Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815, bind 1

av Jacob Aall

Sjette Capitel

Regjerings-Commissionen saae sig om efter en Mand, som den kunde benytte deels til mundtligen at rygte dens Anliggende, beskrive Landets lidende Forfatning og Commissionens vanskelige Stilling for den danske Regjering, deels besørge det Indkjøb af Kornvarer, som behøvedes for at forebygge Hungersnød. 283Formedelst Posternes usikkre Gang under en krigersk Stilling og de Vanskeligheder, som Sverige lagde for den fri Passage derigjennem, var det deels usikkert at bringe Brevene til sit Sted, deels vovede Commissionen ei at betroe Breve, der behandlede Landets indvortes Anliggender under dets vanskelige Stilling, til Papiret. Til at udføre dette vigtige og vanskelige Ærende tilbød sig Grev Herman Wedel Jarlsberg, som dengang var Amtmand over Buskeruds Amt, og vi see for første Gang i Norges farlige Stilling en Fædrelandets Mand fremtræde, der siden fik en saa afgjørende Indflydelse paa dets Skjebne.

Grev Herman Wedel Jarlsbergs Vugge stod udenfor Norge, og hans Skoleaar tilbragte han i flere fremmede Lande. Han er fød i Montpellier 1779 den 21de September paa en Reise, som Forældrene foretoge til Neapel, hvor Faderen, Grev Frederik Anton Wedel Jarlsberg, var bleven ansat som Minister. De første 20 Aar af Grevens Levetid tilbragte han deels i Neapel, deels i Haag, deels i Holsteen og paa sit Fædrene-Gods Jarlsberg, og tilsidst og længst i London, hvor hans Fader var Minister. Brødrene Herman og Ferdinand opdroges med hinanden og vare hinandens Contubernaler indtil den modnere Ungdoms-Alder. Faderens Strenghed og en Uenighed mellem denne og Moderen, som bevægede den sidste til at forlade Mandens Huus ved Sønnernes Hjelp, foranledigede imidlertid deres Flugt fra dette, og det lykkedes dem, fast blottede for alle Midler at naae en Søhavn, hvorfra de med et norsk Skib seilede til Norge.I Bilag 8 findes en vidtløftigere Udsigt over Herman Wedels Barndoms- og Ungdomshistorie, som Forfatteren troer vil læses med Interesse.

284Grev Wedel var 20 Aar da han forlod England; men hans Ophold der bestemte hans Skridt paa hans følgende politiske Bane, hans Tilbøielighed, Anskuelser og Charakter som offentlig Statsmand. Han havde med ungdommelig Varme og Geniets hurtige Opfatnings-Evne sat sig ind i en constitutionel Stats Fordele, og bevarede indtil sin Dødedag en høi Grad af Interesse for Alt hvad der foretoges i det engelske Parlament, ligesom han havde en nøie Kundskab om den engelske Forfatnings indvortes Organisation og om Magtfordelingens Forgreninger. Dybe Studier og scientifiske Granskninger vare lidet hans Sag; thi hans sjeldne Evne til hurtigen at opfatte de vigtigste Gjenstande, af Bøger og Samtaler at uddrage det indholdsrigeste Stof, og bevare det til eget Brug i beleilig Tid, lærte ham paa en lettere Vei at komme til det klare Oversyn over Stats-Anliggender, som hele Livet igjennem udmærkede ham. Men det engelske Statsvæsen studerede han con amore, og der fandtes stedse paa hans Bord en eller anden Bog, som behandlede denne Gjenstand. I denne Henseende kom ogsaa hans store Sprogfærdighed ham til Hjælp. I det engelske, franske og tydske Sprog var han bevandret som i Modersmaalet, og han kunde med stor Lethed tilegne sig al den Viisdom, som han i Skrift og Tale i disse Sprog ønskede at gjøre sig brugbar. – Fra det Øieblik af hans første Landstigning i Norge tiltrak han sig Nordmænds Opmærksomhed, og den høieste Grad af Deeltagelse. Bestemt ved Fødselen til at blive en af Landets store Possessionater betragtedes han tidligen som en vigtig Norges Mand, hans ulykkelige Familieforhold, som en Følge af Faderens haarde Behandling, opvakte den høieste Grad af Deeltagelse, hans herlige personlige Egenskaber, raske og aabne Væsen, der ikke spillede i Fornemhedens 285Farver, men især den romantiske Maade, hvorpaa han var undsluppen Forfølgelse og Fare, og havde besteget Fædrelandets Kyster, gjorde ham allerede dengang til en almindelig Gjenstand for National-Interesse. Wedels Person, hans Historie og Udsigter for Fremtiden var i Alles Munde, og det var som om den Indflydelse anedes, som han siden fik paa Norges Skjebne. Brødrenes første Ophold i Norge var imidlertid kort, og de reiste til Danmarks Hovedstad, for der at bane sig en Fremtid. Ved Ankomsten til Danmark henvendte de sig til deres Moder, som førte et stille Liv i Nærheden af Kjøbenhavn, og da Kongen af Danmark erfoer Faderens strenge Behandling, lukkede han sit Øre for Faderens Reclamationer, og tog Flygtningerne under sin Beskyttelse. De beredte sig derefter, hver paa sin Vei, til Fædrelandets Tjeneste. Snart og hæderligen tog Grev Wedel, under den bekjendte Lassons Veiledning, latinsk-juridisk Examen ved Kjøbenhavns Universitet; men det juridiske Studium selv havde for ham liden Interesse. Han fordybede sig aldrig saa meget deri, at han kunde kaldes en dygtig theoretisk Jurist, og hans virksomme og daadfulde Liv tillod ham ikke at dyrke Lærdom i det rolige Studeerkammer.Han nærede endog en vis Mistillid til sine productive Evner som Forfatter, der tilstrækkeligen gjendrives ved hans velskrevne Indberetninger, hans Færdighed i Brevstilen og hans senere skriftlige Udarbeidelser.

