Erasmus Montanus

av Ludvig Holberg

Act. IV.


Scen. 1.


Montanus  (alleene.)

Her har jeg været plaget en heel Time med mine Sviger-Forældre, som med Suk og Graad vil bevæge mig at staa fra min Meening; men de kiender ikke Erasmum Montanum ret. Ikke om jeg kunde blive Keiser, vilde jeg staa fra det jeg engang har sagt. Jeg elsker Mademoiselle Elisabet, det er sant; men at jeg for hendes skyld opoffrer Philosophien, og staar fra det, jeg engang offentlig har sustinered, det skeer aldrig. Jeg haaber dog, at det skal blive got, og at jeg skal faa min Kiæreste uden min Reputations Fortabelse; thi, naar jeg faar Lejlighed at tale med Jeronimus, skal jeg saa tydelig bevise ham sine Vildfarelser, at hand skal finde sig deri. Men der seer jeg Degnen og Ridefogden komme fra mine Forældre.

Scen. 2.

Jesper. Per. Montanus.

Jesper. 

Min kiære Monsieur Montanus, vi har haft et sterkt Arbeid i Dag for jer skyld.


Montanus. 

Hvad er det?


Jesper. 

Vi have løbet imellem jere Forældre og Svigerforældre for at megle en Fred.


Montanus. 

Ja hvad har I da udrettet? vil min Svigerfar lade sig sige?


Jesper. 

De sidste Ord hand sagde til os, var disse: Der har aldrig været noget Kiætterj i vor Familie. Hils kun Rasmus Berg (jeg siger kun lige hans Ord, thi hand sagde ikke Montanus Berg engang) hils kun Rasmus Berg sagde hand, og siig ham, at jeg og min Hustru ere begge skikkelige, og Gudfrygtige Folk, som heller vrider Halsen om paa vor Datter, end giver hende til een, der siger at Jorden er rund, og fører falsk Lærdom her ind i Byen.


Per. 

Sandt at sige, saa har vi altid haft en reen Troe her paa Bierget, og Monsieur Jeronimus har ikke stor Uret derudi, at hand vil hæve op dette Svogerskab.


Montanus. 

I got Folk! hilser Monsieur Jeronimus igien, og siig ham, at hand giør synd derudi, at hand vil tvinge mig, at staa fra det, som jeg engang har sagt, hvilket er mod Leges Scholasticas, og Consvetudines Laudabiles.


Per. 

Ej Dominus! vil I forlade jer smukke Kiæreste for saa ringe Ting. Alle Mennisker vil tale ilde derom.


Montanus. 

Den gemeene Mand Vulgus vil tale ilde derom; men mine Commilitones, mine Kammerater vil løfte mig op til Skyerne for min Bestandighed.


Per. 

Holder I det da for Synd, at sige Jorden er flack eller lang?


Montanus. 

Ney det giør jeg ikke; men jeg holder det for en Skam og Vanære for mig, som er en Baccalaureus Philosophiæ at staa fra hvad jeg engang publicè har sustinered, og at giøre noget, som er Ordenen u-anstændigt; min Pligt er at see til, ne qvid detrimenti patiatur respublica Philosophica.


Per. 

Men naar I kand overbevises, at det er falskt, som I troer, holder I det da for en Synd, at staa fra jer Meening?


Montanus. 

Beviis mig at det er falskt, og det methodicè.


Per. 

Det er mig en læt Sag. Her boer nu saa mange brave Folk her i Byen; først, jer Svigerfar, som har bragt sig frem allene ved Pennen; dernæst jeg u-værdig, som har været Degn udi 14ten samfulde Aar; siden denne gode Mand Ridefogeden, foruden Sognefogden, og adskillige andre brave boesiddende Mænd, der har svaret deres Skat og Landgilde baade udi onde og gode Tider.


Montanus. 

Det vil blive en forbandet Syllogismus. Hvor vil vel all den Snak hen?


Per. 

Nu kommer jeg strax til det jeg vil sige. Spør nu enhver af disse gode Mænd, som boer her i Byen, og hør om nogen skal holde med jer derudi, at Jorden er rund. Jeg veed, man maa jo troe meer hvad saa mange siger, end een alleene. Ergo har I uret?


Montanus. 

I maa tage heele Biergets Folk hid, og lade dem opponere baade mod den Materie, og andre; jeg skal binde Munden paa dem alle. Slige Folk har ingen Troe; de maa troe hvad jeg og andre Folk siger.


Per. 

Men om I vilde sige, at Maanen var af grøn Ost, skulle de ogsaa troe det?


