Elskede Amalie

1895

De første brevene i 1895 (481–88) stammer fra juli, da Erik reiste sammen med Småen til Svaneke på Bornholm for å ta sommerferie, mens Amalie ble i København for å skrive; hun holdt på med sin andre «galehusroman», På Sct. Jørgen. Hennes brev fra denne måneden er ikke bevart, men fra Eriks svar er det lett å forstå at hun led mens hun skrev om sine erfaringer. Han på sin side hadde det morsomt med barnet, og her som andre steder kommer hans farsglede og – stolthet tydelig fram i brevene. Han forsøkte å overtale henne om å reise til Bornholm for å ta ferie sammen med dem, og hun kom virkelig til Bornholm ca. 28. juli. Familien ble på Bornholm en måneds tid, men ved tilbakereisen til Danmark i september ble Amalie syk, bl.a. med eksem, og ble innlagt på Fredriks hospital.

Fra oktober samme år finnes det et par brev fra Amalie (489–90) som gjør det klart at harmonien mellom ektefellene igjen var brutt. Det første var et «oppbruddsbrev», hvor hun forklarte Erik hvorfor hun måtte reise vekk: fordi han var forelsket i en annen, og fordi hun hadde oppdaget at han gjorde opptegnelser om henne og hennes oppførsel (han hadde alltid for vane å prøve å gjøre skriftlig rede for sine følelser og erfaringer). Det andre udaterte brevet ble skrevet da Eriks stykke Ungt Bal hadde première 25.oktober, og Amalie skrev for å ønske ham til lykke, og også for å fortelle hvor såret hun var fordi han ikke ville ha henne med.

Og så reiste hun virkelig: først til Köln, og så videre til Paris, hvor hun ankom 5. november, og hvor hun skulle bli i nesten tre måneder. Som så ofte når hun reiste vekk, fant hun ikke den hvile og adspredelse som hun søkte; den fortløpende fortellingen om hennes strabaser med reisen og hennes stadig mislykkete forsøk på å finne et rimelig og behagelig sted å bo blir til enda et tragikomisk innslag i brevene. Hun bodde flere steder, fikk ikke brevene som kom til gamle adresser, fikk sin portemoné stjålet noe som gjorde hennes konstante mangel på penger enda verre og måtte vente lenge på forskuddet som Jacob Hegel hadde lovet å sende. Imens ble Erik i København; Småen bodde hos Slomanns (Carl Victor, broren til Emil Slomann) hvor hun trivdes, men savnet sin mor. De feiret jul på hver sin kant. I brevene forteller Erik omhyggelig om sin og Småens jul, mens Amalie nesten ikke nevner sin; særlig hyggelig kan den neppe ha vært.



481. Erik til Amalie

Søndag den 7 Juli [1895]

Svaneke

Kun et Par Ord min kære Ven for at fortælle Dig, at vi i bedste Velgående er kommen til Svanekeat vi i bedste Velgående er kommen til Svaneke: en liten by på østkysten av Bornholm, Danmarks minste kjøpstad. og har fundet et tilsyneladende udmærket Hotel med en fortræffelig Have til Småen. Overrejsen var ligefrem storartet skøn: Fuldmåne og Stille eller i alt Fald Nedbør, som ikke satte vor lille Æske af en Skude i den mindste Gyngen. Småen faldt lidt sent i Søvn men sov så til Gengæld fast trods al den Larm, vore mange Svinkeærinder i forskellige Småhavne førte med sig i Morges. Hun er strålende glad. Vi er endnu ikke endelig indstallerede, idet jeg har forbeholdt mig at ville have et Værelse umiddelbart ud til Haven, når det forhåbentlig i Aften bliver ledigt, i Stedet for det en Trappe op, som Frk Munch har anvist os. I Haven findes Hængekøje, og i den gynger nu Småen efter den gode Middag, vi lige har spist: Fiskegratin, Kyllingesteg, Jordbær og Kaffe. Prisen er for Småen og mig 4 Kr. pr. Dag. Det er den samme Pris, der blev forlangt i et meget mindre hyggeligt Hotel i Gudhjem, hvor jeg forhørte mig om Vilkårene, medens Skibet lossede i Havnen. Jeg tror vi er kommen til det rette Sted. Her er kun få Gæster og det synes ikke at her vil komme synderlig mange, og Egnen tiltaler mig mere end de andre Steder på Øen, jeg under Rejsen og de korte Ophold observerede. Idag er her tilfældig ikke så fredeligt som jeg formoder her til daglig vil være, idet en stor Zigeunertrup for Øjeblikket har besat Skænkestuen umiddelbart under den Stue, der foreløbig er vor. Til Gengæld har Småen nydt disse Zigeunere med forslugen Interesse. De beboer en Lejer umiddelbart uden for Byen og skal om en halv Times Tid give en stor Forestilling der ude med Sang og Dans. Selvfølgelig vil Småen og jeg være sikre Gæster ved den Lejlighed. En Zigeunerkone har allerede for en Cigar plus 20 Øre spået mig og lovet mig en Masse Penge.

Her er efter Sigende en god Badeanstalt et Kvarters Gang fra Hotellet, og Vejen går så vidt jeg kan se gennem en lille Skov på den halve Strækning.

Fra Småen skal jeg fortælle Dig, at her er en Hængekøje, så det ikke gør noget, at vi ikke har Gyngen med. Men hun er ked af, at hun ikke har fået sit Tøndebånd med. Her er to Haver, og i den største har hun allerede indrettet sig sin Have. Fremdeles skal jeg sige Dig, at hun ikke var det mindste søsyg, og at Zigeunerne er ganske brune i Huden samt at her er en Sø (en Havn) som Papa er bange for vil lugte. Den er nemlig under Ombygning og tørlagt. – Nu går Zigeunerne, og Småen plager mig for at komme afsted efter dem. – Så vidt jeg kan skønne skal Du ikke være betænkelig ved Tanken om at komme her over. – Småen sender Dig et Billede, hvor der [er] tegnet på begge Sider, og hun mener det er meget bedre end hendes tidligere Tegninger. Nu farvel, lad mig snarest høre fra Dig.

Din E.S.

Jeg har kun sovet 2 Timer i Nat.



482. Erik til Amalie

Svaneke den 9 Juli 1895

Kære Amalie jeg har lige modtaget dit Brev,jeg har lige modtaget dit Brev: Ingen av Amalies brev til Erik på Bornholm er bevart. og det bærer jo desværre kun alt for tydelig Præget af din nedtrykte Stemning – som intet på Jorden kan hjælpe, når Du ikke selv ved et sundt Liv og og [sic] en fast Vilje kan bekæmpe den.

Lad mig straks besvare dit Spørgsmål angående Fru Heiberg.dit Spørgsmål angående Fru Heiberg: Skuespilleren Didi Heiberg var blitt separert fra Gunnar Heiberg i 1892 og avskjediget ved Christiania Theater i 1894 pga alkoholmisbruk. Besøg hende ikke, lån hende intet, vær for hende som var Du rejst fra Byen. Vi har ikke Råd til den Slags Hjælp, der er bundløs. Og lad mig også straks melde, hvad der angående Småens Tøj og Sager er at sige. Du må have glemt at lægge Svampen, Kammen, Tandbørsten osv i Kufferten. Kun ét langærmet Forklæde er kommet med og nogle få Par Strømper. Men dette sidste ved Du jo.

Ellers er her kun godt at fortælle. Hotellet, vi boer i, er en gammeldags, ret vidtløftig Bygning umiddelbart ved Søen, og vi har nu et rummeligt 3 Fags Værelse i Stuen ud til «den lille» Have ret i Syd. Småen ligger i en Barneseng ved Siden af min Seng, der har Fjedermadras og lette Tæpper. Vi bader i Badehus ude mellem flade Klipper et Kvarters Vej fra Hotellet, og Småen er henrykt ved Badet og ved Vejen til og fra, der går gennem lidt Krat og flade Hedebakker plus lidt af Byen. Hun har igår erhvervet sig en Veninde på 7 År, Sabine Schrøder, Datter af en Farver, der er Nabo til Hotellet, og hun synes at være en rolig og ikke ulivlig lille Pige. Idag graver de i den store Have og færdes til og fra uden for mine Vinduer, og alt lader til at gå fortræffeligt. Jeg har hos en Smed i Byen fået lavet en lille Spade til Småen og fået hendes noget defekte Rive gjort i Stand – begge Dele for 75 Øre. Maden her i Hotellet har hidtil været ligefrem fortrinlig, og af faste Beboere er her kun to foruden Småen og mig, en ung og behagelig, velopdragen Toldassistent og en (nervesvag) Hr Nielsen fra København,en (nervesvag) Hr Nielsen fra København: Hr Nielsen var en «Handlende» fra Store Kongensgade – noe som framgår av brev 483. På KB finnes det et udatert brev fra Carl Nielsen til Erik om noen sigarer (NKS: 4500 4°), så dette er sannsynligvis C.A. Nielsen, tobakkshandler, som bodde I St. Kongensgade 9. som Småen har skænket sin fulde Fortrolighed. Frøkenen, som ejer Hotellet, er en Dame på mellem 35 og 40, venlig hyggelig og stilfærdig. Desuden har her været forskellige inoffensive, tildels endog elskværdige Handelsrejsende, og igår var her af Frøkenens Familje ikke mindre end 2 Præster (den ene Provst) med deres Fruer og nogle Damer og Herrer fra Gården her i Nærheden. Zigeunerbanden drog til Småens Sorg bort igår, men det var næppe noget virkeligt Tab. De var for skidne og lussede til ikke at være nogenlunde betænkelige Omgangsfæller. Vi befinder os kort sagt udmærket. Småen spiser brillant og sover tre fire Minutter efter at hun Kl 8 er kommen i Seng for så at vågne Kl ½ 8. Naturligvis gør hun vældig Lykke med sit søde frejdige Væsen, men heldigvis er der ingen, som kurer til hende. Her er i den Del af Hotellet, hvor vort Værelse ligger, fuldkommen roligt, og de Rotter, som (naturligvis) findes her på Gården og vel også så småt i Haven, søger åbenbart ikke Tilflugt i denne Fløj. Byen er en velholdt, stille stor Landsby (1400 Mennesker tror jeg) uden Gadenavne, uden Brolægning, uden egentlige Butiker og uden Apotek. En Rebslager besørger Byen barberet efter Kl 6 om Aftenen og ellers tre Gange om Ugen mellem Kl 1 og 3. Jeg kan af ufordelagtige Ting kun anføre, at det har været umuligt at få en Kommode – jeg må til Småens Tøj hjælpe mig med en stor Skuffe i en Dragkiste i Forstuen uden for vor Dør og til mit Tøj bruge Servanten. Et Bord med Skuffe til at låse af (overhoved Skuffe) syntes i Begyndelsen også at være en Umulighed, men nu har Frøkenen sat sit eget Skrivebord ind til mig. Ved visse Vinde vil her sikkert kunne stinke slemt fra forskellige Silderøgerier, hvor Sildeaffaldet ophobes og rådner i fri Luft, men endnu har jeg dog kun sporet dette som en flygtig Plage. Vejret har været guddommeligt. Den i Klippen sprængte Havn er for Tiden under Reparation, og også fra dens tørlagte Bundfald har jeg frygtet Stank, men dog hidtil ikke mærket noget videre dertil. Alt i alt altså et Sted, hvor det prægtigt går an at leve og komme i godt Humør, hvis man ikke medbringer det, og bevare det, hvis man medbringer det. Det Værelse, Du skulde ha, er vistnok det hyggeligste af alle her i Huset, kun har det Udgang gennem Småens og mit.

Din E. Skram

[Tilføyelse på side 1 og 2]:

Småen blev meget glad for Hilsenerne fra Mama og er nu inde hos mig for at bede mig hilse igen og få en Chokoladekage – nej 2 til sig og Sabine.



483. Erik til Amalie

Svaneke den 12 Juli 1895

Kæreste Amalie, allerførst Tak for de to Nelliker. De står friske og mildt duftende foran mig på Bordet, hvorved jeg skriver. Jeg måtte føre en lille Kamp med Småen for at få Lov til at sætte dem begge i ét Glas. Hun mente, at hendes Ejendomsret til den ene derved led et øjensynligt Afbræk. Det var en sød og forfriskende Hilsen hjemme fra, og vi blev begge meget glade. Kun havde Småen et lille Suk til overs for Planten i Vinduet der hjemme: Er det ikke Synd Pappa at skære Blomsterne af en Urtepotte? Kommer der så Blomster igen? Imorges tilstod Småen, at hun længtes meget efter Mamma og hun syntes, at Mamma måtte kede sig, når hun gik der hjemme alene.

– Selvfølgelig er det mig, der tog fejl, da jeg sidst skrev om, at vi manglede det og det. Ikke så såre havde jeg sendt Brevet afsted, før jeg huskede, at Pakken med Svampen, Børsten osv. var lagt ind i den medfølgende Bunke Snavsetøj, og Forklæderne fandt jeg under Forsøget på at få Småens Tøj mere hensigtsmæssigt fordelt mellem Kufferten og den store Skuffe. Vi har det fremdeles udmærket. I Forgårs kørte vi efter den tidlige Middag sammen med Hjærtensvennen Nielsen (en skikkelig, vistnok formuende, meget lidet dannet Handlende fra Store Kongensgade) en Tur ind i Landet og ud til Kysten, hvor vi i flere Timer klavrede omkring på Klippeegne og trængte ad smalle Stier gennem de delvis frodige delvis magre Skovpartier. Det hele er et lille frugtbart Vestnorge (Lommeformat), forbavsende malerisk. Småen er den herligste Unge til selv at finde på fornøjelige Ting. Ikke så såre slår vi os ned på et kratbevokset Udsigtspunkt, før hun er i fuld Leg. Hun er Ræv, har Rævehule, steger Kyllinger, lukker sig inde, går i Seng, står op, bringer os stegte Kyllinger osv. utrættelig. Aftensmaden kom ud til os i Wienervogn med en Handelsrejsende, Hr Gether, den unge Toldassistent på Stedet, Løjtnant Holstein, og den bestandig venlige og hyggelige Frøken Munch.Hr Gether … Løjtnant Holstein …Frøken Munch: Hr. Gether har det ikke vært mulig å identifisere. Løjtnant Holstein kan være Einar Ernst Grev Holstein. Frk. Munch var hotelleieren i Svaneke. Vi spiste, siddende på Vognhynderne i Græsset i Ly af smukke Bøge (det var begyndt at blæse stærkt), og aldrig har jeg set Småen spise med bedre Appetit. Hjem kørte vi så i strygende Fart. Småen siddende for sig selv på Sæde sammen med Hr Gether og iført Løjtnant Holsteins Pjækkert. Turen kostede for mit Vedkommende alt i alt 2 Kroner. Igår fik Småen efter vort Bad, hvor vi ude mellem de store Klippestene får os et Par Timers strålende Leg, en ny Veninde (Sabine har ikke vist sig de sidste Dage), en 12 Års svensk Fiskerpige, Betsy, som lystrede alle hendes Vink og i Time på Time forsødede hende Tilværelsen ovre i den store Have inde i og uden for en forfalden Keglebane. Idag er det til Middag begyndt at regne, og foreløbig lader det til at ville holde ud. Til Held for Småen er her imidlertid kommet et Ægtepar med to ualmindelig indtagende Småpiger, 14 og 10 År, Asta og Viggy, de sidder nu alle tre inde i den Stue, som skulde være din, når Du kommer, og Asta læser højt i Andersens Æventyr. Jeg hører den svage vedholdende Lyd af hendes læsende Stemme. Igår var her iøvrigt ikke så fredeligt i Hotellet, som ellers, idet ikke mindre end 6 Handelsrejsende ankom og blev Natten over og 2 aflagde et kortere Besøg. Nå, de er ikke ondartede, om de end ganske vist ikke er morsomme. Det begynder at blive mig noget gådefuldt, hvem der til syvende og sidst skal købe på denne Ø, alle synes jeg kommer her for at sælge. – Du klager, min Ven, over min Underskrift.Du klager, min Ven, over min Underskrift: den stadig tilbakevendende debatten om Erik skulle skrive «din Erik», «din E.S.», «din E. Skram» osv. Herregud kære Amalie, er det ikke netop min gamle Sorg, Du der berører? Gud give, Du med en Kniv kunde skære al Fortid over og ganske stille og jevnt vilde tage fat på at gå i det milde Kærlighedslivs Overbærenhed, som altid ligger åbent for Dig, om Du vilde betræde det Land og gå ind efter i Stedet for at springe tilbage, når en virkelig eller formodet Hindring mødte Dig.

– Jeg læser idag i Avisen, at Slott-Møller og Frue agter sig her over.Slott-Møller og Frue agter sig her over: Harald Slott-Møller holdt på med et dobbeltportrett av Erik og Amalie; det finnes flere brev fra 1895 på KB med hans bebreidelser og deres unnskyldninger for ikke å ha tid til å stå modell. Notisen står i Politiken 11/7/95, og forteller bl.a.: «Billedet er bestilt af Forlagsboghandler Hegel og skal indlemmes i det Galleri af nulevende Forfattere, hvormed Hr. Hegel pryder sin Villa Skovgaard i Ordrup.» Det var jeg ikke forberedt på, jeg vidste ikke, at hun vilde med. Nå, det skader forhåbentlig kun i mindre Grad. Jeg forstår ikke rigtig, hvad Sl.M. vilde Dig. Det er ham selv, der har erklæret Seanserne for afbrudte, og at han nu vilde afvente min Meddelelse om, hvor jeg var. Afbryd din Ensomhed og kom.

Din Erik

Fra Småen «hundrende» Hilsener og «Tak for Nelliken». Her et Kys – nej 2 ? ? fra Småen.



