappe Hjernemasse krybe inde i mit Hoved. Forskel var der ganske vist, men formodenlig var den ikke stor. Jeg var ganske underlig til Mode da jeg kom derfra. Min søde, yndigste Pige, jeg havde tænkt at skrive mit Brev færdig til Dig, når jeg kom hjem, altså igår Aftes, det, der skulde skrives om det Brandeske Foredrag, måtte kun blive et Par Linjer, men jeg følte det straks som en Umulighed. Skulde jeg give den Stemning, hvori jeg var, Ord, vilde det blive noget så sørgmodigt, at det endte i Urimelighed og formodenlig i dine Øjne ikke engang blive et Kærlighedsbrev, og desuden trængte jeg med en formelig legemlig Tørst efter at læse eller høre noget åndfuldt og fint formet. Jeg var helt febrilsk efter at fornemme skønne Tankers Berøring, føle en andens skarpsindige Iagttagelser meddele sig til mig, og jeg skyndte mig – Klokken var alt ½ 9 – til en Boghandler, som jeg kunde formode havde åbent endnu. En ude på Østerbro i Nærheden af hvor jeg bor. Jeg kom der med Sporvogn, så Bogladen lukket, opdagede Lys indenfor, gik en Bagvej og kom ind, hvor 3 unge Herrer stod og gjorde Dagens Indtægt op. En dejlig Bunke Penge! Så købte jeg første Hæfte af Julius Langes «Billedkunst»første Hæfte af Julius Langes «Billedkunst»: dansk kunsthistoriker og antinaturalist, som ble professor i 1888. Billedkunst kom ut som bok i 1884. – den havde hele Tiden stået mig i Hovedet – den kostede heldigvis kun 1 Kr (senere kommer der 8 Hæfter til, som jeg altså nu er Abonnent på), og jeg skyndte mig hjem, skar Bogen op, og læste som den Tørstige drikker. Jeg spiste en halv Snes Pærer samtidig. Først en Afhandling om «En antik Nævefegter». Det var godt, dygtigt, men lidt for jevnt i Tonen for mig netop da. «Skulptur-Fund i Pergamon» fængslede mig mere, men jeg mærkede alt for tydeligt, at jeg her omtrent måtte tage alt på Tro og Love, mine Kundskaber på Antikens Område duer ikke meget. Det ærgrede mig, jeg vilde hellere have læst noget, hvis Betydning jeg helt ud kunde skatte. Nå, så satte jeg mig til at skrive en Snes Linjer om de begyndte Forelæsninger på Universitetet og kunde i dem ikke få indpasset det mindste, der var Umagen værd at læse. Så var Klokken over 12 og jeg gik i Seng, lysvågen. Så læste jeg noget mere om Pergamon, blev endelig søvnig, faldt i Søvn og sov lige til Kl ½ 10 imorges. Det var Snyderi. Jeg vilde imorges have skrevet et Par Ord til Dig. Nu var det umuligt at få det afsted med Posten. Jeg gjorde mig altså færdig, læste mit Morgenblad og gik ind på Trykkeriet for at redde en Linje, der dog mulig kunde blive mindre flov end den var. Det lykkedes, og jeg syntes, at min Artikel i det Hele ikke var slet så dum, som den var forekommet mig Dagen før. Denne Forestilling varer nu til på Søndag, når jeg læser den i Bladet. Så har jeg atter Ækkelhed ved mig selv, og desværre bliver vi vel så flere om det. Men jeg fortæller videre. Keder denne Vidtløftighed Dig? Du har ikke svaret mig direkte derpå. I Trykkeriet stødte jeg sammen med Jon [sic] Paulsen.Jon Paulsen: se brev 145, note 4. Moderne Damer ble trykt hos Gyldendal i København. Du véd måske, at han er kommen her til. Forleden havde han søgt mig på Mrgbl’s Kontor. Han kom for at aflevere et Korrekturark af «Moderne Damer». Jeg véd ikke rigtig, jeg kan ikke huske det, om jeg skal være gal på det Menneske. Han har jo ikke fornærmet Dig, vel? Kun været dum, ikke? Og mig har han jo ingen Fortræd gjort, vel? Jeg blev glad, da jeg så ham. Det var, fordi han kom fra Kristiania, og for en Gang eller to er han let at tale med og morsom. – Du, det gik mig helt komisk et Par Dage efter at jeg var kommen her ned. Jeg stødte da pludselig på Rovsing,Rovsing: se brev 33, note 1. og fordi jeg øjeblikkelig satte ham i Forbindelse med Norge og Dig, glemte jeg, at der nok egenlig var nogle Flovser med ham, og at Du ikke ubetinget satte Pris på ham, jeg sagde «Du» til ham, skønt jeg netop tidligere havde afskaffet dette Dusbroderskab, som han en Aften havde overfaldet mig med, og jeg mærkede først for sent, at min Glæde i Grunden slet ikke galdt ham, men de Ideforbindelser, Synet af ham fremkaldte. – Men altså Jon P. og jeg gik gladelig fra Trykkeriet sammen. Han skulde til G. Brandes for at gøre Visit. Det kriblede i ham; der har jo været noget Vrøvleri imellem de to, den ømfindtlige G.B. og den do J.P. har talt ondt om hinanden; nu gik han for at få en Forsoning bragt i Stand, og jeg satte ham af ved Døren. Derfra gik jeg til Mrgbl’s Kontor for at hæve nogle Penge, jeg havde til gode for Artikler i September. Honoraret var noget større, end jeg havde ventet, man betaler mig 6 Øre Linjen. Men der fik jeg ellers en Ærgrelse af solid Natur. Man vil ikke betale de 100 Kr, som jeg har gjort en Art Fordring på. Jeg havde nu ventet at få dem. Mit Krav er af den Natur, at havde jeg havt let ved at undvære disse Penge, havde jeg ikke stillet det, idet det altid forekommer mig pinligt at kræve, hvor Folk ikke godvillig udleverer, og min Ret ikke er uomtvistelig, men på den anden Side har jeg ondt ved at finde mig til rette med den Finfølelse, som nægter at udbetale mig denne Sum, når jeg har forlangt den. Min Fordring kunde have galdt 150 Kr, jeg har selv sat den ned til 100 Kr for netop ikke at gå videre end min moralske Ret gik. Men altså jeg fik ikke disse Penge. Det er en Fandens Historie, og jeg har været i dårligt Humør i den Anledning den hele Dag indtil nu, da jeg begyndte at skrive til Dig. Nu befinder jeg mig i Grunden udmærket godt. Men det holder jo desværre ikke ud, der er virkelig alvorlige Ting at hente Bekymringer fra. – Nu tager jeg, Du sødeste Menneske på Jorden, dit Brev for mig og læser det Linje for Linje og standser og svarer for hver Gang jeg synes jeg vil putte et Ord ind. Ja, Unge det er rædsomt at vente! I forrige Uge eller når var det, Du pinte mig så afskyligt, fordi jeg havde skrevet et stygt Brev på noget fra Dig, som slet ikke var elskværdigt. Men der kan Du se! Og når Du denne Gang også kommer til at vente, gør det mig uhyre ondt. Men hør nu Unge, nu kan jeg igen ikke forstå mig på Posten. Nu får Du om Mandagen mit Brev, der er sendt afsted Søndag Morgen, og jeg får om Onsdag Aften dit fra Tirsdag. Det er jo som i den gode Tid fra i Sommer. Hvad har der været i Vejen i den Tid Brevene var to Dage under Vejs? – Jeg kan ikke lide, at Du fortæller mig, at «en Herre her i Byen» osv. Jeg vil vide, hvad det er for en Herre, hans Navn, Stilling osv. Jeg fortæller Dig alt sådan noget. Hvad har Du med «en Herre her i Byen» at gøre? Du glemmer, at Du er min Kone og skal aflægge ordenlig Regnskab. – Ak for den Rejse, som nu volder Fortræd! Jeg har virkelig været naiv nok til at tro, at det kunde gå an. Du var det da også, og så vidt jeg har kunnet mærke, de fleste af dine Venner med. At Fru Elisa Knudtzon nu istemmer et Klageskrig er øjensynlig påvirket af Sladderen. Og jeg, som i mit stille Sind har givet Norge en Masse Æreserklæringer i Anledning af, at man der var så umiddelbart velopdragen, at man ikke på Forhånd eller Baghånd blandede sig i en Affære, der i Danmark slet ikke kunde være sat i Værk. Men jeg tager for øvrigt ikke mine Æreserklæringer tilbage. Din Kreds i Kristiania har jo ikke sat betænkelige Miner op, vel? Du er nu sød, som Du tager de kolde Dryp på din Næse. Ved Sagen er der jo for øvrigt heller ikke noget at gøre, og jeg kan ikke gå ind på at fortryde på vor Rejse. Den var udmærket smuk og sød, og havde vi blot intet havt at skjule, vilde den have været fuldendt god. Jeg forsikrer Dig, at jeg ofte kan falde hen i spændt Nysgerrighed efter at erfare, hvorledes dine Miner vil være, når Du uden videre bekender for al Verden, at det er mig, Du elsker. Du vil vist selv blive i højeste Grad forundret over, at Du intet har at skjule, når det store Faktum kommer for Dagens Lys. – Ja min Elskede, dine Drømme er bedre end mine og ulige interessantere. Hvor jeg elsker Dig for dem begges Skyld! Men Fo’rværkskåben havde jeg nu alligevel givet Dig Tid til at tage med. Historien med Rotten greb mig, jeg finder den ikke meget usandsynlig. – Nu er jeg søvnig, Kl er 12, jeg må i Seng.

Lørdag Morgen.

Igår havde jeg for første Gang den Mulighed i mit Hoved, at jeg selv kunde ønske, at Du ikke kom nu her ned; men det var ene og alene Vægten af det økonomiske Tryk, der da lå på mig. Der er noget ydmygende, noget for min Følelse nedværdigende i økonomiske Sorger. Jeg føler mig angrebet i min Værdighed som Menneske, jeg har ikke Mod til noget under Solen, når disse skidt Penge mangler. På den ene Side er Livets Ordning udelukkende bygget over Princippet: Hvormange Penge råder Du over? og på den anden Side er selve Erhvervelsen af disse Penge en grov og ikke meget anset Beskæftigelse. Samtidig at skulle være stærkt åndelig udviklet og i Stand til at tjene Penge var, navnlig da Kølen til min Person blev lagt i min Hjerne, en dårlig Spøg, en dum Modsigelse: jeg lærte aldrig at forene disse Opgaver. Det piner mig usigelig at skulle lægge Planer til Fremgangsmåder, hvorved man erhverver Penge. Jeg er som et Menneske, der ikke kender Sproget i det Land, hvori han skal færdes: jeg er ængstelig forlegen, ulykkelig. Og når det nu viser sig, at mit Talent – hvis jeg har noget – slet ikke er af den Art, at man i Længden vil komme til mig for at bestille det og det Arbejde hos mig og betale det, så står jeg virkelig ganske dum der. Jeg har ikke den svageste Forestilling om hvad der da er at gøre. Så er det jo muligt, at jeg får skrevet en Bog, en Komedie eller sligt; men det er jo også muligt, at jeg ikke får gjort det, og når så ikke en eller anden falder på at tilbyde mig den ledige Plads som Opsynsmand ved et Musæum eller Bud i en Livrenteanstalt, så antager jeg, at jeg må se at expedere mig ud af denne Tilværelse, der har glemt at forsyne mig med de Penge der er nødvendige til at leve af. Ser Du, det er jo strængt taget ikke meget forsvarligt at indbyde den Kvinde, man elsker, til at tage Del i denne Jerimiade,[sic] og det kunde jo nok løbe mig gennem Hovedet: det er dog bedst, at Amalie ikke kommer her ned. Men jeg har ikke desto mindre kun kort havt denne Forestilling. Du bør, må og skal komme nu og netop nu. Der foregår for meget mellem os to, til at det er muligt at holde ud kun at skrive derom. Endnu er vi jo dog i Live begge to, vi har Lov til at tro på, at der er nok så gode Muligheder åbnede for os, kom altså i god Tro, min Elskede og føl, om det så end kun skulde blive en kort Lykke ved at hvile ved mit Bryst. Lykken skal Du føle Amalie, vær ikke bange for det, jeg elsker Dig højere end nogensinde! – Nu må Brevet afsted.

Farvel Elskede

Din Erik



151. Amalie til Erik

Kr.ania 15-10-83.

«Og føl om det så kun skulde blive en kort lykke ved at hvile ved mit bryst» – hvad skal det sige, – «en kort lykke», – du skræmmer mig, – jeg kommer ikke!, – jeg skriver ikke heller; ikke heller skriver gjør jeg, – jeg er så målbunden, – ved ikke hvad jeg skal sige. Når det virkelig volder dig så megen kvide at tænke på at vi skal giftes, – ja, jeg mener tænke på hvor sandsynligt det er at det vil gå os rent vanvittigt ilde, (du må ikke tro at jeg tviler om din kjærlighed, eller overhovedet tviler et fnug om dig i nogensomhelst retning, jeg forstår hvad der er hvad,[)] så vil jeg slet ikke. Nei, det er alvorligt sandt, – umuligt er jo umuligt. Du ved hvordan det hele kom, men nu er jeg forfærdelig ulykkelig. Nei, om jeg så skal dø af det, vil jeg ikke gifte mig med dig. Tror du jeg vil tvinge dig til at gjøre noget, som du skal gå i en evig pine og plage for? Langtifra! Men forresten var det ikke det jeg skulde skrive om, – det var for at sige dig at du skal låne disse 100 Kr. hos mig; hvis du ikke gjør det, så har du slet ikke nogensinde elsket mig, og hvis du sender mig dem tilbage nu, er du simpel. Jeg kan få dem tilbage engang i tiden. Det haster ikke. Jeg fik for en 14 dage siden vide at jeg skulde få nogle hundrede kroner efter Vilh. Det var en skibspart han havde taget i et skib som gik af stabelen engang jeg sammen med ham var tilstede. Så sa’e han: hvad jeg tjener her, skal du få. Jeg havde glemt det hele, men han havde skrevet det op. Nu er det desværre så såre lidt denne part har tjent i disse par år; når renter og assuranceudgiftene er dækket blier der ikke stort igjen. Parten skal nu sælges og gå ind i boet, hvortil Jakob er arving. Jeg har fået nogle hundrede kr. og får resten i dcbr. Du ser altså at du godt kan låne 100; jeg har fået dem aldeles uventet og upåregnet, som om de kom flyvende ind vinduet til mig. I dcbr. skal du få låne flere, hvis du bare vil. – Det er dumt at du er dus med den modbydelige Rovsing. Du skulde høre hvad Ingeborg har fortalt mig om ham, som han taler om damer, både dem han har stået i forhold til og dem han intet har havt med! Jeg har fået afsky for ham. Men nu vil jeg ikke skrive mere. Jeg er hermetisk korket, for jeg er så bedrøvet og rådvild, og ved ikke ret hvad jeg skal gjøre med dig. Det var grusomt af dig at lade mig vente så længe på brev. Lørdag aften kom der et med kjøbenhavnske frimærker akurat som dit pleier at se ud, – det var fælt; det var fra gamle fru Knudtzon. Som sagt, – jeg skriver ikke mere til dig; – ja det vil sige, – gud ved når jeg næste gang skriver, men kanske jeg kommer at gjøre det også, – jeg ved ingenting.

Farvel min stygge, søde, grusomme elskede, der gjør mig så ulykkelig.

Din Amalie.

NB. Du sender mig vel nummeret af «Ude og Hjemme». J.P. er en flab, – en dum person!

Jeg begår den ulovlighed ikke at gjøre bankebrev af dette. Derfor må du straks lade mig vide, at det er i behold. Tænk om det blev opdaget, så blev jeg knebet, fik straf og kom i avisen, og så blev hemmeligheden mellem os røbet, og hvor det dog vilde være kjedeligt nu siden det ikke bliver af. – Det bliver ikke af; jeg er vis på det.



152. Erik til Amalie

Onsdag Nat Kl 12 den 17 Oktober [1883]

Amalie, det er et stygt Brev Du har sendt mig. Men jeg er ikke vred på Dig, ikke, hører Du. Jeg kysser Dig på din søde Mund. Jeg var vred på Dig lige som jeg havde læst det. Men det er nu adskillige Timer siden. Det kom just som jeg skulde afsted til Aftenmøde i Folketinget, på et hængende Hår var jeg kommen for sent, fordi jeg læste det først. Jeg er nu vendt tilbage fra Mødet, det trak heldigvis ikke længe ud. Men her er bitterlig koldt i min Stue, det er Midnat, en Nordenstorm står ind ad mine Vinduer, jeg må fatte mig i Korthed. – Min elskede Pige, først altså så øm en Afbigt jeg kan give Dig for de Ord i mit Brev, som har kunnet misforstås, og som har voldet Dig Sorg og Kvide. Sligt kan indtræde, uden at man aner det, men man bør overveje de Ord man skriver, være forsigtig med dem. Med den «korte Lykke» mente jeg, at det jo virkelig kunde gå mig ilde, ingen er sikker derfor, og jeg mindst. Men jeg skrev dem i Sammenhæng med mit øvrige Brev, der lå intet særligt skjult bag dem. Jeg havde omtalt mit Uheld med de skidt hundrede Kroner, mit Mismod; men det syntes mig, at jeg skrev ud fra en bedre Stemning, der så tilbage på disse Ting som på et overvundet Standpunkt. Der var om Du så vil en Kækhed netop i det, jeg sagde: Skal vor Lykke blive kort, så lad os tage det som dygtige Mennesker, der ser Faren rolig under Øjne. Jeg skilte ikke min Skæbne fra din, jeg tænkte ikke derpå. Og nu efter dette, Amalie, en alvorlig Bebrejdelse. Du har en Gang for alle afgjort vor Skæbne, og jeg har stolt og lykkelig slået til. Kun en fysisk Umulighed for vor Forbindelse kan fra nu af adskille os. Jeg vil altså have Lov til at tale til Dig som til min Hustru om mine økonomiske Sorger, uden at skulle frygte for at falde i det Baghold, dit sidste Brev afdækker. Mine Sorger er dine. Det er ikke Fejghed, at jeg klager, det er nødvendigt, at Du véd Besked. Og jeg tager ikke imod, at Du dukker Hovedet bag en Sten og siger: Tror Du jeg vil tvinge Dig til at gøre noget som Du skal gå i en evig Pine og Plage for? Min ydre Skæbne forandres jo ikke det Gran ved dit Komme. Men Du skal vide hvad Du indlader Dig på. Du skal vide, at det er mere end sandsynligt, at der er Pengesorger forbunden med et Ægteskab med mig. Dine modige Ord om, at Du ikke frygter for denne Side af vort Liv skal være bygget på andet end det gode Håb i Almindelighed. – Men at Du har misforstået mig på dette Punkt, beror vel netop på din fuldstændige Mangel på Erfaring om økonomiske Bekymringer. De er grelle og kan skabe grelle Afgørelser, grelle Ord, grelle Fantasier. Men Pengemangel og Sorger i denne Anledning er ikke uden videre fysiske Umuligheder, de kan komme og de kan gå. Og Du er mig en dårlig Kvinde, som fordi jeg har klaget har troet, at jeg var alvorlig bange. Er Du modig, når Du véd Besked, så skal Du se mig frygte mindre endnu. Og nu min anden Bebrejdelse: Hvor kan Du tænke på andet i Verden end hurtigst muligt komme ned til mig? Hvad skal det til, at vi sidder her og snakker sort for hinanden i dårlige Breve. Du løber vild, jeg løber vild. Intet, intet kan klares, vides, forstås, føles til Bunds uden ved personlig Samkvem. Véd Du Besked om mit Mismods egenlige Art, Vidde, sande eller foregøglede Grund? Kender Du mine Forhold? Kan Du træffe en eneste Afgørelse uden at have set de Forhold for Øje, som praktisk skal afgøre Indretning af dit Liv. Har Du et eneste Øjeblik erfaret hvad det vil sige at skulle være min Hustru? Der sidder Du oppe og laver Dig på halve Fornemmelser Sorger, og din første Tanke er ikke den at gå Sorgen ind på Livet, tvinge den til at blotte sit Væsens sande Kærne, at Du kan se, om Du ikke tog en Skygge for et Menneske. Er det dit Mod? Du gemmer Hovedet under Tæppet som et Barn! Amalie, Du har ét at gøre, hvis Du elsker mig: at komme øjeblikkelig ?: så snart ske kan her ned. Jeg tager ikke imod nogen Bortforklaring af denne din eneste Opgave nu for Tiden. Du véd intet før da.

Og nu min Elskede føl dog, at jeg af min Kærlighed kan forledes til at blive frygtagtig for Dig, at det da er din Sag at tage denne Frygt fra mig. Min søde Pige, Du har ét at gøre: komme her ned, lægge din Arm om min Hals og kysse mig.

Din Erik

Nær havde jeg dog glemt at takke Dig for Lånet af de 100 Kr. Dem jeg ikke nu trængte til, jeg har lånt dem andetsteds. Du burde have anbefalet Brevet. Tak, Elskede.



153. Erik til Amalie

Den 18 Oktober Aften [1883]

Du elskede Veninde! Hvad er det for onde Luftninger, der har bølget om Dig og gjort Dig Fortræd i denne Tid? Er det altsammen mig? Hvor kan mine Sorger og Bekymringer være kommen til at tage sig således ud, at de er bleven Gift for Dig? Du elskede, der har været fem Minutter, tror jeg, og næppe måske endda så længe, i al den Tid siden jeg fik dit dyrebare Brev, efter at jeg var rejst, hvor jeg har givet den Tanke Rum, at mine Forhold kunde stille sig så håbløse, at jeg ikke burde bede Dig om at komme nu. I hver Tanke, der ellers er gået mig igennem Hovedet, har Du været min yndige Hustru og har jeg havt Dig nu i Slutningen af Måneden her nede for at tale med Dig om alle de hundrede Ting, det var nødvendigt at komme på det rene med forinden vort Bryllup. Du underlige Kvinde. Har Du altså fået det Indtryk, som taler ud af dine Linjer fra igår, så må det jo dog have samlet sig til et stort pinagtigt Spørgsmål – til noget gådefuldt ufatteligt. Og Du spørger ikke. Du slår Hænderne sammen og fatter en Beslutning. Elskede, sødeste Amalie jeg holder Dig forundret i min Arm, ser Dig ind i Øjnene og beder Dig forklare mig, hvorledes det er gået til, at Du med det Indtryk, Du har modtaget, ikke uden videre tog Hat og Kåbe på og rejste her ned for at ruske mig i Ørene. Har jeg taget mig så jammerlig ud, at jeg ikke var det værd? Sig mig det kun lige frem. Her må jeg virkelig have noget at vide. Nej Du elskede Pige, vi er hæderlig og borgerlig forlovede, med vore Forældres Minde, det kan hænde, at Brudgommen går rent i Stykker på at skabe sig en Stilling, og så kan der naturligvis ikke blive noget af Bryllupet, men såsom han er brav og i det almindelige Omdømme duelig i forskellige Retninger, skal man ikke tage hans egne nøjeregnende Fantasier bogstavelig, og når han taler om at blive Bud i en Livrenteanstalt, så véd man, at han driver en Smule Gæk med sin egen Frygt. Under alle Omstændigheder elsker hun, Bruden, ham så højt og kender ham så godt, at hun er den sidste til at opgive Håbet. Hun kommer for at omfavne ham, blæse ham sit Mod ind og stå Last og Brast med ham. For det véd hun, at er det positivt vist eller overragende sandsynligt, at han ikke kan gifte sig, så var han den første, som vilde sige det grejt og uden Omsvøb. Og stod det endnu usikkert hen, vilde hun heller ikke frygte for at stille sig ved hans Side, for hun elsker ham, og hun vidste at netop dette, at hun kom, kunde give ham den Tillid, som han manglede. – Min elskede jeg står forundret med Dig i min Arm og spørger: har jeg været jammerlig i mine Breve? Jeg mente det ikke således.

Du søde, jeg er glad idag for en Artikel jeg har skrevet.en Artikel jeg har skrevet: Det har ikke vært mulig å finne artikkelen. Den er helt god. Desværre angår den så egne københavnske Forhold, at Du næppe vil kunne fornemme dens rette Duft; så meget tror jeg imidlertid, at den duer, at Du også uden det vil kunne have Glæde af den. Ja tro nu ikke det er noget stort. Det er et Billede af Livet her i Byen. Men der er Kunst og Stemning i den.

Klokken er kun ½ 12 men jeg er søvnig mærker jeg, jeg vil i Seng. Jeg har tre Breve i Aften at lægge i Postkassen. Jeg var til en Forelæsning i Aften af Brandes. Der var en Frk Knudtzon.en Frk Knudtzon: Det var tre søstre, Bertha, Marie og Harriet; det er ikke sikkert hvem Erik traff i Bergen og hvem han traff hos Krohns. Se brev 95, note 3. Hun vendte sig et Par Gange for at tage mig i Øjesyn. Jeg ulyksalige, det er mig umuligt at se, om det er hende jeg så i Bergen, eller den jeg var sammen med hos Krohns. Jeg gemte mig bort for ikke at gøre en Dumhed ved at hilse en forkert. Er der en tredje? God Nat min elskede Amalie – når skal det være min Hilsen hver Nat?

Din Erik



154. Amalie til Erik

Fredag nat. [19/10/83]

Jeg har sét «Gengangere» i aften og forleden,Jeg har sét «Gengangere»: se brev 130, note 1. Lindbergs trupp spilte Gengangere for første gang i Kristiania 17. oktober 1883 på Møllergaten teater. og har spist tilaftens ude sammen med nogle. Jeg vilde ikke besvaret dit brev nu, fordi jeg er uoplagt, hvis det ikke havde været at jeg, omtrent fra sidst jeg skrev, har havt svaret færdigt i mit hoved og hjærte. – – Nei, du det hænger ikke således sammen, – mindst af alle vilde jeg nogensinde i virkeligheden komme til at dukke «hovedet bag en sten» for at slippe for at dele de bekymringer som var mine fordi de var dine, men der har været i din måde at omtale dem på, i den forbindelse dine ord har stået, og i den klang de har havt i sig, noget som har taget modet fra mig. Min kjærlighed har holdt på at visne bort for mig, og jeg ønsker ikke længer at gifte mig med dig. Jeg tror ikke at jeg nu elsker dig nok til det. Du er mig så underlig frygtsom, og det kan godt være at det, hvis jeg selv kunde råde, dog ikke blev dig, jeg vilde vælge at elske. Altså, alt det må være forbi mellem os. Det er det bedste og tryggeste at vi nøier os med at være venner. Vi kjender jo hinanden godt nok til at vide at vi kan tænke på hinanden som på gode, prøvede venner; derved resikeres jo heller ingen verdens ting. – Mit «gode håb» var bygget på netop at jeg vidste besked, og tiltrods derfor, men din idelige og idelige kommen tilbage til dette at skulle give mig besked, viser mig hvilken plage alt dette er dig, og nu er det også blevet mig en plage. Du ved slet ikke hvad jeg dur til, jeg mener hvad jeg, selv med den fuldstændigste viden besked, kunde havt mod til. – Men det er fåfængt at tale om dette. Alt hvad du har skrevet i dine 5–6 sidste breve, har drevet mig hen imod det sted hvor jeg nu står. Og nu står jeg således at jeg ikke vil mere. Jeg vil heller ikke korrespondere med dig for det første; jeg orker det ikke. Hvad skal jeg kunne sige dig nu, efter dette. Sandsynligvis vil jeg aldrig få noget at sige dig mere. Der skal ingen kjærlighed mere være os imellom. – Naturligvis kommer jeg ikke. – Det er muligt du vil finde det forkert og vrangt, men ved du hvordan jeg ser forholdet: Du har stået ved indgangen til, sammen med den kvinde du elskede, at vove en dyst med livet, en af dem i hvilke man seirer eller dør, men du har vaklet og tøvet og krympet dig for at tage hende ved hånden, og det uagtet hun har bedet og opmuntret dig alt hvad hun kunde. Så er hun bedrøvet gået sin vei, for ikke mere at komme tilbage. –

Tanken på din mor piner mig meget, men derved er jo intet at gjøre. Gud ved hvad hun vil tænke i sit hjærte. –

Når du svarer på dette, så vær så kort som muligt. Sig intet, der kan pine eller martre mig. Vi er jo gode venner.

Din hengivne Amalie Müller.

Den 19de oktbr. 1883.



155. Telegram til Erik

Skram

Zinnsgaden 2 Kbhvn

Fra Christiania 27/10/83 kl. 10.50 fm

Ønsker Du tale med mig nu? eller vil Du helst ikke? Telegrafer strax

Amalie



156. Amalie til Erik

27de 10 –83.

Jeg havde ventet så sikkert såsnart ske kunde at modtage et brev fra dig, hvori du sa’e at også du fandt det rettest at det blev som jeg havde bestemt i mit sidste brev. Men din taushed gjorde mig tvilrådig, og jeg begyndte at spørge mig selv om jeg dog skulde have taget feil og gået og opkonstrueret mig et bjerg af en hindring som ikke forefandtes. Det er jo umuligt i et brev at forklare hvorledes alt dette er gået for sig, hvorledes jeg har læst dine breve, og hvad jeg har sét gjennem linierne, vist er det at jeg læste dig længere og længere bort fra mig, og tilsidst var der kun ét jeg vilde: at du skulde føle dig fri igjen. Du finder det måske underligt at jeg ikke så kom ned efter bestemmelsen og talte med dig, inden jeg tog en afgjørende beslutning, men dermed hænger det således sammen. Det var hos gamle fru Knudtzon jeg skulde bo. Fra hende fik jeg for nogen tid siden et brev hvori hun på den kjærligste måde foreholdt mig min uforsigtighed ligeoverfor dig; hun talte lidt skærpet om dig, og sa’e, at dit rygte gjorde det jo ingenting, men derimod skadede det meget mit. Netop fordi hun holdt så meget af mig, og stolte på at jeg vidste hvilken kjær gjæst jeg til alle tider var i hendes hus, o.s. v. vilde hun give mig det råd at ikke komme nu, da det kun vilde give den sladder der gik isvang om mig – man havde også i Kjøbenhavn opholdt sig over vor reise overland – forøget næring o.s. v. Og det hensyn skyldte jeg at tage til mig selv, såfremt jeg da ikke var forlovet med hr.S. hvad hun ikke af mine udtalelser i Berthas breve, havde forstået. Så skrev jeg tilbage og sae at jeg var forlovet med dig o.s. v. Siden har jeg havt 2 breve fra gamle fru K.2 breve fra gamle fru K: Brevene finnes ikke i samlingene. med bønner om at jeg endelig måtte komme, at jeg måtte vise jeg ikke var bleven fornærmet over hendes udtalelser ved ikke at straffe dem med at udeblive o.s. v. Men ser du, så var det at jeg lidt efter lidt og mere og mere for hvert brev fik en fra før af ulmende mistanke om at du i virkeligheden var noget nær fortvilet over at jeg havde fået dig op i dette med giftermålet, således bestyrket at den gik over til vished; og så – når det altså muligens kunde vise sig, efter at jeg var kommen til Kjøbenhavn, at alt gik overstyr – hvad jeg anså for sandsynligst – så turde jeg jo ikke være kommen til fru K, og vilde jo heller ikke være i en sindstilstand til at holde ud blandt de fremmede mennesker. Derfor var det jeg ikke som du skrev, tog hat og kåbe på, og reiste ned til dig. Jeg har ikke fortalt dig dette om fru K. fordi jeg syntes det var tidsnok når vi såes, og det desuden forekom mig uvæsentligt. Jeg skrev mit sidste brev som jeg gjorde, for at gjøre det lettere for dig at træde tilbage. Ser du, – når jeg nu engang havde givet mig denne mistanke i vold og gud skal vide der var grunde for den, hvad jeg ord for ord skulde kunne bevise dig af dine breve, hvis vi talte sammen, håber jeg du kan begribe at tilstanden blev mig utålelig, og at jeg for enhver pris vilde komme ud af den. Og fordi jeg var bleven så sikker på at du gik og var fortvilet, og helst vilde være kvit det som stod for døren, nedlod jeg mig til at sige den løgn at jeg ikke længer elskede dig som før. Det var for at du ingen bekymring skulde have for at jeg skulde blive ulykkelig hvis vi blev skildt ad, for at det hele skulde falde dig lettere, at jeg brugte dette middel. Men løgn var det. Du husker du fortalte mig at dengang du før havde forlovet dig, følte du en sand lettelse ved det brev, hvori hun sa’e dig, at hun frygtede dog muligvis at have taget feil af sig selv, at hun dog vistnok neppe elskede dig nok o.s. v., og du var ikke sen til at svare, at når så var tilfældet, gav du hende hendes ord tilbage o.s. v. Det selvsamme gik jeg og ventede på at få høre. Men da det udeblev, vaktes min tvil. Du husker, at du også engang da talen var om en forlovelse, som var gået overstyr, betonede som din mening at det altid var det mest hensynsfulde at «han» på en måde nødede «hende» til at gjøre opslag, o.s. v. Jeg gik og troede at det var det, du vilde nøde mig til. – Ja nu ved du en liden bitte smule besked om hvad der er foregået i mig. Hel forklaring er det kun muligt at give dig mundtlig. Da jeg telegraferte idag tænkte jeg: enten har du havt ret i din mistanke, og da sender han et fornærmet svar, og siger at nu siden alt er forbi o.s. v., eller også har du taget feil, og da beder han dig komme. Ingen af delene blev tilfældet. Så har jeg vovet at skrive til dig. Jeg formoder du er meget vred på mig, hvis jeg har gjort dig al denne uret, men vær det ikke! jeg har – du kan stole på det – lidt nok alligevel, jeg er som et aldeles forknust menneske, der trænger om at ligge ganske stille i årevis med hovedet etsteds i nærheden af dig, for at blive hel igjen. Hvis nu det hele virkelig har været min egen dumheds skyld, og hvis det i så fald er dig muligt at tilgive mig, alt, alt, og ganske, ganske, – så reiser jeg ned til dig på tirsdag, tager i al hemmelighed ind på hotel Dagmar, og så beror det på hvorledes det går med os, om jeg straks reiser tilbage igjen, eller tager til Knudtzons. Hvis du ikke vil at jeg skal komme, så telegrafer ved modtagelsen af dette brev. I modsat fald, vil jeg altså onsdag være at træffe i Dagmar.

Amalie.



157. Telegram til Erik

Skram

Zinsgaden 2 Køhavn

Fra Christiania 28/10/83 kl.9.40 fm

Afsendt Brev

Amalie



158. Amalie til Erik

Kr. 29de oktbr. [1883]

Der er intet telegram kommet, altså vil du l[a]de mig komme. Jeg skriver disse ord idag, for at sige dig, at der er kommet noget i veien med det skib jeg skulde gået med, og at jeg derfor først kan komme afsted torsdag morgen kl. 8. Jeg vil ikke være i Kjøbenhavn før meget tidlig lørdag morgen. Kunde så ikke du komme ombord? Det er en forfærdelig lang tid, for skibet skal indom nogle steder, – jeg tror det var Fredriksværn, eller havn eller sådant noget; men det vil tage ligeså lang tid at reise overland, og da jeg langt, langt foretrækker søreisen, og det desuden er ikke så lidt mindre end halv pris, vil jeg dog gå med dette skib. Baldur hedder det. Formodenlig er det en græsselig kasse. Men det gjør ingenting. De to dage ombord blier forresten lange, lange, især fordi jeg er så bange for at møde dig. Altså farvel til på lørdag. Du har naturligvis fået et telegram søndag morgen og et brev mandag fra mig:

Din Amalie.



159. Amalie til Erik

Torsdag aften 1ste nvbr. [1883]

De dampskibe jeg skal reise med, går alle sammen i stykker. Imorges da jeg kom ned med kuffert og alt, fik jeg høre at også «Baldur» var gået itu. Jeg forsøgte at tage med jernbanen for dog at komme afsted, men den gik just som jeg kom ind på perronen. Det ser ud til at jeg ikke skal få komme, og jeg har været lige på nippet til idag at opgive det hele, især siden din forhærdede taushed just ikke gjør mig egentlig modig. Du må jo af aviserne have sét disse skibes havarier, og kunde altså sendt mig et telegram med forespørsmål, hvis du havde villet. Jeg drager dog alligevel iaften, skjøndt jeg kanske helst burde lade være, – men jeg tale med dig. Jeg har fundet ud af at jeg kan gå med «Dronningen» til Kristiansand, derfra lørdag morgen med dampskib direkte til Kjøbenhavn. Vil du spørge efter om når det skib kommer, for at møde mig, ellers går jeg ikke iland, men tager sporenstregs tilbage overland ad en eller anden vei. Men naturligvis forliser jeg underveis. Det gjør alle skibe i denne tåge. Altså til på lørdag, hvis jeg da er ilive. Undertiden tror jeg at du er død, eller idetmindste sengeliggende. Det er så underlig utrygt, intet at have hørt. Gud ved om jeg burde reise. – Men altså, til på lørdag.

Din Amalie



160. Telegram til Erik

Skram

Zinnsgade 2 Kbhvn

Fra Christiansand 3/11/83 kl. 4.10 em

Forsinket afgaar imorgen Aften Frederikshavn Aalborg. Send et Ord Ernsts Hotel

Amalie



161. Telegram til Erik

Skram

Zinnsgade 2 Kbhvn

Fra Frederikshavn 5/11/83 kl. 12.25 em

Reiser med Toget Kl 4 directe Kjøbenhavn

Amalie



162. Erik til Amalie

Tirsdag Aften Kl 11 den 13 Novbr [1883]

Du elskede,Du elskede: Dette er det første skriftlige tegn fra Erik siden Amalies «oppslagsbrev» fra 19. oktober. Hun nådde formodentlig fram til København 6. november, så de har vært sammen i en uke. jeg har længtes sådan efter Dig idag! Jeg tænkte endog på at snyde mig fra mit Arbejde i Aften og gå op til Dig for at få Dig med i Folketeatret – men Dyden sejrede. Du yndigste, det stod så tomt for mig at skulle gå hjem for at være alene, og jeg drømte om: hvis Du nu sad der hjemme som min Hustru og blev lige så glad ved at jeg kom, som jeg ved at skulle hjem til Dig. Amalie Du elsker mig! Min yndigste Pige, jeg er så usigelig glad og let til mode! Jeg elsker Dig så inderlig, så lykkeligt, min dejlige, elskede Ven! Jeg måtte sove en lille Tørn på min Sofa i Aften, jeg drømte hele Tiden om Dig. Det sidste jeg så, inden jeg sov hen, var dine strålende Øjne – nej dine lykkelige, søde, dybe trofaste Øjne fra igår Aftes i Teatret. Du var lykkelig da min egen Unge. Den elskede Plads der i det mørke Parterre!

Hør nu Stump, Du sætter Dig i en Droske Kl ½ 11 senest og kører til Zinnsgade, som Du må sige ligger ved Østerfarimagsgade tæt ved Østerbro. Det kan nemlig godt være at Kusken ikke véd hvor Gaden er, den er forholdsvis ny. Så er Du hos mig i halvanden Time. Vi kører så Sporvogn til i Nærheden af min Moder hvor jeg siger Dig farvel, jeg skal tidlig i Rigsdagen desværre! Hvis så der er en fornuftig Forestilling i FolketeatretFolketeatret: Carl Møllers Hos Fotografen ble spilt på Folketeatret 13/11/83, men fra Morgenbladet ser det ikke ut til at det ble spilt neste dag. går vi der i Morgen Aften. Ingen kender os der på de almindelige Aftener. Men Du gør formodenlig bedst i at sige, at en af Søstrene er med. Mulig kan vi jo også tage en med. Imorgen Aften har jeg fri. Jeg har i Aften skrevet en lille Artikel til Ude og Hjemme og den skal ikke være længere.en lille Artikel til Ude og Hjemme: Det finnes ingen artikkel signert av Erik i Ude og Hjemme 1883, men de trykte ofte petitnotiser i slutten av bladet om teater og andre begivenheter som han kan ha skrevet. Jo egenlig burde jeg skrive til Dagbladet, men det fanger jeg næppe Kraft til.

Elskede, hvor jeg glæder mig til at vågne imorgen, så er der Brev fra Dig

God Nat søde yndige

Din Erik



163. Erik til Amalie

Hotel Dagmar Kl ½ 1 17 Novemb 83

Du min elskede, er det godt Vejr imorgen tidlig, gå så hjemme fra Kl 10 ¼ ned på Langelinje, så vil Du møde mig. Er det Regn, kommer jeg til Dig Kl 11. Desværre skal jeg på ny i Rigsdagen imorgen Kl 1.

Husk at spørge mig om hvem der boede sammen med Dig på Dagmarhotellet.

Jeg elsker Dig og har længtes efter Dig hele Aftenen.

Din Erik



164. Erik til Amalie

Mandag Morgen Kl 1 ¼ 19/11 [1883]

Min kæreste sødeste Ven! Naturligvis gør det mig ondt, at jeg har ramt noget ømt og fint hos Dig på en sårende Måde, men det forekommer mig, at Du i og for sig ser galt på Tingen og tog den forkert. Der, hvor Du var, var Sagen god Spøg, der var ingen Ufinhed mulig, og dernæst kom Oplysningen fra min Mund i Kraft af så god en Følelse af vor gode Sag, at den ingen Bebrejdelse burde have afstedkommet, i det højeste kun en uvillig Indvending. Du gjorde det til en Forsyndelse fra min Side. Det kunde det ikke være.

Jeg kommer til Dig Kl 7 imorgen Aften for at blive en Time eller to. Jeg skal til en Fest imorgen Aften.

Din Erik



165. Erik til Amalie

Natten mellem Mandag og Tirsdag 20/11 83

Du søde elskede, jeg sender Dig dette til Morgenhilsen. Det er et Slags Lapseri af mig, Klokken er ½ 3, og det er for at overraske Dig. Du må ikke vente de andre Morgener at få Brev. Jeg har været til Kunstnergilde, og i mit Liv tror jeg ikke været i en sådan Larm. De var som Børn, vildere end ganske unge Studenter men også morsommere. Din Ven KrøyerDin Ven Krøyer: Den danske maleren P. S. Krøyer (født i Stavanger) hadde vært på studiereise i Spanien i 1870-årene, og var nå i sin fruktbare skagensperiode. – jeg fortalte ham, at Du havde syntes godt om ham – sang på et givet Tidspunkt en spansk Folkevise – der var gået en Mængde Sange forud, som man ledsagede med at klirre med Glas, hamre i Borde, dundre på store Blikbakker, ringe med Klokker, hyle og brøle, kort gøre et sandt Helvedes Spektakkel – da han blev afbrudt af et Par Stykker, der spillede på Sodavandsflasker som på Kastagnetter, slog han dem et Glas Punsch i Hovedet og over Klæderne, jeg fik min Del, og sang så uforstyrret videre. De to, der fik Punschen over sig, fandt sig rolig deri. «I vover da ikke at blive fornærmede» sagde Krøyer. – Du elskede, det var nu mindre det, jeg vilde fortælle Dig, end at jeg hele Aftenen har tænkt på Dig. Du var så sød da Du sad der og læste. Du var sød i ethvert Minut, og jeg var så lykkelig ved at være hos Dig. – Just som jeg var kommen ind i Festsalen i Aften og var bleven bænket mellem til dels ukendte Folk, spurgte En mig, om jeg var gift og en anden, som jeg kendte, svarede for mig: «Han, nej han er ikke gift! Ser han ud til det.» Jeg svarede spagfærdig: «Nej jeg er ikke gift, men jeg vilde gerne være det», og så sendte jeg Dig min første Hilsen efter at jeg var gået fra Dig. Senere fik Du Hilsen på Hilsen, Tanke på Tanke, hver Gang noget nyt, noget påfaldende skete. Da jeg fik Brødstumper, Propper, Servietter osv. en hel Ladning af forskellige Ting i Hovedet og måtte værge mig ved at bombadere igen, lo jeg og tænkte på, hvad Du nu vilde sige, hvis Du så dette. Jeg talte med den norske ældre alvorlige Maler Hansen,den norske ældre alvorlige Maler Hansen: kanskje Carl Hansen (senere Sundt-Hansen), som i 1882 slo seg ned i København. der morede sig over Børnene som jeg, og jeg ønskede brændende som altid, at Du alt var min Hustru, at vi kunde gå sammen ud til ham. Han opfordrede mig så venlig til at besøge sig. Og Poul Johnsen var der,Poul Johnsen: dvs. John Paulsen. han holdt sig fra mig, men vi drak Glas [sic] sammen. Men værst var det, jeg fik en Indbydelse til Fredag til et Ungkarlegilde. Hvor har jeg lidt Lyst dertil. Jeg er ikke Ungkarl længer – jeg har længe ikke været det. Du min søde elskede Hustru nu siger jeg Dig Godnat og Godmorgen på en Gang. Dette er en Stump af hvad jeg vilde have fortalt Dig, om Du havde været vågen nok dertil, når jeg kom hjem, og Du havde ligget sødt yndigt og klynket Dig kærligt ud af din dybe trofaste elskede Søvn for at gøre mig glad.

Din Erik

Nu skal jeg til Postkassen med dette, Vejret er godt.



