Elskede Amalie

1897

Vinteren 1896–97 var en vanskelig tid for Amalie; hun trodde fullt og fast at Erik hadde en elskerinne, og led forferdelig av skinnsyke og ensomhet. I sin pine betrodde hun seg til Viggo Hørup, og fra desember 1896 til mai 1897 utspant det seg en intens brevveksling mellom dem, hvor hun ga uttrykk for sin krenkelse og sorg, og han forsøkte å overtale henne om å være rolig og vennlig overfor Erik, og på den måte å vinne ham tilbake (se Karsten Thorborg (red): Hørup i breve og digte, 1981). I februar 1897 begynte hun på en brevveksling med den danske maleren Valdemar Irminger, til hvem hun også betrodde sine bekymringer, skjønt ikke fullt så åpenhjertig i begynnelsen.

Mens disse brevvekslinger foregikk, reiste Amalie i slutten av mars/begynnelsen av april til Norge, for å besøke sin sønn Ludvig og hans familie (hans kone Signe hadde nettopp fått barn), sin bror Ludvig, som nå var blitt meget syk, og sin mor. Hun bodde en overgang hos sin sønn i Dalsbergstien, men flyttet så til Holbergsgade, hvor hun vel hadde fått leie et værelse. Hun hadde det ikke bra; hun følte seg syk, hadde mageproblemer, kunne ikke arbeide. Erik var blitt hjemme i København sammen med Småen. Brevene fra ham gir inntrykk av at han trivdes; han skrev på sin lille roman Agnes Vittrup (1897), koste seg med Småen og syntes å være forholdvis ubekymret. Amalie ble borte nesten hele måneden, og reiste hjem igjen 24. april.

De neste brevene (561–64) ble skrevet i juli, da Erik og Småen en tid oppholdt seg hos hans bror William, som var blitt prest i Damsholte og bodde der med sin familie: konen Georgine og sønnen Tyge, som var forlovet med Ellen Seedorf. Denne gangen var det Amalie som ble værende i København for å skrive videre på siste bind av Hellemyrsfolket, Afkom, som omsider ble ferdig og kom ut i 1898. Erik skrev inntrengende og bad henne komme til ham og Småen. Til sist ga hun etter, og reiste 15. juli.

Kort tid etter var Amalie dradd sammen med datteren til Førslev Gård, og da hun skrev til Erik 22. juli (brev 565) var han tilbake i byen; det var hans tur til å sitte hjemme og skrive, og prøve å bli ferdig med sin bok. Amalie ble på Førslev ganske lenge, men enda hun og Småen hadde det godt på herregården, kunne hun ikke riktig trives. Hun hadde håpet å kunne arbeide, men følte at omgivelsene ikke innbød til det; hun var også ulykkelig fordi broren Ludvigs sykdom forverret seg, og hun fikk til slutt vite at han var brakt til sykehuset for å dø. Hennes mistenksomhet overfor Erik fortok seg heller ikke; da hun hørte fra noen annen at Erik hadde hatt timer i sykkelridning (brev 571), ble det til enda et bevis på at han holdt ting hemmelig for henne.

15. august ble Erik endelig ferdig med boken som han hadde strevet med, og han dro til Førslev for å være der en stund før alle reiste hjem. Her slutter så brevene for det året; men vi vet fra andre brev (f.eks. Amalies til Martinus Galschiøt 29/10/97) at Amalie lå på Øresundshospitalet i flere uker i oktober/november for «et maveonde» som det tok lang tid å komme over.



554. Erik til Amalie

Kbhvn. Ø. 3-4-97

Kære Amalie

Dagene siden Du rejste er forløbet heldig, forsåvidt Rigsdagen har haft en Overgang af Skikkelighed. Da Småen og jeg skyndte os ned gennem Grønningen for at jeg skulde komme tidsnok til mit Arbejde, mødte vi et Par Folketingsmænd, som fortalte, at Mødet var forbi. Situationen forandrede sig da pludselig. I Stedet for at sætte Småen i Sporvogn tog jeg hende med op på mit Værelse i Rigsdagen, og medens jeg gjorde det Protokolarbejde færdigt, som jeg var gået fra, svælgede Småen i Chokolade og Kager. Så gik vi hjem, og der fik Erik SjøbladErik Sjøblad: Niels Juel-Hansens Erik Sjøblads Hændelser, en bearbeidelse av Daniel Defoes Robinson Crusoe (1719), ble utgitt i 1882. sig en Omgang. Vi spiste sen Middag. Under den fik jeg et Bytelegram om at møde ved en Generalforsamling i Journalistforeningen Kl 9, hvilket jeg modvillig gjorde. Det kniber stærkt for mig med den stakkels Bog, jeg har lovet Hirschsprungden stakkels Bog, jeg har lovet Hirschsprung: Erik holdt fremdeles paa med Agnes Vittrup, som kom ut samme år. (og som skal give nogle Penge), jeg har jo bogstavelig kun kunnet sætte min Hjærne i de behørige Svingninger i så korte Tidsrum ad Gangen, at næppe har Svingningerne begyndt, før jeg har måttet bryde af, hvorfor Arbejdet også kun har krøbet frem. (Og jeg med min Langsomhed! Der er Steder jeg skriver 20 Gange om) Nå, på Mødet talte jeg med Peter Nansen,Peter Nansen: se brev 499, note 5. der med megen Elskværdighed forhørte sig om Dig. Inden jeg gik hjemmefra var Småen omtrent i Seng og meget lystig. Jeg var hjemme Klok. 11 ½, og da havde hun Præget af at have sovet længe og trygt. Sengen var ikke rodet op, og kun et herligt slumrende lille Ben stak frem af det blå Dække.

Næste Dag, altså Fredag var jeg helt fri for at møde i Rigsdagen, hvilken usædvanlige Situation jeg benyttede på den for mig ligeså usædvanlige Måde ved overhoved ikke at sætte mine Ben uden for Huset. Jeg sad ved Skrivebordet omtrent hele Dagen. Kun afbrudt, da Småen kom hjem fra Skole og råbte Hurra allerede uden for Entrédøren, da hun på sin Ringning og mit Komme fra min Dør opdagede, at jeg var hjemme, endnu inden jeg havde lukket hende op. Så afmarcherede hun til Slomanns, iført sin nye blå Kjole med Skærf, som Josefine tumlede med, så godt hun kunde. En Times Tid senere blev jeg igen afbrudt. Det var Fru Eckert,Fru Eckert: se brev 536, note 4. der kom for at se til Dig. Hun sad så lidt hos mig og var såre behagelig. Hun anslår for mine Øren en Tone, som jeg holder grumme meget af. Den minder mig om det gode ved Tonen i min Ungdomskres. Derefter Ro til Småen endelig ved Sengetid atter indfandt sig, sulten og begærlig efter Erik Sjøblad. Den sidste Begærlighed blev dog ikke tilfredsstillet, hvorover hun i 5 Minuter var krænket. Så sang hun og dansede og deklamerede og fortalte mig, at der var 6 Verdensdele: de 5 almindelige, som hun havde lært på Skolen og dernæst Majkaland.Majkaland: se tittelen på Amalies fortelling (brev 493, note 4). Det er uklart om det var Amalie eller Johanne som først fant på navnet.

Idag har Rigsdagen atter været elskværdig og gjorde sig så tidlig færdig, at jeg kunde være hjemme endnu inden Småen var bleven omklædt for at gå til Henriques’.for at gå til Henriques’: Det kan ha vært enten Ruben eller Axel Henriques; den siste hadde barn mer på samme alder som Småen. På Vejen hjem kom jeg til at følges med først Fru GerstenbergFru Gerstenberg: se brev 513, note 4. og et Øjeblik efter med Aage Slomann og Fruen. Den lille Purk lagde så trofast sin Hånd i min, at jeg blev ganske rørt. Begge Fruerne bad mig endelig sende Johanne til dem. Jeg fulgte så Johanne ud til Henriques’ – hun havde ikke synderlig Lyst, men da vi kom, traf vi et talrigt Børneselskab (bl.a. Hans Nicolais to Drenge),Hans Nicolais to Drenge: sannsynligvis Hans Nicolaj Hansen (se senere brev 572). og det så ud til, at Legen gik fortrinligt. Jeg blev siddende et Kvarterstid og fik Chokolade, og så fulgte Fruen mig tilbage til Klassensgade. Nu skal Josefine afsted for at hente Småen, og hun får så dette Brev med sig. Imorgen tænker jeg at sende Johanne over til Achens. Rørdams havde foreslået en Skovtur, men jeg tør ikke. Jeg se at få noget af Bogen færdig for at kunne hæve en Sum til Huslejen og nu synes jeg, at jeg er lidt i Ånde.

Din Erik

[Tilføyelse på første side]:

Du har jo glemt dit Ur! Hvad siger Du til det? Helene v. Schewitsch’s AdresseHelene v. Schewitsch’s Adresse: tysk skuespiller og forfatter, i sin ungdom forlovet med Ferdinand Lassalle, som ble drept for hennes skyld. Det er uklart hvorfor Amalie skulle skrive til henne. er: München Maximilianstrasse 19 a. Jeg har købt en Bog til Karen Bendix (3,75) af Miniaturbibliot.en Bog til Karen Bendix: må ha vært til datteren til Victor Bendix, senere Karen Stampe Bendix, som var født i 1881. Erik nevner senere at han har vært i konfirmasjonsselskap hos Bendix (brev 556, note 9). den Udgave min eventuelle Bog skal få.



555. Amalie til Erik

Kristiania Dahlbergstien 4 b.Dahlbergstien 4 b: dvs. Dalsbergstien ved St. Hanshaugen, adressen til Amalies sønn Ludvig. Det er ikke langt fra hvor hun hadde bodd tidligere med sin bror Wilhelm. Skrevet på brevkort. 4/4/97

Tusen tak min kjære E. for dit omhyggelige brev, som jeg fik idag. Disse fakta og data havde en sær beroligende virkning på mig. Endnu engang tusen tak! Når jeg ikke skriver brev, men bare brevkort, så er det fordi jeg er så ussel, skjønt i bedring. Jeg orker ingenting, men jeg har fåt appetit. Jeg kjender på alt, at jeg lige er ståt op af sygesengen. Mine knæer dirrer såsnart jeg går ned ad bakke, og jeg skyr alt samkvem med alle dem, som vil træffe mig. – Ja, mit ur savner jeg meget, men det kan dog nok gå. Det var ikke det eneste vigtige, jeg glemte. Små-Ludvig er aldeles henrivende sød. Store-LudvigSmå-Ludvi … Store-Ludvig: dvs. Amalies sønn og bror. har det bedre. Hils og kys småen fra din Amalie.



