Norges sørgelige Tilstand forværredes i en høi Grad ved den i Foraaret 1808 udbrudte Krig imellem Danmark og 336Sverige. Under 28de Februar erklærede Danmark Sverige Krig, efterat Ruslands Krigs-Erklæring under 10de samme Maaned var forudgaaet.I den russiske Krigserklæring siges: «Keiseren erklærer, at intet Forhold skal finde Sted mellem Rusland og England, førend dette har tilfredsstillet Danmark». Den danske Krigserklæring og Sveriges Svar findes i Bilag 12 og 13. Den Bekymring og Ængstelse, som denne Krigs-Erklæring udbredte i Norge, lader sig let forklare af Landets hjælpeløse Tilstand; men den var ikke ublandet med en vis Forfærdelse over dette, som det syntes, unødvendige Tillæg til den Fare, hvori den dansknorske Stat formedelst sin kritiske Stilling befandt sig, hvis Følger hvilede tungest paa Norge. Under den hele syvaarige Krigs-Periode var der neppe nogen Begivenhed, som i Norge opvakte mere Skræk og Misnøie, end denne ubetimelige og uoverlagte Krigs-Erklæring. Den betragtedes endog af de Landets Borgere, som vare den danske Regjering meest hengivne, som et stort Misgreb fra den danske Politiks Side, og allerede opstod Anelsen om de mulige Følger deraf, som i Tidens Fylde aabenbaredes. Denne Mellemkrig var en Forberedelse til Skilsmissen mellem Danmark og Norge, og enkelte Nordmænd begyndte – skjønt endnu i det Fjærne – at tænke sig Hensigtsmæssigheden af en Forbindelse, hvis Mulighed hidtil havde krænket hans indvortes Følelse; thi under denne Feide blev Nationen tilfulde bekjendt med de Farer, som Krigen med Sverige under en isoleret Tilstand medførte. England i Forening med Sverige maatte, under en alvorlig og kraftfuld Anvendelse af sin Magt, kunne stoppe Norges vigtigste Indtægtskilder, og afbryde fast al Tilførsel af Levnetsmidler. Derhos begyndte Norges Mænd efterhaanden at indsee Danmarks uheldige 337og ukloge Politik, der ved ethvert Skridt vendte sine Vaaben mod Danmark selv, og misbrugtes af troløse Frænder og Venner til Danmarks eget Fordærv. Ruslands Krig med Sverige sigtede aabenbart mere til at erobre Sveriges skjønne Provinds Finland, end til at udelukke England fra Østersøen, og tvinge det til Fred. Thi midt under Krigen vedligeholdtes en fredelig Handels-Forbindelse mellem England og de russiske Provindser i Østersøen. Til at fremme dette Øiemed maatte Danmark i sin nærværende nedtrykte Tilstand, i Følge et gammelt Forbund med Rusland, yde sit Bidrag ved at erklære Sverige Krig, medens dette Forbund egentligen kun forpligtede Danmark til at staae Rusland bi i en defensiv, men ei offensiv Krig. Hvor svage Grunde Danmark imidlertid havde til dette Fredsbrud med Sverige, sees bedst af Krigserklæringen selv. Men Danmark haabede ved sine Forbundsfrænder, Rusland og Frankrige at faae Erstatning i Sverige for det Tab, som det havde lidt ved Englands Overfald, og overilede sig ikke alene i de fiendtlige Skridt, som dertil skulde lede, men retfærdiggjorde ligesom den Hevn, som Sverige strax efter tog. Ved Flaadens Tab var Danmark aldeles sat ud af Stand til at overføre nogensomhelst Krigsmagt til Sverige, eller til at understøtte en Angrebskrig mod dette Land. Dets Forbundsven, Frankrige, kunde i al sin Storhed og Seiersglands, som paa den Tid havde naaet sin høieste Spidse, ikke med et eneste Krigsfartøi understøtte dette Angreb, og den russiske Flaade laa indspærret og ubevægelig dybt inde i de østersøiske Vande, og holdtes i Ave af den engelske Flaade, saasnart Farten aabnedes. Danmark maatte saaledes kun sætte sit Haab til Natur-Phænomener, som ikke almindeligen indtræffe, og som heller ikke i Aar understøttede en Expedition fra Danmark mod Sverige. 338Det maatte stole paa, at Vinterkulden skulde danne en Iisbro over Sundet, og lægge en Vei for franske og danske Armeer, som det aabne Hav, der vrimlede af engelske Krydsere, aldeles spærrede dem. Men denne Vinter var ingen alvorlig Iis-Vinter. Farten imellem Danmark og Norge var aaben endog i Vintermaanederne, og Sverige kunde smile til de franskdanske Rustninger paa de danske Øer, og trodse disse Armeer, som udsuede det svækkede Danmarks Marv, uden at kunne løsne et Skud imod Sverige. Danmarks Forhaabninger maatte saaledes hvile paa Ruslands Landmagt, der trængte ind i Sverige gjennem dets østersøiske Provinds, og paa den norske Armee, der ved en Diversion skulde bryde Sveriges Kræfter til Modstand. Men aabenbart væltedes derved Krigens Hovedbyrde paa det ulykkelige Norge, som allerede kjæmpede med de største Lidelser, hvorunder et Land kan sukke, Næringsløshed og Hungersnød. Man spurgte sig i Almindelighed i Norge, hvad Hensigten kunde være af denne ubetimeligen erklærede Krig; man formodede at store Resourcer stode til Danmarks Raadighed, og undredes ikke lidet over, at Intet skede, eller kunde skee til at understøtte den pralende Krigs-Erklæring. I det Europas daværende Stilling gav Danmark Aarsag til at plante sin Fane ved Siden af den franske Ørn, efter at være bleven mishandlet af England; – thi langt anderledes vilde Danmarks Skjebne være bleven, om Lykken fremdeles havde fulgt Napoleon paa sin seierrige Bane, og Rusland var blevet sine stolte Løfter til Danmark tro – og i det den danske