Bilag No. XIV

I Arndts citerede Bog findes Pag. 301 en Oversigt over den svenske paa norsk Grændse førte Krig, som han siger er bleven ham meddeelt af en vel underrettet Officier i Generalstaben, der lyder saaledes:

Oversigt over den saa kaldte Vesthærs Operationer under General Armfeldts Befaling.

«Feldttoget mod Norge er blevet saa forskjellig bedømt, at det synes nødvendigt at give en kort Oversigt derover, som med Forbigang af Bisager blot berører de store Punkter.

Mod Enden af Marts 1808 skulde en Hær samles omkring Ørebro under Navn af Reservehær. General Armfeldt fik Befaling derover. Men da de Danske just dengang havde erklæret Kongen Krig, saa maatte han fremskynde alle tagne Forholdsregler, og paa det hurtigste sammentrække alle de Tropper, som skulde agere mod Norge. En særegen Afdeling deraf fik Navn af Vesthær. Alle de Tropper, som befandt sig omkring 438Sundsvall og endnu høiere mod Nord, blev anseet som sammes høire Fløi, under General-Adjutant Oberst Bergenstråles Commando, og alle Tropper fra Åmål til Svinesund i Gothenborg og i Elfsborgs Landshøfdingskab hedte den venstre Fløi og kommanderedes af Generalmajor Baron Vegesack. General Armfeldt blev anseet som Over-General, men med saadanne Indskrænkninger med Hensyn til begge Fløie, at disse Skarer neppe hængte sammen med Centrum, og udgjorde intet mindre end en inderligen forbunden Deel af det Hele. De Herrer Vegesack og Bergenstråle havde Ret til at indsende directe Rapporter til Stockholm, uden at Overgeneralen kunde kræve Meddelelsen af deres Indhold. Om end heraf ikke udsprang anden Ulempe end en bestandig Uvished med Hensyn til Udførelsen af alle combinerede Operationer, saa var dette allerede meget, og man vil nedenfor see, at dette ikke var det største Onde, som Delingen af Tillid og Magt frembragte.

Undersøger man dette System, som lænkebandt ethvert betydeligt Foretagende, lægger man Mærke til den Behændighed, hvorved Hærens gode Villie og Virksomhed lammedes, saa kan man ikke afholde sig fra at begræde Sveriges Ulykke, da Officeer og Soldat siden Krigens Begyndelse, fra Ukerns Bredder og Kareliens Ørkener til Glommen og Kattegattets Kyster, have hæderligen udmærket sig. Denne dybt og fra det Fjærne anlagte Forrykthed sigtede stedse til General Armfeldt, og det maatte være hans Ære, om han alene havde været et Offer derfor. Men Fædrelandet og den Hær han kommanderede ere langt meer at beklage end han.

De Norske havde ved Feldttogets Aabning 17000 Mand regulaire Tropper, hvilke, omendskjønt ikke krigsøvede, i det mindste 439vare fuldkommen forsynede med alle sine Fornødenheder.Det var langt fra, da der maatte sammentigges hos Borgerne, hvad der behøvedes til Armeens Forpleining. (Overs. Anm.) Landmilitsen, som bestod af Veteraner, beløb sig til 13000 Mand, og man havde været saa forstandig at indkorporere dem i Linietropperne.Ogsaa her feiler Beretteren. (Overs. Anm.) Disse 30000 Mand vare dækkede ved Dovrefjeld, Glommen, Kongsvinger, Fredrikshald og Fredriksstad paa den svenske Side, og paa Søsiden ved lidet tilgjængelige Kyster, og desuden beskyttet af Christiansand, Bergen, Christiansund, Agershuus og Trondhjem; en Flotille paa 40 Seil dækkede Bugten af Christiania.Forfatteren maa her mene Kanonbaade; thi af Raaseilere havde Norge kun enkelte Kutterbrigge. (Overs. Anm.)

