Femtende Capitel

Opdragelsesmidlerne vare maaskee paa Landet færre, og Lærernes Omhu i det mindste ikke større i Henseende til Skolevæsenet end i senere Dage; men der saaes neppe paa Landet, især i Norges Fjeldegne, mindre Spor af Oplysning. Naturen i vort Fædrelands indre Egne har stedse været virksom til at øve de Sjælskræfter, for hvis Udvikling der er lagt store Hindringer. De Vanskeligheder, som ligge ved Foden af Agerdyrkerens og Skoveierens naturlige Sysler, saavelsom klimatiske Forhold, tvinge Fjeldboeren til en uafbrudt Anstrengelse og Opmærksomhed, og denne idelige Kamp med de udvortes Omstændigheder øver Aandskræfterne og letter Oplysningens Adgang. I Fjeldbygderne findes dog herhos ofte stor Indolents 147og Lyst til Uvirksomhed forenede med en stor Anstrengelse, og begge disse Charakteer-Yttringer virke vexelviis paa hinanden. Bjergboeren begynder ofte sit Arbeide i Nattens Mulm; thi ellers kan han ei fuldføre sit Dagværk; men naar han er kommen til sit Hjem, slænger han sig ofte paa Bænken den lange Vinteraften, og tager ugjerne Haand i den indvortes Huusgjerning. Nordens Kulde og Sydens Varme frembringer stundom samme Virkning. Ligesom der i Norges Fjelddale findes mangensteds en Gjenlyd af gamle Toner og et Billede af gamle Former, saa have og dets Indbyggere bevaret en Interesse for Fædrelandets Skjebne i Oldtiden. Det var som om disse vore Landsmænd end ikke i Enevoldsmagtens Tid kunde glemme den vigtige Deel, som vore Fædre havde i Landets Styrelse, og den Vægt deres Stemme havde paa Thinge. De bøiede sig saaledes stedse uvillige under Tvangslove og offentlige Foranstaltninger, som krænkede formeentlige Rettigheder, eller gjorde utilbørlige Indgreb i deres Velfærd. De flokkede sig da stundom i Skarer for at øve Selvtægt uden for Lovens Grændser. I Begyndelsen af dette Aarhundrede bevaredes hiint Dværgbillede af Oldtiden mere end i senere Dage, fordi der var en skarpere Afsondring imellem Fjeldboerne og Indbyggerne af Norges stærkt befolkede Kyststrand. I Norges Skovegne fandtes i hine Dage langt flere selvstændige Mænd end i vore, og hverken i Henseende til Livets Nydelser eller til andre Forhold fandt den Lighed og Sammenblandelse Sted, som nu omstunder. Brændeviins-Tilvirkningen var, som forhen bemærket, saa godt som aldeles udelukket fra Norges Høiland, og hedgaaet Øl gik sædvanligen om blandt Gjæsterne, i brogede med Sententser udpyntede Skaaler. Hvor skulde vi finde i Begyndelsen af dette Aarhundrede et Billede, der svarer 148til det, som en af Norges Biskopper indsendte til et af vore Storthing,Biskop Munch i Aaret 1827. hvori males med rædsomme Farver disse Egnes Udskeielser, som en Følge af Brændeviins-Tilvirkningen? Alskens Laane-Indretninger havde endnu ikke som senere hen aabnet sine falske Pengekilder, og skabt en konstig og øiebliklig Lettelse, der senere under forøgede Renter banede Veien til en desto større Armod. Fjeldets Simpelhed flygtede under saa konstige Sammensætninger, og Kystens Sæder og Skikke fløttede ind i Norges indre Fjelddale. Saaledes var Simpelheden i Levemaade, Selvstændighed i borgerlige Forhold og en vis Grad af Velstand mere til Huse i Fjeldbygden i hine Dage end i vore, og der ligger imellem dette Aarhundredes ydre Punkter af Fortid og Nutid en Mellemtid, svanger med Forvanskningsstoffe, som lykkeligviis i den sildigste Tid har tabt en stor Deel af sin skadelige Indflydelse.

