Dette året var svært vanskelig for Amalie, og en opprivende tid for dem begge. I januar bodde hun igjen en stund hos Georg og Ane Cathrine Achen, mens hun prøvde å finne ut hva hun burde gjøre for å komme over den nervekrisen hun var havnet i på grunn av sin sviktende arbeidsevne og stadig tilbakevendende mistenksomhet overfor sin mann.
Etter råd fra sin lege og fra venner bestemte hun seg i februar for å la seg innlegge på København Kommunehospitals 6. avdeling. Hun var overbevist om at hun der ville finne den roen og pleien hun trengte, slik som hun tidligere hadde gjort på Gaustad i Norge, da hennes første ekteskap skulle oppløses. Hun ble innlagt 14. februar 1894. Men denne gangen ble hennes erfaringer helt annerledes. Man må ha ment at det var fare for selvmord, og hun opplevde å bli behandlet som «en farlig gal», tilbakeholdt mot sin vilje, og helt prisgitt den behandling overlegen, Knud Pontoppidan, ville gi henne. Erik verken besøkte henne eller skrev til henne, i den aller beste hensikt og etter råd fra overlegen. Men dette opplevde hun som et utilgivelig svik. 12. mars ble hun så flyttet til St Hans Hospital, en sinnsykeanstalt, hvor hun paradoksalt nok ble langt mer hensynsfullt behandlet, og hvor det etter noen uker ble bestemt at hun kunne utskrives. Hun ville imidlertid ikke flytte hjem, og etter eget ønske ble hun 14. april innlagt på et vanlig sykehus, St Josephs Hospital, for å være i ro noen uker og komme til krefter.
Det finnes ikke noen brev mellem Amalie og Erik fra denne perioden; det er mot slutten av april at de igjen har kontakt med hverandre. Fra Amalies brevveksling med andre, sin mor, Ane Cathrine, Bjørnstjerne Bjørnson og flere, kan man finne ut en del om hva som skjedde. Fra hun ble innlagt på Kommunehospitalet til slutten av april gikk det ti uker da hun ikke hadde sett Erik. 24. april traff de hverandre endelig og hadde en slags forsoning. Men Amalie var fremdeles oppbrakt, og trodde at Erik hadde vært henne utro; hun følte at hun måtte komme vekk fra København. Takket være en pengeinnsamling som Ane Cathrine hadde ordnet, kunne hun for en tid slippe tanken på å måtte skrive for å tjene penger. Tidlig i mai reiste hun sammen med fru Sofie Horten til Finland og Russland, og ble borte i noen uker. Under hennes opphold på sykehusene og også mens hun var bortreist, bodde Johanne hos Achens, mens Erik ble i leiligheten i Klassensgade. I begynnelsen av juni reiste også Erik bort i noen dager til Berlin, som reiseselskap for Jacob Hegel og andre.
Da Amalie kom hjem, gikk hun i gang med de to romanene som skulle beskrive hennes opplevelser på sykehuset og anklage sinnssykebehandlingen i København, og særlig overlegen, Knud Pontoppidan. Hennes indignasjon fordrev skriveblokkeringen, og hun skrev i stor hast; Professor Hieronimus og På Sct. Jørgen kom begge ut året etter. Mens hun var i arbeid med disse bøkene, ble det også en offentlig debatt om overlegen og hans behandlingsmetoder i forbindelse med hans behandling av en annen pasient, Grevinde Schimmelmann, som hadde vært på avdelingen samtidig med Amalie. Saken ble diskutert i Folketinget, og sammen med Amalies bøker bidrog dette til en mildere og mindre autoritær behandling av sinnsforvirrede.
Mot slutten av året bodde Amalie og Erik igjen på hver sitt sted i en periode, Erik i leiligheten og Amalie i Charlottenlund. Johanne var tilbake hos Erik, og de overveiet hva de skulle gjøre. Fra denne tiden finnes det for en gangs skyld nesten bare brev fra Erik, og ett enkelt fra Amalie (brev 475–79).
Tirsdag Aften 30/1 94
Kære Amalie trods al anvendt Forsigtighed har Lizzi set det Brev, Du idag modtager fra Ludvig.har Lizzi set det brev, Du idag modtager fra Ludvig: Brevet finnes ikke på KB. Det virker som om Amalies sønn Ludvig har slått opp med sin forlovede Lizzie Prahl, som er på besøk i København. Det står i et brev fra Ane Cathrine Achen til Amalie, datert 13/2/94 (KB), at det er en god idé at Amalie prøver å få Lizzie antatt som sykepleierske. Hun må have siddet på Vagt i Spisestuen. Vi var samtidig i Gangen, da Postbudet havde ringet, og som en Kat greb hun Brevet og så, at det var fra Ludvig. Norrie var hos mig da, men da han var gået, kom hun ind og spurgte, om hun måtte tage over til Dig med Brevet – ja først, om hun måtte åbne det. Selvfølgelig afviste jeg begge dele.
– Jeg er imorgen fra Kl 10 i Studentersamfundets ny Bolig Nørrevold 92,Studentersamfundets ny Bolig Nørrevold 92: Erik var formann i Studentersamfundet 1893–96. hvor et Bud fra Dig eller helst Du selv vil kunne træffe mig. Jeg har fri fra Rigsdagen til Kl ½ 4.
Småen har hostet en Smule idag, og i det rå Vejr vilde jeg ikke sende hende afsted. Nu sover hun på sit grønne Øre (Klokken er 9).
Jeg skal endnu i Aften have en Konference om forskellige Anskaffelser til Samfundet.
Jeg er i Aften mere glad end nogensinde over, at Du tog til Achens. at Du tog til Achens: Amalie bodde hos Georg og Ane Cathrine Achen i Lindevangen igjen, mens hun prøvde å få ro for sine utslitte nerver. Der tok hun den beslutning som førte til at hun lot seg innlegge til behandling 14. februar. Derfra vil Du med helt anderledes Ro end hjemme kunne tage Beslutning om, hvad Du vil, og hvad Du ønsker, jeg skal gøre.
Jeg venter altså Underretning i Samfundet Nørrevold 92[.]
Din Erik
København, K.København, K: Brevet er skrevet på brevpapir med adresse (krysset ut) fra Studentersamfundet, Badstuestræde Nr.11, 1. Sal. d. 23/4 1894
Anne Cathrine har ikke refereret mine Ord rigtig.Anne Cathrine har ikke referert mine Ord rigtig: Ane Cathrine Achen ble brukt som mellomledd av Amalie og Erik i denne perioden. Amalie sier i brev til Bjørnson 22/4 at hun ikke har sett Erik på ti uker («Og nu vil jeg tale ut», s. 97); til sin mor skriver hun 25/4 at hun kom til å møte ham «i går» – «Og nu har jeg forsonet meg med ham og vi blir altså sammen som før» (Mellom slagene, s. 102). Tonen i Eriks neste brev er også forandret. Jeg har sagt sådan noget som: Gid Amalie vilde tænke først og fremmest på at blive rask, så falder alt af sig selv. Nu at ville træffe Afgørelser for, hvad der ligger et halvt År frem i Tiden, synes mig urimeligt. Jeg har hverken nægtet at ville overlade Småen til din Varetægt i Vinterhalvåret eller talt om, at når Du skulde skrive, kunde Du ikke have Johanne. Det er Misforståelsen af udtalte Bekymringer, der tildels er fremkommet som Svar på Spørgsmål. Jeg har intet andet Standpunkt og har intet andet haft end Ønsket om, at Du snart må blive rask og snart må føle Dig rask.
E. Skram
Vend
[Skrevet på neste side]:
Jeg er hjemme mellem 10 og 11 imorgen Tirsdag[.]
Den 26 April [1894]
Kære Amalie Har Du eller Anne Cathrine fået Brev fra Fru CantorBrev fra Fru Cantor: På KB finnes det et brev fra Augusta Cantor til Erik datert 24/4/94, hvor hun inviterer Småen, og ett datert 27/4, hvor hun skriver at hun har fått svar fra Ane Cathrine med besked om at Småen kan komme. med Indbydelsen til Småen til Lørdag Middag?
Vil Du som jeg, så sender vi ikke Småen til denne Middag. Jeg har ved de sidste Par Lejligheder, hvor Johanne har været udbudt haft et Indtryk af, at det havde været nok så fornuftigt at lade hende blive hjemme. Der er for megen Tummel mellem disse mange Børn. Dertil kommer nu den lange Vej og den sene Tid og det at Johanne jo nu ikke savner en Legekammerat.at Johanne jo nu ikke savner en Legekammerat: Johanne bor hos Achens, og hennes lekekammerat er deres jevnaldrende datter; også hun het Johanne.
Jeg skriver til Fru Cantor, at hvis Du ikke netop mener det modsatte, så kommer Småen ikke på Lørdag. Jeg har et Håb om at kunne komme et Løb ud imorgen Eftrmdg til Achens, og jeg kan da høre Besked.
Måske træffer jeg Dig netop på den Tid, og det vil jeg overordentlig gerne.
Jeg havde Lyst til, at vi på Søndag tog de to Stumperde to Stumper: dvs. Johanne Skram og Johanne Achen. med os en Tur i Frederiksberg eller Søndermarken. Hvad siger Du til det?
Din E Skram
Onsdag Kl 12 Onsdag Kl 12: Brevet er udatert, men var sannsynligvis skrevet onsdag 2. mai, siden Erik refererer til sin tale i Studentersamfundet. [2/5/94]
Kæreste Amalie nu har jeg i en Time ventet Dig og to Gange været ved Triangelen for at tage imod Dig. Jeg er ganske urolig for Dig. Uden Grund kan Du jo ikke være bleven borte. Er Du ikke rask, er der hændt noget? Og jeg glædede mig sådan idag. Var tidlig oppe for at få lavet en Tale til i Aften.en Tale til i Aften: 2. mai 1894 hadde Studentersamfundet «Stiftelsesfest med musikalsk Aftenunderholdning». Tænkte for Resten mest på Dig og var ked over, at jeg kun havde 1 ½ Time til min Rådighed, jeg skal være i Rigsdagen præcis 1. – Nu må jeg om lidt gå og have en pinende Uvished og Ængstelse at bære på i alt Fald til Kl 5 eller 6, når jeg kommer hjem, og der måske er Besked fra Dig. Dette er meget fælt.
