Elskede Amalie

1888

August 1888 er et dramatisk vendepunkt i Amalie og Eriks forhold; de ulmende konflikter som hadde spøkt i brevene av og til senest i et par av Amalies brev fra mai 1887 slo plutselig ut i lys lue, og Amalie reiste vekk fra Erik et par uker til Hornbæk, for å forsøke å falle til ro og tenke tingene gjennom. Hun brukte anledningen til å gjøre opp status over deres ekteskap (brev 331), og forsøkte å forklare for Erik at hennes mistanke om hans utroskap ikke var hysterisk men fundert på hans egen oppførsel og den alment aksepterte dobbeltmoral. Han forsvarte seg og ba henne sette alt inn på å overvinne sin mistro: «Din Mistillid er vort Ægteskabs Ulykke». At det siste er sant, er sikkert; hvor mye det var berettiget, er kanskje umulig å bedømme.

Samtidig med at hun led forferdelig over sammenstøtene mellom dem, fortsatte Amalie ufortrødent å arbeide. Mens hun satt i Hornbæk og sørget over sitt mislykkede ekteskap, skrev hun og ba Erik om å kjøpe og sende en blå bok, slik at hun kunne skrive rent de to siste aktene av et skuespill; og på hans anmodning sendte hun 81 sider manuskript til Langhoff sannsynligvis deler av Lucie, hennes seneste roman om ekteskap og dobbeltmoral, som kom ut i november 1888.



325. Amalie til Erik

Helsingør søndag.Helsingør søndag: Brevet er udatert, men det er klart fra sammenhengen med det som følger at Amalie må ha skrevet det på vei til Hornbæk i august 1888.

[12/8/88]

Jeg kom forsent til Hornbæk dagvogn, fordi det tog 3 timer med dampskibet; vogn kunde jeg ikke få uden for 5 kr. så gik jeg op til Gallschjøtt og her sidder jeg nu.så gik jeg op til Gallschjøtt: Martinus Galschiøt var født i Helsingør og hadde et hus der. Altså har jeg intet kunnet sige til Jakob,har jeg intet kunnet sige til Jakob: Amalies sønn Jacob var fremdeles i Danmark og arbeidet på et setteri; han hadde reist til Hornbæk med en venn i forveien, og skulle nå tilbake til København. for jeg kommer først til Hornbæk sent i aften, da vognen først går kl. 8. Sig nu Du ham hvad Du vil, men vogt Dig lidt for at snakke altfor lejt om mig. Med Din bedste vilje kan Du nemlig ikke være helt retfærdig mod mig. Ulykken er at jeg altid lider af en ond, uudryddelig dyb mistro til Dig. Hvad skal jeg arme gjøre? Skjøndt nu er det forbi, så kan det være det samme. Mange ganger har jeg ønsket det var forbi bare for at slippe fra denne tærende mistro. Nu kom det, da jeg mindst tænkte på det, da jeg var gladest i Dig. Men jeg vil det ikke anderledes. Det er ikke muligt for os. Jeg lider altfor meget, og Du kan ikke finde Dig i min Opførsel. Naturligvis. Det er sandt at Du jager mig. Jeg kan ikke bli hos en mand der råber «ud med Dig skidne madam, så jeg slipper at se Dig![»] Det er at jage. Og jeg vil ikke ta imod din nåde, som Du byder «af pligt». Ikke for aldrig det! Jeg vil hverken ha nåde eller medlidenhed eller pligt af Dig. Jeg har tænkt meget idag på om jeg dog ikke burde ta livet af mig. Hvis Du bad mig om at gjøre det, nej hvis Du bare skrev at Du syntes det var bedst for alle parter, så forsikrer jeg Dig at jeg skulde gjøre det. Jeg vilde kunne det alligevel.

Amalie.



326. Erik til Amalie

13/8 88

Kære Amalie

Du er et Barn, nu og da desværre et meget uartigt Barn, og jeg er en dum Mand, som sørger mig elendig derover.

Men Du er jo dog også Kvinde og både klog og genial.

Hvorfor kan denne Kvinde ikke holde Barnet i Ave, så at det dog ikke afstedkommer disse store Ulykker?

Hvor kan Du ville påtage Dig dette uhyre Ansvar og hvorfor sætter Du ikke – jeg mener hvorfor sætter Kvinden i Dig, hende med Ansvarsfølelse, ikke hele sin Kraft ind på at holde dette Barn i Ave, når Kriserne kommer?

Blot af Klogskabshensyn. Hvorfor vil Du lade denne uciviliserede Vildunge ødelægge Livet for Dig?

Og af den Smule Godhed Du dog må have for en som intet ondt gør Dig

Og for dine Børns Skyld

Jeg grubler mig afvekslende fuldstændig forvirret og – forfærdet

Men hvad nytter al Tale.

Jeg er kommen hjem fra mit Møde og mit Referat på Politiken.mit Møde og mit Referat på Politiken: Det nordiske stenografmøtet ble holdt i København 13–15 august 1888; hensikten var å stifte et nordisk Gabelsberger-Stenografforbund, og å prøve å nå fram til enighet om en ensartet skrivemåte for hele Norden. Erik var en av de danske representanter, og skrev artikler om forhandlingene i Politiken 14–16/8/88. Jakob er kommen – jeg så ham ikke igår, jeg var forlængst i Seng, da han nåede hjem – og han fortæller lystig og glad om sin Tur igår. Pølserne han skulde have til Middag – jeg har kun spist Forret (Kærnemælk) var rådne, afskylig stinkende, og Pigen er nu sendt afsted efter Skinke. – Nu er hun kommen tilbage og Jakob fuldender sit Måltid. Af ham har jeg altså hørt at Kroen er fuld, og at Fru Juel-Hansen er i Hornbæk – to Strege i Regningen – men er Du først derude, klarer Du Dig vel nok og er vel glad til, at Du er kommen afsted.

Hvis Du nu ønsker at blive længer borte, så skriv – Penge bliver der vel nok Råd til, Jakob brugte kun 2 af de 5 han fik, og jeg tjener nu på disse Referater om Møderne nogle Kroner, som jeg ikke havde taget i Beregning. Jeg spiste på Tivoli – nej dèr ved Siden af, hvor vi var med Roald og Frk Paulsen, igår;med Roald og Frk Paulsen: sannsynligvis de norske skuespillerne Severin Roald og Johanne Paulsen, senere Voss. havde det ondt, gik hjem og havde det ikke bedre.