556. Erik til Amalie

Kbhvn 8-4-97

Kære Amalie, idag har jeg modtaget dit Brevkort og ser altså, hvad der ikke kan undre, at Du stadig er Rekonvalescent. Imidlertid når Appetiten er der og ny Luft, så må Du vel nogenlunde hurtig for Alvor kunne komme til Kræfter. Du skriver ikke noget om Ludvigs syge Dreng,Ludvigs syge Dreng: dvs. hans sønn John Grieg Müller. og det betyder formodentlig, at det i alt Fald ikke er værre. – Her nede gik det lidt anderledes end beregnet. Lørdag Dag Aften [sic] da Josefine var gået efter Småen, indfandt et hæsblæsende Bestyrelsesmedlem fra Samfundet sig hos mig med Indbydelse til Dig og mig til nu samme Aften, det store Fotografi af migdet store Fotografi af mig: Det er lite sannsynlig at fotografiet fremdeles eksisterer, siden Studentersamfundet har flyttet lokaler flere ganger. skulde afsløres ved en lille Festlighed. Ved en Misforståelse var Indbydelsen til os ikke udgået i rette Tid. Jeg havde ikke tænkt at gå i Samfundet men blev nu nødt til det. Det var Obstfelder, der ellers fyldte Aftenen med Oplæsning,Obstfelder, der ellers fyldte Aftenen med Oplæsning: Den norske dikteren Sigbjørn Obstfelder hadde utgitt sine Digte i 1893, og siden noen noveller. og da jeg netop havde forkastet et Stykke af ham til Det fri Teater,et Stykke af ham til Det fri Teater: Obstfelders skuespill De røde draaber (1897) handler om den moderne tekniske utvikling og dens mangel på sjel. Erik var direktør for Studentersamfundets Fri Teater. var jeg ikke begærlig efter at træffe ham. Jeg ventede med at gå, til Småen var vel og godt i Seng og fik da at høre Slutningen af en Oplæsning, som lod til at have været interessant. Det jeg fra mit dårlige Hørested opfangede, lød spindelsvævsagtig fængslende. Men ved den lille Bespisning traf jeg foruden Obstfelder – en lille køn Mand med et lyst, nervøst Blik – Mons Lie og Frue (Søster til Niels Collet),Mons Lie og Frue: Mons Lie var sønn til Jonas Lie, og også han forfatter; han skrev både romaner og skuespill. Hans kone var skuespilleren Johanne Vogt, søster til Nils Collett Vogt. og det interesserede mig i Grunden nok så meget, og desuden Thomas P. KragThomas P. Krag: se brev 543, note 5. og en norsk Maler Jakobsen.en norsk Maler Jakobsen: sannsynligvis August (Julius) Jacobsen, som i 1890-årene studerte i København. Mons er en Mandsling, der ser ud som om han hele sin Barndom har været indespærret i en Kælder og levet af Kartoffelsuppe, hans Kone en høj, pseudosmuk, vistnok meget enfoldig og til Gavns smagløs Skuespillerinde med ædle Følelser. Men Mons kom mig så venlig i Møde og har Tanker, der gnaver så ivrigt på hans Hjernemasse som indespærrede Rotter på Træværk, at jeg fik Godhed for ham og ondt af ham og Lyst til i alt Fald nogle Gange at tale med ham. Det var mig derfor behageligt, at Krag senere på Aftenen indbød mig til sig Tirsdag Aften for at være sammen med Lies. Disse bragte Bunker af Hilsener fra Bernt Lie og Frue,Bernt Lie og Frue: se brev 519, note 8. der i Rom er stærkt sysselsatte med at udsprede vor Berømmelse.

– Så kom Søndag. Småen havde hostet lidt om Morgenen, også om Natten – jeg havde været oppe en Gang for at give hende Pastiller –, og da hendes Lyst stod til at blive hjemme, og Vejret ikke var netop fortryllende, opgav vi Turen til Achens, det vil sige Josefine skulde have bragt hende derover. Og Småen var eksemplarisk sød. Hun kunde uden at forstyrre mig gå i Dagligstuen og min Stue, mens jeg arbejdede, og pludselig gav hun sig til at skrive Brev til Dig. Til Middag var jeg i Konfirmationsselskab hos Bendix’,i Konfirmationsselskab hos Bendix: se brev 554, note 10. og kom naturligvis med den tarveligste af alle Gaverne, der prangede af Kostbarhed. På Hjemturen gjorde jeg en halv Times Lykønskningsvisit hos Ruben Henriques’,Ruben Henriques: se brev 543, note 3. hvis yngste Søn blev konfirmeret, og var dog hjemme inden 12. Mandag var Mødet i Rigsdagen atter kort, og Småen og jeg havde det meget hyggeligt med Erik Sjøblad osv. Småen læste et halvt Kapitel for mig, da jeg erklærede, at nu kunde jeg ikke mere. Men så hostede det lille Bæst så stærkt, da hun var kommen i Seng og senere på Natten – jeg var to Gange oppe for at give hende Vand og Pastiller –, at jeg om Tirsdagen lod hende sove ud og holdt hende borte fra Skolen. Selv var jeg fri for Rigsdag – når Foråret kommer i Luften og den politiske Konflikt trækker sammen, sagtner Arbejdet –, og jeg hørte hende ikke hoste en eneste Gang til Kl 2. Så spurgte jeg hende om hun havde Lyst til at gå til Slomanns, det havde hun, og afsted spankulerede hun, og heldigvis hun har ikke hostet det mindste siden. Jeg var efter en god Arbejdsdag om Aftenen hos Krag. Foruden Lies og Jakobsen var Helge Rode og Frk Lasson (Bokken(?) til Fornavn, Søster til Oda Krogh)Frk Lasson … Søster til Oda Krogh: Bokken (Caroline) Lasson hadde debutert i 1894 som konsert- og operettesanger. Hun var søster til Oda Krohg, født Lasson. der og Fru HenningsenFru Henningsen: vel forfatteren Agnes Henningsen, som senere fortalte om denne tiden i sine Erindringer (1941–55). samt Maurer.Maurer: dvs. Axel Maurer. Se brev 544, note 2. Det var vældig flot, Champagne over en lav Sko. Først sa’ Ingen noget uden jeg, Lie var syg, så sang Frk Lasson (kønt) franske Sange, så virkede Champagnen, og så dansede Lie og Bokken Kankan, medens Helge Rode sank på Knæ for Fru Henningsen, der ikke så videre opbygget ud. Så talte Lie og jeg mange uforståelige Ord, dernæst fik Bokken Lasson og jeg os en alvorsfuld Samtale – hun gør et sympatetisk Indtryk, men i Himlens Navn, hvor er disse unge norske Pigebørns Væsen uegnet til Hjemmets fire Vægge, det er jo Gaden, Hyblen, Kaféen og de lange Mandfolkeudflugter, der har præget dem. Krag har den styggeste Stemme et Mandfolk endsige en Digter kan have, men han synes mig fin, Fru Henningsen fik jeg et smukt Indtryk af, Fru Lie tabte sig oppe i nogle dumme Skyer, og til Maurer afgav jeg det Løfte, som jeg fortryder, at læse hans nu tilendebragte Skuespilhans nu tilendebragte Skuespill: Etter Lykkens Pamphilius (1896) utgav Axel Maurer Babylons Konge i 1906. og sige ham min Mening. Idag har jeg været i Rigsdagen til Klokken 6. Småen er dejlig. Hun har fået sit Kys fra Dig. Nu skal jeg arbejde.

Din Erik



557. Amalie til Erik

Kristiania 8/4/97

Jeg har ikke hørt fra Dig siden, og jeg har ventet brev. Du ikke regne på at jeg ikke skriver.at jeg ikke skriver: Dette er skrevet på brevkort igjen. Jeg orker ikke. Kræfterne vil denne gang ikke komme skjønt jeg spiser godt, og sover nokså bra også. Men det kommer vel snart. Jeg har vært 3 ganger i teatret. Så har jeg måttet holde mig i ro hele dagen for at kunne gå der om aftenen. Ludvig er storartet. Frygtelig morsomt at se på ham. Signe og gutten er nu kommen hjem. Derfor er jeg flyttet fra Ludvig. Der findes ikke plads! Det var så ikke muligt for mor at få det værelse til mig.ikke muligt for mor: Amalies mor hadde flyttet til Kristiania. Så bôr jeg i Holbergsgade 27. Skriv til mig.

Din Amalie.



558. Erik til Amalie

Kbhvn den 12 April 1897

Kære Amalie, sidst glemte jeg at fortælle Dig, at jeg samme Dag jeg skrev havde mødt Mette Goguin [sic].Mette Goguin: dvs. Mette Gauguin, født Gad, i 1873 gift med den franske maleren Paul Gauguin. De ble separert i 1885, og i 1891 dro han til Tahiti. Deres datter Aline var nettopp død (januar 1897), så sønnens sykdom må ha vært en ekstra påkjenning. Han var den senere billedhuggeren Jean Gauguin, som ved denne tiden var i snekkerlære. Hun fortalte mig, at hendes Søn, Smeden, lå på Hospitalet af Blodforgiftning. Han havde været meget syg og gennemgået tre Operationer. Forgiftningen havde han fået ved at jage sig en Fil ind i Maven. Nu var han i Bedring. Hun så meget angrebet ud og indrømmede også, at dette snart var for meget – «Jeg bliver formodentlig snart gal». – Hvis Du i Kristiania har hørt om Sandbergs SygdomSandbergs Sygdom: dvs. legen Jørgen Sandberg, gift med Amalies venninne Helene. – at han er bleven smittet af en Koppepatient –, hvad Du formodentlig har, så kan jeg måske bringe Dig som Nyhed, at han er i god Bedring og ikke vil blive vansiret af Ar. Jeg har idag forhørt mig hos Kaldenborns. Kaldenborns: Det er uvisst hvem dette var. Det finnes en norsk offiserfamilie von Kaltenborn. Det var Fruen, der forleden på Gaden meddelte mig den første Jobspost. Helene Sandberg har været i Berlin for en Hjærtesygdom men er nu atter i Bergen. Forleden Aften da jeg var i Gang med at rede Småens Hår til Natten, ringede det, og ind kom Kaldenborn, der bad mig skaffe ham en Billet til Nansensforedraget Dagen efter.Nansensforedraget: Fridtjof Nansen holdt foredrag 6/4/97 i Koncertpalæet om sin ekspedisjon mot Nordpolen. Manden blev åbenbart i høj Grad forundret over, at jeg ikke havde det mindste med den Sag at gøre næppe en Gang havde lagt Mærke til, at Nansen var i Byen. For Resten var han meget elskværdig og meget indtagen i Småen der blev præsenteret i Negligé.

