Ellevte Capitel

Historien om Norges Søkrig paa den Tid har ikke at fortælle om saa heldige Bedrifter, endskjønt de enkelte Sammenstød med Fienden vistnok vare mestendeels hæderfulde for vore Søkrigere. Den danske Sømagts Kjærne var knust ved Flaadens Ran, og hele Søkrigen bestod i et Slags Kaperi, under hvilket vore faa Krydsere lurede paa enkelte Fiender, eller slet beskyttede Konvoier, eller vore Kanonbaade smuttede frem bag Klipper, og beskjøde dristige Fiender, som nærmede sig Land. I de norske Farvande befandt sig, som forhen bemærket, ved Krigens Udbrud kun Linieskibene Prinds Christian og Lovise Augusta samt nogle Kutterbrigge, hvortil kom nogle 360Kanonbaade, hvis Antal ikke ubetydeligen forøgedes under Krigen, deels ved offentlig Foranstaltning deels ved privat Godgjørenhed. I Vintermaanederne forefaldt adskillige Fægtninger imellem engelske og norske smaa Krigsfartøier, i hvilke Heldet forsaavidt var paa norsk Side, at de engelske Angreb afsloges, og endog en engelsk Kutterbrig erobredes. I engelske og norske Blade beskrives disse Skjærmydsler paa forskjellig Maade, i det begge Landes Forfattere tilregnede sine Landsmænd Slagets Hæder. Omendskjønt vi saaledes ikke ganske kunne fæste Lid til vore Avisers glimrende Beskrivelser over disse mindre betydende Fægtninger, saa give dog de Seierstegn, som erobrede KrigsfartøierTvende engelske Kutterbrigger, Allart og Seagull erobredes i saadanne Skjærmydsler. og afviiste Angreb frembyde, os Ret til den Paastand, at den dansknorske Sømagt i sin ubetydelighed ikke med Skam maalte sig med Fienden. Denne Hæder svækkes ikke derved, at de engelske Skibschefer efter saadanne mislykkede Angreb sædvanligen forfremmedes i Tjenesten, hvilket endog var Tilfældet med Chefen for den erobrede Kutterbrig Seagull, som et Beviis paa den engelske Regjerings Tilfredshed med Chefernes udviiste Mod og Conduite.Man see i øvrigt Holmboes velskrevne Afhandling i «Samlinger til det norske Folks Sprog og Historie 2det Binds 2det Hefte, om Britternes Krigsforetagender langs Norges Kyst fra 1808–1814 Pag. 246 ff. – Withs «danske og norske Søhelts-Bedrifter fra Aarene 1797 til 1813, Kbhvn 1819 indeholder for megen eensidig Roes over Alt som skede, til at være troværdig.

