Tredie Capitel

Fra Slaget paa Kjøbenhavns Red 1801 til 1807 løsnedes intet Fiendeskud i de forenede Riger, og den dansk-norske Stat gjorde en fornyet Høst af Handelens gyldne Fordele, som Følge af sin neutrale Stilling. Den vindskibelige Borgers Velstand voxede betydeligen i dette Tidsrum; der var Liv og Fremskridt i alle Næringsveie, Munterhed og Tilfredshed hos alle Classer af Borgere, og Virksomhedens korte Afbrydelse havde ligesom fremkaldt en friskere Livlighed. Men saaledes var ikke Statens financielle Stilling i dette Mellemrum. Denne svækkedes aarligen deels formedelst en selvskabt Krigs-Tilstand midt i den dybe Fred, deels en misforstaaet og uheldig Anskuelse af Dagens rette Politik, deels fordi den danske Regjering førte Scepteret mildere end en fornuftig Statshuusholdnings strænge Klogskabsregler byde.

I dette Mellemrum var Europa i en fast uafbrudt Krigs-Tilstand. De mægtigste Nationer fremstode til forskjellige Tider, for i Forbund med England at stække Vingerne paa den franske Ørn, og standse Napoleons for det øvrige Europa ødelæggende Planer. Men endnu var hans Ydmygelses-Tid ikke kommen, og i det her omtalte Tidsrum steeg Napoleon over fældede Fiender til Ærens og Magtens høieste Spidse. Vel sluttedes Freden med England til Amiens 1802, og derved indtraadte en kort almindelig Freds-Tilstand i Europa, men ingen af Parterne holdt sig Fredsvilkaarene 48efterrettelig og Krigsluen tændtes snart paa ny mellem de gamle uforsonlige Fiender, England og Frankrige. Efterhaanden stillede de mægtigste europæiske Fastlandsmagter, Østerige, Rusland og Preussen, sig ved Englands Side mod Frankrige, men alle med lige Uheld. Østerige maatte kjøbe Freden med Opofrelsen af store Landstrækninger og af rige Statsindtægter, og ved Fredsslutningen i Tilsit beholdt Preussen lidet meer end det Halve af sit forrige Statslegeme og Statsindtægt. Rusland beholdt vel sit kolossale Rige ubeskaaret, og tækkedes med en Stump af sin ulykkelige Allieredes Land, men sin politiske Overvægt, og en Deel af sin Krigshæder efterlod det paa Austerlitses og Friedlands blodige Val. Det er imidlertid ikke Europas men Nordens Tilstand vi have at beskrive.

Krigens Nærmelse til Danmarks tydske Stater bevægede KronprindsenKronprindsen] rettet fra: Kornprindsen (trykkfeil) til at flytte over til Holsteen 1803, der at danne en Hofstat, og holde en Armee paa Krigsfod. Dette Skridt, der uden Tvivl kan betragtes som den første og nærmeste Anledning til de tvende nordiske Rigers Skilsmisse, paadrog den danske Kronprinds haanlige og skarpe Bemærkninger i tydske Journaler og i den franske Moniteur. Disse krigerske Demonstrationer ansaaes som et unyttigt Værn mod Frankriges kolossale Magt, der ligesaa meget lod sig standse ved en Grændsepæl, eller ved nogle paa Grændsen opstillede Compagnier, som ved den Armee-Række, der var opstillet i Holsteen. Andre Artikler i offentlige Blade anførte derimod til den danske Regjerings Forsvar, at en bevæbnet Neutralitet i krigerske Tider som disse var nødvendig for at hindre Grændse-Molest, og Streifepartiers Indtrængen, at Danmarks Armee, som bestod af 70,000 Mand, var stor nok til at holde det i Respect hos de neutrale Magter, at mindre Stater end Danmark 49paa denne Maade søgte at holde Krigens Rædsler fra sine Grændser, og at Krigsmagtens Øvelse bedst skede i samlede Massers militaire Evolutioner.See Politisches Journal, Jahrgang 1803 Pag. 855 ff. Men vist er det, at Statens Finantsvæsen gik tilgrunde under de store med denne Krigs-Tilstand forbundne Omkostninger, uden at vi ville indlade os i at bedømme, hvorvidt den daværende gaadefulde Politiks uforklarlige Forviklinger gjorde dette Skridt tilraadeligt. Historieskriveren nævner Rygter og Sagn, som i hine Dage vare i Omløb, som fjærne Grunde til Kronprindsens Ophold i Holsteen med Armeen, uden at han, vover derpaa at lægge nogen Vægt. Det paastodes nemlig, at han, endskjønt i Virkeligheden allerede Statens Styrer under sin kongelige Faders Svagheds-Tilstand, fandt mere Behag i et eget kongeligt Hof, afsondret fra det kjøbenhavnske, og især at Kronprindsessen havde Forkjærlighed for sit tydske Fosterland og for Kiel og dens Omegn, som herligen forskjønnedes under Hoffets Ophold, og høstede Gavn af dets Nærværelse. Men den dansk-norske Stat leed i finantiel Henseende betydeligt. Derhos kan det ikke nægtes, at Danmarks Anstrengelser paa den militaire Vei hverken stode i Forhold til denne lille Stats indvortes Kræfter, eller dens udvortes politiske Stilling i Europa. Den dansk-norske Stat havde en Land-Armee paa 70,000 Mand, hvilken, fordeelt paa 2½ Million Mennesker, som dengang omtrent var dens Indbyggeres Tal, udgjør en ligesaa stor Armee, som den Frankrige i sin revolutionaire Selvstændigheds farligste Periode og under de circulerende Papirers største Forværrings-Flugt havde paa Benene. Desuden havde Danmark en Flaade, som med Hensyn til Skibenes Mængde, herlige 50Udrustning og fortræffelige Tilstand, hævede Danmark til en unaturlig Rang af Europas 4de eller 5te Sømagt, endskjønt det i denne Flaades bedste Tilstand kun havde forsøgt at bemande en liden Deel deraf, ligesom det ei heller dertil havde et tilstrækkeligt Antal Søfolk, naar ei al Koffardifart skulde standse. Flaaden bestod nemlig 1807 af 20 Linieskibe, som førte fra 80 til 60 Kanoner, foruden 2 paa Stabelen paa 74 Kanoner, 16 Fregatter fra 38 til 12 Kanoner, foruden mange Brigger og mindre Fartøier. Men ikke alene Flaadens Bygning, men og dens Vedligeholdelse var forbunden med store Omkostninger. Orlogsværftet i Kjøbenhavn er meer beregnet paa at bygge end paa at reparere Skibe, og efter en kort Cyclus af Aar ophuggedes det ubrugte Linieskib, og en ny Phoenix opstod af dets Aske. Saa uhyre Anstrengelser maatte ødelægge en lille Stats Finantser, uagtet dens blomstrende Handel og Borgernes fremadskridende Næringsveie. Danmarks Skjebne paa Finantsernes Vei, formedelst dets overspændte militaire Stilling og mangehaande finantielle Vildfarelser, forudsagdes allerede før den Tid af oplyste og fædrelandsksindede Forfattere; men Yttringen optoges med Mishag, og hørtes med Ligegyldighed. I det Tidsrum, som vi her behandle, var Danmarks Regjering i den uheldige Stilling, at den ved overspændte Anstrengelser ødelagde Statens Finantser og Pengevæsen, og formedelst denne Kraftspilde fremledte den just den Krig, som den ved disse Opofrelser søgte at afværge. Vi komme nedenfor tilbage til denne Gjenstand; her bemærke vi blot, at den danske Statsgjæld, som i Aaret 1799 udgjorde omtrent 28 Millioner Rigsdaler, var ved Krigens Begyndelse 1807 steget til omtrent 42 Millioner, og at Seddelmassen i samme Tidsrum var steget fra 16 til 27 Millioner Rigsdaler.