Din Erik
Fredag Fredag: Brevet er ikke datert, men ut fra innholdet ser det ut til å henge sammen med brev 462.
[?4/5/94]
Kæreste Amalie
Der er ikke ét rigtigt Fnug i hele din Mistanke.
Min sødeste kære Ven Du må ikke svinge i dine Følelser på denne Måde.
Du ødelægger Dig selv og Du gør mig fortvivlet.
Bliv nu kun rolig ved din Plan om at vi forsøger ved en Rejse at komme bort fra alt det som ophidser Dig her hjemme.
Jeg vil kun et: være din[.]
Din Erik
Lørdag den 5 Maj 1894
Kære Amalie, da der intet Brev var til mig imorges, ventede jeg Dig Kl 11–12. Havde jeg da ikke skullet ind og tale med Bureauchefen, var jeg gået til Dig – uvis forøvrig om, hvorvidt Du ønskede at se mig. Nu sender jeg Pigen med disse Linjer for at hun kan hente dit Snavsetøj, jeg glemte det igår, og for at sige Dig, at jeg imorgen, Søndag, kommer til Dig Kl 11 på Vejen ud til Småen.kommer til Dig Kl.11 på Vejen ud til Småen: Amalie bodde fremdeles på St. Josephs hospital.
Jakob er lige gået,Jakob er lige gået: Hans roman Fire dage var nettopp kommet ut – det er sikkert derfor han hadde noen penger. iført sit nye Tøj, som er betalt, han viste mig Kvitteringen. Han beder mig hilse Dig og sige Dig, at Grunden til, at han ikke har besøgt Dig var hans gamle stygge Klæder. Han syntes ikke, at han vilde komme og spørge efter Fru Skram med det Udseende, og han siger sikkert Sandhed her. Han fik Resten af de Penge, han endnu kunde hæve hos mig, for at købe sig en Hat. Ak ja, Gutten så så godt og glad ud – hvor er det dog sørgeligt, at man ikke tør tro på ham.
Gid nu Du min kæreste Ven vilde falde til Ro i den én Gang tagne Beslutning. Lad os komme bort en Tid.Lad os komme bort en Tid: De planla å reise en tur sammen, men 3–4 dager senere reiste Amalie med et annet reisefølge, en person som må ha tilbudt seg i siste øyeblikk. Når næste Uge er gået. I de Dage, der nu kommer, må jeg skrive for at tjene lidt Skillinger[.]
Din Erik
Helsingfors 11/5/94. Ombord i damperen «Vasa».Ombord i damperen «Vasa»: skrevet på postkort, stemplet 12/5/94 og sendt fra Finland. Det var blitt samlet inn penger til Amalie av Ane Cathrine Achen og andre, slik at hospitalet kunne betales og hun kunne reise og ta det med ro en tid (se «Og nu vil jeg tale ut», s. 100).
Har havt en aldeles storartet rejse. Sejlladsen på Østersøen var som i Pasaten. Fuldstændig! Brilliant kaptejn, hyggeligt rejseselskab, ikke at tale om min rejsefælle, som er udmærket.min rejsefælle, som er udmærket: Amalie reiste sammen med fru Sofie Horten – noe som framgår av brev 465. Sofie Horten var kvinnesakskvinne, redaktør og oversetter. Hun oversatte bl.a. Victoria Benedictsson til dansk, og fra 1896 til sin død var hun redaktør av Husmoderens Blad, som senere ble til Hus og Hjem. Kom igårmorges torsdag, kl. 9 til Åbo, den forrige hovedstad. Blev så af kaptejnen inviteret til at gå i land og bese staden, kjørte afsted i to vogne, var allevegne, også ombord på «Vasa», der kl. 4 om eftermdg skulde afgå til Helsingfors. Blev der presenteret for kaptejnen, der viste sig at være lige så prægtig som ham på «Estræa». Fik gratis rejse til Helsingfors (Astræa skulde kun til Åbo) er nu af kaptejnen her inviteret til at følge med til St. Petersborg, hvor vi blir i 4 dage og vender tilbage med Vasa til Helsingfors. Har kjørt rundt i Helsingfors idag afgår for Petersborg om en time, kl. 6. Traf finske folk på rejsen hid fra Åbo, aldrig set mage til mennesker! Befinder mig forresten fremdeles på bunden af brønden såsnart jeg er alene et øjeblik. Derfor kan jeg ikke skrive til Dig.
Amalie.
Petersborg 3die maj, (16de) 1894Petersborg 3die maj, (16de) 1894: Fram til 1918 brukte russerne den julianske kalender, noe som betydde at de lå 12–13 dager bak dem som brukte den gregorianske kalender. Brevet var skrevet 16. mai etter sentraleuropeisk regning.
Kjære Erik Skram, sådan er det jo hun kalder Dig i brevene din nye unge veninde,din nye unge veninde: Fra andre uttalelser ser det ut som om Amalie mener Anna Rosengreen (se f.eks. brev 472, note 3). og så får vel jeg med mine gamle, kanske forhenværende rettigheder også ialtfald endnu lov til at gjøre det samme. Jeg har i tankerne skrevet en masse breve til Dig, men jeg kan ikke sætte det ned på papiret, endnu mindre sende Dig det, for der er som et bjerg imellem os, og jeg kan ikke mere som hin mindeværdige mandag, igår 3 uger siden,igår 3 uger siden: dvs. 24. april, da de opplevde en forsoning (se brev 458, note 2). sætte over bjerget med et éneste sæt og slænge mig ned foran Dig. Så er jeg også så underlig utryg og bange for at Du beklager Dig til Achens eller kanske også andre, hvis der står noget, som Du ikke liker. Ja for det at Du nu, sidste søndag havde sagt til A.C. at jeg «blev så vred for alting», sidder mig endnu for brystet. Jeg vred i den tid! siden jeg atter traf Dig efter alt det fæle – og på Dig! Det er en blodig misforståelse, for ikke at sige uretfærdighed. At jeg var ujevn i mit væsen, hvad Du også havde sagt, er sandt, men herregud hvordan skulde jeg kunde jeg være i min situation, Du som idelig stødte mig tilbage ikke alene bogstavelig, men også med alt hvad Du gjorde og sagde både det jeg så og hørte, og det jeg ikke så og hørte. Å gud hvor det er underligt det jeg har lidt og oplevet i denne tid og det jeg stadig og fremdeles lider og oplever i mit indre.
Jeg sorger bestandig og bestandig over al den fortræd jeg har voldet Dig i disse 10 år. Det kom væsentlig af at jeg i flere år, længe, længe ikke havde tillid til Dig. Jeg var ikke vis på, at Du ikke hvert øjeblik som helst kunde gåt bort og bedraget mig. Derfor søgte jeg altid at væbne mig mod det og at bli sådan at når slaget kom, skulde det ikke gjøre mig ondt. Og deri at min tillid til Dig fik et knæk har Du skyld.
Men nu har jeg tillid til Dig, har vært sikker på Dig i flere år, fordi jeg efterhvert kom til at kjende Dig, og dog har jeg ikke vært anderledes for det er ikke let, eller snart at hele hvad der først er gåt istykker; det har mit livs sidste og vigtigste begivenhed belært mig om, hvis jeg ikke vidste det i forvejen, hvad jeg forresten gjorde. Nu har jeg tillid til Dig, da Du kanske for første gang er begyndt at svigte den. Sådan går det i verden. Du triste, triste liv! Derfor sorger jeg nu over at ha mistet Dig, eller ialtfald det meste af Dig. Hvis dette var skét mig for 5 år siden, vilde jeg ikke ha følt det som et sligt livsforlis. Du sér, jeg kan ikke skrive, ikke forme en sætning ordentlig, jeg er så trist og knækket og nedbøjet, kan bare tænke på Dig og på disse 3 måneder og på vort 10-årige sørgelige, men dog så rige ægteskab. Du forstår min ven, at det som gjør sorgen for mig så meget bitrere, er at jeg nu ved, at jeg kunde havt fuld tillid til Dig – fuld tillid – ja 1000 ganger mere end det! i alle disse årene. Du har troet at jeg gik min kurs, uden forståelse af hvad der foregik, og var foregåt, men deri har Du tat fejl. Jeg véd det altsammen, véd det forfærdelig meget bedre end Du aner. –
Imorgenaften kl. 6 går vi herfra og er i Helsingfors torsdag formiddag.[?]torsdag formiddag [?]: Siste ord er nesten uleselig pga. en blekklatt. Så håber jeg, der ligger brev fra A.C til mig om småen. Det er jo nu det eneste, jeg har tilbage.
Jeg skulde vist ha skrevet lidt om andre ting, men jeg kan ikke. Ikke til Dig, som sagen nu står. Uf, hvor det gjorde mig ondt og vammel, at Jakob nu igjen viste den smule elskværdighed fordi han vilde låne penger. Hans skamløshed og underlige naivitet er lige stor.
Det er ondt at ha fremtiden så opløst og uvis foran sig.
Jeg véd nu bare ét; at ivinter ialtfald, vil jeg ikke være sammen med Dig. Det går ikke an, fordi jeg elsker Dig. Jeg vilde på alle kanter komme til at lide aldeles umenneskeligt. Å gud, hvor har jeg dog vidst lidt besked om alting, dengang jeg uden frygt og bæven, gladelig og sikker foreslog Dig at vi skulde gifte os. Fordi ingen anden mand havde fåt mit hjærte til at banke på den vis, og fordi ingen anden mand havde bare tiltrukket mig, som Du gjorde. Ja nu véd jeg dette, dengang trode jeg at jeg var dødelig forelsket i Dig. Jeg har altid selv vært i god tro, lumpent eller uærligt har jeg aldrig båret mig ad.
