Første Capitel

233Efterretningen om den danske Hovedstads Bombardement, og derpaa følgende Overgivelse i Fiende-Vold, gik som en elektrisk Ild igjennem hele Norge, og det derved foranledigede Krigsforhold til England frembragte en naturlig Standsning og Lemlæstelse af al Handel og borgerlig Virksomhed. Aldrig var vel Overgangen større fra den livligste Handels-Bevægelse til en fuldkommen Standsning af de vigtigste Næringsveie, og ligesom til en fuldkommen borgerlig Død, og intetsteds vare de indvortes Midler færre til at afværge eller formilde Følgerne af dette Vindskibelighedens Svimeslag, end i Norge paa den Tid. Stødet traf paa en Tid da Norges vigtigste Næringskilde, Trælasthandelen, flød paa sit rigeste; thi til ingen foregaaende Tid havde den været livligere og fordelagtigere end just denne Sommer, da de østersøiske Havne tildeels vare lukkede for engelske Skibe, Adgangen til de store Skove i Sveriges Indland endnu ikke var aabnet i den Grad som den siden blev, og da det kanadiske Tømmer endnu ikke var blevet indtvunget paa det engelske Marked ved store Fordele med Hensyn til Toldsystemet. Den 234Aarets Tid, paa hvilken denne Handelens Standsning indtraf, gjorde ogsaa denne for Norges Handelsmænd høist lidelsesfuld; thi Krigen udbrød midt i Sommerens livligste Virksomhed, da de norske Trælastdragere vare i en fast monopoliseret Fart paa England. Det norske Flag vaiede saaledes i alle engelske Havne, og da der i Norge selv ikke var den fjærneste Anelse om Krigens Udbrud, overraskede Englands tidlige Embargo, som blev lagt endog førend det første fiendtlige Kanonskud løsnedes, Hovedstyrken af vor Handelsflaade i dets Havne, og denne faldt i Fiende-Vold. Midt under denne den engelske Regjerings haarde Adfærd mod en Nation, med hvilken England stedse havde staaet i den gjensidigen fordelagtigste Forbindelse, og i hvilken den under den franske Revolution altid havde havt de indtil Forblindelse ivrigste Tilhængere, manglede der ikke paa Exempler paa private Englænderes Deeltagelse i Norges Skjebne, eller den engelske Regjerings milde Udførelse af de med Krigens Udbrud forbundne Foranstaltninger. Mange engelske Kjøbmænd befordrede af yderste Evne de norske Skibes Afseiling, saasnart Rygtet om Embargo hørtes i Landet, og mangt et Skib kom paa den Maade uskadt til sin Hjemhavn. Alle de norske Skibe, som havde overført Trælast til Dokker eller offentlige Indretninger, bleve løsladte, og paa denne Maade undtoges mangt et Skib fra den paabudne Embargo, ligesom de største Skibe i Almindelighed vare i denne Fart. Historien fortier ikke det engelske Folks virksomme Deeltagelse i Norges Skjebne og mange Borgeres ædle Bestræbelser for at formilde Følgerne af den uventede krig;Efterat Forfatteren havde nedskrevet dette har Hr. Statsraad Motzfeldt havt den Godhed at meddele ham følgende Oplysning: «At det engelske Folk var meget misfornøiet med denne Krig, og at det viiste megen Velvillie mod danske og norske Krigsfanger, kan ogsaa jeg bevidne. Jeg var fra Juni 1808 til April 1809 paa Parole i Reading. Der vare deels vestindiske Officerer, deels Sø-Officerer, deels Skippere, Styrmænd og Supercargoer. Vi vare i Alt over 300, og aldrig hørte jeg, at Nogen af os mødte andet end Forekommenhed. Af Beviser, som Folket gav paa sin Tænkemaade i den Henseende, vil jeg anføre: Vore Parole-Passe indeholdt, at vi skulde være i Qvarteer, naar Sol gik ned; men der var aldrig Nogen, som brød sig om at see denne Bestemmelse overholdt, og vi vare ude saalænge vi vilde. Engang da der var bleven en ny Major, vilde denne gjøre sig vigtig, og udgav gjentagende Placater med Opfordring til Folket at tage os op om Aftenen, ja han udlovede endog en Guinee for Hver, som blev opbragt. Men han var ikke i Stand til at faae Nogen til at gjøre det, og vi gik ude som før. I 1809 havde endeel af os i et Værthuus et stort Middagsselskab paa Kongen