Montanus. 

Ja hvad andet? siig mig, hvad troer Folk her, at I er?


Per. 

De troer, at jeg er en god ærlig Mand, og Degn her paa Stædet; hvilket er sant.


Montanus. 

Og jeg siger det er Løgn. Jeg siger I er en Hane, og skal bevise det saa klart, som 2 og 3 er 5.


Per. 

I skal bevise Dievelen. Hvad nu, er jeg en Hane? hvormed vil I giøre det got?


Montanus. 

Kand I sige mig noget, som kand befri jer derfra?


Per. 

Først kand jeg jo tale, en Hane kand ikke tale? Ergo, er jeg ikke en Hane?


Montanus. 

Talen giør intet til Sagen. En Papegoie, en Stær kand og tale, derfor er de just ikke Mennisker.


Per. 

Jeg kand bevise det af andet end af Talen. En Hane har ingen Menniskelig Forstand, jeg har Menniskelig Forstand, ergo er jeg ingen Hane.


Montanus. 

Proba minorem.


Jesper. 

Ej tal Danske.


Montanus. 

Jeg vil, at hand skal bevise sig at have Forstand som et Menniske.


Per. 

Hør, jeg forretter jo mit Embede u-paaklageligt.


Montanus. 

Hvilke ere de fornemmeste Poster udi jer Embede, hvoraf I beviser en Menniskelig Forstand?


Per. 

1.) Forsømmer jeg aldrig at ringe til Messe paa bestemte Tider.


Montanus. 

En Hane forsømmer ey heller at gale og give Tiderne tilkiende, og advare Folk, naar de skal staa op.


Per. 

2.) Synger jeg saa vel, som nogen Degn udi heele Siælland.


Montanus. 

Vor Hane galer og saa vel som nogen Hane udi Siælland.


Per. 

Jeg kand støbe Voxlys, det kand ingen Hane giøre.


Montanus. 

En Hane derimod kand giøre Eg, hvilket I ikke kand giøre; seer I da vel, at I af Forstand udi jer Embede ikke kand bevise, at I er bedre end en Hane. See ogsaa i kort Begreb, hvilken Eenstemmelse, der er imellem jer og en Hane. En Hane har en Kam i Hovedet, I bær ogsaa Takker udi Panden; en Hane galer, I galer ogsaa; en Hane giør sig til af sin Røst, og bryster sig, I ligeledes; en Hane varer ad, naar det er Tid at raabe, I, naar det er Tid at gaae i Messe. Ergo er I en Hane? Har I ellers noget at sige?

Per Degn græder.

Jesper. 

Ej græd ikke Per, hvad vil I agte saadant?


Per. 

Det er, gid jeg faar en Ulykke, lutter Løgn. Jeg kand skaffe Attester fra heele Byen, at jeg er ingen Hane, eller at nogen af mine Forældre har været andet end Christne Mennisker.


Montanus. 

Refuter da denne Syllogismum, qvem tibi propono. En Hane har disse Egenskaber, hvorved den kiendes fra andre Dyr. Den varer Folk ved Lyd, naar de skal staa op; gir Timerne tilkiende; bryster sig af sin Stemme; fører Takker udi Hovedet. I har samme Egenskaber. Ergo er I en Hane? Refuter mig det Argument.

Per græder igien.

Jesper. 

Kand ikke Degnen binde Munden til paa jer, saa kand jeg.


Montanus. 

Lad høre jere Argumenter da?


Jesper. 

Først finder jeg i min Samvittighed, at jer Meening er falsk.


Montanus. 

Efter en Fogeds Samvittighed kand man ikke fælde Dom i alle Sager.


Jesper. 

2.) Siger jeg, at alt hvad I har talt er lutter Løgn.


Montanus. 

Beviis det.


Jesper. 

3.) Er jeg en brav Mand, hvis Ord har altid staaet til troende.


Montanus. 

Med ald den Snak lar man sig ikke nøye.


Jesper. 

4.) Siger jeg, at I har talt som en Carnali, og at Tungen burde skiæres af jer Mund.


Montanus. 

Endnu hører jeg intet Beviis.


Jesper. 

Og endelig for det femte, vil jeg til Overflod bevise jer over, enten I vil i Kaarde eller tørre Hug.


Montanus. 

Ney, jeg er en Tiener af begge Deele; men saa længe I vil kun disputere med Munden, skal I finde, at jeg kand forsvare ikke allene de Ting, jeg har sagt, men ogsaa andet. Kom an, Hr. Foged, jeg vil bevise af den sunde Logica, at I er en Tyr.