Den svenske Hær skulde fra Sundsvall til Gothenborg beløbe sig til 16000 Mand; men den var aldrig 10000 Mand stærk, undtagen i Begyndelsen af Juni, da Landeværnet og Regimenternes Wargerning var stødt til den.Wargerning heder den halve Fordobling af et inddeelt Regiment, som i Krigstid i Nødstilfælde og for at udfylde Tabet maa med i Feldten. (Overs. Anm.) En Flotille skulde lægge sig for Bugten ved Christiania, naar Isen gik op; men den forlod aldrig Kysterne af Strømstad, hvor den dækkede Hærens venstre Fløi, der forøvrigt støttede sig til Marstrand og Warberg, og blev forsynet derfra og fra Tøihuset i Gothenborg, uden at regne de Magasiner, som man anlagde i Vennersborg og Udevalla. Centrum, som paa hiin Side Karlstad skulde rykke frem imod Grændsen, havde endnu den 18de Marts ingen Magasiner, omendskjønt det skulde agere i Sveriges ufrugtbareste Landskaber. Naar man slog Fienden og trængte frem til Glommen, saa var den grueligste Elendighed, og en fuldkommen Mangel 440paa alt, det eneste Tiltrækkende, som denne Ørken frembød. Man havde sammenbragt noget Foder og Levnetsmidler i Ørebro, Karlstad og Eda; men neppe havde man begyndt med at agere, og naaet Grændsen, saa vare disse svage Hjælpemidler udtømte. Alt Krigsforraad maatte man faae fra Stockholm, og der var saa lidet sørget for Foder, at Halvdelen af Rytteriet blev allerede sendt tilbage, efterat det havde været 14 Dage i Arboga. Desuden fandtes paa denne hele Linie intet eneste befæstet Støttepunkt, endnu mindre en Forraadsplads. Eda, hvor der forhen havde været et Fort, havde siden 1788, da General Armfeldt der havde ladet gjøre nogle ubetydelige Reparationer, været fordømt til Forglemmelse.

Vesthærens Centrum skulde være 9 til 10000 Mand; men det udgjorde aldrig meer end 6000. Bataillonerne bestode kun af 400 til 500 Mand, som kunde bære Vaaben, og denne Prøve paa en Hær manglede Alt.

Norges Magt var fordeelt paa følgende Maade:

I Trondhjem og Omegn	4,000 Mand.
Bergen og Christiansand	1,200 –
ChristiansundI Christiansund laae vel neppe 1200 Mand. (Overs. Anm.)	1,200 –
Christiania	2,000 –
Linierne fra Kongsvinger til Fredrikshald	21,600 –
	____________
	30,000 Mand.