51Efter Slaget ved Friedland i Juni Maaned 1807 forandredes atter Europas Stilling, og Napoleons slagne Fiender kastedes for den franske Seierherres Fod. Fredsslutningen ved Tilsit var ødelæggende for Preussen, ydmygende for Rusland, og isolerede England saa godt som fra enhver Alliance paa Fastlandet. Kun Sverige blev sin Allierede tro, og den svenske Konge fortsatte i sin Haardnakkenhed og sit Had mod Napoleon afmægtigen Krigens Efterspil, der berøvede Sverige sin sidste tydske Provinds. Men uovervundet og seierrigt paa Havet, var England langt fra at ville bøie sig under Napoleons Overmagt; det gjorde ikke engang Mine til Fredsforslag. Det samme Foraar havde det med uhyre Anstrengelser udrustet en Flaade med Landgangstropper, for at understøtte dets Allierede i Kampen mod Napoleon paa Østersøens Kyst, og den forsinkede Afsendelse deraf til Valpladsen paadrog England bittre Bebreidelser af dets Allierede. Efterretningen om Krigens ulykkelige Udfald og den derpaa følgende Fred forandrede Englands Planer og den udrustede Flaades Bestemmelse. Denne Forandring begroves imidlertid i en dyb Hemmelighed af det engelske Cabinet, og med Sandhed kunde Castlereagh sige i Parlamentet den 31te Juli, «at den Magt, som var Gjenstanden for denne Expedition, Intet skulde høre derom, før den blev rammet af det dødelige Slag». Anden Gang var det det uskyldige Danmark, som skulde bløde, uden paa den fjærneste Maade at have krænket eller fornærmet den engelske Leopard. Det var i Danmarks høieste Interesse at vedligeholde en venskabelig Forstaaelse med England, som var det Centralpunkt, hvorfra begge Rigers Handels-Velstand udgik. Danmarks vigtige Handel paa de transatlantiske Vande, og dets Kornhandel paa Norge, saavelsom de vigtigste Grene 52af Norges Handel og Skibsfart, hvilede paa Fred med England som paa et uundværligt Fundament. For at bevare denne Fred havde Danmark paadraget sig Englands bittreste Fiendes Misnøie. Aldrig nogensinde var vel en grusommere og uretfærdigere Krig paaført et uskyldigt Land, aldrig nogen Magt mindre forberedt paa et troløst Angreb. I sin Freds- og Neutralitets-Tilstand var der ingen europæisk Stat, med hvilken Danmark ansaa sig i et fredeligere Forhold end med England, og intet Skridt var foretaget til Beskyttelse mod denne Havets stolte Herre. Dets herlige Flaade og fyldte Arsenaler laae uden tilstrækkelig Beskyttelse inden for slet befæstede Mure, og Kjærnen af dets Landarmee var trukken over til Fastlandet til en unyttig Beskyttelse mod Englands haardnakkede Fiende. Den danske Kronprinds og hans Raad nærede ikke mindste Frygt for et fiendligt Overfald af England. Men det engelske Kabinet anede Muligheden af, at Danmark skulde tvinges til at forøge dets Fienders Antal, at den herlige danske Flaade skulde falde i Napoleons Hænder, styrke Frankriges Kræfter til at møde England paa Havet, og spærre Østersøens Port. Da det engelske Ministerium siden skulde forsvare dette voldsomme Skridt mod sine bittre Opponenter i Parlamentet og retfærdiggjøre det for den engelske Nation, hos hvilken Danmarks Lidelse fandt store Sympathier, paastodes: «at Kongen af England havde faaet den bestemteste Efterretning om, at Frankriges nærværende Hersker havde besluttet Holsteens Occupation med en militair Magt, for at udelukke England fra alle sine Forbindelses-Kanaler med Continenten, at tvinge Danmark til at spærre Sundet for England, og benytte den danske Sømagt til Landing i Storbrittanien eller Irland». Imidlertid er denne Paastands Gyldigbed 53aldrig ved noget offentligt Dokument bleven beviist. Den blev paa det bestemteste modsagt af det franske officielle Blad, Moniteuren, og Danmarks Bernstorf nægtede høitideligen Tilværelsen af et saadant Forbund med Danmark, der noksom gjendreves af hele Danmarks Færd. Napoleon, som ikke sjeldent tillod sig heftige Talemaader mod sine Fiender, kan maaskee ved ubestemte og løse Yttringer have foranlediget en saadan Formodning; men i Øvrigt var det aabenbart, at England, i sin Forbittrelse over sin arrigste Fiendes Fremskridt, havde snarere dannet sig et Skrækkebillede om hvad der i Fremtiden kunde skee, end grundet sin Frygt paa Kjendsgjerninger og et virkeligt Forbund. – Den voldsomme Beslutning blev imidlertid tagen og grusomt udført.

