Elskede Amalie

1889

I april-mai 1889 var Amalie og Erik borte fra hverandre i usedvanlig lang tid, nesten to måneder. Grunnen var at Amalie reiste til Norge «for sine nerver»; hun hadde vært nervøs og ikke kunnet arbeide, som så ofte, og de fant ut at hun ville ha godt av norsk luft og et besøk hos sin bror Ludvig, som var adjunkt ved skolen i Kongsberg. På veien ble hun noen dager i Kristiania, dels for å gå i teater og skrive teaterbrev til Politiken, dels for å samle attester og skrive søknad om norsk forfatterstipend. I Kongsberg gikk hun lange turer med broren og arbeidet på romanen S.G. Myre; hun nøt å være i Norge, men led av stadige forkjølelser og sår hals. Hun var også gravid, noe som de hadde hatt en mistanke om innen hun reiste fra Danmark, men som hun fikk bekreftet mens hun var i Kongsberg (datteren Johanne ble født oktober 1889). På vei hjem ble hun også et par dager i Kristiania, for å oppsøke bekjente som kunne hjelpe henne med dialektinnslagene i romanen.

Erik ble i København, gikk i teatret og skrev regelmessige teateranmeldelser til Illustreret Tidende. I midten av april skadet han ankelen med gymnastikk, noe som førte til en del frustrasjon og stillesitting. Begge Amalies sønner bodde ved denne tiden hos dem i København; Jacob arbeidet på trykkeri hos Frederik Knudtzon, og Ludvig i forretning hos Wessel og Vett. Jacob voldte en del bekymring, som han ofte gjorde, denne gang med en sykdom som ikke var lett å definere.

Det går tydelig fram fra flere av brevene hvor knapt de hadde det med penger; Erik måtte skrape sammen penger til mat, og Amalie hadde konstant dårlig samvittighet over hvor mange penger hun brukte til reisen. Hennes «regnebrev», nr. 345, er et av flere steder i brevsamlingen hvor hun forsøkte å forklare hva pengene var blitt av – og viser hvor vanskelig hun fant det. Ikke på noe tidspunkt i hele sitt ekteskap følte de at de hadde penger nok til å kunne slå seg løs; Eriks arbeid var dårlig betalt, og Amalie fikk i begynnelsen lite eller ingenting for sine bøker.



338. Erik til Amalie

Mandag 8/4 89

Min kære Amalie

Foreløbig har jeg det trangt og ondt og kan ikke finde mig tilrette i min Ensomhed. Det er nu rigtignok ikke mange Timer siden jeg sagde farvel til Dig, så jeg har jo Lov til at håbe på, at jeg bedre skal forstå at drage Fordel af den Arbejdsro, jeg unægtelig nu nyder i rigt Mål. – Det Asen af en Kommandør, der forstyrrede de Par Minuter ombord, hvor jeg gerne vilde have holdt Dig i Hånden og trykket Dig en Gang for Alvor ind til mig, holdt mig op med Sludder mindst en halv Time. Tilsidst var jeg nær ved at blive uhøflig. Og så måtte jeg tilmed love at melde mig selv til Middag hos ham. Jeg var så arrig, da jeg endelig i Nyboder slap fri for hans venskabelige Passiar, at jeg var på Nippet til at puffe en frugtsommelig Kone i Rendestenen, og da jeg kom hjem ikke kunde finde på andet at gøre end tage Vandkanden og pøse Blomsterne sådan til, at jeg siden i Skamfuldhed selv tørrede Syndfloden op. Så lagde jeg mig på Sofaen og læste med et vist indbidt Raseri i det Håb, at jeg skulde falde i Søvn. Men skøndt ingen forstyrrede mig, blev jeg kun mere og mere vågen, og så begyndte jeg da at læse for Alvor. Det har jeg nu gjort i nogle Timer. Nu tager jeg fat igen, så kommer Ludvig og Maden, og efter den må da den atråede Lur kunne indfinde sig. Imidlertid har Du vel haft det dejligt ombord på det prægtige Skib og glædet Dig ved Tanken om den hurtige Fart op mod Kristiania og Kongsberg. Det er sandt – det første jeg gjorde, da jeg kom hjem, var at sætte Dørene på mellem din og min Stue.

Tirsdag

Nå, det gik ikke som påtænkt. Da Ludvig og jeg havde spist – tynd Kærnemælk og herlig kold Steg – faldt det mig ind, at jeg naturligvis skulde i et af Teatrene. Ved Eftersyn viste det sig, at der var nye Stykker både i Dagmarteatret og Kasino,nye Stykker både i Dagmarteatret og Kasino: Dagmarteatret spilte Bagtalelse eller Badet i Dieppe, en oversettelse av Eugène Scribes Calomnie, Kasino spilte Skjønhedskonkurrencen på –, en farse fritt etter Rudolph Kneisels Sie weiss etwas. og jeg aftalte da med Ludvig, at jeg skulde lægge Billet til ham i Cigarbutiken lige over for Dagmarteatret, så kunde han se at få tidlig fri fra Forretningen. Jeg havde ikke glemt, at jeg havde lovet Dig at gå til Fru Feilberg, men derhen mente jeg, at Jakob nok så godt kunde gå, så meget mere som det åbenbart var bedst, at han selv talte med Feilberg. Således indrettede vi os altså. Jeg spadserede afsted Kl ½ 7 og fik altså ikke sovet. Men da jeg kom til Dagmarteatret, var det det lille Bæst Frk Albrechts Benefice,det lille Bæst Frk Albrechts Benefice: Skuespilleren Emma Albrecht spilte i Badet i Dieppe. Til benefisen (dvs. en teaterforestilling hvor inntektene går til skuespilleren) spilte hun også Jeanneton i Jeanneton drømmer. og jeg kunde ingen Billeter få. Så begav jeg mig op igennem Byen for at hente Ludvig hos Wessel & VettéWessel og Vett: grossererfirma på Kongens Nytorv, hvor Ludvig arbeidet (nå Magasin du Nord). og gå i Kasino. Vi mødtes på Vejen, og han var kun fornøjet med Byttet, han havde jo endnu ikke været i Kasino og trode på «Skønhedskonkurrencen». Tilmed begyndte Forestillingen først Kl ½ 8 så vi fik Tid til at ryge en Cigar på Amalienborg Plads og høre på Taffelmusiken hos Kronprinsen, hvor der var Middag i Anledning af Kongens Fødselsdag. I Teatret viste Stykket sig at være et Uhyre af Dumhed, men vi fornøjede os godt nok sammen. Vi talte med Ove,Vi talte med Ove: dvs. Ove Rode, som hadde vært journalist ved Politiken en stund og i 1889 begynte å gi ut det radikale dagbladet København. (Erik snakker om billetter til Studentersamfundets forestilling av Gogols Revisoren, som ble oppført på Folketeatret 6/4/89.) og han meddelte mig, at der var sendt Billeter til Ill. Tid i Lørdags. Dem har Galschiøt altså formodentlig rolig ladet ligge. Det er nu temmelig ærgerligt, for både havde Du jo Lyst til at gå der og også vilde jeg gerne have været der. Vi gingede så hjem, dejlig sultne og lystne efter en Snaps, den vi fik. Jakob var ikke kommen tilbage fra Feilbergs endnu, men kom medens vi spiste. Han havde talt længe med Feilberg, der havde sagt, at han utvivlsomt led af Blodmangel og givet ham Anvisning på nogle Piller, som skal købes hos en Trier i Pilestræde og ikke på Apoteket, hvor de er tre Gange dyrere. Forresten havde han haft det hyggeligt og spist der og var nu for søvnig til at kunne nyde den Cigar, som Ludvig og jeg derimod med Begærlighed røg til Kl var præcis 12. Fru Feilberg var naturligvis meget bedrøvet over ikke at have fået sagt Dig farvel og bad Dig endelig skrive blot et Par Ord så skulde Du få et langt Svar osv., fra den elskede H.B. havde hun længe ikke hørt,fra den elskede H.B. havde hun længe ikke hørt: dvs. Herman Bang. Ved den tiden bodde han på det nå nedlagte Hotel Skandinavien i Nakskov, hvor han skrev Tine. og Jakob kunde fortælle, at han i en Avis havde læst, at H.B. havde glimret som Kotillonsopfører på et stort Bal i Nakskov, hvilken Glimmer forhåbentlig har gjort Fruens Hjærte godt. Idag er det bidende koldt med en Halvstorm af Øst, og jeg priser de påsatte Døre. Jeg har lige spist Frokost og været umådelig økonomisk med Kaffen, hvilket jeg virkelig tror lader sig gøre trods den nye Tragt. Ikke desto mindre er jeg under stærk Påvirkning af det nydte Kvantum og afventer Resultaterne, inden jeg går ud. Jeg var oppe før 9 idag, men har på lidt uforklarlig Måde forpuslet mig Morgentimerne. Indlagte Kort kom i dobbelt Udgave imorges og viser, at hvad Kvinder har på Læben svarer ikke altid til hvad de har i Sindet. Den lille Dame har dog ikke holdt af at vente,Den lille Dame: Det har ikke vært mulig å identifisere vedkommende. og da Bryllup ikke godt kan lade sig udføre Knald Fald, må hun vistnok allerede da hun talte med Dig have været på det rene med, at hun et Par Uger efter vilde være Frue af Gavn på ny.

Aften

På min Tur idag besørgede jeg Indkøbet af Pillerne til Jakob. Det var en virkelig Oplevelse. På Nr 45 i Pilestræde, der er et uanseligt lille Hus, stod på et gammelt Skilt sådan noget som «Triers Handel med Medicin er over Gården». Jeg gik ind i en snæver mørk Gang, og under en Trappe var Udgangen til den lille Gårdsplads, hvor der til højre var en lille bitte Dør med «Triers Medicinhandel» på, anbragt i en fremspringende lav og gammel Udbygning, der støttede sig til et højere Hus. Ad denne Dør kom man ind i en Dukkebutik, hvor der foran Disken kunde stå tre Mennesker. Der var to, da jeg kom ind, og i den Anledning måtte jeg holde mig trykket op mod Døren, indtil den Dame, der stod ved Disken, havde fået, hvad hun skulde have. Så blev jeg ekspederet af den gamle gråhårede Frøken, som udleverede Sagerne og behandlede en, som var man kun nået ind til hende ved en særlig Anbefaling. Havde Navnet Trier ikke været der, og havde alt ikke set så tarvelig pynteligt ud, og havde det endelig ikke været Feilberg, som havde anvist Stedet, vilde jeg have troet, at jeg var kommen ind i en hemmelig Bod, hvor de Stoffer blev udleveret, som Fosterfordriverne bruger, og hvor man kunde købe Dråber til langsom Forgivning af sine Medmennesker. Stedet var kun en Femtedel i Rumfang af Fiskebløderbutiken, hvor Du køber Ludfisk, og endnu lavere, og så, medens jeg var der, trådte Ejeren ind fra Laboratoriet, der, det så jeg gennem Døren, var betydelig større og lysere end Butiken. Det var en lille bleg Mand med så rent et Smil og en sådan Familjelighed med alt hvad der hedder Trier,alt hvad der hedder Trier: en jødisk slekt fra Trier i Tyskland, innvandret til Danmark ca.1753. Mannen Erik snakker om, var Jacob Frederik Trier, som bodde i Pilestræde 45. at jeg blev helt skamfuld over, at jeg havde kunnet tænke på forbryderske Ting, hvor han rådede, og næsten ventede jeg, at jeg skulde have fået Æsken med Pillerne for intet. Nu stod det hele for mig som et Menneskekærlighedens Asyl, snævert i Omfang men vidt i sine Virkninger. Både den handlende Dame og det unge Menneske, der ventede på en Flaske med Kinadråber, begyndte straks at sige Hr Trier til Manden, og da hans venlige Øjne strejfede mig, var jeg ganske ulykkelig over, at ikke også jeg var godt kendt på Stedet og kunde sige: Hr Trier, så er de nok så venlig at huske osv. Feilberg havde kun sagt, at jeg skulde købe 100 Piller til Jakob, men jeg købte 200 blot for at indsmigre mig og få Lejlighed til at være længere i den lille Butik. Da jeg gik derfra, pønsede jeg blot på at opfinde Svagheder for Dig og mig og os alle, som kunde nødvendiggøre flere Indkøb. Du må absolut der hen en Gang. Jeg synes det er det mærkeligste Sted jeg endnu har været i København. Og så det særegne, at denne Mand åbenbart har et personligt Privilegium og kan gøre hvad der er forbudt alle andre at gøre: at sælge Medicin uden at være Apoteker.

Nå, i Aften har jeg været i Dagmarteatret, igen med Ludvig, der dog først kom hend [sic] ad ½ 9, og set Badet i Dieppe, og jeg har skrevet på en Artikel til Ill. Tid efter Aftensbordet.en Artikel til Ill. Tid: Erik skrev en lang anmeldelse av Jacob von Tybo på Det kgl. Teater, og en kortere av stykkene på Kasino og Dagmarteatret, som begge ble trykt i Illustreret Tidende 14/4/89. Nu skal jeg i Seng og sender Dig mit Kys til Godnat den lange Vej til Kongsberg hvor Du i Nat sover for første Gang. Skriv langt og vidt og bredt og snart!

Din Mand

E. Skram

Hils naturligvis Ludvig!



339. Amalie til Erik

Kristiania, tirsdag 9de april [1889]

Her sidder jeg nu, min kjæreste, elskede, snilleste ven ifærd med at skrive til Dig, skjøndt blækket er værre end skidtvand. Det er bedst at begynde med begyndelsen. Vi kom altså afsted som Du ved i det dejligste vejr, som holdt sig hele tiden med smult vande, som om vi havde sejlet på søen nedenfor vore vinduer. Af passagerer fandtes der kun et armt fruentimmer, som var bleven sendt hjem til Xania på fattigvæsenets bekostning til dæksplads, men kapt. var så snil at la hende bli på anden plads. Hun sad og skjivred og frøs i sine usselige klær, med en liden papirbyldt i hånden som var al hendes bagage. Hun var netop kommet ud fra St Josefs hospital, og var uden eksistencemidler. Så var der 3 tyske handelsrejsende, beskedne og skikkelige folk, som henad aften spilled og sang, med kastagnetter og sligt efter først at ha spurgt om jeg havde noget imod det. Og så var kaptejnen overmåde elskværdig som alle kaptejner er. Desforuden var der to norske hestehandlere, som kasted sin elsk på mig – gudskelov de rejste på dæksplads – og ikke lod af at snakke med mig såsnart jeg kom på dækket, hvor jeg forøvrigt var den meste tid. Da de hørte, jeg var fra Bergen skvat de til og sa på en gang: «Det er marjarligt[?] langt vække»! Gud ved hvorfor altid den slags folk slutter sig til mig med en aldeles rørende fortrolighed. Disse her havde jeg nu ikke sét på, langt mindre tænkt på at tiltale, for jeg gik i egne tanker frem og tilbage, tilbage og frem og tænkte på hvor god og elskelig Du var og på hvor uhyre meget jeg skyldte denne Din godhed og elskelighed, ja, for Du er så god at Du tvinger en til at bli god, selv om en har vært nokså meget på veje til at bli ond. Velsignede menneske. Kl. 2 spiste vi middag og da havde jeg endnu ikke vært fra dækket. Maden var forfærdelig fin – suppe, lax, forloren skildpadde, oksesteg som var god med gemüse, prinsessebudding, ost smør, dessert. Gud ved hvad alt dette koster tænkte jeg med skræk og idag så jeg at det kosted 3 kr. Så tog jeg mig en lur, fik lov hos jomfruen at ryge i mit lukaf som var prægtigt gik så atter på dækket fra ½ 6 til 8 uafbrudt, spiste aftens, læste i bogen, jeg fik med til ½ 11 og gik så tilkøjs, hvor jeg sov som en sten med morsomme drømme i ét kjør til kl. 8. Stod op og var færdig kl. 10 og indved toldboden 1 kvart før 11.

Gunnar Hejberg kom ombord og hented mig,Gunnar Hejberg kom ombord: Heiberg hadde tatt sin avskjed fra Den nationale Scene i Bergen i mai 1888, og holdt nå på med å skrive skuespill og journalistikk. hvilket var svært pent af ham – Du ved jeg havde skrevet et brevkort til ham og sagt at jeg rejste. Han tog sig af tøjet mit og fik det på jernbanestationen, men på vejen opover snakked vi frem og tilbage om at jeg burde se fru Didifru Didi: dvs. skuespillerinnen Didrikke (Didi) Heiberg. og skrive en god korrespondance til Politiken om hendes spil – imorgen går En forlovelse og Kammerater,En forlovelse og Kammerater: Christiania Theater spilte Edvard Brandes’ En Forlovelse og Peter Nansens Kammerater 10/4/89 med Didi Heiberg i hovedrollene. og efter nogen betænkning beslutted jeg at bli, ja, ikke straks, først var jeg oppe hos moderen og hos redaktør Thomsen, som jeg vilde opsøge om stipendiet,som jeg vilde opsøge om stipendiet: Amalie søkte norsk kunstnerstipendium – som hun ikke fikk. Forklaringen var at hun måtte betraktes som dansk forfatter. «Thomsen» er visstnok Olaf Thommessen. og som gav mig nogle særdeles nyttige vink og råd med hensyn til dem jeg skulde be om anbefaling o.s. v.; det skal så gjøres imorgen. Iaften (Galeotto) går jeg i teatret.Galeotto: Galeoto, et drama av P. Lindau etter Echegarays El gran Galeoto, ble spilt på Christiania Theater 9/4/89. G.H. har skaffet billet og imorgen ligeså. Så skriver jeg straks et brev til Politiken. Meld det kanske der, men sig at jeg vil ha mere for det end for den artikel om frk. Parelius. den artikel om frk. Parelius: artikkel i Politiken 21/8/86. Artikkelen beskrev Sofie Parelius som Aase i Peer Gynt. Jeg skrev straks et brevkort til Ludvig og sa at jeg først kom iovermorgen; han får det samtidig med det tog som jeg skulde vært kommen med for toget går først 1 kvart før 4. Nu er den 3. Bare Du nu ikke synes at dette er galt af mig. Jeg er så bange for det. Men når jeg ikke har Dig at spørge så jeg jo handle på egen hånd, og det er så lejt. Der går jo nogle flere penger med men så kan jeg vel få det brev ind i Politiken og så er det det med stipendiet. Billetten ombord kosted omtrent 49 kr, så det var jo en streg i regningen. Thomsen havde bylder i ansigtet og var syg, men dog elskværdig nok til at ta imod mig. Farvel min søde elskede! Hils gutterne meget.

Din Amalie

[Tilføyelse på første side]:

Det er et dævels blæk detteher!

[Tilføyelse på siste side]:

Jakob har nu vel fåt jernpillerne?



340. Amalie til Erik

Kristiania 11te april [1889]

Min kjære, søde, snille mand, her er jeg endnu. Jeg fik sikker underretning om at ansøgningen om stipendiet skulde indleveres inden denne uges udgang. Thomsen havde sagt at jeg absolut måtte ha anbefaling fra Skavlan og helst fra Schjøtt. Og så bor disse mennesker så uhyre langt udenfor byen, så Du kan ikke tro hvad tid det tar. Idag har jeg vært hos Hartvig Lassen;Hartvig Lassen: litteraturhistoriker, journalist, og konsulent ved Christiania Theater, som hadde skrevet om og utgitt Wergeland. han var uhyre elskværdig – han er en af kommitémedlemmerne, – men tænk han havde læst Lucie og Constance, men ikke Hellemyrsfolket. Jeg sa da, jeg vilde sende ham dem om han så vilde læse dem. Nu har han fåt dem. Jeg bad ham sige mig ærligt om der ingen chance var for mig, da jeg i så fald vilde rejse straks til Kongsberg og ikke spilde tiden. Han sa, at jeg burde søge, – der var stor chance. Men jeg måtte absolut gå til den «Sortgule».den «Sortgule»: dvs. Johan Sverdrup. Dette er ikke et kjent økenavn; Amalie refererer kanskje til hans «ravnsorte» hår og bleke ansikt. Så var jeg hos Skavlan. Han mente at det var aldeles forgjæves. En som jeg, fik aldrig stipendium under dette regimente. Senere fik jeg det sikkert, men bare ikke nu. Men til Sverdrup måtte jeg gå, sa han også. Så gik jeg til ham – åh, Du aner ikke for strabadser jeg har havt at gjennemgå, for de er naturligvis aldrig hjemme og så går jeg og slænger i gaden og venter på dem og går op igjen – igår var jeg hos Schjøtt, hvis anbefaling det efter sigende er meget vigtigt at få, men han var ikke hjemme. Han bor næsten en mil borte fra byen og jeg gik tilfods frem og tilbage for billigheds skyld. Og jeg er bleven så frisk, så frisk heroppe. Sover som en sten og har det udmærket. Den Sortgule var prægtig – og tænk han havde læst både Sjur og To Venner og fandt dem gode. Constance syntes han også var meget talentfuld, men han likte ikke retningen. Også ham bad jeg sige mig ærlig besked, – «jeg vilde være ham taknemmelig om han sa sandheden», men han endte med at sige: «Søg frue! Men søg både statens og Schäffers. »Schäffers: Schæffers Legat ble opprettet i 1865 av Henrik Ernst Schæffer, en norsk embetsmann, og kunne søkes av unge kunstnere – og i særtilfeller av «ældre værdige og trængende Kunstnere og Digtere» (iflg. Salmonsens Konversationsleksikon). Efter dette kan jeg ikke la være at søge men så må jeg bli her til på lørdag. Jeg skal tale med både Drolsum og Bang Drolsum og Bang: dvs. Axel Drolsum, siden 1876 sjef for Universitetsbiblioteket i Kristiania, og Cathrinus Bang.(resten af kommiten[)] og få anbefalinger fra Skavlan og Schjøtt (Skavlan bare skriver jeg til) og så skal ansøgningen skrives. Sverdrup sa også den måtte være indgit i denne uge. Naturligvis får jeg alligevel ingenting, men alle siger at jeg bør søge alligevel, for det hjælper på næste gang.

Sig til Nils Collet Vogt at alt hvad han har fortalt om Krohg er løgn,løgn: understreket tre ganger. lutter løgn og sludder. Krogh [sic] er bedre og kjækkere mand end nogensinde,Krogh er bedre: Ved denne tiden holdt Christian Krohg på med noen av sine mest kjente gatebilder; hans kone Oda hadde også debutert som kunstner i 1886, og de holdt utstillinger sammen. men hans kone er frugtsommelig og rasende styg, men elskværdig.

Farvel min kjæreste, mit bedste i verden. Hils gutterne fra

Din Amalie.

I fykende hast for posten går straks.

[Tilføyelse på første side]:

Teaterbrevet kommer snart.



341. Erik til Amalie

Fredag den 12 April 1889

Tak min egen søde Amalie for dit Brev fra Kristiania! Det var så hyggeligt og blødt og kært som den allerbedste Tur med Dig under Armen, hvor dævelsk end Blækket var, og hvor skjult Du end holdt dit Opholdssted. Hvor Pokker sad Du i Kristiania – på Hotel? Hvilket? Nå ja, når Du bare kommer godt fra de Kristiania-Dage uden alt for megen Svir og Kommers, så er det jo i Grunden ret fornuftigt ordnet; men så bør Du da holde Dig i Ro på Kongsberg i Påsken. Husk min Ven, at Du er i Norge først og fremmest for dine Nervers Skyld, og at det er dem Du skal bringe tilbage i udmærket Forfatning. Hvad sa Gunnar Heiberg for Resten? Fornøjet med Krania? og Madam Didi. Og har Du hørt noget om «Fjældmenneskers» Skæbne?«Fjældmennesker»: skuespillet som Amalie og Erik skrev sammen; det ble trykt i 1889. Fortæl pænt om alt. I Onsdags var jeg altså til Middag hos Kapt. Rovsing. Jeg havde været til Gymnastik og skrevet en lang Artikel til Ill. Tiden lang Artikel til Ill. Tid: se brev 338, note 8. – jeg læste Korrektur på den igår og tvang ved et positivt Spørgsmål Galschiøt til at erklære, at det var en ganske fortrinlig Artikel, og at han blot ønskede, at jeg nu, da jeg havde mere Tid, vilde skrive så mange Karakteristiker som muligt over Skuespillere. Han havde kun modtaget 1 Billet til Samfundsforestillingen1 billet til Samfundsforestillingen: se brev 338, note 4. og den var ikke bleven benyttet. – Altså til Middag hos Kapt. R. Vi fik fortræffelig Suppe, Høns med Champignon, Lammesteg, Ost osv. Is og Frugt. Til Bords havde jeg Thorkilds prægtige Kæreste.Thorkilds prægtige Kæreste: dvs. Marie Emilie Raaschou; hun skulle gifte seg med Thorkild Rovsing, sønnen til Kaptein M. Rovsing, som var verten ved middagen. Vi kom udmærket ud af det med hinanden – det er første Gang jeg i Grunden har talt med hende – lo, snakkede, talte fornuftigt og snakkede og lo igen. Thorkild sad på hendes højre Side og ham kaldte vi den fremmede Herre. Ligeover for sad Frk Råschous yngre Søster med unge Brix,Frk Råschous yngre Søster med unge Brix: sannsynligvis Severine Elisabeth Raaschou (født 1865) og den senere litteraturprofessoren Hans Brix, som ved den tiden studerte i København. en attenårig, blond smuk og rund, livlig lille beskeden Frøken, der har noget særegent tilspidset indtagende om Næse og Mund. Til venstre havde jeg den Grosserer Møller,Grosserer Møller: Etter Kracks Vejviser 1889 bodde det en fabrikant O. P. B. Møller i Vodroffsvej 2. som Du måske husker fra en af Middagene på Vodrofsvej [sic], en behagelig rolig, noget langsom Mand. (Der var flere Herrer end Damer, derfor sad her og der Herre ved Herre) Ved Siden af Møller ragede Frøken Lønborg opFrøken Lønborg: må ha vært Augusta Lønborg; det finnes flere brev fra henne til Erik på KB, og Amalie og Eriks datter Johanne besøker henne senere i 1893. Augusta Lønborg var lærerinne ved Kellers Abnormskole. som en kotschinkinesisk Høne i blåt Fløjel og en Barm, der denne Gang anelsesfuldt var dulgt af Flor. Hendes Herre var den evige Ikke-Frier Palludan,den evige Ikke-Frier Palludan: det har ikke vært mulig å identifisere vedkommende. og så kom Fru Hørup, der kiggede frem mellem Palludan og Kapt. Rovsing som en vagtsom Grævlingehunde i et Hundehus. Rav-Rap-Vov! sagde hun og lo så det skar i Ørebrusken. På Rovsings anden Side snurrede og spandt velbehagelig sødt og sagte den lille Silkekat Fru Arentzen,den lille Silkekat Fru Arentzen: se brev 304, note 7. hun havde Hørup til Bords. Den Mand ærgrer mig, for han kan aldrig blive naturlig og ligefrem imellem andre. Han ser bestandig ud, som om det var to Minuter siden han kom ind ad Døren og endnu ikke var bleven præsenteret for de bedste i Selskabet, men for øvrig forbeholdt sig at sige noget morsomt om Situationen, når der kom en Lejlighed. På hans venstre Side var Fru Lønborg anbragt med Arentzen til Kavaler. Og så har Du fået hele Selskabet. Rovsing drak naturligvis for Dig, og fra alle har jeg lange Hilsener, fra Hønen og Katten, fra den prægtige Marie Råschou, Mænderne osv. ikke gamle Fru L. at forglemme, hendes Livs Mål på de ældre Dage synes at være at træffe Dig. Det hele var livligt, men efterhånden som det gik over Midnat syntes jeg nu nok, at det i Grunden slet ikke var så morsomt, som det så ud til, og at det var i den Anledning at J.E. Palludan og jeg sad og drak os en meget ærlig Rus til, medens vi skålede, og spiste på og aede og åede os af den ungarske Vin. Klokken var over halvto inden Selskabet gik, altså for mit Vedkommende omtr. ½ 3 da jeg kom i Seng. Alligevel var jeg oppe inden 9 igår og havde læst Aviser og været på det lillebitte Sted og besørget alt til Toilettet henhørende inden Kl 11, da der skulde komme en Mand og tale med mig angående en Udstillingsartikel i Politiken. Efter Frokost satte jeg Hale på min Artikel til Ill. Tid og gik på Trykkeriet, var på Politikens Kontor og hjemme hos Edv. Brandes for at tale med ham, så Klokken var 4 inden jeg atter var hjemme. Jeg lagde mig til at ryge og læse og fik en Dvale på et Kvarter, så kom Ludvig ¾5 og vi spiste – Bensuppe med Ris og kogt Rødspætte – og jeg afsted til Trykkeriet. På Hjemvejen mødte jeg Henriques, som opfordrede mig til at følges med ham og Kone og Svigerfader i Folketeatret, og da jeg dog skulde se Forestillingen og havde en Følelse af, at han kunde se på mig, at jeg hellere vilde vente og gå med en af Drengene i Teatret, sagde jeg ja, og så morede jeg mig over det gamle Stykke «Abekatten»,det gamle Stykke «Abekatten»: vaudeville av Johan Ludvig Heiberg og Johanne Luise Heiberg, som ble spilt i Folketeatret april – mai 1889 med Marie Müller som den unge elskerinnen. fordi Fru Marie Müller spillede så friskt og sødt og fint og nydeligt og de andre også spillede godt, og Stykket egentlig er udmærket for sin Tid. Derimod blev jeg syg af Kedsomhed over den gamle Farce «De røde Dominoer»,«De røde Dominoer»: dvs. Delacour og Hennequin: Les dominos roses, som var oversatt og ble spilt på Folketeatret 70 ganger mellem 1877 og 1895. som i gamle Dage har fået mig til at le, så jeg trimlede. Efter de to Akter gik jeg, og Henriques og Frue fulgte, men Svigerpapa, som havde betalt sin Billet, blev. De to gik på Kafé, men jeg skyndte mig hjem, og dog var Kl over halvelleve da jeg var hjemme, den lille Lampe sat ud i Entreen og Gutterne i Seng. Så spiste jeg, tænkte på at ville skrive til Dig, men havde en Fornemmelse af, at Brevet kunde komme til at se søvnigt ud, hvorfor jeg blev siddende i Gyngestolen og røg og tænkte. Men så sov jeg storartet til Kl 7, har gjort Gymnastik, spist tidlig Frokost, bestemt Maden til idag – Grønkål og Pølse – og har nu slet ikke Tid til at sidde her og skrive disse mange Ord til Dig. – Der er kommen Indbydelse til to Middage: imorgen til Adlers Kl 6 og på Torsdag ½ 6 hos Kiellands. Men for Resten forekommer nok det vigtigste af hvad der er hændet, mig at være, at Pigen for det første bad om Lov til at sy Trækgardiner til Køkkenet, og da Bemyndigelsen var given, har forsynet ikke blot Vinduet foroven og forneden med tætte hvide Gardiner men også klædt alle Hylderne med hvide krusede Strimler. Det ser meget lækkert ud, men unægtelig synes jeg nok, at det er lidt flot med disse to Sæt. Nå det blev taget på Regning hos Petersen og skal nok ikke have kostet mere end 1 ½ Krone, så vi kan vel overleve Flotheden. Men nu kommer det bedste. Igår efter Frokost kommer Marie ind og beder om at måtte forstyrre mig et Øjeblik. Hun vilde spørge, om Herren havde noget imod, at hun fik et Klaver i sin Stue. Jeg stirrede forvildet på hende. Klaver, mumlede jeg. Ja, et taffelformet Klaver. Hun havde ejet det, men da Hjemmet for et År siden blev opløst, havde en Kusine købt det. Nu skulde denne Kusine flytte til et Sted, hvor der ikke var Plads til Klaveret, og derfor vilde hun (Marie) så gerne benytte Lejligheden til at købe det tilbage. «Men har De da Plads – et taffelformet?» Jo, hun havde regnet det ud. «Skal Sengen stå ovenpå det, eller det oven på Sengen?» Beskeden Latter. Nej begge Dele kunde være i Stuen. «Nå i Guds Navn.» Ja Meningen var ikke, at hun vilde spille på det, hun vilde bare så gerne have det. «Jo spil De kun væk, når De blot ikke spiller om Natten. Men har De da Råd til det Køb?» Jo hun troede nok, at Faderen vilde hjælpe hende, og mere end 50 Kr. vilde hun ikke give. Imidlertid var der groet en uhyre Stolthedsfølelse op i mit Bryst: holde Pige, som havde Klaver i sin Stue! Det var noget som jeg skulde fortælle Anna With,Anna With: Jakob With hadde giftet seg med Anna Schjødte i 1888. når jeg en Gang mødte hende. Det vilde jeg have spredt ud over hele Byen. Og sådan bliver det altså formodentlig: Når Du kommer hjem, bliver Du modtaget af en Festmarch, og når den er færdig, afsynges en firstemmig Sang af Marie, Ludvig, Jakob og mig, indstuderet i Pigekamret ved det der stående Instrument, der næsten er et Flygel.

Men nu ikke mere denne Gang. Farvel min søde Pige!

Din Mand

E. Skram

[Tilføyelse på første side]:

Medfølgende Fotografi er en Hilsen fra i Onsdags Du skulde have.



342. Amalie til Erik

[?/4/89][?/4/89]: Brevet er udatert, men fra innholdet må det være skrevet 13. eller 14. april 1889. Det ligger i en konvolutt stemplet 14/4/89.

Min kjæreste ven, hermed sender jeg dig teaterbrevet.teaterbrevet: Amalies brev om En Forlovelse i Kristiania ble trykt i Politiken 18/4/89. Bare Du nu synes det går an. Sæt Du overskrift og hvis Du synes navn under, og ret hvad Du finder nødvendigt, men ikke mere, er Du snil. Jeg har idag på skriftlig forespørsel fåt et meget kort og kaut afslag angående «Fjeldmennesker» fra teaterchefen.«Fjeldmennesker» fra teaterchefen: dvs. Hans Schrøder, sjef for Christiania Theater 1879–99. Han var konservativ, og refuserte bl.a. Gengangere, Over Ævne og Tante Ulrikke. Men Fjældmennesker slo aldri an i Norge fordi det var skrevet på dansk; det ble bare spilt i Danmark. Idag rejser jeg. Hils gutterne og bed Jakob ta sine jernpiller. Farvel sålænge min egen sødeste elskede.

Din Amalie

Jeg kom for sent til at se KammeraterKammerater: se brev 339, note 3. derfor har jeg intet kunnet sige om det.



343. Erik til Amalie

Søndag den 14 April [1889]

Det lader jo til, at det var i Grevens Tid Du kom til Kristiania,i Grevens Tid: dvs. i siste øyeblikk. siden det netop er nu, at Ansøgningerne skal indleveres. Det havde dog været ærgerligt at have forsømt at komme i rette Tid. Men min søde Pige, hvor er Du i Kristiania, og hvad tager Du Dig ellers til foruden at løbe Ministre og literære Mænd på Dørene. Du holder mig knap med Underretning. Hvad jeg får bagefter, når Du en Gang kommer i Ro på Kongsberg, vil næppe holde mig skadesløs for alt det jeg nu ikke får. Du har altså været hos Kroghs. Naturligvis forstår jeg godt at Du nu kun har dårlig Tid til at skrive, men det er jo lidt fattigt at skulle være uvidende om blot så tarvelig en Ting som, hvor det er Du får den herlige Søvn, Du glæder Dig over. Og den sortgule må Du fortælle lidt om osv. Og hvor spiser Du, og hvordan Pokker kan Pengene slå til. Jeg er desværre så fattig som mulig og i Vånde, for det synes ikke, at jeg skal få nogen Tilskuerartikel til at løbe af Stabelen.

Jeg var altså igår for det første i Retten Kl 9 angående de Kirkepenge, Du véd jeg har nægtet at betale,de Kirkepenge … jeg har nægtet at betale: Erik hadde meldt seg ut av kirken, og ville derfor ikke betale kirkeskatt. Borgmester H. N. Hansen hadde viet Amalie og Erik borgerlig. og selve Borgmester Hansen gjorde mig den Ære at møde imod mig. Det gik heldigvis i en Fart og bestod kun i nogle Formaliteter foreløbig. Siden gik jeg til Arendzen for at bede om Vejledning, og den får jeg – forhåbentlig gratis. Igår kostede Rettergangen mig 17 Øre. Så benyttede jeg Tiden til at gå på Universitetsbiblioteket for om muligt at finde noget til min Artikel, men det var vistnok spildt Umage. Så sen Frokost og Arbejde der intet Arbejde blev. Kl 6 skulde jeg til Adlers. Der fik jeg Frk Emma Adler til Bords og havde Fru Kantor på venstre Side. Det var meget hyggeligt. G. Brandes var der, og da han skældte ud på Jæger,da han skældte ud på Jæger: Striden om Kristiania-bohemen raste i denne tiden. Hans Jægers roman Fra Kristiania-Bohemen (1885) var blitt beslaglagt, og Jæger satt en tid i fengsel; Krohgs Albertine (1886) var også blitt beslaglagt. tog jeg ham i Forsvar og det skete unægtelig på Bekostning af Krogh – da havde jeg jo endnu ikke læst dit Brev, som formodentlig, eller rettere sikkert vilde havde dæmpet de Ord om Krogh, som jeg lod falde. Brandes var forøvrigt overordentlig tilfreds med sin Rejse og bedst havde han haft det i Kristiania.Brandes … i Kristiania: I februar/mars 1889 hadde Brandes vært på forelesningsturné i Sverige og Norge. Han hadde vært i Kristiania 15–30. mars og holdt flere foredrag, mest om Goethe og Heine. Han var livlig og elskværdig. Fra Adlers gik jeg i god Tid, men da jeg bøjede om ved Vimmelskaftet for om mulig at træffe den fattige Sporvogn, da det regnede, så jeg, at der var Opløb uden for Bernina. Jeg gik derhen og fik at vide, at der var en ung Herre, som havde slået en anden Herre uden for på Trappen, og at man nu holdt på ham, medens der gik Bud efter en Betjent. Jeg tænkte på, at om jeg havde haft Dig med, vilde Sagen være bleven nærmere undersøgt, og det gjorde jeg nu da for egen Regning. Gennem en Del Herrer og Damer kom jeg op til den inderste Indgangsdør, og hvem så jeg der ligge bleg halvt op ad et Par Trappetrin med en stor og stærk Mands vagtsomme Hånd i Struben? Den Ørsted, kan Du huske,Den Ørsted, kan Du huske: Det har ikke vært mulig å identifisere vedkommende. der ved Jakobs første Besøg, kom til ham og siden betegnedes som en Bølle (og Højremand?) Ham var det, der havde overfaldet Herren for et Skænderis Skyld inde på Kaféen – de kendte ikke hinanden, men Herren, der var i et større Selskab med Damer havde anmodet ham gennem Karl om at sidde mindre ugeneret osv. – men uheldigvis for Hr Ørsted var den overfaldne den stærkeste, han havde slået ham til Jorden og stod nu og passede på ham. Så kom Betjenten og førte ham på Stationen. Men så kom jeg inden for i Samtale med Poul, så traf jeg nogle Folk fra Samfundet og fik et Glas Øl og kom til at sidde og vrøvle til Kl 1. Men da jeg så kom hjem sad Hamsun dersad Hamsun der: Knut Hamsun hadde mye kontakt med ekteparet Skram i denne tiden, særlig med Erik. Boken han hadde med, må ha vært Fra det moderne Amerikas Aandsliv, som kom ut våren 1889. med Jakob og Ludvig og de havde en Flaske Wisky [sic] imellem sig og var såre glade. H. havde spist til Aften med dem. Han havde bragt sin Bog med Udskrift til Dig. Den kommer for Resten først på Tirsdag. Han vidste jo ikke, at Du var rejst. Med dem sad jeg så til Kl 4. Jakob var udmærket oplagt men Ludvig opløstes efterhånden til en Tågeskikkelse af Søvnighed. Det synes som om Jernpillerne allerede har hjulpet Jakob. Han var oppe Kl 9 imorges jeg ½ 10, Ludvig sov til Kl ½ 12. Idag har jeg været i Bestyrelsesmøde i 4SBestyrelsesmøde i 4S: dvs. Studentersamfundets sønderjyske Samfund, stiftet i 1887 for å støtte dansk språk og kultur i Nordslesvig. og arbejdet. Jakob har spist hos Carsten Ravns. Carsten Ravns: Carsten Ravn var skuespiller ved Dagmarteatret og Casino fram til 1894, deretter tegner. Ludvig været hjemme. Han fortalte, at da han kom ud i Køkkenet for at spørge om Middagsmaden (Lobeskovs), overraskede han Marie og den lille Søster til deres store Forskrækkelse. Den lille sad på Skødet af Marie med Armene om Halsen på Søsteren og talte ivrigt. Det var jo et sødt lille Billede. Nu kom Jakob hjem, Kl er 12. Godnat min søde elskede Ven!