Din E.S.



327. Amalie til Erik

[13/8/88]

[Skrevet på brevpapir merket Axel Henriques, Østersøgade 10. K]

Jeg er nu i Hornbæk,Jeg er nu i Hornbæk: Brevet er ikke datert, men Erik svarer på det dagen etter. men har havt en del vanskeligheder. På Kroen boede fru Erna Juel Hansen og frøken Sten. Altså kunde jeg ikke ta did. Her i pensionatet hvor Henriques’s bor kan jeg ikke få være fordi frøken Friis ikke har krobevilling. Nu har jeg lejet mig ind i en hytte, og skal få frokost og aften der og spise middag på pensionatet hos frk. Friis – Forresten så dør jeg af sorg.

Amalie.



328. Erik til Amalie

14/8 88

Kære Amalie

Du behøver jo ikke at dø af Sorg – lad dog blot en Smule Mildhed få Rum i dit Sind.

Om mit virkelige blivende Sindelag mod Dig – den virkelige Dig, kan Du ikke tvivle.

Jeg sendte igår et Par Ord til «Kroen» i Hornbæk.

Jeg skal efter Mødet og Referatet nu til Middag i Tivoli og må skynde mig.

Hos Jakob var igår Aftes den Mejer, som han havde været i Hornbæk med. Jeg fik ikke set ham, da jeg måtte til StenografseksaenStenografseksaen: dvs. kveldsmåltid (svensk). inden han kom.

Imorgen vaskes der og Ida er naturligvis himmelgladIda er naturligvis himmelglad: enda en ny pike – Amalie klaget ofte over at hun ikke klarte å komme overens med piker. over i disse Dage omtrent ikke at have havt med mig at bestille. Jeg spiser gratis Frokost hver Dag ved Stenografmødet. Hidtil har det ikke kostet mig 1 Øre ud over de indbetalte 5 Kroner.

Hvis Du læser Politiken,Hvis Du læser Politiken: se brev 326, note 1. vil Du kunne følge de – for øvrigt lidet interessante Begivenheder på Stenografkongressen.

Det var et Uheld med de to Kvindemennesker i Kroen.

Pengene min Ven?

Din E.S.



329. Amalie til Erik

[15/8/88]

Tak for dine ord,Tak for dine ord: dvs. brev 326. Dette brevet må igjen dateres fra sammenhengen. som jeg fik idag. Ja, det er vist og sandt, sørgeligt er det, men det som er det er. Jeg vilde gjerne bli herude til på mandag, hvis Du ikke har noget imod det. Jeg gruer for hjemkomsten og for alt det, der kommer. Jeg forstår ikke rigtig det Du skriver om «uhyre ansvarsfølelse». Det er jo ikke min skyld at det er gåt som det er, ja, det ved jeg nok Du siger det er, men så er det det alligevel ikke. Og nu for at vi bryder med hinanden har jo jeg ikke ansvaret, i altfald ikke mere end det halve da. Du har jaget mig og så sagt noget om at Du måske af pligt og for gutternes skyld vilde tåle mig. Det må jeg naturligvis sige nej til, det vidste Du godt at jeg vilde sige nej til. Forresten har jeg det så ondt, og er ikke frisk. Her var meget at fortælle Dig men jeg orker ikke.

Amalie

Fru Henriques ber mig hilse.



330. Erik til Amalie

16/8 88

Kære Amalie

Jeg vilde have skrevet igår men havde ikke et Minut til min egen Rådighed. Jeg sendte et Brev i Tirsdags til Frøken Friis’ Pensionat som Du forhåbentlig har fået. Jeg skulde da til Middag med Dessau og den øvrige Bestyrelse for de fremmede SpidserDessau og den øvrige Bestyrelse for de fremmede Spidser: dvs. de nordiske stenograf-representanter. David Dessau hadde utdannet alle stenografer til Rigsdagen, og var siden 1865 byråsjef for Rigsdagen. Han var formann for Den kjøbenhavnske Stenografforening. i Tivoli – der måtte jeg betale min Del, som beløb sig til 5 Kroner 50 Øre som foruden 70 Øre igår er den eneste Merudgift jeg har haft – og da langt om længe kun den finske Hr Fabritius med Frueden finske Hr Fabritius med Frue: Løjtnant, Stenograf August Fabritius fra Helsingfors var en av viseformennene på møtet. var tilbage af Gæsterne, blev Aftenen nok så hyggelig. Svenskerne er umulige og den elskværdige Hr Bjerck fra Kristianiaden elskværdige Hr Bjerck fra Kristiania: dvs. Albert Bjerck, fra 1872 stenograf i Stortinget, Kristiania. ikke videre betydelig. Vi danske blev siddende en Times Tid på BerninaBernina: en kafé som var et møtested for kunstnere og bohëmer. for at drøfte forskellige Sager, så Klokken var henved 2 inden jeg nåede hjem. Jeg var da mærkværdig nok ikke træt og satte mig til at læse i en Avis. Da jeg så endelig skulde i Seng faldt mine Øjne på indlagte Billet, som lå på det lille Bord ved Sengen. Det er som Du ser fra Frøken Prydz. At jeg blev forskrækket vil Du kunne forstå – det for hende vigtige var naturligvis ikke noget godt og så denne tidlige Visit! Ak og ve for hende og mine sidste søde Søvnens Øjeblikke. Jeg vågnede efter næppe 5 Timers Søvn og var i Bad, da Pigen kom og meldte Frøkenens Ankomst. Jeg blev da efterhånden færdig og kom ind. Stakkels Prydza! Hun har en Roman på 400 Sider,Hun har en Roman på 400 Sider: Det var kanskje romanen Lykke, som kom ut i Kristiania i 1890. Alvilde Prydz debuterte i 1880 i en alder av 34 år, og hadde i de neste femten årene store problemer med å finne forleggere til sine bøker. som Hegel ikke vil forlægge. Hun har forunderlig nok stolet med fuldstændig Tryghed på, at unge Hegel vilde tage den. For Honoraret vilde hun til Paris, «for nu gik det dog ikke an at opsætte denne Rejse længere»(!). Der stod hun og forsøgte at tale rolig om Tingen med mig. Hun havde efter Hegels Afslag nu leveret Manuskriptet til Philipsen, og hendes Bøn til mig var, at jeg skulde gå til ham og anbefale hende. Gråden brød nu og da frem, men hun kæmpede tappert imod. Det var Jammer! Heldigvis måtte Sammenkomsten blive kort. Men på Tirsdag har hun fået Svaret fra Philipsen og når hun så kommer – og det gør hun – jeg var jo så venlig som jeg kunde være, hvordan skal det så gå. At Svaret bliver nej, tvivler jeg jo ikke et Øjeblik på. Så går hun Forlæggerrækken igennem. Jeg har sandt at sige glemt at gå til Philipsen idag, imorgen må jeg gøre det. – Igår var altså Stenografmødets sidste Dag, og Middagen på Klampenborg var vellykket. Vi tog derfra til Tivoli, men jeg listede mig bort, gik op på Politikens Kontor og skrev en Snes Linjer og var hjemme inden Kl 12. Idag har jeg været hos Kaptejn Sørensen på Kongens Vej i Anledning af en Anmeldelse af Oberst Vaupels Bog om Kampen for SønderjyllandOberst Vaupels Bog om Kampen for Sønderjylland: I 1888–89 utkom Otto Vaupells bok Kampen for Sønderjylland. Krigene 1848–50 og 64. Kaptein Sørensen var offiser og forfatter C. Th. Sørensen. Han hadde deltatt som kompanikommandør i krigen i 1864, og skrev senere et trebindsverk om den: Den anden slesvigske Krig (1883). – Du ved dèr langt ude på den anden Side Frederiksberg Have, hvor vi en Gang søgte Lejlighed. Jeg gik hele Vejen frem og tilbage – jeg traf ikke Manden – det var halvtredje Times Gang og mere, men jeg holder af denne Træthed. Nu har jeg spist sammen med Jakob – atter var Kødet bedærvet, skønt lige købt. Ida melder at Vasken er gået godt; på Tirsdag kommer Anna igen til Strygning.

