Bilag No. IV

Erklæring. (paa Fransk.)

Hele Europa kjender det System, som Danmark har fulgt med uforanderlig Vedholdenhed under 15 Aars Krige og Uroligheder. Den strenge Overholdelse af en aaben og upartisk Neutralitet, og en samvittighedsfuld Opfyldelse af alle de Pligter, den medfører, have udgjort den eneste og bestandige Gjenstand for alle dets Ønsker og Bestræbelser. I alle sine Forhold 199til andre Stater har den danske Regjering viist en Ligefremhed og Redelighed, der svarede til dens Hensigters Reenhed, og til den Kjærlighed til Fred, hvori den ei kan mistænkes for nogensinde at have vaklet. Hidtil havde Forsynet velsignet dens Bestræbelser. Skyldfri og angerløs mod alle Magter, var det lykkedes den at vedligeholde en god Forstaaelse med enhver af dem, og naar Omstændighederne fra Tid til anden have foranlediget Reclamationer og Discussioner fra de krigførende Magters Side, saa have de stedse havt deres Udspring fra den Upartiskhed i den danske Regjerings Opførsel, og Strenghed i dens Grundsætninger, som hine Forhandlinger kun have tjent til at bekræfte.

Denne Freds- og Sikkerheds-Tilstand er pludselig bleven tilintetgjort.

Efterat den engelske Regjering ved en skammelig Uvirksomhed har forraadt alle sin Allieredes Interesse, der vare indviklede i en ligesaa alvorlig som usikker Kamp, har den pludseligen udviklet sin hele Styrke for at overrumple og angribe en neutral og fredelig Stat, som ikke havde paa fjærneste Maade fornærmet dem. Planen til at overfalde Danmark, som er forbunden med Storbrittanien ved ligesaa gamle som hellige Baand, er bleven forberedt med ligesaa megen Hemmelighed som Hurtighed. Den danske Regjering har seet den engelske Krigsmagt ankomme til sine Kyster, uden Anelse om at den var stilet mod Danmark. Øen Sjælland befandtes omringet, Hovedstaden truet, den danske Grund haanet og krænket, førend Hoffet i London ved et eneste Ord havde lagt sine fiendtlige Hensigter for Dagen. Disse bleve dog snart tydeligen nok udtrykte. Men Europa vil have Vanskelighed for at fæste Tro til hvad det faaer at høre. Den sorteste, den voldsomste, 200den grusomste Plan, som nogensinde er bleven lagt, er blot grundet paa en foregiven Efterretning, eller snarere et løst Rygte, om et Forsøg, som efter det engelske Ministeriums Paastand skulde gjøres for at rive Danmark ind i Forbindelser, som vare fiendtlige for Storbrittanien. Støttende sig paa denne Forudsætning, som den meest løselige Undersøgelse snart viiste kun var en falsk Formodning, lod den engelske Regjering paa den bestemteste Maade erklære Hoffet i Kjøbenhavn, at Danmark for at beskytte sin egen Interesse, og sørge for sin egen Sikkerhed, kun havde Valget mellem en Krig og mellem den nøieste Alliance med Storbrittanien. Og hvilken Alliance vovede man at tilbyde? En Alliance, som til første Pant paa Danmarks Undertvingelse overgav dets Krigsskibe til den engelske Regjering. Valget mellem disse Forslag kunde ikke være tvivlsomt. Forslaget selv, ligesaa fornærmeligt i sit Tilbud, som i sine Trudsler, kunde end ikke foranledige nogen Betænkning. Den retfærdigste og dybeste Harme maatte overveie enhver anden Betragtning. I dens Stilling mellem Skam og Fare havde den danske Regjering intet Valg. Krigen udbrød. Danmark skjuler ingenlunde for sig selv de Farer og de Tab, hvormed denne Krig truer det. Uforberedt overfaldet paa den troløseste Maade, angrebet i en isoleret Provinds, som var næsten blottet for alle Forsvarsmidler, med Magt henrevet i den meest ulige Kamp, kan det ikke smigre sig med at undgaae smertelige Uheld. Men endnu har Danmark at redde en usmittet Ære og den Agtelse, som det tør smigre sig med ved en pletløs Fremgangsmaade at have forskaffet sig i Europas Øine, og det troer at vinde meer Ære i en Modstand, som bukker under for Magten, end dets Modstander i en Triumf, som misbruger den. Det frygter ikke Europas Dom over denne 201nye Tvist, det troer forud derved at finde sig hædret. Lad upartiske Kabinetter dømme, om der for England var nogen politisk Nødvendighed, eller nogen Sikkerheds Betragtning forhaanden, for hvilken det tillader sig uden Betænkelighed at opofre en Stat, som aldrig har fornærmet eller paa nogen Maade udæsket det. Stærk ved sin gode Samvittighed, ved sin Tillid til Gud, ved de kjække og troe Nationers Kjærlighed og Hengivenhed, som ere forenede under eet elsket Scepter, nærer den danske Regjering det Haab, at den uden Svaghed vil kunne opfylde den alvorlige, skjønt farefulde Pligt, som Ære og Nødvendighed har paalagt den. Den troer sig berettiget til at stole paa de europæiske Kabinetters Deeltagelse og Retfærdighed, og haaber at spore Virkningen deraf især fra de høie Souverainers Side, hvis Hensigter og indgangne Forbindelser have maattet tjene til Paaskud for at besmykke den meest skrigende Uretfærdighed, og hvis Tilbud, sigtende til at give den engelske Regjering Midler i Hænde til en almindelig Freds Indledning, ikke have kunnet afholde denne fra en Voldsomhed, der maa oprøre alle retskafne og ædle Hjerter i England selv, der udsætter en dydig Sonverains Charakteer for Daddel, og besudler for evig Storbrittaniens Annaler.»