Med hine heldigere Betingelser for borgerlig Velvære fandtes ogsaa i hine Dage i Høilandet en større Oplysningsgrad, og en meer udbredt Læsning af de bedste Skrifter, som paa den Tid vare i Omløb. Clausens Snorre saaes endnu ofte i det lille Bogskab, og ved Siden deraf flere af de paa den Tid meest yndede Folkeskrifter. Forfatteren erindrer endnu, hvormeget han overraskedes, da han som Candidat gjorde en Reise i Thelemarken, ved i dens dybeste Fjelde at finde Bastholms Philosofie for Ulærde med flere Folkeskrifter, og at træffe paa flere Bønder, der vidste med Sagkundskab at tale om deres Indhold. Det forekom ham, som han i Lærdommens Skole ei havde kunnet tilegne sig sundere Domme over Livets Former, end disse Naturens Børn i deres selvlærte Viisdom og i simple Folkeskrifter.

149Hvad Religiøsiteten angaaer, da stod den neppe paa en svagere Fod i Begyndelsen af dette Aarhundrede end i vor Tid. Den sande indvortes Religiøsitet, som viser sig i at dyrke det høieste Væsen efter sin Samvittighed, og bærer sine Frugter i en from og Gud hengiven Vandel, har til alle Tider havt sine sande Dyrkere, ligesom den er ophøiet over Medmenneskers Dom. Men den udvortes Religiøsitet, som teer sig i Iagttagelse af Religionens ydre Form, yttrede sig især i Byerne i større Grad i hiin Tid end i vor. Norge var lidet smittet af den frivole Letsindighed, hvormed religiøse Gjenstande behandledes i Danmarks Hovedstad i Begyndelsen af dette Aarhundrede, og tog ogsaa liden Deel i den Reaktion, som fremkaldtes til Religionens Forsvar, der i Danmark siden frembragte saa bittre Feider. Først da Universitetet oprettedes i Norge udbredtes her ogsaa denne Strids Elementer. Men vist er det, at Gudsdyrkelsens udvortes Ceremonier dengang, fornemmeligen i Byerne, iagttoges omhyggeligen og med et andægtigere Sind end nu omstunder. Kirkerne vare fuldere, og der var ikke da den Skare af Kirkens Medlemmer, som afholdt sig fra dens Sakramenter. Forandringens Rod ligger imidlertid ikke i de geistlige Embedsmænds Forhold eller større Dygtighed i den Tid. I den Henseende staaer neppe vor Tid tilbage for den forsvundne, hvad enten vi see hen til Præsternes Dygtighed eller deres religiøse Færd. Dersom Præsterne i Begyndelsen af dette Aarhundrede udmærkede sig i andre Henseender, som Forfattere og Fædrelandets Mænd, dersom vi finde deres Navne i vore Dage blandt Storthingets hæderligste og virksomste Medlemmer, da er dette Fortjenester, som give dem Plads paa andre Mindetavler; men som Religionslærere og Embedsmænd have Nutidens Præster uden Tvivl i Almindelighed Fortrin 150for hiin Tids. Denne Forbedring i Præsternes Embedsførelse, denne større Opmærksomhed paa deres Kaldsforretninger, maa ansees som et Tidens Barn. Sands for den udvortes Udøvelse af Gudsdyrkelsens Ceremonier, for Kirkegang og i det Hele for Religiøsitet, som en Trøstens Kilde under Livets Omvexlinger og et Haabets Anker i Udsigten over Tilstanden paa hiin Side Graven, var dengang tildeels rodfæstet i Folkets Gemytter, og den styrkedes ved Kirkemødet selv, om end Guds Ord foredroges i en skjødesløs Form uden Studie og Aandsgaver. Skulle Menighedens Medlemmer nu lokkes til Kirken i Stæderne – med Undtagelse maaskee af nogle faa – da maa det skee ved en begavet Præsts lyse og indtrængende Foredrag, og Taler, som i hine Dage vædedes med Andagtens Taarer, blive nu, dersom de foredrages i den gamle skjødesløse Form, til Spot og Spee for det strengt dømmende Auditorium.I Forfatterens Fødeby blev i hans Barndom foredraget for fuldt Huus af en lidet begavet Præst Prækener, der nu omstunder vilde opvække mere Latter end Opbyggelse, medens den samme Kirke senere hen besøgtes af faa Tilhørere, da Prækestolen besteges af mere begavede Talere.