Den engelske Flaade, som afgik til Sundet, bestod af et Admiralskib paa 98 Kanoner, 17 Linieskibe paa 74 og 5 paa 64 Kanoner, foruden 9 Fregatter fra 32 til 38 Kanoner, 22 mindre Fartøier og 500 Transportskibe med Tropper, Proviant og Krigsfornødenheder. Landtroppernes Antal, efterat de vare blevne forøgede med de Afdelinger af den tydske Legion, som befandt sig paa Øen Rygen, og var bestemt til at understøtte den russisk-preussiske Armees Operationer ved Østersøen, beløb sig til 33,000 Mand. Lord Gambier var øverste Admiral paa Flaaden; Chatcart kommanderede Land-Armeen, og Admiral Essington en Afdeling af Flaaden, som afgik til Bæltet for at afskjære Communicationen imellem Sjælland og den i Holsteen staaende danske Armee. Med denne frygtelige Krigsmagt, som, om den et Par Maaneder før var landstegen paa Østersøens Kyster, vilde have kunnet udføre hæderlige Bedrifter til Venners Tarv, skulde Danmark midt i den dybeste Fred overvældes og knuses.

54Flaaden afgik fra England i 2 Afdelinger den 27de Juli og 2de August, og allerede den 3die August ankrede den første Afdeling paa Helsingørs Rhed. Denne Gang slog ikke den engelske Flaade sig igjennem Sundet; den listede sig derigjennem som Ven og saluterede Fæstningen Kronborg. Admiralen lod Sundtolden betale og forsynede sig med Forfriskninger i Land. Nu begyndte først Underhandlingerne med den danske Regjering, og den venlige Maske afkastedes. Til den daværende engelske Minister i Kjøbenhavn, Garlike, kunde disse Underhandlinger ikke betroes; thi denne ædle og retskafne Mand havde stedse søgt at overbevise sit Hof om Danmarks trofaste og redelige Sindelag, og, da hans Forestillinger vare unyttige, modtog han gjerne en forandret Stilling og forlod misfornøiet en Post, som han ikke længere med Ære kunde beklæde. Villigere Redskaber fandt den engelske Regjering i sine tvende andre Sendemænd, Taylor og Jackson. Men Taylors Forestillinger i Kjøbenhavn hos den yngre Bernstorf, og Jacksons i Kiel for Kronprindsen og den ældre Bernstorf kunde ikke bevæge den danske Regjering til at indgaae paa Englands Forslag, der vare alt for ydmygende og for Nationalæren krænkende. Der var intet Valg; det svage og uforberedte Danmark maatte vove den ulige Kamp med sin mægtige Fiende, der krævede Intet mindre, end at Danmark skulde overgive sin herlige Flaade i Englands Vold, som et Depositum indtil den almindelige Fred.Danmarks Erklæring i Anledning af Fredsbruddet findes i Bilag No. 4. For at vinde Tid henviste Kronprindsen Jackson til Kjøbenhavn, hvor hans kongelige Fader opholdt sig, og Selv reiste han forklædt fra Kiel over Bælterne til Kjøbenhavn. Paa 55denne Reise var Kronprindsen i den øiensynligste Fare for at blive optaget af Englænderne, og slap kun igjennem ved en dansk Sø-Officiers Aandsnærværelse. Hans Ankomst til Kjøbenbavn opvakte den største Glæde; thi den engelske Flaades Nærmelse og Taylors Trudsler ængstede den saa godt som forsvarsløse Hovedstad. Men Glæden forvandledes til Bekymring og Skræk, da Kronprindsen efter et kort Ophold, i hvilket Aftale blev gjort med Fæstningens Commandant, General Peymann, om Hovedstadens Forsvar, forlod Kjøbenhavn med en Jilfærdighed, der lignede en Flugt. En Proclamation, som opsloges paa alle Hjørner, bekjendtgjorde, at Kronprindsen ilede tilbage til Holsteen for at føre danske Tropper over Bælterne til Hovedstadens Hjælp. Kronprindsen havde vist nok sine Grunde til, under de forhaanden værende Omstændigheder, at forlade Kjøbenhavn, hvor hans Nærværelse let kunde forvikle Statens Stilling; men vist er det, at hans Bortreise opvakte Skræk og Modløshed iblandt Hovedstadens Indbyggere, som havde gjort sikker Regning paa at han, efter sin kongelige Forfaders, Fredrik den 3dies Exempel, heller vilde have døet i sin Rede, end forlade den i Farens Stund. Svage vare derhos de Midler, hvorved Hovedstaden skulde forsvares mod den mægtige Fiende. Af Danmarks store Armee vare kun 5000 Mand cantonerede i Hovedstaden, hvortil kom 6 Batallioner Landeværn Kjøbenhavns Borgerskab, et frivilligt Jæger-Corps og et Studenter-Corps; men de sidste Afdelinger af denne Krigsmagt manglede den tilbørlige Øvelse, endskjønt Folket visseligen ikke manglede Mod. Med denne ubetydelige Magt, med disse tildeels lidet øvede Tropper skulde Fæstningens Kanoner besættes og Udfald gjøres mod en Fiende, som, naar han havde gjort sig Ryggen fri, kunde bringe sine Ødelæggelses-Maskiner alt 56nærmere og nærmere den ulykkelige Stad. Mere betryggende var Søværnet paa Kjøbenhavns Rhed. Den blodige Erfaring, som var hentet fra Slaget den 2den April 1801, havde foranlediget Oprettelsen af flere faste Batterier paa Kjøbenhavns Rhed, og disse vare besatte med tilstrækkeligt og dygtigt Sømandskab. Denne Gang forandrede Fienden saaledes sin Angrebs-Plan. Flaaden indskrænkede sig til lidet betydende Skjærmydsler med det danske Søværn, hvoraf Fordelen snart var paa den ene snart paa den anden Side, og han concentrerede sin hele Kraft paa Landtroppernes Landsættelse, og Hovedstadens Beskydning fra Landsiden. Til at forhindre Landgangen vare kun utilstrækkelige Midler forhaanden. Landeværnet var uøvet og tildeels adspredt. Officererne ukyndige i at lægge Planer til en alvorlig Modstand, og Material og Ammunition fattedes paa det rette Sted.