Onsdag Aften

Ak min kære lille Pige, jeg har ikke skrevet til Dig i to Dage, og det ligger i Travlhed og i elendigt Humør – den Artikel!! For at gøre den ordentlig måtte jeg have meget mere Tid. Og nu har Fanden haft en Finger med i Spillet. Jeg sidder i Sofaen og skriver med min Mappe støttet mod det lille grønne Bord, det højre Ben med blottet Fod og Isomslag ligger udstrakt i Sofaen. Jeg har beskadiget Foden for adskillige Dage ved Gymnastiken imorges, sprængt ved et Spring nogle Småsener og Muskelfibre. Jeg har haft temmelig stærke Smærter, Foden er meget ophovnet (jeg måtte køre hjem, ak, det kostede 1 Kr.) men Isomslagene har dog jaget Smærterne næsten helt bort; om at støtte på Foden er der dog ikke Tale. Feilberg har været hos mig Kl 1 og kommer igen imorgen for at lægge fast Bandage om Foden. – Nå og Du med dine Uheld på Jernbanestationen! Men tak min egen dejlige Ven for dit Brev,tak min egen dejlige Ven for dit Brev: dvs. brev 344; Erik fortsatte sitt brev etter tre dagers pause. det kom ved Frokosttid og var mig en prægtig Trøst i mit Uheld. Ak jeg ser Dig komme anstigende for sent og græde, jeg var ganske betaget på dine Vegne og måtte dog le og skænde for mig selv. Men nu til mine Meddelelser. Din Korrespondance synes jeg var udmærket malende, den kommer forhåbentlig imorgen, jeg sendte den straks til Edv. Br. som jeg havde forberedt. Han sagde nu rigtignok på Forhånd, at han håbede ikke Du roste Stykket, for så kunde det ikke gå an at trykke Artiklen, men det har vel ikke noget på sig. Fra Hamsun fik jeg et Par Ord igår, hvori han fortæller mig, at et Telegram har kaldet ham til Norge. Da nu imidlertid Fru W.H. er i Sverig et StedFru W. H. er i Sverig et Sted: dvs. fru Anna Winkel Horn, født Ravn; Carsten Ravn må ha snakket med Jacob om det (se note 8). Det blir forklart i brevene at Amalie og Erik ikke er de eneste som tror at hun og Hamsun møtes hemmelig. Fra et brev fra Hamsun til Erik litt senere, som sannsynligvis ble skrevet i mai/juni 1890 i København, går det også klart fram at det har vært et forhold mellom Hamsun og fru Winkel Horn: «Jeg saa Winkel Horn netop nu, det vil sige for et Par Timer siden. Han kom ind i et saakaldt billigt Spisehus, mens jeg sad derinde. Han kom lige hen til mit Bord og tog Bordet ved Siden af; jeg saa ham hele Tiden. Og han saa aldeles faktisk mig. Men der skete ingen ting. Naa, hvorfor Fan sker der ikke noget, naar han altsaa har noget at hævne? … Jeg har aldrig set noget latterligere end denne Satans Historie – jeg er mer glad i Manden end i Konen.» Knut Hamsuns brev I (1879–1895), red. Harald Næss, Gyldendal, Oslo 1994, s. 166. med Ellen (for dennes Sundheds Skyld) formoder Jakob og jeg unægtelig, at Norge er Sverig, og at Fru WH i dette Øjeblik lader Ellen være Ellen og træffer sin Hjærtens Ven i en eller anden Afkrog af det store Rige. Om hendes Hensynsløshed synes Jakob fra sit Besøg i Søndags at have hørt adskilligt, som han dog ikke nærmere omtaler. Men nu en Ting, som vil more Dig. Det er sandt, at Rosenstand gifter sig;Rosenstand gifter seg: se brev 68, note 1. Vilhelm Rosenstand (51) giftet seg med Clara Elise Jensen (36). idag står Bryllupet i en eller anden Kirke. Jeg har det fra hans egen Mund. Hun er enke og «borgerlig» – Det er i Længden dog det bedste, sagde han, disse Ture på de «bonede» Gulve har ikke ført til noget. Kirken holdes strængt hemmelig, ti han skulde ikke have noget af at se den fyldt med Elviraer, når han kom vandrende op ad Kirkegulvet. Jeg talte med ham igår på Gaden, han var overordentlig morsom. Men et Vrag, et Vrag! Der er dog næppe Tvivl om, at Ægteskabet er Frugten af et nøje Kendskab mellem de to, hun tager ham ikke i Blinde, og holder af ham. Det indlagte er et Udklip af «Socialdemokraten».et Udklip af «Socialdemokraten»: sannsynligvis en anmeldelse av Fjældmennesker, signert C. E., som ble trykt i avisen 14/4/89. C. E.= C. E. Jensen, som også hadde skrevet en positiv anmeldelse av Constance Ring (Social-Demokraten 5/9/85). Hvad siger du ellers til Teaterbestyrelsen, som undlader at svare, indtil den kræves for Svar. Den Slags Uforskammethed irriterer mig. Men således var det jo også forrige Gang. Det morer mig, at Du nu giver mig så fuldstændig Ret i min Opfattelse af «En Forlovelse». Ak hvor hvert Ord Du fortæller om Kroghs og Heibergs er netop det mistrøstende, som vi havde formodet. Hvad mon egentlig din Varme i Brevet forud sigtede til?

Der er kommet Brev til Dig fra Schandorph.Brev til Dig fra Schandorph: Brevet er datert 15/4/89 og sendt fra Frankrike. Han tenker på København, sier han, «kun med Modbydelighed»; han vil gjerne gjøre som Rabelais’ Pantagruel og «drukne Ministerialbygningene, Universitetet … med en Kæmpestraale». (KB) Jeg tænker, det er rigtigst at jeg åbner det, for at undgå at sende Konvoluten med. – Ludvig kommer ind og spørger, om jeg vil have Te, han bytter Isomslaget for mig, Jakob er aldeles umulig idag, siger han, han har sikkert sove [sic] fra det Øjeblik han spiste. Ludvig kommer nu hjem så sent til Middag, at vi har spist sammen med Jakob. Drengene klager over, at Maden er betydelig mindre fin nu og truer med at ville skrive derom til Dig – Du forstår: Spøg. Men det er nu sandt, at Marie har udmærkede Instinkter i Retning af Sparsommelighed, og jeg støtter hende. Kærnemælk og Pølse, Vandgrød og Flæskekage. Men imorgen, da Gutterne har fri, skal vi ha’ Steg som kan spises kold Fredag. – Nu har jeg læst S.’s Brev. Velbekomme! Hans Grovhed er ikke morsom, og Vorherre må vide, hvad det i Grunden er han bilder sig ind at have imod Kbhvn. Vi, som gjorde Fest for ham, og hvor han havde så mange Venner, som der var Dage i Året. Nej, han er en fordrukken Dreng og skulde haft Kældertøse til at øve sine Abemanerer på!

Godnat min elskede Ven. Jeg skal skrive Afbud til Carsten Kielland endnu og jeg mærker, at det er et ubekvemt Sæde jeg har[.]

Godnat og sov sødt og vær umådelig fornuftig!

Og bliv nu ved at fortælle mig om alt.

Din E Skram



344. Amalie til Erik

Kongsberg 15de april 89.

Tak for dine to søde kjære breve, min egen snille mand. De lå her og vented på mig og glæded mig uhyre ved sin elskværdige omstændelighed. Jeg skal «skrive langt og fortælle vidt og bredt om alting», men tænk hvad tid det tar, når jeg nu endelig skal begynde at være flittig, og så blir der jo intet tilovers til jeg engang kommer hjem igjen. Men lad mig nu forsøge. Det blir nok dog hverken halvt eller alt for der er jo så meget, så meget. Om hvordan jeg havde det i Xania har Du jo fåt besked. Jeg boede på et Privat Hotel sammesteds som Hejbergs på Karl Johan, hvor der ikke var altfor dyrt. Men alligevel gik der mange penger, som jeg lånte af Hejberg. Jeg havde håbet at han skulde sagt, da jeg talte om tilbagebetalelsen – jeg sa nemlig at jeg vilde skrive til Dig og be Dig sende dem direkte til ham – at han skulde sagt, han jo skyldte Dig penger, men nej da, ikke et ord om det. Hans adresse er nu – konen rejser til Bergen og han senere til Stokholm – enkefru M. Hejberg Stenstrupsgade Xania. Så får Du skrive og sende penger eller hvad Du vil – regnskabet skal følge senere. Han var forresten i ypperligt humør, havde masser af penger, og så glad ud i konen, der drak meget. Hun havde flasker stående under sengen sin, – punsch og portvin, hele og flere; gud ved om han da intet ved. Sammen med andre var hun svært forsigtig og drak mindre end nogen. Alligevel spilled hun udmærket komedie undtagen én gang, da hun efter eget sigende var syg, eller «mat», som hun sa, efter andres spikende fuld. Da fik hun begavingerbegavinger: krampetrekninger. efter forestillingen akkurat som hos os med krampegråd og skrig. Nu er jeg vis på at disse anfald skyldes overmål af drikkevarer. Noget engagement blir der nok ikke tale om, og det er svært trist, for leddiggang[sic] er rod til alt ondt, også til drik, og hvad skal det arme menneske ta sig til? «Kong Midas» er forkastet.«Kong Midas» er forkastet: Heibergs skuespill – av teatersjef Schrøder på Christiania Theater. G.H. fortalte meget morsomt om chefens motivering. «I sin nuværende form egned det sig ikke til opførelse. Han var desværre ikke istand til at sige af hvad art forandringerne skulde være» o.s. v. H. var i det hele umådelig tækkelig og hyggelig og svært glad i Dig, hvem han sender mange hilsener. Han havde nogle hemmelige grejer for. Jeg tror det gjaldt at lave en avis sammen med skuespiller Hansson og sin bror, Jakob.en avis sammen med skuespiller Hansson og sin bror, Jakob: dvs. Olaf Hansson, fhv. redaktør av Intelligentssedlerne og skuespiller på Christiania Theater. Gunnar Heibergs bror Jacob var embetsmann. Kroghs var jeg naturligvis også meget sammen med. «Malerierne er sendt», var det første han sa. Han maled på et aldeles fortrinligt gadebillede af størrelse som Albertinegadebillede af størrelse som Albertine: kanskje Kampen for tilværelsen, som er datert 1890. og viste mig nogle studier fra Skagen, fælt gode. Forresten drak han som før, var snil og elskværdig, men i rasende pengetrang kunde jeg forstå. Hun var lunefuld, styg, og ikke spor af snil, undtagen første dagen. De var undertiden uvenner og hun især så ud til at være lude lej af altsammen. Nu havde de nu heller intet hjem, undtagen atelieret, der var alt andet end hyggeligt og især end propert ja, og så kunde de, om de vilde, sove i Pilestrædet hos Kr.’s tante. Og så var det jo at slænge indom på Grand hvergang de skulde ha en smule mad. Men svært stolt var han af at ha bragt hende i den tilstand hun var, øjeblikkelig, tænk alt i juli venter hun sig midt i fattigdommen. Jeg spiste sammen med dem og Hejbergs på Grand 3 dager. Den ene dag havde H. inviteret mig. Det var forresten billigt, 1 Kr for dejlig mad. Det drikkende betalte jeg aldrig noget for. En af dagene gik de fra Grand op til Kr.s atelier med kognak og Chartreuse: fruen vilde gi kaffe, H. og skuespil. Hansson gav det stærke. Jeg kunde først komme senere, da jeg havde så meget at løbe om med denne ansøgningen, Du ved. Da jeg henimod kl. 8 arrivër var stedet en fuldstændig valplads. Fru H. lå og snorked på en skidden, gammel kanapé uden spor af fødder eller ben. K. gjorde det samme på en sofa. Hansson blunded på en kasse med hodet op ad væggen, kun fru K. og G.H. var vågne og hun ialtfald ganske ædru. Men den aften var Kroghs ikke gode venner. På vejen op til Grand, hvor vi skulde for at få lidt aftensmad, gik fruen fra ham og han blev alene med. Hejberg vilde absolut spendere østers og Champagne på mig bare på mig og konen, men jeg forhindred det og forlangte noget udmærket plukfisk (ikke af ludefisk) med et krus øl, som Hejberg betalte altsammen. Det er sandt, da jeg kom på atelieret var alle flaskerne tømte. Sådan gik det deroppe (i Xania). Jeg var forresten så forfærdelig optat af mine forretninger at for mig var det morsomt og en hvile at være sammen med dem. De andre, som valt sig [sic] fra sted til sted hele dagen, når undtages de småstunder hvor Krogh maler, syntes jeg måtte være så ludenes lej af hverandre, og af det hele. En aften var jeg i et lidet selskab hos Holsts hvor vi havde det rigtig hyggeligt. Thomsen vilde absolut gøre stor middag for mig men jeg kunde ikke gi nogen dag – de spiser jo så tidlig, og så skulde det være til jeg kom fra Kongsberg, men det blir nok vist ikke af, for nu har jeg intet at gjøre derinde, men kan ta direkte hjem. Den sidste middag traf jeg Hejerdahl på Grand.traf jeg Hejerdahl på Grand: Det er uklart hvem dette er. Amalies svoger Jacob Worm-Müller hadde giftet seg med Aurora Heyerdahl. Han var både så smuk og så elskværdig og spendër i anledning af mig for 13 kr. i italiensk rødvin, men vi var jo altså 6 om den, så Du må ikke bli bange. Jeg skulde rejst derfra kl. 3; alt var pakket og ordnet, jeg havde blot at gå hen til Cammermejers og be om mine bøger til Catharinus Bang, hos hvem jeg havde vært om formiddagen, og som havde svaret på at ville indstille mig, men mine bøger havde han ikke læst – jo Sjur – men så blev det forsent. Da jeg kom hæsblæsende på stationen var toget gåt for 2 minutter siden. Jeg gråd af ærgrelse, for da var jeg færdig og ilte efter at komme afsted. Brevet til «Politiken» var afsendt og alt i orden. Jeg gik da op igjen på Grand, hvor de andre sad, derfra ned til atelieret hvor Krog malte en udmærket skitse af os,Krog malte en udmærket skitse af os: kanskje Christian Krohgs skisse «Gunnar Heiberg leser Kong Midas» (se Einar Skavlan: Gunnar Heiberg, Aschehoug 1950, s. 169.) Hejberg læsende, lampelys o.s. v. Gerhard Munthe kom til.Gerhard Munthe: norsk landskapsmaler som eksperimenterte med dekorativ fantasikunst. Han var svært morsom og sendte de mest indtrængende hilsener til Dig. Om aftenen skulde Hejbergs til Gundersens, fru Krogh surmulte og jeg gik op til mor.jeg gik op til mor: Amalies mor hadde flyttet til Kristiania. Jeg havde havt altfor liden tid at se til hende. Hun er forresten ikke til at kjende igjen, bereder sig bare på livet efter dette og vilde gjerne omvende mig. Men mere derom senere. Jeg vilde så rejse med første tog 6,40 næste morgen, gik tidlig hjem, lukked bogstavelig ikke et øje om natten af frygt for at forsove mig, stod op kl. 5, gik en halv time fuldt påklædt frem og tilbage på gulvet efter at ha fåt min kaffe, og holdt øje med uret på Vor Frelsers kirke ligeoverfor. Men vil Du tænke Dig noget så idiotisk. Jeg vidste ikke rettere end at 6 40, var det samme som 10 minutter før 7, kom så naturligvis igjen forsent, græd atter, men fik så høre at der gik et hurtigere tog kl. 8,5. Så tog jeg mig en tur rundt omkring på gamle kanter, gik forbi de steder især, hvor Du havde besøgt mig og hvor vi havde gåt sammen, og længtedes svært efter Dig ved at mindes alt det dejlige fra den tid. Kom så afsted, måtte to ganger skifte tog, nådde Kongsberg kl. 12, hvor der ingen Ludvig var at se. Da jeg havde fåt fat på en kjærre til tøjet og sammen med unge Hansten, Du husker, som jeg traf undervejs, begav mig opover bakken kom Ludvig slentrende for at se om jeg dog muligvis skulde være med. Han havde vært der med vogn efter mig 4 ganger i den forløbne uge, fordi mine brevkort (jeg havde telegraferet en gang) hvorpå jeg meldte at min ankomst var forsinket, først kom ham ihænde en dag forsent. Om Kongsberg og alt det, orker jeg ikke at fortælle idag. Posten går om et kvarter. Jeg var forfærdelig dårlig igår efter den absolute vågenat og al strabadsen, men fik dog ansøgningen skrevet og sendt afsted med alle mine anbefalinger, i går aftes. Sverdrup havde nemlig sagt at på mandag måtte den være indleveret. Ludvig tror som Skavlan at det er en komplet umulighed for mig at få noget stipendium under dette regimente. Tanken forekom ham så latterlig at han gang på gang kom med sit gamle: ha – ha!! ved tanken. Jeg sender Dig de ord jeg fik fra Skavlan sammen med anbefalingen og som svar på min skriftlige beretning om hvordan det var gåt mig hos Sverdrup, – han, S. havde bedt mig fortælle det men jeg havde ikke tid at gå der for 3die gang. Nu blir det umuligt at få regnskabet med idag. Men i morgen. Farvel Du sødeste, snilleste af alle!

Din A.



345. Amalie til Erik

Kongsberg 16de april 89.

Jeg fik ikke regnskabet med igår, men nu skal jeg sætte det op, skjøndt jeg kvier mig rædsomt for det, da det er svært mange penger, og alligevel har jeg intet at bebrejde mig såsom jeg f.eks. ikke nogen dag spiste frokost, for at spare – det vil sige jeg drak kaffe med wienerbrød (smørret var så afskyeligt at jeg måtte holde op med franskbrød) kl. 8 og så smagte jeg intet før kl 3 eller ½ 3 til middag. Men jeg måtte jo bli derinde til jeg havde fåt alt det med ansøgningen iorden, siden jeg først var begyndt på det, og siden Sverdrup sa den måtte være indsendt så snart.

68 kr. havde jeg – foruden Jakobs to som lå i etuiet i kufferten.

Billetten kosted48 65
Restauration med drikkepenge 7 50
Droschekjørsel med tøjet og op i tredie etage  1 25
Transport af tøjet fra dampskib  1 75
_____
57 9557 95: Summen er faktisk 59.15 – derfor har Amalie mindre penger enn hun regnet med.

Så havde jeg altså 10 kr. tilbage, men det havde jeg ikke, for der mangled noget i 9.

Hotelregningen til lørdag middag,
Du ved det var min hensigt at rejse kl. 3 var
12 kr. 95
Søndag morgen kom der til 2 90
foruden en glas lysestage
som jeg knuste om natten
     80
Transport af tøjet til jernbanen1 kr. 20
Jernbanebillet5 kr. 40
Betaling for at få seddel på tøjet     65
Transport fra Kongsbergstationen til Ludvig     40
Forbrugt til middags og aftensmad4 95
Til frimærker, brevpapir1 kr. 30
To droscher en til LadersLaders: dvs. Lars Holst (se senere brev 584). om aftenen han bor helt oppe i Vestre Aker og jeg vidste ikke hvor det var     80
En fra Katharinus Bang da jeg var nærved at dø af træthed og sporvognen gik min næse forbi     40
Sporvognsbilletter, det koster 15 øre altid i Xania     50
_____
34 25. 34 25: Summen er faktisk 32.25 – Amalie er ikke videre stiv i regning. Etter det hun sier, har hun brukt 91.40 av de 93 kr hun hadde, men det ser ikke ut til å passe heller, så hun må ha glemt noe.

Jeg har lånt af G.H25 kr.
Havde selv, eller skulde havt, for jeg havde det ikke  9
_____
34 kr. 25

Ved ankomsten til Kongsberg havde jeg foruden de 40 øre som jeg betalte for tøjet endnu 32 øre i Kobberpenger tilbage. Nu ser jeg, at det burde jeg ikke havt for regnskabets skyld, men kanske jeg har regnet fejl, men jeg orker ikke at stræve mere med det. Jeg har balt så, at jeg sidder her med sved på næsen. De to kr. jeg havde i etuiet har jeg alt brugt af til frimerker og brevpapir og en hattenål. Nu skal jeg også ha parapluien istand, som blev brækket på jernbanen af en slusk af en kontrollør, men her findes ingen kunstdrejer eller sådant noget, bare en fyr, som renser piber og heder Trollelars, tror jeg; han er det, som skal gjøre det. En hattenål har jeg også kjøbt og nu skulde jeg havt lidt strikkegarn. Jeg skriver så meget om alt dette fordi jeg er så uhyre lej over alle de penger jeg stadig og altid bruger. Havde Du ikke mig, var der aldrig tale om at Du fik næringssorger, men alt hvad Du fortjener, eller mesteparten af alt, Du jo altid gi ud til mig. Uf det er fælt! Og nu, da jeg ved Du ingen penger har, og heller ikke får nogen på lang tid. Ved Du, hvad som er skrækkeligt? at jeg ikke tog galoscher med. Her rent flommer over i alle gader fordi sneen holder på at smelte i sølen om dagen, lidt af den da, og så fryser det til igjen om nætterne og begynder på samme kommersen næste dag. Det er umuligt at gå ud uden at bli søk våd til langt op over anklerne. Men skidt for det, jeg kan jo bytte, når jeg kommer igjen og jeg er frisk som en fisk, så det gjør mig intet det er bare for skoenes skyld jeg græmmer mig som sikkert blir ødelagt. Igår var Ludvig og jeg en lang tur opover fjeldene, bred dejlig høj mellem klippemasser og sligt, men så våd som jeg blev! og det var dog en henrivende tur. Nej, men netop fordi Du er så elskelig og aldrig skjænder – pyt skjænder! – men endog bare viser en mine for alle de pengene jeg bruger, netop derfor er jeg så rasende lej for det, Du sødeste, bedst af alle i verden! Her er den dejligste, reneste fjeldluft, ganske som et sanatorium, med bare 3 kvarters vej op på snaue højfjeldet 3000 fod over havet, hvor sneen ligger uforandret, hvid og ren og fast. Forresten er her rædsomt, ikke spor af brolægning i nogen eneste gade og ikke gasbelysning, bare her og der en petroleumsprås. Husene ligger spredt og er stygge som i en nybyggerkoloni i Amerika, her er ikke en eneste anselig bygning, bare et sølvværk som forresten skal være storartet, et sølvværk som forresten skal være storartet: Sølv ble funnet i Kongsbergområdet i 1623, og er hovedgrunnen til byens vekst. men der er lang vej did. Var her ikke alle disse våninger for 5000 mennesker, vilde jeg tro, jeg lå rigtig på landet. Fjeldene er ikke høje, ikke de i nærheden fordi byen i sig selv ligger så højt oppe, men længere borte er der skyhøje fjelde med masser af sne. Sne er her forresten alle vegne, det begyndte allerede i Xaniafjorden og siden har jeg ikke set et eneste højdedrag uden store flaker af sne. I Xania var gaderne tørre og rene, og luften lidt mild; heroppe er det skarpt og koldt, men friskt og godt. Ludvig bor prægtigt, har 3 store værelser med hele vægger og sligt, højt under loftet og sol på alle kanter, en stor gang hvor iskassen står og en rummelig entré med et helt fag vindu; det kunde godt bruges til værelse i sommertiden. (Alt for – 220 kr.) Der har han hængt Sverdrup ud; han har tat ham ud af den fine, pene ramme hvori han før sad; den står nu bag min sovesofa, som er så bred og rummelig som en dobbelseng. «Jeg blev så irriteret af at se på den fyren,» sa han; jeg måtte hænge ham ud i entréen! Jeg har endnu ikke sét en eneste butik i byen. Gud ved om her dog ikke er nogen. Søndag aften, da jeg skulde sende ansøgningen afsted havde jeg bare 2 10 øres frimærker. Ludvig påstod at det var forlidt til det tykke brev fuld af alle anbefalingerne. «Så får vi ud og kjøbe et,» sa jeg. «På en cigarbutik er der vel åbent.» «Cigarbutik! Tror Du her er cigarbutikker her i byen?» «Jamen hvor kjøber Du da cigarer?» «Hos bageren.» Sådan er her. Jeg tænkte med vemod på vor aldrig svigtende Mangetak.vor aldrig svigtende Mangetak: må ha vært Amalie og Eriks lokale tobakkhandler. Men inde har vi det prægtigt. Han har indrettet sig så hyggeligt, med pene møbler og tepper og så de dejlige langvæggede stuer. Husholdersken er lys og snild bestandig, blond og ren og smilende, og laver god mad, og kjøkkenet er så stort, (med to fag finduer [sic]) at det ved et forhæng er skildt ad i to dele, hvoraf den ene er hendes værelse rigtig pent er det, og endda er kjøkkenet lige stort som vort. Var der ikke det at Ludvig har vænnet sig til ikke at fryse, – han synes at 10 grader er umådelig varmt, så vilde jeg være fuldkommen lykkelig. Af lutter elskværdighed går han og fyrer i ovnene når han mærker jeg er blå og halvdød af frost, men det skjærer mig i hjærtet for al den dejlige, store ved. Kul og koks kjender de ikke af navn heroppe og ovnene er ikke til det, og så er veden alligevel blodig dyr.

Du, det er sandt – Catharinus Bang kjendte af mine bøger kun Sjur. Jeg lovte at sende ham de 3 senere, men fik kun fat i «To Venner» og fjældmennesker. Han måtte ha læst dem for indstillingens skyld. Og han vilde også så gjerne ha Sjur for han havde bare lånt den i sin tid. Kanke Du være snil og sende ham Lucie og Sjur straks? adresse: Trondhjemsvejen, Bellevue under Tøjen. Og så må Du bede Salmonsen sende «To Venner» til Hagerup, som er Aschehougs kommissionær og sætte mit navn udenpå med Aschehougs adresse, forstår Du dette? Så får Aschehoug den istedetfor den jeg fik når Hagerup har noget at sende. Og så må Du endvidere sige til Salmonsen at jeg har fåt 1 en Sjur og en To Venner hos Cammermejer, (Aschehoug ejede bare den som Lassen fik) og at han skal debitere mig for den, eller rettere at det er rigtigt, når Cammermejer debiterer mig for den i regnskabet sit. Og til Langhof må Du sige at jeg har fåt en «Fjeldmennesker» af Cammermejer. Forstå nu endelig dette og sig ret besked. Fra en norsk Amerikaner fik jeg brev igår adresseret til Xania postmester som havde sendt mor det, om jeg vilde opgi prisen på alle mine bøger, så skulde han straks sende penger om jeg så vilde sende dem ufrankeret. Jeg svarer at han får henvende sig til en boghandler. Farvel min egen søde elskede. Hils gutterne. Ludvig hilser uhyre meget til Dere alle.

Din Amalie



346. Erik til Amalie

Langfredag 19/4 89.

Min elskede Ven to Breve i Træk! Det er noget, som kan gøre et sultent Hjærte godt, og det indtræffer samtidig med at Du formodentlig har mærket en Standsning i min Brevskrivning. Først af alt har mine Tanker vendt og drejet og er kommet tilbage til den Ting, at Du går der på dine små Sko oppe i Snevandet. Jeg har naturligvis tænkt på, om jeg skulde sende Dig dine Galoscher op, og jeg var jo fristet dertil, fordi Du ingen Penge har. Men så har jeg unægtelig tænkt, at Forholdene have tvunget Dig til at låne af Ludvig, for at købe et Par. Og ærlig talt kan jeg ikke rigtig forstå, at Du ikke har gjort det straks, eller at han ikke har holdt på, at det var nødvendigt. Der er jo ikke nogen Ulykke i at eje to Par Galoscher men derimod i at være våd hver Dag og ødelægge to Par Sko. Nå dette har vel ordnet sig af sig selv inden Du får dette Brev. – Ja, min søde Pige, Du skulde have mange Kys for dit omstændelige Regnskab. Jeg kan formelig se på det, at det er blevet til under Slid og Møje og en Slags Fortvivlelse, men Tingen er jo ikke bedrøvelig som den kunde se ud, for jeg har unægtelig i Sinde at skrive til Heiberg, at jeg betragter de 25 Kroner, han har «lånt» Dig, som det Honorar, han «skylder» mig. Værre er det, at jeg i dette Øjeblik er fuldstændig ude af Stand til at sende Dig Penge. Marie har igår fået 5 Kr., og i min Lomme er der andre 5, det er hele Beholdningen (rigtignok foruden 10 Kr, som må holdes i Beredskab til Assurancepolicen og storartede 150 Kr til Husleje, som ikke er afleverede). Altså lille søde Pige Du må ernære Dig redelig ved Lån endnu en Stund. Jeg fik ikke talt Linjerne i din Artikel, men der har Du da i alt Fald ét Aktiv, og forhåbentlig kommer der fra Salomonsen[sic] nogetfra Salomonsen noget: Sjur Gabriel og To Venner var utgitt hos Salmonsen. (ved en Forespørgsel forleden hos Henriques stillede Fortjenesten sig rigtignok meget tvivlsom; det synes som om Salmonsen udtaler sig forskelligt fra Dag til Dag. Kroghs «En Duel» Kroghs «En Duel»: Christian Krohgs roman Duel kom ut i 1888. Det er en humoristisk roman som bygger på ungdomsopplevelser fra Berlin. er gået meget godt og giver rundelig Overskud) Hos Langhoff er der jo også noget at hente,Hos Langhoff er der jo også noget at hente: Lucie ble trykt i 1888 ved Schubothes forlag; eieren var Paul Schubothe Langhoff. men han behandlede forleden jeg var hos ham, Sagen i den Grad en bagatel, at jeg er flov ved på ny at gå der hen. Nå og så skulde jeg jo fortjene lidt extra men tal ikke derom, det er min Fortvivlelse! Men Pokker tage de Pengesorger, det går nok, og Du må under alle Omstændigheder ikke lade dem tynge på Dig, men som sagt låne hos Ludvig hvad der er nødvendigt.

Men jeg skulde vel egentlig først have fortalt Dig Situationen på hellige Langfredag. Ja den er jo en Smule broget. Igår Kl ½ 11 kom Feilberg og lagde mig en Bandage om den syge Fod, hvorved den med alt det Vat, der bruser frem under Bindene (der indeholder et Stof, som gør dem helt stive som Gibs for at Foden kan være i Ro og beskyttet) ligner et mægtigt Påskelam. Dette Lam bærer jeg omkring, når jeg skal flytte mig. Dette sker nemlig i Spring på det venstre Ben, og skulde Du nogensinde have set en Kænguru på ét Ben, så vil Du kunne danne Dig en Forestilling om den Måde, hvorpå jeg bevæger mig. Ludvig lo i Onsdags, så han var ved at trimle, da han bar Lampen ind i Sovekamret efter mig, medens jeg i vældige Hop satte afsted fra den grønne Sofa igennem din Stue og Spisestuen ind til Sengen. Og igår kneb det endnu svært for Marie at bevare Alvoren, når jeg kom hoppende ind til Te eller til Frokost og Middag. For at gøre Tingen endnu mere malerisk tager jeg nu den lille røde Skammel under Armen samt et Håndklæde i Hånden, der vifter, det sker for at have noget at sætte Foden på og dække den til med. Igår endnu måtte Foden hvile på en Krak med en Pude, medens jeg spiste, og i Onsdags fik jeg Maden bragt ind til Sofaen. Jeg kan mærke, at Foden er i betydelig Bedring. Igår kunde jeg kun kort ad Gange sidde med Foden nede på Skamlen, nu sidder jeg og skriver uden at det smærter mig. Jeg vasker mig på ét Ben, og Huset ryster under mine lange og korte Spring, når jeg skal på Do. – Det er nu det mere fornøjelige. Men igår gik Ludvig tidlig i Seng på Grund af Forkølelse, og idag ligger han fuldstændig. Han har tyk Hals og Smærter i Brystet og er meget hæs og har nu og da Feber, som vi fjerner med Antifebrin. For Resten er der ikke noget videre i Vejen. Han spiser nogenlunde og lader sig opmuntre, når jeg kommer ansættende ind til ham, hvad dog kun sker sjældent, da disse Ture på ét Ben i min Alder falder en Smule anstrængende. For Resten læser han og sover, og er idag mindre misfornøjet med Jakob end de to foregående Dage, dem Jakob tilbragte absolut sovende. Det vil sige, Stakkelen måtte møde til sædvanlig Tid på Trykkerietmåtte møde til sædvanlig Tid på Trykkeriet: Jacob arbeidet i Frederik Knudtzons boktrykkeri. både igår og idag, men fik så fri Kl. 1. Idag er Jakob kvik. Men Du ser altså, at Påskeferien ikke netop har lagt sig gunstig til rette for nogen af os. Hemmelig forbinder jeg dog den Tilfredsstillelse dermed, at nu føler vi ikke, at vi ingen Penge havde haft til at drage Fordel af det gode Vejr. Jeg havde en lille Plan om en Tur ud i Skoven med Frokost dér. Men det var rigtignok inden Marie havde fået de 5 Kr. Sålænge der er en hel Seddel i Behold, har man endnu Fantasier af den modige Slags. Igår vilde Gotfred Rubin have mig til L’hombre og Marcus har sendt mig en Indbydelse til imorgen. Som Forholdene ere og har været med vor Gengældelsesevne er det ikke netop det værste, der kunde ske, at jeg er lovlig forhindret.

Som jeg lo, da jeg kom til det Sted i dit Brev, at Cigarene købes hos Bageren! Det var som et helt Maleri. Men Stakkel, som må lade Dig nøje med 10 Grader! Det være et Skår, ja en Flænge i det andet Gode. I hvilken af Stuerne hører Du hjemme? Din Anvisning på hvad jeg har at foretage mig med Bøgerne har jeg gransket meget nøje, og jeg tror, at jeg er kommen til Bunds i det alt undtagen Historien med Aschehoug og Hagerup og dit Navn, det vil jeg lade mig hænge, om jeg grant forstår. Jeg skal sende «To Venner» til Hagerup med dit Navn uden på med Aschehougs Adresse. Det er vel uden på Papirindpakningen? Men hvad i al Verden skal dit Navn der for, når det [er] A. der skal have Bogen? Hvis der t. E. stod A’s Adresse og i Parentes: (Fra Fru Skram) vilde det så ikke være rigtigere. Da jeg jo næppe kommer til at gå ud i den første Uge, vil Du endnu kunne klare denne Sag for mig.

Nu er Ludvig kommen ind til mig med en stor Strømpe om Halsen og Øjne som en træt Hunds; man kan se, at han virkelig har været dårlig. Jakob er gået ud. De hilser naturligvis Dig og Ludvig og har gjort det før også og er meget imponerede af de mange Breve, der går imellem os. Det begejstrede Jakob til at lade Antydninger falde om, at han vilde skrive en Gang.

Dine Breve er dejlige og jeg elsker Dig og dem. Jeg tænker uhyre meget på Dig. Du er i Grunden bestandig hos os. Mamma smutter ind i al vor Snak. Men det falder mig ind nu, at når jeg har savnet Dig særlig i Anledning af den dårlige Fod og Ludvigs Upasselighed, så er det i Grunden galt. Havde Du da været i Gang med dit Arbejde, vilde det være kommet som en ærgerlig Afbrydelse for Dig at skulde løbe frem og tilbage mellem os. – Nej det er godt som det er. Nu tænker jeg mig, at dine Formiddage går ved Skrivebordet, at Du afbrydes ved Ludvigs Hjemkomst fra Skolen – nej det er jo sandt, han har også Ferie. Ja så véd jeg ikke, hvordan Du har indrettet Dig. Men ét har Du at passe på, Du elskede ivrige Menneske, det er at sørge for din Sundhed først af alt. Du skal komme tilbage sund og stærk.

Nu er min Fod begyndt at snurre lidt foruroligende, den trænger til at komme i vandret Stilling, men nu er jo også det sket, hvad jeg igår var helt utilpas over ikke skete, at jeg har fået sendt Dig mine Hilsener og Tanker på håndgribelig Måde

Hils nu Ludvig på det hjærteligste

Din Mand

E Skram

Har Du talt til Ludvig om hans upæne Breve. Jeg måtte tænke på dem, da jeg så Skavlans Lap.

[Tilføyelse på baksiden av brevpapiret]:

Din Korrespondence kostede mig 20 Øre



347. Amalie til Erik

Kongsberg 20de april [1889]

Endelig kom der da et brev fra Dig igjen. Jeg fik 2 her ved ankomsten forrige søndag, så gik hele ugen indtil igår, fredag, før jeg fik igjen. Men nu må Du ikke klage over mig, hvis Du ikke får så ofte brev herefter. Husk Du havde fåt 5 eller 6, mens jeg endnu kun havde fåt 2 og så må jeg jo arbejde, og det på kraft.

Nej, men stakkels Dig da, som har havt det uheld med foden din. Det var da forfærdelig synd i Dig, og skal just ikke bidrage til at gjøre humøret bedre. Nu er Du jo fængslet til din sofa, og kan ikke engang komme ud. Så får Du naturligvis også hodepine. Det er vel nok en meget langvarig historie, og smerter har Du jo også havt, Din arme gut. Hvad gjør Du, når Du skal på do? Lar Du Marie hjælpe Dig, eller får Du en potte sat ind? Ja, for Du skrev jo, at Du ikke kunde støtte på foden. Det er forfærdelig trist for Dig, og jeg, som går heroppe på Kongsberg så langt borte, føler det som en ren tyngsel. Havde jeg endda vært hjemme, så jeg kunde hjulpet Dig og vært lidt snil imod Dig og bedrøvet for Dig, men kanske Du synes det er bedre at være alene, så får Du da idetmindste ro. – Gudskelov at Marie er så økonomisk! Ja, jeg tænkte det nok, for hun er uden tvil en retskaffen og samvittighedsfuld karaktér – jeg er så glad ved at tænke på, at det er hende, som steller hjemme istedetfor det drog af en padde, som kom til at ødsle bare af uvorrenhed og dovenskab. Og den små søsteren hendes, som hun har på fanget, synes jeg også så godt om; fra første øjekast kunde jeg like hende, skjøndt hun ser ud som hun er avlet af en houbok[?] og en dværg.

Ja, teaterchefen, ja! Jeg fik da ret dengang også: Jeg sa så vist at Schrøeder ikke vorte at svare os,Schrøeder ikke vorte at svare os: se brev 342, note 3. hvis han ikke vilde ha stykket, hvad jeg forresten håbed, at han vilde. Men Hejberg påstod det modsatte. Aldrig i verden havde han svart, hvis jeg ikke havde tvunget ham til det. Folk siger det er «Binna» som har lagt sig imellem og fåt Bjørn til at snakke imod det,«Binna» som har lagt sig imellem og fåt Bjørn til at snakke imod det: dvs. Bjørn Bjørnsons kone Jenny Sandberg, som var 13 år eldre enn mannen. Bjørn Bjørnson var ved denne tiden iscenesetter ved Christiania Theater. fordi der fremstilles et ægtepar, hvor konen er 15 år ældre end manden. Det kan gjerne være, det er sandt, men det var nu ikke blet antat alligevel. Forresten har alle som en hylet over at det udkom på dansk. Alle uden undtagelse, Skavlan og Ludvig også, siger det er en stor «fadæse» af os. «Heroppe i Norge gider folk ikke kjøbe det af den grund.» Jeg sa at så gik det måske bedre i Danmark. «Det var umuligt!» For de norske passed sprogrammen ikke til indholdet, for de danske ikke indholdet til sprogrammen. Så lød det uægte på begge steder, o.s. v. i det uendelige. Ludvig fortæller mig desuden at det ord Gimmerlam har vakt så’n indignation blandt folk. Det betyr på norsk en jomfruelig sau. Så tror de det skal hentyde til og stikle på sædelighedsfrågen, netop fordi det lægges Alm i munden. Idiotpak! «Hvorfor stod der ikke killelam?» sa Ludvig, «det er jo et højst uskyldigt ord, og passer meget bedre i den skikkelige Alms mund.» Ja, så sa jeg naturligvis at killelam ikke var dansk og altså ubrugeligt. Det er blevet frygtelig forhylet i norske højre blade,Det er blevet fryktelig forhylet i norske højre blade: f.eks. Aftenposten 12/3/89 («det mest intetsigende og indholdsløse Pjat, man kan tænke sig»); og Morgenbladet 21/3/89 («Indholdet af de fire Akter er i det Hele taget tyndt og puerilt, og hvad der skal være morsomt, er for en stor Del flaut og dumt, tildels også raat og smagløst.»). og heller ikke de venstre har sagt noget godt om det.