Hiin Tids Fattigvæsen var ikke en saa indviklet Sag som nu omstunder; det lettedes under Næringsveienes blomstrende Tilstand, en større Ligevægt imellem Folkemængde og Ernæringsmidler, en større Simplicitet i Lovgivning og Borgerforhold. Et egentligt systematisk Fattigvæsen var paa de fleste Steder dengang ikke til. Barmhjertigheden sattes i Bevægelse ved frivillige Subscriptioner, og en Fattigkommission bestaaende af flere Medlemmer samledes ikke saa sædvanligen til det besværlige Arbeide, at ligne Fattigbidrag efter vaklende 151Grundsætninger. Hvo der ei kunde ernære sig selv, strakte Haanden ud til Næsten om Almisse, og dog var Antallet af Betlere da ikke saa stort som i vore Dage, da Betleriet hades og forfølges, og Fattigskat udskrives efter Ligning. En saa ubestemt Forsørgelse vilde, nu under det stigende Antal af Nødlidende, ikke tilfredsstille Menneskelighedens Bud: men i hine Dage kunde ogsaa dette Forhold simplificeres. Fattigvæsenets rette Pleie er nu et Studium, som kræver sin Mand, og forudsætter Bekjendtskab med Principer, som dengang hverken kjendtes eller øvedes. Godgjørenhedens Pligter udfløde da umiddelbart af Skriftens Ord. Mangehaande Forviklinger paa den menneskelige Virksomheds Bane have plumret den hellige Kilde, og Fattigvæsenets Forstandere maae lægge Menneskets Lov ved Siden af Guds. I denne Vanskelighedens og Forviklingens Skole ere vore Præster opdragne til dygtigere Fattigforstandere end tilforn, endskjønt Opdragelsen under Tidens fremskridende Farer hverken er endt, eller dens Frugter overalt lægges for Dagen. Skole-Underviisningen er visseligen nu, i en større Grad end i Begyndelsen af dette Aarhundrede. Gjenstand for Statens og dens Embedsmænds Omhu, og om den sande Oplysning ikke er større, saa ligger det meer i Næringsveienes forandrede Stilling, den voxende Folkemængde, meest paa ringe Mands Haand, og Menneskets uafbrudte og heldige Stræben for at forbedre sin physiske Stilling under en større Ligegyldighed for den moralske. Hverken i Skolerne i Byerne eller paa Landet indtager Underviisning i Christendom og Moral en saa bred Plads i Skolelærdommen som forhen. Tidens Tarv og Tidens Aand kræver andre Studier ved Siden af hiint. Vi indlade os ikke i at bedømme Udskeielsens Art eller Forandringens Værd, men 152udkaste Tidens Billede med Tidens Farver. Byerne skulle visseligen i vor Tid ei klage over, at de ikke have faaet deres Lod af Statens Omhu for deres Opdragelses-Væsen. De lærde Skolers og Middelskolernes Antal er betydeligen forøget, Lærernes Antal udvidet, og Universitetet er plantet i Landet selv. Hiin Tid nød ikke denne rige Understøttelse paa Opdragelsens Vei. Latinskolerne vare færre, og den studerende Ungdom maatte sendes ud af Landet til et fjærnt Universitet. Opdragelsesmidlerne i alle Stænder ere saaledes i vor Tid flere, saavel med Hensyn til den lavere som til den høiere Oplysningsgrad; men Tidsaandens Retning, under det store Omfang af Livets Nydelser, og under Forviklinger paa Handelens og Virksomhedens Vei, gjør Opdragelses-Værket vanskeligere og dets Virkning mindre velgjørende.

For Almuens Underviisning i Byerne gjordes ligesaalidt da som nu nogen Opoffrelse fra Statens Side; men den overlodes aldeles til Communens egen Omsorg. Det er først i den seneste Tid, at Statens rige Fond for Oplysningsvæsenet har aabnet en Understøttelse for Almuens Opdragelsesvæsen i de paa flere Steder anlagte Skole-Seminarier.

