Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815, bind 1

av Jacob Aall

Andet Capitel

Regjerings-Commissionen blev sat,See Bilag 3. og Valget var visseligen ikke uheldigt, men dens Hænder vare bundne ved den Indskrænkning i dens Forretningskreds, som det kongelige Commissorium paabød den, ligesom det store den paahvilende Ansvar maatte gjøre dens Medlemmer ængstelige i at udøve deres Pligter, og forsigtige med Hensyn til Omfanget af deres Virkekreds. Kun hvad der krævede en øiebliklig Beslutning var overladt Regjerings-Commissionen, imedens den afbrudte Communication imellem Rigerne gjorde det Vanskeligt at erholde 245nogen Afgjørelse fra den danske Regjering, eller at sætte sig i Forbindelse med den. En Lettelse for Regjeringscommissionen var det imidlertid, at ogsaa Stiftamtmændenes Virkekreds udvidedes, og at det overlodes dem at afgjøre Sager, hvis Natur vel ikke lode tvivle om Afgjørelses-Maaden, men som forhen ei paa egen Haand kunde bringes til Endskab. Til Medlemmer af Commissionen valgtes: Prinds Christian August af Augustenborg, Stiftamtmand Greve Gebhard Moltke, og Justitiarius i Agershuus Stiftsoverret, Etatsraad Falsen. Prinds Christian August skulde føre Præsidium, naar den ham overdragne militaire Commando tillod det. Strax efter under 4de September tilforordnedestilforordnedes] rettet fra: tilfororordnedes (trykkfeil) Regjeringscommissionen Amtmanden over Smaalehnenes Amt, Kammerherre M. G. Rosenkrantz.

Prinds Christian August har som historisk Person saa stor Betydenhed i vort Norden, og hans Indflydelse paa Norges Skjebne og Velfærd, som første Medlem af Regjerings-Commissionen og i en paafølgende høiere Stilling, er saa afgjørende, at nogle Trærk af hans Barndoms- og Ungdoms-Historie ei ville være paa det urettte Sted. «Han var den tredie Søn af Hertug Friederich Christian af Schleswig-Holsteen-Sønderburg-Augustenburg og hans Gemalinde Charlotte Amalie Wilhelmine, født Prindsesse af Schleswig-Holsteen-Pløn. Ved hans Moders Død 1770 blev Christian August sat under sin Faders Søsters, Prindsesse Ulrikes, Opsyn, og blev senere tilligemed begge sine ældre Brødre opdraget af deres fælles Hovmester, Schiffmann, der siden blev Etatsraad. Han var meget livlig, derfor ogsaa vanskelig at opdrage, meget udholdende, fast, retsindig og menneskekjærlig, Egenskaber, der senere udviklede sig endnu mere til Andres Vel. I Aaret 1782 blev 246han confirmeret paa Augustenborg, og besøgte samme Aar tilligemed sine Brødre Universitetet i Leipzig, hvor Professor Plattner, som Docent i Philosophie, dengang stod i stort Ry. Der studerede de unge Prindser Humaniora og forblev der indtil Høsten 1784, og vendte derpaa, efter at have opholdt sig nogen Tid ved Hofferne i Dresden og Berlin, tilbage til Augustenborg. I Begyndelsen af 1785 reiste han med sine Brødre til Kjøbenhavn, hvor de dog kun en kort Tid opholdt sig. Vinteren 1785/86 tilbragte han paa Augustenborg. I Aaret 1786 reiste Brødrene Emil og Christian August til Kjøbenhavn, hvor de traadte i Krigstjeneste som Oberstlieutenanter; Prinds Christian August i det danske Livregiment. Begge Prindser gik den militaire Skole i alle Fag igjennem, og det under General Huths Veiledning, der agtede Prinds Christian høit, og erkjendte tidligen hos ham udmærkede militaire Talenter. Vinteren 1787/88 fik Prinds Emil som Oberst det danske Livregiment. Prinds Christian traadte derimod i Broderens Sted i Kronprindsens Regiment. I Aaret 1788 gik Prinds Christian, som Commandeur for det fynske Infanteri-Regiment, til Fredericia, hvis Chef han nogle Aar senere blev. Under hans Ophold i Fredericia tilbragte han sædvanligen en Deel af Aaret, mestendeels Høst og Vinter, for Jagtens Skyld, som han lidenskabeligen elskede, paa Augustenborg. Da han paa en af sine Jagttoure der var bleven meget heed og tørstig, drak han uforsigtigen Vand af en Kilde, og faldt umiddelbart derefter i Afmagt. Siden den Tid led han hyppigen af Brystbeklemmelse, og det i den Grad, at han ofte maatte forlade Selskabet, for i den friske Luft igjen at komme sig, og dette Onde, endskjønt senere hen noget formildet, forlod ham aldrig. Under hans gjentagne Ophold paa Augustenborg beskjæftigede 247han sig flittigen med sin militaire og videnskabelige Uddannelse. I hans Regiment var han særdeles elsket og traf forskjellige nyttige Indretninger. Strax i Begyndelsen af Revolutionskrigen i Aaret 1792 tilbøde begge Prindserne, Emil og Christian August, Hertugen af Brunsvig deres Tjeneste, men som til Prinds Christians store Græmmelse blev afslaaet, hvorefter han mod Enden af Aaret 1796, eller i Begyndelsen af 1797, gik i østerrigsk Cavalleri-Tjeneste, hvor et Corps betroedes hans Commando. 1799 blev han syg af Kopperne, endskjønt han, vistnok uden Virkning, i sine Forældres Huus var bleven inoculeret 10 til 11 Gange.Prindsens Kammertjener Juul fortalte selv Forfatteren, at Prindsen i dettte Feldttog leed meget ondt, og at Juul ofte ved lange Streiftog havde megen Møie med at skaffe sin Herre de simpleste Vederqvægelser af Brød og Melk. Selv talede Prindsen med stor Beskedenhed om dette Tog og fortalte, hvor skuffet han og den Deel af Hæren, hvor han befandt sig, var bleven ved falske Efterretninger om en stor Seier ved Hovedarmeen, og hvilken Uorden der opstod iblandt Tropperne, da en modsat Efterretning kom om Nederlag, og de i en Hast maatte søge deres Frelse ved Flugt. Han var meget syg, og blev stærkt koparret, men hans Sundhed havde meget forbedret sig, ligesom Brystbeklemmelsen og Brystkrampen meget var aftagen, endskjønt han derfor aldrig blev ganske fritagen, og især da leed deraf, naar det feilede ham paa stærk legemlig Bevægelse. Kort efter hans Sygdom i Aaret 1800 reiste han paa Permission til Augustenborg og siden til Kjøbenhavn for at staae Fadder til sin yngste Brodersøn Friederich, nuværende Statholder i Hertugdømmerne, og vendte derpaa tilbage til Østerrige. I Foraaret 1801 blev han kaldt tilbage af Kongen af Danmark, for, som Gouverneur af Fyen, der at overtage Commandoen, da Englænderne laae for Kjøbenhavn; men han kom 248først efterat Sagen var afgjort, og fik derfor ikke denne Commando. Da den almindelige Fred kort derefter blev sluttet tog Prinds Christian sin Afsked fra østerrigsk Tjeneste og vendte tilbage til sit Regiment i Fredericia, hvor han forblev til Vinteren 180¾. Aaret 1804 kom han til Kjøbenhavn, og fik Commandoen over de norske Tropper søndenfjelds, som den afdøde General Mansbachs Eftermand, og efter et halvt Aars Ophold i Augustenborg fra Enden af September 1805 til April 1806 forføiede han sig til sin Post i Norge».Saavidt gaar det i Indledningen omtalte Dictat, som Forfatteren Ord til andet har fulgt.