Ludvig siger akkurat det samme som jeg, især først, gjorde om din tilskuerartikkel.din tilskuerartikkel: Erik skrev en artikkel om «Moderne Forfattere» til Tilskueren februar 1889 (s. 183–97). Den inneholder mest polemikk mot Valdemar Vedel og Henrik Pontoppidan. Han er ikke istand til at forstå den. «Slig som jeg har slidt med den artikkel,» sa han, «og like nær er jeg. Og Skram, som det altid har vært mig en nydelse at læse, så klar og fin og belærende, især så klar. Nej, det er hans mindst gode tilskuerartikkel.» Der kan Du se, der er andre end jeg som er tungnemme og uden al forståelse af din «satire». Det kjedeligste for mig er, at jeg slet ikke husker hvad der egentlig står i den. Nu har jeg læst store stykker om igjen her, men aner ligelidt som før hvad det drejer sig om. Jeg tror det kommer af at Du har skullet svare på alle disse idiotisk forskruede ting.

Lad endelig Jakob bli ved med at ta jernpillerne. Hører Du, kjære, snilleste min! Selv om Dere synes, det alt har hjulpet, så må han netop ikke holde op. Hils ham og Ludvig uhyre meget fra mig, og sig til Jakob at jeg har tat nogle af hans gamle strømper med mig, som jeg strikker nye fødder i. Jeg er straks færdig med ét par. Forresten synes jeg det er nokså morsomt, at maden var bedre i min tid, men er samtidig glad over tarveligheden, som jeg håber blir ved. Men Ludvig da, er han ikke gud taknemmelig for han slipper ludefisken? «Min varme om Kroghs i det første brev?» Ja det var altså et udtryk for det indtryk jeg fik af dem første dagen. Han var nu glad ved at se mig og i sit allerelskværdigste lune, hun var også snil og imødekommende. Så stod han jo også der midt i arbejdet på det prægtige, vældige gadebillede med modeller og alting, mens hun sad i baggrunden og modellerte på ornamenterne til en ramme. Alt så så bra ud, og da jeg spurgte ham om bogen o.s. v. fik jeg høre at alt var lutter løgn af det Vogt havde faret med. Han talte så kjækt og stålsat om alt det, og havde ikke flyttet sig et hårsbred fra sine forrige meninger. Men Du ved jo godt at han derfor godt kan drikke sig fuld, dratte i søvn og være bare vrøvl og blouthed næste dag for alt det. Hvad Hans Jæger angår, så tror jeg at han i sin bitterhed – han sulter bogstavelig nedfor – og i sin afsindige forholdsløshed og forpligtelsesløshed ligeoverfor alt og alle er sunken ned til at bli en gemen fyr, simpelt hen. Men jeg ved det jo ikke sikkert. Og Vogt som gik og sa at bohëmen dominerte og grasserte eneherskerisk i Xania. Det er så akkurat det modsatte. Den er stærkt på retur i sin magt og vælde; ingen bryr sig om den mere, ingen snakker om den, – skuldertræk og træthed og lede ved emnet – sådan er det. Men mærker har den sat. Det er sikkert.

Uf ja den Schandorph!den Schandorph!: se brev 343, note 13. Schandorph skrev 14/3/89 en anbefaling til Amalies søknad om kunstnerstipend fra Norge. Han blir rent ud modbydelig efterhånden. Hvad er nu det for et brev! «Fordrukken dreng», (hvorfor ikke gadedreng?) det er en passende betegnelse. Og hans forbitrelse på Kjøbenhavn er også uforskammet. Men husk han udtrykkelig undtar vennerne, det er vist bare byens «hæslighed», og mangel på «kønne facader» han vil tillivs. Vor Herre i sin nåde holde sin hånd over os alle, så han aldrig mere kommer hjem igjen. Tænk for et tugtens ris han vilde bli til straf for vores alles synder. Forresten så er det jo snilt også af den grisen, at han skriver nu igjen. Jeg har jo slet ikke svart på hans sidste, eller takket for anbefalingen. Skulde jeg skrive til ham eller la bli? Sig mig det. Jeg har så liden lyst.

Audientsen hos den sortgule, som Du spør efter, var meget interesant [sic].Audientsen hos den sortgule: se brev 340, note 2. Men herregud, det jeg vente med til jeg kommer hjem. Det interesante ligger kun i de vekslede replikker, og de må gjengives nøjagtig og ordret – hvad jeg kan – og med hans betoning på de og de ord. Sligt lar sig ikke gjøre i et brev. Han var meget elskværdig og gjorde et vindende indtryk, men alle siger: tro ham ikke! han er en skurk, en ræv og en jesuit, der har levemåde og ser bra ud. Tænk han farer rundt i Sandviken og på Sagene og holder ordinære opbyggelser for simple folk og sligt – akkurat som Dønnergaard i «Lucie»,som Dønnergaard i «Lucie»: Dønnergaard holder oppbyggelige taler på misjonshuset, som Lucie blir begeistret for når hun blir «omvendt» mot slutten av romanen. så kan Du vide hvorledes han må synes om mine bedrifter. Men jeg vilde nu alligevel ha ærgret mig «sortgul», hvis jeg var kommen forsent med ansøgningen. De siger alle at jeg, om ikke får stipendiet hvad jeg naturligvis ikke gjør, dog har vundet at skabe mig en slags anciennitet, som de blir nødt at ta hensyn til næste gang jeg søger.

Ja, det undrer mig ikke at G.B. var mest fornøjet med Xania. Han drog fra byen med 1554 kr.s nettoudbytte, sa Thomsen, som havde vært hans inkassator, og så havde han jo sin mamsel Bertha her.sin mamsel Bertha: dvs. Bertha Knudtzon, som nå var blitt Georg Brandes’ elskerinne og fortrolige. Han havde langtfra fåt så mange penger de andre steder, sa Thomsen. Var ikke Bertha også hos Adlers, da? Nu da hans tyske bæst af en madam er borte?hans tyske bæst af en madam er borte: Georg Brandes’ tyske kone Henny var meget sjalu. Fortæl mig det.

Nej, hvor det var morsomt det Du fortalte om opløbet på Bernina. Bare jeg havde vært med! Og da Du så kom hjem til gutterne og Hamsun! Både Ludvig og jeg – for jeg læser naturligvis meget højt af dine breve, lo så hjærteligt over alt det. Men ved Du hvad jeg ikke kan begribe? Det er at Du først fik mit brev med korrespondancen i på onsdag ved frokosttid. Det var dog lagt i kassen på lørdag allerede. Sligt er forgalt især fordi jeg får dine breve – når Du skriver onsdag nat f.eks. fredag kl. 1, lige her op på Kongsberg. –

Stakkels arme Winkel-Horn; han er født hanrej.Stakkels arme Winkel-Horn: se brev 343, note 10. Jeg har ondt af den kjedelige tørfisken, især fordi han må skaffe de penger tilveje i sit ansigts sure sved – de penger, som hun bruger til at bedrage ham med. «Det er sandt at Rosenstand gifter sig,» siger Du. En snurrig begyndelse når Du fortæller mig om en begivenhed som jeg for første gang hører et kvæk om. Ja ja, lad ham bare gifte sig. Velbekomme hende, som vil ha ham. Hun må forresten være rent ud sagt et svin; hun kjender jo til både at han er et vrag og hvorfor han er det, synes Du at vide. Men dem om det. Mig skiller det jo ikke.

Tror Du ikke det er Krøjer den berømte kunstner som Schandorph fortæller er hemmelig forlovet?hemmelig forlovet: P. S. Krøyer giftet seg i 1889 med Marie Triepcke. Det er det sikkert. Så måtte da han også gi sig en gang. De ender i fælden allesammen tilslut. – På vor fattigdom som Du taler om, tør jeg ikke tænke. Nej, jeg tør ikke, for så blir jeg så nedtrykt at jeg ikke kan være glad. Men hvad skal det dog bli til – hele den lange, indtægtsløse sommer?

Ja, først ved opførelsen så jeg hvor fuldstændig ret Du havde i det Du dengang skrev om en forlovelsedet Du dengang skrev om en forlovelse: dvs. Edvard Brandes’ stykke, som først ble spilt i København i april 1884. Eriks anmeldelse av boken ble trykt i Tilskueren, mai 1884, s. 399–403. – tænk jeg husker alt hvad der stod ganske tydeligt, næsten da. Det skyldtes nu forresten ikke bare opførelsen men mest at jeg har forandret meningen, er bleven «udviklet» som det kaldes, men ikke bedre for det, tværtom!

Jeg fik igår sendt Karsten Holst’s En Hustru.Karsten Holst’s En Hustru: pseudonym for Fritz Bendix. Hans skuespill En Hustru ble trykt i 1889. Ludvig læste den og syntes den var svært god, men svært kjedelig og ikke opførlig. Ved slutningsreplikkerne skvat han rent til og sa: «Gud bevare mig, hvor det er sublimt, en stor digter værdigt.» Hils Fritz B. og tak ham meget. Sig at både Ludvig og jeg er begejstret. Jeg har ikke tid til at skrive til ham, hvad jeg vel burde, og hvad jeg også skal, hvis Du synes jeg må, (sig mig det) heller ikke har jeg tid til at læse den om igjen nu. Men hils endelig og sig «mille de belles chôses». Jeg læser Sapho på fransk om dagene. Den er fængslende og svært god, og så er den et udstyr med billede og tryk! Det skulde Jakob se, hans tænder løb straks i vand.

Jeg har det brilliant heroppe. Nej de ture jeg går med Ludvig! (Mine arme sko). Igår var vi oppe på toppen af et fjeld. Der var vådt i begyndelsen men efterhånden som vi kom højere, blev sneflagerne faste under vore fødder. Det var en fuldstændig bjergbestigning, meget værre end den Du måtte opgi i Valders, skulde jeg hilse og sige, sa Ludvig. Vi fulgte ikke vejsporet, for at undgå væden, men kravled over stok og sten og alleslags tuer og tornebusker. Hunden var med og ellevild af glæde; den er forresten syg med varm, brændende tør næse; vi er så bange den skal få hvalpesyge, for den er aldeles dejlig men bare 7 måneder gammel (en han gudskelov). Du skulde vidst for en udsigt vi havde: vi så både Drammen og Gausdal deroppe fra toppen, og et stort himmelblåt vand, omkranset af åser og kratskov; jeg har glemt hvad det hed. Da det bar nedover, måtte jeg flere gange smøge kjoleskjørtet op, sætte mig på huk med støtte af hånden og la det stå til udfor skrænterne. Ludvig lo, for han kunde gå eller hoppe, men det kunde jeg ikke. Vi var ude i 3 ½ time, kom hjem med glubende middagsappetit, røg cigar til kaffen, snakte sammen med dejlig døsige stemmer, gik iseng kl.11 og sov som en sten til kl. 8 i ét kjør. Det gjør jeg hver nat heroppe og det havde jeg rent opgit nogensinde at skulde kunne mere. Husker Du hvor ofte jeg om natten trilled ud af sengen hjemme? Jeg sov aldrig uafbrudt, selv ikke når jeg havde mine bedste nætter. Men heroppe jeg sove, og jeg bli frisk, sligt sundt liv som jeg fører. Det eneste sørgelige er at jeg sover altformeget. Jeg sover vid og forstand fra mig. Sætter jeg mig ned, begynder hodet straks at nikke, og så dætter ansigtet ned på armene mine som ligger på bordet, og jeg i den dybeste søvn. Når jeg så blir overrasket lader jeg som jeg ikke har sovet, for det er skam men det lykkes ikke at skuffe dem, især ikke husholdersken. Dagene går så dejlig regelmæssig. Jeg står op kl. ½ 9–9 efter først at ha fåt kaffe og hjemmebagt kage på sengen, hvad jeg først protestër imod, men straks tog tilbage da jeg så hvor bedrøvet husholdersken blev, går så lige fra sengen op i en balje iskoldt vand, som jeg trods de store anstrengelser der er forbunden med det (vandet må bæres op nedenfra) hver morgen får sat ind til mig; så klær jeg mig på, får så atter kaffe med skårne smørrebrød på mit værelse, går en tur mens der ryddes op, kommer hjem, arbejder, får posten, spiser frokost kl. 1 sammen med Ludvig, hvem jeg først ser da – han arbejder på en norsk og en engelsk grammatik og er meget flittig. Så passiarer vi en time eller så, går så hver til sit, spaserer sammen fra ½ 5 til ¼ over 6, kommer hjem, spiser middag, og blir så i regelen sammen til vi lægger os. Men når jeg nu har fåt lidt mere bugt med denne desperate søvnighed, vil jeg arbejde lidt efter middagen også. Aftensmad spiser vi naturligvis ikke. Ludvig er rent bedrøvet over at jeg ikke vil ha en kop te før jeg går i seng, for det vilde moderen, da hun var her, – men jeg er så prop, stop mæt at jeg kan ikke. Vi drikker jo også kaffe efter middagen, hvad jeg jo ikke er vant til. Til frokosten får jeg te, (Ludvig melk) til middagen et stort glas dejligt Xaniaøl, det er det eneste spirituosa jeg nyder heroppe.

Kunde Ludvig få den norske grammatikken til, vilde han bli en velhavende mand.Kunde Ludvig få den norske grammatikken til: Ludvig fikk utgitt en lærebok og grammatikk i engelsk (1890, 1894), men ikke i norsk. For tænk hvor det trængs her, hvor hver eneste én skriver sin egen orthografi. Det skulde altså være nynorsk, men ikke radikal for den er beregnet på skolebrug. Han slider og stræver og spør mig undertiden. Det er især participierne som volder ham kval, og han slår uafladelig op i To Venner og Sjur Gabriel og mange andre bøger, men han siger jeg er et ukonsekvent asen, hvad der er gudsens sandhed. – Forleden blev det pludselig sommer. På én nat var forandringen kommen. Smældende varme og gnistrende solsteg. Det eneste overplag man trængte, var en parasol. Igår blev det lidt kjøligere igjen men dog mildt. Idag er det ligedan. Aa, men vi får nok vinter med snekave og nordenvind igjen når det nu lider lidt. Det kan man være temmelig sikker på. Farvel da min egen kjære snille ven!

Din Amalie –

21de april

Min kjæreste, sødeste snilleste! Jeg har kun et par minutter til at fuldende dette brev, som jeg skrev igår, men ikke vilde afsende fordi jeg håbed på at høre fra Dig idag, hvad også er sket. Vi skal i middag til Hanstens kl. 3 og nu er den snart halv, og jeg er ikke klædt. Jeg var oppe kl. 7 idag,Jeg var oppe kl.7 idag: meget uklart skrevet – det kunne også stå kl.3. Erik har problemer med å lese det senere. satte mig straks til at skrive og fik det til, tror jeg. Det går dog så fortærende langsomt. Men farten kommer nok, når jeg først er rigtig helt og fuldt inde i det.

Tak tak for alt hvad Du skrev. Hvor Du dog er sød og god bestandig. Trods alle de sørgelige ting måtte jeg le over den humor hvormed Du skriver. Men jeg er lej og bange for Ludvig, og for foden din også. Din arme stakker! Alle dine strygninger i teaterbrevet var udmærked gode, men det græmmer mig at E.Br. altså har set, hvorledes jeg er under din censur. Det burde jeg dog være vokset fra, og jeg vilde hellere havt alle mine overflødige ord. Skriv snart igjen og fortæl mig om Ludvig og om foden din. Jeg har det fremdeles godt, men er rasende træt og søvnig. I tankerne kysser jeg Dig mange ganger og er uhyre snil og god.

Din egen A.



348. Erik til Amalie

2den Påskedag 22/4 89

Jeg havde så sikkert spidset min Næse på Brev idag, at det har været mig en ikke ringe Skuffelse at sidde uden. Men jeg må jo slå mig til Tåls, så meget mere som Helligdagen formodentlig er Skyld i, at der intet er kommet. Jeg er alene og har været det siden Kl 10, da Drengene begav sig til Jernbanestationen for efter Indbydelse at tilbringe Dagen i Lyngby Præstegård. Rørdam var her Lørdag Aften for at bede dem.Rørdam var her Lørdag Aften: Kirkehistorikeren Holger Fr. Rørdam var sogneprest i Lyngby fra 1883. Da lå ganske vist Ludvig endnu i Sengen, men han blev rask ved Besøget, og har siden havt det udmærket. Imorges da de tog afsted, var det under Sang og Klang fra begge. Med mig går det kun langsomt frem. Bandagen blev taget af i Lørdags, og Massagen begyndte. Det gjorde til en Begyndelse satanisk ondt, men allerede Dagen efter var Smærterne rimelige, og idag, endnu rimeligere. Feilberg masserer mig om Formiddagen og Ludvig må tage fat om Aftenen. Det vil sige, han har rigtignok kun gjort det én Gang, men nu skal han blive ved. Jeg bevæger mig ikke længer i de lange Kænguruspring men med Stok og uhyre forsigtig Nedtræden på Foden. Den tåler ingenting, og navnlig kan jeg ikke tåle at sidde med den i naturlig nedhængende Stilling. Nu da jeg kun har et temmelig løst Bind om Foden, løber Blodet uhindret til og fremkalder Smærter. I Lørdags havde jeg Visit af Otto Benzon, der kom for at indbyde mig til en lille Familjemiddag 1ste Påskedag, den første efter Emmas Barselseng. Du kan begribe, at jeg gerne havde gået der, om der blot havde været Mulighed dertil. Den lille særegne på én Gang hæmmede og overudviklede, uklare og sikre, elskværdige og fordomsfulde, smukke Kvinde har en fast Plads i mit Hjærte. Altid når jeg tænker på hende, får jeg Lyst til at gøre hende en Tjeneste. Og så var det så venligt og hyggeligt at de havde tænkt på mig i min Ensomhed. De vidste jo intet om mit Uheld. Senere gjorde Marcus Rubin mig et Besøg. Du husker, at jeg var buden til ham om Aftenen. Han var overmåde elskværdig. Men Fanden skal ta’ mig, om ikke Mandens naive Selvgodhed snart gør ham til en komisk Person. Og så sætter han mine Nerver på en frygtelig Prøve. Han borer sig i Næsen, som en anden stryger sig om Skæget, ja ti Gange oftere, og han passer på den Skat han har udgravet som på sit dyreste Eje. Jeg følger Begivenheden med Øjnene som en hypnotiseret og taber Humøret. Og hvordan borer han? Pegefingeren forsvinder i tre Fjerdedelen [sic] af sin Længde. Det ser ud som om han stødte en Dolk i sin Skede. Jeg har aldrig iagtaget [sic] noget lignende. Igår Formidddag så Henriques op til mig. Han sa ikke noget videre, men så ud som om han havde noget på Samvittigheden, som han ikke kunde komme af med. Mulig var det fordi Jakob sad hos mig. Nå, var det noget om, at Bøgerne heller ikke i År har givet Udbytte, får jeg det jo tids nok at vide. Efter Opgørelsen fra ifjor skylder vi A.H. 626 Kr 54 Øre, men det vilde jo være dækket ved et Salg af omkr 250 Eksempl. af begge Bøger tilsammen,begge Bøger tilsammen: se brev 346, note 1. så foreløbig synes jeg, at der efter hvad Salmonsen i alt Fald til Tider har sagt må være godt Håb. Igår kom Telegrammet om at alle ombord i «Danmark» var reddede,alle ombord i «Danmark»: Dampskipet Danmark fra Kristiania forliste tidlig i april 1889 på vei til USA med mange skandinaviske utvandrere ombord. Etter lang tids usikkerhet kunne Politiken 22. april opplyse at alle syv hundre passasjere var reddet. men jeg så det først af Politiken imorges. Direktøren for Tingvalleselskabet Schierbeck bor i Feilbergs Gård,Schierbeck bor i Feilbergs Gård: Forretningsmannen F. W. Schierbeck bodde i Østerbrogade 46, samme sted som Eriks lege C. A. Feilberg. så jeg har jo hidtil været godt underrettet gennem F. men denne Gang var jeg altså efter de fleste andre. F. havde idag Rigmoer med sig. Hun gik om som en koket lille Fe i min Stue. Dejlig at se til i sin bedårende smagfulde Dragt. Du må huske at hilse Ludvig fra Feilberg, og det er sandt jeg må huske at bringe Dig en hjærtelig Hilsen fra Bramsen. Det lå ham for Alvor på Sinde kunde jeg se forleden ved Gymnastiken.

Ja nu min søde lille Pige, har jeg fortalt hvad der mig er vederfaret siden sidst. Jeg læser som en fortvivlet Bind på Bind af forskellige Slags og bliver ganske vist rigere på Viden, men til mit egentlige Øjemed har jeg kun fundet såre lidt. Jeg sender ikke dette afsted, da jeg jo gør sikker Regning på imorgen at få Brev fra Dig. – Jeg ser, at Salmonsens Opgør ifjor var af 26 Maj, så der er formodentlig intet afgjort endnu. – I en stor Bekendtgørelse idag lokker Bing og Grøndal med deres Forårsudsalg. Spisestel til 12 Personer 60 Kr. Det er det blåmalede. Afslaget er dog kun 10 Kr. Men ved noget, der kaldes «dekoreret» Porcelæn anføres «Spisestel» uden nærmere Angivelse, også til 60 Kr, hvor Afslaget er betydelig større nemlig fra 93 Kr 45 Øre. Det er så formodentlig et til 6 Personer? Imidlertid er der for os jo intet andet at gøre end at skrive os Priserne bag Ørene; der er så vidt jeg ved et lignende Efterårsudsalg.

23/4

Tak min dejlige Ven for dit lange Brev idag, som lå til mig da jeg – lidt sent – kom op. Jeg havde siddet længe ved Bøgerne igår Aftes, efter først at have snakket med Gutterne, der kom hjem ½ 1 omtr. De havde måttet følge en ung Dame til «Grønningen» fortalte Ludvig, det var Grønnegade, hvilket mindede mig om Dig. For Resten havde de moret sig udmærket, men næppe godt som sidst. Ludvig masserede mig, inden han gik og lagde sig, Jakob forsvandt straks i en Sky af Søvn. Efter Massagen havde jeg en Del Smærter, hvilket bl.a. holdt mig oppe en Stund efter at jeg var bleven ene på ny. Jakob tager meget nøjagtig sine Piller. Det Gode er der nu, at han selv tror på dem.

Lad mig straks sige Dig, at de små Udstrygninger i dit Brev og de enkelte Omformninger af et Ord (t.E. Traditionen fra al Tradition) blev foretaget således, at intet Menneske skulde kunne se, at der havde været en fremmed Hånd med i Spillet. Jeg var meget omhyggelig for det. Men for Resten rystede og bævede jeg jo ved Tanken om, hvad Du vilde sige, og nu er jeg oven på, da Du har billiget mine Småpillerier. Folk bider Mærke i det enkelte Udtryk, der synes for stærkt eller ikke helt logisk osv., og det snakker de om. Artiklens Fart og Godhed i og for sig forsvinder under den Slags Kritik. Det er rigtigt ikke at give Anledning til Kommentarer af den lille Art. Derfor pillede jeg, og jeg er glad ved at være kommen godt fra det. Det er som om Du havde betroet mig at klippe dit Forhår – hvilket Du skulde have gjort –, man er nødt til at bruge Saksen, men for hvert Hår, der falder, ængstes man for Udfaldet. To Udstrygninger var nødvendige af rent praktiske Grunde: «Kammerater» har været opført på Kasino og «Galeottos» Indhold er for bekendt«Kammerater» har været opført på Kasino og «Galeottos» Indhold er for bekendt: se brev 339, note 5. Peter Nansens Kammerater var blitt oppført på Kasino én gang (12/3/84). til at der behøvedes andet end en blot Antydning af Situationen, for at Tingen kunde stå klar.

Jeg blev afbrudt før ved at det pludselig var Frokost. Så var der Regnskab at gennemgå og Bestemmelse af Middagsmad, hvilker volder meget Hovedbrud. Det blev til Suppe fra igår (det er tredje Dag) og Bankekød. Imorgen skal vi ha Ærter og Klipfisk, i Lørdags fik vi dansk Øllebrød, Sild og Pandekager og i de fire Helligdage har vi haft en Steg, som igår blev til Hatschis, og på hvis Ben der i Søndags efter min Ordre var kogt Suppe; det var genialt, for Knoglen måtte skæres ud af Kødet, som endnu forefandtes i store Mængder. Så læste jeg liggende i min herlige Sofa, hvis grønne Favn i denne Tid næsten ikke har villet slippe mig. Så kom Feilberg, og under hans Vejledning måtte Marie tage fat på Masseringen, hvilket hun gjorde frejdigt og flinkt. Det var mig der foreslog det. Det synes mig at være for galt at lægge Beslag på ham hver Dag; han har for meget at gøre. Han er for Resten stærkt optaget af at Rist i denne Tid er meget lidende. Det er Nervesmærter i den ene Fod, men de er så voldsomme, at denne stærke Mand krummes helt sammen og tilsidst kan ligge i et Brøl, som høres over hele Gården. Feilberg fortæller mig, at Rist har haft disse Smærter igennem 17 År, og han tilskriver dem en Rygmarvslidelse, der en Gang pludselig overfaldt ham, men hvorfra han dog hurtig kom sig. Nerve-Lange har ikke kunnet finde på Råd,Nerve-Lange: dvs. nervelegen Carl Georg Lange. men Feilberg har nu i Sinde at underkaste Rist en Ophængningskur, som man nylig har fundet på, og som består i, at Patienten bliver hængt op ved Hage Hals og Skuldre, så at Ryggen ved at hænge frit ned strækkes, og Rykmarven [sic] derved påvirkes. Han har haft gode Resultater hos andre deraf. Hos Rist er Tilstanden bleven forværret ved at der netop i denne Tid er Officerssammenkomster og Gilder i Anledning af de 25 År efter Krigen.i Anledning af de 25 År efter Krigen: se brev 65, note 2. Til Sammenkomsten med Kammeraterne fra 8ende Brigade og til en Fest for de svenske Officerer, der deltog i Krigen, vilde han med, men det har kostet ham frygteligt. Feilberg var helt betaget af de Følger han havde set. Fru F. har bebudet sit Besøg til imorgen. Det er meget venligt, men helst var jeg unægtelig fri. Damer og min gamle Frakke og Vest uden Knapper og andet Roderi hører ikke sammen, og jeg har så overmåde liden Lyst til at være pænere klædt.

Ja naturligvis er det venskabeligt af Sch. at skrive, men jeg skulde være tilbøjelig til at tro, at det er sket i Kognaks-Stemning. Brevets Tone lugtede af en frisk Rus. Det er jo for så vidt uheldigt, at Du ikke har takket ham for den officielle Skrivelse, som Du altså kan siges at være høflighedsforpligtet – for dette sidste Brev kræver ikke Svar –. Mit Råd er, at Du på et Brevkort (10 Øre) sender ham en Tak for Anbefalingen og med to Ord siger, at Du sidder opover Ørene i Arbejde.

Bertha var ikke hos Adlers. Er det ikke så, at der er kommet et Brud dér? Jeg synes at huske noget derom. En Formodning hos Dig eller en positiv Meddelelse? Din Korrespondance må jeg vist have modtaget Tirsdag den 16. Det er stemplet Kristiania den 14 B: Søndag. Men for Resten måtte jeg betale 20 Øre for det, og jeg har Postbuddet mistænkt for at have beholdt det længere end han skulde for at kunne ringe og få sine 20 Øre med det samme. Det er stemplet Kbhvn Ø 15/4 5 Eftermdg, men det er noget jeg først nu lægger Mærke til.

Du har vistnok Ret i din Formodning om Krøyer, og F.B. skal jeg hilse;F. B. skal jeg hilse: dvs. Fritz Bendix. jeg må dog sende ham et Par Ord. Han ved altså, at Du er i Kongsberg. Når jeg hilser behøver Du næppe at skrive.

Om din Dags Indretning læser jeg med den største Glæde. Det synes jo at være rasende fornuftigt og herligt, og dine Fjældture er særlig i denne Tid som svimlende Poesi for mig. Det er morsomt, at Ludvig har Hund på ny, det vidste jeg ikke. Din Søvnighed skal Du ikke bryde Dig om, men denne faste Nattesøvn skal Du ikke ødelægge min egen Ven ved at fare op Kl 3. Du kunde som Onkel Møhl,Onkel Møhl: Amalie hadde en onkel som het August Møhl, gift med hennes mors søster Kathrine. Det virker som om Erik også hadde en onkel Møhl, men det har ikke vært mulig å finne ut om det var den samme. Det ligger noen brev til Erik på KB fra Christian og Johannes Møhl, som er markert som hans fettere. kan Du huske jeg har fortalt Dig om, have liggende ved Sengen en Tavle med Griffel, hvor Du noterede Dig det Stikord, som Du vågner med i Hjærnen, og så lægge Dig beroliget om på den anden Side. Når Du så tager fat op ad Dagen, vil det hele stå klart for Dig. – Ved nøjere Eftersyn af den Hieroglyf, der angiver Tidspunktet for din Opstandelse i Søndags finder jeg ud, at der vistnok skal stå Kl 7, det forandrer Sagen betydelig. Så bliver der kun tilbage min Forundring over, at det alt er så lunt, at ikke Kulden holder Dig fra denne Morgenduelighed. Det er pæne Mennesker, som holder Middag Kl 3 – for det er da 3 der står? Jo det er 3 –, så kan Du komme i ordentlig Tid hjem og ikke have Mën deraf næste Dag. – Det er sandt: hvordan går det med Ludvigs Stemme? Er den bleven lig en Løves Brøl? Du må endelig huske at skrive derom. Din Tavshed i så Henseende har jo forøvrigt været beroligende m.H.t. Hæsheden. Den frygter jeg ikke mere, men Løverøsten? – Ak, tænk, forleden fik jeg fra Galschiøt Wildes lille Opsats tilbage,Wildes lille Opsats: Blant brevene til Erik Skram på KB ligger det et udatert kort fra Amtsforvalter Wilde med følgende ordlyd: «Kære Hr. Skram! Skulde De kunne faa Tid til en af de aller første Dage at laane mig en halv Time af Deres Tid. – Jeg har nemlig nogle interessante Optegnelser af min Fader, som jeg mener Illustr. Tidende maatte kunne bruge og som jeg gjerne vilde høre Deres Mening om.» Eriks svar er forsvunnet. han vilde ikke trykke den. Den var for ubetydelig skrev han. Jeg har endnu ikke sendt W. den tilbage. Det vil gøre den gamle Mand bitterlig ondt. Og så er der jo den Omstændighed til, at når jeg skriver, må jeg fortælle, hvorfor jeg ikke melder mig hos ham, som han i sin Venlighed betingede sig, at jeg skulde gøre, og skriver jeg det, vil han rimeligvis føle sig forpligtet til at se op til mig. Det er jeg nu ingen Nar efter. Men en af Dagene må jeg nu alligevel til at sende ham Manuskriptet.

Sen Aften.

Jakob har jeg kun set et Glimt af, da han umiddelbart efterat Ludvig og jeg havde spist, kom hjem. Efter Bordet har han lagt sig til at sove og har siden ikke vist sig. Om der tilsidst blev redet Seng til ham, eller om han fremdeles ligger og sover i Klæderne, véd jeg ikke. Ludvig og jeg drak Te ½ 10 så masserede Ludvig mig, hvilket jeg tror morer ham, og efter dette sagde han god Nat og gik for at lægge sig, han var meget træt efter Gårdsdagens Udflugt, hvor de nok havde gået meget på deres Ben. I Lørdags disputerede Jakob og jeg et Par Timer på den fornøjeligste Måde om det historisk-filosofiske Spørgsmål: Har Bismarck skabt Tyskland, som det er nu, eller er det Nutidens Tyskland, der har skabt Bismarck, og Jakob var svær paradoksal men hyggelig. Men Søndag Aften blev jeg irriteret ved hans Raskhed i sin indbildt overlegne Afgørelse af det Selvfølgelige i, at enhver handlede udelukkende for egen Fordels Skyld. Jakob har Hoved men ingen Kundskaber. Jeg blev gal i Kalotten og tog en Skolemestertone på. Det forledes man til, når man umiddelbart får det lagt frem for sig, at den sikre Mening blot hidrører fra Ukendskab til den behandlede Sag, til hvad der er sagt og skrevet om Tingen, og til hvad der kan siges og skrives om den. Nå Skolemestermaneren er ikke behagelig, jeg tog mig hurtigst muligt i den, og den Lov skal Jakob have, at han et Øjeblik efter var lige elskværdig. Der var for øvrigt noget forceret over ham hele den Dag, noget jeg ikke rigtig kendtes ved. Men Mandag Morgen var der intet deraf. Da havde vi en Mængde Løjer sammen alle tre, inden de to kom afsted til Nordbanegården. Hvis nu Jakob virkelig ikke har fået sin Seng redt i Aften, så er det pædagogisk beregnet. Han skal ledes til et af to: enten gå ordentlig i Seng efter Bordet, når han føler sig søvnig, eller beherske sig så meget, at han ved Tetid står op og lader Pigen komme til. Der er ingen Mening i, at Ludvig og hun i Forening og hver for sig skal kæmpe en alvorlig Kamp for at få ham til at vige Pladsen så længe, at hans Sofa kan redes. – Men efter disse Visdomsord er der ikke Plads til mere, og jeg skal også til Ro. Godnat min egen Ven, sov sødt – ja jeg mener i Nat.

Din E.S.



349. Amalie til Erik

Kongsberg 25de april. [1889]

Du har omtrent ikke fåt svar på dit søde, lange brev, min egen kjæreste, for det Du fik var jo skrevet iforvejen, men jeg har vært så rasende forkjølet siden, det kom første påskedag, ja det kom egentlig før, men da kjendte jeg det først rigtig. Vi var hos Hansteens til middag, og der var rasende koldt i deres stuer, tiltrods for at gamle, snille direktøren, hvert øjeblik la sig på knæ foran ovnen og fik det til at brænde. Men det forslog ikke; vinterveden, den store, svære birkeved var opbrændt og nu havde de bare furre og ask, liksom hos Ludvig og det forslår ingenting. For nu er det naturligvis blet vinter igjen, som føles endnu værre efter de par sommer og vårdage vi havde. Forresten er min forkjølelse af almindelig slags bare: tyk hals, som gjør ondt når jeg svælger, krim i næsen, hårdnakket forstokket, så jeg snøvler, tunghed i hodet, mathed og dovenskab i hele kroppen, og nedtrykt sind. I 4 dage har jeg ikke kunnet skrive, og det tynger svært på mig, fordi der gik omtrent andre 4, før jeg kom mig til at begynde. Når Du så dertil hører at jeg arbejder idiotisk langsomt, så kan Du selv tænke Dig til hvordan det er fat. Men går gjør det, kan jeg mærke, går om end under piner og veer, og derfor er jeg inderst inde glad. «Tålmodighed, bare tålmodighed, dit dovendyr,» siger jeg ofte til mig selv, så snegler Du Dig frem engang, og et er sikkert: jeg rikker mig ikke af flekken før bogen er færdig,før bogen er færdig: dvs. S. G. Myre. ikke færdig til trykkeriet, mener jeg – men så’n færdig, at jeg bare mangler at gjøre den færdig, når jeg kommer hjem. Ludvig har et brilliant inhalationsapparat som han lod mig bruge for halsen igår. Det hjalp udmærket. Imorges skulde jeg forsøge det selv – han havde stelt alting i orden for mig og vist mig nøjagtig hvordan og hvorledes – men jeg fik ikke spor af damp ind i halsen min, bare kogende vand – jodoformsprøjt som brændte mig på tungen og satte fæle flekker på min frisérjakke. Nu får jeg vente til han kommer fra skolen kl. 1. Han går jo før 8, og da er jeg ikke visibel. Du skulde høre ham læse op om lægerne! Det er næsten lige godt som det han siger om præsterne. Der har han gåt og tilsat – en formue – forsikrer jeg Dig på lægernes intetsigende forordninger for det uskyldige, men vanskjøttede halsonde han led af. Så kommer han ned til Holmestrand bad ifjor, får høre at der er en sølle fattig apotheker som har opfundet et inhalationsapparat med jodoform. Ludvig som har kjøbt alt sligt i disse år, kjøbte naturligvis straks også det, gav sig til at bruge det og blev fuldkommen brav efter omtrent en måneds forløb. Nu er hans stemme ganske som ellers – jeg mener som i Fr.hald i min tid; han har ikke noget særlig velklingende organ men han taler fuldstændig højt nok, og der er ikke tale om at hans stemme taber sig eller blir borte når der er mange som snakker i munden på hverandre. «Er Du ikke glad for det,» siger jeg undertiden når han går på gulvet og snakker i timevis, akkurat som et andet menneske. «Jammen, nu er det så gammelt, jeg har jo vært bra i snart et år,» svarer det asen, som ikke har gidet skrive og fortælle os det. Og tænk Dig til at lægerne bare håner og bespotter og tilbagetrænger al snak om denne nyttige opfindelse. De vil ikke vide af det, påstår på forhånd, uden undersøgelse, uden at eksperimentere at det er bare sludder og vås. «Er det ikke til at revne af forargelse over?» siger Ludvig ganske gnistrende sint. «Her går jeg og ved, ved med al min forstand og med hver en tanke i min fattige hjerne, at det og intet andet har kurert mig, og kurert mig så aldeles – at alt hvad de andre læger gjorde, specialisterspecialister: Amalie gjorde flere forsøk på å skrive ordet riktig. og ikke specialister, ikke hverken forbedred eller forværred mit onde, og så skal jeg finde mig i at de øgleunger af læger bare ler og overlegent siger: humbug.» Han har tigget og bedt lægerne på Kongsberg om bare at komme op og se på det da; her hvor hvertandet menneske lider af halskatar og hæshed og krim-tilstoppet næse, fordi luften for de ikke indfødte er så skarp, men det er ikke muligt at få dem til det. Den nye præsts frue – Ludvig kjender dem begge fra barneårene og er dus med præsten, de er bergensere – har vært hæs og meget lidende i halsen hele det halve år hun har boet her. Ludvig har formelig tigget hende om at forsøge hans apparat, men da hun ikke «turde», uden at spurgt lægen, som har sagt: tøv og sludder – gjør hun det ikke. «Jeg har tænkt på at avertere; gratis behandling for alle som lider af halsonde,» sa Ludvig igår, «virkelig for alle, men så vidste jeg jo at huset vilde bli nedtrakket af slimede kjærringer og fordrukne grubearbejdere, og så gjorde jeg det ikke.» Ja, for apparatet hjælper ikke alene for kronisk hæshed som Ludvigs, men for ondt i halsen, forkjølelseshæshed, katar og snue. Han er begejstret for alt det, der siges om lægerne i «For Dødens domstol»,«For Dødens domstol»: en fortelling av Tolstoj fra I Kamp om Lykken, oversatt til dansk i 1888 av E. Hansen (dvs. Peter Emanuel Hansen, kjent oversetter fra russisk). ellers tror jeg ikke den fortællings vidunderlige dejlighed er gåt op for ham.