Den private Underviisning var forbunden med større Vanskeligheder dengang end nu, da det ikke var saa let at skaffe duelige Lærere. De bedste Subjekter ved Universitetet udkaaredes som oftest til Lærere for danske Adelsmænds Børn, som ikke alene underviistes i Forældrenes Huus, men ofte ledsagedes paa udenlandske Reiser af sine Lærere. Der var derfor et mindre Udvalg at gjøre af dygtige Lærere ved Universitetet, og det er nu lettere end fordum at træffe et godt Valg af Lærere til privat Underviisning i Forældrenes Huus, og Forældre, som ere ængstelige for deres Børns Charakteer og 153Sæder, behøve ikke at sende dem til Latinskolen, for at forberedes til den akademiske Dannelse.Forfatteren havde 3 Lærere hjemme i sine Forældres Huns, som alle vare udvalgte af Professorer i Kjøbenhavn, og nøde en høi Løn; men de vare alle uduelige og uvidende, og han blev i sit 16de Aar sendt til en Latinskole i Danmark, hvor han blev sat i en af de nederste Classer. De Studerendes Stilling ved Universitetet var mindre god end den siden er bleven. Det var et Særsyn paa den Tid at finde ved Universitetet Ynglinge, som henlevede de akademiske Aar i utrængt Stilling, og der behøvedes mere da end nu til at leve et sorgfrit Liv, fordi Priserne paa Livets Fornødenheder og Beqvemmeligheder vare større end nu, medens den større Deel af de Studerendes Forældre – mestendeels Embedsmænd – ikke havde større Indtægter end nu omstunder. Der vil saaledes f. Ex. findes stor Forskjel imellem de Studerendes Dragt og Levemaade ved Kjøbenhavns Universitet mod fordum, ligesom det norske Universitet i denne Henseende fremstiller et muntrere Billede end det kjøbenhavnske i hiint Tidsrum, endskjønt Billedet i andre Henseender monne have sin Skyggeside.

Religiøsiteten paa Landet, forsaavidt den yttrer sig i Iagttagelsen af kirkelige Ceremonier, har ikke undergaaet nogen saa mærkelig Forandring som i Byerne. Vor Land-Almue besøger endnu flittigen Herrens Huus, og Separatister, som afsondre sig fra Kirkens Sakramenter, ere endnu paa Landet sjeldne at finde. Tidens Aand og den voxende Omsorg for at tilveiebringe materielle Nydelser har ikke der bevirket nogen saa stor Forandring i begge Tidspunkters Levemaade, og har ikke kunnet vanhellige Landboens Sands for alle religiøse Ceremonier, der i Almindelighed maa ansees for at have samme Styrke nu, som i dette Aarhundredes Begyndelse. Præsten er 154paa de fleste Steder endnu som i hiin Tid Sognets vigtigste Mand, der har meest Indflydelse paa dets moralske Standpunkt, paa dets Sædelighed og Dyd. Han er endnu, ligesaa ofte som i hine Dage, den Syges og Fattiges Trøster og Hjælper, den Forlegnes Raadgiver, Armodens og Rigdommens Mellemmand, den uopdragne Ungdoms omhyggelige Fader, og dette Forhold er, under lige Omstændigheder, hjerteligst i en Afstand fra Byerne. Men dette kjærlige Forhold er nu ikke saa let at vedligeholde som i hiin Velstandens og Simpelhedens Dage, da Folkemængde og Næringsmidler fast overalt stode i et passende Forhold til hinanden, og Kravet paa jordiske Nydelser ei var saa stort. Fattigvæsenets forviklede Forhold, og især vildfarende Børns Opdragelse, som forlades af skjødesløse Forældre, giver den samvittighedsfulde Præst en Bekymring og Møie, som i hine Dage i den Grad ikke kjendtes, og Præstens Forhold til Menigheden beroer langt mere paa hans Personlighed i vore Dage end i hine. Kjærlighed til Præsten var dengang som en Deel af Religionen selv; nu maa den være Frugten af hans egne Gjerninger, og hine Dages Præster havde den religiøse Følelse for sig, medens vore Dage finde en Hindring mod dette hjertelige Forhold i Tidens materialistiske Stræben. Vi finde derfor vist nok i hiin Tid mange hæderlige Præstegubber, elskede af deres Menighed, Dydens og Religionens Støtter; men vi finde flere Præstemænd da end