Saaledes landede, uden synderlig Modstand fra dansk Side, Hoved-Afdelingen af den engelske Landmagt den 16de August ved Vedbek; den hannoverske Legion, som kom fra Rygen 6 til 7000 Mand stærk landede ved Kjøge, og desuden landsattes 5000 Søsoldater og Matroser. Mod denne Magt opstillede sig ved Kjøge Generalerne Castenskjold og Oxholm med omtrent 10000 Mand slet bevæbnede, lidet øvede og slet anførte Landværnstropper. Mod den rykkede den hannoverske Legion og vandt en let og ublodig Seier. En 5te Deel af denne Landværns-Skare toges til Fange, Resten joges paa Flugt og adsplittedes uden nogensinde meer at samle sig. Denne hele Landværns-Krig var en jammerlig Farce i dette blodige Sørgespil, og den engelske Historie har visseligen Uret, naar den gjør denne Seier til et Blad i Wellingtons Laurbærkrands, der anførte Fienden. Ligesaa overdreven, for 57ei at sige ubillig, var vist nok den Anklage, som siden blev ført over Wellingtons Tropper, der beskyldes for at have udmærket sig ved en haard og røversk Færd ved Kjøge. Denne Stad maa have lidt meget før, under og efter Slaget – Blod og Ran er Slagenes Ledsager – men den leed maaske ligesaa meget af Landsmænd som af Fiender, og Skylden var neppe Wellingtons. Han holdt god Disciplin, og beskyttede ved Sauvegarder, naar de forlangtes, Herregaardene i Nærheden af Armeen mod omstreifende Marodeurer. Flere Herremænd, og deriblandt En af Forfatterens Venner, have stedse omtalt Wellingtons Forhold med Agtelse og Erkjendtlighed.See Bilag 4 Litr, b. Den danske General flygtede med den lille Rest af Landværns-Armeen, som angives til nogle 100 Mand, til Falster, hvor og nogle regulaire Tropper samlede sig, som paa Overfarten fra Holsteen havde undgaaet Fiendens Aarvaagenhed.

Efter denne lille Landeværns Krig kunde nu den engelske Armee nærme sig det Punkt, hvorfra den kunde lade sine Ødelæggelses-Maskiner spille mod Hovedstaden. Intet Punkt var dertil beqvemmere end Fredriksbergs-Bakke 1½ Fjerdingsvei fra Kjøbenhavn, der behersker Byen, og hvorfra den kunde beskydes og tilintetgjøres. Der skede vel hyppige Udfald fra Hovedstaden, og Blod flød paa begge Sider under disse, men den danske Magt var alt for ubetydelig til at derved nogen alvorlig Forstyrrelse kunde skee i Fiendens Forberedelser. Ved Landstigningen havde den engelske commanderende General ladet udstede Proclamationer i Sjælland, der i Materie og Form vare lige ufuldkomne og inkorrekte.Proclamationen, som oprindeligen er skreven paa Tydsk og ledsaget med en dansk Oversættelse, er saa slet sammensat, usammenhængende og ulogisk i Originalen, og saa forvansket i Oversættelsen, at den ei fortjener at optages blandt vore Bilag. Da ingen dansk Mand var at overtale til at oversætte dette Stykke, er Oversættelsen gjort af en svenske, og Documentet selv røber noksom sin Mester. Indholdet deraf gik i Grunden ud paa 58en Opfordring til det danske Folk, til at kaste sig i Armene paa en Nation, der teede sig som Danmarks værste og grusomste Fiende, forat befrie Danmark fra Overfald af en Magt, der ikke havde givet det nogen Anledning til Frygt. Men det var ikke med Grunde, men med Bomber og Kugler, at Englands Styrke viiste sig i denne uretfærdige Krig mod Danmark. Den danske Regjering svarede paa Opfordringen ved en Krigs-Erklæring, som havde Sandhedens Styrke og Uskyldighedens Kraft; men Argumenterne understøttedes kun med svage og vaabenløse Hænder. Den engelske Opfordring fandt ingen Gjenklang hos det danske Folk, og Fienden spottede Sandhedens Ord. Det var imidlertid almindelig Tale, at der var Misfornøielse i den hannoverske Legion, som var uvillig over dens ambulatoriske Kald og nødigen lod sig bruge som Redskab til den grusomme Adfærd mod Danmark. Det paastodes endog, at denne Legion vilde have været let at overtale til at forlade Englands Fane, naar der havde været mere Kraft og Klogskab i Modstanden fra Danmarks Side, end under saadanne Omstændigheder var mulig. Vist er det, at flere hannoveranske Soldater forstak sig i Sjælland, da Legionen forlod det, og Nogle af deres Efterkommere leve endnu paa Danmarks Sletter.De Fleste vendte tilbage til Tydskland.

Den 2den September vare Englænderne færdige med deres Bombardements-Tilberedelser, og den paafølgende Nat 59gik Brand og Ødelæggelse over det ulykkelige Kjøbenhavn. Bombardementet varede med korte Afbrydelser i 3 Dage, og da alle Sluknings-Anstalter vare tilintetgjorte, al Modstand umulig, og Fienden kunde slynge sine Bomber, over hvilken Deel af Byen han vilde, maatte det have været Raseri og Umenneskelighed længere at fortsætte den ulige Kamp. Den danske Høistkommanderende maatte saaledes indgaae en haard Kapitulation,See Bilag No. 5. efterat han først havde sammenkaldt et Krigsraad og hørt Medlemmernes Mening. – Vi afholde os fra detailleret at beskrive disse Rædsels-Scener. Baade i Danmark og Norge leve endnu Mange, som vare Øievidne dertil, og den Tids Blade ere fulde af disse blodige Scener. Grusomheden var paa den engelske Regjerings Side, der uretfærdigen og lumskt befalede Kjøbenhavns Bombardement, men ikke paa dens Redskabers, der paa krigersk Viis udførte den grusomme Befaling. Vi indskrænke os kun til den Bemærkning, at Kathedralkirken tilligemed 305 Gaarde og Huse afbrændte, 1200 andre Huse beskadigedes mere og mindre; store Forraad af alle Slags, herlige Bibliotheker og Konstsamlinger, og flere Kostbarheder gik op i Lue; 1100 af Stadens Forsvarere og dens Indbyggere dræbtes under Byens Forsvar og under Bombardementet, eller døde af dens Følger, 800 qvæstedes, og flere tusinde FamilierDisse Tal kunne efter deres Natur ikke være nøiagtige; men Antallet er vift ikke for stort, da mange Individer sporløst forsvandt. vankede mellem hverandre paa Gader og Stræder, for en kort Tid huusvilde. Der vare faa Familier, som jo havde en Død, en Saaret, eller et Velfærds-Tab at beklage. Imidlertid herskede der ingenlunde den 60Modløshed i den bestormede Stad, som man under saa sørgelige Omstændigheder skulde formode. Almindelig Ulykke giver gjensidigt Mod. Alle vare beskjæftigede med at slukke, redde og opmuntre hverandre indbyrdes, og der hørtes mere Forbittrelse over den grusomme Fiendes Voldsomhed, end Jammer og Klage over den overhængende Fare. Det var blevet et Slags Studium at granske Bombernes Flugt og undgaae Nærheden af deres Explosion. Kun de Huse opfyldtes med Sorg, som havde en Frænde eller Ven at begræde, – Velfærds-Tab ringeagtedes aldeles. Efter 3 Dages Vaagen, Arbeide og uafbrudt Anstrengelse for at afværge den værste Fare hensank den hele By, som ei var stillet paa Vagt, efterat Bombardementet var endt, i en dyb Slummer, og opvaagnede til sørgeligere Betragtninger, end under Bombardementet selv vare anstillede. Efter Vaabenstilstandens Afslutning besøgtes Hovedstaden i al Fredelighed af den fiendtlige Hærs Krigsmænd, og Venner og Fiender blandede sig med hverandre paa Kjøbenhavns Gader; men ved alle Leiligheder vistes Englænderne, baade af den bedre Deel af Indbyggerne og af Pøbelen, at de vare uvelkomne Gjæster. Forbittrelse og Haan læstes i mange Danskes Ansigter ved Mødet med de Engelske.For ikke at nedstige i en alt for vidtløftig Detail, der ei vilde passe til denne Beskrivelse, have vi i Bilag No. 6 tilføiet et Øievidnes Beretning om dette Bombardement. Flere af disse følte den Danmark af den engelske Regjering tilføiede Vold, og taalte roligen denne Adfærd.

