Med faa Linier kunne vi saaledes føre Læserne igjennem den korte Krigsbegivenhed, som indtraf i dette Fredens og den gyldne Virksomheds lykkelige Tidspunkt. I mere end 80 Aar havde den dansk-norske Stat været velsignet med Fredens Lyksalighed, og under den franske Revolution, som siden 1793 havde forplantet sin Lue over hele Europa, havde Danmark og Norge nydt Neutralitetens Fordeel under en blomstrende Handel. Men til den lykkelige borgerlige Tilstand, som den langvarige Fred og de for den nordiske Virksomhed heldige Conjunkturer frembragte i begge Rigerne, svarede ikke den danske Stats financielle Kræfter. Den havde i dette Fredens Tidsrum bygget en betydelig Statsgjæld, og kunde i ingen Henseende siges at være beredt paa Krig. En Række af Orlogs-Skibe var bygget, og Sø-Arsenalerne opfyldte med Krigs-Material; men Statens financielle Kraft var ikke stor nok til at sætte denne stolte Orlogsmagt i Bevægelse, og den lille Stat havde ikke Folk til at bemande den, uden til sin 28Koffardiflaades Ødelæggelse. Vi ville ikke her nøiere undersøge Grunden til denne Danmarks financielle Afmagt, da den har sin Rod i et Tidspunkt, der ligger udenfor disse Undersøgelsers Omraade; men skride til at forklare Aarsagen til denne Krigs-Tilstand og dens Følger.
I det afvigte Aarhundrede havde den neutrale Skibsfarts Forhold til de krigførende Magter givet Anledning til mangfoldige Stridigheder, uden at nogen bestemt Regel imellem Magterne indbyrdes var vedtagen. I de forskjellige Krige, som førtes mod Slutningen af det 17de og indtil den Amerikanske Krig i den sidste Deel af det 18de Aarhundrede, var dette Forhold forskjelligt, og afgjordes meer efter Staternes Krigsstyrke end efter Folkeretten. Under den Amerikanske Krig sluttede de nordiske Magter, Rusland, Sverige og Danmark, en Neutralitets-Convention, som hvilede paa den Grundsætning, at frit Skib gjør frit Gods, hvorefter altsaa den neutrale Skibsfart uforstyrret kunde finde Sted til de Lande, som førte Krig med hverandre. Dog undtoges Krigs-Kontrabande, i hvilken Henseende de Artikler, som dertil henførtes, bestemt vare opgivne. Denne Convention var fornemmeligen stilet mod England, som formedelst sin overlegne Søstyrke allerede dengang begyndte at tiltage sig Herredømme over Havet. Det maatte imidlertid da taale denne Forening, for ikke at forøge det store Antal af Fiender, hvormed det fjærn og nær havde at kjæmpe. Saaledes blev hiin Grundsætning fulgt under den Amerikanske Krig, og den neutrale Fart høstede den aabenbareste Fordeel af dette bestemte Forhold. Imidlertid var der ikke i nogen Traktat blevet fastsat, om det tilkom de krigførende Magters Orlogsfartøier at visitere Skibe, som seilede under den respective neutrale Magts Convoi, endskjønt denne Sag 29hidtil var afgjort efter Ærens Love, der ei tillode at sætte Mistillid til Convoi-Chefens Erklæring. Ved Udgangen af dette Aarhundrede, nemlig 1799, begyndte England, hvis Magt paa Havet tiltog, medens dets Allierede paa Fastlandet søndersledes af den franske Ørns Kløer, at forlange Ret til, ved sine Krigsfartøier at lade de neutrale Coffardi-Skibe visitere, om de end vare under Convoi af et neutralt Orlogsfartøi, og fandt det i den Henseende ikke under sin Værdighed, at gjøre sin Paastand gjældende mod en af de svageste blandt de nordiske Magter. Den danske Fregat Freya, som havde en Handelsflaade under sin Convoi til Middelhavet, og hvis Chef, Capitain Krabbe, havde nægtet at lade sine Skibe visitere i Kanalen af engelske Krigsfartøier, blev, efter en kjæk Modstand, tvungen til at stryge for Overmagten, og indbragt i en engelsk Havn. Englands Fortolkning af Visitationsretten og den danske Minister Bernstorfs passende Svar derpaa havde ikke bragt denne Sag paa det Rene; men Fortolkningsretten forblev som sædvanligt paa den Stærkeres Side. Danmark, som under begge Rigers blomstrende Handel i Neutralitetens Ly havde for meget at tabe, opgav imidlertid for Øieblikket den uforvanskede Convoi-Ret, indtil en definitiv Convention derom kunde sluttes. Det anmeldte derhos for Hoffet i St. Petersburg det formeente Brud paa Neutralitets-Retten, og som en Følge deraf indbød Keiser Paul Kongerne af Preussen, Danmark og Sverige til at garantere Neutralitets-Conventionen, saaledes som den 1780 var bleven sluttet imellem Rusland og Sverige.See Bilag No. 1. Kongen af Sverige reiste selv til Petersburg, og den 16de December 1800 sluttedes imellem disse 30Magter en Convention, hvis Hoved-Indhold var at forsvare den Sætning: frit Skib, frit Gods. Derhos bestemtes visse Regler, som hindrede Udøvelsen af denne Ret til den krigførende Magts Skade. Danmark tiltraadte denne Convention kun betingelsesviis og med forsigtigt Hensyn til sit fredelige Forhold med England, hvis Forstyrrelse maatte tilføie dets levende neutrale Handel et ulægeligt Saar. I samme Tone svarede Bernstorf den engelske Minister Drummond paa dennes Opfordring til det danske Hof til at give en bestemt Erklæring angaaende dets Hensigter:See Bilag No. 2. at det eneste Øiemed var at beskytte sin uskyldige Fart, uden at ville fornærme nogen anden Stat. Men dette ubestemte Svar tilfredsstillede hverken det engelske eller det russiske Hof. Ruslands Keiser, Paul, befalede sin Minister ved det danske Hof, Likassewitsch, at forlade Kjøbenhavn inden 3 Dage. Det danske Hof beqvemmede sig derpaa til en ubetinget Tiltrædelse til den nordiske Convention, og den 18de Februar vendte Likassewitsch tilbage. Følgen heraf var, at der i England under 18de Januar 1801 lagdes Embargo paa alle danske, svenske og russiske Skibe.