166. Amalie til Erik

[21/11/83]

Onsdag kl 3 eftermiddag,Onsdag kl 3 eftermiddag: Brevet er ikke datert, men etter innholdet å dømme må det komme mellom brev 165 og 167.

må jeg beskedent sige, og kan ikke som du skrive 1 ½ morgen eller sådant noget. Vi kommer ikke i folketheatret iaften du søde, elskede; hvis du nu går derhen og ikke finder mig, bli’er du måske vred, men det er ikke min skyld. Jeg ved egentlig ikke hvorfor, det ikke blev af med at gå i theatret, ja det er sandt vi skal iaften hen til nogle som hedder Gortschalk [sic], fru Knudtzons broder.Gortschalk: Amalie bodde hos den eldre fru Knudtzon (født Gottschalk) mens hun oppholdt seg i København. Hun hadde en bror som het Gottlieb, så det kan ha vært ham Amalie snakker om. Jeg mødte idag dr. Georg,dr. Georg: Georg Brandes, som bodde på Skt. Annæ Plads 24. just som jeg kom ud Amaliegade – jeg skulde til photografen – han kom tværs over St. Anna [sic] plads, og fulgte mig lige til døren i Østergade, hvor han foreslog mig at spasere videre med ham – jeg vilde så dog komme til at vente deroppe mente han. Men jeg afslog det, sagde at jeg udtrykkelig måtte være præcis, fordi jeg skulde møde fru Drewsen, der kom kl. ½ 1, exprès for at træffe mig. Han var overhændig elskværdig – fik talt om en masse ting, blandt andet også om «Moderne damer».«Moderne damer»: Historien om «eventyrersken» fru Schønberg er tydelig tegnet med Amalie som modell. «Skal det være dem?» sa’e han; han havde intet hørt derom, men blot ved at kige her og der var det sprunget ham i øinene. Nu har jeg læst den helt ud. Noget så giftigt kan du vanskelig tænke dig. Han må alt mens han skrev ha’e følt forløsning for et rent ætsende had. Man læser om en eventyrerske, uden overbevisning, uden en ærlig tanke, som holder sig til venstre fordi høire ikke vil vide af hende, af den simpleste ekstraksion, der gjør alt af beregning, er rede til hvert øieblik at blive overløberske, sidder på storthinget for at vise sig, går på jagt efter invitation til hofbal[l]er en flane, en «åndelig skjøge» – – ja naturligvis, i alt dette, vilde hverken jeg eller nogen gjenkjende mig, hvis der ikke var en ondskabsfuld villie til at ville udpege mig som den han mente, og hvis han ikke i forveien selv havde sagt at det var mig han mente. «Fru Schønberg» bryster sig af at have talt med kongen. Jeg husker så godt at jeg kom til at fortælle ham at jeg tidligere havde truffet kongen, fordi han kom og sa’e mig smigrende ting om den opsigt jeg havde gjort i Storthinget ved åbningsfesten, og om den udmærkelse kongen havde vist mig ved at stanse og særskildt hilse mig. Tænk nu at bruge en sådan ting for at karakterisere mig, som om det var karakteristisk for mig at gå og skryde af den slags ting. Hans bog er en gemenhed fra ende til anden. Den er gjort så, at selv de, der bare har hørt mig omtale, straks vil tænke at det er mig han mener, og så kalder han den moderne damer, – bare for den titels skyld skulde han nu tages alvorlig af dage, – det er en ren latterlighed. Den har påvirket mig uhyre ubehagelig, det nytter ikke at nægte det. Så har jeg samtidigt fået en levende fornemmelse af at J.P. er et rigtigt skadedyr – så uendelig simpel og lavartet. Jeg kan dog ikke hjælpe at han gik hen og forelskede sig i mig, og bortsét fra dette uheld, har jeg kun gjort ham godt, kun kunnet vente taknemmelighed af ham, hvis jeg overhovedet skulde vente noget. Jeg håber nu imidlertid snart at blive færdig med den ubehagelige fornemmelse jeg sidder inde med efter læsningen. – Min elskede, søde ubeskrivelig kjære og dyrebare, så kommer jeg altså til dig imorgen efter det klokkeslet, som du selv vil angive i brevet imorgen. Hvor jeg elsker dig, og hvor jeg håber at skulle kunne vise dig det dag for dag mere og mere, når det nu endelig skal times mig at få leve med dig åbenlyst som din hustru. På søndag skal her være middagsselskab; du er buden. Der var en strid om nogle som Bertha ikke vilde invitere: «det går da ikke an at bede disse mennesker sammen med Skrams og Krohns» sa’e pludselig Bertha, hvorpå vi tre, B. Harriet og jeg brast i latter. Jeg kysser og omfavner dig min elskede!

Din Amalie. –



167. Erik til Amalie

Natten mellem Onsdag og Torsdag

Kl 1 den 22 Novemb 1883

Kæreste velsignede Amalie, Du var ikke i Folketeatret. Jeg kom der hen og stirrede og stirrede, men kunde ikke opdage noget, der lignede Dig. Jeg kom midt under en Akt, da der var mørkt på Tilskuerpladsen, så at jeg altså kun med Vanskelighed kunde få Overblik over, hvem der var i Teatret, men det greb mig straks, at Du ikke var der. Imidlertid blev jeg ikke så skuffet, som jeg selv havde ventet, at jeg skulde blive – der var en underlig Fornemmelse om, at jeg ikke skulde se Dig, og om at hvis jeg så Dig, at jeg så ikke kunde komme hen og hilse på Dig – men naturligvis jeg gik noget slukøret tilbage til mit Selskab. Du, jeg havde så meget at fortælle Dig, som så vanskeligt kunde være blevet sagt i Teatret – nu glæder jeg mig kun til imorgen Kl 10 ¼ lige som sidst. Ak om Du havde været med i Aften, det vilde have moret Dig! Elskede jeg skynder mig med dette, jeg er søvnig, Kl 10 ¼ går Du hjemme fra!

Din Erik



168. Erik til Amalie

[26/11/83]

Mandag Kl 12.Mandag Kl.12: Dette brevet og det følgende er ikke nærmere datert, men de henger tydeligvis sammen, og det er sannsynlig at de kommer like før brev 170, hvor Erik skriver videre om deres uoverensstemmelse.

Min kære Amalie, den Lejlighed vi skulde have set sammen men som jeg desværre måtte tage alene i Øjesyn ser således udden Lejlighed vi skulde have set sammen: De var på jakt etter en leilighet å flytte til etter bryllupet. Erik nevner ikke adressen her, men det kan godt være leiligheten de kom til å bo i. Deres første felles adresse var Øster Farimagsgade 51.

a Korridoren, b rummelig tofags Stue (med 3 Fløjdøre, der tager næsten al Væggeplads bort) c Kabinet med en Dør ud til Trappegangen, som kan spærres, hvorved to ypperlige Vægflader fås, d stort etfags Værelse med en ypperlig Langvæg, e godt Sovekammer, f Køkken, g usselt Pigekammer, h Kloset. Den ligger S.S.Ø. med vid Udsigt, altså herlig Morgensol, og koster 450 Kr årlig. Vi kan få den oliemalet efter vort Ønske og flytte ind nårsomhelst. Den eneste synlige Mangel er det dårlige Pigekammer og Mangelen på Væggeplads i den store Midtstue. Formodenlig er Lejligheden kold, men derpå vil der kunne bødes. Jeg har tænkt mig, at Du tog b og c, jeg fik d til Stue. Kan dine Møbler ikke anbringes i b (Spise- og Dagligstue), så måtte jeg få c og Du b og d. Det vilde være såre heldigt, om Du imorgen på en eller anden Tid kunde se på Lejligheden.

Min kære Pige, Begivenheden imorges står i følgende Lys for mig: Imod din Vilje stødte Du mig midt i min glade Følelse af at gå og tale med Dig – hvad kom Vejret os ved? – da jeg tog Sagen lidt alvorligere end mulig strængt rimeligt, manglede Du det lille kærlige Ord, det milde sikre Sind, som i et Sekund havde blæst mit onde Lune bort. Jeg følte din Hånd, Du Søde, da den – ak så sent – kom ind i min, men så tog Du den tilbage og havde ikke et Ord til mig. Du var dog den, der havde gjort mig Fortræd. Hvorfor ikke et eneste lille Kærlighedsord ved en sådan Lejlighed? det er jo dog det, der trænges til, når der har lydt en Klage. Du så, at din Ytring havde gjort mig ondt – om det så hundrede Gange beroede på en Misforståelse el. Overdrivelse fra min Side, hvorfor så holde det Ord tilbage, som skulde lægge sig blidt og blødt som en venlig Hånd over det stødte Sted?

Din Erik



169. Amalie til Erik

Brevkort

[26/11/83]

Jeg får imorgen ikke tid til at komme og bese leiligheden. – Så skulde jeg spørge dig fra fru Knudtzon om du imorgen, tirsdag vilde spise hverdagsmiddag her til sædvanlig tid. Om du kommer lidt før tiden, går det godt an. Da jeg stak min hånd ind i din igår, var det mere end det kjærlige ord som du beklager at jeg ikke gav dig. At du kunde være slig som du var igår, kan jeg ikke begribe.

Amalie. –

[Tilføyelser:]

Du spurgte igår: «Skammer du dig ikke?» Jeg svarer nu: «nei, jeg gjør ikke

Vi går imorgen ikke til Hornemanns. Hornemanns: Fru Knudtzons søster Harriet var gift med lege Christian Wilken Hornemann – men hun var død i 1880. Det er mulig at Amalie mener broren til Christian, den kjente hygienikeren Emil Hornemann, og hans kone Christy f. Hohlenberg.



170. Erik til Amalie

Mandag Aften 26/11 83

Min elskede, der hviler et Tryk på mig fra imorges. Den samme Tyngde, som din Tavshed under en Uenighed lægger over mig, er nu faldet over mig, fordi jeg intet Brev har modtaget fra Dig.fordi jeg intet Brev har modtaget: Dette ser ut til å være det tredje brevet som ble skrevet samme dag. Brevene ble delt ut flere ganger daglig, men Amalies kan ikke ha nådd Erik ennå. Jeg tror, min egen dyrebare Amalie, at Du ikke rigtig tydelig forstår den Lidelse, der kommer over mig ved en Uoverensstemmelse imellem os, når et Ord fra Dig eller en Handling er mig uforståelig eller pinlig. Du tror jeg er vred. Ak min Elskede. Vrede er en hel herlig Ting imod den Pine, Du kan lægge på mig ved at lade mig uden Forklaring, uden et kærligt Ord, hvor jeg venter et sådant. Nu tænker jeg mig ganske vist, at Du har skrevet og blot ikke har vidst at tage Tiden i Agt til at få Brevet besørget i en Brevkasse, men bag dette dæmrer der dog hos Dig en Ro, som Du ikke vilde føle, hvis Du vidste, hvor ondt et uopklaret Mellemværende imellem os gør mig. Du danner Dig vist en Forestilling om, at jeg er hård netop der, hvor jeg er mest blød. Min egen sødeste Pige, jeg véd, at jeg i samme Sekund min Beklagelse imorges havde lydt, ikke tænkte på noget andet i Verden end ved din Hjælp at finde min glade og lykkelige Stemning igen. Men din Hjælp måtte og vilde jeg have. Du gør mig glad eller bedrøvet, det er din Magt over mig, den Evne hos Dig, der skal være Tilskyndelsen, Hjælpen Magten i Resten af mit Liv, den er vigtig i store som i små Øjeblikke, jeg vil ikke frivillig lade et Fnug af denne din Evne, din Betydning for mig tabe sig i det tomme Rum. Du kom imorges til at ramme mig ømfindtlig, jeg skreg en Smule op som den der føler Smærte, Du, Du skal tage Smærten fra mig. Hvilken Misforståelse der end kan have ligget til Grund for min Fornemmelse, måtte det være Dig klart, at jeg havde lidt et eller andet, at dine Ord var Grunden – altså kun Du kunde tage det Ubehagelige fra mig igen. Og Du skal det. Havde jeg ikke denne Fordring til Dig, var min Kærlighed ikke så god som den er. Tror Du jeg forlanger at have Ret over for Dig i det enkelte Faktum? Tåbelighed! At der er Vrede i mit Sind? Urimelighed. – Amalie tænk Dig en Smule om. Når det er indtruffet, at jeg har gjort Dig Fortræd ufrivillig og har set det, har jeg så ladet Dig gå ene? Jeg har bedet, jeg har spurgt, jeg har søgt at glatte lempe, lette, slette ud. Du – Du er stum. Om jeg så hundrede tusinde Gange opfattede Meningen af dine Ord forkert i Morges, var der jo i min Protest intet andet end en Bøn om Forklaring. Jeg hørte en Hårdhed, jeg bad altså om et blødt Ord. Hvorfor er det ikke dit Hjærtes Trang så at give det? Jeg tvang Dig hen imod Sporvognen for at få Dig til at protestere. Du fandt Dig deri: jeg kan kun forklare mig det ved, at Du tror, at min Stemning er en hel anden end den er. Det var din Stumhed, som fik min Kærlighed til at rejse en alvorlig Anklage imod Dig – straks havde Klagen været til med et Pust at drive bort. Du kunde blot have set forundret på mig, have sagt «Sludder med Dig» eller hvad i Verden ellers, og Misforståelsen havde været klaret. Nu i Aften gør det mig på ny ondt at jeg intet Brev har modtaget fra Dig.

Din Erik



171. Erik til Amalie

Torsdag Aften Kl ½ 12

[29/11-83]Torsdag Aften Kl ½12: Brev 171 og 172 er heller ikke nærmere datert. Det er sannsynlig at de er en fortsettelse av debatten fra brev 168-70 om hvordan de skal behandle temperamentsforskjeller.

Min elskede! Da jeg gik fra Dig, havde jeg det, som Du kan begribe, ikke helt godt. Jeg var angst for at komme hjem og ligge søvnløs. Gik derfor frem og tilbage i Bredgade. Jeg er ikke usikker på mig selv Elskede, ikke et Sekund. Jeg har min Vej sikkert afstukket foran mig. Jeg har Kærlighed til Dig, og jeg skal vinde min Kærligheds Sejer, hvis Du har lige så stor Kærlighed til mig. Det er mig, som endnu ikke har Evne til at tale til dit Hjerte således, at Du straks véd, at Du skal låne mig Øre. Jeg taler formodenlig for forskellig fra hvad Du er vant til at høre, så at dit Sind lukker sig for mine Ord. Men jeg har altså den Bøn til Dig. Elsk mig, om Du kan, mere selvforglemmende. Jeg mener intet moralsk i dette Øjeblik. Rent mekanisk Kære. Gør Forsøg på at huske i hvert Øjeblik, at hvert Ord jeg siger til Dig er født eller i alt Fald farvet af min Kærlighed. Vent derfor hver Gang til jeg har sagt min Mening og hør så, om det ikke er noget, Du forstår, kan bruge, kan hjælpe Dig selv frem med. Jeg har sådan Tro til, at Du er god og i dine Meninger som i dine Gerninger vil det rette, at jeg er sikker på, at Du ikke i dit Hjerte mener, at Du har nået det fuldkomne. Der er altså et Arbejde at udføre også rent intellektuelt. Brug mig til en Hjælp her. Husk at når Du som Du siger hele dit øvrige Liv har været alene om at få Meninger, så er der nu tilstødt Dig det i Livet, at Du har fattet Kærlighed til en Mand. Du er fra da af ikke ene i noget Forhold. Vær derfor mild, ventende også når Du tænker. Du synes mig at glemme at jeg begynder med Respekt for enhver af dine Meninger og at det først er din Måde at forfægte dem på, der ægger mig til Angreb. Gør et Forsøg på at tænke sammen med mig lige som Du føler med mig.

Jeg skriver dette hos à Porta, Du véd, Konditoren på Kongens Nytorv. Inde bag et Skillerum hører jeg Frederik Knudtzons Stemme, han fortæller noget om «Faktorer» osv.Frederik Knudtzons Stemm … noget om «Faktorer»: Fredrik Knudtzon var bror til Bertha og boktrykker. Han må ha snakket om trykkeriet. – Jeg kom ind i en af de inderste Stuer, så mig om, hilste på nogle Bekendte, lader mine Øjne glide videre over Grupperne, ser John Paulsen sidde ene. Han hilser mig smilende. Jeg ser rolig på ham, som havde han været den Stol han sad på og gik ind i et andet Værelse. Lidt efter ser jeg Maleren GrothMaleren Groth: Vilhelm Groth, dansk landskapsmaler. komme fra en anden Gruppe hen til Paulsen og gøre Mine til mig om at komme ind til dem. Jeg havde da taget fat på dette Papir. Lidt efter kommer Groth efter at have talt med Paulsen ind til mig og spørger øjensynlig opfordret dertil af Paulsen om jeg ikke vilde komme ind til dem. «Nej svarer jeg, dertil har jeg ikke Lyst, for den Person, de sidder sammen med, betragter jeg som en Slyngel». «Er det for den Bogs Skyld, han har skrevet?» «Ja». «Ja han har sagt til mig, at han var bange for at være i Kristiania, når den kom ud». «Det er rimeligt nok, for kommer han tilbage til Krstia., vil han blive sparket ud af ethvert Selskab, som han sætter Pris på at komme i». Så gik Groth tilbage og fortalte håber jeg mine Ord. For et Øjeblik siden gik Paulsen og Groth, men de søgte en anden Udgang end det Værelse hvor jeg sad. Nu sidder Krøyer og læser Aviser ved mit Bord og venter på, at mit Skriveri skal blive færdigt. Ak han boer på Østerbro lige ved Siden af min Gade. Jeg må følges med ham jeg er ikke meget oplagt til Samtale, men det er måske godt for mig.

Godnat min Elskede

Din Erik



172. Amalie til Erik

Fredag frmdg.

[30/11/83]

Min egen elskede, tak for dit brev, som var så sødt at modtage. Jeg skal gjøre mig megen flid for at høre på dig, og for at forstå hvad du siger, men jeg tror virkelig at der vil arbeide og selvfornægtelse til. Du vil ligesom slet intet forstå, men spør uafladelig som i vrangvillie: hvoraf ved du det? på den måde at det gestalter sig for mig omtrent som så: jeg: min kjole er sort af farve. Du: hvoraf ved du det? og så videre fort. Det er som om vi to mennesker, der engang syntes at forstå hinandens alle halve ord og svage antydninger blot, nu ofte mangler enhver fælles givet forudsætning, enhver åndelig slægtslighed. Det gjør mig bange; inat lå jeg og havde bekymringer, men så kom dit brev og blæste dem bort, for det fortalte om vor kjærlighed og om den fortrøstning det ikke er for dristigt at have til den. –

Men hvorledes kan du forsvare at sige, at jeg har et ondt sind? eller hvad mening lægger du ind i den betegnelse af mit væsen eller karakter? «Et ondt sind!» det er noget meget ondt og foruroligende at vide om den elskede, at han eller hun har et ondt sind. –

Men imidlertid, jeg elsker dig og det vil vel hjælpe mig over både den ondskab og hoffærdighed og stædighed og egenretfærdighed som huses i min natur. Men bange er jeg, undertiden til og med slet ikke så lidet. Hvis det ikke går med os, så vil jeg ønske og håbe at jeg skal have det samme moralske mod som frk. Ravenkilde [sic], der nu i går aftes har skudt sig, fordi hun ikke likte livet.det samme moralske mod som frk. Ravenkilde: Den 21-årige forfatteren Adda Ravnkilde kom til København i 1883 og oppsøkte Georg Brandes. Hun hadde fått skrevet tre små romaner, men begikk selvmord 29/11/83 innen de kom ut. –Prøve det med dig og vil jeg nu, såfremt du elsker mig med samme sikkerhed som før, men jeg går ikke letsindig til den prøve. Jeg ved nu at det undertiden vil blive vanskeligt. Det vidste jeg slet ikke før. Jeg troede at vort samliv skulde blive en stedse fortsat stille, lykkelig nyden, men istedet derfor bli’er der sikkerlig adskillig kamp at levere. Men som sagt, jeg er vis på at jeg elsker dig min elskede. Din

Amalie.



173. Erik til Amalie

Zinnsgade Mandag Aften Kl 10

Den 3 December 1883

Min elskede, jeg har ikke behøvet Dage for at få Følelsen af min Ensomhed, efter at Du er rejst.efter at Du er rejst: Amalie reiste fra København 3. desember. Hun hadde altså vært der i fire uker minus en dag. Jeg håber til Skæbnen, at det bliver sidste Gang, at jeg siger Dig farvel på så lang Tid. Det er ondt at sidde alene tilbage. Min søde Pige, denne Gang er Du bleven mig mest nødvendig af alle de Gange vi har været sammen. Men sådan skal det være. Jeg trænger i uhyre høj Grad til Dig, jeg vil ikke indlade mig på et Liv uden Dig. Du er min elskede, Du er min Tilflugt, at Du véd det, Stump. Uf, da Du gled bort i Mørket! Jeg kunde ikke se Dig. Jeg havde Følelsen af, at Du stod der endnu foran Hytten, men din Skikkelse slugtes af alt det Sorte. Så stod jeg der med Damerne Knudtzon. Skønt de vist er mig gode, var de med ét blevet mig som helt fremmede Væsener, jeg fulgte dem til deres Port og sagde farvel. Så gik jeg til min Moder og bragte din Hilsen. Der blev jeg end mere modfalden. Hun talte så kærligt om Dig, men jeg følte for tydelig, hvorledes det var mig umuligt at sige til hende et Ord om mit Savn. Jeg sad for Resten en Stund hos hende. Hun fortalte om nogle gamle Venners beklagelige Skæbne, om et Ægtepar, der havde været hos hende i den forblommede Hensigt at låne tohundrede Kroner til at betale Husleje med – en afskediget Organist fra en af Småbyerne – og hendes Beklagelse over netop nu at være ude af Stand dertil, hendes hurtige Griben Ordet, inden Manden var rykket frem med sit egenlige Ærinde, og om Konens og hans febrilske Forsøg på under Forlængelsen af Visiten at skjule i hvilken Hensigt de var komne osv. Det var sørgmodigt som min Stemning var det. Jeg hørte derpå med inderlig Beklagelse. Du elskede, det var for Resten ikke uden en vis Nydelse af min Moders gode Forstand, hendes ypperlige Fremstilling og hendes fine Følelse af hvor Trykket havde ligget hos Staklerne, der havde besøgt hende, også med en Hilsen i Tankerne til Dig, der vilde have følt netop det selv samme som jeg, hvis Du havde siddet hos og hørt på den lille Fortælling. Du, det er sødt at have sådanne Småting at dele sammen. Ingen af Søstrene var hjemme. Jeg lod en kærlig Hilsen blive tilbage fra Dig. Jeg sagde, at de havde været søde og gode mod Dig, og at Du havde været glad i dem. Så gik jeg til With. Jeg kunde se på ham, at det ligefrem gjorde ham ondt, at han ikke var kommen til at sige Dig farvel. Han holder af Dig. Han er snil, den Fyren. Han blev helt egen tilmode over pludselig at få at vide, at Du var fløjen bort. Så fortalte han mig nogle Slyngelsytringer, som han John Paulsen havde ladet falde. De gik ud på, at Fru Sars i det sidste Selskab, hvor han og Du havde været sammen, havde vist Dig en tydelig Kulde, og at de øvrige Damer i Selskabet havde vendt Dig Ryggen i Anledning af din skandaløse Rejse med mig over Land, at det havde «gjort ham ondt for Dig», at jeg var et skændigt Menneske, som havde undergravet dit Rygte således osv. Det kunde jo være, Stump, at det var rigtigt, om Du ligefrem gik til Fru Sars og fortalte, at Du skal giftes med mig til Marts. Ikke at jeg lægger mindste Vægt på, hvad den Løgnhals siger; men mulig, at han dog har erfaret en Smule om, at Byen hedder Snærpe,at Byen hedder Snærpe: Han har en vag fornemmelse, men vet ikke noe sikkert. og under alle Omstændigheder er det måske både klogt og rigtigt følt fra din Side, om Du i Tide sikrer Dig denne din gamle fine Venindes Forståelse af hvad Du har for og gode Sindelag for din Plan. Tænk lidt på, min egen Unge, at Du ikke gerne må skære noget Bånd over af dem, som Du har kær i Kristiania, at dit Giftermål ikke må komme til at tage sig ud for dine Venner som en Flugt eller Svigten af gode Opgaver. Det er næppe helt klogt, om Du ikke hæver Sløret så meget, at Du under fine Menneskers diskrete Begriben af hvad Du har for bereder Dig Vejen til fremtidig at tjene under Fanen på din Måde – den, der uden Forklaring i jeres Klan der oppe vel netop – særlig i Begyndelsen – vil blive opfattet som et Slags Forræderi fra din Side. Jeg tror at opfatte din Stilling rigtigt ved at mene, at Kredsen i Kristiania har taget Dig så tæt og venskabeligt ind i sig med en Bifornemmelse af at eje en stor Værdi i Dig. Det er ikke så ringe en Ting at have Byens smukkeste Frue i den literære Falanks, som Venstre kan stille på Benene. Tydeligt eller utydeligt føles dette. Man giver Dig med Glæde et oprigtigt Venskab for din egen Persons Skyld, men din Skønhed og din Pen er en Kraft, som alle for Sagens Skyld mene at have en Slags Lod og Del i. Det bliver på en Måde noget, som lever uafhængigt af Dig, dit virkelige jeg. Forsvinder Du fra Skuepladsen, skuffer Du en Fordring, alle tiltro sig Ret til at stille til Dig. Man holder ganske vist af Dig personlig, men det var dog også den Fru Müller, der fyldte på den og den Måde i Venstre-Billedet, som man satte Pris på. Altså går Du, er det Dig, der tager fra de andre noget, de forlængst har indordnet mellem de Værdier, de taler om som «vor». Og man bliver vred på den, som tager noget fra en. Ret til at blive vred har man her ikke Spor af, men man vil uvilkårlig blive det alligevel, og Du løber Fare for at tabe noget af den umiddelbare og lette Forbindelse med den gode Kreds i Kristiania, som ikke må tabes. Der kan indtræde en Kølighed, som kan blive Dig ikke blot ubehagelig men på en Måde farlig. Din Rejse til Amerika var slem, men dit Giftermål i Kbhvn er værre. Det er naturligvis let at se tværs igennem det uædle i at angribe Dig efter en Tankegang som den her skitserede, og det vil vel heller ikke bogstavelig blive udført – men I kære Normænd, er Folk som er iltre på eders eget, og som har let til Sinne. Vær altså snild som en Slange min elskede. Klogskaben her tror jeg føres bedst frem ad Ærlighedens Veje. Du har intet ondt i Sinde imod «noget i Norge».«noget i Norge»: refererer til Holger Drachmanns dikt fra 1882, «Til Noget i Norge». Se brev 24, note 8. Gå lige på og sikr Dig Huset Sars’s Forståelse. Min elskede, jeg tænker mig, at disse Ting, som Du vel har set og følt før jeg, kommer i et endnu klarere Lys ved at omtales. Jeg synes ikke, at der er nogen egenlig Fare i dette, men det forekommer mig, at man bør lægge så megen Klogskab ind i sin Fremgangsmåde som mulig, hvor der handles om så betydelige Værdier som her, der om end ikke kan tabes så dog forringes. Elskede, Du har som Hæmsko i din Optræden her, din Følelse af, at der i denne Kærlighedshistorie ikke er meget af det gode, lyse, frejdige, ærlige, åbne og glade, som Du kunde ønske skulde ligge til Grund for enhver af dine Handlinger. Dette at det er «Kærlighed», som driver Dig til Handling, er ikke din Stolthed – og sødeste Stump jeg er et rimeligt Menneske og tænker nu ikke mere på at angribe Dig for det – der er noget som af et Frafald i dette, at Du skal stå frem og sige: «Jeg underskriver ikke mere mine Ord fra før om denne «såkaldte» Magt i Livet, ti jeg føler den nu herske i mit Indre». Jeg véd det Stump, at dette har sin Bedskhed. Men dejlige min lille, det er jo Sandhed! Din Kreds har ikke trot synderlig på Kærlighed. Du og Ernst Sars har gået og lagt nogle artige Tanker sammen om Emnerne i Fremtidens Kunst, det var slet ikke mere «Kærligheden» som var Poesien i Livet osv. Nu skal Du med din kraftige lille Hånd rive en Flænge i det statelige Gevandt, som Du og Sars så pyntelig havde viklet om Gudens Lyra, I vilde ikke høre på Klingklang mere – og nu er det Dig, som skal få Strængene til at klinge så smukt om Elskov. Elskede tag netop dette, at det falder som en Overraskelse ind i Kredsen til din Støttestav. Nu har Du noget at lære de andre. Du skal ikke sødeligt kvæde, men Du skal stoltelig tale; Du elskede, det er det kraftige nye Tilløb Du tager i Livet. – Ak Ven jeg sidder og lader Pennen løbe, så glemmer jeg, at jeg er temmelig ynkelig tilmode. Jeg håber at Du ligger nu og sover. Mon Du imorgen telegraferer til mig fra Gøteborg? Mit Brev må komme en Dag senere til Kristiania end Du. Blot Du nu ikke har ventet at finde Brev ved din Ankomst. Telegrafere tør jeg ikke, for er Du ikke kommen, kunde Telegrammet jo mulig blive åbnet. Elskede begynder Du dit første Brev nu til mig med «Erik», svinder en Måneds Længsel ud af mit Sind. For hvert Erik Du kan sige, tager Du Dage af den onde Tid fra mig. Men som jeg allerede synes, at det er fælt at være uden Dig! Og så er jeg dog på Bunden af mit Hjærte så inderlig glad. Det er dejligt at holde af, at være sikker i sin Kærlighed, at elske. Du min egen Amalie, jeg har ikke grædt denne Gang. Det var for yndigt at stå der med Dig på Dampskibet og vide, at dette var kun en lille nødvendig Standsning i det Gode, der var ingen virkelig Afbrydelse nu forestående, jeg kunde ikke lade være med at sammenligne dette med de foregående Afskedstagelsers eller Ikke-do’s Afskylighed. Dette sidste dybe sorte Hul i Kristiania – og så nu. Men da jeg gik der på Gaden og sad hos min Mo’r og kom hjem og ikke imorgen skulde se Dig – elskede jeg er lykkelig ved Dig, men jeg længes efter at høre din Stemme. Jeg tror, at det er det jeg længes mest efter af alt.

Din Erik



174. Erik til Amalie

Tirsdag den 4 December 1883

Elskede, er det ikke helt egent, at samme Dag Du har forladt København, klæder Byen sig i sin mest modbydelige Efterårs- eller Vinterdragt med Storm og Tøsjap. Det har snet med vådt Sne idag så stærkt, at Sneen ligger på åbne Pladser og Grønninger endnu en Time efter Snefaldets Ophør. Du søde, elskede dyrebare, når Du er borte, var der jo heller ingen Grund til at holde det dårlige Vejr længere tilbage. Folk bander og skælder over det rædsomme Føre, der som giftig Væde siver sig ind gennem Støvlerne, men kun jeg véd, hvad der har været Grunden til Omslaget i Vejret. Jeg morer mig næsten over hvad der plejer at være min Fortvivlelse, og det kommer af, at jeg gennemskuer det hele. Heraf kan Du lære min sødeste Unge, at Du er meget dum, når Du er hæftig og holder din Ånd trodsig og siger: «jeg vil ikke, nej jeg vil ikke forstå hvad Du siger». Man har altid Glæde af at forstå noget, selv om det er noget, en så personlig ukært som våde Fødder. Således uddrages Moralen af alle Ting. – Min Stumpedorthe jeg har moret mig idag ved at læse Anmeldelsen af Irgens Hansen af «Moderne Damer» i Dagbladet.Anmeldelsen … i Dagbladet: Irgens Hansens spydige anmeldelse av Moderne Damer sto i Dagbladet 2/12/83. Den er jo ligefrem fint skrevet. Slutningssætningen, at nu kender vi J.P. og tidligere Bemærkningen om, at J.P. «lyver» kommer med ypperlig diskret Kraft. Kan Du tænke Dig, at Lømmelen idag igen hilste mig, da jeg kom ind til à Porta. Naturligvis besvarede jeg hans Hilsen lige som sidst. Igår tænkte jeg alvorlig på at opsøge ham og give ham en alvorlig Dragt Prygl, og sikker er Monsieur endnu ikke. Træffes vi en Gang, og han vover at tiltale mig, og Stedet er nogenlunde dertil, kunde det være, at han får et sådant Næveslag i Ansigtet, at han ligger der. Endnu har jeg så pas Kræfter, og Vreden skal forøge dem. Det usle Dyr. Det er virkelig lykkedes mig en Gang for Alvor at blive opbragt på et Menneske. Og så kan jeg ærgerlig nok alligevel føle lige som Enden og Begyndelsen til det Selvforsvar, hvormed han klarer sit Standpunkt for sig selv. Men en ynkelig Pjalt er Fyren, og Juling skulde han have. Du allerdejligste på Jorden, min sødeste Hustru, tag den lille Byrde på din[e] Skuldre, som jeg sender Dig. Skik denne Barselfærd med et Par Ord til Skavlan,Skik denne Barselfærd med et Par Ord til Skavlan: Olaf Skavlan var medredaktør av Nyt Tidsskrift, men oppholdt seg i Syden i hele 1883 p.g.a. en hjernesykdom. Artikkelen ble ikke trykt i tidsskriftet. sig ham, at Du har påtaget Dig at forelægge ham det lille Arbejde, fordi der er Dygtighed og Talent deri, men at Du ikke derfor direkte anbefaler det til Optagelse i Tidsskriftet. Udbed Dig som en særlig Gunst, at hvis det ikke optages, at det da sendes Dig tilbage med et Par motiverende Ord. Sig, at Du vilde sætte Pris på at få Afgørelsen hurtig. Og når så det er gået som det vel må, så send mig Manuskriptet tilbage med Afslaget. Besørg nu dette min egen Ven, drag dit Suk derved og tænk med Kærlighed på, at det er en af disse kedelige Pligter, som denne mærkelige Kærlighed kan lægge på en. Der var intet Telegram idag, dit lille Afskum. Jeg havde ganske vist ikke sikkert ventet det, men det havde dog været så umådelig dejligt at modtage det. Jeg véd ikke en Gang ret til hvilken Tid Du idag kommer til Kristiania. Mon Du så telegraferer? Nu forekommer det mig ubegribeligt, at jeg ikke sikrede mig det ved Afskeden. Jeg kan huske, at Fru Knudtzon endog slog på, at Du vel sendte Telegram. Hvor forunderlig ubetænksom man kan være. Men endnu har jeg jo Lov at håbe. Du søde, nu skal jeg til at læse Gunnar Heibergs Artikel om Kristiania Teater;Gunnar Heibergs Artikel om Kristiania Teater: Gunnar Heibergs lange artikkel om de sørgelige forholdene ved Kristiania Teater sto i (norsk) Dagbladet 30/11/83. jeg fik Lov til at stjæle Numeret på Kaféen.

– Jeg har læst Artiklen og fået mig en Lur bag efter, og jeg vil ikke påstå, at ikke disse to Idræter hang sammen som Grund og Følge. G.H. forekommer mig ved denne Lejlighed lidet klar og fyndig, under alle Omstændigheder meget for vidtløftig, og når man ikke er oplagt til at være vittig skal man ikke gøre Forsøg derpå. – Du Pigebarn, Du fik dog min Kniv med Dig. Behold og brug den, så er Du sød. Vis mig, at Du har den når Du første Morgen i vort Hjem skal gøre dine Negle pæne.i vort Hjem: «vort» er understreket fem ganger.

Hvor jeg elsker Dig Amalie!

Din Erik



175. Amalie til Erik

Gøteborg 4de dcbr 83.

Min egen, inderlig elskede, naturligvis kom jeg ikke tidsnok til trænet for Kr.ania. Først kl ½ 12 kom vi, og toget gik kl. 7. Altså må jeg blive til imorgen, og agter at opsøge Hedlunds og måske Lindhé’s,at opsøge Hedlunds og måske Lindhé’s: S. A. Hedlund var redaktør for Göteborgs Handels- och Sjöfartstidning. Lindhés kan ha vært forfatteren Vilma Lindhé og hennes mann kaptein Josef Napoleon Lindhé. Flere av Vilma Lindhés bøker ble trykt i Göteborg. hvis jeg efter at have spist, får humør til det. Jeg er så sulten, så sulten, – jeg har intet nydt på skibet og er nu af et bybud bleven sat af i et hotel, hvor – tænk dig, der ingen mad er at få. Jeg forlangte at komme til hotel Kr.ania, men underveis foreslog fyren som havde min kuffert at ta’e ind på hotel Kalr [sic] den femtende,Kalr den femtende: må være Karl den femtende – et hotell i Göteborg som var «unpretending» iflg. Baedeker 1892. da det lå tæt ved jernbanestationen, var også os nærmere og det blæste en så forrygende snestorm at hvert sparet skridt var noget værdt. «Er det et pent hotel?» spurgte jeg. [«]Ja var’s, mycke snygt og hygligt»! sa’e karen, og så gik jeg da i fælden, og er kommen på et utriveligt, simpeltlugtende sted, hvor man ingen mad kan få. Det vil sige intet varmt. Kaffe og the med hvad dertil hører, nok, men nichts weiter. Da jeg græmmede mig derover, og vilde fort, blev der sagt, at jeg kunde få al den mad jeg ønskede, – de kunde skike efter, og da de alle var færdig til at styrte nedover trapperne på hovedet for mig, blev jeg hvor jeg nu engang var kastet ind af skjæbnen. Men fælt har jeg det. Nu for et øieblik siden under skrivningen forsøgte jeg at spise af den bøf jeg havde bestilt; noget mere ildesmagende har jeg ganske vist aldrig ført indenfor mine tænder, den var aldeles nedsyltet med salt (store dynger lå det i) og peber, og så var det ikke muligt at komme ind til kjødet, fordi det var begravet under finhakket løg. Det var vel altsammen gjort for at skjule at kjødet var bedærvet, – ja, for det smagte så ondt, og så et smør, – vognsmørelse! Jeg kommer kun at spise for at opholde livet mens jeg er her, – og sengen kvier jeg mig for; den ser ud til at have lopper i madratserne og væggedyr i træværket, og gud ved, hvad den, når den bliver varm af min krop, kan give sig til at lugte af. Havde du enda været her, – – – oh min elskede hvor jeg længes efter dig med alle sorter følelser af smerte og forladthed, – som et yngste barn efter den mor uden hvem det er hjælpeløst, fordi hun er det alt. Det er deiligt at elske dig min Erik, men hvor det er beskt at skilles fra dig, hvor det er ondt at savne dig ved alt hvad jeg rører mig til, hvor det er smerteligt at føle længselen som et stort, ømt sår i sit inderste. Jeg tænker på sidste gang jeg var her med dig du elskede, og måtte følge dig til stationen[en], og gå tilbage på hotellet for at blive natten over. Da var der dog mere grund til at fortvile end nu, da vi har vundet det, at vi eier hinanden helt, og vil blive sammen for livet. Det er dog det eneste virkelig gode et menneske kan opnå på denne jord at finde en jevnbyrdig til at smelte sammen med, uden at opgive det mindste af det, der hos en selv har en eller anden art værdi. Det er livets eneste, egentlige hemmelighed jeg ved dig, du elskede, er kommen til at skulle forsøge på at udgrunde, men jeg står endnu ved begyndelsen; men ét forstår jeg allerede: livet bliver så enkelt og let på en vis måde når man finder sig selv i sin kjærlighed til en anden. Tænk om jeg nu kunde komme op de mange hundrede trapper i Zinnsgade 2, 4 Ø, og snige mig ind i din stue, for i næste nu at ligge om din hals, og glemme at verden er til over dine forføreriske, henrykkende kys. Jeg har aldrig vidst hvad det var at kysse før at jeg lærte det hos dig; men du, – skjøndt ingen så ofte som mig, – det sa’e du en gang; gud give du ikke regnede feil. – Det var et ækelt dampskib at reise med. Luften dernede i min kahyt var så dårlig og beklumret, så havde vi også sjøen stik i stavn så at skuden duvede sig ordentligt. Jeg blev søsyg i nat, rigtig ordentligt, som et andet menneske; det var over al beskrivelse ækelt. Ud på morgenen fik vi en rigtig, forrykende snestorm, og kapteinen sa’e vi kunde prise os lykkelig at vi havde nået ind i snetykken. Og stormen vedvarer med hyl og tud, og pisker snedrevet mod ruderne, og her sidder jeg i en utrivelig «1ste sals» stue på et 4de rangs svensk hotel, med alting lugtende svensk i et svensk land, og har ingen til at være tolk i dette utækkelige sprog. Jeg har intet fået i ovnen, fordi du ikke er her, og kan forlange at få «eldad», – jeg gider ikke kave med at få dem til at forstå mig. Min elskede, elskede, elskede! jeg er intet uden dig, – jo jeg er elendig og livsled, og forfærdelig fattig i min sjæl. Gud give du følte dig ensom som jeg, og følte som jeg at du måtte leve livet med mig, eller ikke, slet ikke leve det. Skriv ofte til din elendige Amalie. –



176. Erik til Amalie

Onsdag Aften den 5 December 1883

Elskede – ja nu tror Du naturligvis straks, at Du skal have Brev hver Dag; det kan jeg dog ikke love, skønt det slet ikke vilde være for meget, for Du er sådan en sød en. Rigtignok har Du ingen Telegrammer sendt, og det burde Du have gjort. Vi har haft Uvejr, og der er en Mulighed for, at Du har siddet fast i en Snestorm oppe der langt nord på. Helt rolig er jeg ikke for Dig. Men til Søs kan Du da ikke være gået. Det stoler jeg trygt på. Hvis jeg tænkte mig, at Du var gået Søvejen, vilde jeg for Alvor være bange, for så måtte Uvejret efter al Sandsynlighed have overfaldet Dig, og så ganske nemt var Du da ikke sluppet igennem. Men altså til trods for, at Du intet Telegram har sendt mig, og jeg nu i to Dage ikke har hørt det mindste til Dig – tænk Dig i to hele lange Dage – så er Du sød alligevel, og jeg elsker Dig, og jeg kan ikke blive glad eller bedrøvet, uden at min første Tanke går til Dig. I Aften, nu for et Kvarter siden næppe, er jeg bleven rigtig glad. Du skal dele min Glæde så hurtig som mulig. Den består i Modtagelsen af medfølgende Brev fra Arne Garborg.medfølgende Brev fra Arne Garborg: Erik skrev til Arne Garborg 21. november og 5. desember; Garborg svarte på det første 2. desember. (Garborgs brev finnes på KB, Eriks to brev ligger sammen med Amalies brevveksling med Arne Garborg på NBO). Du forstår min sødeste Pige, at Du skal være omhyggelig med dette Brev og straks sende mig det ned igen. Sig mig lidt, om Du synes, at Tonen i det er sat en Smule op. Det forekommer mig muligt. Du véd jeg mener lidt frejdigere i sin Hjertelighed end Mandens Natur er. Jeg antager, at Brevet vil interessere Dig meget, Du med din Kendskab til Garborg. Så vil det også more Dig – det skal det – at kigge ind til sådanne to Eksemplarer af det foragtede Mandkøn, se hvorledes de snakker til hinanden. Garborgs Omtale af det Kønslige er en Besvarelse på et Spørgsmål fra mig,Garborgs Omtale af det Kønslige: Erik spør 21/11 om Bondestudentar (1883): «spiller virkelig det kønslige Liv hos en ung Bondestudent så ringe en Rolle, som De har ladet det gøre i Deres Bog?» Garborg svarer 2/12: «Hvad det kjønslige angaar, saa har der i min Praxis forekommet en Række af Tilfælde, hvor det har optraadt forbausende lidet intenst, – og saa igjen en Række Tilfælde, hvor det er slaaet ud i Liderlighed. Det forekom mig, at Daniel Sørbraut maatte være af lidet udviklet Mandighed ogsaa i denne Henseende, og dels derfor, dels kanske ogsaa fordi jeg har pønset paa at gjøre en egen Bog om norsk Liderlighed, har det kjønslige kommet til at spille en liden Rolle i denne Bog, – muligvis for liden.» om det er helt korrekt at lade Daniel Sørbrauts kønslige Liv være så tilbagetrængt. Af hvad jeg har set til unge norske Mænd, så er de vildere i deres Kønslidenskaber end vore. – Du elskede er det dog ikke virkelig besynderligt, at Vinteren har holdt sit Indtog hos os med Orkanen igår, netop da Du var rejst. Idag har det været tør Frost. Længe står dog rimeligvis denne Frost ikke. – Jeg har gjort Visit idag hos gamle Fru Knudtzon og traf hende og Harriet hjemme desuden Svigerdatteren født Hansen.Svigerdatteren født Hansen: Søren Christian Knudtzon var gift med Ellinor Grut; familien het opprinnelig Hansen. Modtagelsen kunde ikke være hjerteligere. Jeg tror virkelig, at de Mennesker holder af mig og ikke alene har været gode imod mig for din Skyld. Det berørte mig en Smule fremmed, at Fru Knudtzon i Svigerdatterens Nærværelse uden videre spurgte, om jeg var Overbringeren af gode Efterretninger fra Dig og senere spurgte, om vi havde fået Lejlighed osv. Det svarede ikke til Forsigtigheden i det første Selskab, da kun Familien var til Stede. Unge Fruen spurgte også uden Forbehold til Dig. Alle i Familjen véd altså Besked. Hvor mange der efter dette er au fait med vort snare Bryllup,vort snare Bryllup: «snare» er understreket seks ganger. er vel uberegneligt. – Hvorlænge tror Du Stump, at Du kan holde ud at sidde oppe i Kristiania og pine mig? Bestem en tidlig Termin min yndigste dejligste Pige, min egen Amalie, og jeg skal sporenstregs gå til Værten og sige ham, at til den og den Dag skal Lejligheden være rede til at modtage sine mærkelige to Indbyggere, der gifter sig uden at have andre Indtægter – næsten – end dem Himmelen vil skænke dem, hurra! Jeg var dernæst ovre hos Doktorenovre hos Doktoren: sannsynligvis Frederik Knudtzon, dr.phil. og boktrykker. for at betale ham de 16 Kroner. Han er om mulig endnu mere i Stil overfor sine Sættere og en lille Tøs, der gik Byærinder, end ved sin Moders Bord. Til en Side i Kontoret stod den berømte Flaske Champagne med Glas – den syntes nylig tømt, eller skulde det være et Slags Skilt, noget, der bliver stående fra den ene Gang til den anden? Helt uden blague er Fyren ikke.uden blague: uten pretensjoner. Nå mig foruroligede han ikke med Champagne. Der var travlt, mit Besøg hos ham var kun kort. Farvel min sødeste Stump. Jeg har to Breve til at skrive til Kristiania, et kort et til Garborg, jeg vil sende ham første Hæfte af «Tilskueren» med min Kritik af En Hanske,«Tilskueren» med min Kritik af En Hanske: Tidsskriftet fulgte med Eriks brev til Garborg 5/12/83. Eriks anmeldelse ble trykt i Tilskueren, januar 1884, s. 71–76. og så et til Heiberg. Jeg er endnu i hans Gæld fra i Sommer – det er halvvejs Sjuskeri, halvvejs Forglemmelse fra min Side og fra først af Pengemangel – nu giver jeg ham en Anvisning på min Fordring til «Dagbladet», der er Penge nok til Dækning af min Skyld. Altså farvel Amalie – når kommer dit første Brev? Ak først idag har Du kunnet skrive!! Arne Garborgs var fra i Søndags, fire Dage – nej der må have været noget galt med det. Men heller ikke imorgen tør jeg vente sikkert. Lige til Fredag inden jeg hører fra Dig! Nej Du skulde have telegraferet.

Din Erik



177. Amalie til Erik

[Kjø – krysset ut] Kristiania 6-12-83.

