Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815, bind 1

av Jacob Aall

Bilag No. VIII

Grev Wedels Barndoms og Ungdoms Historie.

Grev Herman Wedel-Jarlsberg er født i Montpellier den 21de September 1779 paa en Reise, som Forældrene foretoge til Neapel, hvor Faderen, Grev F. A. Wedel-Jarlsberg, var bleven ansat som Gesandt. I sit 5te eller 6te Aar kom Greven efter et Besøg i Danmark med sine Forældre til Haag, hvorhen Faderen forfløttedes, og forblev der til 1788. Dette Aar tilbragte Forældrene med alle deres Børn paa Jarlsberg, og her modtog Greven tilligemed hans 2 Aar yngre Broder, 408Baron, nu General, Ferdinand Wedel-Jarlsberg, deres første Underviisning af en Privatlærer, Scavenius. Fra den tidlige Barndom til den modne Ungdom deelte disse 2de Brødre uafbrudt Skjebne med hinanden, hvorved det varme og faste Broderkjærligheds-Baand knyttedes imellem dem, som gjennem hele Livet forenede dem. Under deres første Lærer gjorde Brødrene ikke store Fremskridt, da han var en eftergivende Mand, som ingen Tvang paalagde de muntre Drenge. I Aaret 1789 blev Grevens Fader udnævnt til Gesandt i London, og begav sig strax derhen, hvorimod Moderen med Sønnerne tog til en Slægtning, Kammerherreinde Bjælke i Slesvig. Her bleve begge Brødre i Fælledsskab med deres 3 Fættere underviiste af en Tydsker ved Navn Schultze, der endnu i en mindre Grad end den forrige Lærer indskrænkede sine Lærlinge i deres Frihed. Han var saaledes dagligen et roligt Vidne til de alvorlige Feider, der stundom udartede til Nævekampe mellem Brødrene og deres mandstærkere Fættere, mod hvilke de altid gjorde fælleds Sag, naar En af dem angrebes.I disse Nævefægtninger tog Fætternes Søster, Frøken Bjælke, der ofte i senere Tid har besøgt Norge, sædvanligen Deel, og maatte under samme taale mangt et Puf.

