Ottende Capitel

I Fremstillingen af de norske Bergværkers Tilstand i Begyndelsen af dette Aarhundrede sætte vi med Føie øverst det Metal, der ikke alene er det ædleste blandt vore nordiske, men og det som frembyder de interessanteste Afvexlings-Perioder. De Beslutninger, som ere tagne om Sølvværkets Skjebne, af den forrige og den nærværende Regjering, vidne snart om dens Ugunst og Frygt for Tab, snart om dens store omsider realiserede Haab. Forfatteren agter ikke her at gjennemgaae denne Metal-Oldings Historie, der overspænder meer end to Aarhundreder, hvor interessant endog dette Mindeskrift om Fortidens Vildfarelser og Bergmands-Snillets lykkelige Anstrengelser maatte vorde paa Bergværkernes Saga-Tavle. Nogle af Nordens flittigste og lærdeste Oldgranskere i det henrundne Seculum have i den nordiske Histories ældre Arkiver omhyggeligen handlet herom, og et kort Uddrag deraf findes i Storthingsforhandlingerne.Storthingsforhandlingerne for 1824 No. 6 Pag. 49 ff. Det være nok at bemærke, at dette Sølvfeldt, som fra det første Anlæg indtil Aaret 1800 havde leveret til den omløbende Sølvmasse over 20 Millioner Sølvspecies, mod Slutningen af dette Aarhundrede befandt sig i sin for Statskassen meest ødelæggende Periode. Derhos viser Sølvværkets Historie, at Norges Sølver-Aarer oftere randt overflødigt, naar Statens Stilling krævede denne Rigdom, og at Bergstadens Virksomhed formedelst denne Indvirkning paa Statsvældet hævdede sin Ret til Nationens Understøttelse.

104Det forrige Seculum var endnu ikke aldeles udrundet, da den danske Regjerings Utaalmodighed over de stedse stigende Tilskud af Statscassen, i Bergmandssproget bekjendt under Navn af Zubus, fremkaldte forberedende Lovbud til Værkets Undergang. Siden 1768 havdes intet Overskud-Aar mere; men Statskassens aarlige Tilskud i de sidst forløbne Aar af det forrige Seculum nærmede sig til 200,000 Rdlr., og oversteeg endog denne Sum i enkelte af dette Seculums første Aar. Folkemængden paa Kongsberg i sin hele Omfang angaves til 11,000 Mennesker, hvoraf 5000 Arbeidere af alle Slags anvendtes i en høist ufordeelagtigt Grube- og Værks-Drift. Blandt den store Mængde af Arbeidsrum i Berget, som vare under Belæg, var der kun meget enkelte, som bare sine Udgifter, og endnu færre, der gave noget betydeligt Overskud. Det være sig nu, at Bestyrelsen ikke var i kraftige og indsigtsfulde Bergmænds Hænder, eller at Grubedriften da stod i den periodiske Afmagts-Tilstand, som saa ofte har nedtrykt denne Drift. Jo lettere Oversynet er for den nærværende Slægt, som i en lang Erfarings-Skole har med større Sikkerhed lært at løse Sølvbjergets Gaadeskrift, og at bedømme Fortidens Vildfarelse, jo forsigtigere maa vi være i at fælde Dom over hiin Tids uheldige Bergmænd. Vi ville nødigen kaste Skygge over et Navn, som nævnes med Agtelse i andre Henseender blandt sin Tids Naturkyndige, og hans Bestyrelses-Tid ligger desuden ikke indenfor Grændse-Linien af vor historiske Oversigt.Berghauptmand Brünniche behandledes ikke af den danske Regjering som en i Unaade falden Embedsmand; thi da han kom til Kjøbenhavn hædredes han med Titel og lønnedes med en god Pension. Saa meget er Vist, at der vel neppe 105gaves noget Tidspunkt i Sølvværkets Historie, hvori Bestyrelsen var mere uheldig, og mere vaklende i sine Planer, end det vi her behandle. I denne Periode staaer Granskeren ved Ruinerne af et Værk, over hvilket Tilintetgjørelsens Dom blev fældet, men i den chaotiske Masse var mangen beqvem Materie, som heldigen kunde benyttes til at skabe en ny Sølvdrift. Lykkeligviis har Nationen stedse havt en vis Forkjærlighed for den gamle Sølvgubbe paa Kongsberg; den har fulgt denne Drift med en særegen Deeltagelse, og hvor ofte Udbyttet har skuffet Nationens Forhaabninger, er den sidste Gnist af Bergmandshaab aldrig bleven slukket. Sølvværket har ikke heller gjort sig denne Tillid uværdig, om der endog blot tages Hensyn til Værkets oekonomiske Indflydelse paa Statsvældet, uden at beregne den Anledning, som det giver til interessante Bergmands-Undersøgelser, og Anvendelse af Bergværksdriftens Hjælpemidler. Thi naar vi afsondre de Udgifter paa Kongsberg, som ere Bergværksdriften uvedkommende, uden endog at lægge stor Vægt paa de ved Driften selv begangne Vildfarelser, saa maa Kongsbergs Sølvværk i sin Afregning med Statskassen have Fordelen paa sin Side i sin General-Ballance.