Strax efterat han var indtraadt i sit Embede i Norge foretog han sig en Inspections-Reise, for at gjøre sig bekjendt med Armeens Stilling, og paa denne Omreise skaffede han sig Agtelse i Armeen ved sin militaire Indsigt og sin Alvor i Tjenesten, og satte sig i Respect blandt skjødesløse og bestikkelige militaire Embedsmænd, ligesom han vandt Alles Hjerter, hvor han opholdt sig, ved sit venlige Væsen, sin simple og tarvelige Færd, og sin aabenbare Attraa efter at undgaae Alt, hvad der kunde minde om Prindsen. En Prinds, endog uden fyrstelig Appanage, gjorde paa den Tid stor Opsigt i Norge, der sjeldent besøgtes af saa høie Personer, og hans stærkt gallonerede TjenereDe bare det Augustenborgske Liberi. blendede Almuens Øine. Hvor han kom, anstilledes for ham private og offentlige Festiviteter, og hans værdige Væsen, hans Evne til heldigen at udtrykke sig, og passende svare paa Gjæstfrihedens Yttringer ved det muntre Bord, banede ham allerede da Vei til den almindelige Høiagtelse og Yndest, der aarligen voxede indtil den sidste Dag af 249hans Ophold i Norge. Saa streng han var i Tjenesteforretninger – en Strenghed som endog stundom misforstodes – saa venlig var han i private Forhold endog mod dem, der maatte føle Virkningen af hans Strenghed. I disse private Forhold viiste han en høi Grad af Godmodighed.Da han paa hiin Inspections-Reise paa Vestlandet opholdt sig nogle Dage i Forfatterens Huus, gjorde han sig al Flid for at vise sig venlig mod en Compagnichef, som havde faaet Irettesættelse paa Exerceerpladsen for en forvirret Commando, fordi han blev gjort opmærksom paa, at Manden i andre Henseender var agtværdig. En Lieutenant, som havde staaet under ham i Fredericia, og nu levede som Privatmand i Norge, viste sig under denne hans vestlandske Reise meget paatrængende. Prindsen besværedes øiensynligen ved dette Følge og tog, efter Aftale med hans Adjutant Lieutenant Holst, som alene ledsagede ham, paa saadan Maade Afskeed med ham i Forfatterens Huus, at det var aabenbart, at han ikke skjøttede om hans videre Følge. «Adieu Hr. Lieutenant S.», udbrød han efter at have sat sig i Vognen, «Tak fordi De har ledsaget mig hid, Adieu!» Men Manden lod sig ikke skræmme, men fulgte Prindsen paa hans videre Reise, uden at Prindsens Godmodighed tillod ham at afvise den uvelkomne Reisefælle. Da han var bleven udnævnt til Medlem af Regjerings-Commmissionen, indskrænkede han sig i Begyndelsen til at ordne Land-Militairets Anliggender, og at sætte Armeen, der visseligen paa den Tid leed af mangehaande Brøst, paa en respektabel Fod. Dette Arbeide lettedes ved den føromtalte Inspections-Reise, paa hvilken han havde lært at kjende de Krigsmænd af høiere Grader, paa hvilke han kunde stole, og til hvilke han senere hen betroede vigtige Commando-Poster. Vi have ovenfor seet, hvorlunde han afholdt sig fra at blande sig i de Foranstaltninger, som hørte til Flaaden og Søværnet, hvilke han overdrog den udnævnte Commission af Søofficerer, og dersom han yttrede 250en Mening, skede det med et beskedent Tillæg om hans egen Incompetence til at dømme om slige Anliggender og hans fuldkomne Tillid til hine Mænds Indsigt og praktiske Duelighed. Med den samme Beskedenhed afholdt han sig ogsaa i Begyndelsen fra, i Regjeringscommissionen at afgive nogen afgjørende Stemme i Norges indvortes civile Anliggender, og overlod sine Medcolleger i Hovedsagen at ordne disse. Men det var langt fra, at han var ligegyldig ved Norges Skjebne i det Hele. Efterhaanden satte han sig saaledes ind i Norges indre Forhold, at han ogsaa i denne Henseende blev et af Regjerings-Commissionens virksomste Medlemmer, og ligesom hans Nærværelse der ikke lagde den mindste Tvang paa Forretningernes Gang, saa hindrede ikke heller hans ophøiede Stilling den frieste Nærmelse til Regjeringscommissionen. Aldrig lykkedes det nogen Statsmand i kortere Tid at erhverve sig Folkets Høiagtelse og Kjærlighed end Prinds Christian August. Han havde aabne Øren og venlige Ord for Enhver, der i denne ulykkessvangre Tid nærmede sig ham for at søge Hjælp og Raad. Hans første Tiltale, naar man traadte ind i hans simple Audience-Gemak, hvortil stedse var en let Adgang, var alvorlig, ja streng, og man kunde skræmmes for det markerede Ansigt. Det var hans Vane med raske Skridt at gaae hen mod den Indtrædende, og tiltale ham i en vis barsk Tone med det Spørgsmaal: «hvad staaer til Tjeneste?» Men naar Samtalens Gjenstand var aabnet, formildedes hans Væsen, og med den største Venlighed, Simpelhed og Deeltagelse gik han ind i den omhandlede Materie, og gav det Raad og den Hjælp, som stod ham tilrede. Sædvanligen foregik Samtalen under en hurtig Gang op og ned i Værelset, Hans Indtægter som General tillod ham ikke 251at føre nogen stor Pragt i hiin for Landets Embedsmænd i Almindelighed kummerfulde Tid; med hans ringe Appanage af Fyrstendømmet Augustenborg, og forholdsmæssigen ubetydelige Arvemidler, kunde han ei omgive sig med fyrstelig Glands; men ved ædlere Midler understøttede han sin ophøiede Stilling og banede sig Vei til Folkets Kjærlighed. Prinds Christian August’s Nærværelse i Norge ved Krigens Udbrud maa betragtes som en stor Lykke for det norske Folk. Ikke alene havde det i ham en erfaren og dygtig Krigsmand, som ledede Hærens Seiersdaad i den strax paafølgende Krig med Sverige; men det havde og i ham en i flere Henseender udmærket Personlighed, der i de første Krigens Aar levede og virkede alene for Norges Vel, og i hvem Nationens Kjærlighed og Høiagtelse concentrerede sig i en udmærket Grad. Nationens Begeistring for Prinds Christian August var af en anden Art, og havde en dybere Rod end den, som siden føltes i saa høi Grad for Prinds Christian Frederik. Ingen udvortes Glands eller Kongeæmnets ligesom usynlige Indflydelse endog paa den meest frisindede Mand frembragte eller understøttede denne Nationens Kjærlighed for Prinds Christian August. Den tolkedes ikke i saa mange Taler og Sange i Templer og Festiviteter, men den udbredtes i Stilhed og trængte dybere til Hjertet. Denne Hengivenhed fremkaldte ikke alene mangen ædel patriotisk Daad, men under disse varme Følelser for den norske Regjerings elskede Formand skabtes Tanken om en lykkelig Forfatning, bygget paa en større National-Selvstændigheds Grundvold, og Norges Forhold til Prinds Christian August udgjorde, ligesom Nationen uafvidende, og visseligen uden Prindsens personlige Medvirkning, det første Afsondrings-Element fra det gamle Dynasti. Norge havde i sine forskjellige kritiske Stillinger under 252og efter den sidste Krig det Held, at høit begavede og fædrelandsksindede Mænd stode tilrede for at understøtte Fædrelandets Sag, og lede den til et ønskeligt Resultat. Det er derhos en Erfaring, som alle Landes Historie giver os i Hænde, at store Mænd skabes under store Statsomvæltninger; thi det slumrende Geni og Mod vækkes under Fædrelandets Farer. Da Prinds Christian August, kaldet til en høiere Stilling, forlod Norge, traadte andre udmærkede Mænd frem paa Skuepladsen, der med Hensyn til Rigets indvortes Bestyrelse kunde siges at erstatte hans Savn. Elsket paa samme Maade som han er aldrig Nogen siden blevet i Norge.

