Det er bare en meget kort periode i 1887 som blir dokumentert i Amalie og Eriks brev til hverandre: 15–19. mai, da de når å skrive ti brev i løpet av fem dager. Begivenhetene de dekker er ganske dramatiske: Amalie fikk høre, sannsynligvis fra sin bror Ludvig, at det gikk aldeles galt med hennes sønn Jacob i Kristiania. Hun reiste hals over hode til Norge de hadde egentlig slett ikke penger til reisen, og Erik måtte pantsette sitt kjede for å betale billetten og fant at den nå 20-årige gutten var arbeidsløs, hadde solgt sine møbler og pantsatt sitt ur, lånt og tigget penger og ranglet dem opp. Han var ganske skamfull og fremdeles god på bunnen, skrev hun og hun fant ingen annen utvei enn å ta ham med seg tilbake til København, hvor han kunne bo hos dem, komme seg på føttene igjen og lære livets alvor. Eriks rørende omsorg for Amalies sønner kommer klart til uttrykk i disse brevene; han kunne godt huske fra sin egen oppvekst hvor lett det er for en gutt å komme på gale veier, og ville gjøre alt han kunne for å hjelpe. Amalie fikk aldri føle at hennes sønner var uvelkomne hos hennes nye mann.
Mens Amalie var i Kristiania, hentet hun 200 kr fra Huseby, sannsynligvis for salget av Constance Ring, som han hadde utgitt i kommisjon; i 1887 utgav Huseby også hennes pamflett Om Albertine, et forsvar for Christian Krohgs bok. Senere samme år skulle Sjur Gabriel og To venner komme ut hos Salmonsen i København, i henholdsvis september og november. Akkurat i disse dagene mens Amalie var i Kristiania ble Erik ferdig med sitt kapittel om Sønderjylland, og fortsatte ellers som teateranmelder i Illustreret Tidende.
Søndag Morgen den 15 Maj [1887]
Min kæreste Amalie jeg sender Dig blot et Par Ord – der er heller ikke Tid til mere – som en Hilsen Du skal have så snart det er muligt efter at Du er kommet til Kristiania. Når du får Brevet, har Du forhåbentlig allerede talt med Jakob og dannet Dig et Skøn om Guttens Tilstand. Jeg tænker mig, at Tingen er bedre nær ved end på Afstand.
Det er det dejligste Sommervejr, men jeg agter at holde mig urokket hjemme, så antager jeg, at Artiklen idag kan blive færdig. Jeg har købt noget simpelt Tobak som jeg lugter forfærdelig op med i Stuerne. Men jeg tænkte, at det måtte kunne gå nu, da jeg er ene om Nydelsen. Igår da jeg gik hjem blev jeg stoppet af Gotfred Rubin fra Haven,Gotfred Rubin: se brev 304, note 7. da jeg gik forbi, og jeg slap ikke, jeg måtte et Øjeblik inden for. Han gik der med sin Stolthed og Fryd den store og kønne Søn. Uheldigvis var samme Søn lidt gnaven, og i hans Lydighed synes der at kunne komme Huller – for Resten en sød Dreng. Til al Uheld skulde han netop da jeg var der, blive greben i sin første (?) Usandhed. Det tog en forskrækkelig Tid for Faderen at komme denne Katastrofe igennem. Jeg var ikke umådelig snakkelysten og længtes efter at komme hjem for at bestille noget. Nå, jeg fik Figen og Sukkerstads fra Caen, og begge, jeg mener Ava – FruenAva – Fruen: Gottfred Rubins kone het Emma. «Ava» var kanskje et kjælenavn. med og først, bad mig på den hjærteligste Måde om i min Enkemandsstand at spise med dem Kl 6, når jeg havde Lyst. Jeg antager at jeg gør det. Jeg kan jo gå efter nogle Timers Forløb. – Idag har Carl Madsen skrevet en Artikel om Kroghs Billede i Politiken,Artikel om Kroghs Billede i Politiken: Christian Krohgs roman Albertine var kommet ut og var blitt beslaglagt i desember 1886; hans berømte bilde «Albertine i politilegens venteværelse» var blitt utstilt i mars 1887 i Kristiania, og siden i Stockholm og Malmö. Karl Madsens artikkel ble trykt i Politiken 15/5/87. jeg har ikke læst den, jeg ser blot, at han råder alle Venner af Kunst til at tage over til Malmø i denne Uge for at se på Billedet. Får jeg Råd gør jeg det. Husk at Du kan købe Politiken i Kristiania i Aviskioskerne.
Jeg blev ringet op af Mælkemanden imorges Kl 8 og skal nu ud på min Morgentur. Jeg sender Dig de kærligste Hilsener min Ven og har bestandig Dig og dit Togt i Tankerne. Kom så snart Du kan tilbage med eller uden Jakob, det er ikke hyggeligt at gå alene om her nede
Hils din Broder og Jakob
Din Erik
Søndag Kl 11 [15/5/87]
Jeg har sendt Brev afsted men Anna som jeg lod gå med detAnna som jeg lod gå med det: Det går frem av brevene at de har fått en ny pike, som heter Anna. fordi jeg vilde læse lidt i Politiken før jeg ret gik ud, har så vidt jeg kan forstå lagt Brevet i en Postkasse, som ikke bliver tømt i rette Tid. Derfor kun disse Par Ord til Hilsen. Jeg skriver den hos Nimb Dampskibet går om et Øjeblik.Jeg skriver den hos Nimb: Louise og mannen V. C. N. Nimb hadde restauranter flere steder i København, bl.a. i Rigsdagen og i Tivoli. Jeg tænker på at nu får Du jo 17 Maj med.
