Efter det Billede, som vi her have udkastet over Landets indre Tilstand i det her omhandlede Tidsrum, skulde Norges Indbyggere synes i Stand til at udholde Følgerne af den Standsning i Næringsveiene, som den udbrudte Krig foranledigede; men saaledes var det ikke med Hensyn til de forenede Rigers offentlige Stilling i finantiel Henseende. Finantsvæsenet var i det henrundne Seculum Danmarks svageste Side, og det var dette, tilligemed Pengevæsenets Forfald i det Hele, som byggede større Farer for Norden end Krigen selv og Næringsveienes Standsning under denne. Virkningen af denne Forstyrrelse i Pengevæsenet rystede ikke alene den Slægt, som derved umiddelbart rammedes; men Lidelsen udbredtes over den følgende, og er endnu, da Aarhundredet snart har gjennemløbet sin halve Bane, ikke overvunden. Nationen kan først nu kaldes moden til uden nye Forstyrrelser at modtage et stadigt Pengevæsen, og Mange ville maaskee endnu ansee Myndigheds Bevilningen for alt for tidligen given. Aarsagerne til dette Pengevæsenets Forhold igjennem det hele forsvundne Seculum maa findes paa andre Historiens Blade, og Forfatteren maa henvise til hvad den flittige danske Samler, Nathanson, derom har optegnet,See Danmarks National- og Statshuusholdning Kbhvn. 1836. og det korte Udtog, som Forfatteren 164selv paa et andet Sted derom har givet.I Hæfteskriftet «Nutid og Fortid» 1ste Hæfte. Vi indskrænke os alene her til de Bemærkninger, som nærmest angaae vort her omhandlede Tidsrum, og til de Phænomener, som Danmarks Handelsbørs og Finantsvæsen fremstille. Og det Billede, vi derom have at give, er i Sandhed ei lysteligt at skue.
Uagtet begge Rigernes blomstrende Handel, den store Mængde Remisser fra Norge, og dets Vexler paa Udlandet, som i Følge deraf forhandledes paa Kjøbenhavns Børs, kunde Coursen i dette Mellemrum af 7 Aar ikke hæve sig til alpari, men var aldrig under 130, sædvanligen 140, og kort før Krigens Udbrud endog 150.Det er at sige at for 3 & Hamburg Banko, eller, 1 Sølvspecies 120 Sk. betaltes 130–150 Sk. Aarsagerne til dette besynderlige Misforhold laae vel for en Deel i en mindre klog Finantsbestyrelse, og en kostbar indvortes Organisation; men fornemmeligen i en uforholdsmæssig Anstrengelse for at udvide Krigsstyrken til Lands og Vands, og i den uheldige Beslutning at fløtte den danske Armee til Holsteen. Saaledes beløbe sig Udgifterne til Landarmeen og Flaaden i disse Aar til omtrent 5½ Million Rd. aarligen.See Nathansons Skrift Pag. 149. De Forøgelser af Stats-Indtægterne, som den danske Regjering ved større Paalæg af Skatter tilveiebragte, kunde ikke ballancere denne Deficit; men det skede paa den uheldigste Maade ved at forøge Statsgjælden og Seddelmassen. Saaledes voxede Statsgjælden, som ovenfor bemærket, fra 1799 til 1807 fra 28 til 42 Millioner, og i samme Tidsrum forøgedes Seddelmassen fra 16 til 27 Millioner. Det vilde vist nok have været vanskeligt at dække denne Deficit i Stats-Budgettet ved at forøge de borgerlige 165Byrder; thi det vilde da have gjort for stort Indgreb i den private Casses Indtægt; men det maatte upaatvivleligen have staaet i en forstandig Bestyrelses Magt at have formindsket Udgiftslisten, uden at svække den Vægt, som i politisk Henseende tilkom den dansknorske Stat. Vi overbevise os let derom ved at oversee BudgettetBudgettet] rettet fra: Budgetttet (trykkfeil) for 1805,Nathanson Pag. 339. See Bilag No. 10. paa hvilket tilvisse store Indskrænkninger vare at gjøre uden Skade for Statsmaskinens Vedligeholdelse. Med Hensyn til Danmarks politiske Stilling, da have vi forhen gjort den Bemærkning, at det ikke var Mangel paa krigerske Foranstaltninger til at væbne sig mod en Fiende, der forvoldte den for Danmark saa ulykkelige Krig; men snarere disse Anstrengelsers overspændte Grad og Krigsmagtens Opstillelse paa det urette Punkt. Det første Misgreb skabte en ny og voldsom Fiende, det sidste svækkede Kraften til at modstaae ham.