I Foraaret 1790 kom Greven omtrent 11 Aar gammel med sin Moder og Sødskende til London, og forblev der indtil sit 20de Aar. Begge Brødre havde under Ophold i Faderens Huus flere Lærere, danske og tydske, og da disse hyppigen omskiftedes gaves der egentligen ingen Fasthed i Underviisnings-Methoden, men det skyldtes kun Grevens gode Hoved og lette Fatte-Evne, at han ikke desto mindre gjorde gode Fremskridt paa den litteraire Bane.Den gamle Greve skiltes i Uvenskab fra alle de Lærere, han havde antaget til Brødrene, og disse bleve af ham haardt irettesatte, da han opdagede at de corresponderede venskabelig med Lærerne efter deres Afreise. Især fortørnedes han, fordi de corresponderede med Kruse, efterat han var kommen tilbage til Danmark. Schüssler, en af deres tydske Lærere i London, omtaler i et Brev dateret Hamburg 1802 med den varmeste Interesse sine forrige Disciple, og beder indstændigen om Efterretning fra dem. Blandt hans flere Lærere 409skyldte han især Kruse, dansk Candidat i Theologien, hvis grundige Underviisning han nød i 3 Aar i Faderens Huus i London fra 1790–1793, sin første litteraire Dannelse. Da Kruse vendte tilbage til Danmark blev en Tydsker, ved Navn Keller, der var en alvorlig og sindig Mand, antagen som Lærer, og da ogsaa han forlod England 1795, kom en anden tydsk Mand ved Navn Schüssler, der var en duelig Lærer og en Mand af et livligt og opvakt Hoved i hans Sted; men han reiste 1797 til Amerika. Efter ham kom en Kønigsberger, Nitsch, som havde gjort sig bekjendt med den kantiske Philosofi, over hvilken han endog med Bifald holdt Forelæsninger i London. Nisch rettede især Underviisningen paa Philosofi og Mathematik, og hans Disciple hørte ham dagligen foredrage Kants «Sittenlehre og Critik der reinen Vernunft». I øvrigt modtoge Brødrene saavel under denne, som under de 3 foregaaende Lærere, Underviisning i de ældre Sprog og i de almindelige Skolevidenskaber. I Familien taltes i Almindelighed, før den kom til England, fransk, og der fik Børnene strax Lærere i Engelsk, hvilket Sprog naturligviis taltes i Husets Selskabs-Conversation. Under de første Lærere, der vare danske, meddeeltes Underviisningen paa dansk, men da tydske Lærere antoges, blev den given paa tydsk. Herved erhvervede Greven sig den Færdighed, hvormed han udtrykte sig i fremmede Sprog. Engelsk talte han som sit Modersmaal, 410og i det franske og tydske Sprog udtrykte han sig med stor Lethed. Lærerne vare i Almindelighed tilfredse med hans Fremgang, og han lærte hurtigen og uden Vanskelighed de ham givne Pensa. Tidligen viiste sig Charakteertræk hos Greven, som senere meer udviklede sig. Raskhed, Livlighed, et uforfærdet Mod, som stundom overgik hans Legemskræfter, til at gaae Modstand og Modgang imøde, vare Egenskaber, der gave ham Midler i Hænde til heldigen at gjennemgaae en tornefuld Barndoms og Ungdoms Bane. Faderen agtedes som Diplomat og udførte vanskelige Forretninger til sit Hofs Tilfredshed, ligesom han havde tilegnet sig et behageligt Væsen og en fiin Omgangs-Tone. De meest oplyste og anseete Mænd gik ind og ud i hans Huus, og en saadan Omgang maatte have en velgjørende Indflydelse paa Greven, der forblev i Faderens Huus indtil sit 20de Aar. I sin Familiekreds var den gamle Greve en streng Fader, og saa lidet han paaskjønnede sin elskværdige og almindeligen agtede Kones fortræffelige Egenskaber, saa lidet forstod han at vinde sine 2de Sønners Kjærlighed, som under dette Forhold naturligen heftede sig til Moderen. Den gamle Greve lod sine Børn opdrage med den største Simpelhed. I deres Klædedragt var aldeles Intet, der mindede om at de vare Ministerens Børn, og deres Forsøg paa at give den et mere moderne Tilsnit og et mere passende Udseende straffedes med Strenghed. Greven og hans Broder vare uden al Opvartning, og de maatte selv pudse deres Klæder, og tildeels bøde paa, hvad der i deres Garderobe trængte til Eftersyn.En Søndag bleve begge Brødre kaldte ned til Faderen og med megen Høitidelighed hver overleveret en af hans gamle Klædninger, bestaaende af en Klædeskjole med store Knapper, en Vest og et Par sorte Fløiels Knæbuxer. Da Faderen var en lille Mand, og begge Ynglinger allerede skudte ham langt over Hovedet, vare disse Klæder i alle Ender for korte, og det var især ikke muligt at faae Vesten til at naae ned til Buxerne, hvorved et Stykke af den midterste Deel af Legemet blev ubedækket. Da de derfor lode Klæderne ligge ubrugte, spurgte Faderen dem flere Gange, hvorfor de ikke gik med