Først nu læser jeg dine Ord i Slutningen af det lille Brev rigtigt, at Du ikke er rask – Jeg havde fået noget andet ud af de ikke tydelige Bogstaver. Vær forsigtig der ude i det mere rå Klima!

Min kære Amalie Tingen ligger temmelig klar for:

Du har krænket det Menneske, Du mindst af alle skulde krænke, Grunden er en sygelig Ophidselse, som Du i Øjeblikket ikke kunde beherske. De hårde Ord, Du hørte, fremkom, fordi Du ikke vilde gøre, hvad der blandt hæderlige Mennesker er nødvendigt ved en sådan Lejlighed.

Men gør det, og Du vil fra mig få det Kys, der sletter Bitterheden om end ikke Sorgen ud.

Naturligvis kan Du blive i Hornbæk hvis Du tror det rigtigt.

Hvorfor skriver Du ikke om de Penge Du skal bruge?

Din E.S.



331. Amalie til Erik

[17/8/88]

Kjære Erik Skram!Kjære Erik Skram!: Dette viktige brevet er udatert – men fra Eriks brev fra 16. og 18. august kan man datere det nøyaktig. Jeg har ikke pen og blæk og jeg gider ikke skaffe mig det; så får det gå med blyant. Du vil nok kunne læse det. Jeg er kommen til den beslutning at jeg engang igjen som i gamle dage, da jeg oppe i Norge sad og skrev ud af hjærtet til Dig, vil prøve på at snakke helt ud med Dig. Du vil måske sige at jeg just ikke har ladet det mangle på at ta bladet fra munden i de år vi har hørt sammen og det er nok sandt. Men så har det været i ophidsede øjeblikke, i vrede, i afsindighed, fremkaldt af længe undertrykt, kunstig bekjæmpet pine. Nu er jeg for første gang i vort ægteskab (tror jeg næsten) helt rolig og under denne tilstand har jeg gjenfundet mig selv og har erkjendt at jeg mest af alt og næsten udelukkende er et dybt bedrøvet menneske. Men jeg vilde jo snakke med Dig, ikke raisonnere.

Så vil jeg begynde med at sige at jeg elsker Dig. At det er så har jeg i og hos mig selv tusinde beviser for, og uden det, vilde jeg ikke hverken selv tro det, eller sige Dig det. For der trænges til beviser, slig som jeg er mod Dig og slig som jeg ofte føler imod Dig. Altså jeg elsker Dig og det er just min ulykke, for jeg lider altfor meget derved. For, som jeg skrev til Dig fra Helsingør, jeg har altid mistro til Dig. Jeg kan ikke forlade mig på at Du ikke har søgt andre kvinder end mig også siden vi blev gift. Når mistroen engang er trængt ind i en sjæl, så sidder den som gift i blodet, og forstyrrer hele organismen. Nu kan jeg godt føle, hvorledes vreden blusser op i Dig ved disse ord. Men er det da noget at være vred for? Må Du ikke heller beklage mig? Hvad skal der bli af et menneske som mistror den hun elsker? Kan Du rigtig forstå for en afgrund af elendighed det er? Derfor siger jeg det er min ulykke at jeg elsker Dig, for elskede jeg Dig ikke så gav jeg Dig fri og var selv fri.