Ved Siden af Prinds Christian August stod i Regjerings-Commissionen Justitiarius, Etatsraad Falsen, en Mand, som med Hensyn til videnskabelig Dannelse, Forretnings-Dygtigbed og glødende Følelser for Fædrelandet udmærkede sig fremfor de Fleste. Enevold Falsen, en Søn af Conferenceraad Christian Magnus Falsen, Justitiarius i Overhofretten i Norge, var fød i Kjøbenhavn 1755, og allerede i sit 10de Aar dimitteredes han, som Privatist fra Kjøbenhavn, til Universitetet, hvor han med megen Berømmelse tog examen artium, 1765. Med ligesaa raske Skridt begyndte han sin Embedsbane. Han blev i sit 16de Aar Copiist i Cancelliet, i sit 22de Aar Assessor i Overhofretten, og efter Geheimeraad Scheels varme Anbefaling constitueredes han efter Faderens Bortgang som Justitiarius. Aaret efter forflyttedes han til Laugmandsstolen i Nordlandene og Finmarken. Paa et afsondret Sted der, Stegen i Saltens Fogderi, berøvet al litterair og selskabelig Omgang, som han satte Priis paa, og i en uvant Eensomhed, lagde han Grunden til en Melancholi, som siden aldrig forlod ham. Efter sin Læges Raad forlod han efter 2 Aars 253Forløb hine Egne, og begav sig, uden at have opnaaet nogen anden Befordring, paa Lykke og Fromme til Kjøbenhavn, hvor han 1791 blev ansat som Assessor i Høiesteret. I de 11 Aar han blev paa denne Post svækkedes hans Legeme meer og mere. Endskjønt i Manddommens Alder erholdt han tidligen Oldingens Udseende, og det syntes som kun hans virksomme og livlige Aand opretholdt hans synkende Legeme. Begivenhederne i Frankrige under Revolutionen satte hans for lovbunden Frihed sværmende Sjæl i heftig Bevægelse, og der var en Tid da han pleiede fortrolig Omgang med Frihedsmændene P. A. Heiberg og Malte Conrad Brun. Men ligesaa høit som han elskede Friheden, saa meget afskyede han dens Misbrug, og ved sin Afhandling om Friheden,Indrykket i hans efterladte Skrifter Pag. 131. og efterat have skrevet sin Prolog «Festen i Valhal» til en Forestilling paa Theatret i Anledning af Kongens Fødselsdag, slappedes hans Forbindelse med disse Frihedsmænd. De behandlede ham som en Forræder mod den gode Sag, og angrebe ham i den Anledning i deres Skrifter, hvoraf den bekjendte Feide mellem ham og M. C. Brun opstod. Disse og flere Ubehageligheder virkede imidlertid skadeligen paa hans ømfindtlige Sjæl og svækkede Legemet.