dem, «om maaskee ikke de Klæder, han selv havde brugt, vare gode nok for hans Herrer Sønner?» For nu at faae noget brugbart af Klæderne maatte begge Brødrene sætte sig til at sprætte op hvert Stykke, og igjen paa deres Viis sye dem sammen efter deres andre Klæder. Da de ikke kunde fordrage de store Knapper, som Ingen dengang brugte, kjøbte de sig mindre for deres faa Spareskillinger, og fik saaledes af disse Stumper en passabel Dragt. Den første Gang de viste sig for Faderen, fik de imidlertid en drøi Irettesættelse, fordi de havde casseret Knapperne. Efter den gamle Mode maatte de ogsaa bære Haaret langt og ved høitidelige Leiligheder pudret; men da alle unge Mennesker i London begyndte dengang at bære Haaret à la Titus, tillode de sig en Dag, da der var Gjæster hos Faderen, at beklippe de lange Lokker. Neppe viste de sig imidlertid for Faderen i den nye Frisur, før de bleve alvorligen irettesatte for slige «Jacobiner-Nykker», som han truede at pille ud af dem ved næste Gang at lukke dem inde, indtil Haaret var voxet ud til den forrige Længde. Greven var dengang saa godt som et voxent Menneske. Som et Beviis paa den tarvelige Opdragelse Brødrene fik kan anføres, at Ingen af dem havde et Par Støvler før de vare 18 Aar gamle, men maatte stedse bære Skoe. 411Der blev dem af Faderen paalagt de forskjelligste Arbeider, der ellers kun falde i Børns Lod, hvis Forældre have den simpleste Stilling i Livet. Saaledes maatte de arbeide i Haven, roe Faderen paa Themsen, male Værelser o.s.v. I deres Fritimer beskjæftigede de sig af egen Lyst med Haandarbeide, Snedkren o.s.v. Endeel af denne Strenghed og Simpelhed i Opdragelsen hørte imidlertid til Dagens Tone, og deri laa Spiren til Legemets Hærdelse og Sjælens Beqvemhed til at bøie sig efter vanskelige Forhold i Livet. Greven lod sig aldrig, saalænge Helbreden stod ham bi, genere ved en Mangel paa 412Beqvemmelighed eller Hjælp, og hans senere Liv giver mange Exempler paa Haardførhed, som en Følge af hans Opdragelse. Dem tillodes næsten ingen Omgang med deres Jævnaldrende, og de gjorde intet nøiere Bekjendtskab med nogen engelsk Familie. Den eneste Kammerat, som de saae og omgikkes med, var en Søn af den russiske Minister Woronzoff, senere Gouverneur i Syd-Rusland. Ikke heller gav Faderen dem nogen umiddelbar Anledning til at gjøre sig bekjendt med Dagens Politik og Avis-Litteratur. Denne Kundskab tilhændekom dem paa en indirecte Vei, i det de om Søndagen maatte indhefte Ugens Aviser, hvis Indhold de begjærligen tilegnede sig, og satte sig ind i Dagens Begivenheder og Tidens Charakteer meer i Moderens end Faderens Aand. Faderen var en Aristokrat af den gamle Skole, der lagde for Dagen et bittert Had til de Omvæltninger i de indvortes Statsforhold, hvortil den franske Revolution pegede; hvorimod Moderen havde de liberaleste Grundsætninger, og fulgte med Deeltagelse den ædlere Deel af denne Friheds-Tendents. Denne Kundskab om den ydre Verden understøttedes ved de Fremmedes Meddelelser, som besøgte Huset og lærte dets indre Forhold at kjende. Den store Agtelse som Moderen nød beredte Sønnerne Gjæsternes og Huusvennernes Deeltagelse og Opmærksomhed, hvorpaa de dagligen modtoge Beviser.Den ulykkelige Professor Snedorff, som fandt sin Død paa en Reise i England 1792, og ofte besøegte Ministerens Huus, fælder om hende denne Dom: «Grevinde Wedel er en af de agtværdigste Damer jeg har kjendt; agtværdig hvad enten man seer hende mellem sine Børn eller i en lille Kreds af Venner, eller i den store Verden, hvor hun altid er en Ære for Norge, som hun elsker med Varme. Hendes Kundskaber om Verden, som hun har seet meget af, hendes fine og fordomsfrie Anmærkninger gjør, tilligemed hendes blide Væsen, hendes Samtale yderst behagelig. Gid hendes Børn arve og bevare hendes Hjerte og Forstand! Det er troer jeg det Bedste, jeg kan ønske denne fortreffelige Dame». (Snedorffs Skrifter 1ste Deel Pag. 457.) Dette Vidnesbyrd er i Sandhed i flere Henseender mærkværdigt. Paa denne Maade fik de Leilighed til at lære at kjende Dagens Politik saavelsom de engelske 413Forhold, og Greven opfattede disse Meddelelser med en Livlighed, der gav ham et Oversyn over de engelske Institutioner og en Interesse for samme, som han senere anvendte og som ledsagede ham igjennem hele Livet. Denne Omgang med Fremmede, Moderens liberale Tænkemaade og det tilfældigen heldige Valg af Lærere gav Brødrenes Aand en Retning, som den strenge og afsondrede Opdragelse de fik ellers neppe vilde have givet den.