484. Erik til Amalie

Svaneke den 16 Juli [1895]

Kæreste Amalie, dit Brev til Småen er bleven nydt med megen Fryd, men hun er i dette Øjeblik i alt for ivrig Leg med den i Søndags ankomne lille Louise Andersen (11 År) til at hun netop nu, da det var mig bekvemt, kan fængsles hos mig til Besvarelse af dit Brev. Jeg skriver da foreløbig for egen Regning. Vejret er desværre blevet ret modbydeligt med Regn og Blæst, men Småen færdes ikke desto mindre den meste Tid ude, og grisser sig [sic] naturligvis alvorlig til, optaget som hun er af at rode med Spade og Rive i den fugtige Jord. Jeg har afleveret en anselig Bunke til Vask igår, men har altså endnu ikke fået at føle, hvad det vil koste. Frk Munch påstår, at Vaskekonen er billig og flink. Nous verrons. Nous verrons: Vi skal se. Med den lille Louise er fulgt hendes Fader og Tante (dannede og behagelige Mennesker) og i Tantens og Frk Munchs Varetægt blev Småen overleveret igår, da jeg sammen med Hr Andersen og den tidligere nævnte Hr Nielsen begav mig i den lille Postbåd til Kristiansø,Kristiansø: en liten ø rett nord for Svaneke. et nok så ensomt og interessant (gammel Fæstning) og sjælden besøgt Punkt i Danmarks Rige, 3 Mile til Søs fra Svaneke. Det blæste en torebet Kuling med svære Byger, og skønt vi havde lånt Olietøj, blev vi dygtig våde, men morede os godt, Øen eller rettere Øerne (det er tre Klippeholme) er ubetinget et Besøg værd. Jeg købte en lille Sparebøsse-Kat der ovre i Købmandshandelen på Stedet til Småen, og hun blev lige frem strålende fornøjet over den. Den har sovet i hendes Seng i Nat og deltager idag i alt, hvad hun foretager sig. Til Dig plukkede jeg to små Rosenknopper i «Kongens Have» på Kristiansø, men den hvide Knop satte jeg til på Hjemvejen, Du må nøjes med den røde, der ikke er så pæn. Så købte jeg også et Kort der ovre med et Fotografi af Øens Midtparti. Derpå skal Småen diktere mig en Hilsen til Dig. Så er Kortet fra mig og Ordene fra hende.Så er Kortet fra mig og Ordene fra hende: se brev 485.

– Vi har sløjfet Badningen i de sidste Dage, Vejret har været for råt, og nægtes kan det jo ikke, at kommer der ikke snart bedre Tider fra Himlen, så er Fornøjelsen her ovre betydelig indskrænket. Jeg fryser lumsk og har Fornemmelsen af at have forkølet min Mave. Til Slott-Møllers har vi endnu ikke set eller hørt noget. De betænker sig vel på at drage afsted i det dårlige Vejr på de bitte Dampskibsæsker, der farer på Østbornholm. Når man ser de i Klippen sprængte Havne herovre, indser man, hvorfor der ikke kan bruges større Dampere til denne Tur. Men lige dårlige bliver de jo endda. Det Kort, Du sender i Småens Brev og spørger om, er fra en gammel Ven, der altså nu fører en Redningsdamper (? Salvage Steamer) i Middelhavet. Det var en af Tyges Venner fra Sømandsdagene,en av Tyges Venner fra Sømandsdagene: Eriks eldre bror Tyge var blitt skipsmegler og dansk konsul i Le Havre. Vi får aldri vite vennens navn. en prægtig Fyr, som jeg for en 15–16 År siden vel, omgikkes en Del. Jeg havde gærne truffet ham nu. Jeg kan ikke huske, om han er bleven Enkemand, men jeg tror det. Det er kedeligt, for jeg havde Lyst til at sende ham et Par Ord til Tak for hans Besøg ved vor Dør. Jeg taler her jevnlig med en af Byens Konsuler – alle de større Købmænd er naturligvis Konsuler – og det er en ikke uinteressant Mand, der som så overmåde mange herovre har ført Skib i alle Verdens Dele, før de blev bosiddende og velhavende Folk på deres Fødeø og i deres Fødeby. Han har tidligere været en Del sammen med Drachmann og vistnok leveret D. Stof og Stemning til adskillige af hans Sømandshistorier. Dr’s første Kone var jo fra Bornholm (Rønne).Dr’s første Kone var jo fra Bornholm (Rønne): Holger Drachmann giftet seg første gang i 1871 med Belli Erichsen, datter av kancelliråd Thomas Erichsen fra Rønne. Ellers lærer jeg en Mængde Handelsrejsende at kende. De er ikke morsomme, men naturligvis er det ikke altid kedeligt at høre om Forhold, som man ikke har Begreb om. – Hvordan Du egentlig har det, min kæreste Ven, tør jeg ikke rigtig spørge om. Går Du ud? Taler Du med nogen? Spiser Du ikke nu og da ude? Jeg håber, at Du imorgen i det Brev Du bebuder vil fortælle mig lidt om dit ensomme Liv. Og hvornår tror Du, Du kan bryde op? – Nu må jeg se at få fat i Småen. Klokken er mange, Posten skal afleveres om lidt. Og Kortet, jeg skulde sende, beror i Nielsens Tegnebog, hvor han gemte det for mig igår. Ham skal jeg også have fat i. – Småen fandt jeg ovre på den gamle Keglebane i dejlig Leg med Louise. Hun var ikke meget lysten efter at følge mig op, men fik dog sagt lidt som jeg skulde skrive til Dig. Det meste var ganske vist Gentagelser af hvad jeg før har skrevet fra hende men noget vil Du altså finde på Kortet som jeg fik hos den frysende Hr Nielsen der lå indpakket på sin Chaiselongue og læste og spurgte: Hvad Fanden skal man ta’ sig til i sådan et Vejr?

Jeg må skynde mig[.]

Din Erik



485. Erik (Småen) til Amalie.

«Hilsen fra Christiansø.»Hilsen fra Christiansø: skrevet på et kort med bilde av festningen på øen.

Svaneke den 16 Juli 1895

Kære Mamma dette Kort har Pappa købt til Dig på den Ø, hvor han var igår sammen med Louises Fa’r, som også købte et Kort til Louise, der er 11 År. Men jeg fik en lille Mis, som jeg holder meget af. Jeg længes efter Dig, kære Mamma, og blev så glad for dit Brev idag, som jeg åbnede selv. Jeg har lavet en stor Have til Pappa og i den kan Du også gå. Idag fik jeg en Splint i Fingeren, som Pappa pillede op med en Synål, og som Louise så kunde trække ud, og det gjorde kun lidt ondt. Et Kys til Dig ?

Din Småen



486. Erik til Amalie

Svaneke den 18 Juli 1895

Kære Amalie kun et Par Ord til Tak for dit Brev fra igår. Vi har været på en lang Tur, hvor Småen har gjort et Mesterstykke: gået på sin Fod fra Kl ½ 10 til ¾3 og i den Tid aldrig klaget over Træthed, kun nu og da meldt sig til at blive båret på Ryggen et kortere eller længere Stykke – alt som Vejen var besværlig eller ikke. Vi endte med at tage et Bad i det dejlige Sommervejr, som det nu igen er blevet. Og nu efter endt Middag er hun fløjet afsted med sin lille Veninde Louise. Vilde jeg kigge ned i den store Have, vilde jeg finde dem i fuld Leg. Jeg kan ikke andet end tænke med den inderligste Beklagelse på Dig, som i Stedet for at være med til dette sunde og muntre Liv har fordømt Dig selv til at arbejde i Ensomhed og Uhygge på alle Punkter.at arbejde i Ensomhed og Uhygge på alle Punkter: Amalie skrev på fortsettelsen til Professor Hieronymus, På Sct. Jørgen, som kom ut i november 1895. Kan Du dog ikke nu befri Dig selv, nu da Sommeren lader til at ville komme igen. Der er ikke det mindste i Vejen for, at Du her kunde arbejde i dyb Fred den Del af Dagen Du valgte dertil.

Småen er en yndig Unge, som nyder sit Friluftsliv af hele sin Krop og Sjæl. Solbrændt og sund og let og stærk og lidt fripostig.

Her er for Tiden en lidt større Samling faste Gæster end tidligere. Det er behagelige Mennesker, og alt går godt og vel, når man passer sig selv ind i Kompaniet og finder sig tilrette med den stadig lige rigelige Strøm af Handelsrejsende. Da vi idag – efter den lange Tur altså – gik fra Badet, sa’ Småen: Hør véd Du hvad, min Ven, nu er jeg virkelig skrupsulten. Og det er bl. a. det gode her ovre, at hun spiser udmærket, og at Maden fremdeles er fortrinlig. Jeg var i Forgårs og igår lidt dårlig af forkølet Mave, idag føler jeg mig fuldstændig frisk men lidt mat. Jeg er åbenbart meget mere træt end Småen. Jeg har anden Post at besørge, Tiden er knap[.]

Din Erik

Småen sa’ igår: Nu skal Mamma komme. Jeg længes sådan efter hende.



487. Erik til Amalie

Svaneke den 20 Juli 1895

Kære Amalie. Småen er lykkelig, men hun taler mere og mere energisk om sin Længsel efter Dig. Hun erklærer, at hvis Du ikke kommer «på Søndag», vil hun rejse hjem til Klassensgade for at hente Dig. «Jeg kan ikke undvære Mamma», «Mamma skal komme.» Sidst jeg fik denne Erklæring var i Formiddags efter vort Bad, mens hun plukkede Blomster og havde vidtløftige Planer om, hvilke Slags Buketter Du skulde have og hvilke jeg og hvilke hun selv. For Øjeblikket leger hun «Fa’r og Mo’r og Børn» ovre i den store Have med Louise. «Jeg er Fa’r, Pappa, og vi har haft Bryllup idag med Brudgom, forstår Du og jeg er ude med denne Flaske for at hente Badevand til Dukkerne (jeg mødte hende med en Flaske i Hånden i Nærheden af Vandtruget) og så leger vi, at det er Søndag, og at jeg har fri, for de andre Dage skal jeg på Kontoret, og Børnene holder nu så meget af at blive badet af deres Pappa, men de andre Dage har jeg jo ikke Tid dertil.» Og så søler hun på sit heldigvis ikke helt rene Forklæde og er himmelsk vigtig og indtagende. Igår havde vi Pensionærer i Hotellet slået os sammen om en Charabanc til den store Skov Almindingen midt inde på Øen (2 Mil dertil), vokset op og kultiveret på svære Bakker og med stærke Klippepartier overalt. Det er noget af det smukkeste af Skov jeg har set her i Danmark. Til Småens Henrykkelse fandt vi først spredt omkring en Rigdom af Blåbær og senere et fuldstændigt Ocean af disse Bær. Hun spiste som en grådig lille Fugl, der slippes løs i en Overflod af Føde, og smurte sig til på Ansigt og Hænder med den intensive blå Saft, så hun til sidst næsten var ukendelig. Og så hendes jublende Glæde over en stor død Råge, hun fandt og fik Lov til at holde en Stund i Svingfjedrene og tænke sig Muligheden af at føre med sig og begrave hjemme i Haven. Fuglen var nylig skudt og endnu ikke videre angreben af Orme. Nå heldigvis kastede hun den så uden Sorg fra sig, da der pludselig viste sig Udsigt til at finde en lignende Rigdom af Jordbær som der havde været af Blåbær. Det blev imidlertid ved Udsigten. Vi hjemførte 5 Potter af de sunde Blåbær og har idag til Middag spist dem med Fløde og Sukker. Vi har ellers til Småens vedvarende Fryd fået Jordbær hver Dag.

Den 21

Jeg blev afbrudt igår ved en Fisketur ude på Torskedybderne. Den gav for Resten intet Udbytte. Idag har jeg fået dit gode og søde Brev fra igår og Slott-Møller er kommen med Bud om at Du vil komme på Søndag. Du skulde se Småens Glæde: «Lørdag Aften kan jeg ikke falde i Søvn af Glæde, Pappa, men jeg vil på Lørdag glæde mig til at komme i Seng, for så bliver det så meget hurtigere Søndag Morgen. Og så skal vi stå nede og tage imod Mama, og det gør ikke noget, at Mamma ikke véd, hvor Hotellet ligger, for vi kan vise hende det.» «Nu Pappa er jeg så glad, siden jeg véd, at Mamma kommer, at jeg ikke længes mere – å jeg holder så meget af Mamma! Véd Du, hvad jeg holder allermest af i Verden? Dig og Mamma og lige meget af Jer begge.»

Jeg skriver i lynende Fart, for nu er der atter ordnet en Tur, der går løs om et Øjeblik.

Nu må Du ikke narre Småen!

Din Erik



488. Erik til Amalie

Svaneke den 23 Juli 1895

Kære Amalie jeg vilde have skrevet igår til Dig, men blev forhindret af en Hovedpine, der havde alle en regulær Sommerhovedpines Egenskaber – kun ikke Vedholdenheden, idet den er forsvundet idag. Det er for Resten den eneste Gang jeg her ovre har sporet noget til denne gamle Plage. – Ja min Ven, naturligvis er det som det nu er blevet indrettet, det bedste for Dig, om Du var færdig med første Skrivning, inden Du begiver Dig over til os, men på den anden Side tror jeg, Du nu i så høj Grad trænger til Sommerliv og Luft, at selv om der var en Rest at gøre fra først af her ovre, burde Du tage afsted på Lørdag. Og Småen, som hun vil blive skuffet, kommer Du ikke Søndag! Hun taler nu på tredje Dag bestandig om, når Mamma kommer. Alt hvad der møder hende, sættes i Forbindelse dermed – «Jeg véd noget, der er endnu bedre: det er, at Mamma kommer på Søndag.» «Den Søndag, der nu kommer, holder jeg allermest af af alle Dage i Verden, véd Du hvorfor, Pappa? Jo for så kommer Mamma.» Hun begynder med hver Morgen at nævne Dagen og så tælle frem til Søndag og umme sig af Glædeat … umme sig af Glæde: dvs. gasse seg (kanskje en hjemmelaget orddannelse fra interjeksjonen «um»). og hoppe i Sengen og tale om sin egen søde Mamma. Og Dagene herovre kunde Du efter min Mening indrette fortræffelig. Stå op, når Du vilde, få en Kop Te ind, spise Frokost med Æg osv. Kl 10, bade (med Småen) Kl ½ 12, gå, sidde i Luften osv. til ½ 2, spise til Middag og hvile og så arbejde fra Kl 4 til 8, da Aftensmaden indtages. Din Stue er den hensigtsmæssigste der findes, og når der ikke, som netop i dette Øjeblik er Tilfældet, trækker en Lirekasse forbi (den første jeg har hørt her) næsten fuldstændig rolig. Kun Småens hurtige Skridt uden for i Haven vil en Gang imellem lyde ind til Dig – ja det er sandt, Slott-Møller har fået Naboværelset, men han er vistnok en rolig Mand, og de Seancer, han skal have med mig til en Begyndelse,de Seancer, han skal have med mig til en Begyndelse: se brev 483, note 3. vil han vist forsøge på at henlægge til Haven. Under alle Omstændigheder kan de jo foregå omtrent lydløst. Og jeg har ikke noget imod at slippe for den Konversation, han åbenbart mener sig forpligtet til at holde vedlige under Malningen. Det er sandt, han beder Dig tage mine sorte Klæder med herover og et Par Manshetskjorter og et hvidt Slips. Du vil finde det sidste i den midterste Chartolskuffe. Jeg har et kun én Gang brugt Slips. Hvis Du kunde overkomme at købe mig et gult el. hvidt Bindeslips til min blå Skjorte til 50 Øre – det kan vist fås hos Petersen – så jeg det meget gerne, men nødvendigt er det ikke. – Du må huske at købe din Dampskibsbillet Fredag Morgen i Amaliegade 15 i Kælderen (Fritsche & Co)Fritsche & Co: Harald Fritsche hadde grunnlagt firmaet som bl.a. var københavnsk representant for Det østbornholmske Dampskibsselskab. og bestille Køjeplads på dit Navn, ellers risikerer Du ingen at få. Jeg skal for Resten tale med den elskværdige Kaptejn, mulig giver han Dig Bestiklukafet. Ombord er Du en velset Gæst på Kommandobroen, og hvis Vejret er godt, er det ubetinget den bedste Plads. Har Du Billet, og der kommer Forhindring for Dig (el. Vejret bliver slet), gælder den fremdeles, men Du gør dog bedst i at forespørge Dig i så Henseende. Køb også et Par Strømper til Småen. Efter min Mening klarer hun sig ikke Sommeren igennem med hvad hun har, og her kan der ikke fås pæne engelske Strømper.

– Ja sikkert har Madam Jørgensen indlagt sig Fortjenestesikkert har Madam Jørgensen indlagt sig Fortjeneste: må ha vært en bekjent av Amalies; det har ikke vært mulig å finne henne. ved at tvinge Dig til at spise ude, det var en formidabel farlig Ting for Dig at blive siddende hjemme på de Æg eller hvad det nu var Du spiste. – Jeg beholder med Glæde mine Moderpligter overfor Småen, og vi skal være så gode ved Dig, som vi formår. Har Du blot Viljen til at bøje Dig lidt efter Forholdene her, kan jeg ikke tænke mig andet end at Du må blive tilfreds. Jeg har kun kunnet spore lette Ubehageligheder, og af Ting der kunde være slemme for Dig, er der kun de ikke få Rotter, men de findes ikke inden Døre. – Vi havde en udmærket Sejltur i Søndags og dertil hørende Bestigning af Klipper og Kravling gennem Klippespalter og –sprækker, Småen morede sig fortræffelig. – Slott-Møller går om som en brølende Løve for at få mig til at stå for sig. Småen er ude i sin Have.

Din Erik



489. Amalie til Erik

23de oktbr. 95

Jeg vil skrive til Dig, skrive, hvad Du skal læse, når jeg er rejst.når jeg er rejst: dvs. til Köln og Paris. For jeg kommer ikke til at få tale med Dig, det véd jeg. Du er fuld af afsky for at snakke med mig, og jeg er træt, træt til døden. «Ord, ord, ord» – jeg sér dit ansigt, og hører din stemme, de mange ganger, Du hånlig har sagt «ord». Når jeg nu rejser, føler jeg det ikke, som jeg forlader et hjem. Her i Klasensgade nr. 11, har ikke vært noget hjem for mig, siden den dag, jeg fra Sct. Josefs hospital kom herud, og fik vide hvordan tilstanden var. –

Du sa en dag, at Du havde vært min redelige ven i 3 kvart år. Ja, tak for al den venlighed, Du møjsommelig har kjempet Dig til at vise mig! Men tænk Dig et forhold, hvor to venner lever sammen, og den ene, hvergang der forefalder kontroverser, og flyver hidsige ord, går hen og skriver det op for at ha sort på hvidt for, hvilket gement og sjofelt menneske den anden ven er. I din skrivebordsskuffe ligger alle de optegnelser om mig, stenografiske og andre,alle de optegnelser om mig, stenografiske og andre: Blant Eriks etterlatte papirer ligger det mange opptegnelser, dagbøker, noter, bl.a. om Amalies sykehusopphold i 1894 (NKS 4501, 4°). (Se Appendiks 1 og 2.) som gjør at dette «hjem» er mig forhadt.

Det er den ene grund hvorfor jeg drager bort.

Den anden er hende, hende, som Du elsker,hende, som Du elsker: dvs. frk Rosengreen (se brev 464, note 2). og som, hvis hun vil, tar Dig tilbage, og bringer Dig til at lyve for mig, og bedrage mig som forrige vinter. Jeg véd ikke hvad det skal til. Lige overfor mig, som ikke har nogen ret, måtte Du frejdig kunne sige sandheden.