Jeg vil berøre et par oplevelser Du har havt med mig, som ganske vist særlig har oprørt og forskrækket Dig. Det ene var din hjemkomst fra Slesvig her i Hornbæk for 3 år siden.din hjemkomst fra Slesvig her i Hornbæk for 3 år siden: dvs. ca. 5-6. august 1885 (etter brev 292). Du var så sød og kjærlig da Du kom og jeg så henrykt over Dig. Glæden ved at se Dig, ved at ha Dig igjen hjalp mig til at kvæle mistroen for et par dage, men ikke længer. Tredie natten efter hjemkomsten lå jeg vågen og kjæmpede med min mistro, som en, der kjæmper for at redde livet. Men jeg reddede mig ikke. Han har ikke været Dig tro! sa det inde i mig, han har ikke, han har ikke. Og hvad glæde er der så ved hans kjærtegn og favntag. Hvorfor skulde han ha vært Dig tro nu, når han ikke var det den gang Du trode ham så vel, dengang han havde forståt at gjøre Dig så tryg og tillidsfuld, ved at fortælle at hans elskerinde var borte og at han tilhørte bare Dig. Dengang blev han dog ved at gå tilsengs med hendeDengang blev han dog ved at gå tilsengs med hende: Det har ikke vært mulig å finne noen bekreftelse av dette. og skrive breve til hende med Din Erik under akkurat som han skrev til mig. Og første gang han skulde forlade mig for 10 dager,første gang han skulde forlade mig for 10 dager: dvs. sommeren/høsten 1884. – straks, før han endnu havde pakket noget tænkte han på at udstyre sig således at han uden at resikere noget kunde gå til fruentimmer. Og så steg det op som en stormflod inde i mig og jeg tænkte på alle de kvinder hvis legeme Du havde nydt og i hvis favn Du havde følt langt større fryd end i min, fordi Du dengang var yngre og friskere – nu er Du en gammel, mæt mand – jeg tænkte på og gjennemlevede det alt sammen og min kjærlighed blev en væmmelse og det svidde som af gloende brænder i mit indre. Så var jeg sur og tvær om morgenen, og Du stod målløs af harme og forbauselse. Og dengang jeg kom fra Norge. Samme historie.dengang jeg kom fra Norge: dvs. da hun hadde vært i Bergen i oktober 1885 for å besøke Ludvig. Hvorfor skulde han ha vært mig tro nu, jeg har vært borte i hele 4 uger, han som er sådan vant at han dengang han vilde knytte Dig til sig efter det første samvær deroppe i Norge forlangte for sig selv, som en selvfølgelig ting, frihed til at beholde sit fruentimmer. Han som takked tilfældet for at han ikke havde «slængt hen på et fruentimmer» de 10 dage da der var et foreløbigt brud mellem os efterat hun hans ene elskede var rejst til Amerika. Han som har gåt til fruentimmer fra han var liden skolegut og aldrig har kunnet undvære det, som har levet med skjøger og fruer og damer i mængde. Det må jo være som med en drukkenboldt, om han gjør aldrig så mange løfter, fatter aldrig så mange forsætter, han falder dog altid tilbage. Så varte også dengang det gode mellem os kun 3 dager. Da kunde jeg ikke længer. Her har Du, hvordan jeg har det. Sådan er det altid. Kommer Du sent hjem en aften, straks er jeg angst for Dig. Er jeg borte et par dage, samme angst. Hører jeg William tale om Din liderlige grevinde,Din liderlige grevinde: se brev 61, note 2. straks tror jeg Du treffer hende på gaden og lar Dig lokke hjem med hende. Kommer der et fruentimmer op, og spør efter Dig, straks tror jeg det er hende Du har havt, eller trode at ha havt, de to børn med – til mig har Du kun talt om et.hende Du har havt … de to børn med: Amalies beskyldninger her er temmelig ville – men dette henger kanskje sammen med den faste utgiften Erik snakket om da de ble forlovet. (Se brev 130, note 12.) Ved jeg ikke hvor nogle penger blir af straks tænker jeg Du har forpligtelser, jeg ikke kjender. Går vi sammen på gaden og møder så’nne fruentimmer bringer det en hærskare af onde minder og en flom af smerte op i mig at se de lange blikke hvormed Du altid betragter dem – hvorfor gjør Du også det? Aajo gjør det bare! Du vilde dog gjøre det, når Du gik alene. «Nu ser han efter om det er en han gjerne vilde gåt hjem med,» tænker jeg så, eller om det er en som han før har været hos, kanske undersøger han om det er «Kjøbenhavns berømteste skjøge», som han engang fortalte Dig om. Og så fremdeles, fremdeles, bestandig, bestandig, det samme op igjen i en cirkel. Det er fortærende. Og mange tusinde ting som har pint mig fra den første tid af, og endnu stadig piner mig. Bare det Du engang svarte, da jeg på en bemærkning af Dig om mig, spurte om Du da vidste så nøje besked med hvordan kvinder var skabt på «de steder». Ja, sa Du og lo, det ved jeg rigtignok besked om.

Det er hårdt, hårdt at jeg skal gå her og bøde for det liv Du har levet. Og hårdt er det også at livets største fryd, den jeg så altfor sent fik del i, skal for mig forvandles til kval og gift. Jeg raser og sorger, bider og slider i mine lænker, men til ingen nytte, for jeg blev vel endnu værre faren hvis jeg fik dem af, sålænge jeg ikke blev min kjærlighed til Dig kvit.

Nu vil Du sige til Dig selv: men jeg er jo gift med et unormalt, sygt, halvt vanvittigt menneske. Dertil vil jeg svare: Det er ikke så vanvittigt endda. Mange kvinder om hvem Du mindst aner det, lider det samme som jeg ved tanken om Deres mænds fortid og ved mangelen på tryg tillid til dem. De hører og ved så meget, og har de en liden smule forstand så spør de naturligvis sig selv: hvorfor skulde netop mit ægteskab være en undtagelse. Fru Fejlberg fortalte mig engang at Carl havde meddelt hende om flere af de mænd som vanked hos dem at de, såsnart konen blot var borte en 8 dage, gik til fruentimmer. Jeg ved om mange forhold som er gåt til grunde af netop samme årsag som den – jeg frygter med angst at det blir enden – der vil bryde vort istykker. De gifter sig mange af dem mens de er unge og ikke forstår hvad det vil sige at få en mand, og endnu værre elske en mand, som har ligget i snese kvinders favn før han endelig foreløbig havnede i deres. Jeg tror nu at alle ægteskaber på forhånd er dømt af den grund.alle ægteskaber på forhånd er dømt af den grund: et tema som flere av Amalies romaner fra denne tiden også kretser om. Præmisserne er altfor uligeartede, og virkningen deraf er forbandelse over selve kjærligheden, for hamen vis, for hende på en anden. For det andet vil jeg svare at hvis jeg er bleven unormal, syg, halvt vanvittig, så er det mine erfaringer som har gjort mig til det. Du har så længe sagt at jeg er ond, og jeg tror selv jeg er bleven både ond og dårlig, men jeg ved endnu sikrere at jeg var det ikke af naturen. Ingen i verden kunde være mere blottet for mistro til nogen end jeg. Såre sent og langsomt og møjsommeligt lærte jeg at bli det. Mit første ægteskab f.eks. I 13 år var jeg der, skjøndt det burde vært brudt allerede i det tredie. Mod al fornuft, alle beviser, alle slående omstændigheder gik jeg der og ante intet. Wollert Holst sa siden til mig,Wollert Holst: Wollert Holst var mekler og agent i Bergen, bror til Lars Holst. I 1876 hadde han giftet seg med Maren Müller, datter til Augusts bror Michael. at han havde ringeagtet mig fordi jeg så villig fandt mig i at min mand var mig utro. Ingen drømte om at jeg ikke vidste det. Men jeg vidste intet, så intet, forstod intet. Den tanke at han kunde være mig utro fik aldrig plads i mit sind. Jeg havde nok også da hørt en hel del om mænd, men det angik ikke mig. Og nu, nu er det liksom livet tar hevn over mig for min sorgløse, uforstandige tillidsfuldhed.