Capitulationen satte England i Besiddelse af Danmarks Flaade, som havde tjent det til Paaskud for denne blodige Krig. Admiral Bille foreslog at tilintetgjøre Flaaden, og Danmarks 61Kronprinds afsendte en Officier, Lieutenant Steffens, over Bæltet for at befale dens Ødelæggelse;Kronprindsens Brev til Peymann findes i Bilag No. 7. men Peymann vovede ikke at udsætte Byen for ny Fare ved Branden, og at forbittre end mere den vrede Fiende. Da Billes Raad blev forkastet, nægtede han at underskrive Capitulationen. Steffens naaede ikke Kjøbenhavn, før Capitulationen allerede var afsluttet. Saaledes faldt i Englændernes Hænder 18 Linieskibe, 15 Fregatter, 6 Brigger, 25 Kanonbaade. Et Par paa Stabelen staaende Linieskibe bleve ophugne og fordærvede. Med Flaaden skulde alt dertil hørende Sømandsgods (naval stores) udleveres; men det er næsten utroligt, til hvilken Lavhed Fienden nedlod sig under denne Plyndring. Hædersmanden, Capitain, siden Commandeur, Rosenvinge, som fra dansk Side skulde overgive Rovet, klagede over, at Englænderne toge Haandværkernes Redskaber, private Eiendomme, som tildeels tilhørte Mandskabet, tildeels Borgere i Byen, ja de forsmaaede end ikke Døre, Vinduer, Ovne med det mindste Tilbehør, selv Kirkens Sølvtøi, chirurgiske Instrumenter o.s.v.Den engelske Flag-Capitain, Sir Home Popham, om hvem en engelsk Journal sagde, «at han kunde plyndre en Fiendes Dok paa den fuldstændigste og meest scientifiske Maade», beskyldte Rosenvinge for at han havde skjult flere Magasiner paa Holmen. Rosenvinge fordrede Popham paa Pistoler, men efter Admiral Hoods Mægling bilagdes Sagen saaledes, at Popham gjorde en offentlig Avologi i flere engelske og danske Officierers Nærværelse, og tilbagekaldte sine Udtryk. Der fattedes ikke paa Vidner fra begge Mariner, da Popham var lige forhadt i dem begge. See Archiv for Søevæsenet, redigeret af Dahlerup, 9de Bind Pag. 186. Rosenvinge, Forfatterens Svoger, talede ofte med ham med Harme om Englændernes Færd ved denne Leilighed, og om hans smertelige Følelser ved denne Udlevering. Kun enkelte 62Ting undgik Fiendens Opmærksomhed, ligesom Dokken selv, denne dyrebare Stammemoder til saa mange kostbare Flaader, blev uskadt, og kom snart igjen i Virksomhed ved Tilflydelse fra Danmarks store Egeskove, deels ved Gaver deels ved Salg. Dette Ran af den herlige Flaade udbredte i øvrigt stor Kummer over begge Riger, og der fandtes kun liden Trøst i de offentlige Blades Hentydning paa enkelte Perioder i Danmarks Historie, da dets Flaade havde været i ligesaa slet Tilstand som dengang.

Indskibningen af Holmens Effecter begyndte den 12te October og endte den 20de, men paa Hjemreisen overfaldtes den engelske Flaade af Storm, der opslugede en Deel af Rovet. Den danske Flaade modtoges af den engelske Folkehob med Taushed, uden at Seierherrerne hilsedes med de sædvanlige Jubelraab; Folket følte at denne Seier var ingen Heltedaad, og i de engelske Blade læste man Bitterheder mod det engelske Ministerium. Om Englændernes Opførsel i Sjælland læses forskjellige Domme, men i Almindelighed maa det vel tilstaaes, at de som Fiender, paa nogle enkelte Officierer nær, ikke viiste nogen grusom Adfærd. Flag-Capitainen, Sir Home Popham, anføres sædvanligen som et villigt og grusomt Redskab for det engelske Ministeriums Voldsfærd. Hans Valgsprog var: Ild og Sværd; og ved hans Side stode nogle enkelte Krigsmænd, der vare ham lige i Tænkemaade. Derimod nævnes de engelske Generaler Burrard, Baird og Warde, de tydske Generaler Linsingen og v. d. Duken og Admiral Hood selv, som humane Mænd, der stræbte efter at overholde Orden og Krigstugt, og paa den mildeste Maade at udføre grusomme Beslutninger. En af Forfatterens Venner, Slotsforvalter Vogt, i hvis Huus engelske Officierer gik ud og ind i Beleiringstiden 63og som bidrog meget til, at der af Fienden viistes Skaansomhed mod Frederiksbergs-Slot og Omegnen, har forsikkret ham, at Englænderne vare, som Fiender, lettere at tilfredsstille og viiste sig mere eftergivende, end Franskmændene siden, da de som Venner og Allierede indqvarteredes paa Frederiksbergs-Slot. Især kunde han ikke noksom rose Chefen for det hannoveranske Corps, General Linsingen, som med blødende Hjerte udførte Englands haarde Beslutninger mod Danmark.