Savnet af Faderkjærlighedens Yttringer erstattedes tildeels ved Moderens Ømhed og kjærlige Omsorg for sine Børn. Det ømmeste Forhold fandt Sted mellem Moderen og alle hendes Børn, som hun viste den største Omhu og Kjærlighed. Dette Forhold til Moderen foresvævede stedse Greven som et af de lyseste Puncter i hans Liv, og var af væsentlig Indflydelse paa hans Charakteer-Udvikling, ligesom Moderens liberale Anskuelser, modsat Mandens, lagde Spiren til de friere Ideer, som udviklede sig hos Greven. En Familie-Katastrophe, fremledet af Faderens voldsomme Lidenskaber, og som ikke tilhører Historien, forvoldte Moderen de heftigste Sindslidelser, og nødte hende til den Beslutning med sin ældste Datter at forlade Mandens Huus, som den eneste Udvei til at undgaae dybere Krænkelser. Efterat de Flygtende paa Veien til den engelske Kyst vare blevne overfaldte af Røvere, og berøvet en Deel af deres rede Penge, kom de ombord paa et Skib, der 414lykkeligen bragte dem til Danmark. For at skaffe Moderen Penge til denne Reise gjorde Brødrene Herman og Ferdinand Wedel, der med sønlig Kjærlighed deeltoge i hendes ulykkelige Skjebne, uden Faderens Vidende, et Laan af 200 Pund Sterling hos en i London boende Schweitzer, ved Navn Henry Bogeard, der havde været Kammertjener hos den gamle Greve og i denne Tjeneste havde oplagt en Deel Penge. Dette Laan havde imidlertid en afgjørende Indflydelse paa Brødrenes Skjebne. Efterat det ved Hjælp af de Midler, som Moderen fra Danmark sendte Brødrene, var blevet afbetalt, skrev Bogeard, hvis oekonomiske Stilling imidlertid meget havde forværret sig, senere hen flere falske Vexler, hvilke han forsynede med Grev Herman Wedel-Jarlsbergs efterskrevne Navn, hvormed han ved den for de laante 200 Pund udstedte Vexel var bleven bekjendt. En Dag i Sommeren 1799 indfandt en Slagter ved Navn Marschal sig hos Grev Wedel, og foreviste ham en saadan under hans Navn udstedt Vexel paa 25 Pund, under Opgave af den var ham transporteret af Bogeard. Da Greven nægtede at have udstedt Vexlen og at afgjøre dens Beløb, begav Marschal sig strax til Politiet og anklagede Bogeard for Falsk. Til det Forhør, som derefter blev optaget, tilkaldtes begge Brødrene, og afgave en uforbeholden Forklaring om det mellem dem og Bogeard Passerede og det hos ham optagne men forlængst afbetalte Laan.Efter en Extract af Retsprotokollen forklarede Marschal for Retten, at den unge og den gamle Greve, der ogsaa kom til, paa hans gjentagne Opfordringer bleve meget opbragte og truede med at kaste ham ud af Vinduet, da de ansaae ham for en Falskner. Dette gav Anledning til Anmeldelsen, da Marschal derover blev høiligen fornærmet. Forhøret optoges ved «Old Baily» og sluttedes 22de Juni 1799. Lord-Overdommeren tiltalte de unge Vidner meget venskabelig og opmuntrende, og den Maade, hvorpaa de unge Mennesker fremstillede sig, omtaltes fordeelagtigen i Aviserne. Efter de under Forhøret fremkomne Oplysninger blev Bogeard kjendt skyldig og hængt. Nogle Dage 415efterat Forhørene vare optagne fandtes i de engelske Aviser en Anmeldelse af hvad der var passeret for Old Baily, og i denne indeholdtes ogsaa Brødrenes Forklaring om Laanet hos Bogeard, hvorom deres Fader fremdeles var uvidende. Da han nu en Morgen læste denne Beretning i Aviserne, ilede han strax med disse i Haanden op til Sønnerne, der paa deres Værelse modtoge Underviisning af deres Lærer Nitsch. Da de paa Faderens Spørgsmaal frimodigen vedkjendte sig saavel den i Aviserne indeholdte Beretning om deres Vidnesbyrd, som dette Vidnesbyrds Sandhed, opflammedes Faderen til den heftigste Forbittrelse, hvorunder han først overvældede dem med de stærkeste Bebreidelser, og da Sønnerne paa hans fortsatte Spørgsmaal opgave, hvorledes de havde anvendt de laante Penge, fulgte derpaa den voldsomste Scene, i hvilken