Imidlertid kan det ikke nægtes, at Værkets Tilstand i Begyndelsen af dette Aarhundrede var betænkelig. I Aaret 1799 var Grube-Belægget allene 1800 Mand, Udbyttet af Gruberne 9677 Mark Sølv, alle Sølvværkets Indtægter 156000 Rdlr., og Aarets Zubus 174,000 Rdlr. Man sammenligne dette sørgelige Resultat med hvilketsomhelst af de seneste 10 Aar af den nye Drift,Efter 1830. og man vil finde næsten det tredobbelte Udbytte 106af Sølv med mindre end 1/10 Deel af Grube-Arbeidere, og man vil kunne forklare sig Forskjellen mellem Bergmandens Forhaabninger da og nu. Dertil kommer, at der paa den Tid, da Sølvværket nedlagdes, vare meget ufordeelagtige Begreber i Omløb om Bergmandshaabet for Fremtiden, grundet paa en feilagtig Anskuelse af Grubernes Forhold paa et stort Dyb. Nogle af de videnskabelige Bergmænd, som ansaaes for den Tids indsigtsfuldeste Theoretikere, troede at Sølvet tabte sin Mægtighed paa et stort Dyb og omsider forsvandt.

Vi finde det saaledes baade naturligt og overeensstemmende med Klogskab, at der i Aaret 1799 ved et Rescript af 12te Juni besluttedes en Indskrænkning i Værkets Drift: «i Hensyn» som det hedder i Rescriptet «til Sølvværkets betydelige aarlige Zubus, som Kongens Casse ikke længere kan udholde». I dette Rescript gjordes nogle foreløbige Foranstaltninger til at standse Sølvværkets Drift; men disse opfyldte ikke Lovgivernes Hensigt. Sølvproductionen voxede vel et Par Aar, og forøgedes 1801 til 12000 Mark, uden at dog Statens Tilskud formindskedes; men siden aftog den igjen, indtil Productet 1804 var faldet til 5666 Mark, og Statens Tilskud voxet til 204,000 Rdlr. Da besluttede Danmarks Kronprinds, der styrede Riget i sin svagsindede kongelige Faders Sted, Værkets totale Nedlæggelse. Nogle enkelte Medlemmer af Rentekammeret, som hævede deres Stemme i denne Fordømmelses-Tribunal, for at bevirke et partielt Liv i den uddøende Virksomhed, bleve ikke hørte. Nedlæggelses-Dommen fældedes utilbagekaldeligen. Maaden skede imidlertid med det milde og forsigtige Hensyn til alle Vedkommendes Rettigheder og Stilling, som udmærkede den danske Regjerings Statsraad, der, om den ikke altid var den statsklogeste, visseligen var den mildeste 107og retfærdigste. Alle legemssvage og alderstegne Medlemmer af dette store Bergsmand-Samfund, paa hvilket Trin deraf de end stode, afskedigedes med deres fulde Gage i Pension. De Arbeidere, hvis Kraft til at forsørge sig selv kun i en vis Grad var svækket, tilstodes 5 Aars Pension, og de som vare udstyrede med fuld Arbeidskraft erholdt et til to Aars Løn, under Forpligtelse til at bevise deres Indtrædelse i en anden Næringsvei. For at fremtvinge disse afviste men næringsløse Arbeideres Overgang til en anden Arbeidsstilling oprettedes et Pioner-Corps, hvori alle Personer af denne Classe, som ikke til en bestemt Tid i andet Arbeide vare optagne, skulde indskrives. Alle Drengebørn, som vare anbragte i Sølvværkets Tjeneste, skulde sættes i Lære hos Haandværkere, eller opdrages til Søvæsenet, og visse Fordele tilflyde dem, der