I Danmark blev han ogsaa modtaget med den Deeltagelse, som hans ulykkelige Ungdoms-Historie maatte opvække, og ved, som, Privatsecretair at optages i Grev Schimmelmanns Huus, og af denne Statsmand overdrages vigtige Forretninger, lagdes den første Grundvold til hans offentlige Bane. Det danske 286Hof selv viiste ham forekommende Opmærksomhed, og bestemte ham snart til et af de paa den Tid vigtigste Embeder i Norge, som Forberedelse til høiere Kald i sin Tid. For sin faderlige Velgjører, den agtværdige, skjønt mere theoretisk end practisk statskloge, Grev Schimmelmann, nærede Grev Wedel alle sine Dage stort Venskab og Høiagtelse, men det danske Hofs venlige Færd kunde ikke forsone ham med de Statsstyrelsens Mangler, som han troede i Danmark at opdage. Hans Stilling som Schimmelmanns Secretair satte ham i Stand til at trænge ind i Statsforholdene, og den Svaghed og Ufuldkommenhed, som han deri meente at finde, bortfjærnede ham tidligen fra en Regjering, hvis indvortes Organisation var ganske forskjellig fra den, han i sin tidlige Ungdom havde lært at kjende. Maadehold i Yttringer og Middelvei i at opfatte politiske Anskuelser laa ikke i Wedels Charakteer. Hans store Evne til at opfatte Forholdenes sande Væsen, og til at give sine Tanker og Meninger den indtrængende Tales Form, hans raske, for alle Hensyn til udvortes Forhold frie Anskuelse og Bedømmelse af alle Gjenstande, som kom ham for Øre, og af alle Personer, som han mødte paa Livets Bane, gave hans Domme stundom et Udseende af ubesindig Heftighed og Haardhed, som forvildede hans Medborgere, og gav endog Anledning til Mistydning og Forvanskning af hans Charakteers sande Væsen. Hvor ofte har han ved denne – man kunde sige – ukloge Adfærd og uskaansomme Udtryk om Medborgere endog ofte i udmærkede Stillinger, og i ham ubekjendte eller lidet kjendte Vidners Nærværelse, sat sine Venner i Forlegenhed og Uro, da de i en saadan Færd anede Spiren til en bitter Daddel og hemmelig Forfølgelse, der heller ikke udeblev paa 287hans Bane.Under saadanne raske Bedømmelser i snævrere Kredse pleiede han at sige: «Vi kunne jo tale frit her imellem os», medens flere ham ubekjendte Mænd fandtes blandt hans Tilhørere. Wedel havde vist nok, som Følge af Opdragelse og Barndoms Skjebne, en vis Haardhed i Charakteren, som Ingen vil blande med Følesløshed eller Kulde under Livets ømmere Forhold, der kjendte ham som Mand, Fader og Ven; thi i alle disse Henseender byggede han Livets Lykke paa en fast Grundvold, og efterlod sig et Minde, som aldrig forgaaer. Men han satte en Ære i at vise en Standhaftighed og et Sjælens urokkelige Mod under Livets bittreste Modgang, der stundom gav ham Udseende af en kold Ligegyldighed. Medens dyb Sorg herskede i hans Familie, pleiede han roligen sine offentlige Forretninger. Taarer paa Mandens Kind vare ham modbydelige, og forekom ham nedværdigende, og det var først under den bittre Modgang, der tilstødte ham kort før hans Død, at han ogsaa lærte at kjende denne Lindring i Sorgen. Den samme Roligbed og Ligegyldighed viiste han, eller bar han til Skue for Landsmands Domme, offentlig Mishandling eller Retskrænkelse i sin Stilling; men hans Venner opdagede stundom ved saadan Leilighed en indvortes Gjæring hos ham, der dæmpedes ved hans Selvbeherskelse, og kun udgjødes i Vennebarm. Derhos havde han en vis Fasthed i Charakteren, der stundom grændsede til Stivhed, i Følge hvilken han tog lidet Hensyn til Andres Domme og Meninger, og allermindst til den store Folkehobs. Havde han dannet sig en Idee om hvad der var Fædrelandet gavnligt, rokkede han den ikke, fordi den stødte an mod den almindelige Mening, og skjulte den ikke, om den end paadrog ham Forfølgelse og Had.Som Repræsentant i Storthinget udtalte han ved en given Leilighed sin spottende Harme over Patrioternes Færd i Selvstændighedskrigen med en Aabenhed, som ængstede hans Venner, og gave Uvenner Vaaben i Hænderne mod han, ligesom den vel neppe var betimelig. Havde han fattet Høiagtelse 288for en Landsmands Charakteer, Talenter og Brugbarhed, kunde Intet bevæge ham til at give sin Client til Priis for Folkets Fordomme, og han agtede i denne Henseende ikke paa Dagens Tone eller Bladenes Yttringer, men bidrog efter Evne til at befordre Vedkommende til den Stilling, som han ansaa passende til deres Talent og Brugbarhed. Hans Bedømmelse og Deeltagelse er i denne Henseende neppe bleven beskjæmmet. Hans politiske Meningers Rigtighed er under Historiens Gang lagt for Dagen, og de Mænd, til hvis Befordring han ved sin Indflydelse i sin høie Stilling bidrog, have hædret deres Beskytters Tillid. Især udmærkede Wedel sig fremfor Nogen af sine Landsmænd i sit Forhold til Fædrelandet ved Tilsidesættelsen af egen Fordeel, og den beredvilligste Opofrelse af Tid, Arbeide, Formue, Helbred – ja Livet selv, naar han efter sin Overbeviisning troede at kunne gavne Fædrelandet. Han gav derpaa store Beviser i sin offentlige Stilling, hvorom Historien senere har at tale. Som Statens Mand tilsidesatte han alle private Hensyn, og hverken Ven eller Frænde, men kun hans egen Overbeviisning om den Ansøgendes Værd, ledede hans Skridt under hans indflydelsesrige Stillinger til Embeders Besættelse. I saadanne Forhold vare vedkommende Ansøgere bedre tjente med at være ham ligegyldige Personer, thi venskabelige Forhold prøvede han saalunde skarpest. Man har søgt Roden til disse Dyder i en høi Grad af Ærgjærrighed, Forfængelighed og Lyst til at spille en glimrende Rolle; men vi ere ikke berettigede til at nedstige i Hædersmandens 289Barm, og langt mindre til at underlægge dette Mønster paa en Statsmands Æresvandring nogen fordunklende Folie. I intet Forhold sporedes Wedels Strenghed i sine Domme og Heftighed i sine Yttringer meer, end naar Talen var om den danske Regjerings Adfærd og Politik, og det er intet Under at hans Navn der opsloges paa Regjeringens Modstanderes Liste. Hans danske Venner græmmede sig over hans formeentligen utaknemlige Færd, den danske Konge harmedes over at have opvarmet en Slange i sin egen Barm, og Mange blandt Danmarks meest ansete Mænd vare ivrige i at skamplette hans Navn. Gjennem Danmarks historiske Muse ville vi saaledes ikke overgive Wedels Navn til Efterverdenen, ligesom vi ei heller agte at forsvare Grevens overdrevne, stundom ubesindige Yttringer i den Henseende;Vi henvise til den Tale, som han holdt paa det overordentlige Storthing 1814, i Anledning af Rigernes Forening. men Norges Saga giver andre, ham og Sandheden værdigere Elementer til en Skildring over Wedel som Statsmand, Virksomhedsforstander og Familiefader, og Fædrelandet vil taknemligen give hans Minde en Hædersplads iblandt sine Velgjørere.

