Bilag No. VI

See «Efterretninger og Opmuntringer» af Wulfsberg 17de September 1807.

212Et Øienvidne giver om Bombardementet følgende Beskrivelse:

«Hvor eller hvorledes skal jeg begynde at fortælle Dem den Elendighed, som Kjøbenhavn og dens Indvaanere i en Tid af næsten 3 Gange 24 Timer have maattet udstaae og endnu føle, og sikkert længe ville føle Følgerne af, – det veed jeg ikke. Jeg troer, at jeg i mit sidste Brev meldte, at Engelskmændene vare landede: de rykkede immer nærmere og nærmere for Byen. Vel gjorde vore Tropper adskillige smaa Udfald mod dem, hvorved især Kongens Livjæger-Corps, som altid blev brugt, og sendt i Spidsen for de andre, udmærkede sig paa en ærefuld Maade ved Mod og Tapperhed – det mistede og adskillige Døde og har mange Saarede –, men alle disse Udfald vare dog af ingen synderlig Nytte, da Fienderne vare saa mange, og vi vare saa faa, og desuden ingen ordentlig Armee havde, da den kun bestod af Borgere og Frivillige.

Fienden kom os omsider saa nær, at vore yderste Forposter kun stode nogle Skridt paa hiin Side Stadsgraven; han opkastede imidlertid de frygteligste Batterier, især et bag ved Ladegaarden, og ellers rundt omkring Byen. De Gale bleve, efter Overeenskomst imellem os og Fienden, af ham selv forflyttede ud i Landet, og indqvarterede i Kirker og andre Steder; thi vore Bomber og Kugler fra Volden vilde ellers have dræbt og saaret Mange af disse Ulykkelige. Vi stak nu selv i Brand den forreste Deel af Vesterbro, men den ydre kunne vi ikke komme til for Fienden, da vi begyndte for sildig derpaa; thi Broerne burde 213strax, da Fienderne nærmede sig, have været afbrændte, endskjønt det skar Een i Hjertet, at see saa smukke Bygninger som de paa Vesterbro at stige op i Røg; – dog dette var kun Forspillet til et end skrækkeligere Skuespil. En Deel af Nørrebro og Østerbro blev ogsaa afbrændt.

Al Passage var imidlertid spærret, Portene bleve lukkede, der afgik ingen Post og der kom ingen Post. Fienden opfordrede os nu adskillige Gange til at overgive ham vor Flaade, hvilket vi naturligviis haardnakket afsloge, det han dog ikke havde ventet; thi han troede ikke, at vi turde gjøre Modstand, naar han først var kommen i Land og var Byen saa nær, næsten paa et Pistolskud. Saaledes hengik da Tiden indtil den 1ste Septbr., da Fienden formelig opfordrede Peymann til at udlevere sig Flaaden. Hertil svarede han bestemt Nei.

Den 2den September om Eftermiddagen kom her en Parlamentair for at hente den engelske Consul Hills Datter, som var i Huset hos Falbes, hvoraf man kunde slutte, at de havde noget Alvorligt i Sinde, hvilket vi da ogsaa snart fik at see; thi samme Dags Aften henimod Kl. 8 begyndte Fienden et aldeles mageløst Bombardement.

I Forbigaaende maa jeg bemærke, at de Bomber, Fienden forhen havde kastet, just ikke vare med de bedste, hvoraf man havde taget Anledning til i de offentlige Blade at forsikkre os, at kun 1/20 vilde træffe, og de andre springe i Luften; men nu skede just det Modsatte. Fremmede Officerer, som opholde sig her i Byen, paastaae, at der aldrig endnu i Verden har været Mage til et saadant Bombardement, og at det var meer end Menneskeligt, at vi holdte os saa længe, som vi gjorde.

Man beskjød os med Bomber, Granater, Ildkugler, gloende Kugler og Brandraketter, og gjorde derved 2den September 214ligesaa mærkværdig som 2den April. Der kan nok neppe tænkes noget Skrækkeligere og Frygteligere end dette Bombardement, og Ingen uden den, der har været tilstede derved, kan gjøre sig en Idee om det Gyselige deri. Man tænke sig Luften fuld af hurtigen løbende Stjerner – eller de saakaldte Stjerneskud; thi omtrent saaledes saae Bomberne ud i Farten, at sige ved mørk Nat – man tænke sig disse at fare frem med en pibende Hvinen, styrte ned i et Huns, med græsseligt Bulder at slaa Tag, Loft, Bjælker, Gulv og flere Etager itu, omsider selv med et frygteligt Skrald at springe, og derpaa Luen at slaae ud igjennem Vinduer, Loft, Døre o.s.v., saa har man omtrent et Billede af det Syn, hvortil vi her næsten hvert Secund vare Tilskuere. Hertil kommer, at næsten ved hver Bombe saa man Mennesker enten blive dræbte, eller qvæstede paa Arme og Been, og at dette Bombardement vedblev for det første hele Natten mellem 2den og 3die Sept., holdt noget op henved Morgenen, men begyndte igjen om Aftenen den 3die, og vedblev hele Natten mellem den 3die og 4de Septbr., indtil lige ud paa Eftermiddagen den 4de, begyndte derpaa igjen om Aftenen den 4de, og vedvarede hele Natten mellem den 4de og 5te Septbr. indtil ud paa Dagen den 5te, da det holdt op for bestandig.

