Bilag No. XIII

433Paa denne danske Krigserklæring, gav det svenske Hof følgende Svar:

«Det danske Hof havde indgaaet et Forbund med Frankrige, gjort alle Forberedelser til franske Troppers Modtagelse i sit Land, samlet Førselsskibe i sine Havne, rustet Kjøbenhavn alt hvad det kunde for at dække et fransk Tog mod Sverige, da dette Hof tilsidst gjorde en Krigserklæring, hvori det anklager Sverige for at være Aarsag til dette Fredsbrud, paa Grund af at det ikke havde bevidnet Danmark nogen Sorg over dets Flaades Forliis, at det ikke vilde medvirke til at hevne denne Ydmygelse, og i Særdeleshed at det søgte Bistand i England mod et Anfald. Hans Majestæts Forhold til denne Magt laa indenfor Grændserne af en egentlig Fred. Intet Slags Forbund eller Overeenskomst afpælede nogen for begge Hofferne fælles politisk Bane; ogsaa syntes Danmark, da Sverige, Rusland og Preussen i Forening strede mod Frankrige, i Skyggen af sin Neutralitet at være en Ven af Alle. Vidne til dette System, og ved nogle i Aaret 1806 begjærte Oplysninger overtydet om Umulighed af heri at bevirke nogen for Sverige fordeelagtig Forandring, havde hans Majestæt ikke mere noget Haab om, at see den danske Sømagt nogensinde vorde ham nyttig. Efter Fredsslutningen i Tilsit havde man tværtimod al Aarsag til at frygte, at denne Styrke, ved Ruslands og Frankriges Indflydelse, engang kunde bruges mod Sverige, og hans Majestæt ansaa det derfor for passende at iagttage en dyb Taushed i Henseende til Begivenheder, som i forrige Efteraar fandt Sted i hans Nabolav, overladende til England og Fremtiden at retfærdiggjøre og dømme dem. Man skylder imidlertid Sandheden at erklære, at Hoffet i London ikke har anmodet 434Sverige om at deeltage i dette Tog, og ikke engang betroet det Kundskab herom før i Udførelsens Øieblik. Ogsaa skede ved denne Leilighed ikke mindste Bevægelse i Sverige. Den engelske Flaade kom og seilede bort, uden at løbe ind i nogen svensk Havn, og de Hjælpetropper, som indskibedes i Pommern, tilbageleveredes i Kraft af den Separat-Artikel i den Convention, som i den Anledning sluttedes i London den 17de Januar 1807, og som underhandledes, da der vist nok ikke var Spørgsmaal om dette Tog. Denne Artikel lyder saaledes: «Det er en fuldkommen Overeenskomst, at dersom uforudseete Omstændigheder skulde gjøre denne Conventions Formaal uudførlig, eller om hans storbrittaniske Majestæt skulde finde det fornødent at drage benævnte Tropper fra svensk Pommern, da skal denne Convention i ingen Henseende kunne hindre hans storbrittaniske Majestæt fra at give saadanne Befalinger, som han maatte ansee passende til videre Beskyttelse for disse Tropper, som nu stilles under hans svenske Majestæts Befalinger».

«Det engelske Hof har senere fuldkommen retfærdiggjort dette Foretagende, og hver Dags Erfaring retfærdiggjør det endnu mere. Talrige franske Armeer sætte sig fast i Nedresachsen og synes at have Noget i Sinde mod Norden. Endnu fandtes der Folkeslag at underkue. Havne at lukke, og Kræfter at anvende mod England. Disse Hære skulde, det koste hvad koste vilde, trænge ind i Norden; de havde i ethvert Tilfælde gjort det under hvad Paaskud der kunde optænkes; nu er hiint Anfald paa den danske Flaade bleven Løsen og Foreningsordet for hele Liguen. Det fortjener at anmærkes, at den danske Regjering, som allerede var omgiven af franske Tropper, styret, drevet, ja endog betalt af Frankrige, udgiver en Krigserklæring imod Sverige, uden engang at turde nævne den Magt, som 435leder dens Foretagender. Med Forlegenhed opsøger Danmark Grund og Ankeposter for at have Anseende af en egen Villie i denne Beslutning. Det anfører Sveriges Forestillinger mod de svenske Posters Standsning, som Ubehageligheder, da det, for at hindre den engelske Brevvexling, ei var istand til at lade disse Poster gaae frit igjennem Landet, saaledes som Tractaterne foreskrive, og tilstaaer at være uvilkaarligen tvunget til denne Fremgangsmaade. Det gjetter hans Majestæts Tanker, og indbilder sig at de ere fiendske, medens det allerede i adskillige Maaneder hemmeligen er kommet overeens om et Anfald paa Sverige. Det giver sig af med at dømme om dette Lands Interesse, medens det selv har overladt baade sin Interesse og sin Selvstændighed til fremmed Indflydelse. Det bebreider endeligen Sverige, at have beredt Forsvarsmidler ved en Subsidie-Traktat, medens det er betalt for en Angrebskrig, og bruger, ligesom af et Slags Forlegenhed, mod Sverige Ordet Leiesvende, hvilket den Regjering, som betaler Danmark, maaskee har havt den Haardhed at foreslaae.

