281. Erik til Amalie

Sønderborg den 22. Juli 1885

Min søde elskede Hustru! Endelig har jeg fået et Par Timer til min egen Rådighed i Ro her på et lille Hotel i Sønderborg på Als. Jeg har villet skrive til Dig fra det første Øjeblik jeg i Mandags slap ud af Jernbanekupéen, men jeg har været alt for optaget, alt for meget på Farten, og så om Aftenen alt for umådelig træt til at det kunde blive til noget. Jeg véd ikke om Du nu kommer til at vente længere på Brev, end Du havde beregnet; under alle Omstændigheder véd jeg, at jeg selv kommer til at vente længere med at få Svar fra Dig, end jeg på nogen Måde synes om. Jeg længes hvert Øjeblik på Dagen efter at høre din Stemme, det er mig helt underligt at savne dit elskede Mål klinge som Akompagnement til de Indtryk, jeg modtager. Og hvordan er det gået Dig? Kom Du velbeholden til Hornbæk? Kom Drosken tids nok tilbage, fik I Regn undervejs, hvordan klarede I jer i Helsingør med den store Kuffert, og hvad Slags Vejr har I nu, har Opholdet svaret til Forventningerne osv. osv.? Du må endelig skrive vidt og bredt om alt muligt, så at jeg kan følge med i alt hvad der angår Dig og Jacob. Du må sige til Jacob, at han vilde gøre mig en stor Glæde, hvis han også vilde skrive til mig. Min elskede Ven, havde jeg vidst lidt bedre Besked om Forholdene herovre, så havde jeg bestemt overtalt Dig til at lade Hornbæk fare og følge med mig. Her vrimler af små og store Badesteder i Omegnen af Flensborg i de mest idylliske Egne, hvor Du for 3–4 Kroner om Dagen kunde bo i Ro, medens jeg drog rundt på de Ture, som skal foretages. Så frisk en Strand og så salt et Vand som i Hornbæk er her ganske vist ikke, og Du vilde komme til at leve i større Ensomhed, end hvor Du nu er, for så vidt Du da ikke gjorde Bekendtskaber med de for største Delen tyske Badegæster, som fylder Hotellerne her, men Du vilde til Erstatning se og høre en Mængde Ting, som måtte interessere Dig. Kampen her mellem dansk og tysk går sejgt og dygtigt for sig, og der er et Folkestudium at gøre, som lønner Umagen.

– Men nok om det, Du er her ikke og har det forhåbenlig godt hvor Du er, arbejder og længes ikke bort fra Stranden.

Kort efter at jeg i Mandags havde forladt København, fik vi Regn, og den varede i Stød ved lige til Flensborg. Jeg tænkte på jer, om I nu også på Dampskibet havde den stærke Blæst og Regnen, det måtte genere jer mere end mig, som jo den længste Tid var godt gemt i min Kupé. Af Æventyr oplevede jeg kun det, at jeg en Tid lang med en vis Ængstelse iagttog en stigende Hede og Svulmen i mit højre Knæ, som dog ikke var forbunden med nogen Smærte. Jeg grundede noget over, hvad der kunde være Grunden til Fænomenet, men først på Dampfærgen over Lille Belt gik det op for mig, at det var det fortræffelige Katteskind, der havde foretaget en Vandring fra mine Rygstykker ned på Benet, og da jeg nærede Frygt for tilsidst at se det komme til Syne som et loddent Dyr nede ved Støvlerne – hvilket jo kunde frembringe et aldeles uberegneligt Indtryk på mine Medrejsende – var jeg en Smule urolig, indtil jeg endelig på Fredericia Jernbanestation fik Skindet trukket frem. Det viste sig da, at det ene Bånd var revet løs fra Skindet. Det kom så i min lille Rejsetaske, hvor det fremdeles befinder sig og, som det synes mig, i nok så høj Grad beskytter min Ryg som da det sad på sin Plads. I Flensborg var jeg Kl henved 6 og måtte efter at have spist, straks ud for at søge efter en Mand, som man der formodede skulde rejse næste Morgen, og som det var af stor Vigtighed for mig at træffe. Jeg fandt ham ikke, han sagdes at være rejst et Par Timer før jeg kom, men jeg traf en anden, de danskes Fører i Flensborg, Gustav Johansen,Gustav Johansen: dvs. Johannsen, slesvigsk politiker og fhv. redaktør av Flensborg Avis, som hadde vært i fengsel flere ganger p.g.a. sin dansksinnethet. Han ble kalt «Flensborgs ukronede konge.» som omtrent var lige så god, og som jeg under alle Omstændigheder skulde have opsøgt. Hos ham fik jeg en ypperlig foreløbig Vejledning, gik hjem for at skrive til Dig, og faldt så i Hotellet i Armene på en ny Mand, der sad og ventede på mig. Da han forlod mig, var Klokken 10, og jeg så søvnig, jeg havde ikke sovet det mindste på Vejen, at jeg ikke kunde tænke på at skrive. Næste Morgen blev jeg snydt for en Time, jeg trode at Dampbåden først gik Kl 9, den gik Kl 8 og jeg nåede blot akkurat at komme med. Så ombord traf jeg den Mand, jeg den foregående Aften havde søgt – Lauridsen, der har skrevet i «Tilskueren» om SønderjyllandLauridsen, der har skrevet i «Tilskueren» om Sønderjylland: Skoleinspektør P. Lauridsens artikkel «Efter 20 Aars Fremmedherredømme» ble trykt i Tilskueren I, 1884, s. 825–45. – og med ham tog jeg så til Lyksborg ved Flensborg Fjord, det Slot, hvor Frederik den syvende døde, og hvor der nu er Badested. Der turede jeg med Lauridsen, som gav mig fortræffelige Anvisninger, i de dejlige Skove i tre Timer og gik så videre med Dampbåd til en Station nord for Fjorden. Her måtte jeg i en lille Kro leje Køretøj, som så i flyvende Fart langs Broagerlands hyggelige Veje, de er alle indhegnede med høje Hække af Hassel, El og Tjørn, førte mig til Gammelgab, en Landsby, hvor den unge Bonde eller Proprietær, Wolf bor. Der blev jeg gæstfrit modtaget – sulten var jeg rigtignok som en Hund, og jeg måtte foreløbig lade mig nøje med lidt Kaffe – så just som vi skulde sætte os til Vogns for at bese Omegnen og gøre et enkelt Besøg, kom der i Besøg en aldrende Skolelærer – han lignede mere en Præst – og vi blev hjemme, kom efterhånden til Aftensbordet, hvor jeg åd som en Tærsker, og jeg søgte da at drage det mest mulige ud af Samtalen mellem Wolf og Skolelæreren, der skønt dansk født og talende er tysk sindet om end ikke af de ondartede. Der blev ikke sagt et Ord om Sym- eller Antipartier [sic], og jeg fik intet Vink om Mandens Sindelag, men jeg var forøvrig først hen imod Slutningen af de lange Diskurser noget i Vildrede med hvor jeg skulde sætte ham, jeg havde straks på Følelsen, at der her var en at tage sig en Smule iagt for. Men kort inden han gik begyndte han at dadle noget ved det tyske Landbrug og ved Embedslønningerne og så blev jeg lidt usikker. Efter at han var taget bort, fik jeg endnu en temmelig lang Samtale med min Vært, som desværre er højresindet i for høj Grad til at det kan nytte at tale Politik med ham, hvad han er noget tilbøjelig til – en særdeles dannet og klar Mand er det iøvrigt, ugift – og så Kl 10 var jeg for søvnig til at holde længere ud. Jeg blev vist op til et hyggeligt Gæsteværelse og under en Dyne – det var koldt nu ud på Aftenen – faldt jeg øjeblikkelig i dyb Søvn. Imorges blev jeg vækket Kl omtr 6 af min Vært. Kl 7 ½ var vi til Vogns og med nogle Standsninger på Vejen for Udsigters og en pragtfuld Kirkegårds Skyld med Krigergrave – vi var nu i den Egn hvor Kampen i 64 rasede stærkestden Egn hvor Kampen i 64 rasede stærkest: dvs. området omkring Dybbøl (Dyppel). – drog vi over Dyppel til Sønderborg. Vi passerede på Dyppel Banke – der hvor de danske Skandser lå – det prøjsiske Sejersmærke, et anseligt Monument i gothisk Stil – det stikker i Hjærtet kan Du tænke at se det. Det rager op her i det danske Land som et mægtigt Tegn for Sorg og Ve over de knuste Anstrængelser og den megen Uklogskab, som har ledet os og leder os den Dag idag. Jeg er lidt syg i Sindet her i Sønderjylland. Det begyndte da jeg på Jernbanen i Mandags så de første sorte og hvide Pæle, og det kommer igen og igen for hvert Minde, som drages frem, for hvert nyt Indtryk af Skønhed og Frugtbarhed, jeg modtager i dette Land, der har Former som Sjælland omtrent, kun i større Målestok, og som uden for Byerne ikke rummer andre end Embedsmændene, der forstår tysk, men hvor hver Mærkestolpe, hvert Øvrighedsskilt er affattet på tysk, og hvor man møder Gendarmer med Pikkelhue og ser tyske Uniformer i Mængde. Jeg skal nu i de nærmest følgende Dage til at vandre de gamle Veje efter, hvor jeg i 64 gik som Soldat, det bliver underligt at se disse Steder igen. Jeg håber at kunne skrive til Dig om en Dag eller to på ny, og jeg beder Dig inderligt at Du vil skrive hyppig. Min kæreste Ven jeg har et eneste i Verden, det er Dig, husk altid det, jeg trænger til Dig og aldrig kommer det i min Tanke uden når Du tvinger mig til at huske på det, at der i mit tidligere Liv er foregået andet end en Stræben hen imod Dig.

– Jeg er to Gange blevet afbrudt i mit Skriveri af Folk, som her venter på mig, nu hører jeg dem på ny i Gæstestuen under mig. Jeg kan kun opgive som Adresse Flensborg poste restante, idet jeg vistnok vil være borte her fra Byen, inden et Svar kan nå mig. Det er mig et større Savn end jeg let kan sige at være uden hurtig Forbindelse med dig. Skriv i 8 Dage fra Modtagelsen af dette Brev under den opgivne Adresse med mindre Du skulde få en anden opgiven.

Farvel min kære elskede Ven, skriv så ofte Du kan, hils Jakob

Din Erik

282. Amalie til Erik

Hornbæk 24de juli 85.

Min kjære elskede, jeg vented så længe på dit brev; først idag (fredag) kom det og det er jo alt femte dagen siden vi skildtes. Jeg gik og tænkte at ikke alene skriver han ikke selv, men han må jo heller ikke bry sig om at høre fra mig, for han ved jo at jeg ingen adresse har, før jeg får den opgivet. Men så endelig idag altså, og da blev jeg glad; så så jeg jo også at det ikke havde været dig så let at komme til før. Jeg savner dig forresten så græsseligt, ved alt hvad jeg rører mig til, og tænker hvert øjeblik at det er den største uting at leve dagene hen uden dig. Jeg har læst så meget af Turgenjew [sic] i disse dage, og så meget i mig er bleven sat i en underlig sitrende bevægelse ved den læsning; mit hjærte er ligesom blevet mere vågent eller opladt og derfor længes jeg efter dig. –

– – Jo Kusken stakker kom nok tidsnok han, og vi skulde også være kommet tidsnok, for den manglede 12 minutter på ½ 8 da vi fra Kongensgade svingede ind på «Nytorv»,«Nytorv»: dvs. Kongens Nytorv. hvis sagen ikke havde været den at Dampskit til «Helsenør» [sic] var gået kl. 7. En mand med en trillebør kom hen og sled den store kuffert ned i det han sang ud: «til Malmö» – kan jeg tænke! Nej til Helsingør svarte jeg. «Ja, ja det gjør det samme men den går ikke før kl.9. Så kan du vide vi blev rasende lange i ansigtet, vi som havde været så kry over at komme så overflødig i betids. Vi spurgte hinanden hvad vi skulde ta os til i al denne tid, og var omtrent bleven enig om at slænge ind til AportusAportus: Amalie mener sannsynligvis kaféen A Porta., da jeg huskede at du havde talt om jernbanen, og bemærkede til kusken og ham med trillebøren at så var det bedst han satte kufferten op igjen, for så o.s. v. Men han frarådede mig det med den mest konfidentielt oprigtige mine, sa jeg vilde komme til at betale så høje overpenge for kufferten o.s. v. Der gik nogle minutter hen med snakking frem og tilbage, men enden blev at vi kjørte til jernbanen. Det vi skulde nydt på Aportus vilde jo også koste en del tænkte jeg. Kusken var skikkelig; han forlangte for begge turer ikke mere end 1 kr. 75; så gav jeg ham 15 øre til. Betjenten der ekspederte kufferten og byldten fik 35 øre og overpengesummen beløb sig til 20 øre. Så gik vi på 3die Klasse for at vinde ind hvad det kosted mere på jernbane end på dampskib, kom endelig afsted, havde det brilliant undervejs, idet konduktøren uden at jeg havde sagt et muk, passede på som en smed, at vi skulde få bli alene der vi sad. Når nogen på stationerne tog i vor kupédør, kom han øjeblikkelig farende, og drev som, som en saueflok i øst og vest. Det var så komisk, at jeg måtte le. Idet vi kom ud på gaden i Helsingør begyndte det, ikke at regne; nej det var et skybrud der kom væltende ned over os, og i et øjeblik komplet fyldte gaderne så vandet stod flere tommer højt. Vi sprang ind i hver vor port; Jakob vilde ikke først men tænkte at fortsætte vejen; i næste nu, var han dog glad til at han krøb i skjul. Der stod vi til det værste var forbi, nåede så omsider hotellet hvor jeg spiste en kotelet medens Jakob ikke var spor af sulten. Så kom bybudet, og meldte at nu stod kufferten o.s. v. på dagvognen, han havde fåt vor bagagebillet på stationen og for sin umag skulde han ha 35 øre. Straks efter sad vi på dagvognen, og nåede Hornbæk i god stand. Lidt havde det regnet undervejs men bare fint musk, og slet ikke uafladelig. Vi måtte betale 1 kr. i fragt for kufferten og 25 øre for byldten, og inden jeg vidste af det stod den på en liden trillebør som en mandsperson som kusken råbte an, trillede ud til Anders Hol for 25 øre. «Så spør jeg dig om vi har havt bryderi af kufferten» – var det første jeg sa til Jakob da vi var kommet u[n]der tag. Og han gav sig til at le og svarte: Nej, det skal gud vide vi ikke har. Der kan du se, du med alle dine dumme spådomme og ophævelser. Nej, så pas vant til at rejse er jeg jo, at jeg godt vidste det var tøv hvad du sa. En har ikke mere bryderi af sit tøj end en selv vil – det vil sige det kommer an på om en forstår at stelle sig eller ej. Nu angrer jeg så græsselig på at jeg lod mig hindre fra at ta den store stol med. Da jeg talte om det til Jakob idag, svarte han ganske spagfærdigt, at igrunden kunde vi jo gjerne gjort det. Ja, for nu idag f.eks. er det stygt vejr, det regner og blæser, så en må holde sig inde og da havde stolen været god at ty til. Mandag, da vi kom var det også regnfuldt; ikke straks, men ud på dagen gik det med voldsomme byger, som vi fik over os, mens vi gik og kjøbte brød og smør og petroleum og melk. Jeg kjøbte mig straks et par franske træsko, for det indså jeg at det var splitter umuligt at gå tør i andet i den fugtige sand, ikke at tale om hvorledes skotøjet vilde lide derved. De kosted 1 kr. og 60, og de er slet ikke onde at gå med, især ikke siden jeg har syet noget tøj under kanten på ankelen. Bergsøe,Bergsøe: sannsynligvis forfatteren Vilhelm Bergsøe. som havde været inde i butikken, mens jeg stod og forhandlede om træskoene, havde havt slig lyst til at be mig la være at kjøbe dem fordi de ødelagde fødderne, fortalte RosenstandRosenstand: se brev 68, note 1. siden. Jeg så der stod en herre og keg på mig, men jeg vidste ikke hvem det var. Om aftenen (på mandag forstår du) da vi havde drukket te, og vi begge sad og læste i hver vor Turgenjew blev der dundret på vor havedør, og ind træder Juel-Hansen og frue våde fra top til tå, for at hilse os velkommen. «Når det regner i Hornbæk – ja, for ser de altså, det regner jo ikke så hyppig, men altså, når det sætter ind med den slags vind, her blæser vinden gjerne fra tre forskjellige kanter, men altså, siger jeg, når det regner i Hornbæk forstår de» – o.s. v. Jeg havde lyst til at råbe «kjæften te», der sad fru Juel-Hansen, og fik bogstavelig ikke komme til orde. Du kan tro det er nogle dejlige senge; en jernbrisk hvorpå en tre tommer tyk halmmadrats. Når jeg vågner er jeg aldeles læmster på hele bagsiden af kroppen, og det varer over en halv time inden det går over. Der er også så underligt kjøligt i den seng, skjønt jeg egentlig ikke fryser, men du kan tænke dig til med så lidet sengeklæder. Så er der et lidet stykke der hvor ryggen svajer ind mellem enden og det ovenfor, som aldrig får noget at hvile på for den ene pude der findes må jeg ha under nakken. De første to nætter sov jeg godt trods alt, da sov jeg om dagen også, for jeg var så søvnig af luften, men siden ligger jeg og vågner i hvert øjeblik fordi der er så ondt i sengen. Inat var det forresten meget bedre, fordi fru Juel-Hansen, som altid er snil, skaffet mig en dejlig lang pude tillåns hos postfruen; da sov jeg udmærket. Kl. 7 står jeg op, kaster morgenkjole på mig, og går i bad; det er dejligt salt vand, og så morsomt og friskt at ligge ude i stranden og bli overskyllet af småbrændingerne. Når du kommer, kan vi godt gå samtidigt i bad; så sidder du oppe i teltet og venter på mig, og mens jeg klæder mig, går du i; der er så ensomt derude; ingen badehuser i nærheden. Du kan tro Jakob er muggen fordi han må så tidlig op; men når jeg går i bad siger jeg at han skal være oppe til jeg kommer igjen; så drikker vi kaffe som jeg selv laver, så går han i bad, og jeg en liden tur, mens Signe gjør værelserne istand. Det er derfor han må op for at ikke værelserne skal ligge slig op ad dagen, og det indser han også godt. Kl. 11 spiser vi frokost, smørrebrød med melk til og kl. ½ 3 middag på kroen hvor maden er slet; de første dage spiste vi og Rosenstand sammen, og da gik det enda an, for så kunde vi rive ned og skjænde så meget vi vilde; men nu har de fundet på at vi skal spise sammen med hele familien og den ene dame som er i pension og det er langtfra så hyggeligt. Men de synes naturligvis det er morsomt; de gjør alle slig kur til os, børnene også, og de er meget snille. Iaften skal vi hen på kroen og sidde og drikke vin sammen med Juel-Hansens; det var hende som fandt på det; hun har nu ikke sét et menneske, siden hun flytted herned, og så fik hun lyst. Rosenstand og Bergsøes og MadvigsMadvigs: kan være Assessor J. N. A. Madvig og kona, Caroline f. Jürgensen. sidder der altid om aftenen vi var der engang; Rosenstand havde bedt os hver dag om endelig at komme; han havde i kommission fra de andre at be os; men jeg tror ikke det var blevet, hvis ikke Juel-Hansen var kommen inden og havde inviteret «ung Jakob» til «et glas øl på kroen». Så gik jeg med, og det var nokså morsomt. Bergsøe fortalte så mange historier, nokså morsomt, og Rosenstand var så elskværdig. Det er han altid; han er så hyggelig med Jakob også. Når Jakob har været vække lange tider, og så kommer tilsyne igjen, heder det altid på mit spørsmål om hvor han har været: gået med Rosenstand, eller siddet og talt med Rosenstand: Og mange interes[s]ante ting har han også fortalt ham hver gang. Der er naturligvis masser af småting som jeg ikke kan få plads til at skrive om; jeg håber at jeg ikke glemmer dem når du kommer. Igår var Shandorphfs [sic] her;Shandorphfs: dvs. Sophus og Ida Schandorph; Amalie staver navnet forskjellig. i den anledning spiste vi middag hos fru Saraouw,hos fru Saraouw: Marie Sarauw, født Ring, kona til Christian Sarauw, som fra 1887 var militær medarbeider ved Politiken. og fik god mad og udmærket vin. Shandorpf var, henrykt fortalte de, da han hørte jeg lå her og proponerte straks at jeg skulde inviteres til middag. Jeg fik også en varm modtagelse, men han kom ikke til at kysse mig; uf, han lugted så fælt af vin og tobak. Fruen var så dårlig; hun så ud som en liden nyfødt katteunge, og sad hele tiden og peb så ynkeligt. Det var rent fælt at høre, hvor det sang i hende, hvergang hun trak vejret. Hun tåler ikke at ligge på landet. –

Fra mama fik jeg idag et langt brev,Fra mama fik jeg idag et langt brev: sannsynligvis Eriks mor; Amalie kaller sin egen mor for «mor» eller «moderen». På KB finnes det bare to temmelig korte brev fra Ida Skram til Amalie. som Johanne sendte mig. Mama aner ikke jeg er her. Men derom mere næste gang. Nu orker jeg ikke mere; jeg er træt lige op til skulderen, for jeg har, som sædvanligt skrevet i rasende galop uden et sekunds pusterum. Imorgen skriver Jakob til dig; iovermorgen jeg. Gud give du vilde skrive svært ofte; jeg længes så efter dig, hører du jo. På stykket arbejder jeg i mit ansigts sved.På stykket arbejder jeg: Det er uvisst hvilket stykke det var. Amalie fikk bare to skuespill trykt: Fjældmennesker, skrevet sammen med Erik (1889), og Agnete (1893). Dessuten finnes det to skuespill blant hennes utrykte manuskripter på KB, begge udatert: «Nina», i tre akter, og «Gjæld» i fire akter. Aa hvor jeg arbejder! Farvel min søde, elskede mand. Jeg glæder mig rasende til at få dig tilbage.

Din Amalie.

[Tilføyelse på første side]:

Du må skrive Hornbæk pr/ Hellebæk på brevene.

283. Erik til Amalie

Fægtergården ved Nordborg på Als 25/7 85

Min elskede Ven, det kan naturligvis ikke nytte at fortælle Dig, hvor jeg er, Du kan alligevel ikke hitte ud af det, nok at jeg sidder på Nordenden af den fortryllende Ø Als, til hvis Sydspids jeg forleden kom, og hvorfra mit sidste Brev var. At Du ikke er med mig! Her er uforligneligt smukt, og Menneskene, jeg træffer, interessante. Mine Bondebekendtskaber er endnu ikke talrige. Jeg har kun boet hos én Bonde – en Mand, der ved sin Dannelse og sin Stilling forøvrig i Kongeriget næppe kunde gå for Bonde – og hos ham var alt udmærket undtagen min Nat; da havde Lopperne nær gjort mig vanvittig. Det var en mærkelig Nat. Jeg var for træt til at vågne, men i Søvne kæmpede jeg mod en Helvedesild over hele Kroppen og drømte bestandig om, at jeg var jeg hjemme [sic], og at Du lå ved siden af mig, og skændte på mig, fordi jeg ikke kunde ligge stille. Jeg undskyldte mig på det bedste og snakkede i et Kør om, at det Bad, jeg havde taget i Østersøen, måtte have givet mig Nældefeber. Endelig Kl 4 blev jeg mig bevidst, hvad der var i Vejen. Jeg klædte mig da halvt på, svøbte mig i mit Plaid og lagde mig oven på Sengen og sov uforstyrret Resten af Natten. Da jeg vågnede, så jeg mine Fredsforstyrrere krybe rasende omkring på mine Underbenklæder. Jeg var rædselsslagen og det kostede mig Anstrængelse at komme ind i det samme gode Forhold til mine Værtsfolk, som jeg havde været i om Aftenen og den foregående Dag. Ellers er det velhavende Proprietærfolk jeg har besøgt. Idag sidder jeg ved en Millionærs Bord og skriver med Elfenbenspenneskaft af Guldblækhus havde jeg nær sagt, men det vilde dog være for meget – det er i Mandens Bibliotek at jeg har fået Plads. Desværre kommer nu et Par Gæster ind og kaster sig med Larm i et Par Lænestole for at læse Aviser. Manden er en Alsinger, der som fattig Købmandslærling drog til England, var der 20–30 år og nu for 10 år siden har bygget sig en lille elegant Bolig på Nordsiden af Øen, lavet sig en herlig Park, og er en gæstfri og jovial Manden gæstfri og jovial Mand: dvs. Konsul Lauritz Christian Ohlsen, som var velkjent for sin danskhet. Se artikkelen «Om den engelske Statsborger paa Fægteborg», Fyns Tidende 5/11/1930.. Jeg drager videre på min Vej imorgen, og så begynder mit Bondeliv for Alvor, indtil jeg på ny kommer til Flensborg. Jeg har ikke noget Sted været mere end en Dag, bestandig er jeg på Farten og kommer i en ny Seng hver Nat. Jeg ser meget og har det godt, men føler mig underlig ensom. Jeg længes efter Dig, og det går mig nær, at jeg ikke kan dele Indtrykkene, jeg modtager, med Dig. Du vilde nu næppe have havt Lyst til at flakke således om, særlig igår og idag havde der været Fristelse for Dig til at blive i de smukke Hjem, som åbnes for en.

– Du, jeg har for Resten været så nogenlunde nær ved at brække Halsen idag. Ved en Kusks Uagtsomhed eller dumme Måde at køre på blev jeg og min 65 årige Vært fra igår kastede bag ud af en ret høj Vogn vi kørte i, vi styrtede lige på Nakken ned på den hårde Vej, men mærkelig nok slap vi begge helskindede derfra. Min Vært fuldstændig mærkværdig uskadt, jeg med en forslået Arm og et ømt Ben, der vil gøre mig halt i de første Dage, men som forhåbenlig ikke vil have værre Følger. Det er nu Skade nok, for imorgen skal jeg efter min Rejseplan færdes temmelig meget til Fods på det Sted, hvor jeg var med i Kampen den 29 Juni 64.Kampen den 29 Juni 64: Erik ble hårdt såret som 17-årig gutt i kampen på Als. Min Hat fik jeg slået så flad som en Pandekage og en lille Skramme har jeg oven i Hovedet, men Hatten har jeg rettet, så at man næsten ikke kan se den Overlast, den har lidt, og Skrammen vil være lægt om en Dag eller to. Jeg har endnu ikke undersøgt Benet nøje, men virkelig Skade har det sikkert ikke taget. Da jeg stod på Landevejen og hjalp min gamle Lidelsesbroder på Benene, kunde jeg ikke lade være at tænke på, hvor helt anderledes forfærdet og elendig jeg vilde have været om det var Dig, der havde siddet ved Siden af mig og gjort Luftrejsen med.

– Nu gik Gongonen vi skal til Aftensbordet. Farvel min elskede Ven, sig til Jakob, at om ikke før så nu kommer hans Stok mig til uberegnelig Nytte.

Endnu må jeg vente nogle Dage inden jeg får et Brev fra Dig at se

Farvel elskede!

Din Erik

284. Amalie til Erik

Hornbæk 27de juli 85.

Min kjære, elskede ven, jeg skulde ha skrevet til dig igår igjen, men da der intet brev kom fra dig, tabte jeg lysten. Jeg sa til mig selv: vent til imorgen så får du brev, og så har du noget at svare på. Men også morgendagen kom uden at bringe mig noget brev fra dig, min elskede. Og nu har jeg heller ikke lyst til at skrive idag. Du sa i dit brev at du vilde skrive til mig om en dag eller to, men det har du altså ikke gjort, og det er synd af dig. Så var det bedre du ikke havde lovet det, for det er så ondt at bli skuffet. Om du også er lidt træt om aftenen inden du lægger dig, så kunde du godt alligevel sende mig et par ord; det er jo fort gjort at fylde et par sider og mere behøved det ikke at være. Eller du kunde stå lidt tidligere op om morgenen, og ofre mig en halv time, inden du tog afsted – du skulde vide hvor tidlig jeg er på benene, – igår var jeg i vandet kl. ½ 7. Det er så dovent at du slår dig tiltåls med at du ikke netop har hele dagen til at skrive i, og derfor er undskyldt for at skrive breve. Nu er det 8 dage siden vi skildtes, og i den tid har du sendt mig et eneste brev. – Jeg har ikke været rigtig frisk de sidste dage, egentlig har jeg følt mig svært ilde tilpas. Det var så rasende stormfuldt torsdag, fredag og lørdag, med regn og kulde; jeg gik og frøs både nat og dag, og da var det det begyndte. Igår og idag har det været dejligt igjen, stille og en bagende varme. Nu er jeg også bedre, især efter jeg tog ind af nogle dråber, som Rosenstand gav mig. Igår var Salamonsen herIgår var Salamonsen her: sannsynligvis forleggeren Isac Salmonsen. og besøgte Juel-Hansens, og da var vi der og drak hjemmelavet punsch igåraftes; phænomenet J.H. var tækkelig og underholdende igåraftes, og meget rask i sin ellers så valne mund. Du skulde forresten hørt ham sammen med Rosenstand og Bergsøe forleden; der gjorde han sig formelig. Anna Bendiks var også deroppe igår; hun bor herude med sin mor. Igår var Viktor Bendik [sic] og hans frue inde hos mig,Anna Bendiks … Viktor Bendik: Victor Bendix var komponist, gift med Rigmor Stampe. Anna var en ugift søster til Victor og Fritz Bendix. Hun var sanglærerinne, og bodde sammen med sin mor. og sad en stund. De skulde havt fat i Anders Hol,Anders Hol: en fisker ved Hornbæk. men da han ikke var hjemme tyede de til mig istedetfor. Iaften skal vi alle samles på kroen; Viktor Bendik skal spille for os. Fra «Leiv Hanssen» har jeg fået et med tak for samarbejde påskrevet kort;«Leiv Hanssen»: kanskje et økenavn/pseudonym for Fritz Bendix (se senere brev 288). han ber mig ikke forsmå medfølgende bagatel; jeg ved ikke hvad det er, for det står hjemme i byen. Johanne sendte mig brevet men lod pakken ligge, og det uagtet hun netop den dag sendte mig noget jeg havde skrevet efter. Idag må jeg forresten skrive og be hende om en uldtrøje, som jeg ganske glemte at ta med mig så siger jeg hun skal sende pakken fra L.H. med det samme, hvis det ikke ser ud til at være noget der går istykker. Jeg vil ikke skrive mere idag fordi jeg ikke er i humør. Det er din egen skyld, du stygge, dovne gut.

Kom snart hjem til din

Amalie.

Jakob hilser. Han smurte sammen et brev til dig forleden på 10 minutter, tror jeg. Gud ved hvad det bestod af.

285. Erik til Amalie

Flensborg 28/7 85

Min elskede Dejlighed, min bedste Ven, så glad jeg er! Jeg er lige kommen til Flensborg igen, gik straks på Posthuset og fandt dit og Jakobs BrevJakobs Brev: Brevet er datert 25/7/85, og finnes i samlingen på KB. – først trode jeg, det var to fra Dig –, det måtte det helst have været, men det må Du ikke sige til Jakob; hans Brev er så elskværdigt, og jeg er meget glad for det. Men dit, så sødt, så rigt – der er kun den eneste Ulempe derved, at jeg har fået en Længsel efter Dig og Jakob – tror jeg så skam ikke, at jeg nu regner med Jakob som vor faste Husstand! – en Længsel efter Dig, min søde yndige Hustru, i Sindet, som formelig gør mig benovet. Jeg misunder de Fyre, som kan sidde til Kros med Dig og snakke, jeg afskyer den Bergsøe, som så dig købe Træsko, hvad kommer det ham ved! Men tag dig forResten iagt med det at ødelægge dine Fødder. Du må ikke gå mere end højst nødvendigt på det tunge Fodtøj. Jakob fortæller, at I har køligt Vejr og Regn hver Dag, det er lidt hårdt, synes mig. Jeg har haft afrikansk Varme bestandig og ikke en Dråbe Regn siden hin første Rejsedag. Jeg så mig lige nys i Spejlet, så pæn brun jeg er bleven, jeg var afkølet efter et Par Timers Sejllads i Blæst, altså ikke rød, Du skulde blot se mig, jeg blev overrasket over, at jeg var så godt udseende en Karl. Nu er jeg kun bange for at min gode Farve ikke skal holde sig, til jeg kommer hjem. Der vil vist gå en 8–10 Dage endnu. Jeg er en Smule melankolsk; men Du skulde vide, med hvilken Fryd jeg tærer på min Melankoli nu, da jeg har dit første Brev og jo kan vente et imorgen igen. Min elskede Amalie, det er dejligt at Du har mig så kærligt i Tanker. – Det var Slyngelsstreger af de Aviser jeg så i, at bilde Folk ind at Dampskibet gik ½ 7, men heldigvis klarede I jer jo som kække Karle. Den Regn gjorde jer jo ikke Fortræd, og det var dog vistnok bedre end den umådelige Støv, som vi sidst kørte i. Og I er tilfreds med Boligen, frarregnet Sengene. Jakob fortæller, at han taler meget med Sønnen i Huset, som vil omvende ham til Kristendom, det tyder jo da ikke på det værste. Hør, I må blive længere end de 14 Dage, hvis Du da har Lyst. Jeg vilde dog så gerne se jer i de Omgivelser, og min Hjemkomst kan under alle Omstændigheder ikke falde indenfor den først beregnede Tid. Hvis Du trænger til Penge, kan Du efter den 1st August skrive til With (Linnésgade 24) han har da hævet min Løn i Rigsdagen og skylder mig yderligere 20 Kroner – det var det, han vilde tale til mig om hin Nat på Kongens Nytorv, du slemme Kvinde – hidtil har jeg klaret mig billigt. Endnu tror jeg, at jeg kun har brugt 50 Kroner, men det vil blive dyrere nu. Du må ikke kysse Schandorph eller lade dig kysse af ham, om han så aldrig lugter som det uskyldigste Barn, jeg kan ikke lide det, det er lidt helligbrødeagtigt.