Jeg rejser nu som hun rejser i «Memento mori».som hun reiser i «Memento Mori»: Amalies fortelling ble først trykt i Tilskueren august 1895, s. 584–88. Den handler om en kvinne som har forspilt sin manns kjærlighet og reiser bort i fortvilelse. Dette (M.m.) om hvilket Du kun har havt en hånlig bemærkning om min «brændende kjærlighed» at sige mig.

Den dag, Du sa det, vidste jeg først tilfulde hvordanhvordan: understreket tre ganger. det var forbi imellem os. Og ude hos Fritz Bendix, da Du pludselig, uden forudgående anledning fra min side, overfaldt mig så stygt, for rigtig at slå fast for mig selv hvor rå og gemen, Du fandt mig. Jeg turde ikke se på Dig, ikke svare Dig når Du talte til mig. Jeg kjæmped som en gal for ikke at falde ned for Dig og skrige: om forladelse, om forladelse! Ti netop sådan, som Du for første gang da havde overfaldt mig, sådan havde jeg 100 ganger gjort det i vort samliv.

Den aften følte jeg med stivnende rædsel og glæde, at jeg var kommen over på den anden side «floden», din flod gjennem hvilken jeg har vadet som en druknende, der griber efter et halmstrå, og kjæmper og kjæmper for ikke at omkomme. – Og nu vil jeg sige Dig: Kan Du finde nyt liv, og ny glæde sammen med hende, så gjør det. Uden bitterhed skal jeg vide og ville det. Hvad enten det går gjennem nyt ægteskab med hende, eller udenom, det er mig det samme. Jeg skylder Dig det! Bare det havde vært en, som jeg inderst inde ikke havde havt denne ringe opfatning af. Men kanske hun blir bra under dine hænder, og får evne til at gi Dig den sene lykke som Du før ikke fik, skjønt ingen, som Du, var værdig og skikket for den.

Å, for et år dette har vært! Hvor gloende, sviende var de hændelser, som skulde lære mig, at det var den rene, nøgne sandhed når Du sa: Du har myrdet og kvalt mig. Gudskelov at jeg ikke er overtroisk! Ellers vilde jeg spilde resten af mit liv med at græde mine øjne ud, og kjæmpe fortvilelsens kamp for at vinde Dig tilbage. Vi tror ikke på «kjødets opstandelse» nogen af os. Altså heller ikke på at en myrdet og kvalt kjærlighed kan vækkes op fra de døde.

Gudskelov fordi jeg har mod til at se sandheden i øjnene.

Nu, da jeg har lidt så meget, har undergåt så mange pinefulde forvandlinger, er det liksom der kom en er det liksom der kom en: Resten av brevet mangler.



490. Amalie til Erik

[25/10/95]

Jeg ønsker Dig af inderste hjærte held og glæde, og alt godt iaften!alt godt iaften!: Brevet er udatert, men etter innholdet å dømme ble det skrevet da Eriks skuespill Ungt Bal hadde première på Dagmarteatret 25. oktober 1895. Hvis det går godt blir jeg glad, hvis det går aldeles forfærdelig godt, kommer jeg vist til at græde af glæde. Og tænk jeg tror, at der i teatret vil være så mange, så mange, som klapper for Erik Skrams navn, så at selv om stykket ikke gjør nogen stor lykke, så vil det se ud som det gjør det alligevel. Og kanske stykket virkelig, tiltrods for alt, har netop de fornødne egenskaber. At det vil ta sig fikst og nydeligt og muntert ud fra scenen, og således være ræddet. At al den finhed og ynde og vemod og vid som findes i stykket skal kunne komme til sin ret er imidlertid at vente det umulige.

Jeg kunde ikke sige Dig noget, da Du gik. Jeg trode ikke, Du brød Dig om at høre noget fra mig, og jeg tænkte det eneste jeg skulde være, var at være stille og snil og stum. Men så forstod jeg, da Du gik, at Du kanske alligevel gjerne vilde snakt lidt med mig. Men efter hvad Du sa igårformiddag, og efter hvad Du så mange gange har sagt, ja, – som sagt – –

Jeg føler det så fattigt, at Du ikke vilde ha mig med iaften. At hele menneskeheden offentlig er indbudt, kun ikke jeg. Det er som hjærtet snører sig sammen ved at vide at det er blet slig at jeg er den eneste, Du helst vil holde borte, også fra dette. Og jeg føler sorg ved at vide at det er min skyld, og ikke din at det er blet slig, at Du helst vil holde mig borte. Men held og glæde og alt godt over Dig iaften.

Amalie



491. Erik til Amalie

Kbhvn den 6 November [1895]

Min kære kæreste Ven jeg har fået dit sørgmodige, ja fortvivlede Brev fra Köln,dit sørgmodige, ja fortvivlede Brev fra Köln: Brevet mangler (hvis det ikke var brev 489, som hun tok med seg og sendte). Amalie reiste til Köln på vei til Paris for å bli der noen måneder. og inderlig gerne sendte jeg Dig nogle Ord, som skulde mildne den Sorg, Du nu har taget på Dig – som en Slags Religion, kunde jeg næsten sige. Men hvad skal jeg gøre. Du overdriver i dette som så ofte i andet, Du har intet gjort, som ikke kan gøres godt igen! Men min kæreste Ven, jeg har ikke Tid nu til at fordybe mig i de vildsomme Veje, som din Selvanklage fører ind i, og Gud véd, om det også er forstandigt at gøre det. Ankomsten til Paris har måske allerede ført dine Tanker andetsteds hen. Jeg har bogstavelig næsten ikke tænkt på andet end at Elna KurténElna Kurtén: datter til fru Ella Kurtén, finlandssvensk litterat som vekslet brev med Erik og Amalie og som Amalie bodde hos i 1894 (se brev 465, note 5). formodentlig ikke var på Stationen, da Du kom, og at Du i den Anledning vel har troet, at jeg har forsømt noget m.H.t. Telegrafering. Ak nej jeg har intet forsømt. To Gange har jeg telegraferet og to Gange har jeg fået Besked tilbage fra Telegrafvæsenet i Paris, at Adressaten var inconnu. Det har kostet urimelige Penge, og forgæves har det været. Jeg drømte i Nat at Telegrafvæsenet dog havde fundet Elna Kurtén, og at hun var på Stationen, og i det hele, at det havde været lyst og godt for Dig, da Du kom til Paris. Det var et andet Billede, der meldte sig, da jeg så læste dit Brev. –

Jeg er ikke rigtig rask idag og måtte igår gå meget tidlig til Ro, gennemforkølet og elendig.

Jeg var Mandag Morgen hos Slott-Møller og var der også igår, idag har jeg sagt pas. Skal jeg klare et langt og sikkert anstrængende Rigsdagsmøde idag må jeg blive borte fra det Marterkammer i Holckenhus. det Marterkammer i Holckenhus: Harald Slott-Møller bodde i Holckenhus og arbeidet fremdeles med portrettet av Erik. – Der har stået en dum arrig Artikel imod Studentersamfundet og mig som Formand i en Mængde Provinsblade fra en Generalkorrespondent,en dum arrig Artikel … i en Mængde Provinsblade fra en Generalkorrespondent: Artikkelen het «Hr. Krabbe i Studentersamfundet», og uttrykte ergrelse over at provinsbladets medarbeider ikke fikk lov til å referere møtet. Den sto bl.a. i Fyns Tidende 5/11/95. den skal jeg besvare,den skal jeg besvare: Eriks svar ble trykt i samme avis 11/11/95, og forklarte reglene for medlemsskapet. tillige må jeg skrive to, tre Breve om Foredrag og andet, jeg er så mat af mit Ildebefindende, at jeg synes jeg ikke orker noget.

Fra Therese KrügerTherese Krüger: En tysk oversettelse av Agnete («Für die deutsche Bühne bearb. v. Therese Krüger u. Otto Erich Hartleben») ble trykt i Berlin, Deutscher Autoren-Verlag 1895. Det udaterte kortet finnes på KB. modtog jeg igår et Kort om det Brev, Du har sendt hende. Det ender således: «Hermed erklærer jeg højtideligt at jeg aldrig mere oversætter fra dansk til tysk – aldrig! Jeg overlader det til Fru Mann. Og til Dem siger jeg: Farvel! thi jeg kommer ikke mere i Klassensgade 11.» For øvrigt vilde hun have, at jeg skulde udtale mig om, hvorvidt det havde været dit Alvor med din Forbitrelse over Oversættelsen, for i bekræftende Fald vilde hun lade Arbejdet for at bringe «Agnete» frem i Berlin falde.Arbejdet for at bringe «Agnete» frem i Berlin: Stykket ble spilt i Leipzig i oktober 1895. Selvfølgelig svarer jeg ikke et Ord. Efter at hun højtidelig har sagt Farvel, synes det lidt umuligt at snakke mere.

Småen, vor lille dejlige Småen, har jeg ikke set i disse to Dage, og jeg ser hende heller ikke idag, hvor jeg bliver siddende i Rigsdagen til langt ud på Aftenen. Fru Emma Gad mødte jeg i forgårs, hun skulde til et Møde angående den sørgelige Kalenderet Møde angående den sørgelige Kalender: Dette var en kalender som ble utgitt i forbindelse med Kvindernes Udstilling i København 1895. Emma Gad var formann for dens litterære utvalg, og Erna Juel-Hansen var medlem. Kvindernes Udstillingskalender 1896 ble trykt i 1895. og var meget aufgeregt i den Anledning. Det er Fru Juel Hansens Sanguinitet og Uduelighed (?) der har ført til det store Tab. Hun var såre elskværdig og bad mig hilse Dig venligst.

Skriv nu så snart som muligt!

Din Erik



492. Amalie til Erik

Paris 6/11/95

Grand hôtel de MalteGrand hôtel de Malte: var meget besøkt av skandinaver.

Så er jeg altså i Paris min kjære kjære ven, og gir mig straks til at skrive et par ord til Dig, Du som jeg idelig tænker på, og idelig græder for.

Du ved ikke, hvor fortvilet jeg blev, da jeg ved ankomsten til «gare du Nord», ikke kunde opdage Elna Kurten. Jeg gik længe frem og tilbage på peronen med min skindkåbe over armen min tunge vadsæk paraplui og småting i hænderne, segnefærdig af træthed efter den fæle lange jernbanetur, spejdende og spejdende, mens tårer af skuffelse og modløshed pibled over mine øjne. Omsider opgav jeg at finde hende, og så tog det henimod en time før jeg havde fåt mine sager undersøgt af toldvæsnet fåt en karl til at bære mine kufferter og hente droske. Men det gik da, skjønt jeg sikkert blev snydt og omsider kjørte jeg da afsted, grublende over Elnas udebliven, som jeg ikke kunde fatte, tænkende hun var bleven pludselig syg, havde tabt bevidstheden og derfor ikke havde sendt en anden i sit sted. Jeg vidste jo, at Du havde telegraferet om at min ankomst først fandt sted på tirsdagen. På hotellet kom værten med et kort til mig. Det var fra Elna, hun havde vært på stationen mandag aften, havde vært fortvilet over ikke at finde mig og havde derfor spurgt efter mig på hotellet hvis navn jeg lykkeligvis havde nævnt i mit brev til hende. «Det fæ» tænkte jeg. Nu har hun ikke lagt mærke til at der i min mands telegram har ståt tirsdag, men antat at det kun var en påmindelse om at huske, at jeg kom overhovedet. Jeg fik så et værelse, lidet, skummelt uhyggeligt på 4de sal (de kalder det 3die) til fire frc. med alt, alt muligt à part, varme, lys, fyrstikker o.s. v. Så gik jeg ned og spiste – jeg havde hele dagen kun nydt en kop kaffe og et rundstykke, og var dødelig sulten. Ved bordet traf jeg dr. Mollerups,Ved bordet traf jeg dr. Mollerups: sannsynligvis museumsdirektør William Mollerup, en gammel venn av Erik fra skoletiden, og hans kone Caroline. og vi snakte da sammen.

Jeg gik imidlertid straks op, ordned mig lidt, og la mig, aldeles opløst af træthed og kummer, som jeg var. Da jeg havde slukket lyset, og holdt på at sovne, kom der en pige med et tændt lys, og Elna. Hun havde atter vært på stationen, havde ventet der i timevis på et senere tog fra Köln, om jeg mulig skulde være med det.

«Men har Du da ikke fåt telegram fra min mand?» Nej, ikke spor af noget telegram. Jeg har vært hjemme i hele dag, så jeg véd med vished, der intet er kommet.

Det virked som et skud gjennem kroppen af forskrækkelse. «Så må han være død,» sa jeg bare.

Men siden, da Elna var gåt, forstod jeg, at Du simpelthen kun havde glemt det. Og det voldte mig en stor stor smerte. I det samme nu Du lukker vogndøren efter mig, og sér mig rulle bort med toget, er jeg Dig det glemteste og ligegyldigste menneske. Ak min egen kjære ven, tro ikke at jeg bebrejder Dig det – det er jo så rimelig og naturlig, at det er blet slig, men det gjør dog så ondt, så ondt. Kan Du huske, at jeg flere gange sa til Dig: Tænk om Du glemte telegrammet! «Det er der ikke tale om,» svarte Du. «Men tænk om Du glemte det; jeg døde af forskrækkelse, hvis jeg skulde stå alene og hjælpeløs på stationen i Paris. »

Nu har jeg gjort det, og er dog ikke død. Men hjærtet skrumper liksom sammen. Det er som det blir mindre og mindre af al denne lidelse. Tænk at Du dog glemte mig så aldeles og så straks at Du kunde glemme det telegram, der for mig var så vigtigt. Igjen siger jeg Dig: tro ikke jeg bebrejder Dig det, og bliv ikke utålmodig fordi jeg taler om det. Jeg skjænder ikke, ved gud, jeg skjænder ikke. Jeg kysser dine hænder, og græder over dem.

Nu er klokken ½ 12 fmdg. Jeg kom altså igåraftes tirsdag 5te. Idag er det den 6te. Jeg venter Elna om et øjeblik. Hun vil følge mig ud og hjælpe mig til et værelse. For her kan jeg ikke bli. Her er fælt og grufuldt dyrt.

Jeg længes, længes efter småen. Hils og kys hende fra mig mange ganger. Og skriv, hvis Du orker at skrive til mig, straks et par ord til denne adresse. Og vær ikke sint fordi jeg snakte om telegrammet.

Din Amalie.



493. Erik til Amalie

København den 8 Novemb 95

Min kæreste Ven jeg har fået dit Brev fra Paris og kunde næsten græde af Rørelse over den Tone, der går igennem det. Men nu har Du jo fået mit første Brev og vil have set, at din Forudsætning om min Forglemmelse af Dig og hvad dit er hører med til det store Arsenal af Grunde til Sorg, som Du ophober i dit Sind uden Undersøgelse eller uden tilstrækkelig Undersøgelse af Virkeligheden. Det er et eller andet dårlig instrueret eller ligegyldigt og dovent Telegrafbud, der fra først af har voldet Ulykken og derpå et slet indrettet Telegrafkontor, der til Trods for mit fornyede Telegram med Adresse supplementaire ikke kan råde Bod på Skaden. – Nå, men når Du nu blot vil erindre, at Sorgen kunde have været sparet! Når Du overhoved kunde lægge alle de Gange sammen, hvor Sorgen kunde have været sparet – så fik Du måske så megen Anledning til Glæde, at hele din Sindsretning kunde slå om. – Jeg sidder i Rigsdagen og snyder mig til at skrive dette, for at ikke Brevet skal komme en Dag senere end Du havde ventet. Jeg slæber mig ind i Rigsdagen syg og elendig som i den sidste Uge på Bornholm.syg og elendig som i den sidste Uge på Bornholm: Det må ha vært i august 1895, etter at Amalie hadde reist til Bornholm for å være sammen med Erik og Småen. Og jeg har dog ved denne Lejlighed været hurtigere til at bruge dit Middel (Olie) end den Gang, og noget har det vistnok også hjulpet men ikke nok. Småen har jeg slet ikke set og ikke hørt noget om. Det sidste må naturligvis betyde, at alt er i Orden. Jeg må skynde mig. Fra Fru Mann er kommet Brevkort om at hun har begyndt på Oversættelsen af Sct JørgenFru Mann … har begynt på Oversættelsen af Sct Jørgen: Den tyske oversetteren Mathilde Mann hadde tidligere oversatt Professor Hieronymus til tysk; den ble trykt av Albert Langen i 1895. Hennes oversettelse av På Sct. Jørgen ble ikke trykt (som det framgår av et senere brev). efter Forlæggerens Anmodning. Svend HørupSvend Hørup: Viggo Hørups sønn Svend hadde hatt et sammenbrudd i 1889 og ble da erklært for «sindssyg»; etter det ble han aldri riktig rask. er død på Kommunehospitalet, 23 År gammel. En Lettelse i alle Måder. Han var håbløs sindssyg. Fra Peter Nansen fik jeg imorges et Par Ord med Anmodning om at minde Dig om Børnehistorien til den 15 November.Børnehistorien til den 15 November: Amalie holdt på med å skrive en barnefortelling – «Majkaland» – til Politikens julenummer. Den ble trykt 25/12/95.

Jeg kysser Dig min søde bedste Ven og beder Dig kaste for hver Dag der går en Del af din Sorg overbord. Du har taget for stor Ladning ind og må nu for Alvor tænke på Redning.

Din Erik



494. Amalie til Erik

Paris rue Caumartin 18, 3ième à gauche

9de novbr. 1895

Tak min søde ven for dit brev, som jeg havde længtes så meget efter at få.

«Du overdriver i dette som så ofte i andet,» sender Du mig til svar og trøst på min fortvilede klage. Nej, jeg overdriver ikke. Sandheden er, at den sorg jeg føler, er så stor og dyb at den ikke lar sig beskrive med ord. Den har så mange nyancer af mørke og pine, den tier aldrig, aldrig. Alt hvad jeg sér og oplever er sorgen; der eksisterer intet andet for mig. Alt alt minder mig om Dig, og det, der var, og borer sig svidende ind i mit hjærte. – Og jeg overdriver heller ikke grunden hvorfor jeg sorger. Så sandt som det ingen overdrivelse er at jeg har lagt dit liv øde, at hele dit liv sammen med mig som min ægtemand har vært «en latterlig komedie», som har «tæret al din kraft», at det er mig selv, mig selv! som ærlig og redelig har sprængt «din kjærlighed til mig ud af verden», at jeg har «forsimplet og nedværdiget Dig[»] ved min åndelige råhed, og ved de våben, jeg har brugt, og at Du endelig i mange år af dit liv for min skyld har gåt og havt det så ondt og fælt, som jeg nu har det, takket være mig selv – såsandt som alt dette ingen overdrivelse er, og det er det ikke, såsandt er der heller ingen overdrivelse i mit syn på min skyld. Men jeg véd jo, at det ikke kan nytte at hverken snakke eller skrive om det. Du har for mig ikke mere nogen trøst. En stemme inderst inde i mig sa også til mig, mens jeg sad der i Köln, og senere i Paris og skrev: gjør det ikke. Han vil få en grimase af ækelhed på sit ansigt når han læser det, og hans svar vil bli. «Din paraply! Glem dog ikke den.»Din paraply! Glem dog ikke den: sitat fra «Memento mori» – mannens svar på konens siste appell. (Samlede verker Bind 6, s. 162.)