Min elskede Erik! Netop hjemkommen finder jeg dit søde, velsignede brev,dit søde, velsignede brev: brev 173. og skynder mig at sende dig min hilsen. Jeg kunde ikke slippe fra mor, der underrettet ved telegram stod på stationen, men måtte blive natten over i Fr.hald; altså er jeg først idag torsdag hjemkommen, og har endnu kun truffet Jakob, der nu er ude et ærinde. Den John Paulsen er dog et ligefremt ondt menneske, en ren sump af en fyr. At fru Sars viste mig kulde er løgn; netop den aften bad hun mig om noget som vidnede om særskildt forkjærlighed, at jeg sammen med fru Schjøtt skulde komme om formiddagen på hendes eget værelse, for at læse høit fru Edgrens noveller.fru Edgrens noveller: den svenske forfatteren Anne Charlotte Edgren-Leffler, som ga ut sine noveller i flere bind fra 1882 av under tittelen Ur lifvet. Og at de andre damer skulde have vendt mig ryggen! Han er dog for gal den fyr, rent forgiftet af galde. – Jeg skal forresten nok opføre mig med klogskab, hvad angår sagen med dig, skal du se, – det er godt at du kom til at tale så udførligt om det; udentvil har du ret min elskede. Når jeg nu treffer fru Sars, vilde jeg ønske at hun spurgte, så skulde jeg sige hende rent ud, at jeg elskede dig, og vilde ægte dig. – – Jakob, som ikke selv har sét eller læst «Moderne Damer», fortæller at man er rasende forbitret på J.P. og at man siger: Bare han var her, så – – – – –. Jeg er vis på at han blev pryglet op på åben gade, hvis han indfandt sig; han har ganske vist ret i det, at han ikke turde være i Kr.ania når den bog kom ud. Den ene af opsatserne er fra «Verdens Gang», det er sikkert Amund Helland som har skrevet den.Den ene af opsatserne er fra «Verdens Gang»: Det står en lang og spydig anmeldelse av Moderne Damer (usignert) i Verdens Gang No.138, 29/11/83. Lad Bertha Knudtzon få dem efter dig; hun vilde så gjerne se norske anmeldere om bogen. Jeg er bleven afbrudt flere gange, og får som det lader, slet ingen ro til at skrive uforstyrret. Det er dog vanvittigt af den Poulsen at han ikke kan lade mig fare, men sidder og raser om mig på offentlige steder til fremmede mandfolk som With (efter hvad han ved i altfald), er for mig. Så du er et «skjændigt menneske» som «har undergravet mit rygte». End han da med sin bog! Men skidt i den fillefyren; det er dog forgalt at jeg skal sidde og spilde mine ord og min ærgrelse på sådan en lus. – Ja, det var igrunden kjedeligt at jeg ikke fik sagt With farvel. Jeg vilde så gjerne, men det var jo ikke godt gjørligt. Hils ham når du ser ham, men jeg synes næsten at hvis han skal være «vor gode ven», så kan han ikke samtidigt være Poulsens. Når jeg nu kommer til at huske det, så har denne P. igrunden sagt mange graverende ting om dig til mig i den tid han gik og frygtede for at det var dig, jeg elskede, sådanne ækle, besmittende småting, som er så vederstyggelige fordi der kan være et slags skin af mening i dem, oh nei, ikke det, – ikke mening, ikke skygge af mening, – men, ja han er et skiddent menneske. Du, da jeg gik her i gaderne idag, længtede jeg tilbage til dine gader; jeg følte som var Kr.ania en næsten fremmed by, hvor jeg ikke mere havde hjemme. Det var så underligt, jeg greb mig flere gange med forundring i den underlige fjerne følelse jeg gik med. Og så bildte jeg mig ind at jeg var i Kjøbenhavn, at du var inde for at kjøbe en cigar eller telegrafere afbud til en professor, eller for at gjøre noget stygt, og at jeg hvert sekund kunde have din hånd stukket ind i min og lyden af din elskede stemme i mit øre. Men hvorfor kunde du ikke tale om dit savn til din mor? Det kan jeg igrunden ikke begribe. Du skulde hørt mig igåraftes mens jeg klædte mig af tale op om dig og min kjærlighed og min fuldstændige gåen under uden et fremtidigt liv med dig, og om min længsel, og elendige hjælpeløshed borte fra dig, til moderen, – det var til moderen forstår du. Hun sagde ikke stort, engang imellem: [«]men at dette er dig! hvor er de nu henne alle dine fordums dages teorier, din faste, sikre livsens mening om at kjærlighed var nonsens og intet andet?» «Ah tie stille», sa’e jeg så leende, du ved jo jeg har strøget flag, og brudt mit værge, og nu skal du være ædelmodig. Men med Ludvig havde jeg en dyst at bestå. Da mor var gået ind og vi sad alene, spurgte han mig pludselig: «er det sandt at du er forlovet og skal gifte dig?» «Ja», sa’e jeg hårdt og raskt. Mor havde afvist hans spørsmål, hun havde ikke lov at sige noget, men af andre havde han hørt det. Han var indigneret over at jeg vilde forlade gutterne, og talte mig næsten hårdt til. Jeg svarte rolig, at jeg så godt kunde forstå, det måtte synes ham urigtigt, og at det slet ikke var mig en let sag at gjøre det, men at det ikke destomindre var min urokkelige beslutning, og at jeg trode sikkert og vist at handle rigtigt. Det var ligesom han havde vanskelig for at fatte dette med denne store kjærlighed hos mig, og mindede mig om at hele mit liv havde været anlagt på at leve for gutterne. Men tilsidst blev han mildere og sa’e, at det jo slet ikke var sikkert at jeg handlede urigtigt fordi om det så slig ud, at det i ethvert fald var et spørsmål som ikke var så ligetil at besvare, og at det ikke engang var absolut vist at han vilde fastholde sin mening. Det var kommen ham så pludseligt, og han var ikke mild imod mig. – – Nu kom dit andet brev.dit andet brev: brev 174. Tak min elskede, min Erik! Hvor det var godt at vi glemte manuskriptet; det forskaffede mig et ekstrabrev, et deiligt elsket brev. Men lad dog endelig for guds skyld være med at give den stakkeren J.P. prygl. Du ikke gjøre det; tænk om du slog ham fordærvet, han som er så klæk og kraftløs – så blev der rettergang og sligt, og da var der først rigtig skandale, og det vilde gå ud over mig på den vis f.eks. bare at mit navn blev nævnt om og om igjen som den der var «la femme». Desuden, han skal, – han skal ikke vørres nok,han skal ikke vørres: dvs. han skal ikke enses. – du er for god til at lade ham mærke at han virkelig har gjort dig eller mig fortræd. Men hvor er det dog infamt af ham, at han lader som han er indigneret over din «ødelæggelse af mit rygte», fordi han derved gives anledning til at tale om mig som den kompromitterede. Du kan stole på at det er ham som har talt om dit «reisefølge» gjennem Norge til hr. Rosenstamm.hr. Rosenstamm: dvs. Vilhelm Rosenstand. Se brev 68, note 1. Med ham, denne værdige herre – ja, jeg tror han er en dårlig person – har han også i sin tid drøftet dig og fru Bille,dig og fru Bille: se brev 61, note 3–5. og eders gjensidige forhold. Det var fra ham han havde alle sine detaljer. – Naturligvis skal jeg sende manuskriptet imorgen den dag, og gjøre som du siger, min elskede. Apropos; Boll fortalte, at Garborg havde siddet nede hos Ingebrekthos Ingebrekt: Engebrets Café, Bankplassen 1, var et meget frekventert kunstnerkafé i Kristiania i 1880-årene. sammen med ham og to andre og undsagt J.P. på liv og død for den bogs skyld. Han har svoret at tage hevn over ham. – Tænk dig at det G. Heiberg skrev om teatret syntes jeg var så udmærket, så fortrinlig skrevet.det G. Heiberg skrev om teatret: se brev 174, note 3. Just alt det måtte til under de rådende lokale forhold. Der var ikke et eneste overflødigt ord. Såmeget måtte der til. Alle her, såvidt som jeg efter den korte tid har forstået, er umådelig tilfredse med det. – Jeg var hos Hedlunds hele dagen i Gøteborg, og traf der nogle redaktører og skribenter, og tænk jeg fik et udmærket godt indtryk af dem. Den respekt og forståelse hvormed de talte om B.B. om hans sidste bøger, om vor politik o.s. v. gjorde godt. Så havde de også i sit sind et ganske anderledes alvorligt tyngdepunkt end jeg syntes at spore hos eder. Ja, jeg blev glad i dem. Gamle Hedlund er nu en hæderskar. Han var ikke mere det, jeg efter mødet på Aulestad havde antaget ham for,efter mødet på Aulestad: Hedlund hadde vært på Bjørnson-feiringen på Aulestad i august 1882. – nei ikke mere end du eller jeg er det. Han har et prægtigt hjem, bor og er udstyret ganske næsten som en engelsk rigmand, og hans kone og døtre var så elskværdige. – At du ikke bad mig telegrafere! Tænk dig til, jeg var oppe og telegraferte til moderen, og så stod jeg og tænkte: mon du også skulde sende Erik ett? Aanei; nu har jeg jo skrevet, – det er ikke værdt, tænkte jeg så igjen og lod det være, – nei jeg tror ikke jeg tænkte det engang, – jeg bare blev ligesom draget fra at gjøre det uden at gjøre mig nogen slags rede derfor. Gutterne fortæller at der et par dage efter min afreise stod at læse i «Dagen»: en (fille høireavis)«Dagen»: en (fille høireavis): et dagblad, grunnlagt 1878. Det ble i 1888 til Nationaltidende, et «Organ for de Næringsdrivende Klasser». Artikkelen som Amalie nevner, er trykt i avisen 3/11/83, og begynner: «Fru Amalie Müller, den talentfulde Dame, som allerede i længere Tid har beskæftiget sig med Literaturen, har i ‘Dagbladets’ Føljeton for igaar leveret nogle interessante Bemærkninger angaaende Bjørnsons En Hanske, af hvilke vi tillade os at citere følgende Brudstykker.» «Vor «unge» (anførselstegnene af mig) begavede forfatterinde Amalie Müller skriver i Dagbladet om En Hanske: o.s. v. [»] I bergenske aviser har det også stået, – Nu ligger her en bog med en skrivelse fra Irgens Hansen med anmodning om at jeg skal anmelde den, men så får jeg ikke skrive på mit eget, og så er det opsatsen om «Bondestudentar» og det om «Over Evne»,opsatsen om «Bondestudentar» og det om «Over Evne»: Amalies artikkel om Bondestudentar ble trykt i Dagbladet 26/1/84, den om Over Ævne i Tilskueren feb. 1884, s. 155–64. der er så meget som skal gjøres. Jeg må se til at være meget flittig herefterdags. Gudskelov at al den leddiggang fra Kjøbenhavnertiden er forbi. Sligt et levnet virker igrunden demoraliserende. Men nu godnat Erik. Hører du, jeg siger Erik, ohne weiter, ikke elskede, eller søde Erik, men simpeltvæk Erik. Du må hilse hos din mor til dem alle. Hvor det er deiligt at du elsker mig; – du kan stole på at jeg også elsker dig. Jeg elsker dig af hele min sjæl.

Din Amalie



178. Erik til Amalie

Torsdag den 6 Decemb. 1883

Amalie Du yndige Kvind, her har Du mig igen, og hvis Du blot er Hælvten så glad ved at få mit Brev, som jeg er ved at skrive det, så er Du vel stillet, min Søde. Knagende Frost, min Unge efter natlig Snestorm, men nu klart Solskin. Ak Du har naturligvis taget dit Land det ilde op, at det straks mødte Dig med Kulde – det havde ikke været anderledes, var Du bleven. Min Næse bliver stærkt rød i samme Nu jeg stikker den uden for en Dør – Du husker det måske fra ifjor i Falkøping – og mine Hænder bliver fugtige, når jeg fra Kulden kommer ind i Varmen, men hvis Du finder mig ækel og modbydelig for det, så – ja så vil jeg ydmyg bøje Nakken. Jeg synes selv, at disse Skrøbeligheder kun er lidet tilgivelige. Idag har der i Mrgbl. stået en af Edvard Brandes skreven Anmeldelse af «Moderne Damer»,en af Edvard Brandes skreven Anmeldelse: Brandes’ anmeldelse av Moderne Damer sto i Morgenbladet 6/12/83. som jeg sender Dig. Jeg synes, at den bærer Præget af at være ret ærlig skrevet, blandet med en lille Smule Skadefryd. Til E.B.’s Karakter eller tilvante Fornemmelser vilde det høre at have sin Fornøjelse af at tro på, at der i alt det Gode han har hørt om den smukke Fru Müller var en god Del Overdrivelse eller Fejltagelse, og han har næppe kunnet værge sig imod at finde en Bekræftelse herpå i J.P.’s Smædeskrift. Jeg tænker mig, at han fornemmelig har fæstet sig ved, at den skildrede Frue brænder af Begærlighed efter at komme i fine Højrekredse og er hemmelig religiøs, sligt vilde fryde hans overragende Tro på Løgnen i Verden. – Du Amalie, jeg vilde nødig have, at Du opgav dit Forsæt at skrive om «Over Ævne» i vort Tidsskrift.dit Forsæt at skrive om «Over Ævne»: se brev 177, note 12. Kunde det ikke blive det første Du foretog Dig efter at være kommen til Ro. Gør Dig al den Umage Du kan med Stil, Klarhed og Kritik og send mig Afhandlingen i Løbet af 14 Dage. Put lidt norsk Samfundsskildring ind i den og læg al dit Hjertes Varme i Ordene. Lykkes Afhandlingen, vil min Glæde være større end din. Jeg læste din Beskrivelse af Johanne Reimers Begravelse om Aftenen da Du havde givet mig den.din Beskrivelse av Johanne Reimers Begravelse: Amalies artikkel, «En Begravelse», signert –ie, ble trykt i Dagbladet 6/5/82. Skuespilleren Johanne Reimers døde 29/4/82. Jeg har glemt at sige Dig, at der var ét overordenlig smukt Sted i den: der hvor Graven fyldes med Blomster, og Du mindes de rappe Fødder og strålende Miner, hvormed hun selv tidligere samlede de Blomster op, som man strøede for hende. Det er af den ægte Slags, det giver et Billede. – Ellers lider jeg under at læse Gjellerups sidste Bog «G-Dur, En Kammernovelle».Gjellerups sidste bog: Karl Gjellerups G-Dur (1883) mangler den klare tendens som hans tidligere verker hadde; den er mer romantisk, og er blitt til under inntrykket av hans forelskelse i Eugenia Bendix. Det er noget kedeligt Skidt og tilmed delvis en fræk Efterskrivning af Gertrude Coldbjørnsen. Han er en ufin Skriverkarl, der i Stedet for at tage sig noget nyttigt til, lader sine drengeagtige Fantasier fylde det ene Ark efter det andet. Han forholder sig til en virkelig Digter som en Onanist til en Elsker. Næsten intet er førstehånds og alt er uden Fylde, uden sand Lidenskab, en elendig Prås, der en Dag skulde sparkes ud af ærlige Forfatteres Samlag. Så smagløs det lille Dyr er! Og det skal for Alvor sluges af honette unge Piger, fordi den Slubbert i rette Tid har fuxsvanset for Kritikens Herrer. Det er vammel Søbemælk for kraftig Kødspise – uf at jeg kunde tage den Karl i Ørene og holde ham op som det magre Skidt af en Hareunge han er. Og så «Kammernovelle»! Skulde han ikke have på Øret alene for en sådan beklumret Sovekammertittel, hvor han har ligget alene og hedet sine dårlige Skanker og indskrumpede Mave med sine modbydelige Fingres Befamlen. En sådan Bunke Filipenser på det literære Venstres kønne Ansigt kan gøre mig modfalden og ækel tilmode. Var han da en ordenlig Byld – nej kun små væmmelige Filipenser. – Nu har jeg læst Bogen til Ende. Der gøres et Forsøg på at stille Helt og Heltinde i et problematisk Lys mod Slutningen, at ende i en Disharmoni. Fæet vil være moderne. Han har ikke mere moderne Ånd i sig end Eftersnakkernes jappegale Vitzmageri. Og så skal vi rolig tage imod som noget ret naturligt, at en forlovet Mand indlader sig i en ny Kærlighedshistorie med en brav ung Pige med den Aftale mellem disse to, at «foreløbig» skal den Forlovede intet vide derom. Det er samæn en pæn Fyr, ham Mosjo Gjellerup! – Elskede Ven, føler Du, hvor glad jeg er for Dig – jeg siger med Vilje «for» Dig, der er i min Tanke i dette Øjeblik noget mere i dette «for» end i «i». Jeg mener, at det at Du er min, at Du har været her i så pas lang Tid, at jeg synes jeg nu kender Dig ud og ind, fylder mig med et Velvære, som endnu bærer mig lykkelig oven over Længslens sorte Vande. Jeg er ikke plumpet i endnu, jeg elsker, jeg erindrer, jeg føler de Dage der er gåede. Jeg er så lykkelig Amalie. Jeg sidder og tager min Lykke i Besiddelse. Men så en skønne Dag kommer Savnet og Længslen som en Nordostenstorm som den vi havde Dagen efter din Afrejse, og Hjærtets Vinterpine følger efter. Så er det, at Du skal skynde Dig at komme her ned med alt hvad Du ejer og har og blive min virkelige Hustru.

Din Erik



179.Erik til Amalie

Fredag Aften den 7 Dember 1883

Min elskede, yndige Pige, idag har det været en god Dag: Først dit Brev fra Gøteborgdit Brev fra Gøteborg: brev 175. – jeg skulde egenlig havt det igår Aftes, men da jeg ved min sene Hjemkomst intet Brev fandt på det Sted, hvor Pigen plejer at lægge mine Breve, når jeg er ude, og jeg ikke ventede noget før idag, ledte jeg ikke og fik altså først min Glæde imorges. Du søde, ubegribelig elskede, dejlige Skat – Ak Amalie dit Brev gør mig syg af Længsel. Her forslår ingen Ord, jeg kan slet ikke sige, hvor jeg elsker Dig, det er så stort, så opslugende, så fuldstændigt, så ubønhørligt – ja Du har Ret min elskede: Livet med Dig eller slet ikke. Men er Du nu ikke også ubegribelig dejlig. Elsker Du mig ikke som mine Drømmes Mål. Har Du ikke gennem Modstand, Forundring grebet vort Livs, vor begges Naturs dybeste, sikreste, inderligste Eje, vor Evne til at elske. Nu undrer Du Dig ikke mere, nu vil Du ingen Modstand gøre, nu vil Du elske mig, nu vil Du tage min Kærlighed, min søde Hustru. Og Du skal få hver Stump, hver Gnist af mit Liv. Jeg elsker Dig Amalie, elsker Dig i de første fulde rene Drag af mit Livs Kærlighed – alt det andet har intet været, kun de ufuldkomne Forsøg på at brede et Vingefang ud, inden Flyveevnen var der. Hvad tror Du min Ungdoms Småfornemmelser har havt at betyde ved Siden af det, jeg nu som Mand føler? Nej Amalie, Du har min Kærlighed, Du har den ubeskåren, jeg er din, jeg véd det, jeg elsker Dig og jeg kender Dig. Min yndige Stump, mit Kys, mit stakkels forladte ensomme Kys vil til Dig, det brænder i mig, ak, at jeg dog ikke kan sende Dig det! – Og Du Stakkels, Stakkels Pige med din brogede Rejse. Og Du har været søsyg og har lidt Nød. Du sidder og får ond Mad og ikke «eldet», hvad skal det dog blive til. Og nu har Du formodenlig siddet fast i Sneen længere nord på. Min eneste Trøst er Hedlunds. De må have været gode imod Dig. Men det er til at fortvivle over, at der nu går Måneder hen, Måneder og ikke Øjeblikke hvor vi ikke ses. Amalie længes Du ikke ubeskrivelig også nu Du er kommen hjem? Ikke alene din Forladthed på Rejsen. Min søde Pige, al min Glæde, min virkelige dybe Jubel over Dig samler sig i en eneste Følelse af Forladthed – nej af stormende Længsel. Jeg er ikke forladt med et sådant Brev fra Dig ved min Side her i Skrivemappen, men det sætter sig som noget, der nager under mit Hjærte. Det er min Kærlighed, der ikke kan få Luft. Du, kan Du huske hin Morgen efter vor Disput eller Trætte eller hvad man skal kalde det, da vi kom ind i din Stue, og jeg ved dit Bryst fik nogle Ord frem, fik krystet Dig til mig, fik kysset Dig, fik givet min Kærlighed et legemligt Udtryk, hvor var jeg da ikke til Bunds lyksalig, hvor gled da ikke det jeg følte og hele min Tilstand ind i en samlet Lykkens Tilværelse. For Du var hos mig, Du følte det samme som jeg, Du elskede mig. Min Unge, det er så vist ikke nok at vide den andens Kærlighed, den skal, den må føles, gives, tages, byttes, der skal leves med den, den skal prøves i sine hundrede tusinde Mangfoldigheder, den skal sættes ind og vindes tilbage, behandles som en hårdfør Svend og plejes som den fineste Jomfru. Du elskede, den skal gennemleves. Å hvor der er meget at gøre med den Kærlighed. Og så skal den være så dagligdags, ikke det mindste Smule søndagsagtige, ikke pyntet med en Stump Bånd engang, uhyre tarvelig, og sommetider endog splitter nagendes nøgen. Men det sidste er så for Resten det allerpæneste, Du min egen lille kærlige Pige. Du har kaldet mig Erik, kald mig det mange Gange, væn Dig til det, hører Du, så at Du straks, når vi ses, i den ligegyldigste Tone af Verden kan sige: Erik, kom ind og spis, Erik hent mig det og det. Erik Du er ikke sød, Erik Du er sød. Amalie luk nu dine Øjne og føl, at jeg kysser Dig. – Jeg kom sent hjem igår, fordi jeg efter Forelæsningen hos Brandesefter Forelæsningen hos Brandes: se brev 150, note 1. syntes jeg trængte til at tale med Mennesker. I tre Dage havde jeg ikke talt med nogen. Jeg gik da til Schandorphs og der snakkede jeg, som var jeg betalt for det. Det er i Grunden dumt; man skulde meget hellere lade de andre snakke, så lærer man noget og forsnakker sig heller ikke. Min dumme Ærlighed spiller mig undertiden slemme Puds. Du, det var aldeles mageløs morsomt at se den indre Fryd, der greb S. da jeg talte ilde om Gjellerups ny Bog. Men senere kom jeg til at sige noget om S. selv, som jeg havde al min Åndsnærværelse behov til for at dække over med andre Ord. Det var jeg véd ikke længer hvilken kritisk Bemærkning, som jeg mente. Efter endt Forelæsning havde jeg vekslet et Par Ord med Frøken Bertha; hun er virkelig snil og jeg skal huske på din Anbefaling, når Du er død, lille Tåbe.jeg skal huske på din Anbefaling: Amalie må ha foreslått at Erik skulle gifte seg med Bertha Knudtzon hvis hun døde. Inden Forelæsningen havde jeg været i Athenæum for at få «En Fritænkjer».«En Fritænkjer»: dvs. Ein Fritenkjar, Garborgs første store fortelling, som kom ut i 1878. De havde den ikke. Du kommer til at sende mig den, elskede. Senere skal jeg gøre Gengæld med en Bog, som vil more Dig: Brandes nye Bog «Det moderne Gjennembruds Mænd».«Det moderne Gjennembruds Mænd»: Utvalget av forfattere i Georg Brandes’ bok var kontroversielt; essayet om Erik gav ham stor anerkjennelse. Du, det er den anden Glæde jeg har haft idag. Brandes har foræret mig Bogen, der slutter med en Artikkel på 33 Sider betitlet «Erik Skram». Du må endelig sige mig helt nøjagtigt hvad Du mener om dette Essay, som Brandes velvillig kalder det. Jeg er desværre ikke ret hjertelig grebet af det. Jeg er lidt ydmyg ved det. Men i al Almindelighed må jeg jo være umådelig glad: For én Bogs Skyld at komme i Række med Bjørnson, Ibsen, I.P. Jacobsen, Drachmann, Edv. Brandes, Schandorph – Du forstår, den sidste i Rækken. For Resten venter jeg mig høj høj Nydelse af Bogen, jeg har ikke kunnet lade være at kigge lidt hist og her; der er glimrende Ting, og om lidt kaster jeg mig over Læsningen. Ak om Du nu sad hos mig og vi skulde læse den sammen! Sådanne gode Ting må vi altid læse sammen, ikke Du? Jeg læse højt. Idag er udkommet Drachmanns nye Bog,Drachmanns nye Bog: Skyggebilleder fra Rejser i Indland og Udland (1883), som inneholder to lange noveller, «Maaneskin» og «Ostende-Brügge». Den siste er et angrep på «fransk» naturalisme og fritenkeri og et forsvar for fedrelandsdiktning; Drachmann er politisk på vei mot bondepartiet og senere mot høyre. der efter Sigende skal være et voldsomt Angreb på det literære Venstre. Jeg får den imorgen og skal også sende Dig den efter Læsningen. Og nu min Stump, min elskede søde, min egen, min dyrebare, Du dejligste af alt hvad som jeg véd, nu må Du skikke Dig vel i Verden, tage Vare på din Kærlighed, være øm og god mod mig i din Tanke, længes efter mig og elske mig og berede dit Hus og tænke på dette ene, at Du er min Hustru og skal drage af Landet for at komme ned til mig, og at hver Dag, der går for os adskilt, er et Tyveri fra vor Lykke.

Farvel til imorgen

Din Erik



180. Amalie til Erik

Kr.ania fredag aften 7-12-83.

Min elskede, atter et brev fra dig!atter et brev fra dig!: brev 176. du ved ikke hvor lyksalig du gjør mig ved dine breve, hvorledes mit hjærte banker ved synet af den håndskrift, der sætter alt mit blod i en boblende bevægelse. Vi sad ved aftensbordet gutterne og jeg, da det ringede – «Dagbladet» – sa’e vi alle med én mund, men så var det ikke noget dgbld, det, men dit elskede brev. Hvor kan det dog hænge sammen at du endnu onsdag aften, ikke havde modtaget mit brev fra Gøteborg. Jeg lod «vagtmästaren» på hotellet besørge mine to skrivelser, en til dig og en til fru Knudtzon. Kan det være muligt at han har snydt mig med dem? Det var tirsdag ved omtrent totiden; onsdag aften måtte de jo dog være komne frem. Sig mig endelig om og når du har fået det brev. – Tak fordi du lod mig se Garborgs brev.Garborgs brev: se brev 176, note 1. Kan du se, han blev glad! Jeg vidste det, og hans ord siger ikke det mindste for meget. Netop således er han, når han bliver rigtig glad; der er noget tilbedende næsten i hans glæde, hans taknemmelighed, – det er da at han blotter sit inderste væsen, sin naive rørende modtagelighed; ligesålidt som det for mig, der kjender ham, lød det mindste affekteret da han sa’e om dig på mit spørsmål: [«]ja, var han ikke tækkelig deilig, – aldeles deilig, jeg likte ham brænnende godt, den karen» o.s. v., – ligeså lidet er der det mindste spor af snakken op eller hæven sig ind i en digtet stemning i brevet til dig. Jeg forstår imidlertid så godt dit spørsmål, – jeg mener at du kunde stille det. Garborg er i god og ædel forstand meget af et barn, en af dem der aldrig kan fordærves eller afblaseres aldrig i dette liv. Den indvending om det kønslige havde jeg også i mit stille sind, – sa’e jeg det til dig? Jeg husker at jeg tænkte at en anmelder burde reise den anke mod skildringen, og derfor tænkte, at jeg dog helst lod være at skrive om den, såsom jeg ikke likte at røre ved sagen. Når jeg nu treffer Garborg vil jeg tale om din plan med at skrive om ham, og få vide hvad du til den ende bør læse. Jeg er aldeles vis på at de holder af dig hos Knudtzons, måske liker de dig – når alt kommer til alt – mere end mig, og det vilde jeg ikke være lei for, jeg, tværtom det vilde glæde mig så. Jeg tror slet ikke jeg kan blive likt så godt af de danske, som du f.eks. af de norske. Jeg tror det er bare i Norge man synes rigtig godt om mig, rigtig forstår mig til at kunne holde af mig, – sådan meget mener jeg, – jo også i England tror jeg, – der var det som alt hvad jeg sa’e og mente straks fandt et godt sted. Men når bare du vil elske mig og være god imod mig, jeg mener bære over når det trænges, og ikke «give it up as a bad job» når jeg gjør mig stiv og siger: «jeg vil ikke», så skal jeg nok klare mig, jeg. Fru Knudtzon sa’e til mig engang, at det var bedst hun indviede børnene i hemmeligheden, da de ellers vilde gå sammen med de andre fremmede og være nysgjerrige og undre sig over din pludselige fremtoning som en daglig gjæst hos dem. Det mente jeg også, men jeg finder det med dig lidt taktløst at tale med dig om det foran dem, som om du havde betroet dem det. Nå skidt, – det gjør os jo ingenting, – snart skal vor sag være grei og åben for hele verden, og da kan jeg ved høilys dag gå smilende ved din arm gjennem gaderne, og hilse på kræti og plætikræti og plæti: alle og enhver. med en meget hoffærdig mine, – skjøndt nei, – det bli’er nok lidt flaut i begyndelsen du alligevel! Men bare i aller begyndelsen. –

Der kan ikke være tale om elskede at jeg kan komme før i marts, måske ikke før i april; vi får være tålmodige og stræbe at få disse onde dage til at gå på bedste måde; jeg har nu så meget at gjøre, så meget at ordne, at tiden knapt vil strække til, og det vil hjælpe. Bare jeg var kommen over dette med at sige det til gutterne. Det bæres mig for at aldrig har vi været så meget for hinanden som netop nu. Vi har så meget sammen, og fornøier os gjensidig så godt i hinandens selskab, de er i alle dele så rent skjældne disse gutter. Gud ved hvorledes det vil virke på dem. Du må dog ikke et sekund tænke, at jeg blot har en skygge af tvil om jeg har havt ret til at fatte min beslutning. Jeg har havt ret dertil, og jeg er vis på at det vil jeg altid synes under hvilkesomhelst forholde, der vil kunne indtræde. Min broer Ludvig sa’e forleden: «det er gutternes sag jeg taler, hvis det ikke havde været sådanne gutter, – men disse, – har de fortjent af dig at du forlader dem, du som har taget dem med dig dengang du med velberåd hu og sikkert i din fulde ret, brød op deres fordums hjem, og kan du forsvare det?» Jeg spurgte om han da vilde synes jeg havde havt mere ret dertil hvis de havde været nogle kleine, dårligt udrustede, moralsk brøstfældige gutter, der trængte at blive gjætet og passet for ikke at glide rent nedover. Dertil svarte han ikke noget. «Ja, som sagt» – blev han ved – «det er bare for gutternes skyld – ellers vilde jeg inderlig glædet mig over din lykke, og fundet at intet var rimeligere end at du giftede dig igjen». Jeg er nu aldeles vis på, at de ikke vil føle sig krænket eller forurettet ved hvad jeg gjør, men virkelig kunne føle glæde ved at jeg bli’er så lykkelig. Jakob spurgte mig idag om jeg havde sét dig i Kjøbenhavn. Jeg svarte ja, at jeg ofte havde truffet dig. «Ham syntes jeg svart godt om» – sa’e så Jakob, – «jeg ved næsten ikke nogen af alle dem jeg har sét her i huset, som jeg har likt bedre, – han var så karslig og dertil så fin og pen.» «Det synes jeg og» – sa’e så Ludvig med sit søde, tillidsfulde smil. Lidt efter spurgte Jakob: «Hvad sa’e Skram om «Moderne Damer»? syntes han ikke det var en sjofel streg af Poulsen?[»] «Jo, – det er sikkert» – svarte jeg. Pludselig tog Jakob op sin portemonaie og tømte den på bordet, hvorpå han gav sig til at eftertælle indholdet med en grundende mine. Jeg spurgte om det var noget han pønsede på, og ikke havde penge nok til. «Jeg sidder og regner efter», sa’e han, «for jeg vil kjøbe mig gymnastikvægter med kugler og stænger». «Hvad da?[»] spurgte jeg. Jo, jeg vil drive på med gymnastik for rigtig snart at blive stærk nok til at prygle J.P. fordærvet. «Jeg skal jule ham op, når jeg treffer ham, om det så er midt i et selskab» – sa’e Ludvig, «enten jeg så er stærk nok eller ei». – Jeg havde fortalt dem en del af bogens indhold netop. – Jeg fik idag indbydelseskort fra Fritz til at overvære åbningen af kunstnernes høstudstilling,kunstnernes høstudstilling: se brev 36, note 7. men jeg gik ikke, sendte bare gutterne, der også var budne. De kom henrykte tilbage; der var så mange prægtige billeder, særlig talte de om et af Chr. Krog [sic] og 3 af Fritz. Alle mennesker havde spurgt efter mig, om jeg var kommen og om når, og om hvorfor jeg ikke var der; de havde en mængde hilsener og bud til mig. Nu kommer de vel rendende en masse fra imorgen af, og så er min ro til at arbeide borte, men jeg vil nægte mig hjemme, skjøndt så tror de gjerne det er fordi jeg er lei over bogen, og det er jeg så langtfra. Jeg er hverken lei eller sint. Når det kommer til stykket, er jeg vistnok den som den mindst har angrebet. Jo, engang imellem blusser der en liden vrede op i mig, som iforgårs da jeg læste i dit brev, at han havde siddet og vaset og løiet for With. Tænk dig hvor smålig den J.P. er. Han sad forrige vinter ude og forsikrede Sars og mig, at Kielland var bleven så vred over den kritik du havde skrevet om Trofast i d. Mrglbl. [sic]den kritik du havde skrevet om Trofast: «Trofast», en av Kiellands To Novelletter fra Danmark (1882). Eriks kritikk ble trykt i Morgenbladet 24/12/82 (se brev 59, note 4). Han anklager Kielland for å ha «snakket seg fra det». at han var sikker på du aldrig mere vilde komme indenfor K.’s døre. Jeg og Sars sa’e ham imod, og var af en anden mening; vi kunde ikke tænke os, at K. vilde være så smålig, og dernæst ikke så dum at røbe sin lidenhed på en så plump måde. Men J.P. blev ganske heftig, og svarte at ingen skulde belære ham om hvordan K. var. Så rykkede jeg ud med sproget, og vovede at røbe, at jeg tilfældigvis gjennem et brev fra dig vidste at du havde været hos K. flere gange efter hin artikkel, og at eders gode forhold var aldeles uberørt. Dette var ganske rigtig. Du havde just en passant fortalt mig at du havde været indbudt til Kiellands. Så først taug asenet men med en tvilende mine, som om han ikke var så vis på at jeg talte sandt. Gunnar Heiberg har fået sit stykke tilbagesendt fra det kongelige teater med en lang motiveren af E. Bøgh,Gunnar Heiberg har fået sit stykke tilbagesendt: Det må dreie seg om Tante Ulrikke, som Heiberg skrev ferdig i 1882–83, og som utkom i 1884. Erik Bøgh var censor ved Det kongelige Theater. (Johan Bøgh antok stykket i januar 1884 til oppførelse på Den Nationale Scene i Bergen.) Brevet finnes ikke i samlingene. hvori hans arbeide roses, roses på alle områder for replikbehandling, dramatisk kraft o.s. v. men så ender han med at sige at der dog ikke kunde være tale om at opføre et så «galdebesprængt proletariatprodukt». Fra Kr.ania teater har han ligeledes fået det tilbagesendt, med en inderlig «tak» fordi han havde været af den godhed at indlevere arbeidet, men at det ikke kunde opføres fordi tendentsen var umoralsk. Han har rigtig havt modgang stakker; fra «Intelligentsedlernes» eier«Intelligentsedlernes» eier: Da Gunnar Heiberg sommeren 1883 kom tilbake fra et års opphold i København, ble han teateranmelder i Christiania Intelligentssedler, som ble redigert av hans gode venn Olaf Hansson. Men han ble der bare en måned; da han deltok i en pipekonsert mot teatersjef Schrøder på Christiania Theater, ble han kastet ut. fik han efter den første pibekonsert trudsel om at han vilde blive afsat som teateranmelder hvis han gik med på slige pøbelagtige demonstrationer. Han svarede at den og den dag skulde den næste store demonstration foregå, og at han vilde optræde som en af dens ledere, hvorhos han vedlagde billetterne. Så er der kommet nok en en [sic] elendighed over ham for hans lange angreb på direktionen i Dgbldt,angreb på direktionen i Dgbldt: se brev 174, note 3. jeg husker i øieblikket ikke hvad det var for noget. G.A. Dahl var under trudsel om at miste sin stilling som teateroversætter bleven tilholdt at lade være med at pibe.G. A. Dahl: oversatte stykker fra fransk og tysk for Christiania Theater. Da dette er hans éneste indtægt og livserhverv for tiden, havde han bidt i æblet og sagt ja, han skulde ikke. Men i kampens hede glemte han alt, satte piben for munden, og blæste som en basunengel. Hvorledes det er gået ham, ved jeg ikke noget bestemt om. – Fritz skal være i et udmærket humør, fortæller man, fuld af liv og lyst og arbeidskraft. Han går selv og siger at nu er hans modfaldenhedsperiode overstået, og at nu kan han arbeide som ingensinde før. Ingeborg har jeg ikke sét eller hørt noget til. Hermann skal have komponeret en viener-polka [?],Hermann: Thaulow, bror til Frits, apoteker. som han går og er besat af at ville spille og ville ha’e spillet overalt og alletider. Her er liv og rørelse på alle felter, og folk ta’er i med lyst og iver, – det er altid noget. – Hedlund fortalte mig noget morsomt om Kongen og om hans stilling til den norske politik; husk på at du får det en anden gang. Nu må jeg slutte; kl. er 12 og jeg skal luske mig ud af huset i nattens mulm og mørke, koldt er det også så det gnistrer, og glat på gaden til at brække benene, – for at lægge dit brev i postkassen, – så får du det mandag morgen og så blier du glad når du ser min håndskrift, ikke sandt elskede, elskede? Så du virkelig længes efter mig? og glæder dig til at vi skal flytte ind i vor egen leilighed? til at jeg skal være bleven din for alvor, for bestandig? Godnat min egen Erik, min elskede mit liv på jorden. Skriv ofte til mig, – jeg elsker dig og længes altid efter dig, du sødeste mand i verden. Du, jeg synes «Une Vie» er god på sine steder. Den brudenat!«Une Vie» … Den brudenat!: dvs. Maupassants roman (se brev 126, note 5). Beskrivelsen av brudenatten, da den intetanende Jeanne blir voldtatt av sin mann, finnes i kapittel IV. hvor er det dog korrekt og godt beskrevet! rystende godt. Jeg led alle den nats kvaler om igjen. Og kan du se, han faldt i søvn straks; det troede jeg alle mænd gjorde. Så forfærdet som jeg blev da jeg mærket han sov så trygt, mens jeg lå der i en sådan tilstand, syg på sjæl og legeme forrevet indvendig og udvortes, men alligevel glad fordi han sov, og angst for at puste så han skulde vågne og begynde forfra igjen. Og senere på reisen, – nei hvor er det dog rædsomt godt, men noget er slet, og meget kjedeligt. Jeg har endnu ikke læst den ud. – – At tænke på alt det, der var så rædselsfuldt, så beskjæmmende og modbydeligt, og så huske dig, og vide hvad det er blevet til hos dig, i dine arme, – ja er ikke det et mirakel, – så ved ikke jeg. Godnat elskede!

Din Amalie.



181. Erik til Amalie

Lørdag Aften den 8 Decemb 1883

Min elskede Amalie, hvor meget at svare på idag! Dit Brev fra Kristiania af 6.d.M. har jeg modtaget.dit Brev fra Kristiania: brev 177. Min søde Pige! Indtrykket af det igår modtagne har ikke haft Tid til at blive koldt, før det nye modtages, det er herligt. Jeg lægger det ved Siden af mig, læser Stykke for Stykke, til jeg har fået det helt besvaret. Du elskede først et glad Nik til Dig, fordi de sørgelige Papirer med den brede sorte Rand er blevet forladt.Papirer med den brede sorte Rand: Amalie brukte sortrandet papir etter Wilhelms død og fram til 29. oktober. Så tager jeg fat. Å nej, det går ikke, jeg bliver ved at læse Side ned og Side ned, men bliv lidt, lad mig læse mig mæt, så skal jeg begynde. Nej lad mig straks sige Dig, at With ikke er eller har været Poulsens gode Ven. Det er ikke til W. at Poulsen har sagt sine løgnagtige Ord, det er til en anden fælles Bekendt. W. vidste intet endnu, tror jeg, om «Moderne Damer». Under alle Omstændigheder var den Samtale, W. og jeg havde, tilstrækkelig for ham til at vide, hvorledes han vilde stille sig til J.P. – Du det morer mig at Du bruger den Betegnelse om Fyren som jeg følte og fandt på i Sporvognen en af hine søde Morgener da vi var ude sammen for at se på Lejlighed – ikke den sørgelige hvor jeg bar mig ad som jeg aldrig mere kan bære mig ad – at han er en «Lus», en væmmelig Fyr, som sætter sig og gnaver. Man får ham på et skiddent Sted, og man bliver først af med ham i et grundigt Bad. Du søde, Du kan foreløbig være rolig. Prygl får han kun, hvis han er særlig uheldig med Stedet, hvor han møder mig. En Skandale må for din Skyld undgås. Men Lyst har jeg, og Du føler vel Stump, at der heri ikke er en Gnist af Opbragthed for min personlige Skyld. Det var da jeg hørte, at han havde brugt de Ord om Dig, at det havde gjort ham «ondt» for Dig, at min Vrede blev akut. Om mig kan han sgu sige hvad han lyster. Nå, men nu ikke mere om det ækle Dyr. – Å Du, som går i Kri.ania og synes Du ikke længer hører hjemme der! Min elskede, det var som da jeg første Gang kom til Kbhvn fra Dig og havde Hjemve, bogstavelig virkelig Hjemve efter Norge, efter det dejlige Land, som husede Dig og så mange prægtige Mennesker. Ak ja, hvor var det dejligt at have Dig stående eller gående og vente. Dette at kunne sådan uden videre komme ud af en Dør eller frem bag et Plankeværk – kan Du huske da vi gik fra Moderen? – og så finde Dig, tage din Hånd og spasere afsted. Min Ven, det er dejligt med dette sådan uden videre at have hinanden. Min søde, yndigste Pige, denne rolige ud og ind i hinanden, denne selvfølgelige Fortrolighed og Delen i småt og stort. Dette at skulle snakke om Smør og Spækhøker, om Kjoletøj og Drachmanns sidste Bog, vor egen Skriven og mine Natskjorter, det er et Himmerig. Jeg elsker Dig! Hvis Du nu blot ikke vil kedes ved dette Giftermålsmæssige – jeg har sådan en Lyst til alt dette Roderi. Du, at jeg ikke kunde, ikke kan tale med Mo’r om hvad der dybest bevæger mig, det er jo Spaltningen i min Familjefølelse. Ikke med nogen af dem kan jeg gøre det. Ingen af dem forstår et Gran af min særlige Art at føle på. At jeg elsker Dig, at jeg føler Dig i enhver Nerve – jeg kunde blive rasende på mig selv, om jeg gjorde et Forsøg på at sige dem noget om hvad det betød. Det er min Religion. De er Kættere, Urene, jeg og de kan ikke gå sammen til Helligholdelsen af et eneste lille bitte Faktum. Jo dog, den Aften, hvor jeg ulykkelig havde forladt Teatret, fordi du sad på den anden Side, tyede jeg instinktmæssig til Mennesker, som vidste, at jeg elskede Dig. Jeg var glad ved at kunne tale om Dig, om at jeg havde det ondt. Men det hele vidste jeg jo betød heller ingen Ting. Jeg kunde gøre en Spøg af, at jeg havde haft denne Modgang. Men næste Dag, da jeg virkelig begyndte at lide, fordi der intet Brev kom – ikke en Lyd om min Sorg kunde være gået over min Læbe, fordi det er fremmede Mennesker. Sproget ejer ingen Bro fra mit Hjærte ind i deres. Hvad der er min Salighed er dem til Forargelse. De holder af Dig, men det er ikke det samme, ikke nøjagtig det, jeg elsker, som de synes om hos Dig. Jeg er naturligvis glad ved at høre dem tale varmt og godt om Dig, men det fylder mig ikke, det klinger kun i mit Øre, og jeg har intet Svar, for jeg har ikke Samklangen at sende dem tilbage. Jeg har aldrig levet noget virkeligt Fortrolighedsliv med min Moder eller Søstrene, jeg har gjort Forsøg på at gøre mig forståelig og så endelig ladet Forsøget falde. Og det kan aldrig blive optaget på ny. Jeg skylder min Moder uhyre meget. Jeg har hos hende set et kærligt Sind, en hensynsløs Opofrelse – det er hendes Gave til mig, og den er uvurderlig stor. Derfor min Kærlighed til hende, min gode Følelse af Hengivenhed, min Lyst til at glæde hende, men nogen Slags hjemlig Fornemmelse, nogen virkelig Fortrolighed – nej, det er umuligt. Din Lykke hos din Moder er mig som et Sagn, som en glad Poesi, jeg smiler lykkelig på dine Vegne, men desværre jeg kan ikke sige, at jeg fra mit eget Liv forstår den. Der var mellem min Broder og mig godt Kammeratskab i gamle Dagemellem min Broder og mig: Eriks eldre bror Tyge var forretningsmann. – nu er vi formodenlig komne fra hinanden, han er ikke Poet – og der var mellem os to Sønner og min Fader et godt Forhold. Men min Fader var en Smule fordærvet af Livets Stygheder på sine gamle Dage. Et hjærtens godt Menneske, en fortrinlig Forstand, stor Energi, men uforstået i sit Ægteskab og letsindig af Karakter blev han mod Slutningen noget ufin af Sæder og Smag. Det gik ham pekuniært for ilde på hans gamle Dage.Det gik ham pekuniært for ilde: se brev 148, note 2. Det knækkede ham. Og så var han ikke fuldstændig sanddru. Jeg var løgnagtig som Dreng, det vil sige opfandt Historier – jeg har selv helbredet mig, som Dreng endnu, jeg husker Dag og Time. Med et Ryk var jeg fri for den Last. Jeg er stolt af, at jeg uden nogensomhelst Mellemkomst af noget af hvad Art nævnes kan gjorde mig fri for det Løgnagtige, som klæbede ved mig. En Aften i mit Liv, og der har været en til Overdrivelse plejet Søgen efter at være sand i alt hvad jeg har sagt og gjort. Jeg var 11–12 År den Gang. Jeg havde det som Arv, men sligt er ikke uudryddeligt, når det kommer sammen med andre Tilbøjeligheder, der ved et gunstigt Tilfælde får Overtaget. Du kan jo huske en Gang at spørge, så skal jeg fortælle Dig den lille Begivenhed. – Min elskede, Du kan forstå, at det griber mig, dit Sammenstød med din Broder Ludvig. Min søde Pige, det er jo tidligere Frygt og Bæven, der røres ved hos mig; men jeg er ikke længere usikker. Og hvad vil det i Praksis sige? At Du var gift i Norland t.E. eller langt fra så langt borte og måtte have dine Sønner i Kri.ania mellem fremmede Mennesker. Har vi ikke Råd til at have dem som Gæster, når Ferierne kommer, så er de jo rige nok til at rejse til Dig. Evig og altid skal de dog ikke drage til deres Fader. Og andre Muligheder. Adskilte skal I ikke blive. Ak min elskede Ven, mig vil de dog vel ikke fatte Vrede eller fast Modvilje imod? Tror Du vel? Jeg er for Resten lidt angst overfor de prægtige Gutter, at jeg skal gøre for meget ud af det for at vinde dem. En Ting, Amalie, tænk på Tidspunktet, da de bør kende Sandheden. Har Du Lov til at udsætte dem for at høre Tingen gennem Folkesnak? Skal de den ene Dag svare vredt og fornærmet, når en vigtig Fyr fortæller dem, eller måske i en Slags næsvis Uskyldighed spørger dem om deres Moder skal giftes med denne danske Skram, og så først senere erfare hvad der forestår? Gør naturligvis hvad Du synes er Ret der. Det er jo umuligt for mig at vide helt ud Besked om dette. –

Hør Stump, dette med de svenske Redaktører gør mig en Smule utilpas. Du er for hastig til Gunst og Ugunst. Jeg tror gerne, at det er brave Folk, særlig lider jeg udmærket Hedlund og WarburgWarburg: litteraturhistorikeren Karl Warburg, en yngre medarbeider i Hedlunds Göteborgs Handels- och Sjöfartstidning. – skønt den sidste i Længden er utålelig kedelig, en fuldstændig Borchsenius på svensk – men hvad véd Du i Grunden om Tyngdepunktet i deres Sind, og om «vort» Tyngdepunkt. Du kender én Mand med offenlig Virksomhed her i Landet foruden mig, ja og så det svajende Siv H.D.det svajende Siv H.D.: Holger Drachmann. – opsæt din Dom, min elskede. Behag og Ubehag kan flyve som Dufte forbi ens Næse, men alvorlige Meninger om Menneskers Færd, om deres «Tyngdepunkter», min søde, det kan man fornuftigvis ikke være så rask med. Se, nu fik Du lidt Skænd og det havde Du fortjent, for Du glemmer lidt, at Du ikke er en løs og ledig Dame, der har Lov til at sige hvadsomhelst af blot følte og ikke overvejede Ting. Du har Dig selv at være, og Du har min Hustru at respektere. Men Sagen er vel den, at Du overhoved var af den Mening, at enhver Svensker var et umuligt Bæst. Der gives honette Folk af alle Professioner. Ja kære, Du burde have telegraferet; men hvad, jeg kan forstå, at det ikke nødvendig faldt Dig ind, og egenlig ængstelig har jeg ikke været. Naturligvis rent at undlade at tænke mig, at Du lå på Havsens Bund, kunde jeg ikke, det vil sige således i en Halvforestilling, ikke en skærende Ængstelse, men sådan med Følelsen af, at naturligvis måtte en Ulykke ramme. Nu smilede alt for smukt. – Og Du siger Erik til mig uden videre! bliv ved, bliv ved! Var det virkelig uden mindste Standsning? Du er for sød. Ja nu skulde jeg egenlig begynde det Brev, jeg havde tænkt at sende Dig, selv om der intet var kommet fra Dig, men jeg afbryder i alt Fald foreløbig. Der ligger Drachmanns nye Bog og med et aldeles mærkeligt Instinkt har jeg i den endnu uopskårne Bog fundet det mest brændende Sted – for mig og Dig i det Mindste: der hvor han fortæller hele Kærlighedshistorien med Ingeborg, Udfordringen, sit Brev til Fritz osv.Kærlighedshistorien med Ingeborg, Udfordringen: se brev 112, note 4. Jeg har virkelig Lyst til at læse dette Sted. Med et Par Ord skal Du få at vide Indholdet, men det ser noget langt ud, og Klokken er mange. Gud om Du nu sad hos mig, hvor begærlig Du vilde være! Mon Du havde sat Dig pænt rolig hen og skrevet til mig først, om Bogen havde ligget hos Dig, og Du havde set hvad Slags Sager den gemte? Jeg er tilbøjelig til at tro nej. Jeg har også en anden Ting at meddele Dig, men det får vente. Det er ikke om os. Kl. er straks 11, nu spiser jeg først, så læser jeg, så slutter jeg mit Brev og vandrer i Nattens Mulm og Mørke med Brevet i Postkasse. Det værste er, at jeg skal tidlig op imorgen. Det vil sige skulde, mulig snyder jeg.