– Sidst slap jeg nok ved Torsdagen. Det var Kongens Fødselsdag, altså Fridag. Jeg havde en lille Kamp at bestå med Småen for at overbevise hende om, at hun virkelig havde fri, ingen i Skolen havde ymtet noget derom. Men hun lod sig altså berolige, og da så lille Vera Gerstenberg indfandt sig for at bede hende hjem hele Dagen fra Frokost til Aften, måtte enhver Tvivl forstumme. Det blev en rolig Dag for mig hjemme, og da Småen kom tilbage Kl 8, havde hun haft en strålende Dag og aftvang mig øjeblikkelig et Løfte om at hun måtte få Vera hjem til sig om Søndagen. Fredag var en travl Dag i Rigsdagen. Jeg nåede dog hjem til Småens Sengetid efter Danseøvelsen, der som sædvanlig havde moret hende. Hun skal (på Grund af Helligdagene) danse igen imorgen, og så er der Afdansning på Fredag 8 Dage. Lørdag var atter strængt besat i Rigsdagen. Småen og jeg spiste sammen, så måtte jeg tilbage og nåede at komme i Samfundet til sidste Halvdel af Hansen Nørremølles Foredrag – Du husker ham fra Sønderjylland.Hansen Nørremølles Foredrag: dvs. H. P. Hanssen (Nørremølle), sønderjysk politiker. 10. april 1897 talte han i Studentersamfundet i København om «Vore Opgaver». Der kom derefter en ret interessant Diskussion, hvori jeg deltog, og jeg blev så siddende en Timestid derefter sammen med Hansen og Bestyrelsen. Han bad mig flere Gange indtrængende om at hilse Dig og opfordrede mig ivrig til på ny at komme på Besøg i Slesvig. Han er bleven en betydelig Mand, prøjsisk Rigsdagsmand, og Sjælen i den hele danske Bevægelse der nede.

Søndag Morgen spaserede Småen afsted Kl. ½ 11 for at hente Vera, og blev så på uforklarlig Måde borte til Klokken var 12 forbi. Så indfandt hun sig forpustet, rødkindet og strålende, ikke med Vera, men med Margrethe Slomann. Da hun var kommen til Gerstenbergs, viste det sig, at Vera var syg og kunde ikke komme, sporenstregs løb Småen ud til Slomanns og inviterede Margrethe. Der var Situationen for så vidt forberedt, som jeg havde skrevet til Fru Slomann (som Svar på en Opfordring til at spise der om Søndagen) om, hvad Småen havde for. Margrethe skulde først læse Lektier, og så kom da Småerne løbende. Efter Frokost slap jeg dem ned på Marken foran Frihavnen – det var ret lunt, lidt fugtigt –, og da jeg en Timestid efter inspiserede Forholdene, traf jeg dem i en henrykt Leg på noget, der mest af alt så ud som en Mødding. De havde fundet nogle Granris, nogle gamle Gravkranse og ituslåede Havekonkylier og med dem dannede de et prægtigt Anlæg og blev umådelig snavsede. De fik Lov til at blive ude til Middag: Oksesteg og Prinsessebudding, som Småen spiste 4 Portioner af (af Stegen ikke Buddingen). Klokken 7 kom Slomann og hentede M. og til min Triumf havde jeg Hønen i Seng Kl 8. Hun var så dejlig træt. Kl. 10 da jeg troede hende forlængst indsovet kaldte hun på mig: en Loppe. Stor Evakuation. Så sov hun. Midt i Nat vækkede hun mig, Loppen var kommen igen. Da fangede jeg den! Men det tog jo Tid, i hvilken Anledning vi var meget søvnige imorges. Idag er min Ferie begyndt. Småen kom grædende hjem fra Skole, Poul havde på Vejen slået hende i Øjet. Det var ikke farligt, og der havde nok gået et regulært Skænderi i Forvejen. Imorgen skal jeg spise hos Cantors, Skærtorsdag hos Slomanns. Hils alle som bryder sig om en Hilsen fra mig.

Din Erik



559. Erik til Amalie

Anden Påskedags Aften [19/4/97]

Kære Amalie, det er nok så underligt at skrive Breve uden at få Svar. Og megen Tid har jeg ikke. Småen har i alle disse Dage været mit lille trofaste løbende Kid omkring mine Ben, og var hun ikke så prægtig en Unge, var det jo ikke gået. Men jeg har fået hende indprentet, at når jeg skriver, må hun lade mig være i Fred, og hun taler altså ikke til mig uden hvert Kvarter sommetider kun hver halve Time. Dørene har stået åbne mellem alle Stuerne, og hendes Leg er gået sin Gang, og kun i Ryk har hendes små Fordringer været mig en Pine i Nerverne – når jeg dybest søgte at koncentrere min Hjærnevirksomhed om ét. Det var mest når jeg om Aftenen skulde tvinge hende til de to uopnåelige Ting at gøre i Orden efter sig og endda komme i Seng i god Tid og jeg samtidig havde min Bog i Hovedet. Nå, men alt i alt synes jeg det er gået godt. Ganske vist får jeg kun skrevet lidt ad Gangen, men jeg er jo aldrig kommen hurtig frem, og så meget har jeg færdig i Aften, at jeg imorgen anstændigvis kan gå til Forlæggeren og hæve et yderligere Forskud.

Jeg var i Byen forleden Dag og bestilte Støvler til Småen, da vi ingen kunde finde, der passede hende, og i det gode Vejr kørte vi oven på en Omnibus gennem Købmagergade, så havde vi moret os med det. Ellers har vore Udflugter gået til Frihavnen, hvor vi stjæler Marmor af det Ankerske Marmorskæreri,det Ankerske Marmorskæreri: Iflg. Kracks Vejviser 1898 hadde Den Ankerske Marmorforretning, Frederikshld, en filial i København. og hvorfra vi så går i Båd til Langelinje og ved højtidelige Lejligheder får en Kage. To Gange har Vejret til Småens Henrykkelse været godt nok til at hun kunde nøjes med den blå Trøje (Smækken er kommen til Stede) men igår og idag har det blæst en isnende Storm af Vest, og det er særlig uheldigt, fordi Småen igår og idag og tildels imorgen er hos Achens. Hun blev indbudt af Anne Cathrine til allerede at komme Langfredag, men den lille Stump bad om at måtte blive hjemme til Søndag – «Jeg leger så dejlig Pappa, her hjemme.» Det er Marmoret, vi stjæler, der skaber nye Fantasier for hende. Og så et Sukker-Påskelam, som hun fik Lov til selv at købe. Navnlig vistnok dette sidste har i tre fire Dage sat hendes Opfindsomhed i livlig Vækst. Det græsser inde på det grønne Tæppe i Dagligstuen og hentes og bringes, sættes i Stald, indskibes og udskibes af Dukkedrengen med de lange Benklæder. Han er i den Anledning bleven udnævnt til noget som Erik Sjøblad, han boer på en Ø, og sammen med Veteranen Harlekin finder han Marmor og har en dobbelt Virksomhed som Fårehyrde og Opfører af et Slot med Marmortinder. Et helt Slot af Marmor er det store Mål for vore Bestræbelser, men da jeg har sat Tyveriernes Grænse ned til for hver Gang at være hvad hun selv kan have i Lommerne, vil der jo hengå nogen Tid, inden Målet nås. Første Gang vi stjal, måtte jeg slæbe et overmåde tungt glat Stykke hjem for hende. Det var en Tavle, og det skabte lange Skoletimer for de større Dukker med prægtige Forskrifter på det hvide Marmor. Men da jeg hvert Øjeblik blev indviet i, hvordan det gik hver enkelt af Dukkerne i Timen, de fik, var mit Udbytte af Tyveriet lidet lønnende. Imidlertid vænnede jeg mig til med et Par Kys at afkorte Meddelelserne, og da min Indgriben ikke forlangtes, kunde jeg så nogenlunde uhindret spinde videre på min Tråd. Nu da jeg har set, hvad et Par Arbejdsdage kan gøre for Nytte, gruer jeg mig til, at Rigsdagen i Overmorgen atter skal begynde. Forleden kom Mons Lie og Frue og gjorde Visit, og Småen og jeg foretog så vor Udflugt til Frihavnen og Langelinje sammen med dem. Det kunde nu nok gå – skønt de er forbandet kedelige ?: hun, hvad han er, véd jeg ikke ret, hun snakker for ham –, men han efterlod en Bog, hans sidste Arbejde, «To Tragedier om Kærlighed»«To Tragedier om Kærlighed»: Mons Lies to skuespill Den selsomme Gjest og Sebastiano di Riccardi ble utgitt i 1897; det siste ble senere oppført på Nationaltheatret. med et nydeligt Titelbillede af Sinding,Titelbillede af Sinding: dvs. billedhuggeren Stephan Sinding. og igår kom der Brev fra ham, om jeg ikke nok, hvis jeg syntes om Bogen, vilde skrive om den, i hvilken Anledning jeg igår Aftes læste den første (lille) Tragedie –: håbløst parodisk Vanvid! I Lørdags fik Småen et uventet Udbytte af at være bleven hjemme: ind trådte hendes egen Mogensen,hendes egen Mogensen: fra Førslev (se senere brev 569). og det var rørende at se hendes Glæde. Jeg synes ærlig talt, at han får mere, end han har fortjent. Naturligvis mange Hilsener til Dig og Skuffelse over ikke at træffe Dig. Han bliver foreløbig på Førslev, men Frøken Jensen tager nok derfra midt på Sommeren. I Påsken har der været fuldt af Gæster.

I Tirsdags var jeg til Middag hos Cantors og havde det meget behageligt, i Torsdags var Småen og jeg sammen i stort Selskab hos Slomanns og kom sent derfra, til Småens store Fornøjelse naturligvis. Vi blev kørt hjem af Møllers (Fruen f. Rørdam),Møllers (Fruen f. Rørdam): må ha vært fiolinisten Holger Møller, gift med Marie Rørdam. Josefine havde fri. Igår altså afgik Småen efter Frokost med Josefine til Lindevangen,Lindevangen: dvs. til Achens. og Kl 5 spiste jeg der i stort Familjeselskab med l’Hombre efter Bordet. Idag har jeg en nederdrægtig Forkølelseshovedpine, der noget har hindret mig at udbytte min Ensomhed, men for øvrigt har Dagen igår og Dagen idag givet mest i Skæppen – ialt 6 Sider, det regner jeg for store Ting.