Om hans Fortjenester som Forfatter behøve vi ikke vidtløftigen at udbrede os; de ere vore Landsmænd noksom bekjendte af hans Skrifter, som samledes og udgaves af hans Ven, Professor, siden Statssecretair Platou. Allerede mod Slutningen af forrige Aarhundrede blev han Nationen fordelagtigen bekjendt formedelst den varme Iver, hvormed han forsvarede det norske Universitets Sag, hvis Modstandere maatte 254føle hans skarpe Satire. I Følge sin fra Ungdommen af nærede Tilbøielighed til det dramatiske Studium berigedede han Skuepladsen med flere Stykker, som med Bifald opførtes paa det kjøbenhavnske Theater og paa Privat-Theatret i Christiania, som blomstrede under hans Beskyttelse. Under Englændernes Angreb paa Kjøbenhavn 1801 lod han sig indskrive som Medlem af det oprettede Studenter-Corps, og forfattede i den Anledning sin bekjendte Krigssang: «til Vaaben! see Fienderne komme …» Sin Forfatter-Virksomhed fortsatte han ogsaa som Medlem af Regjerings-Commissionen. Aldrig er vel nogensinde en Avis bleven lagt under Presse i Fædrelandet, der tjente saa meget til at vække den patriotiske Sands og trøste det lidende Folk, som Falsens Budstikke, der udgaves ved Udbruddet af Krigen med Sverige, og hvis overskydende Udbytte anvendtes til Bedste for de i Krigen Faldnes Efterladte.