– Spist og læst. Jeg fandt det nøjagtige Sted, hvor Historien om Ingeborg begyndte. Det er i Ostende, en flamsk Maler fortæller, 40 Sider.40 Sider: Historien fra «Ostende-Brügge» blir fortalt på s. 258–77 av Drachmanns Samlede Poetiske Skrifter, Bind 6, Kjøbenhavn og Kristiania 1907. Gode Ting deri, navnlig i Begyndelsen Skildringen af I. og Fritz og hvorledes de bliver gift. For os til at tage aldeles på Kornet, men ikke Spor af Skandale deri, når de rette holde Mund. F. er Forfatter. Efterhånden uægte og usikkert i Stilen. Udfordringen kommer mere naturlig end den virkelige og så – o Barnagtighed og moralsk Fejghed! – Fortælleren tager imod den, en nervestærk Helt, skyder i Luften, og Fritz er den, som er svag. Af Overraskelse over den selvfornægtende Helt, han har lige over for sig, kaster han Våbenet, og uden Herredømme over sig styrter han til Jorden i konvulsivisk Gråd. Hans Venner må føre ham bort. Dr. står tilbage og stirrer efter ham. Det kan man kalde «at digte sig ud af det»!«at digte sig ud af det»!: I virkeligheten nektet Holger Drachmann å ta imot utfordringen fra Frits Thaulow til duell. En Bemærkning er interessant. Den flamske Maler er Representant for den «nationale» Retning i Kunsten i Belgien, der kæmper imod det indtrængende franske; men han er ikke fuldt ud sikker i sin Sag, Franskmændene er ham så «dygtige». Natten inden Duellen skriver han Breve, hvoraf det ene lange til Fritz, hvori han søger at sætte alt ud for ham, så at han og I. kan finde hinanden igen, men er for Resten ikke fornøjet med hvad han får i Stand. Så kommer følgende Bemærkning: «Men lærte jeg ikke andet denne Nat, så lærte jeg at finde Bund i min egen hidtil vage Afsmag for den moderne Naturalisme. Der var dybt til denne Bund; men jeg fandt den.»«Men lærte jeg ikke andet …»: Samlede Poetiske Skrifter Bind 6, s. 274. Menneskene føres ad underlige Veje. Duelhistorien fra i Sommer er den hemmelige Grund til den ny Fase i Dr’s Standpunkt. Kampen mod de franske Vejrmøller.Kampen mod de franske Vejrmøller: se brev 179, note 6. Det skulde blot Brandes vide. Véd Du hvad, dette er min Sandten morsomt. Egenlig burde Du og jeg, Fritz og Ingeborg være de eneste fire, der kunde klare denne Gåde, men har Fr. ikke snakket? Jo det er jo sandt Herman vidste jo også Besked, og Edv. Brandes véd det formodenlig også. Her nede har jeg i øvrig ikke hørt et Muk om Sagen. Men nu kommer den vel nok plumpende ud fra en eller anden Kant. God Nat Du elskede rimeligvis skriver jeg ikke imorgen.

Din Erik



182. Erik til Amalie

Søndag den 9 December 83

Hvis Du tror, at Du skal slippe for mig idag, min yndigste Pige, tager Du umådelig fejl. Jeg har fået nyt Brevpapir sendt fra min Boghandler, og hvorledes skulde det være muligt ikke at indvi det med et Brev til Dig? Ulykken er jo min sødeste Stump, at jeg synes ikke jeg har nogetsomhelst andet alvorligt at bestille end at sende Breve til Dig. Det var vistnok klogt, om jeg lod være med at skrive og søgte at fortjene noget, jeg har jo ikke nu i lang Tid tjent en eneste Øre udover min Løn i Rigsdagen. Men pyt, jeg bryder mig om ingen Ting jeg, og så går det jo også så hurtig for sig de små Fillebrevene, Du får.

Jeg er kommen hjem fra en lang Frokostscene hos Moderen med begge Søstrene og har de kærligste Hilsener til Dig. Der var nok så hyggeligt. Jeg var gået en lang Tur over Langelinje først. Hvis Du har kunnet tvinge ind i dit lille dumme Hoved, hvorledes Linnésgade ligger for Zinnsgade og Langelinje, så véd Du, at det var at gå i den stik modsatte Retning af den nærmeste. Men Vejret var så smukt, sivende rislende Tø på anden Dag – tror Du vi kan beholde Frost i December mere end et Par Dage ad Gangen? – og så skulde der ligge Strandinger på Langelinje fra Stormdagene. Rigtig, en stor Galease var kastet på Land lige nøjagtig på det Sted, hvor vi sidst gik et Svip op på Langelinje og en unge Herre hilste mig, kan Du huske? – en af de mange: hvem var det? For Resten var der fuldt af Spaserende, som vistnok gik og ventede på at se Dijmphna komme,at se Dijmphna komme: polarskip som var kommet tilbake fra en ekspedisjon nord for Sibirien. A. P. Hovgaard ledet ekspedisjonen, som han beskrev i Dijmphna-Expeditionen 1882–83 (1884). Du véd, Ishavsfareren med Løjtnant Hovgaard, der lå i Gøteborg, medens Du var der. Det strandede Skib havde man tættet og var nu i Begreb med at pumpe det læns for at få det ud fra Stenene. Det så jo nok så morsomt ud. Inde i Grønningen mødte jeg With, der havde været hos mig. Han havde den umådelige Plan at bede Selskab til på Fredag, 14 Herrer, og skulde naturligvis hente Råd og Vejledning hos mig. Han fik den og din Hilsen med på Købet. Han er en snurrig Fyr. Jeg kender alle hans Fejl. Jeg holder ikke en Smule mindre af ham for det. Han er redelig; men har ubegribelig lidt Selvstændighed. Når Folk har snakket til ham om Dig og mig, har han energisk nægtet at ane noget om din Eksistens. Vil man have ham til at gøre noget, må man helst selv forudse alle Muligheder, han gør kun det ene, man har sagt, ikke det Gran af egen Opfindelse. Denne fortvivlede Fastholden af, at Du formodenlig overhoved er et Sagn blot, på et Tidspunkt, hvor de, der spørger, har Fakta nok at holde sig til, er naturligvis meget mere kompromitterende, end et lunt lille Smil og en kvasi uvidende Slåen Sagen hen vilde være. Men det forstår min kære Jakob ikke. Jeg har sagt ham, at han skal holde Mund, og så holder han Mund, om så jeg og Du og han og hele Kramkisten ramlede Pokker i Vold ned ad en eller anden Bagtalelsens Skråplan. At tage Mosjo Poulsen i Krebsen ?: i Kværken og sige, at han er en Slyngel, kunde han af egen Magtfuldkommenhed aldrig være falden på. Men nu kan han. – Jeg var i Forgårs til Frokost hos G. Brandes. til Frokost hos G. Brandes: Erik traf Brandes og andre regelmessig på bad om morgenen. Jeg fulgte med hjem til ham fra Styrtebadet, idet han vilde give mig sin Bog, Du véd. Fruen var først ikke hjemme. Da vi havde spist, kom hun og var glad og fornøjet. Hun kom fra Toldboden, hvor hun havde indklareret Silketøj og andet og dette syntes at have blæst alle Skyer bort på den ægteskabelige Himmel.Skyer … på den ægteskabelige Himmel: se brev 135, note 12. Vi spøgte, jeg sagde hende Artigheder, alt var såre godt. Medens vi var ene, G.B. og jeg, sagde han pludselig til mig: «Jeg vil dog sige Dem Skram, at min Broder Edvard forleden uopfordret sagde til mig, at hvis jeg skulde blive spurgt, om det forholdt sig rigtig med at han E.B. skulde giftes med Fru Thaulow, så kunde jeg frit svare nej. Det var der absolut ikke tale om. Han giftede sig ikke.» Og videre sagde G.B. «Dertil sagde jeg kun, at jeg så syntes, at han havde spilt sine Kort dårlig, når han havde båret sig således ad, at alle Mennesker måtte få det modsatte Indtryk.» Jeg turde til G.B. ikke sige min Hjærtens Mening, idet jeg nemlig jo ikke er vis på, at den ikke går lige i E.B. igen, og jeg foreløbig ikke vil bryde med ham, og G.B. havde heller ikke Lyst til om Broderen at tale lige ud til mig, men begge sagde vi i forsigtige Udtryk, at dette så ud som havde E.B. båret sig æreløst ad. Naturligvis dømmer jeg ikke, jeg kender jo ikke nøjagtig, hvad der er foregået mellem Ingeborg og E.B. men det ligger rigtignok snublende nær at formode, at Ingeborg aldrig havde valgt den ene moralske Udvej, Skilsmissen fra Fritz, hvis ikke hun havde havt Grund til at tro på et Ægteskab med Brandes. Stakkels Ingeborg, skal hun virkelig gå i Stykker den første Gang hun i et langt forløjet Liv handler som en ærlig Kvinde, eller er der fornuftig Grund til at tro, at hun og Fritz kan gå sammen igen, og at dette vilde føre til noget godt? E.B. og Frøken Hansen ses fremdeles bestandig sammen.E.B. og Frøken Hansen: Historien med Edvard Brandes og frk. Hansen var noe som «alle visste» det blir bl.a. nevnt i et brev fra Bertha Knudtzon til Amalie datert 29/12/83 (KB) – men som det ikke har vært mulig å finne nærmere opplysninger om. Jeg tror den Mand er kommen ind i en Slags ustyrlig Sanselighedsperiode, hvor han ikke længer gider holde Tøjle på sig selv. Det var dette jeg igår opsatte at fortælle Dig. – Se nu min søde Stump sætter jeg mig til at læse i Dr.s Bog. Véd Du en lille bitte Smule af, at jeg elsker Dig? – Jeg har nu læst Halvdelen af Bogen («Ostende – Brügge») og jeg har spist til Middag, hjemme hos mig selv, jeg har ladt Marie hente noget Mad; jeg er halvvejs forvirret af det forunderlig uklare, upålidelige og samtidig ærlig følte, fortvivlede, poetiske Sammensurium, som her bydes. Det skal være et Slags Opråb til Grundlæggelsen af «Hjemlandets Skole»«Hjemlandets Skole»: se brev 179, note 6. i Modsætning til den «franske» (?) Retning i Kunsten, og Principet man skal gå ud fra i denne Skole, skal nok, så vidt jeg har forstået, være «Kærlighed». Det kan nu være meget pænt det sidste, men som egenlig kunstnerisk Ledesnor vil dog nok «Kærlighed» ikke kunne føre meget langt. Man får tage en Smule «Indsigt» med på Købet. Men hvorom alting er, Drachmann er et såre uklart Hoved, en uselvstændig Natur, umandig og en Blanding af sandt og falsk, som ingen og mindst han selv kan finde rede i. Fordi hans bløde danske Natur er bleven forskrækket over Nutidens Sandhedssøgen, der på så mangfoldige Punkter må blive grel for vore tåget tilvante Øjne, og fordi de i Frankrig har fået en Literatur, der endog er stærkere udstyret med Skøger end Livet er det, og fordi endelig han har religiøse Anfægtelser, giver han sig til at skælde ud. Nej et Moment mangler jeg: fordi han skal gøre en Bog om det, der opfylder ham. Han er så underlig dum. Alt det Skøgesladder, hele denne Roden om i Pølen, som foregår uden for vore Grænser – endnu er her skam ikke noget ondt på Færde her hjemme; det kommer vel sagtens nok men hvad så? – kan naturligvis bidrage til at brede Utugten ud over et større Rum, men da den svulmende Liderlighed, som beskrives, alt er der uafhængig af vore Dages Literatur, så kan den altså også vokse prægtig op på en Grund, der ikke er «naturalistisk» behandlet, og da selve det håndfaste Tag i Skøgen, hvor ved hun føres frem i Dagens Lys, kan virke afskrækkende, og da Smagen ganske sikkert snart er ved i Væmmelse at vende sig fra al denne Skiddenfærdighed – når den nemlig ikke er ny længer – så kunde Hr Drachmann jo være lige så rolig som vi andre, tage Del i Tidens ærlige Bestræbelse for ikke at give det uægte hen som ægte Varer og lade Skøgerne fare. Hvad Fanden kommer de ham ved. Vil han ikke skrive om dem, kan han jo lade være, der er ingen der beder ham. I hele hans buldrende Trommehvirvel – den er ganske rask for Resten nu og da – er der egenlig ikke en eneste fornuftig Anvisning af, hvor Vejen bør dreje. Han er lige som kommen agende med et Par sky Heste. De vil ikke længer, de stejler og pruster; men var Kusken ikke selv så forfjamsket, var der ikke Spor af Fare på Færde. Der er blevet sagt, at Drachm. vilde søge tilbage til «Kirken», men det synes foreløbig ikke at være korrekt. Han har en Slags Alfaderreligion uden Former og Dogmer. – Men dette er altsammen kun Ord hen i Vejret for at bøde på, at Du ikke er hos mig. Vi skulde have læst Bogen sammen, der er meget interessant at lægge Mærke til, vi kunde have nydt det. Han blotter sig Sted for Sted på den fornøjeligste Måde. Ser Du, Pigebarn det er det umoralske ved at Du sidder i Kristiania og jeg i Kbhvn, at der ingenting kommer ud af denne dumme Bog – for mig, eller næsten ingenting. Jeg er allerede ved at blive nogenlunde stupid alene. Hver Gang jeg skulde til at lægge Mærke til noget i Bogen tænkte jeg på Dig, men da Du så ikke var her, fik jeg i Grunden slet ikke lagt Mærke til noget. – Ak Du søde, jeg kæmper med nye ugemytlige Penne; jeg havde en, hvormed alle mine Breve medens Du var her og de andre indtil idag var skrevne, den faldt så udmærket til Papiret. Det er mig ikke nær så hyggeligt at skrive med disse nye Krabater – denne sidste synes for Resten at kunne blive god. Det er ikke uvigtigt hvad slags Pen jeg får i Hånden, den er nemlig svag af tidligere Overanstrængelse i Rigsdagens Tjeneste.Overanstrængelse i Rigsdagens Tjeneste: Erik klager også andre steder over å ha en svekket høyre hånd og problemer med å skrive. En hård Pen kan på en halv Side gøre mig til Invalid igen, et tungt Penneskaft ligeledes. Der var en Tid, hvor jeg ligefrem var bange for rent at miste Skriveevnen i højre Hånd. Det vilde være en net Historie. Rigsdagen gik da fløjten, for jeg kunde vel nok lære mig til at skrive almindelig Skrift med venstre Hånd, men stenografere med den gik aldrig. Elskede Ven, mon der er Brev til mig imorgen tidlig, et som på Grund af Søndagen ikke er blevet omdelt idag. Jeg tror det næsten og glæder mig dertil. Det er sødt at få Brev; men det er en jammerlig Erstatning for Dig selv. – Nu er det sen Aften, jeg har lige endt mit ensomme Måltid. Jeg gjorde et Forsøg på at besøge Lægen Fejlberg til Aften, men Familjen ?: han og hans Kone var i Teatret, så gik jeg hjem igen og læste Resten af Dr’s Bog, den hedder «Skyggebilleder fra Rejser i Indland og Udland». Det var første Halvdel jeg manglede: «Måneskin». En underlig dilettantmæssig skreven Fortælling, der i Begyndelsen lover meget, men efterhånden bliver svagere og svagere og tilsidst usandsynlig. En Pebersvend, som tager et stort Pigebarn til sig og er halvt Fader for det, halvt efterhånden forelsket i det. Jeg ser det underlig sløje og lavede i alle Dr’s Forestillinger i den Omstændighed, at Katastrofen hidføres på den Måde, at da Pebersvenden en Aften umærket opdager, at hans Myndling sidder i Dagligstuen på Skødet af en halvsjofel Person og kysser ham, lister han sig bort, lader Parret i Ro, bliver den største Del af Natten borte, søger at sysselsætte sine Tanker ved at gå ind i en hel sjofel Knejpe, kommer der i et Selskab, som virkelig fanger hans Interesse, vender tilbage, siger ikke et Muk til den unge sekstenårige Pige, og da hun så nogle Måneder efter præsenterer Sjofelisten som den, hun vil giftes med, er hans eneste Bemærkning den: «Er det måske nødvendigt?» Og denne Pebersvend har ellers Anskuelser som Du og jeg. Han er endog særlig blufærdig, og han går umiddelbart efter at have fået at vide, at det er nødvendigt hen og dør af Sorg og Kulde en stræng Frostnat på en Bænk ved en af de store Søer, Du kender, der strækker sig mellem den ydre og indre By. Det er jo simpelthen noget Vrøvl eller Dr.’s usigelige moralske Fejghed, som der har spillet ham et Puds. Ikke med et Ord antydes det, at Plejefaderen kunde have haft det som Pligt at spørge den unge Pige, råde hende. Det er dog ikke Sorg over Pigebarnets Valg eller Opførsel, som slår den gamle ihjel, det er Kærlighedssorg. Nå, Dr. om det, denne Del af Bogen var en Skuffelse. Desto livligere vil der blive snakket om sidste Halvdel. Jeg kommer vist til at læse det meste nok engang for at være nogenlunde sikker i hvad der står. Det er i Grunden noget ubarmhjærtigt Vås. – Ja ser Du, alt dette vilde nu more mig, om vi sad sammen, om der kom en og anden god Ven imorgen Aften op til os, men nu – kun dette Brev! Det er Dårligdom min elskede. Og Dig morer det formodenlig heller ikke, Du har jo ikke læst Bogen. Naturligvis skal Du få den sendt. Blot Du nu vilde skrive lidt udførlig om dine Forhold, ikke snuppe mig af, hører Du min inderligt elskede. Alt har Betydning.

Din Erik



183. Amalie til Erik

Kr.ania 10-12-83.

Å du min elskede gut hvor du gjør mig glad ved dine breve. Det jeg skulde havt lørdag aften,Det jeg skulde havt lørdag aften: brev 178. fik jeg først søndag morgen; postbudet havde stukket det ned i brevkassen, og der lå det da uopdaget til næste dag. Så umådelig henrykt jeg blev ved synet af den velkjendte grå konvolut! Den Gjellerups bog må have sat dig i et rigtig sort humør,Den Gjellerups bog: se brev 178, note 4. siden du giver så meget ondt af dig over den. Der er formelig lidenskab i den uvillie du giver ord, og det forekommer mig at der måtte kunne laves en god, men bedsk kritik med dine ord som besjælende momenter. Når du er bleven så vred, hvorfor skriver du så ikke om bogen; det vilde jo være fortjenstfuldt af dig. – Du elskede, hvor jeg elsker dig! og hvor jeg tror på at du elsker mig, og at din kjærlighed har livet i sig, livet for mig, og også for dig. Og jeg skal give dig hele min sjæl til gjengæld, mere og mere alt hvad i mig er og rører sig. «Du skal ikke leve for andet herefterdags end for at være mig til glæde» – sa’e du engang dernede til mig, – og tænk, – det er netop sandt, ganske og aldeles således forholder det sig. Jeg ønsker mig og håber på en fuldkommen forening med dig, således at jeg ikke mere vilde kunne sige et ord, der f.eks. kunde såre eller støde Dig; fordi alt hvad jeg tænkte og mente var født, ikke af mig alene, men af dig og mig i fællesskab, hvilket jo igjen vilde betyde at jeg omtrent var bleven ét med dig, Du elskede menneske. Hvis vi får held til at arbeide os stadig nærmere hen imod hinanden, og aldrig bortifra, så vil den dag nok sikkert engang komme, at vi er fuldkommen forenede med hinanden. – Det er kjedeligt med dine fugtige hænder du sødeste mand på jorden; Helland har det også i en voldsom grad, og det er leit og ækelt, men vist ikke på dig; du var det en enkelt gang, men jeg synes du var like deilig for det; jeg bare måtte tørre mig af på hånden en gang imellem, – det var alt. Den røde næse bry’r jeg mig nu slet ikke om, – det tror jeg just må klæde dig om vinteren, når dit ansigt er så blegt. – Jeg synes som du at der er en smule skadefryd at formærke i Ed. Br.s artikel om «Moderne Damer».Ed. Br.s artikel om «Moderne Damer»: se brev 178, note 1. Forresten tar han jo temmelig ironisk på den; det undrer mig forresten at ikke kritiken siger den er slet, jeg mener siger det med større styrke, og fører bevis for det, thi slet er den i høi grad. Du kan tro jeg bliver vartet op med snak; folk er så rent bort i natten rasende på ham; gjenfortællinger om dens og dens forbitrelse siver ind til mig fra alle hold. Det vilde gå John Paulsen ilde, om han kom herop efter dette. Han havde før bogen udkom skrevet til Lars Holst,Lars Holst: redaktør for Dagbladet. Om Irgens Hansens anmeldelse, se brev 174, note 1. og bedet ham indstændigt om at hindre at I.H. fik anmelde den; han havde sagt: «hvemsomhelst, men ikke Irgens Hansen. Det vilde være en stor inhumanitet» o.s. v. Holst svarte, at det skulde han med fornøielse tjene ham i, og lovede i værste fald selv at anmelde bogen. Men da den så kom og Holst havde læst den, gav han Hansen den til anmeldelse med velberåd hu. Så kom der et brev fra stakkeren dernede, hvori han siger at Holsts færd var ignobel, og at han var i høieste grad forbauset over at I.H. dog var bleven bogens anmelder. På dette svarte Holst, at han «efter at have gjort sig bekjendt med bogens indhold ønskede den så skarpt dadlet som vel muligt, og at den havde vakt en voldsom indignation i vide kredse, se anmeldelsen i Verdens Gang» o.s. v.Anmeldelsen i Verdens Gang: se brev 177, note 3. Så går de her og er så bange for at jeg skal have taget mig det nær. Jeg! Jeg husker den ikke engang; undertiden når jeg tænker på, eller citerer enkelte tirader af den, brister jeg i latter. Helland fortalte at han havde sagt ved flere forskjellige leiligheder: «fru Müller taer sig ikke mere nær af det skidteri end katten, hun siger å skidt, og slår op en latter.» Dette havde blandt andre Pylle og Ingeborg, som efter hans sigende havde været i det vildeste raseri over bogen, og ikke fundet skjældsord drøie nok for J.P., Ingeborg havde endog sagt, at hvis der var det mindste ved ham – Amund Helland – så seilede han ned til Kjøbenhavn og gjennempryglede angjældende – hånet ham for, og sagt at det lignede hans fjottede naivitet at tænke at jeg ikke var ulykkelig over smædeskriftet. Men det gik akurat som Helland havde forudsagt, jeg lo og spottede over bogen, og kom med de mest graverende anførsler – det er virkelig sandt at det formelig morer mig – under latter og spøg, – og Helland var rigtig triumferende. Jeg tror han gik sporenstregs ud i byen for at berette om at han havde dømt rigtig. G.A. Dahl skal have taget sig det nær.G. A. Dahl skal have taget sig det nær: Forfatteren Knap i Moderne Damer skal være modellert på G. A. Dahl. De historier han giver tilbedste om ham, at han udsuger modren, låner fra opvartere, og endog har søgt sin tilflugt til skjøgers pung og godhjærtethed, skal nemlig være aldeles sande; Poulsen har fået dem opsnusede her. [To linjer krysset ut.] Du må ikke min søde, egen Erik blive kjed og lei af alt dette vas om denne bog og dens lurv af en forfatter; men man nøder mig her til at tænke eller i alfald huske den mere end jeg ellers vilde, og så, når jeg skriver til min bedste og nærmeste ven på jorden, så løber det uvilkårlig ned i pennen. Ingeborg er reist til Paris for at være hos Mette mens hun ligger på barselseng.for at være hos Mette: Ingeborgs søster Mette var gift med Paul Gauguin Imens bor Fritz i Ingeborgs logi derude i Oslo med børnene. Er det ikke et eget roderi? Hun flytter ud, og han ind, lægger sig lige i hendes seng og tager alt hendes i brug. Det skal være skildte ægtefolk det! Ja, jeg kan nu ikke begribe det, men det er måske fordi jeg er bornert eller snærpet. Man fortæller at Ingeborg ved en given leilighed, hvor en bog af Edv. Brandes lå på bordet, tog den og slang den i væggen med de ord: Jeg tåler ikke at se det menneskes navn. Hvis det er sandt, men det ved jeg ikke, – så må hun jo have erfaret at han har været en slyngel i sit forhold til hende. Stakkels Ingeborg! hun er ulykkeligt stillet. Hvis hun ikke gjør en overmenneskelig kraftanstrængelse, går hun i hundene. Og den overmenneskelige kraftanstrængelse vilde bestå i at hun med bøiet hoved rolig og villig som en der lider sin lovbefalede dom, gik ind til sin lidelses pine, og lod sig gjennemlutre af dens ild. Der gives ingen anden vei til at fødes på ny, og det er det som må foregå med Ingeborg. Ja, kjærlighed kan nok også gjenføde et menneske, men så må det samme menneske være i en anden forfatning end Ingeborg for tiden er. Hun er altfor tilsølet og sønderrevet. Når jeg tænker på hende, og ret af hjærtet føler sorg over hende, så tyr jeg med en følelse af ubeskrivelig tryghed og taknemmelighed ind til dit bryst, du elskede. Jeg er vel faren hos dig min Erik, og skal, det tror jeg blive mere og mere værdt for hver en tid jeg lever med dig. Du skal først helt gjøre et menneske ud af mig. – Jeg skal forsøge at skrive om «Over Ævne». Om det lykkes, så at jeg sender dig det, ved jeg ikke. Liden tid har jeg, og mange andre ting kommer at lægge sig hindrende iveien for en rolig arbeiden derpå. Men, som sagt, forsøge skal jeg. Men var da du endelig så snil at sende mig det Borchsenius skrev i «Ude og Hjemme».det Borchsenius skrev i «Ude og Hjemme»: Borchsenius’ anmeldelse av Over Ævne sto i Ude og Hjemme Nr.321, 25/11/83, s. 93–94. Glem ikke det. Tror du forresten det vil blive optaget hos eder? Jeg har nu i vort Dgbld. sét listen over medarbeiderne, og ikke et eneste norsk navn forekommer. Altså er ingen norske bleven opfordret til at være med. Er det så ikke meningen at de kun vil have danske bidrag? – – – Dit søde, deilige elskovfulde brev fra imorges!brev fra imorges: brev 179. Det var som at have været til møde med dig, hvilet i dine arme, og følt dine kys på mine læber. – – Se så, der kom dit tredie brev!dit tredie brev: brev 181. Nei du er for sød og deilig. Nu må jeg læse det. – – – nei for breve du skriver, – der er jo udkast til hele bøger i dem. Alt det du får pakket sammen på disse sider; det er som ligger der lag på lag, og kunde der løses op kapsel efter kapsel og tvindes ud lange, sirlige rader med skildringer. Og så er stilen så glidende, glat, men du er også forargelig, – jeg hader dig for dette: «jeg har også en anden ting at meddele dig, men det får vente». Fy skam dig, – jeg forstår det er af ondskab du siger det. Bare jeg kunde finde på noget til hævn, og det skal jeg nok! Du er forgal med dit skjænd for mit snak om det svenske «tyngdepunkt». Der kan for mig blive noget kuende i denne din bestandige driven til vægs af hvad jeg meddeler, tildels som blotte og bare indtryk. Jeg kommer tilslut af bare rædhed og modløshed at blive så temmelig stum fordi jeg skal gribe mig selv i nakken først og spørge: er du nu vis på at du kan forsvare hvad du siger, at du helt kan stå bag hvert ord? Som om det skulde stå på prent og læses offentlig! Det er sikkert og vist at de svensker, Varburg undtagen, for han var den personificerede modbydelighed i ét og alt – spørg Bertha hvad jeg skrev om ham – tiltalte det bedste hos mig. Der faldt under samtalen med dem, om netop de samme æmner, som var bleven drøftet nede hos eder, en fred og glæde over mig, der udsprang af en fælles basis for forståelse, et slægtsskab i tankesæt, og en lighed i udgangspunkt som jeg bestandig savnede hos eder. Så måtte jeg jo meddele denne min glæde over disse svensker til dig? Eller hvad? skulde jeg af frygt for din dragen mig til regnskab have fortiet det hele for dig? At jeg giver mig til at kalde dette fællesartede alvor, denne forståelsens respekt som for begge parter var forud givet, for et fælles «tyngdepunkt», er slet ikke noget at tage mig i skole for. Det var det ord som tilfredsstillede mig selv og som endnu tilfredsstiller mig, fordi det er betegnende for min fornemmelse. Efter den måde du farer på, må det blive ganske utilbørligt at meddele nogetsomhelst der blot og bart går ud på at male et indtryk; man skal pent tie stille og vente til man har kunnet anstille grundige studier, før man udtaler eller giver nogenslags fornemmelser et udtryk, eller du vil jeg skal sige til dig: dette er jeg ikke personlig ansvarlig for det er blot min naturlige fornemmelse. På den måde visner et samlivs glæde bort af sig selv. «Hvad ved du i grunden om tyngdepunktet i deres sind»? skriver du. Det er således man korekser en næsvis gutunge, der står og plager et voksent menneske med sit blærede vrøvl. Og videre: «Alvorlige meninger om menneskers færd, om deres tyngdepunkter, det kan man fornuftigvis ikke være så rask med» o.s. v. Har jeg givet mine ord ud for andet end de virkelig var? Har jeg sagt det offentligt, eller sat det i avisen. Som du skriger op skulde man tro, at jeg havde begået en kompromiterende bommert. Du får virkelig lære at tage mig som jeg er, og fremfor alt mine udtalelser for det de ere, ellers blier følgen at jeg sammen med dig synker ned til en forstokket stumhed, der enten kommer at skrive sig fra trods eller rædhed – – Jeg tror ikke du vil det med bevidsthed, men der er, frygter jeg, hos dig, en slags tilbøielighed til at tyrannisere, til at ville gjøre et menneske du havde taget op i dit hjærte, åndelig afhængig af dig; du går bestandig ud ifra, at man kan nu snakke og prate længe nok, – det er nu alligevel altid dig som har retten, og det går du og er skråsikker på på forhånd. Men det kan aldrig i evighed lykkes noget menneske på jorden at tyrannisere mig, at gjøre mig afhængig på den måde jeg her har antydet. Aldrig! Alt hos mig reiser sig derimod. Afhængig gjennem min store kjærlighed til dig, – det kan jeg blive, – det er jeg allerede i høi grad, men aldrig anderledes. Men jeg kan godt lære mig til at være forsigtig og forbeholden med hvad jeg har at meddele ligeoverfor dig. Så kom jeg vel at snakke så meget mere til dem hvis kritik jeg ikke frygtede. – Jeg glæder mig naturligvis umådelig til Dr.manns bog og til Brandes’s med, – ja mest til den, siden der står noget om dig. Send dem endelig så snart du kan. Det jeg skrev om fru Wencke,det jeg skrev om fru Wencke: Artikkelen «’Fru Wencke’ i Alexander Kiellands Gift» ble trykt i Nyt Tidsskrift 1883, s. 541–44. som jeg selv og du ikke likte, synes man her så godt om. Blandt andre havde Catherinus Bang udtalt sig meget rosende om det, bedet Helland sende det til Ingeborg Thaulow, som en, der kunde have godt af at læse det. – – Jeg vil slutte her; nu lister jeg mig hen til dig, – du sidder i en lænestol med en bog og læser og ser grætten ud efter ordstriden – jeg står og venter, og ser på dig, men du stirrer hårdnakket i bogen. Så sniger jeg en arm om din hals og bøier mig ned og kysser dig midt på munden, og så endelig lægger du bogen og slår armene om mig og la’er mig sidde på dit knæ mens du taler pent og snilt til mig. Og så er alting godt. Godnat min elskede! Du ved jo at jeg elsker dig.

Din Amalie. –



184. Erik til Amalie

Kl 1 Nat mellem Mandag og TirsdagKl 1 nat mellem Mandag og Tirsdag: Eriks brev er mot sedvane ikke datert, men må være et svar på Amalies brev fra 7. desember, brev 180.

[11/12/83]

Kl er 1 Nat og jeg er dødstræt. Jeg har haft meget at bestille den hele Dag og har ikke kunnet skrive. Min elskede dyrebare, dit Brev fik jeg imorges. Du véd ikke hvor glad og lykkelig jeg er for Dig. Der er Masser af Ting, der skal fortælles, og nu begynder netop travle Dage. Vigtige Ting min elskede og formodenlig kan jeg ikke få Tid til at skrive. Det er mig som tog man, medens jeg er sulten, Brødet fra mig. Jeg nu sove, men jeg håber at vågne så tidlig at jeg kan få skrevet et Par Ord til Dig imorgen.

Tirsdag Morgen

Det kan i bogstavelig Forstand også kun blive et Par Ord Du får. Men jeg vilde så nødig ikke sende dette Brev afsted, Ugedagen for det første Brev denne Gang – jeg havde nær sagt Årsdagen, så længe synes jeg det er siden Du rejste. Du beder mig have Tålmodighed, Du kan ikke komme ned til mig før tidligst i Marts – Tålmodighed, nej min Unge, jammerlig Sorg vil jeg have indtil den Dag jeg trykker din Hånd igen. Der er ingenting ved mig, der bliver ingenting ud af mig før Du er min stolten Hustru, der aldrig tænker på at løbe fra mig mere. Elskede Pigebarn, Du er tusset med din Tålmodighed!

Dine prægtige, dejlige Gutter! Det er det mærkelige med Drengebørn at de så ofte får Moderens Anlæg og Karakter. Jeg gik hele Gårsdagens Morgen med en Plan, som jeg udarbejdede i alle Enkeltheder – at dine Gutter skulde komme til Kbhvn i Juleferien og bo hos mig. Du véd jeg har tre Værelser, det ene, som er overladt Pigen, benyttes i Grunden kun til Strygestue, der kunde Gutterne bo, en Seng kunde jeg låne hos Moderen, en Seng vilde jeg købe, den, der senere skal være min, Magen til din nøjagtig. Ak er det kun en vild Fantasi? Du min sødeste dejligste Unge, som lister Dig ned dyb Nat med Brevet til mig. Ja jeg fik det Mandag Morgen og glad blev jeg, kan Du tro! Elskede jeg slutte nu, og det værste er, at jeg rimeligvis i tre fire Dage ikke kan skrive til Dig. Så får Du Fred for mine påtrængende Breve, så kan Du smage hvor godt det er. Og netop nu var der meget at fortælle, at skrive om. Farvel min egen min søde Amalie

Din Erik



185. Erik til Amalie

Tirsdag Aften den 11 December [1883]

Jeg havde i Grunden så vist ventet at få Brev fra Dig Stump idag, at det, at Tiden nu er forløben, hvor Postbudet kan komme med Brev, uden at der er kommet noget, er blevet til en Skuffelse. Der kom for et Par Timer siden en god Ven, Kontorchef Marcus RubinKontorchef Marcus Rubin: historiker og leder for Københavns statistiske kontor, som ble opprettet i 1883. – ja ham skal Du som min Hustru lære at kende og efterhånden eller lige straks få Respekt for – for at tale med mig, og medens vi med Iver førte en interessant Samtale, og Tiden nærmede sig Postbudets, var dit Brev ikke et Sekund ude af mit Hoved. Det var helt morsomt at kunne tale om de Ting, som virkelig lå mig på Hjærte og så hele Tiden føle som en sagte Kimen inde i mit Hoved: Når nu Postbudet kommer med Amalies Brev, når nu Postbudet kommer med Amalies Brev, så bliver Du nødt til at sidde med det uåbnet i Hånden, uåbnet i Hånden, til han er gået, uåbnet i Hånden, til han er gået – – Min sødeste, men der kom intet Brev. Og han gik, og jeg har fået mig en lille Lur på Sofaen, og det ringede, og jeg fôr op og jeg troede, at det var Postbudet, men det var en Tøs, som skulde tale med Pigen, og jeg er en lille Smule bedrøvet, og jeg elsker Dig, og jeg skal om et Par Minuter klæde mig på for at gå i Herreselskab hos samme Marcus Rubin. Jeg skriver kun dette i susende Galop, fordi jeg ikke kan lade være. Han Rubin besøgte mig for at tale med mig inden sit Selskab, fordi der er så interessante Begivenheder i Gære, at han ikke vilde vente til Selskabet og ikke vilde udsætte sig for, at vi, når der var de mange sammen, skulde komme til at tale om hvad der er sket og vil ske under Hensyn til de tilstedeværende. Han vilde med mig gå ind i Sagens Kærne. Og Du min søde elskede, som jeg ikke kan få Tid til at fortælle om disse interessante Ting. Du jeg har idag læst «Dagbladets» Søndagsnumer med Irgens Hansens Imødegåelse mod E Brandes Kritik af «Over Ævne»,Irgens Hansens Imødegåelse mod E Brandes Kritik: Hansens artikkel om Over Ævne sto i Dagbladet 9/12/83. Edvard Brandes’ usignerte kritikk ble trykt i Morgenbladet 23/11/83. og jeg finder IH.’s Artikel fortræffelig, og jeg er vred på Dig for at Du ikke straks har tænkt på at sende mig den. Og jeg er ulykkelig over, at jeg ikke kan kysse Dig. Heri indesluttet sender jeg Dig «Dagsavisens» – Du ved Henriques – Anmeldelse af «Moderne Damer».«Dagsavisens» – Du vet Henriques – Anmeldelse: Moderne Damer ble anmeldt i Dagsavisen 11/12/83 over merket A.H. Jeg faldt tilfældig over den idag. Den er umådelig lidt interessant. Men Du ser, at Fyren har holdt sig min Anmodning efterrettelig, ikke at slå på, at der her er Slyngelstreger. Hvis Du ikke har hørt det i Kr.ania, hvad man for Resten tydelig kan spore, at I.H. véd, så tjener det til din Underretning, at B.B. og E.B. for Historiens Skyld med Ingeborg, er dødelige Fjender.B.B. og E.B. … er dødelige Fjender: Ingeborg Thaulow hadde betrodd sin kjærlighetssorg til Bjørnson i løpet av våren 1883 i Paris, og Bjørnson hadde forsøkt å irettesette Edvard. Affæren kan spores bak skuespillet En Hanske. Der er vekslet Breve imellem dem, hvori de Ord af E.B. er forekommet: «Jeg er Deres Fjende, og jeg vil fra nu af altid betragte mig som Deres Fjende.»betragte mig som Deres Fjende: Edvard Brandes brev til Bjørnson finnes på NBO. Det er datert 7/3/83, og forteller Bjørnson at han hykler når han vil opptre som Ingeborgs venn. Det slutter: «saa er jeg glad ved at kunne sige Dem, at jeg, efterat De har fornærmet hende, betragter Dem som min Uven.» (Hans neste brev til Bjørnson er datert 1901.) Med denne Følelse imod BB. går EB til at kritisere et Arbejde af ham for at skælde det ud – det er ikke meget fint. Til Gengæld sender B.B. her til Byen – til Borchsenius og til Hegel – åbne Brevkort,åbne Brevkort: Kortet til Hegel finnes ikke i samlingen på KB. Bjørnson skrev et brevkort til Borchsenius 28/11/83 hvor det bl.a. står: «Hvad synes du om Edv. Brandes … Hvad han har gjort, så flabet som det er, deri er hverken manskab æller nobelhed.» (Trykt i Bjørnstjerne Bjørnsons Brevveksling med Danske 1875–1910, brev no.132.) hvorpå der står, at Brandes er en Skurk, en æreløs Karl, han B.B. véd det, og han håber, at den, han skriver til, vil bidrage til at udbrede dette så meget som muligt. Det er ikke meget stort. Fremdeles har efter Sigende – jeg har ikke kunnet få positiv Vished derfor – B.B. til Borchsenius sendt et takkende Brev for Anmeldelsen (!).et takkende brev for Anmeldelsen: se brev 183, note 8. Takken finnes på samme brevkort som sitert ovenfor. Vist er det, at B.B. til en Anmelder ved «Nationaltidende»en Anmelder ved «Nationaltidende»: Anmeldelsen av Over Ævne står i Nationaltidende 29/11/83, signert A. Falkman. – den mest udbredte men literært helt foragtede Højreavis – har sendt et Brev fuld af Anerkendelse for det Skarpsyn vedkommende har røbet i sin (rosende) Anmeldelse af «Over Ævne». Nå det sidste gælder ikke synderligt, men at B.B. gider nedlade sig til en Borchsenius efter den Anmeldelse! – et Brevkort af omtalte Art har han under alle Omstændigheder sendt. Nu må jeg klæde mig på. –

Klokken mangler et Kvarter i 1, jeg er kommen hjem fra mit Selskab, hvad der ikke var overdreven morsomt. Mine Øjne svider af den megen Tobaksrøg. Du skal ikke være altfor spændt på at få de Mærkeligheder at vide, som jeg nu gentagne Gange har bebudet, mulig svinder de ved Omtale betydelig ind, og mulig tager det Hele sig på Frastand meget mindre vigtig ud end her på nært Hold, og mulig går det altsammen i sin Moder igen, inden det er blevet til noget. Det drejer sig om, at en skønne Dag er det såkaldte radikale og literære Venstre detroniseret herhjemme, og det moderat grundtvigianske Venstre kommer i Besiddelse af «Morgenbladet» og Førerskabet.det moderat grundtvigianske Venstre kommer i Besiddelse af «Morgenbladet»: Bestyrelsen av bladet, Chresten Berg, Viggo Hørup og Edvard Brandes, hadde kontrakt som løp ut 12. desember 1883 – og Berg, som var blitt sterkt provosert av Edvard, sa opp de to andre. Drachmanns Svingning netop nu står i direkte Forbindelse hermed – antager jeg. Det er nærmest en Bevægelse, som er rettet imod Edv. Brandes’ overragende literære politiske Indflydelse, men Hørup, G. Brandes og alle vi andre mindre Ånder må da stryge med i Købet. Det er aldeles forbavsende at mærke, hvilken Uvilje i Grunden E.B. har formået at rejse imod sig, ingen stiller sig ubetinget på hans Parti. Desværre at han har haft så megen Magt. Det kan ikke nægtes at den er benyttet uden Skønsomhed, og desværre, at mit Hjærte ikke mere tror ret på ham. Der er for mange Vidnesbyrd imod ham. Min Stilling bliver dog formodenlig på hans Side, literært og politisk (?) står han jo på det rette Sted, der i alt Fald hvor jeg hører hjemme. Sagen har brændende praktisk Betydning. Skal vi literære Venstremænd nu på ny være uden Organ, bliver vor Stilling pekuniært truet.bliver vor Stilling pekuniært truet: Erik ville komme i en vanskelig stilling hvis hans parti skulle miste sitt hovedorgan, og han ville miste en stor del av sin inntekt. Imidlertid kan Faren drive over, og dernæst, selv om Ulykken skete, at Morgenbladet toges af Grundtvigianerne, så er der dog andre Muligheder, jeg er ikke en Smule bange. Og i mit Hjærte må jeg indrømme, at der ikke foregår noget, som man for Alvor kan beklage sig over. Har de Magt til at gøre, hvad der trues med, var de gale, om de ikke benyttede den, ømt er de ikke blevet behandlet fra vor Side, de tror ikke på os, nu vel, hvorfor så ikke trykke os ned i den Mindretalsstilling, hvor vi hører hjemme. De tilegner sig jo med Livets Ret alt hvad godt det literære Parti har udrettet, befrier det for «Vantroens Gift» og fører Folket som de tror ind på Udviklingens stolte Bane. Så kan vi med vor bedre Viden gå som de få ud for at præke Evangelium i Folket. Vi få nu se. – Du elskede søde, det havde været ubegribelig dejligt om der havde været Brev fra Dig idag. Men nu er jeg virkelig træt. Jeg må ned med mit Brev i Nat, jeg vover ikke at stole på, at jeg kan komme tids nok op i Morgen. God Nat min elskede – nu skulde Du mere end nogensinde være hos mig.