Politiks Klogskab eller Vildfarelse i denne Henseende laa skjult i Fremtidens Begivenheder, maa det indskrives i Norges Historie som et overilet Skridt og en grusom Uagtsomhed for Frænderigets Interesse, i 339et saadant Tidsrum at fremkalde Krigens Rædsler over dette af Skjebnens haardeste Lidelser nedbøiede Land.Af de Ordres, som i Slutningen af Marts 1808 udgik fra Napoleons Hoved-Qvarteer, og som i Original findes i Constants’s mémoires sees, at Napoleon bemyndigede Prinds Pontecorvo til at gaae over til Sverige med to spanske og en fransk Division, tilsammen 22,000 Mand, dog kun under den Betingelse, at Kronprindsen af Danmark dertil lod støde 14000 Danske. Derhos befaledes, at dette Indfald ei skulde skee, førend de russiske Tropper vare faldne ind i Finland, og rykket frem til Åbo. Det paalægges deri Prinds Pontecorvo at skaane saa meget muligt de franske Tropper, at tilveiebringe ved Proclamationer Uroligheder i Sverige, og forøge Misnøien med den svenske Konge. Han bemyndiger Prindsen tillige til at beordre til Sjælland fra Hamburg et Regiment af Divisionen Dupas tilligemed 2 hollandske Regimenter, saasnart Prindsen var kommen til Sverige, for at beskytte Kjøbenhavn. I Napoleons Ordre spores tydeligen hans Ulyst til Toget til Sverige, med mindre Danmark deri kraftigen vilde deeltage, og det kunde grundes paa et sikkert Haab om heldigt Udfald. / Den hele Plan faldt imidlertid sammen, fordi Sundet hele Vinteren var aabent, ligesom Foranstaltningen til Overmarschen gjordes saa seent, at den neppe med Held, endog under en streng Vinter, kunde udføres, da Expeditionen ei kunde gaae af før i April, til hvilken Tid ingen sikker Iis-Communication imellem Sjælland og Sverige gives. Det projecterede Indfald i Sverige blev saaledes kun Danmark til Byrde formedelst de franske Troppers Indqvartering i de danske Provindser, ligesom den øvrige erklærede Krig i høi Grad forøgede Norges Lidelser.
Krigen erklæredes, men hvormed skulde den føres? Magasinerne vare slet forsynede, Soldaten maatte fødes med de Smuler, der skulde mætte Landets Hungrige, eller med det Sædekorn, der skulde kastes i Jorden, og han maatte klædes med tildeels sammentryglede Klædningsstoffe. Krigsfolket var uvant til den store Krig, og den krigerske Aand var tildeels 340bleven sløvet under det forhen omtalte Bestikkelses-System; flere af Officererne vare lidet øvede og lidet skikkede til at gaae Fienden imøde. Under en 90aarig Fred vare Krigens Elementer slappede, og Krigen skulde begynde uden tilstrækkeligt Forraad af de fornødne Midler, og uden Understøttelse af den større Krigsmagt, som Norges Statsfrænde havde at raade over. Der var saaledes i Norge Mangel paa Alt, hvormed en Krig skulde føres, og Veien til at erstatte Mangelen spærret af mægtige Fiender. De svenske Historieskrivere feile i Sandhed, som paastaae, at Norge begyndte denne Krig med en fuldtallig og vel forsynet Armee.
Regjerings-Commissionen befandt sig i Begyndelsen af denne Krig i den allervanskeligste Stilling. Dagligen bestormedes den af de meest trængende Ansøgninger om at aabne Provideringens Magasiner for Privates store Nød, medens den ikke kunde blotte Armeen for de nødvendigste Fødemidler. Der behøvedes megen Fasthed for at mægle mellem disse Mangler og yde Hjælpen der hvor den meest behøvedes. Det var Regjerings-Commissionens kummerfulde Timer, og en Enkelt af dens Medlemmer bukkede omsider under for disse Lidelser. Den norske Regjerings uafbrudte og kloge Aaarvaagenhed, det fædrelandske Sind, hvoraf den bedre Deel af Folket paa den Tid aabenbart besjæledes, det indgroede Had mod en Sammensmeltning med Sverige, som da blussede i sin høieste Lue, og vore Krigeres Tapperhed bødede imidlertid paa disse Mangler, og fremledede et uventet Udfald af denne Grændsekrig. Den vanskelige og blodige Opgave løstes bedre end Nordmanden selv i Almindelighed havde turdet vente.
Til Lykke for Norge var den svenske Armee paa den norske Grændse fast ligesaa slet udstyret som den norske og leed 341under Omstændigheder, som hemmede dens Fremskridt. Dens Forsyning og Færdselsmidler indtraf ikke til rette Tid, og der var ingen Sammenhold og Udholdenhed i Udførelsen af den lagte Angrebsplan. Nordarmeen stod under en tapper og duelig Overgeneral, Armfeldts,Armfeldts Levnet og Politiske Skjebne findes beskrevet i Handlingar rørande Sveriges Historia 1sta og 2dra Delen. Commando, men som paa mange Maader lammedes i sine krigerske Operationer. Hans tvende Armee-Fløie commanderedes af Oberst Bergenstråle og den kjække Generalmajor Vegesack; men begge vare berettigede til selvstændige Planer, og at indsende sine Rapporter directe til Stockholm, uden at Overgeneralen kunde kræve nogen umiddelbar Meddelelse deraf, og den nødvendige Eenhed i Angrebsplanen var under disse Omstændigheder ikke let mulig. Desuden kaldtes Vegesack og Bergenstråle snart til en anden Krigsskueplads og afløstes af Obersterne Posse og Engelbrechtson.Vegesack tilskriver i sin Bog: Svenska Armeens Fäldttåg Åren 1805–1808, tildeels denne Commandoens Adsplittelse Krigens slette Udfald paa norsk Grændse. Derhos paastaar han, at det havde været klogere, om Armfeldt var bleven sendt til Finland for