Imidlertid fattedes der ikke paa Tillægs-Skatter i begge Riger, som til enhver anden Tid vilde have været trykkende, men hvis Virkning neutraliseredes under begge Rigernes blomstrende Handel og Virksomhed. Den alvorligste Begyndelse dermed gjordes ved Forordningen af 1ste October 1802, ved hvilken en aarlig Afgift af Besiddelse, Nytte og Brug af faste Eiendomme i Norge paabødes. Paa dennne fulgte en Afgift af Skibsfragter, en Fyr-Afgift af Skibene, en Forhøielse af 12½ pCt. paa alle Sportler og Gebyrer, som beregnes den kongelige Casse til Indtægt, samt paa stemplet Papir m. m. I Anledning af den derved tilveiebragte Forøgelse i Stats-Indtægten indrettedes under 21de October 1803 et Skatkammerfond, der skulde tjene til «at bestride de Udgifter, som forealde 166ved overordentlige Rustninger». Fondets Midler samledes i saa stor Stiil, at der præsumeredes et Overskud, som med Renter deraf til lignende Brug skulde henlægges. Hensigten af dette Fonds Oprettelse opnaaedes imidlertid ikke. Den hele Indtægt sammenblandedes med Rigets øvrige, og opslugtes af et Budget, som i hine Dage stedse havde Ballancen paa den mørke Side. Fondet blev tillige et Middel til at forøge Seddelmassen, og med den Statens Gjæld; thi da det var Bestyrelsen tilladt at udstede Anviisninger saavel paa de Indtægter, der i de kommende Aar skulde indflyde, som paa dem der vare komne i Casse, saa udvidedes derved Antallet af Penge-Repræsentativer. Derved forøgedes Antallet af Anviisninger, der hvilede paa en ligesaa løs Grundvold som den øvrige Seddelmasse. Fondet blev et Middel til at afhjælpe Finantsernes idelige Nød, og de givne Løfter om en bestemt Anvendelse til et foreskrevet Brug glemtes ved denne Leilighed som ved saa mange andre.
Mod de forøgede Skatter kunde vistnok ingen grundig Indvending gjøres, da de lagdes paa en blomstrende og tilforn ei utilbørligen betynget Virksomhed; men deres Anvendelse var beklagelig. En Finantsbestyrelses Viisdom bestaaer ikke allene i at forøge Indtægterne paa en passende Maade; men ogsaa i at spare tilbørligen paa Udgifterne. Og kaster man et Øie paa de Dages Budget f. Ex. paa det føromtalte for Aaret 1805, saa findes mangfoldige Poster, som vidne om en Ødselhed, der ikke passer for en Stat af saa liden Omfang og indvortes Kraft, som den dansknorske da var. Vist er det, at denne voldsomme Krig overraskede Danmark under et forvirret Pengevæsen og en slet Finantsbestyrelse.