Hils Jakob og din Broder! Du må altså høre efter Brev også Tirsdag
Din Erik
15de maj [1887]
Ombord i Dronning Louise
Jeg kom hertil imorges kl. 5Jeg kom hertil imorges kl.5: dvs. til Göteborg, på vei til Kristiania. og har siden den tid ikke blundet. Kaptainen bankede da på min dør og sa der var Dampskib til Kristiania et kl. 7 imorges og et kl. 4 eftermiddag. Jeg bestemte mig straks for at rejse med det sidste, da det gik direkte, det andet derimod indom en masse steder. Jeg blev liggende i køjen til ½ 10, stod så op klædte mig på og gik i land; rendte om i gaderne for at finde 2dra Langgaten, kom tilsidst op i en sporvogn og frem til no. 40. Men frøken Aakermarkfrøken Aakermark: dvs. Alma Aakermark, svensk kvinnesakskvinne og bl.a. redaktør av tidsskriftet Framåt 1886–87. var ikke hjemme, jeg fik bare tale med en idiot, (hendes bror) som sa hun sikkert kom ned til Dampskibet for at hilse på mig. Så søgte jeg op Hedlund,Så søgte jeg opp Hedlund: se brev 175, note 1. havde nogen møje, kom atter i sporvogn, og fandt huset. Hedlund ikke hjemme; fruen tog imod mig i entrén og sa at jeg dog alligevel måtte «komma innanfør et øgonblik». Der sad jeg så i en time og vaste om alverdens ting, segnefærdig af sult. Kl. var bleven ½ 1 og jeg havde intet smagt siden imorges kl. ½ 6 da jeg forlangte en kop kaffe. Men den trompete konen, fru Hedlund bød mig ikke engang et glas vand. Hun enten generer sig, eller er ugjæstfri. Jeg husker sidst at det var ham som forlangte aftensbordet tidligere dækket for min skyld, hvorover hun syntes at bli forundret, men var forresten svært venlig og villig. Hedlund var på landet; talte altså ingenting om vore affærer. Så gik jeg og søgte ned igjen på Louise, hvor jeg nu sidder i kaptejnens kahyt og skriver. Han har git mig denne klat papir, fordi han ikke havde bedre. Alle mennesker, uden undtagelse går med salmebøger i hånden her. Og det blir ved uafladelig; ligetil jeg kom ned fra Hedlund mødte jeg ingen uden salmebog.
Her har været en afbrydelse på et kvarter, såsom jeg var nede og bestilte den bif jeg havde spist. Nu er kl. snart to og kl. 4 skal vi gå først. De andre passagerer som skulde til Norge, rejste med toget imorges. Fra og med 15de maj går det lige til Kristiania hvor det ankommer om aftenen kl. 9. Altså havde det ikke været så galt at rejse med det. Men jeg regnede ud, at jeg vilde få en højst forfærdelig nat ved at være i Xania, vide mig tæt ved gutten og ikke få fat på ham. For det vilde der vel været liden eller ingen udsigt til, når jeg kom så sent. Og derfor valgte jeg at bli. Ombord, mens skibet går, sover jeg dog altid lidt idetmindste, men en nat i Xania under en sådan spænding vilde været total søvnløs. Forresten var min søvn højst mangelfuld og utilstrækkelig og urolig inat, som var. Der var så mange småting jeg vilde fortalt Dig, men jeg er bange for at trætte og kjede Dig, bange for at det udtryk (som når Du lægger hodet påskjæve og ser ud som en martyr), skal komme på Dit ansigt, mens Du læser dette. Jeg tænker så meget på vort sidste sammenstød. Jeg er bleven som et andet menneske siden, ikke bedre, ikke værre, men en anden. Du vil nok med tiden, og snart mærke det. Jeg tror det vil bli roligere mellem os herefterdags – jeg mener, jeg vil bli roligere. Al min ret til nogetsomhelst er borte og jeg føler en trykkende genance for Dig. Det er deri forandringen består, jeg er bleven til en, som generer sig for Dig. «Min form» som Du kaldte min tankeløse måde at være og sludre på, vil ikke bli som tidligere. Aa, hvor jeg nu forstår at det måtte trætte og kjede Dig; jeg begriber bare ikke min egen mangel på evne til at gribe den rette forståelse af det, for Du la jo dog ikke skjul på hvordan Du havde det. Og jeg forstod det også på en vis, men ikke som nu, det er som jeg ser 1000de ting i elektrisk belysning – uf ja, jeg generer mig og vil vedblive med det, indtil jeg sålænge har været anderledes at jeg selv har glemt alt. Med alt mener jeg hvad der har været imellem os af godt og ondt af kjærlighed og bitterhed i disse år vi har kjendt hinanden. Det er utroligt hvorledes det forbigangne er blevet forbigangent. Du og den Erik Skram jeg traf, er to personer og jeg og mig er to personer, og de årene siden vi såes først er et færdigt afsnit af mit liv med en stor sort port for.
Nu kan jeg kalde Dig Erik – det er synd at jeg ikke før kunde – det lyder så pænt, Kjære Erik, min kjære Erik –
Og midt under alt dette er jeg så gjennemtrængt af taknemmelighed mod Dig for sådan som Du har været i denne sag med Jakob. Alle de bedste adjektiver slår ikke til og derfor vil jeg bare sige; du har vist Dig som en bra kar. At Du pantsatte kjæden Din igår, rører mig så jeg næsten græder.
Jeg sender Dig disse ti kroner tilbage. Jeg behøver dem ikke.
Hvis Du vil skrive så er min adresse: Sidsel Aanruds hotel garni hjørnet af Store Kongensgade.
Jeg vilde svært gjerne høre lidt fra Dig.
Din Amalie
Under fart Mandag formiddag kl. 11. ½. [16/5/87]
[Skrevet på papir merket Ångfartyget Skandia]
Min kjære Erik, her er jeg altså endnu, og kommer først til Kristiania kl 4 à ½ 5 i eftermiddag. Jeg, som var så glad over at skulde med dampskib, jo det er gåt godt. Den guderne vil styrte i fordærvelse, gjør de først blind. Mig har de gjort sanseløs, for på anden måde kan jeg ikke forklare, at jeg ikke tænkte på den mulighed at få tåge. Jeg, som dog har været ude for den ulykke før, flere gange. Hvis det blot var dukket op som et glimt i min erindring eller forestilling det om tågen, så var jeg tat med jernbanen. Nu siger kaptejnen at det er første gang i år, det har passeret ham. Tågen plejer jo også ellers at høre høsten og vinteren til. Jeg læser så meget om Nemesis, hvis det er Nemesis som er ude efter mig, så er den straf hun gir mig for mine synder, ikke mild. Fra igåraftes kl. 11 har vi ligget næsten komplet stille lige udenfor Kristianiafjorden. Til den tid gik det godt – Du husker jeg gik ombord eller kom afsted kl. 4. Nu, for lidt siden lettede det lidt, og vi begyndte at gå, men i dette øjeblik holder vi igen stille, – jeg kan se det gjennem skyligtet at skodden atter har væltet sig over os. Det om at komme frem kl. 4 ½ 5 var altså et fantasifoster. Vorherre må vide, når det sker.
Jeg er meget spændt på at erfare om mit brev fra Gøteborg med pengene i er kommet rigtig frem. Du så vel at Kjøbenhavn var påskrevet med en fremmed hånd. Det gik således til: I samme øjeblik, som jeg havde puttet det i posthusets kasse, husked jeg at jeg kun havde skrevet gadens navn. Jeg blev betuttet men tænkte: å ja, frem kommer det vel, for folk her ved vel at Østerbro Dossering kun kan være i Kjøbenhavn. Jeg begav mig altså på vej til skibet igjen, men blev urolig ved nærmere eftertanke, snudde, og gik bagvejen ind på posthuset, (portene på forsiden var alle låsede) og traf en funktionær, hvem jeg meddelte sagen. Han åbnede kassen tog brevet ud og lovte mig at sætte Kjøbenhavn på. Jeg håber nu at han både har gjort det og sendt det.