*

Den engelske Erklæring udkom først den 25de September 1807, efterat Kjøbenhavns Skjebne allerede var afgjort, og lyder saaledes:Den var affattet paa Engelsk.

«Hans Majestæt skylder sig selv og Europa en aaben Fremstilling af de Bevæggrunde, som have foranlediget hans seneste Forholdsregler i Østersøen.

202Hans Majestæt har udsat denne Forklaring ene i Haab om en fredeligere Overeenskomst med Hoffet i Danmark, hvilken det var Hans Majestæts inderlige Ønske og første Bestræbelse at opnaae, for hvilken han var rede at gjøre store Anstrengelser og store Offere, og som han aldrig tabte af Sigte, endog i det meest afgjørende Fiendtligheds Øieblik.

Hvor dybt endog Hans Majestæt har følt sig skuffet i dette Haab, har han dog den Trøst, at ingen Anstrengelse fra hans Side har været sparet for at tilveiebringe et modsat Resultat. Men i det han beklager den grusomme Nødvendighed, som har tvunget ham til at tage sin Tilflugt til fiendtlige Handlinger mod en Nation, med hvilken det var Hans Majestæts alvorligste Attraa at indgaae en Forbindelse til fælles Tarv og Alliance, føler Hans Majestæt tillidsfuld, at Retfærdiggjørelsen for Sammes Forhold vil findes i en uundgaaelig Pligts Bydende, der for en Fyrste overgaar alle en Souverains øvrige Forpligtelser, den Pligt nemlig at sørge, medens der endnu er Tid, for sit Folks umiddelbare Sikkerhed.

Men Hans Majestæt kunde ikke undlade at drage sig til Minde, at da det danske Hof, ved Enden af den forrige Krig, indlod sig i et fiendtligt Forbund mod Storbrittanien, grundede dets Retfærdiggjørelse, fordi det saa uforsvarligen krænkede en Neutralitet, som Hans Majestæt aldrig havde ophørt at respectere, sig paa dets Uformuenhed til at modstaae Virkningen af en udvortes Indflydelse og en frygtelig Nabomagts Trudsler. Hans Majestæt maatte nødvendigen sammenligne den Grad af Indflydelse, der paa den Tid bestemte Kongen af Danmark til en Beslutning, der krænkede en positiv Forpligtelse, som først for et halvt Aar siden var indgangen, med den langt større Virkekraft, som Frankrige nu havde Midler til 203at give det samme Skræmsels-Princip, da det saae Kongeriger kastede for dets Fødder, og havde hele Nationers Befolkning under sine Faner.

