380Imidlertid begyndte Danmarks politiske Udsigter allerede nu at formørkes, og Haabet om i dets Allieredes Understøttelse at finde Erstatning for de lidte Tab at formindskes. Vel kunde det fredelige Forhold, som tilveiebragtes imellem begge Armeerne paa den norske Grændse, ikke hindre Russernes Fremskridt, som allerede før Aarets Ende bragte Finland under den russiske Krone; men Opnaaelsen af dette Krigens Formaal var tillige Grændsen for Ruslands Udvidelses-Planer paa den Kant.Enkelte svenske Forfattere ville endog vide, at denne Finnekrig og Ruslands Forhold mod Sverige og Norden, skal have besværet Keiser Alexanders Samvittighed i hans sidste Levedage. Fra den Dag af lunknedes Ruslands belovede Iver for Danmarks Interesse, og dets Politik tog en anden Vending, der vendte sin Braad mod Danmark selv.
Ikke saa heldig var i Løbet af dette Aar Danmarks anden Allierede, Frankrige, for hvis Skyld Danmark især blødede og omsider sønderlemmedes. Det lod til, som den store Seierherre ogsaa skulde mindes om Lykkens Ubestandighed, og det der, hvor han mindst ventede en Hindring for hans seierrige Fremskridt, og kraftfuld Modstand mod hans store, vidt omfattende Planer. Vist er det, at dette Aar var ligesom Lykkens Vendepunkt for den store Napoleon, og at Elementerne til hans Fald under samme beredtes i det Fjærne. I den første Deel af dette Aar indtraf den store spanske Revolution, hvoraf Napoleon benyttede sig for at styrke sin politiske Kraft og Indflydelse. Efterat den spanske Konge Carl den IVde nødtvungen havde overdraget Scepteret i sin Søn Ferdinands 381Hænder, stillede Napoleon sig paa den krænkede Faders Side, lokkede begge Fyrster til den franske Grændse, og tilveiebragte en Forening imellem Fader og Søn, som ledede til begge Fyrsters Thron-Afsigelse. Begge kunde kaldes Napoleons Fanger, som anvistes deres Opholdssted i Frankrige, medens Napoleons Broder Joseph hævedes paa Spaniens Trone, efterat hans Svoger Murat var bleven ophøiet paa Neapels. Men den spanske Nation lod sig ikke roligen paatvinge det nye Dynasti, men vakte en Krig, som under forskjellige Skikkelser har varet til den seneste Tid, og som maa betragtes som den kraftfuldeste Spire til Napoleons Undergang. De Hære, som opstilledes mod hverandre, strede ikke som paa den store Krigs-Skueplads i Tydskland for en politisk Overvægt; men en ædel Nation opstod i Masse, for at forsvare sin Selvstændighed, og sin politiske Stilling under et gammelt Dynasti. Den nye Konge Joseph holdt vel sit Indtog i Madrid i Juli, og Aviserne vare fulde af den Jubel, hvormed han der blev modtagen, – disse Yttringer af Pøbelens Bifald vindes for let Priis; men kun kort varede den nye Konges Ophold i Spaniens Hovedstad. Den i Spanien samlede franske Krigsmagt kunde ikke standse den udbrudte Revolutions Strøm. Den 20de Juli maatte de franske Generaler, Dupont og Wedel overgive sig med 20,000 Mand, og allerede i August maatte den nye Konge igjen forlade Spaniens Hovedstad, der faldt i Insurgenternes Hænder. Napoleon kunde imidlertid ikke være ligegyldig ved denne Tingenes Forandring. Han samlede en stor Krigsmagt, stillede sig selv i Spidsen, og endnu var Aaret ikke ganske udrundet, da Frankrigs Keiser holdt sit Indtog i Madrid, og igjen indsatte sin forjagne Broder i sin nye Konge-Værdighed. Denne Revolution var saaledes endt tilsyneladende til Frankriges Fordeel; 382men følgende Annaler have at fortælle om, at denne Ild vel for et Øieblik var dæmpet; men langt fra udslukt.
I Portugal udbrød ogsaa i dette Aar en Revolution, hvis første Følger syntes at maatte blive fordærvelige for Frankrig. Det portugisiske Hof var flygtet til Brasilien, hvor et nyt Keiserrige oprettedes; offentligen bekjendtgjordes, at Huset Braganza havde ophørt at regjere i Portugal, og Junot skulde i den franske Keisers Navn regjere dette Rige. Deputerede sendtes fra Portugal til Napoleon under hans Ophold i Bayonne, disse bleve venligen af ham modtagne og formanede til at holde fast ved det Fastlands-System, der udelukkede Englænderne fra Fastlandet. Men Insurgenternes Held i Spanien, og Løfte om Englands Hjelp, foranledigede ogsaa en Revolution i Portugal, som udbrød i Juni Maaned, og kraftigen understøttedes af en engelsk Krigsmagt, saavelsom af spanske Insurgentere. Den franske Overgeneral Junot, Hertug af Abrantes, reddedes kun fra at blive gjort til Krigsfange ved en Capitulation med den engelske General Dalrympel, hvis Betingelser ei bifaldtes af den engelske Regjering. Det Regentskab, som forrige Aar var bleven indsat af Prindsen af Brasilien, fornyedes, de fraværende Medlemmer erstattedes ved nye Valg, og Englænderne gjorde Portugal til Basis for deres militaire Foretagender til Fordeel for de spanske Insurgentere. Der gaves saaledes et Tidspunkt i Aarets Løb, da Spanien og Portugal vare saa godt som befriede fra franske Tropper, og omendskjønt Frankrige inden Aarets Ende igjen plantede sin Seiersfane paa den pyrenæiske Halvø, saa var det dog langt fra at Insurrectionen kunde kaldes dæmpet.