Jesper. 

I skal bevise Fanden.


Montanus. 

Vil I kun have Taalmodighed at høre mit Argument.


Jesper. 

Kom Per, lad os gaae.


Montanus. 

Saaledes beviser jeg det: Qvicunqve – – –

Jesper skriger og holder for hans Mund.

Montanus. 

Har I ikke lyst til at høre mit Beviis denne gang, saa kand I møde mig en anden gang, paa hvilket Stæd I behager.


Jesper. 

Jeg er for god at have Omgængelse med saadan Sværmer.

Gaaer ud.

Montanus. 

Med disse Folk kand jeg disputere med Koldsindighed, hvorvel de siger mig haarde Ord. Jeg blir ikke hidsig, med mindre jeg disputerer med Folk, som bilder sig ind at forstaa Methodum Disputandi, og være ligesaa sterke i Philosophien som jeg. Derfor var jeg 10 gange saa ivrig, da jeg disputerede mod den Student i Dag; thi hand havde dog noget Skin af Lærdom; men der kommer mine Forældre.

Scen. 3.

Jeppe. Nille. Montanus.

Jeppe. 

Ach min kiære Søn! tag ikke saa af sted, og leg dig ikke ud med alle Folk. Ridefogden og Degnen, som efter vor Begiæring toge sig paa, at slutte Fred imellem dig og din Svigerfar, fornemmer jeg, er bleven giort Spot af, hvad duer saadant til, at giøre got Folk til Tyre og Haner?


Montanus. 

Derfor har jeg studeret, derfor har jeg lagt mit Hoved i blød, at jeg kand sige hvad jeg vil, og forsvare det.


Jeppe. 

Mig synes, det var bedre aldrig at have studeret paa den Maade.


Montanus. 

Holt jer Mund gamle Mand.


Jeppe. 

Du vil vel ikke slaa dine Forældre?


Montanus. 

Om jeg giorde det, vilde jeg og forsvare det for heele Verden.

De gaae grædende ud.

Scen. 4.

Montanus. Jacob.

Montanus. 

Jeg staar ikke fra mine Meeninger, om de blev gall tilsammen; men hvad vil du Jacob?


Jacob. 

Jeg har et Brev til Monsøren.

Tar og læser Brevet. Jacob gaaer ud.

Min allerkiæreste Ven!
Jeg havde aldrig kunnet bilde mig ind, at du saa læt skulle forlade den, som udi saa mange Aar har baaret saadan bestandig og u-forfalsket Kiærlighed til dig. Jeg kand sige dig det for vist, at min Far er saa forpikket mod den Meening, at Jorden er rund, og holder det for saa stor Troes Artikel, at hand aldrig gir mig bort til dig, med mindre du bifalder hans, og andre got Folkes Troe her i Byen. Hvad kand det nytte dig, enten Jorden er lang, rund, ottekanted eller firekanted? Jeg beder dig for ald den Kiærlighed jeg har baaret til dig, at du beqvemmer dig til den Troe, som vi saa lang Tid har befundet os saa vel efter her paa Bierget; hvis du ikke føyer mig herudi, da vær vis paa, at jeg gremmer mig til døde, og at heele Verden vil have Afskye for dig, som har været Aarsag til dens Død, der har elsket dig, som sin egen Siæl.
Elisabeth Jeronimus Datter
med egen Haand.

Ach Himmel! dette Brev bevæger mig, og bringer mig i stor Tvilraadighed, saa at jeg maa sige med Poeten:

