Bilag No. XII

Den danske Declaration af 29de Februar 1808 lød saaledes.

Den danske Regjering har med Taalmodighed oppebiet Virkningerne af de Bestræbelser, som Hoffet i Petersborg har anvendt for ved venskabelige Midler at bringe Sverige tilbage til den Interesse, som det har tilfælles med det hele Norden, og til de Grundsætninger, som udgjøre de første Led i dets Forbindelse med Rusland og Danmark. Da disse Bestræbelser bestemt ere mislykkede, befinder den danske Regjering sig sat mod Sverige i en Stilling, som ikke længer kunde tillade den at taale nogen Uvished i sine Forhold til det. Man kan ikke 428dølge sig hvad disse Forhold ere blevne til, siden et lumsk Angreb pludselig har udrevet Danmark fra den Bane, som det i en lang Række af Aar ikke har tilladt sig den mindste Afvigelse fra. Den af Storbrittanien mod et neutralt og fredeligt Land udøvede Voldsgjerning har bragt hele Europa til at gjenlyde af et eneste Harm-Raab, og man bestræbte sig fra alle Sider for at give den danske Regjering Beviis paa den meest levende Deeltagelse. Hoffet i Stockholm ene iagttog, trods de særegne Baand, der forenede det med det Kjøbenhavnske, en bestemt Taushed, og har omsider ikkun brudt den, for at fremføre de mindst retmæssige Klager, og meget ildegrundede Bebreidelser i Henseende til de Uleiligheder, som umiddelbart fulgte for det af Krigsbegivenhederne, saavelsom de Strengheds Forholdsregler, som den voldsomme Stilling, den danske Regjering paa engang saa sig bragt i, med Magt tvang den at antage, og som de Rænker og Drillerier (Traccasserier) uden Ende, de fra Sveriges Side have foraarsaget den, kun lidet egnede sig til at bringe den til at afstaae fra. Det danske Kabinet havde været meget forlegen med at forklare sig denne Adfærd af en Souverain, hvis Interesse, Grundsætninger og Følelser det havde ønsket at kunne betragte i lige Grad saarede af en Afskyelighed, der pludseligen har tændt Krigsluen i Norden, dersom det ikke snart havde havt Leilighed til at iagttage, at det Sindelag, der i denne Henseende har bestemt Kongen af Sveriges Beslutninger, langt fra ikke var Ligegyldighedens. Den forunderlige Redebonhed, hvormed denne Monark, adskillige Uger førend Stralsunds Overgivelse, har samtykket i den større Deel af den engelske Magts Afreise fra Pommern, hvor den ikke syntes at være ankommen uden for at oppebie Øieblikket, for at føres til Sjælland, og den Umage, hans svenske Majestæt 429gjorde sig for at underrette sin Nation om, at denne Gjenindskibning skede i Kraft af en Artikel i hans Convention med Storbrittanien, have givet de første Kjendetegn paa en lønlig Forstaaelse paa Danmarks Bekostning. Disse Kjendetegn forøgedes meget snart. Den danske Regjering er uvidende om Beskaffenheden af de Tjenester og de Understøttelser, som dens Fiender have faaet i Sveriges Havne; men den har følt dens Virkninger paa en for den sørgelig Maade. Det Indtryk, som Forhold af hvert Slags og de uafbrudte Connexioner, som Englænderne ingen Vanskelighed fandt i at underholde med Sverige, maatte gjøre paa den danske Nation, er let at begribe. Det kunde ikke blive ubemærket af Nogen, hvor meget Krænkende for Danmark der laa i den Glæde, Kongen af Sverige syntes at finde ved at være paa Kysten lige for Sundet personlig Vidne til alle de Uretfærdigheder og Forurettelser, der udøvedes mod dette Naboland, i de Smigrerier og de Udmærkelser uden Tal, der ødsledes paa Høvdingerne af den engelske Krigsmagt, i den Ære, disse paa deres Side ivrigen bestræbte sig for at bevidne deres Souverains Bundsforvant, og i de Agtelsesbeviser til Gunst for hans svenske Majestæt, som de danske Krigsskibe, bortførte med Magt fra Kjøbenhavns Havn, paa deres Fart igjennem Sundet maatte give endog under Kanonerne af den Fæstning, hvis Salutering var deres Pligt. Hvor lidet gunstigt det Lys var, hvori Samstødet af disse forskjellige Omstændigheder nødvendigen maatte sætte Kongen af Sveriges Sindelag mod den danske Regjering, vilde denne dog ikke bebreide sig, uden Grund at have overdrevet de sandsynlige Aarsager til Klage, som det Stockholmske Hof, langt fra at bestræbe sig fra at bortfjærne, meget mere syntes at arbeide paa at frembringe, nære og bestyrke ved Alt, hvad der kunde 430staae i dens Magt. Men det blev snart Andet end simple Sandsynligheder. Den engelske Regjering var den første, der opdagede Danmark hans svenske Majestæts fiendtlige Sindelag. Europa kjender allerede de Forklaringer, som denne Angivelse har foranlediget mellem Danmark og Sverige. Man har seet, at Kongen af Sverige, opfordret paa den meest aabenhjertige og venskabelige Maade til at forklare sig over denne Gjenstand, har begyndt med at ville undgaae denne Nødvendighed, og at hans Majestæt, endnu mere trængende opfordret, har endt med at give et skjævt, tvetydigt og fornærmeligt Svar. Da dette Svar imidlertid syntes at indeholde en vis Usandheds Beskyldning mod England, lod den danske Regjering sig for Øieblikket nøie dermed, og troede at burde skjule sine billige Klagegrunde mod Sverige under det Haab, at dette, oplyst om sit sande Tarv, og modent overveiende Følgerne af sine Beslutninger, vilde ende med at føie sig efter de Forestillinger, som Hoffet i Petersburg har gjort det med ligesaa megen Skaansel som Taalmodighed, for at formaae det til at afstaae fra sine Forbindelser med Storbrittanien, som aabenbart ere blevne unyttige og ufordragelige med Nordens Rolighed, og især med Danmarks Sikkerhed.