167Med disse finantielle Vildfarelser forenedes andre anomaliske Foranstaltninger, som fløde af den danske Regjerings Mildhed og Lyst til at forbedre Borgernes Kaar. Vi have Vanskelighed for at dadle Forholdsregler, der fløde af en saa reen Kilde, og det er lettere nu omstunder at opdage Feiltrin af den Art; men Historien følger Begivenhedernes Gang, og gjør Efterverdenen bekjendt med den mørke og lyse Side af Statsstyrelsens Veie til Efterligning eller til Advarsel. – Mod Slutningen af Aaret 1799 indtraf en Handels-Krisis i Danmarks Hovedstad, som rystede flere Huse og frembragte Forvirring især iblandt Kjøbenhavns Handlende.Forfatteren stod just paa den Tid i Underhandling om Næs Jernværk, og et af Kjøbenhavns betydeligste Handelshuse, som han i den Anledning consulerede, fraraadede ham Handelen paa en for Handelsvirksomheden saa farlig Tid. Producternes, især de vestindiske Sukkeres, Priis faldt betydelig og Coursen hævede sig pludselig. For at raade Bod herpaa tillod den danske Regjering tildeels Handelsstanden at udstede rentebærende Committeesedler, tildeels oprettedes Depositobanken, for at aabne forlegne Borgere den Adgang til Laan, som var bleven vanskeligere, fordi Speciesbanken, advaret af denne Krisis, indskrænkede sine. Committeesedlernes Udstedelse havde ingen videre Indflydelse paa Pengevæsenet; thi de holdt sig ikke allene i deres Værd, men havde en bedre Cours end Bankens Sedler, og efterat have afhjulpen Nøden i den dem bestemte Kreds, indløstes de uden at forøge Seddelmassen. Men saa uskyldig, eller endog velgjørende, var ikke Depositokassen, hvis Bestemmelse iligemaade var intermistisk, nemlig at erstatte Speciesbankens indskrænkede Virksomhed. Denne Indretning blev ikke staaende ved den oprindelige, og i Plakaten om Depositokassens 168Oprettelse antydede Bestemmelse, at bøde paa den Forvirring, som hiin Krisis forvoldte; mem Laanekilden aabnedes med en Rundhed, der blev til Fordærvelse baade for Pengevæsenet og for Laantagerne selv. Denne Casse skal, saavel til Statens som Privates Brug, af Banken have laant 13 Millioner, og den gjorde selv Laan for at bestride sine Udlaan. Omendskjønt Norge fra Aarene 1803 til 1807, i hvilken Tid Depositokassens Virksomhed var størst, fik lidet over 1/6 af de Laan, som denne Casse udsatte, mod Danmark, saa finde vi dog, at der i de omtalte 5 Aar hvert Aar er udlaant til norske Debitorer mere end een Million.En af Betingelserne ved dette Laan var i øvrigt, at et Afdrag aarligen skulde skee. Derved og ved tilfældige Indbetalinger maa i øvrigt den totale Sum ikke ubetydeligen være bleven formindsket. See i øvrigt herom Nathansons Værk Pag. 126. Til alle Tider er en saa villig Laane-Hjælp af en tvetydig Indflydelse paa Landets Virksomhed, der i Almindelighed er bedre tjent med at opretholdes ved egne Midler, om endog under Vanskelighed og Farer; thi derved styrkes Virksomhedens Marv bedre end ved hiint Stillads af Støtter, som er dens Selvstændigheds Grav. Men især vare disse Hjælpemidler paa det urette Sted i et Tidspunkt, da Virksomheden i Norge visseligen ikke behøvede den Slags Hjælp for at føres med Held og Kraft. Det befandtes ogsaa, at mange af disse Laan bleve til Fordærvelse for Laantagerne, i det de indlededes i Forpligtelser, som i en slettere Handels-Periode bleve vanskeligere at opfylde, eller lokkedes til Speculationer, hvoraf ikke høstedes forventede Fordele, og som desuden forstyrredes ved den indtrufne Krigs-Tilstand. Vist er det, at den danske Stat svækkede sine Kræfter til at bestride de med den paafølgende Krig forbundne 169Udgifter ved denne Forøgelse af en ufunderet Seddelmasse og af en trykkende Statsgjæld; thi Muligheden af at raade Bod paa disse Feiltrin bortfjærnedes med Handelskraftens Svækkelse og Næringsveienes Standsning under Krigen. Denne Statskraftens Forblødning paa den ene Side, formedelst Anstrengelsen for at vedligeholde en politisk Ligevægt, som den danske Stat under Tidens Løb og Aarhundreders Forandring i Nordens Stilling havde tabt, og paa den anden Side dens Afledning i unyttige og fordærvelige Kanaler, var en sørgelig Forbindelse til at gaae en Krig i Møde, som aldrig var begyndt med større Uretfærdighed og Vold fra Fiendens Side, og aldrig var forbunden med en meer pludselig Lemlæstelse af den livligste og fordeelagtigste Virksomhed. Hvilke uhyre Fremskridt maatte Staten ikke gjøre paa Veien til Finantsernes fuldkomne Ruin under Krigen, naar de under hiin lykkelige Periode i Norges Handel allerede befandt sig i Forlegenhed! Det er ligesaa ofte en svag og uforsigtig Finantsbestyrelse, som en uredelig og streng, der forvirrer Nationernes Virksomheds Forhold, og styrter dem i Fordærvelse.