I de første Dage af April meldte den høire Fløi, at den uagtet de Hindringer, hvorpaa den kunde støde, vilde overrumple Røraas og true Trondhjem. Den venstre Fløi underrettede Stockholm og den hele Hær om, at den var færdig til Angreb. General Armfeldt brændte i Følge deraf efter at angribe. Ogsaa 441lovede man ham til denne Hensigt skyndsomst at sende Alt hvad han kunde behøve. Men Alt kom kun stykkeviis. Dog besluttede Armfeldt at give alle andre Hensyn til Priis for Lykkens Luner, og de Resultater han kunde vente af Hærens Tapperhed og Beredvillighed; kun Tiden vilde han ikke tabe. Som Beviis paa den overordentlige Skjødesløshed, son herskede i alle Krigsforvaltningens Grene, og hvor lidet man havde tænkt paa at sætte Hæren i Krigs-Tilstand, anfører jeg kun, at der manglede Flintestene og Kugler, ja endog Støbeformerne til disse, saa at man maatte lade kjøbe hos Kjøbmændene i Karlsstad, Kristinehamn og Ørebro Alt, hvad man hos dem kunde finde, og i en Hast lade gjøre Kugleformer, paa det de Tropper, som vare sendte for at dække nogle Magasiner paa Grændsen, og sikkert at kunne sammentrække det Vermelandske Regiment, i det mindste kunde gjøre nogle Flinteskud. Havde de Danske benyttet det første Øieblik, da man ikke havde taget nogle Forholdsregler til Forsvar, saa havde de sandsynligen kunnet ødelægge det hele Land til Ørebro, før et eneste Kompagnie af den hele Vesthær var samlet. Under at omtale den Skjødesløshed, som har holdt Skridt med den dummeste Forvovenhed, maa man ikke glemme den Tilstand, hvori Vaabnene i Begyndelsen af dette Feldttog vare. Af 400 Geværer vare neppe 60, som Soldaten med Tillid kunde bruge, meget mere vare nogle saa slette, at han maatte frygte for at lade dem. Ogsaa Klæderne vare mere eller mindre slette, desuden fattedes de i et saadant Klima høist fornødne Kapper, eller de vare forslidte. Og for at bedømme den Indflydelse, som Beklædningsmaaden har paa Soldaten, behøver man kun at sammenligne den Dødelighed og det Antal af Syge, som har været i de Regimenter, som bleve klædte 442og udrustede af Jordebrugseire, med de samme Plager i de Regimenter, som ere overladte Krigskollegiets faderlige Omsorgs.Hvor Krigs-Collegium havde Omsorg, der var Mangel, Nøgenhed og Død; thi der var Dovenskab, Uvidenhed, eller Forræderi og Tyveri. (Arndts Anm.)

Uagtet alle disse Uordener, og den fuldkomne Mangel paa alle Hærens Fornødenheder, var Armfeldt den 14de April saa vidt, at Brigaderne vare organiserede, Patronerne fyldte, Magasiner anlagte for et halvt Aar o.s.v. o.s.v., og paa denne Dag angreb han af følgende Grunde, og efter den Plan, som dertil støttede sig.

Betragtninger.

a) De norske Tropper ere formedelst en lang Fred ikke krigsøvede; de svenske derimod ere det.

b) Nordmændene frygte de Svenske og Englænderne, og den Søerustning, som beredes i England, tvinger dem til ei at blotte deres Kyster.

c) Bergenstråle holder 4000 Mand i Aande.

d) Den nærværende Operationslinie er næsten 40 svenske Mile lang, den fra Magnor til Kongsvinger vilde kun være 12 til 15.

e) General Vegesacks Skare er tilstrækkelig til at holde Besætningen af Frederikshald og Fredrikstad i Aande, og saasnart Havet er aabent, vil Flotillen komme og spille Mester i Bugten.

f) Er man Herre over Magnor, saa er man det ogsaa over Udspringet af Vandene imellem Glommen og Grændsen, saavelsom over den venstre Bred af denne Flod til Søen Øieren; desuden holder man Alt i Aande paa den venstre Bred af Søen Mjøsen.

443g) Tøveiret, som rimeligviis indtræder inden 3 Uger, tillader at bevæbne Søerne.

Altsaa holdes i Aande (eller i Skak)

paa Kysterne	5000 Mand.
I Trondhjem og Omegn	4000 –
– Kongsvinger	6000 –
– Fredrikshald og Fredriksstad	6000 –
	____________
	21000 Mand.

Saa blive i det høieste 9000 Mand tilbage at slaaes med.

Plan.

1) Oberst Bergenstråle vil efter den Demonstration, som han skulde gjøre, benytte Fiendens Uvished og hans første Skræk for at sende 400 til 500 Mand til Elfdalen, og begynde Angrebet i Overeensstemmelse med den flyvende Leir, som staaer under Oberst Gahns Commando, og vil saaledes saavidt muligt søge at trykke Fienden tilbage til den øvre Deel af Glommen.

2) Den første Brigade vil i samme Øieblik marschere mod Kongsvinger og besætte Magnor.