nu, som med Hænderne i Skjødet ligegyldigen glede med den Tids renere Strøm, uden at styre Religionens Sag med omhyggelige Hænder. I en anden Henseende var Præsternes Embedsgang i hiin Tid lettere end i vor. De vare ikke saa overvældede med verdslige Forretninger som nu omstunder, da flere Slags Sysler i og udenfor hans Studerekammer gjøre 155lige Fordring paa Præstens Tid. Han var vel dengang ofte Fredsmægler; thi Forligelsesvæsenet var da allerede indført, og Præsten er Fredens naturlige Forkynder og Forsvarer; men nu er han tillige Formand, stedse i nogle, og ofte i alle Dele af det Communal-Raad, som udfører Formandslovens Bestemmelser, ligesom Bestyrelsen af Sognevalget paalægger ham ansvarsfulde Pligter, der ligge udenfor hans Kald. Vee ham, om han snubler paa denne Vei; Lovens Sværd rammer ham vissere, end om han synder paa sin hellige Bane. I denne Stand vælges i den senere Tid alt flere og flere Storthings-Candidater, og hvor hæderligen mange Geistlige der have forsvaret deres Stilling, og hvor mange laurbærkrandsede Navne vi der finde, saa giver dog dette Kald selv Anledning til Tankens Retning mod Gjenstande, der ei pege mod Himlen.

Præsterne havde saaledes i hine Dage mere Tid til at røgte sit egentlige Kald og pleie videnskabelige Sysler, og vi undre os ikke over at see alvorlige Skrifter og Afhandlinger i hiin Tid at udgaae fra den flittige Geistligheds Studerekammer. I Præsternes Indtægter monne der i Grunden være liden Forskjel imellem hiin Tid og vor, endskjønt de dengang maaskee fløde villigere og jævnere uden Hensyn til Præstens Personlighed. Naar tages Hensyn til alle Omstændigheder, til Vareprisernes Forhold og den lettere Adgang til Livets Nydelser, maae Præsterne ansees for at være omtrent saaledes lønnede som forhen. Det synes som den fornuftigere Deel af Folket efterhaanden kommer til den Overbeviisning, at Statens Tarv fremmes bedst, naar dets Embedsmænd ikke trykkes af Næringssorger, men sættes i Stand til at tilegne sig Livets Nydelser efter deres Stilling. I Øvrigt har Nutiden mere i sin Magt end Fortiden at ordne disse Forhold, der i deres 156hele Reenhed kan forelægges Beskatningens Herre, og da desuden den nærværende Slægt har et rigt Fond, der efter Lovens Bogstad er bestemt til at jævne de ulige Kaar.

Præsternes Stilling er saaledes i det Hele vist nok vanskeligere end fordum; men deres Indflydelse paa Landbygderne er i det Hele ikke svækket, deres Kaar ikke forvanskede, og Standens Personlighed staaer neppe i vore Dage i en mindre hæderlig Stilling til Staten, end i det Tidsrum, vi her omhandle. Vel er det Forfatteren bekjendt, at Forholdet imellem Præst og Menighed paa sine Steder er anderledes end det her beskrevne. Paa Landets store Landemøde, hvor Landets Forhold fremstilles i sin mangefarvede Forskjellighed, er stundom hørt andre Beskrivelser, og de lyde stundom anderledes i offentlige Blade; men Forfatteren har fulgt sine egne vidtstrakte Erfaringer i de ham bekjendte Egne, der vist nok ogsaa fremvise forskjellige Billeder paa Tidens forskjellige Stadier, men i Hovedsagen ere saa, som de paa disse Blade ere afmalte. Derhos maa det tilstaaes, at der behøves nu omstunder stor Opmærksomhed paa de gjældende Forhold, paa det Religionens Sag ei skal forvanskes under Tidens Farer, og at aldrig Religionens velgjørende Indflydelse paa Folkets moralske Interesse var mere vigtig end nu, da flere ydre Tegn hentyde paa Sædelighedens Aftagende og paa en stigende Ringeagt for borgerlig Sikkerhed under en idelig Tilvæxt af Lov-Overtrædelser. Faren er saameget større, som Forholdene nu om Dage ei ere saa simple, og det religiøse Stof i Gemytterne ei i den Grad som før understøtter Religionslærerens Iver for sin hellige Sag. Men vi have i sin Tid ogsaa Trøstegrunde at lægge ved Siden af disse Betragtninger.