Din Erik



186. Amalie til Erik

Kristiania 13-12-83.

Min elskede, dine deilige breve, hvor har jeg levet i dem i denne tid; det er som har jeg været med dig hver time på dagen, siden jeg forlod Kjbhvn., fordi du har skrevet alt hvad du har tænkt og følt og foretaget dig, ind i mig. Jeg er kommen til at forstå dig så forfærdelig godt ved disse breve, – jeg synes nu at begribe årsagen til alle dine fornemmelser på familieområdet og andetsted, motiverne til din gjøren og laden, aldeles gjennemsigtig godt, – ja det er som forstår jeg og har jeg en ganske anderledes klarhed over og greie på dig og dit hele indre selv, end på mig og hvad mit er. Og jeg elsker dig og hænger ved dig som aldrig før. Jeg synes for hver tid som går, at først nu ved jeg rigtig hvad det er at elske dig. Jeg trænger så usigelig til dig; i alt hvad som jeg oplever af indre og ydre rørelser eller foreteelser, så er strax min tanke med et sprang på flugt til dig; jeg deler uvilkårlig alt med dig, og siden du ikke er her til at tage imod det, og give mig dit svar tilbage i «beslægtet sang»i «beslægtet sang»: Amalie siterer fra Ibsens Kjærlighedens komedie (1862), hvor Stråmand i tredje akt forklarer for Falk hva et hjem er: Et hjem er der hvor alle dine tanker / kan leke fritt som børn på faders fang, / hvor ei din røst på hjertedøren banker / før svaret lyder i beslektet sang. (Samlede verker I, Gyldendal, Oslo 1978, s. 382.) – så er det, som fører jeg kun en halv tilværelse. Vi har det akurat på samme vis, kan jeg mærke af dine elskede breve. Min søde, kjære, ubeskrivelig deilige ven, min egen sinte Erik, du lille skjændegjæst, – du går vel ikke med en slags modvillie til mig fordi jeg skreg så op, over at du havde skreget så op for dette med «tyngdepunktet» og svenskerne. Du har vel ikke nogen slags fornemmelse af et uopgjort mellemværende, som piner dig så – har du engang sagt. Det må du ikke elskede, husk at jeg kom og kyssede dig tilsidst og fik dig god igjen; der er intet ondt af hvad navn nævnes kan, som nogensinde skal få lov til at sætte sig fast mellem os; enten du eller jeg, eller vi begge skal gå til hinanden, og tage det fra hinanden, og så blive varsommere næste gang, – og jeg skal blive tåligere og klogere, – oh jeg skal nok lære en hel del af dig du mit nødvendigste på jorden, min store, uafviselige nødtørftighed. Gud give du ikke havde knubbede ord til mig i dit næste brev, eller lod nogen kulde eller ærgrelse klinge igjennem, og så endte omtrent som så: «ja, hør min sødeste pige, jeg mener jo slet ikke at skjænde på dig, men du skal være af et kjærligere sind» o.s. v. Jeg er lidt bange for din næste skrivelse, – jeg husker hvor usigelig ondt en sådan skrivelse gjorde mig, dengang i Nordal Brunsgade, da jeg ikke var istand til at svare på en 5–6 dages tid, fordi jeg gik og ventede på et forløsende ord ifra dig. Jeg kan ikke leve uden at eie dig helt have dig hvilende i mit sind og min sjæl i fred og kjærlighed og fortrøstningsfuld forståelse, så jeg bærer dig med mig som et smilende solskin hvor jeg går og hvor jeg står, – og så vide at jeg eies af dig på samme lykkelige måde. – Dit brev igåraftes gjorde mig forresten beklemt; du vil ikke kunne skrive på 3–4 dage, siger du, – hvad er det nu for noget uventet kav du har fået over dig, du som gik i en blødagtig leddiggang, og havde ikke andet at gjøre, end at skrive til din elskede og sende hende dine uforløste kysse. Du var dødstræt, kl. var 1; hvad havde du så bestilt for noget den dag; og så skriver du videre, at nu var der netop så meget at fortælle mig, «vigtige ting», – hvor kan du dog ha’e hjærte til at gjøre mig så nysgjærrig Erik! Jeg vilde heller at du ganske skulde have tiet med det, når du så alligevel ikke havde tid til at skrive, – lige klog sidder jeg her, og kan ikke begribe hvad du sigter til. Naturligvis er det noget leit, formodentlig er du bleven opsagt fra din post i rigsdagen, og vil meddele mig, at det nu er og blier umuligt for dig at begive dig ind i nogen ægtestand uden med en der har fuldt op af penge og udkomme. Næste gang jeg skriver, skal jeg forresten sende prøver på vore væggefarver. Jeg var bleven så forvænt nu med dine breve, jeg gik som i en rus af lykke og søde drømme; mens de glade forestillinger det ene brev havde givet liv, stod i den fuldeste flor, med et mylder af solstreif og sommerglæde, kom det andet og øgede, og øgede på, så jeg levede som en pigelil, der var taget ind i et trylleslot, hvor en venlig fe, dryssede livets bedste skatte ud over hende, mens hun sov, og nød det i drømme. Og så kommer denne pludselige travlhed og korthed og denne spådom om sparsomme breve, og vækker mig op med et ublidt rabalder, og tvinger mig til at samle tankerne og spørge hvorledes jeg kommer ud af at leve udenfor slottet, thi udenfor er jeg jo igrunden, sålænge jeg er forvist fra din livsalige nærhed. Nei, du har ret, det er den dårligste «dårligdom» dette med at skrive disse fattige rablerier på en ussel stump papir, der hvor livets egen, rige kilde vil flyde fra hjærte til hjærte i en rolig, uhindret frem og tilbageglidende strøm. – Du søde, deilige, som vilde have mine gutter derned i julen; tak du min elskede for dette vidnesbyrd om hvorledes du har taget mig ind til dig, – jeg hørte nok hvorledes du, da vi så på leiligheder talte om vort arrangement når gutterne skulde besøge os, jeg mærkede nok at dette glemte du ikke; – åh hvor jeg elskede dig for det, – og jeg kunde ikke takke dig, for det var for godt og dyrebart det du da gav mig, til at jeg kunde tale om det, forsøge at sætte det jeg følte om i ord; det gik mig ind i sjælen, og blev optaget af mit væsens kjød og blod som en del af den Erik jeg elskede, elskede og vilde søge at leve for. – Men gutterne får være hjemme i julen, – husk det er formodentlig min sidste jul i Norge, i altfald på lang tid, så får jo gutterne og jeg feire den sammen. Vi vil være hjemme denne julaften; bliver vi udbudne, siger vi nei. Garborg vil vi bede om at komme, og Helland har spurgt om lov til at tilbringe sin julaften her; så vil gutterne så gjerne også have Boll, og han er det vel værd, sådan som han er imod dem, rent ud rørende i sin trofaste godhed, mageløs selvopofrende, elskværdig mod mig også, uden at være påtrængende, ligedan nu efter at han forlængst har slået de ulyksalige ider [sic] om at ægte mig ud af sit hoved, fin og hensynsfuld, har aldrig et indiscret spørsmål, – har f.eks. aldrig taget dit navn med et spørsmål på sin tunge, og det uagtet han har hørt om dig og mig. Forresten snakker man ikke synderligt her nu. Fritz har fortalt et par steder, at nu var det alvor, han havde det fra sikker kilde i Kjøbhv., men ingen trode på det. «Hvergang hun er ude af byen, siger man at hun er forlovet, og er hun ikke ude af byen, er det ligedan, – Skram er bare et nyt navn i kjæden, – det er naturligvis bare sludder,» – på den måde anser man sagen her. Det vilde også forresten blive en altfor kostbar tur for gutterne nu vintersdag, da de måtte gå overland, så der er ikke mening i det, men sødt og elskeligt var det af dig at du virkelig vilde have dem, og dertil modigt, at ville vise dig med din tilkommende hustrus store, lange voksne gutter, – du er nu en kjærnekarl, «with no nonsens about you», med hjærtet akurat på det rigtige sted, og af en mandighed, der er nokså skjælden, synes jeg. Når jeg nu har fortalt gutterne om sagen – vor herre styrke mig til det – skal jeg sige dem at du gjerne vilde set dem hos dig i julen, – så skal jeg se deres overraskede, søde smil, og høre dem sige noget om, at «det var sandelig snilt af ham». – Det vilde nu heller ikke gået an at du havde kjøbt nogen seng nu; for husk det er jo bare selve jernskelettet du skal kjøbe, – jeg har jo fjærmadrats/krølhårs do. og alt andet tilbehør, og på bare flade jernbrisken kunde jo dog gutten ikke have ligget. – Jeg har fortalt Helland om min kjærlighed til dig og mit forestående giftermål. Det var en aften han sad her, og kom til at tale om Kielland. Han vilde vide, hvad der havde passeret imellem os o.s. v., og han fortalte mig udførligt om hvad K. havde sagt om mig, og derpå hvorledes han havde spurgt om mig og dig i sommer. Han havde ladet bringe en masse vin, og havde drukket dus med ham, – så da konen gik, eller de blev alene, begyndte han at pumpe ham. Jeg stod bare og mjauede, jeg – sa’e Helland. Tilsidst for at få mig til at tale sa’e han, K. (forstår du): «jeg syntes det var synd at den deilige rose skulde gå der, uden at blive plukket, – jeg forsøgte det, jeg, men jeg kunde skam ikke, men fik en på næsen, som var alvorlig.fik en på næsen, som var alvorlig: Amalie var blitt kjent med Kielland i mai 1880, da Georg Brandes skulle holde foredrag i Kristiania. Se brev 87, note 4. Og nu er det det jeg så gjerne vilde vide om Skram virkelig har råd med hende?[»] (Det cyniske bæst!) «Hvor kan de tænke!» havde H. skreget, – [«]det er pinedød bare sludder og snak, – de kjender ikke fru Müller, de.» «Nei, desværre jeg kjender hende altfor lidt», havde K. sagt, [«]men jeg tror også igrunden akurat det samme, som de, – hun er ikke af den sort, man råer med.» Idelig og idelig var han kommen tilbage til dette. «Alle folk» – sa’e H. [«]tror, at jeg er en slig kraftidiot, som de kan pumpe og vride ud af, uden at jeg forstår et muk af det hele, men svarer i den naiveste troskyldighed, – det er fordi jeg gjør mig dum, og svarer ha og ja, men jeg er ikke så dum, jeg[»]. – Siden ytrede han sin glæde ved at være så sikker på, at der intet var og intet havde været mellem Skram og mig, han gav mig et formeligt tillidsvotum, og talte lidt i [ret]ning af at han havde sin personlige grund til at håbe og tro på at jeg ikke brød mig mere om S. end om alle de andre. Så var det at jeg sa’e fra. Om han havde fået et bedøvende slag midt i ansigtet, kunde virkningen ikke været større; han blev hvid og sad og måbede i flere minutter. «Det har vi ikke fortjent af dem,» – sa’ e han omsider, – [«]gifte dem når de virkelig elsker, – det er en ting, men gå til Danmark, til dette forbandede, flade, forhadte «jyteland», der ligger os alle iveien, og er enhver skikkelig og retskaffen nordmand en forsmædelsens torn i øiet» – Du skulde hørt ham. Han skreg ikke op, men sad ganske rolig, og talte dæmpet og skjælvende. «Det er en national forhånelse, værre end om statsråderne ikke blir dømt,værre end om statsrådene ikke blir dømt: se brev 72, note 23. – en offentlig forsmædelse, – et ubegribeligt forræderi, – en spytten på os alle lige i vort åbne ansigt. Nei at det skulde overgå os, – sådan en skjændsel, en dansk, en jyte, sådan en skam og spot, og så at folk skal sige at vi står igjen med lange næser.[»] Så talte jeg ham tilrette, og hævdede mig selv og min beslutning og min kjærligheds sag, og så blev han så god og fin og hensynsfuld, og siden har han kun været elskværdig. Det er en bundnobel kar, men en vild barbar; men nu, ved dette at han på en måde er bleven min første fortrolige heroppe i altfald af «kredsen», er der kommet et forbund af en god art imellem os. Han er virkelig af den gode sort, man risikerer til syvende og sidst ingen ufinhed af ham, kun en vis brutal måde at give sit første overvældende indtryk luft på ved alle slags leiligheder. Han vil være mig en fuldtro ven alle mine dage, – det har jeg mærket nu, – jeg vidste ikke at der var så meget guld i hans venskab for mig. Det er en lettelse at have ekspederet en af dem; men der er flere tilbage. Han holder forøvrigt ren mund sålænge. – «For Garborg vil det blive et hårdt stød» – mente han, «og for Boll!» «Havde det været i Sverrige, Tyrkiet, Amerika eller Ægypten, de skulde have giftet dem, men i Danmark!» Han vilde gå og drikke og rangle uafbrudt i disse måneder til jeg drog min vei, for at slippe at tænke alvorligt over det» – sa’e han; men dette sidste med en latter. – – – – –

Jeg har en gang nævnt i et brev til dig, at min yngste broder var i Amerika,min yngste broder var i Amerika: se brev 7, note 4. Bernhard var syk av tuberkulose (som Amalie unngår å nevne) og døde i februar 1884. – du husker det måske ikke. Han har været et dårligt subjekt, ranglede græsseligt herinde i Kristiania, mistede sin udmærkede post på et stort godt handelskontor, og blev sendt til Amerika. Der fik han post efter post, – havde lykken med sig – han er flink og rask og usædvanlig tækkelig og vindende, – den slusk, men overalt er han bleven jaget bort tilsidst, på grund af sin ubændige, aldeles grænseløse, ud over al rimelighed drevne rangel. Nu må du vide han er bleven sendt os tilbage, syg og nedbrudt, sandsynligvis har han kun tilbage at dø i den nærmeste fremtid. Jeg fik igår brev fra moderen stakker, hvori hun siger at han er kommen, og i hvilken forfatning! Det gjør mig ondt for moderen, for hun sorger over ham, og lider ved at se ham således, men for min egen del, er mit hjærte aldeles koldt imod ham. Jeg har holdt uhyre meget af ham, og min kjærlighed varede ud over alle rimelige grænser, jeg kunde ikke slippe ham; så kom det forfærdelige slag, at der var ugreie med hans pengeforhold på kontoret, han havde taget op sin gage for lange tider, – der var noget uærligt med i spillet. Endnu holdt jeg stand; jeg syntes jeg aldrig havde holdt så meget af ham som da han var bleven så usselig reduceret; og så følte jeg en sorg over ham! – du gjør dig ikke begreb om dens voldsomhed. Min broder Ludvig og Vilhelm påtog sig øieblikkelig hele hans gjæld, det han havde snydt kontoret for, og den er bleven betalt til sidste hvid. Som vi dengang sorgede sammen, Ludvig og jeg! – jeg boede med ham i Fr.hald.jeg boede med ham i Fr.hald: Amalie bodde med Ludvig i Frederikshald fra høsten 1878 til august 1881. Men så, da vi mærkede at han ikke vilde andet end være et umuligt bæst af en fyr, – han bar sig så rent umenneskeligt jammerligt ad bagefter det hele var ordnet, – så slettede jeg ham med ét slag ud af mit hjærte og min hukommelse, og siden har det været for mig som om han ikke var til. Jeg har vidst at han har havt det ondt af og til derover, lidt sult og nød, men det har ikke anfægtet mig, fordi der ingen råd var med ham, når han endelig vilde ligge og vælte sig i sølen vilde det, og intet andet i verden. Engang blier man færdig med sligt, og jeg synes ikke han var mig mere værd end den gadesten jeg trådte på, – ja for du aner ikke hvormeget vi og andre har gjort for ham, hvorofte han er bleven stillet foran nye udsigter, nye muligheder, men han har kastet alting fra sig. Jeg vilde ønske han snart måtte dø. Han duer absolut ikke til at leve. Han vil bestandig blive ved at gjøre os skam, og være sig selv en plage og byrde. Men som sagt, for moderen gjør det mig ondt. – – –

J.P. har skrevet et brev til Sars,J.P. har skrevet et brev til Sars: Brevet er datert «Decbr 1883» og finnes på NBO. hvori han har talt om sin fortvilelse over de «gemene anmeldere». Lars Holst havde været ignobel ved at lade I.H. anmelde den, men, havde han sagt, en ignobel handling straffer sig selv og han, L.H. vilde nok få sin straf. «Reflektionerna gjöra sig sjölve».«Reflektionerna gjöra sig sjölve»: et gjengs uttrykk, i svensk kjent først fra S. Columbus 1678. – Der var endnu meget at skrive om om [sic] min elskede, efterlængtede, savnede, min egen skat på jorden, men nu får det være nok. Min Erik!

Din Amalie. –



187. Erik til Amalie

Torsdag Aften den 13 December [1883]

Dit dejlige Brev!Dit dejlige Brev!: brev 183. Og tænk, jeg har været sørgmodig for dets Skyld. Jeg har måttet lade en Dag gå over uden at skrive til Dig, for jeg følte, at jeg ikke havde Tonen. Amalie, det er ikke helt let at håndtere Pen og Blæk således, at den rette Lyd i Ordene straks høres. Og så er det ikke heller helt let straks at få læst alle Ordene; man springer i sin Iver et, to, tre Ord over på en Side, de Ord, som netop måske indeholdt Nøglen til den sidste bedste, virkelige Forståelse af hvad man har læst. Med dit Brev gik det mig således. Jeg kom lidt sent hjem igår. Jeg havde et Pligtbesøg i FolketeatretPligtbesøg i Folketeatret: Den største Dumhed, fritt etter Fr. von Schönthan: Der Schwabenstreich, hadde première på Folketeatret 11/12/83 og ble spilt igjen dagen etter. Den (usignerte) anmeldelsen sto i Morgenbladet 14/12/83. og efter Forestillingens Slutning stillede det sig således, at det var klogt at jeg blev og spiste til Aften med et Par Mennesker, som jeg skyldte forskelligt. Ved at give en Flaske god Vin efter Måltidet og være behagelig kvitterede jeg Gæstfrihed nydt hos dem. Altså Klokken var ½ 1 da jeg stod i min Stue og fandt min rige norske Post. Tak min yndige Ven for Avisen og Bogen. Jeg læste mig strålende lykkelig i Begyndelsen, så kom din lange Protest, der endte i noget, jeg fik i mit Øre som Mislyd, dette om min ubevidste Hang til Tyrannisering og dine energiske Ord for at vare for Dig i den Anledning. Jeg lå en Stund vågen af en indre Uro, en Tumlen med Tanken, så kunde jeg endelig sove. Kl 7 var jeg vågen igen og mine Tanker tog fat hvor de havde sluppet igår Aftes. Så måtte jeg op og gøre et lille Arbejde færdigt til «Ude og Hjemme»et lille Arbejd … til «Ude og Hjemme»: må igjen ha vært en usignert petitnotis. – det var mig næsten ikke muligt at få mine Tanker tvungne hen til det, jeg skulde gøre. Inden jeg begyndte, vandrede jeg også med de to Nr af Bladet til Posthuset her ude på Østerbro; før Kl 10 kom jeg ikke til at skrive. – Jeg har sendt Dig det andet Nr, fordi jeg så gerne vil have, at Du skal synes om den Tegning, som deri findes af et Ægtepar ved Stranden.et Ægtepar ved Stranden: en tegning av Valdemar Irminger, «I Sommerferien ved Vesterhavet», som står i Ude og Hjemme Nr.323, 9/12/83, s. 115. Ikke netop selve Tegningen, den har adskillige Mangler, men Følelsen, Tanken i Billedet; jeg synes at det er noget af det inderligste, roligste, mest virkelig ægteskabelige, som jeg længe har set. Sig mig din Mening om det lille Billede. – Jeg gjorde altså mit Arbejde færdigt i stor Skynding, gik til Byen med det Kl 12, besørgede et Par Forretninger, mødte i Rigsdagen, var der til Kl 4, gik til Trykkeriet for at læse Korrektur, spiste til Middag og havde så en Time inden Brandes Forelæsning.Brandes Forelæsning: se brev 150, note 1. Tilbragte denne Time i Athenæum, var på Forelæsning, hvor jeg hilste på Bertha Knudtzon, som lovede mig at give mig det Stykke af dit Brev at læse, som handler om Warburg, kom altså hjem Kl henad 9. Bestandig havde dit Brev hvilet mod mit Bryst og næsten uafbrudt havde det været i mine Tanker; nu da jeg kom hjem tog jeg det frem. Jeg læste ikke i det. Jeg syntes, at jeg endnu vilde vente. Jeg vilde ud af en vis sørgmodig Stemning, jeg vilde være helt glad på ny, inden jeg bandt an med det, der havde klinget ilde i mine Øren. Jeg satte mig til at læse i G. Brandes Bog,G. Brandes Bog: dvs. Det moderne Gjennembruds Mænd. som jeg langt fra er færdig med. Jeg læste den aldeles fortræffelige – noget for ømt følte – Essay om E Brandes og en Del af den om J.P. Jacobsen. Så kunde jeg ikke styre mig længere. Nu havde jeg brændende Lyst til på ny at læse dit Brev. Jeg gjorde det, og jeg er lykkelig. Jeg hører ingen egenlig Mislyd nu. – Søg min Elskede at skyde den Forestilling til Side at jeg er så ivrig – ubevidst – efter at bringe den jeg elsker under et åndeligt Åg, og at der her er for Dig lige som en Ret at hævde, en Plads at stå på, som man vil tage fra Dig. Tro mig min søde, der er her en Illusion. Du er lidt uvant med at møde Modsigelse i Livet eller endog Forsøg på Påvisning af en formodet Fejl eller Fejltagelse hos Dig. Du har stået i det – lidt golde – Forhold til de fleste Mennesker i Livet, at de beundrer Dig og er lige glade for alt, hvad Du siger eller gør. Nu kommer Du pludselig i det – lidt frugtbarere – Forhold, at en Mand elsker Dig, elsker Dig som han elsker sig selv. Jeg har altid opdraget på mig selv. Jeg tror det er rigtigt. Du aller dejligste Unge, jeg har været hurtig til at dømme og afgøre som Du, jeg har pillet og forandret ved mig selv på dette Område, fordi jeg har udfundet, at man i Længden har mere Fornøjelse af at gøre få Fejltagelser end mange; når jeg nu lidt hastig måske siger til Dig, at jeg tror Du bærer Dig forkert ad, så er det jo, søde, fordi jeg vil lokke Dig over til mig, fordi jeg tror jeg har det bedre. Lad ikke det at mine Lokketoner fremtræder som en brummende Bebrejdelse forvirre Dig. Jeg kan jo godt bære mig ad som en Klodrian og have Ret endda. Og Du min elskede Ven, Du kan uden Gran af Skade for din Selvstændighed indrømme Muligheden af, at jeg på ét Punkt er overlegen, fordi Livet har givet mig Anledning til netop i den Retning at være mere samvittighedsfuld end Du, jeg mener mere omhyggelig, mere agtpågivende – jeg skulde i en Fart kunne nævne Dig et Par Punkter, hvor jeg véd, at Du er mig overlegen, og hvor Du selvfølgelig har Lyst til at gøre din Overlegenhed gældende, fordi det således er bedst. Og har Du ikke så megen Lyst måske endnu, så vil Du få det ved at leve sammen med mig. Men for Resten, Amalie, naturligvis har Du Ret til overalt at fordre Plads for Dig selv – kun Unge at Du skal vide, at hænger Du Dig i den Forestilling, at Du må passe på, for jeg vil gå din Ret for nær, så kan Du gøre os begge megen Fortræd. Ingen af os Amalie, er dumme, så fordeler den enes Indflydelse på den anden sig jo helt naturlig fornuftigt. Denne Frygt hos den ene eller den anden af os to for at sætte noget til er vist ikke på sin Plads. Jeg håber vi skal vinde noget begge to ved at bøje os den ene efter den anden. Tror Du ikke min elskede Ven, at der i denne din Frygt for at være Genstand for et Tyranniseringsforsøg stikker noget af din gamle Ubehagsfornemmelse og instinktive Frygt for at blive knyttet til og være afhængig af – et Mandfolk? Søde min Pige, se på det lille Billede af de to Ægtefolk i Sandet. Tror Du hun fra den Stilling pludselig kunde rejse sig op og sætte en Trompet for Munden for at kalde alle sine stærke Egenskaber sammen til Værn imod den Mand, der vilde tyrannisere hende, fordi han på et Udbrud fra hende, med Styrke svarede: ti stille Stump, Du dømmer for rask, vent til Bogen er færdig. Hun vilde trykke sit Hoved ned mod hans Skød og sige: Snak med Dig min Ven, Du forstår ikke hvad jeg siger. Og hun vilde føle sig lykkelig og tryg, for hun skulde let forklare, hvad hun havde ment, og let vilde hun have ved at forstå, at han kunde opfatte hendes korte Udbrud som en Dom med langt videre Omkreds end Meningen var, og intet vilde der være til Hinder for, at hun kunde anerkende, at hendes hurtige Griben om en Opfattelse og kække Stolen på dens Rigtighed og hendes indre Behag ved at gå frem på denne Måde, kunde, om end beroende på hendes naturlige Anlæg, lempes ind i et omhyggeligere Spor. Og hun vilde slet ikke være bange for at føle, at hendes Mand, ene fordi han tidligere end hun havde arbejdet med Tanker, var et Skridt forud for hende i Samvittighedsfuldhed på dette Område, og at det stundom i hans Øjne kunde komme til at tage sig lidt letfærdigt ud, at hun sprang ud af sine Tankers Seng i bare Natlinned, når der var andre til Stede, eller, hvis de var ene, uordenligt, når han allerede var påklædt. Lidt Vrippenhed på dette Område vilde hun finde sig i. Og det vil Du med min elskede Amalie. Jeg vil jo ikke gøre Dig Fortræd. Tror Du ikke jeg ser, hvor skinnende hvidt dit Linned er, hvor smukt den lette Dragt klæder Dig? Hvor kan Du nogensinde blive bange for at vise Dig for mig således? Det er kun ikke altid jeg synes det passer. Min elskede lad være med at drage store Følger ud af små Begyndelser. Læg Dig fint og blødt og mageligt tilrette som før, hør på hvad jeg læser for Dig, føl, at ikke et Ord går mig til Hjærte deraf, uden at jeg tror på, at Du føler med, vid, at jeg er så afhængig af din Mening din Dom, at jeg ingen Glæde har, uden Du er med, og smil når jeg retter på Dig, for det er jo som når jeg tager mig selv i Skole. Men jeg skal være mere forsigtig med at rette. Til mig selv siger jeg afvekslende «Idiot» eller «Fæ», når min Dumhed fører mig på galt Spor – til Dig skal jeg herefterdags se at finde en pyntelig Form. Du skal se Du skal nok blive tilfreds med mig.

Fredag.

Jeg sendte ikke mit Brev afsted igår, der stod for lidt deri, syntes jeg. Navnlig var der slet ingen Besvarelse af forskellige Ting i dit Brev. Véd Du, at den første Side i dit Brev er det kærligste, Du nogen Tid har sagt mig. Véd Du, at med denne Kærlighed vi blive lykkelige. Amalie, det er din Sjæls inderste Tankefølelse Du lige som med begge Hænder på dit blottede Bryst åbner for mig. Jeg følte dine Ord, som bad Du mig med en Bevægelse kysse Dig ikke længer på dit Bryst men inde i din Sjæl. Der inde fra Amalie groer Livet for os. Du elskede Kvinde, min Mund søger din Sjæls fineste Fiber – bær over med mig, om jeg kysser for hårdt, lær mig at kysse blødt og sagte. Træng Dig ind i min Sjæl, bliv hjemme der inde og se, om Du kan finde blot en ussel Begyndelse til en Torn, alt bliver til Roser, hvor Du færdes. Hvor din kærlige Hånd stryger, bøje alle Spidser sig og springer ud som Blomster. – Nå Hustru min, læg nu din blottede Arm om min Nakke, inden Du er helt påklædt og kys mig, gør mig rolig og glad. Så Stump, det var smukt, klæd Dig nu på, lad os gå ud sammen. – Skrive en Anmeldelse om Gjellerups Bog! Ikke et Menneske vilde se andet deri end den pure blotte Misundelse. Ikke at tale om, at jeg ikke tør. Jeg stoler ikke på min Opfattelses Rigtighed. Han irriterer mig det lille Bæst; men de fleste synes om, hvad han skriver. Jeg mener af os Nutidsfolk; det vilde kun være til Bagstrævernes dumme Glæde, om jeg holdt Fyren frem. – E. Brandes er rejst fra Byen. Hvad er nu det på ny? Ingeborg er rejst fra Kr.ania. Bliver den Historie nogensinde grej og klar for andre Mennesker? – Nu må vel det J.P.’ Snakkeras efterhånden forstumme. Jeg forstår i øvrigt så godt hele Uroen, den Slyngel har fremkaldt. Men sig mig, hvad siger de kære Højrefolk og –aviser? Et synes det jo for Resten at Fyren har tjent Dig med. Du fortæller intet om, at Folk befamler dit og mit Forhold; er det gået i Glemmebogen for «Moderne D.»? – Begribe kan Du naturligvis, at de to Linjer Du har overstreget netop har gjort mig nysgjerrig. Har Du blot en lille Smule Lyst, så fortæl mig hvad der stod. Men det sysselsætter iøvrigt ikke min Fantasi. – Roderiet mellem Fritz og Ingeborg har, synes mig den gode Side, at vi andre, som næppe kunne bære os slig ad, lærer at se forholdsvis roligt på at andre klarer sig på deres egen Vis. Man har godt af at øve sig i at lade være med at fordre samme Adfærd af alle, at lade andre skytte sig selv. – Om «Over Ævne» må Du endelig skrive. Jeg tror det er af Vigtighed. De fleste jeg har talt med, ere slet ikke enige med «Morgenbl’s» Anmeldelse.«Morgenbl’s» Anmeldelse: se brev 185, note 2. Her er god Jordbund for Påvisningen af Arbejdets Betydning. Om Optagelse i «Tilskueren» er der ingen Tvivl, en «norsk» Forfatter vil man netop gøre særlig Krus for. – Medens jeg husker det: din Ven Johan Svendsendin Ven Johan Svendsen: se brev 78, note 2. har sat den musikalske Verden på den anden Ende af Henrykkelse ved sin første filharmoniske Koncert. Disse Koncerter vil blive det fin-fineste i København. Sagen er, at Manden har havt Energi og Evne til at få hele Kapellet til at spille for sig, det er hans Redskab, så vidt jeg véd et så godt som det næstbedste i Europa, og så kommer hans glimrende Anførerskab, og at de alle har Ærbødighed for ham og holder af ham. Det skal have været en Samvirken, som man ikke før har kendt i Kbhvn. Gade, Musikens Konge,Gade, Musikens Konge: Niels W. Gade var leder av Københavns Musikkonservatorium og en stor komponist i det 19. århundre. komplimenterede ham for åben Estrade, Publikum kaldte ham frem og frem, Dronningen fældte Tårer, alle Anmelderne havde Feber for at finde de rette Ord til at tolke Nydelsen. – Bertha Knudtzon har sendt mig Side 2 af dit Brev til hende.Side 2 af dit Brev til hende: Brevet finnes ikke i samlingene. Jeg er skinsyg på hende – sådan noget interessant noget om Hedlunds! Jeg vil have alt, alt, hører Du. Sig mig Stump, har Du talt med Warburg, eller er det blot hans Ydre, som har angrebet Dig så stærkt? Han er en inderlig brav, begejstret – kedsommelig Fyr. Det gør mig næsten ondt de hårde Ord, Du bruger om ham. Det Menneske, hvis Finfølelse jeg i Grunden stoler mest på af alles, er en lille Jøde, grimmere end Warburg, endnu mere præget af «Kristenfolkenes» utrolig Råhed i Behandlingen af den fine Folkestamme, som havde skænket dem deres «Kærligheds»religion. Det er Marcus Rubin. Han har alt hvad en Jøde kan have af Styghed, en Træl af Udseende, en Prins af Ånd og Hjærte. Jeg glemmer aldrig en Nat hjemme i min Stue, da jeg boede hos min Moder. Billedhugger Hasselriis,Billedhugger Hasselriis: Louis Hasselriis, dansk billedhugger, som utførte bl.a. statuer av H. C. Andersen og Søren Kierkegaard. With og Rubin var hos mig. H. havde første Gang set R. og denne havde aldrig før været sammen med en Kunstner. H. der lod sig lede af sit Modbydelighedsindtryk, var irriteret og hakkede på R. længe inden denne mærkede det, han gik i sit Hjærte ud fra god Respekt for Hasselriis. Med ét slog der en Strid ud i lys Lue. H. var en god Klopfægter, ikke dum, men uoplyst og modbydelig plebejisk i sin Måde at føre en Strid på, Rubin talte sig varm om sit Emne, glimrende, en Billedrigdom, Spring som på Hovedet højt oppe fra gennem Fyrværkeri, Hasselriis imponeret – de talte om Kunst – brugte Kneb, R. forstod det ikke, trode, at Manden, han talte med, var fin som han, tog hans Ord for Guld, det vil sige klarede en Tanke ud af dem, svarede på det, og førte Samtalen videre og videre ind i Egne hvor den anden følte sig som en Tyr i en Glasbutik; han var i sit Hjærte angst for Rubins Overlegenhed og blev grov. Du skulde se Rubin forundret standse, denne lille platfodede Jøde foran Hasselriis’ smukke svære Skikkelse, tage på hans Ord, tro endnu engang, at han misforstod sin Modstander, Kunstneren, og gå videre med en Skønhed i Tanken, en Intelligens, en Forståelse af hvad han havde indladt sig på at tale om, som var beundringsværdig, han havde i Grunden ikke noget med Kunst at gøre, han er Nationaløkonom, og så tilsidst da Hasselriis var aldeles elendig dumsimpel i et Svar, det kunde ikke misforstås, tog Rubin med en så inderlig forba[u]set Ækkelhed Svaret i sin Hånd og plantede det som en maurisk Konge i Ørkenen kunde have gjort det i Ansigtet på denne «Kunstner», så at han beskæmmet måtte tie. Rubin er det eneste Menneske på Jorden, der nogensinde har bragt Hasselriis til Tavshed. Det er uhørt, ingen af Kammeraterne vilde have trot det, om jeg havde fortalt dem det. Jeg bevarer intet Indtryk noget Steds fra om fine Tankers Skønhed og Magt, som jeg vil sammenligne med hvad jeg så dem virke hin Nat i min Stue. Samtalen varede i Timer. Denne lille usle Jøde, grimmere latterligere end en forkommen Abekat og så den bomstærke, smukke, bornholmske Billedhugger. – Ja det er egenlig dumt at forsøge på at fortælle sligt, det kan ikke gøres. Men altså denne lille Jøde er nu Kontorchef i Magistraten og ham håber jeg på som Gæst i vort Hus. ham håber jeg på som Gæst i vort Hus: Marcus Rubin omtaler ekteparet Skram i sine erindringer: Nogle Erindringer, 1914. Han er meget klogere som oftest også finere end jeg – ikke selskabelig taget, der mangler han en Del – hans Fader handlede med brugte Bøger og var dertil lærd Talmudisthans Fader handlede med brugte Bøger og var dertil lærd Talmudist: David Rubin var en innvandret huslærer som drev bokhandel og underviste i Mosaisk trossamfund. – men af Hjærte. – Nej Du, Du har intet sagt mig om Indvendingen angående det kønslige imod Garborgs Bog, og jeg finder det yndigt, sødt, dygtigt af Dig at Du har denne Indvending; den var nær undgået mig. – Min Amalie jeg synes det var sødt af Dig, at Du ikke gik til Kunstudstillingens Åbning. Du er mindre verdslig end Du har været – ak tro nu ikke at jeg tror, at Du har været mere verdslig end andre smukke Damer, men som sagt en Rem af Huden har Du haft, og nu meget mindre, og det er din Kærligheds Skyld. Har jeg slet ikke Ret? – Sig mig, er det Stykke Du omtaler af Gunnar Heiberg et nyt Stykke?det Stykke Du omtaler af Gunnar Heiberg: se brev 180, note 6. I disse Dage er «Tante Ulrikke» udkommet. Jeg venter så småt Brev fra Manden; jeg har skrevet ham til. Drak den Karen ikke, blev han til noget. Han har et ganske anderledes Hoved end mit. Sig mig min dejlige Pige, om jeg har sagt Dig, at Du er sød fordi Du forrige Fredag vandrede i Nattens Mulm og klingrende Frost med mit Brev i en Postkasse? Jeg har vistnok kun flygtigt svaret på mit Mandagsbrev. Hør Du jeg syntes det var morsomt, at da Du sidste Gang skulde skrive til mig sad Du med 3 Breve – der kan Du bare se hvor flink jeg har været. Halløj nu må jeg afsted til Withs Aftenselskab! Du har naturligvis Ret med «Un[e] vie». Der er ypperlige Ting. Men gennemgående hvor lidet Kunst er der i den Bog. Et Skema, ikke malede Mennesker. Kender Du nogen af dem? Kan Du blot huske deres Navne?

Jeg elsker elsker elsker Dig Amalie! Tro på mig, vær tryg ved mig

Din Erik



188. Amalie til Erik

Kr.ania 17de dcbr. [1883]

Min elskede dit lange, søde, kjærlige brev, som jeg fik idag har fyldt mig med en dyb lyksalig glæde. Men uf, at jeg ikke kan få kysse dig; i dag har jeg gået og trængt så græsselig til at få kaste mig om din hals og kysse dig sagte og ømt men mangfoldige hundrede gange op og op igjen, på munden og på halsen bag øret, og på begge sider af næsen, og på øinene dine – nei det er sandt, det kan du ikke like, og det er så kjedeligt, men så på panden istedetfor. Og omfavne dig og trykke mig ind til dig, og takke dig for brevet, og for den gode, trofaste, arbeidsvillige kjærlighed du har givet mig, du elskede mand med dit bløde sind, og din leilighedsvis skarpe tunge, når du mener det er din pligt at ta’e mig i nakken, og stanse min rappe tale. Og sige dig at jeg elsker dig, at alt mit menneske min villie og min attrå er bøiet imod dette ene: at kunne blive i sandhed dig tilpas, være fuldt ud noget godt i dit liv, som du har været det, og vil blive det i mit. Det er underligt at have fået noget så konsentreret indeni sig, noget der grådigt og fordringsfuldt absorberer alt andet, noget rent vampyragtigt og så at vide at gjennem dette og dette alene, går veien til at blive et bedre og værdifuldere menneske, – du skal få se! Nu har jeg kun dette éne som helt interes[s]erer mig: at jeg er din hustru, og at jeg skal gjøre mit til at leve et virkeligt skjønt og nobelt ægteskab med dig. Jeg er ikke uden bange anfægtelser, ikke for dig, men bare for mig, for at jeg ikke skal strække til, ikke skal kunne give, og give, og give, og glemme at der er et væsen som hedder Amalie Müller, som har været svært glad i sig selv, og svært vant med at tage imod beundring og hyldest, uden at give noget igjen, ja ofte uden at ænse det, eller agte på det, som anderledes, end noget, der faldt af sig selv. Ja, du, jeg vidste det ikke før nu da jeg elsker dig, at jeg har været grufuld egenkjærlig alle mine dage, og grufuld selvtilfreds. Og det er derfor jeg er bange for at denne gamle Adam ikke skal være så let at få livet af, sådan på komando, og da vil det gå vort ægteskab ilde, for det er dig som skulde have hele min kjærlighed, min sjæl og al min forfængelighed. Du, idag efter dit brev er det, som var du gået helt ind i mig, – jeg kan ikke huske, at jeg før nogensinde har havt denne stærke følelse af en inderlig forening, – og det er så lyksaligt, – det er mit hjærtes fryd, min glæde og stolthed. – Jeg har betragtet «dit» billede,«dit» billede: se brev 187, note 4. som gik mig med en følelse af glæde lige til hjærtet, fordi det på en rørende, stilfærdig og enkel måde realiser[er] ægteskabets idé; jo mere jeg tænker på det, jo rigere bli’er min glæde over det. Men jeg er bange for, at jeg ikke godvillig kan gå med på dette at blive korrekset for mine raske domme. Det er min natur; får jeg ikke lov at være rask i min dom, så vil jeg aldrig kunne have nogen dom. Jeg har slet ikke tid til at gå og gruble det ud langsommeligt og samvittighedsfuldt, og jeg tror ikke at jeg vil lære det heller. For jeg skal sige dig, at evnen til at dømme til at tale, skrive noget vilde dermed visne bort hos mig. Jeg vilde altid gå og være usikker, fordi der aldrig blev ende på betænkeligheder. Og hvad er til syvende og sist den rigtige opfatning? Kan den ikke klandres og bortraissonneres, og modbevises af den første den bedste, der ser anderledes. Og hvor kan man vide at man ser alle faktorer. Og desuden har jeg ikke sét andet end at mine instinktive domme til syvende og sidst har været rigtige; det vil sige der har kunnet være mere af godt, mindre af slet, eller omvendt, end det jeg så og følte fra begyndelsen af, men der har dog været mening, og det god mening og ordentlig grund for mit, så raskt i ord, omsatte indtryk. Eller du vil da vel ikke nægte det, at den ene kan have større evne, til at se og føle skarpt og rigtigt, mere lov altså til at dømme hurtigt – dømme er forresten et dumt og ubetegnende ord – jeg mener til hurtigt at skaffe sig en mening, end den anden. Jeg er slet ikke så vis på at det er et ubetinget fortrin at være langsom med at skaffe sig en mening eller en dom. Man vinder noget derved, men man taber noget andet, og jeg ved ikke jeg, hvad som er mest værd. – – Så E. Brandes er reist bort. Ja, jeg har gået her og kjendt det på mig, at Ingeb. var reist til et møde med ham. L. Holst fortalte, at den historie om at kyle en bog der bar hans navn i væggen, var aldeles sand; det var bleven ytret i hans egen stue. Da jeg ikke formår at gjennemtrænge denne nattegåde, vil jeg aldeles ikke bryde mig med at anstille betragtninger over den. Helland sa’e, at hun havde været i et rasende sindsoprør den gang hun talte om «Moderne Damer», og at hun også var kommen ind på at tale om sit eget liv i de bitreste, voldsomste ordelag. Nei, snakket om J.P.’s bog og forbitrelsen mod ham, har ikke lagt sig; jeg er forlængst træt af det, men de andre bliver ved at rase. Nu må du vide, det gjør mig ondt for ham. En anmeldelse som stod i Bergens Tidende af Lofthus,anmeldels …i Bergens Tidende: Moderne Damer ble anmeldt i Bergens Tidende 5/12/83 av Strix Bubo (dvs. Olav Lofthus, redaktør av avisen). synes jeg var for drøi, – det er for plumpt at sige at han «står i taknemmelighedsgjæld til de folk, som han har forsøgt at æreskjænde» o.s. v. Finder jeg den, skal jeg sende dig den. I den thaulowske familie snakker de om at jeg skal være forlovet – «de har det fra sikre kilder» –, men de andre tror det ikke, og thaulowerne tviler ganske sikkert selv. Ingen har talt til mig om det. Fru Schjøtt sa’e uforbeholdent at hun hadede din anmeldelse af «En Hanske»,din anmeldelse af «En Hanske»: se brev 176, note 7. at den var skrevet fra et synspunkt, som hun foragtede, og at hendes mand var endnu mere forbitret over den. Det vilde hun vel måske ikke sagt hvis hun havde tænkt at jeg elskede dig, og det var omtrent det første hun sa’e, da hun første gang så mig. Fritz er reist til Modum igjen tilbage til sit hi, deroppe, og har taget begge de små med sig. Pylle har ligget tilsengs, men skal være oppe igjen; jeg har ikke sét nogen af dem, for jeg elsker at være for mig selv, og leve i min lykkelige drøm om min elskede. Desuden, når gamlefruen ser mig, begynder hun at fråge og fritte om Ingeborg og Fritz og alt det rod fra før af, du ved; da jeg var Ingeb.’s fortrolige, og siger jeg så et ord kommer der sladder og ubehageligheder ud deraf som her i høst engang – jeg har ikke talt om det for det kjeder mig så, – men siden har jeg skyet fru Thaulow. – Du skal ikke sende mig Dr.manns bog,Dr.manns bog: se brev 179, note 6. for jeg har fået den fra Dgbldt. til anmeldelse; det greb mig ikke det om Ingeb. og Dr.mann, skjønt meget i det var godt, særlig var hun fint og treffende skildret – men jeg har bare fløiet igjennem det endnu – så jeg ved ikke rigtig. Det bæres mig for at han raser mod sit eget parti, – ja, det vidste jeg jo, han vilde, men hvad er det så han vil ha’e op til gjengjæld for det han vil rydde afveien? Jeg forstår ham ikke; at en B.B. kunde rase mod det væsen, – men Dr.mann?! Det overstregede var ingenting,Det overstregede var ingenting: om Moderne Damer i brev 183. en bemærkning, – tror jeg – om at da skildringen af mig slet ikke var treffende, – så var det rimeligt at jeg ikke brød mig om det, noget sligt, – jeg strøg det fordi det så så flout og dumt ud, og jeg strøg det så vel, fordi du ikke skulde se, at jeg havde generet mig for dig; nu kunde du jo tænke alt muligt. Jeg er begyndt på artikkelen om «Over Ævne». Jeg tror, at du sikkert kan bede om plads for den, – jeg mener, jeg agter at gjøre den færdig. Ja, naturligvis har jeg talt med Warburg, han sa’e næsten bare dumme, eller idetmindste utålelige kjedelige ting, som at det var rimeligt at Gengangere var forkastet af teatrene, at det var umoralsk, hvorfor?, – jo fordi en fader ikke kunde tage sine sønner, en moder ikke sine døtre hen for at se det. En skikkelse som «Regine» var omtrent en forbrydelse af en digter at levere, – hvorfor?, – ja fordi hun var en komplet usandhed, – så dybt var ingen kvinde sunken! i ufølsomhed! i egoisme! Og så nød han som en liflig læskedrik at sidde og tale om hvor slet E.B. havde behandlet sin kone. Han kunde gjerne sige det, men den måde! – jeg fik lyst til at slå ham, eller idetmindste til at sig[e]: de er en væmmelig fyr. – Nei, det er intet nyt af Gunnar Heiberg, – det var jo det stykke om teatret jeg mente,det stykke om teatret: se brev 180, note 6. – det som du sa’e havde næsten kjedet dig, eller idetmindste var forekommet dig mindre godt. Du må ikke være så dum du Erik min. – Jeg går næsten altid ned med brevene i nattens mulm og kulde, så det er intet at takke for at jeg gik netop hin fredagsnat min søde, deilige, prægtige gut! Nu vil jeg slutte. Jeg er træt og søvnig. Godnat Elskede; jeg sender dig et langt, langt brændende varmt kys.