at afløse Klingspor, fordi Armfeldt var mere duelig til at føre denne Krig, hvorimod Vegesack ansaaes mere skikket til at føre en Guerillakrig i Norges couperede Landstrækninger. «Men det hørte – siger han – til Kongens store Misgreb, næsten aldrig ret at anvende Personer, en Ulykke, som maaskee meest af alle bidrog til hans Fald, samt Krigens bedrøvelige Udfald». I Øvrigt kan man vel undre sig over, at de kommanderende Chefer ikke ved stiltiende Aftale mellem sig forbedrede dette Kongens Feilgreb. Men de synes bogstaveligen at have fulgt Kongens Villie. Det svenske Armee-Corps, som skulde gjøre Indfald i Norge, var bestemt til at udgjøre 16 til 18000 Mand, men svenske Krigsberetninger fra den Tid paastode, at det aldrig udgjorde 342meer end 10 à 12000 Mand. Den svenske Vesthær – saaledes kaldtes den mod Norge opstillede Krigerskare – kunde saaledes lidet udrette. «Formedelst dens Svaghed, den i samme herskende Uorden og Mangel paa Alt, især paa den nødvendige Ammunition – siger en agtet Historieskriver fra hiin Tid – var det nok, at den i det mindste kunde dække Grændserne.Schwedische Geschichte unter Gustav IIIten, vorzüglich aber unter Gustav IVten Adolph von E. M. Arndt. Leipzig 1839. Bilag No. 14 indeholder en Oversigt over den svenske paa norsk Grændse førte Krig, som Arndt siger, at en svensk vel underrettet Officeer i Armfeldts Generalstab har meddeelt ham. See Arndts Bog Pag. 301 ff. Beretningen viser imidlertid, at denne Officeer ei i alle Henseender har været vel underrettet. Den svenske Armees høire Fløie, som commanderedes af Armfeldt selv, opstilledes langs Wermelands Grændse og bestod af 4 Brigader under Obersterne Leionstedt, Grev Schwerin, Baron Cederstrøm og Greve Cronstedt. Desuden hørte hertil en Reserve i Carlstad, hvor Hovedqvarteret var, og et detacheret Corps ved Midtskov under Oberst Gahns Befaling. Armeens venstre Fløi, under Vegesacks Commando, strakte sig fra Solpum til Svinesund, og var inddeelt i 3 Brigader, der anførtes af Obersterne Baron Posse, Baron Bunge og Belfrage. Desuden befandtes ogsaa for denne Afdeling en Reserve i Vennersborg, hvor Vegesack havde sit Hovedqvarteer. Den nordre Afdeling under Bergenstråles Commando bestod af Vesterbottens og Jemtlands Regimenter, og dens Formaal var at beskytte Jemtland og Herjedalen. En Flotille skulde, efterat Isen var gaaet op, lægge sig for Bugten ved Christiania, og true denne Stad; men denne forlod 343aldrig Kysten ved Strømstad, hvor den dækkede Hærens venstre Fløi.
Den norske Magt var fordeelt paa følgende Maade: i og ved Trondhjem 4000 Mand, i Bergen 1200 Mand, i Christiansand 1200 Mand, i Christiania 2000 og i Linierne fra Kongsvinger til Frederikshald 21000 Mand. Men naar man regner Garnisonerne i Fæstningerne Frederikshald, Frederiksstad og Kongsvinger, saa indsees let, at ingen stor Troppemasse kunde findes paa enkelt Sted, og denne maatte desuden fordeles paa den lange Forsvarslinie, da det var uvist hvor Indfaldet skede.
Imidlertid havde den svenske Hær ved Krigens Aabning Fordelen paa sin Side. Den trykkede de norske Linier tilbage over Glommen, og det paastodes, at dersom Armfeldts Armee havde været tilstrækkeligen forsynet med Ammunition og Skyts, vilde Kongsvinger være falden i de Svenskes Hænder; thi Commandanten paa denne Fæstning erklærede den saa slet forsynet med Forsvarsmidler, og i en saa elendig Forfatning, at han ikke længer vilde kunne holde sig. En svensk Beretning paastaaer endog, at Commandanten havde skrevet til Armfeldt, «at han ikke vilde lade sig stege paa Rist». Efter nogle Forpostfægtninger, hvori de Svenske tilskreve sig Fordelen, gjorde de et Angreb ved Lier den 18de April med den første Brigade forstærket med en Bataillon af Uplands Regiment. De Norske forsvarede sig kjækt fra deres Forskandsninger, og General Armfeldt, som ved denne Leilighed selv kommanderede, tog allerede Dispositioner til Retraite, da i det samme en Collonne under Anførsel af Major Cederstrøm, som ved Local-Vanskeligheder var hindret fra før at komme paa Pladsen, viste sig i de Norskes Ryg. Under den Forvirring, som derved 344opstod blandt de Norske, stormede Baron Carl Ankarsvärd og Major Hård Forskandsningen, og indtog den efter en haardnakket Modstand. Da nu tillige Capitain Matern med en Troppe-Afdeling angreb de Norskes venstre Flanke, opstod der Uorden blandt disse, de retirerede iilfærdigen og overlode Positionen i Fiendens Hænder. Fæstningen Kongsvinger lettede de Norske Tilbagetoget, hvorved deres fleste Kanoner bleve frelste. De Svenske gjorde ved denne Leilighed 3 Officerer og 92 Soldater til Fange. Paa svensk Side faldt 5 Mand, og 56 Soldater, 8 Officerer, og 2 Underofficerer saaredes. Omtrent paa samme Tid erobrede Oberst Lagerbring Blakjær-Skandse, og de Svenske gjorde sig Haab om at Veien til Christiania var dem aaben. Men Lagerbring blev, deels af Mangel paa Proviant og Fourage, deels forfulgt af de fremrykkende Norske, nødt til at trække sig tilbage til Hovedarmeens faste Stilling.De Norskes Beretning om Slaget findes i Bilag No. 15 og 16, hvortil ogsaa er føiet de Svenskes Beretning, taget af «der nordische Controlleur 1808», som findes paa Bibliotheket i Stockholm.
