Første Capitel

19Der gives vel neppe noget Tidsrum i den almindelige Verdens-Historie, som var rigere paa mærkelige Omvæltninger i de europæiske Staters indvortes og udvortes Forhold, end den sidste Deel af det henrundne Aarhundrede, og den første Deel af det nærværende. I disse skjæbnesvangre Aar skede en alvorlig og blodig Forberedelse til en almindelig Erkjendelse af Menneskets Rettigheder, og af Borgernes Adgang til under lige Vilkaar og med retfærdigen fordeelte Bidrag at drive borgerlig Næring, og bære offentlige Byrder. De Indretninger, som forstyrrede denne Lighed, havde deres Rod i Middelalderens forviklede Forhold, og vare hærdede ved langvarige Misbrug og tildeels kongelige Forvildelser; men de rystedes i deres dybeste Grundvolde, og syntes deres Undergang nær. Der hvor Misbrugen var størst, havde Reactionen ogsaa været blodigst, og Seieren, skjønt forvansket ved den vildeste Grusomhed, meest afgjørende. De sidste ti Aar af det forrige Aarhundrede var det mærkværdigste Tidsrum af den franske Revolution. Den franske Republik udviklede sig under Phænomener, som paa den ene Side opvække Gysen og Afsky; men 20paa den anden Side Beundring af den Kraft, hvormed dette store Riges Selvstændighed, uagtet al indvortes og udvortes Modstand, fremlededes. Seierrig i Udlandet og i Landets Indre, havde Frankrig udvidet og afrundet sine Grændser, ydmyget sine udenlandske Fiender, indgydet dem Agtelse og Skræk, og dæmpet alle rojalistiske Bevægelser i sit eget Skjød. Men det syntes som Frankrige endnu ikke gjennem Revolutionen havde naaet det Lyksaligheds og Ligheds Maal, der skulde være de blodige Opofrelsers Seierskrands. Den havde ledet en from, skjønt svag, Konge, som bar mere Byrden af Andres end sine egne Synder, paa Skafottet; men det reiste igjen en Keiser-Trone, og underkastede sig ligesom paa ny den egenmægtige Villie. Bonapartes Tilbagekomst fra Egypten i det sidste Aar af det henrundne Seculum dannede en ny Epoke i den franske Revolution, i hvilken en Tilbagegang til det nedbrudte Regjerings-System antydedes, og nye Coalitioner i Udlandet dannedes, for at tilbagevinde det Tabte. Friheds- og Ligheds-Ideen syntes endnu ikke at have naaet sin Modenhed. Dens blodige Begyndelse havde fremkaldt en kraftig Reaction, som, endskjønt overvunden, gjærede i Stilhed, og aabenbart stræbte det nye Dynasti efter at fremlede en Tilstand, som i Keiserens absolute Magt-Fuldkommenhed nærmede sig den kuldkastede; men som var berøvet det aristokratiske Element. Midt i denne Reactionens Gjæring styrkedes saaledes den nationale Kraft ved den Lighed i at bære Byrder, som deels var et Foster af Revolutionen, deels befæstedes ved Napoleons Regjeringssystem. Keiserens Villie skulde raade overalt, og Alle være den lige undergivne.