Du kan være rolig for jeg passer på min helbred, og hvad ikke jeg gjør, gjør Ludvig. Jeg går i koldt vand om morgenen, gymnastiserer, spaser [sic] i to timer i fjeldene, spiser intet senere end kl ½ 7 og drikker såre lidt. Dertil tar jeg også bromkalium regelmæssig.bromkalium: brompreparat som ble brukt som sovemiddel. Ludvig har lejet et kjækt aflangt værelse til mig på den anden side af gangen med røde vægger og to fag vinduer, for at jeg skulde være aldeles uforstyrret når jeg arbejdede. Det er udmærket at skrive i. På den ene langvæg står den dejlige, brede sovesofa som vi godt kunde ligge begge i – Du og jeg, nu opredt hele dagen, og min kuffert. På den anden langvæg en sofa som hører til værelset og en vældig gyngestol, foran sofaen et prægtigt langt bord, som jeg skriver på; under det ene vindu et toiletbord, i krogen på skrå vadskerservanten med langt spejl over. På den ene kortvæg kakkelovnen, og dejlige nobber til at hænge klær på på den anden udgangsdør og nogle stole. Fra vinduerne har jeg udsigt over et bakkedrag med huser og marker klods op ad fjeldet som er bevokset af furreskov. Kl. 12 kommer solen og så er her især dejligt. –

Du, det er sandt, hvorfor havde Du forandret «servil højreembedsmand» i korrespondancen til snild o.s. v.korrespondancen: se brev 342, note 2. Jeg ved ikke hvad snild højreembedsmand vil sige; snild er jo rar på dansk. Og så dette at man græd «trofast i teatret». Trofast ligner Dig, at bruge men ikke dusten mig. Du har brugt det mindst to gange i Ill. Tid. Jeg kunde aldrig sige det.

– Kan Du ikke være så snil at be Fejlberg om en recept på arsenikpiller. Den jeg har, ligger nedlåst i skrivebordsskuffen og jeg får langt fra nok med dem jeg har med mig. Det er nemlig farlig at afbryde altfor pludselig, siger Ludvig. Jeg må holde gradvis op så at jeg istedetfor 6 om dagen tilsist tar 2 og så en. Apothekeren heroppe lar mig nok få dem på en dansk recept. For han er en god ven af Ludvig. Altså bed F. og hils dem begge 1000 ganger hjærteligt. Skrive til hende, får jeg ikke tid til. Sig at jeg er så optat af mit arbejde og at når jeg ikke er flittig, altid enten spaserer eller sover. Det må være al den sovingen som tiltrods for gymnastik og anstrengende ture gjør mig tyk. Ja, for tykkere er jeg bleven, desværre. Du skal ikke græmme Dig over at jeg ikke har galoscher. Sommervarmen forleden tog næsten al sneen og vinden bagefter har tørret godt. En regndråbe er her ikke falden siden jeg kom. Nu har galoscher længe vært overflødig; det støver allerede væmmeligt i disse ækle gader uden brolægning.

Penger får jeg hos Ludvig; han er bare snilhed og elskværdighed, altid ens, altid sød og munter og tjenstvillig, tiltros for at han ikke trives heroppe. At skulle bo her år efter år, så’n for bestandig omtrent, vilde for mig være det samme som for en godt vant russer der er forvist til Sibirien. Men for en tid på hvilken man kan se enden er det udmærket. Jeg har alt lånt 5 kr. af Ludvig til garn til strømperne, frimærker, hattenål, gummibånd hægter og brevpapir. Jeg har endnu nogle få skillinger at rutte med. Men send mig lidt, når Du kan. Det jeg skal bruge til rejsen behøver jeg først i slutten af maj formodentlig. Da må jeg ha 20 kr., har jeg regnet ud. Den bogen til Aschehoug kan Du godt sende som Du siger med: fra fru A. Skram. Men den fyren jeg talte med, sa der skulde stå til fru A.S. adre. Aschehoug, for så vidste de, at det var mig som betalte tilbage den bog jeg havde «lånt». Men den skulde gå gjennem Hagerup. Cammermejer mente at jeg bare kunde underrette de to angjældende boghandlere i Kjøbenhavn om at jeg havde fåt de og de bøger. Forstår Du det nu da? Vi lo svært af din beskrivelse over hvordan du hinker omkring derhjemme. Stakkels sødeste Dig! Det er nu ikke så morsomt for Dig som for os at læse om det. Gud gi Du nu var bedre. Og Ludvig stakker også. Farvel Du elskede, velsignede menneske! Aa, hvor jeg er glad i Dig! For hver dag som går mere og mere! Bliv også Du rigtig, rigtig glad i mig igen. Som før, hvis det er muligt. Får jeg brev idag, skriver jeg formodentlig lidt til. Hvis ikke får Du nøje Dig med dette.

Din egen A.

Senere på dagen.) Jo, der kom brev idag. Tak mit dejlige menneske. For alt det jeg får vide! Det eneste, som græmmer mig er at der intet blir tilovers til jeg engang er hjemme igjen. Stakkels Rist. Tænk hvor stilfærdigt og tålmodigt han har båret sin onde sygdom. Hvor jeg skammer mig over mit eget gnål, når jeg hører om andre der lider alvorligt og virkeligt. Og Du, som fremdeles er lige vanhjulpen omtrent. Det må dog være svært trist for Dig – al denne tid – ligge der og ligge der. Sig mig om Du virkelig får afføring, under dette stillesiddende liv? Eller må Du ta af de «afførande og renande pillerne»? Gud gi jeg havde skrevet til Dig, så Du havde fåt det 2den påskedag, da Du vented det. Det er dog en altfor stor synd, når Du nu skal vente forgjæves min søde, kjære elskede. Det var svært godt det om at udstrygningerne var gjort slig at E.B. ikke kunde merke dem. Så er alt godt og vel. Flere af de strøgne adjektiver havde jeg ærgret mig over stod der, ligeledes den gjentagelse: «folk der har levet i skyggen af for knappe indtægters slidende bekymringer.» Der havde jo ståt før om kampen mellem fuldmægtiggagen og skinnets bevarelse. Men jeg havde så liden tid. Småstunder om aftenen, da jeg var overtræt og om morgenen, da jeg skulde haste ud. – Jeg har også måttet skrive nogle breve til Xania, og det stjæler svært ens tid. Reparationen af parasollen kosted 55 øre; men så er det også solid gjort og endogså pent må Du vide. Hils Jakob meget fra Kristoffer og Hejberg, ja kanske også fra Viggo, men fra Engel Hejberg, (Vilhelms datter, som var her i påsken,)Vilhelms datter: Vilhelm Heiberg, Gunnars onkel, var advokat. Det er uvisst hvem Kristoffer og Viggo var; de var ikke medlemmer av den heibergske familien. ved jeg bestemt at jeg skal hilse ham.

Nej jeg sa ikke noget om at fru Adler og Bertha var brouljeret. Men jeg sa at fru A med grædenes tårer havde fortalt om hvorledes hun var bleven narret, skuffet og bespottet af en god veninde, og at der faldt en ytring som bragte mig til at tænke på Bertha.

Stakkels gamle kommandør Vilde. Hils ham fra mig og hils Bramsens. Nu har jeg jo skrevet om Ludvigs hals og stemme, nokså omstændeligt også, netop som Du spør efter det. Man kan ikke berøre alt på en gang, og jeg lever jo desuden helt inde i 40 årene oppe i det gamle kjære Bergen om dagene.helt inde i 40 årene oppe i det gamle kjære Bergen: hvor hendelsene i S.G. Myre finner sted. Ludvigs nye hund er aldeles dejlig. Kun bærer den halen på en altfor plebejisk vis. Ludvig siger hver dag at han vil skjære et stykke af halen for at den ikke skal stå så højt tilvejrs men han har nok ikke hjærte til det. Men «Harpax» (hunden)Harpax: Senere staver Amalie det «Hapax». er ikke frisk om dagene, tør brændende næse o.s. v. Ludvig går i en angst for at også den skal få hvalpesyge og dø sin vej, den også. Og så er her en mærkelig kat med en hale dobbel så bred som en kjøkkenkost; den står tilvejrs når den er sint og sint er den altid. Jeg er så livande ræd den katten, og så har den en killing. Nu må brevet afsted, Du søde. Jo før Du skriver, jo før hører Du.



350. Erik til Amalie

Fredag 26/4 89

Mine Dage forløber så stille, at jeg har ondt ved at kende Forskel på dem, og det er egentlig kun på Følelsen af, at nu er der hengået lang Tid siden jeg har fået Brev fra Dig, at jeg kan mærke, at dog ikke alt står stille. Forleden Aften kom Gotfred Rubin og sad da i det mindste 3 Timer hos mig. Han drak et Glas Øl med, da Drengene spiste, og vi fik derpå et Glas Wisky og Vand. Heldigvis har vi lidt Wisky i Huset. Igår gjorde Fru Feilberg mig en lang Visit, den varede nok halvanden Time, og hun var uhyre hyggelig og elskværdig, og idag har Galschiøt besøgt mig. Det er alt hvad der er sket af andet end det sædvanlige. Ja, det har nu i et Par Dage blæst en Storm af Øst, som har gjort min Stue svær at holde varm, og Bindet er helt blevet fjærnet fra min Fod. Det betyder naturligvis, at det går godt fremad med Helbredelsen, men foreløbig bevirker det unægtelig en Mængde ubehagelige Fornemmelser, når jeg sidder opret. Fru Feilberg har lånt mig en Skråskammel, og den hjælper udmærket, men den er ikke god at benytte, når man skal skrive. I Aften har Marie fået Billeterne til Folketeatret, men hun har spillet mig det Puds at indbyde sin Kæreste, en lang Hørkræmmer, i Stedet for sin lille Søster, og i den Anledning forekommer hendes travle Glæde mig betydelig mindre opmuntrende. Du skal se, at når Sommeren er ovre, skal hun ha Bryllup. Sådan en Hørkræmmer tjener naturligvis briljant. Og det var den lille kærlige Skovtrold som jeg så gerne havde undet en Komedieaften. Når nu blot Marie kunde blive så længe hos os, at Trolden kunde gå ind hendes Plads! Om Marie må det iøvrig siges, at hun virkelig er en udmærket Pige. Så flink og pålidelig. Drengene, særlig Ludvig, sværger til hendes Fane. Hendes Klaver er nu kommet, og Gutterne hører hende spille og synge, når Opvasken efter Middagsbordet er forbi. Det skal dog ikke være den store Stil hun dyrker, og Instrumentet er forstemt. Jeg har læst mere i disse Dårligfods Dage af historisk og kritisk Literatur, tror jeg, end i hele min Ægteskabs Tid. Og det var på høje Tid. Jeg kan formelig føle min Hjærne udvide sig. Den var begyndt at skrumpe ind af Mangel på virkelig Næring. Det lette skønliterære Stof, hvoraf jeg jo har sat en skønne Hob til Livs, går tror jeg gennem Hjærnefibrene som Asparges gennem Tarmkanalen. Der er Behag ved Tilegnelsen, men leve deraf og få Kræfter? Nej det går ikke. Jeg har derfor tilbragt udmærkede Timer og Dage måske, medens jeg som en hungrig har slugt Bind på Bind; men den langsomme Fremgang med Foden og en snigende Hovedpine sammen med Bevidstheden om, at jeg skulde sidde ved Skrivebordet og prente mig Krone på Krone sammen har dog nu og da taget Humøret fra mig. Men alt i alt går Tiden jo for mig fredelig og med store intellektuelle Nydelser.

27/4

Jeg har fået dit lange Brev min søde kæreste Ven, og er jo en lille Smule ængstelig for din Forkølelse og din letsindige Omgang med Ludvigs mærkelige Maskine. Den kan da vel ikke gøre Dig Fortræd? Det er da også som Pokker med den Kulde i Stuerne. Og jeg som gik udfra, at i Norge forstod man til Bunds Kunsten at have det lunt inden Døre. Du har da ikke været uforsigtig i Klædedragt i Anledning af den formodede Sommer. Eller er det dine våde Fødder, som har straffet sig? Feilberg var her før og jeg læste for ham Afsnittet i dit Brev om Ludvigs Raseri mod Lægerne. Det morede ham meget. Og så interesserede Maskinen ham. Det lader til, sagde han, at den Apoteker virkelig har gjort en Opfindelse. Jodoformen, som man længe har brugt mod Halsonder, har nemlig ikke hidtil været opløselig i Vand. Den fremstilledes i et fint Pulver, men så såre der kom Væde til, klumpede den sig sammen som Mel og Vand. Kun Æther kunde opløse den. Kan Du fortælle noget om, hvorledes Indsprøjtningen af Jodoformen foregår, eller bede Ludvig skrive derom, så vil blandt Lægerne i alt Fald Feilberg være en interesseret Læser. Og i det hele er det jo ikke Tonen blandt de moderne Læger uden videre at afvise Lægmænds Påfund. F. fortalte om et tysk Arkanum,et tysk Arkanum: dvs. et legemiddel med en hemmelig sammensetning. der netop i denne Tid er blevet optaget af Lægestanden, et ypperligt Middel til at skaffe Afføring i hårdnakkede Tilfælde. Men for Resten gjorde han også opmærksom på, hvor let et Middel får Ry, fordi det har virket på enkelte Individer. Det Inhalationsapparat, som Ludvig tidligere brugte, med en Helvedesstenopløsning, og som først kom frem i Kristiania og dér pristes i høje Toner, har her i Kbhvn kun dårlig svaret til Forventningerne osv. – Ja min egen Ven, Du skal være snil og tålmodig, dit Arbejde vil en skønne Dag glide som Skuden, der går fra Stabelen i Vandet, og så sejler Du stoltelig ud kæmpende mod alle mulige Hindringer, men i Havn kommer Du. Ak der er svære Pinsler forbunden med alt åndeligt Arbejde. Du véd, hvordan jeg slider med mine stakkels Artikler, så jeg skulde være den sidste til at undre mig over, at Du har Anfægtelser. Du var ved at læse Sapfo – har Du andre gode Bøger? Det er dejligt at læse, afskyligt at skrive! Er det Værelse, som Du beskriver, så at jeg ser det i sin aflange Rødhed – det er underligt, at de 2 Vinduer ikke rigtig vil passe til mine Forestillinger, jeg havde sat mig i Hovedet, at Du skulde bo i en Stue med ét Vindu – et nyt Værelse, Du er rykket ind i, eller har Du haft det hele Tiden?

«Snild» Højreembedsmand er naturligvis en Fejllæsning af Sætter og Korrektør, men jeg må for Resten sige, at jeg også havde læst «snil». Servil er naturligvis meget bedre, og det er kedeligt, at det ikke kom i Artiklen. Der stod i din Artikel nogle Udtryk om Gråden i Teatret, som ikke gjorde Virkning syntes jeg – som bekendt græder Publikum over det værste Snavs, det kan ikke umiddelbart anføres som Bevis på Stykkets gode Art, at det fremlokker Tårer – derfor mente jeg, at der måtte sættes et Ord ind, som kunde få Gråden til at se lidt anderledes ud end sædvanlig. Nå, at «trofast» er et Ord, som Du ikke vilde bruge, skal jeg indrømme, men jeg havde ikke i Øjeblikket noget bedre[.]

– I Nedskrivningen af de sidste Ord har der været en Afbrydelse. Og en Afbrydelse, som må kaldes påfaldende. Det ringede, og ind trådte Fru Anna With og With. De havde igår hørt af Galschiøt, at jeg sad med dårlig Fod og kom nu for at se til mig. De var meget venlige, og hvad der navnlig var behageligt, der var ikke Spor af Forbehold over With. Han var munter som i gamle Dage. Ak, jeg holder jo af ham og af hende med, og skulde man blot ikke nu være så forsigtig med sine Svar på hendes nysgerrige Spørgen, og var der ikke denne beængstende Påpasselighed fra begges Side med ens Selskabelighed og Pengeforhold og Fanden og hans Oldemor, kunde man kort sagt gribe til med de gamle Dages Tillid, og kunde det i det hele nytte, havde vi Råd til (og Lyst og Tid) at se Mennesker, så havde dette Besøg jo en ny Spire i sig. Men nu? Jeg synes jeg er hundrede Mile borte fra den gamle «Gemytlighed».

Jeg Asen! Medens Feilberg var her og jeg havde læst for ham af dit Brev, vilde jeg blade om for at læse det om Arsenikpillerne, men fordi jeg ikke straks fandt det og måtte svare på, hvad han sagde, og min Fod så først derefter blev undersøgt, måtte jeg lægge Brevet fra mig, og så glemte jeg at bede ham om Recepten. Nu vil jeg bede en af Drengene gå til ham, så at jeg dog kan få Recepten med i dette Brev.

Hør min søde lille Pige hvor mange Hattenåle har Du nu forbrugt, siden Du kom til Norge? Vilde jeg se Brevene efter, er jeg vis på, at jeg fandt et helt Bundt. Hver Gang der er Tale om at købe noget, forekommer der en Hattenål. Du har af den Slags, synes det, et Behov som jeg til Cigarer, heldigvis er dit Libhaveri vistnok billigere.

Den Kat med Halen som en Fejekost er en Troldkat, og jeg vilde være lige så bange for den som Du er.

Sen Aften

Min elskede Ven, Feilberg var desværre ikke hjemme, men Ludvig som var der med et Par Ord fra mig, har skrevet på Brevet, at det skulde besvares i Aften, så håber jeg, at F. lægger Recepten i Postkassen – der fulgte Frimærke med – i Aften, og så får jeg Recepten tidlig nok til at putte den i Konvoluten og lade Marie gå med Brevet i Morgen tidlig.

Jeg er træt i Aften – Vor Herre må vide af hvad – men har det godt, min Hovedpine har et Pulver Antifebrin fordrevet, og jeg sender Dig alle mine kærligste Tanker. Tak for hvert godt Ord, Tak fordi Du holder af mig, min Kærlighed véd Du, satte jeg fra første Færd på 7 Års Prøve, nu er der gået 5, og dømmer jeg rigtig, bliver de to sidste År de bedste.

God Nat min kæreste Ven! Igår lagde jeg mig først Kl ½ 3, det er nok det, der gør mig søvnig og træt i Aften.

Din Mand

E Skram

Naturligvis skulde jeg hilse Dig mangfoldige Gange fra Withs og fru Galschiøt



351. Amalie til Erik

Søndag aften 28de april 89.

Kl. er 11 og jeg er gåt ind til mig selv. Ludvig er vist alt iseng, men jeg er lidt årvågen, for jeg måtte sove idag efter middagsmaden, så dødsens dejlig træt som jeg var efter vor bjergbestigning. Du kan ikke tænke Dig hvor mange prægtige turer vi kan gjøre her. Nye tragter hvereneste dag. Idag havde vi tat os en for lang vej på; den var også på sine steder meget ufremkommelig, op ad stejle fjeldet og ned med hop fra klippe- til klippestykke. Ludvig går i fjeldet net som en kat. Jeg har aldrig set magen! Uden stok eller nogen ting. Holder altid balancen og er gesvindt som en jaget rotte. Jeg pjongser efter så godt jeg kan, falder af og til i staver af forbauselse over synet foran mig. Så diller jeg på igjen, tar for mig i grener og stener når det er altfor halsbrækkende og bruger paraplyen til stok. Ludvig står stundevis og venter på mig. Han tør jo ikke tabe mig af syne, for så fór jeg straks vild. Jeg aner jo ikke hvor højre eller venstre er, langt mindre syd eller nord og allermindst i hvilken retning byen ligger, når vi f.eks. er inde i skoven langs fjeldskråningerne. Og så går han sommerklædt det asen, uden spor af vårfrak engang – jeg vil ikke tale om vinterfrak – aldeles bardus sommerklædt og siger hvert øjeblik: nej for en varme da! Jeg ved ikke enten jeg skal le eller græde, for jeg har min sorte vinterkåbe på og boa og muffe. Uden det vilde jeg være stivfrossen i løbet af et kvarter. «Du må være fejg,» siger jeg til ham. «Det kan aldrig hænge rigtig sammen med denne varmen din.» «Ja, kanske det! Ha, ha!» er svaret. Han har fremdeles ikke i ovnen i sine stuer, undtagen på de to tider af dagen hvor han venter mig ind; efter frokost en timestid og efter middagen 2 à 3 timer. Idag kom vi ikke hjem før kl. 7, lidt over, sågar. Han havde glemt at se på klokken indtil jeg, da han foreslog en forlængelse af vejen sa: «jeg er stø om kl. snart er ½ 7.» «Den er ikke 6 endnu,» mente han og tog op sit uhr. Men da kan Du tro han skvat sammen. Han vil så nødig foregå husholdersken med et dårligt eks., hvad præcished angår, for hun har en skavank i den retning. Idag var hun sur og svarte ikke på mine indsmigrende ord for at formilde hende. Men maden var udmærket og det var det vigtigste. Vi måtte ta en halv øl mere end ellers: (en hel tilsammen) for vi var så forkomne, og så gav vi et glas sherry til desserten. Da jeg så havde drukket kaffe og røgt en halv cigar i Ludvigs opvarmede stue, var det mig umuligt at holde øjnene oppe længere. Jeg havde for første gang idag ikke sovet i dagens løb og det var jeg så glad for. «Nu kan jeg ikke mere, jeg sover over hele kroppen indvendig,» sa jeg og så tutled jeg mig. – Det er så dejligt med det, at jeg nu kan holde den varme jeg vil herinde hos mig selv. Ved ligger der altid opstablet under kakkelovnen, og ovnen her er så let at håndtere at Du bare behøver at holde en fyrstikke hen foran spjeldet når veden er lagt tilrette – en eneste tændt fyrstikke, så står det hele i brand. Det morer mig voldsomt at lægge i disse ovne. Det er andet end dem i Kjøbenhavn. Og så er der aldrig spor af askegrejer eller sligt noget. Gud fader må vide hvor det blir af men tømt blir de aldrig og aske finds [sic] alligevel ikke.

Forleden på vor tur talte jeg om hvor dejligt det vilde vært om Du havde vært med og sa: «han, som er så glad i Norge.» «Er han det?» sa L., «ja, så og skal han være med mig til Jotunhejmen i sommer eller til næste. Jeg ante ikke hvad Norge var, før jeg kom i Jotunhejmen. Da jeg stod deroppe og så denne verden af uendelige bjergregioner, da blev jeg grebet af andagt og var nær falden på knæ. Vejen gjennem Nærødalen ned til Gudvangen er intet absolut intet ved siden af det.» «Du og han og Fejlberg» foreslog jeg – «Dere tre skulde ta den turen.» «Ja, og Du måtte være med,» svarte han strålende fornøjet. [«]Det blev et hyggeligt kompagni, tænk Fejlberg og Skram! Og at skulle få være den som viste frem alle disse herligheder.» Jeg spurgte om der var farbart også for damer. «Brilliant» var svaret, men jeg tænkte i mit hjærte at der kom jeg alligevel ikke med for pengenes skyld. For nu er det Dig, som skal ud og luftes. Du må endelig hilse Fejlbergs fra L. Og Kiellands også. Han har bedt om det. Og hør, mens jeg husker det – kan Du ikke sende Ludvig et billede af Dig? Han ejer ikke fille af photografi af Dig og det er han så lej for. Gjør det mens jeg er her. Helst det store lange, for det er penest og bedst. Tag et af gutternes, hvis Du ingen penger har. Der står jo to og skildrer derinde, Du kan jo love dem det tilbage når Du får råd engang. – Er det ikke frygteligt at fru Hejberg ikke fik engagementet.at fru Hejberg ikke fik engagementet: Didi Heiberg opptrådte flere steder som gjestespiller i 1889–90, bl.a. i Kong Midas, og feiret store triumfer; men deretter gikk det nedover pga. drikkingen. Han havde nok trods alt håbet det; det er jeg sikker på, skjøndt han sa det modsatte til folk. Men jeg ved det alligevel. Engel Hejberg en datter af Vilhelm H. som var heroppe i påsken hos Hansteens sa at både han og hun var rent fortvilet over det. Tænk nu skal hun gå på slæng og ragedis igjen.gå på slæng og ragedis: dvs. gå på lediggang og komme opp i pinlige situasjoner. Ikke alene er det sørgeligt i økonomisk henseende, men hendes evner jo forringes ved denne absolute uvirksomhed så’n i årevis, hendes talent ødelægges. Hvorfor hun ikke blev engageret o.s. v. – om alt det skal jeg fortælle Dig når vi sés.

Idag er jeg endelig næsten helt fri for forkjølelsen og har befundet mig ligeså vel som de to første dager heroppe. Og ved du hvorfor? Ja, fordi jeg igår gik ned på apotheket og kjøbte en æske af de «renande og afførande pillerne». Det stod pludselig klart for mig at jeg måtte jo være syg med den smule afføring jeg hele tiden havde ladt mig nøje med heroppe. Smalekorinther, forsikrer jeg Dig – lutter smalekorinther og intet andet. Jeg forstår ikke selv at jeg ikke tænkte på det før. Jeg tog altså to piller igår efter middagen, sov dejligt, måtte op kl. 5 og ned i gården – doet er akurat magen til det på Aulestad – sov bagefter til kl. 8, måtte atter ned og følte mig nøjagtigt som et nyt menneske. Og denne følelse har varet i hele dag. – Begge mine skopar har vært hos skomageren – tænk det er min gamle fra Xania – ikke Løkke, sig til Jakob, men Christoffersen, ham jeg havde da gutterne var små og vi bode derinde et år – han er flyttet herop det var rørende at se ham igjen for han er så snil og skikkelig. Det nye par skulde han sætte tingester under hælene på, hvad der ikke blev gjort i Kjbhvn. Det andet skulde han stoppe på overlæret, som havde fåt en liden revne i fjeldet forleden. Jeg har tat det på kredit sålænge. – Men nu blir jeg søvnig. Godnat! Jeg tar Dig om halsen med begge hænder og kysser Dig mindst 9 ganger på munden din. Så lægger jeg mig til at sove.

Efterskrift. Jeg har skrevet såpas meget i aften, for imorgen venter jeg sikkert brev fra Dig, og da posten udleveres kl. 1, akkurat ved frokosttid – (kun en gang på dagen naturligvis) får jeg ikke tid at skrive et ordentligt svar, såsom det må være på posthuset allerede kl. 3 for at komme med toget den dag. Og sånne fillebrever som er skrevet i horten og storten er ikke noget. Jeg husker Du klaged over mine brever fra Bergen dengangen. Og det var fordi jeg altid satte mig til at skrive ½ time før de skulde afsted. Kan Du se, jeg har forbedret mig lidt?

Mandag morgen kl. 10. Jeg er stiv i nakken idag. Formodentlig er jeg bleven lidt sved igår på fjeldturen og har så fåt stivheden ved den lange sidden tilbords i spisestuen hvor der aldrig lægges i. Vi prater nemlig så svært, at vi sidder meget over 1 time tilbords og vi spiser begge omtrent lige langsomt. Stakkels Ludvig, han trode han skulde havt ved nok i hele sommer og nu måtte han hente et læs i lørdags. «Jo det er dejligt! Ha, ha!» Veden var forresten kjøbt og betalt forlængesiden. Det var bare at skikke kjøreren bud. – Gud gi Du nu er bra i foden din. Det må dog ha vært en lej og kjedelig tid for Dig dette, rigtig et kors, som skriften siger og det rørende er at Du har skrevet så elskværdigt og muntert om det, Du søde Menneske. Ligge der alene dag efter dag! Havde endda jeg vært hjemme og notabene vært snil og skikkelig mod Dig, så kunde det endda gåt an. For der var jo dog mange ting, jeg kunde rakt og bragt Dig om ikke andet. Og gåt ud og komt hjem og fortalt Dig et og andet. – Du – jeg kan merke på Ludvig at han nu er svært glad over at jeg har giftet mig med Dig – Du ved han var sint på mig fra først af – han sa ikke stort, men jeg kunde jo godt merke det på alle ting. Nu, da han kjender Dig og ser hvad Du har gjort for Jakob og Ludvig, at Du har villet gi dem et hjem og tat dem til os, er han uhyre tilfreds. Det var vist mest tanken på gutterne, som han altid har vært glad i, der bevirked hans modvilje. Ja, og så havde han i det hele tat ikke ventet det af mig. Jeg har læst E.B.s brev om livet på Karl-Johan,E. B.s brev om livet på Karl-Johan: trykt i Dagbladet 27. april 1889. der var optat i norsk Dgbld., liksom mesteparten af min korrespondance. Det er morsomt hvad han siger, men Du har skrevet meget bedre om alt det i sin tid til dansk Mrgbld.Du har skrevet meget bedre om alt det i sin tid til dansk Mrgbld.: se brev 130, note 8. Kan du huske?

Uf ja, den Markus Rubin! Bare jeg tænker på ham er det liksom jeg vil brække mig næsten. Det er hans næsepilling især (jeg burde forresten passe mig selv og tie om andre, men jeg gjør det jo ikke ude og kun når jeg det må) og så det at han ved aftensborde slikker smør og hvad han ellers kan grise sig til med, af sine skidne fingre og sørgerandede negle. Og så har han jo stormandsgalskab, åndelig talt. Det viser at fyren er en stakker, for det kommer bare af at han ikke tåler den tilbedelse og det afguderi de sølle fruentimmere han er gift med, – der er jo to foruden hans kone – overøser ham med. Alligevel må vi be denne arroganter engang og hans skikkelige bror med samt hans «Ava»!hans skikkelige bror med samt hans «Ava»: dvs. mekler Gottfred Rubin og hans kone Emma. Se brev 315, note 2. Aa, hvor det gjør mig ondt for den prægtige Rist med hans tålmodig bårne sygdom. Men det skrev jeg vist sidst om. Hils ham endelig fra mig og hende også. Nu slutter jeg og ser om jeg får brev kl. 1. Du må ikke synes mindre om mine brever, fordi om Du kan mærke at de er skrevet i vanvittigt hastværk. Jeg kan ikke gi mig tid med brever. Det er mig ligefrem umuligt, altid, og især nu da jeg sidder og vånder mig under hver sætning jeg skriver på bogen min. – Jeg har kjøbt et brevkort til Schandorph. Idag skal jeg sætte nogle ord på det og få det sendt. Hvor det var godt jeg slap at skrive til F.B. Men så Du hilse forfærdelig meget! Du spør om hvordan jeg kan fare op kl 3; uden at fryse. Det var nu forresten 7, som Du jo også havde opdaget og det er kun sket den ene gang desværre. Nu siden jeg har skildret Dig hvad for mirakler af ovne vi har heroppe, forstår Du det vel. Stuen er varm på 10 minutter. –

Kl 1. Nu har jeg fåt dit brev. Tak for det. Det forekom mig at være lidt trist. Og Du behøvde slet ikke at ha svaret på det om at holde af mig.

Du har vel sét at Prydza har fåt en bog udPrydza har fåt en bog ud: Alvilde Prydz’ novellesamling Underveis kom ut i 1889. hos Omtvedt en såkaldet liberal forlægger.Omtvedt: Peder Omtvedt, som fra 1883 hadde antikvariat og forlag i Kristiania. Det er fortællinger og skitser, formodentlig gamle ting, og altså ikke hendes store værk. Så har hun da hverken hængt sig eller slugt den gift hun gik og bar i lommen i Kjbhvn. Jeg sov kun to nætter i spisestuen, så flytted jeg herind. Det er jo godt Du får læst så meget. Er det min skyld at du ikke har fåt læst noget i dit ægteskab, da? Jeg vilde nu ikke ha nogen nytte af det til det jeg holder på med, ved jeg forrest. Ja, jeg har mange udmærkede bøger heroppe.

Tak Fejlberg for recepten. Han er et sødt menneske af en læge! Jeg har mistet 3 hattenåle, 2 i Xania og én her.

Din A.S.



352. Erik til Amalie

Onsdag den 1 Maj 1889

Tak min kæreste sødeste Pige for dit lange kærlige Brev, som jeg Kl 8 hentede mig ind i Sovekamret, inden jeg var påklædt og læste på Sengen. Synes Du mit Brev var lidt trist? Det gør mig ondt, men umuligt er det jo ikke, at der efterhånden alt som Dagene er gået, og jeg ikke var kommen videre end fra Sofaen og hen til Skrivebordet, har listet sig en noget tung Stemning over mig. Sådan Stueluft og Ensformighed og hårdnakket Ondskab i en ellers så skikkelig Fod er jo ikke netop lavet for Morskabs Skyld, men jeg synes dog for Resten, at jeg har holdt Humøret temmelig godt vedlige. Bær under alle Omstændigheder over med, om der har været og mulig kan komme en eller anden modfalden Ytring, Du véd jo min Ven, at det betyder ikke stort, og at kunde jeg gå med Dig og Ludvig på Bjærgene, så – ja pyt så meget skal der virkelig ikke til. Skrev jeg blot på noget, som jeg følte formede sig under mine Fingre, om det er aldrig så lidt, er jeg jo straks Karl for min Hat, og imorgen går det måske bedre end jeg aner. Marie, som jeg forleden sagde til, at nu blev jeg snart gnaven over den Fod, fortalte mig, at sommetider var hendes Humør det bare «Skidt» – hvilket svære Ord forøvrigt lød underligt i den pæne Piges Mund –, men det var kun når hun gik alene ude i Køkkenet. Når der kom nogen, gik det straks over. Hun synes ikke at mene, at hun har noget at være i «skidt» Humør over, og anførte Tingen, som en anden kunde meddele, at undertiden har han eller hun en Smule Hovedpine. Der er noget eget ved den Slags Mennesker, de tager på Livet som noget, der egentlig ikke er noget at gøre ved. Hun anførte ved samme Lejlighed helt muntert, at det var ligedan med hendes Broder, han havde tilsidst også været rent ude af det den Gang han ikke havde noget at bestille. Det tror jeg sgu nok! Men der ligger bag dette åbenbart en Fordring til sig selv og andre om aldrig at tabe Modet; det er en Slags nedarvet åndelig Kapital, hvorpå en Mangfoldighed af tarvelige Mennesker lever. Og den Arv er ikke det værste de har fået af Forfædrene.

Idag er den store Højtidelighed foregået, at jeg for første Gang har været nede af Trapperne, og i Droske har kørt omkring dels ind i Rigsdagen for at hæve Gage, dels hos Frisøren for at få mit lange Hår og Skæg klippet, dels hos Galschiøt og hos Hof- og Musikhandelen i Anledning af Meiningerne, som begynder imorgen,Meiningerne, som begynder imorgen: Den tyske skuespillergruppen reiste rundt Europa og oppførte særlig de tyske klassikere og Shakespeare. og dels endelig hos Gad for at få Honorar fra Ill. Tid. Desværre er jeg ikke i Stand til at få min egen Støvle på, men den altid til det yderste udmærkede Feilberg har lånt mig et Par af sine Sko, med hvis højre jeg så pryder min syge Pote. Gå kan jeg kun så småt, men Du ser, at jeg dog ret artig straks har kunnet kravle op og ned ad Trapper. Du kan tænke Dig min Overraskelse, at da jeg kom ud, var det Sommer. Det vil sige, Træerne var ikke sprunget ud, men Luften var så mild, at trods den vedvarende stærke Østenvind sad jeg i halvåben Droske og havde det næsten for varmt i min Vinterfrakke. Drengene har nok fortalt om Varmen, men jeg har ikke troet synderlig på den, da det i Stuerne nu og da kunde være temmelig køligt, og jeg til Uheld netop for denne Køligheds Skyld har fået Gigt i min syge Fod, fordi jeg har siddet med den blottet eller halvblottet. Denne Gigt er jeg noget bange for. Jeg tror at den vil blive sværere at fordrive end den oprindelige Svaghed, og at jeg vil få mange Smærter. Det er begyndt ret kraftigt. Men jeg holder den forresten godt i Ave med Varme nu da jeg har opdaget, at det er Gigt. Og det er jo heller ikke sagt, at det vil blive til noget videre, når jeg kan begynde at gå ordentlig og dække Foden med Støvle.

Forleden kom Carsten Kielland og Frue og gjorde mig Visit, netop som det begyndte at mørkne. Hun så nydelig ud og var meget livlig. Havde jeg givet hende den mindste Håndrækning, havde hun rakket alle fælles Bekendte sådan til, at der ikke var blevet meget tilbage af dem, nu var det kun Withs der fik deres: «De er i den Grad forlibte i hinanden, at jeg nok finder, at det er væmmeligt, de gamle Mennesker. Og de er ved Gud ikke en eneste Aften i Ro. De har haft 68 fremmede i Vinter, og deraf har der jo været adskillige flere Gange. Og når nu disse 68 gør Gengæld, og det gør de jo, vil jeg nok spørge, når de Mennesker kan sidde som andre skikkelige Folk i deres Hjem. Nej Carsten det må Du forlade mig, det er for meget af det gode. Og så det evige Kævleri med den Mo’r, som altid skal sidde der og trone, når de da ikke er hos hende. Og Erik! Ja nu har han nok fået sit.Erik: sannsynligvis Erik Schiødte, bror til Jakob Withs kone Anna. Fedt på Hjærtet siger de det er, og det ikke er. Han kan undertiden ikke få Vejret, og det er nok ikke langt fra at de sommetider tror, at det er helt forbi. Men det må jeg for Resten sige. Han ta’r det briljant. Han vil ikke leve stille. Han siger: kort og morsomt, hellere end længe og kedeligt. Ja en Gang måtte det naturligvis komme. Det, han har budt sig – nå!» osv. osv. Carsten var naturligvis fredsommelig og hyggelig. De talte en Del om Fritz B.de talte en Del om Fritz B.: se brev 347, note 13. – til hvem jeg har skrevet, og som var hos mig i Søndags, og som hilser på det bedste – fordi de hos Withs havde udfundet, at Karsten H. var ham. W. havde fået Bogen sendende. Men efter deres Omtale var det Drengenes rigtige Moder,Drengenes rigtige Moder: dvs. Eugenia Bendix f. Heusinger, som i 1887 hadde giftet seg om igjen med Karl Gjellerup. Fritz Bendix hadde giftet seg for annen gang i 1888 med Thora Jørgensen. der indpodede disse fjendtlige Følelser mod den nye Moder, ikke denne, der ikke svarede til Forventningerne. Dårligt er det formodentlig fat, hvem der så har Skylden. F.B. omtaler aldrig Børnene. Det gjorde han jo ofte og gerne før. Det er sandt, jeg skal dog ikke være for streng mod den små Fru Kielland, forleden snakkede jeg jo om, at Krogh drak, og nu kom jeg ved Omtalen af Heibergs til med mit Vidnesbyrd at bekræfte at Fru H. drak. Man skal holde sin Mund med sligt over for Folk af Fru K’s Art. Ja Du har Ret. Stakkels Heibergs! Og det er så meget mere Synd som hun jo netop for sin Dygtigheds Skyld har Krav på at blive ansat. Talte jeg altså ikke godt om hende, udbasunerede jeg desto stærkere hans Ros. Jeg gav et Slags Resumé af Kong Midas, nej blot af Ideen i Stykket ikke noget om Handlingen. I så Henseeende tror jeg at jeg er ret samvittighedsfuld. Og jeg fik endog den små Frue til at se helt optaget ud.

Ak min elskede Ven, Ture i Jotunhejm! Ja det var noget! Men det er nok ikke værd at drømme for ivrigt om det. – Til Lykke med de afførende og renande! Din lille Tosse, som har ladet så lang Tid gå hen. Så har jeg mine Sager bedre i Orden. En Dag er der dog gået hen i denne min Indsiddertid, hvor den gode Orden svigtede. Men så drak jeg efter Ludvigs Råd en varm Toddy om Aftenen – at hans gode Råd lønnede sig også for ham, følger af sig selv – og se, næste Dag var alt i sin rette Gænge igen.

Ja Du er dejlig og sød med dine Breve! Det er nok mig, der denne Gang kommer til at stå tilbage. Men det må jo billig erindres, at Du har Fjældet, jeg kun min egen Stue, og så hviler den Artikel, som nu skal være færdig over mig som en Mare. Min elskede Ven skriv, når blot Du kan, det er min bedste Glæde, jeg havde nær sagt min eneste, men det vilde ikke være retfærdigt. Vi har jo mange gode Fornøjelser her hjemme sammen. Når blot Jakob kunde blive raskere! Han klager så overvættes over Træthed. Men det er forhåbentlig kun Foråret, der virker på ham.