Oberst de Seue blev saaledes nødt til at vige for Overmagten, og efter et Tab af henved 200 Mand fangne og døde at trække sig tilbage over Glommen ved Kongsvinger. Denne uheldige Begivenhed kastede en Skygge over de Seue, og paadrog ham Overgeneralens Misnøie, der foranledigede et Forsvar fra hans Side, hvori han søgte at hævde sin og de Krigeres Hæder, der stode under hans Commando. Sagen maatte kjendes i sit hele Omfang, for derover at fælde den rigtige Dom; thi det er ikke altid den slagne Kriger som fortjener Dadel.De Seue har forsvaret sin Færd i et Skrift, der indeholder «hans Levnetsløb og Tidshistorie» Christiania 1811. Der fortælles adskillige Samtaler, han med Prindsen har holdt, og fremlægges Breve, som han med ham har vexlet, hvori Prindsen vist nok har dadlet ham i stærke Udtryk, men og formildet disse siden ved venlige og agtelsesfulde Udladelser. De Seue berøvedes vel sin Commando, og blev ei senere brugt i den svenske Krig, men hans Konge viste sig ikke unaadig mod ham; thi da han kort efter fik sin Afsked efter Ansøgning, meddeeltes ham en høiere Rang. Paa flere Maader formildede Prindsen den mod ham brugte Strenghed.
345Men denne mindre heldige Begyndelse af Grændsekrigen kom ikke til Nationens Kundskab, førend Efterretningen om lykkeligere Begivenheder kunde lægges ved dens Side. Den svenske Hærfører stolede paa, at de norske Tropper formedelst en lang Fred ikke vare krigsøvede, og at den norske Overgeneral skulde være nødt til at fordele sin Krigsmagt langs Kysten for at forsvare denne mod den Sørustning, som i England beredtes imod den. Armfeldt bestemte sig saaledes til ved nogle Flyvecorps at lokke den norske Magt fra sine faste Stillinger, fordele og beskjæftige den, medens Armfeldt rykkede ind med sin Hovedmagt, for at afgjøre Krigens Skjebne ved et Hoved-Angreb. Men tvende af disse bleve tilintetgjorte, sprængte og fangne af de Norske. Saaledes blev et Detaschement af Livregimentets Grenaderer og Husarer under Oberstlieutenant Grev Mørners Commando, af Mangel paa tilbørlig Understøttelse, omringet og fanget ved Blakjær af Major Veibyes Corps. Ved denne Leilighed faldt i de Norskes Hænder foruden Chefen 5 Officerer, 4 Underofficerer, og omtrent 100 Mand Soldater. Alene Adjutanten, Baron Sparre, lykkedes det med 8 Mand at bryde sig igjennem og undkomme.Da Grev Mørner lod slaae Chamade, til Tegn Paa Overgivelse, vedbleve de norske Soldater, enten af Uvidenhed om denne Musiks Natur, eller af Forbittrelse, at skyde, hvilket gav Greven Anledning til den Yttring, at han var kommen blandt Kanibaler og ei blandt Christne. Da Mørner skulde overgive sin Kaarde, var den kommanderende Officeer ikke tilstede, og han maatte overlevere den til en underordnet Yngling. «Aldrig – sagde han – havde jeg troet, at jeg skulde overleveret mit Værge til en Pøike».
346Oberst Gahn brød med sit Detaschement den 24de April fra Midtskogen over Grændsen, for ved denne Bevægelse at dække første Brigades høire Flanke. Men Oberst Staffeldt rykkede imod ham med sin Brigade, tournerede og omringede ham, og han maatte, efter en skarp Fegtning, overgive sig med sit hele Corps, dem undtagne, som det lykkedes at forstikke sig i Skovene. Flere norske Officerer, blandt disse Major Stabell, Capitainerne Arntzen, Nægler, Sigholt, udmærkede sig ved denne Leilighed, og den tappre Capitain Dreyer faldt. Resultatet af denne Dags Ære for de Norske var 9 fangne Officerer og omtrent 320 Gemene. Flere Døde laa paa Valpladsen, og mange Saarede indbragtes efterhaanden. Tabet paa de Norskes Side af Døde var heller ikke ubetydeligt. Fangerne fordeeltes i det Indre af Landet.Gahn kom med flere af sine Officerer til Drammen, hvor hans Søster Amtmandinde Hofgaard boede. Planens uheldige Udfald fra svensk Side tilskrev Armfelt Mangel paa tilbørlig Understøttelse af begge sine Armeefløie. Vegesack, der havde den bedste Villie til at maale sig med sin Fiende, var færdig den 6te April til at rykke frem, men kunde ikke røre sig af Mangel paa Levnetsmidler. Bergenstråle fulgte en egen Plan, hvis Beskaffenhed Armfeldt ikke kjendte, og rykkede til en ganske anden Kant, for at afværge et formodet Angreb af Russerne, der ikke paafulgte.Vegesack tilstaaer vel i sin ovenfor citerede Bog, at Mørners Uheld maa tilskrives Mangel paa Understøttelse, men han tilskriver Gahns Overgivelse «hans Uforsigtighed i at rykke frem, og hans over al Maade slette Vagthold». De svenske Historieskrivere, og med dem de Seue, paastaae, at det var en let Sag at omringe og fange et Flyvecorps med en langt overlegen Magt. De Seue anstiller i denne Anledning en Sammenligning mellem dette Indfald, og det første under Armfeldts egen Commando, under hvilket han maatte vige for en stor Overmagt. Dette sidste vilde dog de Svenske ikke tilstaae. Til Staffelts Beretning i Bilag No. 17 have vi føiet den svenske Rapport om denne Fægtning, uddraget af ovenanførte «nordische Controlleur». / Ved denne Fægtning ved Midtskogen udmærkede sig især det leerdalske Compagnie, og blev «formedelst sin Raskhed og Kjækhed» anbefalet sin Konges Opmærksomhed. I Følge deraf tilkjendegaves Compagniet hans Majestæts Bifald med Løfte om en Belønning, som det maatte udbede sig. Men Alle som Een forlangte ingen anden Belønning, end at 4 af deres Kammerater, som hensmægtede i Fængsel paa Bergenhuus Fæstning i Anledning af Urolighederne i Leirdal i Aarene 1799–1802, maatte vorde frigivne. (See Morgenbladet 1843 No. 48). Saavel Leirdølernes ædelmod som deres Tapperhed ved denne Anledning fortjener at bevares i Historien.