– Du må sige til Jakob, at hans Brev var udmærket «dansk», jeg fandt ikke én norsk Vending, tror jeg. Tak ham og sig, at han bør blive ved som han er begyndt; det er overordenlig morsomt at få Beretninger fra to Hænder. Jeg lærer endnu bedre jert Liv at kende på denne Måde, hvor fuldstændig end Du skriver. Men om jeg når til at svare ham direkte, må stå hen, jeg har hidtil ikke haft mange Øjeblikke for mig selv til at skrive i og får vistnok ikke bedre Lejlighed herefter. Jeg vil forcere min Rejse det mest mulige. Med mig går det godt. Der er endnu kun en Smule Ømhed i den ene Ankel efter Faldet og nogle afskrabede Steder på Skinneben og Albue, men den hele Historie har ikke standset mig i mine Foretagender. Mit sidste Brev endte nok med, at jeg blev kaldet til Aftensbordet hos Konsul Olsens. Efter Måltidet fik Konsulen og jeg os en Passiar, under hvilken jeg præsenterede Dig for ham, det vil sige dit Fotografi, som han blev umådelig indtaget i og viste til sin Kone, så gik det hele Selskabet rundt. En af Damerne, den københavnske Fru Hjort-Lorenzenden københavnske Fru Hjort-Lorenzen: vel kona til H. R. Hiort-Lorenzen, redaktør for Nationaltidende (se brev 75, note 1). havde forøvrigt siddet ved Siden af Dig i Teatret og indrømmede – det forekom mig en [S – krysset ut] lidt nødtvungent, at det lignede udmærket – og alle gættede de på, at Du var meget yngre end jeg. Konsulen er selv en Snes År ældre end sin Kone og vilde have følt sig nærmere knyttet til mig, om jeg også havde været det. Jeg kunde jo ikke tjene Manden deri. Alle var meget venskabelige, men der er ingen Tvivl om, at jeg her som overalt hvor jeg har været på Als tages på med Varsomhed i Anledning af, at jeg er Venstremand. Mindst dog her på Fægteborg og på Lysholm hos Knudsens, hvor jeg idag til min Forundring hører, at den stille, hyggelig hjærtelige, lidt grove og aparte og noget uskønne Datter «Ditte» foruden at være en begejstret «dansk» Kvinde,begejstret «dansk» Kvinde: dvs. Christine (Ditte) Knudsen, som ble boende ugift hele livet hos foreldrene. der arbejder for Sagen, tillige er et ivrigt Idrætsmenneske, som går på Jagt med Hund og Bøsse og lange Støvler. Det anede jeg mindst, da jeg så hendes Øjne lyse af Begejstring ved Omtalen af nogle Krigsbegivenheder i 64, og jeg anstillede den Betragtning, at det var Skade for den unge Pige, at hun så så lidet foretagsom ud, det blev formodenlig aldrig til andet end en stille Brand for Sagen. Nu tror jeg på, at hun er et af de Mennesker, som kunde rejse til Berlin og skyde Bismarck. Jeg talte så godt som slet ikke med hende; det beklager jeg nu. Nå, men på Fægteborg kom Sengetiden – noget for sent for mig, jeg var træt og søvnig og skulde op Kl 6 næste Morgen – og op kom jeg i et pragtfuldt Gæsteværelse med lyst Tapet, to Pillespejle på forgyldte Konsoler, tre Vinduer, Tæppe på Gulvet, en Seng så herlig, at det ikke kan beskrives, et Vaskebord, som ikke kunde komme ind ad nogen Dør i vor Lejlighed osv. Der lå jeg og tænkte på, hvor inderlig fattigt det var at være uden Dig i denne gode Luksus, som vi kunde have nydt sammen. Men jeg faldt naturligvis i den dybeste Søvn og havde ondt ved næste Morgen at rive mig ud af den, da der blev kaldet på mig. Jeg gav halvtredje Krone i Drikkepenge, da jeg tog afsted på det afskyligste Postkøretøj, som endnu er blevet opfundet. Jeg sad hos Kusken. Vognen og Hestene var så elendige, at denne brave Sønderjyde erklærede, at ingen hæderlig Karl kunde være bekendt at blive ret længe ved slig en Forretning. Han var som næsten alle jeg støder på af Befolkningen underholdende at tale med. Den nationale Sorg, som de bærer på, gør dem fine i Følelser og Udtryk. Efter halvfjerde Times Kørsel var jeg ved mit Bestemmelsessted, en Kro, hvor et Par Bondemænd efter Aftale tog imod mig. De kørte mig ud på Slagmarken hin 29 Juni, og uden synderlig Søgen fandt jeg netop det Sted, hvor jeg fik den sidste Kugle og faldt. Det var jo underligt nok at stå netop der, men desværre var jeg ikke alene. Den ene af mine Bondemænd, en Landsbysmed, var med mig, Samtalen med ham optog mig en Del – jeg vilde Pokkers gerne have været helt overladt til mig selv, eller vel endnu bedre haft Dig med mig. Nej, Du skulde have siddet et Sted i Nærheden, så skulde jeg efter at have fundet Stedet, have ført dig der hen. Der gik en Del Indtryk tabt for mig ved den Ledsagelse jeg havde og så også, fordi Ejeren af den Mark jeg gik på stod tæt ved og ærgrede sig over min Søgen. Han er en slem Hjemmetysker, fortalte min Smed mig. Nå, vi tog videre afsted – sørgelige Minder rejste sig fra hvert Sted vi dvælede ved; rundt om ved Hegn og inde på Marker er der hegnede Grave over faldne Soldater, som er blevet begravede der omtrent hvor Ligene fandtes; men det egenlig sørgelige består deri, at det ved enhver Samtale atter og atter må stille sig klart for dem, som var med i denne Kamp, at det gik os så galt, fordi Ledelsen var så aldeles uforsvarlig slet i sine Hoveddispositioner. Til sidst kørte vi så hjem til Smedens for at spise til Middag. Vi fik Solbærsuppe med Boller og stegt Flæsk dertil Dram og bajersk Øl. Om Aftenen var jeg i Sønderborg hos en Slagtermester Reimers. Desværre var den fortræffelige Mand ikke hjemme – det er en Mand som Du skulde se – men så havde det den Fordel, at jeg kom tidlig i Seng. Næste Morgen tidlig måtte jeg på mine Ben vandre et Par Mil – Dampskibet gik ikke til den Station jeg havde antaget – og så kom jeg efter at have passeret en Mængde Steder hvor Kampen i 64 havde raset, og hvor nu Korsene på Gravene hist og her angiver, at snart 2 snart 9 snart 22 snart 3 er begravede, til den første Venstrebonde, jeg har truffet denne Gang i Sønderjylland. Han sidder på en god Gård, og jeg fik ypperlig Forplejning. Hos ham var jeg igår, og han kørte mig idag efter at vi havde besøgt forskellige Punkter imorges, til Gråsten, hvorfra jeg nu i Aften pr Dampskib er nået til Flensborg. Her må jeg vistnok blive en Dag eller to, så går jeg vest på. Jeg skal imorgen sende Dig et Par Ord om hvorhen Du kan sende Breve herefter, det må jeg udregne efter de Anvisninger jeg imorgen kan indhente.

Nu siger jeg Dig god Nat min inderlig elskede Ven. Dit Brev har gjort mig lykkelig, Du kan begribe at jeg sætter Kursen op til Dig så såre jeg blot på nogen Måde kan. God Nat

Din Erik

286. Amalie til Erik

Hornbæk 28de juli 85.

Min kjære elskede, endelig idag kom dit næste brev, og det var ikke hverken langt eller til at bli noget videre glad i. Det rystede mig derimod at du havde været så tæt ved en ulykke for ikke at sige ved døden, idet du på denne måde blev hevet ud af vognen. Gud ved hvordan det var gået mig; jeg havde formodentligt slået mig sønder og sammen, og var bleven liggende igjen på en bondegård med knækkede ribben. Og jeg som alt i forvejen er så bange for at kjøre; der kan du se, den behøver ikke at være så aldeles ugrundet, den frygt. Hvis du var bleven liggende med knuste lemmer, så havde du vel ladet mig straks komme til dig? Du skulde ellers være lidt forsigtig, for jeg har altid erfaret at når det først begynder at spøge efter en, gir det sig ikke med første tørnet. Begyndelserne er bare et slags varskoer. Pas nu på. – Ja naturligvis kunde og burde jeg været med dig. Jeg er vis på jeg havde likt mig forfærdelig godt, men så havde jeg kanske ikke kunnet være så flittig på mit arbejde, som tilfældet er her. Forresten går det langsomt og skidt. Det er egentlig kun første akt, som er helt færdig. Her er forresten dejligt nu; det gode vejr vi fik søndag varer fremdeles ved, og badene er fortrinlige. Imorges rejste Juel-Hansen med dagvognen; han skal til skolemødet, men du må bare ikke bilde dig ind at han ikke er her, når du kommer. Om en uge har vi ham nemlig tilbage. Jeg kan ikke begribe at du bryder dig om at få alle de breve på én gang. Du skriver idag, at der endnu var nogle dage til du skulde høre fra mig. Du kunde jo fået postbudet til at sende dem efter dig, efterhvert som de kom; det synes jeg måtte ha været morsommere. Igår kom der så mange fremmede til Kroen; idag var vi 20 tilbords. Maleren Tuxen og en bror af ham var deriblandt.Maleren Tuxen: se brev 42, note 5. En herre fra Sorø havde sagt til krofruen, at hun ikke måtte la sin unge datter læse en sådan bog som Arne Wendts Fra 12 til 17 år;Arne Wendts Fra 12 til 17 år: dvs. Erna Juel-Hansen; hennes debutroman, Mellem 12 og 17 (1881) var en studie av unge pikers skjulte kjærlighetsliv. den var skadelig. Han havde set hende sidde med den. Så kan du tænke dig til af hvad slags kaliber gjæsterne er. Fru Juel-Hansen er bleven så fornærmet på en fru Madvig, som undertiden optræder på kroen en ubetydelig, koket liden pyntedukke af en dame, styg og tilstelt. Fru J.H. vil have hørt hende tale fornærmeligt om hende, men det er vist en fejltagelse. Jeg synes fru J.H. har været lidt simpel af sig eller ikke egentlig simpel, men dog lagt for meget bræt på det. Imidlertid gav det os anledning til megen moro da vi sidste søndag var forsamlede til punsch hos Juel-Hansens. Fru J.H. har ikke noget godt lov på sig herude; de, hun har boet hos siger hun er det fæleste menneske der er til, og at børnene er så grove mod hende spytter på hende o.s. v. Når jeg tænker på J.H.s fortællinger om deres rørende kjærlighed og ridderlighed, så kan jeg ikke rime det sammen. Vores skikkelige Signe geråder rent i harnisk, såsnart hun bare er herude, og ingen her i huset såmeget som hilser på hende.

29. Her blev jeg afbrudt igåraftes af fru Sarouw som kom og foreslog mig at spasere en tur, og fordi jeg havde sagt nej en gang før hun kom i samme ærinde, vilde jeg ikke andet end gå med hende. Idag ved kaffen i haven borte på kroen – det var så stegende varmt og stille kom jeg i samtale med den «konservative klub» fra Sorø en gammel far, sikkert kongelig embedsmand – en grålokket mor, og to døtre hvoraf især den yngste er nydelig. Rosenstand var gjennemledet mellem os og jeg blev siddende der i to timer. De var så elskværdige at jeg rent tabte mit hjærte til dem. Den gamle herre især var så glad i Norge, han havde gjennemrejst landet på kryds og tværs, og de andre havde også flere gange været i Norge. Gud ved hvad de heder; det skal jeg spørge Rosenstand om iaften. Nu fik jeg bud fra fru J.H. at Neergårds var kommen der, og at jeg og Jakob måtte være med dem på kroen iaften; de skulde komme indom og hente mig. Inat drømte jeg så stygt om dig. Du traf dernede hvor du nu rejser en af dine forrige elskerinder hende den gamle grevinden i Herregårdsbilleder,hende den gamle grevinden i Herregårdsbilleder: se brev 61, note 2 og så gik du op på et værelse med hende og låste dig inde hele natten. Jeg stod nede og ventede på dig, (du vidste ikke at jeg var kommen –) for at sige dig at jeg reiste tilbage til Norge med Jakob. Du vilde ikke, men jeg tog Jakob under armen og sprang ned i en [skrevet på langs] båd som lå færdig ved stranden, og straks efter var vi på et voldsomt stort dampskib. Jeg var så glad ved at være sluppen ombord, at jeg græd af glæde, og så sa Jakob at jeg ikke måtte ta det så overdrevent.

Jeg har vist været sanddrømt. Jeg mener at du vist har truffet hende for hun bor vel på de kanter. Du skal sige mig det.

Din Amalie.

Jakob hilser.

287. Erik til Amalie

Flensborg den 30 Juli [1885]

Min elskede Skændemor, nej det er ikke så let gjort med at komme til at skrive, men det kan nu være det samme, nu har Du tre Breve fra mig, og Du vil have set, at der kun gik to Dage imellem første og andet Brev, men at jeg imidlertid havde flyttet mig, og at derfor Opholdet imellem Brevene er blevet så langt.

Idag har jeg bogstavelig kun to Minutter til min Rådighed jeg skal med Jernbanen Vest på og har endnu ikke pakket. Min elskede, skriv endnu et Brev og adresser det poste restante, Aabenraa, Slesvig.

Jeg drømte inat først så ondt om Dig og dernæst så skønt

Farvel

Din Erik

Dit Ildebefindende syntes jo forårsaget af Kulde – har Du ikke Tæpper nok? Lej eller lån!

Det er sandt Du passer vel at Johanne har Penge til at leve af

288. Amalie til Erik

Hornbæk 31te juli [1885]

Min kjære, søde elskede mand, jeg fik et sødt og godt og dejligt brev fra dig igår. Hvis du blev glad i mit, så blev jeg det ikke mindre i dit. I tankerne tog jeg dig om halsen, og kyssed dig mange, mange gange, og vilde slet ikke slippe dig mere. Det var så dejligt at mærke hvor du havde længtes efter at høre fra mig, hvor glad du var bleven ved at læse hvad jeg skrev, og hvor du var kommen til at ønske dig hjemme hos mig. Det er dejligt at få brev fra sin mand når man er glad i ham, dejligt idetheletaget at ha ham, at føle ham være sig nær, selv når han er langt borte. Det er dog bedre at være to end en, når man trives ved hinanden; om der også er skygger iblandt ja selv om der altid er en mørk skygge, som ikke er til at få helt væk, så er det dog rigt og lykkeligt at eje et menneske, som hører en ganske til. Man får jo intet for intet i verden, og den lykke, der blir en til del, må sikkert kjøbes med nogen smerte, men alligevel jeg er jo din og du er min, og det er så sikkert at det ikke er til at rokke for det første. Nu i denne tid da jeg har måttet undvære dig og alt i et har følt savnet og længselen efter dig, har det rigtig gået op for mig, hvor ulidelig fattig og tom jeg vilde være hvis jeg ikke havde dig du min egen, min rigtige ven, som har knyttet sig til mig, og som, ikke sandt, allerhelst vil leve de år, som kommer sammen med mig. Så prøver jeg at lukke alt andet ude og bare se dig og den kjærlighed du har git mig, siden vi blev gift, og så undertiden er jeg helt fyldt af fred og glæde ved visheden om at jeg er og skal være din hustru. Det har dog ingen anden før været, og du har sagt at det ialtfald nu står således for dig, at der ingen anden af alle de kvinder du har kjendt og stået i forbindelse med, har været, som du heller vilde havt end mig. Det vil jeg tro på, og være glad for.

– Jeg har idag ikke andet papir end nogle stumper som jeg har revet af andres breve. Derfor blir det ikke så meget jeg kan skrive. Helst havde jeg igår straks sat mig til at besvare dit kjære brev, men så skrev du at du «imorgen» vilde sende mig besked om hvorhen jeg for eftertiden skulde adressere brevene, og så tænkte jeg det bedst at vente til idag. Men den dag idag bragte mig bare skuffelse. Der kom slet ingen skrivelse fra dig, men derimod et langt brev fra dyrlæge Jørgensen, hvori han taler en hel del om «Constance»brev fra dyrlæge Jørgensen: Brevet finnes ikke på KB. (hvoraf jeg ikke kan læse mesteparten[)]. Det var forresten mig, som skyldte ham brev. Til mama skrev jeg igår 9 tætte sider,til mama skrev jeg igår: Brevet finnes ikke på KB. og fortalte alt muligt fra vor tur du ved, før du rejste, og om Hornbækopholdet o.s. v. Hendes brev var så sødt og elskeligt som hun selv, men desværre har nok ikke opholdet på landet givet det ønskede resultat. Johanne har jeg et par gange skrevet til. Jeg havde nemlig glemt begge de sidste akter af mit stykke, og kunde ikke gå videre i mit arbejde, inden jeg havde dem. Ikke for det – jeg bruger ikke et ord af hvad der står, men alligevel må jeg ha det. Nu er anden akt færdig, og jeg tror virkelig – ja, ja jeg siger ikke mere, du kan selv se når du kommer, og får høre. Heldigvis vidste jeg på en prik hvor de lå, og så fik jeg dem også og et lidet brev, der begyndte med: kjære frue og endte: deres tjenerinde Johanne. Engang til måtte hun sende mig en pakke. Jeg havde nemlig glemt uldtrøjer, og samtidigt skrev jeg da efter samråd og opfordring af Jakob at hun skulde sende os de 12 cigarer, der lå i den og den kasse. Så nu må du ikke bli forskrækket ved at finde den tom. Johanne er forresten en slusk. Nu har hun brændt 4 store huller i min morgentrøje ved at skulle ta rustflækker af med noget slags svineri, skedevand eller sligt noget. Den gode Johannes vask, blir dog vel kostbar på den manér. Og så siger hun aldrig et muk, bare lægger sammen og lar det stå til. – Jakob røg lidt uklar med Peter fisker forleden; han havde brugt hans båd forlænge; det var forresten bare ilske af hr. Peter, for han havde slet ikke savnet båden, det sa Signe også. Men igår var han blid igjen, og da bød Jakob ham en cigar, hvilken opmærksomhed havde en overraskende god virkning. Nu har jeg sagt til Jakob, at det skal han oftere gjøre. Idag må jeg skrive til Johanne at hun skal sylte lidt, for ellers blir bærrene [sic] borte til jeg kommer. Jeg vil sige, at har hun ikke nok penge kan hun få nogle kr. hos hr. Jakobsen; så skriver han så og så meget kontant udlæg i bogen. Jeg skriver ikke til With efter penge; jeg kan godt klare mig til du kommer med de 80 kr. jeg havde; ja fuldt 80, var det nu ikke, men alligevel. Hvis With følger ned med dig, må du endelig sige at han må spise sine måltider på kroen, – for det er ikke muligt for os tror jeg, at byde ham noget; vi har kun 3 gafler og to teskér [sic], og et bord der akkurat er stort nok til to. Forleden meddelte Dagsavisen at fru Skram arbejdede på en ny roman,Forleden meddelte Dagsavisen at fru Skram arbejdede på en ny roman: På forsiden av Dagsavisen 26/7/85 under rubrikken «Dagens Krønike» står det: «Fru Amalie Skram arbejder for Tiden paa en ny Roman, som sandsynligvis udkommer til Efteraaret.» der skulde udkomme til høsten. Hvordan de nu kan gi sig til at skrive sligt. Jeg holder det aldeles hemmeligt at jeg skriver på noget. Ingen aner det. Jeg kan ikke fatte at fru Juel-Hansen kan læse op for mig så snart hun har skrevet en side, som nu med hendes nye novelle.fru Juel-Hansen … hendes nye novelle: Erna Juel-Hansens Sex Noveller kom ut i 1885 under hennes eget navn. Igår fik jeg igjen bud at jeg måtte komme for at høre på, og noget så ufærdigt som de to sider hun læste, kan du ikke tænke dig. Ja, jeg forstår det ikke – jeg generer mig nu lidt på det område. I disse dage kan jeg ikke bade fordi ja, du forstår. Jakob går og siger at han ikke kan begribe hvad tid på dagen jeg nu går i bad, og han ser så underlig mistroisk ud, når jeg svarer – jo, vist, jo, jeg badede imorges. Borte på kroen har jeg en sidedame, hende «den grinagtige modehandlerinde» som Rosenstand siger, hun spør mig ufravigelig hver dag ved middagsbordet: Nu, har fru Skram badet idag? Ja, da, svarer jeg. Så går der en 5 minutter og så kommer: Har de spaseret i skoven idag fru Skram? I begyndelsen var jeg så retskaffen at jeg svarte nej for jeg får jo ikke tid til alting – jeg som sidder hjemme og skriver, men nu lyver jeg ligefrem og svarer altid «ja da, det har jeg». For hun så altid så misbilligende og medlidende på mig og rystet på hodet med et dadlende smil, og det blev jeg kjed af. Hun er forresten så snil og skikkelig – vi er rigtig gode venner. Forleden dag, da jeg vilde gå hjem uden at drikke kaffe, og slå den reglementerede passiar af ude i haven med hele kompagniet, kom hun hen og sa: De må ikke gå fru Skram, så blir de alle så kede af det – ja, for de synes alle de er så sød og morsom at høre på, og når de siger farvel og går, så blir der så tomt og taust efter dem, og så piller de op en efter en. Nu, lidt efter lidt er det bleven til det at vi sidder der lige til kl. 5 vi spiser nemlig halv tre. – Igår var jeg oppe i pensionatet og hilste (ja, hvor jeg nu skal få papir fra ved ikke jeg)hvor jeg nu skal få papir fra ved ikke jeg: Fortsettelsen av brevet er skrevet på sortrandet papir (det samme som Amalie brukte i 1883 da Wilhelm døde). på gamle fru Bendix. De havde så tidt [sic] sagt: kommer de ikke op og ser til os. Jeg traf gamlefruen alene og vi sad og snakked længe sammen. Johanne skrev at den pakke som var kommen, var det nok ikke værdt at sende, såsom det var et grønt likørstel. Jeg skulde skrevet og takket Fritz Bendix,Fritz Bendix: Amalies beskrivelse av pakken som var kommet antyder kanskje at det var han som var «Leiv Hanssen». Se brev 284, note 4. men jeg har jo altid så meget skriveri og skriveri idelig og bestandig. Forleden dag var Neergård og frue her. De besøgte fru Juel-Hansen, og så fik jeg bud om at vi om aftenen skulde forsamle os på kroen, hvad vi også gjorde og havde et par hyggelige timer ude i haven med brændende lampe alene i lysthuset. De rejste afsted om natten, ja det vil sige kl. 5 næste morgen som de kalder det her. De skulde på fodtur i Sjælland og Jylland, og bli borte til den 18de august. Du, for en lise det er at Juel-Hansen er rejst! I aften har jeg også fået bud fra fru J.H. om at komme derop. Det blir næsten vel meget af det gode. Jeg føler med bedrøvelse at hun er mere glad i mig end jeg i hende, men det kan jeg jo ikke hjælpe for. Undertiden ret som jeg sidder og taler med folk er det pludselig liksom jeg hører din stemme og føler dig tæt ved mig. Så falder jeg i tanker for det er så dejligt at hengi mig i den hallucination. Eller når nogen pludselig nævner dit navn, eller spør efter dig, så blir jeg med ét glovarm i ansigtet men det vises ikke, for jeg er så brun, og så kan jeg så tydeligt føle, hvordan det er når du kysser mig. Det er underligt når man elsker lykkeligt hvor megen rigdom man kan gå og være omgivet af, sådan i al stilhed. Viktor Bendix har jeg af og til truffet. Han er tækkelig. Det vi sa om at man ikke altid bare skulde spøge og ville være morsom sammen med fremmede, der stod udenfor jargonen, har han tilvisse skrevet sig bag øret. Her var en rasende morsom scene mellem ham og Anders Hol Jakob og mig ude i kjøkkenet igårmorges. Den kan det ikke nytte at fortælle dig; det drejede sig om at Viktor Bendiks nu ikke længer vilde sætte sit liv i vove sammen med Anders Hol den fyllefant – du ved han plejede at ro ud med ham, og bade på båden hans. Nu skal jeg snart se at komme mig hen til Bendix; fruen er også så tækkelig. Idag har det regnet lidt, og straks har jeg krøbet i mine dejlige træsko; du behøver ikke være bange der er ikke tale om at de skader benene mine.

– Jeg kan ikke udtrykke for dig hvor jeg synes det må være smerteligt at streife om dernede i det dejlige land som tyskerne har taget. Jeg er dog glad for jeg ikke er med. Det må jo være som at rive i et blødende sår. Stakkels dig min søde, tapre gut – men den dag du gik omkring og søgte efter stedet hvor du faldt, vilde jeg rasende gjerne været i nærheden af dig. Jeg tror jeg da var kommen til at græde. Jeg vilde skrevet mere, men må slutte. Du aner ikke hvor jeg glæder mig til gjensynet med dig. Det er dog noget andet, når du er med os.

Din, din Amalie

289. Erik til Amalie

Højer den 31 Juli 85

Min elskede, jeg sidder i en Kro helt Vest ude og venter på Middagsmad, når jeg har spist skal jeg med Post Nord på for imorgen tidlig Kl 5 eller 6 at gå med Båd til Rømø, en Ø i Vesterhavet, som skal være beboet omtrent af lutter Skibskaptejner, alle danske. Det er i Marskegnen jeg er, mellem de rige Marskbønder, der ikke kan et tysk Ord men imidlertid er fuldstændig tysk sindede. Her er naturligvis også mange gode danske men de er som Regel trykkede af de store Bønder. En Apotheker her er de danskes Fører,en Apotheker her er de danskes Fører: Erik skriver om Højer i Hinsides Grænsen (s. 82–87), men uten å nevne apotekeren. Det må ha vært Herman Nagel, som også var svensk-norsk visekonsul. Hans sønn, gynekologen Wilhelm Nagel, har skildret sin fars nasjonale sinnelag i Sønderjyske Aarbøger 1924, s. 137–57. en ypperlig Mand, som har været med i den første slesvigske Krig og indirekte også deltog i den anden ved med Fare for sit Liv at give de danske Underretning om Tyskernes Planer. Underligt nok har det hos denne formuende Mand skortet en del på Gæstfrihed. Her sidder jeg i Middagsstunden ikke fem Minutters Vej fra hans Gård og må spise i en Kro, og det er ikke faldet ham ind med en Tanke at tilbyde mig Værelse hos ham eller Befordring til de Steder i Omegnen, som jeg nu har opgivet at besøge, fordi jeg umulig selv kan betale Vogn.

– Jeg har idag købt en Gave til Dig, blot den nu er god. – Jeg håber, at mit Besøg på Rømø kun skal medtage en Dag, men der er kun Forbindelse ved Sejl- eller Robåd, så kommer der Storm eller Stille er der en Mulighed for, at jeg kan blive fængslet derude. Du må ikke lade dig ængste, hvis der skulde gå Dage hen uden at Du får Brev, men for Resten skulde jeg tro, at jeg på Torsdag kan være i København, det er den 6 August. Dit sidste Brev Du sender mig kan Du lade afgå Søndag den 2 August og adressere Haderslev poste restante Schleswig; senere bør Du ikke skrive. Jeg har fået to Breve fra Dig, og jeg tror, at der må ligge endnu et til mig i Flensborg – det er jo en forfærdelig Tid Brevene er undervejs fra de Udliggersteder, hvorfra vi har skrevet – men det Brev har jeg truffet Anstalter til at få i Åbenrå. – Vejret er vedblivende varmt og tørt, kun blæser det her ude i Marskegnen. Jeg rejser nu mere og mere på ren Pligt med en Fristelse til at stryge på min Vej alt, hvad der nogenlunde går an. Det at jeg tager til Rømø forekommer mig selv som en Bedrift af høj Rang; men det var nødvendigt for Skildringens Skyld. Min elskede jeg må slutte, også i Nat drømte jeg om Dig, men der var ikke noget særlig mærkeligt ved det. Her er en Flensborgerdame her, som også en Gang er druknet. Hun fortalte ganske morsomt derom da jeg før mødte hende og den unge Apotheker. Da jeg spurgte hende om hun havde haft Følelsen af at gå i grønt Græs i Drukningsøjeblikket, benægtede hun det, og sagde, at adskillige Læger havde gjort hende samme Spørgsmål. Vidste Du at det er noget almindeligt for druknende at ende med dette Indtryk? Jeg synes det er interessant.

Nu må jeg slutte, farvel min Elskede jeg glæder mig usigeligt til atter at se Dig

Din Erik

Det er drøjt at kredse langt borte fra de Breve, som jeg jo er temmelig sikker på allerede ligger og venter på mig

290. Amalie til Erik

1ste august 85.

Min elskede, idag kom det brev jeg ventede igår; ja brev kan jeg dog ikke kalde det, men ialfald besked. Igår skrev jeg et, efter omstændighederne, (jeg havde ikke papir) langt brev til dig, som jeg sendte til Flensborg. Jeg skrev udenpå at det måtte bli sendt efter dig, hvis du var rejst, og det håber jeg da de gjør, for det var et brev som du vilde bli glad i, det er jeg sikker på. Du må endelig se til at få fat på det. Det lader som du mener dette skal være det sidste jeg skriver til dig, og det er jeg glad for, for det betyder at du snart kommer selv. Du må nu endelig la mig vide dagen, så jeg ikke skal være borte i øjeblikket. Inat var det et så voldsomt uvejr; jeg kunde ikke sove for pladsk på ruderne og tuden om ørene; det forekom mig bogstavelig at sengen stod og slingrede, og det gjorde den da sikkert også. Jeg lå og ønsked du havde været ved siden af mig; så havde jeg sikkert krøbet over i din seng, og lagt mig tæt ind til dig med hodet dybt nede etsteds, ja, for det tordnede også, skjøndt jeg ingen lyn så, gudsketak. Så tidlig imorges blev jeg vækket af et rasende rabalder i kjøkkenet som om al verden blev slåt i knas, og derefter en højrøstet skjænding og spektakling. Da jeg kom ud var stormen stilnet af; gulvet i kjøkkenet og stuen var bedækket af flaskeskår, og inde på sofabænken (døren stod åben, det gjør den altid) sad den arme Anders så fuld som et røre med ludende overkrop og begge sine store labber af hænder hængende ned mellem knæerne. Næsen formelig hang og dinglede på ham idag. Straks han så mig rejste han sig op ravede hen imod mig, og begyndte at fortælle om et stort, pent stykke kjød som han kunde fået over på Hvén for en billig betaling, «men jeg hadde ingen penge ser de». Dette gjentog han i det uendelige og viste på bordet hvor stort kjødstykket havde været. «Ja for jeg kjender en tøs derover, skal jæ sige fruen, hun er så rimelig at komme til rette med, for hun har en beværtning i fuld stand, og hun gir en flaske brændevin for 10 sild. Ifjor fik jeg to flasker for tre tosker på den længde».tosker: bergensk ord for torsk (fisken). Han viste igjen på bordet. «Men ser de frue; jeg har været uartig idag ser de, ja, jeg har været uartig, men det går nok over, for alting er en overgang, og det skal æ sige fruen at deres søn, han er ligegodt en gut, han.» En gut! gjentog han med en underlig halvt hemmelighedsfuld betoning og en som det syntes mig anerkjendende mine. Siden har han været stille, men knagende drukken hele dagen. Om natten er han ude og sætter sildegarn, han og to andre aldeles kontante fyllefanter. Sønnen hans, Peter er altid for sig selv. Sligt et syn det er, siger Jakob, når de tre «brave» lægger fra land. Men det er nu det samme. Aldrig har jeg vidst at en drukkenboldt kunde være så elskelig i sin uligenskab som Anders Hol. At se ham på do er dog mere end alt andet, påstår Jakob; det har jeg ikke opnået, men Jakob siger at døren altid står vid åben og så sidder han med labberne nedhængende, foroverbøjet og småsnakker. Og tænk, det er det samme do, som jeg går på! Jakob har aldrig været der; han går på vidden. –

Idag fik jeg et kjækt og hyggeligt brev fra Garborg.brev fra Garborg: Brevet er datert 23/7/85, og uttrykker Garborgs irritasjon over anmeldelsene: «det er dog egentlig for galt, at en saadan Bog skal formelig begraves under rædde eller forstaaelsesløse Anmeldelsers vederværdige Rusk.» (KB) Garborgs anmeldelse ble trykt i Nyt Tidsskrift 1885, s. 377–91. Han siger at han alligevel vil anmelde Constance; for di han er blet så opærget over alle de «rædde – eller forståelsesløse anmeldelser» han har læst. Det kan du vide jeg er glad for. Undres om Socialen har havt noget om den.om Socialen har havt noget om den: dvs. Social-Demokraten. Avisen trykte en positiv anmeldelse av romanen 5/9/85, skrevet av C.E. (= C.E. Jensen). Jeg har nemlig ikke sét den siden jeg kom herned. Du ved jeg skrev brevkort til den og Politiken. Dagen efter fik jeg brev fra Socialen om at jeg måtte opgive til hvilken adresse bladet tidligere havde været sendt. Jeg havde blot nævnt dit navn. Så svarte jeg straks tilbage, og opgav det forlangte.

