Trettende Capitel

Imidlertid indtraf flere Omstændigheder, som gave Krigen en heldigere Vending for Norge, frembragte Slaphed i den 373svenske Armee, og forstyrrede den svenske Overgenerals offensive Krigsplaner. Krigsskuepladsen i Finland var en Afleder for de Farer, som truede Norge fra svensk Side. De Anstrengelser, som Sverige var nødt til at gjøre for at bevare denne skjønne Juvel i Sveriges Krone, nødsagede denne Regjering til der at opstille den mægtigste Hær-Afdeling, der sammentrænge alle Landets Kræfter, og at anvende alle de Midler, som vare at raade over for at frelse denne dyrebare Provinds. Men disse Midler svækkedes paa mange Maader. Til den svenske Konges Mod til at tage raske og store Beslutninger, til hans Haardnakkenhed i at udføre dem trods mødende Hindringer, svarede ikke hans Klogskab, og ham fattedes Evnen til at vinde sit Folks Agtelse og Tillid. De Skridt, som han foretog sig i den Anledning, havde stundom Udseende af gal Mands Værk, og som en Følge deraf dannede sig strax i Begyndelsen af Sveriges Krig med Rusland og Danmark i Sverige selv et stort Parti Misfornøiede, som sukkede efter Opløsning af den forviklede Stilling, paa hvilkensomhelst Maade 374det end skede. Da Sverige var bleven sat i Krigs-Tilstand med Rusland og Danmark, formeredes trende Hær-Afdelinger, for deels at forsvare Rigets Grændser mod de indtrængende Russere, deels for at føre en offensiv Krig paa den norske Grændse. Den finske Hær kommanderedes af Grev Klingsporr, General-statholder i Finland, den anden Afdeling, som var opstillet i Skaane langs Kysterne, anførtes af Feldtmarskalken, Baron Toll, og bestod af 12 til 16000 Mand. Den tredie Afdeling var opstillet mod Norge, og dens Operationer have vi ovenfor gjort os bekjendt med. Det ansees af indsigtsfulde Bedømmere af den daværende Krigstilstand for et Misgreb af den svenske Konge, at en Armee opstilledes i Skaane, hvor den lidet behøvedes, efter at Frygten for en dansk-fransk Landgang der over Isen ved Vinterens Ophør var forsvunden, ligesom Tolls uvirksomme Rolle i denne Krig gjøres til en af de djærveste Klagepunkter over de stedfundne Misgreb. Vist er det, at dersom Tolls Armee ved Krigens Udbrud i April Maaned, da den stod uvirksom i Skaane, havde forenet sig med Armfeldts Skarer, havde Norge havt en haardere Forsvars-Kamp at udholde. Men Armfeldts Armee blev slet forsynet med Krigsfornødenheder, hans Styrke blev brudt ved idelige Troppe-Formindskelser. Han søgte at bøde paa denne Mangel paa regulaire Tropper ved at organisere og øve Landeværnet; men just da han var paa Veie til alvorligen at udføre sin store Angrebsplan mod Norge, blev han pludseligen beordret at afsende sine bedste Tropper til den finske Valplads, maatte strax efter overgive Commandoen i andre Hænder og gaae i Exil. Hvor nær dette gik ham vise de Vennebreve, som han skrev til Overadjutant Adlersparre.