347Det var imidlertid let at begribe, hvilken Glæde Efterretningen om denne Krigens heldige Begyndelse udbredte over det hele Norge, der ikke uden Ængstelse saae sine formedelst en lang Fred uøvede Stridsmænd opstillede mod en Kriger-Række, der havde et stort Navn iblandt Europas Krigshelte. Ikke alene Resultatet selv, Synet af de mange Krigsfanger, som droge gjennem Østlandets Byer, og den urokkelige Stilling af Armeens Forsvars-Linie, men ogsaa den patriotiske og varme Tone, hvori disse lykkelige Begivenheder igjennem Budstikken forelagdes Folket, udbredte en Stemning iblandt Norges Folk, som i den Grad aldrig har fundet Sted. Forfatteren har forhen bemærket, hvilken besynderlig Varme der var udbredt over Budstikkens første, af E. Falsen udgivne Blade, og han maa 348gjentage, at han aldrig veed at have læst noget offentligt Blad med den Interesse som dette. Dertil kan han med Sandhed tilføie, at han aldrig paa sin lange Løbebane har oplevet et Tidspunkt, i hvilket Fædrelandskjærligheden viste sig i en varmere, renere og meer almindeligen udbredt Lue, og i hvilken private Forhold, Gjenvordigheder og Lidelser meer underordnedes Deeltagelsen i Statens Stilling. Det var som om denne nye Lykkes-Sol fordrev alle mørke Skyer. En af de vigtigste, og visseligen den i de nærmeste Aar før Krigen meest indbringende, Næringskilde, Trælast-Udskibningen, ophørte aldeles i denne Sommer; Skibsfarten var indskrænket til den farlige, og for Handelsmanden lidet fordeelagtige, Kornfart; Fiskeriets Udbytte kunde ikke udsendes til Udlandet, Metalfabrikkerne lede af Mangel paa Afsætning, Hungersnød herskede i en stor Deel af Landets kornløse Egne, og Nøden trykkede i høi Grad Arbeidsklassen og Kystbeboerne, – men faa Klager hørtes herover. Alles Øine vare henvendte paa Grændsen, og Alle glædede sig over, at Norges gamle Fiende ikke kunde fæste sin Fod paa vor Fædrenejord.
Følgerne af denne Nationens muntrere Stemning viste sig snart over det ganske Land. Enhver ilede at bringe sit Offer paa Fædrelandets Alter. Provisioner, Penge og Klædningsstykker strømmede til vor paa Grændsen staaende Armee, og især udmærkede sig Grosserer John Collett i Christiania ved at samle, befordre og selv bidrage til Armeens Forpleining. Fast ethvert Nummer af Budstikken havde at bekjendtgjøre anseelige Bidrag af den Art, og i denne første Krig med Sverige erstattede privat Godgjørenhed tildeels, hvad der, uagtet vedkommende Autoriteters Anstrengelse, fattedes i den offentlige Foranstaltning af Mangel paa tilstrækkelige Midler, og formedelst 349Landets blottede og næringsløse Tilstand. Saaledes kunde Grosserer Collett, efterat Krigen neppe havde varet i nogle Uger, anmelde, at 55 – mestendeels 4spændige – Vogne med Proviant og Forfriskninger vare afsendte til Armeen. Det var ikke alene Nødvendigheds-Varer, men ogsaa Livets overdaadige Nydelser, som sammenbragtes af deeltagende Landsmænd til Armeens Vederqvægelse. Vi have Fiendens eget Vidnesbyrd om den Overflod, som herskede i den norske Armee, især blandt de Militaire af høiere Grader.Da Adlersparre, efterat det Knorringske Corps af de Norske var blevet tilintetgjort ved Præstebakke, trykkede de norske Posteringer med stor Overmagt tilbage, og indtog deres Qvarteer, «forbausedes han ved at finde i en Feldtstation i dette Land de meest udsøgte Lækkerier». Fra de Egne, som var Krigen nærmest, sendtes Levnetsmidler af alle Slags, fra de fjærnere sendtes Munderingsstykker, saltede Provisioner og Penge, og mangesteds aabnedes Subskriptioner til Bedste for de Efterladtes Enker og Børn. De bedre Familier, som boede i Nærheden af Krigens Skueplads, især Præsterne, aabnede gjæstfrie deres Fadebure for deres stridende Landsmænd, og det var fornemmeligen til disse, at de samlede Gaver fra By og Land sendtes, for deels at erstatte Udtømmelsen af Levnetsmidler hos de gavmilde Familier, deels at sætte dem i Stand til at fortsætte deres patriotiske Godgjørenhed.Især udmærkede sig Præsten i Sørum, Doctor Gudmundsen, ved sin Gjæstfrihed og Omhyggelighed for en passende Fordeling af de samlede Provisioner, men han fandt hæderlige Medhjælpere i de Præster, der, som han, boede Krigsskuepladsen nær. Disse runde Gaver bidrog ogsaa til at gjøre Krigens Følger mindre [rettet fra: minred (trykkfeil)] rædsomme der, hvor den havde sit Sæde. Ikke uden Bevægelse læses i Budstikkens første Blade de mange Yttringer 350af gjensidig Erkjendtlighed og privat Godgjørenhed, som vexledes imellem Giver og Modtager, saavelsom den hæderlige Erkjendelse fra Regjerings-Commissionens Side af disse herlige Yttringer af en sand Fædrelandskjærlighed midt under en Lidelses-Periode, hvortil et stort Stykke af Norges Historie ei kan fremvise Mage.