Her kom Jakob og sa jeg måtte endelig komme ned på stranden og se fiskerne drage kvaserne i land. Der var et liv dernede, så du fatter det ikke. Hele Hornbæks fremmedbefolkning på benene, alle stedets fiskere, Anders Hol og Peter Lemke (den ene af hans staldbrødre ikke at forglemme) småt og stort, gammelt og ungt. Det var så morsomt; mild, blød luft med dæmring i disen rundt omkring (– det havde regnet før idag) og en gylden stribe i horisonten nederst nede ved havet. – Men altså, så kom der atter brev fra Socialen at jeg først måtte sende et kvartals hyre havde jeg nær sagt, og da blev jeg så opærget, at jeg ikke gad svare. «Politiken» fik jeg straks uden spor af slinger i valsen. – Imorgen er det søndag og da skal jeg begynde at bade igjen; det glær jeg mig til. Men allermest glæder jeg mig, og længes jeg efter at falde dig om halsen og ønske dig tusinde gange velkommen hjem min elskede! Kan du få tid, så kjøb et par af de bøger du ved, til renskrivning af komedien med dig, når du er i Kjøbenhavn. –

Din Amalie

291. Erik til Amalie

Abenrå Søndag 2/8 85

Min elskede Ven, jeg er aldeles afskylig tilmode, jeg kommer lige fra Posthuset, og der var intet Brev. Nu har den Snøbel af en Mand, som jeg har bedet om at sende Brevene efter mig til Åbenrå, formodenlig ment, at han havde god Tid dermed, efter min Rejseplan skulde jeg først indtræffe hertil imorgen eller i Overmorgen. Jeg har skyndt mig, som rejste jeg fra en Forfølger, og Åbenrå stod for mig som et foreløbigt Længslernes Mål, for der var Brev fra Dig, nu er jeg her, men der er intet Brev. Det er Søndag, og Posthuset er først blevet åbnet for lidt siden, det vil sige Kl 5, jeg har kun ventet på dette Klokkeslet og skal rejse videre om en halv Time, havde jeg ikke ventet Brev, var jeg kommet før afsted. Ak det er et Stød, som er svært at komme over! Og dit eller dine søde Breve, som nu ligger og længes efter mig i Flensborg, det er til at ærgre sig ihjel over. Var der Mening deri, blev jeg til imorgen for at se, om Fyren da havde sendt Brevene; men det vil udsætte min Hjemkomst, som nu kan ske en Dag eller to før jeg havde tænkt og det er dog det vigtigste. Min dejlige Hustru Du kan ikke tro hvad det er for en Fattigdom at sidde her uden Efterretning fra Dig og at skulle rejse videre stadig med Følelsen af de Breve, som nu er spildt. Jeg har ingen rigtig Interesse forbunden med den sidste Del af min Tur, det er forekommet mig, at jeg har været temmelig uheldig med de Mennesker, jeg har truffet – jeg har sprunget Steder over, hvortil jeg vistnok burde være taget, og jeg har afkortet mine Besøg, altsammen er det, tror jeg, kommet af, at mine Tanker nok så meget var på Sjællands Nordstrand som her i Sønderjylland. Idag var jeg dog heldigere: den nordslesvigske Deputerede Junggren (Rigsdagsmand i Berlin)den nordslesvigske Deputerede Junggren: Jens Peter Junggreen, folkelig politisk skribent og riksdagsmann i Berlin siden 1884. var en fængslende Skikkelse, hans Hjem hyggeligt, han er Tobaksfabrikant her i Åbenrå, men jeg var jo også i bedre Humør, der var Breve at få Kl 5, og det var lykkedes mig ved en forceret Tur igår at komme så langt frem idag, at Enden nu er nær. Nu sidder jeg her og rejser om lidt videre i sort Humør. Min elskede Ven, så lad mig da i det første Kys Du giver mig, når jeg nu snart er hos Dig, få al min Lykke på ny og Erstatning for de særlig slemme sidste Dage jeg nu skal gennemleve. Har Du en Smule Medlidenhed med mig?

På snarlig Gensyn min Elskede

Din Erik

Jeg formoder, at Du ikke har kunnet skrive til Haderslev, da mit Brev fra Højer formodentlig først når Dig idag eller imorgen, og Posten fra Hornbæk vel kun afgår en Gang om Dagen, vel sagtens om Morgenen. Jeg havde jo skrevet at senere end Søndag skulde intet Brev afsendes.

Farvel elskede!

292. Amalie til Erik

2de august. 85

Idag fik jeg rent uventet et sødt lidet brev fra dig, uventet fordi jeg jo havde fåt de få linier igår. Iaften skriver jeg bare et par ord – vi skal holde kro hos Juel-Hansens iaften, og klokken er blet så forfærdelig mange. Men så må du være sød og huske på at jeg jo igår skrev et nokså respektabelt brev til dig. Igår aftes kom Juel-H. tilbage, og idagmorges tidlig før jeg var klædt og mens Jakob endnu lå og sov, kom han og banked på døren med «Berlingeren». Winkel Horns anmeldelseWinkel Horns anmeldelse: Constance Ring ble anmeldt av «W.H.» i Berlingske Tidende 31/7/85. Han kritiserer forfatteren for å ha skrevet en indignasjonsroman, og for å være altfor ensidig og pessimistisk i sitt bilde av samfunnet og av menns skavanker. er mere angribende, end det selv for Berlingeren havde været nødvendig, synes jeg – den er forresten ikke god. Fru J.H. er meget opbragt på ham, og skriver ham sin misnøje til. Hun havde nemlig sagt til mig, at hans skriveri vilde blive varmt og anerkjendende selv om han også måtte passe det af for sit blad. Nu er hun bleven så rent skuffet. Men skidt med det! Idag kan du tro jeg har opnået hvad jeg igår beklagede ikke var falden i min lod. Anders har været så rasende fuld at han har siddet på do fra kl. ½ 10 imorges, til kl akurat et kvartér over to med vidåben dør, og brølsnorket. Tilsidst tog sønnen en lur og blåste ham vågen og så kom han tumlende rent ille forstyrret og kunde bogstavelig næsten ikke gå. Han grov sig ind i stuen, forlangte mad, og mens han spiste snøvlet han om, at han idag ikke kunde gå med de andre to, og sætte garnene ud (det var derfor sønnen havde vækket ham); han måtte sove rusen ud. Men det blev der ingenting af, for straks efter slingred han ind og hented skrædderen, som er pukkelrygget, og får rasende bank af sin kone, fordi han drikker sig fuld, men langtfra som Anders. Du skulde set dem gå hånd i hånd afsted til kroen; de sammenknyttede hænder løftet op i højde med skuldrene og lidt fra hinanden, som når man stiller sig op til Fandango. En timestid senere kom de samme vej tilbage og skulde i bad. I vandet fik skrædderen krampe, og blev bærget op af Anders. Og lidt efter kom de gående i samme positur naturligvis på vej til kroen. Nu kl. ½ 9 ligger endelig Anders på sine gjerninger. Hans datter har trukket klærene [sic] af ham, og vilde havt ham tilsengs, men han dat overende på sofabænken, og faldt straks i søvn i skjorteærmer og underbukse. Ja, den Anders! Aldrig havde jeg vidst hvad en drukkenboldt var, før jeg lærte ham at kjende. Signe og den gamle pige, som er lejet her hver dag (ja hun sover her også) for at sidde og bøde fiskegarn giver mig uafladelig rapport om hvad der foregår med Anders. De har tydelig mærket at det interesserer mig stærkt;at det interesserer mig stærkt: Amalie gjorde nok forstudier til skildringen av drukkenskap i Sjur Gabriel, som kom ut i 1887. indtil den mindste detalje, så holder de mig nøjagtig à jour. Hør du min egen elskede, hvis du kommer tidsnok til Kjøbenhavn om torsdagen, så må du endelig ta afsted samme dag. Der går befordring til Hellebæk til Aalsgård, også om eftermiddagen og aftenen, og derfra kan du gå til Hornbæk. For ellers skal du ligge i byen om natten, og så må jeg vente til næste dag, og det er så kjedeligt. Jeg får slutte her. Farvel til vi sés!

Din Amalie.

293. Erik til Amalie

Onsdag den 7 Oktober 85

Min elskede Ven, Klokken er 1, det regner og blæser endnu omtrent med samme Styrke som imorges, jeg tænker på Dig, som nu vippes på Kattegats arrige Bølger.på Kattegats arrige Bølger: Amalie var på vei til Bergen for å besøke sønnen Ludvig. Jeg håber Du holder Stand. Det er noget lysere i Vejret, så Regntykke har I vel ikke fået. Men dit Læsestof er alt for ringe; dumme var vi, at vi ikke tænkte i Tide derpå. Jeg har ikke begyndt at bestille noget endnu, men når jeg nu har skrevet til Dig, tager jeg fat. – Først altså da jeg gik fra Knippelsbro, hvor jeg fik det sidste Glimt af Dig, vadede jeg bogstavelig i Vand til Posthuset, hvor Brevet til Jakob blev indleveret i god Tid.Brevet til Jakob: Amalies sønn Jacob må ha vært tilbake i Kristiania. Det finnes ikke noen brev fra Amalie til Jacob hverken på KB eller på NBO. Så vadede jeg videre under et Skybrud fra oven, som spottede ethvert Forsøg på at dække sig. Ved Nørrevoldgade vilde jeg først fejgt snyde mig fra at gå op i Huset, hvor Kvistetagen var til Leje,Kvistetagen var til Leje: Amalie og Erik så seg om etter et annet sted å bo. jeg var så våd, at at en hvilkensomhelst Forpligtelse til at holde et Løfte syntes mig skyllet bort med Vandet, som drev af mig, men jeg tøjlede mit skændige Sind, og med kolde Knæ og Sjup i Støvlerne begav jeg mig ind i det nye Hus. Der var Marmortrin den første Etage op. Det var smukt, men koldt og glat for våde Såler og ikke lovende for hvad der i Kvistlejligheden skulde gives for de 400 Kr, som prangede i Vinduet. Jeg var beskeden, da jeg i min dryppende Tilstand spurgte en dejlig tør Snedkermand, jeg mødte på Trappen, om Kvistværelsernes Antal. «Tre, min Herre, uden Køkken!» Tak, sa’ jeg, det var akkurat netop lige det, som jeg ikke kunde bruge. Mange Tak skal De ha. Snedkersvenden grinte ringeagtende, og Marmoret lagde Snarer for mine nedadgående Fjed. Så nåede jeg vor lille Sporvogn, som jeg stille fyldte med Vand fra min Paraply og mine Bukser, og så stod jeg i vor Lejlighed, som jeg elsker, fordi den er vor Lejlighed, men som nu var underlig forladt. Gangen og Sovekamret sørgede, fordi ingen af dine Hatte var der og ingen Handsker og Slør, ingen lang Regnfrakke, ingen Paraply på gale Knager, ingen Mulighed for ikke at kunne finde alt hvad det skulde være. Og Bordet foran Spejlet, jeg mener Kommoden, i Sovekamret så ud som en nedlagt Kirkegård, ikke det mindste Smule levende lille Mindesmærke om, at Du lige var kommen hjem og dybt rystet over dine overstandne Besværligheder havde kastet hulter til bulter, hvad Du havde i Hænderne, Johanne havde ordnende stedet Indtrykkene af Dig til Jorden. Så skiftede jeg Over- og Undertøj og kom ind i Værelserne til Gaden, de var søde og ikke så fortabte, kun bredte det røde Tæppe på Spisestuebordet sig noget pralende i sin Vigtighed over allerede Kl 10 at ligge der i rolig Venten på den Frokost, der ved adskillige Timer var skilt fra Morgenteen. Så læste jeg Aviserne i min Stue, som var herlig lun, og fik Kl ½ 12 Frokost. Johanne havde lavet noget meget velsmagende Lobeskowes, og da jeg så atter var i min Stue forekom det mig mest passende at strække mig en Stund på Sofaen med en tilfældig Bog i Hånden. Allerede nu syntes min Tilværelse mig så temmelig uhyggelig. Den lille Lur jeg havde tiltænkt mig selv, kom ikke, jeg stod da op og forlangte Regnskabet af Johanne, det viste en Indtægt for hendes Vedkommende af 12 Kr og en Udgift af 13 Kr 46 Øre. Efterat mine Overvejelser i den Anledning var overståede, udfægtede jeg en Kamp med Johanne, som kom farende og vilde have Lov til at købe Rødspætter hos Manden, der råber med dem. Jeg sagde, at når vi skulde have Fisk, skulde hun købe dem, hvor de var friske, på det Fiskehus, som Fruen havde bestemt, eller om det skulde vise sig, at der var for dyrt, så et andet Sted. Mine Ord lokkede højt et Smil omkring Johannes Læber omtrent som talte hun sålunde til sig selv: jo snak Du kun, jeg køber hos Manden; tror Du jeg render til Byen efter Fisk! Men Enden på Historien blev, at jeg idag får Hakkebøf. For så vidt er altså min Autoritet endnu i Behold. – Så nu ringede det, det var Manden med Skattekvitteringen! Tror han jeg er gal! Jeg betalte 22 Kroner i forrige Måned, han kan få Lov at vente. I Aften skal jeg ikke i Kasino ligesom jeg heller ikke idag skal i Rigsdagen. Der er først Møde imorgen.

Torsdag

Min søde Pige, det er ikke morsomt at færdes her uden Dig. – Jeg læste efter Bestemmelsen igår Lie’s Bog, som jo skal anmeldes,Lie’s Bog, som jo skal anmeldes: Jonas Lies Otte Fortællinger ble trykt i 1885. Eriks anmeldelse av den (sammen med Schandorphs Det gamle Apotek og Erna Juel-Hansens Seks Noveller) ble trykt i Tilskueren november-desember 1885, s. 938–49. den er ikke synderlig god, vistnok en Del gamle Sager parret med et Par nye Fortællinger, og da jeg var færdig med det meste af den, stod Middagsmaden parat. Den blev besørget så uanstændig hurtig, at jeg ikke turde kalde på Johanne, da jeg var færdig, jeg gik lidt omkring og drev i Spisestuen, inden jeg åbnede Døren og sa’: Værsgo! Så gik jeg mismodig ind i min Stue og gav mig på ny i Færd med min Bog. Men det var ikke morsomt, og jeg fik efterhånden en Skræk for at sidde hjemme om Aftenen. At tage mig en Middagslur faldt mig ikke ind. Jeg så efter hvad der gik i det kgl Teater, og da jeg så, at det var den ny Opera «Aïda»,den ny Opera «Aïda»: Verdis opera Aïda (1871) fikk sin københavnske première på Det kongelige Theater 4/10/85. klædte jeg mig på og gik i god Tid derind. Regnen var nu hørt op, og det var stille, jeg glædede mig på dine Vegne. Ved Indgangen til Teatret så jeg Pylle og Hermann Thaulow og hilste på dem først på Afstand senere vekslede jeg to Ord med Hermann, som spurgte til dig. Jeg havde nær ikke kendt dem, jeg vidste jo ikke af at de var i Byen. Forøvrigt lod det ikke på Hermann som om han havde store Sager at tale med mig om. Begge så udmærket godt ud. De var i Følge med Fru Heiberg og en af Frøknerne samt en Dame til. De sad naturligvis i første Parket. I andet Parket første Række sad Lillemor og hendes Mand (hvad er det nu han hedder)Lillemor og hendes Mand: dvs. Lillemor Thaulow og Carl Torp, som hadde giftet seg i 1884. og jeg kom senere til at sidde umiddelbart foran dem; da havde de et lille Skænderi for, som han førte, forekom det mig, stilfærdigt og pænt, det drejede sig om, at et eller andet, hun havde sagt eller gjort, ikke var godt Kammeratskab. Hendes Svar var nok så spidse. Jeg flyttede mig, det var så flovt at sidde halvvejs der som Lurer, de tænkte naturligvis ikke på, at jeg hørte hvad de sagde. Operaen er skøn, det var Synd, at jeg var der alene. Jeg er vis på, at Du vilde have glædet Dig, Simonsen vilde rent have bedåret dit Hjærte, Frk Dons spillede bedre end hun sang og omvendt sang Fru Keller bedre end hun spillede.Simonsen … Frk Dons … Fru Keller: Niels Juel Simonsen spilte Amonasro, konge i Æthiopien. Den unge Elisabeth Dons spilte Prinsesse Amneris, og Sophie Keller spilte Aïda. Det er det værste Nonsens af Lange,Nonsens af Lange: Operasangeren Algot Lange ble ansatt ved Det kgl. Teater i 1885. Han spilte Kongen. at han er fornærmet, fordi Simonsen har fået et mere fremragende Parti end han, Simonsen knuser ham aldeles i denne Rolle, både er Stemmen omtrent dobbelt så stor og så er den meget skønnere. Lange har sin Genialitet som ikke passer overalt, den andens umiddelbare Kraft bliver her benyttet på rette Måde som vild Æthioperkonge. I Teatret talte jeg med Galschiøt, som fandt på i Anledning af min Enkemandsstand at tilbyde mig en af sine to Billetter til Kristina Nielson-Konserten i Aften.Kristina Nielson-Konserten: Kristina Nilsson, den berømte svenske operasangeren, gjorde turnéer over hele Europa og i USA. Hun opptrådte på Kasino i oktober 1885. Det Fæ burde naturligvis forlængst have sendt os to Billet[t]er til den ene af Konserterne. Nå jeg tog naturligvis nu med Glæde imod Tilbuddet, så har jeg også Aftenen i Aften anbragt. Ved Bortgangen fra Teatret mødte jeg Fritz Bendix, som jeg havde givet et Vink, og han fulgte så hjem med til det kolde Hakkebøf – jeg havde til Middag kun spist lidt – og Øl. Der var jo noget Kognak endnu på en af de små Karaffer, og det lod han sig smage godt, efterat vi havde spist. Det var jo godt at have et behageligt Menneske at snakke med, men han blev for længe, jeg var umådelig træt tilsidst, Klokken var halvtre, inden han gik. Til vor Undskyldning må tjene at Aïda ikke sluttede før næsten 11. Så tumlede jeg mig da endelig i Seng. Over din havde Johanne ladet Sengetæppet, det hvide hæklede, blive liggende udbredt, og det var jeg ret tilfreds med, som den der lå urørt så den ikke så tom ud som den kunde have gjort. Jeg sov til ½ 10 imorges og var lidt tung i Hovedet af den lange Nattevågen og Kognaken, men det gik for Resten hurtig over. Klokken 11 omtrent fik jeg Visit af Neergaard, der kom med Korrekturen af K’ivigtok,K’ivigtok: Eriks historie om en grønlandsk eneboer ble trykt i Tilskueren II, 1885, s. 735–46. som er bleven 12 Sider, og for at rykke mig for Artiklen om Strindberg.Artiklen om Strindberg: det finnes ikke noen artikkel av Erik om Strindberg i Tilskueren ved denne tid. Gid Fanden havde den! Kort efter at han var gået indfandt en Hr Brøckner sig,en Hr Brøckner: Det har ikke vært mulig å finne hverken vedkommende eller hans oversettelse. som uvist egenlig af hvilken Grund vilde hilse på mig og fortælle mig, at han havde oversat «Et Skud i Tågen» af I.P. Jacobsen på engelsk og idag sendte Oversættelsen til et londonsk Tidsskrift, hvis Navn jeg har glemt (Whitehall-Review (?)). Jeg ønskede ham til Lykke med hans Foretagende og så tøflede han af. Så Frokost og så Rigsdag. Efter Rigsdagen gik jeg til Mama, kom der lidt før halvfire og traf hende siddende nogenlunde oprejst og læsende i nogle Småfortællinger. Det så jo ret opmuntrende ud og virkelig regnes nu også Betændelsen i Lungen for hævet.Betændelsen i Lungen: Eriks 70-årige mor hadde vært ganske syk en stund – hun døde i 1886. Hun har en stærkt udbredt Bronkitis (?) tilbage og for at kue den er hun begyndt med et Vandomslag, der i Form af en Trøje trækkes over Bryst og Ryg. Hun holdt ikke af dette Omslag men lod ellers mere forhåbningsfuld, end da Du t.E. sidst så hende. Hun havde været så ked af, at hun ikke vidste Klokkeslettet for din Afrejse igår, havde tænkt sig det mere sent på Dagen og blev altså nu altereret over, at den var foregået under Morgentimernes Skybrud. At jeg skal hilse Dig så kærligt som muligt, kan Du begribe. Emma kom, mens jeg sad der, og jeg fik en Opfordring til at spise med, som jeg dog afslog, ikke var jeg sulten og hjemme vidste jeg, at Johanne lavede på gule Ærter til mig. Spiste jeg ikke af dem idag, fik jeg formodentlig aldrig Bugt med dem, kendte jeg hende ret, var der til en lille Bataljon Soldater.

Aften Kl ¾ 12

Rigtig, der var Ærter til mange Dage! Men udmærket velsmagende, det må man lade dem. Jeg spiser for Resten ikke nær så meget nu i min enlige Stand, som når Du sidder med. Du skal se, når Du kommer tilbage, får Du en rigtig pæn smækker Ægtemand at gå omkring med. – Jeg er nu netop kommen hjem fra Kristina-Nielson-Konserten med en efterfølgende Aporta-Tur sammen med Galschiøt, han var rigtig behagelig. Naturligvis øsregnede det, da jeg skulde fra Aporta, jeg havde jo ingen Paraply taget med, ellers har det været udmærket fint og mildt Vejr idag, som jeg har håbet på har strakt sig så langt op som til Stavanger, hvor Du vel har været idag. Konserten var jo ret interessant, men hun er svært på Retur den store smukke Dame som hun er, og Begejstringen havde lidt ondt ved at komme op, men efterhånden gik det jo, det knagede og bragede tilsidst med Fremkaldelser. De kejserlig-kongelig-prinselige HerskaberDe kejserlig-kongelig-prinselige Herskaber: Hele den danske kongefamilien, sammen med Prinsessen av Wales, møtte opp til konserten. var i Teatret og Kristina Nielson hædrede dem med en russisk Sang ved en af Fremkaldelserne. Jeg så ved denne Lejlighed, at den pæne lille Kejserinde har en styg Næse i Profil, den ender i en opadvendende Tap. For øvrig gad jeg ikke kigge synderlig på dem. – Da jeg kom hjem idag, fandt jeg to Kort fra Frøken Aalberg,Frøken Aalberg: Ida Aalberg var en feiret finsk skuespiller som var i København i 1885 og spilte på forskjellige teatre. som havde været på Visit, hun havde trot endnu at træffe dig, fortalte Johanne; desuden lå der de to Breve, som jeg sender med. Efter Bordet har jeg idag fået mig en Lur, som hengik med bestandig at drømme om Dig, vi var i Selskab og jeg spiste den ene Pære efter den anden, Du var snild og god, det var meget hyggeligt.

– Nu min søde elskede Ven har jeg vist fortalt Dig alle Dagens Begivenheder. Ja Politiken får vente til en anden Dag, jeg er bange for, at Venstre er i Færd med at gøre en Dumhed, men da jeg ikke har talt med nogen, der forstår sig på disse Ting, er min Mening usikker, og det vilde desuden også i Aften blive for vidtløftigt. Jeg er søvnig og træt og vil gærne ordenlig til Sengs. Nu går jeg ned med Brevet og med Korrekturen til Neergaard. Når mon Du nu får dette Brev, og når får jeg dine Ord fra Kristianssand – dem længes jeg efter. Godnat min kæreste Ven, det er fælt at være uden Dig. Men nu må jeg til at arbejde på Kraft. Rigsdagen vil i næste Uge vistnok blive slem. Hils nu Augusta og hendes Fader mangfoldige Gange fra mig, hav det godt, tænk på mig, sig Ludvig, hvor ondt det gjorde mig, at han ikke kom i Sommer, at jeg alvorlig havde glædet mig til at få ham sammen med os andre. Skriv meget flittigt

Din Erik

294. Amalie til Erik

Ombord i Kristiansund, torsdag [8/10/85]

For et par timer siden har vi fåt Norge isigte, det ligger så pent og højt og langstrakt, og knejser med sin fjeldryg i den rene, klare luft og det strålende solskin. Vi har det dejligste vejr, der kan tænkes, men skuden sætter dog en del, for her er vældige underdønninger, skjøndt vandfladen kun er let kruset i små spidse skumbølger. Kl. er 12 og først kl. 4 er vi inde i Kristiansand; vi skulde været der kl. 10, men dels kom vi en time forsent afsted fra Kjbhvn og dels havde vi vinden stik i stævn, rent en storm til og med, i går. Men ikke hele dagen igår. Jo fjernere vi kom Danmark, jo bedre blev vejret. Kaptejnen siger at han er temmelig sikker på Øresundet også idag står i et eneste drev af storm og ruskevejr. Vi har havt det meget godt ombord; kaptejnen der heder Hansen og i gamle dage har kjendt dig og især Tyge,Kaptejnen der heder Hansen og i gamle dage har kjendt dig og især Tyge: sannsynligvis Lorentz W. Hansen, som fôr i mange år som skipskaptein før han i 1897 opprettet en skipsrederforretning i Bergen. Tyge var Eriks eldre bror, skipsmegler og dansk konsul i Le Havre. har ikke vidst det gode han vil gjøre os, og Christensen har tronetChristensen har tronet: må ha vært den tidligere skipsfører Jacob Christian Christensen, som i 1878 hadde stiftet et rederi i Bergen. Amalie skulle bo i hans hus mens hun var der. som en sultan mellem sine fire damer og været rundhåndet med vin og spøg og omsorg. Nej, nu slingrer skuden så, at det næsten ikke går an at skrive. –

Tænk for et øsende regnvejr igår, da du stod der på Kniplebroen [sic] og viftede! Jeg blev på dækket sålænge jeg kunde øjne dig og var ganske sår om hjærtet da du kom mig fjernere og fjernere. Og uafladelig har jeg savnet dig min elskede; ved alt muligt har forestillingen om hvordan det vilde været hvis du havde været med, levet i mig, hvad du vilde sagt og gjort o.s. v. Det blir svært at undvære dig. Christensen er i et strålende humør, og siger uafladelig vittigheder. Igår formiddag sad vi heroppe i røgesalonen og krøb sammen for stormen og regnet og jeg begyndte at græmme mig over uvejret og jeremiadede, og sa at det dog var en underlig tilskikkelse at vi, som havde faret jorden rundt så mange gange, og var kommen uskadt fra det, nu skulde gå hen og omkomme på en filletur fra Kjbhvn. til Bergen. Pludse[lig] gav Kristensen en hvæsende lyd, så på mig med et morskt øjekast og udbrød: Vil du bare tie stille med dig, for ellers varer det ikke længe før lugen blir tat op, og du blir puttet ned i lasten. Derover brast alle i latter, og siden har det hedt bestandig: vær bare skikkelig, ellers kommer du i lasten. Og igår ved middagsbordet da kaptejnen var så opmærksom med os damer; da lagde Christensen med ét kniv og gaffel og sa: hvis det skal være på denne måden, så er det bedst du spiser i din egen lugar kaptejn for eftertiden. De er dus og gode venner. Han skulde være jaloux, forstår du. – Jeg var lidt kvalm igår, men klarte mig godt, spiste mine måltider, og kunde endog røge lidt på køjen igåraftes. Augusta og jegAugusta og jeg: Augusta Christensen, datter til Jacob Christensen fik et stort kammer for os selv med 4 køjer i. Christensen skulde havt det, men så fik han kaptejnens. Vi sov til kl. ½ 9, da fik vi te på sengen, stod op, og gik på dækket. Aa der er så mange småting jeg skulde fortalt dig, men det får være. Du vilde likt dig rigtig godt om du havde været med. Jeg har kun været to gange på do. og bare den ene gang havt afføring, men derfor græmmer jeg mig også, kan du vide, og nu føler jeg mig kvalm igjen. Du må ikke tro jeg endnu har fåt tid til at læse Alladin ud;tid til at læse Alladin ut: sannsynligvis Oehlenschlägers Aladdin (1805). vi er så optat hele tiden. Nu skriver jeg ikke mere, men venter med slutningen til vi kommer til Kristiansand.

Nu har jeg sovet over to timer, og det gjorde godt, for nu er det ækle ildebefindende over; det er forresten ikke bare mig, som har havt kvalme; selv gamle Christensen har været benauet, han har gåt og skjændt og bannet over de små pølser med flæsk i som vi havde til frokost, og som var så delikate at vi forspiste os af dem. Vi ligger nu i Kristiansand, Augusta og jeg går i land med brevet, om en time bærer det atter afsted med os; vi får vist styg slingring, skjøndt vejret fremdeles er godt, men det er de fæle underdønninger. Imorgen meget tidlig er vi i Stavanger og udenskjærs hele tiden, og imorgen ud på eftermiddagen i Bergen. Jeg glæder mig umådelig til at se Ludvig, men jeg længes allerede rædsomt efter dig min egen søde elskede. Christensen og Augusta hilser mange gange. Skriv flittigt.

Din Amalie

295. Erik til Amalie

Fredag den 9 Oktober [1885]

Klokken ½ 6

Idag er der min elskede Ven af mærkeligt kun forefaldet det, at Johanne gav mig Dessert efter de gule Ærter, der var opvarmede fra igår, en Citronbudding, tror jeg det var. Jeg fandt da ialt Fald, om jeg ikke tager fejl, det meste af en halv Citron indbalsameret i Buddingen. Du véd måske, at jeg afskyer at støde på Citronskaller, det sætter mig i ondt Humør som Klumper i Grød. Nå, det var jo velment, men jeg frabad mig forøvrig slige Overdådigheder. Måske var det hele dog kun en Snare, ti på det Tidspunkt, da det kunde formodes, at jeg var kommen til Desserten, indfandt Johanne sig og lod som om det var nødvendigt at bære Ærterne ud for at jeg kunde skride til Buddingen. Hun indledte da følgende Samtale: «Tror Herren, at Herren er ude til Middag på Søndag?» «Derom ved jeg intet.» «Ja for jeg er inviteret til Konfirmation på Landet.» «Hvor?» «I Ordrup. Jeg har været der før, i Sommer, men jeg kan ikke finde Stedet igen alene, og Klokken halvtre tager der nogle andre derud, som jeg kan følge med. Jeg skulde gerne svare idag. Tror Herren –?» «Jeg tror ingen Verdens Ting, men svar De kun ja, De må vel altid kunde lave et eller andet, som jeg kan spise, hvis jeg er hjemme.» «Ja mange Tak.» – Jeg gør således bedst i at ty et eller andet Sted hen på Søndag. Jeg gør det nu for Resten vistnok ikke, jeg sporer ikke den allermindste Lyst til at binde mig i Timer hos fremmede – og hvem? Iøvrigt er Dagen gået med lidt Arbejden og en Tur til Rigsdagen, jeg er lige som lidt hjemløs og ueffen. Nu om nogle Timer – jeg har lige spist – agter jeg at gå i Studentersamfundet, hvor der skal være et Slags Politisk Protestmøde med Besøg af de dømte Berg, Nielsen og Noes. Protestmøde med Besøg af de dømte Berg, Nielsen og Noes: Ved et møte i Holstebro i juni 1885 hadde Chresten Berg nektet å tale før politimesteren forlot tribunen. Regjeringen anla sak mot ham, og han ble dømt til seks måneders fengsel. Redaktør Th. Nielsen og gårdeier Noes fra Holstebro var hans «medskyldige». Du véd måske, at de to sidste er sluppen ud af Arresten. Jeg går mest derhen for at komme til at tale med en eller anden om Øjeblikkets Politik, som jeg ikke ret begriber. Jeg sender dig «Politiken» for idag, for at Du kan læse en efter min Mening fortrinlig Bedømmelse af Kristina-Nielson,Bedømmelse af Kristina-Nielson: Artikkelen «Første Christina-Nilsson-Konsert», signert H. I. B., og innlegget «Fra Parkettet», signert Per Anden, ble trykt i Politiken 9/10/85. der står på anden Side tilligemed Peter Nansens Opsats om Publikum, der jo også er ganske morsom. Det var et usædvanlig pænt Selskab den Aften i Kasino, Damer i Toilet osv.

Kl 8 ¼

Om lidt går jeg. Jeg giver dig her et Kys på Papiret. Ved Du, hvad jeg for lidt siden tænkte på? At Du har megen Ret i dine Klager over vor Dagligstue. Det er ikke et sødt og hyggeligt Rum nok for Dig, og vi havde Midler til at skabe en herlig Stue. Men Du skal være lidt blid, når Du taler derom – det er jo urimeligt at bruge en ond Mund, hvor man med et Smil og et muntert Ord kan nå det samme: at trøste sig så længe det varer. Du kan være glad ved i Aften at være de mange Mile borte. Som jeg vil komme til at stinke af Tobak i det gyselige Lokale, der naturligvis vil være fyldt til Kvælning! – Fra Fru Juel-Hansen har jeg modtaget to Adgangskort til hendes Gymnastikprøve på Søndag.Fru Juel-Hansen … Gymnastikprøve på Søndag: Erna Juel-Hansen opprettet et gymnastikk-institutt for kvinner i 1884; hun forarget mange med sine for «moderne» ideer. Mon hun tror, at Du endnu er i Byen? – Uf det øsregner! Farvel min søde Pige.

Lørdag den 10 Okt.