Jeg havde efter et Ord i Brevkortet til Småen ventet Brev både igår og idag og for øvrigt også hver foregående Dag.

Det Brev, der er indlagt fra Småen,det Brev, der er indlagt fra Småen: Brevet finnes ikke. smurte hun ned i en lynende Fart i Lørdags – derfor ser det ud som det gør.

Du må hilse, hvem der bryder sig om en Hilsen fra mig særlig Ludvig og takke ham for hans Brev.takke ham for hans Brev: Brevet finnes ikke i samlingene.

Din Erik



560. Amalie til Erik

21/4/97

Min kjære kjære ven, jeg takker Dig hjærteligt for dit sidste brev, som kom idag, og for dine øvrige hyggelige og venlige breve. Jeg har ikke kunnet få tid til at skrive; der var så uhyre meget at skrive om – det blev umuligt for mig at gjøre det ordentligt. Så har jeg hjulpet mig med brevkort. Det fremgår af dine skrivelser at småen slet ikke har længtes efter mig. Og det er jo bare bra. Jeg forstod ikke rigtig om hun skulde bli nogle dage hos Achens. Jeg har det meget bedre, men maven er desværre langt fra iorden. Kommer med Melchior, som går herfra lørdag morgen kl. 10.lørdag morgen kl.10: dvs. Amalie skulle reise med båt fra Kristiania 24. april.

Din Amalie



561. Erik til Amalie

Damsholte Stege 7/7 97

Kæreste Amalie

Jeg kan aldeles ikke forsone mig med den Tanke, at Du vil drage til Vejle.at Du vil drage til Vejle: Amalies sønn Ludvig var i Vejle, sannsynligvis for å besøke den alltid hjelpsomme Slomann-familien. (Se brev 468, note 2.) Du bør komme her over, så snart Du kan. Her er inderlig godt at være, og Du skal have denne Erfaring sammen med Småen og mig. Det vil være at underligt Hul, at vi ikke alle tre bag efter kan tale sammen med samme Viden om Damsholte Præstegård.Damsholte Præstegård: hvor Eriks halvbror William var blitt prest (se brev 296, note 5). Menneskene og Stedet er på alle Måder skikket til at gøre en vel til Mode, og det er foreløbig umuligt at få andet Indtryk af Livet her, end at en Gæst mere eller mindre ingen Rolle spiller i pekuniær Henseende.

Her var et lille Afskedsselskab for Tygeet lille Afskedsselskab for Tyge: Williams sønn Tyge skulle utvandre til Amerika. igår Aftes med smagfuld Opdækning, vi lever fortrinligt, Huset er stort, Du vil få et nydeligt Værelse sammen med Småen – det, jeg for Øjeblikket bebor, jeg rykker da ind i det af Tyge forladte Værelse – og både William og Georgine vil tage imod Dig med åbne Arme. Her er meget smukt.

Det har været meget regnfuldt hele Tiden – idag tordner det i det fjærne, og Vejret kommer vist snart til os – ikke desto mindre har jeg alt gået milelange Ture, og Småen har færdedes ude næsten bestandig. Våd naturligvis og uhyre snavset, hun trænger til alt det Over- og Undervasketøj hun kan få. Du bør aksle dit Skind og komme, så snart Du kan blive færdig.

Ro kan Du få, hvis Du vil arbejde.

Jeg har endnu ikke bestilt noget, men jeg har på Følelsen, at jeg må kunne, når nu Tyge imorgen er dragen på den lange Rejse.

Dit Komme vil altså falde, efter at Bortrejsens Tynge er overstået, og det er min Overbevisning, at det kun vil virke godt, at Huset får Dig til Gæst netop i denne Tid.

Når Du kommer med dit gode Sind mod alle her.

Det er gode Mennesker, de vil ikke skuffe Dig. –


Så nu har vi Tordenen og Regnen over Hovedet, jeg har været ude og samlet Småen ind (med én Galosche) fra nogle Jordbærbede under store Kirsebærtrær, der foreløbig beskærmede hende mod Regnen.

Nu sidder hun hos mig og er begyndt på et Brev til Dig,et Brev til Dig: Småens brev ligger sammen med Eriks. Det lyder i sin helhet: «kære mamma vordan har du det. vi har haft regn hver dag og i dag er det tordenhver og regnhver. i har maaske ogsaa haft regn? ellen er saa sød. og her er saa degligt. din [johane – krysset ut] farvel farvel din johanne». medens Lynene blinker og Regnen strømmer ned.

William er netop nu gået til Kirken for at besørge en Begravelse, det bliver en våd Tur.

Den unge Pige, Ellen Seedorph, Tyges Forlovede,Ellen Seedorph, Tyges Forlovede: Tyge Skram skulle gifte seg med Ellen Seedorf i 1900. er en sød og naturlig Pige, der tager sig udmærket af Småen, der elsker hende, lille Pip (Hanne)lille Pip (Hanne): sannsynligvis et av Williams barn. rørende og meget flinkere end formodet. Kom nu blot!

Din Erik

Hilsen fra alle!



562. Amalie til Erik

Kjbhvn. Ø. Klasensgade 11. 10/7/97.

Min kjære Erik! Mange tak for begge breve.Mange tak for begge breve: Bare ett brev finnes. Det første skuffet mig lidt, for jeg havde ventet så længe på det. Det kom først torsdag, og Dere var rejst allerede mandag. Jeg vented tirsdag, må Du vide. Nej, jeg havde allerede så halvt om halvt opgit turen til Vejle, for pengenes skyld. Skjønt det smerter mig. Forleden havde jeg igjen brev fra Ludvig, hvor han takker så meget for Shakspeare, som jeg har skrevet, han må sende tilbage, inden han rejser hjem, og hvor han bér mig så indstændigt om endelig at komme. Han glær sig så meget til det, siger han. Nu har jeg skrevet, at jeg ikke kommer. Det gjorde jeg efter dit brev. Ja, nej – det får være det samme, siden forholder og omstændigheder er som de er. Så får vi håbe på næste år. At vi da alle kan sés hernede.

Bror Ludvigs brev, som jeg fik den morgen, Dere rejste, var dejligt og rørende. Han var blet så glad bevæget over din hilsen, og han bad mig så inderligt om at takke Dig. «Din røst kalder mig tilbage til livet,» skrev han, «og dine søde gaver til Inger,dine søde gaver til Inger: Amalies bror Ludvigs datter Inger ble født i 1892. Som gift het hun Gløersen. og din mands gode, kjære hilsen. Ham må Du sige, at jeg er så glad, fordi jeg nu på mine sidste dagenu på mine sidste dager: Ludvig døde 21. august 1897. ikke føler mig som en fremmed for ham. Der har vært en tid, hvor jeg gjorde det.»

Ja nu græder jeg naturligvis, jeg kan ikke tænke på, eller snakke om Ludvig, uden at tårerne kommer.

Du ved ikke for et leven, jeg har havt her med rotterne om nætterne. Forresten har de vært fæl om dagene også. Mandag da Dere var rejst, og jeg havde lagt mig tilhvile, kom viceværten, og rumsterte oppe på loftet, banked i propper, og gjorde alle pulterkammers dørtærskler tætte. Det var umuligt at sove. Jeg måtte op og ind i dagligstuen, men så blev der ringet alt i et. Det blev en sørgelig dag. Intet kunde jeg bestille, og rotternes gnav hørtes uafladelig. Næste morgen kom viceværten, og spurgte med et sikkert smil om jeg vel havde hørt noget til rotterne den nat. Han havde lagt gift for dem. «Ja,» sa jeg, «jeg har ikke kunnet sove i hele nat, skjønt jeg gik fra værelse til værelse og forsøgte det.» Han bare smilte, og sa det var umuligt. De måtte være omkomne. Næste nat, tog jeg en stor dosis kloral, faldt i dyb søvn, men blev vækket. Det lød som et forfærdeligt udyr holdt på at bryde sig ind hos mig. Klokken var da to, og jeg gik ud og kaldte på Josefine. Heldigvis var hun tilstede. «Kom ind og hør,» sa jeg. Hun kom, og var stiv af rædsel. Jeg gik ind i din seng og la mig, men rotterne fulgte med. Ikke havde jeg ligget 5 minutter i sengen, før det var det samme op igjen. Så stod jeg op, gik ind, og satte mig til at skrive nogle nødvendige breve. Kl. 6 gik jeg tilsengs, og sov til 11. Da var jeg så syg og elendig at jeg måtte bli liggende i sengen hele, hele dagen. Kl. 11 om aftenen gik jeg ind i min egen seng, tog meget kloral, og faldt i dyb søvn. Atter igjen den samme historie. Jeg blev vækket, flygted ind i din seng, og faldt der omsider i søvn, tiltrods for rotternes gnav.

Igåraftes havde viceværten sat en stor fælde med et stykke flæsk derop. Imorges kom han triumferende, og viste Josefine en vældig rotte, som var fangen. I hele dag har jeg ingen rotte hørt, og kanske det blir stille inat også. Men hvem kan borge for at de ikke kommer og begynder igjen?

Jeg var hos Hørups i onsdags,hos Hørups i onsdags: Amalie brukte Viggo Hørup som rådgiver i denne tiden. og havde det meget hyggeligt, men fik en forfærdelig rottenat bagefter.

Fy Dig Erik, som ingen cigarer lod bli tilbage! Det plejer Du altid. Jeg har røgt noget tobak af en pibe, som nu er så sur, så sur.

Med Josefine er det rent ilde. Hun bedrager og snyder så det står efter. Men det skal jeg fortælle Dig mundtligt. Idag spurgte jeg hende om hun ikke kunde ha lyst til at ta ferie for resten af måneden, mod at få sin løn for juli måned udbetalt. Jo, men så vilde hun også ha kostpenger. Nej, sa jeg. Det kan jeg ikke gi Dem for jeg må så ha koner til at gjøre rent her, og sende tøjet på vask, hvad De ellers skulde ha besorget. Det er en ganske frivillig sag, sa jeg. Jeg bare spør om De kunde ha lyst til det. Jo, det vilde hun nok, svarte hun tilsidst. På mandag skulde hun ta væk. Det sa haleluja! inde i min sjæl. Ja, for hun er for slem. Du skulde vide! Forresten er der det usigelig gode ved hende, at hun altid er høflig og velopdragen. Det gik så pent og stille af. Men glad er jeg – ja, for jeg kan slet ikke platte mig for hendes snyderier.platte mig: klare meg. Nu er det så evident, så iøjnefaldende, men grov blir hun aldrig. Ja, det er trist med den pige. Hun har vært så snil, så hyggelig og kjæk. Men aldrig har hun i disse dage vært hjemme, når nogen har ringt f.eks. Nej, det er dog bedst at hun går sin vej. Jeg er glad. Jeg har ikke kunnet sy småens forklæde færdigt kjære min Erik. Vær ikke sint for det. De stunder, jeg har kunnet gjøre noget, har jeg siddet og skrevet på min bog.siddet og skrevet på min bog: Siste bind av Hellemyrsfolket, Afkom, kom omsider ut i 1898. Men imorgen håber jeg at kunne få det gjort. Så skal jeg ta det med når jeg kommer til Møen, hvad der vist først blir i slutten af næste uge. Du ved ikke, hvor underligt det var de første dage. Jeg gik på tå i spisestuen, for jeg trode småen lå derinde, og skulde falde i søvn. Hils hende 1000 gange og kys hende og tak hende for det søde brev. Jeg længes efter Dere og elsker Dere.