Ja nu ved Du så nogenlunde hvordan jeg har det, hvis Du ikke har vidst det før og hvis Du nu siger: men den kvinde vil jeg ikke være gift med, så har jeg intet at svare. Jeg vil til og med godt kunne forstå det. Jeg har i disse dager grublet og tænkt en hel del over hvad der var at gjøre, men alle udveje er lige sørgelige. Det er sandt, hvad Du sa at det vilde være synd for gutterne om vi åbent brød med hinanden, og derfor vilde jeg det nødigt. Også for min egen skyld, for jeg vilde få det svært fælt og føle mig græsselig ulykkelig de første par år ialtfald. At leve sammen som kammerater, så’n at Du havde Din fuldstændige frihed, vilde også bli en pine. Men det lod sig vel nok gjøre, hvis vi begge var enig om at fatte beslutningen. Aa men jeg vilde vel mangen gang længes efter Dig og føle kvide ved bevidstheden om at Du nu gav Dig helt hen i et nyt forhold, som Du intet fortalte mig om, for det vilde Du vel ikke. Af to onder tror jeg dog jeg vilde vælge det sidste. Kanske tog det mig ikke så lang tid, som jeg nu tror før jeg vandt frem til fred og ro og resignation. Så er der det tredie alternativ: at fortsætte på den gamle måde, men det vil Du vel ikke. Jeg skulde nok gjøre mig frygtelig flid for at beherske mig, men love noget tør jeg ikke. Og det værste var at Din godhed for mig vilde dræbes tomme for tomme. Den er jo alt på gode veje til at være uddød. Og det er frygteligt at tænke på.

Da jeg læste Dit brev idag strøg det pludselig igjennem mig: men sæt han nu har vært Dig tro siden Du blev gift med ham ialtfald og for et øjeblik var det som om der drog en svalende fred ind i mig. Hvis jeg vidste det, men hvordan skulde jeg få det at vide. Der sker jo ikke mirakler nu mere.

Her er et tysk ægtepar hernede, de er halvgamle, meget ældre end os i altfald af udseende. Dem tåler jeg ikke at se på for al den kjærlighed der er imellem dem. Hun er vist sygelig og han viger ikke fra hende. Kjærligheden lyser af deres øjne af hver en mine, hver lille bevægelse. Idag fortalte frøken Friis mig at de har vært forlovet fra de var 16 år, gift fra de var 22 og at han aldrig har set på nogen anden kvinde. Jeg må ofte vende mig bort og bide munden sammen for ikke at græde når jeg kommer til at se på dem. –

Jeg må ha en 12–14 kr., hvis jeg skal komme hjem på mandag. Men jeg vilde helst bli her endnu længere. Jeg gruer så for hjemkomsten, endnu mere nu, siden jeg har skrevet alt dette til Dig. Men naturligvis kan jeg godt forstå det, hvis Du skriver at jeg ikke bør bli længere. Det er jo for pengenes skyld, og penger er allemands herre. Altså kommer jeg på mandag, hvis Du ikke udtrykkelig siger at jeg gjerne må bli. Bliv nu ikke sint på mig for dette. Men hvis jeg skal bli må pigen skaffe mig af vasken et natlinned en bukse et par strømper og de broderte småstrimler, som muligens var med til vask. Også nogle lommetørklæder. Så må Du sende mig sammen med dette en blå bog magen til den Du kjøbte sidst, for at jeg kan få skrive rent de to sidste akterfor at jeg kan skrive rent de to sidste akter: Dette var kanskje skuespillet Fjældmennesker, som Amalie og Erik skrev sammen, og som kom ut i 1889. og sende Dig. Jeg er snart færdig med sidste akt, men jeg tror neppe den er god. Men så kan den rettes. Pakken, hvis det blir så at Du sender den, må adresseres til kroen ligeledes brevene, for der bor jeg nu siden de to hekser er rejst.siden de to hekser er rejst: dvs. Erna Juel-Hansen og frøken Sten (sannsynligvis Henriette Steen – se brev 32, note 2.)

Jakob har nok slåt sig ordentlig løs herude. Hele Hornbæk er fyldt med rygter om hans ustyrlige munterhed. Små og store blir ikke trætte af at fortælle om hans brilliante meritter. Alt hvad jeg hører er bare godt og elskværdigt. Jeg har måttet love krodøtrene og Gerda, som er bleven en sød pige, at skrive til ham og minde ham om hans løfte at komme herud igjen på søndag til ballet. Ligeledes om de cigaretter han skylder dem. Men hils Du ham tusen ganger fra mig, og sig han må spare sine penger denne uge. Det blir en uhyre skuffelse når han ikke kommer. Men lad bare de unge få skuffelser i tide, der er så ikke andet i livet at vente. – Har Ludvig ikke skrevet endnu?

Læs nu dette brev med så mildt og godt sind som Du kan. Jeg er så bange og nedtrykt. Du skal tænke at det er en gammel ven af Dig som klager sin nød for Dig, og så se til at forstå og være snil. Du må ikke slå Dig tiltåls med det, at jeg er ond. Jeg er ikke halvparten så ond som jeg har det ondt.