Men altså, her er jeg. At jeg ikke har det godt, vil Du vide uden at jeg siger et ord om det. Hvis vi var troende eller jeg var som i gamle dage vilde jeg sige: bed for mig. Nu går Ludvig der og tusser om efter mig,Nu går Ludvig der og tusser om efter mig: Amalies bror Ludvig og hennes mor var begge to i Kristiania og forsøkte å hjelpe Amalie til å ordne Jacobs affærer. så opsøger han Jakob, og siger i det samme han ser ham: Har Din mamma været hos Dig? Jakob blir forskrækket og får vide det hele, lusker af, og kommer ikke mer tilsyne o.s. v.
Ja, det er at græmme sig over. Og så at tænke sig at jeg havde kunnet være der i god tid med toget imorges. Nu går vi igjen; om et øjeblik står vi atter stille. Kaptejnen har forlist et stort prægtigt dampskib på kysten i tåge for et årstid siden. Derfor er han endnu mere ængstelig.
Nu skriver jeg ikke mere ombord. Meningen er at sætte lidt til hvis jeg inden aften er i Kristiania, og lægge det i kasse der. Farvel så længe. Tænk ikke med vrede og bitterhed på mig, hvis Du kan la være. Der var meget jeg vilde sige i den anledning men jeg kan ikke.
Min kjære, kjæreste ven, jeg kom til Kristiania kl ½ 5, og traf min bror på stationen kl. ½ 8. Han kom først da, så for så vidt har jeg intet at angre på. Jeg er tat med i et privat hotel hvor Ludvig bor og plejer at bo: fru Stens pensionat Nedre Slotsgade. Hvis Du har addresseret [sic] et brev til et andet sted, gjør det intet for jeg går og spør efter det. Jakob har jeg ikke truffet. Mor og jeg gik sammen op i hans logi, men han var der ikke og pigen sa at han vist ikke kom hjem på flere nætter, da hans vane var sådan. Men imorgen siger Ludvig at han nok skal få fat på ham, på et af de steder han plejer at sidde. Jakob havde sagt i logiet og til mor at han lørdag rejste til Kjøbenhavn. Da mor spurgte om hvor han fik penger fra, svarte han: dem skriver jeg til Skram efter. Det er så ilde fat med ham, som det er muligt. Langt værre end jeg tænkte. Hans hele færd har i det sidste halve år været æreløs og skjændig. Hvad der skal gjøres ved jeg ikke før jeg har talt med ham. Når jeg siger æreløs og skjændig så mener jeg at han har levet af plattenslageri og løgne, ranglet op på en nat eller to de penge han har fået. Ludvig har fortalt mig mangfoldige ting som er onde at høre.
Imorgen når jeg har talt med Jakob skriver jeg igjen, og fortæller Dig omstændeligere alting. Nu er det sen nat. Ludvig og jeg har siddet her og talt i timevis.
Godnat min egen kjære ven.
Din Amalie
Mandag den 16 Maj 1887
Min søde Pige jeg har modtaget dit Brev, men inden jeg svarer på det, er der forskelligt at meddele. Først da det, at jeg var tidlig oppe og ude. På Strandvejen mødte jeg Gaston.Gaston: dvs. Kammerherre Gaston (C. H. G.) Waagepetersen, adoptivsønn av Mozart og Mathilde Waagepetersen, og altså Eriks fetter. Ved at spørge ham om Madam Hansen, Du husker, der søgte os ved Frokosttid en Dag, kom jeg i Følge med ham, der var adskilligt at fortælle om hendes Anliggender. De var nok kun bedrøvelige. Så fortalte jeg ham, at Du var i Norge, og at det rimeligvis galdt om at finde et eller andet for din Gut at tage fat på her nede. Det blev en længere Tur sammen, og den endte med, at han spurgte, om jeg vilde spise hos ham på Onsdag, Tante Mathildes Fødselsdag, der kom en Kaptejn Axel Larsen,en Kaptejn Axel Larsen: Axel Larsen ble kaptein i hæren 1882 (og forandret navn til Axel Liljefalk i 1901). en gammel fælles Ven og hjemmevant på Rosendal. Det tog jeg gerne imod. Så hjem for at arbejde, naturligvis blev jeg igår ikke færdig. Frokost 11 ¼. Så fik jeg Brev fra Jakob.Brev fra Jacob: Som Amalie varslet i brev 318, hadde Jakob skrevet for å be om penger til reisen. Brevet finnes ikke på KB. – Hvad skal jeg sige om det? Ja først da det min kære Ven, at jeg ingenlunde regner din Rejse for spildt, om end den ifølge dette Brev kunde have været sparet. Bl.a. vil Jakob dog måske deraf lære, at så let går det heller ikke an at tage på dem, man står nær her i Verden, som han hidtil har gjort, og dernæst får Du nu med egne Øjne set, hvad det er, der i Grunden har været ment med Brevene om Jakob. Og så kan Du og Jakob tale ud sammen, inden det nye begyndes, og forskellige praktiske Spørgsmål bliver så også afgjorte. Endelig har Du jo selv dine Formål i Kristiania, og Du får set din Broder og din Moder – to Personer, som også jeg nok vilde have foretaget Rejsen for at lære at kende. Alt i alt er det godt Du kom afsted. – Jakob, ser jeg, tænker kun på et Ophold for Sommeren. Nå, muligvis skal det ikke være længere, vi får at se, men det var dog nok klogest ikke at stole på, at Efteråret bliver bedre end Foråret har været m.H.t. Fortjeneste i Norge. – Så er der jo unægtelig det, som står mig for Hovedet, at Jakob har ranglet de Penge op, som han har havt – hvis det da er sandt – og nu til Rejsen er blottet. Pænere havde det naturligvis været, om han havde spinket og sparet og klaret, hvad der kunde klares, og når så Håb om Fortjeneste måtte opgives, havde tyet til os. Men Gutten er ung, og han véd ikke, hvor småt vi har det. Jeg tænker mig, at Du siger ham fuld Besked, og at Jakob kommer til at indse, at han står over for den ram rammeste Alvor, hvor det drejer sig om Mad i Munden og Klæder på Kroppen. Når dette er indset, bygger jeg på, at der står «din inderlig hengivne» under Brevet, for så er det et Kammeratskab, der begyndes, og så skal Gutten aldrig få et eneste ondt Ord at høre af mig om, at han har båret sig galt ad. Vil Gutten gøre Gavn frem efter, så findes det bagenfor ikke i mit Sind. Det vil jeg også bede Dig betænke, at når alt er sagt, og han vil frem og er god og brav, så er den store eller lille Fejl, han nu kan have begået, et intet for os, som der ikke kan rippes op i mere. Jakob skal forstå, hvad det drejer sig om og så være inderlig velkommen, vi finder nok på Råd. Han må ikke blive bange for at tage imod en Håndsrækning. Går det ikke med at finde en Levevej, så må vi jo sige fra, men indtil Forsøget er gjort, holder vi sammen. – Så fik jeg en Idé. Jeg gik til Galschiøt og spurgte ham, om han havde noget imod, at Indledningen til «Slesvig» blev trykt særskilt og først i «Tilskueren», det var 100 Kr. at redde. Men desværre det havde han meget imod, og han antog også, at Philipsen havde meget derimod. Som en Mulighed antydede han, at noget af Indledningen senere hen på Sommeren kunde blive trykt i Illustreret Tidende. Men det var meget uvist. Den Indtægt tør jeg altså ikke bygge på. – Så gik jeg hjem og stødte undervejs på Rosenstand, der uheldigvis netop var gået ud for at finde et Menneske at tale med. Han fulgte mig lige til vort Hus, og da jeg letsindig spurgte, om han vilde se Udsigten fra vore Vinduer, sagde han først nej, han turde ikke præsentere sig for Dig med en Flip fra igår, og jeg i den Anledning følte mig forpligtet til at fortælle, at Du var i Norge, spankulerte min Sandten Mennesket med op og ødelagde mig to Timer med Snak, røg to Cigarer og drak en Flaske Øl. Dit Brev kom, medens han var her.
