Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815, bind 1

av Jacob Aall

Tolvte Capitel

Imidlertid beredtes Norge nye Farer, som det ikke uden store Vanskeligheder vilde have, overvundet, dersom de ikke ligesom af sig selv vare blevne hævede formedelst heldigen indtrufne Omstændigheder. Den svenske Overgeneral Armfelt overbeviste sig snart om, at Smaakrigen var den norske Krigsmagts stærkeste Side, og besluttede et Hovedangreb. I denne Plan bestyrkedes han ved den engelske Flaades Ankomst til Gothenborg i Begyndelsen af Mai Maaned, der medbragte 12000 Mand under General Moores Anførsel, hvilken Krigsmagt under visse Betingelser stilledes til Kongen af Sveriges Raadighed. Men lykkeligviis hindredes denne store Plans Udførelse, deels ved de Forholdsordres, som vare givne Moore af hans Regjering, deels ved Kongen af Sveriges Heftighed og Egensind. Den engelske Regjering vilde ikke tillade et saadant Brug af de engelske Tropper, som indviklede dem i vidløftige Krigsforetagender langs Kysten, og forbeholdt sig hvilkensomhelst Brug af denne Krigsmagt til andre Hensigters Opnaaelse. Deraf opstod en uvenlig Brevvexling imellem Kongen af Sverige og Moore, og denne reiste selv til Stockholm for at jævne Vanskelighederne og træffe nærmere Aftale. Men dette Møde gav heller intet Resultat. Kongen af Sverige ansaae sig, i Følge den med England indgangne Convention, berettiget til at tage 366Moores Tropper under sin Overcommando, og raade over deres Bestemmelse, medens den engelske General troede sig forpligtet til nøiagtigen at opfylde de ham i hans Instrux givne Ordres, og ei at adlyde Kongen af Sveriges Befaling, naar derved foranlediges en Forandring i Expeditionen. Da saaledes Moore ikke vovede at gaae ind paa Kongen af Sveriges Forslag, at anvende den engelske Krigsmagt til Sveriges Understøttelse enten i Norge, Finland eller Sjælland, lod han endog Moore antyde, at han ei uden kongelig Tilladelse kunde forlade Stockholm. Fra denne Slags Arrest befriede Moore sig dog ved hemmeligen at forføie sig til Gothenborg. Den engelske Flaade blev saaledes liggende uvirksom i Gothenborg, hvilket Sted den forlod uden at have udrettet det mindste til Sveriges Bedste. Hærens Forhold paa Grændsen blev uforstyrret og Krigen fortsattes i samme Stiil som forhen, uden at noget afgjørende skede paa nogen af Siderne.

Flere Skjærmydsler forefaldt imidlertid paa norsk Grændse mellem den norske og svenske Krigsmagt uden at de fleste ledede til noget synderligt Resultat. Næsten alle de svenske Corpschefer havde Rapporter at indgive om Angreb fra norsk Side. Resultatet var forskjelligt, men kun paa enkelte Punkter afgjørende. De Svenske gjorde ogsaa Indfald i Norge, men Overrumpling ved natlige Angreb var efter de Svenskes egen Tilstaaelse af ingen Nytte formedelst de Norskes Aarvaagenhed ved deres Vagthold, hvorimod Forsømmelse i denne Henseende fra svensk Side gav de Norske ved enkelte Leiligheder Fordeel. Under 18de Mai gjorde Staffeldt et Anfald ved Lier, for at forjage de Svenske fra de stærke Forskandsninger, som de der opkastede, men endskjønt de Norske intet Tab leed, opnaaede de ikke deres Hensigt. Til at udføre denne Plan beordrede Staffeldt en 367Troppe-Afdeling, som bestod af 3 Divisioner af de Throndhjemske og Agershusiske Bataillioner, at angribe Fienden. Udfaldet af dette Angreb berettes som sædvanligt forskjelligt i svenske og norske Rapporter. Stort kan Resultatet ikke have været; thi paa begge Sider rykkede Tropperne ind i deres forrige Stilling.Staffeldts Rapport findes anført i Budstikken No. 23 (See Bilag No. 19.) I hiint Udtog hos Arndt kaldes denne Affaire en af de blodigste og de Svenskes korte Rapport derom findes vedføiet Bilag 19. Paa norsk Side var den visselig ei blodig, endskjønt Hensigten ikke opnaaedes. Skjærmydslen stod paa samme Sted, hvor de Seue var slaaet, og i hans ovenfor anførte Skrift anfører han det mindre Held, som Staffeldts Angreb havde som en Undskyldning for sin egen Skjebne under uheldigere Omstændigheder. Nogle Dage efter fangedes og dræbtes en lille svensk Postering under Ulfssparres Commando. Ulfssparre selv blev dræbt og 24 Mand toges til Fange. Dette udførtes af den kiække Capitain Jürgensen med det leerdalske Compagni.