Saa fiendtligen gik imidlertid ikke England tilværks mod Preussen, med hvilket det attraaede en fredelig Afgjørelse, for at befrie Hannover for Preussens Overfald. Skarpe Noter fra Preussens Side og eftergivende fra Englands, vexledes i Vinterens Løb, men kunde ikke forhindre, at Preussen den 3die April formeligen tiltraadte de nordiske Magters Convention. I Parlamentet selv, som aabnedes den 2den Februar, maatte Ministernes vilkaarlige Færd undergaae en skarp Kritik. «Hvorfore», 31udbryder i Underhuset Grey, denne Nordens djærve og troe Forsvarer, «hvorfor bruges ikke samme Adfærd mod Preussen, som forsvarer samme Grundsætning, at frit Skib gjør frit Gods?» Det var i hans Øine en Politik, som var en stor Stat uværdig, ja et skammeligt og foragteligt Konstgreb, ikke at angribe Preussen, som holdes for stærk, og betragte samme som Ven, medens Sverige og Danmark fiendtligen angrebes, fordi de ere svage. Han forlangte, at man skulde see sig om, førend man bevilgede nye Subsidier, og ødslede ny Tillid paa Ministre, som stedse gjorde nye Fordringer, og bragte Skam og Elendighed over England. Det Engelske Ministerium var imidlertid vant til at høre bittre Sandheder af den talentfulde men lidet talrige Opposition, og var stedse sikker paa at see sin Politik understøttet af Pluraliteten. Saaledes besluttedes en mægtig Flaades Afsendelse til Østersøen. Forgjæves indgav den Danske Minister i England, Grev Wedel-Jarlsberg, en Note,See Bilag 2 No. 2. hvori det erklæredes, at Danmarks indgangne Forbindelse med de nordiske Magter kun var defensiv, uden Hensigt at krænke Danmarks fredelige Forhold til England. Paa denne Note fulgte intet Svar, Flaaden afseilede, og Magt maatte sættes mod Magt. Denne Flaade bestod af 54 Orlogsseil, hvoriblandt 20 Linieskibe, som nærmede sig Kronborg den 24de Marts.
Baade Danmark og Sverige rustede sig imidlertid til Forsvar mod denne Havets mægtige Herre, Danmark dog med meer Alvor end Sverige, fordi det første fiendtlige Angreb aabenbart stilede mod Kjøbenhavn. Forgjæves opfordrede den engelske Minister i Kjøbenhavn den danske Konge, eller rettere 32den danske Kronprinds, som allerede da stod ved Roret, til at fratræde Conventionen, og at tilstede den engelske Flaades Gjennemseiling forbi Kronborg til Østersøen. Den danske Kronprinds, som stedse var redelig i sin Politik, vilde ikke forlade sine Allierede; den engelske Minister fik sine Passe og afreiste. Den engelske Flaades Gjennemgang gjennem Sundet skede ikke uden Sværdslag, da Kronborgs Kommandant fik Ordre til at beskyde den under Gjennemseilingen; men den skede uden Blods Udgydelse, da de engelske Kugler vare uden synderlig Virkning paa Kronborg, og de danske Kugler fra denne Fæstning gjorde ingen stor Skade paa den engelske Flaade. Dersom Sveriges Forberedelse til at imodtage denne frygtelige Fiende havde været saa alvorlige ved Helsingborg, som Danmarks ved Kjøbenhavn, vilde den engelske Flaade ikke være sluppen saa vel igjennem Sundet; men denne holdt sig saa tæt muligt under den svenske Kyst, og undgik derved Fæstningen Kronborgs Kanoner. Historiske Sagn ymte om, at Danmark handlede i denne Henseende med meer Troskab mod sine Allierede end Sverige, og at dettes Konge ikke ugjerne saae Nabolandets Ydmygelse; men denne Falskhed laae ikke i den svenske Konges Karakteer, og Sverige, der overraskedes af Krigen ligesom Danmark, kunde vanskeligere sætte sin Sømagt i Bevægelse, og lægge et Søbatterie paa det rette Punkt til Forsvar.