Med Begyndelsen af dette Aarhundrede begyndte en ny Strid i Europa, ikke for at dæmpe den franske Revolutions 21Udskejelser; thi disse Blodscener vare endte; men for at tæmme den keiserlige Helts Herskesyge, som truede med at oprette et Universal-Monarki i Europa, og at hæve Brødre og Frænder paa dets Troner. Med dette Tilbagefald til en mindre fri Statsforfatning forsonedes Frankrige selv ved den store Keisers Heltebedrifter i Krigen, og hans heldige Bestræbelser for at forbedre Landets Tilstand ved vise Love. Forsigtigt Hensyn til Eiendomsretten, en fuldkommen Udvikling af Næringsfriheden, og omhyggelig Sky for ubetimeligt Formyndervæsen i Borgernes Færd gaaer aabenbart igjennem Napoleons Lov-Codex.Napoleon tog ofte selv umiddelbart Deel i Discussionerne om Lov-Systemets forskjellige Afdelinger. Han aflagde da sin keiserlige Titel, og hedte kun «le chef du gouvernement». Han fremsatte Forslag og Indvendinger, som bleve frit bedømte og behandlede af de øvrige Tilstedeværende, og det hendte ikke sjeldent, at han underordnede sin Mening Andres. Saaledes i Behandlingen af code des mines, vide: Legislation pour les mines par Baron Locre. Paris 1828. Dersom han førte Keiserceptret egenmægtigen, og tog sine Beslutninger med Hensyn til de udvortes Forhold uafhængig af sit Raad, vidste han at benytte Landets bedste Talenter til at forbedre dets indvortes Tilstand, og bringe en passende Ligevægt imellem de borgelige Rettigheder. En saadan Regjering udbredte saa megen Glands over Frankriges Forhold til andre Magter, og gav saa megen Stof til indvortes Tilfredshed, at den store Folkemasse forsonedes med den herskesyge Regents Udvidelses-Planer, og betragtede hans Regjeringstid som en Hvile efter udstandne Lidelser. Menneskeheden gjorde imidlertid sikkre Fremskridt paa den Friheds-Bane, som den franske Revolution, under store Udskeielser, og under Landets mangehaande Lidelser, havde beredt. Feudalvæsenet 22med dets Misbrug til Enkeltes Fordeel paa det Heles Bekostning var i sin Rod omstyrtet, og reiste sig aldrig mere i sin forrige Styrke, og paa en anden Vei aabnede det øvrige Europa sig Adgang til den samme Lighed i den indvortes borgerlige Stilling, den samme Agtelse for Menneskets naturlige Rettigheder, som Frankrige ved Revolutionen havde beredt sig. De mange Coalitioner, som skulde standse Napoleons ærgjærrige Planer, fik et uheldigt Udfald, og næst Naturen selv var det Folkenes frivillige Opofrelser, som kraftigst fremledede Befrielsen fra Napoleons Aag. For at stemme Folket gunstigt for disse store Opofrelser, erklærede Fyrsterne sig villige til at dele Regjeringsmagten, og afstode til Folket en Deel af Statsmagten, som udeelt havde været i de uindskrænkede Fyrsters Hænder. At dette Løfte ikke overalt fuldstændigen er gaaet i Opfyldelse, angaaer os ikke her; men Ideen vaktes om Hensigtsmæssigheden af denne Magt-Fordeling; den realiseredes i de fleste mindre Stater; Udførelsen forberedtes i de større, og, engang vakt, vil den ikke let undertvinges, om endog dens Gang vakler mellem frem- og tilbagegaaende Bevægelser, eller under en stundom tilsyneladende Stilstand.

Følgerne af den franske Revolution sporedes ingensteds mindre end i Norge, og ingensteds gjærede Friheds-Ideen mindre i det her omhandlede Tidsrum end der; thi der fattedes de Elementer, som satte den i Bevægelse. Vist nok var Folket udlukket fra al Deeltagelse i Landets Regjering, og i den Henseende var Statsforfatningen aldeles ulig den, som Oldtiden kunde fremvise, da Kongerne, omgivne af deres Raad, overveiede de vigtigste Statsforhandlinger, og søgte Folkets Bifald i store Folkeforsamlinger. Men Feudalvæsenet slog aldrig dybe Rødder i Norge; Standsforskjellen