Amalie
[Tilføyelse på siste side]:
Jeg glemte at skrive til A.C. om at Jakob skulde låne 50 kr. hos mig. Sig Du det!
Helsingfors 18de maj 94
Kjære Erik Skram, jeg fik først ieftermiddag dit brev som var skrevet den 10de.dit brev som var skrevet den 10de: Brevet mangler. Tre andre breve lå til mig på posthuset, og et brevkort fra A.C.et brevkort fra A.C.: Kortet er datert 11/5, og finnes på KB. Det forteller at Småen har det utmerket, og at det står i Politiken at Amalie har reist «på rekreation» til Finland med fru Horten. (Notisen står i Politiken 9/5/94.) De var adresseret poste restante, og dem fik jeg igårmorges, straks jeg hented dem; mens frk. Trygg glemte dit.frk. Trygg glemte dit: Alli Trygg, som skulle gifte seg med Matti Helenius, virksom for sosiale spørsmål, særlig for avholdssaken. Å ja forresten, så var det tidsnok, for ikke ét godt eller hjærteligt ord fandtes deri, alt det jeg søgte og læste.
Gud gi, Du ikke havde fortalt det om småen. Tanken på det lille grædende elskede væsen ved nattetide alene, suger mig ustanselig om hjærtet. Og jeg havde så nok af ondt og smerte i forvejen. Siden jeg læste det, volder længselen efter hende mig endnu større pine end før.
Har Du så talt med Feilberg? Du lovte at få en af ham skreven erklæring om at det fru F. citerte i brevet til mig,det fru F. citerte i brevet til mig: Det finnes ingen brev fra fru Feilberg til Amalie på KB. Det er et brev fra C. A. Feilberg til Erik datert 9/5/94, hvor det står: «Jeg aner ikke det mindste om Annas Breve førend i Dag – det var ikke betænksomt gjort af hende – men staaer desværre jo ikke til at ændre, havde hun dog blot spurgt mig om, hvorvidt hun burde gjøre det.» Det er forståelig at Erik ikke sendte dette videre til Amalie. ikke var rigtigt. Og så skulde Du sende mig den, sa Du.
Jeg har det udmærket her. Er gjæst hos assessor Kurténs,gjæst hos assessor Kurténs: dvs. Uno og Ella Kurtén. som bor i egen villa tæt ved byen. Fruen kom sammen med frk. Trygg ned på dampskibet, da vi kom fra Rusland for at invitere mig. Hun havde sét Dig hos Hegels ifjor, dengang B.B.s var der, fortalte hun. Det er udmærket elskværdige mennesker, gjennem dannede, og så har de læst mine bøger, og sætter vældig pris på dem. Forresten er de vist så temmelig alene her i byen om at ha læst noget af mig. Her er to kvindeforeninger her,to kvindeforeninger: må være Finsk kvinnoförening og Unionen. konkurerende, til den ene var jeg buden på middag igår, men gik ikke, den anden gjør imorgen en tilstelning til ære for os med udflugt o.s. v. Der er Kurténs med, og der går jeg. Fru Horten er lidt sur over at jeg blir betragtet som den vigtigste af os to. Og det er jo rimeligt. Det var jo hende som tog mig med. Men jeg kan ikke hjælpe for det. Jeg vilde helst være fri for alt, slig som min sindstilstand er.
Iaften skal vi i det finske teater og se fru Winter-Hjelm som lady Macbeth.fru Winter-Hjelm som Lady Macbeth: dvs. Charlotte Raa-Winterhjelm, som opptrådte som gjestespiller for siste gang på det finske teater i sin glansrolle som Lady Macbeth. Det blir frygteligt, men billetterne er blet tilsendt, så vi må gå. Fru Horten bor hos frk. Trygg. Der har hun det langt fra så fint som jeg, og det liker hun heller ikke. Men også deri er jeg totalt uden skyld. Hvordan har Du så tilbragt dine dage og aftener. Har Du ofte vært sammen med hende, og har hun vært alene hos Dig igjen? Å ja, Du svarer mig vel ikke på dette, og hvis Du svarer så siger Du hvad Du finder hensigtsmæssigt, og ikke hvad der er sandt. Jeg er forfærdelig ulykkelig.
Din Amalie
Kbhvn. Ø. Den 19 Maj 1894
Tak min kæreste Ven for dine to Breve, hvoraf det sidste fra Sct. Petersborg ramte mig bittert-kært i Hjærtet. Du taler om det Bjærg, der er imellem os. Jeg ser det, der skiller os, ikke netop som et Bjærg, snarere som en stor, stor Flade, som gør det muligt for os trøstig at begive os på Vej imod hinanden. Ja mangfoldige Gange, når Himlen er klar over denne Flade, synes jeg, jeg har Dig så nær, at jeg ikke kan begribe, at vi ikke går ved hinandens Side. Min egen Ven, jeg vil ikke rette nogen Bebrejdelse imod Dig, men jeg kan ikke se på Sagen anderledes end som at det havde været unødvendigt for Dig at lægge det store Rum imellem os. Og jeg ved ikke levende Råd for at være væsenlig forskellig fra hvad jeg tidligere har været. Kun ét ved jeg, der er forandret i mig vel til Skade for vort Samliv: det er min stigende stigende Bøn: Giv mig Fred. Jeg er bleven ligesom stiv i den Stemning, mindre bøjelig og tålsom.
Din Rejse har jo været god og interessant. Og Du, som nær var kommen til at rejse tværs gennem hele Rusland! Nå mulig havde det dog ikke været så ubetinget behageligt at sidde indelukket på et Skib med et uundgåeligt Rejsefølge af de samme Mennesker hver evige Dag. Og skal jeg være ærlig, så vilde jeg kun med en vis Forskrækkelse have tænkt mig Dig så fjærnt og i så liden Ro, som på sådan en Tur. Gid nu Finland må svare til det første Indtryk Du har modtaget.
De eneste Begivenheder her hjemme, som tæller for mig, er mine Ture ud til Småen. Aldrig synes jeg, at jeg har savnet hende så meget som nu. Men det kommer også af, at Du er borte. Jeg ved, at hun længes nu på en langt inderligere Måde, når hun ikke daglig føler din Kærlighed. Jeg er bange for hver evige Dag, at hendes Hjærte skal lide Nød. Jeg havde været hos hende hele Søndagen, klædt hende af om Aftenen og kysset hendes Tårer bort, da jeg forlod hende. Og så tror jeg nok at jeg havde lovet hende at komme igen om Tirsdagen. Det kunde jeg imidlertid ikke, jeg kom først om Onsdagen. Der var stort Familjeselskab til Frokost og adskillige Børn. Legen gik strygende i Haven, da jeg kom. I samme Nu Småen så mig, kastede hun alt hvad hun havde i Hånden løb imod mig og sprang mig om Halsen og brød ud i stærk Gråd. «Er det fordi Du blev så glad Små, at Du græder?» «Ja ja.» «Papa, tag mig med, tag mig med ud i Skoven.» Og så hendes livsalige Fryd, da jeg sagde, at det var derfor jeg kom. Jeg havde haft et Ærinde hos Hegel og der været listig nok til at melde mig med Johanne dér til Middag, så kunde jeg jo kun føre vor Johanne med mig. Det er mig en så uendelig større Glæde at gå alene bort med hende, og også for hende står det i mere strålende Lys at være ene på Turen med mig. Så plukkede vi Blomster i en Uendelighed i Charlottenlund og kom Kl ½ 5 til Hegels, der var såre elskværdige, og fra hvem jeg skal hilse på det hjærteligste. Efter Bordet kørte vi en Tur og var Kl 7 ¼ på Klampenborg Stationen, så Småen kom hjem Kl lidt over otte. Hun havde haft en dejlig Dag og græd ikke, da jeg sagde hende farvel – for første Gang vistnok. Men hun havde jo rigtignok i Jernbanen på Hjemturen haft sin lille bedrøvede Anfægtelse: «Nu er jeg ikke glad længer Papa, for nu skal vi jo hjem.» Hvordan det skal gå mig, når Achens nu om et Par Dage flytter ud til Fiskebæk,når Achens nu om et Par Dage flytter ud til Fiskebæk: Achens pleide å flytte ut av byen om sommeren (Fiskebæk ligger ved Farum). Johanne skulle være hos dem hele sommeren. tør jeg næsten ikke tænke på, og lille Småen!
Jakob er her idag til Middag og beder mig hilse Dig. Jeg har ikke sagt noget om, at Du anviser ham de 50 Kr, for han må på en eller anden Måde være kommen til Penge. Han beder ikke mig om Lån nu mere og ser ordentlig ud – de 50 kan tidsnok komme med. Vi går i Aften i Folketeatret og ser Bjørn spille.i Folketeatret og ser Bjørn spille: Bjørn Bjørnson hadde en rekke gjestespill i København ved denne tiden. Han spilte i bl.a. Fr. v. Schönthan og Gustav Kadelburgs Den berømte Kone, oversatt til dansk av Hartvig Lassen, med première på Folketeatret 18. mai. Jeg sender Dig den Anmeldelse af «Fire Dage» jeg skrev til «Verdens Gang».den Anmeldelse af «Fire Dage» jeg skrev til «Verdens Gang»: dvs. Jacobs roman (se brev 462, note 2). Eriks usedvanlig positive anmeldelse står i VG 16/5/94. Og nu farvel kære kære Amalie vær klog og god
Din Erik
Helsingfors 21/5/94
Kjære Erik Skram, idag fik jeg brev fra A.C. og fra Jakob,brev fra A.C. og fra Jakob: Ane Cathrines brev er datert 17/5/94, og finnes på KB. Brevet fra Jacob finnes ikke i samlingene. men ikke fra Dig. Det er som jeg løsnes alt mere og mere ud ifra Dig, og det er vel det, Du vil, hvis Du ellers egentlig véd, hvad Du vil. Men det, der sker med mig, volder mig en slig kvide og smerte, at hjærtet uafladelig kjendes som et sår. Uafladelig. Gud give, jeg kunde se helt ind i din sjæl og vide aldeles klart og vist, hvordan Du står og har det mod mig, ligesom jeg i de frygtelige 14 dager derhjemme intet andet ønsked, end at få lægge min sjæl åben for Dig. Aldrig har jeg lidt af ulykkelig kjærlighed før nu. Så skulde jeg da også måtte ta det med, og på en vis måde vilde jeg ikke undværet denne forfærdelige lidelse, som hele mit indre menneske liksom segner under, for jeg lærer ved det og udvikles og får impulser til nyt arbejde.