Den danske Regjering kjender kun meget ufuldkomment Beskaffenheden af de Forbindelser, Sverige har indgaaet med England. Men hvilken end Gjenstanden, hvilket end Øiemedet for samme imidlertid er, vilde ingen bedre end den vidst at indsee, eller agte den Modbydelighed, som hans svenske Majestæt undlod at vise de indgangne Forbindelser. Men Kabinettet i Kjøbenhavn er ikke uvidende om, at den svenske Regjering selv er kommen overeens om, at den for dens Forpligtelser bestemte Tid er ganske nyligen udløben, og efterat Cabinettet 431i St. James har aflagt Masken i hele Europas Aasyn, og det havde været en Fornærmelse mod det Stockholmske Hof at formode, at det i nærværende Tidspunkt vilde indgaae nye Forbindelser med en Magt, der har anvendt Alt for at gjøre det kjed deraf, og som har givet det de retmæssigste Bevæggrunde til at bryde sine Forbindelser med den.Forfatteren har fulgt den trykte Declaration, som han har havt for sig, endskjønt dens Udtryk baade her og andetsteds er utydelig og ei godt valgte. Den har været skrevet paa fransk og er slet oversat. I Sandhed har man kunnet glemme i Stockholm, at England har opofret sine Allierede, den ene efter den anden, med blot Hensyn til sin troløse Egoisme, og at det, efter længe at have bedraget og misledet Sverige ved falske Løvter, omsider kun har sendt det seen Undsætning for at lade dets Uheld gjøre end større Opsigt? Har den svenske Regjering da ikke virkeligen følt, at den, krænket eller forraadet ved de Communicationer, som det brittiske Ministerium har gjort Danmark, seer sig udsat (compromis) af sin Bundsforvant i hele Europas Øine? Kunde denne Regjering virkeligen dølge sig, at den i Sundet udøvede Vold, at Østersøens Krænkelse, at en Brand kastet med grum Haand ind i Norden, vilde æske af de fornærmede, krænkede eller truede Magter en Modstand, som ufortøvet og nødvendig vilde bringe Sverige i det Alternativ, enten at medvirke til det fornærmede Nordens Forsvar og Hevn, eller at afsværge sin meest aabenbare Tarv, sine ældste Grundsærtninger, og sine lovligste Rettigheder, for at gjøre sig til et blindt Redskab for en Regjerings rasende Hensigter, der har vovet at gjøre Angreb paa de første Grundvolde for de nordiske Magters Sikkerhed, Velfærd og Værdighed? Kunde disse Betragtninger vel opveies 432af den usle Fordeel af Subsidier, for hvis Priis det londonske Kabinet bestandig viser sig redebont at kjøbe Allierede, som det paastaaer netop derved at forbeholde sig Ret til at behandle som Leiesvende?

Da Kongen af Sveriges Beslutninger imidlertid have skuffet hans Naboes sidste Forhaabninger, saa kan den paa sin Side ikke være tvivlraadig om at tage det Parti, som dens Sikkerhed, Nordens almindelige Tarv, dens Hengivenhed for Rusland, og Egenskaben af sin Forbindelse med denne Magt bydende foreskrive den.

I det Øieblik da Sjælland paa ny trues af en engelsk Magt, som allerede de svenske Havne tjene til Foreningspunkt, hvor Nordens Fiender ville forsikkre sig det stockholmske Hofs Afhængighed ved nye Penge-Understøttelser, hvor det engelske Ministeriums offentlige Taler noksom aabenbare de Forbindelsers Natur, der endnu existere eller ere fornyede imellem begge Magter, troer den danske Regjering sig berettiget til at foretrække en aabenbar Fiendskabs-Tilstand for prekaire og tvetydige Forhold til en Nabo, hvis Sindelag er blevet meer og meer mistænkeligt, og som den i lang Tid ikke har kunnet ansee for andet end en maskeret Fiende. Hans Majestæt Kongen af Danmark erklærer følgeligen, at Allerhøistsamme antager i det Hele Ruslands Beslutninger i Henseende til Sverige, og at hans Majestæt i Intet vil adskille sin Sag fra hans Majestæt Keiser Alexanders, hans ophøiede og tro Bundsforvant.

Givet i Kjøbenhavn den 29de Februar 1808.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.