En glad Gut

av Bjørnstjerne Bjørnson

Første Kapitel.

Øyvind hedte han og græd, da han blev født. Men alt da han sad opreist paa Moderens Fang, lo han, og naar de tændte Lys paa om Kvelden, lo han, saa det sang, men græd, da han ikke fik komme bort til det. «Af den Gutten maa det blive noget rart», sagde Moderen.

Der, hvor han blev født, hang det bare Berg udover, men det var ikke høit; Furre og Birk saae ned; Hæggen strødde Blomster paa Taget. Men oppe paa Taget gik en liden Buk, som Øyvind aatte; han skulle gaa der for ikke at tulle sig væk, og Øyvind bar Løv og Græs op til den. En vakker Dag hoppede Bukken over og borti Berget; den gik ende op og kom did, den aldrig havde været før. Øyvind saae ikke Bukken, da han kom ud efter Non, og tænkte strax paa Ræven. Han blev hed over hele Kroppen, saae sig om og lyede: – «Kille-kille-kille-killebukken!» – «Bæ–æ–æ–æ!» sa’ Bukken oppe paa Bergkanten, lagde Hovedet paaskakke og saae ned.

Men ved Siden af Bukken laa en liden Gjente paa Knæ. «Er den din, den Bukken?» spurgte hun. Øyvind stod med aaben Mund og Øine, stak begge Hænder i den Kjolebuxen, han bar. «Hvem er du?» spurgte han. – «Jeg er Marit, Mor sin Unge, Fedlen til Far, Huldra 4i Huset, Datterdatter til Ola Nordistuen paa Heidegaardene, fire Aar til Høsten, to Dager efter Frostnætterne, jeg!» – «Er du det, du!» sa’ han og drog Pusten, for han havde ikke turdet slippe den, saalænge hun talte.

«Er den din, den Bukken?» spurgte Gjenten op igjen. – «Ja–ha», sa’ han og saae op. – «Jeg har faaet saadan Lyst paa den Bukken; – du vil ikke gi’ mig den?» – «Nei, det vil jeg ikke.»

Hun laa og spændte med Benene og saae ned paa ham, og da sagde hun: «End naar du faar en Smørkringle for Bukken, kan jeg saa faa den?» – Øyvind var af Fattigfolk; han havde spist Smørkringle bare en Gang i sit Liv; det var da Bedstefar kom did, og sligt havde han aldrig spist hverken før eller siden. Han saae op paa Gjenten; «lad mig saa se den Kringlen først», sa’ han. Hun var ikke sen paa det, viste en stor Kringle frem, som hun holdt i Haanden: «her er den!» sagde hun og kastede den ned.

«Au, den gik istykker», sa’ Gutten, han samlede hver Bid op med Omhu; den allermindste maatte han smage paa, og den var saa god, at han maatte smage paa en til, og før han selv vidste af det, havde han spist op hele Kringlen.

«Nu er Bukken min», sa’ Gjenten. Gutten standsede med den sidste Bid i Munden, Gjenten laa og lo, Bukken stod ved Siden, hvid i Brystet, brunsort i Ragget og saae ned paaskakke.

«Kunde du ikke vente saalænge», bad Gutten; Hjertet begyndte at klappe i ham. Da lo Gjenten endnu mere, skyndte sig op paa Knæ. «Nei, Bukken er min, den», sagde hun og slog Armene om Halsen paa den, løste et Strømpebaand og bandt omkring. Øyvind saae paa. Hun reiste sig og begyndte at drage i Bukken; den vilde ikke gaa med og tøiede Halsen ned over mod Øyvind. «Bæ-bæ-æ-æ!» sa’ den. Men hun tog den i Ragget med den 5ene Haand, drog i Baandet med den anden og sagde vakkert: «Kom du, Bukken, saa skal du faa gaa i Stuen og spise af Mor sine Fad og mit Forklæde», og saa sang hun:


Kom Bukken til Gutten,
kom Kalven til Mor,
kom mjavende Katten
i snehvide Sko’r,
kom Ællinger gule,
kom frem ifra Skjule,
kom Kyllinger smaa,
som neppe kan gaa,
kom Duerne mine
med Fjedrene fine,
se Græsset er vaadt,
men Solen gjør godt,
og tidlig, tidlig er det paa Sommer’n,
men raab paa Høsten, saa kommer’n!


Der stod Gutten.

Bukken havde han stellet med siden i Vinter, den blev født, og aldrig havde han tænkt sig, at den kunde mistes: men nu var det gjort paa en liden Stund, og han skulde ikke se den mere.

Moderen kom trallende op fra Fjæren med Kopper, som hun havde skuret; hun saae Gutten sidde og græde med Benene under sig i Græsset og gik bort til ham. «Hvad græder du for?» – «Aa, Bukken, Bukken!» – «Ja, hvor er Bukken?» spurgte Moderen, hun saae op paa Taget. – «Den kommer aldrig mere igjen,» sa’ Gutten. – «Kjære, hvordan kunde det gaa til?» – Han vilde ikke strax tilstaa det. «Har Ræven taget den?» – «Ja, Gud give det var Ræven!» – «Er du paa Stel!» sa’ Moderen; «hvor er det blevet af Bukken?» – «Aa, aa, 6aa,……. jeg kom iskade for…. at sælge den for en Kringle!» –

Akkurat i det samme han sagde Ordet, forstod han, hvad det var at sælge Bukken for en Kringle; før havde han ikke tænkt paa det. Moderen sagde: «Hvad tror du nu, den lille Bukken tænker om dig, naar du kunde sælge den for en Kringle?»