Den engelske Flaade lagde sig saaledes i god Orden roligen ved Øen Hveen. Den danske Regjering havde visseligen gjort forberedende Anstalter til at imodtage denne uventede Fiende, der med en stor og veludrustet Flaade nærmede sig Danmarks Hovedstad, i det Haab ved en let Seir at opløse de nordiske Magters Forening til Forsvar for deres Neutralitets-Rettigheder. England havde saa meget større Grund til 33at ansee Danmark som det vigtigere Led i den nordiske Forbundskjæde, da Sundet ved Helsingøer betragtedes som Østersøens Port, der kunde lukke Indgangen for de engelske Skibe til de baltiske Vande, naar Sverige og Danmark vare enige om at spærre det ved et kraftigt Søværn. Desuden havde Danmark en Flaade af 20 Linieskibe i sin Orlogshavn ved Hovedstaden, samt tilstrækkeligt Material og Ammunition til at tiltakle og udruste dem. Det havde paa Danmarks og Norges Kyster en Samling af Matroser og Sømænd, som med Hensyn til Sømands-Færdighed og Mod kunde stilles ved Siden af Englands egne. I det nordiske Forbund var Danmark saaledes vist nok det mindste, men visseligen det forholdsmæssigen stærkeste Led, og naar Tid og Penge gaves til at udruste og bemande den færdige Flaade, kunde denne ikke ringeagtes endog af Havets stolte Dronning. Men under Tingenes daværende Stilling var denne Danmarks Overvægt kun tilsyneladende, og kunde svækkes ved et overraskende Angreb. De norske Sømænd, som vare fordeelte paa den lange Kyst i en livlig Koffardi-Tjeneste, kunde ikke i den Hast bringes til Stedet, og ikke engang den danske Sømandsstyrke var ved Haanden samlet i Hovedstaden. Der manglede saaledes Midler til at sætte den herlige Klynge af Orlogsskibe, som laae ved Holmens Plads, i Bevægelse, og den maatte være et stumt Vidne til Krigstordenen paa Kjøbenhavns Red, uden at kunne løsne et Skud. Det var overhovedet den danske Regjerings Ønske, at afgjøre Striden ved diplomatiske Underhandlinger, deels fordi den ei vilde lægge noget fiendtligt Sindelag for Dagen mod en Magt, hvis Venskab det var saa vigtigt at bevare til Vedligeholdelsen af en lykkelig Freds og Neutralitets Tilstand, deels fordi Englands Politik formedelst Minister-Forandring 34hentydede paa en fredeligere Tilstand. Den engelske Minister ved det danske Hof havde derhos stedse Trudsels-Ord tilrede, saa ofte han sporede forberedende Rustninger.
Danmark indskrænkede saaledes sit aftvungne Forsvar til at opstille et fast Værn af Blokskibe paa Kjøbenhavns Red, at understøtte disse ved nogle mindre bevægelige Fartøier og at læne den hele Forsvarslinie til det faste og vel bevæbnede Trekroners Batteri. Saaledes lagdes 7 Blokskibe, der, enkelte undtagne, som ubrugbare vare udskudte af Orlogsskibenes Linie, i Slagrække, og deraf førte kun eet 74 Kanoner, de øvrige 64 og derunder, og til disses Understøttelse haledes 2 Fregatter og 6 mindre Fartøier i Linie. En lille Eskadre af et Par Orlogsskibe laae uden for Valpladsen og kom ei i Slag. For at bemande det faste Søværn pressedes i Kjøbenhavn, da den engelske Flaade allerede var i Sigte, alskens Gadeslængere, Bryggerkarle o.s.v., der for en Haandpenge af 15 Rd. slæbedes ombord paa det svømmende Batteri. Nogle modige unge Mennesker af Folkets høiere Classer lode sig inddele i Corps, rede til at forsvare Hovedstaden i Tilfælde af Fiendens Landgang. Hos den bedre Deel af Hovedstadens Indbyggere herskede stor Forbittrelse over Englændernes voldsomme Angreb, ledsaget af modige Beslutninger.