har i intet europæisk 23Land været mindre, og de faa Adelsmænd, som fandtes i Landet, vare af fremmed Blod, og kun Faa blandt dem regnede sig som Nordmænd. I den ældre Tid, især i Olavernes Dage, fremtraadte vistnok flere mægtige Lehnsmænd, som, selv omgivne med en stor Skare af Trælle og Afhængige, trodsede Kongernes Magt, underlagde sig store Strækninger af Landet, og førte en forholdsmæsig stor Pragt i Levemaade og Væsen. Men tvende mægtige og selvstændige Konger, Sverrer og Hakon den Gamle, brøde disse Stormænds Kraft, og siden den Tid har den aldrig mere hævet sig. Norges politiske Vælde, der skyldtes Nordmænds Tapperhed og Sømandskonst, tabte sig, da Nabostaterne, under et mere systematisk Forsvarsvæsen, og en stigende Velstand, lettere modstode de vilde Vikingers Angreb. Særskilte National-Ulykker, saasom Pest, indvortes Krige og andre Landeplager, forværrede Landets Tilstand og hindrede Udviklingen af en Velstand, der understøtter Besiddelsen af store Eiendomme. I fordum Dage var det den personlige Tapperhed, de heldige Vikingetog og den djærve Stemme i de store Folkeforsamlinger, som skabte Stormanden; nu maatte han søge Elementerne til sin Storhed i Naturens Rigdom, i Vindskibelighed, og i en heldig Benyttelse af gunstige Omstændigheder. Men Grund-Eiendommene i Norge have ikke den sammenhængende Udstrækning, som aabner Veien til et stort Feudal-System, og Odelsretten i sin gamle Form, førend den indskrænkedes ved senere Love, hindrede de smaa Ejendommes Sammenhobning til store. Et Aggregat af Jordegods, grundfæstet paa Hoveri og Indskrænkning af den menneskelige Frihed, er saaledes sjeldent i Norge at finde, og der er vel faa Lande i Europa, hvor der gives saa mange frie og selvstændige, skjønt i Følge Naturens Bud vist ikke mægtige 24og rige, Grundeiere som i Norge. Hine Omstændigheder have vist nok ikke overalt i Norge hindret Eiendommenes Sammenhobning paa enkelte Hænder; men der er ingen Stadighed i Besiddelsen af Eiendomme, der sjeldent bringe Eiere uden for Bondestanden Fordele, og som søges af disse mere for Skovens end den dyrkede Marks Skyld. Desuden nød Norge i det fælles Statsforbund adskillige Fordele fremfor Danmark, og havde i det Indre bevaret meer af den gamle og friere Periodes Farve. Aldrig har Norge kunnet maale sig med Danmark med Hensyn til Ernærelses-Evne og Overflod af Jordens Gaver; men der har stedse hersket i Norge en friere Tone, og dets Indbyggere have mellem hverandre indbyrdes altid staaet paa en jævnere Vandlinie. I mange Aarhundreder havde intet Hof der taget sit Sæde, og Rigernes Konge havde kun gjort flygtige Reiser og korte Ophold i Norge i dette lange Tidsrum. Ubekjendte med Hoffets Sæder og Væsen, lidet berørte af Standsforskjellens Indflydelse, bevarede de Nordmænd, som ikke flyttede Foden udenfor Fædrelandet, stedse en vis frimodig Selvstændighed, som ofte yttredes i kraftig Modstand mod vilkaarlige, ja stundom retfærdige og nødvendige Foranstaltninger fra Regjeringens Side. Det fjærne Rige, som Naturen nærmere havde forbundet med den anden Skandinaviens Deel, skaanedes ofte af en Regjering, der ikke altid førte Scepteret med Kraft. Derhos maa det tilstaaes, at den danske Regjerings milde og faderlige Sindelag mod Norge i de Aar, som ligge nærmest det her omhandlede Tidsrum, bortfjærnede billig Grund til Klage, der desuden hendøde under Norges raske Fremskridt paa den Tid til Velstand under blomstrende Handels-Conjunkturer. Norge stod saaledes Frihedens Grædse nærmere, og Overgangen til den 25constitutionelle Forfatning var lettere; men Tiden til Statsforandring var endnu ikke kommen. Reformens fjærnere Elementer vare beqvemme, de nærmere frastødende for enhver Statsforandring.