Jeg begynder unægtelig at længes temmelig alvorlig efter en Underretning fra Dig. Torsdag Morgen har Du været i Kristianssand, og at jeg endnu ikke Lørdag Middag har dit Brev synes mig lovlig hårdt. Johanne spurgte mig før næsten bekymret, syntes jeg, om jeg ikke havde hørt fra Fruen. Jeg trøstede hende og mig selv med, at der nok i Aften kom Brev. – Gamle Grosserer Thune, Jutta Wågepetersens Fader, er død igår.Gamle Grosserer Thune: dvs. Edvard Thune, tidligere folketingsmedlem. Dødsfaldet har længe været imødeset, om end Manden gik omkring og styrede sin Forretning. Der er sikkert mange Penge til Deling mellem de tre Døtre, som jo alle er gifte. Jeg må formodentlig sende et Par deltagende Ord til Jutta, det er ikke så let, i Grunden syntes jeg ikke om den gamle Fyr, han var Spidsborger fra Isse til Fod, ufejlbarlig i enhver Opfattelse, det Fæ. – Aftenen igår gik godt. Jeg kørte derind i vor «fattige» Sporvogn, fik talt om den politiske Stilling med Rubin og HøffdingRubin og Høffding: dvs. Eriks venn Marcus Rubin (se brev 185, note 1) og filosofen Harald Høffding. – særlig den første så noget mere fortrøstningsfuldt på Sagerne end jeg, og end, som jeg senere hørte, nok også Hørup og Brandes, der ved denne Lejlighed er bleven overstemte i Partiet – og så gik Gildet i Gang. Der var den store Fornøjelse derved, at begge Mændene Nielsen og Noes, navnlig den sidste, er udmærkede Repræsentanter for det dygtige i Bondestanden, stilfærdige og sikre Folk, som viser den Hyldest, de nu er Genstand for, tilbage til Sagen; begge taler de med et virkeligt Herredømme over Tanker og Form. Det var overordentlig opmuntrende at høre, og deres personlige Fremtræden skabte en Stemning i den fuldt pakkede Sal, som vanskelig kunde have været bedre. Der var mere Fylde og Varme, forekom det mig, end nu sidst i Lørdags, da Henrik Ipsen blev så stormende hyldet.da Henrik Ipsen blev så stormende hyldet: dvs. Henrik Ibsen (Erik kaller ham konsekvent for Ipsen). Ibsen var i København i begynnelsen av oktober 1885 og ble feiret bl.a. med en forestilling av Vildanden og i Studentersamfundet 3/10/85. Jeg lod mig forlokke af mit Ønske om også at give mit Bidrag til Aftenens gode Forløb til at holde en Tale. Jeg syntes, at jeg havde adskilligt på Hjærte, men da jeg fik Ordet, lykkedes det mig forøvrigt kun dårlig at få sagt, hvad jeg vilde. Jeg udbragte en Skål for vore Bønder, det var tørt og kedeligt. For Resten var det ikke Talernes Glimmer, som gjorde Aftenen hyggelig, der blev ikke sagt noget særlig godt, men hele Tonen var så smuk og jevn. Der var ikke få Rigsdagsmænd til Stede, mest Bønder, af dem talte fire, kort, djærvt, fornuftigt. Den høje smukke P. Andersen fra Midtsjælland,P. Andersen fra Midtsjælland: dvs. Ole Peder Andersen, folketingsmann for Ringsted. som havde været en af Indbyderne til Ringstedturen, hvor Jakob var med, bragte Studentersamfundet en Hilsen fra Bønderne, som den Gang blev gæstet, jeg kan ikke sige dig, hvor taktfuldt og godt han gjorde det, han endte med at foreslå Triers Skål, Formanden i Samfundet.Triers Skål, Formanden i Samfundet: dvs. folketingsmannen Herman Trier, som var formann i Studentersamfunnet 1884–89. Jeg talte med ham og spurgte, om han havde lagt Mærke til Jakob. Jo det havde han rigtignok, jeg måtte endelig hilse den unge norske Student med Dusken på Skulderen. Drachmanns fortrinlige Sang til StudentersamfundetDrachmanns fortrinlige Sang: Drachmanns «Sang for Studentersamfundet» (»Nye Tider, nye Tanke …») ble sendt sammen med Eriks brev. – Slagsangen der oppe – blev sunget, de kan den udenad, og senere overraskedes jeg unægtelig ved at høre et mægtigt Kor, da Marseillaisen blev spillet, synge første Vers på fransk. Det lød fortræffeligt. Trier havde den gode Tanke at hæve Soldet tidlig, inden Stemningen løb ud, en Mængde blev tilbage, men jeg gik med With, Bendix og SchiødteSchiødte: sannsynligvis arkitekten Erik Schiødte. til Aporta, hvor vi lige netop slap ind et Par Minutter før 12, og der sad vi så en Timestid. Det tog sig aldeles ud som i gamle Dage, men der var ikke nogen rigtig Fornøjelse derved, den «Frihed» jeg nyder, smager mig ikke, og de gode Herrer W. og S. er lidt sløje, Bendix syntes jeg var den bedste af dem. Han fulgte mig hjem. Han er vistnok for Alvor sørgmodig,Han er vistnok for Alvor sørgmodig: Fritz Bendix’ kone Eugenia Heusinger hadde forlatt ham året før fordi hun hadde forelsket seg i Karl Gjellerup – de giftet seg i 1887. om end han forøvrig ikke med et Ord har slået på noget sådant for mig, det kommer indirekte til Syne.

Klokken ½ 12

Intet Brev i Aften! Tre gange har jeg været ved Kassen. Første Gang var det blind Allarm, anden Gang fandt jeg et Papir, som indbød alle «hjerteligen til Evangelisk Foredrag i Københavns kristelige Missionsforenings Lokale Kongens Nytorv 21 og Zinsgade 1. Ånden og Bruden siger kom og den som tørster, han siger kom og den som vil, han tager Livsens Vandene for intet. Åb 22, 17», tredje Gang var det en Slagterdreng med Kød til Professor Warming.Professor Warming: Eugenius Warming, professor i botanikk i Stockholm (senere København), hadde en leilighet i samme oppgang som Amalie og Erik. Skal jeg nu vente og vente! Den Satans Postbefordring skaber formodenlig også lange Ventedage for Dig, jeg har set efter, Hejbergs Brevkort havde været 5 eller 6 Dage under Vejs, så får Du mit Brev fra forleden først 4 eller 5 Dage efter din Ankomst til Bergen. Dette er ikke morsomt. – Atter i Aften har jeg været i Studentersamfundet, denne Gang til et Foredrag om Rembrandt af Madsen,et Foredrag om Rembrandt af Madsen: dvs. kunsthistorikeren Karl Madsen, kunstmuseets direktør 1911–25. der led forekom det mig af en lidt for højstemt Tone. Jeg talte med Phillipsen om Garborg og om Politik; naturligvis havde han ikke kunnet få noget synderlig fremtrædende Indtryk af G.’s Personlighed, han fandt ham overordenlig beskeden, mindre sikker norsk, sagde han, end denne udmærkede Mand jo kunde have været. Hans politiske Betragtninger mundede ud i, at der vel måtte laves en Resolution i Stand, inden vi kom til Ro. Ja vel, men hvor har vi Førerne? Du må fortælle Augusta, at With er temmelig indtaget i hende, kun havde hun forskrækket ham ved at tale højt i Sporvognen. Det er en Skødesynd sagde jeg, som de bergensiske Damer helder til, men det kan gå af. God Nat nu min elskede, jeg skal skrive til Jutta Wågepetersen.

Din Erik

296. Erik til Amalie

Søndag den 11 Oktober [1885]

Min elskede Ven, endnu imorges var der intet Brev kommet. Jeg måtte afsted til Fru Juel-Hansens Gymnastikprøve.Fru Juel-Hansens Gymnastikprøve: se brev 295, note 3. Den var ikke synderlig morsom, de unge Damer havde kun tre Måneders Undervisning og var strængt taget ikke præsentable. Jeg er bange for, at vor gode Veninde ser Tingene i for lyserødt Skær; hvis der mellem de mange indbudte Skuelystne var Fagmennesker og Folk, som interesserer sig for hendes Konkurrenter, får hun et Smæk. Jeg, som kun forstår mig overfladisk på Tingene, kunde se Løsheden og Usikkerheden i næsten enhver af de udførte Øvelser, den af Fru Juel Hansen så meget ringeagtede Poul PetersenPoul Petersen: Gymnastikklærer Paul Petersen var en av kvinnegymnastikkens pionerer i Danmark. har i adskillige År vist et fire fem Gange så stort Antal unge Piger helt anderledes fortrinlig indøvede, og så skulde dette til med være et Hold af Lærerinder. Selve Systemet imponerede mig heller ikke, men derom tør jeg ikke dømme. Der burde absolut ingen Præsentation være foregået eller den burde have været helt og holdent privat. Der var dernæst et Roderi og Uorden med Tilskuere og Udøvere, som på pinagtig Måde løb imellem hinanden og ikke Spor af Stemning over det hele. Den unge svenske Dame, der kommanderede, var flink. Jeg ærgrede mig på Fru Juel Hansens Vegne, men hun selv syntes desværre ikke at savne noget. Peter Nansen, som var tilstede og ikke har det mindste Begreb om Tingen, fik med sin underlige Sporsans Indtryk af Fiasko, men gik naturligvis bort for at skrive i lutter rosende Ord om Prøven.Peter Nansen … i lutter rosende Ord: Den usignerte artikkelen står i Politiken 12/10/85. Erik har rett, han skriver bare rosende om «en Snes Ungmøer i Tyveaarsblomstringen». Han bad mig skrive, men jeg undskyldte mig. Min Mening vilde jeg naturligvis ikke skrive, og skulde der lyves, var P.N. jo meget bedre. – Jeg tyede med Peter Nansen ind på en Kafé, efter at alt i Løbet af en lille Time var forbi, det styrtregnede nemlig, og til min Kaffe serverede han mig så en artig Ladning Skandalhistorier. Jeg gik så til Mama, der har det meget bedre. Hun sad idag med Visiter om sig og med et Strikketøj i Hånden. Medens jeg var der, gik Minna BruhnMinna Bruhn: Vilhelmine (Minne) Brun, lærerinne i Nathalie Zahles skole, som bodde sammen med familien i en periode. og kom William – han er her på GennemrejseWilliam – han er her på Gennemrejse: Eriks halvbror William hadde vært prest i Grønbæk 1872–85, og flyttet til Damsholte på Møen i 1885. – Henriette og Emma var også derinde, og tilsidst kom der tre Børn fra Jutta. Det så ud til at være vel meget af det gode, men forhåbenlig passer Henriette på. Vi talte naturligvis om Dig og om at der endnu intet Brev var kommet, jeg havde jo mit stille Håb om at finde et ved min Hjemkomst, og så sprang jeg da afsted fremdeles i skyllende Regn. Jeg kæmpede mig en Sporvognsplads til og løb op ad Trappen til Kassen – rigtig, den hvide Konvolut smilte til mig ud af Kighullet! Tak min søde Pige, og Du har jo haft det nok så bravt. At det suger mig om Hjærtet efter at være med, kan Du forstå, et sådant Familjeliv ombord vilde have smagt mig umådelig godt. Hvem Kaptejn Hansen kan være af Tyges gamle Sømandsbekendtskaber, har jeg nu ingen Forestilling om, men det er jo nok så morsomt, at der var dette Berøringspunkt imellem jer – nå, han havde naturligvis været elskværdig endda. Du fortæller mig intet om de andre to Damer, var de flinke? Gud véd, hvorledes det var gået mig med Pølserne, jeg er bange for, at de kunde have fået det uroligt nok hos mig, når selv gamle Christensen lod sig imponere. Det er sødt af Dig, at Du længes en Smule efter mig, bliv ved med det, så bliver Du ikke så længe borte. – I Anledning af det dårlige Vejr har Johanne ikke benyttet sin Udgangstilladelse – hun har så vidt jeg har mærket Besøg af Søsteren – så skal hun give mig den Middagsmad, som jeg ellers selv skulde have varmet: Suppe kogt på Kotelletben fra igår og Kotelleter også fra igår med Saus og brunede Kartofler. Nu véd Du hvad jeg om lidt spiser. Disse ensomme Måltider er ikke opmuntrende. Farvel for idag min egen Ven. I Aften skal jeg bestille noget. – Det er sandt, jeg har glemt at fortælle Dig, at jeg forleden i Samfundet traf sammen med Adler, Du véd dér, hvor vi skylder Visit.Adler … hvor vi skylder Visit: se brev 247, note 9. Han undgik mig koldt. Det gjorde mig ondt, at vi har stødt de Mennesker, der er så brave. Skal vi, når Du kommer hjem, se at gøre vor Uret god igen? Det synes mig pinligt at have gjort Fortræd, hvor der ingen Hensigt har været fra vor Side. Forleden hos Aporta, da jeg var der med Galschiøt, løb jeg naturligvis i Armene på Juel-Hansen. Han gav sig til at snakke om Politik, jeg svarte høfligt undvigende, og vi satte os hver til sit, jeg glemte at takke for sidst. Jeg tænkte, at jeg havde krænket ham, men idag ved Gymnastikprøven var Mennesket omtrent som han altid plejer at være. Det vil da sige, at han så ud som den skinbarlige Natterangel. Han fik af mig at vide, hvem Peter Nansen var og gik så lige på ham. «Jeg er Fru Juel-Hansens Mand» sagde han med sit længste Tonefald. «Ah, Hr Erna-Juel-Hansen!» sa Peter Nansen og bukkede. Det var ikke ment ondt, men lød jo nok så morsomt.

Aften Klokken ¾ 12

Jeg var ved at gå i Seng, havde netop lukket Vinduet op i min Stue, da en infernalsk Ringen på Døren lod sig høre. Jeg var øjeblikkelig på det rene med, at det måtte være fra Gaden og kiggede ud for at se den Vedkommende kigge op, men der viste sig ingen. Skulde der virkelig være kommen nogen op ad Trappen og stå uden for Entrédøren? Jeg ud med Håndlampe. Ingen. Ind igjen i Stuen og så ned på Gaden. Et Menneske stod dernede, nu gik han ind til Gadedøren, og den voldsomme Kimen begyndte igen. Så tog jeg Hat på Hovedet, Lampe i Hånden og gik ned, jeg tænkte nærmest på et Telegrafbud og Telegram fra Dig. Endnu medens jeg var på de øverste Trappeafsatser vedblev Ringningen, og da jeg havde ladet Døren stå åben, kunde man formodentlig høre det over hele Huset. Jeg var særdeles hurtig nede. Gadedøren stod på Klem ikke et Menneske var der at se. En eller anden dum Fyr har moret sig med at trække i Ringeapparatet, og er så stukket af i Tide, da han så Lys nærme sig. Nå han har fået sin Krig frem, ulejliget blev jeg. Da jeg atter var oppe, forekom det mig, at jeg fra Vinduet så den samme Fyr på ny nærme sig Døren, men i det samme kom der en skrående over Gaden, som skulde ind i Huset, og Skikkelsen gik sin Vej. Jeg tænker mig sådan noget som, at en eller anden Højrebølle har vidst, at jeg boede her, har set Lys og villet drille mig – hvis da det hele ikke har været et fuldstændig hensigtsløst Indfald. Vor Klokke er jo den yderste, og jeg har hørt om andre, der på denne Måde er blevet skræmmet op om Natten, når en Drukkenboldt skulde more sig. – Ja se, nu fik Du en hel Side for det. God Nat Du søde.

Mandag Aften

Du, nu begynder også jeg at tro på Forefærd. Det Telegram, som meldte sig igår Aftes ved den voldsomme Ringning, som jeg ingen Ophavsmand kunde finde til, kom imorges. Jeg lå i min søde Søvn – Klokken var ½ 9, jeg sover lidt længe om Morgenen, i Reglen har jeg ondt ved at falde i Søvn nu om Aftenerne – da det ringede: Johanne var der naturligvis ikke til at lukke op, men jeg var for søvnig til at lade mig lokke ud af Sengen. Det ringede igen, jeg udtalte en inderlig Forbandelse mod Brødgutten og Johanne i Forening og besluttede at være fast i mit Forsæt at blive i Sengen. Jeg var omtrent slumret ind på ny, da det atter ringede, men bestandig på en egen forsigtig Måde som af en med en dårlig Samvittighed. «Oho go’ Karl», tænkte jeg, «skrub Du bare af, idag får Du intet Brød solgt! Den Satans Johanne!» Og så skulde jeg til at sove igen, men det gik langsomt. Jeg havde dog den Tilfredsstillelse at tro at høre den Ringende tøfle ned ad Trappen. Så brød en Skraldemand fra Gården ved Siden af Freden, idag var der mærkeligvis hverken legende Unger eller Piger, som bankede Tæpper, og da det så lidt efter ringede ret af Hjærtens Lyst på ny hos os, så kunde jeg ikke mere. Forbavsende nok, jeg skummede ikke af Raseri, jeg var blidt resigneret, hvilket giver mig Anledning til at tro, at der må være noget elskværdigt i min Karakter. Jeg stod altså op, krøb i noget umådelig koldt Vand – jeg tænker hver Morgen på, hvorledes Du ter Dig med denne Sag – blev færdig med min Påklædning og tren højst unådig i Hu indtil den ventende Te. Johanne havde ved den sidste Ringning været der og havde fået sit Varsko om at sætte Teen ind. Da så jeg en lille Seddel ligge ved min Kop, et Telegrafbud meldte, at han forgæves havde søgt at få afleveret et Telegram fra Bergen. Bjørnebo hed Manden. Underlig i Grunden, at jeg ikke blev forskrækket, jeg fik kun en betydelig Fart i Kroppen og glemte foreløbig at skænde på Johanne. Jeg skændte mere på mig selv over, at jeg ikke var stået op. Teen drak jeg og læste endog en Stump af en Avisartikel, medens jeg slugte mine Tvebakker, så afsted til Posthuset. – Min søde Pige, det er Augusta, der har telegraferet,det er Augusta, der har telegraferet: Telegrammet finnes ikke i brevsamlingen. men Du har vel også din Del i Telegrammet. Det er afsendt Søndag Morgen fra Bergen Kl 8 ½, og jeg får det først et Døgn senere, eller er det Søndag Aften det er afgået? Jeg må have den Sag undersøgt. Jeg har ikke svaret telegrafisk, for jeg har det så knapt som muligt med Penge, og mulig har Du fået mit Brev idag, i seneste Fald må det komme imorgen, det er ikke mig, som har smølet med at skrive, det er Postbefordringen, der er så langsom. Vi har som sædvanlig begge haft vor Ventetid. Sig nu til den lille Tusse Augusta, at hun er meget sød, men at hun, som kender Forholdene, måtte vide, at det var urimeligt at vente Brev før Mandag. Du er altså kommen Fredag Eftermiddag til Bergen – jo jeg skulde naturligvis have sendt Brev afsted Onsdag Aften i Stedet for Torsdag, men én Dags Efterretninger syntes jeg var så lidt, og Du har dog måske næppe tænkt, at jeg skulde være så hurtig i Pennen. Tingen står jo nu ikke mere til at ændre, men det gør mig rasende ondt, om jeg har skuffet Dig. Jeg har gået i en vis glad Følelse af, at jeg har benyttet min Tid godt med Hensyn til at skrive Brev til Dig, min Elskede. – På Posthuset fik jeg et Brev fra Tyskland til Forfatteren Hr Skram, det var fra Garborg,Brev … fra Garborg: Brevet er datert 10/10/85 og finnes på KB. han skriver muntert om det Hi, han har fundet i Loschwitz ved Dresden hos en gammel Kone i et udmærket hyggeligt Kvistværelse. Rejsen på Kieler Damperen gjorde han sammen med Ipsen,sammen med Ipsen: Det er igjen Henrik Ibsen som er ment; Garborg skriver utførlig om deres møte (»han aad for fire»). Garborg siger efter en Del Spøg om Ipsens umådelige Appetit derom: «Jeg ved ikke af, at jeg har tilbragt nogen interessantere Kveld,» og senere «Bjørnson er Kaksen, Alexander Kielland Grossereren, Ipsen er den intelligente Proletar.» Om Dig siger han: «Hils din Kone, når Du skriver til hende; med alle hendes Påfund: hun er dejlig.» Jeg har ikke ret Lyst til endnu i alt Fald at sende Dig hans Brev, jeg har jo i Sinde at svare på det. – Ved Frokosttid fik jeg så på nyt Brev, det var en Indbydelse fra Anna Schiødte om at komme Onsdag Aften, det var jo meget venligt, og jeg takkede naturligvis på det hjærteligste, det er de første, der har gjort noget for mig, medens Du var borte. Jeg skulde tidlig i Rigsdagen, og der måtte jeg skam blive til Kl ½ 7, der var overmåde meget Arbejde. Hjem kom jeg altså ikke før 7, Johanne havde opgivet mig, men jeg fik for Resten hurtig Mad, og nu har jeg skrevet siden. Det vil sige jeg måtte først læse 2de Korrektur på den fille K’ivigtok. Jeg har forlangt Regnskabet af Johanne. Hun havde det mærkværdigvis færdigt, men Sagen var den, at hun kun havde 5 Øre tilbage af de 10 Kroner hun fik i Onsdags. Det ligger i, at hun først nu har betalt en gammel Regning hos Madsen og fremdeles betalt Kul og så købt Smør. Der er 4 Skæpper Kul, det forstår jeg ikke, men det giver sig vel nok, så er der Rulletøj, det bliver tilsammen 6 Kr 68. Det øvrige er de berømte Kryder, Æg, Melk og Grøn’d’t.Grøn’d’t: sannsynligvis en privat hentydning til en stavefeil. Du ser, at min Dag er færdig med disse Begivenheder. I Aften går jeg naturligvis tidlig til Sengs, men jeg føler mig ikke træt. Aviserne har jeg ikke fået læst ordenligt, der er en Artikel af Bjørnson mod Brun i Politiken,en Artikel af Bjørnson mod Brun i Politiken: dvs. Christopher Bruun; artikkelen ble trykt i avisen 12/10/85. optaget fra Verdens Gang. Igår læste jeg Bruns mod Bjørnson, den Mand skriver pænere og med ulige mere Ret i denne Strid end ham Stormogulen, der er grov, fordi han har Uret. Naturligvis har han talt mod Kristendommen, det skulde han rolig være ved, den Torsk. Imorgen skal jeg gøre Alvor af at sende nogle Aviser afsted til Dig, jeg har villet have en lille Bunke for Omkostningens Skyld. For Fuldstændighedens Skyld fortæller jeg blot, at jeg gik en god Tur imorges, da jeg havde hentet Telegrammet, derfor er jeg ikke bleven færdig med Aviserne.

Nat Klokken ½ 12

Nej uf min søde elskede Ven, Du må tro, at det ikke er godt at sidde her alene. Jeg har lige spist til Aften uden Spor af Appetit – det er nu ikke så forunderligt, for så vidt jeg først fik Middagsmad Kl 7, men da spiste jeg heller ikke noget – og som en Slags Trøst har jeg en af de små grønne Karaffer med Punsch med inde i min Stue og har drukket et halvt af de små Glas; det søde Stads smager mig dog ikke ret, ihvor vel jeg langt foretrækker det nu for det Konjak man sædvanlig tyr til; med «man» mener jeg, mig selv. Nu drak jeg Resten, det var din Skål. Om lidt drikker jeg noget mere, det skal være Augustas Skål, kan Du huske, at hun drak 3 Glas den sidste Aften hun var her ude, den sidste Aften i København? Da var hun for Resten rigtig indtagende. Skål Augusta! Det var et pænt lille Glas jeg drak. Nu fylder jeg lidt mere i igen og sætter mig tilbage i Stolen og ryger af min Cigar og ser på det kønne lille grønne Hankeglas for så atter at drikke Dig til, Du mine Tankers urolige Beherskerinde. Stille, Du min elskede, gerne gød jeg lidt Olie – fin og duftende skulde den være – ind over dine Vande, det vilde mildne de stærke Kast i dit Sind. Om jeg kunde mildne! Elskede giv mig din Hånd, nu drikker jeg med Dig. – Så, nu skal vi sige God Nat Klokken er til at lægge sig, husk, at jeg har været forholdsvis tidlig på Færde og bestandig i Virksomhed, ikke hvilet det mindste idag. – Bjørnsons Artikel var for Resten ikke så grov som de tidligere har været; men hvad er det dog for noget Nonsens om en Kristendom i Skyerne den Mand søger at forestille sig blot for ikke at få Ord for at «angribe Kristendommen». Herregud, for Fanden, at angribe er da en ærlig Ting. – Så god Nat min Ven, nu skal jeg ned til Postkassen med Brevet. God Nat!

Din Erik

297. Amalie til Erik

Bergen 12te oktbr 85.

[Papir markert: Kapt. Jacob Christensen jun. Bergen]

Min kjære elskede, jeg håber at du ikke blev sint eller ilde berørt af det komerstelegram vi afsendte igår. Det gik således til at Augusta og jeg sad og talte om når vi kunde få brev fra dig, og jeg sa, at jeg længtedes så græsseligt efter det, og at jeg angred på, jeg ikke havde sendt dig et ankomsttelegram. «Vi tar og telegraferer nu!» udbrød Augusta. Jeg: «Ja vel, lad os, hvad skal vi sige for noget?» Augusta: «Bare: Vi venter brev, nej – ved du: Tusse! Vi venter brev.» Og således blev det til. Du husker at Augusta fortalte hun havde slig lyst at sige tusse til dig, dengang du ikke straks kjendte hende igjen. – Her var fremmede til middag igår, det var søndag; jeg traf en ældre bergenser, literær fyr, forhenværende redaktør af «Bergensposten»,forhenværende redaktør af «Bergensposten»: Fredrik Wallem, redaktør av Bergensposten 1868–75, som hadde vært i Amerika 1871–72 for å studere emigrasjonsforholdene. Han var på det tidspunkt 48 år gammel. som nu har været i Amerika en række af år. Du ved ikke hvor interesant han var; han talte om Bergen i gamle dage, og var fuldproppet af faktisk viden om de mest interesante ting; han havde læst sin bedstefaders og sin oldefaders (biskop Johan Nordahl Bruns) efterladte håndskrifter; det var en nydelse at høre på ham, fordi han kun talte om de ting han vidste den grundigste besked om og talte forstandigt. Bergen er gået umådelig tilbage i intellektuel henseende. I tiden om 1814 var det fra Bergen at alle impulser udgik, derfra blev landet styret, du ved Kristiania som hovedstad er så ny;Kristiania som hovedstad er så ny: offisielt ble Norge styrt fra København fram til 1814, og Bergen var Norges største by fram til 1830-årene. de gamle, gode familier her læste Rousseaus værker i håndskrevne manuskripter, inden de endnu var trykt. Jeg sad hele tiden og tænkte: «tænk om han havde været med.» Han, det var dig det, skjønner du. Jeg ved at du vilde været lutter øre og opmærksomhed og virkelig nydt det. Så ved middagsbordet gav Kristensen morsomme historier tilbedste fra sin barndom; en af dem husker jeg; den skal du få høre ved lejlighed. Han var slig en slagsbroder, som liden gut, det var om slagsmål historierne handlede. –

Men hør nu du min elskede, – jeg skulde jo fortælle dig alting i ordentlig rækkefølge, men jeg løber løbsk, inden jeg ved ord deraf. Altså, du har hørt fra Christiansand. Derfra gik vi kl 4, fik en sydvesten storm på os med regntykke, men da det var medvind følte vi ikke så svært meget til det, dog var det nok til at få mig til at kaste op én gang, ikke mere. Om morgenen hørte jeg af begge kaptejnerne at det havde været en styg nat. Kristensen havde været på dækket hele tiden; det er så vanskeligt når man i regntykke og pålandsstorm skal søge landkjending, forstår du. Først da de havde Listerfyrene isigte gik Kristensen tilkøjs. Om morgenen kl. 7 var vi i Stavanger og siden gik det udmærket; vinden var løjet af således at vi næsten intet mærkede, selv da vi gik over Sletten. Så er det jo indenskjærs hele tiden. Kl. 7 om aftenen kom vi til Bergen, og på toldboden havde Ludvig stået i halvanden time og ventet. Christensen havde telegraferet hjem fra Christiansd at jeg var med, og denne nyhed havde spredt sig over byen så at Ludvig straks havde fåt besked om det. Så havde hans principaler git ham fri. Det var dejligt at se ham igjen. Han var frisk og fornøjet og så strålende glad; og han så så pen og nydelig ud. Jeg skal hilse dig så hjærteligt og godt fra ham. Det var godt at jeg kom op til ham i en grad, som jeg ikke havde anet, godt både for ham og mig. Der er så meget at fortælle dig derom, at jeg slet ikke vil begynde på det. Alt det må være til vi sés. Men nu da jeg er heroppe har jeg fået en rasende stærk taknemmelighedsfølelse mod dig, fordi du lod mig rejse, ja du forstår, aldrig vilde andet end at jeg skulde og måtte afsted. Det var smukt og rigtigt af dig – (du skal bare få høre) – som dit forhold til mine gutter og til mit forhold ligeoverfor dem hele tiden har været. Jeg har i disse få dage alt i et havt en rasende stærk trang til at falde dig om halsen og sige dig tak for så meget, så meget i den retning. Deres far har tat mig min bog så fælt ilde op. Han går og sludrer om at det er ham, som er Ring,det er ham, som er Ring: selv om ektemannen i Constance Ring ikke er den samme som August Müller, er romanen tydelig påvirket av Amalies erfaringer fra sitt første ekteskap. og så siger han, om det der ikke passer på ham, (og det er næsten altsammen) at det er nedrigt hvor jeg har løjet på ham!!! Han er blet meget værre siden min tid, så lavartet og ondsimpel, det var han ikke, bare karakterløs og umulig. Men nu, ja, jeg hører man siger at han er så degraderet, og så drikker han værre. Stakkels Ludvig, – det må pine ham, denne far. Og hans nye ægteskab er ulykkeligt, og det går han også og vaser om og siger at altsammen er min skyld, som gik ifra ham, og at han elsker mig, og altid vil elske mig sålænge han lever, skjøndt han nu, siden jeg skrev bogen også hader mig. Ludvig er så forstandig. Han sa igår til mig: Du ved ikke, hvor jeg synes synd i Kaja (hans fars kone) og jeg begriber ikke at du kunde være sålænge i dit ægteskab. Men lad mig nu holde op med dette, ellers blir jeg aldrig færdig. –

Ludvig gik straks med «Illus. Tid.» til Hejberg,Ludvig gik straks med «Illus. Tid.» til Hejberg: dvs. Gunnar Heiberg, på den tid sceneinstruktør ved Den Nationale Scene. Erik var teateranmelder i Illustreret Tidende 1884–91. Det er uvisst hvilket nummer Heiberg skulle få. men traf ham ikke, slap heller ikke ind i entrén engang så han kunde aflevere den, hverken da, eller hele lørdagen. Først søndag morgen fik han fat på en pige, der tog imod Tidenden. Idag har Hejberg sendt mig to pladser til Theatret i aften, da «Et Besøg» – går for første gang.«Et Besøg» går for første gang: Edvard Brandes’ skuespill (se brev 50). På dem går jeg og Augusta og så kjøber Ludvig sig en plads ved siden af. –

Jeg kan godt komme til at arbejde her, to timer hver formiddag; her er så stort husrum; i første etage, (stuen altså) er der en stor spisestue og fruens værelse, foruden kjøkken o.s. v. I anden etage er der 2 store dagligværelser, et lidet kabinet og Kristensens værelse; han har det som en prins, brusseler gulvtæppe, svært, prægtigt sengeomhæng og gardiner et vaskebord med marmorplade så stort som vor buffét, og en masse andre bekvemmeligheder. I kvistetagen holder vi unge til, Augusta og jeg på den største kvist, hvor hun ligger inde i en alkove og Jakoba på den mindste.Jacoba på den mindste: Jacoba Christensen, søster til Augusta. Der kan vi rode og stelle akurat som vi vil, og det er så dejligt. I vore stuer sætter de gamle aldrig sine ben. Vi ryger cigarer og drikker italiensk rødvin i al hemmelighed deroppe om aftenen. Her er nemlig rigdom af ægte, direkte hjemførte vine, store fader nede i kjælderen. Hele huset har et præg af gammeldags velstand, som jeg synes så godt om. Jeg har besluttet mig til ingen at hilse på. Jeg er jo kommen herop ene og alene for at være sammen med Ludvig, og det vil jeg åbent vedstå. Når jeg ingen visitter gjør, kan heller ingen bli fornærmet på mig. Det at jeg bor hos Christensens, gjør det så let for mig at lade være. De lever så udenfor den cirkel, hvor jeg skulde gjøre visitter. Og så er der det herlige at her kan Ludvig komme hvert øjeblik han har fri, for han bor lige ved siden af, og hans vej falder altid forbi huset her. Jeg er så glad for at jeg bor her, af så mange grunde. Når jeg nu bare fik et brev fra dig min søde, savnede mand, så var alting så godt; at du dog ikke har skrevet det lovte du jo din fæle gut! Har du gået og ventet på mit brev, så får jeg intet før i slutten af ugen, og det er hart at gå på. – Du husker vel at Johanne havde fået 12 kr, som hun ikke havde gjort regnskab for tirsdagen, som jeg rejste på onsdagen. Du jeg har fået en liden tingest til dig, noget fra Ostindien, som jeg ved du blir så glad i. Det er Jakoba som har foræret mig det, og hun blev så inderlig fornøjet da jeg spurgte om hun havde noget imod at jeg gav det til dig og ikke fik gjort det istand til mig. Men det er bare en bagatel, forstår du. Så gav hun mig en anden prægtigere ting, – de er så snille og søde her i huset, og her er en sand oversvømmelse af skjældne sager fra Ostindien og Kina, og gud ved hvor. Augusta og Jakoba står her, og siger jeg skal hilse. Kristensen er ikke hjemme.

Din Amalie.