Den engelske Flaade commanderedes af Sir Hyde Parker, og Nelson var næstkommanderende. Det opvakte Misnøie i England, at Commandoen ei overdroges Abukir-Helten, der nyligen havde modtaget de meest hædrende Beviser paa sin Konges Agtelse og Nationens høiste Bifald; men Parkers sindige Eftergivenhed og Agtelse for den store Søhelt jævnede tildeels de af dette Forhold opkomne Vanskeligheder. Nelson valgte sine egne Forholdsregler i Slaget, og adlød ei Overadmiralens. 35Den engelske Flaade bestod af 20 Linieskibe, 8 Fregatter, flere Bombardeer-Sluppe og Brigger. Af denne store Flaade detascherede Parker Admiral Nelson med 12 Linieskibe, hvoraf de fleste vare paa 74 Kanoner, mod Syd for at ødelægge den sydlige og svagere Deel af den danske Defensions Linie, medens Parker blev tilbage for at true den nordlige, og ved en fortræffelig Maneuvre lykkedes det Nelson at overvinde store Vanskeligheder og bringe sin Flaade i den Stilling mod den danske Defensions-Linie, hvori den kunde gjøre størst Virkning. Imidlertid svækkedes den engelske Styrke derved, at tvende af Flaadens store Skibe – Bellona og Russel – løb paa Grund, og kunde ikke tage Deel i Slaget. Nelsons Aandsnærværelse, som forbedrede de medbragte engelske Lodsers usikkre Veidledning, reddede Flaaden fra samme Skjebne. Natten før Slaget var den engelske Flaade udsat for stor Ulempe formedelst Nærheden af Strickers Batteri paa Amager. Derfra kastedes nemlig enkelte Bomber, som truede med ødelæggende Virkninger; men Bombekastningen ophørte, enten fordi der indtraf et Uheld ved Afskydningen, eller efter Befaling af Chefen for Artillericorpset Oberst Mechlenburg, eller fordi Communicationen med Landet var afbrudt.Robert Southey i sin Bog «Nelsons Levnet», oversat af Schaldemose, Kbhvn 1838, fortæller Pag. 249 «at Mørserblokken til Lykke for Flaaden var bleven ubrugelig; og enten kunde de Danske ikke erstatte den med en anden, eller de tabte Retningen i Mørket». Zahrtmann paastaaer det som bekjendt, at Skydningen ophørte efter Mechlenburgs Ordre, som ansaae Afstanden (10000 Skridt) for stor. Allen paastaaer derimod, at den standsede fordi Fisker havde signaleret Ophævelse af Forbindelse med Landet. Saa vis var imidlertid Nelson paa sin Seier, at han skal have 36lovet Parker at ødelægge det danske Søværn i en Times Tid; men flere lange Timer anvendtes paa denne blodige Kamp.
Medens saaledes Kirkeklokkernes Klang den hellige Skjærtorsdag 2den April kaldte Folket til Guds Huus i Danmarks Hovedstad, gled denne frygtelige Krigsflaade, begunstiget af en føielig Sydøstvind fra Kongedybet under Admiral Nelsons Commando mod det danske Søværn, hvoraf den ene Trediedeel formedelst sin Beliggenhed kom lidet i Ilden. Den danske Commandeur, Olfert Fisker, gav Ordre til at aabne Slaget Klokken 10½, da den engelske Flaade nærmede sig Skudvidde. Slaget varede i 4½ Time, og ikke allene i Fiskers glimrende Beskrivelse over de Danskes Tapperhed, men og af Fienden selv tilstodes det, at Forsvaret fra dansk Side udførtes med mageløs Udholdenhed og Mod. Det paastodes i Fiskers Beretning,See Bilag No. 3. at den engelske Ild mod Slutningen af Slaget var betydeligen svækket, at flere engelske Skibe, hvoriblandt Nelsons eget, tilsidst kun skjød med enkelte Kanoner, ja at endog et Par Orlogsskibe havde strøget; men ved tilkommende Hjælp heisede deres Flag igjen. Anderledes lød vist nok den engelske Beretning efter hvilken Fordelen ganske havde været paa Englændernes Side, Tabet af Mandskab sexdobbelt større paa de danske Skibe end paa de engelske, hele den sydlige Defensionslinie deels ødelagt, deels erobret, en stor Mængde Fanger gjort, og den engelske Flaade bragt i en Stilling, saa Kjøbenhavns Bombardement kunde begyndes med tilbørlig Virkning, dersom ikke Danmark underkastede sig de af England gjorte Freds-Tilbud. Historien maa her, som saa ofte, bevæge sig i Midten mellem de forskjelligste Beretninger.Englænderne selv gjorde den danske Tapperhed sin Ret i dette Slag. Capitain Foley, Nelsons Ven og stadigt Medlem af hans Krigsraad, roeste de Danskes Tilberedelser til Slag, og erklærede «at de syntes at være ligesaa gode Buldogge som Englænderne selv». 37Der er imidlertid flere Omstændigheder, oplyste i de engelske Beskrivelser selv, som vise, at Nelson ei ansaa Seieren saa fuldstændigen afgjort paa alle Puncter, som siden paastodes. Overadmiralen, Parker, gjorde flere Signaler, for at kalde Nelson tilbage, enten af Humanitets-Følelse for at standse Blodbadet, eller fordi han troede, at Nelson vovede sig for vidt i sin nærværende Stilling. Nelson agtede imidlertid ikke paa Signalet, men fortsatte Slaget med sit djærve og uovervindelige Sømandsmod, under den Yttring, at han ved sin Ulydighed udsatte sig for Ansvarlighed og endog Livs-Straf. Det var imidlertid ikke allene hans Mod, men ogsaa hans Klogskab, som udredede ham af hans farlige Stilling. Efterat den danske sydlige Defensionslinie var bragt til Taushed, holdt Nelson et Krigsraad ombord i sit