Efter et kort Ophold i Danmark, hvor der overdroges ham nogle vigtige Undersøgelser uden stort Resultat, forflyttedes han til Norge, og hans første Embedsbane der, som Amtmand i Buskerud, var en Forberedelse til den høiere Stilling, hvortil han siden skulde hæves. I denne Stilling vidste han at forskaffe sig Agtelse hos Regjeringen ved sin Dygtighed og kloge Embedsfærd, og deres Høiagtelse og Hengivenhed, blandt hvilke han virkede, ved sit venlige og derhos Ærefrygt bydende Væsen. I sine yngre Dage beflittede han sig meer end i sine ældre 290paa at vinde simpel Mands Gunst ved en vis fortrolig Tone, og ved at sætte sig ind i hans Forhold. Hans Venlighed var imidlertid ikke Stormandens Nedladenhed, der ligesom nedstiger fra en stor Høide, for at blande sig blandt dem, der staae paa Livets lavere Trin. Hvor megen Agtelse han end i sit Indvortes monne have næret for Livets uvæsentlige Fortrin, hvor skikket han end var til at spille en Ridders Rolle fra Middelalderens bedste Tid, – i sit ydre Væsen og i sin Omgang gjorde han aldrig disse Fortrin gjældende til Andres Besvær, men viiste stedse en oprigtig Agtelse mod dem, der var Agtelse værd, i hvilken Stilling i Livet end Manden monne befinde sig. Han havde derfor gjennem sit hele Liv oprigtige og sande Venner blandt alle Classer, og fornægtede aldrig dem, der vare ham kjære, i hvilken Kreds af menneskelig Høihed han end befandt sig.En af hans bedste Venner var en af Christianias retskafneste, men i sit Væsen simpleste Kjøbmænd, der tilligemed ham var Medlem af Providerings-Commissionen. Det var i Sandhed rørende at høre den religieuse Erik Thurmanns varme Hengivenheds-Yttringer om Wedel. Han var imidlertid langt fra at smigre Greven, men han forestillede ham ofte alvorlig det Betænkelige i hans Tilsidesættelse af alle Beqvemmeligheder, og sagde frit ud sin Mening om hvad de samtligen forhandlede i Fædrelandets Anliggender. Greven hørte ham med en Godmodighed, der grændsede til Ærbødighed. / Under Forfatterens fast 40aarige Venneforhold til Wedel fandt aldrig nogen gjensidig Misforstaaelse Sted, endskjønt de vel stundom vare af forskjellige Meninger med Hensyn til Fædrelandets Stilling. Med Sandhed kan Forfatteren sige, at han aldrig noget øieblik har været i Tvivl om Grevens redelige Hensigter og fædrelandske Sind, ligesom Rigtigheden af hans politiske Anskuelser i Tidens Fylde bekræftedes. Saa varm og uforfærdet Greven var i sine egne Yttringer og i sin egen Færd, saa megen Forsigtighed brugte han i sine Raad til sine Venner, og mere end engang har Forfatteren sporet Virkningen af Grevens modererende Stemme, naar han for raskt nærmede sig Rigets Foresatte under Krigens Forviklinger. Dette Forhold var gjensidigt og forstyrrede aldrig det indbyrdes Venskab. De Beviser, som Greven har givet Forfatteren paa trofast Venskab, som han aldrig fornægtede, hvor de mødtes, bevarer han i en taknemlig Erindring, som vil følge ham til Graven. Hvor høit han end senere steeg i Rang og Embeds-Vigtighed, var der maaskee ingen Stilling paa hans Embedsbane, i hvilken han oprigtigere elskedes, meer udeelt agtedes, og meer almindeligen tilfredsstillede Alle end som Amtmand i Buskerud, og han omtalte dette Tidspunkt gjerne, som et af de lykkeligste 291under hans Embedsliv. Det var ogsaa i denne Stilling at han indgik i ægteskabelig Forbindelse med Frøken Karen Anker, og beredte sig derved en paa Jorden sjelden huslig Lykke, ved Siden af en af Landets elskværdigste og ædleste Qvinder. Det unge Par, der i Elskværdighed kappedes med Jordens meest Begavede, reiste om i Amtet, deeltoge i muntre Forsamlinger og Feste, og disse Districters Ældste omtale endnu hine muntre Samqvem med høi Deeltagelse. I sin senere Embedsfærd tabte han Noget af denne sin Popularitet; thi baade er denne vanskeligere at bevare i høiere Stillinger, fordi Fordringerne vore jo høiere Embedsmændene stige, Berørelserne ere vigtigere og mere mangfoldige, og fordi han selv, paa mange Maader miskjendt, satte mindre Priis paa Folkegunst, Men hvo der, Frænde eller Ven, kjendte Wedels ædle Sind og Charakteer, hvo der havde Leilighed til at beundre hans mangesidige Talenter, og store Evner til at tilegne sig det Rette og Sande, bevarede sin Høiagtelse og Kjærlighed for ham til Graven.