Men jeg kunde ikke la være; jeg måtte skrive det. For jeg tænker ikke på andet, véd ikke andet. Hvor skal jeg hen i min nød, til hvem skal jeg gå – – Å men jeg skal forsøge på at tie med det for eftertiden. Bare jeg kan. –

Tænk at Du dog ikke havde glemt telegrammet. Du søde, som har tænkt så meget på det, at Du endog lå og drømte om det. Men det er og blir en gåde. Elna har fåt efter nøjagtig den samme adresse: rue de Montenotte 23 B chez M.dme Saffrey d’Ecoville både det brev, jeg sendte hende fra Kjøbenhavn inden afrejsen, og et brev herfra. Så jeg forstår det ikke. Vil Du ikke være så snil at sende mig den lap papir hvorpå jeg skrev adressen for at jeg kan få se hvad der er ivejen med den. Glem det ikke.

Ja, Therese Krüger. Det var kanske altfor harskt, det, jeg skrev,Therese Krüger. Det var kanske altfor harskt: Det finnes et udatert brev fra Therese Krüger til Amalie på KB, som hun sender sammen med oversettelsen, og uttrykker et håp om at Amalie ikke «som Moder, føler Dem saaret over, at Deres Barn hist og her har lidt Overlast»; men hun forsikrer at det var nødvendig for det tyske teater. Amalies svar foreligger ikke. Se brev 491, note 6. men jeg var også så inderlig oprørt. Efter at ha skrevet 3 ½ side fuld af megen elskværdighed, stod der på den sidste halve side: «Så var det oversættelsen. Om den vil jeg ikke tale. Den har ikke «såret» mig, den har gjort mig blodig forbitret. Kan jeg ved politiforbud hindre at mulige fremtidige sceniske arbejder af mig oversættes til tysk så vil jeg gjøre det. Dette udelukker dog ikke at jeg er Dem og hr. Hartleben inderlig taknemmelig for alt det, Dere har gjort og kjæmpet for «Agnete». Men som sagt, med oversættelse til tysk af mine sceniske ting vil jeg ikke mere ha noget at skaffe.»

Som Du sér af overskriften er jeg nu endelig igåraftes kommen bort fra det fæle, dyre hotel.

Siden jeg kom, har jeg ustanselig vært rundt i hele Paris for at finde bosted. Jeg har måttet leje droske pr/time, da afstandene er så uhyre, og sporvognene umulig til at få plads i medmindre man står med et nummer i hånden og venter i timevis på sin tur. Og det har øsregnet hver dag omtrent, og gaderne har vært som Kjøbenhavns på det værste.

Fru Gudmann har vært med migFru Gudmann har vært med mig: konen til Louis Gudmann, som bodde i Boulevard de Strasbourg. – ja første dag var det Elna – og fru Gudmann råded mig så stærkt fra at leje et værelse bare. Jeg vilde komme til at sidde der uden mad, og ikke gå ud og spise. Når man ikke er kjendt i Paris, er det ikke godt for en dame at søge madsteder alene o.s. v. Hendes grunde var så overbevisende. Fru Heide, den norske, hvis mand er en af Parises første tandlæger,Fru Heide, den norske, hvis mand er en av Parises første tandlæger: Ragnvald Heide fra Kristiania var siden 1885 professor ved Ecole Dentaire de Paris; han og konen Ragna f. Schibsted var medlemmer av «den norske koloni» i Paris og bodde på Boulevard Haussmann. i hvis elegante lejlighed, jeg sammen med Elna gjorde en visit for at høre råd, sa nøjagtig det samme som senere fru Gudmann, og så blev det da pensionater vi søgte efter. Jeg tror, jeg har vært på 12 forskjellige, alle i forskjellige bydele, og de har alle vært sande svinestier, med stank til at falde om af, og værelser så små at der bogstavelig ikke var plads til at komme forbi sig selv. Priserne her varierte fra 150, 160, 180, 200. Alle lige fæle. Et eneste sted var godt og ordentligt – her hvor jeg nu bôr, hos madame d’Aumont, en fin gammel dame, enke efter en bekjendt læge. Her har jeg et yndigt værelse der vender ud til en liden have med forresten store, stygge bygninger omkring, godt rum, pent møbleret, god seng og rent og hjemligt. Spisestuen, som jeg først nu så til frokost (jeg kom igåraftes) er nydelig og pen forholdsvis stor, dagligstuen liden, men hyggelig. Og så er her en gammel bretagnerpige med national hodebedækning, som er aldeles dejlig. Pigerne i de andre pensionater drypped af lort og ækkelhed. Men prisen er 250 frc. Jeg tøved og tviled længe, og tænkte på at ta til takke i en af svinestierne, men gudskelov for jeg ikke gjorde det! Her befinder jeg mig så vel, og her er kun en pensionær til. – – Men mine arme penge. De er smeltet ind! Nu, da jeg har betalt forskud for den halve måned bare har jeg kun 90 frc. tilbage. Hotelregningen var næsten 50 frc. bagagen op til hotellet 5 fr. bagagen herhen 5 fr., portneren, som bar op kufferterne her, 2 fr. Og så alle de kjørepenge og drikkepenge på hotellet. Så har jeg også kjøbt dyre medikamenter for eksémet, som nu er lige galt som nogensinde. Apothekerting er skamløst dyre her, en fr. for en liden smule glycerin, mindre end jeg hjemme får for 10 øre. 6 lommetørklæder måtte jeg også kjøbe mig, da jeg hele tiden har havt frygtelig snue. Frimærker og brevkort er allerede gåt op til Frimærker og brevkort er allerede gåt op til: Resten av brevet mangler.

[Tilføyelse på første side]:

Du forstår vel adressen, no 18, troisième à gauche



495. Erik til Amalie

Søndag den 10 November [1895]

Kære MammaKære Mamma: Brevet er skrevet av Erik.

Jeg spiser Havregrød om Morgenen, og jeg har fået en ny Madkasse af Pappa, som Fru SlomannFru Slomann: Småen bodde hos C.V. og Petra Slomann mens Amalie var bortreist. Barna het Aage, Erik og Margrethe. har købt, og mit Navn står på Båndet. Jeg ligger sammen med Margrethe og sover, og jeg ligger i Mørke, og når Alma kommer ind med en Lampe, kan jeg ikke lide det. Der var nogen, der havde puttet en Dukke i min Seng igår, og det var vist Aage. Jeg er snart færdig med min Lampebakke. Hvordan har Du det Mamma? Frøken StahlschmidtFrøken Stahlschmidt: Georg Carl Vilhelm Stahlschmidt var prest ved den reformerte kirken i Fredericia, og hadde 12 barn; i 1896 var tre ugifte døtre barnehage- eller privatlærere. Denne kan ha vært Dorothea, barnehagebestyrer og en pioner på Frøbelpedagogikkens danske område. spørger så tit om, når jeg skal hjem om Hverdagen, for så kunde jeg få min Hare og min Vugge hjem med. Jeg var ude og spasere med Hr Slomann, og da vi skulde hjem, løb jeg og Erik foran og bort fra de andre og snakkede svensk og legede, at vi var Mand og Kone, og vi kom længe før de andre for da de var i Døren, var vi helt oppe ad Trappen. Om Søndagen får vi ingen Frokost fordi vi spiser tidlig til Middag. Om Morgenen spiser jeg Havregrød og drikker ganske tynd Te, og når vi kommer hjem fra Skole spiser vi to Stykker Smørrebrød hver, men ikke Aage, for han har fået før, og vi spiser Middag Kl 5 og får ingen Aftensmad. Men om Søndagen får vi Aftensmad Kl 6. Og der er Mælk på Havregrøden. Og Lever kan jeg ikke lide, men jeg spiser det alligevel, og jeg synes ikke det smager så væmmeligt som før. Inde i Kalvens Mave der ligger Leveret.

Farvel kære Mamma, dette har Pappa skrevet med min egen Pen og mit eget Penneskaft

Din Johanne

[I en cirkel står skrevet]:

Stort Kys.

Det er Småens Besøg hjemme hos mig idag, som har sat sit Mærke på de to foregående Sider. Sund og strålende glad traf jeg hende ude hos Slomanns, hvor hun med røde Kinder og vidunderlig dybe Øjne kom ind fra Morgenturen med sine små Venner og Slomann og styrtede op i min Favn og var rørt indtil frembrydende Tårer og et Øjeblik efter sprang om på Gulvet og pratede svensk og gjorde Løjer med Erik. Der er en Jubel der ude, og de er for Alvor glade over Småen. Det er rigtigt med Havregrøden. Hun sætter en stor Portion til Livs om Morgenen med Børnemælk, og hun falder om Aftenen i Søvn et Par Minuter efter at hun har lagt sig på Puden. Vi har haft en udmærket Dag sammen. Jeg blev hos Slomanns til deres tidlige Middag og gik så hjem med Småen, hvor jeg har læst for hende, gynget hende og haft hende siddende hos mig med sit Sytøj, hvoraf hun sender Dig en Prøve. Hun har det bedre hos Slomanns end hos Achens,Hun har det bedre hos Slomanns end hos Achens: Småen hadde bodd ganske lenge hos Ane Cathrine og Georg Achen mens Amalie hadde vært syk året før (se brev 459, note 2). der kan ikke være Tvivl derom, Børnene og hun leger bedre sammen, end hun og den enevante Johanne Achen, og hun holder også mere af Fru Slomann – «min kære Frue», som hun kalder hende – end af Anne Cathrine. Der er kun godt at melde om Opholdet der ude. Hun taler en hel Del om Dig og om Paris, hvoraf hun har set Fotografier hos Slomanns, men hun har åbenbart forberedt sig på, at Du ikke snart kommer hjem. Hendes Planer om sit rigtige Hjem synes nærmest at gruppere sig om Foråret. Nå, forhåbentlig narrer Du hende på en god Måde i så Henseende. – Men hvordan går det dog med dit Excem?! Du har ved ikke at skrive et Ord derom næsten fået mig til at glemme at spørge derom. Skulde det virkelig være så, at dine Forhåbninger gik i Opfyldelse så at Forandringen af Luft og Ophold har helbredet Dig? Fra Manden i Varde fik jeg Brev igår med Forespørgsel, om Du ikke skulde have mere Salve og med Erklæring om, at det på ingen Måde gik an at høre op så tidlig. Bedringen indtrådte først definitivt efter længere Brug. Det er tydeligt nok, at Manden bl.a. ønsker flere Penge.

Mandag

Jeg fik dit Brev idag netop som jeg skulde gå, og nu har jeg været i Rigsdagen og har spist der og arbejdet til Kl ½ 10. Det var en af de lange Dage. Ak min kæreste Ven, hvor alt er trist og mørkt omkring Dig. Det falder mig helt besynderligt, når Folk kommer til mig og er så fornøjet på dine Vegne og spørger, om Du nu også er rigtig glad for at være i Paris. Og dit Excem! Laborerer Du med Dig selv?Laborerer Du med Dig selv?: Prøver du å kurere deg selv? Gør det dog for alt godts Skyld ikke, gå til Dr Tscherning.gå til Dr Tscherning: dvs. Marius Tscherning. Han praktiserte som øyenlege i Paris, og hjalp landsmenn som bodde der. Et sørgeligt Tidspunkt Du valgte til den Rejse! – Nej så sandelig Amalie kommer der ingen «grimace af ækelhed» over mit Ansigt når Du taler som Du taler nu i dine Breve. Jeg fyldes som Du af inderlig inderlig Sorg, men min Hu bliver magtesløs lige over for denne ufrugtbare Selvpinsel. Vend dog i Himlens Navn dit Sind mod Fremtiden. Tænk på den Uendelighed af godt og fint og kærligt, der er for et Menneske at udrette, havde jeg nær sagt, hver Dag hver Time, man lever. Og hvor kan Du tro, at der ikke skulde kunne være Sejer at hente ad den Vej. Men forlang ikke Mirakler. Der skal Opøvelse i det at være god også, en stille og munter Virken med mange Skuffelser vistnok, og fremfor alt en Retning frem efter, ikke Standsning, ikke denne forfærdelige Hukommelse, der er spændt som et Net tværs over Livets plumrede Vande og gemmer på alt det ubrugelige Stof, Floden fører med sig. Ligger der Ruiner bag Dig, nu vel, så træd frejdig frem foran dem og byg med Ryggen vendt mod dem dit nye Hus op, så at det overskygger, hvad der ligger bag. Men vend Dig ikke om, for så bliver Du en Saltstøtte. Min kære, kære Amalie, jeg vil så gerne være med til at bygge på vort nye Hus, men så må Du ikke tvinge mit Ansigt i den forkerte Retning.

Jeg har skrevet et Brev til Dig foruden det Du omtaler, adresseret til Hotel de Malte efter dit første Brev fra Paris. Nu har jeg det godt. Jeg var med Kiellands forleden – da var jeg for Resten dårlig endnu – til Revyenmed Kiellands forleden … til Revyen: vel Carsten Kielland og kone. og fandt den, lige som de, sørgelig gold og dum. Jeg læser G.G.’s «Medusas Hufvud»G.G.’s «Medusas Hufvud»: dvs. Gustaf af Geijerstam. Romanen, «en spöksyn ur lifvet», kom ut i 1895. og er inderlig fængslet af dens Alvor og Smærte.

Din Erik



496. Amalie til Erik

Paris rue CauMartin 18 Chez M.dme Aumont

15/11/95

Jeg har to breve at takke Dig for min kjære ven.

Jeg var igår hos dr. T.Jeg var igår hos dr. T.: dvs. Dr Tscherning. Se brev 495, note 6. men han vilde ikke befatte sig med eksém, for den sygdom forstod han sig ikke på. Med forbauselse havde han i sin tid sét i Politiken at jeg for eksém var bleven indlagt under Block.sét i Politiken at jeg for eksém var bleven indlagt under Block: vel Oscar Bloch, overkirurg ved Frederiks Hospital og spesialist i sårbehandling. Block, som var en fremragende chirurg, men naturligvis ingen besked vidste om hudsygdomme. Han vilde sende mig til en ven af sig, en fransk læge, der var hudspecialist og meget dygtig. Men det vilde jeg ikke. Ikke for det første. For eksemet er bedre efter min afrejse fra Kjbhvn. Det tilbagefald jeg fik her var nok hidsigt, men varte ikke længe. Gjennem Gudmann fik jeg anvisning på en kostbar medecin, som havde hjulpet så mange mennesker der i årevis havde gåt med eksém. Jeg kjøbte så medecinen på apotheket, og har nu brugt den op.

Jeg fik da tilsidst dr. T. som var særdeles elskværdig, til at skrive op den samme salve, som Block havde git mig, for at jeg ikke skulde være aldeles uden hjælpemidler til at lindre kløen. Så blev vi enig om at hvis jeg efter 14 dages forløb endnu led af eksemet, så skulde jeg søge hans ven. Gud gi det måtte være gået nogenlunde over, for hans ven blir nok en dyr historie. Jeg har forresten også fåt igjen min gamle hoste, ikke fæl som da den før var på det værste, men dog temmelig ond. I den anledning er jeg holdt totalt op at røge. Siden jeg kom til Paris har jeg ikke havt en cigar i min mund, og nu savner jeg det allerede ikke mere. Jeg kjøbte mig 6 cigarer, dagen efter min ankomst, jeg vilde ryge lidt om aftenen når jeg var alene deroppe på hotelværelset. Men straks jeg la dem fra mig deroppe, og et øjeblik gik ned til fru Mollerup, var de bleven stjålet fra mig, og siden har jeg ingen kjøbt.

Forleden da jeg alene gik forbi café de la Regence, så jeg pludselig Garborg og konenså jeg pludselig Garborg og konen: Arne og Hulda Garborg bodde i Paris vinteren 1895, og Amalie var en del sammen med dem. sidde derinde bag glasvæggene. Jeg gik naturligvis derind. Stor glæde. Sammen med dem sad en søn af Jonas Lie, Erik,en søn af Jonas Lie, Erik: Jonas og Thomasine Lie var bosatt i Paris siden 1882. Deres yngste sønn Erik var også forfatter. Han hadde tatt initiativet til dannelsen av Den Norske Forfatterforening i 1893, og var den første skandinaviske bibliotekar ved «Fonds scandinave» (nå Bibliothèque Nordique), som i 1903 ble en autonom avdeling av Bibliothèque Sainte-Geneviève. det hæsligste jeg i mit liv har sét.

Jeg har også truffet unge fru Mowinckelunge fru Mowinckel: dvs. Christine Alexandra Bødtker, som i 1893 hadde giftet seg med den bergenske forrretningsmannen Hugo Mowinckel. hernede, Du husker hende vi var sammen med hos Nielsens i Bergen,vi var sammen med hos Nielsens i Bergen: sannsynligvis Nilsens (dvs. familien til Randi Blehr og Berent Nilsen). og som dengang héd frk. Bødtker. Hendes svigermor ligeledes. Alle mennesker er så søde mod mig at det er rent rørende. Hos Tandlæge Heides har jeg vært inviteret en dag. Det er elskværdige folk, og de må sikkert være meget rige at dømme efter de huse de fører, et på landet 20 minutters jernfart fra Paris og et på boulevard Hausmann en af Paris’ eleganteste gader.

Jeg trives fremdeles udmærket i mit pensionat. Her er stille som i et kloster fordi, det er en mellemgård men en meget nydelig med høje, luftige værelser, og tykke tepper på alle trapper. Igår kom her en ung pensionær, en ung nordmand. Beliggenheden her er også aldeles storartet, midt i Madelainekvarteret[sic],midt i Madelainekvarteret: Rue Caumartin ligger mellom Boulevard de la Madeleine og Boulevard Haussmann. og 2 minutter fra de store boulevarder, i hvis nærhed alt ligger. Ja, det er et held, at jeg er kommen til at bo her, for jeg finder mig så vel så vel med den prægtige frue, og den dejlige pige.

– Jeg blev lykkelig over småens brev! Tak og kys hende for det. Men længselen efter hende kom jo stærkt over mig.