3) Naar den anden Brigade er bleven Mester af Krokfos, vil den over Haneborg rykke frem til Blakjær, og den 3die, som gaaer over Hanefjeld,Saaledes heder Grændsebjergene mellem Sverige og Norge, ellers Kjølen. vil, efterat have bemægtiget sig Ørjes, Opsal og Lund, trænge frem over Basmø til Onstad, og i det den slutter sig til den anden Brigade, vilde den imidlertid passere det 4de Smugsund for at rykke ind i Aremark. Saaledes rettende sig efter General Vegesacks Bevægelser vilde den true Fienden og drage hans Opmærksomhed mod Dagenæs og Rakkestad.

4444) Vegesack vilde derved med stor Lethed kunne trænge frem mod Skiebergs-Sletten, i det han slutter sig til den 4de Brigade og tillige holder Fæstningerne Fredrikshald og Fredriksstad i Skak.

5) Saasnart Glommens Bred er feiet reen, vil man sætte over den med den 3die Brigade, og udstrække sig mod Havet, for i Nødsfald at understøtte Flotillens Operation.

6) Vegesack, som forstaaer sit Haandværk godt, og er en Mester i at handle efter Omstændighederne, vil efter Mulighed benytte Flotillens Operation, der vil forsøge at trænge frem i Bugten, for at bombardere det fra denne Side slet befæstede Fredriksstad.

7) I denne Stilling vil man oppebie Englænderne eller Forstærkninger. Ifald Fienden ikke taber saa meget sin Fatning, at han forsømmer alle Fordele af sin Stilling, eller man af Mangel paa Hjælp er for svag til at foretage noget videre, vil man i alle Tilfælde have forkortet Krigsgrændsen fra 40 til 12 Mile, og begge Fæstninger ville før Høsten falde af sig selv af Hunger.

Nu komme vi til Udførelsen af denne Plan, som efter Landets Natur maaskee vil fortjene enhver erfaren og upartisk Soldats Opmærksomhed.

Oberst Gahn, som kommanderede i Elfdalen, angreb den 14de April og rykkede frem 3 Mile over Grændsen. Angrebet paa Skandserne ved Lier skede den 18de April, og Fienden blev kastet over Glommen under Kongsvingers Kanoner. Fra Magnor til Lier havde Hæren brugt 2 Dage, for at drive Fienden ud af alle sine fordeelagtige Stillinger. Den anden Brigade var, efterat den havde jaget Fienden fra Haneborg, ligesom den 3die nær ved at opfylde sin Bestemmelse. Havde 445General Armfeldt havt et eneste Artilleristykke af saa stærk Kaliber, at den elendigste Hytte i Kongsvinger derved kunde være bleven stukken i Brand, saa havde Fæstningen kapituleret den 19de. Kommandanten havde skrevet ham til, at hverken han eller hans Besætning havde Lyst til at lade sig stege paa Rist. General Armfeldt havde siden Marts Maaned uopholdelig og indstændigen forlangt disse svage Nødvendighedsmidler, i det han angav et saadant Tilfælde som muligt; men Intet var beredt, og foruden meget gode Sexpunder-Batterier ankom Intet før Enden af Mai.

Imidlertid kunde General Vegesacks Skare, som i Følge hans Beretninger var færdig siden den 6te April, af Mangel paa Levnetsmidler og Færselsvogne intet Skridt gjøre. Denne Tværstreg tillod Fienden at blotte begge Fæstninger og sende 4000 Mand til Høland og Blakjær, som forenede sig med dem, som vare sendte fra Christiania og ved Onstad Sund gik over Glommen. Resultatet deraf var, at vore Tropper saavel i Høland som Lund bleve tvungne til Retirade, efterat en lille Hob, som kommanderedes af Grev Mørner, var bleven tagen til Fange.

Disse Uheld standsede pludseligen en almindelig Bevægelse, og bragte Hæren i en meget mislig Stilling.