Imidlertid aftog hans Helbred under hans Embedsstilling som Høiesterets-Assessor meer og meer, og da nu dertil kom, at han flere Gange under Sessionerne i Høiesteret hjemsøgtes af Hovedsvimmel og Besvimelse, som Lægerne tilskrev hans Anstrengelse og Stillesidden under 5 Timers Sessioner dagligen, bevægede dette, og maaskee Længselen efter Norge, hvor han endnu havde mange Ungdomsvenner, ham til at ombytte sin Embedsstilling med Justitiarius-Posten i Agershuus Stiftsoverret. I de første Aar efter denne Forandring i hans Stilling gik ikke heller hans Helbred tilbage; men efter Aaret 1805 nedbøiedes han alt meer og meer paa Sjel og Legeme; hans Melancholi vendte tilbage og forøgedes dagligen til hans Venners store Bekymring. Krigens Udbrud med England 1807, og hans derpaa følgende Ansættelse i Regjerings-Commissionen 255satte hans Fædrenelandssind i Bevægelse, og opvakte hans gamle Virksomhed, – Livskraften blussede igjen frit, og yttrede sig i en glødende Iver for at gavne sit Fædreland.Ovenstaaende biografiske Noticer skylder Forfatteren Amtmand C. Falsen, og den korte Extract af lærde Efterretninger som findes i E. Falsens efterladte Skrifter.

I sin Stilling som Medlem af Regjerings-Commissionen retfærdiggjorde han det paa ham faldne Valg. Med en stor Embedsdygtighed forenede han en stor Humanitet, en taalmodig Beredvillighed til at høre alle Klager, og den ædleste Attraa efter at afhjælpe dem. Simpel i sit Væsen og i sin ydre Omgivelse sporedes ingen Afstand, der kunde skræmme den Ansøgende fra at frembære sine Ønsker. Men Falsen havde culmineret paa Livets Bane, da han indtraadte i Regjerings-Commissionen. Sindet formørkedes under Betragtninger over Fædrelandets kritiske Stilling, og et svækket Legeme gjorde ham mindre skikket til et besværligt Kalds Anstrengelser. Hans Virksomhed som Medlem af Regjerings-Commissionen var derfor kun kort, men visseligen velgjørende for Forretningernes Gang, da han havde sin store Deel i, at disse lededes med Sindighed og Klogskab, og at Norges Sag bares med Frimodighed for den danske Regjering. Saalænge han virkede i Regjerings-Commissionen, gik en varm Aand, en klar Fremstilling, en frimodig og alvorlig Tone igjennem Regjerings-Commissionens Brevvexling med alle Vedkommende, Høie og Lave, og en mærkelig Forskjel findes i denne Henseende imellem det første og de følgende Aar af denne Brevvexling. Fremdeles fandtes den samme redelige Villie, en ikke ringe Grad af Embeds-Dygtighed, den samme jævne og aabne Embedsfærd, 256som har udmærket den norske Regjerings-Medlemmer, fra Regjerings-Commissionens Dage indtil vor Tid; men da Falsens store Aand var vegen fra Commissionens Skriverpult, læses ikke mere Breve som hans. Stilen er vistnok stundom tungere end den han sædvanligen brugte i sine Skrifter, Perioderne i nogle af dem lange og indviklede; men saa var Tidens Curial-Stil, og til nogle af disse gav han vel kun en løs Concept, der indeholdt de Momenter, der skulde anføres, men Ordene sammensattes af andre Hænder.