den faderlige Myndighed let seirede over den sønlige Ærbødighed, der ingen Modstand tillod sig, og som endte med at Brødrene bleve satte i Arrest og indelukkede i forskjellige Værelser, medens Faderen blev bortkaldt i Anledning af et Besøg. Det Værelse, hvori Greven blev indelukt, havde 2 Døre, hvoraf Faderen havde glemt at lukke den ene. Af denne smuttede Greven ud, og af den Støi, son Broderen gjorde i sit Indelukke, fandt Greven ham strax og de flygtede ud af Faderens Huus. Deres Lærer Nitsch bad dem paa det indstændigste ikke at forlade Huset, da han derved blev sat i den største Forlegenhed, men Frygten for en Gjentagelse af den sidste sørgelige Scene overvandt alle 416Betænkeligheder.Nitsch blev ogsaa haardt medtagen af den gamle Greve, da denne fik at vide, at Flugten var fuldført, og lod sig skræmme til at give en Erklæring, der var aldeles til Faderens Fordeel, og som gik ud paa at Brødrene ingen Mishandling havde lidt, og ingen Grund havde til Klage. Senere gjenkaldte han imidlertid denne Erklæring og gav en anden til Brødrenes Fordeel. De besluttede nu snarest muligt at begive sig til Danmark, hvor deres Moder opholdt sig, og hvorhen de længe forgjæves havde bedet Faderen at sende dem, for at de kunde begynde deres Bane. De bevæbnede sig hver med en ladet Terzerol, pakkede et Stykke Linned i en Bylt, og begav sig uopholdeligen fra det Landsted ved Themsen, hvor Faderen dengang boede, til London. Huusfolkene, der alle vare paa Brødrenes Side, forsamledes ved Porten, da disse forlode Huset, men for at Ingen skulde ansees som Medvider trak de deres ladede Terzerol, og truede at skyde den ned, der modsatte sig deres Flugt, hvorefter Hoben strax gjorde Plads for dem. Neppe vare de komne ind i en Hyrevogn, før de ved at see sig tilbage opdagede Faderens gule Livree paa en velbespændt Vogn, der i fuld Fart satte efter dem. Ved at kaste sig plat ned paa Bunden af Vognen undgik de imidlertid at opdages, og kom i god Behold til London. De henvendte sig der strax til en Landsmand, Major Friboe, der dengang var i London,Friboe, siden Generalmajor i dansk Tjeneste, var nyligen bleven gift med en Datter af den rige Budenhof, og gjorde da med sin Kone en udenlandsk Reise. og af ham erholdt de, efterat have gjort ham bekjendt med deres Stilling, et Laan af 50 Pund til at bestride Udgifterne ved Hjemreisen, hvortil en anden Ven, der var ansat ved en af de fremmede Legationer og kjendte Familieforholdene, forskaffede dem de fornødne Passe. Efterat Flygtningerne havde tilbragt Natten 417paa et usselt Straaleie i et af de simpleste Vertshuse i Charing Kross,Der betaltes 4 eller 6 Pence for Natteleie, og det var et sædvanligt Tilhold for Tyve og Røvere. traf de den følgende Dag Nitsch paa et med ham aftalt Sted i London.Nitsch blev strax jaget ud for at opsøge Deserteurerne, men vovede ei at sige den gamle Greve hvor de vare at træffe. Nitsch medbragte et skriftligt Forsoningsforslag fra Faderen; men da dette var af et saadant Indhold, at Brødrene deri ikke troede at burde indlade sig, og Gaarsdagens Rædsler endnu stode dem i frisk Minde, tegnede de begge med egen Haand deres afslaaende Svar paa Documentet. Efterat Nitsch forgjæves havde søgt at overtale Brødrene til at vende tilbage til Fædrenehuset, og efterat han havde bedet dem at maatte træffe dem den følgende Dag paa samme Sted, for det Tilfælde at han kunde bringe andre Forslag fra Faderen, begave Ynglingerne sig atter paa deres Vandring i London. Da de nu for at søge deres Aftensmad gik ind paa et Kaffehuus, fandt de her en Avis, hvori Faderen med deres fulde Signalement lod dem efterlyse, og udlove en Præmie af 20 Pund for deres Opdagelse.Signalementet er af 29de Juni 1799. Greven signaliseres der med «some pimples (Finner) en his face» og med «thik fingers». Om Generalen