Det undrer mig at Du vilde påta Dig at gå til Phillipsen for Prydza. Du som ikke engang kunde skaffe mig som Du trode på, Philipsen til forlægger, hvor kan Du så gjøre det med hende, Du ikke tror på. Hils hende og skriv under alle omstændigheder noget til

Din Amalie

[Tilføyelse på første side]:

Du skal ikke springe over noget i dette brev om Du end får lyst til det.



332. Erik til Amalie

Lørdag den 18 August 1888

Min kære Ven

Jeg har gjort de stærkeste Forsøg idag på at holde mig alene til det gode i dit Brev – men det vilde ikke være sandt, om jeg sagde, at det er lykkedes mig. Der følger en Tyngde med, som forhindrer mig fra at huske udelukkende på den ene Ting, at Du alvorlig har sagt, at Du elsker mig. Men vær vis på min Ven, at vil Du hjælpe lidt til, skal det alligevel blive det, som holder fast.

Der er noget fortvivlende hjælpeløst i at tænke på, at de altså har været spildte de År vi har levet sammen.

Jeg tror ikke, at jeg kan give noget bedre. Har Du ikke forstået mig nu, hvornår skal da Forståelsen komme? Den svalende Fred Du taler om, der efter Læsningen af mit Brev for et Øjeblik drog gennem dit Sind, kunde Du have ejet fra det Minut Du sendte dit Telegram om, at Du vilde blive min Hustru.dit Telegram om, at Du vilde blive min Hustru: Amalie skrev i brev 124 at hun ville gifte seg med ham; han svarte pr. telegram (nr.127). Fra da har jeg været Dig tro som Du siger, i samme Betydning af Ordet som Du tager det, og det er end ikke faldet mig ind, at Du virkelig et eneste Øjeblik har tvivlet derom – jeg forstår det absolut ikke. Det ulyksalige Påfund,Det ulyksalige Påfund: se brev 331, note 4; Amalie oppdaget at Erik hadde kondomer med i bagasjen. da jeg rejste kort efter vort Bryllup, havde for lidt med Virkeligheden at gøre – og slet ikke noget med den Virkelighed som Du hårdnakket forestiller Dig – til at Tingen nu burde huskes anderledes end som det forbigangne man har sat sin Fod på, og som ikke står op mere.

Men ulykkeligvis, Du tror, at det med Kønslivet forholder sig som med «Drikfældighed» – Hvad der i sin Oprindelse er en Sundhed, slår Du sammen med en Last og giver det Lastens Love.

Og de mangfoldige Ægteskabs Følger gør Du til alles og kalder det Mirakkel, om en Mand, der er gift, bliver sin Hustru tro – ikke af Anstrængelse og «Pligt» men simpelthen fordi der ikke falder ham andet ind, fordi han ikke har Spor af Lyst til andet.

Mest forunderligt vilde det vel forekomme de fleste Ægtemænd, at det var fordums Forbindelser, der skulde drage ham til sig på ny. Herregud, de fordums Forbindelser, det er jo dem han lykkelig er sluppen ud af!

Osv.

Jeg har ikke ønsket at tale om dette. Din Mistillid er vort Ægteskabs Ulykke. Den har forhindret Dig fra at forstå mit forbigangne som mit nuværende Liv – dit Indtryk af mig er grelt forkert –, og tydelig udtalt som den nu er bleven ligger den som en Mare over mit Sind. Jeg vil gøre alt for at ryste denne Mare af mig.

Et alvorligt Ord må jeg sige Dig. Jeg trode, at din Sygdom var det, man kalder Skinsyge på Fortiden – en Sindsstemning som jeg af hele min Natur må sætte blandt de lave Følelser – at den var levende og virkende Mistro, er en endnu større Ulykke for Dig og mig.

Den kues. Jeg må i alt Fald ikke mærke den. Det går over et Menneskes Evne at forblive brav og god mod den, der systematisk mistror en. Mistro avler Foragt.

Men nu min Ven vil jeg give Dig din sørgmodige Kærlighedserklæring tilbage. Også i mit Sind er der Kærlighed. Jeg elsker Dig. Ikke som i gamle Dage, men dog i Glæde for det gode Du har givet mig eller fordi jeg ikke kan andet – men det er sandt at der har været Øjeblikke, hvor jeg lige som har kunnet se Bunden af min Kærlighed. Hin sidste forfærdelige Nat da Du –

Jeg havde været så øm over Dig og dit Landtursønske. Råd syntes jeg ikke ved nærmere Overvejelse, at vi havde – alle tre i det mindste ikke; jeg havde et Håb om at Jakob skulde sige, at han og Vennen vilde blive i Byen, så vilde jeg tage med, for ud skulde Du. Så var han kun fuld af Glæde over Turen, altså måtte jeg blive hjemme – dette var gået rundt i mit Hoved, og rask var jeg ikke –

Men det tænker vi nu ikke på. Dit Hjem er hos mig. Beskyt dette Hjem!


Fra Ludvig er der endelig idag kommet Brev som jeg sender Dig.Fra Ludvig er der endelig idag kommet Brev: finnes ikke på KB. Det ser ut til at Ludvig skyldte dem penger. Det er til Dig men jeg brød Konvoluten i Håb om at der var Penge i det. En underlig Gut til at skrive!

Jakob tror ikke, at han har lovet noget om at komme til Bal og kan under alle Omstændigheder ikke komme. Hvorledes være næste Morgen på Sætteriet?på Sætteriet: se brev 325, note 3. Og Pengene?

Bliv Du ganske rolig i Hornbæk Ugen ud, men send mig Nøglen til Linnedskabet, Dug og Servietter er snart ubrugelige.

Tænker Du ikke på at gøre noget færdigt til Langhoff?at gøre noget færdigt til Langhoff: Paul Langhoff drev familiefirmaet Schubothes forlag. Det er sannsynligvis manuskriptet til Lucie Erik skriver om her – romanen kom hos Schubothe i begynnelsen av november 1888. Idag har vi den 18.!!!

Hvad Du siger om Prydza Dig og Philipsen forstår jeg ikke.

Imorgen tidlig går Pakken til Dig afsted men jeg er bange for at den blå Bog må vente til Mandag.