Kl 11 Aften

Min elskede Ven, Drengene har lige forladt mig. Ludvig gav mig Massage, og Jakob, som nu i flere Dage ikke har vist sig om Aftenen, var i Aften oprømt, og vi blev siddende og snakkede. Der var imidlertid gået noget i Forvejen. Jeg talte med Jakob efter Middagsbordet. Han var træt som sædvanlig men dog mere oplagt til at foretage sig noget, end han nu har været i adskillige Dage. Han udsøgte sig en Bog og gik ind til sig selv, men det faldt mig da ind, at jeg i Aften kunde få ham til, hvad han før har undslået sig for nemlig at gå hen til Feilberg. Jeg mente, at jeg selv kunde have godt af at øve mig lidt i at gå på ny, og at navnlig den Mundfuld friske Luft på Vejen hen vilde være godt for mig. Køreturen havde jo kun virket heldig (ak, den kostede 3 Kr 25 Øre!). Som tænkt så gjort. Jeg foreslog Jakob, at han skulde følge mig, da jeg ikke turde gå ud første Gang alene, og han var straks villig, og Kl ½ 9 gik vi da. Desværre var min Fod åbenbart svulmet lidt op fra i Formiddag, men det gik dog ganske ordentligt. Vi traf Feilbergs hjemme men de skulde til Rists, og den uurokkelige [sic] Hr LindHr. Lind: kanskje journalisten Helmer Lind. sad inde hos F., Fruen klædte sig på. Nå vi sad og snakkede lidt, F. morsom og elskværdig som altid, Fruen kom ind og var uhyre sød og ked af, at de skulde bort, så skulde F. tage en Frakke på, og jeg jagede så Jakob ind i Spisestuen til ham for at han kunde tale med ham. Lidt efter måtte vi altså gå. På Hjemvejen fortalte Jakob mig, at Feilberg straks havde sagt til ham: Ja jeg kan se på Dem, at De har det sådan og sådan, og så havde han aldeles nøje sagt Jakob alt, hvad J. selv havde tænkt på at sige. Det havde åbenbart imponeret J. Sagen er imidlertid at J. er lidt snavs for Tiden. F. havde sagt, at der var to Ting at gøre: han skulde bruge Styrtebade, være meget i Luften og have fri en Månedstid. Han var i en Overgangstilstand, som der ikke var noget i Vejen for at komme ud over, og som når den var overstået ikke vilde komme igen, men han måtte skånes lidt i denne Tid. Nu må vi se at lave det sådan, at Jakob bliver fri, og heldigvis er Forholdene på Trykkeriet netop for Tiden ikke ugunstige i så Henseende, og så skal han tilbringe sine Formiddage ud ad Strandvejen og begynde sin Morgen med et Styrtebad. Imorgen taler jeg selv med F og vil høre nøjagtig Besked, og med en Attest fra ham, vil Jakob sikkert kunne få den nødvendige Frihed. Det var dette Besøg hos F., der havde kvikket J. op nu efter at vi var kommet hjem. Han er nervøs, Gutten.

Jeg berørte for F. Planerne om Jotunheim, og min Sandten tror jeg ikke, at F. tager Randselen på Nakken og kommer op til Ludvig i Sommer for at gøre Turen med ham! Fruen sagde, at han skulde. Når han så kom hjem skulde han følge hende på en hurtig Tur til Paris. – Et Billede til Ludvig? Straks! I et Anfald af Flothed bestilte jeg i forrige Måned 6 St. – de udeblev længe og glad var jeg, jeg troede Manden havde glemt dem, men ak, en skønne Dag kom de. Når mon jeg skal få dem betalt. Men giv nu L. Billedet og sig ham hvor glad jeg er over at kunne opfylde et så pænt Ønske fra hans Side. God Nat, tre Kys

Din E.S.



353. Amalie til Erik

Kongsberg 3die maj 89.

Det næsten forfærder mig at se: 3die maj og vide at jeg endnu ikke er nået videre. Jeg har igjen vært uarbejdsdygtig 2 dager på grund af en ny forkjølelse der begyndte med stivhed i nakken, siden slog sig på det indvendige af halsen igjen og i høj grad på maven. Men det var jo diarraé og da kan Du kanske tænke Dig at jeg midt i de gruelige smærter følte et slags tilfredsstillelse ved det. Klimatet her er også over alle grænser utrygt på denne årstid. Enten skal man være her midtvinters eller fra august og udover høsten, siger folk. Luften er så skarp og frisk og ren og stærk at den virker i høj grad udmattende på folk, der kommer andetsteds fra og så er det denne heftige temperaturforandring fra morgen til aften. Midt på dagen er det 14 grader i skyggen og vist 100 i solen at dømme efter slig som man steges og om aftenen og morgenen er det bitterlig koldt – jeg ved ikke hvor mange grader. – Igår var jeg igjen lidt bedre men fik ikke skrevet stort; idag ved jeg ikke hvordan det går, for kl. er bare 8 endnu. Jeg har vært tidlig oppe for at skrive til Dig, da det er min brevdag idag og gud hjælpe Dig, hvis Du har narret mig. Mandag var Ludvig i stort konfirmationsselskab hos en højreembedsmand. Jeg gik ikke med. Men onsdag var jeg i en nydelig, fin liden middag hos apothekerens. Det var bare Ludvig og mig, og vi havde det svært godt. I fjeldene går vi stadig vore ture. Kun én dag har jeg vært dårlig at jeg måtte opgi det, nej to, det er sandt. Og at jeg alligevel, trods alt har udmærket af opholdet, beviser blandt andet, den udmærkede, uforstyrrede nattesøvn og dagsøvn med, og at mit baghode uafladelig og hvert sekund har ladt mig i den fuldstændigste fred. Men alle siger det tar mindst en 3 uger før man blir akklimatiseret heroppe, og så først mærker man for alvor de gode frugter. Igår gik vi næsten den dejligste tur jeg endnu har vært med på heroppe. Jeg havde så længe villet være oppe på det fjeldet jeg har lige foran mine vinduer – kanske i 2–300 alens afstand, men Ludvig har stadig sagt, der var så vådt. Men igår gik vi. Der var knusktørt i vejene og en henrivende udsigt til alle kanter. Da så endogså selve byen skjøn ud med den klare himmel over sig, de skarpe, skovklædte fjeldkonturer, alle af de forskjelligste former og størrelser, den dejlige dybblå brede Lågen,den dejlige dybblå brede Lågen: dvs. Numedalslågen, storelven som renner gjennom Numedal og munner ut i Larvik. der falder ud ved Laurvig først, og den hvidsprudende kogende fos midt i byen omtrent. Da vi nærmed os toppen af fjeldet, måtte vi imidlertid snu for der lå store, fæle, halvsmeldede sneklaker, hvorfra vandet sived ned i stierne og gjorde dem til myr. Anderledes er det ikke bevendt med den varme, som alle puster over, end at sneen ligger usmeltet ikke alene oppe på fjeldene men også langs de ikke så forfærdelig bakkede spaserveje endda, f.eks. den nye vej som fører til Drammen og er en svært pen spaservej. Der ligger sneflekker, langstrakte, med knivskarpe kanter overalt hvor der er skygge.

En hjobspost har jeg at berette: jeg har vært nødt til at bestille mig et par sko. Skotøj er billigt her; jeg får således et par tykke, solide og rigtig pene vintersko for 8 kr. med doble såler. Dette tynde Kjøbenhavnske skidtet er ikke noget for fjeldene. De ældste jeg havde, er revnet på overlæret flere steder. Kristoffersen har stoppet dem aldeles nydeligt, men fjeldets spidse stene river nye huller. Han siger at det er sko til kun at gå i fine gader med. (De nyeste jeg fik, tør jeg ikke slide på.) Og væden har også tat på dem naturligvis. Søk gjennemvåd har de jo mange gange vært, således en dag i forrige uge da vi gik på fjeldet bogstavelig i sne til højt over knærne en lang strækning. Ludvig beundred mig dengang at jeg virkelig kunde grave mig frem. Han snudde sig flere ganger for at se om jeg ikke var væltet, men jeg holdt tapper stand, og hjalp mig frem med paraplyen. Det var en højde med udsigt vi skulde nå. Mens jeg gik i sneen følte jeg ikke spor af fugtighed; den var altfor fast og hel. Men senere da jeg kom ned i mildere regioner var det akkurat som jeg gik og vassed i et par brandbøtter. Ludvig siger at galoscher på den slags turer bare vilde gjøre sagen værre og besværligere. For det første vilde jeg miste dem i den dybe sne og for det andet rådner skotøjet langt snarere op, når det foruden væden er omringet af gummiets fordampning. Men den første tid vilde jeg kunde havt nytte af dem på gaderne. De dager er dog nu længst forbi. Ludvig selv går i støvler med skafter der går ham op på lårene udenpå buksen (ja, ikke i gaderne.)

Merker Du noget til at husholdningen falder billigere under mit fravær? Jeg håber det inderligt for ellers var det forgalt. Men jeg håber også sikkert at Schubothe tar bogen såsnart jeg byr ham den,at Schubothe tar bogen: S.G. Myre kom ut hos Schubothe i 1890. for det kan jeg alt vide: der blir mange gode ting i den.

Du passer vel på at blomsterne får nok vand. Spiræaen skal stå i vand på fadet bestandig. Det er sandt! Og den store, som Du ikke kalder for alperose, skal ha kogende vand på fadet mindst hveranden og hvertredie dag, og ellers altid holdes fugtig af kuldslåt vand. Og alle blomsterne skal ha plenty af vand i denne tid. Du, det er sandt: Marie må øjeblikkelig gå ned til fru Aagård, nej Henriques eller Dunker hvad det er hun heder og be om at få alle resterne af den lysegrønne silkekjole. Der var både blonder og silketøjstumper som jeg ikke vil miste. Glem det endelig ikke. Det er en skam at hun ikke har sendt det, for hun lovte det to ganger. Men hun har jo gåt i giftetanker. Ligeledes må Marie ta den blå uldne kjole som hænger i dit skab, den fra Wessel og Vett, Du ved, og sprætte den istykker – skjørtet bare, for livet tror jeg, nej ved jeg, duer ikke mere. Når så skjørtet er opsprættet skal hun bringe det hen på et chemisk vaskeri. Der er et på Østerbro; jeg antar at det er lige godt, som det i Dronningens Tværgade. Det må ligge færdigt til jeg kommer, så jeg straks kan sy det sammen igjen. Sig ligeledes, at hvis der i puffen på soveværelset ligger et fag gardiner, så må hun ta og stoppe dem pent, når hun får tid. Anna begyndte på dem, men blev ikke færdig. Du må ikke la Marie ta Anna til at sy efter vasken. Der er ikke mere nu end at Marie skal gjøre det selv.

Det var jo meget venligt af With og frue at besøge Dig i din ensomhed. Men der er og blir den hage ved de mennesker (også ved ham, ja kanske især ved ham) at de gjør alt efter, og af udregning og beregning. Jeg er vis på at de har sagt til hinanden da de kom ud på trappen: se så, nu har vi da ved gud gjort vor skyldighed! Nu skal da ved gud ingen kunne sige at det er mangel på venlighed fra vor side, at vi ikke sés oftere o.s. v. Uf nej – dem tror jeg ikke det blir til nogen omgang med. Jeg ved ikke hvordan det skulde gå til, for både hjærteligheden og tilliden er borte på begge sider, og sligt fåes aldrig helt tilbage. – –

Lørdag 4de maj. Fy skam Dig, som narred mig igår. Der kom intet brev, og jeg havde dog så sikkert gjort regning på det. Det er ækkelt at bli skuffet. Men så får Du også dette brev en dag senere end Du skulde havt det, for igår havde jeg ikke lyst at gjøre det færdigt, siden Du var så fæl. Senere på dagen kom jeg i tanker om at husholdersken der gik med mit sidste brev og blev bedt om at skynde sig, og som i høj grad i praksis gir bevis for de norske «straksers» utrolige længde, måske er kommet forsent til kassen, og at det altså er bleven liggende til næste dag, endvidere at Du på din side også har villet vente til Du fik mit brev o.s. v., og at det er grunden til hele ugrejen. Nu får jeg se idag. Blir jeg nu atter skuffet, tror jeg der er noget galt påfærde og låner penger at telegrafere med. Igår var jeg frisk og fik gjort noget. Idag tegner også til at bli god, så jeg håber at kunne være flittig. Tak for dine opmuntrende ord om mit arbejde. Det er en god lignelse dette med at jeg nu skal få skuden af stabelen. Akkurat så’n er det. Er skuden først på vandet, begynder arbejdet med takkelagen, afpudsningen, den finere indredning o.s. v. Men ikke den sidste del af lignelsen, for det er ikke mig som skal sejle den i havn. Jeg skal blot gjøre den sejlklar, så er mit værk endt. Aa ja, gud – hjælpe mig! – det er en vanskelig opgave jeg har tat mig på, og havde jeg så endda de nødvendige bøger til at få lidt praktisk vejledning af! Bergen og Bergenserne, som ligger hjemme, duer ikke.Bergen og Bergenserne: Det finnes to bøker med denne tittelen: Fredrik Wallems Bergen og Bergenserne i 1813–1814 (Bergen 187og Henrik Jægers Bergen og bergenserne (Bergen 1889). Det er sannsynligvis den siste Amalie mener; den inneholder bl.a. en beskrivelse av byens originaler, hvor forfatteren nevner både «Tippe-Tue» og «Smaafylla» (s. 98–104). Nu har Ludvig lovt at gå bort til den velsignede pastor Schjøningden velsignede pastor Schjøning: dvs. Christian Schjøning, som i 1888 var blitt utnevnt til kapellan på Kongsberg. Ludvig nevner ham også i dagboken. og be ham skaffe en bog om «det gamle Bergen». Hidtil har han fåt fat på alt hvad jeg har forlangt. Han (Schjøning) er gåt rundt i byen efter det: Pontoppidans Forklaring,Pontoppidans Forklaring: dvs. biskop Erik Pontoppidan, som i 1737 utgav en katekismeforklaring under tittelen Sandhed til Gudfrygtighed. Haugianerne (en norsk kristen legmannsbevegelse) og deres etterfølgere fant i Pontoppidans forklaring den faste norm både for lære og liv. 3 forskjellige ældgamle salmebøger, en andagtsbog, og nu sidst, skjøndt han er sengeliggende fordi han har hugget sig i foden sin, sendte han bud i øst og vest og gav sig ikke før han fik opsnuset Lønroths prædikener,Lønroths prædikener: må være feilskriving for Linderots predikener. Den svenske presten Lars Linderots Högmessopredikninger ble utgitt i 1813, og utkom siden i mange opplag på norsk. der læstes og brugtes meget i Bergen i 40årene under den heftige vækkelse da, især blandt almuen. Jeg har dog selv ganske og aldeles lavet den lægmandspræken jeg havde brug for, men naturligvis har jeg havt indirekte nytte af at gjennemlæse alt dette lort. Det er også godt at ha Ludvig til at spørre om anvendelsen af et eller andet ord, om han husker de og de indretninger på Tydskebryggen og hvad navn de havde. Han har forresten lagt mærkværdigt lidet mærke til alle slags ting, dem jeg husker så godt at jeg ser dem tydelig for mig. Men ved at snakke frem og tilbage får jeg altid et slags greje på det jeg er i forlegenhed med.

Jeg er holdt op en stund med at ta Bromcalium og har ikke gjort gymnastik i to dager. Skjøndt jeg ikke vilde tro det, og stred imod al fornuft trods alt bevis, måtte jeg dog tilsids[t] la mig forvisse om at disse to medikamenter gjorde mig stor og udmattende skade. Nu vil jeg la det være en hel uge, og så begynde igjen, så er jeg sikker på, jeg atter blir dødssyg, og så endelig jeg da havt fåt syn for sagen.

Senere.) Tak min kjære, søde, elskede ven for det lange, snille brev. Det var da godt det kom, for ellers var jeg bleven rent ude af det idag. Du må ikke tale om at være overbærende med din modfaldenhed! Den er sandelig altfor berettiget. Det var også bare fordi Du altid før havde havt så aldeles mærkværdigt godt og elskværdigt humør. Vær Du bare modfalden stakkels sødeste Dig i alle brevene dine. Jeg skal hverken tænke eller sige et muk om det. Men nu er jeg modfalden over den arme Jakob. Tusen tak min kjæreste ven for al din godhed og omsorg for ham. Lad ham dog endelig, endelig få fri den måned. Gud velsigne Dig, sørg for det! Og styrtebadene og den friske luft ligeledes men først og sidst og fremst af alt: lad ham sove længe om morgenen, og bed Ludvig være snil og stille og ikke vække ham – Du hilser naturligvis altid gutterne! Ludvig blev rent henrykt over billedet og sa at han aldrig i verden havde vovet at håbe på andet end et lidet. Han var meget glad og takker Dig mangfoldige ganger. Nu vilde jeg så gjerne Du skulde sende ham et indbundet eksplr. af Constance som han har kjøbt engang og mistet forlængst ved udlån, og et eks. af Gertrude, som han ofte taler om, men ikke ejer. Han har ikke bedt om det forstår Du, men jeg ved hvor glad han vilde bli; og han fortjener det, slig som han er. Jeg forstår mig ikke på dette brevet dit! Det er jo skrevet på onsdag, skulde altså vært her fredag (igår; alle dine breve er komne den 3die dagen) og det kom først idag. Nu får Du dette på mandag, så sender Du brev samme dag, så har jeg det onsdag. Hører Du det!

Igår borte hos Hanstens da de talte om at fejre den 5te maj heroppeat fejre den 5te maj heroppe: Det er ikke klart hva det var som skulle feires den dagen. og fruen mente at festen ikke burde være «teoretisk», men «praktisk», sa Ludvig: Alle fester er jo teoretiske; men skal vi gjøre den praktisk, er der intet i vejen fra min side. Vi måtte da ta og henrette mindst 5 samfundsstøtter heroppe. Der blev en vældig latter og alle var forøvrigt svært enige. Farvel for denne gang Du kjære! Altså til på onsdag.

Din A.



354. Erik til Amalie

Fredag 3/5 89

Det var en fuldstændig rigtig Bemærkning, han Vorherre for en Del År siden kom med, at det ikke er godt, at Mennesket er ene.at det ikke er godt, at Mennesket er ene: se Bibelen, 1.Mos. 2,18. Hvad Fornøjelse har jeg nu af, at Værtshusholder og Droskeejer Schick sidder arresteret som Lampevejsmorder,Lampevejsmorder: Droscheeier Schick, som hadde vertshus på Gamle Kongevej, og lenge hadde vært mistenkt for et mord på Lampevejen i februar 1889, var blitt arrestert. Politiken brakte artikler hver dag om saken. og der hver Dag står noget i Aviserne om hvad man nu formoder, og om hans Beværtnings Opblomstring, siden man dér har kunnet begynde at spore Lugten af den myrdede Sørensen, der stadig ikke er kommet i sin Kiste, om Sønnen, om Konen, om de Blodpletter, en Skuespillerinde har opdaget i Schicks Droske, om dennes mystiske Rejse til Hamborg, om den Handelsrejsende, der for to År siden skød sig med en Revolver i Schicks Beværtning og muligvis er den, fra hvem Schick har ranet de Mailandske Obligationer, som der er så meget Tale om osv. osv., når Du ikke er her og kan være begærlig efter at få Avisen fat og foreslå, at vi skal gå ud og lugte efter Sørensens Blod i Schicks Knejpe på Gamle Kongevej? Det er den pure bare Elendighed at sidde med sin Avis om Morgenen og få de mange Ting at vide og ikke kunne drøfte dem med Dig. Jakob interesserer sig ganske vist meget pænt og hyggeligt for Spørgsmålet Schick, men det varer jo lige til Kl 6, inden vi kan få det drøftet, og Ludvig synes med Ungdommens Letsind at glide frejdigere hen over dette vigtige Anliggende. Han ynder at komme med Udenomsvittigheder, når vi er allermest fordybet i alvorlige Undersøgelser. Som nu t.E. at han kunde more sig over den Idé, som et Blad fortalte, at Politiet havde med den døde Sørensen, at han skulde kvikkes så meget op, at de kunde anbringe ham i Overfrakke og det hele på en Stol således som han måtte formodes at have set ud hin Morgen i Drosken, da han blev slået ihjel, og så slippe Schick ind til ham pludselig og uforberedt og netop som han var vækket i et svagt gryende Morgenskær. – Ludvig påstod, at hvis de gjorde det med ham, vilde han øjeblikkelig bekende, at han var Lampevejsmorderen. Og vi opnåede da for den Sags Skyld også Enighed om, at Politiet vilde få nogenlunde let Spil med Dig, hvis de udsatte Dig for den Slags Kunster. Nå, men som sagt det hele har ikke ret Farve, siden Du ikke er her og kan gennembævres ordentlig af Rædsel.

Igår var det en bevæget Dag – ja det vil sige, Dagen var rolig nok, det var Aftenen som havde Bevægelighed.

Nej men jeg må dog om Lampevejsmorderen endnu fortælle Dig følgende mærkelige Tildragelse, som Jakob kom hjem med samme Dag Politiken ved Løbesedler havde meddelt, at Schick var arresteret som mistænkt på de og de Indicier. Knudtzon havde kørt i hans Droske med sin Kone, og ved Indstigningen havde han sagt til gamle Schick, der sad på Bukken, men hvem Kn. naturligvis ikke kendte og nu kun efter Angivelsen af hvor hans Holdeplads havde været kunde henføre til den mistænkte –: Kør ud til en eller anden Vej – Jakob vidste ikke hvilken, hvorpå Kusken hastig havde drejet Hovedet om og vredt sagt: «Lampevej! Hvad skal jeg dér?» Og den skarpsindige Knudtzon havde da øjeblikkelig henvendt til sin Kone hvisket: «O, ho, dér har vi Morderen!» Men for øvrig i tryg Følelse af sin egen Sags Retfærdighed ladet sig køre til sit Bestemmelsessted, betalt den blodbestænkte efter Taksten og ikke foretaget videre i Sagen. Du forstår, at det var ikke Lampevej, Kn. havde nævnt, men den andens Fantasi var så ophidset, at han hørte dette Ord i enhver tilfældig lignende Lyd. – Senere synes Historien dog at svækkes noget ved, at det formodentlig slet ikke har været Schick, Kn. har kørt med, men derimod en anden Morder, som Retfærdigheden endnu ikke har tænkt på at få fat i.

Nå, men det var Gårsaftenen. Meiningerne havde deres første Forestilling i Kasino: Julius Cæsar,i Kasino: Julius Cæsar: Meiningerne skulle spille på Kasino; i første omgang Julius Cæsar og Schillers Wallensteins Lejer, Piccolomini og Wallensteins Død. og jeg havde sat alt ind på at være så langt fremme med min Fod, at jeg i Sporvogn kunde komme derind. Du véd, jeg havde iforgårs dels været i Droske, dels om Aftenen øvet mig på at halte hen til Feilbergs (Det er sandt, jeg havde nok glemt at fortælle Dig, at Rist nu i fire Dage har været fri for Smærter, og at Feilb. tror, at Ondet for denne Gang er overstået). Efter Bordet – vi spiser jo alle tre sammen Kl ¾6 – fulgtes så Ludvig og jeg til Fredens Bro. Det gik langsomt men ikke helt ilde. Dér kom jeg i Sporvogn til St Annæ Plads, humpede ud og bevægede mig i god Tid med Anstand ned til Kasino. Jeg var der et Kvarter før Tiden, og endnu var der kun sparsomt med Folk, hvad jeg netop for min Hinkens Skyld havde beregnet. På min Plads sad jeg 10 Minutter før Tæppet gik op uden en eneste Gang at have været nødt til at forklare en eller anden Bekendt, hvorfor jeg haltede. Nå jeg fordybede mig i Programmets lange Personliste, og da jeg kiggede op, sad i det endnu meget tomme Teater to Bænke foran mig Winkel Horn. Jakob havde netop Aftenen før fortalt, at han fra den lille Fru Ravn vidste, at Fru WH. havde sagt til sin Mand, at hun ikke brød sig om ham mere og ønskede Skilsmisse. På WH.’s Spørgsmål, om der var en anden, hun holdt af, havde hun svaret nej – hvad der på det Tidspunkt var rigtigt, Hamsun var da endnu kun netop dukket op – og de var da blevet enige om at lade alt udvortes talt blive som hidtil. Om de senere Tildragelser havde Fru R. iøvrigt ment, at WH. mærkelig nok ikke syntes at formode, at der var et Kærlighedsforhold mellem Fru WH. og Hamsun. Idet jeg nu fik Øje på Manden bag fra, som han sad der sammensunken og forunderlig afpillet og mager læsende i sit Program, følte jeg en varm og hjærtelig Medlidenhed med ham, jeg syntes, jeg kunde se på hans Ryg, at han vidste alt og længe havde lidt. Jeg råbte på ham, men Døveper som han er hørte han mig ikke, og jeg humpede da hen til ham og lagde bag fra begge Hænder på hans Skuldre. Han så op og blev øjensynlig meget glad og vilde straks aftale, at vi skulde være sammen efter Forestillingen. Jeg havde Aftale med Feilbergs og kunde altså allerede af den Grund ikke, men jeg vilde nu overhovedet hjem straks, dels for Sporvogns Skyld og dels for Pengenes. Så aftalte vi, at han skulde komme til mig Tirsdag Aften, og jeg læste i hans Måde at være på: Så kommer jeg til Dem og fortæller Dem hele Elendigheden. Det vil nu vise sig, om jeg har set rigtig. – Ved Siden af mig kom Fru Vilhelm Møller til at sidde, og er hun end ikke særlig morsom, taler jeg dog nok så let med hende, bag mig havde jeg Hr og Fru Hennings,Hr og Fru Hennings: dvs. skuespilleren Betty Hennings og hennes mann. der efterhånden viste sig aimable som altid. Jeg var i Uvished, om det skulde være så, jeg har jo skrevet adskilligt fælt Bæ om den små Frue i den senere Tid.adskilligt fælt Bæ om den små Frue: f.eks. i hans anmeldelse av Einar Christiansens Broder Rus i Illustreret Tidende 27/1/89: «Skuespillerne [aser og maser] i de tyndt spundne vers, som var det Remme af garvet Kamelskind, og de selv Ægyptens Slaver, der slæbte Blokke sammen til en evig Bygning … Værst er vistnok fru Hennings. » Men det må man i alt Fald lade hende, at selskabeligt lader hun sig ikke gå på. For Resten var der naturligvis en Mængde Bekendte i Teatret. Hr og Fru MantziusHr og Fru Mantzius: dvs. skuespilleren Karl Mantzius og hans kone. sad genforenede i en Parketloge lidt bag mig og hilste overmåde ceremonielt. Vorherre må vide, hvorfor de skabede sig. Feilbergs sad på første Række, jeg har Plads på niende. I første Parketloge til venstre var hele den nysgerrige Kongefamilje bunket sammen, og Teatret i det hele på nogle Bænke i Galleriet nær udsolgt.

Nå men Forestillingen? Ja min søde Pige naturligvis vilde Du have moret Dig. Navnlig var det et aldeles storartet Tordenvejr med drivende Skyer og Lyn af alle mulige Former, der slog ned, og et Rabalder som om hele Rom skulde forgå med det samme. Det var for mig kun halv Glæde at sidde der uden at have din Forfærdelse ved Siden. Og Forum Romanum og Folkeopløbene og Måneskinnet i Brutus’ Have og Cæsars Mord i det dejlige, søjlebårne mangefarvede i en vis mørkladen Stil holdte store Rum med Pompejus uhyre Billedstøtte ragende op midt for i Baggrunden, og senere Cæsars Genfærd i Teltet med det lysende hvide Dødningeansigt og Bjærgegnen ved Phillipi, hvor den sidste Kamp stod, og den ene efter den anden styrter sig i sine Sværd, en hel Mængde storslåede Billeder, aldeles glimrende indøvede, og Dragter og Massevirkninger, vide og snævre Udsigter – og så det hele ét stort Bedrag! Således har dog intet af alt det, der fremstilles, set ud. Der er en Fordringsfuldhed ved alt dette Udstyr, som ægger til langt større Fordringer. Og bilder Meiningerne sig ind at have nået Højdepunktet i denne Art af Kunst og at de virkelig står ved det rigtige, så tager de fejl. Der kunde gøres meget mere endnu. Og Skuespillerne er ikke virkelige Kunstnere. Og det er overordentlig vanskeligt at forstå hvad de siger. Men det vilde jo være urimeligt ikke at glæde sig over, hvad de har fået udrettet og samtidig med at man tager sine Forbehold yde dem den allerstørste Ros. Dygtige Arbejdere for deres Sag, det er de!

De to sidste Akter, som for Resten ikke er lange, tog lidt af Henrykkelsen bort, og jeg er ikke helt igennem overbevist om, at Foretagendet vil blive lønnende i Kbhvn – 30 Forestillinger i dette i Grunden udannede Sæde for Dumheden i Danmark, hvor det ikke er nødvendigt at vide mere end hvad man læser sig til i Bladene.

Nå efter Forestillingen vilde Fru F. endelig på Kafé, men jeg vilde ikke med, og så endte det med, at de to kørte med i Sølvgadens Sporvogn og tog mit letsindig gjorte Forslag om at følge op med mig og drikke Te for godt, og virkelig da vi Kl lidt over 11 stod ved min Gadedør, besteg de Trapperne og kom ind i den bælgmørke Spisestue. Jeg fik tændt en Lampe og så, at Bordet var dækket og at kun Jakob havde spist. Nå så rodede jeg i Stuerne efter Ludvig, som ikke var der, bad dem sidde og kom så endelig ud i Køkkenet for at tage Teen ind. Der stod til min Forbavselse Marie og strøg. Det var ikke faldet hende ind at komme med Lys eller nogetsomhelst, skønt hun jo måtte have hørt at jeg var kommen hjem og at jeg snakkede med Folk. Men heldig var det jo, at hun var der. Så kom hun med Te og med et Par Stykker Svinekarbonade og lidt stuvet Hvidkål og Øl, og Hængelampen blev tændt og der kom Snaps, og Fru F. drak en pæn lille en, og de havde begge storartet Appetit, og det hele var meget gemytligt. Og da Kl. var over ¾12 ringede det i Køkkenet, det var Ludvig der kom, han var først nu sluppet fra Forretningen. Da sad F. og jeg med hver sin lille Toddy og havde fået Cigarene tændt. Dette Billede af Mad og Mættelse og Drikkelse trøstede i et Sekond den udsultne trætte og modfaldne Ludvig, han spiste og fik Snaps og Øl og Toddy og Cigar og strålede tilsidst som til Fest. Så gik F. og Frue, og jeg var galant og kyssede Fruen på Hånden og sa, at jeg havde i Sinde at prale uhyre til Dig over så godt jeg var kommen fra at bede så fin en Frue op til et Aftensbord, som slet ikke var forberedt. Det eneste der ikke var som det skulde være, var de forfærdelige grimme Teskeer. Gud ved, om Sølvskeerne er tilgængelige? Jeg søgte ikke efter dem men gjorde Undskyldning for de Kompositions. de Kompositions: skjeer laget av uedelt metall.

Ja nu véd Du min dejlige Ven, hvordan Aftenen gik, og her har jeg siddet og været altfor snakkesalig, jeg har slet ikke Tid til det. Om Jakob kun det: Feilberg er ikke bekymret i mindste Måde for ham, men mener rigtignok på den anden Side, at han have fri. Jeg har nu bedet ham skrive sin Opfattelse af Jakobs Tilstand, og med dette Dokument som Grund for en Feriebegæring antager jeg unægtelig at alt vil gå let hos Knudtzon. Så skulde J. blot holde ud imorgen endnu for at gå Ugen ud, og så begynde at leve for sin Sundhed fra Mandag.

Aften Kl ½ 12

Jeg har læst al min Snak her igennem og er i Grunden lidt modfalden derved, jeg synes det tager sig vrøvlet ud. Men Du får vel nok min gode Hensigt ud deraf. Jeg syntes jeg havde haft det så morsomt igår – om Formiddagen havde jeg arbejdet til min egen Tilfredshed – jeg var i godt Humør og vilde i den Anledning lade høre fra mig. I Aften har jeg været en Time i Luften. Det er det mest vidunderlige dejlig Forårsvejr, blik stille efter en mild Regn. Træerne skyder det grønne frem af alle Kræfter, imorgen tænker jeg at hele Rækken af Kastanjetræer på den anden Side af Søen står udsprungne. Jeg vandrede gravitetisk frem og tilbage på Dosseringen og sad lidt på en Bænk hen ad Nørrebro til og så nogle Sprøjter komme i susende Galop på den anden Side og over Dronning Louises Bro. Så gik jeg hjem og drak Te sammen med Gutterne. Jakobs Humør har bedret sig mærkeligt siden den Samtale med Feilberg. Dels tror jeg, at han selv var begyndt at blive bange for sit Befindende – han er magret af og har dårlig Appetit – og dels virker sikkert også Udsigten til Ferie i høj Grad opmuntrende. Jeg har for Resten tænkt på, at mit forrige Brev, hvor jeg fortalte Dig om Jakob, har kunnet gøre Dig ængstelig, men Du forstår jo nok, at dertil er der ingen Grund. Det er en Overgang med Blodfattigdom, Blegsot, af samme Art som unge Piger så jevnlig har, frisk Luft og Bevægelse er den bedste Kur der imod, og så de Jernpiller – dem F. for øvrig ikke netop behandler med overvættes Ærbødighed. «Den Mand tror ikke på Medicin» sa Jakob, da han havde talt med ham. – Ja nu skal jeg i Seng. Sidste Nat drømte jeg om Dig og Fru Hennings – jeg sad noget fra jer på en Veranda og syntes, at I skændtes midt på en stor Plæne, og jeg havde en underlig Forestilling om, at det var min Skyld, at jeg havde sagt noget til Dig om Fru H. men nu ikke længer vidste hvad det var. God Nat min elskede Ven. Blot jeg kunde drømme smukt om Dig.

Din E.S.



355. Erik til Amalie

Mandag Kl 1 6/5 89

Ja min søde dejlige Ven, nu har jeg også ventet en Dag længere end jeg havde beregnet, på Brev, men i Mellemtiden har jeg sanket gloende Kul på dit Hoved ved at sende Dig et langt Brev, som Du formodentlig først har fået nu netop, siden det igår var Søndag. Jeg forstår for Resten ikke, at mit Brev kom en Dag senere end det skulde. Marie gik Torsdag Morgen på Posthuset med det for at få det vurderet, ½ 10, og så skulde det jo afgå med den Dags norske Post. Et eller andet Sted må der have været Smøleri. Jeg er på ingen Måde rolig ved dine genkommende Forkølelser. Du er uforsigtig af Natur og Vane, og når Klimatet er så barskt, som det er, med disse lumske Overgange, så er Du netop en, der er lavet til at lide under det. Jeg skulde være der oppe for at passe på Dig og skænde. Blev Du så end måske mindre elskværdig til Tider, idet Du naturligvis først på ingen mulig Måde vilde lade Dig sige men tilsidst dog knurrende fandt Dig i mit skændige Tyranni og modbydelige Kommanderen, så holdt Du dog måske Forkølelserne fra Halsen, og det var i dette Tilfælde jo det vigtigste. De hæmmer den Gavn Du skulde have af Rejsen min sødeste Ven, Du skal være forsigtig. At Du får et Par fornuftige Sko til dine Ture, er naturligvis det ene rigtige – Pengene kommer nok. Når nu blot det ikke er af dette forfærdelige Lugtelæder, som både Du Jakob og Ludvig har bragt med fra Norge. Så bliver Nytten af dem hernede ialt Fald betydelig indskrænket. – Idag har Jakob begyndt sin Ferie, og han er nu sendt afsted med Ordre til at køre med Dampsporvogn til Ellam (10 Øre), Du véd et Stykke forbi den «fine Haven», og så dilte ud til Charlottenlund og ikke vise sig før ¾6 når vi skal spise Middag. Det sidste protesterte han imod. Han sa, at han allerede nu efter at have været i Styrtebad (før Frokost) var så træt, at han måtte ha Lov til at komme hjem før. Så lo jeg, brumbassede, og han gik. Han talte igår Aftes med Knudtzon,Knudtzon: dvs. Frederik Knudtzon – Jacob arbeidet i hans trykkeri. Han hadde flyttet til Østerbrogade 12. der nu er flyttet ind i sin elegante Lejlighed her ude på Østerbro – Du véd i det Sted, hvor min Cigarhandler bor i Stuen – og Kn. havde været meget imødekommende og elskværdig og havde ikke brudt sig om nogen Lægeattest. Jakob mente, at han denne Gang virkelig var kommen til at tale fornuftig med Knudtzon om sine Sager – når nu Manden blot vil huske, hvad der er sagt fra begge Sider. Også om Evald har J. i den senere Tid talt fordelagtigere, så at alt i dette Øjeblik føjer sig nogenlunde efter hans Ønske, og Humøret er også nu kendelig bedre end for en halv Snes Dage siden. Jeg tror heller ikke, at Jakob egentlig føler sig på samme Måde syg som kort efter din Bortrejse, da han undertiden vistnok var højst ilde tilpas, hvad dog for os andre nærmest kun ytrede sig som Sløvhed. Ludvig er sprungen ud i et Par nye Benklæder og i en strålende ny lysegrå Sommerfrakke, som begge er betalt, idet han har fået Forskud. Sagerne har han taget på Hellebæk Klædefabrik og betalt 65 Kr for, hvilket er billigt. – Igår var jeg for anden Gang hos Meiningerne og kedede mig lumsk med Wallensteins Lager og Piccolominini [sic].kedede mig lumsk med Wallensteins Lager og Piccolominini: se brev 354, note 3. Forestillingen var først forbi over 11, og ved Rists Arm gik jeg hele Vejen hjem, hvor jeg ankom 10 Minuter i 12. Rist er ikke helt rask men næsten og hilser Dig hjærteligt. Han har ladet sit Skæg vokse, hvilket misklæder den smukke Mand i høj Grad. Endnu kan jeg ikke have Støvle på Foden, og Smærter har jeg en Del af (Gigt, tror jeg) men for Resten går det jo godt om end småt fremad. I Aften skal jeg atter i Teatret og se Wallensteins Todt, hvad jeg håber skal blive lidt bedre end Gårsdagens stillestående Forestilling. Jakob var i Lørdags på min Plads og så Cæsars DødCæsars Død: dvs. Julius Cæsar. og havde moret sig udmærket. Han var for Alvor glad over at få Billeten. Samme Aften havde jeg kørt med Dampsporvognen for at bade mig i god Luft. Jeg sad ovenpå, hvad prægtig går an, da vi nu har fuldstændig Sommervarme. Gutterne var igår hele Tiden mellem Frokost og Middag i Skoven, ud med Jernbane, ind med Dampsporvogn. Bøgen er dog endnu kun hist og her udsprungen, men Kastanjetræerne langs Søen hos os helt grønne. Kom der en Dag med Regn, vilde alt vælde frem; men næsten bestandig er det tør klar Luft med Østenvind. Jeg forstår mig ikke på den Østenvind i dette Forår, den har bragt Varme i Stedet for den Kulde, der plejer at følge med den. Du véd Påskeøst. – Min søde Pige, Bøgerne til Ludvig tænker jeg nok jeg skal klare, når jeg nu blot snart anstændigvis kan vise mig på Gaden ved høj lys Formiddag. Resterne fra din grønne Kjole er for længst kommen fra Fru – ja hvad Pokker er det hun hedder, Døcker – og lagt ned i Puffen, og Marie har jeg idag givet Besked. Hvad er det med Ludvig, som er sengeliggende. Du omtaler det blot en passant, men det lyder jo dog ret alvorligt – hugget sig i Foden? Jeg tænker mig, at trods alle Besværlighederne, så er det Dig dog en Hjælp at Du nu sidder i Norge og skriver. Du kommer dog dit gamle Bergen nærmere dér end her og Hjælpekilderne får Du åbenbart også bedre fat i. Til Lykke med hvert godt Ord, Du skriver, elskede!