Strax efter denne Fægtning forlod Fienden sine Positioner og rykkede tilbage fra Rødenæs, Ødemark og den nordlige Deel af Aremark, en halv Miil over Grændsen ind i Sverige.Armfeldt fik nemlig under 19de Mai Kongens Ordre at forlade Norge og holde sig blot til det Defensive. Strax efter fik Armfeldt Ordre til at afsende 2 Batailloner Linietropper til andre Punkter. Denne fiendtlige Bevægelse, der betragtedes som en Begyndelse til en Lindring i Norges farlige Stilling, berettedes i Budstikken i Redactionens sædvanlige varme Tone. «Norge aander friere – heder det i Budstikken No. 26 – dets Helte, som saa hæderligen hævde Fædrelandets Frihed, Uafhængighed og vor gode Sag, nyde deres Idrætters Løn. Udgiveren iler at bekjendtgjøre denne vigtige Tidende, og i Morgen 368ville vi Alle, Medborgere, ile til Templet og takke ham den

Almægtige Hærenes Herre
For Danmarks Seier og Ære.

og med taknemmelige Hjerter anraabe ham fremdeles om at hævde os disse, og bevare Kongen og Fædrelandet.»

Imidlertid var Haabet om Fiendtlighedernes Ophør kort. Fienden blev staaende tæt ved den norske Grændse og pønsede endnu paa et alvorligt Hovedangreb. Da den forhaabede Understøttelse af Moores Krigerskare forskjærtsedes formedelst ovenanførte Omstændigheder, og da Armfeldts Armee svækkedes ved en aftvungen Forsendelse af flere Detaschementer til en anden Krigs-Skueplads, organiserede og indøvede han Landeværnet i Omegnen og haabede stedse dermed, og med den tilbageværende Rest af sit Armeecorps at kunne foretage noget Alvorligt. Men under Tilberedelserne dertil leed den svenske Armee et betydeligt Tab ved Berby, hvor Overadjutant Adlersparre havde overtaget Commandoen. Prinds Christian August gav nemlig Oberstlieutenant Juul Ordre til at gjøre et Forsøg paa at sprænge Centrum af den fiendtlige Postering i Enningdalen og om muligt kaste den ud over Grændsen. Til denne Expedition bestemtes 876 Mand, hvoraf 106 af et frivilligt Jægercorps under Lieutenant Magnusens Commando. Angrebet skede deels til Lands deels til Vands. Det lykkedes de Norske at afskjære og omgaae Oberst Knorring, der med sit hele Corps, tilsammen 445 Mand, hvoriblandt 27 Officerer, Fanjunkere og Sergeanter, blev taget til Fange.Oberstlieutenant Juuls Beretning findes i Bilag No. 20 og dertil er føiet Adlersparres og Knorrings Rapporter. E. Vegesack siger i sin ovenanførte Bog Pag. 124 om denne Affaire: «at en Bataillion af Skaraborgs Regimente saa skammelig blev tagen, maa aldeles tilskrives Battaillons-Chefens feilagtige Dispositioner, ikke alene før men under selve Tildragelsen, samt endeligen Mangel paa en modig Beslutning, at forsøge paa at slaae sig igjennem, som efter al Sandsynlighed maatte lykkes. Den svenske Chef 369maatte overgive sin Kaarde til en Officer af mindre Rang. Dette Tab gik den svenske Overgeneral meget nær, da det kunde været forebygget ved en rigtig Anvendelse af de betydelige svenske Troppecorps, som laae i Nærheden, og ved Valget af en bedre Stilling. Armfeldt udgyder i sine Breve til Adlersparre sin Harme over Udfaldet af denne Fægtning, der kom ham saa meget meer ubeleilig, som der indløb Ordres paa Ordres til ham fra høiere Steder, om at afsende flere Afdelinger af hans Armee til Finland. Han skyder Skylden paa Knorring, der havde valgt en ufordeelagtig Stilling, medens Andre tilregne Generalens egne Dispositioner dette Uheld.Armfeldts Correspondents med Adlersparre herom findes i Bilag 21, 22. Kun faa Mand kostede denne heldige Træfning den norske Armee, i det kun 3 Mand bleve dræbte og 7 saarede. Men blandt de Dræbte var den haabefulde Lieutenant Sæter, som blev stedet til Jorde i Fredrikshald med megen Høitidelighed. «Det er mærkeligt», siger Wulfsberg i denne Anledning, «at denne nittenaarige Yngling, som segnede paa Ærens Bane, havde allerede en Tid lang lagt paa en besværlig Feldtvagt mod Grændsen, og skulde været afløst kort før Affairen den 10de Juni; men da han brændte af Lyst til at virke, og fornam, at der nu var Anledning til at udrette Noget, udbad han sig Tilladelse at blive. Ved uforfærdet at stige op paa en Forhugning, over hvilken skulde marscheres, blev han truffen 370ved Øiet, og endte snart og uden Pinsler sin nyligen begyndte hæderlige Bane». Armfeldt søgte at forbedre Knorrings Uheld, og at tage Positionerne tilbage ved Præstebakke, og dette lykkedes ham ved at lade flere 1000de Mand rykke frem mod de faa hundrede Norske, som vare posterede ved Enningdalen, og for saadan Overmagt maatte vige. Hvad den norske Overgeneral derom indberettede, findes i Budstikken No. 37 og 38 under 9de Juli 1808.Bilag No. 23. Imidlertid endtes den svenske Armees Krigs-Operationer mod Norge af andre Aarsager.