Danmark opfyldte troligen sine ved Capitulationen indgangne Forpligtelser, og det engelske Ministerium skammede sig ved at drive sin fiendtlige Forfølgelse videre; den engelske Krigsmagt rømmede Sjælland og afseilede i October. Kronprindsen kom til Kjøbenhavn i November, og lod General Peymann tilligemed dem, der havde underskrevet Capitulationen, sætte under Krigsret. Men Peymann havde den almindelige Mening for sig, at Kjøbenhavns Forsvar mod en saa overlegen Fiende var umulig, og den haarde Fremfærd mod ham, Bilefeldt og Gjedde, betragtedes almindeligen som en Udsoning for en Brøde, der af en høiere Haand var begaaet. Kronprindsens Flugt fra Kjøbenhavn ansaaes som et Misgreb; Grunden hertil indsaaes ikke af Folket, og Daddelen derfor udslettedes ikke ved den haarde Dom, som Krigsretten fældede over Peymann og hans Fæller i Capitulationsraadet. – Forsaavidt havde nu England opnaaet sin Hensigt, at den danske Flaade var kommen i dets Hænder, og kunde ikke mere falde i Napoleons Vold; men det lykkedes ikke det engelske Cabinet at rive Danmark løs fra sin forrige Forbindelse, der styrkedes ved Englændernes Voldsfærd, uagtet det engelske Ministerium hverken sparede paa Løfter eller Trudsler i den Henseende.

I Norge opvakte denne sørgelige Begivenbed en større 64Skræk, og en mere almindelig Deeltagelse, end maaskee i Danmark selv; thi Ulykkens fjærne Tilskuere bevæges ofte ved Medfølelsen dybere end de, som umiddelbart rammes af dens Slag, eller ere Vidner til de ulykkelige Begivenheders Række. Kampen selv sløver enhver anden Følelse. Da den store Flaade, den største, der maaskee nogensinde er seet samlet paa Kattegattets Høider, mod Slutningen af Juli gled forbi Norges Kyster, gjordes adskillige Gisninger om dens Bestemmelse. Dunkle og ubestemte Rygter, pegende mod Sandheden, vare i Omløb, og nogle af disse bares fra England og Norge til Danmark, ligesom og Danmarks Regjering derpaa blev gjort opmærksom.I Bilag No. 8 er anført Beviis for at den engelske Consul Wolf i London underrettede baade den danske Legationssecretair i London, Rist, og Oekonomi- og Commerce- Collegium om disse Rygter, men han blev ikke troet. At Danmark fra en anden Kant blev advaret om Faren, bekræfte hine ovenfor citerede Notitser af Hofmann. Han fortæller deri, at da han efter Kjøbenhavns Overgivelse besøgte den franske Legationssecretair Desaugere den yngre, fandt han ham i slet Lune, fordi den danske Regjering ikke havde villet fæste Lid til den Forsikkring, som den franske Legation i Kjøbenhavn havde, efter Napoleons Befaling, givet den danske Regjering, at den engelske Expedition var bestemt til Kjøbenhavn. «Os har man ei villet tro, sagde han, derimod en anden Nations Minister, som ei vil Danmarks Vel.» Strax efter traf Hofmann ved Overfarten over Store Belt Greve Bernstorf, som yttrede: «ja, mein Lieber, Wir haben es von der Seite nicht erwartet.» Men Rygtet ændsedes ikke, og det paastodes, at Regjeringen var vel underrettet om denne Flaades Bestemmelse. Den danske Kronprinds, trofast i sin Politik, sikker ved sin ærlige, tillidsfulde og venskabelige Færd mod England, forskjød enhver Tanke om Englands Fiendskab, og Sagnet naaede 65vel ikke i nogen paalidelig Form Kronprindsens Hof, hvor der legedes med en selvgjort Krig ved Dørtærskelen af en blodig og ødelæggende Feide. Da Efterretningen om Krigens Udbrud og Hovedstadens Fare overbragtes til Norge, udbredtes Skræk og deeltagende Kummer over det ganske Land, og med Sandhed kan det siges, at Tanken svævede meer over lidende Statsfrænder end over egen forestaaende Nød, der visseligen snart teede sig i en rædsom Skikkelse. England, som havde besluttet Krigen mod Danmark længe før den ved Feidebrev erklæredes, anticiperede de fiendtlige Foranstaltninger, som sædvanligen ledsage Krigens Udbrud. Der blev lagt Embargo paa alle danske og norske Skibe paa samme Tid som Flaaden afgik til Østersøen, og mangfoldige vare i Sandhed de fra uskyldige Mænd røvede Skibe og Varer, som paa denne Maade faldt i den ubekjendte Fiendes Hænder. Krigen udbrød i Seiladsens bedste Aarstid, da norske Skibe fyldte de engelske Havne, medens engelske Vimpler sjeldent saaes vaje i norske Havne; thi Trælasthandelen med England dreves fast udelukkende med norske Skibe. Hvo blandt dem, der oplevede hiin Tid, erindrer ikke med hvilken Glæde ethvert hjemkommet Skib modtoges af Reder og Mandskabets Frænder! Det betragtedes som en Skjebnens Gave under den almindelige Opbringelse. Der fattedes heller ikke paa overdrevne Rygter om Englændernes Angreb paa vore Kyster og i vore Havne.Forfatteren befandt sig ved Krigens Udbrud i en afsides Fjeldegn i Thelemarken, og de besynderligste Rygter om engelsk Voldsomhed bares ham der for Øre og fremskyndede hans Hjemreise. Man tiltroede den Fiende Alt, som voldeligen i den dybeste Fred angreb Rigernes Hovedstad. Mange af de forskrækkede Indbyggere af Kyststæderne, 66og Beboerne af Norges Havstrand flyttede deres mindste Effecter, indtil nedrevne Ovne, ind i det dybe Land; men de bragte dem snart tilbage, da den første Skræk var overvunden. Uvished om danske Brødres Skjebne i Hovedstaden forøgede meget disse Ængstelser. Efterat den engelske Landgang paa Sjællands Kyst var bevirket, afbrødes Postgangen imellem Danmark og Norge, og løse og ubestemte Rygter fløi om i Landet, der snart nedsloge snart opløftede det ængstede Gemyt. Snart havde en Afdeling af den danske Armee slaaet sig igjennem den engelske Linie og undsat den ulykkelige Hovedstad, snart havde et seierrigt Udfald fra den beleirede Stad jaget Fienden fra dens Omraade, snart stod Hovedstaden i Lue, og Deeltagelsen bevægedes hid og did af disse forskjellige Rygter. Reisende, som ukjendte for hverandre mødtes paa Landeveien, standsede og meddeelte hverandre den Nyhed eller det Rygte, de vidste og havde hørt, og først efter Meddelelsen sluttedes det nye Bekjendtskab.Paa en Reise til Christiania i de Dage gjorde Forfatteren paa den Maade en Række af nye Bekjendtskaber. Fælles Deeltagelse skabte Fortrolighed som paa en farlig Reise. Omsider aabnedes Postens Gang, og de første Efterretninger fra Broderlandet bare Sorgens og Ulykkens Farve. Hovedstaden var overgiven; Mord og Brand havde rammet den ulykkelige By; Flaaden, Statens herlige Juvel og bygget med Statscassens kostbareste Marv, skulde heel og holden overgives den grusomme Fiende. Da den Courer, som bragte dette Sorgens Budskab til Prindsen af Augustenborg, der dengang var commanderende General i Norge, foer igjennem Christiania, stimlede alle Byens Indbyggere til Prindsens Standqvarter, der laa i Byens Udkant; thi nu skulde 67Uvishedens og de løse Rygters Mørke adspredes, og Sandheden komme for Dagen. Rolig, men høist bevæget, oplæste Prindsen den ulykkessvangre Depesche, og tilføiede nogle Trøstens Ord, der skulde formilde den bittre Tidende. Men i dette Øieblik var Sjælen ikke aaben for Trøstegrunde; der var intet Hjerte, som jo med varm Deeltagelse slog det lidende Broderland imøde, ingen Normand, som jo følte den høieste Forbittrelse over Voldsmandens grusomme Færd. Tilhørerne adsplittedes tause for i Eensomhed at udgyde en Sorg, som ingen Vidner taaler, og mangen heed Taare flød den Dag i det stille Kammer. Ikke alene den firehundreaarige Forbindelse, der omslyngede begge Nationer, hævdede dengang sin Ret i sin høieste Fylde, men tusindfold vare de Frændskabs- og Venskabsbaand, som satte Deeltagelsen i en ængstelig Bevægelse. Fra alle Norges Kanter havde Reisende indfundet sig i Hovedstaden, deels for at søge det Hovedpunkt, hvorfra Visheden om Kjøbenhavns Skjebne kunde faaes, deels for at erfare, hvad der kunde tjene til en pludseligen lammet Virksombeds Tarv.Forfatteren befandt sig ogsaa i et saadant Ærende i Christiania. Disse Reisende vendte nu tilbage til deres Hjem i en ængstelig Forventning om hvad Posten vilde bringe om Frænders og Venners Skjebne i Hovedstaden. Imidlertid vare forholdsmæssigen Faa blandt Normændenes Frænder og Venner bleven et umiddelbart Offer for Ødelæggelsen.En Familiefader og Embedsmand i et af Collegierne, med hvem Forfatteren stod i nøie Forbindelse, forsvandt sporløs uden at der siden er opdaget Noget om ham. Flere af Forfatterens Venner og af hans Kones Familie bleve et Offer for Følgerne af Strabadser og Lidelser under Bombardementet. Det var mestendeels Krigere og Folk, der stode paa Vagt, eller af ringe Kaar, 68som intet Ly havde og ingen Anstalt kunde gjøre til deres Frelse, der savnedes. De øvrige Følger af denne ulykkelige Begivenhed udbredte sig over begge Riger, og visseligen ikke i mindre Grad over Norge end over Danmark. Hiint blev i Krigens Løb uendeligen mere lidende end dette; men Beskrivelsen derover tilhører følgende Blade.