Jeg har det også ellers dårligt i disse dage. Her kom fredag 17de maj et ondartet omslag i vejret. Fra en formelige [sic] generende sommervarme sprang det pludselig om til bidende vinterkulde, og ægte kjøbenhavnsk sur blæst. Tyndklædt som jeg var og havde måttet være for at kunne holde ud, blev jeg stærkt forkjølet og er ikke siden blet bra. Idag har det også slåt sig på min mave så jeg er nokså ussel og med nattesøvnen er det skralt naturligvis. A.C. fortæller gudskelov bare godt om småen, men endnu sidder det i mig, det Du skrev sidst.
Jakob er liksom lidt fornærmet over at han ikke har hørt nærmere om de 50 kr., og over at jeg ikke har hilst ham i brevet til A.C. og Dig. Herregud, den gutten forstår ikke at slig som han i årevis har vært og fremdeles er, har han sat sig ud af spillet så at sige. Han vil mig jo aldrig noget uden når han kan ha nytte af mig. Han skulde skrevet til mig til Finland, hvis det ikke havde vært for de 50 kroners skyld! Han generer sig heller ikke for det. Ikke et muk står der i det korte brev om andre ting. «Jeg vilde gjerne skrevet noget mere,» siger han. «Men Du er liksom væk for mig. Da Du rejste, lovte Du, at det første Du skrev fra Finland skulde være om de penger» o.s. v. Jeg blev så underlig tilmode. Han er for naiv. Tænk som han har vært mod mig. Forresten gjør det ikke noget. Ingenting gjør noget nu.
Vær så snil straks at sende mig et eksemplar af «Agnete», som jeg vil forære fru Kurtén. Mine bøger fåes naturligvis ikke her, uden når nogen forlanger en boghandler til at forskrive dem.
Idag skal jeg i selskab til en professor Vestermark,en professor Vestermark: sikkert sosiologen Edvard Westermarck, som ennå bare var dosent. hvis jeg da kan gå. Jeg kunde ha det udmærket her i alle måder hvis ikke tilstanden var som den er. Mine værtsfolk er storartede. Adresse hr. assessor Kurtén.
Din Amalie.
NB. Ja så får Du vel be A.C. la Jakob få de 50 kr; eller kanske Du kunde gi ham nogen om gangen. Han siger bestemt at jeg skal få dem tilbage i løbet af sommeren.
D.S.
Kbhvn. Ø. Klassensg. 11. 24/5/94
Min kære søde Amalie Du skal ikke rive Dig løs fra mig, så vist som jeg ikke et Minut har ønsket, ønsker eller vil ønske at komme bort fra Dig. Ak, jeg har hundrede Ting at sige Dig, men det er, som om Ordene var spigrede fast på min Tunge, fordi det forekommer mig, at Du forstår dem anderledes, end de er ment. Du er så besynderlig agtpågivende og sidder som med en Anglesnøre, der er kastet ud for at drage al Fortids og Nutids Bitterhed op af hvad der bliver sagt. Min kæreste kæreste Ven, Du siger, Du elsker mig. For mig betyder det Ord, at man vil give et Liv fuld af Godhed, Omsorg, Ømhed, Hensyn til den, som Ordet er henvendt til, og at man vil have det samme igen. Man vil ikke gøre Fortræd og ikke lide Fortræd på Hjærte og i Hjærte – min sødeste sødeste Ven jeg har lidt Fortræd, giv mig Tid til at føle den store Godhed Du vil give, den virkelige Livets Nådegave, og Du skal se Skorpen briste over Sårene i mit Hjærte. Jeg tror, jeg kan føle ungt og fint endnu – giv mig Lejligheden! Der er ét jeg må vende tilbage til, hvor pinligt det end er for mig at røre derved. Jeg véd, at Spiritus forvandler Dig, nydt i hvilken Form som tænkes kan, lidt eller meget. Jeg sporer det øjeblikkelig, og der går en Rædsel igennem mig, når jeg mærker Forvandlingen. Alle mine Følelser paralyseres, jeg har kun en eneste stingende Fornemmelse af Sorg tilbage, jeg kan intet sige, intet tænke, jeg har lige som ikke det Sted, hvor jeg kan sætte min Fod, jeg har kun den Trang at vride Hænderne i dump Håbløshed. Jeg har sagt Dig det så indtrængende jeg har kunnet, men det glider lige som af Dig. Jeg begriber ikke hvorfor. Kære Amalie Du har i hele dit Ægteskab aldrig kunnet kalde mig ved Fornavn. Vil Du til mig nu, så prøv at finde den Erik, der har lagt alt sit åndelige Eje, al sin Hjærtes Evne for din Fod, og som vil kunne gøre det igen, om der gives ham Fred dertil.
Igår sagde jeg farvel til vor dejlige Unge. Jeg har haft hende i Skoven, på Spadseretur, på Udflugter oven på Sporvogne, hun elsker mig, jeg sandser kun hende. Og nu da hun med Achens er tagen ud til Fiskebæk, ser det lid[t] småt ud for mig. Men i én Henseende er det godt. Hun slugte næsten al min Tid. Og Småen er nu for Alvor glad. Der består en Forelskelse mellem hende og mig, men hun har lige som fundet ud af at holde sin Elskov i et Magasin for sig. Den tærer ikke på hende. Hun er skælvende henrykt, når hun ser mig, men hun har i den senere Tid ikke grædt, når vi har kysset hinanden til Godnat eller farvel.
Ja Jakob! Ikke så såre havde jeg sidst lagt mit Brev til Dig i Postkassen før han begyndte at snakke om de 50 Kroner. Nu med det samme skulde han bruge 7. Han fik så 10 den Aften og fik i Forgårs 20, i hvilken Anledning jeg naturligvis ikke så noget til ham igår til Middag.
Fra Lizzie havde jeg Brev forleden.Fra Lizzie havde jeg Brev forleden: se brev 405, note 4. Det ligger flere brev fra Lizzie Prahl til Erik fra årene 1894–96 på KB, blant dem dette brevet, datert 18/5/94. Selv om forlovelsen med Ludvig er forbi, vil hun svært gjerne holde kontakt med Erik, Amalie og Johanne. Hun melder mig, at hun mod Faderens udtrykkelige Forbud agter at rejse til Danmark – det må vel altså være Vejledet må vel altså være Vejle: Lizzie reiste til Vejle for å bo hos familien til lege Herman Slomann (bror til Emil og Carl Victor), som hadde praksis i Vejle, og passe på deres lille datter. – og at Rejsen skal ske med et Skib til Helsingør, som tager hende frit med, et af Trøjes Skibe.et af Trøjes Skibe: dvs. Johan Troye, skipsreder fra Bergen (nevnt i Lizzies brev). Afrejsen var umiddelbart forestående, og hun skrev kun, for at jeg ikke skulde blive alt for forbavset, når hun pludselig en Dag ringede på i Klassensgade. Hun er energisk nok den små, når det gælder hendes Ønsker.
Jeg sender Dig et Billede af Småen, som Søren Wedege har taget.Billede af Småen, som Søren Wedege har taget: Bildet er nevnt i et brev fra boktrykkeren Søren Wedege til Erik 22/5/94 (på KB). Det er et Udklip af et større mislykket Gruppebillede. Det er jo ikke synderlig godt men minder dog i alt Fald om din lille Pige. Og så sender jeg Dig det Eksemplar af «Agnete» som ligger her hjemme. Du må gøre Undskyldning for dets Udseende. Men ellers skulde Afsendelsen vente til imorgen. Jeg er bekymret for dit Helbred! Også vi har haft Kulde men nu er det mildt igen. Jeg har ikke set Feilbergs siden Du rejste, men agter at gå der imorgen.
Din Erik
Helsingfors 25/5/94
Tak for dit kjærlige brev,dit kjærlige brev: brev 466. som kom først nu, skjøndt det var skrevet den 19de. Gudskelov at jeg fik det! Kun én gang har jeg hørt fra Dig før, og det brev var ikke godt. Fru Kurtén, som er en ganske usædvanlig prægtig, dannet og begavet dame har sét hvordan jeg gik og sørged, og jeg har fortalt hende så nogenlunde hvordan sagerne stod. Så har hun endelig villet skrive til Dig og be Dig komme hid, men jeg har forhindret det. Jeg vilde følt mig som en tigger, hvis jeg havde ladt hende gjøre det, sådan som Du var derhjemme, hvilket ikke skal være nogen bebrejdelse, kun en klage. Og nu idag, da hun så hvor glad jeg blev for dit brev, vilde hun partout igjen at enten jeg eller hun skulde skrive efter Dig, men nu vil jeg det ikke for småens skyld. Umuligt! Du kunde jo ikke rejse uden at sige hende farvel, og det vilde ta så altfor meget på hende, og hun vilde igjen græde om natten og den tanke kan jeg ikke udholde. Mit hjærte bløder ved det, Du fortæller om hendes glædesgråd ved at se Dig. Så går hun dog virkelig og lider og længes, det vidunderlig dejlige, følsomme væsen. Herregud at hun alt nu, 4 ½ år gammel skal få en forsmag på en af de smerter, som livet gir. Min plan om at være borte i vinter vakler og vakler hvergang jeg læser om småen i dine brever. Men så er det Dig, Dig som jeg elsker og frygter og ikke kan komme tilrette med. Der er så altfor meget af det Du har gjort og sagt mens jeg sad indespærret og var på St. Josef som piner og nager mig og jeg har en angst for så meget og mangt som vil og må komme til vinteren, og Du har ikke mere din gamle kjærlighed med dens evne til at ta bort alt det der skiller og piner. Ja, for nu vilde din kjærlighed havt evne til det. Nu, da jeg elsker Dig og trænger til Dig og længes til Dig som Adams ribben til sit ophav. For det er så: Du er «bleven stiv i den stemning, mindre bøjelig og følsom», som Du selv siger; derfor kan det vist ikke nytte at forsøge på at samtale mig fred til.