Min søde lille Pige det gik mig underligt ved Læsningen. Jeg så adskillige Ord, som vel ikke skal betyde noget godt, men jeg fik ikke nogen egentlig Forståelse af dem, så kom jeg til det Sted, hvor der står «Kjære Erik min kære Erik», og så brød jeg mig ikke om Resten. Min elskede Ven, brug de Ord og godt vil det være. Hvad det er Du ser i elektrisk Belysning, véd jeg ikke, kun indser jeg, at det ikke er min rolige uforandrede Kærlighed til Dig. Din «Form» elsker jeg, som mangt et Kys må have fortalt Dig, når Du har givet Dig din «Form» i Vold. Din Godhed er mit Liv – jeg har ikke andet – din Ømhed (når Du vil give mig den, hvad der er mindre hyppig end Du mulig aner) den eneste Lykke jeg har spejdet efter og søgt i de År vi har levet sammen. Men din Vrede er min Skræk, for den bryder dit Væsen i Stykker og gør Dig ufin. Det er min elskede Ven, hvad jeg kan svare på dit Brev. Hvad jeg af småt kan forsynde mig imod Dig, fordi det og det synes mig ikke rigtigt eller urimeligt eller ufornuftigt osv – skal det sættes i elektrisk Belysning? Jeg tror min elskede Ven, at Du tager alvorlig Fejl i hvad der er væsentligt og uvæsentligt hos mig, og Du er nu ved at begå samme Fejl, som Du før har gjort, Du skaber i en Stemning et Resultat, til hvilket så alle dine Erfaringer skal passe, let eller vanskeligt, de skal passe. Min egen kære Ven, havde jeg Trylleevne, vilde jeg blæse på dine Øjne, at de kom til at se mildt, vilde jeg røre ved dit Hjærte, at det ikke anklagede, og vilde jeg åbne dine Hænder, at de kunde give for at få. Men alt dette er nu alligevel kun Sniksnakkeri, Du er sød og god som Du er, og kunde Du én Gang, når Du blev vred på mig, tvinge Dig selv – ikke som i Komedien til at tælle til tyve, men til at lægge din Arm og [sic] min Hals og sige: Du handler Uret Erik, eller: Det er stygt hvad Du gør eller lignende, så skulde Du se dit Ægteskabs Gåde løst. – Jeg tror, at Du har den besynderlige Forestilling, at Vrede er noget, ingen kan forlange skal være kærligt og godt, jeg har den stik forskellige Opfattelse, og jeg tilstår
Tirsdag Morgen
Anna afbrød mig ved at melde, at Kiellands var der.Kiellands var der: ikke Alexander denne gang, men Carsten Kielland, hans fetter, som hadde flyttet til København i 1876 og også var forfatter. Ud i Gangen måtte jeg for at tage imod dem, og de sad så vel en Time hos mig. De var særdeles elskværdige og komne for at invitere os til Søndag. Det blev nu til at de vilde afvente din Tilbagekomst. – Nu sidder jeg inde ved dit Skrivebord, fordi Anna har lavet et Helvede af Varme i min Stue, hvor en strålende Sol gløder på de dobbelte Ruder. – Min lille Pige din Rejse har ikke været kronet med Held i Gøteborg men jeg synes Du bar Dig klogt ad ved at vente til Kl 4 Skibet. Den skidt Kerring som ikke bød Dig det mindste! – Det er Synd, at Du har forholdt mig de Småting, som Du vilde have fortalt mig, Du tror jo dog ikke for Alvor på, at sligt ikke morer mig. – Jeg tænkte hele Dagen igår på Dig og Jakob, og da hans Brev kom, var jeg jo for så vidt beroliget med Udfaldet af din Rejse, at Gutten jo nu kun tænkte på Opbrud. Men hvordan går det nu med Huseby!hvordan går det nu med Huseby!: Olaf Huseby var forlegger for Constance Ring (i kommisjon), og hadde nettopp utgitt Amalies essay Om Albertine som 16-siders pamflett. Du er sød, at Du tænkte på at sende mig de 10 Kroner. Når Du kunde undvære dem, kom de jo unægtelig svært tilpas. Anna havde allerede plyndret mig for de 5 af mine 10. Pokker står i det med de stakkels Skillinger. – Kielland havde også tænkt på at foreslå os noget med 17 Maj idag. Det er det mest strålende Vejr. Havde vi kunnet vilde en Skovtur idag have været dejlig! Jeg fik næsten intet bestilt igår idag skal jeg gøre Slesvig færdig, der mangler nu i Grunden kun Slutningsharanguen.Slutningsharanguen: dvs. apellen som han avslutter boken med. Du har vel fået mine poste restante Epistler? Jeg vilde kun, at der skulde være en Hilsen til Dig straks Du kom til Kristiania. Hvis Du er bleven betænkelig ved at jeg skrev hos Nimb og tænkt at det kostede for meget, så må Du slå Dig til Tåls, Udgiften var 15 Øre alt i alt og så gjorde jeg oven i Købet et nydeligt Skrabud for Fruen og spurgte til hendes Befindende, det var i det mindste en hel Frokostbøf værd. Den bød hun mig dog ikke. – På Blomsterne går jeg og pøser dejlig kuldslået Vand. Jeg får Kalvesteg og Rabarbaragrød [sic] hver Dag, det er uhyre flot og igår fik jeg Spinat (10 Øre). Nu skal jeg på dit elskede Sted, Klokken er lidt over 9 så Du ser, at jeg er svært morgenduelig, Anna har åbenbart en umådelig Skræk i Blodet for ikke at være tids nok færdig om Morgenen, hun har imidlertid begge Morgener været efter Brød når jeg har ringet på Te. Farvel nu min søde elskede Ven, styr dine Sager fornuftigt og hils Jakob, din Broder og din Moder og skriv om Du kan, meget omstændelig om alt hvad Du har set og hørt i Kania. Opsæt helst så lidt som mulig til mundtlig Beretning, for da undløber det halve. Kom hurtig tilbage
Din Erik
Fru Stens pensionat, 17de maj – 87.