375Da den svenske Overgeneral saaledes under ovennævnte Hindringer maatte opgive alle Angrebsplaner, slappedes ogsaa Forsvaret fra Norges Side; en fredeligere Tilstand og et Slags Vaabenhvile fandt Sted mellem de krigførende Magter. Denne Norges Neutralitets Tilstand under en heldig Forsvars-Krig, der med gode Forhaabninger maatte synes at kunne forvandles til en Angrebs-Krig, er bleven misforstaaet og mistydet af nogle svenske Historieskrivere, og blev det senere hen i Danmark selv. I sine fortrolige Breve paastaaer General Armfeldt, at der manglede Norge baade Kraft og Lyst til at fortsætte Krigen med Sverige. Kraften var, under ovenanførte Omstændigheder, visseligen ikke stor; men Ingen havde meer end Armfeldt følt Virkningen af dens heldige Anstrengelse, og hvor meget Svagheden understøttedes af det patriotiske Sind, derom give den Tids Krigs-Annaler de hæderligste Vidnesbyrd. Var Lysten til Krig med Sverige paa den Tid ikke stor, og kunde under Norges nedtrykte Stilling ikke være det, saa har dog Ulysten til at bøie sig under Sveriges Scepter, eller til Forening med dette Rige, aldrig været større end under den første Krig med Sverige. Den svenske Vesthær følte dette paa Valpladsen, der vædedes med mere svenskt end norskt Blod, ligesom de fleste Fanger vare i den norske Armees Hænder. Det var imidlertid under saadanne Omstændigheder en let Sag at standse Fiendtlighederne paa den norske Grændse, eller i det mindste dæmpe den blussende Krigslue. Norge begjærte kun at forsvare sine Grændser, og at erobre fiendtligt Land laa ikke i den norske Generals Krigsplan, eller i Nationens Ønske. Den trykkedes noksom af indvortes Forstyrrelse og Næringsløshed, og kunde ikke forbedre sin Stilling ved alvorlige Angreb mod udvortes Fiender, hvis Udfald maatte ansees høist 376usikkert, uden at Nationen da paaskjønnede det Gode, som derved skulde opnaaes. Da saaledes Forandring i den svenske Armee-Commando, og Svækkelse af Vesthærens Styrke ved flere Detaschementers Afmarschering til den finske Krigs-Skueplads, gav Anledning til et fredeligt Sindelag paa svensk Side, fandt dette snart Samklang paa den norske. General Armfeldt, som forud anede denne Vesthærens forandrede Stilling, havde allerede forberedt denne fredeligere Stilling igjennem en af hans betroede Officerer aabnet Brevvexling med en betydningsfuld Krigsmand i den norske Armee.Denne findes i: Handlingar rørande Sverriges äldre, nyare og nyaste Historia 9de Delan Pag. 9 ff. See Bilag No. 25 a, b, c, d, e. Armfeldt henvendte i denne Henseende sine Øine paa Staffeldt, som han ansaae for Norges dygtigste Krigsmand, og især stor i den lille Krig, der saa meget fortrædigede den svenske Armee, og en Correspondents indledtes imellem Staffeldt og Armfeldts Overadjutant Adlersparre, hvis Gjenstand var en Stilstand af Fiendtlighederne. Mellem begge Overgeneraler Prinds Christian August og Armfeldt fandt ogsaa en fredelig Nærmelse og Underhandling Sted; men denne havde ikke noget afgjørende Resultat. «Den lille Prinds», som Armfeldt kaldte Christian August, var ikke saa føielig, som Armfeldt havde troet. Prindsen viiste sig meget høflig mod Armfeldts Udsending, Posse, og lovede et skriftligt Svar; men Tonen i dette blev anderledes end Armfeldt ventede, og var efter dennes Udtryk «høit og negativt». Negotiationerne endte tilsidst blot dermed, at det tillodes en norsk Officer, at gaae gjennem Sverige til Kjøbenhavn, og mod Slutningen synes endog denne Brevvexling at have faaet en uvenlig Karakteer, da Armfeldt kalder Prindsens sidste Brev 377saa uanstændigt: «at han blot lod ham, efter høire Ordre vide: qu’on lui accordait ce qu’il avait desiré». Prindsen lærte del efterhaanden Tingenes sande Forhold at kjende, og Overgivelse af Commandoen over Vesthæren i andre Hænder fremledede en anden Tingenes Stilling. Krigs-Præsidenten, Cederstrøm, fik Overkommandoen den 16de August; men førte den ikke selv personligen. Commandoen vexlede nemlig mellem Cederstrøms Over-Adjutantere. Fra den Tid af blev Forholdet fredeligere. Adlersparre, som havde den vigtigste Stemme i Vesthærens Krigsraad, hørte blandt de Misfornøiede i Sverige; han ønskede at fremlede et fredeligere Forhold imellem begge Naborigerne, og i hans Hoved begyndte Planer at røre sig, som snart kom til Modenhed.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.