Langt betydeligere Tab leed imidlertid den dansknorskedansknorske] rettet fra: darsknorske (trykkfeil) Marine ved Opofrelsen af Linieskibet Prinds Christian. Man kan i Sandhed ikke uden Vemod see denne eensomme Orlogsfugl 361efter høieste Befaling flagre fra Vest til Øst, fra Syd til Nord, frem og tilbage i samme Linie, for ligesom at opsøge de Rovfugle, der tørstede efter den danske Flaades sidste Hjerteblod. Mod Slutningen af Aaret 1807 var dette Orlogsskib lykkeligen kommen til Kjøbenhavn efter dets farlige Krydstogt til Østersøen; men for dette Skib gaves ingen Vinterhvile. Det beordredes tilbage til Norge, hvor det i Storm og Taage den 7de Januari løb ind til Frederiksværn. En Brig og en Galease, ladede med Munderingssager og Krigsfornødenheder, vare i dens Følge, og selv bragte det Regjerings-Commissionen en Sum af 200,000 Rd. i Bankosedler. I Januar Maaned gjorde Jessen, i Forening med Briggen Laagen, et Krydstogt i Nordsøen, og kom paa dette i Kjølvandet af en engelsk Fregat, som bragte Subsidier til Beløb af 200,000 £. til Sverige, men Fregatten smuttede lykkeligen ind i den svenske Skjærgaard. Da Efterretningen herom kom til England detascherede Admiral Saumare; ufortøvet den Eskadre til Gothenborg under Parkers Commando, der siden ødelagde Linieskibet Prinds Christian. I Frederiksværn blev Prinds Christian liggende indefrossen til den 20de Februari, da den atter maatte seile ned til Kjøbenhavn.Forfatteren var fra Landeveien Vidne til at dette Linieskib en klar Vinterdag under sin hele Seilmasse stak til Søes, ledsaget af alle Nordmænds Ønske om en lykkelig Fart. Det blev imidlertid formedelst stormende Modvind nødsaget til at anløbe Christiansand, og først den 12te Marts ankrede det ved Helsingør, da Isen hindrede det fra at komme til Kjøbenhavn. Der var udbrudt en smitsom Sygdom paa Skibet, som nødsagede Chefen til at sende 200 Mand i Land paa Lazarettet, og saaledes blev Skibsmandskabet, 362som i Norge var bleven gjort fuldtallige med norske Matroser og Krigsfolk, sammensat af omtrent et lige Antal af begge Nationers. De nyankomne vare mindre øvede Folk, og der behøvedes længere Tid end der var givet før Prøvens Time kom, for at øve dem i den dem anviste Tjeneste. Imidlertid var Krigen imod Sverige erklæret og det hedte, at et fransk Corps under Prinds Pontecorvos Anførsel var paa Marschen over til Sjælland for at gjøre et Indfald i Sverige i Forening med den danske Armee. Der yttredes dog derhos Tvivl om denne de Franskes Hensigt var alvorligen meent, og den blev i al Fald ved indtrufne Omstændigheder forskjærtset. Paa samme Tid rygtedes det, at en engelsk Fregat paa 36 Kanoner var afgaaet til Bæltet for at hindre Overfarten, og til at forjage denne og gjøre Bæltet ryddeligt for Armeens Transport til Sjælland fik Jessen en umiddelbar Ordre fra Kronprindsen. Men faae Timer efterat Orlogsskibet havde lettet indløb Efterretning til Admiralitetet om, at en engelsk Eskadre af 2 engelske Orlogsskibe, en Fregat og flere Krigsfartøier laa tilankers imellem Hornbæk og Høganæs, og Admiral Bille beordrede nu Jessen at søge tilbage til Kjøbenhavns Red; men Skrivelsen naaede ikke Jessen, og Orlogsskibet gik sin Skjebne imøde. Den engelske af Saumarez afsendte Eskadre laa indefrossen ved Gothenborg, men da det danske Orlogsskib passerede Vingø, besluttede den at skjære sig ud af Isen, og lette Anker for at seile til Sundet. Da den kom til Høganæs fik den fra Helsingborg Underretning om, at Orlogsskibet Prinds Christian var gaaet under Seil, og den lettede derfor i den Hensigt at forfølge det. Den 21de om Eftermiddagen Klokken 2 opdagedes de engelske Orlogsskibe fra det danske, og Jessen, som strax overbeviste sig om Fiendens Overlegenhed, søgte at holde inden 363om Seierø for om muligt at naae Nyborg. Men den kjendte Mand, som Jessen havde ombord, gjorde Vanskelighed ved at søge ind i Bæltet, og tabte overhovedet sin Fatning paa sin Post som Lods.Han døde siden i Gothenborg, efter Rygtet af Græmmelse over sit Forhold. Nu lod Jessen holde et Krigsraad, som bestod af de ældste Officerer, Rothe, Top, Ferry, og Willemoes. I dette besluttedes at gaae norden om Sjælland, deels for at lokke Fienden fra Bæltet, og derved lette Troppernes Overfart, deels fordi man troede at kunne, som mere bekjendt med Forvandene, med den nordlige Vind knibe Grunden nærmere end Fienden, og saaledes naae Sundet. Det besluttedes saaledes at gaae Fienden imøde, og under en løbende Fægtning i Mørket at vinde Seiladsen fra de engelske Forfølgere og søge ind til Kronborg. Men Fiendens Parforce-Jagt forhindrede det. De fiendtlige Orlogsskibe og Fregatter flokkede sig om det enkelte Skib, og beskjøde det fra alle Kanter. Jessen forsvarede sig imidlertid til det yderste, og vilde ikke høre paa nogen Opfordring til Overgivelse, førend Skibet Prinds Christian kun med enkelte Skud kunde besvare Fiendens glatte Lag. Ved den sidste fiendtlige Salve faldt Lieutenant Dahlerup, og Capitain Rothe og Lieutenant Top bleve saarede. Skibet selv faldt imidlertid ikke i Fiendevold. Jessen styrede det mod Land; det hug sig strax fast i Grunden, og blev stukken i Brand. Paa det danske Linieskib faldt 3 Officerer, Willemoes, Dahlerup og Solander og 61 Mand; 81 Mand bleve haardt, Chefen selv, Lieutenanterne Ferry og Thostrup tilligemed 41 Mand let saarede. Ogsaa Fienden havde lidt betydeligt, endskjønt efter Opgaven mindre 364end det danske Orlogsskib. Fangerne bleve førte ombord i de engelske Skibe, og saavel der som i Gothenborg menneskeligt behandlede, og de Saarede omhyggeligen pleiede. Den danske Chef deelte Cahyt-Beqvemmelighed med den engelske Chef selv. Den smitsomme Sygdom, som herskede ombord i det danske Orlogsskib, anstak imidlertid ogsaa det engelske Mandskab og bortrev Mange. De Danske, der som Fanger bragtes til England, førtes tildeels ombord i et Prisonskib, hvor de deelte de ulykkelige Fangers Skjebne, som indspærredes i disse Skibe. De som førtes i Land havde vel en bedre Skjebne, men foretrak dog langt den Behandling, som af deres nordiske Fiende var bleven dem til Deel, endskjønt saavel disse, som andre danske og norske Krigsfanger rose Privatfolks menneskekjærlige Bestræbelser for at lindre Fangeskabets Qvaler. Saaledes tilintetgjordes den sidste brugbare Rest af Danmarks Flaade; thi Lovise Augusta var et daarligt Skib, som kun ved en betydelig Reparation kunde sættes i brugbar Stand.I Bilag No. 18 findes Jessens Indberetning om dette Slag. Ovenstaaende Beskrivelse er mestendeels en Extract af den i Archiv for Søvæsenet ovenfor nævnte Afhandling.

De svenske Beretninger rose sig meget af en for de svenske Vaaben berømmelig Sø-Træfning ved Strømstad i April Maaned imellem 26 danske Kanonbaade og 5 svenske, hvori de første med Tab bleve tilbagedrevne. Commandeur Lorents Fisker derimod, som commanderede den norske Flotille, og som paa den Tid var Chef for Norges Søværn, giver i sin Rapport af 27de April 1808 en anden Beretning om dette Slags Beskaffenhed. Han paastod at han fuldkomment opnaaede Hensigten af sit Angreb, nemlig at recognoscere Fiendens 365Styrke, og at han trak sig tilbage, fordi det var umuligt at udrette Noget mod Fienden i sin stærke Stilling. I Norge omtaltes imidlertid dette mislykkede Angreb ikke med Roes, og det betragtedes som et vissent Blad i den Seierskrands, som vore Krigere til Lands i de samme Dage flættede sig.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.