Skib for at bestemme, om de Danskes nordre Defensions-Linie skulde angribes med de mindst beskadigede Skibe; men Krigsraadet erklærede det eenstemmigen for klogest at bringe Flaaden, der havde lidt saa betydelig af Fiendens Kugler, ud af sin farlige Stilling. At Nelson ikke satte den største Tillid til sin Seier, det viser hans Forslag om Vaabenstilstand, som han under Parlamentair-Flag lod gjøre, endskjønt han gjorde Humanitet og Agtelse for Danmarks Kronprinds til Hoved-Grund for sit Forslag.Southey – see Oversættelsen Pag. 264 – tilstaar selv de store Fordele, som Vaabenstilstanden bragte Nelson, og roser hans Klogskab i at bringe den i Stand. «Nelson – siger han – der ikke spildte et af de vigtige Øieblikke, som han paa denne Maade havde vundet, gav sine fornemste Skibe Signal til at lette Anker, det ene efter det andet. De havde Sandbanker at omseile, vare for det meste ilde tilredte, og deres Vei førte dem lige forbi Trekroners Batteri». Senere hen siger han: «Det blev snart klart, af hvilken truende Fare Nelson havde trukket sig ud.» Han fortæller derpaa, at flere Skibe kom paa Grund ved at hale forbi Trekroner, og bleve siddende i den Tilstand i flere Timer. Det var vel saaledes ikke Humanitet alene, som ledede den store Helt. Hans Brev til Kronprindsen lød saaledes:
38«Admiral Nelson er beordret til at skaane Danmark, naar det ikke længere gjør Modstand. Den Forsvarslinie,Nelson maa her mene den søndre Defensions Linie, da den nordre endnu kun lidet var kommen i Ilden, og en Deel af den bevægelige Defension slet ikke. der bedækker dets Kyster, har strøget sit Flag for det brittiske; men dersom Ilden ikke ophører fra Danmarks Side, maa han stikke alle de Priser, han har gjort, i Brand, uden at kunne redde de Folk, der have forsvaret sig saa kjækt. De tappre Danske ere Englændernes Brødre, og burde aldrig være deres Fiender».Southey fortæller, som et Beviis paa Nelsons Koldblodighed og Aandsnærværelse, at, da man tilbød ham Oblat for at forsegle Brevet, afslog han det, og satte et større Segl med Lak end sædvanligt for Brevet med de Ord: «Her er ikke Stedet til at synes illfærdig og skjødesløs.»
Efterat Parlamentairen havde meldt sig hos Kronprindsen, lod han strax sammenkalde et Krigsraad. Kronprindsen havde selv været Vidne til Slaget, han havde bidraget til de i Land sendte Saaredes Pleie, og havde foranstaltet den Hjælp, der kunde raades over. Han var saaledes stemt til at ende denne blodige Scene, naar det kunde skee til Danmarks Ære. Han maatte betænke sig paa at udsætte Hovedstaden for det 39Bombardement, som let kunde iværksættes efterat den ydre Forsvarslinie mod Syd var bleven sprængt. Desuden nærmede sig Parkers Division, som endnu ikke havde været i Ilden, Valpladsen, ligesom de stridende Parters Stilling heller ikke var fuldkommen bekjendt. Disse Omstændigheder bleve overveiede i det sammenkaldte Krigsraad; men hvad der imidlertid meest bidrog til Vaabenstilstandens Antagelse var en Coureers Ankomst fra Petersborg, som bragte Efterretningen om Keiser Pauls Død. Om endog hans Eftermands, Alexanders, Tænkemaade i denne Henseende ei var bekjendt, kunde der dog af ham ventes en sindigere Færd og et fredeligere Sindelag. Der manglede imidlertid ikke Mænd i dette Krigsraad, som tilraadede Vaabenstilstandens Afslag, der af dem ansaaes som et Beviis paa Fiendens Forlegenhed. Admiral Bille, der allerede før havde udmærket sig i Fædrelandets Tjeneste under sit Krydstog i Middelhavet, gjorde det ForslagEn af vore Landsmænd, som endnu lever i en ophøiet Stilling, var Kronprindsen nær, da dette Billes Tilbud gjordes, og han forsikrer, at Courerens Ankomst fra Petersborg gjorde Udslaget. K. Pauls Død indtraf 23de Marts, og Tiden synes ei for kort for en Coureers Flugt. at hale ud med sin lille Eskadre mod den svækkede Fiende; men Forslaget modtoges ikke, og General-Adjutant Lindholm sendtes ombord i Nelsons Skib med et Vaabenstilstands-Flag for at erfare Hensigten af Nelsons Tilbud i sin Note. Nelson havde imidlertid benyttet Vaabenhvilens Øieblikke saa vel til de Skibes Frelse, som vare i Fare, og til at ruste sig til et nyt Angreb, at han nu kunde stemme sin Tone høiere. Nelsons Svar var den stolte Seierherres: «blot Humanitet havde opmuntret ham til Forslaget. Han ansaa sig berettiget til at tage sine Fanger fra 40de erobrede Fartøier, opbrænde disse, eller lade dem bortføre, efter som han fandt for godt, men af Ærbødighed for Kronprindsen vilde han ansee denne Seier for den største han nogensinde havde vundet, dersom den vilde give Anledning til en lykkelig Forsoning og Forbindelse mellem Kongerne af England og Danmark». Med dette Svar ilede Lindholm tilbage til Kronprindsen og blev af ham ufortøvet derefter sendt til den engelske Overadmiral Parker for at afslutte Vaabenstilstandens Vilkaar.Det er blevet paaanket, at Lindholm under disse Forhandlinger ikke brugte Conduite, og at han viste Nelson en Hofmands Høflighed, men Lindholm opfyldte sin Konges Villie, og