157I Begyndelsen af dette Aarhundrede fremtraadte i Norges Fjelddale Hans Hauge, som ved sin og sine Disciples Lærdomme, sin Vandel og sin Skjebne har havt saa megen Indflydelse paa en stor Deel af den norske Almues religiøse Sands. Det kan ikke nægtes, at hans Fremtrædelses-Maade paa denne Bane var skikket til at opvække Regjeringens Opmærksomhed, og retfærdiggjøre de alvorlige Skridt, som den gjorde til at standse den farlige Lærdom; thi ikke alene søgte han at svække Folkets Tillid til de beskikkede Lærere, og derved deres Kraft til at virke til den offentlige Religions Fremme; men hans første Tilhængere foranledigede Rædsels-Scener og Mord, som, om de end maatte tilskrives en Misforstaaelse af Hauges Lære, dog middelbart deri havde deres Rod. Han blev saaledes fængslet i November 1804, og blev i Fængslet behandlet med en Haardhed, som siden ofte er bleven dadlet. Hauge selv synes at have været en godmodig Sværmer, der ikke deeltog i sine Tilhængeres Udskeielser; men det er ikke paa det Rene, hvorvidt der klæbede Egennytte ved det hellige Væsen. Han stod i det mindste i store Handelsforbindelser, og lod sig tilskrive troende Brødres Eiendomme. Imidlertid synes Hauge, deels i Ulykkens Skole, deels ved alvorlig Eftertanke og Omgang med indsigtsfulde Mænd at have forandret og forbedret sit Sværmeri, og han endte sin jordiske Bane 1824, agtet af dem der kjendte ham og elsket af Landets hæderligste Mænd. Vi afholde os fra flere Træk af denne Mands Historie, som er behandlet af en af vore retsindigste, lærdeste og humaneste Landsmænd, der fortidigen bortrykkedes.Professor Stenersen. See Hauges Liv o.s.v. i Rudelbachs theologiske Maanedsskrift 7de Bind, kbvn. 1820. Det maa blive 158senere Betragtninger forbeholdet at undersøge, hvorvidt disse Sværmerier i en mildere Form virkede gavnligen paa vor Almue, som et Modværn mod Tidens Letsind og Vantro. Sagen er i den senere Tid bleven betragtet fra flere Sider, og har opvakt en Strid, der endnu ikke er udfegtet. Paa dette Sted have vi Sagens værste Side for os; thi det er afgjort, at dette Sværmeries første Udbrud afstedkom rædselfulde Scener, som i en velordnet Stat ei kunde taales, hvordan end Statsforfatningen monne være. Derhos maa det vel tilskrives tildeels mange Geistliges Lunkenhed for Religionens Sag, tildeels deres vrange Fremstillinger af dens Lære, at en Sekt vaagnede, som under flere sværmeriske Yttringer i sin Skrift og Tale frembare Skriftens Sandheder i dens egne Ord, men i en urigtig Anvendelse.