Skriv til mig hvor mange Linjer i Politiken din Artikel optog. Der er kommen en Anvisning på 19 Kr 4 Øre – er det nok? Eller skal jeg forlange mere? Blomsterne trives udmærket under min og Maries afvekslende Behandling. Særlig er det blevet min idelige Morskab at fylde Vand i Spiræaens Underskål. Jeg undres på, om Du har Ret med din Mistanke til Bromkaliet, men jeg kunde jo nok tænke mig, at da Luften er så angribende, og da Du jo har megen Bevægelse ved dine Fjældture, kan Gymnastiken være for meget af det gode. Luft og Bevægelse og hæderligt Levned – jeg mener uden Alkohol – det er sikkert det vigtigste for Dig, det andet kommer i anden Linje. Og trods alt føler Du Dig jo rask, min Ven. Men sig mig, er det først på Kongsberg, at ethvert Spor af de onde Fornemmelser i Baghovedet er blevet borte? Sled dog Kristianiadagene Sørejsens Gode bort? Læg Mærke til én Ting: Du har aldrig kunnet tåle at drikke mere end ganske lidt. Dit Sind blev altid forandret med det andet tredje Glas, Du var da i Grunden aldrig helt Herre over dine Følelser og Tanker. Det er et Nervesystem, som har sin værste Fjende i Brændevinsdjævelen, under hvilken Forklædning han end optræder. Derfor Amalie sig: apage Satanas!apage Satanas!: Vik bak meg, Satan! (Matth.16,23).

Aften Kl ¾12

Jeg kommer fra Kasino, har gået ind og gået hjem – jeg begynder virkelig at komme mig. Har spist til Aften i min Ensomhed, Gutterne sover på deres grønne Ører. Jakob blev virkelig ude idag til Kl 6, men han snød noget, idet han havde besøgt Helge i en Del af Tiden. Jeg har moret mig bedre i Aften end igår men ak hvor aftagende Besøget er, neppe halvt Hus. Jeg traf Fru Oda Nielsen med Mand,Fru Oda Nielsen med Mand: dvs. skuespilleren Oda Petersen, som i 1884 hadde giftet seg med Martinius Nielsen. Emma Nielsen (senere kjent under navnet Emma Thomsen) var også skuespiller. og med dem var Fru Emma Nielsen – hun har vundet mit Hjærte, for jeg véd gennem Edv. Brandes, at hun har sådan en brændende Lyst til at spille Nora – og med dem tilbragte jeg en behagelig Teateraften. Fru Oda spurgte meget om Heibergs og talte særdeles klogt om dem. Jeg kan bedre og bedre lide den Kone – bare hun ikke var Skuespillerinde. Hun holder øjensynlig meget af Gunnar og har Godhed for Fruen. Det gjorde hende ondt for Alvor, at der intet Engagement var blevet af. Hun nævnte ikke Ordet «Drik», jeg heller ikke. Jeg er træt min egen Ven og vil i Seng. Dette skal kun være et Par Godnat-Ord. Der var en Mængde glimrende Dekorationer i Aften, ægte Billeder fra Trediveårskrigen, og Spillet er særlig for Mændenes Vedkommende dygtigt på så mange Leder, at man tilgiver dem det tyske Væsen og Mangelen på Genialitet. Imorgen skulde jeg til at skrive en fornuftig Kritik om de tre Opførelser jeg har været med til.en fornuftig Kritik om de tre Opførelser: Eriks lange anmeldelse ble trykt i Illustreret Tidende 12/5/89. Hvad Br. har skrevet i PolitikenHvad Br. har skrevet i Politiken: Det sto usignerte anmeldelser av oppførelsene i Politiken 4/5/89 og 6/5/89 sannsynligvis skrevet av Edvard Brandes. forekommer mig ubetydeligt.

Godnat nu Du søde

Din Mand

E Skram



356. Amalie til Erik

Kongsberg 8de maj 89

Denne gang er jeg gåt bagud af dansen med min skrivning til Dig min kjæreste gut. Igår fik jeg ikke tid at begynde og så vilde jeg vært tidlig oppe idag for at skrive, men var så forfærdelig træt og søvnig, at jeg ikke kunde. Vi var nemlig på en lang fjeldtur igår, gik afsted lidt før 6 (aften) og kom tilbage lidt før 11. Vejret var dejligt mildt, men ikke stegende som midt på dagen. Det er begyndt at folke sig med temperaturen om aftenen også nu; alle spår at det blir et vidunderår, gjøgen er alt kommen og lillekonvallerne står med store lange blade i fuld knop, hvad der er uhørt så tidlig, ikke at tale om anemonerne, blå- og hvidvejsen o.s. v. Det er sørgeligt jeg ikke har min store, gule stråhat med, for slig som solen bager herinde mellem fjeldene! Ludvig har imidlertid lovt at låne mig en storskygget stråhat som han gik med ved Holmestrand bad ifjor; han havde fåt den af en dame, der er damebånd på den, siger han, og den kan godt bruges af begge kjøn. Nu skal jeg be om at få se den idag. – Ludvig og apothekeren skulde som sædvanlig på rugdejagt igår. De plejer ellers at gå kl. 8 og være hjemme 10 ½ 11 og det tiltrods for om L. har gåt en aldrig så lang tur med mig før middag. Ja, for et liv han fører, så sundt, den gutten! På denne måden blir han 100 år. – Men igår vilde de de [sic] ha damer med og aftensmad og leven og så gik vi så tidlig. Vi var 6: L., apothekeren, og en Jordan fra Bergenen Jordan fra Bergen: Jordan er en gammel bergensk kjøpmannsfamilie – det er ikke mulig å vite hvilket medlem av familien det var. (som har vært i Amerika), kanske gutterne kjender ham, og så var det mig, fru apothekeren og en frøken Vass. Vejen bar en halv fjerding fra byen ud over den bakkede landevej, så begyndte fjeldopstigningen og så var det Ludvig savned hunden sin. Tiltrods for alle forestillinger, satte han sit gevær og madtasken ind i en hytte ved vejen og stimed i rasende fart tilbage til byen. ‘Alle’ folk havde snudd sig forfærdet efter ham, fortalte han siden. Vi gik imidlertid opover, en smal stiv [sic] omtrent lodret i fjeldet med stene, der danned et slags trappetrin og busker til at hjælpe sig frem på langs siderne. Vi damer blev noget tilbage, skjøndt det var utroligt hvor fort det alligevel gik. Da vi sidste gang hvilte os, hørte vi et brøl fra apothekeren der alt var fremme: Skynd dere! Solregioner heroppe! (Hele vejen opad fjeldet havde vi gåt i skygge.) Vi kravled da videre, steg over en trætrappe som var anbragt ved stengjærdet som skilte mellem pladsen deroppe på toppen og fjeldskråningen, og befandt os på en grønnende vidde med bænke, bord, flagstang, klipper, skov, altsammen badet i solskin. Og en udsigt! Nej, det får være det samme. Ret som vi stod og frydet os over al herligheden kommer Hapax farende og springer jublende op ad os: «Så må jo Ludvig også være her.» Men skjøndt apothekeren gik ud til den yderste skrænt og høl som en indianer hverken så eller hørte han noget til ham (vinden eller luft[t]rækket, for det blæste ikke, bar lyden bort nemlig.) Straks efter hørte vi en pibefløjte, hunden afsted, vi kaldte den tilbage; den kom, afsted igjen efter piben, tilbage til os, det arme dyr, mellem ild og vand, indtil endelig en siger: Det er Alvers fløjte! Ja naturligvis! Så lod vi hunden fare. Der blev tændt bål, vi lejred os i en lun fordybning et stykke borte fra flagstangen, og måltidet begyndte. Endelig kom L. og Hapax. L. blodsprængt, silende af sved, lidt sint, men alligevel i humør til sit: ha, ha! da han blev ærted. Han havde måttet gå lige hjem efter Hapax, hvor han fandt den i kjøkkenet, sky og flou fordi den havde lusket sig fra os. Den var nemlig med os et stykke på vejen og viste godt at den skulde. Omtrent et kvarter havde han så tilbragt med at prygle og dressere hunden som var doven og ikke vilde komme. «Den har ikke fåt så meget juling siden den blev født,» sa han. Så endelig stimende afsted med Hapax i kobbel så hele byen løb til vinduerne for at se. Ved opstigningen af fjeldet slap han den og så var Hapax i et nu på toppen hos os, mens Ludvig kun var halvvejs. Der stod han så og fløjted, trode, da Hunden ikke kom, at den var lusket hjem igjen, begav sig ufortrødent på tilbagevejen med den faste beslutning at skyde hunden ned når og hvor han traf den. (Den var jo ikke havenes når den var slig, mente han.) Kommen ned igjen til landevejen, hører han imidlertid hundens hvæsen bag sig, og ser den komme galoperende, med tungen næsten slæbende foran sig. Så tilbage igjen og op til os. Aanej, der er så meget at fortælle, at det går ikke an. Da vi havde spist, skulde vi stige ned på den anden side fjeldet i en grøn fordybning hvor rugderne fandtes. Men nedstigningen var så brat, en lodret væg med fremspringende fjeldknaster her og der og nogle mosbuske til at ta sig i. Fru Tillier og Jordan gjorde strejke; hun blev svimmel, han sa det var afsindigt – og så gik de en omvej. L. og jeg blev stående og disputere lidt. Han vilde ikke jeg skulde gå ned den vej. Jeg sa: Du kan være ganske rolig – jeg er ikke gnist af svimmel, ellers vilde jeg være veget tilbage straks, og jeg mærker at fødderne mine blir som katteklør så myge og sejge til at holde fast. Umuligt sa L. jeg vil ikke ha noget ansvar for Dig. Jeg går en anden vej! Så får Du gå alene. «Nej,» sa jeg, «alene går jeg ikke [»] og begyndte at stige opover (han stod lidt overfor mig, der alt var begyndt at kravle ned over[)]. Men så betænkte han sig, formodentlig rørt over min uventede føjelighed og sa: ja, når Du vil, så kom da! I det samme brølte apothekeren og frøken Vass som alt var helt nede: «Vær ikke bange! Farbart med forsigtighed! Først ret ned og så lidt tilvenstre, Dere vil se det selv»! Et kvarter efter var vi nede, uskadte, glade, L. imponeret og angerfuld, jeg uhyre kjephøj. «Hvad var det for en spetakkel Dere gjorde?» sa apothekeren. «Vi hørte dønnet af liksom skjænding»! Men så kom rugdejagten som vi damer bivåned siddende afsides på en højde mens de andre stod på vagt nede i det aflange dalstrøg og lured. Det var lunt og måneskin; alle slags fugle sang og skuddene fra jægerne var det eneste som afbrød den store stilhed. Vi havde måttet love ikke at tale og det gjorde vi da også efter evne, mens vi spiste smågager[sic] og drak Chambertin. Imidlertid var fru Tillier og Jordan kommen til ad en lang omvej. – De skjød 2 rugder som faldt ned mellem træerne ved skovkanten langs dalstrøget, og som Hapax fandt for dem. Tilslut brød vi op og gik hjem, dejlig trætte, men i ypperligt humør. Jeg røg inde hos L. et par drag af en gammel stump (min egen), men måtte efter 10 minutters forløb tutle mig, næsten sovende. Bare dette ikke har vært altfor vidtløftigt, så det har kjedet Dig. Men jeg mored mig så godt, så jeg måtte fortælle Dig det nøjagtigt, og endnu er meget ikke kommet med.

Senere.) Tusen tak for dit brev, som jeg fik nu, mens vi spiste frokost. Det er inden 9 at brevene til Norge må være indleveret om sommeren; det er jeg aldeles sikker på, så når hun er gåt afsted ½ 10, har det vært forsent. – Nej men menneske da, kan Du ikke se at det er pastoren, som har hugget sig i foden og ikke Ludvig. Hvorledes er det, Du læser mine brever? Der står endogså husker jeg Schjøning i parenthes ovenfor linjen for at Du ikke skulde ta fejl. Ludvig sengeliggende! Jovist, jo. Og det er jo Sch[j]øning skrev jeg, som har skaffet mig alle de bøger. Nej, så kan Du ikke ha videre morro af mine brever, når Du læser dem så skjødesløst.

Jeg kan slet ikke like alt det, Du skriver om alkohol og drukkenskabsdjævlen o.s. v. Som om det var fru Hejberg Du sad og skulde formane.

Nej jeg har slet ikke havt baghodefornemmelser siden jeg rejste hjemmefra, ikke i Kristiania heller skjøndt jeg drak både vin og øl hver dag, Du! Men heroppe har jeg i de sidste 8 dager havt hodepine hver dag, så’n hodepine som andre folk har, foran i tindingerne og i panden, ikke stærk, men en idelig murren ækkel trættende fornemmelse. Det er naturligvis ikke spor af noget at lægge merke til, hvis det ikke var det faktum at den slags hodepine har jeg aldrig i mit liv havt, den slags som alle andre har beklaget sig over at ha og som nogle har beskrevet mig så nøje at jeg straks jeg selv får den, ved det er samme sort. Jeg synes dog at kunne kjende så tydeligt på mig, at det er den stærke luft, som er skyld i det, her er så’n forfærdelig masse surstof i luftarten og så er der nogen uddampning fra sølvsmeltehytten som er sund men mattende for uvante. For mine forkjølelser kan Du nu være rolig. Den sidste rest svandt den samme dag jeg sidst skrev til Dig og siden har jeg ikke kjendt spor til det. Det eneste, der står tilbage er et lidet sår inde i næsen, som forresten nu alt er bedre. Jeg tror ikke jeg blir forkjølet mere nu, for dels er sommeren virkelig kommen og dels har jeg lært mig til at være så forsigtig at folk ler af mig og at selv Du vilde synes det var påfaldende eller rettere: nok. Af skade blir man klog, og jeg har virkelig havt så stor plage af disse forkjølelser at jeg har lært at være på min post. – Ja, 19 kr. er rigtig efter tællingen af linjerne i «Politiken». Da har jeg endogså fåt 7 øre linjen og det er jo bra betaling. Jeg fik idag et brev fra Krohg skrevet på Grand Hotel, svært muntert og elskværdigt, han er færdig med sit store maleri,færdig med sit store maleri: se brev 344, note 4. som han i det sidste har malet på med tungen ud af halsen og fra kl. 4 om morgenen, og nu har dovenskjabsdjævlen og formiddagsabsintherne tat ham ganske i besiddelse, skriver han. Om 8 dager rejser de til Skagen og så spør han om jeg vil være med og bli der i sommer. «Det skulde og burde De, for det havde De godt af.»

Det var ikke at sanke «gloende kul» på mit hode at ha sendt mig et «langt brev i mellemtiden».et «langt brev i mellemtiden»: Brevet var blitt forsinket; forklaringen kommer i neste brev. For det lange mellemtidsbrev var jo kun svar på et endnu længere fra mig, værsgod. Gud ved forresten, hvordan Du regner tiden med disse breve. «Et langt brev i mellemtiden,» skriver Du, «som Du formodentlig først har fåt nu, netop, siden det igår var søndag.» Jeg fik det lørdag naturligvis. Det var jo skrevet onsdag, skulde vært sendt torsdag morgen og jeg havt det fredag, men blev på grund af at Marie først var på posthuset ½ 10 ikke afsendt før fredag morgen, var i Xania lørdag morgen, og her med 12 toget samme dag, udleveret kl ¼ før 1. Søndag gjør forøvrigt hverken fra eller til; posten udleveres til samme tid da også.

Nej, skoene lugter ikke. Det er ikke den sort skind jeg har tat. Tak for beskeden om Jakob og Ludvig! Hils dem begge og gratuler Ludvig med de nye klær og sig, han er en letsindig taske af en sød, liden mandsperson. Bare nu Jakob måtte komme sig! komme sig rigtig ordentlig, mener jeg. Det var da godt at Mejningerne er kjedelige så har jeg ikke noget at træge på. Forresten var jeg i forvejen vis på at de vilde være det, og kanske har Du også bare fåt den ene billet. – Uf det er sørgeligt med den foden din! Det værste af alt er at Du har fåt gigt i den, for det kan vel komme igjen ret som det er. Det er sandt Krohg hilser mig fra Hejberg. Altså er han fremdeles i Xania og er ikke kommet afsted til Stockholm.

Hvor det var morsomt hvad Du skrev sidst om fru Kiellands. Som jeg så og især hørte hende gjennem de replikker eller rettere den lange enetale, Du nedskrev.

Nu får jeg slutte, ellers blir klokken for mange og brevet kommer først med toget imorgen. Uf det snurrer i panden og når jeg bøjer hodet forover er det tungt, og når jeg løfter det op igjen, gjør det ondt. Men det er dog en helt sund og naturlig hodepine sammenlignet med det djævelskab i baghodet. Meget, meget, meget mere var der at fortælle Dig, men det er jo ikke muligt at få alt med. Og noget skal der jo også være tilovers til hjemkomsten. Farvel da for denne gang. Hvis Du bryr Dig om mine brever så skriv regelmæssig de stakkers to ganger om ugen, for så får Du altid svar. Men Du skrive samme dag Du har fåt mit, for ellers regner jeg fejl og blir så sørgelig skuffet. Farvel min kjære, bedste ven.

Din Amalie



357. Amalie til Erik

Torsdag 9de maj 89

Min snille søde elskede, først idag kom det brev, Du i brevet fra igår omtalte som skullende have sanket gloende kul på mit hode. Jeg sender Dig konvolutten for at Du kan se, den har vært i Tyskland først, og det er ikke så underligt at en funktionær i farten kan ta fejl; der står virkelig næsten Kønigsberg. Jeg skriver altid også Norge udenpå når det ikke netop er til Xania.

Men tak Du kjæreste for dit lange, søde, fornøjelige brev. Jeg blev så glad for det, men skal læse det engang til – jeg har kun akkurat fåt tid til at løbe det igjennem. Men disse ord jeg jo få afsendt idag, synes jeg, og siden jeg slet ikke var forberedt og havde gjort nogenslags begyndelse, får jeg kun tid til så lidt. Så er jeg også dårlig igjen idag, stærkt forkjølet, meget ondt i halsen med hvide blemmer i rød bund. Jeg forstår mig aldeles ikke på det. Igår var jeg ganske brav, da jeg skrev til Dig, men ud på aftenen kom det som kastet på mig; jeg måtte gå tilsengs kl. 9, havde feber, lå hele natten uden at blunde, men er idag dog lidt bedre. Gud ved hvad det dog er for noget djævelskab her i luften, som forgifter mig. Igår havde jeg kun vært en tur på en time i solskin langs landevejen. «Og Du, som er så forsigtig,» sa Ludvig da han idag var inde hos mig før han gik på skolen. «Ja, synes Du ikke, jeg er det?» sa jeg, «Jo sandelig, Du kan ikke være forsigtigere efter min mening.» Der kan Du høre!

Ja, det er fælt trist at jeg ikke er med til alt det snak og al den rørelse i anledning af Lampevejsmorderens formodede opdagelse. Uf da! At det netop skulde komme mens jeg var borte. I norske blade har jeg ikke set et muk om det endnu.

Fortæl, fortæl fortælfortæl: understreket en, to, tre ganger. mig endelig om Winkel-Horn.Winkel-Horn: se brev 343, note 10. Tænk Dig, det gjør mig så ondt for ham at jeg var grædefærdig ved at læse hvad Du skrev. Men han er jo født hanrej, og til at myrde for kjedsomheds skyld, hvis man da var gift med ham. Hun lader til at være i «sin bedste kraft», den madam, tiltrods for både gasterering og akvarier [?].gasterering og akvarier: Hun har vel hatt underlivsproblemer. Jeg trode, (absolut sikkert), at Ludvig var kommen af dage idag ved frokosten, da jeg fortalte lidt om Winkel-Horns, og ytred min forbauselse over at hun som var gastereret o.s. v. kunde være så lidenskabelig i kjærlighed. «Hvad er det Du siger»! næsten skreg han, og så begyndte det.

Efter dette brev at dømme er jo Mejningerne morsomme at se på alligevel. Jaja, det er jo godt for Dere det. Jeg er lige glad, jeg.

Fra fru Fejlberg har jeg havt et umådelig langt og umådelig kjedeligt og meget vanskelig læseligt brev,fra fru Fejlberg … brev: Brevet finnes ikke på KB. men så velsignet snilt og godt og kjærligt at det er umuligt ikke at bli rørt. Hils hende forfærdelig meget og sig hende mange tak. Det var jo morsomt at Du fik dem op til Dig den aften. Men at Du turde! Var Du ikke bange for smudsig dug, mangel på servietter, styg opdækning o.s. v.?

Nej, men nu jeg slutte, ellers blir det forsent. Endnu engang tusen tak for dit dejlige brev. Du er sød, er Du!

Din Amalie



358. Erik til Amalie

Fredag 10/5 [1889]

Nej det er for ærgerligt! Der må være gået et 8 Sider langt Brev til Dig tabt. Jeg skrev det i Fredags i forrige Uge: en lang Beretning om Lampevejsmorderen, om Meiningerne, om Jakob, om Winkel Horn osv. et muntert Brev, som skulde komme overraskende på Dig. Herregud jeg havde sådan en Glæde af at tænke derpå. Nu er der lige som et Hul i vor Forbindelse. Jeg er så ked deraf, at jeg lige frem er i slet Humør. Jeg tror ikke på, at Fejlen er hos Østerbros Posthus. Skulde der ikke være Roderi på Kongsberg? Vil Du se, om det forrige forsinkede Brev bærer Østerbros Poststempel af 2 Maj, for så er Fejlen ikke sket her. Indleveringen er nu som før til Kl 10 undtagen om Søndagen da den er Kl 9 – Ved et fornyet Eftersyn i Avisen over afgående Poster opdager jeg, at der nu går to Gange Post til Norge Kl 10.50 og 11.15, den første over Helsingør den anden over Malmø. Det kan jo være, at Brevene til Kongsberg føres over Helsingør, og at det den 2 Maj indleverede da er kommet for sent, skønt det var over en Time før Togets Afgang på Posthuset. Nej men det helt manglende Brev må Du spørge om i Kongsberg. Er Du også lidt ked af at have mistet det?

Jeg har ikke skrevet om Drukkenskabsdjævelen men om Brændevinsdjævelen, og den taler Jakob og jeg om snart sagt hver evige Dag – vi hen fører alt ondt til den. Ludvig protesterer men vi giver os ikke.

Til de andre Onder, jeg sukker under, kom igår pludselig en rasende Tandpine, som har holdt mig vågen en Del af Natten, indtil jeg endelig ved Hjælp af Antifebrin fik Ro. Pinen holder sig idag i Skindet men den ligger på Lur bag Kæberne og jeg tør næsten ikke lukke Munden op.

Men det er der jo ingen Fornøjelse ved at fortælle om.

Formodningen om Hamsuns Rejse til Sverig er gal,Formodningen om Hamsuns Rejse til Sverig er gal: se brev 343, note 10. han er i Kristiania. Men om alt det meget, der derom er at meddele vil jeg ikke skrive. Når Brevene begynder at spasere Pokker i Vold bliver jeg i det hele angst for at betro Papiret andet end hvad Gud og Hvermand må læse.

Uf jeg forsikrer, det er som om jeg sad og talte med Dig og havde Fornemmelsen af at en stod bag en Dør og lyttede.

Den «skikkelige» Hovedpine, som Du taler om min sødeste Ven, kan vist fordrives med Antifebrin. Spør Ludvig om han har, ½ Gram og ikke mere før efter 4–5 Timers Forløb. Jeg siger for Resten som Du: pyt med den når den anden slemme er forsvunden. Det er det virkelig store Gode, og det fortjener Du en hel lang Række af Kys for, som Du også nok skal få.

Din Jagtturs Farer og Besværligheder har jeg nydt med stor Fornøjelse, men jeg kan jo ikke nægte, at der risler mig nogen Frygt gennem Kroppen for at Du ikke skal være tilstrækkelig forsigtig, når Du indlader Dig på de vovsomme Ting. Jeg vil ikke have Dig frygtagtig for aldrig det, det er morsomt at gennemføre en dristig Tur, men man skal være klog tillige, og disse halsbrækkende Nedstigningerne kan narre en slemt. Nå men det kan godt hjælpe at sidde og snakke fornuftigt her i min Stol, medens Du kravler om som en Ged. Paspå min kære Ven, og bliv ikke overmodig fordi Du denne Gang fik Ret! Og Ludvig med sin Hapax – jeg ser ham for mig. Men så er Hunden altså rask igen, og efter Pryglene formodentlig for Fremtiden artigere. Tænk at sådan en falder på at være doven.

Jeg blev alvorlig forskrækket igår ved at der lå Brev fra Ludvig og ikke fra Dig,der lå Brev fra Ludvig og ikke fra Dig: Brevet finnes ikke på KB. men det gav sig jo heldigvis ved Læsningen, som dog ikke gav Oplysning om hvorfor ikke Du skrev. Og jeg som troede, at Du havde to Breve fra mig i Behold! Tak Ludvig for hans Brev, havde heller ikke det været, vilde jeg naturligvis have følt mig endnu fattigere.

Nej den Ærgrelse over at den Dig tiltænkte Overraskelse og Fornøjelse er glippet bliver ved at sidde i Kroppen på mig. Jeg er så gal på Pen Papir og Blæk at jeg næsten ikke gider røre ved det.


Min sødeste Ven jeg har været nogenlunde vanvittig af Tandpine og nu hjemkommen fra Meiningerne Kl ½ 1 – Jomfruen fra OrleansJomfruen fra Orleans: Erik anmelder Schillers stykke som «ubetinget det tarveligste av Meiningernes Forestillinger» – men som beviser københavnernes dårlige smak ved å trekke et stort publikum. (Illustreret Tidende 26/5/89.) – er jeg det også. Du må ikke regne dette Brev for noget. Jeg er i en dårlig Forfatning og mest i Grunden fordi jeg sender så elendig et Brev afsted, og så også fordi jeg frygter for den Nat jeg går i Møde. Du skal snart få et ordentligt Brev. Ak søde kære Ven havde jeg Dig hos mig og kunde holde Dig om Livet med min ene Arm og stryge din Kind og se Dig ind i Øjnene og klage mig gudsjammerligt og bruge vældige Ord – min elskede det vilde være en Lindring af udmærket Art. Ved Du, at jeg tænker på at lægge mig i din Seng, for der tror jeg ikke, at Morgensolens lumske Stråler piner mig vågen som i min, selv efter en gennemvåget Nat, om end Hovedpuden er lagt for Fodenden – Så nu farer Smærterne som en Hvirvelvind igennem mit Hoved – jeg vil tage Antifebrin og Brændevin, mulig bedøver det mig – Jeg er højst jammerlig!

God Nat min elskede elskede

Du må ikke være vred på mig for dette usle Brev jeg har været urimelig forpint

Din Mand

E Skram



359. Erik til Amalie

Lørdag Aften [11/5/89]

Nej jeg er ikke sød, min sødeste Ven, sådan et Brev jeg sendte Dig igår! Og så kom dit Brev idag og gjorde mig glad på ny. Men jeg var umådelig forpint af Tandpine igår og har været det i endnu højere Grad idag. Og i Nat har jeg kun fået Ro ved tre Gange at fylde mig med Wisky og Antifebrin. Så gik og kørte jeg så snart jeg kunde blive færdig til Bramsen imorges. Han havde nær dræbt mig ved at sætte et rædselsfuldt Boreinstrument til den Tand, der er så øm, at det farer som Luer igennem mig, når blot Tungen rører ved den, for at frembringe et Hul, hvor igennem han kunde føre Kloroform og Morfin ind til Roden. Han måtte hellere have trukket Tanden ud end frembragt det Hul, Smærterne blev kun meget værre indtil hen ad Middag Kl 6, da de endelig sagtnede. Og nu er Tanden kun uhyre øm, den egentlig Pine er næsten ovre. – Men Du min egen stakkels Pige med din dårlige Hals og din Søvnløshed! Hvad er dog det? Og Du klager så lidt. Du er så sød. Hvad kan det dog være, som Du og Klimatet har imod hinanden? Går det an, at Du fremdeles bliver der oppe i de barske Bjærge? Nu har Du jo i den korte Tid haft flere Forkølelser end i et Par År her nede, havde jeg nær sagt. Tænk dog alvorlig over, om det virkelig også er rigtig at Du bliver længere på Kongsberg. Er der ikke noget Djævelskab med dit Værelse? Hjælper Ludvigs Maskine Dig eller bruger Du den ikke? Taler Du ikke med nogen Doktor? Pas dog endelig på ikke at sidde og blive kold om Morgenen eller Aftenen, og det er vist galt, at Du står op med den Hals. Du skulde blive liggende for at komme Dig helt. –

Ja min sødeste Ven, det var som jeg formodede. Winkel Horn kom til mig for at søge Råd og Trøst. Manden er meget ulykkelig, og Tingen ser temmelig uhjælpelig ud. Men der er ingen Kærlighedshistorie mellem Fru WH. og Hams. Det synes at være en Forelskelse fra hendes Side – tildels endog måske ubevidst –, der ikke deles af ham. Men WH. har forlangt absolut Tavshed fra min Side, og jeg har naturligvis ikke nænnet at fortælle ham, at vi alt havde debatteret Sagen så hensynløst som sket er. Der skal heller ikke ske noget netop nu, så hvad jeg vil fortælle Dig får Du tidsnok at vide. Kun det vil jeg sige, at Manden var navnlig første Aften klar og ikke vidtløftig slæbende i nogen Henseende. Han kom Kl 9 og gik fra mig ½ 4, da Solen brød frem. Næste Aften var han og Svogeren Ravn hos mig til Kl 1 Nat, to Gange har WH. været hos mig om Frmdagen og igår Aftes fulgte han mig hjem fra Meiningerne, medens Tandpinen rasede i mine Kæber. Og jeg véd, at jeg vil gøre alt for at han ikke skal tro, at jeg er træt. Han trænger til Hjælp.

I Aften er Jakob hos Meiningerne. Klokken nærmer sig 12 og han er ikke kommen hjem endnu, imorgen Søndag kommer Ludvig derhen. Jeg har sammen med Galschiøt en fast Plads, og hidtil har han heldigvis ikke lagt Beslag på den udenfor sit personlige Brug. De spiller i Reglen samme Stykke tre eller fire Gange i Træk. Jeg har skrevet en lang Artikel i Ill. Tid,en lang Artikel i Ill. Tid: se brev 355, note 6. som for Resten ikke er synderlig god, den næste skal blive bedre, men jeg tjener dejlig mange Penge på den Artikel.

Hu ha! Jakobs Obligation fik 18 Kroner forleden – Ludvig har vel fået dem tilsendt? Og mine fjollede Fotografifantasterier førte mig en 7 Kroners Regning på Halsen. Og Rodemesteren vilde have 32 Kr, men dem fik han ikke, og en Rest fra Skrædderen på 12,50 betalte jeg heller ikke, der gives da Grænser for den menneskelige Evne og Skikkelighed.

Fra Hamsun har jeg fået Brev idag fra Nordre Aurdal,Fra Hamsun har jeg fået Brev idag fra Nordre Aurdal: datert 7/5/89, trykt i Knut Hamsuns brev I (1879–1895), s. 132–33. hvor hans egentlige Hjem synes at være. Han er glad for Klimatet i Norge men han vil ned igen til Danmark og Kbhvn. Han skriver morsomt om et Selskab hos Sars, der har forfærdet ham. «Man talte simpelthen om Bjørnson» skriver han, «ikke bare i forbigående; man debattered Bjørnson. Dyre Død og portugisisk Pine hvilket Emne!» For Resten er han såre misfornøjet med Edv Brandes Anmeldelse af «Amerika», og beder mig med et Par Ord skrive ham mit Indtryk af Bogen. Det jeg nu ikke så gerne gør, jeg er bleven noget skuffet af den og har ikke netop Lyst til at sige ham det.

– Nu er Jakob kommen hjem og jeg har været med ham i Spisestuen. Selv kan jeg for min Tand kun spise lidt opblødt Brød, men Jakob satte et ordentligt For til Livs. Han har fået sin Appetit igen, men er for Resten meget nervøs, dog i godt Humør, når han er hjemme. Går han i Skoven, siger han, henfalder han til sort Melankoli og får urimelige Ængstelser. I det hele går det nu alligevel godt fremad med ham.

Fra Bilsted, som var en Tur til Marseille med et Dykkerskib, husker Du måske, har jeg en Hilsen at bringe Dig fra Jakob Worm Müller, Kaptejn Müllers Søn,Jakob Worm Müller, Kaptejn Müllers Søn: må ha vært den eldste sønnen til Augusts bror, kaptein Michael Müller. der er bosat der og med hvem Bilsted havde gjort en Tur. Han er nok Skibsprovianteringshandler eller ansat i et sådant Firma. B. mente at han var [et]elskværdigt Menneske, om end hans Fortid mulig var noget broget. Han havde talt med megen Respekt og Godhed om Dig. Jeg fortalte Gutterne dette og de har oplyst mig om hvem Manden er. Om nogen Kone talte Bilsted ikke.

Med min Fod står det noget i Stampe. Den giver mig af og til Smærter og endnu kan jeg ikke få Støvle på den. Jeg går fremdeles med Feilbergs Sko og halter.

Nu længes jeg stærkt efter at høre noget beroligende om din Helbred min kæreste Ven. Disse Blegne er noget fælt noget, synes jeg, og overvej endnu en Gang om Du ikke nu bør komme ned til vor mærkelige Sommer. Hver Dag tør Varme med Østenvind.

God Nat jeg håber at få Fred i Nat. Et Kys. Nej tre!

Din E.S.



360. Amalie til Erik

Lørdag morgen [12te – krysset ut] 11te maj 89

Jeg må straks skrive ned min Drøm om Dig og dem hjemme inat. Jeg har grædt slig i søvne, at Du vilde sagt, jeg havde hulket mig tværs gjennem sengen. – Jeg var altså i Kroghsgade. Jakob havde ferier og han og Ludvig var sammen gåt ud for at ha sig en fornøjelig aften. De skulde hen på en cirkus etsteds. Vi gav dem 3 kr. hver, og det sidste vi begge sa til dem var: «Vær nu endelig ikke længer end til 1. i det højeste. Husk Du har ferier for sygdoms skyld Jakob!» De gik, og hvordan vi to så tilbragte aftenen, ved jeg ikke. Jeg sprang i drømmen med en gang til at kl. var bleven 5 om morgenen at hverken Du eller jeg havde været i seng, dels for at vente på gutterne, dels fordi at Markus og G. Rubin sad inde hos Dig – (jeg gik forstyrret omkring i de andre stuer) – for sammen med Dig at ordne alt angående vor skilsmisse. Jeg skulde nemlig afståes til Juel-Hansen, Du vilde ikke ha mig mere – jeg havde selv forskyldt det, syntes jeg. Men jeg gjorde mig så kjephøj som muligt og sa uafladelig til mig selv: Han skal vist ikke mærke at jeg ikke vil, endsige, at jeg er fortvilet over det. Imidlertid gik jeg i den største angst for gutterne, og så hvert øjeblik på kl. Så var den bleven ½ 7 og netop da hørte jeg gutterne i trappen. Jeg fór ud og åbned; de søgte at gå stille, men kunde ikke af ophidselse, og nervøsitet eller hvad det var; for fulde syntes jeg egentlig ikke de var, men så underlig opkogte i ansigtet, og så grødet i øjnene med håret stående endebent op i luften til alle kanter. Og så var de skidne på klærene. En havde brækket sig nedover ryg[g]en på Jakob og en anden havde skåret en stor flænge i Ludvigs bukse, så skjorten hang ud bag, og aned nokså meget do på. Jeg stod og snakte med dem i entréen og vilde vide lidt besked. Jakob var så sagtmodig og lej: «ja, det er bedst at sige det straks – galt er det og lej blir Du, men vi har levet meget udsvævende, siden vi gik hjemmefra – ikke vært på cirkus – var det likt,» han slog ud med hånden som var fuld af hvide tykke malingflekker. «End penger da, penger?» sa jeg; «har Dere brugt mere end Dere havde»? «Ja» sa Jakob ganske tonløst, «vi skylder 49 kr. og 67 øre.» Ludvig stod hele tiden lænet op mod entrédøren og så brødebevidst men også så underlig tusset ud, og sa ikke et muk. I detsamme gik døren op fra din stue og Du og Rubinerne trådte ud. «Gå ind,» hvisked jeg til gutterne – «og Jakob! hold et lommetørklæde for skjorten til Ludvig så de ikke ser den.» «Nå,» sa Rubin, – «jeg må nok sige det er en nydelig ungdom, Du holder Skram,» han skulte hen på Jakobs ryg hvor brækket var – komme hjem på denne tid – hu ha»! «Aa, det er vel ingen sædvane,» sa mere godsligt G. Rubin – «men forresten, nu blir Du jo snart kvit dem alle 3.» Han trykked din hånd og så gik de uden at ta spor af notits af mig. Jeg tog gutterne ind i kabinettet og så stod vi der og græd lidt og så bad jeg dem gå ind og lægge sig og det gjorde de men i detsamme kom Du gjennem spisestuen og så doet på Ludvigs skjorte. Jeg fortalte Dig straks at de havde brugt 49 kr. 67 øre. «Det er uvæsentligt,» svarte Du, «men doet, doet siger jeg, – hvordan skal den skamplet aftvættes»? «Aa skidt,» svarte jeg – [«]det kan jo vaskes. » «Vaskes! ved Du ikke at al vask er forbudt ved det sidste nye provisorium?[»] «Men hvorledes skal pengene betales,» sa jeg – «å pengene, pengene! Vi, som ikke har et øre»! Du bare blåste, og sa at penger fik vi nok. «Men,» vedblev Du, «nu er det altså bragt i orden altsammen, Du blir afståt til Juel-Hansen og gutterne går med på den ekspedition til Nordpolen.» «Hvad for en ekspedition,» råbte jeg. «Aa skab Dig ikke madam! Som om det ikke er Dig selv der har fundet på at «Sjur G.» og «To. V.» skal skjæres i småstykker og såes ud i en kartoffelager deroppe ved Nordpolen. Sligt forbandet humbug! Men gjerne for mig, når Du kan få det kvæg af to lange drenge til at være så dum.» Dermed gik Du ind på soveværelset. Så var der igjen et sprang i min drøm, for så syntes jeg at jeg havde ligget og sovet længe ved siden af Dig i sengen min, og at jeg vågned i krampegråd, og råbte og skreg, og kastet mig hen over Dig og bad og tigged at jeg ikke skulde bli afstået til Juel-Hansen. Jeg kaldte Dig ved fornavn og tigged og gråd så Du blev ganske våd i ansigtet og Du kunde ikke forstå hvad jeg sa for min hulken, men måtte spørge om det var det jeg mente at jeg ikke vilde fra Dig. Da jeg så sa ja, slog Du armene om mig og putted mig ned under teppet dit og klapped og kyssed mig og der lå jeg i armen din og græd fremdeles som jeg var gal. «Så, så, så, vi blir jo sammen, hører Du,» gjentog Du flere ganger. «Ja men ikke gutterne til Nordpolen heller?» hulked jeg, – [«]det er så dumt at så bøger i en potetesager.» Så vågned jeg og var så dyvåd af gråd, ikke alene på ansigtet og hodepude, men også det øverste af mit natlinned som jeg på en ubegribelig måde havde proppet ind i munden min, var vådt. Men det værste er, at da jeg så sovned ind igjen, drømte jeg videre om at jeg skulde til Juel-Hansen og at jeg græd og bad for mig og vågned i samme tilstand og sovned igjen og drømte videre og vågned igjen. Tre ganger gjentog det sig og idag er øjnene mine som to smale røde striber og jeg brænder så på ansigtet. Denne drøm er fortalt aldeles nøjagtig ordret – Ikke på ét eneste sted har jeg vært i usikkerhed om det var netop det udtryk der blev brugt. Derfor har jeg også skrevet det ned, straks jeg vågned. Jeg har ikke engang brugt vandet i baljen men bare vasket mig i ansigtet og på hænderne. Ellers går jeg lige fra sengen op i baljen. Nu skal jeg forresten til det. – Min forkjølelse er igjen vundet over for denne gang, og jeg skal være, og er forsigtig. – Mere imorgen. Kun bare det: Det bæst, bæst, bæjst! af en Drackmann! Jeg læser nu hans: «Med den brede Pensel.»Drackman … «Med den brede Pensel»: Holger Drachmanns kunstnerroman kom ut i 1887. Den er lige så modbydelig som selve Drackmann, for den er selve Drackmann. Idag skal vi ha nogle fremmede.