Grev Wedel tilbød sig selv at gjøre den vigtige, og paa 292den Tid farlige, Reise til Danmark, og Tilbudet modtoges med Glæde af den norske Regjerings-Commission. Ligesom en Reise af den Art var efter Grevens Sind, saa maatte han under sine daværende Forhold, være særdeles skikket til at fuldføre den dermed forbundne Hensigt. Det Simple og Lette var ikke Grevens Sag; kun det Overordentlige, det Vanskelige og Farlige indeholdt noget tillokkende for ham. Selv den fast eventyrlige Maade, hvorpaa Reisen maatte foretages, gjorde ham samme meer interessant; thi han kunde ikke lægge sin Reise-Linie igjennem Sverige og Danmark, da Sjælland endnu befandt sig i en Slags blokeret Tilstand, og Freden med Sverige ei var at stole paa; men han besluttede i Lodsbaad, under den mørke Nat, at sætte over til den jydske Kyst, over et med fiendtlige Skibe opfyldt Hav. Men Faren og Strabadsen selv var en ny Opmuntring for Greven, endskjønt han maatte betale deslige, ofte uhensigtsmæssige og unyttige Legems-Anstrængelser, og Lyst til ligesom at omsætte Dagen og Natten, med en svækket Helbred, og med legemlige Lidelser, som vaagnede allerede i en yngre Alder, fulgte ham igjennem hele Livet, og alt for tidligen lagde ham i Graven.En saadan Reise, som han i en senere Periode foretog, bidrog til at nedbryde en ikke stærk Helbred. Han var 1827 udnævnt til Storthingsmand, og foretog samme Vinter en Reise til England i egne Anliggender. Reisen gjorde han saa seent, at han maatte paa en Hummer-Byse sætte over fra England til Norge, og leed paa Reisen saa ondt, at han maatte betale den med en langvarig Sygdom. Det græmmede ham derhos meget, at han ei naaede sin Hensigt, at være tilstede ved Storthingets Aabning, da han kom først nogle Dage efter.