Igåraftes sendte M.dme. Aumont sin pige efter hostemikstur til mig en opskrift hendes søn, som er læge her, havde git hende. Hun kunde ikke udholde at høre på den hoste, sa hun. Pigen kom tilbage med en stor flaske (gud véd, hvad den koster) jeg tog en skefuld inden jeg gik iseng, og sandelig har jeg sovet godt i nat og næsten ikke hostet. Mdme. forsikred at den mikstur var så storartet for al slags hoste, hun vidste hvad den var sammensat af, og fortalte mig det.

Min indre tilstand er uforandret. Men Du må ikke tro, at jeg et øjeblik for alvor har angret på at jeg rejste. Fortvilet over at jeg måtte rejse, har jeg vært, og nær ved at fortvile over den nye art lidelse, jeg derved havde tat på mig. Men ikke et sekund har jeg for alvor villet ha det ugjort. I Klasensgade kunde jeg ikke være. Jeg ryster af rædsel blot jeg skriver det navn. Og jeg begriber ikke hvordan jeg nogensinde mere skal få mod og kræfter til at betræde den lejlighed, der, hvor jeg har lidt så aldeles meningsløst meget, og der hvor de grufulde optegnelser om mig ligger forvaret, disse optegnelser, som stadig supleres med nye. Nej, midt i al min elendighed er jeg fuld af tak fordi jeg sidder her, og ikke i det skrækkens sted, Klasensgade 11. Som jeg sa fornylig deroppe i Klasensgade: jeg vil heller frivillig helt og holdent gi afkald på Dig, end jeg vil ha Dig som jeg har havt Dig siden dette med hende kom på. I alle henseender har det vært forfærdeligt, forfærdeligt. Bare dette at det var Dig så magtpåliggende ikke at ha mig med, når Du skulde til noget, som for Dig var vigtigt og morsomt: opførelsen af dit stykke,opførelsen af dit stykke: dvs. Ungt Bal. Se brev 490. dine aftener i Samfundet, det, som min blotte nærværelse spolerte for Dig – Uf ja kunde jeg blot la være at tænke på det! Men jeg kan ikke.

Men mit arbejde med mig selv må altså gå ud på at få mit indre i en sådan tilstand at alt dette ikke smerter, og ikke vil smerte mig mere. Opnår jeg ikke det, tør og bør jeg ikke mere vende tilbage. Jeg har tænkt på til foråret at ta til – å nej den tid, den sorg. Men var det ikke for småens skyld så vilde Du også helst være kvit mig for bestandig. Efter 3 års forløb kunde Du så gifte Dig med hende som Du elsker – hende gjennem hvem jeg har gjort Dig det værste af alt, som Du sa forleden aften deroppe i Klasensgade. Når det først var skét, så var jeg ræddet og friet ud fra min pine. Besøger hun Dig nu – ånej jeg vil ikke spørge. Du siger dog ikke sandheden hvis det virkelig er så. Se nu intet ondt eller bebrejdende i dette. Det er sorg altsammen.

Din Amalie



497. Erik til Amalie

Onsdag den 20 November [1895]

Hvorfor støder Du mig fra Dig? Du vil det jo ikke. Nu har jeg med Indtrykket af dit sidste Brev som en Pine i Sindet gået om i to Dage og ikke kunnet skrive til Dig. Hvorfor vender Du den Side mod mig, som har det onde i Følge, når Du kan være god og forstående mod andre?

På det Punkt af vort Forhold, hvor mine Handlinger har været måske ikke mindst hensynsfulde mod Dig – og det vil sige ikke så ganske lidt – retter Du Anklager eller rejser Du Formodninger, der indeholder lige så mange Fornærmelser som Ord næsten.

Endnu én Gang vil jeg bekvemme mig til at gentage for Dig, at «hun» som Du skriver om,«hun» som Du skriver om: se brev 489, note 3. ikke er i min Tanke og ikke forekommer i mit Liv uden når Du rejser hende som en Kimære mellem Dig og mig. I Begyndelsen af December ifjor, tror jeg det var, talte jeg for sidste Gang med hende – det var om Ting, der angik hende, ikke mig. Siden har jeg vistnok i Ny og Næ set hende i Studentersamfundet – jeg har ikke Erindring om, at det har været ofte – og der er aldrig faldet andre Ord mellem os end de aller flygtigste Goddag og Farvel.

Jeg har sagt Dig det før og jeg siger Dig det på ny, smærtefuldt, at er dit Sind således indrettet, at Du skal leve med Spøgelser, så vælg dem på Områder, hvor min Harme ikke netop stiger op af Jordens Skød med det samme. For Du har ikke Ret til at fremkalde min Harme.

Et Menneske har været langmodig og god, og det er mig.

Men jeg kan ikke tale videre om dette og jeg kan ikke rigtig skrive om andet. Jeg beder Dig blot om én Ting: Ret dit Sind mod det gode, Du vil gøre, så er der nok at tænke på, og så sker der det besynderlige, at Livet former sig efter din Vilje og bliver ikke en Hindring for din Fod. Jeg synes det er morsommere og frugtbarere at tænke på det gode end på det onde.

Jeg har sørget idag. Jeg kunde have set Småen og været sammen med hende i lidt over en Time, og så har det Menneske Slott-Møller stjålet min Tid. Jeg gjorde det i det vanvittige Håb at blive færdig. Min lille Småen, jeg kunde græde fordi jeg ikke var hos hende idag og nu ikke kan få hende at se før i Overmorgen.

Din Erik



498. Amalie til Erik

Paris rue CauMartin 18 21/11/95

Mens jeg husker det – har Du fåt de billeder, Du bestilte af mig hos fru Johansen? Du husker, at det ene skulde sendes til hende den tyske skuespillerinde,de billeder, Du bestilte af mig hos fru Johansen … til hende den tyske skuespillerinde: Det har ikke vært mulig å finne ut hvem dette var. som bad så meget om at få et billede af mig. De øvrige to må Du endelig gjemme til mig, og enten senere sende dem eller bevare dem sålænge.

– Af en ytring i et lidet brev fra Peter Nansen som jeg fik søndag, så jeg at min bog er udkommet.at min bog er udkommet: dvs. På Sct. Jørgen, som kom ut i november 1895. Det finnes flere brev fra Peter Nansen til Amalie på KB, men dette er ikke blant dem. Jeg havde bedt Larsen sende mig et eksemplar til Paris, men han har ikke gjort det.Larsen: fullmektig August Larsen på Gyldendal, tillitsmann for nordiske forfattere. Og havde ikke P.N. ladt de par ord falde, vilde jeg ikke ha anet den, for mig ikke uvigtige nyhed, at bogen var kommen.

Jeg havde bedt P.N. sætte ind i «Politiken», at jeg var i Paris. Fordi der er så mange som blir skuffet over ikke at få bogen fra mig. Men når de hører, jeg er i Paris, så slår de sig bedre tiltåls. Nogen har fortalt mig at der står i Politiken at jeg skal bli her i hele vinter.der står i Politiken at jeg skal bli her i hele vinter: Under rubrikken «Dag til Dag» i Politiken 12/11/95 står det: «Forfatterinden Fru Amalie Skram er nu ankommen til Paris, hvor hun agter at opholde sig hele Vinteren. Hendes Adresse i Paris er: Rue Caumartin 18.» Det har Politiken ikke fra mig. Jeg skrev ikke et muk om hvorlænge jeg skulde bli her.

Jeg vilde gjerne hørt et ord enten fra Dig eller Larsen om at bogen var kommen. Politiken har jeg hidtil kun sét et par gange rent tilfældig. Hvis det ikke koster formeget, så vilde jeg be Dig sende mig den, nogle nummere ad gangen; f.eks. Kommer der nogen læseværdige anmeldelser i et eller andet andet blad end Politiken,læseværdige anmeldelser i et eller andet andet blad end Politiken: Det kom anmeldelser av På Sct. Jørgen i bl.a. Politiken 28/11/95 (signert E. B. = Edvard Brandes); Dannebrog 20/11/95 (signert Dr. C.); Berlingske Politiske og Avertissements-Tidende aften 28/11/95 (signert Dr. E.); og Social-Demokraten 16/11/95 (signert C. E. = C. E. Jensen). Brandes’ anmeldelse var positiv; de andre mente at det var en svak roman sammenlignet med Professor Hieronymus. så vær så snil at sende mig det. Inat har jeg ikke sovet. Jeg har ligget og græmmet mig og grublet over, at det nu er så længe siden, jeg hørte fra Dig, omtrent 2 uger. Og nu kom der heller ikke brev idag. Ak gud hvilken tilstand! Skal det da aldrig aldrig mere bli anderledes for mig i mit liv. Skal jeg gå bestandig med al denne kummer, der tærer og graver mit hjærte istykker –

Bare der nu kom brev fra Dig imorgen! Forresten når brevene kommer, tør jeg ikke åbne dem. Jeg gruer så frygteligt for jeg véd, at de altid nu kun har stene for brød til mig. Så lar jeg dem ligge time efter time, hele dagen til aftenen og natten kommer, og når jeg så har åbnet og læst dem, begynder først den rigtige elendighed. Men at ikke få brev fra Dig er 1000 ganger værre. Da tænker jeg mig det frygteligste, og min sjæl er spændt på pinebænken.

Eksémet plager mig fremdeles mere og mindre hårdt. Og hosten ligeså. Men jeg kan ikke søge nogen specialist, for det har jeg ikke penger til. Den salve jeg kjøbte, som Tscherning havde skrevet op for mig kosted sammen med en liden æske zinkpudder 10 frc. Så kan Du nok begribe at jeg ikke kan søge dr. her.

22de nvbr. Heller ikke idag noget brev! Er Du bleven sint for mit sidste brev? Fordi jeg nu igjen er stanset, og har set mig tilbage. Jeg kan ikke andet. Jeg lever helt og holdent i det forbigangne. Lever og pines. Jeg kommer aldrig over den sorg at Du nu er slig, og før var så ganske en anden mod mig. Men i den sorg er der ingen bebrejdelse mod Dig. Ak nej, kun en martrende, tilbedende længsel. Når jeg snakker som i mit sidste brev, så er det fordi jeg ha luft undertiden. Ellers omkommer jeg. – Eller er Du kanske syg igjen og kan ikke skrive? Eller er der andre endda frygteligere ting ivejen? Husk dog på at jeg også er skildt fra småen, og kan Du dårligt bekvemme Dig til at spendere et brev på mig hvori Du taler om Dig og dit, så Du ikke la mig være så længe uden underretning om småen. Det jeg sidst hørte fra Dig var skrevet søndag 10de, og nu er det straks søndag 24de. Gjør mig dog ikke adskillelsen fra småen endnu smerteligere end den er, ved ikke at la mig høre om hende. Husk, at jeg lige til det sidste næsten, gik og drømte om at skulle ha hende med mig, og at savnet derfor føles dobbelt nu. Det er sandt, har Du fåt igjen «Trætte Mænd» hos S.M.?har Du fåt igjen «Trætte Mænd» hos S.M.: dvs. Arne Garborgs roman fra 1891. S.M.: sannsynligvis Harald Slott-Møller. Uf det asen han er og blir i al evighed amen! Hvorledes går det Dig hjemme? Har Du fåt en kone?

24de

Nu har jeg endelig fåt dit brev og jeg er sønderknust over dets vrede og harmfulde tone. Vær dog ikke sint på mig – jeg bér, og bér Dig derom. – Nej, der er intet i verden jeg nødigere vil, end støde Dig fra mig. Gjerne gav jeg år af mit liv for at knytte Dig fast til mig i de færre år, jeg så vilde få tilbage. Men jeg vil dog endnu engang tale om dette, som Du er bleven så sint for. Bare jeg ved et magtsprog kunde tvinge Dig til at forstå, at det er ikke for at rejse anklager, eller bebrejdelser mod Dig, men for at forsvare mig selv. Jeg har intet intet at anklage Dig for, intet at bebrejde Dig. Den lidelse Du har forvoldt mig, har jeg fortjent.

Men altså Du skriver og Du har ofte sagt, at Du aldrig har vært mere hensynsfuld mod mig end netop i forholdet til hende. Havde Du en eneste gang villet værdiges at gi mig et eksempel, så havde jeg vidst og forståt det. Nu er det liksom i de dårlige bøger, hvor det forsikres ved alle lejligheder at heltinden er så og så ædel, men hvor læseren aldrig ved selvsyn overbevises derom. Har Du vært hensynsfuld mod mig også i det forhold, så takker jeg Dig inderligt for det. Men jeg ved bare ikke noget derom. Jeg véd overhovedet intet fra Dig men alt muligt fra alle andre kanter. Ifjor da jeg sad og arbejded derude på CharlottenborgIfjor da jeg sad og arbejded derude på Charlottenborg: i oktober 1894 (se brev 475, note 1). og jeg i anledn. en, forresten ganske uskyldig ytring fra fru Cantor spurgte Dig om Du fremdeles omgikkes hende, viste Du mig i brev tilbageviste Du mig i brev tilbage: må være et brev som er gått tapt. akkurat ligeså vredt og eftertrykkeligt som nu. Du sa at Du aldrig så hende, aldrig talte med hende uden tilfældig i samfundet, hvad jeg siden fik vide, var usandhed. «Det ligned min karaktérs sejghed at holde på med dette, der var så grundløst.» Jeg skulde holde min «smudsige næse fra den unge pige», der havde gjort Dig så meget godt. Og et uforglemmeligt bevis på hvor meget den unge pige var Dig værd i sammenligning med mig, min stakker, fik jeg (blandt andre) dengang Du udbrød: «Du skal spærres inde, hvis Du vover at nævne hendes navn!» Jeg, som så nylig netop havde vært indespærret!

Havde Du engang kunnet bekvemme Dig til at sige at det mellem Dig og hende havde vært sådan og sådan, men at det nu var forbi – men det har Du aldrig, kun raset og skjældt mig for det værste hvergang jeg har nævnet det. Jeg kan ikke føle mig skidden og skyldig i dette, som Du siger er det værste, jeg har gjort Dig. Jeg har forsøgt at gjøre det, fordi Du så ofte har sagt at jeg er det. Men jeg får det ikke til. Jeg kan ikke få det til. Jeg har lidt så altfor umenneskeligt meget ved alt hvad der skete dengang Du, i hemmelighed for mig, gik og var hendes – ja jeg véd ikke hvad Du var, men hun selv har sagt kjæreste. Det er aldeles vist at hun har sagt det. På to steder har hun sagt det. Hvis jeg bag din ryg havde havt noget at gjøre med et ungt menneske, der gik og skrød af at han var min kjæreste og Du så aldrig kunde få vide af hvilken natur forholdet mellem mig og mennesket havde vært, mon det så ikke vilde plaget og harmet Dig. Og hvis det var begyndt på en tid, da Du formedelst «sindssygdom» var bleven sendt bort fra dit hjem? Og hvis Du endvidere fik høre, at han også i Norge gik og brouted af mit kjæresteforhold til ham.

Af faktiske, fuldt ud pålidelige ting hvad dette forhold angår, véd jeg kun, at hun i brev har foreholdt Dig det urigtigeat hun i brev har foreholdt Dig det urigtige: Brevet finnes ikke på KB, og det gjør heller ikke Eriks brev som Amalie fikk lese. i at kysse hende på gaden om natten, at Du har gåt og vært syg af kjærlighed til hende, og at hun har besøgt Dig om aftenen efterat Du havde lovet mig at hun ikke skulde gjøre det. Dengang jeg var hjemme fra Josefs hospital blandt andet, da Du til hende skrev det frygtelige skinbrev som jeg fik læse! Og husk på i hvilken tilstand mit indre var dengang dette ramte mig. Og hvad det er for «skiddenhed» og «gemenhed» og «lumpenhed» jeg i dette forhold har begået mod Dig forstår og fatter jeg, som sagt, ikke. Hvis Du blir sint for dette, og skriver som sidst, eller Du blir så sint at Du slet ikke skriver, så sværger jeg Dig til – ånej. Jeg hører dit: «ord, ord, ord.» Det er også bedre at handle. Det er så blodigt, så blodigt forgalt hvis Du blir sint, så rent unaturligt urimeligt, og så meningsløst håbløst, at der da for os ikke mere er noget at gjøre. Men jeg bér Dig så inderlig: Bliv ikke sint! Skriv i ethvert fald straks nogle ord, så jeg kan vide besked.

Din Amalie.

Jeg åbner brevet for endnu engang at tigge Dig om ikke at bli sint på mig. Å, jeg forgår af sorg og kummer. Svar mig pent, og jeg lover Dig højtideligt at jeg skal ikke mere nævne den sag. Aldrig mere! Og tak for de snille ord i dit sidste sinte brev. Der hvor Du fortæller mig at Du ikke omgåes hende. Du kan være vis på at jeg tror Dig. Aldeles sikkert uden skygge af tvil, tror jeg Dig. Men Du har vært så forfærdelig ond og fæl mod mig i anledning hende og forholdet til hende. Uden at ville og vide det. Det véd jeg godt. Å kunde og vilde Du ta dette fra mig! Jeg holder det ikke ud længere!



499. Erik til Amalie

Den 27 November 1895

Min kæreste Ven! Vidste Du, hvor jeg trænger til og længes efter din rolige stille og udholdende Godhed – mon Du så ikke vilde være stille og udholdende god?

Jeg synes, der er hundrede Ting jeg skulde fortælle Dig, men bestandig kommer dine sorgfyldte Breve mig på tværs.

Jo jeg var hos Fotografinden og bestille 3 Fotografier. En Uge efter tror jeg, fik jeg sendt et Postopkrævningsbrev med 7 Kr 50 Øre som Opkrævning for Indholdet. Jeg blev så vred over Prisens Størrelse og over Formen, at jeg protesterte Brevet, tog altså ikke imod det og har siden ikke ret kunnet bekvemme mig til at gå til den Optrækkerske. Det ærgrer mig imidlertid, for jeg vilde meget gerne have det Fotografi af Dig. Og en af Dagene går jeg vel derop. – Nogle Dage efter at andre havde meddelt mig, at de havde fået din Bog – jeg antager, at Du har fået adskillige Breve i den Anledning – fik jeg fra Hegel sendt et indbundet Eksemplar, efter din Ordre formoder jeg, eller er det det Eksemplar, som Du skulde ha? Under alle Omstændigheder sender jeg jo nødig dette Eksemplar fra mig, om end jeg kun med en vis Angst og i små Stød har læst i Bogen. Det er så smærteligt. Jeg har læst en Anmeldelse, som var god. Det var i det lille «Aftenbladet»i det lille «Aftenbladet»: Artikkelen ble trykt i Aftenbladet 18/11/95, undertegnet H. L. – en højst nichtwürdig Avis, hvori imidlertid en dygtig Mand skriver Anmeldelser. Jeg forhørte mig i Anledning af denne om ham. Han hedder Lind,Han hedder Lind: dvs. Helmer Lind, som ble medredaktør av Aftenbladet 1897–1903. og Du skal få Anmeldelsen tilsendt, hvis Du vil ha det. Der var en Ytring deri, som Du næppe vil synes om, og det gjorde mig i Øjeblikket tvivlrådig, om jeg burde sende den. Idag hører jeg, at der i Ill. Tid. for i Søndags skal stå en ugunstig Kritik.at der i Ill. Tid. for i Søndags skal stå en ugunstig Kritik: Det står en usignert notis i Illustreret Tidende 24/11/95, som opplyser at romanen «er svært langtrukken og underholder kun momentvis. » Ellers véd jeg ikke, om der i Bladene har stået noget. I Politiken ikke, og de andre Blade læser jeg så uregelmæssig. Jeg sender Dig to Udklip og et Visitkort angående din Bog, det underskrevne er fra Gustav PhilipsenGustav Philipsen: den danske forleggeren av bl.a. M. Galschiøts Danmark i Skildringer og Billeder. Verken brevet eller kortet finnes på KB. i et Brev til mig om et Foredrag, han ikke kom til at holde. I Almindelighed må Du ikke vente, at på «Sct Jørgen» vil gøre samme Virkning som Professor Hieronimus. Der er jo ikke den bærende Smærte og Spænding i den som i den første.