Regjerings-Commissionens 2det Medlem, Gebhard Moltke, Stiftamtmand i Agershuus Stift, var en Søn af Adam Gotlob Moltke, af hans 2det Ægteskab. Fra 178* til 1789 var han Auscultant og senere Assessor i Høiesteret, og mod Slutningen af forrige Aarhundrede blev han ansat som Over-Øvrighed i Throndhjem, hvorfra han 1802 befordredes til Stiftamtmand i Agershuus. Formedelst sit simple Væsen, velvillige Sindelag og Attraa efter at tækkes Almuen var han meget yndet af denne, ligesom han visseligen var en Mand af den redeligste Villie. Men hans Hu stod til Danmark og hans store Eiendom der, og han forlod for snart sin Stilling i Norge som Medlem af Regjerings-Commissionen til at han kan betragtes som en virksom Deeltager i dens Forretninger. Han lever endnu i en høi Alderdom paa sit Gods i Fyen.

Regjerings-Commissionens 4de Medlem, Kammerherre M. G. Rosenkrantz, der paa den Tid var Aamtmand i Smaalehnene, hørte blandt Norges udmærkede Mænd og stod i stor Anseelse i Fædrelandet. Han var fød 1762 paa Gaarden Vigvold i Nærheden af Christianssand, og blev, da hans Fader som Krigsmand sad i smaa Kaar, understøttet af sine Frænder i Danmark under sine Studeringer i Kjøbenhavn. 257Under Professor Nørregaards Veiledning tog han 1784 latinskjuridisk Examen med bedste Charakter. Samme Aar blev han mod sin Villie udnævnt til Hofjunker, og derhos til Auscultant i Overhofretten i Christiania, og 1785 til overordentlig Assessor i samme Ret uden Gage. Han blev modtaget i General Wackenitz’s Huus, og roser meget saavel Generalens Godhed, som den Fordeel han havde af sit Ophold hos denne forretningsdygtige Mand. 1787 blev han ansat som lønnet Assessor i Overhofretten i Christiania, men da han samme Aar fik en ikke ubetydelig Arv, og tillige første Gang indgik i Ægtestand, kjøbte han et Gods i Jylland. Der blev han imidlertid kun kort formedelst sin første Kones Død, da han vendte tilbage til Norge, hvor han 1794 blev udnævnt til Præsident i Christiania og Bragernæs. I denne Stilling blev han til 1797, da han ved sit andet Giftermaal med Enken efter General-Auditeur Wessel kom i Besiddelse af betydelige Eiendomme, nemlig det store Hafslunds Gods, hvis Røgt krævede hans Opmærksomhed. Han levede som Privatmand indtil Aaret 1804, da han blev udnævnt til Amtmand i Smaalehnene, og derefter 1807 tillige til Medlem af den norske Regjerings-Commission.Ovenstaaende er en Extract af en Autobiografi, som er indført i det norske Blad Hermoder.

Rosenkrantz var visseligen en af Norges høiagtede Mænd; men Efterverdenen vil have meer hans ypperlige Villie end hans store Evner at prise. Det er i Sandhed vanskelig at finde en meer oprigtig Attraa efter at gavne Fædrelandet, og at opfylde sine Kaldspligter, et meer aabent Øre for Medborgeres Trang, og en redeligere Villie til at afhjælpe den, end 258den som prydede vor Rosenkrantz. Det er iligemaade vanskeligt, endog iblandt den store Skare af patriotiske Hædersmænd, som hiin Nødens Tid frembragte, at finde en Mand med strengere Begreber om hvad han skyldte sin offentlige Stilling med fuldkommen Tilsidesættelse af sin private.Som samvittighedsfuld Embedsmand tillod han sig ikke at deeltage i Lincens-Fartens Fordele, og forsømte saaledes et beleiligt Øieblik til at gaae Tidens Vanskeligheder under Krigen imøde. Han kunde i denne Henseende kaldes sine Pligtfølelsers Martyr, ligesom han i sin private Stilling omsider blev et Offer for sin Goddædighed, hvis milde Frugter hverken gavnede ham eller den store Kreds, hvori han som Privatmand virkede. Med Hensyn til Statshuusholdningen var han en Mand af den gamle Skole, der ikke havde fulgt Tidens Fremskridt. I sine private Discussioner og Underholdninger var han meer høittalende end overbevisende, og hans loyale Tænkemaade og Agtelse for gamle Former – endskjønt visseligen intet aristokratiskt Væsen viiste sig i hans Omgang – gjorde ham ofte eensidig i sine Anskuelser og i sine Domme.Denne Eensidighed viiste sig dog, efter de Mænds Dom, som arbeidede med ham i Embedsstilling, meer i det private Liv i Discours end i Embedsforretninger. Som Menneske sætter Historien Rosenkrantz høit, som Statsmand maa han tækkes med en lavere Plads. I denne Henseende var han lidet skikket til at staae i Spidsen for Rigets Styrelse, endskjønt hans rene Villie og utrættelige Selv-Opofrelse maatte give enhver Forretning, hvori han deeltog, et ædelt Præg. Det var ogsaa hans uplettede Charakter, som stedse bevarede ham Landsmænds Agtelse og Hengivenhed paa hans lange Embedsbane, hvilken han selv først frivilligen forlod, da Norges politiske Skjebne var afgjort, 259og dets Statsforhold ordnet. Over hans graahærdede Alderdom gik en mørk Sky, men hans varme Fædrelandskjærlighed, hans venlige Sind, hans milde Gjæstfrihed og utrættelige Goddædighed indskrev hans Minde paa Tidens Tavle med Træk, som seent ville blegne.