Wedel maatte ogsaa være særdeles skikket til at udføre dette vigtige Ærende. Han stod paa den Tid i den nøieste 293Forbindelse med Danmarks vigtigste Statsmænd, han var yndet og agtet af den danske Kronprinds selv, og hans Ord og Mening havde saaledes stor Vægt i det danske Regjeringsraad. Hans Anskuelse om Fædrelandets Stilling havde dengang en langt anden Retning end den siden fik. Han deelte en almindelig Harme over Englændernes Rovtog, og Tanken om en Forbindelse mellem Sverige og Norge, som Grundstenen til Skandinaviens politiske Lyksalighed, var endnu ikke opstaaet hos ham. Saaledes gik hans hele Attraa oprigtigen ud paa at gavne Staten i den politiske Stilling, hvori den dengang befandt sig. I Øvrigt gik denne Plan til Norges Providering igjennem Grev Wedels Hænder i det Store, og interesserede ham saaledes i en desto høiere Grad. Thi omendskjønt han i de ham betroede offentlige Sagers Behandling, saavelsom i hans private Kaldssysler, ofte steeg ned til en smaalig Detail, interesserede ham dog kun Resultater, som gik i det Store. Ved saadanne Leiligheder lagde han ofte, saavel i offentlige som private Anliggender, en stor Maalestok paa Kræfternes Anvendelse, og ilede uforfærdet til Maalet, uden at prøve ængsteligen de Midler, som stode ham tilrede, eller den Tilstand, hvori Statens eller hans egen Kasse befandt sig. Det traf vel ikke sjeldent, at Grev Wedel, under at lægge Planer til Statens Tarv, glemte at han var Medlem af en lille Stat med smaa Midler, og lagde saaledes Planer for Norge i de store Staters Spor, i en større Stiil end som passede sig for Fædrelandet. Ved denne Leilighed var det imidlertid hensigtsmæssigt at anlægge Planen i det Store, og at anstrenge Statens yderste Kræfter; thi det gjaldt Intet mindre end at forebygge Mangel og Hungersnød i Fædrelandet. Han foretog flere Reiser til Danmark, for at fremme dette store Øiemed, og omendskjønt han paa disse 294udrettede særdeles meget til Norges Providering, saa tilfredsstillede dog hans Foranstaltninger ikke altid Regjerings-Commissionen, fordi hine stundom vare for raske, for kolossale med Hensyn til Statens Midler, og krydsede Commissionens Omsorg for andre vigtige Dele af Stats-Interessen. Deraf opstod stundom en alvorlig Brevvexling imellem Regjerings-Commissionen og Greven, der findes indført i Commissionens Correspondents-Protokol, i hvilken denne klager over Grevens bittre Udeladelser. Hvor tilfreds imidlertid Regjerings-Commissionen var med Grevens Virksomhed og Resultatet af hans Arbeide ved denne Leilighed, viser et Brev af 4de December til Greven af følgende Indhold:

«Ligesom Regjerings-Commissionen med megen Fyldestgjørelse har igjennemgaaet den Samme af Deres Høivelbaarenhed under 22 November sidstleden tilstillede Indberetning om Fremgangsmaaden af den Dem overdragne Commission angaaende Norges Proviantering, saavelsom medfulgte tabellariske Forklaringer over de anskaffede Kornvarer og Levnetsmidler, samt til disses Transport fragtede Skibe, og Fortegnelsen over de i den Anledning af Deres Høivelbaarenhed havte Indtægter og Udgifter, saaledes opfylder nu Commissionen en behagelig Pligt ved at bevidne Deres Høivelbaarenhed sin oprigtige Erkjendtlighed, og aflægge Dem sin Tak saavel for den Velvillighed, hvormed De paatog Dem en saa vigtig, og i Følge af Tidens Konjunkturer med ligesaa megen Fare som Anstrengelse forbunden Mission, som for den aarvaagne Nøiagtighed og Hurtighed, hvormed De under flere besværlige Reiser har udført samme».

«Vi forene os Alle i det fælles Ønske, at Udfaldet af Deres Anstrengelse maa svare til, hvad Planer, lagte med 295Klogskab og udførte med Nidkjærhed, give Grund til at haabe; men under enhver Betragtning, og uafhængig af Tilfældene, ville Deres Høivelbaarenheds patriotiske Bestræbelser stedse vorde Dem en uomtvistelig Adkomst til Regjeringens Skjønsomhed og Fædrelandets Tak.»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815, bind 1

Jacob Aalls Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815 er fremdeles en av våre viktigste kilder til tiden rundt 1814. I detalj redegjør Aall for de politiske hendelsene i Norge og Norden som førte til utarbeidelsen av Norges Grunnlov, bruddet med Danmark og unionen med Sverige. Beretningen er basert på egne erfaringer, han var selv til stede på Eidsvoll.

Verket kom ut i tre bind i 1844-45.
Bind 1 inneholder innledning, «Første Tidsrum» (1800-07), første del av «Andet Tidsrum» (1807-08) og bilag.
Bind 2 inneholder andre del av «Andet Tidsrum» (1808-14), bilag og tillegg/rettelser.
Bind 3 inneholder «Tredie Tidsrum» (1814) og bilag.

I 1859 kom en ny ettbindsutgave med noen rettelser og tillegg.

Se faksimiler av utgavene (nb.no):
1. utgave, bind 1, 1844
1. utgave, bind 2, 1844
1. utgave, bind 3, 1845
2. utgave, 1859

Les mer..

Om Jacob Aall

Jacob Aall var først og fremst forretningsmann og politiker, men ga også ut en rekke verker, særlig populærvitenskapelige tekster om næring og handel. Hans mest kjente verk er Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815 (3 bind, 1844-45), hvor han basert på egne erfaringer i detalj gjør rede for de politiske hendelsene i Norge og Norden rundt 1814.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.