Denne skrækkelige Ængstelses-Periode for Kjøbenhavns Indbyggere varede saaledes omtrent 3 Jævndøgn. Af Nætterne var vel den første særdeles rædsom, da vi endnu ikke vare vante til et saadant Syn; men alle Brandanstalter vare dog i god Stand, saa at Ilden ingen Overhaand kunde tage: der brændte op et Par Huse, men det var Intet at tale om; den anden Nat brændte der vel mere, især paa Nørregade, da Fienden immer sigtede efter Fruetaarn, men man var nu mere vant til 215det, saa at den Nat i det Hele taget ei var saa frygtelig. Men nu kom den tredie og sidste, og denne var den skrækkeligste. Strax henad Aftenen angrede de vore Batterier ved Tømmerpladsen, stak Ild i alt Tømmeret, saa at hele Himlen syntes at staa i Lue; de fik ogsaa ved deres Bomber Ild i adskillige Huse rundt om Fruekirke; Allarmen og Forvirringen blev immer større og større, Brandanstalterne vare ved Ilden og Bomberne fordærvede, Brandfolket faldt som Fluer, da Fienden stedse smed Bomberne lige i Ilden for at hindre Slukningen; omsider maatte vi forlade Batteriet ved Tømmerpladsen, og Krudtforraadet sprang i Luften. Paa Batteriet blev Capitain Restorff, som havde en Bryggergaard paa Nørregade, skudt tværsover. Henad Natten kom der omsider Ild i Fruetaarn, som Fienden længe nok havde sigtet efter, og som han nu ogsaa fik Bugt med. Der kan neppe gives noget, at jeg saa maa udtrykke mig, skrækkelig stoltere Syn, end det, at see en saadan Ildpyramide, som Fruekirke fremviste, da den med Taarn og Alt stod i lys Lue. Ilden blev nu ved Taarnets Nedstyrtelse almindelig, og brændte da og den paafølgende Dag følgende Gader og Steder: hele Nørregade, lille Kjøbmagergade, Kultorvet, Nørrevold, Skindergaden, Fiolstrædet, det meste af Kannikestrædet, Studiegaarden, Borchs Collegium, noget af Vimmelskaftet, Klædeboderne, Frueskole &c. &c.

De fiendtlige Batterier laae i saadan Linie omkring Byen, og saaledes, at der intet Sted var sikkert, hvor der jo saa at sige regnede Død og Lemlæstelse ned. Vore Brand-Anstalter vare fordærvede, saa at vi ei kunde slukke den overhaandtagende Ild; der var altsaa intet andet tilbage for os, for at spare uskyldige Oldingers, Koners og Børns Blod, og Byen for ganske at ødelægges, end at capitulere; hvorfor da ogsaa Peymann 216den 5te om Eftermiddagen begyndte at underhandle med Fienden, og den 6te kom Kapitulationen i Stand saaledes: at Fienden skal have vor hele Flaade, og selv udruste den her med Alt Fornødent, til hvilken Ende han skulde besætte Holmen og Kastellet, hvilket skede den 7de Septbr.; men inden 6 Uger skal de engelske Tropper have forladt Øen Sjælland. Man siger, at de allerede næsten skulle have 2 Skibe færdige. De faae i Alt omtrent 21 Linieskibe og 16 Fregatter; det er haardt; men af to onde Ting maae man vælge den mindst onde.

De Engelske skulle være mellem 30 og 40000 Mand, og 6000 skulle staae ved Korsøer, for at hindre Kronprindsen Overfarten med sin Armee. De have, saavidt man endnu har erfaret, just ikke begaaet nogen Molest i Landet, men skulle have holdt en meget streng Krigstugt. Den kommanderende General heder Chathcart; Flaaden, som kommanderes af Popham, har intet gjort men lagt ganske rolig.

I Tirsdags bleve Portene for første Gang aabnede, men lukkedes Kl. 7 om Aftenen. I Dag afgaae for første Gang Posterne til Hamborg og Norge.

Nu maa jeg fortælle Noget om, hvorledes det er gaaet mig: jeg var, som De veed, i Studentercorpset, og vi havde Ordre til, saasnart Generalmarsch sloges, øieblikligen at indfinde os paa Volden, hvor Enhver havde sin anviste Plads. Den første Nat mødte jeg altsaa paa Volden, endskjønt jeg om Morgenen havde meldt mig syg; her forblev jeg da om Natten. Min Post var ved Vesterport, og der blev Ingen hverken dræbt eller saaret, da vi vare meget forsigtige og løb af Veien for Bomberne, som faldt paa Volden. Ved Nørreport, hvor de nok havde været mindre forsigtige, blev 3 Studenter dræbte, og 7 saarede; 217blandt de dræbte vare Etatsraad Colds og Justitsraad Holms Sønner; vi have i Alt ved Corpset 6 Dræbte.

Den anden Nat mødte jeg ogsaa paa Volden, endskjønt jeg ikke var tilsagt; men fik Lov at gaa hjem igjen, hvilket jeg ogsaa gjorde, og forblev der indtil om Morgenen, da jeg formedelst Bomberne, som faldt ned i Huset, maatte retirere ned i Kjelderen, som var det eneste Sted, man kunde være nogenlunde sikker; men snart nødte en Bombe, som faldt ned ogsaa her, os Alle til at forlade den; kun Værten, som eiede Huset og var Spekhøker, paastod at ville blive, og 2 Timer efterat vi vare gangne bort, kom en Bombe og tog ham hele Underdelen bort fra Maven af.»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.