I Norge ventedes strax efter Kjøbenhavns Bombardement et Efterspil af Erobringskrigen i Danmark, da tilfældigviis Orlogsskibene Lovise Augusta og Prinds Christian befandt sig i Christiansand. I denne Havn laa sædvanligen i Fredstid et Orlogsskib og en Fregat, og saaledes befandt sig nu ogsaa der Orlogsskibet Lovise Augusta, et Skib, som baade med Hensyn til Skrog og Takkelage var i en maadelig Tilstand og slet udstyret. Derimod befandtes formedelst tilfældige Omstændigheder ingen Fregat i Christiansand. Orlogsskibet Prinds Christian Frederik havde under Commandeur-Capitain Sneedorffs Commando gjort et Øvelsestogt i Nordføen med Cadetterne, og i dets Følge var Briggen Lougen som Tender.Blandt Officererne paa Prinds Christian var Sneedorff, Jessen, M. Bille, J. Krieger o. fl. Den 10de August løb Orlogsskibet Prinds Christian ind til Christiansand, hvor det blev aftaklet og halet ind paa Lovise Augustas Plads, der var bestemt at afgaae til Kjøbenhavn. Dette forhindredes kun ved et Tilfælde. Faa Timer før dette Skib skulde afgaae ankom nemlig til Christiansand Capitain L. Fabricius paa en Lystkutter, som af Kronprindsen hemmeligen var afsendt til Christiansand for at underrette om Tingenes Stilling, og som havde listet sig igjennem den engelske Flaade. Lovise Augusta fortsatte saaledes Touren, i Følge denne nye Ordre, til Fredriksværn, 69hvorhen Sneedorff lykkeligen kom med Cadetterne. Prinds Christian forblev derimod i Christiansand, og blev ved flydende Batterier, og siden ved Kanonbaades Ankomst sat i Stand til at modtage Fienden. Imidlertid gjorde Englænderne, i Følge Kjøbenhavns Capitulation og Flaadens Overgivelse, Fordring paa, at ogsaa Flotillen i Norge skulde overgives dem, og til den Ende nærmede Comodore Stopfort sig med en lille Eskadre Christiansand for at imodtage Orlogsskibet Prinds Christian. Svaret blev afslaaende, da Chefen, Capitain Jessen, ikke ansaa sig ved Capitulationen, der ikke engang var sanctioneret af Kronprindsen, bunden til at overgive sit Skib, og Commandantens Svar lød i samme Tone. Stopfort fandt sig ikke stærk nok til at erobre Skibet med Magt i dets vel forsvarede Stilling, og forlod Stationen. Det rygtedes imidlertid, at den engelske Eskadre paa sin Hjemreise fra Kjøbenhavn til England vilde gjøre et Forsøg paa med Magt at erobre den sidste Stump af den danske Marine, og Rygtet satte især Christiansands By i Skræk og Uro. Stiftamtmand Thygeson gjorde i den Anledning alvorlige Forestillinger til den commanderende General, som understøttedes kraftigen af Commandanten;For denne Opfordring har Thygesen maatte høre ilde af enkelte Medlemmer af Sø-Etaten; men det kan ikke fortænkes Stiftamtmanden, at han tænkte mere paa Byens Redning fra et Bombardements Rædsler, end paa Æren af en unyttig Modstand. men Prindsen, som erklærede sig formedelst Mangel paa Sømands-Indsigt mindre competent til at afgjøre, hvorvidt Jessen burde beordres at forlade Christiansand, henviiste Sagen til den i Frederiksværn nedsatte Commission. Denne bestod af Commandeur Sneedorff og Capitain J. S. Fabricius, og Resultatet af dens Forhandlinger blev, at Jessen afseilede 70til Frederiksværn den 29de September, og forenede sig der lykkeligen med Orlogsskibet Lovise Augusta. Men ikke heller der ansaaes Skibene i Sikkerhed, da Kronprindsen selv havde fæstet Lid til et Rygte, at en Eskadre af 7 Linieskibe var bestemt til at gjøre Forsøg mod Frederiksværn. Skibene afseilede saaledes til Frederiksstad, hvor de forbleve indtil de beordredes til at forføie sig til Kjøbenhavn, og paa Veien rense Farvandet for fiendtlige Krydsere, samt bemægtige sig en til England bestemt Convoiflaade. Den sidste Hensigt opnaaedes ikke, fordi Lovise Augustas slette Tilstand forsinkede og forhindrede Prinds Christians Operationer; men Skibene naaede lykkeligen Kjøbenhavns Red. Samme Aarsag tillod heller ikke at sende Lovise Augusta paa Krigstogt før det blev repareret; men Skibet Prinds Christian joges fra Togt til Togt i Østersøen og Nordsøen, indtil det i den første Deel af næste Aar gik sin ulykkelige Skjebne imøde.I oven for citerede Archiv for Søvæsenet findes i 11te og 12te Bind en interessant Afhandling om Linieskibet Prinds Christian Frederiks sidste Campagne i Aarene 1807 og 1808, hvortil henvises. Den Expedition, som Englænderne efter Rygtet skulde havt isinde mod Flotillen i Norge, gik ikke i Opfyldelse. Den hele engelske Flaade strøg i October forbi Høiden af Norge med sit Rov. Det engelske Ministerium gjorde netop paa den Tid, som det syntes, alvorligen meente Fredsforslag til Danmark, og fandt det maaskee betænkeligt ved en fortsat Grusomhed at forøge den Misnøie med Togtet til Kjøbenhavn, som gjenlød mangesteds i den engelske Nation.