– – – – – utqve securi

Saucia trabs ingens ubi plaga novissima restat,

Qvo cadat in dubio est, omniqve à parte timetur,

Sic animus – – – – –

Paa den ene Side staar Philosophien, som byder mig holde Stand; paa den anden Side min Kiæreste, der bebreider mig min Koldsindighed og Utroskab. Men skulle Erasmus Montanus af nogen Ting lade sig bevege at staa fra sin Meening, som hidindtil har været hans Hoved-Dyd? ney vist ingenlunde; dog her er jo Nød, som bryder alle Love? hvis jeg herudi ikke beqvemmer mig, saa giør jeg mig selv og min Kiæreste ulykkelig; hun gremmer sig ihiel af Sorg, og all Verden vil hade mig, og bebreide mig min Utroskab. Skulle jeg forlade den, der udi mange Aar har baaret en saadan oprigtig Kiærlighed til mig? skulle jeg være Aarsag til hendes Død? ney det kand ikke skee; dog betænk dig, hvad du giør Erasme Montane Musarum & Apollinis pulle. Her har du Lejlighed at lade see, at du est en ræt Philosophus, jo større Faren er, jo større Laurbær-Krantze erhverver du inter Philosophos. Tænk hvad dine Commilitones vil sige, naar de faar saadant at høre: Det er ikke den Erasmus Montanus meer, der hidindtil har forsvaret sin Meening til yderste Blods-Draaber. Om gemeene og ulærde Folk bebreider mig Utroskab mod min Kiæreste, saa vil Philosophi derimod løfte mig op til Skyerne. Just det, som beskiemmer mig hos hine, kroner mig med Ære hos disse. Jeg maa derfor staa imod denne Fristelse. Jeg staar imod den. Jeg overvinder den. Jeg har alt overvundet den. Jorden er rund. Jacta est alea. Dixi.

Raaber paa Jacob.

Jacob! det Brev, som du leverede mig fra min Kiæreste, har intet virket hos mig. Jeg blir ved hvad jeg har sagt, Jorden er rund, og den skal aldrig blive flack saa længe mit Hoved er oppe.


Jacob. 

Jeg holder ogsaa for, at Jorden er rund, men om een gav mig en Kommenskringle for at sige, at den er lang, sagde jeg den var lang; thi det kand skille mig ligemeget.


Montanus. 

Det kand være dig anstændigt, men ikke en Philosopho, hvis Hoved-Dyd er at forsvare til det yderste det hand engang har sagt. Jeg vil offentlig disputere derom her i Byen, og fordre ud alle, som har studeret.


Jacob. 

Men maatte jeg spørge Monsør om en Ting, om I vinder i Disputatzen, hvad vil da følge deraf?


Montanus. 

Der følger saa meget deraf, at jeg har den Ære at vinde, og passere for en lærd Mand.


Jacob. 

Maansør vil sige en snaksom Mand; thi at Viisdom og Snaksomhed er ikke den samme, har jeg merket af Folk her i Byen. Rasmus Hansen, som altid fører Ordet, og som ingen kand staa udi Munden, holdes af andre kun at have got jevn Gaase-Forstand. Sognefogden Niels Christensen derimod, som taler lidt, og giver sig altid tabt, holdes for at kunde forestaa en Herredsfogeds Embede.


Montanus. 

Ney hør mig engang til den Slyngel, hand vil min Troe raisonere med.


Jacob. 

Maansør maa ikke tage det ilde op, jeg taler kun efter min eenfoldige Forstand, og spør kun, for at lære. Jeg vilde gierne vide, at naar Maansøeren vinder Disputationen, om Per Degn da strax blir forvandlet til en Hane?


Montanus. 

Hvilken Snak, hand blir derfor den samme, som hand var.


Jacob. 

Ej saa taber jo Monsøer da?


Montanus. 

Jeg vil ikke indlade mig i Disput med en Bondeslyngel, som du est; hvis du forstod Latin, saa skulle jeg strax fornøye dig. Jeg er ikke øvet i at disputere paa Dansk.


Jacob. 

Det er at sige, Monsøeren er bleven saa lærd, at hand ikke meer kand forklare sin Meening paa sit Mors Maal.


Montanus. 

Holt din Mund Audacissime Juvenis, hvorfore skulle jeg giøre mig u-mage, at forklare min Meening for grove og gemeene Folk, som ikke engang veed, hvad Universalia entia rationis, og formæ substantiales er, langt mindre andet. Det er jo absurdissimum, at vilde præke for den blinde om Farvene. Vulgus indoctum est monstrum horrendum informe, cui lumen ademptum. Der var en Mand for nylig, som dog var 10 gange lærdere end du, der vilde disputere med mig, men da jeg fornam, at hand ikke vidste, hvad qvidditas var, slog jeg ham det reent af.


Jacob. 

Hvad vil det ellers sige qvidditas? var det ey saa?


Montanus. 

Det veed jeg nok, hvad det vil sige.


Jacob. 

Maansøer veed det kandskee selv, men kand ikke forklare det for andre. Da er det lille jeg forstaar, saadant, som alle Mennisker kand begribe, naar jeg siger dem det.


Montanus. 

Ja du est en lærd Karl Jacob, hvad veedst du?


Jacob. 

Men om jeg kunde bevise, at jeg var lærdere end Monsøren er?


Montanus. 

Det gad jeg gierne hørt.


Jacob. 

Den som studerer paa de vigtigste Ting, meener jeg, har den grundigste Lærdom.


Montanus. 