paatoge sig Opdragelsens Byrde. Kort Lovbudets Bestemmelse sørgede for, at der aabnedes den afskedigede Bergmand og hans Børn Udsigt til en anstændig Forsørgelse i en anden Stilling. Men uagtet denne Lovgiverens menneskekjærlige og forsigtige Fremfærd opfyldtes ingenlunde hans Hensigt, at forebygge Nød, og fremlede en anden Slags Arbeidsomhed. En berømt tydsk Reisebeskriver, som besøgte Norden i Aarene 1806 og 1807, Professor Hausmann, giver et mørkt Billede af Kongsberg strax efter Nedlæggelsen. Bergstadens hele Physiognomi bar, i Følge denne Beskrivelse, Spor af den Modløshed og virkelige Nød, som Indbyggernes næringsløse Tilstand, og alle Eiendommes formedelst Nedlæggelsen faldne Værd maatte frembringe, foruden den Kummer, som den pludselige Afbrydelse af en Virksomhed, hvori hele Omegnens Interesse concentrerede sig, maatte forvolde.Et lignende Billede have de Reisende i øvrigt fast til alle Tider kunnet udkaste over Kongsberg. Kongsbergs Gader have stedse været opfyldte med gamle og svage Pensionister af begge Kjøn, som have bestormet den Reisendes Pung, og formørket hans Begreber om Byens Stilling.

108De fra Bergstaden bortviste Arbeidere udspredte sig over det ganske Land; men de vare intetsteds velkomne, uagtet den sydlige Deel af Norge, under Handelens, Skibsfartens og Trælast-Udskibningens blomstrende Tilstand, visseligen paa den Tid tiltrængte Arbeidsklassens Udvidelse, og med Lethed havde kunnet beskjæftige den omvankende Skare. Den søgte naturligviis nærmest til Jernværkerne, hvor de kunde finde Arbeide beslægtet med den kjære Syssel, de havde forladt, og hvis fordeelagtige Stilling paa den Tid tillod at udvide deres Bergværksdrift. Men Sølvværkets Bergmænd vare ikke vante til den stadige og vedholdende Arbeidsomhed, som finder Sted ved den private Bergværksdrift. Den korte Anfaringstid i Sølvværkets Gruber, Arbeidets Afbrydelse i hele Arbeidsdage af Ugen, gjorde dem, meer end nogen uordentligt Vandel, uskikkede til den andensteds indførte Arbeids-Orden. De kom saaledes i et Slags Udraab paa Jernværkerne og i Østlandets Arbeidsklasse, og den bortvandrede Skare af Bergmænd, som forlode Bergstaden med friske Kræfter, udstyrede med Midler til at ernære dem selv under den første Lediggang, fik faa Steder en stadig Næring, og saare faa optoges i fast Stilling nogensteds. Saasnart derfor Landets Stilling forandrede sig under en ødelæggende Krig og standsede Næringsveie, vare disse løse Arbeidere de første som gaves Afsked, og som af Fattigvæsenets respective Forstandere tilbagesendtes til den store Bergværks-Commune, hvorfra de udsendtes. Saaledes tilintetgjordes strax i Begyndelsen Lovgiverens menneskekjærlige 109Hensigt, og Fattigvæsenet paa Kongsberg frembød saa mange Forviklinger, at allerede den 31te October 1806 en kongelig Resolution ansaaes fornøden til deri at frembringe Orden. Vi ville senere faa at see, hvorlunde ogsaa denne Fattigplan, der skulde raade Bod paa et ulægeligt Onde, forrykkedes og kuldkastedes under uheldige Tids-Conjunkturer.