Ja min egen elskede ven – tro mig jeg forstår hvor hårdt Du kan trænge til fred. De ord sank ned i mit hjærte, og bragte gråd i mine øjne, og jeg skal prøve på ikke at glemme dem. Kunde jeg som sagt bare først få fred selv, gjennem og ved Dig få skubbet bort og gjort til intet det som jeg kalder for bjerg og Du for flade, så skulde jeg gi Dig fred bagefter.
Du kan ikke se, det var «nødvendigt at lægge det store rum imellem os. » Tror Du kanske, jeg har vært glad ved det? Nej, hver dag har vært en lidelse, fordi jeg var borte fra Dig, og fordi jeg ikke kunde gå til småen, og havde Du sagt nogenlunde inderligt: rejs ikke, jeg ber Dig la være – så havde jeg ladet være med henrykkelse og havde ventet på Dig eller var blet hjemme aldeles. Men det gjorde Du ikke og det smerted mig at Du ikke gjorde det, liksom alt hvad Du ikke gjorde og gjorde var mig en ulidelig smerte. Jeg var fortvilet da jeg rejste – det fik udslag i klager og pinagtigheder – jeg vidste at jeg rejste bort fra det eneste, jeg brød mig om at ha; Dig, at jeg rejste til tomhed og goldhed og svie og savn, men Du sa intet, og jeg måtte bort fra den tilværelse jeg leved i. Slig som den arted sig, var den uudholdelig. Endnu når jeg tænker på den sidste søndag, da jeg i regnvejret gik tilbage til St. Josef haltende og grædende, fordi Du ikke af Dig selv havde foretrukket at være med mig og følge mig hjem, mig som Du så så kort om gangen og som elsked Dig, fremfor middagsmaden hos Thieles, går der som et sting gjennem mit hjærte og jeg synes at ørkenens øde falder over mig.
Nu har Du vel talt til Jakob om pengene. I mit sidste brev stod det jo at han havde bebrejdet mig min forsømmelighed. Du må endelig sige, at jeg har skrevet om det. Og hilse ham. Tak for anmeldelsen.tak for anmeldelsen: se brev 466, note 3. Den var god, og jeg søgte forgjæves efter den «forvrøvlede sætning». Farvel min egen kjære ven. Skriv så ofte Du kan.
Din Amalie.
Den 29 Maj 1894
Dagen igår blev i det væsentlige Lizzies. Hun Jacob og jeg tog afsted Kl omtr. 9 og måtte gå fra Birkerød til Fiskebæk i Regn og Rusk en god Mil. Da vi kom til Fiskebæk, klarede det op, og Resten af Dagen var det Solskin. Thieles var der ude i egen Vogn, og med den kørte vi hjem om Aftenen. Da Småen så Lizzie, sprang hun hende om Halsen, og senere veg hun ikke fra hende og mig, vi måtte på de forskellige Ture bestandig have hende i hver sin Hånd. Ja to Gange gik hun dog alene med mig, første Gang uden at spørge efter Lizzie i en lang Stund, men anden Gang således, at hun havde Udsigt til Lizzie, som spadserede foran. Blev Lizzie borte for hendes Øjne ved en Omdrejning af Stien i Skoven, skyndte hun på mig: «Papa, jeg kan ikke se Lizzie.» Og i den sidste lille Time inden Bortkørslen var det Lizzie, som havde hende på Skødet og fik hendes små hemmelige Meddelelser. «Nu kan jeg jo godt komme hjem, når Du er i Klassensgade og kan klæde mig af om Aftenen.» «Når ikke Mama er hjemme, skal Du være der, jeg kan ikke lide, at Mathilde skal klæde mig af.» Til mig sagde det lille bedårende Væsen: «Jeg længes sådan efter Dig, Papa, her ude også, hele Dagen.» For Resten var alt blot udmærket. Johanne var i strålende Humør, og hun begynder at blive formelig bumset i Kinderne. Hun spiser mere end Johanne Achen. Fiskebæk ligger bedårende dejligt ved Eng, Sø og Skov på alle Kanter, og Ungerne tumler fra Morgen til Aften dels i Haven, der er stor nok til til [sic] deres Leg og dels omkring ved Grisesti og Gårdsplads og ude i Mark og Skov med Omgang af Køer og Høns. – Men der er for langt derud. Jeg mærkede det med Smærte, at Johanne der ude er rykket fra mig. Og Anne Cathrine behager sig Følelsen af at have hende uforstyrret af Forældre. Jeg kunde spore det på mange Ting, bl.a. i den absolute Undladelse af at opfordre mig til at komme ud til Fiskebæk, når jeg vilde. De elsker Johanne (vor), men mest fordi hun er den søde søde Legekamerat for deres Johanne naturligvis, og både A.C’s og Achens Kærlighed har en Tørhed ved sig, som må efterlade et Savn i vor lille Unges svulmende Hjærte. Der var imidlertid ikke Tale om Gråd eller Sorg, da vi kørte bort. Begge Småpigerne løb sammen med Achen efter Vognen og jublede ved de Løjer han gjorde. Sentimentaliteten, som vel griber mig nu ved Synet af Småen, og som jeg naturligvis søger at holde nede, fik ikke Rum. –
Lizzie bor altså hos SlomannsLizzie bor altså hos Slomanns: se brev 468, note 2. og rejser til Vejle på Søndag. Samme Dag farer jeg afsted til Berlin,farer jeg afsted til Berlin: Erik skulle reise som gjest med Jacob Hegel og familie. som jeg fortalte Dig på en fire, fem Dages Tur. Nu forlyder det, at også Fru Hegel tager med, og så er jeg bange for, at vi ikke undgår at få Fru Oselio med,Fru Hegel … Fru Oselio: Jacob Hegel var gift med Julie Bagge; Bjørn Bjørnson hadde i 1893 giftet seg for annen gang med sangerinnen Gina Oselio (Ingeborg Aas). og hun er ikke morsom. Jeg tror, hun er dum. Ugratiøs er hun under alle Omstændigheder og bornert, men i Hjærtet sikkert god. Rigmor Feilberg har Difteritis men er i god Bedring. Hun var kommen på Hospitalet forleden da jeg søgte Forældrene, og siden har jeg ikke talt med dem, kun sendt Mathilde hen for at spørge til R. Jeg har været og er bestandig meget optaget af Bjørnsons i denne Tid,optaget af Bjørnsons i denne Tid: dvs. Bjørn Bjørnson og kone. enten er det ham eller Fruen der om Aftenen optræder i nye Ting eller på anden Måde lægger Beslag på mig. Efter Berlinerturen lukker jeg mig fuldstændig inde. Nu skal jeg hen i Dagmarteatret til Bjørn for forskellige Aftalers Skyld.Nu skal jeg hen i Dagmarteatret til Bjørn for forskellige Aftalers Skyld: Bjørn Bjørnson var engasjert for sesongen som instruktør ved Dagmarteatret. Farvel min kære kære Ven, jeg tørster efter et helt godt Brev.
Din Erik
Helsingfors 29/5/94
Tusen tak for dit elskelige brev. Det vilde gjort mig lykkelig, hvis der i det havde ståt et svar, især da et godt svar på det jeg spurgte om i mit første blyantskrevne brev herfra. At Du ikke har svaret véd jeg hvad betyder, og det har forskudt alting for mig. Jeg har liksom fåt et lås for sjælen.