En Scene af den spanske Insurrectionskrig forfløttedes i Sommeren 1808 ogsaa til Danmark. For at bortfjærne Kjærnen 383af spanske Tropper fra Spanien og understøtte Napoleons Planer til Josephs Indsættelse paa dets Trone, bleve omtrent 10,000 Mand under Romanas og Kindelans Commando afsendte til Danmark, under Paaskud af at en Landgang paa Sverige skulde forsøges i Forening med danske Tropper. Af disse bleve 6000 Mand kantonnerede i Fyen, og omtrent 1000 Mand i Jylland. Midsommers omtrent lagdes en Plan til at bringe disse Tropper hemmeligen ombord i den engelske, i de danske Vande krydsende Flaade. Det lykkedes en spansk Geistlig, forklædt som Kjøbmand, at aftale med Overgeneralen for disse Tropper, Romana, denne Plan. Paa Nyborgs Volde, under en fortrolig Samtale, som førtes paa Latin, underrettedes Romana om Begivenhederne i Spanien, og om de Foranstaltninger, som fra engelsk Side vare trufne til at modtage de befriede spanske Krigere. Planen lykkedes fuldstændigen. Paa en bestemt Dag overmandedes den danske Garnison i Nyborg, de spanske Tropper befordredes i engelske og danske Skibe, hvilke sidste de til den Ende bemægtigede sig, og kom lykkeligen ombord i den engelske Flaade, som var beredt til at modtage dem. Nogle smaa danske Krigsfartøier søgte vel at modsætte sig Indskibningen, lagde sig midt i Indløbet til Nyborg Fjord, og beskjøde de Skibe, som toge de spanske Tropper ombord; men de bleve let bragte til Taushed, og nødte til at overgive sig. Indskibningen skede i saa stor Hast, at Cavalleriet maatte efterlade en stor Deel af sine Heste. De løsladte vilde andalusiske Hingster rasede mod hverandre indbyrdes i Nærheden af Nyborg, myrdede hverandre, og kun faa indfangedes af danske Landmænd, som dermed forbedrede deres Hesterace. Da Spanierne vare komne vel ombord i de engelske Skibe, løslode de ædelmodigen de benyttede danske Transport-Skibe. 384Det var ikke Had til Danmark, Kjærlighed til Fosterlandet og Attraa efter at dele med deres Landsmænd den udbrudte Revolutions Farer, som bevægede den ædle Romana og hans Spaniere til denne Krigsbedrift. De 1000 Mand spanske Tropper, som laae i Jylland, lykkedes det efter en forceret Marsch af 18 Miil i mindre end 24 Timer, at forene sig med deres Landsmænd. Saaledes indskibede 7000 Mand sig paa den engelske Flaade. Saa lykkelige vare ikke de 2 Regimenter, som vare i Sjælland. De bleve omringede af en overlegen dansk Krigsmagt, gjorte til Krigsfanger, og bleve siden sendte til det Indre af Frankrige. Den spanske Hær under Romanas Anførsel berørte paa Tilbageveien til Fædrelandet England, hvor Romana blev modtaget med store Æresbeviisninger, og hans Tropper udstyrede med alle Fornødenheder og ny munderede. Romana gik med sin Afdeling derefter sin ulykkelige Skjebne under den spanske Befrielses-Krig i Møde.De Spaniere, som laae i Sjælland, roses meget for deres venlige Omgang i deres Qvarterer. De kom snart paa en venskabelig Fod med deres Værter og vare især store Børnevenner. Den franske Overgeneral Fririon var en meget dannet og behagelig Mand. Proprietair Hofman roser i ovenmeldte Noticer meget en spansk Oberst Thomas Aqviro, som med sin Kone og Børn var indqvarteret paa hans Herregaard.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Jacob Aalls Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815 er fremdeles en av våre viktigste kilder til tiden rundt 1814. I detalj redegjør Aall for de politiske hendelsene i Norge og Norden som førte til utarbeidelsen av Norges Grunnlov, bruddet med Danmark og unionen med Sverige. Beretningen er basert på egne erfaringer, han var selv til stede på Eidsvoll.
Verket kom ut i tre bind i 1844-45.
Bind 1 inneholder innledning, «Første Tidsrum» (1800-07), første del av «Andet Tidsrum» (1807-08) og bilag.
Bind 2 inneholder andre del av «Andet Tidsrum» (1808-14), bilag og tillegg/rettelser.
Bind 3 inneholder «Tredie Tidsrum» (1814) og bilag.
I 1859 kom en ny ettbindsutgave med noen rettelser og tillegg.
Se faksimiler av utgavene (nb.no):
1. utgave, bind 1, 1844
1. utgave, bind 2, 1844
1. utgave, bind 3, 1845
2. utgave, 1859
Jacob Aall var først og fremst forretningsmann og politiker, men ga også ut en rekke verker, særlig populærvitenskapelige tekster om næring og handel. Hans mest kjente verk er Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815 (3 bind, 1844-45), hvor han basert på egne erfaringer i detalj gjør rede for de politiske hendelsene i Norge og Norden rundt 1814.
For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.