Din Amalie

Send mig anmeldelsen tilbage. – J.P. er bleven taget til indtægt af Morgenbladet.Morgenbladet: Norsk Morgenbladet anmeldte Moderne Damer 28/11/83. Det har rost hans «Moderne Damer» så meget det anstændigvis gik an. – D.S.



189. Erik til Amalie

Mandag den 17 December 83

Du begriber min elskede Amalie, at jeg har måttet gøre en Anstrængelse for ikke at svare Dig på dit sidste Brev,dit sidste Brev: brev 186. før jeg foretog mig nogetsomhelst andet. Men Du vil, håber jeg, i «Dagbladet» kunne læse Dig til,i «Dagbladet»: Eriks korrespondanse «Fra Kjøbenhavn», som beskriver Casino-møtet 15. desember, hvor Berg og andre overtok Morgenbladet, og som også inneholder en inngående kritikk av Holger Drachmann for hans forræderi mot Venstre, ble trykt i det norske Dagbladet 19/12/83. at det Brev, jeg igår var temmelig længe om at få skrevet – så længe at der ikke blev Tid til andet – måtte afsted, måtte gøres færdigt, inden jeg plejede min Lyst, mine private Sager. Du elskede for et Brev Du har sendt mig! Noget godt og smukt kommer der dog frem ved vor Adskillelse. Min Ven, det er som elskede Du mig inderligere nu end tidligere, som følte Du det bedre, vidste Du bedre Besked derom. Amalie véd Du, at vor sidste Strid i København, den Aften da jeg skulde gå nøjagtig Kl. 5′ i 11, da jeg brød af, rakte Dig Hånden og gik, og så satte mig hen på Kaféen, så J.P. og skrev til Dig,så J.P. og skrev til Dig: se brev 171. den Aften lærte jeg at elske Dig dybere og inderligere end før. Eller måske det var først næste Morgen jeg stod op. Fra da af vidste jeg, at intet kunde skille mig fra Dig. Jeg havde følt og vidst det længe forud, men fra da vidste jeg det klogere på en dybere, tilforladeligere Måde. Siden Amalie har jeg elsket Dig med så inderlig en Lykke, med en så stærk Følelse af hvor godt denne Kærlighed gjorde mig. Og jeg tror jeg véd Grunden til at denne Aften blev et Slags Vendepunkt. Jeg indså, at der havde været en Slags brutal Tilegnelse i min Kærlighed, jeg havde i Grunden ikke ofret Dig noget. Fra da af var min Beslutning fast, at jeg vilde kaste det ud af mit Sind, som kunde gøre Dig Fortræd, og at jeg vilde passe på, gøre mig usigelig Umage. Jeg så, at det var mine Ord, som kaldte det onde – ak jeg mener det ikke slemt – frem i Dig. Det skulde ikke ske mere. – Jeg vilde lære at forstå Dig meget bedre end før, jeg vilde virkelig gøre mig til et kærlighedsfuldt Menneske, være øm over Dig, ikke forkæle Dig, for det synes jeg er en uendelig Svaghed og en Uret, men være fyldt bedre af Dig end tidligere, kort sagt, jeg vilde passe på mig, ikke være et fordringsfuldt, stivtænket Menneske som før. Ak sig mig Amalie, tror Du det er lykkedes en Smule for mig? Eller var hine Ord om Svenskernes ulykkelige «Tyngdepunkt» et Fald helt tilbage i gamle Synder? – Men nu ikke mere om det, kun at jeg elsker Dig min dyrebareste Ven på Jorden,jeg elsker Dig: «elsker» er understreket tre ganger. min sødeste Pige, og at jeg véd, at Du elsker mig. Jeg længes forfærdelig efter Dig, og jeg hader den Tanke, at jeg er nødt til på en Måde at vænne mig ind i et Liv på ny uden Dig. Det er en ørkesløs Anstrængelse, en dum Straf for en Forbrydelse, som jeg ikke har begået. Jeg havde jo nok tænkt mig, at mine Breve kunde gøre Dig en lille Smule glad, men at de har frembragt noget så usigelig yndigt som de Tanker Du røber i dit sidste Brev, min Ven det er langt over Fortjeneste. Å nej Unge, hvis det blot er min Kærlighed og Glæde ved Dig, som Du belønner. – Ja jeg forstår, at dine Gutter må blive hos Dig i Julen. Men der kan Du se, at det var den rene skære Egenkærlighed af mig at ville have dem. Jeg vilde slutte Venskab med dem, jeg vilde, at de skulde mærke, at jeg var deres gode ældre Kammerat, at de ikke skulde gå hen og klage i deres Hjærte over, at deres Moder gik bort fra dem til en fremmed. Senere er det måske slet ikke så let at vinde deres rolige og kloge Tillid. Men jeg håber det min egen Amalie, min ærlige Vilje skal indgive mig den Klogskab, der vistnok må til for at de kan blive helt Venner med mig. De hører Dig til, de er et Stykke af Dig, et uadskilleligt Stykke af Dig, Du måtte slet ikke undvære dem, og så tænk, at de er som de er! Tror Du ikke, at også det spillede en Rolle for mig, at jeg kunde komme til at leve en Uge eller mere uforstyrret med to sådanne gryende unge Mænd? Er der ikke noget at lære der? Tror Du ikke, at det for mig omtrent vilde være det samme som for en Musiker, der i mange År havde levet mellem forstemte Instrumenter, pludselig at høre det rene a? En Bekræftelse mulig på, at han trods alle de falske Toner, han daglig måtte høre, dog havde formået at holde sin Ungdoms ægte Tone ved lige, eller måske en manende Klang i Øret om, at også han var begyndt at få sit Øre fordærvet. Begriber Du, at jeg vilde være i Spænding ved at modtage dem? Men ikke bange. Jeg var langt inde i mine Planer om, hvorledes vi skulde tilbringe vore Dage her nede. Nogle Penge måtte de selv bringe med, men for Resten skulde vi nok have klaret os. Da jeg så skrev, indså jeg jo nok, at det vel ikke kunde lade sig gøre. Men jeg trode, at Du ikke vilde sende dem, for ikke at fortælle hvor nøje vi alt var knyttede til hinanden. Men Du har Ret min Stump, naturligvis, i hvad Du skriver om denne Sag, og jeg burde have kunnet tænke noget lignende. Så har vi jo Sommeren at håbe på. – At Du havde Madrats til Sengen, havde jeg glemt, jeg trode kun det var andet Sengetøj. Men hør nu Ven. Er dit Sengestel, jeg mener Skelettet, smukt? Jeg véd slet ikke, hvorledes det ser ud, Omhænget skjulte det. Kan det stå frit ud fra Væggen uden Omhæng og endda være præsentabelt? Er det dette, så bliver det dog vistnok det fornuftigste, at Du køber Tvillingsengestedet nøjagtig som dit oppe i Kr.ania. I modsat Fald sender Du mig det nøjagtige Mål af Madratserne, og så køber jeg derefter to Sengesteder her nede. Ens må de være og honette må de se ud. Tror Du det er muligt at få Omhæng om begge Sengene? I alt Fald vel en Kappe op ad Væggen. Har Du tænkt på, at Du må komme med alt dit Hab’und Gutalt dit Hab’und Gut: alle dine eiendeler. en Uge før vi går hen og gifter os for at vort Hjem straks kan være præsentabelt? Amalie jeg bliver næsten svimmel ved Tanken om at sidde med Dig virkelig fuldstændig helt og holden som hæderligt Ægtefolk. Min egen Pige, hvor er jeg glad ved at vide, hvor dejligt det vil blive. Jeg véd ikke nøje min egen Ven, hvad det er, der gør Dig det nødvendigt at blive en bestemt Termin ud i Kr.ania. Men er det kun, at Du vil gøre et bestemt Arbejde færdigt, så betænk, at en Udsættelse, en Stoppen op og Tagen fat på ny som oftest kun er til Gavn for Arbejdet. Når Tiden er der, at Du for dine ydre Pligters Skyld kan komme, så kom Elskede. Hører Du, det er Synd andet. – At Du har sagt Helland, hvorledes alt forholder sig, er mig en Sten fra Hjærtet. Men han måtte klemme Dig hårdt, måtte han. Og jeg er glad ved Amalie, at jeg har let ved at tro på dine Lovord om Manden. Jeg har altid følt og fundet mig vel ved hans Ærlighed. Han er en Bjørn, men en honnet Bjørn, og når han véd, at han skal holde sine Fingre fra Dig og gør det, og er Dig hengiven endda og fin i sin Adfærd imod Dig, så har jeg let ved at føle Venskab for ham. Det er kun når han gør Scener og tager Dig om Håndledet og tiltager sig Rettigheder overfor Dig at jeg har været ondt sindet mod ham. Nå han tænker vel næppe på at gengælde mine venskabelige Følelser. Du må en Gang Stump med så megen Omhu som det er Dig muligt sætte ud fra hinanden for mig hvad Normænds Had til Danmark egenlig er for noget. Hvad er det, som gør, at «dette forbandede Jyteland ligger os alle i vejen»? Jeg må lære at forstå det. Du begriber, at Du ikke må tænke på at bruge skånsommere Ord end dem der virkelig hører til. Der må jo være nogen Fornuft i dette, ikke? – Vil Du love mig, når Juleaften kommer, at være en Smule bedrøvet, fordi jeg ikke er hos dig. Vil Du love mig at tro på, at jeg skulde have passet stille og skikkeligt ind imellem dine Venner. At jeg havde undt dem al den Glæde, de kan hente hos Dig, når jeg kun havde fået Lov til at mærke, at jeg stod Dig nærmest, så nær, at jeg som en Konge med et Smil kunde se Dig skænke ud af mine Skatte; der blev altid uendelig meget tilbage, jeg kunde intet tabe. Tror Du jeg har kunnet læse om din Juleaftens Ordning uden at have en sår Fornemmelse? Men den er blød og god, min egen elskede Ven. Og vil Du så love mig én Ting som en lille Slags Erstatning og Opmuntring for mig, at Du vil lægge den lille Ting – hvad det nu kan blive – som jeg sender Dig, frem imellem de Gaver, Du får af de andre. Du skal sige mit Navn højt den Aften imellem de andre, hører Du. Det ydre Bånd vil jeg have på Dig. Det er også rigtigt at vænne dine Folk til at se og høre tale om Fjenden, at de ikke skal flygte over Hals og Hoved, når han nærmer sig. Du må ikke synes det er småt af mig, at jeg nærer dette Ønske. Jeg vil føle mig så fattig den Aften; men den Vished, at jeg dog på en Måde kan komme stilfærdig og beskeden med ind i din Julestemning vil gøre mig godt. – Har Du nogensinde skrevet til mig om din Broder i Amerika, må jeg fuldstændig have glemt det. Dette er jo en meget sørgelig Historie, og det gør mig ondt for din stakkels Moder. Hvad er dog det for noget besynderlig noget, som gør et Menneske til det, din Broder er, eller har været. Var han ældre, yngre end dine andre Brødre? Han må ligne en Farbroder, jeg har haft,en Farbroder, jeg har haft: dvs. Carl Gerhardt Wilhelm Schram, som døde 1863. som døde på Ladegården,Ladegården: fra 1833 tvangs- og arbeidsanstalt for straffede personer og vagabonder i København. Du véd – hvad er det, I kalder det? Han var bleven hjulpen de utallige Gange, var elskværdig, theologisk Kandidat tror jeg, allenfals Student, havde mange Sprogkundskaber, kunde t.E. russisk, har skrevet en Tragedie – som rigtignok er blot og bar Efterklang – var Medudgiver som ung Mand af et Tidsskrift osv., men min Fader måtte lade ham synke i Sølen, han var uforbederlig. De sidste 10 År af sit Liv var han på Ladegården, men fordi han var en dannet Mand blev han ansat på Kontoret der. Så oversatte han Romaner for et Lejebibliothek, tjente lidt derved – 1 Kr Arket eller så – blev betragtet som den fine Mand imellem Lemmerne og var lykkelig. Jeg så ham da han skulde til at dø af en Svulst i Halsen. Han lå på «Almindelig Hospital». Luftrøret var overskåret på ham, han åndede gennem et Sølvrør og kunde derfor ikke tale. Min Fader havde taget mig med ved et Besøg på Hospitalet, jeg var 12–13 År – «en anselig ung Mand,» skrev han på sin Tavle og smilede anerkendende til mig. Han var meget smuk, så ud som en døende Minister eller sligt. Hans Fader var jo også Konferensråd og (Slegfred) søn af den bekendte Minister Grev Bernstorph.(Slegfred) søn af den bekendte Minister Grev Bernstorph: dvs. A. P. Bernstorff (1735–97). I sine etterlatte papirer gjentar Erik denne påstand om sin farfar: «Hans Moder siges at have staaet i Forhold til Grev Bernstorff; som forresten bekostede hans Opdragelse.» (Erik Skrams papirer, NKS 4501 kps. 18. KB.) Hans søster Henriette Skram antyder det samme i sine utrykte erindringer: «Min Farfar … var opdraget af A. P. Bernstorff, om hvem han i sit Ydre minded en Del. I hans Arbejdsværelse stod en smuk Portrætbust af Grev Bernstorff …» (Ja så fin en Nedstamning har nu jeg på Fædrene Side; Du véd, at Mama er Datter af Justitsråd Hoë fra Trondhjem.)Mama er Datter af Justitsråd Hoë: Ida Johanna Hoë, datter av Emanuel Hoë (ca.1760–1833). Hvad er det for mærkelige Egenskaber, som driver sligt et Menneske ned i Sølen? Egenlig fordrukken påstod min Fader, at han aldrig havde været, kun en ubændig Hang til at drive på Værtshus og traktere Svirebrødre, til han ikke ejede Skjorten på Kroppen. Han er bleven funden på et Loftskammer absolut nøgen, udtæret af Sygdom og Sult. Da han kom på Ladegården, skal han have opført sig godt og været tilfreds. Tilfreds var han også på Hospitalet, hvor han døde. I al Almindelighed kan man sige, at det er en absolut Umulighed ved at styre sig selv, som fører disse Mennesker i Ulykke. I en Tvangsanstalt kan de komme igennem, uden for går de i Hundene, men det er jo ganske vist en dårlig Trøst og ingen Forklaring. Det er sandt, min Farbror skal være bleven aldeles urimelig forkælet som ung af en ufornuftig Moder. Jeg forstår og synes, at det er rigtigt, at Du har kunnet gøre Dig færdig med et Menneske af denne Beskaffenhed. Der er, skal og bør være en Grænse for ens Hjærtes Evne til at lade sig mishandle og bespotte. – Min søde Pige, men sørgelig er denne hans Opdukken i din Moders rolige Hjem. – Stump, jeg trængte hårdt til Dig igår for at give mig et Råd. Jeg vidste ikke, om jeg skulde sende det Brev om Drachmann afsted.det Brev om Drachmann: se note 2. Mon Du har læst det i Dgbl., når Du modtager dette? Jeg gik usikker i Seng i Nat, men imorges var jeg helt rolig, jeg syntes, at alle mine Betænkeligheder var forsvundne. Det er desværre ikke nær godt nok skrevet, jeg var famlende næsten ved hvert Ord jeg skrev, jeg var ikke ret Herre over Stoffet. Men én Ting forekom mig utvivlsomt rigtigt: at tilføje en politisk Slyngel og moralsk Pjalt en Tugtelse. Jeg gjorde det for vor alles Skyld. Troløshed er en forfærdelig farlig Ting at leve Side om Side med. De falske politiske Alliancer, som det er Tidens Krav for Øjeblikket at holde i Hævd og Ære, udsætter en i forøget Grad for at falde i en eller anden Grav, som en ærlig Mand ikke tænker på og ikke frygter. Hvor derfor Bagholdet, Overfaldet, Falskheden viser sig grelt for alles Øjne, bør det tugtes. Dr. skal ikke have Lov til at komme godt fra den gemene Historie, han ved denne Lejlighed har lavet. Der er en Tilbøjelighed her hjemme, som jeg vistnok også lider under, at bortforklare alt og bære over med alt. Det virkede derfor elektriserende på mig, at Pingel, denne Hædersmand fra Top og til Tå,Pingel, denne Hædersmand fra Top og til Tå: Victorinus Pingel var politiker, venstremann. Han hadde blitt avskjediget som lærer ved Metropolitanskolen i juni 1883 p.g.a. sine radikale pedagogiske synspunkter. Etter Casino-møtet, hvor Drachmann støttet Berg, gikk Pingel til angrep på sin tidligere gode venn fra det litterære venstre. Se note 2. havde offentlig kaldt Dr. en Slyngel, en Tudse, han ikke vilde sætte sin Fod på. P. endte sit Angreb på Dr. som denne i Begyndelsen ynkelig tav stille til og senere kun imødegik med den flove Undskyldning, at han var Lyriker og havde været hidsig som Pingel nu, med at sige, at han (P.) ikke var nogen principiel Modstander af Dueller. Den ulykkelige Dr. der bestandig er omsvævet af denne ubehagelige Snak om Dueller,denne ubehagelige Snak om Dueller: se brev 112, note 4. som han nu en Gang ikke vil indlade sig på! Ingen synes her nede at kende Duelhistorien med Fritz, derimod hører man fra alle Sider, at den Skildring, jeg omtalte,den Skildring, jeg omtalte: se brev 181, note 8 gælder Ingeborg, Fritz, Dr. og E.B. – Min Ven, det jeg kortelig fortalte forleden om «Morgenbladets» Skæbne,om «Morgenbladets» Skæbne: se brev 185, note 9. er nu virkelig sket. Foreløbig er Berg Ejer af Bladet, og som det synes skal Hørup-Brandes dethroniseres. Det er en lang Historie at sætte Dig ind i alt, og noget er så vidt jeg véd også Statshemmeligheder – som jeg naturligvis øjeblikkelig vilde røbe Dig mundtlig, men som det dog falder mig lidt hårdere på Samvittigheden at afsende skriftlig – men i al Korthed er Sagen den. Berg, som nærmest hører det grundtvigianske Demokrati til,Berg, som nærmest hører det grundtvigianske Demokrati til: Chresten Berg håpet ved denne tid å bli minister, og måtte skille seg fra det radikale «europeiske» venstre; som motvekt dannet han «det danske venstre». sluttede i sin Tid Forbund med det literære Venstre, og et Fælleseje af Mrgbl blev lavet i Stand dog således at B. skulde have Ret til at udløse Medejerne 15 December 1883.15. desember 1883: Bergs oppsigelse er datert 12. desember. Denne Klausul glemte de andre. B. blev faktisk trængt ud af Mrgbl. Jeg har selv bidraget meget dertil, idet han omtrent var umulig at arbejde sammen med, fordringsfuld og tung som Manden var. Og det var altså det literære Venstre, der fortrinsvis fik Indflydelse gennem sit Organ. Ved forskellige Lejligheder gik særlig EB. Bergs Hjærtens Meninger skærende nær, andre Grunde gjorde Forbundet mellem disse to til næsten kun et Skin, nu har dertil nye overraskende underjordiske MakinationerMakinationer: intriger. gjort Berg utålmodig efter at tage Afstand fra «Fritænkerne» – forleden gjorde han Brug af sin Ret. Mrgbl er hans og Grundtvigianernes. Det lader til, at Hørup ikke vil slippe Brandes og dermed sin Forbindelse med det literære Venstre – jeg havde nærmest antaget det, hans hele Stilling (Statsrevisoratet) er i høj Grad afhængig af Bergs Nådeafhængig af Bergs Nåde: Berg og Hørup hadde sammen dannet partiet Folketingets venstre i 1878, men Hørups politikk var blitt for radikal for partiet. – og når så er, er vi ikke lamslåede, men kommer Bruddet med Berg, er «Magten» forbi. Du kan begribe min Unge, at det falder for Brystet at skulle have Edv. B. til absolut Fører, det er blevet os til en lille Forbandelse, men foreløbig er der herved intet at gøre. Gid den Mand – ak nej det er sandt, han er desværre uundværlig. Jeg er for Øjeblikket mest tilbøjelig til at antage, at der vil ske et Tilbagekøb af Mrgbl., men Vilkårene er så slette, at vi pekuniært omtrent vil begynde med et Fallitbo. Udsigterne er ikke lyse. Nå alt dette har naturligvis opfyldt mig meget i den senere Tid. Vanskelig har det været at få noget at vide, Meddelserne har svinget frem og tilbage. Navnlig synes det for Resten at der har været ved at lave sig et Forbund Berg-Drachmann-Borchsenius-Larsen (den frhv. Redaktør af Mrgbl.)Larsen: N. J. Larsen, redaktør av Morgenbladet 1873–81. og både Pingels Optræden og min Skynding med at få mit Brev afsted har været påvirket af Politik. P. har selv fortalt mig, at han ved at se de fire nævnte efter det store Kasinomøde indfinde sig til det foranstaltede Gilde (på Hj. af Amaliegade og St Annæplads i det såkaldte Larsens Lokale) lige som ved en Gnist i en Krudttønde fik sin uhyre Harme tændt og lod den eksplodere straks. Og Virkningen har da også foreløbig været den, at Berg har desavoueret Drachmann. Det er ikke sikkert, at han havde gjort det, havde man ladet Dr. være uanfægtet og kun i al Skikkelighed havde vist ham tavs Uvilje eller Foragt. Nå denne Dr’s jammerlige Stilling vil vel snart være forbi – om fjorten Dage, en Måned er alting glemt, han besøger en grundtvigiansk Højskole i Vinter, skriver Digte i «Højskolebladet», nogle Skildringer, som udkommer i Bogform, og bliver Mrgbl’ Bergs, lever han så længe han kan sammen med det «brede» Folk i dets Spalter. Så ender han vel engang helt ovre i Højre eller ydmyger sig for Brødrene Brandes, Fanden kan stille hans Horoskop. En Maler fortalte mig et karakteristisk Ord fra et af de Fiskerlejer, Dr. har besunget, og hvor Fiskerne som sædvanlig ikke kunde lide ham: «Nej ham lider vi ikke, han har et koldt Øje.» Er det ikke fortrinlig set og sagt? – Stump nu er jeg træt, Klokken er også mange, jeg må slutte. Jeg spiste hjemme hos Moderen igår og havde det hyggeligt. Kunde Du få Tid til at sende et Brev dertil, gjorde Du Mama glad lige ind i Hjærtet. I Aften har jeg fra Bertha Knudtzon fået sendt Anmeldelserne af Moderne D. tilbage tillige med et lille Kort, hvorpå jeg opfordres til snart at aflægge dem et Besøg. Familjen længes efter at høre noget om Dig. Hos Drewsens har jeg endnu ikke gjort Visit. Det er ikke sandt med det lange Brev fra Bjørnson til Borchsenius, men det forholder sig rigtigt med Brevkortene.Brevkortene: se brev 185, note 6. E Brandes’ Fraværelse fra Byen indskrænkede sig til to Dage. En Sammenkomst i Hamburg? Endelig Opgør? Imorgen kan jeg sikkert ikke skrive til Dig min sødeste Stump. Har Du savnet mine daglige Breve? Men det går ikke an at skrive så meget til Dig. Det stjæler virkelig min Tid mærker jeg og al min Interesse. Jeg bliver nu alligevel ikke Menneske, før Du sidder inde i den anden Stue og kradser på noget Papir lige som jeg. Så kan vi jo en Gang imellem se ind til hinanden og mødes i det neutrale Værelse, hvad? Og så sove sammen Amalie. Ak, blot jeg vidste om jeg er en uforbederlig Snorker. Så kan jeg jo i Grunden lige så godt skære Halsen over på mig med det samme. Vil Du tænke Dig min Stump, at jeg idag har glemt at gå i Rigsdagen, til min Forretning! Formiddagen gik med Samtaler med G. Brandes og den Maler, jeg nævnte før for Dig,den Maler, jeg nævnte før for Dig: kanskje Vilhelm Groth (se brev 171, note 3). om Situationen. Så skulde jeg have læst noget, var træt fordi jeg igår kom sent til at sove og havde været nogenlunde tidlig på Benene idag, faldt i Søvn på min Sofa, måtte besørge et Ærinde før Middagsmaden på min Restauration og huskede da pludselig på Rigsdagen. Da var Kl 5, jeg skulde have været der ½ 2. For sent! Det var din Skyld, jeg tænkte hele Formiddagen kun på at gå hjem for at skrive til Dig; men det fik jeg så rigtignok først begyndt på i Aften. Der kom en Indbydelse til mig til i Aften men den har jeg ikke brudt mig om. Du elskede søde Pigebarn, Du min dejlige yndige elskede Ven!

Din Erik



190. Erik til Amalie

Onsdag Aften den 19 Decemr 83

Min elskede elskede Ven, jeg er ulykkelig i Aften over at der intet Brev er kommet. Jeg havde så sikkert ventet det. Det er en ussel Tilstand at leve adskilt fra Dig, jeg véd slet ikke, hvordan jeg skal komme igennem disse Måneder. Igår ventede jeg ikke Brev, og Dagen gik derfor nok så tålelig, men idag, nu i Aften da Tiden har sneget sig forbi, uden at Postbudet har været her, nej Amalie det er afskyligt. Min egen søde Pige ventede Du i Lørdags og måske også i Søndags Brev fra mig uden at få det, kom det først i Mandags? Ak har jeg tilføjet Dig den samme Uro og underlige rastløse Pine? Men min sødeste Stump, først måtte jeg vente med at skrive, hurtig kunde jeg ikke befri mig for Følelsen af at have lidt en lille Smule Overlast af Dig, og så syntes jeg, at mit Brev var for mangelfuldt til at sendes afsted. Jeg lod det ligge til Fredag. Det gik nok op for mig så, at det i Grunden var Uret af mig; men da var det for sent, min egen dejlige Pige, og jeg var også letsindig og sagde til mig selv, at i Længden vilde det jo dog heller ikke gå an at forvænne os begge i den Grad med Breve. Men nu da jeg selv sidder og er forvænt og har trot på, at Du straks i Mandags vilde have sat Dig til at skrive, og det ikke er sket, nu Amalie lider jeg. Du er mig så forfærdelig nødvendig Stump, så aldeles helt og holdent nødtørftig, så rasende uundværlig, hører Du Amalie, jeg er et ynkeligt Menneske uden Dig. Jeg tør ikke forlange, at Du skal skrive hver evige Dag, for jeg véd jo, at Du er flittig og ofte ikke kan få Tid, men det er forfærdelig sørgeligt når Du ikke gør det, jeg er syg, elendig, uduelig, umulig, når jeg ikke hører fra Dig, og får jeg så dit Brev, lever jeg kun i det. –

Min elskede Ven så langt var jeg kommen, så afbrød en lille Visit af With mig, han vilde låne «Une Vie» og så satte han sig for at passiare, og jeg var i dårligt Humør og Samtalen gik trægt – så ringer det. Det var Postbudet Elskede med dit Brev.med dit Brev: brev 188. Så gik With, jeg har læst dit Brev og fløjet Lofthus’ Anmeldelse igennemLofthus’ anmeldelse: se brev 188, note 2 – nej så kan Helland bedre – Du min dyrebare, dyrebare Skat, mit Eje, jeg er næsten lige så bedrøvet endnu, fordi Du ikke er hos mig Amalie, jeg er helt modløs i Aften. Jeg længes på en helt ulykkelig Måde. Jeg vil læse dine yndige Kærlighedsord om igen, måske jeg ved den anden Læsning kan blive lykkeligere, gladere tilmode, mindre lig en forladt Mand, der strækker Armene ud i det tomme Rum efter sin Elskede. – Jammen som jeg vilde kysse Dig, hvis Du kom ind ad min Dør nu! Tror Du tåbelige Pige, at Du vilde få Ro til at kysse mig? Først skulde Du dø under mine Kys. Så min Ven skulde vi se, om der vilde blive Lejlighed for Dig til at få kysset mig – elskede! Det var første Stykke af første Side af dit Brev. Nu videre. Amalie hver Linje er så god, så dejlig. Du vil leve et «nobelt» Ægteskab med mig. Å min Unge, Ordet er vel ikke vort eget Sprogs, men Tanken er din, er vor, ja Ven, vi kan det, jeg tror det. Gode gode vil vi være ved hinanden. Hvor jeg er modig ved Dig, ved os begge. Jeg kan i dette Øjeblik ikke lade være med at have Dig inderst intimest i mine Arme, jeg tænker mig Dig – ak jeg tør ikke fortælle det dumme Papir hvorledes – efter dit Bad om Aftenen frisk lun og kølig, min lille Pige, min egen Hustru, alt, alt giver vi hinanden, det er en Indvielse så hel og fuldstændig, så lykkelig, så overmenneskelig ubegrænset og salig. Så sover vi trofast ved hinandens Side, og Dagen er lys og munter for os. Ja Amalie holde af hinanden og arbejde sammen, er det ikke godt, så véd jeg ikke, hvad godt der er til i Verden. Ja min Ven rask og lige på er vel din Natur, og den skal Du heller ikke lave om på – kun synes jeg, at man endda kan være en Smule forsigtig med sig selv – men det er det åbenbart lidt tomt at tale i al Almindelighed om. Jeg er desværre en langsom Natur. I denne Retning har jeg altid tænkt mig, at Du vil få en Del at bære over med hos mig. Vi kan jo se, om vi i al Skikkelighed kan komme ud af at lempe os efter hinanden, den ene i Spring den anden i Trav, i Længden kommer vi forhåbenlig lige langt og til samme Tid begge to. Du véd, en Traver holder nok så godt ud som en Hest i Spring. – Hør sig mig én Ting Amalie, begynder Du ikke nu efterhånden at længes lidt efter at bryde dette underlige Tryk af at leve på en Måde under falsk Flag. Trænger det sig aldrig frem i Dig en Lyst til at sige netop dem, der er mest trygge på, at Du ikke vil gifte Dig, at Du alt omtrent er det. Jeg kan for mit Vedkommende undertiden blive helt sint, når Folk kalder mig Pebersvend, og spørger man mig, som det kan ske i al Uskyldighed, om jeg er gift eller tænker på at gifte mig, er det mig en Lidelse at svare nej eller undvige Sagen. Jeg tror virkelig, det er min Natur imod at leve i Skjul med noget. Jeg gjorde Visit igår hos Knudtzons. Der spurgte de, om Du havde sagt dine Gutter, hvad der forestod. De syntes at have den Mening, at Du vilde gøre det meget snart, og at dette var det rigtige. Jeg blev lidt ked af denne Kommentar over hvad Du havde at gøre. Du må jo vælge Tidspunktet Stump, om dets Hensigtsmæssighed kan andre ikke vide tilforladelig Besked. Der hørte jeg for første Gang også, at du tænkte på at anbringe Gutterne hos Schjøttsat anbringe Gutterne hos Schjøtts: Amalie hadde en del forhandlinger med venner og senere med August Müller for å bestemme hvor hennes sønner skulle bo. – hvor er det underligt at jeg aldrig har spurgt derom eller at Du aldrig har nævnt det for mig! Blot jeg af Hjærte kunde tro på, at de Mennesker er rigtig kloge, jeg mener rigtig vidende kloge – men jeg kender dem jo omtrent slet ikke, så det er vel dumt af mig at have Fornemmelser i så Henseende. – Herligt, at din Anmeldelse af «Over Ævne» kommer. Ikke sandt Stump, det er rigtigt ikke at vende den polemisk, jeg mener direkte mod de to, E.B. eller Borchsenius? Og Du skriver vel som den «norske» Fjeldknaus som Du er. Du skal sende mig den, hører Du. Jeg vil have Fornøjelsen af at læse den først og af at gå med den til Neergaard.at gå med den til Neergaard: Niels Neergaard, senere statsminister, grunnla månedsskriftet Tilskueren i 1884. – At Warburg er så ækel et Bæst, tænk jeg vidste det ikke. Jeg syntes han var skikkeligere end den mig overordenlig modbydelige kokette Kone han har. Hun gjorde alle mulige (uskyldige) Kunster med Fritz da han var i Gøteborg. – Snak med Dig, Du fortalte mig, at G.H. havde fået et Stykke forkastet ved Teatrene i Kbhvn og Kr.aniaat G.H. havde fået et Stykke forkastet: se brev 180, note 6. – og hvis det var den gamle Historie fra før vi så hinanden i Sommer, så havde Efterretningen strængt taget ikke Nyhedens Interesse for mig. Naturligvis interesserede det mig at få at vide, om han havde fået gjort et Arbejde færdig på ny. Men det har han altså ikke. Det er «Tante Ulrikke», som han har fået 1000 Kr. for mindst. Aha tænkte jeg det ikke nok, at Højrebladene vilde bruge J.P.Højrebladene vilde bruge J.P.: se brev 188, note 7. Men lad dem have ham, vi kan undvære den Fyr. – Jeg er foreløbig noget ilde tilmode over mit Brev om Drachmann,mit Brev om Drachmann: se brev 189, note 2. inden jeg ser, om det er så dårlig skrevet, som jeg har en Følelse af. Og i Grunden har man vistnok ikke Lov til at beskylde en Mand for at handle efter Motiver, som ikke tydelig kan påvises. Optrinet med PingelOptrinet med Pingel: se brev 189, note 11. – jeg var ikke selv til Stede – beroede, hører jeg senere, desværre delvis på en Misforståelse fra Pingels Side og var dertil formelt urigtigt Dr. var Gæst på en Måde. Sagen vakte umådelig Røre, og Politikerne, der lige gik og glædede sig ved Kasinomødets gode Udfald, har taget Pingel det meget ilde op, at han «gjorde Skandale». Jeg er fremdeles vis på, at det er godt at Dr. blev grebet på fersk Gerning og stemplet som den Usling han er. – Min Ven, jeg har siddet og læst Herman Bangs «Fædra»Herman Bangs «Fædra»: Romanen, som kom like etter Haabløse Slægter (1883), ble en fiasko; den handler om arv og degenerasjon, med en ung stemor som forelsker seg i sin stesønn. – en besynderlig Bog, usund, lavet og talentfuld. Stedmoderen ender med at drikke og blive Morfinist. Man siger at H.B. har Mandfolkeelskov, og at Skildringen er et maskeret Forhold mellem ham selv og en Skuespiller – Snarere er Manden simpelthen Onanist. Godnat min elskede Amalie, jeg trænger til at høre Dig!

Din Erik



191. Amalie til Erik

Kr.ania 21de dcbr. 83.

Tak min elskede Erik for dit lange, morsomme, deilige brev.dit … deilige brev: brev 189. Jeg havde ventet så bitterligt denne gang – du har forvænt mig –, gik og regnede ud at du havde fået mit brev lørdag aften, at hvis du skrev straks, kunde jeg havt det tirsdag morgen; brevene uddeles nu i vintertiden først om morgenen henad 11 tiden; de ankommer så sent om aftenen at de ikke blir ekspederet; det kommer af at de går senere fra Kjøbenhavn, – såvidt jeg har kunnet forstå ved 10 tiden, medens de går herfra mellem 7 og 8 om morgenen den ene dag, og er omdelt i Kjbhvn den næste dags aften. Altså jeg ventede forgjæves både tirsdag og onsdag; først torsdag kom det, og vel var det; jeg var omtrent fortvilet, fuldt besluttet på at telegrafere, hvis der ikke kom brev om torsdagen, hvad der dog gudskelov gjorde. Og et sådant brev! Da jeg sendte dig Dgbldt. forleden aften,da jeg sendte dig Dgbldt.: det må ha vært den 19. desember. kl. var ½ 1 da jeg tumlede ned i postkassen med det, havde jeg ikke endnu læst dit ypperligt skrevne, men du gode gud hvor voldsomme brev. Jeg var kommen sent hjem, snusede efter dgbldt; fandt det ene nummer inde hos gutterne – de sov som to stene – og tænkte ikke på at der var flere nummer, – der var den aften: a – b – og c. Først næste dags morgen da Jakob før han gik på skole spurgte om jeg havde læst Skrams «rasende kjække» skrivelse,Skrams «rasende kjække» skrivelse: se brev 189, note 2. faldt jeg over det. Som jeg sidder heroppe så udenfor har jeg jo ikke nogen slags stærk fornemmelse af Dr.manns tølperagtighed – Du måtte først hae forklaret mig den, sat mig ind i alle detaljene. Men jeg har den ubetingede tillid til dig, som er vis på at når du har skrevet det, så er det ret gjort. Artikelen gjør et modigt og mandigt indtryk, og her går man og beundrer den, og er så glad over din udredning. Helland var komisk. Jeg spurgte om han havde læst korrespondancen. «Nei» – sa’e han tvært. «Det skulde de gjøre, den er skjælden interesant [sic]» – sa’e jeg. Senere kom Thomsen til og udtalte i store ordelag sin glæde over artikelen. Og da mærkede jeg at Helland havde læst den fra perm til perm. Han kan ikke bekvemme sig til at udtale dit navn. Et par gange hvor det har været nødvendigt at angive hvem det var han mente, har han sagt: «han dernede» med en brummende stemme. Men mod mig har han været bare fin og elskværdig, siden han fik nyheden at vide. Hvorfor jeg ikke kan være så helt ud indigneret over Dr.manns angreb på brødrene Brandes, kommer også af at jeg ikke kan fordrage dette jødepar,dette jødepar: Amalies utbrudd er ikke bare antisemitisme, men (som det foregår av det følgende) også en reaksjon på Georg Brandes’ Det moderne Gjennembruds Mænd, som Lars Holst hadde angrepet i Dagbladet 19/12/83 for å ville gjøre «den moderne Aandsbevægelse i Norge til en Aflægger af den danske.» og at jeg har en stærk fornemmelse af at de på mange måder har kuet og ensidiggjort åndslivet dernede. Dette om de «underjordiske rødder» frydede mig. Der er noget op af afgrunden kommet ved disse funklende slangglatte, magtbegjærlige revanchetørstende jødebegavelser. Uf; min sjæl vender sig i degoût bort fra dem, nei mere, i næsten had. E.B. har jeg nu aldrig ventet noget af, men G.B. om hvis elskværdighed, der heroppe går som et slags sagn, gjorde et indtryk af lavhed, husk hans snak om misundelse, af et frækhedens hovmod som vilde reducere alt han ikke kunde prale af at have stået i et direkte skabende eller idetmindste befrugtende eller skolerende forhold til ned til bare ingenting, som var mig i høi grad usmageligt, fordi fyren tilraner sig en betydning han slet ikke har, og samtidig glimtvis røber, hvorledes hans sjæls attrå står til at træde med en jernbeslagen hæl den eller det ned i i [sic] jorden, i afgrunden, som ikke i tale og gjerning er hans dicipel. På den basis, men kun på den, kan han være god og elskværdig, – tro du mig. Han er jøde, – jøde, jøde. Jeg hører at han har behandlet gjennembruddet hos os med vanlig arrogance i sin nye bog, – talt om vort nye åndsliv som en aflegger af det danske. Det forfængelighedens, æresygens, herskertrangens offer! Han er runden af jødeæt, – deraf kommer det. Men jeg antager ikke, han får dø i den synd. Artikelen af HarstadArtikelen af Harstad: Det er Lars Holsts artikkel Amalie tenker på (se note 4). var blot et ganske lidet varsko. Jeg tænker far sjøl (Sars) langer fra borde i «Nyt Tidsskrift», om ikke denne gang, så næste. Han har længe havt ham i kikkerten for hans udtalelser om, at han har affødt Bjørnson, Ibsen, Kielland, Garborg, kort alt hvad der duer heroppe hos os. Det er derfor han håner og spotter når B.B. skriver noget han ikke forstår, noget hvori han ikke kan påvise sig selv og sin ophavs ære. – Bliv nu ikke sint igjen, og sig at jeg har dømt for rask. Det er ingen dom, – bare et af hjærtens lyst luftgivet udbrud af min fornemmelse. Vær ikke vred for det elskede. – Men heller end at have E.B. til absolut fører, – vilde jeg skyde mig tværs gjennem hjernen. – – Du elskede, du min egen søde Erik, – også mig er det gået således; fra den strid af, eller fra det øieblik at jeg havde dit brev i hånden, som du havde skrevet umiddelbart efter din bortgang, randt der op i mig en usigelig vished, en dyb, stille glæde og fredbringende fortrøstning til at din kjærlighed for mig var livet, var min godheds, min udviklings kilde. Jeg havde jo – du ved det elskede – længe før vidst at jeg måtte leve med og hos dig, at jeg intet var uden dig, og intet så mig syn til at gjøre når ikke du var mit daglige brød, men hin dag var det som sprang der op en ny stor og rig og livbringende kilde indeni mig, – forståelsen af hvad det betød at du vilde så at sige arbeide på mig, ofre tid, tålmodighed, møie, stædighed, ja, for du kan være stædig, heftighed, for at vi begge bedre kunne blive hinandens fuldstændige eiendom. Jeg sa’e til mig selv; ja, således er kjærlighed. Og det vakte i mig et brændende ønske om at være en sådan kjærlighed værdig, om ikke at stå dig iveien, eller gjøre dig arbeidet vanskeligt, en lyst til at åbne mig selv fra øverst til nederst, lægge mig hen for dig og sige, se her er jeg, gjør nu ud af mig du, som kan fordi du elsker, og er elsket, det bedst og mest mulige. Du skal få igjen med renter, hvad du ofrer mig min Erik; – jeg tror det forvist. – Jeg længes efter dig mere og mere for hver dag som går, stundom så voldsomt, at jeg føler det som en legemlig smerte for brystet, og på juleaften, – hvor er det trist at sidde adskildt fra den allermest elskede på jorden, – den rareste, den bedste den eneste i verden. Jeg skal gjøre som du vil med gaven du sender mig, men det er et offer, – jeg mener det vil ske med bankende hjærte og lidt skjælven vil der være i stemmen. Kan du huske ifjor, – da på denne dag, var der ikke lang tid tilbage til vort vovelige møde. Ak det var deilige, underfulde dage, men alligevel, hvor langt skjønnere er ikke alt i år, med denne solbelyste, smilende, hjærtekvægende udsigt til et liv som din hustru. Men husk på vor bryllupsdag, det var den 26 eller rettere natten mellem den 26 og syv og tyvende, hvilken af de datoer skal vi høitideligholde – sig mig det, – jeg holder ubetinget på den 6 og tyvende. Gjør du også det! Jeg formår ikke at forklare dig danskehadet. Jeg forstår det ikke selv, åjo for en del, men det må være til vi kan tales ved, så kan vi forsøge om vi finder ud af det. Forleden i et selskab faldt talen på dansk og Danmark. Eva SarsEva Sars: søster til Ernst Sars, sangerinne, 1889 gift med Fridtjof Nansen. – hende den smukke, yngste datter, et kraftigt, deiligt lidet menneske sa’e: uf ja; de danske er et rædselsfuldt folkefærd; jeg liker ikke svensker heller, men du min! hvor langt bedre end de danske. «Men om du nu faldt i kjærlighed til en dansk mand.» Hun svarede rolig, iskoldt, overlegent, affeiende: jeg kunde a-l-d-r-i-g elske en dansk mand. Sådan tale er ikke skjælden at høre. Men som sagt, at forklare hvori det stikker, er ikke så let en sag. – Dette er dit juleaftens brev min elskede. Idag får du min present hos din moder. Bare du nu blier glad i den; jeg synes nu at der kunde været mange rimeligere ting at give dig, men det er til aviser, Uder og Hjemmer f.eks. på begge pladerne, – det kan dog være godt at ha’e et lidt stort sted til aviser og sligt. Sådanne små mapper, som hænger på væggene blier straks fulde, – der er intet forslag i dem. Hele julaften vil jeg tænke på dig, og længes efter dig og din kjærligheds solskin, efter et kys fra din elskede mund, du min stolte, kjække skat, min bedste og kjærligste og dyreste ven på jorden, min kjærlighed, mit liv. Jeg har skrevet et brev til din søde moder, og fortalt hende at – – – – at julegaven først kommer til nytårsaften.

[Skrevet på langs til sist]:

Tænk dig, – jeg har været så lumpen sangvinsk at tro, at jeg nok skulde klare det arbeide i en ruf, men så så jeg det var senere end jeg havde tænkt. Jeg er skamfuld og bedrøvet.

Din Amalie. –

[Tilføyelse på side 1,4,5]:

Dine breve er et rigdoms dyb af skatte, du er det deiligste, det bedste, det sødeste, det fineste på jorden. Nei at det er et mandfolk!! Men du ved Gud være en undtagelse – du – , og du er.

Du deilige morsomme menneske, som glemmer at gå i Rigsdagen, og som glæder dig til at jeg skal sidde i stuen ved siden af. Hvert øieblik kommer jeg at springe ind for at tage dig om halsen og kysse dig eller for at påføre dig ørebetændelse.

Gud give du måtte ha’e det godt på julaften, være glad og ikke føle dig fattig, skjøndt det skal du, for det gjør jeg.



192. Erik til Amalie

Fredag Aften 21/12 83

Du allerdejligste Unge, i dette Øjeblik da jeg netop har fået mine Julepakker til Dig i Stand – jeg ryster formelig lidt på Hånden af mit Stræv – og jeg havde sendt Pigen ned for at købe en Stang Lak, som jeg manglede, ringer det, og ind ad Døren kom dit Dagblad!dit Dagblad: se brev 191, note 2. Det var Lars Holst og ikke Irgens Hansen som skrev om det norske gjennombrudd. Hvor er det velsignet med sådan en Hilsen. Med nogen Besvær har jeg læst dine forbryderske Blyantsord – Du véd man må intet skrive under Korsbånd – men Artiklen selv har jeg ikke fået læst. Jeg glæder mig til den, jeg får mere og mere Respekt for Irgens Hansen. Jeg er febrilsk efter at komme på Posthuset og skynder mig derfor med disse Par Ord, der skal følge med Adressebrevet. Altså søde min lille Pige det er min Julegave til Dig. Kassen kan Du anvende til Fotografier, eller hvis Du har Breve, som Du holder af – jeg har jo tænkt mig Muligheden deraf – kan de også puttes ned deri. Der er en bitte Nøgle indlagt, find den mellem Papiret. Et Stykke Sæbe ligger der også – det var nærmest for at give en Smule Vellugt til Kassen, som jeg er bange for stinker afskyligt. Den anden Pakke er jeg kommen billig til – ved at skrive en Anmeldelse – men jeg håber, at Du vil have Fornøjelse både af Kunstneralbumet og af Julenumret af Ude og Hjemme med Krøyers morsomme Tegning og Schandorphs gode Fortælling.Kunstneralbumet … Julenumret af Ude og Hjemme: sannsynligvis Kunstner-Portræter (danske, red. V. Møller) fra 1883. Julenummeret av Ude og Hjemme 1883 (nr.325, 23/12/83) inneholder bl.a. P. S. Krøyers tegning «Fra Skagen. Skandinaviske Kunstnere ved Frokosten». Efter hans Maleri. (s. 145), og en vignette av ham (s. 155), og Sophus Schandorphs fortelling «Sygebesøget» (s. 150–51 og 154–55).