Prinds Christian August overdrog, som commanderende General, Commandeur Sneedorff og Capitain J. S. Fabricius at træffe de fornødne Anstalter for Marinen til at forsyne 71Skibene med Proviant og Ammunition, besørge Kystforsvaret ved Kanonflotillens Organisation og tilveiebringe den fornødne Forbindelse imellem Rigerne for at befordre den høistvigtige Kornfart. Prindsen gav, som ovenfor berørt, disse Mænd i denne Henseende frie Hænder, og de rygtede i Sandhed deres Ærinde med Omhu og Humanitet. Sneedorff var vel øvet baade i at tale og at skrive, og Enhver, der nærmede sig ham maatte finde sig tilfredsstillet. J. S. Fabricius udmærkede sig ved den redeligste Omsorg for hvad der var under hans Hænder, en glødende Fædrelandskjærlighed og en stor Humanitet, og han forenede med disse Egenskaber en høi Grad af practisk Kundskab om den Sag, som var ham betroet. Det skyldes især hans Bekjendtskaber og den almindelige Agtelse, hvori han stod, at den lille Flotille blev forsynet med alt Fornødent paa en Tid, da Levnetsmidler overalt holdtes tilbage af Frygt for Fremtiden, ligesom og flere Kanonbaade efter hans Opmuntring leveredes til Flaaden.Forfatteren, som paa den Tid stod i flere Henseender i Forbindelse med denne Commission, taler her af egen Erfaring, men han er vist ikke den eneste Normand, der har den aarvaagne og humane Commission, saavelsom Frederiksværns Værftschef i agtet og kjærlig Erindring.

Saaledes blev Danmarks fast hundredaarige Fredstilstand sørgeligen afbrudt. Den retfærdige Historie vil indgrave denne Voldskrig som en mørk Plet paa Englands Saga-Tavle; men, Sandheden tro, vil den frikjende det engelske Folk, der i Almindelighed ikke bifaldt denne uretfærdige Krig. Hverken det engelske Folk, eller det daværende engelske Ministeriums Medlemmer kunde rose sig af denne Krigs Frugter. Flaaden fik England; men det lykkedes ikke at skille Danmark fra sine 72Allierede, og England fik en ny Fiende i en Nation, som mangenlund i sin neutrale Stilling havde understøttet Englands Handel. Af det daværende Ministeriums Medlemmer fik tvende en voldsom Død, den ene ved fremmed, den anden ved egen Haand, og et tredie Medlem viiste ved sin senere Færd, hvorlunde hans politiske Anskuelser forandredes og formildedes. Det engelske Folk bevidnede paa mange Maader sin Deeltagelse i Danmarks ulykkelige Skjebne og dets Erkjendelse af den voldsomme Behandling, som var det vederfaret. Nedenfor ville vi derpaa have Beviser at fremføre. De Krigens Aar, som ligge for os i de følgende Betragtninger, kunne ansees som Patientens og den Ulykkeliges Lidelses-Øieblikke. Langsomt hensnige sig Dage og Aar, og den Lidende glæder sig ved ethvert svundet Øieblik; thi dette vender i det Mindste ikke mere tilbage. Men Sygdom og Sorg er ofte i Forsynets Haand en Forberedelse til Sundhed og Forædling, og Mennesket finder ofte Stof til Erkjendtlighed i begge Slags Omvexlinger.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.