Men hvor meget Danmarks militaire Styrke forøgedes ved de Millioner, som derpaa aarligen anvendtes, saa at det vel kan siges, at den langt større Deel af Finantskassens Marv fortæredes i Danmark under denne overspændte Anstrengelse, saa var det langt fra, at denne samme Opmærksomhed anvendtes paa at bevæbne Norge mod en Fiende. Krigen overraskede Norge i en fast forsvarsløs Tilstand. Danmarks hele Flaade, paa nogle enkelte paa Havet svømmende Skibe nær, havde stedse sit rolige Stade i Kjøbenhavns Dok, mere udsat for fiendtligt Overfald end i Norges Klipper, fordi Kjøbenhavn har en Beliggenhed, som vanskeligen kan forsvares imod 170en overlegen Fiende. Paa den lange Linie langs Norges klippefulde Kyst monne der findes mange Punkter bag hvilke Orlogsskibe, enten flere paa et Sted, eller enkelte paa flere Steder, kunde finde Ly. Men hvad Klogskab i krigerske Foranstaltninger endog i denne Henseende kunde byde, saa forøgedes neppe Norges Lidelser under Krigen formedelst Savnet af Danmarks uforholdsmæssigen store Søstyrke. Stumperne af denne Kolos vare meget mere Norge til Skade og Molest. Krigens umiddelbare Rædsler bortfjærnedes tildeels formedelst dette Savn fra vore Kyster, Mord og Brand rasede ikke der, og Fiendens Opmærksomhed aflededes fra en forsvarsløs Kyst, hvis Angreb ikke lovede ham noget Udbytte, og hvorfra faa Orlogsfartøier kunde udsendes til at forstyrre Englands Enevælde. Det var saaledes Norges uvenlige og for en Fiende lidet lokkende Kyster, meer end et stærkt Søværn, som bortfjærnede Fienden derfra.
Denne blottede Tilstand føltes meer under den paafølgende Krig med Sverige, hvis Søstyrke, der paa den Tid ikke var meget stor, lettere kunde holdes i Ave. Norges svømmende Defension, Flotillen af Kanonbaade, befandtes ogsaa ved Krigens Udbrud i maadelig Tilstand, og fuldstændiggjordes tildeels ved fædrelandsksindede Mænds patriotiske Opofrelser. Den samme Mangel fandtes i vore Arsenaler, Magasiner og militaire Depots. Krudt og Kugler fandtes maaskee i et tilstrækkeligt Forraad; men andre Mordredskaber vare sparsomt fordeelte i Norges Land. Men Indbyggerne af Norges Skovegne, som ideligen ere paa Jagt efter Skovens Udyr, og forfølge dens Vildt og Luftens Fugle under en almindelig Jagtfrihed, ere vante til at behandle Skydegevær, og disse findes derfor i Forraad i slige Egne. Denne Færdighed til at skyde 171kom vel tilpas, da Nabofienden trængte ind i Landet, og det djærve og heldige Forsvar fra norsk Side maa mere tilskrives vore Soldaters Dygtighed i Smaakrigen og Færdighed til at ramme sin Mand, end nogen høi Grad af Disciplin og strategisk Konst i vor Armee; thi denne befandt sig ved Krigens Begyndelse i denne Henseende vist nok i en mindre ønskelig Tilstand.