Min kjære Erik, idag har jeg da endelig truffet Jakob. Imorges gik jeg ud for at få fat på ham, da jeg vendte tilbage på pensionatet sad han i værelset med Ludvig og moderen – Ludv. havde mødt ham på gaden og bedt ham følge op med, og sagt at jeg var kommen. Han så svært alvorlig og forlegen ud, men rejste sig straks, kom hen imod mig og tog mig om halsen og kyssede mig. Mor gik straks, og jeg gik ind på onkel Ludvigs værelse for at samle kræfter. Så kom Ludvig ind til mig og vi snakket lidt frem og tilbage; jeg kviet mig forfærdelig for at gå ind til Jakob, og stod og skjalv som et espeløv, og bad Ludvig være med. Men han mente det vilde være rettest at jeg først var lidt alene med ham, og lovede at komme straks – han vilde bare ned med et brevkort i en kasse. Så endelig tog jeg mod til mig og gik ind. Jakob sad i sofaen, jeg satte mig på en stol ligeoverfor med et rundt bord mellem os. Hvorledes jeg begyndte husker jeg ikke nu, men min angst gik straks over, og jeg kunde tale ganske roligt og sindigt. Jakob var stilfærdig og forpint, og nægtede ingenting. Han så blot af og til på mig med bønlige, eller ydmyge øjne som da han var ganske lidet barn, sad og pillede ved sit lommetørklæde og talte ikke stort. Da jeg spurgte hvorledes han havde anvendt de penge han fik fra Knudtzon, svarte han at 20 kr havde han betalt til en han skyldte, som netop kom og krævede ham og 13 kr i mulkt for tre ganges gadeuorden og så havde han kjøbt en hat. Resten kunde han ikke gjøre rede for. «Dem har Du altså ranglet bort?[»] Han svarte ikke, bare så på mig. Mor havde tigget ham om at få følge ham til en skrædder og kjøbe et par bukser idetmindste – dem han går med er så fillet – men nej han svarte ha og ja og gjorde det ikke. Logiet hvor han bor, har han ikke betalt et øre for. Til mor havde han sagt at han havde betalt forskudsvis. Bare løgn. Damerne, hans værtinder var forleden dag kommet til mor, og havde spurgt om de ikke nok kunde være sikre på at få sine penge. Den unge Müller havde ikke villet betale forskud, og da de syntes han gjorde et så godt og dannet indtryk havde de imod sædvane gåt ind på hans begjæring. Og netop i de dage havde han penger! Uhret som har været pantsat siden ifjor har han ikke indløst. Mor havde manet ham til endelig at løse det ind nu han havde rede penge. Nu forrige uge, var hun oppe hos ham, han lå flere dage til sengs af et voldsomt sår i hodet som han havde fået en nat i slagsmål på gaden med tre pøbler – da var han vågnet op af flere timers besvimelse i rendestenen, badet i blod, havde slæbt sig til hospitalet fåt ringet dem op og bleven syd sammen og fulgt hjem – men altså hun var oppe hos ham da, og da hun ikke så uhret i stuen spurgte hun efter det. Jada! det havde han indløst. Hvor det da var? Hos uhrmageren fordi det var i ustand. Mor trodde det, og sa ikke mere. Bare løgn altsammen, og så fremdeles i det uendelige.
Men nu er der det mærkelige, at gutten trods alt, alt dette gjør et overmåde godt indtryk. Det blir for vidtløftig at forklare Dig hvorledes, men sandt er det, og sandt vilde Du finde det, om Du var her. Han har i hele dag ikke veget fra mig. Nu i aften da jeg skulde skrive dette brev bad jeg ham gå en liden tur til jeg var færdig. Han spurgte om han ikke heller måtte blive, han kunde læse i «Nemesis» sa han«Nemesis»: sannsynligvis Bind 2 av Meir Goldschmidts Livs Erindringer og Resultater (1877), som het Nemesis. og skulde ikke mæle et ord. Så lod jeg ham sætte sig ind på Ludvigs værelse, (han er ude det er jo 17de maj) Idag da jeg var oppe hos Joh. Collet Müllerhos Joh. Collet Müller: Skipsreder Joh. Collett Müller var en fetter av August Müller, og fra 1885 var han direktør av Det Norske Veritas. for at spørge om han kunde hjælpe mig med at få hyre til Jakob, sad han i sofaen nede på mit værelse i 2 ½ time, og ventede på mig. På selvsamme plads, og i selvsamme stilling; han så så melankolsk ud da jeg kom ind at det skar mig i hjærtet. Jeg spurgte om han havde siddet således hele tiden. Ja, han havde tænkt og læst i Nemesis.
Ja, for han vil helst ud tilsøs, eller komme i en praktisk bedrift hvor han skal bruge sit legeme og må være i tvang. Han vilde ta hvadsomhelst og være hvorsomhelst, kun ikke i Xania. Han har talt så forstandig om sig selv og sin stilling at jeg ikke fatter det er den samme gut som har bedrevet alt det. Jeg har foreholdt ham hvad han får at gjennemgå og talt uhyre indtrængende og fornuftigt med ham. Han siger at det ved han og viger ikke tilbage for noget. Han synes at tro så vist på at han gjennem praktisk arbejde, gjennem tvang og hårde vilkår kan bli en anden. Jeg har endvidere sagt, at hvis han nu vil følge med mig så er han velkommen, og så vil vi stræbe at gjøre det så godt som muligt for ham. Han svarer at han har holdt ferier altfor længe, og på ingen måde vil fortsætte dem. Jeg har også talt om det at flytte op med ham fra høsten af og spurgt om når han i så fald kunde gå op til eksamen. Han svarte til næste vår, ganske og aldeles bestemt, mente han. Jeg spurgte om han troede han kunde være flittig og ordentlig i så fald. Han svarte at han vidste han kunde det. Når han bare havde en at holde sig til og især mig, så var han ræddet, sa han. Ja, han sa naturligvis meget mere om denne sag, men det får Du vente med.
