Stort sett opphører brevvekslingen etter separasjonen i slutten av 1899; eller rettere sagt, det finnes nesten ikke noe brev som ser ut til å ha overlevd. Men blant Amalies papirer på Det kongelige bibliotek finnes det ett brev fra 1902 som ikke er adressert til noen, hvor det går klart fram fra innholdet at det må være til Erik. Det handler om Eriks nevø Tyge Skram, sønnen til William, og det er fortsettelsen på en lang historie om en gutt som har mislykkets i gjentatte forsøk på å finne et arbeide som han trives med. Han har i temmelig lang tid flakket omkring og lånt penger hvor han kunne, særlig fra sin onkel Tyge i Le Havre (se bl.a. brev 580, note 4, og brevene fra Tyge Skram den eldste og Tyge C. Skram den yngste til Erik på KB). Det finnes ikke noe brev fra Tyge til Erik som forteller om lånet fra Amalie, men nok om lignende tilfeller til å sannsynliggjøre det. Tyge reiste til slutt tilbake til USA og slo seg ned der (iflg. hans siste brev til Erik i 1909).
Brevet gjør det klart at Amalie, som fremdeles bodde i Klassensgade, ikke hadde bedre råd nå enn tidligere, men ellers forteller det ingenting verken om Amalies eller om Eriks situasjon på denne tiden.
Ø Klasensgade 11
10/1/1902
Noget, jeg forleden dag opleved’ foranlediger mig til at bebyrde Dem med dette brev.
Det angår hr. Tyge Skram, Deres brorsøn.
Det som er kommen hr. Tyge Skram og mig imellem er følgende:
Ifjor – vistnok ganske omtrent på disse tider, da hr. T.S. en formiddag kom op til mig, spurgte jeg ham uopfordret, om han ikke vilde låne 200 kr. af mig. Jeg havde længe tænkt derpå, da både han og hans hustru – uden at de havde klaget sig – på mig havde gjort indtryk af, næsten at lide nød. En gang, nogle måneder iforvejen havde han i et brev, der undskyldte deres borteblivelse (uden afbud) til et lidet selskab hos mig, skrevet at grunden hvorfor de ikke kom var den, at han havde pantsat sit sorte tøj, og at Ellen ingen selskabskjole havde. Hvilket brev rørte mig så dybt, at jeg sad og gråd over det. Jeg vidste desuden også gjennem en anden sørgelige ting angående deres økonomiske forfatning. Dengang havde jeg nogle 100 kr., og det har altid gået mig slig, at jeg har følt mig dreven og tvunget til at hjælpe medmennesker såsnart jeg på nogen mulig måde kunde. Dengang han – uden synderlig ialtfald tilsyneladende taknemmelighed – modtog disse 200 kr – jeg havde jo også på andre måder hjulpet dem før – sa’ jeg til ham at han vistnok, hvis det kneb for dem godt kunde få låne mere. Jeg kunde ikke andet. Jeg måtte. Han så ud som en, der sulted. Men så to dage efter blev jeg nødt til at låne en anden, der står mig nær 200 kr. Hvilke penger jeg forresten punktlig og til fastsat tid i 2 portioner har fået tilbage.
Da skrev jeg straks til hr. T.S. og sa’ at jeg umulig kunde låne ham mere fordi at o.s. v. Tolv dage efter får jeg et brev fra hr. T.S. hvori han temmelig nonchalant ber mig om et lån på 150 kr. Jeg blev forbløffet; der stod i hans brev at jeg skulde få pengene tilbage om 14 dage. Efter en dags betænkning svarte jeg ham, at jeg, hvis det var aldeles sikkert og vist at jeg fik pengene tilbage, om 14 dage, så vilde jeg ta’ de penge, der stod i min bankbog, og skulde bruges til huslejen og låne ham. Jeg skrev da bestemt, at jeg måtte have dem tilbage, da jeg ellers selv blev nødt til at låne. De 200 kr. havde jeg sagt, han kunde betale mig tilbage når og på hvilken måde, det passet ham.
Hans svar kom øjeblikkelig, og det lød at jeg aldeles sikkert og vist skulde få de 150 kr. tilbage senest inden 14 dage. Han belagde i brevet dette ord senest med mange talemåder. Tiden gik imidlertid, og efterat jeg flere gange havde skrevet til ham og spurgt efter pengene, som jeg skulde og måtte ha’ fik jeg 70 kr. og har til dato ikke fået mere. Foruden de 70 kr. fik jeg også et langt modbydeligt brev, fuldt af ækle, svulstige fraser, og hvori han anklager sine nærmeste og sin familje fordi de «aldrig har rakt ud en lillefinger for at hjælpe mig». Derpå svarte jeg tilbage og sa min mening om al hans færd, om hans grænseløse letsindighed ved at gifte sig, om hans svimlende utaknemmelighed, når han kunde sige at ingen af hans slægt have rakt ud en lillefinger o.s. v. Jeg minded ham om hvad både De og alle de andre havde gjort for ham for at holde ham oppe og hjælpe ham ivej. Derimod nævnte jeg intet om hans skandaløse opførsel hos hr. Christensen, hans sidste principal, den opførsel der førte til at han kom bort, og hvorom han naturligvis troede, at jeg intet vidste. Det skyldes også et tilfælde at jeg her ved besked.
Efter at jeg havde fået de 70 kr. skrev jeg gjentagne gange til ham, og sagde at jeg til april måtte have de resterende 80. De 200, som sagt, tænkte jeg ikke på. Intet svar. Tilsidst skrev jeg at hvis han ikke engang gad svare mig, overgav jeg sagen til min sagfører. Intet svar. Så en måneds-tid før jul tror jeg – gik jeg med brevene og sagen til min sagfører. Men har naturligvis ikke sét et øre.
Dette er historien i sin rene og nøgne sandhed. Da jeg ved, at han fremstiller den anderledes, fandt jeg det rigtigt at en af hans familje skulde kjende den. Heldigvis kan jeg ved hans breve dokumentere sagens rigtighed.
A. Skram
[Tilføyelse på første side]:
Jeg har skrevet i rasende fart. Undskyld!
Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Elskede Amalie inneholder hele den bevarte korrespondansen mellom Amalie og Erik Skram, fra 1882 til 1902, til sammen nesten 600 brev. Brevene gir et unikt innblikk i forholdet mellom de to, og kaster også lys over Amalie Skrams diktning.
Utgiveren, Janet Garton, har skrevet en fyldig innledning om ekteparet og deres samtid. I tillegg har hun utstyrt hver årgang i korrespondansen med en kort innledning om brevenes kontekst.
Boka inneholder også ordkommentarer, et appendiks med Erik Skrams notater rundt Amalies sykehusinnleggelse i 1894, et appendiks med begges notater og lapper rundt skilsmissen, ordliste, slektstavler og bibliografier.
Teksten i bokselskap.no er basert på Janet Garton (red.): Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882–1899, 3 bind, Gyldendal, Oslo 2002. Se faksmiler av bokutgaven fra 2002: bind 1, bind 2, bind 3
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.