Dette kunde ikke være anderledes under de føromtalte Misbrug med Hensyn til Udskrivning og Øvelse. Den Deel af det værnepligtige Mandskab, der som oftest har det største moralske Mod – forsaavidt dette ei øves og hærdes i en lang Krigerskole – fordi det har en Arne at værge, smygede sig ofte gjennem Bestikkelse fra Værnepligten, og paa mange Steder udskreves ikke den Dygtigste men den Fattigste, der ingen Talsmand havde i sin Pung, til Soldat. Den kommanderende General søndenfjelds, Prinds Christian af Augustenborg, opdagede vist nok tildeels disse Mangler paa en Inspections-Reise, som kan gjorde kort før Krigens Udbrud, paa hvilken hans skarpe Kriger-Øie, øvet i den store Krig imellem Østerrig og Frankrige, fandt disse Misbrug og revsede dem; men der gaves ham ikke Tid til at hæve dem ved at fylde Regimenterne med en muntrere Kriger-Skare, eller at indføre en bedre Disciplin.I den Egn hvori Forfatteren boer fremstilledes 2de Compagnier mod Øst og mod Vest for Prindsen, Den ene Chef forvirredes saa aldeles under Exercitsen, at Prindsen maatte tage Commandoen fra ham, den Anden fremstillede sit Compagni med saa store Huller i dets Rækker, at Prindsen spurgte ham, om han havde stukket den øvrige Deel af Mandskabet i sin Lomme. Det er i Øvrigt ikke Forfatterens Hensigt ved denne almindelige Bemærkning at kaste en Skygge over den 172Tids Krigere. Udfaldet viiste, at der fandtes tappre og vel øvede Skarer iblandt vore Soldater og dygtige Anførere blandt vore Officierer. Men vi troe ikke, at det kan nægtes, at Armeen befandt sig paa den Tid i en slet Tilstand, saavel med Hensyn til Material, som i Almindelighed til Krigs-Disciplin og Udskrivningens Organisation. Det første viste sig iblandt andet derved, at Krigskommissariatet, da Landkrigen udbrød, maatte sætte det patriotiske Sind i Bevægelse for at tilveiebringe de fornødne Beklædnings-Stykker til Armeen; den sidste Mangel erstattedes ved vore Krigeres Kjækhed og Soldaternes Øvelse i at bruge Skydegevær, og den neutraliseredes ved Fiendens Angrebsmaade.