af Danmarks Geburtsdag. Vi levede frisk, støiede vel ogsaa endeel, og holdt ved ud paa Aftenen. Majoren sendte da et Par Constabler, som skulde betyde Værtinden, at hun ei maatte beholde os længere, og i al Fald hjælpe hende at jage os bort. Men to gamle Borgermænd, som sad nede i Ølstuen, syntes det var Synd at vor Glæde skulde forstyrres, og de arrangerede det saaledes med Constablerne, at disse gik bort, imod at disse tvende Mænd forpligtede sig til at forblive i Huset og indestaae for at der ei skede nogen Uorden. Dette gjorde de ogsaa og vi holdt ud til Kl. 4 om Morgenen uden at faae at vide før senere, at vi skyldte disse Mænd vor Ro.» men den kan hverken retfærdiggjøre 235eller undskylde den engelske Regjerings Politik, uagtet dette Skimt af Liberalitet i Udførelsen deraf. Ingensteds havde det engelske Ministerium heftigere Modstandere mod sin politiske Færd mod Danmark i denne Krig at bekjæmpe end i England selv, og ved ingen Leilighed yttrede det engelske Folk større Misnøie med de engelske Ministres Politik. At disse imidlertid bleve staaende paa deres faste Grundvold, seirende over den stærke men ikke talrige Opposition, havde sin Grund i Parlamentets indre Organisation, hvori vi her ikke kunne indtrænge. Hverken den engelske Handelsstands ivrige Bestræbelser for at frelse de norske Handelsskibe, eller den engelske Regjerings formildende Fortolkninger af Embargoens Bud kunde hindre, at Beslaget lagde Baand paa den bedste, om ikke den største Deel af Norges Handelsflaade paa den Tid. Krigens Udbrud standsede ikke alene brat Landets vigtigste Næringsveie, men berøvede Fædrelandet de Redskaber, hvormed Capitaler skulde erhverves og en af dets vigtigste Næringsveie fremmes.

236Nu først begyndte Norge at føle Savnet af de Indretninger, hvorved dets Selvstændighed paa Handelens Vei kunde understøttes, og hvorom vi i det Foregaaende have talt. Den Lethed, hvormed det banede sig Vei til Virksomhedens nødvendige, i Danmarks Hovedstad concentrerede Drivmidler, gjorde, at Norge i denne Henseende kunde betragtes som en sammenhængende Deel af Danmark, da begge Rigers Handlende paa eet Sted og ligesom i eet Samfund, endskjønt paa forskjellige Veie, nøde Godt af Næringsdriftens bevægende Kraft. Paa engang splittedes nu Rigerne ad, det enes Overflod af hine Drivmidler kunde ikke erstatte dets andets Mangler; thi Norges forsvarsløse Kyst omspændtes af fiendtlige Krydsere, og paa Landsiden afbrødes Forbindelserne ved Landstrækninger, som vare en Regjering undergivne, der allerede da viste en truende Politik, som snart skulde gaae over til et virkeligt Fiendskab. Hvilke mørke Udsigter maatte ikke Virksomhedens Forstandere i Fædrelandet under disse Omstændigheder have til Fremtiden. Den Aarets Tid nærmede sig, da det Tilskud af Fødemidler, hvormed 237aarligen vore egne Laders utilstrækkelige Forraad understøttes ved Tilførsel fra Danmark, maatte komme over Havet, og hvor meget de Omstændigheder, som vi forhen have berørt, for Øieblikket bidroge til at formindske Trangen, behøvedes store Qvantiteter af Fødemidler for at tilfredsstille Byernes, de jordløse Kysters og Fabrikkernes Behov. Kornfarten var, som før bemærket, mestendeels i danske Hænder, og nogle Opbringelser til engelske Havne var nok til at bortskræmme danske Kornhandlere fra en Fart, paa hvilken der vovedes langt meer end der vandtes; thi ved Siden af en Fordeel, som var usikker, og et Salg, hvis Udbytte ei uden Vanskelighed kunde erholdes, laa Eiendoms og Friheds Fortabelse. Norges passive Kornhandel maatte saaledes omskabes til en activ, og dets virksomme Borgere maatte ikke allene være betænkt paa at indkjøbe Korn i Danmark, men ligesom skabe en ny Færsels-Flotille, hvormed Kornet kunde hentes. Norges Kornhandel fik derved et forandret Udseende, hvis Følger ere gangne igjennem den hele Periode, som ligger imellem vor Tid og den nærværende.