kjendte de Grunde, som foranledigede Kronprindsens Eftergivenhed, og Ingen vil dadle hans Ærefrygt for en Mand, der havde den største Navnkundighed som Søhelt paa den Tid. Desuden var Nelson nu igjen i en Stilling, da han kunde gjøre Kjøbenhavn stor Molest. Lindholms Minde er forsvaret af en sagkyndig Landsmand, og Enhver, som læser de af Zahrtmann fremlagte Original-Documenter med Opmærksomhed, maa vel erkjende Fuldstændigheden af Æresredningen. Under disse Underhandlinger ophørte Slaget, hvide Flag vaiede fra alle Skibtopper og Defensions-Batterier, og i denne rædsomme Taushed kunde begge Parter oversee Størrelsen af sit Tab. Nelson havde, som ovenfor bemærket, benyttet disse kostbare Øieblikke til at redde sine Skibe i deres farlige Stilling, og hale dem forbi det farlige Trekroners Batteri. Dette var endnu uskadt, var vel forsynet med Artillerie, og havde en Besætning af 1500 Mand. Den af Englænderne paatænkte Erobring med Storm var opgivet, som under de nærværende Omstændigheder umulig. Efterat denne Fare var bortfjernet kunde Nelson give sine Underhandlinger en mere truende Gang. Han steg nu selv i Land for at handle om Vaabenstilstanden, og førtes, ikke uden at være udsat for Molest af den hujende 41Pøbel, til de kongelige Haller.Saaledes berettede den Tids offentlige Tidender og Privates Breve. Det maa dog vel kun have været enkelte Pøbelskrig. I hans Underholdning med Kronprindsen var der ingen Ende paa den Priis, som Nelson lagde paa de Danskes Tapperhed, som han satte over de Franskes, og han udpegede enkelte unge Officerer, hvis Mod og Conduite under Slaget havde høiligen besværet ham, og anbefalede dem deres Konges Belønning og deres Fædrenelands Skjønsomhed.Han skal i denne Samtale have sagt, at han havde deeltaget i 105 Søslag; men i intet var det gaaet varmere til end i dette. Det var især den unge Lieutenant Willemoes, som han roeste, trykkede ham varmt i Haanden, og anbefalede ham til Kronprindsen til høiere Befordring. Prindsen svarede ham, at dersom han skulde gjøre alle sine tappre Lieutenanter til Capitainer, beholdt han ingen Lieutnant i sin Sø-Etat. Under disse Underhandlinger sluttedes omsider Vaabenstilstanden imellem England og Danmark. Den største Vanskelighed gjorde dens Varighed, da Nelson vilde have den saa lang, at han, uden at forstyrres af den danske Flaade i sin Ryg, kunde kue den svenske og russiske Sømagt, og fremtvinge Freden i Norden paa Englands Vilkaar. Vaabenstilstanden sluttedes saaledes paa 14 Uger med 14 Dages Opsigelse, og den anden Artikel i samme gjorde Danmarks Sømagt uskadelig for England i den Tid. Den indeholdt nemlig «at hans danske Majestæts bevæbnede Skibe og Fartøier skulde forblive i deres nærværende virkelige Tilstand, saavel med Hensyn til Bevæbning og Eqvipering, som til militair Position. Den Tractat, som er bekjendt under Navn af den bevæbnede Neutralitet, skulde, forsaavidt Danmarks active Medvirkning dertil angik, være suspenderet, saalænge denne Vaabenstilstand forblev 42i Kraft. Danmarks Kystfart langs Jylland og Øerne skulde derimod være umolesteret».
Ligesom Slaget var langvarigt, saa at Parker under den lange Kamp havde Aarsag til at udbryde, at den Time, i hvilken Nelson havde lovet at ende Slaget, «var Djævels lang», saaledes var det og et af de blodigste Søslag, som denne blodige Søkrig havde at fremvise. Kun Slaget ved Abukir og Trafalgar kunde i forholdsmæssigt Blodtab sammenlignes dermed. Seierherren havde imidlertid ikke store Erobringer at prale af. Kun nogle ubrugelige Blokskibe, der mestendeels før Slaget vare udvragede af Danmarks Flaade, og hvis Krudt var bortskudt eller kastet overbord, faldt i Fiendernes Hænder. Om det bedste af Skibene – som dog siden ogsaa brændtes – opstod Strid med Nelson, idet Sjællands Chef paastod, at dets Flag ikke var strøget men bortskudt, og Vimpelen endnu vaiede fra Maststumpen. Den Officier, som blev sendt til Nelson for at afgjøre denne Sag, var en af hans gamle Bekjendte, og hans energiske Sprog afgjorde ogsaa denne Tvist efter hans Tykke. Den største Deel af det gjorte Bytte lod imidlertid Parker opbrænde, fordi Skibene ei kunde føres til England uden at gaae tilgrunde. Ogsaa herved yttrede Nelson sin Misnøie, idet han stod i den Formening, at deres Værd ved Fremkomsten vilde have givet Seierherren et godt Udbytte. Overhovedet viiste Nelson megen Ømfindtlighed og ondt Lune under dette Angreb paa Kjøbenhavns Red, enten fordi han følte sig krænket ved at være bleven tilsidesat for Parker som Overadmiral, eller fordi han ikke sankede de forventede Laurbær i dette Slag, og det slette Lune veeg først, da han kort efter Slaget udnævnedes til Overadmiral. Fra den Tid af bevægede Helten sig friere, og hans Forholdsregler 43bleve energiske; men Krigen nærmede sig sin Ende. Kun enkelte af de erobrede Skibe bleve sendte til England, men ved Siden af disse maatte andre sendes hjem i synkefærdig Tilstand, og en ny Undsætning hentes, for at fortsætte Krigen i Østersøen.