Men var Norge blottet og tildeels forsvarsløst i militair Henseende, saa manglede det i en endnu større Grad al Selvstændighed med Hensyn til de Indretninger, som understøtte Handel og Pengevæsen og befordre den indvortes Vindskibelighed. Aldrig gaves der vel nogen Stat, der i politisk Henseende saa løseligen var sammenbunden til Frændestaten, men med Hensyn til alle Handelens Drivmidler meer afhængte deraf, end Norge af Danmark. Den Hovedkilde, der nærer Landets Pengekraft og understøtter dets Omsætninger, Banken, havde sit Sæde i Danmark, og Norge havde en indskrænket Adgang til de umiddelbare Fordele, som Nærheden af dette Institut giver Handelen. Derimod maatte Følgerne af Bankens uhensigtsmæssige Bestyrelse føles her som der. Norge havde paa den Tid alle Midler til et vel befæstet Pengevæsen, som en Følge af dets levende og fordeelagtige Handel, og af det Overskud som denne Handel med Udlandet gav, og det bidrog endog i denne Henseende til at forbedre Coursen paa Kjøbenhavns Børs, hvor dets Vexler paa Udlandet i en saa stor Mængde 173forhandledes.Vi betragte her et fast Pengevæsen og gyldige Penge-Repræsentativer som en Stats-Fordeel, uden at tage Hensyn til den Fordeel, som en slet Cours ofte giver Virksomhedens og Handelens Forstandere. Denne Fordeel kjøbes som oftest med den store Hobs Lidelser. Virkningen deraf var vist nok mindre mærkelig, fordi Finantsbestyrelsens Ødselhed og en uheldig Politik forøgede Statens Fornødenheder, og dermed Trangen til udenlandsk Mynt, langt over hvad den private Handel havde at byde Kjøbenhavns Børs; men det tilstaaes af alle sagkyndige Forfattere paa den Tid, at Norges paa Kjøbenhavns Børs forhandlede Vexler bidroge meer end noget Andet til at standse Coursens Flugt mod Forværrelse, som en Følge af de danske Finantsers uafbrudte Forlegenhed. Kjøbenhavn var desuden et Centralpunkt for alle Norges Penge-Omsætninger, da det paa den Tid havde faa Forretninger med Hamburg. De Tratter, som Norge havde at afgive paa England, forsølvedes paa Kjøbenhavns Børs, og naar Adgangen dertil lukkedes, eller Forlegenhed der sporedes, befandt Norges Handelsmænd sig i en meer eller mindre hjælpeløs Tilstand. I Norge var ikke engang en Børs, hvorpaa Vexler forhandledes, og Cours sattes, men Handelens Operationer gik, uagtet saa mange Elementer til dens Selvstændighed, i den kjøbenhavnske Børses Ledebaand. Ligesaa lidet fandtes andre til Handelens Understøttelse saa vigtige Hjælpemidler, og denne Mangel var bleven saa meget til en Vane, at Norge var kommen langt frem paa sin politiske Selvstændigheds Bane, før dets Borgere begyndte at tænke paa denne Uafhængighed paa Handelens Vei. Danmark var desuden Norges Kornkammer, eller, naar dette svigtede, de østersøiske Provindser, hvortil Adgangen spærredes 174af engelske Krigsskibe. Ligesaa afhængig var Norge af Danmark med Hensyn til Opdragelsens sidste Linier, da Universitetet laa i Kjøbenhavn, og Veien dertil blev deels spærret deels vanskeliggjort formedelst den udbrudte Krig. Over Havet gik den billigste Reiseroute for Norges unge Studerende, og dette var saa fuldt af fiendtlige Krydsere, at den ei kunde prøves. Gjennem Sverige var Veien længere og Reisen kostbarere, og desuden brummede Krigens Torden ogsaa fra den Kant i det Fjærne.
Ligesom Norge i militair Henseende og med Hensyn til commercielle Understøttelses-Punkter var blottet, og derved givet til Priis for en voldsom Fiendes Angreb og Vindskibelighedens Lemlæstelse, saa var det og uselvstændigt i økonomisk Henseende. Ingensteds vare Kornmagasiner eller Oplag af andre Livets Fornødenheder, og den første Afbrydelse af Kornfarten maatte fremlede truende Fare. Englands Angreb paa Kjøbenhavn skede i de sidste Sommermaaneder, da den danske Landmand begynder sin Indhøstning, og da Norges Kornforsyning for Vinteren igjennem Danmarks fyldte Lader begynde at gaae for sig. I Høstmaanederne fyldtes vore Havne af Danmarks Kornjagter, som rigeligen