– Nu løber jeg på Posthuset. Du har vistnok senere i Onsdags fået mit Brev fra Mandag Aften, ikke? Jeg havde beregnet, at mit polemiske Brev til Dagbl. havde stået i det Onsdagsnummer Du har sendt mig;at mit polemiske Brev …havde stået: Det gjorde det også. Se brev 189, note 2. forhåbenlig kommer det så i om Torsdagen. Der er vistnok noget i mit Brev Du ikke forstår, når Du ikke har læst mit Brev til Dagbladet.

Altså glædelig Jul Du min elskede Hustru – tænk Amalie, det er kun et År siden vi mødtes og holdt vort Bryllup og vor Jul, er det ikke som om der lå mange År imellem?

Din ErikDin Erik: «din» er understreket tre ganger.



193. Erik til Amalie

Lørdag Aften den 22 Decemb 1883

Det gør mig så underlig ondt, min Elskede, at Du ikke har skrevet i Onsdags. Dels må Du den Dag have modtaget mit lange Brev, der dog ikke var så helt betydningsløst, og dels stod mit Angreb på Drachmann den Dag i Dgbl. – Nå der kan jo have været gode Grunde nok for Dig til ikke at skrive. Men heller ikke Torsdag! Nu får jeg først Brev på Mandag. Det vil sige tre Dages Ventetid. Glad er jeg ikke, Ven, det vil Du kunne forstå. – Jeg havde adskillige Ting at berette. De stå nu tågede for mig. Jeg kender ikke Varmegraden af den Interesse, Du skænker de Begivenheder rundt om mig, der har lagt så stærkt Beslag på mine Tanker i den senere Tid. Et vil jeg dog straks meddele. Jeg talte igår Aftes med Neergaard, Redaktøren af Tilskueren. Han bad mig om at skrive om «Det ny Gennembruds Mænd», hvilket forekom mig en Del besynderligt, siden jeg selv er omtalt i Bogen, og om «Skyggebillederne»«Skyggebillederne»: se brev 179, note 6. – det sidste forstår jeg bedre. Jeg lovede intet. I Samtalens Løb fortalte jeg ham, at Du havde udtalt Lysten til at skrive om «Over Ævne» i Tilskueren, og det var morsomt at se hans Ansigt formelig lyse af Glæde, og da jeg sagde, at jeg i et Brev yderligere havde tilskyndet Dig til at blive dit Forsæt tro, og at jeg i et Brev fra Dig havde et næsten sikkert Tilsagn om, at din Artikel kunde ventes i Løbet af 8–14 Dage, takkede han mig så hjærtelig, som havde jeg gjort ham en stor Tjeneste. «Det var rigtig prægtigt», gentog han et Par Gange, «det skal De ret have Tak for, Skram.» Der kan Du se, hvilken Modtagelse, der er Dig beredt. Det er sandt, jeg føjede udtrykkelig til, at det var ved at læse Borchsenius’ dumme Artikel,Borchsenius’ dumme Artikel: se brev 183, note 8. at Du havde fået Ideen. – Jeg beder Dig sende mig tre Eksemplarer af den Del af Onsdags Dagbladet, hvori mit Brev om Dr. står. Det har vakt megen Opsigt her nede og vil få Betydning i vort politiske Liv. Helt galt er det jo ikke, men det kunde rigtignok have været adskillig dygtigere gjort. – Jeg læste med megen Interesse Irgens Hansens Redegørelse for det norske Gennembrud.Irgens Hansens Redegørelse: se brev 192, note 1. Det oplyste mig om meget, som jeg kun havde på Fornemmelsen, er i det Hele et ypperligt Fingerpeg. Nu vil jeg håbe, at G.B. vil forstå at benytte dette Vink til Forståelsen af Forhold, som han åbenbart slet ikke kender. – Igår blev Morgenbladets endelige Skæbne afgjort. Berg i Forbindelse med Bojsen og rimeligvis Høgsbro har taget det.Berg i Forbindelse med Bojsen og rimeligvis Høgsbro: Frede Bojsen var de moderates leder i venstre, og ble i 1884 utgiver av Morgenbladet sammen med Berg. Sofus Høgsbro var venstrepolitiker. Han stiftet Dansk Folketidende i 1865 og ledet det til 1883. Hørup bliver med os. – Der er siden 1881, da det literære Venstre overtog Redaktionen, i vort indre politiske Liv ikke sket noget så betydningsfuldt. For en væsenlig Del ved Hjælp af Morgenbladet ?: ved Alliansen med det literære Venstre er Berg fra at være en Bondeagitator bleven den ledende Venstrepolitiker også i Kbhvn.Berg … den ledende Venstrepolitiker: se brev 189, note 15. Han har lært meget under disse to Års, for hans Vedkommende ganske vist meget udvortes Forbindelse med det «intelligente» Demokrati, og han har måttet lide en Del. Han tror sig nu stærk nok til at kunne afkaste den Tvang, han har måttet finde sig i, og byder nu «Intelligensen» i Venstre at tjene i den Gård, hvor den i et Par År – noget overilet – har båret sig ad som Herre. Det er ingen let Sag for et «europæisk» Demokrati at følge et «grundtvigiansk», men foreløbig må det til. Mulig var Bruddet kommet under alle Omstændigheder – sikkert kan dette dog ikke siges – men noget særligt og vigtigt har lagt sit Lod i Vægtskålen. Berg regner på at blive Minister til Foråret. Han har som Formand i Folketinget i den senere Tid gentagne Gange haft Lejlighed til at tale med Kongen, han har så vidt jeg véd været kaldet til særlige Audienser. Han har gjort et godt Indtryk på Kongen. Der er rimeligvis blevet ført Forhandlinger om Forsvarssagen, og i denne Sag vil Berg, i Modsætning til Hørup, noget. Andre, der have Kongens Øre, den ærgerrige, liberale Højremand Højesteretsassessor Klein, fhv. Minister,Højesteretsassessor Klein: C. S. Klein, fhv. justitsminister (1872–75). har pustet til Venskabsflammen, og Berg har fået et tydeligt Vink om, at hvis han vil skille sig fra «Fritænkerne» og de yderligst Radikale, vil Situationen komme til at ligge i hans Hånd. Han har skyndt sig at følge Vinket. Skeptikerne tror nu, at Berg bliver narret, at det Hele er et yderst fint Spil fra Hofpartiet, der har til Formål at splitte Venstre. Jeg tror ikke dette. Den politiske Stilling er således, at den rent foreløbige Splittelse det vilde medføre at holde Berg hen med Snak i et halvt År, ikke af Højre vilde kunne benyttes til nogetsomhelst, og på den anden Side er Tilstanden for en Fædrelandsven, som Kongen må antages at være, så utålelig, at kan han personlig overbevise sig om, at den udskregne Fører for Venstre, ikke er den Tølper eller tomme Tønde, som man har villet gøre ham til, så må han vel kunne bekvemme sig til at skille sig fra sit Hjærtens Ministerium.sit Hjærtens Ministerium: dvs. regjeringen Estrup (1875–94). Kongen var Christian 9. Han har jo ikke kunnet forblive blind for, at dette har berøvet ham en stor Del af hans Popularitet. Altså jeg tror, at Berg bliver Minister ?: Konsejlspræsident, kommer til at danne det ny Ministerium, bestående af moderate Venstremænd og liberale Højre-do – til Foråret. Under denne Forudsætning kan jeg ikke ret beklage hvad der er sket. Berg er Manden – foreløbig. Og Betydningen for Frihedsudviklingen her hjemme af, at en fhv. Skolelærer, en seminaristisk dannet Mand bliver Minister og Konsejlspræsident,Konsejlspræsident: i Danmark fra 1855 til 1915 den ledende sjef for ministeriet. er uhyre, uberegnelig. Springet er for Demokratiet af samme Vigtighed som 1848’s borgerlige Ministre var for Liberalismen. Ja her har Du i kort Begreb «Situationen». Konfidensielt må Du meddele Sars dette med Tilføjende, at en uforsigtig Benyttelse af disse skøre Sager kan skade overmåde meget. Det vil ubetinget have sin Betydning for Norge, om Tingene tager den antydede Vending hos os. De Radikales Forhold til Berg må selvfølgelig udadtil blive støttende. Det vilde i Øjeblikket være Forædderi [sic] mod Demokratiets Sag at skade ham. Om han mulig skulde ønske at blive angrebet af yderste Venstre véd jeg for øvrigt ikke. Hans utålelige Arroganse frister i så Henseende. Berg er på dette Punkt dum. Han har en Evne til at støde Venner fra sig, som rimeligvis vil blive skæbnesvanger for ham. Længe bliver han næppe ved Magten. – Ja nu sender jeg Dig dette. Bedrøvet er jeg ved min Enetale. Hvor anderledes varm om Hjærtet vilde jeg ikke have været ved at svare Dig i Stedet for at snakke videre og videre. Det regner og blæser udenfor. Jeg skal i Selskab. Farvel min elskede Pige, nu går jeg ind i mit Sovekammer for at klæde mig på. Farvel elskede!

Din Erik



194. Amalie til Erik

Kr.ania 22de dcbr. lørdag aften. [1883]

Min elskede, dit sidste brev kom idag morges;dit sidste brev: brev 190. du rent beruser mig med dine elskovsord; mens jeg læste det og hele tiden siden, såsnart jeg har husket det, har det skjælvet i mig, fordi jeg syntes jeg var i dine arme. Du er deilig min elskede! Og jeg længes forfærdelig efter dig, og jeg har ofte lyst, ubændig lyst til at sige dem: jeg reiser fra eder til våren for at gifte mig med Erik Skram, men det er fortidligt endnu. Du må heller ikke sige det, hører du. Kun et par linier til, du søde, fortryllende menneske. Jeg sender dig dette dgbld. for at du skal læse I. Hansens anmeldelse af «Tante Ulrikke»;I. Hansens anmeldelse af «Tante Ulrikke»: ble trykt i Dagbladet 22/12/83. den er meget god synes jeg, og det glæder mig usigeligt for Heibergs skyld at han får de velfortjente lovord. Det kribler endnu i mig af forargelse, når jeg husker professor Storms fede smilprofessor Storms fede smil: se brev 27, note 2. og uendelig høviske tone dengang på dampskibet, da han sa’e: «se der ser de vor nyeste digter frue!» Heller ikke denne gang kommer min «Ring» i Tidsskriftet; du kan se dets repertoire i avisen. Jeg har forresten vidst det fra jeg kom hjem. Dahl har gået så voldsomt på for at få sin, omtrent for et år siden indsendte og antagne fortælling trykt;Dahl har gået så voldsomt på: G. A. Dahls «En lykkelig mands lykkelige hustru» ble trykt i siste nummer av Nyt Tidsskrift for 1883, s. 545–69. han vidste at min skulde komme, men har benyttet min borteværen til at agitere – sa’e han selv til mig, og bad spøgende om undskyldning. Han havde også forlængst fået halve honoraret i forskud, og var forlegen for resten. Stakkers fyr, han bespottes overalt. Forleden så jeg en studenterkomedie «Splendid»en studenterkomedie «Splendid»: ble skrevet av Vilhelm Dybwad bl.a., oppført første gang 27/11/83 på Studentersamfindets theater. Trykt ved Det Mallingske Bogtrykkeri, Kristiania 1905. – ypperlig god og det morsomste jeg i hele mit lange liv har sét af den art – hvori han gaves lyslevende, og i fylle gik og stødte alverden på albuen og spurgte, fortrolig og fræk: Kan de ikke låne mig en krone de? Det gjør mig i grunden ondt for det talentfulde menneske. En så stor grad af fattigdom er en forbandelse, – hvor det må demorlasire [sic], afstumpe, og nedværdige. Fru Schjøtt har vistnok anmeldt «Moderne Damer» til Tidsskriftet.Fru Schjøtt har vistnok anmeldt «Moderne Damer»: Anmeldelsen ble først trykt i Nyt Tidsskrift 1884, s. 109–12. Hun og Sars er mere forbitret over at folk går og siger det er mig han har villet skildre, end over J.P.’s gemenheder. Jeg synes den helst ikke burde være nævnt i Tidsskriftet, men de bilder sig ind at hævde mig ved at anmelde den fra et rent literært standpunkt. Ja, ja for mig kan det være det samme, men jeg tror det er dumt. J.P. har gjentagne gange skrevet til Sars og forsvoret at han har tænkt på mig med sin skildring – den løgnhals, til Ludvig (min broder) havde han isommer med største freidighed sagt at han skrev på en bog hvori jeg var hovedfiguren. Du ser jeg fralægger mig i Dgbldt forfatterskabet til «Ulmende Gløder»,forfatterskabet til «Ulmende Gløder»: Amalies «Erklæring» sto i Dagbladet 22/12/83. som skal være noget rent nonsens, et forsøg på vittig åndrighed, der blier så ganske forloren, noget rent skidt. Nu har jeg så længe hørt at man beskyldte mig for det. Fru Gundersen – skuespillerinden, der spiller den ene rolle, havde sagt hos Vullums at hun vidste det var mig for hun kjendte min skrift, og havde sét det i manuskript. Så var det jeg sa’e fra. Det skal være fru Schjøtt – har jeg hørt, og det tror jeg, er sandt foranlediget ved noget som hændte hernede hos mig, – et udtryk i fru Schjøtts ansigt, da jeg leende ærgrede mig over at skulle være beskyldt for at have skrevet dette, efter udsagnet rent umulige, ødebringende, vrøvleprodukt. Jeg har ikke tid længer min elskede, elskede. Nu kan jeg ikke skrive før på 1ste juledag tænker jeg, – kan jeg, så skal jeg min egen søde gut, min kjære, trofaste, trygge Erik!

Din Amalie.

Oh hvor jeg elsker dig, og trænger dig. Hvad skulde, – hvad skulde der være bleven af mig, hvis jeg ikke havde truffet dig, for nu ved jeg jo, at jeg kunde forvandles.

Du elskede Mand! Jeg er din med hver en bloddråbe.

Undskyld den sortrandede konvolut. Jeg har glemt at kjøbe, og så har jeg denne her. Du sødeste stump, som du pleier at sige til mig.



195. Erik til Amalie

Juleaften 1883 Kl ½ 1

Amalie, dette er næsten for dejligt!

Jeg kommer hjem fra min Juleaften hos Rothes – til Middag havde vi været hos Moderen – med dit Brev fra imorges i min Lomme,dit Brev fra imorges: brev 191. dette længselsfuldt ventede Brev, og havde til Hensigt at sætte mig stilfærdig hen for at skrive om min Kærlighed til Dig, skrive et Ord eller to, som kunde finde Vej fra mit Hjærte til dit, Amalie – Stump, hører Du, lige ind i dit Hjærte, for jeg kan gå der lige ind. Jeg er så aldeles fuldstændig hjemme der. Jeg er så sikker, så overmodig, Du dumme Unge, kan Du mærke, at jeg rusker i Dig, for Du er min, jeg elsker Dig, og Du elsker mig virkelig. Virkelig, virkelig, Amalie. Dette er smukt, er lykkeligt – jammen jeg er lykkelig. Ordene er hjælpeløse. Amalie, Du er min Livsens eneste Tilflugt og en Rigdom! – hør min Ven, vi er to meget lykkelige Mennesker. Jeg kommer hjem, og så ligger der et Brev til fra Dig.et Brev til fra Dig: brev 194. Et Kærlighedsbrev, et yndigt, fornuftigt, sjælfuldt, et klogt, et dejligt, et elskovsvarmt Brev, Amalie et Brev, som har gjort mig lyksalig. Min eneste Ven på Jorden min dejlige Pige, dette var yndigt. Naturligvis gjorde den sorte Rand om Konvoluten mig en Smule forskrækket, men det varede jo ikke længe. Amalie det var sødt af Dig at skrive på ny, og Du har gjort en god Gerning, tro mig. Så overrasket glad jeg blev! – Min Ven, det bliver ikke noget Brev i Aften, jeg kan nu ikke som min Plan var, virkelig skrive, det er så dumt synes jeg, jeg ejer næsten kun Udbrud i min Sjæl. Imorgen må jeg få Tid håber jeg. Tak Elskede for din Gave. Den stod så pænt, så trofast, så rørende for sig ved Vinduet i Stuen – Spisestuen – hvor Juletræet stod på Bordet. En Tid lang så jeg den ikke. Jeg tænkte slet ikke på, at Du gav mig noget så stort, et helt Møbel. Jeg snusede mellem de andres Gaver for at finde Dig. Så med ét stod jeg ved Siden af den og så Initialerne, så vidste jeg, hvad det var. Men det er så udmærket, noget jeg rigtig trængte til, jeg som aldrig har et Sted at lægge de Ting, jeg netop vil have lagt til Side af Aviser og Værker. Og så smuk den er og hyggelig. Du er så sød og god i den Gave. Jeg har siddet og studeret Bogstaverne A O E S, som Du har syet, imorgen tidlig får jeg den hjem til mig, så tilegner jeg mig den helt og holdent, så går den ind i min daglige Bevidsthed – der er straks den lille Samling «Dagblade», som Du i Aften har forøget, at lægge på den, og mine «Ude og Hjemme». Naturligvis har jeg endnu ikke læst IH’s Artikel om Tante Ulrikke;IH’s Artikel om Tante Ulrikke: se brev 194, note 2. G.H. har sendt mig et Mæcenat-Eksemplar, men jeg har ikke haft Tid til at læse Stykket endnu – i sin Tid har jeg jo læst det i Manuskript. Jeg har de kærligste Hilsener fra Moderen og Søstrene til Dig. Mama var rigtig inderlig glad for dit Brev, hun havde jo sat sig ind, i hvor meget Du havde at tage vare, og hun er af Sind og Tanke fordringsløs, så Du havde intet at afbøde. Min søde Pige! – Du Amalie jeg er idag bleven bange for, at mine Gaver er kommet for sent til Dig, så at Du ikke har fået dem i Aften. Den ubegribelige Post, der snart besørger Tingene på halvanden Dag, snart bruger 3 Dage dertil. At Du måtte vente så længe sidst! Der have været Uorden i Besørgelsen. Men har Du intet hørt og fået fra mig i Aften, så min Ven, er Du da i alt Fald sluppen helskindet fra at «nævne» mig. Men alligevel har det været et Skår i din Juleglæde, hvis mit lille Brev og mine Sager ikke er nået frem. Hvordan mon den dumme Told har stillet sig. At man dog ikke kan slippe for det. Det er dog næsten latterligt ved en sådan Lejlighed at tænke på, at et højtideligt kongelig norsk Toldvæsen skal have sit Besyv med. At det ikke kan mærkes som Elskovssager, der passerer uhindret ind! – Jeg var for Resten en Del fraværende og melankolsk i Aften, medens de andre var så glade. Jutta havde fået dit Billede, og det havde hun stillet på sit Skrivebord. Om jeg havde glemt min Længsel fem Minuter af Gangen, vilde det have mindet mig – det stod der så ubeskrivelig smukt, så stilfærdigt så fint og yndigt, uafladelig var mine Øjne der, og sad jeg inde hos Rothe og røg Cigar var Du hos mig. Fra ham skal jeg også hilse Dig. Men nu Godnat min elskede trofaste, yndige, inderlige, søde Hustru – ak nej det er Du ikke helt endnu, min egen velsignede Pige, så glad som Du har gjort denne Juleaften for mig! – Ja min Ven den 26 er vor Bryllupsdag, vidunderlige Nat!

God Nat min Elskede, min Amalie

Din Erik



196. Amalie til Erik

Kr.ania 25de dcbr. 83.

Imorges fik jeg dit brev, skrevet lørdag aften,dit brev: brev 193. hvoraf jeg ser at du havde været bedrøvet over ikke at ha’e fået et brev skrevet i onsdags. Det er akurat som mig, får jeg ikke brev den dag jeg venter, går jeg hen og er ulykkelig og forpint, og kan ikke få ro i min sjæl før det endelig, endelig er skét, at jeg har dit næste brev; det er en ren feber at gå således, og det er idetheletaget græsseligt at føle sig så hjælpeløs og længselsfuld, som jeg gjør det, skildt fra dig, du elskede. Men du Erik, onsdag var det nu en ren umulighed at ha’e skrevet, såsom dit brev først kom torsdag formiddag, og selv om det var kommet onsdag aften, vilde der været knap tid for mig at få et et brev [sic] istand. Så havde jeg det også travelt til julen, kan du vide, og havde tænkt at jeg kun kunde sende dig ét brev inden juleaften, nemlig det som skulde komme på den dag. Og det har du vel nu fået elskede. Var du glad i bordet? Fortæl mig det, men sig nu sandt; idag må du ha’e fået brev og to Dgblade fra mig. Jeg skal skaffe dig to til, – men du, det er sandt, jeg, som måtte love at lægge din juleklap frem på bordet mellem de andre, – jeg fik jo ikke noget, jeg, og i brevet idag, siger du intet om at du har sendt noget. Naturligvis interesserer det mig umådelig meget alt hvad du skriver om de politiske begivenheder. Jeg sluger hvert ord. Idag især, siden det så ud at skulle blive til noget. Jeg må jo være enig med dig i, at som sagerne stå dernede, vilde det ikke være så gal en vending. Men hvordan det skal gå for eder at arbeide sammen med grundtvigianerne, er ikke så let[?] at begribe. Men ske må det! I overser jo grundtvigianerne, og disse er eders fiender; de tror det sin pligt at bekjæmpe og fælde og ødelægge eder på alle kanter. I den bevægelse Brandes’serne har anført, har grundtvigianerne sét landets fordærv. Jeg husker godt hvad Bojesen sa’e om alt dette på Grefsen dengang.hvad Bojesen sa’e om alt dette på Grefsen dengang: sannsynligvis Frede Bojsen, som dannet Det danske Venstre sammen med Chresten Berg i 1884. Det lod forresten allerede dengang til at han troede det vilde gå så at grundtvigianerne kom til magten. Og det er en naturlig og normal udviklingsgang, at sker. Det vilde bare ha’e forberedt en forsmædelsens reaktion, om det led i kjæden som smedes ved disses væren ved magten for en tid, var bleven oversprunget, tror du ikke? Og oprigtig talt, så har vist ikke «Morgenbladet» under Brandes og Hørup egentlig repræsenteret så store åndelige værdier. Men nu kommer «Dagsavisen» end yderligere op.nu kommer «Dagsavisen» end yderligere op: Hvis Morgenbladet skulle bli grundtvigiansk, ville Dagsavisen bli det eneste organ for det litterære venstre. Ved den skulde du været redaktør, det vilde været levebrød. – Jeg kan ikke se nogen hindring for at du anmelder «Gjennembruddet» deri, at du selv er ofret et kapitel. Det bare undlader du at tale om, der er jo nok at skrive om alligevel. Og om «Skyggebilleder» tror jeg nu du kunde sige mange gode ting. Jeg synes du skulde! – Det glæder mig at redaktøren af «Tilskueren» så gjerne vilde ha’e noget om «Over Ævne». Han skal også få det, men der blier ikke spor af polemik i det, – tænk jeg har slet ikke læst Borchsenius’s artikel igjennem siden jeg fik den fra dig. Siden jeg er kommen igang med arbeidet, har jeg slet ikke brug for at tage hensyn til ham. Det er anderledes lagt. Jeg begynder med en oversigt over Bjørnsons udfald mod dogmer og kristendom – tror du man har så god greie på rækkefølgen i denne hans udvikling dernede hos eder, at det ikke vil interessere?, sig mig det. Og så påviser jeg – ja det vil sige søger at påvise hvorledes dette at bringe sine landsmænd til selvstændig tænkning, ud af en tro som enten er vanens, eller vankundighedens, i begge tilfælde umoralsk, er bleven den bevægende kraft i hans liv; og i alt hans virke, og derfor også bestemmer stoffet for og behandlingen af hans digtning; og så først taler jeg om selve dramaet. Tror du det er en fornuftig fremgangsmåde, eller frygter du at nei. – Men forresten er det ganske vist, at jeg neppe var kommen til at få lyst til at skrive om dette, hvis ikke Borchsenius’s taskede, fuskerartikel havde været. Vi havde en hyggelig juleaften, – de tre pebersvende var her,de tre pebersvende: Fredrik Boll, Arne Garborg, Amund Helland. og alt vilde været udmærket, hvis 3 ting ikke havde været, for det første, at den omstændighed at min længsel og mere end min halve sjæl var hos Dig elskede, gjorde mig «fraværende», og det tror jeg de andre dunkelt følte som noget de ikke vidste hvad var, for det andet, at Ludvig havde ondt i maven, og måtte lægge sig straks efter bordet, og for det 3die at jeg gik og bryggede på en næsebyld der har røvet mig min nattesøvn, og tvunget mig til at holde sengen i hele dag. Først nu iaften er jeg tørnet ud for at skrive dette brev. Nu er jeg lidt bedre, – hele tiden før har jeg været meget dårlig af smerter der har strakt sig over ansigt, den halve hals, og hoved. Jeg kommer vist at måtte holde mig inde i morgen også, så at hverken idag eller imorgen kommer jeg hvor jeg er buden, og det er jeg ikke det mindste lei for. Gutterne er så søde og elskværdige, nu den Ludvig, – hvorledes han har været idag! Du kan vide det er trist når jeg ser på dem, og tænker det er sidste jul, de eier sin mor på den gamle måde, endskjøndt det har de jo igrunden slet ikke gjort hele dette sidste år, såsom jeg har elsket dig, og været din. Det bliver ikke let at forlade disse deilige to mennesker, men det jo ske. Som jeg nu er stelt, vilde jeg ikke kunne være noget godt for dem i samlivet, siden prisen skulde være tabet af dig. Jeg blev rent ud sagt forstyrret af det. Men det stikker mig ofte i hjærtet for dem, og så er jeg så bange for at de ikke skal få det godt, ikke så godt som de har det nu. Men Erik, – jeg elsker dig, – mit liv er dit, – der kan ikke være tale om andet. Jeg må slutte nu, for jeg er slet ikke frisk; det værker fremdeles i næsen og mit hoved er så tungt. Godnat min elskede. At jeg er din, det er mit livs indhold. Imorgen er det den 26de!

Din Amalie. –



197. Erik til Amalie

1ste Juledags Aften 1883

Dagen er gået med Politik, min Stump, og med Middag i Familjens Skød: nu i Aftnens Stilhed skulde jeg sætte mig til at skrive til Dig Du elskede, men der er koldt i min Stue, og jeg er træt, jeg tænker, at det bliver et dårligt Brev Du får. Det er hårdt, min Unge, at være Dig foruden, og det er ligefrem nedbrydende at skulle stemme sine Fordringer ned til det Minimum, der ligger i at modtage og skrive Breve. Der kommer noget skævt ind i alle ens Tanker, og man bliver dog, hvorledes man end vender og drejer bestandig vist tilbage til sig selv. Men naturligvis, noget uendelig lyksaligt kan der komme ind deri. Som til Eksempel igår Aftes da dit Brev overraskende lå til mig. Men så er det jeg bliver vred på selve min Glæde, der er som en Fanges over en Blomst, som uventet kastes ind til ham gennem det tilgitrede Vindu. Og elskede søde, går jeg ikke stundom hen og får en skinsyg Følelse, når Du er så glad for et Brev fra mig. Kan den rædde Følelse ikke snige sig ind i mig, når jeg i Mismod savner Dig, at netop vor Fjærnhed fra hinanden, Sjældenheden af vore Tankers Besøg hos hinanden giver disse Besøg en festlig Art, som de vil savne i det daglige Samliv? Vil Du ikke føle Dig skuffet, når jeg bliver dit daglige Brød, når Du bliver Vidne til alle de ak’er og men’er og hm’er, der ledsager den Tales fine Slyngning, som besnærer dit Hjerte i mine Breve? Jeg er forkølet, hoster og har Snue, eller har Hovedpine, eller er blot dum og utilpas – vil du så elske mig lige højt? Min Amalie, det er Fangens Ensomhedsfølelse, som overfalder mig, det er Fængslets Banghed, som jeg giver Udtryk. I mit Hjærte er jeg ikke angst, kun at Du ikke må gøre mig den Uret at overse, at vore Dage ikke kan forløbe i den, hvad skal jeg kalde det, i det festlige Skrud, som Breve dog på en Måde er. Men Du er jo så klog en Unge, og Du véd det, jeg er netop så og så ækel, og Du elsker mig endda. Altså min lille Tøs – Amalie jeg måtte sige det, det er kærligt det grimme uartige Ord – Du får mig at se i Arbejdstøjet, og det er et helt andet Syn end den pæne Frakke, som Pennen nøder mig til at tage på. – Ja Du er en slem en, Du med dit Jødehad! Vil Du om dette enkelte Spørgsmål tro, Stump, at her har jeg virkelig tænkt og med Ord og Modord gennemgået alt hvad der kan siges for og imod; om dette har jeg jo haft så rig en Anledning til at gøre mig en færdig Mening. Dit Udbrud virker derfor just ikke overbevisende på mig, og jeg holder ikke af det som et virkeligt Resultat. Men jeg er glad ved at høre Dig tale i ustandselig Fart, fordi da Du begyndte følte jeg Ægtheden af et Indtryk, og fordi jeg vidste, at til Slutning vilde Du give mig Hånden og sige: Ven, har Du en anden Mening, så er jeg rede til med Dig at begynde forfra med mit Indtryk. Min søde Pige, jeg tror, at Livet i meget vil blødne og forandre din Opfattelse af denne Sag. – Hør nu noget, som jeg tror er en så alvorlig Sag, at jeg har omgåedes med den Tanke at skrive til Sars derom.at skrive til Sars derom: Ernst Sars var historiker, og skrev om samtidshistorie heller enn om litteratur. Næst i Norge selv vil en autentisk Fremstilling af «Gennembruddet» i Norge, blive modtaget i Danmark med den mest modtagelige Opmærksomhed. Vi véd intet om denne Sag. G. Brandes har forledt af de og de Udtalelser og andet og lad være af sin overdrevne Tro på Betydningen af sin egen Virksomhed, henkastet den Bemærkning, at det i væsenlig Grad er Påvirkningen fra Danmark, der har fremkaldt Fornyelsen af det norske Åndsliv. Det er en «løs» Bemærkning; der har intet Forsøg været gjort på at belægge den med Grunde. Der har derfor hernede ikke dannet sig nogen «Opinion» om denne Ting. Sars eller hvem ellers, der kommer til at behandle dette vigtige Emne, vil være den første, der lærer os noget på dette Punkt. Vi vil høre på hans Tale aldeles upåvirkede af nogen Fordom, rede til at modtage Belæring af den, som vi i Kraft af hans Forhold til Emnet tiltror den bedste Kendskab til det. Der behøves derfor ikke for «en i Danmark herskende Menings Skyld» at hvæsses Pile og slibes Sværd. Ingen, uden måske Brandes, vil føle sig «ramt» her nede af den rette Fremstilling. Den Forestilling, at Norge nu har modtaget Stødet fra os, er en flagrende Sommerfugl, Brandes i glad Tro på sig selv har ladet udgå, den er med en eneste trykt Side fra Sars’ Hånd fangen, spiddet, dræbt og bleven til en Kuriositet. Ingen – næppe Brandes heller – vil lægge et Ord ind for det lille Dyrs Liv. Om Sars eller Harstad eller hvem der skriver vilde lade være at tro det nødvendigt at skænke Brandes Bemærkning mere end en flygtig Nævnelse, vilde det være vundet, at der ikke i et eller andet stærkt Ord fra norsk Side blev Anledning for en eller anden Skrålhals her nede til at bruge Mund. Og jeg synes, at når det ikke er nødvendigt, bør noget, der er ment som og tager sig ud som Angreb fra den ene eller den anden Side undgås. Kunde Du ikke have Lyst til at sige Sars dette? – Min Ven, min Elskede, dine Ord, der svarer på mine om Betydningen af vor «sidste» Ordstrid er som begge dine Arme om min Hals, som din Kind ind mod min, som den skønneste Fred i mit Liv. Du vil formodenlig nok en Gang blive Vidne til en eller anden Strid imellem Rothe og Jutta – der skal Du se Jutta ikke bære sig ad som en ret Ægtefælle bør. I hende det «Gudsfrygtige» nok sagt findes der ikke Gnist af Vilje til at lede efter en Udklaring, Udjevning af Striden hun vil ikke forstå, ti hun er hovmodig af Hjærte. Jeg har virkelig med Forskrækkelse i gamle Dage tænkt på min brave – ikke meget skarpsindige – Svogers hårde Vilkår, og jeg har aldrig kunnet få ret Godhed for Jutta siden jeg en Gang så hendes hårde Sind. Men den Kærlighed som forener dem er jo også en Fejltagelse. Hun er kold i hans Arme. – Mon du så fik mine Gaver Juleaften? Amalie, tro ikke, at jeg ikke føler hele Tyngen for Dig i hvad Du har for med mig – eller rettere jeg formår formodenlig dog ikke at sætte mig ret ind i det. Ak min søde Pige jeg har aldrig været således bunden til mine Omgivelser som Du er det. Egenlig er det uhyre forkert, at det ikke er mig der kommer til Dig. Jeg kunde bedre løsrive mig. Men det kan jo også godt være at vi en skønne Dag finder på at gå tilbage til Norge som vor Kærligheds rette Hjemland. Men først må Du komme her ned til mig. For vor Kærligheds Skyld var det nødvendigt. Amalie, Du har først lært at elske mig – det er ikke sandt, jeg har først fået ret Mod til at elske, elske Dig, leve min Kærlighed helt og holdent tværs igennem her nede. Der oppe stoppede dine Venner mig. Jeg var bange, for jeg var skinsyg. – Ja Stump, Du har ret, alt er dog skønnere for os i År end ifjor. Da skulde vi til at prøve os frem, og hvor forunderlig udenfor vort virkelige Liv lå vor Kærlighed. Tænk jeg er næsten ved slet ikke mere at kunne forstå en Smule af det Hele. At vi tænkte på at elske hinanden og dog leve hver for sig! Nej, det skal aldrig ødelægges af noget senere kommende, at Du satte mig Stævne, Amalie min elskede Du har været, Du er den dejligste Kvinde. Vor Roman er smuk og jeg er så stolt som en Konge ved Tanken om hvad jeg har vundet. Amalie, jeg tør udfordre den halve Verden, den byder mig ikke vor Historie om igen. – Du søde Pige med din Skamfuldhed over den forsinkede Julegave til Mama. Tro mig min sødeste Ven kan Du holde af hende af hele dit Hjærte Du vil få Løn derfor, hun er inderlig god. – Fattig Stump, det jeg føle mig, til jeg har Dig og aldrig mer kan slippe Dig, til jeg føler Dig føle enhver af mine Følelser, til jeg har Dig i enhver af mine Tanker, til jeg ejer, kender, lever med og af enhver af dine Særegenheder. Tossede Unge, som tænker på, at andet kunde være muligt.

– Min lille Pige jeg må nu standse, jeg er så overordenlig træt og jeg har ingen Frimærker i Aften. Jeg må op i ordenlig Tid imorgen for at få Frimærker sat på Brevet og det med Posten. Den går Kl 11 fra Kbhvn, men Brevet må være indleveret inden Kl 10 på vort Posthus her ude på Østerbro eller også må jeg ind til Skibet. God Nat min elskede Stump. Jeg skal imorgen Aften i Selskab. Tror Du jeg vil tænke på meget andet end Dig på vor Bryllupsnat? Du elskede

Din Erik



198. Erik til Amalie

Den 26 December 1883 Nat

Klokken er ½ 3, jeg kommer fra Selskab. Med Vilje har jeg trukket Tiden ud. Jeg har siddet og været interessant, men ingen har kunnet drømme om, at min Livlighed skrev sig fra mit Forsæt om at komme hjem og sætte mig til Skrivebordet netop når Året løb ud fra hint Øjeblik da Du blev min. Amalie, nu ligger Du formodenlig fornuftigt og sødt og yndigt og sover, men tænkt på mig har Du den hele Dag og da Du var ved at sove ind. Min Hustru, hvad er der ikke sket for os begge i Kraft af vort Møde ifjor. Kan Du huske hver Enkelthed? Et og andet står utydeligt for mig. Jeg var halvvejs forskrækket. Men Du skal minde mig om alt og jeg Dig til Gengæld. Amalie i Nat for et År siden blev vi viede til hinanden, det var en Indvielse af en forunderlig højtidelig Art. Og dog Stump vort Bryllup ud ad til, i Verdens Øjne, vil blive mig nok så højtidelig. Nu véd jeg hvad jeg gør, den Gang var alt lige som et Vovespil. Amalie min elskede, usigelig dyrebare Skat, det er noget vidunderligt der er sket for os begge. Jeg har en så mærkelig religiøs Fornemmelse af at have haft den store Naturs Medviderskab og Gunstden store Naturs Medviderskab og Gunst: se Eriks «trosbekjennelse» om naturen og kjærligheten i brev 17. da Du bange og dog uden Tøven eller Modstand blev min, og så lykkelig en Følelse af hvor ligefremt det hele gik til. Men Amalie vi er to Mennesker, der har fundet hinanden for det Godes Skyld, tror Du ikke også det? – Men jeg er træt, jeg føler, at [jeg] dog ikke nu vil kunne finde de ægte Ord for min Stemning. Jeg er lykkelig, det er i Grunden alt hvad jeg kan sige og jeg er helt alvorlig og grebet ved Tanken om nu for et År siden.

Din Erik

Min elskede jeg er så lykkelig!



199. Amalie til Erik

Skram

Zinnsgade 2 Kbhvn

Fra Christiania 28/12/83 kl. 5.10 em

Pakkerne ankommet idag. Skriver iaften

Kjærlig Hilsen

Amalie



200. Erik til Amalie

Fredag den 28 Decemb 83

Min elskede stakkels Stump, som har Smærter og er så sød alligevel.som har Smærter: se brev 196. Amalie min egen yndige Pige hvor det gør mig ondt for Dig, en sådan Næsebyld er jo noget af det pinagtigste der er til! Og jeg som ikke skrev igår! Det gik således til, at da jeg igår Aftes kom hjem for at skrive, var der ikke blivende Sted for mig hjemme. En Idiot af Kakkelovnsmand, som havde været der kort forinden, havde lagt en Plade i Ovnen forkert, så at min Stue uafladelig var fyldt af Røg. Jeg var sint som en Tysker og gik af bare Fortvivlelse i Seng. Ak Du elskede jeg tænkte og tænkte på Dig og havde så ondt af Dig og ønskede blot, at Du var hos mig jeg skulde gøre alt så godt for Dig, som det på nogen Måde var muligt. Amalie bliver Du syg hos mig, skal Du se, jeg er flink til at pleje, jeg har lært det af Mama, som er så mageløs omhyggelig. Min egen Ven, Du skal ikke være bange for at komme til at lide af Mangel på Omhu, hvis noget Slags Ondskab som Bylder eller anden Pine kommer på, jeg skal være så god, og så tror jeg, at jeg kan finde på en og anden Lindring. Og jeg kan forsvinde og ikke plage, når det er rigtigt, og jeg kan komme listende og rette på Hovedpude, og jeg kan stable Hovedgærde op og stille Lyset el. Lampen på hensigtsmæssig Sted og stoppe ned for Fødderne eller skaffe Luft – Du skal se, Du skal nok blive fornøjet med mig. – Min elskede, nu må Du vel have fået mine små Julegaver og set, at de blev sendt fra mig Fredag Aften i forrige Uge. Søndag Aften har de været i Kristiania, men det må vel have været Juletravlheden, der har forhindret, at de blev uddelte i rette Tid. Naturligvis har det ikke været mig kært at erfare at Du den Aften intet Budskab modtog fra mig. Min elskede sig mig, savnede Du ikke, intet at høre fra mig netop Juleaften, og er det slet ikke faldet Dig ind, da Du læste mit Lørdagsbrev, at der måtte ligge et imellem? Men det er sandt, mulig forhindrer den afskylige Byld Dig endnu fra at hente Sagerne på Tolden, for det har Du vel været nødt til. Og i Aften kommer der vel af samme Grund intet Brev fra Dig. Elskede at Du stod op og vel også selv besørgede dit Brev i Postkassen! Du må ikke plage Dig, min dyrebare Ven for min Skyld, jeg skal være så tålmodig, så tålmodig – kun at hvis Du virkelig nogensinde skulde blive virkelig syg, at Du så sørger for, at jeg daglig får Efterretninger fra Dig. Hører Du, det må være en ren Aftale. – Om jeg er bleven glad for dit Bord? Jo Du kan være vis derpå. Fra igår har det været indlemmet i mit Møblement. Det står tæt ved Vinduet tilvenstre for mit Skrivebord, jeg sidder nu og ser på det. Mine Øjne falder uafladelig hen på det. Det pynter sådan op og er så udmærket nyttigt. Øverst ligger tilhøjre «Ude og Hjemme» med Julenummeret øverst og tilvenstre en Bunke af «La vie moderne»,en Bunke af «La vie moderne»: ukentlig fransk tidsskrift som begynte å komme ut i 1859. neden under ligger et Antal af norske «Dagblade», som jeg efterhånden har samlet, og «Rigsdagstidenden».«Rigsdagstidenden»: dvs. Rigsdagens møtereferater. Alt dette har hidtil flydt tilfældig omkring i min Stue uden at have blivende Sted. Jeg synes, at her formelig er blevet ordentligt i min Stue, siden det Bord er kommet til. Og det er så pænt, pynteligt og tilbageholdende i Farve (olivengrå) og Form. Tak Du søde. Du har lagt Mærke til, at jeg trængte til et sådant Bord. – Din Plan for Artiklen om «Over Ævne» synes jeg lyder udmærket. Ukendt i almindelig Forstand er Bjørnsons åndelige Bevægelse naturligvis ikke, men der er vel næppe Tvivl om, at Du både har set den skarpere og kan sige, hvad det kommer an på, tydeligere end nogen her nede, og ethvert Bidrag til Belysning af Bjørnsons literære Personlighed vil ubetinget blive modtaget her med ivrig Opmærksomhed. Jeg får næppe Tid idag til at gå på Posthuset med «Det ny Gennembruds Mænd» men så sender jeg Dig den imorgen.«Det ny Gennembruds Mænd»: dvs. Det moderne Gjennembruds Mænd, Brandes’ nye bok. Du bør dog vistnok løbe Artiklen om Bjørnson igennem, om ikke for andet så for den beroligende Fornemmelses Skyld, at dine Ord formodenlig på intet Punkt falder sammen med Brandes’. Om den sidst nævnte Bog vil jeg ikke skrive bl.a. fordi jeg ikke er moden dertil. En Avisartikel lad gå, den kunde jeg vel brygge sammen, men en Opsats af virkelig literær Betydning angående dette Emne og til Bedømmelse af Brandes’ Fremgangsmåde føler jeg mig langt fra overlegen nok. Jeg har altfor liden Evne til at anstille Sammenligninger, jeg har så godt som intet læst af moderne udenlandsk Literaturhistorie. Om «Skyggebilleder» derimod antager jeg nok at kunne få nogle Bemærkninger nedskrevet som kan få Betydning.Skyggebilleder: se brev 179, note 6. Eriks anmeldelse av Drachmanns bok står ikke i Tilskueren. – Jeg skal til Middag idag hos Knudtzons, første Gang siden Du rejste. Det vil blive underligt at gå der alene omkring, ikke have Dig at smutte bort med, ikke være der for din Skyld – hvad skal jeg der egenlig? Jeg lover mig ingen Fornøjelse deraf. I det hele Amalie er det urimelig tungt, denne foreløbige Tilstand, inden Du sidder som min Hustru. Mulig kan vi få drøje Dage. Det er jo højst sandsynligt, at det vil blive svært knapt med Pengene, og det er en slem Ting, men det har dog altsammen sin Mening. Med Dig ved min Side véd jeg jo hvad jeg lever for. Så længe Du er i Kristiania, og mine Tanker og Interesser, mit Liv fra det jeg står op til jeg går i Seng, ikke trods al min Længsel al min Tilbøjelighed og al min Vilje kan komme til at have Dig som eneste virkelige Midtpunkt og Tilflugtssted, sålænge er jeg hjemløs. Stump, det er afskyligt at være Dig foruden, for det er meningsløst. Jeg forsikrer Dig Amalie, at jeg undertiden er ved at fortvivle ved Tanken om endnu i tre, tre! Måneder at skulle gå i denne Tilstand. Jeg er syg, Unge, jeg har Bylder på Sjælen, det er en af dem, som ved mine Breve har smittet Dig og sat sig i din Næse. Sig mig, søde elskede Ven, kunde der være tale om, at jeg kunde få Lov til at kysse Dig på din stakkels Næse nu? Tror Du, at den blødeste fineste ak så øm og forsigtig en Berøring kunde få Dig til at smile et eneste lille Øjeblik? Eller er den yndige Næsetip så ømfindtlig, så spændt og pint, at Du ikke turde vove at føle endog blot Anelsen af en Berøring af min Kærligheds allerblødeste Læbespids? Jo Stump tænk på, at jeg kunde gøre Tippen af din Næse ganske svagt fugtig og så sagte sagte blæse på den, det vil køle svagt, fint stille, godt. Og jeg kunde kysse Dig stille, blidt, så at Du næsten ikke mærkede det, andre Steder, igen, og igen en ganske lille bitte Gang og så en Gang til og så holde op og se på Dig, jeg mener kysse Dig på Tippen af dit ene Bryst, og Du lå så stille, og jeg kyssede Dig igen, så aldeles utrolig let og blødt, og din Smærte kunde blive lige som mindre, ikke så ond og fæl. Den kunde glide sagte bort for en Stund, Du kunde føle en Lindring. Og så kyssede jeg Dig lige så ømt og forsigtigt på den anden Brysttip, og Du måtte smile ganske lidt og Du kunde lukke Øjnene og måske få sovet lidt, når jeg endnu en eller et Par Gange havde blot som en Anelse berørt Dig med mine Læber. – Stakkels Unge, Du skriver, at Din Nattesøvn har været røvet fra Dig. Sig mig Elskede vilde det så have været godt eller kedeligt for Dig at have din Mand liggende og puste i dyb Søvn ved din Side? Du må huske, at Du er så sød når Du sover; det er endnu så rasende uvist hvorledes jeg vil arte mig. Men Du skal gøre Dig Umage med mig, jeg vil ikke blive Dig dine Nætters evige Plage. – Nu Ven glem ikke at sende mig Prøverne på Farverne med Opgivelse af hvilke Stuer der skal have hvilken, og giv mig Svar om Sengen eller Sengene. Tænk også på, at Du i Tide må sikre Dig Josephine eller ikke Josephine, og at det Spørgsmål må afgøres, om Du vil se at få en Pige med Dig under alle Forhold, eller om jeg eventuelt skal sørge for et hensigtsmæssigt Kvindemenneske. Julen her nede har været ubegribelig smuk, 6–7° Varme Réaumur6–7° Varme Réaumur: dvs. 8–9° C. og klart stille eller lun tåget Luft. Du vilde have syntes om den. Ak nu kan der formodenlig gå Åringer hen, inden så gode Forhold på ny indtræder. Jeg er inviteret i Aftenselskab efter Middagsselskabet hos Knudtzons, så i Aften skriver jeg ikke. Jeg tager dette Brev med og lægger det i Kasse på Vejen. Nu skal jeg klæde mig på. Min elskede, hvor morsomt, når vi to skal skynde os i Pynten sammen og afsted!