298. Erik til Amalie

Tirsdag Aften den 13 Oktober [85]

Nej min Ven, jeg trives ikke, når Du er borte, den Ting er sikker. Det er ikke faldet mig ind før med en sådan Klarhed, der næsten gør mig forskrækket, hvor afsondret fra det, der foregår her hjemme, jeg lever. Jeg har ikke savnet Livet uden for os før nu. Det er så besynderligt at være på den Måde på Siden af Begivenhederne som jeg. Intetsteds har jeg et naturligt Tilknytningspunkt, ingen søger mig, jeg søger ingen. Nu i Aften t.E. havde jeg tænkt mig at gå op på Politikens Kontor for dog mulig at komme en Smule på det rene med, hvad det er, der skal ske, jeg gjorde det ikke, jeg ville hjem for at skrive et Par Ord til Dig. Det faldt mig ikke ind et Sekund at tvivle om, hvad det var jeg havde Lyst til, eller rettere hvad det var, der drog mig – dér hørte jeg ikke hjemme, en Samtale med mig måtte begyndes forfra, med Verdens Skabelse, ingen vilde gide indlade sig på den, jeg vilde ikke gide spørge. Her ved mit Bord følte jeg jo Sammenhængen i mit Liv; at skrive til Dig var som et Slags Forsøg på at glemme, at jeg går her muttersene om, her har jeg jo virkelig noget at gøre. Jeg har jo dog i alt Fald Forestillingen om, at det, at jeg sætter mig til Skrivebordet, bliver til Glæde for Dig. – Jeg var gået i Kasino, efterat jeg var kommen hjem fra Rigsdagen og havde spist, der var så tomt og uhyggeligt hjemme, og så gik der en Farce,så gik der en Farce: Tre koner til én Mand (etter Grenet-Dancourts Trois femmes pour un mari) ble spilt i Kasino i oktober 1885. Martinus Galschiøt var redaktør for Illustreret Tidende 1884–92. Erik fikk trykt sin anmeldelse 18/10/85. som Galschiøt ganske vist har sagt, at han ikke bryder sig om at få omtalt, men som jeg dog mulig kan prakke ham en Anmeldelse på af (smukt Sprog!) for at redde mine 4 Kroner, og nu er det, at jeg sidder og melankoliserer. Havde Du været med, havde vi rimeligvis moret os, det var det urimeligste Gøgl, men det gik i en Sus og Dus og blev muntert spillet, nu sad jeg og gloede mat og dumt på det hele. Fejlbergs var i Teatret og sad på samme Bænk som jeg, dem talte jeg et Øjeblik med; de sagde, at jeg måtte besøge dem. Jeg gør Fanden, de kan invitere mig, af mig selv går jeg ingen Steder. – Det var mig ikke muligt selv at komme til Mama idag, jeg sendte Johanne, som så pænt forleden spurgte, hvorledes Herrens Moder havde det – jeg sagde, at jeg skulde hilse hende fra Dig i Søndags, det blev hun ganske strålende over – og hun meldte, at «Doktoren var meget fornøjet med Fru Skram». Tillige havde jeg ladet spørge, hvornår gamle Thune skal begraves,hvornår gamle Thune skal begraves: se brev 295, note 4. det er på Torsdag Kl 12, og det er ubekvemt, for da skal jeg skrive om Niniche,da skal jeg skrive om Niniche: operette av Alfred Hennequin og Albert Millaud, som ble spilt på Dagmarteatret i oktober 1885 i oversettelse av Erik Bøgh. Eriks anmeldelse ble trykt i Illustreret Tidende 18/10/85. som jeg imorgen må se Begyndelsen af, inden jeg går til Schiødtes, men det får nu gå alligevel, jeg må se at komme tidlig op den Dag. Naturligvis havde Johanne tillige Meddelelse om Brevet og Telegrammet fra Dig at aflevere. – Idag er det blevet mig aldeles pålideligt meddelt, at Knudtzon, Frederik, er gift, og at han ikke vil indføre sin Kone hos Moderen.at Knudtzon, Frederik, er gift: Frederik Knudtzon giftet seg i 1885 med Anna Lysell, datter av en innvandret svensk skomaker, som hadde arbeidet på hans trykkeri. Om denne mulig har frabedt sig det, véd jeg ikke – dog det er sandt, det véd Du vel lige så godt i Bergen som jeg her i København. Min Kilde er hans Omgangsven Bilsted,hans Omgangsven Bilsted: dvs. Ernst Bilsted, kredittforeningsdirektør, som var riksdagsstenograf 1868–88. der har talt med begge om Stillingen til Familien. Da han er et Fæ, får man ikke synderligt ud af hans Meddelelser. Han giver forøvrig den unge Kone Prædikatet skikkelig og net. Han havde efter eget Sigende prædiket Venskab med Moderen à tout prix, men nok ikke fundet Gehør. Han havde desuden erklæret, at han ikke vilde have noget med den Omgang at gøre, som Knudtzon fremdeles dyrker og med Tilfredshed viser hen på, og derover var Kn. bleven meget fornærmet. Det sidste er muligvis Løgn – om Erklæringen – men det er jo for Resten ligegyldigt. Nok, at den brave Knudtzon ikke kommer til Vejrs ved dette Ægteskab, åndelig talt, hvor honnet det iøvrig kan være.

Onsdag

Da jeg intet Brev har fået idag, begriber jeg, at Du i Bergen har foresat Dig ikke at skrive, før Du fik Brev fra mig. Det er en Skuffelse, og synes jeg ikke helt vel betænkt. Hvor meget af dit Liv deroppe vil nu ikke gå tabt for mig. Nu skriver Du på en Times Tid eller en halv, hvad Du har været 6–8 Dage om at opleve – det vil om jeg så må sige kun blive akkurat netop Duften af din Tilværelse, der går til mig. Den skal imidlertid være velkommen, når den endelig engang når mig, det kan vel så først blive på Lørdag eller Søndag. Jeg skal væbne mig med Tålmodighed. – Jeg sender dette lille Brev afsted i Aften, inden jeg går i Teatret og til Selskabet, jeg vil jo komme så sent hjem, og hvis jeg da endnu er arbejdsdygtig, have nok at gøre med at få en Anmeldelse lavet i Stand, at jeg umulig da kan føje noget til, og jeg på den anden Side nødig vil skuffe Dig, da jeg nu formodentlig alt har vænnet Dig til et Hverandendagsbrev. Jeg har ingen Rigsdag idag, det er det skønneste Vejr, stille, lunt og solbeskinnet, jeg har gået en lang Tur før Frokost og lugtet til Efterårets stærke Krydderi. Her er så fugtigt så blidt og blødt overalt, og de mange Dufte fra det nedfaldne Løv næsten river i Næsen. Jeg lider det umådelig godt, det passer til min Stemning, det gør mig lind og god i Sindet. De små Haver her i Gaderne ved Siden af os står i alle mulige Farver og drøsser sine Blade rundt omkring, Kastanietræerne langs Søen er stærkt afbladede, og under dem træder man uafladelig på de læderagtige Frugthylstre, som de taber, Svaneungerne på Vandet er nu nær ved at være hvide, der er et Spektakkel med dem, når de optræder som voksne, de får Bank af de store, men undertiden banker de lystig igen og går af med Sejren. Nede på Kirkegården ser der endnu ret grønt ud,nede på Kirkegården: Det var utsikt fra Amalie og Eriks vinduer til Holmens Kirkegård. kun er alt forpjusket og falmet. Siden Du er rejst, tror jeg ikke, at der har været en eneste af dine elskede Begravelser med Musik. Der var en stor Grav gravet igår lige ud for vore Vinduer, idag er den lukket og dækket af Kranse, mulig foregik der noget pænt med den igår, mens jeg var borte, den synes mig at se ud til allehånde. Det er den ottende nyopkastede på denne Kant, der endnu bærer Kransene fra Begravelsesdagen. – Du, det var noget for Dig, der idag er meddelt i en Notits i Aviserne:en Notits i Aviserne: Notisen «En Sindssyg undvegen» står i Politiken 14/10/85. En sindsforvirret Murmester – tror jeg det var – undveg forleden Nat fra Kommunehospitalets Celleafdeling og blev fundet næste Morgen upåklædt, som han var, i en under Opførelse værende Bygning i Zinnsgade. Altså umiddelbart ved Siden af os. Tør jeg spørge, om Du ikke finder dette interessant? Han er sprungen ud af et Vindue, medens Vogteren et Øjeblik var borte, er klatret over et Plankeværk og tyer så langs Søen ned til den brave Zinnsgade, hvor de holder Opbyggelse tre fire Gange om Ugen og indbyder mig dertil; ham havde det været vel så spændende at møde som hin Droske, hvor det kun var Hesten, der af en Fejltagelse var bleven vanvittig. Tænk, om vi rolig var kommen spaserende fra Selskab, og han i sin bare Skjorte var standset for at sige Godmorgen til os, det var ham, som var Estrups onde Ånd, derfor havde de indespærret ham, om vi måske vilde træde med indenfor for at nyde en halv Bajer så skulde han forklare os det hele. Gu’ bevares hvor Du vilde have taget dig af den Sag. Men naturligvis, når Du foretrækker at rejse til Bergen, oplever Du intet af den Art. – Nu skal jeg bestille noget.

Kl. 5

Jeg venter på min Mad: Kærnemælkssuppe og Frikadeller (fra igår). Jeg havde sendt Johanne i Byen med min høje Hat til Oppusning i Anledning af Begravelsen imorgen og så med et Par Støvler fra det «vandtætte Udsalg», de skulde repareres – denne Udflugt synes at have behaget hende meget, hun har haft ondt ved at løsrive sig, først for et Par Minutter Siden kom hun tilbage – nå skidt, jeg er ikke sulten, og Vejret er så smukt, og hun har hidtil været flink.

Efter Middag Kl ½ 7

Jeg fik for Resten min Mad et Par Minutter efter at jeg havde skrevet før, der var intet i så Henseende at klage over. Men Kærnemælken var tillavet med Brombærsyltetøj, det var et værre Ankepunkt, som Johanne naturligvis med Overlegenhed afviste, således brugte man de fleste Steder. Uagtet min medfødte Beskedenhed satte jeg dog en Smule Trumf i, at andre Steder ragede ikke mig. Men ved et uforsigtigt Ord om, at dette «gode» Syltetøj skulde bevares til højtideligere Lejligheder, blev jeg tilintetgjort, Brombærsyltetøjet var noget Juks, det stod og gærede og kogte. Jeg reddede da min husfaderlige Myndighed i en Befaling om at give Jukset et Opkog. Det var fint, syntes jeg. For Resten modtog jeg en Klage over «Kleins Pige», som stod på Loftet og huggede Brænde, så at alle Køkkenredskaberne dinglede og Væggene slog Revner. Jeg ned til Værten. Fik den elskværdigste Modtagelse og Løfte naturligvis om Stansning af dette Uvæsen; så benyttede jeg Lejligheden til at omtale, at det ikke var mig belejligt at betale Husleje netop nu og en redebon Afvisning af enhversomhelst Bekymring i så Henseende.

Nu må jeg i Klæderne. Farvel min kære søde Pige

Din Erik

299. Amalie til Erik

Bergen 15de oktbr. 85.15de oktbr.85: Brevet ble faktisk skrevet onsdag 14. oktober – se Eriks brev 302.

[14/10/85]

Tak for dit lange, dejlige brev min egen, elskede gut. Jeg fik det mandag aften samme dag som jeg havde skrevet til dig, netop som vi stod færdig at gå i teatret. Jeg rev det op, læste de allersidste ord, og måtte så gjemme det, til efter teatertid – Så underligt som det var at komme ind i det gamle bergenske teater, hvor jeg i gamle dage var så hjemmevant.det gamle bergenske teater: Det Norske Theater i Bergen åpnet 1850; det måtte innstille i 1863, men gjenåpnet i 1876 som Den Nationale Scene. Noget så rønneagtigt, lidet, mørkt; fillet rødt betræk af damask på de hårde træbænke en eneste balkonrække langs væggene, med forgyldte firkanter på den brune maling og nichts weiter. Så gik teppet op for «Et Besøg». Udstyret var udmærket, (de havde fåt lånt en mængde ting, fra Sandbergs tror jeg), og fru Hejberg og hr. Halvorsen sad og konverserede.fru Hejberg og hr. Halvorsen: Nicolai Halvorsen var ansatt ved Den Nationale Scene 1877–87, og spilte ektemannen Kaj Neergaard i Et Besøg; Gunnar Heibergs kone Didi spilte Florizel. Han var slet, hun ubehagelig, æskelågsansigt, en stemme til at stikke fingrene i ørene for og i høj grad ugraciøs. Men talent havde hun og en kraftig lidenskab; hvis ikke det mæle havde været, vilde hun i de stærke scener gjort det godt. Hendes opfatning var især i sidste akt gjennemgående forskjellig fra fru Odas. forskjellig fra fru Odas: Oda Nielsen spilte Florizel på Dagmartheatret ved premièren 2/2/85. Så kom AprilsnarreneAprilsnarrene: vaudeville av Johan Ludvig Heiberg fra 1826. Trine Rar er en ung pike på enkefru Bittermandels Pige-Institut, og hennes elsker heter Hans Mortensen. som jeg, tænk dig, aldrig før har sét. Det gik jammerligt og Garmans grove Hans eller Peter, Trine Rars elsker rev det hele ned i det usleste fjælebods væsen. Fru Asmundsen som Trine RarGarman … fru Asmundsen: Skuespillerne Fredrik Garmann og Rosa Asmundsen var ansatt ved Den Nationale Scene. var væmmelig i sin frygtagtige penhed. Da jeg så kom hjem læste jeg dit brev på sengen og blev så glad og længselsfuld. Gud give jeg snart fik et til. Det var godt at høre at mama havde det bedre; hils hende mange gange, og sig at jeg har det så godt sammen med Ludvig, der er sødere end nogensinde. Jeg skal nok skrive et brev til hende om et par dage.

Jeg lever det stilleste liv, der kan tænkes. Siden mandag i teatret har jeg ikke været udenfor en dør. Augusta var så stærkt forkjølet at hun igår måtte holde sengen. Idag er hun oppe, men tør ikke gå ud. Folk er misfornøjet med at jeg ikke viser mig har jeg hørt, men jeg gider ikke gjøre det. Synes vel ikke du at jeg godt kan la være at gå til nogen, når jeg er kommen herop ene og alene for at se Ludvig. Jeg bryder mig om intet andet. Fornærmet blir de, men skidt for det. Jeg talte idag med en ung herre, en fætter af Augusta, der er første mand i en af de største boglader her. De havde solgt af min bog i alt 25 à 30 eks. og deraf en hel del i disse dage, siden jeg var kommen; der havde nemlig været en lang stans. En anden boghandler havde straks i begyndelsen lejet bogen ud for en kr. på den betingelse at de kun skulde ha den hjemme i to dage, og på den måde tjent en masse penge, blev der sagt.

Og du, din stakker som gik i det øsende vejr og så på kvisten! Tak du søde skikkelige menneske. Hav endelig øjnene med dig, om der skulde tilbyde sig noget andet, så er du rigtig sød og snil. Sig til Johanne at hun skal sylte 6 potter tyttebær, bærene er så dyre her, og så må de jo fortoldes. Det er ikke værdt at ha det mas. Hun skal ta ½ lb sukker,½ lb sukker: Amalie bruker det gamle pundtegn her. (pudder) til hver pot bær, og så nogle æbler og pærer sammen med bærene, ikke for mange, lad mig se, et lb æbler og 2 lb pærer, som kjærnehusene må tages ud af. Glem nu ikke at Johanne ingen medvaskerkone skal ha denne gang, og lad hende endelig gjøre stuerne rene. Jeg tror jeg sa at hun skulde la dagligstuen stå til jeg kom, men det er ikke værdt. Ludvig og Augusta og Christensen hilser dig så mange, mange gange. Jeg længes efter dig, nej ikke længes så meget som jeg glæder mig til at komme hjem til dig, men rejsen kvier jeg for. Farvel for idag min søde elskede. Jeg kysser dig i tankerne.

Din Amalie.

[Tilføyelse på annen side]:

Det er sandt: Johannesen som Repholdt var fortrinlig.Johannesen som Repholdt: Bernt Johannessen spilte Repholdt, forføreren i Et Besøg.

300. Erik til Amalie

Torsdag den 15 Oktober [1885]

Idag er det første Gang at jeg ligesom har krympet mig lidt ved at begynde mit Brev til Dig. Det hænger således sammen. Jeg kom igår Aftes i Dagmarteatret til at sidde bag ved «Socialdemokratens» Redaktør, Winsted, tror jeg han hedder.«Sosialdemokratens» Redaktør: typografen Emil Wiinblad var redaktør 1881–1911. Vi talte en Del sammen, og han spurgte til Dig og bad mig hilse Dig og takke dig for Dit venlige Brev. Hvad der særlig havde glædet ham deri, var din Ytring om, at Anmelderen så godt havde forstået Bogen. «Ah, Constance Ring», sagde jeg, «javel» svarte han og nikkede, «Deres Hustru har ellers ikke skrevet til os». – Det var med en underlig Følelse, at jeg på denne Måde erfarede Tilværelsen af dette Brev. – Er der flere Redaktioner Du har skrevet til, vil jeg bede Dig om at sige mig det, jeg kender Redaktionsmedlemmer af så godt som alle Slags fra alle Aviser, og det er mig ikke ligegyldigt, om jeg på ny skal blive grebet i Uvidenhed om hvad min Hustru har foretaget sig af denne Art. – – Jeg sad ved Siden af den elskværdige unge Fru Puggaardden elskværdige unge Fru Puggaard: se brev 106, note 2. med sin nydelige Datter, hun fortalte mig at gamle Fru Knudtzon var svag og t.E. havde erklæret i Anledning af et Selskab, der havde været for Baily, at hun i Vinter ikke kunne tåle at være med, hvis Døtrene vilde bede fremmede. Hun Fru P. trode fremdeles ikke på, at Frederik var gift. Pokker må vide, hvorledes dette egenlig hænger sammen. Jeg talte også med Hr. og Fru Juel-Hansen, hendes Bog kommer vistnok i Slutningen af næste Uge,hendes Bog kommer vistnok: se brev 288, note 4. og hvis den kan træffe Dig endnu i Bergen, vil den blive sendt øjeblikkelig. Jeg gik midt i anden Akt – jeg havde ikke det mindste imod at gå, jeg kedede mig – og kom naturligvis for sent til Schiødtes, de var gået til Bords. Blandt andre var Carsten Kielland og Frue der, fra hvem jeg skal hilse de mangefoldige Gange, jeg kunde mærke, at det for Alvor havde gjort dem ondt ikke at kunne komme hin Lørdag. Gamle Fruen og Frøkenen og Hr Erik var ligeledes overstrømmende venlige i deres Forespørgsel til dig såvel som Schandorph og Kone. Unge Dr Bentzon med sin friske lille Frue var der også,Unge Dr Bentzon med sin friske lille Frue: sannsynligvis legen Vilhelm Benzon, som giftet seg i 1884 med Helga Thiesen. med ham talte jeg om Christensens, i det hele var der muntert og behageligt. En ung højresindet Sagfører, om hvem With sagde, at han var ilde anset i Forretningslivet, producerede sig som Tankelæser og gjorde det nok så slet; at se Schandorph som Medium var særdeles opmuntrende. Vi skiltes først Kl henved 2. Jeg fik skrevet imorges min Stump af en Anmeldelsemin Stump af en Anmeldelse: se brev 298, note 3. og kom i rette Tid til Begravelsen. Det var i Frue Kirke og alle Stolestader var fyldte. Jeg satte mig så langt tilbage, at jeg havde nogenlunde Håb om ikke at kunne høre Talen, det Vås gør mig altid ilde tilpas, men helt kunde jeg naturligvis ikke undgå at få nogle af Flosklerne smækket ind i Ørerne; heldigvis stod Forestillingen ikke længe på, jeg mødte ½ 12 og var hjemme igen omtrent ½ 1. Der lå Indbydelse til mig fra Fritz Bendix ved min Hjemkomst igår Aftes til imorgen, da skal det opsatte Selskab gå for sig. På Lørdag er der politisk Fest i Kasino, hvortil jeg også skal. Der kommer Damer ved denne Lejlighed, og jeg antager, at Du vilde have haft Fornøjelse af at være med. Imorgen forkaster Folketinget FinanslovenImorgen forkaster Folketinget Finansloven: Venstre hadde majoritet i Folketinget, som dermed kom i konflikt med Estrup-regjeringen og Landstinget, særlig mht. forsvarssaken. Fra 1885 forkastet Folketinget hvert år den provisoriske finansloven; men siden Venstre var splittet, hadde opposisjonen ikke nok styrke til å stanse regjeringen, som bare overså den. som Svar på Regeringens forskellige grundlovsstridige Handlinger, og hvad enten Rigsdagen så bliver opløst eller ikke, er der jo foregået den Kraftudfoldelse fra Demokratiets Side, som der foreløbig er Rum til, og altså er der en Smule nyt Tønder til Ilden, som brænder. Der kan altså formodentlig blive sagt et og andet, som man ikke netop har hørt hundrede Gange før. Hørup skal indvi en stor ny Hovedfane for den liberale Forening; den Du var med til ifjor var for lille til at tjene som Hovedbanner, det var skidt ordnet af den gode Henriques. Mon Dagen imorgen skulde bringe Brev fra Dig?

Fredag d. 16

En Indbydelse til imorgen at overvære Generalprøven i Kasino på «En Tur til Månen»«En Tur til Månen»: En Tour til Månen, oversettelse av et fransk stykke Le voyage dans la lune, ble spilt på Kasino fra 18/10/85. ligger på mit Bord, Prøven er ansat til Kl 11, og der følger et mindre Kort med, hvorpå der står: «Direktør Aug. Rasmussen udbeder sig Æren af at Ihændehaveren vil benytte Forfrisknings Bufeten i Hr Gravesens Restauration i Basaren i Pauserne mellem 3 og 4 og 11 og 12 Tableau.» Der er således også sørget for Frokost. Hvis dette ikke kan sikre Forestillingens velvillige Omtale i Bladene, må der næste Gang ordnes en Middag med Champagne. På Søndag skal Tragedien «Nero» af Christiansen (Forf. t. «Lindows Børn»)Tragedien «Nero»: ble skrevet av Einar Christiansen, som hadde debutert i 1880 på Det kgl. Teater med stykket Lindows Børn. gå første Gang på det kgl Teater, så Du ser, at foreløbig er der rigelig sørget for min Underholdning. Nå, jeg trænger som den tørre Svamp til Væde, det er ikke den mindste Smule for meget til at holde Humøret oppe. Jeg har idag været hos Mama, hun har det nu virkelig tilfredsstillende, har selv Lyst til at komme op og tilskriver Vandomslagene over Bryst og Ryg den betydelige Fremgang. Hun var i godt Humør, var glad ved at se mig og sagde, at jeg måtte sige Dig, at hun længtes efter Dig, savnede dine Besøg og holdt for, at Du ikke burde blive alt for længe i Bergen. Husk nu også på min kære Ven, at Du bør være nede, inden Novemberstormene kommer, det er skam ingen Spøg at trodse dem, og så har Du ingen Kaptejn Christensen til at kyse dig med at komme i Lasten, når dit Mod bliver klejnt.

Klokken ½ 8

Min elskede jeg har dit Brev! Da jeg skulde gå i Rigsdagen, var det i Kassen, et Kvarter forinden havde jeg været der ude, da var der intet, Kl ½ 1 lå det der. Jeg læste det på Trappen. Det er dejligt nu endelig atter at have dine egne Ord. Men jeg svarer ikke på det nu, jeg er lige hjemkommen og har spist, og om lidt må jeg jo klæde mig på til Selskabet hos Fritz Bendix, der skal mødes i Kjole. Rigsdagen er ikke bleven opløst idag men Finansloven forkastet med 77 Stemmer mod 21. Pokker vide, hvad der i den nærmeste Tid skal ske; for vore pekuniære Interessers Skyld er det godt, at Rigsdagen holdes gående; Indtægterne er så længe omtrent de dobbelte. Så har Du altså endnu Mandag ikke fået mit første Brev, det er jammerligt, men jeg ser dog nu, at Brevene kan gå på 4 Dage. Tirsdag Morgen har Du vel så fået den første tykke Sending med de to indlagte Breve, vel fra din Moder og Jakob. Husk at sige mig Jakobs Adresse. Tænk, hvor Jakob må have været optaget af Ipsen-Sagen i Studentersamfundet!Ipsen-Sagen i Studentersamfundet: Da Ibsen var i Kristiania i september 1885, foreslo Frits Thaulow i Studentersamfunnet at han skulle hylles med et fakkeltog. Forslaget ble vedtatt, skjønt de konservative ikke var begeistret for det – men Ibsen takket nei. Jeg har ingen Lyst til det Selskab, jeg har nogen Hovedpine og er træt, der var så dårlig Luft i vort Arbejdsrum idag og anstrængende Arbejde. Jeg skriver i Aften eller Nat, når jeg kommer hjem. Nu må jeg ind, min elskede, til den rene Skjorte og de sorte Pantalons.

Klokken ½ 3 Nat

Det blev sent, min elskede, inden jeg kan sige Dig God Nat – det bliver heller ikke synderlig mere, Du kan begribe, at jeg både er søvnig og træt – men der var ingen Mulighed for at slippe før. Aftenen var hovedsagelig musikalsk, først spillede Fritz og Victor Bendix med Anton Svendsen en Trio,Anton Svendsen: fiolinist og medlem av Det kgl. Kapel. så Svendsen og Victor B. en Duo, så kom Aftensbordet, og derefter sang Simonsen – ja henved en Snes Sange. Der blev så spist Frugt og drukket Vin, og da Klokken var 1 og mere begyndte Simonsen igen at synge til Kl 2 omtrent. Du vilde have nydt al denne første Rangs Musik, endog jeg uværdige var jevnlig betaget. Af mærkeligt er ellers at fortælle, at den Frøken Hansen, der ved Edvard Brandes er bleven berømt,den Frøken Hansen, der ved Edvard Brandes er bleven berømt: se brev 182, note 4. var der og viste sig at være en munter og elskværdig naturlig Fremtoning. Jeg studerte hendes Kjole; de underlig posede Ophæftninger på din sidste havde hun ikke noget af. Fra den elskværdige Fru Vandel,den elskværdige Fru Vandel: Det kan godt være maleren Elisabeth Wandel, gift med grosserer Oscar Andreas Wandel, som var en ivrig kunstsamler og mesen. hendes Mand, FB mange Hilsener som også fra Victor B og Frue. Godnat Du elskede imorgen skriver jeg ordentligt

Din Erik

301. Amalie til Erik

Bergen 16de oktbr. 85.

Min egen søde elskede ven, igår fik jeg atter brev fra dig, og det kan du tro var en stor glæde. «Skal jeg nu vente og vente» – siger du. Du forstår vel at jeg ikke kan læse sligt uden at falde dig om halsen og sige noget trøstende, klynkende og sådan som man taler til ganske små børn. Din stakker, som ikke engang på lørdag havde hørt fra mig. Det er da også ubegribeligt slig lang tid brevene tar. Herfra går post over Kristianshavn hver mandag, onsdag og fredag, og på disse dage har jeg skrevet til dig. Men kanske får du først idag mit første brev fra Bergen. Det er forgalt, men min skyld er det ikke. Jeg skrev så tidligt der var mening i det. Christensen sa at det vilde ta længere tid om jeg f.eks. havde skrevet lørdag, som var dagen efter vor ankomst. Du, det er sandt, gå endelig éns ærinde hen til fru Fejlberg og bed hende ikke være sint fordi jeg ikke kom hen og sa hende farvel. Det var så kjedeligt, for jeg havde lovet at gjøre det. Sig hende at jeg, da det kom til stykket, ikke kunde få tid, og hils hende og doktoren på det hjærteligste fra mig. – Du har forresten været oppe i meget siden jeg rejste, Christina Nilson og studentersamfund 2 gange og Aporta, og det var bare på de få dage fra onsdag til lørdag. Inat drømte jeg så om dig. Jeg lå i din arm og du var så sød, og glad i mig. Det var ækkelt at vågne. Du, det er sandt, den «Politiken» du taler om, har jeg ikke fåt. Jeg har forresten lige siden jeg kom været plaget af tandpine. Et par nætter har jeg slet ikke kunnet sove bare derfor. Så gik jeg til tandlæge, og fik 2 huller plomberet. Nu er der to til, som jeg skal ta på mandag. Det er jo latterligt at bruge tandlæge i Bergen, når man er bosat i Kjøbhvn. men det var umuligt at gå med den tandpine, og så er der den fordel at det ikke koster det halve af i Kjbhvn. – Du aner ikke for et vejr vi har, blikstille hver dag, og nu på det sidste ren, blå luft, med solskin og mildhed. I al den tid jeg har været her, har jeg sovet for åbent vindu om natten, og tænk dig til at vinduet har stået uden at røre sig eller gi lyd fra sig fra morgen til aften, uden nogen stormkrog, for der er ingen engang. Hvad siger du til det, du din Kjøbenhavnergut? Jeg har ikke lang tid at skrive i, for vi skal i teatret og se foruden «Et Besøg» et nyt stykke af Turgenjewet nyt stykke av Turgenjew: 12/10/85 fikk Turgenjevs Adelig Lægd première på Den Nationale Scene sammen med Edvard Brandes’ Et Besøg. og kl. er over fem og jeg skal på posthuset og klæde mig o.s. v. Ved du hvem jeg traf i teatret forleden? Berent Nilsen,Berent Nilsen: bror til Randi Blehr f. Nilsen. Han ble kjøpmann i Hamburg. han kom op i «logen» og hilste på mig, han og G.A. Dahl. Han bad at hilse dig mange gange og var sig selv så lig fra gamle dage. Desværre rejste han alt dagen efter tilbage til Hamburg. Idag, da jeg kom fra tandlægen gik Augusta og jeg, inviteret af Jakoba ind på byens fineste konditori, hvor vi drak chokolade og spiste kager. Ovenpå i det hus, (nede ved parken) bor Sandbergs. Ret som vi sad kom Helen ned ovenfra, ind bagvejen; hun havde udentvil set mig fra vinduet, og vilde ha den glæde at vise mig hvor fornærmet hun var på mig fordi jeg ikke har været der. Lidt efter kom Wencke Bøgh,Wenche Bøgh: konen til museumsdirektør Johan Bøgh. der i et væk kaldte mig fru Müller og gjentagne gange spurgte efter dig «Fortæl mig lidt om deres mand, fru Müller» – sa hun mindst tre gange. Ja, jeg heder nu fru Skram da, – svarte jeg endelig, og jeg ved ikke andet at fortælle end at min mand har det godt, og bad at hilse. Så kom fru Blehr, ikke hende du kjender, men svigerinden, og da vi så kom hjem sad Randi (fru Blehr)Randi (fru Blehr): konen til Otto Blehr. I 1876 hadde hun og Amalie opptrådt i teater sammen i Bergen. og ventet på mig. Hun vilde nu se mig, sa hun enten jeg så havde lyst eller ej, og så talte vi da længe sammen. Men nu min elskede ven må jeg slutte. Vi skal også indom butiken og hente Ludvig inden vi går i teatret. Derfor farvel. Det er kjedelige breve du får, men føler du ikke min kjærlighed gjennem dem alligevel?

Din Amalie

[Tilføyelse på første side]:

Hils Johanne. Gud gi jeg snart fik brev igjen. Ludvig hilser.