Naturligvis ved jeg godt, at om Du også har søgt denne dame Rosengrens selskab,denne dame Rosengren: se brev 464, note 2 og om hun også igjen har vært alene hos Dig om aftenerne til udover natten, så behøver det ikke at betyde at der eksisterer noget egentligt kjærlighedsforhold Dere imellem. Men Du må ikke udtyde det som et nyt bevis på min «underlige evne til at få bitterhed ud af alting», at jeg i høj grad ikke synes om det. Dette bekjendtskab, der efter dit eget sigende blandt andre for mig ubehagelige foreteelser har bragt Dig til at omgåes en fyr som Carl Hjernø, blev stiftet og plejet mens jeg, din hustru, sad på galehus og i hospital, og fremgik som frugt af overgivne nattestemninger o.s. v. Det kan ikke være andet end pinligt for mig at tænke på, selv om der ikke også havde været det at Du har kysset hende på gaden om nætterne og inviteret hende hjem alene til Dig, og fortsat med at nøde hende til det efterat hun havde tilskrevet Dig at hun var bange for at komme og fåt hende til at gjøre det efterat jeg havde slængt mig hen til Dig og bedt og tigget Dig om at afbryde forbindelsen, og efterat Du havde lovet mig at gjøre det. Og nu er Du bleven ved såsnart jeg vel var ude af farlig nærhed. Jeg kan ikke andet end være vis på at så er tilfældet (– hvorfor skulde Du ellers ikke ha spenderet at svare mig på mit spørsmål om hende –) og det tiltrods for at Du på min bøn skrev det brev til hende hvori Du lader hende forstå at hun helst skal komme når småen og jeg er tilstede. Det er jo let for hende at gjennemskue hvordan sagerne står. Såsnart Du bare er fri mig, får piben straks en anden lyd. Du var jo også kommen på en ganske mærkelig fortrolig fod med hende, mærkelig hurtig hvis det da er rigtig hvad Du sa om det korte bekjendtskab. Bare hendes fortrolig-fordringsfulde: «skriv» i brevenehendes fortrolig-fordringsfulde: «skriv» i brevene: Brevene finnes ikke i samlingene. og hendes stormen ind til Dig den dag. Kald nu ikke dette for at jeg ikke «gir Dig fred». Sæt Dig ordentlig ind i mit sted, og søg at føle, hvordan det vilde ha virket på Dig, hvis jeg, mens Du sad indespærret, havde sluttet mig til en ny og fremmed bande af ganske unge damer og herrer og blandt dem fundet en ung herre, som havde git mig sin fulde fortrolighed, og som jeg havde git «moderlige kys» og havt hos mig alene om nætterne og ståt i livlig brevveksling med, alt i hemmelighed for Dig, og ikke villet slippe selv om Du ved tilbagekomsten havde tigget mig nokså meget derom og endelig kun tilsyneladende sluppet da Du blev ved at trænge ind på mig. Tænk Dig rigtig ind i dette, og se så om Du ikke kan føle retfærdigt imod mig. Dette er ikke nogen bagatel. For mig betyr det nu uhyre meget. Intet har Du villet af det jeg har bedt Dig om. For Feilbergs selskabers skyld lod Du alt ryge overende mellem os. Til Withs gik Du, skjøndt Du just forinden havde ladt mig høre at jeg havde bragt Dig til at miste dem, og skjøndt Du måtte vide at det vilde gjøre mig ondt at Du gik der. Og jeg kunde bli ved – der er meget mere, men dette med damen Rosengren har gjort mest skade. Jeg er forberedt på at Du nu blir stiv og tom og kold som før. Men så får Du det i guds navn. Nogen vante kan og vil jeg ikke være. Jeg må ha lov til at sige fra når jeg er så forpint som dette har gjort mig. Og jeg gjentar hvad jeg før har sagt: bare for småens skyld vender jeg ikke tilbage. Da måtte det ialtfald være lykkedes mig at få kvalt min kjærlighed til Dig.
Jeg føler heller ikke mindste tilbøjelighed til at bli total, hvis det er det Du vil fordre af mig. At «spiritus forvandler» mig siger Du. Hvad mener Du med spiritus? Jeg drikker jo sågodtsom aldrig spiritus. Nu har jeg her hver dag drukket et nokså stort glas rødvin til maden og undertiden også et lidet glas madeira til desserten. Det har ikke forvandlet mig, derom kan Du være overbevist. Når jeg intet tåler at drikke er det fordi jeg er i en særegen sindstilstand af sorg kval eller ophidselse, som jeg var fra ifjor sommer, da jeg mærked at jeg ikke kunde få bogen til. Hvis Du vil søge at tvinge mig til at bli total vil det virke på mig ganske på samme måde som om Du vilde tvinge mig ind på galehuset igjen. For efter min overbevisning er det ikke gavnligt.
Skriv ikke oftere hid. Jeg rejser herfra på mandag til Stokholm;jeg rejser herfra på mandag til Stokholm: Det har ikke vært mulig å finne noe om denne reisen. jeg havde tænkt at rejse hjem, men da Du ikke svarte på det faldt ørkenens rædsel atter over mig, og jeg følte igjen denne heftige trang til at fly. Nu har jeg jo heller aldrig vært i Stockholm, og herfra did får jeg fri rejse. Så er det jo rimeligt at jeg gjør det. Jeg har skrevet til Norries, det var i begyndelsen af mit ophold her, da jeg ikke hørte fra Dig, og ikke kunde tænke på at rejse hjem. Da så dit gode brev kom opgav jeg det, og vilde just skrive til Norries at jeg alligevel ikke kom. Men så fik jeg igår det brev hvori Du ikke svarer og nu har jeg besluttet at rejse alligevel. Om fru Horten blir med, véd jeg ikke. Jeg har ikke sét hende på mange dager. Vejret er aldeles grufuldt, koldt regnfuldt, stormfuldt. Min forkjølelse er dog nu omtrent besejret, og jeg sover udmærket om nætterne, men jeg sér vistnok fremdeles dårlig ud, da jeg har sørget så meget.
Tak for «Agnete». Og tak for billedet af småen, som forresten var slet. Alt hvad Du fortalte om hende, glæded og rørte mig. Jeg længes næsten altid forfærdelig meget efter hende.
Skriv til Stockholm til Stureparken no 2. Norries.
Jeg er forstenet i håbløshed. Det kan vist ikke ræddes os imellem.
Din Amalie.
Den 2 Juni [1894]
Ved min Hjemkomst fandt jeg dit Brev af 29 f. M.
Det har ikke gjort mig glad.
Jeg skal rejse imorgen og til et Møde i Aften, hvor jeg skal indlede Forhandlingerne.et Møde i Aften, hvor jeg skal indlede Forhandlingerne: kanskje i Studentersamfundet? Møtet blir ikke nevnt i Politiken. Jeg har kun liden Tid.
Der står i «Geografi og Kærlighed»,«Geografi og Kærlighed»: Bjørnstjerne Bjørnsons skuespill fra 1885, omarbeidet 1894 og spilt på Det kongelige Teater i april/mai 1894. Sitatet kommer fra siste scene, da ekteparet Tygesen er forsonet: «oppgjør mellom ektefolk, det er akkurat som å kaste seg ut av vinduet annen gang for å se hvordan det gikk til første.» (Bjørnstjerne Bjørnson: Samlede verker Bd. IV, s. 357. Gyldendal 1975.) at et Opgør mellem Ægtefolk er som at kaste sig selv på ny ud af Vinduet og gå ned for at se, hvordan man ligger, eller noget lignende.
Hvor har jeg måttet sande disse Ord.
Kom og tag din Plads i mit Hjærte og fyld den ud – det er det ene fornødne. Kom med det rette Sind.
Dit Spørgsmål om den unge Dame har jeg ikke tænkt videre over. Jeg tror, hun var på Landet den Gang. Senere har jeg truffet hende og en Søster af hende og hendes Moderhende og en Søster af hende og hendes Moder: sannsynligvis Anna Sophie og Julie Rosengreen. Deres mor var Rasmine (Mine) Rosengreen, født Rasmussen, gift med sakføreren Harald Christian Rosengreen. i Teatret en Aften, og begge Søstrene har søgt mig i en stadig tilbagevendende samme Anledning med deres Moders Billigelse. Jeg ser ikke noget forkert deri.
Du danner Dig forkerte Forestillinger, og Du anklager og kræver – min kære Ven, jeg synes slet ikke det er det, der ligger for. Vil Du blive min gode Hustru, vil Du danne Dig selv en Rede for Dig, for Magen og for din Unge? Det er det Spørgsmål, som er min Spænding. Vil Du bygge noget op.
Vil Du bygge, så bygger jeg med. Men Du må ikke undre Dig over, at jeg ikke nu formår at gå foran.
Lizzie kommer først afsted til Vejle på Tirsdag. Hun er stadig glad og synes at have det godt hos Slomanns.
Jakob snakker om at ligge på Landet og om at rejse Penge – han begynder at virke uhyggelig trættende på mig med sin evige glade Upålidelighed.
Til Rejseselskabet imorgen hører nu både Fru Hegel og Fru Bjørnson.Fru Hegel og Fru Bjørnson: se brev 470, note 3.
Naturligvis glæder jeg mig, men der er lige som ikke Saft og Kraft i denne Glæde.
Nu må jeg slutte. Fra Berlin skriver jeg[.]
Din Erik
Berlin 7 Juni 1894Berlin 7 Juni 1894: skrevet på brevpapir fra Monopol Hotel, Rosmanith & Schaurte, Berlin N.W.
Kære Amalie
Jeg troede, vi skulde rejse imorgen tilbage til København, men nu lader det til, at Hegels ønsker at blive længere, og det kan jeg naturligvis ikke have noget imod, som der her er overmåde meget at se, og Rejseselskabet er godt. Kun være det sagt, at jeg ikke netop synes, det er det mest atråværdige at være Gæst på Rejse. Havde vi to kunnet gæste Berlin for vore egne Penge og mulig sammen med andre på lige pekuniære Vilkår, tænker jeg mig, at der havde været mere Stemning over Turen for mit Vedkommende.
Der er for så vidt det uheldige ved Opsættelsen af Afrejsen, at jeg nu i længere Tid skal være uden Oplysning hjemme fra. Jeg har ikke sagt noget til Pigen om at sende Breve efter mig, dels fordi jeg var bange for Misforståelser osv. så at Brevene mulig netop blot kom til at gøre en Omvej, og dels fordi jeg ikke med Sikkerhed kunde opgive Adressen. Til Anne Cathrine sendte jeg mundtlig Bud om at hun måtte skrive til Hotel Monopol, hvis der kom noget på, jeg vilde jo under alle Omstændigheder kunne høre på Hotellet. Nu boer jeg her, men har intet Brev fået, så alt er vel godt i Fiskebæk.
Jeg bruger min Tid godt, og vi har meget for. Det bedste i Berlin er «Das alte Musæum» og «Schauspielhaus» – foreløbig da. Befolkningen er styg og tung. Byen er vældig og mange Steder pragtfuld, men egentlige Skønhedsindtryk vil jeg ikke sige, at jeg har modtaget. Men uhyre interessant forekommer det hele mig. Dette at kunne vide af eget Syn noget om det, man nu så ofte har hørt omtale, det at kunne forny og udvide sine Sammenligninger er en sand Fryd. Et lider jeg under: her trækker alle Steder ganske afskyligt, og Gigten farer mig rundt i Kroppen. Heldigvis dog uden at gøre mig egentlig Fortræd.