Han vilde imidlertid ikke på nogen måde ta imod det offer, men gjentog at han vilde ud til praktisk arbejde, og da «tilsøs» vistnok var det eneste opnåelige, så tilsøs.
Så var jeg som sagt hos Veritas Müller.Veritas Müller: Det Norske Veritas ble stiftet 1864 for å sikre skips tekniske standard og sikkerhet til sjøs. Han sa at de fleste skibe, eller alle var sejlet og afgået og at tiderne var elendige, masser af skibe var oplagte o.s. v., men at han skulde gjøre sit mest mulige for ham. Han gav mig en mands adresse (en udmærket mand, sa han) til ham skulde han gå imorgen tidlig inden kontortid, og melde mig og mit anliggende, så skulde jeg komme senere. Han mente det vilde lykkes bedst når jeg selv talte med ham. Men han vidste jo ikke om han havde nogle skibe i færd med at afgå eller om de i så fald trængte folk. Det er meget mere end tvilsomt om der kan skaffes noget tilveje for ham. Nu ved jeg ikke, hvor længe jeg skal opholde mig efter dette. Fra ham kan jeg ikke rejse. Han har ikke et øre, og idag har han altså spist hos mig på pensionatet. Jeg har ingen søgt og ingen truffet. Jeg orker ikke at se folk, og går sidegader for at undgå dem.
Hvad synes Du nu?
Straks idag fik jeg nogle venlige ord fra Huseby og 200 kr, hvoraf jeg sender Dig 50. Skriv straks du har fåt dem, for Du kan vide jeg er lidt bange. Men der er vist lukket på posthuset i aften, alting er lukket hos os den 17de maj, alt, alt, og pengene må Du ha straks.
Jeg kan ikke mere. Jeg er halvdød af træthed. Så lidet som jeg har sovet siden jeg forlod Dig, aner Du ikke. Iaften er jeg så overtræt at jeg af den grund sikkert ikke får sove. Jeg skjælver på hånden så stærkt at jeg næsten ikke kan skrive, i altfald ikke læseligt.
Godnat min egen kjære Erik, min gode, snille ven.
Din Amalie.
Vil du lægge mærke til at dette er det 3die lange brev jeg sender dig. Denne gang i Norge skal Du ikke kunne klage på mig.
D.S.
Kristiania 18de maj. [1887]
Min kjære Erik, jeg har fåt tre breve fra Dig idag, to fra posthuset og et fra Sidsel Aanrud. Jeg vilde ikke ha fåt de to på posthuset, hvis jeg ikke havde ventet svar på mit brev fra Gøteborg altfor tidligt. Jeg spurgte nemlig i formiddag efter brev hos Sidsel Aanrud, eller rettere Jakob, og da han kom hjem og så [sic] der ingen var, bad jeg ham spørge på posthuset om de muligens ikke havde villet aflevere brevet fordi jeg ikke var der. Så sa han, der var to breve men jeg måtte selv hente dem, eller gi ham fuldmagt. Da jeg så fik dem, og så at ingen af dem var svar på mit fra Gøteborg, sendte jeg atter Jakob derop til Aanrud i aften, hvor han da fik det 3die. Tak for det!
Der kommer stadig flere og flere sørgelige ting for dagen om Jakob. Han har således solgt alle sine møbler seng og det hele. Onkels Vilhems [sic] gamle tarvelige, men hyggelige, brede skrivebordOnkels Vilhems … skrivebord: vel Amalies bror Wilhelm. som han har havt fra han var student, og som jeg havde en slags pietet for, fordi jeg kjendte det så godt og i så lang tid, har han solgt, for fem, 5 kroner! Det har imidlertid moderen lovet at kjøbe mig tilbage, og få det for samme pris. Aa, der er ingen ende på alt det gale han har gjort!
Jeg har idag været hos den «udmærkede mand». Ingenting at få for øjeblikket, men sikkert løfte om at passe på og sige til.
Jeg har nu omtrent besluttet at rejse hjem på lørdag og ta Jakob med på dæksplads. For det er jo langt kostbarere at bo her og betale for hvert måltid både for mig og ham, end at være hjemme. Tror Du ikke også det er rettest at vi kommer. Ja, for ud til folk kan jeg ikke orke at gå. Fra ham kan jeg jo ikke rejse, såsom han intet har at leve af.
Idag har jeg måttet kjøbe ham en bukse og et par sko. Moderen som er så kjæk og flink gik med os og fik en brilliant og smuk bukse for 14 kr, og sko for 9 ½. Så må jeg løse hans uhr ind. Og mere vil og kan jeg ikke ta på mig. Hvorledes han skal greje sig med betalingen af logiet aner jeg ikke. Jeg har sagt ham at det kan jeg ikke betale.
Onkel Ludvig vilde betale det, hvis jeg kunde love at sende ham beløbet tilbage den 1ste juli, for til den tid måtte han punge ud med 140 kr, for hvilken sum han i vinter har kautioneret for Jakob. Men det kunde jeg ikke. Igår måtte Ludvig ud med 250 kr. som han havde kautioneret for for en ven af sig, så han har ikke lidt på sig.
Jeg skrev første dag til Skavland om at jeg havde noget til N.T.Jeg skrev første dag til Skavland: Olaf Skavlan var fremdeles medredaktør av Nyt Tidsskrift sammen med Ernst Sars. De første fire kapitlene av Sjur Gabriel ble trykt i tidsskriftet i 1887 (s. 430–54). om han vilde sige hvilken tid jeg kunde træffe ham. Intet svar, og det uagtet jeg bad ham svare straks, da jeg rejste om nogle dage. Det er en dejlig redaktion. Huseby var aldeles forbitret, da jeg idag fortalte ham det.