Men endskjønt Kornet er det vigtigste Drivmiddel i Norges Handels- og Fabrik-Virksomhed, saa er det ikke det eneste. Ved Siden deraf maa lægges rede Udtællinger, hvis Savn i høieste Maade lemlæster Virksomhedens Kraft. I denne Henseende var den øienblikkelige Forlegenhed den største. Norges Virksomheds Forstandere beflitte sig lidet paa fulde Kasser, og henlægge sjeldent i dem ubrugte Reserve-Capitaler. Deres Virksomhed gaaer mestendeels ud paa en vis Giro-Omsætning, i det leverede og bekomne Varer fra- og tilskrives Vedkommende, og den overskydende Ballance former sig enten i contante Udtællinger, eller i Gjældsposter, som føres til Bogs. Men ikke destomindre kan den industrielle Vindskibelighed ingenlunde undvære rede 238Penge; men disse maae betragtes som et af dens vigtigste Vehikler. En Deel af de fornødne Materialier maae betales med rede Penge; Vexel-Omsætninger, Skatter og Huusholdnings-Udgifter trække ideligen paa den løbende Kasse. Vi have desuden seet, at der paa hiin Tid var en nøiere Forbindelse, der lignede et Familie-Forhold, imellem Virksomhedens Forstandere og deres Undergivne end nu omstunder. Den Enes Forlegenhed var den Andens, og Huusbonden ansaa sig forpligtet til at inddrage de Hænder, som understøttede hans Virksomhed, i sin Forsørgelses Omsorg. Derved voxede Forsørgerens Bekymringer, og flere Midler, saavel af rede Penge som af Fødevarer, maatte tilveiebringes for at afhjælpe Trangen i saa stor en Omfang. Alle Kilder til at reise Penge ophørte nu pludseligen at rinde, og Enhver var indskrænket til eget Forraad deraf, eller til hvad han hos Venner eller enkelte Pengemænd kunde samle. Der var ingen Bank i Norge, som kunde aabne sine Kilder for den forlegne Virksomhed, ingen Disconto-Indretning, der kunde forsølve de sikkreste Vexel-Papirer. Ingen Regningsballance paa den fordeelagtige Side, hverken i Norge selv eller i Udlandet, kunde erstatte dette Savn; thi det samme Baand paa Virksomheden var lagt overalt, og allesteds sporedes den samme Mangel paa rede Penge. Desuden blev Forbindelsen med Udlandet saa aldeles afbrudt, at derfra ingen Resourcer kunde hentes, ligesom den i høi Grad var svækket med Frændelandet selv. Hos Kjøbenhavnske Commissionairer, gjennem hvis Hænder paa den Tid Norges Penge-Omsætninger fast udelukkende skede, var ingen Tilbøielighed til Forstrækninger, hvis Tilbagebetaling enten udsattes i det Fjærne, eller endog aldeles kunde udeblive under fortsatte Krigs-Omstændigheder. Kjøbenhavn var dengang, hvad Hamburg nu er, Norges vigtigste Omsætnings-Bank 239og Pengekilde, endskjønt den flød renere og i en simplere Form end nu om Dage. Reelle Papirer, støttede paa en fordeelagtig Handels-Virksomhed og solgte Handelsproducter, og ikke Ryttervexler eller Credit-Papirer uden Fundament, som Forlegenheden skaber for at reise Penge, nedsendtes dengang fra Norge til Kjøbenhavns Børs. Det var imidlertid ikke i Almindelighed i Kjøbenhavn, at Norges Handlende havde deres Overskud af dissponible Capitaler; det var mestendeels i England og Holland, hvorfra de efterhaanden uddroge de Remisser, som skulde dække deres Tratter paa danske Commissionairer. Dersom der i dette Kredslød af Omsætninger blev et Overskud tilbage til den norske Handelsmands Fordeel, deponeredes det sædvanligen i den engelske eller hollandske Commissionairs Hænder; thi hans Kasse betragtedes som den solideste Basis for Handelskraftens Bevægelser. I Kjøbenhavn havde saaledes den norske Handelsmand, som sagt, sjeldent Ballancen paa sin Side, og, om det endog var Tilfældet, var Inddragelsen paa den Tid vanskelig om ei umulig; thi Danmarks Handel gik i Staa, som Norges, og Hovedstaden havde følt de første umiddelbare Følger af den udbrudte Krig i en langt større Grad end Norge. Den behøvede Hjælp, og kunde ikke give den. De alvorligste Manebreve tilsendtes saaledes de norske Handelsmænd, som havde fordybet sig i deres danske Commissionairers Skyldbog. Norge befandt sig derfor allerede kort efter Krigens Udbrud i den største Forlegenhed for Penge, og endnu før Vinterens Ende sporedes stor Mangel paa Korn i Byerne og langs Kysterne.