Din din Amalie.

Hils kjærligt alle Williams!



563. Amalie til Erik

Ø Klasensgade 11. Kjbhvn. 12/7/97

Tak for telegrammet kjære min Erik. Jeg blev så angst, stod længe med det i hånden, før jeg åbned det. Jeg trode, det var budskab om Ludvigs død. Jeg sa til mig selv: nu skal Du ta det roligt; folde dine hænder, og takke fordi denne din elskede bror, som har havt det så ondt i mange år, er udløst. Men tårerne styrted jo nedover mine kinder. Så var det fra Dig, Du kjære sunde, friske, levende Erik. Jeg skal komme snarest, siger Du. Tak for det min egen ven, men jeg kan ikke. Idag skulde jeg vært ude hos Augusta Christensen, fra hvem jeg forleden fik brev fra dr. Heidenreichs klinik.Augusta Christensen: se brev 294, note 3. Dr. Heidenreichs klinik: Amalie må ha skrevet feil for Friedenreich. Alexander Friedenreich var psykiater, og hadde bl.a. en privatklinikk i København. Etter Knud Pontoppidans avgang ble han i 1898 overlege ved Kommunehospitalets 6. avdeling. Det framgår av et annet brev fra Amalie at Augusta var blitt innlagt for alkoholisme. Jeg blev så overrasket. Ante ikke, at hun var her, skjønt jeg jo vidste at hun skulde sendes bort et sted. Hun har vært der i 14 dage, og befinder sig så storartet vel, skriver hun. Men hun bér og bønfalder mig om at komme til hende. Hun har sagt til dr. H. at jeg er det eneste menneske, hun bryr sig om at se, og dr. H. har svaret, at om jeg vilde komme hver dag, skulde han bare være glad. Nu skulde jeg, som sagt vært der idag, men så kom Irminger.så kom Irminger: dvs. maleren Valdemar Irminger. Det finnes 130 brev fra ham til Amalie på KB, og 121 brev fra Amalie til ham i Rigsarkivet i København. Noen av Amalies brev er trykt i Eugenia Kielland (red.): Mellom slagene. Jeg havde fåt et par ord fra ham, og vidste at han vilde komme for at sige mig farvel inden sin afrejse. Men at han skulde bli siddende fra kl. 1 – til 4 havde jeg ikke tænkt mig. Så blev det forsent at gå til Augusta. Det må være mellem 12 og 4. Og til hende jeg dog gå. Altså skal jeg der imorgen. Og imorgen havde jeg også tænkt at bringe en stor del manuskript til Hegel. Gud véd, om jeg når det. Jeg har jo også så meget at gjøre herhjemme, få vasket på pulterkammeret, hvor jeg endelig idag voved mig op – jeg har ingen rotte hørt siden – og hvor jeg så, der var mange møl. Vask og luft og så stænkning med Santalin bagefter, hjælper godt. Så skal jeg gjemme bort tepper og puder, fotografier og en hél del ting, og ta varetræk på møblerne. Nej, jeg har meget at gjøre kjære min Erik. Jeg må også ind til byen og kjøbe mig et par morgensko. Der er store huller på mine filttøfler, så dem kan jeg ikke rejse med. Apropos tøfler – Du har glemt dine morgensko. Stakkers gut, er det ikke ondt? Skal jeg ta dem med?

Du siger at småen mangler tøj. Men vennen min, er det da ikke muligt at Du kan få vasket for hende? Hun har ikke såmeget mere end det, hun fik med. Her er kun en bomuldskjole, foruden den lyse, jeg syed, en bukse, som jeg har lappet, et par strømper som jeg har stoppet og 4 bomuldsforklæder foruden det nye sækkelærreds. Ja, så er her jo hendes fine lyseblå kjole med svanedun, og den nye kjole, som jeg nu har fåt færdig, men det er da ikke noget at gå på landet med. Hendes hvide brodérte hat har jeg fåt fra vaskeriet. Den og mit hvide silkeliv kosted 2 kr. Og for mine to par sko skal jeg betale 3 kr. Skjønt der var så lidet at gjøre ved dem.

Jeg har tænkt at rejse lørdag med Zampa. Der går jo ikke skib før, syntes jeg, Du sa. Og med jernbanen kan jeg ikke ta. Du véd, jeg altid har havt frygt og afsky for jernbane, og 1000 ganger heller villet rejse sjøvejs. Men nu, efter denne forfærdelige tildragelse igåraftesefter denne forfærdelige tildragelse igåraftes: Sent om kvelden 11/7/97 var det en stor jernbaneulykke i Gentofte, da iltoget fra Helsingør kjørte inn i det stående lokaltog. 36 mennesker ble drept. – eller igårnat – ja gud véd, når jeg får mod til at sætte mig ind i en jernbane igjen. I altfald måtte Du være med. Jeg kan altså kun komme med skib, og det går vel først på lørdag? Men hvad gjør det, om vi kommer nogle dage senere til Førslev? Tænk at jeg skulde vært i det tog, som knustes igårkvæld. Jeg skulde tat ud til Lyngby til Feilbergs til middag og vært rejst hjem med sidste tog. Men jeg sad så flittig, så flittig, og skrev på min bog. Da jeg endelig rejste mig for at klæ mig om, og ta afsted, så jeg, det var forsent. Jeg var lej for det, for jeg havde det nokså trist her alene – Josefine var naturligvis ude – men rotter var der ingen af. Fru F. havde sagt til mig, at hvis jeg tog med det sidste tog, kunde jeg være hjemme kl. 12. Altså, hvis jeg var tat derud, var jeg akkurat kommen med det tog, hvor den forfærdelige ulykke skete. Hvis jeg var bleven dræbt med det samme, vilde det jo ikke vært så farligt, men der er jo så mange som er sønderrevne, kvæstede, og som dog lever.

Idag gik Josefine. Hun fik sin løn 14 kr. og desuden 2 til, som hun sa, hun måtte ha til flytningen. Jeg gjorde ingen indvendinger. Var bare glad til. På det regnskab, jeg fik, efterat Du var rejst, havde hun lavet det slig at hun havde 5 kr. og 60 øre tilgode. Jeg ved at hun har snydt. Hun havde skrevet op, at hun kun havde fåt hos mig 2 – to kroner i 9 dage, og om det skulde være mit sidste ord i denne verden vilde jeg sværge, at hun i de dage har fåt 6 kr. 75 øre. Og i andet også har hun snydt. Tat op på bøgerne, hvad jeg ikke har brugt. Men nu er det forbi. Gudskelov. Imorgen kommer Kristine, den skidne dejlige trofaste Kristine, og vasker på pulterkamret, og hjælper mig. Så skal jeg hen og snakke med mdm. Knudsen, så hun holder sig parat til Du kommer, og har brug for hende.brug for hende: Brevet slutter her uten underskrift – muligens mangler det en del.



564. Amalie til Erik

Ø Kjbhvn Klasensgade 11. 13/7/97.

Kjære Erik, jeg kan ikke fatte at Du kan ha skrevet allerede på tirsdag, for jeg fik først dit første brev på torsdag kl. henved 12. Ikke engang med første post, som f.eks. dit brev idag, som er skrevet igår.dit brev idag, som er skrevet igår: Brevet mangler. Jeg vented som sagt både tirsdag og onsdag, og var der intet kommet på torsdag, så var jeg bestemt på at telegrafere og spørge om Dere var antruffen til Møen.

Jeg ser nu at dit første brev virkelig er skrevet den 6te (tirsdag) – jeg tænkte Du havde tat fejl af dagen. Men Steges poststempel bærer datoen den 7de, og her kom det først den 8de. Jeg sender Dig konvolutten, så [kan] Du selv se.

Hvad Du mener med det at «det måtte komme så» at Ludvig måtte føle sig fremmed ligeoverfor Dig, forstår jeg ikke. Ialtfald er jeg ikke vis på, at jeg forstår det rigtig. Da jeg skulde rejse til Norge i vår, skrev Du op Ludvigs adresse. Du svarte da ja på mit spørsmål om Du vilde skrive til ham. Jeg sa til Ludvig at han snart fik brev fra Dig, men der kom intet mens jeg var der. Og senere kan han heller ikke ha fåt noget, for ellers havde han fortalt mig det. Men nu er han bare glad med alle tingene som de nu engang er.

Ja så skal jeg se til at komme afsted på torsdag med toget om morgen. Men jeg dør nok af skræk undervejs. Og nu behøver jeg vel ikke at telegrafere.

Din Amalie

[Tilføyelse på sidste side]:

Jeg rejser altså torsdag morgen med det tog, Du siger. Hils alle.

[Tilføyelse på første side]:

I stor hast, som du nok kan se.



565. Amalie til Erik

FørslevgaardFørslevgaard: Siden siste brev er Amalie reist til Erik på Møen, og så er hun og Småen reist til Førslev, mens Erik nå er hjemme i København. 22/7/97

Min kjære Erik, klokken er blet så mange, fordi blækhuset vælted med det samme jeg skulde sætte mig til at skrive; og der i den anledning blev stor og lang opstandelse. Derfor må jeg skrive i en fart.