Denne blev endnu slemmere ved et andet Tab. Bergenstråle havde, istedet for at gjøre hvad han ved Enden af Marts havde lovet, og følge den aftalte Plan, trukken sig – Armfeldt vidste ikke hvorfor – mod Qvarken, hvor man med Uret frygtede et Indfald af de russiske Tropper. Ved denne uventede Bevægelse, hvormed Overgeneralen og Oberst Gahn begge vare lige ubekjendte, kunde den fiendtlige Skare, som skulde holdes fast ved Trondhjem, let komme ned og fortrykke Gahn i samme 446Øieblik, da han var rykket frem for at virke fælleds med den første Brigade. De Danske, i det mindste 6 Gange stærkereLæseren veed af andre Beretninger, hvor overdrevet denne Opgave af Antallet er. (Overs. Anm.) end Gahn, omringede og toge ham til Fange, efterat Halvdelen af hans lille Hob var bleven paa Pladsen. Derved var Veien fra Dahlby til Karlstad aaben, og alle Hærens Magasiner vare i Fare, naar vore Fiender havde forstaaet at benytte vore Uheld.

Den anden Brigade fandt sig, for ei at blive omringet, imidlertid tvungen til at blive i Linierne ved Krokfors og Stangenæs, imedens den 3die besatte den venstre Bred af Søerne Ør og Bofjolen. Den 4de Brigade, posteret imellem Omegnen af Ødemark og Aremark i Ottier og i Passet ved Bøn, bandt sig til en Deel af den Vegesackske Skare, som endelig havde posteret sig ved Bjørbæk og Skottsberg, og bemægtigede sig Præstebakke og Bærby mod Enden af Mai.

Just nu forefaldt ved Strømstad en for de svenske Vaaben meget hæderlig Fægtning imellem 5 svenske, og 26 danske Kanonbaade, hvori de sidste med Tab bleve tilbagedrevne. Den udmærkede Officier Norberg, som comanderede dengang den lille Prøve af Flotille, som vi skulde have, tabte Commandoen, da han var stærk nok til at gjøre Noget. Den forblev ogsaa i den fuldkomneste og skadeligste Uvirksomhed, og dens Befalingsmænd havde, om man skal troe deres Beretninger, stedse Elementerne mod sig.