Det var under disse Omstændigheder et Held, at de, der havde rede Penge at raade over, ikke havde endnu lært at lægge saa tung Haand paa sin forlegne Næste som senere hen. 240En Disconto-Præmie, som den der i vore Dage forlanges og gives, var paa den Tid aldeles ubekjendt, og hvo der aabnede sin Kasse for sine Medborgere, gjorde det sædvanligen paa de i Loven foreskrevne Vilkaar. Fire Procent var mellem Mand og Mand den almindelige Rente, og i dette Øieblik af en almindelig Forlegenhed ansaaes det for en Skam at skrue Renten høiere i Veiret. Ikke engang Vexel-Obligationer saaes saa hyppige som nu. Det var et Handelshuus i Christiania, som stedse var forlegent for Penge, der bragte dette Slags Gjældspapirer i større Omløb. Desuden var der i dette Ulykkens første Øieblik udbredt en vis Liberalitets Følelse, som ikke tillod at fare haardeligen frem mod Debitorer, eller gjennem Lovens Sværd at inddrive priviligerede Gjældsbeviser. De fleste Krav standsedes og udsattes til en bedre Tid. Vexelretten, som paa den Tid sjeldent udøvedes i sin Strenghed, suspenderedes, og den ene Borger understøttede den anden med de Midler, som han kunde have i Hænde. Landets Handelsmænd berigedes ved en fordelagtig Product-Afsætning og Skibsfart, og ei ved Penge-Omsætninger, hvis Værd under Penge-Forlegenhed og Cours-Fluctuationer senere hen kun i en alt for høi Grad paaskjønnedes. – Kort, den almindelige Nød frembragte en almindelig Eftergivenhed og Hjælpsomhed.

De Foranstaltninger, som Danmark gjorde for at give Krigen mod England Eftertryk, og skade sin Fiende, maatte, ogsaa forøge Norges Forlegenhed og Mangel i dets isolerede Stilling. De vare vist nok retfærdige, formedelst Englands Fremgangsmaade mod en uskyldig Nation; men de vare ei politiske, fordi den danske Stat manglede Kraft til at gjennemføre dem, af hvilken Aarsag Regjeringen nødsagedes, førend 2de Aar af Krigen var til Ende, til at nærme sig den stolte 241Fiende, og see igjennem Fingre med Nationens Krænkelse af disse Forbud mod Samqvem med England. Saaledes blev ved Forordningen af 9de September 1807 ikke alene Befaling udstedt, at alle engelske Personer og Skibe skulde anholdes, men alle Vexler, som vare trukne eller indosserede af engelske Undersaattere, skulde udleveres til Vexelkontoret i Altona, til Beløbets Confiscation, forsaavidt det var engelsk Eiendom. Til den Ende vare vedkommende Handelsmænd pligtige til at aabne sine Bøger for en Undersøgelses-Committee. Desuden forpligtedes Alle og Enhver inden 3 Dage fra Forordningens Bekjendtgjørelse at opgive til Stedets Øvrighed, hvad han til nogen storbrittanisk Undersaat var skyldig, af hvad Natur end Gjelden maatte være, og Beløbet skulde deponeres i Kongens Kasse. Stor Straf paalagdes Fortielsen af saadanne Fordringer. Al Brevvexling med England blev afbrudt, i det alle Breve, som enten kom fra England eller vare dertil bestemte, skulde indsendes til Stiftamtmanden og ingenlunde efter Adressen udleveres.See Bilag 1.

Lykkeligviis bleve disse Foranstaltninger, som vendte deres skarpeste Braad mod Landets egne Handelsmænd, ikke i deres hele Fylde udførte, eller rettere de bleve tilsidesatte og glemte. Den befalede Undersøgelse blev, saavidt Forfatteren veed, i Norge ikke foretagen, og enhver Handelsmand kunde bevare sin Kjøbmandsbogs Hemmelighed, ligesom de fleste norske Skyldneres Billigheds-Følelse afsondrede private Handelsforhold fra den politiske Krigs-Tilstand, og hensatte Gjeldsposten til engelske Undersaattere i sine Bøger, indtil Handelssamqvemmet under et fredeligt Forhold kunde fornyes. Der er kun enkelte 242Handelsmænd Forfatteren bekjendt, som adløde dette ukloge Bud, eller som senere hen, da Pengenes Værd saa betydeligen nedsattes, benyttede det til at afryste en betydelig Gjeld med en ringe Sum.See Bilag 2. Denne Foranstaltning var derhos i en høi Grad upolitisk; thi da de Fleste blandt Norges Handelsmænd paa den Tid havde Ballancen paa den fordelagtige Side i deres Regningsforhold med England, maatte den gjensidige Confiskation, om den iværksattes, være mere stilet mod norske end engelske Kjøbmænd.Saavidt vides blev denne Confiskation ogsaa af den engelske Regjering befalet; men det er vist, at de enkelte engelske Huse, i hvis Hænder de norske Capitaler vare, ikke adløde Befalingen. Det er imidlertid Forfatteren ikke bekjendt at nogen engelsk Debitor forholdt sin norske Creditor den skyldige Kapital; men denne stod Nordmanden tilrede, naar han vilde inddrage den, og Norge leed paa den Vei intet andet Tab end det, som var forbundet med engelske Huses Fallissement, mestendeels som en Følge af den norske Handels Ophør eller Indskrænkning, og norske Debitorers Uvederhæftighed.At den engelske Regjering ikke fulgte dette Princip uden som en Represallie, viste den Discussion, som fandt Sted i Parlamentet i Anledning af de Capitaler, som franske Undersaatter ved Krigens Udbrud havde i engelske Fonds. Da Forslag herom gjordes i Parlamentet, modsatte Ministeriet sig Confiskationen, som i høi Grad skadelig for Statens Credit, og Forslaget forkastedes.