Men ligesom den nye norske Regjerings Medlemmer i Hovedsagen vare den ophøiede Post voxne, som de beklædte, saa laa i Oprettelsen deraf og i Norges nye Stilling, som en Følge deraf, store og forberedende Elementer til den Forandring, som senere foregik i Norges Statsforfatning. Norges Statsstyrelse afsondredes saa godt som aldeles fra Danmarks under Krigen, og Nordmænd lærte, at Forbindelsen mellem disse tvende Frændestater alene i Fredens Dage, og under Statsskibets rolige Gang, kunde blive til begge Nationers Held. Den danske Regjering nødsagedes til at benytte de Talenter, som fandtes i Norge selv; thi et besynderligt Uheld rammede de Styrelses-Mænd, som opsendtes fra Danmark, og der behøvedes desuden et Bekjendtskab til Norges indre Væsen, for at ordne Landets forviklede Forhold, der ikke fandtes uden for Norges Grændser. Men det var ikke alene Nordmænd, som øvedes og forberedtes under Norges isolerede Stilling i Krigens Aar til at tage Deel i den paafølgende Statsreform; det var ogsaa danske Mænd, som opholdt sig i Landet, deelte Skjebne med Nordmænd, og i et norsk Sindelag ofrede det deres Talenter og Kundskaber. Da Statsreformen omsider grundlagdes paa Eidsvold, fandtes saaledes Mænd, der havde tænkt over Landets Stilling, Enkelte endog, som havde deeltaget i Landets Styrelse, og vare i Stand til at give den constituerende Forsamling veiledende Raad. Under den skjebnesvangre Krigs-Periode vaagnede derhos Talenter, som saa let 260indslumre i Lykkens Skjød, og under Næringsveienes lette Gang; og de syv Krigens Aar vare i denne Henseende en større Opdragelses-Skole, end lange foregaaende Perioder af Norges Historie. Norges Mænd maatte, under dets isolerede Stilling fra Danmark, skabe dem selv Midler til at gaae Tidens Farer i Møde, og ligesom bane dem Vei til en borgerlig Selvstændighed. Fra den Tid finde vi flere Navne indskrevne paa den norske Histories Tavle, der paa flere Maader indvirkede paa Statens Vel, og som vare virksomme Haandlangere ved at grundlægge Institutioner, hvis Savn hidtil havde gjort Norge til en Skygge af en Stat.

Intet er saaledes vissere, end at Oprettelsen af et Regjerings-Collegium i Landet selv, hvortil benyttedes den i Norge forefundne Dygtighed og Snille, bidrog, tilligemed Landets farlige Stilling under Krigen, og den dermed forbundne Nødvendighed at hjelpe sig selv paa den offentlige og private Vei, til at forberede den Myndigheds Tilstand, og den besynderlige Indsigt i Statsværket, som ved Grundlovens Udfærdigelse og mange af de paafølgende Stats-Indretninger lagdes for Dagen. Gjennem Krigens Farer, Næringsveienes Standsning, indviklede indvortes Forhold, og Blottelse for de fleste til en Stat hørende selvstændige Indretninger, luttredes Egennyttens og Egoismens grove Rudimenter, opflammedes Patriotismens Ild, skjærpedes Fornuftens og Virksomhedens Reaction, og en politisk Selvstændigheds Morgenrøde frembrød over Norge. Den Green af Statsstyrelsen, som plantedes i Norge gjennem den norske Regjerings-Commission, var den første Begyndelse til Emancipations-Værket, og Selvstyrelsen slog under den saa stærke og frodige Rødder, at nye Forsøg fra Danmarks Side paa at indføre den gamle Tingenes Orden, og det gamle Dynastis 261strenge og ubøielige Former, vist vilde have været forgjæves. Selvstændighedens Sæd udsaaedes af den danske Konges egne Hænder, den spirede og styrkedes under Krig, Elendighed og Farer, og den modnedes, trods nye og gamle Fienders Modstand, ved Norges egne, deels indfødte, deels adopterede, Sønners Intelligents. Regjerings-Commissionens Naads-Cabinet var Constitutionsværkets første Vugge, og i Eidsvoldsalen modnedes Manddomsværket.