Jeg sender Dig kun dette Livstegn, min egen bedste Ven. Jeg søger at skyde Bekymringerne fra mig, men helt formår jeg det ikke. Hver Aften går Tankerne til Dig.
Hils Norries!
Din Erik
Lad der endelig være Brev eller Breve til mig i København.
Mandag Aften [15-10-94]
Kæreste Amalie
Jeg omtalte ikke for Dig idag ved Middagen, hvor jeg kun havde kort Tid, og hvor det forekom mig, at Du burde skånes for enhver Ting, der mulig kunde tage den Hvile fra Dig, som Du trængte til, at Grevinde Schimmelmanns Sag idag har været på Bane i Folketinget.Grevinde Schimmelmanns Sag idag har været på Bane i Folketinget: Grevinde Schimmelmann ble på familiens begjæring innlagt på Københavns Kommunehospitals 6. avdeling en uke etter Amalie, 22. februar 1894, og ble sluppet ut 28/3/94. Hun og Amalie ble kjent, og hun opptrer senere i Amalies roman Professor Hieronimus (1895) som «komtessen». Hennes innesperring ble en cause célèbre, og anklagen mot Knud Pontoppidan nådde Folketinget. Se referatet i Mogens Gradenwitz: Knud Pontoppidan og patienterne. Det var I. Jensen (Bælum),I. Jensen (Bælum): dvs. snekker Jens Jensen, som fra 1892 var medlem av Folketinget for Aalborg (Bælum). Grevindens Ven, der bragte den frem. Uheldigvis gjorde han det overmåde slet. Han rettede forskellige Sigtelser eller Formodninger af ufordelagtig Art imod Pontoppidan. Men der var ikke Kraft i noget af det. Han strejfede dit Vidnesbyrd i Sagendit Vidnesbyrd i Sagen: Det finnes blant Amalies papirer på KB et kopi av et brev fra henne til Hr. overretssagfører Johansen, datert 5/10/94, hvor hun erklærer sin mening at det var en stor urett at grevinde Schimmelmann ble tvangsinnlagt som sinnssyk. og var vel ikke netop da mest uheldig. Men klodset og ubehjælpsomt var hele Sagen fra hans Side. Jeg skal sende Dig Foredraget, når jeg imorgen får det. Trykkeriet er vel netop nu i Færd med Sætningen deraf.
Justitsministeren, til hvem Talen var rettet, var ikke til Stede, og der blev ikke af de andre Ministre svaret.
Jensens Optræden har forøvrig næppe virket direkte skadelig uden for så vidt han har forhindret – foreløbig i alt Fald – en mere dygtig Mand fra at fremkomme med en ordentlig forberedt Interpellation om Pontoppidans Optræden og om Regeringens Stilling til den vedkommende Lovgivning.
Jeg sidder i Rigsdagen og skriver dette efter endt Arbejde. Klokken er ½ 10. Nu skynder jeg mig hjem.
Din Erik
TirsdagTirsdag: skrevet på «korrespondancekort» til Fru Amalie Skram, Villa Charlottenlund, Charlottenlund. Kortet er ikke datert – men etter det Erik sier om Min Broder Yves, er det sannsynlig at det ble skrevet like før brev 476.
[?23/10/94]
Kære Amalie alt står vel til hjemme. Småen hoster kun lidt og Snuen er også i stærk Aftagen, men jeg holder hende fremdeles inde. Lizzie er skikkelig men fabelagtig kedsommelig. Vi var igår i Dagmarteatret og skal i Aften i Folketeatret.Vi var igår i Dagmarteatret og skal i Aften i Folketeatret: 22. oktober spilte Dagmarteatret Catulle Mendès’ Tabarinis Hustru (oversatt fra fransk) og Carl Laufs og Wilhelm Jacobys Den vantro Thomas (oversat fra tysk); 23. oktober spilte Folketeatret Soldatens Lyst (fritt etter Feydeau og Desvallières ved Axel Henriques) og Carl Møllers De Forlovede. Du og jeg er inviteret til Middag Kl 6 imorgen hos H. N. Hansen.hos H. N. Hansen: borgermesteren som hadde viet Amalie og Erik. Jeg har svaret ja for eget Vedkommende, (hvis Rigsdagen vil give mig Lov) og har henstillet Sagen, hvad Dig angår. Pladsen er Dig altså forbeholdt.
Din Erik
[Tilføyelser øverst og i margen]:
Søndag var jeg hjemme hele Dagen og læste Min Broder Yves. læste Min Broder Yves: den franske forfatteren Pierre Lotis roman Mon frère Yves (1883), utgitt på dansk 1888 i oversettelse av Oscar Arlaud. Romanen handler om en ung bretansk sjømann som nesten går til grunne pga. en arvelig disposisjon for alkoholisme, men som blir reddet av sin venn og åndelige bror. Det er ikke klart hvorfor Erik og Amalie har diskutert romanen (se også brev 476).
Jeg havde stærk Hovedpine hele Søndag.
Jeg har intet kunnet bestille ved dit Manuskriptjeg har intet kunnet bestille ved dit Manuskript: sannsynligvis manuskriptet til fortellingen til Julebogen som blir nevnt igjen i brev 479. andet end kigge på det.
Jeg havde i Grunden ventet Dig hjem et Øjeblik idag.
Kbhvn. Ø. 24/10 94
For dit Brev, Amalie, skal Du have inderlig Tak.For dit Brev: Brevet mangler. Der er de Toner deri, som jeg længes efter at høre, og som gør mig – glad? Ak, det er ikke netop det Ord, der passer. Jeg er ikke glad, og det bliver jeg vel ikke så let mere. Men rolig, stille og fredelig, ventende og håbende. Jeg har læst «Min Broder Yves» med megen indre Bevægelse. Det er en såre smuk Bog. Men, men – ja Du kan let nok sige Dig selv, hvor Sammenligningen ikke passer,hvor Sammenligningen ikke passer: Det framgår ikke av brevene hva slags sammenlikning Amalie hadde snakket om. og hvor Tingen er særlig svær for mig. Nå men i Hovedsagen rammer det Anliggende mig blidt og blødt, som det har ramt Dig.
Blidt og blødt – blid og blød? Er det din Natur så vanskelig at være blid og blød? Hvor hen i Verden tror Du ikke Du kunde føre mig, var Du blid og blød?
Du spørger mig på ny om dette stakkels Bekendtskab, som dine Tanker kredser om, og som Du har hugget ned i med hele din Karakters Energi og – Urimelighed.
Du handler galt. Men derom nytter det ikke at tale. Jeg husker ikke (selvfølgelig, havde jeg nær sagt), hvad jeg i den givne Anledning kan have sagt eller skrevet, men at jeg bragte den unge Pige til Ro m.H.t. en mulig Mistillid til mine «Hensigter», er sikkert nok. Hun har ikke kunnet misforstå den Interesse, jeg viste hende og senere hendes Søster. Og om hendes Stivhed nu kan jeg ikke give anden Forklaring end, at den vel må skrive sig fra hendes sidste Ophold i Bidstrup, hvor både Du og jeg systematisk undgik hende.
Mit Ønske er, at Du lod denne Sag fare. En Omtale tjener til intet eller rettere, den virker pinlig på mig, fordi jeg synes, Du her har handlet efter et Instinkt, der hverken var blidt eller blødt eller fint eller rigtigt i nogen Måde.
– Jeg sidder i Rigsdagen og véd jo ikke ret, om jeg træffer Dig idag eller ikke. Vi har modtaget en Indbydelse til Søndag Middag Kl 6 fra Fru Birgitte Henriques,Søndag Middag Kl 6 fra Fru Birgitte Henriques: dvs. konen til Ruben Henriques. Brevet finnes ikke på KB. og jeg har foreløbig svaret ja for os begge. Hjemme går alt godt. Småen har udmærket Appetit, og hendes Forkølelse er stadig på Retur. Ser jeg Dig ikke idag, kommer jeg ud til Dig imorgen Aften. Jeg længes selv efter at kysse Dig og føle Dig god og kærlig ind imod min Skulder. – Lizzie skal rejse på Mandag. Hun er et Kors – skikkelig og god. Jeg holder af hende – men Du Himlens Fader, hvor er hun uudviklet! Schandorph har sendt os sin nye Bog.Schandorph har sendt os sin nye Bog: I 1894 gav Sophus Schandorph ut romanen Vilhelm Vangs Studenteraar. Jeg har ikke begyndt på den endnu. Småen taler en hel Del om, at vi på Søndag skal spise Frokost hos Mama.
Vi ses altså idag eller imorgen.
Din Erik
Fredag [26-10-94]
Kære Amalie Jeg har talt med Lizzie idag om hendes Hjemrejse. Hun har en mærkelig brændende Lyst til at blive så længe som blot muligt og mente, at det ikke var, fordi der netop var Trang til hende, at Fru Slomann havde skrevet om Mandag som yderste Termin. Hun kunde godt, sagde hun, bede om Udsættelse. Aftalen blev da, at hun skulde skrive, at hvis Fru Slomann kunde undvære hende, vidste hun, at hun vilde gøre os en Tjeneste ved at udsætte Afrejsen til den 1ste November. På dette får hun Svar Søndag Morgen.
Min Mening er da den, at hvis Lizzie får Svar, som hun ønsker, så bliver Du i Charlottenlund til Torsdag, og vi kommer Søndag Frmdg ud til Dig (det sidste synes jeg nu, at vi under alle Omstændigheder skal gøre). Er Svaret ugunstigt, så råder jeg unægtelig til, at Du kommer ind til os og bruger Dagene til det Arbejde Du kan udføre, modtager den ny Pige, ser, hvordan hun er, og går så (forhåbentlig) på ny tilbage til Charlottenlund med roligt Sind.