Mange, mange hilsener fra moderen, broderen Jakob og
Din Amalie
[Tilføyelse på første side]:
Der går post til Norge om eftermiddagen fra Kjøbenhavn
Torsdag den 19 Maj [1887]
Min egen Ven det er ikke Spøg hvad Du er ude i nu. Men endnu har jeg jo en Fornemmelse af, at det må blive bedre, når Du får talt med Jakob selv. Husk under alle Omstændigheder på, at Kristiania kan være Grunden til alt det onde. Et ungt Menneske[s] Æresfølelse kan være kommen på gale Veje, og han kan endda være brav. Som Drenge løj og snød vi altid i Skolen og tildels også hjemme, indbyrdes aldrig, vi havde to Slags Æresfølelser, en til Brug for de fjendtlige Magter, Skolen og Hjemmet, en til vort eget Samfund. Det var så den sidste, der blev den rådende da vi kom ud af Skolen. Mon Jakob ikke på en Måde er Dreng endnu i den Forstand, at han har følt sig underkuet af Samfundet, af alle, der ejede noget. Har han løjet for Kammerater? – Nå jeg indrømmer, at jeg er forskrækket ved dine få Ord –. Men fremdeles holder jeg på, at en ung Gut som Jakob kan blive smittet netop på dette Pengelånespørgsmål af en Slags forunderlig tykhudet Uvidenhed. Han har vist aldrig før for Alvor skænket den Tanke Rum at man kunde fordre noget helt og holdent Mandsstandpunkt af ham. Og så er han gledet og gledet ind i den forbandede Røvermoral, der gør Uvirksomheden til Ret og alle mulige uden for stående til kærkomne Ofre. – Den største Fare ved hvad der er sket og skal ske synes mig ligger deri, at vi ikke har liggende beredt en Stilling til Jakob. Kunde vi tage ham i Nakken og sige: Du har været en Slusk min Ven, og Du er selv på Bunden af dit Hjærte ikke det mindste tilfredsstillet derved – kom nu og bestil noget, begynd her ved denne Ende og vær om et Par År så langt fremme og om et Par År til endnu videre – så vilde Udsigterne vel ingenlunde være så ilde. Om nogen egenlig Slags Last hos Jakob kan der endnu ikke være Tale – hvis det da ikke er Dovenskabets. Men vi har ikke Stillingen. Og endnu har jeg jo ikke for Alvor kunnet røre mig til andet end til de almindeligste Forespørgsler. Tror Du det rigtigt, at Jakob følger ned med Dig, hvad jeg jo anser for det rimeligste, bør Du telegrafere, enhver Mulighed for at bringe ham i Virksomhed hurtig må benyttes.
Det er stride Dage Du har levet der oppe, min egen søde Pige. Men uomstødelig sikkert er det jo nu, at det var det eneste der her var at gøre, at Du rejste, – siden det ikke blev mig der kom afsted. Og det var vel i mange Retninger det bedste, at du kom til Gutten. Skønt det kan blive vanskeligt for mig nu at finde ind til Jakob. Jeg stoler imidlertid på, at Du giver mig så rundelig Underretning om alt, som Du kan overkomme. Bedre for Dig er det at være midt i det end at have siddet her nede og altså indtil idag – jeg håber skønt Helligdag, at der kommer Brev – kun at have fået Efterretning om en mislykket Dag i Gøteborg, en aldeles forfærdelig Pine ombord i Tågen og så foruroligende Indledninger før den egentlige Viden kan komme. Min elskede Ven vær vis på den ene Ting at hvad Du gør har Du mig med Dig. –
Jeg spiste altså igår hos Gaston og havde det hyggeligt – med Spørgsmålstegn ved. Foruden den kvikke Kaptejn Larsen, som i Grunden var det hele – det var ham som talte uafbrudt – var der en personlig elskværdig Kaptejn og Kammerjunker Boeck,Kammerjunker Boeck: dvs. Bianco Boeck, senere adjutant hos Christian 9. som jeg fra gammel Tid holder af, senere kom Småpigerne hjemme fra og Rothe et Øjeblik. Herre min Gud hvor jeg står de Mennesker fjærnt! Boeck havde set mig i Teatret til Carmeni Teatret til Carmen: Bizets Carmen ble oppført på Det kgl. Theater 7., 10. og 13. mai 1887. og spurgte mig, om det var min Hustru jeg havde talt med gentagne Gange, den Dame, der havde Plads midt på første Bænk. Prytza!Prytza!: Erik må mene at det var Alvilde Prydz han hadde snakket med. Jeg brølede af Forfærdelse, og Manden blev ganske undselig. Kapt. Larsen sagde en del Løjer om Strindberg og forbød mig så eftertrykkelig at gentage hans kætterske Ord for Dig. – For øvrigt havde jeg havt en sindssvag Hovedpine om Formiddagen, der heldigvis dog kun varede i nogle Timer, dårlig Mave. Nu må jeg gøre mig færdig. Jeg skal til Dampskibet med Brevet.
Jeg venter med Længsel på hvert Ord fra Dig.
Farvel min elskede søde Ven
Din ErikDin Erik: Det finnes en konvolutt sammen med et av disse siste brevene fra Erik som er adressert Fru Amalie Skram, Fru Stens Pensionat, Nedre Slotsgade, Kristiania, og omadressert Kroghsgade 1, Kjøbenhavn. Bak på konvolutten står: «Beder undskylde, jeg troede Brevet var til mig – Skriften lignede på Frk.v. Thun [?] – og så begyndte at skjære op – men opdagede i Tide Feiltagelsen. Med Hilsen Deres ect. Marie Steen.»