Søndag [14de – krysset ut] 12te? maj

Der er slet ikke noget usselt brev min egen søde elskede, det jeg har fåt nu. Tværtom, det er så sødt og godt og kjærligt og så fuldt af sorg og ærgrelse over det «tabte» brev, noget jeg i fuldeste måde forstår, for det er jo til at græmme livet af sig for, at ha siddet og kastet al den tid og alle de tanker bort. Og så’nt et langt og prægtigt brev det var! Nu er dog den elendighed overståt for så vidt Du nu ved, både at det har nået mig og hele sammenhængen med dets udebliven. Igår morges må Du jo ha fåt mine få linjer med din egen blå konvolut indeni. Det er så kjækt dette at vide hvilke dage og hvilke tider, Du må ha mine brever, hvis der ikke er noget uforudset galskab under ialtfald, som nu med dit f.eks., der gik til Kønigsberg. – At Du nu er begyndt at få tandpine igjen! Der er da heller ikke måde med hvad for kvaler Du har at gjennemgå. Jeg har aldrig hørt magen til møje! Og det høres af dine ord som om det er af den rigtigste ondartedeste slags. Kan Du dog ikke la Bramsen ta ud den svinepels af en tand. Du er dog aldrig sikker sålænge den findes blandt det som levende er, og hvis B. ikke kan, den tasken, for det kan han ikke, så gå til en anden. Aa gjør det, er Du sød og snil, så meget Du kan være menneske når jeg kommer hjem og ikke se altfor dårlig ud. Jeg husker ivinters hvordan den tandpine formelig tog alt huldet fra Dig.

Den dag jeg sidst sendte Dig brev var jeg klein, og jeg blev ikke bedre ud på aftenen, snarere værre. Men nu i 3 dager har jeg vært fuldstændig frisk. Jeg var virkelig lidt ræd for halsen denne gang; for de hvide pletter så stygge ud, og her går difteritis for tiden. Men atter har Ludvigs elskelige apparat reddet og hjulpet mig. Jeg fik 4 inhalasioner denne gang: morgen, middag og aften den første dag og 1 morgen den næste. Så var det ikke længer så ondt at jeg syntes jeg behøved at bli ved, for det er jo lidt giftigt, siger Ludvig, og plejer gi svage folk hodepine, hvad dog ikke i fjerneste grad har vært tilfældet med mig; tværtom tog inhalasionerne væk den hodepine jeg havde havt i 8 dage, (3 uger efter mine første inhalasioner forresten). Og det var ganske mærkeligt at se i spejlet i gårmorges, hvorledes de hvide pletter var skrumpet fuldstændig ind og lå som sammenrullet hud, der sammen med den røde hidsige, ligeledes fortørkede og afskallede hud, kom ud da jeg gurgled mig med vand og lidt amykos. amykos: antiseptisk munnvann. Nu håber jeg at skulle holde mig fri for forkjølelsen herefterdags; her er stegende, bagende, susende, smeltende, aldeles stille sommer-vær.[sommervær]: Ordet ser ut som sommer-mervære (antakelig en gjentakelse ved en linjeskift).. Så’n varme har jeg aldrig, det er sandt – kjendt i Danmark. Fuldstændig sydlandsk. Sætter man sig på en sten i fjeldet, brænder det slig at man skvatter op igjen straks, tværs gjennem klærene. Det er ulideligt at gå ude midt på dagen. Var ikke den velsignede fos, der iår er righoldigere og vakrere end ellers på grund af vintersneens mængde, vilde alle folk få hundesyge. Aften og morgen er også dejlig milde, ja selv nætterne er varme. Ja, Norge, Norge, det er et snodigt land! I Xania er det endnu værre med varme og alt står grønt og udsprunget, siger folk som kommer derfra. Og så er der dog en klang i navnet Norge som uvægerlig bringer en til at tænke på frost, frost, is, is og intet andet, ja kanske også lidt stein og fjeld. Og nu vinteren her! Dens friske, stille, dejlighed heroppe overgår al beskrivelse, påstår Ludvig. Man fryser aldrig; han gik i hele vinter uden overfrakke i kort pjækkert, for det blæste aldrig, og fjeldene luned, tiltrods for de 18–20 grader Reaumur. – Og tænk Dig til at en ung frøken Rasch, tidligere elev af Ludvig, som nu ligger i difteritis, sandsynligvis ikke får lov at bli frisk igjen ved hjælp af Ludvigs apparat. Han talte med faren på gaden igår og tilbød det, påberåbende sig min hurtige helbredelse, men faren sa at han måtte først spørge doktoren og siden har der ikke vært bud fra dem. Men lægerne heroppe er nu også noget idiotpak alle 3. De to er begge over 70 år, døve og halte, og den 3die 40, men en stor charlatan, sladderhank, løgnepels og brav liderlig. Og alligevel retter disse slaver af Kongsbergianere sig ubetinget efter deres «legemshyrder». –

Jeg har vært inde og spist frokost, dejlig sylte og spækket tiur med russeærter og så dertil noget rødvin til 1 kr. 80, aldeles udmærket! altsammen levninger efter igår da vi havde fremmede. Det gik nokså godt og muntert, men hvor en fremmed føler at en er mellem mennesker der kjender hinandens gjøren laden, gåen og kommen, sædvaner og bekjendte, ja lige indtil hvad mad man spiser og hvorofte man går på do eller slår en promp. Ja, Du må undskylde jeg blir grov, à la Schandorph, men jeg kan s’gu ikke la være.

At Hamsun er, eller i altfald var ankommen til Xania, vidste jeg. Men hvad så mere? Fortæl mig. Har Du skrevet til G.H., om de 25 kr?Har du skrevet til G.H., om de 25 kr?: se brev 344. Det finnes ikke noe brev fra Erik til Gunnar Heiberg i samlingene på KB, NBO eller UBB. Hvis ikke så skynd Dig, er Du snil. Nej, jeg vil ikke ta antifebrin for hodepinen. Ludvig har det, men for det første er den over nu og for det andet har den vært så skikkelig og naturlig, så’n af formeget solskin og for meget frisk luft, bilder jeg mig ind – at det næsten vilde være synd at gå for hastigt tilværks med at fordrive den.

Se så, nu kom der en dejlig voldsom regnskur. Aa, hvor det vil gjøre godt i de støvede gader og på jorden, som alt var begyndt at bli tør, tiltrods for den den [sic] masse usmeltede sne, der først nylig er smeltet på højderne og er bleven ved at risle ned og trille ned og holde alting fugtigt og grønt. Farvel min elskede.

Jeg længes efter at kjende dine arme om mig og føle dine kys.

Din Amalie.



361. Erik til Amalie

Tirsdag 14/5 89

Kæreste Amalie, Du er da det mærkeligste Menneske til at drømme jeg i mit Liv har truffet eller hørt om, men godt var det da, at Drømmen endte som den gjorde, og at Du tyede hen under Tæppet til mig. Hvad skulde det være blevet til, om Du havde forhærdet dit Hjærte og var vandret til Juel Hansen? Og det Påfund med at så S.G. og To V. i en Kartoffelmark er virkelig så snurrigt, at Du fortjente mange Ekstrakys foruden dem Du straks fik, da jeg kunde finde dit Ansigt under al denne Hulken. Min søde kæreste Ven! Nå og Du havde pyntet Drengene net op! Nej heldigvis den Slags Sorger har vi ikke og får heller ikke, så vidt jeg kan se. Der er god Bund i de to Fyre. Og det provisoriske Forbud mod al Vask! Jeg måtte le. Underligt nok har jeg først fået dit Brev idag Kl ½ 6, og jeg havde lige læst det, da Ludvig kom, jeg sad endnu med et Smil på Ansigtet, og fortalte så Drengene det meste af Drømmen, det, der angik dem. De lo meget. – Den lille Snip af sanddrømt har Du været, at Jakob i Søndags var gået med Ove i Tivoli (Ludvig var hos Meiningerne, og han havde været oppe om Morgenen Kl ½ 7 for at ro med nogle Kammerater en Tur i Øresund; ingen hjemme anede hans store Forehavende, og da han nøjagtig ½ 12 var hjemme til Frokost, strålede han af Stolthed), og skønt jeg sad med Ludvig og røg og snakkede til Kl 1, var Jakob endnu ikke kommen hjem, hvilket jeg ikke syntes om, netop af den i Drømmen anførte Grund, at han jo var Patient. Han kom først over en Time senere, men sørgede for øvrigt for at være temmelig tidlig oppe næste Morgen. Og der havde været særegen Anledning til at blive så længe ude. Helge har nemlig sammen med Vennen Esmann gjort en Kapital-Skandale, som naturligvis måtte drøftes på alle Leder og Kanter i Tivoli og senere hjemme hos Ove og Helge. Jeg sender Dig et Udklip af «Avisen»,et Udklip af «Avisen»: Avisen var et populært kamporgan for Højre, stiftet i 1883 for motarbeide Dagsavisens innflytelse blant Københavns arbeidere. «Skandalen» skjedde fredag 10/5/89 og ble referert i Avisen 12/5/89 under rubrikken «Journalister». hvori Sagen er refereret. De to havde spist til Middag sammen med et Par danske og en svensk Løjtnant hos Neijendam,Neijendam: dvs. hotelleieren Carl Neiiendam (Hotel Phoenix og flere restauranter). havde drukket sig fulde og var i et Par Drosker kørt om Kap ud på Frederiksberg til en Café chantant, hvor Skandalen, som Du kan læse Dig til, så foregik sikkert så plumpt og smagløst som vel muligt. Da de skulde føres ud af Salen af Politiet, og en Betjent i den Anledning tog Esmann i Skulderen, var han faret op og havde slået løs med en Stok, indtil han blev overmandet og slæbt ud og arresteret med forslået Ansigt og forrevne Klæder. Først senere blev Helge arresteret på Grund af sine grove Ord imod Politiet og sit Forsøg på at hidse Folk imod det. De kom i hver sin Celle og havde ligget på en hård Brix. Næste Frmdg kom de for en Forhørsdommer, der skræmte dem i højeste Grad og behandlede dem meget hånligt, og også fra Politibetjentenes Side havde de måttet døje en såre hensynsløs Adfærd, særlig Helge. De havde dog måttet finde sig i alt blot for at få Sagen bilagt – der svævede Fængselsstraf eller en Bøde på 200 Kr over deres Hoveder – og det havde da endt med, at Dommeren stadig ironisk og knusende dog havde skånet dem. De blev stadig tituleret: «Anholdte» Gustaf Frederik Esmann og «hidbragte» Helge R, og da Dommeren havde spurgt Helge, hvad han var og hvad han levede af, og havde fået Svaret, at han ingen ting var og levede af sine Penge, var der på Dommerens Ansigt kommet Noget, der skulde se ud som aftvungen Agtelse, og han havde sagt: «Nå, det må jeg sige: i så ung en Alder allerede at have drevet det til nu at kunne lægge Hænderne i Skødet og leve af hvad man har fortjent, det er mærkelig dygtigt!» Og senere havde han spurgt, om han var Søn af Gotfred Rode og ved Svaret rystet på Hovedet og sukket. Alt i alt var de forøvrigt Dommeren forbunden for hans Skånsel. Helge har gentagne Gange sagt til Jakob: Du gør Dig ingen Forestilling om så elendig jeg var, jeg tænkte på at tage Livet af mig og alt muligt. Det var efter første Gang at have været for Dommeren. De slap ikke før Kl 4 om Eftermiddagen, og imellem de to Forhør havde Helge måttet krybe ind i «Salatfadet», i Fangevognen, der holdt i Gården, idet alle Celler var optagne. Det var den dybeste Forsmædelse. Da Esmann blev ført til sin Celle, var den alt optaget af en lille Fyr på Ti-Tolvårsalderen i Træsko. «Hvad har Du gjort?» spurgte Esmann. «Jeg har stjålet nogle Penge» sa Drengen. «Det har jeg også gjort» sa Esmann og så vild ud af Øjnene, «men jeg har stjålet mange.» Drengen stirrede rædselsslagen på ham, og et Øjeblik efter forkyndte en lang Flod på Gulvet fra Træskoene på hvad Måde Forfærdelsen havde virket på Drengen. Så dundrede E. på Døren og forlangte at komme ud, han virkede i alt for høj Grad skadelig på Drengen. – Jakob har idag været hos Feilberg og er bleven nøjagtig undersøgt. Der er ikke noget i Vejen med Hjærtet, hvad J. vistnok var lidt bange for, men Feilb. erklærede ham for Neurasteniker. Han skal imidlertid nu prøve på at holde inde med Jernpillerne men fortsætte med Styrtebade og Spadsereture, og F. havde sagt, at lidt Selskabelighed (uden Drik) ikke gjorde Fortræd, men så længe som i Søndags måtte han ikke blive ude. – Jeg kom til at læse din Drøm sidst, da Brevet, da jeg åbnede det, viste mig en Begyndelse med Søndag uden at Papiret var mærket med 2.

Ja tænkte jeg ikke nok, at den Hals havde været slem. Og hvordan var det gået, om Du ikke havde haft Ludvigs Apparat? Jeg kan ikke lade være nu at tænke med mindre Fortrøstning på Kongsberg, der er åbenbart noget lumsk i Luften der. Vil Du ikke drikke din Mælk og Fløde kogt? Er det Smitte, som har ramt Dig, er det sandsynligvis derfra, og har Du været smittet, er Du netop udsat for på ny at blive det. Drik kun kogt Mælk og Fløde, hører Du!

For lidt siden trinede Hr Kalkar op,Hr. Kalkar: Muligens den senere redaktør Georg Ruben Kalckar (f. 1868). og han sidder nu ovre hos Jakob, han bliver til Te. Elskværdig er han, men –

Igår var jeg i Aftenselskab hos Feilbergs, og det var udmærket hyggeligt. Der var Schous, Krohns, Rists, Henningsens, Bilsteds, en Frøken Heise og jeg. Schou var udmærket oplagt og Krohn ligeså – de to rejser om kort Tid som Dommere til Pariserudstillingen,som Dommere til Pariserudstillingen: Verdensutstillingen ble åpnet i Paris 6/5/89, med det nybyggede Eiffeltårnet som sentrum. ak ja! Særlig fra Schous og Rists har jeg varme Hilsener at bringe Dig men forøvrigt fra dem alle, og Fru F. fik jeg takket energisk fra Dig for et «langt sødt udmærket Brev», det var de Ord Du havde brugt, sa jeg.

I Søndags kørte jeg Kl henad 7 med Dampsporvogn ud i Charlottenlund og vandrede om der i den dejlig lige udsprungne Bøgeskov og så med mildt Sind på de over Foråret himmelhenrykte jevne københavnske Borgerfolk, der i store Bunker legede på de grønne Plæner. Der var på den Tid ikke så særdeles mange, men hvilken Fornøjelighed og Glæde! Det er for største Delen grimme og klodsede Mennesker men elskværdige, og nogenlunde kønne er der også iblandt. Ved at følge en lidt mere ensom trådt Fodsti fik jeg i en halvhundrede Alen Afstand, halv skjult af en Runding i Skovens Bund, tre unge Piger og en Mand foran mig, jeg kunde kun se Overkroppene. De to unge Piger dansede hver for sig foran, så fulgte den tredje Ungmø, og om hende dansede den unge Mand, og de sang og lo. Det var så ungt uskyldigt og kønt, den Bevægelse jeg kunde mere føle i Legemerne end se var så nydelig – Ude på en af Plænerne havde temmelig langt borte en ung Mand og hans Kæreste stillet sig et godt Stykke fra hinanden for at spille Boldt med en Appelsyn [sic], som i Aftenskæret formelig lyste i det grønne, han kastede og greb udmærket, hun naturligvis slet, men netop som han i et fortrinligt Kast havde sendt hende Appelsinen, og hun ikke havde kunnet tage den, kom et Selskab af tarvelige Folk forbi, Mændene dog med høje Hatte –, og med et Knald ramte Appelsinen en af de høje Hatte, der med en stor Bule fløj af Hovedet på vedkommende. I samme Nu en overgiven Latter fra alle, ikke en så meget som drømte om at tænke på en ilde anbragt Spøg eller på at blive gnavne over Uheldet, og sikkert gik det dog ud over den høje Hat. Så var der et Selskab, som fængslede mig. De legede «Enke». Der var en ung Kvinde lidt fyldig og langsom men med kønne Bevægelser. Hun måtte flere Gange løbe forgæves; under megen Latter smuttede Parrene hende bestandig forbi. «Nej nu bryder jeg mig ikke om at prøve mere, jeg får dog ingen, før min Mand kommer,» sagde hun forpustet og satte sig, medens hun klappede to Par frem. Ved det tredje Par sprang hun op og fôr i Favnen på en kraftig Mand, der søgte hende og i et vældigt Sving greb hende og løftede hende højt op fra Græsset, hvorpå de begge trimlede om til stor Henrykkelse for Selskabet som lo og klappede. Og sådan var der en Mængde små muntre Optrin.

Nu kalder Drengene mig til Te –

Og nu har vi spist og snakket en Mængde og røgt Cigar og Kalkar er gået fulgt af Jakob i det vidunderlig skønne, blikstille dæmpede Måneskin. Det er virkelig Synd, at Du ikke har fået dette Forår at se her nede, jeg husker ikke at have oplevet noget så mildt og kønt og hurtig færdigt. Natten mellem Søndag og Mandag kom den Regn, der gjorde godt i Kongsberg, til os, og igår og idag er Forårets Pragt virkelig betagende[.]

Jeg tror så min Sandten også, at jeg vil gå ned på Dosseringen, der er for smukt der nede, og jeg har kun været et lille Trip ude idag, min Fod gjorde ondt, og jeg blev så påfaldende hurtig træt. Min Tandpine er ovre, men Tanden vedblivende utålelig øm for den mindste Berøring. Jeg er lidt tung i Hovedet af den megen Indesidden. Så tager jeg Brevet med og lægger det i Kassen ved Posthuset [.]

God Nat min elskede Ven

Din E.S.



362. Amalie til Erik

Kongsberg 16de maj, – 89.

Først af alt: sig Jakob at jeg naturligvis glemte hans fødselsdag igår og at jeg i alle de foregående dage ligeledes har glemt at den var i anmarsch. Derfor fik han intet brev eller nogen slags hilsen fra mig. Naturligvis græmmer jeg mig over det men hvad er derved at gjøre. Han får tilgi mig, må Du sige, og ta imod min dumme bagefterkommende lykønskning. Igåraftes pludselig, da vi gik en spaseretur og månen med ét kom op bag fjeldet rund og stor og glogulrød og jeg spurgte: nej men er det nymåne? svarte en dame af selskabet som tog op en lommealmanak: ja, det er såmæn, her står fuldmåne 15de maj! Da fôr det som en nedslående vækkelse igjennem mig. Tænk først da! Da jeg siden fortalte det til Ludvig blev han lej og sa: Ak herregud vi kunde jo sendt ham et telegram; men kl. var over 11.

Jeg har så meget på hjærte idag, og så er jeg svært trist fordi jeg atter har vært syg, forkjølet og upasselig og ude af stand til arbejde; det er nemlig så aldeles umuligt at få hjernen til at virke som den skal, såsnart der blot fejler mig det bitterste. Jeg har så tit sagt til mig selv: å pyt, sæt Dig bare til og vær flittig; det er igrunden dovenskab. Og Du bruger den smule forkjølelsesuvelhed gladeligt som påskud. Men nej, det har ikke vært mig muligt; jeg har måttet opgi det og pent lægge mig bort på sofaen undertiden med grædenes tårer, eller også er jeg sovnet på stedet. – Der skal nu også et meget ihærdigt og anstrængt arbejde til denne gang.anstrængt arbejde: en usedvanlig detaljert beskrivelse av Amalies arbeidsprosess. Jeg må nemlig holde på så længe med min hukommelse, forestillingsevne, smule kundskab eller viden besked om de ting jeg sysler med, holde på så længe at alt det jeg vil ha frem personer (– deres indre og ydre) interiører, gadescener og alt det Du ved, lugten atmosfæren o.s. v. at jeg har alt alt hver en eneste smittel og smule fotografisk inde i hjernen og ligeledes ved alt hvad disse mennesker tænker, føler og siger, eller vil, eller vilde gjøre. Det er det som er mit egentlige, virkelige arbejde når jeg skriver. (At gjengi det på papiret når jeg først selv har det inde er langt lettere.) Jeg er kommet efter det nu. Og det anstrenger hjernen, ikke andre dele eller organer, ikke spor, ikke engang hodet såpas at jeg får hodepine, men bare, bare hjernen. Det er liksom jeg stadig må grave i den for at finde en stump af noget, en trådfin, spiralformet elastisk stump, som jeg så må trække i, og hvis jeg formår ikke at slippe taget får jeg slidt ud af hjernen hvad jeg vil, men glipper det, er alt spildt for så springer den elastiske tråd tilbage og jeg må gi mig til at grave og grave og søge på ny, indtil jeg finder stumpen, og undertiden varer det længe. Og jeg synes liksom at der findes mange så’nne trådstumper inde i hjernen på mig, side om side eller hulter til bulter. Dette er noget dumt skidtprat som Du læser uden at læse. Men jeg kan jo ikke klage mig til nogen anden end Dig, ikke engang til Ludvig, for ingen forstår det og det gjør vist Du heller ikke, ialtfald ikke mere end så nogenlunde, men mere forlanges heller ikke.

Forresten må Du bare ikke tro at jeg på bunden af mit sind er modløs ligeoverfor mit arbejde. Tværtom, jeg er ganske sikker på at jeg får og skal få det til; det gjælder bare at gi tid og at arbejde. Men jeg er svært nedslåt over at det ikke har gåt fra hånden som jeg vilde. «Der e mongi vakker jente, som e gla’ når ho står brur, men da gjek’kje so ho vidle, dafyr vardt ho idl og sur»,Der e mongi vakker jente: norsk folkevise: Det er mang en vakker jente, som er glad når hun står brud, men det gikk ikke som hun ville, derfor ble hun sint og sur. heder det i visen og sådan er det også med mig. Det hjælper ikke at jeg siger til mig selv: Du har jo så sjælden vært rigtig frisk og førlig til arbejde heroppe. Det er derfor. Det græmmer mig ligemeget alligevel at jeg skal komme tilbage med næsten ikke halvdelen gjort af det jeg vilde ha gjort. Ja, for nu tænker jeg på at rejse snart, hvis Du bare kan sende mig nogle penger. Men kan Du det? Det vilde, merker jeg godt, ta mig flere måneder mindst, før jeg blev vant til klimatet heroppe og hærdet mod disse unaturlig voldsomme temperaturforandringer. Som nu i søndags, da jeg skrev til Dig og var frisk og kjæk på formiddagen, men blev syg med feber og halseonde ud på eftermiddagen. Den dag var det 20 graders varme ved middagstid og henad aften var termometeret sunket til under 0. De andre heroppe ænser det ikke; de er forhærdet, vant til det, akklimatiseret eller hvad pokker det er. Ludvig f.eks. som ikke var nogen kjæmpe i gamle dage er fuldstændig uangribelig lige frisk og færdig bestandig og det uagtet han går uden overfrak både i varmen og kulden, i dalen og på fjeldet. Og det er rigtigt. Det er først når man er blet slig at man tåler og har godt af at være her. Damerne her har ikke mere tøj på om aftenen end midt på dagen. De færdes overalt, på fjeldet, hvor sneen nylig er smeltet, ved fossen hvor det kulser og skvætter og ryker med kjølighed, og i det bagende solskin i dalstrøgene, i akkurat det samme kostume. Skulde jeg ha båret mig ad som de, vilde jeg nok vært krepert, mindst 10 ganger. Men folk er så sunde her, de dør aldrig, ikke førend de er blet så gamle at man har glemt, de er til, da tutler de af en vakker dag i al stilhed og ingen savner dem; 80 år er en lav alder og 90 er passelig men 100 det middelalmindelige.

Men nu er det disse pengene som det piner mig at skrive om, fordi jeg ved vi ingen har, og skjøndt jeg har vært så frygtelig forsigtig med at gi noget ud, har jeg dog, gud ved hvordan – brugt meget heroppe. Hos Ludvig har jeg lånt 15 kr. og det er gåt til ingenting: til brevpapir, frimærker, garn, lidt sygrejer, mekanik [?] cigarer – Ludvig ryger nemlig lutter pibe det gjør alle her, ikke af økonomie men af smag. Han havde kjøbt en nydelig liden kasse til mig da jeg kom, men den blev snart forbi – han røg også selv ude og bød andre. Så kjøbte han én til men da den var ende[sic], kjøbte jeg en og tænk den kosted 2 kr. 90, skjøndt der kun var 25 cigarer i kassen, men jeg bad om dem, Alver plejed at få. Så har jeg foræret Ludvig en bagatel som han trængte til; det kosted 2 kr. 25. Men var der endda ikke mere, så fik det gå. Men hør nu her. På apotheket skylder jeg nok 2,50 for arsenikpiller, andre piller og noget småt, så må husholdersken ha 5 kr. i drikkepenge mindre er umuligt, bare alt det vandet hun hver morgen har slæbt op til mig, og så må jeg betale 5 kr. til en – ja, bliv nu ikke forskrekket – til en jordemor som jeg to ganger har været hos. en jordemor som jeg to ganger har været hos: Dette er første gang Amalie nevner muligheten av at hun kan være gravid; datteren Johanne ble født 9. oktober 1889. Jeg har ikke skrevet om det til Dig, for ikke at forskrække eller forstyrre Dig på nogen vis, og så er det desuden en lang historie – Du ved mine ting blev borte i vinter – og alt det kan være til jeg kommer hjem. Du må ikke synes det er rart af mig at jeg ikke før har nævnt dette, men jeg havde altid så meget at snakke om, og så likte jeg desuden bedre at fortælle Dig det mundtligt. – Og så kommer jo rejsepenger ned til Xania som er over 5 Kr. husker jeg; og billet på og transport af tøjet her og der, og så maden ombord på dampskibet og en nats logi i Xania. Det er ganske forfærdelig. Men jeg vilde gjerne ha pengene straks i næste uge hvis Du kan for at vide når jeg kan rejse. Kan Du ikke, blir jeg nødt til at vente. Ludvig har ingen at låne mig, tror jeg; han har netop i denne tid havt mange og store udtællinger. Han er nemlig blet en stor spekulant, men det må Du ikke sige til nogen, for han vil det ikke skal vides. Han har kjøbt hollandske og italienske statspapirer som han kan tjene en formue på, men i ethvert fald altid får 6 procent for. Det er noget med præmier eller gevinster eller hvad det er. Han har brugt timer til at forklare det for mig, men jeg får ikke ind i mit hode hvordan det hænger sammen. Så har han aktier i guldkompagniet, som forresten bare gir tab og i turistforeningen og til alt dette har han måttet punge ud netop i denne tid, hvad jeg tilfældig er blet vidne til. Og derfor ved jeg han nu har dårlig råd. Naturligvis, det som jeg har lånt kan nu vel altid stå til jeg kommer hjem, men jeg vil nødig be om mere. Skaffe kunde han nok altid, skjøndt gud ved om han kunde før den 1ste juni. – Jeg kan forstå at der intet har vært at få hos Salmonsen, og så har Du ikke villet bedrøve mig med at nævne det. Ja ja, det er nokså forgalt at jeg til dato altså har skrevet de to bøger uden at få noget honorar for dem.de to bøger: dvs. Sjur Gabriel og To Venner. Dengang fik jeg dog ret at det var bedre at ha en forlægger end ikke at ha en, hvilket sidste Du påstod just var det prægtige.

Nej, men forstår Du, jeg tror altså ikke at jeg blir forhærdet nok til at tåle klimatet, i den tid, jeg selv under de gunstigste omstændigheder, kunde bli borte. Ja, kanske, hvis jeg var her til hen på høsten, men det blir forlænge. Og da disse stadige forkjølelser hindrer mit arbejde, synes jeg det er dumt at bli til månens slutning engang, som jeg havde tænkt og Ludvig så uhyre gjerne villet. Jeg tror at det nu vilde lykkes mig bedre at få skrevet hjemme, fordi jeg er kommet så dybt ind i min bog at jeg kan fortsætte når og hvor jeg vil, når jeg bare er frisk. Og dette at arbejde sig helt ind i arbejdet har denne gang vært en hovedanstrengelse, fordi det jeg skulde skrive om var kommen til at ligge mig så fjernt. Sjølivet ombord i «To V.» var mig langt, langt nærmere. Og altså det har jeg vundet ved at være heroppe, det at få ordentlig begyndt. Det står så vist og klart og sikkert for mig at det vilde vært mig en umulighed at få begyndt i Kjøbenhavn. Jeg vilde ialtfald være blet vanvittig mindst under slidet. Dette at være i Norge at snakke daglig med Ludvig om Bergen o.s. v. har hjulpet en hel del. Og så er der det, at jeg, alle mine forkjølelser tiltrods, har samlet mig en masse kræfter, tænk al den søvn jeg har havt, og det regelmæssige liv, og mit baghode som er brilliant og al den ro jeg har fåt over mig. Alt dette ved og føler jeg er rejsens skyld, og derfor er jeg så uhyre glad fordi jeg kom afsted. Var jeg bleven i Kjøbenhavn vilde jeg fremdeles gåt og hanglet og var bleven mere og mere nervøs og mere og mere forpint over det arbejde jeg ikke fik begyndt på. – Du ved ikke min egen sødeste snilleste mand hvorledes det har gjort og gjør mig ondt for din tandpine. Jeg ved Du ikke overdriver når Du taler om smerter og disse må ha vært forfærdelige. Aa din stakker, din stakker! Tænk for en prøvelsens tid Du igrunden har gjennemgåt med alle de piner, først i foden din, som det græmmer mig at høre, står i stampe, og så i tænderne. Uf den Bramsen! Jeg hader ham fordi han ikke trækker ud. Ja, Du har ikke havt det godt søde elskede vennen min, for tiltrods for at Du som oftest har skrevet muntert om alle dine plager, ved jeg dog hvor inderlig nedslåt Du ofte, ofte må ha vært. Her stopper jeg og venter på dit brev som jeg sikkert venter idag. Det har gåt nogle flere dager hen end sædvanligt siden jeg skrev, men det var fordi jeg skrev så mange brever i forrige uge. Nej gud bevare mig vel – jeg har jo glemt Skomageren! Det er 8 kr til, nej mere for han skal vist ha lidt til. Herrejemini! hvor dette er fælt! – Idag skal vi på en tur mellem frokost og middag, og imorgen på en hel dags tur med middagsmad og det hele op til Knuten hvor turistforeningens hytte ligger og hvor der er kjøkkentøj, husgeråd, senger, pejs og alt muligt godt; det er for at undgå byens ækle 17de majfest at vi vælger morgendagen. – Tænk at jeg lige siden jeg kom til Norge ikke har ejet en eneste loppe på mig! Og når jeg nu ved hvad som forestår mig derhjemme. Der er jeg aldrig helt fri ikke engang om vinteren.

Senere. Tusen tusen tak for brevet! Jeg har netop læst det og har ikke tid at skrive mere end akkurat disse par ord. Vi skal afsted på turen. Vejret er strålende, forfærdelig varmt og stille og vi kommer hjem til middag ½ 7 før frosten kommer på os, forhåbentlig. Du blir påfaldende snart træt, skriver Du. Min søde, stakkels gut, det er jo rimeligt så klein som Du har vært og så længe Du har vært klein. Neurastiker! Uf da, hvad går der dog af det styggeting, den Jakob? Jeg tror han er galen, i så ung en alder alt at ha virkelige sygdomme. Er neurastik ikke noget fælt noget? og farligt? Uf, hvor dog alt er trist. Det var da mærkeligt at brevet mit først kom kl. ½ 6 sidst. Det var dog sendt præcis til den sædvanlige tid. Skriv nu endelig samme dag Du får dette. Så har jeg det mandag.

Din Amalie



363. Erik til Amalie

Lørdag den 18 Maj 1889

Ja min søde Pige, det er jo et såre righoldigt Brev denne Gang, og Du skal have inderlig Tak derfor. Det bedste ved det, synes jeg nu, er, at Du for Alvor tænker på at bryde op og komme hjem. Jeg har ikke længer den hyggelige Følelse af det ene rette som i Begyndelsen ved at vide Dig på Kongsberg. Jeg er simpelthen ængstelig for Dig. Jeg tror ikke synderlig på, at det er Forkølelsen Du bliver syg af, jeg tror, at Du lever i smittebefængte Omgivelser, og at din syge Hals ikke skriver sig fra Temperaturforandringer men fra onde Bakterier. Havde jeg idag kunnet sende Dig Penge, havde jeg ikke spildt et Minut. Nu imødeser jeg med Længsel den Dag, da Du sætter Dig på Jernbanen og drager ned til mig igen. Imidlertid kan jeg ikke før på Mandag skaffe Penge, Du får dem altså først Onsdag, men når Du har dem, beder jeg Dig rigtignok om ikke at opsætte din Afrejse af hvilken Grund som helst, men straks tage afsted, selv om Du skulde blive en Dag eller to i Kristiania ventende på Skibets Afgang. Kongsberg er åbenbart nu kun farlig for Dig. Dermed mener jeg selvfølgelig ikke, at din Rejse har været spildt eller forkert. Hvad der først og fremmest skulde opnås, er jo, synes det, heldigvis nået helt og holdent: dine Nervers Styrkelse og din hele Helbredstilstands Forbedring, og Du må tro jeg lægger heller ikke ringe Vægt på den Betydning Opholdet har haft for dit Arbejde. Jeg er fuldstændig enig med Dig i, at det til syvende og sidst måske slet ikke var lykkedes for Dig at få begyndt her nede i det daglige Trummerum. Du trængte til denne Rejse, den var nødvendig, kort sagt, den var rigtig på alle Leder og Kanter, og slipper Du nu blot helskindet bort igen, vil disse infam[e] lumske Angreb fra en Fjende, man jo ikke kunde beregne, og vel næsten ikke forsvare sig imod, forhåbentlig ikke gøre Dig anden Fortræd end Du alt har lidt. Min egen Ven jeg sidder nu med Samvittighedsbid i Sindet over, at jeg ikke straks idag er gået ud og har taget det Ubehag på mig at benytte et gammelt Tilbud fra Feilberg om at kunne låne hos ham, det forekommer mig i dette Øjeblik vigtigt, at Du hurtig kommer bort fra Kongsberg, at jeg burde have overvundet alle Betænkeligheder. – Men på den anden Side, Du forstår mine Betænkeligheder. Han er jo allerede min Kautionist, og på Mandag kan jeg hos Galschiøt uden tilnærmelsesvis samme Hjærtekrympen få et Forskud, der vil være tilstrækkeligt til at gøre Dig fri. Jeg har regnet de Udgiftsposter sammen, som Du nævner, min søde kærlige Skat, og det bliver mindst 6o Kroner. For at Du skal kunne røre Dig nogenlunde uden Angst for hvert Øre, må Du vel have 70. Ja jeg nægter naturligvis ikke, at det kalder lidt kold Sved frem på min Pande, for vi er blanke – og mere end det –, men for det første har vi jo dit Arbejde, som om en Månedstid eller så er Penge, og der er jo dog endnu en Mulighed for, at der fra Salmonsen kommer nogle Penge nu en af Dagene, og endelig har jeg en Plan, som jeg nærer lidt Håb om vil kunne give noget i Kassen. – Nå min sødeste Ven, Pengene skal Du nok få, så at Du kommer med Hæder og Ære fra Kongsberg. Jeg er blot bange for, at din Pengemangel alt adskillige Gange kan have trykket Dig. Hvis jeg blot havde Dig og kunde kysse Dig nu, så vilde mit Sind være let igen. Men nu bilder jeg mig ind, at jeg kysser Dig, og det hjælper også meget. – Du forstår, at jeg intet har hørt fra Henriques og deraf slutter jeg, at han heller ikke véd noget endnu, jeg har ikke talt med ham, siden han for en Månedstid siden vel var hos mig.

Det forekommer mig i allerhøjeste Grad interessant, hvad Du skriver om din Måde at arbejde på, og det er så langt fra utydeligt, at jeg da bilder mig ind at forstå det som det virkelig er. Jeg kender det naturligvis ikke ganske således fra mig selv, idet mit Arbejde længe har været af en hel anden Art og jo forøvrigt aldrig har været som dit, men lignende Tilstand har jeg dog haft at gøre med, når den Tankerække, jeg fulgte, tabte sig for mig i Forgreninger og Virvar både bag ud og frem efter og jeg fortvivlet lige som rakte Armene ud efter de Tankebilleder jeg selv havde fremkaldt og som forsvandt for mig. Hvad Du skriver, kommer jeg måske en eller anden Gang til at benytte, hvis jeg skal ind på en Skildring af et moderne Digterværks Tilblivelseshistorie. Man har jo Lov til at skrive: En nordisk Forfatter skriver til mig angående sin Måde at arbejde på følgende, og så fortælle dine Ord.

Apropos om Digterværker, så har Schubothe sendt nogle udrevne Sider af et tysk Tidsskrift «Gesellschaft»,et tysk Tidsskrift «Gesellschaft»: Anmeldelsen er signert E. Brausewetter, og trykt i Die Gesellschaft, Monatsschrift für Litteratur und Kunst, leipzig 1889, Zweites Quartal, s. 748–51. hvor under Rubriken «Skandinavische Litteratur» findes en lang rosende Anmeldelse af Ein neues Buch einer nordischen Naturalistin, Amalie Skram, die sich durch die Kühnheit ihrer Probleme und die Wirklichkeitsbestrebung ihrer Schilderungen auszeichnet. Jeg sender ikke – å jo vist sender jeg Dig Anmeldelsen, den vil jo også kunne more Ludvig, og den kan da næppe koste mere end 10 Øre ekstra. Og fremdeles angående Digterværker har jeg at melde, at jeg forleden mødte Zeuthen,at jeg forleden mødte Zeuthen: Lauritz Zeuthen var overrettssakfører og tilhørte det liberale venstre. Han var Studentersamfundets formann 1885–89. der var aldeles henrykt over «Fjældmennesker» og udtalte sig meget intelligent om den. Han og Slohmann Slohmann: dvs. Emil Slomann, leder av en meget ansett latinskole i København og medlem av venstrevelgerforeningens bestyrelse. bor på Landet sammen, og de havde tilbragt en Aften under én Latter ved Læsningen og var idelig senere vendt tilbage til at tale om denne Komedie. Jeg har for Resten før denne Samtale plejet forskellige Planer om at få Komedien opført her i Kbhvn, og en skønne Dag skal Du se vil det lykkes. vil det lykkes: Fjældmennesker ble oppført første gang i september 1892 på Dagmarteatret.