Ja, det er ræt nok.


Jacob. 

Jeg studerer paa Avling, og Jordens Dyrkning, derfor er jeg lærdere, end Maansøren er.


Montanus. 

Saa holder du groft Bonde-Arbeid for det vigtigste?


Jacob. 

Jeg veed ikke, men det veed jeg, at om Bønder vilde ogsaa tage en Pen, eller et stykke Kride i Haanden, og maale hvor langt der er til Maanen, da vilde I Høylærde snart faa en Ulykke i jere Maver. I Lærde drive Tiden bort med at despetere om Verden er rund, 4rekanted eller ottekanted; og vi studerer paa at holde Jorden ved lige. Seer Moonsør nu da, at vor Studeren er nyttigere, og vigtigere end jeres, og derfor at Niels Christensen er den lærdeste Mand her i Byen, eftersom hand har forbedred sin Jord saaledes, at en Tønde Hartkorn deraf er 30 Rixdaler bedre, end i hans Formands Tid, som sad heele Dagen med en Pibe Tobak i Munden, besmurte og krøllede Doct. Arent Hvitfelds Krønike, eller Postill.


Montanus. 

Ach jeg døer! det er Fanden skinbarlig, som taler. Jeg har aldrig tænkt min Livstid, at der kunde ligge slige Ord i en Bondedrengs Mund; thi hvorvel alt det, du har talt, er falskt og ugudeligt, saa er det dog en u-gemeen Tale for een af din Stand. Siig mig fort, af hvem du har lært saadan Snak?


Jacob. 

Jeg har ikke studeret Monsør; men Folk siger, at jeg har got Hoved. Landsdommeren kommer aldrig her hid til Byen, hand har jo strax Bud efter mig. Hand har sagt 100 gange til mine Forældre, at de burdte at holde mig til Bogen, og at der kunde blive noget stort af mig. Naar jeg intet har at bestille, gaaer jeg og speculerer. Forgangen giorde jeg et Vers over Morten Nielsen, som drak sig ihiel.


Montanus. 

Lad mig høre det Vers?


Jacob. 

I maa da vide det først, at samme Mortens Far og Far-Far vare begge Fiskere, og druknede paa Vandet. Verset var saadan:

Her under Morten Nielsen staar,

Som for at træde sin Forfædres Fodspor,

Der døde paa Vandet som Fiskere,

Sig udi Brændeviin druknede.

De Vers maatte jeg læse for Landsdommeren forgangen Dag, som lod dem skrive, og gav mig 2 Mark derfor.


Montanus. 

Verset, skiønt det er formaliter meget slet, saa er det materialiter ypperligt. Prosodien, som er det fornemmeste, fattes.


Jacob. 

Hvad vil det sige?


Montanus. 

Somme Linier har ikke Pedes nok, eller Fødder at gaae paa.


Jacob. 

Fødder! det har min Troe paa nogle Dage løbet heele Landet over.


Montanus. 

Jeg merker, at du har et forslaget Hoved, jeg vilde ønske at du havde studeret, og forstod din Philosophiam Instrumentalem, saa skulde du respondere under mig. Kom, lad os gaae.

Boken er utgitt av Ludvig Holbergs Skrifter

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Erasmus Montanus

Erasmus Montanus eller Rasmus Berg ble skrevet ca 1723, men ikke trykket før i 1731. Først i 1747 ble det oppført på teater for første gang. Stykket var i starten ingen suksess, men i dag er det en av Holbergs mest kjente og spilte komedier.

Stykket handler om Rasmus Berg som er student i København og dermed har blitt «lærd og fin». Han har endret navn til det finere Erasmus Montanus. I komediene er han kommet hjem til sin hjemlandsby for å besøke foreldrene og forloveden. Her støter han sammen med de toneangivende lokale maktene Per Degn og Jesper Ridefoged. Han misbruker logikken til å «forvandle» sin mor til en sten og får hele landsbyen på nakken da han hevder at jorden er rund. Men han settes på plass af fornuftens representant, en løjtnant, og ender med å måtte innrømme at jorden er flat som en pannekake.

Les mer om verket og Holberg på nettsidene til Ludvig Holbergs Skrifter.

Se faksimiler av Henrik Jægers utgave fra 1884 (Bokhylla.no)

Les mer..

Om Ludvig Holberg

Ludvig Holberg er en hovedfigur i dansk-norsk litteratur på 1700-tallet og en av opplysningstidens og klassisismens fremste representanter. Hans forfatterskap er svært omfattende og inneholder verk fra nesten alle sjangere.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.