forsynede vore Spiiskammere, og disse bortvistes nu af en Fiende, som vel vidste, at han paa denne Maade bedst kunde kue en svag Modstander. Dengang gik Kornfarten paa Norge mestendeels for sig med danske Fartøier, og den store norske Flotille, som skabtes under Krigen, og siden har fortsat denne Fart, saaes da ei paa Havet. Kornforsyningen maatte saaledes være i de usikkreste Hænder; thi visseligen trængte Norge meer til at kjøbe, end Danmark til at sælge, og danske Kornskippere havde ikke den Opmuntring til at vove Eiendom og Frihed for at 175forsyne Norges Havne med Korn, som dettes korntrængende Handlende og Sømænd til at sætte disse Livets dyrebare Goder paa Spil, for at forsyne Familier, som trængte til Livets første Fornødenheder. En stor Lindring i denne Nød var den rige Høst, hvormed Norge velsignedes i det første Krigens Aar; thi omendskjønt den rigeste Velsignelse af Jordens Afgrøde, hverken dengang eller siden gjør Norge uafhængig af Danmarks Kornkammer, saa bleve dog de Districter færre, som tiltrængte Korn, og de som sædvanligen sælge Korn, havde saa meget mere at afgive. Det var dengang, især i skovrige Egne, hvor der under en levende Udskibning var størst Velstand, en almindelig Vedtægt at samle Aars-Forraad af Landmandens sædvanligste Næringsmidler. Høie Stabler af Fladbrøds-Leiver prydede om Høsten enhver selvstændig Bondemands Fadebur, og det var en almindelig Fordom, at denne gjemte Kost var drøiere, ligesom det var et beskjæmmende Armodstegn, naar Huset ikke havde denne Rigdom at fremvise. Denne Forsyning skede mestendeels om Sommeren, medens Farten var i Gang, og før Indhøstningen var fuldent; den var saaledes skeet før Krigen udbrød. Saa forsynligen har Landmanden i Almindelighed ikke siden fyldt sine Madkuber om Sommer og Høst. Det Indre af Landet havde saaledes et Modværn at sætte mod den første Mangel, og under den større Velstand langs Kysterne paa den Tid var ofte en kontant Sparekilling henlagt, hvormed de Fødemidler kunde betales, som de stigende Kornpriser fremlokkede til Torvs i Landet selv. I den Klasse af Borgere altsaa, som er i Stand til at samle for kommende Dage, viiste sig ingen egentlig Mangel i den første Vinter efter Krigen. Mangelen trængte egentlig kun sørgeligen frem der, hvor Dagens Forbrug ligger ved Siden 176af Dagens Erhverv. Men snart skulde disse Hungerens Zoner i Fædrelandet blive alt flere og bredere, under en fortsat Standsning i Næringsveiene, og under Kornets sparsomme Tilførsel fra Danmark. De offentlige Magasiner vare saa slet forsynede, at de maatte strax efter Krigens Udbrud tage deres Tilflugt til Private for at tilveiebringe de første Fornødenheder.
Ikke alene paa Korn blev der snart Mangel i Norge; men og paa andre Fornødenheder, som indtage et større Rum paa de bedre Familiers Huusholdnings-Liste end Kornet selv. Af Kolonialvarer kunde ikke let noget Forraad opdynges i Norge paa den Tid, da det ikke var tilladt at indføre disse directe fra Productions-Stedet; men Hovedstadens Compagnier paa denne Handel havde Monopol. De indførtes sædvanligen om Høsten fra Kjøbenhavn i saa stort Forraad, som behøvedes for Vintermaanederne. Enhver By havde sin Børtfarer paa Kjøbenhavn, som regelmæssigen derfra forsynede Stæderne med de forskjellige Slags Overdaadighedsvarer til Huusholdningernes og Krambodernes Brug. I vore Dage har Kjøbenhavn faaet mægtige Rivaler i Hamburg, Amsterdam og England; men vore Landsmænd havde endnu, af Aarsager som senere hen blive at udvikle, ei fundet Vei til Kolonialvarernes Productionssteder, endskjønt dette Tidspunkt, efter Skibsfartens Retning i den senere Tid, vel ei monne være fjærnet, da norske Skibe ville indføre disse Varer fra de transatlantiske Vande. Imidlertid blev denne Tvang tilfældigviis til en vis Grad afhjulpen derved, at nogle danske Vestindiefarere toge deres Tilflugt i norske Havne, ligesom Kaperfarten blev et Middel til en jævn Forsyning med disse Artikler under Krigen.