Ja, det var en fæl dag, den mandagen, før vi endelig kom frem. Tiden i Stege gik forresten ikke værst; vi trasked lidt om i byen, var inde på et par boutikker, og slog os sluttelig ned i kondittoriet, hvor vi vist næsten sad en time, jeg hæklende, småen spisende og pludrende. Da vi så var kommen ombord, tog det en farlig tid. Der skulde 100.000 griser med, og de måtte prygles med kjæpper og piskes med svøber ombord. Da forstod jeg plakaten med påskriften: Slå ikke grisene! Men de måtte slåes ellers var de ikke til at rikke. Ombord begyndte de at slås indbyrdes, til moro for småen, og brøle. Samtidig piskregned det, og passagererne stod så tæt som sild i en tønde. Det var fælt. Til Næstved kom vi akkurat som toget til Hyllinge gik. Men det gjorde intet. For et kvartér efter gik der et til, så jeg havde akkurat tid til i ro og mag at ta billet og sorge for tøjet, som kosted 1 kr. 35. Regned gjorde det hele tiden, og vi var våde og ækle og ufysne. Hans var der naturligvis, og lidt over 7 kjørte vi stolt ind på Førslev, hvor der havde været nogle middagsfremmede, Steinmanns,Steinmanns: dvs. kammerherre P. F. Steinmann, eier av Tybjerggård ved Næstved, og hans kone Marie. Br. Storms: dvs. lege Hoter Breuning-Storm og hans kone. som vi har truffet hos Br. Storms, og Gradmans. Gradmans: dvs. Peter Gradman og kone. Han var sanger, og stiftet en operaskole i 1910; senere levde han som journalist. Han omtalte Førslevgård som et samlingssted for musikere og sangere. Af liggende gjæster var her Eckerts, fru Karen, KiellandKiellands: dvs. forfatteren Carsten Kielland og familie. og Voss. Voss: Det har ikke vært mulig å identifisere vedkommende. Neergaard er en godhjærtet mand. Tiltrods for hans ulyst til at ha fru K. kunde han dog for Carstens og børnenes skyld ikke nænne, at ikke be dem. Fru K. er forresten ganske anderledes i år. Jeg tror nok, hun har fåt lærepenger ifjor. Når hun er som nu, er det bare i alle måder hyggeligt at ha hende iblandt os. Neergaards søster og svoger BrøndstedsNeergaards søster og svoger Brøndsteds: dvs. Charlotte Neergaard, som hadde giftet seg med Peter Oluf Brøndsted, lege i Aarhus. var her, men er rejst. Carsten og Voss er på cykletur på Møen, og kommer igjen imorgen, og fru Karen rejste igår til Stockholm, hvorfra hun om 14 dager vender tilbage. Nu er vi altså bare Eckerts, Kiellands og jeg. Idag er PoulsenPoulsen: se brev 550, note 4. her. Vi har det i alle henseender dejligt, skjønt vejret er mindre godt. Småens henrykkelse er grænseløs.

Jeg havde brev fra små-Ludvig. Han var næsten fornærmet fordi jeg ikke kom til Vejle, så skuffet var han blet.

Jeg kjender godt det med spisekammeret. Sådan heder det altid når en ny kommer til. Da Josefine ifjor afløste mdm. Knudsen korsed hun sig over spisekammerets tilstand; at en så pen kone som mdm. K. vilde være bekjendt at efterlade sådant et spisekammer! o.s. v. Men naturligvis var der fælt nu. Det er der altid. Kjøkkenet var imidlertid meget penere end mdm. K. nogensinde havde det.

Jeg ante ikke andet end at Du fra Møen havde svaret nej til Phillipsen.svaret nej til Phillipsen: vel forleggeren Gustav Philipsen. Sannsynligvis dreier det seg om Eriks roman Hellen Vige, som kom ut i 1898 på Gyldendal.

Det er en skandale med de rotter. Du begriber ikke hvad jeg gjennemgik om nætterne, da Du var rejst. Det er den slags, der ødelægger ens helbred. Kan Du ikke fremtvinge at der kommer en jægermester? Det nytter dog ikke før. I den fælde går kun en rotte om gangen, og så kommer der straks flere igjen. Man kan dog ikke ha rotter.

Ja, hvis pigen har gode anbefalinger, har havt pene og nogenlunde lange pladser, sér ren og hyggelig ud, ikke er for ung, og Du liker hende, skulde Du fæste hende. 14 kr. ingen fæstepenger. Det bruges ikke mere. Men hvis ikke det er noget rigtig godt, tror jeg, Du bør vente. Det er længe til sptbr. Jeg skriver snart til William. Det var gode dage.

Hjærtelig hilsen fra alle og fra din Amalie.

[Tilføyelse på annen side]:

Det kosted 2 kr. på skibet, og 2 kr. på jernbanen 3die klasse.



566. Erik til Amalie

Fru Amalie Skram Førslev Gaard Fuglebjerg

22 Juli 1897

Vorherre holde sin Hånd over min Forstand!min Forstand!: skrevet på korrespondansekort. Pludselig imorges ser jeg i Politiken: den 22. Jeg får den Forestilling, at vi er i August, og at din Fødselsdag på den Måde er kommen bag på mig. Jeg overvejer, at et Telegram vil forskrække Dig og glæder mig ved Tanken om Neergaards Telefon. Afventer dit Brev, som rigtig kommer Kl ½ 12 og iler derpå ind til en Kiosk for at benytte Telefonen. Med hvilket Udfald véd Du. – Heldigvis! Tak min kæreste Ven for dit Brev. Trods Svinene synes jeg, at Dagen i Mandags ikke var så slem som formodet, siden I slap for at vente i Næstved. Naturligvis fik jeg Lyst til at være imellem Jer ved at læse din Beretning. Særlig Småens Fryd stak i mig. – Jeg er fornøjet med min Ensomhed foreløbig. Den har vist sig hensigstmæssig. Det synes, som om Arbejdet går fra Hånden – Til Rotterne har jeg intet hørt, men måske har jeg sovet fra Lyden. – Den omtalte Pige kom ikke, hun havde fæstet sig bort. – Jeg spiste igår hos Rørdams. Fru Rørdam er i Byen for at mødes med sin Mand, der kommer idag eller imorgen. Nedkomst snarlig må jeg tro. Var Kavaller for Fru R. og en Dame fra Jylland i Cirkus. Kedede mig. Kys Småen, hils alle

Din Erik



567. Amalie til Erik

Førslev 26/7/97.

Papiret har ligget på bordet og småen har skvattet te på det om morgenen, når hun har ståt her og forsynet sig i sin natkjole, og så har hun tat på det med smørrede fingre, og derfor ser det ud som det gjørderfor ser det ud som det gjør: Brevet har fettflekker på. min kjære ven.

Vi har det fremdeles bare dejligt. Her er gudegodt at være. Igårmorges, søndag, sa småen med det samme hun vågned: Jeg drømte at der blev skjænket champagne ved middagsbordet og at jeg ikke fik. «Din drøm går ikke i opfyldelse,» svarte jeg. «Vi får sikkert ikke champagne idag.» Men så fik vi dog champagne til småens triumf og henrykkelse, fordi Milla og herremanden havde overvundet de andre i Lawn-Tennys. Til småens forrige lyksalighed er nu føjet den, at fru arkitekt Tvedefru arkitekt Tvede: dvs. Bodil, f. Dorph-Petersen, gift siden 1895 med Gotfred Tvede. er kommen her med et årsgammelt, aldeles dejligt barn, som småen omtrent ikke viger fra så lang som dagen er. Småen er forresten så sød, så sød. Hun er altid allersødest herinde, og det er som hun dertil er født og båren at være på en herregård. Alle elsker hende her, inde og ude. Idag skal jeg og Gradman, som bor her nu for nogle dage, spasere til Fuglebjerg – jeg skal ha fat i en vaskerkone – og så kommer småen kjørende med Hansemand for at hente os. N. mente, det blev for varmt og for langt at gå både op og ned.

Hvor blir uhret mit af? Jeg savner det, eller rettere, har savnet det svært; nu har jeg lånt et hos N. men jeg vil dog gjerne ha mit eget. Desværre har postkontoret sendt «Shakspeare» herned. Ludvig havde fra Vejle adresseret pakken til mig, istedet for til Dig. Det var kjedeligt. Gudskelov for det går med dit arbejde. Se endelig til at komme snarest. Så vil jeg ta hjem for at arbejde. Så dejligt jeg har det, så må jeg dog ofte gå afsides. Det kommer sådan over mig af og til, for jeg tænker bestandig, bestandig på Ludvig, og ofte ønsker jeg inderlig at jeg sad hjemme alene eller endda bedre: var hos ham. Nej, jeg passer iår ikke til at være mellem glade mennesker. Men jeg viser dem det ikke. Ja nogen forskjel fra ifjor, kan de vel nok se, men ikke sådan at det forstyrrer eller generer dem.

Du, som trode vi var i august! Det ligner Dig. Som jeg grunded over hvad Du kunde ville mig. At det måtte være vigtigt, var jeg sikker på, for Du véd jo, at jeg ikke kan tale i telefon.

Bed Kristine være om sig efter pige til os. Hjærtelig hilsen fra alle og kys fra småen og mig. Uf for et væmmeligt papir!



568. Erik til Amalie

Kbhvn. Ø. 28-7-97

Ja kære Amalie det er ikke andet end min lumpne Fattigdom, der har hindret mig i at hente dit Ur. Jeg har ikke turdet vise mig i Urmagerbutiken for ikke at stå i den flove Situation ikke at kunne betale den Krone eller halvanden, som jeg formodede, at Uret kostede. Nu har jeg forøvrig hentet det (det kostede kun 50 Øre, fordi det så nylig havde været repareret) Jeg har nemlig lånt 20 Kr. Ak og af dem har jeg brugt 6 Kroner til en Gave til Georgine,en Gave til Georgine: konen til William Skram, som Erik hadde besøkt noen uker tidligere. hvis Fødselsdag det er idag. Jeg sender hende en Pakke Husholdningstændstikker (5 Kr) og må selv bære Forsendelsesomkostningerne. Det var en Art Spøg, som jeg nu lader blive til en sikkert yderst velkommen Alvor, og jeg er glad ved at jeg tror at have husket hendes Fødselsdag rigtigt.

Det kribler i mig ved at læse dit Brev. Godt kan jeg ikke sige jeg har det, men det kan jo ikke nægtes, at hensigtsmæssig for Arbejdet er en sådan Ensomhed, ialt Fald foreløbig. Når man begynder at blive Idiot, må man bryde af. Nu håber jeg, at Idiotstandpunktet endnu en halv Snes Dage vil udeblive, for så tror jeg at kunne se Enden på denne lille smærtelig fødte Bog, og færdig nu skal den jo være.