Men ikke alene gjennem Norge gik denne patriotiske Varme for det nedtrykte Fædrelands Sag, og denne virksomme Deeltagelse for Landets Stilling, og for de tappre norske Krigeres Held. Den viiste sig i samme Grad hos vore daværende Statsfrænder, de Danske. Ogsaa de offentlige danske Blade havde postdagligen at berette om store Gaver af alle Slags, som der bleve lagte paa Fædrelandets Alter. Det var især Bidrag af Materialier til en ny Flaades Bygning, som var Gjenstand for de Danskes patriotiske Godgjørenhed. Mangfoldige Skoveiere tilbød af deres Skove uden Betaling Egetømmer til Skibsbrug; Andre bestemte dertil ei ubetydelige Capitaler, eller paatoge sig, som i Norge, at bygge Kanonbaade. Saaledes reistes igjen paa Holmens Værft enkelte Orlogsfartøier, som Begyndelse til Erstatning for den ranede Flaade. Norges Armee blev heller ikke der glemt. Store Mængder af Provisioner samledes i de Egne, hvorfra Oversendelse var mulig, og omendskjønt en stor Deel deraf berigede Fiender meer end Venner, saa kom dog Meget deraf over det med fiendtlige Krydsere opfyldte Hav, og bragte vore stridende Landsmænd en velkommen Vederqvægelse. Betydelige Bidrag af Penge sendtes ogsaa den norske Armee fra Private i Danmark. Der var i den Anledning nedsat i Kjøbenhavn en Committee «for frivillige Bidrag til Opmuntring for de norske Krigere, og til Understøttelse for disses Enker og Børn», som indsamlede 351en Sum, der i rede Penge overgik den, som sammenbragtes i Norge. Denne CommitteeMedlemmerne af denne Committee vare: Kaas, Colbjørnsen, N. Tønder Lund, Treschow, Sverdrup, Saaby, Erichsen, Dunzfeldt og Prætorius. deponerede i den kongelige Casse i Kjøbenhavn 20,000 Rd., som bleve anviiste paa den norske Casse i Christiania, ligesom betydelige Summer anvendtes til Indkjøb af Fødemidler, især Fedevarer. Til denne Understøttelse ydede baade Kjøbenhavn og Provindserne Bidrag. Flere af Kjøbenhavns Embedsmænd og Grosserere, samt Herremænd paa Landet, ydede indtil 500 Rd., hvilket med Hensyn til Coursen,Coursen var paa den Tid omtrent 150 Rigsdaler Courant for 100 Sølvspecies, og faldt i Juli Maaned til 160. der i Forsommeren 1808 endnu ei var falden betydelig, maa ansees for en anseelig Gave. Mange danske Bønder blandede sig i denne velgjørende Skare.
Desuden oprettedes frivillige Corps i Christiania, Drammen og flere Steder; de tvende første stilledes vel i Linie mod Fienden, men de toge ingen alvorlig Deel i Krigen. Kun de frivillige Jægere i Fredrikshald gjorde deres Nytte ved Tilintetgjørelsen af det Knorringske Corps. I Spidsen for et af disse, et frivilligt Jægercorps i Christiania, finde vi daværende Amtmand, Grev Wedel-Jarlsberg, ligesom Christiania Artillerie-Corps stilledes under Ludvig Mariboes Commando, og Drammens frivillige Jægere under Jakob Lund. Vi ville siden faae Leilighed til at fremlede Mariboe paa vor Histories Skueplads. Denne hans første Fremtræden paa hans virksomme Bane giver blot Anledning til den Bemærkning, at hans Iver for Norges Sag, og hans Studium af den theoretiske og practiske Deel af Krigsvæsenet ikke gav det Resultat, som han 352selv havde haabet. Saavel Grev Wedel som Mariboe yttrede for sine Venner, at der med Corpser af den Art, som vore, uvante til Undværelser, idelige Marscher og stærke Strabadser, lidet var at udrette. Deres Underordnede vare ikke vante til den militaire Subordination, og trættedes snart ved Opofrelsen af tilvante Beqvemmeligheder. Ingen af dem satte derfor den virkelige Tjeneste, som de gjorde Armeen, høit. Men nægtes kan det ikke, at der i de Maaneder, da denne Krig med Sverige varede, gik en glødende Patriotisme igjennem den hele Nation, som var i Stand til de største Opofrelser, og lagde kraftfulde Handlinger ved Siden af de stærke Ord. Da fæstedes ogsaa Kjærligheden og Høiagtelsen for Prinds Christian August dybt i Nordmandens Barm; han blev et Redskab til at befrie Landet fra den Fare, som dengang betragtedes som den største, der kunde vederfares det – Underkastelse under Naboriget – og denne Kjærlighedens Rod oprykkedes end ikke, da han kort efter forlod Norge, for at sætte sig paa Sveriges Trone.
Det kan saaledes ikke nægtes, at Held og Hæder under de første Scener af denne Krig med Sverige var paa Nordmandens Side, og at denne lykkelige Begyndelse bidrog til Krigens lykkelige Fremgang. Vi ville her ikke undersøge, hvor stor en Deel Fiendens, og især den svenske Regjerings Feiltrin havde i denne heldige Begyndelse; men vi maatte forvanske den sande Histories Billeder, dersom vi nægtede vore Landsmænd og vore Krigere den Hæder, som tilkommer dem. Blandt en Række af Krigere, der vare saa uvante til dette blodige Haandværk, som de norske paa den Tid, befandtes vist nok – og Rygtet har ikke sparet dem – de, der viiste Spoer af en mindre Krigs-Øvelse og et mindre Mod. Men i Almindelighed 353udmærkede vore Krigere sig i denne korte og ikke meget blodige Krig ved Mod, Conduite og en Menneskelighed, der kun i Kampens Hede og af Armeens djærveste Kjæmpere fra afsides Bygder stundom tilsidesattes. Vi ville derfor gjerne tilstaae med svenske Annalister, som have nedtegnet denne Krigs Begivenheder, at der herskede i Almindelighed iblandt vore Landsmænd en stor Agtelse for det svenske Mod, Tapperhed og Krigerfærdighed, erhvervet paa saa mange med svensk Blod vædede Valpladse; men det kan derimod ikke tilstaaes, at enten denne Agtelse for de fremmede Krigere opvakte Modløshed hos vore, eller at den svenske Krigsmagt, efter hines Paastand, stedse var den norske overlegen i Tapperhed eller kloge Dispositioner. I begge Lande har Historien optegnet disse Begivenheder, og, hvad enten vi see hen til Resultatet eller til de anvendte Midler, kunne de norske Krigere ei ansee sig som overvundne eller deres Krigerfærd mindre hæderlig end Fiendernes. Anførerne for den svenske Hær selv give vore Soldater Fortrin for de svenske i Smaakrigen og den egentlige Jæger-Exercits, og de