302. Erik til Amalie

Lørdag den 17 Oktober [1885]

Nu min søde Pige til dit Brev, der er som Sommerregn for Kornet i mit ventende Sind. Det var altså godt, at Du kom til Bergen, og godt mere end Du havde anet. Du har gjort Nytte. Så er jo alt mit Savns Pusleri ikke en Pibe Tobak værd, som man siger. Men tror Du ikke, at Du kan skrive derom? Fortæl mig om Ludvig, nu længes jeg naturligvis stærkt efter at høre om Guttens Forhold, og en Måned eller så at vente på den virkelige Forklaring er stridt. Lægger I Planer for Fremtiden? Som Sagerne nu står, sker det jo ikke med det gode, at han kommer her ned på Besøg eller i Funktion. Kan Du ikke erobre ham nærmere til Dig? Til den Onkel Tobias (?) – er det det, han hedder – som han er hos, går Du vel,den Onkel Tobias: Tobias Müller var Augusts eldre bror og kjøpmann i Bergen. selv om Du ikke har i Sinde at gå andre Steder, med ham må Du jo tale tværs igennem, høre hvad han har for Planer med Gutten. Hvis han har Lyst til at få ham udenlands, er vel desværre København ikke først og fremmest den By, der tænkes på, men der er jo dog en Mulighed, snak godt for vor By, Ludvig kan her gå på gode Handelsskoler, og Forretningslivet har jo taget et betydeligt Opsving i den sidste Menneskealder i København. Som et Gennemgangsled til endnu større Forhold må den i alt Fald kunne bruges. Eller er der slet ikke Tale om sligt? Skriv derom. Hvordan er det med Helbredet, trænger han ikke til at komme afsted? – Du er et godt Barn, at Du snakker om Taknemlighed mod mod [sic] mig for mit Forhold til dine Gutter. Jeg har jo ikke gjort dem det bitterste Gavn. At jeg holder af dem? Jeg véd ikke, hvorledes jeg skulde være skabt, hvis jeg ikke gjorde det, det er sandelig ikke min Fortjeneste. Men et Kys for dine søde Ord skal Du ha, de er altid dejlige at høre. Det var morsomt igår at tale med Fru Wandel om Jakob, hun var aldeles indtagen i ham, fandt ham noget af det smukkeste, hun havde set af ungt Menneske og beundrede hans forstandige Optræden. «Hvor Deres Kone må være stolt af en sådan Søn», sagde hun, «og hvor hun kan være glad i sin Tillid til ham». Jeg smilte og bejaede og sa, at det var ikke nok med det, der var én Gut til, som Du nu netop besøgte, og han var lige så god om end af en noget anden Sort. – Det er jo efter Beskrivelsen et prægtigt Ophold der i det Christensenske Hus. Fortæl mig lidt mere, giv mig en ordenlig Beskrivelse af Jacoba, hende vilde jeg formodenlig være kommen til at holde af. Lad mig også få Fruen at se og hele Husets Gang. To Timer om Morgenen, er det ikke vel lidt til Arbejde? Men Du er jo ikke rejst til Bergen for at slide – med mig er det gået skrækkelig i Stå, jeg farer til og fra Rigsdag, Teater og Selskab og får ellers næsten kun noget bestilt ved mine Breve til Dig. Igår kom «Tilskueren». Når ikke «Politiken» havde gjort mig den dårlige Tjeneste at kalde mit Bidrag en Novelle,«Politiken» havde gjort mig den dårlige Tjeneste: Det har ikke vært mulig å finne hvor utsagnet sto i Politiken. kunde «K’ivigtok» vel nok passere, nu får jeg formodenlig en Del Spot at høre. Anvisningen var på 72 Kr deraf beholder jeg de 40, for Resten skal jeg betale en Bunke Fotografier, William har bestilt af sig selv.Fotografier, William har bestilt av sig selv: må være Eriks bror. – Du fortæller mig vel ordenlig om «Et Besøg» på Bergens Teater. Jeg tænker mig, at dine Bysbørn vil spærre Øjnene op, når de ser Dig i Teatret, og det skulde undre mig, om Du, når Du først har vist Dig for alt Folket, kan gennemføre at holde Dig for Dig selv. Ak, om jeg kunde komme listende og en Aften pludselig være med på Kvisten til det Herrens Liv med Cigarer og Vin, det smager formelig på Tungen og i Næseborene, din Beskrivelse af Tilstanden på de to Kamre. Er Ludvig med der om Aftenen, eller er det kun jer Kvindfolk? Hils begge Damerne! Naturligvis blev jeg ikke et Sekund sint for Telegrammet, kun glad, så vidste jeg Dig jo vel beholden i Bergen, og det var godt, at det Telegram var kommet, forleden læste jeg i «Verdens Gang», at der netop medens Du var under Vejs havde været svært med Storm og Tykning på Vestlandet, hvorfor Posterne var forsinkede. Sæt jeg intet havde hørt fra Dig, så var jeg jo bleven alvorlig forskrækket. Du måtte dog altså kaste op én Gang, det var fælt, så er Fortryllelsen brudt, så er Du ikke søstærk mere som i gamle Dage. – Du véd, at jeg imorges skulde til Generalprøve i Kasino. Jeg kom op i god Tid og var Kl 11 ved Kasino i øsende Regn. Der blev ikke noget af Prøven, Elskerinden Fru Larsen var pludselig bleven syg.Elskerinden Fru Larsen: Louise Larsen (født Ludvigsen) spilte «Måneskinnsprinsessen» i stykket. Hun var skuespiller ved Dagmarteatret fram til 1886, da hun forlot scenen. Og Frokosten, som vi var inviteret til – jo den måtte vi så få imorgen, når Prøven da gik for sig. Men jeg havde afbestilt min hjemme, så fulgtes jeg med E. Brandes og P. Nansen til Aporta, senere kom Esmann til.senere kom Esmann til: Gustav Esmann hadde vært redaktionssekretær ved Politiken de første tre måneder, men klarte ikke det regelmessige hårde arbeidet og gikk over til å være journalist og anmelder. Jeg morer mig ikke med de Folk. Der er forøvrigt den Forklaring af deres underlig sløje Væsen og negative Udtalelser, at de jo fra Dag til Dag arbejder anstrængt, og derfor hviler ud, når de snakker. I Kaféen var der den Morsomhed, at Fader og Søn HegelFader og Søn Hegel: Frederik Hegel hadde antatt Constance Ring til Gyldendal, men ombestemte seg i siste øyeblikk da han leste boken, og Amalie måtte selv betale for utgivelsen i Norge. og unge Fruen sad der, da vi kom ind. De var øjensynlig kommet fra Landet og skulde nu spise Frokost. Almindelig Hilsen i Forbigående og rolig Kulde fra min Side. Jeg plaserede mig med Ryggen til dem, og der var så ikke nogen Forbindelse med dem, før de gik, så atter almindelig Hilsen. Brandes spurgte mig, hvorledes mit Forhold var til Huset. «Å, sådan noget mere end køligt». – I Aften ved Festen i Kasino skal Brandes tale. Man kan ikke sige andet, end at han går koldblodig til det, beredt som han var til at have skrevet sin Artikel om «En Tur til Månen»sin Artikel om «En Tur til Månen»: Edvard Brandes’ anmeldelse av stykket ble trykt i Politiken 19/10/85. nu i Løbet af Dagen, efter først at have siddet i Timer og set på Stykket. Han har dog kun en enkelt Gang tidligere talt ved en politisk Fest. Han skal tilmed tale sidst efter både Hørup og Holstein og vist også Hage,Holstein … Hage: Grev Ludvig Holstein (Ledreborg) var en tidligere høyremann og storgodseier som hadde sluttet seg til Venstre. Christopher Hage var blitt valgt til Folketinget i 1881 som «liberal Højremand», men nærmet seg mer og mer opposisjonen, og ble medstifter av Københavns liberale Vælgerforening i 1883. det bedste af Talere i Rigsdagen.

Søndag d. 18 Kl 5

Klokken var næsten 4 i Nat, da jeg kom fra Festen i Kasino, oppe var jeg igen ½ 10, gik til Generalprøven i Kasino, den varede til ½4, så hentede jeg min Billet i det kgl Teater til i Aften, gik hjem og – fandt dit Brev, min søde yndige Ven fra i Torsdags. Så, det har jeg dog fået på tre Dage, men det er mig ufatteligt, at Du, da Du skrev, ikke allerede havde mit andet Brev afsendt Lørdag Aften – å, nu ser jeg af Stemplet på din Konvolut, at Du har sat gal Dato. Du har skrevet om Onsdagen den 14, så bliver alt rimeligt, både at jeg har fået dét idag, og at Du da endnu ikke havde modtaget mit. Men hvad mener Du om mig, for en Herkules jeg er bleven. Har Du ret Indtryk af hvad det er for et Liv jeg fører, på Svir om Natten, tidlig op, i Funktion, og så dog ingen Hovedpine, og at det gentager sig flere Gange i Træk, jeg kender ikke mig selv igen. Men det er unægtelig en Forandring til det bedre. Nå, nu er jeg ganske vist noget træt og tom i Hovedet, disse halvfemte Timers Udstyrsstykke efter kun 5 Timers Søvn tager på Kræfterne, men jeg skulde dog uden at føle mig angrebet nu kunne sætte mig til at skrive længe til Dig, hvis ikke den Pokkers Tragedie i Aften til over 11 stod som en Skræmsel; jeg er nødt til at tage mig en Hvil. Altså, lad mig se Klokken er lidt over 5, så sover jeg til 6 ¼, spiser, pudser mig og går i Teatret. Ved Hjemkomsten får Du så et Par Godnatord, og så skriver jeg først ordenlig til Dig imorgen. Det var en god Fest igår, og Du vilde have moret Dig, og skulde nok være kommen hjem i noget rimeligere Tid, jeg mener den i Nat i Kasino.

Kl 12 ¼

Det varede til 11 ¼ dette «Nero». Jeg har rimeligvis aldrig i mit Liv gabet så mange Gange i Teatret som i Aften – men for Resten, Håndelag er der i denne Hr Christiansen. Havde han blot Begreb om, hvad Kunst vil sige, kunde han måske – å nej, det er et fuldstændig udvortes Talent. Optrinene er lavede udelukkende med Teatret for Øje. Nå, Poulsens Spil var al Agtelse værd,Poulsens Spil: Emil Poulsen spilte Nero i Christiansens stykke på Det kgl. Theater. det fængslede trods Hulheden i Neros Repliker, og nu og da var der for ham virkelig også et fornuftigt Ord at sige, en levende Følelse at give Udtryk – Dødsøjeblikket var ikke ueffent. Men alle Guder, når man tænker på, at dette skal være Forsøg på at skildre Tilstande og Tanker i Rom i det første Århundrede Kristendommen piblede frem! Det rene Narreri. Jeg tror, at Mennesket har ladet sig nøje med den historiske Viden han havde i Skolen. Noget så klodset påklistret «historisk» forkert! Det var som Kunsten havde stået stille siden Hauchs «Tiberius».siden Hauchs «Tiberius»: Carsten Hauchs sørgespill Tiberius (1828–30) er tydelig påvirket av Shakespeare. Søndagspublikumet klappede, som det var betalt for det, og umuligt er det ikke, at Poulsen her har fået en ny Ambrosius til Københavnerne.en ny Ambrosius til Københavnerne: hentyder til Emil Poulsens succes som Ambrosius i Chr. Molbechs syngespill Ambrosius fra 1877, som i en menneskealder forble et av Det kgl. Teaters mest populære stykker. Jeg tror, at han selv tror på sin Rolle. Min elskede, jeg er ikke aldeles vis på, at Du ikke havde ladet Dig bestikke i alt Fald i Aften. De to første Akter var de værste da har man en ligefrem ualmindelig slet Agrippina, Neros Moder, at trækkes med, som tilmed blev spillet forbryderisk ilde af dette græsselige Fruentimmer Fru Nyrop.dette græsselige Fruentimmer Fru Nyrop: dvs. Agnes Nyrop, «Københavns første folkekomediehelt» (Dansk biografisk leksikon). Erik sier i sin anmeldelse at hun «spiller saa falsk i hvert et Tonefald, som den Ting vel overhovedet kan gjøres. » (Illustreret Tidende 25/10/85.) Da hun bliver dræbt – det kan for Resten godt være, at det først var i tredie Akt, jeg husker det ikke længer så nøje – åndede jeg op, og virkelig Slutningen stemte mig en Smule mildere end Begyndelsen. Men at også Fru Nyrop fik Klap, og det ikke en men flere Gange, virkede beroligende på mine Nerver, så vidste jeg, at det var det sædvanlige Søndagspublikum og ikke det, der ellers plejer at møde ved Førsteforestillinger. – Men jeg snakker væk, jeg vilde jo kun have sendt Dig et Kys til Godnat og en Hilsen til Ludvig og Damerne og Kaptejn Christensen – god Nat min søde elskede Amalie, nu er jeg umådelig søvnig, god Nat.

Din Erik

303. Amalie til Erik

Bergen 19de oktbr. 85.

Tak for dit lange søde brev, som du havde afsendt mandag aften, og som først kom her lørdag formdg. Hvor længe du dog må ha ventet, inden du har fået mit første brev herfra. Hele ugen er formodentlig hengåt. Så har du naturligvis tænkt at jeg har været forsømmelig, men det har jeg ikke. Dine breve er så indholdsrige, du fortæller så omstændeligt om dit daglige liv, og det glæder mig så inderligt at læse om det fordi hvert ord viser mig at du tænker på mig og er glad i mig. Jeg måtte le over alt det kav med klokkekimingen om natten og det morer mig at du nu må nødes til at tro på forefærd. Jeg for min del tror ikke på det, jeg ved det eksisterer. Igår var det søndag, og det mest strålende vejr. Jeg var nokså tidlig oppe, for jeg havde aftalt at gå en lang tur med Ludvig. Han kom og hentede mig kl. 11, og så gik vi op gjennem Forskjønnelsen – du husker den træbeplantede opstigning ved Kalfarvejen ligeoverfor kirkegården – til Dramsvejen der går i zigg og opover mod Fløjfjeldet,opover mod Fløjfjeldet: Fløyen, på toppen av fjellet, er det mest kjente utfluktssted i Bergen. og kom ned helt ude ved Sandvigen. Det var en dejlig tur. Mage til herlig spaservej har ikke mange byer at opvise, ren let fjeldluft, bred, magelig vej, passelig stejl, og så den udsigt! Fra parken lød der musik op til os og det var så stille og lydt i luften at vi tydelig kunde høre melodien. Så gik vi i kunstforeningen, hvor jeg traf nogle gamle bekjendte, blev så tilsidst hængende fast ved fru Wickstrøm (Kristine Holst)fru Wickstrøm (Kristine Holst): Christine Holst, søster til Lars Holst, som hadde giftet seg med Niels Wichstrøm, sceneinstruktør ved Den Nationale Scene i Bergen. og forlod hende først, da kl. var så mange, at vi skulde hjem til middag. Om eftermiddagen sov vi middagslur oppe på kvisten, og kl. 5 gik vi til Johannes Wolfs koncert,Johannes Wolfs koncert: Søndag 18/10/85 gav Johannes Wolff en «Folke- og Afskedskoncert» i Logens Festsal i Bergen. Det er uklart hvem han var; det kan ikke ha vært den berømte tyske forskeren, som i 1885 bare var 16 år gammel. Ifølge Bergens Tidende var denne 23 år gammel og kongen av Hollands fiolinist. der var sat så tidlig af hensyn til teatret. Så fik jeg se det nye, store festlokale i logen; der var propfuldt af mennesker og han spilte udmærket, skjøndt det blev lidt ensformigt tilsidst, bare violin og piano, ved du. Om aftenen var her fremmede og jeg kom til et whistbord med en gammel dampskibsfører Bjerckdampskibsfører Bjerck: dvs. Georg Bjerck, som seilte tilsjøs i 40 år før han i 1871 ble medeier av «Kulkompagniet af 1871». Hans søster Anna Malene Bjerck hadde giftet seg med Jacob Christensen. en svoger til Christensen, som er det jovialeste og morsomst bergenske du kan tænke dig. Idag havde jeg foresat mig at skrive et rigtig langt brev til dig, men jeg er bleven så forstyrret at det først nu kl. ½ 6 er lykkedes mig at komme til skrivebordet, og nu blir det ingenting du får, for inden 7 må det være indleveret på posthuset, og jeg må selv gå med det. Jeg sad idag som sædvanlig og arbejdede på mit stykke;arbejdede på mit stykke: se brev 282, note 9. jeg havde tænkt at skrive fra 10–12, og så gå til tandlæge, hvor jeg idag blot skulde være optaget et øjeblik, så vilde jeg hjem igjen og begynde på brevet til dig, som jeg så havde tænkt at fuldføre i eftermiddag. Men ret som jeg sad begyndte telefonen, der er anbragt i det værelse hvor jeg sidder og skriver at stormkime. Jeg blir altid så forskrækket over den allarmJeg blir altid så forskrækket: Det var først mot slutten av det 19. århundre at telefonen begynte å bli vanlig i private hus i Norge., at jeg taber både næse og mund, og bare farer op og løber rundt i huset[?] og råber på Augusta, for jeg ved slet ikke hvordan jeg skal bære mig ad og den ringer som sagt så pludselig og pludselig som en brand eller stormklokke. Da jeg imidlertid ikke kunde få fat på Augusta, måtte jeg selv vove mig til, og det lykkedes mig også virkelig efter noget besvær at forstå, at det var mig der spurgtes efter og at de spørgende var fru Hanne Hansen og fru Blehr, som sad inde på et konditori, og inviterte mig endelig straks at komme ind og drikke chokolade. Jeg svarte ja, og gik for at klæde mig på, men da jeg så kom ned i overtøj, var der visitter til mig, blandt andre Helmig Janson,Helmig Janson: dvs. Helmich Janson, etterkommer av kjøpmann Herman Jansson, som hadde kjøpt Damsgård herresete ved Bergen i 1796. som endelig vilde be mig over på Damsgård til middag en dag. Havde du været med, vilde det været morsomt; det er så interesant det gamle sted derover som er gået i arv til ham fra hans tipoldefar. Endelig kom jeg da ind på konditoriet, hvor der var 6 fruer forsamlet, blandt andre fru Claus Hansen,fru Claus Hansen: sannsynligvis fru Klaus Hanssen; han var lege i Bergen og giftet seg for annen gang i 1881 med Thea Serck. en nydelig, sød dame og som jeg før ikke kjendte. Han er nemlig gift for anden gang. Så kom jeg sent hjem, og så var her en gjæst til middag, som jeg måtte sidde og snakke lidt med til kaffen, og således gik det til at jeg kom så sent til med at skrive. Du må ikke bli misfornøjet med mig min egen elskede, – jeg gjør ikke andet end tænker på dig og længes efter dig, – det ligger altid under, dybest nede på hjærtebunden. Det er så underligt at gå tur i min glade barndoms, og mit senere urolige og mangehånde livs gamle Bergen, og vide at jeg har dig dernede og at alt er så godt og så anderledes. Undertiden kan jeg føle en strøm af glæde gå igjennem mig ved tanken på din kjærlighed og på at jeg har dig og er din, og du min. I sådanne stunder længes jeg forfærdeligt efter dig. Nu må jeg slutte. Kl. er så mange, og jeg kan slet ikke se mere. Her er ganske mørkt i stuen. Farvel for idag min dejlige, søde elskede gut. Nu kysser jeg dig. Imorgen har jeg lovet mig til middag hos Armuers Hansens. Armuers Hansens: Gerhard Armauer Hansen (bror til Klaus Hanssen) hadde funnet leprabasillen, og var fra 1875 overlege for spedalskheten i Norge. Fru Hanna Hansen (nevnt tidligere i brevet) var hans kone.

Din Amalie

Just som jeg havde sluttet kom der brev fra dig. Jeg havde jo så småt ventet idag, men blev ved at sige til mig selv: hvis der intet kommer, må du ikke blive lej for det. Men så kom der alligevel. Du er sød og snil er du, men jeg er bleven melankolsk af at læse det, fordi du var melankolsk da du skrev det. Ja, var det ikke det jeg vidste, at du måtte tro jeg havde opsat at skrive. Hvor kunde du tænke jeg vilde det? Jeg skrev som sagt akurat på den dag da Christensen sa det kunde nytte mig at skrive. Nej, skal du gå der og være så lej af dig, får jeg snart begive mig hjemover til dig. Er det virkelig sandt at det gjør slig stor forskjel for dig om du har mig eller ikke? Sig mig, er det sandt. Du søde kjære gut; uf jeg er så lej i aften, hvorfor skal du være nedstemt, når du ved det bare varer en ganske kort tid at du er alene, og at du så vil få mere end nok af mig, når jeg kommer og blir hos dig i alle, alle tider. Vær nu lidt gladere næste gang. Hils Johanne. Augusta hilser.Augusta hilser: mellem dette brevet og det forrige ligger en udatert lapp til Erik fra Augusta, som lyder i sin helhet: «Kjære Hr Skram! Amalie siger at jeg skal skrive noget som er fornøieligt, men hvor i alverden kan jeg sige noget fornøieligt når jeg intet ved! Deres, til langt efter døden hengivne Augusta Christensen.»

Din Amalie.

304. Erik til Amalie

Mandag den 19 Oktober [1885]

Skøndt jeg jo har skrevet hver Dag til Dig Amalie, er der dog en Følelse i mig idag, som om jeg var helt i Baghånden med mine Meddelelser, der er så mange Småtræk, som jeg er Angst for ikke at få med. Du skulde om muligt kunne følge med Punkt for Punkt. Der var nu først Selskabet hos Bendix. Det var lidt besynderligt aldeles uforvarende at komme i Stue med denne Frøken Hansen, som jeg nu har set så mangfoldige Gange, og som jeg har snakket om, betragtet som et af disse Gade- og Teaterfænomener, der ikke kom mig personligt det mindste ved. Mit første Indtryk var Ubehag: «Så, nu skal Du være dømt til at hilse på denne Dame, som Du dog ikke kender det mindste til, og så skal den dumme Tilstand indtræde, at Du hilser, Amalie ikke, om man ikke mulig kunde indrette det således, at vi ikke veksler et Ord, så behøves der ingen Hilsning bag efter.» Jeg holdt mig i den Anledning i Stuen, hvor der musiseredes sammen med Fru Wandel og Fru Rigmor Bendix. Ved Bordet sad jeg med Anna B. langt fra Frøkenen, hvem With havde til Opgave at interessere, alt gik foreløbig godt, efter Bordet tyede jeg omvendt ind i den lille Stue med Bramsen og et Par af Herrerne, medens alt af Kvindekøn var i den anden Stue, men så kom der en Scene med Frugtspisning og Vindrikken, der samlede alle i den lille Stue, og i den muntre og fordringsløse Samtale blev alle taget med. Der var ikke Spor af Grund til at mule for sig selv, og samme Frøken var så net og ligefrem som man kunde ønske. Det Faktum blev altså fastslået, at fra nu af kendte jeg hende. Det varede da heller ikke længer end til igår i Teatret, at jeg først i Garderoben løb lige på hende og senere i et Mellemakt stødte på hende, Nansen og Brandes umiddelbart uden for Indgangsdøren til Parkettet. Der blev vekslet nogle Ord, hun var fremdeles naturlig og fordringsløs, så forsvandt Nansen og jeg. Men at Du nu altså véd, at Frøken Hansen hører til mit Hilsebekendtskab. – Så er der hele Festen i Lørdags i Kasino.Festen i Lørdags i Kasino: De liberale Vælgerforeninger i København og på Frederiksberg hadde fest i Kasino 17/10/85, hvor Københavns liberale Vælgerforenings nye fane skulle bli avslørt. At Du nu også netop skulde være på Rejse til den! Alt er så underlig halvt for mig ved at Du er borte. Jeg skulde jo have dine Indtryk at måle mine med. Salen fyldt fra øverst til nederst med festklædte Mennesker, en Masse Damer, tarvelige og fine. Rigsdagens Venstre i Logerne tilvenstre foran, de Delegerede fra Købstæderne i Logerne tilhøjre, Bestyrelsen i dobbelte Rækker på Scenen på hver Side en mægtig Danebrogsopstilling foran hvilken den endnu tilhyllede mægtige Fane knejser på sin høje Stang. Talen af Hørup, Publikums Lydhørhed for ethvert Tonefald, ethvert lille Ord i Talen, der skal fange Opmærksomheden og fordele den på rette Måde, det er som Manden, der står ved en Ledetråd til et mægtigt elektrisk Batteri, som slår Gnister og frembringer Torden blot ved et Tryk af hans Finger, Afbrydelser af Leveråb for den og den midt i Talen, øredøvende Hurraråb, hele Publikum rejser sig, så sætter man sig igen, Talen fortsættes, Fanen afhyldes, for tredje eller fjerde Gang er atter alle på Benene og råber af deres Lungers fulde Kraft. Ja det er sandt først var en Del af Kantaten bleven sunget af et mindst tusindstemmigt Kor til Orkestermusik, det lød udmærket i det store Rum. Taleren slutter med en udmærket Vending, Begejstring! Så kommer Octavius Hansen, han er Formand,Octavius Hansen: Venstres advokat, senere højesteretssagfører. Han ble formann for Den liberale Vælgerforening i 1885. og er bred, han taler en hel del om Norge, om Studenterne og Henrik Ipsen, alle véd Besked. Men så kom Pingel frem.Pingel: Victorinus Pingel var blitt Folketingsmedlem for Venstre i 1884, og kastet seg ut i kampen mot Estrups regjering. Aldrig har jeg hørt så bragende en Jubel. Det er fordi han forleden brugte Ord som «Æreskændere» og «Forbrydere» mulig «Kæltringer» om Ministrene ved en Tale i Folketinget. Han er lutter Ild og Flammer, han dirrer gennem hele Kroppen, medens han taler om den ødelagde Grundlov. Jeg har været til Stede ved et republikansk Møde i et af de store Teatre i Rom, Bevægelsen i Publikum var ikke stærkere der end her. Så sang man Slutningen af Schandorphs Kantate,Schandorphs Kantate: Schandorph hadde skrevet Fanekantate (i tre deler) til festen. som jeg i det hele ikke finder synderlig god, men naturligvis fremkaldte den en sand Storm af Håndklap og Leveråb for Digteren, som overvældet og smilende stod og bukkede på Bænken foran mig ved Siden af sin Kone. Dette var altsammen virkelig opmuntrende. Nu fra Logerne korte Taler og Udbringelser af Leveråb af de Delegerede og af Rigsdagsmændene. Laurids BingLaurids Bing: Lauritz Bing var mekler, og hadde vært med på å støtte Morgenbladet økonomisk i 1880. havde pludselig under Pingels Tale fra sin Plads på Scenen udbragt et Leve for Frederik den syvendes Minde, og således tog bestandig den ene og den anden Initiativet til en Afbrydelse, der uden at forstyrre Ordenen, blot ildnede Stemningen op. Så var første Del af Festen forbi; man tyede til Restaurationerne i den underste Etage, Maden var god, man fik den hurtig, i Løbet af en Timestid havde 2000 Mennesker spist, så var i den store Sal Bænkene ryddet bort, fire lange Rækker Borde opstillede, Stole satte til og Punschegildet begyndte. Halvdelen af Menneskemassen sad ved Bordene, Resten var an bragt i Logerne, der blev sunget fire Sange og holdt mange Taler. Brandes talte udmærket og gamle Alberti, men din Ven Bojsen var skrækkelig og Harald Holm og Neergaard samt Redaktør Korsgaard fra Morgenbladetgamle Alberti … Bojsen … Harald Holm … Korsgaard: C. C. Alberti var folketingsmann for Sorø og en av Estrups skarpeste motstandere. Harald Holm var også venstremann og folketingsmedlem. Bojsen: se brev 193, note 4. Korsgaard: se brev 200, note 8. var til at omkomme ved af Vidtløftighed. Jeg sad sammen med Højesteretssagfører Arentzen og Frue og Gotfred Rubin og Frue,Højesteretssagfører Arentzen … Gotfred Rubin: dvs. Ludvig Arntzen. Gottfred Rubin var mekler og avisskribent. under Harald Holms Tale flygtede vi til den lille Sal, hvor der dansedes. Jeg havde ikke tænkt mig at skulle danse, men da den unge Fru Arentzen havde umådelig Lyst, dansede jeg et Par Gange med hende og senere en Gang med Emma Hansen og én med Frøken Krüger. Jeg talte lidt med Ida Hansen;Emma Hansen … Frøken Krüger … Ida Hansen: Emma Hansen giftet seg i 1888 med Otto Benzon. Frk. Krüger var kanskje oversetteren Thérèse Krüger. Ida Hansen: se brev 279, note 8. hun udtalte sig mere hjærtelig end man er vant til at høre af hende om Jakob. «Ham holdt vi rigtig af alle», sagde hun, «han var så hyggelig og forstandig.» Den lille Frøken mindedes ham derimod ikke i det korte Øjeblik vi vekslede nogle Ord og dansede sammen og med Frøken Krüger talte jeg kun om Dig og din Rejse. Jeg skal naturligvis hilse Dig fra alle disse Mennesker og mange andre, Henriques og Frue,Henriques og Frue: Axel Henriques var teateranmelder ved Dags-Avisen fram til 1886, deretter ved Morgenbladet. hos hvem jeg skal spise imorgen, inden vi går i Folketeatret, fra Bendzon, hos hvem jeg skal spise på Torsdag – begge disse Indbydelser fik jeg ved Festen i Lørdags. Så kom jeg i Kast med Schandorphs og Schiødtes i Restaurationen, da jeg alt var ved at gå. Der blev holdt Taler dernede, bl.a. af Berg, det var nok så brølende og spektakuløst, og der sad det lille halvdøde Menneske Fru Schandorph og hev efter Vejret. Nå alt i alt var Festen god, den havde sit særegne Præg, det er første Gang at jeg i København har set en politisk Stemning bære en sådan Sammenkomst så langt. Du vilde have moret Dig. Nogle unge Mennesker samlede ind til Smedene, men begyndte for sent på det, der kunde være kommet mange Penge ind. Om Du vil synes, at der ingen Grund er for Venstre i Danmark til at holde Fest nu da alt i Politiken går så galt som det kan gå, så skal du få Ret, Begivenheden i Kasino var også mere at betragte som en Sammenkomst eller Mønstring for at holde Modet oppe end som en Festivitet i almindelig Forstand. Jeg falder i denne Tid overalt hvor jeg står og går over Peter Nansen, Esmann og Brandes. Naturligvis var jeg under første Del kommen til at sidde med Nansen på min ene Side og Esmann på den anden og med dem spiste jeg også. Jeg morede mig da for Resten; Esmann havde et virkelig snurrigt Lune. Der var en lille Bror til Peter Nansen, Emanuel,en lille Bror til Peter Nansen, Emanuel: dvs. Immanuel Nansen, som senere ble jurist og embetsmann. – Jakob havde en Aften været sammen med ham – de gjorde de syndigste Løjer med dette unge godmodig elskværdige Menneske, der endnu ingen Tænder har til at bide fra sig med, han gør aldeles Indtryk af en halv graciøs halv klodset Hundehvalp; men Fortræd gjorde de ham langt fra, han var et Slags Kælebarn, de kneb lidt i Ørene. Henriques havde skrevet en særdeles morsom Vise, der gjorde umådelig Lykke. – Jeg talte der i Kasino umiddelbart inden Soldet med Brødrene Plum, Du véd, Vinhandlerne. De var aldeles forfærdede over hvad der kunde have været i den Flaske Du drak af. De mente, at det slet ikke var Sprit, snarere Polervand eller anden Gift, og den eneste Måde de kunde forklare det på, var at der i en Flaske, de i Retur fra Provinserne havde modtaget, kunde have været en eller anden Rest, der havde sat sig som Skorpe i Bunden, og som så ikke ved Udskyldningen var bleven fjærnet. Vinen, der havde ligget 1 År i Flasken, var så gået i Forbindelse med dette Stof og havde lavet dette gyselige Gift. Sligt var aldrig hændet dem før. Ja dette er jo en rar Trøst. Du arme Menneske som har måttet undgælde derfor! Nu min søde Pige er vistnok Kasinobegivenhederne udtømte. – Søndag Morgen, altså igår, hørte jeg fra Do et rigtig kapital Skænderi mellem Johanne og en af Pigerne i Huset, enten Kaptejnens eller Klejns. enten Kaptejnens eller Klejns: Amalie og Erik bodde i Østerfarimagsgade 51; der bodde også en H. Klein (dvs. overrettssakfører Harald Klein) og en J. C. E. Bernth (Kapit.) (iflg. Kracks Vejviser 1885). Jeg kunde forstå så meget, at det var Skarnbøtten, som stod uden for Køkkendøren det drejede sig om, og at det var en Hævn, som den, der talte med Johanne, og en, der hed Andrea, havde øvet. Johanne var i et umådeligt Oprør; hun, den anden, skulde bare bi, for hun (Johanne) havde sagt det til Herren, og det skulde de ikke sådan slippe fra, sådanne to Dansebodsjomfruer, der ikke bestilte andet om Aftenen end at løbe på Dansebuler. Den anden var ikke så dygtig i Munden, men mere skadefro, hun (Johanne) kunde jo lade dem være i Fred og ikke forhindre dem fra at hugge Brænde på Loftet (aha! Der havde vi det!) og nu skulde hun nok ikke få megen Fornøjelse af Fruens Kjole. Jeg var jo ikke bleven særdeles oplyst, men jeg havde næppe vist mig i Gangen, før Johanne kom og klagede sin Nød: Hun kunde næsten ikke være der i Huset for de to Piger, Kaptejnens, som forfulgte hende, fordi hun efter den Historie i Sommer ikke mere vilde være Veninde med hende, og nu Klejns, som havde slået sig sammen med den anden og skulde hævne sig for Angiveriet forleden om Brændehuggeriet. De havde da Aftenen før væltet Skarnbøtten uden for Køkkendøren, splittet Skobørsterne på Trappen, knækket Planterne i nogle Urtepotter i Vinduet, og hvad der vel var det værste hængt Fruens Morgenkjole, som endnu var på Loftet, således op på Døren til Loftet, at Ærmerne var kommet i Klemme og den hele stærkt forkrøllet samt fyldt gamle Kødben i Lommerne. Jeg skulde skynde mig ind til Kasino og havde ikke Tid til nærmere at undersøge Sagen; men så meget fik jeg jo Klarhed over, at Johanne havde ladet Kjolen hænge over Tiden, og at Skarnbøtten og Børsterne ikke må være på Trappen, er et Faktum. På Forhånd har jeg naturligvis ikke Lyst til at indlade mig med dette Pigevrøvl, og da Johanne ikke er uden Skyld, tænker jeg, at jeg lader det glide over foreløbig. Johanne har da heller ikke senere talt om Tingen. Skænderiet var overordenlig morsomt at høre på, særlig fordi de to vrede Amasoner sagde «De» til hinanden, det lød så snurrig pynteligt i den jævne Udveksling af Forhånelser. – Har jeg fortalt Dig noget om Feeriet «En Tur til Månen»? Det behøves for Resten ikke, det går endnu, når Du kommer tilbage, og så skal Du hen og se det, det er umådelig pragtfuldt. – E. Brandes sad der til Generalprøven med sine to Småpiger og så med Ingeborgs to; to sorte runde buttede og to lyse slanke, to underlige Kuld at bringe sammen. Børnene holdt hinanden om Halsen og snakkede i et Kør med Faderen og Sted (?) faderen. – Ved Frokosten talte jeg et Øjeblik med Frøken Aalberg,Frøken Aalberg: se brev 293, note 15. Hun spilte i Sardous Andrea på Dagmarteatret i desember 1885. fra hvem jeg naturligvis skal hilse. Du, jeg synes min Sandten ikke længer om hende; jeg tror, hun skaber sig og er bleven pretentiøs, hun er vist ikke ustraffet Skuespillerinde. Hendes Væsen indgyder mig nu ikke den allermindste Lyst til at have videre med hende at gøre, det er lige som man ikke følte Bund under hendes Ord – nå Dig tror jeg nu for Resten nok, at hun for Alvor er indtagen i. Hun er nu engageret af Andersen på Dagmarteatret og skal formodenlig optræde i et eller andet fransk Stykke. – Så var der igår kun Aftenens Begivenheder tilbage foruden Modtagelsen af dit Brev. Vil Du tro, min elskede Ven, at jeg helt bagest inde i min Sjæl har næret en Slags skinsyg Frygt for, at når Du nu på ny kom i Bergens Teater, skulde Du blive bergtagen og først kende Dig ret hjemme der, så at der vilde visne noget for Dig her nede. Det har jo ikke været Tilfælde, vel? Den Glæde eller Fred eller Godhed, hvormed Du tænker på dit Hjem her, har ikke lidt ved hvad Bergens Teater bød Dig? Jeg er formelig glad over, at hun, Fru Heiberg ikke behagede Dig – underligt jo for Resten, at ingen før har talt om denne Stemme. Ak Herregud «Aprilsnarrene»! Jeg har en Gang skullet spille «Zierlig» hjemme på Rosendal,Jeg har en Gang skullet spille «Zierlig» hjemme på Rosendal: se brev 299, note 5. Hr. Zierlich er den narraktige skolelæreren i Aprilsnarrene. Rosendal var en eiendom på Østerbro, som i en periode tilhørte Mozart Waagepetersen. jeg er så at sige opdraget sammen med de Heibergske Vaudeviller. – Om din Gåen på Besøg eller ikke, har jeg tænkt mig, at hvis Du virkelig kan gennemføre dit Ønske om at leve helt i Ro sammen med Ludvig hos Christensens, så skulde Du de sidste to Dage eller henimod de sidste Dage tage det overtvært og aflægge den hele Række af Visiter, som Folk venter. Det bliver så kun et Afskedsbesøg på hvert Sted, men så har Du jo dog brudt Bråden af den Vrede, som ellers vil samle sig imod Dig i din Fødeby, og som det jo dog ikke er klogt at have liggende bag sig, når man med forholdsvis ringe Ulejlighed kan undgå det. Tænk lidt på denne Ordning af Tingene, og se nu så for Resten til snart at bestemme din Hjemtur, det er fattigt for mig at tumle mig omkring alene her nede. – Idag har jeg først været til et Møde i Rigsdagen mellem Stenografer og Bureauchefen og så hos Mama. Ved dette Møde, som gik ud på, at der her i København skulde dannes en Forening af Stenograferen Forening af Stenografer: Stenografforeningen ble dannet, og førte senere til en nordisk forening (se senere brev 326). der så skulde træde i Forbindelse med lignende i Kristiania, Stockholm, Gøteborg osv. blev jeg desværre valgt ind i Udvalget, som skal forberede Sagen. Det giver en Del tidspildende Arbejde for noget, jeg ikke har videre Interesse for. Mama traf jeg på Sofaen. Hun havde siddet oppe og havde nu lagt sig påklædt til Hvile. Hendes Hoved er klart, hendes Humør godt. Hosten, som endnu er der, er lind og løs, det ser virkelig forhåbningsfuldt ud. William er her nu på Hjemrejsen med Kone og BørnWilliam er her nu på Hjemrejsen: se brev 296, note 5. og har lagt sig nogle Dage i Kvarter her i Byen til umådelig Ulejlighed for Slægt og Venner. Mama lod til at finde det i højeste Grad urimeligt, Tøjet er kommet til Præstegården, den er tom og venter kun på at blive taget i Brug af sine ny Beboere. Men Sagen er den, at Georgine ikke lader en Københavnstur gå fra sig, når der er mindste Mulighed for at få den. Men de, som huser de forskellige mere eller mindre defekte Individer af Familien, ømmer sig nok høj lydt – en af dem, en Søster til Georgine, er midt i Flytning (det er Flyttedag imorgen) og hun har to, Georgine selv og den ældste stakkels Krøbling af en Datter. – Jeg håber at jeg undgår at få det mindste med denne elskede Slægt at gøre. De rejser på Onsdag. – Johanne har idag været ude for at købe Tyttebær, men kom tilbage med den Besked, at de ikke duede, der måtte ventes til på Onsdag, så fik den vedkommende Handelsmand norske Bær, og de var meget bedre. Så Du ser, at norske skal Du ha. Der er noget om, at Johannes Søster også skal købe, og at det er så udmærket at købe sammen med hende. For øvrigt syntes det mig, at Johanne mente, at 6 Potter var lovlig lidt, men om det var i Søsterens eller i vor Interesse, skal jeg lade være usagt. Det bliver naturligvis hvad Du har bestemt. – Nu min elskede får Du ikke mere Brev idag. Har jeg kedet Dig med al min Snak? Du måtte gerne være så vidtløftig.