Naar vi saaledes i det korteste Uddrag sammentrænge Resultatet af ovenstaaende Betragtninger over Landets indre 177Tilstand i det her omhandlede Tidsrum af Fædrenelandets Historie, saa møde vi en livlig og fordeelagtig Bevægelse fast i alle vore Næringsveie, en stille Tilfredshed med Landets Regjering under en fredelig Tilstand, medens blodige Feider nedbøiede fast alle europæiske Stater. Vi finde vore indre Forhold mestendeels saa vel ordnede i Henseende til Kundskab og Sædelighed, som falder i Menneskets og velorganiserede Staters Lod under Lidenskabernes Spil og Borgernes forskjellige Færd, og fra denne Side indsætter Historien disse 7 Aar blandt Norges lykkeligste, som den har at fremvise. Derimod finde vi i Regjeringens offentlige Færd, med Hensyn til Finantser og Politik, mange Vildfarelser, som indeholdt Spiren til den følgende Slægts Kummer, endskjønt under den redeligste Attraa efter at fremme Statens Vel. Under en uforsigtig Sløsen med Statens Indtægter, en utidig Skaansomhed med formuende Borgeres Kasse, en daarlig Stræben efter at vedligeholde en forlængst forsvunden Storhed iblandt nordiske Stater, og under en uheldigen valgt politisk Stilling til Europas mægtigste Stater, sattes den dansk-norske Stat paa Ødelæggelsens Rand, og der behøvedes kun en kortvarig Krig for at bringe den sørgeligste Forvirring i Frænderigernes indvortes Stilling. Vi finde i Norge med Hensyn til den militaire Bevæbning saavelsom til alle offentlige Magasiner den største Ufuldstændighed, og i Armeen selv en moralsk forfalden Tilstand i Henseende til Udskrivningen. Vi finde Norge i den meest blottede Tilstand for alle Institutioner til Handelens og Virksomhedens Understøttelse, og en sørgelig Isolering med Hensyn til Benyttelsen af Universitets-Underviisningen. Under et tilstrækkeligt Forraad af alle Livets nødvendige og behagelige Nydelser til Dagens Brug finde vi 178faa Beholdninger af alle Slags opsparede for de Mangelens Aar, som nærmede sig. Den hele Periode er en lys Linie i Norges Historie, som vi med Veemod forlade, for at gaae over til en af dens mørkeste Perioder, i hvilken Landet nedbøiedes af Næringsløshed, Hungersnød og mange Slags Forviklinger.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Jacob Aalls Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815 er fremdeles en av våre viktigste kilder til tiden rundt 1814. I detalj redegjør Aall for de politiske hendelsene i Norge og Norden som førte til utarbeidelsen av Norges Grunnlov, bruddet med Danmark og unionen med Sverige. Beretningen er basert på egne erfaringer, han var selv til stede på Eidsvoll.
Verket kom ut i tre bind i 1844-45.
Bind 1 inneholder innledning, «Første Tidsrum» (1800-07), første del av «Andet Tidsrum» (1807-08) og bilag.
Bind 2 inneholder andre del av «Andet Tidsrum» (1808-14), bilag og tillegg/rettelser.
Bind 3 inneholder «Tredie Tidsrum» (1814) og bilag.
I 1859 kom en ny ettbindsutgave med noen rettelser og tillegg.
Se faksimiler av utgavene (nb.no):
1. utgave, bind 1, 1844
1. utgave, bind 2, 1844
1. utgave, bind 3, 1845
2. utgave, 1859
Jacob Aall var først og fremst forretningsmann og politiker, men ga også ut en rekke verker, særlig populærvitenskapelige tekster om næring og handel. Hans mest kjente verk er Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815 (3 bind, 1844-45), hvor han basert på egne erfaringer i detalj gjør rede for de politiske hendelsene i Norge og Norden rundt 1814.
For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.