Din E.S.



333. Amalie til Erik

[19/8/88]

Kjære ven,Kjære ven: Brevet er igjen udatert, men skrevet på en søndag og tydeligvis et svar på brev 332. nøglen til linnedskabet er det ikke nødvendigt at sende for der er både duger, servietter og håndklæder i vadsken som den drølete Ida må se til at få rullet. Sig Du bare at hun må skaffe det til middag (imorgen, mandag) Der er ikke det mindste i vejen.

Med mirakler mente jeg ikke at det var et mirakkel at en mand var sin kone tro, men at jeg kunde få vished for at Du havde vært det, selv om Du også havde vært det, mente jeg vilde være et mirakel. Når Du tar Dig til at svare på noget var det ønskeligt om Du vilde være klar. Hvad mening er der i det Du skriver om hvad der hændte kort efter vort ægteskab, da Du skulde bort de dager? Jeg forstår det i altfald ikke. «Det havde for lidt med virkeligheden at gjøre, og slet ikke noget med den virkelighed som Du hårdnakket forestiller Dig» – Ja, når det ikke havde med virkeligheden at gjøre, så ved ikke jeg hvad der har det. Men lad det bare ligge. Helst så jeg Dig aldrig, aldrig mere. Det bedste for mig var at dø. Der er ingen, ingen tvil om det. Og hvem ved? Når der nu absolut ikke er andet tilbage.

Ja, brevet fra Ludvig var rigtignok alt andet end hyggeligt. Enten er han dum eller svært tør og kold. Jeg tror han er lidt dum.

Hvad jeg skrev om Prydza kan være akkurat det samme.

Langhoff? Har han spurgt efter noget da?Langhoff? Har han spurgt efter noget da?: se brev 332, note 5. Eller har han bare så meget som svart på om bogen kan trykkes hos Knudtzon?

Jeg tror ikke jeg blir her ugen ud. Idag ser det ud som det har slåt sig til stygge vejr igjen og er det så – det er endnu tvilsomt hvad der vil sejre – så rejser jeg herfra imorgen alt. Her er altfor fælt når det øsregner og stormer og når knagingen og bragingen i vinduer og vægge vækker mig om natten, så er jeg så rasende bange. Lynet og tordnet har det også, så jeg har nok gåt en del igjennem. På do er der så mange uhyre store edderkopper de sidder overalt – jeg tør ikke gå derind, men må spasere en halv fjerdingvej ind i plantagen for at komme til et tilstrækkeligt ensomt sted. Men alligevel har jeg ikke lyst at komme hjem.

Der er så mange hilsener til Jakob fra krodøtrene og Gerda og mange andre. De græd omtrent idag da det blev vitterligt at han ikke kom. Men de cigaretter han har tat fra dem med løfte om at sende dem en pakke istedetfor, sendes. De har ventet på dem hele ugen. Jeg kan ikke skrive, jeg er så fortræet indvendig.

Amalie

Du er så skrækkelig ubøjelig af Dig. Det er Din svaghed og Din styrke. Der, Du engang er hjemme og kjendt, der ved Du ypperlig besked og kan ypperligt forstå. Men til andre regioner kan Du ikke strække Dig. Når jeg ser på Dit ansigt kan jeg se Din begrænsning i Din næse. Den er god og fast og pen og hæderlig; men den er stor og snever. Du har nu engang sat Dig i hodet at med Dig og Dit liv er der intet i vejen. Nu vel lad det så være. Men at Du ikke kan forstå en stik modsat opfatning, det er det håbløse. Du er liksom Dine søstre, der er så klippefast så selvsikker og afsnævret inden sin kristendom. Den lidelse jeg drages med hidrører for Dig kun fra at jeg er en lavere natur end Du. Aa, hvor det er snævert! Den lidelse kunde også hidrøre fra ganske andre kilder i mit væsen, men at snakke derom med Dig ved jeg nu er håbløst om jeg ikke har vidst det før. Det er liksom Du er omgit af en mur. Jeg har læst Fyrst Mysckin af Dostojewski herude.Fyrst Mysckin af Dostojewski: romanen Fyrst Myschkin (dvs. Idioten) kom ut på dansk i 1887, oversatt av Erna Juel-Hansen. Det er en mand som forstår andre end sig selv.

Amalie



334. Erik til Amalie

MandagMandag: Eriks brev er mot sedvane ikke datert. Det sannsynligste er at det er mandag 20/8; det ville være merkelig om en hel uke hadde passert uten at en av dem hadde skrevet til den andre.

[20/8/88 eller 27/8/88]

Kære Amalie

Jeg har i dette Øjeblik talt med Herman Bang.Herman Bang: I 1881–83 og 1887–92 kom Herman Bangs bøker ut på Det Schubotheske Forlag, som i 1885–94 var eiet av Paul Langhoff.

Han indskærper på det alvorligste at være nøjagtig i Aftaler med Langhoff. Selv akkurat inddeler Langhoff de Folk, han har med at gøre, i to Slags: de, som holder sig Aftaler efterrettelig, og de, som ikke gør det. «Og man behøver så ikke at spørge om hvem der står hans Hjærte nærmest», tilføjede H.B.

Jeg skulde derfor mene, at det er yderste Tid, at Du opfylder din Forpligtelse over for Langhoff.

Mon det ikke var det klogeste at Du nu kom til Byen. Du har jo heller ikke sluttet virkelig Aftale om Trykstedet, som Du har indledet Underhandling om.

Altså jeg mener at her står Interesser på Spil som straks skal varetages.

Dette skriver jeg på Pressens Bureau på Udstillingen, hvorhen jeg er gået efter at have været hos Bramsen for Tandpine. Det har ikke hjulpet hvad han har gjort og om lidt går jeg op til ham på ny for at klage min Nød.