give ikke alene den norske Overgeneral den Roes, som ham tilkommer; men hæve høit flere af de norske commanderende Officerer.I sine Stilstands-Underhandlinger med Staffeldt giver Adlersparre de norske Jægere og deres dygtige Anfører deres Priis, og ved en anden Leilighed roser han den forunderlige Færdighed, hvormed de klattrede op og ned af Fjeldene. Derimod roser han ikke Sikkerheden af deres Skud; men de norske Jægere viiste i Almindelighed, at de kunde ramme deres Mand paa et langt Hold, ligesom det var naturligt at begge Partier tilegnede sig Kampens Ære. Der findes en stor Overdrivelse i de svenske Beretninger om den norske Armees Størrelse, som sattes i Bevægelse mod den svenske. Den var 354adsplittet paa saa mange Punkter, i Følge den defensive Krigs Natur, at den ingensteds kunde fremtræde i store Masser, og kun ved enkelte Leiligheder var Overmagten paa norsk Side afgjørende; stundom var endog Seieren paa de Norskes Side, endskjønt det større Antal var paa de Svenskes. Ligesaa urigtig er den Paastand i svenske Beretninger, at der i den norske Armee befandtes Overflod af Ammunition og Provisioner, samlede for Statens Regning. De offentlige Magasiner vare ingenlunde vel forsynede, og den almindelige Nød tillod ikke at opdynge nogen Overflod i Magasinerne. Herskede der nogen Overflod i Armeen, da maa den tilskrives den private Godgjørenhed, der umuligen kunde udbrede sig over hele Armeens Rækker, eller frembringe en jævn og almindelig Forsyning, der vel ogsaa kun strakte sig til Militsens høiere Grader. I Regjerings-Commissionens Raad var det uafbrudt Gjenstand for Overveielse, hvor meget der kunde afstaaes af de offentlige Magasiner for at lindre den almindelige Nød i Landet og give Landmanden Sædekorn i Hænde. Armeens Forsyning og Omsorg for at lindre den private Nød gik ved Siden af hinanden; Regjeringen maatte dele sin Anstrengelse mellem begge og underordne Fremtidens Bekymringer Haabet om en bedre Tilstand. Aaret 1807 var et slet Hø-Aar, og den udskrevne Fourage kunde vanskeligen, og paa mange Steder ikke, tilveiebringes. Hvor slet vor Armee var forsynet med Ammunition, det vise de strenge Forbud, som udgik mod privat Brug af Krud, og de Foranstaltninger, som bleve trufne for at tilveiebringe Salpeter. I vor Guerilla-Krig var lidet Spørgsmaal om Brugen af Kanoner, og paa begge Sider var der neppe stor Overflod af dette Slags Ammunition, men vi have paa et andet Sted gjort opmærksom paa, at den norske Armee i det 355Hele var langt slettere forsynet paa Krigs-Material end den danske, og dette beviistes noksom af de Forsøg, som gjordes paa at liste den Slags Undsætning fra de vel forsynede danske Krigs-Magasiner gjennem de paa Havet vrimlende fiendtlige Krydsere.
Vi ville ikke indlade os i Gisning om, hvad der var skeet, dersom den svenske Vest-Armee, med større Eenhed i sine Planer, kraftigere understøttet i sine Midler, havde overvældet vort Fædreland. Vi ere berettigede til at troe, at vor Kriger-Hæder nu, som i fordum Dage, var bleven uplettet, og at dette Aarhundredes Begyndelse havde fremledet Forsvars-Scener, som kunde stilles ved Siden af det forrige Aarhundredes. Vi tage kun Krigens Begivenheder for os saaledes som Krigens Historie giver os dem i Hænde. Vi ville give vore daværende Fiender Fortrin med Hensyn til physisk Styrke, og vel og til strategisk Konst, og den Øvelse i Linie-Exercits, der har gjort den svenske Armee navnkundig; men deres egne kompetente Dommere have givet vore Krigere deres Ret i den Slags Krig, som dengang førtes paa vor Grændse. Den moralske Styrke var derhos uden Tvivl større hos den norske Nation og den norske Armee paa den Tid. Der var da ingen Tanke om en skandinavisk Forening; men den gamle National-Afsky for en Underkastelse under Sverige raadede i Nordmandens Barm. For at forebygge denne fremstod Nationen ligesom i Masse, i sin forladte Tilstand frembar den midt i sin Armod, medens Næringsløshed og den meest trykkende Mangel paa Livets Fornødenheder raadede i Landet, Alt hvad Soldaten manglede, og det saa rundeligen, at der i Leiren ofte var større Overflod end hos Borgerne selv. Ved denne almindelige National-Deeltagelse maatte Krigerens Mod styrkes og voxe. For 356Nordmændene gjaldt det paa den Tid at være til som Nation eller at udslettes paa Nationernes Liste. Den samme Aand gik igjennem Folket i alle Classer, som i Krigen med Carl den XIIte i Begyndelsen af det forrige Aarhundrede. Blandt de Besværligheder under denne Krig, hvorover Adlersparre klager, var ogsaa den, at Bønderne ved ingen Midler vare at formaae til at give Efterretning om de Norskes Bevægelser. Derimod vare de stedse paa Færde for at give de norske Krigere Efterretning om de Svenskes Planer og Marscher. Slige Beretninger vinde Troværdighed, naar de komme gjennem Fiendens Mund.Da Adlersparre med stor Overmagt rykkede op, efter Fægtningen ved Berby, mod den lille der forsamlede norske Krigsmagt, stødte de Svenske paa en grædende Bondegut, som beklagede sig over, at en Bondekone havde taget Hesten fra ham, og derpaa i susende Galop redet til Præstebakke, aabenbart for at advare Nordmændene om den Fare, som truede dem. Historien har ikke opbevaret Navnet paa denne Amazone. I det norske Forsvar og de militaire Dispositioner var der en fuldkommen Eenhed. Overgeneralen havde over disse den frieste Haand; i Regjerings-Commissionen var intet Krigsraad, der nogensinde blandede sig i at bestemme Armeens Stilling eller dens offensive og defensive Skridt, og den modsatte sig endog sin fraværende Konges Befalinger, naar deres Gavnlighed for det Hele eller Muligheden at udføre dem betvivledes af den norske Overgeneral. Prinds Christian August havde Armeens Tillid og Nationens Kjærlighed og Høiagtelse, og kunde være sikker paa at finde, i og uden for Armeen, al den Understøttelse, som behøvedes og kunde tilveiebringes for at fuldende et hæderligt Forsvar mod den indtrængende Fiende.