Tirsdag Kl 12 ¾ Nat

Min elskede, Brev fra Dig! et dejligt yndigt Brev, Du er sød og elskelig, Du er min! Men Du ser, Klokken er mange, og jeg skal meget tidlig op imorgen for at skrive. Imorges kom William og blev til Frokost, jeg var i Rigsdagen, har skrevet Anmeldelse, har været hos Henriques til Middag, derefter i Folketeatret og så på ny hos Henriques, intet har jeg kunnet skrive til Dig idag. Stakkels søde lille Pige, som har haft Tandpine, men nu er den jo overstået – glad er jeg for, at Du endelig har fået de dumme Tænder plomberede, jeg har altid ærgret mig over, at det ikke skete. – Kielland er kommen til Byen,Kielland er kommen til Byen: Alexander Kielland var i Danmark fra oktober til desember 1885; han var deprimert over ikke å kunne skrive og over dårlig økonomi. jeg talte med ham i Folketeatret i Aften, han er magrere end før og ser bedre ud, han var lutter Venskab og godt Humør; bærer Totalafholdsmærket på sin Frakke. Han var rejst ned med «Kristiandssund», som havde ført Dig op, foreløbig skal han vistnok bo hos Drewsens. Han er alene og synes belavet på at ville more sig i København. – Jeg skal hilse fra Frederik Knudtzon talte et Øjeblik med ham forleden. Henriques’ har atter bedt mig til Middag imorgen, det er rørende gode Mennesker.

Din Erik

305. Amalie til Erik

Bergen 21de oktbr 85.

Min egen søde elskede gut, heller ikke idag får du noget ordentligt brev, for jeg kan ikke sidde stille for tandpine. Du begriber ikke hvilke smerter jeg har udstået igår og især idag. Igår var jeg hos Amauer-Hansens til middag og måtte af ham få cloroform til at gnide tandkjødet med. Heldigvis fik jeg sove godt inat, men i hele dag har jeg gåt frem og tilbage og formelig storgrædt. Der var ikke tale om at jeg kunde sidde mig ned for at skrive. Så tog jeg på mig, og gik med Augusta ind til doktor Sandberg for at bede ham om et eller andet middel; han forsøgte forskjelligt, men først nu for lidt siden har smerterne git sig såpas at jeg ikke netop er nødt til at storskrige. Men nu er kl. blet så mange at jeg kun har 20 minutter at gjøre med, og så må jeg af og til stanse for at hælde dråber ind på tanden, så kan du vide hvad det blir til med brevet. Men jeg ved jo, at du heller vil ha nogle ord end slet intet, og derfor skynder jeg mig at gjøre mit bedste. Jeg sidder inde hos Sandbergs, ganske alene i den ene dagligstue; de bor på et andet sted nu, og har en aldeles nydelig lejlighed med en spisestue der er større end vore tre stuer tilsammen. Det er den plomberede tand som værker, og det er så håbløst. Jeg kan jo slet ikke komme til at stoppe nogenting ind, og doktor Sandberg siger, at det muligvis vil ende med at jeg må trække tanden ud. Helene havde sidst hun var i Kjøbenhavn fåt 2 tænder plomberet som straks efter begyndte at værke. Hun gik et halvt år med det, for hun vilde jo så nødig ofre tænderne, men tilsidst måtte de ud. Jeg havde forresten halvvejs tænkt at rejse hjem på fredag altså iovermorgen, men igår blev Ludvig så klejn af sig, fik hodepine og lidt feber så han måtte gå hjem fra forretningen midt på dagen. Idag er han ude igjen men slet ikke ganske frisk. Nu vilde jeg så gjerne se til at få ham fuldkommen kjæk før jeg rejser, og så har han bedet mig så inderlig om ikke at rejse allerede nu! Der er imidlertid det kjedelige at hvis jeg ikke rejser på fredag må jeg vente 14 dage til, for med Axelhus som går næste fredag kan og vil jeg ikke tage. Den bruger nemlig et helt døgn mere end de andre, og er i dethele et slet og dårligt skib. Den derpå følgende fredag går så Christiansund det, jeg kom op med, og med det vilde jeg unægteligt allerhelst gå, både for skibets og kaptejnens skyld. Men det er jo rasende længe at være borte fra dig, du min elskede, som også gjerne vil ha mig tilbage. Jeg længes altid efter dig. Men på den anden side siger Ludvig, at når jeg nu endelig engang er kommet herop den lange vejen, er det stygt og trist at jeg ikke vil blive de 14 dage til. Og det er der jo noget i. Jeg er ikke ganske bestemt på hvad jeg vil gjøre, men hvis jeg bestemmer mig for at rejse telegraferer jeg til dig inden jeg går ombord på fredag. Iaften venter jeg brev fra dig du søde snille gut, som har været så flittig til at skrive, men jeg kan ikke nå at komme hjem og få det, inden jeg sender dette afsted, for du ved hvor mange klokken er. Dersom du vidste hvorledes dine breve glæder mig, og hvad de er for mig. Det bæres mig for at jeg i denne tid bare lever for at vente på dem, og så lever af hvad der står i dem. Men det er jo ikke sandt, for jeg lever jo også i det at jeg ser og er sammen med Ludvig daglig. Augusta siger så tidt: hvor Skram vilde bli indtaget i Ludvig med en vældig betoning på det understregede ord. Han er elskeligere og sødere at omgåes end Jakob, men Jakob er også en brav kar. Jeg har fåt to breve fra ham her, som rigtig har glædet mig, for jeg har kunnet mærke at han længes efter os og savner os. –

Fra Amauer Hansens har jeg mange hilsener til dig. Han var så usigelig elskværdig og underholdende, og hun var også rigtig i sit snilleste og venligste lune. Hun bad mig hilse dig og sige at du endelig måtte komme og hente mig, så skulde de gjøre selskab for dig o.s. v. – Det du fortalte mig om Fredrik Knudtzons giftermål havde jeg ikke hørt. Elisa var borte fra byenElisa var borte fra byen: Elisa Knudtzon, Amalies gamle venninne, gift med Baillie Knudtzon. da jeg kom og i de sidste dage har jeg jo havt den plage af tandpine. Nu er Baily kommen fra Kjøbenhavn, og nu går jeg derop i morgen, tror jeg. Forresten bor de så afsides ved du, det er så vanskeligt at få Ludvig op med sig der til middag f.eks., for han har jo bare 1 ½ time at spise i, og uden ham bryder jeg mig ikke om at være noget steds. Forresten, hvis jeg bad ham fri, fik han det sikkert. Hans principaler har været så imødekommende og velvillige når jeg har talt med dem; den ene er jo også hans fætter. – Du behøver ingen penge at sende mig. Rejsen frem og tilbage koster ikke mere end 54 kr, og den hele første dag var jeg Christensens gjæst ombord, og til vin og sligt på hele reisen, så jeg havde omtrent halvdelen af pengene tilovers da jeg kom herop, og det er jo rigtig godt, siden du har knapt om penge. Jeg synes forresten det ser ud som Johanne bruger altfor meget dernede; du må se lidt efter hende, skjøndt det jo ikke er så godt for dig. Men nu min elskede må jeg sige dig farvel. Kl er forbi den tid jeg strængt tat havde til min rådighed, Helenes pige skal styrte afsted på posthuset med det, heldigvis er det tæt herved. Nu er også tandpinen blet styg igen. Farvel da, Sandbergs hilser og jeg sender dig mange kys du søde, som jeg glæder mig rasende til at omfavne, hvad tid det nu blir.

Din Amalie

306. Erik til Amalie

Onsdag den 21 Oktober [1885]

Min søde Pige, det var kun nogle Ord skrevne i natlig Skynding Du fik igår, men Sengen kaldte jo, jeg skulde op idag Kl 7. Det skete virkelig og det til Trods for, at det uagtet min Træthed ikke lykkedes mig at falde i Søvn før efter omtrent en Times Venden og Drejen i Sengen. Så tog jeg fat og drømte uafbrudt om at jeg gik ombord i en vældig Damper for at rejse op til Dig. Der var bestandig Forhindringer, Skibet vilde ikke afsted, jeg vågnede, faldt i Søvn igen og var atter på Rejser, det lykkedes mig én Gang at ligge i Morgentåge ud for en Klippekyst, men det var ved England, og jeg vågnede af Anstrængelse for at komme på, hvor det var jeg skulde hen, at Du ikke var i England, vidste jeg, men så syntes jeg, at min Viden hørte op, Du havde jo underrettet mig om, at Du var taget fra Bergen, men hvad så mere, kunde jeg ikke klare. Det var en forunderlig Lidelse. Men jeg sov straks ind igen og har en dunkel Fornemmelse af, at jeg lige til imorges blev ved at drømme om Dampskibe, som aldrig kunde føre mig til Dig. Klokken 5 Minuter over 7 så jeg på Klokken, ringede på Johanne – det er første Gang siden Du rejste, at jeg har udført den Bedrift, jeg tænker mig, at hun er bleven umådelig forbavset – stod selv op, sløjfede min Badning og var hurtig færdig. Så gik jeg på Posthuset med mit Brev fra igår Aftes, jeg vilde have det vejet – pyt, dér åbner de først Kl 9, så forsøgte jeg at levere en Pakke op til William (hos Jutta), hans Manuskript osv. men han var kørt, så gik jeg hjem, det brændte lystigt i Kakkelovnen, og jeg kunde sætte mig til at skrive. Jeg skrev min Anmeldelse af «Nero» om og føjede så Folketeatret og Kasino til,Jeg skrev min Anmeldelse av «Nero» om og føjede så Folketeatret og Kasino til: anmeldelsen av Nero m.fl. ble trykt i Illustreret Tidende 25/10/85. fik en nok så pæn Artikel ud af det, sendte Johanne med den første Halvdel, fik spist Frokost gik til Galschiøt med sidste Halvdel og var endda på Slaget 1 i Rigsdagen. Det synes jeg nu var flinkt. Nu er jeg kommen tilbage i ret god Tid fra Rigsdagen, har gjort et Forsøg på at sove, som ikke er lykkedes – det vil sige jeg har en ubehagelig Fornemmelse af at jeg en Stund har ligget og hørt på mig selv snorke – og skal nu om lidt til Henriques. At de bad mig igen idag er deres virkelig venlige Sindelags Skyld, der spilles et Stykke med ny Rollebesætning i kgl Teater,et Stykke med ny Rollebesætning i kgl Teater: se note 6. altså en lignende Situation som igår «Så kom og spis hos os også imorgen». Ja tak, hvad skulde jeg vel svare andet. – Nu har vi også fået smukt Vejr men koldt, men Du himmelske Fader for en Mængde Regn det har kostet at nå så vidt, jeg har spøgt med Mama om, at var det for Regnens Skyld, behøvede Amalie skam ikke at rejse til Bergen, den har vi lige så god her. Nå så Du blev dog fanget af gode Venner, det er jo i Grunden nok så bra. Men Du er den rette, som ikke har noget at fortælle om mig, Du skulde bare høre mig sludre op, når nogen vil spørge om Dig. Så går det med din Rejse på det og det Skib, med gode Venner, med Søsyge, med Ankomst, med Gut i Bergen, med Christensens, med Breve og Telegrammer, med min Elendighed som Enkemand og med en Masse mere. Så får Folk Medlidenhed med mig og inviterer mig til Middag. – Igår gjorde Johanne rent i Sovekamret, i hvilken Anledning jeg naturligvis ikke kunde finde min Urnøgle igår Aftes; havde jeg ikke haft dette mærkelige Apparat, Du husker som Jakob tegnede hin Aften, da vi var hos Ludvig Bingssom Jakob tegnede hin Aften, da vi var hos Ludvig Bings: Ludvig Bing var annen generasjon av porcelensfabrikken Bing & Grøndahl. – ak Herregud, kan Du huske hvor nødig Du gik – så havde det været virkelig ubehageligt for mig. Jeg skældte ud imorges men det nytter jo ikke meget. Hun har formodentlig heller ikke fundet den endnu, hun lod til ikke at have Spor af Begreb om Urnøgle. Medens jeg ledte efter den, væltede jeg den lille Flaske med Djævelskab, jeg sidst fik af Bramsen, ned på Vaskebordet, Glasproppen sloges i Stykker, og Væsken flød ud med megen ond Lugt. Så måtte jeg finde Klud og vaske op, og så lugtede jeg græsselig på Fingrene, så måtte jeg vaske mig. Du ser, at fordi jeg sluttede mit Brev til Dig, kom der dog ikke hurtig Hvile over mig. Så nu farvel min elskede, nu må jeg ind og gøre mig i Stand.

Aften Kl ¾ 12

Dette Brev kommer jo længe efter Nyheden, og Du har forlængst fået mit Telegram – jeg håber, at det må være det første, der underretter Dig om Begivenheden. Naturligvis er der telegraferet til alle norske Aviser, men mulig har Du dog allerede i Aften fået Telegrammet eller imorgen tidlig læst det før nogen af Aviserne har kunnet meddele dig noget. Så har man da virkelig i vort skikkelige København skudt på Estrup!skudt på Estrup!: 21. oktober 1885 forsøkte typograf Jul. Rasmussen å skyte Estrup, men han ble bare lettere såret, og hans makt ble styrket. Jeg hørte først Rygtet da jeg kom til Henriques for at spise, han havde lige erfaret det, da han forlod Kontoret ½ 6. Ingen af os fæstede Lid til Tingen og vi gav os god Tid efter Bordet, inden vi gik til Dagsavisens Kontor på Vejen til Teatret. Der fik vi så Bekræftelsen. Jeg skyndte mig til Politiken; dér havde man allerede for over en Time siden spredt Løbesedler rundt om, at en ung Mand havde skudt på Fyren. Så løb jeg tilbage til Telegrafkontoret og sendte min Depeche til Dig. Så gik jeg i Teatret. Derefter igen på Politikens Kontor. Jeg traf Hørup læsende Korrektur på en Artikel, der handlede om ganske andre Ting end Attentat på Estrup. «De er en besindig Mand Skram, vil De ikke skrive, hvad der skal stå imorgen om den Ting», sa Hørup. «Nej jeg vil ikke», svarede jeg, «men fæld blot ingen Krokkodilletårer». «Nej vor Herre bevar’ os». Jeg meddeler Dig ikke nogen Enkeltheder, de vil alle komme i Aviserne. Jeg sender Dig Politiken imorgen tidlig, så afgår den samtidig med dette Brev. – Tingen er sandsynligvis meget at beklage, det vil skabe et Påskud for den vilde Reaktion, og desværre hører den unge Mand til den arbejdende Klasse, har naturligvis som Tilhænger læst «Socialdemokraten», vi får formodentlig både en Socialistlov og en Presselov, om man ikke erklærer Belejringstilstand i København. Men på den anden Side er der jo en Opmuntring, en Tilskyndelse i dette for Provinserne, der er gået Hul på Bylden, det smager dog af noget. Våbenet må have været meget slet, ellers var Estrup vistnok nu en død Mand, det unge Menneske har ikke haft Råd til at anskaffe sig en ordenlig Revolver. Han har været koldblodig nok, efter hvad man hører. Himmel, hvor Estrup er bleven fejret i det Selskab, hvortil han i Aften har begivet sig – det er hos Etatsråd Holmblad.Etatsråd Holmblad: Stearinlys- og såpefabrikant L. P. Holmblad var medstifter av Det forenede Dampskibs-Selskab, og av Burmeister & Wain, og støttet filantropiske foretak. Der var en Del Sammenstimlen på Østergade, ellers er Byen så vidt jeg véd rolig. Jeg er for træt og søvnig nu til at begive mig ind for at se efter. – Underlig nok har jeg ved en Lejlighed som denne måttet skrive om hvad der foregik i Aften i Teatret både i Politiken og i Dagsavisen – om Mantzius Optræden i «Efterårssol»Mantzius Optræden i «Efterårssol»: se brev 111, note 5. Karl Mantzius var skuespiller ved Det kgl. Teater fra 1883. Eriks artikler ble trykt i Politiken 22/10/85 og i Dagsavisen av samme dato. – men har naturligvis ikke på det ene Sted sagt, at jeg skrev også på det andet. Det er en Tjeneste jeg har gjort dem begge, men der er særlig for Tiden ikke noget godt Forhold mellem Redaktionerne. – Nu god Nat elskede, om Du havde været her!

Din Erik

307. Telegram til Amalie

Fru Skram

Klosteret Bergen

Fra Kjøbenhavn 21/10/85 kl. 7.35 em

Det er skudt paa Estrup to skud. Estrup ramt men ikke saaret. Gerningsmanden overgav sig straks, tyve aar.

Erik

308. Amalie til Erik

Bergen torsdag 22de oktbr. [1885]

Kl. er 11, vi er netop kommen op på kvisten for at lægge os, men i aften har vi ingen cigar. Augusta har glemt at forsyne sig med dem; hendes far havde sagt idag: svært så mange cigarer jeg har røgt i det sidste. Så var hun bleven lidt ræd af sig, tror jeg nok, skjøndt hun påstår det er bare fordi hun har glemt det. Hun har også røgt selv heroppe om aftenen, en stor stærk cigar. Christensen sa idag til mig: Du ser så godt ud, det er bare fordi du ikke ligger og svabber i den tobakken, der kan du se hvor meget sundere det er at la være. Augusta og jeg havde ondt for at holde os alvorlige, Ludvig vendte sig om og smålo. – Jeg har iaften fåt to breve fra dig. Tak, du elskede. Det første jeg læste var det hvori du taler om brevet til Social-demokraten. Det var ikke noget brev, bare et visitkort, og der stod med blyant: tak for anmeldelsen, og et par ord om at han viste forståelse når han skrev om bøger. Dermed gik det til således at jeg fik en pludselig lyst til at sende anmelderen mit visitkort (Jakob vidste om det) men at jeg ikke vilde sige det til dig fordi jeg var aldeles vis på at du vilde forbyde mig det, eller i altfald bespotte mig for det og sige jeg ikke skulde. Og i det øjeblik vilde jeg nu partout gjøre det. Jeg husked på hvorledes jeg selv så ofte havde fået brev og gode ord når jeg havde anmeldt bøger og var bleven glad for det. Men siden har jeg tænkt det var dumt jeg havde gjort det siden du ikke vidste om det; jeg forudså at det vilde gå som det nu er gået en vakker dag, men så tænkte jeg at så vilde jeg sige: ja, der kan du se, du skal gi mig lov til det jeg har lyst til, eller ikke la mig ha forestillingen om at du vil gjøre nar af det. Jeg kunde mærke på din tone at du var stødt og forundret på mig, og det finder jeg rimeligt. Men vær det ikke længer, ber jeg dig om, jeg tror for vist at det blir første og sidste gang jeg gjør noget sligt på egen hånd, for som sagt, jeg har gåt og været lej for det, og tænkt at jeg, når der var hengåt passelig lang tid vilde sige det til dig. Er det Vinstedt han heder den mand i Socialen?den mand i Socialen: se brev 300, note 1. Jeg aner ikke hvem det er – men at han skulde sidde og kalde et visitkort for et brev, det var rigtig underlig gjort af ham.

Nej men du, tak for telegrammet igåraftes! Hvor snildt af dig at din første tanke ved en sådan lejlighed gik til mig. Endnu idag ved middagstider vidste ingen noget her. Den ulykkelige stakkel. Det er vel en eller anden forvirret sætter eller sligt noget, for de plejer altid at komme ud for sig selv på den måde. Nu blir det vel værre end nogensinde dernede; reaktionen får naturligvis en god tid, det gjør den altid efter sligt. Hele dagen har dette ikke et øjeblik været ude af min tanke. Og jeg kommer ikke afsted imorgen: Dampskibet går desuden inat, hvad jeg ikke vidste. Men nu er du vel så sint på mig efter min streg med Socialen at du er lige glad med hvad tid jeg kommer. Nu får jeg sige dig godnat min elskede. Vær ikke sint på mig. Jeg havde en slags barnagtig glæde af at gjøre det, men jeg føler at det passer ikke mellem os. Derfor gjør jeg det heller ikke mere, og jeg svarer slet ikke på det du siger at jeg skal opgi dig de flere redaktioner jeg har skrevet til, du dit spodske ting. Var det forresten ikke underligt at redaktøren havde åbnet konvolutten; der stod udenpå Til Social-Demokratens boganmelder.

Fredag eftmdg. Også idag kommer jeg mig som sædvanlig sent til at skrive. I formiddag var jeg til lunch ude hos NilsensNilsens: sannsynligvis familien til Randi Blehr f. Nilsen og Berent Nilsen. og så da jeg havde spist middag faldt jeg i søvn i sofaen ved siden af Augusta. Det er al den cloroform jeg gnider tandkjødet med, som gjør mig så dvaleagtig søvnig. Iaften kommer her et par fremmede og jeg skal ha brevet færdigt og ha pudset mig lidt så jeg må rigtig skynde mig. Hvor kan det være at du nu kan tåle så godt at rangle, at du nat efter nat går iseng kl. 3–4 efter at ha drukket alverden, naturligvis, og alligevel kan stå op i ordentlig tid og gå til dit arbejde. Det forstår jeg ikke, og derfor irriterer det mig. Hvorfor skal du være anderledes i den retning når jeg ikke er med dig? Og du fortæller mig intet om hvem du var sammen med i Kasinofesten, hvor du fornøjet dig så godt. Sig til fru Juel-Hansen at hun ikke bør sende mig bogen herop, siden den kommer så sent. Den vil sandsynligvis bare omgå mig på vejen, eller idetmindste komme altfor sent til at jeg kan få tid at læse den, så er det jo bedre den ligger til mig hjemme. Tænk at fru Vandel likte så godt Jakobs udseende; det var så morsomt at læse, i det heletaget har folk været svært elskværdig i sit syn på Jakob, dernede. Nej du, det kan ikke nytte for mig at gå til Tobias og tale om Ludvig. Ludvig har bedet mig så la det være og jeg tror han har ret. Han vilde selv så gjerne komme ned til Kjøbenhavn om bare et årstid for at lære noget mere i sit fag, men jeg tror at både hans far og onkel vilde modsætte sig at han kom til Kjøbenhavn, fordi jeg er der. Jeg ved ikke hvad de bilder sig ind, men de har en forestilling om at vor omgang vilde ha en slet indflydelse på ham, gi ham afsmag for handelslivet og gjøre ham endnu mere fritænkersk end han er. Tobias taler endnu af og til med græmmelse om at ingen af gutterne er konfirmeret. Jeg tror ikke der er noget for mig at gjøre, siden jeg ikke er rig og kan sige: kom ned til mig, så skal vi sørge for dig. Han blir nok hjulpen frem til en selvstændig stilling medejer i forretningen, og det på en forholdsvis kort tid, men da må ingen andre og mindst af alle jeg ville ha min næse deri. For det første er det nu forresten bare boutiks forretning, så det blir en meget tarvelig stilling han får, men skal han være butiksmand, så er det bedre han er det her, end f.eks. i Kjøbenhavn, for her er ingen forskjel i social henseende. Og så er det nok meningen at forretningen skal udvides med tiden, men det er der vist langt frem til. Nej jeg tror ikke jeg kan gjøre noget for Ludvig i den henseende, det var af rent moralske årsager så godt at jeg kom herop, det var det jeg mente. Og så dette at jeg nu ved besked om hvordan han har det til punkt og prikke, og ved at det ikke er så galt, som jeg havde frygtet for. Jeg skal hilse dig så usigelig meget fra Ludvig og Christensens. Han går bestandig og pukker på at du har bedet ham passe på mig, hvilket han også trolig gjør. Idag er det 14 dage siden jeg kom herop. Jeg synes det er mange måneder siden jeg så dig.

Din Amalie.

309. Erik til Amalie

Torsdag den 22 Oktober [1885]

Jeg havde trot på Brev idag fra Dig, jeg syntes, at Du også var begyndt på en Hverandendagsafsending – ak, den har kun strakt over tre Breves Afsendelse. Men så vidt jeg har kunnet forstå har Du ikke modtaget mine Breve med to Dages Mellemrum således som jeg har afsendt dem, det er en Postforbindelse, hvis Hemmeligheder jeg ikke vil søge at udgranske. Forhåbentlig kommer dog alle Brevene frem; hidtil har jeg skrevet hver Dag til Dig og afsendt hver anden undtagen igår da jeg sendte et Brev afsted Dagen efter det foregående. – Den uforskammede Estrup har tilført mig en Forkølelse, der virker som Snue i den for mig egne voldsomme Grad –; naturligvis gav det sig til at regne i går Aftes, medens jeg var på Gaden, jeg blev så temmelig våd over Knæene, var inde på ophedede Aviskontorer, ude igen i Regnen og endte tilsidst hos Henriques’, der har været så venlige at indføre den Skik ikke at ville holde mere end 13° i deres Stuer; det har Lægen sagt skulde være sundt for Børnene. At det er forbandet usundt for Voksne, kan jeg konstatere, om Sundheden for Børnene skal jeg ikke tillade mig at have nogen Mening. Jeg kan hverken høre eller se, lugte eller smage idag, kun pudse min Næse og nyse, den forbandede Estrup! Denne Tilstand har forhindret mig fra at gå ud og opsøge Højreaviser, det vilde ellers have været den tvivlsomme Nydelse Dagen skulde have bragt mig. Jeg er en absolut upassende Gæst ved den Middag, jeg skal til idag, men jeg går der alligevel, Varmen og Vinen håber jeg skal gøre mig godt. Jeg har også en Indbydelse til Schandorphs til i Aften, men den vil jeg næppe kunne benytte. – Véd Du, at det nu er over 14 Dage siden Du rejste? Tænker Du slet ikke på at bestemme Afrejsedagen? Værsgo’, Du skal være hjemme senest i den første Uge af November. Rejste Du t.E. Torsdag den 29, kunde Du være hos mig til den 1 November. Du må sige mig nøjagtig Besked i et Telegram, som svarer på dette, og så må Du telegrafere den Dag Du går ombord. Underlig nok hedder den Dag Du rejste, i Almanaken Amalia, den 29 hedder Narcissus – var det ikke en, som længtes?Narcissus – var det ikke en, som længtes?: refererer til myten om en ung gresk skjønnhet som ble forelsket i sitt eget speilbilde i vannet. Han kunne ikke flytte seg fra stedet – og døde og ble forvandlet til blomsten som bærer hans navn. – Idag gør Johanne rent i Spisestuen. For lidt siden syntes jeg, at der blev så livligt i de andre Stuer, jeg hørte Stemmer, og det var Mandsrøster. Først trode jeg, at det var Besøg, bandede stille, men der kom ingen ind, Livligheden varede imidlertid ved. Jeg viste mig da husfaderlig i Døren og blev to Mænd i hvide Klæder var, de lugtede af Snedkere, så vidt jeg i min defekte Tilstand kunde iagttage, og de var netop i Færd med at bære dit Bogskab fra Spisestuen ind i Dagligstuen. Jeg tillod mig i al Beskedenhed at hilse på dHrr, det blev taget ret velvillig op, og da min Dør var fuldstændig barrikaderet, tillod jeg mig en Forespørgsel om de trode, at dette vilde vare længe ved. De antog, at jeg kunde slippe med en forholdsvis kort Arrest. Jeg takkede, bukkede og trak mig tilbage. Johanne så jeg under dette ikke noget til. Men da jeg formoder, at det må være den Affinitet, der synes at være mellem Johanne og Snedkersvende, som har bragt de hvide Mænd op i vore Stuer, og dette utvivlsomt kun kan være til Gavn under Rengøringen og Tæppepålægningen, så skal jeg vel vogte mig for at ytre Misfornøjelse med selve Faktum. Kun tror jeg, at jeg vil udbede mig – ak Gud blot den kortest mulige Tilkendegivelse af, at således og således er Tingen ordnet. Der er noget forbløffende i pludselig at se ukendte hvide Mænd gå omkring i ens Stuer med ens Møbler i Favnen og sætte dem således, at skulde der tilfældigvis samtidig udbryde Oprør i Staden, vilde man være afskåren fra enhver Deltagelse, der ikke netop gik ud på at spytte Politiet i Hovedet fra sit Vindu. Livligheden holdt vel ved en halv Time eller måske mere, nu er alt roligt, blot, at jeg hører Johanne synge på nogle Strofer, der vistnok går ud på: «Jeg er en stakkels Pige!» To store Snedkere! Der ser man, at Poesien omformer Virkeligheden. – Jeg hørte Postbuddet, var ude –: «Verdens Gang» på denne Tid, kl 4, men ikke noget fra Dig, så får Du heller ikke mere fra mig, min kære, kære Ven!

Fredag den 23.

Johanne kom lige efter Frokost fornøjet ind med dit Brev, skrevet den 19; medens jeg endnu læste det, kom With, så måtte jeg snakke med ham, så i Rigsdagen, derefter til Mama, og nu er jeg hjemme og er sulten og venter på Mad. Min egen Ven, Du snyder mig lidt med Breve, men jeg forstår jo nok, at Du i meget mindre Grad end jeg er Herre over din Tid, og vær kun rolig, jeg mærker godt din Kærlighed som Understrøm, og hyppig står der mig jo også en stor og varm Bølge imøde der nede fra «Hjærtebunden», som Du skriver. Hvad der er i Vejen, er naturligvis, at jeg synes, at jeg trænger til lidt nøjagtigere Besked, jeg véd for lidt om din Færden til ret at kunne følge Dig på Tridt og Skridt i Følelser og Oplevelser. Så meget ser jeg dog nu, at dit tilbagetrukne Liv for en stor Del er brudt, og det havde vel også været mærkeligt, om Du skulde have fået Lov til at gå uantastet. Det smager formodentlig dog nu slet ikke så ilde at se alle de gamle Venner og Veninder. Og tænk, at I vedblivende har så godt et Vejr.