hedder det «of gentil appearance, aqviline nose etc». Foruroligede ved denne Efterlysning, som hentydede paa at de vilde blive behandlede som Deserteurer, og hvorved de ansaae den med Nitsch gjorte Aftale brudt, besluttede de skyndsomt at forlade London. De afgik ogsaa den følgende Aften, efterat have tilbragt Natten paa samme Maade som den foregaaende, og efter at have forsynet sig med en Frakke, der udgjorde deres hele Reise-Garderobe, til Edinburg som outside passengers paa 418en Mail coach. Paa denne Reise gjorde de under deres paatagne NavneGreven kaldte sig Smith, Generalen Meyer. Bekjendtskab med flere unge Engelskmænd, og i deres uvante Frihed glemte Ynglingerne snart de Lidelser, de i Fædrenehuset havde havt, og den Stilling hvori de befandt sig.Alle som kjendte Forholdene vare paa deres Side, og deres Skjebne opvakte vist nok dengang i de private Kredse i England almindelig Deeltagelse. Denne havde derhos, naar hine Rædselsscener vare glemte, noget saa eventyrligt og overordentligt ved sig, som maatte vække Ynglingernes Interesse og forsone dem med de dermed forbundne Undværelser og Savn. De ilede desuden en kjær Moder og Haabet om at aabne dem en ny Løbebane i Fædrelandet imøde. I Edinburg kjøbte de sig en Kuffert,Som de dog tildeels fyldte med Steen for at give den Udseende af en Reisekuffert. som de selv derefter bare, og begave sig til Fods til Leith for at finde Skibsleilighed til Danmark eller Norge. Hos den Consul, til hvem de i Leith henvendte sig, bleve de meget venskabeligen modtagne, deeltoge oftere i hans Selskabskredse, og foretoge med hans Sønner og en Deel andre unge Mennesker en munter Excursion paa et Par Dage i den omliggende Landegn. Ved et Aftenselskab hos Consulen fortalte denne sine Gjester Alt hvad der i London var passeret med dem selv, uden at vide at han havde de Flygtende selv hos sig. Da han imidlertid senere ledsagede Flygtningerne ombord i det Skib, hvormed de skulde afgaae til Norge, fortalte de ham til hans Forundring, at de selv vare de omtalte Personer. Efterat de vare komne i Land i Langesund, underrettede de ved Expresse Stiftamtmand Grev O. Moltke, deres Fætter, om deres 419Ankomst, og han ilede strax ud til Langesund for at tilbyde dem sin Tjeneste.Grev Otto Moltke, senere Minister og Chef for det tydske Cancellie, var dengang udnævnt til Stiftamtmand i Christianssand, men opholdt sig endnu som Amtmand i Bratsberg Amt paa Gaarden Meen mellem Skien og Porsgrund. Skibsfører Sarts og hans Familie gjorde store Øine, da Stiftamtmanden i en sexaaret Baad lagde til Bryggen, og lod spørge til de to ubekjendte unge Mennesker, som logerede i Huset. Det lod til som man ikke ret vidste om man skulde ansee dem for meget farlige eller meget anseete Personer, indtil Stiftamtmandens Hilsen og venlige Modtagelse gav dem det rette Lys i Sagen. Fra Langesund begave de sig med et Skib til Helsingøer, og opsøgte strax Moderen, der da opholdt sig paa en Eiendom ved Esrum Sø i Sjælland. Efter faa Dages Ophold hos hende reiste de til Kjøbenhavn, hvor de erfore, at Faderen havde reclameret dem udleverede og oversendte til England. Reclamationen blev dog, efterat Cancelliet i denne Anledning havde anstillet Undersøgelse, nægtet Opfyldelse,Moderens Erklæring blev ogsaa i den Anledning indhentet, og hun anfører deri, at Faderen saavidt hun skjønnede aldrig havde behandlet Brødrene saaledes, at han kunde vinde deres barnlige Tillid og Kjærlighed. og de to Flygtninger bleve overalt modtagne med den største Deeltagelse og Forekommenhed. Efterat de vare forestilte Kongen, begyndte Enhver af dem den Bane, han havde valgt. Greven forberedte sig saaledes til juridisk Examen, som han absolverede 1802, og blev derefter ansat som Privat-Secretair hos Grev Schimmelmann, der viste ham megen Tillid og Fortrolighed.