357Hvor langt anderledes saae det i denne Henseende ud paa vore Fienders Side? For den svenske Nation var Krigen imod Norge intet Yndlingsværk. Dens hele Hu stod til at forsvare Finland mod Russernes Angreb, og Tanken om den skandinaviske Halvøs Forening var endnu ikke alvorlig i det svenske Cabinet. Der laa saaledes ikke den moralske Styrke og alvorlige Villie i Angrebet som i Forsvaret. Der begyndte allerede paa den Tid at vise sig Spor af det svenske Folks Misnøie med sin Konge, som næredes ved hans uheldige og ukloge Krigs-Dispositioner og hans stødende Færd mod nogle af Sveriges meest formaaende Familier. I den svenske Vest-Armee selv var ingen Eenhed, hverken i dens Commando eller i dens Dispositioner. Overgeneralen nød ikke sin Konges Tillid i nogen høi Grad, han understøttedes ikke med tilstrækkelige Midler, og han havde ikke engang fri Haand over sin Armees Underafdelinger. Hans disponible Magt svækkedes, ved efter høiere Befaling at adsplittes hid og did, og han kunde intet Øieblik være sikker paa ikke at forstyrres i sine Planer.
Men om end den tappre svenske General ikke var bleven standset i sin djærve Angrebsplan ved ovenanførte Hindringer, om det havde lykkes ham at trykke vor Linie tilbage, og indtage en Deel af det sydlige Norge, saa vilde dog neppe Norges Erobring eller dets Forening med Sverige paa den Tid være bleven fuldendt; thi den svenske Magt var under Krigen med Rusland for svag til at understøtte Krigslykken, om den havde stillet sig paa den svenske Generals Side, og Nordmandens Modbydelighed havde lagt Hindringer i Veien for enhver fremskridende Bevægelse. Anderledes blev Forholdet, da Faren for de Svenskes Indfald var forsvundet, og den danske Konges Befaling til Norges Raad lød, at der skulde gjøres Indfald i 358Sverige, der nu selv attraaede en fredelig Tilstand. Da sank den moralske Kraft, Nationens Enthusiasme var forbi; thi dens Almeen-Villie var kun, ei at sammensmeltes med Sverige, – af Sveriges Provindser begjærede Norge Intet. Held i den Henseende betragtedes som et Stridens Æble i evige Tider, som det havde været i den længst forsvundne Fortid. En Angrebskrig fra norsk Side mod Sverige, hvis Borgere under Tronforandringen befandt sig i en exalteret Tilstand, vilde have frembragt ganske andre, og tildeels omvendte Forhold; baade den moralske og den physiske Overmagt var bleven paa Sveriges Side.
Da den første Skræk over Tilvæxten af Fiender, som Danmarks Krigserklæring mod Sverige forvoldte i Norge, var overvunden, og de gjentagne Seiers-Efterretninger havde forøget Nationens Tillid til Armeen og til vore Forsvarsmidler, da vendtes Folkets Tanke bort fra Krigsscenen, og heftede sig fast udelukkende paa Landets indre Nød og Midlerne til at afhjælpe den. Denne Sikkerhed med Hensyn til Norges krigerske Stilling til Sverige voxede ikke lidet ved Synet af de mange Krigsfanger, som droge igjennem Landet, medens Faa af vore Folk faldt i Fiende-Vold. Men det var langt fra, at de fangne Svenske følte Sporet af noget uværdigt National-Had eller af den Harme, som en Krig af den Art maatte opvække. De simple Soldater nøde en Forpleining, som i det mindste kunde stilles ved Siden af de Norskes. De haanedes og mishandledes ingensteds og bleve brugte deels til offentlige Arbeider, deels bleve de overladte til Private; men ingensteds havde de Aarsag til at klage over den Behandling de nøde. Paa enkelte Steder findes endnu Spor af Arbeider, som de 359svenske Fanger have udført.En Deel af den offentlige Vei ved Tangen igjennem Drammen istandsattes grundigen af svenske Fanger, og Andre bleve brugte til Oprettelse af Broen over Laugen ved Laurvig, som siden ødelagdes ved Flom. Endnu bedre var Officerernes Lod. De bleve tildeels optagne i Norges bedre Familier, og Flere af dem have beholdt en venlig Erindring om deres norske Værters Omgang. Forfatteren har senere talt med Enkelte blandt disse Officerer, som betragtede deres Fangenskab i Norge som nogle af deres Livs bedre Dage, og i enkelte Huse findes endnu Spor af den Erkjendtlighed, som de søgte at lægge for Dagen for den gjæstmilde Omgang ved Anvendelsen af de sjeldne Talenter, hvoraf Nogle af dem vare i Besiddelse.Saaledes har Grev Axel Mørners Pensel herligen decoreret en Sal paa Uhlefoss hos Statsraad Aall, hvor han tilbragte en lang Tid.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Jacob Aalls Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815 er fremdeles en av våre viktigste kilder til tiden rundt 1814. I detalj redegjør Aall for de politiske hendelsene i Norge og Norden som førte til utarbeidelsen av Norges Grunnlov, bruddet med Danmark og unionen med Sverige. Beretningen er basert på egne erfaringer, han var selv til stede på Eidsvoll.
Verket kom ut i tre bind i 1844-45.
Bind 1 inneholder innledning, «Første Tidsrum» (1800-07), første del av «Andet Tidsrum» (1807-08) og bilag.
Bind 2 inneholder andre del av «Andet Tidsrum» (1808-14), bilag og tillegg/rettelser.
Bind 3 inneholder «Tredie Tidsrum» (1814) og bilag.
I 1859 kom en ny ettbindsutgave med noen rettelser og tillegg.
Se faksimiler av utgavene (nb.no):
1. utgave, bind 1, 1844
1. utgave, bind 2, 1844
1. utgave, bind 3, 1845
2. utgave, 1859
Jacob Aall var først og fremst forretningsmann og politiker, men ga også ut en rekke verker, særlig populærvitenskapelige tekster om næring og handel. Hans mest kjente verk er Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815 (3 bind, 1844-45), hvor han basert på egne erfaringer i detalj gjør rede for de politiske hendelsene i Norge og Norden rundt 1814.
For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.