Jeg har fri for Rigsdagen og vil kunne tage mig af Småen, hvis det altså skulde være det rigtige, at Du kom til Byen i Tilfælde af Lizzie’s Bortrejse på Mandag.
Naturligvis har jeg intet principielt at indvende imod, at Småen og jeg lægger os ud til Dig i Charlottenlund – andet end at det vil være dyrere og rimeligvis også ubekvemmere for alle Parter.
I Aften skal Lizzie og jeg i Dagmarteatret.I Aften skal Lizzie og jeg i Dagmarteatret: til premièren av P. A. Rosenbergs Henning Tondorf (1894).
Du må vist igår alligevel have glemt at lægge Æblet til Småen i Tasken. Jeg søgte forgæves efter det, og at tabe det forekommer mig så nogenlunde umuligt.
Idag i den vældige Storm har jeg tænkt på Dig og glædet mig over, at Stormen er kommen ved højlys Dag, så kan den da ikke virke så forstyrrende, og Du må jo også i Skoven kunne finde Læ, når Du går ud. Blot Du brugte Friluftskuren lidt mere eftertrykkeligt!
Altså på Søndag har Du os alle tre til Frokost og forinden har Du jo skrevet til Lizzie om, hvad hun skal bringe med.
Din Erik
Fredag aftenFredag aften: Dette brevet er udatert, men henger tydelig sammen med Eriks fra samme dag.
[26/10/94]
Jeg gik op til Hegel idag og talte med ham om bogen.Jeg gik op til Hegel idag: Den første boken som Amalie fikk trykt hos Hegel (Gyldendal) var Professor Hieronimus, som kom ut i januar-februar 1895. Han var særdeles sød og elskværdig. Han syntes netop helst at jeg skulde gjøre færdigt såsnart som muligt hvad jeg havde til renskrivning og la det øjeblikkelig gå i trykkeriet – ja naturligvis gjennem bogladen. Trykkerierne var så overlæssede nu, og jo længer det lod, jo værre det blev inden julen. Selv om de lovte at levere et ark pr/dag skete det kun sjældent at de opfyldte det. Han vilde så gjerne at bogen skulde være færdig til den 15de novbr; dertil svarte jeg imidlertid at det blev umuligt. Men jeg lovte at la ham få det sidste manuskript til den 8 a 10de. Under disse omstændigheder har jeg besluttet at komme hjem på søndag, og så skrive rent så flittigt, jeg formår. Det arbejde kan jeg besørge hjemme, og jeg synes ikke der er nogen mening i at holde Lizzie borte længer fra Slomanns,at holde Lizzie borte længer fra Slomanns: se brev 468, note 2. som vistnok savner hende, selv da jeg dog ikke kan bli færdig til den 1ste med hele kladden. Ja synes Du ikke også?
Altså venter jeg Dere ud her søndag til frokost og gir frøknen vores besked. Lizzie behøver altså intet tøj at bringe med, da jeg så tar hjem og klær mig om. Lad der endelig være lunt og varmt hjemme også lidt lagt i hos mig er Du snil, og husk så på at Karoline må være hjemme og ha middagsmad til Lizzie og småen.
Men jeg blir nok nødt til at rejse ud her igjen, såsnart det renskrevne er afsendt og hvad vi da skal gjøre, om småen og Du skal med, eller hun kan bli alene med den nye pige véd jeg ikke. Kunde Du ikke skrive til Anne Cathrine og spørge om hun i tilfælde fik bo der nogle dage? For så kort en tid behøvde jo ikke hendes seng at flyttes. Men så måtte jo rigtignok småen selv ha lyst. Tvinges skulde hun naturligvis ikke.
Det er sandt, Du må ta penge med Dig på søndag. Jeg havde omtrent 30 kr. med, som jeg tænkte skulde bli nok – jeg trode jo ikke da at jeg behøvde at bli her sålænge og nu har jeg lagt ud til telegram, cigarer, kjørsel frem og tilbage, sæbe som jeg havde glemt, skomager, som har repareret mine sko, frimærker konvolutter Piller, transport af kufferten første kvælden så meget at jeg kun har et par og 20 tilbage. Og det strækker langt, langtfra til nu jeg er blevet her til søndag, 13 dage.
Det var trist dit besøg igåraftes min kjære ven. Ja, det er sandt Du liker ikke ordet trist. Men jeg mener og mente kun trist og intet andet. Altså sés vi med småen og Lizzie på søndag! Jeg glæder mig.
Din Amalie
Kbhvn. Ø. Lørdag 27/10 94
Kære Amalie
Jeg sender Dig Korrekturen til din Fortælling i Julebogen,Korrekturen til din Fortælling i Julebogen: Amalies fortelling «Sommer» ble trykt i Julebogen, Kihl og Langkjærs Forlag, København 1894 (sidene unummerert). og idet jeg gør det, bøjer jeg Knæ for Dig og kysser begge dine Hænder. Det er dejlig fortalt – overlegent, fint, ømt, klart, og hårdt, hvor hårdt skal være.
Kun gør det mig her, som jevnlig før, ondt for mit Køn, at det i erotiske Sager altid skal fremstilles som det, der sidder inde med de færreste Værdier.
Jeg foreslår Dig at sætte stort Bogstav efter «:». Det forekommer mig, at de små Begyndelsesbogstaver for lidet udhæver det efterfølgendes Betydning.
Også er der to Sammenligninger, jeg også foreslår Dig at ændre. De gælder begge: Øjne.
Den unge Piges Øjne «glimted som to blå fjeldsøer».Øine «glimted som to blå fjeldsøer»: I den trykte fortellingen blir det til: «glimted varmt som solblink i fjeldsøer». Billedet slår sig selv ihjel ved sin Størrelse. Man formår ikke at putte to blå «Fjeldsøer» ind i den unge Piges Ansigt. «De glimted som to blå Blink i en Fjeldsø» el. lign.?
Og den anden rædselsfulde Sammenligning,den anden rædselsfulde Sammenligning: Dette blir til: «Hendes [hustruens] øjne var forresten mærkelige – klare og milde og lykkelige, når der intet var ivejen, men når hun var bedrøvet, eller ude af fatning, så gik glansen bort, og de blev stygge og døde og minded om Fiskeslim.» (I Samlede verker blir det til Fiskelim!) som Manden anstiller! Jeg begriber inderlig vel, at dette er følt, er bestemt villet. Det kunde gå i mundtlig Meddelelse – måske, jeg mener: ikke dér forfejle sin Hensigt. På Tryk river det et Hul i Fremstillingen, et afskyligt uhjælpeligt Hul. Man bliver hængende i det fæle Ord, kommer ikke længere. Læser vel ikke, men vender tilbage i Tankerne til den ubegribelige punktvise Brutalitet, har den som en Ildelugt i Næsen midt i Rosers og Resedaers Duft.
Kan Du ikke tvinge din Tanke bort fra denne Forestilling?
Et Stykke af en opskyllet Gople på Strandkanten – en Østers i sin Skal, – en flov og dum Saltvandsmusling – en Te- og Mælkeblanding – en fad Sukkerklat på et utriveligt Stykke Bagerbrød –? Hvad véd jeg.
Jeg går idag til Forlæggerne for at spørge på dine Vegne om Honoraret og for at få Manuskriptet, som ikke er tilsendt Dig sammen med Korrekturen.
Det er kedeligt med Regnvejret idag. Småen skulde have været ud – nu tegner det til, at hun må blive inde.
Selv om det regner imorgen, kommer vi. Sporvognen kan jo beskytte os tilstrækkelig her i Byen, og de Par Skridt fra Stationen til Dig har intet at sige. Helst vil jeg tage med Toget 10,30 og altså være hos Dig Kl 11, hvor det da vilde være rart, om Frokosten kunde nydes straks. Vi er jo tidlige Folk og meget sultne Kl 11. I denne Tid har vi bestandig fået Frokost ½ 11.
I Rosenbergs Stykke igårRosenbergs Stykke igår: se brev 477, note 1. Elisabeth Horneman og Wilhelm Wiehe spilte hovedrollene. var der gode Ting og aldeles udmærket Spil af Frk Hornemann og Viehe.
Fem Kys fra Johanne!
Din Erik
Mandag AftenMandag Aften: umulig å vite hvilken mandag. [1894]
Er det Regnen, eller er det, fordi Du ikke trænger dertil, at Du ikke er kommen hjem i Aften? Jeg vil nu håbe det sidste.
Du var så sørgmodig idag – også på mine Vegne. Det skal Du ikke være, min Ven. Jeg har jo haft det forholdsvis godt i den senere Tid.
Og hvorfor vil Du tale om disse Ting? Jeg er glad for, hvad Du har skrevet til mig. Der er megen Lægedom i sligt. Men jeg er ikke glad ved at skulle tale derom. Ord bliver så let til Faldgruber, i Stedet for at være de Piller, hvorpå man kan bygge.
Småen sover sødt og har kun hostet lidt. Jeg sender Dig en kærlig Hilsen.
Din Erik
Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Elskede Amalie inneholder hele den bevarte korrespondansen mellom Amalie og Erik Skram, fra 1882 til 1902, til sammen nesten 600 brev. Brevene gir et unikt innblikk i forholdet mellom de to, og kaster også lys over Amalie Skrams diktning.
Utgiveren, Janet Garton, har skrevet en fyldig innledning om ekteparet og deres samtid. I tillegg har hun utstyrt hver årgang i korrespondansen med en kort innledning om brevenes kontekst.
Boka inneholder også ordkommentarer, et appendiks med Erik Skrams notater rundt Amalies sykehusinnleggelse i 1894, et appendiks med begges notater og lapper rundt skilsmissen, ordliste, slektstavler og bibliografier.
Teksten i bokselskap.no er basert på Janet Garton (red.): Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882–1899, 3 bind, Gyldendal, Oslo 2002. Se faksmiler av bokutgaven fra 2002: bind 1, bind 2, bind 3
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.