Jeg har været hjemme omtrent hele Dagen hver Dag – går i Reglen først en virkelig Tur om Aftenen – undtagen i Søndags, da Fru Rørdam (hvis Mand ikke skulde komme forrige Onsdag eller Torsdag, som jeg havde forstået, men denne Onsdag eller Torsdag) bad mig til Middag og derpå følgende Besøg hos Beduinerne i Tivoli til Morskab for hendes jydske Gæst. Det var morsommere end forrige Gang, eller måske jeg nu i min Ensomhed skønnede mere på Selskab. Så har jeg på mine Aftenture mødt Carl Madsen og Frue, og idag talt med Hørup og Frue, og Opfordring til at komme hos begge Familjer har det ikke manglet på – men, men det er sådan et Besvær, når ikke Dagen fikseres. Så talte jeg forleden med Dr. Trier,Dr. Trier: vel Frederik Trier, tidligere overlege på kommunehospitalet. der fortalte, at Breuning Storms atter havde haft en slem Tid, idet lille Gunna havde været alvorlig syg i et Par Måneder, synes jeg han sagde. Nu var der dog indtrådt en Bedring. Til Feilbergs har jeg intet set uden at jeg mødte Sønnen en Dag. Jeg syntes han var så dum.

Madam Knudsen, fra hvem jeg skal hilse så flittig, har én Gang stegt Kotellet og en Gang Bøf til mig, det har jeg så i to Dage hver Gang, ellers lever jeg af blødkogte Æg og Smørrebrød. Jeg har endnu ikke taget noget Måltid ude. Dels forekommer det mig et ulideligt Slid at gå ud, dels har jeg jo ingen Penge. Imorgen skal hun stege Flæsk til mig. Hun har vasket og er som sædvanlig behagelig og flink. Hendes lille Pige er på Landet, så hendes Tid er ikke synderlig kostbar. Kristine lader hilse, at hun på ny har en (dyr) Pige på Hånden, mere véd jeg ikke.

Den Rengøring hun har foretaget i min Stue, er fuldstændig illusorisk. Gardinerne er ikke rørt osv. Jeg plejer Råd med Madam K. om Hovedrengøring i alle Stuer.

Hilsener og Kys (til Småen og Dig)

Din Erik



569. Amalie til Erik

Førslev 5te august 97.

Tak for dit brev idag.dit brev idag: Brevet mangler. Jeg kan naturligvis bedre like at Du, når Du ikke kan bekvemme Dig til at sige kjære Amalie, eller kjære ven, da ingen tiltaleform bruger, men det gjorde mig ondt, især fordi vi havde det så godt på Møen, og også havde det godt inden din rejse til Møen. Jeg var begyndt at håbe på at Du havde overvundet din værste uvilje mod mig, og kanske endnu kunde komme til om ikke at holde egentlig af mig, så dog til ikke at ha imod mig mere. Men så har uviljen tat Dig igjen. Og dertil kan jeg jo intet sige.

Jeg har tænkt så meget på Dig hernede, på Dig og på mig selv. På Dig med kjærlighed, på mig med sorg. Ja, når jeg undtar Ludvig, så kan jeg med sandhed sige at jeg egentlig ikke har tænkt på andet. Jeg har også i tankerne skrevet det ene brev efter det andet til Dig, men jeg har ikke fåt dem på papiret. Jeg er lidt lam ligeoverfor Dig. Jeg véd jo, Du kalder det ord, og jeg ved også at Du har afsky for mine «ord», som vel for alt hvad der er mig. Så har jeg også dag for dag ventet at få besked om at Du skulde komme. Ventet og håbet det, for at få være lidt sammen med Dig, og så få rejse hjem til mit arbejde. Jeg er fortvilet ved tanken om mit arbejde, som jeg her hverken har kunnet tænke på eller skrive en linje på. Og jeg har misundt Dig din ro og indelukkethed derhjemme. Jeg kan kun arbejde når jeg er sådan alene og lukket ude fra alt, enten hjemme eller på et andet sted. Hvad skal det dog bli til med denne bog, som skal være færdig, og som aldrig blir det! Nu er jeg begyndt at få korrektur.begyndt at få korrektur: Boken (Afkom) utkom først høsten 1898.

Jeg kan så dårlig fortælle Dig om livet her. For jeg går liksom ved siden af det, og bare længes bort. Det går altsammen udmærket til og småen er henrykt mere og mere havde jeg nær sagt. Men jeg trives ikke i år. Frisk har jeg heller ikke vært. Jeg skal nok fortælle Dig lidt når vi sés. Vær ikke sint fordi jeg nu ikke skriver om noget af det.

Sidste søndag var her festlig middag med champagne o.s. v. Jeg havde tvunget mig til at skrive en vise, for det kunde jeg mærke, Neergaard tænkte sig muligheden af, og gjerne vilde. – Jeg gjorde det jo ifjor, til afskedsmiddagen. Men da var her ingen fremmede, og han sa, at jeg heller burde ha gjort det til en af de andre dage, for at den kunde vært sunget med større applomb. Derfor skrev jeg den i betids i år. Gudskelov! Så er jeg fri den plage.

Jeg tror forresten ikke Neergaard tænker sig at vi skal bli her så svært meget længer. Om Dig har han et par ganger ytret: ja Deres mand kommer vel og blir nogle dage. Det er synd for småen at hun skal komme hjem før ferien er ude, men at bli længe er der ikke tale om.

Neergaard er nervøs og undertiden ikke i rigtig godt humør. Det er sørgeligt at Milla behersker ham så vanvittig absolut. Milla har ikke vært så godt oplagt, ikke så elskværdig som ifjor og det har gjort Neergaard forpint.

Småens brev til Dig så jeg ikke. Hun kom pludselig farende med det forseglet i konvolut, og bad mig skrive adressen. Jeg ante ikke at hun havde havt i sinde at skrive til Dig. Hun har siden ventet svært på svar fra Dig, og har ofte spurgt om når Du kommer. Det gjør jeg også i høj grad.

– Voss er langt fra så kjæk og hyggelig her som jeg havde troet. Kiellands er rejst, og LemansLemans: sannsynligvis sceneinstruktøren Julius Lehmann fra Det kongelige Teater og hans kone Agnete. og HornemannsHornemanns: se brev 427, note 4. og JespersenJespersen: Det har ikke vært mulig å identifisere vedkommende. og Povl MortensensPovl Mortensens: Det har ikke vært mulig å identifisere vedkommende. komne. Idag er 5 af gjæsterne til soupér og bal på Gunderløvsholm.Gunderløvsholm: Amalie mener vel Gunderslevholm, ikke langt fra Førslev. Neergaard spurgte om jeg vilde ta med, men det vilde jeg for alt i verden ikke.

MogensenMogensen: må ha hatt arbeide på Førslevgård (se brev 559, note 4). har fåt en god forpagtning på Fyen. Neergaard har hjulpet ham med penger, og frk. Jensen er strålende fornøjet. Du skrev nogle ord så utydelig i dine breve at jeg ikke kan læse dem. Du havde lånt 20 kr, af hvem kunde jeg ikke udgranske. Idag var der også noget.

Ja, om den pige ved jeg ikke hvad jeg skal sige. Det, Du skrev, gav mig ikke lyst på hende. Og prisen er meget for høj. Gud ved om det ikke er bedst at la det bero.

Det var godt at Du husked Georgines fødselsdag, men at Du kunde la hendes fødselsdagsgave være fyrstikker!! Når Du nu ofred så meget som 6 kr. så kunde Du jo ha sendt hende en liden ting til hendes stue, som hun vilde ha glædet sig over at se på, og som vilde vært hende en vedvarende erindring om hendes kjære svoger. Men fyrstikker! Ja, hvad presenter angår tænker og føler vi vidt forskjelligt. Jeg havde idag et sødt brev fra Pip;Pip: se brev 561, note 6. hun nævner forresten ikke hverken fødselsdagen eller fyrstikkerne, men ber mig hilse Dig meget og kjærligt.

Eckert rejser ind imorgen tidlig, og han tar dette brev med. Så får Du det forhåbentlig op ad dagen. Bare han nu ikke glemmer det!

Hvis Du vil skrive til mig blir jeg meget glad. Jeg havde brev fra små-Ludvig, hvori han fortæller om store-Ludvig, som er meget lidende.

Din Amalie



570. Erik til Amalie

Den 10 August [1897]

Ak, kære Amalie nødig havde jeg voldet Dig den Sorg eller det Ubehag, som Du berører i dit Brev, og det Kys, jeg sendte Dig gennem Småen, har, håber jeg, slettet det dårlige Indtryk ud. – Jeg sad jo her med min Undren over ikke at høre fra Dig og i dine sparsomme Ord ikke at kunne finde Tonen fra Møen igen. –

Du misunder mig min absolute Ro. Åja til sit Brug kan Roen være god nok, men nogen egentlig misundelsesværdig Tilstand, synes jeg nu ikke man kan kalde det. Der var dem, der vilde mene, at et Herregårdsliv var bedre. Imorgen og i Overmorgen kommer Madam Knudsen ikke. Hun er i Slagelse for at hente sin Datter hjem. Så er jeg absolut ene og må klare mig som jeg bedst kan. Det er jo værst om Morgenen, ellers går det vel nok.

Jeg havde idag Visit af et ungt Væsen, der navngav sig som den Sofie, der i gamle Kristines Tid var kommen til Johanne, hun ønskede at hilse på hende og Fruen. Jeg lod som om jeg huskede hende, men det gjorde jeg ikke. Hun var ellers net og havde navnlig kønne Tænder, tjente hos en Bager i Viborggade og var 16 År, tror jeg. To Timer så omtrent efter at hun var gået, ringede det, og et andet ungt kvindeligt Væsen stod uden for og spurgte, om her ikke havde været en Pige, Sofie. En halv Time efter: en Kone, som vilde købe gamle Klæder, og derpå en Mand, der spurgte efter Snedkermester Huldberg.Snedkermester Huldberg: Det var en Snedkermester Huldberg som også bodde i Klassensgade 11. Den sidste havde jeg med roligt Overlæg kunnet myrde.

Jeg har ikke fæstet den Pige, jeg skrev om, og den anden, der skulde komme, udeblev, idet hun havde fået Pålæg på Lønnen og i den Anledning ikke agtede at skifte.

Fra Hørups-Selskabet har jeg en Bunke Hilsener at bringe. Schandorphs’ først og fremmest. Han var venskabelig krænket over, at Du ikke havde svaret på hans Brev, kan Du huske. Han og Fruen befandt dem yderlig vel og skal bo i et frygteligt nyt Hus i Lyngby. Fru Erna Juel Hansen havde jeg til Bords, og vi var særdeles venskabelige. Hun bor i Hillerød, og hun forventer dit snarlige Besøg. Hendes Datter og Søn var der også. Han synes at være et net Menneske, Gerda bedre end i gamle Dage men ikke indtagende, Moderen roser hende meget.