Uagtet de Tab, som Hæren havde lidt, havde Fienden kun alt for meget følt, hvilken Overmagt vore Tropper ved deres Mod og deres Tapperhed havde over ham. Han undgik ogsaa 447saa meget muligt enhver afgjørende Fægtning, og indskrænkede sig til den lille Krig og til Overfald, som ikke er den glindsende Side af vor Krigskonst. Man maatte altsaa tvinge ham til at forlade sit System, og paa en kraftig Maade søge Opreisning for vore lidte Tab. General Armfeldt var ogsaa bestemt til at søge Leiligheden til at levere et Slag. Han lod derfor sit Artilleri rykke frem paa Punkterne ved Ørje og Opsal, og opstillede den 2den 3die og 4de Brigade saa, at de inden 4 Dage kunde forene sig for at rykke ind i Momarken og udbrede sig paa Sletten ved Edsberg. Man vilde angribe en fiendtlig Skare af 8000 Mand, som stod i denne, og saaledes afgjøre Feldttoget. Just i dette Øieblik kom en Coureer fra Gothenborg med Efterretning om den store engelske Sørustnings Ankomst. Armfeldt nærede nemlig den ganske naturlige Tanke, at, da den var landet paa disse Kyster, var den sandsynligen bestemt til Medvirkning mod Norge. Han besluttede altsaa endnu at bie, fordi hans Angreb under det lykkeligste Resultat dog ikke saa ømfindtligen kunde skade Fienden, som naar man angreb med en forenet overlegen Magt. Til den Ende sendte han en af sine betroede Adjutantere til General Moore, for at erfare hans Hensigter, og en Officier til den engelske Admiral, med Anmodning om at tilstille ham Planerne til de danske Fæstninger, som ligge paa Kysten, hvilket var meget vigtig for Anføreren for en Eskadre, om han vilde forurolige Fienden paa dette Punkt. Den svenske Generals Øiemed var, saa meget muligt at bringe en fuldkommen Overeensstemmelse i alle Operationer, og at hæve forud alle Vanskeligheder, selv Forfængelighedens, som er forskjelligen forbundne Troppers farligste Fiende. Den engelske General syntes meget tilbøielig til at gaae ind i den svenske Generals Anskuelser, ja han syntes endog 448at ønske en Samtale, for desto lettere at forenes om Alt. Men han kunde Intet afgjøre, førend han havde faaet et Svar fra Stockholm, hvorhen han havde sendt Chefen for sin Generalstab, for at modtage Kongens Befalinger. Den engelske Admiral havde, fuld af den bedste Villie, afsendt en Deel af Flaaden til Østersøen, og havde ikke et eneste Skib tilbage, der var passelig til at understøtte vor Flotille, om den nogensinde havde kunnet bestemme sig til at forlade Dynekilen. De Danske, som nu truedes af et kombineret Angreb af de Svenske og af Englænderne, søgte at drage den svenske Generals Opmærksomhed mod Nord. Fra Elfdalen til lige under Magnor skede dagligen nye Bevægelser, og meer eller mindre heftige Angreb, af hvilke det ved Mobak og Lier den 18de Mai var det blodigste. Fienden blev med Tab slaaet tilbage og de svenske Vaabens Ære bevaredes uplettet. Armfeldt var langt fra at ville forandre sin engang lagte Plan, men søgte at hæve alle forekommende Hindringer, som tildeels vare af en fortvivlet Natur. Men just midt i disse Historier fik han en Befaling af 19de Mai ganske at forlade Norge, og indskrænke sig til det strengeste Defensive. Dette traf ham som et Tordenslag, men dog vovede han ikke alene at forestille Kongen, hvor skadelig denne Forholdsregel var, men tilføiede endnu mere, at nu eller aldrig det Øieblik var forhaanden, enten med Englændernes Hjælp, eller ved Sendelse af Forstærkninger, at erobre det sydlige Norge. Men Alt var forgjæves, og man maatte adlyde. Paa denne første Befaling fulgte en anden, at afsende 2 Batailloner Linietropper og 22 Artilleristykker deels til Skaane, deels til Gothenborg; hvorimod man lovede at forstærke Vesthæren med Landeværn, som vare uden Vaaben og Klæder, og utilfredse med deres Bestemmelse, omendskjønt man havde havt den falske 449Tanke, at underkaste dem en Disciplin, der var ganske forskjellig fra den, som brugtes i den øvrige Hær. Disse sammenrapsede Mennesker, som manglede alle physiske og moralske Midler til en militair Organisation, bleve anførte af Officerer, som enten havde forladt Tjenesten, eller deri endnu ingen Færdighed havde – kort dette Opbud i Masse, som kunde være blevet frygteligt, dersom det var blevet gjort efter faste Grundsætninger, antog strax i sin Oprindelse den uheldigste Form, man maa nu betragte det som Soldat og Politiker, eller som Borger og Menneske. Armfeldt, overbeviist om disse Sandheder, er den eneste, som har vovet at forandre den feilagtige og forstyrrede Plan, i dette Landeværns Organisation, Dannelse og Øvelse, og ved hans Afreise fra Vesthæren gaves der 3 Batailloner, som inden kort Tid lovede at kunne i alle Dele gjøre det ligesaa godt som Linietropperne.