Medlemmerne af den Commission, som skulde iværksætte Sølværkets totale Nedlæggelse, forsaavidt Statens Bergværksdrift angik, var lidet skikket til at bevirke en Forandring i det peremtoriske Bud, om Saadant havde været muligt. Rentekammerets Embedsmand, Kammerjunker Kaas, siden Baron Kaas-Lehn, var visseligen en Mand af et redeligt Sind som Embedsmand, og han havde i flere Aar lagt sig efter Bergvidenskaben, som han i Sachsen havde studeret. Men han var en Discipel af den Vernerske Skole, aldeles ubekjendt med de kongsbergske Gruber, og med Sølvværkets Forhold, og lidet skikket til at sætte sig ind i dem. Desuden gjorde han nødig denne Reise til Norden paa den Tid, da han just var paa Veien at gaae ind i en anden Stilling, og indtræde i et ham kjært Familie-Forhold. Sagens hurtigste Afgjørelse var ham derfore den kjæreste, og dertil fandt han god Anledning i det peremtoriske Bud. Commissionens første Medlem, Grev Gebhard Moltke, Stiftamtmand i Agershuus Stift, var aldeles blottet for al Indsigt i Bergvæsenet, og i sit milde og menneskelige Sind var han mere betænkt paa at formilde Opløsningens bittre Følger for alle private Vedkommende, end paa at gjøre Resultatet af denne Opløsning gavnlig for Staten. De fra Kongsberg tilforordnede Bergkyndige havde hver for sig et berømmeligt Navn som praktiske og theoretiske Bergmænd; men deres Stemme havde vel liden 110Vægt i Commissionen. Desuden var den hele Commission besjælet af Ærefrygt for det bestemte Tilintetgjørelses-Bud i det udstedte Commissorium, og de prøvede ikke paa en Modstand, hvis frimodige Yttringer endnu ei understøttedes af Tidens Aand, og hvis Unytte laa klart for Dagen i den kongelige Beslutnings bestemte Udtryk. Saaledes gjordes intet Forsøg paa at afværge Sølvværkets Undergang ved nogensomhelst Mod-Forestilling. Nedlæggelsen af Sølvværksdriften paa Kongsberg for Statens Regning besluttedes utilbagekaldeligen. Vi fæste ikke Lid til de Rygter, som paa den Tid vare i Omløb, at Enkeltes egennyttige Planer og Forhaabning om at gjøre sig de sammenfaldne Ruiner nyttige, fremskyndede Nedlæggelsen. Denne var bestemt, og det maatte være tilladt for Private og ønskeligt for Staten, at det af Staten Forladte benyttedes med Fordeel. Imidlertid berigede denne Efterhøst ikke sin Mand.

Men var Beslutningen overilet, og for Bergstadens Interesse fordærvelig, saa var og Nedlæggelsesmaaden letsindig, og for al mulig Drift i Fremtiden ødelæggende. Ogsaa herover fører Hausmann, der besøgte Kongsberg strax efter Sølvværkets Nedlæggelse, bittre og velgrundede Klager. «Man har, siger han, ikke indstillet Værket, men ødelagt det; man har tilintetgjort hvad man kunde, og hvad der ei kunde tilintetgjøres, blev givet til Priis for et forarmet Folks tyvagtige Hænder.» Pumpe- og Opfordrings-Maskiner, Grubebygninger, Materialier, indtil Jern hvormed Maskiner og Redskaber var beslaaet, solgtes for en Spotpriis, og det var, som om man vilde lukke Døren til alle Forvildelser paa et Værk, hvis Drift omsider var bleven saa ødelæggende for Staten, endskjønt dets slette Tilstand mere var en Følge af Uvidenhed 111og uhensigtsmæssig Bestyrelse, end af en indvortes Armod. Lykkeligviis gaves der Indretninger, af Fortiden byggede ligesom for Evigheden, der ei kunde ødelægges, og paa hvilke en fordelagtigere Drift i Fremtiden kunde grundfæstes.Dertil hører de kostbare Vandledninger, der saa meget have understøttet den nye Drift.