Og Gutten selv tænkte paa det og forstod meget godt, at han aldrig kunde blive glad mere her i Verden; og ikke engang hos Gud, tænkte han siden.

Saamegen Sorg følte han, at han lovede med sig selv aldrig mere at gjøre noget galt, hverken at skjære Rokkesnoren eller slippe Saudene eller gaa ned til Søen alene. Han sovnede ind, der han laa’, og han drømte om Bukken, at den var kommen til Himmerige; Vorherre sad med stort Skjæg ligesom i Katekismen, og Bukken stod og bed Løv af et skinnende Træ; men Øyvind sad alene paa Taget og kunde ikke komme op.

Da stak noget vaadt lige borti Øret paa ham, han skvat op. «Bæ-æ-æ-æ!» sa’ det, og det var Bukken, som var kommen igjen!

«Nei, er du kommen igjen!» Han sprang op, tog begge Forbenene op paa den og dandsede med den som en Bror; han rykkede den i Skjægget, og han vilde netop ind til Mor med den, da han hørte nogen bag sig, og saae Gjenten sidde paa Grønsværet lige ved Siden. Nu forstod han altsammen, han slap Bukken: «Er det dig, som er kommen med den?» Hun sad og rev Græs op med Haanden og sagde: «Jeg fik ikke Lov at beholde den; Bedstefader sidder deroppe og venter.» Medens Gutten stod og saae paa hende, hørte han en skarp Stemme oppe fra Veien raabe: «Naa!» Da huskede hun, hvad hun skulde gjøre; hun reiste sig og gik bort til Øyvind, stak den ene muldede Haand borti en af hans, saae bort og 7sagde: «Om Forladelse.» Men saa var ogsaa hendes Mod forbi, hun kastede sig ned over Bukken og græd.

«Jeg mener, du faar beholde Bukken, jeg», sagde Øyvind og saae væk.

«Skynd dig nu!» sagde Bedstefar oppi Bakken. Og Marit reiste sig, og hun gik med dragende Ben opefter. «Du glemmer nok Strømpebaandet dit», raabte Øyvind etter hende. Da vendte hun sig og saae først paa Baandet, siden paa ham. Endelig fattede hun en stor Beslutning og sagde med tykt Maal: «Det kan du beholde.» Han gik bort til hende og tog hende i Haanden: «Tak skal du ha’!» sa’ han. – «Aa ikke noget at takke for», svarte hun, drog et uhyre langt Suk og gik videre.

Han satte sig ned igjen i Græsset, Bukken gik ved Siden af ham, men han var ikke længer saa glad i den som før.


Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om En glad Gut

Bjørnsons bondefortellinger har en sentral plass i norsk litteraturhistorie. De er på den ene siden pittoreske skildringer av livet på landsbygda i Norge på 1800-tallet og på den andre siden realistiske skildringer av et klassesamfunn i endring. Periodemessig hører de hjemme i grenseland mellom nasjonalromantikk og realisme. Fortellingen En glad gut er den siste av Bjørnsons bondefortellinger og utkom først som føljetong, etter hvert som bok i 1860. Den ble raskt svært populær blant leserne. Dette gjelder også flere av sangene som utgjør en del av handlingen og teksten, f.eks. «Kom Bukken til Gutten» og «Løft dit Hoved du raske Gut».

Hovedpersonen er husmannsønnen Øyvind, og hans utvikling gjenspeiler Bjørnsons politiske kamp for bedre vilkår for bondestanden i Norge. Øyvind er en snill og glad gutt, og skolemesteren hjelper ham til en utdannelse på landbruksskole. Når storbonden ser hva Øyvind kan oppnå med nye metoder på husmannsplassen, tilbyr han ham å overta gården. Med farens sparepenger klarer han å reise kapital til å etablere et mønsterbruk. Dermed kan han også overvinne klasseskillet som tidligere har skilt ham fra den store kjærligheten, storbondens datter Marit, og historien får en lykkelig, romantisk slutt.

Se faksimiler av særtrykket fra 1868 (Bokhylla.no)

Les mer om tekstens bakgrunn (Nasjonalbiblioteket).

Les mer om fortellingens andre hovedperson, skolemesteren Baard, og verset «Elsk din næste» (Nasjonalbiblioteket).

Les mer om sangen «Løft dit Hoved du raske Gut» (Nasjonalbiblioteket)

Les mer..

Om Bjørnstjerne Bjørnson

Bjørnstjerne Bjørnson var Norges store nasjonaldikter i siste del av 1800-tallet og regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han fikk stor betydning mens han levde, både som forfatter og i samfunnsdebatten. Han skrev dikt, noveller og skuespill ved siden av arbeidet som journalist, teater- og litteraturkritiker. I tillegg skrev han mange tusen brev der han i klartekst ga uttrykk for sine meninger. Mange av disse brevene er utgitt senere.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.