Den danske Regjering indsaa strax Umuligheden af at kunne fra dens Hovedsæde umiddelbart styre Norges Anliggender under de tusindfold Vanskeligheder, som lagdes i Veien for Samqvem imellem begge Riger, og anordnede allerede under 24de August 1807 en interimistisk Regjerings-Commission for Norge. En saadan Foranstaltning var ikke alene nødvendig formedelst 243den afbrudte Forbindelse, men ogsaa formedelst Norges indvortes Forhold og Stilling til Frændelandet. I mange Aar før den sidste Krigs Udbrud tiltrængte Norges indvortes Forhold kun liden Opmærksomhed, og det befandt sig i den lykkelige Stilling, da Statsstyrelsens Indblanding i dets Handels-Virksomhed og i at ordne dets Næringsveie var ikke alene overflødig men skadelig. At lade Tingene gaae deres naturlige af de heldigste Conjunkturer foreskrevne Gang, var dengang, som ellers i Statshuusholdningen under saadanne Omstændigheder, det viseste Princip. Norge gav sine rige Remisser til den danske Statskasse uden at føle sig forarmet, eller uden at Indtægten beskares ved en kostbar eller vidløftig Afdeling af Statsstyrelsen. Slet lønnede Over-Embedsmænd vare de simple Redskaber, som den executive Magt benyttede sig af til at ordne Norges indvortes Forhold. Men denne Simpelhed i den danske Regjerings Styrelses-System for Norge gjorde dem, der vare satte i Spidsen for Rigernes Styrelse, mindre bekjendte med Norges indvortes Forhold, hvilket Bekjendtskab maatte være en Grundvold for de Foranstaltninger, som vare nødvendige under Tingenes nye Skikkelse. De Mænd, som havde beklædt de vigtigste Embeder i Norge, vare i Almindelighed lidet skikkede til at forbedre denne Kundskab; thi det var mestendeels unge Adelsmænd, der betragtede disse Embeder som et lavere Trin paa Stats-Embedernes Stige, og som sædvanligen hverken havde den Aldersmodenhed, eller den Indsigt i Statshuusholdningen, som kunde lede Statsstyrelsen til det rette Maal. Deres Ophold i Norge var sædvanligen for kort til at trænge ind i dets indre Forhold, saa forskjellige fra Danmarks. Det var imidlertid Enkelte af disse, deels danske, deels norske Mænd, som vare ansatte i Danmark, eller som 244befandt sig i Norge og indsattes i den norske Regjering, som Norge skylder mangen Lindring i dets Nød under Krigen, mangen en nyttig Foranstaltning under den i samme herskende Forvirring, ligesom Enkelte viiste sig virksomme til den skandinaviske Halvøes Forening og Constitutions-Værkets Fuldbyrdelse. Men det vil neppe kunne nægtes, at der i Almindelighed i de danske Collegier herskede en stor Uvidenhed med Hensyn til Beskaffenheden af Norges indre Forhold, og et mindre grundigt Studium af Statshuusholdningens Principer, der, forenet med Regjeringens uheldige udvortes Politik, gjorde mange af den danske Regjerings Skridt i Krigs-Perioden vaklende, uhensigtsmæssige og i sine Følger fordærvelige, i hvilken reen Hensigt og ofte ædel Stiil de end vare foretagne. Paa vor videre Vandring igjennem den korte men skjebnesvangre Ulykkes-Periode, som ligger for os, ville vi faae Anledning til at lægge Beviser ved Siden af vor Paastand.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.