Tabet af Mandskab paa dansk Side angaves af den danske Chef først 1600 til 1800 Mand, Dræbte og Saarede, men senere opgaves det nøiere efter en Fortegnelse af Admiralitets-Collegiet til 1020 Mand, nemlig 370 Døde, 104 Saarede og siden døde, og 546 Saarede, som beholdt Livet. Blandt disse vare 11 Officierer døde, og 3 saarede. De Engelske undredes ikke lidet ved Synet af de mange Træsko-Helte, med hvilke de havde maalt Styrke. I dette Slag deeltoge ogsaa norske Officierer og Matroser, endskjøndt ikke forholdsmæssigen saa mange som danske, og En af Veteranerne blandt Norges Statsraader, nylig afdøde C. Fasting, gjorde sig dengang, som Lieutenant og Commandeur af et lille Krigsfartøi, ved sit Mod og sin rolige Conduite under Slaget saa fortjent til Kronprindsens Opmærksomhed, at han længe efter Skilsmissen omtalte ham med stor Agtelse. I Forsvarsliniens Række udmærkede sig især Blokskibet Prøvestenen, der aabnede Slagets Scene, og hvis Kanoner vare blandt de sidste som taug. Chefen for Prøvestenen, Lassens, Priis gik paa den Tid igjennem begge forenede Nationer, og ved Siden af ham nævnedes Lieutenant, nu preussisk Admiral, M. Bille, der, som tredie commanderende paa Prøvestenen, udmærkede sig ved sin Kjækhed, sin Evne til i en munter Stiil at oplive sine Medstridendes Mod, og ved sin Udholdenhed i Kampen. Andre Navne nævnes ved Siden af disse med Hæder i Beskrivelsen over dette Slag.Man see især Allens Beskrivelse i Selskabet for Trykkefrihedens Skrifter og Zahrtmanns og Schierns Bemærkninger derover.
44Englænderne angave deres Tab til 953 Døde og Saarede, hvoriblandt ikke mindre end 68 Officerer,Det største enkelte Tab, som Englænderne leed i dette Slag, var Capitain Rious Fald, hvilken Officier ansaaes for den bedste paa Flaaden næst Nelson selv. hvorimod de Danske forstørrede dette Tab til meer end det Dobbelte. Men paa hvilken Side end Sandheden i denne Henseende monne være, og hvilken Deel end Historieskrivernes Iver for at forherlige Landsmænds Bedrifter monne have i at forhøie Glandsen af dansk Tapperhed, og at hævde det danske Flags Ære, saa er det vist, at dette Slag kan indføres i Danmarks Søe-Annaler, som et af de blodigste og for Danmark hæderligste, som de have at fremvise, fornemmeligen naar der tages Hensyn til Fiendens Overrumpling, Danmarks uforberedte Freds-Tilstand, Stridskræfternes uforholdsmæssige Fordeling, og især til den store Søhelt, som anførte Englænderne i Slaget. Saaledes omtaltes dette Slag over hele Europa, og Fienden selv nægtede ikke det danske Flag sin Ære, omendskjønt ogsaa han indflettede denne Seierskrands iblandt de herligste, som denne paa engelske Sø-Seire saa rige Krig havde at fremvise.Hvor upaalidelig i øvrigt Englændernes Opgave er over de Danskes Tab, sees deraf, at dette, Fangerne iberegnet, angives til 6000 Mand, endskjønt alt Mandskab paa den engagerede Defensions Linie udgjorde kun 5234. Deraf døde og saaredes 1020 Mand, men af de Saarede helbrededes 546 Mand. Fangne bleve, efter at alle Nelsons Fordringer vare tilfredsstillede, lidt over 1800 Mand. Englændernes Tab opgaves senere i den Strid, som opstod mellem Parker og Nelson, af Parker selv til 2237 Mand. Kanonstyrken paa de engelske Skibe var, efter Nelsons egen Tilstaaelse, 1058, foruden Karonader, der meget besværede de danske Skibe; men af denne Kanonstyrke kunde en Deel ikke bruges, fordi et Par engelske Skibe kom paa Grund. Paa de danske Skibe var Kanonstyrken 626. Nelson beklagede sig for Lindholm over Fiskers Fremstilling af Slaget, og paastod, at intet af de engelske Skibe havde strøget, ligesom det ei forholdt sig saa at hans eget Skib kun havde skudt med enkelte Kanoner; men det vil undskyldes, om Fisker, beruset af Forsvarets Held, og Vidne til sine Landsmænds Tapperhed, beskrev Slaget med varme, og i enkelte Puncter forvanskede Træk – Rapporter af den Art gaae som oftest paa Stylter: men Nelsons Ømfindtlighed lader ane hans Frygt for, at de Laurbær, som han i andre Slag saa hæderligen havde sanket, skulde ansees visnede i dette. De Udtryk, som Nelson i sit Brev af 22de April 1801 til Lindholm bruger om Fisker, ere ligesaa ufortjente, som den engelske Søhelt i høieste Grad uværdige. Lindholm forsvarede sin Vaabenfælle paa den værdigste og fyndigste Maade, der astvang Nelson selv Forsikkring om dyb Agtelse og varme Venskabsfølelser for Lindholm. See Zahrtmanns Gjenlyd fra 1801 i nyt Archiv for Søvæsenet No. 3 Kbhvn. 1842. Imidlertid 45deeltoge ikke alle danske Officierer i denne Roes: et Par enkelte, Schultz og Vesterholdt, som forstak sig, eller for tidligen forlod Slagets Hede, bleve satte under Krigsret, og en vanærende Straf overgik dem.