Man bør ogsaa her give hans storbrittaniske Majestæt det fuldgrundede og høitidelige Vidnesbyrd, at han i alle sine Underhandlinger og Overeenskomster med Sverige aldrig har forlangt nogen angribende Forholdsregel eller Skridt, og aldrig villet andet end hvad der bestod med dette Riges Tryghed og Selvstændighed. Det seneste og meest overtydende Beviis herpaa er den Beredvillighed, hvormed den engelske Minister strax samtykkede i hans Kongl. Majestæts Forslag at frede Østersøen formedelst et formeligt Løfte, ikke at didsende noget Krigsskib, paa Vilkaar, som havde været nyttige og hædrende for hele Norden. I dette ene Forslag læse den danske Regjering den fuldkomneste Igjendrivelse af alle de Klagemaal, hvormed 436dens Manifest mod Sverige er opfyldt, og i eftertænkende Øieblik sammenligne den med den Tilstand, hans Majestæt har søgt at bevirke med den Rusland og Frankrige nu indføre. De læse, alle Frankriges Bundsforvante, i dette Englands Samtykke Forskjellen mellem de Baand, der forene begge Hoffer, og dem, hvori de selv ere fængslede, og dømme da, paa hvilken Side der er meest Agtelse for hver Parts Tarv tilligemed den største Gavnlighed og Retfærdighed for det Almenes. Selv Danmark har længe været en Gjenstand for dette Maadehold, og ophørte kun at være det, da dette Hof begyndte at blive virkelig farlig. Da Nedresachsen hærjedes og Hansestæderne plyndredes, hvad gjorde Danmark da for at hævde det forurettede Norden? Sverige, Rusland, England førte Krig i denne Hensigt; ingen tænkte paa at tvinge Danmark til at tage Deel deri. Da, som nu, var Danmark Ruslands Bundsforvandt, hvi understøttede det ikke samme Sag? Hvad havde det at anføre for sin Rolighed, som Sverige nu ikke kan anføre for sin? Alt dette kan forklares ved den Omstændighed, som Danmark søger at fortie, at det nu er i den franske Regjerings Vold. Havde England fulgt denne Fiendes Grundsætning, saa havde det ikke tøvet med at gjøre Danmark vaabenløst indtil det Øieblik, da dette havde besluttet at hengive sig. Det havde adskillige Aar tilforn bemægtiget sig, ja endog beholdt dette Land paa Grund af Nordens eget Bedste.

Selv Danmarks gamle Forbund med Rusland skal tjene til at besmykke denne Angrebskrig, skjønt hele Verden veed, at dette Forbund blot er sluttet til Forsvar, og som saadant ikke var gjældende for Ruslands seneste Krig, da denne Magt maaskee alligevel kunde fordre det opfyldt. For at retfærdiggjøre sig vover det danske Hof at anføre Alt; det paatager sig tilsidst 437Ruslands Uretfærdighed, forraader en overlagt Aftale, Alt for at dølge en eneste Grund, den fornemste, at det er Frankriges Bundsforvant.

Uretfærdighed og Falskhed have deres Grændser. Ære og Sandhed skulle i deres Orden seire. Stolende fuldelig paa sin Sags Retfærdighed, stolt af at regjere et stridbart og trofast Folk, der saa mange Gange prøvedes i Farer, og altid opholdtes ved den Almægtiges Haand, haaber hans Kongl. Majestæt, at samme Forsyn skal velsigne hans Vaaben, og gjenskjænke hans Undersaattere en sikker og hæderlig Fred med Fiendernes Ydmygelse.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.