For imidlertid ikke at give den svundne Tid større Priis end den tilkommer paa vor Tids Bekostning, maa det bemærkes, at der i By og paa Land i det her omhandlede Tidsrum gaves Udskeielser i Gilder og Høitideligheder, ved hvis Side ei vore Dages festlige Sæder og Vaner kunne stilles. I Hovedstaden, hvis Folkemængde siden den Tid er tredobbelt, kan nu ikke fremstilles Orgier, som de Valfarter, der ved Juletid foretoges til enkelte Lyst- og Landsteder. Spillesygen var, især i Hovedstaden, dreven til en Høide, hvorom vi nu omstunder ikke kunne gjøre os noget Begreb, da ikke allene flere Tusinder af gode Dalere, men hele Formuer bortspilledes i Hazardspil.En Handelsmand bortspillede i et af disse Hazardspil 27000 Rd., og lagde derved Grunden til sin borgerlige Undergang. En anden fortsatte sin Spillelyst i England og forkortede der sine Dage. Enkelte berigedes ved Gevinsten, men betalte den med en Ørkesløshed, der fulgte dem Livet igjennem. Vi ville ikke tale om hemmelige Synder, som 159skulle være øvede af enkelte rige Storhanse; thi disse ere efter deres Natur kun Rygtets Sag, og er mestendeels i vort Land lykkeligviis Mørkels Gjerninger. I Norden har sædvanligen Huusfreden, den ægteskabelige Troskab og den qvindelige Anstændighed sit lykkelige Sæde. Men derhos maa det Sandheden til Ære siges, at der ved Siden af disse Udsvævelser fandtes i de Dage i Hovedstaden selv en Række af sædelige og afholdne Skatteborgere, som levede i Stilhed, og nøde Productet af deres rige Erhverv i Tarvelighed, og enkelte af Hovedstadens nuværende solide og agtede Handelshuse ere Grene af disse Stammer. Mange af de mindre Byer vare, i Henseende til den vilde Larm i Selskabsgilder og høitidelige Feste, et Dværgbillede af hine bakkanalske Udsvævelser, i langt større Grad i hiin Tid end i vor. Forfatteren erindrer fra sine Barndomsdage at have hørt omtale Sviregilder, Slagsmaal, Kappen i Pokal-Udtømmelser, som nu mestendeels er gaaet af Brug. I denne Henseende er der visseligen en mærkelig Forskjel imellem Selskabsglædernes Art i vore Dage og i hine, og det er langt lettere nu end da, at skyde fra sig den gjæstvenlige Værts bekrandsede Bæger. Spillesygen havde ogsaa dengang udbredt sig fra Hovedstaden til de mindre Byer, og yttrede sig baade i Hazardspil, og i at vove betydelige Summer i almindelige Selskabsspil, om end ei denne Lyst dreves til den Høide som i Christiania. Morgenrøden kan vel endnu i vore Dage hist og her finde Spilleren ved Spillebordet; men det er mere dette unyttige Tidsfordrivs særegne Glæder end Egennytten, som raader; thi som oftest handles kun om ubetydelige Summer. Vore Smaastæder vare, i Henseende til andre Udskeielser, i den svundne saavel som i den nærværende Tid, 160i Almindelighed et Billede paa rene Sæder, og enhver Udsvævelse af den Art forfulgtes med Dadel.

Derhos kan det ikke nægtes, at hine Bordglædens Udsvævelser og Spillesygens Raseri var i et stærkt Aftagende mod Enden af det her omhandlede Tidsrum. Allerede da kunde den Afholdne, uden Chikane og Overlast, følge Maadeholdenheds Regel; de selskabelige Samqvem vare mindre larmende, og Spillesygen, som under Krigen fik sit Naadestød, var i Aftagende. Aarsagen hertil var vel tildeels den bedre Opdragelse, som Kjøbmandsstanden, og især den formuende Deel deraf, gav sine Børn. De fleste af disse bleve sendte til Udlandet for der at opdrages, Andre foretoge udenlandske Reiser, efter at have fuldendt deres Opdragelse her hjemme, og hjembragte mere dannede Sæder, og mindre udsvævende Vaner, end dem, som dengang tildeels herskede i vore Klipper. Men med disse forandrede og formildede Sæder fulgte tildeels et Anstrøg af Luxus og forfinet Levemaade, som snart viiste sig i mere pyntede Huse, sirligere Indbo og et mere udsøgt Huusvæsen, end da var sædvanligt. Den rige Faders simple Huus og tarvelige Meubel-Udstyr tog sig ofte jammerligen ud ved Siden af den nyligen bosatte Søns herligen udstafferede Bopæl og smagfulde Indbo. I alle disse Henseender vare hine Tider langt forskjellige fra disse, hvortil ogsaa andre Aarsager bidroge, som i en senere Periode blive at omhandle. Men vist er det, at der var et Slags omvendt Forhold mod Slutningen af det forsvundne og i Begyndelsen af dette Aarhundrede i By-Borgernes Levemaade fremfor vore Dages. De bedre Classer saaes dengang oftere paa Udskeielsens Vei end Almueklassen, medens Kippe- og Krovæsen nu omstunder raser i en høiere Grad end den Gang. Den største Simplicitet herskede 161i Stæderne, især de mindre, med Hensyn til Huse, Meubler, Dragt og daglig Levemaade, medens Bakkanaliers og larmende Festers Tal vare langt større, og Udskeielser under dem sædvanligere.