Vaabenstilstanden endte foreløbigen disse krigerske Bevægelser, og under Nordens forandrede Politik formedelst Keiser Pauls Død vendte den forrige Freds-Tilstand tilbage. Hans Tronfølger, Keiser Alexander, var mere fredelig sindet, og hans Bestræbelser for at tilveiebringe Fred med England gjorde alle fiendtlige Skridt fra dettes Side unødvendige. Den engelske Flaade viste sig for de østersøiske Havne, men foretog intet Fiendtligt, og en foreløbig Fred mellem de nordiske Magter og England sluttedes i May. Det omtvistede Neutralitets-Spørgsmaal stilledes i Bero, og da Efterretningen om denne Tronforandring i Rusland kom til England, ophævedes Embargoen paa alle nordiske Skibe, og Norges Handel paa England begyndte 46igjen i sin forrige Livlighed. Den definitive Fred sluttedes dog først i October, og da først gav England Danmark sine vestindiske Colonier tilbage.
Denne korte Krigstorden gav ogsaa Gjenlyd i Norge, og opvakte der større Frygt end i Danmark. Den danske Kornfart paa England og Holland var i de Dage endnu ikke begyndt, da Norge forbrugte alt Danmarks overflødige Korn, hvis Indførsel i Norge beskyttedes ved Told paa udenlandsk Korn. Danmarks meest indbringende Handel blev saaledes uforstyrret. Mange danske Ostindiefarere fandtes vist nok i Farvandet, men de fleste af disse vare hollandsk Eiendom, hvis Redere benyttede det danske neutrale Flag, medens Norges talrige Handelsflaade fast udelukkende beseilede Nordsøen mellem England og Norge. Lykkeligviis udbrød Krigen i Vintermaanederne, da Naturen lægger sit Iisbaand paa den nordiske Fart, og meer i hine Dage end i vore betragtedes som en Handelshvile. Da Kornforsyningen sædvanligen skeer om Høsten, og i hiin gyldne Handels-Periode skede meer fuldstændigen og betimeligen end siden har været Tilfældet, saa blev den korte Handelsstandsning ingen mærkelig Afbrydelse i Norges Handels-Virksomhed, og ingen Nød sporedes af Mangel paa Korn-Tilførsel. Et Par kornlastede Skibe fra preussiske Havne antastedes vistnok af Kystboerne paa Vestlandet, som egenmægtigen fordeelte Ladningernes Indhold, men deraf opstod ingen videre Ulempe. Misforstaaelsen af Krigs-Tilstanden, da disse Skibe vare bestemte til England, og den Orden, hvormed Uddelingen skede, formildede Rovets Utilladelighed, og Resultatet af den i den Anledning nedsatte Commissions Undersøgelse blev kun, at Vedkommende maatte i dyre Domme betale det ranede Korn, ligesom Udlændingen fik fuld Værd 47for de røvede Varer. De Kornrestancer, som herved dannedes, fulgte imidlertid Fogdernes Regnskaber i mange paafølgende Aar, og ere først i senere Tid blevne udslettede.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Jacob Aalls Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815 er fremdeles en av våre viktigste kilder til tiden rundt 1814. I detalj redegjør Aall for de politiske hendelsene i Norge og Norden som førte til utarbeidelsen av Norges Grunnlov, bruddet med Danmark og unionen med Sverige. Beretningen er basert på egne erfaringer, han var selv til stede på Eidsvoll.
Verket kom ut i tre bind i 1844-45.
Bind 1 inneholder innledning, «Første Tidsrum» (1800-07), første del av «Andet Tidsrum» (1807-08) og bilag.
Bind 2 inneholder andre del av «Andet Tidsrum» (1808-14), bilag og tillegg/rettelser.
Bind 3 inneholder «Tredie Tidsrum» (1814) og bilag.
I 1859 kom en ny ettbindsutgave med noen rettelser og tillegg.
Se faksimiler av utgavene (nb.no):
1. utgave, bind 1, 1844
1. utgave, bind 2, 1844
1. utgave, bind 3, 1845
2. utgave, 1859
Jacob Aall var først og fremst forretningsmann og politiker, men ga også ut en rekke verker, særlig populærvitenskapelige tekster om næring og handel. Hans mest kjente verk er Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815 (3 bind, 1844-45), hvor han basert på egne erfaringer i detalj gjør rede for de politiske hendelsene i Norge og Norden rundt 1814.
For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.