*

Den Lærer, som den gamle Greve gav sine yngre Børn, Dop, nu Præst i Waale, var ikke saa misfornøiet med ham 420som de foregaaende Lærere. Det heftige Sind maatte have formildet sig med Alderen. Han følte sig lykkeligere med sin anden Kone, Comtesse Minna v. Luckner, som var langt yngre end han. Der fandtes ogsaa Spor til, at han angrede sin haarde Opførsel mod sine ældre Sønner og gjorde Skridt til Forsoning. Under hans Ophold paa Jarlsberg viste han, at hans ældre Sønner vare i hans kjærlige Erindring. I sin smukke Haves Buegange paa Jarlsberg havde han ladet opføre Bænke til Erindring om sine Børn, der stedse med Omhu vedligeholdtes. Her var saaledes en Bænk, som han kaldte «Hermans Sæde», og en anden, som hedte «Ferdinands Glæde». Han yttrede for dem, som han gav Haab om Befordring paa sit Gods ved indtruffen Vacance, at hans Søn Herman, som han da nævnede med Agtelse, vilde hædre hans Løfte, og hans Haab skuffedes ikke. Forfatterens Ven og Frænde, Proprietair Jørgensen paa Melsom, besøgte ham ofte, og var stundom hos ham nogle Dage. Han fandt hans Omgang behagelig og hørte ham ofte med Deeltagelse tale om sin Søn Herman, hvis Navn da allerede nævnedes med almindelig Høiagtelse blandt Landsmænd. Grevens Behandling af sit Gods omtalte Jørgensen ofte som besynderlig, hverken skikket til at give ham Fordeel eller hæve Godsets Værd. Der indførtes imidlertid under ham en Eftergivenhed med Hensyn til Ydelsen af Pligt-Arbeide, som paalagdes Huusmændene, der banede ham fra den Side Vei til Navnet af en god Huusbonde, medens hans Eftermand derimod i Begyndelsen betragtedes som streng, fordi han formedelst et raskere Sving i Dyrknings-Processen under den indsigtsfulde Sverdrups Bestyrelse krævede mere Bygselsedlernes bogstavelige Opfyldelse.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815, bind 1

Jacob Aalls Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815 er fremdeles en av våre viktigste kilder til tiden rundt 1814. I detalj redegjør Aall for de politiske hendelsene i Norge og Norden som førte til utarbeidelsen av Norges Grunnlov, bruddet med Danmark og unionen med Sverige. Beretningen er basert på egne erfaringer, han var selv til stede på Eidsvoll.

Verket kom ut i tre bind i 1844-45.
Bind 1 inneholder innledning, «Første Tidsrum» (1800-07), første del av «Andet Tidsrum» (1807-08) og bilag.
Bind 2 inneholder andre del av «Andet Tidsrum» (1808-14), bilag og tillegg/rettelser.
Bind 3 inneholder «Tredie Tidsrum» (1814) og bilag.

I 1859 kom en ny ettbindsutgave med noen rettelser og tillegg.

Se faksimiler av utgavene (nb.no):
1. utgave, bind 1, 1844
1. utgave, bind 2, 1844
1. utgave, bind 3, 1845
2. utgave, 1859

Les mer..

Om Jacob Aall

Jacob Aall var først og fremst forretningsmann og politiker, men ga også ut en rekke verker, særlig populærvitenskapelige tekster om næring og handel. Hans mest kjente verk er Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815 (3 bind, 1844-45), hvor han basert på egne erfaringer i detalj gjør rede for de politiske hendelsene i Norge og Norden rundt 1814.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.