Har Du i Paris fået Underretning om, at Peter Nansen fra Nytår træder ind som højtbetroet Mand i den Gyldendalske Forretning?Peter Nansen … i den Gyldendalske Forretning: Peter Nansen forlot Politiken ved nyttår 1896 for å bli litterær leder av Gyldendal, og viste seg å være en dyktig forretningsmann. Det er nok gået en to tre efter Bjørn[s] AngivelseBjørn[s] Angivelse: vel Bjørn Bjørnson, som var en nær venn av Jacob Hegel. på Opfordring af ham til Hegel som Modtræk imod at Ernst Bøjesen [sic] er bleven Direktør for Det store nordiske Forlag,imod at Ernst Bøjesen er bleven Direktør for Det store nordiske Forlag: dvs. Ernst Bojesen. I 1895 gikk Philipsens forlag opp i Det nordiske Forlag, som var blitt stiftet samme år. der har købt Philipsens Forretning foruden Bøjesens og Hofmusikhandlen. Han skal så vidt jeg ved have 10.000 Kr om Året og mere siden. Jeg talte med ham den Dag Kontrakten var sluttet i et lille Selskab hos Norries og han var såre glad og elskværdig. Àpropos Norries: Den Bog «En Løsgænger»,Den Bog «En Løsgænger»: William Norries roman kom ut i 1895. han har udgivet, er fuld af Talent, et eget fikst Talent, der dog foreløbig løber ud i temmelig meget Sand. –

Jeg har været stærkt optagen af Geijerstams «Medusas Hufvud», ja jeg kan sige, at jeg i mange År ikke har haft en Bog så dybt inde i mig som denne. Jeg har skrevet min Mening til ham.Jeg har skrevet min Mening til ham: Konsept av Eriks brev (udatert) og Geijerstams svar, datert 11/12/95, finnes begge to på KB. I et foreløbigt Svar omtaler han, at hans Hustru «på ny» er bleven opereret og ligger på Hospitalet som meget men vistnok ikke farlig syg. Så har også Jørgensens «Rejsebogen» sysselsat mig en Del, og nu er Bjørnsons «Over Ævne» kommen og Pontoppidans «Dommens Dag» og Fortællinger af Schandorph.Jørgensens «Reisebogen» …. Schandorph: I Rejsebogen (1895) beskriver Johannes Jørgensen sin vei til katolisismen. Samme år kom også Bjørnstjerne Bjørnsons Over ævne, andet stykke, siste del av Henrik Pontoppidans Det forjættede Land, Dommens Dag, og Sophus Schandorphs Alice og mindre Fortællinger. De sidste har jeg ikke læst endnu.

– På Fredag skal jeg spise med Småen hos Withs. Småen er dejlig, dejlig, tyrannisk og himmelsk sød, når hun er hjemme hos mig, og yndefuld artig hos Slomanns. – Det er sen Aften og jeg er svært træt efter en lang Dag i Rigsdagen. Jo, jeg har fået en, som det lader, hyggelig Kone, som Fru Slomann indirekte har skaffet mig.

[Tilføyelse skrevet til på langs på alle fire sider]:

Du véd ikke hvor jeg længes efter at høre noget om dit Liv i Paris. Det var mig helt underligt at læse lidt derom i det Brev, Du sendte Småen. Jeg havde næsten begyndt at lægge Planer om at komme ned til Dig i Juleferien. Men det bliver umuligt at få Pengene til at strække til. Foreløbig er jeg glad over, at jeg foruden at betale Jacobsen, Slagteren, Kulmanden, Skatter, Skrædder (100 Kr) Afdrag på Lån (70 Kr) og Husleje dog kan holde en pæn lille Jul for Småen.

Din Erik

[Tilføyelse på første side]:

I alt har jeg betalt når 11 Decemb er kommet 547 Kr. foruden det, jeg og Småen lever af. Og så er der endnu en Regning hos Vinhandleren tilbage.



500. Amalie til Erik

Paris rue Caumartin 18

5/12/95

Tak min kjære ven for det med så megen frygt imødesete brev! Du har altså valgt at intet svare på hvad jeg skrev om. Det, jeg allermest frygted, har Du valgt, og har derved – – – ja ja.

Af forskjellige grunde har jeg vært så nedtrykt, at jeg bogstavelig ikke har orket at skrive til Dig alle disse dage. Hverken til Dig eller nogen anden. Mandag aften var jeg sammen med Garborgs og et par andre i Moulin Rouge, og der blev min portemonnai borte. Formodentlig stjålet af en lommetyv. Der var alt hvad jeg ejed og havde 150 frc. foruden frimærker og nogle tyske penge. Du kan tænke Dig til hvordan jeg blev tilmode. Siden har jeg vært som lamslået. Pengene var ovenikjøbet lånt af Achen – Dagen før havde jeg fra fru Mann fåt tilsendt et til hende stilet brev fra Albert Langen,et til hende stilet brev fra Albert Langen: Det finnes flere brev om oversettelser fra Mathilde Mann til Amalie på KB, men dette er ikke blant dem. Se brev 493, note 2. hvori han hånlig og uhøflig bad hende forstå, at han helst er fri for «Sct. Jørgen», og byder hende et honorar af 10 mrk. pr. ark. Han har kun tabt penge på Hieronimus, hvis uheldige titel for en del havde hindret salet til hende stilet brev fra Albert Langen: Det finnes flere brev om oversettelser fra Mathilde Mann til Amalie på KB, men dette er ikke blant dem. Se brev 493, note 2.get o.s. v. Fru Mann skriver at hun ikke vil arbejde for så lidt, og foretrækker at brænde de ark, hun har oversat. Med dette honorar havde jeg tænkt at tilbagebetale Achen, og nu er det røget i lyset.

Så havde jeg lejet et værelse i et andet pensionat, hvor der bode 2 unge norske damer, som var blet så glad i mig, og som gjerne vilde jeg skulde flytte op til dem, hvilket der var god mening i. Her frøs jeg nemlig så aldeles meningsløst da det nogle dage var koldt – (nu er det mildt igjen.) Mit værelse er så stort og så åbent ved vinduerne, at det viste sig umuligt at få det opvarmet, skjøndt jeg i et par dage ifølge madames regning havde brændt for 10 frc. Jeg tænkte med gru på vinterkulden, der er streng her i januar og februar. Madame er lidt gjerrig, og lægger ikke i i spisestuen og næsten ikke i dagligstuen. Så fik jeg altså høre om det andet pensionat, og gik derop. Det viste sig at være udmærket: elegant, opvarmet på samme vis som hos Achens og Cantors, i entreer, spisestuen, på trapper og gange, over alt. Maden efter sigende fortrinlig og rigelig og prisen 70 frc. billigere pr. måned end her. Jeg slog straks til og lejed det ledige værelse, der kun var halvt så stort som dette, men svært hyggeligt. Og jeg var så glad ved dette coup. Så pludselig havde de unge damer fra slægtninge i Norge fåt brev om at de, hvis fru Skram flytted ind i pensionatet øjeblikkelig havde at flytte ud. De skulde ikke bo under samme tag som en sådan forfatterinde o.s. v. Det blir for langt at fortælle Dig alle detaljer, men enden blev, at jeg trak mig tilbage. Jeg sad her og græd alene om aftenen og natten, og led under en følelse af forladthed, næsten lige stor som dengang på galehusene. Jeg havde som sagt vært så glad fordi jeg skulde flytte derop.

– Gjennem et brev fra Achen havde jeg erfaret det om Peter Nansen og Gyldendal,Gjennem et brev fra Achen havde jeg erfaret det om Peter Nansen og Gyldendal: Georg Achens brev til Amalie finnes ikke på KB. og havde følt et stik i hjærtet ved det. Hvorfor ikke Dig når han endelig engang skulde ha en ny mand ind i sin forretning? Eller farer jeg vild? Havde Du kanske ikke kunnet eller villet? Praktisk sét vilde det dog vært en stor lykke for Dig, ikke sandt?

Er Du færdig hos Sl. Møller nu? E.B.s anmeldelse havde jeg læst hos Dr. Tscherning.E.B.s anmeldelse: Edvard Brandes’ anmeldelse; se brev 498, note 5. Han sa iforvejen at den var så udmærket, så rosende o.s. v. Da jeg havde læst den, ønsked jeg, at jeg ikke havde læst den. Den var fæl, endda fælere end vanligt, når han skriver om mig. For ikke at bli fristet til at læse den op igjen brændte jeg bladet, da det kom fra Dig.

Du skulde ikke ha sagt at der i «Aftenbladet» stod en sætning om mig som vilde støde mig, uden at citere sætningen. Det har plaget mig, og jeg har grublet over af hvad art det stødende kunde være. Nu tænker jeg imidlertid ikke mere på det.

Jeg vil så gjerne ha min «Guds fred» sendt herned.min «Guds fred»: en roman av Peter Nansen fra 1895; den handlet om kjærlighet og var ansett for å være temmelig dristig. Hvis det ikke koster formeget, da.

Fra Gyldendal har jeg nu for en uge siden fåt min nye bog, så Du behøver ikke at sende mig dit eksemplar.

I Verdens Gang har jeg hos Garborgs læst en velvillig anmeldelse af bogen.I Verdens Gang …en velvillig anmeldelse: den usignerte anmeldelsen av På Sct. Jørgen står i Verdens Gang 22/11/95.

Ja, også jeg var dybt grebet af det gode i «Medusas hufvud».«Medusas hufvud»: se brev 495, note 8. Men der var i «teknisk» henseende gjort så mange hokus pokus at det ødela virkningen syntes jeg.

Tænk alt det Du har fåt betalt! Det er storartet. Tænk hvor sød og flink Du er! Hvor mange gange gik dit stykke?dit stykke: dvs. Ungt Bal. Det ble spilt mellom 25. oktober og 12. desember – og ble ikke satt opp igjen senere. Fortæl mig det. Er det blet kjøbt i provinsen? Eller i Xania?

Jeg kan ikke skrive noget om mit liv hernede. Jeg er så nedtrykt, og der er heller ikke noget at skrive om. Det blir enten for meget eller altfor lidt. Summen er, at jeg har det ondt indvendig, forfærdelig ondt, fordi tingene i verden for mig er blet som de er blet. Sandsynligvis kommer jeg til at flytte herfra. Jeg må se til at få mig et varmere og billigere sted. Jeg har skrevet til småen og fru Slomann som svar på breve til mig fra dem begge.som svar på breve til mig fra dem begge: Brevene finnes ikke på KB.

Og nu godnat min kjære, kjære ven. Ak om det havde vært nu som i gamle, ældgamle dage, da jeg skrev til Dig, og Du skrev til mig, og dine breve var lykken og alt for mig, alt det jeg leved på. Ja sådan var det i Kristiania for mig. Og så kaldte jeg Dig ikke engang Erik. Jeg har vært forhekset, forgjort, besat. Skriv til mig!

Din Amalie.

Jeg har skrevet til Hegel og har bedt ham sende mig penge inden den 8de,Jeg har skrevet til Hegel og har bedt ham sende mig penge: Det finnes et par brev på KB fra Amalie til Jakob Hegel i 1895 og 1896 hvor hun ber om forskudd – men ikke dette brevet. (NKS 3742 4°.) månedsdagen for min indflytning her. Vær snil og forhør Dig om han har husket det. Siden jeg misted portemonnaien har jeg måttet leve på lån, og det er svært nødvendigt at få penge.



501. Erik til Amalie

Kbhvn den 10 December 1895

Kæreste Amalie jeg véd ikke, hvad Du ønskede jeg skulde svare på i det Brev, som indeholdt Løftet om, at Du nu endelig en Gang kunde skrinlægge alle de golde Sorger og Bekymringer, Du har gjort Dig om én Ting, som ikke var fornøden. Jeg forstår ikke, at Du ikke kan se, at der er hundrede Gange mere Vilje til Kærlighed i hver Ting jeg glemmer og lader ligge uberørt, end der er i din Omtale af de samme Ting. Kærlighed husker intet. Den husker i alt Fald intet ondt.

Kære kære Ven Du længes efter min Kærlighed. Så lev da Livet fra nyt! Hvorfor slæber Du alt det dræbende med Dig fra den Gang jeg blev lamslået og forfærdet i min Sjæl. Du har jo selv sagt det: Kærlighed kan man ikke græde sig til, ikke lide sig til og ikke trodse sig til, men Du har ikke fuldført Perioden.Du har ikke fuldført Perioden: enda et sitat fra «Memento mori», hvor mannen sier til sin kone: «Man kan hverken gråte eller lide eller trosse sig kjærlighet til.» (Samlede verker Bind 6, s. 162.) Den skulde ende sådan: – men man kan elske sig den til. Alle disse «ikke’r» hjælper til intet, det er Fuldførelsen af Tanken det kommer an på og den deraf fødte Vilje, omsat i stille og lys Gerning fra Minut til Minut. Og jeg tør tale med om dette. Jeg har en Gang haft Evne til at gennemføre et ikke kort Forsøg i denne Retning – gør Gengæld.

Men nu min kære Ven, jo mindre vi taler om dette, jo mere frugtbar kunde Tingen blive. Dine fata i Paris er jo temmelig sønderknusende. Tabet af din Portemonnaie med de 150 frs osv. har jeg ikke kunnet komme bort fra, det sidder og nager mig, og Herregud den Portemonnaie havde jeg købt til Dig i Berlin. Det forbandede tyske Forlag, som samtidig trækker sig tilbage! Men mens jeg husker det: Hvorfor går Du med alle dine Penge hos Dig? Det er jo ikke alene Tyve, der her er at befrygte, Du kan jo også glemme Portemonnaien. Jeg læste igår umiddelbart efter dit Brev din udmærket skrevne Beretning om Uheldene på din Rejsedin udmærket skrevet Beretning om Uheldene på din Rejse: Amalies beretning «Reiseuheld» står i Politiken 9/12/95. og måtte sukke ved Tanken om, at Uheldenes Række altså langt fra var udtømt med disse forholdsvis uskyldige. Men jeg kan jo ikke nægte, at dette Tab af de 150 frs førte min Tanke videre og hen på Spørgsmålet, om det for Alvor er rigtigt, at Du bruger de mange Penge i Paris. Ganske vist, i År er det gået os godt med Penge, og din Rejse har været mulig, og den var vel også fornuftig, da den begyndte. Jeg troede selv på Rejsens gavnlige Virkninger. Men – ja hvad siger Du selv? Og Pengene, som Du altså bruger forskudsvis. Jeg véd slet ikke, om jeg får nogen større Ekstrafortjeneste til Sommer. Så står vi der. Og Småen, som vi dog skulde skaffe et Ophold på Landet. Ja min Ven, dette må Du nu selv overveje. Med mit Stykke er det jo for så vidt gået overraskende godt, som det først nu på Torsdag skal opføres for sidste (13) Gangmit Stykk … skal opføres for sidste Gang: se brev 500, note 7. og hidtil bestandig har givet fortræffeligt Hus. Procenterne har for de første 10 Forestillinger beløbet sig til lidt over 400 Kr (Abonnementet går jo fra), og jeg tænker, at der bliver en halvhundrede Kroner endnu at redde.

Og din Pensionshistorie med de oplyste Folk i Norge. At det har været ret bittert, forstår jeg så inderlig vel. Man må gøre sig hård i den Retning, lade sit Sind med den tilbørlige Foragt, ak ja, men morsomt er det ikke, tilmed når Dumheden som ved denne Lejlighed spærrer en ude fra noget i og for sig atråværdigt. Hvad Du fortæller om din nærige Pensionsfrue, morer mig, fordi det svarer så udmærket til det Billede, jeg fra mine Forældres Tid bestandig har dannet mig af Pensionsfruer i Paris. De levede også en Tid lang i Paris og havde mange Ting at fortælle om Kniberiet hos den Mme Blanchard, de boede hos.

– Færdig hos Slott-Møller? Haha! Nej! Men det kommer i det sidste rigtignok af, at jeg ikke har kunnet bekvemme mig til at gå derop. Jeg udeblev en Dag for Småens Skyld (det vil sige, jeg havde været der om Morgenen og gav et Løfte om, hvis jeg kunde, at komme igen, jeg var fri for Rigsdagen). Jeg havde tænkt at tage hende med, men hun var så himmelglad ved at være hjemme ene med mig, at jeg ikke kunde falde på at forstyrre denne Glæde, og næste Dag fik jeg et – behersket – irriteret Brev. Jeg gi’r ham Fanden! Nansens Ansættelse hos Gyldendal betyder, at han skal bringe moderne Liv i Forretningsgangen, hvilket atter vil sige, at han skal sørge for «Reklamen» – det havde jeg aldrig i Verden duet til. Og til syvende og sidst beror hans Stilling så fuldstændig af det Forhold han formår at komme i personlig til Hegel, at Sagen velsagtens vil vise sig ikke alene at have Roser.