Igår Søndag gik Jakob og jeg om Aftenen på Tivoli og blev ynkelig regnet igennem på Hjemturen. Det havde oprindelig været vor Hensigt at gå til Cyklevæddeløbene i Ordrup, men Vejret så os for truende ud. Om Frmdg havde jeg været på Langelinje til Kaproningen og havde også der fået en solid Skylle over Hovedet. Jakob var da hos Ove for at hilse på Helge,Jakob var da hos Ove for at hilse på Helge: dvs. Ove og Helge Rode. De to brødrene hadde bodd i flere år hos moren Margrethe Wullum (Rode) i Kristiania, og Helge kom nå tilbake til København etter noen måneder i England. Han var ved denne tiden «en spotsk, forbeholden dandy» (iflg. DBL). der sammen med Ove forleden under min Fraværelse havde lagt Kort hos os. Helge er 8 Gange mere blasseret nu end før sin Afrejse. Efter J’s Fortællinger synes der for øvrigt at gro et temmelig ubehageligt Kuld op af unge Mennesker blandt de fordums Pirater.de fordums Pirater: I noen måneder i 1887 hadde Ove Rode gitt ut et provoserende studenterblad som het Piraten. De har for Øjeblikket som Ideal at blive optagne i Hofkredsene(!) Det er ikke Fabel men bogstavelig sandt.

Men altså tænk på Langhoff og gør hurtig hvad Du har at gøre.

Din Erik



335. Amalie til Erik

[21/8/88 eller 28/8/88]

Min kjære mand!Min kjære mand!: ingen dato, men brevet er et svar på brev 334. Idag har jeg sendt 81 sider manuskript til Langhoff.manuskript til Langhoff: se brev 332, note 5. Det er bleven gjennemlæst godt og rettet her og der. Tak for pakke og den blå bog. Iovermorgen, torsdag kommer jeg om aftenen. Lad der være åbent.

Jeg er meget bedrøvet over alt det, der har været imellem os, frygtelig bedrøvet. Og alligevel gladere end jeg længe har vært, for jeg tror Dig. Og når jeg gjør det, kan Du vide, jeg må være tynget af sorg og skamfuldhed. Jeg vilde gjerne be Dig ydmygt om forladelse. Og jeg skal stræbe efter at slette ud og reparere alt det onde jeg har gjort. Stakkels Dig Du må ha vært svært både sint og krænket. Men jeg tænkte tit hvorfor siger han ikke til mig at jeg tar fejl, for jeg troede du vidste hvordan jeg havde det, og hvad jeg gik og var bange for. Kan Du så hjælp mig nu. Bare Du ikke rent har fåt imod mig. Aa men jeg elsker Dig trods alt. Og det har jeg gjort hele tiden. Jeg skal bli bedre. Du har vært god mod mig disse 4 ½ år.

Din Amalie.

[Tilføyelse]: Hils Jakob



336. Erik til Amalie

Torsdag AftenTorsdag Aften: Dette brevet er vanskelig å datere; kanskje svar på et brev fra Amalie som ikke finnes mer? Det ligger sammen med en konvolutt markert «Fru Amalie Skram» uten adresse, noe som kan tyde på at Erik skrev det etter at Amalie var kommet tilbake til København.

[1888]

Du spørger mig i dit Brev, som vistnok er meget fornuftigt og hvis Indhold jeg skal lægge mig på Sinde, om jeg trode, det var Komediespil, da Du i Sommer bad om Afbigt uden Ord. Derpå vil jeg for den Ulykkes Skyld, som det Optrin voldede, svare:

Jeg trode ikke det var Komediespil. Jeg spurgte ud af min Fortvivlelse – for den Gang var jeg som lam af Fortvivlelse –: Ja hvad er nu din sande Mening? Derpå fik jeg intet Svar. Du forlod mig hurtigt som for at undgå enhver Forklaring. Du nærmede Dig mig en Gang til – jeg stod med Sindet åbent, ventende, håbende, jeg vidste, mit Ægteskabs (vel mit Livs) Redning eller Forlis lå i din Evne eller ikke Evne til at ville råde Bod på, hvad Du havde forbrudt (eller ikke forbrudt, hvis det ikke var Afsind, hvad Du havde sagt den foregående Aften uden et Støvgrans Anledning fra min Side). Du sagde ikke et Ord. Jeg havde kun det at holde mig til, at Du alvorlig beklagede Optrinet den foregående Aften.

Denne valne Beklagelse af hvad der for mig var et Liv tabt eller vundet, kunde jeg ikke leve af.

Jeg ræddedes for denne Mangel på Evne eller Vilje til at give Kærlighed.

Stødet havde været for hårdt, denne Gang kunde jeg ikke komme Ulykken forbi Du kunde ikke hjælpe. Jeg tænkte, at Du hverken kunde eller vilde.

Så var Ulykken der.

Din Ven

E Skram



337. Erik til Amalie

Fru Amalie Skram, Kroghsgade 1, 4, Hj af Østerbrodossering

Kl 5,5Kl.5,5: Dette brevet er ikke datert, og ikke mulig å datere fra innholdet. Det er skrevet på brevpapir merket: «Telefon-Nr.288. Bredgade 63.» Konvolutten er stemplet «Lynets Express, Bredgade 63, Kjøbenhavn K.», og på baksiden: «Den Nordiske Industri- Landbrugs- og Kunstudstilling, i Kiøbenhavn 1888». Det er sannsynligvis fra 1888.

Jeg har to Minuter og dem bruger jeg til at sende Dig det Kys Du ikke fik da jeg løb afsted. Jeg var på et hængende Hår kommet for sent kun Sporvognen reddede mig.

Glædelig Ludfisk!

Din Erik

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Elskede Amalie

Elskede Amalie inneholder hele den bevarte korrespondansen mellom Amalie og Erik Skram, fra 1882 til 1902, til sammen nesten 600 brev. Brevene gir et unikt innblikk i forholdet mellom de to, og kaster også lys over Amalie Skrams diktning.

Utgiveren, Janet Garton, har skrevet en fyldig innledning om ekteparet og deres samtid. I tillegg har hun utstyrt hver årgang i korrespondansen med en kort innledning om brevenes kontekst.

Boka inneholder også ordkommentarer, et appendiks med Erik Skrams notater rundt Amalies sykehusinnleggelse i 1894, et appendiks med begges notater og lapper rundt skilsmissen, ordliste, slektstavler og bibliografier.

Teksten i bokselskap.no er basert på Janet Garton (red.): Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882–1899, 3 bind, Gyldendal, Oslo 2002. Se faksmiler av bokutgaven fra 2002: bind 1, bind 2, bind 3

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.