Men endskjønt det ikke kan nægtes, at Gildebeværtningen i mange Byer er simplere i vore Dage end den var i Begyndelsen af dette Aarhundrede, saa gives der dog en Slags Overdaadighed, som i enkelte Byer og Selstabskredse har taget Overhaand. I Hovedstaden har den franske Beværtning meer og meer forjaget den simple nordiske, og Kogekonstens Studium er der, under Retternes mangfoldige Variationer, langt vanskeligere end før. I disse Feste finder ogsaa en større Forskjellighed af Vine Sted end fordum. Endskjønt nu denne store Luxus har en Modvirkning i Prisernes Fald, saa udbreder den dog i andre Henseender sine skadelige Følger. Denne Slags Overdaadighed har vel sin første Kilde i Hovedstadens fornemste Kreds, men den har udbredt sig til flere Huusholdninger i og uden for samme. Fædrelandet giver saaledes ogsaa i denne Henseende et mangefarvet Billede, hvis Lys og Skygge vi maa vogte os for at sammenblande, for at kunne give hvert Tidsrum sin Roes og sin Dadel. I Husenes indvortes Udstyr herskede ofte i hine Dage den største Simpelhed. Det hendte ikke sjeldent at Husets bedste Værelser, Gildestuen selv, stod fra Aar til Aar med simple Stokkevægge, stundom panelede og ikke malede, og endnu sjeldnere betrukne eller gipsede, Gulvtæpper var en rar Prydelse, og Porsellain ansaaes som en stor Luxus-Artikkel, der kun hist og her paraderede paa Thebordet, fast aldrig paa Spisebordet, uden i Dukker og Opsatse. Børnenes Udstyr og Dragt var den simpleste mulig, og deres Tilværelse mærkedes knapt i de bedre Huse. Det 162var ikke sjeldent, at Børnene i fornemme og formuende Folks Huse, i hvilke hyppige og kostbare Festligheder gaves, løb omkring med store Qvadrater og Lapper paa Knæer og Albuer, og der behøvedes da kun de simpleste Gaver for at tilfredsstille og opmuntre det barnlige Sind. Naar de indlodes i Forældrenes Selskab, stode de sædvanligen ydmyge ved Døren, og rørte sig ikke, langt mindre blandede sig i Talen uden given Tilladelse, og uden for Huset indbødes de sjeldent uden til simple Børnegilder. Desto større overgiven Lystighed, Kraftfylde og hyppige Strids-Elementer udviklede sig uden for Opsynet og i den frie Luft.

Paa Landet monne vel ogsaa paa den Tid mange Udsvævelser have fundet Sted i Bryllupper og andre Høitideligheder, men da Brænderierne kun dreves i Smug, og Potetesavelen ei var bleven deres Sløtte, gaves ikke den Anledning til daglig Sviir som nuomstunder, og i den huuslige Kreds herskede sædvanligen Simpelhed og Ædruelighed. Naar Fjeldmanden drog til Byes, betegnedes ofte Reiselinien med Sviir og Støi; men dog vist i en større Grad senere hen, da han forsynede sig hjemme fra med Brændeviinsdunken af egen Brændeviinskjedel, end i hiin Tid da han fyldte den i Byerne. De seneste Foranstaltninger monne have lagt Tømme paa en Deel af disse Udskeielser, og Kornets Dyrhed, saavelsom gavnlige Lovbestemmelser formindsket Kjedlernes Antal; men der gives et Mellemrum mellem den ældre og nyere Tid, hvori Drikfældighed og dermed forbundne Laster vare langt meer i Svang end i Fortiden. Aabenbart er der i vore Dage en større Tendents end fordum hos de bedre Classer til ei allene at simplificere egen Levemaade, øve Gjæstfriheden i en simplere Form, og bortfjærne de grovere Beruselses-Midler; men og til at indskjærpe 163Maadeholdenhedens Dyd hos Menigmand. Bestræbelsen lettes derved, at andre mindre farlige Nydelser og Ganekildringer for billig Priis kunne lægges ved Siden af Undværelsen.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.