Saaledes fandt de revolutionaire Ideer liden Indgang i Norge, hvor intet Ønske var om Forandring, og hvor den store Hob af Indbyggere længe havde i Hovedsagen været i Besiddelse af den Frihed og Lighed med Hensyn til Betingelserne for den borgerlige Virksomhed, som hine Nationer tilkjæmpede sig paa blodige Veie. I Norden viste derfor ingen Nation mindre Deeltagelse for hiin Omvæltning i Regjeringssystemet end Norge, som just i Begyndelsen af dette Aarhundrede stod ved en Virksomheds-Periode, der var den fordeelagtigste, som dets Historie har at fremvise. Det følte ikke Trykket af nogensomhelst Tvang; dets Skattebidrag vare smaa, og stode ikke i Forhold til Nationens Kraft til at bære dem, og i enhver Forandring i dets offentlige og politiske Stilling maatte det snarere ane en Forværring end en Forbedring. Norge fulgte derfor hine voldsomme Scener kun med den vemodige Deeltagelse, som Frankriges Lidelser under Revolutionen maatte opvække, og var for øvrigt altfor beskjæftiget med at høste merkantile Fordele af Krigens Bevægelse, til at skjænke nogen politisk Idee om Statsforandring synderlig Opmærksomhed. I Norges eget Skjød var saa godt som ingen Literatur, ingen Avis, som alvorligen behandlede politiske Gjenstande, og den friere Tone, som et Foster af den franske Revolution, der begyndte at herske i offentlige Skrifter og Blade i Danmark, fandt i denne Lykkens Periode for Norge mindre Gjenklang der end i Broderlandet. Forfatteren erindrer endog kun sjeldent i hine Dage at have børt omtale de Ankepunkter, 26som før og siden anførtes som Norges Klageposter over den danske Regjering, nemlig at vore vigtigste Embeder nedlagdes i unge danske Adelsmænds Hænder, og at Handels-Monopoler for danske Handlende i mange Maader indskrænkede Norges Handel. De meest indbringende Embeder beklædtes da mestendeels af Landets egne Børn, og kun hine Over-Embeder vare i danske Adelsmænds Hænder, der som oftest med egen Formue vedligeholdt en Deel af deres Glands. Det erindres vistnok fra hine Tider, i hvilke glimrende Optog disse Stormænd, der i vor Tid stille færdes paa Land og Strand, modtoges og hilstes i Byerne under Kanonernes Torden, og igjennem Borgerbevæbningens Rader, og hvorlunde hele Skarer strømmede dem imøde paa Landeveiene, for at ledsage dem til det festligen smykkede Gilde. – Da Norges Kapitaler høist fordeelagtigen anvendtes paa Næringsveie, som laae lige for Handelsmandens Fod, saa ankedes ikke over hine Broderlandet forundte Privilegier og Monopoler, ligesaalidet som over enkelte Varers Fordyrelse, der med Lethed udrededes af fulde Kasser. Strax efter Krigens Udbrud fik disse Klager en bittrere Betydning og en alvorligere Grund, ligesom de, ofte tydeligen nok, gik igjennem de ældre Perioder. Endog Striden om et Universitets Oprettelse i Norges eget Skjød, som blev ført med saa megen Styrke mod Slutningen af det forrige Seculum, havde lagt sig til Hvile, efterat de fleste af de Hædersmænd, som førte den med saa megen Varme, vare nedstegne i Graven. Kort – det var aabenbart, at Norge hilsede dette Aarhundrede med en fuldkommen Tilfredshed med sin nærværende politiske Forfatning, hvormeget den end i sin Form krænkede de borgerlige Rettigheder; thi Regjeringens milde Udøvelse bødede paa Lovens strenge Bogstav. Ligesaa 27vist er det, at Norge var et roligt Vidne til den indre politiske Gjæring, som bevægede det vestlige Europa, og til Frankriges store Kamp med fast alle mægtige europæiske Riger, deels for at forsvare, deels for at udvide sine Land-Grændser. Den eneste Ulempe, som Norge følte af denne Blodkamp, var den Fare, for hvilken neutrale Magters Flag var udsat paa Havet, formedelst Englands vilkaarlige Fortolkning af Neutralitets-Retten, og dette gav Anledning til den eneste Forstyrrelse i den dansk-norske Stats fredelige Politik i de første 7 Aar af dette Seculum.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.