Jeg har været til Middag med Småen en Gang hos Withs og en Gang hos Oct. Hansens, så har jeg været hos Kiellands (for 2den Gang) mine regelmæssige Gange hos Slomanns, til to Fester i Studenterverdenen (Foreningen og Retshjælpen), en Aften i Folketeatret, ellers har jeg efter den i denne Tid temmelig travle og langmødede Rigsdag siddet hjemme fordybet i Læsning af den megen og gode ny Literatur. Sidst Bjørnsons «Over Ævne». Den er mægtig! Sidste Søndag havde jeg inviteret alle Børnene hos Slomanns til en Eftermiddagsforestilling hos Hagenbeck,en Eftermiddagsforestilling hos Hagenbeck: en tysk dyrehandler, som viste sine «dyregrupper» i Cirkussalen i desember 1895. der viser i et vældigt Indelukke en Mængde dresserede Løver, Tigre, Leoparder, Bjørne, Hunde og Elefanter. Det var overmåde morsomt (kostede mig 7 Kroner). Imorgen skal jeg se «Eleonora Duse» i «Hjemmet».«Eleonora Duse» i «Hjemmet»: Eleonora Duse opptrådte i København i desember 1895 med tre forestillinger på Folketeatret. 11. desember spilte hun Magda i Hermann Sudermanns Hjemmet. Billeten koster 12 Kroner, og jeg kommer der altså kun denne Gang, det er galt nok. Og så er jeg i Resten af Ugen indbudt til Withs, Laurids BingsLaurids Bings: se brev 304, note 5. og FrænkelsFrænkels: Det finnes noen brev fra Bertha Fraenckel til Erik på KB, blant dem et par udaterte kort med innbydelse til middag. Hun var gift med fabrikkeieren Adolph G. Fraenckel, som sannsynligvis var i familie med Amalies venninne Augusta Cantor f. Fraenckel. – når jeg nu blot kan komme der for Rigsdagen.

Småen er dejlig, kærlig og travl og vigtig. Uforanderlig artig ude hos Slomanns og glad ved at være der, men med en Underfølelse af Længsel efter sit eget rigtige Hjem og med en i Bølger kommende Længsel efter Dig. Nu glæder hun sig ihærdigt til Julen. Juleaften tilbringer vi naturligvis hos Slomanns – mest Lyst havde jeg til den Aften at stjæle hende bort for mig selv og lave Jul til hende i vore egne Stuer. Foreslog jeg hende det, gik hun øjeblikkelig med dertil – hvis hun da ikke kom i Tanker om, at hun så muligvis gik glip af Gaverne hos Slomanns. Hun har forlængst betinget sig, at hun og jeg skal gå ud sammen og købe Gaver til alle der ude, og hun véd på en Prik, hvad hver især skal ha’. Heldigvis synes Planerne overkommelige.

Min søde Pige, jeg kan ikke lade være, jeg må blot sige de to Ord: Dér har Du i Verden et dejligt Barn og en Mand, der med sin gode Vilje aldrig har gjort Dig et Gran af ondt, og som jo ikke netop er en Klodrian eller ellers ynkværdig – og Du gør ikke andet end sørge. Mon der dog ikke var noget andet at gøre?

Jeg mødte idag her ude på Østerbro og kom til at følges med langs Farimagsgade den unge Pige, eller halvgamle, hvad man skal kalde det, som var med sin Søster og Svoger (Familjen Senn) i Svaneke,som var med sin Søster og Svoger (Familjen Senn): Det har ikke vært mulig å finne familien. kan Du huske, det er mig umuligt at komme på Navnet. Hun spurgte så hjærtelig til Dig og Småen og først efter at jeg vidt og bredt havde fortalt og spurgt til hendes Familje og hende selv – hun havde sagt, at hun ikke længer var Lærerinde på Abnormanstalten –, fortalte hun sin underlig sørgelige Skæbne siden i Sommer. Der var en tysk Professor, kan Du måske huske, Matematiker, et Par Dage i Svaneke, han kom senere til København og opsøgte Familjen Senn og hende, og med ham blev hun forlovet, og Brylluppet blev berammet til nu eller først i 1896. Hun opgav sin Plads og syede på sit Udstyr. Så for to Uger siden føres han som gal – sprængt ved et Overmål af Arbejde – til en Sindssygeanstalt, og hun, der har Erfaring i den Slags Ting, kan på Efterretningerne forstå, at han er uhelbredelig. Jeg fik en vældig Agtelse for hende ved den Måde, hvorpå hun fortalte dette. Livet er en Fandens Ting! – Jeg var begyndt at blive alvorlig bekymret ved din lange Tavshed. Skriv nu så snart Du kan, og lad der være lidt Lysning i Brevet.

Din Erik



502. Amalie til Erik

Paris rue Caumartin 18

10/12/95

Endnu er ingen penge kommet,Endnu er ingen penge kommet: skrevet på Carte postale. og jeg véd næsten ikke min arme råd. Jeg havde ventet dem så sikkert inden den 8de, fordi jeg udtrykkelig havde sagt, at jeg måtte ha dem inden den dato. Idag har jeg atter skrevet til Hegel. Spørg endelig om han nu har sendt.

Spørg ligeledes Peter N. om han ikke har kunnet bruge det jeg sendte til Politiken.det jeg sendte til Politiken: se brev 501, note 2 Folk, som læser P. har sagt at det ikke har ståt der, og det er dog nu så længe siden jeg sendte det.

Amalie



503. Amalie til Erik

Paris rue de Faubourg Sct. Honoré 225.

15/12/95

Endnu ingen penge.Endnu ingen penge: skrevet på Carte postale. Nu er det imorgen 14 dage siden jeg misted portemonnaien. Hvad tænker H. på. Det var en fast aftale at han skulde sende mig så og så meget pr. måned. Gå endelig ned og tal med ham. Jeg formår ikke at klare mig længere.

Amalie



504. Erik til Amalie

Den 16 December [1895]

Kæreste Amalie jeg har været med Dig i dine Pengesorger hver evige Dag.

Den 17 December

Så langt kom jeg igår Aftes, da det ringede, og den norske Forfatter Johan Bøjer [sic] trådte indden norske Forfatter Johan Bøjer: Johan Bojer debuterte i 1890-årene som realistisk forfatter; han er mer kjent for sine senere bøker, særlig Den siste Viking (1921). og anbragte sig til en forsvarlig Samtale i Chaiselonguen. Kl 10 skulde jeg i Bestyrelsesmøde for at træffe Aftale om Julegildet på Lørdag, og da jeg kom hjem hen ad 12 var jeg for træt og søvnig til at skrive videre. Nu idag har jeg Småen hos mig. Hun står i Vinduet og laver et Fletteblad til Dig og kommer hvert Øjeblik hen til mig for at spørge om alt muligt og meddele mig, hvad jeg skal skrive til Dig. Bl.a. da, at Du skal komme hjem på Onsdag eller Torsdag, og at Du til næste Jul, «når jeg har rigtig Jul her hjemme», skal klistre alle de Fletteblade, som Du har, og alle dem, jeg har – Gud bedre det, nu forlanger hun, at jeg skal komme frem med dem, og jeg véd ikke, hvor de er – til Kræmmerhuse og hænge dem på Juletræet. Og jeg skal fortælle Dig, at hun længes efter Dig, og at hun idag har fået en Krumkam. (Den har jeg købt til hende og er blot ked af, at jeg ikke har gjort det for længe siden. Nu ser hun langt sødere ud end med den store Uglerede af et Hår, der uden Krumkam ikke er til at holde i Orden.) Så skal Du også have at vide, at hun har mistet sin første Fortand. Jeg tror, hun selv har pillet den ud en Aften i Sengen, under alle Omstændigheder er det gået umærkeligt for sig, kun, at hun har betroet mig, at hun var bange for at komme til Tandlægen og derfor selv gik og rykkede i den. – Den Unge er et lille kærligt Væsen med en efter sin Alder mærkelig dyb Bund. Der er ikke Tvivl om, at hun har det godt hos Slomanns, og de der ude véd intet andet end at hun er lutter Glæde, men kommer hun så alene med mig, er der en så rørende Henrykkelse og febrilsk Agtpågivenhed på, at intet Minut tages fra Opholdet i Klassensgade og nu og da lidt Gråd og Klage – Helt ud trives hun kun for Tiden sammen med mig. Det kan ikke skjules, at hun føler Savnet af sit Hjem. Hun kan klynge sig til mig i Afskedsøjeblikkene med Angst i sit lille Hjærte, som jeg kan føle banke mod mit, og det hulker inde i hende – men hurtigt går det jo over. I Søndags følte hun sig inderlig forurettet, fordi jeg kun – Spisetiden lå så galt – havde haft hende i halvanden Time hjemme, og da græd hun for Alvor, og jeg måtte love hende at skænke hende hele Tirsdagen – idag –, vi skulde spise sammen og ikke gå hjem til Slomanns, før hun skulde i Seng. Da vi gik ud af Porten, og hun tog min Hånd, skete det med den Bemærkning: «Ikke sandt Pappa, når nu Mamma kommer hjem, så rejser Mamma ikke mere bort igen, for nu må jeg ikke mere bo hos fremmede – jeg har to Gange boet hos andre, Pappa, det skal jeg aldrig mere, vel? Det er slet ikke morsomt, Pappa.» Og der er mange andre Småbemærkninger. Jeg kan for Resten næsten ikke samle hvad jeg skriver, bogstavelig mellem hvert tredje fjerde Ord jeg skriver må jeg se på hendes Leg i Vinduet – nu bygger hun med Klodser – og svare på hendes Spørgsmål. «Må jeg sige Dig en Ting, Pappa, er dette ikke pænt? Se dog Pappa, nej se dog! Hvad tror Du det er? Nej Du må se, Pappa, er Du ikke snart færdig med at skrive?» – «Véd Du Pappa hvad jeg tror? Jeg tror, at Mamma går hen og ser sådanne Ting i Paris som mere morer Børn end voksne, for at hun kunde have noget at fortælle mig i sit Brev. Tror Du ikke?» – «Å, det er så kedeligt, at Du skriver.» – «Mamma har sådan en blød Hud, ikke Pappa, når jeg kysser hende – det er så dejligt.» Og når vi så går hjem i Lygteskin, standser vi ved hvert Vindue med de store Juleudstillinger – vi er jo kommen godt med her ude på Østerbro – og ser om og om igen på de samme Sager. I Søndags trak hun mig endog ned ad en Sidegade for at vise mig noget i en Urtebod, hun absolut måtte have at vide, hvad var. Noget almindeligt Stads, som kunde ses i mange andre Vinduer. Og da jeg sa’ noget i den Retning, svarede hun ganske alvorligt: «Det véd jeg godt, Pappa, jeg vilde bare spilde Tiden med Dig.» Og idag: «Véd Du Pappa, hvem jeg holder allermest af i hele København? Dig! Og véd Du, hvem jeg holder allermest af i hele Paris? Mamma!»

– Nu har jeg fulgt Småen hjem. Å, vi har haft det så godt, så godt. Spist på Restauration, og efter hendes Ønske spist «Mørbrad», for det kunde hun huske, at hun før en Gang har spist sammen med mig dér. Det var i de Dage før Bornholmsrejsen, da vi jo af og til måtte ty hen på Triangelen for at spise. Og vi har spillet Lotteri med Bogstaver og Tal, «for ser Du Pappa, jeg tror, jeg må begynde at spille Bogstavlotteri igen, for nu kan jeg snart ikke huske Bogstaverne mere.» Og Småen har tigget mig ihærdig og med Armene om min Hals og Tårer på Kind om den lange Blyant, der ser ud som en Spadserestok, og som jeg har lovet, at hun en Gang skal få, når hun har været rigtig artig og er bleven større. Og jeg måtte tage al min Kraft fangen for at gennemføre den Nægtelse, jeg havde begyndt på. Helst gav jeg hende alt, hvad i Verden hun bad om, og jeg kunde overkomme. Og jeg måtte skænde lidt, og hun surmule en lille Stund for tilsidst at blive sødere end nogensinde før. Hvor er det Barn ivrig og inderlig i det, hun har sat sig i Hovedet. Og da jeg så endelig med mange Løfter om de kommende Dages Afhentelse fra Børnehaven og Gåen ud sammen for at købe Julegaver, kyssede hende til Afsked i Slomanns Entré, skælvede det lille Væsen i mine Arme og bekæmpede Gråden. Jeg tør ikke gerne nu mere kysse hende efter at hun er kommen i Seng, hun vil ikke slippe mig.

– Ja min kæreste Ven, dette blev nu et Brev om Småen, og jeg havde tænkt at skrive til Dig om min Rædsel, da jeg opdagede, at Hegel ikke havde sendt Dig Penge i rette Tid. Det er den overhændige Travlhed i Juletiden med hundrede og hundrede Besørgelser af alt muligt, der har bragt ham til at glemme din Anmodning og endog mene, at han ikke havde din Adresse. Jeg vilde straks have skrevet til Dig derom, men blev altid forhindret, og Faktum kunde jeg jo desværre ikke ændre. Undskyld, at jeg ikke endnu har sendt Guds Fred, den kommer nu.

Din Erik

[Tilføyelse på første side]:

Jeg har set Eleonora Duse og blev meget betagen af hende – dog ikke som af Sarah B. første Gangdog ikke som af Sarah B. første Gang: Før Erik og Amalie giftet seg, hadde han skrevet begeistret til henne om Sarah Bernhardt. Se brev 108. – men man er jo også bleven ældre.



505. Amalie til Erik

Paris Rue Faubourg St Honoré 225.

18/12/95

Tak for dit brev min kjære ven. Det er nu vist flere dage siden det kom. Jeg har nok siden skrevet 2 brevkort til Dig, hvori jeg har jamret over Hegel og udeblivelsen af de penge, han havde lovt at sende mig. Nu iforgårs på mandag kom endelig pengene. Jeg vilde ha havt dem en dag tidligere, hvis jeg ikke imidlertid var flyttet, hvilket kosted en mængde penge. Men Hegel har knebet ind på det, han sendte mig. Han havde lovt at sende mig 150 kr. måneden. Jeg bad nu om at få 300 for nvbr. og dcbr. Han sender mig 290. Jeg bad ligeledes om at få den smule resthonorar, der var tilovers på min sidste bog. Han svarer mig end ikke på det, og det uagtet jeg i min sidste skrivelse havde fortalt ham om tyveriet af min portemonnai med indhold. Så har jeg måttet låne end yderligere.

Jeg kan ikke arbejde; intet kan jeg gjøre. De skitser til Tilskueren,De skitser til Tilskueren: Amalies fortelling «Post Festum» ble trykt i Tilskueren i 1896. jeg hjemme var begyndt på, vil jeg ikke sende. De klær mig selv altfor nøgen. Jeg blues for at udgi dem. Så sidder jeg her. Sidder her, og ønsker at sidde her til jeg barmhjærtig rådner op. Jeg har det fælt, men jeg havde det 1000 gange fælere i Klasensgade 11. Jeg ræddes, ræddes, kvier mig og fryser ved tanken om nogensinde mere at vende did tilbage. Ja, Du véd ikke Du hvordan jeg, siden min tilbagekomst fra galehusene, havde det i Klasensgade. Og det kan også være akkurat det samme. Jeg har gjort en god ting i mit liv, det var at hudflette og piske min i forvejen blodige sjæl til at ville og gjennemføre denne rædselsfulde rejse! Som jeg nu trods al elendigheden er taknemmelig for at jeg satte igjennem. Du bemærker intet til mine bemærkninger om E.B.s anmeldelse af min sidste bog. Er Du ikke enig i at den var fæl?

Jeg har fåt mange breve om bogen og i dem alle har der ståt at «På Sct. Jørgen» var endnu bedre end «Hieronimus». Men det er vel noget de siger. Skidt være med dem og det!

Jeg sendte iforgårs en liden kasse med julegaver til småen og til Slomanns børn. For at støtte tingene af la jeg ned i kassen to gamle skjørter, som jeg ikke har brug for. Fragten blev akkurat den samme, når vægten ikke oversteg 5 kilo. Og det gjorde den ikke. Dukken til småen kan gå, når man holder hende i begge arme eller hænder; det står forresten på kassen på fransk. Vis småen, hvordan hun skal bære sig ad, uden at rive dukken istykker. Jeg håber at jeg ikke har tat fejl af Slomanns gutters navne. Den mindste skal ha boldten, og den største farveskrinet. Jeg vilde ha sendt dem penere ting, hvis jeg ikke havde vært så fattig. Jeg vilde da også sendt Dig en ting. Når Du snakker med småen om mig, så snak ikke sådan at hun får indtryk af at jeg snart kommer hende for øje. Snak ganske modsat.

Vil Du og kan Du gjøre mig den tjeneste at sende til Hr. Louis Gudmann, Boulevard de Strasbourg 6, et eksemplar af den Paris, Du har oversat?et eksemplar af den Paris, Du har oversat: Erik oversatte Auguste Vitus Paris (1889) – det ble trykt i København i 1892. Louis Gudmann: se brev 494, note 3. Du har jo nogle eksemplarer liggende? Gudmanns har gjort mig så mange tjenester, vært så snille mod mig. Nu skal jeg være der på julaften, hvis jeg da endnu er ilive til den dag, og får vist også julegaver, som jeg ikke kan gjengælde. Han sad forleden og græmmed sig over at han ikke havde råd til at kjøbe bøger ikke engang denne Paris, som E Skram havde oversat, og som han så gjerne vilde eje. Vil og kan Du ikke gjøre det, så sig bare nej. Fragten behøver Du naturligvis ikke at betale. Han vil bli himmelglad ved at få den alligevel.

– Ja, jeg tænker med græmmelse på sommeren og på de penge, vi ikke har for at skaffe småen på landet. Men småen kan, hvis Du tillader det, rejse med mig til Helsingfors, hvor vi på Busholmen hos Kurténspå Busholmen hos Kurténs: se brev 491, note 2. får det over al beskrivelse godt. Hvis gamle kommandør Vildegamle kommandør Vilde: se brev 348, note 10. endnu er i live til den tid, kan han ved et par skrevne ord til kaptajnen på skibet skaffe småen og mig fri rejse frem og tilbage, og hos Kurténs er vi jo gjæster. Glædelig jul skulde jeg vel sige!

Amalie.



506. Erik til Amalie

18-12-95

Pengene er sendt den 12 til Rue Caumartin.Pengene er sendt: skrevet på brevkort til Madame Amalie Skram, Rue de Faubourg Sct. Honoré 225, Paris. Hegel havde flere Gange fået Påmindelser af Larsen, med hvem jeg havde talt. Jeg blev derfor i højeste Grad forskrækket, da jeg den 11 talte med Hegel og erfarede, at Pengene ikke var sendt. Igår har jeg sendt Brev til Rue Caumartin. Dertil vil idet hele vistnok mange Breve gå. Ikke få har af mig fået opgivet den Adresse.

E.S.



507. Amalie til Erik

Paris, Rue de Faubourg St Honoré 225Paris, Rue de Faubourg St Honoré 225: skrevet på Carte postale.