Under en af de Skjermydsler og Forpostfægtninger, som i denne Tid forefaldt mellem de svenske og norske Tropper blev den haabefulde Grev Oxenstjerna dræbt ved et Skud af en norsk Jæger. Den Afstand, paa hvilken han blev skudt, viser de norske Jægeres sikkre Haand og deres Riflers Godhed. Hvor meget denne Ynglings Død beklagedes i Sverige, og hvor nær den gik Overgeneralen, viser dennes Brev til Adlersparre, dateret vestre Edet den 2den Juli 1808,See Bilag No. 24. som den svenske Udgiver ledsager med følgende Bemærkning: «denne med Hensyn til Natur-Anlæg, Dannelse og Charakteer udmærket hæderlige Yngling syntes at være bestemt til sit Fædrelands Pryd og Ære; men endte sin Bane ligesaa sørgeligt som hæderfuldt». Armfeldt kalder i Øvrigt i et af sine Breve Oxenstjernas Død et Mord, fordi Skuddet efter hans Sigende løsnedes af en Jæger under Parlamenteringen; «for» siger han «blandt flere Officerer at udplukke denne ene, ligesom om det var bekjendt, at han var skabt til at holde Sveriges Fiender 371i Tømme». Vist nok er det, at Nogle af de norske Jægersoldater, især blandt Bergenhuserne, vare vanskelige saaledes at holde under Disciplin, at deres Forbittrelse jo stundom utilbørligen, stundom med en vis Grusomhed lagdes for Dagen. Derover klagedes ved flere Leiligheder af de Svenske, og det kunde ikke benegtes af de Norske selv. Men den Maade, hvorpaa denne Guerilla-Krig paa den svenske Grændse førtes i adspredte Hobe, stundom Mand mod Mand og ikke i sluttede Geleder, gav ikke Anledning til nogen streng Subordination. Derhos førtes denne Krig fra Soldatens Side ofte med et grusomt Had, hvis Udbrud Officererne stundom havde Vanskelighed ved at holde i Tømme.

De samme Nummere af Budstikken, som forkyndte Nationen denne for vore Tropper saa hærderlige Seier, havde ogsaa at fortælle om betydelige Bidrag af Levnetsmidler og Penge, som fra alle Egne af Landet tilstrømmede General-Commandoen, deels til at vederqvægevederqvæge] rettet fra: vederqæge (trykkfeil) vore lidende Landsmænd, deels til at pensionere de Faldnes Efterladte, deels endog for at forøge Regjerings-Commissionens svage Midler til Krigens Fortsættelse. Budstikkens Udgiver forherliger denne ædle Stemning i Nationen, og opmuntrer til fremdeles at døve Virkningen af falske Rygter ved følgende Tiltale til sine Læsere:

«Bevar, o Norge! fremdeles denne ædle Stemning, den herske med Samfunds-Aand og Kraft, fra Vardø til Glommens Udløb! Dine Sønner være Helte i Feldten, Borgere i deres Arnesteder – trodser Fordomme, som I trodse Fienderne, laaner ikke Øren til Rygter, som Vankundighed eller Fordom udsprede; fæster Lid til dem, som raade, oplyse og veilede Eder, og hvis redelige Anstrengelser fortjene Eders Tillid, saa skulle vi naae det store Maal, hvortil vi Alle sigte: 372Fiendens forenede Kraft skal vorde brudt af Eders Fjelde og Eders Mod. Og skulde et Folk, der saa djærveligen veed at møde sine Fiender i Felten, mangle Mod til at overvinde den usleste, den foragteligste af alle, Fosteret af Vankundighed og Overtro, som falder ved et Pust, og i vor Tidsalder neppe burde snige sig ind i vore Ammestuer? Sværger det, tappre Nordmænd, at I ville fælde Fordommene, som I fælde Fienderne, og Norge staaer fast, hævdet, hædret paa Naturens og Villiens Klippegrund».

Opfordringer af den Art vise, at der ved Siden af den Opmuntring, som vore Krigeres uventede Held paa Grændsen udbredte, herskede hos Nogle en modløs Stemning, som en Følge af Landets næringsløse Tilstand, og af den Nød og Elendighed, som Mangel paa de nødvendigste Næringsmidler frembragte. Men med Sandhed kan det paastaaes, at Nationens Mod voxede ved disse glædelige Efterretninger om vore Krigeres Held.

Nogle af de sidste Skud, som vexledes dette Aar mellem Svenske og Norske, løsnedes i det Trondhjemske, idet General Krogh lod gjøre et Indfald over svensk Grændse den 8de August, hvor Oberst Engelbrechtsen commanderede, efter at Bergenstråle var afgaaet til Finland. Det lykkedes vel de Norske at erobre noget Feldtbagage, og de lede saa godt som intet Tab paa Mandskab, men Expeditionen selv havde ingen Følge.Den norske vidløftige Beretning herom findes i Budstikken No. 52 og 53 af 4de October 1808, og den svenske Rapport lyder saalunde: «Efter Oberstlieutenant Engelbrechtens Rapport ere Nordmændene 12te August brudt ind i Jemteland med 2000 Mand, 4 Kanoner og 4 Mørsere, hvorfor Oberst Skøldebrand er sendt ham til Hjælp. De Norske beskjøde den 16de Hjerpeskandsen, som i Hast var bleven sat i Forsvar, men forgjæves, da Major Dillner forsvarede sig kjækt. I Herjedal var indrykket 1000 Mand med 4 Kanoner og 2 Mørsere. Befalingsmanden Capitain ørbom trak sig tilbage til Hade, hvor han tog Post. Fiendens Færd i Landet har været mønsterværdig. De have betalt Alt undtagen Fourage, hvorfor endog Qvittering med Løfte om Betaling er givet. I Hærjedalen tvang de Bønderne til at skydse Trods 1 Miil, men betalte Skydspenge. Af de Svenske blev en Underofficer dræbt og Nogle saarede».

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815, bind 1

Jacob Aalls Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815 er fremdeles en av våre viktigste kilder til tiden rundt 1814. I detalj redegjør Aall for de politiske hendelsene i Norge og Norden som førte til utarbeidelsen av Norges Grunnlov, bruddet med Danmark og unionen med Sverige. Beretningen er basert på egne erfaringer, han var selv til stede på Eidsvoll.

Verket kom ut i tre bind i 1844-45.
Bind 1 inneholder innledning, «Første Tidsrum» (1800-07), første del av «Andet Tidsrum» (1807-08) og bilag.
Bind 2 inneholder andre del av «Andet Tidsrum» (1808-14), bilag og tillegg/rettelser.
Bind 3 inneholder «Tredie Tidsrum» (1814) og bilag.

I 1859 kom en ny ettbindsutgave med noen rettelser og tillegg.

Se faksimiler av utgavene (nb.no):
1. utgave, bind 1, 1844
1. utgave, bind 2, 1844
1. utgave, bind 3, 1845
2. utgave, 1859

Les mer..

Om Jacob Aall

Jacob Aall var først og fremst forretningsmann og politiker, men ga også ut en rekke verker, særlig populærvitenskapelige tekster om næring og handel. Hans mest kjente verk er Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815 (3 bind, 1844-45), hvor han basert på egne erfaringer i detalj gjør rede for de politiske hendelsene i Norge og Norden rundt 1814.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.