Efter nogle Ugers Forløb beredte endelig den engelske Udrustning, som synes at være kommen for Intet at gjøre, og neppe havde givet Skinnet af Hjælp, sig til at forlade os,Forfatteren, hvis Beretning og Raisonnement paa flere Steder er feilagtig, udelader den naturlige Grund til Englændernes Forhold. (Overs. Anm.) og i dette Øieblik ankom en tredie Befaling til Generalen, at afsende 6 Batailloner fortreffelige Tropper og en Bataillon Artilleri til Finland. Han fandt sig nu lige over for en overlegen Fiende, der var befriet fra al Frygt for Englænderne, og var fuldkommen underrettet om vor Stilling.

Saaledes strandede Erobringen af det sydlige Norge paa Mangel af Tropper, Mangel paa Understøttelse og god Villie hos dem, som, om end ikke alle Midler stode dem tilrede, dog 450ikke havde skullet lægge Baand paa hvad der endnu kunde bevæge sig, eller hemmeligen lægge Hindringer i Veien.Oversætteren har her mere fulgt Meningen end Ordene i sin Original. Besættelsen af en Deel af Norge vilde have været et Pant for Finland, for Sveriges Sikkerhed, og have forøget Hjælpekilderne i den Grad, at en Styrke kunde være bleven sendt til Finland, der kunde have understøttet den kjække finske Hær, som med det meest glimrende Held svækkede sig ved sine Seiervindinger, uden nogensinde at kunne blive anderledes end deelviis understøttet.

Jeg tvivler om det nogensinde vil komme til Efterverdenen, ved hvilke forkeerte Forholdsregler den nærværende Slægt forulempedes og Fædrelandet blev drevet til Afgrundens Rand. Naar man ikke kan troe paa en Fatalisme, som halverede eller endog tilintetgjorde alle de bedste Planer, saa maatte man troe paa et fiint Væv af Forræderi, eller paa en Lykkes-Troldom, der holder dem omtaagede, som vove at foretage noget mod Napoleon, hans Trælle og Drabantere.

Omendskjønt Armfeldt beskæftigede sig med Landeværnets Organisation, for endnu i Juli Maaned efter Mulighed at kunne erstatte sine Tab, saa kunde han dog ikke dølge for sig selv, at ikke alene Norges Erobring var bleven umulig, men at man maatte tværtimod tænke paa at indrette et Defensive, passende til Omstændighederne. Han befalede derfor at bygge Fæstningsværker, som man siden har gjort i Eda, og gjorde hvad der stod i hans Magt, for at ernære Armeen og holde den i Stand. Dog, Høsten og Vinteren kunde ikke andet end forurolige ham, især naar han betænkte Beskaffenheden af den Grændse, han 451havde at forsvare, saavelsom den Maade, hvorpaa Soldaten var udrustet, til at kunne udholde hine strenge Aarstider. En Stilstand med Norge kunde i enhver Henseende være os gunstig, og Generalen fik Tilladelse af Kongen til at gjøre Overgeneralen i Norge, Prindsen af Augustenborg, Forslag derom. Prindsen havde i denne Henseende gjort nogle nærmende Forslag; men da man kom til at prøve Betingelserne, viste sig saa mange Vanskeligheder, og Prindsens Tone, naar han talte om Kongen, var saa lidet sømmelig, at Underhandlingerne maatte afbrydes uden at give noget Resultat. General Armfeldt sendte en Coureer til Kongen om disse Anliggender; og istedet for nogetsomhelst Svar bragte denne ham Efterretning om hans Afskeed og Exil. Tre Dage forløb imidlertid før den nye Overgeneral kom og den 16de August overgav Armfeldt ham Comandoen».Saavidt den Armfeldtske General-Stabsofficeers Beretning. Det var et Under, at Armfeldt ikke tidligere afskedigedes i Unaade; thi i alle Beretninger og Fordringer havde han tilladt sig de bittreste Yttringer over Medlemmerne af Krigskollegium og den Seendrægtighed og Skjødesløshed, hvormed Udrustningen og Forsyningen gik for sig. Og han førte en skarp Pen. (Originalens Anmærkning).

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.