[19/12/95]

Vær så snil at endelig sende mig straks den tyske oversættelse af «Sommer», et tysk eksemplar af Hieronimus og et tysk eksemplar af Agnete.«Sommer» … Hieronimus … Agnete: «Sommer» ble trykt i bokform på tysk to ganger, men først i 1900, oversatt av Adele Neustädter (Sommer. Kleine Erzählungen. Albert Langen, München 1900) og av Friedrich von Känel som fortelling i Aus fremden Zungen 10 (Stuttgart 1900). Hieronymus: se brev 493, note 2. Agnete: se brev 491, note 6. Ligeledes Tilskueren med «Memento Mori».Tilskueren med «Memento Mori»: se brev 489, note 4. Alt dette findes i mit forrige marterkammerværelse. Send mig endvidere endelig «Børnefortællinger» og det hæfte af det franske tidskrift, hvor «In Asiam profectus est» er oversat!«In Asiam profectus est»: En fransk oversettelse av fortellingen ble trykt i Revue indépendante, Paris 1893, s. 202–04. Dette hefte ligger hos Dig – jeg tror på den store greje som engang har vært Vilhelms.

Amalie.

Du endelig sende mig alt dette. Jeg skal bruge det. Så kan Du også huske «Guds Fred» imellem.



508. Erik til Amalie

20-12-95

Kære Amalie, da Småen og jeg idag var i Færd med, vel rustede med Galoscher og Paraply – det nogensind tøsneede i vældige Masser og var et Pløre på Gaden ud over enhver Beskrivelse – at gå ned ad Trapperne i Klassensgade for i sidste Øjeblik at skynde os ud til Middagen hos Slomanns, mødte vi på Trappen Pakkepostbuddet med den store Kasse fra Dig. Altså vendte vi om, kvitterede og betalte den ringe Told (16 Øre) der var at erlægge, og forlod derpå til Småens Skuffelse Kassen uåbnet. Vi kom i Sporvogn (atter imod Småens Ønske, for så gik Turen jo så meget hurtigere, og de utallige Svinkeærinder til Butiksvinduerne kunde der ikke blive noget af) og nåede i rette Tid ud til Slomanns. Det er sødt at se den uforandrede Glæde, hvormed de alle og særlig Fruen derude tager imod Småen, når hun har været borte med mig, og Småens Tilfredshed er umiskendelig, om end jeg med mit hemmelige Kendskab til hendes Hjærtes Tilstand véd, på hvad Kant hendes egentlige Fryd stikker, og idag havde hun nu vært ekstra savnet, fordi Juleforberedelserne var begyndt, og alle Børnene havde været i Arbejde. Tonen er naturlig og frisk derude – om end isprængt med noget tørt nervøst fra Mandens Side og vel megen Gudelighed fra Fruens Side i Valget af Sange osv., de dumme Aften- og Morgenbønner har jeg dog ikke mærket noget til – og Johanne er glad og lige på og undertiden støjende munter. Jeg har hørt på anden Hånd, at Fru Slomann har talt i meget høje Toner om Johannes Sødhed. Juleaften begynder Kl 6 derude med Te, så Juletræ og Gaver, Leg og Aftensmad. På Mandag går Småen og jeg til Byen sammen og køber Gaver til hele Huset. Anden Juledag kommer Emil Slomann med sine Børn til Middag, hvortil også jeg er bedt, og jeg har i den Anledning sagt nej til en Indbydelse til mig og Småen fra Knudtzons (Middag og Juletræ) samme Dag.Indbydelse til mig og Småen fra Knudtzons: gamle venner som Amalie bodde hos da hun besøkte Erik i København før de ble gift. – Nu har jeg spist min ensomme Middag på Triangelen, er kommen hjem og har åbnet Kassen og glæder mig på Småens Vegne over den ualmindelig nydelige Dukke, Du sender hende. Her hos mig ligger den Gave fra hende til Dig, hun har gjort færdig i Børnehaven. Inden i lægger jeg et Fotografi af Småen, som blev taget i forrige Uge, og det skulde da altså være min Gave til Dig. Der er jo ikke god Mulighed for at sende Dig andre Sager, og så håber jeg jo på, at det hele må komme godt frem. Helt fornøjet med Billedet er jeg ikke men noget godt er der dog i det venlige lille Ansigt. –

Ja min kære Ven, det er jo en underlig Jul, vi tre, Småen, Du og jeg, skal holde, og egentlig var det først Kassens Ankomst idag, der uomstødelig slog det fast i min Bevidsthed, at Du blev borte. Jeg tror ikke, at Du har valgt det, der er lettest for Dig selv – og så er da mit inderlige Ønske, at det må have godt i Følge, hvad Du er begyndt på. At jeg ser en Vej fremefter, der ikke er svær at vandre, og hvor Hvilepladserne og de glade Stunder kunde være mange, har jo ikke meget at sige for Dig, Du går dine egne Veje og skyer de Steder, hvor der er banet Sti, men også ad Omveje kan man jo komme frem. Jeg står i vort Hjem, Amalie, og venter på Dig med vor lille Pige ved Hånden. Vi er to til at holde af Dig, giv os et kærligt Goddag, læg din Arm om min Hals samtidig med at Du tager imod Småens to krystende Arme om din, og når Du har kysset hende, kys så mig og føl i et pludseligt Minut, at der er en Stilhed i Verden, en Fred i Sjælen, som kan vare Livet ud. Det var denne Fred jeg mente med min Kærlighed. – Nå, men jeg ønsker Dig altså en så glædelig Jul som mulig. Hvordan dine Forhold i Virkeligheden er, din Omgang dine Sysler osv. har jeg jo ikke megen Begreb om, hvem Du skal tilbringe Juleaften med, aner jeg ikke. Gid Du må have det godt!

Din Erik

Dine Gaver til Slomanns Børn skal naturligvis blive anbragt på Juletræet.



509. Erik til Amalie

21-12-95

Kære MammaKære Mamma: skrevet av Erik.

Jeg har givet Erik Tinsoldater og Margrethe har jeg givet Kaffekande, Flødekande, Sukkerskål og 3 Par Kopper og Aage en Dampbåd, og Kokkepigen har jeg givet Brevpapir og Pigen som hedder Alma et Syskrin og en som hedder Thora en Portemonnai. Og vi fik Risengrød idag – det var Kartoffelmos, som vi legede var Risengrød, som vi næste Dag kunde lave Klatkager af. Og jeg var til Juletræ igår henne i Skolen og Børnehaven fik mest, fordi vi vi [sic] kom først og var de mindste. Jeg er bleven fotograferet og jeg er færdig med mine Julearbejder, men der er én Dreng, som ikke er bleven færdig, og Jørgen Saxild er vistnok heller ikke færdig. Det, de sprængte i Svaneke, var jo Sten ned i Havnen, kan Du ikke huske det en Gang? En Dag lagde Frøken Stahlschmidt alle Julearbejderne frem, og så kom alle Mødrene og så på det. Og vi skulde spise inde i Gymnastiksalen, og hvis vi ikke skyndte os lidt, kom Skolen og gjorde frygtelig Nar ad os. Margrethe Slomann sagde til mig, at Gudmund, Valdemar og Iwan gjorde Nar af os, men det var ikke af mig, for jeg var ude i Haven og legede Skorstenfejer. Jeg giver Hr Slomann en Pennevisker og Fru Slomann en Fotografiramme med mit Billede i. Da jeg var på det første Arbejde, var der en lille Pige, som hed Ingrid Møller, som også var på det første Arbejde, og da jeg var på det sidste, så var hun kun på det andet. Nu skal jeg igen ud med Pappa og købe en Julegave til Johanne Achen, men vi véd ikke, hvad det skal være. Jeg har fået Krumkam for der kunde ikke holdes Orden på mit Hår, det var så pjusket.

Glædelig Jul kære Mamma. Jeg har glemt at fortælle Dig at vi var ude og se de vilde Dyr både Løver og Tigre og Leoparder og Bjørne, som gik på Bagbenene, og en Elefant, som kørte på Cykkel og hejste et Flag, og en Løve, som red på Elefanten, og en Løve med Guldkrone, som blev trukket i en Guldkarret af to Kongetigre og to Hunde, der stod bag på. Nu har jeg ikke mere at fortælle Dig. Farvel kære Mamma og glædelig Jul.

Din Småen

[Her er tegnet en sirkel rundt ordet]:

Kys!



510. Erik til Amalie

23-12-95

Den tyske Tekst af «Memento mori», som jeg afsendte igår tillige med den øvrige Bunke Bøger, kom forleden i et Eksemplar af Wienertidsskriftet «Die Zeit»,Wienertidsskriftet «Die Zeit»: «Memento Mori» ble trykt i Die Zeit. Wiener Wochenschrift für Politik, Volkswirtschaft, Wissenschaft und Kunst, Bind V, Nr. 60, 23/11/95, s. 128. Oversetteren blir ikke nevnt. og igår Aftes indtraf en Postanvisning til Dig fra Mizi Franzos på 5 Kr. 97 Øre.Postanvisning til Dig fra Mizi Franzos: Den østerrikske Mizzi (dvs. Marie) Franzos må ha vært oversetteren av fortellingen. Hun oversatte bl.a. Herman Bang, Hjalmar Söderberg og Selma Lagerlöf. For Bekostningens Skyld skar jeg Teksten ud af Heftet, lige som jeg har gjort det m.H.t. «Sommer», der sammen med «Børnefortællingerne» afgår idag.

Fra Fru Ida Hansen er i dette Øjeblik kommen en pragtfuld (grøn) Kåbe og Hat og en Dukke til Småen. Vi var indbudte der til Juleaften, men jeg svarede med et motiveret nej.

Bekostningen ved Tilsendelsen af den voluminøse «Paris» må jeg først undersøge. Det forekommer mig vel urimeligt at sende en Mand en Gave, som han selv må betale i dyre Domme.

E.S.



511. Amalie til Erik

Paris, rue Faubourg St Honoré 225.

27/12/95

Skal det nu være «E.S.» igjen? Jaja, i guds navn. I guds navn alt det som er, og har været og skal vorde. Jeg er lam og har sagt pas, pas «for ever».

Du har forresten skrevet nogle breve, hvis indhold faldt som dug i min syge, tørre sjæl. Men jeg vidste også mens jeg læste dem og gråd over dem, at de ingen lægedom havde for mig. Den lægedom der findes, og som Du sidder inde med, vil Du ikke spendere på mig. Og nu er vist også tiden ude. Gudskelov endelig en gang. Jeg tror ikke lægedommen nu mere vilde være lægedom for mig. Jeg har tigget og lidt forgjæves så altfor længe. Dette skal Du naturligvis ikke svare på – å jeg fæ, som ber Dig om det! Som om det var nødvendigt at be Dig gå udenom og tie stille ligeoverfor det, der for mig har vært det værste og vigtigste.

– Jeg ønsker Dig af hjærtet et godt og lykkeligt nytår! Jeg ønsker Dig at Du må finde lykke og tilfredshed i et eller andet.lykke og tilfredshed i et eller andet: Flere ord er krysset ut her. Og alt, alt andet godt ønsker jeg Dig ligeledes. Jeg kan som Du sér, ikke skrive til Dig.

Den B.B. som nu igjen har luret sig fra, eller glemt at gi mig sin nye bog!glemt at gi mig sin nye bog: dvs. Over ævne II (se brev 499, note 10). Nu skal han heller ikke mere få nogen flere bøger af mig. Har han ikke råd eller lyst til at gi mig de bøger, han skriver, så har jeg det endnu mindre. Har Du måttet kjøbe den? Tak min ven for alle dine sendinger af bøger og ting, som jeg har bedt om. Jeg vilde dog gjerne havt «Tilskueren» med den norske tekst af «Memento Mori». Jeg fordrager ikke det tyske sprog, og jeg tror altid at det er galt oversat. Og hvis disse mine småting nu blir oversat på fransk,hvis disse mine småting nu blir oversat på fransk: se brev 507, note 4. Amalie Skrams navn står ikke i Catalogue Général des Livres Imprimés de la Bibliothèque Nationale, Bind 173 (Simha-Sliman, trykt 1948). jeg ha min egen tekst for at kunne korrigere.

Vær endelig så snil straks at sende et eksplr. af «På Sct. Jørgen» til hr Fridrich v. Känelet eksplr. af «På Sct. Jørgen» til hr Fridrich v. Känel: Brevkortet fra Känel (datert 18/12/95) finnes på KB; han skriver om å anmelde boken i Internat. Litteraturberichten. Aeschi [?] Bern Schweiz. Men straks. Hvis Du har læst hans brevkort så har Du set at han vil ha det eksplr. for i schwejtziske aviser at kunne anmelde den.

Du skal ikke bryde Dig om hvad så forsendelsen af «Paris» koster. Jeg sa forleden til Gudman at Du muligens kunde sende ham et eksemplr. men at han selv fik betale fragten. Og han var henrykt. Gjør det bare, hvis Du har bogen, og hvis Du vil og gider gjøre det. Fortæl mig når Du skriver om småens juleaften, om hun var glad i min dukke, om hvad hun ellers fik o.s. v. Om alt alt muligt, hende angående. Presenterne fra Achens og Marie Thiele kjender jeg, så dem behøver Du ikke at nævne. Jeg havde bedt P.N. sende mig Politikens julenummer,Politikens julenummer: se brev 493, note 4. men se om han har gjort det. Hvis honoraret for mit rejsebrev blir sendt til Klasensgade, så bér jeg Dig ekspedere det videre til mig, og send så samtidig de 5 kr. 97 for «M.M.». Jeg har jo ingen penge her. Men send det endelig pr/postanvisning! Andet er umuligt besværligt.

Tænk småen, som fik kåbe og hat nu igjen fra fru Hansen. Ja hun er storartet sød det menneske! Forresten trængte jo småen ikke til kåbe nu. Ak bare jeg kunde se hende i den! Gjem den forresten til næste år.

Jeg havde en hyggelig juleaften og i begge juledagene har jeg vært ude. Mit eksém er omtrent som før. Jaja, så Du vil det skal være «E.S» nu igjen. Kan Du huske, hvor jeg isommer bad Dig om ikke at skrive det?

A.S.

[Tilføyelse på første side]:

Jeg længes efter småen, ofte sådan at det er som hjærtet bløder sig tildøde. Undertiden længes jeg også efter Dig. Men det er der jo ingen mening i.



512. Erik til Amalie

30-12-95

Kan Du eller vil Du ikke forstå, at når jeg under de sidste korte Meddelelser har sat E.S. efter at have skrevet til Dig, som jeg har gjort, for hundrede Gang åbnet mine Arme for Dig og vist Dig Vejen til mit Hjærte, så er det Dig der slår mig denne kolde Form i Hånden. Samtidig med at jeg skriver mine kærlige Ord og sender Dem bort med et – vidunderlig nok – ikke endnu helt underkuet Håb, har Du skrevet et Brev til mig, som ikke indeholder andet end Mørke, Afvisning og Sprængning af alle Hjemmets Bånd – for at tale mådeholdent. Et Brev, som en ærekær Hustru ikke kan skrive til den Mand, hun ønsker skal skrive «din» under sine Breve. Du ødelægger og ødelægger nu som altid, jeg udbedrer og udbedrer. Du forhåner, jeg beder, og dette Spil er gået for sig i det uendelige – og endnu har Du Mod til at vende Tingens Bråd mod mig.

Sandelig Amalie, det er galt fat med Dig!

Men endnu siger jeg, at har Du Sind til eller kan Du få Sind til at prøve på at leve Livet i Kærlighed – hvad Du endnu aldrig har gjort –, så står jeg og din lille Pige der for at hjælpe Dig. Og det er gode Vilkår, vi byder Dig.

Men forhånes i min Kærlighed og i mit milde Sind det vil jeg ikke mere.

Men Kærlighed er en Gerning fra Dag og til Dag, fra Minut til Minut, og Kærlighed er Fred, og uden Fred er der ingen Kærlighed.

Og Kærlighed er ikke en Lue, der varmer idag, og imorgen brænder alting op.

Vor Juleaften hos Slomanns var god. Der var mange Gaver og megen Henrykkelse hos Børnene. Dukken Anita fra Dig var sikkert la pièce de résistance. Tilsidst var Småen ene tilbage hos os voksne, medens de andre Børn blev klædt af. Hun dansede da ene med udbredte Arme rundt om Juletræet og sang: «Højt fra Træets grønne Top» og lod som om hun var med i en hel Kæde, og hun fortsatte Dansen ind gennem Spisestuen rundt om det store Bord. Hun svang sig yndefuldt og let på Tå, og jeg havde blot det ene Skår i den Lykke det var at se hende, at denne Alfedans ikke foregik i hendes eget Hjem med kun de to glade og mod Lykken taknemlige Forældre som Vidner. Nu kommenterte den tørre Slomann hendes bedårende Glæde med Ord, der passede som Lyden af en Fejekost i en Fløjtesolo.

– Siden har jeg atter været hos Slomanns (to Gange) og jeg har haft Småen hos mig hele Dagen fra Kl 1 til ½ 8 – men da var dit Brev til hende endnu ikke kommet. Nu på Overmorgen skal hun atter være hos mig, og hvis Fru Slomann da så ikke har besørget et Brev fra hende til Dig, tænker jeg, at vi bl.a. tager fat på at skrive til Mamma. Der vil Småen så naturligvis fortælle om de Gaver hun fik.

Forleden fik jeg Brev fra Emma om, at Søster Hanne var dødat Søster Hanne var død: Hanne (Johanne) var en eldre halvsøster av Erik fra hans fars første ekteskap. og skulde begraves omtrent samtidig med at jeg modtog Brevet. Hun havde været lammet af et appoplektisk Anfald (det andet) men været ved sin Bevidsthed de første 8 Dage derefter, så tabte hun Bevidstheden og døde uden Kamp.

«Over Ævne» er sendt til Dig – der stod ganske vist mit Navn på Pakken, men Ordren må have lydt på, at det var til Dig den skulde sendes. B.B. sender ikke mig noget. Taler Du med Lie’s? Hans Bog,Lie’s … Bog: I 1895 gav Jonas Lie ut romanen Naar Sol gaar ned. Den handler om sjalusi mellom ektefeller. som jeg ikke er færdig med, interesserer mig desværre ikke synderlig.

Din Erik

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Elskede Amalie

Elskede Amalie inneholder hele den bevarte korrespondansen mellom Amalie og Erik Skram, fra 1882 til 1902, til sammen nesten 600 brev. Brevene gir et unikt innblikk i forholdet mellom de to, og kaster også lys over Amalie Skrams diktning.

Utgiveren, Janet Garton, har skrevet en fyldig innledning om ekteparet og deres samtid. I tillegg har hun utstyrt hver årgang i korrespondansen med en kort innledning om brevenes kontekst.

Boka inneholder også ordkommentarer, et appendiks med Erik Skrams notater rundt Amalies sykehusinnleggelse i 1894, et appendiks med begges notater og lapper rundt skilsmissen, ordliste, slektstavler og bibliografier.

Teksten i bokselskap.no er basert på Janet Garton (red.): Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882–1899, 3 bind, Gyldendal, Oslo 2002. Se faksmiler av bokutgaven fra 2002: bind 1, bind 2, bind 3

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.