Elskede elskede elskede!

Din Erik

Dette med «Dagsavisen» er en Fantasi,Dette med «Dagsavisen»: se brev 196, note 3. som vanskelig vil kunne få Fødderne nedpå Jorden. Det er et lille halvsjofelt, i alt Fald ikke for ordenlig anset og tilvisse ufint Blad med industrielt Tallent, uden Spor af literær Evne. Det vilde være en Bod af bitter Art at skulle ty til det. Foreløbig vil der blive gjort Forsøg på at holde sammen med det ny Morgenblad. Det er en temmelig upræsentabel Fyr, som skal være Redaktør, uden Respekt for og uden Kendskab til literært og kunstnerisk Liv. En politisk Klopfægter.En politisk Klopfægter: K. P. Korsgaard hadde vært Rigsdagsreferent ved Morgenbladet siden 1873, og ble redaktør 1884–87.



201. Amalie til Erik

28de decbr. 1883

Min elskede Erik, klokken er over to nat; jeg er netop kommen hjem fra selskab, og kan kun skrive et par ord til dig; jeg vilde skrevet den 26de om aftenen, men var for klein af næsebylden. Nu er den over. Men jeg er så rasende træt; ak om vi var gift nu, så at jeg kunde lægge mig til at sove i din arm så trygt og godt med ansigtet trykket ind mod dit bryst, du elskede, dyrebare. Tak elskede for dit brev som jeg fik imorges fra første juledags aften.dit brev: brev 197. Og endelig idag kom dine gaver. Skrinet elsker jeg mere end alt hvad jeg eier og har; jeg kunde ikke fået en ting som bedre havde afhjulpet et savn end den smukke, solide, lille dragkiste til dine breve; men der skulde været en metalhank på hver af siderne. Gudskelov for det ikke var en brosche du gav mig denne gang og; jeg frygtede det næsten. Og albummet er så smukt; jeg er så glad i det, og julenummeret af «Ude og Hjemme» ligeledes. Jeg kan ikke mere iaften. Nu må jeg snige mig ned med brevet til postkassen. Imorgen skriver jeg et ordentligt brev til svar på dine; der er så meget, så meget at skrive om. Men som jeg længes efter dig du elskede, – jeg må alligevel komme så snart som muligt, – jeg holder ikke denne tilstand ud. Var du glad for telegrammet?

Din Amalie.



202. Erik til Amalie

Kbhvn 29/12 83

Min elskede Stump, der havde Du nær gjort mig alvorlig forskrækket. Jeg kom sent hjem, Kl 2 Nat, fra mit Selskab og fandt dit Telegram. Amalie er bleven alvorlig syg, var min første Tanke. Jeg lukkede op, så Underskriften og blev atter rolig: når hun selv telegraferer, er forhåbenlig alt godt. Så læste jeg. Nu er der kun den slemme Mulighed, at Du ikke har skrevet siden den 25, og det betyder vel, at Du har været dårlig og sengeliggende i den Tid. Min stakkels, egen Unge, og jeg har først bag efter kunnet gå omkring med min Beklagelse. Du søde, men er Du da nu rask? Kan Du huske din Byld i Nakken ifjor Sommer, da Du havde skrevet dit slemme Brev til mig i Bergen,dit slemme Brev til mig i Bergen: Det må være det første brev i den foreliggende brevvekslingen. og Du på et hængende Hår havde fået mig til aldrig mere at komme Dig nær. Denne Gang har Du virkelig ikke fortjent nogen Straf – ja det skulde da være, fordi Du ikke samler Pik og Pak og kommer ansættende ned til mig og siger, jeg vil straks giftes med Dig, jeg kan ikke holde ud at leve borte fra Dig. Ja det er vistnok derfor, at Du har fået din Byld i Næsen. – Min søde Pige, har Du savnet mine Småting, som skulde have været hos Dig Juleaften? Har Du længtes efter dem? Så er Du naturligvis blevet skuffet. Det er jo slet ingen Ting jeg har givet Dig. Og har Du måttet betale Told? – Nej men hør Amalie for en Gave Du har sendt Fru Knudtzon! Du kan såmæn være glad, at Du ikke endnu er gift med mig. Jeg havde lagt mig over disse Fotografier og hvæset som en Drage og spyt Ild og Gnister for at hindre Dig fra at sende dem ud af Huset. Det er jo Stykker af dit Liv, af mit Liv med, for Du skulde have fortalt mig om dine Indtryk, nu svinder dette mig ud af Hænderne! Jeg tror så sandt, at de hos Knudtzons mærkede, at jeg blev helt ve tilmode over at se Dig give disse Billeder bort. Jeg tror for Resten, at jeg sa’ det ligefrem. Men glade er de blevet, kan Du stole på. Men det tror jeg nok, det har de let ved! Uf! Hør Du, den Bertha er dog et underligt Pigebarn. Nu igår da jeg kom ind til Middagen, der i Anledning af Etatsråd Collins Tilstedeværelse var ansat til Kl 5,Etatsråd Collins Tilstedeværelse: Knudtzons yngste datter Benedikte var gift med Etatsråd Jonas Collin. og jeg mødte i god Tid, og Gæsterne var kommen, og vi kun ventede på Doktoren, som man havde forsømt at underrette om den forandrede Spisetid, og den gamle Frue var så elskværdig og talte en hel Del med mig og hørte med megen Beklagelse på min Beretning om din sørgelige Næse og viste mig din Mappe og var helt triumferende, så kom da også Bertha hen senere, da Fruen var begyndt at blive nervøs. Så talte jeg med hende først om Mappen og om dit Bord – hvor jeg naturligvis glemte at takke hende for den Ulejlighed, hun havde haft med det – og så kom jeg da også til hende frem med din Næse. Herregud jeg går virkelig omkring og tænker på den Næse, og det er et meget bedrøveligt Faktum den Pine, Du lider. Så i Stedet for at spørge deltagende, i Stedet for at se medlidende eller blot interesseret ud, i Stedet for i det Hele at tage sig Spor af denne søde yndige stakkels Næse, der i sagte Glød bestandig svæver for mine Øjne, ser hun ret ud i Stuen, står rank med Armene halvtoverkors, betvivler let, at det er en Byld, antyder Muligheden af en Filipens, hvilket stygge Ord hun dog naturligvis vel vogter sig for at tage i sin Mund, mener, at det går snart over, gør mig fuldstændig dum med mine beklagende Ord og ønsker synlig dette Emne hurtigst muligt forladt. Jeg får Indtryk af, at jeg har sagt «Bukser» eller noget andet upassende, ærgrer mig og er virkelig ked og led af hendes dumme stive Væsen. Jeg havde hele Aftenen ikke Antydningen af Lyst til at tale med hende, og jeg gjorde det da nok omtrent heller ikke. Hun var for Resten meget smuk igår Aftes med en høj fyldig kruset Kravestrimmel i Halsen. – Jeg havde Frøken Brosbøll tilbords,Frøken Brosbøll: visstnok Anna Brosbøll, datter til Carit Etlar (tidligere Carl Brosbøll). og det gik meget behageligt. På min anden Side sad den elskværdige Fru Drewsen. Senere ved Cigaren talte Drewsen og jeg sammen. Jeg får mere og mere Respekt for denne Mands solide Dannelse og rolige Evne til at tænke. Det er Folk af hans Slags, som er det gode Publikum, den Kritik, der aldrig kommer offenlig frem, stundom forsvinder helt i Døgnets Larm, men til syvende og sidst bestemmer – – å nej, han fører et for tilbagetrukket Liv til egenlig at have videre Indflydelse. Men mig imponerer han med sin megen Læsning. – – Disse to Streger betyder, at jeg har været i Byen for at spise. På Vejen mødte jeg Henriques – DagsavisenHenriques – Dagsavisen: Axel Henriques var teateranmelder og causeur i Dagsavisen. – som bad mig gå hjem med ham for at spise fyldt Hvidkålshoved, hvad jeg da gjorde. Dette har trukket temmelig længe ud, og jeg er bleven så underlig tung i min lille bitte Mave og let i Hovedet af denne Historie. Kl er straks 10, With har sat mig Stevne Kl 11 hos à Porta og jeg har sådan en umådelig Lyst til at slibe mig en Skraber forinden. Hvad siger Du min sødeste Unge til, at jeg svigter Dig for denne Lurs Skyld? Så meget mere som jeg véd, at jeg imorgen ikke kan få skrevet et Ord til Dig. Først skal jeg til Frokost, og når den er overstået har jeg formodenlig intet andet at foretage mig end at lave mig til den Middag, jeg skal til Kl 5. Og imorgen Aften kommer dit Brev. Men Du véd ikke, hvor lyksalig en Følelse det er at vide at der, når jeg kommer hjem, ligger Brev fra Dig. Altså Stump nu går jeg til Sofaen for at lure en Smule. – Det blev nu ingenting til, det viste sig, at jeg dog ikke var søvnig. Min Ven, Du har i dit sidste Brev med en vis Bekymring slået på, at Du ikke var vis på, at dine Gutter vilde få det så godt som Du kunde ønske det, når Du rejste. Husker Du, at Du aldrig til mig har sagt, hvorledes Gutternes Forhold skal ordnes? Og læg fremdeles Mærke til, at jeg i Grunden kun på det løse kan sætte mig ind i Nødvendigheden af din Forbliven i Kristiania til Marts Måneds Udgang eller hen derimod. Har Du ikke Lyst til at skrive om disse Ting? – Idag er det blevet afgjort, at alle de faste Medarbejdere går fra Morgenbladet nu til Nyår. With er imellem dem. Han redigerede den temmelig vidtløftige «Brevkasse» i Bladet«Brevkasse»: en regelmessig liten spalte i Morgenbladet. – Du véd, den Mængde Spørgsmål om allehånde Sager, som indsendes til Redaktionen og besvares af den – han oppebar derfor 600 Kr, en som alle de andre, ussel Lønning, men den spillede dog en Rolle for ham, og han nærer en lille stolt Fornemmelse af ved denne Leilighed at have ydet et Offer for sin Overbevisning, og jeg driller ham med, at han har forspildt sine Udsigter til en eller anden Post under Ministeriet Berg. Med dette samme Ministerium turde det for Resten forholde sig mere uvist, end det fra først af så ud. At få rigtig Greje på, hvorledes Sagerne står, er imidlertid for Øjeblik[k]et næsten umuligt. Hvad det er, der tilsidst har bestemt alle Bladets gamle Medarbejdere til at gå, efter at det en Tid så ud, som om de vilde blive, véd jeg endnu ikke. Jeg tænker, at jeg i Aften kan få fyldestgørende Forklaring derpå. Det er mig, der i sin Tid har knyttet dem alle til Bladet. Morgenbladet vil formodenlig nu blive en temmelig umulig Avis, og det ender dog nok med, at der ad Åre kommer et radikalt Organ.at der ad Åre kommer et radikalt Organ: Det skulle gå ti måneder før Politiken begynte å komme ut i oktober 1884. Når der så blot i Mellemtiden kunde gå Hul på den utålelige politiske Byld, som efterhånden har standset så mange gode Safters fornuftige Fordeling i vort offenlige Liv. Jeg burde naturligvis have skrevet et Brev til Dgbl. om Forandringen ved Morgenbladet. Jeg har kviet mig for det, jeg har bogstavelig ikke vidst hvorledes jeg skulde belægge mine Ord. – Nu Stump, går jeg til Byen for at spørge nyt. – Jeg længes umådeligt efter dit Brev imorgen. Jeg synes, at det er forskrækkelig længe siden jeg har hørt fra Dig. Du glemmer da ikke de to–tre Dagblade jeg bad Dig om. De bliver rigtignok nu så gamle, at hele Historien er ved at gå i Glemmebogen. Var Du nu min virkelige søde Hustru og ikke en fornem Dame, som forbeholdent bliver siddende i Kr.ania, fik Du mit Godnatkys, og så sagde Du: Kom nu ikke for sent hjem, og så gik jeg og var et lykkeligt Menneske.

Min elskede

Din Erik



203. Amalie til Erik

Lørdag Kr.ania 29-12-83.

Min elskede, jeg har ikke været flink til at skrive på det allersidste, men dels har jeg været syg, som du ved, og dels stærkt optaget af juleselskabelighed, og så har jeg i disse dage fået et længselens mismod over mig, som gjør mig så nedstemt, at jeg ikke har lyst til noget i verden, end ikke til at skrive til dig, elskede. Da jeg fik dine julegaver igår og dit brev, som du havde skrevet på fredagen, måtte jeg telegrafere, for at du ikke skulde være uden hilsen fra mig så længe, – jeg havde sidst skrevet på tirsdag, første juledag, og nu var det fredag, – og så vilde jeg få tid til et ordentligt brev, endskjøndt jeg jo vidste, jeg skulde i selskab om aftenen. Men timerne blev mig frastjålne, og jeg måtte gå i selskab, uden at ha’e sat pen til papiret. Så, da jeg kom hjem sent på nat, skrev jeg de ilsomme linier, og da jeg kom tilbage fra min vandring til postkassen sa’e jeg til mig selv: tænk om der nu lå brev fra Erik på mit sengebord, men jeg vidste det var umuligt, såsom posten jo først udleveres om morgenen, så det var bare en vild fantasi, der var glemt i samme nu. Men tænk dig, – i det øieblik, da jeg afklædt, barfodet, iført min lange natkjole, skal sætte lampen hen på bordet ved sengen, falder mine øine på et brev med din håndskrift.et brev med din håndskrift: brev 198. At jeg ved det høie glædeshop jeg gjorde, ikke tabte lampen, begriber jeg endnu ikke. Jeg sprang iseng, og læste liggende dine søde, douce elskovsord, din milde, alvorlige ihukommelse af vor brudenat forrige år, det var skrevet den 26de om natten, ved du – og sov ind med brevet under puden, i tankerne hvilende tæt op til dig, omsluttet af din ene arm, lykkelig og længselsfuld på én gang. – Men hvad siger du forresten om en sådan afsindig postbefordring? Du, hvor jeg elsker det skrin du gav mig! Og den sæbe lugter af virkelig roser, men Ixora havde duftet skrinet bedre til.Ixora: se brev 95, note 1. Det skrin vil jeg ha’e stående på mit bord i min sidste sygdom; det skal være det sidste jeg flytter mine øine fra, – nu ligger din skat af breve deri og når jeg ser på det, må det være med et blik, som kjærtegner og varmer. – Hvor dit brev fra julaften var stormende sødt. Alle de udbrud gik mig så til hjærtet, og de fyldte op derinde, fordi jeg så alle underlagene, du elskede. Hvor det var deiligt med mit brev, som overraskede og glædede dig i den grad på julaften ved din hjemkomst – akurat som med mig igår formodentlig, og hvor jeg er glad, fordi du syntes om min julegave. Du skal se, det er en nyttig ting, og du skal bruge det udelukkende til aviser og tidsskrifter. Holder du orden der, kan du få rum til utrolig meget, for jeg skal sige dig, det nederste rum mellem gulvet og den underste plade kan også bruges til aviser, når der er teppe på gulvet i allefald; jeg glæder mig til at se det i din stue, i vort hjem. – – Ja, det er hårdt at skulle lade sig nøie med bare disse fattige breve, men alligevel ikke så meget nu, når vi jo ved at om nogle måneder skal vi eie hinanden helt og holdent og for bestandig, hvis vi selv vil, da. Tænk på forskjellen mellem før og nu, – jeg kan som du, ikke begribe hvorledes vi egentlig havde det dengang, hvorledes vi kunde være så letsindige og knytte os så fast, så uopløselig fast til hinanden, og alligevel ikke et øieblik tænke den tanke alvorlig tilende, om der dog ikke skulde eksistere nogen mulighed for at blive sammen. Men forresten, – så meget desto bedre, at det er kommen som det er, – sprunget frem af sin egen nødvendigheds lov, ubøieligt, over alle grænser, trods alle hensyn, bydende. Du skal se vi bliver ikke kjede af hinanden, – vor kjærlighed vil tiden ikke kunnne forringe, – jeg ved det, – fordi der vil være udvikling, bestandig udvikling, og fornyelse i vor kjærlighed, og i vort samliv, – hvis ikke noget uventet, grelt vil skjære den pludselig over. Vi vil aldrig blive færdige med hinanden, tværtom vil vi fra måned til måned blive hinanden mere og mere uundværlige, – ja, det er ialtfald min tro, du elskede hvor jeg skal blive god gjennem min kjærlighed, og gjennem din, – jeg, som troede jeg var god, – først ved at elske dig, har jeg fået et glimt af en forestilling om hvad det vil sige at være god, for den, der elsker. Men nu må du huske at bære over med mig, om jeg ikke straks når op til det jeg vil, for jeg har en del at lære her. På en vis har livet nemlig forkjælet mig voldsomt, på samme tid som det har handlet hårdt og ilde med mig. Bare jeg ikke alligevel har taget større skade af begge dele, end jeg selv eller nogen ved. Jeg har havt min egen vis at tage det på, lade det virke på. Hvad man kalder fordærvet sådan i almindelig forstand er jeg ikke bleven, – de fleste vilde blevet det under mine forhold, det er jeg vis på, – men gud ved om det ikke har affødt en underlig slags forhærdelse, en forstokket egensindig villiestyrke, som har fået næring derved, at jeg i så mange tilfælde har sét, at det er den jeg har havt at berge mig ved, og som måske vil reise sig og virke på urette sted. Jeg tror søde, elskede Erik, at der skal lidt klogskab til at behandle mig således, at du får det bedste ud af mig, klogskab og megen kjærlighed, – kjærlighed der må være selvfornægtende nok til at kunne bære over. På samme tid synes jeg og at jeg kunde være som et voks i dine hænder, fordi jeg elsker dig. – – –

Jeg husker ikke om jeg skrev om julaften. Jeg fik mange pene presenter, – du skal få se dem når jeg kommer, blandt andre et stort photografi efter et maleri med smuk ramme, som skal hænge i vor spisestue. Jeg havde skrevet vers til gjæsterne, jeg vilde havt til Jakob og Ludvig og, men fik ikke tid, – jeg skrev dem mens jeg gik og pyntede julebordet, og pakkede gaverne ind, – ret som det var, for jeg hen til skrivebordet, og satte en ny linie. Garborg var så fornærmet over sit, – han fandt det så usselt i sammenligning med de andres, – vil du høre det? Men husk at det bare var sludder og skrevet for komers, men Garborgs var forresten det værste. Først må jeg fortælle dig at han fik en liden flacon af krystal med parfume på af mig, – for ellers forstår du ikke «digtet», og af gutterne en nydelig liden splinterny tingest i form af en paraplui – (på bergensk regnehat) – af elfenben og ibenholdt, hvori der var gjemt alleslags skrivematerialer. Altså: O Garborg kjær – Velkommen vær – til dette runde bord – Lidt af krystal – du finde skal – o tro mig mig [sic] på mit ord. – Og noget der er hvidt som sne – Og sort som ibenholdt – Og gjemmer på de gjenstande – Du tumler som en bolt. Og det er gjort i lignelse – Af tænk, en regnehat – Og hvis du ikke er et fæ, – Du kalder det en skat. – Nu skal du få Bolls, men først må du vide at det var ifjor gutterne gjorde dette intime bekjendtskab med ham dernede på karnevalet, hos dronning Semiramis,hos dronning Semiramis: se brev 73, note 11. og at de forærede ham en kasse cigarer, versene bar derfor også overskriften: fra Jakob og Ludvig:

«I dronning Semiramis’ assyriske slot,

Hvor vi engang var budne som gjæster,

Levede vi så gemytligt og flot – Det bare gik løs på fester. – Men det bedste af alt, var at der vi fandt,

En mand hvoraf der sig et venskab udspandt,

Os til stor gammen og både.


Han bar et ordensbånd, som var blåt,

Ellers gik han i jordiske klæder. – Han var en pryd for det ganske slot, For Assyriens rige en hæder.

Af gestalt så skjøn, og som Saul han raged op,

Høit over Plebeiernes længste krop

Og så høvisk han var i sin tale.

Så kommer der et vers som jeg ikke kan huske helt og derfor udelader, slutningen er:

Og såsom vi gjerne ham glæde vil

Og godt formærket haver,

At det eneste han er forfalden til

Af Vorherres jordiske gaver,

Er cigarer, der dufter og trækker godt,

Og derfor vi begge måtte være et fjot

Om det ikke var vor julegave. –

Hellands var sålydende: (I Grækenland kaldtes han altid: kyrios Helland,kyrios Helland: dvs. (gresk) herre. og havde med en masse græsk vin som han dels gav bort, dels solgte)

«Hil dig krigførende,

Samfundsoprørende

Hurlumheigjørende

Skavankberørende

Med vin os rørende

Kyrios Helland!

Påfærde værende, – Monrad belærende – Lochmann docerende, – Kierulf kreperende, –Monrad belærende – Lochmann docerende- Kierulf kreperende: Ved siden av sine vitenskapelige arbeider, utfoldet Helland seg gjerne i avispolemikk. Festskriftet til ham fra 1916 inneholder en fyldig bibliografi over hans trykte artikler, men det har ikke vært mulig å finne noen polemikk med Marcus Monrad. Ellers refererer verset til en polemikk med Professor Lochmann «Om ønskekvisten» i Dagbladet 11/6, 13/6, 15/6/83, og en anmeldelse av Theodor Kjerulfs Udsigt over det sydlige Norges Geologi (Dagbladet 8/11/79).

Budgetbeskjærende – Fru Bull besnærende, –

Dagbladsernærende, – Hvast opererende –

Poulsen håndterende, Kyrios Helland.


«Leiefolk» værgende,«Leiefolk» værgende: Det ser ikke ut til at Helland har skrevet noe om «Madam Høiers Leiefolk». – Jurister tærgende, –

Fiender hærgende, – Vennerne bærgende, –

På Island færgende, Kyrios Helland!

Han være kan en svøbe, – Et ris, der slår par force,

Med ham af fad at søbe – For uven er et kors. »


Så kommer der 2 vers om «ønskekvisten» og «den sorte rotte», som jeg desværre ikke husker, og så: Men han er også vennehuld,

Et stål, som svigter ei, – For hjærtet hans er udaf guld,

Svig er ei på hans vei.


Vi derfor ham vil dyrke, – I denne juletid, –

Til tak for årets yrke, – Med al vor kunst og flid.


Vi bringe vore gaver – Med glæde for ham frem,

Når hjem ikvæld han raver – – han passer nok på dem.


Bare nu ikke alt dette har kjedet dig elskede, det var for at du skulde få lidt indsigt i arten af den moro vi havde på vor juleaften. Det havde lignet mig mest slet intet at fortælle, men det er din interesse for mine greier, den der leilighedsvis er kommen for dagen, som har sat mig på det. Der går et mismodigt drag igjennem dit brev fra første juledag. Det gjorde der vistnok også i det jeg skrev den dag. Hvor kan du dog gå og ængste dig for vort daglige samliv, for at der da ikke skal være den festlige tone i luften over os? Og hvoraf kommer det, at jeg aldrig plages af en lignende ængstelse? Vistnok deraf, at jeg ved så helt ned til nederste bund af tingen hvad jeg gjør. Jeg er ikke spor af bange, elskede. Jeg elsker dig, og elskov er ikke en veirhane på taget der dreies af naturens fra øst og vest opkommende vinde. Ikke hos mig eller dig. Jeg er ikke sangvinsk, ikke på ungdommens illusionsmæssige manér. Du skal se, at dette, at det er en moden, færdig, om du vil gammel kvinde du elsker, skal komme netop vort samliv til gode i forskjellige retninger. Men når du plages af disse banghedstanker, kommer det så ikke af frygt for mig? Af frygt for at jeg ikke vil kunne holde din kjærlighed vedlige? Men det er jo ikke noget at ængste sig for du dumme gut. Tror du at vort samliv nogensinde i verden skal få lov til at blive os en lænke om benet? Husk hvorledes det begyndte i frihedens skjønhed, husk, – hvorledes det er mig som er mere end den halve medskyldige, tror du ikke jeg er kar for at realisere, hvad jeg har tænkt og villet, et liv i kjærlighed, i skjønhed og sandhed sammen med dig, og bliver det noget andet, så er veien mig jo åben. Ikke ofre en tanke på dette. Hvad der komme, det komme. Kun at vi begge er mennesker, – det vil sige, gjør hvad der er menneskeligt i god forstand! – – – –

Mit jødehad er netop reaktionens, en fornuftig reaktions resultat hos mig. Jeg har gjennemløbet banen fra had, gjennem begeistring godhed, tilbage til had, der er så meget dybere og uudryddeligere, fordi det har den forudgangne udvikling at bygge på. Uf, hvorfor kan du dog ikke være rigtig determineret voldsom i nogen fornemmelse! – jeg har lyst til at ruske i dig, banke dig til du blir rasende. Jeg hader de jødetamper, kva race; det er en modbydelig slægt, – jeg ved det,jeg ved det: «ved» er understreket tre ganger. menneske, nu ved jeg det, når selv han, Georg Brandes, der gjennem sin hjerne ialtfald har forstået hvad der er sublimt og ædelt på jorden, er i sig selv en så lavartet skabning. – Og hvor kan du ha’e en anden mening? Jeg er vis på at du etsteds i din sjæl føler at det er ret og rigtigt hvad jeg fornemmer, – en enkel undtagelse, – kanske denne hersens Rubin, – der forresten jo er en sådan stygging, – og stygge mennesker tror jeg ikke helt på, – det er næsten altid det indre, som præger det ydre, – men kanske denne fyr Rubin kan være en undtagelse, – men en enkel undtagelse altså, – hvad siger så det? – Sars kan ikke skrive om «Gennembruddet», fordi at han i den bevægelse, der skulde påvises, vilde komme til at spille en hovedrolle. Jeg har talt meget om dette med forskjellige. Garborg er manden, og han er villig. Men der må skrives en hel bog derom, og han siger der vil gå to år hen inden den er færdig.inden den er færdig: Garborg skrev ikke bok om «Gennembruddet», men gjorde sin tilknytning til det klar i sine bøker. Men han har halvveis givet sit løfte. Det var ikke Harstad men Holst, som havde skrevet hin artikel i Dgbldt.hin artikel i Dgbldt.: se brev 191, note 4. Brandes, som kjendte ham, fordi han i sin tid har fået en meget nøiagtigere udredning om disse forhold i et privat brev fra Holst på anmodning, skrev et meget uforskammet brevet meget uforskammet brev: Brevet fra Brandes til Holst finnes ikke i samlingene. og sagde, at «høistærede burde have indsét at en sådan tilrettevisning som den han havde givet ham i hin artikel, var overflødig og fornærmelig.[»] Der var ligefremme frækheder i det brev. Han var også ubehagelig over noget Holst havde skrevet om det modbydelige kjøbenhavneri, som gjorde sig gjældende i anmeldelsen om «Over Ævne» i dansk Morgenbld.anmeldelsen om «Over Ævne» i dansk Morgenbld.: se brev 185, note 2. Men forresten begyndte brevet: Kjære Holst og endte: Deres hengivne o.s. v. Og på den sidste side fortæller han ham alt det om de politiske tilstande, som du betroede mig, om Bergs udsigt til ministerpost og alt det andet. Helland fortalte mig det først, og så Holst. Der er blevet en udmærket kjærnekar af Holst, – og det er en glæde. Men du kan godt skrive til Sars om denne sag, – det synes jeg du skulde, for så vil han måske skynde på Garborg. – – Men nu må jeg slutte, du elskede; min pen har været utrolig ond at skrive med, derfor er det værre skrift end selv jeg pleier at opvarte med. En hel æske penne står i min midterste skrivebordsskuffe, nøglen sidder i; jeg havde blot behøvet at stanse et minut, for at tage en ny pen, men det minut har jeg ikke villet give mig tid til at stoppe. Kan du forstå sligt? Vær nu ikke vred du søde over det med jøderne; jeg skal ikke være forstokket; kan du pege på kjendsgjerninger, som beviser min uret, så skal jeg lade mig sige. – Det er efter mit sidste besøg i Danmark, at dette had er blevet rigtig til hos mig. Alt det modbydelige Bertha Knudtzon og fru Drewsen fortalte mig om Brandes’s lavtliggende cynisme. Jeg sa flere gange: Men havde de ikke lyst at slå ham i ansigtet? «Jo, det ved gud, sa’e de begge, – spytte på ham!» Men hvis du vil, skal jeg la’e være med at sige det, – og jeg skal få en anden opfatning, – jeg skal, jeg skal, hvor i verdens rige jeg end skal skaffe mig den fra. – Tænk, for nogle år siden var jeg så opfyldt af den uret jødernes race havde lidt af de kristne gjennem tiderne, at jeg synes jeg kunde ofre mit og mine nærmestes liv for at sone det. Jeg pleiede at sige til mine gutter: hvis I bringer mig jødinder til svigerdøtre, skal de være mig fortrinsvis velkomne. Nu, ja, velkomne skulde de nok være mig endnu, men jeg har skiftet mening; mit sind har bøiet sig fra dem. Men nu farvel, – ikke sandt, – du er ikke vred på mig? Og jeg har ikke stødt dig ved mit snak ikvæld, har jeg vel? Husk på at jeg elsker dig og er din egen elskede Amalie. –



204. Erik til Amalie

Mandag den 31 Decemb 83

Min elskede – kun én Side Brev,kun én Side Brev: brev 201. når jeg havde ventet jeg véd ikke hvormange! Du må kunne begribe, at selve dette Faktum er en Skuffelse. I Telegrammet stod der: «skriver i Aften», altså ventede jeg et Brev, et virkelig et. Men min Unge jeg vil ikke skænde, så meget mere som jeg i Eftermdg vil få Erstatning, det lover Du mig jo i dine natlige søde Linjer. Af en Ytring i dit lille Brev kunde det se ud, som om Du ikke har fået et Brev jeg skrev til Dig selve Juleaften. Jeg anfører derfor de Dage jeg har afsendt Brev efter at Julepakkerne afgik Fredag den 21: Lørdag, Mandag, Tirsdag, Onsdag, Fredag Lørdag. Den 29 bør Du have liggende for Dig tre Breve for så vidt ubesvarede, som jeg efter dit Brev fra 1ste Juledag kun har modtaget den lille Side imorges. Dette kun for at sikre mig, at intet Brev er gået tabt. Min Unge hvor jeg er glad for, at Skrinet er kommet Dig tilpas, men din Mistanke, at jeg på ny skulde vove mig frem med en Brosche er næsten for slem. Dårlig til Påhit er jeg ganske vist, men ved et passende Lavmål af Ringeagt for mit Begreb burde Du dog være standset, Du slemme Trold. Om jeg kunde kysse Dig på Truten nu! Så Du synes virkelig, at Tilstanden ikke er til at holde ud? Den er det ikke, min Ven, tro Du mig, gør Pinen så kort som mulig! Der er noget oprivende i dette at have sit Liv på den anden Side Pokker i Vold, alle Forhold bliver forrykkede, forkvaklede. Jeg lider mest, jeg véd det, for jeg er den vegeste af os to, og jeg er tilmed den, der er mest alene, men også Du Stump har ikke godt af at leve «foreløbig» videre i noget, som ikke skal vare. Det er nær sagt en Uret mod selve de Værdier, man lever op; man bruger dem dog ikke ret til sin egen Fordel, og mon man egenlig er i Stand til at lade andre høste synderlig større Gavn af dem? Og nu én Ting til, min elskede trofaste Amalie: Der er noget mellem os to, som forskydes, forhutles. Vi skriver Breve til hinanden, det er ikke det samme som at tale sammen. Uden at vi kan redegøre for det forandres umærkeligt et og andet i det Billede, vi gensidig bærer i Hjærtet af hinanden. Hvad enten denne Forandring er en Slags Forskønnelse eller det modsatte, der er noget forkert deri og en Smule af en Fare derved. Jeg tror godt, at Du har haft Ret, når Du for nogen Tid siden skrev, at mine Breve havde hjulpet Dig til at forstå adskilligt i min Natur bedre end Du gjorde før vor sidste Adskillelse; men dette kan kun gælde den kortvarige Adskillelse, den første Virkning af den, den om jeg så må sige grovere Massevirkning. Den egenlige sande nøjagtige, fuldt ud fortrolige, helt instinktmæssige Viden Besked, den lille bitte trygge alle Kroge kendende Samfølelse angribes, kan ikke komme i Stand. Du skal elske mig Amalie, ikke det Billede af mig Du har i din Sjæl, det er vor Lykkes Betingelse. Jeg vil ikke være din Prins i mine Breves Guldkareth, jeg vil være din elskede Husbond i min Natdragts og Morgenfrakkes allerdummeste Udseende. Jeg véd, at hvor sød Du end kan blive i dine Breve, så er Du elskeligere i Bukseben og Særk – den Skikkelse, som Du tror er den allerfarligste for Dig at vise Dig i – men jeg er ikke helt vis på, at ikke Du vil længes efter noget andet hos mig, når min Kærlighed til Dig puttes ind i den daglige upyntelige Trummerum. Du skal fra første Færd vænne Dig til at vide, hvad Du elsker, hvorledes der uundgåelig må være usmagelige Ting også i den Styrkedrik. Men det kan Du dårlig nu, hvor din Fantasi ved vor Adskillelse for hver Dag på ny brygger Drikken af lutter fine Sager. Du skal komme ned til mig Amalie, snart snart, overbærende i dit Sind, med Tro på, at det er i Vadmel og hårde Lædersko din Kærlighed skal vandre, og ikke først om tre Måneder, hvor din Længsel har syt Dansesko til dine Fødder og vævet Silkeskrud om dine Skuldre og Lænder. Det er ikke Herlighed Du går ind til, det er et Arbejde, en Villen frem, en daglig Kamp, Du Søde. Og Du må ikke sidde der oppe sålænge, at du glemmer dette. Jeg er i mange Stykker slet ikke flink: doven, dum, fordringsfuld. Men sådan noget føles ikke i Breve. –

Senere: Jeg sidder nu i den største Spænding og venter på dit Brev. Klokken er ½ 6 det kan komme nu, men det kan også vare til 8 omtrent, det afhænger formodenlig af Postens Størrelse. Skal det vare længe i Aften er jeg nødt til at gå uden Brev. Jeg skal til Byen og endda være her ude på Østerbro igen Kl ½ 8, til hvilken Tid jeg har lovet at være hos Fejlbergs, som jeg nu i adskillige År har tilbragt Nytårsaften hos. Véd Du når jeg kom hjem imorges? Kl 4. Er det ikke forskrækkeligt. Men det er din Skyld, Du kunde jo være her nede for at passe på mig. Men hvad der er meget værre er, at jeg igår satte 16 Kroner over Styr til Mad og Drikke. Det var With og jeg, som gav en Ven fra Helsingør Kaptejn Rist en Middag,en Ven fra Helsingør Kaptejn Rist: se brev 65, note 2. P. Fr. Rist ble ved hæren og ble kaptein i Helsingør i 1881. og den blev så vellykket, at vi først skiltes Kl henad 4. Den kostede for os tre 32 Kroner. For meget er det slet ikke, men i mine nuværende Formuesforhold har jeg slet ikke Råd dertil. Du, der er kommet en Letsindighedens Ånd over mig, som virkelig er farlig. Forleden købte jeg et Par Støvler til 24 Kr. jeg plejer at give 18. Det er Galskab, men det er fordi Du ikke er her. Jeg hævner mig. Jeg går hen i Sinne og ruinerer mig, så kan Du først komme til Gældsfængselet og løse mig ud, inden Du kan få den Fornøjelse at blive gift med mig. Forleden var hos mig en Herre fra Hamborg. Han talte en Del om Bjørn Bjørnson,Bjørn Bjørnson: se brev 14, note 4. Han skulle gifte seg i 1886 med Jenny Sandberg. der synes at være i meget ilde Lune og at pønse på at forlade Skuespillervirksomheden for at blive Forfatter. Han har kun 100 Mark om Måneden. Hans Forlovelse er hverken huggen eller stukken men varer nok for øvrig fremdeles ved. Denne danske fra Hamborg fortalte hvad Bjørn havde meddelt ham om Måden, hvorpå han var bleven forlovet, og hvad enten det var Løgn eller sandt, var Bj’s Fortælling lige modbydelig. Den kan Du få en Gang. Er det sandt hvad Bj. også havde fortalt, at en Kreds i Kr.ania havde købt Aulestaden Kreds i Kr.ania havde købt Aulestad: Bjørnson hadde forløftet seg økonomisk ved kjøpet av Aulestad, og det fantes forskjellige forslag om å hjelpe ham. for på ny at skænke Bjørnson den som Nytårsgave? – Nu gør jeg mig i Stand til at gå. Å gid, gid dit Brev vilde komme, inden jeg er færdig! Under alle Omstændigheder skal jeg nok sende Dig en Nytårshilsen i Nat. Jeg kommer sikkert ikke altfor sent hjem i Aften. Du søde, søde, min elskede!

Aften Kl 11

Hvor er det Synd Amalie, der er intet Brev kommet, og imorgen er det Helligdag, så kommer der heller intet. Nu går jeg modfalden til Ro for sidste Gang i det gamle År. Kan Du huske vor Nytårsnat ifjor? Da var vi på Rejse fra Falkjøping til Gøteborg, og da vi kom til Gøteborg, faldt jeg i Søvn i din Arm. Kan Du huske det? Du slemme Pige, som ikke har sendt dit Brev afsted! Så skriver jeg ikke til Dig imorgen. Jeg har også dårlig Tid, Besøg må jeg gøre og ud til Middag skal jeg. Du kunde have gjort mig så glad i Aften. Nå heldigvis er jeg så træt og søvnig, at min Skuffelse ikke vil røve mig noget af min Søvn, men denne velsignede Fred ved at eje dine Kærlighedsord lige friske, inden jeg går til Hvile, skal jeg ikke føle i Aften. Min søde velsignede Amalie, har Du kunnet afsende dit Brev og uden Nødvendighed opsat det, så har Du ikke handlet betænksomt. Tænk dog på, at netop Nytårsaften og med den sikre Bebudelse i Forvejen er dette en bitter Skuffelse. Men nu god Nat min elskede Ven, dette har været det rigeste År jeg har levet, et vidunderligt År, Du har fyldt det helt, vor Kærlighed har gjort mig til et andet Menneske.

Din Erik



205. Amalie til Erik

Nytårsaften 83 kl 1.

Godt nytår elskede, den hilsen må jeg sende dig inat min allerdeiligste ven, og du ved at det er mig selv med hvad jeg eier af gode og ubehagelige egenskaber, sådan som jeg er, men også med muligheden i mig til at blive bedre under din indflydelse, dig mere og mere tilpas, bestandig mere, altså mig selv, jeg giver hen til dig i den hilsen. Og tak for det år som gik; vi har oplevet det meste livet kan byde, det meste og det skjønneste, – hvor meget har dog vi to ikke at takke hinanden for, når vi tænker tilbage på dette år, som har forenet os, og bundet os til hinanden for livet. Kan du huske ifjor, – var det ikke nytårsaften vi kom til Gøteborg? sent på nat, og tog ind i det værelse nedenunder, hvor vi ikke likte os, og hvor opvarteren kom og var genert på mine vegne, mens jeg var så fræk som dertil, og du gav besked om at vi skulde vækkes, fordi jeg tænkte på at reise næste morgen, for ikke at blive ladt tilbage alene, men så opgav det, vistnok halvt i søvne – naturligvis, – hvorledes skulde jeg også ha kunnet tage bort en eneste af samlivets timer med min gode villie, og så du kom over i min seng, og tilsidst for første og eneste gang pludselig faldt isøvn i mine arme – og snorkede tæt op til min skulder. Og den næste dag da vi gik i bad derovenpå, og du var lei, fordi vi ikke kunde bade sammen, og vi fik de to prægtige, fine, dyre værelser, og havde de sidste skjønne afskedstimer i hinandens arme, og øieblikket kom at du skulde afsted, og jeg med bristefærdigt hjærte, men nokså tapper udvendig – fordi jeg vidste det måtte ske – fulgte dig på stationen, og stod tilbage så ensom og trøstesløs, og så dit ansigt flimre borte i kupévinduet, og hørte toget bruse afsted, og jeg gik vild i gaderne, og kunde ikke finde hotellet, og var blind af de tårer som uafladelig steg op i øinene, og rullede over kinderne. Uf det var som om der var faldet det sorteste mørke ned over mig, – jeg havde slet ikke vidst af at det var midtvinters, – men da kom det med knugende tyngsel over mig. Det var vinter, håbløs, kulsort, endeløs vinter, og du var borte, og havde taget lys og varme og glæde med dig, og gud måtte vide når jeg atter skulde se dit elskede ansigt. Jeg sidder og skriver mig ganske sår om hjærtet, og er lige ved at græde, fordi elendigheden fra den gang har sat sin klo i mig, og fordi jeg led den så intenst, at tanken aldrig kan gå tilbage did, uden at jeg føler en underlig smerte. Du elskede, min egen dyrebare Erik, jeg falder dig i tankerne om halsen, og kysser dig inderlig, trofast, taknemmeligt, elskovsvarmt, og jeg hvisker dig i øret hvor meget jeg skylder dig, meget mere end et liv kan opveie, hvor lykkelig og rig du har gjort mig, og hvorledes jeg skal elske dig til gjengæld, – hører du, – jeg er så glad i dig, så taknemmelig for dig, du har gjort livet til noget helt andet for mig, noget velsignet og usigelig sødt, – jeg vidste ikke hvor godt det var at leve, men hvad skulde jeg også i verden, hvis jeg ikke havde fundet dig, – hvor mærkværdigt forresten at jeg traf dig, og at det skete mens det endnu var tid. – Det bliver ikke noget ordentligt brev; kl. er så mange og jeg er træt. Mine søde gutter er gået til ro, – vi har været ude sammen, og så har vi siddet og talt en stund herhjemme, og jeg har været så bevæget og blød om hjærtet, fordi jeg skal fra dem, og vi har takket hinanden for det gamle år, og jeg har fået sagt dem så godt og inderligt, hvor taknemmelig jeg er for deres godhed og bravhed og kjærlighed, sagt dem at de bestandig, bestandig kun har gjort mig glæde, at jeg er så stolt af dem, og tror så ubetinget på dem, og de er blevne rørte, og har smilet og lét for ikke at græde, og sagt at det er bare mig som har været alt det gode jeg tillægger dem. Du, som har gået og tænkt på min næse. – Ja det var meget smærtefuldt mens det stod på, men det varede ikke mere end begge juledagene, det vil sige, at det var på det værste. Nu er jeg ganske frisk. Fra din moder fik jeg idag et sødt og kjærligt brev, – hvor hun er god og elskværdig, og hvor jeg holder af hende – og deraf ser jeg at hun gjennem dig har opfattet det som om jeg havde ligget i sengen også juleaften. Men det har jeg jo ikke. Lidt klein var jeg jo, for næsen var begyndt – men jeg mandede mig op, og vilde ikke vide af det. At ligge tilsengs på julaften, når man har to gutter, – det er jo urimeligt. Imorges fik jeg brev fra dig, – et deiligt, sødt brev,et deiligt, sødt brev: brev 200. hvor jeg glæder mig til at ligge syg en skjælden gang hos dig, – jeg følte hvorledes du vilde stelle om mig, og hvor godt det vilde være. Og så iaften fik jeg atter et som var skrevet den 29de altså lørdag;atter et som var skrevet den 29de: brev 202. jeg fik også et langt brev fra Bertha.et langt brev fra Bertha: Brevet er datert 29/12/83 og finnes i KBs samling. Du, som ikke vilde jeg skulde givet photografierne bort! jeg har så mange, så mange tilbage, men måske var det de mest interesante [sic] fru Knudtzon fik, for når jeg skulde give hende noget og det vilde jeg, så skulde det være noget hun blev glad for. Jeg er så fornøiet over at du synes det var en morsom ting at få og over at du kunde mærke de var blevne glade for dem. Så du blev forskrækket over telegrammet? men så glad, ikke sandt,? bare glad bagefter. – Der er forskjellige ting i dine sidste breve, som jeg skal svare ordentlig på, men ikke iaften, jeg er så træt. Om jeg skriver imorgen ved jeg ikke, – jeg skal ud til middag, og får sandsynligvis bare tid til et hastværksbrev, som dette, og det gider jeg ikke sende dig to gange på rad. Men altså iovermorgen skriver jeg sikkert elskede. Imorgen er det søndag (nytårsdag), da kan jeg ikke få fat på Dgbldene, men på onsdag skal det ske. Du må hilse din moder tusinde gange, og takke hende så hjærteligt for brevet; jeg skal nok selv skrive, men det blier vist ikke i denne uge. Hils også Henriette og EmmaHenriette og Emma: Eriks ugifte søstre. og tak dem for de venlige ord de sendte mig på julaften. Jeg vilde så gjerne skrive også til dem, men jeg indser ikke hvorledes jeg skal få tid. Naturligvis skulde du ha skrevet til Dgbldt om forandringen ved eders blad, – det er så uhyre morsomt, når der er noget fra dig i bladet. Også herop har B.B. skrevet på åbne brevkort at E.B. er en skurk.B.B. på åbne brevkort: se brev 185, note 6. Det har ikke vært mulig å finne disse kortene i Bjørnsonarkivet på NBO. Kan du begribe hvad sligt skal være for? Men nu godnat! Iovermorgen får jeg vistnok atter brev fra dig, – jeg lykkelige menneske, – hvorledes jeg, når vi er gifte skal kunne være dine breve foruden, forstår jeg ikke, det er så usigeligt deiligt og lyksaligt at få dem.

Du elskede menneske!

Din Amalie.

Du kan godt en gang imellem med passende mellemrum hilse With fra mig, synes du ikke? Nu går jeg med brevet i kassen.

Det brev jeg skrev første juledag da jeg var syg; lod jeg Ludvig gå ned med! Jeg kunde ikke selv.

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Elskede Amalie

Elskede Amalie inneholder hele den bevarte korrespondansen mellom Amalie og Erik Skram, fra 1882 til 1902, til sammen nesten 600 brev. Brevene gir et unikt innblikk i forholdet mellom de to, og kaster også lys over Amalie Skrams diktning.

Utgiveren, Janet Garton, har skrevet en fyldig innledning om ekteparet og deres samtid. I tillegg har hun utstyrt hver årgang i korrespondansen med en kort innledning om brevenes kontekst.

Boka inneholder også ordkommentarer, et appendiks med Erik Skrams notater rundt Amalies sykehusinnleggelse i 1894, et appendiks med begges notater og lapper rundt skilsmissen, ordliste, slektstavler og bibliografier.

Teksten i bokselskap.no er basert på Janet Garton (red.): Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882–1899, 3 bind, Gyldendal, Oslo 2002. Se faksmiler av bokutgaven fra 2002: bind 1, bind 2, bind 3

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.