Kun tvende Gruber undtoges fra den almindelige Ødelæggelse, fordi de gave Haab om at bære de paa dem anvendte Omkostninger. Den ene, Juliane-Marie Gruben, forbeholdt Staten sin egen umiddelbare Drift, fordi den paa den Tid gav et stort Udbytte.Den gav 1805 2812 Mark gedigent Sølv, 1490 Mark Middelerts, og 39 Tønder Scheiderts med 50 Mands Belæg. Paa intet Værk ere historiske Beretninger om Fordums Udbytte vigtigere end paa Kongsberg, thi under Sølvets periodiske Forekommende endog paa store Dyb tabes ikke Haabet om et rigt Udbytte efter en Armods-Tid. Men ogsaa denne fordelagtige Drift tabte sig snart, og opfyldte ikke det givne Haab. De tvende andre, norske Løve og Justitsgruben, dreves for privat Regning; men den Sidstes bergmæssige Drift hindredes formedelst dens Nærhed med Armen-Grube, der var opgaaet med Vand, som ved Driftens Fortsættelse i Justitsgruben kunde trænge derind. Desuden bleve ogsaa nogle Pukværker drevne for Privatregning. Meningen om Udbyttet af disse forskjellige Drifter, der tildeels vare i de bergkyndigste Mænds Hænder, er forskjellig, i det Nogle troe, at i det mindste en Deel af disse Drifter var høist fordelagtig, medens andre derimod ikke vare af den Mening. Der har ingen udvortes Rigdomstegn hos disse Participantere i den private Bergværksdrift viist sig, men vist er det, at Grubedriften skede tildeels uforsvarligen, i det den behandledes som en Rovdrift, og Pukværkernes udvaskede 112Slam udlededes i de aabne Gruberum. Store Hindringer lagdes i Veien for al tilkommende Bergværksdrift, og endog det nyeste Anlæg, som i vor Tid er besluttet, vil føle Ulemper af denne uforsvarlige Fremgangsmaade. Misbrug forbundne med Sølvtyveri stege imidlertid til den Grad, at de opvakte Regjeringens Opmærksomhed; men saavidt vides, ledede Undersøgelsen ikke til noget Resultat, og begroves i større under den paafølgende Krig opkomne Statssorger. Kun Hyttedriften vedblev under Henklernes Bestyrelse en fordeelagtig Gang, som vedvarede endog under Krigen.

Ikke heldigere var Staten med Hensyn til de Indretninger, som plantedes paa Sølvværkets Grund, for at afløse den tilintetgjorte Sølvdrift. Der var adskillige Omstændigheder som henvendte Regjeringens Opmærksomhed paa Anlægget af et Jernværk, der paa den Tid var en af de fordelagtigste Virksomhedsarter, der fandtes i Norge. Danmarks Konge var i Besiddelse af Fritzø-Jernværk ved Laurvigen, Norges største og bedste Jernværk, hvortil hørte Landets største og haabefuldeste Grubefeldt, der indeholdt langt større Rigdom af de ypperste Malme, end som Værket selv indtil en fjærn Fremtid kunde opsmelte. Der blev saaledes opgivet, at et Qvantum af 8 a 10000de Tønder Malm kunde aarligen afgives til Kongsberg af Laurvigs Gruber uden Savn for Værket selv. I Følge et Skjøn af Sølvværkets daværende Oberforster, Capitaine Boeck, forsikkredes, at et Qvantum af 20000de Læster Kul uden Skovens Ødelæggelse kunde tilveiebringes.Denne indsigtsfulde Forstmand erklærede i øvrigt siden, at han ved denne Paastand hverken havde taget Hensyn paa Sølvværkets Forbrug eller til Bergstadens Vedforsyning. 