Faren var ikke heller mindre overhængende end vis. Den Armee, som var bestemt til et Indfald i Holsteen, var forsamlet paa det neutrale Hamburgs krænkede Grund. Og naar Holsteen først var besat, var Øen Sjælland i Frankriges Vold, og Danmarks Sømagt til dets Raadighed.

En brittisk Magt kunde, det er sandt, have banet sig Vei til Østersøen, og for en Tid avet den danske sømagts Bevægelser. Men den Aarstid nærmede sig, da denne Forsigtighedsregel vilde været uden Nytte, da Hans Majestæts Flaade maatte have forladt hiin Sø, og tilladt Frankrige i uforstyrret Sikkerhed at forøge sine Midler til Angreb imod hans Majestæts Besiddelser.

Dog, selv under disse Omstændigheder og i det Hans Majestæt opfordrede Kongen af Danmark til at give den Satisfaction og den Sikkerhed, som H. M. var nødt at fordre, og i det Samme forlangte det eneste Pant, hvorved denne Sikkerhed kunde gives med nogen Virkning, – ledsagede H. M. dette Forlangende med at tilbyde enhver Betingelse, som kunde forlige det danske Hofs Interesse og Følelser med samme.

Det blev Danmark selv overladt at bestemme de Vilkaar og de Betingelser, som det maatte forlange.

Dersom Danmark frygtede for, at Overgivelsen af dets Flaade vilde opvække Frankrigs Forbittrelse, som en Føieligheds-Handling, saa havde Hans Majestæt i Beredskab en Krigsmagt af saa frygtelig Størrelse, at den selv i Frankrigs Øine maatte retfærdiggjøre enhver Eftergivenhed, i det den gjorde enhver Modstand aldeles unyttig.

204Var Danmark virkeligen beredt paa at modstaae Frankrigs Forlangende, og forsvare sin Uafhængighed, saa tilbød Hans Majestæt sin Medvirkning til dets Forsvar – ved en Flaade, ved Tropper og Pengehjælp; end videre Garantie af dets europæiske Lande, og Sikkerhed for dets Colonial-Besiddelser samt Forøgelsen deraf.

At Sværdet er bleven draget for at udføre en Foranstaltning, som var fornøden til at sikkre Hans Majestæts Lande, maa Hans Majestæt oprigtigen og bitterligen beklage. At Verdens Stilling og Omstændigheder ere saa, at de have krævet og retfærdiggjort de Forholdsregler til Selvforsvar, hvortil H. M. har fundet sig tvungen at tage sin Tilflugt, er en Sandhed som Samme dybt beklager, men hvorfor han i ingen Deel er ansvarlig.

Hans Majestæt har længe fortsat en høist ulige Kamp af samvittighedsfuld Overbærelse imod uafladelig Vold og Undertrykkelse. Men denne Overbærelse har sine Grændser. Da den Plan aabenbart vedkjendtes og allerede var for langt fremrykket, til at fuldende de europæiske Magters Undertvingelse under en almindelig Anmasselse, og ved Skræk eller ved Magt at forene dem til et Forbund mod dette Kongeriges Sørettigheder og politiske Tilværelse, blev det nødvendigt for H. M. at forekomme et Systems Held, som ikke var mere farligt for Sammes egen Interesse, end for de Magters, som vare bestemte til at være Redskaber for dets Udførelse.

Det var paa Tide, at Virkningerne af den Frygt, som Frankrige havde indgydet Verdens Nationer, skulde finde en Modvirkning i en Anstrengelse af Storbrittaniens Magt, der blev fremkaldt af trængende Omstændigheder, og afmaalte efter Farens Storhed.

205Uagtet Krigserklæringen fra den danske Regjerings Side, staaer det endnu til Danmark at bestemme, om Krigen mellem disse Nationer skal fortsættes. Hans Majestæt vil foretrække en fredelig Overeenskomst. Han attraaer ivrigen at stikke et Sværd i Skeden, som Samme saa ugjerne nødtes til at drage. Han er rede til at vise Danmark og Verden, at, ligesom han alene har handlet i Overbeviisning om hvad der skyldtes hans egne Landes Sikkerhed, ønsker han af ingen anden Bevæggrund, eller for noget andet Hensyn til Fordeel eller Forstørrelse, at drive de fiendtlige Forholdsregler over Grændserne af den Nødvendighed, som frembragte dem.

Westminster den 25de Septbr. 1807.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.