Torsdag den 19 Maj [1887]
Min egen kæreste Skat, jeg mener, at Du skal vente i K.ania ikke et Minut længer end der er virkelige Ting at opholde Dig dér for. Får Jakob ikke noget dér, skal Du og han komme ned her. På Forhåbninger er det, forekommer det mig, urimeligt at vente dér. Så er her vistnok mere Udsigt her nede. Imorgen går jeg rundt til forskellige for at høre om et eller andet. Hvad jeg hidtil har gjort for at få noget at vide er jo kun Lapperi. På den anden Side er jeg jo rigtignok noget bunden ved at jeg ikke bestemt ved, om der bliver Brug for den mulige Velvilje jeg lægger Beslag på. Men det får nu være. Men ikke sandt, har Gutten ikke noget at bestille, er det dog vistnok bedre for ham at være her end i K.ania. Og når han vil tage hvad som helst, så skulde det dog være mærkeligt, om der ikke skulde være noget her. Til en Begyndelse mulig vis noget, der ikke er synderlig Stads ved, senere så måske noget bedre. – Jeg er bleven bange for nu, at Du er ved at udmatte Dig ved al denne Søvnløshed! Men min søde Pige nu må Du jo kunne falde lidt til Ro – i dit Sind mener jeg. Jeg synes at det er slået til som jeg trode, at når Du fik talt med Jakob så måtte det blive bedre. Her synes jo virkelig ikke at være Tale om noget, der kan kaldes Fordærvelse, kun en forunderlig Løshed, Mangel på Evne til at klare sig alene, og så den forbandede By Kristiania. Men nu har jeg været bange for, at Du skulde få dine Mavetilfælde som kommer med Overanstrængelse. Du må være forsigtig! – Har Du efterhånden fået mine Breve, dette er det femte. Jeg tænkte, at Du havde hørt på Posthuset straks Du var kommen. Når Du endelig en Gang har fået mine to Søndagshilsener, så har de ikke været meget værd. Ja Du har været sød med at skrive, udmærket har Du ladet mig følge med og Du skal have inderlig Tak derfor. Det vilde have været drøjt at skulle have ventet længer end nødvendigt på Underretning. Og Du som sender mig den ene Kapital efter den anden! Det er gået godt, jeg har fået Pengene, Postvæsenet har ikke mærket, at der var forbuden Frugt i Konvoluterne, men hold nu inde. For det første behøver jeg jo ikke noget nu, og så kunde Krukken dog gå så længe, at det blev galt. – Der er Indbydelse til os i Aften til Schiødtes. Et Brev til Dig fra Frk Anna er mærkværdigvis gået galt, så var der igår Pige med Brev, som jeg fandt, da jeg igår Aftes kom fra Gastons, men ikke åbnede, og glemte imorges til jeg Kl ½ 11 gik med Brevet til Dig. Så spurgte jeg Anna, og da hun sagde, det var fra Schiødtes, åbnede jeg det og læste Beklagelsen over at Du ikke havde svaret. Så gjorde jeg en lille Visit, da jeg gik hjem fra Dampskibet – hvor for Resten lige som i Søndags forskellige vilde lokke mig med til Malmö for at se på Albertinefor at se på Albertine: se brev 315, note 3. – og der tilsagde jeg så de to venlige Damer mit højstegne Komme til i Aften. Fra dem naturligvis en Mængde Hilsener. – Jeg er bleven forunderlig forskrækket først, over Jakob – men næsten rolig nu. Han har jo sit snilde Sind, sit klare Hoved – han skal blot i Omgivelser, som giver ham andre Vaner, så klarer den Gut sig upåtvivlelig. Hils ham på samme Måde nu som før!
Fredag Morgen
Det var Fru Schiødtes 70 årige Fødselsdag og der var i den Anledning stort Bord, og foruden de almindelige Gæster et Par gamle Damer, som nogenlunde tidlig forsvandt, og så glædede det unge Fødselsdagsbarn sig ved at øse ud over sit Selskab de uhyre Toddyer Du véd fra en ny Maskine Erik og Anna har givet hende. Carsten Kielland blev mere strålende kåd og glad måske endnu end nogensinde, han begyndte for Resten straks, og da jeg havde den Ære at have Frk Anna til Bords og han sad på hendes højre Hånd med Frk Bentzon nød jeg ham på første Hånd. Han er fængslende elskværdig og han vilde ikke gå. Stadig til Fødselsdagsbarnets Henrykkelse fik vi Mad på Bordet til Kl 1 og kom altså ikke derfra før Kl 2. Men da var Fru Bibi meget nær ved at være vred. Fra alle har jeg en Mangfoldighed af Hilsener – Berghs, Schandorphs – både han og hun var ædru da de gik! og han var det også, da han kom, og i en relativ Sætning anbragte han en Gang den uhyre Enormitet, at han ikke havde smagt Vin den Dag – Bindesbøll,Bindesbøll: se brev 148, note 3. der da han kom på det tykke Tungestandpunkt sagde en Mængde gådefulde Ting til mig om, at han fastholdt alt hvad han havde sagt, da Du havde sat ham op ad en Væg. Hvis Du vil være så venlig at klare det selv. With det Skind turde ikke sende Hilsen, men da han og Schiødte sagde Godnat til mig ved Sølvgade og S. sendte sin Hilsen, bad W. om jeg vilde sige, at jeg havde været sammen med ham. Det at han havde været med som i gamle Dage var han så glad ved. For Resten fortæller de alle at hele Byen snakker om «Skandalen» med W. og Fru Sarauw,«Skandalen» med W. og Fru Sarauw: Dette er igjen en historie som ikke er dokumentert. Det finnes ingenting om «skandalen» i Paul Sarauws erindringsbok Så vidt jeg husker (1954). Det finnes 71 brev fra Jakob With til Erik på KB, datert fra 1867 til 1910, men ikke noe brev fra 1887. de ses på enlige Udflugter snart hist snart her. Carsten K. inviterte «jer tre Pebersvende», W. S. og mig, til Middag på Søndag, da vi tog Afsked ved Drosken. – Det stormer og tuder idag heroppe som om Verdens Undergang er nær. Men jeg må slutte, jeg er kommen lidt sent op. Farvel min elskede Ven! Vær forsigtig med Dig selv og bliv ikke et Minut længer end nødvendig, kom med Gutten og Dig selv.
Din Erik
19de maj – 87.
Kjære elskede ven, bare et par ord iaften, for at sige Dig at vi rejser med Melchior på lørdag kl. 10 morgen, og er i Kjøbenhavn hvis alt går godt søndag morgen kl. 8. Jakob følger altså med. Det er jo ikke så glædeligt et besøg som det kunde være, men du får være sød og snil, og se på det med de bedste øjne. Vær endelig opmærksom på at Du ikke lar ham få indtrykket af at det han har gjort ikke er så farligt. Jeg ved ikke om han ikke alt føler sig temmelig befriet og let om hjærtet fordi alt er sagt og udtalt, og fordi jeg har været venlig mod ham. Forresten står det på det, at han skal tilsøs, såsnart der blot blir lejlighed. Om det sker snart er jo ikke så godt at sige, men muligt må det dog jo være, når disse folk heroppe interesserer sig for det. Godnat min kjære Erik. Jeg sovner af træthed.
Din Amalie
Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Elskede Amalie inneholder hele den bevarte korrespondansen mellom Amalie og Erik Skram, fra 1882 til 1902, til sammen nesten 600 brev. Brevene gir et unikt innblikk i forholdet mellom de to, og kaster også lys over Amalie Skrams diktning.
Utgiveren, Janet Garton, har skrevet en fyldig innledning om ekteparet og deres samtid. I tillegg har hun utstyrt hver årgang i korrespondansen med en kort innledning om brevenes kontekst.
Boka inneholder også ordkommentarer, et appendiks med Erik Skrams notater rundt Amalies sykehusinnleggelse i 1894, et appendiks med begges notater og lapper rundt skilsmissen, ordliste, slektstavler og bibliografier.
Teksten i bokselskap.no er basert på Janet Garton (red.): Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882–1899, 3 bind, Gyldendal, Oslo 2002. Se faksmiler av bokutgaven fra 2002: bind 1, bind 2, bind 3
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.