I en anden Henseende forandredes de tvende forenede Rigers Forhold til hinanden og Ideernes Gang i samme under Krigen. Hidtil havde Friheds-Ideerne, nærede af den franske Revolutions nærmere Indflydelse, slaaet dybere Rødder i Danmark end i Norge, og om endog dettes Sønner der blandede sig i den frittalende og fritskrivende Skare, saa skede det af Mænd, der ligesom havde ombyttet Fædreland og slaaet sig ned i Danmark. I Frændelandet havde ogsaa viist sig, mod Slutningen af forrige og i Begyndelsen af dette Aarhundrede, det alvorlige Studium af Statsklogskab og Statshuusholdning, hvortil Grunden var lagt af Udlandets Lærde, og dette Studium, hvis Tilværelse var lidet bekjendt før ovennævnte Tidspunkt, begyndte ivrigen at dyrkes af kjøbenhavnske Lærde. Men ikke heller i disse videnskabelige Granskninger toge norske Lærde synderligen Deel. Under Krigen forandredes denne Tingenes Stilling. I den norske Presses Producter taltes nu et friere Sprog, og Værker, eller idet mindste Brochurer, kom for Dagen under Krigens Løb, der i frimodig Bedømmelse af offentlige Gjenstande kunde sættes ved Siden af den danske Presses djærveste Friheds-Tale. Landets Nød, den danske Regjerings aabenbare Feiltrin under at afhjælpe den, dens Haardnakkenhed i sine krigerske Foranstaltninger, den fuldkomne 262Mangel paa alle Midler til Selvstændighed, under en isoleret Stilling fra Danmark, løsnede Tvangens Baand, og skabte den friere Tale. Tonen i Skrift og i Tale blev saaledes langt friere; thi dersom dette Friheds-Sind forhen sløvedes under en lykkelig indvortes oekonomisk Stilling, saa skjærpedes den nu, da Nationen igjennemgik en Elendighedens Skjærsild, hvortil intet Sidestykke fandtes i Norges senere Historie. Den danske Regjering taug til denne Frihedens Tendents; thi den følte, at Forbindelsens Baand slappedes, og en politisk Gjæring begyndte at røre sig, der frembragte Frygten for og Anelsen om en fuldkommen Opløsning – en Opløsning, hvormed maaskee den danske Konge selv efterhaanden gjorde sig fortrolig, formedelst de Lidelser, som forvoldtes begge Nationer under Krigs-Tilstanden. Da begyndte ogsaa Norges oplyste Mænd at indsee Nødvendigheden af at tilegne sig en større Indsigt i Statskonst og Statshuusholdning, og disse Videnskaber, som hidtil endnu vare mere fremmede i Norge end i Danmark, begyndte hos os at dyrkes. Det vil derhos findes naturligt, at dette Studium fik senere hen i Norge en mere praktisk Anvendelse end i Danmark, fordi Systemets Regler lettere kunne overføres paa vore indvortes Indretninger og Virksomhed, under en større Lighed i borgerlig Stilling, en jævnere Fordeling af Capital-Formue, og en større Frihed i den industrielle Virksomheds Bevægelse. Havde derfor endog Danmark paa den Tid – hvorom ei kan tvistes – de meest oplyste Stats-Oekonomer, saa fremtraadte ogsaa efterhaanden i Norge heldige Dyrkere af denne Videnskab, og Anvendelsen af dens Principer blev upaatvivleligen lettere i Norge end der. En nærmere Udvikling heraf tilhører senere Undersøgelser.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815, bind 1

Jacob Aalls Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815 er fremdeles en av våre viktigste kilder til tiden rundt 1814. I detalj redegjør Aall for de politiske hendelsene i Norge og Norden som førte til utarbeidelsen av Norges Grunnlov, bruddet med Danmark og unionen med Sverige. Beretningen er basert på egne erfaringer, han var selv til stede på Eidsvoll.

Verket kom ut i tre bind i 1844-45.
Bind 1 inneholder innledning, «Første Tidsrum» (1800-07), første del av «Andet Tidsrum» (1807-08) og bilag.
Bind 2 inneholder andre del av «Andet Tidsrum» (1808-14), bilag og tillegg/rettelser.
Bind 3 inneholder «Tredie Tidsrum» (1814) og bilag.

I 1859 kom en ny ettbindsutgave med noen rettelser og tillegg.

Se faksimiler av utgavene (nb.no):
1. utgave, bind 1, 1844
1. utgave, bind 2, 1844
1. utgave, bind 3, 1845
2. utgave, 1859

Les mer..

Om Jacob Aall

Jacob Aall var først og fremst forretningsmann og politiker, men ga også ut en rekke verker, særlig populærvitenskapelige tekster om næring og handel. Hans mest kjente verk er Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815 (3 bind, 1844-45), hvor han basert på egne erfaringer i detalj gjør rede for de politiske hendelsene i Norge og Norden rundt 1814.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.