Ak ja Jakobs Fødselsdag! Men Du må da ikke tro, at han selv gav et Kvæk fra sig den Dag eller at Ludvig den dumme Dreng talte om hvad det var for en Dag. Jeg fik altså først ved dit Brev idag at vide, at det havde været hans Fødselsdag. Han havde været ude som sædvanlig hele Frmdgen, og efter Bordet fulgte han mig på Vej ind til Meiningerne og gik selv til Ravns. Ludvig havde forært ham et Slips, det var alt hvad der skete den Dag. Næste Aften var han imidlertid hos Meiningerne til en udmærket Forestilling «Købmanden i Venedig»,«Købmanden i Venedig«: Meiningerne spilte Shakespeares stykke på Kasino fra 14/5/89 av. som jeg var fristet til at forbeholde mig selv, men hvor jeg dog besindede mig og lod ham gå, idet min Nydelse og Fordel (for Artikels Skyld) ved Gentagelsen jo ikke kunde veje op imod den Glæde han kunde have ved at få denne Skønhed at se. Heldigvis var han meget glad over sin Aften i Teatret. Det var Store Bededags Aften, og for at Ludvig ikke skulde føle sig fattig, passede jeg ham op, da han kom fra Forretningen foreslog ham at køre en Tur med mig i den dejlige Aften på Dampsporvognen og drikke et Glas Øl i Tuborg Pavillon. Det gjorde vi og gik et lille Trip ind i Charlottenlund, medens Månen kom stor og rund op fra en Skybanke over Øresund og kiggede ind mellem Træerne til os. Vi havde det udmærket hyggeligt og kom først hjem Kl ½ 12 og traf Jakob endnu oppe og sad så og snakkede til Kl over 1. Store Bededag var jeg buden til Fritz Bendix til Middag og var om Aftenen hos Meiningerne for at se «Gengangere»,«Gengangere»: Ibsens stykke ble spilt på Kasino bare en gang, 17/5/89. og da jeg kom hjem, sad Vogt hos Drengene inde på deres Værelse. De havde intet andet at «solde» i end Te, men det gjorde de efter en stor Målestok og fandt, at det var meget bedre end Whisky. Ja det er sandt det var altså igår Aftes. Hos dem sad jeg til Kl 1, og det var udmærket. Vogt var kommen Kl 6, og de havde først gået en lang Tur, så spist til Aften og så begyndt på det russiske Traktemente. V. er færdig med sin BogV. er færdig med sin Bog: Nils Collett Vogts selvbiografiske roman Familiens Sorg kom ut i 1889. og fyldt helt op til Hårrødderne på sit Hoved med Forvisning om dens enestående Godhed og om den Berømmelse han vil vinde. Hans barnlige Glæde over sig selv kan endnu gå, nydt med behørige Mellemrum, men om nogle År eller til daglig – det bliver slemt! Og han tager i den Grad Forskud på Lykken som lovprist Forfatter, at han komme til kort. Vil man skrive i Aviserne, at nu er Nordens største Forfatter fremstået, vil det træffe ham fuldstændig forberedt til at tage imod Kaldet, og alt hvad der er under dette vil være en Skuffelse. Det er i Grunden uundgåeligt, at der ikke kommer Skævhed ja Forvridninger i hans Ånd og Følelser. Nå men de mange Kopper Te straffede sig. Jakob har i Nat ligget med en voldsom Hjærtebanken vågen til Kl ½ 6. Hvad det imidlertid var, der også skaffede mig en søvnløs Nat, forstår jeg ikke – jeg drak ikke Te men en halv Flaske Øl, Gutterne havde levnet – men Faktum er, at da jeg endelig Kl 2 eller senere faldt hen i en urolig Søvn med en modbydelig Drøm om at jeg havde skrevet en latinsk Afhandling, som jeg ikke var i Stand til at finde Begyndelsen til, vågnede jeg badet i Sved Kl 3, inden det endnu var lyst. Lå så og følte Lyset stige og hørte det første Fuglekvidder og kunde umulig sove. Stod så op, hentede «Gengangere» og læste den, tog en Bog af Taine og læste i den, ringede på Pigen Kl 6, bad hende lave Kaffe, gik omkring i Stuerne, vandede Blomsterne, drak Kaffe, læste Politiken, der kom Kl ½ 7, var på do, snakkede med Ludvig, medens han drak Te, og krøb så i Seng igen med en Cigar og en Bog og faldt endelig i et Par Timers Søvn. Først da jeg på ny var oppe og vasket og omtrent færdig, kom dit Brev, som jeg forgæves havde været inde i Spisestuen og lede efter straks jeg anden Gang vågnede. Der må åbenbart være kommen nogen Uregelmæssighed i Postbefordringen, dine Breve kom tidligere bestandig om Morgenen Kl 8–½9[.]

I Aften er Jakob nu Kl er over 11 ikke endnu kommen hjem fra Ove. Han skal have ordentlig på Hovedet nu. Han skal føre et regelmæssigere Friliv, ellers er den Frihed han har fået ikke til videre Nytte. Hans Neurasteni betyder at han har dårlige Nerver. Nu på tredje Aften komme sent i Seng er simpelthen uforsvarligt, så meget mere som vi har talt om det. Men der må nok tales bedre. Desværre ser jeg ham formodentlig ikke imorgen tidlig, da jeg Kl 9 begiver mig til Lyngby til Madsen, der på Tirsdag rejser til Paris. Drengene skal spise hos Kalkar. Og jeg skal spise til Middag hos Mollerup. Jeg har adskilligt at tale både med Madsen og Mollerup om i Anledning af det jeg pønser på. Tænk Dig, hvad Madsen, som jeg talte med idag på Gaden på min Vandring fra det kgl Bibliotek til Bramsen (der virkelig denne Gang synes at kunne helbrede min Tand) fortalte: Han havde fået af Staten lumpne 400 Kr. til Hjælp til en Rejse til PariserudstillingenMadsen … Rejse til Pariserudstillingen: dvs. museumsdirektøren Karl Madsen. og var jo temmelig ilde stillet i den Anledning (han havde ventet 1000 eller 600), så var der igår kommet anonymt til ham 500 Kr til Rejsepenge. Han anede ikke hvem der havde sendt ham dem.

Tilsidst min søde Pige har jeg gemt dine gådefulde Ord om Jordemoderen. Det er mig af Ordene egentlig umuligt at se, om det skal være en Bekræftelse på, hvad Du selv har formodet – nu og da –, eller om det er Feilbergs Mening, der er den rigtige, eller om ingen af Delene er Tilfældet. Hvad det end er min Ven, så må Du ikke være bekymret. Der går en mismodig Tone igennem dine Ord. Holder vi af hinanden og er vi gode ved hinanden, kan vi stå mangen Dravat igennem og endda få Glæde af Livet. Men jeg har oprigtig talt ikke Lyst til at tale om noget, hvor jeg i Virkeligheden famler i Blinde. – På Mandag, det vil altså formodentlig sige Tirsdag Morgen sender jeg Penge! Nu Godnat vær forsigtig med Halsen!! Anmeldelsen skal leveres tilbage til Langhoff. Jeg længes efter Dig!!

Din E.S.



364. Erik til Amalie

Mandag Aften [20/5/89]

Klokken er lidt over 12. Jeg kommer hjem fra en trættende Meininger Aften (Schakespeares Vinteræventyr),(Schakespeares Vinteræventyr): ble spilt på Kasino første gang 20/5/89. der trak ud til næsten 11. Jeg var rasende sulten og gik med Ove på Kafé. Derfor er jeg først nu hjemme. Lidt dårlig Samvittighed har jeg, idet det ikke er Tider til at spise på Kafé – men jeg var næsten syg af Sult. Og jeg vilde også gerne have skrevet lidt mere til Dig end der nu kan blive Tale om for min Trætheds Skyld. Dagen igår var jo ret anstrængende – først fra Morgenstunden på Jernbane og i Lyngby og så på Frederiksberg hos Mollerup til Kl 11 – men jeg tror, at jeg fik det Udbytte, som jeg vil kunne bruge. Min Fod var stærkt opsvulmet ved Hjemkomsten men det fortog sig i Løbet af Natten og idag har den ikke været værre end sædvanlig. Men altså min egen Ven jeg sender Dig som forudset 70 Kroner og beder Dig omgås dem så sparsommeligt som muligt.

Naturligvis forudsætter jeg, at jeg får nøjagtig Underretning om dine Rejseplaner, og som før sagt, nu beder jeg Dig kun om at fremskynde din Hjemkomst.

Forhåbentlig skal Du finde Huset pyntet og pudset med Undtagelse af rene Gardiner. Alt står vel her nede med Undtagelse af Spiræaen som er begyndt at vantrives. Marie mener, at den har fået for megen Sol og den er derfor blevet flyttet hen i Skygge, men det er vel tvivlsomt, om hun har Ret.

Hils Ludvig de mangfoldige Gange!

Jakob fik på Hovedet idag!

Det var rigtigt med Krøyers Forlovelse.

Godnat min egen Ven kom nu hjem til din Mand

E Skram



365. Amalie til Erik

Kongsberg 21de maj 89.

Mange, mange tak for dit brev, Du søde, gode, bedste menneske. Men hvor det alligevel, trods al din snilhed og alle de ord Du siger for selv at være og gjøre mig fortrøstningsfuld, hvor det dog alligevel er rædsomt med alle de penger. Og hvem kan vide om Langhoff, når jeg engang kommer med bogen også vil ha den? Det er jo dog kun en fortsættelse og en fortsættelse på to bøger, som folk ikke har villet kjøbe, som endnu intet har indbragt os, og som vi sikkert heller ikke iår får et øre af. Du kan da vel begribe at Henriques havde sagt fra om der havde vært noget tilovers. Akkurat så’n gjorde han jo også ifjor, sa ikke et muk før han blev nødt til det, fordi han er så godt og snilt et menneske, at det gjør ham ondt at være overbringeren af så dårlige tidender. Men forstå det kan jeg rigtignok ikke. Alle heroppe har læst de to bøger, alle er enig om at rose dem og sætte dem højt – ja, jeg mener naturligvis dem, der kan være tale om har lidt forstand på bøger og det er jo kun få – men altså får jeg det indtryk at der må være solgt en del af dem. Bare ikke Salmonsen er så forlegen for penger, at han er nødt til at gjøre kunster med regnskabet og først næste år gi os ordentligt opgjør. –

Du må ikke mere min søde snille ven være bekymret for min helbred. Nu synes det endelig engang at være helt overståt –. Siden fredag, da jeg var med på den vældige højfjeldstur 3,500 fod over havet, gående hele tiden frem og tilbage, har jeg ikke kjendt spor af ondt i halsen eller andre steder. Jeg hører nu at det er almindeligt at nye folk blir endogså meget dårlig de første måneder heroppe; særlig slår det sig på halsen, men alle ender med tilsidst at komme sig og bli mindst dobbel så frisk som før. Også jeg gik en tid og trode at der var smitstof omkring mig. Jeg fik således ikke ro, før apothekeren erklæred sig villig til at undersøge om der skulde være arsenik i malingen på mit værelse eller i de brogede gardiner o.s. v. Men bare ved at se på tingene, forsikred han at det var en komplet umulighed. Det er forresten længe siden nu, og jeg har ikke skrevet om det, fordi der altså ikke var arsenik. Jeg faldt på det, fordi jeg hver morgen, når jeg vågned, var så ulidelig dårlig og tung og lam og forkjølet. Men det gik over således at jeg senere kun vågned dårlig når jeg virkelig var dårlig og altså var forberedt på det. Nu har jeg som sagt havt det udmærket lige siden fredag og har følt mig så frisk og så vel oplagt, så det er en lyst. Ja fredag og torsdag var jeg også kjæk, men blev dog dårlig i halsen om aftenen efter de lange strabadser. Og hør nu min kjæreste ven, jeg rejser nu ikke herfra før i næste uge. Dampskibet går til Kjøbenhavn hver fredag, forresten går der nok nu i sommermånederne flere end det ene for samme selskab, så der er lejlighed nok. Men når jeg nu først får pengene onsdag kl. 1, så blir det slig spræng for mig. Jeg skal jo ned til jordemoren og skomageren og på apotheket og betale mine regninger og så skal der pakkes og toget går torsdag morgen kl ½ 7. Jeg måtte nemlig rejse med morgentoget fordi jeg må ha mindst en halv dag i Xania, da der er noget jeg skal spørre Laders omnoget jeg skal spørre Laders om: «Laders» var Amalies økenavn for Lars Holst (se senere brev 584). angående min bog – han er den som ved bedst besked om de ting, siger Ludvig også, fordi hans far, efter at ha vært skibsfører blev stuver på Bryggen, og det er om Bryggen jeg skal vide noget. Så skal jeg også treffe denne herre Halvorsen, medarbejderen ved Nordisk Konversations leksikon,Halvorsen, medarbejderen ved Nordisk Konversations leksikon: dvs. J. B. Halvorsen, som redigerte de norske artiklene til første utgave av Salmonsens Konversationsleksikon (1893–1907). Du ved. Han har skrevet mig til og bedt mig endelig ikke forlade Norge inden han får talt med mig. Altså har jeg nu efter samråd med Ludvig besluttet først at ta herfra i næste uge, og det må Du ikke bli lej for, min elskede! Havde jeg fremdeles vært lige syg og utilpas som da jeg sidst skrev, vilde jeg straks ha rejst – fordi jeg, som Du også siger – havde en følelse af at opholdet her ikke var godt for mig, men som nu det er, tror jeg det modsatte. Kanske jeg nu virkelig har beståt den akklimatitionsprocessen [sic] og er sluppen lykkelig fra det. Kanske. Jeg ved ikke jeg. Sikkert er det at her er dejligt at være nu. Strålende, skinnede sommervarme, en duft fra skog og mark som jeg trækker til mig gjennem alle porer fra mine åbne vinduer her i min stue og når jeg er ude, stille og dog svalt, fordi fossen bringer kjøling. Men det blir dejligt at komme hjem også, dejligt at se Dig og ha Dig igjen og at se gutterne, de stakkere, som jeg aldrig kan tænke på uden med et slags smertelig medlidenhed, især nu, Jakob er så syg, – nej, før også. Det er synd at ha børn, når man ikke kan skaffe dem bedre stillinger og overgi dem til et mindre tungt og møjsommeligt liv. Og så, på den anden side, så har de det jo så godt. Bare så snil som Du er imod dem, og alt det de vinder ved at få leve sammen med Dig. Du kan tro jeg er taknemmelig for hver en ting Du gjør imod dem, og lægger mærke til det og tænker på det! Men skjænd bare på Jakob – alvorligt – fordi han kommer så sent hjem, nu han er patient.

Tak for den tilsendte anmeldelse.den tilsendte anmeldelse: se brev 363, note 1. Det var morsomt at få den, skjøndt alt det om Lucie og hvad jeg havde ment med bogen var det rene idioti. Sligt et ubæst af en fyr! «Det nytter hende ikke, vi får dog mest sympathi for manden, skjøndt hun med vold og magt har villet gjøre Lucie til den lidende og forurettede,» skriver omtrent den tasken. At jeg virkelig har ment hvad der øjensynlig står, nemlig at manden er den jeg har sympathi for, falder sligt et fæ ikke på. Uf!

Det var morsomt alt det om Vogt. Og det om Esmann og Helge ligervis. Jeg læste begge dele højt for Ludvig og vi gotted os kosteligt. Idet hele tat er det prægtige breve Du skriver. Jeg får så god besked på alting. Men nu er Du vel snart træt af denne skrivingen.

Dette mit brev idag blir der ikke stort ved. Tiden er knap, vi skal bese smeltehytten og våbenfabrikken idagsmeltehytten og våbenfabrikken: Kongsberg Våpenfabrikk ble opprettet i 1814; den ble særlig viktig i byens næringsliv etter hvert som gruvedriften avtok. og der må vi være straks vi har spist frokost og nu er den halvet, og jeg er ikke klædt, men sidder i morgenkjole. Jeg har kunnet skrive et par timer imorges og det er jeg så glad for og iler efter at komme til igjen for at se om det fremdeles går, og derfor må Du ikke bli ilde stemt om dette brev er kort og kjedeligt.

Jeg må dog fortælle Dig at jeg igår var i gruben, hovedgruben.at jeg igår var i gruben: se brev 345, note 4. Du aner ikke hvad det gjorde for et indtryk på mig. Jeg har aldrig set sligt før, aldrig drømt om hvordan det var, aldrig ant eller forestilt mig noget om alt det rædselsfulde, højtidelige, storartet imponerende, knugende forfærdelige! Midt inde i bjergets indre, langt, dybt nede under jorden, slig en verden af virksomhed, i mørke, hver mand bærende med sig sin egen tranlampe (aldeles på façon som de romerske), og så den luften, og alle de drøn. Jeg var bange; jeg gråd af angst flere ganger, og da jeg atter, efter en vanvittig fart på en tralle gjennem en sort trang bjergvej med store spidse, dryppende klippesten hængende tæt ned i hoderne, på siderne allevegne, atter kom ud i dagslyset og det varme solskin da græd jeg af glæde og følte et virkelig savn over at der ikke var nogen gud at takke fordi vi var sluppen fra det med livet. Ja, det var en mærkelig dag, den igår; men ikke for alt i verden vilde jeg ha undvært det. Og skulde jeg så også fortælle Dig om vor højfjeldstur til Jonsknuten, da vi gik afsted ½ 7 om morgenen og kom hjem ½ 8 om aftenen, blev jeg aldrig færdig. Det være til jeg kommer. Og turen om torsdagen til Hausgabeltinderne og vandringen langs åserne og rundt to store fjeldvand og nedover et berg så brat som en væg bogstavelig – alt det får Du ha til gode. Søndag var vi på en dejlig kjøretur til Ljabrofossen i kaleschevogner, og igår da vi kjørte til gruben havde vi en gig akkurat magen til den man rejser i skyds med overland, Du ved. Jeg bilder mig ind at det er sommerferie, at vejret er over alle grænser heldigt, og at jeg længe har ligget på landet.

Hvad synes Du om dette billede?Hvad synes du om dette billede?: Det finnes et bilde med Ludvig og Amalie med hatt og stokk og hunden Hapax – antakelig det andre bilde som Amalie nevner her. (Se Irene Engelstad m.fl.: Amalie Skrams verden, s. 214.) Ludvig vilde gjerne ha et minde om mit Kongsbergophold, men han er så misfornøjet med det, at vi tog os om igjen i andre klær med hatter på, akkurat som vi har stråket om på fjeldene i solskinnet. Nu får vi se om det blir bedre.

Farvel da min egen velsignede elskede. Bliv nu ikke misfornøjet med dette brev og hils gutterne meget.

Din Amalie



366. Amalie til Erik

Kongsberg, torsdag 23de maj 89

Først idag torsdag fik jeg brevet med pengene, skjøndt Du havde skrevet det mandag aften, din trætte stakker og vel også fåt det afsted tirsdag morgen, hvorfor jeg altså skulde havt det igår. Jeg ser det er postet 21de i Kjøbhvn. så gud ved hvordan det hænger sammen; jeg skulde jo havt det igår altså. Da vented jeg det også. Men så var det jo forresten godt at jeg ikke havde bestemt at rejse idag, for så havde jeg måttet opgi det igjen efter at ha pakket og det hele. Nu blir jeg her til tirsdag eller onsdag, og rejser så sandsynligvis fra Xania fredag morgen. Men derom skal Du få nøjere og nærmere besked. Jeg kommer nok at skrive mindst to ganger til Dig herfra endnu. Jeg har det fremdeles godt, så meget, meget bedre end før; halsen har ikke git noget slags tegn fra sig, siden fredag i forrige uge, det er næsten 8 dage. Det eneste som generer mig er varmen. Ja, for den er forfærdelig, tropisk, forsmædelig 24° R. i skyggen, blikstille og lumre nætter. Men syg gjør varmen mig ikke; luften er tiltrods for den, mærkværdig let og frisk. –

Jeg blir vækket så tidlig om morgenen nu og får så ikke sove mere. Kl. 5 begynder de nemlig at hamre, sage og høvle på gårdspladsen lige under mine vinduer hvoraf det ene står åbent og kan ikke være lukket for varmens skyld. De arbejder nemlig på et nyt stort do, elegant, forsikrer jeg Dig – der blir 5 voksne huller i række og to børnehuller. Jeg trode først det var et lysthus, som skulde sættes ned i den nedenfor liggende fra gårdspladsen ved et stakit skildte have, men da jeg så spurgte Ludvig fik jeg vide det var et do. Desværre får jeg ikke være med til at ta det i brug, da det ikke blir snart nok færdigt. Men forresten er det vi nu har også et udmærket do, rummeligt og lyst og luftigt; det er fordi det ligger for klods ind på nabohuset at sundhedskommissionen har tvungent værten til at lave et nyt som skal ligge i gårdspladsens modsatte hjørne.

Mandag beså jeg våbenfabrikken og trævarefabrikken, og tirsdag smeltehytten. Det var meget interesant. Idag skal vi i «Mynten».Idag skal vi i «Mynten»: Den Kongelige Mynt hadde vært i Kongsberg siden 1686.

Idag stod jeg op kl. 6 og satte mig til at skrive. Det gik. Men det går forresten sørgelig langsomt så’n i det hele tat, og jeg er nokså nedtrykt ofte, – af forskjellige grunde.

Det brev jeg fik idag var ikke så sødt og snilt som brevene dine plejer at være. Men Du var jo så dødsens træt og så var det alle de penger Du skulde sende – men alligevel –

Ikke mere idag. Kl. er mange og jeg må afsted med det. Hils Jakob og Ludvig. Ludvig hilser Dig mange ganger. Alle de planer han har om at få Dig herop på sæt og vis engang!

Din Amalie.

Tusen tak for pengene!



367. Erik til Amalie

24/5 89

Min søde Ven, jeg fik dit Brev af 21 igår – efter min Beregning en Dag for sent – og jeg kunde ikke komme til at svare på det. Naturligvis kunde jeg i rasende Fart have sendt et Par Ord afsted, men det syntes jeg, nu da det lakker mod Enden af dit Ophold var unødvendigt, og så havde jeg jo også uden for Ordenen sendt Dig nogle Ord med Pengene. Jeg gad for Resten vide, om de så kom Onsdag. Det viste sig, at Brevet ikke kunde indleveres før 9 Tirsdag Morgen, da Posthuset først da er åbent for Publikum, og når Indleveringen sker efter den tidligere Tømning af Kasserne, er jeg bange for, at Brevet besørges den længere Vej over Malmø, hvad der i Kongsberg med sin ene Udleveringstid forsinker Brevet en Dag. Nå, nu da jeg véd, at Du dog ikke har haft øjeblikkelig Brug for Pengene, er jeg naturligvis trøstet, men i Tirsdags var jeg overordentlig ked af den formodede Forsinkelse. Det stod jo for mig som særlig vigtigt, at Du kom afsted så snart som muligt. Ja min kære Ven, jeg nægter jo ikke, at det var med nogen Skuffelse jeg erfarede din Beslutning om at blive en Uge til. Men har Du Ret i, at din Akklimatisation nu er foregået, så kan det jo ikke bestrides, at der er en hel Del Fornuft i at drage Fordel af de sidste sunde Dages Ophold på Kongsberg, det vil jo for Alvor kunne gøre Dig godt, og så var der jo også det med den overvældende Travlhed. Altså jeg synes nu som før, at Du har båret Dig klogt og rigtigt ad, og det er i det Hele en Ros Du skal have for al din Færd siden Du løb af Gårde. Og så min elskede skal Du have en Tak for den kærlige Betænksomhed, jeg nu mere og mere opdager Du har vist i dine Breve. Du har ikke villet forskrække mig. Ja kære søde Amalie sådanne Hensyn har Værdi, de bygger stille, ligesom Koraldyrene under Vandoverfladen, på det Kærlighedens Rev, der er vor Bolig. Når Du kommer hjem, vil Du umiddelbart føle, at Bunden vi træder på, derved er bleven fastere. Og mange Kys venter Dig min elskede Ven. Du er sød.

Billedet jeg har fået, er mig kært, men jeg indrømmer, at det bør være bedre, og så din Ødeland er Du i Silkekjole. Jeg glæder mig til det, hvor Du vil være i din daglige Dragt. Jeg kan ikke nægte, at jeg skælver, når jeg ser, at Du dristigen har vandret på Kongsberg vidtløftige Gade med det sorte Silkeskørt, hvis sidste Opblussen i dette Liv jeg var Vidne til kort før din Rejse. Har Du ikke frygtet, at det lige som andet Troldoms Blændværk skulde falde sammen til en Askeklump, når det kom i Dagens Skin? Du besidder af og til et Mod, der gør mig bange.

Jakob fik sine Skænd, og han har indrettet sit Liv derefter. Nu står han op Kl 6 og går ud straks, kommer hjem til Frokost eller lidt før, og går atter i Luften Kl 2 eller før, kommer hjem til Middag Kl 6 og lægger sig før 10. Mine vægtige Ord faldt nemlig desværre sammen med en Forværrelse af hans Tilstand, der var en naturlig Følge af de Nattekommerser, der var gået forud. Han var beskæmmet. Men hans Omvendelse har heldigvis hurtig båret Frugt. Den Hjærtebanken, han selv er mest bange for, er holdt op, og hans Appetit er fortrinlig. Nu synger han igen. Ludvig har under dette været meget opbygget. Det er ham en stor Svir, når Jakob får på Hovedet. For Resten synes jeg, at de to kommer ualmindelig fredelig ud af det med hinanden for Tiden. Ludvig har ikke haft sin fornærmede Mine på, ja jeg husker ikke siden når, men det er, som om vi slet ikke behøvede at regne med den mere. – Ak ja min Ven, deres Fremtid! Det er Ludvig, synes jeg, der er værst stillet. Han er en udmærket brav Dreng, men hans Dygtighed synes ikke at nå udover det gennemsnitlige, og hans Energi anspores ikke særlig i de Forhold, hvori han er. Han er nu i en «finere» Afdeling og er fornøjet med sine Kolleger, kan jeg mærke, men Gagen er endnu ikke bleven forbedret, og den vil åbenbart kun vokse meget langsomt og ikke uden gentagende og ubehagelige Anmodninger fra hans Side. Og så er jo Ulykken, at hele dette Krambodliv – hvor pynteligt det end her kan tage sig ud i Forhold til det i mindre Forretninger – er og må være ham en Plage. Han siger det jo ikke særlig stærkt og klager i det hele ikke, og jeg holder naturligvis også på, at det vilde være rent forkert at dvæle ved det, så længe en Forandring ikke er mulig, men min Mening er unægtelig, at viser der sig ikke i Løbet af et Par År en virkelig Fremtid hos Wessel og Vett, så bør han medens han endnu er ung, søge en Stilling, som ikke er bag en Disk, og i en Forretning, hvor lige frem hans Elskværdighed kan blive ordentlig kendt og vurderet. Han er åbenbart dygtig nok til at kunne komme frem. Og får han en Gang for Alvor Fornøjelse af sit Arbejde, vil hans Tanker næppe fare ad Afrika til som nylig, og så vil han i det hele ikke tro, at Livet burde have føjet sig pynteligere for ham. Han er næppe urolig af Natur. Nå, men dette er Fremtidssyner, for Øjeblikket gælder det om, at han kunde rykke op fra de 75 Kr, der er en skændig lav Betaling.

Desværre Du har Ret: Bøgerne har heller ikke i År givet Udbytte ?: Overskud til Dig. Henriques har ikke sendt Regnskabet, men han og Kone gjorde mig forleden Aften en Visit, og da fortalte han det. Jeg trode på, at der dog var kommet nogle Penge i Kassen. Jeg trode for meget derpå.

Igår Frmdg var jeg i Aktivitet hele Dagen og om Aftenen hos Meiningerne til Kl ½ 12 næsten,om Aftenen hos Meiningerne: 23. mai spilte Meiningerne for første gang Schillers Røverne. det var for meget af det gode. I Aften har jeg desværre lovet at komme til Bramsens. at komme til Bramsens: sannsynligvis tannlege og kunstsamler Alfred Bramsen og hans kone Vilhelmine, som var gamle venner av Erik (det ligger noen brev fra dem til ham på KB). Jeg har ikke Tid. Nu nylig var der en Kollega fra Rigsdagen, som bad mig stenografere med ham Nansens Foredrag imorgen i Geografisk Forening,Nansens Foredrag imorgen i Geografisk Forening: Fridtjof Nansen var nettopp kommet tilbake fra sin ferd over Grønlandsisen, og ble feiret i København. Det var fest for ham i Geografisk Selskab 25/5/89, hvor han holdt et foredrag. det vil tage den Tid imorgen og på Søndag, som skulde være gået til andre Ting – en Artikel til Konversationsleksikonet som jeg har lovet Mollerupen Artikel til Konversationsleksikonet som jeg har lovet Mollerup: Historikeren William Mollerup var medredaktør av Salmonsens Konversationsleksikon. at gøre færdig i denne Uge. Men jeg tør ikke lade Foredraget gå fra mig, det giver dog altid en Indtægt på en Snes Kroner vel for min Del.

Om Spørgsmålet W.H. kan jeg meddele Dig, at Skyerne, som efterhånden havde samlet sig meget truende, nu er på gode Veje til at fordele sig. Fruen synes at have handlet i høj Grad uoverlagt og nu at have indset dette og at være til Sinds at ville bøde på de gjorte Gerninger. Det står fremdeles fast, at der ikke har været noget Kærlighedsforhold mellem hende og H; og der synes nu heller ikke at være Grund til at tro på en Forelskelse fra hendes Side. W.H. er i den Anledning et andet Menneske og fuld af Taknemlighed for de Smule Tjenester jeg i denne Tid har kunnet vise ham. Nå, lidt har jeg hjulpet ham, han så undertiden sort og rødt danse for sine Øjne, og det gjorde jeg jo ikke. Han har lidt meget og er en fuldstændig honet Person. Uheldigvis ender nu nok det hele med, at H. får et Slags Smæk – ømtålelig som Manden er og finfølende. Ak jeg skylder H. Brev!

Din Gruberejse vilde jeg gerne have gjort med! Jeg har været i Høganæsgrubernei Høganæsgruberne: dvs. Höganäs i Sverige. med dyb Nedfart under Jordoverfladen i Kurve, som sænkes og hejses i en uhyre Brønd – der vilde Du også have været bange! De Fiskere fra Hellebæk, som havde sejlet os over, turde ikke vove Turen ned i Jorden. Jeg tror, at man i de Gruber endog er under Havets Bund. Hvor er det morsomt at læse dine Ord om denne Begivenhed, jeg har Dig levende for mig og kysser Dig i Tankerne!


Ja nu er jeg kommen hjem fra Bramsens og vil kun sige Dig Godnat min egen kære Ven. Jeg er meget træt i Aften og skal være flink imorgen. Der var hyggeligt hos Bramsens, men jeg tror Gud hjælpe mig det kom af, at det var mig, der talte næsten hele Tiden. Fruerne Iversen og Haslund var der,Fruerne Iversen og Haslund: Fru Iversen: kan ha vært Elisabeth, født Stallknecht, gift med forfatteren og legen Iver Iversen. Fru Haslund: sannsynligvis Frederikke, født Aagaard, konen til maleren Otto Haslund. (Det finnes et udatert kort fra ham til Amalie på KB som gjør det klart at de er dus.) og de kan gøre en dum, men det fik de nu ikke Lov til i Aften, jeg tog straks Pippet fra dem. Så var der også Bramsens hyggelige Broder med norske Kone, som jeg i Aften blev gode Venner med. Dernæst det visne Blad, hvis Mand er i Stavanger.det visne Blad, hvis Mand er i Stavanger: Det har ikke vært mulig å identifisere vedkommende. Fruen (Bramsen) var indtagende, Manden elskværdig. God Nat min elskede, det er en strålende Sommernat.

Din E.S.



368. Amalie til Erik

Mandag 27de maj 89

Uf, tænk at jeg havde ventet brev idag igjen fra Dig min elskede ven, fordi det vilde vært det sidste, jeg kunde fåt her. Men naturligvis var der ingen særlig grund til at skrive, når Du ikke netop slet ikke havde noget andet at gjøre. Og især efter det søde, gode, velsignede brev, som jeg fik igår og som jeg takker og elsker Dig for. Jeg læste det flere ganger igjennem og blev både så glad og bedrøvet over det. Glad fordi Du tænker så pent og kjærligt på mig og os og på vort forhold, og bedrøvet ved tanken om det, der er forbi, er gjort galt, ikke kan gjøres om igjen, og som kunde ha vært anderledes. Men dog mest glad og fuld af trang til at værne om det, der er levnet og som er din ære og fortjeneste, være forsigtig og taknemmelig og snil og sagtmodig den tid vi har tilbage at leve sammen i, som kanske ikke er så lang endda. – Det nytter nu vistnok ikke at Du skriver mere til mig, for lad mig se – onsdag får Du dette brev, så kan jeg først ha svaret i Xania fredag morgen og kl. 10 går Melchior. Nej, så får jeg vente til på lørdag da vi sés igjen min egen kjæreste, snilleste mand. Jeg tror skibet er i Kjbhvn. alt kl. 9 eller kanske før, så meget Du ved det om Du kan komme og møde mig. Kan Du ikke på grund af travlhed eller træthed efter en flittig foregående sen aften, så er der jo Jakob at sende. Jeg skal godt nøje mig med ham; så står Du op imens og er ren og pen og vasket og klædt og doet og alt til jeg kommer. Imorgentidlig kl. 7 rejser jeg herfra, men skulde der være noget brev til mig, sender Ludvig det efter. Jeg skal spise hos HolstsJeg skal spise hos Holsts: dvs. Lars Holst, journalisten fra Bergen. kl. ½ 4 imorgen og så er han fri om eftermiddagen og kan gi mig de oplysninger jeg trænger til, har han skrevet. Onsdag skal jeg se til at treffe denne Mjøs Du ved, for der blir lidt strilemåldenne Mjøs Du ved, for der blir lidt strilemål: Mjøs har det ikke vært mulig å finne. Strilemål er dialekten som blir snakket av kystfolket omkring Bergen. i 3die del også, som han rette for mig, og ham må jeg spørge op gjennem Ros. gjennom Ros: dvs. språkforskeren Hans Ross, som hadde hjulpet Amalie med språket i Hellemyrsfolket. Og så er det Halvorsen og meget mereHalvorsen og meget mere: se brev 365, note 2. som jeg ikke kommer på i øjeblikket og torsdag er det helligdag, og da ser jeg til moderen.

Ludvig er så trist over at jeg rejser at det rent gjør mig ondt for ham. Og jeg er også trist idag, men jeg glær mig uhyre til at komme hjem igjen til Dig, mit bedste, bedste i verden.

Igår var vi på en storartet tur igjen til Bolkesjø sanatorium 4 mil fra Kongsberg. Der er storskjønt – en række med indsøer på terrasseformige afsatser, den ene nedenfor den anden – – mange – omkranset af skovfulde fjeldskråninger og blåsorte, skyhøje fjelde, og skyhøje snedækte fjelde.

Og så luften og vejret og altsammen!

Nu skriver jeg heller ikke mere, min sødeste. Det synes Du vel ikke er rart af mig? Men onsdag får Du jo dette og lørdag kommer jeg. Ja, med mindre noget skulde hindre min afrejse eller noget andet skulde ske. Da får Du besked naturligvis. Hils nu gutterne rigtig kjærligt. Ludvig hilser Dig med en bedrøvelig hilsen – han er så ude af det, for han føler sig altid så tom og ensom heroppe og i denne tid, mens jeg har vært her, har han ikke mærket det.

Farvel til på lørdag min elskede!

Din Amalie.



369. Erik til Amalie

Mandag Aften 27/5 89

Min søde Amalie, dette må blive det sidste Brev Du får fra mig i Kongsberg, og det er jo endog ikke helt vist, at det når Dig der. Jeg vil da blot sige Dig, at inderlig velkommen skal Du være, når Du endelig atter sætter Kursen hjem. Havde jeg blot noget at sætte over Styr i Anledning af din Hjemkomst, så gjorde jeg det, men nu må Du lade Dig nøje med de kærlige Følelser, som Huset formår. Og Du vil jo nok lade Dig nøje min kære elskede Ven. Du er mit Hjærtes dyreste Eje, og jeg giver Dig af et godt Sind hvad jeg har. Du har været længe borte nu – lad mig se, Du rejste den 8 April og kommer først hjem 1st Juni, det er så nær to Måneder, ak min Ven, havde jeg ikke haft dine to Drenge, vilde jeg have følt mig forfærdelig alene. Nu har jeg haft dem at være skikkelig med og skænde på – for skænde har jeg også gjort – og det er gået hyggeligt og godt. De sender med mig de bedste Velkomsthilsener til Dig. Jakob er ganske vist i Bedring men langt fra så rask som han gerne skulde være, Ludvig er så frisk som en Fisk, og med min Pote går det også nu ret godt. Jeg halter nu først, når jeg har gået en Stund og begynder at få lidt Smærter, af Træthed formodentlig.

Jeg stenograferede da i Lørdags Nansens Foredrag i Geografisk Forening, og det var jo interessant at se disse udmærkede Mennesker, den mærkelige Båd, der bar Nansen og Sverdrup på den sidste Del af TurenBåd, der bar Nansen og Sverdrup: se brev 367, note 3. Nansen og Otto Sverdrup gjennomførte siste delen av ferden i en båt de hadde laget av teltgulvet og bambusstenger. og de andre Redskaber, og kommer der på min Del 25 Kr, hvad jeg håber, så vil jeg sige, at det er de behageligst tjente Penge jeg længe har fået fat i. Og jeg har idag afleveret min Leksikonsartikel og igår været hos Meiningerne og fået skrevet næsten en Afslutningsartikel om dem,en Afslutningsartikel: Eriks andre lange artikkel ble trykt 26/5/89. Den omhandler Piccolomini, Kjøbmanden fra Venedig, Gengangere og Et Vinteræventyr og er sterkt rosende. Og hans avslutningsartikkel, hvor han bebreider publikummet for ikke å ha oppsøkt stykkene mer ivrig, sto i bladet 2/6/89. så Du ser jeg virkelig har været virksom. Og dog kørte jeg igår efter Forestillingen Kl ½ 12 til Tivoli i den dejlige Sommernat sammen med Ove, der er bleven min trofaste Kasinokammerat, jeg kunde ikke efter de fire Timers beklumrede Ophold i Teatret holde ud at tage lige hjem. Jeg måtte ånde frisk Luft. Heldigvis har vi Kort til Tivoli lige som ifjor. Jeg havde givet Drengene en Krone til at køre til Charlottenlund for, da jeg gik i Teatret, så jeg syntes at jeg ligesom havde lidt Lov til at slå mig løs for en anden Krone.

Dit lille Ekstrabrev kom uventet og glædeligt, kun er der jo det i Vejen, at Du siger Du er nedtrykt ofte. Det er dog vist noget jeg kan hjælpe på – Du skal se når Du kommer hjem vil det blive bedre. Du siger rigtignok at mit sidste Brev ikke var snilt, men min søde Pige, stod der overhoved noget i det? Jeg har et Indtryk af, at jeg var for træt til egentlig at skrive nogetsomhelst. I Aften er jeg ganske vist også træt og jeg har også i Sinde at slutte nu. Jeg skal tidlig op imorgen for at gøre Artiklen til Illustr. Tid færdig, fordi Bladet i Anledning af Kristi Himmelfarts Dag skal være før sluttet end sædvanlig.

Jakob kom hjem idag til Frokost med Vogt, der var stilfærdig og elskværdig[.]

Arnold Krog gjorde mig et lille Besøg i Lørdags Aftes. Han er lige hjemkommen fra ParisArnold Krog … hjemkommen fra Paris: Arnold Krog var fra 1885 Den kgl. Porcelainsfabriks kunstneriske leder; han hevet den til en førende stilling innenfor den europeiske porcelensindustri. Fabrikkens produkter gjorde furore på verdensutstillingen i Paris. og skal der tilbage igen om 14 Dage. Han fik naturligvis indblæst en sådan Længsel i mig efter at komme derned, at jeg måtte begynde på Brødrene Karamasov for at få Tankerne forjaget og mig selv borgermandsmæssig søvnig og i Seng. Du må da ikke tro, at Slutningen på Romanen er kommen endnu. Jeg klipper endnu fremdeles i Ny og NæJeg klipper endnu fremdeles i Ny og Næ: Dostojevskijs Brødrene Karamasov ble trykt som feuilleton i Politiken. så fire så otte så ti og tolv Sider af som jeg lægger til Bunken[.]

Men nu Godnat min søde Pige – jeg er glad over, at dette Brev-Godnat snart skal høre op og et virkeligt komme i Stedet, – for nu narrer Du mig da ikke men kommer virkelig på Lørdag!

Godnat min elskede Ven

Din E SkramDin E Skram: Det finnes en konvolutt med dette siste brevet som er adressert til Fru Amalie Skram, Adr. Hr Ludvig Alver, Kongsberg, og omadressert til Søstrene Waalers privathotel, Karl Johans gd, Ligeoverfor Brandvagten, Kristiania.

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Elskede Amalie

Elskede Amalie inneholder hele den bevarte korrespondansen mellom Amalie og Erik Skram, fra 1882 til 1902, til sammen nesten 600 brev. Brevene gir et unikt innblikk i forholdet mellom de to, og kaster også lys over Amalie Skrams diktning.

Utgiveren, Janet Garton, har skrevet en fyldig innledning om ekteparet og deres samtid. I tillegg har hun utstyrt hver årgang i korrespondansen med en kort innledning om brevenes kontekst.

Boka inneholder også ordkommentarer, et appendiks med Erik Skrams notater rundt Amalies sykehusinnleggelse i 1894, et appendiks med begges notater og lapper rundt skilsmissen, ordliste, slektstavler og bibliografier.

Teksten i bokselskap.no er basert på Janet Garton (red.): Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882–1899, 3 bind, Gyldendal, Oslo 2002. Se faksmiler av bokutgaven fra 2002: bind 1, bind 2, bind 3

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.