Nu har jeg spist min lille Pige, og sovet har jeg også lidt. Ved Du, når jeg kom i Seng i Nat? – Kl ½ 4. Det gik således til: Middagen hos Benzons var udmærket: G. Brandes, Krohn, Oct. Hansen, Zahrtmann, Henriksen, Esmann, Algot Lange, de to Brødre Alfred og Otto B.Zahrtmann … Algot Lange, de to Brødre Alfred og Otto B.: dvs. maleren Kristian Zahrtmann, og operasangeren Algot Lange. Alfred Benzon var apoteker og fabrikkeier, hans bror Otto var apoteker, fabrikant og forfatter. og så en finsk ung Skribent, hvis Navn det er mig umuligt at huske, Neidinck eller sådan noget.Neidinck eller sådan noget: dvs. Hjalmar Neiglick, finsk psykolog og litteraturkritiker. Der var særdeles livligt, og min Snue svandt mere og mere bort. Der blev talt om Politik og om literære Forhold, G.B. var sprudlende elskværdig, Krohn noget af det hyggeligste jeg længe har set – han er temmelig urolig for hvad der forestår hos ham nu om en Uge eller to; efter Bordet var han hjemme for at se til sin Kone – og vi blev sammen til lidt over 12. Da vi så gik, fulgte den livlige unge Finne med mig, fulgte og fulgte indtil vi stod ved Gadedøren her ude. Jeg måtte foreslå ham at følge op med, og han var ikke sen til at sige ja. Det første han så bad om, da han var i Entréen, var at få Lov til at komme på Do, og derefter fik han Stuerne at se, og hvad der var på Væggene, og så drak vi den sidste Rest af Punschen i i [sic] de små grønne Karaffer – der var næsten en Karaf fuld – derpå hver en halv Flaske Øl. Imidlertid talte han ustandselig i sit underlig finsk-svensk-danske Sprog, som ikke altid var let at forstå, han hyggede sig udmærket, fik alle Fotografierne af Dig at se, og vi blev fortræffelige Venner. Han er næppe særlig begavet men synes brav og ikke uden en vis Skarpsindighed. Han talte også om Frøken AalgrenFrøken Aalgren: Erik mener Ida Aalberg. og bekræftede mit Indtryk, at solid er Pigebarnet ikke. Hun er ikke løgnagtig men Øjeblikkets Indtryk aldeles undergiven. Der skal have været en Strid nu med hende og Abrahams, den har nok været omtalt i Bladene: først havde hun i Ord bundet sig til Abrahams, så gik hun dog til Andersen,bundet sig til Abrahams, så gik hun dog til Andersen: dvs. hun skulle spille i Folketeatret, hvor Severin Abrahams var direktør, men spilte isteden i Dagmarteatret, hvor Theodor Andersen var direktør. fordi hans Tilbud var betydelig fordelagtigere, men hun sprang den lille Formalitet over at give Abrahams fornøden Underretning om Andersens Tilbud, så at den første end ikke kom til at udtale sig om, hvorvidt han ikke var villig til at give lige så meget. «Jeg er så upraktisk», havde hun sagt til Neidinck, og det morede han sig ret godt over. Nå endelig fik jeg min nye Ven på Døren og sov så i to Stød til Kl ½ 10. Tænk Dig, jeg fejlede næsten ingen Ting da jeg så stod op – og alt det, som jeg i Løbet af Aftenen havde pimpet! Jeg er en vældig Herkules! Og min Snue var betydelig aftaget, skønt her var koldt som bare Pokker i Stuerne, hvor vi var, snart i min og snart i Spisestuen, der er bleven så hyggelig med det grønne Tæppe. – Nu min søde til Rigsdagen. Den er bleven udsat idag. Først vore egne Anliggender. Det er en slem Historie, jeg får ikke Arbejdsmåneds Løn nu, før den på ny kommer sammen i Slutningen af Desember. Det er omtrent 100 Kr mindre om Måneden, end jeg havde ventet for Oktober og November. Foreløbig véd jeg ikke, hvorledes vi skal klare os, men det kommer vel nok; hos Philipsen bliver jeg så nødt til at hæve Forskud på det forbandende «Slesvig»,Forskud på det forbandede «Slesvig»: dvs. Eriks kapittel om Sønderjylland, som skulle trykkes i Galschiøts serie Danmark- i Skildringer og Billeder af danske Forfattere og Kunstnere (1887), og som Erik hadde samlet stoff til i juli-august 1885. der ligger som en Tordensky bagerst i mine Tanker. –

Men nu selve Udsættelsen. Det er en fuldstændig skamløs Misbrug af Ordene i en Paragraf af Grundloven,Misbrug af Ordene i en Paragraf af Grundloven: se brev 300, note 6. for at Regeringen derved kan blive sat i Stand til at udstede flere provisoriske Love. Vi lever under Retsløsheden. Der vil nu efter al rimelig Sandsynlighed udkomme en Lov om Ophidselse i Tale og Skrift, der vil kunne binde alle Munde og Penne, Hørup vil ikke kunne skrive, Berg og Pingel ikke holde Taler, Forsamlingsfriheden vil formodentlig også blive indskrænket. Det er den rene og skære Revolution. At dette vil føre til en Kontrarevolution, tvivler jeg nu ikke om, men det er en stenet Mark at så i. Endnu er i alt fald Midlerne elendige; ved den Ordgyderpolitik, som Hørup har indaugureret, har alt ligget ugjort, som forlængst skulde være sat i Scene, ingen har de Midler han skal bruge, ikke en fornuftig Aftale, ikke Antydningen af en Plan er der, som nu kan bruges. Alt må begyndes forfra. Og ingen véd, hvem Manden er, som skal føre an. Rimeligvis må der i Venstre tages fat helt fra den anden Ende, de nuværende Førere kastes; men hvad dette er for en Opgave – når alt tilmed skal ske ad underjordisk Vej, må Du kunne tænke Dig. Her er langt frem, og Udsigten til Sejer alt andet end lys. Det er ikke lysteligt at begynde, men der må tages fat, og vi kan mulig få Hænderne fulde, før vi ret får set os om. Nu må Du, min lille Pige ikke bruge uforsigtige Ord. Tingene er alvorlige, og Du må ikke tro, at Norge er et Fristed. Et Ord sagt der vandrer Sporenstregs til København, der vil blive organiseret et Spioneringssystem, her vil blive Vildskab med Fængslinger over en lav Sko. Vær overalt, hvor Du ikke véd, at Du er mellem sikre politiske Venner, som mellem Folk, der lurer på din Mund, de gør det alle frivillig eller ufrivillig. – Mama har det vedblivende godt. Idag sad hun oppe og syede på et stort Kanavasbroderi, da jeg kom til hende. Det er endelig besluttet, at Mama skal have Emmas Værelse som Sovekammer sammen med Henriette, hun må ikke bo til Gaden, fordi der mangler Sol, Emma har så indrettet sig i Spisestuen og skal sove i Mamas tidligere Soveværelse. Og så er der truffet den store Omvæltning, at de fra 1st November, tror jeg, får en yngre Dame i Huset, der skal styre alle de indre Anliggender, som Pigebørnene ikke har Tid til og Mama ikke Kræfter til. Det er en Johanne Frederiksen, en Datter af den Godsejer Frederiksen,Godsejer Frederiksen: Johanne Friederichsen (f.1855) var datter av David Peter Friederichsen, eieren av Kjærstrup på Lolland. Han hadde elleve barn med to koner; Johanne var nummer fire. hvor Emma er om Sommeren, Du véd, dér, hvor hun tidligere har været Lærerinde. Det skal være en hyggelig, praktisk dygtig, trediveårig Dame, der fra gammel Tid elsker Mama, siger Tante Ida og Du til hende, som er en lille Smule enfoldig og har megen Lyst til det, der nu er i Gære. Hjemme går hun selv ellevte Barn tror jeg. Hun er jo af et formuende Hus, skal altså naturligvis ikke have Løn. Dette lyder jo overordentlig fornuftigt. Hun skal så dele Sovekammer med Emma. – Jeg er indbudt til Middag imorgen hos Bramsens Kl 5, og nu kom der ind ad Døren et Brevkort med Indbydelse til Frokost hos min nye Ven Hr Neiglick – sådan var det, han hed – Kl ½ 12 Gothersgade 9. Der er virkelig i den senere Tid blevet sørget pænt for min Underholdning. Du begriber min yndige Pige, at på den Måde hjælpes jeg igennem min Enkemandsstand, og jeg har vist heller ikke i den senere Tid klaget mig som før, da jeg de fleste Dage var meget uvel til mode, men det nytter altsammen ikke noget, Savnet gemmer sig i alle Stuerne herhjemme og kan komme farende over mig, når jeg fører en Skefuld Suppe til Munden, når jeg går i Bad om Morgenen, når jeg klæder mig på til at gå ud, og når jeg sidder i Ro hos mig selv. I Sovekamret ligger det lange magre Bæst af et Savn i din tildækkede Seng og griner hånlig til mig, når jeg skal sove: «Nu kan Du snorke», siger Asenet, som om det var en Trøst. Du hilser vel Ludvig atter og atter fra mig, og de andre.

Din Erik

310. Erik til Amalie

Søndag den 25 Oktober [1885]

Igår var det den første Dag siden din Afrejse, hvor jeg ikke har skrevet til Dig. Jeg vidste jo, at jeg ikke vilde sende Brev afsted før i Aften, og da min Dag var optaget bogstavelig fra Morgen til sen Nat, lod jeg den gå forbi uden nogen Hilsen til Dig. Men jeg holdt ikke af det. Der kom ligesom et Hul i min Tilstand. – Nu idag da jeg var sørgmodig i Forvejen, og endog begyndte at tro, at der intet Brev kom fra Dig (det er blevet sent, inden Postbuddet har nået vor Dør), får jeg med dine Ord to Hjobsposter: dine Lidelser i Tænderne og Udsættelsen af din Hjemrejse. Det første er forhåbenlig nu overstået, det sidste må, vil jeg ønske, blive godt for Dig og Ludvig. Stakkels Gut, han synes jo at have været uvel, og mulig er han syg nu, medens jeg skriver dette. Så må det være lykkeligt i dobbelt Grad for ham at have Dig hos sig. Jeg véd i egenlig Forstand så lidt om ham og hans Forhold, hvorledes han bor, når han er fri, hvad han tænker og vil, at når jeg prøver på at sende ham den Medfølelse, som står rede og rejsefærdig nok i mit Hjærte, så slår der mig Tomhed i Møde; Du har villet udsætte at give mine Forestillinger om ham Form og Indhold, til Du kommer hjem, sålænge må jeg nøjes med at give ham en Deltagelse, der er at ligne med en Båd uden Årer og Sejl. Nå, han mærker ikke, at der mangler noget, det er kun mig, der har denne Følelse, og måske er det dumt af mig at tænke på, at jeg mulig kunde have været med i Indtryk, der har så lang en Vej at gå som fra Bergen til København. Det vil jo altsammen komme. – Jeg var altså til Frokost igår hos den finske Mand, en meget flot Frokost og livlig, men svært ungdommelig; uden for var det et gruopvækkende Regnvejr, jeg nåede akkurat pr Sporvogn at komme hjem og hvile en halv Time, inden jeg atter pr Sporvogn begav mig til Middag hos Bramsens. Der var With, Bendix og Aage BramsenAage Bramsen: se brev 35, note 3. – et Menneske, jeg tror er bravere end de fleste – der var meget hyggeligt. Vi talte næsten ikke om andet end Politik, i fuld Samstemning og i megen Alvor. Jeg skal hilse Dig overordenlig hjærteligt. Vi fire Gæster gik tidlig derfra til Generalforsamling i Studentersamfundet. Der var Rygter i Omløb om, at Politiet skal have Ordre til at forbyde Samfundets Møder. Forsamlingen sluttedes netop som vi kom, der havde været en Forhandling, som bl.a. havde drejet sig om Regeringens Planer, der utvivlsomt er vidtgående revolutionære, og da man så på ny samlede sig om Bordene, kom der en Diskussion i Gang, som gav mig den Sørgmodighed, der fremdeles ligger i mit Sind. Ikke at der faldt tomme eller letsindige Ord, tværtimod, ikke heller at Stemningen var forknyt, langt fra, men Hjælpeløsheden lå som en hemmelig Sot i alt hvad der blev sagt og tænkt. Det eneste Holdepunkt for et Håb om Forbedring i Tilstanden var den Foragt for vore Førere på Rigsdagen og i Pressen, som utvetydig gav sig til Kende. Men ikke en af dem, som skulde være med i en Handling (hvis der var nogen sådan) fra Ledernes Side, var der for at give en blot foreløbig Anvisning, eller for at prøve Stemningen, eller for mulig at lægge en Spire, der kunde gro, eller for hvad som helst andet, der tydede på, at der et eller andet Sted var en Aftale, en Plan i Gære, et Forsøg under Overvejelse, som skulde have Støtte fra dette Samfund, der kunde bruges til så mange gode Ting. Jeg talte – og denne Gang ikke ilde – ud fra min Følelse af, hvor elendigt alt stod til, andre søgte at påvise, at Demokratiets Kraft til at stå imod endnu var i Behold, men alt i alt var man uhyggelig tilmode, ikke én dristede sig til at pege ud i nogen bestemt Retning, at dér gik Vejen. Jeg lå længe vågen i Sengen, skønt Klokken var 2, inden jeg kom hjem. Jeg fulgtes med Rubin her ud på Østerbro, han bad mig komme imorgen Aften. Jeg venter With idag til Middag. Jeg er overmåde dårlig oplagt til at høre netop nu på hans private Småsorger, det er derom at han vil tale med mig, er jeg vis på – han skal min Sandten til Gengæld få mine at vide: at jeg ikke ret øjner Måden, hvorpå jeg skal komme denne og de følgende Måneder igennem med Penge. –

Nu min elskede, jeg skriver formodentlig ikke mere idag – om et Øjeblik kommer With. Hvis der ikke er noget fornøjeligt i mit Brev, så er jo Tiderne heller ikke dertil, og Udsigten til fremdeles at sidde alene her nede har ikke opmuntret mig. Jeg har ikke sagt, hvor ondt det gør mig for din Tandpine, tag da nu min inderligste Beklagelse. – Der kom With!

Klokken 9 Aften

Det gør mig ondt, hvad jeg sagde af Gnaveri på With. Han kom med en virkelig Bekymring. Nu lige som alt med hans Udnævnelse til Embedet ved Havnervæsenet skulde synes at være i Orden, viser der sig en Sky, der ikke umuligt kan blive til et Uvejr, som kaster det hele overende. Han har Grund til at tro, at hans Forbindelse med «Politiken» er blevet draget frem i Ministeriet, og at det kan koste ham Stillingen. Han er imorgen tilsagt til Møde på højst påfaldende Måde. Endnu håber han naturligvis at kunne klare for sig, idet der rimeligvis er rejst den forkerte Beskyldning imod ham, at det er ham, der har redigeret «Politiken»s «Brevkasse», hvori der for nylig stod et Svar på et Spørgsmål, som har givet Anledning til Sagsanlæggelse mod Hørup for Majestætsfornærmelse.Sagsanlæggelse mod Hørup for Majestætsfornærmelse: I Politikens historie set indefra 1884–1984 blir det nevnt at Hørup som ansvarlig redaktør var «nær ved at blive dømt for majestetsfornærmelse» pga. noe en medarbeider hadde skrevet (s. 57). 4/2/86 ble han frikjent ved Højesteret. Det kan han jo let frigøre sig for. Men så har han under alle Omstændigheder fået den farlige Begyndelse i sin nye Stilling at gå dertil med en Advarsel; hans nærmeste Chef er ivrig Højremand. Og hvis det nu ikke er denne Enkelthed man vil spørge ham om, men om hans Sindelag, hans politiske Overbevisning i det hele, så står han der. Usandsynligt er det slet ikke, at man blankt og bart nægter at ansætte en Venstremand. I denne Tid må man være forberedt på alt. With er nu gået, han følte sig uoplagt til at blive, og jeg holdt ikke på ham, jeg var selv tung til Tanker. Jeg trængte for øvrig så skrækkelig til en lille Lur efter Bordet. Natten har jo ikke været rig på Søvn. – Jeg har luret, og det har hjulpet meget. Min elskede, Du må være overbevist om, at jeg naturligvis finder det fuldt begrundet, at Du på denne Årstid ikke går med «Akselhus», når det virkelig er så slet et Skib som Du siger. Jeg synes for Resten, at jeg husker noget om, at et gammelt «Akselhus» strandede for et Par År siden, og at der kom et nyt i Stedet; men det véd Du naturligvis bedre i Bergen. – Jeg har ikke været hos Feilbergs med din Hilsen, for jeg mødte Doktoren forleden, til hvem jeg meldte, hvad Du vilde have sagt. – Jeg talte et Øjeblik Dagen efter Attentatet med Fru Knutzon og Bertha på Gaden, gamle Fruen var i synlig godt Humør og befandt sig vel, det var med en Spøg at Estrup-Affæren blev nævnt. Det forundrede mig. Vi blev afbrudt, og jeg måtte blive ved min Forundring. Jeg tror endog, at Bertha sagde, at Søsteren havde sagt, at det eneste hun beklagede var, at Fyren havde skudt så dårlig. – Der er vanvittig Raseri i Højre. Idag er der et Fanetog til Estrup, jeg hørte (for lukkede Vinduer) deres Hurra, de Knægte. Estrup bor dér, hvor Grønningen hører op eller begynder, som Du vil, dér på Toldbodvejen. – Min elskede Ven, nu har jeg haft Johanne herinde og sagt, at min Stue skal gøres ren imorgen. Selv vil jeg besørge Bøgerne. Tænk med Medlidenhed på mig! Og nu er der Regnskabet.

Din Erik

Hils Ludvig og Augusta!

311. Amalie til Erik

Bergen mandag eftermidg 26de oktbr. [1885]

Du med dit lange, elskelige brev, som jeg fik lørdag eftmdg. Jeg havde været ude til middag, og kom hjem med et svagt håb om i løbet af aftenen at få brev fra dig, så medetsamme jeg kom i døren, så jeg den grå konvolut ligge og smile til mig. Det havde forresten kostet 24 øre for det var til dobbel porto. Så godt som du har holdt mig à jour med alt hvad du har foretaget dig i denne tid, hvor jeg har måttet undvære dig! Jeg elsker dig for dine breve, og for alt alt andet. Jeg havde tænkt at begynde på et brev til dig straks lørdag aften, men kom så sent op på kvisten, at det blev umuligt. Så havde jeg håbet på at komme tidlig op søndag, men da jeg var klædt kom her visitter, og så kom Ludvig og hentede mig til turen op i Kalvedalen, vi skulde nemlig hilse på Knudtzons og så på Damsgård til middag hos Helmich Janson, hvor vi havde det udmærket hyggeligt. Han er så elskværdig som vært det menneske, jeg kan ikke sige hvor jeg befandt mig vel der på det gamle, gammeldags herresæde hvor jeg har været så meget i gamle dage og boet der om sommeren, og hvor der så at sige er minder i hver en krog. Jeg blev så rørt ved at se gamle Anne, husholdersken, hun har været der i 25 år, jeg har sét hende der alle mine dage, nu styrer hun for Helmich der er bleven ejer af det prægtige sted, og bor der de 6 måneder af året. Hun kom mig så hjærtelig imøde og sa: ja, det hjælper ikke, jeg må få lov at omfavne dem. Det er rigtig et fænomen af en husholderske, fin, nydelig og prægtig. Da gamle fru Janson døde, fik hun et hus til forærings med fuldt udstyr af alt muligt hvor hun bor om vinteren, når Helmich er i byen og Damsgård står lukket. Hvor jeg ønsket du havde været med derhenne; vi talte ofte om dig og om at du skulde været med. Så gik vi i teatret om aftenen, Helmich havde taget en loge, vi så Bagtalelsens skole,Bagtalelsens skole: dvs. Sheridans School for Scandal, oversatt til dansk i 1846 av N. V. Dorph. og fornøjet os fordi vi var i humør. Der er så mange flinke herrer ved Bergens teater, rigtig dygtige skuespillere, men det skorter fælt på damer; igår spilte ikke fru Hejberg og skjøndt hun langtfra er nogen stjerne, er hun dog den eneste det går an at se på, alle de andre er mere eller mindre umulige og vederstyggelige subjekter. Efter teateret var vi på kneipe og spiste aftens, og da jeg så kom hjem havde Augusta cigarer og vin på kvisten, så det blev ikke af med skrivningen, da heller. Ludvig var så bedårende sød i hele går, han smilte og strålte i et væk, det er så morsomt at se hvor glad han er over at jeg er her. Han bare kvier sig for at jeg skal rejse og siger han tør ikke tænke på det. Idag har jeg været ude ærinder og hos tandlægen, kom sent hjem til middag fik en altfor lang middagslur på sofaen, blev hæftet af en dame, der var her for at hilse på mig, og kom som sædvanlig forsent til min skrivning. Det blir ikke noget ordentlig idag heller. Nej du er gutten sin som skriver sådan nu og da, – Se der kommer brev fra dig ind gjennem døren og en «Politik». Tak du elskede! Jeg har akurat åbnet det og set flygtigt igjennem det. Jeg tør ikke læse det ordentligt for jeg har som sædvanlig bare nogle minutter til min rådighed. Jeg så dog såpas at Johanne havde gjort soveværelset istand. End dit værelse da? Skal ikke det også tages? Det må hun endelig for det blir så fælt, straks at måtte begynde og ture med alle dine bøger. Lad det endelig være gjort til jeg kommer, er du sød og snil. Jeg tænker stygt på at rejse nu på fredag;at rejse nu på fredag: Amalie reiste faktisk fredag 30. oktober. Det finnes et telegram fra Ludvig til Erik på KB, datert 30/10/85, hvor det står: «Mama reist imorges Bergenhus». der går et andet skib, som efter hvad jeg skjønner er nokså hurtigt, Acturus heder det nok, og så er der det gode at på fredag er der endnu sidste kvarter tilbage af månen, og det er så dejligt med de 3–4 timers lys om nætterne, for det kan godt hænde det blir en styg tur nedover. Venter jeg til næste fredag er det bare ballende mørke at vente og så ligger vi sandsynligvis over om nætterne, men Christiansund er et godt skib og kaptejnen så snil og hyggelig og dertil nu en gammel bekjendt og stuerten som var vor højre hånd på opturen vilde også være det på nedrejsen. Idag er det forresten efter det mest strålende og stille vejr blevet storm med regntykke, og holder dette ved, venter jeg sikkert til næste uge. Ak om du var her til at råde mig. Det er så væmmeligt at være så ubestemt. Og så er der jo Ludvig, og Jakoba og Augusta, som siger de ikke kan holde ud at jeg alt rejser. Ludvig er flyttet i et nyt logi idag. Imorgen skal jeg ind og tale med den gamle, pene enkefru han skal bo hos, og se på hans værelser, han bor sammen med en ven, en udmærket brav fyr, og så lejer de to værelser sammen med en alkove. Imorgen skal vi spise hos Knudtzons, Ludvig og jeg. Baily siger at Fredrik ikke er gift. Men nu farvel min søde, elskede nu står Trå[?] og siger at han må ha brevet.

Din Amalie. –

312. Erik til Amalie

Tirsdag den 27 Oktober [1885]

Min kære Ven, jeg sidder med et Brev fra Dig, kommen i rette Tid, kommen som jeg ventede det – og dog, jeg kan ikke hjælpe det, jeg er ikke glad. Er Du helt vis på, at Du ikke forsømmer mig en Smule? Du tror, at når Du er hos mig igen, vil Du give mig alt det, som Du nu ikke har Tid til at fortælle i dine Breve. Det vil ikke ske, for Du har glemt at give mig Stikordene, jeg har ingen Evne til at spørge. Idag har jeg fået lidt at vide om Ludvig, fordi jeg i mit Brev havde spurgt. Men hvor skal jeg ellers få alt det andet at vide fra? Det er ikke vigtigt. Å nej. Er det vigtigt hvad jeg fylder mine Breve med? Volder det Dig dog nogen Glæde? Måske. –

Igår var det den store Rengøringsdag. Jeg sled med mine Bøger, jeg sled med meget andet. Men tænk Dig, da Johanne kom med Gulvtæppet, så jeg for det første, at hvis den Slyngel, som i Vår fik Betaling for at banke det, overhoved har rørt ved det, så var det under alle Omstændigheder så slet gjort, at det nu umuligt kunde lægges på Gulvet, Snavset dryssede af det, og der stod en Støvsky om det ved enhver Berøring. Så sendte jeg Johanne i Gården med det. Hun fik det groveste af. Men dernæst da det skulde bredes ud, var det sprængt og laset i en Grad, som gjorde det aldeles ufornuftigt at lægge det på. Efter nogen Overvejelse rullede vi det da sammen igen, og Johanne pratede en Del om, at Madam Madsen måtte kunne reparere det; det var kun at skære det igennem på Længden og så sy sammen igen. Jeg har ikke megen Lyst til at give denne Madam det, hun skærer formodenlig Halvdelen bort, sådanne Stumper Gulvtæppetøj er sikkert meget anvendelige i en lille Husholdning. Men det ender formodentlig dog med, at hun får det efter en alvorsfuld Formaningstale fra mig om at gå omhyggelig til Værks. Hun Madamen vasker idag sammen med Johanne. Jeg har her handlet imod dit Påbud. Men det forekom mig, at der af Gardiner og andet var så meget, at det omtrent blev som sædvanligt, og for så at få Ende på det gav jeg Lov til at bestille Væsenet. Johanne har stor Tilbøjelighed til at anvende Harefoden, når hun gør rent, jeg stopper hende og lader hende gøre om igen, det tager Tid – Du må da ikke tro, at jeg – uafhængig af Gulvtæppet – betragter hende som færdig i min Stue? Hun skal t.E. have alle Puder osv. i Gården igen, og Dørene – å, og Gulvet, nå! og Voltaire,Voltaire: en lenestol med høy rygg. hm, og Vinduerne, pyt! Men så er det rasende ærgerligt med Svar om, at det er umuligt, hun er ikke færdig med Vasken. – Midt i Roderiet kom With for at fortælle mig, at alt var i Orden, der var intet farligt sket, den Tilsigelse, han havde fået, betød kun, at Ministeren havde ønsket, at han personlig skulde fremstille sig for ham, inden han fik Embedet. Så er altså han nu forsørget, og glad er han!

– Det falder mig ind, at jeg har glemt at fortælle Dig, at Johanne naturligvis, som jeg forudså, ikke købte Fisk i Fiskehuset. Vupti en Dag var hun afsted nede på Gaden da han, Brøleren, råbte, og kom stolt triumferende tilbage med en svær Torsk. Tilfældigvis havde jeg mærket hendes Forsvinden og greb hende på fersk Gerning. Det vil sige, at hun var nede for at købe Fisk, havde jeg dog ingen Anelse om, og kun at jeg så hende komme med Dyret, gav mig Visheden – havde jeg ikke været hjemme, havde hun formodentlig bundet mig en eller anden Historie på Ærmet – nu tog jeg hende altså. Men hun var aldeles ikke forbløffet. «Jeg har jo udtrykkelig forbudt Dem at købe Fisk hos denne Mand.» «Jamen denne fik jeg for 80 Øre, sikken Ryg den har, på Fiskehuset havde jeg ikke fået den for 1 Krone.» Unægtelig Torsken så fortræffelig ud, som den lå der slagtet på Fadet, og dyrt var det Fiskehus. «Naturligvis var den død, længe før De fik den.» «Gud, den var spillevende og sprællede da den blev slagtet.» Jeg var afvæbnet. Da jeg kom ind i min Stue, måtte jeg le hjærtelig, hun gør så skam ikke en Snus andet end hvad hun selv vil. Den Fiskesuppe og den Gratin, hun så lavede, var imidlertid virkelig fortræffelig, det får blive vor Trøst.

– Efter Bestemmelsen var jeg igår Aftes hos Marcus Rubin. Han havde skrevet en Artikkel til «Politiken», som han var ret opfyldt af.en Artikkel til «Politiken»: Marcus Rubin var ved denne tiden leder for Københavns statistiske kontor, og i ferd med å bli en ivrig deltaker i det offentlige debatt med radikale synspunkter. Hans «Politisk Brev» ble trykt i Politiken 27/10/85. Den havde Næb og Klør, og han havde sat sit Navn under, det er første Gang han skriver offenlig om Politik, og riskerer [sic] han end vel ikke sin (kommunale) Stilling derved – navnlig fordi hans Borgmester i meget er enig med ham – det er Borgm. HansenBorgm. Hansen: sannsynligvis den samme som viet Amalie og Erik. – så rokker han dog ved den. Og så troede han til syvende og sidst på, at hans Ord skulde få Betydning, gøre Indtryk på en eller anden af de indflydelsesrige. Rubin er jo meget kendt og meget anset, også i Regeringskredse. Nous verrons! Jeg sender Dig Artiklen. Vi havde talt så meget om den igår, at da jeg imorges læste den, gled Virkningen ud for mig. Jeg vil læse den om nu. – Jeg har læst den og synes godt om Artiklen. – Igår faldt der Dom ved Højesteret i den såkaldte Askov-Sag, der drejer sig om en Protestskrivelse, som et ret betydeligt Antal grundtvigianske Præster har tilsendt Scavenius som Svar på en Tilrettevisning – en «Næse» – han har ladet tildele dem for, jeg husker ikke længer hvilken Adresse, de havde indgivet til Rigsdag og Regering. Dommen lød på Frifindelse. Det er en betydningsfuld Sejer i Øjeblikket for den personlige Friheds Sag, man vovede ikke at håbe, at Højesteret vilde gå imod Regeringen. Octavius Hansen var de Anklagedes Forsvarer, og det skyldes uden Tvivl ham for den væsenligste Del, at Udfaldet blev som det blev. Jeg har idag sendt ham en Lykønsknings- og Takskrivelse. Sagen har Betydning udover hvad den i og for sig drejer sig om. Højesteret udgør den ene Halvpart af Rigsretten. Er Højesteret i Sandhed en af Regeringen uafhængig Domstol, er der endnu Håb om ad lovlig Vej at kunne ramme Ministeriet Estrup, jeg mener ad fredelig-lovlig Vej. Og dernæst er der alle Skattenægtelsessagerne,alle Skattenægtelsessagerne: Etter at de provisoriske lovene ble utstedt i april 1885, ble det i protest gjort forsøk på skattenektelse flere steder i landet. som man også påtænker at bringe for Højesteret. Under alle Omstændigheder er der her givet Ministeriet en Advarsel, som har praktisk Betydning. Regeringen sidder endnu og ruger over de provisoriske Love, den agter at udstede – den får dog rimeligvis nu vare sig. – Fra Mama skal jeg hilse Dig. Hun sidder nu oppe fra Kl 11 til 3 og går fra sin Seng ind til sin Stol i den anden Stue. Hendes Hoste varer ved, men den er blød og angriber ikke hendes Almenbefindende. Du véd, at hun nu beboer de to Værelser til Gården. Mama taler ikke til mig om politiske Sager, naturligvis; men idag kunde hun dog ikke bære sig for at spørge, hvad jeg mente om den Ulff-Hansenske Sag.den Ulff-Hansenske Sag: Stud. jur. (senere høyesterettssakfører) Ulf Hansen, sønn til høyesterettssakfører Octavius Hansen, ble arrestert for å ha sunget og fløytet i en demonstrasjon mot Høyres fanetog søndag 25/10/85. Ulff H. har i Søndags været anholdt af Politiet (med adskillige andre) fordi han under Højres Fanetog til Estrup har pebet og råbt «Ned med Estrup!». Tingen har ikke Spor af Vigtighed, men jeg kunde mærke, at Mama i den så noget meget forskrækkeligt. Naturligvis lo jeg ad det hele og fremholdt Oct. Hansens Sejer i Askov-Sagen, som Mama – det er betegnende – ikke vidste noget om. Der har også været en Dame anholdt, Alfr. Christensens Kæreste, besvogret med Breinholdts,Alfr. Christensens Kæreste, besvogret med Breinholdts: Både Ulf Hansens og den navnløse damens arrestasjon blir omtalt i artikkelen «Politiet og Attentat-Fanetoget», Politiken 27/10/85. Alfred Christensen var medstifter av «Københavns liberale Vælgerforening» og han giftet seg i 1886 med Astrid Paulsen. Du véd. Han var samtidig til Ungdomsmødet i Høve,Ungdomsmødet i Høve: et møte for å stifte en radikal ungdomsforening i nordvest Sjelland. Se Politiken 27/10/85. som står omtalt i det Nr af Avisen jeg sender Dig. Ja hendes Sag er også omtalt der. – Skriv nu med lidt mere Tid og glæd din tålmodig ventende Mand.

Din Erik

313. Erik til Amalie

Fredag den 30 Oktober [1885]

Idag har jeg fået dit søde lille Brev fra Mandag. Jeg trængte til det – kunde have haft godt af endnu mere. Jeg har i de sidst forløbne Dage ikke skrevet. Humøret var ikke særdeles langt fra Nulpunktet. Nu får Du til en Forandring nøjes med en Hilsen. Mulig bliver dette jo det sidste Brev Du modtager fra mig. Så vidt jeg har kunnet opspore afgår der kun Post til Bergen Mandag Onsdag og Fredag, og så når et senere Brev Dig forhåbenlig ikke. For på Fredag, idag 8 Dage, rejser Du da vel.idag 8 Dage: se brev 311, note 2. Eller vil også en eller anden Hindring da holde Dig tilbage, t.E. Uvejr? Hvorfor ikke. På denne Tid af Året går der vel næppe nogen Uge hen uden et eller andet Slags Uvejr. Indlagt sender jeg Dig nogle Brevskaber som formodentlig vil interessere Dig, de to må ikke forkommes. Hvis Du synes dette er et dårligt Brev så kom hjem og kys mine Sorger bort. Hils Ludvig kærligt fra mig og venligt de andre.

Din Erik

Om Elskede Amalie

Elskede Amalie inneholder hele den bevarte korrespondansen mellom Amalie og Erik Skram, fra 1882 til 1902, til sammen nesten 600 brev. Brevene gir et unikt innblikk i forholdet mellom de to, og kaster også lys over Amalie Skrams diktning.

Følg Bokselskap i sosiale medier

Instagram      Facebook
Bluesky          X