113Efter denne store Maalestok lagdes Jernværkets Grundvold, og Udførelsen betroedes en Mand, hvis Indsigt i Maskinvæsenet, mangesidige Talent og uegennyttige Færd bør skee sin Ret, ligesom og Fædrelandet stiller ham taknemligen iblandt de første og ivrigste Stiftere af den nye Sølvværksdrift; men som – af Aarsager, der ei bør tilregnes ham – havde ingen Held til en hensigtsmæssig Bestyrelse af de Anlæg, som i den omhandlede Tid betroedes hans Overbestyrelse. Den daværende Berghauptmand Brunnich gjorde vist nok i Anlæggets Begyndelse nogle kraftige Forestillinger imod dette Omfang, og paastod, at Skovkredsen omkring Kongsberg umuligen kunde afgive et saa betydeligt Qvantum. Men i Indstillingen angaaende dette Anlæg tilsidesattes al Modstand, og det stolte Haab gaves, at Anlægget skulde vise Norges øvrige Værker, hvorledes Jernværker i Norge med Held og Gavn for Nationen burde drives. Dette Løste gik imidlertid ikke i Opfyldelse. Som vi senere hen have at vise, faldt den hele Indretning, som kostede Staten henved 200,000 Rd., sammen, knust af Tiderne og mangehaande Vildfarelser, uden i nogen Henseende at have opfyldt de givne stolte Forhaabninger.

Ikke meer heldig var Staten i de øvrige Anlæg, som gjordes paa Kongsberg til at forsørge og passende beskjæftige den Deel af Bergstadens Indbyggere, som ikke vare i Stand til egen Forsørgelse. Den Kongelige Resolution af 31te October 1806 bestemte de Regler, hvorefter denne Forsørgelse skulde skee, efterat tvende af Omegnens Embedsmænd vare blevne tilforordnede den store Commission for at gjøre Forslag i denne Henseende. Efter Sagens Natur, og i den danske Regjerings milde Aand, optoges i denne Forsørgelses-Plan den store Hob af nødlidende og næringsløfe Indbyggere af 114Bergstaden, som i større eller mindre Grad tiltrængte Statens Hjælp. Antallet af de Fattige, som ved Værkets Nedlæggelse maatte understøttes, beløb sig til 1600. Flere Huusbygninger i Staden – thi efter Sølvværkets Nedlæggelse vare disse at faae for en Spotpriis – bleve bestemte til Arbeidshuse, i hvilke de Fattige sysselsattes med Haandarbeide. Da disse Arbeidere havde erholdt større Øvelse, indrettedes et Klædefabrik med Valkemølle og tilhørende Farveri. Imidlertid formindskedes ingenlunde derved Statens Udgifter, som vare i et bestandigt Stigende fra 1806 til 1813. De Fattiges Antal forøgedes naturligviis derved, at de afviiste Arbeidere, som nærmede sig Svaghedens Alder, eller af andre Aarsager vare blevne næringsløse, ved intet Fattigvæsen uden for Kongsberg domicilieredes, men vendte i Krigens Aar efterhaanden tilbage til det Sted, paa hvilket Forsørgelsen hvilede, og som velvilligen modtoge den nødlidende Skare. Endelig fortærede 1811 en ulykkelig Ildsvaade den hele Arbeids-Anstalt med sine Beholdninger og Redskaber, og da reistes den store Manufactur-Colos, hvis Skjebne i et andet Tidsrum vil beskjæftige os. – I vort nærværende Tidsrum saaes saaledes paa Kongsberg intet Spor af den fordelagtige Virksomhed, som i samme Tid, fast uden Undtagelse, beskjæftigede det øvrige Land. Sølvværket var en sørgelig Afledning for andre rige Statsindtægter, og Staden selv fremstillede en næringsløs Armods kontrasterende Billede mod Landets øvrige muntre og livlige Virksomhed; men Forbedringssaften laa ved Bergmands-Virksomhedens Rod.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.