Gerstenberg traf jeg igår eller Forgårs på min Aftenvandring, og vi drak et Glas Øl sammen. Han var i meget slet Humør. Han havde måttet rejse fra Nyborg en Time efter at hans lille Eva havde fået Difteritis, og sammen med Moderen var lagt ind på Hospitalet. Nu var ganske vist Faren for denne Sygdom overstået, men han havde samme Dag modtaget Efterretning om, at Barnet havde fået Nyrebetændelse. Jeg kan aldrig høre om Børns Sygdomme uden at tænke på Johanne og få en dobbelt Fornemmelse af Glæde og Frygt. Glæde over det nuværende og Frygt for det kommende.

Stakkels, stakkels Ludvig! Læste Du Otto Larsens Brev i Politiken idag?Otto Larsens Brev i Politiken idag: I Politiken 10/8/97 står det en lang artikkel av Otto Larsen om hans opphold på sanatoriet i Davos. Det er ikke dårlig gjort at skrive således med Døden på Læberne.

– Jeg begynder at se le commencement de la fin nu.le commencement de la fin: begynnelsen på slutten. Hvis jeg kunde komme ud til Jer Mandag f.E.? Så længe bliver I da vel. Den Dag jeg kan komme afsted glæder jeg mig. Jeg er træt.

Skade, at ikke alt er så rosa der ude som ifjor. For N. i dårligt Lune har jeg al mulig Respekt.

Kys til Dig min kære Hustru og Kys til Småen!

Din Erik



571. Amalie til Erik

Førslev 12/8/97

Hjærtelig tak min kjæreste ven for både ordene i Johannes brev, og brevet fra Dig selv igår. Begge dele gjorde godt.

Der er en ting, jeg hver gang, jeg har skrevet, har villet spørge Dig om, men aldrig er kommen mig til med af frygt for at opirre Dig og udsætte mig for at få et vredt svar, men nu vil jeg det dog. Sig mig har Du cykle, og cykler Du i hemmelighed? Fru Lehmann fortalte nemlig at Du i fjor havde tat undervisning i cykleridning på Østerbro. Da jeg benægtede det, blev hun påståelig og fortalte tilsidst at hun endog havde sét dit navn på listen over eleverne. Så skyndte jeg mig at mumle noget om min slette hukommelse, og om at jeg så let glemte sligt. Det var så flout, og Du skulde nu alligevel ikke gjøre sligt i hemmelighed, siden vi nu engang er mand og kone. Hvis Du tilfældig skulde hørt det samme om mig, skulde Du kjendt, det havde virket ondt og ubehageligt på Dig. Du vil svare at det er min egen skyld at Du skjuler for mig og har forbindelser, jeg ikke ved om, og ingen fortrolighed har til mig. Ja, min kjære ven, det er vel så. Havde jeg vært anderledes, så havde mange af de lidelser jeg har gjennemgåt og endnu gjennemgår, nu i form af nagende uro og snigende tvil, ikke vært kommen over mig. Så havde jeg også sluppet for det stik i hjærtet og den spolerte dag i forrige uge, da nogen ved middagsbordet pludselig talte om Damen R. nu fru Nørregaard,Damen R. nu fru Nørregaard: dvs. Anna Sophie Rosengreen, som i 1896 hadde giftet seg med Kai Nørregaard, sakfører og senere direktør for Københavns kommunale sporveier. Se brev 472, note 3. Erik kjente Kai Nørregaard fra Rigsdagen; han var assistent ved Rigsdagens Bureau 1892–95. og kaldte hende en gadetøs. Jeg tænkte på hvor tit dit navn var bleven nævnt sammen med hendes, mest kanske vel af hende selv. Og sidste vinters oplevelse,sidste vinters oplevelse: Amalie forteller i detaljer om sine lidelser i brevene til Viggo Hørup. der sidder som et skrustikketag om mit hjærte – alt det havde jeg vært sparet for, tror jeg da – hvis jeg havde vært god og kjærlig. Undertiden fatter jeg som et skimt af håb om at det endnu kan bli godt, men som oftest synes det mig umuligt. Jeg kan ikke få i mit hoved at Du har kunnet løse Dig fra en, til hvem Du stod i et så intimt og inderlig kjærlighedsforhold som til hende i vinter. Du er jo ikke sådan beskaffen at Du vilde kunne gjøre sligt mod et kjært menneske.

Ak ja, nu har jeg skrevet alt dette, som jeg så ofte har tænkt, det var bedst at tie med, og nu bér og bønfalder jeg Dig: bliv ikke sint på mig, og skriv ikke hårde ord. –

N. har ikke vært i ondt lune på den måde, Du har opfattet mine ord. Tværtom har han aldrig vært snillere og blødere end netop i sommer. Men han har af og til sét så bedrøvet ud. Forresten er det vist mest min egen indre tilstand, som har gjort at jeg ikke har fundet mig så vel. Jeg har hele tiden længtes tilbage, for at være ganske alene med min sorg og mit arbejde. Du forstår naturligvis vel nok hvorledes jeg mener det når jeg siger, at jeg misunder Dig din ro og ensomhed. Når man har et arbejde som skal og være færdigt, og hvis ufuldførthed ligger på en som en knugende vægt, så er «herregårdsliv» ikke at foretrække for den tilstand der netop bevirker at en kan arbejde. Men naturligvis forstår jeg godt, at Du er ensom og har det ondt – bare den dårlige maden eller ingen mad – jeg har jo selv flere gange siddet derhjemme muttersalene og skrevet, så jeg ved, hvad det er.

Iforgårs fik jeg brev fra LudvigIforgårs fik jeg brev fra Ludvig: Brevet finnes ikke. Ludvig døde 21. august. hvori han meddeler at onkel L. er bleven bragt på hospital for at dø i fred. Han havde fremdeles en dårlig pige, der ikke kunde pleje ham. Han blev lagt i en kurv og båret ned til vognen. Dette tog så forfærdelig på mig, og for første gang her kom jeg til at græde svært så de andre så det. Jeg var krøbet ind i N.s stue helt oppe i krogen, hvor der ingen lampe brændte, men så kom Milla, og straks efter N. Han var så god og deltagende, spurgte om jeg ikke vilde rejse til Norge; det vilde være ham en glæde at betale rejsen: «jeg har jo nok af penger,» sa han. Jeg mente, at jeg vilde vente, til jeg fik talt med Dig. Ak kom dog snart min kjære Erik!

Tak fordi Du kalder mig din kjære hustru. Du véd ikke, hvor det gjorde godt i mit pinte hjærte.

Jeg aner ikke hvem den Sofie er.

Nu må jeg slutte; postmanden er her straks. Hilsen fra alle og kys fra småen og din Amalie, som Du ikke bli sint på. Skriv!



572. Erik til Amalie

Fredag den 13 [13/8/97]

Kære Amalie

Jeg vilde have skrevet i Aften til Dig. Hans Nikolai og en tysk KunstnerHans Nikolai og en tysk Kunstner: dvs. maleren Hans Nikolaj Hansen (se neste brev). er kommet og har taget min Tid. Jeg vilde blot sige, at jeg fremdeles tror, jeg Mandag kan komme til Førslev – måske først Tirsdag. Jeg synes, at en Rejse til Norge i dette Øjeblik ikke er rigtig. Vent – måske får Ludvig det netop nu i, i alt Fald i en Overgang bedre.

Jeg kan ikke skrive ordentligt de to Herrer fylder mig op med deres muntre Passiar.

Jeg skriver imorgen.

Kys Småen!

Din Erik



573. Erik til Amalie

Lørdag Aften [14/8/97]

Hvis Du har kunnet læse, hvad jeg skrev igår, kære Amalie, så Du altså, at H. N. Hansen var hos mig sammen med en tysk Maler, og det var mig i den Anledning umuligt at skrive.

Jeg er nu så vidt med mit Arbejde, at jeg med nogenlunde Sikkerhed kan sige, at jeg imorgen skriver de sidste Ord. Så vil jeg formodentlig kunne gøre mig således færdig, at jeg kunde tage fra København med Aftentoget imorgen Søndag Kl 7,15, hvilket Tog forhåbentlig står i forbindelse med et Tog til Hyllinge. Hvis altså ikke Telegram i Dagens Løb, indretter jeg mig derpå.

Den Cyklehistorie undrer mig lidt. Jeg vidste ikke bedre end at jeg har fortalt, hvor Du var til Stede, at jeg en Gang jeg var ene hjemme for halvandet År siden tror jeg, tog nogle Timer i Cykling, men at det blev derved. Jeg lærte ikke at cykle ordentlig de fem seks Gange jeg prøvede derpå, udsatte det så og har senere ikke genoptaget Sporten. Jeg husker nu, at jeg kombinerede mine Planer med Førslevopholdet og tænkte mig Muligheden af pludselig at overraske Verden og Dig ved at kunne cykle. Det er altså hele Historien.

Hans Nikolai er kommen igen i Aften. Han havde igår glemt sin Paraply. Han vil have mig ud med at spise til Aften.

Fra Cawling har jeg haft Brev med indlagt Brev fra General Christensen i BrooklynFra Cawling har jeg haft Brev med indlagt Brev: dvs. Henrik Cavling. Se brev 449, note 5. Brevet fra C. T. Christensen (datert 23/7/97) finnes på KB sammen med en hilsen fra Henrik Cavling til Erik. Christensen var president for Brooklyn Trust Co. (en dansk) der lover at tage sig af Tyge efter Cawlings Anbefaling det må jeg nu i Aften skrive til William.

Farvel altså til imorgen min kære stakkels lille Amalie. – Hilsen fra Feilbergs!

Din Erik

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Elskede Amalie

Elskede Amalie inneholder hele den bevarte korrespondansen mellom Amalie og Erik Skram, fra 1882 til 1902, til sammen nesten 600 brev. Brevene gir et unikt innblikk i forholdet mellom de to, og kaster også lys over Amalie Skrams diktning.

Utgiveren, Janet Garton, har skrevet en fyldig innledning om ekteparet og deres samtid. I tillegg har hun utstyrt hver årgang i korrespondansen med en kort innledning om brevenes kontekst.

Boka inneholder også ordkommentarer, et appendiks med Erik Skrams notater rundt Amalies sykehusinnleggelse i 1894, et appendiks med begges notater og lapper rundt skilsmissen, ordliste, slektstavler og bibliografier.

Teksten i bokselskap.no er basert på Janet Garton (red.): Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882–1899, 3 bind, Gyldendal, Oslo 2002. Se faksmiler av bokutgaven fra 2002: bind 1, bind 2, bind 3

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.